Donor Nyt 90

n r . 9 0 • j a n u a r 2 0 0 9

Donorblod hjælper ung mor • side 4-5

Undervisning i cyberspace • side 6

Donorrelevant rumforskning • side 8-9

NYE ALDERSGRÆNSERSiDE 7

2 donor nyt • januar 2009

Sundhedsstyrelsen og de danske blodbanklæger har besluttet at udvide aldersgrænserne, så man fra 1. januar i år kan starte som bloddonor på dagen, hvor man fylder 17 år, og fortsætte indtil den dag, man fylder 67 år.

For Bloddonorerne i Danmark er det en rigtig god nyhed. Der er i øjeblikket et stort uudnyttet potentiale af nye bloddonorer på ungdomsuddannelserne, og herudover kan vi fastholde vores mest loyale donorer to år mere. De er fortrolige med systemet og har stor betydning for forsyningssikkerheden, fordi de ofte har været med i mange år. Udvidelsen af aldersgrænserne er noget, de erfarne bloddonorer og de unge potentielle donorer har efterspurgt i årevis, så vi er nu i en situation, hvor alle er glade for et nyt tiltag.

Ubrugt ressourceDer er ingen tvivl om, at vi med de nye aldersgrænser får lettere ved at tiltrække unge donorer. Mange 17-årige er samlet på landets gymnasier, handelsskoler og tekniske skoler, hvor vi kan lave målrettede kampagner, og vi kan tage ud for at forklare om blod og bloddonation. Når eleverne først er dimitteret fra uddannelserne, bliver de straks sværere at få kontakt til.

Pas på med presSom forældre til et endnu ikke myndigt barn kan det være besnærende at lægge et stort pres på det unge menneske for at få ham eller hende til at melde sig under blod -

fanerne. Og at starte som bloddonor som 17-årig kræver også forældres/værges skriftlige tilladelse. Men vi må ikke glemme, at vi i Danmark har frivillig bloddonation. Det er altså ikke hensigtsmæssigt at presse de unge.

Men det er skam stadig tilladt at tage sine børn med, når man alligevel skal et smut forbi blodbanken. På den måde kan ungerne se, hvad der foregår, og de kan se, at det slet ikke er så farligt at række sin arm frem. Husk på, at alt, der er nyt, er interessant for den yngre generation, og at villigheden til at prøve noget nyt er stor. Og én ting er sikker: Hvis en ung på 17 år først melder sig, så hiver han eller hun helt sikkert nogle kammerater med, næste gang turen går til blodbanken.

Så velkommen til alle de nye 17-årige donorer – og fortsat velkommen og ikke mindst tak til alle jer, der lige kan nå et par ekstra ture i blodbanken.

Med venlig hilsen

Mikkel Dybtved AndersenNæstformand

Udgivet af:Bloddonorerne i DanmarkVesterbrogade 1911800 Frederiksberg CTlf.: 7013 7014Fax: 7013 7010E-mail: [email protected]

Ansvarshavende redaktør:Niels Mikkelsen

Redaktion:Mikkel Dybtved Andersen Sanne Bunch-NielsenMarie-Louise FrederiksenAndrea Krüger HolmMichael Bach IpsenKaren Leidesdorff MadsenKarin MagnussenMalou RodeAne Rønn-Poulsen

Lægefaglige konsulenter:Karin Magnussen og Ellen Taaning

Design og tryk: DatagrafTrykt på svanemærket papir

Forsidefoto: Flemming Leitorp

Eftertryk eller anden gengivelse af dette blad er velkomment, men med kildeangivelse.

Oplag: 225.000ISSN nr: 0902-2643

Næste udgivelse: April 2009

LEDER

VELkommEN tiL NYE ALDERSGRÆNSER

DoNoR NYt NR. 9040. åRGANG jANUAR 2009

3januar 2009 • donor nyt

DEPEchEN SkAL GiVES ViDEREI Danmark har vi gennem mange år haft tradition for at hjælpe vores medmennesker ved at give blod. Vores blodforsyningssystem fungerer rigtig godt, faktisk bedre end de fleste andre steder i verden – men det er ikke nogen selvfølge. Denne tradition er blevet til gennem mange år, og mange af dem, der har været med hele vejen, er – eller vil inden længe være – nødt til at stoppe på grund af alder. Derfor er det meget vigtigt, at vi får givet depechen videre, så de unge finder det lige så vigtigt at sætte blod i banken.

Det er fra årsskiftet blevet muligt at tilmelde sig som bloddonor, allerede fra man er 17 år – og at blive ved, til man fylder 67 år. Det vil uden tvivl glæde rigtig mange donorer at kunne få lov til at blive ved lidt længere, og det er en vigtig gruppe donorer at fastholde, så længe det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Men den yngste gruppe, som nu tæller helt ned til de 17-årige, er også en meget vigtig gruppe at få fat i.

