9

DANSK LÆGEMIDDELINDUSTRIS FØRSTE FRUGTER – 5

Ferrosan

Jørgen V. Grevsen, Hanne Kirkegaard, Edith Kruse & Poul R. Kruse

IndledningFerrosan blev stiftet 14. maj 1920 i København som et aktieselskab, der skulle »drive Fabrikation og Handel med pharmaceutisk kemiske Artikler dels direkte dels ved Anbringelse af Kapital i andre Virksomheder med samme eller lignende Formaal« (36, p. 133).

Den umiddelbare årsag til stiftelsen af dette selskab var, at hospitalsapoteker på Bispebjerg Hospital, Severin Søren Marcussen (1873-1923), havde udviklet et nyt, banebrydende præparat imod blodmangel, hvis kommercielle potentiale man for-ventede ville række langt ud over hospitalets grænser. Derfor havde Marcussen set sig om efter samarbejdspartnere til udnyttelsen af sin innovation. Blandt disse var »for-retningsmanden«, kaffeproducenten Niels Jacob Herman Weitzmann (1870-1952), som havde forbindelse til både Løvens kemiske Fabrik og den entreprenante, kapital-stærke og risikovillige kaffegrossist Ferdinand Andersen (1855-1943).

Ideen var ikke ny, idet AB Ferrosan var blevet stiftet i Malmö i september 1919 af den samme personkreds og med det formål at udnytte Marcussens opfindelse kom-mercielt i Sverige (36, p. 118-9).

Firmaets navn, Ferrosan, antyder et engagement i jernterapi, og det var ingen-lunde originalt. Fabriken Ferrin var blevet grundlagt i 1910, og Fabriken Ferraton var blevet etableret i 1914 (16).

Ferrosan eksisterede som selvstændigt aktieselskab frem til 1986, da Novo købte 75 % af aktierne. Ved årsskiftet 1988/1989 overtog Novo alle aktierne (49, p. 139-41). I 1995 blev Ferrosan atter selvstændigt, men blev i 2003 overtaget af Altor 2003 Fond, en nordisk investeringsfond, med virkning fra 2005 (55). I 2011 blev Ferrosan købt af den amerikanske medicinalgigant Pfizer (58).

Ferrosans første, små produktionslokaler lå på Kjeldsgårdsvej 17 i Valby. I 1923 flyttede firmaet til nyindrettede fabriksbygninger på Blegdamsvej 72. I 1938 påbe-

10

gyndtes en udflytning af virksomheden til Sydmarken 5 i Gladsaxe Industrikvarter. Fra 1970 var alle aktiviteter samlet her.

Ferrosans tidlige historie er velbeskrevet i primære og sekundære kilder, som præ-senteres i det følgende.

De primære kilder er overvejende personlige erindringer skrevet af medarbejdere: Herman Weitzmann (65) og Einar Marcussen (1908-1995) (30; 50; 64).

Endvidere udgav Kemisk Maanedsblad i 1932 et særtryk, »En dansk Medicinal-industri«, som udelukkende omhandler Ferrosan, og denne rigt illustrerede artikel går i dybden med beskrivelsen af virksomhedens både kemiske og teknologiske for-måen (8).

Desuden skrev Kaarsen i sin bog, »Den danske Medicinalindustri« fra 1939, som var et partsindlæg om lægemiddelindustriens stilling i apotekerloven af 1932, at Fer-rosan i særlig grad havde gjort sig gældende inden for vitaminområdet såvel her i lan-det som ved oparbejdelsen af en anselig eksport af vitaminpræparater (26, p. 71-4). Kaarsen uddybede dette i bogens generelle afsnit om vitaminer (26, p. 65-6).

Derudover findes flere sekundære kilder til Ferrosans tidlige historie i form af ju-bilæumsskrifter og -artikler, nekrologer mv. i fagpressen. I forbindelse med firmaets 50-års jubilæum i 1970 udgav Ferrosan et mindre skrift, som mere var et øjebliksbil-lede end en historisk beretning (48). Ferrosans daværende administrerende direktør, Knud Overø (1922-2012), skrev derimod mere om firmaets historie i Foreningen af Danske Medicinfabrikkers, MEFA’s, tidsskrift, Medicinsk Forum (51), samt i fagpres-sen, hvor han blandt andet nævnte relationerne til den daværende ejer af Løvens kemiske Fabrik (52; 53).

