Beautiful Mistakes

xxx

AA r h u s F e st u g e 2 0 1 1 BeAutiFul MistAkes

proFess ion :re porter

Jose F i ne klougArti b mic hael • peter laugesen

carsten jensen • pia tafdrup • maja lucas

Foto: Sofie Amalie Klougart, www.sak-photo.dk

3

Fredag 26. august, essay

der hvor mennesket f i nder sted – et essay om k u nst og s køn n e f ej l

Et opslag i Ordbog over det danske sprog giver blandt andet følgende informationer om substantivet fejl: ”En egenskab, som (især ved at afvige fra det almindelige, normale, rigtige osv. ell. vidne om fraværelse af (visse) gode egenskaber) gør noget mindre værdifuldt, brugbart, nyttigt osv.; daarlig egenskab; ufuldkommenhed; mangel; lyde; brøst; skavank; ogs.: ting, forhold osv., der giver vidnesbyrd om ell. udtrykker en afvigelse fra ell. forsyndelse imod det rette.”

Om adjektivet skøn finder man i samme opslagsværk følgende beskrivelse: ”modsat dejlig, køn og til dels smuk tilhører skøn (i bet. 1-3) fortrinsvis skriftsproget, især den højere stil, det poetiske sprog, og bruges spec. om noget, der nærmer sig til et ideal, noget (æstetisk, intellektuelt, aandeligt) ophøjet olign.; jf.: naar (noget) opvækker en høi og dyb Følelse hos os, siger vi, at det er skjønt.”

Skønne fejl er i år temaet for Aarhus Festuge. Udtrykket udpeger altså et slags møde mellem, en forening eller sammenstilling af, de to ord. I lidt bredere forstand, to idéer. På den ene siden idéen om det skønne, altså en form for idealitet og på den anden sige fejlen – dét, der afviger fra sådan en idealitet. De skønne fejl må forstås som det ufuldkomne, det mindre værdifuldes afsløring af en slags æstetisk eller åndelig idealitet. En skønhed. Og samtidig finder man her den omvendte bevægelse; det ideelles krakelering og fald; når det ideelle åbner sig og afslører en ufuldkommenhed. ”There is a crack in everything, that’s how the light gets in”, synger Leonard Cohen. En sprække i det ideelle, i det skønne, der giver mennesket mulighed for at se og erfare idealiteten. Fordi vi bliver inviteret ind på den måde, i det ideelles udslag af – nå ja, menneskelighed, simpelthen. Sådan synes jeg, man se det.

For er det ikke sådan, at poesien og kunsten netop altid finder sted i sådan en bevægelse: En bevægelse mellem det skønne og det hæslige? Mellem idealiteten og så det reelle. Det reelle som både rummer idéen om perfektion og tabet af samme. Jeg tænker, at det er hér, i mødet mellem disse to domæner, at kunst og poesi overhovedet kan findes. Fordi det er her, det menneskelige vilkår manifesterer sig, og mennesket finder sted.

I kunsten har man en mulighed for at overskride sig selv. Både som kunstner og betragter. Musikken, litteraturen, dramatikken og billedkunsten byder sig til som ene radikal anderledes måde at erfare verden på. Ikke som en eskapistisk flugt væk fra den konkrete verden, tværtimod. Den gode kunst giver os en mulighed for at opleve verden meget mere intenst.

Der er en bid af moderne videnskabshistorie, som jeg gennem flere år har brugt til at forstå og fatte, forklare overfor mig selv og andre, hvad det er kunsten kan. Hvad det er, den gør. Jeg bliver ved med at vende tilbage til den historie, for jeg er ret sikker på, at den kan bruges som allegori for kunstens bevægelser og kunstens natur. Historien er ikke så gammel, det er i dag omtrent ti år siden, at den danske fysiker, Lene Vestergaard Hau, lykkedes med at sænke lysets hastighed. Jeg kan tydeligt huske de indslag i TV, som fulgte, ikke at jeg forstod meget – om overhovedet noget – af hvad der konkret skete i processen, det hele var og er meget abstrakt, men alligevel var der noget, som bed sig fast. Jeg husker beskrivelsen af, hvordan hun havde fundet ud af, at hun ved at sende lysstrålen gennem et ultra koldt kondensat vitterligt kunne sænke hastigheden.

Hvor abstrakt det end kan forekomme, så er det dog en mere konkret bevægelse i verden, end den bevægelse man som menneske i mødet med kunsten bliver på en gang scene for og hovedaktør i. Og er billedet ikke rammende, er det ikke den oplevelse man af og til har, når man står overfor et maleri, når man går en runde og ser på Aarhus, ser på verden, gennem Eliassons værk på ARoS? Er det ikke den følelse, der kan ramme os en sen nattetime, når man fodkold står foran en musikscene og for et øjeblik glemmer, at det egentligt er for koldt til sandaler? Er det ikke sådan, det er med kunsten. At den engang imellem taler direkte til os, at den engang imellem sætter livets hastighed ned. Sænker virkelighedens hastighed, så man får adgang og for alvor kan se livet og virkeligheden.

Jeg har fået til opgave, hver dag under Aarhus Festuge at bidrage med en tekst, der på den ene eller den anden måde forholder sig til temaet, skønne fejl. Gennem en række tekster, interviews, cutups og romanuddrag håber jeg at bidrage til Festugens overordnede idé, sådan som jeg ser den: Nemlig kollektivt og gennem kunsten og kulturen at nærme os verden; se virkeligheden på en ny måde. Og i år - med ambitionen om at lade temaet ”skønne fejl” fungere som et prisme for de æstetiske og kulturelle oplevelser, vi undervejs får – kunstnere såvel som publikum. Ambitionen med disse tekster er at bidrage til erfaringen af, hvad temaet for mig at se dybest set handler om og er:Et menneskeligt vilkår. Med ønsket om en god Festuge.

