1

Syddansk Universitet Masteruddannelse i børne- og ungdomskultur, æstetiske læreprocesser og multimedier Eksamen i § 6, Masterafhandling Antal normalsider: 49,3 Maj 2010 Opgaven må offentliggøres og citeres

Oplevelser som råstof for leg –

Børnekultur mellem det apollinske og det dionysiske

Vejleder: Jørgen Gleerup Vibeke Møller Tillemann Eksamensnummer: 192138

2

INDHOLDSFORTEGNELSE

Indledning og problemformulering 3

1. Metode 5

1.1 Afgrænsning 6

2. Teoretiske begrebsafklaringer 7

2.1 Hvad er oplevelse? 7

2.2 Hvad er leg/legekultur? 9

2.3 Hvad karakteriserer praksisfællesskaber? 13

2.4 Hvad er æstetisk erfaring? 18

2.5 Hvad er det apollinske og det dionysiske? 21

2.6 Opsamling af teoretiske begreber 25

3. Empiriske beskrivelser 26

3.1 Feltarbejdet 26

3.2 Metodiske overvejelser 27

3.3 Etiske overvejelser 29

3.4 Præsentation af feltarbejdet 30

3.4.1 Drengenes tegnesession 32

2.4.2 Pigernes tegnesession 35

3.4.3 Uddrag af interviews med forældrene 38

Oscars forældre – Suzanne og Søren 38

Anders’ mor – Lene 40

Katrines forældre – Tanja og Flemming 41

3.5 Diskussion af feltobservationerne i et teoretisk perspektiv 43

4. Konklusion 47

3

5. Perspektiver for børnebiblioteket 50

Litteraturliste 53

English summary 56

BILAG:

Bilag 1: DVD med optagelser af tegnesessioner

Bilag 2: Interview med Suzanne og Søren, forældre til Oscar

Bilag 3: Interview med Tanja og Flemming, forældre til Katrine

Bilag 4: Interview med Lene, mor til Anders

4

Indledning og problemformulering

Denne masterafhandling har min faglige virkelighed som afsæt: det lokale

folkebibliotek og mere specifikt i børnebibliotekets indhold og opgaver.

Jeg har arbejdet i bibliotekets verden i godt 20 år, og lige nu ser jeg nogle tendenser på

det statslige niveau, der kan tolkes som en forskubning af bibliotekets kerneområder.

Fokus ser ud til at flytte sig fra oplevelse til læring, når man betragter de områder,

Styrelsen for Bibliotek og Medier giver puljemidler til: Lektiecaféer og læsekampagner,

blandt andet1. Biblioteket skal bakke op om skolens opgaver, men biblioteket har også

en rekreativ opgave.

I Biblioteksloven slås formålet for virksomheden fast i den første paragraf:

§ 1. Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder Internet og multimedier. 2

Biblioteksloven sidestiller altså kulturel aktivitet med oplysning og information, og

dermed er det en pligt for bibliotekerne at lave forskellige kulturelle arrangementer –

eller sagt på en anden måde: bibliotekerne skal også byde på gode oplevelser.

Dernæst præciseres det i § 3, at:

§ 3. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til, eventuelt i samarbejde med andre kommunalbestyrelser, at drive et folkebibliotek med afdelinger for børn og voksne. Kommunalbestyrelsen kan indgå overenskomst med en anden kommunalbestyrelse om hel eller delvis biblioteksbetjening.

Alle biblioteker skal rumme en særlig afdeling for børn, som har det samme formål som

resten af biblioteket, nemlig at oplyse, fremme uddannelse og lave kulturel aktivitet.

Med henblik på at diskutere indhold i børnebiblioteket, nedsatte daværende

kulturminister Brian Mikkelsen i 2006 et udvalg, der skulle belyse området, og i 2008

1 Se: www.bs.dk 2 Lov om Biblioteksvirksomhed 2000

5

kom udvalgets rapport ”Fremtidens biblioteksbetjening af børn”. Rapportens

hovedanbefalinger er anført som 10 bud, der taler om at udvikle kompetencer,

samarbejde med skolen og understøtte børns læring, være et tilbud på nettet, og som

noget overraskende skal biblioteket være et sted, hvor børn leger. Der er mange gode

tanker og intentioner i rapporten, men det undrede mig meget, at udvalget ikke i deres

anbefalinger nævner kulturelle oplevelser for børn – musik, film, børneteater,

værksteder.

Trods alt er biblioteket ikke blot den mest udbredte kulturinstitution i Danmark, den er

også meget ofte det eneste kulturtilbud til børn i en kommune, udover den kultur der

findes i idræts- og foreningslivet. Bibliotekerne er for mig et meget væsentligt sted,

fordi bibliotekerne ikke har til formål at være pædagogisk og didaktisk, men i stedet et

fritidssted for børns egen udvikling, læring, nysgerrighed, oplevelsestrang. Selv om der

i disse år kommer kulturhuse for børn eller kulturhuse med tilbud til børn såvel som til

voksne, er det ikke noget, der når så bredt ud som bibliotekerne, og de er heller ikke nær

så kendte af børn og forældre som bibliotekerne.

For mig er det en meget væsentlig dimension af børnebibliotekets virke at give børn

kulturoplevelser af kvalitet. Børn har sjældent mulighed for at komme til at opleve

børneteater i en lille kommune – medmindre biblioteket byder dem på det. Og jeg har

mange gange nydt børnenes totale fordybelse i en medrivende forestilling. Det bragte

mig til at stille mig selv den opgave at undersøge nærmere, hvad de æstetiske oplevelser

egentlig betyder i et liv – børns såvel som voksnes. Det er stor opgave og kan føre

meget vidt omkring, så det har været nødvendigt at fokusere mine undersøgelser af

hensyn til afhandlingens begrænsede omfang.

Jeg vil undersøge feltet ud fra følgende problemformulering:

Bruger børn kulturelle og kunstneriske udtryk som inspiration til deres lege og

narrative udtryk og kan dette i aflæses?

For at kunne svare på min problemformulering vil jeg definere følgende centrale

begreber, som jeg skal bruge i min senere bearbejdning af min indsamlede empiri:

6

• Hvad er oplevelser?

• Hvad er leg/legekultur?

• Hvad karakteriserer praksisfællesskaber?

• Hvad er æstetisk erfaring?

Derudover vil jeg med henblik på min senere analyse af mit feltarbejde præsentere

nogle tanker om det apollinske og det dionysiske, som det præsenteres i antikken og

senere bruges af Friederich Nietzsche. Begreberne danner en dikotomi, der kan bruges

analytisk til at skelne mellem lystfyldte handlinger og de mere pligtfyldte.

Jeg vil afslutte afhandlingen med at perspektivere mine teoretiske og empiriske fund til

børnebibliotekets virkelighed. Hvordan kunne børnebiblioteket bruge denne afhandlings

overvejelser til at indrette bibliotekets tilbud, så de bedst muligt støtter op om det

enkelte barns muligheder for at skabe mening og betydning i sit eget liv.

1. Metode

Denne masterafhandling falder i to dele. Først følger en gennemgang af teoretiske

begreber, der defineres og udfoldes, og som er væsentlige at undersøge for at kunne

svare på min problemformulering. Dernæst følger en beskrivelse af mit feltarbejde,

herunder de metodiske overvejelser, jeg måtte gøre mig før arbejdet i felten samt de

overvejelser og justeringer, jeg var nødt til at foretage mig undervejs i processen. Jeg vil

derefter bruge mine teoretiske begreber fra første del af afhandlingen til at lave en

analyse af den indsamlede empiri med henblik på at kunne lave en konklusion.

Analysen bygger på den hermeneutiske tolkningsforståelse, hvor man arbejder i en

cirkelbevægelse ved dels at betragte helheden og dels at betragte detaljerne i materialet

– i teksten – for på den måde at arbejde sig frem til en dybere forståelse og tolkning af

det felt, man betragter. Det centrale spørgsmål, man i hermeneutikken må stille sig, er at

finde menneskers (eller en teksts) hensigter, ønsker og intentioner. ”Og hvordan skal

disse forstås eller tolkes, dvs. hvilken mening giver de for den enkelte og i en

samfundsmæssig kontekst?”3

3 Gleerup(2004) s. 93

7

Da hermeneutikken som sagt er en tolkningsvidenskab, som hører til i den humanistiske

videnskabsteori, er det meget nødvendigt at have fokus på ens egen forståelse som

forsker. Det er forskerens opgave at tolke de indsamlede data, men forskeren kan aldrig

være helt uden en på forhånd givet forståelse, der kan give fejltolkninger. Derfor er

analysearbejdet en væsentlig proces i humanistisk videnskab.

Desuden er forskerens egen rolle i indsamlings- og tolkningsprocessen meget væsentlig.

Derfor er det som forsker vigtigt at have et kritisk blik på ens egen gøren og tænkning

undervejs i hele forskningsprocessen, og man skal gøre sig klart, hvor man eventuelt

selv kan have misforstået eller brugt metodisk uhensigtsmæssige værktøjer.

1.1 Afgrænsning

Kulturbegrebet er overordnet set et meget komplekst begreb, men jeg vælger i denne

opgave dels at operere med det snævre/æstetiske kulturbegreb og dels det

udvidede/antropologiske kulturbegreb, hentet fra Johan Fjord Jensen typologi.4 Jeg

anvender i min empiri dels kultur produceret af voksne for børn, som er kultur hentet fra

det snævre kulturbegrebs verden, og som jeg opfatter som æstetiske kulturudtryk.

Heroverfor betragter jeg børns egen kultur, som Flemming Mouritsens definerer som:

”Kunstneriske og andre symbolsk æstetiske produkter og udtryksformer samt deres

kontekst”.5 Denne definition anvendes på børns egen legekultur og deres fortællinger,

og dette kulturbegreb hører til det udvidede kulturbegreb. For at kunne lave en relevant

analyse af mit feltarbejde vil jeg derfor bruge et antropologisk blik på børnekulturen til

mine analyser af den indsamlede empiri.

Når jeg beskæftiger mig med begrebet læring i afhandlingen, skal læringsbegrebet ses

som en kulturel læring, eller som en dannelseslæring og ikke som en didaktisk

læreproces. Mere om denne skelnen vil blive præsenteret i afsnit 2.3 om

praksisfællesskaber og identitetsdannelse.

4 Fjord Jensen(1999) 5 Mouritsen(1996) s. 10

8

2. Teoretiske begrebsafklaringer

2.1 Hvad er oplevelse?

Jeg vil indlede med at indkredse begrebet oplevelse for at kunne definere, hvad der

karakteriserer en oplevelse, og hvad der derfor ikke kan siges at være en oplevelse.

Dette skal jeg bruge til at måle, om jeg i min empiriske del af afhandlingen kan sige, at

børnene i mit feltarbejde får en oplevelse gennem det, jeg viser for dem.

Begrebet oplevelse (Erlebnis) stammer fra romantikkens Tyskland, hvor oplevelsen

stilles i modsætning og som antitese til oplysningstidens dyrkelse af fornuften og

rationaliteten. Oplevelsen er ikke som oplysning noget målrettet og objektivt, men det

er en hændelse, der er funderet i det subjektive. Sagt på en anden måde er det altså den

person, der oplever noget, der definerer, om den sete eller oplevede hændelse kan

beskrives som en oplevelse. Derved siges det også, at to personer ikke nødvendigvis

opfatter det samme som en oplevelse. Oplevelse behøver ikke altid at være noget

bevidst villet – en oplevelse kan komme som et svar på, at den menneskelige

opmærksomhed altid er rettet mod noget. En oplevelse kan derfor komme som noget

pludseligt og overraskende. Kunstoplevelse er et eksempel på et felt, hvor oplevelse

pludselig kan komme som en opslugthed – en inderliggørelse.6

En anden måde at beskrive og teoretisere over følelsen af oplevelse er psykologen

Mihalyi Csikszentmihalyi’s teori om flow. Han beskriver tilstanden som ”lystfyldte

aktiviteter, hvor tidsfornemmelsen og bevidstheden en selv er sat på pause. Udøveren er

fuldt koncentreret om den givne aktivitet, som vedkommende nærmest bliver ét med.”7

Det er ikke ligegyldigt, hvilke erfaringer og kompetencer, man har med sig, når man

møder aktiviteten eller oplevelsen. Erfaring er forudsætningen for oplevelsens kvalitet.

En novice i den klassiske musiks verden får ikke nødvendigvis den samme oplevelse

som den erfarne lytter under en koncert, da viden og erfaring føjer flere facetter til den

musik, der bliver spillet. For at føle den fuldkomne tilstand af flow, skal udfordringer og

kunnen stå i et rimeligt forhold til hinanden: for små udfordringer i forhold til erfaringer

6 Stiegel(2007) s. 124 7 Hvenegaard Rasmussen og Jochumsen(2008) s. 167

9

giver kedsomhed, mens for store udfordringer i forhold til erfaring giver en følelse af

stress.

Visse computerspil bruger tankegangen; når man er blevet kompetent i spillet og har

klaret en bane eller et level, stiger sværhedsgraden eller hastigheden i det næste niveau,

hvilket giver spilleren en tilfredsstillende følelse af at have overvundet en tærskel til det

næste niveau, der rummer nye muligheder for oplevelse.

Kulturelle oplevelser har meget ofte en tilrettelægger, en eller flere arrangører, der har

til opgave at sikre, at flest mulige af brugerne, lytterne, tilskuerne får en oplevelse. Det

stiller visse problematikker op til overvejelse, når man skal konstruere en oplevelse.

Jørgen Stiegel opremser en række krav eller kvaliteter, man kan stille til en event i

oplevelsesøkonomien, der hviler på et æstetisk fundament, og jeg vælger at fremhæve

følgende udsagn:

• ”de skal indebære et moment af overraskelse eller usædvanlighed for brugeren

(oplevelsens tærskelværdi) og ikke uden videre kunne subsumeres til en kendt

kategori eller intension (usædvanliggørelse)

• de skal gå på tværs af eller overskride, hvad der opfattes som en umiddelbar

mål- eller formålsorientering

• de skal være af en karakter, så de i et oplevet her-og-nu (dvs. i en form)

præsenterer sig for brugeren i en transformeret form for simultanitet, hvor

brugerens realtidsoplevelse overtones af én, der gør sig gældende i brugerens

samspil med konstruktet (forestillingsmæssigt eller på anden vis),

(oplsugthedens tid)

• de skal kunne give plads til og kunne aktivere brugerens egne evner og egen

flersidig sansemæssig formåen og dermed overlade brugeren et spillerum og en

tilpas mængde uvished (forestillingsmæssigt eller på anden vis), der skaber

basis for selv at kunne foretage slutninger”8

Tilskueren eller brugeren skal således gerne overraskes, bydes på noget lidt uventet,

noget usædvanligt. Der er i oplevelsen indbygget en forudsætning om en tærskelværdi –

8 Stiegel(2007) s. 131

10

ikke alt, der sker, vil man definere som en oplevelse, men hændelsen skal hæve sig over

en tærskel, før den kan sætte sig i sindet som en oplevelse. Der skal ikke være et på

forhånd defineret mål med oplevelsen, der gerne skal have en karakter, der giver

brugeren en følelse af opslugthed, og endelig skal oplevelsen ikke være åbenlyst entydig

men helst rumme en mulighed for selv at kunne foretage en tolkning – eller at digte

med.

2.2 Hvad er leg/legekultur?

Jeg har brug for at have centrale begreber om børn og leg på plads for at kunne iagttage,

om børnene i mit feltarbejde forholder sig legende til den situation, jeg videofilmer. Det

er væsentligt at se efter legen for at kunne sige noget meningsfuldt i relation til min

problemformulering, der har legen som bearbejdningsfelt af en æstetisk oplevelse.

Leg er med Johan Huizingas optik et begreb, der er til stede før kulturen er til stede –

leg går forud for kultur, og kulturen opstår i form af leg.9 Legen er universel, og den er

til stede livet igennem: som spil, som konkurrencer, som særlige ritualer, som en verden

ved siden af ”den virkelige” verden. Legen er en arena, hvor man kan prøve sig af i en

”som-om-virkelighed”, hvor det farlige er noget, man leger, og hvor man kan prøve sig

selv af med mange forskellige roller.

Antropologen og zoologen Gregory Bateson beretter fra sine observationer af aber i en

zoologisk have om, hvordan dyrene slås og bider hinanden, ikke for alvor men i en leg.

De er i stand til at sende et metakommunikativt signal til hinanden om, at dette bid er

ikke et bid for alvor men et ”som-om-bid”, som kommunikerer, at denne situation skal

opfattes/frames som leg. 10

Denne metakommunikation er et karakteristisk træk for leg, og den er en markør,

hvorigennem man kan identificere en leg som en leg. Et andet meget væsentligt element

i definitionen på leg, er at det er en frivillig handling – man deltager fordi man gerne vil

– eller måske fordi man ikke kan lade være.

Børns leg kan med Flemming Mouritsens legekulturteorier betragtes som en symbolsk

æstetisk praksis. I legen siger man ikke bare noget – man siger det på en særlig måde.

9 Huizinga(1963) s. 54 10 Bateson(1972) s. 154f

11

Måden – det æstetiske formgivning af en sætning, et råb – fortæller noget om, hvilken

kontekst, udsagnet kommer fra, og hvilken rolle, der her er i spil.

Legen bygger på traderede formler fra børn til børn (eller nogle gange fra voksne til

børn), og som børn ikke er født med at kunne. Man skal lære at lege – og man bliver en

god leger ved at lege. Børnene skal lære sig formlerne, som for eksempel kan være af

rytmisk eller narrativ karakter (klappelege, rollelege, fortællegenrer som eventyr, vitser

og mange andre – fra enkle greb og mønstre til hele strukturer som organisation og

regelsystemer11). Når formlerne er indarbejdede, kan den gode leger improvisere hen

over en velkendt formel undervejs i en leg.

Parodien er en særlig genre i børns leg. Mange forældre har gennem tiden betragtet

legen far-mor-børn og undret sig over, hvor den skrappe mor og de fastlåste

kønsrollemønstre dog kommer fra. For børnenes oplevede virkelighed i familien ligger

ofte meget langt fra det familiebillede, børnene viser i deres leg. Men her er netop tale

om en særlig formel for en rolleleg, som er overleveret/traderet fra børnegeneration til

børnegeneration, og hvor børnene får lejlighed til at præsentere en suveræn parodi på

rollerne i en familie. Det er som sådan arketype-roller, børnene eksperimenterer med i

rollelegen. Eller det kan sættes mere på spidsen: ”I far-mor-barn-legene kommer

voksen/barn forholdet til udtryk, ofte som en konfrontation mellem tvang og kontrol på

den ene side og anarkistisk oprørslyst eller afmagt på den anden.”12 Hermed kan den

velkendte leg anskues som et spil om magt og kontrol, hvor magtens rolle (moderen)

står overfor afmagten (barnet).

En anden leg, som til tider har forekommet voksne problematisk, er drengenes

krigslege. Betragter man legene udefra med en voksens optik, handler legen om at

skyde fjenderne og ser som sådan ud som en meget aggressiv leg. Men med Batesons

og Mouritsens optik skal legen jo betragtes med legens framing, og Mouritsen plæderer

for, at en krigsleg i virkeligheden er et forfinet stykke samarbejde i et fællesskab.

Pointen er, at legen bliver ødelagt og falder fra hinanden, hvis en af deltagerne starter et

slagsmål ”for alvor”. Legen er en fiktion, og har regler, som ikke skal brydes, hvis legen

skal holdes i gang. På den måde bliver den også et paradoks: når deltagerne i en leg

11 Mouritsen(1996) s. 68 12 Mouritsen(1996) s. 69

12

leger en krig eller en anden leg med konflikten som tema, styrker de legende

sammenholdet og båndene til hinanden.

Der er forskelle på drenges og pigers leg i den måde, de organiserer sig på. Pigerne

interesserer sig tidligt for relationer, og de leger ofte i små gruppe på to eller tre piger –

meget ofte finder to bedste-veninder sammen (en dyade). Hvis andre piger forsøger at

komme til at deltage i legen, vil de ofte blive afvist, eller der kan ske det, at der opstår

en deling af pigegruppen, så den ”anførende” pige opretholder relationer til to grupper.

Pigernes lege fylder som regel ikke meget i rummet, og de kan opretholde den samme

leg meget længe; ind imellem kan en leg genoptages næste dag i børnehaven, hvor

pigerne stoppede den foregående dag. Pigerne vælger hvem, de gerne vil lege med, og

som det sekundære kommer bestemmelsen af legens tema. Indholdet i pigernes lege er

typisk også relationer med mor-far-barn legen som et hyppigt leget eksempel. Pigerne

vælger typisk først, hvem de gerne vil lege med, før de beslutter, hvad legen skal handle

om.

Drengene har en meget mere åben gruppedannelse, og det er legen, der sættes i gang,

som deltagerne vælger sig ind på. Legens indhold styrer, hvem der gerne vil deltage, i

modsætning til pigernes måde at indlede en leg på. Til gengæld er der i drengenes lege

en klar hierarkisk struktur, og deltagelse i legen fordrer, at man anerkender hierarkiet og

accepterer sin plads i det. Der er de drenge, der fører an og sætter dagsordenen, og de

øvrige må følge mere passivt. Drengelege er mere fysiske end pigernes og kræver mere

plads, da drengegruppen ofte er i bevægelse. Legenes temaer kan ofte være kampen

mellem det gode og det onde – med helte hentet ind fra eventyr eller medier, gerne

aktuelle helte som en fælles reference.13

I løbet af børnehavetiden retter drenge og piger interessen mod lege med eget køn;

drengene lidt senere end pigerne. Det betyder dog ikke, at man ikke kan se grupper af

piger og drenge lege sammen. Det typiske eksempel kan være en pigerne-efter-drengene

leg i børnehaven, men ifølge Andersen og Kampmann vil man ved en nærmere analyse

ofte kunne afdække, at de bagvedliggende fortællinger om fangelegens tema er

13 Andersen og Kampmann(1997) s. 135f

13

forskellige. Pigerne og drengene ville fortælle helt forskellige historier om, hvad legen

havde gået ud på.

Overordnet betragtet kan man definere leg som en metakultur sådan som begrebet er

forstået af den amerikanske legeforsker Alan Aycock i 1988:

”.. a metaculture does not derive its justification solely as analytical commentary upon

”normal” culture. Metaculture generates its own meanings and legitimations whose

integrety is not dependant only upon the presence of a normal culture whose ideas and

values it reflects”14

Dermed ses legekulturen ikke som et vedhæng eller udvidelse af den almindelige kultur,

men legekulturen skal i denne optik betragtes som en selvstændig autotelisk kultur, der

henter sin mening indenfor sine egne systemer og ikke udenfor disse. Fænomener, der

ikke giver mening udenfor legen, kan give god mening indenfor legen, fordi den er

meningsfuld og meningsskabende for dem, der deltager i den.

En analyse af en autotelisk kultur skal hente betydningen indenfor denne kulturs

rammer. Det betyder for en legeforsker, at man ikke kan bruge analyseredskaber hentet

fra andre kultursystemer. En leg kan i denne optik ikke analyseres ud fra et psykologisk

perspektiv eller fra en anden form for ”nytte-tænkning” ved at stille spørgsmål som:

”Hvad skal denne leg gøre godt for?” Legen leges for at lege legen – ikke af andre

grunde. Og som sådan bliver man nødt til at betragte den, når man beskæftiger sig

etnografisk med legekultur.

Legen skal altså tolkes ud fra den legendes perspektiv for at give mening. Legen kan

sagtens være et narrativt forløb, men det er den lagt fra altid. Den kan forekomme

fragmenteret og kaotisk set udefra, men indenfor legens egen sfære betyder den altid, at

det giver mening at deltage – at det er sjovt. Derved kan man med Carsten Jessens ord

sige, at legen ikke er en fortælling, de legende fortæller om sig selv, men at ”Legen er

en fortælling, de legende fortæller sig selv for at kunne være i den.”15

14 Jessen(2001) s. 213 15 Jessen(2001) s.218

14

2.3 Hvad karakteriserer praksisfællesskaber?

Praksisfællesskaber er et begreb, man af og til støder på, når man ser forskeres

beskrivelse af legende eller computerspillende børn. Carsten Jessen bruger begrebet

meget, når han beskriver gruppedynamikken blandt børn, der er fordybet i computerspil.

Men praksisfællesskaber er ikke et begreb, der er begrænset til samvær i leg eller spil –

det er et overordnet begreb, der kan sige noget om, hvordan vi alle som mennesker

danner mening i vores liv, og det er i denne forståelse af begrebet, jeg i denne

afhandling har brug for at undersøge feltet nærmere ved at bruge Etienne Wengers

tanker om praksisfællesskaber.

Jeg vil i det følgende afsnit derfor undersøge, hvad praksisfællesskaber bidrager til i

udvikling og læring. Jeg definerer min forståelse af læring som et kulturelt

læringsbegreb, ikke et didaktisk. Læring ses som en bred læringsforståelse og som en

udvikling, som en dannelse af identitet. Jeg baserer som nævnt mit afsnit på Etienne

Wengers teorier om praksisfællesskaber 16. Han baserer sin læringsteori på det faktum,

at mennesker er sociale væsner, og at vi i udveksling med andre i forskellige

fællesskaber skaber mening i tilværelsen. Det vil jeg udfolde nærmere i dette afsnit.

Når man taler om et praksisfællesskab, mener man en gruppe personer, der er engageret

i samme område, samme fag eller samme interesse, og som har relationer til hinanden.

Det kan være en arbejdsplads, det kan være en studiegruppe, det kan være en vævekreds

og det kan være en børnegruppe i en daginstitution. Man kan ikke tale om et

praksisfællesskab, hvis man tænker på den mængde mennesker, der på et givent

tidspunkt betragter samme tv-program, fordi de ikke har relationer til hinanden. Et

praksisfællesskab er karakteriseret ved en fælles virksomhed, et gensidigt engagement

(dels i praksis og dels i relationer), samt et fælles repertoire. Hver deltager har en unik

plads i fællesskabet med dels egne kompetencer men også med sine egne unikke bidrag

til fællesskabets helhed.

Det gensidige engagement giver bestemte måder at omgås hinanden på; man definerer

hvilke koder og værdier der gælder i netop denne praksis. I fællesskabet kan man handle

sammen med andre i praksis, og man forstår sin rolle i forhold til helheden.

16 Wenger(1998)

15

Det fælles repertoire skal forstås som den diskurs, deltagerne i praksisfællesskabet

skaber mening i verden med. Det kan være en fagterminologi, det kan være en række

udtryksformer, og det kan være en bestemt stil, som er fælles for medlemmer af netop

denne praksis. Det fælles repertoire defineres gennem en forhandling under udøvelse af

praksis, og dette er en løbende proces over tid. Repertoiret er en fælles reference for

medlemmerne af fællesskabet, der kender og kan bruge praksisfællesskabets historie,

som hver deltager er en del af, og som er en del af hver deltager.

Praksis handler om at opleve mening. Mening skaber man gennem en forhandling af

mening i en proces, der indebærer såvel deltagelse som tingsliggørelse. Tingsliggørelse

eller reificering betyder ”at behandle (en abstraktion) som virkeligt eksisterende eller

som et konkret materielt objekt.”17 Det betyder, at en bestemt forståelse får en form, og

at denne form bliver et fokuspunkt for forhandling af mening gennem deltagelse. Et

eksempel på reifikation er denne afhandling, der kan ses som en tingsliggørelse af mine

tanker og overvejelser over et felt.

Deltagelse og tingsliggørelse er ikke en dikotomi – det er en dualitet som betyder, at det

ene ikke eksisterer uden det andet, men de fungerer så tæt sammenvævede, at man

normalt ikke lægger mærke til dobbeltheden. Wenger bruger en samtale som et

eksempel på den tætte forbindelse mellem deltagelse og reifikation: ordene og sproget

er den reifikation som deltagelse bruger til at skabe mening gennem.

Samspillet mellem deltagelse og tingsliggørelse udjævner gensidigt den begrænsning,

begge begreber kan have iboende. En lovtekst er en reifikation, som kan stivne som

form, hvis man ikke brugte en deltagelse i form af en dommer og nævninge til at give

loven konkret mening. Omvendt kan man bruge en reifikation til at sikre fastholdelse af

deltagelsens flygtighed: et personalemøde på en arbejdsplads tingsliggør mødet i form

af et referat for at føre protokol over beslutninger.

Vi opererer med en dualitet og netop ikke en dikotomi, fordi de altid er i indbyrdes

samspil med hinanden. ”Deltagelse og tingsliggørelse på én gang forudsætter og

muliggør hinanden. På den ene side er vores deltagelse en forudsætning for at skabe,

fortolke og bruge tingsliggørelse; der er derfor ingen tingsliggørelse uden deltagelse.

17 Wenger(1998) s. 72

16

På den anden side kræver vores deltagelse samspil og skaber således genveje til

koordinerede meninger, der afspejler vores virksomheder og vores opfattelse af verden;

der er derfor ingen deltagelse uden tingsliggørelse.”18

Wenger siger også, at deltagelse og tingsliggørelse forvandler deres relation – de

omsættes ikke til hinanden. Det skyldes netop begrebet meningsforhandling. En

deltagelse eller en reifikation skaber i samspil altid en ny forhandling af mening.

Således er en fortælling af en oplevelse ikke blot en oversættelse af det skete, men det er

en transformation, idet der er forhandlet mening i en ny kontekst.

Det er med deltagelse i praksisfællesskaber, vi som mennesker konstruerer vores

identitet. Wenger formulerer det således:

”Efterhånden som vi møder vores virkninger på verden og udvikler vores relationer til

andre, skaber disse lag vores identitet som en meget kompleks sammenvævning af

participtiv erfaring og reifikative projektioner. Vi konstruerer, hvem vi er ved at samle

disse to i meningsforhandlingen.” 19

Deltagelse og tingsliggørelse er nøglebegreber i konstruktion af identitet – jeg deltager i

arbejdet på min arbejdsplads, og både jeg selv og andre medlemmer af

praksisfællesskabet definerer mig som reifikationen ”bibliotekar”. I privatlivet er jeg

medlem af en familie og deltager her, mens jeg selv og mine børn tingsliggør mig som

”mor”. Alle mennesker deltager i mange forskellige praksisfællesskaber; Wenger taler

om multipelt medlemskab. Vi er en del af en familie, vi er en del af en arbejdsplads, vi

går måske til gymnastik et par gange om ugen o.s.v. Den multiple deltagelse er med til

at danne mennesker som individer i en stadig forhandling af mening og værdier, og man

skal balancere mellem de forskellige deltagerarenaer.

