R uslands evne til at blande sig i vestlige valg og puste til interne

splittelser er i løbet af de seneste år blevet et centralt sikkerhedsspørgs-mål i Europa. Herhjemme vurde-rer regeringen og Forsvarets Efter-retningstjeneste (FE), at Danmark i forbindelse med et valg med kort varsel vil kunne blive offer for rus-siske påvirkningsforsøg.

De mere eller mindre succes-fulde strategier fra russiske medi-er, hackere og såkaldte ’trolde’ ved valgene i Holland, Storbritannien, USA, Frankrig og Catalonien i lø-bet af 2016 og 2017 er nogle af de ek-sempler, som har fået EU-lederne til at styrke beredskabet mod ydre påvirkning af Europaparlaments-

OP MOD EN RÆKKE VIGTIGE VALG I 2019 ER REGERINGER OVER HELE EUROPA I FULD GANG MED AT SIKRE SIG MOD INDBLANDING UDEFRA. ISÆR DE RUSSISKE FODSPOR I DET DIGITALE LANDSKAB REJSER SPØRGSMÅLET: HVOR SÅRBARE ER VI EGENTLIG?

NÅR RUSLAND BLANDER SIG

AF GRY WAAGNER FALKENSTRØMvalget i maj og de omkring 50 andre lokale og nationale valg, som finder sted i Den Europæiske Union (EU) i løbet af 2019.

Hvor gennemtænkte og orke-strerede de russiske påvirkningsak-tiviteter reelt er, er fortsat underdo-kumenteret. Men én ting er sikkert: Præsident Putin har været umådelig succesfuld i at indtage rollen som kongen af informationskampag-ner og hybridkrig, imens de åbne europæiske demokratier fremstår som magtesløse og skrøbelige po-tentielle ofre.

Putins hybride magt

Rusland ses i mange EU-lande som den ubestridte skurk, når det kom-

mer til brugen af påvirkningsred-skaber. Ifølge EU-estimater bruger Putins styre over en mia. euro om året på medier, der spreder Kreml-venlige narrativer både i Rusland og udlandet. Mange ser de stats-ejede nyhedsbureauer Sputnik og RT, som udkommer henholdsvis på over 30 forskellige sprog og i over 100 lande, som propagandaap-parater, der giver den russiske re-gering en forlænget arm ind i an-dre landes interne affærer. Dertil kommer brugen af hackergrupper, bloggere og ’troldefabrikker’, som blandt andet hyrer kommunikati-onsfolk til at polarisere debatten på de sociale medier. Den type aktivi-tet var ifølge de amerikanske efter-

40

retningstjenester en central del af den russiske påvirkningskampagne under USA’s valgkamp i 2016. Også hjemme i Rusland benytter Putins styre professionelle meningsdan-nere til at påvirke russerne. Rusland er langtfra alene: En rapport fra den amerikanske NGO Freedom House (2017) viser, at regeringer i 30 lande – fra Tyrkiet til Venezuela og Filip-pinerne – benytter metoden mod egne befolkninger.

Den russiske informationsstra-tegi mod andre lande tilskrives ofte den russiske førsteviceforsvarsmi-nister, general Valery Gerasimov. I en artikel fra 2013 vurderede han, at traditionelle våben kun ville fylde 20 pct. af fremtidens krige, mens

80 pct. ville bestå af ikkemilitære midler af skjult karakter. Set fra Rus-land passer beskrivelsen perfekt på amerikanernes brug af såkaldt ’blød magt’ til at støtte regimeomvælten-de revolutioner i Mellemøsten og i tidligere sovjetlande (de såkaldte farverevolutioner). Men i Vesten ser mange sikkerhedsanalytikere Gera-simovs paradigme som et varsel om den efterfølgende stigning af rus-siske påvirkningsaktiviteter både i Ruslands nærområde og bredt i Vesten.

