2

Kapitel 15: ”Vampyren”

”Vågn op, Miki’” lød en stemme i mørket. ”Vågn nu op!”

Miki mærkede en varm hånd på sin kind. Han åbnede øjnene på klem. En anden hånd ruskede blidt i hans skulder.

Miki så direkte ind i Mayas øjne. Han kunne se en stribe fra en tåre på hendes kind. Hun smilede, da han slog øjnene op.

”Ja, sådan,” sagde hun og vendte ansigtet bort og råbte: ”Han er vågen nu!”

Miki prøvede at løfte hovedet. Det føltes, som om det vejede et ton, men han fik det løftet nok til at skimte Vampyren læne sig ned over hjemmeværnsmanden, der lå på jorden i en underlig, forvredet stilling. Vampyrens lange, krogede fingre borede sig ned i mandens brystkasse, og det gav et ryk i hans krop.

”Nej, stop!” råbte Maya og slap Mikis hoved, så det ramte fliserne med et dunk. Miki jamrede. Hans hoved føltes som en boksebold og hans krop som om den var kørt over af en damptromle. Alligevel prøvede han at rejse sig op.

Maya løb hen og rev vampyren i frakken. ”Ikke flere mord,” skreg hun. Han skubbede hende arrigt til side, men slap sit greb i manden.

”Han ville dræbe dig,” sagde han hæst, ”Og jeg slår ham ikke ihjel, for han er allerede død inden i, ligesom drengen i skuret.”

3

”Jeg er ligeglad,” sagde Maya og pegede på Miki. ”Hjælp ham op i stedet.”

Vampyren skød Miki et blik og hævede et øjenbryn.

”Skal vi absolut have iPad-drengen med?” spurgte han. ”Han er en klods om benet.”

”Jeg går ingen steder uden Miki,” svarede Maya kort.

Vampyren rejste sig med et suk og med tre lange skridt var han ovre ved den fortumlede dreng. Den gamle mand greb fat i Miki og løftede ham uden besvær. Hele verden slog en kolbøtte igen.

”Min bil holder herude,” sagde vampyren og satte i løb.

Miki blev holdt i et jerngreb, mens de stormede hen ad stien, der førte væk fra centeret. De nåede frem til en lille, lyserød Fiat, der holdt med åbne døre og motoren kørende. Vampyren slyngede Miki ind på bagsædet som en sæk kartofler.

Maya satte sig ind på forsædet.

”Er det virkelig din bil?” spurgte hun og pegede på den lille Hel-lo Kitty-figur, der hang i en rød snor fra bakspejlet.”

”Selvfølgelig er det ikke det,” brummede vampyren og satte bilen i gear. ”En dame var venlig at ’låne’ den til mig.”

Han trådte på speederen, og motoren i den lille bil fræsede som en arrig græsslåmaskine. Miki var landet med hovedet nedad, men han fik hevet sig op, netop da de passerede ’Tune’ byskilt.

”Hvor skal vi hen?” spurgte han hæst.

”Vi kører tilbage til mig,” svarede vampyren kort. ”Det er det

4

eneste sted, I er sikre.”

”Men hvem er du?” spurgte Maya. ”Hvorfor hjælper du os?”

”Jeg er Sortblod ligesom dig,” sagde vampyren. ”Schmidt har været efter mig i årevis.”

”Men hvorfor jager Schmidt så mig og Miki?” spurgte Maya.

”Schmidt har opdaget, at du også er Sortblod, og han bruger dig til at lokke mig frem.” svarede Vampyren ”Han ved, at jeg vil gøre alt for at passe på min familie!”

”Familie!” udbrød Maya. ”Hvad mener du?”

”Vi er i familie, Maya,” svarede vampyren. ”Jeg er din olde-far ... eller nærmere tip-tip-tip-tip-oldefar. Vores familie er speciel, vi har Sortblod evner.”

”E-er jeg i familie med en morder,” stønnede Maya.

