Dragsdahl-sagen

KGB og historieforskningen

 

Trykkefrihedsselskabets Forlag 2010 ISBN 978-87-92417-18-3

 I Svendborg byret blev professor, dr. phil. Bent Jensen i juli 2010 injuriedømt. Årsagen var, at han ud fra fund i PET’s arkiver havde skrevet i et dagblad, at journalisten Jørgen Dragsdahl under Den kolde Krig var indflydelsesagent for KGB.

Sagen er blevet aksel for et opgør om det, der foregik dengang, og verserer nu ved landsretten. Den rejser bl.a. følgende spørgsmål:

-       Må forskere ikke mere frit fremlægge det, de finder i arkiverne? Hvad så med journalister, der laver dybtgående research?

-       Må forskere ikke mere skrive om deres fund i aviserne på en måde, som er forståelig for læserne?

-       Fik Bent Jensen en fair proces i byretten?

-       Hvad var en KGB-indflydelsesagent, og hvordan arbejdede en sådan agent?

-       Hvordan foregik KGB-desinformation?

 

Bogen gennemgår det hele. Også ikke-jurister kan følge med og får samtidig et indblik i, hvordan sager behandles ved domstolene.

Sagen kortVed en byretsdom fra Svendborg fik journalist Jørgen Dragsdahl i juli 2010 medhold i, at han var blevet injurieret af samtidshistorikeren, professor, dr. phil. Bent Jensen. Bent Jensen havde således på grundlag af undersøgelser i bl.a. Politiets Efterretningstjenestes (PET’s) arkiver og med henvisning til arkivmaterialet skrevet, at Dragsdahl under Den kolde Krig var indflydelsesagent for den sovjetiske efterretnings-, sikkerheds- og påvirkningstjeneste, KGB, og at han havde deltaget i desinformation.

Hvis dommen bliver stadfæstet i landsretten, vil det alvorligt skade offentlighedens muligheder for at få forskeres resultater op på bordet. Også pressen vil få mundkurv på. Således tørrer væsentlige kilder ud, hvis forskerne ikke må – eller af frygt for repressalier ikke tør – videregive deres viden. Endvidere kan journalister jo altså også frygte at blive injuriedømt, hvis de selv forsker i en sag.

Retssagen er endvidere et kernepunkt i det moralske opgør med dem, der før Murens fald samarbejdede med den kriminelle organisation, som KGB efter dansk standard var.

Der er således meget på spil.

Kapitel 1 gennemgår den retlige problemstilling og slår fast, at Bent Jensen alene skulle bevise, 1) at han havde citeret korrekt fra PET's dokumenter, samt 2) at han havde tilstrækkelig grund til at tro, at PET's karakteristik af Dragsdahl var sand.

Kapitel 2 fortæller om Jørgen Dragsdahls rolle under Den kolde Krig, hvor det såkaldte ”alternative sikkerhedspolitiske flertal” i Folketinget nær havde sat os uden for NATO’s garantier. Dragsdahl havde stor indflydelse på nøglepersoner i dette alternative flertal. Som han selv har sagt: "I den periode … har jeg jo sådan set været med i enhver tænkelig sammenhæng og på ethvert niveau, der drejer sig om de politiske beslutningsprocesser, om det drejer sig om fredsbevægelsernes aktiviteter, om det drejer sig om, hvad der foregik i NATO, i Sovjet, hvad diverse ambassader havde af aktiviteter …”.

Kapitlet beskriver endvidere, hvad der lå i de såkaldte påvirkningsoperationer – aktive foranstaltninger (”aktivnyje meroprijatija") – som russerne gennemførte mod os ud fra en ”strategisk langtidsplan”, hvis indhold i dag er kendt fra dokumenter og afhopperberetninger. Blandt redskaberne var såvel godtroende medløbere og ”fortrolige kontakter” som regulære indflydelsesagenter, og kapitlet fortæller, hvad sådanne agenter blev brugt til. Der bliver også gjort op med en meget udbredt misforståelse, nemlig at det skulle være strafbart at virke som indflydelsesagent. Det er ikke altid tilfældet.

Kapitel 2 beskæftiger sig ligeledes med retssagens ”aura”: Det er ikke almindeligt kendt i offentligheden, hvad der foregik dengang, og centrale politikere på såvel datidens borgerlige fløj som i det alternative sikkerhedspolitiske flertal har interesse i, at det heller ikke bliver alment erkendt. Byretten i Svendborg var derfor ret forudsætningsløs, når det gjaldt om at forstå det 1970'er- og 1980'er-miljø, sagen vedrørte.

Kapitel 3 gennemgår selve retssagen og dens faktuelle baggrund.

Dragsdahls sagsanlæg må karakteriseres som et ”filibuster”-søgsmål, der via den blotte mængde af bilag og vidtløftighederne under retshandlingerne var egnet til at udmarve modparten.

Dele af forklaringerne og alle PET-dokumenterne er klippet ud af den offentlige domsudskrift. Men der er dog så meget materiale tilbage, at det er muligt at vurdere dommen. Således ser det ud til, at vidneudsagnene ikke altid er refereret korrekt i dommen. Dele af referaterne giver endvidere indtryk af, at retten ikke har forstået, hvad der blev forklaret. Og hvad skulle nogle af forklaringerne overhovedet til for? F.eks. burde en stribe ”karaktervidner” for Dragsdahl have været afvist – vidner, der tydeligvis blot brugtes til at fremhæve hans fortjenester, men som egentlig ikke havde nogen saglig baggrund for at udtale sig om det, sagen angik. Det må

2

undre, at retten oven i købet lagde særlig vægt på beskyldninger fra to af disse vidner mod Bent Jensen for ikke at have været tilstrækkelig kildekritisk. Hvordan kunne disse vidner overhovedet udtale sig herom, når Bent Jensen ikke oplyste noget om sine kildekritiske overvejelser i de avisartikler, vidnerne forholdt sig til, og når vidnerne ikke selv havde siddet med hans materiale i hånden?

Kapitel 4, som er bogens kerne, gennemgår så selve dommen – herunder såvel bevisvurderingen som sagens jura (altså anvendelsen af straffelovens injurieregler).

Retten fandt det ikke bevist, at Bent Jensens oplysninger om Dragsdahl var korrekte.

Således afviste dommen PET-dokumenternes karakteristik af Dragsdahl som agent med den begrundelse, at denne karakteristik alene var udtryk for den enkelte PET-medarbejders ”personlige holdning”. Dette til trods for, at i hvert fald ét af dokumenterne blev videregivet til landets højeste myndigheder, herunder statsministeren. Et par af papirerne dannede endog grundlag for en indstilling til regeringen om at udvise Dragsdahls føringsofficer på den sovjetiske ambassade. Skulle PET virkelig have indstillet en medarbejder dér til udvisning med henvisning til et i PET udarbejdet papir, der ikke dækkede institutionens vurderinger? Bogen fremdrager i øvrigt bl.a. et kæreskrift til retten fra 2008, hvori PET’s chef Jakob Scharf – i modsætning til, hvad han senere har givet udtryk for – skrev, at de pågældende dokumenter indeholder PET’s vurdering.

Vi står her ved et af sagens afgørende punkter: Nemlig det forhold, at Jakob Scharf ændrede forklaring i sine tilkendegivelser over for retten undervejs. Af et kæreskrift til retten i Svendborg dateret 8/10 2008 og underskrevet af Jakob Scharf selv fremgår det således, at PET's vurdering af Jørgen Dragsdahl var dækkende for PET som institution! Hvordan skulle en historiker kunne komme til en anden opfattelse end den, som institutionen PET selv fremlagde? I en efterfølgende skrivelse dateret 26/3 2010 skriver Jakob Scharf imidlertid det modsatte, nemlig at når PET's ledelse orienterer Justitsministeriet eller regeringen om en sag, er en sådan orientering ikke nødvendigvis udtryk for PET's opfattelse. Det blev denne ændrede forklaring, Retten i Svendborg valgte at lægge til grund – i øvrigt uden at fortælle, hvorfor den så bort fra Jakob Scharfs oprindelige oplysninger.

På et tidspunkt mellem 8/10 2008 og 26/3 2010 er der altså sket noget. Det kunne være, at det er gået op for Scharf, at han havde bragt sig på kollisionskurs med indflydelsesrige personer, der ville have Bent Jensen dømt.

