100 mm

200

mm

11,5 mm 100 mm125+3 mm 125+3 mm

Jeg har haft det værste mareridt

af alle. Jeg lyver ikke, når jeg siger,

at jeg drømte, at Jørgen Leth og

jeg snavede. Alt imens min Bedste

stod ved siden af og prædikede om

Jesus, og hvad der ellers hører til

ham. Jeg vasker mit ansigt i koldt

vand. Jeg synes at have smagen af

Haiti i min mund.

roman

sa

ml

er

en

Sab i na E r b i llo r

sab i na e r b i llor e r født i 1991 og kom m e r fra aar h us.

Omslag: © alette Bertelsen, aletteB.dk

fO

tO:

© a

gn

et

e s

ch

lic

ht

kr

ul

l

Sa

bin

a Er

billo

rd

Ebil tu

r-r

Etur

Løsningen synes at ligge i en kanotur til Norge.

Boris, Kommando Torben, Pernille, Eskild og uopnåelige

Anne drager af sted.

e s ki ld e r su pe rcykli st og ve r d e n s man d. m e n han e r e n pr e ss et ve r d e n s man d:

• Eskild er 24 og bor hos sin mor, Else Johansson.

• Eskilds far er død. Muligvis i forbindelse med en form

for fødselspsykose. Else Johansson er af en anden

opfattelse.

• Eskild arbejder i Matas.

• Eskilds søster, Helene, er flyttet hjem igen. Hun gør

krav på empati og på at få sit gamle værelse tilbage.

• Eskilds kæreste, Pernille, vil flytte sammen, men

Eskild vil egentlig helst slå op.

• Bedstevennen Boris fester og scorer piger – og intro-

ducerer Eskild til smukke Anne.

sam le r e n

dEbil tur

rEtur

sam le r e n

cmYk + glOssY kasche

Debil tur-retur

Sabina Erbillor

Debil tur-retur

Roman

samleren

Debil tur-retur

© Sabina Erbillor og Samleren/rosinante & co, København 2015

1. udgave, 1. oplag, 2015

Omslag: Alette Bertelsen, AletteB.dk

Sat med Utopia Christensen Grafisk

og trykt hos Livonia Print, Riga

ISBN 978-87-638-3651-7

Printed in Latvia 2015

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne

i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Projektet er støttet af Statens Kunstfond

Samleren er et forlag i rosinante & co

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

rosinante-co.dk

5

Jeg har haft det værste mareridt af alle. Jeg lyver ikke,

når jeg siger, at jeg drømte, at Jørgen Leth og jeg sna-

vede. Alt imens min Bedste stod ved siden af og præ-

dikede om Jesus, og hvad der ellers hører til ham. Jeg

vasker mit ansigt i koldt vand. Jeg synes at have smagen

af Haiti i min mund. Hvem fanden smager af Haiti i

munden. Jeg løber ud i køkkenet og finder en skål og en

ske. Jeg hælder Coco Pops ned i skålen og tager letmæl-

ken ud af køleskabet. Men intet kommer ud af mælke-

kartonen. Jeg skriger min storesøsters navn, Helene.

Men hun svarer ikke. Jeg hader, når hun er på besøg.

Hun overtager hele huset. Jeg tramper hårdt i gulvet.

Jeg tramper fandeme så hårdt i gulvet. Jeg tramper ind

til min søster, som sidder inde i stuen. Hun kigger op

på mig med sine dumme brune øjne, hun har brun

letmælk over hele fjæset. For helvede, Helene, siger jeg,

du har taget al letmælken. Helene trækker på skuldrene

og propper en ordentlig skefuld Coco Pops ind i mun-

den. Gå dog ned og køb en ny liter, mumler hun og be-

gynder at zappe frem og tilbage med fjernbetjeningen.

