Ulrik Jørgensen

Den Evige mand

Første del i serien om Trueblood og Brask

ROMAN

Den Evige Mand

af

Ulrik Jørgensen

© Ulrik Jørgensen

Omslag af Clarissa Yeo

ISBN 978-87-997416-0-1

2. udgave 2014

EPOZ

Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret. Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med forlag og forfatter.

Til min elskede hustru

Min op, min ned

Min højre, min venstre

Min forlæns, min baglæns

PERSONGALLERI

ST . EMILLION CROS , FRANKRIG 1327

Monsigneur Fabian Lafrain – Johanitternes kommandør ved

indsatsen for paven i 1327.

Signeur Alderic Taureau – Fransk johanit. Lafrains højre hand.

Signeur/Sir Jarod Moorman – Engelsk Johanit, der udmærker sig

ved Johanitternes indsats for paven i 1327.

Kardinal Javier Diego Salvatore – Kardinal udsendt af paven, under

dække af at være Padré Miguel, en almindelig præst fra

pavepaladset i Avignon.

ROSLIN , SKOTLAND 1434

Broder Isach Trueblood – En drikfældig fransiskanermunk, der

ernærer sig ved at løbe kirkens ærinder.

Sir Jessup Brask – Kvindeglad og hasardspillende ridder. Han er

Truebloods livvagt og arbejder for kirken

Lord William St. Clair, Baron af Roslin – Roslin-borgens herre, og

overhoved for den magtfulde klan, St. Clair.

Hamlin Maxwell – Hushovmester på Roslin-borgen.

Broder Jerimaiah Steelwell – Kronikør og leder af Roslin-skriptoriet.

Laurent Quint – Broder Steelwells franske elev og assistent.

ØEN ISLAY , SKOTLAND 1434

Angus Hawthorne – Hesteavler på Islay, gift med Torra, bedstefar

til Davis.

Torra Hawthorne – Gift med Angus og bedstemor til Davis.

Hamish Hawthorne – Sildefisker på Islay, søn af Angus og Torra,

far til Davis.

Davis Hawthorne – Søn af Hamish.

Lady Heather Darroch – Datter af Lord Darroch, en af Islays

stormænd. Søster til Seamus.

Seamus Darroch – Søn af Lord Darroch og bror til Heather.

Sir Donnan Donkallan – Lord Darrochs højre hånd. Leder

eftersøgningen af Heather og Seamus.

Lord Kendrew Lachlan Darroch – Herre på Harrynveig Hall, sæde

for Darroch-klanen på Islay.

NOTERNE

Der er indsat slutnoter gennem hele bogen. Noterne har kun

ringe betydning for selve histroien, men kan bidrage til forståelsen

for nogle elementer af teksten, samt virke til interesse for dem, der

måtte ønske at dykke ned i fortidens detaljer. Derfor er det heller

ikke nødvendigt at læse dem, for at kunne nyde bogens handling.

God fornøjelse.

DEN SIDSTE KARDINAL I

SEPTEMBER 1327

LANDSBYEN EMMILION SAINT-CROSS , FRANKRIG

”Mænd som Dem er dårlige for moralen.”

Stilhed.

”Der er regler, signeur.”

”Regler?”

”Uskrevne regler. Skad aldrig en broder.”

”Jeg kender ikke de regler.”

”Men De kan vel sige Dem selv, at De ikke skal lemlæste

Deres brødre, under træningen.”

”De kan alle gå og bevæge armene. Ingen alvorlig skade sket.”

”Tre af mændene er på lazarettet.”

”De kommer sig nok.”

”Vil De være venlig at fortælle mig, hvorfor de kvæster Deres

fæller under træningen?”

”De er ude af form. Svage.”

”Svage?! Vi er Johanittere. De bedste sværdkæmpere i verden. Vi

kæmpede med Tempelridderne i Jerusalem og vandt. Vi var med da

den hellige hær udraderede Saladins tropper i Montgisard og holdt

borgen i Kerak. Æren er vores styrke og hæderen vores sværd.”

”Hæder og ære redder ikke de dvaske og dovne. Træningen gør dem

stærke og årvågne. Jeres uskrevne regler gør dem slappe og uduelige.”

”Hvor vover de …”

Tumult

”Har I mistet forstanden?! Ingen trækker blankt her. Ingen!”