Ved Ferrosans 75-års jubilæum i 1995 udgav selskabet en mere omfattende hi-storisk beskrivelse (49), hvor omtalen af de tidlige år overvejende bygger på Herman Weitzmanns ovennævnte erindringer og på Stig Nyléns bog, »Leos och Ferrosans rötter« fra 1992, som repræsenterer det vægtigste bidrag til Ferrosans tidlige historie og firmaets forbindelse til Løvens kemiske Fabrik både i Danmark og i Skåne (36). Nylén hævdede, at han kendte til selskabernes historie, som den var beskrevet fra et »PR-synpunkt … något som inte alltid överensstämmer med verkligheten«. Han øn-skede derfor med sin bog at gøre »någon förbättring av våra kunskaper«, hvilket må siges at være lykkedes (36, p. 5).

I jubilæumsskriftet fra 1995 er Ferrosans tidlige historie inddelt i jernalderen om-handlende Idozan, guldalderen omhandlende Sanocrysin og vitaminalderen, hvilket hensigtsmæssigt afspejler de terapiområder, hvor firmaet tidligt, innovativt og til dels succesfyldt arbejdede med udvikling og markedsføring af nye lægemidler.

11

Ferrosans logoLigesom fl ere andre lægemiddelindustrivirksomheder, blandt andre Alfred Benzon, Løvens kemiske Fabrik og Medicinalco, lod deres præparater identifi cere med et logo, henholdsvis »AB«, »LEO« og »MCO«, blev betegnelsen »IDO« indført og taget i brug på Ferrosans præparater, ikke blot som logo på etiketterne, men også inkorporeret i præparaternes særnavne dels som præfi ks, fx Idobutal, Idoton og Idotyl, dels som suffi ks, fx Calcido og Pasido. IDO havde ikke umiddelbart relationer til lægemidler eller det medicinske område i øvrigt. Herman Weitzmann skrev senere: »Da jeg en dag stødte på navnet IDO, der betegnede et internationalt kunstsprog, syntes jeg, det var passende for et præparat, som jeg i ånden allerede så som en verdensartikel, og vi indregistrerede derpå »Idozan« i april 1920.« (49, p. 18).

Ferrosans fi re logoer gennem tiderne (49, p. 152).

Det første IDO-logo fra 1927 var et imiteret laksegl, som på den tid var på mode i den internationale lægemiddelindustri. I 1953 blev IDO-logoet ændret til den mere enkle dobbeltcirkel. Logoet i form af et F og en tablet med delekærv blev indført i forbindelse med jubilæet i 1970, mens Ferrosan-logoet med et blad i stedet for O’et blev introduceret i 1994 (49, p. 152).

IdozanFarmaceuten Severin Marcussen, der blandt andet havde arbejdet som laborant i fi rmaet Gustav Lotze med udvikling af Hæmatogen »Lotze« (18), havde fortsat sit innovative arbejde med udvikling af jernmiksturer, efter at han i 1912 var blevet ud-nævnt til hospitalsapoteker på det nybyggede Bispebjerg Hospital. Marcussens ny-udviklede præparater havde ikke alene en større effekt på blodmangel, men de var tillige mere velsmagende, lettere absorberbare og ikke-stoppende. Den bedste af disse formuleringer havde Marcussen benævnt Ferrosan, og den blev afprøvet på hospita-lets patienter med positive resultater, hvorefter dens anvendelse blev udbredt til alle københavnske hospitaler (36, p. 72-8).

Marcussen mente, at hans præparat også burde komme andre end de københavn-ske hospitalers patienter til gode. Gennem en tidligere kollega på hospitalsapoteket, farmaceuten Johannes Keiding (1887-1965) (note 1), kom han i forbindelse med apoteker og fabriksejer August Kongsted (1870-1939), som imidlertid på dette tids-

12

punkt fandt, at Løvens kemiske Fabrik ikke kunne påtage sig opgaven med en større produktion af Marcussens præparat. Kongsted henviste derfor til sin skolekammerat, den farmaceutuddannede forretningsmand Herman Weitzmann. Weitzmann havde sammen med Kongsted været med til at stifte AB Leo i Helsingborg i 1914, og han var direktør i dette selskab. Weitzmann så mulighederne og blev direktør og ansvarlig for den daglige ledelse af A/S Ferrosan ved dets stiftelse (36, p. 138).