Lyt til ’Der hvor mennesket finder sted’: bit.ly/phjBVO

5

Én af os sove r

Lørdag 27. august

Nærværende tekst er et uddrag af Josefine Klougarts nye roman, der

forventes at udkomme i foråret 2012. Én af os sover, og er en historie

om hjemløshed og kærlighed, om dét at tage afsked eller umulig-

heden af det samme. Ordet fejl forekommer én enkelt gang i løbet af

romanen, i en central scene mellem romanens hovedpersoner, som

vi trykker her.

Tjeneren kommer ned til bordet, sætter to kopper kaffe foran dem. De venter til han er gået igen. Ser væk så længe. Jeg burde tage flere beslut-ninger, tænker hun. Hun er en genstand, der lader sig flytte rundt i en lejlighed. Hvorfor var det ikke mig, der forlod dig. Hun har vekslet alle sine hemmeligheder – til hvad. Et begær. Ja, et begær. En værtindegave, man ikke kan slippe af med igen.Savner du mig, spørger han.Selvfølgelig.Han nikker. Han tror, det er midlertidigt eller uvirkeligt. Begge dele.Jeg forstår det ikke, siger han. Hvis du alligevel ikke vil have mig.Men du lyver.Hun syer hændelser sammen med læberne. Han lyver, han siger, han er glad for at det skete, trods alt. Og så ser han på hende, et blik der rimer på alt muligt tømt og koldt. Jeg har ikke sovet ordentligt siden den aften, siger han.Hun er stille lidt, men så er det som om hendes forfærdelige ansigt revner. En forfærdelig latter. Hvad havde du håbet på. Er du kommet i tvivl, spørger hun med en ironisk omsorgsfuldhed.Jeg er ikke kommet i tvivl, siger han. Jeg har hele tiden været i tvivl;jeg er aldrig gået fra dig, forsvarer han sig.Han fortalte hende bare, at han havde fantasier om en anden kvinde. At han var kommet i tvivl. Hvornår har man ikke været det. Hvornår bliver man så reddet over på den anden side, og er der i det hele taget plads nok i bådene. Bevar roen. Stem i med fødderne mod siderne, kvinder og børn først, ingen høje hæle. Bevar roen.Jamen søde søde, kan du ikke se, at det var det du gjorde, du forlod mig der.Han ryster på hovedet, nej, siger han, jeg sagde bare, at jeg var kommet i tvivl, om det var rigtige, at vi var sammen og så reagerede du sådan ... Ja, altså som du gjorde.Hun er lige ved at le, men så ler hun alligevel ikke. Det er jo virkelig sådan det er; at han ikke har forstået det, at det er en shakespearsk tragedie på den måde. Så i virkeligheden sov du bare. I virkeligheden, siger han, slog jeg jo ikke op med dig.Hun har lyst til at ae ham over kinden, men gør det ikke. Jeg skal hjem

nu, siger hun. Han nikker.Okay, siger hun, tager sin taske fra siden af stolen.Okay, indvilliger han, samler sig selv sammen som et smadret glas, sådan går han gennem byen. Samler flere og flere står op, drypper på den måde gennem byen, skærer sig hele tiden. Hun elsker ham mere end nogensinde før, nu hun langsomt opgiver et liv med ham.

Tal, fortæl mig noget, siger han.Har du set vintergækkerne der. Under træerne på pladsen. I bedene. Erantis også.Ja, der er så mange forårstegn nu, man drømmer om dem om natten og bliver syg af dem om dagen. Hun nikker. Hun forstår godt, hvad det er, han taler om.Og til sommer er det varmen, siger hun.Man drømmer om den om natten –... og bliver syg af om dagen, fortsætter han.Ja.Hun spørger ham: Kender du den fornemmelse. Peger på en bænk, de sætter sig. En fornemmelse af, at der er en overvægt af ting man husker. At man næsten ikke kan få lov til at være til stede. I foråret. Fordi det minder én om alt muligt. Alle mulige andre forår. Andre man har holdt af, virkelig elsket, tænker hun, det tænker han.Han ser på hende med et fremmed blik. Hun kan ikke se om, han er vred eller afvæbnet. Men så kender hun igen blikket. Et helt spektrum af farver snører sig sammen og bliver til en stråle af koldt lys. Et blik, der kan skære i glas:Ja, siger han spørgende. Er der noget, du gerne vil fortælle. Er det dét, du vil. Er det virkelig dét, du vil. Dét tænker han, det ved hun.Hun slår blikket ned. Så sidder hun der på en fugtig bænk, hendes neder-del bliver våd, hendes jakke når ikke ned om lårene, som hans gør det. Så sidder hun her og taler over sig. Den jalousi, hvad den gør hende til.Hvad er det, du savner sådan, spørger hun sig selv. Sidder der med fire fem ubrugelige tanker. Du var jo aldrig glad, da I var sammen. Hvad er anderledes nu. Alt er det samme, men værre. Fordi de begge to er ældre nu; vi er ældre nu. Det gør ondt værre at være blevet ældre og klogere og stadigvæk begå de samme fejl. At indse, langsomt, at det aldrig bliver anderledes.Han rejser sig, sparker i jorden. Hun vil tilbage til hotellet, jeg går tilbage til hotellet, vi kan ses der i aften.

