Embed Size (px)
Citation preview
1
Indholdsfortegnelse
INDHOLDSFORTEGNELSE ............................................................................................................................................ 1
RESUMÉ (BENEDIKTE OG SOPHIE) ............................................................................................................................... 3
ABSTRACT (BENEDIKTE OG SOPHIE) ............................................................................................................................ 3
1 INDLEDNING (TINE OG MICHELLE) ........................................................................................................................... 4
1.1 Botanik af skærmplante- og vedbendfamilien og valgte plantearter. (Sandra) .................................................. 5
2 F. VULGARE - FENNIKEL ............................................................................................................................................ 8
2.1 MORFOLOGI OG UDBREDELSE (SANDRA) ............................................................................................................................ 8
2.2 DEN EUROPÆISKE FARMAKOPÉS KRAV (SANDRA) ................................................................................................................. 8
2.2.1 Fennel, Sweet (Foeniculi dulcis fructus) ............................................................................................................. 8
2.2.2 Fennel, Bitter (Foeniculi amari fructus) ............................................................................................................. 9
2.3 INDHOLDSSTOFFER (TINE OG SOPHIE) .............................................................................................................................. 10
2.3.1 Æteriske olier ................................................................................................................................................... 10
2.3.2 Phenylpropanoider .......................................................................................................................................... 10
2.3.3 Monoterpener ................................................................................................................................................. 12
2.3.4 Ikke-flygtige olier ............................................................................................................................................. 13
2.3.5 Flavanoider...................................................................................................................................................... 13
2.3.6 Coumariner...................................................................................................................................................... 14
2.4 ANALYSE AF VIGTIGE INDHOLDSSTOFFER (MICHELLE) .......................................................................................................... 14
2.4.1 Udvinding af den æteriske olie ........................................................................................................................ 14
2.4.2 Analyse ............................................................................................................................................................ 14
2.5 DYRKNING (MICHELLE) ................................................................................................................................................. 15
2.6 ANVENDELSE OG FARMAKOLOGISK EFFEKT (TINE) ............................................................................................................... 15
2.7 PRÆPARATER PÅ DET DANSKE MARKED............................................................................................................................. 16
3 PANAX GINSENG - GINSENG....................................................................................................................................16
3.1 MORFOLOGI OG UDBREDELSE (MIKKEL) ........................................................................................................................... 16
3.2 DEN EUROPÆISKE FARMAKOPÉS KRAV (MIKKEL) ................................................................................................................ 17
3.3 INDHOLDSSTOFFER (MIKKEL) ......................................................................................................................................... 18
3.3.1 Den æteriske olie ............................................................................................................................................. 18
3.3.2 Sesquiterpenoider ........................................................................................................................................... 18
3.3.3 Polyacetylene .................................................................................................................................................. 18
3.3.4 Triterpenoid saponiner .................................................................................................................................... 19
3.4 ANALYSE AF VIGTIGE INDHOLDSSTOFFER (SOPHIE) .............................................................................................................. 20
3.5 DYRKNING (SOPHIE) ..................................................................................................................................................... 21
3.6 ANVENDELSE OG FARMAKOLOGISK EFFEKT (BENEDIKTE) ...................................................................................................... 21
3.7 PRÆPARATER PÅ DET DANSKE MARKED (BENEDIKTE) ........................................................................................................... 23
4 C. VIROSA – GIFTTYDE ............................................................................................................................................23
4.1 MORFOLOGI OG UDBREDELSE (MIKKEL) ........................................................................................................................... 23
4.2 DEN EUROPÆISKE FARMAKOPÉS KRAV (MIKKEL) ................................................................................................................ 24
4.3 INDHOLDSSTOFFER (SOPHIE OG TINE) .............................................................................................................................. 24
4.3.1 Polyacetylener ................................................................................................................................................. 24
2
4.3.2 Coumariner...................................................................................................................................................... 25
4.3.3 Flavanoider...................................................................................................................................................... 26
4.4 ANALYSE AF VIGTIGE INDHOLDSSTOFFER (MICHELLE) .......................................................................................................... 26
4.4.1 Udvinding af toxinerne .................................................................................................................................... 26
4.4.2 Analyse ............................................................................................................................................................ 27
4.5 DYRKNING (MICHELLE) ................................................................................................................................................. 27
4.6 ANVENDELSE OG FARMAKOLOGISK EFFEKT (BENEDIKTE OG SANDRA) ...................................................................................... 27
4.7 PRÆPARATER PÅ DET DANSKE MARKED (MIKKEL) ............................................................................................................... 28
5 KONKLUSION (MICHELLE OG MIKKEL) .....................................................................................................................28
6 REFERENCER ...........................................................................................................................................................29
7 BILAG ......................................................................................................................................................................33
7.1 FORKORTELSES LISTE .................................................................................................................................................... 33
3
Resumé (Benedikte og Sophie)
F. vulgare, P. ginseng og C. virosa tilhører skærmplanteordenen Apiales.
F. vulgare tilhører Apiaceae (skærmplantefamilien) og findes bl.a. som en sød og en bitter varietet
(F.vulgare Mill. ssp. vulgare var. vulgare og F. vulgare Mill. ssp. vulgare var. dulce). Drogen af
disse varieteter er optaget i Den Europæiske Farmakopé. Planten indeholder coumariner, phenylpropanoider,
monoterpener og flavanoider. Der sættes krav til indholdet af phenylpropaniodet estragol i den europæiske
farmakopé, da større mængder mistænkes for at virke kræftfremkaldende. Planten anvendes mod forkølelse,
dyspepsi, flatulens, som spasmolytikum og som østrogenlignende middel.
I Apiaceae findes også den giftige plante C. virosa, der efter indtagelse påvirker central nerve
systemet ved at forlænge neuronal depolarisation, hvilket bl.a. kan medføre muskelspasmer. Planten
indeholder polyacetylener, bl.a. cicutoxin, som er hovedansvarlig for den toksiske effekt. Derudover
indeholder planten coumariner og flavanoider. Medicinsk har planten ingen anvendelse, men
medfører mange forgiftningstilfælde.
P. ginseng tilhører Araliaceae (vedbendfamilien). Drogen er optaget i Den Europæiske Farmakopé. Planten
indeholder sesquiterpenoider, polyacetylener og triterpenoid saponiner (ginsenosider). P. ginseng
tilskrives mange farmakologiske effekter, hvoriblandt de vigtigste er den adaptogene, antidiabetiske
og kardiovaskulære effekt. Nyere forskning indikerer at P. ginseng også kan bruges i behandling af
cancer.
Abstract (Benedikte og Sophie)
F. vulgare, P. ginseng and C. virosa belongs to the order of umbellifer, Apiales.
F. vulgare belongs to the plant family Apiaceae, and exist as a sweet and a bitter variety (F.vulgare
Mill. ssp. vulgare var. vulgare and F. vulgare Mill. ssp. vulgare var. dulce). The drugs of these
varieties are accepted in The European Pharmacopeia. The plant contains coumarines, phenylpropanoides,
monoterpenes and flavanoides. The pharmacopeia makes demands on the content of the phenypropanoide,
estragole, since larger amounts is suspected to be carcinogenic. The plant is used in treating cold, dyspepsy,
phlatulens and as a spasmolyticum and oestrogen agent.
The poisonous plant C. virosa is also a part of the Apiaceae. After ingestion of the plant it affects
the central nervous system by prolonging the neuronale depolarization, which can lead to muscle
spasms. The plant contains polyacetylenes, e.g. cicutoxine, which is the major component
responsible for the toxic effects. In addition the plant contains coumarines and flavanoides. The
plant is not used as a medicinal agent, but induces many cases of intoxication.
P. ginseng belongs to the Araliaceae. The drug is accepted in The European Pharmacopeia. The
plant contains sesquiterpenoides, polyacetylenes and triterpenoide saponines (ginsenosides). P.
ginseng is ascribed many pharmacological effects, including adaptogenic, antidiabetic and
cardiovascular effects. Recent research indicates the use of P. ginseng in treating cancer.
