Af samme forfatter:

Djævelen i dig selv

Lena Laurentis

Den skotske forbindelse

Den skotske forbindelse

Af Lena Laurentis

Copyright © Lena Laurentis 2014

Omslag: Lena Laurentis - "Looking Out", akryl på lærred

Foto: Leif Widenborg

Bogen er sat med Tahoma og Georgia

Tryk: Eurographic Danmark A/S

1. udgave, 1. oplag 2014

ISBN 978-87-93168-64-0

Udgivet på:

http://gopubli.sh

www.lenalaurentis.com

Citat fra:

Erica Jong: Fanny eller Den sandfærdige historie om Fanny Hackabout-Jones og

hendes eventyrlige oplevelser

- i Niels Brunses oversættelse, Gyldendal, 1983

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der

har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er

nævnt i aftalen. Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.

"At vove er at miste fodfæstet et øjeblik

- ikke at vove er at miste sig selv."

Søren Kierkegaard

1

Jeg vågnede med en fornemmelse af, at der var noget jeg havde

glemt. Månen skinnede ind gennem sprækken i gardinet, og jeg trak

dynen op om ørerne. Bag øjenlågene rumsterede et eller andet, der

snart tvang dem op igen. Jeg svøbte kimonoen om mig, tændte et

stearinlys på sofabordet og satte mig med en kop te. Når jeg

alligevel ikke kunne sove, kunne jeg lige så godt sidde her og måske

komme i tanke om hvad det var.

Kurvestolen knirkede, da jeg trak fødderne op under mig. Det

enlige lys fik skyggerne til at danse på væggen og gav stuen et skær

af drøm. Flammen bevægede sig næsten ikke, men syntes alligevel

at skifte form og trak mit blik til sig, så det næsten forsvandt ind i

vægen. Jeg mærkede øjnene glide i… der var noget, en lyd, jeg

syntes jeg kendte, men som jeg ikke kunne placere…

… jeg kendte ham ikke, og vidste at jeg aldrig ville komme til det

nu… som han lå der, bleg i huden, unormalt bleg, sådan som man

kun så ud, når det var tæt på eller for sent… bukserne var trukket

helt ned til støvlerne… buskene omkring ham svajede i vinden og

sendte en svagt raslende lyd ud i den ellers stille nat… hans hvide

baller lyste i det kølige måneskin, en skygge faldt hen over dem,

med en hånd der holdt om noget tykt og langt… en sky gled for

månen, og det blev helt mørkt… han bevægede sig ikke længere…

Jeg sprang op og hørte noget knuses mod gulvet. Hånden fløj op

til munden, fy for… Lyset fra flammen spejlede sig i de våde pletter

på gulvet, og jeg søgte rundt i rummet efter et tegn på, at jeg stadig

var her, i huset ved Loch Broom. Gulvet syntes at gynge under mig,

og farverne flød ud for mit blik…

Jeg støttede mig til møblerne, ledte mine bare fødder udenom

skårene og rev døren op, trak vejret dybt flere gange, indtil jeg følte,

at jeg havde bare nogenlunde kontrol over min vejrtrækning.

Ametysten. I vindueskarmen. Mit mobile husalter. I hånden var den

varm og blød. Jeg lænede mig op ad dørkarmen og lukkede forsigtigt

øjnene og fokuserede på den klare lilla farve i min hånd, indtil den

fyldte hele mit udsyn, over mig og under mig. Fulgte luften jeg trak

ind, rundt i hele kroppen, indtil jeg åndede den ud igen. Og igen. Nu

slappede kæbemusklerne så meget af, at tændernes tryk mod

hinanden forsvandt. Jeg trak vejret normalt et par gange og åbnede

øjnene. Nu så der ud som der skulle omkring mig. Måske var det

bare en drøm?

Ja, så tror vi også på den, lød den lille stemme i mit øre.

Men…

Ikke noget men. Vil du have beviser? Så læs en krimi.

Jeg tog notesbogen med ud i køkkenet, imens jeg ventede på at

vandet skulle koge… men der var ingen fare for, at jeg ville glemme

det, jeg havde set… Alligevel skrev jeg det hele ned, alle de grufulde

detaljer. Og lukkede bogen.

Skårene raslede op i fejebakken, imens en ny kop trak på

køkkenbordet. Heldigvis var der stadig tre af de store tilbage. Så kan

du altid smadre to mere, hvis du skulle lyste. Og hvorfor ikke tage et

par tallerkener med i købet og hænge det hele op i gardinstangen til

en wibergsk udgave af det muntre køkken… Sommernatten smøg sig

ind ad terrassedøren og rundt om mine ben. Træk vejret. Slap af. Alt

er godt. Alt…

Øjnene gled op… og jeg hørte en måge skrige udenfor vinduet.

Lyset var brændt ned. Jeg lod ametysten glide ned i kimonoens

lomme og trak mig op af kurvestolen. Solens stråler ramte gulvet og

fangede nogle støvfnug mellem plankerne i gulvet – måske skulle jeg

afprøve den antikverede støvsuger, jeg havde set i skabet ude i

gangen? Senere. Imens mælken varmede til den ekstra stærke kaffe

med lidt undtagelsessukker, masserede jeg mine evigt infiltrerede

skuldre, som kun min faste månedlige shiatsu kunne holde nede. Min

krop var altid dybt taknemmelig for Wiljas vidunderlige behandling,

det var utroligt hvad hun fik fat i. Måtte se om jeg kunne finde en

midlertidig erstatning heroppe. Men lige nu var kaffens varme

mellem hænderne og lyden af havet udenfor nok til at få fødderne til

at føles lettere mod gulvet.

Kaffen med ud på muren. Heldigvis skinnede solen, og jeg lod den

give mig alt den havde. Alligevel var det som om den ikke kunne

komme helt ind hvor der var brug for den, som var der et punkt

inderst inde, den ikke kunne nå, der hvor billedet lå. Jeg kunne se

hvad det var, men hvad det betød…? Den logiske del af mig ville

gerne finde en forklaring, om ikke andet så bare for at få den

lurende følelse af uundgåelighed til at gå væk, den der fra den

anden del af mig fortalte, at der var en grund til, at jeg havde set

det her, og at den ikke var helt så logisk. De to dele havde kæmpet

mod hinanden før, men aldrig så tydeligt som nu, det føltes som om

vægten var ved at komme over på den anden vægtskål, og jeg

havde en stærk fornemmelse af, at der ville den blive… Jeg skyllede

den sidste mundfuld kaffe ned og bad de kæmpende vente til

senere.

Men da jeg stod i Safeway, kunne jeg ikke rigtigt huske hvorfor

jeg var der. Jeg skulle jo… Mælk. Nå ja. Og brød. Jeg gik rundt

mellem reolerne uden rigtigt at se hvad der lå på dem, det var bare

metervis af varer uden navn, poser og æsker og glas med et

sammensurium af ingredienser, og parenteser med udefinerbare E-

numre. Smed et par ting i kurven, noget frugt, måske også lidt god

chokolade, en enkelt flaske vin og hvorfor ikke en flaske champagne,

hvem kunne leve uden lidt luksus engang imellem? Og noget rigtig

god kaffe til den stempelkande, jeg havde fundet oppe i huset. På en

eller anden måde fandt jeg ud igen. Godt det samme, for jeg var

faret vild. Mellem hylderne og bogstaverne. Og jeg havde allerede

glemt hvor jeg lige havde været.

