Budskabet - dlm.dk

Nr. 2 • 2004 • 1.

TEMA

: ÅN

DELIG

T LEDERSKA

B TEMA-ARTIKLER: Embedsyn i NT og vækkelsesbevægelserne • Hyrden i funktion

Budskabet

1

BUDSKABET • 2 • 2004

indholdindholdindholdindholdindholdindholdindholdindholdindholdindholdPå vej ind..........2

Leder: Skriften er klar..........3

TEMAEmbedssyn i NT og vækkelsesbevægelserne.........5

Hyrden i funktion..........10

Det almindelige præstedømme..........16

Den stærke leder..........16

TroslæreSkriften er inspireret af Gud..............23

Effekten af „den nye sang“..........28

Forkyndelse i en individualistisk tid..........32

Forkynnelse og kommunikasjon..........37

Jubi læumLidt fra nogle møder..........42

BøgerFremtidens grundbog for kristne ledere.........48

B U D S K A B E T1. marts 2004

Budskabet - tidsskrift for bibelstudium, trosliv og missionNr. 2 . 2004 . 140. årgang

Udkommer seks gange om året:

1. jan., 1. mar., 1. maj, 1. juli, 1. sep., 1. nov.

Redaktion:

Ebbe Kaas, efterskoleforstander (redaktør). Astrupvej 3, 6900 Skjern. Tlf.

97 36 22 00. E-mail: [email protected]

Ditte Olsen, Hillerød (redaktionssekretær)

Mikkel Vigilius, bibelskolelærer, Hillerød

Lene Due Madsen, lærer, Gudhjem

Faste medarbejdere:

Ole Andersen, sekretær, Frederikssund

Peter Fredensborg, sognepræst, Billund

Ellen Kappelgaard, læge, Neksø

Jacob Kofod-Svendsen, cand.teol., København

Anne-Lene Midjord Olofson, adjunkt, Klaksvig, Færøerne

Peter O.K. Olofson, cand.teol., Klaksvig, Færøerne

Annette Rasmussen, socialrådgiver, Haslev

Svend Erik Petersen, adjunkt, Ringkøbing (illustrationer)

Benedikte Schmidt, København (illustrationer)

Anita Holm, Herlev (illustrationer)

Hjemmeside: www.budskabet.dk

Pris:

Abonnement: kr. 175,-

For unge under uddannelse: kr. 85,-

Udgiver og ekspedition:

Luthersk Missionsforening,

Industrivænget 40, 3400 Hillerød,

Tlf. 48 20 76 60

[email protected]

Tryk: Øko-Tryk 96 94 04 11

Layout: Ditte Olsen - Illustrationer: Werner Tiki Küstenmachers

MultiMæh!dia-CD, Lohse 2000

Forsideillustration: Wurtz 1994 er den samme som på LS’ folder,

Vejledning om åndelig lederskab 2003

Eftertryk og citering er tilladt med tydelig kilde-

angivelse.

ISSN 0901-4802

2-04.p65 18-02-2004, 13:131

Sort

2


I sidste nummer af Budskabet, skrev Erik Dahl en ar-tikel. Der er kommet nogle henvendelser og spørgs-mål i den forbindelse. Erik Dahl havde fået en opgavefra redaktionen; nemlig at skrive om lovens og evan-geliets magt og virkning ind i et menneskets liv. Op-gaven lød endvidere på, at det skulle være en fortæl-ling lidt som ”opbyggelige noveller”, der blev skre-vet for 100 år siden, med Hr. Lov og Hr. Evangelium.Der var altså tale om en opdigtet historie. Jeg bekla-ger, at vi ikke fik gjort opmærksom på dette.

Budskabet har fra og med dette nummer skiftet per-son på layout-området. Rolf Jørgensen har siden no-vember 2001 haft ansvaret som redaktionens sekretærog tidsskriftets layout. Vi vil sige tak til Rolf for arbej-det med i alt 14 blade. Rolf fratrådte ved årsskriftet oghavde således ansvaret for sidste nummers layout.Som ny på Budskabets layout-område er Ditte Olsen,Hillerød, ansat. Det er Dittes opgave, at sørge for atstoffet bliver sat op på en læseværdig måde. Ditte læ-ser korrektur og har kontakten med Budskabets tryk-keri og med bladets tegnere.

Allerede fra dette nummer kan læserne se en lilleforandring i Budskabet. Jeg håber at det falder i læser-nes smag.

I sidste nummer begyndte en ny serie, nemlig en gen-nemgang af den kristne tro. Sognepræst JohnnySøndbjerg Madsen har lovet at skrive en hel rækkeartikler over de kommende par år. Målsætningen harværet at komme igennem alle tre trosartikler samt atstille skarpt på nogle centrale dele af den kristne tro.

Johnny Søndbjerg Madsen er sognepræst i Øster Vråog Tårslev sogne i Vendsyssel. Han har tidligere væ-ret sognepræst i Vest Himmerland og på Bornholm,og før den tid var han ansat som bymissionær i Kø-benhavn og i Københavns Nærradio og senere somleder af Arkens radio i Esbjerg.

I næste nummer af Budskabet kan vi præsentere enanden fast skribent, som læserne vil kunne stifte be-kendtskab med, nemlig tidl. højskoleforstander HansErik Nissen.

I de kommende numre vil der være en fast spalte”Tro i tiden”, hvor H. E. Nissen vil skrive. Vi glæderos meget over, at H. E. Nissen har stillet sig til rådig-hed for Budskabet !

I dette nummer er temaet ”åndeligt lederskab”. Bla-dets første fire artikler udgør temaet. Hvad er hyrde-og lærerfunktionen? Hvordan forstå embedet i for-hold til det almindelige præstedømme? Og hvilkenpraksis og tænkning har der været i missions-foreningerne? Det er nogle af de spørgsmål, som te-maet tager op og behandler.

Yderligere en artikel tager på bedste måde trådenop. Det drejer sig om Jan Bygstad, Bergen, som øn-sker, at vi skal forholde os til det faktum, at der er sketnogle store ændringer i vort arbejde i og med selvesang- og musikkulturen er blevet ændret.

Jan Bygstad vil være artikelforfatter til flere artik-ler, som Budskabet vil bringe i løbet af 2004.

Endelig er sætter to artikler fokus på forkyndelsen.Carsten Hjorth Pedersen og Asbjørn Kvalbein kom-mer med hver deres indfaldsvinkel på hvordan for-kyndelsen bedre kan blive til frelse for mennesker ivor tid.God læselyst.

Ebbe Kaas

2-04.p65 18-02-2004, 13:132

Sort

3


LE

DE

RSkriftenSkriftenSkriftenSkriftenSkriften er k er k er k er k er klllllararararar

Af Ebbe Kaas

Når kirkens reformator Martin Luther brugte ordet”sværmeri”, så var det for at beskrive en holdning,som han ville advare imod.

Sværmere, siger Luther, det er personer, som sigerog påstår, at de har fået Ånden uden medvirken afGuds ord. Men en ”sværmer” går videre endnu, påpe-ger Luther. Nemlig en stærk tendens til at opkaste sigsom dommer over andre, der lader sig lede og be-stemme af Skriften. Underforstået at grundtonen i denform for ”sværmeri” er påstanden: Skriften er uklar.På forskellige måder bliver denne påstand gentagetigen og igen. Man kan læse hvad som helst ud af Bibe-len. Ja, alle kan få deres egen og private holdning tilat passe med Bibelen. Resultatet af denne holdningbliver usikkerhed, og ingen tør sige, hvad der er ensand bibelsk lære !

Man kan sige, at der findes to former for ”svær-meri”, nemlig højre om: at Bibelen ikke er tilstrække-lig for at modtage Åndens fylde, og venstre om, atSkriften er uklar og svær at forstå.

Påstanden om, at Bibelen er uklar, passer fint ind ide åndsstrømninger, der præger vor egen tid. Vor tider stærkt præget af forestillingen om, at det er gen-nem oplevelser, ”suset”, at livet bliver autentisk ogvirkeligt. Det er resultatet af en lang proces, hvor Gud

mere og mere er blevet fortrængt fra menneskers erfa-ringer af verden og tilværelsen. Gud bliver overflødigog henvist til fornemmelser, følelser, mystik og ople-velser, ikke en, der taler klart om forskellige forhold,som man må bøje sig for.

Bibelhistorien og elementær bibelkundskab erstærk aftagende også langt ind i missionsfolkets egnerækker – for det betyder egentligt ikke så meget, hvadder rent faktisk står i Bibelen, hvis man bare fornem-mer Gud eller føler sig i kontakt med den åndeligeverden.

I en tid, hvor følelser og stemninger er værdimålerefor vurderingen af, hvad der er sandt, og hvad der erforkert, så er et ord om ”sværmeri” måske på sinplads?

Et eller andet sted er det måske en form for ”svær-meri”, når man prøver at finde sandheden i et teolo-gisk problem – og man ikke i første omgang vendersig til Bibelen, men prøver at finde svaret i, hvad derlyder rimeligt, fornuftigt eller acceptabelt. Selvfølge-lig vil man ikke forkaste Bibelen, men det sker allige-vel i praksis, for tidens eller fornuftens argumentervægter i praksis højere end Bibelens tale.

Denne autoritetskrise bliver åbenlys. Hvis Bibelensautoritet svækkes, hvad træder så i stedet? Hvad skalman så tro?

Når debatten og samtaler kommer ind på sagenmed kvindelige præster, hvad så? Er det en form formoderne ”sværmeri”? Der hersker næppe megentvivl om, at de, som i 1930’erne og 40’erne kæmpedefor, at kvinder skulle have ret til at blive ordineredepræster i Folkekirken, ikke indtog en bibeltro hold-ning. Hos dem var Bibelen ikke den ubetingede auto-ritet. Det var mere et spørgsmål om at gøre op med enkønsdiskriminerende holdning.

Man har ikke Bibelen som autoritet, selvom mankan henvise til en nok så lang kirkelig tradition. Selv-følgelig har traditionen en værdi, men hvis der er tale

2-04.p65 18-02-2004, 13:133

Sort

4


LE

DE

Rom en ubibelsk tradition, så spiller alderen ingenrolle. Men på den anden side er det jo sådan, at hvisman hævder, at den kristne kirke har taget fejl ispørgsmålet om kvindelige hyrder og lærere, så måman komme med Skrif-tens bevis på dette. Detmå vel være dem, somkommer med de nyeholdninger og syn, somhar bevisbyrden!

Der drøftes tjeneste-deling mellem mand ogkvinde. Det er godt ogrigtigt, at menigheden ogdet kristne fællesskabikke bliver statisk i sinorganisationsform. Ud-gangspunktet for dissedrøftelser må være, atbibelmaterialet er klartog tydeligt. I 1. Kor 14skriver Paulus til menig-heden, at kvinder ikkeskal ”tale” ved den offentlige gudstjeneste. I 1. Tim 2skriver Paulus klart, at det ikke er tilladt for enkvinde at optræde som lærer i menigheden. Der er in-gen Skriftmæssigt uklarhed med hensyn til, at enkvinde ikke bør have funktioner eller embeder i me-nigheden, så kvinden udgør en lærermyndighed. I NTer kvinderne engageret i mange ting i menigheds-livet, men ikke som menighedens hyrde og lærer.

Det er afgørende vigtigt, at grundlaget for at findevejen frem i tjenesdelingsspørgsmålet, er, at manvedkender sig, at Skriften er klar og bibelmaterialettydeligt, og så kan man sammen gå den vej, der hed-der at udforme tjenesterne efter nådegaver, evner, be-hov og køn.

Det er hævet over enhver tvivl, at der rent lokalt vil

være en langt større frihed og frimodighed, hvishyrde- og lærerautoriteten var placeret synligt. Så vildet være muligt at undgå usikkerhed for menighe-dens medlemmer eller blot at søge trøst i traditionen

bare ”for at være på densikre side”, når nye formerbliver afprøvet eller nyepersoner stiller sig op foranmenigheden og forsamlin-gen.

Vi skal ikke tænke i tra-ditioner, men i respekt ogtillid til Skriften og i re-spekt for hinanden findevejen for menighedens or-ganisation og fremtoning,så den kan blive et redskabtil frelse og fornyelse påSkriftens grund.

Åndelig lederskab- hyrde- og læreransvaret i LM

er en vejledning fra LM’s landsstyrelse,november 2003

kan fås gratis ved henv: 4820 7660

Folderen:

2-04.p65 18-02-2004, 13:134

Sort

5


ema! TAf Leif Bach Kofoed

Det er i pagt med LM-traditionen, at man bestræ-ber sig på at styrke i bredden frem for i toppen.Lægmanden skal oplæres, så han forbliver stærki ånden, så han bliver vis og indsigtsfuld; for deter først og fremmest ham, der bærer det ånde-lige ansvar i en lægmandsbevægelse.

Det må forekomme naturligt i enhver kirke ellermenighedsdannelse, som vil være bibelsk, at manønsker at organisere det kirkelige liv på en måde,som bedst svarer til de Nytestamentlige anvisninger.På områder, hvor Nytestamente har klare og enty-dige anvisninger, er det forholdsvis enkelt. Men på enlang række områder er det ikke uden videre let atfinde ud af, hvilken ordning der kan siges at væremest bibelsk. Et af de områder, hvor det er vanskeligtat finde klarhed, er brugen af og placeringen af embe-derne i forhold til lægfolket.

I Folkekirken er der et tydeligt skel mellem ’læg oglærd’, som man lidt nedladende siger. En hel delfunktioner i kirken er forbeholdt embeds-indehaverne, så som at døbe og foreståsakramentforvaltningen, hvortil der kræves en ordi-nation. Og ordineret kan kun den blive, som biskop-pen vil ordinere.

I vækkelsesbevægelserne er der ganske betydeligeforskelle på, hvordan man kategoriserer embederne,hvilket forårsager en del forskelle i arbejdssyn, orga-nisation, forhold til Folkekirken etc.

I det seneste halve århundrede er diskussionen ble-vet særlig aktualiseret i forbindelse med striden omkvindelige præster/forkyndere, og også på dettepunkt viser der sig ganske store forskelle på opfattel-serne og konsekvenserne af de nytestamentlige ud-sagn. Interessant er det for øvrigt at konstatere, at for-skellige kirkesamfund/foreninger kan være enige omet standpunkt, som de for øvrigt er nået frem til adganske forskellige veje. F.eks. vil store dele af IMvære enige med LM og Kirkelig Samling(KS) i at af-vise muligheden af kvindelige præster; menbegrundelserne herfor og tankegangene bag ved erganske forskellige!

Hvad siger NytestamenteI Paulus´ brev til Filipperne ses det, at der i menighe-den var i hvert fald et par embeder, idet han henven-der sig til alle de hellige ”samt til tilsynsmænd ogmenighedstjenere”. De to stillingsbetegnelser dækkerformentlig nogenlunde over det, vi kalder præster/bi-skopper og diakoner/menighedstjenere/sogne-medhjælpere.

Som hovedregel var det sådan i de første menighe-

Embedssyn i NT og vækkelsesbevægelserne

2-04.p65 18-02-2004, 13:135

Sort

6

BUDSKABET • 2 • 2004 TEMA

der, at tilsynsmændene tog sig af oplæring og forkyn-delse, mens menighedstjenerne/diakonerne forestodde mere praktiske opgaver som sygepleje, fattigplejem.v. Det fremgår af ApG 6. Det betød imidlertid ikke,at disse praktiske folk kunne være hvem som helst.Det ses således, at f.eks. Stefanus, som blev indviet tildiakon, var en mand ”fuld af tro og Helligånd”.

Tilsynsmændene skulle føre åndeligt tilsyn med oghave ansvaret for menighedens åndelige liv. LeifGrane anfører i Kirken i Historien, Gyldendal 1973, atden første kirke ikke havde et embede ”med fuldmagttil at handle i kirkens navn, og det vil sige: på Gudsvegne. Menighedens liv krævede ordning, ogevangeliernes overlevering måtte bevares og videre-gives. At nogen måtte kunne gribe ind, var vel ogsåfor Paulus en selvfølge”.

Grane skriver videre med udgangspunkt i Paulus’opgør med Peter (Gal 2,11ff), ”at ingen har nogenautoritet uden om eller adskilt fra det evangelium, vier sat til at forkynde. Derfor, kun i form af lydighedmod evangeliet kan der være tale om et embede i kir-ken. Byttes forholdene om, således at embedet selvhar autoritet, har man fjernet sig fraurkristendommens forståelse”.

Nådegavernes udfoldelse i NTEfter alt at dømme kunne alle med lige ret tage ordeti de første menigheder. Det var en videreførelse af

ordningen, der var gældende isynagogerne. For Paulus vardet bestemmende synspunktved menighedernes ordningden, at nådegaverne skullekomme til udfoldelse udensærlige begrænsninger.

Den største og første nåde-gave var apostolatet. Det erden nådegave, der grundlagde

menigheden, og under hvis autoritet menigheden ialle dens funktioner var underlagt. Kun de tolv sam-men med Paulus, Barnabas og Jakob, Herrens bror,var apostle.

Nogle nådegaver omfattede især forkyndelse og un-dervisningen. Det er nådegaven til at belære, nåde-gaven til at profetere og nådegaven til at tale i tunger.”Lærerne har formodentlig – ligesom de jødiske læ-rere – søgt at vejlede de troende til en dybere forstå-else af Det Gamle Testamente. Derimod forkyndteprofeterne Guds Ord ud fra en umiddelbar åbenba-ring”1 .

Tilsyneladende var der ingen, der var udelukkedefra at profetere. I Korinth bad og profeterede f.eks.kvinderne også ved den offentlige gudstjeneste, ogPaulus har ikke noget at indvende herimod, hvis deblot var tilslørede/ havde tildækket hovedet. Påsamme måde kunne principielt alle tale i tunger, lige-som alle kunne virke med de praktiske nådegaver.

En kæmpende kirkeDen første kristne kirke måtte kæmpe for at overleve.Den måtte ikke blot kæmpe mod den romerske stat,men også mod indre fjender i form af vranglære ogfejlfortolkninger. Alt dette ”bidrog til, at menighe-derne efterhånden fik fastere former og sluttede sigsammen til den ene, hellige, katolske (almindelige)apostolske kirke - i modsætning til de forskellige kæt-terske samfund. Det lykkedes kirken at afvisegnosticismens fantastiske mytologi og montanismensasketiske sværmeri; men prisen var det katolske hie-rarki’’2 .

Det betød med andre ord, at det kirkelige embedefik eller tiltog sig mere og mere magt. Der kom etbispevælde, hvor biskoppen står som ”midler mellemGud og mennesker”, som ”konge over sjæl og le-geme”, og derfor skal ”nyde samme ære som Gud ”3 .Allerede i det 3. århundrede havde biskoppen fået

2-04.p65 18-02-2004, 13:136

Sort

7


TEMA

både gudstjenesten, læren og styrelsen af kirken undersig.

Således erklærer biskop Ignatius i det 2. århund-rede, ”at kun den biskoppeligt ordnede oggudstjenestefejrende menighed er Guds tempel, og dettilføjes, at Gud ikke tager bolig, hvor der herskersplittelser”4 . Legarth anfører, at Ignatius lovprisermenigheden i Efesus ”for at den er ét med biskoppenog dermed forbundet med Jesus Kristus og gennemJesus Kristus med Faderen”. (Understregningerne ermine).

Mange gode grunde taler naturligvis for, at udvik-lingen blev, som den gjorde; men det ændrer blotikke ved, at kirken i løbet af de første århundrederudviklede et embedsværk og et embedssyn, som ikkeuden videre kan begrundes i NT.

En sand kirkeEn sand kirke kendes ikke på andet end dens forholdtil Kristus. Paulus understreger i Rom 14,17, at ”GudsRige er ikke mad og drikke”. Guds Rige er heller ikkestruktur og ordninger. ”Men kirken er de helliges for-samling, hvori evangeliet læres ret og sakramenterneadministreres på rette vis”5 . I samme artikel siges detså videre, ”at det ikke er nødvendigt, at man overalthar de samme menneskelige overleveringer ellerskikke eller ceremonier, som mennesker har ind-stiftet”.

Af Augustana kan man altså udlede – hvad der ogsåstemmer med NT- at det er muligt at indrette sig medforskellige kirkeordninger, forskellige embedssyn ogforskellig praksis, uden at man derved kommer til atødelægge det sande kristne fællesskab.