”Selve identitetsbegrebet medfører derfor

1. en oplevelse af multipelt medlemskab

2. det harmoniseringsarbejde, der er nødvendigt for at bevare én identitet på tværs af

grænser”20

18 Ibid s. 82 19 Ibid s. 176f 20 Ibid s. 184f

17

Det multiple medlemskab kan stille store krav til den enkelte til evnen til at skabe indre

og ydre sammenhæng i hverdagen og i identitetsarbejdet, og det er langtfra altid en

harmonisk proces. Det kan være smerteligt at indtræde i nye praksisfællesskaber og få

dem integreret i sin egen identitet, som hvis man flytter fra én kultur til en anden, eller

når man som nybagt mor skal genoptage sit arbejdsliv. Omvendt kan det naturligvis

være berigende at komme til et nyt praksisfællesskab og lære nye praksis at kende.

Dette harmoniseringsarbejde er en løbende proces livet igennem, ligesom det øvrige

identitetsarbejde er – identitskonstruktion er ikke et arbejde man bliver færdig med.

Ligesom man definerer sig i forhold til de praksisfællesskaber, man deltager i, definerer

man også sin identitet i forhold til ikke-deltagelse i praksisfællesskaber på en lige så

væsentlig måde. Det velkendte siger noget om hvem, man er, og det ukendte siger lige

så meget om, hvem man ikke er. I en konfliktfyldt situation på en arbejdsplads kan

medlemmer af en gruppe bruge meget energi på at lægge afstand til ledelsen, eller en

gruppe børn kan tydeligt opleve, at de ikke er medlemmer af gruppen af pædagoger i

børnehaven. En mere perifer form for ikke deltagelse oplever vi hele tiden, når vi f.eks.

kommer i kontakt med udøvere af andre erhverv (et besøg hos automekanikeren kan

være et eksempel), hvor ens egen ikke-deltagelse ikke har identitetsmæssige

erkendelsesvirkninger.

Ligesom deltagelse og ikke-deltagelse i praksisfællesskaber definerer vores opfattelse af

identitet, påvirker det også konstruktionen af identitet, på hvilken måde man tilhører et

praksisfællesskab. Overordnet findes der tre forskellige tilhørsmåder, som jeg gerne vil

behandle nærmere: engagement, fantasi og indordning.

Jeg har kort ovenfor nævnt gensidigt engagement som et karakteriserende element i

definitionen af et praksisfællesskab som en måde at agere i praksisfællesskaber på.

Engagement er også et væsentligt element i dannelse af identitet. Dels bruger man sig

selv og sit engagement i sin praksis ved at deltage aktivt i forhandling af mening, og

dels opbygger man via engagement meningsfulde relationer til andre. Engagement i

praksisfællesskaber skaber fælles historier, fælles opfattelser af, hvordan man netop her

18

handler og opfatter ting, og man udvikler bestemte forventninger til hinanden. Vores

egen opfattelse af vores rolle i fællesskabet er med til at skabe identitet, men det er

andre medlemmers opfattelse af vores rolle også. Da meningsforhandling også er en

vigtig del af engagement, har vi gennem engagement en mulighed for at omforme og

nydefinere praksisfællesskabers indre selvopfattelse og dermed for at omdefinere den

kontekst, indenfor hvilken vi konstruerer identitet. Evnen til at kunne omdefinere

kontekst kræver en portion kompetence indenfor praksisfællesskabet; og hermed er

kompetencen også defineret som et felt for magt. Evnen til at påtage sig den magt

kræver en vis erfaring og kompetence i praksis. Et eksempel fra børnenes verden er den

magt og kompetence, der ligger i at påtage sig rollen som den, der sætter en leg i gang –

at være leg-styrer kræver kompetence men også en accepteret magt.

Den anden måde at opleve et tilhørsforhold på er gennem fantasi. Vi bruger fantasi til at

sige noget om, hvordan vi oplever vores deltagelse. Wenger eksemplificerer dette ved

en historie om to stenhuggere, der skal fortælle, hvad de laver: ”Den ene svarer: ”Jeg

hugger denne sten i en perfekt firkantet form.” Den anden svarer: ”Jeg er ved at bygge

en katedral.”21 Fantasien tages her i brug til at definere egen praksis og dermed egen

identitet. Fantasien er en kraft, der kan overskride tid og rum, og den er dermed en

kreativ proces, og som er med til at skabe billeder og historier. Den er ikke alene en

individuel proces, men også i praksisfællesskabet skaber man billeder i fantasien med

hinanden. I en gruppe kan man konstruere en fælles fantasi om verden, og man kan i

fantasien lege med muligheder og lægge andre perspektiver på sig selv i relation til

andre.

I børns leg ses tydeligt den fælles fantasi i brug i legegrupper, hvor børn sammen skaber

en fiktiv virkelighed, der udgør legens felt. Wenger siger desuden, at fantasien i

børnenes verden bruges til en forhandling, der overfører mening fra voksnes verden22.

Fantasien bruges til at overskride grænser og til at tænke sig ind i kontekster, man ikke

fysisk befinder sig i – dermed bruges fantasien også, når man konstruerer mening ind i

de praksisfællesskaber, hvor man er ikke-deltager. Som når børn leger ”fine damer”,

eller det kan i voksnes verden være frokostpausens snak om, hvad arbejdspladsens

ledelse har ”oppe i ærmet”.

21 Ibid s. 203 22 Ibid s. 234

19

Den tredje tilhørsmåde er indordning. Indordning foregår på mange niveauer, fra

indordning under samfundets lovgivning til indordning i hierarkiet i en legegruppe.

Indordning er en måde at høre til på, som indbefatter at individet underlægger sig

gruppens logik og kodeks i et eller andet omfang og dermed bliver en del af noget

større. Skoleelever indordner sig skolens regler og møder til time, når klokken ringer –

og i modsat fald falder undervisningen fra hinanden. Indordning er i tæt forbindelse

med magt og kontrol, såvel egen magt til at lade sig indordne som magten til at

forlange, at andre indordner sig under fællesskabet.

2.4 Hvad er æstetisk erfaring?

Jeg har i min læsning forud for denne afhandling været meget optaget af begrebet

æstetisk erfaring eller æstetisk erkendelse som en måde at erkende på, som kan noget

andet end vores almindelige opfattelse af erkendelse – nemlig den rationelle erkendelse.

Æstetisk erkendelse har andre medier, og her spiller kulturen en meget væsentlig rolle,

hvorfor denne form for erkendelse er central for denne afhandlings forståelsesramme af

æstetiske dannelses- og læreprocesser.

Tanken om, at der sker en forandring med tilskueren til et teaterstykke eller lytteren til

et musikstykke – at der danner sig en æstetisk erfaring – stammer tilbage fra antikken.

Ordet æstetik stammer fra det græske aesthesis, som betyder læren om sanselig

erkendelse.

Digtekunsten er en efterligning af virkeligheden, som kan udtrykkes gennem komedien,

den episke digtning eller tragedien, og den kunst fortæller Aristoteles om i sit værk

”Poetik”. Digtekunsten efterligner nok virkeligheden (mimesis), men digtningen

adskilles sig fra historieskrivningen ved at fortælle om ting, der ikke er sket men som

kunne være sket og ophøjer derved sin fortælling til at blive noget generelt og

almengyldigt, der kunne ske for alle mennesker, mens historien (som historisk fag)

derimod fortæller om de enkelte begivenheder, som de faktisk er sket.

20

Aristoteles arbejder i ”Poetikken” med den tanke, at tilskuerne eller lytteren

gennemlever en række følelser, når man ser et drama eller lytter til et stykke musik.

Man erfarer de følelser, der er indlejret i musikken, eller man medlever eller medlider

med skuespilleren i en tragedie, og ved at gennemleve en række følelser af frygt og

medlidenhed renses ånden (eller sjælen, om man vil) for disse følelser, så man oplever,

hvad Aristoteles kalder katharsis. 23

”Poetikken” forklarer, at mimesis er central kilde til kunstens oprindelige væsen. Vi

forstår og lærer fra børn ved efterligning, og det bereder os glæde at kunne genkende og

efterligne. Med genkendelsen forstået som opdagelsen af en hidtil skjult sammenhæng

kommer den æstetiske erkendelse – eller den æstetiske erfaring. ”Genkendelse er ikke

blot et spørgsmål om genkendelse i den ydre verden. Den berigelse, genkendelsen kan

give os, består ikke mindst i, at vi lærer noget om os selv.”24

I fiktionen, hvad enten det er i dramaet eller i en fortælling, kan man altså få

muligheden for at opleve verden uden faktisk at være i den virkelig, man betragter.

Derved kommer kunstens verden til at ligne legens verden, hvor man også kan

eksperimentere i fantasien med det farlige og det ukendte i en fiktiv form.

”Den æstetiske tilgang gør det muligt at omgås og opleve naturens farlige kræfter uden

at udsætte sig selv for fare. Æstetikken er en legens frizone, en særverden. Det er

kontrollerede rammer, hvor eksperimenter men krop og sansning kan afprøves, erfares

og formidles.”25

Max Horkheimer og Theodor Adorno beskæftiger sig i værket ”Oplysningens dialektik”

med kunstens erkendelsesmæssige potentialer. De angriber den rationalitet, der kommer

med oplysningstidens forklaringsmåder på naturens sammenhænge, hvor naturen

affortrylles og andre erkendelsesmåder end den rationelle forkastes. Derved afskærer

man sig fra indsigt i de felter af livet, som ikke kan erkendes rationelt. Man bliver

23 Aristoteles(1958) s. 19 24 Ibid. S. 77 25 Stiegel(2007) s. 123

21

”dummere”, mener de. Og kunsten bliver hermed ”unyttig og befinder sig i sin egen

afgrænsede, men konsekvensløse verden.” 26

Med romantikken kommer et opgør med den rene rationalitet, og synet på kunsten

forandres. I 1750 introducerer Alexander Gottlieb Baumgarten æstetikbegrebet som en

særlig form for erkendelse, der stilles overfor den rationelle erkendelse. ”Her er ikke

længere kun ét værdihieraki; her er to. Med en moderne anakronistisk formulering:

Kunst og videnskab skal ikke måles med samme målestok (men begge er dog former for

erkendelse).”27

Kunsten tilkendes status som en særlig sfære. Schiller taler om menneskets æstetiske

opdragelse, hvor menneskets natur, den sansende del af os, og menneskets rationalitet,

den naturbeherskende del af os kan ”bringes i produktiv og dynamisk samklang via den

æstetiske tilgang, der muliggøres af leg eller legedrift og kan sammenfattes i form af

det, han kalder den livagtige eller ”levende skikkelse”.”28 Schiller introducerer her

legen som en måde at eksperimentere og erkende på, hvor mennesker kan forandre sig i

en ”som-om” verden. For Schiller har kunsten en selvstændig værdi: ”En størrelse der

har sin egen logik og som evner at give os noget ganske særligt, som ingen andre

områder af tilværelsen kan give os.”29

Som tidligere nævnt opstår begrebet oplevelse i romantikkens Tyskland som en

modreaktion på oplysningstidens dyrkelse af det stringent rationelle, af fornuften – og

skal også ses som en konsekvens af oplysningstidens tænkning. En oplevelse rummer

som digtekunsten mulighed for en æstetisk erfaring, for en forandring, og den er altid

dybt bundet til det subjektive:

”Oplevelse forstået i form af ”Erlebnis” hævder en anden og helhedsorienteret

erkendelsesform, som er dybt forbundet med det subjektive og den internalisering, der

kan ske i individet via det skelsættende og ikke (nødvendigvis) målorienterede, som er

indbygget i termen oplevelse.”30

26 Ibid. S. 124 27 Kjørup(2005) s. 25 28 Stiegel (2007) s. 123 29 Raffnsøe(2005) s. 92 30 Stiegel(2007) s. 124

22

En æstetisk erfaring er ifølge organisationsteoretikeren Antonio Strati tæt beslægtet med

tavs viden. Det er en viden, man ikke nøjagtigt kan redegøre for oprindelsen af – en

viden skabt af en æstetisk erfaring er der bare. Modsat en logisk erkendelse, der er

analytisk, er den æstetiske erkendelse holistisk.31

I min forståelse af begrebet sidder den æstetiske erfaring i kroppen som en række

udtryk, man kan hente ind og bruge. Det er et beredskab af stemninger, følelser, som er

gennemlevet gennem en æstetisk oplevelse, og som kan hentes frem og aktiveres igen i

en given situation. Et eksempel kunne være gyset i en skrækfilm, hvor hovedpersonen

falder ned i en kløft. Som tilskuer til filmen oplever vi det samme gys og den sugende

fornemmelse i maven, som hovedpersonen gør, men vi oplever det som en fiktion, uden

at risikere livet. Vi træder for en stund ud af os selv og er ét med en andens følelser og

oplevelser. Gyset kan hentes frem og gennemleves igen i fantasien. Følelsen er

autentisk, selv om den er fremkaldt gennem en fiktion.

2.5 Hvad er det apollinske og det dionysiske?

Jeg har brug for at kunne skelne mellem de læreprocesser, som hører til skolens verden

og de som hører til kulturlivets verden på en anden måde, end de teoretikere, jeg hidtil

har behandlet, benytter sig af. Jeg kunne gribe fat i Bahktin og hans teorier om

karnevalet som har analogier i børns legekultur, men jeg har i stedet valgt at se på

dikotomien mellem det apollinske og det dionysiske, som det præsenteres i det følgende

afsnit.

Hos Friederich Nietzsche støder man på to kunstneriske drifter, som han kalder dem:

det apollinske og det dionysiske. Nietzsche henter sine begreber fra antikkens græske

gudeverden.

Apollon var søn af Zeus og beskytter af de skønne kunster: musik, kunst og poesi, og

man ser ham ofte afbilledet med en lyre i hånden. Han er tillige gud for orakelvisdom

og inspiration, da grækerne betragtede poesien som inspiration fra guderne, som også

oraklernes svar var det. Apollon var guden for harmoni og skønhed, og for kunsten.

31 Jørgensen(2006) s. 142

23

Dionysos var også forbundet med teaterkunsten; i Athen blev der ofret til ham i

forbindelse med opførelsen af tragedier til de store Dionysos-fester. Først og fremmest

kender vi Dionysos som rusens og ekstasens gud. Han var gud for vindyrkningen og

frugtbarheden, og man dyrkede ham ved ceremonier, som grækerne kaldte ”órgia”. Den

troede skulle komme i ekstase og på den måde smelte sammen med guden, optage hans

væsen i sig selv.32

Nietzsche bruger Apollon og Dionysos til at beskrive to drifter, som skaber kunsten:

”disse to således forskellige drifter løber ved siden af hinanden, oftest i åben strid,

mens de ægger hinanden til bestandig nye og kraftigere fødsler for at perpetuere den

kamp mellem modsætninger, som det fælles ord ”kunst” kun tilsyneladende slår bro

over; indtil de ved den hellenske ”viljes” metafysiske vidundergerning endelig træder

frem parret med hinanden, og denne parring til sidst skaber det lige så dionysiske som

apollinske kunstværk, den attiske tragedie.”33

Nietzsche forklarer det apollinske som drømmens væsen, som det smukke skin, der

frembringer fuldkomne statuer, og som skaber den episke digtning. Apollon betegner

den højere sandhed og fuldkommenheden, og han hersker over den indre skabende

fantasi-verdens skønne skin. Han bringer os de drømme, vi ikke ønsker at vågne op fra

– vi vil gerne drømme videre.

Men Apollon fordrer også mådehold, og for at kunne overholde mådeholdet, skal den

enkelte være i besiddelse af selverkendelse. Der er dermed både det drømmende, det

sandsigende men også kontrollen over sig selv i det apollinske. Kunsten og driften har

en skønhed men også en grænse.

Det dionysiske er derimod rusens væsen. Enten kan vi nærme os den følelse ved at

drikke alkohol, eller vi kan finde den i forårets kådhed, hvor vi mærker naturens kræfter

stige op i os. Det dionysiske får os til at glemme os selv, og Nietzsche nævner de

32 Hjortsø(1967) 33 Nietzsche(1996) s. 40

24

syngende og dansende skarer, der drog fra by til by i den tyske middelalder, og som han

kalder ”Sankt Hans- eller Sankt Vejtsdansere”34

På den måde er det dionysiske forbundet med eksesser, med overskridelser. I det

dionysiske træder individet ud af sig selv, giver slip på sig selv for at hengive sig til det

lystfyldte og til drifterne uden tanke for andet, mens man er opslugt af den dionysiske

drift. Man er i sansernes vold, og derved overskrides alle grænser.

Ifølge Nietzsches opfattelse trækker kunstneren på begge disse drifter. Dog mener han,

at billedkunsten mest er præget af det apollinske, mens det dionysiske er afsæt for den

store berusende symfoniske musik.

Han er i værket ”Tragediens fødsel” stadig en stor beundrer af komponisten Richardt

Wagner. Wagners værker opfatter Nietzsche som en fuldendt balance mellem det

apollinske og det dionysiske, mellem musik og ånd, mellem krop og sjæl. Det

dionysiske er livets klangbund og kraft, men det forbliver – som livsviljen hos

Schopenhauer – uskøn og forfærdende, hvis ikke det kunstnerisk tæmmes og i sublim

(sublimeret) form sendes i retning af nirvanas uendelige ro og klare skønhed.”35

Nietzsche bruger altså begreberne dionysisk og apollinsk til at sige noget om kunsten og

om kunstneren. Lars-Henrik Schmidt bruger de samme begreber til at teoretisere over

dannelsens væsen. Dannelse ser han som en overskridelse, og den er dermed æstetisk i

sit væsen. Den består af de to forskellige former, der dog ikke udelukker hinanden.

Den klassiske opfattelse af dannelse betegner Schmidt som apollinsk. Man tilegner sig

dannelse og vokser i takt hermed ind i noget højere, og man optages i et åndens

fællesskab, f.eks. som medlem af et kirkeligt fællesskab. I den dannelsesproces

overskrider man sig selv som individ for at blive optaget i et kollektiv. ”Det svarer til,

at ånden stiger op gennem de dybe rødder gennem et træs stamme – individualiteten –

for så at overskride træet gennem kronen, som så griber ind i de andre kroner, og

tilsammen udgør dette forkronede en skov”.36

34 Nietzsche(1996) s. 43 35 Thielst(2001) s. 279 36 Scmidt(199) s. 122

25

Den dionysiske dannelsesform er også en overskridelse, men den er en horisontal

bevægen sig ud af sig selv. Her bliver man også gennem overskridelsen en del af et

større fællesskab, men det sker som noget man vælger for en stund, for en periode. Man

glemmer sig selv i excesser, i ekstase, som kan være rusens eller den kan være massens

(som den følelse man kan få som del af et publikum til en fodboldkamp). ”At blive ét

med massen er således et moderne dannelsespotenstiale. Man bliver ikke en del af noget

større, men giver sig momentant hen til noget større, som ikke indoptager én. Her er der

ingen skov, men enkelte træer, som rækker hinanden ”hånden”, når de lyster.”37

Schmidts ærinde er at forklare, at den klassiske dannelse er apollinsk mens den moderne

dannelse er dionysisk, og at den pædagogiske opgave er at finde en måde at forbinde de

to dannelsesmåder på, så det giver mening for det enkelte individ. Det er ikke længere

en nationens dannelse, vi skal skabe, men en dannelse af selvet, så enhver også har den

sociale dimension med i sit liv.

I forlængelse af Nietzsche og Schmidts betragtninger vælger jeg at betragte barnets

verden som en vekselvirkning mellem det apollinske og det dionysiske. Pligten og det

selvkontrollerede tilstræber opdragelsen af barnet. Det er i skolens verden helt

nødvendigt, at barnet lærer selvdisciplin og selvkontrol for at kunne tilegne sig den

viden og de færdigheder, der er nødvendige.

Vi øver også i opdragelsen af mindre børn den evne til at kunne tilsidesætte

umiddelbare lyster og drifter for at kunne gøre noget, vi som voksne fordrer af barnet. I

børnehaven deler vi tiden op for børnene, så når der er fælles aktiviteter eller spisetid,

tilsidesættes børnenes projekter med legen for at bliver underlagt den apollinske

virkelighed.

Barnets egne legeprocesser kan anskues som dionysiske. De sættes i gang af lyst, og

mens legen foregår, er børnene for en stund opslugt helt af legen. De går ud af sig selv

og ind i legens verdens, der er en anden end den virkelige verden med alle legens fiktive

universer. Legens virkelighed er en æstetisk virkelighed, og dens redskaber er af

æstetisk karakter – og dens væsen er dionysiske excesser.

37 Ibid s. 122

26

Således kan det apollinske og det dionysiske anskues som en analytisk dikotomi, når jeg

skal betragte børns kulturelle læringsprocesser og afgøre, om det analyserede hører til i

den dionysiske eller den apollinske sfære af børnenes livsverden.

2.6 Opsamling af teoretiske begreber

Jeg har i de foregående skitseret en række teoretiske grundbegreber, der kunne danne

rammen om min indsamling af empirisk materiale.

Jeg satte mig i min problemformulering for at undersøge, om man med afsæt i Wengers

teorier om praksisfællesskaber og Mouritsens legekulturteorier kan se om børns

kulturelle eller kunstneriske oplevelser kan aflæses i børns leg eller egne fortællinger.

Jeg bruger Wengers teorier om praksisfællesskaber som en grundramme om min teori,

og jeg fokuserer her på læring forstået som kulturel læring, som æstetiske

læreprocesser. I denne ramme henter jeg begreberne om oplevelse, flow, æstetisk

erfaring og dionysiske og apollinske erkendelsesveje ind. Hermed har jeg skabt et

design for mit feltarbejde, idet jeg nu har de centrale begreber på plads, som jeg kan

forstå mit feltarbejde igennem.

Jeg kunne identificere børnenes egne praksisfællesskaber – deres legegrupper – og

betragte de æstetiske læreprocesser, som de udfolder sig i børnenes verden med særligt

blik på oplevelse og flow.

I virkelighedens verden var det bare ikke på den måde, jeg greb arbejdet an. Jeg gik

nemlig i gang med mit feltarbejde før jeg havde fået lavet mit teoretiske arbejde i en

grundlæggende form. Dermed løb jeg ind i en række problemer, som jeg senere skal

vende tilbage til, men i det følgende vil jeg beskrive mit feltarbejde, som processen

forløb. Derefter vil jeg lave en analyse af mine resultater og uddrage de pointer, jeg har

fundet, og til slut vil jeg beskrive, hvor mit arbejde har stødt ind i vanskeligheder, der er

begrundet i, at jeg ikke havde min teoretiske ramme godt nok på plads, før jeg gik i

gang i felten.

27

3. Empiriske beskrivelser

3.1 Feltarbejdet

Min arbejdshypotese for arbejdet i felten var, at en oplevelse for børn kan aflæses i

deres egen legekultur. Jeg forestillede mig, at den kunne indfanges i en narrativ form,

der kunne etableres ved at bede børn tegne en film, de havde set og optage deres

fortælling om tegningen, mens de var i gang med at tegne.

Konkret tog jeg kontakt til en børnehave via en pædagog, Pia, som jeg kendte i forvejen

fra min arbejdsplads. Hun var meget interesseret i projektet, men hun havde store

betænkeligheder om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre at indfange børnenes

indtryk i deres lege, og sammen fandt vi frem til, at en form kunne være at bede dem

tegne i en lille gruppe, hvor børnene i forvejen var fortrolige med hinanden.

Fra begyndelsen var min tanke, at børnene skulle opleve et børneteaterstykke af høj

kunstnerisk kvalitet, men det kunne i praksis ikke lade sig gøre, da sæsonen for

stationære teaterstykker i nærheden og med børnehavebørn som målgruppe allerede var

slut, da jeg indledte mit feltarbejde i april.

I stedet valgte jeg i samråd med pædagogen at vise børnene to små film fra Statens

Filminstitut. Pædagogen havde netop deltaget i et kursus for ”filmpiloter” og havde

derfor et godt kendskab til kvalitetsfilm. Vi valgte en dukkefilm ”Den lille ridder” af 25

minutters varighed, og en kort tegnefilm ”Verdens uartigste dreng” af 6 minutters

varighed. Begge film ville vi vise i børnehaven for de to stuer, som de deltagende børn

til daglig hørte hjemme på – således at alle børnene i afdelingen så filmene, men kun en

lille gruppe deltog i den efterfølgende tegneseance. Såvel de tegnende børn som de

øvrige børn var på forhånd blevet fortalt, at jeg skulle komme, og at vi skulle se film

sammen.

Børnenes tegneproces blev optaget på video og er bilagt afhandlingen som bilag 1. Der

blev optaget to små film af henholdsvis tre drenge og to piger, der tegnede, mens de

fortalte. Kameraet var anbragt, så det generede mindst muligt – det er altså ikke holdt af

mig under processen.

28

3.2 Metodiske overvejelser

Jeg var fra starten af projektet nødt til at skulle finde en gruppe børn, som var fremmede

for mig, da jeg ikke selv har mindre børn. Jeg havde valgt at arbejde med før-skole-børn

ud fra en betragtning om, at de ikke så let lod sig distrahere af at fokusere på, hvad jeg

gerne ville have dem til. Det er min erfaring, at børn meget nemt kommer til at levere,

hvad de tror den voksne gerne vil have, og den situation ville jeg naturligvis gerne

undgå.

Jeg valgte at arbejde med børn fra en børnehave, hvor jeg i forvejen havde en god

kontakt til en ansat – der blev ”gate-keeper” for mig. Hun var min legitime indgang til

børnehavens verden, både i forhold til børnene og deres forældre, men også i forhold til

børnehavens øvrige personale. Det var en stor fordel, at pædagogen på forhånd var

meget interesseret i projektet, og at hun tidligere havde arbejdet med andre studerende,

der skulle lave observationer.

Jeg valgte at filme frem for at lave lydoptagelser. Det var primært for at kunne medtage

børnenes kropssprog i min analyse men også for at kunne skelne, hvem der siger hvad.

Det kan være vanskeligt at skelne mellem stemmer, når man ikke kender børnene

vældig godt. Jeg havde forestillet mig, at Pia (pædagogen) kunne lave

videooptagelserne, mens jeg snakkede med børnene, men det havde hun slet ikke tid til.

I stedet blev kameraet anbragt på en hylde, så børnene ikke var særligt opmærksomme

på det undervejs. Til gengæld kunne jeg jo ikke undgå, at de var meget opmærksomme

på mig undervejs; det lå jo i den situation, jeg havde sat som ramme om deres

tegneproces. Jeg havde selv i mit valg af metode defineret min deltagelse i relation til

børnene. Jeg var meget involveret undervejs, men kameraets optagelser skulle skaffe

mig den nødvendige distance, når jeg skulle i gang med at fortolke mit materiale.38

Feltarbejde forstået antropologisk er altid en blanding af indlevelse og distance, og min

distance kan jeg først etablere i det øjeblik, jeg skal i gang med at analysere og tolke mit

materiale.

38 Gulløv(2003) s. 21

29

Jeg havde forestillet mig, at oplevelsesværdien af en teaterforestilling ville være stor for

aldersgruppen, men som nævnt kunne det af praktiske grunde ikke lade sig gøre at

komme i teateret med børnene, så det blev to film, der skulle danne oplevelsesfelt for

børnenes tegninger.

Jeg var ikke ude efter at få fine tegninger med hjem; i stedet var jeg på jagt efter de

fortællinger, børnene kunne lave med hinanden, mens de tegnede. Jeg håbede at kunne

observere en transformation af deres oplevelse til et narrativt udtryk, inspireret af

Flemming Mouritsens tanker om kultur som råstof for fortællingen: ”Råstoffet

omformes og laves om til en anden fortælling – til en fortælling, de fortæller om sig

selv, og det er en ganske anden historie end mediernes. De fortæller med legen som

medium stoffet fra medierne om. De er ikke bare ofre for dem, det er netop legen, der

sætter dem i stand til det og til at vende et passivt og konsumerende kulturforhold til

aktiv udøvelse.”39

Ideelt set ville jeg gerne have lavet observationer over flere dage i børnehaven for at se,

om indholdet fra filmene kom ud som lege. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, men

der var jo også det problem, at jeg måske ikke lige var der, når en leg gik i gang

inspireret af filmene. Det kunne ske derhjemme, eller det kunne være i en krog af

børnehaven, hvor jeg ikke var lige på det tidspunkt.

Derfor havde jeg var starten af projektet planlagt at lave nogle interviews med forældre,

der var interesserede i at være med. Forældrene kunne måske have registreret lege, som

jeg kunne have glæde af at få beskrevet.

Børnene, som pædagogen havde udvalgt, fik en seddel med hjem om tilladelse til at

lade mig filme deres børn og bruge optagelserne i denne afhandling, og på samme

seddel blev de spurgt, om de ville lade sig interviewe. Jeg oplyste, at jeg var interesseret

i at høre noget om, hvad børnene i mellemtiden havde fortalt hjemme om deres

oplevelse med filmene og tegningerne. Jeg var også generelt interesseret i, hvad

forældrene prioriterede at opleve sammen med deres børn.

39 Mouritsen(1996) s. 84

30

Jeg kontaktede de forældre, der havde givet tilsagn, og vi aftalte et tidspunkt, hvor

børnene var kommet i seng, og jeg lavede alle tre interviews i informanternes hjem. Jeg

havde valgt at lave mine interviews hjemme hos informanterne dels for at skabe en tryg

stemning om samtalerne, og dels for at give dem mindst mulig ulejlighed. Jeg havde

desuden oplyst, at jeg gerne ville optage samtalerne på bånd men ikke på video. Det er

min erfaring, at video-mediet kan give en akavet stemning, når folk ved, at de bliver

filmet, og det var vigtigt for mig, at informanterne var veltilpasse og afslappede. Jeg

optog således de tre interviews på diktafon, og de er i transkriberet version vedlagt som

bilag 2-4 i fuld udskrift.

Jeg havde forinden lavet en meget åben og meget kort interview-guide40, som indeholdt

de spørgsmål, jeg havde informeret forældrene om, at jeg ville stille. Guiden skulle

primært bruges til at sikre, at jeg fik svar på mine centrale spørgsmål fra alle

informanter, så deres oplysninger kunne sammenlignes. Den skulle dog ikke binde mig

for meget, da jeg hellere så, at mine informanter opfattede situationen som en samtale

snarere end et interview. Under en samtale opstår andre retninger, som det kan være

vigtigt og givende at følge i situationen.

3.3 Etiske overvejelser

Jeg valgte at få forældrenes tilladelse til at filme deres børn og til at bruge materialet,

men jeg gjorde opmærksom på, at filmene ikke bliver offentliggjort. Jeg har ikke direkte

spurgt børnene selv, om de ville deltage i projektet, ligesom jeg heller ikke har fortalt

dem, hvad deres tegninger skulle bruges til. Dette kunne jeg godt have gjort; Jan

Kampmann stiller en række etiske overvejelser op, som man som forsker må forholde

sig til, når forskningens område er børn og deres verden.41 Jeg har valgt ikke at gå

dybere ind i disse etiske overvejelser, da mit projekt med børnene var af meget kort

varighed (én formiddag), men jeg har tilstræbt at forstyrre børnenes dagligdag mindst

muligt og sikre dem så stor tryghed som muligt undervejs.