Der er mange forskellige interessegrupper, der kæmper om opmærksomheden hos unge, men det at give blod tager kun en halv time nogle få gange om året. Den tid bliver sat i perspektiv, når man tænker på de mange patienter, der overlever en ulykke, gennemlever en kræft- sygdom eller klarer en krævende operation, fordi der er donorblod til rådighed.

Som protektor for Bloddonorerne i Danmark synes jeg, at det er vigtigt, at alle mennesker melder sig som bloddonorer. Her drejer det sig ikke om at donere penge, men om at dele ud af sit overskud ved at give blod tre-fire gange om året – og ved at opfordre andre til at gøre det samme.

foto Steen Brogaard


tekst Sanne BunCH-nIeLSenFoto PrIVat

En lykkelig stundFødslen går i gang kl. 01.30 søndag den 13. april, og det viser sig hurtigt, at den ikke er uden komplikationer. Smerterne mellem veerne er så kraftige, at jordemoderen er bekymret for, om Claudias livmoder er ved at briste. Også barnets hjertelyd er alarmerende, og lægerne vælger derfor at foretage et akut kejsersnit. Operationen forløber uden problemer, og kl. 04.35 kommer en sund og rask pige, Anne, til verden. Operationssåret limes og clipses sammen, og lægerne vurderer, at både mor og barn har det godt. Efter to dage kommer Claudia og Anne hjem til far og storesøster i trygge omgivelser.

Lykken venderMen kort efter fødslen får Claudia smerter i maveregionen, og hun kan mærke, hvordan clipsene kradser indvendigt i såret: – Jeg græd hele tiden, og inderst inde vidste jeg godt, at der var et eller andet frygteligt i vejen.

En uge efter fødslen fortæller Claudia sin egen læge, at hun ikke har fået det bedre, og at hun er bekymret. På grund af hævelse og rødme omkring såret mistænker lægen, at der kan være gået betændelse i såret. Smerterne aftager dog, da clipsene fjernes, og de aftaler derfor, at Claudia skal tage hjem.

i fuld narkose hver anden dagDagen efter har Claudia stadig ikke fået det bedre, og hun bliver liggende i sengen med Anne, indtil hun føler sig frisk nok til at stå op. Ved middagstid bevæger hun sig forsigtigt ned i stuen, hvor hun sætter sig i sofaen med Anne ved siden af sig i liften. Pludselig mærker Claudia en varm og våd fornemmelse strømme hele vejen ned ad benene, og det går hurtigt op for hende, at operations - såret er sprunget op:– Lauras fodboldtrøje lå ved siden af mig, og den pres - sede jeg hårdt mod såret. Mange tanker for igennem hovedet på mig i det øjeblik. Jeg var rigtig bange – jeg troede, at jeg skulle dø.

Claudia er i stand til at få ringet til Morten, og han får hurtigt tilkaldt en ambulance. Claudia bliver sammen med Anne indlagt på Svendborg Sygehus, og det konstateres, at det er en voldsom betændelsestilstand, der har fået såret til at springe op. Claudia må endnu engang opereres.

De næste 20 dage lægges Claudia hver anden dag i fuld narkose for at få renset såret. De sidste 14 dage af forløbet er hun døgnet rundt koblet til en maskine, som skal suge betændelsen væk.

DoNoRbLoD hjÆLPER UNG moR

claudia brandt, 25, og morten bunch-Nielsen, 30, bor i millinge på Sydfyn. Sammen har det unge forældrepar Laura på 4 år og Anne på 6 måneder. En helt almindelig familie, som i foråret 2008 oplevede, hvor hurtigt glæde kan overskygges af frygt. Efter fødslen af Anne, som foregik ved kejsersnit, opstod der komplikationer i operationssåret. Det førte til et længere sygdomsforløb for claudia, hvor hun blev nødt til at tage stilling til en blodtransfusion.


takkede nej til blodClaudia får hver dag taget blodprøver for at holde øje med infektionstal og blodprocent (hæmoglobinværdi). Infektionstallet for- bedres, men blodprocenten fortsætter med at være for lav. Lægerne foreslår derfor en blod - transfusion, men det er Claudia ikke umiddelbart interesseret i:

– Tanken om at få et andet menneskes blod ind i min krop skræmte mig – jeg ville helst klare mig uden en blodtransfusion.

Indtagelse af jerntabletter og jernholdig kost kan dog ikke få Claudias blodprocent op på et tilfredsstillende niveau, og den bliver ved med at være alarmerende lav:– Jeg var helt udkørt og havde ingen kræfter. Jeg var usikker på det hele, og på det tidspunkt havde jeg bare brug for, at nogen tog styringen for mig.

Claudia får sagt til en sygeplejerske, at hun overvejer at takke ja til en blodtransfusion. Sygeplejersken tøver ikke med at tage

beslutningen for Claudia, og de næste to dage får hun to portioner blod. Hun mærker næsten med det samme, hvordan energien og overskuddet kommer tilbage.

taknemmeligMed hjælp fra blodtransfusionerne begynder såret nu at hele hurtigere, og efter i alt 20 dages indlæggelse beslutter lægerne sig for at fjerne den maskine, som Claudia har været koblet til under det meste af forløbet. Claudia og Anne får lov til at tage hjem til familien.

