Den dobbelte tavshed

DET ER I SLUTNINGEN AF JUNI MÅNED og afrejsedag for fi lm-

instruktøren Sam, hans kone Andrea og fi re af deres nære venner.

De er en del af en større fl ok familier fra villakvarteret i Visby, der

i hverdagen deler det meste: Børnepasning, havearbejde, middage,

fester, løbeture og hinandens bekymringer. Den årlige sommertur er

et tiltrængt afbræk i rutinerne og en anledning til at gøre noget

anderledes sammen, kun de seks, uden børn.

I år har Sam planlagt en temarejse i Ingmar Bergmans ånd. De skal

deltage i Bergman-ugen på Fårö, og bagefter tager de til Stora Karlsö

for at opleve tusindvis af lomvier lette fra de stejle klipper og fl yve

mod syd, i ly for vinterens kulde. Men undervejs går noget helt galt.

DEN DOBBELTE TAVSHED er en nervepirrende psykologisk krimi,

der borer dybt i de hemmeligheder, selv venner skjuler for hinanden.

Den dobbelte tavshed er Mari Jungstedts syvende fritstående bog

i serien om politiinspektør Anders Knutas, hans kollega Karin

Jacobsson og journalisten Johan Berg.

„En af de mest overbevisende krimiforfattere i sin generation.“ SVENSKA DAGBLADET

MARI JUNGSTEDT (f. 1962) er en af Sveriges mest populære forfattere. Hendes serie af Gotland-krimier udkommer i mere end tyve lande, er fi lmatiseret og bliver vist som tv-serie. Mari Jungstedt er uddannet journalist. Hun tilbringer sommeren på Gotland, men bor ellers i Stockholm med sin mand og deres to børn.

JungstedtM

ARI

144mm 144mm30,5mm 90mm90mm

221m

m

O M S L A G : H A R V E Y M A C A U L A Y / I M P E R I E TB I L L E D E C O P Y R I G H T A N N A L E N A A H L S T R O M

„Den tager næsten vejret fra én. Gys i topklasse og med masser af atmosfære.“Søndag

„Spænding til det sidste.“ Kulør

„Rigtig hyggelig uhygge, beskrevet så man får lyst til med egne øjne at bese Gotland.“Søndag

„En meningsfuld og underhold-ende fortælling. Jungstedt driver sine vildt gættende læsere på vildspor, indtil man overgiver sig og lader hende om at binde samtlige ender.“Politiken

„Godt skrevet, vanvittig spændende og fantastisk underholdende.“ Nordjyske Stiftstidende

★★★★★ „Truet børnefamilieidyl i vellykket svensk krimi.“ Børsen

MARIJungstedt

DEN TAVSHED

dobbelteK R I M I N A L R O M A N

DEN dobbelte TAVSHED

„En af Skandinaviens bedste krimiforfattere.“

THE TIMES

„Så så,” sagde han. „Tag det roligt. Han er ikke farlig, når man blot er varlig,“ nynnede han som i den gamle børnesang. Samtidig halede han rebet frem fra tasken. Hendes hænders klodsede famlen fi k en brat ende, da han tog et fast greb om dem begge, bandt rebet hårdt om håndleddene og hejste armene op over hendes hoved. På et øjeblik var hun ude af stand til at gå nogen steder. Hjælpeløst udleveret til ham. Han nød det. Der var kun de to. Træerne var deres eneste tilskuere, langt borte fra alt og alle. Den normale civilisation med sine normale normer. Her eksisterede et særligt univers. Han gjorde, som han ville. Hun var bundet til træet. Sårbar som et nyfødt barn.

