Et frækt væddemål - af Jamie McGuire

e r o t i s k r o m a n f r a P o l i t i k e n s f o r l a g

et frækt væ

ddemålJam

ie m

cg

uire

Isbn 978-87-400-1213-2

145 mm 30 mm

220

mm

145 mmCMYK_ydercover

Abby Abernathy er en pæn pige. Hun drikker ikke, hun bander ikke, og hun har det rette antal cardiganner i sit skab. Abby er over-bevist om, at hun har lagt sin fortid bag sig, da hun begynder på en frisk på college langt væk fra sin hjemby. Men så render hun ind i Eastern Universitys omvandrende engangs-knald. Travis Maddox, høj, velbygget og dækket af tatoveringer er lige præcis, hvad Abby ønsker – at undgå. Om aftenen tjener han sine penge ved at stille op i arrangerede og brutale slåskampe, om dagen er han den mest eftertragtede mand på college. Lokket af Abbys tilsyneladende manglende respons på hans charme og tiltræk- ningskraft, snører han hende til at indgå et vædde- mål. Hvis han taber, skal han gå i cølibat i en hel måned; hvis hun taber, skal hun bo i Travis’ lejlighed i lige så lang tid. Uanset udfaldet ved Travis ikke, at han har mødt sin overmand.

Et frækt væddemål er første bog i serien om Abby og Travis.

Jamie mcguire

romAn · PolitikEns forlAg

InternatIonal bestseller

intEns. fArlig. VAnEDAnnEnDE.

et fræktvæddemal

fra det øjeblik Abby så ham, vidste hun, at han var alt det, hun burde

holde sig langt væk fra …

Beatiful disaster_sats.indd 1 04/09/13 13.33

JAMIE McGUIRE

ET FRÆKT VÆDDEMÅL

Oversat af Stig W. Jørgensen

Politikens Forlag

Et frækt væddemål.indd 3 11/09/13 10.38

7

KAPITEL 1

Dybt vand

Alt i lokalet skreg, at jeg ikke hørte til her. Trappen var ved at falde fra hinanden, det højrøstede stampublikum stod skulder mod skulder, og luften var en cocktail af sved, blod og mug. Der blev råbt tal og navne på kryds og tværs, så stemmerne flød sammen, og arme fægtede i luften og udvekslede penge og sendte tegn hen over støjen. Jeg maste mig gen-nem mængden lige i hælene på min bedste veninde.

“Hold pengene tæt ind til kroppen, Abby!” råbte America til mig. Hendes brede smil strålede selv i den svage belysning.

“Hold jer tæt på! Det bliver værre, når først det går i gang!” råbte Shepley hen over larmen. America greb fat i hans hånd og så i min, og Shepley førte os gennem menneskehavet.

Den brægende lyd fra en megafon skar sig gennem den tilrøgede luft. Det gav et sæt i mig, og jeg så mig om for at se, hvor larmen kom fra. Der stod en mand på en træstol med et bundt pengesedler i den ene hånd og megafonen i den anden. Han holdt plastikmundstykket op til munden.

“Velkommen til blodbadet! Hvis du leder efter forelæsninger i øko-nomi ... så er du sgu gået forkert, min ven! Hvis du leder efter Kredsen, så er du kommet til Mekka! Mit navn er Adam. Det er mig, der bestem-mer reglerne, og det er mig, der dømmer. Ikke flere væddemål, så snart modstanderne er på gulvet. Ingen rører ved bokserne, ingen hjælper, ingen ændrer deres indsats, og ingen trænger ind i ringen. Hvis nogen bryder reglerne, så får de et lag tæsk og ryger på røven ud uden en klink!


8

Og det gælder også jer, damer! Så lad være med at bruge jeres kællinger til at lave fiduser med, drenge!”

Shepley rystede på hovedet. “Adam, for helvede!” råbte han til mega-fonmanden hen over larmen, tydeligvis utilfreds med vennens ordvalg.

Hjertet hamrede i mit bryst. Jeg følte mig som en skolefrøken på Nor-mandiets kyster i min pink kashmircardigan og med perleøreringene på. Jeg havde lovet America, at jeg kunne klare alt, hvad vi end måtte støde på, men nu hvor vi var i kampzonen, følte jeg trang til at gribe fat i hendes tændstiktynde arm med begge hænder. Hun ville ikke tillade, at jeg blev udsat for fare, men en kælder med 50 fordrukne studerende, der ville se blod og kontanter, følte jeg mig ikke så sikker på, at vi kunne slippe uskadte bort fra.

Efter at America havde mødt Shepley på et ruskursus, fulgte hun tit med ham til de hemmelige nævekampe, der blev afholdt i forskellige kældre på Eastern University. Det var et nyt sted hver gang, og det blev holdt hemmeligt indtil en time før kampen.

Eftersom jeg færdedes i noget mere dannede kredse, blev jeg over-rasket, da det gik op for mig, at der fandtes en undergrundsverden på Eastern, men Shepley kendte til den, før han overhovedet begyndte på universitetet. Travis, Shepleys bofælle og fætter, havde haft sin første kamp syv måneder forinden. Det forlød, at han allerede som førsteårs-studerende var den mest dødsensfarlige nævekæmper, Adam havde set i de tre år, der var gået, siden han havde oprettet Kredsen. Nu, i begyn-delsen af sit andet studieår, var Travis uovervindelig. Tilsammen kunne Travis og Shepley uden besvær betale deres husleje og regninger med udbyttet.

Adam satte megafonen op til munden igen, og uroen og råbene steg til hektiske højder.

