1

Aristoteles’ begreb om lykke. Om Aristoteles’ aktualitet?

af Erik Bendtsen. Afdelingen for Filosofi og Videnskabsteori, Institut for Kultur og

Identitet. Roskilde Universitetscenter. Danmark. erikb@ruc.dk

Lykkebegrebet hører til de mest centrale størrelser i den menneskelige tilværelse. Ingen ønsker et

dårligt liv – ingen ønsker et liv uden lykke, men hvad vi ønsker, og ikke mindst, hvad der gør os

lykkelige, tror vi eventuelt at vide, men er vi ofte uenige om, eller er vi uvidende om, usikre på og

måske mere eller mindre uden indflydelse på. Uanset hvilket synspunkt eller hvilke flere

synspunkter af de nævnte, vi tilslutter os, er denne tilslutning under alle omstændigheder udtryk for

nogle tanker om lykke, og er lykke dermed grundliggende så klart udtryk for noget begrebsligt –

noget vi gør os begreber om. Vort forhold til lykke og vor oplevelse af lykkens indhold og

muligheder er derfor ikke et forhold til noget blot givet, men er også udtryk for vore begreber om

lykke. Vi gør os alle med hensyn til lykke nogle mere eller mindre reflekterede overvejelser over,

hvad lykke er, og om vi oplever den. Den mulige oplevelse rummer derfor altid en vis distance eller

refleksion. Derfor talen her om, at lykke er noget fundamentalt begrebsligt og ikke om noget i sig

selv, som vi søger at få et afklaret, essentielt begreb om.

Disse indledende påstande om og betragtninger om lykke kunne forlede til den tro, at lykke er en

aldeles personlig eller aldeles kulturbunden størrelse og derfor en relativ størrelse i enten

subjektivistisk eller kulturalistisk forstand, og at intet kan siges af interesse ud over at uddybe de

allerede nævnte betragtninger. Dette skal imidlertid sammenholdes med den kendsgerning, at de

tanker, vi gør os om lykke, har rod i en fælles menneskelig natur, og at en forståelse af, hvorfor vi

alle søger lykke, måske kunne bidrage til en forståelse af, hvad vi alle søger, af hvordan vi søger, og

om vi gør det på den rigtige måde i forhold til det, vi søger. Ud fra denne betragtning vil det være

muligt at sige noget om, hvori lykke består i almen forstand, hvad der kan bidrage til oplevelse af

lykke, og hvad der kan hindre oplevelse af lykke, og hvad den enkelte på denne baggrund eventuelt

kan bidrage med selv for at befordre sin og andres mulige lykke.

Et sådant projekt kender vi fra Aristoteles og fra adskillige andre tænkere gennem tiden. Når

Aristoteles fremhæves og nævnes for sig, skyldes det, at jeg mener, at Aristoteles har leveret et af

de bedste bud på en forklaring af, hvad lykke er, og hvad der muligt befordrer denne. Dette sagt,

skal man selvfølgelig være opmærksom på, at Aristoteles levede i en tid med mange synspunkter på

2

og forståelser af forskellige ting, som afviger stærkt fra vore i dag, og at hans begrebsapparat har et

muligt andet indhold end vort i dag, og at vor forståelse af Aristoteles – og af andre filosoffer på

tidsafstand i øvrigt – kan være begrænset eller måske endda fejlagtig. Et bud på en løsning af dette

problem kunne være at levere en egentlig gennemgang og tolkning af Aristoteles’ betragtninger om

lykke. Dette har mange imidlertid gjort, men det viser heller ikke, om hans forståelse er rigtig, og

det løser derfor heller ikke det fundamentale problem, der ligger i sådan tolkning, nemlig at denne

afspejler vor egen forståelse af lykke. Disse to problemer udgør to sider af samme sag, nemlig at vi

må fremstille eller eksplicitere vort eget synspunkt på lykke for at kunne afgøre sagen, og d.v.s. vi

må forsøge at levere en teori om lykke, som muligt giver den bedste og mest omfattende forståelse

af menneskelig søgen efter lykke, adfærd knyttet hertil og oplevelser af eventuel lykke, og dernæst

at vi må sammenligne denne teori med den, vi finder hos Aristoteles. Et sådant projekt rummer to

problemer. Det første og helt selvindlysende problem er at levere en sådan teori, og det næste er på

denne baggrund at sammenligne teorierne og sikre, at indholdet af disse teorier faktisk kan

sammenlignes. Disse problemer er imidlertid alment set fælles for al historisk og filosofihistorisk

forskning.

Den følgende tekst vil forsøge at give et bud på løsningen af problemerne i sammenhængen. D.v.s.

jeg vil forsøge at formulere en teori om menneskelig lykke og i vist beskedent omfang forsøge at

vise, at denne teori svarer meget til den, vi finder hos Aristoteles, eller at der er mange

overensstemmende elementer med en vis tolkning af Aristoteles. Det sidste er selvfølgelig altid

problematisk og rummer mulighed for forvridninger, men er uomgængeligt, også hvis man ”blot”

vil forsøge at forstå Aristoteles, og problemet opvejes bedst af en opmærksomhed herpå.

Omfangsmæssigt vil fremstillingen af Aristoteles’ bidrag være beskedent, og titlen på denne artikel

kunne på denne baggrund misforstås.

