Upload
lr-carlsen
View
216
Download
1
Embed Size (px)
DESCRIPTION
En skræmmende skildring af en kvindes psykiske sammenbrud set indefra. Der klippes mellem Rebeccas overklasseliv i opløsning, og scener fra fortiden, hvor en ukendt gerningsmand kidnapper og torturerer hendes datter.
Citation preview
“Raffi neret staccato-agtig psykologisk gyser
om tiltagende vanvid” lektørudtalelse
“Vellykket fortælling om en mors sorg og ... en psykopats fortælling
om sin fascination af sit offer” gyseren.dk
Sarah Engell, f. 1979, nomineret til
Læsernes Bogpris for ungdomsbogen
21 måder at dø leverer med Du og jeg for evigt en psykologisk gyser for
voksne. Bogen udkom oprindeligt i
2012 under titlen Lille pige.
du og jeg for evigt
“spændingsroman, der på en uhyggelig og
ubehagelig måde sætter spørgsmålstegn ved,
hvad der er virkelighed”
”Jeg var fange i mit eget hjem, i min egen krop.
Jeg skar lunser af mig selv og fodrede dig med
dem, og da der ikke var andet tilbage end sener
og knogler, spyttede du på mig og lirkede dig ud
af mig igen.”
sarah engell
roman | lindhardt og ringhof
sarah en
gell
sarah en
gell
du
og
jeg fo
r evigt
Du og jeg for evigt.indd 2 6/16/15 11:43 AM
sarah engelldu og jeg
for evigtroman
lindhardt og ringhof
Du og jeg for evigt.indd 3 6/16/15 11:43 AM
5
Kapitel 1
Jeg vågner ved, at jeg knuger en pude ind til brystet
og kalder på min datter. Lyden forskrækker mig. Den
virker alt for høj i det tomme soveværelse. Jeg kniber
øjnene sammen, mens smerten ved at vågne breder sig
i kroppen.
Alt er stille. Kun savnet bevæger sig knirkende om-
kring i den tavse villa. Jeg ligger i den side af sengen,
hvor min mand skulle have sovet. Hans læsebriller lig-
ger stadig på natbordet. Det føles, som om de betragter
mig.
”Lad mig være,” siger jeg til dem.
Brillerne bliver ved med at betragte mig.
Jeg smider puden efter dem, men rammer ved siden
af. Irriteret sparker jeg dynen af og kravler ud af sen-
gen. Alting går mærkeligt langsomt som i en film, der
bliver afspillet ved lav hastighed. Samme forbandede
film igen og igen.
På gulvet ligger min hvide morgenkåbe. Jeg trækker
den på og binder bæltet med en stram knude. Stoffet
minder om det materiale, man udstopper fugle med.
Jeg bryder mig ikke om fugle.
Du og jeg for evigt.indd 5 6/16/15 11:43 AM
6
Persiennerne rasler, da jeg trækker dem op. Udenfor
er sensommerens solskin svagt som støv. Det klæber
til teaktræsmøblerne, de vildt groende sommerfugle-
buske, ukrudtet mellem fliserne og swimmingpoolens
blå krater.
Bagerst i haven kan jeg ane det lille, olivengrønne
legehus med de hvidmalede vinduer. Døren er lukket.
Græsset klæber op ad ydersiden.
Hele vejen rundt om legehuset er viklet rød-hvide
plasticbånd. De bevæger sig i vinden. Synet får mig til
at tænke på pillerne. Jeg åbner skuffen i natbordet og
skruer låget af det første glas. Mit navn står på et kli-
stermærke: Rebecca Schnoor, 20 mg 1 x dagligt.
Jeg slår to piller ud i håndfladen. Med den modsatte
hånd åbner jeg de næste glas og blisterpakninger, hæl-
der og trykker medicinen ud i ordineret rækkefølge:
hvid, bleggul, glat eller med delekærv.
39 år, arbejdsløs og på nervepiller. Vær så god at
skylle.
Jeg slår pillerne ind i munden og tager en tår vand
fra det glas, der står på natbordet. I en enkelt bevægelse
lægger jeg nakken tilbage og synker.
En behagelig sløvhed breder sig i kroppen, mens pil-
lerne opløses og bliver til mig. Jeg lukker døren til
min datters værelse bag mig og hengiver mig til intet-
heden. Luften herinde er som i et fryserum, hvid og
Du og jeg for evigt.indd 6 6/16/15 11:43 AM
7
stillestående. Der er en kraftig lugt af tørrede roser,
gammelt støv og kattehår.