Overø beskrev i 1970 Weitzmann som »den blanding af drømmer, fantast, inspi-rator og forretningsmand, der er uundværlig, hvis tingene skal lykkes«, og karak-teriserede samtidig Marcussen som »galenikeren, farmaceuten, der foruden teknisk viden havde det, som har kendetegnet en række fremragende farmaceuter inden for medicinproduktion i alle dens forgreninger: Kombinationen af solid, teoretisk ballast og praktisk, håndværksmæssig dygtighed« (51). Nekrologen over Marcussen i Far-macevtisk Tidende fokuserer på dennes fagpolitiske engagement, men omtaler ham også som »ubetinget en Kapacitet paa det medicinalkemiske Omraade … en stor Del af de mere kendte farmacevtiske Præparater skylder ham sin Oprindelse« (23).

Den nu udvidede produktion af Marcussens præparat, der i april 1920 var blevet omdøbt til Idozan (note 2), fandt som nævnt sted i en lille fabriksbygning i Valby. »Fabrikationen begyndte her i Maj 1920 under Herr Keidings Ledelse. Kontorerne var installeret paa Amagertorv i Løveapothekets Ejendom, Lagerlokaler blev indrette-de i Trondhjemsgade og Kristianiagade, og Salget af det nye Jernpræparat begyndte«, erindrede Weitzmann (65, p. 27). Dette skete først fra Løve Apoteket, hvor Kongsted havde indvilliget i at detailforhandle præparatet (49, p. 18).

På dette tidspunkt var der blandt medlemmerne af Danmarks Apotekerforening en stigende animositet imod at sælge fabriksfremstillede lægemidler, navnlig sådan-ne, der efter apotekernes mening blot var gængse farmakopépræparater, som det fx var tilfældet med flere af Medicinalcos præparater (18). I foreningens enkelte kredse kunne apotekerne beslutte, hvilke fabriksfremstillede lægemidler kredsens apotekere måtte nægte at sælge i håndkøb, det vil sige når en patient efterspurgte dem (19, p. 346).

For at undgå at komme i en situation, hvor Idozan ville blive udelukket fra salg i håndkøb, havde Weitzmann i et brev til Danmarks Apotekerforening redegjort for fremstillingen af præparatet, som han mente lå uden for sædvanlig apoteksvirk-somhed. Han havde tilbudt foreningen, at en uvildig og farmaceutisk kyndig person kunne overvåge og gennemgå produktionsprocessen på selve fabrikken (19, p. 346).

På et møde i Københavns Apotekerforening diskuterede man Ferrosans skrivelse og besluttede, at apoteker Alfred Wøhlk (1868-1949), som var kyndig udi »organiske Jernmixturer«, skulle foretage et sådant fabriksbesøg (45). Efter dette besøg oply-ste Wøhlk foreningen om, at fabrikationen var omstændelig og krævede omfattende redskaber, så den måtte siges at ligge uden for den almindelige laboratoriegerning i apoteket. Da der således forelå noget virkeligt nyt, ville der ikke være grund til at

13

udelukke Idozan fra salg i håndkøb, hvilket medlemmerne derefter besluttede (19, p. 346-7).

Inden da havde Ferrosan indrykket annoncer i Ugeskrift for Læger, i hvilke det blev fremhævet, at Idozan var et nyt jernpræparat fremstillet efter »De store Jerndo-sers Princip«, at det smagte godt, tåltes godt af ventriklen og ikke var obstiperende. Desuden blev det nævnt i annoncerne, at »da Idozan indeholder 5 Gange saa meget Jern som de sædvanligst anvendte Jernpræparater, er dette billigere end disse«, samt at Idozan kunne leveres uden alkohol til hospitalsbrug (61).

I dagbladene annoncerede Ferrosan i 1924 med Idozan som værende »dansk ver-denskendt Jernmedicin«, der »anses af Læger i alle Lande som et virksomt Middel mod Blodmangel og fremragende Styrkningsmiddel efter Influenza« (36, p. 149).

På samme måde som konkurrenterne byggede videre på en jernholdig grundsub-stans, udvidede også Ferrosan sit sortiment af Idozan med de traditionelle tilsætnin-ger af arsenik (note 3), kinin, stryknin mv. Arsen Idozan (mikstur) var, som navnet antyder, tilsat arsenik. Der var tilsat chinaalkaloider til China Idozan (mikstur), kinin og stryknin til Easton Idozan (tabletter) (note 4), både arsenik, kinin og stryknin til Idoton (tabletter) og kobbersulfat til Cupridozan (tabletter). Den rene Idozan blev desuden falbudt som børnevenlig alkoholfri mikstur og som tabletter (13; 36, p. 96).

