ARBEJDSMINISTERIET

Udvalget vedrørenderevision af funktionærloven

Betænkning om

REVISIONAF

FUNKTIONÆRLOVEN

Betænkning nr. 1022

1984

Sats og tryk:

JJ trykteknik a-s, København

Ar 15-148-bet.

ISBN 87-503-5074-9

Indholdsfortegnelse:

Afsnit 1. Indledning

1.1 Udvalgets nedsættelse og kommissorium 5

1.2 Udvalgets sammensætning 5

1.3 Udvalgets arbejde 8

Afsnit 2. Udvalgets overvejelser til funktionærloven 10

Til § 1 10Til § 2 14Til § 2 a 16Til § 2 b 19Til §§ 3 og 4 20Til § 5 21Til § 6 25Til § 7 25Til § 8 28Til § 9 29Til § 11 29Til § 15 30Til § 18 30Til § 21 30Afsnit 3. Udvalgets forslag til ændringer i lov om retsforholdet mellemarbejdsgivere og funktionærer 33

Afsnit 4. Udvalgets kommentarer til forslag til ændringer i lov om rets-forholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer 36

Bilagsfortegnelse 40

1. Indledning

1.1 Udvalgets nedsættelse og kommissoriumDen 4. april 1972 skrev arbejdsministeren så-ledes til civildommer C. Ove Christensen:

"Efter at der ved lov af 19. maj 1971 vargennemført en række ændringer i loven omretsforholdet mellem arbejdsgivere og funk-tionærer, er der fra funktionærorganisatio-ner fremført tanker om en yderligere forbed-ring af loven.

Der har herved bl.a. været peget påspørgsmålet om udvidelse af funktionærbe-grebet, så det også kommer til at omfattelønmodtagere, beskæftigede ved undervis-ningsvirksomhed.

Endvidere har der været fremført ønskeom forlængede opsigelsesvarsler, om ændre-de regler vedrørende usaglig opsigelse samtom forbedring af reglerne vedrørende afske-digelsesløn og efterløn.

Herudover har der været rejst andrespørgsmål om ændring af loven.

På denne baggrund har arbejdsministerietfundet det ønskeligt at nedsætte et udvalg

med repræsentation for de interesserede or-ganisationer m.v. til at overveje, på hvilkeområder funtionærloven eventuelt bør revi-deres.

Udvalget bør ud over de forannævntespørgsmål overveje funktionærens stillingved sygdom og graviditet.

Udvalget vil i øvrigt kunne beskæftige sigmed og stille forslag vedrørende sådanneyderligere spørgsmål, som måtte blive frem-draget under udvalgets drøftelser.

Udvalgets indstilling bør så vidt muligtforeligge i løbet af efteråret 1972 med hen-blik på fremsættelse af et eventuelt lovfor-slag i folketingsåret 1972-73.

Under henvisning til foranstående skalman anmode Dem om at ville indtræde i ud-valget og som formand lede dets forhandlin-ger.

Der vedlægges en oversigt over de organi-sationer m.v., der samtidig er anmodet om atudpege repræsentanter til udvalget."

1.2. Udvalgets sammensætningUdvalget fik ved sin nedsættelse følgende sammensætning:

Civildommer C. Ove Christensen, formandUdpeget af Danmarks aktive Handelsrejsende, foreningen af 1901

Forretningsfører Frank MadsenUdpeget af Dansk Funktionærforbund:

Formand Laust LarsenUdpeget af Foreningen af Arbejdsledere i Danmark:

Forretningsfører V. Høedt-Rasmussen

5

Udpeget af Fællesrepræsentationen for danske Arbejdsleder- og tekniske Funktionærfore-ninger:Formand Olaf Jensen

Udpeget af Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer:Direktør Marvin Madsen

Udpeget af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark:Forbundsformand Max Harvøe

Udpeget af Landsorganisationen i Danmark:Sekretær Svend Bache Vognbjerg

Udpeget af Teknisk Landsforbund:Forretningsfører Pelle Jarmer

Udpeget af Akademikernes Centralorganisation:Kontorchef Henrik Nordlien

Udpeget af Butiks- og Kontorvirksomhedernes Arbejdsgiverforening:Direktør Jørgen Lytting

Udpeget af Danmarks Rederiforening:Underdirektør, kaptajn K.W. Linnemann

Udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening:Kontorchef Frits Bredmose

Udpeget af Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger:Direktør P. Rømert Rasmussen

Udpeget af økonomi- og budgetministeriet:Fuldmægtig H. Rasmussen

Udpeget af Danske Bankers Forhandlingsorganisation,Sparekassernes Forhandlingsorganisation og DanskeForsikringsselskabers Forhandlingsorganisation:Direktør K. Bøtefyhr

Udpeget af Kommunernes Landsforening, Foreningen afKommuner i Københavns amt, Københavns kommune,Frederiksberg kommune og Amtsrådsforeningen i Danmark:Direktør Karlo Hansen

Udpeget af arbejdsministeriet:Sekretær Niels Ole Andersen, arbejdsministeriet.

Under udvalgets arbejde er der sket en del udskiftninger blandt medlem-merne, således at udvalget pr. 16. april 1984 er sammensat således:

Civildommer C. Ove Christensen, formand

Udpeget af Danmarks aktive Handelsrejsende, foreningen af 1901:Forretningsfører Frank Madsen

Udpeget af Dansk Funktionærforbund:Forbundsformand Hans Jørgen Jensen

Udpeget af Foreningen af Arbejdsledere i Danmark:Forretningsfører V. Høedt-Rasmussen

Udpeget af Fællesrepræsentationen for danske Arbejdsleder- og tekniske Funktionærfore-ninger:

6

Formand A.C. Hansen, Maskinmestrenes ForeningUdpeget af Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd:

Sekretær, advokat Ivan Konnerup NielsenUdpeget af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark:

Sekretær Aage Jacob JensenUdpeget af Landsorganisationen i Danmark:

Sekretær Erik BalleUdpeget af Teknisk Landsforbund:

Sekretær Milita HorsmarkUdpeget af Akademikernes Centralorganisation:

Kontorchef Henrik NordlienUdpeget af Butiks- og Kontorvirksomhedernes Arbejdsgiverforening:

Direktør Frits BredmoseUdpeget af Danmarks Rederiforening:

Underdirektør, kaptajn A. VognsenUdpeget af Dansk Arbejdsgiverforening:

Forskningsleder Ole HasselbalchUdpeget af Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger:

Direktør cand. polit. Axel SløkUdpeget af finansministeriet (tidligere økonomi- og budgetministeriet):

Ekspeditionssekretær Lisbeth JørgensenUdpeget af Danske Bankers Forhandlingsorganisation, Sparekassernes Forhandlingsorgani-

sation og Danske Forsikringsselskabers Forhandlingsorganisation:Direktør Klavs Secher Assens

Udpeget af Kommunernes Landsforening, Foreningen af Kommuner i Københavns amt,Københavns kommune, Frederiksberg kommune og Amtsrådsforeningen i Dan-mark:Vicedirektør Flemming Sarroe

Udpeget af arbejdsministeriet:Ekspeditionssekretær Alfred Toft

Udvalgets sekretariatsforretninger har væretvaretaget af fuldmægtig i arbejdsministeriet,Ole Chr. Jensen, der i december 1975 blevafløst af fuldmægtig i arbejdsministeriet,Kirsten Thorball, som i december 1982 blevafløst af fuldmægtig i arbejdsministeriet, LisGamborg.

Udvalget har holdt 21 møder, hvor udval-gets medlemmer har gennemgået og drøftetde forskellige bestemmelser i funktionærlo-ven, særlig med henblik på at fremsætte for-slag til justeringer og forbedringer heraf.

Undervisningsministeriet har ved kontor-chef J. Deichmann og ekspeditionssekretærHanne Saunte deltaget i 3 møder i udvalget.

I forbindelse med udvalgets arbejde blevder nedsat 2 underudvalg.

Det ene blev nedsat den 25. september1972 og fik til opgave at undersøge særligeproblemer omkring funktionærlovens § 2 aog § 5. Underudvalget fik følgende sammen-sætning: C. Ove Christensen (formand), FritsBredmose, K. Bøtefyhr, Karlo Hansen,Høedt-Rasmussen, Niels Th. Jensen (fraHK) og Marvin Madsen. Dette underudvalghar holdt 9 møder.

Det andet underudvalg blev nedsat den 31.maj 1978 og fik til opgave at gennemgå deenkelte paragraffer i funktionærloven medhenblik på ændringer og på grundlag heraf

7

udarbejde et samlet udkast til ændringsfor-slag. Dette underudvalg fik følgende sam-mensætning: Høedt-Rasmussen, Ivan Kon-nerup Nielsen, Aage Jacob Jensen, konsu-lent Gunner Iversen (LO), Henrik Nordlien,Ole Hasselbalch, Lisbeth Jørgensen og KarloHansen. Konsulent Preben Karlsen (LO) harafløst Gunner Iversen, og vicedirektør Flem-ming Sarroe (Københavns kommune) har af-løst Karlo Hansen. Fra 1. juli 1979 har Al-fred Toft deltaget i underudvalgets mødersom observatør.

Underudvalget har holdt 21 møder.

1.3 Udvalgets arbejdeLov om retsforholdet mellem arbejdsgivereog funktionærer blev senest bekendtgjortved lovbekendtgørelse nr. 413 af 30. august1971. Loven er senere blevet ændret ved lov nr.313 af 10. juni 1976 om ændring af forskelli-ge lovbestemmelser med 20 års aldersgrænserm.v. (funktionærlovens § 2 b) og ved lov nr.162 af 12. april 1978 om ændring af forskelli-ge lovbestemmelser vedrørende ligebehand-ling af mænd og kvinder med hensyn til be-skæftigelse m.v. (funktionærlovens § 7).

I bilag 1 er den gældende funktionærlovaftrykt.

Udvalget har i sit arbejde taget udgangs-punkt i udvalgskommissoriet, hvorefter ud-valget skulle overveje, på hvilke områderfunktionærloven eventuelt burde revideres.

Der peges således i kommissoriet specieltpå spørgsmålet om udvidelse af funktionær-begrebet, så det også kommer til at omfattelønmodtagere, beskæftiget ved undervis-ningsvirksomhed. Der peges endvidere påspørgsmål om forlængede opsigelsesvarsler,om ændrede regler vedrørende usaglig opsi-gelse, samt om forbedring af reglerne vedrø-rende afskedigelsesløn og efterløn, funktio-nærens stilling ved sygdom og graviditet,samt sådanne yderligere spørgsmål, sommåtte blive fremdraget under udvalgets drøf-telser.

Udvalget har endvidere foretaget en detail-leret gennemgang af bestemmelserne i den

gældende funktionærlov med henblik på atfinde bestemmelser, der i sin nuværende af-fattelse volder problemer i praksis, utidssva-rende bestemmelser samt bestemmelser, derer dårligt harmoniseret med anden lovgiv-ning, der gælder for funktionærer.

Fra lønmodtagerorganisationernes sideblev der i begyndelsen af udvalgsarbejdet afFTF fremlagt et samlet forslag til omfatten-de ændringer af funktionærloven. OgsåDanmarks Aktive Handelsrejsende, forenin-gen af 1901 fremsatte forslag til ændringer.

Senere i udvalgsarbejdet - december 1977 -har samtlige lønmodtagerorganisationer iudvalget fremlagt et samlet forslag til æn-dringer i funktionærloven med tilhørendebemærkninger. Disse forslag dannede grund-lag for arbejdet i det ovenfor omtalte 2. un-derudvalg, der blev nedsat den 31. maj 1978,og samtlige forslag er her blevet meget indgå-ende drøftet og diskuteret. I løbet af under-udvalgets arbejde har der fra såvel arbejdsgi-ver- som lønmodtagersiden været fremlagtyderligere skriftlige forslag til ændringer afloven, og underudvalgets medlemmer har ilangt overvejende grad leveret bidragene tilkommentarerne til ændringsforslagene.