Som en indvending mod det nævnte projekt kunne man anføre, at et moderne synspunkt på den

menneskelige natur, som jo er i fokus i afklaringens mulighed, afviger stærkt fra et antikt og fra

Aristoteles’ synspunkt. Dette kan være et problem, men at tilskrive fortidens mennesker eller

mennesker i det hele taget en fundamental mangel på forståelse af deres egen natur er dristigt, men

også selvgendrivende. Vi må gå ud fra, at vi har en fælles natur, som ganske vist kan formes, men

som i sin grund er den samme, og at vore forfædre har forholdt sig til samme natur, omend ofte med

andre teorier og fokuseringer, men næppe med totalt fejlagtige teorier om noget så centralt. Disse

3

teoriers og fokuseringers baggrund skulle helst være en del af en sådan, nævnt teori om lykke. Dette

er udgangspunktet her og er det, der skal belyses. Et særligt problem m.h.t. Aristoteles’ begreb om

lykke er, at det er lidet eksplicit i den forstand, jeg her søger at fremstille lykkebegrebet i

almindelighed. Dette skyldes næppe mangel på afklaring, men snarere at Aristoteles har delt

forudsætninger med sit publikum og ikke har haft alle detaljeringer nødig.

Lykke

Lykkebegrebet er som allerede antydet omdiskuteret og problematisk, og man har senere søgt at

erstatte begrebet med mere præcise begreber. Termer som velfærd og livskvalitet har været

tilskrevet en sådan funktion, men indholdet af disses begrebslige aspekt er imidlertid ikke

nødvendigvis mere præcist. Det, man har tilstræbt, er bl.a. at levere begreber, der indfangede et

objektivt element ved den uklare ”størrelse”, vi beskæftiger os med, og det i modsætning til

lykkebegrebet, som menes at repræsentere noget stærkt eller rent subjektivt. Problemet er imidlertid

ikke et spørgsmål om termer, men om den meningsfulde og præciserende begrebslige brug af disse.

Mit forslag er at operere med to begreber til dækning af det emne, vi skal se på, og at undersøge det

meningsfulde i en sådan distinktion ved det foreslåede indhold.

De to begreber, der er tale om er, henholdsvis velfærd og lykke. Begrebet velfærd bruger jeg om

betingelser for at have det godt, mens lykke i denne sammenhæng drejer sig om, hvordan man

mere overordnet oplever at have det godt, og lykke derfor bl.a. drejer sig om holdningerne til og

refleksionerne over det tilfredsstillende og ikke tilfredsstillende levede liv og det mulige

tilfredsstillende liv. Ud fra denne distinktion kan dyr og børn under en vis alder have velfærd, men

ikke være lykkelige.1 En sådan distinktion er selvfølgelig udtryk for et valg, men det er et valg, der

efter min mening medtænker og bevarer traditionen og måske kan vise noget om traditionens

positive supplement til nyere teorier om lykke eller velfærd, og d.v.s. måske kan føje et mere

objektiviserende element til lykkebegrebet og et meningsfuldt subjektiviserende element til

velfærdsbegrebet og forene dem.

Velfærd

Jeg vil i det følgende ikke diskutere indholdet af forskellige teorier om velfærd, men vil gå relativt

direkte til sagen og fremstille en teori om velfærd, som inkluderer en teori om lykke i den nævnte

betydning.

1 Cf. Den Nichomakæiske Etik 1099b-1100a.

4

Vi ved, at der lige som med lykkebegrebet ikke er enighed om, hvori velfærd består. Vi har teorier

om velfærd, som hævder, at velfærd er et spørgsmål om visse bevidsthedstilstande, hvad enten disse

teorier mener at kunne sige noget om de objektive betingelser for disse tilstande eller ej. Jeg skal

fremsætte en teori, som ikke kun refererer til nogle få specifikke bevidsthedstilstande, men refererer

til behov og midlerne til deres tilfredsstillelse.

En hyppig indvending mod teorier om velfærd lyder, at hvis en teori påstår, at velfærd er en følge

af, at ens behov tilfredsstilles, så er dette ikke en teori om objektive betingelser for velfærd, men en

subjektiv teori, fordi der ikke kan siges noget, som gælder for alle mennesker m.h.t. behov og

dermed noget objektivt om menneskelige behov. Hvis dette er sandt, kan intet af egentlig interesse

siges om velfærd. Dette er imidlertid – heldigvis – ikke tilfældet. Denne indvending hviler på en

forveksling af behov og ønsker.

En velkendt teori om velfærd siger, at velfærd er en følge af tilfredsstillelse af ønsker eller af

informerede ønsker. Et problem ved denne teori er, at den modsiges af megen erfaring.

Tilfredsstillelsen af mange ønsker resulterer ikke altid i sand eller virkelig tilfredshed. Problemet

ved denne teori kan løses delvis, hvis vi skelner mellem behov og ønsker. Behov kan ud fra denne

distinktion (muligt) give ophav til ønsker, men ønsker behøver ikke have direkte ophav i behov.

Ønsker skal ud fra dette syn forstås som mentale tilstande, som udtrykker, at noget skal være

tilfældet: det skal være tilfældet at p: det skal være tilfældet, at jeg får noget bestemt at spise,

drikke, være klædt på en bestemt måde, bo et bestemt sted og på en bestemt måde o.s.v. o.s.v.

Nogle af disse ting behøver jeg og andre ikke. Jeg kan ønske et nyt sted at bo, skønt jeg allerede har

et tilfredsstillende sted. Det skal understreges, at selv om ønsketilstande (mentale tilstande) er til

stede, så er vi ikke altid opmærksomme på dem. Jeg kan gå ud i køkkenet efter kaffe uden at tænke

bevidst på det, før jeg er der.

Et behov er noget andet, og jeg vil forsøge at belyse behov og deres genstande i almindelighed for

så at se på et særligt behov, som spiller en rolle for at tilfredsstille en også subjektiv dimension ved

betingelserne for at have velfærd, nemlig behovet for mening.

Behov og deres ’genstande’ i almindelighed

Behov er størrelser, vi ofte har en begrebslig let omgang med. Med dette mener jeg bl.a., at vi i

hverdagen sjældent skelner mellem konkret væsentlige behov og mindre væsentlige behov eller

mellem behov og ønsker, og at vi oftest endnu mindre gør os klart, hvilke der er behovenes indhold

og behovenes genstande og dermed, hvad der udgør betingelser for behovstilfredsstillelse, og hvilke

5

holdninger vi som udtryk for og konsekvens af givne forståelser af behov kan indtage til disse og

måden at søge dem tilfredsstillet på.