M A R I J U N G S T E D T

Den dobbelte tavshed

Kriminalroman

Oversat fra svensk af

Kamilla Jørgensen

P E O P L E ’ S P R E S S

Jungsted-DEN DOBBELTE TAVSHED.FINAL:Layout 1 23/04/12 16:00 Side 3

Den dobbelte tavshed

Oversat af Kamilla Jørgensen efter:

Den dubbla tystnaden

Copyright © 2009 Mari Jungstedt

Published by agreement with Stilton Litterary Agency, Sweden

Copyright © dansk udgave 2012 by People’sPress, København

Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Sats og tilrettelægning: John Ovesen/Baghus

Bogen er sat med Minion

ISBN: 978-87-71088-91-5

1. udgave, 1. oplag

Printed in Germany 2012

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med

overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt

ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedshus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

www.artpeople.dk


Til Anna Samuelsson, min elskede lillesøster



Kan man være en og samme person præcis

på samme tid? Jeg mener være to personer.

FRA INGMAR BERGMANS PERSONA



BILEN DREJEDE FRA den store vej og fortsatte ad et hjulspor ind iskoven. Mørket havde sænket sig, og kun billygternes kolde skærgjorde det muligt at se vejen. Fyrretræerne var her højere end nor-malt på Gotland. De stod tæt i krattet, grene søgte hinandens sel-skab som beskyttelse for vinden, når stormene drev ind over øen.Men nu var det vindstille. En bil bumlede af sted for så at standsei lysningen ved den lille sø, egentlig ikke mere end et kær. Månenlyste rund og hvid over det spejlblanke vand. Tågen lettede fraoverfladen, steg stille til vejrs, blev opløst og forsvandt i dettomme intet.

Parret tumlede ud af bilen, allerede opslugt af deres leg. Hunklæbede til ham, mund mod mund, krop mod krop, febrile hæn-der der søgte ind under tøjet. Hun lo, og lyden forplantede sig overvandoverfladen, sprang mellem knudrede stammer og kampe-sten. Et gammelt piletræ strakte sine grene over den sorte og koldesø, kærtegnede dens stille overflade.

Hun lænede sig mod stammen, bredte armene ud, lukkedeøjnene. Duften af fugt og jord i næsen, den kølige og dugfriske luftmod hendes bare hud gjorde hende endnu mere ophidset. Hanbed hende hårdt i skulderen, hun skreg, rev sig løs fra hans greb ogløb mod skoven. Oppe på bakken over søen indhentede hanhende, pressede hende op mod et fyrretræ. Barken skrabede hen-des ryg. Hans øjne skinnede i halvmørket, langsomt knappedehan kjolen op. Lod fingrene glide langs hendes bare skuldre, ind-

9


til stoffet gav efter og dalede ned for hendes fødder. Hun havdeikke bh på. Hun havde længtes efter ham i flere dage.

Hun gøs. Hans ansigt var helt tæt på, så fremmed ud i måne-skinnet. De var tavse under legen. Han sukkede, da han lod denene hånd glide over hendes krop, spillede over hendes bryster,stoppede op, kredsede. Han strøg forsigtigt med fingerspidserne,fulgte linjen, hvor ribbenene mødtes, ned mod navlen. Vandredeopad igen. Langsomt frem og tilbage indtil hun stønnede af lider-lighed. Imens bøjede han sig umærkeligt ned mod tasken i græs-set ved sine fødder. Den ene hånd bag ryggen, gravede forsigtigt iindholdet, fandt det, han søgte. Hun havde stadig lukkede øjne,spredte benene mere. De små, halvt gennemsigtige g-strengs-trusser skjulte knap hendes skød. Slemme pige, tænkte han ophid-set. Du vidste, hvad der ventede. Han lod tungen cirkle omkringhendes navle, bed hende forsigtigt i maven. Den var glat og fastsom på en dreng. Så strøg han opad med bindet bag ryggen. Kys-sede brysterne, nåede hendes slanke hals. Et udsat sted, tænktehan, mens han skiftevis nappede og slikkede den tynde hud. Hankunne mærke årerne med tungespidsen, hendes blodkar lå såyderligt. Så hævede han armene, og lynhurtigt havde han trukketbindet ned over hendes ansigt. Den sorte maske dækkede øjnenehelt. Nu var alt sort.