Taskerne var fyldt, og motorcyklen ventede på mig.

Du kan ikke ignorere det her, gør noget.

Ja. Og alligevel, vil de…?

Overbevis dem.

Nøglen dinglede fra fingeren, ventede på signalet. Harley’en

spandt, da jeg satte mig op og kørte i retning af Argyle Street. Police

stod der så betryggende på skiltet. Vagthavende sad bag et

skrivebord og så ud til at kede sig lidt i sin kortærmede hvide

uniformsskjorte. Det skal jeg hurtigt få lavet om på, tænkte jeg og

gik hen til ham. Det tog mig ikke lang tid at forklare hvad jeg havde

set.

Han stirrede på mig. Skjorten var strøget som om der ikke havde

været lys nok, eller også brød han sig ikke om at stryge. Eller hans

kone tænkte, hvornår lærer han at gøre det selv? Måske hvis jeg gør

det tilstrækkelig sjusket. Kunne se hende stå der med stablen af

hans skjorter, ved siden af stablen af ungernes til deres

skoleuniformer, og ved siden af dem… ”Hvad har De set?” spurgte

han.

”Det har jeg lige forklaret.”

”Ja, men hvor har De set ham?” Hans tilbagestrøgne hår flyttede

sig ikke en millimeter, selv om hans hoved gjorde. Det var glat og

skinnende af den gelé eller voks, han havde kommet i.

”Jeg vil kalde det et syn.”

”O.k. er det sådan en slags spådom eller sådan noget?”

”Kald det hvad De vil, men det er hvad jeg har set. Jeg tænkte, at

det var relevant, og at I kunne undersøge sagen.”

”Hvordan undersøge?”

”Har I f.eks. fået en anmeldelse på en der er savnet, eller har I

fundet et lig eller…?”

”Hvis De har set alt det, De siger De har, kan De så ikke også

fortælle os hvor det lig ligger, så De kan spare os for en masse

arbejde.”

Nå ja, hvad kunne man forvente… ”Det ville jeg såmænd også

gerne hvis jeg vidste det, men det eneste jeg så var et billede af et

lig, ikke hvor I kan finde det, desværre.”

”Så er der jo ikke så meget, vi kan gøre,” sagde han og så rundt i

lokalet, uden tvivl i håb om at der ville komme en ind ad døren og

redde ham fra dette vanvittige kvindemenneske med sine

vildfarelser, ”medmindre De kan fortælle os hvem armen tilhører.”

”De kunne skrive en rapport, med detaljerne. Så har I dem, hvis

der skulle dukke noget op.”

Han sukkede og rakte ned i skuffen efter en formular, klikkede et

par gange med kuglepennen og så på mig. ”Navn, adresse og

telefonnummer.”

Nå, hvad siger du så, spurgte jeg, da jeg atter stod ude på gaden.

Han er kun overbevist om én ting.

At jeg har en skrue løs.

Sådan kan man også udtrykke det.

Jeg gassede op, måske lidt mere end nødvendigt, svingede ud på

Mill Street og var hurtigt ude af byen. Jeg vidste jo heller ikke hvad

jeg havde set, måske var der ikke noget lig, eller måske var det

noget der ventede på at ske. Jeg havde ikke engang set hans ansigt,

og umiddelbart var der ingen kendetegn. Medmindre… hvor mange

eksemplarer var der lige fabrikeret af den slags støvler? Og

bæltespændet. Men det krævede, at nogen interesserede sig for det,

jeg havde fortalt, og der var sandsynligvis opgaver, der snarere

kunne friste de lokale politifolk end at lede efter spor for at finde et

lig, eller et potentielt lig, fordi en eller anden udenlandsk kvinde med

midlertidigt ophold påstod, at hun havde set noget, som hun sagde,

var et lig. Måske var det bare en freudiansk drøm, der betød noget

helt andet. Og det kunne man så spekulere lidt over og sikkert finde

mange gode analyseforslag til.

Jeg tømte taskerne og lavede en kande stempelkaffe. Lad os få

gang i noget seriøst fantasiarbejde.

Nu kørte det. Ord på ord gled atter gennem mine hænder. Det

måtte være chokoladen, den rigtig mørke. Eller kaffen. Eller også var

det bare… I samme øjeblik jeg tænkte det, holdt fingrene inde med

at danse, og alle de sætninger der stod klar ved døren, gik tilbage

ind i det mørke rum og låste efter sig. Jeg lokkede og talte sødt til

dem, løftede sågar hånden og truede dem, men der var bare hvidt

foran mig, et stort ingenting af tonløshed.

Men jeg havde faktisk set noget før. Og jeg huskede stadig,

hvordan det havde føltes, som om noget eksploderede i mit hoved

og hvordan jeg blev bombarderet med billeder af skarpe klinger af

stål, vrinskende, stejlende heste, høje, smældende skud, mænd der

faldt, og blod og tomme øjne. Og så løftede en mand sit sværd, og

jeg hørte et råb der næsten sønderrev min øregang, som flere

hundrede stemmer i én der løftede sig over slagmarken…

Det var stadig så tydeligt, selv om det efterhånden var længe

siden. Især ét billede havde brændt sig fast. Manden med sværdet,

og kilten han bar. Rød, blå og sort af større og mindre tern…

gennemskåret af dobbelte, sortblå linjer. Og en enkelt forårsgrøn.

Det var første gang jeg så den, når den blev båret… som den skulle.

Det blev først rigtig skræmmende, da jeg lærte mere om historien

i det land, min far kom fra… Især den del der handlede om dengang,

det stadig var tilladt at bære kilt. Og modstanden var stærk. Den

modstand der rigtig tog fart, da unionen mellem Skotland og England

blev dannet i 1707. Særligt hos højlænderne, der ikke ville regeres af

andre end deres egne klanhøvdinge. Undtagelsen var selvfølgelig de

skotske adelsmænd, der blev godt betalt… Men en union ville man

have. Og en union fik man.

Der var så langt fra stuen her i det 21. århundrede og tilbage til den

aprildag i 1746. Dengang syntes det sikkert blot som endnu et forsøg

på at slippe af med det forhadte engelske herredømme. Et slag ud af

mange. Men Slaget ved Culloden skulle blive det endelige opgør.

Snarere et blodbad. Højlænderne havde rigtig dårlige odds. Bevæbnet

med sværd og kun halvt så mange som englænderne, der havde

skydevåben og bajonetter. Slaget var afgjort inden det kom i gang. De

blev sablet ned på stribe, og de overlevende blev slagtet og smidt i

massegrave. Nogle stadig i live… Gennem den åbne terrassedør så jeg

solen farve himlen rødlilla, imens den vinkede dagen farvel. Der var

noget der gjorde ondt et sted… For det var ikke gjort med at vinde

slaget.

Kun 4 måneder efter Culloden kom The Act of Proscription –

Forbudsloven. Nu blev det forbudt at bære kilt, spille sækkepibe, bære

våben, undervise i gælisk og også for klanerne at forsamles. Alt det,

der gjorde skotter til skotter. Den eneste måde man lovligt kunne

bære kilt og våben, var ved at gå ind i de "skotske" regimenter i den

britiske hær, The Black Watch. Dem der formastede sig til at trodse

loven blev deporteret til kolonierne. Eller det, der var værre. At bære

kilt kunne medføre døden. Og som om det ikke var nok, blev der

samme år vedtaget endnu en lov, der i al sin enkelthed gik ud på, at

dem der ikke tiltrådte engelsk jurisdiktion - altså makkede ret - ville få

deres jord konfiskeret. De få højlandsgodsejere, der var tilbage, havde

ikke andet valg end at acceptere. ”Pacificering af de vilde højlændere”

hed det, og Forbudsloven var blot en del af den. Der gik næsten 40 år,

før den blev ophævet.

