DEN USYNLIGE FATTIGDOMEN UNDERSØGELSE AF FATTIGDOM BLANDT ANSØGERE TIL BØRNESAGENS FÆLLESRÅDS STIPENDIUM FOR ENEFORSØRGERE

MAJ 2015

Den usynlige fattigdom- En undersøgelse af fattigdom blandt ansøgere til Børnesagens Fællesråds stipendium for eneforsørgere

Udarbejdet af:Andreas LøppenthinBjarke Brix OlsenFrederikke NaybergIda Nielsen Langendorf Magnus Skovrind Pedersen

Ved:Analyse og Tal F.M.B.AGodthåbsvej 26, 1.2000 Frederiksberg

Web: http://www.ogtal.dk/

For mere information kontakt:

Magnus Skovrind PedersenTlf. 28 56 37 77 E-mail: magnus@ogtal.dk

Om &#&# er et medarbejder-drevet non-profit analysebureau med base i København, der udfører kvantitative, kvalitative og politiske analyser.

&# består af sociologer, kommunikatorer og IT-folk , der er opsat på at løse enhveranalyseopgave. Vi tager os af det hele, fra udtænkning af analysen og målfastsættelse til den endelig publicering. Ingen opgaver er for store – eller for små.

Indhold  

1. Indledning ................................................................................................................................ 4

2. Definitioner af fattigdom ........................................................................................................ 7

3. Metode ................................................................................................................................... 11

4. Analyse af budgetter og ansøgninger .................................................................................. 6

4.1 Rådighedsbeløb og karakteren af centrale indtægts- og udgiftsposter .............................. 6

4.2 Økonomisk sårbarhed som konsekvens af lave rådighedsbeløb ...................................... 28

4.3 Afsavn og stigmatisering hos ansøgerne .......................................................................... 33

4.4 Argumentation i ansøgningerne ........................................................................................ 40

5. Ansøgerne er over fattigdomsgrænsen ............................................................................. 45

6. Konklusion ............................................................................................................................ 50

7. Referencer ............................................................................................................................. 54

4

1. Undersøgelsens problemstilling og motivation

Diskussionen om fattigdom har raset længe i den offentlige debat med skarpe politiske

grænsedragninger omkring stereotype fremstillinger såsom Fattig-Carina og Dovne-Robert

(Ugebrevet A4 2012). Modsætningerne illustreres i variationen af holdninger, som går fra en

anerkendelse af fattigdom som et samfundsproblem til en kategorisk afvisning af dens

eksistens. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance udtalte følgende i forbindelse med den

omdiskuterede “Fattig-Carina”-sag, som søgte at sætte offentlig julehjælp på dagsordenen:

“Det er en hån mod de millioner af mennesker verden over, som sulter, at snakke om

fattige i Danmark. I skulle skamme jer!! Jeg bliver så vred, når jeg hører venstrefløjen

bruge den slags manipulerende retorik. Hvis der er mennesker i Danmark, der ikke har

råd til at holde jul, så er det selvforskyldt!” (Politiken 2011)

Danskerne er hverken langt fra eller upåvirkede af meningstilkendegivelser som ovenstående.

Undersøgelser har vist, at op imod halvdelen af den danske befolkning ikke mener, at fattigdom

eksisterer inden for landets grænser (Nyhedsbureauet Newspaq 2013; Kristeligt Dagblad 2013).

Dette skyldes til dels, at fattigdom i manges øjne handler om ren fysisk overlevelse. Billeder af

eksempelvis slumområder i Rio de Janeiro og kasteløse gadesælgere i New Delhi har

monopoliseret fattigdomsbegrebet. Man kan ligefrem argumentere for, at begrebet fattigdom i

Danmark er behæftet med en negativ moralsk ladning, som i stedet henviser til en selvforskyldt

økonomisk situation (Information 2014b).

1.1 Kort om undersøgelsen Med udgangspunkt i ansøgninger til Børnesagens Fællesråds stipendium for eneforsørgere fra

2014 undersøges det, hvorvidt ansøgernes økonomiske forhold vidner om en økonomisk

fattigdom, og i givet fald, hvilke konsekvenser dette har for deres liv.

Undersøgelsen viser, hvordan ansøgernes økonomi slet ikke eller lige akkurat løber rundt. Dette

gør dem enormt sårbare overfor ekstraordinære og uforudsete udgifter og livsbegivenheder.

5

Beskrivelserne i de motiverede ansøgningerne vidner om, at fattigdom er knyttet til stor skam og

frygt for stigmatisering. Ansøgerne legitimerer deres ansøgning om økonomisk hjælp ved at

referere til uforskyldte begivenheder, som årsag til deres økonomiske problemer. Disse

analyseresultater danner udgangspunkt for en diskussion af, hvordan den officielle danske

fattigdomsgrænse fra 2013 er mangelfuld i forhold til at indfange disse eneforsørgere.

1.2 Konklusioner i hovedpunkter • I gennemsnit har ansøgerne et månedligt rådighedsbeløb på 1.431 kr. per person i

husstanden. Altså er deres økonomiske råderum meget begrænset.

• 80,5 % af ansøgerne er på en form for offentlig overførselsindkomst, og de er økonomisk

afhængige af boligsikring og børneydelser. Ændringer i disse ydelser har derfor

gennemgribende konsekvenser for deres tilværelse.

• Udgifter til boligen eller afdrag på lån udgør de største udgiftsposter hos ansøgerne.

Boligudgiften er en ufleksibel post, idet ansøgerne ikke selv frit kan vælge, hvordan de

vil bo og sjældent har råd til at flytte. Gældsstiftelse kan for ansøgerne være en

nødvendig løsning på presserende økonomiske udfordringer, men bliver en langsigtet

hæmsko for ansøgerne.

• De lave månedlige rådighedsbeløb og manglen på et socialt netværk, der kan hjælpe i

pressede situationer, gør ansøgerne meget sårbare overfor ekstraordinære eller

uforudsete udgifter eller livsbegivenheder. En ødelagt cykel, at holde jul eller sygdom,

kan derfor vælte ansøgernes økonomi.

• Konsekvenserne af deres dårlige økonomiske situation strækker sig mellem ikke at

kunne leve op til de sociale forventninger og ikke at kunne opfylde basale behov, som at

sætte mad på bordet og at købe vintertøj til sine børn.

• Skammen over ikke at kunne klare sig selv og frygten for stigmatisering og udelukkelse

fra sociale fællesskaber spiller en lige så stor rolle for ansøgerne, som manglen på de

konkrete genstande, de ikke har råd til.

• Ansøgerne refererer til uforskyldte vilkår eller begivenheder for at legitimere at de beder

om økonomisk hjælp. Dette vidner om, at fattigdom ikke er anerkendt i Danmark og er

knyttet til stor skam.

6

• 60,7 % af ansøgerne ligger med sikkerhed over den officielle danske fattigdomsgrænse.

Alligevel lider ansøgerne afsavn i en sådan grad, at man under normale

omstændigheder ville beskrive dem som fattige. Gruppen er altså usynligt fattige. Den

danske fattigdomsgrænse indfanger således ikke det fulde billede af fattigdom i

Danmark og fattigdommens konsekvenser.

2. Definitioner af fattigdom

Fattigdom knytter sig i første omgang til det at mangle penge. Det kan medføre alt fra sultedød

til lav levestandard (Larsen og Pedersen 2014:203). På trods af at fattigdom er et alment kendt

og ofte benyttet begreb, er det ofte uklart præcist, hvad det refererer til. Det er derfor centralt for

os at præsentere forskellige fattigdomsforståelser, samt at definere, hvordan vi selv forholder os

til fænomenet. Alt efter hvilket perspektiv man anlægger, dækker fattigdom over vidt forskellige

fænomener. På den ene side er det åbenlyst, at folk som dør på gaden af sult er fattige i den

forstand, at de ikke kan opretholde deres liv. På den anden side er fattigdomsbegrebet også

social konstrueret, idet kategoriseringen indebærer en aktiv stillingtagen til, hvem og hvad

kategorien skal indeholde (Larsen og Pedersen 2014:203).

2.1 Absolut og relativ fattigdom Der skelnes ofte mellem absolut og relativ fattigdom. Absolut fattigdom defineres i litteraturen

som en situation, der enten er karakteriseret ved ekstrem elendighed på grund af hungersnød

eller krig, eller som et eksistensminimum, hvor individet ikke har mulighed for at opfylde basale

behov såsom tilvejebringelse af mad, tøj og bolig (Andersen og Larsen 2011:212). Absolut

fattigdom drejer sig altså grundlæggende om fysisk overlevelse og er således relateret til

materielle forhold såsom mad og boligforhold. Relativ fattigdom er knyttet til ulighed. Relativ

fattigdom skal forstås som en økonomisk situation, hvor man muligvis kan dække basale behov,

men ikke har mulighed for at leve op til de sociale roller og forventninger, der er i samfundet

(Andersen og Larsen 2011:212). Mens relativ fattigdom altså i mindre grad handler om fysisk

overlevelse, kan det i stedet siges at være relateret til en form for social eller psykisk

overlevelse. Konsekvenserne af relativ fattigdom skal ikke nødvendigvis ses som mindre

ubehagelige end absolut fattigdom, men er af en anden karakter.

Den engelske sociolog Peter Townsend har udviklet et fattigdomsbegreb, som forsøger at

nedbryde opdelingen mellem absolut og relativ fattigdom:

”Individuals, families and groups in the population can be said to be in poverty when they

lack the resources to obtain the types of diet, participate in the activities and have the

living conditions and amenities which are customary, or at least widely encouraged or

approved, in the societies to which they belong. Their resources are so seriously below

those commanded by the average individual or family that they are, in effect, excluded

from ordinary living patterns, customs and activities.” (Townsend 1979: 31)

Townsends fattigdomsbegreb er på sin vis relativt, men tager samtidig højde for, at absolutte

størrelser, såsom mad, tøj og husly, skal forstås i relation til den samfundsmæssige kontekst.

Samtidig kan konsekvenserne af relativ fattigdom pege i retning af absolut fattigdom, idet

fattiges helbred ofte påvirkes negativt samtidig med, at deres børns præstationer i skolen og

senere på arbejdsmarkedet påvirkes negativt (Brighouse og Swift 2006:479). På den måde

bliver opdelingen mellem relativ og absolut fattigdom mindre skarp og mere kontekstafhængig

(Ejrnæs et al. 2015:36f).

2.2 Den danske fattigdomsgrænse Ekspertudvalget om fattigdom, der anbefalede den fattigdomsgrænse, arbejdede ud fra en

fattigdomsdefinition, der ikke ligger langt fra Townsends:

“Udvalget definerede fattigdom som en situation, hvor en person eller familie ufrivilligt

har væsentlig dårligere livsvilkår sammenlignet med den øvrige befolkning (...)”

(Ekspertudvalg om fattigdom 2013:7)

Denne fattigdomsdefinition er i udgangspunktet vidtfavnende og vidner om, at udvalget forstår

fattigdom som andet og mere end manglende ressourcer til livsunderhold. Fattigdomsgrænsen

er fastsat ved brug af indkomstmetoden.

Man er således defineret som økonomisk fattig i Danmark, hvis man opfylder de følgende tre

kriterier (Ekspertudvalg om Fattigdom 2013:9):

- Har en disponibel indkomst på under 50 % af medianindkomsten i minimum tre år i træk.

- Familiens formue er under 100.000 kr. pr. voksen (2010-niveau).

- Personen er ikke studerende eller deler husstand med en studerende over 17 år.

Den disponible indkomst består i denne definition af personlig og kapitalindkomst efter skat.

Personlig indkomst består af erhvervsindkomst og offentlige overførselsindkomster, men også

boligstøtte, børnefamilieydelse og børnetilskud (Ekspertudvalg om Fattigdom 2013:55). Senest

tilgængelige medianindkomst er fra 2013. 50 % af denne er 103.200 kr., som således er den

kritiske grænse for fattigdom i Danmark. Den disponible indkomst udregnes på familieniveau,

således at indkomstmålet er korrigeret for familiestørrelse.

Der bruges et ækvivalensmål, der ser ud som følger (Ekspertudvalg om Fattigdom 2013:264):

(antal voksne + antal børn)0,6

Formlen for den kritiske grænse for eksempelvis en familie på to ser derfor således ud:

(1+1)0,6*103200 = 156422

Ækvivalensmålet er sat på baggrund af en forventning om, at det per person er billigere at være

flere i en familie (Ekspertudvalg om Fattigdom 2013:264).

Tabel 1 viser den kritiske grænse for forskellige familiestørrelser:

Tabel 1: Kritiske grænser for den officielle danske fattigdomsgrænse

Antal personer i familien: Indkomstgrænse for familie i

kr. (afrundet til nærmeste

hundrede)

Beløb pr. person i kr.

(afrundet til nærmeste

hundrede)

1 103.200 103.200

2 156.400 78.200

3 199.400 66.500

4 237.000 59.300

5 271.000 54.200

6 302.300 50.400

7 331.700 47.400

Kilde: Analyse & Tal 2015

Det er vigtigt at holde sig for øje, at fattigdomsgrænsen ikke i sig selv er et socialpolitisk værktøj,

men et statistisk mål. At falde under fattigdomsgrænsen medfører derfor ikke per definition

nogen socialpolitiske indsatser eller hjælp til den enkelte til at komme ud af fattigdommen.

3. Metode

3.1 Præsentation af data Børnesagen modtog 208 ansøgninger til deres stipendium til eneforsørgere i 2014. Det år var

der to ansøgningsfrister; en i april og en i november. Ved 204 af ansøgningerne var en

motiveret ansøgning vedlagt, hvorfor undersøgelsens kvalitative datamateriale består af 204

motiverede ansøgninger. Ud af de 208 ansøgninger, er syv ansøgninger sorteret fra i den

kvantitative analyse. Dette skyldes fejl og usikkerheder omkring udfyldning af budgetter. Det

kvantitative data består derfor af 201 ansøgninger.

3.1.1 Gruppen af ansøgere

Ud af de 201 ansøgere, der optræder i det kvantitative datamateriale, er 95 % kvinder. 4,5 % er

mænd, mens én enkelt ikke har oplyst sit køn. Andelen af unge forældre er lille i

ansøgergruppen. Kun 6 % af ansøgerne er mellem 22 og 28 år gamle. 16,9 % af ansøgerne er

mellem 29 og 35 år, mens hele 39,8 % er mellem 36 og 42 år. 25,4 % er 43 til 49 år, 11,4 % er

49 til 54 år, og én ansøger har ikke oplyst sin alder, hvilket udgør de sidste 0,5 %. 33,3 % af

ansøgerne har et barn. Flest af ansøgerne har 2 børn og udgør 41,8 %, mens 16,9 % har tre

børn. Kun 8 % af ansøgerne har fire eller flere børn. Ansøgernes familier er altså typisk små.