I Danmark var det ikke kun apotekerne, der måtte erkende Idozans værdi. I 1929 blev Idozan klassificeret som værende ”Sygekassemedicin”, det vil sige et lægemiddel, som de anerkendte sygekasser måtte yde tilskud til. Dette var banebrydende, idet

Annonce for Idozan (mikstur) i Ugeskrift for Læger den 16. de-cember 1920 (60).

14

de gældende regler for ydelse af tilskud til medicin var udformet med henblik på at holde industrielle lægemidler ude, når der kunne findes lignende og billigere apo-teksfremstillede præparater (19, p. 347-9).

I 1940 erindrede Weitzmann: »I de forløbne 20 Aar opnaaede dette Præparat, som fik Navnet IDOZAN, en efter danske Forhold enestaaende Succes.« Omsætningen var på dette tidspunkt dog gået noget tilbage, hvilket efter Weitzmanns mening blandt andet skyldtes, »at det af d’Hrr. Keiding og Marcussen fremstillede Jernpræparat nu er optaget i forskellige Landes Pharmakopeer, hvilket de to Herrer har Lov at betragte som en Anerkendelse af, at det af dem fremstillede Jernpræparat er et fuldt værdigt, farmaceutisk Præparat« (65, p. 27).

Idozan blev også en vigtig eksportvare. Hovedaftagerne af Idozan blev Sverige, Finland, Norge, Holland, England, Spanien, USA, Cuba, Bolivia og Canada (65, p. 27). I Danmark var Idozan (mikstur) i handelen frem til 1976/1977, mens China Ido-zan, Idozan til børn, Idozan (tabletter), Idozanchokolade samt de fantasifulde tonika, Arsen Idozan, Easton Idozan og Idoton hurtigere forsvandt og udgik af handelen i løbet af 1940’rne i takt med, at det erkendtes, at de generelle svækkelsestilstande mere skyldtes mangel på jern og vitaminer end mangel på arsenik, kinin, kobber eller stryknin.

Annonce for Idozan-præpara-ter i Ugeskrift for Læger den 21. marts 1927 (36, p. 96).

15

KathiolanMarcussens arbejde med udvikling af bedre lægemidler indskrænkede sig ikke til jernpræparater. I tiden under og efter Første Verdenskrig var der også i Danmark varemangel, blandt andet mangel på sæbe, og kombinationen af dårlig hygiejne og trange boligforhold var sygdomsfremkaldende, hvilket især var med til at udbrede smitsomme sygdomme, blandt andet fnat (scabies). Både sygdommen og den gængse behandling deraf var ganske ubehagelig ikke kun for patienterne (50).

Marcussen havde formuleret en forbedret »fnatsalve«, som i 1911-1912 var afprø-vet af overlæge ved Kommunehospitalets afdeling for hud- og kønssygdomme Ed-vard Ehlers (1863-1937). Ehlers karakteriserede kuren med salven som billig og »me-get sikkert virkende« (6). Senere, i 1917, skrev Ehlers i en diskussion i Ugeskrift for Læger om fnatsalver: »Da jeg i 1912 skred til Offentliggørelsen af Metoden, bad jeg Apoteker Marcussen om at maatte kalde Salven Ung. Marcussen; men den beskedne og udmærkede Kemiker bad mig om overhovedet ikke nævne hans Navn« (7). Det var ikke ualmindeligt, at fnatkure og -salver blev navngivet efter deres udviklere (6).

Marcussen og Weitzmann var i efteråret 1921 blevet enige om at lade Ferrosan markedsføre salven under navnet Kathiolan (36, p. 138), og den blev promoveret i Ugeskrift for Læger som værende »hurtigt og sikkert virkende«, fremstillet »under Kontrol af Apoteker ved Bispebjærg Hospital S. Marcussen«. I annoncerne fra no-vember og december 1921 nævnes Ferrosan ikke, men Marcussens navn optræder tre steder (62). Marcussen døde imidlertid kort tid efter.

I den af Ferrosan i 1932 udgivne »Fortegnelse over de vigtigste Ido-Præparater« er Kathiolan det eneste, der har yderligere ét navn, nemlig »Ungv. hepatis sulfuris

Annonce for Kathiolan (salve) i Ugeskrift for Læger den 10. no-vember 1921 (62).

