De orange danskere

WIEP IDZENGA

DANSKE FODBOLDSPILLERE I HOLLANDDE ORANGE

DANSKERE

MED FORORD AFFRANK ARNESEN

2

de_orange_indhold.indd 2 04-05-2016 12:50:00

3

WIEP IDZENGA

DANSKE FODBOLDSPILLERE I HOLLANDDE ORANGE

DANSKEREPå dansk ved Per Vadmand


4

De orange danskereDanske fodboldspillere i HollandAf Wiep Idzenga

Oversat fra hollandsk af Per Vadmand efter ’De Denen’, oprindeligt udkommet som nr. 105, december 2015, af det hollandske fodboldmagasin Hard Gras. Voetbaltijdschrift voor lezers.

Copyright © 2015 Wiep IdzengaDansk udgave: Copyright © 2016 Gads Forlag

ISBN: 97887120536821. udgave, 1. oplag

Printed in Germany

Dansk forlagsredaktion: Martin GyllingOmslag og grafisk tilrettelæggelse: Henriette Wiberg DanielsenFotos: Se billedteksterRepro: Narayana PressTryk: CPI

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med CopyDan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.gad.dk


5

Indhold

Forord 7

Indledning 21

It’s raining Danes, hallelujah 24

Den fødte fodboldspiller 50

Nu vi taler om hygge 55

Verdens bedste 3. divisionsspiller 64

Svendborgs sorg 72

Helvedet i Holland 89

Fadbamser og hyggeonkler 96

Pissepotten 109

Dansk middelmådighed og curlingmentalitet 120

Arbejdsmanden 125

Bevægelige og uforudsigelige angribere 137

Danish Dynamite 146

Østersen åbner sig 165

De frisiske danskere 174

Fremtiden 193

Troldmanden 197

Europas KlodsHans 206

De danske hollændere 230

Kilder 241

Personregister 245


6


7

Forordaf Frank Arnesen

I sommeren 1973 var jeg i Holland for første gang. Jeg var på det tidspunkt 16 år og skulle med Fremad Amagers ynglingehold til en turnering i Beverwijk, nord for Haarlem. Vi kørte derned i tog med jævnaldrende spillere fra B 93, som også skulle deltage i turneringen foruden et hold fra Schweiz, et fra Østrig og så selvfølgelig klubber fra Holland. Vi vandt turneringen, og jeg scorede næsten alle vores mål, heriblandt begge mål i finalen, som endte 20.

Det var min første gode oplevelse med fodbold i Holland. Men langtfra den sidste.

Jeg har altid elsket fodbold. Min far spillede for Kastrups førstehold i 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. Som dreng spillede jeg fodbold, når jeg kunne komme til det. Jeg havde bolden klistret til fødderne. På gader og stræder, hjemme i gården og på boldbaner rundt omkring på Amager og Christianshavn, hvor jeg voksede op. Jeg vidste tidligt, at jeg ville være professionel fodboldspiller. Skolen havde ikke min store interesse, jeg ville bare spille fodbold. Som sekssyvårig blev jeg i 1963 meldt ind i Fremad Amager, hvor jeg spillede de næste 12 år. Jeg debuterede som 17årig for klubbens seniorhold, der på det tidspunkt spillede i 2. division. Jeg var med til at rykke op i 1. division, og så var det, at Ajax Amsterdam meldte sig på banen i efteråret 1975. Jeg skrev kontrakt


8

med klubben og skulle begynde allerede 1. december. Jeg var lige fyldt 19 år, og jeg var lykkelig. Det var det liv, jeg ville have.

Ajax købte samtidig Søren Lerby, som jeg spillede sammen med i Fremad Amager. Han var kun 17 år på det tidspunkt. Vi spillede også sammen på diverse ungdomslandshold, var gode venner og havde et fantastisk samarbejde på banen. Når rygtet om Søren og mig nåede til Amsterdam, skyldtes det i første omgang, at Jan Keizer, som var den dommer, der dømte finalekampen i ungdomsturneringen i Holland, kort efter var dommer i en turnering for ynglingelandshold i Norge. Her var jeg anfører for Danmark i kampe mod værtsnationen, Polen og Holland, og jeg spillede godt. Da Jan Keizer vendte hjem til Holland, lod han efter sigende rosende ord falde om både Søren og mig til talentspejdere, mellemhandlere og folk i fodboldmiljøet. På den måde fik Ajax nys om os. Klubbens assistenttræner Bobby Haarms og andetholdstræneren Jan van Daal tog derefter et par gange til København for at kigge nærmere på os i kampe for Fremad Amager. De kunne åbenbart lide, hvad de så. Snart gav de os et tilbud, vi ikke kunne afslå. Det var en kæmpe chance, vi fik, så det var bare om at komme afsted.

På det tidspunkt havde de to hollandske topklubber Ajax Amsterdam og Feyenoord været altdominerende på den europæiske fodboldscene i femseks år. I årene 197173 sad Ajax på fodboldens trone og fejede al modstand af banen. Med stjernespillere som Cruyff, Keizer, Krol, Neeskens, Mühren, Rep og Suurbier vandt de alle store trofæer, inklusive verdensmesterskabet for klubhold og tre Europa Cuptitler på stribe. Allerede i 1970 havde ærkerivalerne Feyenoord også vundet den fornemste af alle internationale turneringer, Europa Cup’en for me


9

sterhold, det der siden 1992 har heddet Champions League. Feyenoord vandt også UEFA Cupfinalen i 1974. Klubholdenes internationale succes lod sig overføre til landsholdet, hvor Holland med Rinus Michels som træner i 1974 i overlegen stil spillede sig frem til finalen ved VM i Vesttyskland, som dog blev tabt til værtsnationen.

Alle talte om Johan Cruyff. Kåret til Europas bedste fodboldspiller i 1971, 1973 og 1974. Jeg beundrede også Cruyff og sad klinet til fjernsynsskærmen i VMsommeren 1974, hvor han løftede det hollandske landshold, Oranje, til nye højder. Men han var ikke min favoritspiller. Jeg havde på det tidspunkt to forbilleder, som begge spillede venstre wing, ligesom jeg selv: Liverpools Steve Heighway og anføreren for Ajax, Piet Keizer.

Keizer, der spillede hele sin karriere i Ajax, stoppede desværre året før, jeg kom til klubben. Men jeg kom til at spille med andre, der havde været med i klubbens succesfulde år i begyndelsen af 1970’erne, først og fremmest Ruud Krol, der overtog anførerhvervet efter Piet Keizer.

Søren og jeg var nu pludselig blandt giganter. Der ventede os en manddomsprøve på Middenweg i Amsterdam, hvor klubbens træningsanlæg lå. Vi startede nederst i hierarkiet. Det var en kæmpe omvæltning for os begge, og en hård begyndelse, meget hård. I Ajax skulle man ikke tro, man var noget. Det var tonen. Selvom vi var nye, forventedes det, at vi kunne klare os selv. Det handlede om at vinde, og kun om at vinde. At vinde var en normaltilstand. Tabte man, var det en katastrofe. Hvis man lavede en fejl, fik man det at vide. Lavede man noget godt, fik man det ikke at vide, fordi det var, hvad man forventede af dig. Det var derfor, man overhovedet spillede for Ajax. Vi kunne ikke tillade os at tabe, vi var


10

jo Ajax. Det gjaldt også til træning. Mange spillere kunne ikke klare det pres, men Søren og jeg havde det fint med det. Vi elskede udfordringerne og presset, som i lige så høj grad kom fra os selv som fra omgivelserne.

