exner

exneringer og johannes

thomas bo jensen

ikaros press

Ex_170412.indd 2 30/04/12 11.44

Ex_170412.indd 3 30/04/12 11.44

Indhold

Forord 6

Indledning – Arkitektur som livsproces 8

Baggrund :

Søndag den 18. februar 1945 12

En ny begyndelse 20

En inkluderende kirke 34

Som et levende væsen 60

Murværkets mysterier 80

Værk :

De første skridt 98Rasmussens hus 98

Exners hus 99

Sct. Clemens Kirke 106

Midtsjællands Efterskole 116

Landskabelige bygninger 118Fiskerhuset i Vangså 118

Hald Ege Kirke 122

Haslev Seminarium 132

Kubiske kirker 138Nørrelandskirken 138

Præstebro Kirke 148

Islev Kirke 156

Boliger og sommerhuse 166Amtstuegården 166

Johannes Christensens hus 170

Knud Baagøs sommerhus 174

Torben Gjerløffs sommerhus 176

Søren Nordentofts hus 178

Betonkirken og glaskirken 182Gug Kirke 182

Tibble Kyrka 190

Koldinghus 1 1971–1975 192Kort oprids af slottets historie 194

Begyndelsen 196

Det første forslag 200

Kompromiset 202

Museum 204Jens Nielsen Museum 204

To fuldmurede kirker 210Nørre Uttrup Kirke 210

Sædden Kirke 216

Ex_170412.indd 4 30/04/12 11.44

Bygninger for børn 222Nørrelandskirkens Børnehus og Fritidshjem 222

Skrødstrup Efterskole 224

Børnehaven Pyramiden 224

Koldinghus 2 1975–1980 226Christian 4.s Kirkesal 226

Tilpasningens kunst 232Frederik 9.s gravmæle 232

Sct. Pauls Sognegård 236

Fredens Kirkes Sognegård 240

Tjæreborg Kirkes kapeller 242

Christianskirkens Sognegård 244

Kristrup Sognegård 246

Christiansgården 248

Trinitatiskomplekset 250Trinitatis Kirke 250

Rundetårns top 252

Trinitatis Kirkeplads 254

Trinitatis Sognegård 255

Koldinghus 3 1980–1989 258Slotskontorerne 260

Christian 3.s og dronning Dorotheas Kapel 261

Ruinsalens rumlige idé 264

Slotsfacaden og barokkens overgange 267

Det konstruktive princip 270

Lad græsset gro! 274

“Flot som et slot” 277

Genbrug 280Gudmund Karstofts gård 280

Mortens hus 282

Moldaviske tagformer 284Elsted Sognegård 285

Næsby Sognegård 288

Mølholm Sognegård 290

Moderne landsbykirker 292Lyng Kirke 292

Virklund Kirke 298

Skæring Kirke 304

Koldinghus 4 1989–1995 308Kongens Tårn 310

Kronprinsens Tårn 312

Trompetertårnet 314

Klokketårnet 316

Dronningens Tårn 318

Caféen og slotsgården 322

At konfronteres med det forgængelige 324

To Klosterkirker 326Opstandelseskirken 326

Ølby Kirke 334

Sidste værker 340Klooster Ter Apel 340

Bruuns Arkade 348

Appendiks :

Noter 354

Register 358

Litteratur 360 Værkfortegnelse 362

Illustrationer 363

Ex_170412.indd 5 30/04/12 11.44

Arkitektur som livsproces

Inger og Johannes Exners samlede arkitekturproduktion står som en af de mest særprægede be-

drifter i nyere dansk arkitekturhistorie. Igennem deres mere end 50 år lange karriere har parret

stædigt forfulgt og findyrket egne impulser og ideer. De har søgt inspiration i helt andre terræner

end flertallet af deres danske kolleger. Det være sig efterkrigstidens Tyskland, der var i gang med

en gigantisk genopbygningsopgave, men som – tømt for den udvandrede Bauhaus-avantgarde –

var faldet ud af det internationale rampelys. Eller glemte steder som Polen, Moldavien, Rumænien

og Bulgarien, på jagt efter nogle af de østlige spor, som har påvirket de gamle danske kirker. Og i

stedet for at nærstudere den hæderkronede danske funktionalisme brugte de fritiden på lange tra-

veture langs den jyske vestkyst, på vandreture i Lapland eller på at rode med deres faldefærdige

fis kerhus på en forblæst ødemark i Vangså. De tilhører derfor på samme tid deres generation af

arki tekter og har taget del i de debatter, som har præget den – og har stået uden for, idet de altid

har forfulgt deres egne faglige mål.

Inger og Johannes har dyrket især to områder: kirkebyggeri og restaurering. Men deres produktion

har også afkastet en lang række arbejder inden for andre områder af arkitekturen. Allerede fra be-

gyndelsen af deres karriere udvikler parret en særlig holdning til restaurering og transformation af

eksisterende bygninger. Grundholdningen er, at enhver bygning må forstås som en levende orga-

nisme, hvis naturlige udviklingsproces hverken kan standses eller tilbageføres, uden at det får al-

vorlige konsekvenser for dens ‘autenticitet’ og ‘fortælleværdi’. I forlængelse af dette har det for

dem aldrig givet mening at tale om bygningsværker som afsluttede værker. “Arkitekturen er jo et

procesforløb, ikke noget fikseret. Det afsluttede værk findes ikke, det giver ikke mening”, som Jo-

hannes Exner lakonisk formulerer det. Arkitekturen er ikke statisk, men udvikler sig lag på lag over

tid. Derfor må arkitektens værker altid forholde sig med en åben gestus imod fremtiden. Skønhe-

den ligger ikke i de udtryk, vi tilfældigvis kan opfinde nu og her, men derimod i summen af de

mange overlejrende lag af forandringer, tilføjelser og slid, som husene og byerne består af. Disse

grundholdninger løber som en konstant understrøm igennem hele Inger og Johannes Exners virke.

På det metodiske plan har reglen været altid at trænge helt til bunds i de problemstillinger, opga-

verne rejser. Fra kirkebyggeriet kommer besættelsen af at dykke dybt ned til roden i de historiske

aner i håb om at finde bedre løsninger på nutidens fordringer, end en snæver samtidsoptik i Exners

øjne til enhver tid vil være i stand til at fremmane. Fra restaureringen kommer interessen for at

kende håndværket og lære materialernes egenskaber og sprog at kende, helt ned til træets fibre

eller til de molekylære forbindelser i mørtel, kalk og maling. På udtrykssiden giver dette sig til

kende i en mesterlig behandling af materialerne og deres stofligheder, hvad enten det er træ,

beton, stål eller murværk, der er på tale. Det viser sig også i de konstruktive forhold, der som ho-

vedregel altid er blotlagt og derfor klart kan aflæses. Det slår også ud i den måde, hvorpå bygnin-

gerne går i dialog med deres omgivelser, i særdeleshed lyset og nedbøren. Store skyggegivende

tagflader, der beretter om solens position og vandets bevægelser. Monumentale nedløbsrør, der

ender i strittende, vandspyende tragte med tilknyttede bassiner. Lys, der trænger ind ad sprækker

langs gulve eller lofter. Store åbninger, små åbninger, sjældent placeret konventionelt for harmoni-

ens skyld og altid adresseret til de indre rumligheder. Alt dette gør Exners arkitektur til en moderne

‘architecture parlante’, en talende arkitektur, der tydeligt beretter om sin konstruktive natur, sine

materialers egenart og sit samspil med omverdenen og de klimatiske vilkår.

Den stærkt personlige og meget stedspecifikke tilgang til arkitekturen har dog ikke betydet, at Ex-

ners er gået fri af tidens tendenser. Det karske udgangspunkt i 1960’erne har mange berøringsfla-

der med samtidige strømninger i f.eks. skandinavisk og tysk arkitektur. Den gradvist mere frigjorte

og fabulerende udtryksfuldhed i 1970’erne og 1980’erne forløber parallelt med den internationale

postmodernisme, som ønskede at bryde med modernismens strenge regelsæt. Hos Exners bliver

der skruet op for farverne, og der kommer mere Schwung over konstruktionerne, særligt i anven-

delsen af støbejern, limtræ og andre formbare materialer. Tagformerne bliver stadig mere ekspres-

8

Ex_170412.indd 8 30/04/12 11.44

Ex_170412.indd 9 30/04/12 11.44

sive, og murene nærmer sig en tilstand af opløsning. Indgangspartierne bliver mere markerede,

mens formerne begynder at ordne sig i symmetrier. Det, som tidligere forekom at være en arkitek-

tur bygget indefra og ud, synes nu afløst af det modsatte, helt i tråd med tidens generelle behov for

individualitet. De tidligere plusord som ‘strenghed’ og ‘homogenitet’ erstattes af ord som ‘kom-

pleksitet’ og ‘formglæde’ – og inspirationerne fra historisk arkitektur står i kø for at blive fortolket

og omsat. Således også i Exners arkitektur, hvor et gradvist mere frigjort og dekorativt udtryk flug-

ter med postmodernismens kulmination i slutningen af 1980’erne.

Men det må fastslås, at bagved farverne og de kapriciøse former forbliver den konstruktive logik

og aflæselighed intakt, ja den forstærkes sågar. Alt kan begrundes med enten statiske, klimamæs-

sige eller andre funktionelle fordringer. Det pyntelige i Exners arkitektur er ikke blot form for for-

mens egen skyld, men er altid til stede for at illustrere eller tydeliggøre et byggeteknisk problem

eller en specifik funktion. Det er også udtryk for en fascination af skønheden i kræfternes organiske

forløb, således som det kan ses i træets vækstformer. De krogede tilia cordata lindetræer i parrets

egen have, som Johannes gennem eksakte beskæringer har presset til grænsen for deres statiske

formåen, står som et sindbillede på de store laminerede træsøjler i Koldinghus, hvis slanke former

på tilsvarende vis synes spændt op til det yderste. Det kunne have været gjort enklere, men hvis

statikkens principper skal tale deres tydelige sprog, kræves i Exners øjne en form for accentuering

eller ‘poetisk analogi’, som en af deres helte, John Ruskin, kaldte det, tilsvarende de slanke søjlers

spindelvævsagtige forgreninger i en gotisk katedral.

