1

Den sorte kat af Edgar Allan Poe

Jeg hverken forventer eller beder om, at nogen vil tro på den afsindige og dog

så enkle historie, jeg nu skal fortælle. Gal ville jeg være, om jeg gjorde det,

når end dog mine egne sanser afviser deres eget vidnesbyrd1. Og jeg er ikke

gal - og jeg drømmer bestemt heller ikke. I morgen skal jeg dø, og i dag vil jeg

lette min sjæl. Det er min hensigt her ligefremt, præcist og uden kommentarer

at lægge en række dagligdags begivenheder frem for offentligheden. Følgerne

af disse begivenheder har naget2 - har ængstet - har ødelagt mig. Og dog vil

jeg ikke forsøge at forklare dem. For mig har de ikke været meget andet end

rædsler - for mange andre vil de være mere barokke3 end rædselsfulde. I

fremtiden vil der måske være et intellekt4, som kan reducere dette blændværk

til det almene - et mere køligt, mere logisk og langt mindre letbevægeligt

gemyt end jeg, som i den redegørelse, jeg nu fuld af angst skal komme med,

ikke vil se andet end en almindelig følgerække af højst naturlige årsager og

virkninger.

Fra barnsben af har jeg været kendt for min milde og omsorgsfulde karakter.

Mit hjertes blødhed var så iøjnefaldende, at jeg blev genstand for mine

kammeraters drillerier. Særlig holdt jeg af dyr, og mine forældre føjede mig i

denne svaghed og lod mig have en del forskellige kæledyr. Jeg tilbragte det

meste af min tid sammen med dyrene, og altid var jeg mest lykkelig, når jeg

fodrede og legede med dem. Dette træk i min karakter voksede i takt med min

vækst, og i min manddom var den kilde til nogle af mine største fornøjelser.

Mennesker, som har næret følelser for en trofast og klog hund, behøver jeg

næppe ulejlige mig med at forklare hverken arten eller graden af den

tilfredsstillelse, man herigennem opnår. Der er noget ved et dyrs uselviske5 og

opofrende6 kærlighed, som går direkte til hjertet på den, der jævnligt har fået

prøver på menneskets skrøbelige venskab og vakkelvorne troskab.

Jeg giftede mig ung og var så heldig at finde en hustru, hvis tilbøjeligheder

stemte overens med mine egne. Fordi hun mærkede min svaghed for husdyr,

forsømte hun ingen mulighed for at skaffe os de bedste af slagsen. Vi havde

1 2 3 4 5 6

2

fugle, guldfisk, en dejlig hund, kaniner, en lille abe og en kat.

Sidstnævnte var et ualmindelig stort og smukt dyr, fuldstændig sort og

forbavsende intelligent. Når min hustru talte om dens klogskab - inderst inde

var hun ikke så lidt overtroisk - hentydede hun ofte til den ældgamle

folkesnak, at sorte katte er hekse i forklædning. Ikke at hun nogensinde sagde

det i alvor - og jeg nævner overhovedet kun sagen, fordi jeg lige nu kom i

tanke om den.

Pluto - således hed katten - var mit yndlingsdyr og min bedste legekammerat.

Det var kun mig, som fodrede den, og den fulgte mig, hvor jeg gik og stod i

huset. Faktisk var det kun med besvær, at jeg kunne holde den fra at følge

efter mig gennem gaderne.

Vort venskab bestod på denne måde i flere år, mens mit sind og mit væsen i al

almindelighed - ved spiritusdjævelens mellemkomst 7- undergik (jeg skammer

mig over at indrømme det) en radikal ændring til det værre. Dag for dag blev

jeg mere humørsyg, mere irritabel, mere ligeglad med andres følelser. Jeg

begyndte at tale hårdt til min hustru. Med tiden udsatte jeg hende sågar for

fysisk vold. Denne karakterændring måtte naturligvis også ramme mine dyr.