Den, der læser Scharfs to tilkendegivelser om PET-dokumenternes karakter fra henholdsvis 2008 og 2010, kan i al fald ikke undgå at få en ubehagelig fornemmelse af at være tæt på et justitsmord. Denne fornemmelse bestyrkes af, at Dragsdahls advokat – som der er redegjort for i kapitel 4 – var i telefonisk kontakt med PET forud for ændringen og herunder udvirkede denne.

Dommen lagde ved bevisvurderingen også vægt på, at PET ikke fandt grundlag for at indstille Dragsdahl til strafforfølgning. Dommerne har imidlertid her misforstået straffelovens regler om strafbarheden af indflydelsesagenters virksomhed: Man kunne udmærket være indflydelsesagent uden at gøre sig skyldig i noget strafbart.

Bent Jensen har i sine artikler citeret PET for den opfattelse, at Dragsdahl havde deltaget i desinformation. I kapitel 4 forklares, hvad desinformation er – hvilket retten også ser ud til at have misforstået. Sagt i korthed betyder desinformation bevidst vildledning.

Hvad juraen angår, påpeges det i kapitel 4, at der forelå det, loven kalder en ”åbenbar almeninteresse” i at få Bent Jensens fund i PET’s arkiver frem i lyset, og at han i al fald var i ”god tro” i lovens forstand mht. dokumenternes beskrivelse af Dragsdahl som indflydelsesagent. Allerede af den grund burde han efter loven ikke være straffet.

Retten i Svendborg hæftede sig i øvrigt ved den omstændighed, at Bent Jensen havde offentliggjort sine resultater i et dagblad, og at artiklerne ikke fremstår som en sædvanlig

3

afrapportering af et forskningsresultat. Han kunne derfor ikke, mener dommerne, påberåbe sig den særlige udvidede ytringsfrihed, der gælder for forskere i forbindelse med en videnskabelig debat ved bedømmelser af andres faglige arbejde. Imidlertid fastslår universitetsloven, at universitetsprofessorer skal lade resultaterne af deres forskning tilflyde offentligheden, også via de almindelige medier. I praksis er det da også umuligt at skelne mellem forskeres og journalisters virksomhed. Det ser her nærmest ud til, at dommernes begrundelse bygger på en fejllæsning af den gængse retslitteratur om straffelovens injurieregler samt ukendskab til universitetsloven.

Hvad er da den rette retsanvendelse?

En forsker kan naturligvis ikke, vurderer forfatteren i kapitel 4, ansvarsfrit videregive åbenlyst urigtige og injurierende oplysninger om andre. Men Bent Jensen har efter kritisk overvejelse refereret papirer fra efterforskerne hos den danske myndighed, nemlig PET, der ved mest om Dragsdahls mulige status som indflydelsesagent. Bent Jensen har endvidere faktisk gennemført den kildekritik, som er mulig og nødvendig for en historisk forsker, og havde næppe nogen praktisk mulighed for at foretage en yderligere kontrol. Og Bent Jensen måtte i øvrigt have ret til at fremlægge sine fund i journalistiske former på en sådan måde, at det kunne forventes, at almindelige mennesker var i stand til at sætte sig ind det, han skrev. Men bortset herfra var Bent Jensen i al fald i den gode tro, hvad angår kildemateriales autenticitet og holdbarhed, som medfører straffrihed, ligesom der foreligger de omstændigheder, som gav føje til at anse sigtelsen for sand, med strafbortfald til følge, jf. straffelovens § 269.

Kapitel 4 slutter med nogle kritiske betragtninger om sagens praktiske afvikling:

Hvordan kunne dommerne f.eks. allerede onsdag den 5. maj – inden de havde hørt Bent Jensens vidner samt hans advokats procedure – oplyse, at de anså sagen for så afklaret, at de ville kunne tilkendegive resultatet allerede om fredagen? Hvordan kunne det gå til, at retten slet ikke indkaldte et vigtigt vidne for Bent Jensen, nemlig tidligere PET-chef Ole Stig Andersen? Hvorfor klippes for længst afklassificerede PET-dokumenter og de hertil knyttede partsforklaringer ud af den offentligt tilgængelige domsudskrift? Hvorfor klipper dommerne i dommens referat af en skrivelse fra PET, ifølge hvilken PET-dokumenterne ikke dækker PET’s institutionelle vurdering af Dragsdahl? Dette klipperi hindrer læserne i at se, at skrivelsen rummer en kovending i forhold til tidligere skrivelser til retten om vurderingen, og at denne kovending er udvirket af Dragsdahls advokat uden om retten?

Kapitel 5 konkluderer samlet, at Dragsdahl massivt kunne trække på den forudindtagethed hos retten, der udsprang af dennes manglende viden om, hvordan påvirkningsoperationerne foregik under Den kolde Krig. Indimellem får man nærmest det indtryk, at dommerne slet ikke har hørt efter – fejlskrivninger i referaterne af de afgivne forklaringer kan dårligt tolkes på anden måde.

Det konkluderes videre, at der er problemer med rettens bevisvurdering. En vidneforklaring har f.eks. kun vægt, hvis vidnets baggrund tillader ham eller hende at sige noget seriøst om det, han eller hun bliver spurgt om. Glemmer parterne at oplyse retten om denne baggrund, må dommerne selv spørge, så at de kan vurdere udsagnets bevisværdi. Det har dommerne i Svendborg ikke gjort.

I forvirringen af de forklaringer og talløse dokumenter, rettens bevisvurdering baseres på, har dommerne i øvrigt overset de bærende spørgsmål: Hvordan i alverden kan Dragsdahl hverken have givet KGB noget illegitimt eller modtaget noget til illegitim brug? Hvad var da anledningen til, at netop KGB – og ikke sædvanlige diplomater og pressetalsmænd – stod for kontakten med ham? Og hvorfor anvendte KGB så store ressourcer på at opretholde denne kontakt i et årti, hvis man ikke fik noget ud af det?

Endvidere konkluderes det, at dommerne er gået galt i juraen:

- Retten er ikke opmærksom på, at hvis en statsinstitution forelægger et papir for en minister, hæfter institutionen som sådan for papirets indhold.

4

- Retten tror, at det uden videre var strafbart at virke som indflydelsesagent

- Retten forstår ikke, at når det i retslitteraturen fremhæves, at videnskabsfolk inden for de respektive kollegiale fora har rum for de værste karskheder i videnskabelige bedømmelser af og debatter med hinanden, indskrænker det ikke forskernes sædvanlige frihed til at viderekommunikere deres resultater udadtil.

- Retten overser, at universitetsloven pålægger forskere at viderekommunikere deres forskningsresultater også gennem den almindelige presse.

- Retten tror, at forskeres ytringsfrihed er mere begrænset end journalisters, uanset at der savnes praktisk mulighed for at skelne mellem de to professioner i sammenhængen.

- Retten går tilsyneladende ud fra, at den ”gode tro” hos en historiker mht. det, han viderebringer, som efter straffelovens § 269, stk. 1, fritager ham for straf efter injuriereglerne, skal gå på indholdet af hans kilder, ikke blot på deres autenticitet.

- Retten mener, at Bent Jensen på en eller anden måde er forpligtet af et forlig mellem Dragsdahl og Ekstra Bladet i 1992, som han ikke var part i – oven i købet uanset at han som forsker har fundet nye oplysninger.

- Retten har misforstået injuriereglernes anvendelse i relation til fremlæggelse af forskningsresultater i et demokratisk samfund. Dommerne forstår således ikke ytringsfrihedens rolle i folkestyrets fødekæde og dens deraf følgende placering i relation til injurielovgivningen. Retten i Svendborg havner derfor på den forkerte side af den demokratiske retsstats og informationssamfundets grundlæggende principper.

Meningen med injuriereglerne er at beskytte den, der fortjener beskyttelse. Jo mindre man gør sig fortjent til en sådan beskyttelse, desto mindre ”ære” har man at forsvare, og desto tungere må hensynet til offentlighedens interesse i at få besked veje. Hvad kvalificerer en mand, der umuligt kunne undgå at vide, at han samarbejdede med en modbydelig, ja, efter dansk standard kriminel repræsentant for dette regime, nemlig KGB, til beskyttelse mod en historikers afdækning af samarbejdsformen og de ræsonnementer, man i PET gjorde sig i den anledning? Hvordan kan Jørgen Dragsdahl, der i tide og utide har fremhævet sig selv som kender af efterretningsforhold, være uvidende om, at hans samkvemsform med KGB netop i KGB’s øjne gjorde ham til KGB-agent? Hvilket krav på beskyttelse af ”æren” har en person, der som Dragsdahl demonstrerede en så enestående mangel på vurderingsevne kombineret med fravær af moral på et så kritisk tidspunkt i danmarkshistorien, som der her var tale om?