”Jeg kan ikke tolerere den slags uforskammetheder, Lafrain.” ”Heller ikke jeg. Moorman, De har for længe siden overskredet

grænsen for acceptabel opførsel og deres forhold til deres

overordnede er dybt problematisk. Den slags bliver straffet hårdt.

De kan betragte dem selv som værende i arrest og dette som et

forhør.”

”Jeg tager min straf med glæde.”

”Det lader til, at De ved en masse om den nært forstående

mission. Hvorfra?”

”Alle ved, at Paven er blevet trodset.”

”Trodset?”

”Hans uvenskab med den tyske kejser, Louis af Bavaria. Paven vil ikke

krone Louis og Louis er derfor i Lyon med sin antipave, for at modsætte sig

kirkens magt. Og for at fastholde Lyons loyalitet.”

”Det er altså hvermands eje?”

Intet svar.

”Hvordan forholder det sig med Kardinal Salvatores identitet?”

Kort pause.

”Det er åbenbart ikke min træning, der er problemet. I mistænker mig

for at være spion.”

”Kan De fortænke os i det. D’Aimery er ikke ligefrem kendt for at

gøre andre en vennetjeneste, men alligevel placerer han Dem i vores

trop.”

”Det er mellem D’Aimery og mig. Jeg ønskede udelukkende at deltage i

jeres dødsmission.”

”Dødsmission?! Hvad fanden skal det betyde?”

”Hvis I tror, at Louis ikke kan overvinde selv fyrre Johanittere, så tager

I fejl. Det er kun et spørgsmål om at hyre klinger nok. Hvis ikke I når til

Lyon og stopper højadlen fra at mødes med Louis, så mister Paven Lyon.”

”Louis af Bavaria tør ikke lægge sig åbent ud med Paven. Så

bliver han aldrig kejser.”

”I er tåber, der har taget tåbelige beslutninger. Vi mistede Jerusalem og

Montgisard af den grund. Tåbelige beslutninger bliver vores død.”

Håndgemæng.”De tvivler på deres overordnede. De tror de kan

gøre det bedre. De er et nul. Ingenting.”

”Slip ham, Taureau. Ingen kiv mellem brødre.”

”Vi bærer det sande kors med os på en hellig mission. At tvivle

på det, er at tvivle på Gud. Kætter!”

”Uanset hvor mange sande kors I medbringer, kan det ikke beskytte jer

mod jeres egen dumhed. I har serveret os på et sølvfad.”

Håndgemæng. Sværd bliver trukket.

”STOP! Dette vil koste jer begge jeres broderskab. Stop

øjeblikkeligt!”

”KONTAKT!”

Stilhed.

”Monsigneur. Vi er under angreb.”

KAPITEL 1

DEN STÆRKE GAMLE

MARTS 1434

ROSLIN , SKOTLAND

Til rette vedkommende

Jeg overdrager hermed de fornødne informationer om hvervet som elev

og assistent for broder Jerimiah Steelwell, bibliotekar og skriftkyndig i

Roslin-borgens skriptorium.

Dette gør jeg fordi min tid er ved at rinde ud. Jeg har set mange komme

og gå, mens jeg er forblevet her, årene har for længst vundet over

ungdommen, og jeg kender derfor min skæbne.

Vedlagt er en opgørelse over alle gøremål og procedurer, der sikrer

skriptoriets fortsatte virke og vedligeholder dets uvurderlige samling af

bøger og dokumenter.

Broder Steelwell er en retskaffen mand, der altid vil behandle Dem fair

og retfærdigt, men forvent ikke hverken hans sympati eller kærlighed, for

hans tid er helliget studierne.

Vid dog, at det er Dem forbudt at dokumentere vores gøren og laden her

i Roslin. Kun denne overlevering, og de informationer jeg har vedlagt, er os

undet. Broder Steelwell vil sørge for Deres træning og livets ophold, mens

I, som alle før Jer, skal leve et disciplineret liv i Broder Steelwells tjeneste.

Hilsner, med ønsket om et langt og godt liv

Gerald St. John

Elev

”Kongen længe leve.”

Broder Steelwell betragtede talen, mens han hældte fint sand

over papiret. Den kommende dag skulle lord William St. Clair holde

en tale ved sin niece Lilias’ bryllup, hvor hun skulle giftes med en af

kongens nevøer, en vis sir Robert Douglas. Det var en bekostelig

affære at gifte sig ind i kongefamilien, så borgen var på den anden

ende i forberedelsesiver.