“Hvad laver du?” fnisede hun usikkert. Hendes hænder fløj automatisk op til ansigtet. Håndfladerne

lyste hvidt. Han syntes, de lignede to vildfarne fugle, der flagredegennem luften uden at kende sit mål.

“Så så,” sagde han. “Tag det roligt. Han er ikke farlig, når manblot er varlig,” nynnede han som i den gamle børnesang. Samtidighalede han rebet frem fra tasken. Hendes hænders klodsede fam-len fik en brat ende, da han tog et fast greb om dem begge, bandtrebet hårdt om håndleddene og hejste armene op over hendeshoved.

10


På et øjeblik var hun bundet til træet, ude af stand til at gånogen steder. Hjælpeløst udleveret til ham. Han nød det. Der varkun de to. Træerne var deres eneste tilskuere. Langt borte fra alt ogalle. Den normale civilisation med sine normale normer. Hereksisterede et særligt univers. Han gjorde, som han ville. Hun varbundet til træet. Sårbar som et nyfødt barn.

Og han udnyttede til fulde hendes sårbarhed.


I SAMME ØJEBLIK Andrea Dahlberg drejede ned ad deres ellers såfredelige villavej, blev hun grebet af en ubehagelig følelse. I det vel-stillede boligkvarter Terra Nova lige uden for Visby skete der ellersikke meget. Livet gik sin vante gang i villahaverne og på række-husgrundene. Men der var pludselig noget i luften. Hun standse-de op, tørrede sveden af panden, løsnede vandflasken fra bæltet ogdrak et par slurke. Så sig omkring, granskede husfacaderne, de fåparkerede biler der holdt langs vejen. Ikke et menneske i sigte. Påoverfladen var alt roligt.

Hun var på vej hjem fra sin sædvanlige motionsrunde. Ener-gisk stavgang. For en gangs skyld var det ikke lykkedes hende at fåen af nabokonerne med. Denne morgen var hendes sædvanligemotionsveninder optaget. Enten var det regnen, eller også und-skyldte de sig med andre ting, tænkte hun irriteret. For hendehavde vejret aldrig været en hindring. Iøvrigt støvregnede detkun.

Da hun var alene, blev hun i stedet nødt til at tilbagelægge sineti kilometer på småstierne rundt om i boligkvarteret. Temmeligkedeligt. Hun foretrak skoven, men turde ikke gå derind alene.Havde svært ved at slappe af, bildte sig ind, at der stod en vold-tægtsmand på lur, så snart det puslede i den nærmeste busk.

Maven knurrede, hun motionerede altid før morgenmaden.Forbrændte mere på den måde, noget Andrea Dahlberg var tem-melig interesseret i, selv om der ikke var antydningen af fedt at se

12


på hendes veltrimmede krop. Nu var hun næsten hjemme, og hunhavde netop tænkt på, hvor meget hun glædede sig til friskpressetjuice og vaniljeyoghurt med hjemmelavet mysli. Kiwi i skiver ogfriske hindbær fra buskene i drivhuset på bagsiden af huset.Espresso og morgenavis. Altid den samme rutine. Desuden villedenne morgen blive mere fredelig, da hun var alene i huset oghavde fri fra arbejde. Hendes ferie var allerede begyndt. Sam varpå filmoptagelse ved Fårösund og forventedes hjem dagen efter.Børnene skulle tilbringe de næste to uger i Stockholms skærgårdmed deres mormor og den mand, hun havde været gift med sålænge, at de kaldte ham morfar. De var rejst dagen før. Alt burdevære fryd og gammen.

Men så vendte den generende følelse tilbage. Så svag, at denknap kunne anes. Den hviskede hende i nakken. Andrea så sig igentil begge sider. Ingen bag hende, der var kun hende på vejen. Deneneste, hun havde mødt, efter hun kom ind i deres kvarter, var enmand med stråhat og solbriller, som kom gående på den andenside af vejen. Han havde løftet hånden til hilsen, men hun kunneikke genkende ham. Måske var han på besøg. Hun rettede påkaskettens skygge og rankede ryggen. Forsøgte at ryste ubehaget afsig.