Både filmen og videooptagelserne skete i børnehaven og dermed i en kontekst, der var

velkendt og fortrolig for børnene. De var på forhånd af pædagogen orienteret om, at jeg

skulle komme, og hvad vi skulle lave. Pædagogen havde udvalgt de børn, der skulle

40 Kvale(1997) 41 Gulløv(2003) s.169ff

31

deltage i projektet, og jeg kan ikke vurdere, om det havde betydning for børnene at være

deltagere eller ikke-deltagere.

Tegne-processen havde jeg valgt at lave i små grupper. Det var til dels for at sikre, at

børnene var sammen med kammerater, der var glade for og ikke skulle sidde alene

overfor mig, hvilket kunne være en situation, der kunne gøre dem lidt usikre. Det var til

dels også for bedre at kunne få en fortælling etableret: mens det ene barn fortalte og

tegnede, ville det andet barn sikkert følge op og føje sin egen narration til.

En af forældrene spurgte undervejs, om de ikke måtte få en kopi af den video, jeg havde

lavet af deres børn, og det ønske valgte jeg naturligvis at efterkomme. Det viste sig også

at være en velegnet lille gave at have filmen med, når jeg kom på besøg og skulle lave

interviews. Jeg har ikke planlagt yderligere formidling af mine feltstudier til mine

informanter, men dog vil jeg give Pia, pædagogen mulighed for at læse den færdige

afhandling, da hun har vist meget stor interesse for projektet. Hun har fungeret som

gate-keeper, og for hende (og resten af børnehaven) vil min undersøgelse være faglig

relevant.

3.4 Præsentation af feltarbejdet

Som beskrevet var børnene forberedt på mit besøg den dag, jeg ankom til børnehaven.

Jeg kom om formiddagen kl. 9, så vi havde den nødvendige tid til både at se film og

tegne, før børnene skulle spise frokost.

Jeg blev modtaget af Pia, min kontakt i børnehaven. Hun viste mig over i den kælder,

hvor vi skulle se film sammen med børnene. Hun havde valgt kælderen, dels fordi der

var god plads, og dels fordi der kunne mørklægges, så lokalet var velegnet til formålet.

Jeg havde selv medbragt dvd-afspiller, film, højtalere og projektor, så jeg gik i gang

med at stille op, mens Pia hentede et lærred.

Pia havde besluttet, at alle børnene i hendes afdeling af børnehaven skulle være med til

at se filmene, så børnene kom derned og satte sig tæt på nogle madrasser på gulvet. De

var alle stille og meget opmærksomme, mens jeg viste filmene. Der kom et barn med

32

sin mor undervejs, men det forstyrrede tilsyneladende ikke de andre børn, der stadig

virkede meget koncentrerede og optagede af at se film.

Den første film ”Den lille ridder” var en dukkefilm om en køkkendreng på et slot i et

land, hvor det er forbudt at være vred. En ond troldmand har magten over kongen, fordi

han har et sovemiddel, som han kan få kongen til at falde i søvn med. Den lille

køkkendreng vil gerne være ridder, og han drager ud i verden med et sværd, han får af

prinsessen, og nu skal han lære at være en rigtig ridder.

Han kommer til et andet slot, hvor der er mange bøger, og han finder en bog om at

fægte og går straks i gang med at øve sig. Mændene, som bor på slottet, vil hellere have,

at han skal læse og er meget utilfredse med ham, så han bliver smidt ud og drager

videre. Så kommer han til et andet slot, hvor der er karruseller og marked foran, og hvor

tykke mænd med forklæder serverer kage for ham hele tiden. Her skynder han sig også

videre, hele tiden fulgt af et par høns hjemmefra. Til sidst kommer han til et sted, hvor

han kan høre en brølende lyd bag et stengærde. Deromme bor den drage, han skal

kæmpe imod, og han går derind med sit sværd.

Nu kæmper han mod dragen, der sprudler ild og ser meget farlig ud. Det viser sig

imidlertid, at dragen har kedet sig og savnet en god kamp, og da drengen overvinder

dragen, slår han den ikke ihjel. I stedet får han dragens mod, og han kan vende hjem til

slottet igen.

Hjemme har troldmanden totalt overtaget slottet, og kongen og prinsessen er lænket til

køkkenet, hvor de må arbejde hårdt. Drengen overvinder troldmanden, og på det mest

kritiske punkt kommer dragen til stede i rummet og hjælper drengen. Filmen slutter

med, at drengen og prinsessen får hinanden, og kongen sidder igen på sin trone.

Den næste film hed ”Verdens uartigste dreng” og var en meget kort tegnefilm på 6

minutter. Filmen er baseret på en historie af Kim Fupz Aakeson og handler om en

dreng, der ikke kan lyve. Han siger sandheden altid, og det er ikke heldigt, når man er

på besøg hos sin faster og får mad, man ikke kan lide – og siger at det smager af prut.

Derfor sender drengens forældre ham på en lyveskole, hvor han lærer at lyve. Herefter

roser han sin fasters mad, og han takker meget for en grim trøje i julegave, og derfor får

33

han større gaver og også tit en fem-krone. Moralen er, at børn, der kan lyve, får flere og

større gaver end børn, der ikke kan lyve.

Efter filmene gik børnene og personalet tilbage til deres afdeling af børnehaven. Vi lod

udstyret stå, så de andre stuer i børnehaven også kunne gå ned og se film, hvis de havde

lyst. Jeg gik med over i børnehaven, og Pia havde stillet videokameraet parat.

Jeg skulle snakke med børnene i et lille rum, som ikke normalt blev brugt til legerum.

Der var et par borde stillet sammen med stole omkring. Det var ikke børnestole men

almindelige ”voksen”stole. Pia havde lagt nogle stykker papir i A3 størrelse frem

sammen med farver.

I mit uddrag af videooptagelserne gennemgår jeg kortfattet, hvad børnene siger. I kursiv

skriver jeg mine analyser og tolkninger ind i teksten nedenfor.

3.4.1 Drengenes tegnesession

Jeg fik først drengegruppen (Oscar, Anders og Anton, alle knapt 5 år) ind i lokalet. De

blev hentet af Pia, der lukkede døren, så vi kunne snakke i fred. Jeg fortalte de tre

drenge, at jeg gerne ville have dem til at tegne noget af det, de havde set i filmene. Bilag

1 indeholder videooptagelserne med børnene.

”Det bedste var at dragen lavede fyrværkeri – den tændte nemlig raketter”, sagde en af

drengene med at stort smil og glimt i øjnene. Lige her er der ikke tvivl om, at drengen

har oplevet noget, der i særlig grad vakte hans interesse – det kan aflæses af hele hans

mimik og kropssprog. Drengene snakkede lidt om hvad de ville tegne, og så gik de i

gang med at tegne.

Jeg havde forestillet mig, at drengene ville snakke om filmene, mens de tegnede, men

sådan gik det slet ikke. Oscar fortæller pludselig, at han har fået en ny figur med en sav

på den ene arm, den er vildt sej og kan save træ, fortæller han – måske inspireret af den

lille ridder, men det fremgår ikke af sammenhængen.

Derimod kan man sige, at Oscar her forsøger sig med en improvisation i situationen,

hvor han introducerer en figur fra et for drengegruppen velkendt legeunivers ind i den

af mig opstillede virkelighed. Han forsøger dermed at overskride den apollinske ramme

34

med et dionysisk (et legende) element. Han laver her også en kreativ forbindelse mellem

ridderen i filmen og de gomichi-figurer, der spiller en stor rolle i hans lege (se

interview med Suzanne og Søren).

Anton er den af drengene, der tegner mest koncentreret gennem hele forløbet. For at få

gang i snakken om filmen, spørger jeg med mellemrum til, hvad han tegner. Han tegner

køkkendrengen, fortæller han, og jeg spørger så, hvad køkkendrengen lavede i filmen.

Pludseligt siger Anton: ”Jeg ved noget om Grauballemanden. Ja fordi jeg har set ham!”

Og lidt efter: ”Han er død og han har fået mast benene” Jeg spørger, hvorfor han kom til

at tænke på ham, men det får jeg ikke noget svar på. Anton er klart fascineret af sin

oplevelse, der trækker tråde til drengenes lege om krig, eller til den splatter-agtige

forestilling om at have fået ”mast benene”.

Anders tegner næsten ikke. Han bevæger sig rundt på stolen, læner sig ind over bordet

og snakker lidt. Anders beskrives af sin mor som en meget fysisk aktiv dreng, og derfor

er det måske svært for ham at sidde længe på stolen – han ville hellere være i

bevægelse.

Anton annoncerer brat, at: ”Nu er køkkendrengen færdig - det er svært”.

På et tidspunkt spørger Oscar, om han må få tegningen med hjem. Her tænker jeg, at

tegningen har fået en vis værdi for Oscar, selv om han ikke selv har tegnet meget på

den. Jeg ved ikke, hvorfor den tegning er blevet vigtig at få med hjem, men den

repræsenterer muligvis en meningsfuld relation i børnehaven. Med Wenger kan man

sige, at tegningen er en reifikation af den relation, Oscar har til gruppen af drenge i

børnehaven.

Anton siger i det samme, at han også vil tegne noget fra ”Den uartige dreng”. Anders

tager fat i papiret og prøver at vende det om, mens Anton bliver ved med at tegne, og

han trækker papiret over til sig selv. Anders opgiver at vende papiret. Anders fortæller,

at han da også har en film derhjemme.

35

Jeg prøver igen at dreje samtalen ind på de film, vi har set sammen. Nu tager Anders et

stykke farvekridt op og kigger på det, mens Oscar synger lidt af en hjemmelavet melodi.

Anton tegner stadigt. Nu har de to andre helt opgivet at tegne. De undersøger farverne

og hylsteret, de ligger i. Anders eksperimenterer på et tidspunkt lidt med farverne på

papiret – farver oven i en anden farve og snakker om ”tryllefarver”. Anders prøver her

at sætte scenen for en ny ”leg” med at bruge materialerne på en anden måde, men han

opgiver, da hans idé ikke vækker genklang hos de andre. Igen ser jeg en overskridelse

af den apollinske virkelighed med et forsøg på et dionysisk ”oprør” imod min

iscenesættelse af noget, der lige så godt kunne have været en leg.

Anders fortæller, at flagermus lever i mørke huler. Anton fortæller, at han har set en

ægte flagermus, og at hans mor har fortalt om dem. Oscar siger: ”Jeg er

flagermuskongen, og jeg har flagermuskongesværdet derhjemme!” Temaet om

flagermus er interessant for alle tre drenge, men jeg kan ikke se, hvor inspirationen til

emnet kom fra.

Oscar laver her en lille fortælling, der kunne tolkes som et fragment af et eventyr. Han

kender afgjort formlen for eventyret med figuren kongen og elementet kamp

symboliseret ved kongens sværd. Han improviserer over et kendt tema i en form, der er

genkendelig selv i de to meget korte sætninger. Det er en kunst, der kræver et indgående

kendskab til de traderede formler, som eventyret rummer, og det kræver yderligere en

evne til at kunne improvisere i situationen, som Mouritsen beskriver. ”Der ligger lang

praksis og øvelse bag denne selvfølgelighed.” 42

Oscar hopper ned af stolen men sætter sig med det samme op på den igen. Anders

kigger op i lofter, drejer lidt rundt på stolen og spørger, hvornår vi er færdige herinde.

Det er nu åbenlyst kedeligt at sidde sammen med mig længere. Det er ikke sjovt, og det

er ikke en leg. Den apollinske ramme er ikke længere tiltrækkende på nogen måde.

Jeg forklarer, at det er vi snart, når racerbanen er tegnet færdig – det er nemlig en

racerbane, Anton er i gang med at tegne. Oscar kigger på, at Anton tegner, men Anders

har nu helt mistet interessen for tegningen. Anton siger: ”Så! Nu er den færdig!”

42 Mouritsen (2003) s. 193

36

Jeg beder drengene fortælle, hvad de hedder og hvor gamle de er. Det gør de, og Oscar

siger igen, at han vil have tegningen med hjem. Jeg forsøger at få lov til at få tegningen,

men Oscar fastholder at han gerne vil have den, og det får han lov til. Drengene går ud

af rummet.

3.4.2 Pigernes tegnesession

Pigerne kommer ind i rummet og sætter sig. Jeg beder dem fortælle, hvad de hedder, og

de fortæller at de hedder Emma og Katrine – Emma er 5 år og Katrine er 4 år. Jeg

præsenterer mig også, og pigerne fortæller hver især om, at de også kender nogen andre,

der hedder Vibeke.

Jeg spørger pigerne, om det var nogle gode film, og de siger de, at det var. Jeg beder

dem tegne noget fra filmene, men Emma siger, at hun ikke kan huske noget. Begge

piger virker noget generte i situationen og sidder lidt uroligt. Jeg spørger, om de grinede

nogen gange, og nu kan Emma huske noget om en drage.

Jeg beder pigerne tegne noget, og de går lidt tøvende i gang. Katrine tegner et hjerte,

fortæller hun. Emma vil tegne dragen, og den skal have en kjole på. Pigerne tegner, og

de snakker ikke sammen men koncentrerer sig udelukkende om at tegne.

Jeg prøver at få dem til at fortælle, hvad de tegner. Emma tegner en drage med kjole –

en pigedrage. (Her digter Emma videre på filmen, idet hun opfinder en pigedrage –

måske så hun bedre kan få plads i tegningen til de pige-ting, der er sjovere at tegne).

Katrine tegner et hjerte – et julehjerte, tilføjer hun med et stort smil og kigger på mig.

Jeg spørger, om der var noget med jul i den ene film, og Katrine siger, at det var der i

film nummer to. Emma siger nu, at hendes tegning er et juletræ.

Jeg spørger igen til filmene, og Katrine fortæller, at drengen havde ønsket sig en bane,

men så fik han den ikke først. Jeg vil vide hvorfor, og Katrine fortæller, at julemanden

havde snydt ham. Jeg spørger atter til filmene, og Emma fortæller lidt.

Jeg vender tilbage til den første film og til dragen, og Emma siger, at det var den lille

bager, der skulle slås med dragen. Emma fortæller om prinsessen og dragesværdet. Jeg

prøver at få Katrine til at sige noget om den film, men hun kan ikke huske noget, siger

37

hun. Jeg spørger om der var noget med troldmanden, og Emma fortæller, at hans øjne

lyste.

Jeg spørger nu Katrine, hvad hun tegner. Hun siger, at om lidt så kommer der et juletræ.

”Hvorfor” spørger jeg. ”Fordi det var jul” siger Katrine. Her kan jeg se en tydelig lege-

markør i brugen af datidsformen: ”Fordi det var jul”. Datidsformen er en vigtig

markør, som framer udsagnet som leg i forhold til realplanet. I lege bruger børn

datidsformen, når de instruerer legen – når de er i et meta-niveau i forhold til indholdet

af legen. Katrine er her i en leg, mens hun tegner – hun tegner en fiktion.

Pigerne fortæller ikke spontant, mens de tegner, men jeg prøver hele tiden at spørge ind

til figurer fra filmene i håb om at få gang i snakken eller en genfortælling. Emma svarer,

når jeg spørger, mens Katrine er meget stille, og de tegner koncentrerede begge to.

Emma tegner pynt, siger hun. Jeg har byttet rundt på navnene og kalder Emma for

Katrine, men Emma retter mig og siger, at det er hende, der hedder Emma.

Jeg spørger Emma, om hun godt kan lide jul. Det kan de begge to godt lide. Men først

skal det være sommer og min fødselsdag, siger Katrine, det er den 5. august. Emma

siger, at hun har haft fødselsdag. Katrine fortæller, at hun har mange barbie-dukker, og

Emma siger, at hun har en hel kasse. Her har begge piger en mere ivrig stemmeføring.

Jeg spørger til tegningerne igen. Emma tegner pynt, siger hun. Jeg vil vide, om det er

pynt til slottet, men nu har tegningen tilsyneladende intet med filmene at gøre længere.

Pigerne vil hellere tegne noget, det er fint og pænt, og som de godt kan lide at tegne end

at tegne noget fra filmene. Det er et typisk træk i mange pigers tegninger at lave fine

ornamenter, og det betyder tilsyneladende noget for pigerne at tegne noget, der bliver

”fint”. Pigerne har gang i et samarbejde her, idet de følger hinandens fortælling om at

tegne noget pynt.

Jeg spørger, om der var noget i filmene, pigerne blev bange for, men det var der ikke.

Jeg spørger så, om der var noget sjovt i filmene. Emma svarer, at det var sjovt, da

drengen sagde at det smagte af puh og bæ. Det synes Katrine også var sjovt. Pigerne

fascineres her af det ”forbudte”, det grænseoverskridende i at drengen i filmen

sammenligner maden med afføring. Det giver i mit teoretiske perspektiv forbindelser til

38

dionysiske excesser, eller med et andet teoretisk begreb til det karnevalistiske, som er et

væsentligt element i børns egen legekultur.

Piger koncentrerer sig meget om at tegne. Jeg spørger til filmen om den uartige dreng –

hvorfor han skulle lære at lyve? Emma svarer, mens hun tegner.

Derefter spørger jeg til fyrværkeriet i den første film. Katrine fortæller, at hun har set

fyrværkeri ved et slot, og Emma har set det nytårsaften. Det får Katrine til at fortælle, at

de til nytår kun havde knaldperler, fordi de boede oppe i Granparken. Emma fortæller

nu, at hun har været i USA og set fyrværkeri ved et slot derovre.

Jeg spørger nu til børne-tv – hvad er det sjovt at se i fjernsynet? Katrine kan godt lige

Sigurd, og Emma kan lide Lille Nørd.

Jeg spørger dernæst, om pigerne har været i biografen, og det har de begge to, men de

fortæller ikke mere om det.

Så spørger jeg, om de har været inde og se teater. ”Det har jeg” siger Katrine, ”Folk og

Røvere i Kardemomme By”, og hun ser op og kigger mig ind i øjnene. Emma fortæller,

at hun også så den, og at hun fik ”hende pigens autograf”. Vi snakker nu mere om

teaterforestillingen, som de begge husker meget tydeligt og med mange detaljer. Emma

fortæller, at én af de voksne var så skrap, og hun kigger på Katrine som for at få

udsagnet bekræftet. ”Jeg tror, det var tante Sofie” siger Katrine, ”hun sagde de skulle

vaske ører og fødder.” Pigerne bliver meget optaget af at fortælle, og de holder op med

at tegne videre. Især Katrine husker stykket meget tydeligt. Der var legeild, fortæller

pigerne. De læner sig begge tilbage i stolene og ser på mig, mens de fortæller. Det er

tydeligt at aflæse, at emnet interesserer dem begge to meget, og at det har været en

meget stor oplevelse at være inde og se teater.

Katrine fortæller desuden om, hvem af sine venner hun mødte, da hun skulle se teater.

Jeg spørger, om tegningen er færdig. Det er den, og vi snakker lidt om, hvad de har

tegnet. Jeg spørger, om jeg må få tegningen med hjem, og det må jeg gerne. Det er

39

naturligt nok, da pigerne har været meget optaget af at tegne noget fint som en gave til

mig.

3.4.3 Uddrag af interviews med forældrene

Som nævnt lavede jeg efter filmoptagelserne interviews med forældre til tre af børnene.

Min hensigt var at bruge forældrene som informanter, der måske ville kunne afdække

noget af børnenes efterfølgende refleksioner eller lege over de temaer, filmene havde

indeholdt. Jeg forestillede mig også, at forældrene måske kunne belyse nærmere, om de

havde set deres børn lege noget på baggrund af oplevelser.

Desuden spurgte jeg alle forældre, hvilke oplevelser, der var væsentligt for dem at give

deres børn. Dette ville jeg gerne have nogle informationer om til brug for mit

afsluttende afsnit, hvor jeg vil give nogle bud til børnebibliotekernes tilrettelæggelse af

deres tilbud til børn i lyset af mine teoretiske overvejelser og mine empiriske

observationer/informationer.

Jeg vil i det følgende lave korte uddrag af mine interviews, der kan læses i fuld

transskription i bilag 2-4. Gengivelser af udsagn står i normal typografi, mens mine

analyser og tolkninger er kursiverede.

Oscars forældre – Suzanne og Søren43:

Suzanne fortæller om Oscars gomichi-figurer – en slags små dukker med forskellige

egenskaber, som Oscar og de andre drenge i børnehaven er meget optagede af for tiden.

Oscar leger tit alene med sine figurer derhjemme – faktisk har han et sprog, han til tider

bruger, når han leger med Gomichi, og så skal han ”oversætte” for sine forældre. Her

anbringer Oscar sig selv i en kompetent rolle i forhold til forældrene, hvor forældrene

indirekte kommer til at spille en rolle i den leg, Oscar har gang i. Man kan også sige, at

forældrene kommer til at fungere som en slags rekvisitter i Oscars leg, men rekvisitter,

der bringer legen videre, når Oscar skal konstruere en mening af de ord, han selv finder

på.

43 Se bilag 2

40

Suzanne mener, at Oscar ofte overfører sine oplevelser til lege, han leget med Gomichi-

figurerne, men at de godt kan tage meget lang tid, før en oplevelse omsættes til en leg.

Suzanne mener, at Oscar sagtens kan have leget noget fra filmene, men hun har ikke

direkte set ham lege det.

Søren fortæller, at Oscar ellers er en ridder med sværd og det hele. Det har han leget

meget, også inden han så filmen om den lille ridder, så interessen kommer ikke derfra

men var der i forvejen.

Forældrene fortæller endvidere, at Oscar bliver meget inspireret af figurer fra TV. Han

ser måske ti minutter af noget, og så går han ind for at lege videre på det. Så er det

gradvist ikke længere udsendelsen i TV, der er vigtig men i stedet er det hans leg med

sig selv. Oscar transformerer den fiktion, han oplever, til sin egen æstetiske

formgivning af en leg, som han gradvist opsluges mere og mere af. Legens fiktion bliver

mere væsentlig for ham end mediets (filmens) fiktion. Han oplever at være i flow, mens

han leger.

Suzanne og Søren fortæller, at de prioritere, at deres børn skal have en opvækst med

kultur. Først og fremmest lægger de vægt på, at deres børn oplever kulturforskelle

mellem mennesker – at mennesker er forskellige, og at man kan finde ud af at omgås

forskellige mennesker. Rejser er vigtige for familien – at vise børnene ”at verden er

større end Ebeltoft”. Men senere i interviewet viser det sig, at familien faktisk tager

børnene med til en mangfoldighed at kulturoplevelser, og det er ikke udelukkende til

kultur, der er tilrettelagt for børn: det er også kunstmuseer og gallerier. Men familien

bruger ikke biblioteket længere. Det gjorde de, da Oscar var mindre, men nu er der

blevet dårligere tid til det. Biblioteket associeres udelukkende med bøger, og selv om

Oscar godt kan lide bøger, er der kommet meget mere til, som han griber til når han vil

lege.

41

Anders’ mor – Lene 44

Anders har fortalt om filmene hjemme, og hans mor fortælle, at hun på hans mimik

kunne se, at det havde været rigtigt sjovt at se filmen om ridderen og dragen, der blev

venner til sidst. Filmen havde gjort indtryk på Anders, mente hun.

Anders er ellers ifølge sin mor et lidt ensidigt barn. Hans yndlingsbeskæftigelse er at

grave ude i haven, hvor han har sin egen skrænt at grave i. Der bruger han mange timer

på at grave.

Anders leger dog også med Gomichi-figurer, og han tager sten med ind fra haven for at

bygge landskaber til sine figurer. Hans mor har ikke lagt mærke til, om han bruger

elementer fra det, han så i filmen om dragen.

Jeg spørger til, om Anders har set teater, og her fortæller Lene om en tur til Astrid

Lindgren-land, hvor familien oplevede levendegørelse af flere af Lindgrens bøger, men

hun fortæller ikke specielt noget om Anders’ oplevelse af det. Den ældste datter

Johanne på 10 år er kommet til og deltager i samtalen, og hun fortæller meget engageret

om oplevelserne i Sverige.

Anders er det yngste barn i familien med to ældre søstre. Familien lægger stor vægt på

familielivet; både børn og forældre nyder at have bedsteforældre lige i nærheden, som

børnene er meget samen med. Når Lene fortæller om oplevelser, er det familiens

perspektiv, hun gengiver det med.

Jeg kan høre, at de to søstre også leger meget med Anders, når han ikke er i skrænten,

som Johanne formulerer det. De hopper i trampolin i haven og cykler, og de to piger

læser historier for deres lillebror. Familien bruger biblioteket, men det bliver ikke til så

meget om sommeren, hvor der er meget andet at lave ude.

Lene fortæller, at det er oplevelser i familien, de prioriterer for børnene og for sig selv.

Det kan være cykelture til stranden for at stryge rejer, eller det kan være ferier i hytte i

Sverige. Det er meget hygge med børn og bedsteforældre, og så er det at have et aktivt

liv sammen, meget gerne i naturen.

44 Se bilag 4

42

Jeg får mod slutningen af snakken et blik ind i en leg, der har sin inspiration i TV.

Johanne fortæller, at de nede i skolen leger X-faktor – eller X-talent, for så kan man

tage mere med end at synge. Det leger de meget i frikvartererne, fortæller hun. Johanne

vil helst være dommer, og allerhelst vil hun være Julie fra Talent, men nogle gange er

hun også drengene, for de er meget skrappere. Det kan nemlig godt være sjovt nogen

gange at få lov til at være sur for sjov, siger Johanne.

Det er tydeligt, at Johanne her fortæller om en leg, som de har leget mange gange i

skolen, og som har helt sin egen dagsorden med afsæt i talentkonkurrencer fra TV. Det

er spændende at eksperimentere med roller men også med følelsesudtryk – at være sur

for sjov, at være skrap.

Med Wengers ord kan man tale om, at en reifikation som et tv-program omformes i en

kreativ proces og indgår i et praksisfællesskab (nemlig gruppen i klassen) og derved

kommer til at blive en meningsfuld reifikation i fællesskabets forståelse af sine egne

kulturelle og sociale relationer.

Katrines forældre – Tanja og Flemming

Katrines forældre fortæller, at deres datter ikke af sig selv har fortalt ret meget om

filmene og om at tegne sammen med mig, og de ville ikke presse på for at høre mere.

De ville lade det ligge og vente på, om der skulle dukke mere op af sig selv, men det

gjorde der ikke.

Til gengæld kunne de fortælle, at Katrine havde været i teater med sin mormor og se

”Folk og Røvere i Kardemomme By”, og at det havde gjort et stort indtryk på hende.

Hun legede forestillingen mange gange med sin lillebror Anders, som skulle være

Kamilla, mens Katrine selv var den skrappe tante Sofie. Tanja undrer sig over, at

Katrine ikke vælger at være Kamilla – eller Kamomilla, som Katrine kalder hende –

fordi Tanja synes, Katrine bedre må kunne identificere sig med den søde pige i stykket.

I stedet vælger Katrine at være ”tante Sofie, der sådan har bestemt og lige påtog sig den

der rolle med at have styr på tingene. Så kunne Anders så være den der skulle hundses

lidt med, men alligevel så var han ikke en af røverne.”45

45 Bilag 3, s.2

43

I mine optagelser fortæller Katrine også en del om teaterstykket, som hun tydeligt

husker meget detaljeret. I min tolkning vælger hun sig en rolle i legen, som er den

styrende i forhold til lillebroderen, og en rolle, hvor hun kan lege med det at være en

skrap harpe. Rollen kan sidestilles med moderens eller storesøsterens rolle i en far-

mor-børn leg, hvor legestyreren som regel vælger denne dominerende rolle – fordi den

er den sjoveste. Lillebror Anders er måske en rekvisit mere end en medspiller i legen, da

han er en del yngre, og da han ikke selv har oplevet teaterstykket. Katrine skal derfor

samtidig i legen fungere som instruktør for Anders – kunne jeg forestille mig. Jeg har jo

ikke selv set børnene lege legen.

Med Flemming Mouritsen kan man forklare denne leg som en parodi på opdragelsen,

som børnene oplever den. Børnene sætter deres oplevelser ind i genren parodi,

overdrivelse og latterliggørelse og derigennem fortolkes et livsvilkår i legens rammer.

”I denne rolleleg tematiseres en voksen-barn relation, der sættes på spidsen og

polariseres som råstof for en symbolisering af voksendom versus barnlighed, således at

børnenes erfaring, det daglige opdragelsens drama, kan komme til udtryk, synliggøres,

fortolkes. Hvad der udtrykkes i denne i denne rolleleg, er da den barnlige erfaring med

”projekt opdragelse.” 46

Forældrene fortæller, at Katrine er meget styrende, når hun leger – også i forhold til

jævnaldrende piger. Børnehaven har også sagt, at Katrine tager teten meget, men på den

gode måde, og at Katrine er meget populær blandt pigerne i børnehaven. Mit indtryk er,

at Katrine er en virkelig kompetent igangsætter af gode lege, og at det gør hende

populær blandt veninderne. Katrine kan gribe en inspiration og omsætte den til en god

og engagerende leg.

Flemming fortæller, at film også kan fange hende. Jeg tror, han mener TV. Hun er

meget glad for Sigurd, og så leger hun børnegymnastik med Anders. Det er forældrene

tydeligt glade for; Anders kan det mest utrolige, når Katrine sætter gymnastik-legen i

gang, for Anders kopierer alt, hvad hun gør.

46 Mouritsen(1996) s. 57

44

Katrine er meget glad for at synge, og hun bruger såvel Sigurd som MGP som

inspiration. Tanja fortæller, at datteren kan alle sangene fra MGP Nordic. Det er godt

nok noget sludder, hun synger, men hun synger med og danser som dem i fjernsynet.

Faktisk kan hun iscenesætte et helt show, hvor hun først producerer billetter til

forældrene, som så kan se på hendes optræden, og Flemming mener, at idéen med at

lave billetter kom, efter Katrine havde været i teateret. Her er der tydeligvis også gang i

en leg, der er inspireret af oplevelser hentet fra TV og teater, og Katrine lavet en fint

koreograferet performance med forældrene som publikum og hende selv i hovedrollen

som stjernen.

I det hele taget synes forældrene, at de ofte ser Katrine lege noget, som har en

inspiration fra ting, hun har oplevet i virkeligheden.

Jeg spørger nu, hvad forældrene prioriterer at lave sammen med deres børn, hvad de

synes, børnene skal opleve. Tanja fortæller, at de forsøger at finde noget, der er på

børnenes niveau, og at de altså ikke slæber dem med på kunstudstillinger og den slags.

De har været en del i ”Ree Park” (en lokal dyrepark) og i Djurs Sommerland, og de har

været til koncert med Sigurd Barret i Musikhuset i Århus. Når børnene ser TV, styrer

forældrene, hvad de ser og hvor længe – det skal passe til det, børnene kan forstå.

Familien kommer også meget på biblioteket, dels for at låne bøger og dels for at lege.

Tanja mener, at det skyldes, at hun altid selv har holdt meget af at læse, og børnene er

meget glade for at komme ud på biblioteket og lege.