I Fremad Amager havde vi trænet tre gange om ugen. I Ajax trænede vi to gange om dagen, undtagen om onsdagen, hvor holdet havde fri. Det gjaldt dog ikke for Søren og mig. Vi blev høvlet igennem hele onsdagen. Da jeg kom derned, vejede jeg 62 kg og var 181 cm høj. En streg i luften. Efter et år vejede jeg 72 kg. Jeg havde taget ti kilo på i ren muskelmasse og udviklet en fantastisk kondition.

På forhånd havde jeg forventet, at det ville blive svært. Jeg var indstillet på, at det kunne tage mindst et år, før jeg fik chancen på førsteholdet. Og det havde også været planen fra klubbens side. Men heldigvis kom jeg ikke til at vente så længe. Det viste sig, at jeg var længere fremme i min udvikling, end træneren havde regnet med. I mine tre første måneder i klubben havde jeg spillet godt og vist målfarlighed på reserveholdet, og derfor fik jeg chancen på førsteholdet allerede i marts 1976 i en udekamp mod Utrecht, der havde danskerne John Steen Olsen og Jørgen Henriksen på holdet.

Jeg spillede resten af sæsonen på førsteholdet. 12 kampe, hvor jeg lavede tre mål og lagde op til fem. Det var jo ret godt for en, der lige var kommet som amatør. Men da den næste sæson gik i gang, begyndte jeg at begå fejl. Mine medspillere brokkede sig over mig, og jeg mistede selvtilliden. Jeg røg ind og ud af holdet. Jeg kæmpede for at komme tilbage. Jeg trænede og trænede for at forbedre mine muligheder. Uheldigvis resulterede den megen træning i, at jeg overanstrengte mig. Jeg fik en lyskeskade, som jeg gik rundt med hele sæsonen.


11

Først havde jeg smerter i den ene lyske, så den anden. Jeg var ofte træt eller syg, og til sidst blev jeg opereret. Jeg spillede blot 25 kampe i hele sæsonen 197677, heraf kun 17 fra start. Når jeg endelig spillede, gik det egentlig udmærket, men jeg var slet ikke stamspiller.

Det var jeg heller ikke i begyndelsen af den følgende sæson. Men forud for en Europa Cupkamp i september 1977 mod Lillestrøm i Norge fik vores højre wing en knæskade. Det blev min chance. Vi tabte ganske vist kampen 20, men jeg spillede fremragende. Og fra den dag var jeg fast mand på holdkortet de følgende tre år, hvor det bare gik bedre og bedre. Jeg blev nøglespiller, med tiden anfører, fik scoret en del mål og lavet mange assists, og med klubben opnåede jeg at vinde mesterskabet tre gange, i 1977, 1979 og 1980. Jeg var også med til

Frank Arnesen rykker forbi to forsvarsspillere i Ajax Amster-dams 5-1-sejr over FC Groningen i 1980. I baggrunden ses Sten Ziegler. Foto: Cor Mulder / ANP / Scanpix.


12

at vinde den hollandske pokalturnering i 1979 – samme år som jeg blev kåret til Årets Spiller i Holland. Da jeg i 1985 vendte tilbage til hollandsk fodbold efter ophold i Valencia 198183 og Anderlecht 198385 var jeg med til at vinde mesterskabet med PSV Eindhoven i 1986, 1987 og 1988.

Da jeg spillede for Fremad Amager, fik jeg tilbud fra flere udenlandske klubber, heriblandt Racing White, FC St. Pauli og Borussia Mönchengladbach. Når jeg endte med at vælge Ajax Amsterdam, hang det blandt andet sammen med, at klubben praktiserede en besnærende spillestil, totaalvoetbaal, som også det hollandske landshold forkælede alverdens fodboldfans med. Totalfodbold er et system, hvor en spiller kan eller skal kunne overtage enhver plads på banen. Tankegangen gjorde et kolossalt indtryk på mig og fik stor betydning, ikke bare for, hvordan mit eget spil udviklede sig, men for spillets generelle udvikling.

I mit første år i Ajax havde jeg det privilegium at blive oplært i totalfodboldens filosofi af selve systemets opfinder, Rinus Michels, der var vores træner. Jeg var i forvejen en angrebslysten type, så denne energiske og offensive spillestil appellerede til mig fra begyndelsen. Men jeg fik samtidig en ny dimension ind i mit spil. En større bevidsthed om de defensive pligter, man ifølge systemet også havde som offensiv spiller. Gennem Michels’ terperier på træningsbanen og ved taktiktavlen blev jeg efterhånden mere klar over både min egen rolle og mine medspilleres rolle på banen. Jeg lærte at underlægge mig systemet og at forstå, at det mere end noget andet handlede om holdet. Jeg begyndte at tænke fodbold, og det var med til at fremme min egen fodboldmæssige udvikling.


13

I min anden sæson i klubben, 197677, blev Rinus Michels erstattet af kroaten Tomislav Ivic, der kom fra Hajduk Split. Ivic fik som træner endnu større betydning for mig end Michels havde haft. Han videreførte ideerne fra de succesfulde år under Michels, men Ivic havde en mere defensiv indstilling til spillet. I Ajax blev han dog på en måde tvunget til at tænke offensivt. Selvom vi i Ivics første sæson vandt mesterskabet på en defensiv tilgang med syv point ned til nummer to, krævede klubbens ledelse, at vi fra næste sæson igen skulle spille mere angrebsorienteret. I sæsonen 197778 gik vi derfor fra at spille 532 over til at spille 424. Det resulterede i flot og underholdende fodbold, og vi scorede fantastisk mange mål. Alligevel blev vi kun nummer to efter PSV Eindhoven.

Ivic talte meget om ”den multifunktionelle fodboldspiller”. Som hos Michels handlede det om, at en spiller altid måtte udfylde den rolle, han blev placeret i. Enhver spiller skulle lære alle dele af spillet at kende og beherske dem. Som offensivt anlagt spiller skulle jeg for eksempel blive bedre til at forsvare og til at kæmpe for holdet. Hver enkelt spiller på holdet skulle udvikle allroundfærdigheder, vi skulle være fleksible, fokuserede, taktisk bevidste og hurtige i opfattelsen. Man blev ofte sat til at spille vidt forskellige pladser. Jeg havde for eksempel en kamp mod Utrecht på udebane, hvor jeg skulle spille højre back. Vores normale højre back var gået i stykker under opvarmningen, så Ivic bad mig vikariere på pladsen. At kunne spille alle pladser på banen var altså en del af tankegangen. Professionel fodbold handler også om at kunne tilpasse sig.

