Rolleliste:

Harry Haller (Har)

Hermine (Her)

Pablo (Pab)

Maria (Mar)

Tanten (Tan)

Nevøen (Nev)

Goethe (Goe)

Mozart (Moz)

Gustav (Gus)

Loering (Loe)

Værtinde

Nabokoner (1, 2, 3, 4)

1. scene

Har: Så rød din mund gløder…

Her: Jeg vil være din røde rose! Jeg fryser…

Har: Der er det kolde skarpe stål

Her: Så koldt og stjerneklart… pludselig så lyst….

Har: Kun en smule held og kærlighed til den ensomme Steppeulv

Pab: Intet har du fattet, Harry! Intet! Men det lader sig korrigere, hører du, Steppeulv.

2. scene:

Har: Der var en gang en mand, Harry, som blev kaldt Steppeulven. Han gik på to ben, var påklædt og var et menneske.

Her: Der var engang? Altså en ulv – en steppeulv

Har: Steppeulven havde to naturer; som menneske og som ulv.

Her: Og han hørte til selvmorderne.

Har: Selvmorder. Jeg?

Her: Læg dig på briksen, Hr. Haller og hør på mig! På briksen, psykopat! Harry Haller host nu op! Nå – kom, læg dig. Du kvindehader, kvindemorder.

Har: Som en drøm driver mit liv derefter…..

Her: Videre, Harry, bare videre.

Har:…og som et maskebal – overalt kvindelatter og spildt vin. Mangefarvet glimter lyset i skårene.

Her: Skåret er også dit liv

Har: Jeg, gamling, spilder mine dage som en student. Uden oprindelse og uden fremtid.

Her: Og hvorfor skriver du det hele ned, Harry? Alt bliver nøje noteret, hvorfor, Harry?

Har: Den anden i mig søger nu og da at fastholde den henrindende livsrus, Indramme det som et billede der hænger for evigt på væggen.

Her: For evigt! Hvilket torden-ord.

Har: Den ene i mig smider livet væk…

Her: og den anden?

Har: Hvilken anden? Der er ingen vej tilbage, hverken til ulven eller til barnet.

Har: Det er ikke kun ulve, der bider. Der er også drager, tigre, aber og paradisfugle.

3. scene.

Har: Jeg kommer angående værelset

Nev: Hvad? Ja altså…et øjeblik. Tante det er angående mansarden.

Tan: Godt, jeg kommer…er der allerede…Kom indenfor, stå ikke derude….det bliver koldt. Min nevø er altid for forsigtig, men nutildags kan man aldrig

vide, hvad der sker. Tænk i går her i bydelen, en ældre dame, helt alene hjemme, berøvet for fine arvesmykker fra for længst afdøde……

Har: Er værelset stadig til leje?

Nev: Herren kommer angående….

Tan: Åh angående værelset. Det er mansarden. Deroppe finder De et værelse og et lille soveværelse. Lille men fint. Er de forkølet?

Har: Her lugter godt.

Tan: Alt er rent og blankpoleret; blomster, møbler, værelserne, trappen. Så går vi – op. Ingen husdyr, stanken, de ved, og de kradser i gulvet. Min

bedstemor sagde altid..

Har: Nej, ingen husdyr.

Tan: Gottfried, gå du foran.

Nev: Har De bagage?

Har: Den henter jeg senere.

Tan: Her i stuen boede en yderst distingveret enke, som sjældent gik ud – kun om søndagen til messe….

Har: Et flot skab. Mahogny. Her lugter godt: planter, bonevoks, terpentin. Alt så rent, så ordentligt.

Tan: Ja, azaleaer og stuegran. Jeg elsker renheden her i trappeopgangen. Men de virker ikke så hurtig på fødderne… har De en benlidelse..Hr…Hr?

Har: Haller, Harry Haller. Jeg glemte det…undskyld, Frue.

Tan: Jamen, Hr Haller… Her i Basel kendte jeg for mange år siden en københavner: Hr. von Faller, hvis svigerinde i Zürich…..

Nev: Her er værelset, værs’go. Hvad synes du om ham. Et sælsomt menneske.

Tan: Jeg kan lide ham. Han har noget….noget…specielt.

Har: Meget dejligt, meget rent og meget roligt. Helt rigtigt til mit biblioteksarbejde. Jeg arbejder meget hjemme. Jeg tager værelset. Vi skal nok blive

enige om prisen. Jeg flytter ind i næste uge. Jeg takker Fruen. Min Herre! Farvel. Meget behagelig lugt.

