12 | september 2010 | LIXEN LIXEN | september 2010 | 13BRANCHE BRANCHE

... af et blad, der har skabt en identitet omkring det lange og tidskrævende portræt. Ud & Se kan følge en person i halve døgn ad gangen i scener, der er relevante for fortællingens helhed. På Hovedbanegårdens travle perron er redaktør Andreas Fugl Thøgersen og journalist Rune Skyum-Nielsen dog ikke meget for interviewet og den planlagte togtur. Hvad gør man så, og kan det gå?

Jakob Balthazar MunkCasper Fauerholdt

INDBLIK. »Vi kunne jo også gå på cafe?« siger Andreas Fugl Thøgersen og fortsætter.

»Jeg ved ikke, hvordan du har det med det, Rune, men jeg bryder mig ikke særlig meget om at skulle sidde og snakke, mens der sidder en forret-ningsmand eller en børnefamilie lige ved siden af.«

Han kigger på Rune Skyum-Nielsen.

»Nej, det er nok ikke noget, jeg ville gøre alt for mange gange«.

Andreas Fugl Thøgersen tager over.

»Jeg sad engang i tog med en kvinde, der snakkede i mobiltelefon med sin veninde, mens hun fortalte om, hvilken dansk landsholdsspiller hun havde snavet. Det synes jeg da ikke, jeg havde brug for at vide.«

Og der røg den ambition om at portrættere en af portræt-genrens tungeste spillere i et Intercitytog mellem København og Ringsted - og tilbage igen. DSB’s kundemagasin Ud & Se med et oplag på cirka 185.000 eksemplarer, en læserskare, der tæller over 660.000 og den lands-kendte forside, der hver måned af-billeder en kendt og - ikke mindst - ofte drønuaktuel dansker, har gjort det lange og indsigtsfulde portræt til sin mærkevare. En gratis af slagsen, vel at mærke. Og selvom redaktør Andreas Fugl Thøgersen og journa-list Rune Skyum-Nielsen sjældent vil tage en portrætperson med på café, fordi »det ikke giver nogen men-ing«, og fordi »du aldrig får noget forærende«, ja, så sidder de to nu her ved siden af hinanden med en flaske vand foran sig.

»Et journalistisk princip, jeg er en meget stor tilhænger af, og som jeg synes, vi forsøger at implementere på Ud & Se, er jo, at der ikke er no-get, man gør i forhold til stemning og miljø og iagttagelser og så videre, som ikke peger ind imod historiens kerne,« forklarer Andreas Fugl Thøgersen:

»Der er nogen, der mener - og nu

Dette er et portræt ...er jeg lidt grov og generaliserende - at hvis bare man fortæller, hvilken farve skjorte de havde på, hvad klok-ken var, og hvordan vejret var, så er det sådan ægte, autentisk, stem-ningsmættet og lækkert. Men det er det jo ikke, hvis de oplysninger al-drig på en eller anden måde fører hen til historien og kernen af den historie, som man gerne vil fortælle. Men det har vi givetvis også glemt nogle gange på Ud & Se.«

To timer med Kim Larsen Med et af Danmarks største læsertal og en målgruppe, der beskrives som »dem, der kører i tog«, er Ud & Se på mange måder lige så folkelige og, ja, lige så almindelige som det at smøre remoulade ud i hele madpakken eller synge med på »Hvalen Hvalborg«. En folkelighed, der også forpligter i forhold til valg af portrætpersoner og graden af eksperimenterende jour-nalistik. Det ved de på Ud & Ses re-daktion, og derfor var det også meget passende Kim Larsen, der som en slags folkelig foregangsmand fejrede Ud & Ses 30-års jubilæumsnummer i april på forsiden. Og selvom mange ofte er glade for at blive ringet op af Ud & Se for at blive portrætteret, er der selvfølgelig nogle, der er sværere at få med på idéen end andre.