I hollandsk fodbold har man altid – dengang og nu – lagt vægt på positionsspil. Spillerne skal have en god


14

teknisk og taktisk forståelse. Taktisk skal man stå i de rette positioner, når man modtager bolden, eller man skal tilbyde sig, så den, der har bolden, får mulighed for at komme af med den. Det var der stor fokus på, da jeg spillede i Ajax. Hvis vi spillede 433 mod et hold, der også spillede 433, handlede det om at lukke ned for modstanderholdets centerforward, så en af vores centrale forsvarsspillere kunne komme op på midtbanen og dermed skabe en overtalssituation, så vi fik en 4 mod 3situation, hvor vi kunne spille positionsspil. Det var det spil, vi trænede og trænede, så det til sidst lå på rygraden. Når vi forsvarede, handlede det om at indskrænke rummet ved at presse modstandernes boldholder og skubbe frem. Vi spillede altså med høj forsvarslinje med stor fokus på at trække modstanderne offside.

Det var taktiske dispositioner, som også blev praktiseret af den tidligere Ajaxspiller Johan Cruyff, da han i første omgang skiftede til FC Barcelona 197378, og i anden omgang var træner i klubben 198896. Tanker, der blev ført videre i en anden dimension af Pep Guardiola, der var træner for den catalanske storklub 200812. På Guardiolas hold klumpede spillerne sig sammen. Princippet var, at der til enhver tid skulle være en overtalssituation på midtbanen. Hvis modstanderen spillede med fem midtbanespillere, spillede Barcelona med seks. Bolden skulle hele tiden kunne flyttes. Men stadig med plads til kantspillere, som lige pludselig kunne løbe i de frie rum og åbne forsvaret.

Aggressivt presspil var også en essentiel disciplin i Ivics system. Når vi spillede presfodbold under Ivic, handlede det om at jagte og tilbageerobre bolden hurtigst muligt. Der måtte højst gå fem sekunder, fra vi


15

havde tabt bolden, til den var erobret tilbage. Boldbesiddelse var nøglen til succes. Denne form for fodbold blev vi fænomenale til i Ivics andet år som træner i Ajax, selvom systemet stillede store krav til hele holdets fysiske formåen. Derudover handlede det om kommunikation. Det var jo også Cruyffs stil. Han dirigerede og kommanderede rundt med medspillerne. Man skulle tænke og tale, mens man spillede. Man måtte sørge for, at medspilleren foran én vidste, hvad han skulle gøre. ”Gå til højre!” ”Gå til venstre!” ”Nu kommer presset!” ”Kom tilbage!” Fodbold er ikke for de stumme.

I over 50 år har talrige danske fodboldspillere søgt mod Holland i jagten på et udlandseventyr. Ole Madsen banede vejen i 1965, da han skrev professionel kontrakt med Sparta Rotterdam. Året efter kom Ole Fritsen til Groningen, hvor han scorede imponerende 150 mål i 210 kampe og opnåede den ære at blive den første udlænding, der var anfører for et hollandsk hold. I 1968 kom den eminente tekniker Jørgen Kristensen til Sparta Rotterdam, hvorfra han i 1972 skiftede til fordel for den store Rotterdamklub Feyenoord. Her har han stadig ry for at være en af klubbens allerbedste spillere nogensinde. Angriberen Bent Schmidt Hansen opnåede stor succes i PSV Eindhoven, hvor han spillede i 196775, med pokaltitlen i 1974 og mesterskabet i 1975 som højdepunkter. I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne spillede også Ole Sørensen, Kresten Bjerre og Henning Munk Jensen i PSV. Kristen Nygaard repræsenterede AZ Alkmaar i ti år fra 19721982, hvor han blev en lederskikkelse på holdet og fik stor succes. Foruden tre hollandske pokaltitler i 1978, 1981 og 1982 vandt han det hollandske mesterskab i 1981 og opnåede


16

finaledeltagelse i UEFA Cup’en samme år. Han var og er utroligt populær blandt klubbens fans og betragtes som den bedste spiller, AZ nogensinde har haft. I begyndelsen af 1980’erne huserede også Jesper Rasmussen og John Frandsen i PEC Zwolle, hvor især sidstnævnte gjorde det rigtig godt. I 1980 kom han på Årets Hold i Holland. Bjarne Petersen og Niels Sørensen blev købt af FC Amsterdam samtidig med, at Søren Lerby og jeg skiftede til Ajax. Vi var dog ikke de første danskere i den hæderkronede klub. Tilbage i 1969 var Tom Søndergaard blevet den første. Som dribleglad venstre wing havde han været en af mine favoritspillere, da han i 1960’erne spillede for B 93. Han opnåede dog kun en enkelt sæson i Ajax. Han var kendt som en farverig og festlig person, hvilket måske var forklaringen på, at hans tid i Ajax ikke blev videre succesfuld. I Holland sagde de om Tom Søndergaard: ”Hvis han havde været ligeså god til at spille fodbold, som han var til at spille billard, ville han have været en stor stjerne”.

Den generation af danske spillere i hollandsk topfodbold, som jeg tilhørte, fik i langt højere grad succes end mange af vores efterkommere. Flere har siden vores tid opnået hæder og ære i Holland, for eksempel Jon Dahl Tomasson i Feyenoord og Christian Eriksen i Ajax. Men mange danske spillere i hollandsk fodbold har især i de senere år haft svært ved at forløse deres potentiale. Det kan der være flere forklaringer på, som bogen her viser. Men én ting er vigtigt at vide i den forbindelse: Indtil 1998 kunne hvert hold i Holland kun råde over to udlændinge. Når en udlænding havde spillet i Holland i to år, blev han regnet for hollænder. Da Søren Lerby og jeg kom til Ajax i 1975, var vi de eneste udlændinge på holdet i de følgende to år. De bedste klubber rekrutterede således de bedste


17

udenlandske spillere. Siden 1998 er det blevet tilladt for klubberne at købe lige så mange udlændinge, de måtte have råd og plads til. Klubberne tager derfor ikke længere kun førsteklassesspillere ind, men også anden og tredjerangs. I dag udgør trupperne i de hollandske klubber et multikulturelt miks af udlændinge fra hele verden. Det er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor danske spillere de senere år generelt har haft svært ved at slå igennem, ikke bare i Holland, men også i andre europæiske ligaer: Det er ikke kun vores allerstørste teenagetalenter, der drager ud, men også de middelmådige.

Slår en talentfuld spiller ikke igennem i udlandet, hvor konkurrencen er stor, kan det groft sagt skyldes

De to danske anførere Kristen Nygaard og Frank Arnesen hilser på hinanden før en kamp i 1980 mellem AZ’67 og Ajax. Foto: Per Kjærbye.


18

to ting: Enten er spilleren ikke god nok, eller også har spilleren ikke den rigtige mentalitet. Hvis unge danske spillere vil slå igennem i eksempelvis den hollandske Æresdivision, skal de ikke bare være dygtige teknisk og taktisk, de skal også have den rette indstilling.

