Upload
others
View
0
Download
0
Embed Size (px)
Citation preview
Ark
æo
log
isk
Fo
rum
Nr. 35 2016
Særtryk
Arkæologisk Forum nr. 35| November 2016
Gæsteskribent
Nathalia Brichet og Frida Hastrup*
Hvad bruger vi tiden til?
Et antropologisk blik på samtidsarkæologi
3
Ida Westh Hansen og Marianne Rasmussen Lindegaard*
”Det virker…”
Brugerundersøgelse af Danmarks Oldtid i Landskabet
9
Niels Algreen Møller*
Store datasæt i dansk arkæologi
– Semistore datamængder byder på store udfordringer
16
Tema: Samtidsarkæologi
Redaktionen
Samtidsarkæologi
udfordrer vores tids- og kulturarvsforståelse
22
Tim Flohr Sørensen*
I tidens fylde
– samtidslevn og arkæologiske de/formationsprocesser
23
Cornelius Holtorf and Anders Högberg*
The Contemporary Archaeology of Nuclear Waste.
Communicating with the future
31
Bjørnar Olsen and Þóra Pétursdóttir *
Unruly Heritage:
Tracing Legacies in the Anthropocene
38
Anna S. Beck
Sporet og det arkæologiske materiale
Indtryk fra konferencen On the trace. Passing, presence and the persistence of the
past’, Københavns Universitet, 22.-23. september 2016
46
Theis Zetner Trolle Jensen
Why 3D?
Challenges and solutions with the use of 3D visualizations in archaeology
49
Thorbjørn Kolbo, Jens Ole Platz og Katrine Axlev
Vikingeborgen Borgring
En udstilling om alt det vi endnu ikke ved
52
*Fagfællebedømt artikel
Tema: Samtidsarkæologi
November 2016 | Arkæologisk Forum nr.35 | 22
Samtidsarkæologi udfordrer vores tids- og kulturarvsforståelse
I dette tema får vi præsenteret tre samtidsarkæologiske projekter, der er i gang netop nu. Med forskningsobjekter
som modernitetens ruiner, atomaffald og havbåret materiale tager de med arkæologens viden, metoder og særlige
blik fat i nogle af vor tids store udfordringer. Projekterne er samfundsrelevante. De udvider tænkningen, rykker ved
vore opfattelser og kvalificerer diskussionerne. Fælles for de tre artikler er, at de udfordrer den gængse opfattelse af
tid og kulturarv – og som konsekvens af dette lægges der op til, at måden, vi forvalter og kommunikerer kulturarven
på, bør nytænkes. Alle arkæologer, der tør blive udfordret og inspireret, må bare læse temaets tre artikler.
Det er ikke sædvanen at tænke på kondemneringsmodne bygninger som kulturarv, men hvorfor ikke? I artiklen I
tidens fylde behandler Tim Flohr Sørensen paradokset, som disse bygninger repræsenterer – mellem på den ene side
den historie de kan fortælle om liv og samfundets udvikling og på den anden side behovet for at få disse ”øjenbæer”
fjernet. Ruinerne er på samme tid både fortid og nutid, under afvikling og tilblivelse. De falder udenfor kategori: Hus
eller affald? Fortid, nutid eller fremtid?
Tiden er også omdrejningspunktet i artiklen The Contemporary Archaeology of Nuclear Waste, hvor Cornelius Holtorf
og Anders Högberg diskuterer, hvordan vi kommunikerer med fremtiden. Projektet udspringer af et samarbejde med
Svensk Kärnbränslehantering Aktiebolag, om hvordan man kan advare fremtidige generationer om atomaffaldets
farlighed. I artiklen vises en model af, hvordan nutiden er nåleøjet, hvorigennem fortolkninger af fortiden bliver
transformeret til forestillinger om fremtiden. Holtorf og Högberg foreslår, at vi i vores forvaltning af kulturarven ikke
alene skal fremme en historisk bevidsthed, men også en fremtidsbevidsthed.
Radioaktivt affald er normalt ikke noget, vi opfatter som kulturarv, men det ér det, og det vil det være i titusinder af
år. Noget lignende gør sig gældende med de enorme mængder af plastaffald, der flyder rundt i verdenshavene. Det
affald arbejder Bjørnar Olsen og Þóra Péturdóttir med i projektet Unruly Heritage: Tracing legacies in the
Anthropocene. For dem handler det om at udvikle et anderledes kulturarvsbegreb – mindre menneskecentreret og
mere altfavnende økologisk. I projektet vil de undersøge og måske redefinere nogle af vore centrale begreber i
relation til kulturarvsforvaltningen: kulturarv, erindring, etik og beskyttelse. Selv om artiklen jonglerer med begreber,
så tager projektet i allerhøjeste grad udgangspunkt i feltarbejde og materielle fund.
Vi påstår ikke, at de tre artikler er letlæste. De er hardcore teoretiske og rykker ved vore vante forestillinger. Men
samtidig er de inspirerende og åbner for nye muligheder. Der er noget at hente for alle arkæologer i disse artikler.
Læs, læs, læs.