Jeg sætter mig på sengen og lader en hånd glide hen
over det hvide sengetæppe. Sengetøjet er det samme.
Jeg kan ikke få mig selv til at vaske det. Hendes duft
hænger stadig i tekstilet.
Ved hovedgærdet sidder en porcelænsdukke i silke-
kjole. Ansigtet er hvidt og udtryksløst. Under det ene
øje er malet en tåre.
Dukkemageren brugte udelukkende ægte menneske-
hår. Det meste blev købt fra asiatiske børnehjem og far-
vet lyst på en fabrik i Polen. Asiatiske børn har verdens
blødeste hår, som han sagde.
Overalt i butikken sad dukkerne ret op og ned,
livagtige i deres livløshed. De havde negle, øreflipper,
næsebor og fingre, der kunne bøjes i samtlige led.
Jeg havde min datters hår med i en plasticpose.
Dukke mageren gav mig ret. Det var meget blødere end
det asiatiske. Jeg viste ham et fotografi, hvor øjenfarve
og smilehuller var særligt tydelige.
Den kom til at ligne på en prik. Han lagde ekstra vægt
i hovedet, så det faldt bagover ligesom på en rigtig baby.
Jeg tager dukken på skødet og vugger hende frem og
tilbage. Her er så stille.
Gråden samler sig bag øjenlågene. Jeg presser fing-
rene sammen om næseryggen og lægger nakken tilbage
mod væggen.
Du og jeg for evigt.indd 7 6/16/15 11:43 AM
8
Ude på vejen kan jeg høre en bilmotor blive slukket.
Dukken betragter mig med store øjne. Jeg trykker læ-
berne mod den kolde porcelænshud og koncentrerer
mig om at smile til den.
Havelågen giver et smæld. Trinene kommer nærme-
re. Der er stille lidt, så ringer det på døren.
Jeg fastholder dukkens blik. Som altid forestiller jeg
mig, at det er hende. Hun står på dørtrinnet og smiler
til mig. Betjenten har givet hende lov til at ringe på dø-
ren selv. Jeg breder armene ud og knuger hende ind til
mig, mens jeg hvisker i hendes øre, at jeg aldrig tvivlede
på, at hun kom hjem.
Jeg går gennem hallen på bare tæer og med hænderne
skjult i den hvide morgenkåbes ærmer. Allerede på af-
stand kan jeg se, at det ikke er hende. Silhuetten bag
hoveddørens glasrude er alt for høj.
Jeg retter på ansigtet og tørrer mig under øjnene, in-
den jeg åbner.
Han træder et skridt frem. ”Hej, Rebecca.”
”Lars.”
Vi ramler sammen mellem knus og håndtryk. Han
klapper to gange på dørkarmen.
”Nå,” siger han.
Han har sin lysebrune læderjakke og mørkebrune
lærredssko på. Snørebåndet på den ene sko er bundet
forkert.
Du og jeg for evigt.indd 8 6/16/15 11:43 AM
9
Man har aldrig kunnet se på Lars, hvor mange pen-
ge han tjener.
”Jeg gør det hurtigt,” siger han. ”Bare lige det
vigtigste ... Jeg kan jo dårligt læse datoen på mælken
uden.” Han peger på sine øjne og trækker på smile-
båndet.
Jeg strammer morgenkåbens bælte. ”Du har fundet
et sted at bo, kan jeg forstå?”
Han nikker. ”En toværelses på Østerbro.”
”Nå. Jamen, du har jo også altid gerne villet bo tæt-
tere på byen.”
Han trækker på skuldrene.
Vi står lidt i tavshed. Lars flytter vægten fra fod til
fod.
Hans ansigt er så tæt på. Tungen derinde, bag læber-
ne. Åndedragene. Hagen med den lille kløft, der føltes
så blød under min fingerspids.
Det er over tre uger siden, han gik.
”Men som sagt – jeg skal ikke forstyrre ret længe.”
Han klapper igen på dørkarmen.
”Hvor er din bil?” Jeg stiller mig på tæer og ser ud
på vejen.
Han laver en håndbevægelse.
Jeg klemmer mig ud forbi ham. Fliserne føles kolde
under mine bare tæer. Med lange skridt går jeg ud mod
vejen.
”Rebecca …”
Du og jeg for evigt.indd 9 6/16/15 11:43 AM
10
Jeg åbner havelågen og skærmer for solen med un-
derarmen. Foran genboens hus holder hans sølvfarvede
Mercedes CLS med nedrullede vinduer. Der sidder en
på passagersædet. Jeg kniber øjnene sammen, men kan
ikke genkende vedkommende.