Underudvalget afsluttede den 28. marts1984 sit arbejde, og underudvalget forelagdefor hovedudvalgei: resultatet heraf i form afet udkast til betænkning incl. forslag til æn-dringer af funktionærloven med kommenta-rer.

Udvalgets medlemmer har på grundlag afnævnte materiale indgående drøftet de for-skellige forslag og er blevet enige om at fore-slå ændringer af funktionærloven, somfremgår af nedenstående forslag til lov omændring af funktionærloven med kommen-tarer, jfr. afsnit 3 og 4.

I følgende afsnit 2 er gengivet udvalgetsovervejelser - herunder forslag og bemærk-ninger, som der ikke er enighed om i udval-get - til de enkelte paragraffer i funktionær-loven, som bør sammenholdes med kom-mentarerne til de enkelte forslag til ændrin-ger i loven.

8

Lønmodtagersidens forslag, som der ikkehar kunnet opnås enighed om i udvalget, ermedtaget som bilag 17.

De private arbejdsgiveres forslag., som derikke har kunnet opnås enighed om i udval-get, er medtaget som bilag 18.

De offentlige arbejdsgiveres forslag, somder ikke har kunnet opnås enighed om i ud-valget, er medtaget som bilag 19.

København, den 6. juni 1984

C. Ove Christensen (formand)Erik BalleA.C. HansenMilita HorsmarkAage Jacob JensenLisbeth JørgensenIvan Konnerup NielsenFlemming SarroeAlfred Toft

Klavs Sécher AssensFrits BredmoseOle HasselbalchV. Høedt-RasmussenHans Jørgen JensenFrank MadsenHenrik NordlienAxel SløkA. Vognsen

/Lis Gamborg

9

2. Udvalgets overvejelser til funktionærloven.

Til § 1.

Ad stk. 1. Pædagogisk virksomhed:

a. Tidligere overvejelser.I betænkning nr. 513, der er afgivet i decem-ber 1968 af det af arbejdsministeriet den 20.maj 1964 nedsatte udvalg vedrørende funkti-onærlovens §§ 1, 8 og 10 er spørgsmålet om,hvorvidt personer beskæftigede ved under-visningsvirksomhed bør omfattes af funktio-nærloven, blevet indgående behandlet. Ud-valget brevvekslede om spørgsmålet medbl.a. undervisningsministeriet, jfr. undervis-ningsministeriets skrivelse af 17. august1967, der blev aftrykt i 1968-betænkningensbilag 22, side 71 f.

Undervisningsministeriet udtalte i denneforbindelse som sin opfattelse (jfr. 1968-betænkningens side 10), at personer, der va-rigt og i fuldt (eller i hvert fald væsentligt)omfang er beskæftiget med undervisning in-denfor de af undervisningsministeriet admi-nistrerede uddannelsesformer, burde væreomfattet af funktionærloven, hvorved un-dervisningsministeriet dog bemærkede, atder igennem overenskomster eller regulativerm.v. er sikret hovedparten af disse personeransættelsesvilkår af omtrent samme indholdsom funktionærloven.

Undervisningsministeriet gav imidlertidudtryk for betænkelighed med hensyn til, omfunktionærloven burde udvides til at omfattetimelønnede lærere, idet der for disses ved-kommende gør sig særlige forhold gældende.Dette gælder såvel de timelønnede lærere,der er beskæftiget indenfor den folkelige op-lysningsvirksomhed, og de i seminarierne be-

skæftigede timelærere, som de i folkeskolenbeskæftigede timelærere, herunder faglærereog løse vikarer.

Det fremgår endvidere af 1968-betænknin-gen, (side 11-12), at et flertal af udvalget varenige med undervisningsministeriet i de an-førte synspunkter., og at flertallet var af denopfattelse, at en lovændring, hvorved funk-tionærloven udvides til at omfatte undervis-ningsvirksomhed, men hvorved de ved semi-narierne ansatte timelærere samt folkesko-lens løse vikarer og aftenskolens lærere und-tages fra loven, på afgørende og uheldig må-de ville stride imod det i funktionærlovensfastlagte princip, hvorefter arbejdets art - ogikke ansættelsesstedet - er afgørende forspørgsmålet om funktionærstatus.

Flertallet mente endvidere, at der ville op-stå betydelige vanskeligheder ved en af-grænsning af begrebet undervisning, hvor-ved flertallet henviste til, at det ikke kan an-ses som muligt at fastlægge dette begreb i enlovtekst.

Endelig var det flertallets opfattelse, at delønmodtagergrupper, der typisk ville bliveomfattet af funktionærloven ved en eventueludvidelse af funktionærloven til at omfatteundervisningsvirksomhed, i vidt omfangoverenskomstmæssigt er sikret vilkår, der ik-ke er ringere end efter funktionærloven.

Et mindretal af udvalget henviste til, atundervisningsministeriet i princippet kunnegå ind for en udvidelse af funktionærloventil at omfatte undervisningsvirksomhed, ogat også de øvrige ministerier, hvorunder derbeskæftiges undeirvisningspersonale, havde

10

været positivt indstillet overfor forslaget her-om eller i hvert fald ikke havde udtalt sigherimod.

Det var endvidere mindretallets opfattelse,at de af undervisningsministeriet anførte be-tænkeligheder med hensyn til at inddrage vis-se timelærere, folkeskolens løse vikarer ogaftenskolens lærere under funktionærloven,navnlig var begrundet i de med en lovæn-dring forbundne økonomiske konsekvenserfor staten, et synspunkt som mindretallet ik-ke kunne akceptere. Mindretallet henvisteendvidere til, at der ikke - eller i hvert faldikke i tilsvarende omfang som efter funktio-nærloven - tilkommer de lønmodtagergrup-per, der ville blive omfattet af funktionær-loven ved en udvidelse af denne til at omfatteundervisningsvirksomhed, opsigelsesvarsler,beskyttelse mod usaglig opsigelse og løn un-der sygdom, og at det derfor kunne have reelbetydning for disse grupper at blive inddra-get under funktionærloven.

Mindretallet erkendte, at der ved en udvi-delse af funktionærloven til at omfatte un-dervisningsvirksomhed måtte antages at op-stå afgrænsningsvanskeligheder, men henvi-ste til, at en fastlæggelse af begrebet under-visning måtte foretages af domstolene på til-svarende måde som tilfældet har været medde øvrige arter af funktionærarbejde, deromtales i funktionærlovens § 1.

Efter en gennemgang af domspraksis ved-rørende funktionærlovens § 1 fandt udvalgeti 1968 herefter ikke anledning til at stille for-slag om udvidelse af funktionærbegrebet.

b. Udvalgets overvejelser.Der har fra forskellig side været fremsat øn-ske om, at udvalget påny overvejede spørgs-målet om en udvidelse af funktionærbegre-bet til også at omfatte ikke-tjenestemandsan-satte lønmodtagere, der er beskæftiget vedundervisningsvirksomhed.

Udvalget har til brug for disse overvejelserpåny taget kontakt til undervisningsministe-riet om spørgsmålet, og undervisningsmini-steriet har i forbindelse med deltagelse i fleremøder i udvalget samt i skrivelse af 1. juni

1976 (bilag 2) gjort rede for ministeriets syns-punkter omkring spørgsmålet.

Det er herefter undervisningsministerietsfortsatte opfattelse, at personer, der varigtog i fuldt eller væsentligt omfang er beskæf-tiget med undervisning indenfor de af under-visningsministeriet administrerede uddannel-sesformer, bør være ansat på vilkår, som li-gestiller dem med personer omfattet af funk-tionærloven. Ministeriet har i denne forbin-delse også gjort opmærksom på, at der vedoverenskomster og regulativer m.v. er sikrethovedparten af disse personer ansættelsesvil-kår af omtrent samme indhold som funktio-nærloven, og at man er indstillet på at med-virke til en forbedring af ansættelsesvilkåre-ne for de enkelte grupper, hvis status ikke erså god som funktionærernes.

Undervisningsministeriet finder herefterikke, at der er tilstrækkeligt behov for en ud-videlse af funktionærloven til at omfattesamtlige undervisere ved de under undervis-ningsministeriet hørende skoler og institutio-ner. En sådan udvidelse vil have den ulempe,at den kommer til at omfatte visse grupper aflærere, som efter undervisningsministerietsopfattelse ikke har et sådant fast tilhørsfor-hold til vedkommende skole, at de bør sikresfunktionærstatus, d.v.s. navnlig folkesko-lens løse vikarer og de ved seminarierne be-skæftigede timelærere.

I denne forbindelse har undervisningsmi-nisteriet frafaldet det af ministeriet i 1967tagne forbehold med hensyn til at inddragede i henholdsvis folkeskolen og fritidsunder-visningen beskæftigede timelærere. Ansæt-telsesvilkårene for folkeskolens timelærere er- senest ved cirkulære af 15. juni 1981 - ble-vet fastsat således, at de stort set følger desamme regler som tjenestemænd på prøve.For de ved fritidsundervisningen beskæftige-de lærere gælder, at de i 1967 gældende reg-ler om bortfald af statstilskud, hvis antalletaf elever faldt under et nærmere fastsat gen-nemsnit, er bortfaldet og undervisningsmini-steriet har derfor ikke de samme betænkelig-heder som i 1967 ved at give disse lønmodta-gere samme beskyttede status som funktio-

11

nærer. Undervisningsministeriet har endeligpeget på, at en ændring af loven vil medføremerudgifter af en størrelsesorden på fleremill.kr. for de under undervisningsministe-riet hørende uddannelsesformer, og at statenkommer til at udrede en betragtelig del her-af.

Lønmodtagersidens repræsentanter harpåpeget, at der er sket en udvikling i under-visningsministeriets holdning til spørgsmåletom en udvidelse af funktionærbegrebet til atomfatte undervisningsvirksomhed fra under-visningsministeriets udtalelse i 1967 til denseneste udtalelse af 1. juni 1976, hvor mini-steriets argumentation imod en udvidelse ihøjere grad er sat i forbindelse med de øko-nomiske konsekvenser ved ordningen endmed de praktiske vanskeligheder.

Lønmodtagersidens repræsentanter stillersig endvidere uforstående overfor, at de of-fentlige arbejdsgivere fortsat ikke ønsker atskabe samme lovgivningsmæssige beskyttelseaf de vikarer, der benyttes inden for under-visningsvirksomhed i videste forstand, somgælder for de vikarer, der virker uden fordisse områder. Uanset hvilke begrundelserder vil kunne motivere det offentlige til atønske hurtigt at kunne skille sig af med mid-lertidigt personale, er det lønmodtagersidensindstilling, at disse hensyn ikke afviger fradem, der i øvrigt kan foreligge på arbejds-markedet, såvel det offentlige som det priva-te, på områder, der allerede er dækket affunktionærloven.

Da et betydeligt antal undervisere ikke erdækket af de beskyttelsesregler, der indehol-des i tjenestemandslovgivningen eller - somfølge af undervisningsområdernes mangfol-dighed - i gældende overenskomster, finderlønmodtagersidens repræsentanter det rime-ligt, at funktionærlovens område udvides tilogså at omfatte undervisningsvirksomhed oganden pædagogisk virksomhed. Det anføresi den forbindelse, at en sådan beskyttelse sy-nes at være i overensstemmelse med det hi-storiske grundlag for funktionærbegrebet, li-gesom personer, der er ansat ved undervis-ningsvirksomhed og pædagogisk virksom-

hed, har samme faste tilknytning til arbejds-giveren som de øvrige kategorier, der i dagomfattes af funktionærloven.

Ved afgørelsen af, om kravet til beskæfti-gelsens omfang - jfr. § 1, stk. 2 - er opfyldt,er det lønmodtagersidens opfattelse, at derikke herved kan lægges vægt på »katederti-mer«, idet dette vil medføre, at der ikke vilblive taget hensyn til forberedelsestiden, somet integreret led i tjenesteforpligtelsen.