Og sådan er virkeligheden øjensynligt. Der findesutalte mængder af kirker og ordninger. Og alt er godtog brugbart, for så vidt det skønnes at kunne med-virke til at fremme Guds Rige. Eller for at sige detsamme med ord lånt af de gamle LM-fædre: ”Alt det,

der driver på Kristus, vil vi fremme”.

Embedssynet i vækkelsesbevægelserneJeg skal indskrænke mig til ganske kort at omtale for-holdene i Indre Mission (IM) for derefter at bruge lidtmere plads til at overveje forholdene i Luthersk Mis-sion (LM).

Indre MissionSom bekendt er IM en kirkelig forening. Oprindeligvar IM en lægmandsstyret lægmandsbevægelse, menved ”Kuppet i Stenlille” i 1861 gjorde Vilhelm Beckbevægelsen til en kirkelig forening, hvilket bl.a. be-tød, at bevægelsens embedssyn og –praksis måtte ind-rettes efter Folkekirkens. I Folkekirken er det de ordi-nerede præster, der alene indehaver prædikeembedet(hyrde- lærerembedet) og embedet til forvaltning afsakramenterne. Det betyder således, at indremission-ærerne ikke har dette embede, selvom det efterhåndener de fleste indremissionærers hovedbeskæftigelse atforkynde. Deres embede er i stedet defineret som etevangelistembede. Og evangelister prædiker altsåikke! De taler! Ligesom de ikke bestiger prædikesto-len, men i stedet går på talerstolen! Det er kun de or-dinerede, der prædiker.

Det vil altså sige, at deres embede er underordnethyrde-lærerembedet. Det betyder i praksis, at de skalsøge samarbejde med sognets præst, hvis det er mu-ligt. Dertil kommer, at de i deres embedsførelse erunderlagt et tilsyn af en såkaldt missionærprovst, somnormalt er præst i Folkekirken.

I følge denne embedstænkning er der ikke noget tilhinder for, at kvinder kan være indremissionærer, daNT jo ikke udtrykkeligt udelukker kvindelige evan-gelister. På det seneste er det også blevet muligt forkvinder at tage sæde i Indre Missions hovedbesty-relse, om end de der har medansvar for læren; mentankegangen er formentlig, at det egentlige lære-

2-04.p65 18-02-2004, 13:137

Sort

8


ansvar ligger et andet sted, nemlig i kirkens hyrde-lærerembede.

LM’s forhistorieHer er tankegangen og praksis noget anderledes. LMblev aldrig en kirkelig forening. Foreningen opstod ien turbulent tid. P.C.Tranberg havde i 1863 dannet enfrikirke. Han og hans tilhængere og medarbejderevalgte at udmelde sig af Folkekirken, og Tranbergmeldte sig umiddelbart herefter ind i Den EvangeliskLutherske Frikirke, som blev stiftet i 1855 og ledet afN. P. Grunnet.

Imidlertid opstod der i løbet af de næste år vold-somme stridigheder i den nye frikirke på Bornholm,og i 1866 kom det til et åbent brud mellem Tranbergog Chr. Møller, som var prædikant i frikirken og or-dineret af Grunnet.

Herefter dannedes d. 1. marts 1868: Bornholms for-ening til evangeliets fremme (det, der senere blev tilLuthersk Missionsforening) med Chr. Møller som le-der. Chr. Møller og hans tilhængere meldte sig igenind i Folkekirken over de næste måneder og år, ikkemindst på grund af en folketælling i 1872, hvor manskulle angive sit kirkelige tilhørsforhold.

Det var således på ingen måde af kærlighed til Fol-kekirken, at LM blev en folkekirkelig forening. Detvar meget mere en praktisk måde, hvorpå man kunnefå løst sine problemer i forbindelse med dåb, nadver-

fejring, bryllup og begravelse.Kilderne fortæller, at Chr.

Møller og P. Sejersen rejste tilStockholm for at søge råd ogvejledning hos Rosenius, og”Rosenius gav imidlertidstraks de to venner det råd atvende tilbage til Folkekirkenog inden for dens rammer for-kynde evangeliet om den ufor-

skyldte nåde i Kristus, så længe de kunne få lov tildet”6 .

I parentes bemærket, så skyldtes Rosenius´ råd nokmere erfaringer fra hans opvækst i en gammel, svenskkirkelighed i Norrland, end de skyldtes et gennem-reflekteret syn på og kendskab til de folkekirkeligeforhold i Danmark. Dertil kommer, at han havde vi-den om nogle groteske forhold og tilstande, somgjorde sig gældende i nogle af de separatistiske kredsei Nordsverige.

Men hvorom alting er, så rejste Møller og Sejersenhjem og fulgte det råd, de havde fået. De dannede enmissionsforening inden for den folkekirkeligeramme, og medlemmerne i foreningen var som ho-vedregel medlemmer af Folkekirken og kunne såledesdér få den kirkelige betjening, som dette medlemskabgav ret til.

Embedsforståelsen i LMForeningen er en lægmandsbevægelse, forstået på denmåde, at det åndelige ansvar for liv og lære bliver til-lagt personer, som ikke som forudsætning har Folke-kirkens ordination. Der har aldrig været tvivl om, atprædikanterne havde hyrde-lærerembedet, ganske pålinje med Folkekirkens præster. De er kaldet af troensfolk, de er indviet/udnævn ved en offentlig tilkende-givelse, og de fungerer med den samme myndighed,som en ordineret præst vil kunne påberåbe sig. Menprædikanterne bærer ikke ansvaret alene.

I en kirke eller forening med en pyramidal opbyg-ning er det let at placere ansvaret for læren. I denKatolske Kirke ligger ansvaret på pyramidens top:Paven. I Folkekirken ligger det – i hvert fald formelt– hos biskopperne.

I en lægmandsbevægelse ligger det principielt hosdet enkelte medlem. Den enkelte må på eget ansvarsøge svaret på, hvad der er rigtigt og forkert, sandt ogfalskt, liv og død, og så må han handle derefter.

2-04.p65 18-02-2004, 13:138

Sort

9


TEMA

Betingelsen for, at læreansvaret således kan væreuddelegeret til samtlige, er, at alle kender Guds Ord,og at enhver forpligter sin samvittighed på Guds Ordsom den eneste absolutte autoritet i alle spørgsmålvedrørende tro, lære og kristenliv. Det betyder natur-ligvis ikke, at al uenighed er udelukket, men det bety-der, at medlemmerne åbenbart kan leve med uenighe-der, når disse opstår. En del af forklaringen på, at LMikke er gået i opløsning i splid og spektakel forlængst, skal sikkert også søges i det forhold, at LM-erne typisk har været et læsende folk. Bibelen er ble-vet brugt flittigt, og man har generation efter genera-tion købt og læst opbyggelige bøger og tidsskrifter,hvorved man er blevet fastholdt i den ene sande tro.Viden, visdom og åndelig indsigt har således prægetgenerationerne.

I princippet har man været medlem af Folkekirken,men i praksis har missionshuset og missionshus-menigheden været det åndelige hjem. Af praktiskegrunde – og formentlig fordi man ikke ønskede atskille sig for meget ud i forhold til de øvrige i sognet– har man så valgt at bruge præsten til den kirkeligebetjening, ligesom man gik og hørte ham, hvis manfandt hans forkyndelse værende i overensstemmelsemed Bibelen. På den måde blev kirken nok for mangeet supplement til missionshuset.

Styrk det myndige lægfolkI de senere år har flere talt om at styrke det åndeligelederskab i LM. Landsstyrelsen, sekretærerne,afdelingsstyrelsen osv. må komme på banen og for-tælle, hvad der er rigtigt eller forkert, siger man.

Man frygter for, at LM udvikler sig forkert, og manønsker, at lederne kridter banen af. Vi må have atvide, hvad vi skal mene, siger man.

Mange er ængstelige for, at forskellige tendenser fårfor meget magt, så foreningen en dag er noget heltandet, end hvad den var fra begyndelsen, og hvad

man ønsker, den skal være. Der er nok en tendens til,at man ønsker en lidt større centralisering.

Ængstelsen er begrundet nok. Men vejen frem gårnæppe i retning af en styrkelse af de forskellige embe-der og styrelser. Det skal i hvert fald ikke gerne ståalene.

Det er uden tvivl langt vigtigere – og langt bedre ipagt med LM-traditionen – at man bestræber sig på atstyrke i bredden frem for i toppen. Det gælder om atstyrke lægmanden! Lægmanden skal oplæres, så hanforbliver stærk i ånden, så han bliver vis og indsigts-fuld; for det er først og fremmest ham, der bærer detåndelige ansvar i en lægmandsbevægelse.

Det vil sikkert være hensigtsmæssigt at tilbydebibelkurser, dogmatik- og etikundervisning osv. osv. ilangt større udstrækning, end tilfældet er i dag.- Måske skal man i foreningen overveje muligheden

af at købe folk fri fra deres arbejde i kortere perio-der for at deltage i ”lægmandskurser”!

- Måske skal foreningen ansætte dygtige teologer medstore pædagogiske evner, som kan rejse rundt ikredsene og tilbyde kurser i en lang række emnerog temaer.

- Måske skal man forsøge at få folk til at melde sig tilstudiekredse, hvor de sammen kan fordybe sig i,hvad kristendom er.

- Måske skal man satse på at samle nogle visionærefolk, som sammen kan drøfte strategier for, hvor-dan de ikke-kristne kan nås i et givent område. Hergælder det om at være åbne for, at nye strukturerog nye menighedsdannelser måske kan vise sig atvære bedre egnede end de gamle. Meget tyder på,at kirkemenigheder med dygtige og visionærepræster og andre medarbejdere for tiden har bedremuligheder for at komme ud til kirke-og møde-fremmede end de traditionelle missionshus-menigheder.

- Måske skal der dannes studiegrupper, som kan ud-

2-04.p65 18-02-2004, 13:139

Sort

10


rede, hvordan man som kristen kan forholde sig tiltidens kulturtilbud.

- Måske skal der satses meget mere på at få de nye æg-teskaber og de unge hjem til at fungere bedre.

Mulighederne er mange, og behovene er formidable!Så kan det godt være, at der også er grund til at styrkei toppen; men det må aldrig gøre LM topstyret!

1 Lorenz Bergmann: Kirkehistorie 1. Haase 19652 Bergmann i samme3 Bergmann i samme4 P.V.Legarth: Guds Tempel, Kolon 19925 Augustana artikel 76 Frode Thorngreen i: På Ordets Grund, DLF 1968

Leif Bach Kofoed f. 1944Efterskolelærer på Sædding efterskole siden 1974. Prædikant i LM siden 1978. Tidl. redaktør af Bud-

skabet og formand for De kristne Friskoler.

HyrHyrHyrHyrHyrden i fden i fden i fden i fden i funktionunktionunktionunktionunktionAf pastor emiritus Hartvig Wagner, HerningHyrden er bestan-

dig fristet til atglemme det altaf-gørende spørgs-mål: Hvad siger”hyrden over allehyrder,” men detmå også i dagvære hyrdens heltnødvendige funk-tion at stille sig idet brud, som fal-ske lærere og pro-

feter bestandigt slår i muren omkring den sandehjord.

Hyrden og hjorden er et gennemgående tema i heleBibelen. Det kan ikke undre i betragtning af den rolle,hyrde og hjord spillede i samfundet i bibelsk tid. Detgamle Testamente skildrer Gud som hyrden, der vog-ter sin hjord, nemlig sit udvalgte folk Israel. I Sl 80,2kaldes Gud Israels hyrde, og i Es 40,11 hedder det om

Israels Gud: ”Som hyrden vogter han sin hjord, hansamler dem med sin arm; han løfter lammene op i sinfavn, han leder moderfårene.”

I Det nye Testamente kalder Jesus sig selv:”Den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene”( Joh 10,11). Den gode hyrde betyder i grunden densande, virkelige, egentlige hyrde. Dermed udtrykker Je-sus, at han er ét med Israels Gud, og at alle, som trorog følger ham, er ét med Israels folk, en hjord undersamme forjættelse. Derfor siger Jesus: ”Jeg har ogsåandre får, som ikke hører til denne fold; også demskal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skalblive én hjord og én hyrde” ( Joh 10,16).

Hvad kendetegner en sand hyrde?Svaret må følge af ovenstående. Den sande hyrde la-der sig lede af Kirkens Herre, Jesus, ”hyrden overalle hyrder” (1 Pet 5,4) og lytter bestandig til hansrøst. Aktuelt indebærer det, at en sand hyrde (på latin:pastor) i lighed med den ældste kristne menighed

2-04.p65 18-02-2004, 13:1310

Sort

11


TEMA

”holder fast ved apostlenes lære” (ApG 2,42), så sandtenhver, som hører apostlene, hører den sande, godehyrdes røst, Jesu egen røst (Luk 10,16). Den sandehyrde må derfor blankt afvise enhver tendens i tidentil at ville sondre mellem Jesu ord i evangelierne ogapostlenes belæringer og formaninger i resten af Detnye Testamente og se væk fra sidstnævnte.

Dermed er også endnu et kendetegn på en sandhyrde givet: Han står ikke over sin mester og hansudvalgte apostle og må derfor være villig til at delevilkår med dem. Korset, denne verdens foragt ogmodstand, er den sande hyrdes kendetegn.

Hyrdens fristelserKorset tynger. Derfor er den sande hyrde bestandigtfristet til at kaste korset af sig under indtryk af denneverdens modstand og egen tilbøjelighed til at ville”vogte sig selv” ligesom de falske hyrder, der til advar-sel er skildret af profeten Ezekiel i kap. 34. Denne fri-stelse og fare er særlig stærk i vore dages pluralisti-ske, relativistiske og individualistiske samfund.

Under pres fra alle mulige opfattelser af tilvæ-relsen er vi tilbøjelige til enten at føje os efter skif-tende strømninger, eller at forskanse os bag egenuforgribelige privatmening, også når det gælder kri-stendom. ”Det er nu min mening”, siger vi. På denmåde vogter vi os selv.

Det er også hyrdens fristelse at glide med påden glidebane, at den ene vel kan have lige så megetret, som den anden. Derfor er jeg åben over for alt,eller jeg holder stædigt på mit eget syn! Hyrden erbestandig fristet til at glemme det altafgørendespørgsmål: Hvad siger ”hyrden over alle hyrder”, Her-ren selv og hans udvalgte, oplærte apostle? Hvad stårder skrevet? Hvad siger de troende fædre? Det ernemt at glide med strømmen, og det koster at gå imodden.

Kristi fortsatte gerningKristi gerning skulle fortsætte her på jorden. Derforudsendte den opstandne Herre Jesus sine disciple medfuldmagt til at prædike, lære, døbe, løse de bodfær-dige syndere og binde de genstridige, til at helbredeog uddrive onde ånder alt sammen under løfte omhans nærvær. ”Mig er givet al magt i himlen og påjorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene tilmine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnensog Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde altdet, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alledage indtil verdens ende,” lød løftet og ordren, somapostlene lydigt fulgte.

Hvor apostlene kom frem, betroede de videreførel-sen af Kristi befaling til udvalgte mænd, der fik etsærligt ansvar som hyrder og lærere i menighederne.De benævnes i Det ny Testamente ældste (på græskpresbyteroi; heraf ordet præst) eller tilsynsmænd (pågræsk episkopoi; heraf ordet biskop). Disse mænd gavigen fuldmagten til at lære og lede videre til andre fordermed at sikre, at apostlenes lære og eksempel fort-sat kunne blive kendt og efterfulgt.

Et tydeligt eksempel på dette læser vi i ApG 20.Under sit virke i Efesus havde Paulus indsat ældste imenigheden og betroet dem at føre sin gerning videresom sande hyrder. På vej tilbage til Jerusalem, eftersin tredje missionsrejse, kalder han de ældste fraEfesus til sig i Milet for at mødes med dem dér. Hantager afsked med dem med følgende ord: ”Tag vare påjer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden satjer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder forGuds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod.Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubskeulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jerselv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få di-sciplene med sig. Derfor skal I være på vagt.” Derpåhenviser Paulus til sit eget eksempel, hvordan hangennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver

2-04.p65 18-02-2004, 13:1311

Sort

12


enkelt under tårer (ApG 20,28-31).Hvorledes den apostolske fuldmagt og opgave går

videre, viser endvidere Paulus’ befaling til sin medar-bejder Titus, som inden han forlader Kreta, skulleindsætte ældste i byerne, sådan som Paulus i forvejenhavde pålagt ham. Titus får også klar besked om,hvad der skal gælde en ældste: ”Det må være en, derikke er noget at udsætte på, han skal være én kvindesmand, hans børn skal være troende (dvs. ikke dyrkeafguderne) og må ikke være genstridige eller kunnebeskyldes for at leve et vildt liv. Som Guds husholdermå en tilsynsmand være en, der ikke er noget at ud-sætte på, ikke egenrådig, opfarende, drikfældig, vold-som eller ude efter skændig fortjeneste. Han skal væregæstfri, have kærlighed til det gode, være besindig,retfærdig, from, herre over sig selv, han skal holdefast ved lærens troværdige ord, så han er i stand tilbåde at formane med den sunde lære og at gendrivedem, der siger imod” (Tit 1,5-9).

At denne apostolske tradition nøje blev fulgt ioldkirken, viser blandt andet et brev, biskop Ignatiusaf Antiokia sendte til menigheden i Filadelfia ca. år107 e.Kr. Om biskoppen, tilsynsmanden, i Filadelfiaskriver Ignatius: ”Jeg ved om denne biskop, at han fiktjenesten i menigheden, hverken af sig selv, eller vedmennesker, og heller ikke af forfængelighed, men iGud Faders og Herren Jesu Kristi kærlighed” (Ign Fil1,1). Det fremgår her tydeligt, at embedet som tilsyns-mand fortsat fastholdes som en guddommelig ord-ning, hvis betydning ikke kan overvurderes. Derforhedder det videre i brevet: ”Flygt derfor som børn afsandhedens lys fra splittelse og forkerte lærdomme.Og hvor hyrden er, der skal I følge som får” (Ign Fil2,1).

Vi ser, at Kristi hyrdegerning fortsatte gennemapostlene og dem, der fulgte i deres spor i overens-stemmelse med apostlenes lære. Ved at lægge denstørste og afgørende vægt på den apostolske tradition,

der blev båret videre af udvalgte, indviede og sandehyrder, kom oldkirken gennem måske de alvorligsteudfordringer fra falsk lære i hele Kirkens historie.

Den lutherske bekendelseMan var i oldkirken klar over, at med den apostolskelære og tradition stod intet mindre end den frelsendetro på spil. Det samme så reformatorerne i øjnene.Centrum i Den augsburgske Bekendelse er artikel 4om den retfærdiggørende tro på Kristus. Men så hed-der det straks i artikel 5: ”For at vi kan opnå dennetro, er der indstiftet (underforstået: af Gud) et embedetil at prædike evangelium og uddele sakramenter.”Det er således et klart brud med evangelisk-luthersklære, når nogle i dag vil hævde, at præsteembedet eren ren menneskelig, praktisk ordning, som vi derforkan indrette efter behov og tidens trend. Det må fast-holdes, at præsteembedet er en guddommelig indstif-telse, som det ikke tilkommer mennesker, hverkenpolitikere eller kirkefolk, at ændre på.

OrdinationsritualetI 1992 blev et nyt ritual for præstevielse autoriseret.Heri fastholdes ganske vist, at embedet er indstiftet afKristus, for at hans gerning kan videreføres. Det hed-der i ritualet, efter at 4 af i alt 13 anførte skriftafsnit erblevet oplæst: ”I har nu hørt, hvorledes Herren harindstiftet ordets tjeneste og ved sine apostle vidnet omdens nødvendighed for hans kirke på jorden.” Så vidt,så godt.

Yderst betænkeligt er det derimod, når man vedkvinders ordination og i andre tilfælde må udelade enaf de mulige forudgående skriftlæsninger for at få tin-gene til at gå op. Det ovenfor citerede afsnit fraTitusbrevet, som fastslår, at Kirkens hyrder og lærereskal være mænd, må selvfølgelig kasseres. Når netopdet skriftsted, som tydeligst angiver, hvem der efterapostolisk skik og Kristi indstiftelse kan overdrages

2-04.p65 18-02-2004, 13:1312

Sort

13


TEMA

denne tjeneste, ikke kan bruges, er det et vidnesbyrdom det brud med apostlenes lære, som fædrene såstærkt advarede imod.