16

Marcussen«. Ferrosan karakteriserede præparatet som »Kalium polysulfid Salve til Behandling af Scabies«, og det blev fremhævet, at præparatet »har været anvendt i langt over hundrede Tusinde Tilfælde uden at give Hudætsninger« (13).

Præparatet solgte godt, men ikke særligt længe, idet befolkningen som helhed fik større kendskab til den personlige hygiejnes betydning, ligesom der blev bedre mu-lighed for at udøve den. Under besættelsen i Anden Verdenskrig blev der igen behov for præparatet; men med besættelsens ophør svandt behovet for Kathiolan ind til »det rene ingenting« (49, p. 33). Kathiolan gik dog først ud af handelen i 1955 til trods for, at der allerede i 1940’rne var introduceret et nyere stof, dixantogen, som var »særlig velegnet til hjemmebehandling« (34, p. 698). Dixantogen kom i handelen i form af et DAK-præparat og var på markedet frem til 1990/1991.

IncitaminDet innovative lægemiddel, Incitamin, der indeholdt komponenter fra heste- eller kalvespyt var blevet udviklet af professor ved Kommunehospitalet, Johan Frederik Fischer (1868-1922), i samarbejde med Marcussen. Fischer havde omtalt sit nye mid-del i Ugeskrift for Læger (10), og i dagspressen spredtes i december 1920 nyheden om »En sensationel Opfindelse af Professor Fischer. Nyt Middel, der kan helbrede alle Saar og mulig ogsaa Kræft« (36, p. 71, 141).

På baggrund af Fischers forsøgsresultater anså han og Marcussen præparatets kommercielle værdi for værende så stor, at de i 1920 besluttede at danne et selvstæn-digt selskab, A/S Serpens, som en virksomhed, der skulle stå for fremstilling og salg af Incitamin. Forventningerne var store, men den hjemlige succes blev imidlertid meget begrænset, da den markskrigerske måde, hvorpå Incitamin var blevet omtalt i lægpressen, havde vakt animositet blandt danske læger (36, p. 141). Reklamerne for Incitamin i fagpressen var yderst beskedne og nøgterne sammenlignet med de sam-tidige reklamer for Idozan.

Kredslæge Jens Schou Møller (1865-1950), der i årtier havde været kendt som en ilter modstander af arkana (19, p. 262-6), angreb Fischer i Ugeskrift for Læger for at markedsføre »et nyt Arkanum« og harcelerede over dagspressens »Reklamebrøl«, som han fandt »usmagelig« (32). Fischer afviste i et svar, at Incitamin var et arkanum, og tilføjede (11):

»At offentliggøre Fremstillingsmaaden i Detailler og derigennem muliggøre det for alle og enhver at fremstille Stoffet, vil af flere Grunde være ganske uforsvarligt, idet Erfaringen har vist mig, at Fremstillingsmaaden rummer visse Farer, blandt an-det Muligheden for Tilstedeværelsen af patogene Bakterier af høj Virulens; findes saadanne, maa store Partier af Præparatet kasseres. Den Risiko, at slippe Kontrollen, tør jeg ikke løbe; det fremstilles i Øjeblikket af en kemisk Fabrik, ved hvilken jeg er raadgivende Læge«.

17

Kort tid efter, i februar 1922, døde Fischer, og i maj samme år overtog Ferrosan ak-tiekapitalen i Serpens, hvorefter selskabet flyttede til Kristianiagade, hvor Marcussen kunne fremstille både Incitamin og Kathiolan. En vis eksport kom dog i gang navnlig til England, Holland og Spanien. I 1923 flyttede Serpens til Gammeltorv, hvor selska-bet fik ansvaret for eksporten, ikke kun af Incitamin, men også for andre af Ferrosans præparater (note 5) (36, p. 140-2).

Imidlertid publicerede en hudlæge i januar 1924 en kasustik over resultatet af be-handling med Incitamin af 55 tilfælde af kroniske skinnebenssår, som viste, at midlet i de fleste tilfælde var uden terapeutisk værdi. Ligesom J.S. Møller harcelerede han over lanceringen af Incitamin og over, at det var blevet et håndkøbspræparat, da »det turde være meget uheldigt, at et ingenlunde uskadeligt Middel kan faaes i Haandkøb

Annonce for Incitamin (salve) i Hospitalstidende 1922 (36, p. 72).

