u f a nnnnnnnnn •fa • • • •

1765

M U S I K S E L S K A B E T

•

• • • •

1915 • • • • • • • •

• • • • • • • • • J . D . B E Y E R S B O K T R Y K K E R I

C. Rabes Konsertbureau

•

li i Konseripafæet

T i r s d a g 1 9 . O k t o b e r K l . 8

Medvirkende: Fro Elisabeth Hals-Andersen, Magda Blanc, Ingolf Schjett,

Harald Heide, Yiolinisten Leif Halvorsen, Skuespiller Karl Bergmann, Ragnvald Bjarne. Stort Orkester. Et Mandskor, 150 Mand.

• •

P R O G R A M P R O L O G af A . P. , fremsiges af Karl Bergmann.

1. Joseph Haydn: Konsert for Klaver, D-dur, Op. 21. Akk. af lidet Orkester.

Vivace — Larghetto — Allegro assai. Solist: Fru Hals-Andersen.

2. Ole Bull: a) Sæterbesøget . — „ — b) Polacca guerriera.

Violin med Orkester. Solist: Leif Halvorsen.

3. a) Per Reidarson: Norsk Rhapsodi. b) Sverre Jordan: Groteske. c) Gerhard Schjeldrup: Solopgang, af Op. „Offer-

ilden". Stort Orkester.

Dirigent: Hr. Harald Heide.

4. a) Edvard Grieg: „Bergliot", Digt af Bjørnstjerne Bjørnson.

Fremsiges af Fru Magda Blanc ni. Orkester.

b) — „ — Landkjending. Stort Kor og Orkester.

Dirigent: Ingolf Sehjøtt. Solist: Ragnvald Bjarne.

na

Flygel Brodr. Hals (Askitdsens Pianolager).

• • • • • • • • • • • • • • • • • •

Lan dkjen ding. Og det var Olav Trygvason, stævnet over Nordsjø fram op mot sit unge kongerike, som ikke vented ham. Fik han saa første synet: »hva er dette for mur i havhrynet?*

Og det var Olaa Trygvason, landet syntes ganske stængt. alle hans unge kongelængsler

føltes mot klippen sprængt, indtil en skald opdaget hvite kupler og spir i skylaget.

Og det var Olav Trygvason, syntes han med engang saa graasprængte gamle tempelmure, snehvite hvcelv derpaa. Længtes han da saa saare med sin unge tro staa indenfore.

Landet sig aapnet. vaar der var, durende av fossebrus, stormveir og havdøn rundt omkring dem scelsom var skogens sus. Orgler og klokker hørtes, Kongen saa sig om, Kongen henførtes:

»Her er grunnen funnen, funnen, tempelhvælvet trodser helved! Aanden bæver, hjertet fyldes, her den største kun kan hyldes! Gid min tro staa stærk som grunnen, stige ren som jøkelrunnen, aanden naa naturens højde, fyldt av ham, som sammenføyde!

Bj. Bjørnsou.

Joseph Haydn: „SRafoelsen" (Komponeret 1796—1798).

Oratorium til tekst af Lindley indrettet efter Miltons „Det tabte Paradis".

Iste del. (Englene Gabriel (sopran), Uriel (tenor), Raphael (bas), kor af engle).

a. Indledning. Orkesterspil som frem­stiller kaos.

b. Den første dag.

Raphael (recit.): I begyndelsen skabte Gud himmel og

jord , og jorden var uden form og tom; og mørke var der over afgrundsdybet.

Kor: Og Guds aand svævede over våndenes

flade. Da sa Gud: »Der blive lys!« Og der blev lys.

Uriel ( r ec i t ) : Og Gud saa lyset, at det var godt;

og Gud skilte lyset fra mørket.

Uriel (arie med kor ) : Nu svinder for den hellige straale det

sorte mørkes grufulde skygger; den første dag fremstaar. Forvirr ing viger og orden nu opstaar. I rædsel flygter helveds aande-h æ r i afgrundsdybet ned t i l den evige nat. (Kor ) . Fortvivlelse, skræk og raseri ledsa­ger deres flugt. Og se en verden ny frem­staar paa Herrens bud.

c. Den anden dag,

Raphael (recit.): Og Gud gjorde en hvælving og skilte

mellem våndet som er under hvælvingen og mellem våndet som er over hvælvingen, — og det skedde saa. Da hylte heftig brusende

storme; som halm for vinden flygtede skyerne, himl en furedes af lyn, og uheld-svanger lød tordenens skrald. Af floden steg paa hans bud den vederkvægenderegn, —• den ødelæggende byge, — den lette dunede sne.