Et svagt åndedrag kildede mig i nakken… Jeg ved ikke præcis

hvornår jeg fandt ud af, at ham jeg troede var min far, ikke var det.

Det lå så langt tilbage. Og ham der var det? Som min mor havde mødt

på en rejse til Australien. Men kort før hun skulle af sted, mødte hun

ham, der nu var min far. Alt var planlagt og billetten var betalt, og hun

sagde, at hvis det var meningen, at det skulle være ham, ville han

stadig være der, når hun kom hjem. Man ved bare aldrig hvad der vil

ske på sådan en tur. Havde hun været forelsket i ham?

Tror du virkelig, hun ville fortælle dig det, du er hendes datter.

Han ventede, da hun kom hjem. Også da hun ret hurtigt opdagede,

at hun var gravid. Og ville have barnet. Men han ville have hende, og

så måtte de jo bare finde ud af det.

Og hvis de ikke havde… var jeg måske vokset op her. Jeg så mig

selv rende og lege på skotske bjergsider mellem blomstrende lyng og

brægende får. I stedet havde jeg leget på nordsjællandske villaveje

mellem ligusterhække og bjæffende hunde og miavende katte.

Fergus MacLachlan. Det navn der havde været printet ind i min

hukommelse siden den dag for så mange år siden, hvor jeg hørte det

første gang.

Fortis et fidus, tapper og trofast, var Mac Lachlainns motto, og

våbenmærket et slot med tre tårne.

Råbet krøb atter ind i mit øre, på det sprog jeg kendte, men ikke

forstod…

Og nu var det sket igen. Det føltes rigtigt. Skræmmende rigtigt. Men

der var ikke meget fortid over det…

Fortis et… ja, tapper kunne jeg måske få brug for at være, det var

som om der lå noget og ventede, noget der var lige så slemt som… Jeg

åbnede terrassedøren og lod havluften fylde mig. Hvad det end var,

ville jeg tage det som det kom, lige nu havde jeg andet at gøre. Snart

ville solen forsvinde bag bjergene på den anden side. Det var bare at

vente. Når mørket brød frem ville energien komme tilbage og døren

blive åbnet. Aften og nat lukkede for livet udenfor, og ingen

forstyrrende elementer kom igennem, kun mig og historien. Sådan

plejede det i hvert fald at være. Men intet af dette ophold var, som

det plejede at være.

Men alt det vidste jeg intet om, da jeg kørte ombord på færgen…

2

Færgen pløjede sig vestpå gennem det sidste stykke af den sydlige

del af Nordsøen. Bag sig efterlod den en motorvej af hvidt skum,

vuggende på den mørke overflade. Gennem hullerne i det himmelske

camouflagenet brød spredte stråler ned mod havet, der videresendte

glimt på glimt til passagererne på færgen som en særlig, fortrolig

morsekode. På styrbords side blev Suffolks kyst tydeligere minut for

minut, det var ved at være tid.

Imens jeg gik ned ad de stejle trapper til vogndækket, mindede

jeg mig selv om hvorfor jeg gjorde det her. Fuldstændig

unødvendigt, selvfølgelig. Billederne var stadig så stærke, at de

sprang frem på min indre nethinde, når som helst det passede dem.

Og så var det i øvrigt ligegyldigt hvad jeg ellers tillod mig at mene

om det. Den 18 timer lange overfart havde givet mig rigelig tid til at

tænke, selv om jeg havde gjort alt jeg kunne for at udfylde den med

at spise, drikke kaffe, læse, se film i kahytten, slentre langs

rælingen, ja jeg havde sågar smalltalket med flere af mine

medpassagerer.

Havde jeg vidst, hvad der ventede forude, ville jeg muligvis have

glædet mig lidt mindre, men i dette øjeblik var alt, som det skulle

være.

Millimeter for millimeter smøg færgen sig gennem vandet, som

om tiden overvejede at stå stille. Og så dukkede færgelejet op få

meter foran stævnen.

Bovporten gled op. Dem, der ikke allerede havde startet motoren,

gjorde det nu. Jeg slog visiret ned. Ud over den åbenlyse fornøjelse

ved at køre på to hjul, nød man som regel det privilegium at komme

først på og først af. Jeg vinkede til de to fyre, jeg havde snakket med

aftenen før oppe i restauranten og kørte fra borde. De skulle til

London. Nu var jeg glad for, at jeg skulle den anden vej. Til et sted

hvor ingen kendte forhistorien. Hvor ingen ville minde mig om den

ved at spørge. Ingen distraktioner. Men denne gang var målet

hverken Nepal eller Caribien. Noget knap så eksotisk måtte holde for.

Den sene eftermiddagssol kiggede frem mellem skyerne, da

benzinen løb ned i den næsten tomme tank. Den smilede stadig, da

jeg satte det tynde plastickrus med varm kaffe på asfalten og

krængede jakken af. Det var lykkedes mig at finde en banan, og en

sandwich der så forholdsvis sund ud, i motorvejscaféen. Og et par

flasker vand til resten af turen, jeg tog et par store slurke og lagde

dem ned i en af sidetaskerne.

En fyr i en rød MG skød solbrillerne op i panden og rettede sig lidt

op, imens han tankede, inden han sendte sit mest blændende smil i

min retning. Hvor er jeg lækker, sagde det. Jeg kunne godt nøjes

med bilen. Hvis jeg absolut skulle bytte med noget, kunne det godt

blive sådan en. Eller en gammel Citroën DS 19, der på magisk vis

løfter sig, når man drejer nøglen. En de Gaulle mobil. Uden

sammenligning i øvrigt. For mit indre øje så jeg den elegante, sorte

bil rejse sig fra sin tornerosesøvn og glide ud på vejen. Mr Lækkers

fod vippede i takt med et gammelt Stones nummer i radioen. Hørte

ham synge, ”she’s the sweetest, hmmm, pet in the world”.

Cheviot Hills var ikke langt væk nu. Typisk at opkalde nogle

bjerge efter en fårerace. Så var alt som det skulle være. Og denne

her koffein var bedre end den så ud. Det knækkede lidt i skuldrene,

da jeg strakte mig og tog jakken på igen. Fik et dyt og endnu et

smægtende smil, da MG’en fræsede ud på tilkørslen til motorvejen.

Læder er ofte nok, når bare det sidder på en kvinde. Det kunne

selvfølgelig også være, at det intet havde med mig at gøre, men

med motorcyklen. Helt usandsynligt, naturligvis.

Da jeg kørte over Tweed og kort efter passerede den næsten

usynlige grænse, var det som om aftensolen skinnede dybere rødt

for at give mig den bedst mulige velkomst.

Så langt så godt.

Turen gennem Edinburgh gav mig god tid til at se på det, jeg

kørte forbi, inklusive de andre trafikanter, der sneglede sig gennem

byen i en lang række af stop og start. Til gengæld fløj jeg hele vejen

op til Perth på den sidste motorvej, og lige ind i en byge, da den

sluttede. Men allerede inden jeg nåede Pitlochry, var jeg tør igen,

ligesom vejen.