Vil justitsvæsenet lægge ryg til at understøtte det forsøg på tilpasning af danmarkshistorien, som Dragsdahl-sagen i virkeligheden repræsenterer? Vil det medvirke til et så fundamentalt indgreb i forsknings- og pressefriheden?

Det er de spørgsmål, landsretten nu skal svare på.

Bilag til den trykte bog:Supplement til Fodnoter 4: "PET-kommissionens beretning bind 13: KGB´s kontakt- og agentnet i Danmark", udgivet af Center for Koldkrigsforskning 2010.

http://www.cfkf.dk/?id=68

5

Skriftet Fodnoter 4 blev udgivet og udlagt på Center for Koldkrigsforsknings (CFKF) hjemmeside i marts 2010. Skriftet var en dokumenteret kritik af PET-kommissionens beretning bind 13: KGB´s kontakt- og agentnet i Danmark (2009). Kritikken i Fodnoter 4 byggede på og citerede fra en række afklassificerede dokumenter fra Politiets Efterretningstjenestes arkiv, som PET-kommissionen i sin undersøgelse havde fortiet.

Disse dokumenter indgik tillige som bilag i injuriesagen ved Retten i Svendborg i 2010, som blev anlagt af Jørgen Dragsdahl mod Bent Jensen.

Der har siden udgivelsen af skriftet Fodnoter 4 fra forskellig side været ytret ønske om yderligere oplysninger om og fra de afklassificerede PET-dokumenters indhold. For at imødekomme disse ønsker bringes hermed nogle supplerende oplysninger fra de afklassificerede PET-dokumenter, der lå til grund for CFKF-skriftet Fodnoter 4.

For at gøre det så overskueligt som muligt sker det på den måde, at der for hvert enkelt dokument/bilag først bringes de relevante uddrag af dokumenterne inklusive direkte citater, som blev offentliggjort i Fodnoter 4 med angivelse af det sted i Fodnoter 4, hvorfra uddragene stammer. I tilslutning hertil bringes de supplerende oplysninger i kursiv.

Center for Koldkrigsforskning, oktober 2010

Bent Jensen, centerleder, professor dr. phil.

Notat "Vedr. : Journalist Jørgen Johannes Dalitz Dragsdahl ..."/mødereferat af møde 20/3 1986, dateret 25/3 1986, jf. Fodnoter 4, s. 19 f.( Bilag P9)

Fodnoter 4, s. 19 f. skrev på grundlag af dette dokument:

"Da der af bl.a. politiske grunde ikke kunne rejses tiltale mod Dragsdahl, blev han - ligesom det var tilfældet med en række andre danske KGB-nære statsborgere - af PET og efter beslutning af Henning Fode i marts 1986 tilsagt til en lang forhørslignende samtale, hvor vicepolitimester Mikael Lyngbo lod JD forstå, at PET vidste meget mere om hans fordækte KGB-aktiviteter, end JD selv troede og hidtil havde indrømmet i sine mange og lange samtaler med Lyngbo i sommeren 1985. Marts 1986-samtalen må bl.a. forstås som en advarsel til journalisten. I referatet blev Dragsdahl fortsat betegnet som agent."

Supplerende til det i Fodnoter 4 anførte kan oplyses, at det i selve dokumentet, hedder, at:

"På baggrund af et møde den 7/3 1986 ... hvor det blev besluttet at tilsige DRAGSDAHL (D) til en snarlig samtale, kontaktede 817 [må være Mikael Lyngbo, bj] telefonisk D og aftale et møde med ham her i huset torsdag den 20/3-1986 kl. 10.00.

Det var tanken, at D skulle konfronteres ... [formentlig: med Gordijevskijs oplysninger, bj] omkring D's forbindelser til navngivne KGB-officerer, ligesom han også skulle delagtiggøres i vor viden om hans konspirative møde den 7/3 1983 med KATERINKIN i et S-tog mellem Farum og København."

6

"Dragsdahl var tydeligt nervøs, (forsøgte blandt andet at tænde en cigaret i den 'forkerte ende'), ..."

"Han forklarede, at han som led i sit journalistiske arbejde betragtede KGB som en meget vigtig informationskilde omkring sovjetiske spørgsmål, og for at få disse informationer var han til en vis grad nødt til 'at deltage i dette spil."

"Han forklarede, at han selvfølgelig betragtede Chebotok (hans sovjetiske kontakt, red.) som efterretningsofficer ..."

"Kun i et enkelt tilfælde havde de forlagt et møde til Roskilde, idet ingen af dem ønskede at blive genkendt"

"På dette tidspunkt gjorde vi D bekendt med oplysningerne om, at Minin og D havde mødtes i Wien i sensommeren eller efteråret 1982. D begyndte her at væve."

Han erkendte i øvrigt at have mødtes med kontakten Minin i Wien et par gange, første gang for at "holde forbindelsen ved lige" og "udveksle generelle politiske synspunkter", anden gang for at få nogle personlige oplysninger vedrørende den russiske kvinde, han havde forelsket sig i. Han kunne "af skattemæssige årsager ikke på daværende tidspunkt [...] vise sig i Danmark."

Det hedder videre:

"Vi fremlagde nu oplysninger gående ud på at Dragsdahl ... havde modtaget penge af KGB. Dette nægte[de] D på det kraftigste"

"Vi gjorde dog opmærksom på, at man set med vore øjne måtte betragte forbindelsen med (den sovjetiske kontakt Katerinkin, red.), eller visse elementer i den, som konspirativ. D indrømmede, at sådan kunne det måske opfattes, men at møderne var baseret på restaurationsbesøg.

PÅ dette tidspunkt afslørede vi vor viden om mødet den 7/3-1983 kl. 12.00 på Farum S-station mellem KATERINKIN og D.

...

D indrømmede, at han ved få lejligheder havde mødtes under 'mærkelige omstændigheder' med Katerinkin og fortalte - efter en længere tænkepause - at de den pågældende dag havde aftalt at mødes på en kro beliggende i umiddelbar nærhed af Farum S-station. De mødtes imidlertid på stationen, hvilket Katerinkin forklarede med, at han havde halsbetændelse og var syg ???

Vi redegjorde herefter om observationstjenestens iagttagelser vedrørende mødets videre forløb: Katerinkins og D's placering i en tom kupe i S-toget, D's medbragte avis, der 7 gange under turen mod København skiftede hænder samt at Katerinkin, da en fremmed satte sig ved siden af dem, uden at sige farvel forlod D, steg af toget, steg på igen og fortsatte turen i en anden vogn.

D havde ingen kommentar til dette, bortset fra, at han ikke kunne huske detaljen med avisen."

Dragsdahl bemærkede i øvrigt ved mødet, at "ingen behøvede at overbevise ham om, at Sovjetunionens synspunkter var korrekte. I forvejen kunne han jo følge dem et langt

7

stykke"

I dokumentets konklusion hedder det bla.:

"Set med KGB briller har D's position - dels som person udstyret med en ofte særdeles skarp pen og dels som medlem af SNU - været ualmindelig nyttig. Det er ikke uden grund, at han på et tidspunkt i CENTERET blev betegnet som 'nr. 1' i Danmark, men hvor meget man reelt har fået ud af denne agent, kan der kun gisnes om."

Notat "Redegørelse for KGB's aktiviteter i Danmark de seneste 10 år, bl.a. på baggrund af oplysninger fra en afhoppet KGB-oberst [Gordijevskij] samt oplæg til udvisning/PNG [persona non grata] af sovjetiske efterretningsofficerer, dateret 9/9 1985, jf. Fodnoter 4, s. 13 f. (Bilag P10)

Det hedder herom i Fodnoter 4, s. 13 f med henvisning til originaldokumentet:

"Beretningen [PET-kommissionens bind 13, bj] har end ikke en notehenvisning til materialet i PET's arkiv, der har betegnelsen 'Redegørelse for KGB's aktiviteter i Danmark de seneste 10 år (...) samt oplæg til udvisning/PNG (persona non grata) af sovjetiske efterretningsofficerer.' Notatet er fra september 1985 og indeholder en oversigt over aktive KGB-officerer og deres danske kontaktpersoner og agenter. I sidste gruppe er som agent anført Arne Herløv Petersen (PALLE) og Jørgen Dragsdahl (YERSHOV)."