På den baggrund lyder det hult og selvmodsigende,når ordinator, efter at have sprunget det centrale ordfra Titusbrevet om embedet over, videre formanerordinanderne til ”at forkynde Guds ord rent og purt,som det findes i de profetiske og apostolske skrifterog er bevidnet i vor kirkes symbolske bøger,” og til”med evangeliets sandhed at modstå al vildfarelse ogflittigt granske den hellige skrift og troens lær-domme.” Ikke underligt, at nogle kommer i alvorligtvivl om, hvorvidt folkekirkens ordination og praksiser en sand videreførelse af Kristi og hans apostles ger-ning.

Ord og tegn”Er det da ikke ordet, det kommer an på”, hører manofte sagt i samtale om brug af brød og vin (tegnet) vednadveren, når man vil forsvare at bruge andet endusyret brød og ægte vin. Vel er ordet vigtigt, men detmå aldrig glemmes, at Kristi ord ved indstiftelsen afden hellige nadver netop handlede om det usyredebrød og den ægte vin i bægeret, Jesus havde i hånden.Erstatter man derfor brød og vin med noget andet, harman også gjort Jesu ord til et andet, og kan derforikke stole på ordets forjættelse.

Således var det Luther alt om at gøre, at man ikkeskiller ord og element ad. Guds frelsende nådemidlerhar han selv givet en ydre skikkelse, som vi ikke kanændre uden at sætte selve nåden på spil. Derfor varLuther en uforsonlig modstander af sin tids åndeligeprofeter, der kunne undvære alt det ydre eller skalteog valte med det efter forgodtbefindende.

Samme åndelighed truer i dag på lignende mådeKristi sande Kirke. Det gælder også, når man laverom på hyrdeembedet, sådan som det er indstiftet afKristus ved valget af hans apostle. Tingene kommer i

skred, for også her hører det indre og det ydre uløse-ligt sammen. Det må være synligt for hjorden, at hyr-den står i Kristi sted og viderefører hans og apostle-nes tjeneste. Derfor skal hyrden være en mand.

Fordi man har sluppet apostlenes lære om, hvemder kan vies til hyrdeembedet, har man samtidig åb-net vejen for homofiles kirkelige vielse, trods apostle-nes klare tale om homofili som synd. Har man frave-get læren på et punkt, er der åbnet et brud i den skær-mende mur omkring hjorden, så frafald på stadigtflere nye punkter kommer ind som glubske ulve, dervil ødelægge hjorden.

Stå i murbruddetI en krisetid for Israel hvor både fyrster, præster ogprofeter svigtede deres hellige kald og samtidig på-stod, at de gik Herrens ærinde og talte hans ord, ud-bryder Herren: ”Jeg søgte én iblandt dem til at rejsegærde eller stille sig i murbruddet foran mig for lan-det, for at det ikke skulle gå til grunde; men jeg fandtingen.” Følgen blev de falske hyrders undergang ogfolkets ulykke: ”Da udøste jeg min harme over dem,tilintetgjorde dem i min vredes ild” (Ez 22,30f).

Med dette ord i tanke og på baggrund af Det nyeTestamentes mange advarsler mod falsk lære, må detogså i dag være hyrdens helt nødvendige funktion atstille sig i det brud, som falske lærere og profeter be-standigt slår i muren omkring den sande hjord. Mener nogen parat til at stille sig der?

Det kan der ikke være, med mindre nogle opøves tilat kunne skelne det sande fra dets skin. Derfor måenhver, der bliver betroet en hyrdegerning tidligt ogsent grunde over, hvad ”hyrden over alle hyrder” oghans hellige apostle har sagt, og villigt bøje sig indunder det. Ingen hyrdefunktion er vigtigere

2-04.p65 18-02-2004, 13:1313

Sort

14


Lære og liv”Er det da ikke livet og ikke læren, det kommer anpå? Er det ikke netop dogmerne, der spærrer vejen tilkirke for det moderne menneske?” hører man jævn-ligt sagt. Det synes også, som om denne tankegangofte ligger bag, når menighedsråd annoncerer efterpræst ved embedsledighed. Man ønsker primært eninitiativrig præst, som kan iværksætte eller støtte allemulige aktiviteter. Man ønsker ”liv i sognet”, og præ-sten skal helst gå foran.

Sandt nok kan der mange steder være brug for ini-tiativ og aktivitet. Men skal præsten sætte gang i ogvære med i alt, hvad man kan have ønske om, går detnødvendigvis ud over præstens vigtigste funktion,som det meste af denne ar-tikel handler om. Præstensmuligheder for at opmun-tre og støtte alle, som påta-ger sig et frivilligt arbejdei sognet, kommer i andenrække, så langt hans kræf-ter rækker, når det vigtig-ste blot ikke bliver for-sømt.

”Liv i læren” hedder ennetop udkommet bog, hvistitel rammer sagen. Retforstået er der en uløseligsammenhæng mellemlære og liv. De må ikkeskilles ad. Men med ”liv”menes ikke alle mulige ak-tiviteter. Og hvad foregårder ikke rundt om i kirker og sognegårde? Alt muligtmellem hinanden! En præst med blik for, hvad derfrem for alt må ventes af præster, skildrede det kirke-lige liv i hans by sådan: ”Her skal toget bare køre

stærkt, men ingen spørger, hvor det kører hen!”Det liv, præsten og alle hans støtter må ønske sig og

sigte på, er det troens liv, som Helligånden virker pågrundlag af den rette lære. Den sunde lære fører sundtliv med sig, men uden den sunde lære bliver livet sygtog dør til sidst.

Bygge kirkeDen sunde, bibelske lære og det sunde, sande åndeligeliv hører sammen. Det må fastholdes af den præst ogaf enhver, der kort og godt ser det som sin opgave ogfunktion at bygge Kristi legeme (= Kirken) op. Detkan kun ske på ”apostlenes og profeternes grundvoldmed Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten” (Ef.

2,20). For ret at forstå dettecentrale ord, er det værd atvide, at det græske ord, somoversættes ”hovedhjørne-sten” egentlig betyder”topsten”. Tænker vi f.eks.på korbuen i en kirke, ertopstenen den sten, derøverst holder hele buensammen. Fjernes den, styr-ter hele buen sammen. Såle-des er Kristus ”topstenen”,den højt ophøjede, der eftersit løfte fra sædet ved sin Fa-ders højre hånd holder sinkirke oppe. Men forjættel-sen gælder kun det, dergrunder sig på, hvad de hel-lige apostle og profeter har

lært.Når man derfor i kirkelig sammenhæng ofte inddra-

ger lærdomme, traditioner, metoder og virkemidler,som man henter helt andre steder fra, og lader dem fåen fremtrædende rolle i kirkens liv og praksis f.eks.

Kirken må bygges med Kristus som topsten

2-04.p65 18-02-2004, 13:1314

Sort

15


TEMA

ved gudstjenester og møder, risikerer man, at man isikkert velment interesse for menighedens liv ogvækst, fører Kirken derhen, hvor forjættelsen om Kri-

sti velsignelse, værn og frelse slet ikke gælder.

Formaningen til at være hyrderDette sidste må alle kristne holde sig for øje. I en visforstand er enhver kristen betroet en hyrdefunktion.Det fremgår bl.a. af 1 Pet 5,2, hvor det sikkert medhenblik på enhver i de menigheder, brevet er hen-vendt til, hedder: ”Vær hyrder for Guds hjord hos jer,vogt den, ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vildet, ikke for ussel vindings skyld, men glad oggerne.” Andre lignende formaninger til gensidig

I sin artikel berører Hartvig Wagnerspørgsmålet om nadverelementernesform. Det er et væsentligt spørgsmål, somder imidlertid ikke råder enighed omblandt bibeltro lutheranere i dag. Det vilblive taget op til behandling i en senereartikel i Budskabet. /red.

omsorg for hinanden gælder også enhver i menighe-den f.eks. 1 Thess 5,14: ”Vejled dem, der ikke leverordentligt, trøst de ængstelige, tag jer af de svage, værlangmodige mod alle. Se til, at ingen gengælder no-gen ondt med ondt, men stræb altid efter at gøre detgode mod hinanden og mod alle.”

Den almene formaning til hyrdeomsorg ophæverdog ikke den guddommelige ordning, at enhver me-nighed skal have en hyrde, en pastor, med visse sær-lige opgaver og et særligt ansvar for menighedens livog vækst, og i større menigheder flere sådanne hyr-der. Derfor har jeg særligt sat fokus på netop præstenshyrdefunktion, som dog altid må være nært forbundetmed alle sande troendes liv og virke i menigheden.

Hartvig WagnerTeolog 1955, sognepræst Nørhaa (Stenbjerg) 1957-63Res. kap. Herning, Sct. Johannes Kirke 1963-68 og sognepræst samme sted 1968-74Forstander på Indre Missions Bibelskole 1974-82Undervist på det teologiske fakultet 1983-86 og på Menighedsfakultetet i Århus 1973-86Hjælpepræst Herning(Gullestrup) 1985 og sognepræst samme sted 1986Sognepræst Gullestrup 1992-96Medudgiver af pjecen „Kirkens Ja og Nej“ 1964, som førte til bevægelsen „Kirkens Ja og Nej“. Medlem af

dennes bestyrelse siden 1969. Formand i to perioder.

2-04.p65 18-02-2004, 13:1315

Sort

16


skal svare på basis af: 1) Det Gud har gjort, for at dekunne komme ud af det liv Ægyptermagten kunnegive: 2) Det Gud har gjort, så de nu kunne være hosham. 3) Guds løfter om et personligt åbent fælleslivmed ham, hvor han er herre.

Det er ind i denne livsvirkelighed, det almindeligepræstedømme fødes. Svarer Israels folk ja til Gudsnådefrelse og Guds nådeliv, skal de være et „Konge-rige af præster og et helligt folk.“ Med deres „ja“ fården enkelte status som præst i det, der kaldes det al-mindelige præstedømme. En præstestatus, som mar-kerer et menneskes umiddelbare nærhedsforhold medGud. Et liv med Gud på første hånd i bøn, offer og iGuds ord.

Konkret betyder det et personligt fællesliv medGud i ens hjem, i arbejdet, i det fælles sociale og kul-turelle liv og i menigheden. Uanset, hvad man er i

gang med i løbet af døgnet og ugen, er det et liv hosGud: i bøn, i offer, i Guds ord.

Det specielle præstedømmeI Israels folk var der også et specielt præstedømme:det levittiske og aronittiske. Dette præstedømmesopgave var at være mellemled mellem folket og Gudog mellem Gud og folket. Som indviede præsterkunne de træde frem for Gud med alle de nødvendigeofre. Hele det liv, som Gud i sin hellighed og nådehavde knyttet til ofrene og præsterne, blev formidletvia præsterne. Folket var derfor afhængig af præsterneog deres tjeneste som mellemmænd.

Denne afhængighed blev fuldstændig opløst, da derskete det med Jesus, at „med sit sit blod, gik han éngang for alle ind i det allerhelligste og vandt en evigforløsning.“ Hebr 9,12

Hovedsagen i det almindelige præstedømme er,at der kun står én mellem den enkelte og Gud:Jesus Kristus. I denne mellemmand er der etåbent personligt fællessliv med Gud. Her er denkristnes liv og frihed. Her findes den myndigekristne.

Af Søren Pedersen

Særlig tre gange i vores lutherskekirkesammenhæng er det almin-delige præstedømme blevet enlivsmagt i kristnes tanker, ord oghandlinger. Ingen af gangeneskyldtes det en menneskelig vil-let, bevidst eller målrettet styring.Det var et bestemt indre åndeligt

liv, der pressede på og formede udviklingen. Detskete med Luther og reformationen i midten af 1500-tallet. Det skete med Spener og pietismen i sidste delaf 1600- og i 1700-tallet, og det skete med de gudeligeforsamlinger og lægmandsbevægelserne i 1800-tallet.

Med tanke på alt det, der fødtes ud af disse sammen-hænge både åndeligt, socialt og kulturelt er det nokværd at se bare lidt på, hvad dette fænomenet ”Detalmindelige præstedømme” er for noget, og om pul-sen i dette liv stadigvæk findes hos kristne i Danmarkanno 2004.

Et personligt liv med GudSelve sagen i det almindelige præstedømme får vipræsenteret allerede i 2.Mos 19. Situationen er, at denlevende Gud vil have Israels folks klare svar på, omde vil blive i det liv, han har frelst dem ind i. Folket

Det almindelige præstedømme

2-04.p65 18-02-2004, 13:1316

Sort

17


TEMA

Efter Jesu offerdød vil det derfor være at spotteGud, hvis man indretter sig med andre eller andetsom melleminstans i forholdet til Gud. I det nye testa-mente finder vi da heller ikke nogen lære om et spe-cielt præsteskab. Derimod overføres læren om det al-mindelige præstedømme til den kristne menighed aftroende jøder og hedninger.

I 1.Pet 2,4-10, Åb 1,6 og Åb 5,10 bliver virkelighe-den i 2. Mos 19,6 adresseret til kristne. Uden forskelomtales alle kristne som ligestillede præster i det al-mindelige præstedømme. Hjertet -pulsen- i det almin-delige præstedømme er det stadige, personligt erfa-rede møde med Gud.

Fire kendetegnDer er fire typiske træk ved det almindelige præste-dømme:1. Der er fri adgang for alle til Guds rige.Uanset åndelig og intellektuel udrustning, uanset so-cial og kulturel baggrund er Guds rige en reel mulig-hed for alle. Muligheden opstår nemlig i det direktepersonlige møde med Gud. Et møde, hvor det bliverklart, hvad han vil og kan. I reaktionen på det mødestår alle lige. At resultatet bliver forskelligt, skyldesat nogle siger „ja,“ andre siger „nej“ til det, Gud sigerog vil.2. Der er fri adgang for alle til at bruge Guds ord.Luther satsede konkret og nidkært på, at få bibelenoversat til det tyske folk. Det umiddelbare forhold tilGud udelukker nemlig ikke midler, men midlere,som én har sagt. Og midler bruger Gud! I bønnens ogsakramenternes liv erfares det nære, personlige for-hold til Gud. Men først og sidst er Guds middel bibe-len.

Muligheden for at forstå og modtage livsindholdet ibibelen er ens for alle kristne. I den praktiske brug afskriften vil sande kristne normalt ikke være afhæn-gige af andres indsigt, evner og autoritet. Troens liv

vil altid kunne forstå og vurdere det væsentligste iskriften. I det nære fællesliv med Gud bliver denkristne oplært af Gud. Han bliver myndig og kan medpersonlig overbevisning sige: Sådan siger Gud!

Dette er ikke det samme som sværmerisk selvrådig-hed eller afvisning af alle mulige autoriteter og hjæl-pemidler. Og slet ikke en foragt for den sande lærdebibelklogskab. I livet med bibelen som autoritet for-mes og udvikles den kristne til sand og sund selvstæn-dighed, til klogskab på livet sammen med Gud på jor-den og i Himmelen! Det er i den forbindelse, det ersagt, at der ikke findes egentlige lægfolk blandt virke-lig sande kristne!3. Alle er frie til at være Guds medarbejdere.I det personlige nærhedsforhold med Gud lever denenkelte kristne i et liv, som både giver kendskab tilhans vilje og lyst til at handle på den. Derfor bliverdet, der kaldes lydighed mod Gud eller at leve efterhans vilje, en frivillig og bevidst ønsket livsudfol-delse. Vel er det Guds vilje, der sker, men samtidigopleves det som en udfoldelse af det, man selv ønskerog vil. Derfor er der knyttet både hvile, glæde og til-fredshed til dette liv. Både i det verdslige og i det ån-delige regimente!4. Udrustning og ansvar til alle kristneI det umiddelbare livsfællesskab udruster Gud mednådegaver. Hver enkelt bliver udrustet med evne til atdeltage i menighedens liv og vækst og får samtidigansvar for, at de enkelte nådegaver bliver placeret derigtige steder. Netop de kristne har mulighed for at seog forstå, hvem der udrustes med hvad i menigheden.Derfor er det også dem, der har evne og mulighed tilat vurdere og administrere kaldelsen til de forskelligetjenester. Her er det vigtigt at understrege, at ogsåmyndigheden til at kalde og indsætte personer medtjenester som ledere, hyrder og ordets forkyndelse lig-ger i det almindelig præstedømme. Det er bl.a. idenne livspraksis, at hvert enkelt lem - synligt eller

2-04.p65 18-02-2004, 13:1317

Sort

18


apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Je-sus selv som hovehjørnesten.“

Forholdet til Guds ords frie brug - læst, talt og hørt- er helt afgørende. I det personlige fællesliv medGud er det jo det væsentligste middel, Gud har givet.Derfor er det vigtigt, at der gives plads for nådegaver,der bærer Guds ord frem. Da alle kristne er præster,har alle fuldmagt og udrustning til at tjene med Gudsord. Men for ordenens og de forskellige nådegaversskyld kaldes nogle til på alles vegne at træde offent-ligt frem med Ordet. De mange giver de få fuldmagttil at handle på deres vegne.

Umyndige forsamlingerFundamentet for denne praksis ligger i forsamlingenog må bestå af mænd og kvinder, der kan høre klan-gen af den ægte mønt og som reagerer, når den ikkelyder. Findes denne myndighed ikke i forsamlingen,kan noget reddes ved en „stærk“ forkynder/præst. Enstyrke, som altid grundliggende er svag, da denmangler det almindelige præstedømmes tilsyn og dy-namik. Derfor sker også typisk én eller flere af føl-gende udviklinger i en umyndig forsamling:- Præsten/prædikanten tilpasser sig menighedens

„standard“.- Præsten/prædikanten tillægger sig eller bliver til-

lagt en plads, som reelt gør ham til garant for denenkeltes forhold til Gud. Ikke mindst præster kanfå den status, at mødet med Gud sker, hvor han ud-fører sin tjeneste.

- Forkyndelsen bliver sløv og ligegyldig og koges nedtil et tidsmæssigt minimum.

- Kræfter og tid bruges på at få gudstjenesten/mødetgjort interessant, engagerende og imødekommendeud fra almen menneskelige kriterier.

I ingen af tilfældene bliver der tale om liv i det umid-delbare forhold til Gud, hvor nådegaverne virker tilgensidig opbyggelse. En katastrofesituation for selv

usynligt - „hjælper til med den styrke, det har fået til-målt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.“Ef4,16. Praksis i dette kan være forskellig, men basismå være i det almindelige præstedømme. At kristneogså stiller deres medfødte udrustning til tjeneste formenigheden, skal her bare nævnes som en naturligselvfølge.

Kun én mellemmandHovedsagen i det almindelige præstedømme er, atder kun står én mellem den enkelteog Gud: JesusKristus. I denne mellemmand er der et åbent person-ligt fællessliv med Gud. Her er den kristnes liv ogfrihed. Her findes den myndige kristne.

Derfor er det også dræbende for en kristens frimo-dighed og tryghed i forholdet til Gud, når afhængig-hed af andre eller andet reelt opleves som betingelsenfor et rigt og frit liv med Gud. Afhængigheden kunnef.eks være af en menighedsleder/præst/forkynder, etstærkt fællesskab/menighedsliv, en stærk arbejdsgi-ver, et velfungerende arbejdsliv, et trygt familieliv, etgodt helbred eller en sund økonomi. Lige sådan er detdræbende, når kristne ledere gør sig afhængige af„hvad folk vil ha’“.

Der er grund til at takke Gud, når ovenstående for-hold udfolder sig til gavn og glæde og beriger livet.Men kommer de til at fungere som et slags „ekstrapræstedømme“ - ekstra mellemled - dræbes det umid-delbare nærhedsliv med Gud og vantroens liv overta-ger. Fokus rettes mod disse forhold, og forståelsen fordet kristne liv svækkes og forsvinder efterhånden.

Myndige kristneMyndige kristne findes bl.a., hvor der leves i en aktivbevidsthed om at praktisere et ja til det personlige,umiddelbare nærhedsforhold til Gud og et nej til det,der svækker, ødelægger og hindrer dette liv. Hvem demyndige er, omtales bl.a. i Ef 2,10: „I er opbygget på

2-04.p65 18-02-2004, 13:1318

Sort

19


TEMA

den mest aktive forsamling, da fremmedgørelsen overfor Guds ords liv efterhånden får overtaget.