Af samme årsag havde Lord St. Clair personligt opsøgt broder

Steelwell i skriptoriet for at drøfte talen. Han havde ment det var

formålstjenesteligt, at forsøge at indynde sig hos munken ved at

foreslå forskellige forbedringer af skriptoriet, men munken havde

muggent affærdiget alle hans forslag og bare bedt om flere vagter.

Det var en dårlig start, for lord St. Clair kunne ikke undvære en

eneste mand på borgen, når man ventede kongen, hvert øjeblik.

Broder Steelwell fnøs irriteret af den hændervridende baron, og

fortsatte med at udspørge ham om formålet med det uvelkomne

besøg. Lord St. Clair fortalte beredvilligt om sit forehavende. Det var

en kendt sag, at munken var en af landets fremmeste skrivere, og

Lord St. Clair satte derfor sin lid til, at han kunne fremstille en

passende tale til formålet. Brylluppet altså.

Munken, der trods sin status som enerådig hersker over

skriptoriet, stadig på en eller anden måde var i St. Clair familiens

tjeneste, kunne dårligt unddrage sig og accepterede derfor opgaven.

Lettet vovede St. Clair også, trods munkens ry for at være

vrangvillig, at fremsige et par enkelte krav, eller forslag, som han

kaldte det. Idet kong James d. 2. havde valgt at overvære brylluppet

mellem Skotlands stærkeste familie og kongehuset personligt, så

lord St. Clair gerne passager i talen omhandle kongens velsignede

familierelationer og enorme storsind. Ydermere ville det også være

praktisk med afsnit om det udbytterige i deres nu familiære

tilknytning. Det blev alt sammen flettet ind.

Til sidst synes munken, det havde været en god idét at afslutte

talen med de udødelige ord; ”Kongen længe leve.”

Munken skævede over til kladden, der lå ved siden af

skrivepulten, og prøvede at huske, om han havde fået det hele med.

Det blev formentlig ikke bedre, og var under alle omstændigheder

godt nok til borgherren og hans hof.

Lord St. Clair havde tilbudt ham at deltage i festen, men med en

kommentar om, hvor upassende det ville være, afstod han gladeligt.

”Jeg har alligevel set mere end rigeligt til borgens gemakker,”

sagde munken afslutningsvist, og henviste til de gange han havde

været på sygebesøg hos bruden den sidste uge. Rygterne ville vide,

at sir Robert havde fået kolde fødder, hvilket naturligvis blev

fuldstændigt manet i jorden, da sir Douglas, kongen og hele hans

følge rullede ind på borgen et par dage senere, og bruden dermed

mirakuløst blev helbredt.

Munkens assistent Laurent havde ved den lejlighed været på

pletten og kunne berette om et, på mange måder skuffende opbud af

riddere og hoffolk. Dog havde et særegent syn fanget hans

opmærksomhed. En ukendt skare af stridsmænd, klædt i sort, let

kampornat, red bagerst i optoget, og lod til at have en form for

livvagtsfunktion, så vidt Laurent kunne vurdere. Det vækkede

munkens nysgerrighed, da han vidste, at kongen ikke havde for

vane at omgive sig med unavngivne riddere og andet rakkerpak.

”Jaså, Lawrence,” havde munken bemærket. ”Gad vide, hvem

det er?”

”Laurent. Jeg hedder Laurent,” sagde assistenten irriteret med en

tydelig normanisk accent. Han var en ung mand, ikke mere end

nitten somre, brednæset, med skarpe træk og høje kindben. En

gryde var formentlig blevet brugt som skabelon, da hans brune hår

skulle klippes, og efterlod en praktisk, men håbløst umoderne

frisure. Han var ulasteligt klædt i en simpel kutte, med et reb om

livet og en bred hætte hængende ned af ryggen.

”Ja, ja,” svarede munken ligegyldigt.

”Men måske kongen, i disse tider,” fortsatte Laurent og trak på

skuldrene. ”Ville spare omkostningerne ved et kæmpe følge, og

derfor har satset på kvalitet frem for mængde.”

Munken brummede mistænksomt, mens Laurent fortsatte sin

beretning om, hvad der foregik uden for skriptoriets mure.