Supplerende kan nævnes, at en "agent" i notatet af PET beskrives på den måde at "personen er klar over, at modparten er fra KGB - og pågældende er villig til at adlyde KGB's ordre. Møder foregår hemmeligt."

Notat "Vedr.: Ulovlig virksomhed udøvet af 1. sekretær ved den sovjetiske ambassade Vyacheslav Aleksandrovich KATERINKIN", dateret 9.9.1985, jf. Fodnoter 4, s. 14. (Bilag P11)

Det hedder herom i Fodnoter 4, s. 14:

"I dette materiale findes også et notat 'vedrørende ulovlig virksomhed udøvet af 1. sekretær ved den sovjetiske ambassade Vjateslav Aleksandrovitj Katerinkin'. Som eksempel på hans ulovlige virksomhed anføres under punkt 2: 'Konspirativ virksomhed. A) Katerinkins forbindelse til journalist Jørgen Dragsdahl. (...)' I begyndelsen af marts 1983 blev agenten identificeret som journalist Jørgen Dragsdahl. Det hedder ligeledes i dette materiale bestemt for regeringen: 'Det vides, at Dragsdahl har arbejdet for KGB'."

"På grund af Katerinkins store sikkerhedsmæssige foranstaltninger [..] herunder 2 - 3 timers forsøg på erkendelse og afrystning af eventuel observation mod sig - i samarbejde med KGB-residenturets operative chauffør og tekniker - konkluderedes det herfra [PET, bj], at kontaktpersonen måtte være en egentlig KGB-agent."

"I begyndelsen af marts 1983 blev agenten identificeret som journalist Jørgen Dragsdahl."

Supplerende bringes her notatets omtale af det konspirative møde på Farum S-

8

station. Det hedder:

"Forud for mødet havde KGB, efter det foreliggende, placeret kontraobservation mod Dragsdahl ved KGB-chaufføren og teknikeren.

Dragsdahl og Katerinkin satte sig sammen ind i S-toget mod København og førte en lavmælt samtale på engelsk.

Under samtalens forløb, skiftedes Dragsdahl og Katerinkin til at blade i en avis, som de overrakte hinanden 7- 8 gange under togturen.

Ved Ryparkens S-station stod en ukendt ung mand ind i toget og satte sig ved siden af Dragsdahl, hvorefter samtalen ophørte, og ved næste station forlod Katerinkin, uden at tage afsked med Dragsdahl, togvognen for igen at stige ind i toget i en anden vogn ..."

Dokumentet slutter:

"Det kan således fastslås, at Katerinkin i kraft af sin tilknytning til KGB foretager systematiske politiske indhentninger og udbreder disinformation, hvorved der utvivlsomt foreligger en overtrædelse af straffelovens § 108, som yderligere understreges af den konspirative adfærd, han udviser.

På baggrund af det foreliggende indstilles, at Katerinkin udvises".

Notat undertegnet "Politiets Efterretningstjeneste den 1. oktober 1985", jf. Fodnoter 4, s. 15. (Bilag P13)

Det hedder ifølge Fodnoter 4, s. 15 og originaldokumentet:

"'a) journalist ved Information, Jørgen Dragsdahl, har overtrådt straffelovens § 108, idet han siden 1978 har virket som 'påvirkningsagent' for KGB. Dragsdahl, der af KGB blev tildelt dæknavnet STOT, vidste, at hans kontakt på den sovjetiske ambassade i København var efterretningsofficer. Hans forsæt til den strafbare handling blev yderligere bestyrket ved, at der blev afholdt konspirative møder i Københavns omegn samt 3. landsmøder." [understregningen af ordet vidste er PET's, bj]

Notat Vedr.: Jørgen Johannes Dalitz Dragsdahl, f. d. 11/5 1949 journalist på Information", dateret 1. oktober 1985, jf. Fodnoter 4, s. 15 ff.(Bilag P14)

Det hedder i Fodnoter 4:

"Kommissionen nævner heller ikke et 16-sider langt notat om Dragsdahl, der også er dateret 1. oktober 1985, og som ligeledes er udarbejdet i forbindelse med PET's forestående orientering af regeringen. Heri omtales Dragsdahl også som agent i forbindelse med en redegørelse for PET's afsløring af hans konspirative møde med føringsofficeren Katerinkin. Notatet konkluderer, at Dragsdahls opgave var

'at øve indflydelse på den vestlige offentligheds politiske bevidsthed", og at det anses for "påvist, at Dragsdahl har været hvervet af den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, hvorved der utvivlsomt foreligger en overtrædelse af straffelovens § 108.'

9

Der var ikke tale om en tilfældig notits. Det ene af notatets kun tre eksemplarer tilgik PET's chef. Notatet har ingen kritisk påtegning, og der er ikke andre notater i materialet, der sætter mindste spørgsmålstegn ved notatets karakteristik af Dragsdahl - tværtimod. Kommissionen gør heller ikke opmærksom på, at det pågældende notat fortsat optræder i første kvartal af 1986 i det materiale, der indgik i PET's viderebehandling af spørgsmålet om, hvem PET ville indstille til retsforfølgelse, eller hvilke andre konsekvenser PET ville anbefale regeringen at drage."

Supplerende tilføjes fra dokumentets omfattende gennemgang af Dragsdahls forhold bl.a.:

"D er kendt af PET fra 1968, hvor han var tilknyttet partiet VS. Frem til 1973 deltog han som aktivist på venstrefløjen i forskellige anti-amerikanske demonstrationer, samt en aktion rettet mod FE - 'Kejsergadeforholdet'. Sideløbende engagerede han sig i det amerikanske 'Black Panther Party' - i hvilken forbindelse han under et ophold i USA blev anholdt og udvist.

I 1975 fik han ansættelse på dagbladet INFORMATION, hvor han frem tiI 1978 skrev forskellige anti-amerikanske artikIer - specielt CIA blev angrebet flere gange. Siden hen gjorde han sig stærkt gældende i den sikkerhedspolitiske debat og regnes af mange for at være en af de største nuværende kapaciteter på dette stofområde. I 1980-81 var han bladets korrespondent i USA.

I oktober 1980 udpegedes han til en plads i SNU. I december1983 blev han udskiftet i SNU.

Hans holdning, sikkerhedspolitisk, kan meget kort betegnes som: anti NATO/USA og for nedrustning på grundlag af 'Freeze' - synspunktet.

På den anden side er hans holdning til det sovjetiske system ikke ubetinget positiv, idet han ved enkelte artikler har, angrebet Sovjet/fredsbevægelsen samt den sovjetiske brug af kemisk krigsførelse.

...

Den første forbindelse til russerne blev konstateret i april 1978, hvor D mødtes med Sokovnin i forbindelse med en rejse til Sovjet.

I juli 1978 mødtes D med PR-liniechefen Vladimir Minin, der var identificeret KGB-officer. De aftalte helt åbent at mødes efter D's Sovjet-tur. I september 1978 mødets D igen med Minin med henblik på at arrangere et interview for D med en sovjetisk viceadmiral på besøg i Danmark. I november hjalp D GRU-officeren Revyakin (TASS) med at oversætte nogle artikler i forbindelse med nye NATO-raketter. I begyndelsen af 1982 sørgede Volovets fra APN for at etablere forbindelser i Sovjet til D i forbindelse med hans rejse til Sovjet for at foretage nogle interviews.

Frem til marts 1983 har det således ikke været muligt at konstatere konspirativ forbindelse mellem D og russerne.

Ved en analyse af KGB-officeren Vyacheslav Katerinkins aktiviteter stod det klart, at han med månedlig regelmæssighed afholdt hemmelige møder uden for København med en person. Katerinkin brugte store sikkerhedsmæssige foranstaltninger i forbindelse med disse møder - 2- 3 timers forsøg på erkendelse og afrystning af eventuelt observation mod sig - i samarbejde med den operative KGB-chauffør og

10

KGB-teknikeren.

