11

Intro“Uptown er for folk, som allerede har udrettet noget. Downtown er det sted, hvor

tingene sker hér og nu. Jeg bor uptown, men jeg elsker downtown.”

– Andy Warhol, 1980 1

I dag fremstår New York som et trygt og venligt rejsemål med cykelstier, bør-

nevenlige muligheder for shopping og underholdning, masser af økologiske

butikker og restauranter samt en Starbucks kaffebar på hvert andet gadehjør-

ne. Der er for længst blevet ryddet grundigt op i antallet af hjemløse og andre

suspekte typer i gadebilledet, kriminaliteten er i bund, og Times Square ligner

efterhånden mere en filial af Disneyland end en tarvelig turistfælde. Alt i

alt befinder byen sig nu – post 9/11 – temmelig langt fra de dystopier om et

lovløst natteunivers, som vi kender fra de mange fiktioner om Gotham – om

det så har været tegneserier om superhelte, bloddryppende kioskkrimier eller

dystre noir-film. I 2010 tager newyorkerne ikke længere afsked med hinanden

med det tidligere obligatoriske “Take care, it’s a jungle out there”, men nøjes

med et let henkastet “See you!” Og selv om nogle stadig kan finde på at skæve

nervøst op mod himlen ved lyden af en flyvemaskine, har byen generelt ud-

viklet sig til at være et af de mest komfortable og sikre steder at opholde sig

på den vestlige halvkugle.

Sådan har det ikke altid været. Og faktisk skal man ikke ret mange årtier

tilbage for at finde et New York med et væsentligt mere hærget ansigt og en

anderledes rå atmosfære. I 1970’erne balancerede byen på kanten af økonomisk

kollaps, og selv om store dele af Manhattan, specielt uptown og Financial Di-

strict i syd, stadig udadtil struttede af vertikal vitalitet, kunne man andre steder

på den tætbefolkede ø finde bydele, der virkede så nedslidte og udbombede, at

man kunne tro, at man var kommet til en krigszone. Det gjaldt ikke mindst

de sektioner af kvartererne East Village og Lower East Side, der kaldes Alphabet

City og Loisaida, altså områder på den østlige side af det sydlige Manhattan,

som traditionelt har huset byens fattigste immigranter. Fra Jacob A. Riis’ bøger

12

Downtown

kender vi beskrivelserne af de rædselsfulde forhold blandt de primært østeuro-

pæiske, irske og italienske immigranter, som fra slutningen af det nittende år-

hundrede blev stuvet sammen i bydelens usle og faldefærdige lejekaserner. Og

godt et halvt århundrede senere, i tresserne og halvfjerdserne, var forholdene

såmænd ikke blevet meget bedre. Nu var området fortrinsvis befolket af socialt

udsatte minoritetsgrupper, primært afroamerikanere og Hispanics, gaderne var

livsfarlige på grund af den voldsomme stigning i omfanget af narkorelateret

kriminalitet, store områder henlå øde med ruiner af misligholdte ejendomme

og tomme byggegrunde, hvor det flød med affald og udbrændte bilvrag, og tu-

rister fik rutinemæssigt besked på, at hvis de bevægede sig øst for The Bowery,

måtte de hellere først tegne en livsforsikring.

Men paradoksalt nok var det også netop i disse kvarterer – i dette Manhat-

tans svar på en frontier, en uudforsket ødemark – at der omkring midten af

halvfjerdserne voksede en ny generation frem af unge musikere, forfattere,

kunstnere og performere, et miljø, som samlet kom til at gå under betegnel-

sen downtown-scenen. Og det er denne scene, der er omdrejningspunktet for

nærværende bog.