Nu var der noget, der kaldte. Nordfra.

Kanterne af dagens lys var blevet mørkere, da jeg kørte ud af

Inverness. Indtil bygrænsen lå jeg bag en blå bus. Da den standsede

for at samle en lille gruppe passagerer op, så jeg, at den skulle

samme sted hen som jeg selv. En by i det nordvestlige Skotland,

hvor jeg havde tilbragt et par dage, sidst jeg var på disse

breddegrader. Nu ville jeg få rig lejlighed til at udforske den

nærmere.

Fødderne føltes ikke længere som bly i støvlerne. Jeg var lige

hvor jeg skulle være. Skyggerne var nu længere, flød som tyk

karamel ned over de bløde bjergsider og lagde sig i tilfældige

mønstre på den spredte nåleskov og fårene der græssede i små

grupper på skråningerne. Uldsweatre med 4 ben og indimellem en

god kølle til ovnen med frisk hvidløg og kviste af rosmarin. Og

heroppe masser af myntesauce.

Ved Longart Forest kørte jeg gennem en tunnel af birke- og

nåletræer, skød visiret op og mærkede den kølende fornemmelse

mod ansigtet. Langs højre side af vejen tårnede lodrette bjergsider

sig op med ubevægelige granitansigter, som Bilbos trolde i

Hobbitten. På den anden side løb the Black Water, der fulgte vejen

og flere kilometer fremme krydsede under den for at fortsætte ud i

Loch Glascarnoch. Her var så smukt, at jeg var nødt til at standse.

Søen var lille efter skotske forhold. På alle sider knejsede

bjergene, løseligt beklædt med lyng og græsser, der var ved at blive

udvisket af det begyndende mørke. Her viste fårene sig dog ikke.

Måske var de gået tidligt i seng med deres transportable ulddyner.

Bjergene mindede om, at hvad der end sker, vil de bestå, som de

har gjort det i tusinder af år og fortsætte med at være vidner til

menneskers uhyrligheder mod hinanden.

Et øjeblik blev jeg selv og grunden til min tilstedeværelse her til

en mikroskopisk prik i universet. Og alligevel fik jeg fornemmelsen

af, at det jeg var i gang med, ville vise sig at være meget vigtigt. Jeg

strakte mig og fulgte bjergtoppene kompasset rundt. Gennem

århundreder havde disse majestætiske kæmper set krige,

magtkampe og ødelæggelser, der havde hærget Skotland og dets

folk, for til sidst at stå her i en mere fredelig tidslomme af landets

historie, hvor det blev invaderet af turister med kameraer og

vandrestøvler og ikke horder af vikinger eller hære af englændere

med sværd, lanser og pile.

De sidste kilometer mod Ullapool kørte jeg langs højre bred af

Loch Broom i skæret fra månen. Loch og loch, der var ikke meget sø

over den, faktisk var den mere en lang fjord. Langs den modsatte

bred kunne jeg skimte lys i huse der lå blæst som

mælkebøttefaldskærme op ad skråningen. Efter Ullapool mundede

Loch Broom ud i The Minch, der blandede sig med Atlanterhavet

nord for Isle of Lewis.

Om sommeren var Ullapool en vrimmel af turister, en del tog

færgen videre til Stornoway på Lewis, men mange blev i byen og

brugte den som base for ture i højlandet. Ligesom jeg selv havde

gjort.

Sæsonen var på sit højeste, her en af de første dage i august,

først om et par måneder ville byen krybe tilbage til sit normale

niveau med ca. 1.000 indbyggere. Langt den største i området.

Det sidste stykke kunne Harley’en næsten have trillet af sig selv,

ad den let snoede vej mod byen. En lang række sammenbyggede

huse, størstedelen hvide, lå langs Shore Street ned mod havnen, de

fleste med forretninger i underetagen og beboelse ovenpå. Bag byen

lå resten af Loch Broom med havet og de massive, sparsomt

beklædte bjerge omkring sig som en beskyttende favn. Lige bag

Shore Street lå Argyle Street.

”Har du taget hele turen fra Danmark på den,” sagde Mrs

Campbell og rakte mig nøglen, ”så må du være træt… Det er et godt

lille hus, og det ligger for sig selv lidt udenfor byen. Hende der ejer

det, er der jo ikke så tit, som vi snakkede om, så hvis du skulle få

lyst til at blive lidt længere, finder vi nok ud af det. Du skal i hvert

fald nok få fred og ro…”

Fred og ro. Ja, det ville klart opfylde det ene af mine formål.

Forhåbentlig var der mere end det. Noget udefinerbart og endnu

ukendt til at give det sidste skub…

Hun så ud som om hun havde lyst til at spørge hvad jeg skulle her

i et hus helt alene, men sagde så i stedet: ”Du er ikke mørkeræd,

vel?”, imens hun kiggede over halvbrillerne. ”Der er nemlig ingen

gadelygter deroppe, forstår du, og når der er mørkt, er der virkelig

mørkt." Jeg rystede på hovedet og tænkte på mit hus derhjemme,

selv om jeg havde på fornemmelsen, at jeg her ville finde en endnu

højere grad af sort. ”Der er masser af brænde deroppe, så du

kommer ikke til at fryse, når det bliver lidt køligere i vejret. Hvor er

det dog et smukt hår, du har,” kvidrede hun videre, ”sådan en

vidunderlig rød farve, og så langt…”

Jeg var hurtigt ude af byen og mærkede den stigning i terrænet,

der på cykel ville kræve ekstra seje pres fra lår- og lægmuskler. Lige

nord for lå en snes huse, havde hun sagt. Ja, det kan du godt bilde

mig ind, tænkte jeg og spejdede efter et tegn fra månen, der lyste

nådigt fra sin snor. Et øjeblik, hvorefter den forsvandt bag nogle

tililende skyer.

En grusvej kom til syne på venstre hånd og førte ned mod et

kantet omrids, der godt kunne ligne et hus. Eller en redningsplanke.

Sådan føltes det i hvert fald, da lyskeglen skød gennem luften og

viste mig det hvide, pudsede hus, jeg havde rejst så omstændeligt

for at nå. Små klatter af lys fra byen glimtede op til mig, men den

eneste lyd i mine ører var Loch Broom på den anden side af huset.

Jeg så mig omkring i alt det sorte og prøvede at forestille mig

hvordan her så ud om dagen. Men i stedet mærkede jeg… noget

ubestemmeligt blødt og glat der smuttede under mine

fingerspidser… en dybrød slimet væske løb langsomt og trægt ned

over en ru overflade… Jeg drejede rundt om mig selv, men der var

intet… Spejdede ind i mørket, som om en forklaring ville hænge i

luften bag mig, men det eneste jeg så var det svage lys fra et par

vinduer et stykke væk. Alt andet var sort, oppe som nede.

En ekstra knude i brændeovnen, sultne flammer omsluttede den som

var den en længe ventet ven på besøg. Ganske vist var det sommer,

men efter en gedigen udluftning var huset køligt. Der lugtede som

om det var længe siden, der har været nogen.