»Der er jo også nogen af de der folk, som bare ikke giver særligt mange interviews længere, men som godt vil i Ud & Se engang imellem, og som vi maksimalt kan hive to timer ud af kalenderen hos, fordi de har for travlt, eller fordi de er for vigtige, eller hvordan de nu lige selv forkla-

rer det,« når Rune Skyum-Nielsen at sige, inden Andreas Fugl Thøgersen supplerer:

»Kim Larsen for eksempel.«»Ja, Kim Larsen var en kamp på to

timer, men han er også en af de mest vellykkede, jeg har lavet. Og det har han så leveret inden for de to timer,« fortæller Skyum.

Men selv hvis portræthoved-personen har givet Andreas Fugl Thøgersen eller Rune Skyum-Nielsen mere tid, er det langt fra sikkert, at det færdige produkt er blevet sær-ligt vellykket. Godt nok er tiden en hjælper, eller som Skyum udtrykker det »en luksus«, men der er mange andre faktorer, der spiller ind, før det gode portræt er skrevet.

»Hvis ikke vedkommende er spændende nok, eller man på en eller anden måde er kommet hjem med noget forkert, selv hvis man har alle

forudsætninger, så kan portrættet være svært at skrive hjem. Jeg synes, vi har erfaring med, at det ikke altid er lige nemt. Jeg synes da, jeg sidder med en i øjeblikket, som bestemt ikke har været det nemmeste,« forklarer Rune Skyum-Nielsen.

Hvorfor er han ikke nem?»Det er simpelthen mig, der ikke

kan finde ud af at ramme den. Jeg tror ikke, han har gjort noget som helst galt. Så den skal der arbejdes mere på.«

Andreas Fugl Thøgersen har taget et kig ned på sin lysende mobiltele-fon, hvis beskedtone er blevet over-døvet af bartenderens trang til at sætte Ricky Martin på for anden gang i aften. Han kigger op igen. Det samme gør Rune Skyum-Nielsen, mens han rækker ud efter den notes-blok, der ligger på den modsatte side af bordet, skriver et kort notat til sig selv, hiver papiret af, putter det i lom-men og lægger blokken tilbage igen. Andreas Fugl Thøgersen fortsætter talestrømmen.

»Nogle gange kommer vi også til at gøre det lidt besværligt for os selv, fordi vi – hvordan kan jeg sige det her, uden at det kommer til at lyde selvfedt, for det mener jeg slet ikke, det er – men vi vil så gerne have, det bliver godt, og at det ikke kommer til at ligne alle mulige andre interview eller store portrætter.«

… og en eftermiddag med L.O.C.

Vi rejser tilbage til 2007. Året er så småt ved at blive udskiftet med et nyt, og Ud & Se bringer et portræt af L.O.C. Fra side 16 til 30 fører Rune

Skyum-Nielsen og Århus-rapperen os fra en voldsom nedtur til det mod-satte. I løbet af en eftermiddag går Skyum og L.O.C. rundt på Christiania og afslutter det fire timer lange inter-view med at spise frokost, inden et af de bedste portrætter bliver skre-vet. I hvert fald ifølge Rune Skyum-Nielsen.

»De havde talt lidt om på Ud & Se, at der skulle en hiphopper på for-siden, og det havde jeg beskæftiget mig med tidligere, så foreslog jeg, hvem det skulle være. Det oplagte bud ville måske være at sige Jokeren på det tidspunkt, men L.O.C. var man-den på vej frem. Og så lykkedes det at få ham til at fortælle sin historie, som både var en musikalsk historie, men også var en lidelseshistorie. Han er en fantastisk fortæller. Langt bedre end man oplever de fleste være det. Så det fungerede bare, også selvom

det var en meget, meget voldsom åb-ning på det, så kunne det godt bære det,« husker han.