Lønmodtagersidens repræsentanter menerderfor - såfremt undervisningsvirksomhedog anden pædagogisk virksomhed inddragesunder loven - at kravet i § 1, stk. 2, skal an-ses for opfyldt, såfremt forholdet mellemden gennemsnitlige beskæftigelse og det plig-tige årlige timetal, der måtte være fastsat vedlov eller aftale for tilsvarende heltidsbeskæf-tigede på vedkommende undervisningsområ-de, svarer til forholdet mellem timetallet i §1, stk. 2, og den for heltidsansatte på andreområder gældende normale arbejdstid.

Lønmodtagersidens repræsentanter har pådenne baggrund foreslået, at undervisnings-virksomhed og pædagogisk virksomhed iøvrigt bør inddrages under funktionærlovensområde.

De offentlige arbejdsgiveres repræsentan-ter i udvalget har tilkendegivet, at en udvi-delse af funktionærbegrebet ved generel ind-dragelse af undervisningsvirksomhed og pæ-dagogisk virksomhed under lovens områdevil være uhensigtsmæssig og i visse tilfældemindre rimelig.

Inden for store dele af undervisningsområ-det er der behov for anvendelse af kortvarigeansættelser enten til varetagelse af undervis-ningen inden for specielle fag eller til skiften-de vikararbejde. Det ugentlige timetal vil forundervisere af denne kategori bero på andreomstændigheder end ved almindelige funk-tionærforhold, idet timetallet fastsættes un-der hensyntagen til undervisningsplanerne,personlig fagkundskab og personlige ønskereller andre forhold, som ikke hænger sam-men med lærerens tilknytning til den pågæl-dende institution.

Anvendes funktionærlovens arbejdstids-

12

mæssige afgrænsning, jfr. § 1, stk. 2, vil an-sættelsesvilkårene for de omhandlede under-visere kunne variere fra periode til periode,ligesom undervisere ved samme institutionville få forskellige ansættelsesvilkår alene be-grundet i den aktuelle beskæftigelsesgrad.

Hertil kommer, at der for en stor del af depågældende undervisere vil være tale om bi-beskæftigelse, således at de pågældende alle-rede er sikret funktionærlovsvilkår eller vil-kår, der svarer hertil, i hovedstillingen.

Endelig tilføjes, at hovedparten af de per-soner, der varigt og i fuldt eller væsentligtomfang er beskæftiget med undervisning, ersikret ansættelsesvilkår, svarende til funktio-nærlovens, idet disse enten er tjenestemændeller er omfattet af overenskomster, der erbaseret på funktionærlovens regler eller somtjenestemandslignende ansatte sikret tilsva-rende vilkår.

De private arbejdsgiveres repræsentanterhar ikke fundet anledning til at modsættesig, at undervisningsvirksomhed inddragesunder funktionærlovens område, men harheller ikke fundet anledning til at gå ind for,at funktionærloven udvides på dette område,hvorimod lønmodtagerorganisationerne fast-holder deres krav herom.

Udvalget har herefter på grund af mang-lende enighed ikke fundet det muligt at fore-slå andet end enkelte ændringer af redaktio-nel karakter til § 1, stk. 1.

Ad stk. 2.Lønmodtagersidens repræsentanter har fore-slået kravet i stk. 2 om en gennemsnitlig be-skæftigelse af mindst 15 timer ugentlig ned-sat til 10 timer ugentlig. Forslaget begrundesmed nedsættelsen i 1977 af beskæftigelses-kravet i loven om arbejdsmarkedets tillægs-pension til 10 timer ugentlig og med det gen-nemsnitlige beskæftigelseskrav i dagpenge-loven på ligeledes 10 timer ugentlig.

Fra arbejdsgiversidens repræsentanter erdet anført, at der ikke er nogen nødvendigsammenhæng mellem funktionærlovens 15-timers grænse og de tilsvarende grænser iATP-loven og dagpengeloven. Endvidere er

det blevet anført, at funktionærstillingen ogde deri liggende tryghedsgarantier naturligtmå forudsætte en vis højere tilknytningsgradmellem parterne. En 10-timers grænse er herfor lidt, hvorfor forslaget herom ikke kanaccepteres.

Udvalget har på grund af manglende enig-hed herefter ikke foreslået ændringer til stk. 2.

Ad stk. 3. Uddannelsessøgende.Udvalget har drøftet de uddannelsessøgen-des stilling i relation til funktionærloven oghar i den forbindelse særlig drøftet de så-kaldte § 30-lærlinges retsstilling.

Et § 30-lærlingeforhold er en aftale om etlærlingeforhold, der indgås med en personover 18 år, og som ikke er en fortsættelse afet inden den ansattes fyldte 18. år indgået læ-reforhold, men som ville have været under-givet lærlingelovens regler i almindelighed,hvis lønmodtageren var under 18 år.

Det har været uafklaret i praksis, hvorvidt§ 30-lærlinge var omfattet af den undtagelsefor lærlinge, som findes i funktionærlovens §1, stk. 3. På den ene side har det værret gjortgældende, at en § 30-lærling bestrider et heltandet læreforhold end en almindelig lærling,medens det på den anden side har væretfremført, at den gældende undtagelsesbe-stemmelse i § 1, stk. 3, ikke skelner mellemlærlinge under og over 18 år.

Ved dom afsagt af Østre Landsret den 28.januar 1982 (11. afd. a. s. nr. 219/1981) er detimidlertid slået fast, at et lærlingeforhold ihenhold til lærlingelovens § 30 i væsentligtomfang er omfattet og reguleret af lærlinge-lovens bestemmelser, og at en lærling, der ef-ter endt læretid bliver funktionær, ikke eromfattet af funktionærloven for den tid, hanhar været § 30-lærling, selvom han måtte ha-ve beskæftiget sig med arbejde, der normalthører under funktionærloven.

For sådanne § 30-lærlingeforhold gældervisse af lærlingelovens bestemmelser, menherudover kan parterne ved individuel aftaleeller kollektiv overenskomst aftale nærmerevilkår for lærlingeforholdet.

Lønmodtagersidens repræsentanter har

13

foreslået en ændring til funktionærlovens §1, stk. 3, hvorefter alene de almindelige lær-lingeforhold (§ 1-lærlinge) holdes uden forfunktionærloven.

Arbejdsgiversiden finder, at i de tilfælde,hvor en aftale, der er indgået i henhold tillærlingelovens § 30, henviser til denne lovsbestemmelser, skal lærlingen ikke kunne på-beråbe sig begge sæt regler. Arbejdsgiversi-den foreslår derfor en ændring i § 1, stk. 3,hvorefter det tydeliggøres, at funktionærlo-ven ikke finder anvendelsen på de i § 1 i lovom lærlingeforhold omhandledede lærlingeeller på lærlinge og elever, hvis vilkår i hen-hold til regler, der er fastsat med hjemmel ilov eller kollektiv overenskomst, kan sidestil-les med de for de nævnte lærlinge gældende.

Denne formulering er efter arbejdsgiversi-dens opfattelse i overensstemmelse med rets-praksis og tilgodeser i øvrigt de særlige for-hold, der gør sig gældende i uddannelseskon-trakter, hvor det kan være umuligt at anven-de funktionærlovens regler.

Udvalget har på grund af manglende enig-hed ikke fremsat forslag om ændring af § 1,stk. 3.

Udvalget har overvejet funktionærlovensanvendelse i andre lærlinge- og elevforhold.Dette skyldes bl.a., at lærlingeloven er blevetændret, uden at der er blevet taget hensynhertil i funktionærloven, og at der er blevetetableret en ny erhvervsfaglig grunduddan-nelse, EFG-uddannelsen, som der heller ikkeer taget stilling til. Ligeledes forekommerelevuddannelser af anden art i henhold tildispensation fra lærlingeloven. Heller ikkedisse omtales i funktionærloven.

Udvalget har imidlertid ikke fundet behovfor en ændring af lovteksten. Det bemærkes,at visse af funktionærlovens bestemmelserallerede i dag ved udtrykkelig vedtagelse i be-kendtgørelsen om EFG-elevernes retlige for-hold til praktikvirksomheden bringes i an-vendelse for disse elever, såfremt de udførerfunktionærarbejde.

Endelig har udvalget drøftet praktikantersretsstilling, men har ikke fundet behov fornogen ændring af lovteksten i og med, atpraktikanter, der udfører funktionærarbej-de, jfr. lovens § 1, stk. 1 og 2, er omfattet affunktionærloven.

Til § 2

Udvalget har drøftet spørgsmålet om forlæn-gelse af de gældende opsigelsesregler, menhar ikke fundet anledning til at stille forslagtil ændringer på dette område.

Udvalget har endvidere i forbindelse medgennemgang af den eksisterende lovtekstfundet anledning til at foreslå visse mindreændringer i stk. 2-6, der skulle gøre tekstenmere tydelig og lettere forståelig i overens-stemmelse med den herskende retstilstand.Dette gælder i særdeleshed i forbindelse medde foreslåede ændringer i stk. 2, hvor opsi-gelsesvarslet efter praksis skal regnes fra til-trædelsesmånedens begyndelse.

Som ny bestemmelse i § 2, stk. 7, har løn-

modtagersidens repræsentanter foreslåetindført en bestemmelse om, at opsigelse ikkekan meddeles funktionæren under dennes fe-rie. Forslaget, der har svensk forbillede, harendvidere betydning i henseende til at ude-lukke tvivl om, hvorvidt en opsigelse er kom-met rettidig til funktionærens kundskab.

Fra arbejdsgiversidens repræsentanter erdet blevet anført, at en ordning, hvorefterman i funktionærloven forbyder opsigelserunder ferie, indebærer en uacceptabel storforskydning af gældende opsigelsesprincip-per og endvidere ikke bør løses ved lovgiv-ning overhovedet, men ved forhandling mel-lem de implicerede organisationer. I denne

14

forbindelse bemærkes i øvrigt, at det rejsteproblem tildels har fundet en afklaring igen-nem ferielovens § 10, hvorefter den ferie, derefter ferieloven skal gives i sammenhæng, ik-ke må ligge i tiden mellem en af arbejdsgive-ren meddelt opsigelse og fratrædelsestids-punktet, medmindre der er mulighed herfori kollektiv overenskomst, eller opsigelses-varslet er længere end 3 måneder, eller opsi-gelsesvarslet er forlænget med antallet af fe-riedage.

Udvalget har på grundlag af manglendeenighed ikke fremsat forslag herom.

Ligeledes som ny bestemmelse har løn-modtagersidens repræsentanter endvidereforeslået følgende "genansættelsesret" forlønmodtageren:

"En funktionær, som er blevet opsagt pågrund af arbejdsmangel eller lignende, ogsom forud for fratrædelsen har haft ansæt-telse i virksomheden i 12 måneder, har indenfor 1 år efter opsigelsesvarslets udløb ret tilny ansættelse, såfremt funktionæren i for-bindelse med fratrædelsen skriftligt fremsæt-ter ønske herom over for arbejdsgiveren, ogfunktionæren må formodes at have tilstræk-kelige kvalifikationer til den nye ansættel-se."

Forslaget tilsigter at skabe den form forforøget tryghed, som en genansættelsesretmedfører.

Gennemførelse af forslaget - som med no-genlunde tilsvarende regler er gennemført isvensk lovgivning - vil også medføre en min-dre tilskyndelse for arbejdsgiveren til at fore-tage mindre saglige opsigelser. Lønmodta-gersiden har i øvrigt henvist til ILO-konven-tion nr. 158 om ophævelse af arbejdsforhol-det på arbejdsgiverens initiativ, som blevvedtaget i 1982, og som omtaler genansættel-se ved uberettigede afskedigelser som en mu-lighed i det omfang, de nationale organer erbemyndigede dertil eller finder det hensigts-mæssigt.

Arbejdsgiversidens repræsentanter har ud-

talt, at forslaget om en genansættelsesret forde senest afskedigede indebærer en så radikalændring i den gældende retstilstand på ar-bejdsmarkedet, at der ikke er mulighed forsom led i udvalgsarbejdet at acceptere nogetsådant.

Udvalget har på grund af manglende enig-hed ikke fremsat forslag herom.