Vampyren sendte hende et blik. ”Det er mere indviklet end som så. Jeg beskytter vores familie mod folk, der vil os ondt. Folk som Schmidt.”

Vampyren fumlede i sin lomme og rakte Maya en mobil.

”Og mens vi taler om familie, så ring hjem til din mor,” sagde han. ”Hun er bekymret for dig.”

Maya tog telefonen, men sad bare med den. Hun tænkte på sin mor. Deres sidste ord havde været i vrede, og efter det havde hendes mor kunnet se på TV, at Maya var involveret i et mord og var eftersøgt af politiet.

Hun trykkede langsomt nummeret.

5

”30 sekunder,” sagde vampyren. ”Sig ikke, hvor du er.”

”Det er Maya,” sagde Maya, da hun hørte sin mors stemme.

”Maya,” udbrød moren med gråd i stemmen. ”Er du ok? Hvor er du?”

”Jeg er ok, men jeg kan ikke sige, hvor jeg er, men jeg kommer snart hjem.”

”Kom hjem nu, vil du ikke nok? Alt skal nok ordne sig.”

”Jeg ved det,” sagde Maya. ”Men bare rolig, du havde ret hele tiden.”

”Hvad mener du?” spurgte moren. ”Ret i hvad?”

”Det, du altid har sagt,” sagde Maya. ”Der er en engel, der våger over vores familie.”

Vampyren sendte Maya et blik, og hun kunne se antydningen af et smil på hans læber. Maya smilede ikke. Hun kunne høre sin mor græde i telefonen.

”Jeg elsker dig, mor,” hviskede hun og lagde på.

”Jeg er også Sortblod,” sagde Miki.

Han satte en hånd på kanten af førersædet og hev sig op i siddende stilling.

”Så Schmidt er også efter mig!”

Vampyren drejede hovedet og studerede Miki. Han hævede et øjenbryn.

”Er du Sortblod!?” udbrød han. ”Det virker usandsynligt.”

6

”Det er sandt,” sagde Maya. ”Miki kan styre folk med sine tanker.”

”Hm,” mumlede vampyren. ”Den har jeg ikke hørt før.”

Den lille Fiat fræsede ind i en rundkørsel, og Miki blev slynget rundt, så han igen endte på gulvet. De slingrede et par gange, mens Miki prøvede at hive sig op, og så huggede vampyren bremsen i. Mikis hoved knaldede ind i Mayas nakkestøtte og han faldt bagover med et vræl. Vampyren ignorerede drengen, der rodede rundt på gulvet og bandede højlydt, han vendte sig i stedet mod Maya.

”Så er vi tæt nok på,” sagde han og steg ud af bilen. ”Kom.”

Maya skubbede sit sæde frem og fik bakset Miki ud af bilen. Vampyren var allerede et godt stykke væk. Miki og Maya måtte småløbe for at følge med. Bilen stod stadig med motoren tændt og åbne døre.

De var standset på den store parkeringsplads foran Greve Gymnasium. Det var en gigantisk rød murstensbygning i 3 etager. Vampyren gik den modsatte vej, som førte til Greve Svømmehal, nogle få hundrede meter derfra.

”Hva’ med bilen?” spurgte Maya.

Vampyren kiggede ikke tilbage. ”Det er lige meget.”

De nåede frem til svømmehallen, men gik forbi indgangen og ned langs vinduerne, hvor man kunne se alle de badende gæster igennem. Vampyren nåede hjørnet og drejede om på bagsiden af svømmehallen. De krydsede over en hullet basketball-bane og nåede til en lille jordforhøjning med en lille klynge træer. Da de nåede toppen af forhøjningen, kunne de se togskinnerne blot et stykke

7

derfra. Inde mellem træerne lå en metal lem på jorden. Der sad en stor hængelås på.

Vampyren kiggede sig hurtigt omkring, åbnede låsen og hev den knirkende jernlåge op.