Den 7/3-1983 blev agenten identificeret som D idet Katerinkin og D afholdt et yderst konspirativt møde i et tog mellem Farum og København.

På datoen for det efterfølgende møde, der efter vore beregninger var aftalt til den 6/6 1983, tog D toget til Holbæk, hvor han, efter særdeles konspirativ adfærd, tog opstilling på en parkeringsplads og i ½ time afventede Katerinkin, der aldrig kom til mødet."

Dokumentet omtaler dernæst Dragsdahls sovjetiske hustru samt hans fortsatte forbindelse til den sovjetiske ambassade. Den afklassificerede del af det omtaler dernæst Katerinkins og Dragsdahls møder i mindre byer på Sjælland og mødet i Farum.

Dokumentet omtaler videre, hvorledes det var lykkedes at identificere 6 af Dragsdahls kilder, herunder Lasse Budtz, Gert Petersen og Margrethe Auken.

Dernæst omtales hustruens ankomst, Dragsdahls henvendelser til PET - i hvilken forbindelse Dragsdahl refereres for at have sagt, at "han mente, at de alle næppe var rigtige diplomater ...". Denne del af dokumentet slutter med at udtale, at "D har bevidst hemmeligholdt sine tredje-landsmøder i Wien og de konspirative møder med Katerinkin".

I dokumentets vurdering af Dragsdahls skribentvirksomhed hedder det:

"D har tidligere udmærket sig ved en udpræget anti-amerikansk holdning.Efter hjemkomsten fra en ca. 1.årig udstationering i USA (76/77) synes D imidlertid at have dæmpet sin anti-amerikanske holdning.

Indtil slutningen af 1982 skrev han især på grundlag af og ved at citere vestlige kilder, som til gengæld syntes at være udvalgt således, at de for størstedelen støttede

- alle fredsbevægelser, herunder begejstret de amerikanske

- i hovedsagen beskylder - om ikke USA - så dog RE[A]GAN administrationen for at bære næsten al skyld i spændingen mellem supermagterne og for helt at mangle forståelse for, at Sovjetunionens fremturen netop kan være en reaktion på den amerikanske politik.

- Han bebrejder både USA og NATO-politikerne, at de end ikke vil forsøge at betragte Sovjetunionens udspil som en fremstrakt hånd eller i hvert fald et grundlag, man kunne begynde at tale sammen om.

Med hensyn til hans syn på Sovjetunionen og kommunisme, er det næsten påfaldende, at han så godt som aldrig selv forfalder til at kritisere, men heller ikke rose systemet, hverken internt eller m.h.t. den førte udenrigspolitik. Han strækker sig højst til at udtrykke forståelse, f.eks. for Sovjetunionens oprustning, - men gør det mest ved at citere de udvalgte vestlige - ikke mindst amerikanske 'eksperter i østmagtforhold'.

Der hersker således ingen tvivl om, at D var en dygtig 'agent of influence' med hovedopgave som en neutral politisk iagttager at undergrave tilliden til USA og sammenholdet mellem USA og NATO/Europa.

11

I begyndelsen af november måned 1984 forsøgte presseattache A. Chikira, KGB-officer i PR-linien, at få bragt en artikel i Berlingske Tidende og Politiken. Artiklen var skrevet af general N. TCHERVOV, departementchef i generalstaben for Sovjetunionens Væbnede Styrker og omhandlede skandinavisk sikkerhedspolitik. Hverken Berlingske Tidende eller Politiken ønskede at bringe artiklen.

D. 16. november 1984 blev D inviteret til en kop kaffe på ambassaden.

D. 20. november 1984 bragte Information artiklen. Det er derfor vort indtryk, at ambassaden har lagt pres på D for at bringe artiklen.

Ovenstående eksempel synes at være et klassisk eksempel på brug af en 'agent of influence' og det vil ikke være uventet hvis artiklen bringes i udlandet, citeret som en artikel i Information uden angivelse af forfatternavn."

Under overskriften "Den sikkerhedsmæssige betydning" siges afslutningsvis bl.a.:

"D har som påvirkningsagent haft til opgave at øve indflydelse på den vestlige offentligheds politiske bevidsthed på linie med de sovjetiske synspunkter. `Med baggrund i det beskrevne anses det for påvist, at D har været hvervet af den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, ..."

Herefter anser dokumentet det for utvivlsomt, at der foreligger en overtrædelse af straffelovens § 108.

Notat "Vedr. operation ...", dateret 14.1.1986, jf. Fodnoter 4, s. 18 ff. (Bilag P16)

Det hedder herom i Fodnoter 4, s. 18 ff:

"... i PET's arkiv. Her findes et 23 sider langt notat fra januar 1986. Notatet er ganske utvivlsomt tilgået PET's ledelse inklusive Henning Fode. Under notatets afsnit 'c. Active Measures' (Aktive foranstaltninger) er anført en række danske statsborgere, som efter notatets mening var blevet anvendt af KGB til den slags operationer. Blandt navnene er igen Arne Herløv Petersen og Jørgen Dragsdahl. "

Om sidstnævnte hedder det:

'KGB anvendte ham i active measures operationer og som påvirkningsagent i arbejdet mod 'hovedfjenden' (USA) (...) I 1978 blev DRAGSDAHL rekrutteret som agent, og i 1980 udsendte Information ham som korrespondent i USA. Under dette ophold forsynede KGB DRAGSDAHL med penge, og han blev mindst 3 gange kaldt til 3-landsmøder i Wien. Han skaffede KGB oplysninger om USA's politik og forsvarsspørgsmål, og han blev betegnet som en god og resultatrig agent (...) I 1982 var han til endnu et møde i Wien. [dvs. det 4. møde i Wien, bj] Året efter [dvs. Farum-mødet i 1983, bj] fandt den sidst konstaterede konspirative forbindelse sted mellem KGB og DRAGSDAHL.'"

Supplerende kan nævnes, at det af dette dokument fremgår, "at det på grund af bevismæssige/politiske grunde er besluttet ikke at rejse tiltale, ligesom nogle af forholdene er forældede."

12

Notat "Vedr. Jørgen Johannes Dalitz Dragsdahl, f. d. 11/5-1949, journalist", dateret "Den 30. januar 1985", jf. Fodnoter 4, s. 12 f.(Bilag P17)

Det hedder om dette notat i Fodnoter 4, s. 12 f:

"I et større notat fra januar 1985 - dvs. før Dragsdahl selv ved Ole Espersens mellemkomst henvendte sig til PET - karakteriseres JD som hvervet KGB-agent. Mens han var i USA som Informations korrespondent 1980-1981, 'rejste han 3 gange til debriefing i Wien. Rejserne blev betalt af KGB.' Debriefingen blev foretaget af hans tilrejsende føringsofficer, Vladimir Minin. Efter hjemkomsten fra USA blev JD overtaget af Vjateslav Katerinkin. JD fortsatte sine konspirative møder med sin ny føringsofficer i mindre byer uden for København - Næstved, Holbæk, Roskilde. I november-december 1981 var han i Moskva på en KGB-betalt rejse, hvis hovedformål var at møde Katerinkin. JD fik også betaling af KGB for konkrete opgaver. Han blev især brugt til active measures-operationer (aktive foranstaltninger) mod USA via sit arbejde som journalist. I 1983 blev han imidlertid lagt på is, fordi han ønskede at gifte sig med en sovjetisk statsborger."

Supplerende citeres fra originaldokumentet, hvori det det:

"I residenturets årsberetning for 1976 nævnes det, at det dybe studium af D udvikler sig positivt, og at en vellykket agentrekruttering også skulle åbne mulighed for arbejdet imod NAT0, Kina og Mellemøstlige mål.

I april 1977 gav Centret ordre til at optrappe arbejdet med D og rekruttere ham endeligt. Inden selve rekrutteringen skulle finde sted, fik residenturet af Centret besked på at udarbejde passende dækhistorier og holde D under konstant opsyn for at se, om han dæmpede tonen i sine antiamerikanske taler og undgik involvering i venstreorienterede aktiviteter ..."

Forbindelsen blev herefter frosset en periode, men det hedder så i dokumentet:

"Af PR-årsplanen for 1978 fremgår det, at KGB påtænkte en genoptagelse af forbindelsen til D ved hjælp af en passende dækhistorie. ..."...