Downtown-scenen foldede sig ud i en periode fra midten af halvfjerdserne til

midten af firserne, sådan cirka, hvorefter den forsvandt lige så pludseligt, som

den var dukket op. Kigger man på aktivitetsniveauet, mangfoldigheden samt

effekten på omverdenen og de følgende generationer, må downtown-scenen

siges at være et af de vigtigste kulturelle fænomener i efterkrigstidens New

York. Men eftersom der hverken var tale om en isme eller en bevægelse med

et samlende program eller manifest, men snarere et miljø af enkeltindivider,

som følte et slægtskab og et socialt fællesskab, og som i en kort årrække sam-

arbejdede på kryds og tværs for derefter at spredes for alle vinde, kan det virke

en anelse svært at få hold på, hvad downtown-scenen egentlig var.

Skal vi i stikordsform opridse nogle af pejlemærkerne, ville det være na-

turligt at starte med rockklubben CBGB, beliggende midt på bumsernes ho-

vedstrøg, The Bowery, præcis for enden af Bleecker Street og dermed nærmest

symbolsk en slags portal mellem West og East Village. Fra omkring midten af

halvfjerdserne blev CBGB et mødested og en dynamo for udviklingen af først

den amerikanske punkrock og derefter den såkaldte no wave. Havde lydsporet

til halvtredsernes beatniks og hipsters været jazz, og havde tressernes hippier

stenet ud til psykedelisk rock, samledes downtown-scenens første fortrop til

de hårde toner fra bands som Television, Patti Smith Group og The Ramones.

13

intro

I sidste halvdel af halvfjerdserne var det musikken, der var omdrejningspunkt

for scenen, og efter at CBGB havde vist vejen, skød snesevis af klubber, barer

og caféer op i gaderne øst for The Bowery og kom til at danne rammen om en

mangfoldighed af aktiviteter: udstillinger, teaterstykker, performances, caba-

reter, film- og videovisninger, poesioplæsninger og så videre (med navne som

Lydia Lunch, Karen Finley, Ann Magnuson, Richard Hell, Amos Poe, Richard

Kern, John Lurie og Klaus Nomi). Og fra omkring 1980 åbnede et større antal

gallerier i East Village, hvorefter det var kunstscenen – præget af tidens ud-

tryk, først og fremmest neoekspressionisme og graffiti – der blev scenens driv-

kraft (hér tænkes eksempelvis på Keith Haring, Jean-Michel Basquiat, Kenny

Scharf, Kiki Smith og David Wojnarowicz).

Der var naturligvis mange flere end de nævnte, men når alt kommer til alt,

var der tale om et relativt begrænset kredsløb. Faktisk forholdt det sig stort set

på samme måde i halvfjerdserne og firserne, som Warhol har formuleret det

i sine memoirer om tresserne:

“Det har altid virket forbløffende på mig at tænke over, hvor lille avantgar-

de-scenen i New Yorks downtown var i forhold til, hvor stor en indflydelse den

endte med at få. Et generøst bud ville være fem hundrede personer, og det ville

inkludere venners venners venner – publikum såvel som de optrædende.”2

I en vis forstand kunne downtown-scenens miljø af fortrinsvis yngre

kunstnere, rebeller og outsidere siges at være beatgenerationens og hippier-

nes arvtagere. De var det nye Bohemia, som drevet af forskellige indre og ydre

motivationer (ikke mindst den billige husleje) fra midten af halvfjerdserne

begyndte at strømme til East Village, hvor de ganske vist måtte døje med

slumagtige lejemål, koldt vand, kakerlakker, kriminalitet og narko, men hvor

de til gengæld havde friheden til at leve efter deres egne normer og eksperi-

mentere med både kunst og livsstil, samtidig med at de kunne feste firetyve

timer i døgnet, syv dage om ugen, uden at nogen løftede et øjenbryn. East

Village var i en årrække kort sagt det sjoveste sted, man kunne opholde sig i

New York, ja, måske i USA i det hele taget. Og da festen først var sat i gang,

begyndte den hurtigt at trække flere ligesindede til.