Jeg er overbevist om, at min succes i hollandsk fodbold ikke bare skyldtes mit talent, men i mindst lige så høj grad min evne til at tackle modgang, når den viste sig. Det var min mentale styrke, der bar mig igennem de to svære perioder i begyndelsen af min tid i Ajax, da jeg ankom til klubben grøn og uerfaren, og da det efter et halvt år begyndte at gå dårligt på banen. Og det var den samme indstilling, der hjalp mig igennem, når jeg senere hen skulle overvinde skader, der truede med at gøre en ende på min karriere som aktiv. Jeg tog kampen op. Fordi jeg ville spille. Og jeg ville vinde.

Det blev min redning, at jeg både var ærgerrig og selvkritisk. Jeg vidste udmærket, når jeg havde spillet dårligt. Jeg kunne ikke have det, uanset om det var i kamp eller til træning. Hvis jeg havde været med til at tabe en kamp, skammede jeg mig simpelthen. Jeg kunne ikke vente med at komme ud på træningsbanen igen. Jeg ville rette fejlen og forbedre mig.

Har man det sådan, har man vindermentalitet. Og det er det, der er afgørende for, om man får succes eller ej som fodboldspiller: evnen til at håndtere mentale udfordringer. At man kan stå imod det pres, der uvægerligt kommer, enten fordi man er skadet, eller fordi det går dårligt på banen, eller man sidder på bænken. Uanset hvad, vil modgang altid fremkalde usikkerhed og tvivl hos en spiller. Derfor er det vigtigt at huske, at man lærer mest af kritik og af nederlag. Man lærer ikke noget af sejre og succes. Hvis man forstår at tackle modgang,


19

kan man blive bedre som fodboldspiller. Og modgang i form af spillemæssige udsving, nedture og skuffende resultater vil alle professionelle fodboldspillere, selv de allerbedste, opleve mange gange i deres karriere.

Når det er sagt, vil jeg gerne være fortaler for, at danske spillere prøver lykken i Holland. Her kan de møde dygtige og veluddannede trænere, der stiller meget høje krav. Holland er et fodboldland, hvor arbejdet med unge talenter er professionaliseret i ekstrem grad. Især hos de tre store klubber PSV, Feyenoord og Ajax, men også i klubberne længere nede i hierarkiet. Klubberne tager gerne talenterne ind tidligt, dels fordi de er relativt billige, og dels fordi det er lettere at præge dem teknisk, taktisk, psykisk og fysisk. Jeg nævnte tidligere, at tonen i Ajax var barsk, da Søren Lerby og jeg kom til klubben som teenagere. Vi havde det hårdt, men på en måde var det også lettere for os at håndtere, fordi vi var unge, åbne og villige til at lære. Som ældre, mere etableret spiller kunne tonen være sværere at vænne sig til. Det var tilfældet med Henning Jensen, der kom til Ajax fra Real Madrid i 1979, og Sten Ziegler, der kom i 1980, blandt andet efter et længere ophold i Roda 197479, hvor der var en helt anden, mere afslappet atmosfære. I PSV, hvor jeg efter min aktive karriere arbejdede som ungdomstræner, assistenttræner og sportsdirektør med ansvar for spillerindkøb og salg i perioden 19882004, oplevede jeg også en tone, som var langt mere godmodig, end den havde været i Ajax.

Som ungt talent skal man i en udenlandsk klub være forberedt på at møde en hård, professionel tone. For et ungt menneske kan det være svært at falde til i et fremmed land. Det kan være en barsk omgang pludselig at skulle lære at stå på egne ben og være væk fra alt det vel


20

kendte derhjemme. Men det er også det, der modner og giver modstandskraft. For et ambitiøst dansk fodboldtalent vil det i mange tilfælde være tilrådeligt at søge mod Holland. Det er min oplevelse, at man som dansker relativt let lader sig integrere i det hollandske samfund, fordi vi har mange træk tilfælles. Kulturelt ligner vi hinanden, og vores levevis er meget ens. Så når hollandske talentspejdere ofte kigger mod Danmark, hænger det også sammen med det.

Jeg har arbejdet med fodbold i mange lande, og overalt gælder det samme: Du skal have tålmodighed, og du skal have modstandskraft, hvis du vil slå igennem som professionel fodboldspiller. Du skal have en stærk mentalitet i modgang. Du skal have ambitionen og lysten til at træne hårdt og presse dig selv med det mål at blive bedre. Christian Eriksen er et godt eksempel. Han kom til Ajax i 2008 som 16årig. En blid, fåmælt type, men tag ikke fejl: Han havde vindermentalitet, han ville spille fodbold, og han ville på førsteholdet. Og det kom han så. Fordi han var talentfuld, og fordi han havde viljen.

Det er en vigtig pointe i denne bog. Den fortæller en række succeshistorier, men også om det professionelle fodboldlivs mange skyggesider. Den hollandske spillestil har præget dansk fodbold mere end nogen anden stil, ikke mindst det danske 80’erlandshold og Morten Olsens lange periode som landstræner for Danmark 20002015. ’De orange danskere’ udgør som sådan et vigtigt kapitel i dansk fodbolds historie, hvor Holland trækker dybe spor.

Frank Arnesen, foråret 2016


2


72

Svendborgs sorg

I B1903’s gamle klubhus i København gjalder latteren gennem rummene. Allan Michaelsen ser det for sig: John Eriksen som en revisor på vej til kontoret. Håret i en snorlige skilning. Overskægget veltrimmet. Under armen en mappe og en madpakke. Michaelsen, der spillede otte landskampe for Danmark, finder sammenligningen træffende. ”Men glem ikke”, siger han bag et skrivebord, ”John havde måske nok udstråling som en anonym kontormand, men han havde instinkt som en mafiaboss. Han var uhyre målfarlig. Glem Preben Elkjær, Michael Laudrup og alle de andre store navne. Ingen anden dansk fodboldspiller har scoret så mange mål som John Eriksen. Og ansigt til ansigt med en målmand var ingen mere kølig end han”.

Det er en tidlig lørdag morgen, og skønt Allan Michaelsen hele året fra tidlig morgen til sen aften har travlt med fodbold, taler han hellere end gerne med mig på sin fridag om sin gamle ven og kollega John Eriksen. ”Men helst ikke kun om hans sygdom og tidlige død, vel?” John Eriksen led af Alzheimers, kom på plejehjem og døde i 2002. Angriberen, der scorede mere end 350 mål for danske, hollandske, franske og schweiziske klubber, blev 44 år gammel.

Fra 2006 og knap ti år frem er Allan Michaelsen sportschef i den hæderkronede københavnerklub B 1903, der i dag frister en tilværelse i Danmarksserien. I


73

B 1903 har Michaelsen ansvaret for arbejdet med klubbens yngste talenter, inden han i 2015 bliver tilknyttet FC Københavns ungdomsafdeling ”School of Excellence”, der har som formål at levere spillere til FCK’s førstehold.