6

Hun vælger at stoppe ved De unge mødre. Det synes

Helene selvfølgelig er underholdende. Et program om

babyer og kvinder. Jeg udstøder et højt brøl. Hold dog

kæft, Eskild, det er bare mælk, snerper hun. Jeg vender

mig om og hiver mine bukser ned under røven og slår

en kæmpe prut. Så stor, at jeg tør vædde på, at man

kan se baldernes vibrationer. Helene forbander mig på

alle tænkelige måder, mens jeg går ud af stuen med et

selvtilfreds smil. Jeg hopper på cyklen. Jeg cykler ned

til den bager, som ligger nærmest. Min cykel er blå, og

det er en racercykel. Min cykelhjelm er sølvfarvet, og

mine benmuskler er stærke. Med andre ord ser jeg ret

sej ud, når jeg cykler. Jeg begyndte at cykle som treårig,

og jeg er ikke stoppet siden. Jeg er faktisk så hurtig på to

hjul, at jeg overhaler biler og busser. I bussen sidder alle

passagererne og ser ud på mig, og de tænker, at sådan

ville de ønske, de var. En stærk og frisk cyklist, og de

ved, at min indstilling er, at der intet dårligt vejr findes,

kun dårlig beklædning. Og alle mennesker inde i den

proppede bus tænker, at jeg vil leve ti år længere, end

de vil. De tænker, at jeg vil se fantastisk ud, når jeg run-

der de halvtreds. Jeg kan nå at cykle over for gult, og jeg

kan tage smutveje i de smalleste gader. Det er jo ikke,

fordi jeg vil blære mig med mit cykeltalent, men jeg er

hurtigst, og jeg giver ikke andet end en fuckfinger til

7

bilister. Jeg racer op til bageren og laver et langt brem-

sespor, jeg hopper af cyklen og låser den, hurtigt. Jeg

køber tre liter letmælk for at være på den sikre side. Jeg

smiler til bagerjomfruen, som er lækker, selvom hun

er femten år. Hun smiler igen, fordi jeg er ældre, og det

gør mig spændende. Hej Eskild, siger en stemme, og jeg

vender mig og ser ind i Boris’ glade og runde ansigt. Jeg

ser nedad, fordi han er lav. Jeg hilser, og så begynder

Boris at snakke, og når han snakker, bliver han ved.

Så er der ingen mangel på mælk, fniser han og nikker

mod de mælkekartoner, jeg er i gang med at pakke ned

i rygsækken. Jeg nikker og fortæller ham, at Helene er

på besøg, og at hun stjæler min mælk. Boris’ ansigt

forvandler sig til en stirrende maske, han fokuserer

nu på min venstre kind. Skal jeg komme forbi senere?

spørger han. Nej, Boris, hold dig væk! Nu vågner han

op og begynder at plage. Vi har jo ikke set hinanden i

lang tid, og det kunne da være hyggeligt at tage et spil

Ludo eller noget, siger han. Ludo. Vi har aldrig spillet

Ludo. Jo-jo, det har vi da. Nej, siger jeg. Nu ved Boris

ikke, hvad han skal sige. Du får ikke lov til at komme

forbi de næste par dage, basta, siger jeg og hopper op

på min cykel. Vi ses, Boris, siger jeg og klapper ham

på skulderen. Hvis jeg havde en søster, måtte du gerne

sniffe hendes rose, råber Boris efter mig.

8

Boris står uden for hoveddøren. Han har et spil Ludo

under armen. Han vil ind. Det kan han ikke komme,

men han insisterer. Min søster spørger, hvem det er.

Det er postbuddet, siger jeg. Men så kommer hun ud i

gangen. Hun hilser på Boris. Helene så sidst Boris ved

mit studentergilde for fire år siden. Hun joker med, at

han nu ligner en hulemand og ikke en bumset gym-

nasieelev, der lige har fået taget sin mødom. Hun kan

åbenbart ikke huske at have set Boris på de utallige

byture, hvor vi tilfældigt er stødt på hende, og det var

akavet, fordi min søster var fuld og frejdig, og jeg var

fuld og forvirret, og Boris var det hele. Boris husker

min søster alt for godt. Han er ude efter min søsters

tissekone. Flere gange har jeg taget en alvorlig snak

med ham om kammeratskab og troværdighed og om

de uskrevne regler om samleje med venners familie-

medlemmer. Boris giver ikke op, hvilket er mærkeligt,

fordi Helene er grim. Familien Johansson er en grim

familie, og Helene er ingen undtagelse. Boris kommer

ind og sætter sig inde i stuen, han breder ludospillet ud,

og Helene hviner, at hun ikke har spillet Ludo i årevis,

og så kører cirkusset. Jeg opgiver og sætter mig ned og

spiller med, men kun hvis jeg må være rød. Det må jeg

gerne. Vi mangler en spiller, vores hund, Luna, bliver

valgt til at spille den grønne farve. Luna er dårlig til

9

Ludo. Jeg lægger mærke til, at spillebanen er et stort

hagekors. Nazi-ludo. Jeg begynder at tale tysk. Og hver

gang jeg slår en af de andre spillere hjem – hvilket sker

ofte – råber jeg: sterben, sterben, ihr verdammten Ju-

den. Helene synes ikke, det er sjovt, og begynder at

prædike om koncentrationslejre, Hitlers ondskab, og

at der kun var én dreng, der blev navngivet Adolf sid-

ste år. Jeg siger, at hun minder om Bedste. Bedste kan

da ikke lide jøder, siger Helene. Kan du? spørger jeg.