Det er denne trang til at fortælle historier med deres arkitektur, som Inger og Johannes Exner altid

har været optaget af. Historier, der kan fange folks opmærksomhed og gøre arkitekturens byg-

ningsfysiske vilkår forståelige for alle. Hvis man tilmed har lidt kendskab til arkitekturhistorien, så

finder man i Exners huse myriader af historiske referencer, som føjer yderligere dimensioner til for-

tællingen. Som åbne opslagsværker beretter de om erfaringer og sammenhænge, som har været

vigtige for Exners at give videre. Det, der ved første øjekast kan synes for privat, kompliceret eller

pyntet, vil for den tålmodige iagttager vise sig ladet med betydning. Det er denne betydningslad-

ning, som Exners bygninger bliver stadig rigere på, efterhånden som parret lærer at beherske deres

fag. Hvor de tidligere bygninger står som monumenter over en rendyrket enkelhed, præget af få,

råt bearbejdede materialer, så er den sene del af produktionen karakteriseret ved mere sammen-

satte, farverige og detaljerede kompositioner. Bagom det hele genfindes imidlertid den samme be-

stræbelse på at skabe bygninger med tæt kontakt til omgivelserne, tyngdekraften, vejrliget og ikke

mindst til de daglige brugere af husene. Af samme grund har Exners aldrig opfattet deres bygnin-

ger som fuldendte på indvielsesdagen. Det er først, når patina og slid gennem en årrække har på-

virket bygningen, at den begynder at ‘falde på plads’ og blive en del af historien. Arkitekturen er en

åben livsproces, der udvikler sig over tid. En bygnings fulde potentiale vil derfor først vise sig, når

den igennem hverdagens brug og slitage har fået sin egen historie. I Inger og Johannes Exners

optik bekræfter arkitekturen derfor først sit virkelige værd, når den har vist sig modstandsdygtig-

hed over for tidens uforudsigelige påvirkninger.

Der er ikke den bygning, det hjørne, det motiv Inger og Johannes Exner ikke kan redegøre for ned i

mindste detalje. Intet er tilfældigt, alt er gennemovervejet og kan begrundes – med historien, teo-

rien, materialet, håndværket, byggeteknikken, lyden, luften, lyset og regnen. Den tætte og ofte kri-

tiske dialog imellem forfatteren og arkitekterne har givet anledning til mange intense diskussioner.

Det er i høj grad takket være denne dialog, at det meget omfattende og facetterede materiale har

kunnet sorteres og omsættes til en sammenhængende helhed. Det har tidligt i processen stået

klart, at Inger og Johannes Exners produktion ikke bør skilles ad. Ligesom deres privatliv altid har

været dybt infiltreret i deres arbejde, er der en kausal sammenhæng imellem deres livsholdninger,

teorier og værker, hvad enten det er en ny kirke, en bolig eller en restaureringssag, der har skullet

gennemføres. Det har derfor været naturligt dels at forene det biografiske stof med det monogra-

fiske, dels at behandle værkerne under en samlet fremstilling. Det er mit håb, at bogen vil give læ-

seren en tilsvarende opfattelse som den, jeg har fået gennem disse studier – nemlig at Inger og Jo-

hannes Exners arkitektur rummer en enestående rigdom og dybde, der i nogen grad har været un-

dervurderet, men som ikke desto mindre vil kunne inspirere enhver med interesse for arkitektur. 10

Ex_170412.indd 10 30/04/12 11.44

Ex_170412.indd 11 30/04/12 11.44

ningspunkt for efterkrigstidens mest reformivrige kirkebyggere. Således også for

Inger og Johannes Exner, som med deres anden kirke, Nørrelandskirken, brød radikalt

med deres første, nærmest ‘fuldkomne’ kirke. Det ydre blev skrællet ind til benet, og

kræfterne blev koncentreret om udformningen af det indre. “Det forekommer os be-

tydningsfuldt” skriver Johannes Exner i en tekst fra 1973 om Nørrelandskirken, “at man

genoptager analysen af den protestantiske kirkebygnings problematik, og at man ind-

til videre undlader barokkens raffinering af arkitektur og ydre lækre arkitekturdetal jer,

men snarere lader det ydre blive af demonstrativt enkel, prunkløs form, som mange

måske nok vil synes er kedelig eller grim, men som i sit indre søger at afklare den pro-

testantiske kirkebygning. Som hjælp hertil kan peges på blandt andet de tanker, der

ligger i circumstantesbegrebet […] som må vedrøre kristne hovedsynspunkter om fæl-

lesskab og næstekærlighed.”37

Kombinationen af det ‘grimme’ ydre og det subtilt koreograferede indre kommer i

særdeleshed til udtryk i de tre kubiske murstenskirker fra 1960’erne, Nørrelandskirken,

Præstebro Kirke og Islev Kirke. Nørrelandskirkens store karske murstensklods fremstår

udadtil tør og nøgen, helt uden forsøg på at konkurrere med det præcist koreografe-

rede indre. Endnu mere dramatisk forekommer denne kontrast i Islev Kirke, hvis dis-

tinkte og sparsomt sitrende lysindfald opfylder rummet med en enorm kraft, der går

gennem marv og ben. Heller ikke Præstebro Kirkes ‘kedelige’ murstenskube afslører

noget om kirkens indvendige rigdom. Her anvendes circumstantesprincippet kontrol-

leret, alt imens den store nedhængte stålkuppel sender himmellyset durk ned imod

alteret, omkring hvilket opmærksomheden fortættes. Kun den omsorgsfulde omgang

med murværket fortæller, at det er de samme arkitekter, som stod for Sct. Clemens

Kirke i Randers. Alt er forandret. Springet fra type til liturgi er foretaget, og Danmark er

for alvor kommet på Axel Rappes landkort.

To subtilt koreograferede

kirkerum fra Inger og

Johannes Exners hånd.

Til venstre, Præstebro

Kirke set fra kirkerum-

mets diagonale ind-

gangsakse. Til højre, Islev

Kirke set fra kirkerum-

mets hovedindgang, hvor

man først passerer under

orgelpulpituret og derpå

bevæger sig diagonalt

gennem kirkerummet

mod alteret.

Ex_170412.indd 52 30/04/12 11.47

Ex_170412.indd 53 30/04/12 11.47

Koldinghus versus CastelvecchioFor at illustrere, hvor radikalt Veneziacharteret var i en samtidig dansk kontekst, kan man kaste et blik på

restaureringen af Sønderborg Slot, som stod på i årene 1964-1973. Sønderborg Slot har en lang og dramatisk

historie, der strækker sig tilbage til det 12. århundrede. Det har været forsvarsværk, middelalderborg og skif-

tevis været på de slesvigske hertugers og de danske kongers hænder. Det har været ombygget et utal af

gange og er derfor bærer af en rig historie. En historie, der dog ved to tidligere tilfælde blev noget reduce-

ret. Først med kong Christian 3.s og dronning Dorotheas ombygning fra 1550-1571 til et firfløjet slot i renæs-

sancestil, dernæst med amtmand von Platens ombygning fra 1718-1722 til et stærkt forenklet barokslot med

ensartede vinduesforløb. I perioden herefter har slottet gennemgået en omskiftelig tilværelse præget af de

slesvigske krige og af skiftende ejere.

Restaureringen fra 1964-1973 blev udført af de kgl. bygningsinspektører Peter Koch og Jørgen Stærmose.

Under deres ledelse blev det besluttet at føre slottet tilbage til barokudgaven fra 1722. Fagdelingen blev

genoprettet, der blev udført kopier af de gamle vinduer og anlagt nye ensartede tage. Mange gådefulde

historiske spor blev under denne proces fjernet. De gennemgribende reparationer af murværket blev udført

med mursten, der i format og nuancer svarede til slottets eksisterende munkesten, og endelig blev hele mur-

værket ensartet omfuget. Resultatet blev en homogen helhed, der gjorde det yderst vanskeligt at skelne nyt

fra gammelt. Slottet havde fået en ny identitet, men fortælleværdien var blevet reduceret. Det var en restau-

rering, der ikke tog hensyn til teksten i Veneziacharteret, formuleret samme år, som arbejdet i Sønderborg

blev påbegyndt. Men Peter Koch (1905-1980), som var fætter til Mogens Koch, og hvis far sammen med Carl

Petersen havde været en af hovedkræfterne bag klassicismens rehabilitering i 1910’erne og 1920’erne, har

antagelig blot haft et andet ståsted end de nye tanker, Veneziacharteret proklamerede. Således minder

facaderne på Sønderborg Slot f.eks. om Kay Fiskers Hornbækhus (1923), der med den barok-klassicistiske

regelmæssighed i vinduesrytmen blev et ikon for den generation af arkitekter, Peter Koch tilhørte. Det hand-

lede for Peter Koch ikke om bevaring af de mange lag, men derimod (i lighed med Christian 3.s og von Pla-

tens tidligere ombygninger) at give slottet en fast form og en entydig identitet.