Mange af os bruger termen behov om alt, vi føler lyst til, men dette er næppe en frugtbar brug, hvis

vi forudsætter, at visse behov er væsentlige, og hvis vi forudsætter, at tilfredsstillelsen af disse

behov forudsætter opmærksomheden på dem og et evt. fravalg af andre tilfredsstillelser, som kunne

stille sig i vejen for det væsentlige. Diskussionen om behov er dermed en diskussion om afvejning

af behov og deres genstande og er dermed et udtryk for en diskussion om bedre måder at leve på og

om, hvilke holdninger og forudsætninger, der befordrer bedre måder at leve på, og er omvendt en

diskussion om, hvilke holdninger og forudsætninger, der ikke befordrer, men tværtimod gør det

sværere at leve på den bedste måde – eller i hvert fald på en bedre måde. En klart normativ

diskussion, som mange vil tage afstand fra i dens substans, fordi de enten mener, at man ikke kan

diskutere objektivt, hvordan vi bør forholde os til behov, eller fordi de som en særlig udgave af

dette synspunkt finder, at andre ikke skal belære om, hvordan man bedst forholder sig til sine

behov, og hvordan man derfor bør forholde sig til sine behov og tilværelsen og dermed til det, der

som en fundamental forudsætning i denne artikels ’teori’ udgør tilværelsens mulige mening eller

muliggør ’mening’2. En forudsætning for forståelse af, hvad meningsbehovet indeholder og kan

indeholde, fordrer derfor en vis afklaring af, hvad behov og deres ’genstande’ er i almindelighed og

dermed af, hvilken mulig status meningsbehovet har i forhold til andre behov. Jeg vil selvfølgelig

kun udvikle dette kortfattet i den ramme, der her søges skabt.

Behov kan beskrives som og ved indholdet af de aspekter ved organiske væsener, uden hvis

tilstedeværelse individet har det dårligt: uden hvis ’tilfredsstillelse’ væsenet lider skade, har det

dårligt eller ophører med at eksistere. Indholdet af behov skal derfor forstås i bred betydning og

ikke kun som noget, der kan oplistes kort, og som kan ordnes udtømmende i typer. Det

karakteristiske ved behov er, at de er udtryk for betingelser ved eller knyttet til væsener m.h.t. ikke

at lide skade og bevare sit velbefindende, og at behov dermed er udtryk for ikke-skadetilstandens og

velbefindendets fraværs- eller omvendt tilfredsstillelsesbetingelser. Et behovs indhold kan derfor

karakteriseres ved et skadesfravær (negativt set) eller et muligt velbefindende (positivt set) i en

bestemt henseende, og som indkredses i en bestemt forstand eller i en bestemt sammenhæng i

forhold til væsenet, og behovets genstand (behovsgenstanden) må derfor forstås som det, der om

2 Meningsbehovet og dets bredere rolle og vilkår er temaet i sig selv i en længere artikel eller artikelserie, som er under udarbejdelse. Jeg trækker her på visse indsigter fra dette arbejde.

6

muligt kunne afværge eller forhindre fraværet eller begrænsningen af denne (positive) tilstand3. Vi

kan imidlertid lide skade uden at være opmærksomme på det, og vi kan derfor have behov uden at

være vidende herom4. Men vi kan også befinde os dårligt uden at vide hvilken genstand, der muligt

kunne afværge denne tilstand, d.v.s. vi kan befinde os dårligt uden at vide, hvad vi evt. har behov

for. Behov udtrykker nok nogle objektive, faktuelle forhold i verden, men vore, givne

vidensforudsætninger, indkredsning af og opmærksomhed på dem og forståelse af deres indhold og

genstande spiller en rolle. Indholdet af behov har altså en faktuel side, men også en tolkningsside.

En forståelses- og fortolkningsside, som kan svare mindre eller mere til sin genstand, og være

mindre eller mere søgende og kritisk reflekteret, og dermed evt. være langt fra en eller tættere på en

forståelse af vore behov, men forståelsen af vore behov konstruerer disse som en slags ”genstande”,

som imidlertid ikke eksisterer i sig selv. Vor forståelse kan således indkredse væsentlige og mindre

væsentlige behov og skelne mellem indhold og genstande. De væsentlige behov er selvfølgelig

dem, hvis manglende tilfredsstillelse forårsager størst skade, og denne skade kan naturligvis være

særdeles virkelig. I og med behov og forståelsen af behov afspejler skademuligheder, og i og med at

skademuligheder ofte udtrykker komplekse sammenspil mellem behovsindhold og genstande,

mellem manglende forståelse og forståelse heraf hos andre, så bliver det tydeligt, hvorfor dette

område dels er genstand for stor forståelsesvariation, uenighed og konflikt, men også hvorfor det

udgør grundlaget for værdier og værdidebat, nemlig for moralske værdier og moralsk værdidebat,

og d.v.s. for hvilke mål vi må eller bør sætte os og hvilke midler, vi evt. må og bør betjene os af. Et

historisk eksempel på dette forhold finder vi ud over i den filosofiske og politiske diskussion om

almenmenneskelige behov og kravene eller afvisningen af kravene på disses tilfredsstillelse f.eks.

særligt tydeligt i synspunkterne på børns og unges behov. Den pædagogiske debat og

dannelsesdebatten siden Antikken afspejler således mange syn på behov og disses indre

sammenhænge og dermed mange syn på den menneskelige natur og de mål og midler, man

pædagogisk set kan, bør eller kan tillade sig at betjene sig af til opnåelse af de formnings- eller

dannelsesmål, vi mener vi kan, bør eller mener, vi ikke kan eller bør sætte os eller blande os i.