Efter at have været hjemme i Centret oplyste ... [formentlig Gordijevskij, bj] ... at D nu har AGENT-status - med YERSHOV som nyt dæknavn.

Medens D var i USA som korrespondent for Information, rejste han 3 gange til debriefing i Wien. Rejserne blev betalt af KGB.

...

Man var i øvrigt blevet lidt utryg ved D i Centret, idet rygter fra MfS (Ministerium für Staatssicherheit) sagde, at D var dobbeltagent (for CIA). På grund af disse MfS-rygter måtte Minin arbejde hårdt med D i Wien (november/december 1982) - men alt i alt konkluderede residenturet efter grundige studier, at der intet var om denne dobbeltagentsnak.

...

Udover de allerede nævnte møder i Wien med Minin, mødte D føringsofficeren Katerinkin i små byer uden for København. ...

13

I november/december 1981 var D i USSR, officielt for at besøge IMEMO, men hovedformålet var imidlertid mødeaktivitet med Katerinkin. Denne rejse blev betalt af KGB.

Af PR- rapporten for 1977 fremgår det, at D har fået penge af KGB for konkrete opgaver, men intet nærmere om opgavernes art. I 1982 understreges det også, at D accepterer penge fra KGB.

KGB-residenturets årsrapporter nævner dels D som talentspejder og accessagent, men det understreges, at D først og fremmest bruges i forbindelse med active measures operationer imod hovedfjenden (USA) - via arbejdet som journalist.

Ilya Baranikas, APN-chef (og co-opteret KGB) har efter KGB's brud med D knyttet venskabelige bånd til ham. Dette betyder [formentlig: ifølge Gordijevskij, men slettet af PET, bj], at KGB ønsker at køre forbindelsen videre på et åbent plan (Baranikas vil naturligvis vidererapportere samværet med D til KGB).

Om KGB vil inddrage D i agentnettet igen er ikke udeIukket, men afhænger i høj grad af Ds sovjetiske hustru. Hvis hun bliver i Danmark, vil det nok være tvivlsomt af sikkerhedsmæssige årsager."

Notat dateret november 1986, jf. Fodnoter 4, s. 20 f. (Bilag P18)

Det hedder herom i Fodnoter 4, s. 20 f, jf. originaldokumentet:

"... drejer sig bl.a. om et 26 sider langt dokument dateret "november 1986", som ligeledes ganske utvivlsomt er godkendt af PET's chef Henning Fode og dermed udtrykker institutionen PET's opfattelse. Heri hedder det, at:

"KGB etablerede i 1976 en kontakt til en journalist, der på dette tidspunkt (...) havde fundet den skarpe pen frem (...) Han nærede et ubændigt had til den amerikanske regering og brugte sit journalistiske arbejde til udgydelser mod USA.

Han blev tildelt dæknavnet STOT, og den første føringsofficer var Chebotok. KGB fandt straks ud af, at journalistens talenter var mangesidede. Man brugte ham i active measures operationer, ligesom han residenturets 3-års plan for perioden 1977-1980 tænktes anvendt mod stats- og udenrigsministeriet.

Der er dog ingen tvivl om, at hans virkelige styrke lå - og vel stadig ligger - som påvirkningsagent qua hans journalistvirksomhed.

I 1978 blev den pågældende rekrutteret som agent. ...

Under opholdet i USA forsynede KGB ham med penge, og han blev i mindst 2 tilfælde kaldt til 3. lands møder i Wien, hvor han mødte Minin. ...

Han blev i 1982 kaldt til endnu et møde i Wien, hvor han igen mødtes med Minin, der på dette tidspunkt var udrejst af Danmark og tjenstgjorde i Moskva.

Føringsofficeren i Danmark hed Katerinkin, med hvem han afholdt yderst konspirative møder i mindre byer på Sjælland.

Det skal erindres, at journalisten på dette tidspunkt ikke var en hr. hvem som helst,

14

idet han i perioden 1980-1983 var medlem af SNU.

I forbindelse med den pågældendes indgåelse af ægteskab med en sovjetisk kvinde droslede KGB kontakten til ham ned. Således er det sidst konstaterede møde mellem pågældende og Katerinkin tilbage til sommeren 1983."

15

Oleg Gordijevskij i Information den 15-16/2 1992Oleg Gordijevskij siger i Information den 15-16/2 1992, at både han og KGB anså Dragsdahl for at være KGB-agent. Han har i Berlingske Tidende 1/3 1992 bekræftet udtalelsernes autenticitet.

Han siger i Information bl.a.

”ja, ifølge KGB’s tekstbøger og arkiv-dokumenter var han en agent”1[1]”Jeg kan kun sige, at der slet ikke er nogen tvivl om det her. Ljubimov erklærede triumferende, at Dragsdahl nu var en rigtig agent. Han gik til næstkommanderende i (KGB’s) Første Direktorat for at berette om det. Man diskuterede det fremtidige samarbejde med ham. Man talte om, at han ville tage til USA med jævne mellemrum, og at man ville betale nogen af hans udgifter. Det blev drøftet åbent og triumferende. Så der er slet ingen tvivl om dette.” 2[2]

Gordijevskij oplyser sammesteds, at han har set rapporterne, sagsmapperne og telegrammerne om Dragsdahl, og at han har talt med KGB’s kontaktpersoner med denne (Tjebotok og Ljubimov), der var begejstrede for og fascinerede af ham og meget tilfredse med fremdriften i deres forhold til ham.3[3]

Det fremgår endvidere, at Dragsdahl ansås meget bedre end KGB’s egne folk. Dragsdahls ideer kunne således omformuleres og sendes til andre vesteuropæiske lande – han var inspirerende for KGB, så i visse tilfælde var det Dragsdahls egen uafhængige tankegang, der blev udnyttet af KGB.4[4]

Om baggrunden for kontakten med Dragsdahl beretter Gordijeviskij i samme artikel i Information, at KGB satsede på at rekruttere fremdriftige enkeltpersoner frem for at støtte venstreorienterede bevægelser - finde nogle gode hjerner, så de kunne gøre folkestemningen mere pro-sovjetisk og anti-amerikansk.5[5]

I øvrigt beretter Gordijevskij, at Dragsdahl næppe opfattede sig selv som KGB-agent, men at han da udmærket vidste, at han stod i tæt kontakt med KGB-folk og fra tid til anden hjalp KGB.6[6]

Han beretter også, at Dragsdahl modtog penge fra KGB:

”Hvad angår udbetalingen af penge, siger han, at han ikke kender den nøjagtige sum. Men ved rekrutteringsmøder i et tredjeland var det – ifølge Gordijevskij - almindeligt at udbetale 10.000 og 15.000 dollar.”7[7]

1[1] 1. spalte s. 11. Gordijevskij fastholder i øvrigt sammesteds, at hans viden er førstehånds.

2[2] 6. spalte s. 11.

3[3] 2. spalte s. 11.

4[4] 3. spalte s. 11.

5[5] 4. spalte s. 11.

6[6] 4.-5. spalte s. 11.

7[7] 7, spalte s. 11.

16

Interview, som Dragsdahl i sammenhæng med DIIS-undersøgelsen gav til udrederne 29. oktober 2004 (uddrag)

JD. ”Debatten i 70’erne var en virkelig skyttegravskrig, hvor hver part kunne fremsætte, hvad det skulle være af løgnagtigheder og vildt overdrevne ting og sådan noget, fordi alting byggede på tro.”

JD. ”.. altså i den periode, I arbejder med, har jeg jo sådan set været med i enhver tænkelig sammenhæng og på ethvert niveau, om det drejer sig om de politiske beslutningsprocesser, om det drejer sig om fredsbevægelsernes aktiviteter, om det drejer sig om, hvad der foregik i NATO, i Sovjet, hvad diverse ambassader havde af aktiviteter og sådan noget …”

JD. ” … det var mig og Villaume, som tog initiativ til det” [der blev Nej til Atomvåben, BJ].

JD. ”… jeg fik Gert Petersen til at lave en debat i Folketinget om TNF-projektet, som jeg havde fået utroligt meget materiale på.”

JD. ”Ellemann skrev kort tid efter, han blev udenrigsminister, da sendte han mig et harmdirrende personligt brev over en leder, som jeg havde skrevet, som byggede på et forløb i Udenrigspolitisk Nævn. Og jeg vidste altså og havde mange kilder på det, og han blev meget vred over, at han mente, at jeg løb med løse rygter.”