4
1 Indledning (Tine og Michelle)
I Apiales, skærmplanteordenen, finder man bl.a. familierne Apiaceae (skærmplantefamilien) og
Araliaceae (vedbendfamilien). I tabellerne nedenfor fremgår droger optaget i Den Europæiske
Farmakopé fra disse to familier
Tabel 1 Droger optaget i Den Europæriske Farmakopé med stamplanter tilhørende Apiaceae
Engelsk drogenavn Latinsk drogenavn Dansk drogenavn Stamorganisme Familie
Angelica root Angelicae radix Angelikarod Angelica
archangelica
Apiaceae
Aniseed Anisi fructus Anis Pimpinella anisum Apiaceae
Anise oil Anisi aetheroleum Anisolie Pimpinella anisum Apiaceae
Bitter-fennel fruit oil Foeniculi amari
fructus aetheroleum
Bitter-fennikelolie Foeniculum vulgare
ssp vulgare
Apiaceae
Bitter-fennel herb oil Foeniculi amari
herbae aetheroleum
Bitterfennikel urt olie Foeniculum vulgare
ssp vulgare
Apiaceae
Caraway fruit Carvi fructus Kommen Carum carvi Apiaceae
Caraway oil Carvi aetheroleum Kommenolie Carum carvi Apiaceae
Centella Centellae asiaticae
herba
Centellaurt Centella asiatica Apiaceae
Coriander Coriandri fructus Koriander Coriandrum sativum Apiaceae
Coriander oil Coriandri aetheroleum Korianderolie Coriandrum sativum Apiaceae
Fennel bitter Foeniculi amari
fructus
Fennikel, bitter Foeniculum vulgare
var. vulgare
Apiaceae
Fennel sweet Foeniculi dulcis
fructus
Fennikel, sød Foeniculum vulgare
var. dulcis
Apiaceae
Lovage root Levistici radix Løvstikkerod Levisticum officinale Apiaceae
5
Tabel 2 Droger optaget i Den Europæriske Farmakopé med stamplanter tilhørende Areliaceae
Ivy leaf Hederae folium Vedbendblad Hedera helix Araliaceae
Eleutherococcus Eleutherococci radix Russisk rod Eleutherococcus
senticosus
Araliaceae
Ginseng Ginseng radix Ginsengrod Panax ginseng Araliaceae
Notoginseng root Notoginseng radix Kinesisk ginsengrod Panax notoginseng Araliaceae
I rapporten lægges fokus på planterne Foeniculum vulgare Mill. (F. vulgare) og Cicuta virosa L. (C.
virosa), der begge stammer fra Apiaceae, samt planten Panax ginseng C. A. Meyer (P. ginseng), der
stammer fra Araliaceae.
F. vulgare indeholder æteriske olier og fedtstoffer, der ekstraheres fra frugternes sekretkanaler og
bruges i naturlægemidler.
C. virosa indeholder det harpiksagtige bitterstof cicutoxin, der er en krampegift, og bruges derfor
ikke i medicinske sammenhænge (Ericsson, 1994).
P. ginsengs aktive indholdsstoffer udvindes primært fra rødderne, der bl.a. har adaptogene effekter.
Både F. vulgare og P. ginseng har længe været brugt som folkemedicin i bl.a. Kina og har derfor
stor medicinsk interesse. Det er dog kun præparater indeholdende P. ginseng, der er godkendt som
naturlægemiddel i Danmark. I rapporten vil der blive lagt vægt på C. virosa, P. ginseng og de to
varieteter af F. vulgare ssp vulgare, F. vulgare var. vulgare og F. vulgare var. dulce. (Teuscher,
2006)
1.1 Botanik af skærmplante- og vedbendfamilien og valgte plantearter. (Sandra)
Ordenen Apiales består af syv familier og ca. 3780 specier. De to største familier i ordenen er
Apiaceae og Araliaceae (Judd, 2008). Dahlgrens klassifikation afviger her fra, da ordenen benævnes
Araliales i stedet for Apilaes. (Dahlgren, 1980). Apiales hører til kernen af den asteride klade,
hvilket ses ved et frøanlæg med et enkelt integument og for det meste en tynd megasporangie væg.
Derudover er ordenen også karakteriseret ved en sambladet krone og støvblade i en enkelt kreds.
Kronbladene er oftest hvide eller lysviolette, dog kan gule kronblade også forekomme. Ordenen er
monofyletisk og tæt relateret til Dipsacales (karte-bolleordenen) og Asterales (kurvblomstordenen)
(Judd, 2008). Bladene er oftest sammensatte og skruestillede eller delte. Hele blade kan dog også
forekomme. Sekretkanalerne er fyldt med olier, slim og harpiks Frugten er en stenfrugt, et bær eller
en spaltefrugt (Dahlgren, 1980). Det ses af figur 1, at planter fra Apiales anvendes til mad og
medicin.
6
Figur 1 Dahlgren diagram. Viser de forskellige ordener hvor farverne angiver hvad ordnerne anvendes til. Mad (grøn), medicin
(pink), Mad og medicin (lysegrøn), medicin og kosttilskud (orden 37, Annonales) og mad, medicin og kosttilskud (orden 48,
Rosales)
Apiaceae består hovedsagelig af aromatiske urter. Planterne er typisk en- eller toårige, men flerårige
kan forekomme (Judd, 2008). Stænglen er oftest hul, med spredte ofte delte hånd- eller
fjerstrengede blade (Hansen, 1981). Blomsterne er samlet i store, sammensatte hovedformede eller
skærmformede stande. Skærmene kan være dobbeltskærme, hvor storskærmen består af småskærme
- hver med mange blomster. Skærmene kan være med eller uden stor-/småsvøb. Blomsterstandene
kan have cymøse træk, hvilket antages, at være mest oprindeligt (Dahlgren, 1980). Blomsterne er
oversædige, regelmæssige, tvekønnede og femtallige i bægeret, kronen og støvbladkransene.
Bægerbladene er oftest uanseelige. Kronbladene er frie og oftest hvide, hvor imellem støvbladene
er placeret. Frugtanlæget er to-bladet og to-rummet, med et frø i hvert rum. Frugten er en 2-delelig
spaltefrugt med nøddeagtige delfrugter på en trådformet central frugtholder. Ved griflernes base er
der udviklet en nektarudskillende griffelfod. Delfrugterne har varierende udseende med ribber og
sekretkanaler (Hansen, 1981).
Apiaceae er kendetegnet ved sit rige indhold af æterisk olie, hvori der findes mono- og
sesquiterpener samt phenylpropanoider. Cumariner, specielt furanocumariner, forekommer hyppigt
hos familien. De er fotosensibiliserende og har forskellig aktivitet afhængig af deres struktur (Judd,
2008). Mest kendt er Heracleum (bjørneklo), der indeholder furanocumariner i frugten og i
epidermis på blade og stængler. (Hansen, 1981)
Indholdet af sesquiterpenlaktoner og polyacetylener er karakteristisk for skærmplante- og
kurvblomstfamilien. Sesquiterpenlaktonerne er stereokemisk forskellige, hvilket formentligt skyldes
forskellige biosynteseveje. Indholdet af polyacetylenerne medfører den toksiske effekt hos mange
skæmplanter, heriblandt C. virosa. Skrantyde er den eneste skærmplante, der er giftig på grund af
7
dens indhold af alkaloider (Hansen, 1981; Judd, 2008). De kemiske indholdsstoffer giver ofte en
god beskyttelse mod planteædere (Dahlgren, 1980).
De mest kendte planter fra Apiaceae er grøntsager og krydderier som f.eks. dild, koriander, fennikel
og gulerod (Judd, 2008).
Araliaceae består især af små buske, lianer og træer. Bladene er skruestillede eller, i sjældne
tilfælde, modsatstillede. Bladene er mere eller mindre skedeformede og kan have et par
akselbladeudvækster. Kronbladene er frie og oftest hvide eller grønlige. Blomsterne sidder i toppe
eller sammensatte klaser, der kan have form som en skærm. Blomsterne er små, fire- eller
femtallige med reduceret bæger. De kan have 2-5 frugtblade i samme frugt, der oftest er et bær eller
en stenfrugt (Dahlgren, 1980). Araliaceae indeholder æterisk olie, triterpen saponiner,
polyacethylener og coumariner (Judd, 2008).
Araliaceae er kendt for planteslægterne Panax og Sarsaparilla, der har vigtige medicinske
egenskaber. P. ginseng er kendt for dens adaptogene effekt grundet indholdet af triterpen saponiner
(Judd, 2008). Derudover anvendes planter i Araliaceae som pynteplanter bl.a. engelsk efeu og
paraplytræ (Judd, 2008).
Tabel 3 Systematisk indplacering af slægter
Foeniculum Cicuta Panax
Division Angiospermae (Dækfrøede)
Klasse Dicotyledones (Tokimbladede)
Underklasse Euasteridae II
Orden Apiales (skærmplanteordenen)
Familie Apiaceae (Skærmplantefamilien) Araliaceae (Vedbendfamilien)
Slægt Foeniculum Cicuta Panax
Art F. vulgare Mill. C. virosa L. P. ginseng C.A. Meyer
Subspecier
(Underart)
F. vulgare
Mill. ssp.
Vulgare
F. vulgare
Mill. ssp.
piperitum
Varieteter 1. F. vulgare
Mill. ssp.
vulgare var.
vulgare
2. F. vugare
Mill. ssp.
vulgare var.
dulce
3. F. vulagr
Mill. ssp.
vulgare var.
azoricum
8
2 F. vulgare - Fennikel
2.1 Morfologi og udbredelse (Sandra)
F. vulgare (figur 2) tilhører skærmplantefamilien. Planten stammer fra Middelhavsområdet og
findes i næsten alle tempererede dele af Europa. Den er relativ sjælden i Danmark (Fugle og natur,
felthåndbogen). Planten blev spredt af romerne og fik i den anledning sit navn, der på latin betyder
hø. F. vulgare er en flerårig skærmplante med en karakteristisk anissmag. F. vulgare vokser vildt
ved vandet og på flod-banker. Den har gule blomster, fjersnitdelte blade og kan blive 1-2 m
høj(Barros et al., 2009).