Redaktionen
af Tim Flohr Sørensen, Adjunkt, ph.d. Forhistorisk Arkæologi, Saxo-instituttet, Københavns Universitet*
23 | Arkæologisk Forum nr.35 | November 2016
I tidens fylde – samtidslevn og arkæologiske de/formationsprocesser
I de seneste år har kommuner, lokalsamfund og privatpersoner gennemført nedrivning af forfaldne og tiloversblevne
ejendomme i det, der betegnes som yderområderne i Danmark. Disse ofte ruinøse bygninger bliver betragtet og for-
valtet som en form for affald, der er bedst tjent med at blive bortskaffet for eftertiden. Ellers, hævdes det, vil de
sprede sig som en ruinepidemi ved at gøre naboejendomme usælgelige og afføde stadig flere ruiner. Som
arkæologisk objekt kalder denne form for arkitektur og dens forvaltning på samtidsarkæologisk tilgang til de uaf-
sluttede stoflige processer, der hensætter ruinerne i en tilstand af formation og deformation på samme tid. Denne
artikel har til formål at afsøge og illustrere, hvordan en flerhed af varigheder – en heterokroni – er indlejret i
modernitetens ruiner, og at de og deres forvaltning kun kan forstås til fulde gennem en opløsning af lineært
kronologiske koordinater.
Siden William Rathjes (1977; 1981) arkæologisk
funderede forbrugs- og affaldsstudier fra USA i
1970’erne har især amerikanske, britiske og svenske
arkæologer afsøgt forskellige veje i retning af det, der
er blevet betegnet som en egentlig ’samtidsarkæologi’
(for eksempel Buchli & Lucas 2001b; Burström 2007;
Graves-Brown et al. 2013; Holtorf & Piccini 2009;
Olsen & Pétursdóttir 2014; og Journal of Contemporary
Archaeology siden 2014). Der kan identificeres mange
målsætninger med og principper for samtidsarkæologiske
studier, og feltet er kendetegnet ved en fortløbende
metodeteoretisk og politisk udvikling (Bille & Sørensen
2012: 212-215). Mange studier beskrives som under-
søgelser af den ’nære’ eller ’samtidige’ fortid og har
således rettet blikket mod materielle levn fra en tid,
som samtiden på en eller anden måde kan siges at
være i umiddelbar kontakt med. Undersøgelserne
angår typisk fænomener inden for levende eller over-
leveret erindring, såvel som fortrængte, fortiede eller
undertrykte aspekter af den nære fortid (fx Renshaw
2010). Målsætningen synes således for mange samtids-
arkæologiske studier at kredse om relationen mellem
materielle spor og det, der er gået tabt, er blevet
glemt eller er fraværende. Det er netop i denne
spænding mellem det præsente og det fraværende, at
samtidsarkæologien finder sin eksistensberettigelse
(Buchli & Lucas 2001c: 171; Fowles 2013).
Nogle forskere skitserer samtidsarkæologien som et
studium af ’os’ (Gould & Schiffer 1981; se også Buchli
& Lucas 2001a: 8-9; Harrison & Schofield 2010: 2),
hvilket vil sige udforskningen af det samfund, som
arkæologen selv lever i eller måtte identificere sig med,
og hvor spørgsmål om identitet og modernitetens
tilstand er centrale (González-Ruibal 2013). Samtids-
arkæologiske studier har således undersøgt materielle
levn efter en lyttestation i Berlin fra Den Kolde Krig
(Cocroft & Schofield 2016), en svensk bilkirkegård
(Burström 2009), en lejlighed i London, som
medlemmerne af punkbandet Sex Pistols har beboet
(Graves-Brown & Schofield 2011), efterladenskaber på
Roskilde-festivalens campingområde (Beck et al. 2007),
forladte industrianlæg på Island (Pétursdóttir 2013,
2016) og kirkegårde i Danmark (Sørensen 2009, 2010).
Disse forskelligartede initiativer har på mange måder
været med til at redefinere arkæologiens rolle og
relevans inden for de seneste 30 år. Victor Buchli og
Gavin Lucas hævder i indledningen til deres tone-
angivende antologi om samtidsarkæologi, at den
periodemæssige definition slet ikke er relevant i lyset
af samtidsarkæologien: ’we no longer regard
archaeology as a discipline defined by a particular time
period (…) the whole issue of how recent the subject
matter of archaeology should be, becomes irrelevant’
(Buchli & Lucas 2001a: 3; se også Rathje 1981: 52; Reid
et al. 1974; Harrison & Schofield 2010: 58). Imidlertid
er mange samtidsarkæologiske studier kendetegnet
ved, at det arkæologiske arbejde ikke som sådan
ændrer karakter i forhold til mere konventionelle
studier af forhistoriske og historiske perioder. Fokus
bliver ganske vist flyttet kronologisk fra for eksempel
en periode i oldtiden til en periode eller et øjeblik, der
ligger tættere på nutiden, for eksempel 1962 eller 2006,
Tema: Samtidsarkæologi
November 2016 | Arkæologisk Forum nr.35 | 24
men det gør ikke disse former for ’samtidsarkæologi’
mindre retrospektive end eksempelvis studiet af en
mesolitisk boplads eller et hulbælte fra førromersk jern-
alder. Mange – måske de fleste – samtidsarkæologiske
studier er faktisk i højere grad kendetegnet ved
retrospektion end ved samtidighed, fordi de sidestiller
samtidsarkæologi med studiet af den ’nære’ fortid
eller den ’samtidige’ fortid.