Ex_170412.indd 64 30/04/12 11.47

65

Restaureringen af Koldinghus blev påbegyndt omtrent samtidig med, at det nyrestaurerede Søn-

derborg Slot blev indviet. Koldinghus adskiller sig fra Sønderborg Slot ved, at Exners har arbejdet

med en klar adskillelse af nyt og gammelt, og at ruinkarakteren er søgt bevaret. De har ligeledes

værnet om de mange uensartede og skæve detaljer, hvad enten de repræsenterer noget originalt

fra en af hovedperioderne eller er kommet til ved en af de senere restaureringer. Det er forbløf-

fende, at to så store restaureringsprojekter, igangsat så tæt på hinanden og begge med staten som

bygherre, har kunnet få så forskellige udfald. Hvis man skal finde et bedre sammenligningsgrund-

lag for Koldinghus, så er det mere oplagt at søge uden for landets grænser, nemlig til Castelvecchio

i Verona. Den italienske arkitekt Carlo Scarpa (1906-1978) påbegyndte sin restaurering af Castel-

vecchio i 1958, seks år før arbejdet på Sønderborg Slot blev påbegyndt.

Castelvecchio repræsenterer en af de nye fremadrettede restaureringspraksisser, der blomstrede

op efter anden verdenskrig, og som fik sit talerør gennem Veneziacharteret i 1964. Både i omfang

og radikalitet kan denne restaurering sammenlignes med Koldinghus. Metoderne derimod er afgø-

rende forskellige. Scarpa har ligesom Exners prioriteret klare forskelle imellem de originale og de

tilføjede dele. Men Scarpa afholder sig ikke fra at redigere i originalsubstansen for at få sit æsteti-

ske projekt til at virke. Stål- og betonelementer skærer sig direkte ind i de oprindelige konstruktio-

ner uden tanke på, om de tilføjede dele skal kunne fjernes igen. Det er yderst gennemført som hel-

hed og uhyre raffineret i stoflighed og detalje. Det er i høj grad et moderne restaureringsprojekt,

som vedkender sig de historiske levninger i den forstand, at de udgør et modspil, man kan skære

og redigere i til fordel for det samlede resultat. Det er en ‘værkorienteret’ tilgang, hvor der af rui-

nerne fra fortiden rejser sig et nyt værk, der er så gennemkomponeret, at det ikke står til at ændre.

Johannes Exner bøjer sig for Scarpas kunstneriske talent, men er meget kritisk over for hans restau-

reringsmetode: “Scarpa er dekadent – en udpræget æstetiker. Arkitekturen er jo et procesforløb.

Ikke noget fikseret.”16 Den afgørende forskel på de to positioner er, at Exner lader fortælleværdien

og fordringen om autenticitet gå forud for æstetikken, mens Scarpa går omvendt til værks – med

et deraf følgende mere afslappet forhold til det eksisterende.

Johannes Exners fotografier af Sønderborg Slot, taget

i januar 1974. Restaureringen er tilstræbt udført med

mindst mulig forskel på nyt og gammelt, hvilket kan ses

af de nye ‘gamle’ munkesten, indfældet omkring vindu-

erne. Denne metode irriterer Johannes Exner, fordi det

sår tvivl om de historiske lags alder og ægthed. Det

ødelægger i hans øjne bygningens troværdighed.

Modstående side: Inger og Johannes besøgte Carlo

Scarpas Castelvecchio i 1986, hvorfra de tre fotografier

nedenfor stammer. Scarpas strategi er ikke adskillelse,

men derimod sammensplejsning af det eksisterende og

det tilføjede. Han skærer fra, lægger til – og dækker til,

alt efter situationen. Johannes Exner er kritisk over for

denne metode, som han kalder ‘dekadent’. Hans foto-

grafier afslører dog samtidig en fascination af værkets

detaljer og sammenhænge.

Ex_170412.indd 65 30/04/12 11.47

66

I en tekst fra 1992 har Johannes Exner forsøgt at navngive tegnestuens

metode som “proceshistorisk bygningspleje”, med hvilken det tilstræ-

bes at være “helt realistisk”: “Man anerkender, at al arkitektur, også den

historiske, rent faktisk er involveret i et kontinuert historisk procesfor-

løb, som sætter i gang straks efter, at bygningen er skabt. […] Under

procesforløbet søges bygningens historiske autenticitet opretholdt

eller styrket ved bevarelse af historisk betydningsfulde overflader,

strukturer, bygningsdele, rester, spor, tilføjelser m.m. […] Subtraktioner

af værdifulde eller neutrale tilføjelser bør derfor reduceres til et mini-

mum, mens additioner, udført reversible, accepteres som løsning på

nye aktuelle nødvendigheder og behov. Med denne holdning betragtes

bygningen ikke som en passiv museumsgenstand, men som et dyna-

misk væsen.” Arkitekten må som følge heraf acceptere, at hans tilføjel-

ser kan blive uaktuelle og måske engang fjernet. “Derfor må hans adde-

ringer etableres uskadelige over for bygningens originalitet og autenti-

citet. Det vil sige, de skal være reversible.”17

Der er altså forskel på den måde, hvorpå additioner kan foretages. I Ca-

stelvecchio er der lagt et tykt lag puds eller stukkatur på de gamle

mure. Stålprofiler, natursten og in-situ-støbte betondele er tæt inte-

greret i den eksisterende konstruktion. Det er udført med permanens

for øje. I modsætning til dette er alle tilføjelser på Koldinghus udført

således, at de til hver en tid kan fjernes igen, kun efterladende sig mini-

male spor der, hvor de punktvist er naglet fast til de eksisterende mure.

Alle overgange mellem nyt og gammelt består således af ‘luft’, som Jo-

hannes Exner plejer at sige. Foruden det bevaringsmæssige perspektiv

ligger der en yderligere pointe heri, som taler ind i nutiden, hvor mulig-

heden for genanvendelse i et ressourceperspektiv er blevet stærkt ak-

tualiseret. Bl.a. gennem et begreb som ‘design for disassembly’, hvor

arkitekturen og dens byggematerialer betragtes ud fra et cyklisk gen-

anvendelsesperspektiv snarere end et fastlåst værkorienteret.18 “Ho-

vedgrebet har også muliggjort,” skriver Johannes Exner i 1989 om Kol-

dinghus, “at nye tilføjede bygningsdele let har kunnet defineres, mål-

sættes, tegnes og fremstilles rationelt på fabrik som præfabrikerede

elementer. Det har endvidere klargjort leveringsbetingelser og prissæt-

ning.”19 I Koldinghus er alle tilføjede dele således udført som præfabri-

kerede elementer, der efterfølgende er monteret på stedet. Johannes

Exner er dog realist og erkender, at ikke alle indgreb “kan gennemføres

lige distinkt reversible”. Men principielt bør størst mulig reversibilitet

altid søges gennemført, skriver han i 1989 og fortsætter: “Det vil tillige

åbne for tanker, der appellerer til dyberegående studier og forståelse

af bygningen, og åbne for nye inspirationer til tekniske og arkitektoni-

ske løsninger, alt sammen baseret på den pågældende bygnings pro-

cesforløb, originalitet, autenticitet og identitet. Også i reversibilitets-

tanken bekræftes disse vigtige begrebers betydning for historiske

bygningers procesforløb og fortidige og fremtidige livsforløb.”20

Det kan undertiden blive nødvendigt at gribe ind i det eksisterende

materiale. Men hvis man fjerner noget, så skal det i Exners øjne gen-

nemtænkes, og der skal helst være en gevinst forbundet dermed. I ru-

insalen på Koldinghus var der eksempelvis behov for at hugge hul i

muren for at forbinde to rum i underetagen i sydfløjen. Der var i forve-

jen en tilmuret åbning kronet med et gammelt muret buestik, som man

passende kunne genåbne, mente bygherren. Men Inger og Johannes

vægrede sig derved. “Der fortælles en vældig historie dér,” pointerer

Ex_170412.indd 66 30/04/12 11.47

I Koldinghus er alle tilføjede dele klart

adskilt fra ruinen, som overalt fremstår

‘as found’. Alle sporene i det eksiste-

rende murværk er derved ikke alene

bevaret, men også blotlagt. Herved er

fortælleværdien i de mange historiske

lag lige så rig som i 1972, da Exners

påbegyndte deres arbejde.

Modstående side: På grænsen mellem

sydfløjen og østfløjen står en stor tyk

mur. For at skaffe adgang imellem flø-

jene var der behov for at hugge et hul i

muren. I stedet for at vælge den oplagte

løsning – at fjerne de resterende sten fra

udfyldningen i en oprindelig passage –

valgte Exners at hugge et nyt hul ved

siden af. Herved blev fortælleværdien i

den oprindelige, men siden tilmurede

åbning, bevaret. Øverst ses den oprin-

delige åbning, hvor nogle løstsiddende

sten blev fjernet for at give plads til at

trække ledninger under byggeperioden.

Nederst ses den nye groft udhuggede

åbning, som ikke er bredere end, at

murværket kan opretholde sin bære-

evne uden behov for tilført armering

over åbningen.

Eksemplet med de to åbninger, den

forhenværende og den nye, stiller

uværgerligt spørgsmålstegn ved Exners

insisteren på det reversible. Den gamle

åbning er tilmuret reversibelt, dvs. man

kan nemt fjerne fyldningen og dermed

genskabe den oprindelige åbning. Men

Exners har valgt fortælleværdien frem

for genskabelsen. Hvis kommende

generationer vedblivende følger Exners

holdninger, vil Exners tilføjelser aldrig

blive fjernet – uanset hvad man måtte

mene om dem. Desuden er de udført så

detaljeret og omhyggeligt, at alene tan-

ken om at fjerne det hele igen for at

vende tilbage til ruinen, er absurd.

Exners idé om det reversible må altså

først og fremmest ses som en symbolsk

gestus, der skal anskueliggøre en livsfi-

losofi og et restaureringsprincip. Om

det en dag vil blive fjernet er tvivlsomt.

I givet fald ville det da blive gennemført

af folk, der ikke deler Exners holdninger

– og gad vide hvad der så ville ske med

ruinen. En fuldkommen genopførelse af

Frederik 4.s slot måske? Den mulighed

må Scarpas irreversible metode siges

at være en sikring imod.