Figur 2 F. vulgare
2.2 Den Europæiske Farmakopés krav (Sandra)
Den Europæiske Farmakopé har optaget to varieteter af F. vulgare Mill., sweet (Foeniculum
vulgare Mill. ssp. vulgare var. dulce) og bitter (Foeniculum vulgare Mill. ssp. vulgare var.
vulgare).
2.2.1 Fennel, Sweet (Foeniculi dulcis fructus)
Frugten fra sød fennikel er svag grøn eller svag gul-brun
Identification
A. Frugten af sød fennikel er en to-delelig spaltefrugt med næsten cylindrisk form. Den har et rundt
grundlag og en snæver krone med en stor griffelfod. Den er normalt 3-12 mm lang og 3-4 mm bred.
Delfrugten er typisk fritstillet og hårløs. Hver delfrugt bærer fem fremstående, lettere bølgede
9
ribber. Skæres frugten på tværs kan man med linse se fire sekretkanaler på rygsiden og to på
bugsiden.
C. Ved TLC påvises anethol, der udgør mindst 80 % af den æteriske olie i drogen. Stoffet
ekstraheres med methylen klorid og hvorefter det kan filtreres. Filtratet inddampes til tørstof på et
60˚C varmt vandbad. Rest-stoffet opløses i toluen, hvorefter anethol kan påvises ved
tyndtlagskromatografi (TLC) med ultraviolet lys eller med svovlsyre. Som referencestof anvendes
anethol.
Test
Estragol og fenchon. Indholdet af estragol og fenchon bestemmes ved gaschromatografi (GC).
Som reference anvendes estragol og fenchon. Drogens æteriske olie må højest indeholde 10 %
estragol og 7,5 % fenchon.
Foreign matter. Der må ikke forekomme mere end 1,5 % stilk og højst 1,5 % af andre fremmede
bestanddele.
Water. 20,0 g pulveriseret stof må ikke indeholde mere end 80 ml/kg vand.
Total ash. Den totale mængde aske må højest være 10 %.
Assay
Essential oil. Indholdet af æterisk olie bestemmes ved vanddampdestillation. En metode hvorved
let flygtige og i vand uopløselige stoffer, kan isoleres. Ph.Eur.’s krav til drogen er, at den skal
indeholde mindst 20 ml æterisk olie/kg vandfri droge.
Anethol. Indholdet af anethol bestemmes ved GC på samme måde som i test for estragol og
fenchon, dog med anethol som reference.
2.2.2 Fennel, Bitter (Foeniculi amari fructus)
Frugten fra bitter fennikel er grøn-brun, grøn eller brun
Identification
A. Samme beskrivelse som for sød fennikel.
C. På samme måde som ved sød fennikel, dog påvises både anethol og fenchon, der udgør mindst
60 % og 15 % af den æteriske olie i drogen. Fenchon påvises med svovlsyre. Som referencestof
anvendes anethol og fenchon.
Test
Estragol. Indholdet af estragol bestemmes ved GC. Som reference anvendes estragol. Drogens
æteriske olie må højest indeholde 5 % estragol.
Foreign matter. Der må ikke forekomme mere end 1,5 % stilk og højst 1,5 % af andre fremmede
bestandele.
Water. 20,0 g pulveriseret stof må ikke indeholde mere end 80 ml/kg vand.
Total ash. Den totale mængde aske må højest være 10 %.
10
Assay
Essential oil. Samme beskrivelse som for sød fennikel.
Anethol og fenchon. Indholdet af anethol og fenchon bestemmes ved GC på samme måde som i
test for estragol, dog med anethol og fenchon som reference.
2.3 Indholdsstoffer (Tine og Sophie)
Til brug i traditionelle plante lægemidler er det F. vulgare var. vulgare og F. vulgare var. dulce,
der er af medicinsk interesse. Fra F. vulgare kan der isoleres æteriske olier, flavorider, coumariner
m.fl.
2.3.1 Æteriske olier
De æteriske olier findes i sekretkanalerne i F. vulgares frugter. Den kvantitative mængde er
forskellig alt afhængig af, om det er F. vulgare var. dulce (sød fennikel, >2 %) eller F. vulgare var.
vulgare (bitter fennikel, ≥4 %) (Samuelsson & Bohlin, 2004). Fra den æteriske olie kan der isoleres
en række stoffer, der inddeles i phenylpropanoider (trans-anethol, estragol), monoterpen
hydrocarboner (limonen), oxygenerede monoterpener (fenchon) og sesquiterpen hydrocarboner.
Indholdsstofferne udgør tilsammen 95,53 % af olien, hvoraf hovedparten udgøres af trans-anethol
(68,1 %), fenchon (9,5 %), estragol (4,92 %) og limonen (4,50 %) (Anwar, 2009).
Mængdevariationer af indholdsstofferne forekommer alt afhængig af geografisk beplantning
(herunder klima og næringsforhold), og hvornår i modningsprocessen olierne udvindes. Generelt
indeholder den æteriske olie i F. vulgare var. dulce ≥ 80 % anethol, ≤ 7,5 % fenchon og en større
mængde limonen end α-pinen. I F. vulgare var. vulgare findes et lavere indhold af anethol, omkring
60 %, et højere indhold af fenchon, ≥ 15 %, og en større mængde α-pinen end limonen (Ph. Eur 0.6;
Wyk 2004). Det højere indhold af den bicykliske monoterpen, fenchon, giver den bitre smag i F.
vulgare var. vulgare, hvor anethol giver en sød anis-lignende smag i F. vulgare var. dulce.
Udover de fire nævnte indholdsstoffer findes også p-anisaldehyd, β-myrcene, α-phellandrene, β-
ocimene og 1,8-cineol, dog i mindre mængder.
2.3.2 Phenylpropanoider
Anethol er en phenylpropanoid (C6C3-enheder) derivat med en methoxyl gruppe i p-position til
sidekæden. Anethol er afledt fra shikimisyre, der i biosyntesen først omdannes til phenylalanin og
videre til kanel syre, før den bliver til anethol som vist nedenfor.
11
Figur 3 Biosyntese af anethol
Estragol (methyl chavicol), som også findes i F. vulgare, er en isomer af anethol, hvor kun
positionen af dobbeltbindingen i propenyldelen er flyttet.
Figur 4 Estragol
Estragols biosyntesevej udledes på samme vis som anetholens. Den Europæiske Farmakopés
(6’th)krav på estragol i F. vulgare er 5-10 %, der skyldes en mistanke om cancerfremkaldende
virkning.
12
2.3.3 Monoterpener
I den æteriske olie findes ofte monoterpener, der er udledt fra acetat. De bruges ofte som hjælpestof
til at forbedre smag og lugt af lægemidlet (Samuelsson & Bohlin, 2004). De er opbygget af to
isoprenenheder, som en kæde eller sammensluttet i en ring (se figur 6).
De aktive former af isopren er isopentenyl diphosphat (IPP) og dimethylallylpyrophosphat
(DMAPP), som er reaktanter i biosyntesen af terpener. Diphosphat gruppen i DMAPP bliver
ioniseret, hvorefter der opstår en allylisk kation, der danner en ny C-C binding ved et elektrofilt
angreb fra dobbeltbindingen i et IPP molekyle. Denne reaktion er katalyseret af prenyltransferase.
Fraspaltning af H+ giver trans-geranyl diphosphat (GPP). GPP kan hydrolyseres til geraniol, der er
en komponent i mange æteriske olier. Enzymet, der katalyserer ringslutningen i flere monoterpener,
er en monoterpen cyclase. De oxygenerede monoterpener, der findes i F. vulgare, er bl.a. fenchon.
Biosyntesen af denne kan ses nedenfor.
Figur 5 Biosyntese af fenchon
Nedenfor er nogle af hydrocarbon monoterpenerne i den æteriske olie gengivet.
Figur 6 Eksampler på monoterpener i F. vulgare
α-pinen og limonen er meget almindelige cykliske monoterpener. Limonen kan dannes ud fra
myrcen, 7-methyl-3-methyleneocta-1,6-diene, hvor der sker en elektronomlejring og antallet af
carbon- og hydrogenatomer forbliver uændret.
13
Figur 7
2.3.4 Ikke-flygtige olier
Frugterne hos F. vulgare indeholder 9-28 % ikke-flygtige olier. Disse består hovedsageligt af
petroselinsyre, oleinsyre, linolensyre, flavonider, coumariner mm.
2.3.5 Flavanoider
I F. vulgare findes forskellige flavanoider som f.eks. quercetin-3-glucuronid, rutin, isoquercitrin og
quercetin-3-arabinosid. Blomstens gule farve stammer fra disse flavanoider (Samuelsson & Bohlin,
2004; Leung, 1980). Flavanoider er derivater af 1,3-diphenylpropan.