De kommer ikke til bibliotekets arrangementer, fordi Tanja synes, Anders er for lille til

det endnu, men hun ved godt, at der sker mange forskellige ting på biblioteket i

børnenes skoleferie.

3.5 Diskussion af feltobservationerne i et teoretisk perspektiv

Jeg havde tænkt, at jeg i mit feltarbejde ville give børnene en oplevelse, men som jeg i

mine teoretiske afsnit definerer begrebet oplevelse, er det en meget subjektiv ting, og

det er altid den oplevende, der fastslår, om noget er en oplevelse for lige netop ham eller

45

hende. Det vil sige, at jeg ikke på forhånd kan sige, at en teaterforestilling eller en film

vil give børnene en oplevelse. Men jeg kan naturligvis håbe, at nogle af børnene oplever

noget, som betyder noget for dem.

Jeg kom med den valgte metode ikke til at se, om børnene oplevede at være i en

oplevelse – at være i flow. I hvert fald ikke i relation til filmoplevelsen, for så skulle jeg

have filmet, mens børnene sad og så filmene. Så havde jeg kunnet aflæse kropssproget

hos børnene, mens de sad og så filmene. I stedet filmede jeg, mens de tegnede, og

dermed kunne jeg se, om det var en oplevelse for dem at tegne og snakke om filmene,

men jeg kan ikke sige så meget om, hvilken oplevelse, det var for børnene at se filmene.

For at kunne sige noget mere om, hvorvidt filmene havde lagret sig hos børnene og

måske efterfølgende havde sat gang i noget derhjemme, valgte jeg at lave interviews

med forældrene i ugerne efter mit besøg i børnehaven. Mit sigte var at finde ud af, om

forældrene havde set noget, jeg kunne bruge i min afhandling. Jeg er klar over, at

forældrenes observationer ikke er valide i en forskningsmæssig sammenhæng, sådan

som mine egne feltiagttagelser er.

Forældrenes udsagn vil altid være en sekundær kilde, og jeg skal tænke over, at deres

forståelse af deres børns leg nødvendigvis er set gennem deres egen optik – og ikke

gennem min. Derved kommer jeg til at bruge deres tolkninger af det sete og ikke de

utolkede hændelser, som de faktisk er foregået. Jeg kan derfor ikke forskningsmæssigt

tillade mig at konkludere eller tolke videre til en konklusion på de observationer, jeg

samler op hos børnenes forældre. Jeg kan udelukkende bruge deres udsagn som en

indikation af, hvad de har set og oplevet fra deres børn.

Til gengæld kan jeg bruge de dele af mine interviews, hvor jeg beder forældrene

fortælle om, hvilke oplevelser, de prioriterer, deres børn skal have. Her er det nemlig

forældrenes subjektive overvejelser, jeg spørger til, og derfor er deres udsagn valide

informationer, som jeg kan bruge i mine overvejelser om anbefalinger for bibliotekernes

tilrettelæggelse af deres virke i forhold til børnefamilier.

46

Jeg har overvejet, om jeg oplevede børnene lege, mens jeg filmede dem. Der er i

børnenes ageren og snakken enkelte steder ansatser til leg, men samlet set kan man ikke

sige, at børnene leger, mens de sidder og tegner. Som analyserne viser, er der dog

undervejs episoder, hvor børnene bryder den apollinske ramme, som jeg har designet

for optagelserne og i stedet bevæger sig over i en mere lystfyldt sfære – i den

dionysiske.

Jeg oplevede heller ikke at se børnenes legende fortælling om det, de havde oplevet,

mens de så filmene. Leg er altid en frivillig handling, mens jeg jo opstillede regler for,

hvad børnene skulle foretage sig, mens jeg filmede dem – og dermed lavede jeg en

situation, der var apollinsk i sit væsen. Det blev en form, der kom til at ligne skolens

verden, hvor der ikke var rum for de overskridende dionysiske eksesser, der er legens

væsen, når man anlægger Lars Henrik Schmidts perspektiv (se afsnit 2.5). Min form

lagde ikke op til, at børnenes legekultur kom rigtigt i spil. I stedet fik formen karakter af

et interview med børnene. Og dette interview havde jeg slet ikke gjort mig klart, hvad

jeg skulle stille op med, da jeg havde troet, jeg kunne få en fortælling, børnenes egen

fælles narration, til at rejse sig.

Med mine egne børn har jeg ofte oplevet, at en oplevelse kunne føre til en meget lang

fortælling samtidigt med, at de sad og tegnede, mens de fortalte. Men i den situation var

rammerne heller ikke valgt på forhånd af mig: børnene valgte selv at tegne på et

tidspunkt, hvor de havde lyst til det og på en måde, der var lystfyldt for dem. Det kunne

ofte være afsæt til en god samtale, og i hvert fald fik jeg altid nye vinkler på det, der

havde oplevet. Det er som nævnt bare ikke den situation, jeg her har gentaget – men det

troede jeg oprindeligt, at jeg kunne.

Jeg har i afsnittet om praksisfællesskaber redegjort for, hvordan vi – børn såvel som

voksne – forhandler mening gennem deltagelse i praksisfællesskaber, og det var derfor

min tanke, at jeg gerne ville møde børnene som en gruppe – som det praksisfællesskab,

en gruppe legende børn udgør i en børnehave. Jeg havde bare ikke været bevidst om, at

rammerne for netop dette specifikke praksisfællesskab, som skulle filmes, var sat af

børnehavens pædagog Pia og jeg selv i fællesskab. Pia mente at have sammensat

47

grupper, der normalt var sammen, men jeg kan alligevel ikke være sikker på, at børnene

ville have valgt at være sammen i netop disse grupper, hvis valget havde været deres

eget.

Jeg havde sikkert set andre grupper af børn finde sammen. For drengenes

vedkommende er det jo ofte legen, der sætter en gruppedannelse i gang, som jeg har

beskrevet i afsnit 2.2 Man melder sig ind i gruppen, fordi legen ser interessant ud.

Pigerne er derimod meget orienterede mod at have en bedste veninde, som man finder

på en leg sammen med, men jeg kan ikke bedømme, om de to piger i optagelserne til

dagligt ville vælge hinanden. Jeg kan ikke vide, om de ville danne par, hvis jeg bare

havde stillet kameraet op i børnehaven og filmet lege, der spontant viste sig.

Måske havde jeg ved at bruge denne metode – bare at filme, hvad der opstod af sig selv

– fået noget mere spændende materiale indsamlet. Eventuelt kunne jeg have givet

børnene nogle rekvisitter til at komme i leg: sværd, udklædningstøj, et dragehovede og

andre ting, der passede ind i filmenes univers.

Den svenske docent i medie- og kommunikationsvidenskab Margareta Rönnberg har et

begreb, hun kalder medieleg, og som hun definerer som ”børns kollektive rollelege med

udgangspunkt i en audiovisuel massmedietekst story, karakter(er) og/eller miljø.”47

Rønnberg siger, at hun med sit begreb medieleg sigter til lege, der netop udspringer af

børne-tv, børnefilm eller af voksen-programmer i tv. Jeg er først efter indsamlingen af

min empiri stødt på Rønnbergs legebegreb, som kunne have dannet en meningsfuld

teoretisk kontekst for mit feltarbejde, hvis jeg havde kendt den på det tidspunkt.

Fra mine interviews har jeg et fint udfoldet eksempel på børns medieleg i bilag 4, hvor

pigen Johanne på 10 år fortæller om den leg, de leger i hendes klasse med afsæt i tv-

programmerne ”X-factor” og ”Talent”. Alle i klassen er med på legens regler, som er

definerede gennem tv’s programmer, der har dannet en dramatisk form, som alle

børnene kender vældig godt fra populære programmer, som er et fælles oplevelsesfelt

for dem.

47 Rønnberg (2009) s. 51

48

4. Konklusion Jeg valgte, at emnet for denne afhandling skulle være en belysning af børns kulturelle

læring – af de æstetiske læreprocesser – som de udfolder sig i børns

praksisfællesskaber, og jeg ville undersøge, om børns oplevelser kunne aflæses i de lege

og fortællinger, børnene har med hinanden. Det førte mig til denne problemformulering

for min afhandling:

Bruger børn kulturelle og kunstneriske udtryk som inspiration til deres lege og

narrative udtryk og kan dette aflæses?

Jeg fandt det væsentligt at se på begrebet ”praksisfællesskaber” i relation til en

dannelsesproces. Jeg ville med Etienne Wengers teorier se på, hvordan mennesker i

praksisfællesskaber opbygger mening i relationer med andre mennesker og i sidste ende

skaber sig en identitet og en forståelse af, hvem man selv er.

Som vist danner også børn betydning i de praksisfællesskaber, de deltager i, det vil

blandt andet sige i de legegrupper, børnene danner i børnehaven og andre steder. Lege

er refleksionsprocesser ifølge Mouritsen, så børnene bearbejder deres indtryk i deres

lege. De henter råstof til deres lege fra den verden, der omgiver dem, og de trækker på

de kulturelle udtryk, de præsenteres for, og på kreative måder omformer de gennem

improvisationer i legen betydninger og skaber nye.

Legen er en frivillig handling, som giver mening for børnene. Legen leges for at lege,

og i børns legeverden oplever de den tilstand, man kan kalde flow – en tilstand af

forglemmelse af tid og sted. Legen har karakter af overskridelse, som også kan

sammenlignes med dionysiske excesser. Legen er ikke velordnet, som det kendes fra det

apollinske princip, men legen er kaos, der dog er meningsfuld for de deltagende børn.

Råstof til lege hentes som nævnt blandt andet fra kulturelle oplevelser, og begrebet

oplevelser er derfor behandlet i et særskilt afsnit i afhandlingen. Noget af det, der

karakteriserer en oplevelse er det overskridende og selvforglemmende, som giver en

tilstand af flow. En oplevelse sætter sig til en æstetisk erfaring, når oplevelsen har været

af en karakter, der har betydning for den, der oplever. Oplevelser er dermed en subjektiv

49

erfaring, som defineres som en oplevelse af den, der oplever – og den kan ikke på

forhånd defineres udefra – for eksempel af den, der tilrettelægger en kulturel

begivenhed. Om det bliver til en betydningsfuld oplevelse afhænger udelukkende af,

hvad det enkelte menneske oplever.

Som nævnt planlagde og udførte jeg mit feltarbejde, før jeg havde gennemarbejdet mit

teoretiske grundlag for min afhandling. Hvis jeg havde haft mit teoretiske blik helt på

plads før feltarbejdet, havde jeg grebet det arbejde noget anderledes an.

Det er en kendt problematik fra hermeneutikken, at man som forsker bliver nødt til at

stille sig selv det spørgsmål, om den valgte undersøgelsesmetode er velegnet til at

belyse det felt, man som forsker ønskede at undersøge. Jeg må konkludere, at jeg ikke i

denne afhandling har valgt den optimale måde at tilgå mit felt med, blandt andet fordi

jeg med min metode ikke kan opfange den flow-tilstand, børnene befandt sig i, mens de

sad og så filmene, som jeg kunne registrere, at de var meget optagede af. Havde jeg på

det tidspunkt stillet mit kamera op og rettet det mod børnene, havde jeg kunnet

dokumentere en opslugt tilstand af flow og dermed kunnet dokumentere, at børnene

faktisk fik en oplevelse.

En oplevelse skal aflæses i det øjeblik, den foregår, nemlig mens børnene oplever; og

jeg forsøgte at aflæse en bearbejdet oplevelse et stykke tid efter, oplevelsen havde

fundet sted, og derved kunne jeg ikke se børnenes oplevelse af flow.

Min opstilling af en optagelse af børn, mens de tegner og snakker med hinanden kan ses

som en meget apollinsk tilgang til feltet, idet jeg i situationen definerer, hvad det er,

børnene skal – jeg stiller dem faktisk en opgave, præcis som man ville gøre i en mere

formel læringssituation. Når man ser optagelserne igennem er det også tydeligt, at jeg

styrer samtalen meget; og jeg styrer den i et omfang, jeg slet ikke havde forestillet mig,

mens det foregik. Jeg sagde og gjorde meget, som jeg ikke på det tidspunkt var bevidst

om.

Med den valgte apollinske metode får jeg ikke fremvist ret meget af børnenes egen

spontane leg – men der er dog ind imellem ansatser til leg (eller til oprør), som man kan

50

se af mine analyser. En af drengene forsøger at bryde situationen ved at introducere en

ny leg ved at bruge farverne på en anden måde; han forsøger at få de to andre med på at

lege med ”tryllefarver”, men de leger ikke med.

Andre steder kan jeg se børnene fabulere med i forlængelse af de film, de har set, som i

situationen, hvor Oscar laver en lille fortælling om, at han er flagermuskongen og har

flagermuskongesværdet derhjemme. Et andet eksempel på, at børnene digter videre er

scenen, hvor den ene af pigerne fortæller, at hun tegner en pigedrage og hermed digter

filmens univers om, så den passer bedre til det, hun har lyst til at tegne.

Jeg har desuden i et interview (se bilag 4) fundet et meget klart eksempel på en leg, der

er inspireret direkte af et Tv-program. Det er Johanne, storesøster til Anders fra

børnehaven, der fortæller om, at de i hendes klasse leger ”X-talent” – inspireret af ”X-

factor” og ”Talent 2009”. Her var altså også en historie om lege, som kultur-produkter

sætter i gang.

Man kan sige, at jeg ikke får den narration, jeg havde håbet på, mens børnene sidder og

tegner. De sidder ikke og fortæller en historie ud fra det, de har oplevet, men der er

alligevel narrationer i en lille udstrækning, som det vises i mine analyser. Børnene tager

råstoffet – filmene – og digter videre på små elementer og laver forbindelser og

relationer til andre fænomener i deres liv – gomichi-figurer, juletræ og julepynt. Det er

en særlig kreativ form for excesser, som klart rummer dionysiske elementer, og de kan

virke fragmenterede og kaotiske i deres løsrevne form.

Overordnet kan man sige, at jeg forsøgte at fange børnenes dionysiske eksesser – deres

legekultur – ved at bruge apollinske metoder, og jeg har konstateret, at det ikke lader sig

gøre; selv om jeg alligevel i min analyse fanger små legende excesser og kreative

overgange til andre dele af børnenes legeverden. Jeg får dog dokumenteret, at børnene

bygger lege og strukturer i fortællinger op over de kulturelle oplevelser, de har. En

bedre udfoldet narration eller leg ville kræve, at en forsker følger børnene over længere

tid, mens de leger frit – og dionysisk.

51

Jeg ville gerne have haft mulighed for at vise medrivende børneteater for en gruppe

børn og filme dem under forestillingen og senere følge dem over længere tid for at

undersøge, om jeg kunne dokumentere min tese. På biblioteket har jeg jo mange gange

oplevet, hvordan børnene er helt opslugt at en teaterforestilling og uden den mindste

tvivl oplever et flow.

Et argument for at vise teater i stedet for film er, at teateret er et for børnene mere

ukendt område. Filmmediet er mere velkendt fra børnenes hverdag, hvor de fleste af

børnene oven i købet har deres egne film derhjemme på dvd, og de ser film på TV hver

dag. Filmene blev vist i børnehaven, som også er velkendt for børnene.

Havde vi derimod været af sted i et rigtigt børneteater, ville børnene have oplevet noget

nyt i ukendte omgivelser – og dermed er der en større grad af noget nyt. Oplevelser har

en tærskelværdi, og denne tærskel kunne for børnene sagtens være at komme hen et

andet sted og se noget nyt og meget anderledes. Desuden er der også ceremonier

forbundet med teateret, som vi ikke lavede med filmen i børnehaven: at få sin egen

billet og blive vist på plads og den slags. Faktisk firtæller Katrines mor Tanja om,

hvordan Katrine leger teater og laver billetter til familien derhjemme, efter Katrine har

været med sin mormor inde og se et teaterstykke. Oplevelsen af rigtigt teater ville

måske have givet børnene et andet stof, end filmene kunne.

Jeg er desuden efter at have oplevet mine egne børns møde med især børneteater helt

overbevist om, at teater sætter gang i specielle processer i børnenes univers, men egne

børn følger man jo også over meget længere tid, end jeg i mit feltarbejde har haft

mulighed for at kunne.

5. Perspektiver for børnebiblioteket Denne afhandlings teoretiske og empiriske overvejelser åbner for en række perspektiver

for børnebibliotekerne, hvis bibliotekerne fortsat gerne vil være et sted, hvor børn og

børnefamilier fortsat kommer af egen lyst, fordi det er et godt sted at være sammen, og

hvor der er rum til dannelse og selvdannelse, for nu at bruge et lidt gammeldags begreb.

52

Som vist i afsnit 2.3 forhandler børn mening i deres praksisfællesskaber. Det betyder, at

der på biblioteket skal være plads til at rumme børns praksisfællesskaber og dermed

deres legekultur. Der skal være plads omkring computerne til, at flere børn kan være

sammen om aktiviteterne, og der skal være plads til den gode og kreative leg.

Børns leg er som flere gange nævnt karakteriseret ved at være af dionysisk karakter, og

deri ligger, at den rummer det overskridende og det kaotiske, så biblioteket skal være

indrettet på en sådan måde, at der ikke konstant tysses på børnene. Legen kan være

larmende, og det skal biblioteket kunne rumme. Børnene skal have rum og plads til at

lege i de grupper, der giver børnene den gode og indholdsrige leg.

Biblioteket skal indeholde et væld af oplevelser for børnene – både i de arrangementer,

der bydes på og i de medieformer, biblioteket indeholder. Som tidligere diskuteret er

oplevelser et meget individuelt fænomen, og det er udelukkende det enkelte barn, der

kan afgøre, om noget er en oplevelse for netop dette barn. Derfor er variationen

væsentligt. Og af samme grund er kvalitet også en væsentlig faktor – det kræver en

kvalitet i oplevelserne at give en sublim oplevelse.

Oplevelse har altid en tærskelværdi, som skal overskrides, for at noget sætter sig som en

oplevelse, som kan give stof og inspiration til lege i børnenes verden. Hvis bibliotekets

arrangementer ligger for tæt op af det, børnene er vant til at se hele tiden, rummes der

ikke det særlige, der giver en oplevelse.

For især mindre børn er det afgørende at biblioteket laver et tilbud, der rækker ud mod

såvel familier som børnenes institutioner. Mindre børn kan ikke selv vælge at komme

på biblioteket, så de kan kun komme sammen med deres voksne, hvad enten det så er

sammen med børnehaven/vuggestuen eller sammen med familien. Derfor er det af stor

betydning, at biblioteket markedsfører sig overfor familier og overfor børneinstitutioner.

Fra mine interviews med forældrene fandt jeg ud af, at mange voksne udelukkende

forbinder bibliotekerne med bøger (og med et sted, hvor man ikke må larme). Der er

ikke stor bevidsthed hos mine informanter om, at biblioteket tilbyder andre medier som

film, puslespil, computerspil og musik. Der er klart et image om det stille bibliotek, som

man som børnebibliotekar bliver nødt til at forholde sig til – og som man bliver nødt til

53

at finde en måde at ændre på, hvis man gerne vil have en bedre kontakt til

børnefamilier.

Nogle vidste godt, at biblioteket laver arrangementer, men de lå på et tidspunkt, der ikke

passede forældrene. Det får mig til at overveje at lave en rundspørge, måske via

børnehaven, for at afdække hvilke tidspunkter, der ville være optimale for familierne,

næste gang jeg skulle tilrettelægge en række arrangementer.

Min afhandling efterlader mig i hvert fald ikke i tvivl om vigtigheden af, at vi sørger

for, at børnene bydes på en række oplevelser af æstetisk karakter. Folkebibliotekerne

har en vigtig opgave i at sikre, at alle børn får muligheder for kulturelle og kunstneriske

oplevelser af høj kvalitet, og for at sikre at børn får muligheder for at møde noget, som

deres forældre måske ikke selv opsøger – fordi de ikke kender det. Børnekulturens

mangfoldighed er det stadig en biblioteksopgave at vise frem.

54

Litteraturliste

Andersen, Peter Ø og Kampmann, Jan(1997): Børns legekultur. København:

Munksgaard, 1997

Aristoteles(1958): Poetik. På dansk ved Poul Helms. Efterskrift ved Judy

Gammelgaard. København: Hans Reitzels Forlag, cop. 1958.

Bateson, Gregory(1972): A Theory og Play and Fantasy. I: Steps to an

Ecology of Mind. New York, 1972

Fjord Jensen, Johan(1999): Det dobbelte kulturbegreb. I: Tomrum. Efter det

Postmoderne. Kulturhistoriske essays. Århus: Klim, 1999

Fremtidens biblioteksbetjening af børn. København, Biblioteksstyrelsen,

2008

Glererup, Jørgen(2004): Viden(skabs)teori. I Niels Buur og Jørgen Gleerup

(red): Videnteori, professionsuddannelse og professionsforskning. Odense:

Syddansk Universitetsforlag, 2004

Gulløv, Eva og Højlund, Susanne(2003): Feltarbejde blandt børn.

Metodologi og etik i etnografisk børneforskning. København: Gyldendal,

2003.

Hjortsø, Leo(1967): Græsk mytologi. København: Gyldendal, 1967.

Huizinga, Johan(1963): Homo Ludens. København: Gyldendal, 1936

Hvenegaard Rasmussen, Casper og Jochumsen, Henrik(2008): Ej blot til

oplysning. Biblioteket i oplevelsessamfundet. I: At forstå biblioteket. En

55

introduktion til teoretiske perspektiver. København: Danmarks

Biblioteksforening, 2008

Jessen, Carsten(2001): Computerspil, populærkultur og fortolkning. I:

Cyberflux. Digital kunst og kommunikation. Red. Anne Scott Sørensen, Bo

Kampmann Walther. Odense: Odense Universitetsforlag, 2001.

Jørgensen, Dorthe(2006): Skønhed. En engel gik forbi. Århus: Århus

Universitetsforlag, 2006

Kjørup, Søren(2005): Teorien om den fornemmende erkendelse: Om

hvordan æstetikbegrebet blev til. I: Æstetisk erfaring – tradition, teori,

aktualitet. Red. Ole Thyssen. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur,

2005

Kvale, Steinar(1997): InterView. En introduktion til det kvalitative

forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag, 1997.

Lov om biblioteksvirksomhed(2000). Lokaliseret den 15. – 6. 2009 på:

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=11770

Mouritsen, Flemming(1996): Legekultur : essays om børnekultur, leg og

fortælling. Odense: Odense Universitetsforlag, 1996.

Mouritsen, Flemming(2003): Æstetisk refleksivitet og refleksivitetstyper i

børns former for narrative udtryk og leg – en analyse af rolleleg som

fortælling. I: Pædagogisk forskning og udvikling. Red. Jørgen Gleerup og

Finn Wiedemann. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2003.

Nietzsche, Friederich(1996): Tragediens fødsel. København, Gyldendal,

1996

56

Raffnsøe, Sverre(2005): Æstetisk overskridelse. I: Æstetisk erfaring –

tradition, teori, aktualitet. Red. Ole Thyssen. Frederiksberg: Forlaget

Samfundslitteratur, 2005

Rønnberg, Margareta(2009): Medieleg. I: Tidsskrift for Børne- og

Ungdomskultur, nr. 53. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2009.

Schmidt, Lars-Henrik(1999): Diagnosis I : Filosoferende eksperimenter.

København, Danmarks Pædagogiske Institut, 1999.

Stiegel, Jørgen(2007): Oplevelse og æstetik. I: Oplevelsesøkonomi. Vinkler

på forbrug. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, 2007

Thielst, Peter(2001): Det sande, det gode og det skønne: Erkendelsesteori,

etik og æstetik. En indføring i filosofi. Frederiksberg: Det lille Forlag, 2001.

Wenger, Etienne(2004): Praksisfællesskaber. Læring, mening og identitet.

København, Hans Reitzels Forlag, 2004

57

English summary

This thesis presents a theory about the close connection between the cultural events,

children experience, and their own play-culture. The thesis aims to investigate, whether

it is possible to see the significance of cultural experiences in children’s play.

The theoretical parts of the thesis tell about how humans form meaning in life by

participating in groups. We all negotiate meaning in relation with others, and we form

our own identity by being member of a community. Children do exactly the same, and

one of their primary groups of significance is the play-group inside kindergarten.

Children’s experiences can inspire their plays. The thesis discusses, what defines an

experience, and it concludes that the definition is very individual. Only you yourself can

tell, whether something was an experience, or just something that happened.

Children’s play is always a voluntary action, and children play lustfully. The thesis

presents two principles from the antique world: the apollinic and the dionysoic way of

doing things. The primer is based on a sense of duty, and the latter is based on lustful

feelings. Thus play is dionysic and school is (mostly) apollinic.

I then present a session with two groups of children: three boys first and the two girls.

All the children have seen two films, and they are asked to make drawings, while I

record them on video.

The children talk while they make a drawing together, but they do not play very much.

There are fragments of playful episodes during the recording, and you can tell, that they

are inspired by things from culturel experiences and from toys, and they can make

connections from this situation to other experiences in a creative way.

You can say, that I have placed the children in an apolllinic setting, but I wanted to see

their play-culture, and the playfulness does partly shine through. The thesis concludes,

however, that you cannot expect to find dionysic excesses (i.e. play) by using apollinic

methods (giving children a task to perform and arrange a session very much like

school).

58

BILAG 2 Interview med Suzanne og Søren, forældre til Oscar Småord som ”øhh” og andre pauseord samt opmuntrende ”ja” fra intervieweren undervejs er udeladt. V: interviewer (Vibeke) Sø: Søren Su: Suzanne Efter en kort præsentation af projektet og masteruddannelsen begynder det egentlige interview. V: Er Oscar enebarn? Su: Nej, Oscar har en storebror på 11 og en storesøster på 14. V: Så han har noget at leve op til? Su: Ja og han tror selv, han er et eller andet sted mellem 11 og 14 også nogen gange. (Griner) V: Ja de bliver så dygtige, de der mindstebørn. Su: Ja nogle af dem lidt for hurtigt voksne eller lidt for hurtigt lidt for mange ting, som de slet ikke er alderssvarende til. For han vil jo rigtig gerne de samme ting som dem. Og så har han to fætre, som også bor her i byen, som han elsker overalt på jorden, og de er også 11 og 14, og når de er sammen alle sammen, så er han jo den lille lort – så vil han jo godt kunne følge med og gøre de samme ting som dem. Især drengene der – de store drenge – så han prøver at være sej. Han prøver at være cool og han prøver at følge med og få deres opmærksomhed. V: Men han var meget koncentreret den dag i børnehaven, hvor vi lavede den der tegneseance. Jeg har ikke fået lavet der der film – jeg har faktisk ikke set dem endnu. Jeg er lidt spændt på at se optagelserne igennem, fordi umiddelbart der syntes jeg ikke rigtigt jeg fik noget. Men det kan godt være, der gemmer sig nogle ting, man ikke opdager i første omgang. Men han tegnede meget koncentreret, han tegnede mange ting. Og så var det jo som jeg sagde til dig, at han tog lidt fusen på mig, fordi han ville have tegningen med hjem. Jeg havde jo troet, at den var min (ler). Men jeg kunne heller ikke få mig til at sige nej. Den var så flot og han havde lavet så meget.. Su: Du kan garanteret godt få lov til at låne den hvis du vil. Han har den jo. Han var nemlig meget meget glad for den tegning, da jeg kom og hentede ham. Han gjorde meget opmærksom på, at han jo ikke havde tegnet det hele. Der var også andre, der havde tegnet på den der. V: Men det jeg var interesseret i den dag – det var ikke primært tegningen, men det var i de ting, jeg kunne få dem til at fortælle, mens de tegnede. Og så var det så jeg fandt ud af, at den der film den havde ikke fæstnet sig helt på den måde, jeg med mit teoretiske afsæt havde forestillet mig. Og med drengene gik det rimeligt, og de to piger, der kom ind bagefter – de kunne ikke erindre de havde set en film. Sø: Men det kommer så også tit nogle dage efter. V: Ja. Har I snakket om det siden?