3 Psykoanalysens eller rettere Freuds distinktioner skal ikke umiddelbart blandes sammen med denne måde at skelne på. Der tales her om behov, mens der hos Freud tales om begær som udtryk for drifter, og der er der en flertydighed m.h.t. begærets genstand, som afspejler begærets kompleksitet. Denne genstand kan både være identisk med den forhåbede eller forventede tilfredshedstilstand, tilfredstillelsesprocessen eller den symbolske eller konkrete genstand, der bidrager til disse første. Det er derfor uafgørligt, hvad der egentligt er ”behovs”genstanden i denne teori. 4 Behov drejer sig derfor ikke kun om mentale tilstande, men også om fysiologiske tilstande eller om aktiviteter. Cf. Garett Thomson om behov, som udgør et væsentligt inspirationsgrundlag for synspunktet i denne specifikke sammenhæng. Se Garett Thomson: Needs, Routledge and Kegan Paul: London and New York 1987.

7

Forholdet mellem behovsindhold og genstand kan betegnes som statisk, hvis der til et givet

behovsindhold svarer én, og kun én entydig genstand, og d.v.s. én entydig

tilfredsstillelsesbetingelse, og dette forhold er affødt af genstandens uundværlighed, og dermed

udtrykker indholdets afhængighed af genstanden eller mulig identitet mellem genstand og

indhold. Der er altså tale om, at hvert behov konstitueres af en genstand og for nogle behovs

vedkommende af én enkelt gentand. Dette er især tilfældet for nogle behov, nemlig dem, jeg (næppe

overraskende) har kaldt væsentlige behov5, d.v.s. behov, hvis manglende tilfredsstillelse som nævnt

indebærer stor skade. Disse behov udtrykker en statik m.h.t. indhold. Vi behøver ikke på dette sted

beskæftige os udtømmende med de centrale og væsentlige behov, der kan være tale om i

menneskelig sammenhæng for at se, at det forholder sig således. Behovet for vand som genstand

varierer ikke med behovets aktualitet og styrke. Dette gælder også overordnede centrale behov, så

som behovet for sundhed, behovet for frihed til at skabe muligheder for sit velvære, og midlerne

hertil nemlig sund føde, rent vand, oplevelsesmuligheder etc. kan i princippet specificeres ved

givne, præcisere genstande. Bevæger vi os til mindre centrale behov, er dette ikke tilfældet. Her vil

vi netop se, at genstandene kan variere stærkt, men samtidig se, at variationen for den enkelte

person er begrænset ved det, der konstituerer indholdet og dermed genstanden. Selv om man

selvfølgelig har behov for føde, kan måden, man søger at tilfredsstille dette behov på, variere stærkt

med kulturer og personer, og det udtrykker sig som ønsker konstitueret overordnet af kulturen og

de mere snævre, specifikke vilkår. Grundene til dette er at finde i de vaneudtrykte følelsesbindinger,

der etableres til de foreliggende fødegenstande.

Behov giver sig ofte udtryk i ønsker eller en trang, som igen giver sig udtryk i mål for

ønsketilfredsstillelse og dermed for handlinger, men ønsker er ikke altid udtryk for ”egentlige”

behov6. Ønsker adskiller sig fra behov ved netop at hvile på en behovsstruktur, men ved at udvikle

et tillært og tilvænnet sæt af ønsker om forskellige genstande og dette ofte om genstande, man ikke

behøver i central forstand, eller hvis tilfredsstillelse skader tilfredsstillelsen af centrale behov.

Oplagte eksempler på dette er ønsker om fødevarer, drikke, rusmidler, undgåelse af fysiske

aktiviteter og evt. i mængder eller omfang, som skader personen. Disse ønsker er udtryk for, hvad

man kunne kalde sekundære behov, nemlig behov hvis indhold er trådt tillært,

kompenserende/repræsenterende i stedet for primære behov, som på sin side udgøres af centrale og

mindre centrale, men ”oprindelige” behov. I denne forstand må man medgive begærgenstandens

5 Garett Thomson taler om ’central needs’ og disse kunne være de ”vigtigste” af de væsentlige behov, men mit ærinde her er ikke at fokusere på grænseproblemer. Jeg bruger dog termen i den nævnte betydning. 6 Distinktionen giver kun mening, hvis vi kan levere en teori om ønskers status i forhold til behov.

8

kompleksitet eller flertydighed som nævnt i forbindelse med Freud. Det begær, sult fremkalder,

retter sig både mod sultens ophør (behovet), men rummmer tilfredsheden ved nydelsen af indtagelse

af føden, som bliver til ’maden’ eller ’måltidet’, men forudsætter selvfølgelig konkrete

fødemidler/fødevarer. Den opmærksomme på begæret må nødvendigvis være opmærksom på

processen og kan som sådan dyrke denne side af begæret/behovet og forstærke

nydelsen/opmærksomheden og bl.a. gøre den til et ”mål” frem for det ”blotte” mål 7.

Et særligt behov er behovet for mening, som bl.a. i særlig grad kan udtrykke eller udtrykker dette

opmærksomhedsforhold.

Betingelser for velfærd kan opregnes i følgende liste.