I kølvandet på Ukraine-krisens udbrud sidst i 2013 kunne EU-ak-tører identificere en markant stig-ning i falske nyheder i russiskspro-gede medier. Ud over at diskreditere

den nye Rusland-kritiske regering i Kiev blev et fast tema nu histo-rier, der satte EU – Kievs nye part-ner – i et dårligt lys. Som reaktion herpå oprettede EU det såkaldte East Stratcom Team, som løben-de faktatjekker nyheder på socia-le og traditionelle medier. Siden 2015 har teamet identificeret over 4.500 eksempler på falske historier med russisk ophav. Ukraine er fort-sat det største offer, men løbende er adskillige EU-medlemmer også blevet ramt af russiske kampagner. Det har betydet, at EU nu ikke kun ser Rusland som en ydre sikkerheds-politisk trussel i traditionel militær forstand, men også som en mulig aktør i indre politiske anliggender.

41

DUEL. Et billede af de to præsidentkandidater Hillary Clinton og Donald Trump ses på en tv-bil uden for Hofstra University,

New York, der viser den første officielle debat under valgkampen, mandag 26. september 2016 [FOTO: JEWEL SAMAD/AFP/RITZAU SCANPIX]

Udemokratiske nye medier

Hvor optimisterne har haft store forhåbninger til sociale medier som nye værktøjer til demokratisk om-stilling – fx under Det Arabiske For-år i 2011 – har de samme platforme nu også vist sig som effektive værk-tøjer til at fremme antidemokrati-ske mål, herunder valgindblanding. Den nye teknologi har bl.a. gjort det muligt for russiske påvirkningsaktø-rer at benytte såkaldte online bots til at påvirke debatten på de sociale medier. Disse bots er automatise-rede profiler, der kan poste, dele og like information fx gennem netværk på tusindvis af falske profiler. Det gør dem i stand til at sprede falske nyheder i en mængde og hastighed,

der ville være umulig for et men-neske.

Facebook vurderer, at op mod 3-4 pct. af alle deres konti er falske, og et studie fra Indiana University har estimeret, at 15 pct. af alle konti på Twitter udgøres af de såkaldte bots. Det udgør et betydeligt demo-kratisk problem: Giver det mening at involvere sig i debatten på de so-ciale medier, hvis man ikke kan vide sig sikker på, hvorvidt det er rigtige mennesker, man diskuterer med? Og hvis man ved, at man alligevel aldrig kan hamle op med ’botternes’ informationsstrøm?

Især i den russisksprogede infor-mationssfære er problemet enormt. En undersøgelse foretaget af for-

skere på Oxford University af peri-oden fra februar 2014 til december 2015 viste, at omkring halvdelen af indlæggene i den russiske politiske Twitter-debat blev postet af bots. Tilsvarende bruges bots til at på-virke den politiske debat i andre lande. Fx har forskere fra Univer-sity of Edinburgh vist, at flere end 150.000 primært automatiserede russiske Twitter-profiler blandede sig i debatten i de sidste dage af den britiske Brexit-valgkamp i juni 2016.

Kommercielle aktører er også aktive spillere i politiske påvirk-ningskampagner. Op mod det amerikanske præsidentvalg i 2016 høstede den britiske konsulentvirk-somhed Cambridge Analytica ulov-

42MILLIONMARCH. Søndag 8. december 2013 mødes hundredtusindvis pro-EUropæiske ukrainere til den såkaldte millionmarch i Kiev, Ukraine, for at demonstrere mod den daværende præsident Viktor Janukovitjs beslutning om at afvise en samarbejds- og frihandels aftale med EU [FOTO: INNA SOKOLOVSKAYA/AFP/RITZAU SCANPIX]

ligt data fra mere end 50 millioner Facebook-profiler og brugte det til at målrette annoncer, hvis mål var at hjælpe med at få Donald Trump valgt som præsident. Takket være de klikdrevne forretningsmodeller på nettet har falske nyheder vist sig at være en yderst lukrativ business. Journalister fra medieorganisatio-nen NPR, der dækkede problema-tikken under den amerikanske valg-kamp, dokumenterede, at teenagere kunne tjene tusindvis af euro om da-gen på at producere falske nyheder i valgkampens sidste fase: Jo mere kontroversielle og æggende histori-er de kunne skrive, jo flere klik kun-ne de få, og jo større indtjening fra annoncer kunne de generere.