Senere samme aften var lord St. Clair igen mødt op i skriptoriet,

for at se talens endelig form. Uden blusel havde munken udspurgt

ham om De sortes tilstedeværelse, og Laurent havde høfligt fremlagt

sin egen teori for borgherren. Imidlertid vidste lord St. Clair intet

andet end, hvad de allerede selv havde overvejet. Måske, sagde han,

ville kongen bruge lejligheden til at sende et signal til befolkningen

og sine allierede. Kongen havde nemlig ikke det bedste

udgangspunkt, når det gjaldt om at vinde befolkningens, og navnlig

adlens, gunst. Ikke nok med, at han nærmest var vokset op ved det

engelske hof, han havde også giftet sig med en engelsk kvinde, Joan

af Beaufort. Kunne man overhovedet stole på, at han derfor tjente

Skotland og ikke den slumrende fjende England? Måske, svarede St.

Clair selv, men kongen havde brug for at vise befolkningen, at han

kunne og ville styre landet, til alles bedste, ikke mindst hans

undersåtters.

De tre havde kort diskuteret netop denne alliance, hvorefter lord

St. Clair havde fået udleveret den færdige tale og var gået tilbage til

borgen.

Aftenen efter, hvor Laurent efter Vesperbønneni havde indfundet

sig i skriptoriet og nu var i gang med at rydde op efter dagens

studier, forløb som sædvanlig i ro og tavshed. Derfor reagerede

både han og broder Steelwell med det samme, da ukendte lyde slap

ind i rummet.

”Hvad er det for en larm?” vrissede munken og drejede sig mod

døren. ”Lawrence. Gå ud og se, hvad der foregår, så jeg kan få

arbejdsro. Læg lige hylsteret inden du går. For du har vel husket at

tage det med, ikke?”

”Laurent,” mumlede Laurent irriteret og trak tasken frem fra

ryggen. ”Jeg hedder Laurent. Og jo. Jeg har husket at tage det med.

Som jeg altid gør.”

Laurent tog et dokumenthylster frem fra tasken og lagde det på

bordet ved siden af Steelwell. Mørkt, hårdt læder, afsluttet med to

simple jernlåg, der kunne lukkes med en haspe, udgjorde hylstret og

en skarabæ støbt i jern var fastgjort på midten af det.

”Husk nu at tage en af de andre, inden du går til Completorium.”

påmindede Steelwell uden at kigge væk fra arbejdet. Completorium

var aftenbønnen før sengetid, som de egentlig begge burde deltage i,

men som Steelwell for længe siden, sammen med resten af dagens

bønner, havde opgivet til fordel for sit utrættelige arbejde.

”Naturligvis,” sagde Laurent igen. Det tydede på, at han fik lov

til at gå, og at det derfor ikke ville blive en ligeså lang aften som

dagen i forvejen. ”Præcis som jeg altid gør.”

Der var i alt fire hylstre, der alle var ens og hver indeholdt to

stykker pergament. Laurent anede ikke hvad, der stod på dem,

selvom han ved flere lejligheder havde kigget på det sæt han fik

ansvaret for. Det var selvfølgelig mod Steelwells instrukser, men

eftersom de var centrum for alt hans arbejde, havde nysgerrigheden

vundet over pligten. Imidlertid gjorde det ingen forskel, idet ingen

af pergamenterne gav den mindste smule mening, på trods af, at

Laurent var hverken uskolet eller uvidende. Tegninger af mærkelige

mennesker med hunde- og kattehoveder, der var klædt i hvide

lændeklæder, hvis de da ikke havde fuglekroppe, prydede det ene

pergament. Personer og dyr så ud til at udføre underlige, og til tider

diabolske ritualer, som på ingen måde stemte overens med ordnens

doktriner, selvom Laurent ikke helt vidste, hvilken orden broder

Steelwell egentlig tilhørte. Tegningerne var omgivet af ukendte

skrifttegn og matematiske symboler, der på ingen måde formede

bare et enkelt bogstav Laurent kendte. Det andet pergament var

overstrøget med genkendelige, men stadig helt usammenhængende,

udregninger og en tekst på et sprog, der heller ikke mindede

Laurent om noget som helst. Derfor gjorde han bare, hvad han fik

besked på med hylstrene. Han opbevarede det ene af de fire

eksemplarer et sted, som end ikke Steelwell vidste besked om, sådan

havde instrukserne været fra starten. Det måtte være en

tyverisikringsstrategi af en slags, ganske givet for at undgå at nogen

kunne få fingrene i alle fire dokumenter på én gang. En sjælden

gang imellem havde Steelwell dog brug for at granske alle

pergamenterne, som for eksempel i dag. Resten af tiden slog

munken op i tykke bøger om alverdens både himmelske og uhellige

emner, noterede i sine journaler, der efterhånden var en omfattende

samling og skrev på sine dagsoptegnelser.