”Skynd jer ind,” sagde han, mens han kiggede vagtsomt rundt.

Miki og Maya gik ned ad en lille betontrappe, der førte ned i mørket. Jerndøren faldt i med et smæld, og Miki og Maya stod stille i mørket. En svagt lys blinkede forude. Vampyren gled forbi dem, hen mod lyset.

De fulgte hans skygge længere fremme i gangen. Så lød der et klik og lamperne i loftet blinkede kort indtil de oplyste den lille beton-hule, der tydeligvis var Vampyrens hjem.

Miki stirrede med åben mund på de mange gamle ting, der var stablet op overalt. Hulen lignede en mellemting mellem et rodet lagerlokale og et museum over Greve.

Gamle, gulnede landkort hang på væggene og overalt stod der sort/hvide billeder af folk i gammeldags tøj med alvorlige ansigtsudtryk. Stakkevis af bøger fyldte hjørnerne af det lille rum. Langs en af væggene lå en stak madrasser, og ved et gammelt ridset træbord, stod en laset kontorstol. Bordet var fyldt med elektronik, fjernsyn, radio og walkie talkier, der dækkede hele bordpladen. Radioen skrattede, og de kunne høre Schmidts stemme.

”Hvordan kunne de slippe væk igen!” skreg han i radioen.

Hjemmeværnskæmpen svarede bistert. ”De fik hjælp. Vampy-ren! Han dukkede op ud af den blå luft.”

8

”I hvilken retning forsvandt de?” hvæsede Schmidt.

”Jeg ved det ikke,” lød svaret. ”Han slog mig ud.”

”De er på flugt, og på et tidspunkt begår de en fejl,” snerrede Schmidt ”Kom tilbage til Greve. Vi har sat hovedkvarter op i rådhuset.”

Vampyren smilede og slukkede for radioen.

”Vi er i sikkerhed her,” sagde han.

Maya var gået hen til en af de to andre gange, der førte ud af rummet. Det var udgravede jordgange med støttebjælke, der forhindrede dem i at kollapse.

”Er der mere,” spurgte Maya og pegede på udgangene.

”Der er et rum ved siden af. Det er soveværelset,” sagde vampyren og pegede på et gardin, der dækkede en døråbning. ”Resten er udgange. En ræv må jo have flere flugtveje. Gangene fører flere hundrede meter i hver retning.”

Miki samlede et støvet billede op. Han tørrede glasset rent.

”Greve 1893” stod der nederst på billedet. En flok alvorlige mennesker stod samlet foran en bindingsværksbygning med stråtækt tag. En af dem lignede vampyren på en prik ...

”Hvor gammel er du egentligt?” spurgte Miki.

Vampyren smilede kort. ”Lad os bare sige, at jeg har oplevet en del.”

Han hev et par taburetter frem og satte dem foran Miki og Maya.

”Sæt jer ned,” sagde han. ”Så skal jeg svare på alle jeres spørgsmål.”

9

Kapitel 16: ”Prøven”

”Hvorfor slog du Troels ihjel?”

Maya startede hårdt ud med forhøret. Vampyren sad på sin kontorstol mellem de to børn. Spørgsmålet fik ham ikke til at fortrække en mine.

”Troels - var det drengen fra skolen?” spurgte han. ”Hans sjæl var borte. Han var Schmidts våben. Jeg stoppede blot hans lidelser.”

”M-men det valg kan du da ikke træffe!” udbrød Maya. ”Måske kunne de redde ham på hospitalet.”

Kontorstolen knirkede, mens Vampyren rokkede uroligt. Han så utilpas ud.

”Jeg er ked af, at du skulle se det med drengen i skuret. Men jeg havde intet valg,” sagde han og kiggede på Maya. ”Troels ventede på dig for at dræbe dig. Schmidt brugte dig som lokkemad, fordi han ved, at jeg beskytter min familie.”