Jeg ikke blot forsømte dem, jeg mishandlede dem. For Pluto bevarede jeg dog

så megen respekt, at jeg behandlede den nogenlunde, mens jeg ingen skrupler

havde ved at maltraktere8 kaninerne, aben eller selv hunden, hvis de ved et

uheld - eller af kærlighed - kom i vejen for mig. Men min sygdom forværredes

- for hvilken sygdom er som alkohol! - og til sidst begyndte selv Pluto, der nu

var blevet gammel og følgelig også noget gnaven - til sidst begyndte selv Pluto

at lide under følgerne af min hidsighed.

En aften, da jeg kom meget beruset hjem fra et af mine sædvanlige

tilholdssteder, bildte jeg mig ind, at katten undgik mig. Jeg fangede den, og

forskrækket over min voldsomhed bed den fra sig og tilføjede mig en lille

skramme på hånden. Et djævelsk raseri brusede op i mig. Jeg var ude af mig

selv. Mit sande jeg flygtede tilsyneladende over hals og hoved, og en

drukmættet, dæmonisk ondskab spredte sig i hele kroppen på mig. Jeg tog

med gustent9 overlæg en lommekniv fra min jakke, foldede den ud, greb det

7 8 9

3

arme dyr ved halsen og skar det ene øje ud af hovedet på det! Jeg brænder,

jeg rødmer, jeg ryster, mens jeg beskriver denne bandsatte10 grusomhed.

Da fornuften vendte tilbage næste morgen - da tågerne efter nattens

udsvævelser11 havde fortaget sig - følte jeg en blanding af afsky og

samvittighedsnag ved tanken om den forbrydelse, jeg havde begået. Men det

var i bedste fald en svag og tvetydig 12følelse, og min sjæl forblev upåvirket.

Jeg kastede mig ud i nye udskejelser13 og fik snart druknet enhver erindring

om ugerningen i vin.

I mellemtiden kom katten sig langsomt. Den tomme øjenhule udgjorde

unægtelig et forfærdeligt syn, men det virkede ikke længere, som om dyret led

smerter. Det gik omkring i huset, som det plejede, men som man kunne

forvente, flygtede dyret i rædsel, når jeg nærmede mig. Jeg havde så meget af

min gamle godhed tilbage, at jeg i første omgang sørgede over denne tydelige

modvilje hos et dyr, som engang havde elsket mig så højt. Denne følelse blev

dog hurtigt afløst af ærgrelse, og så ramtes jeg - som det sidste og fældende

stød - af forvendelsen.14 Dette begreb forholder filosofien sig ikke til. Og dog er

det lige så sikkert, som at jeg lever, at forvendelse er et af det menneskelige

hjertes oprindelige tilskyndelser - en af de udelelige, primære egenskaber eller

følelser, som rummer kimen til menneskets karakter. Hvem har ikke mindst

hundrede gange taget sig selv i at begå en tarvelig eller dum handling uden

anden grund, end at han ved, at han skulle lade være? Er vi ikke indrettet med

en evig tilbøjelighed til - stik imod bedre vidende - at gå på tværs af det, som

er lov, alene fordi vi forstår, at sådan er det? Denne forvendelse, det er min

påstand, forårsagede altså mit endelige fald. Det var denne sjælens

ubegribelige trang til at plage sig selv - til at øve vold mod sin egen natur - til

at gøre det forkerte udelukkende for det forkertes egen skyld - som drev mig

til at fremture15 og med tiden fuldbyrde den lidelse, jeg havde påført det

sagesløse16 dyr.

10 11 12 13 14 15 16

4

En morgen slog jeg med koldt blod en løkke om halsen på katten og hængte

den i en gren - hængte den med tårer strømmende ned ad kinderne og bitter

sorg i hjertet - hængte den, fordi jeg vidste, at den havde elsket mig, og fordi

jeg følte, at den aldrig havde gjort mig fortræd - hængte den, fordi jeg vidste,

at jeg ved at gøre det begik en synd - en dødelig synd, som ville bringe min

udødelige sjæl i så stor fare, at den muligvis - hvis det overhovedet er

tænkeligt - ville være hinsides17 frelse ved selv vor mest barmhjertige og

frygtelige Herre.