Allan Michaelsen er en betydningsfuld mand i B 1903 og råder over adskillige nøgler, men den vigtigste har han ikke: den til cafeteriet. Altså ingen kaffe. Michaelsen undskylder flere gange. Han giver mig i stedet en rundtur i klubhuset. Jeg bliver ført forbi mindevægge med fotografier af pokaler, spillere og spilledragter. På et af billederne står Michaelsen i sit stiveste puds ved siden af Pelé. På et andet står han i træningsdragt mellem de to tidligere landsholdsspillere Martin Laursen og Thomas Helveg, begge med en fortid i AC Milan. Michaelsen poserer også med Michael Laudrup og tidligere landstræner Sepp Pion tek. Mellem snesevis af vimpler hænger også en fra Ajax og en fra det kongelige hollandske fodboldforbund KNVB. Samlingens perle er et indrammet fotografi af Michaelsen i hovedstødsduel med Bobby Charlton. Det er fra kampen mellem Manchester United og fodboldsammenslutningen Stævnet i 1969, hvor årstalsklubben vandt danmarksmesterskabet. Samme år blev Michaelsen kåret som Årets Spiller i Danmark og senere solgt til FC Nantes i Frankrig. Efter ti år i udlandet med yderligere ophold i tyske Eintracht Braunschweig og schweiziske FC Chiasso vendte han hjem til dansk fodbold og indledte en trænerkarriere i Svendborg, hvor John Eriksen voksede op.

”Da John efter sine udenlandske eventyr i 1991 vendte tilbage til Svendborg, kendte jeg ham ikke personligt”, siger Allan Michaelsen, mens han folder hænderne om nakken. ”Jeg havde selvfølgelig nøje fulgt hans karriere,


74

og mellem 1979 og 1981 spillede jeg sammen med hans bror Gert på Svenborg fB’s midtbane, hvor jeg dengang var spillende træner”. Michaelsen kommer godt ud af det med John Eriksen. ”Jeg havde godt nok hørt, at John kunne være arrogant, men det var kun på overfladen. Han var snarere genert og beskeden. Han skulle lige se folk an, men efter en tid blev vi gode venner”. Dengang lå Svendborg i 2. division. Michaelsen er stort set alene om det hele – fra at træne holdet, pumpe bolde og til at søge sponsorater. Han synes derfor, at det er en god idé at hive Eriksen ind som assistent og angrebstræner. Som berømt fodboldspiller kan han også tiltrække pengemænd, men Michaelsen er frem for alt glad for, at han råder over Eriksen som centerforward.

”John var 33, men stadig en fantastisk fodboldspiller”, siger Allan Michaelsen med strålende øjne. ”I hele mit liv har jeg sjældent set en spiller, der var så god i feltet”. Klaus Berggreen kalder ligefrem John Eriksen den bedste danske boksspiller nogensinde. Instinktivt placerede han sig altid det rigtige sted. ”Han scorede på alt inde i feltet, med højre, venstre og med hovedet”. Eriksen har heller ikke selv nogen forklaring. ”Egentlig tror jeg bare, at jeg løb derhen, hvor de andre ikke var”.

Allan Michaelsen lader hånden løbe gennem sit grå, stride hår. ”Eriksen havde det store uheld, at Danmark i hans tid frem for alt spillede kontrafodbold med Preben Elkjær og Michael Laudrup. Med en tremandsangrebskæde ville en målskytte som John have fået mere ud af det end 17 landskampe og 6 mål”. Selvom han i 1984 slutter på 2. pladsen på topscorerlisten i den bedste hollandske række efter Ajaxangriberen Marco van Basten bliver Eriksen ikke udtaget til truppen, der skal til europamesterskabet i Frankrig samme år. Ved verdens


75

mesterskaberne i Mexico i 1986 er han med på yderste mandat. Han bliver skiftet ind to gange i turneringen og scorer efter oplæg fra Frank Arnesen Danmarks sidste mål i 20sejren over Vesttyskland. Til EM i Vesttyskland 1988 får Eriksen også kun to kampe på banen til trods for, at han i den pågældende sæson scorer 36 mål i 34 kampe for sin schweiziske klub Servette, hvilket sikrer ham Sølvstøvlen som den næstmest scorende angriber i Europa. Men Sepp Piontek holder fast ved det hold, der to år før har taget verden med storm. Eriksen spiller dog alle 90 minutter i 02nederlaget mod Italien, som bliver Danmarks sidste kamp ved EMslutrunden, og Eriksens sidste i landsholdstrøjen. Det forbedrer ikke Eriksens mulighed for at få en startplads på det danske landshold, at han er så ydmyg og indadvendt. Berggreen mener, at det skyldes, at han fuldstændig accepterer, at Elkjær er over ham i hierarkiet. ”Det var i orden med John. Han beklagede sig aldrig”. Eriksens selvudslettende karakter bliver med årene mere og mere udpræget, efterhånden som sygdommen breder sig i hans hjerne.

Et dybt suk undslipper Allan Michaelsen, da han begynder at fortælle om dengang, han første gang bemærker, at der er noget galt med hans assistenttræner. Det er en ganske almindelig dag, og John Eriksen er netop kommet ind ad døren i klubhuset. Han har været ude for at forhandle om reklamer på trøjerne og på stadion. Folk omkring Michaelsen siger, at det er tosset af ham at lade Eriksen tage sig af sponsorater – han er ikke ret god til at snakke – men firmaerne vil meget gerne lave forretninger med den hjemvendte stjerne. Han skraber mange penge ind, og også denne morgen er det gået fint. Michaelsen skænker kaffe og spørger henkastet, hvor meget hans kollega har fået samlet ind. Det kan Eriksen ikke huske.


76

”Det syntes jeg var mærkeligt”, husker Michaelsen. ”Det er dog det vigtigste ved sådan en aftale”. Han ringer til det pågældende firma, som Eriksen har holdt møde med, og får at vide, hvilket sponsorbeløb det drejer sig om. Han får også at vide, at det har været en mærkværdig samtale. Eriksen efterlod et forvirret indtryk.

”Jeg tænkte ikke videre over det”, siger Michaelsen. ”Måske var han stresset eller havde problemer derhjemme. På sygdom tænkte jeg selvfølgelig ikke. John var ung, veltrænet og i god form. Han var så hurtig som nogensinde på de første meter, og hans sans for spillet var fantastisk. Ud af ti gode oplæg under træningen satte han som regel de otte eller ni ind. Heller ikke i kampene bemærkede jeg noget ved John. Han lavede sine sædvanlige små stikninger, men scorede indimellem også på smukke langskud og lob”.