Der er ansøgninger fra det meste af landet. Langt størstedelen er dog fra Storkøbenhavn, og

udgør 33,8 % af ansøgningerne. Derudover kommer 54,3 % af ansøgningerne fra Sjælland og

øerne.

3.1.2 Ansøgningsskemaet

Børnesagen har udformet et skabelon for ansøgningerne, som man skal følge for at ansøge om

et stipendium. Ansøgningerne består af et skema, hvor ansøgerne oplyser relevante

baggrundsinformationer, en motiveret ansøgning, samt en budgetopgørelse. Der er således rum

for, at ansøgerne kan beskrive deres situation og eventuelt, hvad de mangler penge til. Man

søger dog ikke om et bestemt beløb. Stipendiets størrelse afgøres af Børnesagen fra år til år.

3.1.3 Særlige karakteristika ved ansøgningerne

Da undersøgelsen er baseret på ansøgninger, er al datamaterialet selvrapporteret. Der er

således ikke fokus på at få adgang til en mere eller mindre sand virkelighed. Derimod giver

datamaterialet indblik i beskrivelser af en oplevet virkelighed. Ikke desto mindre, har de rammer,

som ansøgningerne er skabt i, indflydelse på datamaterialets karakter.

Der er både ansøgninger, der er skrevet på computer og i hånden. Dog er en

bemærkelsesværdig stor del af dem håndskrevne. Længden på de motiverede ansøgninger

varierer fra et par linjer til adskillige tætskrevne sider. Det er iøjnefaldende, at mange af

ansøgerne overskrider den afgrænsede plads, som ansøgningsskemaet levner til motivering af

ansøgningen. Kun ved 4 ud af 208 ansøgninger var der ikke vedlagt nogen motiveret

ansøgning. Samtidig er der ved stort set alle ansøgninger vedlagt mange bilag på trods af, at

det eneste man bedes vedlægge er årsopgørelse. Bilagene er primært dokumentation for

forhold, som ansøgerne har beskrevet i de motiverede ansøgninger, eller budgetter.

Eksempelvis dokumentation for gæld til det offentlige, skilsmissepapirer og udtalelser fra læger,

psykologer eller sagsbehandlere følger ofte med ansøgningerne.

3.1.4 Ansøgningen som gensidig produktion

Børnesagen er aktiv i produktionen af ansøgningerne (Järvinen og Mik-Meyer 2005:196). Ved at

opstille et skabelon for ansøgningerne har organisationen i høj grad været med til at forme,

hvilke fortællinger, der kan komme til udtryk. Skemaerne i sig selv er strukturerende for de

fortællinger, som bringes i spil, idet ansøgernes fortællinger er formet ud fra forventningen om,

hvordan modtagerens reaktion vil være. Ansøgerne har mulighed for at tilføje poster til

budgetskemaerne, og i mange tilfælde har ansøgerne tilføjet en kort kommentar i marginen.

Børnesagens arbejde er formet af de erfaringer, de løbende gør sig i forbindelse med

ansøgnings- og uddelingsprocesser. Der er et skarpt fokus på, hvordan man bedst muligt

imødekommer potentielle ansøgere og designer ansøgningsskemaet fyldestgørende, således at

der er rum og plads til nuancerigdom. Løbende tilpasses skemaet med hensigten om, at det

bedst muligt skal imødekomme ansøgerens fortælling.

3.1.5 Ansøgernes hensigt

De motiverede ansøgninger er konstrueret med et specifikt formål; at få bevilget et stipendium.

Således kan man antage, at ansøgeren fremhæver de ting, som vedkommende vurderer, vil

være mest fordelagtige i forhold til at få tilkendt stipendiet. Det ville dog være forsimplet at

betragte ansøgningerne som et strategisk forsøg på at maksimere sandsynligheden for at få

tilkendt et stipendium. Ansøgningerne er kendetegnet ved, hvad der virker som ærlige

fremstillinger og en forventning om at møde forståelse for ens livssituation. Meget udførlige

beskrivelser af livsomstændigheder bliver underbygget af diverse bilag og årsopgørelse. Den

energi, der lægges i ansøgningerne, synes næsten ikke at kunne modsvare den ydelse, som i

sidste ende kan blive bevilliget. Dette kalder på en forståelse af ansøgningerne som noget

andet end blot nyttemaksimerende tekster, men reelle beretninger om en presset situation.

3.2 Databehandling Datamaterialet består af 201 udfyldte budgetter og 208 udprintede eller håndskrevne

ansøgninger. Budgetterne er digitaliseret ved, at vi har udformet et excelark med kolonner, der

tilsvarer alle de faste poster på budgetskemaet. Vi har manuelt tastet værdierne af ansøgernes

budgetposter ind i det samlede skema. I digitaliseringen af de motiverede ansøgninger har vi

valgt at gengive ansøgningerne så tæt på de oprindelige som muligt ved hverken at rette sprog

eller grammatik. Denne løsning er valgt for at skabe gennemsigtighed omkring materialet og at

undgå gætteri omkring teksternes mening. Her har vi også lagt vægt på, at materialet skal være

tilgængeligt for andre forskere i sin oprindelige form (Analyse & Tal 2015). Dog har vi af hensyn

til læsbarheden og fremstilling af ansøgerne valgt at rette stavefejl og grammatiske fejl, men

ikke ordstilling, når vi bruger citater i analysen. Da ansøgningerne indeholder personfølsom

data, er digitaliseringsprocessen foretaget på Børnesagens sekretariat, hvor ansøgningerne

sideløbende er blevet anonymiseret. Datamaterialet findes derfor ikke digitalt i ikke-

anonymiseret form, og de faktiske ansøgninger har ikke forladt sekretariatet på noget tidspunkt.

3.3 Undersøgelsens udsagnskraft Med udgangspunkt i en undersøgelse af ansøgninger til Børnesagens stipendier i 2014, kan vi

opnå viden om, hvilke konkrete sociale konsekvenser manglen på penge har. Vi ønsker ved

eksemplets magt at give et indblik i de økonomiske vilkår, som ansøgerne til Børnesagen

stipendium lever under, samt hvilke normer og konstruktioner, de knytter til det at mangle penge

(Flyvbjerg 2010:469).

Da undersøgelsens empiriske grundlag er udgjort af samtlige ansøgninger til Børnesagen i

2014 kan vi behandle ansøgerne som en hel population. Dette er dog ikke ensbetydende med

en entydig generaliserbarhed til samtlige eneforsørgere i Danmark. Der findes mange

eneforsørgere, som ikke er i pengenød eller ikke søger penge hos Børnesagen, og aldrig

kommer i berøringsflade med Børnesagen. Disse grupper kan vi ikke udtale os om. Vi har heller

ikke nogen hensigt om at generalisere til alle ansøgere af Børnesagens stipendium til

eneforsørgere. Gruppen af ansøgere varierer markant både i størrelse og kvalitative træk fra år

til år og er ofte i høj grad præget af den førte de facto socialpolitik.

Imidlertid kan vi udtale os om den specifikke gruppe af fattige enlige forsørgere som i 2014 fandt

det nødvendigt at søge om penge ad ukonventionelle veje hos Børnesagen. Debatten om

fattigdom har raset længe, og det er fra flere sider blevet fremført, at fattigdom ikke længere er

et problem i Danmark. Vores undersøgelse giver et detaljeret indblik i, hvordan økonomien ser

ud for folk, som ser sig nødsaget til at søge om hjælp udefra, og hvordan det fremstilles at

mangle penge. Undersøgelsen kan dermed bidrage til en større forståelse af, hvilke

økonomiske vilkår faktisk eksisterende grupper af fattige lever under i Danmark. Samtidig kan vi

også anskueliggøre, hvilke normer, der knytter sig til disse vilkår. Med udgangspunkt i

analysens resultater vil vi desuden diskutere den danske fattigdomsgrænse, og på den måde

bruge det enkelte eksempel, som ansøgningerne udgør, til at diskutere fattigdom i en bredere

samfundsmæssig kontekst.

4. Analyse af ansøgeres budgetter og ansøgninger

4.1 Rådighedsbeløb og karakteren af centrale indtægts- og udgiftsposter

4.1.1 Ansøgernes rådighedsbeløb er markant lavere end Forbrugerrådets anbefalinger

Et rådighedsbeløb defineres typisk som det beløb man har tilbage hver måned, når alle faste

udgifter er betalt (Forbrugerrådet Tænk). Ved at se på ansøgernes rådighedsbeløb får vi indblik

i, hvor mange penge ansøgerne har at gøre godt med hver måned. Rådighedsbeløbet kan

således være et bedre mål for økonomisk råderum end indkomst alene, da rådighedsbeløbet

også tager højde for udgifter i bredere udstrækning og illustrerer, hvordan individers økonomi

hænger sammen. Et lavt rådighedsbeløb er dog i sig selv ikke et udtryk for at man lever under

hårde økonomiske vilkår. Man kan eksempelvis have et stort hus, fast rengøringshjælp eller et

abonnement på Aarstiderne. Dette vil alt sammen fremgå som faste udgifter i ens budget, og

udmønte sig i et lavere rådighedsbeløb. Derfor kan man ikke umiddelbart vurdere om et

rådighedsbeløb er højt eller lavt hvis ikke man ved, hvad det forventes at skulle dække. Hvis

man vil bruge rådighedsbeløbet som et mål for økonomiske vilkår, er det således vigtigt at

afklare, hvilke udgifter der er medregnet som faste, og hvilke der skal dækkes af

rådighedsbeløbet.

Vi betragter følgende poster som basale udgifter eller udgifter, som kan være nødvendige,

eksempelvis i forhold til ens helbred:

• Boligudgifter (husleje, varme, el, gas, vand)

• Kommunikation/TV (Internet, mobiltelefon, TV)

• Forsikringer

• Fagforening

• Institutionsplads

• Medicin og tandlæge

• Bil (bilforsikring, vægtafgift, Falck)

• Børns fritidsaktiviteter

• Buskort

Man skal holde sig for øje, at det ikke er alle poster, der er relevante for den enkelte ansøger,

og at det faktum, at man ikke har budgetteret med en post ikke nødvendigvis afspejler, at

behovet ikke er der. Eksempelvis har kun 46 % af ansøgerne angivet udgifter til tandlæge. Det

er derfor vigtigt at være opmærksom på, at sådanne fravalg vil få rådighedsbeløbet til at fremstå

højere. Rådighedsbeløbet skal da dække alt det der ligger ud over de ovennævnte udgifter.

Når datasættet renses ender vi med 201 ansøgere. Disse mennesker har et månedligt

rådighedsbeløb på mellem -1.974,5 og 3.374 kr. per person i husstanden. Tabel 2 viser nøgletal

for ansøgernes månedlige rådighedsbeløb per person i husstanden.

Tabel 2: Nøgletal for rådighedsbeløb per person i husstanden

Antal ansøgere: 201

Udfaldsrum: - 1.975 til 3.374 kr.

Gennemsnit: 1.431 kr.

1. kvartil: 1.113 kr.

Median: 1.485 kr.

3. kvartil: 1.842 kr.

Kilde: Analyse & Tal 2015

Af tabel 2 fremgår det, at medianen for ansøgernes månedlige rådighedsbeløb er 1.485 kr. per

person i husstanden, mens gennemsnittet er 1.431 kr. Derudover ses det, at 50 % af ansøgerne

har et rådighedsbeløb på mellem 1.113 kr. (1.kvartil) og 1.842 kr. (3.kvartil) per person i

husstanden. Da gennemsnittet ligger meget tæt på medianen og ikke langt fra 1. og 3. kvartil, er

gennemsnittet et godt udtryk for ansøgernes rådighedsbeløb.

4.1.1.1 Ansøgernes rådighedsbeløb i forhold til Forbrugerrådets anbefalinger til en sund

økonomi

Forbrugerrådet anbefaler, at en sund økonomi er struktureret således, at enlige har 5.000 kr. i

rådighedsbeløb per måned, plus 2.500 kr. per barn (Forbrugerrådet Tænk 2015). CASA’s

lignende undersøgelser af minimums- og standardbudgetter fra 2004, vurderer at et

minimumsbudget ’bør’ have nogenlunde samme rådighedsbeløb pr. person. Dette beløb skal

ifølge Forbrugerrådet dække alt ud over de faste udgifter. Det vil sige udgifter til eksempelvis tøj,

mad, gaver, rejser og fornøjelser (Forbrugerrådet Tænk 2015). Ansøgerne til Børnesagens

stipendium i 2014 har mellem et og seks børn. Tabel 3 illustrerer vores udregning af

Forbrugerrådets anbefalede rådighedsbeløb for eneforsørgere afhængigt af antal børn.

Tabel 3: Forbrugerrådets anbefalede rådighedsbeløb per person

Antal børn 1 2 3 4 5 6 Gennemsnitligt

rådighedsbeløb

per person i

husstanden,

uanset antal børn:

Forbrugerrådets anbefalede

rådighedsbeløb per person. I

kr.

3.750 3.333 3.125 3.000 2.916 2.857 3.164

Kilde: Forbrugerrådet Tænk 2015

Forbrugerrådet anbefaler med andre ord, at man har et rådighedsbeløb på mellem 2.857 og

3.750 kr. per. person i husstanden, alt efter, om man har mellem et og seks børn. Som det

fremgår af tabel 3 falder det anbefalede rådighedsbeløb per person i husstanden jo flere børn

man har. Tabel 4 viser ansøgernes gennemsnitlige rådighedsbeløb fordelt på antal børn:

Tabel 4: Ansøgernes gennemsnitlige rådighedsbeløb per person baseret på antal

børn

Antal børn 1 2 3 4 5 6 Gennemsnitligt

rådighedsbeløb

per person i

husstanden,

uanset antal

børn:

Ansøgernes

gennemsnitlige

rådighedsbeløb per

person i

husstanden i kr.

1.567 1.393 1.169 1.741 894 1.618 1.431

% af

Forbrugerrådets

anbefaling

41,8 % 41,8 % 37,4 % 58 % 30,7 % 56,7 % 45,2 %

Antal observationer 67 84 34 12 2 2 201

Kilde: Analyse & Tal 2015

Ansøgernes rådighedsbeløb ligger altså markant lavere end hvad Forbrugerrådet anbefaler.

Med undtagelse af de 12 ansøgere, der har fire børn, samt de to ansøgere der har seks børn, er

ansøgernes rådighedsbeløb under 50 % af Forbrugerrådets anbefalede rådighedsbeløb for

eneforsørgere. Det gennemsnitlige rådighedsbeløb uanset antal børn er blot 45,2 % af hvad

Forbrugerrådet anbefaler. Med Forbrugerrådets anbefaling til en sund økonomi som målestok

kan ansøgernes gennemsnitlige rådighedsbeløb siges at være meget lave.

4.1.2 Ansøgernes indtægter

Tabel 5 viser nøgletal omkring ansøgernes indkomst efter skat.

Tabel 5: Nøgletal for månedlig disponibel indkomst i kr.