Figur 8 Flavanoider
På ovenstående figur er vist 3 forskellige slags flavanoider, alle med en karakteristisk A og B
benzenring. Benzenringen A stammer fra acetat og er formet ved ringslutning af et polyketid.
Benzenring B stammer fra shikimisyre, og de tre carbonatomer, der forbinder ring A og B stammer
fra phospoenolpyrovat. Flavanoider syntetiseres derfor via en kombination af shikimisyre og
acylpolymalonat-vejen. Biosyntesen starter ved phenylalanin, som deamineres til kanel syre og
videre til p-coumarinsyre og p-coumaryl CoA. Denne fungerer som startmateriale i en
polyketidsyntese, hvor tre malonyl CoA molekyler reagerer med p-coumaryl CoA og ved
Claisenkondensation, aromatisering og ringslutning dannes flavanoiderne (Samuelsson & Bohlin,
2009).
14
2.3.6 Coumariner
Coumariner er derivat af 5,6-benzo-2-pyron, som vist i figur 9 og tilhører stofgruppen
phenylpropanoider. Biosyntesen starter ved trans-kanel syre, der oxideres til o-coumarinsyre
med efterfølgende glukosiddannelse til o-coumarinsyre glykosid. Denne isomeriseres til det
tilsvarende cis-molekyle, der ved ringslutning danner coumarin (Samuelsson & Bohlin, 2009).
Umbelliferon, der findes i F. vulgare, beskytter planten mod sollys, da coumarinen absorberer kort-
bølgede UV-stråler. Derudover indeholder F. vulgare coumarinen bergapten (Mikikov 1998).
Figur 9 Coumariner
2.4 Analyse af vigtige indholdsstoffer (Michelle)
2.4.1 Udvinding af den æteriske olie
Til udvinding af den æteriske olie i F. vulgare kan der ifølge litteraturen benyttes ca. 50 g frugt.
Frugten pulveriseres og vanddampdestilliseres i et Cleveanger-type apparat i 4 timer (Stahl, E., et
al, 1986). Den æteriske olie forekommer som en gul olie med en aromatisk længerevarende duft
(Miraldi, 1999). Den æteriske olie tørres med natriumsulfatanhydrat og filtreres (Ashari et al, 2006).
2.4.2 Analyse
En af de hyppigst anvendte analysemetoder af indholdsstofferne i F. vulgare er GC enten koblet
med massespektroskopi (GC/MS) eller med en flamme ionisations detektor (GC/FID). Ved begge
metoder benyttes helium som bæregas, dog er der eksempler med nitrogen som bæregas. (Ashari et
al, 2006; Anwar et al, 2009).
Udover de to ovenstående metoder, findes der få eksempler på væskekromatografi analyse (HPLC)
af indholdsstoffer i fennikel te. Et af disse indholdsstoffer er trans-anethol og dets
nedbrydningsprodukt p-anisaldehyd. Til analyse af F. vulgares indholdsstoffer kan der ifølge
litteraturen benyttes en HPLC- diode array detektor (HPLC-DAD) og HPLC-MS. (Bilia et al,
2000;Jurado et al, 2006).
Til HPLC-DAD kan der benyttes en mobilfase af CH3CN/H2O med HCOOH (pH 3,2), en flowrate
på 1 ml/min. og UV-vis spektret optages ved 190 -450 nm. Forskellen på HPLC-DAD og HPLC—
MS er, at der optages et MS spektrum ved HPLC-MS og et UV-vis spektrum ved HPLC-DAD
(Bilia et al, 2000).
15
2.5 Dyrkning (Michelle)
F. vulgare dyrkes i veldrænet lermuld, der er lind og rig på mineraler. Der benyttes tung jord, for at
opnå bedst udbytte. Frøene bør sås med ca. 45 cm afstand. Når planterne er 7,5 -10 cm høje, tyndes
de ud til 30 cm afstand imellem hinanden. F. vulgare dyrkes oftest om foråret og har sæson fra juli -
oktober. Ved dyrkning af F. vulgare skal der luges jævnligt. Vandingen skal ske ofte, men er dog
varierende alt efter hvilken type jord, der dyrkes i. Da frugterne ikke modnes samtidig, er det vigtigt
at høste blomsterskærmene fire - fem gange med 10 – 15 dages interval. En gennemsnitlig høst
giver omkring 500 – 900 kg pr. hektar, hvor en forbedret sort kan give op til 1500 kg pr. hektar
(Jodral, 2004).
2.6 Anvendelse og farmakologisk effekt (Tine)
European Medicines Agency (EMA) har nedsat et udvalg, der skal indføre en forenklet
registreringsprocedure af traditionelle plantelægemidler i EU’s medlemslande - Committee on
Herbal Medicinal Products (HMPC). Dette udvalg har til formål at harmonisere procedurer og
bestemmelser vedrørende plantelægemidler i EU’s medlemslande. Dette gøres for at integrere
plantelægemidler i det europæiske regelsæt. HMPC udarbejder en liste over droger eller præparater,
som har været anvendt i/som traditionelle lægemidler i tilstrækkelig lang tid (30 års traditionelt
anvendelse, heraf mindst 15 år i EU), og som derfor anses for at være uskadelige under normale
brugsforhold. Listerne indeholder indikation, styrke, dosering, administrationsvej og andre behørige
informationer vedrørende sikker anvendelse heraf. På baggrund af disse lister udarbejdes en
fællesskabsmonografi (Community Herbal Monograph), der indeholder særlig relevans samt
godkendelse af plantelægemidlet.
F. vulgare er optaget i en fællesskabsmonografi, hvori der foreligger information om den
farmakologiske effekt. De mest veldokumenterede virkninger og anvendelsesområder beskrives
nedenfor.
F. vulgare og dens æteriske olie har været anvendt i traditionel kinesisk medicin siden oldtiden til
behandling af bl.a. dyspepsi, flatulens, og som spasmolytikum, ekspektorans og østrogenlignende
middel (Leung 1980). Anvendelse af drogen har fundet udbredelse i resten af verdenen og trods
dette, findes F. vulgare kun som traditionelt plantelægemiddel i Danmark, da der ikke forefindes
bibliografisk dokumentation på virkningen heraf.
Udtræk af drogens frugter eller te heraf, virker afslappende på de glatte muskulaturer i mave-tarm
kanalen og i luftvejene i tilfælde af kramper. I mave-tarm kanalen modvirkes flatulens, som resultat
af nedsat gasproduktionen. Tillige udviser drogen anti-inflammatorisk effekt overfor visse bakterier.
I forbindelse med behandling af forkølelse, hoste og mild astma, kan der efter indtagelse af
drogeudtræk fra F. vulgare, observeres en øget produktion af slim og udskillelse heraf. Denne anti-
16
inflammatoriske effekt henledes til anethol og fenchons ekspektoriske indvirkning og derved
udstødelse af bakterier og svampe på slimhinden.
HPMC og kliniske forsøg bekræfter F. vulgares brug mod dyspepsi, i form af mild spasmolytisk
mave/tarm lidelse, samt katar i øvre luftveje. Tillige viser tilgængeligt data en signifikant
afslappende effekt på de glatte muskulaturer i luftrør, tarm og uterus.
Ovenstående virkninger forefindes i tilstrækkelig dokumentation til at blive godkendt i HMPC’s
fællesskabsmonografien.
Den milde østrogene effekt af F. vulgare ekstrakter har i studier vist at give anledning til øget
mælkeproduktion i brystkirtlerne, øget vægt af uterus, samt lindring af menstruationssmerter og
behandling af idiopathic hirsutism. Den smertelindrende effekt i forbindelse med dysmenorrhoea
implementeres af EMA. De øvrige påstande forefindes ikke i fællesskabsmonografen, og det må
derfor antages, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation herom.
Ud over ovenstående forskes i F. vulgare’s effekt som bl.a. anti-tumour, hypoglykæmi og
hypotensiv agent. Der foreligger dog ikke tilstrækkelig dokumentation for givne virkninger til dags
dato, og der kræves derfor videre forskning inden for disse områder.
2.7 Præparater på det danske marked
Der findes ingen registrerede naturlægemidler indeholdende F. vulgare.
3 Panax ginseng - Ginseng
3.1 Morfologi og udbredelse (Mikkel)
P. ginseng (figur 10) tilhører vedbendfamilien. Den vilde plante findes naturligt i Korea, det
nordøstlige Kina og det østligste Sibirien, men den er sjældent forekommende. Ginseng dyrkes
primært i de to førstnævnte lande, samt Japan, men også i mindre omfang i Danmark.