“Vi har en ny udfordrer i aften! Stjernen fra Easterns bryderhold, Ma-rek Young!”

Der lød bifald, og forsamlingen delte sig som Det Røde Hav, da Ma-rek trådte ind i lokalet. Der blev ryddet en rundkreds, og forsamlingen piftede og buhede og hånede udfordreren. Han hoppede på stedet og


9

vippede med hovedet med et barskt og koncentreret udtryk i ansigtet. Brølet fra forsamlingen tog af, og jeg satte hænderne for ørerne, da mu-sikken pludselig bragede ud af de store højtalere ved den modsatte væg.

“Vores anden kombattant behøver ingen præsentation, men eftersom jeg er skidebange for ham, får han en alligevel! Ryst i bukserne, drenge, og smid trusserne, mine damer! Her er Travis ‘Mad Dog’ Maddox!”

Lydniveauet eksploderede, da Travis dukkede op i døråbningen over-for. Han trådte ind med bar overkrop, afslappet og upåvirket. Han spad-serede ind i midterkredsen, som om han mødte ind til en almindelig arbejdsdag. Slanke muskler strakte sig under den tatoverede hud, da han slog næverne mod Mareks knoer. Travis lænede sig frem og hviskede noget i øret på Marek. Han måtte anstrenge sig for at holde den barske maske. Marek stod lige over for Travis, og de så hinanden direkte i øj-nene. Marek så morderisk ud. Travis så ud, som om han morede sig lidt.

Mændene trådte et par skridt tilbage, og Adam gav signal. Marek ind-tog en defensiv holdning, og Travis angreb. Jeg stillede mig på tæer og lænede mig fra side til side for bedre at kunne se. Jeg rykkede langsomt gennem den skrigende mængde. Jeg fik albuer i siden, og skuldre bum-pede ind i mig, så jeg røg frem og tilbage som kuglen i en flipperma-skine. Nu kunne jeg se toppen af boksernes hoveder, så jeg maste mig videre frem.

Da jeg endelig nåede hen foran, greb Marek Travis med sine tykke arme og prøvede at kaste ham til jorden. Da Marek bøjede sig ned for at gøre det, stødte Travis sit knæ op i ansigtet på ham. Før Marek fik rystet slaget af sig, gik Travis løs på ham, og hans næver ramte Mareks blodige ansigt igen og igen.

Fem fingre borede sig ind i min arm, og jeg blev trukket tilbage.“Hvad helvede laver du, Abby?” spurgte Shepley.“Jeg kan ikke se noget omme bagved!” råbte jeg.Jeg vendte mig og nåede lige at se Marek slå til med fuld styrke. Travis

vendte sig, og et øjeblik troede jeg, at han blot undveg endnu et slag, men han snurrede hele vejen rundt og hamrede albuen lige i Mareks næse. Blodet sprøjtede på mit ansigt og stænkede ned på min cardigan.


10

Marek faldt om på betongulvet med et bump, og et øjeblik var der helt stille i lokalet.

Adam smed et højrødt stykke stof hen over Mareks slappe krop, og forsamlingen gik amok. Penge skiftede hænder igen, enten ledsaget af et selvtilfreds eller et frustreret ansigtsudtryk.

Jeg blev skubbet rundt med strømmen i alle retninger. America råbte på mig fra et sted omme bagved, men jeg var hypnotiseret af de røde stænk, der gik fra mit bryst og ned til taljen.

Et par tunge, sorte støvler trådte ind foran mig og fangede min op-mærksomhed. Jeg hævede blikket: blodplettede jeans, skarpskårne ma-vemuskler, et nøgent, tatoveret bryst badet i sved, og et par varme, brune øjne. Jeg blev skubbet bagfra, og Travis greb mig i armen, før jeg nåede at falde.

“Hey! Pas lige på!” Travis rynkede panden og skubbede til enhver, der kom tæt på mig. Hans barske udtryk blev opløst i et smil, da han så min bluse, og han duppede mit ansigt med et håndklæde. “Det må du undskylde, Pigeon.”

Adam klappede Travis i nakken. “Kom så, Mad Dog! Der er nogle gysser, der venter på dig!”

Travis’ blik veg ikke fra mit. “Det er sgu ærgerligt med sweateren. Den klæder dig.” I næste øjeblik var han omgivet af fans og forsvandt, samme vej han var kommet.

“Hvad fanden foregår der i hovedet på dig?” råbte America og trak mig i armen.

“Jeg kom jo for at se slagsmål, ikke?” sagde jeg og smilede.“Du burde ikke engang være her, Abby,” sagde Shepley bebrejdende.“Det burde America heller ikke,” sagde jeg.“Hun prøver i det mindste ikke på at hoppe ind i ringen!” Han ryn-

kede panden. “Lad os komme af sted.”America smilede til mig og tørrede mit ansigt. “Du er simpelt hen så

pisseirriterende, Abby. For fanden, hvor jeg holder meget af dig!” Hun lagde armen om min hals, og vi gik op ad trappen og ud i natten.

America fulgte mig hjem til kollegieværelset og smilede anstrengt til


11

min bofælle, Kara. Jeg skyndte mig at krænge den blodige cardigan af og smide den i vasketøjskurven.

“Klamt. Hvor har du været henne?” spurgte Kara henne fra sengen.Jeg så på America, som trak på skuldrene. “Næseblod. Har du aldrig

set Abby få sit legendariske næseblod?”Kara skubbede brillerne op og rystede på hovedet.“Det skal du nok komme til.” Hun blinkede til mig og lukkede døren

efter sig. Der gik ikke et minut, før min mobil bippede. Som sædvanlig sendte America mig en sms, få sekunder efter at vi havde sagt farvel.

sover hos shep ses i morgen ringdronning

Jeg kiggede hen på Kara, der så på mig, som om blodet kunne be-gynde at strømme fra min næse igen hvert øjeblik det skulle være.