Hun mærkede lettelsen, da hun på lang afstand så en af nabo-pigerne komme gående imod sig. Som sædvanligt med barnevog-nen. Selv om Sandra ikke var en af hendes allerbedste venner, varhun behagelig at være sammen med, og hun og hendes mand til-hørte den bredere omgangskreds.

Hun hilste smilende. De udvekslede et par ord, om vejret, denforestående ferie. Ikke noget særligt. Sandra virkede stresset, blik-ket flakkede. Smilet noget anstrengt. Lidt efter undskyldte hun sigmed, at hun havde en aftale med sundhedsplejersken.

Andrea var næsten hjemme. Hun passerede direktør Halldénslyserøde mexiteglsvilla, en del større og mere prangende end de

13


øvrige huse rundt omkring med den elegante indkørsel med søj-ler på begge sider, den rundede trappe og et springvand på græs-plænen. Hun huskede, hvordan hun og Sam havde grinet over detpralende påfund – hvem troede familien Halldén, de var, familienEwing fra Dallas?

Regnen var hørt op, men fugtigheden i luften blev hængende.Gaden lå øde. Vandet fik græsset til at dufte, vegetationen i deprangende haver var overvældende her i forsommeren. Det varanderledes, da hun og Sam flyttede ind i det nybyggede kvartermed ungerne for femten år siden. Dengang bestod terrænetomkring husene mest af jordhøje og tynde, spredte buske, derantydede kommende hække på omhyggeligt udmålte skel. Vegeta-tionen i området var høj nu. Rummelige villaer med velklippedegræsplaner lå på begge sider af vejen. Snart nåede hun sit hus. Vil-laen lå længst væk med et skovområde bag. Et hvidt træhus i finde siecle-stil selv om det kun var femten år gammelt. Sadeltag,træudskæringer, sprossede vinduer og havestue.

Da hun nærmede sig, stivnede hun. Hoveddøren stod på klem.Kun en smal sprække ganske vist, men tilstrækkeligt til at hunopdagede det, da hun passerede den ildrøde postkasse, som Samhavde købt i New York i foråret.

Hun standsede brat op. Lyttede anspændt. Ikke en lyd at hørebortset fra en stille dryppen fra nedløbsrøret på garagemuren.Blikket var rettet mod døren. Havde hun ladet den stå åben, dahun gik hjemmefra? Det var umuligt, hun var så omhyggelig. Eninkarneret pedant, som altid tjekkede, at terrassedøren var låst, atalle vinduer var lukkede og lyset slukket, før hun forlod huset.Hun tastede altid koden ind til alarmen, der var blevet installeretved siden af hoveddøren, under nøgleskabet. Det glemte hunaldrig. At låse og sætte alarmen til.

Hun sneg sig lydløst nærmere døren. Ingen tegn på indbrud.Hjernen registrerede dato og klokkeslæt for eventuel anmeldelse

14


til politi og forsikringsselskab. Onsdag, den femogtyvende juniklokken ni-femogtredive. Så stille hun kunne, gik hun op ad trap-pen til vindfanget, bed tænderne sammen ved hvert knirk. Stop-pede op og lyttede intenst. Der var stadig intet at høre indefra.Hun holdt vejret. Forsigtigt satte hun et par rystende fingre isprækken i hoveddøren. Den gled langsomt op.

Tøvende trådte hun indenfor.


