“Det er jo let at snakke med de gamle”Hver 14. dag besøger otte elever fra Dannevirke Kostskole et plejecenter i Gram. Her har de igennem snart et år opbygget tætte relationer til beboerne - til stor glæde for både unge og gamle.

Eleverne har kun været på plejecen-teret i et par minutter, og snakken går allerede. Både ved det store fæl-lesbord og i hjørnet, hvor tre piger fra Dannevirke Kostskole har fundet sammen med et par veninder med lidt flere år på bagen end dem selv.- Ved I godt, at det er blevet mod-erne at lave selfies? Så tager vi billeder af os selv, hvor vi står sådan her. Det ser helt åndssvagt ud, siger Esra Hassan Mohammed Ali og griner. Hun viser med to fingre og påtaget trutmund, hvordan de unge stiller sig op, når de skal ‘shine’ på billeder. Det er ligesom at være fotomodel. Men den slags er nu ikke noget for de ældre på plejehjemmet, mener en af beboerne.

- Jeg skal da ikke være fotomodel. Vi er jo slet heller ikke vant til at være så fine, siger Gerda Tolbøl og smiler. Så går snakken videre om makeup og smykker og om, hvordan de ældre har passet godt på deres smykker igennem årtier. Det er pigerne fra kostskolen ret imponerede af.

De unge står i kø for at være medDet er efterhånden ti måneder siden, at eleverne fra Dannevirke Kostskole første gang besøgte Plejecenter Engparken i Gram. Siden har de været her hver 14. dag. Lærer Githa Ankjær Wind fortæller, at det er til stor glæde for både eleverne og de ældre. Nogle af eleverne har ikke kontakt til deres egne bedsteforæl-dre, så for dem er samværet med de ældre generationer helt uvant. Og de suger alle sammen til sig af de gamles historier.- Vores historielærer er faktisk imponeret over hvor meget, de får ud af besøgene. På et tidspunkt havde afgangsklassen et tema om 1. verdenskrig, hvor et par af eleverne brillerede med en masse historier, som en af de ældre havde fortalt om hendes fars deltagelse i krigen. Og de unge elsker at komme her. Vi har kun plads til otte i minibussen, og vi

har faktisk seks på venteliste. Men jeg tror nu ikke, at der er nogen, der falder fra lige foreløbig, siger Githa Ankjær Wind.

Giver livskvalitet for de ældreSamarbejdet mellem kostskolen og plejehjemmet er så småt ved at tage en form, hvor de to institutioner opbygger faste traditioner. Her i eft-eråret er kostskolen blevet inviteret til høstfest, og et julearrangement er også i støbeskeen. Det samme er en udendørs pandekagebagning, når plejecenteret til foråret skal besøge Dannevirke Kostskole. Dér har de gamle været en gang, og historierne går stadig om, hvordan et par af de ældre var med i skolens hal at spille fodbold. Og problemer? Dem har der ikke været nogen af.- Det hele glider rigtig fint ... med de små misforståelser, der nu engang er, fordi mange af de ældre er de-mente og måske heller ikke hører så godt længere. Men det tager både unge og gamle med et smil, siger Githa Ankjær Wind. Samme oplevelse har social- og sundhedshjælper Maja Lund. Hun fortæller, at de ældre er utrolig glade for at få besøg. Og selvom de måske ikke kan huske præcis, hvornår de unge har været

- Igennem det meste af min barndom har jeg være rigtig meget sammen med min mormor. Hun har altid været der for mig. Men efter jeg er startet på kostskolen, ser jeg hende ikke så meget, og så er det hyggeligt i stedet at komme herud på plejecenteret og besøge de ældre. - Vi laver egentlig ikke så meget. Vi synger en sang, og så går vi en tur og snakker lidt.

Roan Tarbensen, elev på Dannevirke Kostskole

”

her, så er der lige så stille opstået nogle tætte relationer. Faktisk kan det ikke gå hurtigt nok med at komme op i fællesrummet, når elev-erne fra kostskolen kommer.- Det giver helt klart noget livs-kvalitet i beboernes hverdag. Man kan mærke, at de liver op og bliver mere ‘relevante’, når de unge er her. De bliver mere klare i blikket og i talen end til daglig. Og så nyder de jo at få lov til at fortælle alle de gamle røverhistorier, som vi andre har hørt mange gange, siger Maja Lund og smiler.

Nærvær er det vigtigsteEgentlig skal der ikke så meget til. En kop kaffe, lidt saftevand og kage. Måske en fællessang. Og nærvær. Det sidste er det vigtigste, forklarer social- og sundhedsassistent, Mette Jacobsen. - Den tryghed, de unge giver vores beboere, er guld værd. Bare det at sidde og holde i hånd uden at være stressede. Vi andre sidder jo også i 5-10 minutter, men samtidig har vi så meget andet i hovedet af alt det, vi skal nå. Og så er de unge altså utrolig omsorgsfulde. De er så hø-

flige og velopdragne, så det er helt fantastisk, siger Mette Jacobsen. Dén udmelding er eleverne faktisk lidt stolte af. Esra Hassan Mohammed Ali fortæller, at hun selvfølgelig også gør sig umage. - Jeg vil jo ikke fremstå som en, der bander eller sådan noget. Så jeg tænker mig lidt mere om. Og så er det jo let at snakke med de gamle. De fortæller noget om deres ungdom, og så fortæller vi noget om selfier og modeshows, og så griner vi alle sammen. Det er rigtig hyggeligt, siger Esra Hassan Moham-med Ali.

Vil gerne arbejde på plejehjemSå er det blevet tid til dagens gåtur for dem, der kan og vil, og fire af eleverne rejser sig for at gøre klar. Igra Abdi Asis hjælper en af bebo-erne, Søren Matzen, med overtøjet. Han sidder i kørestol, så det er lidt besværligt, men hun giver sig god tid, og de sørger selvfølgelig for at hente det allervigtigste inde på værelset.- A ska da lige ha’ æ cigar med, griner Søren Matzen og får et par kommentarer med fra Igra på vej ind

i elevatoren. De har det tydeligvis godt i hinandens selskab, og Igra fortæller, at hun godt kunne tænke sig at arbejde på et plejehjem. - Det er så hyggeligt at være her. Det er ikke bare et arbejde. Jeg skal faktisk også i skolepraktik på et ple-jehjem i Haderslev i næste måned, og så regner jeg med at søge ind på Social- og sundhedsuddannelsen til næste år, siger Igra Abdi Asis.

Udenfor er det blevet efterår, så i dag bliver det kun til en kort tur rundt i parken omkring plejecen-teret. I sommers gik de længere ture, enten på kirkegården eller rundt i byen. Men den korte udgave er nu også helt fin. Søren Matzen kan lige nå at ryge, imens pigerne holder godt øje med, at asken fra cigaren ikke falder ned i kørestolen. Og humøret er som sædvanlig helt i top. - Det går jo rigtig godt, når æ piger er her. Vi snakker om dit og dat, og så spør’ æ, om de elsker mig? Og så siger de ja. Det er jo sådan, at alle piger elsker mig, forklarer Søren Matzen med et stort smil, inden det lille selskab triller videre...