Samtidsarkæologi er
samtidighedsarkæologi Samtidsarkæologiens afsæt må i stedet – i mine øjne –
være den iagttagelse, at skellet mellem fortid og nutid
er kunstigt og forhindrer forståelsen af enhver ’samtid’
som sammensat af øjeblik og varighed i en kontinuitet
(se bl.a. Harrison 2011; Olivier 2013; Olsen et al. 2012;
Pálsson 2012; Willerslev & Sørensen u.d.). En sådan
opløsning af den kronologiske definition på det
arkæologiske projekt udfordrer vante faglige
orienteringer, hvor kronologi og datering spiller en
hovedrolle. Konventionelt søger arkæologien at
bestemme objektets alder, så det kan blive forstået i
sin rette kontekst. Udgangspunktet for samtids-
arkæologien er anderledes: for det første kendes
konteksten som regel på forhånd med en grad af
kulturel genkendelighed i et subjektivt perspektiv
(Goul 2015). For det andet er enhver samtidskontekst
et konglomerat af overlappende, infiltrerede og
symbiotiske varigheder, hvor det ikke giver mening at
udsondre forskellige lag i stratigrafien: ’there is no
archaeology of the twenty-first century but only an
archaeology of the twenty-first and all of its pasts,
mixed and entangled’ (González-Ruibal 2008: 262). En
given kontekst kan dateres med henvisning til specifikke
årstal, men så snart vi begynder at udsondre og adskille
elementerne kronologisk, arbejder vi ikke længere
samtidsarkæologisk, men retrospektivt, hvor arkæologiske
objekter henføres til fastlåste faser og perioder.
For at forstå en kontekst samtidsarkæologisk må den i
stedet undersøges som én heterokron kontinuitet af
ikke-lineære materielle sammenfiltringer. Det vil sige,
at samtidsarkæologi må være betinget netop af
samtidighed, og derfor andrage en varighed, der
rummer en eller anden grad af ’nu’ i forsknings-
objektets relation til dets omgivelser og i relationen
mellem forskeren og forskningsobjektet (se også
Sørensen 2009: 129; 2010: 116-117). Man kan ind-
vende, at alle samtidigheder – alle nu’er – også med
det samme bliver til fortid. ’Nu’ er ikke længere nu,
men er nu blevet til fortid, og i en sådan optik bliver
ambitionen om en samtidsarkæologi selvsagt absurd.
Målet kan således ikke være at lave stadig mere akutte
øjebliksbeskrivelser af et objekt eller en kontekst, for
det vil kun resultere i en beskrivelse, der øjeblikket
senere er fortid.
Det er imidlertid præcis denne problematik, der
betyder, at samtidsarkæologien nødvendigvis må
formulere en eksplicit metodeteoretisk ramme, som
sætter objektets heterokroni i centrum (Olsen 2013:
208). Hvor det konventionelle arkæologiske studium
kan forlade sig på en beskrivelse af et objekt som
hjemmehørende i én overordnet og afgrænset
kronologisk periode, for eksempel ’Tragtbægerkultur’
eller ’efteråret 1995’, så giver det ikke mening at
opstille afgrænsede kronologier i en samtidsarkæologi.
For selvom objektet muligvis lader sig datere, så er det
samtidig også del af en mangfoldighed af varigheder,
som på én gang binder det til såvel fortid, samtid og en
mere eller mindre udefinerbar potentialitet, uden der
nødvendigvis findes en lineær eller kausal relation fra
fortid via nutid til fremtid. ’Samtid’ må altså være
noget andet end en kronologisk defineret ramme og
skal snarere forstås som det præsente: enten som det,
der er ’sam-værende’ med forskerens subjektive
erfaring og erindring, eller som et ’sam-vær’ af adskillige
uafsluttede processer i en given kontekst.
Øjebæ – modernitetens kulturarv Jeg vil forsøge at illustrere mine pointer med hen-
visning til moderne ruiner i Danmark og det bygnings-
forfald, der præger visse dele af landet, som ofte om-
tales med tvivlsomme termer som ’yderområder’
’Udkantsdanmark’ eller undertiden ’den rådne banan’.
Ruinerne i disse landskaber bliver ofte betragtet med
afstandtagen eller væmmelse. De bliver ikke blot anset
for at være symboler eller symptomer på økonomisk
afmatning eller social fiasko, men anskues i adskillige
tilfælde som en epidemisk mekanisme, der i sig selv
afføder affolkning og krise. For eksempel anslår
Lolland Kommune, som vel er ’Udkantsdanmarks’
locus classicus, at der findes omkring 3500 tomme og
tiloversblevne boliger i kommunen1, og antallet er
steget med mellem 200 og 400 om året i en årrække.
Som andre kommuner i samme situation har Lolland
Kommune modtaget økonomisk støtte fra staten til at
Tema: Samtidsarkæologi
25 | Arkæologisk Forum nr.35 | November 2016
Figur 1: Kondemneret kulturarv, eksteriør og gårdsplads.