Myndighed og trofasthedMyndige kristne er bevidste om deres tilhørsforholdtil en bestemt menighed/forsamling. Her hører de til.Her lever de som deres del af legemet, der både giverog modtager. Kristne, der samtidig bærer og bliverbåret -i ugens syv dage.

Anderledes med den, som måske nok er trofast,men kun som tilskuer, og som derfor sidder med „ret-ten“ til at være kritiker uden ansvar. Eller den, derkun kommer, når det passer ind i ens øvrige planer,eller som kommer for at få indfriet egne ønsker omog behov for fællesskab. I alle tilfælde er det menne-sker, der er eller sætter sig selv udenfor det kristne

Den stærkDen stærkDen stærkDen stærkDen stærke le le le le lederederederedereder Interview med Svein Granerud ved Mikkel VigiliusHar missionsforeningerns traditionelle ledelses-form spillet fallit? Måske er det bagrunden forden voksende fascination af stærke ledere.

Missionshusforsamlingen ledes typisk af en demokra-tisk valgt ledergruppe. Den ledelsesform virkede na-turlig, da man dannede missionsforeningerne i andenhalvdel af 1800-tallet. Nogle gange begrundede manden med henvisning til det almene præstedømme.Alle troende har medansvar i menigheden for det ån-delige liv og det fælles arbejde. Dette kommer til ud-tryk ved generalforsamlinger, valg og lægmands-ledere, der jævnligt udskiftes.

Inden for de senere år har den traditionelle ledelses-form med jævne mellemrum været til debat. Der harværet forskellige årsager. Men nye kristelige leder-idealer er en af dem. Missionsforeningerne er ikkenoget isoleret ø-rige. Der er broer til andre nærtstå-ende kristne sammenhænge, og man påvirkes i størreeller mindre grad af tanker og idéer herfra. I dette in-terview skal opmærksomheden rettes mod, hvadmange oplever som en tiltagende idealisering af denmere eller mindre enerådende, karismatisk udrustedeleder. En af dem, som har påpeget en bevægelse idenne retning, er lederen af Normisjons indenlandskearbejde, teologen Svein Granerud.

livs fællesskab. Og dermed udenfor det almindeligepræstedømmes liv. Her er hverken sind eller sans forat give eller bære i det fællesskab, Guds ord skaber ognærer.

Virkeligheden i det almindelige præstedømmespænder vidt og rækker højt. Både Luther og Spenerhavde store tanker om dette livs udfoldelse. Beggeoplevede, at det i praksis ikke bare „kørte“. Ikkemindst Luther måtte slås både til højre og venstre forat tøjle misforstået „præstefrihed“. Men selvom hanmåtte konstatere, at det ikke var så let at gennemførei praksis, opgav han ikke synet og ønsket. For harman selv oplevet at komme i et personligt, umiddel-bart nærhedsliv med den levende Gud, kan synet ogkampen ikke opgives, uden at miste det vigtigste.

Søren Pedersen f. 1952Deltidsansat LM-prædikant på landsplan siden

1976.

2-04.p65 18-02-2004, 13:1419

Sort

20


Hvor kommer det nye lederideal fra, og hvad er detscentrale kendetegn?

-Til os kommer de nye ledertanker fra anglo-ame-rikansk sammenhæng. De møder os igennem littera-tur og foredragsholdere og finder i første omgangudfoldelse i karismatisk orienterede menigheder og ipinseforsamlinger. Det er symptomatisk, at de norskepinsevenners prædikantkonference nu to år i træk harhaft den australske pinsepastor Cart Ledge somhovedtaler. Han er fortaler for den nærmest enerå-dende menighedsleder med selvstændighed både iforhold til menigheden og ældsterådet. Den af Gududvalgte og udrustede leder bør ikke hæmmes oghindres i sin ledelsesudøvelse af eventuel uenighedblandt menighedens medlemmer. Hovedvægten læg-ges på effektivitet og handlekraft. Det opnås bedstmed en stærk leder. Disse tanker vakte allerede førsteår betydelig uro og mødte kritik fra ældre pinse-prædikanter. De var fortrolige med et afbalanceretsamspil mellem menighed og ledelse. Ikke desto min-dre blev Ledge inviteret igen.

Også i vore egne lutherske sammenhænge kanman opleve en vis åbenhed og modtagelighed forledertænkning af denne art. Det kan svært forstå uaf-hængigt af den karismatiske bevægelse og dens på-virkning. I luthersk sammenhæng er den karismatiskeinspiration i høj grad blevet formidlet gennemOASE-bevægelsen. Karismatikerne har i nogen gradhaft skiftende mærkesager igennem de sidste 20-30år, men et personfokuseret lederskab har været gen-nemgående og har præget dem. Fra at være et ledsa-gefænomen er det imidlertid nu kommet i centrumfor opmærksomheden.

Karakteristisk for den nye ledertænkning er enforstærket vægtlægning på, at den åndeligt og karis-matisk udrustede leder bør have magt og en tilsva-rende svækket opmærksomhed på relationen mellemmenigheden og ledelsen.

Er vægtlægningen på åndsudrustningen ikke bådebibelsk og en værdifuld del af vækkelsesbevægelsernesåndelige arv?

- Jo, men i vækkelsesbevægelserne var der i ud-gangspunktet en stærk bevidsthed om, at den ånds-udrustede prædikant og leder repræsenterede et be-stemt folk – de troende, Guds folk – og havde sit ydrekald fra dette folk. Kaldet fra de troende beroede påderes tillid til lederen, og denne tillid hang sammenmed den åndelige udrustning og dømmekraft, defandt hos ham. Der var altså et nært samspil mellemudrustning og tillid, ledelse og menighed, lem og le-geme. Samspillets åndelige dybdedimension kommertil udtryk i Ny Testamentes fremstilling af menighe-den som Kristi legeme og hver enkelt menigheds-tjeneste – inklusive ledelsen - som et lem på legemet.

Ud fra Ny Testamente er det klart, at lederen ikkekaldes og sendes til menigheden af en instans udenformenigheden, men at menigheden selv er det kaldendesubjekt. Her går der et vandskille ned gennem denlutherske kristenhed. Og paradoksalt ender de konse-kvente karismatikere og de yderligtgående højkirke-lige på samme side. Begge parter opererer med enkaldelse og sendelse, hvor menigheden sættes ud afspillet, berøves sin åndelige myndighed og reducerestil et objekt for andre instansers handling.

Nye strømninger i kristen sammenhæng kan ofte fø-res tilbage til mangler og svagheder i det bestående. Kanman også gøre det her?

- Der er grund til at overveje, om ledelse-stænkningen og ledelsesformen i vore vækkelses-kredse i efterkrigstiden i nok så høj grad har væretformet af socialdemokratiske demokratiidealer somaf den nytestamentlige forståelse af de troendes al-mene præstedømme.

Man har lagt stor vægt på forsamlings-

2-04.p65 18-02-2004, 13:1420

Sort

21


TEMA

medlemmernes almene ret og pligt til at tage del iarbejdet inklusive i valg af ledere og i udøvelsens afledelse. Men denne udvendige demokratiske tænk-ning fanger ikke de centrale åndelige anliggender idet almene præstedømme i nytestamentlig forstand.Her begrundes de troendes myndighed til at tage ån-deligt medansvar med deres delagtighed i Kristus ogderes fælles indsigt i evangeliet. Lederne kaldes pågrundlag af deres åndelige udrustning til at bevare ogopbygge menigheden i troen påKristus. Og både motivationenog udrustningen til at tjene somleder virkes af Ånden gennemGuds ord.

Hvor dette glemmes og mi-stes som åndelig livsvirkelighedi forsamlingerne, bør man ikkeundre sig over, at nogle tiltalesaf et lederskab, der umiddelbartfremtræder mere åndsbåret, ka-rismatisk og gudhengivent.

Ikke sjældent hører man for-muleringer som den følgende:’Lederen bør have en stærk visionog lede andre mod dens virkelig-gørelse.’ Hvad skal vi mene omsådan en tankegang?

- Hvis vi ser påvækkelsesbevægelsernes histo-rie, har en række af vore mestfremtrædende ledere formuleretnogle gode visioner og centraleåndelige værdier, som har været retningsgivende forarbejdet. Der har været tale om en tydeliggørelse afenkeltforhold inden for en grundforståelse. Det kan isig selv være udmærket.

Men det er vigtigt at vurdere de visioner, man

præsenteres for, om de er bibelsk genuine. Forudsæt-ningen for at kunne foretage en sådan vurdering er enevangelisk lærebevidsthed, som var betydeligt stær-kere hos lægfolket tidligere end i dag. Den kritiskevurdering af læren er så meget mere nødvendig, sommange karismatiske ledere i dag lægger stærk vægtpå at betone, at deres visioner vokser frem af derespersonlige liv med Gud. De bruger i den forbindelseet åndeligt og bibelsk sprogmateriale, som nemt kan

efterlade indtrykket af, at man ikkekan forholde sig kritisk til deres tan-ker, uden at forholde sig kritisk tilGud.

Ofte vil lederens hovedvisionhave en relativt uproblematisk ka-rakter: menneskers frelse og menig-hedens vækst. Men i mange tilfældeledsages denne vision af en tænk-ning om midlerne og vejen til målet,som savner forankring i det frigør-ende evangelium. Man har intet synfor, at forløserkraften er knyttet tilden rette forkyndelse af evangelietog bevæger sig derfor i retning afkødelige surrogater. Vægten kom-mer til at ligge på de rette former ogmetoder og succesfulde principper.

Det er vigtigt at være opmærk-som på, at problemet her ikke er, atman beskæftiger sig medmenighedsformer, arbejdsmetoderog ledelsesstrukturer i det kristnearbejde. Det gør Ny Testamente.

Men det er afgørende, på hvilken måde det sker. NårPaulus indleder sine formaningsbreve med en dybtgå-ende forkyndelse af evangeliets rigdom, så er det ikkebare udtryk for pædagogik, men for teologi. Han ved,at evangeliet er det eneste kraftfelt, som Guds rige

En stærk leder kan få magt oversamvittighederne ,og skyldfølelse erkongevejen til al manipulation

2-04.p65 18-02-2004, 13:1421

Sort

22


vokser i. Den formanende vejledning har sin konteksti evangeliets kraftfelt. Her må vi leve, og her må vi såbeskæftige os med metoder, former og lederskab.

At hævde, at vi ikke har brug for at tale om meto-der og lederskab, men kun for evangeliet – det ersværmeri. Vi må arbejde med disse spørgsmål – ogsåmed spørgsmålet om visioner og værdier, men på etevangelisk og bibelsk grundlag.

Dette sidste vil kun de færreste givetvis indvendenoget imod. Det er selvfølgeligt. Men netop dette erfaren: at vi tager det som en selvfølge, at vi tænkerevangelisk og bibelsk klart. Det er ingen selvfølge.Det må til stadighed tilkæmpes eller rettere gives.Paradokset er, at det, man anser for en selvfølge i detåndelige arbejde, det er man ved at miste.

Hvad er faren for en menighed, der bevæger sig i ret-ning af at give en enkelt leder stor magt?

- For det første vil en sådan menighed have et be-tydeligt svagere værn imod magtmennesker. Jeg sigerikke, at denne ledelsesform skaber magtmennesker,men den gør menigheden mere sårbar over for dem.

For det andet vil der være en stor fare for, at denHellige Ånds gerning forveksles med subjektivåndelighed, og at Guds ord i praksis underordnes le-derens ord. I Ny Testamente formanes de troende tilat forholde sig bedømmende til alt det, som sker ogforkyndes i menigheden. De må vurdere, om detstemmer med Skriften. Apostlene minder også om, atde troende har Ånden, og at de ikke må handle modÅndens indre vidnesbyrd.

I menigheder med en stærk, karismatisk leder erder fare for, at prøvelsen på Skriften og Åndens indrevidnesbyrd erstattes med krav om lydighed mod denånd, som taler gennem lederen. Kravet kan legitime-res ved, at man tager bibelske termer som underord-ning, lydighed og ydmyghed og anvender dem til atopbygge et herresystem, som giver lederen magt over

samvittighederne og formidler skyldfølelse til dem,som har forbehold. Skyldfølelse er kongevejen til almanipulation, og intet er egnet til at skabe skyldfø-lelse som anklagen om at være ulydig mod Helligån-den.

Skyldfølelsen fremmes også, når lederen fremstil-ler sig selv som den udløsende faktor i al medgang ogfremgang, mens al tilbagegang begrundes med hen-visning til menighedens synd, halvhjertethed ogmanglende forståelse for lederens visioner.

Ingen leder kan sige sig fri for fristelsen til at givesig selv skylden for al succes og andre skylden for alfiasko. Men fristelsen understøttes af en ledelsesstruk-tur, der idealiserer lederpersonligheden.

Endelig er det åbenbart, at en ledelsesform, derkoncentrerer opmærksomheden om en enkelt person,hæmmer de troendes almene åndelige vækst og mod-ning og deres udfoldelse af den fulde bibelske breddeaf nådegaver – inklusive spektret af ledernådegaver.

Hvor går vejen frem på dette område for den troendemenighed?

- Jeg er selv blevet stadigt mere glad for de enkleformuleringer i Den Augsburgske Bekendelse artikel7: ‘Kirken er de helliges forsamling, i hvilken evange-liet læres rent og sakramenterne forvaltes ret.’

Her lægges trykket på, at kirken er ‘de helligesforsamling’. Det er både en tilregnelses- og en tilhørs-betegnelse. Kirken er tilregnet Kristi hellighed, ogden tilhører Gud som hans folk. Denne forståelse afkirken som Guds folk må generobres i vor tid. Da fø-res vi tilbage til den enhed med Kristus, som vi forlø-ses og retfærdiggøres til, og som er udgangspunktetfor vort liv i verden.

De lutherske menigheder bestemmes af det, somskaber den frelsende tro. Guds folk bliver til, hvornådemidlerne virker troen. I nådemidlerne rækkes viKristi liv som en tilregnelse, men også som et liv, der

TEMA

2-04.p65 18-02-2004, 13:1422

Sort

23


Svein Granerud f. 1950Teolog 1976, feltpræst 1976-1977 og kapellan i

Näs 1978-1982Lærer ved Staffeltsgates Bibelskole 1982-1985,

rektor samme sted 1985-1997Næstleder i Normisjon 1997-2000 og leder for

Normisjons indenlandske arbejde fra 2001

gives os, for at vi som menighed skal udfolde det iverden.

Menighedens nye Kristusliv springer ud af troen,men møder modstand i syndens verden. I denne kamphar menigheden et dobbelt behov. Den må igen ogigen høre evangeliet til tro. Men den må også til sta-dighed vejledes i, hvordan troens liv må udfolde sigog tage form i verden – både hos den enkelte og ifællesskabet.

Forkyndelsen må således have to tyngdepunkter:livets gave og livets form. Sådan forkynder apostleneog opbygger dermed menighederne i en fri og myn-dig evengelisk tro. Denne forkyndelse er den bedstehjælp til de troende også i dag i mødet med alle tidensudfordringer – inklusive spørgsmålet om leder-idealer.

For min egen del oplever jeg det stadigt mere be-friende at være luthersk teolog. Jeg er overbevist om,at vi, som formelt er lutherske kristne, har et stortbehov for at gå tilbage til den oprindelige lutherdom.Den blev til under en kamp med nogle fronter, der ihøj grad svarer til vore fronter i dag: mod katolikkerog mod sværmere. I den gamle lutherdom får vi enuvurderlig god hjælp til at få fast evangelisk grundunder fødderne og lys over vejen frem.

Den moderne teologi har beholdt Bibelen, mentømt dens ord for guddommelig inspiration. Re-sultatet er en profilløs gud og en indbildsk fore-stilling om, at man er i stand til at lytte til, hvadden almægtige og kærlige Gud fortæller mig imit hjerte. Luther kaldte den slags for sværmeri.Vil vi tilbage til livet med Gud, må vi tilbage tilen forståelse for, at Skriften er Guds Ord.

Når vi i daglig tale bruger ordet ”inspiration”, er det ibetydningen: begejstre. Vi kan sige: ”Jeg blev inspire-ret af at læse en bestemt bog.” Det betyder, at vi fiknoget ved læsningen. Vi blev grebet og henført i ensådan grad, at vores horisont blev udvidet.

Når vi taler om Skriftens inspiration er det i en no-get anden betydning. Her er det i betydningen:beånde eller indblæse. Skriften er inspireret af Gud.Dette vil sige, at Gud har beåndet den eller indblæstden.

Den kristne kirke har altid påstået, at Bibelen erGuds inspirerede Ord, men hvordan har Gud kunnettale helt sandt og ufejlbart gennem ufuldkomne profe-ter, apostle og evangelister? Det kan Gud, fordi debibelske skrifter er blevet til på grundlag af, hvadHelligånden har givet forfatterne at skrive. Helligån-den er altså Ham, der giver ordene og leder forfatte-ren, når denne skriver sin profeti, evangelium, brev

Skriften erSkriften erSkriften erSkriften erSkriften erinspirinspirinspirinspirinspirerererereret afet afet afet afet af

GudGudGudGudGudaf Johnny Sønbjerg-Madsen

2-04.p65 18-02-2004, 13:1423

Sort

24


eller lignende. Vi skal forstå denne inspiration som enkonkret ledelse på samme måde, som Helligåndenhar ledt de bibelske forfattere med andre ting.Ånden ledte Paulus til at rejse til Makedonien:”Da alt det var sket, besluttede Paulus, ledet af Ånden,at rejse gennem Makedonien og Akaja og videre tilJerusalem. Han sagde: „Når jeg har været dér, må jegogså til Rom“”. (ApG 19,21).Og Ånden forhindrede Paulus i at rejse til Bitynien:”Og da de kom hen i nærheden af Mysien, forsøgte deat rejse til Bitynien, men det tillod Jesu ånd demikke”. (ApG 16,7)Paulus og hans fæller blev altså tilskyndet til at gå ibestemte retninger med det glade budskab. Det er påsamme måde, Helligånden har virket på disse mænd,når de skrev de hellige skrifter. De er blevet tilskyn-det af Helligånden til at skrive, hvad de skrev.

Inspiration dækker tre områderHelligåndens inspiration gælder for det første ind-hold og emner. Vi finder ingen steder antydninger af,at bibelske forfattere er usikre på, om de burde haveskrevet noget andet, end det det skrev. For det andetgælder Helligåndens inspiration selve personen. For-fatteren er som person inspireret af Gud. For det tredjebetyder inspirationen, at selve de anvendte ord er in-spirerede af Helligånden.

Det sidste, altså det med, at Helligånden har inspi-reret selve ordene, er nok noget af det, der diskuteresmest i den kristne kirke i dag. Der er skriftbelæg forpåstanden i 2. Tim.3, 16:”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til under-visning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i ret-

færdighed” og 2. Pet. 1, 21:”for ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af etmenneskes vilje, men drevet af Helligånden har men-nesker sagt det, der kom fra Gud”.Og i 1. Kor. 14, 37 siger Paulus, at han ikke nøjes medat tænke et tema igennem, men han skriver Herrensbud ned til korinterne:”Hvis nogen mener, at han er profet eller har en ånds-gave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et budfra Herren”.Vi skal lægge ganske nøje mærke til dette, fordi detfortæller os, at genstanden for Guds inspiration ikke erden, der skriver, men det, han skriver! Selve Skriften erGuds tanker til os. Det er vigtigt at vide!

Inspiration er ikke hjernevaskMen nu må vi ikke opfatte dette, som om den bibelskeforfatter er som en viljes- og kønsløs computer, derblot udskriver de e-mails, Gud sender til den. Paulus,Lukas, Johannes og alle de andre har vidst, hvad degjorde, mens de skrev. De har været ved bevidsthed,og de har lagt deres personligheder i skrifterne. Dekunne overveje både, hvad de så og hørte. De kunneogså give klart udtryk for, hvad de så og hørte. Altdette under fuld opretholdelse af deres personlige ga-ver og særpræg. Se f.eks. Luk. 1, 1 – 4 og 1. Joh. 1, 3.

Helligånden har brugt forfatternes personlige ud-rustning som sproglige evner, stil og temperament.Derved er skrifterne blevet så forskellige. Der er storforskel på Paulus, der ivrigt skriver kompakt om liveti Kristus, og så f.eks. Johannes, der faderligt og stilleforkynder, at Gud er kærlighed.