Antal ansøgere: 201

Udfaldsrum: 9.600 til 31.047

Gennemsnit: 18.037

1. Kvartil: 15.774

Median: 17.515

3. Kvartil: 19.784

Kilde: Analyse & Tal 2015

Af tabel 5 fremgår det, at medianen for ansøgernes månedlige indkomst er 17.515 kr., mens

gennemsnittet er 18.037 kr. Derudover ses det, at 50 % af ansøgerne har en månedlig indkomst

mellem 15.774 kr. (1.kvartil) og 19.784 kr. (3.kvartil). På trods af at gennemsnittet ligger tættere

på 3. end 1. kvartil, vurderer vi at gennemsnittet er et godt mål for ansøgernes indtægt, da det

ligger meget tæt på medianen.

Ansøgernes indtægt består af en primær indtægt, enten løn eller offentlig overførselsindkomst,

og sekundære indtægter, bestående af børneydelser og boligsikring. Den gennemsnitlige

fordeling mellem primære og sekundære indtægter illustreres af figur A:

Figur A: Bestanddele af ansøgernes gennemsnitlige indkomst

Kilde: Analyse & Tal 2015

Det fremgår af figur A, at 59,9 % af ansøgernes indkomst i gennemsnit udgøres af den primære

indkomst (se figur b), mens 26,6 % udgøres af børneydelser og 13,5 % i gennemsnit udgøres af

boligsikring. I gennemsnit udgøres 40,1 % af ansøgernes indkomst altså af offentlige tilskud. I

det følgende vil vi beskrive hvad ansøgernes primære indkomst typisk består af, samt belyse

hvilken betydning karakteren af deres primære indkomst har for deres situation. Efterfølgende

vil vi belyse betydning af, at 40,1 % af ansøgernes indkomst udgøres af offentlige tilskud. Figur

B viser, hvilken fordelingen af de forskellige typer af primære indkomster.

Figur B: Type af indkomst

Kilde: Analyse & Tal 2015

Det ses, at kontanthjælp for 53,5 % vedkommende udgør den primære indkomst. 27 %

modtager anden offentlig ydelse såsom SU, sygedagpenge, førtidspension, revalidering eller

understøttelse (dagpenge). 9,5 % er lønmodtagere, og andre 10 % har en anden uspecificeret

primærindkomst. I lyset heraf vil vi fokusere på de særlige vilkår, som knytter sig til det at være

på offentlig forsørgelse, samt knytte en kommentar til de 9,5 % af ansøgerne, som er i arbejde.

4.1.2.1 Problematikker i forhold til livet på offentlig forsørgelse

I alt har 80,5 % af ansøgerne angivet, at deres primære indtægt kommer fra offentlige ydelser,

hvilket indebærer en række særlige omstændigheder for deres økonomi. Særligt kontanthjælp,

sygedagpenge, dagpenge og revalidering er forbundet med krav og pligter, hvorfor det sjældent

er omkostningsfrit at være på offentlig forsørgelse. Velfærden er ikke grænseløs, men betinget

af, at individer udnytter og udvikler deres arbejdsevne (Olsen og Rasmussen 2011:82). Dette

knytter sig til en norm om, at arbejdsduelige individer skal udføre lønarbejde for at bidrage til

egen velfærd og samfundets reproduktion (Møller og Larsen 2011:20,31). Man kan ikke stille sig

uden for denne norm og samtidig forvente, at samfundet vil understøtte en økonomisk. I

forlængelse heraf stilles krav til arbejdsløse om, at de med tiden vender tilbage til

arbejdsmarkedet. Konkret har dette udmøntet sig i en aktiveringspolitik, der har til hensigt at

individer som modydelse til velfærdssamfundets sikkerhedsnet aktivt skal påtage sig arbejde

eller opkvalificerende kurser, som det offentlige anviser (Møller og Larsen 2011:28). På den

måde søger man fra statens side at undgå, at individer strategisk indretter deres liv efter

offentlige ydelser med henblik på at modtage offentlige overførselsindkomster.

Offentlige ydelser, som for eksempel kontanthjælp, er således betinget af pligter, som den

forsørgede forventes at overholde. Fra offentlig side kan man kræve, at individer skal påtage sig

arbejde, som ligger langt fra deres bopæl eller kompetenceområde. Alternativet er, at

udbetalingen af ydelserne reduceres eller helt holder op. I den forstand kan man tale om en vis

grad af strukturel tvang forbundet med livet på overførselsindkomst. Nægtelse af ydelsernes

vilkår medfører konkrete og kontante sanktioner (Møller og Larsen 2011:29). Sygdom er heller

ikke en gyldig undskyldning for at blive væk fra arbejdsmarkedet. Således kan man risikere i at

blive sat i aktivering på trods af eksempelvis stærke smerter. Forløb med erhvervsevneafklaring

skal sikre, at individer på trods af skavanker arbejder lige præcis det, de kan klare. Som

ansøgeren Margrethe fortæller:

“Jeg er pt. i aktivering med henblik på erhvervsevneafklaring. Jeg lider stadig af følgerne

fra trafikuheldet. Jeg har smerter i ryg og nakke, koncentrationsbesvær samt problemer

med at sove. Derfor er jeg under udredning for slidgigt i knæ og ryg, hvilket også fylder

en del i hverdagen med hensyn til smerter.”

- Margrethe, 50 år, kontanthjælpsmodtager og mor til et barn

Livet på overførselsindkomst sætter strukturelle grænser for det enkelte individs liv og byder det

at leve op til særlige standarder. At leve af offentlige overførselsindkomster er altså forbundet

med krav, aktiveringstiltag, udredningsprocesser og sanktionsmekanismer, som virker

begrænsende for ansøgernes handlerum og frihed. Deres tilværelse er i høj grad defineret af de

institutioner, som råder over deres sag og således deres indkomst. På den ene side er

ansøgerne afhængige af den offentlige overførselsindkomst (Hohnen 2007:760), men på den

anden side begrænses handlerummet, friheden og i sidste ende ejerskabet over deres egen

tilværelse. Ufrihedsperspektivet er også blevet fremhævet af Carsten Kronborg Bak i en

undersøgelse fra 2004 af fattige enlige mødre. Her konkluderes det, at noget af det værste ved

fattigdommen for mødrene er de begrænsede muligheder for at kontrollere deres fremtid, som

følger af at være afhængig af offentlige myndigheder (Møller og Larsen 2011:219).

4.1.2.2 Working poor i Danmark

Det fremgår, at 9,5 % af ansøgerne til Børnesagens stipendium i 2014 er lønmodtagere, som,

siden de har henvendt sig til Børnesagen om økonomisk støtte, tilsyneladende alligevel ikke kan

få økonomien til løbe rundt. Flere af disse ansøgere arbejder deltid eller i flexjob, hvilket

nedbringer størrelsen af deres indtægt. Børnesagen udbetaler også stipendier til denne gruppe,

idet de i specifikke tilfælde vurderes at være økonomisk trængende. Andre steder i verden er et

begreb som ‘working poor’, arbejdende fattige, blevet kendetegnende for en ny form for

fattigdom, hvor stabil indtægt fra lønarbejde ikke længere er en garanti for en acceptabel

indkomst (U.S. Bureau of Labour Statistics 2014, Oxfam America 2014). Selvom problemet

endnu ikke så massivt i Danmark, skal man ikke meget længere væk end Tyskland før de

working poor er en omdiskuteret samfundsmæssig problematik. Her lever godt hver tiende

lønmodtager under den tyske fattigdomsgrænse. Tænketanken Cevea advarer om, at

udviklingen sagtens kan nå til Danmark. Som tidligere analysechef Jens Jonatan Steen siger:

“’Arbejdende fattige’ er et fænomen, vi stort set ikke kender endnu i Danmark, og det

skal vi være både glade for og stolte af. Men Tyskland er eksemplet på, hvor vi kan ende

i løbet af få årtier. Det var jo tyske politikere, der ønskede den udvikling, der har været,

og forvandlede det tidligere så velorganiserede og stabile arbejdsmarked til det, det er

nu,” (Ugebrevet A4 2014)

Man kan altså ende i fattigdom, på trods af at man arbejder fuld tid eller mere. At godt 10 % af

ansøgerne til Børnesagens stipendier i 2014 er i arbejde kunne vidne om, at der også i

Danmark findes eksempler på lønmodtagere, som lever i fattigdom.

4.1.2.3 Børneydelser er afgørende for fattige børnefamilieres økonomi

Børneydelser er en samlet betegnelse for børnebidrag, børnetilskud og børnefamilieydelse. Løn

eller overførselsindkomster udgør i gennemsnit 59,9 % af ansøgernes samlede gennemsnitlige

indtægt. Dertil kommer boligsikring som udgør omkring 13,5 %, og børneydelser som udgør

26,6 %.

Ansøgerne er altså økonomisk afhængige af disse ydelser, og ændringer i dem har

gennemgribende konsekvenser. Kontanthjælpsmodtageren Pernille beskriver blandt andet,

hvordan hendes økonomi bliver meget presset idet faren til hendes børn dør:

“Kontanthjælp og faderens død [børnebidrag frafalder i forbindelse med hans død] gør,

at jeg står i en situation, at jeg ikke har så mange penge (...)”

- Pernille, 48 år, kontanthjælpsmodtager og mor til to hjemmeboende børn

For Pernille udgør børneydelserne en væsentlig indtægtskilde i forhold til at opretholde et hjem

med to hjemmeboende børn. Faderens død medfører et betragteligt økonomisk tab, som

besværliggør familiens situation. Andre ansøgere beskriver også dyb frustration over at skulle

kæmpe om retten til børnebidrag, ligesom at frygten for at miste bidraget også tynger.

En anden problematik knyttet til børneydelserne er de regler, som fastsætter ydelsernes

størrelse efter børnenes alder, samt at ydelserne frafalder i samme øjeblik hjemmeboende børn

fylder 18 år. Tabel 6 viser, hvorledes at satserne gradvist reduceres med hjemmeboende børns

alder for til sidst at frafalde ved det fyldte attende år:

Tabel 6: Satser for børne- og ungeydelsen i 2014 og 2015

2014 2015

Aldersgruppe Årlig ydelse,

kr. Ydelse pr. kvartal,

kr. Årlig ydelse,

kr. Ydelse pr. kvartal,

kr.

0-2 årige 17.616 4.404 17.772 4.443

3-6 årige 13.944 3.486 14.076 3.519

7-14 årige 10.980 2.745 11.076 2.769

Årlig ydelse, Ydelse pr. måned, Årlig ydelse, Ydelse pr. måned,

kr. kr. kr. kr.

15-17 årige 10.980 915 11.076 923

Kilde: Skatteministeriet 2014

I nedenstående citat beskriver Victoria, hvordan denne planlagte regulering har afgørende

konsekvenser for hendes økonomi:

”Jeg hedder Victoria, og er sygemeldt med depression og angst på 4. år, og startede hos

psykiater for et år siden, hvor jeg stadig går. Der er ikke udsigter til arbejde foreløbig, så

har en meget stram økonomi, og den bliver kun ringere fra oktober 2014. Og da mine

tvillinger er fyldt 7 år i juli, så frafalder tillægget for flerbørnstilskud som er 2.175,

samtidig med at de falder i børneydelse fra 3.486 kr. per kvartal til 2.745 kr. per kvartal. -

dette fra næste udbetaling i oktober 2014. Jeg skal bl.a. have vinterjakker,

overtræksbukser og vinterstøvler til mine tre drenge, og jeg har ikke pengene til det.”

- Victoria, 44 år, kontanthjælpsmodtager og mor til tre børn

Her beskriver Victoria, hvordan hun mister flerbørnstilskuddet og at satsen for børneydelsen

falder med 741 kr., når hendes tvillinger fylder 7 år – en aldersgrænse, der ikke nødvendigvis

tilsvarer Victorias forhold som mor til tre børn, som ikke bliver 741 kr. billigere at opfostre den

dag de fylder 7 år. Man kan tværtimod argumentere for, at udgifterne stiger, fordi børnene i

højere grad skal leve op til sociale forventninger og normer omkring forbrug (Bauman 1997:41).

Reglerne kan på den måde fremstå arbitrære og i værste fald være direkte i modstrid med

ansøgernes faktiske situation.

En anden problematik er, at børneydelserne frafalder, når børnene bliver myndige. At børnene

bliver myndige er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de er i stand til flytte hjemmefra og

klare sig selv på egen hånd. Flere bor stadig hjemme mens de eksempelvis er i gang med en

ungdomsuddannelse. Således bliver barnets 18 års fødselsdag et hårdt slag for

familieøkonomien.

Dette medfører markante fald i månedlige indtægter for Britta, som er mor til en datter, der for

nyligt er fyldt 18:

“Min ældste datter blev 18 år i januar i år og det har betydet, at jeg har mistet alle

børnepengene på hende. Hun modtager dog SU for hjemmeboende, men det er stadig

et tab, da min boligsikring derved også er sat betydeligt ned. Hun går i 3.g og har derfor

udgift på buskørsel for ca. 350 kr. om måneden. Derudover er der udgifter til studierejse,

studenterhue osv., så SUen får hurtigt ben at gå på.“

- Britta, 46 år, modtager sygedagpenge og mor til to børn under 18 år samt et over.

Valget kan komme til at stå mellem at smide sine børn på porten eller langsomt se økonomien

glide en fuldstændig af hænde. Reelt set er der ikke tale om et valg. De færreste kan forestille

sig at tvinge deres store teenagere til at forlade hus og hjem midt i den unges

uddannelsesforløb. Børneydelser er ikke tænkt til at skulle være en væsentlig del af

modtagerens økonomi, men snarere et tilskud til de ekstra udgifter, børn giver. Børneydelser

udgør imidlertid i gennemsnit 26,6 % af ansøgernes indtægt, og ændringer i satserne har

dermed stor betydning for ansøgernes samlede indkomstgrundlag. Således er strukturelle

forhold også helt afgørende for ansøgernes økonomiske grundlag, og ændringer i den

økonomiske støtte fra det offentlige kan ryste modtagernes økonomi drastisk.

4.1.3 Ansøgernes udgifter

Der er stor differentiering i forhold til, hvad der for de enkelte ansøgere er med til presse

økonomien. For én kan store udgifter til medicin i forbindelse med sygdom være tærende for

økonomien, for en anden kan institutionsplads til barnet afkræve uoverskuelige midler. Vi vil i

dette afsnit fokusere på at beskrive tunge poster, som går igen som ekstraordinært krævende

for ansøgerne.

Tabel 7 viser et gennemsnitligt månedligt budget for en ansøger. Tallene dækker hele

ansøgerens husstand. Rådighedsbeløb per husstand fremgår nederst.

Tabel 7: Gennemsnitligt månedsbudget pr. husstand

Procent kr.