Ex_170412.indd 67 30/04/12 11.47

Murstenen er et universelt byggemateriale, udbredt overalt på kloden, hvor der er lerfore-

komster. Et præfabrikeret byggeelement med fast form, som igennem årtusinder er ble-

vet nøje tilpasset menneskets fysiognomi og håndens størrelse. Skønt murstenen er indu-

strielt fremstillet, er der ikke to sten, som er helt ens. Lerets beskaffenhed, karakteren af

det tilførte grus, forskellige fremstillings- og brændingsteknikker giver et uensartet præg,

som ikke alene er geografisk og kulturelt bestemt, men også kan iagttages sten for sten i

samme brænding. Murstenens medfødte ujævnheder har fra begyndelsen nødvendig-

gjort brugen af et bindemiddel, indlagt imellem stenene under stablingen. Den plastiske

mørtel sikrer, at de ujævne og porøse sten ikke knækker under vægten fra de andre sten.

Den sikrer samtidig, at murværket under opmuringen kan tilpasses faste modulsystemer.

Hvor murstenenes form er givet på forhånd, bestemmes mørtelens form først under selve

murerarbejdet. Forholdet imellem den industrielle form og den håndgjorte fuge er måske

netop det, der gør, at murstenen, trods hård konkurrence fra andre byggematerialer, er så

sejlivet en størrelse. Det håndgjorte er med til at sikre, at det menneskelige øje kan holde

ud at se på murværket i det lange løb.

Billedhuggeren Ole Videbæk har sammenlignet murværkets fuger med en tone frem-

bragt af et traditionelt analogt musikinstrument. Fordi en sådan tone ikke er en ren tone,

men derimod tonen plus en mængde overtoner, får den en dybde, der modvirker, at øret

trættes.1 Jo mere det murede byggeri forsøger at imitere det industrielle byggeris ensar-

tethed, desto mere enstonigt og trættende vil det forekomme for det menneskelige øje.

En anden vigtig faktor, som er vanskeligere at indregne, er sporene af tidens gang. Med

sin porøse overflade har teglstenen en meget patinamodtagelig overflade, der bevirker,

at den efter relativt kort tid vil afspejle tiden. Fordi teglstenen kan stå ude i al slags vejr og

klare sig over meget lang tid uden vedligeholdelse, udgør den en ret præcis tidsindikator,

som enhver kan aflæse med det blotte øje. Teglstenen kan med andre ord opfattes som

materialiseret tid. Det er bl.a. dette forhold, som er baggrunden for Inger og Johannes

Exners store forkærlighed for tegl. Teglstenen tydeliggør arkitekturens karakter af en

fortløbende livsproces, der giver dybde i synet på tilværelsen. I dens ru overflade lagres

tiden og dermed erindringen om de foregående generationers liv og slid. Dertil kommer,

at de små mursten nemt kan fjernes eller udskiftes med nye mursten ved reparationer og

ombygninger. De nye sten vil typisk have andre nuancer eller formater, hvorved forskel-

lige tidsperioder kan aflæses side om side.

Murværkets kulturhistoriske rødder rækker imidlertid endnu længere ned. Den tyske arki-

tekt Gottfried Semper (1803-1879) havde den opfattelse, at murværkets forbandt rum-

mer reminiscenser af urgamle væveteknikker, symboliseret i fugesystemets flettede ka-

rakter. Da man i forhistorisk tid gik fra flettede vægge til mere holdbare murede vægge,

var der i Sempers øjne en rest, som blev tilbage. Forbandtets sirlige fletværk af fuger og

mursten, varieret i det uendelige, var et synligt bevis for kulturhistoriens kontinuitet og

sammenhæng, mente han.2 Anskuet gennem disse briller er murværkets kulturelle erin-

dringskraft langt stærkere, end graden af slid og patina angiver. En af Inger og Johannes’

inspirationskilder, den tyske arkitekt Rudolf Schwarz (1897-1961), gik endnu dybere i sin

murværksteori. Han sammenlignede jordens sedimenter, dvs. de gennem millioner af år

aflejrede lag på lag, med murværkets skifter af sten og fuger.3 Med samme logik, som

jordens sedimenter har bundfældet sig, forekom det ham, var murværkets lagdelte struk-

tur opbygget. For Schwarz repræsenterede murværket således en naturlig fortsættelse

af jordens geologiske processer. At teglsten gennem årtusinder tilmed er blevet fremstil-

let af råstoffer hentet fra jordens sedimentære aflejringer, føjer blot endnu et aspekt til

Schwarz’ tanker.

Murværkets mysterier

Ex_170412.indd 80 30/04/12 11.48

Ex_170412.indd 81 30/04/12 11.48

Ex_170412.indd 104 30/04/12 11.49

Ex_170412.indd 105 30/04/12 11.49

Ex_170412.indd 106 30/04/12 11.49

Sct. Clemens Kirke, Randers 1958–1963Fra foråret 1958, hvor Inger og Johannes Exner sammen med Knud Erik Lar-

sen vinder konkurrencen om Sct. Clemens Kirke, og frem til indvielsen af kir-

ken i 1963 gennemgår parret en mental udvikling, der bringer dem på stor

afstand af netop denne kirkes udformning. Den meget positive modtagelse

af kirken, som primært bliver fremhævet for dens smukke ydre, bekræfter

desuden Exners i, at de har svigtet på de indre linjer. Ikke at de har sjusket

med indholdet eller nedprioriteret udformningen af det, slet ikke. Nej, det

handler derimod om den måde, hvorpå de har løst de liturgiske fordringer,

som et kirkerum stiller. Her har de, i stedet for at spørge nærmere ind til selve

kirkehandlingen og til den liturgi, den danske folkekirke hviler på, blot genta-

get et hævdvundet planprincip, kendt fra middelalderens langkirker.6

Kort efter kirkens indvielse hælder arkitekturkritikeren Nils-Ole Lund salt i

såret, idet han i en ellers meget rosende anmeldelse funderer over, at man i

den nyere danske tradition gør en dyd ud af “klarhed og enkelhed”, og at man

af vane handskes bedre med “den ydre arkitektoniske form end med det

indre rum”. Man har desuden på fornuftig vis søgt at løse funktionerne og

derpå iklædt dem en form, “der hviler på idealer som selvfølgelighed og

naturlighed”. Sct. Clemens har blændingsproblemer, påpeger Lund, og de

sekundære rum “får en tilfældig form præget af, at de blev tilovers”, fordi de

er lagt ned i den ‘bastion’ under kirkerummet, der på grund af terrænfaldet

levner et areal til fri afbenyttelse. “Men hvad der tabes i rumudformningen”,

konkluderer Lund, vindes i eksteriøret, som til gengæld kan “rejse sig med en

stor klar form”.7 Nils-Ole Lunds bemærkninger bekræfter Exners i deres nye

målsætning om, at de fremover vil bygge kirker med hovedvægt på interiøret

og med et mere groft ydre, der ærligt afspejler det indre, således som de f.eks.

så på deres studierejse i efteråret 1958, hvor især arkitekten Rudolf Schwarz’

firskårne St. Anna kirke i Düren fremprovokerede disse tanker.

Ex_170412.indd 107 30/04/12 11.50

Ex_170412.indd 122 30/04/12 11.51

Hald Ege Kirke, Viborg 1963–1971På foranledning af en kreds af ildsjæle fra Hald Ege blev Inger og Johannes i 1963 bedt om

at lave et skitseforslag til en selvbyggerkirke, der skulle opføres på et areal langs den

gamle egeskov. På grunden lå en bronzealderhøj, som skulle bevares og medtænkes i an-

lægget, der også skulle rumme en kirkegård. Som følge af et uhyre begrænset budget

foreslog arkitekterne kirken opført af billige gasbetonsten eller pladsstøbte betonsten,

som også er nemme at håndtere for selvbyggere. Arkitekterne mødte hurtigt frem med

det overraskende forslag at anlægge to 130 meter lange parallelle mure langs skovbrynet

samt tilføje et stort halvcirkelslag omkring bronzealderhøjen til brug for kirkegården.

Imellem de to lange mure skulle der fra øst mod vest – i nævnte rækkefølge – anlægges et

tårn med have, et rektangulært kapel, en kvadratisk gårdsplads, et smalt anneks, en af-

lang parkeringsplads, en præstebolig og en gårdhave. Indkørsel skulle ske langs skovbry-

net, og muren skulle kun brydes to steder ved parkeringspladsen samt ved gårdspladsen,

der skulle fungere som kirkens offentlige samlingspunkt. På grund af et svagt stigende

terræn fra vest mod øst skulle murene tillige trappe op undervejs og ved hvert hak tilføjes

et skår, hvorfra man kunne kigge ind bag murene. Tagene skulle konstrueres af sortmale-

de gitterspær af grantræ og beklædes med bølgeeternit. De lange mure skulle ligeledes

dækkes med bølgeeternit, mens gulvene og gårdspladsen skulle belægges med sveller

fra Thisted-Fjerritslev-jernbanen, som netop var under afvikling.