Det godes kilder: Det ekstrinsisk gode som udtryk for betingelser for tilfredsstillelse af

“tilsvarende” behov og ønsker, men også for visse indre betingelser, hvortil de til meningsbehovet

knyttede holdninger hører og dermed visse intrinsiske dimensioner ved velfærd:

Energi og afspænding (tilførsel af føde og væske og udskillelse af affaldsstoffer og udladninger af spændinger (f.eks. muskelmæssigt og kønsligt) nære personlige forhold hvile og leg vitalitet/glæde livsmod og evne til engagement sundhed (frihed fra fysiske/psykiske begrænsninger og smerter) tryghed (frihed fra bekymringer) fornøjelser/glæder succesoplevelser, dvs. bl.a.: relativt fravær af afmagtsoplevelser, eller omvendt positivt: oplevelser af at magte eller? af magt (tilfredsstillelse af magtbegær?) selvrespekt, oplevelse af ligeværd: oplevelse af respekt viden, forståelse og evne til refleksion og selvrefleksion personlig frihed meningsfuld beskæftigelse, og oplevelse af sammenhæng og formål i livet i almindelighed og i eget liv

Jeg vil ikke gå ind i en dybere diskussion af disse betingelsers ydre aspekt, hvis rækkefølge rummer

et vist hierarki m.h.t. behov, men et hierarki som ikke må misforstås, fordi de alle refererer til

7 Vi mennesker skuffes nemlig ofte af vore nåede mål: “Things won are done – joy’s soul lies in the doing”, som Cressida siger hos Shakespeare i slutreplikken i anden scene af første akt af Troilus and Cressida, eller vi skuffes af, at de gør os opmærksom på stadig nye mål bag hvert tilfredsstillet og dermed skaber en opmærksomhed på en vis uoverskuelighed, men hvis vi vil opretholde en illusion om, at vort liv ikke er formålsløst/meningsløst, må vi både tro på vore mål og søge at udsætte deres opfyldelse, og d.v.s. evt. bl.a. gøre midlet til et mål i sig selv eller snarere også et mål i sig selv o.s.v. o.s.v. og lægge vore refleksioner, der kunne berøre dette, på hylden. Opmærksomheden på dette ’målets paradoks’ m.m. øger selvfølgelig muligt oplevelsen af eksistentiel meningsløshed og dermed den hertil hørende grundliggende defaitisme, og denne opmærksomhed skærpes eller indstiftes især i kulturer hinsides umiddelbar nød.

9

væsentlige behov, som imidlertid ikke kan nævnes på én gang. Disse betingelser vil næppe i det

overordnede være genstand for større uenighed – om end detaljerne kan give rig anledning til

uenighed og diskussion, og jeg vil vende mig mod det behov, som jeg tror, har en særlig rolle.

Behovet for mening

Jeg tror, at vi bedst nærmer os dette behov og forståelsen af det ved i lighed med aristotelisk metode at begynde med det, der er umiddelbart mest kendt for os, nemlig ved det forhold, at vi kender behovet via vort spørgsmål om mening i eller ved livet. Vi nærmer os i første omgang bedst en forståelse af behovet ved at give en beskrivelse af de generelle, formelle betingelser for tilfredsstillelse af spørgsmål om mening: ”erfaring af livets mening er udtryk for en oplevelse, som indeholder og er afhængig af en tilfredsstillende oplevelse af relativ modsigelsesfri sammenhæng i indholdet af forståelsen af verden og livet og disses dele eller aspekter og af en tilfredsstillende oplevelse af et formål i indholdet af forståelsen af verden og livet og disses dele eller aspekter” I denne indkredsning af tilfredsstillelsesbetingelser er forudsat dels, at det/de mulige svar på spørgsmålet om livets mening ikke skal og ikke kan forstås uafhængig af en menneskelig oplevelsesdimension og derfor ikke kan forstås som noget egentligt transcendent8 – hvilket ville være modsigelsesfuldt på alle betingelser9; og dels er det forudsat, at denne oplevelsesdimension rummer noget kognitivt – relativt – varigt (erfaring i konceptuel forstand), som (netop) kan begrebsliggøres, og at den menneskelige oplevelsesdimension ud over andre dimensioner bl.a. er udtryk for et almenmenneskeligt behov, hvis generelle tilfredsstillelsesbetingelser, jeg skal søge at formulere en slags teori om i det følgende10, og et behov som foreløbig, præcisere udtrykt udgør et almenmenneskeligt behov for at opleve sammenhængen i og formålene i tingene og livet, sådan at oplevelsen af mulig sammenhæng og formål ikke rummer skræmmende, ængstende, kontrolfraværpåmindende eller emotivt modsigelsesfuldt indhold og et kognitivt uacceptabelt modsigelsesfuldt indhold, men det er også forudsat, at genstanden for dette behov bl.a. er en selvstændig, bevidsthedsuafhængig størrelse uden for menneskelig og personlig menneskelig kontrol. Den er ikke blot vor konstruktion. Vi kan ikke blot konstruere en idyl – uden modsigelser – uden at gøre vold på ’virkeligheden’. Lige meget hvor meget vi end kunne ønske det. Dette nævnte behov er altså ikke et ”simpelt” behov på linje med fundamentale fysiologiske behov, men er udtryk for et åndeligt behov med mange aspekter, som både har fysiologiske, personligt historiske og 8 Hermed har jeg tilsyneladende allerede indsnævret feltet for undersøgelse fra det bredeste muligt til noget snævrere, men min pointe er, at spørgsmål af denne karakter viser hen til den spørgende – og det bagvedliggende behov. 9 Grundene hertil kan ikke tages op i denne sammenhæng. 10 Det giver sig selv, at dette må ske i skitsepræget forstand.

10

historiske ydre sider – og situationsmæssige ydre og indre sider. Jeg tøver i denne sammenhæng ikke med at benytte termen ’åndelig’, fordi disse sider kognitivt bindes sammen i bevidstheden og udtrykker behovets indhold, og behovet som sådan eksisterer i kraft af denne sammenbinding, men jeg skal uddybe dette aspekt i nedenstående. Det giver dermed også sig selv, at dette behov rummer såvel en affektiv/emotiv11 som – som nævnt – kognitiv dimension, eller sagt på en anden måde: det giver sig selv, at dette behov udgør årsagen til al søgen på et meget middelbart plan og dermed til filosoferen og dermed formelt set er identisk med den ”undren”12, som såvel Platon som Aristoteles13, men også andre identificerer som filosofiens drivkraft udmøntende sig i spørgsmål om: Hvorfor er tingene, som de er? og er de, som de syner? Her kan vi så gengæld også præcisere, mere det fundamentalt meningsøgende i bevæggrundene – i de generelle motiveringsgrunde – til filosoferen i denne filosoferens genstands (gåde)karakter, og vi kan og bør skelne mellem disse sider.