Bolig 46,4 8.377

Kommunikation/TV 6,6 1.130

Forsikringer 2,7 507

Fagforening 1,2 230

Institutionsplads 1 184

Medicin og tandlæge 3,2 594

Bil 1,2 209

Fritidsaktiviteter 1,4 268

Afdrag på lån 10,5 1.896

Buskort 2,1 374

Rådighedsbeløb (pr.

husstand)

23,7 4.268

Gennemsnitlig indkomst 100 18.037

Kilde: Analyse & Tal 2015

Det ses af tabel 7 at de største poster på ansøgernes månedsbudget i gennemsnit er husleje og

afdrag på lån, der udgør henholdsvis 46,4 % og 10,5 % af deres samlede indkomst. Det ses

samtidig at ansøgerne i gennemsnit har 23,7 % af deres indkomst tilbage som rådighedsbeløb,

når alle udgifter er betalt. Som vi har beskrevet tidligere, er ansøgernes rådighedsbeløb meget

små. At ansøgerne i gennemsnit har 23,7 % af deres indkomst til rådighed når alle udgifter er

betalt, skal derfor skal ses som et udtryk for at ansøgernes indkomst i gennemsnit er meget lav.

Figur C viser hvad ansøgerne i gennemsnit bruger på forskellige budgetposter i reelle tal.

Figur C: Ansøgernes gennemsnitlige udgifter per måned i kr.

Kilde: Analyse & Tal 2015

Langt den største post er husleje, som efterfølges af afdrag og renteudgifter til lån. De

resterende poster er alle meget små. Her kan posten kommunikation/TV ses som en

undtagelse, da ansøgerne i gennemsnit bruger 1.130 kr., eller 6,6 % af deres indkomst på

denne post. Kommunikation/TV dækker over telefonregninger, internet og tv. Internet og

telefonregning kan siges at være en nødvendighed i dagens Danmark, og udgifter til disse kan

derfor ses som uundgåelige (Hohnen og Jakobsen 2014:437). Selvom fattigdom altid skal ses i

forhold til det specifikke tilfælde, tyder meget på, at poster som husleje og afbetaling af lån går

igen som betydningsfulde faktorer for lave rådighedsbeløb.

4.1.3.1 Store og ufleksible boligudgifter

I gennemsnit bruger ansøgerne 46,4 % af deres indkomst på at dække boligudgifter. At

udgifterne til bolig er høje relativt til andre poster overrasker ikke, idet boliger generelt set

lægger beslag på en stor del af danskeres disponible indtægt (Jørgensen og Andersen

2014:373). I 2008 brugte danskerne i gennemsnit 20,8 % af deres indkomst på boligudgifter

(Hohnen og Jakobsen 2014:421). I forhold til den gennemsnitlige dansker, udgør ansøgernes

boligudgifter en dobbelt så stor andel af indtægterne. Dette efterlader nødvendigvis et

begrænset økonomisk råderum i forhold til resten af befolkningen.

En særlig omstændighed ved boligudgiften er, at det er en meget ufleksibel udgiftspost. Man

kan ikke bare spare på eller ændre sin boligudgift, når økonomien trykker, og for mange er det

slet ikke lykkes at finde en bolig, som de har råd til at sidde i. Problematikken omkring

boligudgifter illustreres af følgende citater:

“Jeg har sidste år været tvunget til at flytte fra min lejlighed pga. skimmelsvamp overalt i

konstruktionerne, da min søn på ti var meget syg af det. Jeg flyttede ind i en alt for dyr

lejlighed, men det var den eneste mulighed jeg havde på dette tidspunkt og jeg flytter

igen så snart jeg finder noget billigere – selvom vi endelig har fundet os godt til rette i

gode omgivelser.”

- Mikala, 49 år, førtidspensionist og mor til tre børn

“Min datter har fået diagnosen reaktiv tilknytningsforstyrrelse. Jeg er blevet skilt og bor i

en dyr lejlighed men pga. min datters diagnose vil det være svært for hende at flytte. Jeg

prøvede at søge hjælp hos kommunen men fik afslag med den begrundelse at jeg skulle

flytte (...)”

- Rikke, 35 år, kontanthjælpsmodtager og mor til to børn

Disse to citater viser, hvordan ansøgerne ikke har fuld kontrol over deres boligsituation. Det ses

tydeligt, at boligudgiften er ufleksibel, da både boligudbuddet og økonomiske, sociale og

helbredsmæssige forhold har stor indflydelse på boligsituationen. Dette kan have vidtrækkende

konsekvenser som i Rikkes tilfælde, hvor kommunens afslag om at hjælpe hende til at blive

boende, risikerer at påvirke datterens psykiske velfærd.

Der er store regionale forskelle på størrelsen af boligudgifter. I landets store byer er boliger, og

særligt de billige, en mangelvare. I provinsbyerne og på landet står der derimod boliger tomme,

som kan lejes til et overskueligt beløb (Jørgensen og Andersen 2014:364-366). Men som de

fleste andre, er ansøgerne tæt knyttet til det sted de bor, og det er ikke uden omkostninger at

flytte væk, eksempelvis til provinsen. Mulighederne for at finde et arbejde kan være mindre, man

flytter væk fra sit sociale netværk, børnene bliver nødt til at skifte institution og det kan, blive

nødvendigt at anskaffe sig en bil. En udgift, man til gengæld nemt kan spare i de store byer. Når

man ikke har de økonomiske ressourcer til at købe en bolig, har man altså ikke fuld kontrol over

denne udgiftspost, og man kan ikke bare vælge en bolig, der imødekommer ens behov og

økonomiske begrænsninger. Man må slå til, når chancen byder sig. Mange af ansøgerne

beskriver desuden, hvordan flytteomkostningerne i sig selv gør, at de ikke har råd til at flytte,

eller at en flytning har haft store konsekvenser for deres økonomi efterfølgende:

“Jeg er for et par måneder siden flyttet og det har simpelthen gjort min økonomi så

ustabil, at mit dankort er i minus hver eneste måned, fordi jeg ikke kan få omkring 2000

kr. til at holde mad bleer og modermælkserstatning.”

- Ditte, 24 år, kontanthjælpsmodtager og mor til to børn

Et andet fælles vilkår for ansøgerne er, at de er eneforsørgere. Med én voksen i en husstand,

kan man muligvis klare sig med mindre plads end hvis man er to, men huslejen vil afgjort ikke

være halvt så stor, selvom man går ned i kvadratmeter. Således skal disse familier altså betale

en fuld husleje med kun én indkomst. Også dette er et vilkår, der er ekstraordinært barskt for

netop denne gruppe af mennesker.

Boligudgifterne tager altså en anseelig del af ansøgernes samlede indkomst og er samtidig en

udgift, der er svær at regulere for den enkelte ansøger.

4.1.3.2 Gæld som eneste udvej

Mange af eneforsørgerne i vores datasæt har med tiden stiftet gæld for at oppebære deres

økonomi. I gennemsnit bruger ansøgerne 10,5 % af deres indkomst på at betale renter eller

afdrag på lån. Følgende citater viser, at mange af eneforsørgerne låner penge på alle tænkelige

måder for at klare sig:

”Når udgifterne er betalt har jeg intet tilbage. Jeg låner penge af familie og venner hver

måned.”

- Mikala, 49 år, førtidspensionist og mor til tre børn, hvoraf et er hjemmeboende

”Kristian blev konfirmeret i april, og de penge jeg skulle betale til festen, havde jeg ikke

nået at spare mange op af, så jeg har været nødt til at låne i banken, og det lån betaler

jeg stadig af på.”

- Gitte, 47 år, modtager sygedagpenge, to børn under 18 år og 1 barn over 18 år

”Grundet gæld har vi intet overskud til nogen ting... Og jeg må tit prøve at låne penge for

at vi kan få mad.”

- Cecilie, 29 år, kontanthjælpsmodtager med tre børn

”Jeg har for over 9.000 kr. regninger fra sidste måned, som jeg ikke kan betale. Og min

bank truer mig med at spærre mit dankort, så jeg ikke kan købe mad til os. Jeg skylder

banken 45.000 kr, som jeg ikke kan betale tilbage. Jeg har ligeledes et SU-studielån på

over 100.000 kr jeg betaler tilbage på.”

- Maiken, 33 år, modtager arbejdsmarkedsydelse og har et hjemmeboende barn

Som ansøgerne beskriver, er gældsstiftelse ofte en nødvendighed for at kunne få økonomien til

at hænge sammen i dagligdagen eller overkomme ekstraordinære udgifter.

Betalingsvanskeligheder og gældsstiftelse kan ses som et udtryk for balanceforholdet mellem

en husholdnings udgifter og indtægter. Idet udgifter overstiger indtægter, forrykkes balancen og

skaber problemer for ansøgerne. Løsningen er ofte gældsstiftelse eller låneaftaler som konkret

plaster på økonomien (Borgen et. al. 2011:544). I den forstand bliver muligheden for at stifte

gæld en sikring mod absolut fattigdom og sult. Lazzarato beskriver, hvordan lån kan siges at

have erstattet velfærdssystemets sikkerhedsnet. I takt med at offentlige ydelser begrænses,

skæres ned og betinges af modydelser, bliver det svært for modtagerne at tage hånd om deres

familie uden at stifte gæld, hvilket tydeligt gør sig gældende i ansøgernes beretninger. Lån af

penge bliver for ansøgerne en copingstrategi i forsøget på at opfylde familiens behov.

Ansøgerne fremstiller lån af venner eller i banken som et nødvendigt vilkår, både i forhold til

overlevelse og i forhold til at opretholde en acceptabel tilværelse. Konturerne tegner sig her af et

debtfare-system, der er aldeles ubæredygtigt for den enkeltes økonomi, da gælden som

bekendt ydes mod en klausul om, at den med tiden tilbagebetales. I de fleste tilfælde skal man

også betale renter, hvormed man ender med at skylde flere penge, end man har lånt.

Familieøkonomien påvirkes i en uoverskuelig fremtid af de nødvendige lån, som optages for at

kunne overleve, og gør det endnu sværere for den enkelte at få sin økonomiske situation på ret

køl. Samtidig ses, at kreditten i banken ikke er uendelig, hvilket skaber enorme problemer i det

tilfælde, at konti og kreditkort spærres. Hvor skal man søge hen, når kassen bliver lukket?

Lazzarato beskriver, hvordan gældsstiftelse skaber muligheder og åbner døre. I vores tid er lån

af penge blevet midlet til personlig udvikling som investering i human kapital (Hohnen og

Jakobsen 2014:428-429). Ansporingen til at stifte gæld er efterhånden så åbenlys, at der skiltes

med den i det offentlige rum. På en tur med S-toget fra Nørreport til Københavns

Hovedbanegård i år 2015 viser skærmene i toget eksempelvis ikke mindre end to reklamer for

sms-lån, der lover op til 75.000 kr. og svar inden for et minut. Imidlertid øges gældens betydning

for tilværelsen i forhold til, hvor meget man tjener. For eneforsørgerne er afdrag på lån en stor

udgift, som er med til at mindske deres rådighedsbeløb betragteligt. Gælden er for dem ikke

muliggørende, men på sigt hæmmende for deres økonomi. Her kan man tale om, at der findes

henholdsvis acceptabel og uacceptabel gæld, hvor udfaldet afhænger af, om man er i stand til

at overholde rente- og afbetaling. Store lån til velhavendes patriciavillaer er acceptabel gæld,

imens eneforsørgere på kontanthjælps gæld fra afholdelse af barnets konfirmation er

uacceptabel gæld. Gældsvilkår er ikke lige for alle. David Caplovitz beskrev allerede i 1963,

hvordan fattige kun har adgang til meget dårlige lån (Caplovitz 1963:180). Nyere dansk

fattigdomsforskning har vist, at dette også gør sig gældende i dagens Danmark, hvor fattige

med henvisning til deres usikre økonomi afkræves højere renter og afgifter på deres lån

(Hohnen 2007:765, Hohnen og Jakobsen 2014:436). Således er fattige nødsaget til at optage

dyre lån, der kan medføre enorme renteafgifter. Dyr gæld er altså ikke blot et spørgsmål om at

gøre ufornuftige valg, men også konkret mangel på adgang til gode lån.

4.1.4 Når økonomien akkurat løber rundt: Bekymringer og copingstrategier

Når faste månedlige indtægter og udgifter er gjort op, har ansøgerne i gennemsnit 1.431 kr. per

person til mad, tøj og hvad de ellers måtte have brug for. Som ovenfor nævnt og som

nedenstående citat illustrerer, er det ofte, at økonomien kun lige akkurat løber rundt eller slet

ikke gør det.

”Når jeg tillader mig at ansøge om jeres legat, er det fordi min økonomi slet ikke hænger

sammen. Når udgifterne er betalt har jeg intet tilbage. Jeg låner penge af familie og

venner hver måned.”

- Mikala, 49 år, førtidspensionist og mor til 3 børn

De lave månedlige rådighedsbeløb resulterer i en tilværelse uden økonomisk frihed, hvor hver

en øre må vendes og drejes, og alle køb må vurderes nøje (Hohnen 2007:756-757).

Nøjsomheden afspejler sig i de copingstrategier, som eneforsørgerne må benytte, for at

pengene kan slå til. Flere ansøgere beskriver, hvordan de går på kompromis med egen

levestandard for at kunne give deres børn en acceptabel tilværelse. Medicin, forsikringer, sund

mad og nye briller vælges fra til fordel for børnenes trivsel. Andre udviser stor fantasi eller

ihærdighed udi besparelser ved eksempelvis at hente kasseret mad i supermarkeders

containere, vaske tøj i hånden eller sælge ud af arvestykker og smykker. Ellen, der er mor til tre,

beskriver her hvordan økonomien sidst på måneden ikke slår til i forhold til at kunne sætte sund

og nærende mad på bordet:

”Det er tit vi overlever sidst på måneden ved at en veninde fra facebook, skralder ved

butikker og der får vi en del grøntsager. Det er mine børn først og tit mig der spiser

rester eller toastbrød. Så de har fået sund mad.”

- Ellen, 43 år, kontanthjælpsmodtager og mor til tre børn.

Kun ved at hente og servere den mad, butikkerne har vurderet for dårlig til at blive solgt, kan

Ellens økonomi løbe rundt. Eksemplet illustrerer desuden, hvordan nogle eneforsørgere har

mere end svært ved blot at sætte mad på bordet måneden ud. Der er altså tale om økonomiske

problemer, der grænser til fattigdom i absolut forstand, idet den dårlige økonomi udmønter sig

direkte i ernæringsmæssige afsavn og fravalg (Larsen og Møller 2011:213).

De snævre rådighedsbeløb, og det følgende begrænsede handlerum, bliver fremstillet som en

sort sky, der konstant hænger over ansøgernes tilværelse.