Gabriel og kor: (Solo) Med undren ser himlens glade

englehær det nyskabte underværk, og lydt fra deres struber klin­ger vor skabers pris i lovsang over anden dags skaberværk.

( K o r ) Og lydt fra deres struber klinger vor skabers pris i lovsang over anden dags skaberværk; og lydt nu toner tak og pris i lovsang over anden dags skaberværk.

d. Den tredie dag.

Raphael (recit.): Og Gud sa: »Lad våndet under him­

melen samle sig t i l et sted, og lad det tørre land komme frem!« Og det skedde saa. Og Gud kaldte det tørre land: jord, og våndets samling kaldte han: hav, og Gud saa at det var godt.

Raphael (arie): Med skumhvide bølgetoppe vælter havet

sig frem. Høider og klipper bl ir synlig og tjeldets tinder rager op; og gjennem vid­strakt slette den brede elv sig snor og bug-ter. Sagte rusler — mumlende i stille dal — den klare bæk.

Gabriel (recit.): Og Gud sa: »Jorden skal frembringe

g r æ s , urter som give sæd, og f rugt t rær som bærer frugt af alskens slags, — som have frø i sig selv paa jorden!« — Og det skedde saa.

Gabriel (arie): T i l fryd for øiet breder marken nu sit

grønne tæppe ud, og blomsters brogede mængde forhøier denne øiens!yst. Her duf­ter balsam fra urter og grønt , her lægedom findes for saar. Og grenene tynges af gyldne frugters v æ g t ; her hvælver hegnet t i l kjølig skygge sig, og frodig skog beklæ-der steile fjeld.

Uriel (recit.): Og de himmelske skarer forkyndte den

tredie dag, syngende Guds pris :

Kor: Stem alle strenge, ja, grib t i l lyren!

Lad eders lovsang kraftig klinge! Nu t i l ­jubler Herren den mægtige Gud! Thi han har smykket himlen og jorden med herligste pragt.

e. Den fjerde dag.

Uriel (recit.): Og Gud sa: »Der blive lys paa him­

lens hvælving t i l at skille mellem dag og nat og for at give lys t i l jorden, og det skal være t i l tegn for tiden og for dage og for aar l« Han skabte ogsaa stjerner.

Uriel (recit.): I gylden glans stiger straalende nu

solen op; som en overlykkelig brudgom, som en kjæmpe stolt og glad begynder den sin bane. I sagte flugt, med bleg og dæmpet lysning glider maanen gjennem nattens store stilhed. Og himlens vide hvælving er oversaad med tusind funklende stjerner; og prisende hans magt forkynder nu Guds englehær med himmelsk sang den fjerde dag saaledes:

Gabriel, Uriel, Raphael og kor: Se himlen forkynder Herrens ære og firmamentet viser os hans skaberværk. T i l dagen som kommer siger det dagen, t i l natten som svinder siger det natten. T i l hele verden udgaar ordet, ingen tunge fremmed, hvert et øre kjendt.

P a u s e .

2den del. (Englene Gabriel (sopran), Uriel (tenor), Raphael (bas), kor af engle).

f. Den femte dag.

Gabriel (recit.): Og Gud sa: » Våndet skal udgivemang­

foldige dyr, rørl ige skabninger som have liv, og fugle som flyve over jorden under himlens store hvælvingU

Gabriel (arie): Paa s tærke vinger ørnen sig svinger

stolt, og skjærer luften i hastig flugt mod solen op. En lærke hilser morgnen med sang. Om kjærlighed kurrer ømt et due-par. Fra hver en busk og gren lar natter­galen sine triller lyde; endnu ei dens hjerte havde mødt sorgen, endnu ei dens sang t i l klage var stemt.

Raphael (recit.): Og Gud skabte store hvalfiske og alle

levende dyr som rører sig, og Gud velsig­nede dem og sa: «Vorder alle frugtbar og formerer Jer! I fugle under himlen, for­merer Jer og syng fra hver en gren, for­

merer Jer I havets beboere, fyld alle havets dyb! Vorder frugtbar, mangfoldig, forme­rer Jer, og glæder Jer i Eders Gud!«

Raphael (recit.): Og englene rørte sine udødelige harper,

og priste Gud og sang om den femte dags under.