Ved siden af sidder Andreas Fugl Thøgersen og nikker. Han supplerer og husker, at L.O.C.-historien måske ikke var den mest formmæssigt eks-perimenterende, men så havde den så meget andet:

»Den historie havde jo lidt af den skabelonfornemmelse, jeg gerne vil undgå, altså ’personlighed-taler-ud-om-hårde-oplevelser-og-det-at-komme-ud-på-den-anden-side-som-et-bedre-menneske’. Men der var bare alligevel så meget kød på den, og han var så ærlig omkring det, at man så igennem fingre med det.«

Ikke som de andre fyreSammenlignet med kioskernes ud-basunerede bladmarked er Ud & Se privilegerede. Der er ingen flirt med potentielle købere på kioskhylderne og ingen kække scorereplikker, frække tilbud eller hungrende forsøg på at få øjenkontakt. Tværtimod. De står mutters alene i toget og gør sig til, når folk har kigget nok på side-mandens uglede hår og markerne bag det fedtede vindue.

Ud & Se går aldrig i byen for at score.

»Vi skriver meget langt, og vi larmer ikke på forsiden. Vi skriver om emner, der ikke nødvendigvis er aktuelle, og som ligefrem er be-vidst uaktuelle,« siger Andreas Fugl Thøgersen.

En filosofi om, at et menneske ikke er mest interessant, når det laver noget, men at tomrummet mellem succesen og glemslen er det spæn-dende.For et par år siden dukkede Thomas Helmig op på forsiden.

»Vi ville rigtig gerne gøre det på et tidspunkt, hvor der er gået halvandet år, og ingen har hørt noget fra ham. Det er vores eneste mulighed for at være anderledes. Vi hverken kan eller vil følge med nyhedsflowet eller det almindelige aktivitetsflow.«

Ud & Se er en mulighed i et blad-marked, hvor flere eksperimenter-ende magasiner har måttet lade livet på markedet. Heriblandt 80’erne og 90’ernes flagskib Press, der ikke kunne få det til at løbe rundt. Det gør Ud & Se heller ikke. Kun cirka 85 procent af udgifterne bliver dækket af annoncekroner. De resterende cir-ka 15 procent dækker DSB’s kasse. Fordi magasinet er en investering i imagepleje for statsbanerne.

»Vi kan sige, hvad vi synes er sjovt, og hvad vi synes rammer bladets

profil, og hvad tror vi folk kunne in-teressere sig for. Hvad vi selv gerne vil læse, er jo også tit et udgangs-punkt, kan man sige. Så der er en frihed af det, der kommer af kon-ceptet, formen og måden, det bliver distribueret på,« fortæller Andreas Fugl Thøgersen.

Han rejser sig. »Jeg tror, vores veninde bag bar-

en bliver lidt træt af os, hvis vi ikke bruger nogen flere penge. Så jeg køber lige et eller andet. Vil I have en øl eller mere mineralvand?«

»I behøver jo ikke drikke øllen. I kan jo bare sidde og spytte lidt i den.«

Fire grønne Tuborg dumper ned

på den rødternede dug. »Nu har vi købt lidt ekstra tid. «

»Det er sgu ret tarveligt ret ofte« På den anden side af et par slurke fra de grønne flasker.

Er der for lidt eksperimenterende journalistik i dansk magasinpresse?

Rune Skyum-Nielsen rækker næsten fingeren op og læner sig frem over bordet.

»Det vil jeg gerne svare på.«»Jeg synes, det er helt forfærdeligt,

så meget kvindepressen, altså kvin-demagasinerne, ligner hinanden. Og hvor lidt de i virkeligheden tør tage chancer. Eller gå nye veje. Og hvor lidt de vægter det journalistiske indhold. Det er sgu ret tarveligt ret ofte.«

Andreas Fugl Thøgersen sidder også klar til at byde ind, men Rune Skyum-Nielsen får lov lidt endnu.