SKYGGERNE BEVÆGEDE SIG som langstrakte, flygtige figurer overkøkkengulvet. Stina Ek sad barfodet på de kølige klinker, lænet opad køkkenskabet i hjørnet mellem køkkenbord og spisekammer.Knæene trukket op, og armene foldet over brystet, fingrene flettetind i hinanden. Blikket fulgte de uregelmæssigt bølgende mønstre,de delte sig og forenede sig igen, alt efter vindens lunefulde legmed trækronerne uden for vinduet. Lyset faldt smukt, og husetvar helt stille. Solen havde pludselig kigget frem fra det ellers kom-pakte skydække. Børnene var blevet hentet af babysitteren eftermorgenmaden. Hun burde pakke, men kunne ikke tage sig sam-men. Var blevet siddende ude af stand til at foretage sig noget.Som var luften gået ud af hende, da huset blev tomt, og hun varladt alene med sine tanker.

Den kontrollerede facade krakelerede, musklerne i ansigtetslappede af, skulderne faldt ned, og det blev lettere at trække vej-ret. Hun behøvede ikke længere at anstrenge sig, og det gjordehende træt.

Dagen efter skulle hun og Håkan væk nogle dage med deresbedste venner: Sam, Andrea, John og Beata. De var naboer i TerraNova. Alle var flyttet til området, da husene var helt nye, og derherskede nybyggerstemning i området. Børnene var små, og dehavde mødt hinanden i børnehaven eller på legepladsen. Årenegik, og utallige forældremøder, børnefødselsdage, middage og

16


fester senere var de svejset sammen, med tiden var de praktisk taltuundværlige for hinanden. De hjalp hinanden med at hente ogbringe børn i skole og til fodboldtræning, udvekslede madop-skrifter og lånte hinandens højtryksspulere og rundsave. Omefteråret havde de fælles løvrivningsdage med tilhørende afbræn-ding og pølser på grillen, de hjalp hinanden med tapetsering ogombygninger. Og ikke kun i hverdagen: De holdt fælles middageog fester, det årlige krebsegilde, julegløgg, sankthans. Traditionenholdt de fast på, og festerne skulle altid foregå på samme måde. Etpar gange havde de afveget fra det sædvanlige, hvilket havde fåetalvorlige konsekvenser. Ingen ville risikere at miste det veltilrette-lagte fællesskab, så nu holdt alle sig til de uudtalte regler. I hvertfald på overfladen.

For nogle år tilbage var der opstået en ny tradition. Tre par iområdet, som var særligt nære venner, foretog en kortere rejsehver sommer. En voksenrejse uden børn. Sam Dahlberg havde fåetidéen, han var en stærk drivkraft i flokken, opfindsom og kreativ.Nu, hvor børnene var blevet større, kunne de godt unde sig selv enrejse uden dem nogle dage en gang om året, syntes han. Men detskulle ikke være en almindelig rejse, den skulle indeholde forskel-lige aktiviteter, noget originalt. Og de kunne ikke være væk forlænge, ellers blev det for kompliceret med børnepasningen. Kunnogle dage.

De havde redet på Island, riverraftet i Jukkasjärvi, cyklet mel-lem vingårde i Provence og vandret på fjeldet på Nordkap. I århavde de besluttet sig for en mere enkel variant.

Først skulle de til den årlige Bergman-uge på Fårö, bagefterfortsatte de til Stora Karlsö for at studere de tusindvis af lomvier,der på den tid af året hoppede ned fra de stejle kalkstensklipperfor at begive sig af sted til vinterlogi i den sydlige Østersø. Fæno-menet var en berømt begivenhed.

17


Hun rejste sig sukkende op. Uden for vinduet så hun et glimtaf Andrea, der gik forbi iført shorts og en top, der smøg sig omhendes lange, veltrimmede krop.

Hun gik i et hysterisk opskruet tempo, så uforskammet frisk ogsporty ud. Af og til trættede Andreas effektivitet hende, hun orke-de ikke at hænge på i svingene. Hun havde afslået at tage med, daAndrea ringede og spurgte. Skuffelsen i venindens stemme havdeværet tydelig, men hun havde slet ikke lyst. Det var ikke detsamme mere.