Gabriel, Uriel, Raphael og kor: Med nysudsprunget løv i nyfødt ynde staar de bølgende bakker der. Fra deres aarer sprudler flydende krystal — den kjølende, klare bæk. I lystig leg nu tumler sig under himlens tag den muntre fugleflok. Og fjærdragtens pragt faar øget farveglans af solens varme guid. Rundt om i våndets kolde dyb der store stimer fisk sig snor. Fra verdens-havets bund vælter sig Leviathan paa skum­mende bølger frem. Hvor stort er dog Dit værk, o Gud! Hvem kan det vel forståa! Vor Gud er stor, og stor hans magt, og herlig er hans navn!

g. Den gjette dag.

Ratphael (recit.): Og Gud sa: >Jorden skal frembringe

levende dyr efter sit slags; kvæg og ormer og vilde dyr paa jorden efter sit slags!»

Raphael (recit.): Straks aabner jorden sit skjød og føder

paa Herrens bud utallige jordens dyr i al­skens form og tal. A f glæde brølende staar løven der. Her smyger sig tigeren listig frem. Sit takkede hoved hæver den rappe hjort. Med flyvende manke springer og vrinsker i overmod den edle hest. I hjor­der samlet paa markens grønne tæppe g ræsse r kvæget alt. Paa alle beiter der møder man det uldne, snilde faar. Og som en støvsky breder sig insekters talrige h æ r . I lange bugter snor paa jorden sig alskens kryb.

Raphael (arie): I pragtfuld glans nu straaler himlen;

nu pranger jorden i yppig skønhed. I luf­ten tumler vingede skarer, i våndet yrer fiskenes vrimmel; og jorden tynges af stor-dyrs vægt . Endnu var dog ei alt fuldendt. En skabning savnede man her som kunne fatte Herrens værk, og Herrens godhed tak-nemlig prise.

Uriel (recit .): Og Gud skabte mennesket i sit billede,

i Guds billede skabte han det, mand og kvinde skabte han dem; og livets aande blæste han ind i dets ansigt, og mennesket blev t i l levende sjæle.

Uriel (arie): Med skjønhed, mod begavet, med vær-

dighed og styrke, høireist imod himlen staar mennesket, en mand og konge i naturen. Det brede høie pandehvælv forkynder vis­doms tankedyb, fra blikket straaler sjæl og aand, den gudegave fra det høieste. Og t i l hans bryst sig smyger — for ham og af ham skabt, hans mage skjøn og yndefuld. I munter uskyld tilsmiler hun — det vaa-rens herlige billed — ham kjærlighed, lykke og salighed.

Raphael (recit.): Og Gud saa hver ting som han havde

gjort ; alt var saare godt, og det himmelske kor feirede den sjette dags slut med jub­lende sang.

Gabriel, Uriel, Raphael og kor: Fuldendt er nu det store værk, vor ska-ber ser det og glæder sig. Vor glæde tone høit. T i l Herrens pris vi synge nu. T i l Dig , o Gud! ser alt nu op, om føde beder alle Dig . Du aabner kun din haand og alle blive mættede. Men ven-

. der Du Di t ansigt bort, da bæver alt i gru og angst; og stanser Du hjærte ts slag, t i l støv forfalder de. Men indgir Du dem livets pust, da spirer livet atter frem. A f kraft og ynde fremtrær for­ynget saa vor jord. Fuldendt er nu det store værk, t i l Herrens pris v i synge

nu. (Dobbelfuga). Alle priser hans navn thi han alene er almægtig. Halleluja!

P a u s e .

3die del. (Adam (bas), Eva (sopran), Uriel (tenor) og kor a f engle).

h. Scener i Paradiset. (Det første menneskepar i Guds tjeneste).

Uriel (recit.): Af rosenskyer frembryder vækket nu af

herlig klang en morgen ung og skjøn. Fra himlens hvælving strømmer saa ren en har­moni t i l jorden ned. Betragt det salige par, som haand i haand nu gaar. Fra deres blikke straaler følelse af tak saa inderlig. Og nu istemmer de en lovsang t i l vor Gud. Lad ogsaa os nu synge med dem t i l Herrens pris.