“Hun lavede bare sjov,” sagde jeg.Kara nikkede uinteresseret og så ned på alle bøgerne på sengetæppet.“Jeg må hellere snuppe et bad,” sagde jeg og greb et håndklæde og

mine toiletsager.“Jeg udsender en pressemeddelelse,” sagde Kara tørt uden at løfte

hovedet.

Næste dag spiste Shepley og America frokost sammen med mig. Jeg havde ellers tænkt mig at sidde alene, men efterhånden som de stude-rende sivede ind i lokalet, blev stolene omkring mig optaget af enten medlemmer af Shepleys studenterforening eller fyre fra footballholdet. Nogle af dem havde været med til slagsmålet, men ingen af dem nævnte mine oplevelser ved ringsiden.

“Shep,” sagde en stemme i forbifarten.Shepley nikkede, og America og jeg vendte os begge og så Travis

tage plads for enden af bordet. Han havde selskab af to yppige, affar-vede blondiner iført Sigma Kappa-T-shirts. Den ene satte sig på skødet af Travis. Den anden satte sig ved siden af ham og gramsede på hans overkrop.


12

“Jeg tror lige, jeg kastede en lille smule op inde i munden,” mumlede America.

Blondinen på Travis’ skød vendte sig mod America. “Det hørte jeg godt, bitch.”

America tog sit brød, smed det hen ad bordet og var meget tæt på at ramme pigens ansigt. Før pigen nåede at sige et ord mere, flyttede Tra-vis på sine knæ, så hun væltede ned på gulvet.

“Av!” hvinede hun og så op på Travis.“America er en af mine venner. Find dig et andet skød, Lex.”“Travis!” klynkede hun og kom på benene.Travis vendte opmærksomheden mod sin tallerken og ignorerede

hende. Hun så på sin søster og fnøs, og de gik deres vej hånd i hånd.Travis blinkede til America og tog en mundfuld mad til, som om intet

var sket. Så lagde jeg mærke til et lille sår i hans øjenbryn. Han vekslede blikke med Shepley og gav sig så til at snakke med en af footballgutterne overfor.

Det tyndede ud ved frokostbordet, men America, Shepley og jeg blev hængende for at snakke om vores planer for weekenden. Travis rejste sig for at gå, men standsede op ved vores ende af bordet.

“Hvad?” spurgte Shepley højt og holdt hånden op til øret.Jeg prøvede at ignorere Travis længst muligt, men idet jeg kiggede op,

stod han og stirrede på mig.“Du kender hende godt, Trav. Americas bedste veninde? Hun var

med i går aftes,” sagde Shepley.Travis smilede til mig med sit, antog jeg, mest charmerende udtryk.

Han osede af sex og fandenivoldskhed med sit karseklippede hår og sine tatoverede overarme, og jeg lavede himmelvendte øjne over hans forsøg på at lokke mig.

“Hvornår har du fået en bedste veninde, Mare?” spurgte Travis.“I sidste år af high school,” svarede hun og smilede hen mod mig

med sammenpressede læber. “Kan du ikke huske hende, Travis? Du øde lagde hendes sweater.”


13

Travis smilede. “Jeg ødelægger mange sweatre.”“Klamt,” mumlede jeg.Travis drejede den tomme stol ved siden af mig og satte sig på den

med armene hvilende foran sig. “Årh, det er dig, der er Pigeon.” “Nej,” sagde jeg irriteret. “Jeg har et navn.”Han så ud til at more sig over måden, jeg betragtede ham på, og det

gjorde mig bare endnu mere vred.“Okay? Og hvad er det så?” spurgte han.Jeg tog en bid af det sidste æblespyd på min tallerken og ignorerede

ham.“Nå, men så hedder du Pigeon,” sagde han og trak på skuldrene.Jeg så op på America og vendte mig så mod Travis. “Jeg prøver altså

på at spise.”Travis kunne ikke modstå den udfordring, jeg repræsenterede. “Jeg

hedder Travis. Travis Maddox.”Jeg lavede himmelvendte øjne. “Jeg ved godt, hvem du er.”“Gør du det?” sagde Travis og hævede det sårede øjenbryn.“Få nu ikke for høje tanker om dig selv. Det er svært ikke at høre dit

navn, når 50 fulderikker råber det i kor.”Travis rettede ryggen. “Ja, det sker tit.” Jeg lavede himmelvendte øjne

igen, og Travis kluklo. “Har du tics?”“Har jeg hvad?”“Tics. Dine øjne ruller hele tiden rundt.” Han lo igen, da jeg gloede

på ham. “Du har ellers nogle fantastiske øjne,” sagde han og lænede sig frem mod mig, så hans ansigt var helt tæt på mit. “Hvad er de for en farve? Grå?”

Jeg kiggede ned på tallerkenen, så mit lange, karamelfarvede hår faldt ned som et forhæng imellem os. Jeg brød mig ikke om den måde, min krop reagerede på, når han var i nærheden. Jeg ville ikke være ligesom alle de andre piger på Eastern, der rødmede, når han så på dem. Jeg ville slet ikke have, at det påvirkede mig på nogen måde.

“Drop det, Travis. Hun er som en søster for mig,” sagde America ad-varende.


14

“Baby,” sagde Shepley, “du har lige sagt, at han ikke må. Nu holder han aldrig op.”