Hun løb mest nu. Når hun var alene i skoven, fik tankerne fritspil. De vandrede gerne af sted til den anden side af jordkloden.Hun var adopteret fra Vietnam, og så længe hun kunne huske,havde hun gået rundt med en stærk længsel efter sine rødder.Fragmentariske billeder dansede rundt i hovedet på hende. Lugte-ne fra Hanois slumkvarterer sad fast i næseborene, hendes mor-mors senede hænder i opvaskebaljen, fødder mod stengulvet, toi-lettet i gården. Hun blev efterladt på børnehjemmets trappe meden seddel om halsen og en legetøjskanin i favnen som femårig. Dahun var seks, kom en ufattelig stor dame og mand og tog hendemed. Sin biologiske mor havde hun ingen erindring om, hellerikke faren. En rynket, tandløs kone med små sorte streger til øjne,tørre, men varme hænder. Hun savnede de trygge hænder. Havdelængtes efter dem hele sit liv. De betød hjem for hende, men for-mentlig fandtes de ikke mere. Hun var selv fyldt syvogtredive, oghendes mormor havde allerede været gammel, da hun var fem.Ikke fordi der var nogen idé i at opsøge hende. Stina havde forsøgtat kontakte børnehjemmet som teenager, men det var lukket forflere år siden. Hun bad ambassaden om hjælp, men det viste sig atvære svært. Der manglede oplysninger om hende. Det eneste, hunhavde, var den adresse, hvor det gamle børnehjem havde ligget.Hendes adoptivforældre havde overbevist hende om, at dernæppe var nogen idé i at rejse dertil. Hun ville ikke finde det, hun

18


søgte. Sorgen og savnet efter sit ophav og mormorens hænder tyn-gede. Lå som en skygge over hendes tilværelse.

Hun forsøgte at glemme det, tænkte på, hvor heldig hun havdeværet. Hun kunne lige så godt have været død af sult på gaden ellersolgt til et af Hanois mange bordeller. I stedet havde hun fået ettrygt liv, hun manglede ingenting.

Forældrene havde været søde, men også distancerede på eneller anden måde. Hvor meget de end forsøgte at give hende kær-lighed, vise hende, at hun var deres helt egen datter, var det, somom de inderst inde betragtede hende som en fremmed. Indrøm-met. De behandlede hende godt og respektfuldt, men godnat-krammene virkede nærmest pligtskyldige, moderen sagde ofte, athun elskede hende, men det var uden varme. Hendes moderligeomsorg var præget af en usikkerhed, som Stina mærkede underhele sin opvækst. Nogle gange kunne hun tage sin mor i at betrag-te hende i smug. Blikket var forundret, nærmest skræmt, og hunsyntes endda, at hun fornemmede en vis afsmag. Det blik sagdemere end alle årenes forsikringer om kærlighed, fine fødselsdags-gaver og rundhåndede lommepenge. Af og til spekulerede Stinapå, hvorfor forældrene havde fået hende. Hun troede ikke, at hunhavde indfriet deres forventninger.

Så snart hun fyldte atten, flyttede hun hjemmefra, ansøgte for-skellige flyselskaber om en stilling og blev ansat på det største.Snart mødte hun Håkan på en rejse over Atlanten. Han så ud til atvære mindst ti år ældre og udstrålede en selvsikkerhed, hun aldrighavde mødt hos en mand før. De havde småsnakket mere, endhun plejede at gøre med passagererne, og før han forsvandt, gavhan hende sit visitkort.