Der lyder skridt bag mig. Lars lægger den ene hånd
på havelågen.
”Du kan måske ikke bære dine ting alene?” Jeg gør
et nik over mod bilen.
Lars drejer formålsløst på havelågens metalgreb.
Der er en smal, bleg aftegning på højre ringfinger.
Lyden af en bildør, der bliver smækket, får os til at
se op. Ved siden af Lars’ bil står en ung kvinde med
kort rød nederdel, store blå solbriller og en stram
åbenstående læderjakke, hvis skriggule farve reflekte-
rer solen.
Hun tager sin røde hat af og roder op i sit hår. Ciga-
retten placerer hun på underlæben, mens hun skærmer
for vinden med den ene håndflade. Hun læner sig op ad
bilen og lægger nakken tilbage. Røg hvirvler ned ad den
tomme villavej.
Jeg vender mig langsomt om mod Lars.
Han tager en indånding og træder frem som for at
tvinge mig tilbage i haven.
”Forbandede løgner,” hvisker jeg.
Den unge kvinde drejer hovedet. Hun betragter mig
udtryksløst, mens hun tager et nyt hvæs af cigaretten.
Du og jeg for evigt.indd 10 6/16/15 11:43 AM
11
Hendes slanke skikkelse hænger skødesløst og dog ele-
gant på bilens kurver. Barmen strutter triumferende
under en turkis bluse, der er alt for tynd til årstiden.
Hun har tydeligvis ikke bh på.
Lars stryger mig over armen med en hurtig bevæ-
gelse, hvis kejtethed forstærker min følelse af at gå i
stykker. Jeg hader mig selv for at have lyst til at række
ud efter ham. Efter alt, hvad der er sket, burde det være
mig, der gik fra ham.
Jeg slår hans hånd væk. Fliserne smælder under
mine bare fødder, da jeg går tilbage mod huset.
I Rusland blev en knap 13-årig pige spærret inde i et
lille rum. Der gik ni år, før nogen fandt hende. Hun sad
bag et møbel og turde ikke komme frem.
Lars løber efter mig ned ad flisegangen.
”Værsgo,” siger jeg og skubber hoveddøren helt op.
”Bare tag, hvad du vil have.”
”Rebecca, for fanden …”
Jeg ryster på hovedet og peger ind ad døren.
Lars sukker og går ind. Han løfter fødderne højt,
som om han overvejer, hvor han skal placere dem.
For første gang i dagevis opdager jeg, hvor klamt her
faktisk er blevet. Hans blik tydeliggør alt det, der er
blevet usynligt for mig selv: pizzaæsker og tomme cola-
flasker. Krøllet vasketøj. Stabler af affaldsposer, der
sender en sødlig stank ud i rummet. Støvede papkasser
med legetøj, som jeg har hentet ned fra loftet.
Du og jeg for evigt.indd 11 6/16/15 11:43 AM
12
Han ser på mig, og bekymringen i hans øjne får min
mave til at knuge sig sammen.
Jeg vender ansigtet bort, mens noget i mig går i
stykker for anden gang. Hvordan kan han bare skride?
Hvordan helvede kan han bare skride fra det hele?
Lars kommer hen til mig. Han klapper sig på inder-
lommen og rækker mig en serviet.
Jeg ryster på hovedet.
Han stikker servietten ind i min hånd og mumler:
”Det var jo ikke meningen …”
”Hvad?” Jeg skubber hans hånd væk. ”At hun
skulle forsvinde? At vores ægteskab skulle gå i styk-
ker? At du skulle vise dig at være fuldstændig …” Jeg
krøller servietten sammen og smider den efter ham.
”Føj, hvor må du have en dårlig smag i munden. At
rende rundt med den dulle, når du ved, hvordan jeg
har det. Men hun er sikkert også nemmere at være
sammen med, ikke? Ung og smuk og med garanti ikke
på nervepiller.”
Jeg ville ønske, at han holdt om mig, men han står
bare og ser på den sammenkrøllede serviet, der har
ramt en pizzaæske.
Savnet bevæger sig knirkende gennem huset, og det
er kun mig, der ser det. Erkendelsen får mig til at kra-
kelere. Tårerne flyder klodset ned over mine kinder.
”Hvordan kan du gøre det mod mig?! Hvordan kan du
bare fortsætte som ingenting?”