Lyt til ‘Èn af os sover’: bit.ly/mYLp4C

6

Temaet for årets Festuge, hvor du jo har optrådt som et af hovednavnene, er Beautiful Mistakes. Jeg tænker på, om du har eksempler på, at du i din musik er kommet til at begå den slags fejl? Om det er noget, du som kunstner kan genkende? Altså dét at en fejl afslører en slags skønhed og får lov at blive stående i værket.Jeg er egentlig ikke bange for at vedkende mig mine fejl. Men hvis jeg først har taget en beslutning om at lade en såkaldt fejl stå i den musik, jeg indspiller, så er det med god grund. Så bliver fejlen omdømt til kærkom-men ‘tilfældighed’ og er blevet en del af en helhed. Jeg er for stolt til at skulle kunne forsætte med at kalde det for en fejl. Af samme grund har jeg fortrængt, hvilke ting som er opstået på denne måde, men det er helt sikkert sket flere gange.

Kan du nævne en sang, som du på den ene eller den anden måde synes tematiserer dette grundvilkår for mennesker – at man nogle gange træffer forkerte beslutninger eller på anden måde fejler?Jeg står 100% ved alt jeg har lavet og fortryder intet. På den anden side,så ville jeg da gøre nogle ting anderledes, hvis jeg skulle lave det om. Bevares. Mere stolt er jeg heller ikke. For jo, der er ting dybt nede i bag-kataloget, som jeg – trods stoltheden – godt kunne ha’ været foruden. Ingen nævnt, ingen glemt.

Hvad er den værste fejl, du har lavet på en scene, du ved, á la jeg glemte at tage tøj på eller præsenterede bassisten som Flemming, når nu han hed Søren?Der er masser af eksempler. Der har været et par bukser der ikke har været lynet ordentlig op, et par tekstlinjer her og der, som grundet ‘den sorte klap’ ikke er blevet sunget, som de er skrevet. Og jo der har også, for ganske nyligt foran 25.000 mennesker OG storskærm, været et trin mere på trappen op til trommerne, end jeg lige havde fået talt.

Hvad ville du sige, er dine største “fejl og mangler” som musiker – og hvad ser du som dine styrker?Min perfektionisme kan godt være et handicap. Et handicap som forhind-rer mig i at kunne slippe kontrollen. At ikke kunne blive tilfreds og lade ‘fantastisk’ være godt nok, hvis nu alle andre synes det. Men selvsamme perfektionisme er også en stor styrke. Et drive og en motivation, som hele tiden får skubbet på.

Hvis du nu fik chancen for at ændre én ting på et af dine albums, hvad skulle det så være?

j eg hænger bare på så godt j eg kan – et interview med Tim Christensen

Søndag 28. august

Jeg ville ikke ændre noget. Jeg er nødt til at acceptere, at hvert album, jeg laver, er et billede på, hvem jeg er. Og hvem jeg er på det tidspunkt, hvor det album nu engang bliver lavet. En slags dagbog om man vil. Alene tanken om at få lov at rejse tilbage i tiden og ændre ting giver mig vejrtrækningsbesvær. For hvis jeg endelig fik muligheden, så er der rigtig mange ting som 37-årig Tim gerne vil lære 20-årig Tim. (Men faktisk også omvendt, når jeg lige tænker mig om). Så er det vist bedre at læne sig tilbage og være glad for at være og ha’ været i sync med sig selv.

Hvad forbinder du med et udtryk som Beautiful Mistakes? Hvorfor er det et godt tema for en kulturfestival, hvorfor ikke?Beautiful Mistakes er vel at turde give slip og lade ting ske, som de sker, og måske er MENT til at ske. Live and learn. Det er da et tema, der er værd at lave en kulturfestival omkring :-)

Hvem er efter din mening den mest oversete kunstner? Gemma Hayes. Jeg er kæmpe fan og hendes musik har været til stor inspiration for mig. Jeg er meget stolt af at få lov til at spille sammen med hende og af at være med til at introducere hendes musik til flere menne-sker. Hun fortjener det.

Har du et eksempel på en plade med en kunstnerisk ambition, der mis-lykkes? Og modsat, kan du komme i tanke om en ret uambitiøs plade, der mod alle ods virkelig lykkedes og bliver kunst?Det er svært at nævne et konkret eksempel her, men jeg kan sagtens nikke genkendende til at ting, som kommer ubesværet - og uden de store ambitioner – tit er de ting, som fungerer allerbedst. Jeg kan arbejde i flere måneder på et vers og et omkvæd i en sang, men det er det lille b-stykke eller mellemspil, som opstår på stedet og ud af det blå under indspil-ningen, som er det, der virker på folk. Det har jeg oplevet flere gange. Tilfældigheder er ikke tilfældige. Det tror jeg på. Ting sker af en grund. Jeg har dog for længst opgivet at forstå det hele. Jeg hænger bare på, så godt jeg kan.

Tim Christensen og irske Gemma Hayes åbnede uofficielt Aarhus

Festuge torsdag 25. august på Aarhus Rådhus med en meget rost

koncert. Det var første gang, de stod på scenen sammen.

Foto: Martin Dam Kristensen


9

længere er den i kke

Mandag 29. august

Teksten er en konceptuel tekst sat sammen af forskellige sætninger

fra internettet. Genereret ud fra google-opslaget: ”Det var en fejl, at”