De algoritmer, som styrer spred-ningen af information online, bi-drager til at promovere sensatio-nelt, forsimplet og følelsesdrevet indhold, som genererer klik og er nemt at dele på de sociale platfor-me. Da falske nyheder ofte konstru-eres til netop at forarge læserne el-ler vække deres nysgerrighed på et falsk grundlag, trives de derfor særligt godt i den nye, digitale me-dievirkelighed. Mens traditionelle nyhedsmedier som tv og dagblade fortsat spiller en vigtig rolle i at spre-de og ikke mindst blåstemple falske nyheder, er det på de sociale medier, at de opnår hidtil uset udbredelse. Fx har en kortlægning af nyheder på Twitter vist, at falske nyheder har 70 pct. større chance for at blive delt end de sande (og derfor ofte min-dre farverige og slagkraftige) tweets.

De russiske påvirkningsstrategier

Selvom det er ekstremt vanskeligt at påvise, hvor en eventuel russisk, statsinitieret påvirkningskampag-ne starter, og hvor andre aktører og algoritmer tager over, har adskil-lige studier af forskere og statslige og civile organisationer især siden 2014 dokumenteret en lang række påvirkningsaktiviteter, som i forskel-lig grad trækker tråde til personer i magtcirklerne omkring Putin.

Hvis man kigger på de mest pro-minente eksempler, kan de groft inddeles i tre forskellige strategier:

Den første strategi benytter sig af intensiv spredning af desinformati-on og falske nyheder med det formål at forurene den offentlige debat og skabe tvivl om det faktuelle grund-lag bag politiske beslutninger eller konkrete begivenheder. Mens mis-information karakteriseres som fejl-agtig information, som ofte skyldes uvidenhed eller sløseri, produceres desinformation med det formål be-vidst at vildlede modtagerne, fx som led i at opnå bestemte politiske mål. Ifølge EU er den russiske desinfor-mation den største påvirkningstrus-sel mod de kommende valg i EU.

Et illustrativt eksempel er den langstrakte russiske desinforma-tionskampagne, der knytter sig til nedskydningen af Malaysia Airli-

nes-flyet MH17 over Østukraine i juli 2014. Selvom en uafhængig in-ternational undersøgelse holder Rusland ansvarlig for hændelsen, har en lang række russiske aktører, toneangivende medier og officielle russiske ministerielle og militære talspersoner løbende spredt et væld af alternative forklaringer. De har bl.a. hævdet, at det ukrainske mili-tær stod bag nedskydningen, og at de 298 døde passagerer var lig fra et andet flyuheld, der på forhånd var placeret på MH17 for at diskreditere Rusland. Formålet var således ikke at opnå opbakning til en bestemt konklusion, men tværtimod at intro-ducere mange forskellige teorier og konspirationer, der mudrede bille-det og reducerede konklusionen fra den uafhængige internationale un-dersøgelse til én teori blandt mange.

Den anden påvirkningsstrategi har typisk et mere langsigtet fokus på at skade andre landes eller sam-funds sammenhængskraft og tiltro til politiske ledere og bærende in-stitutioner. Her er målet ikke nød-vendigvis at underminere fakta i be-stemte politiske sager, men i stedet at undergrave den sociale og politi-ske stabilitet ved at promovere nar-rativer, der puster til eksisterende politiske spændinger mellem be-folkningsgrupper. Et illustrativt ek-sempel er Lisa-sagen fra Tyskland, hvor en nyhed bredte sig hastigt i midten af januar 2016: En gruppe migranter havde voldtaget en 13-årig russisk pige i Berlin. Historien blev især spredt af russiske medier og højrenationale grupper i Tyskland og førte til en række større og min-dre demonstrationer i forskellige tyske byer, fx foran Angela Merkels kanslerbygning i Berlin. Selv den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, udtalte sig kritisk om de ty-ske myndigheders evne til at beskyt-te russiske borgere på tysk jord. Det viste sig efter kort tid, at historien var falsk. Men sagen viser, hvordan falske nyheder kan benyttes til at puste til eksisterende spændinger internt i et land (konkret: migrati-onsdebatten i Tyskland) til skade for landets sammenhængskraft og – som eksemplet viste – til gavn for de mest migrationskritiske højrefløjs-

I KØLVANDET PÅ UKRAINE-KRISENS

UDBRUD SIDST I 2013 KUNNE EU-AKTØRER

IDENTIFICERE EN MARKANT STIGNINGI FALSKE NYHEDER I RUSSISKSPROGEDE

MEDIER

43

partier, der også ofte er mere venligt stemt over for Rusland.