Altså: Alt i Skriften er af guddommelig oprin-delse, og alt er samtidig præget af mennesker. Hvor-dan dette under har fundet sted, forbliver nok en hem-melighed, Gud beholder for sig selv.

Troslære

2-04.p65 18-02-2004, 13:1424

Sort

25


Indvendinger mod inspirationJeg vil kommentere et par af de indvendinger, vi mø-der om Skriftens inspiration: Man siger, at når NTikke citerer GT helt ordret, kan Skriften ikke væreinspireret af Helligånden!

Dog: det er ikke evangelisternes og apostlenes me-ning at citere alle ord fra GT. Derimod ønsker de, aten bestemt mening skal frem. Se f.eks. 1. Pet 1, 10-12,hvor det fremgår, at samme hellige Ånd, som var iGT’s profeter og som talte gennem dem, også aflagdevidnesbyrd i NT gennem evangeli-erne og apostlene.

Det forholder sig altså sådan, atHelligånden citerer sig selv i NT.Han er Herre og har magten, og Hanbestemmer frit over sine egne ord.Dvs., at når GT citeres, skaber Hel-ligånden samtidig en ny tekst, hvor-ved GT også fortolkes. Det betyder,at forfatterne, som er drevet af Hel-ligånden, ikke så meget citerer, menmere fortolker og udlægger skriften.

Den skikkelse, som GT har i NT,giver altså ikke dødsstødet til tesenom, at skriften er ordret inspireret.Havde forfatterne ikke været inspire-rede, og havde de skrevet ud fra deres eget, ville dehave sørget for nøje at gengive GT helt ordret. Påsamme måde udgør de tilsyneladende modsigelser iSkriften et bevis for, at Skriften ikke er fremkommetved beregnende menneskers indsats.Den anden indvending mod Skriftens inspiration, jegvil tage frem, er påstanden om, at der i Skriften fore-kommer så mange betydningsløse ting. Og det sigesså, at det ligger under Helligåndens værdighed at taleom disse emner. F.eks.: ”Den kappe, jeg efterlod i Troas

hos Karpos, skal du tage med, når du kommer; også bø-

gerne, især dem på pergament” (2 Tim 4,13), og ”Drik

ikke længere bare vand, men tag lidt vin for din mave, og

fordi du så tit er syg” (1 Tim 5,23).

Dog: Et menneske er dyrebart og helligt, og det rin-geste hos dette menneske vedkommer Gud. Derforhar Helligånden givet os bl.a. ovennævnte oplysnin-ger om Paulus og Timoteus. Vi skal nemlig lære atvære tro og hjælpsomme mod hinanden i det små:”Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt,hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre,det har I gjort mod mig” (Matt 25,40).

Bibelensyn uden inspirationenSkal man kort – og med fare for forenkling – beskriveden moderne teologis bibelsyn, kan man sige, at denmoderne teologi har beholdt Bibelen, men tømt densord for guddommelig inspiration. Langt hen ad vejenbliver Bibelen opfattet som en bog blandt bøger. Menher skal vi passe på! Resultatet bliver nemlig, at denenkelte teolog kan påberåbe sig Helligåndens åbenba-ring og alligevel tolke Skriftens Ord helt vilkårligt.Med dette syn er det i virkeligheden den enkelte teo-log, der er kilden til kirkens lære, og ikke Skriften.

De bibelske forfattere er ikke som en viljes- og kønsløs computer,

der blot udskriver de e-mails, Gud sender til den.

2-04.p65 18-02-2004, 13:1425

Sort

26

BUDSKABET • 2 • 2004 Troslære

Derfor ser vi også så meget ”ud i det blå”-teologi,altså tanker og meninger fra den kristne kirkes lærere,der i virkeligheden er på kollisionskurs med GudsOrd.

Som det groveste eksempel kan nævnes homofili-debatten, der nu er blusset op igen ved statsministe-rens udtalelse om, at han ikke så et problem i kirkeligvielse af homofile. Og så tilføjede han, at efter hansmening, havde Vorherre nok heller ikke noget pro-blem med den sag.

Den slags udtalelser skader kirken enormt. Folkfår nemlig det indtryk, at statsministeren taler underden kærlige Guds forståelse for, at det enkelte menne-ske bør have frihed til at leve, som Gud selv har skabtdette menneske. Derved har man sat Skriftens klaretale til side. I stedet har man bevaret en indbildskforestilling om, at man er i stand til at lytte til, hvadden almægtige og kærlige Gud fortæller mig i mithjerte.

Nu er jeg bekendt med, at statsministeren hverkener teolog eller ansat som lærer i kirken. Derfor kanhan heller ikke kræves til ansvar for kirkens lære.Men læg mærke til, at der i kølvandet på statsministe-ren fulgte en række biskopper og præster, som begej-stret råbte ja og amen til, hvad det verdslige regi-mente havde udtalt på kirkens vegne. Det betyder, atkirken ikke længere selv står på Skriftens grund, menlader sig styre af, hvad mere eller mindre tilfældigepersoner mener om Gud. Alt sammen fordi man harforladt inspirationen og nu stoler blindt på, at man eri stand til at høre og forstå, hvad Helligånden fortæl-ler den enkelte udenom Ordet som kilde.

Resultatet bliver en profilløs gud der ikke tagersin egen hellighed alvorligt, hvilket er langt fra detbibelske billede af Gud, der for det første elsker allemennesker uendeligt – også ethvert menneske i en-hver minoritetsgruppe. For det andet er Bibelens Gudogså en hellig Gud, dvs. en Gud, der hader alt, hvad

han selv kalder synd så voldsomt, at han må sende sinsøn i døden som syndebuk, dersom de mennesker,han elsker uendeligt, skal reddes fra dom og forban-delse. Det er ved denne søn, at den elskende og hel-lige Gud tilbyder mennesker frelse. Og frelse får vi,når vi bekender vore synder for ham.

Konsekvenser af at fornægte inspirationJeg vil forsøge at skitsere forskellige konsekvenser afat forlade Ordet som kilde for kirkens lære. Hvis vifornægter inspirationen bliver konsekvensen:- for det første, at vi tager afstand fra den kristne tro,idet den kristne tro aldrig bliver givet uden om Or-det: ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, derhøres, kommer i kraft af Kristi ord” (Rom 10,17)- for det andet, at vi tager afstand fra bønnen, idet bønforudsætter, at vi forbliver i Kristi Ord:”Hvis I bliveri mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil,og I skal få det” ( Joh 15,7)- for det tredje, at vi tager afstand fra opstandelsen, idetdet kun er den, der holder fast ved Kristi Ord, der skalovervinde døden: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer:Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighedse døden” ( Joh 8,51)- for det fjerde, at vi tager afstand fra den kristne kirkesredskab til mission, som jo netop er, at vi skal lærefolkeslagene at holde alt det, som Kristus har befaletos at lære dem: ”og idet I lærer dem at holde alt det,som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dageindtil verdens ende” (Matt 28,20)- for det femte, at vi tager afstand fra omgang medGud, idet Gud forbliver usynlig for os mennesker idette liv. Han viser sig kun for os gennem sit Ord.Den, der bilder sig selv ind, at han har omgang medGud på anden vis end gennem Guds Ord, omgås i vir-keligheden sine egne tanker om Gud. Luther kaldteden slags for sværmeri. Et godt ord: Man kan se denfilosoferende dagdrømmer for sig. Han svæver af sted

2-04.p65 18-02-2004, 13:1426

Sort

27


Troslære

som en tivoliballon uden forankring i Skriften. Alli-gevel bilder han sig ind, at det er Guds tanker, derfødes i hans indre! Og i selvhøjtidelighed kan hanoven i købet finde på at skrive disse tanker ned, kaldedem for teologi og forføre ubefæstede teologiske stu-denter med dem.- for det sjette: Det kristne budskab er en viden oven-fra. En viden, ingen mennesker har kunnet udtænke.En viden, som Helligånden har åbenbaret for profe-ter, apostle og evangelister. Denne viden gør vi til enviden nedenfra, idet vi lader mennesker afgøre, hvadder er guddommelig sandhed og falsk lære. ”Mensom der står skrevet: Hvad intet øje har set og intetøre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menne-skes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der el-sker ham” (1 Kor 2,9).

Vi tror, at Bibelen er inspireret af GudNej, vi tror ikke på en bog, sådan som flere lidt hån-ligt beskylder os for. Vi er ikke fundamentalister iislamistisk forstand. Men Bibelens ord om Jesus ergrundlaget for vores tro. Vi tror på, at Gud taler til osgennem denne bogs ord. Her vejleder Han os i at el-ske vores næste som os selv. Og Han viser os, at viskylder Ham, vores Gud, al kærlighed, ære og tak,fordi han ofrede alt for at få os.

Man kan ikke gå ind i en boghandel og købe GudsOrd, men for få hundrede kroner kan man få en Bibel.Læser man denne Bibel under bøn om vejledning, vilman opdage, at dens ord er levende. Gud begynder at

Johnny Søndbjerg-Madsen f. 1953Cand.theol 1986Radiomission og bymissionær i København 1986-88,leder af Arkens Radio 1988-90Sognepræst i VVest-Himmerland 1990-97 og på Bornholm 1997-2003Sognepræst i Øster vrå og Tårslev i Vendsyssel siden 2003Gift med Lise og har fire børn og en hund

tale gennem Bibelens ord. Denne erfaring sammenmed Bibelens eget vidnesbyrd (2. Tim. 3, 16) fører til,at vi ikke nøjes med at sige, at Bibelen indeholderGuds Ord. Vi siger, at Bibelen er Guds Ord.

Skriften er inspireret af Gud Helligånd til mindstedetalje, og når vi forlader Skriften som grundlag forkirkens lære fører det til, at teologen eller undervise-ren selv bliver den kilde, som Skriften skulle haveværet. Dette fører til vilkårlige tolkninger og dermedvranglære. En vranglære som dybest set udspringer afet oprør mod Guds suveræne Ord. Man vil nemligikke bøje sig for kendsgerningen, at Skriften er Gudsinspirerede Ord.

Ved at gå bort fra Skriften som Guds helt igenneminspirerede Ord har vi selv bombet broen mellemGud og mennesker i stykker. Vi har sluppet alt, hvadder gør os til kristne, idet vi er veget fra sandhedenom, at den hellige Skrift er Guds eget ufejlbare Ord.Vil vi tilbage til livet med Gud, må vi tilbage til enforståelse for, at Skriften er Guds Ord.

Gud Helligånd: Hjælp for Jesu skyld din kirke tilbagetil fuld tillid til Guds Ord!

2-04.p65 18-02-2004, 13:1427

Sort

28

BUDSKABET • 2 • 2004 Artikel

EfEfEfEfEffffffekten afekten afekten afekten afekten af „den n „den n „den n „den n „den nyyyyye sane sane sane sane sang“g“g“g“g“Af Jan Bygstad, Norge

”Den nye sang”, som nu breder sig, er en indika-tor, der fortæller, at der er sker et grundlæg-gende skifte i kristendomstype. Man er ikke inte-resseret i teologi, men kun i det pragmatiske”how to do it”. Af samme grund er dennekristendomstype også fundamentalt anti-intellek-tuel. Når man henført kan lukke øjnene ogvugge i takt med ”lovsangen”, er kritiske spørgs-mål kun en plage.

I mange kristne sammenhænge er der de senere årsket en gennemgribende ændring på sangens og mu-sikkens område. Sangbogen ogsalmebogen er på vej ud for istedet at blive erstattet af nyesange, der vises på overheadved forsamlingens møder oggudstjenester. Det er især vedde unges møder, men det erogså ved at trænge ind i de mereetablerede forsamlinger. Ofte erdet hensynet til de unge, der erafgørende. Man er bange for, at hvis man holder fast ide gamle salmer og sange, vil de unge finde andre ste-der, hvor de trives bedre. Undertiden mødes detteogså som et udtalt krav fra enkelte unge: ”Får vi ikkedet, vi vil have, går vi andre steder hen!”

Samtidig er situationen den, at flertallet af ungekristne i dag ikke kender selv de mest centrale salmerog sange i evangelisk-luthersk tradition. Fra barn-dommen er de blevet oplært i, at de ikke skal syngede samme sange, som de voksne synger. Lette børne-sange bliver det eneste, de lærer at kende, og hvad er

så mere naturligt end at fortsætte i det samme spor,når ungdomsårene kommer?

Ungdomsprofi lenHvis hensynet til de unges smag og behag får lov atbestemme, kan det få vidtrækkende betydning i me-get kristent arbejde. For det første, fordi de voksne –når de bøjer af og giver efter på dette område - er sty-ret af frygt for at miste de unge. Når de ser, at andreåndelige retninger end de lutherske appellerer til deunge, og at vore unge tiltrækkes i den retning, bliverde bange og tænker, at så må vi også være åbne for

moderne ytringsformer. Eller –somt de så fint hedder – møde deunge på deres egne præmisser

For det andet ser vi, at den mu-sikalske udvikling i de flestekristne organisationer nu hoved-sagelig er styret af unge. Ofte erlederne helt unge musik- ogungdomssekretærer, som sjældenthar mere kristendoms- og bibel-

kundskab end en gennemsnitlig bibelskoleelev. Det,der mangler i kristen modenhed og erkendelse, kom-penseres imidlertid ofte af stor iver og frimodighed:Man generer sig ikke det mindste for at fortællemodne og prøvede kristne ”hvor skabet skal stå”. Hermå man sige, at for at lede sangen i Guds riges sam-menhæng er det ikke tilstrækkeligt at være dygtig tilat spille klaver og være villig til ”at være med”. Må-ske skulle de ansvarlige i kristent arbejde begynde atoverveje, når de ansætter en ny ungdomssekretær, omikke en ældre, moden troende ville være at fore-

Den musikalske udvikling erhovedsageligt styret af unge.Ofte er lederne helt ungemusik- og ungdomssekretærer,som sjældent har merekristendoms- og bibelkundskabend en gennemsnitligbibelskoleelev.

2-04.p65 18-02-2004, 13:1428

Sort

29


Artikel

trække i stedet for den ivrigste og mest moderneunge, de kan få fat i?

For det tredje ser det i dag ud til, at det i mindregrad er de åndeligt ansvarlige – dem, som har hyrde-og læreansvar i organisationen – der styrer den ånde-lige udvikling. Mere og mere bli-ver det lederne i ungdoms- ogmusikarbejdet, som sætter derespræg på den opvoksende kristen-slægt. Yderst sjældent hentes in-spirationen fra den klassisk evan-gelisk-lutherske arv. I stedet for er det de karismatiskeog evangelikale bevægelser, møder, bøger og plader,der sætter dagsordenen. Så ”sker der noget”. Storekonferencer, stor kirkevækst, mægtige visioner ogstore ord tiltrækker de unge. Uerfarne, som de er, la-der de sig også imponere af alt dette. Sammenlignin-gen med dette gør, at den hjemlige sammenhæng stårhjælpeløs tilbage, det bliver så småt sammenlignetmed alt det flotte og action-prægede, der kommervæltende.

Fristelsen for de åndeligt ansvarlige bliver i dennesituation at tænke, ”If jou can’t beat them, join them”.Så åbner man døren for denne nye åndelighed og densfølgesvende - ”den nye sang”- med det resultat, at kri-stenliv og kristendomsforståelse omformes grundlæg-gende. For det må vi være klar over: De, der styrersangen og musikken i den kristne menighed, styrerogså langt på vej kristendomsforståelsen.

Lovsangen fylder mere end prædikenenNoget af det vigtigste i den ”nye sang” er, at det skalvære ”lovsang”. Dette er så dominerende, at helesang- og musikstilen ret og slet kaldes ”lovsang”. Atsynge nogle af de gamle salmer som f.eks. ”Himmel-ske Fader”, ”O, at jeg kunne min Jesus prise”,”Aleneste Gud i Himmerig” regnes pr. definition ikkesom lovsang, selv om indholdet i disse sange i sand-

hed består af tilbedelse og lovsang. Tillige findessåkaldte ”lovsangsteam”, som skal lede forsamlingen.Disse består som regel af en instrumentalgruppe medrytmeinstrumenter, samt forsangere – gerne fra tre tilseks unge. Musikstilen ligner ofte softrock eller go-

spel, men i den senere tid har vioplevet, at både rap, heavy me-tal, house og techno har fåetplads.Lovsangen skal helst vare etstykke tid. Det er ikke usædvan-

ligt, at ”lovsangen” fylder en halv time til tre kvarteraf mødetiden, før prædikanten får ordet, mens prædi-kenen helst ikke må være for lang. Undertegnede harselv oplevet, at en frisk ungdomsleder bad mig om atbegrænse taletiden til en halv time. ”Ellers ville hankomme op på talerstolen og standse mig…!” Efterprædiken og bøn er det ikke ualmindeligt med en nyrække lovsange, som varer en halv time eller mere.Den plads, forkyndelsen får, siger noget om, hvilkenvægt man tillægger den.

”Lovsangen”, som nu bliver mere udbredt, er enpåvirkning fra de amerikanske, karismatiske strøm-ninger. Musikken kombinerer som regel to hoved-elementer: For det første en stærk grad af sentimenta-litet, og for det andet varierende grader af rytmiskkraft. Sentimentaliteten spiller på følelserne og bevir-ker ofte, at musikken får noget ”billigt” over sig. Detrytmiske taler til kroppen og ”dansen”, og musikkenbliver derfor ”fysisk”. Når sentimentalitet og rytmekombineres på denne måde, får man et stærkt sugge-stivt virkemiddel: Musikken gør noget med forsam-lingen – uafhængigt af tekstens indhold. Der skabesen stemning - en ”ånd” om man vil – som langt på vejdefinerer den forsamling, man taler til. Jeg har selvved et par anledninger oplevet denne ”ånd”så påtræn-gende og ubehagelig, at det var vanskeligt for mig atprædike det evangelium, jeg var kaldet til.

De, der styrer sangen ogmusikken i den kristnemenighed, styrer også langtpå vej kristendomsforståelsen.

2-04.p65 18-02-2004, 13:1429

Sort

30


Kristendomsforståelsen skriderDisse erfaringer, og en lang tid som ordets forkynderi forskellige sammenhænge, leder frem til følgendeslutning:1. De, der bestemmer musikken i en menighed,bestemmer også langt på vej hvilken ånd, der skalråde i menigheden.2. Musikken i en kristen menighed er et barome-ter på hvilken slags spiritualitet, man finder i den ak-tuelle sammenhæng. Lidt spidsfindigt: En lutheranersynger anderledes end en pinseven.

Hvis den første tese er holdbar, indebærer det, at sangog musik principielt burde høre under hyrde- oglæreembedet i forsamlingerne. Åndeligt umodnemennesker bør derfor ikke have ansvar for det musi-kalske, selv om de er aldrig så teknisk dygtige, når detgælder at synge og spille. Lemfældig omgang medsang og musik er noget, man må undgå, netop fordimusik kan have en så centralbetydning.

Hvis den anden tese holder,indebærer det, at ”den nyesang”, som nu breder sig, er enindikator, der fortæller, at derer sker et grundlæggende skiftei kristendomstype og -forståelse inden for organisa-tionerne. Evangelisk-luthersk kristendomsforståelsemed dens øre for højden og dybden i den bibelskeåbenbaring og det kristne liv er på vej ud for i stedetat erstattes af mere eller mindre overfladiske karisma-tiske og evangelikale-aktivistiske kristendomstyper.Det er ganske karakteristisk for det, som er ved at ske,at man ikke er interesseret i teologi, men kun i detpragmatiske ”how to do it”. Sandhedsspørgsmåletaffejes som besværligt, i stedet er det altoverskyg-gende problem: ”Hvad skal vi gøre for at trække folktil”? Musikken og den nye sang passer som hånd i

handske til dette. Det er jo skræddersyet netop for atgøre kristent forsamlingsliv attraktivt. Af sammegrund er denne kristendomstype også fundamentaltanti-intellektuel. Når man henført kan lukke øjneneog vugge i takt med ”lovsangen”, er kritiske spørgs-mål kun en plage. Og straks hører man, at ”du måikke være så negativ”!