Dette og de følgende fotos viser elementer af en bondegård
på Sjælland, som efter planen vil blive revet ned i løbet af
2016. Bygningen blev oprindeligt opført i 1790 og er blevet
udvidet og ombygget adskillige gange siden. Hovedhuset blev
i 1999 vurderet til kategori 4 på SAVE-listen (middel
bevaringsværdi). Foto: Tim Flohr Sørensen, 30/8-2016
nedrive tiloversblevne ejendomme, som typisk er
beboelseshuse, butikker, institutioner og gårde opført
i det 19. og 20. århundrede, mens andre er væsentligt
ældre. Nogle af disse ejendomme – på Lolland såvel
som mange andre steder i landet – er imidlertid
kategoriseret som bevaringsværdige af Slots- og
Kulturstyrelsen og af kommunen. Det kan for
eksempel være som kategori 3 på SAVE-listen (Survey
of Architectural Values in the Environment), hvilket
beskriver bygninger, ’som i kraft af deres arkitektur,
kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er
lokalt fremtrædende eksempler inden for deres slags,
eller bygninger, der i kraft af deres placering er
umistelige for en helhed’ (Høi & Stenak 2011: 39). I
mange tilfælde anmærker det lokale museum i
høringen i forbindelse med nedrivningssagen, at
bygninger, der er udpeget som bevaringsværdige, i
princippet ikke bør rives ned, fordi man betragter
bygningen som kulturhistorisk væsentlig eller vigtig for
lokalmiljøet. Desuden vil nedrivningen betyde, at
princippet om bevaringsværdighed mister sin betydning.
Mange gange vælger det ansvarshavende kommunale
udvalg alligevel at tillade nedrivning. Nedrivninger af for-
faldne huse er ofte velsete blandt lokalpolitikere og i
lokalsamfundet, og i de fleste tilfælde bliver det, der af
naboer betragtes som en ’øjebæ’, anskuet som så skadelig
for ejendomspriserne og den landskabelige orden og
skønhed, at nedrivningen er en nødvendighed.
I disse tilfælde betragtes ruinerne ikke som monumenter
fra fortiden. De ses snarere som eksempler på en form
for presserende socialt og materielt affald med en
kulturelt og økonomisk smittende effekt, som betyder,
at de er omgærdet af et behov for nedrivning. Set i et
akademisk perspektiv – og særligt i et samtidsarkæologisk
lys – er det imidlertid nødvendigt at undersøge, hvor-
for disse ruiner bliver anset som uegnede til bevaring –
noget som ellers er den ordinære strategi i forhold til
ruiner (eksempelvis Hammerhus eller Kalø Slotsruin).
Årsagerne til bygningsforfaldet skal typisk findes i den
affolkning, som har ført til lukkede butikker og arbejds-
pladser, og en generel proces i retning af landsbydød.
Disse ruiner udgør således i mange tilfælde en truende
og undertiden tragisk tilstedeværelse i landskabet; de
er et produkt af en krisetilstand, og en ubestridelig og
hjemsøgende manifestation af det senmoderne, post-
industrielle samfund i yderområderne, efter landbrugs-
og fællesskabssamfundets afvikling. Ruinerne er
påtrængende ar efter finanskrisen, men samtidig er de
også spor efter adskillige årtiers – måske mere end et
halvt århundredes – udvikling og det 20. århundredes
langstrakte proces af demografiske ændringer, op-
løsning af lokalsamfund, centralisering af servicetilbud,
rationalisering af infrastruktur og transportnetværk og
generel økonomisk forandring på landet. Den tilvækst
af ruiner, yderområderne oplever i disse år, er således
ikke blot et akut og aktuelt problem som resultat af
finanskrisen fra 2008, men snarere den iøjnefaldende
eskalering af processer, der er pågået i mere end et
halvt århundrede.
Huse og dele af landsbyer står tomme og går i
opløsning, og det resulterer i vanskeligheder med at
sælge naboejendomme og et markant fald i hus-
priserne. Visse bygninger ender med at overgå til en
status af ’herreløse huse’, som kan opstå når et døds-
bo ikke bliver solgt, og huset bliver overladt til sin egen
skæbne uden vedligeholdelse. I andre tilfælde bliver
de tomme huse beboet af personer, som enten ikke
formår eller har interessere i at vedligeholde huset,
nogle gange som led i illegal beboelse, andre gange
som resultat af personlig fiasko, desperation eller
familier i opløsning. Ruiner bliver normalt betragtet
som døde eller afsluttede, men samtidsruinerne er gen-
stand for en række organiske processer og eksistens-
Tema: Samtidsarkæologi
November 2016 | Arkæologisk Forum nr.35 | 26
Figur 2: Kondemneret kulturarv, interiør. Formation og
deformation antager et symbiotisk udtryk, når menneskelige
agenter deponerer gulvbrædder og døre i en bunke, som
suppleres af loftselementer, der er faldet ned ved egen
hjælp. Dertil kommer den mere planløse kasten omkring med
frysekurve, muligvis foretaget i forbindelse med hærærk.