Om aftenen samme dag, som jeg havde øvet denne onde gerning, blev jeg

vækket af min søvn ved, at der blev råbt om ildløs. Gardinerne om min seng

brændte. Hele huset stod i lys lue. Det var med det yderste, at min hustru, et

tyende18 og jeg selv undslap flammerne. Ødelæggelsen var total. Hele min

jordiske formue var borte, og jeg overgav mig fra det øjeblik til nød og

elendighed.

Jeg er hævet over den svaghed at ville finde en forbindelse af årsager og

virkninger mellem katastrofen og ugerningen. Men jeg nedfælder på dette sted

en kæde af kendsgerninger og ønsker ikke at efterlade selv et muligt led

unævnt. Dagen efter branden besøgte jeg ruinerne. Med en enkelt undtagelse

var alle mure styrtet sammen. Undtagelsen var en ikke særlig tyk indermur,

som stod cirka midt i huset, og som min sengs hovedgærde havde stået op ad.

Væggen havde på dette sted i alt væsentligt modstået ildens hærgen, hvilket

jeg forklarede med, at den for nylig var blevet pudset op. Der havde samlet sig

en tæt skare mennesker omkring denne væg, og en hel del personer lod til at

undersøge en bestemt del af den med megen iver og opmærksomhed. Ord

som "mærkeligt!" og "besynderligt!" og andre tilsvarende udbrud vækkede min

nysgerrighed. Jeg nærmede mig, og jeg så en enorm kats skikkelse i bas-relief 19på den hvide overflade. Dyret var afbilledet med den mest minutiøse20

akkuratesse21. Det havde et reb om halsen.

Lige da jeg så dette åndesyn - for jeg kunne dårligt betragte det som andet -

var min frygt og forundring af en anden verden. Men som tiden gik, kom

eftertanken mig til undsætning. Jeg huskede, at jeg havde hængt katten i en

17 18 19 20 21

5

have ved siden af huset. Da der blev råbt ildebrand, var denne have

øjeblikkelig blevet fyldt med mennesker, og en eller anden måtte så have

skåret dyret ned og kastet det gennem et åbent vindue ind i mit værelse. Det

var formentlig blevet gjort for at vække mig. Da de andre mure styrtede

sammen, blev ofret for min hjerteløshed derved trykket ind i den nypudsede

gips, og kalken havde efterfølgende i fællesskab med flammerne og ligets

ammoniak22 frembragt det billede, jeg iagttog.

Skønt jeg således nemt nok forklarede min fornuft - om end ikke min

samvittighed - den chokerende kendsgerning, gjorde sagen dybt indtryk på

min fantasi. Måneder igennem kunne jeg ikke frigøre mig af dette

spøgelsesbillede, og i den periode dukkede en uklar følelse op i min sjæl, som

mindede om anger23, men ikke var det. Jeg gik så vidt som til at sørge over

tabet af katten og se mig om i de gudsforladte buler24, hvor jeg nu

vanemæssigt havde min gang, efter et andet dyr af samme art og udseende,

som kunne overtage dens plads.

En aften, hvor jeg sad halvt bevidstløs på en mere end lurvet25 beværtning,

blev min opmærksomhed pludselig fanget af en sort genstand, som hvilede

oven på en af de kolossale gin- og romtønder, som udgjorde det vigtigste af

etablissementets26 bohave27. Jeg havde haft øjnene rettet mod dette punkt i

flere minutter, og det, som undrede mig, var, at jeg ikke tidligere havde lagt

mærke til genstanden. Jeg gik nærmere og berørte den med hånden. Det var

en sort kat - en meget stor én - mindst lige så stor som Pluto og helt mage til

den på nær en ting. Pluto havde ikke et eneste hvidt hår på hele sin krop,

mens denne havde en stor, hvid, men lidt udflydende plamage28, som

dækkede næsten hele dens bryst.

Da jeg rørte ved den, rejste den sig straks, spandt højlydt, gned sig mod min

hånd og virkede henrykt over min opmærksomhed. Dette var netop det dyr,

jeg var på jagt efter. Jeg tilbød straks værten at købe katten, men han ville

ikke kendes ved den - vidste intet om den - havde aldrig set den før.