Vampyren slog sig pludselig på panden og smilede. Han rejste sig og tog sin sorte frakke af og hang den på hjørnet af en reol. Han havde en grå bomuldsskjorte og en sort vest på.

”Jeg har jo slet ikke præsenteret mig,” sagde han og smilede. ”Jeg hedder Theodor Wulff. Jeg er din oldefar ... eller rettere tip-tip-tip-tip-oldefar på din fars side.»

10

”M-men du må jo være langt over hundrede år!” sagde Maya. ”Hvordan er du blevet så gammel?”

”Jeg blev født i 1817 ... men efter de første hundrede år holder man ligesom op med at tælle,» sagde han og trak på skuldrene. «Da jeg var barn, kørte folk rundt i hestevogne og Greve var ikke andet end en landsby med nogle få hundrede huse!»

”Da jeg fyldte 13 opdagede jeg, at jeg havde en særlig evne. Nøjagtig ligesom du har oplevet.”

”Ja, og som Miki,” sagde Maya og vendte sig mod Miki. ”Han er også Sortblod!”

Miki nikkede og rettede sig op på taburetten.

Wulff sendte Miki et kort blik. ”Det tror jeg nu ikke,” sagde han og vendte sig mod Maya igen.

”Men det er jeg,” råbte Miki og rejste sig fra stolen. Men han kunne med det samme høre, hvor barnligt det lød, så han sank tilbage på taburetten. ”Jeg kan altså styre mennesker med mine tanker ...”

”Aha,” sagde Wulff uinteresseret og gik videre med sin egen historie. ”Da jeg var fyldt 13, opdagede jeg, at jeg kunne suge livsenergi fra levende skabninger. Jeg startede med katte, mus og høns. Jeg turde ikke prøve på et menneske. Først da jeg var 30 år, slog jeg mit første menneske ihjel. Det var et uheld. Jeg blev vred og kunne ikke styre mine kræfter. I mange år efter brugte jeg slet ikke min evne.

Men jeg havde oplevet suset ved at opsuge en andens livsenergi, og som årene gik, kunne jeg se, at jeg ikke ældes lige så hurtigt som andre.

11

De første mange år var folk imponeret over mit ungdom-melige udseende, men så vendte stemningen, og de gamle begyndte at forgifte de unges sind. Jeg var over 80, men lignede en på 30. Stemningen i byen blev uhyggelig. En nytårsnat 1916 samle-des folk for at hænge mig. De blev anført af provst Møller, der men-te, at jeg havde lavet en pagt med djævelen. De jagtede mig over markerne, og jeg søgte tilflugt på et gods, der hed Gjeddesdal. Alt gik galt den aften, og godset brændte. Jeg slap ud af flammerne, men folk troede, jeg var død - og jeg lod dem blive i troen. Fra den dag gik jeg under jorden. To uger senere begik provst Møller selvmord.”

Her smilede Wulff skævt, og det løb Miki koldt ned af ryggen, da han forstillede sig Vampyren trænge gennem væggen til provstens bolig for at udføre sit koldblodige mord. Wulff ventede ikke på, at Mikis indre film skulle spille færdig. Han fortsatte sin fortælling:

”I årene efter første verdenskrig, delte jeg retfærdighed ud til Gullaschbaronerne i Greve. Gullaschbaronerne kaldte man de folk, der havde gjort sig rige på 1. verdenskrigs nød. De havde solgt gullasch til tyskerne og tjent mange penge på det. I mine øjne var det landsforræderi at sælge mad til fjenden. Og i årene efter krigens slutning hjalp jeg flere af dem med at begå selvmord.”

Maya tog sig til hovedet. ”Men du kunne da ikke bare gå rundt og myrde folk. Kunne du ikke melde dem til politiet ... eller noget?”

Wulff rystede på hovedet.