Det var en fejl, at vi prøvede igen. Det var en fejl at gå undercover. Kan vi så godt konkludere, at det var en fejl, at vedkommende fik lov til at møde op alene og give sin udlægning? Det var en fejl fra vores side, og det gjorde vi Hørsholm Kommune opmærksom på og tilbød dem en anden kanon af samme type. Set i bagklogskabens klare lys, tror du så det var en fejl, at du sprang dit sidste ynglinge-år over? Det var en fejl, at der i weekenden blev sendt en Rema1000-tilbudsavis ud på Bornholm Det var en fejl af mig. Længere er den ikke. Det var en fejl at lukke Tjernobyl. Det var en fejl, og det er for dårligt og skulle ikke have været sket. Det var en fejl, at talere trak sig fra demonstrationen imod nazisme i lørdags. Du kan selvfølgelig altid sige, at det var en fejl at tage af sted, og det var det måske også i forhold til, at jeg ikke fik nok spilletid. Det var en fejl, at revolutionære minoriteter i den tredje verden efter at have organiseret bønderne satte socialismen på dagsordenen. Det var en fejl fra min side, at jeg sagde, hun skulle gøre det. Det var en fejl, at vi overhovedet gik ind i det. Teorien går i sin simpelhed ud på, at det var en fejl, at mennesker er født med intelligens, altså at vi burde leve ligesom dyr i naturen. Det viste sig efterfølgende, at det var en fejl på et kabel, der medførte at missilet aldrig forlod rampen. Det er lige meget, om det var en fejl eller ej. Det var en fejl at satse på en opdateret 2004-model, så nu indsættes den nye 2005-model for fuld musik i Bahrain. Birthe Kjær siger selv, at det var en fejl, at hun ikke blev mor. Og dermed forsætter diskussionen om, hvorvidt det var en fejl at indstille to så relativt unge forfattere til prisen. Det var en fejl, at jeg stod der og frimodigt talte til dig, som om jeg havde kendt dig altid, for det var den følelse, dit blik aldeles fejlagtigt gav mig. Det var en fejl at lukke ambassaden i Buenos Aires. Han fortæller, at det var en fejl, at der stod Dansk Ervhervsfjerkræ i nyhedsmailen, og da han selv opdagede det et par timer efter, at den var sendt ud, ringede han straks ind, så det kunne blive rettet på hjemmesiden. Vores første Cavalier var en ruby han, en han der havde det flotteste hvide bryst, men på daværende tidspunkt var vi ligeglade med, at folk fortalte os, at det var en fejl, avlsmæssigt, for vi havde ikke i sinde, at vores hund skulle bruges til avl. Han blev desværre aflivet, da han var tre år gammel pga. meget kraftig epilepsi. Det var en fejl at tro, at vi kunne gå fri. Det var en fejl at tøve. måske det var en fejl at bruge Hegel til at forsøge at forklare, hvorfor filosofien kan og bør beskæftige sig med populærkulturen. Selv gik jeg i gang med håndmaling af alt, der skulle være sort; det var en fejl, som jeg ikke gentager. Det ser da hæderligt ud, men det var ikke sliddet

værd. Gad godt, hun skrev, at det var en fejl, og jeg gad især godt, at jeg kunne finde en “ny” allerede i aften). Det var en fejl, at sangen, mig og Tegnedrengen lavede, kom med! Det var en fejl, at kødet var muggent på Hotel Marriott, forsikrer chefkokken. Det var en fejl at søge indsigt i ordenes egen verden. Tanker som: ”Det kan ikke være sandt – lige om lidt kommer de og siger, at det var en fejl”, kan veksle med øjeblikke af dyb smerte. Søren, der har skrevet herover, og virkede, som om han var involveret, gav ellers indtryk af, at det var en fejl, der ville blive rettet. Generelt var det bare en oplysning til dem, der troede, det var en fejl, at det ikke var en fejl.

Lyt til ‘Længere er den ikke’: bit.ly/qhChrv

10

Mi n største regret – mennesker som os, de bor andre steder

Tirsdag 30. august

Samtale overhørt og nedskrevet. To unge kvinder, midt i tyverne.

En café, en sommerdag i København.

Og han er bare så sød omkring det. Meget 18 år. Eller 15, egentlig. Og det skrev jeg også til ham. At hold kæft, hvor under jeg dig bare det her meget mere end andre mennesker.Ja. Men bare hun ikke slår op.Men det gør hun ikke, det tror jeg altså ikke. Man kan ikke blive mere og mere frastødt, det tror jeg ikke.Og jeg under ham det bare så meget.Men så vil han jo også gerne cykle, og hun vil også gerne cykle med ham. Men så er det vigtigste måske for en mand, at han også kan bygge sin egen cykel. I gamle dage kunne en far altid bygge en cykel. Ja, og så var der altid en kommode, der stod ude i carporten med et tæppe over, og så spørger man bare, far, hvad er det for noget der står der, det er en kom-mode. Hvad er det for en kommode, så er det en kommode til skolen. Hvornår skal de ha den?Min nakke har været mega smadret.Jeg tror det er godt, vi satte os herinde. Jeg tror, det bliver koldt, når solen går væk.Du må altså undskylde, det er bare, fordi jeg har sådan noget spænding-shovedpine for tiden.Men hvad med jer to, du sagde engang, det ikke gjorde noget, at han havde udendørsinteresser.Jamen, jeg kunne da også løbe med ham. I tre kilometer.Hvad med at vandre?Jamen, det ville jeg også vildt gerne; jeg ville vildt gerne vandre med ham. Jeg ville vildt gerne have sådan nogle sko. Hvor man støber foden i gummi, og så får man lavet sådan en sål, de sidder helt perfekt.Det lyder da åndsvagt. Og mega dyrt.Ej, altså, den er ikke mega sexet, det er den ikke. Men jeg ville altså mega gerne have sådan nogle sko.Men hvad skete der så med jer.Hvem.Ja, ham der.Nå ja. Marathonfyren ... Ja, men han er bare meget ... svensk.Men Stockholm er da en dejlig by, det synes jeg.Ja, men han bor i Stockholm. Altså, virkelig, han er bare min største regret. Altså, han er helt vildt sød, men han er også bare rigtig rigtig ... Der var også dét minus ved ham, at han tænder på tynde piger, anorek-tisk tynde. Det sagde han. Anorektiske. Det er sgu da et usympatisk træk.