Alle behov er indlejret i en social/kulturel kontekst, som er kognitivt og emotivt (med)bestemmende

for fokus og præferencer. Her står vi imidlertid over for et behov af en helt særlig dimension,

nemlig et behov der så at sige i sit indhold og dermed også i sin mulige tilfredsstillelse er afhængig

af et samspil af komplekse forhold, der bindes sammen af et samspil af affektive og kognitive

elementer, hvori indgår alle andre behov og deres elementer og genstande og historiske,

sociale/kulturelle og individuelle baggrundsvilkår; et samspil, som kun kan antydes i det følgende.

Alle spørgsmål eller al spørgende adfærd er udtryk for en eller anden form for behov for viden. Som

regel – eller i ”første” omgang14 – udtryk for et behov for at vide, hvad en given genstand eller

sammenhæng er eller består i, og d.v.s. som regel, hvad den eller de er eller består i i sig selv.

Heroverfor er spørgsmålet om livets mening, eller rettere spørgsmålet om, hvori livets mening

består? ikke kun et spørgsmål til genstanden, men er et spørgsmål til genstanden med et bestemt

fokus på genstanden, en bestemt forventning om eller et bestemt håb om, at genstanden kan levere

det tilfredsstillende svar – på behovets egne og derfor også individuelle præmisser. Det er

imidlertid derfor også et dynamisk behov forstået på den måde, at behovsindholdet og dets

genstande er individuelle og variable og derfor kan variere med givne oplevelser og

omstændigheder, og det er derfor et behov, som ikke nødvendigvis tilfredsstilles for samme person

af den/de samme genstand/e på forskellige tidspunkter, hvilket søges indfanget ved termen er

11 Jeg bruger disse termer udifferentieret om det ”blot” følelsesmæssige i en oplevelse. 12 Denne overfladiske bestemmelse skal blive uddybet, nuanceret og præciseret andetsteds. Cf. Fodnote 2. 13 Platon i ’Theaitetos’ 155 D og Aristoteles i ’Metafysikken’ bog 1, kapitel 2. 14 Bag dette behov for viden kan der, og findes der formodentlig, næsten altid andre behov, for hvilke vidensøgen fungerer som instrument.

11

afhængig af (:…en oplevelse, som indeholder og er afhængig af en tilfredsstillende oplevelse af

relativ modsigelsesfri sammenhæng…). Termen ’tilfredsstillende’ i ovenanførte indkredsning

udtrykker det betingede, det individuelle og labile, som skal søges yderligere indkredset i det

følgende. Meningsfuldhed er altså afhængig af (oplevet) meningsfylde, men meningsfylde er

afhængig af sand meningsfuldhed (bl.a. modsigelsesfrihed), og der er anderledes sagt et indbyrdes

afhængighedsforhold – et logisk set, cirkulært bestemmende forhold – i indholdet af ’den lille

mening’ og ’den store mening’. Der er derfor – hvis dette er rigtigt – ikke nogen garanti for

vedvarende tilfredsstillelse og vedholdende behovsindhold og vedvarende genstand. Genstanden for

behovet er derfor – for at tydeliggøre – ikke en bestemt genstand, men flere genstande, som

udpeges og tilspørges med evt. uddybende og evt. forandrende konsekvens, der afslører, tildækker

eller accepterer modsigelser/modsigelsesfylde o.s.v. Dette dynamiske behov er egentlig en slags

behovenes behov, nemlig behovet for at opleve den ’rette’ tilfredsstillelse af andre behov eller

snarere behovet for at opleve den ’rette’ tilfredsstillelse af forholdet mellem andre behov – og

ønsker: er behovet for at opleve sine aktiviteter og deres genstande og indbyrdes forbindelser

som ’rigtige’15 – at opleve sig og sit liv som noget, der lykkes (i de større linjer), men er også den

mulige (reflekterede) forholden sig til og holdning til opmærksomheden på behovenes behov.

Behovets indhold og tilfredsstillelsesbetingelser varierer derfor både situationsmæssigt generelt

og individuelt med forhold, vi ikke kan komme ind på her, og hertil hører selvfølgelig niveauet i

den kognitive tilgang hertil og dermed den mindre eller mere reflekterede holdning til egne

oplevelser. Hvis dette er tilfældet, så vil vi se, at tilfredsstillelsen af behovet kan søges på mange

måder og dette også af en og samme person, men vi vil også se, at denne søgen tilfredsstillelse ikke

nødvendigvis rummer eller har rummet en tematiserende bevidsthed om, at det er det overordnede

(’mening’s)behov, som søges tilfredsstillet, og vi vil også kunne se, at det eventuelt sker gennem et

andet eller andre behov og dettes eller disses genstande. En sådan adfærd kan ud fra denne

forståelse modarbejde personens mulighed for tilfredsstillelse.

Hvilket belæg er der for påstanden om eksistensen af et sådant behov? Ja, det giver næsten sig selv,

at det er sværere at påvise end andre mere tydelige og empirisk tilgængelige behov som f.eks.

behovene for føde, væske, kontakt o.s.v., som bl.a. er lette aflæselige i adfærd, og at dette behov

derfor måske lettere kan afvises som en konstruktion uden egentlig realitet. Dets indhold og dermed

dets eksistens må vi derfor slutte os til på baggrund af andre mere kendte eller accepterede størrelser

i sammenhængen. Man kunne selvfølgelig også opregne de filosoffer og videnskabsfolk, der har

15 Disse foreløbige indkredsninger vil blive uddybet andetsteds. Cf. fodnote 2.

12

fremsat påstande og teorier om dette emne. Problemet er imidlertid, at de sjældent er særlig

eksplicitte m.h.t. denne side af sagen, men blot angiver, at et sådant behov eksisterer, og dermed

ofte er mere optagne af tilfredsstillelsen af behovet eller problemerne hermed eller blot af behovets

genstand end af selve behovet med de problemer, det indebærer ikke at undersøge behovet, eller

’driften’ som en separat større, eller ’viljen’, som Viktor E. Frankl kalder den nævnte størrelse16,

men snarere at undersøge genstanden for eller indholdet af det, som andre har benævnt en

metafysisk drift17, en religiøs drift eller et religiøst instinkt18 eller et religiøst behov19.