Bortset fra det sidste – svellerne fra den nedlagte jernbane, som byggeudvalget var be-

kymrede for var for præget af tjære og oliespild – så sagde man på en studs ja tak til hele

pakken. Det var for byggeudvalget afgørende, at de kunne se sig selv og andre frivillige

fra menigheden på byggepladsen uden at være alt for afhængige af professionelle hånd-

værkere. Ligeledes spillede det ind, at anlægget havde en form for prunkløs højtidelig-

hed, som tiltalte den kristne selvbyggermenighed. Der var således ingen modstand imod

projektet, men tværtimod stor opbakning til, at det skulle gennemføres så hurtigt som

muligt. Straks efter Kirkeministeriets godkendelse af skitseprojektet oktober 1964 blev

byggeriets første etape sat i gang, og året efter fulgte anden etape, der betød, at man

kunne holde gudstjenester fra og med 1. oktober 1967. Tredje og sidste etape – annekset

Ex_170412.indd 123 30/04/12 11.51

Mens byggeriet af Sct. Clemens Kirke står på, lykkes det for Inger og Johannes

at blive engageret til hele tre betydningsfulde kirkeopgaver, som giver dem mu-

ligheden for i praksis at afprøve deres ideer om ‘circumstantes’. I april 1961 bliver

de udråbt som vindere af konkurrencen om en ny stor kirke i Holstebro, og året

efter bliver de bedt om at tegne en ny kirke i Islev. Inden Holstebro-konkurren-

cen bliver de tillige bedt om at udarbejde et skitseforslag til en ny kirke i Herlev,

men den proces sættes dog først i gang lidt senere. Selvom der går otte-ni år, før

alle tre kirker er indviet, så er de alle præget af det tankesæt, som Inger og Jo-

hannes var optaget af i tiden efter deres rejse i Vesteuropa i efteråret 1958. De

ville væk fra langkirken og hen imod en mere demokratisk rumform, hvor menig-

heden ser hinanden i øjnene og er i tættere kontakt med præsten. Og de ville

lægge hovedkræfterne i udformningen af kirkerummet og tillade det ydre at stå

mere groft og rudimentært. De ville bygge indefra og ud, ikke omvendt. Og frem

for formen, ville de dyrke stofligheden og lyset.

Nørrelandskirken, Holstebro 1961–1969Igennem tre måneder i vinteren og foråret 1961 arbejdede Inger og Johannes in-

tensivt på deres konkurrenceforslag til Nørrelandskirken. Projektet var næsten

færdigtegnet, da de kom i tvivl om projektet, der var bygget op over en ellipse-

formet kirkesal. Tre dage før konkurrencens deadline stod det dem pludselig

klart, hvordan projektet burde udformes. De besluttede sig dog for at færdiggø-

re det første, gennemarbejdede forslag, men forsøgte samtidig at nå at få teg-

net det nye. Det blev tegnet som små skitser på kvadreret papir, som efterføl-

gende blev opfotograferet til de krævede størrelser – og begge forslag blev ind-

sendt rettidigt. Inger og Johannes følte sig overbeviste om, at det nye forslag

var det rigtige, og stor var glæden naturligvis, da de fik meddelelsen om, at

deres alternative skitseforslag havde vundet 1. præmie. Dette skitseforslag blev

også udgangspunktet for den endelige kirke, som efter et byggeforløb på godt

4 år blev indviet 21. september 1969.

Kubiske kirker

Ex_170412.indd 138 30/04/12 11.51

Ex_170412.indd 139 30/04/12 11.51

Præstebro Kirke, Herlev 1962–1969Inger og Johannes blev tilknyttet som arkitekter for en ny kirke i Præstebro Sogn i Her-

lev allerede i 1960, men de første skitser så dog først dagens lys i 1962, hvor man havde

fundet en passende grund. Det første forslag tog som den nuværende kirke udgangs-

punkt i et stort, kubisk kirkerum omkranset af menighedssale og sekundære rum. Men

tagkonstruktionen var anderledes markant, idet der fra to diagonalt placerede hjørner

rejste sig to karakteristiske spidser, hvorfra der var udspændt en serie stålwirer. Wirer-

ne dannede et hængende net, som skulle sprøjtes med beton, hvorved der dannedes

en tagform, der indefra gav mindelser om en omvendt kuppel. Men da planerne om

højhuset ved det nye Herlev Sygehus lige overfor kom for en dag, ændrede arkitekter-

ne – til bygherrens ærgrelse – projektet. “Spidserne, som ragede relativt lidt op, ville

imidlertid i sammenligning med den enormt høje patientbygning, 125 m, give kirken et

forkert og anstrengt himmelstræbende udseende.” Således forsvarer Johannes Exner

beslutningen i Præstebro sogns Kirkenyt. “Det ville være en kirke, som gav udtryk for

at være bygget udefra i stedet for indefra, som det nu er søgt gjort.”2

Præstebro Kirke er bygget på den grundtanke, at man skal igennem kirkesalen, uanset

hvilket ærinde man har i kirken. Den kvadratiske kirkesal rejser sig, lidt forskudt fra

midten, op fra en rektangulær bygning i ét plan med fladt tag. Indgangen og våben-

huset er anlagt i bygningens sydøstlige hjørne med adgang fra Tornerosevej. Fra

våben huset, hvorfra der er diagonalt udsyn gennem kirkesalen, kan man enten gå ned

til møderummet i kælderen, eller man kan som daglig gæst gå imod kontorlokalerne

via to søjlegange, som flankerer kirkesalen. Salens gulv er nedsænket tre trin, svarende

til en siddehøjde på kanten af søjlegangen. Det sænkede niveau øger fornemmelsen af

at træde ud i et stort højloftet rum. Det første, man uvilkårligt bemærker, er den store

nedhængte ovenlyskuppel eller ‘dagslysekrone’, som Exners kalder den, der sender

ovenlys direkte ned på det centralt placerede alterparti. Lyset forstærkes via ned-

Ex_170412.indd 148 30/04/12 11.52

Ex_170412.indd 149 30/04/12 11.52

Når øjnene har vænnet sig til kirkesalens svage lys, bemærkes først de fantastiske murflader, der

vibrerer i baggrunden som urolige keramiske strukturer af en overvældende, sanselig styrke.

Man bemærker dernæst loftets nedhængte tømmerkonstruktion, som rager fire meter ned i

rummet. “Et retningsløst rumgitter i et retningsløst rum,” som Johannes Exner udtrykker det.

Målt i forhold til Nørrelandskirkens rolige loftsflade, så er denne loftsform mere dominerende.

Men den har til gengæld en tektonisk klarhed i sin konstruktive opbygning, der giver et meget

taktilt modspil til murværkets lige så tydelige tektonik. Og så er det en billigere og mere ærlig

loftsudformning end den plane loftsflade, som kræver meget store skjulte dragere. Man undgår

heller ikke at bemærke det meget fabulerende orgel, der på dekorativt udskårne, rødmalede

stålsøjler er løftet op over salens indgangsparti. Orgelets organisk udskårne frontplader og or-

gelpiberne er malet i en blåviolet farve skala, der skal fremhæve orgelets progressive tonalitet. I

forhold til de foregående kirkers mere diskrete Mogens Koch-inspirerede orgler er her tale om

en ny udvikling i Exners orgelpraksis, som går imod en mere fri fantasi, der ikke længere forsø-

ger at underordne sig rummet. Det rødmalede stål går igen i kirkebænkene og på knæfaldet,

mens prædikestolens podie og alter bordet er i tegl. Bænkene orienterer sig som i Præstebro og

Nørrelandskirken omkring alteret i tråd med Johannes Exners ideer om ‘circumstantes’-princip-

pet, beskrevet i kapitlet Den inkluderende kirke. En foldevæg mod naborummet eller det så-

kaldte pejserum muliggør en udvidelse af salen ved særlige lejligheder.

Den nedhængte loftskonstruktion er samlet

på byggepladsen og ved hjælp af kraner løf-

tet på plads. De 16 fødder, fire på hver side af

konstruktionen, hviler i hver sit hul i muren.

Det dunkle kirkerum har en meget stærk

atmosfære, præget af de rå og karakterfulde

materialer, der synes næsten levende. Dette

karaktertræk er understreget af de bølgende

rækker af levende lys, hvis sodaflejringer på

væggene afmærker tidens langsomme gang.

Ex_170412.indd 160 30/04/12 11.53

Kirkens udearealer er tilplantet med birketræer – en direkte reference

til Lewerentz’ Markuskyrkan i Björkhagen (birkehaven) ved Stockholm.

På grundens sydlige trekant er opført en serie små, buttede spejder-

hytter og en stor udendørs pejs, opmuret på tilsvarende vis som kirken.

I dette formindskede format kan man for alvor se virkningen af det

grove murværk, idet der er flere hjørner og nicher, som skal tilpasses

med ekstra mørtel. Hytterne er desuden med til at give anlægget et

klosteragtigt præg, som i det hele taget udgør en væsentlig grund-

stemning for kirken. Islev Kirke er kulminationen på den særlige mur-

værkspraksis udviklet af Exners igennem 1960’erne. Men det er i lige så

høj grad en kulmination på Exners tidlige tanker om kirken og dens rum

og stemninger. Et spartansk, robust og præcist gennemført mester-

værk, der kun vil vinde i styrke og omdømme, som tiden går.

Ex_170412.indd 161 30/04/12 11.53

Ex_170412.indd 164 30/04/12 11.53

Ex_170412.indd 165 30/04/12 11.53

Under arbejdet med de tre kubiske murstenskirker tilflyder der Exners to nye kirkeopga-

ver, som begge kalder på andre materialer end tegl. I det modernistiske Täby, en forstad

til Stockholm, er tegl ikke fremherskende. Her blandt bydelens rette linjer og facader

synes en længe næret idé om en stram glaskirke at være mere oplagt. Ligeledes giver

mødet med Aalborgforstaden Gug, hvis elementbyggeri helt igennem er præget af Aal-

borg Portlands tilstedeværelse, ikke indtryk af, at teglsten er det rette svar på en ny kirke.

Dette vækker en trang hos arkitekterne til at forsøge at transformere sproget i de kubiske

murstenskirker til en lige så gennemført variant i beton. “At tænke på betonen ligesom

tegl.” Det ender med at blive Islev Kirkes tre sammenkædede, successivt forhøjede mur-

stenskasser, som bliver forlægget for Gug Kirke.