Stuen var hyggelig, som en ejendomsmægler ville skrive. Og

udsigten… alt jeg kunne se langs den modsatte venstre bred, godt

en kilometer væk, var et massivt mørke, som ifølge hukommelsen

var bjerge. Jeg drak den sidste mundfuld te af den store kop, jeg

havde fundet i et af køkkenskabene og drejede mig en kvart

omgang, mod nord, var der længere end 4-5 kilometer til pynten

med fyrtårnet? Som jeg heller ikke kunne se. Satte den bærbare fra

mig på det lille bord ved vinduet. Langs væggen i det andet

vindueshjørne stod en trepersoners sofa med et blomstret betræk,

der lykkeligvis var så falmet, at farverne havde skiftet til støvede

pasteller, og et sofabord af noget ukendt fletværk med en rund

glasplade med plads til et par kopper og en kande, samt en kurvestol

med hvide hynder der så magelig ud. Et sammenklappeligt spisebord

af noget ukendt mørkt træ stod op ad væggen ud mod køkkenet

med 4 stole omkring. Men det bedste var døren, der åbnede lige ud

til Loch Broom. Også selv om det faktisk ikke var en sø. Så meget

desto bedre.

Havde det være Lisas hus, ville arbejdsbordet have været tre

gange så stort. Lige nu sad hun sikkert på redaktionen, kunne ikke

bare skrive en nem lille historie og så gå hjem og holde fyraften. For

blot en måned siden havde hun siddet lænket sammen med en

gruppe mennesker i en skov i Nordsverige. ”Der er kun 5%

oprindelig skov tilbage i Sverige,” havde hun sagt i telefonen, inden

hun tog derop. ”Så lidt. Og så sagde min mor - igen, ”Hvorfor tager

du ikke bare på ferie som andre mennesker?” Altså normale… Men er

det normalt at være ligeglad? De fælder sgu bare på livet løs, nogen

skal da gøre noget.” Ja, og havde hun haft mere tid, var hun sikkert

blevet længere.

Men det havde hun heldigvis ikke. Hun kom med det samme, da det

skete.

3

Et blik hen over stranden afslørede, at det ikke var badegæster, man

levede fedest af i Ullapool. Heller ikke om sommeren, men akkurat

varmt nok til en morgendukkert. Måske naboen gjorde det. Der var

mere end et par stenkast derover, og sten var der nok af. Huset var

som en ældre søster, familieligheden slående, blot større og med et

muret udhus ved siden af. For sig selv. Som det derhjemme, bare

mere. Heller ikke meget trafik på vejen, der løb lidt længere oppe.

Solen forsøgte at presse sine stråler ned mellem skyerne, og jeg lod

min vindtætte fleece hænge løst omkring mig. Længere nede ad

stranden gik en mand med en sort labrador. Måske den nedenfor

byen var lidt bedre besøgt. Mågernes sang gav genklang af havet,

imens de fløj frem og tilbage over mig.

Jeg var vågnet stiv og øm efter den lange køretur dagen før, men

en god omgang strækøvelser og et langt, varmt brusebad havde

taget det værste. Og en stor kop kaffe med mælk havde givet mig

det sidste skud energi. Jeg satte mig på en sten med plads til to og

så ud over Loch Broom, på en sejler på vej ind mod havnen, et par

børn i stævnen vinkede til mig. Mærkede sommervinden mod

ansigtet og vinkede tilbage. Intet at gøre. Intet at skulle nå. Bag

øjenlågene så jeg et andet, mærkede hans…

Stop det, Sara. Nu.

Mågerne fløj stadig rundt deroppe. Sejleren havde næsten rundet

pynten. Helt normalt. Det var jo også derfor, jeg var her… men jeg

så stadig hans hånd, klemt fast mellem…

Hold op! råbte jeg til havet. Ikke mere. Men hvem lyttede?

Mågerne?

Tilbage i huset åbnede jeg tekstfilen til bogen, og andre billeder

trådte i stedet. Fra et hemmeligt lager et sted. Jeg kunne godt sige

hvad jeg gerne ville have, men det var ikke altid det, jeg fik. Så jeg

lod det komme, det som jeg åbenbart havde brug for. Nu tegnede

der sig et portræt af en person, som jeg ikke kendte for få dage

siden.

Det knagede i nakke og skuldre, da jeg strakte mig ud og lod

øjnene hvile. På udsigten mod havet. Som mad for de sultne og

medicin for de syge. På en krog ved vinduet havde jeg hængt min

kikkert. Lige så god som den var lille. Sammen havde vi bl.a. set

vulkaner på Hawaii, hvaler og delfiner i New Zealand og en

mørkhåret bartender med en god røv fra en balkon på den anden

side af gaden i Cassis.

Jeg søgte nordpå, mod horisonten, forbi the Summer Isles.

Derude lå måske et fragtskib med eksotiske frugter på vej hertil?

Eller en olietanker, der med lidt held ville komme helskindet frem

uden at lække sin giftige last ud i det i forvejen truede økosystem.

For 3-400 år siden, pirater på vej mod farvande besejlet af galeoner

belæsset med guld og ædelstene, der snart ville falde i hænderne på

fyrene fra havet. Og for endnu længere siden… en langbåd med

vikinger fra nord. Måske kunne man også bare spotte en stor

havmåge, der svajede frem og tilbage over de vuggende bølger på

udkig efter middagsmad? Lod kikkertens øjne søge langs stranden.

Hængte den tomhændet tilbage på krogen og rettede atter tankerne

mod min nye person.

4

Lyset sneg sig ind gennem sprækken i det blomstrede gardin, små

lyserøde roser og noget der lignede kornblomster. Var det allerede

morgen? Jeg svøbte mig i min havgrønne silkekimono og trak

fødderne hen over det gamle, ludbehandlede trægulv. Mælken

varmede i kasserollen, imens jeg fandt posen med boller frem. Ud af

køkkenvinduet kunne jeg se brændet ligge under det lille halvtag

som om det var smidt ind i en fart. De fleste af brændeknuderne var

store og ukløvede. Et job til senere. Måske.

En frisk brise smøg sig ind, da jeg åbnede døren ud mod loch’en.

Mit blik fangede krystallerne jeg havde lagt i vindueskarmen, som en

gruppe farvestrålende klipper på stranden. Tynde stråler prøvede at

skinne gennem morgenskyerne, der lignede store, tykke får inden de

bliver klippet.

Skellet omkring huset var en blanding af vilde hyben, brombær og

havtorn, og en stenmur der så ud som om den var lavet i flere

omgange, nogle steder næsten så høj som mig selv, andre steder

godt det halve. Koppen sitrede af varme gennem mine hænder,

tankerne lå lige bag øjnene, som spolerne til en helaftensfilm, klar til

at blive sat i gang efter pausen. Jeg indsnusede lugten af hav og

startede en anden - de mange fotografier, notater og skitser, der

ventede på at blive bragt til live og ført sammen med personerne i

mit hoved.

Det var begyndt med en lille ferie til Frankrig sidste forår. En dag

havde jeg set op og fået øje på en af dem. Fra det øjeblik så jeg dem

alle vegne, og ferien blev mere end blot ferie. Idéen begyndte at forme

sig, til en roman, henlagt til Frankrig med gargoilerne som historiens

igangsættere og medspillere. Men jeg måtte af sted igen.