Arbejdsministeriet har i skrivelse af 10.februar 1984 (bilag 3) til udvalget bilagt enhenvendelse af 21. november 1983 (bilag 3a)fra Dansk Arbejdsgiverforening til folketin-gets socialudvalg om bl.a. udvidelse af mu-lighederne for at ansætte vikarer efter funk-tionærloven samt arbejdsministeriets kom-mentar hertil af 29. november 1983 (bilag 3b)anmodet udvalget om at lade de fremkomnesynspunkter indgå i udvalgets overvejelser.Udvalget er anmodet om at fremkomme meden indstilling inden udgangen af maj måned1984.

Arbejdsgiversidens repræsentanter er eni-ge om at foreslå, at der i § 2 indføjes en be-stemmelse om, at mulighederne for ansættel-se af vikarer udstrækkes til hele den periode,i hvilken der nu er ret til barselfrihed i hen-hold til reglerne herom. (L 572 og L 573 omdagpenge og barselorlov, jfr. nedenfor under§7).

Der er imidlertid ikke fra lønmodtagersi-den tilslutning til dette forslag, jfr. lønmod-tagersidens nærmere argumentation i skrivel-se af 4. april 1984 (bilag 3c) til folketingetssocialudvalg.

Udvalget har derfor på grund af manglendeenighed ikke fremsat forslag herom.

Endelig har udvalget overvejet, hvorvidt §2, stk. 10, burde foreslås flyttet til lovens §21, idet bestemmelsen gælder generelt for al-le bestemmelserne i funktionærloven og ikkeblot for varslingsreglerne. Udvalget harimidlertid under hensyn til, at bestemmelsensplacering ikke har voldt vanskeligheder ipraksis foretrukket at bibeholde bestemmel-sen i § 2.

15

Til § 2 a

Arbejdsministeriet har i skrivelse af 7. sep-tember 1976 (bilag 4), jfr. skrivelse af 21. juli1976 fra finansministeriet, lønnings- og pen-sionsdepartementet (bilag 5) anmodet udval-get om at ville overveje en sådan ændring affunktionærlovens § 2 a, at disse regler ikke ide enkelte tilfælde kan få urimelige virknin-ger. Spørgsmålet var opstået i forbindelsemed den ret, som tidligere ansatte i navnligmødrehjælps- og revalideringsinstitutioner iforbindelse med deres afskedigelse pr. 1.april 1976 som følge af institutionernes ned-læggelse og de pågældende opgavers overfø-relse til primær- og amtskommunalt regie an-toges at have erhvervet til fratrædelsesgodt-gørelse.

Repræsentanterne for de offentlige ar-bejdsgivere har derfor foreslået, at der til §2a, stk. 2, tilføjes:

"Bestemmelsen i stk. 1 finder endvidereikke anvendelse, såfremt der ved arbejdsgi-verens mellemkomst ved funktionærens fra-træden sker direkte overgang til anden an-sættelse med mindst tilsvarende løn- og an-sættelsesvilkår og med bevarelse af hidtidiganciennitet."

Repræsentanter for de private arbejdsgive-re kan tilslutte sig dette forslag, men meneri øvrigt ikke, at dette problem er reelt. I over-ensstemmelse med flere funktionærretseks-perter og højesteretsdommen (Ufr. 84/172)mener man, at funktionærens krav på fra-trædelsesgodtgørelse og andre fratrædelses-rettigheder ved identitetsændringer på ar-bejdsgiverside i henhold til gældende retstil-stand tager sig ud som følger: Afgørende erdet, hvilke forringelser af stillingen funktio-næren udsættes for i kraft af identitetsskif-tet. De omtalte krav kan således næppe gøresgældende, hvis fortsættelse hos den nye ar-bejdsgiver sker på samme vilkår i henhold tilprincippet i funktionærlovens § 2, stk. 8, ogsåledes at den eneste forandring består i, atarbejdsgiveren er en anden. Dette må så me-get desto mere gælde, når det drejer sig omoverførsler mellem offentlige myndigheder,

idet der her ikke kan være tvivl om den nyearbejdsgivers soliditet. Men resultatet behø-ver ikke være det samme i alle tilfælde afidentitetsændringer. Tværtimod afhængerdet af en nøjere vurdering af de konkreteforekommende tilfælde. Hvor der måtte væ-re uklarhed til stede om retsstillingen, vil ar-bejdsgiveren kunne afskære diskussionenved at betinge fortsættelsen af, at kravet påfratrædelsesrettigheder ikke rejses.

Lønmodtagersiden, der heller ikke mener,at problemet er reelt, kan tilslutte sig forsla-get under den forudsætning, at arbejdsgiver-siden kan tilslutte sig lønmodtagersidens for-slag til en ny § 2a, stk. 7, jfr. nedenfor.

Udvalget har på grund af manglende enig-hed ikke fremsat de offentlige arbejdsgiveresforslag.

Der er i udvalget enighed om at fremsættefølgende forslag til en tydeliggørelse af for-muleringen af § 2a, stk. 1: »Såfremt en funk-tionær opsiges, og han ved fratrædelsen harværet uafbrudt beskæftiget i samme virk-somhed i 12, 15 eller 18 år, skal arbejdsgive-ren . . . . . .

Forslaget er i overensstemmelse med hidti-dig retspraksis.

Udvalget har drøftet hensigtsmæssighedenaf at indsætte en øvre aldersgrænse i hense-ende til offentlige pensioner, men mener, aten fortsat tilknytning til den almindelige fol-kepension er en hensigtsmæssig udformningaf bestemmelsen.

I modsætning til tidligere udelukker manherved ikke længere enlige kvinder på 62 årfra at få fratrædelsesgodtgørelse, idet folke-pensionsalderen for alle er 67 år fra 1. januar1984. Kvinder, der ved lovens ikrafttrædener fyldt 62 år uden at søge folkepension hari henhold til overgangsreglerne i folkepensi-onsloven ret til pension efter § 3, stk. 4 i lovom invalidepension og førtidspension m.v.

Også eventuel fastsættelse af aldersgræn-ser til berettigelse af en forhøjet fratrædel-sesgodtgørelse har været indgående diskute-ret i udvalget, som imidlertid ikke har fundet

16

det muligt at finde frem til en retfærdig og enfor alle udvalgsmedlemmer acceptabel nedregrænse.

For så vidt angår størrelsen af de pensio-ner, der påvirker retten til fratrædelsesgodt-gørelse, har praksis efter opfattelsen hos nog-le af udvalgets medlemmer udviklet sig der-hen, at selv en minimal kapitalpension ellerpensionsforsikring afskærer retten til fratræ-delsesgodtgørelse.

De private arbejdsgiveres repræsentanterfinder, at domstolene allerede ud fra den nu-værende tekst vil være i stand til at lægge ri-melige begrænsninger for, hvornår en ar-bejdsgiver med begrundelse i, at der forelig-ger arbejdsgiverbetalt pension, kan frigøresig for forpligtelsen til at betale fratrædelses-godtgørelse og har ikke set sager, der viser ien anden retning.

Finansministeriets repræsentant kan til-slutte sig de private arbejdsgiveres synspunktog henviser til finansministeriets cirkulære af24. februar 1978 og den deri indeholdtepraksis, som ikke har givet anledning til rets-sager eller nævneværdige problemer.

Udvalget har på grund af manglende enig-hed ikke fremsat forslag.

I skrivelse af 27. januar 1983 (bilag 6) hararbejdsministeriet anmodet funktionærlov-udvalget om at lade de i den vedlagte brev-veksling (bilag 6a) mellem Rigsrevisionen ogarbejdsministeriet fremkomne synspunktervedrørende udbetaling af fratrædelsesgodt-gørelse til en funktionær, der går på efterløn,indgå i udvalgets overvejelser.

De offentlige arbejdsgivere finder, atefterløn indebærer et valg for den ansatte omat forlade arbejdsmarkedet, hvilket som of-test vil resultere i en opsigelse, afgivet af denpågældende. Hvis efterløn søges og kan op-pebæres i de 1 til 3 måneder, hvori fratrædel-sesgodtgørelse kommer til udbetaling, sesder ikke at være saglig begrundelse for denherved opnåede dobbelte lønmæssige beskyt-telse, idet fratrædelsesgodtgørelsen i sin op-bygning forudsætter et ønske om at vendetilbage til arbejdsmarkedet.

De offentlige arbejdsgivere foreslår § 2a,

stk. 2, ændret således: Bestemmelsen i stk. 1finder ikke anvendelse, såfremt funktionæ-ren ved fratrædelsen vil oppebære pensionfra arbejdsgiveren, er gået på efterløn, elleroppebærer folkepension.

Lønmodtagersiden afviser dette forslag oghenviser til, at det i retspraksis er slået fast,at fratrædelsesgodtgørelse også skal udbeta-les til personer, der er gået på efterløn.

Udvalget har herudover drøftet en rækkeproblemer omkring retten til fratrædelses-godtgørelse, bl.a. retten til fratrædelsesgodt-gørelse ved delvis fratræden.

Lønmodtagersiden har i den forbindelsegjort gældende, at den nuværende tekst i § 2a ikke omtaler, hvorledes en af arbejdsgive-ren varslet nedgang i arbejdstiden indvirkerpå retten til fratrædelsesgodtgørelse i hen-hold til funktionærlovens § 2 a.

Lønmodtagersiden har derfor stillet føl-gende spørgsmål: Skal der betales fuld fra-trædelsesgodtgørelse - skal der betales i for-hold til arbejdstidsnedsættelsen - eller skalder overhovedet ikke udbetales noget beløbfør ved definitiv fratræden, og såfremt detsidste er tilfældet, hvorledes beregnes dagodtgørelsen? Skal godtgørelsen beregnes påbaggrund af sidste månedsløn ved fratrædel-sen, eller skal den beregnes som om, der ikkevar sket arbejdstidsnedsættelse.

Såfremt det må antages, at der skal betalesfuld fratrædelsesgodtgørelse, hvorledes er såsituationen, hvis der på tidspunktet for æn-dringen i arbejdstiden ikke har været tale ommindst 18 års ansættelse, men f.eks. kun 14eller 17 års ansættelse.

Vil funktionæren skulle påbegynde optje-ning af ny anciennitet i relation til § 2a, ellervil funktionæren være berettiget til at modta-ge yderligere fratrædelsesgodtgørelse fra dettidspunkt, hvor der i forhold til ansættelses-tidspunktet vil være oparbejdet ret til yderli-gere en måneds godtgørelse?

Endvidere er det et spørgsmål, hvorledesfunktionæren er stillet i forhold til opsigel-sesvarslerne i henhold til § 2, hvis funktionæ-ren er berettiget til fuld fratrædelsesgodtgø-relse i forbindelse med arbejdstidsnedsættel-

Revision af funktionærloven 2 17

sen, men hvor ansættelsen fortsætter på ned-sat arbejdstid.

Der hersker yderligere tvivl i relation tilden nuværende tekst i de tilfælde, hvor detkræves af arbejdsgiveren, at denne under-skriver frigørelsesattest i henhold til arbejds-løshedslovgivningen, således at funktionæ-ren derved kan oppebære supplerende dag-penge fra A-kassen.

En underskreven frigørelsesattest medfø-rer, at funktionæren er berettiget til at opsigesit ansættelsesforhold uden varsel, hvis dergennem arbejdsformidlingen kan anvisesfuld arbejdstid.

Såfremt dette sker, vil dette da blive ansetfor en kontraopsigelse, der i henhold til rets-praksis giver ret til fratrædelsesgodtgørelse -og da i givet fald med hvilket beløb - eller vildet blive sidestillet med opsigelse fra funktio-næren, hvorefter denne i henhold til gælden-de regler ikke vil være berettiget til fratrædel-sesgodtgørelse.

På baggrund af ovenstående, der efter løn-modtagersidens opfattelse klart siger, at derer behov for en tydeliggørelse af funktionær-loven på dette område, foreslår lønmodta-gersiden følgende formulering af § 2 a:"§ 2 a. Såfremt en funktionær opsiges, ogdenne ved fratrædelsen har været uafbrudtbeskæftiget i samme virksomhed som løn-modtager i 12, 15 eller 18 år, skal arbejdsgi-veren ved funktionærens fratræden udrede etbeløb svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3 må-neders løn.