”Jeg sælger alt hvad vi kan undvære af gamle ting, tøj, legetøj, for på den måde at tjene

lidt ekstra penge til ’nyt’.” - Katrine, 54 år, modtager dagpenge og er mor til ét barn

I Katrines fremstilling er alle hendes ejendele potentielle penge. Ejendelene kan veksles til

penge i det øjeblik de kan undværes og således finansiere familiens nye behov. Manglen på

økonomisk kapital resulterer i en tilværelse præget af det Larsen og Ejrnæs kalder ”knaphedens

tyranni” (2013:41), hvor alle aspekter af livet gennemsyres af et konstant fokus på at få pengene

til at række. En økonomi, der kun lige akkurat løber rundt eller slet ikke gør det, griber altså ind i

hele ens tilværelse og kræver konstant opmærksomhed og energi.

4.2 Lave rådighedsbeløb fører til økonomisk sårbarhed

4.2.1 Livsbegivenheder, samt ekstraordinære og uforudsete udgifter

Når økonomien er så stram, at hverdagen ikke hænger sammen uden kompromiser med

levestandard, økonomisk hjælp udefra eller kreative copingstrategier, levnes der ikke mange

midler til at gardere sig mod uventede udgifter eller livsbegivenheder. Små rådighedsbeløb og

manglende opsparinger gør tilværelsen usikker. Udover at det er en praktisk umulighed for de

fleste ansøgere at spare op, findes der regler, som direkte forhindrer det. Det er eksempelvis en

betingelse for at være berettiget til at modtage kontanthjælp, at modtagerens formue ikke

overstiger 10.000 kr. (Retsinformation). 53,5 % af ansøgerne er kontanthjælpsmodtagere, og for

dem ville det således ikke være økonomisk muligt at starte en opsparing, der kunne dække

eksempelvis børns skoleudflugter eller en ny vaskemaskine eller computer. Det er nemlig ikke

muligt at have formue over 10.000 kr. for kontanthjælpsmodtagere.

I ansøgningerne præsenteres en konstant fare for, at økonomien med ét ikke længere løber

rundt. En stjålet eller ødelagt cykel, som skal bruges hver dag til transport til skole og arbejde,

kan således udgøre en helt uoverskuelig ekstraordinær udgift. Mange af ansøgerne nævner

også udgiften til børnenes vintertøj som en faktor, der vækker bekymringer:

”Jeg prioriterer vintertøj til drengene i denne måned, da de mangler alt, som skal holde dem

varme, men så bruger jeg de penge, jeg evt. kunne gemme til jul. Jeg føler, at gulvtæppet er revet

væk under mig, efter jeg er blevet arbejdsløs, og gruer for december måned.”

- Freja, 45 år, kontanthjælpsmodtager og mor til to børn.

Hos Freja er selv det, at hendes drenge vokser og derfor har brug for nyt vintertøj, en udvikling

som hendes økonomi ikke kan imødekomme. Vintertøj og jul er dråber, der får bægeret til at

flyde over. Livsbegivenheder såsom sygdom, ulykker, skilsmisse og dødsfald, kan ligeledes

medføre uoverstigelige konsekvenser i form af fravær fra arbejdet, manglende mobilitet samt

flere og større udgifter eller tab af sociale relationer. Eksempelvis fremstiller Sofia sin skilsmisse

som en voldsom social og økonomisk forandring:

”Mit 2014 har været meget præget af tumult. Efter lang tids overvejelse, beslutter jeg mig

for at ophæve mit ægteskab. Primært pga. et eskalerende alkoholforbrug hos min mand,

der dræner penge ud af husholdningsbudgettet. Han flytter den 30. september i år.

Samtidig er jeg begyndt på en uddannelse som social- og sundhedshjælper med håb om

at blive selvforsørgende. Det er rigtig svært at koncentrere sig om skolearbejdet med

skilsmisse og ny struktur som eneforsørger. Det er ligesom der ikke er timer nok i

døgnet.”

- Sofia, 50 år, under uddannelse og mor til ét barn

Sofia beskriver, hvordan hun har forladt sin mand blandt andet af økonomiske årsager, og nu

arbejder på at kunne klare sig selv som eneforsørger. Skilsmissen fremstilles som en stor social

omvæltning, men også som en stor økonomisk forandring. Eneforsørgere står alene med de

primære udgifter såsom husleje, som langtfra dækkes af den anden forælders børnebidrag.

Dårligt helbred samt både psykisk og fysisk sygdom spiller også en central rolle i ansøgernes

fremstillinger af deres situation. Ansøgningerne er spækket med fortællinger om blandt andet

angst, depression, ADHD og inkontinens. På grund af ansøgernes dårlige økonomiske situation

bliver sygdom og helbredsproblemer ofte også et økonomisk problem. I nedenstående citat

beskriver Susan, hvordan pludselige problemer med hjertet har haft konsekvenser, der rager

langt ud over hendes helbredsmæssige tilstand.

”Blev sidste år akut indlagt med alvorlige hjerteproblemer, men er heldigvis nu erklæret

rask. Har dog stadig intet job og er derfor endt med dagpengesats på 80 %. Det betyder

for os, at der meget, der ikke kan lade sig gøre.”

- Susan, 44 år, på dagpenge og mor til tre børn

Her beskriver Susan, at hun pludselig blev syg, og nu ikke har noget job. Selv efter at hun er

blevet erklæret rask, har sygdommen betydet alvorlige økonomiske konsekvenser for hende i

form af en fortsat lavere indtægt. Eksemplet illustrerer, hvordan gruppen af ansøgere har en

økonomi, der er utrolig sårbar overfor ændringer i tilværelsen. Udover at bekymre sig om

sygdommen, skal man således også bekymre sig om at kunne forsørge sin familie. Ens helbred

kan dermed have direkte betydning for ens økonomiske situation, hvilket af Ejrnæs og Larsen er

blevet beskrevet som helbredsmæssig kapital (Ejrnæs og Larsen 2013:40). Ansøgerne

fremstiller sygdom eller andre alvorlige livsbegivenheder som noget, der slår deres økonomi ud

af kurs og udløser en dominoeffekt (Ejrnæs og Larsen 2013:38).

Hermed er det blevet udfoldet, hvordan ansøgernes økonomi er præget af stor økonomisk

usikkerhed, idet uforudsete udgifter eller livsbegivenheder kan have uoverkommelige

økonomiske følger. I det følgende vil vi uddybe, hvordan ansøgernes sociale baggrund spiller en

stor rolle i forhold til deres modstandsdygtighed overfor sådanne ændringer eller uforudsete

udgifter.

4.2.2 Mangel på socialt netværk øger fattigdommen

Et karakteristikum, som går igen hos mange ansøgere, er fraværet af sociale netværk, som kan

hjælpe i svære situationer. Manglen på social kapital er en stratificerende faktor, der er med til

at marginalisere ansøgerne. Familie og venner, som kan træde til i nødstilfælde, er med til at

afbøde eventuelle negative livsforhold, ligesom de kan hjælpe individer med at komme på fode

igen (Ejrnæs og Larsen 2013:41). Som eneforsørgere kan forældrene ikke på samme måde

afløse hinanden i at være der for børnene. Samtidig beskriver flere af ansøgerne, hvordan deres

nære familierelationer ofte er behæftet med fattigdom, misbrug og sygdom:

”Jeg har ingen familie, der kan hjælpe mig, da min mor er alkoholiker, og min far er

narkoman.”

- Victoria, 44 år, kontanthjælpsmodtager og mor til tre børn

”Jeg har meget ringe netværk. Har kun min mor og søster, men de har det også svært

økonomisk, samt min far 1 times kørsel væk, som er sygemeldt på ubestemt tid, og som

heller ikke kan hjælpe mig. Jeg har ingen venner eller veninder.”

- Sascha, 35 år, kontanthjælpsmodtager og mor til tre børn

I disse citater beskriver Victoria og Sascha, at deres forældre ikke kan støtte dem, da de selv

har personlige og økonomiske problemer. Ansøgerne fremstiller sig selv som alene i kampen

om at få hverdagen til at hænge sammen. Den sociale kapital, som eneforsørgerne kan trække

på, glimrer ved sit fravær.

Betydningen af social kapital bliver tydelig i tilfælde, hvor den sociale kapital tidligere har været

til stede, men af forskellige årsager går tabt. Dette illustreres i følgende citat, hvor en mormor,

der har bidraget med hyggeture for børnene, bliver syg:

”Pigernes mormor har ellers altid været der for os, men er nu ramt af muskelgigt og kan

ikke supplere med hyggeture til f.eks. Zoo og weekendhygge. Det er utrolig hårdt for alle

og det gør det ikke nemmere, at alt efterhånden bare er umuligt og trist.”

- Susan, 44 år, på dagpenge og mor til tre børn

Her præsenterer Susan, hvordan børnenes mormors sygdom indebærer store afsavn for

familien. Hidtil har mormoren stået for ekstraordinære og særlige oplevelser for Susans børn,

som Susan ikke selv har haft råd til. I Susans fremstilling er mormoren en vigtig ressource i

forhold til at skabe lyspunkter og gode oplevelser i en trængt hverdag.

Manglen på social kapital har således afgørende betydning for individets muligheder for at

undgå at blive kastet ud i fattigdom, for mulighederne for at ændre sin økonomiske situation, og

for tilværelsen som fattig. Sociale netværk kan være med til at sørge for, at der stadig er plads til

en tur i Zoo, gaver til jul eller andet, der giver børnene nogle gode og spændende oplevelser.

Social kapital fungerer på den måde som stødpude mod fattigdom og virker som sikkerhedsnet

for de, som har den. Ifølge Ejrnæs og Larsen kan social kapital bygge bro til job og uddannelse,

hvorfor den mangel på social kapital, som beskrives af mange af ansøgerne, øger risikoen for

eksklusion (Ejrnæs og Larsen 2013:33).

4.3 Fattigansøgerne stigmatiseres og lider afsavn

4.3.1 Krydsfeltet mellem absolut og relativ fattigdom

En af de primære fortællinger om afsavn, der går igen i ansøgningerne handler om børn, der

mangler årstidssvarende tøj. Med lange og kolde vintre som i Danmark må vintertøj siges at

være en basal nødvendighed, men børn vokser hurtigt og kan ikke bruge det samme vintertøj år

efter år. Dette giver mange af ansøgerne økonomiske udfordringer, hvilket her beskrives af

Janni:

“Det er efterhånden lang tid siden nogen i familien har fået nyt tøj eller fodtøj, for vi har

ikke engang råd til at tage på genbrug og finde lidt til at supplere garderoberne med.

Vinteren står for døren, og jeg ved ikke hvordan jeg skal finde penge til varmt tøj og

fodtøj til børnene. Selv kan jeg bruge det samme som jeg har brugt de foregående

vintre, men børnene vokser og slider deres op.”

- Janni, 36 år, ledighedsydelse, og mor to hjemmeboende børn

Her er det altså ikke et spørgsmål om at leve op til sociale forventninger eller at kunne følge

med modebilledet. Jannis fortælling er centreret omkring et reelt og presserende behov for at

holde sine børn varme, og dermed sunde og raske, om vinteren. Flere ansøgere nævner også

som omtalt, at blot det at sætte mad på bordet er en udfordring. Disse beskrivelser vidner om, at

mange af ansøgernes økonomiske situationer kan kategoriseres som fattigdom i en ganske

absolut forstand, hvor de kæmper med at opfylde basale behov som årstidssvarende tøj og mad

(Larsen og Møller 2011:213). Det bliver dog hurtigt svært at skelne mellem afsavn i absolut og

relativ forstand, hvilket illustreres af følgende citat:

“Min datters seng gik i stykker for ca. 5 mdr. siden og hun sover nu på gulvet på en

madras. Ingen af mine børn har alderssvarende værelser. De har ikke et skrivebord hvor

de kan lave deres lektier. Min datter ønsker ikke at have sine veninder med hjemme, da

der ikke er et hyggeligt og funktionelt sted de kan være alene. Altså med seng,

skrivebord og måske et lille fjernsyn, som alle hendes andre veninder har, men grundet

vores økonomiske situation er det helt umuligt for mig at give hende, (...) Det gør mig

rigtig ked af det som mor ikke at kunne opfylde hendes ønske om et værelse,”

- Pernille, 36 år, under uddannelse, to hjemmeboende børn

Pernilles fortælling indledes med, at hun har ikke haft penge til at købe en ny seng til sin datter,

hvilket betyder at datteren nu må sove på gulvet. Pernille er simpelthen for fattig til at kunne give

sin datter et ordentligt sted at sove. Man kan argumentere for, at dette grænser til absolut

fattigdom på linje med ikke at kunne købe vintertøj til sine børn. Men det kan i Pernilles

fortælling ikke isoleres fra sorgen over ikke at kunne give sin datter det hun ønsker. Den

manglende seng er sidestillet med og en del af det ikke at kunne leve op til de forventninger der,

ifølge Bauman, eksisterer til forbrugeren. Således kan de sociale konsekvenser af absolutte

afsavn være lige så ubehagelige, som den faktiske mangel på en materiel genstand.

4.3.2 Jul og andre ferier vælges fra hos fattige børnefamilier

Et fælles karakteristikum ved de motiverede ansøgninger er fremstillingen af ikke at kunne

indrette sin tilværelse, som man ønsker det. Dette gælder eksempelvis ikke at kunne vælge den

bolig, man har lyst til, indrette et teenageværelse til sin datter eller forkæle sit barn med en kop

kakao en gang imellem. Særligt højtider fremstilles som knyttet til stærke normer:

“For de fleste er julen og fødselsdage nogle vidunderlige tider, med glæde overraskelser

og juletræ og oplevelser og gaver… men de sidste par fødselsdage, jule og i

sommerferien har jeg grædt mig i søvn og gået rundt med en knude i maven af sorg og

skam over ikke at kunne give mine drenge nogle af de ting/oplevelser, som andre får.”

- Sussie, 38 år, kontanthjælpsmodtager og mor til to hjemmeboende børn

Sussies udsagn er karakteristisk for et tema, der går igen i ansøgernes fremstillinger, nemlig

ubehag og sorg ved ikke at kunne give børnene det tilstrækkelige. Det manglende råderum

udmønter sig i en dyb skam og sorg over ikke at kunne give sine børn, hvad andre får.

Skammen og sorgen er et udtryk for Sussies manglende mulighed for at vælge sin egen vej i

livet og leve op til forventningerne fra det omkringliggende samfund (Bauman 1997:56). Også

Janni fremstiller i følgende citat juletiden som stærkt problematisk:

“Hun er så stor nu, så jeg kan ikke skjule at det er jul. Alle steder er der julekalendre

man kan købe og børnene i børnehaven taler allerede om ønsker.”

- Janni, 27 år, under uddannelse og mor til ét hjemmeboende barn

Janni har hidtil formået at holde afsavnet på afstand ved helt at skjule julen for sit barn, men nu,

hvor hendes datter er blevet ældre, har det været umuligt at undgå at høre om julen i

børnehaven og se julekalenderne i byen. Den frygtede afsløring risikerer at gøre datteren

opmærksom på, at hendes tilværelse er anderledes end andre børns. Janni præsenterer i citatet

en bekymring for ikke at kunne give sin datter adgang til det sociale fællesskab omkring julen,

som de andre børn i børnehaven indgår i.