I dag har både mor og barn det godt, og Morten, Claudia, Laura og Anne er en sund og lykkelig familie. En gang imellem tænker Claudia tilbage på hele forløbet, og så falder tankerne hos både hende og Morten ofte på, hvor stor en hjælp bloddonorerne yder:– Jeg føler mig heldig og dybt taknemmelig over, at der er nogen, der har givet deres blod til mig. Muligheden for at få blod gjorde en svær tid nemmere for mig og min familie, slutter Claudia.

DoNoRbLoD hjÆLPER UNG moR

fAktA:

kejsersniter en operation, hvor moderen opereres med et snit i livmoderen (latin: “ab utero caeso“ = “jeg skærer ud af/fra livmoderen“). Deraf ordet kejsersnit (sectio caesarea). Der er kilder, som hævder, at ordet har forbindelse til Cæsar, og at han eller en af hans forfædre skulle være forløst ved kejsersnit, hvilket dog er tvivlsomt.

Årsagerne til kejsersnit er typisk, at en normal fødsel ville være farlig for moderen eller barnet, f.eks. ved forkert fødselsstilling, svangerskabs-forgiftning, iltmangel, eller fordi moderkagen har løsnet sig eller ligger i vejen.

Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at frekvensen af kejsersnit ved danske fødsler er steget fra 11% i 1982 til ca. 23% i dag.

Risikoen for infektion i opera -tionssåret, som i Claudias tilfælde, er 1%. Behandlingen kræver, at man åbner såret og renser det for betændelse. Af andre risici kan bl.a. nævnes blære- og underlivs betændelse, hovedpine pga. rygmarvs- bedøvelsen (1%) og et lidt større blodtab end ved en almindelig fødsel. Under 3% har behov for en blodtransfusion.

familiebillede fra Annes barnedåb. claudia har Laura på armen længst til højre.


tekst ane rønn-PouLSenIllustratIon annette CarLSen/datagraf

UNDERViSNiNG i cYbERSPAcEhvor mange forskellige blodceller er der, og hvad er deres funktion? og hvordan arver man sin blodtype? Det er blot nogle af de spørgsmål, man kan få svar på i det nye webbaserede undervisningsmateriale, som bloddonorerne i Danmark har udgivet.

Bloddonorerne i Danmark udgav i 2002 bogen ”Dit blod. En bog om blod og bloddonation”, som primært retter sig mod folkeskolens 10. klasse og gymnasiernes biologi-undervisning. Oplaget er nu næsten udsolgt, og i stedet for at genoptrykke bogen i papirform får den reviderede udgave nu nyt liv i en webbaseret form. Samtidig er der også lavet en version, der henvender sig til folkeskolens 6.-8. klassetrin. – Bogen ”Dit blod” har vist sig at være anvendelig i biologiundervisningen både på gymnasiet og i folkeskolens ældste klasser, og vi har oplevet stor efterspørgsel på den. Men da eleverne allerede begynder at lære om kroppens celler omkring 7. klassetrin, synes vi, at det ville være oplagt at lave et lignende materiale for denne alders- gruppe, siger Malou Rode fra Bloddonorerne i Danmark.

Nyt for de halvstoreDet nye undervisningsmateriale omhandler de mange funktioner, blodets celler har, og de forskellige blodtyper. Men man kan også læse om kredsløbet og om, hvordan blod kan redde menneskeliv. – Vi har forsøgt at udnytte de muligheder, der ligger i at

have internettet som brugerflade. Man kan nemt og hurtigt klikke sig rundt mellem de forskellige afsnit via menuen i venstre side af skærmen. Desuden er der et quizmodul efter hvert afsnit, så eleverne kan teste deres viden, siger Malou.

Nemt i praksisMed placeringen på internettet er undervisningsmaterialet blevet endnu nemmere at bruge for lærerne i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne: – Materialet er altid tilgængeligt og omkostningsfrit at bruge, og der skal ikke bestilles klassesæt lang tid i forvejen. Det har været tanken at lette arbejdet for lærerne, så de nu får en god mulighed for at integrere biologiundervisningen med brugen af nettet. Men hele materialet eller de enkelte afsnit kan også printes ud og bruges mere traditionelt i undervisningen, fortæller Malou.

Du kan finde det nye undervisningsmateriale på www.bloddonor.dk


Du skal være sund og rask•Du skal veje mindst 50 kg•Du må ikke have udsat dig for smitterisiko•Du skal som førstegangsdonor tilmelde dig, inden du fylder 60 år.•

17 iNDtiL 67 åRNye aldersgrænser for bloddonorer:

Nu kan du melde dig som bloddonor allerede som 17-årig. og du kan fortsætte indtil den dag, du fylder 67 år. Der gælder følgende regler:

SPEciELt foR 17-åRiGE:Der kræves en skriftlig tilladelse fra dine forældre/værge, indtil du er fyldt 18 år.