Jeg blev ved med at kærtegne den, og da jeg beredte mig på at gå hjem, viste

22 23 24 25 26 27 28

6

dyret vilje til at gøre mig følgeskab. Jeg lod den gøre det og standsede med

mellemrum undervejs for at kæle for den. Da vi nåede hjem, gjorde den sig

straks huskendt29 og blev på stedet en af min hustrus yndlinge.

Hvad mig selv angår, mærkede jeg snart en uvilje over for katten vokse i mig.

Dette var det modsatte af, hvad jeg havde forventet, men - jeg kan ikke

forklare hvorfor eller hvorledes - jeg nærmest væmmedes eller irriteredes over

kattens åbenlyse hengivenhed30 for mig. Langsomt voksede denne væmmelse

og irritation til bittert had. Jeg undgik kræet, mens en vis skamfølelse og

mindet om min tidligere grusomhed afholdt mig fra fysisk at mishandle dyret.

Der gik uger, og jeg hverken slog det eller gjorde det fortræd på anden vis,

men langsomt - ganske langsomt - begyndte jeg at betragte denne kat med

usigelig afsky og undgå dens forhadte nærværelse, som om den havde pest.

Det bidrog helt sikkert til mit had, at jeg dagen efter, at jeg havde bragt den

hjem, opdagede, at den ligesom Pluto manglede et øje. Denne omstændighed

forøgede imidlertid kun min hustrus kærlighed til dyret, for hun besad, som jeg

allerede har nævnt, i høj grad den omsorg, som engang havde været mit

særkende 31og kilden til mange af mine enkleste og reneste glæder.

I takt med, at min modvilje over for katten steg, voksede kattens forkærlighed

for mig. Den fulgte mig i hælene med en stædighed, som det vil være svært at

få læseren til at forstå. Satte jeg mig, rullede den sig sammen ved min stol,

eller den sprang op i mit skød og overøste mig med sine modbydelige kærtegn.

Rejste jeg mig for at gå, løb den mellem mine fødder og fik mig således

næsten til at snuble, eller den satte sine lange og skarpe kløer i mit tøj og

klavrede på den måde op på mit bryst. Skønt jeg ved sådanne lejligheder

havde den største lyst til at udslette den på stedet, blev jeg holdt tilbage dels

af erindringen om min tidligere misgerning32, men især - og lad mig tilstå det

straks - fordi jeg nærede en sand frygt for dyret.

Denne frygt var vel ikke just som en frygt for et fysisk onde - og dog aner jeg

ikke, hvordan jeg ellers skal beskrive den. Jeg er næsten flov over at

indrømme - ja, selv her i min fængselscelle er jeg næsten flov over at

29 30 31 32

7

indrømme - at den angst og rædsel, som dyret fyldte mig med, blev forstærket

af det mest tåbelige tøjeri33, man kan tænke sig.

Min hustru havde flere gange over for mig påpeget en særhed ved det hvide

mærke, som jeg omtalte før, og som var den eneste forskel mellem dette

fremmede dyr og det, jeg havde dræbt. Læseren vil huske, at dette mærke,

selvom det var stort, oprindeligt havde været meget utydeligt, men som tiden

gik - det gik så langsomt og umærkeligt, at min fornuft længe kæmpede for at

afvise det som ren indbildning - antog det et skarpt defineret omrids. Det var

nu billedet af en genstand, som jeg gyser ved at nævne - og for hvis skyld

mere end nogen anden jeg hadede og frygtede og ville have slået dyret ihjel,

hvis jeg havde turdet - det var nu, siger jeg, billedet af en hæslig - en

forfærdelig ting - af en galge, af rædslernes, forbrydelsernes, smertens og

dødens sørgelige og frygtelige maskine!

Og nu var jeg da elendig hinsides menneskehedens elendighed34. At et

umælende dyr - hvis artsfælle jeg så hovmodigt 35havde ombragt - at et

umælende dyr skulle tilføje mig - mig, en mand skabt i Gud den almægtiges

billede - så megen utålelig smerte. Å! jeg kendte ikke længere til hvile hverken

ved dag eller nat! Om dagen levnede kræet mig ikke rast eller ro, og om

natten sov jeg ikke en time til ende uden at fare op af ubeskrivelige mareridt

blot for at mærke tingestens enorme vægt og varme åndedræt på mit ansigt -

en mare 36af kød og blod, som jeg ikke magtede at kaste af - hvilende i al

evighed på mit hjerte!