Foto: Tim Flohr Sørensen, 30/8-2016
Figur 3: Kondemneret kulturarv, interiør. Tagets og loftets
kollaps har skabt et nyt og utilsigtet ovenlys, og har efterladt
nyt gulvlag, bestående af tækkerør og jerntråd fra stråtaget,
samt gipsplader og isoleringsmaterialet fra loftet og tapet,
vægpuds og skimmel fra væggene. Foto: Tim Flohr Sørensen,
30/8-2016
former, som giver ruinerne en – ofte uønsket – puls,
rytme og socialt liv; det være sig illegale beboere, dyr,
planter, eller den gradvise og undertiden pludselige
deformationsproces, som betyder, at disse ruiner er i
konstant bevægelse.
Samtidslevn2 som undtagelsestilstand Denne dobbelte tilstand – på samme tid kendetegnet
ved opløsning og tilblivelse – betyder, at ruinerne er
mellemværende objekter; de udgør en prekær
klassifikatorisk ’udkant’ eller ’grænse’ i antropologen
Mary Douglas’ terminologi (2002: 122), de er ’liminale’
for antropologen Victor Turner (1967: 94-95), eller
måske mest præcist en form for ’abjekt’, hvis man
følger litteraten og filosoffen Julia Kristeva (1982; se
også Bille & Sørensen 2012: 145-146). Som et mellem-
værende udfordrer samtidsruinen konventionelle
samfundsopretholdende koordinater: for det første er
den et ’hjem’, men den opfylder ikke kravene for,
hvordan et ’hjem’ tager sig ud; for det andet er den
tilsyneladende vanskelig at acceptere som del af den
formelle kulturarvsdagsorden, selv når den er klassificeret
som ’bevaringsværdig’; og for det tredje er den på
samme tid i en tilstand af tilblivelse og opløsning.
Det er disse modstridende varigheder i ruinerne, som
gør det muligt at forstå, hvorfor bygningsforfaldet i
yderområderne er så problematisk på et dybere
kulturelt niveau. Med medieteoretikeren William J. T.
Mitchell kan man sige, at ruinerne giver os ‘a glimpse
into the deep past and the deep present of physical
things from the different angles of nature and culture’
(Mitchell 2005: 182). Jeg mener, at netop denne
særlige sidestilling af den ’dybe fortid’ og den ’dybe
nutid’ giver anledning til ruinernes position mellem
kategorier. Ved på én gang at være dyb fortid og dyb
nutid er samtiden uløseligt forbundet til ruinen: så
selvom vi normalt definerer ruinen som et levn fra for-
tiden, så kan bygningsforfaldet i yderområderne ikke
anskues som et medium for distanceret, retrospektiv
historisk refleksion. Ruinerne er præsente, de er en del
af samtiden; en del af et nu, hvilket også betyder, at vi
er del af den dybe fortid. Vi bliver, hvis man kan sige
det sådan, suget ind i fortidens uafsluttede ’lange nu’,
som ruinerne udgør i kraft af at være et ’samtidslevn’.
Dermed er ruinerne heller ikke blot den form
for ’urenhed’, som Douglas definerer som ’malplaceret
stof’ (2002: 41), men måske snarere en konfrontation
med ’utidigt stof’ (Grosz 2004; Pétursdóttir og Olsen
2014b; Yablon 2009). Hvis ruinerne ikke bare er uden
for kategori, men også uden for tid, er samtidsruinerne
anakronismer; de er forud for deres tid eller genstand
Tema: Samtidsarkæologi
27 | Arkæologisk Forum nr.35 | November 2016
Figur 4: Kondemneret kulturarv, interiør, detalje. Efter
ejendommens fraflytning synes der at have været en
blanding af tilbagevendende og episodiske interventioner i
staldbygningerne, hvor tom emballage til øl er spredt på
gulvet blandt andre effekter som en dot-handske, en
plasticpose med genluk, en dørkile, tækkerør og tapet-
fragmenter. Foto: Tim Flohr Sørensen, 30/8-2016
for en flerhed af varigheder med få eller ingen
temporale koordinater: At være samtidsruin er med
andre ord at være i en undtagelsestilstand.
Disse ruiner bliver således ikke kategoriseret og
forvaltet med henvisning til deres æstetiske eller
historiske karakteristika; ikke efter om de er grimme
eller smukke, ødelagte eller intakte, farlige eller
harmløse. De bliver snarere udstødt som affald, fordi
de forstyrrer den kulturelle orden; de opfører sig ikke
som konventionelle ruiner – det vil sige ’kulturarvs-
ruiner’ – forventes at opføre sig: Yderområdernes
moderne ruiner er ikke-konserverede; de er aktive
ruiner i bevægelse, og de har en epidemisk evne til at
regenerere sig selv.