Nogle dage senere blev hun grebet af en indskydelse og ringe-de ham op. Han havde lydt glad og inviteret hende på frokost iStockholm. Et år senere flyttede hun ind hos ham på Gotland i dethus, som han og hans tidligere kone havde boet i. I begyndelsen

19


var det en pine. Håkan havde allerede to børn og en hund, og udover dem var der alle naboerne og de tidligere venner, som han oghans ekskone havde set. Og så kom hun der. Et seksten år yngrepigebarn, desuden asiatisk af udseende – nærmest direkte impor-teret. Selvfølgelig havde folk anstrengt sig for at være søde, menhun fornemmede, hvad de sagde, når hun vendte ryggen til. Detvar en befrielse at flytte til det nybyggede Terra Nova, hvor allebegyndte forfra. Ingen kendte hinanden. Hun blev gravid og fikstraks nye venner. Et besøg hos sundhedsplejerskerne i sundheds-huset var tilstrækkeligt. Der mødte hun Andrea, der også lige varflyttet ind og ventede barn. De blev bedste venner, og efterhåndenblev bekendtskabskredsen udvidet.

I takt med at familien og omgangskredsen omkring dem vok-sede, havde Stina følt sig mere tryg. Og de havde haft et godt liv,hun og Håkan. To dejlige piger, stort hus med have og swim-mingpool, som de installerede sidste år, da Håkan fik en ekstrabonus på sit arbejde. Hun trivedes stadig godt med jobbet somstewardesse. Måske passede atmosfæren i kabinen hende. Det varflygtigt, man var altid på vej, havde kun overfladiske kontakter,knyttede sig ikke til nogen. Kollegaerne kom og gik, man skullehele tiden samarbejde med nye mennesker.

Tomheden havde hun udfyldt på sin egen måde. Ingen anede,hvad der foregik i det skjulte, men snart ville alt ændre sig. Hen-des liv ville tage en dramatisk vending. Hun blev skrækslagen, nårhun tænkte på konsekvenserne, men indså også, at det var uund-gåeligt. Hun var nået til en skillevej. Hendes trygge tilværelse villeblive vendt på hovedet, og hun havde selv valgt det.

Der var ingen vej udenom.


VED FODEN AF trappen til første sal standser hun brat op. Blikketrettet opad, bider sig nervøst i underlæben. Ansigtet stift, fokuse-ret, på spring som et jaget dyr, lyttende, afventende. Der er heltstille. Hun er bleg, men smuk, læberne er rødmalede. Det mørkehår når helt ned til lænden. Kroppen spinkel, lange bare arme itop, shorts. Skoene har hun sparket af. Den ene fod på trappen afgotlandsk kalksten, rødlakerede tånegle som fuldmodne skov-jordbær. Smuk kontrast til det grå. Lyset falder ind fra siden ogformer et hypnotisk skyggespil.

Netop som hun skal til at tage det første skridt op ad trappen,hører hun en lyd bag sig og stivner midt i bevægelsen. På et øje-blik er manden over hende, tager fat i hendes lange hår og træk-ker hende brutalt bagud. Hun falder baglæns ned på gulvet i for-stuen.

“Cut!”Sam Dahlberg hævede ansigtet fra monitoren, slappede af og

strøg håret væk fra panden. Skuespillerne sendte spørgende blik-ke. Var han endelig tilfreds? Dette var den tolvte optagelse af densamme scene. Hovedrolleindehaveren Julia Berger var ved at fåhovedpine.

“Vi tager den en gang til.”Kvalte suk, opgivende miner. Et par stykker dristede sig til at

ryste på hovedet. Forbandede instruktør der aldrig var tilfreds. Ogfotografen var ligesådan. Der var varmt og indelukket i huset i

21


Bungeviken, hvor den allersidste filmoptagelse fandt sted. Tålmo-digheden på holdet var ved at være opbrugt. Klokken var over syvom aftenen, og de havde været i gang siden morgenstunden.

Alle var udmattede og sultne. Julia Berger trak på skuldrene også spørgende på instruktøren.

“Så må jeg have en cigaret og et glas vand. Bare så du ved det.”Hun forsvandt ud på terrassen mod havet med sin kollega.

Filmassistenten skyndte sig efter med isvand. Det gjaldt om atholde skuespillerinden i godt humør. Hun var en lunefuld diva, ogdet var sket mere end en gang, at hun forlod filmholdet, hvis huntabte tålmodigheden og ikke fik sin vilje.