Den demokratiske udfordring ved denne påvirkningsstrategi op-står derfor især, når eksisterende holdninger gives uberettiget legiti-mitet gennem falske nyheder, eller når marginale holdninger opnår eks-trem udbredelse på de sociale medi-er gennem brugen af bots og ’trolde’.

Den tredje strategi involverer cy-berangreb og hacking som et led i en påvirkningskampagne. Mange EU-medlemslande har over en årrække digitaliseret deres offentlige syste-mer kraftigt, og det øger risikoen for skadelige cyberangreb. Derfor fast-holder mange – herunder Danmark – fortsat papir og pen som stemme-redskab som sikring mod hacking af de endelige valgresultater. Ikke desto mindre kan relaterede offentlige sy-stemer, databaser, tællemaskiner el-ler individuelle kandidaters kampag-ner fortsat rammes af cyberangreb. Det skete både under den seneste amerikanske og den seneste franske præsidentvalgkamp, hvor hackere lækkede Hillary Clintons og Emma-nuel Macrons e-mails med det for-mål at skade deres ry og dermed æn-dre potentielle vælgeres opbakning.

Om en bestemt påvirkningsstra-tegi er succesfuld eller ej, skal vur-deres i de konkrete tilfælde. MH17-kampagnen kan have hjulpet med at undgå, at Rusland også internt blev dømt ansvarlig for nedskydningen af passagerflyet (som den interna-

tionale undersøgelse fastslår). En undersøgelse fra månederne efter nedskydningen af det uafhængige russiske meningsmålingsinstitut Levada-Center viser nemlig, at over 80 pct. af russerne troede, at Ukraine stod bag, omkring 20 pct. troede, at USA stod bag, mens kun 2 pct. tro-ede, at Rusland eller russisk-støttede separatister stod bag. Lisa-sagen og sagen om Hillary Clintons lækkede e-mails viser også, at de russiske påvirkningskampagner med rela-tivt beskedne midler var i stand til at påvirke den demokratiske debat i Tyskland og USA, som var mål for kampagnerne.

EU til kamp mod valgindblanding

Da moderne påvirkningsaktivite-ter i høj grad udspiller sig i cyber-space, er det ekstremt vanskeligt for enkelte stater at værne fuldt imod dem gennem nationale tiltag. Der-for har EU fået en central rolle i at koordinere en fælles europæisk ind-sats, som kan virke afskrækkende på både fjendtlige statslige og kommer-cielle aktører.

Som en viderebygning af eksiste-rende initiativer fik Europa-Kom-missionens nye handleplan mod desinformation fra december 2018 stor opbakning fra medlemslande-nes ledere. Ud over tættere efterret-ningssamarbejde og informations-deling lægger handleplanen op til at styrke uafhængige medier, uddanne EU-borgerne til at forholde sig kri-tisk til strømmen af nyheder online samt udvikle et netværk af faktatjek-kere, som kan spotte og korrigere falske nyheder i Europa. EU’s egne strategiske kommunikationsteams får også tilført ekstra ressourcer.

Da EU ofte selv er mål for til-smudsende desinformationskam-pagner, opfordrer Kommissionen medlemslandene til at være bedre til at kommunikere positivt om EU-projektet. Det skal styrke sammen-hængskraften i en tid, hvor både eks-terne og interne aktører forsøger at fremme den interne splittelse i Uni-onen. Den positive kommunikation har dog den store svaghed, at den modsat intentionen kan styrke kri-tikken fra fx Rusland og EU-kritiske

partier i medlemslandene, som på-står, at EU selv spreder propaganda.