Stk. 2. En funktionær, der er berettiget ihenhold til stk. 1, har i forbindelse med ar-bejdstidsnedsættelse, varslet af arbejdsgive-ren, som medfører ændring i vederlaget,krav på forholdsmæssig fratrædelsesløn iforbindelse med ændringen.

Stk. 3. Såfremt der senere ville være opnå-et ret til 2 eller 3 måneders fratrædelsesløn,har funktionæren på dette tidspunkt krav påsamme forholdsmæssige ydelse.

Stk. 4. I forbindelse med definitiv fratræ-den udregnes ydelsen i henhold til stk. 1, somom der ikke var sket arbejdstidsændring,men arbejdsgiveren har ret til i fratrædelses-

lønnen at modregne ydelser i henhold til stk.2 og 3.

Stk. 5. Hvis funktionæren som følge afden af arbejdsgiveren varslede arbejdstids-nedsættelse ser sig nødsaget til selv at opsigeansættelsesforholdet, gælder tilsvarende reg-ler som i stk. 4.

Stk. 6. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikkeanvendelse såfremta) der ved arbejdsgiverens mellemkomst ved

funktionærens fratræden sker direkteovergang til anden ansættelse med mindsttilsvarende løn og ansættelsesvilkår og be-varelse af hidtidig anciennitet,

b) funktionæren ved fratrædelsen er fyldt 67år,

c) funktionæren ved fratrædelsen vil kunneoppebære pensionsydelser, hvortil ar-bejdsgiveren har bidraget med et beløb,der ville begrunde en udbetaling, dermindst pr. måned svarer til folkepensio-nens grundbeløb, eller vil kunne få udbe-talt eller opnå rådighed over tilsvarende afarbejdsgiveren financieret pensionsopspa-ring eller lignende, hvor kapitalen er af enstørrelsesorden, der ville begrunde en ud-betaling på tilsvarende niveau.Stk. 7. Overgang til anden ansættelse i

medfør af stk. 6 a) skal aftales skriftligt un-der forhold, hvor såvel funktionæren somden hidtidige og fremtidige arbejdsgiver un-derskriver aftalen om bevarelse af ancienni-teten m.v.

Stk. 8. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsva-rende anvendelse i tilfælde af uberettigetbortvisning."

Arbejdsgiversidens repræsentanter er enigei, at de urimelige virkninger af ændringen iarbejdstiden i såvel opadgående som nedad-gående retning i ansættelsestiden før afskedi-gelsen fra virksomheden bør kunne afbødes.Den af lønmodtagersiden foreslåede løsninglader sig imidlertid ikke praktisere. Bl.a. op-står der problemer i tilfælde, hvor der kun ertale om en midlertidig arbejdstidsnedsættel-se. Her opstår spørgsmålet om tilbagebeta-ling af afskedigelsesløn udbetalt i henhold tillønmodtagersidens forslag. Ligeledes vil den

18

foreslåede regel i stk. 4 kun være praktiskanvendelig, når der er et forholdsvis korttidsrum mellem arbejdstidsnedsættelsen ogden definitive fratræden. Arbejdsgiversidensrepræsentanter foreslår derfor en amdring af§ 2 a, således at fratrædelsesgodtgørelsen be-regnes ud fra et gennemsnit af den månedligeløn i de sidste 2 år forud for opsigelsestids-punktet.

Dette forslag afvises af lønmodtagernesom helt utilstrækkeligt til at løse problemer-ne, og forslaget er iøvrigt også efter lønmod-tagernes opfattelse en forringelse i forhold tilgældende regler, hvor det er sidste måneds-løn, der er udgangspunkt for beregningen.Efter højesteretsdommen (Ufr. 84/172)hvorefter der ikke skal betales fratrædelses-godtgørelse ved nedsat arbejdstid, varslet afarbejdsgiveren, finder lønmodtagerrepræ-sentanterne det yderligere stærkt påkrævetmed de foreslåede ændringer.

Udvalget har på grund af manglende enig-hed ikke fremsat forslag herom.

Lønmodtagersidens repræsentanter harendvidere foreslået, at det skal være densamlede ansættelsestid i virksomheden, derskal danne baggrund for en ret til fratrædel-sesgodtgørelse. Som begrundelse herfor erfremført, at det forekommer rimeligt, atf.eks. en arbejder, der avancerer til funktio-nær, gøres berettiget til fratrædelsesgodtgø-relse på et tidligere tidspunkt end efter nugæl-dende regler, idet de synspunkter, der liggerbag begrebet fratrædelsesgodtgørelse, fuldtud dækker også anciennitet oparbejdet somikke-funktionær.

Arbejdsgiversidens repræsentanter har her-til udtalt, at det er et fundamentalt brud medfunktionærlovens almindelige principper atmedregne anciennitet uden for lovens områ-de i grundlaget for erhvervelsen af lovensydelser, og arbejdsgiversiden har derfor ikkekunnet acceptere forslaget.

Udvalget har på grund af manglende enig-hed ikke fremsat forslag herom.

Til § 2 b

Lønmodtagersidens repræsentanter har frem-sat forslag om, at § 2 b ændres, således at be-stemmelsen bringes i overensstemmelse medden pr. 1. marts 1981 reviderede Hovedaftalemellem Landsorganisationen i Danmark ogDansk Arbejdsgiverforening. Lønmodtager-siden har endvidere rejst spørgsmålet om, atmaksimumerstatningen bør kunne udgøreindtil 78 ugers løn, jfr. lov om beskyttelsemod afskedigelse på grund af foreningsfor-hold.

Det har i udvalget fra lønmodtagersidensrepræsentanter endvidere været fremført, atpraksis efter lovens § 2 b, der blev indførtved revisionen af funktionærloven i 1964, ef-terhånden har udviklet sig derhen, at bevis-byrden for, at en opsigelse ikke er begrundet

enten i funktionærens eller i virksomhedensforhold, i hovedsagen påhviler funktionæ-ren, hvilket i de fleste tilfælde medfører storevanskeligheder, samt at kun ganske få sagervindes af funktionærerne. Lønmodtagersi-den har henvist til ILO-konvention nr. 158fra 1982. På baggrund heraf har lønmodta-gersidens repræsentanter foreslået en æn-dring af bestemmelsen således, at bevisbyr-den udtrykkelig lægges hos arbejdsgiveren ioverensstemmelse med konventionen.

Arbejdsgiversidens repræsentanter bemær-ker, at en retstilstand som den, Hovedaftalennu har hidført, kun kan etableres på områ-der, der er dækket af kollektiv overenskomstmed deraf følgende mulighed for hurtig fag-retlig behandling. Uden for de fagretlige or-

192*

ganers virkeområde kan en proces nemlig ik-ke gennemføres med den hastighed, som ernødvendig, for at et krav om genindsættelsei stillingen rent praktisk skal kunne lade siggennemføre. I øvrigt bemærker arbejdsgiver-siden, at bevisbyrdediskussionen er ureel.Hver part har efter almindelige processuelleregler bevisbyrden med hensyn til de om-stændigheder, han er den nærmeste til at be-vise. Der henvises i denne forbindelse tilH.G. Carlsen, Dansk Funktionærret, 2. ud-gave, side 288. Den gældende bestemmelseudtrykker det, der på denne baggrund er etnaturligt udgangspunkt, idet lønmodtagerennaturligvis indledningsvis må starte med atredegøre for, hvorfor han mener at have et

krav på godtgørelse for usaglig afskedigel-se.

Efter svensk forbillede har lønmodtagersi-dens repræsentanter endelig foreslået indførten regel om, at der skal have fundet påtalested, for at man fra arbejdsgiverens side skalkunne påberåbe sig et kritisabelt forhold hosfunktionæren.

Arbejdsgiversidens repræsentanter har her-til udtalt, at en regel herom nærmest indebæ-rer, at arbejdsgiverne bliver nødt til altid atkritisere funktionærens indsats ved fratræ-den.

Udvalget har herefter på grund af mang-lende enighed ikke kunnet foreslå ændringeraf § 2 b.

Til §§ 3 og 4

Udvalget har gennemgået den gældende for-mulering af lovens §§ 3 og 4 og har drøftetændringer, der har til hensigt at gøre bestem-melserne mere forståelige og letlæselige.

De private arbejdsgiveres repræsentanterhar til dette formål udarbejdet følgende for-slag til formulering af §§ 3 og 4:

"§ 3. Hvis arbejdsgiveren uberettiget næg-ter at modtage funktionæren i sin tjeneste,uberettiget bortviser ham eller ansættelses-forholdet retsmæssigt ophæves på grund afgrov misligholdelse fra arbejdsgiverens side,har funktionæren ret til erstatning for detham derved påførte tab.

Stk. 2. Funktionæren har dog mindst kravpå et beløb svarende til lønnen til det tids-punkt, hvor han som følge af tidsbegrænsetansættelse eller stedfunden opsigelse skullefratræde eller til den dag, til hvilken hankunne være opsagt. Denne mindsteerstatningkan ikke udgøre mere end et beløb svarendetil 3 måneders opsigelsesvarsel beregnet ihenhold til § 2.

Stk. 3. Erstatningen i henhold til stk. 1 ogstk. 2 kan nedsættes eller helt bortfalde un-

der hensyn til funktionærens ikke uvæsentli-ge medskyld i arbejdsforholdets ophør.

§ 4. Hvis funktionæren uberettiget undla-der at tiltræde tjenesten eller forlader denne,eller arbejdsgiveren hæver tjenesteforholdetpå grund af grov misligholdelse af kontrak-ten fra funktionasrens side, har arbejdsgive-ren ret til erstatning for det ham derved på-førte tab.

Stk. 2. I tilfælde af undladt tiltrædelse el-ler forladen af tjenesten har arbejdsgiverenmindst krav på en erstatning svarende til enhalv måneds løn. For funktionærer ansat ihenhold til § 2, stk. 5, dog kun svarende til1/4 måneds løn.

Stk. 3. Erstatningen efter stk. 1 og 2 kannedsættes eller bortfalde under hensyn til ar-bejdsgiverens ikke uvæsentlige medskyld iarbejdsforholdets ophør."

De private arbejdsgiveres repræsentanterhar i denne forbindelse anført, at § 3 i sin nu-værende udformning er ulæselig, og at derved forslaget er tilsigtet en redaktionel tyde-liggørelse, idet dog bemærkes, at det i for-bindelse med forslagene til nyt stk. 3 til §§ 3

20

og 4 er tilsigtet at foreslå bestemmelser, derer i overensstemmelse med den praksis, deranvendes i forbindelse med afslutning af for-lig om erstatningen.

Herudover foreslås udtrykket "ulovligudeblivelse" i den gældende lov erstattetmed "undladt tiltrædelse", idet udtrykket"ulovlig udeblivelse" kan give anledning tilden misforståelse, at mindsteerstatning ogsåkan kræves ved en funktionærs kortvarigefravær, medens det med rimelighed bør sigtepå tilfælde, hvor arbejdsforholdet afbrydesdefinitivt.

Lønmodtagersidens repræsentanter finderdet mest hensigtsmæssigt at beholde de gæl-dende bestemmelser uændret, idet der er op-stået en vis retspraksis herom, som der ikkeer særlig anledning til at ændre. De offentli-ge arbejdsgivere kan tilslutte sig dette syns-punkt.

Udvalget har herefter på grund af mang-lende enighed ikke fundet grundlag for atfremsætte de private arbejdsgiveres forslag.

Lønmodtagersidens repræsentanter har li-geledes stillet forslag om, at erstatningsni-veauet ved prøvetidsansættelse nedsættes tilen kvart månedsløn, idet det kan virke uri-meligt, at prøvetidsansatte - der kan opsigesmed 14 dages varsel, og som selv højst kanforpligtes til et opsigelsesvarsel på 14 dage -skal være omfattet af samme regler somfunktionærer ansat uden prøvetid.

Der har imidlertid ikke kunnet opnås enig-hed om at ændre loven på dette punkt, da deprivate arbejdsgiveres tilslutning hertil for-udsatte tilslutning til de private arbejdsgive-res samlede affattelse af §§ 3 og 4.