SPEciELt foR 65-66-åRiGE:for personer over 65 år kræves, at der udfyldes et udvidet spørgeskema, og at donor ikke har nogle af de symptomer, der spørges ind til. De ekstra spørgsmål er:

har du inden for de seneste 12 måneder haft:- trykken eller smerter i brystet?- tendens til svimmelhed,

besvimelser, føleforstyrrelser, nedsat kraft eller hukommelses - besvær?

- smerter i benene ved gang, som forsvinder i hvile?

- øget tendens til hævede ben?


Det mener i hvert fald professor i gravitations- og rumfysiologi på Københavns Universitet, Peter Norsk. Han har stået i spidsen for Danmarks bidrag til den fysiolo giske rumforskning siden 1988 og været med til at lave forsøg med astronauter i rummet siden 1993.

– Den danske rumforskning koncentrerer sig primært om satellitter, rumfysik og astronomi, men en lille del er forbeholdt fysiologiske forsøg. Vi gennemfører forsøg i rummet, fordi kroppen i vægtløs tilstand ikke er udsat for nogen som helst mekanisk trykpåvirkning. Blodet flyder meget lettere til hjertet, fordi tyngdekraften ikke trækker det væk fra hjertet og ned i benene, som det er tilfældet på jorden. Vi kan derfor undersøge en lang række forhold omkring hjerte, kredsløb og blodtryk og efterfølgende sammenligne det med undersøgelser på jorden, hvor kroppen er påvirket af tyngdekraften, forklarer Peter Norsk. Denne viden kan både bruges i den almindelige fysiologiske forskning og måske også hjælpe til en bedre sygdomsforståelse.

houston – we have a problem!Under missioner i rummet har Peter Norsk base i det såkaldte Mission Control i Space Center Houston. Inden opsendelsen bliver astronauterne trænet grundigt i at foretage målinger på sig selv, og disse målinger indeholder blandt andet information om blodtryksregulering. Men sammenhængen med bloddonorerne kommer først ind i billedet, når astronauterne er landet igen:– Når astronauterne kommer tilbage til jorden og bliver påvirket af tyngdekraften, bliver mange af dem dårlige og besvimer. Det skyldes, at de under rummissionen har mistet væske i blodbanen, fordi det ikke er nødvendigt for kroppen at have så meget væske og blod i vægtløs tilstand for at opretholde et tilstrækkeligt højt blodtryk. På den måde ligner astronauter bloddonorer, der også mister væske i form af de 450 ml blod, der tappes, forklarer Peter Norsk. Selv om der er tale om to forskellige måder at miste væske på, er følgevirkningen den samme, fordi det samlede blodvolumen falder.

tekst oG Foto ane rønn-PouLSen

DoNoRRELEVANt RUmfoRSkNiNG

indrømmet – sammenhængen er umiddelbart svær at få øje på. men vægtløse astronauter i rummet og bloddonorer på landjorden har faktisk noget tilfælles.

Peter Norsk i laboratoriet med et af de apparater, han bruger i sine forsøg. Apparatet kan måle, hvor meget blod hjertet pumper ud i kroppen hvert minut, altså hvor meget hjertet arbejder. Ved at sammenligne denne information med blodtrykket kan man finde ud af, hvor stor modstanden er i blodkredsløbet.

DoNoR iNfo


Unge donorer er mest udsatteVæsketabet under en tapning kan også gøre nogle bloddonorer dårlige og endda få dem til at besvime – særligt hvis de ikke har drukket væske nok eller måske er nervøse. Det sker heldigvis ikke ret tit. Men når det sker, så er det i de fleste tilfælde unge mennesker, der går i dørken. Det kan undre, da kroppens funktioner som hovedregel virker allerbedst hos unge.

– Der findes faktisk ikke nogen logisk forklaring på disse pludselige puls- og blodtryksfald hos unge mennesker. Mennesket har to forskellige autonome nervesystemer; det sympatiske og det parasympatiske. Det første reagerer populært sagt ved at gøre os klar til kamp eller flugt, da det får blodkarrene til at trække sig sammen og blodtrykket til at stige. Det andet får os omvendt til at slappe af, da det sørger for at udvide blodkarrene og få blodtryk og puls til at falde, forklarer Peter Norsk.

– Umiddelbart ville det være mere logisk for kroppen at reagere ved at være aktiv og ’kampklar’, når man får tappet en portion blod, fordi væskebalancen skal genetableres. Det går heldigvis helt af sig selv for de allerfleste, men hos nogle sker der altså det modsatte – det parasympatiske nervesystem aktiveres, blodtryk og puls falder meget, og de bliver pludselig dårlige og besvimer måske. Rent logisk kunne man forestille sig, at kroppen ubevidst reagerer på blodmanglen ved at sætte blodtrykket ned og besvime, så man kommer ned at ligge, så blodet lettere løber til hjerte og hoved. Hvis man havde haft en blødende læsion, ville det mindske blødningen, og det kan derfor være kroppens instinktive reaktion mod at forbløde, siger Peter Norsk.