P. ginseng er en aromatisk urt med et kort, flerårig rhizom. Urten består af en etårig stængel, der
kan blive 30-60 cm høj eller 60-70 cm høj ved dyrkning. Blomstringen sker i juni og juli efter tre-
fire år, hvor planten bærer mellem tre og seks håndformede sammensatte blade, som hver især
består af fem småblade. På toppen af stilken sidder en skærm med mellem 4-40 blomster. Antallet
afhænger af plantens alder og dens vækstbetingelser. Frugten er pæreformet og skifter farve fra
grøn til rød ved modning. Den indeholder to-tre hvide frø. (Lawson & Bauer, 1998)
17
Figur 10 P. ginseng
3.2 Den Europæiske Farmakopés krav (Mikkel)
Den Europæiske Farmakopé har optaget en art af slægten Panax (Ginseng radix, Panax ginseng
C.A. Meyer)
Identification
A. Den overordnede rod er ten- eller cylinderformet med mindre forgreninger. Hovedroden kan
blive op til 20 cm lang og 2,5 cm i diameter. Hvid ginseng har en gul/creme farvet overflade, mens
rød ginseng har en rødbrun overflade. Begge typer udviser længderibber. Knopsporene på stilken
kan ses ved kronen. Et tværsnit afslører et bredt ydre område med orange-røde sektretkanaler, samt
et fint radiært stribet indre område. De mange siderødder i den lavere del af hvid ginseng er normalt
fraværende i den røde ginseng.
C. Ved TLC påvises syv forskellige ginsenosider (Rg1, Re, Rf, Rb1, Rc, Rb2 og Rd). 1g droge
destilleres i en kogende methanol R opløsning i 15 min. Efter afkøling og filtrering fortyndes
filtratet til 10 ml med methanol R. Stofferne påvises med en opløsning af anisaldehyd ved 105-
110˚C. Som referencestoffer anvendes aescin og arbutin, der ikke findes i ginseng.
Test
Panax quinquefolium Indholdsstofferne i P. quinquefolium er forskellige fra P. ginseng, hvilket
fremgår af kromatogrammerne for de to stoffer. Eksempelvis forekommer toppen for Rf kun på
kromatogrammet for P. ginseng.
Loss on drying. Prøven må maximalt indeholde 10 % vand.
Total Ash. Den totale mængde aske må højst være 7 %.
18
Ash Insoluble in hydrochloric acid. Aske der er uopløseligt i saltsyre må maximalt udgøre 1 % af
prøven.
Assay
Det kvantitative indhold af ginsenosider bestemmes ved væskekromatografi (LC). Farmakopeen
stiller krav til resolutionen mellem toppene for ginsenoid Rg1 og Re. Denne skal være minimum
1,0.
3.3 Indholdsstoffer (Mikkel)
3.3.1 Den æteriske olie
Den æteriske olie fra P. ginseng består af et stort antal mono-, sesquiterpenoider og polyacetylener.
Olien fremstilles ved vanddampstestillation i 10 timer.
3.3.2 Sesquiterpenoider
Mængden af indholdsstoffer i æterisk olie fra P. ginseng roden af varierende alder er sammenlignet.
Blandt sesquiterpenoider ses en akkumulering med tiden, som især gør sig gældende for de fire
bioaktive stoffer; α-cadinol, α-bisabolol, thujopsene og n-hexadecanoic. Dog er der ingen af de fire
sesquiterpenoider, der individuelt udgør over 0,01 % af den æteriske olie. (Qiu et al, 2008) Ud fra
en analyse af P. ginseng urten, bestemmes indholdet af den æteriske olie i stammen, bladende og
blomsterknopperne, som viser sig at adskille sig fra den æteriske olie i rødderne. Den æteriske olie i
urten består af 47 % sesquiterpenoider, hvor farnesen og caryophylien er de hyppigst
forekommende stoffer, der udgør 21,2 % henholdsvis 10,84 %.(Dongyan et al, 1998)
Biosyntesen af sesquiterpener går via mevalonsyre, der danner tre isopentenyl diphosphater, hvoraf
den ene omdannes til en dimethylallyl diphosphat. Dannelsen af farnesyl diphosphat, ud fra de tre
isopren derivatenheder, sker af to omgange ved et elektrofilt angreb på en allylisk kation. Farnesyl
diphosphat er precurser for over 200 sesquiterpenoider. (Samuelsson & Bohlin, 2009)
Figur 11 Dannelse af farnesyl diphosphat
3.3.3 Polyacetylene
Ved en analyse af P. ginseng roden er det lykkedes at isolere syv polyacetylener: Panaxynol,
Ginsenoyne-A, Panaxydol, 10-methoxy heptadeca-1-ene-4, 6-dyne-3, 9-diol, (3R, 9R, 10R)-
panaxytriol, panaxyne og ginsenoyne-C. Strukturerne for de syv stoffer er fastlagt på baggrund af
data fra 1H-,
13C-NMR samt MS analyser.
19
Strukturen for de øvrige polyacetylener minder meget om strukturen for Panaxydol.
Strukturforskellen for de syv polyacetylener ligger primært ved C9-10 bindingen, hvor de øvrige
stoffer enten er umættet, har bundet to alkoholer, en alkohol og en methoxygruppe. Andre forskelle
er en dobbeltbinding ved C16-17 bindingen, samt et enkelt stof, der har et tre karbon kortere skelet.
(Yang et al, 2008) En kvantitativ analyse af polyacetylene viser, at indholdet er lidt større i den
hvide P. ginseng end i den røde P. ginseng, da de indeholder 0,020-0,073 % henholdsvis 0,019-
0,055 %. (Washida et al, 2003) Polyacetylener dannes ud fra D-(-)- eller L-(+)-diethyl vinsyre. I
dette tilfælde er det L-(+)-diethyl vinsyre, der er byggestenen. Gennem en lang syntesevej dannes
6R,7S PQ-8, der ved en reaktion med propenal, THF og 1,3 eq butyllithium danner panaxydol
(Satoh et al, 2007) (Satoh et al, 2004)
Figur 13 Dannelse af Panaxydol
3.3.4 Triterpenoid saponiner
P. ginseng indeholder en gruppe af tetracykliske triterpenoid saponiner, også kaldet ginsenosider.
Der er isoleret og identificeret over 30 forskellige ginsenosider, hvoraf ginsenosiderne Rb1, Rb2,
Rc, Rg1, Re og Rd er de primært forekommende. (Zhang et al, 2002) (Samuelsson & Bohlin, 2009)
Ginsenosiderne karakteriseres på baggrund af deres aglycone del, som værende enten 20(S)-
protopanaxadiol eller 20(S)-protopanaxatriol. Under den førstnævnte gruppe hører blandt andet
Rb1, Rb2 og Rc, mens Rg1 og Rf hører under den sidstnævnte gruppe. (Sun et al, 2009)
Ginsenosiderne er derivater af dammarenyl kationen. Byggestenen for disse triterpener er farnesyl
diphosphate, som ved en dimerisering danner squalenen, der oxideres til 2,3-oxidosqualene. Ved en
proton-katalyseret cyklisering bliver 2,3-oxidosqualene omdannet til dammarenyl kation, som vist i
nedenstående figur. (Samuelsson & Bohlin, 2009)
Figur 12
20
Figur 14 Dannelse af 20(s)-protopanaxtriol
3.4 Analyse af vigtige indholdsstoffer (Sophie)
Ginsenosider bestemmes oftest med GC, HPLC og TLC, som omtales nedenfor. I litteraturen ses
også anvendelse af kapillarelektroforese (CE), nær-infrarød spektroskopi (NIR) og
enzymimmunoassay (EIA). Til isolering af ginsenosider anvendes ekstraktion med blandinger af
vand og methanol (Fuzzati, 2004).
Ginsenosider er relativt store, polære, ikke-flygtige molekyler, som besværliggør anvendelsen af
GC. Ginsenosiderne skal først hydrolyseres til deres aglycon ved basisk spaltning af
glykosidkæderne og dernæst gøres flygtige ved derivatisering til trimethylsilyl ethere. GC kobles
ofte til MS (Oleszek, 2002).
HPLC er en ofte anvendt metode til analyse af ginsenosider, da den er velegnet til polære, ikke-
flygtige forbindelser. HPLC kan kobles til enten UV, evaporative light scattering detektor (ELSD),
fluorescens eller MS (Fuzzati, 2004). Ulempen ved HPLC-UV er, at ginsenosiderne mangler
kromoforer (Oleszek, 2002), hvilket gør at resultaterne skal analyseres ved 198-205 nm. Dette gør
metoden ufølsom, da mange andre stoffer absorberer lys ved disse bølgelængder. Der anvendes
oftest en apolær stationær fase og en mobilfase bestående af acetonitril-vand eller acetonitril-
phosphatbuffer. Både isokratisk og gradient system ses anvendt i litteraturen.
TLC er en anvendt metode til påvisning og identifikation af ginsenosider. Ved at introducere
densitometri kan TLC anvendes til kvantitative bestemmelser. Her anvendes
tyndtlagskromatografiplader (HPTLC-plader) som stationær fase og pletterne visualiseres ofte med
spray af p-anisaldehyd. Absorptionen måles ved 535 nm (Fuzzati, 2004).