Nev: Mærkelig måde at leje et værelse på!

Tan: Jeg kan lide ham. Han har stil og temperament.

Nev: Jeg ved ikke, tante…..

4.scene

Har: Hvor jeg hader den borgerlige tilfredshed! Og dog blev jeg tiltrukket af dette højanstændige trefamiliers hus. Jeg den hjemløse steppeulv og

hader af den småborgerlige verden. Med forstilt munterhed tager jeg hver aften mine sko på, går stille ned ad den voksbehandlede trappe, lukker den

aldrig knirkende dør og så går jeg over den fugtige asfalt, minder fra mine ungdomsår, beruset af ensomhed og melankoli, fortid, drukket ud –

bægeret er tømt.

4b. scene.

Jeg, Steppeulv, traver igennem den snedækkede verden, fra birketræer stiger ravnen. Ingen steder en hare, ingen steder en hjort. Jeg er så forelsket i

hjorten, hvis jeg bare kunne finde en! Med hænderne og tænderne ville jeg tage den, det er det bedste, der findes. Den skønne er min hjertenskær,

og jeg ville æde mig helt ind til køllebenet. Drikke mig mæt i dens lyserøde blod og ensomt hyle hele natten – selv med en hare var jeg tilfreds, sødt

smager dens varme kød i natten. Ak, er jeg skilt fra alt, som gør livet lystigt? På min hale er hårene allerede grå og jeg ser ikke så tydeligt længere, det

er år siden min kone døde og nu traver og drømmer jeg om hjorte, traver og drømmer om harer, hører vinden i vinternatten, en drik med sne fører

djævlen til min brændende strube. Den skønne er min hjertenskær, og jeg ville æde mig helt ind til køllebenet. Drikke mig mæt i dens lyserøde blod og

alene at hyle hele natten.

4c Scene.

Kor: O, ungdomstid..

Har: et glas Alsace og et stykke brød.

Kor: …så længe siden. Tørt brød gør kinden rød, morgenrød, morgenrød, lyser mig en tidlig død.

Har: Et til!

Kor: Værtinden er ofte i nød, af kærlighed bider hun dig død, Oh skønne ungdomstid.

Værtindein: Endnu et glas?

Har: Nej tak, det rækker. Måske gør jeg det i aften.

Værtindein: Med hvem vil den Herre gøre det i aften. Jeg kender en person….

Har: Eller måske i morgen

Værtindein: I dag, eller måske bedre i morgen? Eller slet ikke.

Har: En kugle eller en barberkniv. Det er egentligt ganske let. Det skulle slutte når jeg bliver 50, så der er 2 års henstand. Men hvorfor ikke bare nu?

Dette had mod min meningsløse eksistens, bliver stadigt mere ubærlig, og ingen kender svaret.

Chor: Først et kys, så et skud. Nok et kys, så er det ude….

Har: Men….det var dog…. Er jeg blevet fuldstændig vanvittig? Det var da Gehejmeråd Johann Wolfgang….

Soli: Hjælp han forbløder – Ring efter lægen – Ambulance! Hvornår kommer lægebilen? Jeg så det tydeligt! I bilen sad en sydlænding, spanier eller

noget. Politi! Dee er der aldrig, når man har brug for dem.

Har: Ikke så slemt! Jeg skal bare forbindes, for at stoppe blødningen. Ulve lader sig ikke så let nedlægge. Men det var helt sikkert Johann Wolfgang von

Goethe. Denne ormstukne gamle Weimar-laurbæromkransede sørgede næsten for at jeg i dag måtte besøge lighuset.

5. scene:

Har: Må jeg?

Her: Det må du. Hvem er du?

Har: Tak, jeg kan nemlig umuligt gå hjem, jeg må ikke – jeg vil blive her hos Dem, hvis De tillader. Jeg kan ikke tage hjem.

Her: Er der noget med din arm?

Har: et resultat af den daglige kamp mellem menneske og maskine. En bil synes lidt for godt om mig. Disse pansrede højhastighedsmonstre jager

fodgængere, maser dem til vælling, stempler dem mod husmure.

Her: Jeg synes, du er noget for melodramatisk. Helt ærligt: Hvorfor kan du ikke tage hjem?

Har: hjemme venter mig noget skrækkeligt

Her: Så lad det vente. Kom – puds dine briller, du kan jo intet se. Hvad skal vi drikke? Burgunder?