Tre måneder blev det til. Tre vidunderlige måneder hvor jeg rejste

rundt og levede mig ind i gargoilernes mystiske verden. Når jeg

vandrede rundt i gaderne og smagte på atmosfæren eller standsede

foran en middelalderkirke og lænede nakken tilbage, så jeg dem sidde

der, højt oppe på gesimserne og facaderne, som om de havde været

på vej ud af muren og var blevet standset på halvvejen, med

hovedet som spydspids. Jeg forestillede mig, at de sad der, smidt ud

af det guddommelige rum, måske for at skræmme Djævelens

disciple væk og minde sjæle der var svage i troen på, at hér

havnede man, hvis man arbejdede for Djævelen. Eller var de blot sat

der for at lette konverteringen fra tidligere hedenske trosretninger til

kristendommen? Nogle gange lignede de flagermus – i hvert fald på

ørerne - mens de andre gange tog skikkelse af løver, geder eller

andre hornede dyr, ja til og med pantere eller ørne.

Dag efter dag vandrede jeg langs de tykke mure og studerede de

stenede væsener. Ved nattetide forandrede de sig, når skyggerne

faldt på deres fæle træk og amputerede kroppe. Men der var noget…

lidt efter lidt begyndte jeg at føle en slags ømhed for dem, selv om

de var… som de var.

Men ingen rejse uden adspredelser. Som Jean-Claude der pludselig

stod ved cafébordet og smilede sit smil, og det magiske øjeblik på

broen over den nattemørke flod, hvor mistralen piskede om os og

trykkede os endnu tættere sammen. Det øjeblik hvor tiden strakte sig

ud. Og jeg glemte.

Hjemme igen begyndte jeg at stykke puslespillet sammen. Ordene

stod nærmest i kø for at komme ud, intet syntes at kunne standse

dem.

Indtil…

Jeg tvang blikket ud mod the Summer Isles, mindede mig selv om

hvor jeg var, det holdepunkt, det her sted tegnede til at blive, og den

inspiration det lod til at bringe, som løb der en underjordisk kilde lige

under huset og sendte alt det jeg skulle bruge op til mig.

Undtagen det, jeg manglede lige nu. For hvad er en café au lait

uden mælk?

Græsrabatten var indimellem blot begyndelsen til skråningen ned

mod loch’en. Smalle bælter af vindblæste buske og enkelte

skævtvoksende træer stod mellem sommergrønne græsser. Lange

stendiger formede grove skillelinjer mellem jordlodder mange gange

større end en gennemsnitlig parcelhusgrund. Her og der gik fårene

som levende garnnøgler i hvidt og sort. Jeg mærkede duften af hav, og

vinden der puffede mig ned mod byen.

Campingpladsen for foden af byen havde udkig mod den vestlige

del af Loch Broom. Telte, campingvogne og autocampere fyldte den

godt ud, men der var stadig plads til flere. Sidst jeg var her, havde jeg

slået mit telt op på sydsiden, her blæste det lidt mindre. I tilgift fik jeg

udsigten. Desværre fik jeg også de små irriterende kryb, som heroppe

hed midges. Dansemyg, der flimrede rundt om hovedet på en i store

sværme, og som jeg havde stødt på mange steder i Skotland, især i

nærheden af stillestående vand og kvæg. Men også her, lige ud til

vandet på et vindblæst spot, hvor jeg ikke ventede at møde dem.

Oppe ved huset lod det dog til, at jeg var forskånet for dem. Ved siden

af campingpladsen, på den 9-hullers, gik et par spillere rundt, en kølle

glimtede i solen, da den svingede med retning mod det næste hul. Et

ekstra kraftigt slag, og bolden ville lande hos fiskene.

Med rygsækken fuld af varer fra det lille supermarked på West

Argyle Street slentrede jeg ned langs havnen og hen ad Shore Street.

Sådan her skulle byen altid se ud, tænkte jeg og tog solbrillerne på

igen. Der havde overlevet at blive tabt, glemt og fundet igen, droppet i

havet, en regnskyls-mudderpøl og… en sær grønlig suppe et sted i

Peru. Alle gadens forretninger var åbne, og mit øre opfangede

adskillige sprog foruden engelsk fra de mange turister, jeg passerede,

inden jeg nåede Ferry Boat Inn. Der så hyggeligt ud inde bag de sorte

småsprossede vinduer, men i dag havde jeg mere lyst til at komme

tilbage til huset og fortsætte hvor jeg havde sluppet. Jeg drejede om

hjørnet ved Mill Street, hvor vejen begyndte at skråne opad.

Omkring selve huset voksede enkelte buske og et par mindre træer,

på nordsiden stod halvtaget til brænde og et lille redskabsskur. På

resten af grunden var der græs, der ikke så ud til at blive slået ret

mange gange om året. Jeg fiskede mælken op af rygsækken og

hældte en kopfuld i gryden. På vej ud af supermarkedet havde jeg

grebet et eksemplar af byens ugeavis, Ullapool News. Jeg læste lidt på

må og få, imens mælken varmede. En lokalpolitiker, der forsvarede sin

beslutning om at skære ned på udgifterne til biblioteket… En skoleelev,

der havde fået en pris for at have reddet sin 4-årige lillesøster fra at

drukne… Arrangementer af enhver slags, pipeband koncert,

folkemusik… bridgeklubbens årlige basar og andre damehats-

arrangementer… Desværre også hvad der så ud til at være en fast

spalte med politianmeldelser; tyveri af en bilradio, graffiti på en

havenisse, her havde storforbryderen virkelig været på spil… indbrud i

et hus på Castle Terrace, men ”tilsyneladende var intet blevet stjålet,

da tyven muligvis var blevet afbrudt i sit forehavende…”

Ud af øjenkrogen opfattede jeg, at mælken pludselig voksede og

nåede lige at flå gryden af ilden, før det kogte over. En gang til for

Prinsen. Køb, salg og bytte… 3 søde kattekillinger savner et kærligt

hjem, indrykket af byens dyrlæge, en 8 år gammel Toyota Corolla med

helt nye dæk, barneseng i træ med tremmer, sælges billigt…

Jeg satte koppen med den lysebrune kaffe fra mig på skrivebordet

og åbnede døren ud mod terrassen. Den groveste bolle fra

supermarkedets hylder fandt vej ned i maven sammen med en

humpel lagret Cheddar, imens jeg lænede mig op ad dørkarmen og

kiggede på den perlemorsskinnende overflade. Det føltes helt rigtigt,

der var bare en enkelt ting…

”Nå, er der noget ved den by?” lød Lisas stemme fra København.

”Ja, jeg har lige været dernede, bedre end jeg husker den, måske

fordi det regnede, sidst jeg var her.”

”Og huset?”

”Lille… ret hyggeligt, lige ud til Loch Broom. Men ikke noget for en

bybo som dig.”

”Sikkert ikke. Så hvordan føles det?”

Jeg rystede en cigaret ud af pakken. Så lastbilen komme

nærmere, som en film, jeg ikke kunne stoppe og… ”Det skal nok

blive godt… hvad med dig?”

”Har lige været en tur i Barcelona på en opgave.”

”Du kan ikke bare tage derned og slappe af, vel?”

”Årh, det blev også til lidt sjov. Jeg indviede lejligheden…”

”Du mener soveværelset?”

”Hmm. En fyr fra en af aviserne dernede.”

”Og?”

”Og ikke mere. God kontakt, hvis jeg skulle få brug for det.”

”Ja, hvorfor nøjes med sex?”

”Og lange varme sommeraftener. På hjemvejen tog jeg over San

Sebastian…”

”Lidt af en omvej.”

”Ja… egentlig ved jeg ikke hvorfor, jeg måtte bare…”

”Hvordan var det? At være der igen?”

”Jeg ved ikke… Det var ligesom der manglede noget.”

Taylor.