God fysisk form kan spille indDesuden er flere unge mennesker end ældre i god fysisk form, og det kan også have en betydning: – Veltrænede har en lavere hvilepuls end utrænede, så hos denne gruppe mennesker er det parasympatiske nervesystem allerede aktiveret – og så forstærkes denne aktivering muligvis yderligere ved en tapning, forklarer Peter Norsk.

hvordan kan donorerne forebygge?Peter Norsk har nogle gode råd:– Nogle af de mest hyppige årsager til utilpashed kan du heldigvis selv forebygge. En af dem er nervøsitet, og det er derfor en god idé at snakke med tappepersonalet i blodbanken om, hvad der gør dig nervøs, og hvordan du kan blive mere afslappet.

– Derudover er salt vigtigt for at opretholde den mængde blod, man har i kroppen. Hvis du spiser for lidt salt (under 5 gram om dagen), har du et mindre blodvolumen og dermed større risiko for at blive utilpas efter tapningen. For at opnå en effekt skal du øge saltindtaget mindst tre dage inden, du skal i blodbanken, og du skal spise ca. 10-15 gram salt om dagen. Til sammenligning indeholder en almindelig varieret daglig kost ca. 10 gram salt. – Endelig virker kaffe, te og alkohol dehydrerende, så det bør du begrænse – og desuden huske at drikke godt med vand, understreger Peter Norsk. Når skaden er sketHvis du alligevel bliver utilpas på briksen, er der stadig råd at hente. At få benene i vejret er noget af det, der virker allermest effektivt – benene rummer store mængder blod, der derved sendes tilbage til hjertet. Samtidig drænes vævet for væske, der trænger ind i blodbanen og øger det samlede blodvolumen. Disse faktorer gør, at blodtrykket stiger igen, og at du får det bedre.

– En anden mulighed er at spænde kroppens muskler, hvis du mærker, at du er på vej til at besvime – for eksempel ved at knytte hænderne om en genstand og spænde hårdt. Denne aktivering af musklerne får blodtrykket til at stige hurtigt og kan også bruges forebyggende, hvis du ved, at du har en tendens til at blive dårlig, anbefaler Peter Norsk.


hAR DU oVERVEjEt At bLiVE

trine Repsdorph, 17 årJa, jeg har overvejet det. Det er jo en god sag, og man føler, at man gør noget for andre. Jeg kender også nogle, der har været bloddonorer – så jo, jeg har overvejet det.

Schafaa tahir, 16 årJa, jeg har overvejet det flere gange. Der er jo mange, der har brug for blod i forbindelse med operationer og andre ting – så jeg tænker, at hvis jeg har noget at give, så hvorfor ikke?

Niina Andersen, 17 årJa, jeg har overvejet at blive bloddonor. Jeg ville gerne være det, men jeg kan desværre ikke, da jeg har en sygdom, der gør, at mit blod ikke kan bruges. Jeg kender ikke nogen, der har haft brug for blod, men jeg ville stadig gerne hjælpe, hvis jeg kunne.

Albert Nygård, 16 årJeg har ikke rigtig tænkt over det, faktisk. Jeg kunne godt overveje at blive det. Hvis en i min familie fik brug for blod, ville det nok komme endnu tættere på.

maha Abou el Zalaf, 17 årJeg har ikke overvejet det, men jeg har da tænkt, at jeg gerne ville hjælpe, hvis nogen af mine bekendte fik brug for blod. Min mor var engang syg og var lige ved at skulle have en blodtransfusion, men det gik uden. Jeg vil da overveje at melde mig.

fra den 1. januar 2009 er den nedre aldersgrænse for bloddonorer blevet sænket, så man nu kan tilmelde sig allerede som 17-årig. men tænker de 16-17-årige overhovedet på at blive bloddonorer?


Ask christensen, 16 årJeg har ikke taget stilling til det endnu. Men jeg har tænkt over det, da begge mine forældre er bloddonorer. Jeg kender ikke nogen, der har haft brug for at få blod, men jeg kunne godt finde på at melde mig.

mads Dalfoss, 16 år Ja, jeg vil rigtig gerne være bloddonor. Jeg synes, at det er så lidt man giver af sig selv, og man kan jo hjælpe andre mennesker med at få et bedre liv – så det vil jeg helt sikkert gerne. Min farmor har faktisk fået blod under en operation engang.

Laila El Assade, 16 årJeg har overvejet det mange gange. Jeg blev kørt ned på et tidspunkt og kom på hospitalet – der tænkte jeg rigtig meget over, om der var blod, hvis jeg havde brug for det. Og på at et andet menneske skulle donere blodet, hvis jeg skulle kunne få det. Man har det også godt med sig selv, hvis man ved, at man har hjulpet et andet menneske – det kan jo endda være, at man er med til at redde et liv.

henrik Pridal Anthoni, 16 år Jeg har aldrig rigtig overvejet det, men jeg har ikke noget imod det. Så hvis der var nogen, der spurgte mig, så tror jeg, at jeg ville sige ja.