”Det er Guds arbejde,” havde broder Steelwell forklaret ham, da

han startede som elev i skriptoriet. ”Det vigtigste arbejde i verden,

selvom du aldrig vil kende værdien af din indsats.”

Det var så sandt som det var sagt. Broder Steelwell studerede for

det meste naturvidenskab af en slags, havde Laurent konkluderet

efter at have læst et par af de bøger han oftest hentede. Det var

fortrinsvist værker om sygdomme, skader og sjælens

uforgængelighed. Hvad det egentlig handlede om, ville Laurent nok

aldrig forstå, for det ville formentlig kræve et indgående kendskab

til indholdet af cylinderhylstrene. Munken gjorde i det hele taget

meget for at forhindre både tyveri og forståelse af hans værker.

Altså havde, særligt pergamenterne i hylstrene, stor værdi for ham,

men om det var verdens vigtigste arbejde, tvivlede Laurent dog på.

Munken vendte sig med en lav, utilfreds knurren mod sit arbejde

igen. ”Som om vi ikke har haft larm nok de sidste par dage.

Festivitas og anden utidighed.”

Forud for aftenens besøg, havde han siddet det meste af dagen

ved pulten. Flere tykke bøger og mange sammenrullede

dokumenter lå på de store og massive egetræsborde, der omgav

ham.

Væggene i skriptoriet var dækket af fyldte boghylder fra gulv til

loft, og ribbede hvælvinger strakte sig frem bag dem, som lange klør

mod midten af rummets mange søjleinddelinger. Boghylder, der

stod ryg mod ryg, delte lokalet ind i små afdelinger, og hvert af dem

blev oplyst af en lampe, der dinglede fra en kæde i loftet.

Laurent fandt hurtigt bogen, han havde fået besked på at

medbringe, og pillede den forsigtigt ned af hylden. På vej hen mod

indgangsdøren greb han en olielampe, og dens skær flakkede hen

over ryggen på de mange indbundne værker, da han gik afsted. Han

greb i dørhåndtaget, slog de tre slåer fra og skubbede knirkende

døren op.

Forsigtigt stak han hovedet ud, og holdt lampen op for sig, for at

lyse på så stort et område som muligt. Afsøgende drejede han sig

rundt, uden at se noget ud over det sædvanlige, og gik så helt

udenfor.

Mørket havde opslugt gården, og lampens skær fik kun et par

sten og ujævnheder på jorden til at kaste diskrete skygger. Nord Esk

floden kunne svagt høres i baggrunden, og ville ikke gøre meget for

at skjule eventuelle indtrængende. Han drejede sig igen i retningen

af porten, da en af vagterne stak hovedet frem og hilste. Laurent

tøvede et øjeblik inden han gengældte vinket. Broder Steelwell

havde insisteret på, at han lærte sig vagternes skikkelser og

bevægemønstre at kende. Af samme årsag, havde Steelwell

forklaret, havde han også krævet af lord St. Clair, at det samme

vagtsjak forrettede vagttjenesten ved skriptoriet. Ingen nye folk

uden at både han og hans assistent lærte at genkende dem på lang

afstand. Laurent havde ikke helt troet på, at det ville gøre en forskel,

eller at han nogensinde skulle bruge det til noget, men da han nu

mærkede en voksende usikkerhed og tillige ikke genkendte vagtens

håndtegn, var han ikke i tvivl. Roligt trak han ind i skriptoriet igen,

skød forsigtigt alle tre slåer for og placerede lydløst en svær bjælke i

gaflerne der sad på hver side af døren. Træningen han havde fået i

Rom, inden han kom til Roslin, satte nu en lang række af tanker og

handlinger i gang, der skulle overvejes og effektueres

”Herre,” sagde han højt, så munken kunne høre ham.

”Ikke nu, Lawrence,” svarede munken uden at vende sig fra

arbejdet.