“Du er ikke hendes type,” sagde hun for at prøve at redde den.Travis lod, som om han blev såret. “Jeg er da alles type!”Jeg smugkiggede og smilede.“Se! Et smil. Så er jeg alligevel ikke et helt dumt svin,” sagde han og

blinkede. “Hyggeligt at hilse på dig, Pidge.” Han gik rundt om bordet og hviskede noget i øret på America.

Shepley smed en pomme frite efter fætteren. “Få de læber ud af min kærestes øre, Trav!”

“Det hedder networking!” Travis trådte baglæns med hænderne i vej-ret og en uskyldig mine.

Nogle flere piger fulgte efter ham og fniste og førte fingrene gennem håret for at få hans opmærksomhed. Han holdt døren for dem, og de var lige ved at hvine af fryd.

America lo. “Åh nej. Nu har du problemer, Abby.”“Hvad sagde han?” spurgte jeg varsomt.“Han vil have dig til at tage hende med hjem, ikke?” sagde Shepley.

America nikkede, og han rystede på hovedet. “Du er en intelligent pige, Abby. Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Hvis du falder for hans lort og ender med at blive vred på ham, så lad være med at lade det gå ud over mig og America, okay?”

Jeg smilede. “Jeg falder ikke for det, Shep. Synes du, jeg ligner en af Barbie-tvillingerne?”

“Hun falder ikke for det,” forsikrede America ham og rørte ved hans arm.

“Jeg har været der før, Mare. Ved du, hvor meget han har ødelagt for mig, fordi han lige skulle have et onenightstand med bedsteveninden? Så er det lige pludselig en interessekonflikt at gå ud med mig, fordi det er at gå i seng med fjenden! Seriøst, Abby – du siger ikke til Mare, at hun ikke må være sammen med mig, bare fordi du render og falder for Travs bullshit. Nu er du advaret.”

“Det er unødvendigt, men tak,” sagde jeg. Jeg prøvede at berolige


15

Shepley med et smil, men hans pessimisme var næret af i årevis at have brændt sig på Travis’ udfoldelser.

America vinkede og gik med Shepley, og jeg gik hen til min eftermid-dagsundervisning. Jeg missede med øjnene mod den skarpe sol og tog fat i stropperne på min rygsæk. Eastern var præcis, som jeg havde håbet, fra de mindre undervisningslokaler til de ukendte ansigter. Det var en ny begyndelse for mig. Endelig kunne jeg gå et sted uden at skulle høre på hvisken fra dem, der vidste – eller troede, de vidste – noget om min fortid. Jeg skilte mig ikke ud fra enhver anden troskyldig førsteårsstræber på vej til forelæsning. Ingen stirrede, der var ingen rygter eller medli-denhed eller fordømmelse. Kun illusionen om det, jeg ville have dem til at se: kashmirklædte, jordnære Abby Abernathy.

Jeg satte min rygsæk på gulvet, smed mig i stolen og bøjede mig ned for at tage min bærbare op af tasken. Da jeg rettede mig op for at stille den på bordet, tog Travis plads ved bordet ved siden af.

“Godt. Så kan du tage noter for mig,” sagde han. Han tyggede på sin kuglepen og smilede sit utvivlsomt mest charmerende smil.

Jeg så på ham med væmmelse. “Du går ikke engang på det her hold.”“Gu gør jeg da så. Jeg plejer at sidde deroppe,” sagde han og nikkede

op mod den øverste række. En lille gruppe piger stirrede på mig, og jeg lagde mærke til en tom stol i midten.

“Jeg tager ikke noter for dig,” sagde jeg og tændte computeren.Travis lænede sig så langt frem mod mig, at jeg kunne mærke hans

ånde på min kind. “Undskyld ... har jeg fornærmet dig på en eller anden måde?”

Jeg sukkede og rystede på hovedet.“Hvad er så dit problem?”Jeg dæmpede stemmen. “Jeg vil ikke i seng med dig. Du kan lige så

godt give op med det samme.”Et smil bredte sig langsomt over hans ansigt, før han talte igen. “Jeg

har da ikke spurgt, om du ville i seng med mig.” Han vendte eftertænk-somt blikket op mod loftet. “Har jeg?”

“Jeg er ikke en af Søstrene Barbie eller dine små groupier deroppe,”


16

sagde jeg og så om på pigerne bag os. “Dine tatoveringer og din dren-gede charme og din påtagede ligegyldighed gør ikke indtryk, så drop bare de der numre, okay?”

“Okay, Pigeon.” Han var provokerende upåvirket af min uforskam-methed. “Hvorfor kommer du ikke på besøg med America i aften?” Jeg fnøs over forslaget, men han kom endnu tættere på. “Jeg prøver ikke på at snakke trusserne af dig. Jeg vil bare gerne hænge ud.”

“Snakke trusserne af mig? Scorer du nogen sinde nogen på at tale på den måde?”

Travis lo højt og rystede på hovedet. “Kom nu bare med. Jeg flirter ikke engang med dig. Det lover jeg.”

“Jeg vil overveje det.”Professor Chaney kom slentrende ind, og Travis vendte opmærksom-

heden mod katederet. Smilet forsvandt ikke helt fra hans ansigt, og et smilehul forblev på hans kind. Jo mere han smilede, jo mere havde jeg lyst til at hade ham, men det var lige præcis det, der gjorde det umuligt at hade ham.

“Hvem kan fortælle mig, hvilken præsident der havde en tudegrim, skeløjet kone?” spurgte Chaney.