Et centralt skridt i EU’s handle-plan består i at øge presset på de multinationale IT-giganter, som kontrollerer langt størstedelen af de online platforme, hvorpå den demokratiske debat i Europa fin-der sted. EU fik i oktober 2018 Face-book, Google, Twitter, Mozilla og reklamebranchens fagforeninger til at forpligte sig på et fælles Code of Practice, som indebærer, at virk-somhederne skal slette falske konti på sociale medier, identificere bots samt øge gennemsigtigheden i, hvem der står bag politiske rekla-mer. Det skal bl.a. mindske sam-menblandingen af journalistisk ind-hold, partsindlæg og reklamer samt reducere antallet af kampagner fra uidentificerbare aktører. På bag-grund af de første statusrapporter for samarbejdet fra januar og febru-ar 2019 har EU krævet, at IT-gigan-terne fortsat forbedrer dokumen-tationen af deres nye tiltag, sikrer større åbenhed omkring sponsorer-ne bag online indhold samt indgår samarbejde med medlemslandene, uafhængige forskere og faktatjek-kere. Fejler virksomhederne fortsat i at leve op til forventningerne, opfor-drer EU-Kommissionen til, at med-lemslandene indfører hidtil uset (og endnu uvis) regulering af de private aktører.

De seneste initiativer er vigtige skridt mod at beskytte de europæi-ske valg mod ydre indblanding. Men EU stilles konstant i en række dilem-maer i forsøget på at imødegå den russiske påvirkningstrussel.

EU skal undgå Putins autoritære spil

I forsøget på at bekæmpe desin-formation og ydre påvirkning skal EU-lederne gå en svær balancegang. Hvis de sætter for hårdt ind mod ak-tører i den offentlige debat, risikerer de selv at svække ytringsfriheden og spille ind i kritikeres beskyldninger om censur og magtmisbrug. Hvis de gør for lidt, risikerer de, at eksterne aktører undergraver tiltroen til den demokratiske debat, eller at de ul-timativt får succes med at påvirke resultatet af afstemningerne.

LEGITIMITETEN AF DE KOMMENDE VALG AFHÆNGER I HØJ GRAD AF, AT EU-BORGERNE BEVARER TILTROEN TIL DEN OFFENTLIGE POLITISKE DEBAT

44

For at undgå, at Putins ’infor-mationskrig’ trækker EU i en mere autoritær retning, bør tiltagene hele tiden indtænkes i en større strate-gi, der har til formål at styrke EU’s demokratiske fundament. EU bør derfor reagere prompte, hvis med-lemslande i kampen mod desinfor-mation og anden påvirkning selv svækker ytringsfriheden eller ind-fører andre udemokratiske tiltag, fx i stil med dem, Polen og Ungarn er udsat for under deres nuværende regeringer.

EU’s tiltag bør i stedet styrke alle EU-borgeres adgang til faktabaseret information, der bygger på trovær-dige eksperter og autoritative kilder. Uafhængige medier spiller her en afgørende rolle i at fastholde høje standarder for kildekritik og grundig research samt modstå fristelserne til at jagte klik gennem sensationel-le historier, historier baseret på en enkelt kilde samt historier, der kun publiceres, fordi de trender på de sociale medier.

Det er afgørende, at EU ikke selv indtager rollen som et overstatsligt informationspoliti, men i stedet bli-ver en platform, der kan facilitere indsatser fra uafhængige NGO’er, medier og private virksomheder med interesse i at udvikle et bære-dygtigt medielandskab. Disse aktø-rer kan med fordel samarbejde om at udvikle en ’black list’ over medier, der spreder desinformation, så an-noncører kan tage højde for det i deres køb af reklameplads.

Legitimiteten af de kommen-de valg afhænger i høj grad af, at EU-borgerne bevarer tiltroen til den offentlige politiske debat som grundlag for demokratiske valg-handlinger. Da størstedelen af EU’s borgere i dag får deres politiske ny-heder via de sociale medier, er det afgørende, at Google, Twitter, Face-book og lignende IT-giganter udvik-ler platforme og ydelser, der under-støtter frem for at modarbejde den demokratiske offentlighed.

Om den ’frivillige tvang’, der er indbygget i den nye fælles Code of Practice mellem IT-giganterne og EU, er nok til sikre større transpa-rens og bremse indtjeningsmulig-hederne i falske nyheder, kan først

vurderes, når aftalens tiltag evalu-eres endeligt i slutningen af 2019.