Adam, Eva og kor: Ai din naades godhed, o Herre Gud, er jord og himmel fuld. Denne verden saa stor, saa vidunderlig er Dine hænders værk. Velsignet være Herrens magt! Hans pris skal tone i evighed! O lysets stjerne, o hvor skjønt forkynder du da­gens komme! Og du, o sol, du verdens­altets øie og sjæl, hvor smykker du da­gen! For tæl paa eders vide bane om Herrens magt og syng hans pris! Og du, o st jernehær, du nattens gyldne pryd og trøst, forkynd al verden hans pris i eders glade sang. I elementer hvis kraft

fornyer alle former I hvis dunst og taage vinden samler, spreder og fordri­ver: Lovsynger Herren vor Gud! Stort er hans navn og stor hans magt. I bække smaa, o nyn hans pris, I stor-t r æ r bøier eders kroner! I planter, duft dog! blomster udaand vellugt t i l hans ære og pris! I dyr som i høifjeldsegne lever, og I som kryber lavt, I hvis vin­ger kløver luften, og I i våndets dyb, — I dyr, kom lover alle Gud! Lovpris ham I som har aande faat! I mørke hegn, I fjeld og dale, I vidner t i l vor tak, — i gjenlyde skal I sent og t idl ig af vor takkesang. H i l Dig , o Gud! o skaber, h i l ! Se verden fremstod paa Di t bud. Dig tilber jord og himmel, v i love dig i evighed.

Adam, Eva ( r ec i t ) : Adam: Nu er den første pligt opfyldt; vor skaber har v i sagt tak. Nu følg mig du min livsledsagerinde! Jeg fører dig, og hvert et skridt ny glæde vækker i mit bryst, viser undre hvor v i gaar. Erkjende skal du da, — hvad for uende­l ig lykke vor Gud har os tiltænkt, —• hvad pris tilkommer ham, — hvad hjerte og sjæl ham skylder. Kom, kom følg mig du, jeg fører dig. (Eva:) O du, hvem jeg blev givet! min beskytter, mit værn , mit alt! Din vilje er min lov, saa har det Gud bestemt. A t lyde dig, er min glæde og min lyst.

Adam, Eva (duet): (Adam:) Elskede mage ved din side svinder timerne lykkelige hen. Hvert et

øieblik er lykke; ingen sorger gjør dem kummerfuld. (Eva:) Trofaste husbond! ved din side føler hjertet lutter glæde. D 'g jeg vier hele mit l iv, din kjærlighed er min løn. (Begge:) Elskede mage [Husbond!] Ved din side føler hjertet lutter glæde, — svinder timerne lykke­lige hen. D i g jeg vier hele mit l iv, din kjærlighed er min løn. Hvert et øieblik er lykke; ingen sorger gjør dem kummer­fuld. (Adam:) Den duggede morgen, o hvor opkvikker den! (Eva:) Og afte­nens kjølighed, o hvor forfrisker den!

(Adam:) Hvor læskende er de modne frug-C ters saft! (Eva:) Hvor yndig er de søde

blomsters duft! (Begge:) Dog udendig, hvad var mig da aftenens vind, morge-

. nens dug, frugtens saft, blomstens duft! Ved dig forhøies hver en glæde, med dig jeg nyder dobbelt alt, med dig blir livet lutter salighed, — dig, dig være livet

* viet! dig jeg giver alt!

Uriel (recit.): Lyksalige par! maa lykken stedse vare

og ei forspildes af ønsket om at eie mere end I har, og vide mere end I skal.

Kor:

Lovsyng Herren alle stemmer! Takker ham for alt hvad han for os har gjort! T i l hans ære lad nu tone pris i alle munde! (Dobbelfuga:) Vor Herres pris skal evig tone! Amen!

( 111111 ~>

C. RABES KONSERTBUREAU

vir

Første Konsert i Logen

Tirsdag 16. November Kl . 8 Dirigent: Hr. H a r a l d H e i d e

Solist: Hofsangerinde S i g n e R a p p e Ved Flygelet: Hr. Herber t Lunden Welden

O

P R O G R A M : 1. Beethoven : Eroica Synfonie.

a) Allegro con brio b) Marcia funebre (Adagio assai) c) Scherzo — Allegro vivace d) Finale — Allegro molto

Stort Orkester

2. a) A l f v e n : Sommardoftar b) —„— Skogen sofver c) L i l j e f o r s : Flickan kom ifrån sin alsklings mote

Fru Signe Rappe (med Orkester)

3. a) B e c k m a n : Vallpigelåt b) —„— Vinden c) M e l a r t i n : Marias vaggsång d) —„— Morgonsång af „H6ga visan"

Fru Signe Rappe

4. W a g n e r : Forspil til „Meistersinger" Stort Orkester

Flygel Brdr. Hals (Askildsens Pianolager)

J . D. Beyers boktrykkeri

Tekster o o

2. a) Sommardofter. Alfven.