”Jeg gik rundt i gaderne dernede, kom endda forbi caféen hvor…

Den var blevet genopbygget, og hvis ikke man vidste bedre, så

kunne man tro, at der aldrig…” Da hun kom hjem, var hun forandret.

Mere målrettet. Mere kompromisløs. ”Men Barcelona-historien blev

god. Og så var det bare sådan et antiklimaks at komme hjem.”

”Tænk, det synes jeg, jeg har hørt før.” Det var måske i

virkeligheden det, der bandt os stærkest sammen. Rejserne.

Eventyrlysten. Selv når det kostede noget.

5

Havnen genlød af mågernes skrig og kutternes tøffende

tilbagekomst. En lille gruppe mennesker stod langs kajkanten og

kiggede på en sæl, der svømmede rundt i havnebassinet. Far

filmede, imens mor og to børn stod på tæer for at se. Ellers holdt

sælerne til i farvandet nord for huset, og særligt omkring the

Summer Isles. I omtrent samme område kunne man også finde store

havdambrug med laks. Friskfangede jomfruhummere blev losset fra

en af kutterne, uden tvivl på menuen i en af byens restauranter om

et par timer. Den største tallerken vil være for lille og tilbehør

unødvendigt, kun en enkel marinade der drypper ned mellem lagene

i pyramiden. En tyk citronskive i det lune vand i skylleskålen. Hagen

drypper, og stablen af servietter svinder, mens bunken af tomme

kløer vokser og truer med at falde ud over kanten af tallerkenen. Det

rumlede i maveregionen. Måske ikke så underligt. Så lad os kalde det

her froddag. Nå ja, hvis man kan sige brunch, kan man vel også sige

froddag... eller midkost. Meget sen midkost. Hvad er sproget værd,

hvis man ikke kan lege med det? Den dag, det går i stå, er der én

ting mindre at leve for.

The Seaforth på Quay Street havde foruden restauranten en

tilbygning med fish & chips i mange variationer, tilberedt, mens man

ventede. Nationalspisen, som den engang så omfangsrige stormagt

havde eksporteret til alle de lande, den kaldte sine.

Så snart jeg satte mig på den lave mur der fulgte Shore Street og

dannede en skrånende dæmning for tidevandet på den anden, fik

jeg selskab af et halvt dusin måger. Dampen stod ud af det store

stykke dybstegte kuller, da jeg brækkede en bid af. Tykke, hvide,

saftige flager pakket ind i en sprød dej. Uden tvivl friskfanget.

Pommes fritterne var lige så sprøde. Og spist med fingrene, så var

det bedst. Når man havde smagt det her, rørte man aldrig en dansk

paneret rødspættefilet med remoulade igen. Sammenligningen med

pap var tæt på. Eneste tilbehør var salt, eller hvis man fulgte den

nationale skik, også eddike.

En skam gaden ikke kunne roteres 180 grader, solen var for

længst forsvundet bag den lange række af huse. Måske ejerne

havde mere glæde af den i deres diminutive, opadskrånende

baghaver. Ovre ved færgelejet holdt en stor hvid turistbus,

chaufføren stod lænet op ad den med en cigaret i hånden og

skævede til sit armbåndsur, snart ville passagererne komme

strømmende tilbage med alskens skotsk i poser efter deres raid på

byens butikker, og dåser og flasker med kolde drikke til næste del af

turen.

Vinden krøb ind under min åbne jakke, da jeg kørte op ad den

stejle gade forbi The Seaforth. På hjørnet ved Argyle Street stod det

godt 100 år gamle byur i støbejern med inskriptioner til minde om Sir

John Fowler, en lokal ingeniør, hans to sønner, dræbt under 1.

Verdenskrig, og en sønnesøn. Uret var over mandshøjde og havde

urskiver mod alle verdenshjørner, to ”arme” med en lampe på hver

og på toppen en vejrhane. ”Kroppen” var sort med en snoet hvid

stribe som en gigantisk bolsjestang. Et par turister poserede foran

det, imens en hjælpsom forbipasserende knipsede et par gange. Til

venstre hen ad West Argyle Street, forbi Caledonian Hotel på

hjørnet, det lille supermarked, posthuset, Ullapool Museum og North

West Outdoors med alt hvad et friluftsmenneske kunne begære.

På højre side, næsten for enden af vejen, med kig ned mod

campingpladsen, lå The Ceilidh Place. Foruden café og restaurant var

her også hotel. Det så ud til at være bygget af flere omgange eller

også havde de simpelthen slået væggene ned ind til nabohusene,

efterhånden som de fik brug for mere plads. Foran stod nogle bænke

og borde, ved et af dem sad en gruppe midaldrende mennesker med

halvfyldte ølglas. Jeg tog hjelmen af, gik hen ad den lille flisegang

mod døren og hørte en stribe tyske gloser i mit øre, idet jeg

skubbede døren op.

Indenfor til højre ledte en dør ind til en mindre boghandel. Jeg

kom ud med en lille håndfuld kort plus en roman af en forfatter, jeg

aldrig havde læst før, godt hjulpet på vej af den kompetente dame

med de uindfattede briller og smilerynkerne. Så snart jeg var ude,

bemærkede jeg, at hun listede hen og lukkede døren, og jeg hørte

den metalliske lyd af låsen, der gled på plads.

Den forreste del af lokalet var bar og café med godt en halv snes

borde, i den bageste stod lige så mange med nystrøgne, hvide duge

og levende lys, ved et par af dem sad nogle tidlige gæster. Her

kunne man sikkert finde jomfruhummerne. Fyren bag baren

skænkede mig et stort glas hvidvin, der snart duggede let udenpå.

Lækkert smil. Omkring de 35, skød jeg på. God grund til at komme

igen. Jeg spottede nogle turister ved et par af de små, mørke

træborde. Da en af dem åbnede munden, var jeg ikke i tvivl.

Hollændere. Som vi danskere ofte bliver forvekslet med i udlandet,

selv om jeg synes, det lyder som om deres kartoffel fylder hele

munden. Ved et bord ved vinduet sad tre fyre på omtrent min egen

alder, glassene var fyldt med øl, og stemmerne drev over mod mig.

De lignede til gengæld lokale.

Vinen kølede og var tilpas tør. Jeg ledte i lommerne efter

cigaretterne. Ud af øjenkrogen så jeg en flamme fra bartenderens

hånd. ”Er du lige flyttet til byen?” spurgte han. ”Ja, for du ligner ikke

helt en turist.”

”Et sted midt imellem. Jeg har lejet et hus i et stykke tid, lidt nord

for byen.”

”Englænderens hus?” Det havde Mrs Campbell ikke sagt noget

om. ”Ja, det lille hvide oppe på North Road?”

”Du er velorienteret.”

”Jeg er bartender.”

”Nå ja.” Ganske vist var det længe siden, jeg selv havde stået bag

en bar, men jeg havde ikke glemt hvor mange oplysninger, der

svæver omkring sådan en disk.

”Så det er dig, der er Sara. Med Harley’en.”

”Og du er…?”

”Chris.”

"Næh, ser man det, og vi som troede, at vi skulle have det sjovt i

aften…" råbte en af fyrene ved tremandsbordet. Jeg hørte en hilsen

fra den nyankomne. Mørkt, halvlangt hår og… en sort læderjakke.

Nøjagtig magen til hans… Jeg tog kortene ud af posen, måske skulle

jeg skrive et nu... Håndlavet papir med smukke keltiske mønstre i

naturfarver.