21
3.5 Dyrkning (Sophie)
Der stilles høje krav til dyrkning af P. ginseng. Planten kan ikke tåle stærkt sollys og skal helst
dyrkes i skygge på egne, der er beskyttet mod ekstreme vindforhold, sne, frost og regn. Markerne
skal helst ligge brak i ti år mellem dyrkningen, da planten dræner jorden for næringsstoffer. Ofte
ligger jorden kun brak i et år. Planterne dyrkes bedst på nordvendte skråninger i sur jord i bl.a. Kina
og Korea.
P. ginseng er en flerårig, langsomt voksende plante. Under dyrkningen fjernes blomster og frugter
for at stimulere den vegetative vækst, så rødderne bliver større. Kvaliteten af rødderne afhænger af
plantens lyspåvirkning. De største rødder opnås ved dyrkning med 20 % lys. Hvis planten udsættes
for meget lys, begrænses rodvæksten.
Planterne høstes efter 5-6 år i september og oktober, hvor indholdet af ginsenosider er højest (Court,
2000).
3.6 Anvendelse og farmakologisk effekt (Benedikte)
P. ginseng tilskrives mange forskellige farmakologiske effekter og menes b. la. at virke
forebyggende og styrkende på helbredet, at mindske udmattelse, træthed, tab af koncentration og at
have en positiv effekt under rekreation. Derudover er det rapporteret at P. ginseng har en gavnlig
virkning mod cancer, ved behandling af diabetes, impotens ogmodl gastrointestinale sygdomme
som mavekatar og mavesår. Ydermere er det beskrevet at P. ginseng kan bruges til behandling af
leversygdomme, hoste, feber, tuberkulose, kvalme under graviditet, gigt, hypotermi, åndenød,
søvnløshed, nervesygdomme og astma (Court et al, ).
Det er dog langt fra alle disse effekter af P. ginseng der er videnskabeligt dokumenteret.
P. ginsengs adaptogene effekt
Der er lavet mange forsøg på at dokumentere P. ginsengs adaptogene virkning, men mange af
forsøgsresultaterne er tvetydige. Dette ses b.la. ved bestemmelse af P. ginsengs generelle effekt på
livskvaliteten. Mange forsøg anvender forskellige parametre til bestemmelse af livskvaliteten, og
nogle forsøg supplerer indtagelsen af P. ginseng med vitaminer og mineraler, mens andre kun
anvender ren ginseng. Derudover er forsøgsgrupperne meget forskellige, hvor nogle består af raske
mennesker og andre syge.. (Coleman et al, 2003), og metoderne til at vurdere livskvaliteten er
forskellige. Disse faktorer gør det svært at sammenholde resultater fra forskellige undersøgelser.
Nogle studier mener, at kunne påvise en positiv effekt på livskvaliteten ved indtagelse af P. ginseng
(Coleman et al, 2003), mens andre mener at kunne dokumentere ginsengs manglende effekt (Bradly
et al, 2001).
P. ginsengs effekt på cancer
De senere år er der udgivet flere artikler om ginsenosiders effekt på cancerforløb. Indtagelsen af P.
ginseng menes at kunne forbedre livskvaliteten hos cancerpatienter (Kim et al, 2006). Ginseng
22
menes at kunne forvandle neoplastiske celler til almindelige celler (Park et al, 2005) og flere
undersøgelser indikerer at ginsenosider kan have en hæmmende effekt på den proces, hvorved
normale celler omdannes til cancerceller (Fukushima et al, 2001). Ginsenosider menes derudover at
kunne medføre apoptose i tumorer ved at aktivere enzymet caspase, der er nødvendig for apoptose
(Wakabayashi et al,1998).
I de fleste cancerforløb vil den oprindelige svulst sende metastaser ud i kroppen. Nye undersøgelser
indikerer, at ginsenosider kan hæmme dannelsen af disse metastaser. Effekten skyldes formentlig, at
ginsinosiderne kan hæmme vedhæftningen og invasionen af metastaserne(Park et al, 2005). Enhver
tumor har brug for blod for at holde sig i live, og når den har nået en vis størrelse skal tilførslen
være så stor, at tumoren har brug for at danne sine egne blodårer. Ginsenosider menes at kunne
hæmme tumorens dannelse af disse nye blodårer, hvilket vil hæmme tumorens vækst. (Park et al,
2005)
Multi-drug-resistence (MDR), altså udvikling af resistens mod cancermedicin er et stigende
problem. Også her menes ginsenosider at have en effekt, ved at kunne hæmme resistensen mod
cancermedicin (Yue et al 2007).
P. ginsengs antidiabetiske effekt
Ginsenosider menes at virke anti-hyperglykæmiske, at forbedre glukosereguleringen og
insulinfølsomheden. (Park et al, 2005)
Det er observeret, at blodglukoseniveauerne er signifikant faldet hos overvægtige mus efter en
engangsbehandling med intraperitoneal administration (I.P) med ginsenosider, og at fire ugers oral
administration i mus reducerede blodglukose niveauerne til det normale hos en ikke-diabetiker.
Effekten menes at skyldes, at ginseng blokerer den intestinale glukoseabsorption og hæmmer
glukose-6-phosphatase i leveren. (Chung et al, 2001).
Derudover menes ginsengbehandling at øge diabetikeres humør, forbedre deres fysiske evner og
reducere fasteblodglukoseniveauet og kropsvægt.
P. ginsengs kardiovaskulære effekt
Ginseng menes at indeholde aktive forbindelser der normaliserer blodtrykket. Ginsenosider menes
at mediere frigivelsen af nitrogen oxid (Kim et al, 1994), der afslapper blodårene, primært ved at
stimulere guanylyl cyclase, som medfører en øget produktion af cGMP i blodårene, der har en
karafslappende effekt. (Rapoport & Murad, 1983).
Der kræves dog mange flere og større forsøg med P. ginseng før ginsenosider kan betegnes som
behandlingsmiddel. De fleste nuværende forsøg er lavet in vitro eller på dyr (typisk mus eller
rotter), og i disse forsøg var administrationsvejen IP, som ikke er en administrationsvej der vil
anvendes til mennesker. Kun forsøg om ginsengs effekt på livskvaliteten er lavet på mennesker, og
her er forsøgsgrupperne relativt små. Ginseng har været anvendt som folkemedicin i mere end 2000
år, og de fleste forsøg viser, at indtagelsen af ginseng har en gavnlig effekt. At ginseng stadig
anvendes, og at de fleste forsøg mener at kunne påvise en positiv effekt af ginseng, trods forskellige
23
forsøgsomstændigheder, tyder på at indtagelsen af P. ginseng har en effekt. Om denne effekt
skyldes indtagelsen af ginseng, eller om det bunder i andre faktorer er uvist.
3.7 Præparater på det danske marked (Benedikte)
Der findes to registrerede naturlægemidler indeholdende P. ginseng, Ginsana og Ginseng Arkokaps.
Begge indeholder ekstrakter af P. ginseng og anvendes mod træthed, koncentrationsbesvær og
rekonvalescens.
4 C. virosa – Gifttyde
4.1 Morfologi og udbredelse (Mikkel)
C. virosa (Figur 15) tilhører skærmplantefamilien. Den findes naturligt i Danmark, hvor den vokser
på næringsrig lerbund ved bredden af søer og vandløb. Desuden findes den naturligt i det øvrige
Nordeuropa, det nordlige Asien og Nordamerika.
C. visosa er flerårig. Den bliver 50-120 cm høj, har 2-3 gange fjersnitdelte blade med savtakker.
Skærmene er 10-20 grenede, med småsvøb bestående af 6-8 blade. Frugten er 2 mm lang,
mørkebrun, kugleformet og meget giftig. Blomstringen sker i juli og august. (Frederiksen et al,
2006) (Nielsen, 1979)
24
Figur 15 C. virosa
4.2 Den Europæiske Farmakopés krav (Mikkel)
C. virosa er ikke optaget i den Europæiske Farmakopé.
4.3 Indholdsstoffer (Sophie og Tine)
4.3.1 Polyacetylener
C. virosa indeholder polyacetylenet cicutoxin, som er den væsentligste årsag til plantens toksiske
effekt. Andre polyacetylener som isocicutoxin, virol A, B og C og derivater heraf er også til stede,
men de er mindre betydningsfulde for toksiciteten. De mest konjugerede polyacetylener, virol A og
isocicutoxin, udviser dog også toksisk effekt (Ohta et al, 1999). Hele planten er giftig, men roden
anses for at være den mest toksiske del (Schep et al, 2009). Derfor må størstedelen af
polyacetylerne findes i roden. Polyacetylenernes toksicitet tjener til beskyttelse af planten.
25
Figur 16 Struktur af de mest forekommende polyacetylener i C. virosa
Polyacetylener syntetiseres ud fra umættede fedtsyrer. Cicutoxin og de relaterede polyacetylener er
C17-molekyler af falcarinoltypen, der syntetiseres ud fra oliesyre. Oliesyre dannes ud fra stearinsyre,
der er syntetiseret ud fra acetat. Polyacetylerne er derfor opbygget af acetat- og malonatenheder
(Boll & Hansen, 1986).