Line Nielsen 16 årJa, jeg har overvejet det mange gange. Hvis man kan hjælpe andre, så vil jeg helt klart gerne det. Min moster er bloddonor, og min far har været, så jeg kender lidt til det fra dem.

bLoDDoNoR


Nicolai Günzel er tilknyttet Den Kongelige Livgarde, da han tager til Afghanistan. Det er første gang, at den 22-årige soldat sendes på mission uden for Danmark, og han ser frem til at yde en humanitær indsats i det urolige område. Han har kun været af sted i knap to måneder, da ulykken indtræffer: – Vi er på patrulje og kommer gående ad en sti. Vi er omkring 50 i alt, men to af os går et stykke foran de andre. Jeg går selv forrest, da der pludselig lyder et voldsomt brag, og der springer en mine lige bag ved mig. Det er en fjernstyret mine – en såkaldt vejsidebombe. Der sad talebanere i området og holdt øje med os, og de aktiverede minen, idet vi gik forbi, forklarer Nicolai.

tog selv affæreEn granatsplint er røget igennem Nicolais lår ved knæet, og han bliver i første omgang slået bevidstløs. Han kommer dog hurtigt til sig selv igen, og mens hans kammerater er i ildkamp med talebanerne, får Nicolai kastet sig ned i en å ved siden af stien i sikkerhed for skuddene. Det bløder voldsomt, og Nicolai har store smerter. Heldigvis er han uddannet sygehjælper, og han formår at holde hovedet koldt:– Jeg tog en smertestillende sugetablet, som vi altid har på os, og så lagde jeg et såkaldt knippelpres på låret for

at stoppe den kraftige blødning, siger han. – Det er mit held, at jeg kun var bevidstløs et kort øjeblik. Hvis jeg ikke var kommet til mig selv, var jeg højst sandsynligt blevet skudt, og ellers var jeg forblødt.

Hjælpen når hurtigt frem, og Nicolai bliver slæbt væk fra kampzonen og hentet af en helikopter. Da han vågner op på felthospitalet i Camp Bastion med benet i gips, kan lægerne fortælle ham, at granatsplinten er gået hele vejen gennem benet på ham: – Splinten havde brækket lårbenet og revet en stor blodåre over. Men når det nu skulle være, så var jeg heldig – den kunne lige så godt have ramt knæet.

krigens vilkår kom helt tæt påDet er først på dette tidspunkt, at det går op for Nicolai, at kammeraten, som han fulgtes med på patruljen, er blevet dræbt på stedet. Da han selv gik forrest, havde han ikke set det. – Det var meget barskt, og det har også været svært efterfølgende. Jeg har kæmpet med dårlig samvittighed og samtidig også følt en stor lettelse over, at jeg selv gik den meter foran. Men det er desværre krigens vilkår, og det ved vi, når vi tager af sted. Også selv om det er umuligt at forberede sig på at stå i det, siger han.

tekst ane rønn-PouLSenFoto PrIVat

jEG hAR VÆREt hELDiG

i februar 2008 tager Nicolai Günzel på sin første mission som udsendt soldat til helmand-provinsen i Afghanistan. Selv om han er bekendt med de risici, det indebærer, glæder han sig til at gøre en forskel for civilbefolkningen i området. men allerede den 26. marts slutter udsendelsen brat.


over birmingham til Danmark På felthospitalet i Camp Bastion syr lægerne den overrevne blodåre sammen og tager hånd om det mest nødvendige, og fem dage senere flyves Nicolai til Birmingham i England. Her bliver han efter et kortere ophold på et krigs hospital fløjet videre hjem til Danmark:– Jeg ville gerne opereres på et dansk hospital, hvor jeg kunne følge med i alt, hvad der skulle ske. Selv om jeg kun har oplevet virkelig gode læger og sygeplejersker, både i Camp Bastion og i Birmingham, så var det alligevel rart at komme hjem.

Nicolai havde mistet meget blod under ulyk - ken, og han har derfor været helt afhængig af at kunne få blod transfusioner: – Jeg har næsten sikkert fået blod under hospitalsopholdet i Camp Bastion, men fordi jeg var så dårlig, ved jeg det faktisk ikke med sikkerhed. Men i løbet af de ti uger, jeg var indlagt herhjemme, har jeg fået seks poser blod, to af dem under de første operationer.

Livsfarligt blodtryksfaldEfter fem-seks ugers indlæggelse i Danmark, på et tidspunkt hvor det ellers er begyndt at lysne, bliver Nicolais tilstand pludselig for- værret. Han er blevet behandlet med en masse antibiotika for at bekæmpe de fremmede bakterier, og formentlig derfor får han en allergisk reaktion – et såkaldt anafylaktisk chok. Han får samtidig et voldsomt blodtryksfald og behandles med

medicin, men det er ikke nok. Hans krop er så svag, at det her er livsnødvendigt at give ham fire portioner blod.