Gug Kirke, Aalborg 1966–1972, 1996Det første forslag til Gug Kirke er væsensforskelligt fra det endelige forslag. Udgangs-

punktet var en udnyttelse af betonens plasticitet. Forslaget domineres af et højt, slankt,

skibsformet betonvolumen, der afsluttes i den smalleste ende med en parabelformet be-

tonskive adskilt fra hovedbygningen med smalle lodrette lyssprækker. Til venstre for

dette et noget højere foldet betontårn. Resten af anlægget præges af en modernistisk

længebygning og en kantet, pladsomkransende mur.

Da byggeriet kom i gang i 1971, var det imidlertid et helt andet projekt, der blev taget

afsæt i: et stort kubisk betonvolumen som kirkesal og tre mindre blokke i faldende højder

rummende mødesale og diverse birumsfaciliteter. De fire betonblokke er kædet sammen

ved hjælp af smalle glasovergange, der fra oven og fra siderne leder lys ind i rummene.

Facaderne og de bærende skillevægge er jernbeton, støbt på stedet. Det bærende sy-

stem består endvidere af præfabrikerede betonbjælker udformet som dobbelte T-profi-

ler. Indervæggene er beklædt med isolerende letbetonplader, og de lette skillevægge er

opført i letbetonblokke, som kan fjernes efter behov.

Behandlingen af betonoverfladerne er et kapitel for sig. Ydervæggene er støbt på stedet

med simpel bræddeforskalling. Men i stedet for som normalt at anlægge bræddeforskal-

lingen vandret eller lodret er den orienteret diagonalt på fladerne. Det giver en markant

effekt, som afhængigt af vejr- og lysforhold fremkalder meget varierede udtryk. Fra de

klare skyggetegninger ved solens skrå indstråling til den dramatiske virkning efter regn-

skyl, hvor vandets aflejringer understreger formen. Den diagonale forskalling er i princip-

pet den eneste ekstraordinære effekt, der er tilført kirkens ydre, som tegner sig med simp-

le primærformer. Et stort bugtet trappelandskab med krumme, lodret bræddeforskallede

betonmure præger kirkens forplads – et sandt mekka for folk, der holder af betonens ma-

terialitet og formmuligheder.

Betonkirken og glaskirken

Ex_170412.indd 182 30/04/12 11.54

Ex_170412.indd 183 30/04/12 11.54

230

Det er et højst originalt rum, som med garanti ikke findes tilsvarende noget andet

sted i verden. Den gensidige befrugtning imellem nyt og gammelt, imellem det

grove og det fine, det grimme og det skønne har en meget stærk virkning. Den

anelsesfulde fornemmelse for fortidens ekstravagance og det tvetydige forhold

imellem ude og inde, som ‘gadelamperne’ og ‘fortovene’ skaber, er med til at skabe

denne unikke sammenhæng, som for den moderne iagttager rækker dybere og er

langt mere sanselig end en rekonstruktion. Og så er det oven i købet en langt billi-

gere løsning, end hvis man skulle rekonstruere alle rummets oprindelige detaljer.

Det er et rum, der har noget både til intellektet og til hjertet. Man behøver hverken

at være bygningsarkæolog, kunsthistoriker eller arkitekt for at opleve det. Enhver

kan stille sig på balkonen, falde lidt i staver og derpå fornemme, hvorledes nuancer-

ne i fortællingen langsomt meddeler sig. Christian 4.s Kirkesal bliver af og til brugt

til receptioner, koncerter eller udstillinger, men rummet synes i sig selv at være den

stærkeste udstillingsgenstand.

Christian 4.s Kirkesal gjorde det tydeligt, hvad arkitekternes hensigt med restaure-

ringen af Koldinghus i udgangspunktet var. Men kigger man nærmere på det første

forslag fra 1973 til ruindelens istandsættelse, så er der dog en væsentlig forskel. De

simple, industrielle stålelementer, der spillede ind i de tidlige overvejelser, er i Chri-

stian 4.s Kirkesal afløst af nogle langt mere gennemdesignede objekter. Det behø-

ver man blot at kigge på lysekronerne for at konstatere. Men det ses også i den

søjle bårne træbalkon, hvis snedkermæssige udførelse er anderledes sofistikeret i

detaljerne, end det første forslags mere interimistiske formsprog lagde op til. Hvis

man retter blikket lidt bagud i Exners egen produktion, til perioden fra 1975-1980,

så ser man en tilsvarende udvikling, eller modning om man vil, i arkitekternes arbej-

de. Eksempelvis er Sædden Kirke, som blev indviet i 1978, rig på forfinede og sine

steder ganske dekorative detaljer, som ikke sås tidligere i Exners arbejder. Det er

også i denne periode, hvor de begynder at få øjnene op for barokken, som de ellers

tidligere har betragtet som lovlig dekadent. Det kan således konstateres, at deres

kirkesal på Koldinghus ikke alene blev motiveret af, at offentligheden skulle impo-

neres, men også af, at arkitekternes egne interesser havde flyttet sig på de syv år,

der gik fra det første forslag og til Christian 4.s Kirkesals indvielse i 1980.

Christian 4.s Kirkesal. Plantegningen med

de indtegnede stjernelysekroner samt skitser

til gadelamper, bolte og møtrikker.

Modstående side: Murenes enorme tyngde

og deres forrevne og changerende overfla-

der skaber maksimal kontrast til de tilføjede

dele. Lamperne og de spinkle lysekroner kan

fjernes på en eftermiddag, og så står kun

det nøgne rum tilbage.

Ex_170412.indd 230 30/04/12 11.56

231

Ex_170412.indd 231 30/04/12 11.57

”Ufatteligt uvedkommende her og uden relation til rummenes karakter.”1 Sådan beskriver Jo-

hannes Exner den vejledning til indretning af slottets sydvestlige hjørne, som findes i Bolig-

ministeriets ‘Betænkning om Koldinghus’. Man foreslog her at indsætte tre etager: én til skif-

tende udstillinger, én til opsætning af ‘Ahrenfeldts paneler’ og én til kontorer.2 I netop dette

hjørne var der flere spor efter Christian 3.s og dronning Dorotheas slotskapel, som spændte

over de to nederste etager. Dette rum er af særlig historisk interesse, idet det var landets før-

ste protestantiske kirkerum. Kong Christian 3., som havde indført reformationen i Danmark i

1536, havde selv indrettet rummet efter grundige teologiske studier og personlig korrespon-

dance med bl.a. Martin Luther. I Christian 4.s tid blev kapellet nedlagt og underdelt i to eta-

ger. Øverst indrettedes en kongelig stue med kamin, nederst etableredes et slotsbageri med

to store stenovne. Herfra førtes en stor skorsten op langs nordvæggen, hvor den forsynede

de ovenliggende rum med overskudsvarme. I Frederik 4.s periode menes denne rumdeling

at være blevet fastholdt.3 Der er fortsat spor efter kapellets fire høje, slanke vinduer, Christian

3.s private pulpitur og bageriets skorsten. Frederik 4.s æra har sat sig spor i form af de ensar-

tede barokvinduer, der brutalt er blevet indpasset i det tidligere kapels høje vinduesnicher.

Som et ekstra lag i denne fortælling kan lægges brandens hærgen og ruinperiodens yderli-

gere erodering i løbet af de ca. 170 år, murene stod uden tag. I Exners øjne var det derfor en

alvorlig sag blot at etablere en stabel rum, der ikke tog hensyn til hjørnets særlige historie.

På samme måde forholdt det sig med hele sydfløjen og det stærkt nedbrudte sydøstlige

hjørne. Her foreslog Betænkningen en tilsvarende etageinddeling, svarende til den oprinde-

lige. Sydfløjen skulle have restaurant og cafeteria i kælderetagen og bibliotek, kontorer og

udstillingslokaler i stueetagen. På første sal skulle ‘Den hvide Sal’ indpasses, idet man for at

give plads til en rekonstruktion af Christian 4.s dansesal i vestfløjen blev nødt til at flytte ‘Den

hvide Sal’. På anden sal skulle der indrettes kontorgang. I sydøsthjørnet foresloges indret-

ning af depoter, køkken og kontorer på de tre etager. Sydfløjen gik tidligere under navnet

‘kongefløjen’. Her havde Christian 3. og dronning Dorothea indrettet deres bolig på første

sal, hvorfra der via en åbning, der stadig er rester fra, var direkte adgang til kapellet. I stue-

etagen havde kongens lensmand sine faciliteter, mens hoffet holdt til på anden sal. Denne

indretning blev i hovedtræk fastholdt af alle de følgende regenter frem til branden i 1808. En

lang række spor efter de mange ombygninger, herunder rester af pejse, skorstene og adskil-

lige gådefulde tilmuringer, buer og knaster vidner om en lang og indholdsrig historie, som

man i Exners øjne gør både huset og samfundet uret ved at negligere. Det var det, de havde

forsøgt at vise med deres første forslag fra 1973, hvor de imidlertid tog helt fejl af offentlig-

hedens og myndighedernes syn på deres vision for slottet. Man var ikke klar til en så simpel

og interimistisk løsning. Man ville have mere slot for pengene! Udfordringen bestod nu i at

fastholde den kompromisløse tilgang til bygningens historiske fortælleværdi, fremsat i deres

fempunktserklæring i 1973, og samtidig skabe nogle rum, der kunne betage den årvågne og

kritiske offentlighed.

Koldinghus 3 1981–1989

Ex_170412.indd 258 30/04/12 11.58

Ex_170412.indd 259 30/04/12 11.58

278

Søjlen var som regel stærkt overdimensioneret og stod undertiden alene, netop fordi den skulle

symbolisere en forbindelse bagud snarere end at løse en konkret byggeteknisk funktion. Der ligger

en afgørende forskel her, som gør, at man ikke kan slå Inger og Johannes Exner i hartkorn med

postmodernismens historiske billeddyrkelse.