Har: Hun er skøn, det hvide unge ansigt med den blodrøde mund …. og grågrønne øjne…

Her: Nu skal vi skåle: For Livet – og det derhjemme, kære ven, måske kan jeg fortælle, hvad der venter dig, og hvorfor du er så bange. Men du ved det

jo selv, så vi behøver ikke tale om det. Hvad enten man hænger sig - nå ja, så hænger man sig sikkert af en grund – eller om man fortsat lever, så skal

man kun bekymre sig om livet. Intet er lettere.

Har: Bare det var så let! De skal vide, at jeg har taget mig godt af livet, og det har ikke nyttet. At hænge sig eller snitte halsen over med en barberkniv

er måske svært, men at leve er uendeligt sværere.

Her: Du er godt i gang. Du har pudset brillerne, drukket burgunder, fortalt om dig selv, og nu skal du danse Shimmy med mig.

Har: Jeg elsker virkelig at få ordrer fra Dem. Det er behageligt at gøre det, som andre befaler en. Men ser De, knapt er det begyndt før det er forbi: Jeg

kan ikke danse!

Her: Hør nu engang: Du kan lære at danse! Og for det andet: Hvis en pige tilbringer aftenen med dig og er ”dus” og du bare komplicerer sagerne og er

”Des”, så er der noget galt med dig.

Har: Jeg vil gerne danse med dig og jeg vil spørge, hvad du hedder.

Her: For sent, lille ven! Jeg har en aftale i aften. Gå hjem og sov, det er det, du trænger til. Hvis jeg vil mødes med dig igen, skal jeg nok finde dig i

denne lille verden. So long, Baby.

Har: Vi MÅ mødes igen! Du er min vej til frihed. Er tæmningen af steppeulven netop begyndt? Hjælp mig med at leve eller: hjælp mig med at dø! Jeg

vil have udbyttet af din magi, lille danserinde med den blodrøde mund fra Schwarzen Adler. Red steppeulven, den ensomme taber der hyler i byens

jungle kreperer!

6. scene

4: Har I hørt det! Den nye lejer kalder sig Steppeulv!

1: Hvor oprørende. Har han damebekendtskaber?

3: Han er ungkarl – altså stadig ledig.

4: Hallo, de damer, hvordan går det?

3: Har I hørt lydene fra hans soveværelse?

2: Det lyder som om en hund hyler deroppe, og dyrehold er ellers strengt forbudt!

1: Han ryger cigarer.

3: Og i går så jeg, selvfølgelig helt tilfældigt, at han bar 12 flaske rødvin ind i sit værelse.

4: En dranker? En intellektuel dranker?

3: Han læser! Han slæber massevis af værker ind på værelset.

4: Men han har fine læderkufferter – det så jeg, da han flyttede ind. Det bedste svineskind… meget dyre, meget smagfulde.

1: men hvad har han gang i?

2: Hvem er han?

1-4: Hvad vil han her hos os i dette anstændige hus?

Tante: Godmorgen de damer. Alle oppe så tidligt?

Nevfe: Den nye lejer gør jer måske urolige? I skal vide: Han er en virkelig Herre. Hedder Harry Haller og kalder sig en gang imellem som underholdning

”Steppeulv”.

3: Det anede mig. Han virker så dyrisk på mig… så sanselig…så dumdristig….

Tante: Mine Damer! Lidt anstand ville være på sin plads.

3. Har De set ridserne i gelænderet? Som fra en klo – en ulveklo.

Nevfe: Det kunne også være håndværkerne.

2: Men hylene fra hans værelse?

Nevfe: Herr Haller hører gerne klassisk musik – specielt Mozart.

4: Og halen?

1-3: Halen? Hvilken hale?

4: Bare….ulvehalen på trappen? Har I ikke set den? En ulvehale her – uf! – i vores hus – uf! – hvem holder det ud – modbydeligt – man tror det ikke –

usmageligt – og som den lugter.

Tante: Nu er det vist nok, mine damer. Herr Haller er en ærværdig mand. Og kalder sig, som sagt, Steppeulv…. til en vis grad….så at sige….som

kunstnernavn.

1-4: Den rige Hr. von Steppeulv tæller hver dag sit guld. Om natten var han ulvelil, hvis hylen går gennem marv og ben. Så sulten var ulvelil den rige

Hr. von Steppeulv. Og fordi ulvelil var sulten så flænsede han en pigelil og spiste hende med hud og hår, den arme pigelil. Han drak det unge røde

blod, det gjorde ham godt, det unge blod. Så lægger han sig i sin sengelil og sover med sin pigelil, den døde pigelil. Det var Hr. von Steppeulv, han

tæller hver dag sit guld, den rige Hr. von Steppeulv.