59

Su: Meget lidt. Nu har jeg så spurgt til det, fordi jeg ved de har set den og sådan noget, og så.. for eksempel så sent som i dag spurgte jeg ham faktisk, mens han stod og lavede noget med hans gomitchi’er. Så sagde jeg: For øvrigt, den der film der – hvad var det egentligt lige, den handlede om? Det ved jeg ikke, sagde han så. Jamen var der ikke noget med at ham drengen han skulle i skole? Nå jo, han skulle i lyveskole! Og så begyndte han faktisk at fortælle noget om et æble og en mand, der sagde ”nej nej nej nej..” og så begyndte han så alligevel at stå og forklare. Og så spurgte jeg lidt mere til den og så Arh – det gider jeg ikke – det kan jeg ikke huske. Så gad han ikke snakke mere om det. Og snakkede han videre om noget andet i stedet for. Gang i noget med hans dukker der. A pro pos: nu bliver jeg nødt til at introducere dem V: Ja det var det vi snakkede om i telefonen. Su: The World of Gomichis. Det der er blandt andet gomichi’er og sådan er der bare flere hundrede slags, der ser forskellige ud, og de har kræfter. Det der er en troldmand, og han kan trylle alt væk, og ham der, han kan dit og dat. Så de har alle mulige evner. V: Men det er ikke nogen, de kender fra fjernsynet? Su: Nej, de findes ikke på TV. Det er ikke nogen tegneserie, det er ikke nogen filmoverhovedet. Det er ren og skær figurer, og så kort, der hører til. V: Og japansk sikkert, ikke? Su: Jo. Nej – jeg tror faktisk det er estlandsk eller sådan noget – eller islandsk. Et eller andet nordisk. Og de er jo alle sammen meget nordiske hvis man kigger nærmere på dem så det.. V: Mange af de ting man ser – måske især af drengeting i de her år – er japanske. Su: Ja der er rigtig mange af de ting – også de der Ben Ting, som de snakker om – det er vist en japansk dreng, som har sådan et smart stort ur, og det kan alt, så man kan kæmpe og man kan alt muligt. Det her ur er sådan et magisk stort ur, og det er en japansk dreng, der hedder Ben Ti, som kan alt muligt. Han er lidt sådan en ninja-dreng. Men også de andre ting. Pokemon er jo stadigvæk fuldstændig.. Man kan gå ind – de har en hjemmeside, og det er sådan noget, Oscar godt kan lide også – det er at han kan gå ind på hjemmesiden , på Gomichi-hjemmesiden, og så kan vi printe tegninger ud, som han så selv kan farvelægge. Så kan man så printe de forskellige figurer ud og så er der sådan nogle spil inde i sådan nogle små… Vennespil og sådan du ved. Tegne – så man kan sidde og tegne, hvor man farvelægger inde på computeren. Men der findes ingen film – endnu. Og det optager rigtig mange af drengene nede i børnehaven lige nu – de der Gomichi’er. Og hvad de ikke får ud af det – det er helt utroligt, altså. V: Det sætter bare fantasien i gang.. V: Han fortalte ikke om den anden film, vi så? Vi så altså faktisk en film på 25 minutter, som er en dukkefilm, der handler om en dreng, der skal ud og slå en drage ihjel. Su: Overhovedet ikke. V: Og det var det, de tegnede jo.. Su: Den har jeg prøvet at.. Jeg spurgte ham også: Var der ikke to film? Jeg havde fået at vide af Rie, at de havde set to film, og der stod også på tavlen at der var to film. ”Nej – det kan jeg da ikke huske..” V: For det var det, de sad og tegnede. Det var dragen og sværdet og drengen. Han startede med at være køkkendreng, og det kaldte de ham. De kaldte ham ikke den lille ridder – de kaldte ham

60

køkkendrengen. Der skulle ud og slå en drage ihjel i et land, hvor det var forbudt at være vred, så han skulle ud og lære at blive rigtig gal. Så der var nogle meget gode pointer.. Su: Men det der tit kan ske, der er at han muligvis har snakket om den leg, men så har han overført den til Gomichi-fugurerne i stedet for. For det er så det sådan som jeg oplever ham – i privatlivet – så sent som i dag han øh.. Er det over et år siden, vi var ude på Ring Djurs til motorløb derude, ikke – så havde han fået en lille bog med billetterne og sådan noget, som han ville gemme fra den dag, fordi vi havde sådan nogle VIP-pas. Og så et år efter – så trækker han det ud fra hylden og så begynder han at snakke om Ring Djurs og fortæller. Og så kan han huske hvad han har lavet der den dag og hvad vi fik – og han kan huske han fik lov til at få en sukkerknald – for vi var inde i det VIP-telt, hvor der stod sukkerknalder, og de to store de havde så taget sukkerknalder og så havde han også fået sådan en. Så kan han pludselig huske, og så kan han huske detaljer. Så langt tilbage. Og så skulle vi lege, vi skulle på Ring Djurs og sådan noget. Og så lige pludseligt så indgår de her i hans Ring Djurs oplevelse (sidder med en Gomichi-figur i hånden) eller hans biler.. Han har de her Cars, som også er så berømte blandt mange drenge i den alder. Så kan det være at så lige pludselig så opstår der en leg ud af den der hukommelse. Og det er sådan det dukker op og der kan gå lang tid. Han kan også nogen gange stå og spørge om et eller andet – han kan sige: Kan du huske et eller andet bøh bøh.. Hvad snakker du om? Og så er det altså noget vi har foretaget os for et år siden på en ferie eller noget. Og så kommer det bare i detaljer, og vi andre vi kan næsten ikke huske det, og så lige pludseligt – Nåh.. Og så dæmrer det for os. Nåh, det er da også rigtigt! Og så kan han huske: Det var den jeg fik på den tur. Det var den I købte til mig eller den jeg købte for et eller andet eller han kan huske, han har fået den af sin bedstemor eller bedstefar – han kan huske, hvem han har fået de forskellige figurer af. Sø: Han kan fortælle, hvis en af dem er blevet væk. Så kan han huske hvor han har fået den og hvem han har fået den af, men vi kan ikke huske hvad det er for en. Su: (citerer Oscar)Du kan godt huske den der, jeg fik af bedstemor – den med det røde eller det gule og det grønne – den der People of the Earth og sådan noget. Så det kommer – men det kommer tit meget langt tid efter, de der erindringer. Så bliver de brugt til alt muligt. V: Ja så bliver de også brugt til leg? Su: Ja – meget – det gør de i hvert fald. V: Det var jo det, der var min oprindelige plan. Det var at se, hvis nu jeg proppede nogle oplevelser ind i de børn – kom de oplevelser så ud i bearbejdet form i en leg. Men jeg kunne jo ikke sætte på dem 24 timer i døgnet de næste 3 uger. Sø: Han er jo ridder. V: Han er jo ridder? Sø: Ja det er han. V: Og det var han så også inden? Sø: Ja. Han har hans sværd og så er han den store ridder og så jager han os lige pludseligt og der er også drager med ind over og sådan noget. Så altså – det var ikke noget nyt for ham – det var det ikke – men det er da noget, helt klart så er det da noget… Hvis vi spørger ham til det nu, så vil han også kunne nikke genkendende til det. Når vi ved hvad det er, vi skal spørge ham om. Su: Ja når vi ved, hvad det handler om, og vi så spørger ind til nogle specifikke episoder, så kan vi få hul, få ham til at snakke. Nu har vi så ikke set den film, så jeg ved ikke hvad jeg skal spørge om. Jeg kan kun sige: Hvad var det for en film? ”Det ved jeg ikke” siger han så. ”Handlede den om noget…” og så kan man prøve at gætte, men hvis man lige kan komme ind. For eksempel nu vidste jeg at den der første den var noget med en dreng, som skulle sige.. eller

61

han kunne ikke lide noget mad og så skulle han på den der… Så det vidste jeg, og så kunne jeg spørge til, om der var noget med at han skulle på den skole, og så kom der gang i det – så kunne han godt fortælle en hel masse. Så i princippet burde man jo have en monitor på børnene i et helt år, fordi som du siger – det der med at putte noget ind i dem – hvornår dukker det så op, og i hvad form dukker det op? Der kan gå en måned, der kan gå et halvt år. Det kan også gå en dag. For nogen børn, der er processen måske noget hurtigere eller anderledes. Men de fleste børn i den alder, de går med det længe og så sker det. V: Har I haft ham med inde og se teater? Sådan noget, hvor det er levende? Su: Ja, han har set teater, og det sjovt nok, du siger det. For faktisk så var de i teater ude på biblioteket ude i teaterbussen, da han gik i dagpleje, så da var han 2 år. Og det snakker han stadigvæk om den dag i dag. Det gjorde et stort indtryk… Sø: Det var noget ude i skoven, eller hvad var det for noget? Su: Jo men ”Åh der var dit og der var røg og der var farver! Farver! Sagde han! Og der var alt muligt, og han var 2 år, da han skulle fortælle os om det dengang. Men det gjorde et stort indtryk på ham, og det snakker han stadigvæk om, den oplevelse. Og der var blandt andet også.. Det er sådan en, hvor han siger. ”Du kan godt huske det der teater hvor den der hviske hviske” Og så går det op for mig, at det var det teaterstykke, han var med ude og se. Sø: Og der var noget med en lastbil, der kom.. Su: Ja det var en stor lastbil. Og så har han selvfølgelig været i teater, hvor vi har haft ham med, det har været nede på havnen, hvor der var noget teater dernede. Og nogen ting griber ham, og andre ting gider han slet ikke, fordi det er måske ikke alderssvarende til ham. Det har været nogle ting, hvor det gider han ikke. For eksempel sidste vi var i ”Kulturministeriet” – det var til noget jule.. det var han vældig optaget af med en der skulle finde nogle nisser, og nogle nisser der gemte.. Det var noget julehalløj. Der var han med og var på scenen, hvor han skulle hjælpe hende, der lavede stykket, oppe på scenen med at finde et eller andet oppe i kulisserne eller et eller andet. Det var han vældig interesseret i. Og det snakker han så om bagefter og fortæller. Hvis han møder nogen andre i familien, så fortæller han dem, at han har været i teateret og at han har oplevet sådan og sådan og sådan. V: Har I oplevet ham lege noget af det i forlængelse af det, hvor han har brugt noget af det? Sø: Altså hvis han ser en film i fjernsynet med riddere eller krigere eller et eller andet, så er han den person bagefter. Så er han med. Så er han ikke i tvivl om, hvem han er. Spiderman og Superman. Det er han slet ikke i tvivl om. Og han kan blive..- Hvis vi siger til ham, at øhh Hvis jeg siger til ham. ”Det er mig, der er Spiderman” , så kan han gå helt i flint over det indtil jeg bliver overbevist om, at det er altså ham. Su: Han har da også præsteret at spinde hele hans bedstemors stue ind i garn, fordi han jo er Spiderman, og så fik han lov til at lege med hendes strikkegarn. Han fik faktisk lov til at (ikke hørligt), at han havde spundet hele stuen ind. Så det gør han. Og han har sine egne DVD film og så har han så sine ønsker om, at han gerne vil se Spiderman eller han vil se Peter Pedal eller et eller andet, og tit, så ser han måske 10 minutter af det, og så inspirerer det ham til at gå ind og lave en leg, og så har han fjernsynet kørende, men han er derinde og i gang med at finde Peter Pedal-ting frem eller Spiderman-ting frem, og så begynder han faktisk at lege og så går han lidt til – han værelse er derinde, det er derfor jeg peger – så går han sådan lidt til og fra. Så går han ind og henter lidt, lidt inspiration, og så begynder han at bygge ting eller sådan noget. Så skal han bygge en hule eller en borg eller så skal han lave en hule ligesom Peter Pedal – han bygger sådan nogle hule med sådan nogle blade, når han sover om aftenen oppe i et træ, hvor det regner, så skal han bygge sådan en stor rede.. Så går han i gang. Så er det slet ikke noget,

62

der kan stoppe ham. Og så er det faktisk ikke TV’et, der er så interessant længere – det er bare det, der starter hans leg, når han leger alene. V: Hvem vælger filmene? Er det jer, der gør det eller er det ham selv? Sø: Nej for det meste er det ham selv. Su: Det er mest ham selv, og han har sit eget lille filmbibliotek, han har fået så mange DVD’ere, men det er jo alle sammen film, han godt må se, for det er noget, vi selvfølgelig har været med til at vælge, hvad han har, så han må selv vælge, hvad han vil se. Sø: Og det står inde på hans eget værelse, så han går selv ind og finder den, han vil se. Su: Så kommer han og spørger, om vi vil sætte den på, ikke. Og det er jo sådan nogle typisk. Jae – Peter Pedal og alle de der børnefilm, som han synes er sjove at se. Han har ikke rigtigt sådan nogen af de der… Joe, han har fået – og det er også fordi han har fået lov at låne – hans fætre gav ham en Pokemon, men ellers så har han slet ikke sådan noget. Det er også fordi, der har jeg sådan lidt: årh, de der Pokemon og sådan noget.. Men nu har jeg faktisk sat mig ned og set en Pokemon, Han har så lånt én af hans fætter – en pokemon-film – og nu har jeg faktisk sat mig ned og set det med ham flere gange, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde en eller anden idé om, at det var meget mere forstyrrende og voldeligt på en eller anden måde, end det egentligt er. Der er jo faktisk nogen rigtig gode historier i det, og det handler jo rigtig meget om venskaber, og det handler om, at man sammen skal gøre en eller anden dyst. Nu handler det som om de dyr – Pokemoner – de dyster mod hinanden, men det foregår under regler. Der er regler i de her dyste, det er ikke bare sådan noget voldsomt krigerisk noget, der er regler, der er reglementer, og hvis man ikke overholder reglerne, kan man ikke være med. Så er man ikke en del af de her højtærede Pokemon-trænere, som de kalder sig. Så der er faktisk enormt meget opdragelse i dem, når man sætter sig ned og studerer dem. Så nu har jeg egentlig ikke så meget imod de der Pokemon-film. Jeg havde en anden idé om, hvad det egentlig var. Fordi det lyder voldsomt, hvis du bare går.. Hvis du ikke sætter dig ned og følger med, så lyder de meget voldsomme. Men det er de faktisk slet ikke. Så det får han også lov til at se en gang imellem. V: Spiller han computerspil? Su: nej Sø: Ikke rigtigt, nej. SU: Det eneste han interesserer sig for det er.. Vi har så heller ikke – vi har faktisk ikke introduceret ham til det. Men han jo en storebror, som selvfølgelig elsker at spille computerspil og har også sin computer på sit værelse, men det er ikke lige noget der.. En sjælden gang går han op til hans storesøster og spørger, om han må sidde med når hun er på computeren, når hun sidder og går ind i – hvad er det nu det hedder – når hun er inde i den der verden, der hedder… Sims! Nogen gange siddder hun med Sims, og så får han lov til at sidde og kigge med. Men det er ikke noget af det, han spørger så meget om. Han vil allerhelst at vi går ind på vores computer sammen med ham og så får han lov til at kigge lidt på Gomichi’erne. Og printe nogle billeder ud eller tegne, men han spiller ikke. Heller ikke Wii. Vi har faktisk lige anskaffet et Wii-spil. Jeg tror kun jeg har oplevet ham to gange spørge, om han må spille. To gange har han spurgt mig, om han måtte spille Wii, og så holder koncentrationen på det i allerhøjst i 20 minutter, så gider han faktisk ikke mere. Det er kun fordi (ikke hørbart), så han kan køre racerbil. Men det er ikke sådan.. det er ikke det der fylder hans hverdag. Det er meget der der figurer der. Og hans biler. Sø: Men han har været med i biografen også og se .. Su: Ja det var også en stor oplevelse for ham. V. Ja. Hvad var I inde og se?

63

Su: ”Kong Fu Panda”. Det var en stor oplevelse for ham. Det var hans første store biografoplevelse. Vi var i Grenå Bio og se ”Kong Fu Panda” alle sammen og med popcorn og det hele og det er klart også noget, som han stadigvæk snakker om. ”Da vi var i biografen. Det skal vi snart igen, ikke mor?” Det vil han rigtig gerne have. V: Var det så også noget, han legede, da han kom hjem? Sø: Når vi ser billeder eller noget nu, som der er på kiks eller på blade, så ”Den der film, den har vi set”. Su: Men han er ikke gået sådan i Kong Fu mode, så han skal være kong fu-master, men han fortæller om den, og så griner han, for han syntes, den var så sjov. Så han genfortæller nogle af de episoder, han synes var så sjov. Det er mere det, han bruger det til, men det er ikke sådan man typisk ser.. Jeg kan huske fra dengang jeg selv var teenager, hvor jeg var i biografen inde i byen, og så den der biograf typisk sådan flere biografer – og så var jeg inde i den der hvor alle de der 16 årige drenge kom ud og havde været inde og se en eller anden karatefilm, og så kom de jo springende ud i sådan karatespring, du ved, sådan hvor man tænkte.. Og så troede de, de var Bruce Lee fordi de havde været inde og se en film, og så løb de ned gennem Strøget og troede, de var den store nye karatemester. Sådan kommer han ikke ud af det. Altså tror han er karate et eller andet. Men han synes dyrene var sjove og historien var sjov. V: Så det var anderledes for ham at være inde i en rigtig biograf end at se en DVD film her? Su: Ja helt sikkert. Sø: Ja koncentrationen den var der hele vejen igennem. Og han altså – jeg må nok sige, der var nogle gange hvor han kom til at kommentere så hele biografen, de hørte det. (Griner) Han levede med i den – det gjorde han. Hvor vi nogen gange syntes – Shyss – der sidder altså andre. V: Bruger I biblioteket? Su: Meget lidt desværre må jeg sige. Det tør jeg næsten ikke… V: Det må du gerne sige! Su: Han har et bibliotekskort, og vi har også været på biblioteket. Faktisk så gik vi mere på biblioteket, dengang han var i dagpleje end jeg gør nu, hvor han er startet i børnehave. Jeg ved ikke – jeg synes måske jeg havde lidt mere tid på det tidspunkt. Så hentede jeg ham og så kørte vi ud og sad – fordi han kan godt lide bøger. Og han kan også godt selv sidde med en bog. Og sidde og læse. Så der gik vi ud nogen gange for at finde noget nyt, og så ved jeg ikke.. Det holdt, da faktisk da han kom i børnehaven, så kom vi ikke så meget på biblioteket mere. Og det kræver jo man har tid til det. Sø: Det begynder jo at komme andre ting indover – både med lego også og sådan noget, så der er andre legetøj, han griber til i stedet for. Men han er rigtig glad for bøger. Han har en kasse til at stå derinde, og han vil gerne have godnathistorier, men han finder dem selv. Altså han finder en historie, han gerne vil have læst, og så må vi så vurdere, om den er for lang eller vi kan læse det hele. Su: Eller vi gider læse i dag (griner) Sø: Og han ved – altså dem han vælger, det er nogen, fordi han ved hvad historien er om. Så genkendeligheden… V: Ja den er ikke så ringe Sø: den har også betydning for ham. Su: Men altså hvis man spurgte ham, om han vil se en film, eller vi skulle sætte os og læse en bog, så ville han lige så meget sige, at han hellere ville have læst en bog end at se en film. Så det tidspunkt, hvor han rigtig godt kan lide at se en film, det er når vi lige kommer hjem fra børnehaven. Så kan han godt lide lige at se en Peter Pedal, og hvor lange er de – det er vel et

64

kvarter eller sådan noget – sådan en episode – der er så flere på – det kan han gode lide. Lige ligge og så ser han én, og så er han frisk igen, og så vil han ud og lege. V: Bruger det til at tømme hovedet med måske? Su: Ja. Og slapper lidt af. Det kender jeg også godt. Jeg elsker at slappe af. Jeg elsker at se en film. Jeg slapper sindssygt godt af foran en god film eller et eller andet. Så det får han også lov til. Det gør han ikke hver dag, men han kunne lige så godt sige, han vil have en bog. Hvis jeg sagde: ”Hvad vil du helst? Skal vi sætte os ned og læse eller skal vi se en film?” Så vil han lige så ofte sige, at han vil sidde og læse en bog. Det er jo også.. Der er jeg jo også deltagende. Når vi sidder og læser, så er jeg jo med. Når han for lov at se en film, så tænker jeg jo – fint, ikke? Altså – det gør man. Så kan jeg lige få.. Så kan jeg selv få et pusterum. Vi har måske været ude og handle på vejen hjem, og så kan han lige sidde og se en film og slappe lidt af, og jeg kan lige få sat ting væk og sådan noget. Så det er også en pause for mig, så derfor så siger man jo aldrig nej til det, vel? Sø: det er også, når han vælger bogen, så er det fordi han har brug for den putte. Så kommer han lige lidt tættere på. Hvor at når han vil se en film, så er det tit og ofte: ”Nej gå. Lad være. Lad mig være.” Det giver han meget tydeligt tegn på, hvad han har brug for. V: Han bruger det simpelt hen ind i en social sammenhæng, kan man sige? Su: Han laver lige sådan en pude-rede inde i sofaen og så sætter han sig der, og så vil kan godt lige have lov til at sidde der i fred. V: Ja ja – sådan bruger vi andre jo også ting. Su: Lige præcis og det skal han sgu have lov til. Fordi han er ikke afhængig af det. Han er ikke det barn, som kommer og.. Han kan finde på at slukke fjernsynet. Mere end han kan finde på at tænde for det. Hvis jeg nu havde et barn, der var omvendt, så ville jeg være bekymret, men sådan er han jo slet ikke – endnu i hvert fald. Det kommer han formentlig heller ikke til at være. V: Nej han lyder som en rigtig dejlig dreng. Su: Jamen det er han også. Han elsker at lege, og han elsker at bruge sin fantasi. Så sagde han også forleden: ”mor, jeg er virkelig blevet god til at bruge hovedet” siger han så! ”Fordi jeg er efterhånden ved at få en rigtig god fantasi!” (griner) Bruge hovedet! Det var meget voksne kommentarer. ”Brug hovedet” siger jeg, når han står og leder efter noget, der ligger lige foran ham – ”brug dog hovedet og kig dig omkring. Brug din hjerne – det er det, du har fået den til.” Og så siger han: ”Jeg er blevet rigtig god til at bruge hovedet”.. Han synes selv, han har en god fantasi, ja. Det har han altså også. Han er god til at finde på. V: Er der noget, I synes er vigtigt han skal opleve? Eller som jeres børn skal opleve? Su: Helt sikkert (ler kort). Jamen altså et så skal de helt klart have en kulturel opvækst. Altså vi vil gerne vise dem forskellige måder at leve på i forskellige kulturer. Forskellige verdener. Og det synes jeg i hvert fald er utroligt vigtigt at vores børn lærer at se at livet er ikke lutter lagkage for alle, og at vi bor forskelligt og er forskellige. Og sprog! Og faktisk sprog er også blevet en stor del af .. ikke en stor del – men Oscar bruger sprog, i sine lege også – altså fremmedssprog. Faktisk så har han sådan sit eget Gomichi-sprog – han snakker med de her Gomichi’er. Og han går op i om noget er på engelsk eller på tysk eller noget på dansk og så har han sit det der – han går og snakker bagvendt eller hvad det er for noget sprog, hvor han synes, det er sjovt, at vi ikke forstår ham. Så skal han fortælle os hvad det betyder, det han siger, ikke? Og det er jo måske lidt.. det kan vi jo ikke vide.. det er jo sådan noget, man ikke kan måle og veje, er det fordi han har været ude og rejse meget: han er 4 år og han har trods alt været rigtig meget ude og rejse. Og han har hørt mange sprog allerede. Og han har været i nogen lande, hvor han ved at vi ikke taler det samme sprog, så han er allerede bekendt med, at vi taler ikke

65

det samme sprog i hele verden. Det er sådan i underbevidstheden det ligger – det ved han godt allerede, og det synes jeg er en rigtig god ting, at vores børn de ved at .. Sø: Han kan godt give en lille kort besked på engelsk hvis vi sender ham over. Så hopper han af sted og så siger han.. Storesøster på 14 hun var for genert til det. Su: Ja gå hen til manden og sig. ”Please can I have et eller andet” og så går han hen og siger ”Please can I have – hvad det nu er – cocacola eller et eller andet – og så gør han det. ”Hvad siger du” siger han så – så skal han lige have den en gang til – så går han og så skal han sige det. Så det der med kultur og sprog og at vi er forskellige – vi bor og lever forskelligt i verden, ikke – det synes jeg er enormt vigtigt at vores børn.. for vi bor.. Nu er jeg så ikke selv herfra vel – opvokset i København, hvor det trods alt er lidt mere – hvad kan man sige – lidt mere mixet og så alligevel er det ikke så meget i forhold til andre lande i verden. Men jeg synes, det er vigtigt, at man ikke bare tror, at det er sådan en lille gryde her, hvor vi ligner hinanden alle sammen og vi taler ens og hvis nu man gør det, så forstår man ingenting, og så bliver man måske bare lidt bange for nogle fremmede mennesker, hvis ikke man bliver introduceret til det. Så det synes jeg er meget vigtigt. Ja – at verden er større end Ebeltoft, og den der med at kunne være omkring andre mennesker som ikke nødvendigvis.. vi hverken forstår sproget på eller deres kultur eller maden eller hvad det nu kan være. Det synes jeg er utroligt vigtigt. Så er der selvfølgelig alle de der menneskelige værdier, vi gerne vil have vores børn skal have. Kulturoplevelser… det er jo meget bredt ikke? Men selvfølgelig det er meget vigtigt. At de får den ind under huden. Og vi snakker også meget om sådan noget, altså vi snakker meget sådan noget herhjemme med hvordan nogle ting fungerer et andet sted i verden. Sø: Og så også i allerhøjeste grad hvordan man socialt befærder sig mellem andre. Almindelige ting med at man taler altså pænt, giver plads til hinanden. Su: Men så er der også alle de der andre… de der andre.. de sjove ting ikke, som jo også er vigtige. Vi sad også for eksempel her og tænkte, at det jo også er utroligt altså. Oscar han er jo.. som sagt han er kun 4 og han har allerede været ude og flyve i en Piper, og han har kørt racerbil, han har … Altså han har fået lov til at prøve en masse ting, fordi mulighederne har været der. Så har vi givet ham de oplevelser, og det er oplevelser, som han husker. Lige præcis alle de der ting der – dem husker han, og han har billeder af det og sådan noget. Han har oplevet alle de her ting, og det er jo mange ting for sådan en lille fyr i bund og grund. Han har sejlet i store skibe og i små skibe og hvad ved jeg. Han har været fra vand til luft, og han har oplevet meget. Sådan noget vil jeg da gerne give videre, altså fortsætte med – at han kan blive ved med at opleve, så han ikke bliver bange for livet. Han skal ikke være bange for verden, han skal ikke være bange for at turde gå ud og udforske den. Men han kan godt vente lidt, selvfølgelig. (Griner) Han skal ikke flytte hjemmefra allerede. Men han skal være klar til det – det gør vi jo ved at give ham de oplevelser. V: Så vil jeg spørge, om I selv kan huske et eller andet? En ekstrem vigtig oplevelse eller noget, der satte sig fast, fra da I var børn? Et eller andet set, oplevet – gerne noget kultur? Et eller andet, der sådan fæstnede sig? Su: Jamen altså jeg har lige præcis sådan som biografen. Jeg kan huske min allerførste.. også min egen første biografoplevelse, som sjovt nok var i Århus. Vi var på weekend fra København, vi skulle til Århus – det var meget stort. Og så skulle vi ind og se ”Jorden rundt i 80 dage”. Det glemmer jeg aldrig. Det var virkelig sådan en oplevelse, der var rigtig stor for mig dengang, jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg har været. Men det var en oplevelse, der har fulgt mig. V: Hvorfor? Hvorfor var det specielt?

66

Su: Jamen det var lige præcis det der med at sidde i den der kæmpestore sal, som det var dengang, altså hvornår har det været? Det har været i 70’erne – slutningen af 70’erne. At sidde i den der kæmpestore sal – i mørke – og så den der anden virkelighed, som prrr brager indover. Når man er et lille menneske på den måde, og man ser denne her.. og så er det jo en historie, som man.. Og det er jo en rejsehistorie – jeg var hele verden rundt – det var simpelt hen totalt fantastisk. Men det havde ikke været det samme, som hvis jeg havde set den på fjernsyn. Og det var den der sal, mørket, popcornene, lugten måske også.. Det var bare en stor oplevelse. Det er sådan en helhedsoplevelse. For mig var det helt klart en af de store. Og så en masse andre teateroplevelser og noget med nogle museer og sådan noget, men den der biograf, den satte sig. V: Kan du huske nogle ting? (Henvendt til Søren) Sø: Jamen det er helt klart mere omkring, at min mormor og morfar og så mine oldeforældre, de boede ikke ret langt fra hinanden. Så det er helt klart sommerferier ved dem, og hvordan oldefar stod nede i haven og havde duer og der var et kæmpemæssigt æbletræ, hvor han tog sin lommekniv og stod og skar ud til os til børnene og fortalte historier – altså soldaterhistorier og alt muligt. Og når vi sad nede i gyngesofaen og skulle høre ham fortælle og sådan. Helt klart. Og så Fårup Sommerland kan jeg huske som en stor ting. For det var en stor udflugts…. V: Er den virkelig så gammel, Fårup Sommerland? Sø: Ja. Det var det første, der startede op der. Så det er helt klart nogle store oplevelser. Rejser. Vi har været på busture til Spanien. Og til Østrig. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan man kan gøre det nu. Su: Jamen rejser i det hele taget. Det er noget, man husker også. Det er stort at komme ud og rejse, når man er barn. Det var det i hvert fald for mig. Men det synes jeg de fleste man kender det er erindringer som barn, når man skulle på denne her store rejse – ud og flyve og det var jo stort. Sø: Jeg kan huske den første gang, jeg var ude og flyve. Jeg mener det var Spanien, vi fløj til. Det var sådan set før, de kunne temperere flyveren. Fordi det var jo der, hvor man havde den samme – når man var stegen ind i flyveren, så havde man den samme temperatur, som det var derhjemme – det var den man havde det godt. Og når så man åbnede dørene og man gik ned der – donk – så får man bare sådan en hammer i hovedet. Det var en kæmpestor oplevelse. V: Hvor gammel var du dengang? Kan du huske det? Sø: Jeg har været 10. 10 12 år. Vil jeg tro. V. Suzanne – du nævnede noget med museer? Su: Ja jeg husker faktisk min første oplevelse på Louisiana også. De der kæmpebilleder. Jeg havde aldrig set så store billeder i mit liv. Jeg havde aldrig set så store ting. Jeg tror faktisk jeg havde været på .. måske med skolen der havde vi selvfølgelig været på Nationalmuseet og sådan nogle ting inde i København, men det var de der gamle store malerier –nogle gamle kedelige nogen. Der kan jeg huske den første tur også op på Louisiana, fordi det var moderne kunst, og det bare var stort. Det var igen den der oplevelse af storhed, af de der kæmper, farver alle steder. Der har jeg også været i hvert fald 12 år første gang jeg var på Louisiana, og det var helt klart … V: Har I haft børnene med sådan nogle steder hen? Su: Os? V: Ja Su: Ja. V: Også Oscar? Var han også med?