Netop det at kunne være med på lige fod med de andre børn er noget, ansøgerne lægger vægt

på i deres fremstillinger af konkrete episoder, hvor fattigdommen giver udslag.

Sara fortæller nedenfor, hvordan sommerferieoplevelser giver adgang til sjove fortællinger, som

hendes børn kan fortælle vennerne:

“Sommerferien kommer snart og hvis i kan hjælpe min familie med økonomisk hjælp til

en ferieoplevelse vil det betyde mine børn også har lidt sjovt at fortælle sine.”

- Sara, 45 år, kontanthjælpsmodtager, tre hjemmeboende børn

Ligesom Janni, der ønsker at hendes datter skal kunne være med i snakken om jul i

børnehaven, ønsker Sara at hendes børn skal kunne være med i den socialitet, der opstår

mellem børn omkring sommerferiehistorier. Sara har ikke mulighed for at skabe det, Bauman

kalder de sublime oplevelser, som kan give respekt og anerkendelse til hende og hendes børn.

På den måde bliver en af konsekvenserne af ansøgernes dårlige økonomiske vilkår, at de og

deres børn ikke kan skabe en accepteret og respekteret identitet for dem selv, men må se til alt

imens verden omkring dem fejrer jul og rejser på sommerferie. Bauman peger på, at den ulige

adgang til valgfrihed fungerer stratificerende. Ansøgernes økonomiske fattigdom efterlader dem

på den måde ikke blot nederst på den økonomiske rangstige, men også nederst på den sociale

rangstige, og ansøgerne er dermed udelukket fra at tage del i det, der betragtes som et godt liv

(Bauman 1997:62).

Ansøgerne har ikke økonomisk råderum til at forbruge, og dermed har de ikke adgang at vælge

det gode liv for sig selv og deres børn. Den manglende valgfrihed præsenteres i ansøgninger

som en følelse af utilstrækkelighed i forhold til at leve op til de forventninger eller normer, der

eksisterer i samfundet.

4.3.3 Ansøgernes forsøg på at undslippe fattigdomsstigmaet

Ansøgerne fremstiller det som vigtigt at kunne give deres børn, hvad der anses som et ‘normalt’

liv. Dette kan ses som et udtryk for at ville undgå det stigma, som bliver knyttet til at mangle

penge. Goffman beskriver stigma som en proces, hvor én egenskab ved en person tillægges

miskrediterende betydning, så personen bliver kategoriseret som afviger. Jeanett italesætter

denne problematik:

“På nuværende tidspunkt har jeg to teenagepiger, som bor hjemme. De går begge til

fodbold, den ene er på eliteplan. Det er ganske vanskeligt for mig at få råd til det rette

udstyr, samt kontingent og rejser m.m. samtidigt med at få den daglige økonomi til at

hænge sammen. Derudover er det svært at imødekomme pigernes ønsker i forhold til

’teenage’-udstyr, da det har stor betydning for de ikke bliver udskudt socialt – Samsø er

en lille ø.“

- Jeanett, 49 år, førtidspensionist, 2 hjemmeboende børn

Jeanett fremstiller det at kunne give sine døtre det rigtige ’teenageudstyr’ som afgørende for

deres mulighed for at fremstå normale og deltage i det sociale liv med jævnaldrende. Når man

ikke kan leve op til det normale forbrug af teenageudstyr, risikerer man ikke alene at føle sig

mindre værd. Det kan også blive symbol på en ufuldendthed som menneske, og kan resultere i

manglende anerkendelse og social udstødelse (Hviid Jacobsen og Kristiansen 2009:20ff).

Fattigdommen kommer således til at udgøre et stigma, der klæber til individets identitet.

Jeanett prioriterer døtrenes fritidsinteresser og deres ønsker om teenageudstyr på trods af, at

det er svært at få den daglige økonomi til at hænge sammen. Denne proces kan vi forstås som

det Goffman kalder stigmastyring. Jeanett og hendes døtre er i fare for at blive udstødt, og må

arbejde med at styre fattigdomstigmaet, for at undgå at det klæber fast (Goffman 2009:171).

Jeanetts prioritering af teenageudstyr kan ses som hendes forsøg på at lade sine børn passere.

Sabrinas citat illustrerer også et forsøg på at passere:

“Bruger også en del penge på tøj til min datter, da hun vokser hurtigt og da jeg ikke vil

have at hun skal ‘skilte’ med, at vi ikke har så meget at gøre godt med. Vil gerne kunne

give min datter en ordentlig jul, så hun også kan fortælle om gode gaver og en dejlig jul,

når hun kommer tilbage til skolen. Tanken om at hun skal sidde og føle sig ‘fattig’, vil

knuse mit hjerte.”

- Sabrina 37 år, et barn

Sabrina arbejder ligesom Jeanett på at skjule det, der potentielt kan karakterisere dem som

fattige, hvilket kan ses som et forsøg på at undgå, at datteren stigmatiseres og udelukkes fra

sociale fællesskaber. Goffman betegner dette som informationskontrol: Ansøgerne forsøger at

kontrollere den information, de giver til omverdenen igennem deres forbrug (Goffman 2009:84).

Ved at give sin datter tøj og gaver, der minder om andre børns, håber Sabrina på at undgå det

ubehag og den nedværdigelse, som fattigdomsstigmaet giver. Ifølge Goffman betyder denne

form for stigmastyring imidlertid, at man som individ underlægger sig normalitetens krav: Når

man på denne måde forsøger at indrette sig efter normaliteten, resulterer det i en form for

identitetsmæssig ambivalens og ubehag. Dette kan generere en følelse af skam overfor sig

selv, idet man anvender normalitetskrav på sin egen identitet, men samtidig ved, at man ikke er

i stand til at leve op til disse krav. På den måde bliver fattigdom til en individuel brist, og

ansøgerne mister muligheden for at knytte deres egen situation sammen med andres i et

kollektivt skæbnefællesskab. Denne følelse af skam er relateret til et identitetsarbejde, der

handler om at give sig selv og sine børn en værdighed, som stigmatiseringen ville tage fra dem.

Følgende citat fra Faras ansøgning er et godt eksempel på dette:

“Min kamp med økonomien gør det umuligt for mig at købe basis ting til min børn. Jeg

kan ikke gøre dem glade eller mig selv glad. Jeg har brug for HJÆLP. Jeg håber

selvfølgelig på det bedste og prøver altid at vise mine børn, at vi ikke er mindre værd

end de andre. Det gør ikke noget at vi ikke har så mange penge. Det eneste vi altid skal

huske og være taknemmelige for er at vi har et tag over hovedet, en dejlig seng at sove

i, og at vi er raske. Det er det jeg altid plejer at huske og sige til mine drenge.“

- Fara, 30 år, kontanthjælpsmodtager med tre hjemmeboende børn

Fara fremstiller behovet for at overbevise sine børn og sig selv om, at de ikke er mindre værd

end andre. Hun forsøger dermed at arbejde sig ud af et fattigdomsstigma, som hun ikke kan

bære at have på sig. Ved at henvise til, at de har tag over hovedet og godt helbred, slår hun

fast, at de ikke er fattige i absolut forstand. Det kommer til at fungere som en måde at kapere, at

hun på grund af sin økonomiske situation ikke har mulighed for leve op til hvad, der betragtes

som en normal levevis. Det viser sig dog tydeligt, at det er et hårdt arbejde, idet det efterfølger

et næsten desperat råb om hjælp. Faras fremstilling er præget af ambivalens, idet hun på den

ene side konkluderer, at hun ikke kan klare sig selv, og at hjælp udefra er nødvendigt, mens hun

på den anden side kæmper med at afvise, at et sådan nødråb skal være behæftet med stigma.

Ved hjælp af Goffmans begreb om stigma og stigmastyring har vi belyst, hvordan ansøgerne

føler skam over deres situation, og ambivalens over deres forsøg på at tackle den. Lazzarato

beskriver, hvordan det at være afhængig af systemer som for eksempel staten, indstifter en

moralsk gæld (Lazzarato 2012:42,52). Dette illustreres af nedenstående citater, hvor ansøgerne

undskylder, at de søger om økonomisk støtte:

“Jeg er virkelig gal på mig selv over, at jeg ikke klarer det bedre, men hver gang jeg tror

vi kan rejse os op, sker der noget uventet.”

- Susanne, 39 år, kontanthjælpsmodtager med et hjemmeboende barn

“Jeg er virkelig flov over at søge om hjælp, men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.”

- Alberte, 39 år, kontanthjælpsmodtager med et hjemmeboende barn

“Jeg må indrømme, at jeg er pinlig berørt af at skulle bede om hjælp, men min situation

er bare håbløs.”

- Annette, 43 år, modtager sygedagpenge, fire børn heraf to under 18 år

Denne moralske gæld indstifter et forhold, hvor Susanne, Alberte og Annette personligt bærer

ansvaret og skylden for gælden. Den eneste måde de kan italesætte deres situation, er

ved at angre og demonstrere ydmyghed overfor medmennesker og samfund.

4.4 Ansøgerne undskylder behov for hjælp

4.4.1 Den uforskyldte fattigdom

Et gennemgående fælles træk i ansøgernes beskrivelser er fokusset på det uforskyldte i deres

situation. Der er meget få af ansøgerne, som bruger fattigdom som centrum for deres fortælling.

I højere grad kredser ansøgningerne om meget detaljerede beskrivelser af pludselige

livsbegivenheder som sygdom, ulykker, fyring eller skilsmisse. Eksempelvis tager Cebrails

ansøgning udgangspunkt i, hvordan hans situation ændrede sig, da moren til hans børn

pludselig blev ramt af sygdom:

"Jeg er enlig far med 3 mindreårige piger. Børnene bor fast hos mig, da deres mor er

blev ramt af hjerneblødning og derefter blev hun lammede høj side af kroppen og hun

tabt også taleevnen.”

- Cebrail, 54 år og far til tre børn

Her refererer Cebrail til morens hjerneblødning for at underbygge, at han har brug for hjælp.

Dette er interessant i forhold til at forstå, hvilke forklaringer ansøgerne har mulighed for at

trække på, når de skal legitimere deres situation. Man kan betragte ansøgningssituationen som

det, Boltanski kalder et kritisk øjeblik, da situationen netop kræver, at aktørerne retfærdiggører

det at søge om penge. Ansøgerne er på den måde underlagt et retfærdiggørelsesimperativ. De

retfærdiggør deres ansøgninger ved at fremhæve, at situationen ikke er selvforskyldt, men

derimod opstået på baggrund af pludselige tragiske hændelser. Ved at udelukke muligheden for

egen delagtighed i den økonomiske situation, kan ansøgerne legitimere deres ansøgning om

penge.

41

Sussie beskriver herunder, hvordan en ulykke ændrede hendes tilværelse på et øjeblik:

”Nu føles den tid som en drøm, for i 2009 blev jeg kørt ned frontalt. Jeg kom gående

med min cykel, da jeg blev ramt frontalt af en bil i høj fart og blev slynget op på forruden,

hvor min rygsøjle blev ramt slemt, samt mit hovedet blev ramt på siden og slynget

bagover, da det ramte metalskinnen, der holder forruden. Fra det øjeblik har mit og

drengenes liv været et ubærligt helvede med konstante smerter, operationer,

føleforstyrrelser, svækket hukommelse, søvnløshed, gangbesvær, ’ticks’ (min krop

’ryster’ på en måde jeg ikke selv kan kontrollere), kronisk hovedpine, mm. Jeg har været

indlagt flere gange og skal pågå hovedtraumeundersøgelse på hjerneskadeklinikken.

Jeg har så mange smerter og er så hæmmet af mine handicaps, at mit og drengenes liv

er styret af det. Jeg har altid været en stærk kvinde, som aldrig gav op, og som det

meste af mit liv har haft dobbeltvagter indenfor plejesektoren, og har altid arbejdet ved

siden af mine uddannelser, idet det er meget vigtigt for mig at kunne tage vare på mig

selv og passe mine børn.”

- Sussie, 38 år, kontanthjælpsmodtager og mor til to hjemmeboende børn

Sussie fortæller her, hvordan en påkørsel ødelagde livet for hende og hendes børn.

Detaljegraden i hendes fortælling er bemærkelsesværdig. Ved at beskrive sit sygdomsforløb

meget nøjagtigt, forsøger Sussie at slå helt fast, at hun ikke selv bærer skylden for sin dårlige

situation. Uretfærdigheden underbygges i den afsluttende kommentar om, at Sussie altid har

været arbejdsom og ansvarsfuld.

Det at ansøgerne forklarer deres situation med henvisning til exceptionelle og uheldige

begivenheder, kunne tyde på, at det ikke er legitimt for ansøgerne at henvise til strukturelle

årsager. Man kan argumentere for, at dette skyldes en neoliberal samfundsfortælling, hvor

individet altid må fremstå arbejdsom og omstillingsparat for at blive anerkendt (Lazzarato

2009:117f). Fattigdom legitimerer ikke i sig selv ansøgerens ønske om økonomisk hjælp. Flere

undersøgelser har vist, at op imod halvdelen af den danske befolkning mener, at der ikke

eksisterer fattigdom i Danmark (Kristeligt Dagblad 2013, Nyhedsbureauet Newspaq 2013). Det

kan således antages at være svært for en ansøger at legitimere sit økonomiske behov med

henvisning til en kategori, som store dele af befolkningen ikke anerkender som eksisterende.

Ansøgerne præsenterer sig selv som ansvarlige og arbejdsomme individer, for hvem

uretfærdige hændelser har gjort livet besværligt. De anser det for nødvendigt at kunne illustrere

sygdomme, ulykker, skilsmisser og fyring i håbet om, at deres situation fremstår legitim for

omverden. Imidlertid er der flere ansøgninger, hvor rationel og besindet argumentation er

erstattet med udbrud af magtesløshed.

43

4.4.2 Magtesløshed: Når der ikke er legitime fortællinger tilbage

Ansøgningsmaterialet bærer præg af en magtesløshed, der til tider bryder den strukturerede

form på ansøgningen. Dette illustreres af følgende citat, hvor Helle afrunder beskrivelsen af sin

økonomiske situation:

“Jeg aner snart ikke hvad jeg skal stille op, der er intet jeg kan gøre.”