“Det var sådan en hektisk tid,” har scenens hofkritiker, Carlo McCormick,

fortalt. “Kunsten voksede ud af klubberne og de forskellige musikscener, og

det samme gjorde gallerierne. Der var en ekstrem energi, og lige pludselig

samledes hundredevis af kunstnere inden for et kort tidsrum i dette lille om-

råde. Det er utroligt, at det kunne ske, og det vil formodentlig ikke ske igen

noget sted i mange år fremover.”3

14

Downtown

McCormick har ret. Det er svært, eller umuligt, at komme i tanke om

et sted eller en periode, som kan sammenlignes med downtown-scenen. I

løbet af tiåret fra 1975 til ‘85 genererede det forholdsvis beskedne miljø en

forbløffende mængde musik, malerier, poesi, undergrundsfilm og performan-

cekunst. Men stort set ingen prosa. Man havde ganske enkelt for travlt med

at leve livet fuldt ud til at skrive romaner, og i det hele taget er det begrænset,

hvad der findes af dokumentation fra perioden. Man eksisterede i nuet, im-

proviserede sig gennem dagene, mødtes ud på aftenen i klubberne, lyttede til

musik og festede, fandt en partner for natten. Og næste dag startede man for-

fra. Man var en ny stamme i storbyen, og trods alle de indbyrdes forskellighe-

der kunne man enes om at være undergrund og uden for mainstream. Det var

et græsrodsmiljø, hvor man arrangerede sig i kunstnerdrevne kollektiver, dyr-

kede anarkistiske organisationsprincipper og var fælles om visse holdninger

og strategier: aktivisme og radikalitet, respektløshed og grænsesprængning,

nihilisme og no future, sjov og ballade. Attituden var åben og inkluderende,

men også punkagtigt vrængende og præget af en generel afstandtagen til det

omgivende samfund. Det var os mod dem. Og bop till you drop.

Og sådan fortsatte det. Lige indtil metaltrætheden satte ind, og festen var

forbi. I sidste halvdel af firserne havde narko og AIDS tyndet godt ud i ræk-

kerne, og de, der ikke var invaliderede eller døde, blev tvunget væk af de

stigende huslejepriser. Bohemia var blevet normaliseret, og East Village blev

igen bare en bydel i New York.

Geografisk udgør downtown hele det område af det sydlige Manhattan, der

befinder sig mellem Financial District i syd og 14th Street i nord. Det er så-

ledes typisk, når Helen Weaver skriver, at hun “plejede at joke med, at vi

Village-folk var som en særlig art af fisk, der kun kunne overleve på bunden

af havet. Hvis vi kom op over 14th Street, ville vi eksplodere.”4 Historisk set

har Manhattans Bohemia imidlertid i forskellige perioder været knyttet til

bestemte og mere afgrænsede områder, først og fremmest Greenwich Village

(mod vest) og dernæst SoHo (som fra tresserne blev tilholdssted for kunstnere

og senere i en periode byens førende gallerikvarter).

Taler vi om New Yorks boheme-historie mere generelt, handler en af de

oftest fortalte anekdoter om, hvordan Marcel Duchamp og en håndfuld af

hans kunstnervenner en vinteraften i 1916 klatrede op på toppen af triumf-

buen for enden af Fifth Avenue på Washington Square, hvor de tændte et

bål og indtog et måltid mad, hvorefter de affyrede nogle knaldhættepistoler

15

intro

og erklærede Greenwich Village for en uafhængig republik. Den symbolske

handling var et udtryk for den forestilling om Bohemia som en nødvendig

ventil i det puritanske amerikanske samfund, en funktion, som Village Voice-

skribenten C. Carr har forklaret på følgende måde:

“Bohemia spiller stadig en rolle i den borgerlige forestillingsverden som

den vej, man ikke selv tog, men hvor man kunne og ville have realiseret sig

selv, fri for åget fra arbejde og familie. Denne søgen efter et frirum har altid

handlet mindre om kunst end om kapitalisme, en flugt fra rotteræset og den

kulturelle kværn. I denne flydende zone kunne en person fra underklassen

smutte ind i varmen, og en person fra overklassen kunne droppe ud.”5

Præcis sådan en zone var Greenwich Village i første halvdel af det tyvende

århundrede. Senere blev det East Village, der overtog funktionen som et sted,

hvor fortabte sjæle kunne finde sammen i et alternativ til forstadskulturens

småborgerlige normer – som en af de mest prominente downtown-kunstnere,

Laurie Anderson, har forklaret om årsagen til, at hun har tilbragt hele sit

voksne liv på det sydlige Manhattan:

“Der er ingen, som nogensinde inviterer én til grillfest hér. Aldrig.”