Det giver imidlertid ud fra denne betragtning ikke mening at undersøge behovets genstand

uafhængigt af behovet, men omvendt har behovets overordnede genstand(e) som nævnt en

selvstændig status som noget af bevidstheden uafhængigt og som noget derfor modstandsdygtigt

over for visse spørgende forventninger. Det er disse sammenhænge, og d.v.s. samspillet mellem de

faktorer, som udgør behovets indhold og genstande, som jeg benævner behovets konstituenter,

som gør behovet så specielt og dets indhold så dynamisk, at vi måske ikke er så opmærksomme på

dets eksistens og rolle.

Behovet

Behovets rødder og ”energitilførsel” skal findes i den orienteringstrang, der findes i alle biologiske

væsener med reaktionsmuligheder, og som på den ene side skal sikre undgåelsen af farer og på den

anden side skal sikre energioptag, og d.v.s. den orienteringstrang, hvis tilstedeværelse muliggør og

evt. sikrer overlevelse. M.h.t. til undgåelsen af farer, så drejer denne trang sig om noget, der fra et

givet reaktivt niveau giver sig udtryk i en vagtsomhed over for og en undersøgelse af alle potentielle

farer. M.h.t. sikringen af energioptag drejer det sig om en lignende vagtsomhed over for og

16 Viktor E. Frankl bruger termen ”viljen til mening”, og han gør det i en nietzscheansk klingende terminologi og med klare allusioner til en nietzscheansk tilgang, men også eksplicit, parallelt og perspektivudvidende afstandtagende? i forhold til noget, han dels kalder ’viljen til lyst’ med henvisning til en freudiansk, psykoanalytisk vinkel og dels kalder ’viljen til magt’ med henvisning til Adlers mere direkte Nietzscheinspirerede psykoanalyse. Se f.eks. Viktor E. Frankl: Psykologi og eksistens, s. 102. 17 En benævnelse for et synspunkt på en dimension ved menneskenaturen, man vil kunne finde hos mange, men som man bl.a. med en vis, god ret – bortset fra termen ’drift’ – kunne tilskrive Kant, hvis vi skal se problemstillingerne i den væsentligste, kendte vestlige filosofihistoriske ramme. Jeg tænker selvfølgelig på hans syn på bevidsthedens dialektiske disposition til brug af kategorierne som repræsentanter for ”ubetingede” genstande, som beskrevet i anden afdeling af Kritik der reinen Vernunft. Men jeg tænker også på Novalis, som befinder sig i samme tankeramme, men med en romantisk tilgang. Cf: ”Wir suchen überall das Unbedingte und finden nur Dinge”, første bemærkning i Novalis‘ ’Vermischte Bemerkungen 1797-1798’. 18 F.eks. C.G. Jung og Johannes Sløk. Se f. eks. C.G. Jung: Psykologi og Religion, Gyldendal: København 1968, og Johannes Sløk: Det religiøse instinkt, Berlingske leksikon-bibliotek: København 1960. Som det antydningsvist vil fremgå senere, er meningsbehovet denne artikels optik meget mere omfattende, komplekst og dynamisk i sit indhold end det er tilfældet hos de nævnte, men der er et vist sammenfald til opmærksomheden på orienteringsaspektet. 19 F.eks. Ernst Tugendhat: Über Religion, i Ernst Tugendhat: Antropologie statt Metaphysik, Verlag C.H. Beck: München 2007.

13

undersøgelse af potentielle føde- og væskemuligheder, men mens den første trang er aktuelt

afhængig af faremulighederne, så er den anden afhængig af energi- og væskemangel, og d.v.s. sult

og tørst, og er dermed en trang, der varierer med energi- og væskesituationen, men som i

mangelsituationer kan forstås næsten at være identisk med den anden trang i og med at sulten og

tørsten bliver så påtrængende, at alt gøres til undersøgelse for føde- og væskemulighed for at undgå

(farerne) sult og tørst. Denne trangs sider udgøres derfor både af et underskud på forskellige måder,

men også af det særlige overskud, som vi finder i den ikke-akutte problemløsningstrang, såvel i den

instrumentelle problemløsningstrang som den ikke-ængstede menneskelige undren og

undersøgelsestrang af ikke-instrumentel karakter. Med brugen af termen ikke-ængstet har jeg

antydet, at et modsat, andet væsentligt element20 i underskuddet og dermed en væsentlig drivkraft –

og som jeg andetsteds vil forsøge at vise er den væsentligste drivkraft - i søgen efter mening -

udgøres af angst og smerte. Men denne drivkraft er som sagt ikke alene. Den menneskelige

bevidsthed har en ”anden” side, som jeg i første omgang vil karakterisere som en åbenhed,

modtagelighed og søgen over for genstandene for opmærksomhed, nemlig en side, hvis holdnings-

og indstillingskerne man sammenfattende kan betegne som ’undren’ – en undren over tingene, og

d.v.s. som en opmærksomhed på ’underet’ – ved og i tingene og tilværelsen. Denne side af den

menneskelige bevidsthed er på den anden side – som fremhævet – ikke alene og er ikke en egentlig

separat størrelse, men kan forstås som meningsbehovets ”overskuds”side, som indgår i og er

underlagt meningsbehovets betingelser21. Vi taler altså om et behov med mange sider, og vi burde