“Sørg for at skrive det ned,” hviskede Travis. “Jeg får brug for det, til når jeg skal til jobsamtaler.”

“Shhh,” sagde jeg og nedskrev hvert eneste ord, Chaney sagde.Travis smilede bredt og satte sig mageligt til rette. I timens løb veksle-

de han mellem at gabe og læne sig mod min arm for at se på computer-skærmen. Jeg gjorde mit bedste for at ignorere ham, men hans nærhed og bulnende armmuskler gjorde det svært. Han sad og pillede ved det sorte læderbånd, han havde om håndleddet, indtil Chaney sagde tak for i dag.

Jeg skyndte mig ud ad døren og ned ad gangen. Ligesom jeg bedst troede, at jeg var på sikker afstand, stod Travis Maddox ved siden af mig.

“Har du tænkt over det?” spurgte han og tog sine solbriller på.En lille brunette trådte ind foran os med store, håbefulde øjne. “Hej,

Travis,” kurrede hun og legede med sit hår.


17

Det sukkersøde tonefald fik mig til at krympe mig, og jeg gik i en bue uden om hende. Jeg havde set hende før i fællesstuen på pigekol-legiet, Morgan Hall, og der talte hun normalt. Hendes tonefald havde lydt meget mere modent dengang, og jeg spekulerede på, hvorfor hun troede, Travis ville finde en babystemme tiltrækkende. Hun pludrede lidt videre i den høje oktav, og så stod han ved siden af mig igen.

Han tog en lighter op af lommen, tændte en cigaret og pustede en kraftig røgsky ud. “Hvor kom jeg til? Nå ja ... du overvejede.”

Jeg lavede en grimasse. “Hvad snakker du om?”“Har du tænkt over, om du kommer?”“Hvis jeg siger ja, holder du så op med at følge efter mig?”Det tænkte han lidt over og nikkede så. “Ja.” “Okay, så kommer jeg.”“Hvornår?”Jeg sukkede. “I aften. Jeg kommer i aften.”Travis smilede og standsede brat op. “Fint. Vi ses, Pidge,” råbte han

efter mig.Jeg drejede om hjørnet og så America stå sammen med Finch uden

for vores kollegium. Vi tre var endt ved samme bord til ruskurset, og jeg vidste, at han ville blive et velkomment tredje hjul på vores velsmurte maskine. Han var ikke særlig høj, men han tårnede sig stadig op over mine 163 cm. Hans runde øjne dannede modvægt mod hans lange, magre træk, og hans blegede hår var som regel sat i en spids fortil.

“Travis Maddox? Abby, for pokker, hvornår er du begyndt at fiske på dybt vand?” sagde Finch med et misbilligende blik.

America trak en lang streng af tyggegummi ud af munden. “Du gør det bare værre ved at afvise ham. Det er han ikke vant til.”

“Hvad foreslår du så, at jeg gør? Går i seng med ham?”America trak på skuldrene. “Det ville spare tid.”“Jeg har sagt, at jeg kommer hjem til ham i aften.”Finch og America vekslede blikke.“Hvad? Han lovede at holde op med at genere mig, hvis jeg sagde ja.

Du skal da også derhen i aften, ikke?”


18

“Øh, jo,” sagde America. “Kommer du virkelig?”Jeg smilede og gik videre ind på kollegiet og spekulerede på, om Tra-

vis ville overholde sit løfte om ikke at flirte. Han var ret let at gennem-skue: Enten så han mig som en udfordring eller også som tilstrækkeligt utiltrækkende til at være en god ven. Jeg vidste ikke, hvilken af delene der generede mig mest.

Fire timer senere bankede America på døren for at køre mig hjem til Shepley og Travis. Hun lagde ikke fingrene imellem, da jeg trådte ud på gangen.

“Bvadr, Abby! Du ligner en hjemløs!”“Godt,” sagde jeg og smilede ad min fremtoning. Mit hår var sat op

i en rodet knold. Jeg havde skrubbet makeuppen af ansigtet og erstattet kontaktlinserne med kantede briller med sort stel. Derudover kunne jeg fremvise en lurvet T-shirt og joggingbukser og sjokkede af sted i et par klipklapper. Ideelt set ville Travis omgående miste interessen og holde op med at være så latterligt insisterende. Og hvis han var ude efter en kammerat, gik jeg efter at være så kedelig, at han ikke ville ses sammen med mig.

America rullede ruden ned og spyttede tyggegummiet ud. “Du er for gennemskuelig. Hvorfor rullede du dig ikke bare i hundelort for at fuldende kostumet?”

“Jeg prøver ikke på at gøre indtryk på nogen,” sagde jeg.“Nej, det fremgår.”Vi kørte ind på parkeringspladsen til Shepleys boligblok, og jeg fulgte

med America hen i opgangen. Shepley åbnede døren og grinede, da jeg kom ind. “Hvad er der sket med dig?”

“Hun prøver at lade være at gøre indtryk,” sagde America.America fulgte med Shepley ind på hans værelse. De lukkede døren,

og jeg stod alene og følte mig som en fremmed fugl. Jeg satte mig i læ-nestolen tættest på døren og sparkede mine klipklapper af.

Lejligheden var mere æstetisk end de fleste ungkarlehybler. Der hang de forventelige plakater med halvnøgne kvinder og stjålne gadeskilte på


19

væggene, men der var rent, møblerne var nye, og der var en bemærkel-sesværdig mangel på øllugt og beskidt tøj.

“Det var på tide,” sagde Travis og smed sig på sofaen.Jeg smilede, skubbede brillerne op på næseryggen og ventede på, at

han skulle vige tilbage ved synet af mig. “America skulle være færdig med en opgave.”