Især bør manglen på åbenhed og datasikkerhed på platformene opnå maksimalt fokus fra politikere, medier og andre civile vagthunde. Disse aktører har et særligt ansvar for at informere offentligheden om IT-giganternes mangel på demokra-tisk ansvarlighed, da bevågenhe-den fra platformenes mange mil-lioner brugere i sidste ende er det mest effektive middel til at få virk-somhederne til at udvikle mere an-svarlige forretningsmodeller (også i de medlemslande, hvor der ikke er indført nationale bøder og lov-givning).

For at øge samarbejdsviljen hos IT-giganterne bør EU være parat til at gennemføre truslen om mu-lig overstatslig regulering. Et oplagt første skridt kunne i den henseende være at kræve større åbenhed om platformenes algoritmer og indsam-lede data. I dag betragter virksom-hederne disse som forretningshem-meligheder, men da de potentielt indeholder information af stor be-tydning for europæiske landes sik-kerhed, er spørgsmålet, om ikke de bør udsættes for højere grad af kon-trol eller transparens.

Sanktioner mod påvirkning

Selvom EU er i fuld gang med at sikre de kommende valg, er det relevant at overveje, om de nuværende tiltag er nok til at afskrække Rusland fra at forsøge at blande sig i EU-landes interne affærer. Især online påvirk-ningsredskaber er billige og effek-tive, og risikoen for, at den egentlige ophavsmand identificeres, er fortsat relativt lille. Ifølge et studie af cyber-relateret valgindblanding i 40 lande foretaget af canadiske myndigheder kan kun 20 pct. af tilfældene spores tilbage til de ansvarlige.

Derfor bør EU’s modsvar også indeholde mere afskrækkende elementer. Som et hårdere sikker-hedspolitisk middel anbefaler EU-Kommissionen og Parlamentets udenrigsudvalg brugen af sanktio-ner mod påvirkningsaktører. Især skal man kunne straffe ulovlig brug af persondata med henblik på at på-virke valgresultater.

Om det på nuværende tidspunkt vil kunne lade sig gøre at indføre nye økonomiske sanktioner over for Rus-land, er dog langt frasikkert, da det kræver enighed blandt alle med-lemslandene. En række Rusland-venlige EU-lande fastholder kun modvilligt de eksisterende Ukraine-relaterede sanktioner mod Rusland. Et af dem er Italien, hvis vicepremi-erminister, Matteo Salvini, i efteråret kaldte sanktionerne ”økonomisk, so-cialt og kulturelt vanvid”. Italien og andre især sydeuropæiske lande vil derfor højst sandsynligt være tilbage-holdende med at stemme for noget, der kan skade relationerne og deres samhandel med Rusland yderligere.

Uanset hvad vil brugen af sankti-oner stille høje krav til beviserne for russisk indblanding. Om Rusland vil bære sig så klodset ad, at alle med-lemslandene kan blive enige om at holde landet ansvarligt for valgpå-virkning og indføre yderligere sank-tioner, er derfor tvivlsomt.

Uanset om russisk påvirkning bliver et lige så stort tema ved de kommende valg, som det var i 2016 og 2017, tyder den konstante udvik-ling inden for ny teknologi og kom-munikationsteknikker på, at påvirk-ningsforsøg fra private og statslige aktører vil være en uundgåelig del af fremtidige valgkampe. Især forudser eksperter, at brugen af kunstig in-telligens til at forfalske lyd og video (’deep fakes’) i meget nær fremtid vil kunne revolutionere desinfor-mation.

De eksisterende erfaringer med brugen af russiske konspirations-teorier, forfalskninger og alternative nyheder om nedskudte fly, giftmord og vestlige politikere viser tilsvaren-de, at EU bør forberede sig på en høj grad af kreativitet, når det kommer til mulig valgindblanding. Kampen for at sikre Europas demokratiske valg er derfor kun lige begyndt.

Gry Waagner Falkenstrøm (f. 1987) er ph.d.-studerende ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier. Hun beskæftiger sig med det politiske forhold mellem EU og Rusland og udviklingen af russisk desinformation og hybridkrig samt EU’s modsvar.

45