”Gullaschbaronerne var der ingen, der savnede.” sagde han. ”Og jeg vendte mit blik mod familien, og folkene omkring os. Jeg besluttede mig for at bruge mine evner til at beskytte min familie mod ondskab og modstand. Efter Gullaschbaronerne var ryddet af vejen,

12

opstod der et tomrum i forretningslivet i Greve. Jeg greb muligheden og sørgede for - i skjul selvfølgelig - at hjælpe min familie på vej til rigdom og magt i Greve. Man kan samle meget information, når man ikke behøver gå ind ad hoveddøren hos folk.”

”Det var det, du gjorde i boldskuret. Det der med at gå gennem vægge og mure.” udbrød Miki. ”Men hvordan kan det være, at du har TO evner?”

”Ja, det er lidt af et tilfælde,” smilede Wulff. ”Det med murene har jeg ikke altid kunnet. I 1888 dræbte jeg - uden at vide det - en anden sortblod, og da jeg opsugede hans liv, fik jeg ikke blot hans livsenergi, men jeg overtog også hans evne.”

”Det er sindssygt,” sagde Miki og rullede med øjnene.

”Men hvad med Schmidt?” spurgte Maya. ”Hvorfor er han ude efter vores familie?”

Wulff trak på skuldrene. ”Han har set sig gal på Sortblod. Schmidt har arbejdet sig op til toppen af Efterretningstjenesten, og han har gjort det til sin personlige mission at udrydde folk med specielle evner. Folk som os.”

”Men hvorfor gjorde han så det med Troels?” spurgte Maya. ”Troels var ikke Sortblod, vel?”

”Nej,” svarede Wulff. ”Men Schmidt er blevet gal. I sin søgen efter Sortblod har han fundet et redskab, der dræber folks sjæle og gør dem til hans tjenere. Han brugte det på Troels - og senere på hjemmeværnsmanden. Schmidt tager alle midler i brug i sit forsøg på at udrydde os.”

”Så Troels var bare på det forkerte sted på det forkerte tids-

13

punkt,” sagde Miki lettet. ”Det har altså ikke noget med mig at gøre ...”

”Hvad mener du?” spurgte Wulff. ”Det her handler om Maya. Det er hende, Schmidt er ude efter, ikke dig.”

Miki slog blikket ned og rødmede. Maya kom ham til undsæt-ning.

”Har der været andre Sortblod i vores familie?” spurgte hun.

”Ja,” sagde Wulff. ”Der har været et par stykker. Hver anden eller tredje generation fødes en Sortblod. Der har været 4 i den tid, jeg har levet. Din tip-tip-oldefar kunne flytte genstande med tankens kraft, og din oldemor kun læse folks hukommelse. Ingen af dem havde evnen til at forlænge deres liv, så de er alle døde af alderdom. Hvad er din evne?”

Maya rømmede sig. Hun kiggede kort på Miki og fortalte så for kun anden gang i sit liv om sin evne.

”Jeg kan se, om folk vil mig noget godt eller ondt. Jeg kan se en form for lys omkring alle mennesker, jeg kommer i kontakt med!”

Wulff rynkede et bryn og nikkede.

”Hmm. Det er meget nyttigt,” sagde han. ”Jeg er ikke stødt på den før, men jeg ved, hvad det vil sige, at være Sortblod, så måske kan jeg hjælpe dig til at kontrollere din evne.”

Maya lyste op i et smil.

”Det ville være fedt,” sagde hun og vendte sig mod Miki. ”Og måske kunne du undervise os begge to. Miki har heller ikke helt styr på sin evne endnu.”

14

”Nå ja, Mikis evne, lad os lige få det afgjort en gang for alle,” sagde Wulff og begyndte at rulle sit ene ærme op. ”Kom herhen dreng - lad os tage en prøve!”

Miki rejste sig nervøst og gik hen mod den gamle mand.