Konklusion Med sociologen Georg Simmels ord er ruiner
en ’extreme intensification and fulfillment of the
present form of the past’ (Simmel 1959: 266). I
ruinerne bliver det således uklart, hvad der er nutid,
og hvad der er fortid. Tingenes formelle historie,
fortællingerne og erindringerne om dem og deres
varigheder, er infiltreret i hinanden. Typisk vil den
arkæologiske øvelse derfor gå ud på at typologisere,
datere og periodisere tingenes kulturhistoriske ind-
placering og dermed søge at udrede flerheden af
infiltrerede varigheder. Men en del af samtids-
ruinernes varigheder består imidlertid netop i det
konstant foranderlige, som ikke lader sig fastfryse. Det
er den vedvarende bevægelse mellem skabelsen og
opløsningen af den materielle verden, som skaber
disse uafsluttede varigheder. Den akademiske ud-
fordring må derfor bestå i at blive i stand til at kunne
håndtere det konstant bevægelige, glemslen,
forrådnelsen, og transformationen af mennesker og
ting i samspil (Bille & Sørensen 2016).
Den paradoksale sammenstilling af ’bevarings-
værdighed’ og nedrivningsbehov, som man ser i visse
tilfælde, kalder på en kritik af de aktuelle definitioner,
som omgærder de objekter, der bliver kanoniseret til
at være kulturarv. Disse definitioner kredser om det
retrospektive, det monumentale, det æstetisk ’smukke’
eller de på andre måder signifikante kulturhistoriske
effekter. Men når man kigger nærmere på den
overflod af ruiner, der findes i yderområderne i
Danmark i dag, så må man også erkende, at de er
udtryk for en væsentlig del af det moderne og sen-
moderne Danmarks kulturhistoriske identitet (se også
van der Hoorn 2009). Ud fra et konventionelt kulturarvs-
begreb kan man altså sige, at de moderne ruiner udgør
en signifikant del af det senmoderne Danmarks
kulturarv. I dét perspektiv fortjener de forfaldne og
forhadte bygninger en tilstedeværelse og formidling i
kulturlandskabet, så vi bliver mere bevidste om vores
mest aktuelle og presserende kulturarv. Det bør i
denne sammenhæng nævnes, at der netop findes en
valorisering af samtidsruiner i form af urban exploration,
som anskuer ruinerne som en æstetisk og filosofisk
ressource snarere end et problem. Et væld af internet-
sider, instruktionsmanualer og fotobøger dyrker
således forfaldsæstetikken og de forladte bygninger
som et medium for refleksion og opdagelse (se
Arboleda 2016; Pétursdóttir og Olsen 2014a).
Løsningen på ruinproblemet er imidlertid næppe at
bevare udtjente og kondemnerede ejendomme i yder-
områderne. En mulighed kan i stedet være at anlægge
en praktisk arkæologisk strategi i forvaltning af disse
bygninger og anvende destruktive arkæologiske
metoder i undersøgelsen af ruinerne. Man kan ad den
vej bidrage til at fjerne uønskede ruiner og dermed
sikre en viden om det liv, der er foregået og stadig
pågår i dem. Derudover kan den arkæologiske under-
Tema: Samtidsarkæologi
November 2016 | Arkæologisk Forum nr.35 | 28
søgelse – og nedrivning – fungere som ’det omvendte
rejsegilde’ og markere en ritualiseret afsked med
ruinen i stil med en begravelse. Skal man forstå
ruinerne som samtidsarkæologiske objekter, er det
altså afgørende, at de ikke på forhånd defineres som
bevaringsværdige, da det netop er de aktive materielle
og temporale processer, der er samtidsarkæologiens
sigte og mulighed for intervention.
Samtidsarkæologien kalder således på et ikke-
konserverende kulturarvsbegreb, hvor foranderlighed,
forfald og forsvinding er centrale omdrejningspunkter
(Sørensen 2015). I modsætning til den kanoniserede
materielle kulturarv har det samtidsarkæologiske
projekt ikke til formål at bevare og beskytte arkitekturen.
Målet er ikke at sikre tingene for eftertiden, men
snarere at højne forståelsen af samspillet mellem stof-
lige og sociale processer og måske endda at gøre os
kulturelt bedre i stand til at acceptere forfald og
forsvinding.
Noter 1. http://www.lolland.dk/Borger/Bolig/Problemer-i-
boligen/Nedrivninger.aspx
2. Mikkel Bille har i et foredrag (2013) formuleret
udtrykket ’samtidslevn’, dog med et noget andet
sigte.
Litteratur Arboleda, P. 2016
Heritage views through urban exploration: the case of
‘Abandoned Berlin’.
International Journal of Heritage Studies, 22(5): 368-381.
Beck, A. S., L. Sørensen, & S. L. Albris. 2007
Festival-arkæologi
- Arkæologi som kilde til moderne kulturhistorie.
Arkæologisk Forum, 16: 18-23.
Bille, M. 2013
Remnants from the present.
ToRS Heritage Seminar, 24. april. Københavns
Universitet.
Bille, M., & T. F. Sørensen 2012
Materialitet - en indføring i kultur, identitet og
teknologi.
København: Samfundslitteratur.
Bille, M., & T. F. Sørensen 2016
Into the Fog of Architecture.
i M. Bille og T. F. Sørensen (eds.) Elements of
Architecture: Assembling Archaeology, Atmosphere
and the Performance of Building Space. pp. 1-29.
London: Routledge.
Buchli, V. & G. Lucas 2001a.
The absent present: Archaeologies of the
contemporary past.
i V. Buchli og G. Lucas (eds.) Archaeologies of the
Contemporary Past. pp. 3-18.