Helene svarer ikke, men slår en globus. Hendes gule

brik hopper til globus. Boris siger, hop til globus, og

fniser. Boris slår stjerne, jødestjerne, og laver et langt

hop. Scheiße. Hans blå brik står lige bag min stærke

militærtrop, som kæmper for en stærk nation og fæl-

lesskab og magt. Jeg slår en sekser og forsvinder hur-

tigt fra jøden. Jeg vinder hele spillet og begynder at

marchere rundt i stuen med udstrakt arm. Jeg stopper

hurtigt igen, fordi jeg synes, jeg lader mig rive for meget

med. Jeg går ud på lokummet og lægger en lort. Da jeg

kommer tilbage, er min mor kommet hjem. Hun har

været ude ved banen og spille golf. Det kan Else godt

lide. Else Johansson er fritidsgolfspiller. Else er en høj

kvinde med et langt ansigt, mørkt hår og lange bryster.

Else Johansson er grim, men hendes øjne er smukke

og brune. Helene Johansson påstår, at hun har arvet

10

dem, de smukke brune øjne. Det er løgn. Jeg har arvet

min mors lange krop og mørke hår, og hvis jeg var en

kvinde, ville jeg sikkert også have arvet de lange bry-

ster. Helene Johansson har dog faste bryster. De er også

ret store. Måske er det Helenes bryster, der lokker Bo-

ris. Else og Helene Johansson falder hurtigt i snak om

alverdens ævl og kævl. Pigerne Johansson kan snakke

helt uhyggeligt meget. Boris opgiver at forføre Helene

med sit gamle og ildelugtende nazi-Ludo og sit nygro-

ede skæg. Boris siger farvel og vi ses med et tomt blik.

Jeg vågner ved, at min mobiltelefon ringer. Det er

Pernille. Pernille er min kæreste. Jeg tager den ikke.

Jeg vender mig. Mobilen ringer igen. Hvad? siger jeg i

røret. Sover du? spørger Pernille. Mmh. Klokken er et

om eftermiddagen, Eskild. Det svarer jeg ikke på. Jeg

har fundet en lejlighed, vi skal ud at se på om en time,

fortsætter hun. Okay, siger jeg. Hvad? O.K.!

Lejligheden er ganske fin. Jeg kunne godt bo her. Jeg

ser hen på Pernille, som taler et alvorsord med ejen-

domsmægleren. Pernille er høj. Pernille er også lidt

stor. Ikke sådan rigtig tyk, heller ikke buttet. Bare stor.

Hvad synes du om lejligheden, Eskild? Jo jo, den kan

jeg godt lide, svarer jeg og nikker. Jeg bliver ved med

11

at nikke og føler mig voksen, da jeg begynder at tale

om fællesudgifter og vedligeholdelse af baggården, lige

indtil Pernille snerper, at det har de lige gennemgået

for to minutter siden. Okay, så lad os for helvede flytte

ind, Pernille, eftersom du har så skidemeget styr på

det hele, siger jeg. Pernille gider ikke flytte ind, hvis

det er med den på. Hvilken på? spørger jeg. Det ved du

udmærket godt. Men det ved jeg ikke. Nu begynder vi

at skændes, og vi stopper ikke, før ejendomsmægleren

foreslår, at vi kan tænke over det og ringe tilbage.

Du er inviteret til min søsters konfirmation, siger Per-

nille. Jeg svarer ikke, for hvad skal jeg dog lave til Per-

nilles søsters konfirmation. Eskild! Hvad?! Det er på

søndag, du skal komme, siger Pernille. Hvorfor skal jeg

komme? Fordi du er inviteret, og du har ingen andre

planer, siger hun. Hvad ved du om mine planer, hva’?

Måske har jeg rent faktisk en aftale, siger jeg. Men jeg

har ingen aftaler, og jeg har absolut ingen planer, så det

ender selvfølgelig med, at jeg skal med til konfirmation,

med sange og taler. Med gaver og snottede møgunger.

Men jeg nægter at tage en gave med, siger jeg. Du skal

kun sørge for kortet. Nej, siger jeg. Okay, så laver jeg et

kort, siger Pernille og prøver at kysse mig farvel, men

jeg afviser hende.