”Tilgiv mig, men jeg bliver nødt til at gøre det her,” sagde Wulff og satte en kroget hånd på Mikis skulder. Det gav et sug i Mikis krop, som om der sad en kæmpe støvsuger på hans skulder. Han stivnede som en pind, mens smerte og kulde bredte sig i hans krop. Han ville skrige men kunne ikke. Men det kunne Maya til gengæld.

”Nej, lad ham være,” skreg hun og sprang op, men Wulff slap grebet med det samme.

”Bare rolig,” sagde han. ”Jeg gør ham ikke noget. Jeg skulle bare mærke hans energi og se, om han var Sortblod.”

Wulff rullede ærmet ned igen.

”Men jeg havde ret,” sagde han og nikkede. ”Den dreng har absolut ingen specielle evner!”

15

Kapitel 17: ”Evner eller ej”

Miki stod med armene over kors og holdt om sig selv. Hans læber var blå og hans tænder klaprede. Der gik et stykke tid, før han kunne røre sig igen.

”Hvad mener du med, at han ingen evner har?” spurgte Maya. ”Jeg har set ham gøre det!”

”Det tvivler jeg på,” sagde Wulff. ”Han har enten været heldig eller selv fået tingene til at ske. Han er i hvert fald ikke Sortblod. Det er helt sikkert”

Miki var blevet tappet for energi, frosset til is og havde nu fået dødsstødet. Han faldt stønnende til jorden. Maya var over ham med det samme, men han skubbede hende væk.

”Lad mig være,” råbte han og slog hendes hånd væk. Han krav-lede hen over gulvet og trak sig op på en madras i hjørnet.

Den lille spire af håb for fremtiden, som var vokset frem i hans liv de sidste par dage, var blevet knust med ét enkelt dræbende slag, og Miki befandt sig igen i den ørken af håbløshed, han havde levet i de sidste mange måneder.

Han krøllede sig sammen med ryggen mod de andre.

Wulff rejste sig upåvirket og rakte ud efter frakken.

”Nu hvor I er i sikkerhed,” sagde han. ”Så er der en trussel mod

16

familien, som skal ryddes af vejen.”

Maya kom lynhurtigt på benene, mens Miki stadig lå sammen- krøllet i hjørnet og rokkede frem og tilbage.

”Hvad mener du?” spurgte hun.

Wulff kiggede på hende, som om han ikke forstod spørgsmålet.

”Schmidt, selvfølgelig. Han er en trussel mod vores familie. Og han skal stoppes.”

”Og hvordan har du tænkt dig at gøre det?” spurgte Maya. ”Du vil vel bare slå ham ihjel!”

”Naturligvis!” svarede Wulff med en iskold stemme. Han tog et skridt frem mod Maya, og hun gik to skridt tilbage.

”Schmidt er en galning. Han har myrdet Troels, hjemmeværns-manden, og han prøvede at myrde dig. Jeg er familiens beskytter - og tro mig unge dame. De folk, jeg har skaffet af vejen, har heller ikke spillet efter reglerne. Nu er du naiv!”

”Det kan godt være, jeg er naiv,” sagde Maya. ”Men man kan ikke bare slå folk ihjel, som man har lyst til.”

Wulff standsede brat. Han svarede ikke, men lukkede munden med et klak. Hans ansigt formørkedes, og han sving frakken på som en sort, dyster kappe og forsvandt ind i mørket.

”Nej, vent,” råbte Maya. ”Vil du ikke nok vente. Det har været en sindssyg dag, og jeg kan ikke klare mere.”

Tårerne trillede ned af hendes kinder. Wulff trådte tilbage i lyset. Hans hårde udtryk smeltede, da han så den grædende pige.

17

”Men jeg gør det jo for dig skyld,” sagde han.

”Hvis du gør det for min skyld,” snøftede Maya. ”Så vent for min skyld. Jeg kan ikke klare flere drab lige nu.”

”Det kan vel vente en dag,” sagde han og trak en madras frem til Maya. ”Vi snakker om det i morgen.”