Men han er da sød, når han er på diamanten og siger What’s ud. Eller han taler, som han skriver. Han siger, jeg har det altså bare helt awesom for tiden.Ja, men det er fordi, han er forelsket i alle for første gang.Jeg har da aldrig hørt ham sige det.Jamen sådan siger han. Der kommer lidt swing over det. Han glider bare ned i sofaen og siger, et eller andet er awesom.Men altså, jeg glæder mig til at se, hvordan hun er, hans nye. Hvordan deres dynamik er. Jeg tror, hun er lidt stille. Jeg tror, hun har en dyb stemme.Ja! Det kan man se på partiet mellem hendes overlæbe og næse.Altså med andre ord hendes overlæbe.Hun er i hvert fald ikke tøset. Et rigtigt behageligt udseende, det synes jeg, hun havde. Ja, det synes jeg også. Altså et udseende hvor man tænker, at hendes bror er rigtig flot også. Altså sådan, at det er en flot familie. Ingmar Bergman-agtige børn. Det føler jeg bare så meget. Men er han egentlig ikke typen, der er enebarn. Jamen, det kan jeg ikke finde ud af. Tænk, at vi ikke rigtig ved det. At du ikke engang ved det! Eller hvor han kommer fra. Ja, det er Nordjylland, men alligevel. Jeg føler, jeg kan huske ham fra gymnasiet.Jeg har det som om, han ikke eksisterede før det karneval. Der med den lyserøde paryk. Han har slet ikke eksisteret for mig. Jeg har lyst til at skrive og spørge ham, om han egentlig har nogen søskende. Jeg kan spørge ham i aften. Ja, ellers italesætter man også, ligesom er tæt på en, som man ikke ved noget som helst om.Mine fingre lugter som strand, som om jeg har været ved stranden, salt. Ikke beskidte, men bare som om de ikke har været vasket i lang tid.Jeg glæder mig til at komme hjemTil at komme hjemTil Aalborg, ja.Hvis jeg skulle til Aalborg, ville jeg glæde mig endnu mere. Så ville jeg føle, at jeg var hjemme, og samtidig var jeg i Aalborg.Hvor ville du egentlig gerne bo henne, hvor ville du føle dig hjemme i Aalborg?Jeg identificerede mig ekstremt dybt i en villa lige ved Klostervangen, hvor mine forældre var ved at købe en villa. Men så købte de en bil i ste-det for. Men det hele var lidt nikotinfarvet, men det var på en flot måde. Og en meget flot have.Rød funkis.Så havde vi næsten været naboerEj, jeg var så ked af det. At de så ikke købte. På en eller anden måde.

11

Der ved kunstmuseet, der ville jeg gerne bo. Jeg, det er der jeg forestiller mig, at jeg skal bo.Man føler, man bliver væk, hvis man går langt nok væk.Ja, og så at jeg skal blive gammel der.Men det ville være så weird. Så mærkeligt at bo der. Tilbage til alt det man har været i.Men man får alligevel så en anden rolle.Der er ingen, der siger, at man skal gentage generationerne i mønstre. Hvorfor skal han hele tiden distancere sig fra det. Jeg kan huske min far sige: mennesker som os, de bor andre steder.Men det kræver, vi finder mænd fra Aalborg.Ja det gør det.


12


13

Onsdag 31. august

poes i Bog – Tina Grunwald

Skarpe spørgsmål til Tina Grunwald er bakkesangerinde og optræder

torsdag 1. september kl. 14 sammen med de andre Syngepiger fra

Bakkens Hvile i Spejlteltet i Tivoli Friheden.

Temaet for Aarhus Festuge er i år Beautiful Mistakes. Hvilken forkert beslutning, har betydet mest for dig?At jeg fik kørekort som 18-årig. Jeg har kørt andres branderter hjem hele mit liv, fordi jeg ikke selv nyder alkohol.

Hvilke tre karaktertræk ved dig selv er du allermest ked af.Jeg kan ikke sige nej.Jeg har et festgen, og har derfor svært ved at slappe af.Forventer andre er som mig selv.

Har du let ved at rumme dine egne fejl og andres – let ved at finde skøn-heden i det uperfekte menneske – eller?Ja, det synes jeg, at jeg har, men jeg gør nok for meget opmærksom på det. Men hvad er egentlig det uperfekte menneske? Det synes jeg ikke eksisterer. Der er vel ingen, der er perfekt.

Har kunst og fejl noget med hinanden at gøre?Nej, det har det ikke, der er jo ingen opskrift på kunst ... Om det er et billede eller en sang. Man kan diskutere, om man kan lide det eller ej.

Hvad er den værste fejl du har begået i forbindelse med din kunstneriske karriere?Det lyder måske frelst, men jeg kan ikke få øje på nogen fejl.

Hvis du fik chancen for at ændre, rette på eller gøre noget om i din kar-riere som Bakkesangerinde, hvad skulle det så være?Jeg ville ikke ændre noget, men man kan jo altid blive bedre.

Hvilken kunster syntes du er den mest oversete kunster i Danmark?Det kan jeg ikke svare på. Hvis man er go’, og folk ka’ li’, hvad man laver, så bliver man vel ikke overset.

Har du et eksempel på, at du i din kunst har fundet skønheden i det, der til en start lignede en fejl?Nej, det vil jeg ikke sige.

Har du nogen sinde fortrudt at have deltaget i en forestilling, og bagefter tænkt, at dér skulle jeg nok have sagt nej og være blevet hjemme?Nej, det her jeg egentlig ikke.

Hvad med kærligheden, har den for dig at se noget med smukke fejl at gøre – og hvad?Hvis man elsker hinanden, kan man lave alle de fejl man vil, bare det ikke er bevidst. Han har ingen fejl, han har bare andre vaner end mig. Og det ville også være kedeligt, hvis han gjorde alting ligesom mig.