Har: Godaften mine damer. Det var godt, det I sang. Virkelig rigtig godt!

Tante: De mente det ikke sådan, damerne…..

7. scene.

Goethe: En steppeulv, der spiller klaver. Bemærkelsesværdigt, et klogt dyr.

Har: Du er mig for højtidelig, Excellence. Pompøst forfængelig og frem for alt: uoprigtig.

Goethe: Det er altså pudlens kerne: En ulv gemt i en mand. Åh ja, de vilde unge mennesker, som de var i går er de i dag.

Har: Og hvad vil digteren sige dermed? I din digtning er den levende natur stiliseret til en steril maske. Tale og ord er forgængelige formål, sprog af i

går. Ingen saft og ingen kraft, forarmede digtermumie.

Goethe: Ha – han vil tage mig i kraven: hvad har den vilde yngling at tilføjet til sagen?

Har: 82 fede år blev han og naturligvis ingenlunde…. Som engang den guddommelige Mozart…stedt til hvile i en elendig massegrav! Oh nej!

Statsbegravelse, æressag! Dit selvtilfredse ansigt gør mig rasende!

Goethe: Ordene ændrer sig – lad os nu se handling. Dit vanvid, Ulvelil, er en skøn forvandling. Tid til at gå, jeg beklager alle skader, vil du til afsked

smage mine chokolader. Sådan et bæst! – Du skulle skydes.

Har: Hvor skønt når digter hader digter.

Goethe: Dog inden næste morgens komme – må du betale erstatningspenge af egen lomme.

8. scene:

Herm: Det er pænt af dig, lille Harry! Du ville give mig en gave, ikke?

Har: jo, jeg….

Harm: Du vidste ikke hvad du skulle vælge, og om det tilkom dig at give mig gaver, om jeg ville tage det fortrydeligt op, og så købte du orkideer.

Har: altså…ja…..

Herm: Det er jo bare blomster, men samtidigt dyre. Mange tak. I øvrigt vil jeg ikke have gaver af dig. Jeg lever af mænd, men jeg vil ikke leve af dig. Du

har forandret dig. Du ser ud som om man lige har fjernet strikken om din hals.

Har: virkelig?

Herm: Har du udført min befaling?

Har: Hvilken befaling?

Herm: Så glemsom. Har du lært at danse foxtrot? Du sagde, at du kun ønskede at udføre mine befalinger, at adlyde mig. Husker du?

Har: Ja, også sådan skal det forblive.

Herm: Og alligevel har du endnu ikke lært at danse?

Har: kan man det så hurtigt, på bare et par dage?

Herm: Naturligvis! Foxtrot kan du lære på en time. Foxtrot, hør her! Kom så – slow, quick, quick, slow.

Har: Men nu må jeg vide, hvad du hedder?

Herm: Min Gud, hvor er du stiv. Lad som om det er en spadseretur. Anstreng dig ikke. Vug, Harry, vug! Sådan. Se på mig. Sådan! Så går det bedre.

Sådan! Allerede bedre. Nej, nej, sådan. Som en gåtur.

Har: Dit navn, det er meget vigtigt.

Herm: Du kan måske gætte det, Harry? Som nu, når jeg fører dig i dansen…. Har du ikke tænkt på, at jeg en gang imellem har et drengeansigt?

Har: Når du er helt tæt på som nu, jo, du har ret. Jeg erindrer mine egne drengeår. Jeg havde en ven, der hed Hermann. Hvis du var en dreng måtte du

hedde Hermann.

Herm: Du har vist fået varmen. Se, når man kan, er dans lige så let som at tænke, og meget lettere at lære. Hvem ved, måske er jeg en Hermann.

Har: Ah, du hedder Hermine!

Herm: Jeg er et spejl for dig, noget i mig giver dig svar og forstår dig. Alle burde have sådan et spejl.

Har: Hermine! Du ved alt! Du har alt det, jeg mangler.

Herm: Så skete det, og det er godt. Glem ikke, lille Harry, hvad du har sagt: jeg skal befale dig, og det er din glæde at adlyde mig. Glem det aldrig! Du

vil få mange ordrer, og du vil adlyde: smukke ordre, behagelige ordrer, som det vil glæde dig af adlyde. Og til sidst vil du adlyde min sidste ordre,

Harry! Jeg vil spille om liv og død med dig, bror, og inden vi spiller, vil jeg lægge mine kort frem for dig.