London: Routledge.
Buchli, V. & G. Lucas (eds.) 2001b.
Archaeologies of the Contemporary Past.
London: Routledge.
Buchli, V. & G. Lucas 2001c
Presencing absence. i V. Buchli og G. Lucas (eds.)
Archaeologies of the Contemporary Past, pp. 171-174.
London: Routledge.
Burström, M. 2007
Samtidsarkeologi. Introduktion till ett forskningsfält.
Lund: Studentlitteratur.
Burström, M. 2009
Garbage or Heritage: The existential dimension of a car
cemetery.
i C. Holtorf og A. Piccini (eds.) Contemporary
Archaeologies: Excavating Now., pp. 131-143.
Frankfurt am Main: Peter Lang.
http://www.lolland.dk/Borger/Bolig/Problemer-i-boligen/Nedrivninger.aspxhttp://www.lolland.dk/Borger/Bolig/Problemer-i-boligen/Nedrivninger.aspx
Tema: Samtidsarkæologi
29 | Arkæologisk Forum nr.35 | November 2016
Clifford, J. 1987
Of other peoples: Beyond the ‘salvage’ paradigm.
i H. Foster (ed.) Discussions in contemporary culture no. 1,
pp. 121-130. Seattle, WA: Bay Press.
Cocroft, W. D., & J. Schofield 2016
Der Teufelsberg in Berlin. Eine archäologische
Bestandsaufnahme des westlichen Horchpostens im
Kalten Krieg. Berlin: Ch. Links Verlag.
Douglas, M. 2002
Purity and Danger: An analysis of concepts of pollution
and taboo.
London: Routledge. Oprindeligt udgivet 1966.
Fowles, S. 2013
Absence. i P. Graves-Brown, R. Harrison og A. Piccini
(eds.) The Oxford Handbook of the Archaeology of the
Contemporary World, pp. 178-191.
Oxford: Oxford University Press.
González-Ruibal, A. 2008
Time to Destroy: An Archaeology of Supermodernity.
Current Anthropology, 49(2): 247-279.
González-Ruibal, A. 2013
Reclaiming archaeology.
i A. González-Ruibal (ed.) Reclaiming Archaeology:
Beyond the Tropes of Modernity, pp. 1-29.
London: Routledge.
Goul, R. K. 2015
Samtidsarkæologi og subjektivitet ‒ En undersøgelse af
et forladt hus på Lolland.
København: Upubliceret bachelorprojekt, Forhistorisk
Arkæologi, Københavns Universitet.
Gould, R. A., & M. B. Schiffer (eds.) 1981
Modern Material Culture: The Archaeology of Us.
New York: Academic Press.
Graves-Brown, P., R. Harrison, & A. Piccini (eds.) 2013
The Oxford Handbook of the Archaeology of the
Contemporary World.
Oxford: Oxford University Press.
Graves-Brown, P., & J. Schofield 2011
The filth and the fury: 6 Denmark Street (London) and
the Sex Pistols.
Antiquity, 85(330): 1385–1401.
Grosz, E. 2004
The Nick of Time: Politics, Evolution, and the Untimely.
Crows Nest: Allen & Unwin.
Harrison, R. 2011
Surface assemblages: Towards an archaeology in and
of the present.
Archaeological Dialogues, 18(2): 141-161.
Harrison, R., & J. Schofield 2010
After Modernity: Archaeological Approaches of the
Contemporary Past.
Oxford: Oxford University Press.
Holtorf, C., & A. Piccini (eds.) 2009
Contemporary Archaeologies: Excavating Now.
Frankfurt am Main: Peter Lang.
van der Hoorn, M. 2009
Indispensable Eyesores: An Anthropology of Undesired
Buildings. Oxford: Berghahn.
Høi, A., & M. Stenak. 2011
SAVE – Kortlægning og registrering af bymiljøers og
bygningers bevaringsværdi.
København: Kulturministeriet, Kulturarvsstyrelsen.
Jordheim, H. 2012
Against Periodization: Koselleck's theory of multiple
temporalities. History and Theory, 51(2): 151-171.
Kristeva, J. 1982
Powers of Horror: An Essay on Abjection.
New York: Columbia University Press.
Mitchell, W. J. T. 2005
What Do Pictures Want? The lives and loves of images.
Chicago, Ill.: University of Chicago Press.
Olivier, L. 2013
The business of archaeology is the present.
i A. González-Ruibal (ed.) Reclaiming Archaeology:
Beyond the Tropes of Modernity, pp. 117-129.
London: Routledge.
Olsen, B. 2013
Memory. i P. Graves-Brown, R. Harrison og A. Piccini
(eds.) The Oxford Handbook of the Archaeology of the
Contemporary World, pp. 204-218.
Oxford: Oxford University Press.
Tema: Samtidsarkæologi
November 2016 | Arkæologisk Forum nr.35 | 30
Olsen, B., & Þ. Pétursdóttir (eds.) 2014
Ruin Memories: Materialities, Aesthetics and the
Archaeology of the Recent Past. London: Routledge.
Olsen, B., M. Shanks, T. Webmoor, & C. Witmore 2012
Archaeology: The Discipline of Things.