Til §5

I skrivelse af 21. april 1975 (bilag 7) har so-cialministeriet til arbejdsministeriet over-sendt en genpart af en fælles henvendelse fraDansk Arbejdsgiverforening og Landsorga-nisationen i Danmark af 7. oktober 1974 (bi-lag 8) med henblik på, at de af organisatio-nerne stillede forslag til ændring af funktio-nærloven kunne indgå i funktionærlovudval-gets overvejelser. Det drejede sig dels om æn-dring af graviditetsbestemmelsen i § 7 - jfr.afsnittet vedrørende § 7 - dels om behandlin-gen af sager vedrørende funktioneerers syge-løn og graviditet.

Udvalget har herefter drøftet det af hoved-organisationerne rejste spørgsmål, hvoreftersager vedrørende funktionærers sygeløn oggraviditetsløn skulle henhøre under dagpen-geudvalget i første instans. Udvalget har dogfundet, at den manglende samordning mel-lem funktionærlovens og dagpengelovensregler ville medføre vanskeligheder for dag-

pengeudvalget ved afgørelse af spørgsmålom funktionærers sygelønsret. Endvidere vilder kunne opstå problemer i forbindelse meddagpengeudvalgets kompetence til at tagestilling til funktionærens betalingskrav i sinhelhed, og dagpengeudvalget vil i hvert faldikke kunne tage stilling til berettigelsen af eneventuel bortvisning. Hvis der i en sådan si-tuation er rejst en sag for domstolene til af-klaring af bortvisningens berettigelse, vildomstolsafgørelsen også være bestemmendefor dagpengeudvalgets afgørelse.

Der er derfor i udvalget enighed om ikkeat foreslå ændringer i loven på dette område.

Udvalget har endvidere fundet, at der ipraksis forekommer mange forståelsesvan-skeligheder i forbindelse med den gældendefunktionærlovs regler om dokumentationfor, at fravær skyldes sygdom.

Den eksisterende bestemmelse i § 5, stk. 4,om, at arbejdsgiveren under sygdom af mere

21

end 14 dages varighed har ret til - uden ud-gift for funktionæren - at kræve nærmereoplysninger om varigheden af funktionærenssygdom gennem funktionærens læge eller enaf funktionæren valgt specialist, har ofteforanlediget til den modsætningsslutning, atarbejdsgiveren ikke tidligere end efter 14 da-ges sygdom kan kræve dokumentation for,at fraværet skyldes sygdom.

Det er, jfr. H.G. Carlsen, Dansk Funktio-nærret, 1974, side 106-7, - der i store træk ci-teres nedenfor - praksis, at foreligger dersygdom af ganske kort varighed - ikke udo-ver nogle få dage - vil funktionærens forkla-ring om at have været syg normalt blive lagttil grund, og yderligere bevis i form af læge-erklæring er da ufornødent. På visse områ-der fordrer arbejdsgiveren en skriftlig erklæ-ring om sygdommen fra funktionæren selv(en såkaldt "tro og loveerklæring"). Hvis ar-bejdsgiveren betvivler funktionærens forkla-ring, må han foretage nærmere undersøgel-ser.

Hvor mange dage denne bevisstilling be-står, afhænger ifølge H.G. Carlsen af om-stændighederne, herunder ikke mindst virk-somhedens praksis, men meget mere end 4dage vil der næppe kunne være tale om. Påden anden side kan perioden i reglen ikkevære kortere, idet læger i almindelighed ikkeer pligtige at udstede attester tidligere endden 4. sygedag.

Er sygdommen af noget længere varighed,men dog ikke udover 14 dage, antages det, atfunktionæren i hvert fald på anfordring mådokumentere tilstanden gennem lægeerklæ-ring. Den formodning, der ved kortere syg-domstilfælde foreligger med hensyn til rigtig-heden af funktionærens anbringende, gælderaltså ikke længere. Lægeerklæringen betalesaf funktionæren selv og vil normalt være gan-ske kort - lydende på sygdom af kortere ellerlængere varighed.

Varer sygdommen mere end 14 dage,skærpes beviskravene, idet arbejdsgiverenkan anvende § 5, stk. 4, og fordre nærmereoplysninger om varigheden af sygdommengennem funktionærens læge eller en af funk-

tionæren valgt specialist. En sådan erklæringskal betales af arbejdsgiveren. Præstererfunktionæren ikke den krævede attest, er ar-bejdsgiveren berettiget til at ophæve arbejds-forholdet.

Udvalget finder, at disse dokumentations-regler ikke harmonerer med det dokumenta-tionssystem, der findes i tilknytning til dag-pengeloven, der jo også omfatter funktionæ-rer. Og også på andre punkter består deruoverensstemmelser mellem sygedagpenge-loven og funktionærloven. Dette har det forfunktionærer såvel som for arbejdsgivereuforståelige resultat, at arbejdsgiveren un-dertiden er frigjort for sine forpligtelser ihenhold til dagpengeloven, men forpligtetefter funktionærloven eller omvendt. I såfald opstår et indviklet problem omkring re-fusion af dagpengeydelser m.v.

Udvalget har derfor ved affattelsen af for-slaget til ændring af § 5 ved stk. 1 og 2 i vi-dest mulig udstrækning søgt at eliminere dis-se forskelligheder.

Arbejdsgiversidens repræsentanter harstillet forslag om, at der i forslaget til § 5,stk. 1 efter lovligt i linie 3 indsættes: "og hanhar desuagtet krav på det normale veder-lag. . ." .

Lønmodtagersidens repræsentanter harforeslået, at der i stedet indsættes følgende:"og funktionæren har desuagtet krav på denindtægt, som han antagelig ville have oppe-båret. . .".

Arbejdsgiversidens repræsentanter kan ik-ke tilslutte sig dette forslag. De offentlige ar-bejdsgivere har bemærket, at de ved det nor-male vederlag forstår den sædvanlige fasteløn ekskl, betaling, der er afhængig af arbej-dets udførelse, så som særlige ydelser, herun-der betaling for arbejde på forskudt tid, søn-og helligdage m.v., overarbejdsbetaling, ar-bejdsbestemte tillæg etc.

Lønmodtagersiden tager afstand fra denneopfattelse.

De private arbejdsgiveres repræsentanterhar anført, at lønmodtagersidens forslag in-debærer, at der skal betales mere, end der ef-ter de private arbejdsgiveres opfattelse er

22

hjemmel til i loven, f.eks. for ekstraordinærtoverarbejde, der ikke kommer til udførelsepå grund af sygdom.

Udvalget har på grund af manglende enig-hed ikke i § 5, stk. 1 medtaget forslag omvederlagets størrelse.

Arbejdsgiversidens repræsentanter harforeslået indføjet ordene: "eller senere underansættelsen" efter ordene: "ved stillingensovertagelse" i forslaget til § 5, stk. 1.

Lønmodtagersidens repræsentanter finderdet ikke rimeligt at indføje dette forslag ilovteksten, idet en funktionær ikke selv kanvurdere betydningen af en eventuel opståetlidelse.

Udvalget har herefter ikke medtaget dennebestemmelse i forslaget.

På et enkelt punkt har udvalget diskuteret,om man burde gå videre i retning af en sane-ring af reglerne. Dette gælder således medhenblik på tilvejebringelsen af den såkaldtevarighedserklæring efter 14 dages sygdom.Udvalget har drøftet en ændring af denne be-stemmelse til en forskrift, som i særligt be-grundede tilfælde skulle give arbejdsgiverenmulighed for at opnå en erklæring fra specia-list også i tilfælde, hvor der ikke var forløbet14 dage. Formålet hermed skulle være atundgå, at der blev opstillet standardkrav omsådanne specialisterklæringer efter 14 dage ialle sygdomstilfælde. Udvalget er dog efteradskillige drøftelser og overvejelser blevetenige om at fastholde en bestemmelse, dersvarer til dagpengelovens mønster, jfr. for-slag til ny § 5, stk. 3.

Udvalget har endvidere indgående drøftetmuligheder for ændringer i funktionærlo-vens § 5, stk. 2. Den nugældende formule-ring af bestemmelsen kræver, at opsigelsesker i umiddelbar tilknytning til udløbet afde 120 sygedage.

Denne bestemmelse fortolkes efter rets-praksis således, at retten til at anvende detforkortede varsel fortabes, såfremt det ikkebliver anvendt umiddelbart i forbindelse medudløbet af de 120 sygedage. På grundlag her-af har der på visse arbejdspladser udvikletsig en praksis, hvorefter arbejdsgiveren auto-

matisk, når de 120 dage er forløbet, foretagerafskedigelse med det forkortede varsel udenhensyntagen til, om der f.eks. snart er udsigttil, at sygdommen er overstået.

Udvalget har derfor fundet det formåls-tjenligt at foreslå 120-dages bestemmelsengjort mere fleksibel, således at arbejdsgive-ren kunne få tid og mulighed for at overveje,om afskedigelsen nu også var den rigtige løs-ning. Udvalget foreslår derfor, at bestem-melsen gøres "rullende", d.v.s., at arbejds-giveren, uanset der er forløbet 120 sygedage,også senere vil kunne anvende det forkortedevarsel, når blot funktionæren er syg på tids-punktet for afgivelsen af opsigelsesvarslet,og funktionæren mindst har haft 120 sygeda-ge indenfor 12 måneder i rækkefølge.

Udvalget har endvidere fundet det urime-ligt, at funktionærer, der har været ansat i enlang årrække hos den samme arbejdsgiver,skulle kunne afskediges med en måneds var-sel, fordi de kom ind i en sygdomsperiode aflængere varighed (120 dage i løbet af 12 må-neder).

Udvalget foreslår derfor, at længden afdet forkortede opsigelsesvarsel gøres afhæn-gig af ansættelsestiden i virksomheden.

På baggrund af en henvendelse fra Tek-nisk Landsforbund, der foreslår, at § 5, stk.2, ændres, således at sygdom forårsaget af enarbejdsskade ikke kan være lovlig grund tilafskedigelse, har arbejdsministeriet i skrivel-se af 15. oktober 1982 (bilag 9) til udvalget,anmodet udvalget om at lade det rejstespørgsmål indgå i overvejelserne om en even-tuel ændring af § 5.

Lønmodtagerrepræsentanterne har tidlige-re foreslået indføjet en bestemmelse om, atdet forkortede opsigelsesvarsel dog ikke skalkunne benyttes, såfremt uarbejdsdygtighe-den skyldes en arbejdsskade, og er såledesenig i Teknisk Landsforbunds forslag. Ar-bejdsgiversiden kan ikke tilslutte sig detteforslag, og udvalget har på grund af mang-lende enighed ikke fremsat forslag herom.

Endelig har udvalget drøftet de problemerog urimeligheder, der kan opstå, når enfunktionær tilkendes invalidepension eller

23

førtidspension og dermed i en periode får bå-de sygeløn i opsigelsesperioden samt pen-sion. Det er udvalgets opfattelse, at der eftergældende ret vil være en ret for arbejdsgive-ren til at modregne invalidepensionsydelsenm.v. i sygelønnen, men for at undgå retstvi-ster om spørgsmålet, har udvalget foreslåeten ny bestemmelse i § 5, hvorefter opsigelses-varsel skal betragtes som afgivet af arbejds-giveren på tidspunktet for pensionsansøgnin-gen, såfremt denne imødekommes. Der hen-vises i øvrigt til forslagets § 5, stk. 5, og til-hørende bemærkninger.

Lønmodtagersidens repræsentanter harforeslået indføjet en bestemmelse om, atsamtlige lægeerklæringer, d.v.s. også lægeer-klæringer efter § 5, stk. 2, - skal betales afarbejdsgiveren.

Arbejdsgiversidens repræsentanter gør idenne forbindelse gældende, at lægeattestenudgør opfyldelsen af en forpligtelse, løn-modtageren har til at bevise årsagen til sitfravær, og at den herved skal ses som mody-delse til den ydede sygeløn. Det er på dennebaggrund urimeligt at pålægge arbejdsgive-ren forpligtelsen til at betale for erklærin-gen.