Presset af storme som disse bukkede de sidste svage rester af godhed i mig

under. Onde tanker, de mørkeste og værste tanker, blev mine nærmeste og

eneste venner. Min normale humørsyge voksede til bitterhed mod alting og

hele menneskeheden, mens min sagtmodige37 hustru desværre blev det

sædvanlige og tålmodige offer for de bratte, hyppige og ubeherskede

raserianfald, som jeg nu blindt hengav mig til.

En dag fulgte hun i et ærinde med mig ned i kælderen i det gamle hus, som

vor fattigdom tvang os til at bo i. Katten fulgte efter os ned ad de stejle

trapper, og ved næsten at få mig til at snuble irriterede den mig til afsindig-

33 34 35 36 37

8

hed. Jeg glemte den barnlige frygt, som hidtil havde holdt mig tilbage, løftede

en økse og rettede et slag mod den, som selvfølgelig ville have været

øjeblikkeligt dræbende, hvis det var faldet, hvor jeg ønskede. Men slaget blev

standset af min hustrus hånd. Denne indblanding fremprovokerede en vrede i

mig, som var mere end dæmonisk, og jeg rev min arm fri af hendes greb og

begravede øksen i hendes hjerne. Uden en lyd faldt hun død om på stedet.

Med dette hæslige mord på min samvittighed gav jeg mig omgående og med

køligt overblik i kast med at skjule liget. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne

fjerne det fra huset hverken dag eller nat uden at risikere, at mine naboer

opdagede det. Flere forskellige muligheder faldt mig ind. På et tidspunkt

overvejede jeg at skære liget i bittesmå stumper og brænde det. På et andet

tidspunkt bestemte jeg mig for at begrave det under kældergulvet. Og så

spekulerede jeg på at kaste liget i brønden i gården eller på at pakke det ned i

en kasse, som om det var varer, og derpå lade et bud fjerne den. Endelig

nåede jeg frem til den løsning, som jeg mente, var bedre end alle andre. Jeg

besluttede mig for at mure liget inde i kælderen, ligesom det er dokumenteret,

at munkene i middelalderen murede deres ofre inde.

Kælderen var velegnet til et sådant formål. Væggene var dårligt murede og var

for nyligt blevet pudset op, men fugten dernede havde forhindret pudset i at

hærde. Derudover var der i en af murene en niche efter en falsk skorsten eller

kamin, som var blevet muret efter for at ligne resten af kælderen. Jeg tvivlede

ikke om, at jeg med lethed kunne fjerne murstenene på dette sted, anbringe

liget bag dem og derefter mure det hele op igen, uden at noget øje ville

bemærke noget mistænkeligt.

Mine beregninger slog ikke fejl. Jeg fik uden besvær løsnet stenene ved hjælp

af et koben, anbragte liget op ad indermuren og holdt det fast i den stilling,

mens jeg ubesværet rejste væggen igen, som den stod oprindeligt. Efter at

have fremskaffet de nødvendige materialer med al mulig forsigtighed

fremstillede jeg puds, som ikke kunne skelnes fra det gamle, og ved hjælp af

dette pudsede jeg det nye murværk op. Da jeg var færdig, følte jeg mig sikker

på, at alt var i orden. Væggen frembød ikke det mindste tegn på at have været

brudt ned. Gulvet gjorde jeg fanatisk38 grundigt rent. Jeg så mig triumferende

omkring og sagde til mig selv: "Her er i det mindste et punkt, hvor mine

anstrengelser ikke har været forgæves."