Samtidig med at Duchamps aktion bekræftede forestillingen om The Vil-

lage som anti-borgerlighedens højborg, markerede den en intensivering af

fornemmelsen af, at bydelen var en kunstnerisk og mental oase i New York.

Og kort efter blev området invaderet af hele det miljø af primært forfattere,

der skulle blive kendt som The Lost Generation (altså F. Scott Fitzgerald, Er-

nest Hemingway, Ezra Pound, John Dos Passos og mange andre). The Vil-

lage blev hjemstedet for ny litteratur og kunst, socialisme og anarkisme, vilde

tanker og fri kærlighed. I fyrrerne og halvtredserne blev stafetten overtaget

af beatgenerationen, som dog snarere havde deres fikspunkter uptown om-

kring Columbia University og Times Square, og som – når de endelig søgte

downtown – delte deres tid og opmærksomhed nogenlunde ligeligt mellem

West og East Village.

I slutningen af tresserne sumpede East Village til i stoffer, kriminalitet og

forfald. Og i første halvdel af halvfjerdserne gjorde så de første fortropper for

dét, der skulle blive kendt som downtown-scenen, deres entré og forvandlede

St. Mark’s Place og de omkringliggende gader til en slags Østkystens svar på

Haight-Ashbury. Den nye generation fandt, at der stadig var enkelte repræ-

sentanter for de tidligere bohemer, som holdt stand i området – heriblandt

Allen Ginsberg, Larry Rivers, Jack Smith, Tuli Kupferberg og et par hånd-

fulde mere – samtidig med at en række af byens vigtigste kulturinstitutioner

16

Downtown

rent faktisk havde (eller fik) adresse i området, ikke mindst Fillmore East, La

MaMa Theatre, Millennium Film Workshop, Anthology Film Archives, Nuyo-

rican Poets Café og St. Mark’s Poetry Project i St. Mark’s Church.

Mit eget første møde med downtown-scenen fandt sted i september 1987,

året for min jomfrurejse til New York. Siden er det blevet til cirka tredive

besøg i byen, men et af de øjeblikke, der står klarest i erindringen, er stadig

oplevelsen af at sidde i en graffiti-oversmurt subwayvogn på vej ind fra JFK-

lufthavnen, hoppe af et eller andet sted downtown (vistnok Astor Place) og

så stige op til gadeplan og for første gang indsnuse den særlige New York-

atmosfære. Det var et kick, der overgik alle tidligere erfaringer, og hér knap et

kvart århundrede senere står lige præcis dén duft stadig for mig som noget af

det mest liflige og adrenalin-stimulerende, man kan forestille sig.

Et af mine tidligste dagbogsnotater om New York handlede om, at det var

det mest naturlige sted at være i verden. Selv om man aldrig havde været i

byen før, kendte man det hele fra film, fjernsyn, musik og litteratur – og så

var det alligevel bare så meget mere overrumplende i virkeligheden. Efter

fem minutter følte man, at man både var lige så fremmed og hørte lige så

meget til som alle andre i byen. Og efter ti minutter sluttede man sig auto-

matisk til koret, der sang med på det budskab, som mødte én alle vegne fra t-

shirts, kaffekrus, plakater, busser og souvenirs: “I love New York!” Et budskab,

der åbenbart måtte gentages i det uendelige som en kollektiv besværgelse,

måske fordi det i virkeligheden var absurd. Ingen ved sine fulde fem kunne

elske den by – i hvert fald ikke, som den tog sig ud i firserne med horder af

HIV-smittede hjemløse, der drev rundt i gaderne, blot for ud på aftenen at

indrette sig i interimistiske papkassehjem foran butiksfacader, i den varme

luftstrøm på ristene over subwaysystemet eller i dunkle gyder. Kønt var det

ikke. Men man kunne blive afhængig af byen, hvilket var noget ganske an-

det. Hvis man var disponeret – og det var undertegnede – gik dens særlige

atmosfære direkte i blodet som en virus, en besættelse, et umuligt og ikke

altid lige sundt kærlighedsforhold.