Allan Michaelsen må igen rynke panden, da John Eriksen nogen tid senere ringer til ham fra træningsbanen. Assistenttræneren kan ikke huske en øvelse, han selv har aftalt med Michaelsen samme morgen. Senere på ugen glemmer han en kamp med kvindeholdet, som han er træner for, og Eriksen går også glip af en mødeaftale med en mulig sponsor. ”Det lignede ham overhovedet ikke”, siger Michaelsen, og stemmen knækker. ”John var normalt meget tjekket og præcis”. Det går fra slemt til værre. Eriksen begynder at glemme flere og flere aftaler, og når han tager af sted, kan der gå adskillige timer, før han dukker op i klubben. Når han endelig viser sig, kan han ikke huske, hvor han har været. Både for klubbens og Eriksens skyld beslutter bestyrelsen at afskedige ham. Af og til besøger han Michaelsen til en kop kaffe, men Eriksen taler mere og mere usammenhængende. Ikke desto mindre spiller han endnu en tid


77

på Svendborgs divisionshold. Han scorer også sine mål. Men det bliver sværere og sværere for træner og holdkammerater at kommunikere med ham. ”Han kunne ikke længere følge de taktiske oplæg eller holde aftaler. Jeg oplevede det selv, før jeg blev assistenttræner i OB i 1992. Min efterfølger i Svendborg gjorde samme erfaring. Hvis Eriksen ikke havde været sådan en fantastisk fodboldspiller, var det selvfølgelig aldrig gået, men lige meget hvor meget på afveje han var, blev han ved med at score mål”. Senere hører Michaelsen, at Eriksen, da han ikke længere kan spille på førsteholdet, somme tider kommer ind i omklædningsrummet for at samle tomme flasker eller hente en rulle tape. ”Ingen vidste, hvad han skulle med det. Heldigvis lod spillerne ham bare gøre det. De glemte aldrig, hvilken fin fyr han var. Hvis han nu havde været en arrogant skid, havde de nok reageret anderledes, men John havde ingen fjender”.

Allan Michaelsen ryster på hovedet. Han ser træt ud. Den sympatiske dansker, der nu er oldboystræner (Allan Michaelsen, født 1947, døde i marts 2016, red.), er stadig vital nok til at løbe efter en bold hele dagen, men at tale om sin afdøde ven sætter sine spor. ”Hvor er livet dog uretfærdigt”, siger han så. ”At sådan en venlig og fair fyr skal dø så ung”.

Et par dage senere er jeg på vej til Svendborg. Jeg har en aftale med John Eriksens halvandet år ældre bror, Gert. OdenseSvendborg er en strækning, som Eriksen fra januar 1978 dagligt tilbagelagde i sin bil. Næsten to år efter hans debut på Svendborgs førstehold lokker OBtræneren Richard Møller Nielsen, den senere landstræner, Eriksen til Fyns hovedstad. Eriksen lader ikke til at have problemer med at skifte 3. division ud med 1. division. Tværtimod øger han sin målrate med det dob


78

belte. På to sæsoner scorer han 42 mål for OB. I Holland har Roda fået øjnene op for hans kvaliteter og kan slet ikke vente med at få ham købt.

Flere år senere kører den sygdomsramte John Eriksen endnu en gang fra Svendborg til Odense, nu for at besøge sin gamle ven Allan Michaelsen. Han farer vild på vejen, og Michaelsen må ud for at finde ham. Til en kamp om aftenen anbringer OB’s assistenttræner ham ved siden af sig på bænken. Han frygter, Eriksen skal gå sin vej og ikke kan finde tilbage.

Mit rugbrød kører igennem et smukt, solbeskinnet landskab. Småbyerne undervejs har navne som Højby, Ringe og Kværndrup. Husene i denne del af Danmark er farverige, blå og gule og hvide med røde tage. Der er store, moderne vindmøller, men også en gammel, der trænger til istandsættelse. Solen står lavt. En sværm af sorte fugle danser over en skov. Selv i halvmørket kan man stadig se langt. På grund af den frodige natur og alt det grønne kaldte H.C. Andersen sin fødeø for ”Danmarks have”. På en eng mellem marker med majs og korn står to rådyr.

På en parkeringsplads i Svendborg læner en mand sig op ad en bil. Om det er Gert Eriksen, kan jeg endnu ikke se, men det er utvivlsomt en hjulbenet fodboldspiller. Det viser sig at være ham. Han ler genert ad min forbavselse over, at han – der nærmer sig de 60 – stadig spiller fodbold med de ben. Hans højre ben krummer efter et dårligt helet brud og flere operationer. Han træner stadig to gange om ugen og spiller kampe på Svendborgs veteranhold. ”På banen gør det aldrig ondt”, siger Gert Eriksen. ”Det er i dagene efter, det driller”.

Vi går en tur gennem byen, der har lidt over 25.000 indbyggere, og sætter os på en café. Gert Eriksen er lidt


79

mere snakkesalig end sin bror, men det betyder ikke, at han snakker mig et øre af. Han lader indimellem stilheden råde, kigger ned i sin kaffekop eller ud ad vinduet. ”Nej, det var ikke Alzheimers”, siger han så. ”Det var en anden form for demens. Først troede vi, det havde noget med skilsmissen fra hans kone at gøre. At han gik og rugede, var nedtrykt og glemte ting og gentog sig selv. Han ville ikke gå til læge, men til sidst gjorde han det, da min mor bad ham om det. Så blev det tydeligt, hvad han fejlede”.

Annette, Johns ekskone, har en anden version. Til en avis fortæller hun, at Eriksen efter sin fyring fra Svendborg bliver mere og mere stille. Somme tider sidder han i flere timer alene på sit værelse. Hans kone spekulerer på, om det er stress eller snarere en hjernesvulst, men han nægter at gå til lægen. Eriksen har altid været et familiemenneske, og i løbet af sin karriere har han efter kamp og træning aldrig kunnet komme hurtigt nok hjem til sin kone og sine i Holland fødte døtre Camilla og Sarah. Da hans personlighed ændrer sig drastisk, går ægteskabet i stykker. Eriksen flytter for sig selv i et lille hus. Annette og døtrene besøger ham jævnligt, og da hans ekskone erfarer, at han har aftalt besøg hos lægen, ringer hun til lægen for at få ham til at undersøge hans hjerne.

”Tja”, siger Gert Eriksen. ”Hende Annette. Vi kunne ikke sammen”. Det betyder, at de to brødre, der tilbragte deres ungdom med at spille fodbold sammen, glider fra hinanden. Gert rejser tre gange ned til en Rodakamp i Kerkrade og én gang til FC Mulhouse, hvor John Eriksen i 198485 spiller i den næstbedste franske række og scorer 27 mål i 34 kampe. ”Annette og jeg skændtes hele tiden, og som regel tog John hendes parti”. Brødre


80

ne er ikke på talefod i en årrække. Men da John flytter tilbage til Svendborg, genoptager de forbindelsen. Ifølge Gert ville John bestemt ikke skilles, og han går ud fra, at det var skilsmissen, der skubbede hans bror ud over kanten. Lillebroren trækker sig mere og mere ind i sig selv. Det går hurtigt ned ad bakke. Han må have hjælp til at købe ind, for han kommer hele tiden hjem med varer, han ikke har brug for. Han laver ikke mad mere, men propper sig med junkfood.

Med sine forældre aftaler han at komme og spise hver dag, men somme tider mister han tidsfornemmelsen og ankommer først til barndomshjemmet efter at have cyklet rundt i timevis. Køre bil kan han ikke mere, men også på cykel er han til fare for sig selv og andre. Folk tror, han er beruset. I Odense hører Allan Michaelsen historier fra Svendborg om, at John er flippet ud og blevet båret hjem.

Alt det oplever Gert Eriksen ikke. Han bor og arbejder på Ærø, hans kones fødeø, en god times sejlads fra Svendborg. Han får børn, bliver postbud og er spillende træner på klubbens førstehold. ”For mine forældre var Johns situation et helvede. Jeg forstår udmærket, at de fik ham indlagt på et hospital og fik ham på plejehjem. De var bange for, at han skulle komme noget til”.