9. scene:

Har: Undskyld mig! Senor Pablo?

Pab: Ja, hallo.

Har: Jeg er ven med Hermine. Det er De også….

Pab: O-ki-do-ki.

Har: …derfor interesserer De mig. De interesserer mig fordi De er en ..begavet.. musiker. Jeg studerede Dem nøje i går. Denne dansemusik, som

Hermine og jeg….

Pab:……Tak.

Har: De er musiker, også når De bare….Jeg vil gerne tale med Dem om musik. Mozart er for mig indbegrebet af musik. Hvad mener De?

Pab: En shimmy gennem æteren blæser og folk med blitz i benene stæser…. Det er mindst lige så stort som dine overfladiske symfonier.

Har: De kan på en måde have ret, men der er også den udødelig, den uforgængelige evige musik. Melodier fra Tryllefløjten eller kor fra

Mattæuspassionen… pludselig er man ikke så alene…

Pab: Det kan en Foxtrot også. Men først må vi musikere spille musikken. Det er vigtigt at lytte – senere kan man tage melodierne med hjem og

drømmene kan føle længsel.

Har: De sidestiller altså Mozart og den nyeste foxtrot. Er der så ingen forskel på guddommelige, evige mesterværker og jeres overfladiske klimperi?

Pab: Måske har De ret at min foxtrot for længst er glemt om to år, men ændrer min foxtrot på hvad Deres højtelskede Mozart enkelt udtrykte: Musik

er det, man ikke kan lade være med at spille.

10. scene:

Har: Maria!

Mar: Ja, jeg er kommet! Er De vred?

Har: Hermine har givet Dem nøglen. Hermine arrangerer alt for mig. Hun har også betalt Dem for at elske mig. Hermine..

Mar: Oh, De er vred, jeg må hellere gå.

Har: Nej, Maria, bliv! Jeg er bare i en knapt så lystig forfatning i aften, måske i morgen….

Mar: Du behøver ikke være lysting. Hermine har fortalt, at du er sorgfuld. Kan du stadig lide mig? Fornylig da vi dansede var du ret forelsket. Se jeg

bærer en maske. Jeg er et vildt dyr og du er min Prins, som vil frelse mig med kærlighed, så jeg kan blive menneske igen. Lad os lege, Harry. Jeg er din

fortryllede prinsesse.

Har: Dit maskeansigt smiler til mig. Jeg får det så meget bedre, Maria.

Mar: Du må elske mig Steppeulv. Jeg vil ha’ dig nu! Jeg har brug for din elskov, kys mig overalt.

Har: Dine blå øjne, Maria, hvad vil dine blå øjne? Dine røde læber, Maria, hvad vil dine læber? Dine vidunderlige bryster vil jeg kysse, tage dem blidt

mellem tænderne. Du skal smage, mærke, føle, at jeg er din og elsker dig.

Mar: Kys også mine ben, Steppeulv. Kys mig overalt. Hør aldrig op. Tænk på mig, på kærlighed. Føler du hvordan verden synker? Sandheden

forsvinder. Drømmes glemmes.

Har: Det jeg forstår og føler har jeg aldrig kendt. Hvilken længsel, hvilken magi…..

Begge: Lad mig drømme en lang elskovsnat i dine arme.

Kor: Min kærlighed er en stille båd, som med drømmeagtigt forrevet ror driver mod en mørk brænding. Min kærlighed er et pludseligt lys som bryder

sorte hede nætter og luer usaligt som et lyn. Min kærlighed er….

Herm: Godmorgen Harry.

Har: Hvor kommer du fra?

Herm: Du mener, hvordan jeg er kommet i din seng. Ganske enkelt – jeg klædte mig af, og lagde mig hos dig.

Har: Hvor er Maria? Hvad har du gjort med hende?

Herm: Var Maria hos dig?

Har: Jeg havde en fantastisk nat med Maria…

Herm: Harry, lille kære søde dumme Harry! Er du sikker på, at det var Maria du tilbragte natten med? Måske var det mig? Eller Pablo? Måske os alle

fire: Maria, Pablo, mig og dig? Eller var du alene og havde en våd drøm, Harry?

Har: Du er plat og vulgær. Det var den skønneste nat i mit liv og du…..