Har nogle af dine venner begået en fejl, som du endnu ikke har tilgivet dem for?Nej, jeg tilgiver nærmest alt, livet skal jo gå videre, det ka’ jeg ikke bruge tid på. Jeg tror, mine venner vil mig det godt, selvom der ryger en finke af panden.

Kan du nævne en fejl, der i hvert fald ikke er smuk?Ja, grim og dårlig sladder, som ingen får noget ud af. Det er i hvert fald ikke smukt.

Hvad er den seneste fejl, du husker at have lavet?Jeg baglænsparkerede ind i min hæk ved mit kolonihavehus og fik ridset min nye bil.

Hvad er den mest pinelige fejl, du husker at have begået?Da vi i Bakkens Hvile begyndte at fortælle jokes. Vi skulle jo følge med tiden. Det er ca. 20 år siden. Der kom jeg til at fortælle pointen først.

Hvad er den første fejl, du kan huske at have begået? Hvilke konsekven-ser havde det?Som 5-årig glemte jeg at tage trusser på under min nye kjole, da jeg løftede op for at vise mine skørter, så ups ... Jeg blev til grin.

En klassisk genre indenfor fejl må være gør-det-selv-fejl. I den lidt lettere genre, hvad er så din værste?Jeg ringede til min tv-udbyder, da jeg pludselig havde sort skærm. Da de ikke kunne hjælpe mig på trods af, at han altså var meget ihærdig, så ringede jeg til en IT-nørd og bestilte tid i en forretning. Efter lange samtaler med den ene og den anden opdagede jeg en on and off-knap på min adapter til strømmen, som lå på gulvet under skrivebordet!

14

Torsdag 1. september

kortslutning – af Ib Michael

Det går mod midsommer. Himmel og hav forenet i en spejling, der gør verden stor og lys for de levende. Jeg havde fordybet mig i et gud-dommelighedspant fra Holger Bech Nielsen, som udtalte i et interview:

”Nogle har en teori om, at universet er karakteriseret ved ikke at være orienterbart. Det vil sige, at hvis man lader en venstresko rejse igennem hele universet i skosnudens retning, så ville den efter sin rundtur vende tilbage til udgangspunktet som en højresko.”

Hallo! Jeg sad i solen med bar overkrop og småblundede, læsebrillen strittede op fra den ene hånd. Solen kulminerede, og tankerne var allerede langt forbi dens hede felt og på vej ud med galakserne. Jeg funderede over Bech Nielsen-kvantet og tænkte på, om det mon var den rejse, jeg skulle begive mig ud på – for at vende til udgangspunktet som højresko.

Et magert resultat af så store anstrengelser, ville nogen sige. Men jeg er ikke sikker. Tænk at få alle molekylerne i kroppen vendt, hvilken knude på rumtiden. Således at krænge universet som en strømpe ville blandt andet betyde, at jeg var levende og ikke længere død.

Jeg mærkede pludselig en brændende fornemmelse lige over højre brystvorte, og splitsekundet efter fór jeg sammen.

En stikkende dobbelt smerte havde svejset sig ind i kødet, jeg mærkede huden ryge som et blad under et brændglas, og et udbrud af smerte undslap mig. Det var brillen, som havde samlet solen til et dirrende punkt. Jeg tabte den ned i skødet. Derved blev smerten mindre intens, om end fortsat glødende.

Jeg kiggede ned på brystet og fik øje på noget som lignede et ægyptisk øje af den slags, man kender fra hieroglyfferne. Linsen havde forvandlet solens hede til sår. I løbet af dagen stivnede såret til en tatovering med brændte skorper, jeg passede ikke længere til mit liv, og pludselig vidste jeg, at rejsen var tilbagelagt.

Stjernehimlen fascinerer; det er det eneste mål for uendelighed, vi kan komme i nærheden af med vores sanser. Og så har jeg alligevel den oplevelse, at det hele til syvende og sidst foregår i en dimension, som er sammenbygget med vore hjerner, hvad, vi tror, er langt ude, er i virkelig-heden snublende nært afspejlet af flygtende galakser i lutter neurale

netværk. Det er hjernens måde at lukke øjnene på og således se et kalej-doskop af lys og farver genddannet på indersiden af øjenlåget.

Vi ser spejlbilleder af bevidsthed, Hippocampus svarer til Hestehoved-tågen i Orion. Hvilken vidunderlig fejlslutning. Der er lysår ind til Amyg-dala, den mandelformede gevækst i hjernen. På størrelse med en valnød.

Læste lige i New York Times, Science-sectionen, at rotter som har fået fjernet Amygdala intet frygter, heller ikke den gift, vi kalder mennesker. En abe uden Amygdala greb en giftslange i halen og gav sig til at baske med den som om den var en rebstump.

En kvinde, hvor den selvsamme mandel manglede, blev angrebet af en mand med kniv, og havde nær mistet livet. Den næste aften gik hun glad og fro gennem den samme park ved nattetide. Jeg tror, jeg vil ansøge det danske sundhedsvæsen om at få fjernet Amygdala. Så jeg kan holde op med at frygte den eneste rumrejse, jeg nogensinde kommer ud på.

Ib Michael gæstede Festugen den 3. september til Vild med ORD-

festivalen, der fandt sted i Ridehuset. Her talte han med Rigmor Kap-

pel Schmidt om magisk realisme, fantastik og de verdenslitterære

temaer, der løber gennem hele hans forfatterskab.