“Apropos opgaver, er du begyndt på den til historiekurset?”Han fortrak ikke en mine over, at mit hår lignede en fuglerede, og

hans reaktion fik mig til at rynke panden. “Er du?”“Jeg blev færdig i eftermiddags.”“Den skal først afleveres onsdag i næste uge,” sagde jeg overrasket.“Jeg knaldede den bare af. Hvor svært kan det være at skrive to sider

om Grant?”“Jeg har det nok bare med at udsætte tingene.” Jeg trak på skuldrene.

“Jeg går sikkert ikke i gang før i weekenden.”“Bare sig til, hvis du får brug for hjælp.”Jeg ventede på, at han skulle give sig til at grine eller på anden måde

vise, at det var en spøg, men han så helt oprigtig ud. Jeg hævede et øjen-bryn. “Vil du hjælpe mig med min opgave?”

“Jeg får topkarakter i det fag,” sagde han en kende fornærmet over min vantro.

“Han får topkarakterer i alle fag. Han er et skide geni. Jeg hader ham,” sagde Shepley, der kom hånd i hånd med America ind i dagligstuen.

Jeg så tvivlende på Travis, og han hævede øjenbrynene. “Hvad? Er det, fordi du ikke kan forestille dig, at en fyr med en masse tatoveringer, der slås med næverne for penge, kan klare sig i skolen? Jeg går jo ikke på uni, fordi jeg ikke har andet at lave.”

“Hvorfor slås du så? Hvorfor prøver du ikke at få stipendier?” spurgte jeg.

“Det gør jeg også. Jeg har fået halvdelen af undervisningsgebyret be-talt. Men man skal også betale bøger og mad og husleje, og jeg skal også finde penge til den anden halvdel. Jeg laver ikke sjov, Pidge. Hvis du har brug for hjælp med noget, så bare sig til.”


20

“Jeg har ikke brug for hjælp. Jeg kan godt skrive en opgave selv.” Jeg havde ikke lyst til at snakke mere om det. Og jeg skulle have ladet være, men denne nye side af ham, der var blevet afsløret, pirrede min nysger-righed. “Kan du ikke finde noget andet at leve af? Noget – hvad ved jeg – mindre sadistisk?”

Travis trak på skuldrene. “Det er en let måde at skaffe kontanter på. Jeg kunne ikke tjene nær det samme ved at arbejde i en butik.”

“Jeg ville ikke kalde det let at få knytnæver i ansigtet.”“Hvad? Er du bekymret for mig?” Han blinkede. Jeg skar ansigt, og

han kluklo. “Jeg får ikke så mange slag. Hvis de langer ud, flytter jeg mig. Det er ikke så svært.”

Jeg lo kort. “Du opfører dig, som om ingen andre har tænkt det sam-me.”

“Når jeg slår til, så tager de slaget og prøver at gengælde det. Sådan vinder man ikke en kamp.”

Jeg lavede himmelvendte øjne. “Du er måske Karate Kid? Hvor har du lært at slås?”

Shepley og America så på hinanden og slog så begge to blikket ned. Jeg forstod med det samme, at jeg havde sagt noget forkert.

Travis virkede upåvirket. “Jeg havde en far med et alkoholproblem og et hidsigt temperament og fire ældre brødre, der bar røvhulsgenet videre.”

“Åh.” Mine ører blussede.“Du må ikke blive flov, Pidge. Far holdt op med at drikke, og brød-

rene blev voksne.”“Jeg er ikke flov.” Jeg pillede nervøst ved de hårtjavser, der hang ned,

og løsnede så håret og bandt det op i en ny knold, mens jeg prøvede at ignorere den pinlige tavshed.

“Jeg kan godt lide din naturlige stil. Sådan ser piger normalt ikke ud, når de kommer her.”

“Jeg blev tvunget til at komme. Det kunne ikke falde mig ind at prøve at gøre indtryk på dig,” sagde jeg, irriteret over at min plan havde slået fejl.


21

Han smilede på sin drengede måde, som om han morede sig, og jeg skruede en tand op for vreden, i håb om at det ville kamuflere min usikkerhed. Jeg vidste ikke, hvordan andre piger havde det, når han var i nærheden, men jeg havde set, hvordan de opførte sig. Jeg følte mig snarere konfus og fuld af væmmelse end fnisende forgabt, og jo mere han prøvede på at få mig til at smile, jo mere blev jeg bragt ud af fatning.

“Du har allerede gjort stort indtryk. Jeg behøver normalt ikke trygle piger om at komme hjem og besøge mig.”

“Sikkert ikke,” sagde jeg og fortrak ansigtet i afsky.Han var selvsikker på den værst tænkelige måde. Ikke alene var han

skamløst klar over sin egen tiltrækningskraft, han var også så vant til, at kvinder kastede sig over ham, at han opfattede min kølige optræden som forfriskende i stedet for fornærmende. Jeg blev nødt til at ændre strategi.

America rettede fjernbetjeningen mod tv’et og tændte. “Der kommer en god film i aften. Er der nogen, der vil vide, hvad der blev af Baby Jane?”

Travis rejste sig. “Jeg er på vej ud efter aftensmad. Er du sulten, Pid ge?”“Jeg har allerede spist.” Jeg trak på skuldrene.“Vel har du ej,” sagde America, og først da gik det op for hende, at

hun havde dummet sig. “Øh ... nåhr nej ... jeg havde lige glemt, at du ... fik dig en pizza? Før vi gik.”

Jeg skar ansigt over hendes ynkelige forsøg på at redde den og afven-tede så Travis’ reaktion.