Herm: Ser du, jeg mener… Det vigtige er, at det var den skønneste nat i dit liv, det alene tæller, ikke med hvem eller hvad…. Den skønneste nat i hans

liv…! Med Maria, den eksotiske paradisfugl. Det fryder mig at I begge åbenbart havde det sjovt. Harry, den romantiske, den forelskede steppeulv.

Måske vil jeg også elske dig engang, kære Harry. En enkelt gang….kun en enkelt gang vil jeg elske steppeulven….

11. scene

Har: Hermine!? Pablo!? Maria!? Hvor er I? Hvordan skal jeg finde dem i denne tumult? Det virker udsigtsløst. I nat kl 4 ved ”Det Magiske Teater”. Kun

for forrykte. Adgang koster forstanden. Ikke for alle. Hermine er i Helvede.

Kor: Rødt blomstrer lystens blomst. Rosenrødt smiler blomsten ved dit bryst. O så mørkt smilet på dine læber blomstrer. Måske inden lysttimen

slukkes vil jeg trykke dine hænder mod min krampende hals. Kys mig, bid mig, derefter myrd min sjæl. Elsker du mig? Hvor gør det godt! Vi betaler

kærlighed med blod. Alle drejer sig i krans på gammel sød manér. Kejser, jomfru, tigger… Hvem leder os? Steppeulven, det vilde dyr er i aften ”maitre

de plaisir”. Dans med hende, Steppeulv.

Mar: Dans med mig Steppeulv! De danser godt, min Ulv. Hvor har De lært at danse?

Har: Det går ikke – det gør mig ondt. Jeg skal i Helvede! Men et kys fra dig tager jeg gerne med. Maria, det er dig, Maria!

Mar: Ja, det er mig. Din sommerkærlighed, Maria. Og nu er det efterår, næsten vinter, Harry.

Har: Afsked?

Mar: Ja, afsked. Lev vel, Harry, jeg elsker dig. Kun et lille øjeblik.

Har: Lad os danse Maria. Jeg er stadig så forelsket i dig. Forstå mig: Hermine kaldte – hun er i Helvede.

Er det muligt? Her? Min ungdomsven Hermann? Er det virkelig dig? Hermann!

Herm: Har du fundet mig, Harry?

Har: Hermann? Hermine? Er det i dette kostume, Hermine…som Hermann at du vil få mig til at blive forelsket i dig?

Herm: Voila! Sæt dig hos mig. Indtil nu er kun et par damer blevet forelsket i mig. Men nu er det din tur. Lad os først drikke et glas champagne. Så

ryger vi noget godt, som fører os langt væk fra denne verden….og vi skal danse. Den nye Foxtrot som Pablo så fantastisk spiller.

Har: Det går ikke på den måde, Hermine….

Herm: I aften hedder jeg Hermann og du skal danse med mig, lige meget hvad folk tænker, Harry. Og kald mig kun Hermann, forstået. Lille Harry,

kom!

Har: Hermann jeg elsker dig. Jeg vil danse med dig og jeg vil sove med dig.

Pablo: O min vilde rose rød, af rasende kærlighed er jeg død. Jeg fandt dig mellem lyseblå træer, lad os elske og drømme her.

Herm: Du er aldrig blevet fri, kun frygtsomt på din samvittighed…. hvis stemme….du……for længst ikke stoler på.

Pablo: Rider vi den røde hest, kommer vi til højen slot. Og i vide lyse haller elsker vi og drømmer flot.

Har: En gang imellem er jeg ked af, at dette liv…..som steppeulv… begyndte alt for sent. Havde jeg tidligere givet mig hen til ham, havde det været en

kilde til mange fornøjelser.

Pab: Dine kys vil jeg drikke, synke dybt i din elskov, evigt føle salighed – elskov død og evighed.

Pab: Det er et vildt trip! Jer to! Men jeg tror, Harry, vi er kommet til det, du længe har ønsket dig. Underholdning du længe har drømt om – en

ekspedition; et uforglemmeligt eventyr. Du længes efter at forlade denne verden, denne virkelighed, og gå ind i en anden, ifølge dig, virkelighed – i en

verden uden tid. Du ved hvor denne anden verden er skjult, at det er din egen sjæls verden, som du søger. Jeg kan kun åbne din egen sjæls billedsal.

Jeg har kun nøglen dertil, min ven, kun nøglen. Jeg kan kun hjælpe med at gøre din egen verden synlig. Det er alt, alt.