Udvalget har på grund af manglende enig-hed herefter ikke fundet grundlag for atfremsætte forslaget.

Endelig har lønmodtagersidens repræsen-tanter foreslået følgende ny bestemmelse:

"§ 5 a. Bliver funktionæren i en kortereperiode ude af stand til at udføre sit arbejde,anses dette fravær som lovligt forfald, hvor-efter funktionæren bevarer sine rettigheder ihenhold til ansættelsesaftalen, herunder kra-vet på vederlag.

Det er en betingelse, at arbejdsgiveren hur-tigst muligt underrettes om fraværet, og atdet på forlangende godtgøres, at fraværetvar funktionæren utilregneligt."

Lønmodtagersidens repræsentanter har iden forbindelse udtalt, at der ved bestemmel-sen er tale om en uddybning af den bestående§ 5, stk. 1, som med hensyn til "lovligt for-

fald" eksemplificerer dette begreb for så vidtangår sygdom.

Det er tanken med den foreslåede formule-ring at tydeliggøre begrebets virkeområde,således at det i overensstemmelse med sin op-rindelse kommer til at omfatte situationer,som ikke alene har sin årsag i funktionærenssygdom - men hvor tillige f. eks. vejrliget el-ler akutte ændringer i sædvanlige og nødven-dige transportfaciliteter forhindrer funktio-næren i fremmøde i overensstemmelse medansættelseskontrakten, eller hvor andre ude-frakommende begivenheder, som er uden forfunktionærens indflydelse, hindrer den på-gældende i at møde.

Det er en betingelse, at fraværet i denkonkrete situation bedømmes som "en kor-tere periode", samt at funktionæren med al-le rimelige midler har søgt at overvinde hin-dringen.

Det kan på forlangende kræves, at funk-tionæren godtgør, at fraværet var utilregne-ligt for funktionæren.

Konsekvensen af, at et forhold er omfattetaf bestemmelsen er, at der på tidlønsområderskal betales sædvanligt kontraktsmæssigtvederlag på samme måde, som tilfældet erfor sygdom, ligesom alle andre rettigheder ihenhold til loven for den periode, hvor der erlovligt forfald, bevares.

Arbejdsgiversidens repræsentanter mener,at de problemer, der søges løst gennem for-slaget, allerede i dag løses ud fra almindelige(uskrevne) misligholdelsesprincipper. Gen-nem en regel som den foreslåede mindskesimidlertid mulighederne for at nå til resulta-ter, hvorefter ansættelsesforholdet vil beva-res, men hvor lønnen under hensyn til fra-værets mindre velbegrundede karakter faldervæk. Arbejdsgiversiden finder ikke, at dom-stolenes muligheder for at finde fleksible løs-ninger i konkrete tilfælde, der dukker op,bør begrænses på denne måde.

Udvalget har på grund af manglende enig-hed herefter ikke fundet grundlag for atfremsætte forslaget.

24

Til §6

Udvalget har gennemgået bestemmelserne i §6, og i forbindelse hermed har lønmodtager-sidens repræsentanter på baggrund af be-stemmelsen i lov om barselorlov m.v. om op-tjening af anciennitet under fravær på grundaf barselorlov m.v. samt på baggrund af lige-behandlingslovens principper foreslået, atder indsættes en bestemmelse om optjening afanciennitet under indkaldelse til værnepligt.

Arbejdsgiversidens repræsentanter finder,at barselorlovslovens konsekvenser med hen-

syn til anciennitetserhvervelse er så uklare, atde ikke bør danne forbillede. Der henvisesherved til redegørelsen i Juristen og Økono-men, 1981, side 154. Konsekvenserne af lige-behandlingsloven må endvidere fastlæggesud fra anvendelse af denne lov og ikke ifunktionærloven.

Udvalget har herefter alene fremsat for-slag til ændringer i § 6, som i hovedsagen ud-gør en redaktionel omarbejdelse og tydelig-gørelse af gældende regler.

Til §7

Arbejdsministeriet afgav ved skrivelse af 19.maj 1972 til udvalget en fra socialministerietoversendt henvendelse af 27. april 1972 fraHK, der rejste spørgsmålet om en gravidfunktionærs muligheder for økonomisk støt-te, hvis hun på grund af graviditet er uar-bejdsdygtig under graviditetens første 6 må-neder.

Der var enighed i udvalget om, at spørgs-målet skulle løses via dagpengelovens regler,og udvalget bad derfor socialministeriet omen udtalelse over spørgsmålet.

Socialministeriet meddelte i skrivelse af21. februar 1973 (bilag 10) udvalget, at funk-tionærer, der er uarbejdsdygtige på grund afgraviditet tidligere end 8 uger før den forven-tede fødsel, efter praksis efter dagpengelo-ven kan oppebære dagpenge i følgende til-fælde:1) i de tilfælde hvor lægen har ordineret sen-

geleje, eller hvor der er tale om hospitals-indlæggelse,

2) i andre tilfælde efter et skøn. Herunderlægges især vægt på, om der foreligger læ-gelig dokumentation for, at tilstandenmedfører risiko for kvindens helbred ellerfor fostret.I disse tilfælde overtager det sociale udvalg

dagpengeforpligtelsen allerede fra den første

fraværsdag, og der er i denne situation altsåingen arbejdsgiverperiode.

Under fravær, der ikke omfattes af dennævnte praksis, ville der ikke kunne ydesdagpenge, og funktionæren ville i denne si-tuation alene kunne opnå hjælp i henhold tillov om offentlig forsorg (nu bistandslovensregler).

Ved lov nr. 233 af 4. juni 1980 om ændringaf lov om dagpenge ved sygdom eller fødseler der foretaget en ændring og udvidelse afadgangen til at få udbetalt dagpenge førfødslen. Ifølge lovens § 33, stk. 4 ( ændret til§ 33, stk. 5 ved lov nr. 572 af 7. december1983), kan en gravid kvinde under fravær fraarbejdet inden 4 uger før forventet fødsel -dvs. inden den normale graviditetsorlov kanpåbegyndes - oppebære dagpenge, når detefter en lægelig bedømmelse skønnes, at gra-viditeten har et sygeligt forløb, der vil med-føre risiko for kvindens helbred eller for fo-stret, såfremt kvinden fortsætter med at ar-bejde. Der kan også være ret til barseldag-penge før 4-ugers dagen, når kvindens gravi-ditet - på grund af offentligt fastsatte be-stemmelser - forhindrer hende i at varetagesit arbejde, og arbejdsgiveren ikke har til-budt hende anden beskæftigelse. Endelig kander være ret til barseldagpenge før 4-ugers

25

dagen i de situationer, hvor arbejdets særligekarakter medfører risiko for fostret.

Udvalget har herefter ikke fundet anled-ning til at tage dette spørgsmål op til yderli-gere drøftelse.

Den i ovenstående afsnit ad lovens § 5nævnte fælles henvendelse fra Dansk Ar-bejdsgiverforening og Landsorganisationen iDanmark af 7. september 1974 (bilag 8) inde-holdt - som tidligere nævnt - en indstilling tiludvalget om, at funktionærlovens § 7 blevændret, således at funktionæren får en ube-tinget ret til - uanset arbejdsdygtighed - atoppebære fuld løn under svangerskabet, menkun i 14 uger. Funktionærlovens øvrige be-stemmelser om graviditet skulle derefter fal-de væk.

Hovedorganisationerne begrundede for-slaget med, at funktionærloven ikke er sam-ordnet med dagpengeloven, og at ydelserneer placeret så forskelligt, at parterne vanske-ligt kan overskue deres forpligtelser hen-holdsvis rettigheder. Hovedorganisationernefandt endvidere, at en løsning mest hensigts-mæssigt kunne bringes i stand ved en æn-dring i funktionærloven og gav udtryk forden opfattelse, at den foreslåede ændring ik-ke kunne bevirke nogen væsentlig forrykkel-se af de samlede rettigheder efter den gæl-dende funktionærlov.

Spørgsmålet er klart endnu mere aktueltefter vedtagelsen af lov nr. 234 af 4. juni1980 om barselorlov m.v., der trådte i kraftsamtidig med ovenfor nævnte ændring afdagpengelovens regler om barseldagpenge.

En kvinde har efter disse love ret til dag-penge og ret til fravær fra arbejdet i 4 ugerfør fødslen til 14 uger efter fødslen. Denneret er ikke afhængig af arbejdsudygtighed.

Der er herudover en særlig ret til fravær itilfælde, hvor dagpengeloven giver ret tildagpenge, jfr. barselorlovsloven § 1, stk. 2,(ændret til § 1, stk. 3 ved lov nr. 573 af 7. de-cember 1983), der henviser til kap. 12 i dag-pengeloven.

Det fremgår af § 33 i kap. 12 i dagpenge-loven sammenholdt med barselorlovslovens

§ 1, stk. 2, ( ændret til § 1, stk. 3 ved lov nr.573 af 7. december 1983), at adoptanten harret til dagpenge og ret til fravær fra arbejdeti 14 uger efter modtagelsen af barnet.

Endvidere har en person, der er omfattetaf bestemmelserne om fravær ved barsel elleradoption, og som, i forbindelse med barnetsindlæggelse på hospital, genoptager arbejdetinden 14-ugers periodens udløb, ret til dag-penge og ret til fravær for den resterende pe-riode, hvis pågældende i forbindelse medbarnets udskrivelse på ny er fraværende.

Endelig er der en ret til fravær i periodeninden 4 uger før forventet fødsel i de situati-oner, der er nævnt i § 33, stk. 4, (ændret til§ 33, stk. 5 ved lov nr. 572 af 7. december1983) jfr. ovenfor.

I skrivelse af 28. oktober 1980 (bilag 11)har arbejdsministeriet endvidere anmodetudvalget om en udtalelse i anledning af enhenvendelse fra Landsorganisationen i Dan-mark, Funktionærernes og Tjenestemænde-nes Fællesråd, Foreningen af Arbejdsledere iDanmark og Akademikernes Centralorgani-sation med forslag om en ændring af funk-tionærlovens § 7, således at der tilvejebringesbedre overensstemmelse mellem lov om bar-selorlov m.v., lov om dagpenge ved sygdomeller fødsel og funktionærlovens § 7.

Udvalget har i skrivelse af 10. december1980 (bilag 12) svaret arbejdsministeriet, atudvalget, under hensyn til at det siddendeunderudvalg endnu ikke havde afsluttet sitarbejde, og de medlemmer af udvalget, derikke er medlem af underudvalget, derfor ik-ke havde haft mulighed for at kunne bedøm-me forslaget i sammenhæng, ikke fandt atkunne udtale sig på daværende tidspunkt.

Udvalget har indgående drøftet spørgsmå-let om harmonisering af funktionærlovens be-stemmelser med dagpengelovens og barselor-lovslovens regler, og udvalget har herefter ar-bejdet med et forslag, hvorefter arbejdsgive-ren - forudsat behørig underretning - skullebetale fuld løn til funktionæren i forbindelsemed graviditet, barsel og adoption i tilsvaren-de periode, som funktionæren har ret til dag-

26

penge, d.v.s. i almindelighed i 4 uger førfødslen og indtil 14 uger efter fødslen.

Dette forslag kunne der i princippet skabesenighed om i udvalget. Spørgsmålet om har-monisering af funktionærlovens regler meddagpengelovens og barselorlovslovens be-stemmelser er imidlertid blevet yderligere ak-tualiseret efter vedtagelsen af lov nr. 572 af7. december 1983 om ændring af lov om dag-penge ved sygdom eller fødsel og lov nr. 573af 7. december 1983 om ændring af lov ombarselsorlov m.v.

Herefter har en kvindelig lønmodtagerfortsat ret til fravær fra arbejdet og ret tildagpenge på grund af graviditet og barsel fradet tidspunkt, hvor der skønnes at være 4uger til fødslen. I særlige tilfælde kan der væ-re ret til fravær og dagpenge før 4 uger førforventet fødsel, f.eks. ved sygeligt forløben-de graviditeter, og når offentligt fastsatte be-stemmelser hindrer arbejdets udførelsejfr.beskrivelsen ovenfor.