Gert har fået munden på gled, men stopper talestrømmen. Han fører hånden gennem sit korte hår, klør sig lidt i en bakkenbart og kigger med fugtige, blå øjne tomt ud i luften. Så tager han sig sammen. ”Mens jeg boede på Ærø, besøgte jeg ham ikke så meget på plejehjemmet, men det var også hårdt for mig at se min bror sidde mellem mennesker, der var dobbelt så gamle som ham. Til sidst kunne han ikke genkende andre end min mor, ikke en gang mig. Det gjorde det ikke lettere”.


81

”Hvad forhindrede mig i at få en karriere som fodboldspiller, druk eller piger?” Gert Eriksen gentager mit spørgsmål med et stort smil. ”Hvad med begge dele?” Gert er selv en dygtig fodboldspiller, men ikke så ambitiøs som sin bror. Allan Michaelsen mener, at Gert er for langsom til topfodbold. Som drenge spillede brødrene fodbold sammen i timevis ude i haven. Når Gert gik ind, blev John ved med at sparke en tennisbold højt op i luften. Det forfiner hans teknik og gør, at han lærer at sparke lige godt med begge ben. Et halvt år før sin bror debuterer John for Svendborg. Gert har aldrig været jaloux over det, snarere stolt. Han kan se, at ’Lille John’ simpelthen er bedre end ham. Først efter sin 18års fødselsdag begynder John for alvor at skyde i vejret, indtil da er han et hoved mindre end sine jævnaldrende. Det tvinger ham til at være smidig og hurtig, hvilket han får glæde af gennem en lang karriere.

Med hans højde er der ikke så store problemer, da John Eriksen skifter til Roda i det sydlige Holland, men han bliver hurtigt klar over, at han må lægge på rent fysisk. For en centerforward på 1,80 er 74 kilo ikke tilstrækkeligt i den langt hårdere hollandske turnering. John Eriksens første halvsæson er målløs, og den rutinerede, store og stærke Dick Nanninga sidder på hans foretrukne plads som spydspids. Eriksen beslutter sig for at gå i gang med at løfte vægte, og han har det held, at den nye træner Piet de Visser efter sommerpausen giver ham en fri rolle på venstrekanten ved siden af Nanninga. Det bliver en succes. Eriksen står lige pludselig altid på det rigtige sted, når Nanninga med sin springstyrke header bolden videre. I de fire kommende sæsoner scorer Eriksen 80 mål for klubben. De Visser kalder ham ”en fænomenal skarpskytte”.


82

På et af sine besøg i Holland oplever Gert Eriksen, hvor begejstrede de er i Roda for hans bror. ”John spillede på et fremragende hold med tre berømte spillere, der havde deltaget i VMfinalerne i 1974 og 1978: målmand Jan Jongbloed, midtbanespilleren Theo de Jong og angriberen Dick Nanninga”. Målmanden Jongbloed må indkassere to scoringer i finalen mod Vesttyskland i 1974. Tyskernes andet mål i 21sejren er signeret af Gerd Müller. Han er Johns store forbillede. Eriksenbrødrene sad klistret til skærmen, når Bayern München var på tv. John Eriksen er stolt, når han som voksen bliver kaldt den danske Gerd Müller, fordi han har samme ’Torinstinkt’ som sit tyske idol. Ligesom den lille tysker kan Eriksen vende på en tallerken. Eriksen føler ikke, han kan nå højere, da han i 1988 får overrakt Sølvstøvlerne

John Eriksen scorer det første af sine fire mål i Rodas 7-3-sejr over Zwolle i 1983. Foto: Jacques Klok / ANP / Scanpix.


83

af Gerd Müller efter at have scoret 36 mål for Servette FC. Det er Eriksens anden ud af tre sæsoner i den schweiziske klub, hvor han er klubkammerat med den tyske stjernespiller KarlHeinz Rummenigge. For Genèveklubben scorer han i alt 75 mål i 87 kampe. I 1989 drager han videre til Luzern, hvor han netter 37 gange i 70 kampe, før han i 1991 vender tilbage til Danmark. At John Eriksen aldrig når at spille i andre storklubber end Feyenoord, tilskriver Gert Eriksen lillebrorens beskedne karakter. At han selv forhandler sine kontrakter uden hjælp fra agenter eller advokater, hjælper ham heller ikke. ”Hans niveau berettigede ham til at spille i Tyskland eller Italien – ligaer, der passede godt til hans spillestil”. Statistisk er Eriksens ene sæson hos Feyenoord 198586 bestemt ikke dårlig: 22 mål i 31 kampe plus to scoringer i en pokalkamp mod PSV samt et europæisk mål mod Sporting Lissabon. Men med sin tørre, effektive spillestil, hvor han er usynlig i store dele af kampene, bliver han aldrig rigtigt populær i Rotterdam. Feyenoordklubben foretrækker i de år snarere børster som Dave Mitchell (12 mål i 40 turneringskampe) og John van Loen (17 i 54 kampe), kultspillere, der høstede bifald, selv når de blev udskiftet efter en mindre heldig indsats på banen.

Ikke en gang en flot assist i De Klassieker, der i efteråret 1985 sikrer Feyenoord den første sejr i Amsterdam i 11 år, kan ændre på opfattelsen af Eriksen. I foråret 1986 har klubben ondt i økonomien og føler sig tvunget til at sælge John Eriksen foruden to andre nyindkøb, Tscheu La Ling og landsmanden Jan Sørensen.

”Sjovt nok havde han i sommeren 1986 sit egentlige gennembrud i Danmark”, siger Gert Eriksen. Roda, Mulhouse eller Feyenoords kampe blev selvfølgelig al


84

drig vist på dansk tv, så for mange danskere var min bror ret ukendt indtil VMkampen mod Vesttyskland”. Efter pausen afløser Eriksen Elkjær, og et kvarter senere lander bolden efter flot kombinationsspil mellem Lerby, Mølby og Arnesen hos Eriksen. Det ligner et simpelt mål til 20, men Eriksen gør alt rigtigt: løber med frem, venter, og timer sit indløb i feltet perfekt, og overrasker derpå den tyske målmand Toni Schumacher med at sætte bolden ind, ikke med højre, men med venstre fod. Jubelscenen er også karakteristisk for Eriksen: Han svinger med armen i let jubel, smiler og løber direkte hen og fejrer scoringen med holdkammeraterne. Tilbage i midtercirklen klapper Michael Laudrup ham på hovedet. Fra tribunerne runger: ”We are red, we are white, we are Danish dynamite”. Ingen kan forudse, at netop det 15 år senere skal blive John Eriksens sidste ord.