Scene 12:

Pab: Broder, Harry! Jeg inviterer Dem indenfor i mit teater! Adgang kun for forrykte, koster kun forstanden. Er De klar?

Har: Drømmer jeg? Sover jeg? Er jeg hjemme?

Pab: Drik, broder. Nu vil vi ryge.

Har: Hvorfor denne ceremoni? Og hvor er Hermine?

Pab: Det er vores teater – et forlystelsesteater. Lige så mange logedøre, som I vil, 10, 100, 1000, og bag dem venter lige hvad I søger. Men inden må

du aflægge din ærede personlighed i garderoben, så har du venstre side af teatret til din rådighed, Hermine er i højre side.. senere kan I mødes

indenfor. Er De bange, Harry? Nej, godt! Du vil nu træde ind i vores fantasiverden, hvori du præsenterer dig med et lille selvmord, sådan som det er

vane. Hvad ser du Harry?

Har: Et velkendt billede. Ikke specielt sympatisk.

Pab: Din ulveskikkelse vil du nu aflægge dig, men ikke med barberblad og kugler.

Har: Jeg har slået mig ihjel. Jeg har dræbt steppeulven. Jer er fri….fri….fri…..

Herm: Alle piger er dine.

Har: Indkast 1 mark.

Herm: Kamasutram – undervisning i indisk elskovskunst.

Har: Kursus for begyndere. 82 forskellige elskovsøvelser.

Herm: Det varer alt for længe. Det her er bedre. Nydelsesrigt selvmord – du ler dig ihjel

Har: Vil De åndeliggøres? Østens Visdom.

Harm: Om jeg havde 1000 tunger. Kun for mænd. Var det noget, Harry?

Har: Aftenlandets undergang. Rimelig priser. Endnu uovertruffet.

Herm: Den leende Tåre: Morskabskabinet. Der må vi ind, Harry.

Har: Indbegrebet af kunst – omdannelsen af tiden i rummet. Gennem musik – å, ja, Wagner. Parsifal.

Herm: Kom! Bag denne dør er noget spændende, noget du har søgt, Harry.

Har: Gå glad på jagt. Hofjagt på automobiler.

Sch: Vil den Herre skyde? VW giver 10 point, Fiat 20, Mercedes 30. 100 point giver frit valg….hovedpræmie! Et gratis skud for 5 døde.

Har: Gustav! At træffe dig her, det er jo år siden…hvad laver du?

Gus: Hallo, Harry, gamle dreng. Du ser godt ud. Jeg er teologiprofessor, men der finder heldigvis ikke mere teologi sted, knægt, men krig! Kom vi

jagter biler, som kører for hurtigt. Vi er dommere, vi dømmer de menneskeforagtende fartdjævle, som uden tanke kører alt ihjel, der krydser deres

vej.

Har: Selvjustits? Eller leger du Gud?

Gus: Ikke så meget vrøvl, Harry. Skyd! Din skyld jeg ikke fangede Ferrarien. Men her, Corvetten er din.

Har: Italienske kendetegn. Mindst 220! Vanvid.

Gus: Bravo gamle dreng, fuldtræffer. Den lorte-spaghetti-æder har fortjent det. Hvorfor kører han så hensynsløst i sin amerikanerbil? Slut! Harry! Den

næste tager jeg.

Har: Ved du hvem vi slår ihjel?

Gust: Navne er kun blændværk. Verden går under og vi går med. Men inden må fartdjævlene lære det. Min er vreden, siger Herren! Sådan! Den

Mercedes er min.

Har: Vent lidt. Den gamle mand der, han lever.

Gust: Tillader den gamle? Mit navn er Gustav. Vi har lige skudt Deres chauffør, Hvem er De, om jeg må spørge?

Loe: Mit navn er Loering, justitsminister Loering. De har ikke kun dræbt min arme chauffør, men også mig. Jeg mærker det går mod enden. Hvorfor

skød De på os?

Har: De kørte for hurtigt…

Loe: Vi kørte med normal hastighed.

Gus: Normalt i går, men ikke i dag. Enhver hastighed, som et automobil kører med, er for høj! Derfor ødelæger vi alle automobiler og maskiner. Men

lad mig stille Dem et spørgsmål: Jeg fatter ikke at nogen kan være statsadvokat. I lever af at anklage og sætte bag tremmer, er det rigtigt?

Loe: Jeg gør kun min pligt. Ligesom det er bøddelens pligt at slå de dømte ihjel. I slår jo også ihjel.