15


16

– af Peter Laugesen

Fredag 2. september

de ekstraordinære fremmedekrønkere

de ekstraordinære fremmede krænkere af en eller anden dum bluff dum blufærdighed som festfood som fastfood og fravær har fedtet barnesjælen ind i her hvor scootere skruet fra hinanden ligger som kadavere i en ørken af komma i en ørken af kommers mener jeg som vejmærker som tegn på at her har nogen bevæget sig her har xxxxxxx perversiteternes degenererede karavaner været på deres savlende sproglæs været på deres savlende sprogløse vej mod ungdomsfængsel og til mod ngdomsfængsl mod ungdomsfængsel og tidlig død

her har de små ville være store og de store villet glemher har de småvillether har de små villet være store og de store villet glemme alt omat de engang var små

Bladene springer af træerne hen

over det sorte egern.

Peter Laugesen og Jóanes Nielsen (FO) blev en aften enige om at lade

sig inspirere af begrebet “smukke fejltagelser”– inspireret af temaet

for Aarhus Festuge 2011. Resultatet er et dobbeltskrift, hvor forfatterne

tager livtag med hinandens digte under den overordnede titel.

17


18

Lørdag 3. september

skønne FeJ ltAge lse r – af Carsten Jensen

Herman Melvilles mesterværk om den hvide hval, Moby Dick, er en skøn fest for fejlfindere.

Herman Melville var ikke biolog, så vi har for længst tilgivet ham, at han bruger mange kapitler på at spekulere sig frem til, at hvalen ikke var et pattedyr, at den aldrig ville blive truet af udryddelse, og at den ikke havde følsomme nerver andre steder end i halepartiet.

En af de mindre fejl er vel også, at Melville fra starten fortæller os, at besætningen består af 30 mand. Men i løbet af romanen støder læseren på ikke mindre end 44 navngivne besætningsmedlemmer. En anden mere graverende fejl er, at personer introduceres, tilsyneladende bestemt for noget stort i romanen for så igen at blive afskrevet.

Og nu bliver det rigtigt kriminelt.

”Kald mig Ishmael.” Ja, det er Moby Dicks hovedperson, der i romanens første linje åbner døren til hvalfangernes verden for os og inviterer os in-denfor. Ishmael skal være vores guide og vidne til det voldsomme drama, der netop skal til at udspille sig. Romanen er fortalt fra hans synsvinkel. Vi skal se med hans øjne og høre med hans ører. Han er der helt igennem for vores skyld.

Og så synes Ishmael at fordampe for øjnene af os. Vi overværer samtaler, han umuligt kan have hørt. Nogle gange er vi flere forskellige steder på samme tid. Og da romanens klimaks indtræffer, har vi knap mærket noget til ham over flere hundrede sider. Vi hører om besætningens reaktioner, da Pequod sænkes af Moby Dick. Vi hører ikke noget om hans. Hvor er hans stemme blevet af? Hvem er det, der fortæller?

I romanens ultrakorte epilog, på den allersidste side, dukker Ishmael pludselig op igen, flydende på det vidtåbne hav. Melville er vel kommet i tanker om, at hvis han lader hele Pequods besætning drukne, er der intet øjenvidne til kampen mellem Ahab og den hvide hval. Og hvem skal så fortælle historien? Så Ishmael overlever. Alene flyder han rundt i det mægtige Stillehav, indtil han mirakuløst samles op af et forbipasserende skib. Kort forinden er vi blevet fortalt, at havet er fyldt med indtil vanvid ophidsede hajer, der i deres blodtørst går løs på alt. Men ligesom Ish-maels forfatter har også hajerne tilsyneladende overset Ishmael.

Gør det noget? Hvor fatalt er det for Moby Dick? Ikke særligt fatalt, som

eftertidens bedømmelse har vist. Den italienske forfatter Italo Calvino skrev engang som definition på en klassiker, at det er et værk, der konstant udsætter sig for et sandt bombardement af kritiske angreb, men uanfægtet formår at ryste dem af sig. Nobelprismodtageren J. M. Coetzee går et skridt videre og mener ligefrem, at det er kritikkens pligt at sætte spørgsmålstegn ved klassikeren, og at det er i sin evne til at modstå denne konstant skeptiske afprøven, at klassikeren beviser sin ret til den status, den har opnået.

Intetsteds passer denne definition bedre end på Moby-Dick, dette skønne monster af mangelfuldheder.

Carsten Jensen kunne opleves i Festugen til Vild med ORD søndag

4. september i Ridehuset i Aarhus. Her talte han om sin seneste

udgivelse Ud – Opdagelsesrejser 1978-2010 (2010), der består af seks

nyskrevne essays, som introducerer de sidste årtier, samt et genop-

tryk af Carsten Jensens rejsereportager gennem 32 år.

19

Foto: David Bering

20

Foto: David Bering

21

Søndag 4. september

navn løs dyreart – af Pia Tafdrup

Hans blik, momentvis glemmer jeg klokken, århundredet, hvilken verdensdel, der er min. Himlen er blind.Hans hånd, hans tunge, han og jegtilhører pludselig en navnløs dyreart,indsnuser hinanden i febril vind,er hinandens bytte i duften af tørt græs,under en kulminerende sol, ofre for autentisk og kemisk berøring af sjælen.Slangens furede gifttandgiver os sproget igen.- Bliv, siger vi til hinanden, men går hver til sit.