Gert Eriksen skubber den tomme kaffekop væk og bider sig i underlæben. ”Fodbold var alt for John, og han blev ved, indtil han absolut ikke kunne mere. Han spiller ikke rigtige kampe mere, men bare lidt hyggebold fredag aften sammen med nogle gamle kammerater”. Den sidste gang er i 1999, kort før John bliver indlagt på et plejehjem for demente. Det er i forbindelse med den årlige traditionsfest for gamle Svendborgspillere og trænere, noget John Eriksen selv tog initiativ til, da han kom hjem fra Schweiz. De gamle medspillere kan under kampen se, at der er noget galt fat med John, men de ved ikke hvad. Da John før middagen går på toilettet, fortæller Gert de andre, hvordan det står til med broren. Allan Michaelsen holder vagt på gangen. ”Alle var oprevet”, fortæller Gert Eriksen. ”Også jeg selv, men det var ganske tydeligt, at det nok var sidste gang, John skulle komme til at sparke til en bold. Sådan blev det også”.


85

John Eriksen ved præsentationen i Feyenoord i 1985. Foto: Per Kjærbye.

Døtrene Camilla og Sarah, der regelmæssigt går ture med deres sygdomsramte far, får sjældent lejlighed til at give en forklaring. På gaden oplever de, at bekendte, der kommer imod dem, går over på den anden side af gaden eller smutter ind i en butik. Det er ubehageligt, ligesom bemærkningerne om, at deres mor har ladt en syg mand i stikken. Men de vil ikke skamme sig over deres far. Hvis andre ikke vil se dem i øjnene, er det deres problem, siger døtrene ifølge deres mor.

Vi forlader cafeen og går hen til kirkegården, hvor John Eriksen ligger begravet. Gert standser op foran graven. Der står to sten. En stor med indskriften ”John Hartmann Eriksen” og derunder hans fødsels og døds


86

dag, og en lille, brun sten med to udhuggede fugle. ”Far” står der bare.

Vi står lidt uden at sige noget, indtil Gert begynder at vippe på fodbalderne, bukker sig lidt og vender sig bort. ”Kom, vi går”, siger han så. Vi går ud til hans bil og kører igennem byen. Gert viser mig en smuk udsigt over havnen, inden vi kører hen til fodboldklubben, hvor brødrene har tilbragt så meget tid. Vi sidder lidt udenfor klubbens cafeteria, som er lukket. En dreng sparker en bold mod et tomt mål. Vi sætter os ud i bilen igen og kører en ti minutters tid. ”Her gik vi i skole”, siger Gert undervejs, og lidt efter: ”Her bor mine forældre”. Vi parkerer og går ind i et etplanshus, hvor vi overrasker hans mor og far ved aftensmaden. De er begge i firserne. Moren, en sød dame med kridhvidt hår og briller, rejser sig for at byde velkommen. Faren, en genert, halvskaldet mand med en imponerende næse, der breder sig til alle sider, skovler hurtigt de sidste rester af den varme mad indenbords. Så giver han også hånd og tager ud af bordet. Via Gert spørger han, om jeg vil have en kold Tuborg. Ikke noget usædvanligt spørgsmål i Danmark, heller ikke midt på dagen.

Mor Eriksen er den snakkende af de to. Hun har lært sig en smule tysk under vandreferier i Tyskland, Østrig og Schweiz. Da hendes yngste skaber sig en professionel karriere i udlandet, bliver hun stolt. Det vil modne ham, og desuden elsker hun selv at rejse. Hun har gode minder fra Holland og nævner spontant navnene på Johns gamle holdkammerater Martin van Geel, René Hofman og Mario Been. Faren går frem og tilbage i stuen, han bryder sig ikke om at følge med i samtalen, men netop som mor Eriksen fortæller, at hun ikke er så vild med franskmænd, finder han sin afdøde søns franske arbejds


87

tilladelse frem fra en skuffe. Vi kigger på hans glatbarberede, unge ansigt på fotografiet. ”No moustache”, siger Gert. ”No moustache”, gentager hans mor. ”Da vi tog ned for at se en Mulhousekamp, havde han fået skæg. Før kampen sagde han: ’Mor, jeg spiller med nummer 10’. Som om jeg ikke skulle kunne kende min egen søn”.

Den sidste sætning bliver hængende i stuen. Gert tager den sidste slurk af sin øl, faren piller ved borddugen, og moren sukker: ”Ja, ja”. Længe høres kun urets tikken. Så fortæller mor Eriksen, at hendes søn i sit sidste år ikke sagde et ord mere. Han smilede kun, når hun kom på besøg. Hun forsøger alt: læser historier for ham, spiller bånd og synger sange. Kun én gang reagerer hendes søn. Da hun synger ”We are red”, falder John ind med: ”We are white”. Det bliver hans sidste ord.

Allan Michaelsen besøger også John Eriksen på plejehjemmet. Det er omkring et år før hans død, hvor Eriksen stadig af og til siger noget. Eriksen sidder ved et langbord mellem 80 og 90årige, der stirrer tomt frem for sig. Eriksen lader ikke til at genkende sin gamle kollega og træner, men viser ham dog senere sit værelse. Da Michaelsen spørger, hvordan det går med ham, remser Eriksen sit dagsprogram op: Klokken 10 far og mor, klokken 12 post, klokken 15 kaffe. Michaelsen tager sølvstøvlerne ned fra en hylde. ”Hold op, hvor var du skarp dengang, John”, siger han. Eriksen kigger på ham. Så siger han: ”Ja, ja, Feyenoord. Klokken 10 far og mor, klokken 12 post, klokken 15 kaffe”.

Den historie kender familien Eriksen ikke. Der bliver stille i lang tid ved spisebordet, indtil moren siger: ”hmmm”, og faren giver lyd fra sig, som om han slæber en sæk cement op ad en smal stige. Gert studerer sine skosnuder.


88

Ligesom sin ekssvigerdatter mener mor Eriksen, at hendes søns sygdom skyldtes hans arbejde. Hun henviser til fotos og scanninger, hospitalet har lavet af hans hoved. Der er tydelige hjerneskader. ”Det kom af alle de hovedstød”, siger hun. Hun taler om en svensk undersøgelse, der peger på, at demens i en ung alder forekommer relativt ofte hos boksere og fodboldspillere.

Demens er ikke dødbringende i sig selv, patienterne dør af følgevirkningerne. Det er ikke noget rart spørgsmål at stille, især ikke til den efterladtes familie, men jeg gør det alligevel. Far Eriksen mumler noget, Gert kigger på sin mor. ”Han faldt”, siger hun. ”Slog hovedet mod et bord”. Hvordan han faldt, om han måske blev ramt af et hjerteanfald, har hun aldrig ønsket at få at vide. ”Det var bedst sådan, for ham – og for os. Det var så tungt til sidst. John var aggressiv over for plejepersonalet og somme tider også over for os. Det var rædselsfuldt, for John var sådan en kær og følsom dreng. Det må du gerne skrive”.

På en trist campingplads på Nordfyn drømmer jeg om John Eriksen om natten. Han sidder i en stor lænestol og stirrer stift på mig. Hver gang jeg spørger ham om noget fra hans tid i Holland, strækker han begge arme i vejret, som om han lige har scoret. Han tier, og ud over armene og skuldrene rører han sig overhovedet ikke. Han blinker ikke engang med øjnene.

Også den følgende kolde morgen kører familien Eriksens triste historie stadig rundt i mit hoved. Efter morgenmaden tvinger jeg mig selv til at komme videre, og i stedet begynde at lede efter Lars Elstrup.


Documents

De orange danskere