Figur 17 Syntese af falcarinol
4.3.2 Coumariner
Et forsøg har påvist, at coumarinderivaterne umbelliferon og scopoletin kan isoleres fra C. virosas
frugt (Markarova et al, 1972). Coumariner er omtalt under indholdsstoffer i F. vulgare.
26
Figur 18 Struktur af coumarinderivater i C. virosa
4.3.3 Flavanoider
Forskellige flavanoider er blevet isoleret fra C. virosas frugt. Disse omfatter isorhamnetin-3-
glucorhamnoside, rutin, isorhamnetin-3-glucoside, isoquercitrin, guercetin, isorhamnetin, og
kaempferol (Malinowski & Strzelecka, 1972). Flavanoider er omtalt under indholdsstoffer i F.
vulgare.
Figur 19 Struktur af flavanoider i C. virosa
4.4 Analyse af vigtige indholdsstoffer (Michelle)
Cicutoxin, isocicotoxin og virol A, er farveløse olier. Hvorimod virol C er en farveløs krystal.
Cicutoxin analogerne; isocicutoxon, virol A og virol C er mere kemisk stabile end cicutoxin (Koji et
al,1999 ; Fumihiko, 1999).
4.4.1 Udvinding af toxinerne
Ifølge litteraturen udvindes toxinerne i C. virosa ud fra rhizomet, der ekstraheres med methanol i tre
dage ved stuetemperatur. Methanol ekstratet filtreres under vakuum, for at danne et koncentreret
restprodukt af vand og diethylether.
Herefter benyttes 20 g af restproduktet diethylether og 200 g silica gel til søjlekromatografi. Ud fra
den kørte søjlekromatografi, kan der ses en del fraktioner, hvoraf K fraktionen udtages og elueres
27
med n-hexane-acetone (4:1 v/v), der gentagne gange udsættes for søjlekromatografi. N-hexan-
AcOEt og CHCl3 bruges som kromatografieluent for at isolere følgende indholdsstoffer: cicutoxin,
isocicutoxin, virol A og virol C. (Fumihiko et al, 1999)
4.4.2 Analyse
Søjlekromatografi er ifølge litteraturen den mest anvendte analysemetode af indholdsstofferne i C.
virosa, men der benyttes også optisk rotation til f.eks. at kunne adskille cicutoxin fra dens mange
resonansstrukturer, 1H – og
3C NMR, samt infrarød (IR) og UV spektra kan være nødvendige til
separation af indholdsstofferne. 1H – og
3C NMR og MS er gode metoder til at tydeliggøre
strukturerne. Dog kan det være svært at isolere acetylen forbindelser, da de oftest forekommer som
komplekse blandinger i lav koncentration i ekstrakt fra plantematerialet. Det kan derfor være
nødvendigt at benytte kemiske metoder til separation af de forskellige forbindelser i blandingerne
(Fumihiko et al, 1999;Otha et al, 1999).
4.5 Dyrkning (Michelle)
C. virosa vokser vildt i næringsrig tung jord, såsom ler. Planten vokser langs sø-, ogåbredder,
grøfter, vandløb og moser. C. virosa er en giftig plante, der ikke dyrkes, dog spredes dens frø med
vinden og vandet (Frederiksen et al, 2006: Ericsson, 1994).
4.6 Anvendelse og farmakologisk effekt (Benedikte og Sandra)
C. virosa er giftig ved indtagelse, og anses for at være en af de giftigste planter i Nordamerika og
England (Schep et al, 2009). Der rapporteres mange forgiftningstilfælde omhandlende indtagelse af
C. virosa, der selv i små mængder har en toksisk virkning. C. virosas giftige indholdsstoffer,
primært cicutoxin, har en effekt på centralnervesystemet, hvor indtagelse resulterer i forlænget
neuronal depolarisation, der kan medføre bl.a. slagtilfælde og muskelspasmer. Derudover kan
indtagelse medføre kvalme, diarré, tachycardia, koma, overdreven udvidelse af pupiller,
rhabdomylose (opløsning af tværstribet muskulatur), nyresvigt, respiratorisk svækkelse og hjerte
dysrhytmia. Uden tilstrækkelig lægehjælp kan indtagelsen være fatal (Schep et al, 2009).
I medicinsk henseende er Cicutoxin rapporteret at have en effekt på T-lymfocytter. K+-strømme
menes at have en betydning i forbindelse med T-lymfocytters formering, og cicutoxin er en potent
K+-kanal blokker. Herved blokerer cicutoxin T-lymfocytters hastige formering. Der er dog ikke
tilstrækkelig dokumentation for, at det kun er cicutoxins effekt på K+-kanalerne, der er skyld i dette.
Det kan ikke udelukkes at cicutoxin også påvirker andre processer eller strukturer, der er involveret
i lymfocytformeringen. Derudover er det heller ikke dokumenteret hvorvidt disse
blokeringsegenskaber hos cicutoxin er specifik for spændingsafhængige K+ strømme og om det kun
er gældende for ionstrømme hos lymfocytter (Strauss et al, 1996).
28
Et indholdsstof, der forekommer i mindre mængder i C. virosa, er virol A, der har vist, at kunne
inducere muskelspasmer og slagtilfælde. Denne effekt af virol A menes at skyldes en reducering af
den GABAA-forårsagende Cl- strøm. Dette vil hæmme den neuronale hyperpolarisation, og der vil
være en uafbrudt depolarisation, som vil medføre overaktivitet i cellen. Dette medfører
muskelspasmer. (Uwai et al, 2000)
Dokumentation for den farmakologiske virkningsmekanisme af disse gifte indholdsstoffer er
mangelfuld, hvilket kan skyldes at flere indholdsstoffer, bl.a. cicutoxin er meget kemisk ustabile og
derfor svære at undersøge (Schep et al, 2009).
4.7 Præparater på det danske marked (Mikkel)
Der findes ingen naturlægemidler indeholdende C. virosa.
5 Konklusion (Michelle og Mikkel)
Litteraturstudiet har fokuseret på plantearterne F. vulgare Mill, P. ginseng C. A Meyer og C. virosa
L, hvoraf kun de to første har farmakologisk interesse.
Brugen af F. vulgare er udbredt i store dele af verden, men i Danmark har den kun status af
plantelægemiddel, da der ikke forefindes tilstrækkelig bibliografisk dokumentation til at være et
naturlægemiddel. Derimod er der tilstrækkelig dokumentation til, at plantearten er optaget i
monografien af HMPC.
P. ginseng er udbredt som folkemedicin, da det menes at have mange farmakologiske effekter, men
ikke alle effekter er tilstrækkeligt dokumenteret. I Danmark findes to naturlægemidler, der anvendes
mod træthed, koncentrationsbesvær og rekonvalescens.
C. virosa har ingen medicinsk anvendelse på grund af indholdet af det giftige stof cicutoxin.
29
6 Referencer
Anwar, F., Ali, M., Hussain, A.I., & Shahid, M. (2009). Antioxidant and antimicrobial activities of essential
oil and extracts of fennel (Forniculum vulgare Mill.) seeds from Parkistan. Flavour Fragr. J. 24, 170-176
Asghari, B., Mohammadi, F., Salehi, P. Hydrosistillation-Headspace solvent microextraction: an efficient
method for analysis of the essential oil from seeds of Foeniculum vulgare Mill. et. al. Chromatographia
2007(Jan);54:119-122.
Barros, L., Heleno, S.A., Carvalho, A. M. & Ferreira, I.C.F.R. (2009) Systematic evaluation of the
antioxidant potential of different parts of Foeniculum vulgare Mill. from Portugal . Food Chem. Toxicol. 47,
2458-2464
Bilia AR., Fumarola M., Gallori S., Mazzi G., Vincieri F. F. Identification by HPLC-DAD and HPLC-MS
analyses and quantification of constituents of Fennel teas and decoctions. Food Chem. 2000;48:4734-4738.
Boll, P. M., Hansen, L., 1986. Polyacetylenes in Araliaceae: their chemistry, biosynthesis and biological
significance. Phyto. 25(2), 285-294.
Bradly, J. C., 2001. Ginseng does not enhance psychological well-being in healthy, young adults: Results of
a double-blind placebo-controlled randomized clinical trial. J. American Die. Ass. 10 (6), 655-660.
Chung, S. H., Choi, C. G., Park, S., 2001. Comparisons between white ginseng radix and rootlet for
antidiabetic activity and mechanism in KKAy mice. Arch. Pharm. Res. 24 (3), 214-218.
Colemand, C. I., Hebert, J. H., Reddy, P., 2003. The effects of Panax ginseng on quality of life. J. Clin.
Pharm. Therap. 28, 5-15.
Court, William E., 2000. Ginseng: the genus panax. Medicinal and aromatic plants: industrial profiles; v. 15.
Harwood Academic Publishers, Amsterdam.