an den gang – af Maja Lucas

Det er ikke længere din nøgne krop, jeg tænker på, men hvordan du så ud, da du kom ind ad døren anden gang. Det var april, det øsregnede, lyset var gråt. Jeg havde været i bad og vasket mig grundigt, jeg havde børstet tænder flere gange, jeg var nervøs. Den første aften, vi var ude, havde jeg ikke troet, det ville blive til noget. Jeg havde halvt fortrudt vores aftale og tænkt, at jeg endnu engang skulle ud med en mand, jeg ikke rigtig orkede, og som desuden var gift og efter sin opførsel at dømme noget af en charlatan. Dog havde jeg rengjort wc-kummen, hvad jeg burde have taget som et tegn på, at jeg alligevel forventede mig noget. Du var da også kommet med mig hjem, under formaninger om at opføre dig ordentligt, hvilket fik dig til at fravælge sofaen og i stedet sidde på kanten af spisebordet, indtil jeg udtrykkeligt måtte bede dig om at sætte dig ved siden af mig. Jeg havde lyst til at røre ved dine underarme, deres indbydende behåring, men jeg holdt mig tilbage, fordi jeg godt vidste, at det var dumt at indlade mig på noget. Samtidig vidste jeg lige så vel, at af-tenen umuligt kunne slutte på nogen anden måde, men i det mindste ville jeg ikke selv tage det første skridt. Til sidst kyssede du mig, det var vildt at kysse med dig. Jeg kan undre mig over den blanding af tilbageholden-hed og fremdrift, du udviste, men jeg havde måske selv en aktie i det. Bagefter tænkte jeg, at det var en lovende aften, mest på grund af kys-sene og det begær, jeg følte. Under selve samlejet var min krop kold og utryg, jeg var ikke helt tøet op, ikke helt våd. Da du spurgte, om vi skulle ses igen, var jeg vrangvillig. Jeg vidste godt, at det var slemt nok, som det var, og det at ses igen kun ville gøre det værre, så jeg forsøgte at sno mig udenom, jeg kan knapt nok huske, hvad jeg sagde der midt om nat-ten. Men næste dag sendte du en sms, og så var jeg, om ikke på krogen, så indstillet på endnu et møde, som så udspillede sig: Det øsregnede, jeg var nervøs, selvom jeg vel intet havde at være nervøs for, jeg kunne med fuld ret og samfundets velsignelse have bedt dig om at skride, jeg kunne for så vidt have bedt dig om at hjælpe mig med lokumsrengøringen, hvad lavede du egentlig hos mig den dag? Du kom våd ind i opgangen, du havde taget en paraply med, en stor herreparaply, høj og mørk som du selv. Dine briller duggede, men du omfavnede mig i lang tid, inden du tog dem af og fik dem tørret. Du havde en uldsweater på, ligheden mellem den og våd pels var slående. Indenunder havde du en poloshirt, grøn som dine øjne, og mine. Jeg husker ikke, at du lugtede af noget specielt, andet end at du var indbydende, som din krop var det, jeg husker den som glat og ren og stærk. Du ved vel godt, at jeg stadig savner dig, at jeg stadig forestiller mig, hvordan det ville være at røre ved dig igen.

22

AArh us Festuges teMA 201 2 : sto rt

Temaet for Aarhus Festuge 2012 bliver stort - i den engelsksprogede udgave big. Som en slags uddybelse udstyres temaet med en undertitel: Size matters.

Med temaet ønsker Festugen at forholde sig til det tidsfænomen, at gigantisme er svaret på mange udfordringer – uagtet om man diskuterer hospitaler, burgere, uddannelsesinstitutioner eller stadionkoncerter. At stort kan være et godt svar er utvivlsomt, men det er måske værd at un-dersøge, om det altid er det mest kvalificerede. Vi ønsker med andre ord at undersøge forholdet mellem stor og stort, mellem kvantitet og kvalitet.

Temaet har også et lokalt udgangspunkt, da Aarhus har ambitiøse vækst-mål: 75.000 nye indbyggere, 50.000 nye arbejdspladser, 50.000 nye boliger samt 10.000 nye studerende i Aarhus i 2030. Byen skal være om ikke stor, så i hvert fald større. Det giver flere muligheder, og spørgsmålet er, hvordan vi håndterer det store, så det også bliver stort.

Vi vil også gerne vise, at mange bække små kan gøre en stor å, og at det er muligt at medvirke til fællesskaber uden at give afkald på ens individua-litet. En bærende tanke i Festugen 2012 er at gøre ting – f.eks. en knap så stor storby – større ved at samarbejde. Det behøver ikke ske mellem dem, der i forvejen ligner hinanden, men hellere end gerne mellem dem, der ikke vidste, at de kan supplere hinanden. Inspireret af de mange frivillige, der hvert år bidrager til festen med individuelle kompetencer og højt humør, ønsker vi at skabe plads til kvalitative fællesskaber af vidt forskellig slags.

I samarbejde med arkitekter, designere og byens politikere vil vi gerne konkretisere tanker og ideer i 1:1 perspektiv, så de forlader det abstrakte og bliver konkrete i byens rum og dermed give borgerne og byen mulig-hed for at få syn for sagn for nye tiltag, der kan skabe stor begejstring eller stor debat som f.eks. den skov eller den rekord-lange røde sofa, man har kunnet opleve under Festugen de seneste år. Temaet giver endvidere anledning til at se på store opdagelser inden for videnskab, stor litteratur, storsind, store egoer osv, osv. Size matters, siger vi og skriver stort med småt for at kigge nærmere på, hvad dimensionering betyder for den måde, vi opfatter en ting, en tanke, et værk.

Alt, hvad vi kender som stort, er startet i det små – store byer, stor kunst, store festivaler, store forskelle. Med temaet stort vil vi først og fremmest gerne minde om, at man ikke behøver at gå i små sko, bare fordi det er sjovt at være lille. Vi glæder os til en Festuge, hvor det er tilladt at lege med størrelse, og hvor vi udfordrer store som små til at lege med.

23

tAk t i l AAr h us Festuges sponsore r

xxx

Grafisk design: Randi Schmidt

Documents

Beautiful Mistakes