Det dofter jasminer, det dofter ho, på sanden hvitnar akasiors sno, och hafssalt med flåktarne blandas. O, kunde jag gomma mig, dyka i hvar vålluktsbolja, som glider forbi, och inn i sjalen den andas.

Det ångar af regnvåt, solvarm jord, och luften strålar af milda ord, som smeka mig gladt om kinden. Det spannes et famntag af lycka och ljus från himmelens klarhet til jordens grus, omflaktadt af sommarvinden.

Det doftar reseda från grasets rand, och från de djuproda rosornas brand slå flammande vålluktslågor. Djupt inne från granskogens tysta barm pressas en vållukt, måttad och varm, som flyter med luftens vågor.

Det stiger mot himlen, det smalter ihop til et enda doftande gladjerop. O, at jag kunde det gomma, och dette ackord af rosor och ho, af hafsluft och solljus och blomstersno i vinterns skote tomma!

Ellen Lundberg.

2. b) Skogen sofver. Alfven.

Skogen sofver —. Strimman på fastet flämtar matt, dagen vakar i juninatt. Tystnat har nyss hennes muntra skratt,

redan hon sofver. Till hennes sida jag stum mig satt, kärleken vakar öfver sin skatt, kärleken vakar i juninatt.

Ernest Thiel.

2. c) Fl ickan kom ifrån sin ä l sk l ings m ö te .

Liljefors. Flickan kom ifrån sin älsklings möte, kom med röda händer. Modern sade: „Hvarav rodna dina händer, tlicka?" Flickan sade: „Jag har plockat rosor och på tornen stungit mina händer!"

Åter kom hon ifrån älskarns möte, kom med röda lappar. Modern sade: „Hvaraf rodna dina lappar, flicka?" Flickan sade: „Jag har ätit hallon, och med saften målat mina lappar."

Åter kom hon ifrån älskarns möte, kom med bleka kinder. Modern sade: „Hvaraf blekna dina kinder, flicka?" Flickan sade: „Red en graf, o moder. Göm mig dar och stall ett kors däröfver, och på korset rista som jag sager:

„En gang kom hon hem med röda händer, ty de rodnat mellan älskarns händer; en gang kom hon hem med röda lappar, ty de rodnat under älskarns lappar; senast kom hon hem med bleka kinder, ty de bleknat genom älskarns otro!"

Af „Idyl og Epigram." af Runeberg.

3. a) Val lpigelåt . Beckman.

1 stouva derhemma ä kvalmit å toungt å alla ä sura å pipia. I skogen der har en de trefsamt å loungt. Si köa di å inte lipia. 1 hult å i moar ja trallar å hoarr Kossötera, kossötera, kossötera, ko kom! Kolilla, kolilla, kol illa, ko, kom! Kolill kom, ko, kom, ko, kom! I skogen, der ä ja så glittrande gla, å gerna ja pusslar mä krettera. Ve gökens å klådras musik kan en va så gla som di stolleta gettera. I mark å i moar ja trallar å hoar: Kossöttera etc. . . .

3. b) Vinden. Beckman.

Mor! Kan du høre de klagende Støn? Det er kun Vinden der suser, min Søn. Aa Mor. Er det bare Vinden? Mor! Kan du høre det græder saa trist? Kun Vinden der rasler med Blad og med

Kvist. Aa Mor. Er det bare Vinden? Mor! Kan du høre de listende Trin? Jeg svarer dig Barn, det er Vind, kun Vind. Aa Mor. Men hvem er da Vinden? Du lange Dreng, kan du være saa dum, den kommer, den kommer fra det store

Rum. Aa Mor. Men hvem er da Vinden? Vinden, Vinden er Storm og Blæst! Spørg ikke mere, det sømmer sig bedst. Aa Mor. Jeg er saa angst for Vinden!

Helge Rode.

3. c) Marias Vaggsong. Melartin.

I aspens topp en susning gick af host. Bland bladen, gulnade och bjarta, Maria sjong med sorgtyngd rost for Jesusbarnet vid sitt hjarta.

„Sof sott du, som skall spira for smartornas skordedag, som plantorna angen sira for slåtterns lieslag.

Du vaxer for plågans aga och lidandets baska tukt, liksom for troskarns slaga det dignanda axets frukt.

Försmädelsens törnehufva du mognar bland hån och hot som vinstockens rodnande drufva fôr vinotramparens fot.

Sof sött, ty snart er det dager. Re'n stjärnorna flämte matt; och åter vår vandring drager mot målet, som Herren satt."

Af Oscar Levertins „Pd flykten till Egypti land".

3. d) Morgonsång ur „Höga visan". Melartin.