(Om et interview med Hans Engell, efter at han var blevet forsvarsminister).

JD. ”Jeg spurgte ham ganske enkelt, hvorfor SS 20 var farlig, og så sagde han, jo den har jo tre sprænglegemer. Nå, hvorfor er det farligt, at den har tre sprænglegemer? Jo, fordi den har tre sprænglegemer? Nå! Men jeg vil gerne vide, hvorfor det er farligt, at den har tre. Jo, for så kan den ramme tre byer. Jamen, det kan jo tre raketter også gøre i dag, så hvorfor er det problematisk, at den har tre sprænglegemer. Jeg kendte materien nok bedre end ham så jeg kunne også – som I kan se af interviewet - prøve at hjælpe ham lidt til vej om nogle mulige forklaringer på det, men han kunne kun gentage – og det trykte jeg ordret” [så Engell blev til grin, BJ].

Spørger: ”Jeg er en af dem, der sidder og skriver kapitlet om Warszawa-pagtlandenes politiske strategier, deres forsøg på at meningspåvirke bl.a. Og der er vi så interesseret i at afdække, hvad østbloklandenes repræsentationer i Danmark foretog sig – ambassaderne, hvad lavede personalet dér, vi ved, at de jo udførte et kontaktarbejde, de var jo optaget af personer bl.a. som dig, der havde, æh, der var mediefolk, de var optaget af politikere og søgte på forskellig måde at få østblokkens vinkel ind i debatten og få bibragt ens egne perspektiver. Så, og Vi prøver for det første at finde ud af omfanget af deres aktiviteter på det felt, og hvorvidt det lykkedes for dem at sætte dagsordenen. Så det her f. eks. med, at journalister (uforståeligt, bj) - du har jo været …

17

oplevet, at de kom med materiale, som de ønskede at (uforståeligt, bj) du bearbejdede (uforståeligt, bj) er det noget, du kan uddybe noget om?”

JD. ”Jeg mener, at det kommissorium er et oplæg til intellektuel uhæderlighed, fordi det indsnævrer et stort emneområde således, at man ikke får sammenhængen med. Og når du snakker om østambassaders aktiviteter, ja, det er rigtigt, men det er sandelig også rigtigt, at der var, at alle ambassader var overordentlig aktive, og alle ambassader forsøgte at pådutte journalister materialer. Så vil man selvfølgelig argumentere, jamen, der er forskel på, om det er fjenden, der gør det, eller ens egne. Jah, selvfølgelig er der det. Men det er derfor, at jeg taler om, at 70´erne og afspændingen er et ret vigtigt perspektiv at få ind i det her. Fordi det var ikke odiøst at have forbindelse med østlandenes ambassader. Og jeg vil vove at påstå, at alle, som sagde noget eller havde noget at skulle have sagt omkring udenrigs- og sikkerheds- og forsvarspolitik, havde sådan nogle frokoster og møder med folk fra østlandenes ambassader. På Information var – og det var aldrig noget, man skjulte jo, tværtimod vi lavede store vittigheder om det, når man nu kom med slips på. Nå, du skal nok osv. Og det kunne være østlandene, og det kunne være som sagt amerikanere, tyskere, ungarere … altså … […] På Information kom der fra Libyen hvert år ved Juletid seks halvanden flasker Napoleon cognac. Hvert år. Og alt sådan noget. […]

Hvor man jo stod med et fundamentalt valg, man kunne sige, at æh, øhm … ja, man kunne sige, at man ville slet ikke have noget at gøre med dem, eller også kunne man sige: Den jeg taler med er fra KGB; eller den, jeg taler med, er et andet menneske. Og jeg stjæler det her citat, det var Simon Lunn, der senere blev lord Carringtons højre hånd og som […] og vi diskuterede jo alle sammen vores holdning til den slags møder og hvordan man skulle håndtere det. Og Simon opsummerede det meget godt på den måde, at man kan sige, at man (uforståeligt) dem som KGB-mand, som man forsøger intet at sige til og holder fuldstændig afstand, eller man tager det afslappet og siger: der sidder et menneske over for mig dér, fordi at have mistanke om, at nogen var KGB-repræsentant f. eks., æh. Set med mine øjne var enhver person, der kom fra Sovjetunionen, en del af det system – og opdele det i, hvorvidt det var APN eller KGB eller noget andet, det virker ret tåbeligt, fordi de tilhørte det samme system. Så da kunne man tage valget så at tale med dem som en person, man kunne diskutere med, få nogle oplysninger fra og – som altid er gældende i journalistisk virksomhed – at de ville også få oplysninger tilbage.”

Spørger: ”Men dette påvirkningsarbejde kommer vi også ind på; hvordan foregik det her kontaktarbejde. Og da kunne du sige noget om typisk møder i 3. lande – gerne neutrale lande, Østrig og Finland. Var det typisk, at de foreslog, at I mødtes dér?”

JD: ”Nej, det var bestemt ikke typisk.”

Spørger: ”Det var det ikke? ”Hvordan var … og vi ved også, at de gerne …”

JD. ”Jeg har givet jer nogle papirer, som jeg fik på et tidspunkt, og jeg har formentlig fået nogle flere, og jeg blev ret overrasket over, PET spurgte engang, om de kunne få de papirer[…] De papirer er jo tydeligvis skrevet med henblik på, at man nærmest selv kunne oversætte dem eller i hvert fald skulle lade sig inspirere kraftigt af dem. Som du også vil se, hvis du læser papirerne, så ville det være noget i retning af selvmord for en journalist i hvert fald, fordi enhver ville øjeblikkeligt kunne se, at det materiale kom fra en ikke vestlig kilde, og […]

Det var et afspændingsklima, det var i den sammenhæng, at disse kontakter udvikledes […]

18

… Jeg havde stor morskab ud af det, jeg gjorde grin med det [de sovjetiske papirer]. Altså … Jeg havde også læst en del bøger om påvirkningsspørgsmål, og jeg havde diskuteret med dem i PET omkring det og internationalt diskuteret det. Og det, der altid slår mig, det er den grundlæggende stupiditet hos de mennesker, der – eller rettere uhæderlighed… igen den intellektuelle uhæderlighed i hele snakken om påvirkningsagenter. [bliver stærkt ophidset] Her har vi mennesker, som mener, at demokratiet er overlegent i forhold til det totalitære system. De kan tale i dagevis om, at hvordan det totalitære system er underlegent. Men de samme mennesker har altså den intellektuelle uhæderlighed at påstå, at et totalitært system bedre kan producere informationer til et demokratisk system. Og det passer simpelthen ikke.”

JD. ”Så var der den mulighed – altså et andet valg, man måtte gøre i den her sammenhæng, det var, om man skulle – jeg er lige ved at sige - afsløre disse folk, og der var specielt én herre, den første, som jeg havde nogen kontakt med på den amerikanske ambassade, som var berømt for, og blev endnu mere berømt for at være som et frembrusende godstog i sit forsøg på at gøre ting, som absolut var uantagelige. Det har været i 1975 lidt ind i 1976 [...] Det er Tjebotok, og ham havde jeg noget at gøre med i 1975 og 1976, og så er jeg i USA fra 76 til 77, og jeg snakkede med Arthur Macy Cox om det her [… Han sagde til mig]: Ja, Jørgen, det er en god historie, men hvis du skriver den, så vil du aldrig nogensinde kunne komme til Sovjetunionen. Er du parat til som journalist, der er interesseret i sikkerhedspolitik, at afskære dig fra nogensinde at kunne sætte dine ben i det land? […] Er du interesseret i det? Og det måtte jeg jo svare tilbage: Nej, det er jeg absolut ikke interesseret i. Så derfor var alt det, æh som jeg siger journalister handler med informationer, og have de kontakter med de folk, som du taler om, var i allerhøjeste grad nyttigt for både for at kunne finde ud af, hvad de lavede her i landet, og hvad man som journalist skulle være opmærksom på og på lederplads advare imod, men det var da i allerhøjeste grad også, altså i resten af sit internationale kontaktnet, som havde de samme, sådan og sidde og sammenligne og på den måde finde ud af, hvad der måtte røre sig i Moskva og i Kreml ved at sammenligne notater.