Gus: Rigtigt, men vi dræber ikke af pligt, men for fornøjelsen, eller rettere misfornøjelsen med verden. Derfor er det morsomt at slå ihjel. Har det

aldrig moret Dem at dræbe?

Loe: De keder mig med Deres teoretiske ordkløveri. Slut med det…lad mig….

Har: Gustav, jeg ved ikke om den radikale måde……

Gus: Jeg har endnu 2 skud, så er det ved at være slut… Harry, gamle dovenlars, Pas På…fuld….træffer…..

Har: Hvad laver du der?

Spejl: Ikke noget, jeg…. venter kun……… jeg venter på døden.

Har: Og hvor er så døden?

Spejl: Han………kommer.

Har: Mozart!

Kor: Evige hans evige latter. Kold og uforanderlig – stjerneklar er vores evige latter.

Moz: De ser, det går også uden saxofon.

Har: Hvor er vi?

Moz: Sidste akt af Don Juan, Leporello knæler allerede. Man mærker allerede det Hinsides - latteren, ikke sandt?

Har: Det er den sidste store musik der nogensinde blev skrevet. Jo, jo, så kom Schubert, Hugo Wolf og den herlige Chopin…

Moz: Anstreng Dem ikke, De er selv musiker? Ikke? Jeg har selv for længst opgivet den metier og betragter kun. Kun for sjovs skyld ser jer lidt efter

hvad der foregår i mit gamle erhverv. Kig ind i musikkens skærsild, Harry. Ser De – for fedt instrumenteret. Derfor brænder de nu i Helvede. Ha, Harry,

min junge, bid i din tunge, indret din lunge. Nu skal vi morskab have, du grimme drage, ud skal vi skræve, som i-bukserne-at-lave. Sink, snak, spektak,

skaberlak med halen et smak, arme djævel du, lad mig nu i ro. Blod i min sko…Nu gifter du dig med din Columbine, som hedder Hermine. Juhuuu….

Har: Mozart griner ad mig. Mozart og Goethe, hvor komisk, så dum en latter….Hermine venter. Jeg må finde Hermine.

Kor: O min vilde rose rød, af rasende kærlighed er jeg død.

Har: Så rød din mund gløder…

Her: Jeg fryser…

Har: Der er det kolde skarpe stål

Her: Så koldt og stjerneklart… pludselig så lyst….

Har: Kun en smule held og kærlighed til den ensomme Steppeulv

Pab: Intet har du fattet, Harry! Intet! Men det lader sig korrigere, hører du, Steppeulv.

Har: Hun ville det sådan! Fra starten ville hun, at jeg skulle slå hende ihjel! At jeg fandt hende i en andens arme har ikke noget med det at gøre. Hun

ville have det sådan!

Moz: Harry, De er en spasmager. Skulle denne skønne pige ikke ønske andet af Dem? Prøv bare at ændre på det! I det mindste stak De godt til. Pigen

er død som en mus. Og følgerne af dette galanteri – har De tænkt på det?

Har: Jeg vil bøde for det, lægge mit hoved under bødlens økse.

Moz: Hvorfor er I digtere altid så patetiske? Men De vil lære om humor. Humor er altid galgenhumor. Er De klar? Godt – så gå til anklageren, sæt gang

i det store humorforladte retsapparat, til hovedet hugges af en kold morgen. Adjø, min ven, dø vel.

13. scene

Tante: At det skulle ende sådan for min lejer, hvem havde tænkt det?

Kor: Det er Hr. Steppeulv. Ikke et menneske, et dyr. En stakkels rose rød. Steppeulven bider dig død.

Loe: Må jeg bede om ro! Mine damer og herrer – her står Harry Haller anklaget for og fundet skyldig i hensynsløst misbrug af vores magiske teater.

Haller har ikke kun fornærmet den høje kunst, han har forvekslet vores skønne billedsal med den såkaldte virkelighed og slået en spejlet pige ihjel

med en spejlet kniv – alt sammen i egoistisk selvmordshensigt. Vi dømmer derfor Haller til det evige liv. Den anklagede afstås ikke straffen af blive leet

ud. EN – TO – TRE…….

Kor: Han vil aldrig atter le, det vil for en ulv ej ske. Bider til pigebarnet er dødt og blodet flyder rosenrødt.

Tan/Nev/Loe: Ah, hvor er forræderen, den uværdige, den foragtelige. Jeg må have luft! Hvor er forræderen? Sådan behandles misdæderen – døden.

SLUT