18

paa Apotekerne. Incitaminet bør – hvis det overhovedet har nogen Eksistensberetti-gelse – ind under den Kontrol, der ligger i, at det kun maa udleveres paa Recept« (39).

Serpens meddelte en måned senere i Ugeskriftet, at selskabet, da det i foråret 1923 var blevet klar over, at »Incitamin, saaledes som Prof. Fischer havde fremstillet det, var ufuldkommen«, havde ændret sammensætningen af præparatet og fremstillet et nyt og standardiseret »Incitamin Fischer«. Der udspandt sig derefter en kortvarig po-lemik i tidens karakteristiske, uforskammede tone, hvorefter Incitamin ikke længere blev omtalt i Ugeskriftet (24; 25). Polemikken er senere omtalt af Vilh. Møller-Chri-stensen, som i 1968 skrev om Incitamin, at det dog stadig anvendtes af kirurgerne så sent som i 1942, da fabrikationen ophørte, som »et uskadeligt og effektivt injektions-præparat ved hygromer« (35).

Incitamin, som Nylén karakteriserer som »det spektakulära sårmedlet« (36, p. 71), er ikke nævnt i Ferrosans fortegnelse over firmaets præparater fra 1932 (13). Suc-cesen var kortvarig.

Sanocrysin»Fra gammel tid har guld været anvendt som terapeutikum, bl.a. mod syfilis og tu-berkulose. Med visse afgrænsede indikationer har det betydning i moderne terapi«, skrev Knud O. Møller (1896-1973) i 1941 (note 6) (33, p. 591).

På Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole havde man i begyndelsen af 1920’rne arbejdet videre med undersøgelser af guldforbindelsers mulige effekt på tuberkulose. Dette var blandt andet sket i samarbejde med Johannes Keidings bror, Einar Keiding (1896-1979), og professor Holger C. Møllgaard (1885-1973) (36, p. 142-8).

Interessen samlede sig om et præparat, der bestod af natriumaurotiosulfat, og som fik navnet Sanocrysin. Oprindeligt var præparatet, »saaledes som det var udar-bejdet af Professor Møllgaard, ret ufuldkomment, i Særdeleshed hvad Holdbarheden angik. Det er Ingeniør E. Keidings store Fortjeneste, at han meget væsentligt forbed-rede Sanocrysin, saaledes at dette blev praktisk anvendeligt. Herr Keiding har paa denne Fremstillingsmetode udtaget Patenter i de fleste Lande i Verden«, erindrede Weitzmann i 1940, hvor han tillige anførte (65, p. 29-30):

»Da flere Patienter, som var opgivet af Lægerne, imidlertid blev helbredede af det nye Guldpræparat, og disse, da de atter kom ud i Livet, begejstret talte herom, og da yderligere en kendt dansk Skuespillerinde, hvis Sygdomshistorie havde vakt særlig Opmærksomhed, blev helbredet ved Hjælp af dette nye Præparat, varede det ikke længe, før overdrevne Rygter fremkom om denne nye, vidunderlige Kur, og den blev omtalt, som om den betød fuldkommen Helbredelse for alle Tuberculosetilfælde, saaledes at Sanatorierne blev overflødige.«

19

Produktionen skulle finansieres, og Weitzmann rettede henvendelse til en forret-ningsforbindelse, kaffegrossisten Ferdinand Andersen (1855-1943), som indvilligede i at indskyde kapital, og i 1923 dannede de et konsortium under navnet Dansk Che-mo-Therapeutisk Selskab (65, p. 28).

I Ferrosan havde man derfor store forventninger til det nye tuberkulosemiddel. Man markedsførte det i 1924; men det fik imidlertid ikke den terapeutiske og dermed heller ikke den kommercielle succes, som Ferrosan havde forventet (65, p. 30).

I januar 1934 blev Dansk Chemo-Therapeutisk Selskab sammensluttet med Fer-rosan. Omkostningerne var et par år i forvejen blevet reduceret, således at disse stod i forhold til den beskedne omsætning, og »alle store Tanker og Fantasier om en straa-lende Succes for Sanocrysin var skrinlagte« (65, p. 32).

I forbindelse med Weitzmanns 80-års fødselsdag i 1950 skrev Medicinsk Forum: »Mindes bør hans medvirken ved Sanocrysinets fremkomst i 1923, vel nok et af de mest omdisputerede præparater i dette århundredes medicinske litteratur ...«. (5).