I henhold til de seneste lovændringer harforældrene fra 1. juli 1984 ret til dagpenge ogret til fravær i tilsammen indtil 20 uger efterfødslen (fra 1. juli 1985 - 24 uger). Faderenhar dog først ret til dagpenge og fravær efterden 14. uge efter fødslen. Kun én af foræl-drene ad gangen kan være fraværende ogmodtage dagpenge. For adoptanter er dersket en tilsvarende forlængelse af dagpenge-perioden og fraværsretten.

Endvidere har barnets fader ret til dagpen-ge og fravær i indtil 2 uger i forbindelse medbarnets fødsel eller modtagelse i hjemmet.Bestemmelsen omfatter også adoptionsfor-hold.

Endvidere er der indført en ekstraordinærret til dagpenge og fravær af indtil 3 måne-ders varighed til barnets moder, hvis barnetpå grund af for tidlig fødsel eller lav fødsels-vægt indlægges på sygehus i forlængelse affødslen, og moderen ikke genoptager arbej-det.

Arbejdsministeriet har i skrivelse af 10.februar 1984 (bilag 3) til udvalget fremsendten skrivelse af 21. november 1983 (bilag 3a)

fra Dansk Arbejdsgiverforening til folketin-gets socialudvalg om ophævelse af funktio-nærlovens § 7 på baggrund af de ændredebarselregler, samt arbejdsministeriets kom-mentarer hertil af 29. november 1983 (bilag3b) med anmodning om, at lade de frem-komne synspunkter indgå i udvalgets over-vejelser, således at udvalgets indstilling fore-ligger inden udgangen af maj måned 1984.

Arbejdsgiversidens repræsentanter vil ikkekunne gå ind for fuld-løn-ordninger i den nustærkt udvidede barselorlovsperiode og erenige om at foreslå, at § 7 ophæves, idetspørgsmålet om retten til fravær og økono-miske ydelser efter arbejdsgiversidens opfat-telse bedst kan løses gennem de eksisterenderegler i dagpengeloven og barselorlovsloven.Det er opfattelsen, at det vil medføre uover-skuelige forståelsesmæssige og praktiskeproblemer at opretholde § 7 sideordnet medde nye regler.

Lønmodtagersiden fastholder, at der efterde senest stedfundne ændringer i dagpenge-lov og barselorlovslov skal betales fuld løn tilfunktionæren i forbindelse med fravær vedgraviditet, barsel og adoption i samme perio-de, som dagpengeloven giver ret til dagpen-ge. Den foreslåede tekst til § 7 vil på en ligeså tilfredsstillende måde som arbejdsgiversi-dens synspunkter skabe klarhed i retstilstan-den. Lønmodtagersiden har redegjort for si-ne synspunkter i skrivelse af 4. april 1984(bilag 3c) til folketingets socialudvalg.

Udvalget har på grund af manglende enig-hed ikke fremsat forslag om ændring af § 7.

Udvalget har endelig drøftet en henvendel-se fra arbejdsministeriet af 8. november 1976(bilag 13), hvor arbejdsministeriet anmodedeudvalget om en udtalelse om, hvorvidt der ifunktionærloven bør optages en bestemmel-se om ret til fravær fra arbejdet i forbindelsemed adoption og i bekræftende fald, om ensådan ret bør forbindes med ret til delvis løni fraværsperioden.

Anmodningen udsprang af et løfte, somarbejdsministeren afgav i besvarelse af 28.oktober 1976 af et spørgsmål fra folketings-

27

medlem Inge Krogh til arbejdsministerenvedrørende ændring af funktionærloven, så-ledes at adoptanter i en periode kan opnå rettil halv løn svarende til funktionærlovens §7, stk. 2.

Efter arbejdsgiversidens opfattelse vil det-te spørgsmål være løst ved at ophæve § 7.

Lønmodtagersiden henviser til, at deresforslag til § 7 indebærer fuld løn også tiladoptanter.

Til § 8

Baggrunden for indførelse af regler om efter-løn i funktionærloven var den efterlønsord-ning, der i sin tid var gældende på tjeneste-mandsområdet. Tjenestemandsreglerne blevændret således, at disse også kom til at om-fatte kvindelige tjenestemænds efterladte,hvilket var baggrunden for ændringen i § 8 ifunktionærloven i 1971, hvor der blev gen-nemført en ligestilling for mandlige og kvin-delige funktionærers efterladte.

Tjenestemandsreglerne om efterindtægt erpåny ændret således, at retten til efterind-tægt normalt omfatter et tidsrum af 3 måne-der efter dødsfaldet, og der er ligeledes gen-nemført en ordning, hvorefter boet efter entjenestemand er berettiget til efterindtægt,såfremt denne ikke på anden vis kommer tiludbetaling.

Da det var de oprindelige tjenestemands-regler, der dannede baggrund for bestemmel-serne i funktionærloven om efterløn, harlønmodtagersidens repræsentanter krævetindførelse af tilsvarende regler som på tjene-stemandsområdet.

Arbejdsgiversidens repræsentanter harderimod ikke kunnet anerkende, at der ernogen anledning til at følge reglerne på tjene-stemandsområdet, idet disse regler ikke hvi-ler på en begrundelse, der tillige har gyldig-hed for funktionærer. § 8 indeholder en be-tryggelse i forsørgelsesmæssigt øjemed, ogder er ingen anledning til at påføre arbejds-giveren en udgift, som alene kommer boettilgode, når der ingen efterlevende er, somopfylder den nuværende lovs betingelser.

Udvalget har endvidere på forslag fra løn-

modtagersidens repræsentanter drøftet mu-lighederne for at definere personkredsen om-kring "papirløse ægteskaber", fordi papirlø-se samlivsforhold har taget et vældigt op-sving i de senere år, og de intentioner, derligger bag begrebet efterløn, lige fuldt gælderved et papirløst forhold. Ved samlivsforholdtænkes der derfor på forhold, hvor der er af-talt eller etableret en gensidig forsørgelses-pligt.

Arbejdsgiversidens repræsentanter harimidlertid ikke ment det muligt at definerepersonkredsene så klart, at det er gennem-skueligt for arbejdsgiverne, hvem der vil væ-re omfattet af retten til efterløn. Allerede afden grund kan man ikke gå ind for forslagetom, at retten til efterløn udstrækkes til pa-pirløse samlivsforhold.

De private arbejdsgiveres repræsentanterhar foreslået, at retten til efterløn falder væki de tilfælde, hvor der med betaling fra ar-bejdsgiverside er etableret en gruppelivsord-ning til fordel for de efterlevende.

Lønmodtagersiden tager afstand fra detteforslag.

Sammenfattende har lønmodtagersidensrepræsentanter foreslået følgende ny formu-lering af § 8:

"§ 8. Dør en funktionær i ansættelsesti-den, tilkommer der funktionærens ægtefælleeller børn under 18 år, overfor hvem funk-tionæren har forsørgelsespligt, 3 månedersløn, når funktionæren ved dødsfaldet havdekrav på et opsigelsesvarsel i henhold til § 2 på3 måneder og derover.

Stk. 2. Såfremt funktionæren ikke efterla-

28

der sig ægtefælle eller børn under 18 år, skalden i stk. 1 nævnte løn udbetales til samle-ver.

Stk. 3. Såfremt den i stk. 1 nævnte løn ik-ke kommer til udbetaling i henhold til stk. 1eller 2, tilfalder lønnen funktiona;rens bo."

Som ovenfor nævnt kan arbejdsgiversi-dens repræsentanter ikke tiltræde forslaget,og udvalget har derfor på grund af manglen-de enighed ikke fundet grundlag for at frem-sætte forslag til ændring af § 8.

Udvalget har endvidere drøftet indplace-ringen af krav på efterløn i konkursordenen.Der er enighed om, at kravet på efterløn børvære sikret privilegium, men udvalget menerikke, at dette bør tages op i funktionærlo-vens regie. Udvalget finder derfor anledningtil at henlede opmærksomheden på ønskelig-heden af, at konkurslovens § 95 tydeliggøres,således at de nævnte efterlønskrav medtagesi opregningen af privilegerede krav.

Til § 9

Udvalget har gennemgået bestemmelserne i §9 og har foreslået en redaktionel tydeliggø-relse.

Der er i udvalget enighed om fastlæggelseaf den ydelse, der tilkommer en funktionær,der modtager vederlag i form af tantieme,gratiale eller lignende, og som fratræder sinstilling inden udløbet af den periode, hansvederlag dækker. Dette forslag svarer i prin-cippet til den nugældende § 17a.

Endelig foreslås en regulering af arbejds-giverens adgang til at modregne i funktionæ-rens vederlag.

Herudover har udvalget drøftet de bestem-melser, der tager sigte på at fastlægge ram-merne for den kompensation for indtægts-bortfald, som en arbejdsgiver skal betale enfunktionær, der i visse situationer hindres iat udøve sin virksomhed.

De private arbejdsgiveres repræsentanter

finder, at det bør præciseres, at de i § 9, stk.3 nævnte ydelser for alle funktionærer skaludregnes på grundlag af funktionærens sæd-vanlige vederlag eller sædvanlige å contoud-betalinger.

Lønmodtagersiden er af den opfattelse, atydelserne skal udregnes på grundlag af denindtægt, funktionæren antagelig ville haveoppebåret....

Da provisionslønnede stort set ikke fore-kommer i det offentlige, ønsker de offentligearbejdsgivere ikke at udtale sig nærmere omaflønningen, men ønsker blot at understrege,at der ikke må kunne analogiseres fra eteventuelt særligt indtægtsbegreb for provi-sionslønnede til andre funktionærer.

Udvalget har på grund af manglende enig-hed ikke fremsat forslag om ændring af § 9,stk. 3.

Til § 11

Lønmodtagersidens repræsentanter foreslår,at de i § 10 omhandlede mæglingsmænd alleskal beskikkes af Arbejdsretten.

Arbejdsgiversidens repræsentanter er eni-ge heri.

Udvalget har i overensstemmelse hermedudarbejdet forslag til ændring af § 11 med be-mærkninger, hvortil der henvises.

29

Til § 15

Udvalget har foreslået en ændring af bestem-melsen i § 15 om funktionærens ret til at va-retage hverv udenfor tjenesten, således at det

bl.a. tydeliggøres, at bestemmelsen omhand-ler såvel lønnet som ulønnet beskæftigelse.

Til § 18

Udvalget har på baggrund af opfordring fralønmodtagersidens repræsentanter indgåen-de drøftet en ændring af lovens § 18 medhenblik på at imødegå urimelige resultaterfor begge parter. Lønmodtagersiden - dersom udgangspunkt har gjort gældende, atadgangen til at indføje konkurrenceklausulerbør forbydes - har i den forbindelse påpeget,at praksis viser, at konkurrenceklausuler imeget vidt omfang virker som stavnsbindingfor funktionærer, ligesom der i løbende an-sættelsesforhold har været set eksempler på,at arbejdsgivere under trussel om afskedigel-se har tvunget funktionærer til at indgå påurimelige konkurrenceklausuler. Lønmodta-gersiden har samtidig gjort gældende, atmarkedsføringslovens regler beskytter ar-bejdsgivere mod at blive udsat for illoyalkonkurrence fra en tidligere ansat funktio-nær.

Som et alternativ til et forbud mod kon-kurrenceklausuler foreslår lønmodtagersi-den, at der under alle omstændigheder skalbetales vederlag til funktionæren for påtagel-

se af en konkurrenceklausul, ligesom en kon-kurrenceklausul ikke skal kunne gøres gæl-dende i en aftalt prøvetidsperiode.

Endvidere foreslås, at såfremt en påtagetkonkurrenceklausul tilsidesættes helt ellerdelvist, skal det kunne pålægges arbejdsgive-ren at betale erstatning efter de almindeligeerstatningsregler.

De private arbejdsgiveres repræsentanterbemærker, at forpligtelsen kun er bindendefor funktionæren i den udstrækning, hvoriden måtte være nødvendig for at beskytte ar-bejdsgiverens interesser, jfr. aftaleloven §§36 + 38. Det er herefter de private arbejds-giveres opfattelse, at der kun