Statt upp, min älskade, min sköna, och kom! Ty vintern är forliden och regnets tid är förbi, och blomstren visa sig på marken; och sangens tid är kommen, och turturdufvans röst hörs i vårt land.

Statt upp, min ålskade, min sköna, och kom! På flkonträdet mogna baren, och vinstockarne stå i blom och sprida sin vällukt.

Min dufva! I klippans remnor, i klyf-tans gömsle visa mig ditt anlete, låt mig hora din stamma, ty din stämma är ljuf, och ditt anlete är tackt.

Min vän är min och jag er hans, dar han går i vall bland liljor.

Stat upp, min älskada, min sköna, och kom!

C. RABES KONSERTBUREAU

I w, HARMONIEN 1915-16

Anden Konsert i Logen

Tirsdag 7. December Kl . 8 Dirigent: Hr. H a r a l d H e i d e

Solist: Violinist J u l i u s R u t h s t r ö m Ved Flygelet: Fru Elisabeth Hals Andersen

O

P R O G R A M : 1. B r a h m s : Symphonie Nr. 1, C-moll, Op. 68 ,

Un poco sostenuto — Allegro Andante sostenuto Un poco Allegretto e grazioso Adagio — Piu Andante Allegro con non troppo, ma con brio

Stort Orkester

2. Jean Sibel ius: Konsert i D-moll for Violin med Orkester, Op. 47 Allegro moderato Adagio di molto Allegro ma non tanto

Hr. Julius Ruthström

3. a) E r k k i Melartin: Elegie b) Oskar Merikanto : Valse lente c) Wieniawski : Scherzo — Tarantella

Hr. Julius Ruthström

4. Wagner: Walkürenritt (af „Die Walküre"). Stort Orkester

Flygel Brdr. Hals (Askildsens Pianolager)

}. D. Beyers boktrykkeri

C. RABES KONSERTBUREAU

HARMONIEN 1915-16

Tredje Konsert i Konsertpalæet

Tirsdag 15. Februar Kl . 8

Dirigent: Hr. H a r a l d H e i d e

Solist: Hr. A n d e r s R a c h l e w

O

P R O G R A M :

I . Gerhard Schjelderup: Solopgang. (Efter Opfordring) Stort Orkester.

2. a) Rubinstein: Iste Sats af Klaverkonsert D-moll

b) Schubeit-Liszt: Wanderer Fantasi Med Orkester.

Hr. Anders Rachlew.

3. Smelana: Moldau. Symfonisk Digtning. Stort Orkester.

Flygel: Bechstein, Harloffs Flygel- og Pianolager.

|. D. Beyers boktrykkeri

C. RABES KONSERTBUREAU

v? HARMONIEN 1915-16

4 D E K O N S E R T I L O G E N TIRSDAG 14. MARTS KL. 8

KJER ULF-AFTEN Medvirkende:

F r u E L I S A B E T H H A L S A N D E R S E N , F r u INGA L U N D E , en Amatør , SCHJØTTS Damekor

og Haandverk- og Industriforeningens Sangforening m. fl.

O P R O G R A M :

1. a) I granskogen b) Barkarole c) Brudefærden i Hardanger

2. a) Friihlingslied (Op. 28, Nr. 5) b) Skizze (Op. 28, Nr. 2) c) Idylle (Op. 4, Nr. 2)

3. a) Lokkende toner b) Ved sundet c) Serenade ved 'Irandbredden

4. a b c d.

5. a b c

Mandskor

F r u Elisabeth Hals Andersen

Damekor a capella

Vildeste fugl Synnøves sang Av maanens sølverglød Ved sjøen Albumblad Hvile i skoven I søte bleke kinder Trubaduren

Barytonsolo og Damekor

Fru Inga Lunde

Blandet Kor a capella

Barytonsolo og Blandet Kor

Samtlige Kompositioner af Halfdan Kjerulf O

Flygel Brdr. Hals (Askildsens Pianolager)

I . D. Beyers boktrykkeri

-Tekister . 1 a. 1 granskogen.

I granskogen dybest inde min sorg vil et fristed finde. Der dufter det sødt, der mosset er blødt, der larmende røster svinde; dybt hvisker en sus derinde.

Og tankerne fare vide, mens skyerne tause skride, som over det blaa de sporløse gaa, saa timernes skygger glide. Min sjæl er paa flugt saa vide.

Ja, her jeg i skogens gjemme mig selv og min sorg kan glemme. Den ensomme gru her svaler min hu, hvor allivets suk faar stemme, der hvisker fra skogens gjemme.