- Helle, 42 år, som er i arbejde og mor til to børn

Der er tale om øjeblikke, hvor ansøgerne lægger den logiske argumentation fra sig og på den

måde frigør sig fra retfærdighedsimperativet (Boltanski 2011:43). Når ansøgerne giver udtryk for

magtesløshed og ikke søger at legitimere deres ansøgning på baggrund af legitime strategier,

kan det ses som et udtryk for, at de ikke er i stand til eller interesserede i at “eliminere

hovedparten af kilderne til utilfredshed”, som Boltanski skriver (2011:44). Ansøgernes er så

magtesløse, at de legitime strategier ikke længere fremstår tilgængelige. Et andet eksempel på

denne magtesløshed er Sussies måde at indlede sin ansøgning:

“I ser måske dette brev og undrer jer over, at jeg vælger at skrive et så langt og

personligt brev. Men det er i håb om, at I ser at mig og mine drenge er virkelige og

sidder med krydsede fingre og beder til at I vil høre vores bøn om hjælp…

Jeg ved ikke, hvordan man forventes at skrive et brev til jer? ..så jeg skriver lige fra

hjertet, for jeg kan ikke mere, jeg er virkelig ved at give op.”

- Sussie, kvinde, kontanthjælpsmodtager og mor til 2 hjemmeboende børn

I dette citat kan eller vil Sussie ikke lægge sin frustration fra sig, som retfærdighedsimperativet

foreskriver. Når hun skriver, at hun ikke ved, hvad der forventes af hendes ansøgning, gør hun

det netop klart, at hun ikke kan argumentere logisk for, at hun er berettiget til et stipendium fra

Børnesagen. Skulle hun have fulgt anvisningerne til et legitimt retfærdighedsimperativ, burde

hun have elimineret det, der er uvæsentligt i forhold til argumentationen. Hun kunne for

eksempel have beskrevet, hvad hun skulle bruge et eventuelt stipendium til. Hendes fremstilling

er i stedet præget af et forsøg på at skabe empati for hendes situation. Katrine beskriver

ligesom Sussie en magtesløshed:

“Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det... Eller hvad man ellers skriver når

man skal søge om hjælp... Men håber I på den ene eller anden måde kan hjælpe mig.”

- Katrine, 46 år, kontanthjælpsmodtager og mor til 1 hjemmeboende barn

Katrine ved ikke, hvordan hun skal opbygge sin argumentation eller med hvilke formuleringer.

Ansøgerne ved at de har brug for hjælp, men deres situation er så håbløs, at de ikke magter at

gennemføre en logisk, rationel argumentation for hvorfor. Man kan derfor påpege, at de trange

økonomiske vilkår, som ansøgerne lever under, kan medføre, at det bliver uoverskueligt for

ansøgerne at påtage sig en samfundsmæssigt legitim selvfremstilling.

Axel Honneth har med sit begreb om uretsbevidsthed beskrevet netop dette (Honneth 2003:54).

Når ansøgerne ikke magter at opretholde eller etablere en logisk argumentation, skal det ikke

ses som et udtryk for, at de mangler argumenter for deres synspunkt, men i stedet som et

udtryk for hvor dyb deres desperation er. Fremfor at basere deres ansøgning på et fuldendt

normsystem, skriver ansøgerne ud fra en grundlæggende uretsbevidsthed. De ved, at deres

situation er desperat, og at de har brug for hjælp, men de har ikke overskud eller sprog til at

formulere hvorfor. Disse momenter i ansøgningerne kan på den måde ses som råb om hjælp fra

ansøgere, der ikke aner, hvad de skal stille op. Følger man Honneths logik, skal det altså ikke

ses som et udtryk for mindre reelle problemer, at ansøgerne ikke magter at etablere en logisk

argumentationskæde.

5. Ansøgerne er over fattigdomsgrænsen

5.1 Størstedelen af ansøgerne er ikke ’fattige’ Ud fra den viden, vi har om ansøgernes økonomi, kan vi afgøre, hvorvidt ansøgerne med

sikkerhed ligger over den danske fattigdomsgrænse. De ansøgere, der er studerende og/eller

havde en årsindkomst i 2014, der overskrider den kritiske indkomstgrænse, er således med

sikkerhed over den danske fattigdomsgrænse. Årsindkomsten er fundet ved at gange den

månedlige indkomst med 12. Figur D viser på baggrund af denne beregning fordelingen af

ansøgerne i forhold til den danske fattigdomsgrænse:

Figur D: Er ansøgeren med sikkerhed over den danske fattigdomsgrænse

Kilde: Analyse & Tal 2015

Det ses, at 60,7 % af ansøgerne med sikkerhed ligger over den danske fattigdomsgrænse.

Dette svarer til 122 ud af 201 personer. Det reelle tal for ansøgernes position i forhold til

46

fattigdomsgrænsen kan sagtens være højere, da vi kun har deres indkomst fra 2014. Hvis deres

indkomst i 2012 eller 2013 har været over den kritiske grænse, men i 2014 har været under, vil

det for os fremgå som om de muligvis er under fattigdomsgrænsen, mens de reelt er over. De

60,7 % er altså et forsigtigt sat tal.

Det er interessant, at en så stor del af ansøgerne har en årsindkomst, der placerer dem over

fattigdomsgrænsen, set i lyset af, at deres situation er tynget af en meget stram økonomi. Den

stramme økonomi betyder, at ansøgerne må fravælge basale fornødenheder, er ekstremt

sårbare over for uforudsete udgifter og føler skam over ikke at kunne give deres børn det, andre

børn får. Alt sammen fænomener, der umiddelbart forbindes med fattigdom både i absolut og

relativ forstand. Ansøgerne til Børnesagen kan altså siges at udgøre en gruppe af usynligt

fattige i og med, at de ikke tæller med i statistikken. Med udgangspunkt i den danske

fattigdomsgrænse kan de ikke kategoriseres som fattige. Man kan derfor frygte, at der findes en

form for usynlig fattigdom, som ikke bliver anerkendt eller ses af politikere, forvaltning og

medier, men som i den grad er virkelig for de mennesker, der lever i den.

5.2 Problematikker i forhold til fattigdomsgrænsens tre-års-krav Jævnfør den danske fattigdomsgrænse registreres den økonomisk marginaliserede først i

fattigdomsstatistikken efter at have haft en årlig indkomst under indkomstgrænsen i tre år i træk.

Det er et kriterium, at man har levet under meget begrænsede økonomiske vilkår i en anseelig

periode, før man ifølge den danske fattigdomsgrænse betragtes som fattig. Som vi har set i

analysen, medfører en sådan økonomi betragtelige afsavn og en tilværelse præget af det,

Ejrnæs og Larsen som nævnt beskriver som knaphedens tyranni, hvor hele ens hverdag

gennemsyres af socialt og psykisk pres på grund af et konstant fokus på at få pengene til at

række (Ejrnæs og Larsen 2013:41). Grænsen indfanger ikke, at fattigdom kan have alvorlige

konsekvenser inden registreringen i den officielle fattigdomsstatistik. Tværtimod bliver

varigheden gjort til et af de ultimative kriterier for fattigdomsgrænsen. En del af motivationen for

dette er ifølge Ekspertudvalget om fattigdom, at mange formår at hive sig selv oven vande efter

mindre end tre år, og at det derfor er mere relevant at opgøre længerevarende fattigdom

(Ekspertudvalg om fattigdom 2013:263). Andersen og Larsen påpeger også, at længerevarende

fattigdom er dét, der er socialpolitisk centralt og henviser til Arbejderbevægelsens Erhvervsråds

definition af længerevarende fattigdom som tre år eller mere (Andersen og Larsen 2011:218).

Ikke desto mindre kan man betragte de tre år som en form for kritisk grænse for, hvornår man

har haft det dårligt længe nok til, at man fra officiel side definerer det som fattigdom og i

forlængelse heraf et samfundsmæssigt problem. Dette er problematisk, da en person, hvis

økonomi bevæger sig frem og tilbage på hver side af grænsen fra år til år, ikke vil blive

indfanget af den danske fattigdomsgrænse (Ejrnæs et al. 2015:72). Dette betyder dog ikke, at

knaphedens tyranni ikke er til stede i denne periode og har en virkelig, håndgribelig effekt. På

grund af dette tidsaspekt kan personer, hvis tilværelse reelt er præget af massive afsavn og

økonomisk sårbarhed, risikere at blive overset i fattigdomsdebatten. Samtidig risikerer man, at

økonomisk marginaliserede, i løbet af perioden inden de registreres, bliver fastlåst i

marginaliserede kår som følge af gældsstiftelse eller andre af fattigdommens konsekvenser.

Med tre-års-grænsen foreligger muligheden af, at fattigdommen ikke opdages i tide, inden den

bider sig fast, hvilket besværliggør en eventuel social indsats.

48

5.3 Betydningen af fattigdom i barndommen I alle ansøgninger, der ligger til grund for denne analyse, er børnenes tarv et centralt element.

Den førnævnte tidsramme på tre år er et eksempel på, hvordan grænsen er fastlagt efter nogle

dimensioner, der ikke tilsvarer børns tilværelse. Børn er langt mere påvirkelige og sensitive over

for fattigdom end voksne, og fattigdom kan dermed få afgørende betydning for børns

livsmuligheder. Red Barnet påpeger her problematikken:

“Tre år er rigtig meget i et barns liv, hvis man ikke får sund kost eller ikke har sko, man

kan passe” (Politiken 2013).

Fattigdomsgrænsen tager med tre-års-rammen ikke højde for fattigdommens effekt på de børn,

der skjuler sig bag deres repræsentant i statistikken, forælderen. Et af de centrale aspekter af

ansøgernes fremstilling af at mangle penge er, at de frygter, at deres børn skal føle sig

anderledes eller blive drillet i skolen. Som fattigdomsforskning viser, har beholdningen af

materielle og immaterielle ressourcer altafgørende betydning for de valgmuligheder, individer

har, hvilket også afspejler sig i de opvækstvilkår, børn har (WHO 2012:6-7, Mølholt 2014:267).

Idet en eneforsørger eksempelvis ikke kan afholde børnefødselsdag for sit barn, påvirkes

barnets sociale relationer og den position, som barnet har i klassen. Familiers socioøkonomiske

status påvirker i høj grad barnets udvikling og muligheder senere i livet. Nødvendige

økonomiske fravalg leder til social eksklusion, som i sidste ende hæmmer barnets udvikling.

Helt konkret mistes indlæring af adfærdsmønstre, livsformer og kompetencer, som er afgørende

for at kunne genkende sig selv i den sociale helhed (WHO 2012:6-7, Mølholt 2014:264).

Materiel fattigdom i barndommen er tillige et vilkår, som sætter sine spor. Forældres

indkomstplacering nedarves, hvilket indebærer, at børn, som oplever fattigdom i barndommen, i

høj grad er eksponeret for fattigdom senere i voksenlivet. Specifikt viser undersøgelser, at børn

af eneforsørgere synes at være særskilt dårligt stillede (Mølholt 2014:272-273). Ønsket om lige

muligheder til alle for at klare sig godt i livet hænger således ikke sammen med den påvirkning,

som fattigdom i de formative børneår medfører.

5.4 Fattigdomsgrænsen anerkender visse grupper, men usynliggør andre Som vores undersøgelse har vist, har ansøgerne et meget begrænset økonomisk råderum, som

griber ind i deres liv på mange parametre. Men hovedparten af disse mennesker kategoriseres

ikke som fattige. Det peger på, at fattigdomsgrænsen meget vel kan trænge til et eftersyn.

Ekspertudvalget, der har stået for udregningen af den danske fattigdomsgrænse, argumenterer

for deres valg på følgende måde:

“Udvalget foreslår, at der tages udgangspunkt i en grænse på 50 pct. af

medianindkomsten. Valget af grænsen på 50 pct. skal ses i sammenhæng med det

faktum, at den danske indkomstfordeling er relativt lige (se kapitel 3). En grænse på fx

60 pct. af medianindkomsten ville af den årsag medføre en markant udvidelse af

gruppen herunder med personer, som ikke efter udvalgets vurdering kan betragtes som

fattige i en dansk sammenhæng. Dette kan virke nedbrydende for troværdigheden og

legitimiteten af grænsen.” (Ekspertudvalg om fattigdom 2013:263).

Ekspertudvalget har ønsket at sætte en grænse så lav, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn

ved, om de personer, der befinder sig under grænsen, har det ‘slemt nok’ til at indgå i

statistikken. En lav fattigdomsgrænse er fordelagtig i forhold til at sikre, at de mennesker, der

ligger under grænsen, indiskutabelt kan betragtes som fattige. Det giver fattigdomsgrænsen en

robusthed, der gør at tallene kan blive lige så legitime som for eksempel arbejdsløshedstal

(Hansen 2013:20), hvilket kan være en force i en politisk diskussion om, hvad og hvor meget

der skal gøres i indsatsen mod fattigdom (Ejrnæs et al. 2015:72f). Som undersøgelsen viser,

resulterer dette dog i, at en gruppe af mennesker, der lever under meget hårde økonomiske

vilkår, ikke medregnes. Mens fattigdomsgrænsen kan være med til at bringe nogle grupper frem

i den offentlige debat, betyder den samtidig, at andre grupper er usynlige. I sidste ende, er det

dog en central svaghed, at fattigdomsgrænsen ikke benyttes som socialpolitisk værktøj.

6. Konklusion

Med udgangspunkt i ansøgninger til Børnesagens stipendier for eneforsørgere med lav

indkomst fra 2014, har vi undersøgt et aspekt af fattigdom i Danmark.

6.1 Ansøgernes økonomiske vilkår I gennemsnit har ansøgerne et rådighedsbeløb på 1.431 kr. Ansøgernes gennemsnitlige

rådighedsbeløb svarer til blot 45,2 % af af det beløb Forbrugerrådet anbefaler til en sund

privatøkonomi. Yderligere tyder en sammenligning med minimumsbudgettet udviklet af Center

for Alternativ Samfundsanalyse på, at ansøgerne ikke har penge nok til at opretholde et

acceptabelt leveniveau. På baggrund heraf kan vi altså konkludere, at ansøgernes

rådighedsbeløb er meget lave. Ansøgerne fremstiller tilværelsen under sådanne økonomiske

vilkår som præget af en knaphedens tyranni, hvor tilværelsen er gennemsyret af et konstant og

altoverskyggende fokus på at få pengene til at række.

Vi fandt, at 80,5 % af ansøgerne er på en form for offentlig overførselsindkomst.

Overførselsindkomster som kontanthjælp og dagpenge er betinget af en række krav og

forpligtelser. Disse foranstaltninger medfører, at ansøgerne mister friheden til at styre deres

egen tilværelse, som i stedet i høj grad bliver defineret af offentlige institutioner, der råder over

deres sag og økonomi. Yderligere udgør boligsikring og børneydelse en væsentlig del af

ansøgernes indtægtsgrundlag. Ændringer i disse ydelser har alvorlige konsekvenser for deres

økonomi og dermed deres tilværelse. Særligt reguleringer i børneydelserne, som udgør 26,6 %

af ansøgernes gennemsnitlige indtægt, er centrale for ansøgerne. Forandringer i satserne

fremstilles som arbitrære og ikke tilsvarende familiernes faktiske situation og udvikling.