38

9

Min næste handling var at søge efter dyret, som var årsag til al denne ulykke,

for jeg havde nu taget den faste beslutning at aflive det. Havde jeg været i

stand til at finde det i det øjeblik, er der ingen tvivl om, hvad dets skæbne var

blevet, men det lod til, at det kloge væsen var blevet betænkelig ved synet af

mit raseris voldsomhed og havde valgt at gøre sig usynlig indtil videre. Den

salige39 følelse af dyb hjertets lettelse, som det forhadte dyrs fravær medførte,

er det umuligt både at beskrive og at forestille sig. Dyret dukkede ikke op i

løbet af natten, og således fik jeg i det mindste én nats sund og rolig søvn

efter, at bæstet var kommet i huset: Ja, jeg sov, selv med vægten af et mord

på min sjæl.

Anden- og tredjedagen kom og gik, uden at min plageånd viste sig. Jeg kunne

atter trække vejret som et frit menneske. Uhyret var flygtet i skræk! Jeg skulle

aldrig se det mere! Min lykke nåede den syvende himmel! Skyldfølelsen over

min ugerning forstyrrede mig ikke synderligt. Der havde været et par

forespørgsler, men dem var der blevet taget hånd om. Sågar en eftersøgning

var blevet iværksat, men intet var naturligvis blevet afsløret. Jeg anså min

fremtidige lykke for sikret.

På fjerdedagen efter mordet kom politiet højst uventet til min dør, og de

foretog endnu en grundig undersøgelse af lokaliteterne40. Sikker, som jeg var

på, at de intet ville finde, rørte det mig ikke. Betjentene bad mig om at gøre

dem selskab under ransagningen, og de lod ikke en krog, ikke et hjørne

ubeset. Til sidst gik de for tredje eller fjerde gang ned i kælderen. Jeg fortrak

ikke en mine. Mit hjerte var så roligt som hos den, der sover de uskyldiges

søvn. Jeg gik gennem kælderen fra den ene ende til den anden. Jeg lagde

armene over kors og vandrede afslappet omkring. Betjentene lod sig

overbevise og gjorde sig rede 41til at drage af42. Mit hjertes jubel var for stærk

til, at den kunne undertrykkes. Jeg brændte efter at fuldbyrde min triumf, efter

at sige blot et ord mere og således gøre dem dobbelt så overbeviste om min

uskyld.

"Mine herrer," sagde jeg da, mens selskabet var på vej op ad trapperne, "det

glæder mig, at jeg kunne bortvejre43 Deres mistanke. Jeg ønsker Dem et godt

39 40 41 42 43

10

liv og lykkelige dage. I øvrigt, mine herrer, er dette - er dette et særdeles

velbygget hus". Med min ubændige44 trang til at sige noget henkastet var jeg

knap nok selv klar over, hvad jeg sagde. "Ja, jeg vil endda sige et umådelig

velbygget hus. Disse vægge - går De, mine herrer? - disse vægge er solidt

håndværk." Og i min vanvittige sejrsrus slog jeg med en stok, jeg havde i

hånden, på netop den del af muren, som skjulte liget af min kone, som jeg

elskede.

Men må Gud beskytte mig og udfri mig af den Ondes kløer! Næppe var ekkoet

af mine slag døet hen, førend de blev besvaret af en stemme fra graven! - en

lyd, først dæmpet og brudt som et barns klynken, som så voksede hastigt og

blev til et langt, højt og vedholdende hyl, bizart 45og umenneskeligt - til et hvin

- til et klagende, halvt angst, halvt triumferende skrig, der lød, som kom det

fra Helvedes dyb, som kom det i kor fra de fordømtes 46smertekvalte struber

og dæmonerne, som jubler over deres lidelser.

Det er meningsløst at sige noget om, hvad der gik gennem mit hoved. Jeg

vaklede på besvimelsens rand over mod den modsatte væg. Et enkelt øjeblik

forblev mændene på trappen stående uden at røre sig, lammede af angst og

frygt. Men så styrtede et dusin stærke legemer sig mod muren. Den væltede i

sin helhed. Liget, som var levret47 af blod og allerede i en fremskreden tilstand

af forrådnelse, stod ret op og ned for øjnene af beskuerne. På ligets hoved sad,

med vidåbent, rødt gab og et enkelt brændende øje, det hæslige dyr, hvis

snedighed havde lokket mig til mord, og hvis stemme havde angivet mig og

forskrevet48 mig til bøddelen. Jeg havde muret uhyret inde i graven.

44 45 46 47 48