Han gik gennem stuen og åbnede døren. “Kom nu. Du må være sul-ten.”

“Hvor skal du hen?”“Lige hvor du har lyst til. Vi kan godt finde et pizzasted.”Jeg så ned ad mit tøj. “Det er jeg ikke rigtig klædt på til.”Han så op og ned ad mig og smilede så bredt. “Du ser glimrende ud.

Lad os komme af sted. Jeg er hundesulten.”Jeg rejste mig, vinkede til America og gik foran Travis ned ad trap-

pen. Jeg standsede på parkeringspladsen og så skrækslagent til, mens han satte sig overskrævs på en sortgrå motorcykel.


22

“Øhm ...” Min stemme døde hen, og jeg krummede mine blottede tæer.

Han så utålmodigt hen mod mig. “Hop nu op. Jeg skal nok køre lang-somt.”

“Hvad er det for en?” spurgte jeg og så for sent, hvad der stod på ben-zintanken.

“Det er en Harley Night Rod. Hun er min store kærlighed, så lad være med at lave ridser, når du stiger på.”

“Jeg har klipklapper på!”Travis stirrede på mig, som om jeg havde talt et sprog, han ikke for-

stod. “Og jeg har støvler på. Hop op.”Han tog sine solbriller på, og motoren brummede, da han vakte den

til live. Jeg satte mig op og ledte efter noget at holde fast i bagved, men mine fingre gled hen over læder og baglygtens plastikafskærmning.

Travis tog fat om mine håndled og førte dem om til sin mave. “Der er ikke noget andet at holde i end mig, Pidge. Lad være med at give slip,” sagde han og skubbede motorcyklen baglæns med fødderne. Med et vip med håndleddet bragte han den ud på gaden, og vi for af sted som en raket. De lokker af mit hår, der hang løst, slog mod mit ansigt, og jeg dukkede mig ned bag Travis, vel vidende at jeg ville få brillerne fyldt med insektindvolde, hvis jeg kiggede over hans skulder.

Han gav den fuld gas, da vi kørte ind ad indkørslen til restauranten, og så snart han standsede op, tøvede jeg ikke med at få hoppet i sikkerhed nede på jorden.

“Du er sindssyg!”Travis kluklo og slog støttebenet ud, før han stod af. “Jeg overholdt

fartgrænsen.”“Ja, hvis vi havde været på motorvejen!” sagde jeg og løsnede håret for

at rede det igennem med fingrene.Travis betragtede mig, mens jeg førte håret væk fra ansigtet, og gik

så hen og holdt døren for mig. “Jeg ville aldrig lade der ske dig noget, Pigeon.”

Jeg styrtede forbi ham ind i restauranten; mit hoved var ikke helt syn-


23

kront med mine fødder. Der var en tung lugt af fedtstof og krydderier, og jeg fulgte efter ham hen over det røde tæppe med brødkrummerne. Han valgte en bås i hjørnet, som vendte væk fra klyngerne af studerende og børnefamilier, og bestilte to øl. Jeg kiggede rundt og så forældre, der prøvede at overtale deres støjende unger til at spise, og jeg forsøgte at undgå de universitetsstuderendes nysgerrige blikke.

“Det kan du tro, Travis,” sagde servitricen, da hun tog imod hans bestilling. Hun virkede lidt høj over hans tilstedeværelse, da hun gik tilbage til køkkenet.

Jeg satte mit vindblæste hår om bag ørerne. Pludselig blev jeg forle-gen over mit udseende. “Kommer du her tit?” spurgte jeg syrligt.

Travis lænede sig frem med albuerne hvilende på bordet og så lige på mig med sine brune øjne. “Hvad er så din historie, Pidge? Er du gene-relt mandehader, eller hader du bare mig?”

“Det er vist bare dig,” knurrede jeg.Han lo og morede sig over mit humør. “Jeg kan ikke finde ud af dig.

Du er den første pige, der nogen sinde har væmmedes ved mig før sex. Du bliver ikke fuldstændig forfjamsket, når du snakker med mig, og du fisker ikke efter min opmærksomhed.”

“Det er ikke nogen fidus. Jeg kan bare ikke lide dig.”“Du ville ikke sidde her, hvis du ikke kunne lide mig.”Mod min vilje blev min barske mine glattet ud, og jeg sukkede. “Jeg

siger ikke, at du er et dårligt menneske. Jeg bryder mig bare ikke om at blive taget for givet, bare fordi jeg er udstyret med en vagina.” Jeg ret-tede blikket mod saltkornene på bordpladen, indtil jeg hørte lyden af et kvælningsanfald henne fra Travis.

Han spærrede øjnene op og skælvede og skreg af grin. “Åh gud! Du tager livet af mig! Det afgør det. Vi er nødt til at blive venner. Jeg vil ikke acceptere et nej.”

“Jeg har ikke noget imod at være venner, men så skal du heller ikke prøve at komme i trusserne på mig hvert femte sekund.”

“Du vil ikke i seng med mig. Jeg har forstået.”


24

Jeg prøvede at lade være med at smile, men det lykkedes ikke.Hans øjne lyste. “Jeg giver dig mit ord på det. Jeg vil ikke så meget

som tænke på dine trusser ... medmindre du gerne vil have det.”Jeg satte albuerne på bordet og hvilede på dem. “Og det kommer ikke

til at ske, så vi kan godt være venner.”Et drilsk smil skærpede hans træk, og han lænede sig frem mod mig.