måske tale om flere behov, men i og med at disse behov har den fælles kerne eller det fælles

samvirke, jeg forsøgte at formulere i indkredsningen, så vil jeg fortsat og af nemheds grunde

operere med termen: behovet, men med de nævnte kvalificeringer. Vi taler også om et behov med

meget umiddelbare sider, men vi taler især om et behov med muligt meget middelbare, muligt

reflekterede sider og muligt meget reflekterede sider og deraf følgende specielt indhold af behovet

og den mulige opmærksomhed på det og håndtering heraf. Meget overordnet formuleret drejer

behovet sig om at føle sig følelsesmæssigt og forståelsesmæssigt hjemme i livet, og det drejer sig

altså om orienteringstrangens særlige indhold og betingelser eller dennes kognitive

tryghedsbetingelser, og dermed er også antydet problemstillingens rolle i betingelser for velfærd

eller mere præcist for et erkendt godt liv, nemlig behovets tilfredsstillelse eller relativt positive

20 Denne måde at inddele og karakterisere sider af bevidstheden på er naturligvis dybt problematisk, fordi der tales om baggrundene for nogle adfærdsdispositioner, som om disse baggrunde havde egeneksistens eller ’substans’karakter, men det er på den anden side uomgængeligt, analytisk set at skelne mellem og tale om sådanne størrelser, hvis vi overhovedet skal forsøge at forstå sammenhængene. 21 Denne sidste påstand hører også til dem, der vil blive argumenteret for andetsteds.

14

tilfredsstillelse som betingelse for at have det godt ud over de rent ydre betingelser, og det drejer sig

netop også om, hvad man selv kan bidrage med m.h.t. tilfredsstillelsen. Lykke er ud fra denne

betragtning ikke identisk med jubelglæde. Lykke er betinget af og rummer glæder, men er mere

udtryk for et relativt modsigelsesfrit og derfor reflekteret tilfredst syn på sit liv og som sådan et syn,

som selvfølgelig ikke udelukker stunder af vemod i et godt liv.

Aristoteles’ begreb om lykke22

Hvis vi nu vender os mod Aristoteles og søger at indkredse de centrale elementer i dennes begreb

om lykke, så kan disse opridses i følgende.

Lykke er ikke kun et spørgsmål om hvilke hændelser, man udsættes for.

Forfærdelige ulykker kan ramme selv den bedste og den bedste får da om ikke et fuldt lykkeligt liv,

men et værdigt liv (i min ”oversættelse” et liv, hvor personen selv har bidraget og i kraft af sin

karakter og handlinger skabt de bedste betingelser for selvrespekt) (1099b-1101b). Dette sidste

aspekt er nyt i synet på lykke efter Sokrates23.

Lykke er betinget af visse ydre goder af materiel og samfundsmæssig karakter. Uden disse er det

svært eller umuligt at opnå lykke. Men disse betingelser er ikke i sig selv nok for egentlig lykke. De

er nok nødvendige, men ikke tilstrækkelige (1099a-b).

Hertil kommer personens evne til at bidrage til og til at opleve lykke, men lykke er ikke blot en lyst-

eller glædestilstand, men lyst ved de rette ting, nemlig de holdninger og handlinger, som bidrager til

et meningsfuldt liv og herunder et socialt meningsfuldt liv (Bog 2-5).

Den egentlige lykke består i at opfylde sin bedste funktion og udnytte sit fornuftspotentiale bedst

muligt til at afveje, hvad der er ens bedste funktion og hvilke midler, der bedst tjener og opfylder

denne funktion, nemlig de nævnte holdninger og handlinger, som bidrager til et reflekteret

meningsfuldt liv. Denne funktion rummer muligheden for holdningsændring via vanemæssig

forandring af følelserne24, sådan at man uden problemer fokuserer på de væsentlige ting, har de rette

ønsker og handler på disse i forhold til en fornemmelse af en sammenhæng i ens praktiske liv25 og

derudover eventuelt har en forståelse af sammenhængen i tilværelsen som helhed – i kosmos. Det

første aspekt udgør de moralske dyder, som muliggør oplevelsen af én selv, egne handlinger og eget

liv som værdimæssigt sammenhængende og meningsfyldt kontrasteret med overdrivelsernes og

22 Alle referencer er til Den Nichomakæiske Etik. 23 Cf. bl.a. Darrin M. MacMahon: Happiness. A History, Atlantic Monthly Press: New York 2006. 24 Cf. betragtningerne om forholdet mellem behov og ønsker i denne artikel og den underforståede teori om menneskets formbarhed via følelserne og deres genstande. 25 I holdnings-, værdi- og handlingsforstand.

15

underdrivelsernes afvigelse fra midten. Det sidste aspekt er betinget af udviklingen af intellektuelle

dyder, og som sådan den væsentligste betingelse for at etablere en overordnet forståelse af og

dermed en overordnet mening i tilværelsen (Bog 6).

Mening er min tilføjelse, men jeg håber, at denne forklarende tilføjelse giver mening på de

præmisser, der er søgt etableret.

Aristoteles’ teleologiske syn på naturen og mennesket er nok det, der springer mest i øjnene som en

afgørende forskel til et moderne syn og dermed det syn på mennesket som et behovsvæsen snarere

end et væsen med en bestemt ergon. Denne forskel er dog ikke uovervindelig, hvis vi forstår ergon

eller bedste funktion ikke som en naturstørrelse, men som en erkendelses- og handlingsstørrelse,

nemlig som den bedste evne til erkendelse af den bedste tilfredsstillelse af væsentlige behov og

bedste evne til at handle efter denne erkendelse. En sådan evne er ikke medfødt – er ikke et

naturpotentiale, men udgør et muligt intellektuelt potentiale, som med den rette holdning og de rette

vidensforudsætninger kan udvikles. Naturnormativitet præciseres så som intellektualistisk

normativitet.