”De er nødt til at lytte til mig,” fortsatte Laurent og satte i hastige

skridt ned mod munken. ”Vi har gæster.”

”Gæster?” brummede munken irriteret. ”Jeg orker ikke mere nu.”

”Ikke den slags gæster,” svarede Laurent. ”Jeg tror ikke … jeg

tror de har …”

”Hvor er vagterne?” spurgte broder Steelwell uden at flytte

blikket fra studierne.

”Det er jo det,” svarede Laurent tvivlrådigt. ”Enten har vi ikke set

de nye vagter, eller også er de …”

Steelwell drejede sig og kiggede ned mod døren. Lyset fra

loftlampen sendte et kort sekund en skygge over Broder Steelwells

ansigt og det var som om hans isblå øjne ændrede sig og skiftede

form… men så var øjeblikket forbi og han stirrede irriteret på

Laurent.

”Hvad glor du på, dreng?” vrissede han. ”Spænd sværdbæltet

om livet og kom af sted. Jeg stoler på dig og det jeg har lært dig.

Bring journalerne, bøgerne og hylstrene i sikkerhed. Når du har

gjort det, så hjælp mig med at slukke alle lamperne.”

Laurent slog blikket ned og skyndte sig af sted. Det var snart fire

år siden, at han var ankommet til Roslin og han havde fra første dag

fået indprentet hvilke opgaver han havde, hvis en nødssituation

skulle opstå. Han havde øvet det hele til perfektion og vidste derfor

at første prioritet var cylinderne og dernæst de uvurderlige

journaler. Han samlede de sidste tre hylstre sammen og hastede ned

mod skriptoriets vestlige hjørne, ned til Steelwells hemmelige boks.

Steelwell selv kom på benene, og rakte ud efter hjaltet på sværdet

han havde stående op af skrivepulten. Han trak klingen, smed

skeden fra sig og begyndte at gå ned mod døren. Ingen larm eller

lyde. Måske havde Laurent alligevel taget fejl. Midt i korridoren, der

førte ned til døren, stoppede Steelwell op, slog glasskærmen af den

store lampe, der hang fra loftet og kappede med tre præcise hug

lampens tre væger over.

Hurtigt greb han rebet, der skulle få alarmklokken til at ringe, og

trak i det. Rebet gav sig ikke en tomme og dinglede uvirksomt over

jorden. Han bandede for sig selv over St. Clair familiens

vrangvillighed og den deraf manglende mængde vagter. Fire mand

kunne de få. Sølle fire mand. Ved flere lejligheder havde Laurent

hørt ham argumentere for, at fire vagter var for lidt, og intet i

forhold til det tidligere sjak, der var på otte mand. Lord St. Clair

havde dog svært ved at se, hvad der skulle gå galt, eftersom der ikke

havde været nogen problemer indtil nu. Han havde i øvrigt for kort

tid siden bygget en høj tyk mur omkring skriptoriet, og med fire

vagter ved porten, var der vel ikke noget at være bange for.

Desuden, havde han sagt, var der ikke længere end, at hans egne

huskarle hurtigt kunne finde vej derop. Til formålet var der blevet

installeret en klokke ovenpå skriptoriets tag, som munken kunne

ringe med, hvis han fik brug for hjælp. Det var, med munkens egne

ord, mest af alt en dårlig vittighed.

Broder Steelwell fortsatte hen til den næste lampe, og mens der

nu hørtes støvletramp på taget, slukkede han også den. Lynhurtigt

gav han sig til at slukke alle lamperne og snart var skriptoriet

mørklagt.

Laurent fandt hurtigt boksen, selvom han måtte lede et par

sekunder efter fugen, der ledte hen til knapperne og de bevægelige

sten. Udefra lignede lågen fuldstændigt stenvæggen og var umulig

at finde, hvis man ikke vidste nøjagtig, hvor den var. Det var ikke

svært mere. Selve låsen, derimod, var både kompliceret og

uforudsigelig. Det kunne kun lade sig gøre at åbne for mesterlåsen

med den helt rette kombination af timing og rækkefølge. Laurent

mente at have øvet det så mange gange, at han kunne åbne den på

lidt over to minutter. Nu havde han kun ganske få sekunder.

Netop som den første del af låsen gled på plads, hørtes den

dumpe lyd af fødder, der ramte gulvet.