67

Su: Ja han har været med siden barnevognen på Aros og har siddet i barnevognen, mens vi har gået rundt derinde. V: Hvad siger han til det? Su: Han har faktisk .. Han nyder det. Han sidder bare .. Han var med i barnevognen og så sad han bare… Sø: Altså hvis vi tager til Aros, så skal han over.. Han ved at den store mand er der. Su: Ja han kender ham. Sø: Så det ved han. Og det skal han se. Altså han er ikke.. Su: Kasper han er også interesseret. Cecilie hun er ikke så interesseret i sådan noget. Der er hun sådan lidt mere… Sø: Altså det er ikke noget med når vi er derude – så er det ikke noget med, at når der er gået en halv time ”Skal vi snart hjem?” Nej det er det ikke. De kan godt bruge tiden derude. Jeg lytter selvfølgelig også efter.. når man går.. Su: Det er jo begrænset.. Børn gider altså ikke være sådan et sted lige så lang tid som voksne, så det skal man også lige (uhørligt). Men jo det har han da også været udsat for. De skulpturer og billeder også .. (uhørligt) der var vi inde et sted også – det var da et kæmpegalleri for sådan et lille sted med skulpturer og figurer – det var han også meget optaget af. Små skulpturer og sådan noget, ikke. V: Så i pøser simpelt hen indtryk på ham af alle mulige slags? Su: Altså der var faktisk et tidspunkt, vi snakkede om, gad vide om det lille hoved kan klare alle de indtryk, fordi der sker jo også… Der var lige sådan der for 1½ til 3 – lige før han startede i børnehaven, faktisk der op til børnehaven, der lavede vi bare rigtig mange af sådan nogle ting. Der havde vi meget mere tid til at lave sådan noget, og jeg tænkte ”Guud hvad sker der bare i det lille hoved? Gad vide om han overhovedet magter det, ikke?” Men Glasmuseet hernede også – det var også en stor oplevelse for ham at gå rundt inde i Glasmuseet om aftenen. Vi var dernede om aftenen og der var sådan skattejagt. Og man gik rundt med lommelygter. Og det var virkelig – for ham var det – det lignede jo iskrystaller, ikke, de store glasting, når man lyste i dem, det syntes han var rigtig spændende. Gå rundt helt stille og lyse på tingene – det syntes han var rigtig spændende. Så jo – han har jo fået proppet det hele ind i hovedet, eller hvad. Sø: Var han 8 måneder, da vi var i New Zealand? Su: Ja han var lige fyldt 9 måneder der, ja. Og hvor han sad med papegøjer, der sad på hans klapvogn og leguaner, der gik rundt mellem fødderne på os. Hvor meget af det, han kan huske, det ved jeg ikke, men vi har jo billederne. Han elsker at .. Det kan han så også godt lide at vi har billederne og sidde og kigge på dem. Han elsker når vi sidder nogle gange sådan en eftermiddag og der er helt ro og sådan noget, og der ikke er andre hjemme, når vi kommer hjem – så sidder vi og kigger fotos fra vores rejser og ture og sådan noget – neeejj han elsker det. V: Historier fra da han var lille? Su: ja ja. Og netop alle de der sådan dyr der, der er involveret i mange af de ting der, hvor han ser sig selv med en papegøje og sidder der på kanten af hans klapvogn og leguaner og han sidder på en elefant og sådan noget – han synes jo virkelig, det er rigtig hyggeligt at sidde og kigge på Sø: Altså han kunne jo godt huske det der med at vi snakkede om papegøjen, der spiste af hans… men han kan jo ikke huske det – det er noget han har fået at vide, og så kan han godt. Og når vi så ser… Su: Og på crossbanen. Han kan huske vi var ude og se motorcross og sådan noget. Da vi var ude med ham på cross-banen. Da sad vi jo også.. Da var han ikke mere end 1½ 2 år

68

Sø: Da var han ude og køre Su: Da var han med ude og køre ligefrem, ja. Han kan huske det. Lige pludselig så dukker det op, og så siger han, at han har været ude og køre på en eller anden motorcykel. ”Nej det har du i hvert fald ikke” Så begynder han at fortælle detaljer ”Nå ja det er også rigtigt. Du har været derude.” Så jo V: Han hører ikke musik? Su: Jo. Ikke meget men han kan godt lide musik. Og han kan også godt lide at optræde (griner). Så han kommer og den der lille der var båndoptager engang men nu er en cd-afspiller - den der Play-school eller hvad den nu hedder. Han kan godt lide at.. Faktisk så har han bedt om at han ikke godt må få sit eget stereoanlæg inde på værelset, for han vil også have sin egen musik, fordi vi har stereoanlæg her, og Kasper og Cecilie har hver deres på værelset og sådan noget, og han vil også have sit eget musik, så han ønsker sit eget musik , så nu har han sådan en lille cd samling og en lille cd-spiller, så han kan spille musik og de der historier og sådan noget. Han elsker når vi skal køre bil at vi skal spille musik, og så prøver jeg sådan at introducere ham.. Og et af hans første yndlingsbands det var ”Aerosmiths” V: Har I prøvet at have haft ham med til levende musik til en koncert af en eller anden slags? Su: Nej det tror jeg ikke rigtigt vi har. Det har vi ikke nej. Men det er sådan noget, jeg rigtig godt kunne tænke mig at gøre, sådan noget. Noget spil om sommeren. For jeg tænker, det nok er den bedste måde at opleve det på, når man er så lille.. For igen, det er ikke sikkert han kan holde larmen ud så længe – når det er live er det jo noget helt andet, end når man kan skrue op og ned herhjemme. Hvor det selvfølgelig ville være den bedste måde.. Sø: Nu vil jeg nok sige, der er jo.. første år i år, at man kan – at man bille kunne tage afsted til de der børnerock. Og så han kunne få en oplevelser ud af det. Det er også sin sag at altså køre ind til Tangkrogen, hvis ikke det.. V: Altså de der Åh Abe-koncerter? Su: Jamen så stort behøver det ikke engang at være. Jeg tænker de der musikoplevelser kunne lige så godt være.. Faktisk når vi er .. Han har været ude i Jazz på torvet. Sø: Det er rigtigt. Su: Der har han været med nede og høre jazz på torvet sidste sommer et par gange, hvor mine forældre var herovre. Så var vi nede i byen til jazz på torvet. Og det var sådan okay i starten – faktisk så var det sådan ”Det er meget godt der her” Så stod han og stampede lidt med foden og spillede bas og sådan noget. Men ikke så lang tid ad gangen. Og det er derfor jeg tænker, at det der med at tage til store koncerter, det ville de to store godt kunne, men det tror jeg han er for lille til. Men sådan nogle små ting – hvis man kommer ind til Århus og nogen spiller på gaden, for ham er det en oplevelse. Der var også .. Jeg mindes da et eller andet med musik i Århus, da han var helt lille og sad i barnevogn, som han var meget fascineret af, og det er jo også en oplevelse for ham. Og X-faktor har vi fulgt med i, fordi han synes jo.. at det gør de store jo også. Og så vil han også. Og han har gået op i og skulle følge med i – ikke denne her gang men første X-faktor. Anden X-faktor var ikke så interessant for ham. Så var det ligesom det.. Sø: Men han sorterer rigtig meget med drenge-musik og pigemusik. V: Så kønnet har en betydning? Sø: Det har det. Det er en dame eller en pige, der synger – så kan vi godt gå videre. Og det er ikke for nogen af os ikke hører – det er alt. Og vi har aldrig – vi har aldrig kommenteret det på nogen måde. V. Har han en pige-legekammerat? Su: Ja og nej (griner)

69

Sø: Når du spørger, så har han ikke. Og han leger ikke absolut ikke med piger. Det gør han ikke. Men han er sød ved dem alle og han har nogle stykker, han ikke leger med, men.. Su: Han har faktisk nogle veninder, men han leger ikke med dem. Sø: Det er okay, at de er sammen, men de leger ikke. Su: Måske snakker han lidt med dem.. V: Det er en sjov skelnen han laver der? Sø: Jamen i hans hoved, der gør man ikke. V: Det må jo være fordi leg har en form for betydning for ham som.. Su: Piger leger ikke denne her. Det er altså ikke for piger. Jeg ved ikke, hvem der har fortalt ham det, for vi går ikke med på den nogen sinde. Jeg kan da også godt lege med den – for han vil jo gerne have, at jeg leger med ham med den. Men når jeg så husker ham på, at piger kan jo ikke sådan noget, så bliver han lidt i tvivl, fordi han vil gerne have mig med, men han har jo sagt, at piger ikke kan finde ud af det. Sø: Men du kan godt så. Su: Jeg kan godt – jeg får dispensation. Men der er meget den der drenge-pige. Men har har en veninde, som nu for eksempel han var nede og lege for ikke så lang tid siden – eller han blev passet dernede et par timer. Der legede de bare rigtig godt sammen, ham og hans veninde. Ingen problemer. Rigtig hyggeligt. Og de hyggede sig rigtig rigtig godt og de holder også øje med hinanden. Faktisk så har jeg fundet ud af, at Oscar og hende de holder øje med i børnehaven og har meget check på hinanden. Hvis jeg går op i børnehaven og spørger Katrine ”Ved du hvor Oscar er” – hun ved altid hvor Oscar er, når jeg kommer derop – også selv om han er helt nede i den anden ende af legepladsen, så ved hun hvor han er. Og han ved også tit hvor hun er, hvis jeg spørger ham, han er bare ikke lige så villig til at svare som hun er. For hun er jo en pige, og hun har styr på det hele, så hun vil gerne hjælpe og fortælle. Og hvis jeg tager ham i at stå og lege med en pige eller et eller andet, ”Nej vi leger ikke” siger han så ”vi snakker sammen”. Men sådan er de også, de andre drenge: ”ad ad vi leger ikke med piger.” Så gejler de hinanden op. Sø: Men det sjove er, at der er ikke – altså den snak er der ikke noget med her i huset. Og Kasper – storebroren – er heller ikke på nogen måde sådan. Slet slet ikke. Han havde så også omkring den alder der med at det kunne piger og kvinder ikke. De kunne ikke spille fodbold, de kunne ikke alle de ting der – de kunne stå i køkkenet og de kunne lave mad. Og det var sådan lige som det. Su: Men han er vokset op i et hjem, hvor både Søren laver mad og jeg laver mad og Søren også deltager i… Vi er meget sådan deles om de ting, så det er ikke noget med, at de børn kun har set at mor laver mad og far går på arbejde. Så det kommer jo nogle sjove steder fra. Men han siger også, at de kysser ham, og det vil han altså ikke have. V: Nej det lyder bestemt da også ulækkert Su: Så nu har han fundet ud af hvordan han kan skræmme dem og så gør han sådan ”Vaaa” og så løber de væk og skriger, siger han så. Og så når de kommer for at kysse ham, så vender han sig om og siger ”Vaaaa”. V: Men jeg tror det er et meget udbredt drengefænomen, det der med at kønsopdele så stærkt. Jeg tror ikke piger gør det så meget. Mange piger vil gerne lege drengelege. Su: Ja det er rigtigt. Der er flere af pigerne oppe i børnehaven, der gerne vil lege med drengene. Men så siger drengene: ”Nej vi leger ikke med piger”.Jeg ved jo ikke… man ved hvad ens eget barn siger, men jeg ved jo ikke, om det er sådan en bølge eller hvad det er. Så hvis man lytter lidt efter, så finder man jo hurtigt ud af, også når de har legekammerater på besøg – så lærer man jo meget når de har legekammerater med hjemme – så hører man jo legekammeraten sige ”nej ad ad vi leger ikke med piger”.

70

Sø: Nu ved jeg i hvert fald som med Cecilie – de vil jo gerne have drengene med, men de vil jo bestemme legen og det skal den leg, de leger, og så skal vedkommende have en rolle – drengen have en rolle i det her. Og hvis ikke de vil det, ja så kan de ikke være med. Og det gør de altså rigtig rigtig meget. Su: ja de får lov til at få en rolle i deres teaterstykke Sø: Ja og nu skal du sidde på stolen.. Du skal blive siddende der indtil du får at vide at må noget andet. Og så når man ved, hvordan drenge de kan sidde det ene øjeblik og lave det ene og i det andet øjeblik så har de fuldstændigt glemt alt om det og så er de i gang med en tredje lej. Det hvor at så pigerne de kan mere afslutte – ja de får ikke engang afsluttet den ene dag, men så gå man videre dagen efter og finder de rigtige kopper og de rigtige, som de brugte i går – og hvem der var hvad og det kan de jo huske. Det er væk fra drengenes verden. Så er det en ny leg, nogle nye… Suzanne og Søren fortæller lidt videre om Oscar men jeg vælger at stoppe transkriberingen her.

71

BILAG 3 Interview med Tanja og Flemming, forældre til Katrine Småord som ”øhh” og andre pauseord samt opmuntrende ”ja” fra intervieweren undervejs er udeladt. V: interviewer (Vibeke) T: respondent (Tanja) F: Flemming Efter en kort præsentation af projektet og masteruddannelsen begynder det egentlige interview. V: I har to børn? T: Ja. V: Og Katrine er lige knapt 5, ikke? T: Over 4½ siger hun. F: Til august bliver hun 5. V: Og så den lille på 2? T: Han bliver 3 til sommer – i juli. V: Så bliver han jo også snart børnehavebarn? J: Ja han skulle have været i børnehave 1. – 4. V: Men han kom ikke ind? T: Jo men .. F: Vi har fået rykket det til august. Men nu bliver det så fra 1. juni. Men det er så på grund af nogle motoriske vanskeligheder. V: Så han går i dagpleje? F: Han gik i dagpleje til 1. januar og så kom han i vuggestue. V: Også oppe i Æblehaven? T: Ja. V: Det er jo dejligt nemt. T: Ja det hjælper lidt på det. Morgen og eftermiddag. V: Nå men vi havde den der film-seance, som jeg havde fortalt jer lidt om i det der brev. Hvad det går ud på. Og det er fordi jeg er ved at skrive et speciale på et studium, jeg går på i min fritid. Og der havde jeg så en teori om, at når børn får nogle oplevelser, og det kan være en film.. Egentlig ville jeg have haft dem med inde og se teater, men det viste sig, der var ikke nogen stykker i Århus, der passede til den alder, og så blev det film i stedet for. Men så havde jeg sådan en hypotese om, at når man putter sådan nogle oplevelser på dem, så kan det være, at det kommer ud som lege eller… Men det kunne jeg jo ikke sidde oppe i børnehaven i et år og kigge efter – hvornår begynder de at lege Den Lille Ridder – og så var min idé: hvis nu jeg kunne få dem til at tegne noget af det, de havde set fra filmen, så ville de også automatisk mens de tegnede, fortælle om filmen. Men I vil så se, når I se optagelserne der, at sådan er det så ikke helt gået. (griner) Men derfor har jeg heldigvis også da jeg planlagde det tænkt så langt, så jeg gerne ville ud og snakke med nogle af jer forældre for at høre, om I så havde hørt noget efterfølgende fra hende. Om Katrine havde snakket om de to film? Vi så en lidt lang film om en ridder og en kort film om en dreng, der skulle lære at lyve. T: Altså jeg synes ikke.. Vi har ikke – jeg synes ikke vi rigtigt har fået noget. Jeg har så heller ikke hvad skal man sige – jeg har heller ikke spurgt for meget ind til det, for jeg vidste jo godt,

72

at det skulle jo ligesom – altså så ville det jo ikke komme af sig selv, hvis jeg begyndte at trække for meget ud af hende. Så jeg spurgte efter, hvordan det var gået den dag, du havde været der, og om de havde set nogen film – ja det havde de – ”Nå” sagde jeg ”hvad skulle I tegne noget bagefter?” Ja det skulle de. ”Jamen snakkede hun også med jer?” Ja – det gjorde du godt nok. Og så kom der ikke rigtigt mere. Så tænkte jeg, jamen så lader vi den ligge, fordi så kan det være der pludselig dukker noget op eller hun kommer med noget mere, men jeg synes ikke jeg er stødt på noget fra den her.. F: Ikke fra den her T: Nej F: Hun var oppe og se teater her for en måneds tid siden. Det der ”Folk og røvere i Kardemomme By”. Det har i hver fald gjort stort indtryk på hende. V: Det fortalte hun mig faktisk også om. F: Altså hende og Anders – der gik et stykke tid – jeg forstod altså ikke hvad de lavede. Ikke i detaljer. T: Den historie.. F: Hun gik og kaldte Anders for Kamomilla. Og han syntes det var helt vildt sjovt. Og så skulle han gøre nogle ting og hun kaldte ham Kamomilla hele tiden. Jeg tænkte, hvor har hun det der fra? T: Og det var sådan: Komomilla (kalder med en affekteret stemme) F: Når hun kaldte på ham der. Det viser sig så at det er derfra. Det har altså gjort stort indtryk på hende, det teater der. V: Hvem var hun så? T: Jeg tror måske hun har været lidt tante Sofie. Mon ikke det er hende der ligesom … V: Hun er jo en skrap dame. T: Ja. Lidt skrap og bestemmer lidt. Også over røverne som jeg lige husker historien nu. Det var ikke os selv der var med hende deroppe – hun var af sted med mormor. Men.. Men jeg tror måske det lidt har været tante Sofie der sådan har bestemt og lige påtog sig den der rolle med at have styr på tingene. Og så kunne Anders så være den der med at skulle hundses lidt med, men alligevel så var han ikke en af røverne. F: Nej det var han ikke. T: Det var det der med Kamomilla, der sådan har gjort stort indtryk på hende. V: Ja. I bogen er hun den der lille søde pige, som.. Jeg tror hun bor hos tante Sofie. T: Ja så vidt jeg også husker. V: Og tante Sofie er skrap. Meget skrap. T: Men der snakkede hun lidt også om? Var det ikke noget med, at de der røvere de stjal hende tilbage igen, fordi de ikke kunne holde ud at hun var så skrap. Så det teaterstykke der – det har helt sikkert gjort indtryk på hende. V: Og det er jo mange måneder siden de så det, ikke? T: Jo – hvornår var det nu det var? V: Var det ikke i forbindelse med vinterferien? F: Er det så længe siden? T: Jo det skal nok passe. F: Det kan godt være. Det kan det helt sikkert godt være. T: Så lige nøjagtig de to film, du har vist, dem har jeg ikke oplevet de ligesom er kommet frem – at de er kommet ud. Men du siger jo også, at hun har heller ikke været så opmærksom i hvert fald omkring den lange med dragen eller hvad det var? V: Jo men hun så den var hun. T: Ja. Men ikke bagefter.

73

V: Nej. Men det kan være fordi den ikke kan de samme ting som teater kan, fordi der er noget der tyder på at det der teater det har sat sig. T: Det har simpelt hen fanget – ja. Og vi kan høre at på nogen af veninderne at de har.. F: Film kan også fange hende – det er slet ikke det. Fordi når hun sidder og ser film herhjemme – de ser rigtig meget Sigurd. Ikke så meget på det seneste. De havde en periode mens vi boede oppe i Granparken, hvor det jo ikke var sådan til at komme ud på samme måde som det er herhjemme ved os, så der så vi lidt mere fjernsyn. Og det har vi.. det snakker hun også meget om. V: Har de så også leget Sigurd? F: Det har sådan mest været at de danser det der.. Der har været sådan noget .. De der sanglege. Børnegymnastik. Især Anders. Hvad han lige pludselig kunne. Af børnegymnastik. Og han kopierer jo alt hvad hun gør, fordi hun gør jo det, han siger. Op på tæerne og ned i knæerne og alt det der. V: Ja så gør Anders lige som sin storesøster. F: Ja ja T: Ja så vil han gerne være med. F: Og hun er hurtig til at lære de der … Hun synger meget. Hun skal ikke høre det samme ret mange gange, så går hun og synger det. Det er både når hun hører CD men også når hun ser det på fjernsynet. T: Jeg tænker også – sådan noget som MGP det er jo altså et af de store. En af de rigtig store ting. Hun kan dem udenad men det bliver danset også. Det er ikke kun ord – sangene og sådan noget – altså hun kan jo både synge de svenske fra MGP Nordisk. Altså ordene er godt nok bla bla men det er jo ligegyldigt. Hun synger og hun danser jo lige som de gør. V: Så det er en hel optræden I får? T: Ja det er.. Ja. V: Show? T: Ja det er lige nøjagtigt show. Ja det er det ord der bliver brugt. F: Ja vi skal løse billetter og alt muligt. T: Ja ja. Hun starter med at klippe billetter. Der bliver virkelig.. Altså hun har oplevet det der med at: så skal man altså have en billet når man ind til sådan noget. F: Det kom faktisk efter dengang hun var i teatret tror jeg det med billetten det kom. T: Ja da begyndte hun godt nok at klippe mange billetter. Også da vi var inde og se den med Sigurd inde i Musikhuset. Der var hun helt klar over at vi skulle have en billet. F: Det var det der 10 års Jubilæumsshow som han rejser ud med nu sammen med symfoniorkesteret. Anders han var tabt efter 5 minutter. Så var det sjovere at kravle rundt på stolene og.. T: Han havde ventet på at han skulle synge Bjørnen Bjørn, og det gjorde han som nummer 2 sang og så havde han ligesom fået det han kom efter. F: Hvorimod Katrine hun sad fuldstændig … T: Hun var helt grebet af det. Og sådan noget det snakker hun også om bagefter. Og går og nynner sangene og sådan noget. Men det er jo så mere et show. Det er ikke en historie der bliver fortalt på samme måde jo, som skal leges bagefter. V: Men det er jo en oplevelse T: Det er en oplevelse og den fanger hende altså og der bliver snakket om det bagefter. Det gør der godt nok. V: Fortalt om det? T: Ja.

74

V: Ja det var sådan set et af de spørgsmål, jeg havde noteret mig: Om I kunne se nogle af de oplevelser, I giver hende – eller hun får rundt omkring – i det hun leger. T: Det synes jeg i høj grad. Tydeligt. V: Hvad prioriterer I at lave med hende? Eller med dem. Hvad synes I de skal opleve? Hvad er vigtigt for jer at de oplever? T: Jamen altså jeg synes da vi forsøger at finde noget, der sådan er på deres niveau. Altså noget de kan forholde sig til. Vi slæber dem ikke med på kunstudstillinger og.. altså det kan da også godt være de også kunne få noget ud af det men altså.. F: Nu har vi købt sæsonkort ud til Ree Park derude. Vi har været derude i efteråret og derude en gang her i år også. T: Ja det går meget op i sådan noget med dyr F: Ja især aberne derude. Det går.. T: Der må man jo komme ind og lege med aberne inde i den der ø. F: Vi var i Djurs Sommerland sidste år. Anders han snakker stadigvæk om de der ting han prøvede derude. Da vi kom derud sidste år skulle han intet prøve derude. Han var simpelt hen bange for de der ting der. Vi tænkte, at vi ikke kunne gå rundt en hel dag hvis han var bange for at prøve noget. Så jeg tog ham egentlig med op selv om han var ked af det i en af de der forlystelser. Og efter den der tur der så kunne vi ikke få ham hjem derudefra. Han var helt… Det er hun også. Hun løber jo selv rundt imellem forlystelserne i Miniputland. Prøver tingene sammen med en veninde, vi har med derude på samme alder V. Det er meget han kan huske så langt tilbage F: Ja. T: Han fanger.. Han snakker stadigværk.. F: Der har vi så også købt sæsonkort til i år. De er allerede klar Vi har snakket om, hvis vejret det er godt - de åbner her næste fredag Store Bededag – så tager vi derud der. Første gang i år. De er simpelt hen altså – hvornår er det fredag i næste uge.. V: De er helt klar? T: Men han er også.. Nu ved jeg ikke lige om du også beskæftiger dig med så små børn, men han snakker stadigvæk også om altså detaljerne i det. Altså det er kålormen – ikke bare Sommerland. Det er kålormen, det er flyvemaskinerne, det er det store tog, der kan ringe med klokken og helikopterne og bådene. Altså det er tingene også derudefra han faktisk stadigvæk går rundt og lagrer inde i hovedet. F: Ja det var i juni og juli sidste år . V: Ja det er imponerende. T: Det var lige omkring der hvor han blev to, ikke. Og det går han stadigvæk og gemmer på. V: det er utroligt de kan huske så længe? F. Det er også nogle detaljer de kan huske nogen gange. For der er også nogle ting Katrine hun kan huske oppe fra Oscar sidste gang de var oppe og bade, hvor de har fået rosiner og småkager, selv om det ligger over et år tilbage. T: Men sidste gang vi var derude da havde du jo lige pludselig været henne og købe slikkepinde til pigerne. Vi var derude sammen med et hold venner, der har jævnaldrende børn, og der havde Flemming købt slikkepinde til pigerne. Altså det er sådan noget – det husker hun også, så det skal hun ikke snydes for næste gang. Hun kan begynde at sige: ”Hvornår skal vi have den der slikkepind?” For det hører jo med. Så sådan nogle ting det går hun også.. hvor man tænker: Nåh ja altså, men for hende er det nu en del af ligesom at komme med derud. Det er.. Der er sådan de der ting, man kan faktisk få slikkepinde – det skal vi have igen i år. F: En anden ting der virkelig også gør indtryk på dem og som de også leger nogle gange, det er – de har sådan en stor legoflyvemaskine.. Det startede egentlig med, da Tanja hun var gravid

75

med Anders og hun var ret hårdt ramt af det. Sov egentligt meget. Og så tænkte jeg, at så må jeg jo tage Katrine med nogen steder hen, og så begyndte vi at køre ud i lufthavnen og stå derude og kigge på flyvemaskiner. T: Hun har altid været meget bidt af flyvemaskiner. F: Søndag formiddag der kommer der en to-tre flyvemaskiner indenfor en halv time og de flyver igen efter en halv time, så der kan vi nå og se nogle, der lander og letter. Og det gør vi til stadighed også hvor Anders er kommet med derud. Det er helt utroligt hvor stort indtryk det gør på dem at stå derude. Og de kan fra gang til gang – og de ved ja men alt om radar og flytårn og landingsbane og kuffertbiler, og nogle af de der voksne der står – de står ved siden af og kigger.. De står bare og kigger på de der to børn her, fordi de fortæller simpelt hen bare helt eventyrligt om den der lufthavn og alle de ting, der foregår derude. T: Men de snakker også stadigvæk om da vi selv var ude og flyve for over et år siden. Det var i februar sidste år. Da var vi af sted hele familien med min mor og.. vi var – hvad var vi? 9? 11 var vi af sted i en stor flok, og der snakker hun stadigvæk om, hvordan.. Vi var så blevet placeret allerforrest i flyvemaskinen, fordi vi havde små børn, så dem sætter de ligesom forrest, og de andre sad så nede bag ved midten. Og der kan hun stadigvæk fortælle om, hvordan hun tog malebogen her og gik ned og sad lidt nede ved mormor – hun måtte jo godt gå sådan lidt frem og tilbage – det var jo en lang tur til Tenerife. Og det går hun stadigvæk og husker på. Og hvad hun har med dernede og hun fik et puslespil dernede og.. F: Og lang tid efter vi kom hjem. Hun fik jo sådan en trolley. Den pakkede hun og legede – så var hun på Tenerife. T: I rigtig lang tid. F: Nogen gange så lavede hun.. så tog hun nogle.. hvad var det nu – jo det var de der plader, man kan sætte sammen, sådan nogen med tal og bogstaver.. T: Nå ja sådan nogen gulvplader – sådan nogle noprede nogen, til at hjælpe børn med at kravle.. F: Så lavede vi dem i en lang række og sådan ud – så var det vinger på en flyvemaskine. Så sad de der – og vi skulle nogen gange sidde derpå også – så var vi ude og flyve. Hun bruger sin fantasi ret godt. T: Ja det gørhun. F: til at finde på sådan nogen ting T: Også ud fra noget hun har oplevet. Altså hvor man tænker: nu kopierer hun lige det vi gjorde for 14 dage siden. Eller at vi var et eller andet sted henne. Det har vi da snakket meget om bagefter. V: Og leger det? F: Så det er ikke så meget, de ting hun ser i fjernsynet, hun kopierer – det er ting hun oplever. V: Ting der gør indtryk på hende? F: Ja T: Men nu ser vores børn heller ikke rigtigt børnetime og sådan noget. Jeg kan forstå der er noget et eller andet ”Shanes verden” om fredagen. Der er i hvert fald et par stykker af ungerne oppe i børnehaven… Det er sådan noget med at bygge nogen ting ud af mælkekartoner og sådan noget, og altså sådan noget, det ser hun slet ikke. Så det oplever hun ikke rigtigt at man kan sådan nogle ting. F: Det eneste fjernsyn de ser fast om ugen det er søndag der halv seks. Enten Peter Pedal eller Bamse. Ikke engang Disney-sjov. T: Det har vi ellers tilbudt hende nogle gange, men hun er ikke interesseret i det.

76

F: Det fanger ikke rigtigt. Så det er ikke sådan at de sidder og ser ret meget fjernsyn. Og når de endelig sidder heroppe og ser noget, så er det en eller anden film, vi sætter på. Enten Sigurd eller.. T: Men det er jo et bevidst valg fra vores side, når du spørger om, hvad vi tager dem med til. Fordi jeg synes de er for små til, at de bare selv sidder med remote’n. Nu har vi så heller ikke alle de der 100 kanaler, men det synes jeg ikke de er gamle nok til selv at sortere i, hvad de skal se. Så vi har det rigtig godt med at have nogle forskellige film med Jordbær-Marie og Rasmus Klump og hvad de nu… og så ved man ligesom, når man sætter det på så behøver man ikke at være der 100% hele tiden for ligesom at kunne stoppe det – så ved man hvad det er de sidder og kigger på. V: Kommer I ude på biblioteket med dem? T: Ja det gør vi også – det elsker de altså. Men de råber lidt for højt nogen gange (griner) V: Må man ikke det? T: Jo – de synes det er fedt. F: Der er jo masser af legesager derude. Og Katrine hun starter lige med at finde 10 bøger – hun farer lige rundt. T: Og så finder hun lige 10 til Anders og så.. F: Og så skal der bare leges bagefter T: Og så har jeg også fundet nogle, jeg synes er alderssvarende, fordi hun finder baby-bøger . Så det er ikke alt det hun vil låne, hvor jeg tænker at det er rigtig godt lige til deres aldersgruppe, men det .. så vi har store poser med hjem derudefra. V: Altså jeg købte jo ikke sådan nogle små scootere hvis jeg gerne ville have, der skulle være helt stille. T: Nej det ved jeg også godt. Og jeg tænker nemlig også – man laver jo ikke sådan et legehjørne, hvis børnene ikke må være der. V: Det gør vi fordi vi gerne vil have, de leger. T: Ja. Men jeg forsøger også at vise dem, at det ikke er et sted, hvor man skal gå og råbe og skrige, fordi mam må også godt lære, der er nogle regler nogle steder – selvfølgelig må de være der, men man må også godt lære, at det gælder ikke om at råbe højst derude. Alle skal være der. V: Det generer nok jer forældre mere end det generer os. Jeg synes, det er hyggeligt når der er liv. T: Når der er lidt liv. V: Ja det er dejligt. Men hvad synes I så, at et bibliotek skal? I bruger bøgerne og sådan noget, men synes i også, det er meningen, vi skal nogle andre ting? T: Altså jeg har set, at I nogen gange har nogle arrangementer, hvor man bare kan dukke op og gøre et eller andet, og så kan det være noget med at pynte nogle ting eller gøre et eller andet, hvor jeg tænker, der har de nok været lige små nok, og især fordi jeg er altså alene med børnene om eftermiddagen, så hvis ikke det er noget jeg ligesom kan have Anders med, så bliver det svært for mig at tage Katrine ud til de der ting. Men jeg synes da, det er en god idé at I har nogle ting. Er der mange mennesker, når I laver sådan nogle ting? V: Altså vi gør det jo primært i vinterferien og i efterårsferien, og der kommer bare så mange bedsteforældre med børnebørn – der har børnebørn på ferie. De bruger det meget. Det kan måske også være svært at have små børnebørn en hel uge. T: Ja og aktivere dem dagen lang. V: Ja så de er glade for det. Men jo jeg synes, det er godt besøgt.