Så, så, æh, altså det, du kalder for påvirkningsforsøg - jeg kan godt fortælle om ting, som var absolut groteske, men æh - og selvfølgelig har man haft en så omfattende aktivitet, som man har, fordi man håbede på at få resultater på den måde. Men min generelle konklusion er, at det var en absolut mislykket operation […]”

JD. ”Jeg vil ikke betvivle, at der var KGB-agenter i udlandet, som virkelig brændte for deres mission. Men min erfaring er altså, at ilden var på vågeblus, de var først og fremmest interesseret i at selv xxx og først og fremmest interesseret i, at mens de var i udlandet, så havde de en højere indtægt, at de kunne spare op af denne indtægt og købe alle mulige forbrugsgoder her, som når de så kom hjem, kunne sælge. KGB var i forfald […] Sovjetunionen og KGB var jo allerede i så styrtdykkende forfald i forhold til tidligere.

Ljubimov sagde til Wilhelm Steinfeldt (Norsk Rikskringkastnings korrespondent i Moskva, BJ), at han

JD. ”holdt meget af at komme på gode restauranter i København. Og det skulle jo retfærdiggøres, så han (uforståeligt) og fik en fin middag, så det han så ville gøre, det var at skrive mig på regningen, og så ville han vente en uge eller 14 dage, og så ville han sende regningen ind sammen med et par artikler, jeg havde skrevet, som belæg for, at denne udgift var god. Og dér må man altså bare sige, jamen hvad, det ligger i

19

arkiverne, ikke, men det siger meget om bevidstheden hos de folk. Jeg har haft sovjetiske repræsentanter til at bryde sammen i gråd under sådan en diskussion, hvor man - det var omkring deres invasionsplaner af Polen f. eks. Som jeg siger, det grundlæggende er altid: Står man over for et menneske, som man vil tage en diskussion med, og så må man finde sig i, at der en hel masse underligheder, såsom at de prøver på at gøre deres arbejde, som selvfølgelig er både at fremstille deres land i et positivt lys, men også – som det skete et par gange – og aflevere sådan nogle papirer dér i håb om, at man vil trykke det. ”

(Om Tjebotok, som tilbød JD en bil).

JD. ”Og så sagde jeg til ham: Nu skal du høre, det er jeg slet ikke interesseret i, for jeg er sikker på, at I er infiltreret af CIA og Pet og alt sådan noget.”

Spørger: ”Om at hemmeligholde og skabe en konspirativ stemning. Var det noget, du oplevede og på et tidspunkt måske undrede dig over?”

JD. ”De havde allergi. Nogle havde allergi overfor at spise på restaurant i den indre by, som var nemmere at tage til. De ville gerne tage til Farum eller lignende steder ikk`? Og det sagde jeg ofte nej til, hvis jeg syntes, at turen var for lang, men til tider, alt efter hvor interessant personen var […], så har jeg spist sådan nogle …, og det syntes jeg var fjollet. [ …] Men altså jeg forstår ud fra, hvad jeg har læst, at de havde altså brugt timer på at ligge og køre rundt i landskabet for at undgå, at der var nogen, der fulgte efter dem, så … altså jeg var godt … I dine spørgsmål genkender jeg jo PET´s version af virkeligheden, derfor må jeg altså også sige, at PET’s version af virkeligheden er egentlig et stort sikkerhedsproblem, fordi det siger lidt om, hvor umuligt det er at rekruttere folk til at forstå de her ting. At for PET vil ting, de observerer … Fx PET havde mange spørgsmål om en episode, hvor Katerinkin giver mig en avis, jeg tager den og giver den tilbage, så den går frem og tilbage, og der kunne virkelig blive udvekslet dokumenter og store pengesummer på det der. Og jeg husker det præcist, at han havde artiklen, som jeg havde skrevet, og han havde understreget en hel masse ting, og så ville han have, at jeg skulle forklare ham, hvad det var, jeg skrev, og derfor får jeg avisen over og ser de der tre, fire ord, og siger ja … bla bla bla … værsgo så kom den tilbage. Og når man ser på det dér, så er det da muligt, at det ser vældig konspirativt ud, men forklaringen er ganske enkel. Og jeg ved ikke, jeg har i hvert fald, jeg har svært ved at sluge, at der var noget konspirativt.”

Spørger: ”Vi spørger alene til, om der i det, du erfarede, var elementer af konspirativ tilrettelæggelse af møderne, og det er noget fuldstændig udvendigt og teknisk, altså at de frabeder sig, at man ringer afbud til dem på bestemte numre f. eks.”

JD. ”Ja, det har jeg gjort. Det har jeg i hvert fald gjort. … Jeg har ringet til ambassaden og sagt, at jeg ikke kunne komme til ting.”

Spørger: ”Ja, men en ting er, at du har gjort det, en anden ting er, om de bad dig om at lade være.”

JD: ”Det må jeg sige, det kan … det tror jeg egentlig ikke. Om jeg ville huske det, det ved jeg ikke. Altså … næ, de har ringet til mig […] men hvis dit konkrete spørgsmål er et indtryk af noget konspirativt, så vil jeg generelt svare nej […] Altså jeg har da selv været udsat for, når der var folk, jeg skulle kontakte, at lave nogle meget underlige arrangementer for at have dem i en tilpas, tryg (uforståeligt).”

20

Spørger: Fik du noget ud af de samtaler som journalist? Noget du kunne bruge? Eller syntes du, at det var lidt spildtid, sammenlignet med andet arbejde?

JD. ”Næ. Altså, jeg syntes, at noget æh, det jeg først og fremmest æh, altså jeg har skrevet og ment og mener også. Altså for det første”

JD. ”Jeg føler det som et vanvittigt spild af tid overhovedet at skulle tænke på de her ting. Jeg synes, at det er møgubehageligt for mig selv overhovedet, hvad jeg er nødt til at skulle tænke tilbage på den tid, for jeg bliver så edderspændt rasende, altså jeg er arbejdsløs i dag, hvorfor er jeg arbejdsløs, ik? Jeg kan få afsat mine ting ved ethvert medie, så der kan ikke være noget problem med kvaliteten af det, jeg laver, men man frygter at ansætte mig et sted. Jeg kan tage folk i retten, når de skriver om de her ting.”

(Derpå langt afsnit, hvor D beklager sig over, at han gik med til forlig med EB. Domstolen ville ikke bruge tid på sagen, Der blev indgået et forlig, JD fik en stor pose penge af Østre Landsret, og EB måtte tilbagekalde alt det, de havde skrevet).

JD. ”Og så skal man altså gå rundt i årevis og have problemer med det.”

JD. ”Altså Nikolaj Petersen, igen og igen i hans bog kan man se, at der blev løjet dengang. Og det sidder man som journalist og ved. Man kan ikke altid bevise det, men man ved det sædvanligvis. Og der er det klart, at da opstår efterhånden et vist engagement over et mønster, hvor der er nogle folk, der sidder og kalder sig embedsmænd og altså skulle være ansat af skatteyderne, og som synes, at det er fint at live ved med at lyve over for skatteyderne. Men politikerne synes, at det er helt fint at sidde ved et bord fortroligt og fortælle dig om ting og går så ud og siger det modsatte i offentligheden. Og når man så siger det til dem, jamen du sad jo og sagde til mig, at - Jamen den samtale har aldrig fundet sted! Hvor tit jeg har hørt det! […] Jeg har ikke set en eneste artikel, som har haft indvendinger mod det, jeg skrev.”

Spørger: Dette her er også en talerstol for dem, der indvilligede i at deltage.

JD: ”… Det udspil, som den danske regering kom med i 1979 omkring TNF, om udsættelse, det udspil var simpelthen skrevet på min skrivemaskine efter diktat fra Pete Scoville, Arthur Macy Cox og Richard Barnet siddende ved siden af, og under deres samtale med Dyvig og Jæger så præsenterede de det forslag om udsættelse af TNF, og det røg ned i Dyvigs skuffe. Og det var simpelthen det efter min bedste overbevisning (uforståeligt, bj), som de tog op, og hvor Kjeld Olesen - så ville vel Hans Engell (uforståeligt, bj)forsøge at gøre det en lille bitte smule uspiseligt, vanskeligt, så derfor fandt de altså ud af, at de ville blande sig i SALT-forhandlingerne.”

”Jakob Andersen, det svin”.

 

21