Det er i denne sammenhæng tankevækkende atlægge mærke til, hvad den kendte engelske præst Mi-chael Green siger på OASEs netsider1 . Han kommermed gode råd om, hvad en menighedsleder bør gørefor at få fornyelse i menigheden. Noget af det vigtig-ste er, at organisten må lære at holde af ny og friskmusik, for ”uden frisk musik er det næsten umuligt atopnå fornyelse”. I tråd med dette ser vi, at de menig-heder, som oplever kirkevækst, bl.a. har det fælles-træk, at de har ladet ”den nye sang” få indpas. Teolo-gisk har M. Greens udsagn imidlertid den betydning,at musikken får Den Hellige Ånds plads. Netop dette

ser ud til at være et af de store problemer hosdem, som har givet adgang for den type ”lov-sang”. Ideologerne på dette område kan ganskeenkelt ikke udtrykke sig stærkt nok omlovsangsmusikkens betydning: ”Lovsangen åb-ner for Guds nærvær og kraft, giver sejr i ånd-skampen, er et åndeligt våben”, osv. Musik og

lovsang bliver på denne måde et nådemiddel, og ind-tager dermed den plads, som alene tilkommer Ordetog sakramenterne efter evangelisk-luthersk tro. At or-ganisationer og bibelskoler her står overfor et betyde-ligt teologisk oprydningsarbejde, hvis vi stadig vilvære evangelisk-lutherske,er en realitet.

Sangteksternes indholdHvis musikken bærer en åndsmagt i sig selv, gælderdette selvfølgelig i endnu højere grad de ledsagendetekster. Jeg har nu i nogle år lyttet til og læst indhol-det af de nyere lovsange og bliver stadig mere betæn-

Musikken får DenHellige Ånds plads,og musik og lovsangbliver på dennemåde et nådemiddel.

2-04.p65 18-02-2004, 13:1430

Sort

31


kelig ved de tekster, som alt for ofte får lov at lydeogså indenfor de lutherske organisationer.

Der er fremkommet en slags musikalsk økumeni iden kristne ungdomsgeneration. Lovsangene”flyder rundt” mellem de mest forskelligemiljøer. Ikke sjældent synges de samme sangelige fra herlighedsteologiske sammenhængetil missionske ungdomsmiljøer. Og mangeunge færdes også i de mest forskellige miljøer.Hører man en sang et sted, som man synesom, tager man den med i sin egen kreds, over-fører den på overhead, og så lærer man den der. Hergår man udenom alle normale kanaler i det kristne ar-bejde: Et af hovedargumenterne for, at vi har sangbogog salmebog er, er teksterne her har været underka-stet en prøve - både lære- og kvalitetsmæssigt. Desange, der er sluppet igennem prøven, er dem, somkirkesamfund og organisationerne kan stå inde for.Sangskatten udtrykker vores egen kristendoms-forståelse. Men ”overheadkulturen” har ingen test.Hyrde-og læreembedet får ikke engang mulighed forat tage stilling til spørgsmålet – det hele flyder. Der-med står vi overfor det faktum, at via de nye sangtek-ster opstår en kristendomsforståelse, som mangegange er fremmed for evangelisk-luthersk tro og liv.Her må det understreges: Intet bør synges i den kristnemenighed, uden at det er underkastet en forsvarlig oglæremæssig undersøgelse!

Ser man på indholdet i mange af teksterne, er detiøjefaldende, at temaområdet, som berøres, er relativtsnævert. Dybden af Bibelens gudsbillede og detkristne liv kommer kun lidt frem. Kors og trængselhører vi intet om, heller ikke syndenød. At en kristenbåde er retfærdig og en synder, har jeg til gode at høreom, også dobbeltheden i livet, som består i, at vi er”bedrøvede og altid glade”. Lov og evangelium, atGud både er Den hellige og Den nådige, er det ligele-des sjældent at høre. Men der synges meget om sejr og

fremgang, om Guds rige, og Kristi kongedømme, omkærlighed og glæde og tilbedelse. Det er klart, at ensådan slagside på sigt vil forandre kristendoms-

forståelsen på afgørendemåde.

Bekymrende er ogsåloviskheden, som lyder iteksterne. Store ord om,hvor højt vi elsker Jesus,og hvor meget vi er vil-lige til at ofre for ham.

Jeg tvivler ikke på, at de, der synger dette, subjektivtmener, hvad de synger. Samtidig er jeg lige så sikkerpå, at de ikke kender sig selv. Det gjorde apostlen Pe-ter heller ikke, da han den sidste aften før korsfæstel-sen svor ”Om så alle svigter, så svigter jeg dig al-drig!” (Matt 26,33) Peter måtte bittert erfare, at allehans velmente ord blev til intet i svigt og fald. Førstda lærte han sit eget hjerte at kende. Efter dette gikPeter stille med dørene.

Hvad skal vi gøre?Hvis udviklingen ikke er kommet forbi ”point of noreturn”, bør den evangelisk-lutherske kirke og orga-nisationerne besinde sig på et par hovedpunkter:1. Vi må tidligt lære børnene en del af de centralekernesalmer. (Børnene kan muligvis også lære andrebørnesange, men aldrig kun børnesange). Det må manforholde sig alvorligt til i de kristne hjem og i søndag-skolearbejdet.2. Børn og unge må lære almindelig bibelkundskab.Alt for meget forkyndelse for børn og unge er for let.De får serveret åndelig chips og cola i stedet for helse-kost. Dermed bliver de efterladt uden modstandskraftmod åndelig usundhed og alle slags forførelser.3. Unge må ikke være deres egne ledere. Modne ogvoksne troende, som har hjerte for de unge, må bruge

Intet bør synges i denkristne menighed, uden atdet er underkastet enforsvarlig og læremæssigundersøgelse!

2-04.p65 18-02-2004, 13:1431

Sort

32


tid sammen med dem, og hjælpe dem på troens vej.Åbne hjem er en vigtig ting for de unge.4. Sang og musik i menigheder og forsamlinger børlægges ind under hyrde-og lære- ansvaret, som så heltalvorligt har pligt til at varetage opgaven.5. De, der har gaver på sangens og musikkens om-råde, må have hjælp til at lære den evangelisk-luther-ske tro og tænkning at kende, og også hjælpes tilkendskab om den arv på sangens og musikkens om-råde, som vi finder i den evangelisk-lutherske tradi-tion. Den lutherske kirkefamilie har på dette områdeen skat, som næppe findes i andre sammenhænge.6. Vi må holde op med at tænke på kirkevækst. Densande vækst i Guds rige er ikke kvantitativ, men førstog fremmest kvalitativ. Det betyder, at Guds folk måhjælpes til at trænge ind i Den hellige skrift, så troenkan vokse og modnes. Målbevidst bibelundervisning(med lov og evangelium som „ovenlys“) på alleniviauer må få højeste prioritet. Så skal vi nok til sintid også opleve talmæssig vækst. Men det er Gudssag, ikke vores!Ordet ”ortodoks” har dobbelt betydning. Det betyderbåde ”rigtig tro” og ”rigtig lovprisning”. Og sam-menhængen mellem disse to er fundamental: Kunder, hvor den sande tro findes, findes den sande lov-prisning! Den nye sang – i bibelsk betydning, kan kungives os af Gud (Salme 40,4f), den kan aldrig laves afmennesker som en slags ”åndeligt program”.

1 www. oase.no/index.php?res=60

Jan Bygstad f. 1952Cand. theol. Præst i Det evangelisk lutherske

Kirkesamfund og bibelskollærer på Bildøy i Ber-gen.

FFFFForkorkorkorkorkyndelse...yndelse...yndelse...yndelse...yndelse...I vores super-individualistiske tid skal vi snareretrække i retning af fællesskabet og næste-oriente-ringen end det modsatte. Hvis det påvækkelsernes tid var nødvendigt at pointere in-dividet, er det i vores tid nødvendigt at pointerefællesskabet.Det kristne menneskesyn - og vores erfaring - læreros, at mennesket er et individ, der lever i fællesskabmed andre. Spændingen mellem individ og fællesskaber altså grundlæggende.

I tidens løb har man lagt forskellig vægt på dennespænding. På nogle tidspunkter vejede fællesskabetmeget tungt. Slægten og folket var af betydning. Påandre tidspunkter har individet vejet meget tungt.Fællesskabet blev set som tjener for individet.

Her som så mange andre steder går udviklingen ipendulsving. Når betoningen af fællesskabet når ethøjdepunkt, kommer der en modreaktion, som læggervægt på individet - og modsat.

Lidt historieVækkelserne i Danmark i 1800-tallet var fra en sideset en reaktion i individuel retning mod en stærksamfundstænkning, hvor alle borgere skulle tro på detsamme og indrettet sig efter en enevældig konge.Hele det folkelige røre, som førte frem til den nyegrundlov i 1849, og som blomstrede op derefter, varbåret af et syn for det enkelte menneske og de småmenneskelige fællesskaber, som man ikke havde setlænge. Vækkelsesforkynderne lagde vægt på at tale tilden enkelte. Der blev spurgt: ”Hvordan har du detmed Gud?” Det personlige, inderlige forhold til Jesusblev pointeret i de pietistiske vækkelser. Hvilke sam-

Artikel

2-04.p65 18-02-2004, 13:1432

Sort

33


...i en indi ...i en indi ...i en indi ...i en indi ...i en individuaviduaviduaviduavidualistisk tidlistisk tidlistisk tidlistisk tidlistisk tid

Af Carsten Hjorth Pedersen

menhænge man stod i, og hvad fa-milie og venner stod for, var ikkedet afgørende. Det afgørende er ditforhold til Gud!

Dette var på mange måder ennødvendig udvikling for at befri mennesker fra denfalske trøst, som menneskelige støtter også kan være.Og det var nødvendigt af hensyn til den individuellefrihed, som vi alle fortsat nyder godt af.

Det er dog også vigtigt at nævne, at heller ikkedenne periode var uden vægtlægning på fællesskabet.Vækkelserne pointerede fx de helliges fællesskab, denfælles bøn og den fælles indsats for mission højt. Bil-ledet af forholdet mellem individ og fællesskab er al-drig entydigt, men altid en spænding, der forskydersig til den ene eller anden side.

Den stærke vægtlægning på detindividuelle er øget op igennem1900-tallet, og man kan sige, atden er toppet i vores postmodernetid, hvor den enkelte selv må pro-jektere sit liv, selv bestemme sigfor livsværdierne, selv strikke sinreligion sammen osv. Næsten intet står fast. Der erikke megen støtte at hente hos andre, for de er jo ogsåi færd med at kreere deres liv. På nationalt plan ser vimange danskere, som i mødet med alle mulige andrelivssyn, spørger efter, hvad der er fælles for os. Det erimidlertid en kamp, for de færreste af os vil opgive demange privilegier, som individualismen giver i form

af selvbestemmelse, selvforvaltning og selv-realisering.

En af individualismens tro følgesvende er det laveselvværd. Lavt selvværd skyldes ikke udelukkendeden stærke individualisme, men denne er stærk med-virkende hertil. Jo mere mennesker lever løsrevet frafællesskaber, desto mere skal de slås for deres egetværd. Der er ligesom ikke nogen forud givne støtterfra fællesskabet, som kan stive én af.

Individualisme i forkyndelsenVender vi os til forkyndelsen i missionsforeningerne,ser vi flere udslag af individualismen. Det personligegudsforhold sættes fx meget højt. Det er der megetpositivt at sige om; men det har også fået til følge, atmange mennesker i missionshuset har haft store pro-blemer med, om de tror og beder inderligt nok, om delæser og vidner nok, om de har frelsesvished nok. Derer i denne tradition en stor fare for, at man som kri-

sten i overdreven grad oriente-rer sig indad. Kristenlivetshovedprojekt bliver, at jeg bli-ver frelst og bevaret. Lad miggive nogle eksempler fra for-kyndelse, jeg har lyttet til i LM:- Når der tales om at give af sine

penge til mission etc., lægges der megen vægt påden velsignelse, jeg får ud af det.

- Når der tales om vidnetjenesten, har jeg flere gangemødt en understregning af, at det er vigtigt atvidne for selv at blive bevaret.

- Bøn og bibellæsning ses også i meget høj grad somnoget, der er vigtigt, for at jeg kan få mine indre be-

Vi går enkeltvis ind i Gudsrige, men kristenlivet oghåbet er centreret omkringfællesskabet.

Artikel

2-04.p65 18-02-2004, 13:1433

Sort

34


holdere fyldt op, så jeg ikke går glip af målet.Dette er ikke forkert. Men det bliver skævt, når detikke med lige så stor vægt er blevet sagt:- At vi skal give af vores penge for næstens skyld. For

det er saligere at give (til andre), end at modtage(til sig selv). Givertjenesten er ikke en bytte-forret-ning, hvor du kan samle velsignelse ved at give.Det er din pligt at give, hvad enten du føler dig vel-signet eller ej!

- At vi først og fremmest skal vidne for andre, for at dekan få det gode budskab at høre. Det afgørende ersåledes ikke, at du får afleveret et vidnesbyrd (ogkan ånde lettet op), men at andre hører et ord fraGud. Derfor er det også så vigtigt, at du lytter tildit medmenneske.

- At bøn og bibellæsning ikke bare skal fylde din ån-delig tank op; men at det er en tjeneste for andremennesker. Det afgørende er ikke, at du får pudsetdin egen fromhed af; men at du lever et liv i kær-lighed til dine medmennesker, som du beder for ogrækker Guds ord til.

Jeg mener ikke, at denne pointering af næsten har hafttilstrækkelig tyngde og tydelighed i vores traditio-nelle forkyndelse og sjælesorg. Fromhed er for megetblevet et individualistisk projekt og for lidt et projekti forhold til medmennesket. Men heller ikke her erbilledet entydigt. Den traditio-nelt stærke nådegavetænkningog engagement for missiontrækker i den anden retning.

Jeg tror, vi i vores super-individualistiske tid snarereskal trække i retning af fælles-skabet og næste-orienteringen end det modsatte. Hvisdet på vækkelsernes tid var nødvendigt at pointere in-dividet, er det i vores tid nødvendigt at pointere fæl-lesskabet.

Jeg mener, vi som missionsfolk må gribe i egen

barm og erkende, at nogle individuelle træk i vorestradition har svækket synet for Gud og næsten. Dethandler ikke om at opfinde en ny teologi, men om atse det ”fællesskabs-potentiale,” der ligger i voreskristne tro. Tager vi udgangspunkt i Luthers lille Ka-tekismus, ser vi flere sager, der rummer en stærkpointering af fællesskabet:

De ti BudGud og næsten er i fokus i De ti Bud. De tre første budhandler direkte om forholdet til Gud. Vi skal ikkehave andre guder, ikke misbruge hans navn, og viskal holde hviledagen hellig. De syv sidste bud hand-ler indirekte om forholdet til Gud, jf. Luthers tilbage-vendende indledning til de ti forklaringer: ”Vi skalfrygte og elske Gud, så vi ¼”

De syv sidste bud har direkte vores medmenneskei fokus: Vi skal ikke skade vores næste med mord,hor, løgn, tyveri, løgn eller begær. Tværtimod skal viære vore forældre; vi skal hjælpe og elske vores næ-ste, vi skal forbedre hans kår, optage alt i bedste me-ning og hjælpe ham til at beholde sin ejendom.

Dette er meget lidt individualistisk. Der er ganskevist en velsignelse til os selv ved at følge disse bud.Men denne velsignelse opnår vi kun ved ikke at væreoptaget af den; kun ved at være optaget af Gud og

næsten, jf. det dobbelte kærlighedsbud.Dette bør betones stærkere i vores forkyn-delse og sjælesorg.

TrosbekendelsenFørste trosartikel har en meget stærkfællesskabsvinkel, fordi den handler omnoget, der er fælles for alle mennesker,

nemlig at vi er skabt af Gud. Som Luther siger i for-klaringen: ”Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle an-dre skabninger.” Her er stærk medicin mod en over-dreven individualisme, som giver mange mennesker

Pointering af næsten harikke haft tilstrækkeligtyngde og tydelighed ivores traditionelleforkyndelse og sjælesorg.

2-04.p65 18-02-2004, 13:1434

Sort

35


lavt selvværd. Jeg har et grundlæggende værd, fordijeg er skabt af Gud. Alene det forhold, at han holdermig ansvarlig, kan give mig tyngde og selvværd. Iførste trosartikel pointeres det, at alle mennesker haren fælles oprindelse. Vi har alle sammen forvildet osbort fra Gud, men vi er dog en flok søskende, der hargjort det. Han har skabt os som individer, javel, menvi er en flok individer, der ikke kan leve uden fælles-skab med hinanden, jf. skabelsesberetningenord om, at det ikke er godt, at mennesket eralene (1 Mos 2,18).

Anden trosartikel anslår også det fællessom noget grundlæggende. Vi mennesker ernemlig fælles om behovet for en frelser. Vi eralle faldet i synd og har alle kun ét sted atsøge hen for at undgå Guds dom: til Jesus Kristus. Isin forklaring pointerer Luther det individuelle, nårhan siger: ”Jeg tror, at Jesus ¼ er min herre, som hargenløst mig fortabte og fordømte menneske, købt ogvundet mig fra alle synder ¼ for at jeg skal være hansegen.” (Mine kursiveringer). Netop her er det på sinplads med individualisme, for er der én ting, den indi-viduelle forkyndelse har fat om, så er det, at vi gårenkeltvis ind i Guds rige. Men vi står fortsat i detmenneskelige fællesskab, og ved indgangen til Gudsrige træder vi ind i et andet fællesskab, nemlig detkristne.

Dette pointerer tredje trosartikel: ”Vi tror på enhellig, almindelig kirke, de helliges fællesskab.” I sinforklaring tager Luther igen afsæt i det individuelle.”Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tropå Jesus ¼ men Helligånden har kaldet mig.” Ja, fordet skal slås fast med syvtommersøm, at indgangen iGuds rige er individuel. Men aldrig så snart er jeggået ind i Guds rige, så pointeres det: ”ligesom hankalder ¼hele den kristne menighed på jorden. ¼I denkristne menighed forlader han dagligt mig og alle tro-ende al synd ¼ giver mig og alle troende et evigt liv.”

(Mine kursiveringer). Bemærk, hvordan kristenlivetog håbet er centreret omkring fællesskabet.

Disse dimensioner i trosbekendelsen bør betonesstærkere i vores forkyndelse og sjælesorg.

FadervorFadervor er en stærk fælles bøn. Ikke underligt, at vi ihøj grad bruger den sådan. Den begynder jo med ”Vor

Fader”, ikke ”Min fa-der”. Selve indgangen tilbønnen markerer, at viikke henvender os til enprivat, individuel Gud,men til en offentlig, fæl-les Gud.

De første tre bønner drejer sig om, at denne eneGud må blive helliget, kendt og æret af alle. Her erikke jeg, men Gud i centrum. De sidste fire bønner ermeget lidt individuelle. Brugen af de personlige sted-ord viser det tydeligt: ”Giv os i dag vort daglige brød.Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyld-nere. Og led os ikke ind i fristelse. Men fri os fra detonde.” Denne bøn, som Jesus lærte os, ånder af detfælles. Kristenliv og Gudsforhold er ikke bare et indi-viduelt projekt. Det er noget, mange er fælles om. Jegkan ikke bede om dagligt brød for mig selv uden atbede om det for andre. Jeg kan ikke bede om synds-forladelse uden at tilgive andre. Osv.

I missionske miljøer har individualismen ogsåmedført, at vi synes, det er de personlige, inderligebønner, der er ”den rene vare” - med det til følge, atmange af os kører træt, fordi vi har så svært ved atvære personlige og inderlige nok. Her kan det væreen stor lettelse, at give en god dag i al inderlighed ogpersonlighed og ”blot” bede den bøn, Jesus har lærtos og som rummer alt, hvad der er brug for at bedeom.

Dette syn på Fadervor og bønnen bør betones

I første trosartikel er stærkmedicin mod en overdrevenindividualisme, som givermange mennesker lavtselvværd.

2-04.p65 18-02-2004, 13:1435

Sort

36


stærkere i vores forkyndelse og sjælesorg.

Dåb, nadver og skriftemålDe tre næste dele af katekismen handler om dåb, nad-ver og skriftemål. Også disse dele af troen fører os indi en sund balance mellem det individuelle og det fæl-les.

Dåben er fra en side set strengt individuel. Den erså personlig, at det netop er dette ene menneske meddette specifikke navn, somnu gives syndernes forla-delse og evigt liv. Men sam-tidig er dåben en indvielsetil det kristne fællesskab.Det er en dåb ind i Gudsfolk. Den er en stærk marke-ring af, at du ikke er alene; men du er fælles med allede andre døbte og troende.