“Man skal aldrig sige aldrig.”“Hvad er så din historie?” spurgte jeg. “Har du altid været Travis ‘Mad

Dog’ Maddox, eller er det først, siden du kom hertil?” Jeg lavede an-førselstegn i luften, da jeg nævnte hans øgenavn, og for første gang for-svandt lidt af hans selvsikkerhed. Han så lidt forlegen ud.

“Nej. Det var noget, Adam fandt på efter min første kamp.”Hans ordknappe svar begyndte at irritere mig. “Er det det? Har du

ikke tænkt dig at fortælle mig noget om dig selv?”“Hvad vil du vide?”“Det sædvanlige. Hvor du kommer fra, hvad du gerne vil være, når du

bliver stor ... sådan noget.”“Jeg er født og opvokset her i byen, og jeg tager hovedfag i strafferet.”Han sukkede, pakkede bestikket ud og lagde det på plads ved siden

af tallerkenen. Han så sig over skulderen og blev stram om munden. To borde med Eastern Universitys fodboldhold brød ud i grin, og det lod til at irritere Travis.

“Du laver sjov,” sagde jeg vantro.“Nej, jeg er herfra,” sagde han distraheret.“Jeg mente det med hovedfaget. Du ligner ikke typen, der læser jura.”Han trak øjenbrynene sammen og koncentrerede sig pludselig om

samtalen. “Hvorfor?”Jeg lod blikket glide ned over tatoveringerne, der dækkede hans arm.

“Lad mig bare sige, at du mere ligner en, der bliver dømt efter straf-feloven.”

“Jeg roder mig ikke ud i noget ... for det meste. Min far var ret streng.”“Hvad med din mor?”“Hun døde, da jeg var lille,” sagde han nøgternt.


25

“Det ... det er jeg ked af at høre,” sagde jeg og rystede på hovedet. Hans svar var kommet bag på mig.

Han viftede min medfølelse af. “Jeg kan ikke huske hende. Mine brødre kan, men jeg var kun tre år, da hun døde.”

“Fire brødre, siger du? Hvordan kunne du kende forskel på dem?” sagde jeg drillende.

“Ud fra hvem der slog hårdest, og det passede også med aldersrække-følgen. Thomas, tvillingerne Taylor og Tyler, og så Trenton. Man må aldrig nogen sinde ende alene i et lokale med Taylor og Ty. Halvdelen af, hvad jeg bruger i Kredsen, har jeg lært af dem. Trenton var den mindste, men han er hurtig. Han er den eneste, der kan få et slag ind på mig nu.”

Jeg rystede på hovedet, lamslået ved tanken om fem Travis’er i sam-me hjem. “Har de alle sammen tatoveringer?”

“Jep. Bortset fra Thomas. Han er chef i et reklamebureau i Califor-nien.”

“Og din far? Hvor er han henne?”“Lidt rundt omkring,” sagde han. Han bed tænderne sammen igen,

tydeligvis mere og mere irriteret på fodboldholdet.“Hvad griner de ad?” spurgte jeg og slog ud mod det støjende bord.

Han rystede på hovedet og havde åbenbart ikke lyst til at sige det. Jeg lagde armene over kors og vred mig i sædet. Jeg var nervøs for, hvad det mon var, de sagde, der voldte ham så store kvaler. “Sig det nu.”

“De griner ad, at jeg er nødt til at invitere dig ud at spise først. Det er ikke ... sådan jeg plejer.”

“Først?” Da mit ansigt afslørede, at tiøren faldt for mig, krympede Travis sig over mit ansigtsudtryk. Jeg talte, før jeg tænkte. “Jeg var bange for, at de grinede ad, at du blev set sammen med mig i den her munde-ring, og så tror de, at jeg vil gå i seng med dig,” murrede jeg.

“Hvorfor skulle jeg ikke ville ses sammen med dig?”“Hvad var det, vi snakkede om?” spurgte jeg og prøvede at afværge

den tiltagende varme i mine kinder.“Dig. Hvad er dit hovedfag?” spurgte han.


“Øh ... jeg er på basisuddannelsen, indtil videre. Jeg har ikke besluttet mig endeligt, men det bliver nok regnskabsførelse.”

“Men du er ikke herfra. Du er tilflytter.”“Jeg er fra Wichita. Ligesom America.”“Kansas. Hvordan er I så endt her?”Jeg pillede ved etiketten på ølflasken. “Vi var bare nødt til at komme

væk.”“Fra hvad?”“Mine forældre.”“Ah. Hvad med America? Har hun også problemer med sine foræl-

dre?”“Nej, Mark og Pam er alle tiders. De har også været en slags mor og

far for mig. Hun fulgte bare med. Hun ville ikke have, at jeg skulle rejse alene.”

Travis nikkede. “Hvorfor så Eastern?”“Er det her et tredjegradsforhør?” sagde jeg. Spørgsmålene var ved at

blive mere personlige, end jeg brød mig om.Adskillige stole ramlede sammen, da fodboldholdet rejste sig. De

kom med en sidste sjov bemærkning, før de luntede hen mod døren. De satte farten op, da Travis rejste sig. De bageste skubbede til dem foran for at komme væk, før Travis gik gennem lokalet. Han satte sig ned igen og skubbede vreden og frustrationen fra sig.

Jeg hævede et øjenbryn.“Du skulle til at sige noget om, hvorfor du valgte Eastern,” sagde han.“Det er svært at forklare,” sagde jeg og trak på skuldrene. “Det føltes

bare rigtigt på en eller anden måde.”Han smilede og åbnede menukortet. “Jeg ved, hvad du mener.”


Documents

Et frækt væddemål - af Jamie McGuire