Sam Dahlberg lod sig ikke mærke med det. Hans mavefor-nemmelse sagde ham, at det blev godt. Rigtig godt. Derfor villehan ikke løbe en risiko. Det var nødvendigt at tage scenen om.Han og fotografen var enige om at sikre sig så meget materiale, atder var nok, når de kom til klippebordet.

Sam skyllede en flaske mineralvand ned. Selv om regnen låtungt i luften, var det forbandet varmt. Folkene på holdet slappe-de af, småsnakkede, nogle løb på toilettet eller fik sig en smøg. Allevidste, at pausen kun ville vare et par minutter.

Da Sam igen tog plads i instruktørstolen, skete der straksnoget.

“Okay, så kører vi igen,” råbte instruktørassistenten.På et øjeblik forstummede snakken. Samtlige blikke blev først

rettet mod instruktøren, bagefter mod hinanden. Kropsholdnin-gerne blev rettet til, ansigtsudtryk strammet op. Koncentrationenfyldte luften. Sam betragtede folkene omkring sig. Det var detsamme drømmespil hver gang. Skuespillerne, scripteren og restenaf filmholdet – alle med deres betydelige andel i at fuldbyrde sce-nen. Han elskede det, den måde hvorpå alle trådene samlede sig iet eneste fortættet øjeblik. Der var magi over det. Og en uforudsi-gelighed. Man vidste aldrig, hvad der kunne ske, ofte skete der

22


noget uventet. Hvor meget han end planlagde scenen; minutiøstgennemgik manuskriptet med de involverede, var ude med foto-grafen uger i forvejen for at tjekke locations, hvordan lyset faldt påde forskellige tidspunkter på dagen, hvilke lyde man kunne regnemed at høre, hvordan stedet ville fungere rent praktisk for alleinvolverede. Han kunne godt lide at være ordentlig forberedt.Først da var der plads til spontanitet. Han havde brugt årevis på atlære teknikken. Sam Dahlberg elskede sit arbejde. For ham betøddet ånderum. En sidste gang så han ud over settet. Alt var parat. Etsug i maven, alle afventede hans signal. Alle disse mennesker. Deventede på ham og ingen anden. Et hurtigt blik på instruktørassi-stenten.

“Stilhed. Optagelse. Kamera.”Den samme scene blev gentaget. Til Julia Bergers forsvar måtte

man sige, at hvor irriterende hun end var, så gav hun alt, hver gangkameraet kørte – uanset hvor mange optagelser det blev til. Hanbeundrede hende for hendes professionalisme. Da scenen var fær-dig, indfandt en anspændt tavshed sig. Og nu. Sam Dahlberghavde alles opmærksomhed. Han gemte ansigtet i lommetørklæ-det og tørrede både sved og enkelte tårer væk, der var dukket op iøjenkrogen. Så så han på sine medarbejdere, og hans ansigt rev-nede i et muntert grin.

“Skidegodt arbejde. Jeg tror fanden tage mig, at det her varallersidste optagelse. Et øjeblik.”

Han gjorde tegn til fotografen, og de studerede sekvensen imonitoren sammen under utydelig mumlen, nikkede så, klappe-de hinanden på skulderen. Alle ventede spændt. Sam Dahlbergløftede blikket.

“Vi har vist lavet en film.”En taknemmelig jubel brød ud på settet. Hovedrolleindehaver-

ne, der netop havde befundet sig i et slagsmål, omfavnede hinan-den lidt for længe til, at det kunne betragtes som kollegialt. Hvis

23


nogen på filmholdet så det. Alle var fuldt optaget af at uddelelykønskninger, omfavnelser og rygklap til højre og venstre.

“Helt utroligt,” udbrød Sam Dahlberg glad. “Vi er færdige. Tomåneders optagelser er overstået. I har været fantastiske. Nu skalder festes.”


Documents

Den dobbelte tavshed