Inger og Johannes Exners generelle omdømme har, måske især blandt deres arkitektkolleger, nok i

nogen grad lidt under den udvikling, deres arkitektur gennemgik i 1980’erne. Ingen af deres senere

arbejder har givet anledning til at ændre derved. Men hvis man tager sig tid og studerer ruinsalen i

Koldinghus nøje, så vil man opdage, at alle detaljer først og fremmest er funktionelt begrundet, og

at der intetsteds er brugt mere materiale end højst nødvendigt. Exners anvendelse af f.eks. barok-

kens overgangsprincipper imellem væg og loft tjener den funktion at få delene til visuelt at hænge

organisk sammen. Det er altså ikke citatet fra barokkens typologi, som er det afgørende, men sna-

rere inspirationen fra barokkens måde at formidle rumlige overgange. Med søjlerne er det mere

komplekst. Når de rejser deres slanke kannelerede stammer og forgrener sig i virtuost udformede

kapitæler, peger de både på træets vækst og på den konstruktive syntaks, de indgår i. Der er ikke

tale om påsat pynt, men snarere om fremvokset pynt, som skal understrege det tektoniske, dvs.

søjlens bærende funktion. Forneden er der ingen rødder, men her er det slotsruinens ukrænkelig-

hed, der skal understreges, symboliseret ved den halvkugleformede søjlefod, der kun lige akkurat

rører grunden. Denne detalje, der må betragtes som slottets mest spektakulære, symboliserer på

stærkeste vis hele grundideen i restaureringen, nemlig den klare adskillelse imellem ruinen og det

tilføjede. Den skaber samtidig en tilstand af vægtløshed snarere end tyngde, af skrøbelighed sna-

rere end robusthed, af flygtighed snarere end varighed. Over for ruinens tonstunge murmasser, der

har modstået århundreders ulykker, er netop denne kontrast bærer af stor skønhed. Heri er ånden i

det genopståede Koldinghus fortættet.

Skitser til ruinsalens mest bemærkelses-

værdige detaljer: søjlefødderne og de

forgrenede kapitæler. Helhedsbilledet på

modstående opslag er taget kort efter

indvielsen d. 31. august 1989.

Ex_170412.indd 278 30/04/12 11.59

279

Ex_170412.indd 279 30/04/12 11.59

Broens fulde spænd er respekteret mod nord, hvor Exners Tegne-

stue tillige har haft ansvar for hjørnebygningen, Aarhus Stiftstiden-

de. Mod syd skyder det mastodontiske Bruun’s Galleri frem på bro-

ens sidste del. Bruun’s Galleri var under planlægning, da arbejdet

med arkaden stod på. Johannes Exner var bekymret for det af to år-

sager. For det første mente han, det var vigtigt, at butiksarkaden

fulgte broens fulde spænd og ikke stoppede totredjedele ude på

broen. For det andet var han blevet opmærksom på, at den planlag-

te højde på Bruun’s Galleri ville dække for den frie udsigt til rådhu-

set, der som en af byens hovedattraktioner tårner sig op i baggrun-

den, når man nærmer sig broen fra Frederiksbjergsiden. Efter at Jo-

hannes havde påpeget disse to problemer over for stadsarkitekten

og arkitekterne bag Bruun’s Galleri (et tegnestuesamarbejde mel-

lem SHL og 3XN), lykkedes det at få rykket den øverste etage af

Bruun’s Galleri lidt tilbage. At galleriet skulle frem og markere sig i

gadebilledet på broen, kunne der derimod ikke laves om på. Her har

de frie markedskræfter bag butikscenteret givetvis også spillet ind.

At Johannes havde ret, hersker der ingen tvivl om. Man skaber gode

sammenhængende byer ved at tænke sig grundigt om. Hvis Bruun’s

Galleri var blevet trukket tilbage fra gaden, så kunne det få en helt

særlig indgangssituation bag arkadens støbejernsfag og butikker-

nes lysende tombakfacader, bag hvilke det som et bjergmassiv ville

tårne sig op som et ekstra lag i byen. Med den valgte løsning, hvor

det store butikscenter skyder sig frem på broen med tonet glas og

tykke rustfrie stålsøjler, har de nærmere byplanmæssige overvejel-

ser desværre ikke tynget. Bortset fra dette fremstår Bruuns Arkade

som et stærkt berigende bymæssigt element, som har gjort Aarhus

mere sammenhængende.

Bruuns Arkade ved solnedgangstid, indrammet af Aarhus

Stiftstidendes bygning til venstre og Bruun’s Galleri til højre.

Johannes Exner kæmpede til det sidste for at få to ekstra fag

på arkaderne, så broens frie spænd blev respekteret. Bruun’s

Galleri kunne da benytte arkaderne som indgangsparti og

tårne sig op i baggrunden, foreslog han. Desværre blev der

ikke lyttet til dette indlysende gode råd. Men bortset fra dette

er Bruuns Arkade på mange måder en gave til Aarhus.

Ex_170412.indd 352 30/04/12 12.04

Ex_170412.indd 353 30/04/12 12.04

362Værkfortegnelse

Ny arkitektur

• Rasmussenshus,Åmosevej12,Rødovre1956-1958

• IngerogJohannesExnersegethus,Højagervej11,Skodsborg

1959-1961

• Sct.ClemensKirke,Parkboulevarden15,Randers1958-1963

med arkitekt Knud Erik Larsen (første præmie 1958)

• TaastrupMenighedshus,Solsortevej1,HøjeTaastrup1963-1964

• MidtsjællandsEfterskole,Tholstrupvej29A,Hvalsø1960-1965,

udvidelser 1977 og 1985

• PræstebroKirke,Tornerosevej115,Herlev1960-1969

• Nørrelandskirken,Døesvej1,Holstebro1961-1969

(første præmie 1961)

• HaslevSeminarium,Søndergade12,Haslev1961-69,

idrætsbygning tilføjet 1987

• IslevKirke,Slotsherrensvej321,Rødovre1962-1970

• HaldEgeKirke,Egeskovvej13A,Viborg1963-1971

• EnfamiliehusforJohannesChristensen,Nøvlingvej99,Gistrup

1969-1971

• JensNielsenMuseet(navneskift1982tilJensNielsen&Olivia

Holm-Møller Museet), Nørrebrogade 1, Holstebro 1969-1971, udvi-

delse atelier 1974-1975, udvidelse 1996-1998 med Exners Tegnestue

• GugKirke,NøhrSørensensvej7,Aalborg1966-1972,udvidelse

1991-1996

med Exners Tegnestue og Dall & Lindhardtsen Arkitekter

• GugKirkespræstebolig,RegnarJuelsVej21,Aalborg1971-1972

• TibbleKyrka,Attundavägen3,Täby,Stockholm1966-1973med

arkitekt Mogens Hansen og billekunstner Mogens Jørgensen

(første præmie 1966),

fuldført af arkitekt Göran Kjessler 1970-1973)

• SommerhusforTorbenGjerløff,Skjærbakken43,Vangså1971-1972

• SommerhusforKnudBogø,Delfinvej21,Vorupør1972-74

• EnfamiliehusforSørenNordentoft,Kirkeallé2,Løgumkloster

1973-1974,

udvidelse og konvertering til Teologisk Pædagogisk Center 1996

med Exners Tegnestue

• NørreUttrupKirkespræstebolig,Gildsigvej8,Nørresundby

1971-1974

• NørrelandskirkensFritidshjem,Lyksborgvej2A,Holstebro

1970-1975

• SkrødstrupEfterskole,Skrødstrupvej26,Mariager1971-1975

• KariseKirkespræstebolig,Bredgade39,Karise1971-1976

• NørreUttrupKirke,Amalienborgvej6,Nørresundby1966-1977

• NørrelandskirkensBørnehus,Lyksborgvej2B,Holstebro1976-1977

• SæddenKirke,Fyrvej30,Esbjerg1971-1978

• Sct.PaulsSognegård,Sct.PaulKirkeplads,Aarhus1974-1978

• BørnehavenPyramiden,NøhrSørensensvej3-5,Aalborg1978-1979

• FredensKirkesSognegård,Skibhusvej162,Odense,1977-1981

• TjæreborgKirkeskapeller,ØstreStrandvej17,Tjæreborg1977-1982

• ElstedSognegård,ElstedKirkeplads1,Lystrup1979-1982

• ChristianskirkensSognegård,ChristianX’sAlle120,Lyngby

1979-1982 (første præmie 1979)

• TrinitatisSognegård,Pilestræde67,København1979-1983

• Opstandelseskirkenspræstebolig,Gymnasievej4,Albertslund1983

• Opstandelseskirken,Gymnasievej2,Albertslund1967-1984

• FredensKirkespræstebolig,Skibhusvej174,Odense1983-1984

• Frederik9.sgravmæle,RoskildeDomkirke1972-1986

med arkitekt Vilhelm Wohlert

• NæsbySognegård,Bogensevej92,Odense1985-1989

(første præmie 1985)

• RønneTeatermagasin,Teaterstræde2,Rønne1985-1989,

udvidelse med ny teaterfløj 1994-2009 med Exners Tegnestue

• MølholmSognegård,NielsSkousvej13A,Vejle,1987-1992

• KristrupSognegård,Ørneborgvej5,Randers1991-1992

(første præmie 1991)

• SøllerødSognegård,Søllerødvej13,Holte1985-1993

• SkæringKirkespræstebolig,SkæringKirkevej5,Egå1992-1993

med Exners Tegnestue

• SkæringKirke,SkæringKirkevej1,Egå1986-1994medExners

Tegnestue (første præmie 1986)

• LyngKirke,Højmosevej3-5,Fredericia1991-1994medExners

Tegnestue (første præmie 1991)