New York er myternes by. Og det mytologiske New York er vævet ind i vores

DNA, uanset om vi er født på den ene eller den anden side af Atlanten. Det er

en solo af Charlie Parker, en film af John Cassavetes, et maleri af Andy Warhol,

en bog af Paul Auster, en sang af Lou Reed, en monolog af Laurie Anderson.

Virkelighedens New York er det samme – bare i 3-D. Plus at det er en tilstand,

en sprogtone, en puls, en særlig agtpågivenhed, en samling lugte, lyde og bil-

17

intro

leder, æklende og forførende som junk, fascinerende som et kæmpemæssigt

pulserende kunstværk og reelt uden sidestykke noget andet sted i verden. New

York er suset af vores drømme om New York omsat til levende film. Ganske få

dage efter min oprindelige ankomst til Astor Place havde jeg det præcis, som

fotografen Robert Frank beskrev det i et brev hjem til sine forældre i Schweiz

umiddelbart efter sin ankomst til byen præcis fyrre år forinden:

“Aldrig nogensinde,” noterede Frank i marts 1947, “har jeg oplevet så me-

get i løbet af en uge som hér. Jeg føler det, som om jeg var med i en film.”6

Når alt dét er sagt, er New York naturligvis også summen af alle de men-

nesker, der bor i byen. Hvilket for mit yngre alter ego først og fremmest ville

sige alle de kunstnere, musikere, forfattere og andre skikkelser, som befolkede

mit indre heltegalleri, allerede inden jeg første gang satte fod på Manhattan.

Hvad angår downtown-scenen, var den ganske vist ved at synge på sidste vers

i 1987, men alle de navne, jeg kendte hjemmefra, var stadig aktive og gik lys-

levende rundt i gaderne. Det var som at blive kastet durk ind i sine drømmes

slaraffenland. Jeg løb fjorten historier op i løbet af lige så mange dage, og så

snart jeg var hjemme i Danmark, begyndte jeg at spare sammen til næste tur.

Foreløbig er det som nævnt blevet til omkring tredive besøg, og selv om New

York i de forløbne år nærmest har forandret sig til ukendelighed, føler jeg

ikke, at jeg har fået nok. Men tiden er inde til opsamling og en slags status.

Derfor denne bog.

Downtown – en New York-krønike falder i fire hovedafsnit. I det første fortælles

om downtown-scenens historie og primære aktører, dels via overflyvninger

af forskellige grupperinger, dels via nedslag på enkeltpersoner, steder og epi-

soder. Det er muligvis ikke den fulde, autoriserede fortælling om fænomenet,

men det er bud på nogle af de relevante aspekter – og så er det et omrids af mit

personlige downtown. Efter de indledende øvelser foldes en enkelt kunstner,

Laurie Anderson, ud i et mere fyldigt portræt. Og når valget er faldet på lige

netop hende, skyldes det ikke mindst, at hun er et eksempel på en downtown-

kunstner, for hvem det er lykkedes – uden at gå på kompromis – at bevæge

sig uden for downtowns tryghedszone og at krydse over fra undergrund til

overgrund. Sidst i afsnittet skitseres det politiske klima via en gennemgang af

Reagan-æraens kunstcensursager, også kaldet The Culture Wars.