I . Monrad,

1 b. Barkarole. Natten er saa stille, luften er saa klar, duggens perler trille, maanens straaler spille henad sjøens glar.

Bølgens melodier vugge hjertet ind; suk og klage tier; vindens pust befrier det betyngte sind.

I . L . Heiberg.

1 c. B r u d e f æ r d e n i Hardanger. Der aander en tindrende sommerluft varmt over Hardangerfjords vande, hvor høit op mot himlen i blaalig duft de mægtige tjelde stande. Det skinner fra bræ, det grønnes fra l i , sit helligdagsskrud staar egnen' klædt i ; t i se! over grønklare bølge hjem glider ot brudefølge.

Som en oldtidens kongedatter deilig og prud med guldkrone paa og skarlagen i stavnen hun sitter, den prægtige brud, saa fager som fjorden og dagen. Lyksalig den brudgom svinger sin hat, nu fører han hjem sin dyreste skat, og ser i de øine milde sit liv som et bryllupsgilde.

Saa drager de fremad med lystelig spil hen over den blinkende flade, og baat efter baat sig slutter dertil med bryllupsgjester saa glade. Det blaaner fra kløft, det skinner fra bræ, det dufter fra blomstrende apaltræ — ærværdig staar kirken paa tangen og signer m e d klokkeklangen.

A. Munch.

3 a. Lokkende toner.

Der fløi en fugl over granehei, som synger de kjendte sange. Den lokket mig ut fra slagen vei, og ind paa de skyggede gange. Jeg kom t i l skjulte kilder og tjern hvor elgene tørsten slukke; men fuglerøsten lød endnu fjern, som nyn mellem vindens sukke,

Tirr i l i tove! Langt bort i skove!

Jeg stod i birkenes* liøie sal, mens midsommerdagen helded ; der tindrede dug i dypen dal, det skinned som guid av fjeldet. Da bæved lunden, da lød det nær, som av en susende vinge, og grant jeg hørte fra fjeld og trær de lokkende toner klinge:

Tir r i l i tove !

Der fører en sti saa langt avsted t i l lien, hvor fuglen bygger, der stemmer den op bver sang, den ved, i dunkleste graneskygger. Men om jeg aldrig kan vinde did, jeg kjender dog lokkesangen, hvor sødt den kalder ved sommertid-nåar kvelden har dugget vangen.

Tirri l i tove! /. .s'. Welhaven.

3 b. Ved sundet.

Der hviled over øen saa skjert et maaneskin ; i bugten rulled sjøen sin sølvervove ind.

Ved sundet stod min ensomme hytte, og der er nøkkens krat ;

der var det min hu at vaake og lytte den ganske sommernat.

Det duftet og det dugged, det aanded over sund, og nattevinden vugged hver blomsteralv i blund.

Det var som en vinge av dun mig rørte og holdt mit øie t i l ,

mens al den dæmpede klang, jeg hørte, lød sødt som harpespil.

Min sjæl blev tryllebundet til denne milde bugt, og t i l hvert seil i sundet, og t i l de skyers flugt.

Jeg vandred siden saa t i t alene paa strand ved dypen strøm;

det nyrmed fra sjø, det hvisked fra grene, som minder av en drøm.

I . S. Welhaven.

3 c. Serenade ved strandbredden. Sangere n :

Hytten er lukket, natten er stille, lyset ei glimter bak vinduets glar. Bølger, mens let imot stranden I trille, ak, om I ville synge og spille, tonerne t i l hendes hjerte I bar!

B ø l g e m e : Sagtelig glidende henover strand

langsomt strømmende vil vi det drømmende

hjerte indlulle saa søtt, som vi kan. Sangeren :

Mon hun vil ane, hyllet i slummer ham, som har vækket den smigrende klang? Sværmende drømme hjertet nu rummer, smerter og kummer flyr og forstummer, liflige billeder skaper min sang.

B ø 1 g e r n e: Evigt omskiftende rytmer og gang

let og spøkende, billed forøkende

velte vi hen mot, ilen duftende vang. Sangeren :

Brændende længsel, smeltende klage flettes i bævende toner t i l krans. Huldt gjennem drømmenes rike de drage frem og tilbake, kjærligt forjage taaken, der dølger dig stjernernes glans.

B ø l g e r n e: Aapnende favnen saa smidig og glat

langt utrækkende, længsel opvækkende

hviske vi hende et saligt godnat. Chr. Winther.