Nadveren har fra en side set fokus på det individu-elle, idet brød og vin gives til netop mig og er udgydtfor netop mig. Men som ved alle andre måltider erfællesskabet en bærende del af nadveren. Det er enstærk markering af fællesskabet med de andre nåde-trængende syndere. Ja, ikke bare fællesskab med delevende, som vi knæler side om side med rundt omalteret, men også med de døde troende, som billedligttalt sidder til bords med os i halvbuens usynlige del.

Skriftemålet, som desværre i pietistiske sammen-hænge er blevet groft forsømt, er på samme mådestrengt personligt, da det netop er mig, som bekendersynderne, der får tilsagt syndsforladelse. Men skrifte-faderen tilsiger mig ikke syndsforladelse på baggrundaf en personlig test af min bekendelses alvor ogdybde. Han eller hun gør det på Jesu løfte og påvegne af menigheden. Heller ikke her er den person-lige inderlighed bærende; det er ordet, løftet oghåndspålæggelsen.

For blot at nævne én ting, så kan dåb, nadver og

skriftemål give stor hjælp til en frelsesvished, somikke er så individuel, som megen vækkelses-forkyndelse lægger op til. Visheden om frelsen ermere båret af det ydre tegn og løfter end af min indre,følelsesmæssige tilstand.

Dåb, nadver og skriftemål bør derfor betones stær-kere i vores forkyndelse og sjælesorg.

Sund balancegangDet handler altså ikke om atvælge mellem det individu-elle og det fælles, men om atholde spænding på beggedisse poler. En overdreven in-dividualisme svækker synetfor næsten.

En overdreven pointering af fællesskabet svækkersynet for det personlige ansvar.

På den anden side gælder det også om at se, hvorder er behov for at sætte ind i vores aktuelle situation- i vores organisation i dag. Jeg vover at påstå, at tidenskraftige individualisme og den vågnende efterspørg-sel efter det fælles udfordrer os til at finde fællesskabetspotentiale i vores tro og fremholde det i forkyndelse,samtaler og prioriteringer.

Dåb, nadver og skriftemål kan givestor hjælp til en frelsesvished, somikke er så individuel, som megenvækkelsesforkyndelse lægger op til.

Carsten Hjorth Pedersen f. 1955Lærer 1980, exam.pæd 1992 og cand.polit i pæda-

gogik og kristendom 1996Siden 1999 pædagogisk konsulent i Kristent Pæ-

dagogisk Institut (KPI)Har skrevet flere bøger, senest: Pædagogik i kri-

stent perspektiv, Credo 2002

2-04.p65 18-02-2004, 13:1436

Sort

37


Forkynnelsen er hjerteslag og livspuls i denkristne menighet. Svikter forkynnelsen, dør kir-ken. Den forkynnelsen som holder det åndeligelivet i gang, er ikke bare en allmenn tale omGud. Den bringer vitnesbyrd om Kristus og frel-sen i ham.

«Den preken og lære som ikke lærer og prekerKristus for oss, kan ikke være daglig brød og næringfor vår sjel,» skrev Martin Luther.

Der vitnesbyrdet om Jesus blir båret fram, virkerDen Hellige Ånd samtidig og gjør sin gjerning ihjertene. Han er herre over det bibelordet som for-midles. Når vi er opptatt av kommunikasjon og kon-takt, virkninger og resultater, må vi ydmykt bekjenneat heldige utfall kan vi ikke organisere frem på egenhånd.

Men vi er Guds medarbeidere. Vår planlegging ogvårt virke blir regnet med av Gud, og han ønsker at vitar i bruk all god og sann kunnskap, som i siste in-stans stammer fra ham. Derfor bør en forkynner stilleseg positivt til å lære mer om kommunikasjon.

Min definisjon er at kommunikasjon er å danne etfellesskap av to eller flere personer slik atmeningsinnhold eller budskap kan utveksles mellomdem. Ut fra en slik definisjon kan det stilles tospørsmål til forkynnelsen:

Makter vi å sette forkynnelsen inn i et virkelig ogsant fellesskap mellom mennesker? Det blir ikkeforkynnelse av å rope et eller annet ut i tomme luften.Det må være et forhold mellom den som taler, og

dem som lytter.For det andre: Blir budskapet knyttet til former,

språk og følelser som gjør at folk åpner seg og blirmottakelige for budskapet?

Vi kan lære mye om kommunikasjon av Bibelen. Lameg ta frem fire personer i rollen som forkynnere, ogpeke på noen momenter.

Josef (1. Mos 42–46)Josefs brødre, som hadde vært så onde mot ham, komtil Egypt, der han var statsminister og matfordelerunder hungersnøden. De kjente ikke Josef igjen, menhan kjente dem. Han talte harde ord. Han satte dempå prøve om de talte sant. Det var tydelig at Josefville vekke sine brødre til erkjennelse.

De ble rammet av anklagen og brakt tilsyndserkjennelse. Angeren kom, uttrykt i Rubens ord:«Sa jeg det ikke til dere ...» Men det var vanskeligogså for forkynneren Josef å tale til samvittigheten.Han måtte vende seg bort og gråte.

Likevel viste Josef barmhjertighet. Pengene dekjøpte korn for, fikk de med seg tilbake øverst isekkene. Fra Josefs side var det ment sombarmhjertighet, som en nåde. Men fordi brødrenekjente seg under lovens anklage, så de ikke atgodheten var en gave. Da han senere inviterte dem tilet festmåltid i sitt hus, fryktet de at det var en felleeller forberedelse til et overfall.

Dette viser at kommunikasjon ikke fungerer somenkel matematikk. Mennesker hører det de er i stand

FFFFForkorkorkorkorkynnelse oynnelse oynnelse oynnelse oynnelse ogggggkkkkkommommommommommunikunikunikunikunikasjonasjonasjonasjonasjon

Af Asbjørn Kvalbein

Artikel

2-04.p65 18-02-2004, 13:1437

Sort

38


til å oppfatte. Det vi forkynner som evangelium, kanoppfattes som lov. Skriften taler om en åndelig for-blindelse, som vi ikke kan overvinne bare med ele-gant kommunikasjon.

Jesus Kristus (Joh 4)Beretningen om Jesu møte med kvinnen ved brønneni Sykar kan lære oss mye om kommunikasjon. Jesus labort fordommer mot samaritanerne, han behandlet enkvinne med respekt, han opptrådte på en måte somoverrasket disiplene. Han ba kvinnen om en tjeneste.Hun fikk gjøre noe hun var dyktig til, å øse opp vann.Og så finner jeg et fremtredende trekk i det Jesusgjorde: Han skapte undring hos henne. «Hvordan kandu ...?» Han skapte lengsel hos henne. «Kjente duGuds gave ...» Ny undring: «Hvor har du det levendevann fra?» Da respekt, kontakt og trygghet varopprettet, og kvinnen undret seg, kom Jesus med etstikk av lovens forkynnelse: «Gå og rop på din mann...» Hun prøvde å vri seg unna med en diskusjon omteologiske spørsmål. Men han førte henne mildt fremtil en presentasjon av seg selv som Messias, Frelseren.Hun fikk se hvem hun selv var, og hvem Jesus er, ogdermed var vekkelsens ild tent.

Jesus gir her det aller beste eksempel på en kjærligog klok kombinasjon av menneskeligkommunikasjon og dyp forkynnelse.

Peter (Apg 2)Da Peter talte den første pinsedagen, var folk sværtmotivert for å høre hva han hadde å si. Et språkligunder hadde nettopp funnet sted. Peter lot seg ikkefriste til tom retorikk. Han smalet seg om tre hoved-punkter: Han siterte hva Skriften sier om Messias ogden siste tid. Han gjenga fakta om det som haddehendt med Jesus. Han viste at Jesus er Messias ut fraSkriften. «Så skal da hele Israels folk vite for visst atGud har gjort ham både til Herre og til Messias,

denne Jesus som dere korsfestet.» Dette siste stikketav lovens ord fikk folk til å spørre hva de skulle gjøre.Og på ny brøt vekkelsen frem blant tilhørerne.

Slik er kommunikasjon på sitt beste. Det var skaptet fellesskap mellom dem alle ved at de haddeopplevd noe enestående sammen. Så forkynte Petermyndig, troverdig og med stor overbevisning.

Paulus (Apg 17)Paulus’ opptreden på Areopagos viser et godtsamspill mellom kommunikasjon og forkynnelse.Han begynte talen med en observasjon: Tilhørernesyntes å være meget religiøse. De måtte oppfatte dettesom en anerkjennelse. Så fortalte han hva han haddeopplevd under besøket i Aten. Alle er interessert i åhøre hva fremmede sier om deres hjemsted. Det hand-ler om å gi og få bekreftelse. Paulus knyttet til noekjent, og han vakte deres nysgjerrighet da han pektepå alteret for den ukjente Gud. «Det som dere altsådyrker uten å kjenne, det forkynner jeg dere.» Dermedvar han i gang. Han forkynte først om Gud. Hanskapte nærhet ved å bruke sitater fra deres egne auto-riteter for å understreke sine poenger. Så kom denklare appellen til omvendelse: «Etter at Gud har båretover med uvitenhetens tider, befaler han nå alle men-nesker alle steder, at de skal omvende seg.» Nåkonsentrerte han seg om temaene synd, rettferdighetog dom, som Jesus omtaler som Den Hellige Åndsfremste oppgave. Og konklusjonen, høydepunktet,var vitnesbyrdet om Jesus og oppstandelsen.

Av disse fire eksemplene kan vi lære mye omkommuniserende forkynnelse og forkynnelse som nårfrem til hjertene. Men merk at alt synes ikke å værevellykket. Josefs brødre oppfattet ikke godheten, ogJakob nektet å tro hva sønnene fortalte. Jesu disiplerså ikke storheten i det som hendte. Peter ble kastet ifengsel like etter sin store tale – folkets ledere tålteslett ikke hva han sa. Paulus ble kalt pratmaker, og

2-04.p65 18-02-2004, 13:1438

Sort

39


oppsto det egentlig noen levende og stor menighet iAten?

Dette er viktig å merke seg. Av og til får vi høre atutsagn fra forkynnelse og kirke «ikkekommuniserer». Man mener: Folk misforstår, detvekker anstøt, det irriterer, folk vender seg bort. «Vimå ikke si noe som folk bliropphisset av.» Men negativereaksjoner er normalt. Korsets ogevangeliets anstøt kan ikke og skalikke poleres bort med dyktigkommunikasjon. Den Hellige Ånder herre over Ordets virkninger.Den samme varme kan få egg til åbli harde og smør til å smelte. Vimå stå frem som sanne og helemennesker og presentere det sanneog hele evangeliet. Da forkynner vipå en kommuniserende måte.

Unngå å bli kjedelig«Predikantenes fyrste», CharlesHaddon Spurgeon, uttalte en gang:«Predikantens ånd og måte å tale påhar ofte større virkning enn talensinnhold.» Hans erfaring må oppmuntre alle ordetsforkynnere til å arbeide med seg selv, sin måte å ståfrem på, og med selve budskapet.

En annen stor britisk, evangelikal forkynner, Dr. D.Martyn Lloyd-Jones, skrev i sin bok om forkynnelse:«Forkynneren må aldri bli kjedelig, han må aldri blitrettende, han må aldri bli hva vi kan kalle «tung» ...Jeg vil si at en kjedelig forkynner er enselvmotsigelse. Hvis han er kjedelig, er han ikke enforkynner.»

Hva kan vi gjøre for å forbedre vår måte å si tingpå? Hvordan kan vi unngå å bli kjedelige?

SpråketMange har et naturtalent for å bruke et fengende ogvariert muntlig språk. Men de fleste av oss må arbeidemed ord og formuleringer for ikke å stivne. Mangeflere forkynnere burde skrive ned sine taler og gå kri-tisk gjennom manuskriptet. Lag setningene kortere.

Bruk flere verb og færre sub-stantiver. Finn spennende ognye, kontaktskapende ord for åforklare kristne sannheter. Passpå at ikke tankegangen går påkryss og tvers, men rydd oppså tilhøreren blir med på enlogisk, jevn vandring. Iforlagsarbeid setter vimedarbeidere til hva vi kallerspråkvask. Forkynnere som vilvokse, bør våge å underkasteseg en slik kritisk evaluering.

Den nonverbalekommunikasjonVi formidler et budskap og etinntrykk på ufattelig mangemåter ved siden av å bruke

ord. Stemmen er et uttrykksfullt instrument. Vi vetlite om hvordan andre oppfatter oss. Volum, flyt,tempo og stemmeleie bringer et metabudskap som vikanskje ikke er klar over. Vi kommuniserer medøynene, med mimikk, gestikulering, ved klær, atmo-sfære, avstand osv. Det nonverbale språket kan entenforsterke eller svekke det verbale budskapet. Enforkynner må kunne stille et spørsmål til gode ven-ner: Hvordan oppfattes jeg? – uten å bli sett på somselvopptatt. På denne bakgrunnen bør ikkeforkynneren være fremmed for stadig å utvide sittkommunikasjonsmessige repertoar. Åpenbaringen fraGud appellerer til alle menneskets sanser, det ser vi

Der bliver ikke automatisk forkyndelse af atråbe et eller andet ud i den tomme luft.

2-04.p65 18-02-2004, 13:1439

Sort

40


av Bibelen. Bør vi ikke lære av den?

RelasjonerDen kjente norske bibellæreren Øivind Andersenuttalte en gang at «du kan ikke vinne et menneske forKristus før du har vunnet det mennesket for deg per-sonlig». En slik påstand vitner om at også Andersenså hvor viktig kommunikasjon og sannmenneskelighet er for en forkynner. Det blir en bedrekontakt når du har empati (innlevelse) i forhold til til-høreren, og motsatt. En relasjon opprettes ved at vihilser, tar kontakt, finner felles plattformer oginteresseområder, og stadig bekrefter hverandre sommedmennesker og kamerater. Jesus tiltalte både ondeog gode som venner. Føler et menneske seg avvist aven forkynner, er det store sjanser for at budskapet somlyder, også blir avvist. Den som med respekt virkeliglytter til den andre part, vinner seg en rett til å blihørt.

HoldningerJeg nevnte den samaritanske kvinne, som sikkerthadde opplevd både rasisme, fordommer, fordøm-melse og avvisning. Vi må lære av Jesus å avvise syn-den, men elske synderen. Tror vi virkelig at Gud harskapt alle mennesker i sitt bilde, må det føre til at vialdri ser ned på noe menneske som Gud har skapt. «Åelske å forkynne er én ting – å elske dem vi forkynnertil, er noe helt annet,» skrev Richard Cecil. Vi skal haliten toleranse for avvik i forhold til sannhet og rett.Men vi må ha stor toleranse for hvordan menneskertrer frem i denne verden. Det er ikke vår sak ådømme.

Åpenhet og nærhetVi vinner venner ved å åpne oss. Den godeselvavsløring skaper gjenkjennelse og trygghet hostilhøreren. Jeg mener ikke at en forkynner skal

utlevere seg for mye eller bli selvopptatt. Men denunderfundige selvironien, den varme omtale av ven-ner og slektninger, at en deler gode opplevelser, altslikt kan bryte veier for evangeliet og vitnesbyrdetom Jesus.

En forkynner må ikke forakte det menneskelige ogfølelsesmessige. Spurgeon skrev: «Den klasse menne-sker som krever en logisk begrunnelse, utgjør en litendel sammenlignet med alle dem en må overbeviserent følelsesmessig. Her fordres det ikke i første rekkelogisk resonnement, men mer av hjertets argumenter –som ikke er annet enn en logikk som er kommet ibrann.»

Fortelling og illustrasjonerDet vi kristne tror på, er ikke først og fremst etdogme, men historiske hendelser. Vi tror på enfortelling om hvordan Gud har skapt og gjenløst ver-den, hvordan han sendte Jesus Kristus, og alt somskjedde med ham. Vi tror på hvordan Guds menighetble formet i den første kristne tid, og hva Gud skalgjøre i fremtiden. Du kan ikke kommunisere kristen-dom hvis du beveger deg langt bort fra detgrunnleggende plottet i vår tro. Budskapet er i sittvesen dramatisk.

Derfor skal vi ikke være redde for illustrasjoner ogfortellinger. De må komme før begrepene. Tilhørerenmå både høre, se og oppleve sammen med ordet ogfellesskapet. Derfor gjelder det å invitere og overra-ske tilhøreren inn i kraftfeltet av hva som hendte, oghva som stadig hender.

Bruk tid på bønnProfessor Ole Hallesby sa en gang at vi har mangetalere i dag, men få forkynnere. Dyktighet ikommunikasjon kan styrke både taleren ogforkynneren i oss. Hva som seirer, har sammenhengmed hva vi vil oppnå og hvem vi egentlig tjener.

2-04.p65 18-02-2004, 13:1440

Sort

41


Den skotsk-amerikanske forkynneren D. StuartBriscoe sier som sin erfaring: «Jeg er takknemlig forat jeg tidlig lærte en viktig lekse. En forkynners moti-ver er viktigere enn en forkynners metoder. Hvis detsom går for seg i en forkynners hjerte, ikke er rett, vildet som kommer ut av munnen, være helt galt.»

Derfor er det mange viktige forhold å ta vare på omvi skal bevares som sanne forkynnere: Respekt for

budskapet. Respekt for oppdraget. Respekt for tilhø-reren. Respekt for oss selv og måten vi formidler.Avhengighet av Den Hellige Ånd og hansvirksomhet.

Kanskje vi bør legge oss på sinne hva den norskeforkynneren Tore Tungland sa en gang: «Det er engod regel å bruke mer tid på bønn enn på å skrive nedtalen.»

Asbjørn Kvalbein f. 1944Forlagschef på Lunde Forlag, NorgeCand.theol. og amerikansk mastergrad i kommunikation.Har været redaktør for Ungdom og Tiden og Utsyn samt leder for Norea Radio Norge og rektor på

Gimlekollen Mediacenter.Har skrevet flere bøger, bl.a. en lærebog i kommunikation og andagtsbogen Nærmere, som er udkommet

på dansk.

2-04.p65 18-02-2004, 13:1441

Sort

42


Artiklen ”Lidt fra nogle Møder” er hentet fra Budskabfra Naadens Rige, november 1901. Artiklen er skrevetaf Chr. Møller. I Møllers redaktørperiode, 1865 - 1907er Budskabet et et månedsblad på typisk 16 sider. Næ-sten altid var der en længere opbyggelig artikel på 5til 6 sider, nogle mindre artikler også af opbyggeligart, som Møller hentede fra forskellige svenske, nor-ske, engelske eller tyske blade samt lidt orienteringom bibelspredning, jødemission, nogle tildragelser,mission i Kina og endelig sluttede bladet af med enliste over bidrag til missionen.

I november 1901 indeholdt Budskabet dog en læn-gere artikel, hvor Chr. Møller fortæller om sin tjene-ste i Luthersk Missionsforening. Mig bekendt er detførste og eneste gang, han så indgående beskriver hi-storien, som han selv var en central del af. I flerefremstillinger af LM.’s historie er denne artikel ensmule overset. I denne førstehåndskilde fastslås det,hvornår Møller kom til Vestjylland for første gang, ogat han først stiftede bekendtskab med Rosenius’ blad”Pietisten” efter sin såkaldte langfredagsoplevelse.Artiklen er 15 sider lang, derfor gengives den i stærktforkortet form, men med den oprindelige stavemåde -dog her med latinske bogstaver og ikke de oprinde-lige gotiske !

Lidt fra nogle møderSom sædvanlig ved Begyndelsen af Efteraaret har jo”Luthersk Missionsforening” ogsaa i Aar afholdt enRække større Møder paa forskellige Steder: i Helsin-gør, Hillerød, Kjøbenhavn, Holbæk, Hulerød, Skjern,Finderup og flere Steder. Saadanne Møder afgive velikke nogen særdeles paalidelig Maalestok for dedeltagenes virkelige aandelige Tilstand og Hjerte-forhold til den eneste sande Gud og den, han ud-sendte, Jesus Kristus, ei heller Kristendommens Ud-øvelse for Gud og Mennesker i det daglige Liv. Vedsaadanne Leiligheder har man jo gjerne, billedlig talt,ligesom en Smule Festdragt paa og de maaske mindreberømmelige, eller mindre pæne Hverdagsklæder er,i alle Fald for en Del, lagte til Side, uden dog at her-ved er nogen Tale om Hykleri. (...)Et par af Møderne, nemlig i Skjern og i Finderup iJylland, havde lidt særeget Præg i Anledning af, at detjust var 25 Aar siden, at de derværende Missionshusetoges i Brug første Gang. Herfra skal vi da, ifølge ud-talte Ønsker, saa vidt Humkomelse og Plads strækkertil, at gjengive enkelte Træk.