Wulff gik ind i det lille kammer bag forhænget. ”Få jer noget søvn. Godnat.”

Maya trak sin madras hen ved siden af Miki og lagde en hånd på hans skulder.

”Lad mig være,” vrissede han og rykkede på skulderen.

”Det har godt nok været en vild dag, hva’,” sagde Maya. ”Men vi er et godt team.”

”Hold nu op,” hvæsede Miki. ”Du hørte ham jo. Jeg kan ikke en skid.”

”Nej,” sagde Maya og ruskede i ham. ”Det er jo præcis det, jeg mener. Du kan jo ikke en skid. Du har ingen specielle evner.”

Miki kiggede op. Han troede, hun gjorde nar af ham, men da han vendte sig om, kunne han se, at hun var dødsens alvorlig.

”Tænk en gang over det,” fortsatte hun. ”Alt det du har udrettet i dag – uden at kunne en skid!”

”Hvad mener du?” spurgte Miki.

”Hvem kastede sig frygtløst mod Vampyren første gang vi så ham? Og hvem var det, der fik os ud af Marens lejlighed?” spurg-te Maya retorisk. ”Det gjorde du! Loftslemmen var din idé. Og hvem

18

tæskede løs på et zombiemonster, der var tre gange hans egen størrelse?”

Miki smilede ved tanken om den umulige kamp, der nær havde kostet ham livet.

”Det gjorde du,” sagde Maya. ”Du får ideer, og du har mod, som ingen anden jeg har mødt.

Miki slog blikket ned. Der sad stadig en tåre på hans ene kind.

”Tja, det er måske rigtigt,” sukkede han. ”Men jeg ville gerne have haft en evne, så jeg kunne ændre mit liv.”

Maya satte en finger under hans hage og løftede hans ansigt til de fik øjenkontakt.

”Det har du jo vist i dag,” sagde hun og tørrede tåren væk fra hans kind. ”Du har evnen til at gøre en forskel.”

Miki smilede. ”Mener du det?”

”Ja,” svarede Maya, ”Men kun hvis du holder op med at tude, det er totalt uncool, når drenge tuder.”

Miki grinede. ”Din heks!”

”Læg dig til at sove,” sagde Maya. ”I morgen skal vi have afsluttet det her, og du skal være veludhvilet, for vi får brug for alle dine bedste ideer og al dit mod!”

Miki lagde sig ned igen. Denne gang med et smil på sine læber. Maya havde ret. Han havde udrettet nogle vilde ting. Måske var han ikke helt uden evner alligevel, altså bare ikke af den overnaturlige slags.

19

Den intense dag overvældede ham og med ét mærkede han trætheden lægge sig over ham som en tung dyne. Der var varmt i hulen, og han kunne høre Mayas åndedræt ved siden af sig. Det var beroligende, og efter to minutter faldt han i søvn.

Miki blev rusket vågen. Han var stadig halvt i drømmeland, da han hørte Wulffs hidsige stemme. ”Hvor er hun?”

”Hvor er hvem?” mumlede Miki og gnubbede sine øjne, indtil det gik op for ham.

Maya!

Med ét var Miki lysvågen. Han kiggede rundt i rummet. Madrassen ved siden af ham var tom. Maya var ingen steder at se.

Et stykke papir knitrede, og Miki løftede papir lappen op, der havde ligget under hans hånd. Den bar Mayas håndskrift:

For mange mord.

Det må stoppe.

Jeg overgiver mig.

M.

20

EnglejægerenTekst & Illustrationer: © Jan Kjær

Bogen er sat med Ebrima

ENGLEJÆGEREN er en nyskreven e-bog, som i 2015/16 udkommer som bog. Der kommer tre nye kapitler hver måned indtil april 2016.

Dette er 6. del

Send en SMS til 1910 med teksten GB LÆS og meld dig til. Så får du besked hver gang der kommer nye afsnit. Det koster 0 kr plus almindelig SMS takst

www.læsformig.dk