»Og det er synd. Der sidder nogle, der sagtens kan skrive, men som er bundet af nogle ret stramme kon-cepter ude på de der redaktioner.«

Taletiden går videre.» Ja, altså igen, jeg skal ikke sidde

og tale grimt om andre, men der var engang, husker jeg, hvor nogle af de magasiner, der specifikt henvender sig til kvinder, havde andre journa-listiske ambitioner, end de har i dag. Hvor det er, som om der går meget fashion og petit-stof i den,« siger An-dreas Fugl Thøgersen.

Damebladene får et øjebliks fred, mens markedets øvrige magasiner forbereder sig på en klar opfordring fra redaktøren.

»Helt overordnet, så synes jeg, at det vil være fantastisk, hvis der var flere eksperimenter, og hvis der var mere plads til vildskab, tosserier og folk, der prøvede et eller andet og så måske gik ned med et brag, men trods alt havde forsøgt, end der er i

magasinverdenen i dag. «Et skift i rum. Væk fra de natio-

nale grønne pilsnere og Hoved-banegården i baggrunden. Andreas Fugl Thøgersen uddyber.

» I Amerika er magasintraditionen helt anderledes. Noget af det mest begavede, gennemarbejdede, vel-skrevne og velresearchede, og for den sags skyld prisvindende journa-listik, findes i magasiner. Det findes i The New Yorker, Vanity Fair eller i hundredvis af journalistisk set enomt seriøse magasiner, hvor nogle af de bedste skribenter og dygtigste amerikanske journalister udfolder sig.«

Rune Skyum-Nielsen kigger på An-dreas Fugl Thøgersen og tager ordet.

»Jeg tror også et eller andet sted, at det også handler om vanens magt i selve faget. Man tør ikke rigtigt satse nyt. Man tør ikke gå mod strømmen. Det kan man så gøre på Ud & Se med den profil, der har udviklet sig gen-nem mange år, men tydeligvis fordi man ikke skal ud og konkurrere med de andre blade. Det er, som om så snart man skal tage penge for det, så tør man kun gøre det sikre. Man kan måske kun få investorer, hvis man gør det sikre?«

Frustration, opgivelse, realiser-ing, forhåbninger og ideer. Der bliver taget yderligere et par tåre af øllene. I baggrunden er et husband begyndt at spille.

Ja, hvad med dig selv?Indad er også en vej, man kan kigge, når det udenom er trivielt. F.eks når værtshusets søvndyssende vinduer bliver virkelighedsfornægtende.

Rune Skyum-Nielsen griber chan-cen.

»Jeg ved heller ikke, om vi ikke også godt kunne være endnu mere modige.«

Andreas Fugl Thøgersen har også mod på at kaste sig ud i det.

»Vi kunne da godt prøve endnu mere nogle gange. Omvendt er der jo også i forhold til udbredelsen og den lidt udefinerbare målgruppe, folke-ligheden og bredden selvfølgelig også nogle grænser.«

Hans blik falder på en gusten lampe, der hænger over bordet, men fortsætter.

»Vi laver det ikke for, at vi kan sidde og lege lækre, men faktisk fordi vi henvender os til nogen, som skal have noget ud af det. Det er en tanke, man hele tiden skal have i baghovedet: Hvorfor skriver vi den her historie? Hvordan vil flertallet af læsere reagere? Men vi prøver da at skubbe til både deres og vores egne grænser.«

Bassen brummer i baggrunden, mens Thøgersen kigger spørgende frem.

»Nogle gange skal man måske gøre det lidt mere?«

jamun09@student.sdu.dkcafau09@student.sdu.dk

”Et journalistisk princip, jeg er meget stor tilhænger af er, at der ikke er noget som man gør i forhold til stemning, miljø og iagtagelser som ikke leder ind imod sagens kerne. Andreas Fugl Thøgersen, Redaktør Ud & Se

”Jeg synes, det er forfærdeligt så meget kvindepressen, altså kvindemagasinerne, ligner hinanden, og hvor lidt de i virkeligheden tør tage chancer. Eller gå nye veje. Rune Skyum-Nielsen, journalist på Ud & Se

Fotos: Jakob Balthazar Munk