I andet afsnit skrues tiden tilbage til tresserne for at kaste et blik på

Andy Warhol, The Velvet Underground og kredsen omkring The Factory –

downtown-scenens ældre søskende. For Warhol udgjorde downtown-scenen

18

Downtown

endnu et mulighedsfelt, et friskt reservoir af idéer og energi samt ikke mindst

en ny generation af unge, som kunne tage over efter tressernes oprindeli-

ge Superstars. Og beundringen var gensidig – som billedkunstneren Kenny

Scharf har sagt det: “Andy Warhol var grunden til, at jeg kom til New York.

Han var Gud. Kongen.”7

Tredje afsnit består af en række nedslag på forskellige eksponenter for New

York-avantgarden, fra 1950’erne og frem. Der lægges ud med et længere por-

træt af fotografen Robert Frank, som har tilbragt en lille menneskealder i sit

kombinerede atelier og hjem i Bleecker Street, og som dermed binder gene-

rationerne sammen, fra beatforfatterne og op til i dag, hvor han i sine sene

firsere fortsat er aktiv, dog primært med at gøre hele sit respektindgydende

bagkatalog af film og fotobøger tilgængeligt (via en fornem publikationsind-

sats fra forlaget Steidl). Herefter følger møder med en håndfuld betydelige

skikkelser – Alfred Leslie, Christo & Jeanne-Claude, William Anastasi, Caro-

lee Schneemann, Mark Tansey – som repræsenterer vidt forskellige kunstne-

riske strategier, dog med den ene ting tilfælles, at de alle sammen, typisk for

New York, kredser om bevægelsen som en vigtig motor.

Endelig gås i det fjerde og sidste afsnit i dybden med et ganske særligt

felt inden for downtowns musikscene, nemlig de forskellige støj- og

improvisationsbaserede eksperimenter, som fandt sted i periferien omkring

rocken. Det vil i første omgang sige det unikke fænomen, der gik under

betegnelsen downtown improv. Og dernæst miljøerne omkring fake jazz-

gruppen The Lounge Lizards (med John Lurie) og kollektivet Material (med

Bill Laswell). Afslutningsvis foldes komponisten og projektmageren Kip

Hanrahans univers ud i et længere interview.

Bagest i bogen findes en dvd med to dokumentarfilm, som begge har

relation til bogens tekster. I den ene, Something Wonderful May Happen (2001),

fortælles historien om The New York School of Poets, en gruppering af

digtere, som i 1950’erne indførte en ny tone og attitude i New Yorks poesi, og

som adskilte sig fra de fleste andre litterære grupperinger ved at have tætte

forbindelser til billedkunsten. Mens den anden, David Moss – Take Me Away

(1989), er et portræt af en af de centrale eksponenter for downtown improv-

scenen. Som en bonus er desuden inkluderet det lille videonotat I Don’t

Even Have a Boat – Calling the Captain, et portræt af musiklegenden Captain

Beefheart (filmen er fra 2006 og knytter sig til den bog, Captain Beefheart – en

Bebop-monografi, som jeg udsendte i starten af 2010).

19

intro

Downtown er som sagt tænkt som en slags opsamling. En status i utide. Ikke et

manifest – det er for stort et ord – og heller ikke et sammenskrab af efterladen-

skaber fra skrivebordsskuffen, men et genbesøg af gamle helte og minder, en

nyvurdering af personer, værker og episoder, som har haft særlig betydning.

Kort sagt: et overblik over nogle af de spor, jeg har forfulgt i det seneste kvarte

århundrede. Det meste af stoffet er nyskrevet, og i de tilfælde, hvor fremstil-

lingen hviler på eksisterende tekster, er indholdet i vid udstrækning revi-

deret, genovervejet og opdateret. Tilbage står så spørgsmålet, om de mange

fragmenter hænger sammen. Det gør de for mig. Har andre sværere ved at få

øje på den røde tråd, vil jeg være mere end tilfreds, hvis blot man vil betragte

de følgende sider som et skatkammer, man kan gå på opdagelse i og lade sig

inspirere af – indtil turen atter går over there, tilbage til det New York, som

aldrig er det samme.

Lars Movin, maj 2010