I analysen af ansøgernes udgiftsposter har vi fundet, at særligt udgifter til bolig og afdrag på lån

er tyngende for ansøgernes økonomi. Ansøgerne bruger i gennemsnit 46,4 % af deres

månedlige indkomst på boligudgifter. Et særligt karakteristikum ved boligudgiften er, at det er en

ufleksibel post, som ansøgerne har svært ved at ændre selv. Det er ikke let at finde en billig

bolig, og mange har ikke råd til udgifterne i forbindelse med at flytte, hvorfor de fastlåses i en

uholdbar boligsituation. Samtidig bruger ansøgerne i gennemsnit hele 10,5 % af deres

månedlige indkomst på at afdrage på lån. Gældsstiftelse fremstilles i ansøgningerne som en

nødvendighed for at få enderne til at mødes og betale uforudsete eller ekstraordinære udgifter.

På den måde er gældsstiftelse en copingstrategi, der sikrer ansøgerne mod absolut fattigdom

eller opretholder en acceptabel levevis i relation til den sociale kontekst de er en del af (Hohnen

og Jakobsen 2014:431). På grund af ansøgernes begrænsede økonomiske råderum og usikre

økonomi har de dog kun adgang til uhensigtsmæssige lån med meget høje renter. Således

bliver gæld et middel, der løser akut presserende økonomiske udfordringer, til en langsigtet

hæmsko for ansøgerne, og gør det vanskeligt for ansøgerne at vende deres økonomiske

situation.

6.2 Sårbarhed og afsavn Ansøgernes rådighedsbeløb er meget små og efterlader ikke midler til opsparing. Som resultat

er ansøgernes økonomi sårbar overfor uventede eller ekstraordinære udgifter, samt

livsbegivenheder såsom dødsfald eller sygdom, der med ét kan vælte deres økonomi.

Ansøgerne fremstiller deres tilværelse som præget af usikkerhed og bekymringer. En anden

faktor, der bidrager til at ansøgernes sårbarhed, er manglen på social kapital. Udover at bidrage

med reel økonomisk hjælp, kan social kapital lette tilværelsen under trange økonomiske kår ved

eksempelvis at skabe gode oplevelser for ansøgernes børnene, således at manglen på

økonomisk kapital ikke gennemsyrer hele tilværelsen.

Ansøgerne lider betragtelige afsavn som konsekvens af deres økonomisk trange kår.

Ansøgernes fremstillinger af ikke at kunne finde penge til mad og vinterstøvler kan

karakteriseres som fattigdom i absolut forstand, idet dette drejer sig om ikke at kunne opfylde

helt basale behov som næring og at holde sig varm om vinteren. Dog fremhæves også afsavn,

der centrerer sig om ikke at kunne leve op til sociale forventninger og være en del af et socialt

fællesskab i kraft af et forbrug. Fortællinger om sociale konsekvenser af afsavn er i

ansøgningerne lige så fremtrædende som fortællinger om manglen på den faktiske genstand. Vi

kan konkludere, at grænsen mellem absolut og relativ fattigdom udviskes i ansøgernes

fremstillinger.

Denne fattigdom forbindes med et stigma, der udløser stor skam hos ansøgerne over ikke at

kunne skabe en tilværelse for deres børn, som ligner andre børns. Ligeledes udtrykker

ansøgerne stor skam over at række ud efter hjælp i form af ansøgningen til Børnesagen.

Skyldfølelsen kan forstås som en moralsk gæld til samfundet, der indtræffer i kraft af, at

ansøgerne ikke er stand til at klare sig selv økonomisk og heller ikke er i stand til at betale

tilbage til samfundet.

6.3 Det uforskyldte som argument for ansøgning Et gennemgående træk i ansøgningerne er, at de økonomiske problemer fremstilles som

uforskyldte. Ansøgerne er underlagt en samfundsfortælling, der ikke anerkender fattigdom.

Dette betyder, at ansøgerne bliver nødt til at fremstille sig selv som arbejdsomme og

pligtopfyldende igennem en rationel argumentation. Kun ved at referere til exceptionelt uheldige

begivenheder uden for deres kontrol, er ansøgninger om hjælp legitime. Til tider bryder

ansøgerne dog med den rationelle forklarende argumentationskæde, og udtrykker i stedet dyb

frustration og magtesløshed. Dette er et udtryk for, at ansøgerne reelt mangler et sprog, der kan

udtrykke deres situation eller ikke magter at bruge det sprog, der har legitim gyldighed. Som

sidste mulige strategi søger ansøgerne at skabe empati ved blot at udtrykke dyb håbløshed.

6.4 Ansøgerne i forhold til den danske fattigdomsgrænse Vi kan konkludere, at 60,7 % af ansøgerne med sikkerhed ligger over den officielle danske

fattigdomsgrænse. Ifølge grænsen kan disse 60,7 % altså ikke betegnes som fattige, selvom

deres dårlige økonomiske situation implicerer markante afsavn og negative sociale

konsekvenser. Fordelen ved en lav fattigdomsgrænse er, at dem, som falder under

fattigdomsgrænsen, indiskutabelt kan kategoriseres som fattige. Ikke desto mindre betyder

dette, at en gruppe mennesker, der som gruppen af ansøgere lider store afsavn, overses i den

offentlige debat. På den måde kan ansøgernes situation karakteriseres som en usynlig

fattigdom. Den danske fattigdomsgrænse anerkender én gruppe som fattige, mens andre

overses.

Et anden kritik af den danske fattigdomsgrænse er, at den ikke tager højde for, at børn og

voksne påvirkes forskelligt af fattigdom. Kriteriet om, at man skal ligge under indkomstgrænsen i

tre år i træk illustrerer, hvordan fattigdomsgrænsen er defineret efter nogle dimensioner, der

ikke tilsvarer et barns liv. Treårsargumentet bygger på, at voksne ikke formodes at tage varig

skade af kortere perioder med fattigdom. Børn er imidlertid særligt udsatte i forhold til at tage

varig skade af fattigdommens konsekvenser, hvorfor opvækstvilkår præget af fattigdom, også

selvom der er tale om kortere perioder, kan have langsigtede og markante negative

konsekvenser for barnets senere liv.

Vi har således vist, hvorledes eneforsørgere, som har søgt Børnesagen om penge, kan siges at

være fattige på trods af, at de ikke er det ifølge officielle fattigdomsmål.

7. Referencer

• Andersen, John og Jørgen Elm Larsen (2011): “Fattigdom og social eksklusion”, i Iver

Hornemann Møller og Jørgen Elm Larsen (red.): Socialpolitik. København: Hans

Reitzels Forlag. s. 211-236.

• Bauman, Zygmunt (1997): Arbejde, forbrugerisme og de nye fattige. København: Hans

Reitzels Forlag.

• Bertilsson, Margareta (1998): ”Socialkonstruktivisme: Et erkendelsessociologisk

perspektiv”, i Bertilsson, Margareta og Järvinen, Margaretha: Socialkonstruktivisme:

bidrag til en kritisk diskussion. København: Hans Reitzels Forlag: 17-40.

• Blumer, Herbert (1986): Symbolic Interactionism: Perspective and Method. Berkeley and

Los Angeles: University of California Press.

• Boltanski, Luc (2011): Pragmatisk Sociologi. København: Hans Reitzels Forlag.

• Borgen, Svein Ole, Christian Poppe og Per Arne Tufte (2011): ”Hjelper det å dulte til dem

som har snublet?”, i Tidsskrift for Samfunnsforskning, vol. 52, nr. 4: 543-557.

• Bourdieu, Pierre (1986): ”The Forms of Capital”, in Richardson, John G.: Handbook of

Theory and Research for the Sociology of Education. New York: Greenwood Press: 241-

258.

• Bourdieu, Pierre (1997): Af praktiske grunde. København: Hans Reitzels Forlag.

• Brighouse, Harry og Adam Swift (2006): “Equality, Priority, and Positional Goods”, i

Ethics, nr. 116: 471–497.

• Caplovitz, David (1963): The Poor Pay More. New York: The Free Press of Glencoe

• Douglas, Mary (1975): Naturlige Symboler. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold

Busck.

• Ejrnæs, Morten og Jørgen Elm Larsen (2013): ”Fattigdommens årsager”, i Dansk

Sociologi, nr. 1, årg. 24.

• Ejrnæs, Morten, Finn Kenneth Hansen og Jørgen Elm Larsen (2015): “Fattigdom og

Fattigdomsgrænser”, i Müller, Maja et. al: Fattigdom, Afsavn og Coping. København:

Hans Reitzels Forlag.

• Ejrnæs, Morten, Jørgen Elm Larsen og Maja Müller (2015): “Fattiges

hverdagslivsstrategier”, i Müller, Maja et. al: Fattigdom, Afsavn og Coping. København:

Hans Reitzels Forlag.

• Ekspertudvalg om Fattigdom (2013): En Dansk Fattigdomsgrænse - analyse og forslag

til opgørelsesmetoder København: Ekspertudvalg om Fattigdom

• Flybjerg, Bent (2010): “Fem misforståelser om casestudiet”, i Brinkmann, Svend og

Tanggaard, Lene (red.): Kvalitative Metoder - en grundbog

• Forbrugerrådet Tænk (2015): “Beregn dit rådighedsbeløb”,

http://taenk.dk/tema/budgetlaegning-giver-bedre-okonomi/beregn-dit-raadighedsbeloeb,

besøgt 27.4.2015.

• Goffman, Erving (2009): Stigma, Om afvigerens sociale identitet. Frederiksberg:

Samfundslitteratur.

• Hansen, Erik Jørgen (2013): ”Fattigdom og Fattigdomsgrænser”, i Dansk Sociologi nr.

1/24.

• Hohnen, Pernille (2007): “Having the wrong kind of money. A qualitative analysis of new

forms of financial, social and moral exclusion in consumerist Scandinavia”, in

Sociological Review, Volume 55, Issue 4: pp.748-767.

• Hohnen, Pernille og Turf Böcker Jakobsen (2014): “Forbrug og gæld”, i Greve, Bent et.

al: Det Danske Samfund. København: Hans Reitzels Forlag.

• Honneth, Axel (2003): Behovet for Anerkendelse. København: Hans Reitzels Forlag.

• Information (2014a): “Er 800.000 danskere på passiv forsørgelse?”,

http://www.information.dk/514460, besøgt 12.5.2015.

• Information (2014b): “Fattigdom er blevet hverdag”, http://www.information.dk/519324,

besøgt 12.4.2015.

• Jacobsen, Michael Hviid og Søren Kristiansen (2009): “Forord”, i Goffman, Erving:

Stigma, Om afvigerens sociale identitet. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

• Jørgensen, Anja og Hans Thor Andersen (2014): “Boligforhold”, i Greve, Bent et. al: Det

Danske Samfund. København: Hans Reitzels Forlag.

• Kristeligt Dagblad (2013): “Fire ud af ti er enige med Joachim B. Olsen: Ingen fattige i

Danmark”, http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/fire-ud-af-ti-er-enige-med-joachim-

b.-olsen-ingen-fattige-i-danmark, besøgt 12.5.2015.

• Larsen, Jørgen Elm og Magnus Skovrind Pedersen (2014): “Fattigdom i Danmark”, i

Greve, Bent et. al: Det Danske Samfund. København: Hans Reitzels Forlag.

• Lazzarato, Maurizio (2009): ”Neoliberalism in Action: Inequality, Insecurity and the

Reconstitution of the Social”, in Theory, Culture og Society, vol. 26 (6): 109-133.

• Lazzarato, Maurizio (2012): The Making of the Indebted Man. Los Angeles:

Semiotext(e).

• Mølholt, Anne-Kirstine (2014): “Opvækstvilkår”, i Greve, Bent et. al: Det Danske

Samfund. København: Hans Reitzels Forlag.

• Møller, Iver Hornemann og Jørgen Elm Larsen (2011): “Marginalisering som det største

socialpolitiske problem. Aktivering som et socialpolitisk svar”, i Møller, Iver Hornemann

og Larsen, Jørgen Elm (red.): Socialpolitik. København: Hans Reitzels Forlag.

• Nyhedsbureauet Newspaq (2013): Hver anden dansker: Danmark har ingen fattige”,

http://www.avisen.dk/hver-anden-dansker-danmark-har-ingen-fattige_241283.aspx,

besøgt 12.5.2015.

• Olsen, Claus B. og Niels Rasmussen (2011): “Socialpolitik - et bud på en definition”, i

Møller, Iver Hornemann og Larsen, Jørgen Elm (red.): Socialpolitik. København: Hans

Reitzels Forlag.

• Oxfam America (2014): “Working poor in America”,

http://www.oxfamamerica.org/static/media/files/Working-Poor-in-America-report-Oxfam-

America.pdf, besøgt 5.5.2015.

• Politiken (2011): “Joachim B. Olsen forklarer sit syn på fattige”,

http://politiken.dk/debat/pol_direkte/ECE1436200/direkte-med-joachim-b-olsen/, besøgt

12.5.2015.

• Politiken (2013): “12.000 børn sidder fast under ny fattigdomsgrænse”,

http://politiken.dk/indland/ECE1995580/12000-boern-sidder-fast-under-ny-

fattigdomsgraense/, besøgt 18.5.2015.

• Politiken (2015): “Politikere vildleder om 800.000 på forsørgelse”,

http://politiken.dk/indland/ECE2663240/politikere-vildleder-om-800000-paa-

forsoergelse/, besøgt 12.5.2015.

• Retsinformation: “Kapitel 4: Uddannelseshjælp og kontanthjælp”,

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=165684#Kap4, besøgt 3.5.2015.

• Skatteministeriet (2014): “Børne- og ungeydelse i 2014 og 2015”,

http://www.skm.dk/skattetal/beregning/skatteberegning/boerne-og-ungeydelse-i-2014-

og-2015/, besøgt 5.5.2015

• Townson, Peter (1979). Poverty in the United Kingdom. Harmondsworth: Penguin.

• TV2: “Venstre lancerer stor kampagne: Kontanthjælpen er for høj”,

http://politik.tv2.dk/2015-03-02-venstre-lancerer-stor-kampagne-kontanthjaelpen-er-for-

hoej, besøgt 12.5.2015.

• Ugebrevet A4 (2012): “Fattig-Carina fik danskerne op af stolen”,

http://www.ugebreveta4.dk/fattig-carina-fik-danskerne-op-af-stolen_14183.aspx, besøgt

12.5.2015.

• Ugebrevet A4 (2014): “Tænketank: Working poor kan brede sig til Danmark”,

http://www.ugebreveta4.dk/taenketank-working-poor-kan-brede-sig-til-

danmark_19935.aspx, besøgt 5.5.2015.

• U.S. Bureau of Labour Statistics (2014): “A Profile of the Working Poor, 2012”,

http://www.bls.gov/cps/cpswp2012.pdf, besøgt 5.5.2015.

• WHO: World Health Organisation (2012): “Risks to Mental Health: An Overview of

Vulnerabilities and Risk Factors”,

http://www.who.int/mental_health/mhgap/risks_to_mental_health_EN_27_08_12.pdf,

besøgt 25.5.2015.