”Forsvind!” råbte Steelwell med kraftig stemme. ”Forsvind nu og

lev!” I næste nu krydsedes der klinger et sted i skriptoriet, mens

Laurent til sin forfærdelse kunne høre endnu flere mænd dumpe

ned på gulvet. De var selvfølgelig kommet ind via klokketårnet og

det uvirksomme reb, var deres adgangsvej.

Han forsøgte at holde hovedet koldt, for ikke at misse timingen i

låsen, men så gik hoveddøren op og flere mænd kom løbende ind.

Sammenbidt skældte han ud på sig selv, og krævede koncentration.

Fire klik og noget der lød som en metaltrisse, der drejede rundt. Han

stak nøglen, som han altid havde på sig, i låsen og drejede den.

Lågen gav sig og han flåede den så hårdt op at den hamrede mod

væggen.

”Dumt!” tænkte han, da han hørte nøglen slippe låsen og

klirrende rammegulvet. Ufortrødent kylede han hylstrene ind i

boksen og smækkede lågen i. Igen en klirrende metallisk lyd. Han

måtte have sparket til nøglen og kastede sig febrilsk ned på gulvet

for at finde den. Forgæves afsøgte han gulvet men måtte hurtigt

opgive. Sveden haglede af ham og han trak vejret alt for hurtigt. Der

ville ikke blive tid til at samle journaler og dagsoptegnelser sammen,

så de måtte sætte deres lid til det sindrige placeringssystem han

havde brugt en hel uge på at lære, og som broder Steelwell til

stadighed ændrede på. Laurent kom på benene og bevægede sig

hurtigt tættere på kampplyden.

Kun blegt månelys, der stod ind af døren lyste kraftesløst

korridoren op. Midt i det hele kæmpede broder Steelwell vildt. Der

var tre fremmede krigere omkring ham, alle klædt i kulsorte klæder,

og et par mere med spyd, gjorde antræk til at ville blande sig. Som

en hvirvelvind, forsvarede han sig på alle fronter og gjorde

livsfarlige udfald overalt. Han var så hurtig, at ingen kunne følge

med, selvom det var tydeligt, at de angribende ikke var

nybegyndere. To var allerede faldet, og i næste nu snurrede broder

Steelwell rundt om en tredje og stak sværdet ind mellem

skulderbladene på ham, så spidsen af klingen trængte igennem

brystkassen. Krigeren sank livløs om med blodet stående ud af

brystet og munden. Ufortrødent arbejdede munken sig videre til

den næste fjende, og huggede ham ned efter en simpel parade. Men

der var mange modstandere og som aggressive hvepse sværmede

flere sorte skikkelser til. Den momentane overraskelse over

munkens kampiver havde lagt sig, og i løbet af de næste sekunder

stønnede munken i smerte fra sit første sår.

Laurent stod et øjeblik handlingslammet over synet af sin mester

og hans ufattelige kampevner. Så nærmede virkeligheden sig igen

med hastige støvletramp. Han trak sværdet af skeden og gjorde

front mod den forreste af dem. De havde set ham, og ville afskære

vejen til munken, hvorfor fire-fem mand nærmede sig hurtigt fra to

sider. Det var ikke gode odds. Var det nu han skulle opfylde sin ed

til Den hellige fader? Var det nu han skulle dø for sin sag?

Den først spydmand stødte sit våben frem med stor præcision,

men Laurent slog hidsigt spyddet til side og trådte forbi. I samme

bevægelse rettede han klingen mod manden, der, ude af stand til at

stoppe, spiddede sig selv. I næste nu blev han angrebet bagfra, og

nåede ikke at vende rundt før han blev stukket i læggen og i siden.

Spyddet, der var gået helt gennem hans ben, tvang ham i knæ, og

snittet i flanken tog al kraft fra ham. I næste nu, blev noget hamret

ind i tindingen på ham, og han mistede øjeblikkeligt orienteringen.

Alle lyde blev til rodet baggrundsstøj, mens hans eget åndedræt

dunkede i ørerne. Svedende og svag rodede han rundt på gulvet og

prøvede at samle sig om at komme op at stå. Det sidste han så, var

det mørke omrids af en bestøvlet fod, der ramte ham rent på kæben.

En kort kvalmende smerte blev afløst af mørke.

i Bønnen der afholdes ved solnedgang.