Hvad har du gang i? lød en bekendt stemme.

Hvad mener du, jeg…

Netop.

Jeg så på pennen, der lå klar i hånden, hvad dato var det nu?

Mærkede en skygge ved siden af mig og hørte en stemme bestille

Guinness. En anelse markeret, stærke træk. Han fangede mit blik og

nikkede.

”Calder… MacRae,” sagde han og kiggede hen langs baren.

Røgen fra min cigaret lavede signaler mod loftet.

”Sara Wiberg…” gentog han, som om han smagte på navnet. Der

var begyndende grå stænk i hans mørke hår.

”Er der andet, du gerne vil vide,” sagde jeg og prøvede at fange

hans blik.

En uanselig trækning kom til syne i mundvigen. ”Måske.” Chris

satte et stort glas på disken foran ham. ”Tak, Chris,” sagde han og

skiftede fokus et øjeblik. Små bobler drev op gennem det sorte øl

mod overfladen af tæt skum, der mest af alt lignede en luftig

æggesnaps med et ordentligt skvat kaffe i. Han kiggede fra mig til

hjelmen på barstolen, som var der alligevel noget, nikkede så og gik

over mod bordet.

”Er han altid så snakkesalig?”

”Det kommer an på...”

”På hvad?”

Han tørrede risten af med en klud. Lidt længere end nødvendigt,

syntes jeg.

”Var du lige ved at bryde en af de uskrevne regler der?”

Jeg så på ham over kanten af glasset. Professionel, klart. Men der

var noget i den måde han nu stod og lænede sig mod disken,

afslappet, og alligevel klar til at tage imod en hvilken som helst

udfordring. Det ville nok ikke være kedeligt. På den anden side…

”Måske jeg selv skulle finde ud af det, der skal findes ud af… du

skulle nødig komme i miskredit.”

Han rynkede brynene en anelse og begyndte at polere et glas.

Jeg kastede et blik over mod bordet. Den klassiske læderjakke

med masser af lynlåse og alligevel enkelheden selv. Hvor så den

anderledes ud på ham… Tog en stor slurk af vinen og lagde kortet

tilbage i posen. Det kunne vente.

Alle bordene var optaget nu, og omkring baren var pladsen trang af

halvfyldte glas og opløftede samtaler. Jeg tog del i et par af dem,

især en høj lyshåret fyr tiltrak sig min opmærksomhed. En af dem,

på hvem man kunne hænge en hvilken som helst slags tøj, og han

ville se godt ud i det. Da han præsenterede sig som Jason, Jason

Baird var illusionen komplet. Jeg replicerede med Sara, Bare Sara og

fik et smil der gik direkte op til øjnene. Charmerende på trods af

hans lille trendy fipskæg. Var et eller andet med PR, som, hvis jeg

skal være helt ærlig, ikke kunne holde min opmærksomhed så

længe, som han måske kunne fortjene. For han så ret godt ud. Men

lige nu skulle der mere til, så jeg holdt op med at lade som om jeg

var interesseret. Han så ikke ud som om det skete alt for ofte.

Ordene flød ikke som de plejede, og til sidst trak jeg mig ud af

samtalerne som en tjener trækker sig baglæns ud af et lokale under

en fin middag. Men nu vidste jeg til gengæld noget om huspriser og

dyr benzin, velvilligt assisteret af en af lærerne på den lokale skole...

og til arkivet havde jeg fået lidt insiderviden om de bedste steder for

ørredfangst i området af et af medlemmerne i den lokale

lystfiskerforening. Måske jeg bare skulle gå, men tanken om det

tomme hus og den mørke loch fik mig til at bestille endnu et glas.

Juice denne gang. Og der er da noget at se på, tænkte jeg og

mærkede mit blik løbe sine egne veje. Så hvorfor ikke nyde

udsigten?

Ja netop, kan du huske hvordan det føles?

Ja, og jeg kan også huske… Tankerne hang som blylodder om mit

hjerte.

Så klip dem fri.

Jeg mærkede stolen under mig, varmen og lysene i rummet.

Stemmerne og musikken fyldte mine ører. Helt almindelig aften,

mindede jeg mig selv om og bankede en cigaret ud af pakken. Så i

øjenkrogen Chris gå forbi bag baren og hørte i det samme introen til

Footloose, en af de gode gamle 80’ere. Foden begyndte at bevæge

sig op og ned helt af sig selv og resten af kroppen fulgte hurtigt

efter. Jeg fangede Chris’ blå blik, da han gjorde det samme, alt

imens han tappede en øl. Ja, her kunne jeg da godt sidde lidt endnu.

Og nyde… Hvorfor nød jeg så ikke? Der var nok at se på og god

musik i ørerne, og alligevel var der stadig en eller anden lille djævel,

der forsøgte at holde mig nede hvor jeg ikke havde lyst til at være.

Måske kunne jeg skyde skylden på vejret. Tynde gardiner bølgede

ned over vinduerne ud mod gaden. Jeg mødte Calder MacRaes blik…

tjah, hvis der var noget andet, lod det ikke til at være så vigtigt,

tænkte jeg, da det gled den anden vej… og fordybede mig atter i

glasset. Til der ikke var så meget som en halv dråbe tilbage. Nå, han

kendte åbenbart ham lystfiskeren. Med hjelmen i hånden sprang jeg

så elegant som en gazelle ned fra barstolen, løftede hånden i retning

af Chris og blev belønnet med et smil. Nå ja, måske snarere som en

zebra der lige er blevet vækket efter middagsluren.

Lyset fra forlygten skar gennem regnen og sendte genskinnet fra

pytterne tilbage til mig, da jeg kørte gennem gaden ned mod

havnen. Højt placerede projektører gav lys til dens evige aktivitet,

langs Shore Street spredte gadelygterne deres gule skær hen over

den lange række af huse. Jeg holdt ind til siden et øjeblik og slog

visiret op. Loch Broom lå som en uigennemtrængelig masse mellem

bjergskråningerne, enkelte lys her og der vidnede om menneskelig

tilstedeværelse.

Tidevandet, der havde været på sit højeste for et par timer siden,

var nu på vej ud igen og nynnede en klukkende vuggesang mod de

skrå betonflader. Ved den lille kirkegård kørte jeg op ad Mill Street

og fortsatte ud af byen ad North Road. Sløret var ved at aftage, og

gennem det kunne jeg af og til skimte de små skinnende øjne fra et

hus tilbagetrukket fra vejen. Et kort øjeblik blev jeg blændet af

lygterne fra den eneste bil, der susede forbi, før den forsvandt ned

ad bakken bag mig.

Da jeg lukkede døren, efterlod jeg små dryp på gulvet i entréen.

Jeg trak fødderne op i sofaen og varmede hænderne på koppen.

Regnen prikkede mod vinduerne. Vådt mod tørt, køligt mod varmt.

Måske ville der alligevel blive et par distraktioner heroppe…

Vil du læse mere?

Tak for at du læste med.

”Djævelen i dig selv” kan købes i din lokale boghandel eller lige her:

http://gopubli.sh/search?utf8=%E2%9C%93&q=lena+laurentis

Bogen kan også lånes på biblioteket.

God læselyst!

Vil du se mere om Lena Laurentis?

Hjemmeside:

www.lenalaurentis.com

Følg hende på Facebook:

https://www.facebook.com/lenalunalaurentis