Du og jeg for evigt.indd 12 6/16/15 11:43 AM
Jeg griber hans arm og holder fast. ”Jeg savner dig.
Ved du godt det? Jeg tænker på dig hele tiden. Hver
morgen vågner jeg i din side af sengen. Huset er så tomt
uden dig og vores lille datter.”
Jeg lægger ansigtet mod hans bryst. Hjertet slår hur-
tigt. En hånd bliver lagt på min ryg. Den klapper et par
gange, inden den bliver fjernet igen.
Jeg indsnuser hans duft, presser læberne mod den
varme skjorte. ”Sig, at du har det ligesom mig, Lars.
Kom hjem igen. Lad os glemme alt det, der er sket. Jeg
kan forandre mig. Jeg lover det.”
Lars stryger mig let over armen. Han tager mig om
skuldrene og fjerner mig helt blidt, som et støvkorn
eller et hårstrå.
”Vi taler om det en anden dag,” siger han. Blikket er
allerede på vej ud mod solskinnet og hende.
Savnet er et tungt møbel, vi burde bære sammen,
men han har sluppet i sin ende og lader mig stå med det
hele.
Der er noget uhyggeligt ved hans ligegyldighed.
Noget, der får mig til at fortryde, at jeg har vist svag-
hed.
Jeg presser ryggen mod væggen, væk fra ham. ”Så
tag dine ting,” siger jeg. ”Tag dine ting og forsvind.”
Du og jeg for evigt.indd 13 6/16/15 11:43 AM
14
Kapitel 2
Det var ikke min mening at gøre pigen fortræd. Jeg
er ikke morder. Jeg er ikke pervers. Jeg er altid blevet
misforstået af de selvsamme idioter, som hævder, at de
forstår mig.
Jeg ville bare se på hende. Det var alt.
Jeg stod bag det vindue, der vendte ud mod gaden.
Himlen havde samme farve som asfalten.
Jeg ventede.
Kameraets rem skar sig ind i min nakke. Mine læber
var tørre. Jeg fugtede dem med tungen, mens jeg spejde-
de ud ad ruden.
Kameraet var splinternyt, det dyreste og mest avan-
cerede på markedet. Det var sort og blankt, velpropor-
tioneret, næsten erotisk at holde om.
For at højne perfektionen havde jeg købt et stativ
med panhåndtering og zoomkontrol og et ekstra langt
telezoomobjektiv med flourit og ultrasonisk ringmotor,
der gav hurtig og lydløs autofokus.
Jeg var selv bevidst om det paradoksale i at vægte
kvaliteten så højt, når det kun var mig, der så billeder-
ne. Men mine følelser for hende forbød mig andet.
Du og jeg for evigt.indd 14 6/16/15 11:43 AM
15
Hver aften tog jeg kameraet frem og pudsede linsen
med en steriliserende vådserviet, der duftede svagt af
citrus. Mens jeg omhyggeligt rensede glasset, tænkte
jeg på hendes gang. Den nonchalante måde, hun slen-
trede ned ad gaden på uden at værdige mig et blik.
Nogle gange hoppende med musik i ørerne og læberne
spidset om en ordløs sang, andre gange med blikket ret-
tet koncentreret mod fliserne, som om hun talte dem
eller gentog en indre remse.
I min dagbog noterede jeg alle observationer. Hen-
des påklædning. Hvem hun fulgtes med. Om hendes
hår var løst eller sat op.
Jeg nummererede tidspunktet med en særlig kode
bestående af tal og bogstaver. Billederne fra det pågæl-
dende tidspunkt gemte jeg i en filmappe med samme
nummer.
Nogle gange ærgrede det mig, at jeg ikke kunne vise
mit enorme arkiveringsarbejde frem. Hun især ville synes
om det. Jeg tror, hun ville blive smigret over de mange
timer, jeg havde tilbragt bag ruden med det tunge, sorte
kamera om halsen. Udelukkende for at vente på hende.
Tanken om hendes smil fik mig til at holde hårdere
om kameraet.
Jeg så på digitaluret og knækkede mine fingre ved at
presse dem ned i bordet. Min krop dirrede. Nogle dage
var længslen så stærk, at jeg havde svært ved at opret-
holde alt det pæne, omhyggelige og velordnede.
Du og jeg for evigt.indd 15 6/16/15 11:43 AM
16
Jeg bed sammen om kuglepennens prop og trak den
af. Med sirlig, sort skrift gjorde jeg et notat med klok-
keslæt efterfulgt af et minus. Det værkede i mine skuld-
re og min nakke. Jeg vippede hovedet fra side til side
uden at slippe gaden af syne.