77

T: Men for vores børn der er det da en dejlig oplevelse bare at komme derud. Altså bare at .. De skal altid lige sidde og tegne lidt, især Katrine. Hun skal altid lige have lavet en tegning, så hvis der ikke er papir ovre i vindueskarmen – det er jo forfærdeligt – så må vi jo over og spørge om noget. (griner) V: Ja det gør I da bare! T: Så altså – det er fedt nok i sig selv for dem, sådan set, at komme med derud og… ”Kan vi komme ind og lege i dag, mor?” – for nogen gange er det jo også bare ind og aflevere og hente, hvis det er på vej hjem i hverdagene, men de der gange, hvor det er lørdag formiddag eller fredag eftermiddag, hvor der er tid til at komme ind og lege – det er synes de der er alle tiders. V: Det er godt at høre. T: Jeg vil gerne gøre dem glad for bøger. For jeg har været en rigtig læsehest som ung. F: Men de er glad for bøger. Katrine hun.. det er sådan lidt i perioder. Lige nu der går det meget med at de er ude og lege. Og så om aftenen inden de skal i seng, så skal vi lige nå at læse en bog. I vinters, for eksempel, der slæbte de jo bøger hen i sofaen. Vi kunne læse 10 bøger om aftenen inden de skulle op og sove. V: Var det sådan noget de brugte? Eller Katrine brugte, når hun legede? De der historier – legede hun sådan nogle historier? T: Ikke sådan direkte tænker jeg. Ikke noget hvor jeg sådan tænkte: ”Det er godt nok fra den der historie”. Altså jeg forsøger nogen gange at finde nogle bøger og bruge aktivt. I har altså én, der hedder ”Lillebror til salg”. Og det er altså noget med en pige, der hedder Emma, og hun har bare den her irriterende lillebror, som bider hovederne af hendes modellervoks-figurer og ødelægger hendes tegninger og.,.. han er bare rigtig møgirriterende nogle gange, og så sætter hun ham ud på gaden, hvor hun sætter ham til salg. Der er godt nok ikke nogen, der køber ham, men nabodrengen han kommer da godt nok og henter ham, for han kunne da godt tænke sig en lillebror. Og det er sådan en hvor jeg kan godt mærke, altså at den snakker vi også om. At man kan godt nogle gange synes, at sådan en lillebror han er træls. Altså.. Fordi jeg gerne vil bruge den aktivt til at få en snak om, at man må gerne nogle gange synes det er irriterende at have en lillebror, fordi det synes jeg, det er i orden. Man må selvfølgelig ikke slå på ham eller… men man må gerne nogle gange synes, det er træls. Og på den måde, der vil jeg gerne sætte en snak i gang omkring en bog, hvor så snakker vi lidt det, men det ender selvfølgelig med, at så savner hun ham alligevel, fordi da de skulle i bad sammen om aftenen, da var der jo kun hende, og hvem skal nu tørre hans hår og hvad med ham nabodrengen – ved han nu at han ikke kan lide at få vand i øjnene og sådan noget? Så hun må jo over og hente ham tilbage. Så vi snakker sådan om nogle ting fra bøger tit. Jeg forsøger sådan at finde noget hvor jeg tænker: Det er noget, vi kan snakke ud fra. Selvfølgelig er der også bøger, hvor vi bare læser dem for hyggens skyld. Men jeg oplever ikke sådan, der bliver leget ligefrem – ikke noget jeg lige kan komme i tanker om. Men hun vil gerne læse. Hun leger bare med sproget lige i øjeblikket. Det er meget sådan noget Halfdan Rasmussen, rim og remser, leg med sproget med ord og med bogstaver og det er selvfølgelig.. – det er jo ikke historier som sådan, hvor der er en lang handling i, som man så leger bagefter. Men det går hun meget op i lige nu. V: Men den der sprogleg – den kan jo også være rigtig sjov. T: Jamen det kan den jo. Og rim og V: Og kan man selv lave nogle rim.. T: Ja for søren. Så er der nogen der er bedre end andre. (Griner) F: Ja det er ikke altid det rimer, men hun synes jo det er et rim. Noget hun lige selv finder på – men det rimer ikke. T: Men hun leger meget med sproget lige nu. Og det allerbedste det ville være, hvis hun snart kunne få nogle lektier.

78

F: Ja der er nogen gange hun mener hun godt skulle i skole her til sommer. T: Ja der ville hun godt nok gerne have været med de store børn fra børnehaven. Men altså, hun skriver også næsten alle bogstaverne. Altså man kan bare stave igennem for hende – man behøver ikke at skrive det for hende, så hun kan skrive noget. Man staver det bare igennem. Og så skriver hun. Så hun er meget kvik med de der ting. F: Jeg tror det var før jul engang. Vi ville prøve at se hvor mange bogstaver hun egentlig kendte – altså hun kunne genkende – hun kunne faktisk genkende var der 18 eller 19? T: Jeg tror det var 18 hun kunne skrive bare ved (uhørligt) V: Det er tidligt T: Ja det er tidligt. Men hun kunne jo skrive sit navn før hun blev 3. Så hun interesserer sig meget for de der ting. Men jeg forsøger altså at holde lidt igen. Jeg har ikke.. Vi køber ikke lektiebøger til hende endnu, hvor man skal sidde og skrive af, for jeg synes det kan tidsnok komme. Jeg vil gerne have hun leger lidt mere. Men vi var med til.. Nu ved jeg ikke om du ved det var der? Men i forbindelse med det her ”Skrump” der var der noget motionsmaraton her oppe i hallen her i weekenden, og der suste vi op lørdag over middag. Der var noget med hende Gitte Årup hedder hun vist – sådan en musikpædagog. Hedder det musik og bevægelse eller sådan noget? I 1½ time hvor hun fortalte ud fra noget eventyr – det var meget eventyrligt og magi og sådan noget, og så har hun jo den her papegøje, der hedder Skralde og sådan noget, og den spiste altså forfærdeligt usundt, og den kunne så heller ikke have kræfter til at flyve og sådan noget. Altså sådan noget, det bliver hun meget grebet af. Det var hende og mig, der var af sted. Det passede lige med middagsluren med Anders, og så var det jo pigetur. Og det er sådan noget – det snakker vi lidt om også når vi kommer hjem, og hun sagde også til mig på vej hjem på cyklen: ”Altså mor – vi skal da holde øge med hvornår Gitte hun kommer her til Ebeltoft igen. Så skal vi derop igen.” Altså det er sådan nogle oplevelser, hun synes er virkelig sjove. Og det er jo sådan noget med at løbe rundt og vi fik bundet stof rundt om armene – sådan nogle strimler, vi skulle flagre med, og sådan noget synes hun var rigtig sjov. Så det er sådan noget vi også gerne vil med hende. Men igen – enten skal det være den ene af os – mormor tager hende også nogen gange med til noget, eller… hvis ikke det er noget, vi kan have Anders med til også. Og han er så lidt bagefter i det grovmotoriske, så vi kan ikke tage ham med til sådan noget – det ville han ikke have noget ud af. Så ville han bare sidde og lave ballade. Så sådan noget gør vi. Hun går til gymnastik om torsdagen. Det er sådan noget hvor vi synes hun skal også have et tilbud om at gå til noget. V: Er der noget, I selv har oplevet som børn, som har fæstnet sig sådan særlig stærkt? Og jeg spørger selvfølgelig meget sådan til kulturoplevelser af en eller anden slags. Et eller andet der har gjort indtryk, hvor man sidder som voksen og tænker: Det var nu noget særligt. F: Jeg kan da huske fra min barndom, at en af de lege.. Det var dengang de sendte Dick Turtle i fjernsynet. Det lå vi altså rundt og legede ude i skoven. Virkelig meget. Altså hver gang der havde været det, så skulle vi ud og lege det. Og der kan huske hvordan – det var ikke kun os – det var hele gadens unger der. Så var vi rundt og lege når det havde været i fjernsynet. Det gjorde i hvert fald stort indtryk på os dengang. V: Det var sådan en røverfigur, ikke? F: Jo sådan en landevejsrøver. Og vi boede lige op til noget skov dengang – altså nede for enden af haven, så gik vi ud i skoven, så vi legede rigtig meget derude. Og det var hver gang der havde været et eller andet i fjernsynet omkring – hvad skal man sige – hvor der var noget med noget skov – et eller andet – byggede huler eller et eller andet - så var vi ude og bygge huler. T: Det var dengang der kun var én kanal

79

V: Det var det der var T: Det var da også dengang – jeg tænker: Melodi Grand Prix. Det var dengang Melodi Grand Prix det var årets begivenhed. Det husker jeg virkelig som barn. Det var næsten det største. F: Jamen det var det største. Vi sad hele familien rundt om fjernsynet og kæmpe osteanretning og kiks. Og så kunne vi bare rigtigt hygge os og så sad vi der. T: Altså som barn da husker jeg – eller jeg tænker tilbage på min barndom som om.. Altså Melodi Grand Prix i fjernsynet og så afdansningsbal. For jeg gik jo til dans. Afdansningsbal og Melodi Grand prix – det var simpelt hen årets to begivenheder, selvfølgelig udover jul og fester. Men altså afdansningsbal med de der store strutkjoler og så fik man også en slikpose og – altså det var den der dag, hvor man fik både slik og is. Og det var selvfølgelig ikke så almindeligt dengang. Så det er sådan nogle ting, man.. Jeg synes ikke, når jeg tænker tilbage.. – jo jeg er også blevet slæbt med på museer og sådan noget, og jeg hadede det som pesten. Det fangede mig overhovedet ikke. Og det er måske også derfor, vi ikke.. Altså det er ikke det, jeg sådan tænker, det skal min 4-årige slæbes rundt til. Jeg tror egentlig, noget af det vi sådan tænker, eller det vi tager af sted til som familie – det er noget vi alle sammen synes er sjovt, ikke? F: Jo det er enten sådan noget med noget zoologisk have, noget med dyr eller ud og opleve et eller andet, hvor vi bevæger os. Djurs Sommerland eller.. T: Eller den koncert med Sigurd hvor det også var noget, vi syntes er sjovt. Fordi vi også godt kan holde ud at høre på hans musik, og jeg synes han gør et utroligt pædagogisk arbejde i forhold til at lære børnene om forskellige musikgenrer. Det er ikke kun det der åååå skrækkelige børnemusik vi andre hørte, vel altså – det er virkelig alle genrer F: Ja det er utroligt hvordan han kan få børn med. T: Og samtidig så lærer han dem også noget at synge om – hvordan var det egentlig i gamle dage. Altså der er også – der er virkelig noget læring i det synes jeg. Så jeg synes virkelig det er kvalitetsunderholdning for børnene. Men det er da sådan noget vi ligesom tager dem med til. V: Jeg kan huske jeg slæbte min dengang 4-årige med ud og se Moesgård museum. For at snakke om gamle dage. Og det syntes hun også var spændende. F: Vi har også snakket om, at vi måske – når det bliver vinter igen, eller omkring jul, at vi skal prøve at tage ind til den Gamle By. Det har hun også.. T: Der er så hyggeligt derinde. Der ved julen der har de jo sådan noget julemarked eller hvad de kalder det. V: Jeg syntes jeg havde fået forklaret så flot om gamle dage, indtil hun, da hun kiggede på Grauballemanden sagde: ” Mor er det én, der har arbejdet her?” T: (Griner) Ja. V: Gamle dage det er mange ting. T: Ja. Hvornår var gamle dage egentlig. Ikke? Fordi – var det dengang oldefar han var dreng? Han kan da også fortælle nogle historier om dengang han var dreng, eller er det 300 år siden, eller… Det er rigtigt, det er.. V: Det er heller ikke sikkert… T: Det må være svært at forholde sig til for en 4-årig V: Det er jo heller ikke sikkert, den Gamle By er så sjov for sådan nogle børn, der er vokset op i Ebeltoft? De lever jo i den gamle by.. F: Ja det skulle jeg lige til at sige, fordi de går jo rundt i den gamle by T: Det er jo brosten og gamle bydele.. F: Så det er ikke sikkert de vil synes det er noget særligt at komme ind og se det. Men det er hyggeligt derinde med julestemning

80

T: Ja og så er der jo det med alle de der værksteder eller hvad de kalder det, hvor man ligesom kommer ind og ser nogle (uhørligt) posthus for eksempel. Sådan så et posthus ud eller sådan var en bagerforreting. Man kan alligevel komme ind og se lidt mere end lige bare de gamle huse. V: Jo men jeg havde en kollega, der læste en billedbog om den Gamle By i Århus for sine børn, og de syntes ikke det var anderledes end Ebeltoft. T: Jo det er jo nok egentlig rigtigt. Det er jo det der med brosten og .. V: Bindingsværk og.. T: Ja lige nøjagtigt. V: Sådan ser der ud til hverdag. Det er nok mere hvis man bor i Gellerup-planen, det er specielt. T: Ja ja for der er der boligblokke og boligblokke og.. V: Ja men det var jo lidt sjovt at høre om hendes teateroplevelse der. At den har været så stærk. De to tøser der den dag – det kan I faktisk også se på filmen – de sidder og snakker om, at de var inde og se den begge to. Og den anden pige hun havde også – hedder hun Emma? T: Ja hun hedder Emma. V: Hun havde også haft bedsteforældre med. T: jo. Men Katrine var også af sted med sin mormor. Hun havde nemlig ringet og spurgt, om hun måtte tage hende med. Og det blandede vi os helt udenom og sagde, at selvfølgelig måtte hun det. For jeg havde nemlig godt set, at der var hængt plakater op oppe i børnehaven og havde tænkt, at det var nok lige noget for hende – det var hun ved at være stor nok til. V. Men det var rigtigt – hun havde jo fuldstændig styr på, hvem der var hvem og hvad der skete med hver enkelt af røverne og hvad de hed og hvad de blev bagefter. Så det havde hun styr på. T: Men det er sådan noget – hvis det lige fanger hende, så kan hun virkelig fortælle utroligt detaljeret om sådan et teaterstykke eller hvad det nu kan være. V. Men det er også lidt sjovt, at det lige er tante Sofie hun vælger at lege. Jeg kan godt forstå det – jeg kan virkelig godt forstå det. T: Ja man skulle jo synes at hun bedre kunne identificere sig med hende der Kamomilla. At hun ligesom tænkte at det var hende hun skulle være, men hun har nok alligevel syntes, hun skulle bestemme lidt over Anders. Og så kunne han være Kamomilla. V: Det er sjovt at være den der bestemmer. T: Det er jo det. F: Hun er meget styrende. Det er hun. V: Også i forhold til jævnaldrende piger? F: Ja. T: Altså de er heldigvis sådan en lille gruppe, der… altså jeg tror… de siger i børnehaven, at hun tager teten på den gode måde. Det er ikke sådan at hun går ind og skubber de andre ned eller noget, fordi det var jeg begyndt at blive lidt opmærksom på, at det skulle hun ikke. Hun skulle ikke på den måde være dominerende. Men altså jeg tror de er en god lille flok, hvor de har ligesom fundet ud af, at de er jævnbyrdige, så der er ikke nogen, der har mere magt end andre, men selvfølgelig er der lige en pige, man leger lidt ekstra med den ene dag og så hende den anden dag. Det går sådan lidt på skift, men.. F: Vi har nok en periode lige nu, hvor hun er utrolig populær deroppe blandt de andre. Altså er det ikke den ene der skal med hjem eller hun skal med hjem til, så er det den anden. Altså der går stort set ikke en dag i ugen, hvor der ikke er…

81

T: Sådan en lørdag eller søndag formiddag der kan man godt blive ringet op af en tre fire veninder, om hun kan lege. Og det er jo dejligt. Det er jo selvfølgelig luksus. F: Hun tog med Bjørk hjem her i dag kl. 1 da hun blev hentet, og vi hentede hende her kl. 5 Hun var helt.. de har bare leget i 5 timer. Det går bare rigtigt godt. T: Det er et stort hit for hende lige nu – det er det der med at komme med nogen hjem. Altså det er også en oplevelse for hende, selv om det ikke er så kulturelt, selvfølgelig, men.. F: Men i dag der legede de da - Bjørk, og Katrine, da jeg hentede hende, da var de da klædt ud som sørøvere og legede sørøvere sådan med maske på også og sværd og tørklæde på hovedet. Og så havde de – forældre de har købt sådan familiekajak – ja sådan en blanding mellem en kajak og en kano og en jolle – plastic – som de kunne sejle eller ro med hernede, og den stod på græsplænen, og så legede de den var deres piratskib. Det der store bobleplast, det var pakket ind i, det var så spredt ud ved siden af, så var det jo vandet, og så lå de og svømmede rundt der, og det har de fået noget tid til at gå med her i eftermiddag. T: Men er det noget, de har set nogen steder? F: Jamen det ved jeg ikke om – nej det ved jeg ikke. Men det var ikke pirater, vel den der film? V: Nej det var en køkkendreng på et slot, som gerne ville være ridder og som skulle ud og dræbe en drage. Han boede i sådan et land, hvor det var forbudt at blive gal. Og så skulle han ud og blive rigtig gal og besejre dragen. Han dræbte den ikke – han besejrede den. T: Det var ikke sådan blodigt på den måde, sådan. V: Nej nej for han fik jo dragen i sit hjerte med sig og fik den over på sin side, for den trængte jo også til en god slåskamp. Men det er en god historie, og så er det sådan en sød dukkefilm. T: Men jeg kan ikke komme i tanker om, at hun.. at det er noget Katrine har fundet på ud fra noget, hun har oplevet herhjemme eller sammen med os, men jeg tænker omvendt, at drengene og pigerne de leger altså ikke meget sammen deroppe, fordi altså drengene de leger altså drengelege. Det er sådan noget med krig og sværd og sådan noget lidt mere voldsomt. Så det kan sagtens være noget, de har set drengene lege. V: Men pigerne vil egentlig gerne lege med drengene eller hvordan? T: Altså Jacob han er vældig populær deroppe, fordi han er.. F: Han er ikke så vild som de andre drenge. T: Nej han er mere stille og rolig og gider godt lege far, mor og børn ovre i legehuset og sådan noget. Stå og smatte med smatkager og sådan noget og sådan. Så er han jo supergod at have som far’en, så der leger… Jeg har egentlig en fornemmelse af at de leger rimeligt meget med ham – de piger der. Fordi han følger ikke helt med drengene på det der vilde og årrr og krig og vi skal slås, så der er han sådan.. Men ellers så synes jeg meget, altså pigerne de leger sådan nogle pigelege og drengene de leger lidt mere sådan noget vildt og oppe i skoven og kravle rundt og klatre i træerne og .. Og så er de jo selvfølgelig blandet med at cykle og sådan nogle ting. Altså pigerne det er mere sådan med at hoppe i sjippetov og sådan noget ser jeg ikke drengene gør. (Griner) Så de er alligevel meget kønsopdelte i en tidlig alder. F: Ja men nogen gange så kommer de hjem og så har de spillet fodbold og også nogen gange hun kommer hjem, så kan man se hun har lavet andet end bare at sidde stille. T: Ja hun kan godt komme hjem og være møgbeskidt. Men jeg tror mere, at når pigerne de så udforsker de der lidt mere drengelege, eller hvad man skal sige, så er de måske alligevel mere trygge ved at gøre det bare som piger, fordi altså de gør det slet ikke vildt nok, hvis det skulle være sammen med drengene. Så de kan ikke helt følge med alligevel, men det er så sjovt nok at gøre kun piger og så alligevel lave noget, der er sådan lidt , de synes der er lidt drengeagtigt. V: Leger hun somme tider med Oscar herhjemme? T: Ikke ret tit. F: Ikke ret tit. Han var hernede her for..

82

T: Er det 14 dage siden? F: ..tre uger siden. T: Sådan noget med at vi passede ham en eftermiddag. Og der hygger de sig rigtig godt. F: De legede rigtig godt sammen. Og dagen efter så vil hun gerne op til Oscar og lege. Og så er hun deroppe og i et par timer. T: Men det er ikke noget, vi egentlig har gjort så meget i. Og de leger ikke sammen i børnehaven. V: Nej det ved jeg godt. T: Men det kender hinanden og har gjort det altid fordi vi har været i mødregruppe sammen. F: Men det skal så siges, at i 10 måneder har vi ikke boet her. T: Vi har ikke boet her nej. F: Det har jo også gjort, at der har de jo ikke på samme måde har de jo ikke haft glæde af .. V: Nej nu kommer den gode årstid hvor de kan smutte frem og tilbage. T: Nej men de leger altså ikke sammen i børnehaven. Og hvis man spørger Oscar, altså han leger ikke med pigerne, mor. V: Nej det ved jeg godt (griner) T: Men altså de har alligevel – og det fornemmer jeg og det fornemmer Oscars forældre også – at de har alligevel styr på, hvor hinanden er deroppe. Så det kan godt være, at de ”altså ikke leger” med drengene eller med pigerne, men der er altså et eller andet alligevel med at de har lidt styr på hinanden. Og det er altså super hyggeligt sådan en lørdag eftermiddag, hvor Oscar kommer ned og også har sin cykel med, og der kun ligesom er de to og Anders, så er det rigtigt hyggeligt - så kan man faktisk godt cykle lidt rundt sammen i indkørslen og.. så er man altså ikke mere drenge-pige opdelt. Så det er mere det der med når de er i børnehaven og de er i store flokke, så søger drengene mod drengene og pigerne mod pigerne. Sådan oplever jeg det meget. V: Ja jeg tror egentlig ikke det er så mærkeligt. T: Jamen det tror jeg heller ikke. Jeg tror også det kommer naturligt et eller andet sted . Altså vores pige hun har altid været meget sådan finmotorisk og sidder og pille og nørkle med noget – det gør hun også i dag – klipper og klistrer – altså hvad vi ikke har af forbrug af tape og gavebånd og sådan noget i øjeblikket, ikke. Alt skal klippes og klistres og pakkes ind og sådan noget gider drengene simpelt hen ikke at sidde med så længe – de har lidt mere krudt bagi mange gange. V: Altså dengang hun og Emma skulle tegne for mig, da var de også mere optaget af at tegne noget der var pænt.. T: Ja V: end noget fra filmen. Det skulle være pænt. Jeg skulle have det med hjem jo. T: For så ville de tegne noget, de var sikre på, at det kunne de i hvert fald tegne fint, fordi det har de gjort tusind gange før. V: Ja men I vil more jer, når I ser den, fordi det gik over og blev et juletema. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg skal også lige se den igen. Jeg aner ikke hvor vi havnede i det juletræ henne. T: Det blev simpelt hen et juletræ på tegningen? V: Ja. F: Okay. Jamen man kan se, når man afleverer hende deroppe om morgenen. Pigerne de sidder ved et bord og tegner. Det gør de lige fra de bliver afleveret – det er det første de laver deroppe om morgenen. Og drengene de er inde på det bageste rum inde bagved, hvor jeg ved ikke hvad de laver.. T: Der er nogle dinosaurusser og biler og sådan noget dernede F: Fordi de ved lige.. De krydser lige hinanden der i forgangen der og så er de i gang.

83

T: Og så kan man godt komme derhen til det bord der bagved, hvor de har puslespil og sådan noget, hvor der egentlig sidder lidt en blandet flok. Men det er rigtig nok.. Og der kan også godt sidde et par drenge og tegne henne ved tegnebordet, men det er nok kortere tid ad gangen. Altså de har ikke 17 tegninger med hjem ligesom Katrine nogle gange har. V: Nej men drengenes tegning den fik jeg ikke den dag, fordi den ville Oscar have med hjem – han blev simpelt hen så glad for den. T: Nå men tegnede han så noget fra filmen? V: Ja det gjorde de. Der var tre drenge inde og tegne. Ja det gjorde de. Men de var også dem, der var først på, mens det var stadigvæk sådan.. T: Men jeg kan godt forestille mig, som jeg kender Katrine, at hun har gået mere op i – lige nøjagtig som du siger – at tegne noget fint til dig, fordi du skulle have det med hjem. Altså fordi hun er meget sådan… hun vil gerne.. Åh hvad man ikke får af gaver lige i øjeblikket. Det er svært sådan at være vildt begejstret for den sjette gave i dag, ikke? Men hun vil så gerne tegne noget fint og lave noget fint og give det væk, V: Det ville hun også rigtig gerne og gøre mig glad. Ja. Det var tydeligt. F: Ja hun laver gaver herhjemme og tager med op i børnehaven også. Skal vi et eller andet – snakker vi om i weekenden hvis vi nu skal til Vejle til Tanjas far, jamen snakker vi om det en uge før, så er hun i gang med at producere gaver. T: Ja så er hun i gang med at tegne og gøre ved og perleplader, der pludselig skal laves og stryges og pakkes ind. Altså så går hun allerede i gang med det der. Der er sådan lidt pleaser-gen over det. Åh så vil hun gerne have noget fint med derned og give til dem og gøre dem glade. Fordi hun har oplevet, at de er blevet glade, når hun har givet dem noget, hun har lavet. F: Ja hvad er det også hun har lavet – et armbånd og en halskæde til dem med sådan nogle perler. Når man så kommer derned, så Karin hun har jo taget det på, hun har fået fra hende for et halvt eller et helt år siden, T: Og der hænger tegninger på køleskabet.. F: Vi kan jo se det med det samme, at det hænger deroppe, så de.. T: Og så vil hun jo gerne producere mere. V: Selvfølgelig. Hvem ville ikke det med sådan en behandling? T: Ja ja det er jo det. F: Men vi prøver sådan at sortere lidt i det. T: Ja. F: Og gemme noget af det. T: Det er ikke alt, der bliver gemt. F: Det er ikke alt, for der kommer godt nok meget. V: Nå jeg tror jeg slukker for den igen. Men det var rigtig sødt af jer, at I ville tage jer tid til at snakke med mig. Jeg har fået mange pointer med, skal jeg så lige fortælle jer. T: Nå det var godt.

84

BILAG 4 Interview med Lene, mor til Anders Småord som ”øhh” og andre pauseord samt opmuntrende ”ja” fra intervieweren undervejs er udeladt. V: interviewer (Vibeke) L: respondent (Lene) J: Johanne, Lenes datter deltager også i samtalen Efter en kort præsentation af projektet og masteruddannelsen begynder det egentlige interview. V: Din dreng hedder Anders. Hvor gammel er det han er? L: Han er fra 8. februar, så han er lige godt 5. V: Ja. Og det er jo ved at være nogen uger siden, vi lavede den film. (Jeg havde en kopi af min video med børnene med til Lene som en gave.) Men han så jo 2 film i børnehaven den dag. Har han fortalt noget om det? L: Nej. Jeg spurgte ham og så fortalte han, hvad det var for nogle film. Den ene var noget om en dreng og en drage. Hvad var det nu den hed? V: Ja. ”Den lille ridder” hedder filmen. L: Ja, ja. V: Det kunne han huske? L: Det kunne han godt huske. Og så var der noget med en dreng, der ikke hørte efter. Eller hvad var det han sagde? V: Nej, han kunne ikke lyve. L: Nå – men det sagde han ikke. V: Sagde han, at han ikke hørte efter? L: Hvad var det han sagde? Han sagde et andet ord. Vi har lige snakket om det. V. Verdens uartigste dreng? L: Ja. Uartigste dreng. Ja. Men var det ikke den film, der var en drage i? Sådan har jeg forstået det på ham. V: Nej. Der var 2. Den med dragen var den lange på 25 minutter. L: Ja og der blev ridderen og dragen gode venner til sidst, sagde han. Og den anden den har han ikke sagt så meget om. Den tror jeg var kedelig. V: Den varede kun 7 minutter L: Eller også har den ikke været så lang. Men den med ridderen og dragen, den kunne han godt huske og at de blev venner til sidst. V: De var også meget koncentrerede, meget optaget af det. Det har jeg så ikke optagelser på filmen af at de sidder og ser, men de var meget optagede af den. Nej den anden film, den handler om en dreng, der altid siger, det der er rigtigt. Så hvis han får mad, han ikke kan lide, så siger han det, og det er jo ikke høfligt, når man er hjemme hos faster og tante og sådan noget. Og så kommer han i skole for at lære at lyve. L: Ja selvfølgelig, selvfølgelig. Og den har han slet ikke refereret overhovedet. For det var den eneste man sådan kunne se også sådan på mimikken i hans ansigt, han synes, der var sjov, det var den der med ridderen og dragen, der blev gode venner til sidst. Og det var sådan fordi jeg var ved at spørge, om de slåssede og hvad der sådan.. Men det kunne han slet ikke sætte ord på. Han sagde bare det der.

85

V: Men det er rigtigt, at de blev gode venner til sidst. Og at han fik dragens kræfter og sådan noget. Og dragen døde ikke. Men det var også billedet af dragen, de tegnede. L: Ja. Den har gjort indtryk. V: Er det noget, han har leget så bagefter? Har du set et eller andet komme ud i leg? L: Nej. Det har jeg ikke. V: Ridderfortællinger eller? L: Nej. Altså Anders har været sådan en meget, kan man sige, ensidig dreng, fordi at han har været sådan en grave- og landmandsdreng, så det har været traktor og biler og grave og grave og grave. Så meget, at jeg tænkte, at hvis aldrig han kommer til at interessere sig for andet, så får han det godt nok træls i skolen. V: Nå han er sådan til traktorer og biler og.. L: Ja men altså sådan – den der leg udenfor det er meget at grave og .. Vi har sådan en skrænt her udenfor, og der kan han grave i timevis. Så altså jeg tror.. jeg tror at hvis det nu havde været noget indenfor de der emner, hvor han virkelig boner ud, og så leger han også meget med de der Gomichi’er også. V: Ja det fortalte Oscars mor også om L: Det er stort og dem bruger han rigtig meget tid på. V: Men det er åbenbart et hit? L: Ja. Det er fantastisk. Det er rigtig rigtig stort. Så det er sådan.. så man kan sige, det kan da godt være, han har brugt nogle elementer af det, han har set fra dragen, men så har det.. Det kan han godt have gjort i det der Gomichi, uden at jeg har lagt mærke til det, for det er jo også noget med at nogen har nogen kræfter og andre har nogen andre kræfter, og så bor de forskellige steder og sådan noget. Så måske har han taget det ind men ikke noget, jeg har lagt mærke til. Overhovedet ikke. V: Jeg snakkede med Oscars forældre, og de fortalte også en masse om Gomichi-figurer L: Ja det er stort. Men der laver han.. Der bruger han også ting. Så har han hentet.. De bor forskellige steder på jorden med græs og sten og sådan noget, og så har vi lavet.. så har han lavet sådan nogen græskugler og så har vi puttet snor om dem, for så var det sådan nogen, der kunne komme hen i græsborgen. Så henter han nogle store sten – sådan nogle store sten (viser størrelsen med hænderne) udenfor og tager med ind på værelset, og så bygger han jo en stenborg til, så på den måde så tager han ting med udefra som han så tænker, det kan han godt bruge i den leg inde. V: Har han også Gomichi’erne med ude? L: Ja nogen gange. Han kan også bygge lidt derude. V: Jeg kunne så se på jeres postkasse, at han har et par søskende? Han er yngst ikke? L: Jo. Johanne på 10 og Marie 8. V: Så ene dreng og yngst L: Ja så han er rigtig godt forkælet. (Griner) De har rigtig meget glæde af hinanden og er rigtig gode til at lege sammen. Altså begge hans søstre er rigtig gode til at lege med ham. Det er rigtig rigtig godt. V: Men de går så i skole ikke? L: Jo begge to. I første og i fjerde. V: Jeg fortalte dig det der før med at jeg egentlig gerne ville have vist Anders og de andre børn noget teater. Har I haft ham med inde og se noget teater? L: Nej det har vi faktisk ikke selv haft. Vi har været i biografen. Det er også helt vildt spændende. Nej vi har ikke været inde og se teater. Jo han har været med oppe og se, når

86

pigerne har spillet teater oppe på skolen, og det har været rigtig sjovt. På den måde har han set teater, men vi har ikke sådan været inde noget i et teater. V: Hvad har I set i biografen? L: Åh hvad har vi set? Det var en af de der – sådan en Walt Disney tegnefilm. V: Hvad sagde han til det? Det er jo en stor sal? L: Det var rigtig rigtig fedt. Det var virkelig stort. Sådan noget det er jo rigtig rigtig sjovt. Og det er sådan noget.. det kan han jo huske og synes, at det er rigtig dejligt. Jeg sidder lige og tænker teater, fordi man kan sige - vi var i – vi har været i Astrid Lindgrens Verden i Sverige, og der har vi jo set teater kan man sige, og det synes han jo var rigtig fedt. Men det er lige med at komme i tanker om det. Fordi det er jo meget med, at så går du rundt, og så er der Pippis hus og så bliver der spillet Pippi og.. V: Ja det er næsten sådan noget gadeteater, de laver L: Ja. Det er simpelt hen helt fantastisk. V: Kendte han så nogle af historierne? L: Ja ja. Han kendte Pippi og hvad så vi mere? V: Emil? L: Emil ja. Emil så vi også. V: Karlsson på taget? L: Emil. Det var der hvor han fik hovedet ned i suppeterrinen. Og så.. Der snakkede vi meget om den der suppeterrin, om den nu gik i stykker og sådan noget. Emil skulle have den af hovedet, for så kom der sådan en lille dreng ud med den der suppeterrin på hovedet. Ja og så så vi noget Ronja Røverdatter også. Det var også rigtig sjovt. Det var sådan.. det var faktisk meget sjovt, for det var nemlig noget med.. Det affødte at så legede vi noget langspyt og noget resten af sommerferien, fordi nogen af de der mænd, der boede på Ronja.. nogen af de der røvere på den der borg. Vi kom så lidt før det der selve teaterstykket gik i gang, og så kom de op til os og stod og snakkede med os, og de ville have en bid af vores mad og de var bare så sjove. (Snakker til datteren Johanne, der er kommet ud i køkkenet til os): Kan du huske da vi var oppe og se Ronja Røverdatter i Sverige? J: Nå ja L: Så stod de og sprøjtede med vand også og spyttede langspyt og ungerne.. Ja så skulle vi spytte med, dem der havde lyst til det. J: Og ham der faren han kom over og ville have noget af Maries sandwich L: (griner) Ja, det gjorde han. Marie hun turde næsten ikke at sige noget, fordi de havde sådan nogle store skindkjortler på og sådan noget. Og Anders han sagde i hvert faldabsolut slet ingenting – han skulle ikke have noget klinket overhovedet. J: Han sad og (uhørligt) hans banan så. L: Ja han var simpelt hen så bange for, at han skulle tage hans mad. V: Var det sidste sommer? L: Ja V: Kunne du godt forstå, hvad de sagde, Johanne? J: Noget af det. Det meste af det. V: Det var jo flot. L: Men der i Ronja, der synger de også meget. Der synger de sådan rigtig helt vildt smuk sang, sådan flerstemmigt – egentlig uden ord men bare med toner. Det var helt vildt flot. Det er jo teater. De går jo rundt der i byen også, og så møder man dem senere. Ja det var rigtig godt. V: Det er et specielt sted, også med de der huse, der er så små. L: ja det er så fantastisk. Og så var vi jo inde i – hvad hedder han? Ham der ham der hvor møblerne er helt vildt store? Hvad er det nu han hedder?