Berkeley: University of California Press.
Pálsson, G. 2012
These are not old ruins: A heritage of the Hrun.
International Journal of Historical Archaeology, 16(3):
559-576.
Pétursdóttir, Þ. 2013
Concrete matters: Ruins of modernity and the things
called heritage.
Journal of Social Archaeology, 13(1): 31-53.
Pétursdóttir, Þ. 2016
For love of ruins.
i M. Bille og T. F. Sørensen (eds.) Elements of
Architecture: Assembling Archaeology, Atmosphere
and the Performance of Building Space, pp. 365-386.
London: Routledge.
Pétursdóttir, Þ., & B. Olsen. 2014a
Imaging Modern Decay: The Aesthetics of Ruin
Photography.
Journal of Contemporary Archaeology, 1(1): 7-23.
Pétursdóttir, Þ., & B. Olsen. 2014b
Modern Ruins: Remembrance, Resistance, and Ruin
Value. i C. Smith(ed.) Encyclopedia of Global
Archaeology, pp. 4983-4994. New York, NY: Springer.
Rathje, W. L. 1977
In Praise of Archaeology: Le Projet du Garbage.
i L. Ferguson(ed.) Historical Archaeology and the
Importance of Material Things, pp. 36-42.
Charleston: Society for Historical Archaeology.
Rathje, W. L. 1981
A Manifesto for Modern Material-Culture Studies.
i R. A. Gould og M. Schiffer (eds.) Modern Material
Culture: The Archaeology of Us, pp. 51-56.
New York: Academic Press.
Reid, J. J., W. L. Rathje, & M. Schiffer 1974
Expanding archaeology.
American Antiquity, 39: 125-126.
Renshaw, L. 2010
Missing bodies near-at-hand: the dissonant memory
and dormant graves of the Spanish Civil War.
i M. Bille, F. Hastrup og T. F. Sørensen (eds.) An
Anthropology of Absence: Materializations of
Transcendence and Loss, pp. 45-61.
New York: Springer.
Simmel, G. 1959
The Ruin.
i K. Wolff (ed.) Georg Simmel, 1858-1918. A Collection of
Essays, with Translations and a Bibliography. pp. 259-265.
Columbus, OH: Ohio State University Press.
Sørensen, T. F. 2009
The Presence of the Dead: Cemeteries, cremation and
the staging of non-place.
Journal of Social Archaeology, 9(1): 110-135.
Sørensen, T. F. 2010
A Saturated Void: Anticipating and Preparing Presence
in Contemporary Danish Cemetery Culture.
i M. Bille, F. Hastrup og T. F. Sørensen (eds.) An
Anthropology of Absence: Materializations of
Transcendence and Loss, pp. 115-130. New York:
Springer.
Sørensen, T. F. 2015
Transience and the Objects of Heritage: A matter of time.
Danish Journal of Archaeology, 3(1): 86-90.
Turner, V. 1967
The Forest of Symbols: Aspects of the Ndembu Ritual.
New York: Cornell University Press.
Willerslev, R. & T. F. Sørensen (under udarbejdelse)
Travelling Temporalities: Recasting anthropology and
archaeology through non-linear time.
Yablon, N. 2009
Untimely Ruins: An Archaeology of American Urban
Modernity, 1819-1919.
Chicago: University of Chicago Press.
*Fagfællebedømt artikel
Arkæologisk Forum nr. 35| November 2016
Arkæologisk Forum er et fagligt tidsskrift der
søger at sætte det arkæologiske fag ind i en
større sammenhæng – både videnskabeligt og
samfundsmæssigt. Her kan både arkæologisk
faglige og fagpolitiske emner behandles og
debatteres.
Skriv til Arkæologisk Forum:
Arkæologisk Forum modtager gerne bidrag.
Kontakt redaktionen, og få råd og vink om
indhold, læsere, formaliteter, deadlines m.v.
Fagfællebedømmelse:
Generelt bliver tekster i Arkæologisk Forum
fagfællebedømt. Fagfællebedømte artikler er
markeret med en stjerne (*) ved forfatternavnet.
Kontakt:
www.archaeology.dk
© Forfatterne og Arkæologisk Forum.
Artikler, indlæg og billeder må ikke mangfoldig-
gøres i nogen form uden skriftlig tilladelse fra
redaktionen.
Redaktion:
Mette Palm (ansv. redaktør)
Jette Rostock
Bo Jensen
Anna Beck
Ole Thirup Kastholm
Signe Lützau Pedersen
Morten Ravn
Susasnne Klausholm Dolleris
Marie Lenander
Udgiver:
Foreningen af Fagarkæologer – FaF
Forsidebillede: Clash of times –
rundkørselsdysse, Ørslev.
Foto: Birgitte Fløe Jensen©
Tryk og oplag:
Museum Vestsjælland trykker 250 stk.
Arkæologisk Forum udkommer:
maj og november
Abonnement og løssalg private:
165,- kr. årligt (2 numre)
82,50 kr. pr. nummer
ISSN 1399-5545
Nr. 35 2016
Foreningen af
Fagarkæologer
www.archaeology.dk
Arkæ
olo
gisk Foru
m