Søndag d. 22 Septbr. Samledes Folk fra fjern og nærtil Fods, til Vogns og pr. Jernbane til Skjern, saa at detstore og rummelige Missionshus omsider blev fyldtindtil Trængsel. Veiret var særdeles behageligt. Brød-rene paa Pladsen havde givet os et Program for Mø-

BudskBudskBudskBudskBudskaaaaabetbetbetbetbet140 år140 år140 år140 år140 år

Jubilæum

Jubi læum

2-04.p65 18-02-2004, 13:1442

Sort

43


dets Gang. Efter Afsyngelsen af 196 Ahnf., Taksigelse,Bøn og en kort Velkomsthilsen af M. talte Chr.Vestergaard enfoldigt og godt om Johannes’ Vidnets-byrd, og særlig om det Hjertepunkt: Se det GudsLam, som bærer Verdens Synd !

Efter Middagsopholdet skulde da undertegnedetjene.

Vore Brødre her har stillet mig en ganske vanskeligOpgave, idet de har begjæret, at man skulde holde etSlags Jubilæums- eller Festtale i Anledning af, at detjust er 25 Aar siden, at dette Hus blev taget i Brugførste Gang. (...)Den lille Smule, man endnu kan se af Herrens forun-derlige og uendelig naadefulde Førelser, vilde dogvære altfor vidtløftigt at tale om her. Kun saa megettør vel antydes, at under det skrækkelig kulsorteaandelige Mørke, som i min Barndom og Ungdomherskede i min Hjemegn, og ved den sørgelige Un-dervisning, man fik i Skolen, hvor Jesus Kristus vedenhver Lejlighed blev nedsat, ringeagtet, ja ofte om-talte med en vis Bitterhed, hvorved en giftig Sæd blevudsaaet i tidlig tænkende Barnehjerter - med alt detteer det et Guds Under, at man ikke er sunket ned iFritænkeriets og Kristusfornægtelsens frygtlige af-grund, som saa mange andre. Om jeg skulde nævnenoget ydre Middel, som Herren betjente sig af til atbevare fra denne Ulykke, saa maatte jeg sige: minModer. Hun havde fra sit tarvelige Hjem medbragt envis gammeldags Gudsfrygt og nogle gamle Bøger. (...)Ved 15-16 Aars Alderen formede denne Ærefrygt forGud sig mere som et bestemt Krav i Samvittigheden,og da man for anden Gang i sit Liv berete sig paa atgaa til Herrens Nadver, føltes dette Krav paa en be-synderlig anklagende Maade. Min Teologi var, at mankun turde gjøre Regning paa Syndernes Forladelse forJesu Skyld, naar man selv af yderste Evne havde vog-tet sig for Synden og stridt imod den. Og fra den Dagstræbte jeg alvorligt at leve efter min arme Mening

syndfri i Tanker, Ord og Gernin-ger for da at faa Forladelse formulige Skrøbeligheder. Ak, manforstod jo ikke, hverken hvad Gudeller Naade er; men sikkert er det,at det blev et uudholdeligtTrælleaag, og jeg resoverede omsi-der som saa, at Gud, som er god,kunde dog ikke have bestemt Menneskene til etsaadant pineagtigt Slaveliv. Og man kjendte intet Stedat gaa hen og faa bedre Oplysning.

Hen ved 1860 og senere lod Gud en vækkendeJohannesrøst lyde hen over vor Ø, og den rystedemange op, bragte dem i Nød og alvorligt Arbeide forat blive bedre. Der blev en stor Bevægelse. Det varvisselig smaat bevendt med Kristi Evangelium for deulykkelige og fortabte; men Gud kende vist ikke faaos i Tale paa anden Maade.

Det er da nu i dette Efteraar 39 Aar siden, at den,som nu taler til Eder, blev tilligemed 6 andre udseet,kaldet og beskikket til at være en Missionær, det er etSendebud i Ordets Tjeneste. Det var dog ikke Menin-gen, at man skulde forlade sit legmlige Arbeide ellerreise udenfor Øen; men det ene Skridt førte det andetmed sig. De andre har jo nu forladt Skuepladsen, ogman staar jo her som en gammel Levning fra en svun-den Tid. Ak, vi havde ikke selv Fred med Gud, menlevede i Haabet om, at der maatte vel ske noget hosos. Og priset være hans Barmhjertighed; han lodogsaa noget ske, men noget helt andet, end man havdetænkt ! Det var Langfredag Morgen 1864, manvaagnede som saa ofte fredløs, sukkende og famlendeefter noget. Da lod Gud mig forstaa noget af de Ord:”Da vi endnu vare Overtrædere, døde Kristus tilbestemte Tid for de ugudelige” (Rom. 5,6). O, hvil-ken underlig Stund ! Det havde man læst saa ofte,men aldrig forstaaet, at det gjaldt de ugudelige, førendde selv var blevet mere fromme, varme og hyggelige.

Jubi læum

2-04.p65 18-02-2004, 13:1443

Sort

44


Meget Lys eller Indsigt i Evangelium blev det visseligikke; men det blev dog for den arme Sjæl et dyrebartHoldepunkt, som aldrig har sluppet siden. Kort efterføiede Gud det saa, at man fik nogle af Rosenius’Skrifter paa svansk og dervedlidt mere Lys og Kundskab iForsoningens store Raad. Vednytaar 1865 begyndte ”Budskabfra Naadens Rige” sin ringe Van-dring under yderst tarveligeKaar, og det kan jo endnu kaldestil Vidne. I 1866 gjorde vorhjemgangne Broder Sejersen ogjeg en besværlig Reise tilRosenius i Stokholm for at søgeRaad, Veiledning og Hjælp imodTvivl og den Uvished, sompæagede os, idet vi ikke forstod,om vi skulde eller turde fort-sætte med at tale for andre, dabaade vi og Folket, som havdekaldet os, ikke den Gang havdehavt Livet i Kristus, og vi kundenæsten heller ikke blive fri. Vividste intet Menneske nærmereat vende os til, og han gav os, som jeg troer, dyrebareRaad. Tillige skulde man raadføre sig med ham omOversættelsen af hans Skrifter paa dansk, hvortil hanogsaa gav sine Raad og sin Velsignelse.

Paa Tilbageveien derfra reiste undertegnede en lilleTur ud paa Nordsjælland i et privat Ærinde for attræffe et Par Kvinder fra vor Ø, som opholdt sig der.S. reiste lige hjem. Der var aldeles ingen Tanke paa, attale offentlig der; men nogle Folk derude begjærede,at man skulde holde Forsamlinger for dem, ogsaaledes blev dette ubetænkt Indledningen til denVirksomhed, som, vi haabe til mange Sjæles Velsig-nelse, siden har været og er paa de Egne. Fra Gilleleie

førte atter en Ledetraad over til Falster og Lolland.Men vi maa atter en liden Stund komme tilbage til

Jylland. Den yderlig tynde Traad, som førte hertil,blev egentlig begyndt i Holbæk. Igjennem en Mand,

som en Tid havde været i H.blev man kaldet dertil for at taleEvangelium. Der var leiet ettemmelig stort og skummeltLokale, som benyttedes til Tea-ter og flere Ting, og der kom enhel Del Folk. Udenfor blev derlavet en hæslig Støi og Spekta-kel, men Herren velsignede sitOrd. (...)Næste dag gik jeg ud en Stundpaa en Spadseresti udenomByen og traf der en ung, pænPige, som Kjørte et Barn i enVogn. Hun standsede og lodfalde en yrting om at spadsere,og jeg benyttede Leiligheden tilat sige hende noget om mitÆrinde og om den Frelser, somelsker alle Syndere og kjøbte ostil Gud med sit Blod. ”Aah”,

sagde hun, ”det var vist noget for min forlovede, forhan er ofte saa underlig tungsindig”. Selv mente joikke at behøve noget saadant; men jeg tænkte, atmaaske var der en Sjæl, som Herren vilde have Budtil, og sagde, at om jeg blot kunde træffe hendes forlo-vede, saa vilde jeg være til Tjeneste til enhver Tid,Nat eller Dag undtagen om Aftenerne i Mødetiden.Hun føiede det saa, at vi traf sammen, og der var enSjæl, som hungrede og tørstede efter Frelse og gjerneannammede Jesus og hans Naade, hvori jeg haaber,han lever endnu. Han fik nogle evangeliske Skrifter,og vi prisede Gud med hverandre. Senere blev hanindkaldt som Marinesoldat og fik i Tjenesten en Kam-

Jubi læum

2-04.p65 18-02-2004, 13:1444

Sort

45


merat fra Jylland, som havde arbeidet opp i Sahl vedLimfjorden. Til denne talte vor Ven om den Frelser ogden Sag, som var saa dyrebar for ham og Gud velsig-nede Ordet ogsaa for denne, saa han ikke blot tænktepaa sig selv, men ogsaa paa dem,han før havde været iblandt. Hanskrev til dem derom, samt at deendelig maate søge at den den ogden Mand dertil at holde Møder.Der kom saa flere Breve baade fradem og ham om endelig atkomme og tale for dem. Det varjo ikke saa let; det var ikke rige-ligt hverken med Penge ellerKlæder; men omsider blev daskrevet til dem, at de kunde be-stemme Møder de og de Dage,om Gud vilde, og der var da envis Forventning der oppe. Det varikke saa meget bevendt med ”denindre Mission” i den tid; men denhavde dog der paa Egnen en Ud-sending, han hed Julius Dalstrøm.Han hørte da ogsaa om disse Mø-der, som ventedes, og gjorde alt,hvad der stod i hans Magt, for at forhindre dem. Hanfik samlet mange Folk og advarede dem saa indtræn-gende imod den farlige Vildfarelse, som truede medat komme, om de saa alligevel gik hen og hørte, saavilde han anklage dem for Gud Fader i Himlen. Ak,det var den Vildfarelse, som er Jøder en Forargelse ogGræker en Daarlighed, og som han slet intet kjendtetil. Men han græd og forsikkrede, at de kunde dog troham, som gik paa Gravens Bred. Det mente han nuegentlig slet ikke, og det var heller ikke sandt, udenfor saa vidt, at der gjør vi jo alle. Han kom nok sidenaf visse Grunde bort til Amerika. Men Folket blev joskræmmet og bange. Omsider kom man da afsted

Jubi læum

med en Del Bøger og det aller nødvendigste af Linnedog Strømper i en Taske paa Ryggen. Naar man gik fraKjøbenhavn et Kvarter før 7 Morgen, kunde manvære i Vinderup ved Ellevetiden Aften. Der stod man

saa fuldstændig vildfremmed.Der stod et Par Mænd, og demspurgte jeg da, om de maaskekunde sige meig Besked om enMand, som hed saa og saa. Jo,det var da den ene af dem, ogde skulde tage imod en saadanog saadan Mand. Tak, det varvenligt af Dem; det er mig. Saakan du gaa med mig hjem ogligge i Nat. Mange tak. Vi giksaa alle tre hen til Gaarden.Men aldrig saa snart havde visat i Gang, før de begyndte atfortælle, at her kunde ingenForsamling blive; de vareafslyte, for J. D. havde sagt saaog saa, og de var bage for, atdet var nogen Vildfarelse. Ognu var det bedst, jeg saa til atkomme bort igjen i Morgen

med første Tog. Ak, hvilken Modtagelse ! Eller hvadmente Herren ? Man var da ikke kommen uden Bøntil ham eller efter egne Planer. (...)Om Morgenen gik jeg hen til den anden Mand, somegentlig var den, der før havde skrevet. Han holdt signoget ude, men kom dog omsider ind, nogen forle-gen. Han saa da ud ad Vinduet og udbrød i en under-lig betuttet Tone: ”Der kommer virkelig P.H.!” Ja, derkom en noget høi Mand. Hvem er da P.H. ? Aah, deter saadan en Sværmer. Naa, jeg interesserede mig joikke særdeles for Sværmere. Anden kom da ind, oguden videre Formaliteter sagde han til den fremmede:”Jeg vilde nok vide af dig, hvordan du har det med

2-04.p65 18-02-2004, 13:1445

Sort

46


Kristus og hans Retfærdighed !” Et mærkværdigtSpørgsmaal i den Stund ! Tusinde Spørgsmaal harman vel faaet om forskellige Mænd, forskellige Bø-ger, Læremeninger osv. Men vel aldrig om Kristus oghans Retfærdighed. Det tyededa ikke særdeles paa Sværmeri.- Jo, Gud ske Tak, med Kristushar jeg det godt. Han døde tilbestemt Tid for de ugudeligeog for mig. Han er en Forso-ning for mine og hele VerdensSynder. I ham har jeg al minRetfærdighed; hans Blod ren-ser mig fra al Synd. - Forsigtigttog Manden en lille Bog op afLommen, viste mig Titelen ogspurgte: Kjender du denne her? Jo, det gjør jeg, for jeg harskrevet den. ”Har du ?! Ja, dethar jeg. Men nu er jeg megetforlegen: thi de har ofte skrevetefter mig her, og nu, da jeg en-delig er kommen saa langt, vilde, at jeg øjeblikkelig skal reisebort igjen uden at faa talt mednogen. - Nei, nu skal du gaa med mig hjem, og saaskal der blive Forsamling hos mig Klokken to. - Aa,det kan vel ikke blive i Dag, men maaske der kundeblive samlet lidt Folk i Morgen, saa man dog kundesige dem, hvad man troer og vil udbrede. - Jo, det skalnok blive i Dag. - Vi gik, og ved Totiden samledes enforholdsvis stor Skare Mennesker. Huset var trangt;men Vinduerne blev tagne af, og baade Huset og denlille Gaardsplads var fyldt af Folk (...)Men saa var der oppe i Hanning en Mand, JakobDegn hed han, som paa nogen for mig ukjendt Maadehavde faaet fat i en Aargang af ”Budskabet” og flereGange, havde skrevet til Udgiveren om at komme og

tale om samme Sag, som Bladet indeholdt. Hamskulde man da ogsaa besøge. Det var jo ikke let. Jern-banen, som var den eneste, der fandtes i hele Jylland,gik ikke længere end til Holstebro, og siden var der

over 5 Mile. Imidlertid havde Ju-lius Dalstrøm ogsaa været her påEgnen og paa samme Maadetruet, grædt og advaret imod denskrækkelig farlige Vildfarelse ogindjaget det enfoldige Folk Frygtog Ængstelse. Da jeg efter en DelBesvær endelig kom til Mandenshjem, var han i sin Iver for attræffe den ventede fremmedegaaet bort til et Sted nord paa,hvor man havde hørt, at denneskjulde tale. Maaske skulde hanogsaa høre, om der var nogenVildfarelse, saa de kunde tage sigi Agt i Tide. Konen var megetforlegen og henviste mig til enMand i Nærheden. Han var ogsaaforlegen, men spændte for en storHøstvogn, og saa kjørte vi tilSkjern. Maaske var det efter Af-

tale. Her var de ogsaa forlegne og ængstelige ogspurgte, om jeg ikke kunde have Lyst til at gaa hen ogtale med en gammel Mand, som jeg forstod, der havdeAnseelse ibandt dem. Nok forstod jeg, hvad det gjaldt.Han tog mig med nogen Myndighed i Forhør, og detfaldt godt ud. Han var især imod en vis religiøs Ret-ning, og det forstod han nok, at vedkommende ikkehørte til den. Saa sagde han til Folket: Nei, her er in-gen Fare. Ham kan I gjerne høre, for der er ingenVildfarelse. Han har den gamle Lære. Saa blev derForsamling paa en Gaard i Nærheden, og der varmange Mennesker. Om Gud lader os samles i F. iMorgen, har vi tænkt paa at læse samme Tekst, og

Jubi læum

2-04.p65 18-02-2004, 13:1446

Sort

47


hvad Grundtankerne angaar, udtale det samme, somda blev læst og talet. Præsten var ogsaa tilstede. DaTalen sluttede, reiste han sig og sagde, der kunde jointet indvendes imod, hvad denne fremmede Mandhavde sagt; men det er jo kun, hvad jeg altid har sagtJer; vi skal intet gjøre, nei, vi skal slet ingen Tinggjøre; vi skal bare tro. Men tro skal vi ! sagde hankraftigt og slog sin flade Haand i Bordet. Han fandtaltsaa ikke som J.D. nogen farlig Vildfarelse; thi dahavde ikke atter og atter forsikkret, at det samme

Jubi læum

Hurra du har vundet!Vinderen af Budskaabets hvervekampagne 2003 blev

Mette Lauridsen, Kærvej 4, Skjern

Kampagnen gik ud på at hverve tre eller flere nye abonnenter til Bud-skabet. Mette Lauridsen har hermed vundet bøger efter frit valg for 400kr. hos LogosMedia.Vi takker Budskabets læsere for hjælpen med at finde nye abonnenter.

havde han altid sagt. En anden Sag er det jo, om det erganske det samme, enten man befaler Folk, at de skaltro! Eller man prædiker for dem Evangelium om Je-sus Kristus, hans Forsoning for de ugudelige og for-tabte og hans kjærlighed til alle uværdige, elendigeSyndere, hvorved den Helligeaand virker Tro i de fat-tige Hjerter. Men et er sikkert, at ”Vidnesbyrdenekom ikke overens” fra ham og J.D (Mark. 14,56)

Indledning og udvalg af artikeler fortaget af Ebbe Kaas

2-04.p65 18-02-2004, 13:1447

Sort

48


Fremtidensgrundbog forkristne ledere

Gennem de senere år har der væretet stigende fokus på godt leder-skab – også inden for kristne sam-menhænge. For nylig udkom enbog, som har til hensigt at styrkedenne positive udvikling: Atkristne ledere må udrustes til godtlederskab. Bogen har potentialettil at blive en grundbog for kristneledere i det kommende årti.

I forordet skriver forfatternebl.a.: ”Vi vil gerne inspirere til atsætte fokus på ledelse og at brugeredskaber og inspiration fra demange gode bøger, der er skrevetom det. Samtidig ønsker vi atsætte det kristne lederskab ind iden bibelske sammenhæng.”

Denne målsætning lever bogenop til. Der gives god indsigt i enrække bibelske personers leder-skab. Spændende og inspirerendeafsnit, hvor læseren får et dyberekendskab til emnet. Særligt afsnit-

tet om Jesu lederskab.Kombineret med indføringen i

generel ledelse med tilhørendeledelsesdiscipliner får bogen pon-dus som et værktøj til udvikling afkristne ledere. Dette suppleresmed anerkendte ledelsesteorier og-modeller inden for kommunika-tion, konfliktløsning, team-samarbejde, teamroller oglederstil.

Der er gjort velvalgtbrug af ledelsesteorier.Forfatterne kunnedog under kommu-nikation havevalgt at med-tage f.eks.transaktions-analysen.Dette erdog etmindrekritikpunkt,da bogen genereltfremstår meget hel-støbt.

Forfatterne er direkte i ordval-get.. Sproget i bogen bærer prægaf at have hentet inspiration ogudtryk fra både management-verdenen / erhvervslivet og de bi-

belske sandheder og værdier, hvil-ket vil være en tilvænning fornogle læsere.

Bogen er meget konkret. Det gi-ver læseren det udbytte, at hans/hendes personlige udvikling alle-rede er påbegyndt ved læsningen.Der er angivet en række forslag tilat komme i gang. Til at udvikle.Til at strukturere. Til at forbedre.Til eftertanke. Til bearbejdning.Dernæst udfordrer bogen også denenkelte leder i det personlige for-hold til Gud.

Det er mit håb, at bogen vil givelæseren lyst til og behov for at

udvikle sig. Til styrkelse ogudrustning af den en-

kelte kristne leder.At lede men-nesker har etgodt bud på

nogle af værk-tøjerne til dette.

Bogen fortjenerstor udbredelse!

Poul Arne Kloster

øgerBAt lede menneskerHenrik Nymann Eriksenog Sven H. MadsenCredo forlag 2003191 sider, 175 kr.

2-04.p65 18-02-2004, 13:1448

Sort

»Postbesørget blad« (8245 ARC)Bladnr. 12492

Documents

Budskabet - dlm.dk