87

V: Niels Karlsson Pusling? L: Nej. Jo. Nej det er ikke ham, er det? Det er ikke ham, der bliver så lille? V: Jo det er Niels Karlsson Pusling. L: Det er fordi Karlsson på Taget han er lige ved siden af derovre. V: Han er sådan en lille tyk mand. L: Ja – det teater så vi også. V: Det er ham med propellen på ryggen. L: Ja det er det nemlig. Men ja vi var inde i Niels Karlsson Puslings hus og det var jo også helt vildt sjovt, fordi så var alle møblerne jo helt vildt store til os. Det var de også meget imponerede af. Jeg kunne jo ikke engang nå. Der var sådan nogle havemøbler udenfor huset, det kunne jeg jo ikke engang nå. Der var jo over 2 meter op til det der havebord, så det kunne de jo komme op på, og så kunne man kravle ind ad sådan et musehul og komme op i huset og se de der store møbler, og så kravlede de rundt, og så kravlede de op på hans seng, og der skulle de jo løftes op. Og så var der sådan et stort chatol, du ved med kommodeskuffer nedenunder, J: Så kunne vi sidde inde i det rum der L: Ja i midten. Så store var møblerne, og ungerne de kunne kravle ind i det der lille rum i midten på sådan et stort chatol. J: Og så kunne vi sidde helt almindeligt med oprejst ryg. L: Ja det var helt vildt. Ja det var virkelig sjovt. J: Også de der møbler så skulle man virkelig kravle op. L: Ja J: Anders han kunne ikke selv komme derop. L: Nej han blev løftet derop. Det var meget sjovt. J: Og vi så også et Emil-skuespil. L: Ja det har jeg nemlig også sagt, at vi så Emil fra Lønneberg. Men det var svært at forstå, for der var rigtig meget tekst. Det var mest billedet, og det gik lynhurtigt. V: Men det var ikke noget handicap, at det var på svensk? L: Altså man kender jo handlingen. Så man kan se hvad der foregår. V: Men så spyttede I langspyt resten af sommeren. L: Ja. Det var virkelig.. (griner) V: Så er det måske lidt svært at spørge dig efter, om du kan se nogle oplevelser, Anders har haft, i de ting, han leger, når nu det mest er de der landbrugsmaskiner? L: Ja – det kan jeg ikke – nej det kan jeg ikke sådan sige, at der har været – nej, nej, det har jeg ikke… Han har ikke leget noget af det der, noget ridderhalløj eller drage eller noget. V: Nej men jeg tænkte også sådan på andre ting og sager, han har oplevet, om han sådan leger det bagefter? Det der Astrid Lindgren for eksempel? L: Ja jo men det gør han helt sikkert. Også nogle ting, han har set. Det kan han sagtens. Altså så har vi set noget om Kina i fjernsynet, så går han jo ud i skrænten, og så graver han en tunnel til Kina. Altså han tager meget de der ting med sig, og så har han jamen hørt en historie et eller andet sted, kan genkende dem og sådan noget – det kan han – så kan han godt få nogle ting med, men det er meget sådan centreret om de ting, han interesserer sig for. Han har også gerne villet cykle og hoppe og sådan nogle ting. V: Ja. Meget fysisk leg? L: Ja. Men altså han får godnathistorie hver aften, så han får masser af historier og sådan noget, og der er også nogle favoritter. J: Han elsker Peter Pedal.

88

L: Ja. J: Den har han fået læst rigtig mange gange. L: Ja. Og Viktor Banan. Så det er i hvert fald en der er god, den der med Viktor Banan. Hvis man skal blive som Viktor så skal man smage på maden. Så nogen gange så kan man lide det og nogen gange kan man ikke. (Griner) V: Bruger I biblioteket? L: Lidt i perioder. Vi har gjort det nu her. Vi plejer ikke om sommeren, for så (ikke hørligt). Men det er meget i perioder. Så låner vi lige nogen måneder i træk og så er der en lille pause igen. V: Hvad bruger I derude? Bruger I kun bøger eller bruger I også andre ting? L: Jamen vi har både lånt film og CD’ere og bøger. V: Men I har ikke været til nogle af de arrangementer, vi somme tider har haft? L: Nej det er jo tit i ferier og sådan noget. V: Ja det er det. L: Og der enten har vi tit familie på besøg eller også så kommer mormor. Så er vi tit af sted i ferierne og sådan noget, så det bliver egentligt ikke så meget. Det er ikke sådan det vi gør mest, må man sige. Så laver vi selv noget herhjemme hvis det er – finder påskeæg og klipper gækkebreve og sådan noget. J: Det gør vi ovre ved farmor og farfar. L: Ja det gør vi. V: Bor de i nærheden, din farmor og farfar? J: De bor i det sorte hus der på vejen. V: Nej hvor dejligt at have dem så tæt på! J: Også tit når mor og far skal til fest og sådan noget, så kommer vi derover og bliver passet. V: Det er dejligt. L: Det er rigtig luksus. J: Så er det også hvis man selv cykler hjem fra skole så hvis der ikke er nogen hjemme, så kan man tage derover. V: Og de er hjemme? De arbejder ikke mere? L: Nej de er hjemme. Og så har vi farfar. Han er rigtig god til sådan nogle gamle remser. Så det øver vi os i. Vi har lige brugt hele påsken på at lære en af dem her. J: Et regnestykke. V: Et regnestykke? Hvad er det for et regnestykke? J: En og en og en – fem og fem og fem til – tre gange ni fire gange ti - fem og fem og fem til. L: Hvad er det? V: Hvad er det? L: Det er ”hunne” V: Er det hundrede? (Griner) Hold da op. J: Man skal sige det sådan rigtig på jysk. Det er farfar rigtig god til. L: Ja det er han. Det er han. Og den har Anders.. Den har han simpelt hen også siddet og.. J: Det gi’r ulli L: Ja fordi farfar han siger så: ”Det gi’r huire” og Anders han laver det om til ”Det gi’r ulli”, bliver det så til. Men den har han simpelt hen siddet og – så har han siddet inde på hans værelse og leget med Gomichi’er, og så har jeg bare kunne høre nu her, at så sidder han og siger: ”jen og jen og jen og fem og fem og fem og hva’ gi’r det? Det gi’r ulli!!” (Griner) Han kan ikke lige få det hele med endnu. V: Men han kan godt lige at lege med ordene?

89

L: Ja det kan han. Ja. Så det er sådan noget vi… Det er farfar god til. Så får vi lige sådan en. Så kan vi alle sammen gå og øve på den. J: Han kan også en med noget tobak. Den kan jeg ikke huske. V: Er det den der Ole Vip Ole vap Ole snustobak? L: Nej. J: Det er en helt vild lang en. L: Nej jeg kan ikke huske den. V: Han kan nok nogen ud over det almindelige. L: Ja det kan han nemlig. Han har også lidt sådan en klæbehjerne. V: Det er godt at have en farfar der er god til at lege. L: Ja. Og Anders han er også tit ovre ved ham og lege. J: Farmor hun har også sagt, at hver gang de er nede og købe ind, så kan han ikke undgå at få en bil med hjem. L: Altså farfar. V: Køber han biler? Legetøjsbiler? J: Så når Anders kommer over, så har han altid fået en ny bil. V: Er de så til Anders eller er de til farfar? J: De er til Anders. L: Det er fordi farfar leger med Anders. J. Så sidder de der ved bordet, og så finder de alle de biler frem og så sidder de og leger med klodserne og sådan noget, og så kører med dem og sådan noget. V: Det lyder da også rigtig sjovt J: Farmor siger hun kan simpelt hen ikke så ham med hjem fra byen uden de skal lige have en bil med. L: Nej det er lige før farfar han har flere end vi har. (Griner) Det ved du hvordan det er at blive ramt af sådan noget ikke? V: Jo jo. Jeg har opdaget, at der er ”Findus og Peddersen” på tilbud nede i Kvickly i denne her uge. L: Ja. Åh ha de er også gode. V: Dem bliver vi lige nødt til at have, tror jeg. L: Ja (Griner) De er simpelt hen også rigtig gode – det er de altså. V: Kender Anders dem? Findus og Peddersen? J: Vi har dem på video. L: Dem kan han også rigtig godt lide. J: Dem har vi også set rigtig meget. L: Men selve historien på bog – den er faktisk forholdsvis lang at læse. V: Ja de er lidt svære L: Altså den.. Jeg ved ikke om.. Jo han har fået læst noget af den og sådan noget, men det er ikke sådan en, hvor vi lige har pløjet en hel bog – den tager alligevel lang tid at læse. J: Så tager den i hvert fald flere aftner. L: Ja. Og nogle gange læser Johanne også for Anders. Det er dejligt. J: Også Marie. V: Det er da godt. Men der det gode ved Findus og Peddersen, at der sker så meget på tegningerne. L: Ja det er simpelt hen med alle de der små – små figurer der. V: Og hønsene der sidder og strikker tøj til kyllingerne J: Og drikker te L: Og drikker te ja. De er helt fantastiske.

90

V: Hvad prioriterer I ellers af oplevelser til børnene? Hvad er vigtigt for jer de skal opleve? L: Det er jo egentligt bare, at vi laver noget, hvor vi er sammen. Vores sommerferie der er vi jo som regel i telt i Sverige, og det synes ungerne er helt vildt fedt. Og derudover jamen så altså så er vi sådan nogen, der hygger meget herhjemme og familie - farmor og farfar er meget tit herude og spise. Og ellers så jamen så er vi sådan rimelig aktive og cykler og sådan noget – også tit på tur. J: Mig og Marie vi cykler hver dag til skole. V: Hvor går du i skole henne? J: Oppe på Toftevang. Og så kommer vi igennem nogle haver og nogle stier og sådan noget. V: Så I cykler op forbi Filmhøjskolen? L: Det gør Marie nogen gange. Man kan cykle både den ene vej og den anden vej. J: Man kan komme igennem dernede og så på en sti (peger) V: Så I slet ikke skal ud på den store vej? L: Og ellers så har vi.. vi er jo.. Vi er desværre kommet med på den der vogn, der hedder Djurs Sommerland. Lige nu tænker jeg, at det er jo ikke kultur – det er mere tivoli. Og ellers så er det jo.. Jamen altså vi bruger også naturen meget her hvor vi bor – vi er rigtig tit ved vandet og J: Vi er tit ude og fange rejer fordi far har nogen waders L: Ja så kører vi ud på Ahl og stryger rejer derude og så tager rejerne med hjem og så har vi til en rejemad til frokost. Og … J: Men jeg kan ikke lide rejer V: Nå det kan du ikke? L: Men du vil vildt gerne med ud og fange rejer? J: Det er sjovt. L: Så fanger vi heldigvis også alt muligt andet, så kan vi jo finde ud af, hvad det er.. J: Sidste gang der fangede vi rigtig mange tangnåle. L: Dem plejer vi nemlig ikke at fange så mange af. V: Hvad siger I de hedder? Tang..? J: Tangnåle. L: En tangnål. Ja det er fordi.. De ligner næsten sådan en hæklenål. Et lille hoved og så har de sådan en lang næse. J: Ja og så er der lige to små øjne, der sidder sådan helt op ad hinanden. SÅ en lang snude, og så ligner det ellers bare tang, fordi den er sådan helt grøn brun. L: Ja det ligner fuldstændig sådan nogle ålegræs. Stykker ålegræs. J: Man kan ikke se dem, hvis de sidder inde i noget tang. Så kan man ikke se dem. L: Så fanger vi jo også.. Der kommer heldigvis også krabber med og sådan noget. J: Sidste gang der fangede vi også en kæmpe én. L: Ja det gjorde vi. V: Skal du til fødselsdag? (Johanne har lavet 2 pakker, mens vi har snakket) J: I morgen. Tvillinger. L. Ja det er sådan noget af det vi prioriterer mest. Det er bare at bruge.. at cykle ned til stranden eller i skoven eller.. og ud i haven. Vi har en trampolin og en bålplads og en skrænt, og det bliver brugt flittigt. J: Især skrænten. Så skal han grave ned til Kina. L: Ja det er jo nemlig det. V: Men der er langt. L: Han graver også langt (Griner)

91

J: Han graver også flere timer ude i skrænten. Og når vi skal ind og spise siger han ”Jeg kommer lige om lidt”, siger han. En halv time senere så er han fyldt med jord. L: Og så ellers så.. Noget af det vi prioriterer meget, det er at være os. At vi har tit frikvarter – børnene er herhjemme og lege. Der er altid ekstra børn her i huset. Og de kan hygge sig her. Altså det er sådan lidt… det behøver ikke sådan at blive stillet alt muligt an for at underholde. Men de kan altid næsten få nogen med hjem og lege og har det altid. Og så ind imellem så tager vi en dag, hvor – og det er rigtig hårdt – hvor man så slet ikke må lege med nogen. Hvor det bare skal være os. V: Jamen sådan er det jo også når I er på ferie? L: Ja. Så er det også bare os. J: Nogen gange så er der en hel familie med også. Det har vi nogen gange, når vi var på skiferie. L: Ja. J: Og så havde vi nogle familier med. L: Så er vi fulgtes med nogen. Sidste gang var vi af sted alene, og det var helt vildt godt. V: Hvor var I henne? J: Vi var i Sverige. L: Altså vi har én gang været på sådan en – nej det har vi nu to gange – men en gang hvor Johanne – var hun 5 eller sådan noget. Der var vi på Kreta i 14 dage – sådan rigtig charter, når det er værst. Eller bedst – eller hvad man nu siger. Og så da vi havde været dernede og vi syntes selv, det havde været en rigtig god ferie, men det havde også kostet rigtig mange penge, og så om søndagen, så Johanne og Marie de ville gerne have slået telt op ude i haven. Det var ikke engang en uge efter, vi var kommet hjem. Så sagde Johanne: ”Øj mor – næste sommer, når vi skal på sommerferie, skal vi så ikke til Sverige igen og have havregryn i bøtter?” Her havde vi brugt en hel jetjager på at komme ned til Kreta, ikke også, og vil de bare til Sverige og have havregryn i bøtter. V: Fordi det var det der var hyggeligt? L: Det var bare så hyggeligt ja. Og også det der med at sove i telt.. J: Især når det regner. L: Ja! Og bare være der og .. V: Kan du godt lide at sove i telt, når det regner? J: Det er hyggeligt. Men det er lidt irriterende, når man ikke kan falde i søvn, når det larmer rigtig meget. L: Så kan man godt vågne lidt, men så er det jo godt man ikke skal op efter noget. V: Men i ligger ikke i telt, når I er på skiferie? J: Nej – det er for koldt. Så lejer vi en hytte. Den vi havde sidste gang, den var rigtig rigtig hyggelig. L: Men jeg syntes bare, det var meget tankevækkende det der med at for hvis skyld er det at man skal en hel masse. J. Vi har også været i Kreta mens jeg var 9. L: Nej det har vi ikke. J: Så 8. L: Nej det er længe siden vi var på Kreta. J. Vandet det var helt vildt fedt. L: Anders var baby. J: Og vandet der var så meget salt i, at hvis man havde en lille ridse, så begyndte det at svie helt vildt. Og dem havde jeg mange af. V: Du kan huske det meget godt, kan jeg høre.

92

L: Kan du huske, hvad vi lavede nede på stranden? J. Ja vi dykkede. Med snorkler på. L: Kan du huske, hvad vi havde med derned? J: Hvad? L: Når vi snorklede. Så havde vi kogt æg, og så kunne vi fodre sådan nogle små fisk nede i vandet. Så kom de hen.. Når man havde sådan et hårdkogt æg med, så kom der simpelt hen sådan nogle små fisk og spiste af de der æg, man svømmede med. J: Det kan jeg godt huske. L: Det var rigtig sejt. V: Ja det lyder lidt sjovt. L: Men så nu tager vi til Sverige og spiser havregryn i bøtter. V: Ja det lyder også hyggeligt. V. Kan du huske et eller andet fra da du var barn, der sådan har gjort meget indtryk på dig? Et eller andet du har oplevet? L: Noget teater eller noget..? V: Ja et eller andet der sådan springer frem for dit indre blik? L: Jamen jeg tror.. Jeg var i cirkus engang. Vi har ikke været ret meget.. Jeg kommer sådan langt ude fra landet af, havde jeg nær sagt, så vi kom ikke sådan.. Så jeg har været i cirkus engang, og det eneste – der var jeg ikke ret gammel – og det eneste jeg kan huske fra dengang, det var nemlig fordi dronning Ingrid hun var det. Så det var stort at være i cirkus og så at se dronning Ingrid. Så det var helt fantastisk. Og ellers så havde vi sådan en familietradition med, at vi var i biografen hver gang der kom en ny Olsen-Banden film og så skulle jeg købe sådan et lakrids-strømpebånd med hjem til min mor. Sådan nogle bestemte lakridser, man kunne få – hun var ikke med i biffen. Så hun var hjemme, og så mig og min far og de to andre, vi var af sted inde og se Olsen-Banden. Det var jo stort. Så har vi været på nogle ture også, med familien. Hvor vi har været rundt og se Hjerl Hede og sådan nogle forskellige seværdigheder i Jylland. Og der var hele familien med – der kunne vi godt være en 40 – 50 stykker, som var af sted med madpakker og sådan noget. Det har været fedt. Så det er godt at komme af sted med familien! V: Hvad så? Skal I så også i cirkus, når der kommer cirkus til byen? L: Du skal (kigger på Johanne). J: Med en veninde. L: I har været i cirkus her engang. J: Men det var ikke sidste år men sidste år igen. Og så sidste år før det. V: Johanne – når man så har været i cirkus, leger man så cirkus bagefter? J: Det gør jeg ikke. V: Det gør du ikke. Var Anders med i cirkus? J: Ja. Der var farfar og farmor, der inviterede os med de to gange. Hvor de betalte. L: Jeg kan ikke huske om de legede cirkus bagefter. Har I det? Det tror jeg ikke. J: Ikke lige hvad jeg kan huske i hvert fald. V: Det var da ellers oplagt at lege, synes jeg. L: Men de leger rigtig meget heste. J: Men nede i klassen så leger vi sådan X-faktor. Hvor Miriam – rigtig meget Miriam - L: Ja det kunne jeg forestille mig. J: Hun spiller alle mulige forskellige personer. V: Fra X-faktor?

93

J: Ja. Men ikke bare X-faktor. Bare alle mulige hun bare finder på. Nogen der synger helt vildt dårligt, og nogen der råber, bare forskellige der kommer, og så der også nogen dommere, og sidder vi og leger det tit. V: Er det sjovt at lege X-faktor? J: Mnn V: Hvorfor? J: Det ved jeg ikke. V: Hvad vil du helst være, hvis du skal lege X-faktor? J: Så vil jeg helst være dommer. V: Hvem af dem vil du helst være? J: Hende der Julie fra Talent. Nogen gange så leger vi X-talent. Men det er sådan noget, hvor man både kan synge og vise noget. Men i X-faktor det er kun sang. Og så hedder det X-talent, fordi man kan gøre begge dele. V: Hvorfor vil du helst være hende der pige-dommeren? J: Nogen gange så er jeg også drengene fordi de er meget skrappe. V: Ja det er jo det. J: Det kan Anne godt lide at være L: Nå hun kan godt lide at være skrap. V: Det tror jeg også jeg ville synes var sjovt. J: Sådan når man siger nej – sådan man kan være sur for sjov V: Ja J: Det synes jeg også er sjovt nogen gange. V: Ja kan det ikke være dejligt at få lov til at være sur for sjov? Fortsætter I så legen i næste frikvarter? J: Nogen gange gør vi. Men det er mest i spisefrikvarteret, hvor vi rigtigt skal være udenfor. Fordi det er det længste frikvarter, og så sidder vi indenfor i klassen og leger det. L: Nej men så de der store børn de leger meget de der programmer, der er i fjernsynet. Det er de meget optaget af. V: Har Anders også set X-faktor? J: Ja L: Nej ikke ret meget. J. Nej han har mere set Talent. L: Nej men det er som regel.. V: Han bliver puttet der? L: Ja det gør han faktisk. Han ser lidt af det. Men han er færdig og vi får ikke noget ud af at have ham med. V: Hvad for noget musik hører han? Hører han musik? J: Han har lige fået min gamle radio, og der i starten der hørte han mest Lille-Nørd. Det var ret godt. Og så hørte han mest det. L: Han kan godt lide at høre musik. Selv om han egentlig ikke sådan (uhørligt) og når vi bare hører de der sange i radioen – de der 500 hits – så sidder han bare og synger med omme bagi. Det lyder simpelt hen bare så fantastisk. Man kan godt høre han kender sangen. Det kan han godt lide. J. Han kan bare ikke sige det L: Han kan godt lide at synge. Det er lidt forskelligt hvor meget vi synger herhjemme. J: Dengang han var lidt mindre da sang du altid godnat-sang.

94

L: Ja det gør jeg også stadigvæk nogen gange. Nogen gange synes han også jeg skal synge godnatsang. Og nogen gange skal jeg i hvert fald ikke, for så er han for stor. J: Så er det simpelt hen barnligt. L: Ja. Han forbinder lidt det der godnatsang med at det er noget man gør for små børn. J: Nu synes han, at han er stor. L: Ja nu får han bare læst. V: Oscars far og mor fortalte, at han var sådan meget… Han legede i hvert fald ikke med piger. Har Anders det også sådan? L: Nej. Nej men han leger ikke med piger nede i børnehaven. Men der er én pige dernede, som jeg har godt kunne høre han har syntes var lidt sød. J: Hvem er det? L: Hende Astrid der. Men nu er hun gået i skole. Hende har han været sådan lun på. Men han har aldrig leget med hende. Men altså Anders han er meget… vi har jo ikke andet end piger herhjemme vel, så dem kan han jo sagtens tumle. V: Det var jo det jeg lige kom til at tænke på. Du leger da meget med Anders ikke? J: Jo. Når han ikke er i skrænten. Vi kan godt lide at cykle rundt om huset og sådan noget. Og hoppe sammen og.. L: Ja I hopper rigtig meget på trampolin sammen. Der er i gode til at lege sammen. Så finder I på alle mulige lege. Nogen gange er de efter hinanden, og nogen gange skal de efterligne hinanden og hopper de bare rundt og skiftes og hvad laver I mere derude? J: Så står vi oppe på trappen og så skiftes vi til at hoppe og kigge på. L: Ja så skiftes I til at hoppe og så skal man se hvad de andre kan lave af fantastiske ting. V: Og klappe måske? L: Nej så har man travlt med at finde på til man selv skal på igen. V: Så han bliver ikke sat til at være hund når I leger? J: Nej. L. Når man så både har piger og drenge, så kan man godt mærke, der er meget stor forskel, for pigerne de har altid syntes for eksempel at det har været fantastisk at komme med ned i byen eller på sådan en strøgtur eller sådan noget. Det behøver vi ikke at bekymre os om at Anders.. J: Nej han hader det. L: Bare sådan at være med nede og købe ind sådan en almindelig dag så er han bare ved at gå.. J: Kan vi ikke snart komme hjem? L: Ja. Og nogen gange: ”Må jeg ikke godt blive ude i bilen?” Det er altså ikke fordi han kommer med ret tit og købe ind. Vi ved godt han ikke gider. V: Nej så der er forskel på at have drenge og piger? L: Meget. J: Far gider heller ikke. L: Nej far gider heller ikke. Så vi kan godt forstå ham – vi slæber ham ikke med. V: Men I gider godt? (henvendt til Johanne) J: Ja, Når jeg har penge. V: Ja det er sjovest når man har penge. J: Jeg er rigtig god til at bruge, og Marie er god til at spare. Hun har bare 500 kr. – jeg har 20. V: Men det sjoveste ved penge det er også at bruge dem. J: Ja. Hun sparer altid og så bruger hun dem på et eller andet Didl-papir. L: Nej det gør hun så ikke mere – men noget andet. J: nej men nogen gange så køber hun hår elastikker og øreringe – sådan nogle kæmpe nogen som bare knækker med det samme. Det synes jeg er spild af penge. Men hun har en hel masse

95

flotte i forvejen – hun har også en lille dut her med et lille hjerte – hun kan godt lide sådan nogle store kæmpe øreringe. Det er derfor hun tit låner nogen af mor. L: Anders han har også været med nede på Glasmuseet faktisk med børnehaven. Det fortæller han altid om når vi kører forbi. ”Der har jeg været inde med børnehaven og der så vi en masse fine ting” J: Og der fik han et glaspåskeæg L: Nej han fik sådan en.. De har sådan en kasse med sådan nogle rester glas. Så måtte de tage en hver. Og jeg tror det der med at han har fået sådan en ting med hjem derfra, det har gjort – det hænger virkelig ved det der. At han har gået med den der hele vejen hjem. J: Den ligger oppe i hans vindueskarm. L: Ja han er simpelt hen så glad for den. V: Så han var lidt optaget af de figurer de havde på Glasmuseet? Skulpturer? L: Ja. Og det er jo egentlig synes jeg meget fascinerende, fordi at der er jo ikke… Altså der er jo.. Der er de der figurer man kan gå og kigge på og egentlig så er det jo sådan lidt J: Men han kan godt lade være med at gå og pille ved det, som nogen af de rigtige drenge nogle gange gør L: Men det er sådan lidt hyggeligt, det har han så syntes at de har været med børnehaven dernede. V: Har I haft ham med på museum? L: Vi var på Kronborg. Kan du huske det? Der med Nikolai og Pia? J: Ja. L: Det var sjovt at være på Kronborg – det var helt vildt sjovt. Der var de der kæmpestore sale og de der brosten, hvor der havde været mennesker inde i – det kunne han slet ikke forholde sig til. Og så var vi nede i de der fangekældre også og sådan noget. J: Det er godt nok også lang tid siden. L: Ja det er lang tid.. Det ved du også. Det var sidste sommer. V: Ja men det er jo ligesom Sverigesturen så? Astrid Lindgren-land. Det var også sidste sommer? J: Ja V: Og det er ikke så lang tid siden? J: Nej V: Det er lidt mærkeligt? L: Det er nok fordi Astrid Lindgren-land var sjovere for dig. J: Det kan godt være. V: Jamen det er jo sjovt, at han bliver glad for Glasmuseet, for det er jo ikke en aktivitet der på den måde er beregnet for børn. L: Nej det er det nemlig ikke. Ellers tror jeg ikke vi har været på museer – har vi det? Har vi været andre steder? J: Det ved jeg ikke.. L: Jo det passer da ikke. Jeg skulle lige til at sige – jo vi var da på Moesgård. Der var han meget optaget af de der stenøkser. Det synes han jo var lidt sejt. J: Hvor var det henne? L: Der hvor vi var ude sammen med din klasse – der var vi hele familien med. J: Vi har også været på Karpenhøj. L: Det er rigtigt. Men der var vi jo ikke med. Der var de faktisk alle tre unger med ude til det der Skovens Dag. Det har været rigtig rigtig godt. J: Hvor er det vi skal hen nu mig og Marie? L: Ja I skal så til Kalø.

96

V: Over og se ruinen. Så du Grauballemanden ude på Moesgård? J: Ja. Han var grim. V: Han er også ret gammel. L: Ja. Det må man sige. V: Når man er så gammel som ham, så må man godt være grim. L: Ja. J: der er også sådan en film, der heder ”Guldhornene”. V: Så I den derude? J: Nej. Men den har jeg set. Der er en anden en i klassen, der har den. Så har jeg set den hjemme hos min bedste veninde – Astrid. Og hun har den på film. Og så kommer de hen på det der museum med Grauballemanden, og så siger ham der – hvad er det nu han hedder… Det kan jeg ikke rigtigt huske. Og så siger han – så sidder han og siger til ham der Grauballemanden: ”Og skulle du absolut lige have min allerpæneste (uhørligt) gennem den mose”. Og så siger han alt muligt åndssvagt. L: Det var der hvor I også var ude og skyde med bue og pil. J: Og så er der en radio – og han ved jo ikke hvad det er. Og så ham der Tor. V: Er det en fra gamle dage der kommer op til nutiden? J: Ja. De nordiske guder. V: Er det den der var som julekalender? J: Nej det var ”Mikkel og guldkortet”. L: Jo det var ”Mikkel og guldkortet” – det er helt rigtigt. V: Men nu tror jeg også vi er igennem det jeg havde forberedt. L: Man kommer jo alligevel i tanker om at vi havde været nogle steder. (Griner) V: Det gør man jo altid.