Dahlgren, R. (1980) Angiospermernes Taxonomi, Dicotyledonernes taxonomi : Fabanae – Lamianae, bind
3. Akademisk Forlag, Denmark
Dongyan, H., Weihua, Z., Ruihua, H. Separation and determination of chemical constituents in the
volatile oil of three traditional Chinese crude drugs. Journal of Pharmaceutical and Biomedical Analysis 17.
1998. p. 1423–1426.
Ericsson, S. (1994). Den store nordiske flora. G.E.C. Gads forlag. p. 324.
Frederiksen, S., Rasmussen, F.N., Seberg, O. (2006). Dansk Flora, 1. ed. Gyldendal. p. 581.
Fugl og natur, Felt Håndbogen, cited 30. April 2010.
http://www.fugleognatur.dk/artintro.asp?ID=13456&dknavn=Fennikel&latin=Foeniculum%20vulgare
Fukushima, S., Wanibuchi, H., Li, W., 2001. Inhibition by ginseng of colon carcinogenesis in rats. J. Korean
Med. Sci. 16, 75-80.
30
Fuzzati, N., 2004. Analasis methods of ginsenosides. J. Chrom.B. 812 (1-2), 119-133.
Grimes D., von Hertzen H., Piaggio G. et al. Randomised controlled trial of levonorgestrel versus the Yuzpe
regimen of combined oral contraceptives for emergency contraception. The Lancet 1998;(Aug);352:428-433.
Hansen, K. (1981) Dansk Feltflora. Nordisk forlag A/S, Cophenhagen. pp. 358-359
Heywood, V.H. (1971). The biology and chemistry of the Ubelliferae. Academic press inc. (London). p. 279-
280.
Jodral, M.M. (2004). Illicium, Pimpinella and Foeniculum. CRC Press. p. 219-221.
Jurado, J. M., Alcázar, A., Pablos, F., Martin, M. J. LC dertermination of Anethole in Aniseed
drinks. Chromatographia 2006;64:223-226.
Judd, W. S., Campbell, C. S., Kellogg, E.A., Stevens, P.F. & Donoghue M.J. (2008) Plant Systematics,3.
Edt. Sinaux Associate, INC. Massachusetts, USA. pp 494-501
Kim, J., Park, C. Y., Lee, S., 2006. Effects of sun ginseng on subjective quality of life in cancer patients: a
double-blind, placebo-controlled pilot trial. J. Clin. Pharm. Therap. 31, 331-334.
Kim, N. D., Kang, S. Y., Schini, V. B., 1994. Ginsenosides evoke endothelium-dependent vascular
relaxation i rat aorta. Gen. Pharmac. 25 (6), 1071-1077.
Lawson and Bauer, Phytomedicines of Europe: Chemistry and Biological Activity, American Chemical
Society, Washington DC, 1998, 221-223
Leung, A. Y., 1980. Encyclopedia of common natural ingredients used in fodd, drugs and cosmetics. Wiley,
New York.
Makarova, V. A., Prokopenko, A. P., Zhukov, G. A., Ladygina, E. Y. A., 1973. Coumarins of Cicuta virosa.
Khim. Priro. Soed. 9(1), 112-113.
Malinowski, J. Strzelecka, H., 1972. Flavonoid compounds in Cicuta virosa L. fruits. A. Pol. Pharm. 29(4),
417-424.
Malikov, V.M., Saidkhodzhaev A.I. (1998). Coumarins. Plants, structure, properties. Chem. Nat. Compd.
34(3), 345-409
Miraldi, E. Comparison of the essential oils from tehn Foeniculum vulgare Miller samples of fruits og
different origin. Flavour and Fragrance journal 1999(Mar);14:379-382.
Nielsen H. Giftplanter; Gyldendals grønne håndbøger. Nordisk Forlag. 1979. 99.
31
Ohta, T., Uwai, K., Kikuchi R., Nozoe, S., Oshima, Y., Saaki, K., Yoshizaki, F. Absolute stereochemistry of
Cicutoxin and related toxic polyacetylenic alcohols from Cicuta virosa. Tehedron 1999(Aug);55:12087-
12098.
Oleszek, W. A., 2002. Chromatographic determination of plant saponins. J. Chrom. A. 967(1), 147-162.
Oshima, Y., Uwai, K., Sugihara, T., Ohta, T. Syntheses and stereochemical assignment of toxic C17-
polyacetylenic alcohols, virols A, B and C, isolated from Water Hemlock (Cicuta virosa). Tehedron
1999(Jun);55:9469-9480.
Park, J. D., Rhee, D. K., Lee, Y. H., 2005. Biological activities and chemistry of saponins from Panax
ginseng C. A. Meyer. Phyt. Rev. 4, 159-175.
Qiu, Y. et al. Determination of radix ginseng volatile oils at different ages by comprehensive two-
dimensional gas chromatography/time-of-flight mass spectrometry. J. Sep. Sci. 2008, 31, 3451 – 3457
Rapoport, R. M., Murad, F., 1983. Agonist-induced endothelium-dependent relaxation in rat thoracic aorta
may be mediated through cGMP. Circ. Res. 52 (3), 352 – 357.
Samuelsson, G., Bohlin, L., 2009. Drugs of natural origin, 6th revised ed. Apotekarsocieteten, Uppsala.
Satoh, Y., et al. Studies on Panax Acetylenes: Absolute Structure of a New Panax Acetylene, and Inhibitory
Effects of Related Acetylenes on the Growth of L-1210 Cells. Chem. Pharm. Bull. 55(4). 2007. 561-564.
Satoh, M., Watanabe, M., Kawahata, M., Mohri, K., Yoshida, Y., Isobe, K., Fujimoto, Y. Synthesis of Panax
Acetylenes: Chiral Syntheses of Acetylpanaxydol, PQ-3 and Panaxydiolv. Chem. Pharm. Bull. 52. 2004. p.
418—421
Schep, L. J., Slaughter, R. J., Becket, G., Beasley, D. M. G., 2009. Poisoning due to water hemlock. Clin.
Tox. 47(4), 270-278.
Schild, W., Stahl, E. Isolerung und charakterisierung von Naturstoffen. Gustav Fischer Verlag 1986:54-57.
Strauss, U., Wittstock, U., Schubert, R., Teuscher, E., Jung, S., Mix, Eilhard., 1996. Cicutoxin from Cicuta
virosa – A new and potent potassium channel blocker in T lymphocytes. Biochem. Biophys. Res. Commun.
219, 332-336.
Sun B., et al. Simultaneous quantification of 19 ginsenosides in black ginseng developed from Panax
ginseng by HPLC–ELSD. Journal of Pharmaceutical and Biomedical Analysis. 50. 2009. 15–22
Teuscher, E. (2006) Medicinal Spices, a handbook of culinary herbs,spices, spice and mixtures and their
essential oils. Medpharm Scientific Publishers, Stuttgart
Uwai, K., Ohashi, K., Takaya, Y., Oshima, Y., Furukawa, K., Yamagata, K., Omura, T., Okuyama, S., 2000.
Virol A, a toxic trans-polyacetylenic alcohol of Cicuta virose, selectively inhibits the GABA-induced Cl-
current in acutely dissociated rat hippocampal CA1 neurons. Brain Res. 889, 174-180.
32
Wakabayashi, C., Murakami, K., Hasegawa, H., Murata, J., Saiki, I., 1998. An intestinal bacterial metabolite
of ginseng protopanaxadiol saponins has the ability to induce apoptosis in tumor cells. Biochem. Biophys.
Res. Commun. 246, 725-730.
Washida, D., Kitanaka, S., Determination of Polyacetylenes and Ginsenosides in Panax Species Using High
Performance Liquid Chromatography. Chem. Pharm. Bull. 51. 2003. p.1314—1317
Wyk, B. V., Wink, M. (2004). Medicinal plants of the world, an illustrated scientific guide to important
medicinal plants and their uses. Briza publications, Pretoria, South Africa, p. 145
Yang M., et al. Polyacetylenes from the Roots of Cultivated-Wild Ginseng and Their Cytotoxicity In Vitro.
Arch Pharm Res Vol 31. No 2. 2008. 154-159.
Yue, P. K., Y., Mak, N. K., Cheng, Y. K., Leung, K. W., Ng, T. B., Fan, D. T. P., Yeung, H. W., Wong, R.
N. S., 2007. Pharmacogenomics and the Yin/Yan actions of ginseng: anti-tumor, angiomodulating and
steroid-like activities of ginsenosides. Chin. Medicines. 2 (6), 1-21.
Zhang H., et al. Polyacetyleneginsenoside-Ro, a novel triterpene saponin from Panax ginseng. Tetrahedron
Letters. 43. 2002. 973–977
33
7 Bilag
7.1 Forkortelses liste
Tabel 4 over forkortelser i teksten
GC gaskromatografi
HPLC væskekromatografi
TLC tyndtlagskromatografi
CE kapillarelektroforese
NIR nær-infrarød spektroskopi
EIA enzymimmunoassay
MS massespektroskopi
UV ultraviolet lys
ELSD evaporative light scattering detektor
FID flamme ionisations detektor
DAD diode array detektor