4 a. Længse l . Vildeste fugl i flugt endnu fløi dog ikke som længsels hu, t id, kan du ikke ile ! Fra morgen og indtil morgengry, det er som at lide døden paa ny, aldrig kommer hvile! Der er ei over det vide hav, der er ei i den dunkle grav, og ei paa fjeld og ei i dal, der er ei nogen større kval end længsel!

Hjerte, mit hjerte, styr ikke saa, tanke, tanke hvorhen vil du gaa, drøm, du bruker t i l vinge! Det ved den lykke, som ved sig stor, at kval er mer end tomme ord, yndige lyd som klinger. Jo større lykke, jo større kval, som høiest fjeld og dypest dal, som dag og nat, saa er min hu ; mig tykkes at jeg bærer nu paa længsel!

Th. Kjerulf.

4 b. S y n n ø v e s sang.

Nu tak for alt ifra vi var smaa og lekte sammen i skog og lage. Jeg tænkte leken den skulle gaa op i de graanende dage.

Jeg tænkte leken den skulle gaa ut fra de løvede, lyse birke dit frem hvor Solbakkehuse slaa og til den rødmalte kirke.

Jeg sat og ventet saa mangen kveld og saa dit bort under graneheien ; men skygged gjorde det mørke fjeld, og du, du fandt ikke veien.

B. Bjørnson.

4 c. Av maanens sø lverg lød .

Av maanens sølverglød der randt en strøm i lunden, og vinden slummerbunden og stille taake fløt.

Og som ei mindste stråa, sig rørte, ei en ranke, saa hver en smertestanke i slummer dysset laa.

Ja, i en saadan stund dit billed klart sig maler, mig tykkes, at jeg taler med dig paa sjælens bund.

I salig samklang nu os kan ei skille rummet, god nat, en fred fornummet har, elskte, ogsaa du.

Em. Geibel.

4 d. Ved s jøen.

Hun gik langs med stranden saa ung omkring,

hun tænkte paa ingen verdens ting. Da kom der en maler og satte sig ned

ved sjøens bred, i skyggens fred,

lian maiede stranden og hende med.

Men sagtere gik hun om ham i ring, hun tænkte paa én, en eneste ting. Det var paa hans billede

hvor hun saa sig selv at staa

nedspeilet. i sjøen med hindens blaå.

Hun dreves, hun droges saa vidt omkring, hun tænkte paa alle verdens ting, — langt, langt over sjøen og dog saa nær

mot stranden her, mot manden der,

0 nei, hvad der kom for et solskin sveird B. Bjørnson.

5 a. Albumblad. Lundens blomsterklynger drømmer stille 1 sit sommerdunkle hjem. Maanen rører dem med straaler milde, men vil ikke vække dem.

Saa tør og min sangerbilsen drage, dæmpet, som paa drømmes vei, aande gjennem dine bloinsterdage, og mit nyn forstyrrer ei.

Hoffmann v. Fallersleben.

5 b. Hvile i skoven. I graneholtet ved middagstid, nåar sommersolen brænder, svæver en luftning hit og dit. og kjøler din pande, og er saa blid, som et vift av vinkende hænder.

Der er i den fagre ensomheds skjød lindrende ro at Alde; den bloinniede grund er fløjelsblød, og frisk og slummerbringende sød or granerues duft derinde.

Og hviler du der ved middagstid, • nåar sommersolen brænder, da svæver luftningen hit og dit, og kjøler din pande og er saa blid, som et vift av vinkende hænder.

Welhaven.

5 c. I sø te bleke kinder.

I søte, bleke kinder, I kjære øine tvende, du aasyns form der minder om kjærere hos hende, faar du vel aldrig bøiet og løst dig ut av rammen, og sagt, hvi alt er føiet t i l dette udtryk sammen. Ak, faar du aldrig mæle? Om du kun sige vilde, hvor hendes tanker dv;ele i denne time silde!

'/'//. Kjerulf.

5 d. Trubaduren.

En hal av grønne linde stod lunt ved borgens mur; t i l harpen sang derinde Bernart av Ventadour.

Han sang for a'die kvin der om hjertetz drøm og haab. der over liliekinder kan gyde rosendaab.

Han fik fra læber røde de søte smigerord, og hvite hænder strøde om harpen somrens flor.

Da kvad han blidt og sagte : »det var ei blomsters pragt, det var ei ros, der vakte de dype toners magt.

Men nåar jeg harpen stemmer, den hviler hjertet nær, og Trubaduren gjemmer en visnet rose der«.

Welhaven.