– I starten syntes jeg, at det var lidt mærk eligt at få blod fra andre, men det har været helt afgørende for mig, og jeg er virkelig glad for, at det kunne lade sig gøre. Det har jo nok været med til at redde mit liv, siger Nicolai, der ikke selv kan være bloddonor, da han har for lavt jernindhold i blodet.

Genoptræning forudeI dag har Nicolai netop overstået en uges indlæggelse, hvor han har fået fjernet skruer i benet. Han har gået til genoptræning, og det skal han fortsætte med i hvert fald et års tid endnu. – Ud over den fysiske genoptræning går jeg også hos en psykolog, som Forsvaret har stillet til rådighed. Det er rart at få be- arbejdet de mange følelser, der har været indblandet i denne her oplevelse. Jeg skulle gerne blive arbejdsdygtig igen, men jeg må nok nøjes med at være soldat herhjemme – selv om jeg nu gerne ville af sted igen, hvis jeg kunne, slutter han.

fAktA:

Anafylaktisk chok Ved en allergisk reaktion på antibiotika frigøres bl.a. stoffet histamin. Store mængder histamin får blodkarrene til at udvide sig meget og bevirker, at meget af væsken i blodbanen trækker ud i det omkringliggende væv. Blod- trykket falder voldsomt, og det kan i alvorligste fald være livstruende.

knippelpresEr et omslag, der bruges til at stoppe blodgennemstrøm- ningen og dermed forhindrer, at man forbløder. Det er lavet, så soldaterne kan betjene det med én hånd.


københavn Flaget var hejst ved tappelejet, da 63-årige Villy Sørensen fra Hvidovre i efteråret rundede det skarpe hjørne og nåede tapning nr. 100. Han har – på nær en kortvarig afstikker til Rigshospitalets blodbank – været tilknyttet blodbanken i Glostrup, siden han startede for efterhånden mange år siden. Det er faktisk så længe siden, at Villy ikke kan huske det præcist – men 25 år er ikke helt ved siden af.

Dagen var dog ikke kun speciel på grund af jubilæet. Jubilæumstapningen stod Marjun Müller for, og det var også hende, som tappede ham den allerførste gang i Glostrup. De to har lært hinanden at kende gennem årene, hvor også Villys familie er kommet i blodbanken. Hun sætter stor pris på loyale donorer som ham:– Vi har mange donorer, der som Villy er kommet her igennem rigtig mange år. Det er hyggeligt, at man lærer donorerne at kende – og så betyder det også meget for sikkerheden i blodforsyningen.

Og Villy har tænkt sig at fortsætte, så længe han får lov:– Jeg bliver ved så længe som muligt. Jeg har ingen gener overhovedet og har heller ingen problemer med nålen – man mærker jo knap nok stikket, smiler han.

Region Syddanmark ”Kom i gang med at give noget. Jeg er taknemmelig for, at nogen gider give det, for jeg ligger her med kræft og tager en masse blod.” Sådan skriver Benjamin på Facebook-profilen Giv Blod Giv Liv, hvor nye tilslutter sig hver eneste dag og videresender budskabet om, at det er vigtigt at være bloddonor.

klangbund for hverveindsatsAktiviteterne på Facebook har i seks efterårsuger været med til at skabe klangbund for en masse frivillige donorers hverveindsats på gader og i butikker, i virksomheder, på uddannelsesinstitu- tioner, ved koncerter m.m. i det meste af Region Syddanmark.

Den personlige kontakt er uovertruffen som middel til at give det sidste skub til beslutningen om at blive bloddonor. Det hjælper imidlertid, når budskabet og de gode argumenter når mål-

gruppen ad mange forskellige veje. Og det var i høj grad tilfældet i den store 2008-kampagne, som Region Syddanmark og de fleste af regionens donorkorps afsluttede i oktober. Tv-spots på de to regionale TV2-kanaler, biografreklamer, film på YouTube, en profil på MySpace, masser af presseomtale, busreklamer og en professionelt indspillet donorsang var også med i den buket af kampagneaktiviteter, der skulle få mindst 2.000 til at melde sig som bloddonorer.

Glimt i øjet En vigtig ingrediens i kampagnen var glimtet i øjet, personi - ficeret ved skuespiller Kristian Holm Joensen, der på små film, blandt andet på YouTube, afleverede et arsenal af dårlige – men sjove – undskyldninger for ikke at være bloddonor: ”Min kæreste og jeg har en aftale. Hun giver blod, og jeg går tur med hunden,” forklarede han blandt andet, men den holder selvfølgelig ikke. Det fik både han og de mange seere også at vide.