• VirklundKirke,Vesterlundvej10,Silkeborg1991-1994

med Exners Tegnestue

• EbeltoftSognegård,Kirkegade13,Ebeltoft1994-1998med

Exners Tegnestue (første præmie 1994)

• ØlbyKirke,ØlbyCenter79-81,Køge1992-1997medExners

Tegnestue, udvidelse 2005 (første præmie 1992)

• ViborgSognegård,Stænderpladsen3,Viborg1995-1997

med Exners Tegnestue

• Christiansgården,Ringgade102B,Sønderborg1996-1997

med Exners Tegnestue

• Christianskirkenspræstebolig,Ringgade104,Sønderborg1997

med Exners Tegnestue

Restaureringer, kirker

• TranbjergKirke,Aarhus1959-1961

• LilleLyngbyKirke,Hillerød1959-1963

• HaslundKirke,Randers1959-1963

• KastbjergKirke,Havndal1959-1968

• KoustedKirkeogkirkelade,Randers1959-1966

• EssenbækKirke,Randers1961-1969

• FlejsborgKirke,Salling1960-1966

• ViskingeKirke,Kalundborg1960-1966

• ØsterEgesborgKirke,Vordingborg1961-1963

• SønderupKirke,Aars1961-1967

• SørbymagleKirke,Slagelse1962-1965

• JægersborgKirke,Gentofte1962-1966

• VindblæsKirke,Hadsund1962-1968

• KastbjergKirkeogudhus,Norddjurs1967

• SkævingeKirke,Hillerød1967

• FalslevKirke,Mariager1962-1970

• LaurbjergKirke,Randers1967-1971

• DråbyKirkeogkirkelade,Ebeltoft1967-1971

• BarritKirke,Hedensted1971-1972

• LøsningKirke,Horsens1963-1973

• Sct.KnudsKirke,Svendborg1972-1974

• FrueringKirke,Skanderborg1974-1975

• SkivholmeKirke,Aarhus1975

• TårnbyKirke,Kastrup1968-1977

• BorumKirke,Aarhus1971-1979

• TerslevKirke,Haslev1974-1980

• SlaglilleKirke,Ringsted1976-1980

• TrinitatisKirke,København1963-1982

• StenlilleKirke,Sorø1982

• ElstedKirke,Aarhus1983-1995medExnersTegnestue

• Sdr.StenderupKirke,Kolding1991-1997medExnersTegnestue

Restaureringer og konverteringer

• AsfergPræstegård,Randers1960

• IngerogJohannesExnersegetsommerhus,Hvidbakken22,

Vangså 1964-

• Rundetårn,København1963-1981

• IngerogJohannesExnersegethus,Marselisvej19,Aarhus1971-

• KoldinghusSlot,Kolding1972-1995

• LandhusforGudmundKarstoft,Døvlingvej2,Kibæk1971-1972

• Rundetårnslejlighed,København1983-1985

• Ødstedgård,Stallerupvej43,NymarkFredericia1983-1986

• TrinitatisKirkeplads,København1984-1987medlandskabsarkitekt

Sven-Ingvar Andersson

• Bispegården,Fredensgade36,Aarhus1985-1987

• VillaAlba,Aarhus1994-1996medExnersTegnestue

• BrorsonhusSognegård,Tønder1994-1996

• Mortenshus,Gl.Fjellerupvej14,Allingåbro2002-2008

Kirkeorgeler

• Sct.ClemensKirke,Randers1963

• KastbjergKirke,Norddjurs1967

• RutskerKirke,Bornholm1967

• HalstedKirke,Nakskov1967

• ErrindlevKirke,Rødby1967

• SnostrupKirke,Frederikssund1967

• PræstebroKirke,Herlev1968

• VindblæsKirke,Hadsund1968

• Nørrelandskirken,Holstebro1969,

udvidelse 2010

• IslevKirke,Rødovre1971

• BarritKirke,Hedensted1972

• LøsningKirke,Horsens1973

• TårnbyKirke,Kastrup1977

• VorFrelserKirke,Horsens1977

• GugKirke,Aalborg1978

• NørreUttrupKirke,Aalborg1978

• TerslevKirke,Halslev1980

• NivåKirke,Nivå1980

• HaldEgeKirke,Viborg1980

• SæddenKirke,Esbjerg1982

• FrueringKirke,Skanderborg1984

• TrinitatisKirke,kororgel,København1988

• Opstandelseskirken,Albertslund1992

• LyngKirke,Fredericia1994

• SkæringKirke,Egå1994

• ElstedKirke,Aarhus1995

• VirklundKirke,Silkeborg1997

• ØlbyKirke,Køge1999

• Christianskirken,Lyngby2002(kororgel)

• JørlundeKirke,Slangerup2009

Belysning

• TranbjergKirke,Aarhus1959-1961(nyelamper)

• FlejsborgKirke,Salling1960-1966(nybelysning)

• FrederiksholmKirke,København1963-1968

(Frederiksholm Lampen)

• LaurbjergKirke,Randers1967-1971(nyelamper)

• DråbyKirkeogkirkelade,Ebeltoft1967-1971

(ny belysning)

• Sct.KnudsKirke,Svendborg1972-1974(nybelysning)

• TårnbyKirke,Kastrup1968-1977(nybelysning)

• VorFrelserKirke,Horsens1977

• GadevangKirke,Hillerød1974-1976(nybelysning,

stjernehimmel)

• BringstrupKirke,Ringsted1974-1979(nybelysning,

lysekrone)

• SlaglilleKirke,Ringsted1976-1980(nybelysning)

• TrinitatisKirke,København1982(TrinitatisLampen,

lysekroner i koret, orkesterbelysning på pulpitur)

• EigtvedsPakhus,København1982(lysekrone)

• TerslevKirke,Haslev1987(lampetter)

• Kristkirken,Tønder1992(korbelysning,lysekrone)

• ElstedKirke,Aarhus1992-1995medExnersTegnestue

(lampetter)

• SkæringKirke,Egå1986-1994medExnersTegnestue

(ringformet lysekrone)

• LyngKirke,Fredericia1989-1994medExnersTegnestue

(Lyng Lampen)

• Sdr.StenderupKirke,Kolding1994-1997medExners

Tegnestue (ny belysning)

Ex_170412.indd 362 30/04/12 12.04

Inger og Johannes Exner

© Thomas Bo Jensen & IKAROS Press 2012

Forlagsredaktion: Kristian Berg Nielsen

Tilrettelægning: Michael Jensen

Repro & tryk: Narayana Press

ISBN: 978-87-92614-07-0

Printed in Denmark 2012

Udgivet af IKAROS Press i samarbejde med

Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag

og Strandberg Publishing

IKAROS Press · Højagervej 5 · DK-8240 Risskov

Tel +45 70 20 20 08 · info@ikarospress.dk · www.ikarospress.dk

Bogen indgår i serien IKAROS Academic Press

Udgivelsen er støttet af følgende fonde:

Augustinus Fonden

Beckett-Fonden

Bergiafonden

Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968

Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond

Farumgaard-Fonden

Lillian og Dan Finks Fond

Margot og Thorvald Dreyers Fond

Ny Carlsbergfondet

Realdania

Statens Kunstfond

Ex_170412.indd 364 30/04/12 12.04

exnerexner

inger og johannes

thomas b

o jensenikaros p

ressi sam

arbejd

e med

kunstakadem

iets arkitektskoles fo

rlag9 788792 614070

ISBN 978-87-92614-07-0

9 788792 614070

ISBN 978-87-92614-07-0

Ægteparret Inger og Johannes Exner (begge født 1926) hører til

blandt Danmarks mest originale arkitekter. Parret er kendt for en lang

række markante bygninger over hele landet, herunder 13 kirker samt

restaureringen af Koldinghus. Netop restaurering og kirkebyggeri har

udgjort hovedvægten i deres arbejde, som nu for første gang præsen-

teres i en samlet udgivelse.

Monografien om Inger og Johannes Exner er en rejse igennem tiden

fra 1945 til nu og ikke mindst en aktualisering af begavede, væsentlige

og debatskabende tanker om arkitekturens kulturbærende værdier.

Exners arkitektur er kendetegnet ved en uhyre fin fornemmelse for

lyset og rummet og for byggematerialernes og konstruktionernes

stoflige og poetiske indhold. Grundholdningen bag værkerne er, at al

arkitektur er en åben livsproces, som udvikler sig lag på lag over tid,

og som kun bliver rigere gennem tidens påvirkninger. Det er det, som

udtrykket ‘bygningens fortælleværdi’ dækker over – et begreb, som

sammen med flere andre Exner-begreber er gledet ind i arkitekturens

vokabular.

Monografien tager udgangspunkt i Johannes Exners traumatiske

oplevelser som ung modstandsmand under anden verdenskrig.

Herfra bevæger teksten sig igennem parrets tid som studerende og

deres første determinerende år som unge søgende arkitekter i slut-

ningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. Bogen udfolder og

perspektiverer Johannes Exners banebrydende teorier inden for om-

råderne kirkebyggeri og restaurering. Dertil kommer en gennemgang

af 47 værker – en skatkiste af mere eller mindre upåagtede perler –

præsenteret gennem et rigt varieret billedmateriale fra før og nu.

Thomas Bo Jensen (f. 1964) er uddannet arkitekt/phd og lektor ved

Kunstakade miets Arkitektskole. Thomas Bo Jensen har foruden en

lang række artikler om murværk og arkitektur skrevet phd-afhand-

lingen Murstenens ornamentale vilje (2002) og monografien

P.V. Jensen-Klint (2006, engelsk udgave 2009). Thomas Bo Jensen

er tidligere modtager af Statens Kunstfonds treårige arbejds legat og

har desuden en mindre produktion af murstensskulpturer bag sig.

Ex_smuds_230412.indd 1 23/04/12 12.42