Det var mørkt, næsten sort udenfor. De tre nærme-
ste gadelygter var gået i stykker. De svingede langsomt
fra side til side i blæsevejret. De lignende kirkeklokker.
Der kom ikke en lyd udefra.
Jeg lod blikket glide ned ad gaden, talte sekunderne.
Da jeg tjekkede uret, kunne jeg se, at jeg endnu en gang
havde talt for hurtigt.
Jeg knækkede fingre igen. Måske var der sket hende
noget. Måske så jeg hende aldrig igen. Det var sket før,
at hun kom senere, end hun plejede, og hver gang bore-
de frygten sig gennem min mave og gjorde det umuligt
at trække vejret.
Jeg så på gadelygten. Jeg så på mørket. Jeg tænkte på
hullerne i nummereringssystemet. Jeg tænkte på døden.
Kameraets øje indrammede gaden. Jeg skruede på
objektivet, drejede millimeter efter millimeter for at
stille skarpt.
Mange af aftenens billeder ville sikkert blive for
mørke til, at motivet trådte ordentligt frem, men det
var ligegyldigt. Jeg ville forsøge at oplyse dem med
mit nye redigeringsprogram, sandsynligvis uden held,
og også det var ligegyldigt. Det, der betød noget, var
Du og jeg for evigt.indd 16 6/16/15 11:43 AM
17
øjeblikket, hvor jeg trykkede udløseren i bund. Sekun-
det, hvor vi smeltede sammen, forevigede længslen
efter hinanden.
Klik.
En cykel kørte ind i mit synsfelt. Jeg holdt vejret og
fulgte den med øjnene. Det var en ung knægt med langt
pandehår, lavtsiddende bukser og en lædersnor om hal-
sen. Han steg af cyklen og vendte sig om. Hans mund
bevægede sig.
Kort efter kom hun til syne. Hun stod op i pedaler-
ne. Det lange hår flagrede efter hende. Jakken stumpe-
de og blottede et stykke af hendes maveskind. Da hun
grinede, kom togskinnerne til syne.
Jeg strammede grebet om kameraet. Jeg så gennem
den lille sorte firkant på den spinkle, knap 13-årige
pige.
Klik. Klik. Klik.
Jeg havde sort tøj på. Jeg var omhyggelig. Kun lyden
af kameraet afslørede min tilstedeværelse.
Med hurtige klik indfangede jeg den farvestrålende
kolibri derude. Hendes smil. Måden, hun kastede med
håret på. Hendes fnisende, lidt klodsede måde at stige
af cyklen på.
Hjertet hamrede i mit bryst. Jeg følte en sær blan-
ding af vellyst og ubehag. Af længsel og afsky.
Jeg fotograferede hende fra alle vinkler, i alle situa-
tioner. Uden blitz, så hun ikke skulle opdage mig.
Du og jeg for evigt.indd 17 6/16/15 11:43 AM
Jeg vidste, at det var patetisk. At lige så intenst jeg
længtes efter hende, lige så lidt så hun til min side. Jeg
ville ønske, jeg kunne stoppe. Men inderst inde vid-
ste jeg godt, at det blot var begyndelsen. At det var et
spørgsmål om tid, før fotografierne ikke længere var
nok for mig.
Du og jeg for evigt.indd 18 6/16/15 11:43 AM
“Raffi neret staccato-agtig psykologisk gyser
om tiltagende vanvid” lektørudtalelse
“Vellykket fortælling om en mors sorg og ... en psykopats fortælling
om sin fascination af sit offer” gyseren.dk
Sarah Engell, f. 1979, nomineret til
Læsernes Bogpris for ungdomsbogen
21 måder at dø leverer med Du og jeg for evigt en psykologisk gyser for
voksne. Bogen udkom oprindeligt i
2012 under titlen Lille pige.
du og jeg for evigt
“spændingsroman, der på en uhyggelig og
ubehagelig måde sætter spørgsmålstegn ved,
hvad der er virkelighed”
”Jeg var fange i mit eget hjem, i min egen krop.
Jeg skar lunser af mig selv og fodrede dig med
dem, og da der ikke var andet tilbage end sener
og knogler, spyttede du på mig og lirkede dig ud
af mig igen.”
sarah engell
roman | lindhardt og ringhof
sarah en
gell
sarah en
gell
du
og
jeg fo
r evigt