Med den opmærksomhed i ryggen, som alle disse aktiviteter skabte, var donorkorpsene flittige gæster i alle mulige sammen- hænge, hvor der var potentielle nye donorer at møde. Resultatet af alle anstrengelserne er, at næsten 2.500 nye donorer allerede har fået taget blodprøve.

GLÆDELiGt GENSYN i GLoStRUP

mANGfoLDiG kAmPAGNE

Villy Sørensen havde taget blomster med til marjun müller, der nu har tappet ham for både 1. og 100. gang.

LANDEt RUNDt


kristian Siig Søndergaard og mads berendt Søndergaard er far og søn. og de er begge bloddonorer. De repræsenterer hver sin ende af aldersskalaen for bloddonorer, og Donor Nyt har taget en snak med de to om borgerpligt, om at hjælpe andre og om at føre traditionen videre.

De allerfleste melder sig som bloddonorer, fordi de kender andre, der er det. Eller fordi de kender nogen, der har modtaget en blodtransfusion. Den personlige kontakt er altså vigtig – det var den også for Mads, der allerede som 17-årig ringede til blodbanken for at melde sig. – Det måtte jeg dog ikke, så jeg var nødt til at vente med at starte til lige efter min 18-års fødselsdag. Det var helt naturligt for mig at melde mig, da min far og min morfar havde været bloddonorer i mange år. Jeg har også været med i blodbanken som lille. Vi snakkede ikke rigtig om det, jeg meldte mig bare, fortæller Mads, der er blevet tappet 15 gange indtil videre.

første tapning i militæretMads’ far, der bliver kaldt Siig, gav sin første blodportion som værnepligtig:– Jeg var 21 år og gik på Søværnets Grundskole. Der blev jeg tappet én gang. Efter sessionen fik jeg ikke gjort mere ved det, før min kone seks år senere blev gravid med Mads, og jeg var med hende til undersøgelser på hospitalet. Jeg havde hørt om det fra min svigerfar, og så har jeg nok bare altid haft en slags ’samfundssind’ – jeg kunne lige så godt bruge ventetiden mellem undersøgelserne til at gøre noget, der gjorde gavn. Sådan begyndte det, og nu nærmer jeg mig de 80 tapninger, fortæller han.

opfordrer andre til at melde sigI Mads’ omgangskreds er der andre, der også er bloddonorer. Men er det in eller yt blandt unge? – Jeg tror bestemt ikke, at det er yt – jeg kender da nogle stykker, der er bloddonorer. På mit arbejde opfordrede vores personalechef os på et møde til at give blod – firmaet ville betale transporten til blodbanken og tilbage igen. Men der er nok også en del mennesker, der bare ikke tænker over det. Det ville ikke skade med lidt mere synlighed i medierne, og jeg tror egentlig, at mange gerne vil hjælpe. Det er jo også vigtigt at få ført traditionen videre, siger han.

frivilligt og ubetalt– For mig er det nærmest en borgerpligt, men det er jo en privat sag, om man har lyst til at melde sig eller ej – det vigtigste er at tage stilling, tilføjer Siig. Og både far og søn er enige om, at det skal blive ved med at være frivilligt og ubetalt at give blod: – Det er jo hele ideen bag, at man gerne vil hjælpe sine medmennesker uden at få noget for det. Det skal ikke være penge eller store gaver, der er motivationen for at melde sig, slutter de samstemmende.

bLoDDoNoRER i fLERE GENERAtioNER

tEkStane rønn-PouLSenfoto fLemmIng LeItorP

✂

DoNoRtiLmELDiNG

Bloddonorerne i Danmark+ + + 11387 + + +0893 Sjælland uSf B

Sendes ufrankeretBloddonorerne betaler portoen

er du SUND og RASk, meLLem 17 og 60 åR og Vejer oVer 50 kiLo, kan du BLIVe BLoddonor. Brug denne kuPon, Send en SmS med tekSten bLoD tIL 1299*, eLLer meLd dIg tIL På www.bLoDDoNoR.DkD

N 9

0/2

00

9

Navn

Gade

Postnr. By

E-mail

Fødselsdato Telefonnr.

Dato Underskrift VES

TER

BR

OG

AD

E 1

91

• 1

80

0 F

RE

DE

RIK

SB

ER

G C

ID Nr.: 42227

SPRED bUDSkAbEt!Når du har læst dette Donor Nyt, så giv bladet videre til en i din omgangskreds, der ikke er bloddonor. Eller læg det på din arbejdsplads, så andre får mulighed for at se det.

Du kan også invitere en ven med i blodbanken, næste gang du skal tappes. Mange ved ikke, hvordan en tapning foregår, og hvor kort tid det faktisk tager – og er man en smule nervøs ved tanken om nålen, kan det hjælpe at se, at det bare er et lille prik, der skal til. Det er vigtigt at få spredt budskabet, og det er donorerne allerbedst til.

Vi glæder os til at se jer!

* N

orm

al S

MS

-tak

st,

Not

eme.

dk

Documents

Donor Nyt 90