Imidlertid havde man allerede i 1929 i Frankrig og i 1932 i Danmark indledt behand-ling af kronisk leddegigt med guldsalte, og dette skabte et nyt marked for Sanocrysin i det mindste frem til 1949, da behandling med kortison blev introduceret (15, p. 534). I 1941 skrev K.O. Møller: »Ved den kroniske, rheumatiske artroitis har guldpræpara-terne stadig en ret stor betydning«. (33, p. 592). Senere, i 1965, skrev han: »Selv efter indførelsen af corticosteroiderne har guldpræparaterne stadig en vigtig anvendelse ved gigtbehandlingen.« (note 7) (34, p. 791).

Ved markedsføringen i 1924 fandtes 13 styrker af ampuller indeholdende fra 10 mg til 1 g. I 1955 reduceredes sortimentet til 5 styrker, og fra 1980 fandtes kun 2 styrker, og de udgik året efter. Sanocrysin blev ligeledes markedsført i 1935 som olie-suspensioner i flere styrker. De sidste udgik i 1962.

Sanocrysin (ampul). (Dansk Farmacihistorisk Fond, foto: Carsten Andersen).

20

VitaminerDen medicinske forskning havde i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet erkendt tilstedeværelsen af en række forskelligartede »faktorer« eller »stof-fer«, som dyr og mennesker måtte have tilført udefra, om end i meget små mængder, for at kunne opretholde normale fysiologiske funktioner. I 1911 blev ét af disse stof-fer renfremstillet og benævnt »vitamin« (15, p. 497-502).

Andre danske firmaer indledte forskning i vitaminer samt udvikling og markeds-føring af vitaminholdige lægemidler; men Ferrosan fik en fremtrædende og længere-varende stilling som fremstiller og forhandler af vitaminpræparater.

ExhepaDanmark var et foregangsland i udviklingen af organoterapeutiske lægemidler. Al-fred Benzon var innovativt begyndt allerede i 1890’erne (17), og Medicinalco fulgte efter i tiden efter 1919 med kopipræparater (18).

Perniciøs anæmi var tidligere blevet behandlet på forskellig vis, inden det i mid-ten af 1920’rne blev erkendt, at store doser af lever kunne afhjælpe denne ellers ofte dødelige sygdom (33, p. 621-5).

Ferrosan engagerede sig også inden for organoterapien (note 8) og udviklede et præparat, Exhepa, der, som navnet antyder, var en leverekstrakt. Det var egentlig også et vitaminpræparat; men dette var man ikke klar over, da præparatet blev udviklet og derefter markedsført i 1928. »Konkurrencen var hård, … og det lykkedes at komme

Exhepa (ekstrakt), ekspediti-onsdato 18. januar 1935. (Dansk Farmacihistorisk Fond, foto: Carsten Andersen).

21

i mål en måned før et konkurrerende firma – Medicinalco – kunne frigive et tilsva-rende produkt.« (49, p. 39-40). Dette produkt var udvundet af ventriklen (note 9).

Mens ventrikelpræparaterne kun kunne anvendes peroralt i doser fra 5 g til 20 g daglig, kunne leverpræparater anvendes både parenteralt og peroralt. K.O. Møller beskrev i 1941 den perorale administration som fuld effektiv, men »den kostbareste form« og den parenterale form som »effektiv, billig og praktisk« (33, p. 624).

Ferrosans leverekstrakt indeholdt »Leverens mod Perniciøs Anæmi virksomme Princip i usvækket Tilstand. Indholdet i hvert Rør svarer til 100 g frisk Lever« (13). Præparatet skulle opløses i varmt vand og drikkes som bouillon (49, p. 40).

Fremstillingen af Exhepa er nøje beskrevet i 1932. I omtalen anføres: Præparatet er »en Exportartikel af ret betydeligt Omfang. Ca. 50.000 Svin maa aarlig lade Livet for at levere Lever til Ferrosan’s Produktion af Exhepa«. (8, p. 8-11). Karakteristisk for tiden markedsførte Ferrosan også Exhepa Comp., der tillige indeholdt jern »som Idozan sicc.« samt maltekstrakt (13).

Exhepa blev som nævnt en væsentlig eksportvare, især efter 1933, da det lykkedes at producere Exhepa som injektionspræparat (49, p. 40). I Danmark var Exhepa i handelen frem til 1957 og Exhepa Comp. frem til begyndelsen af 1970’erne.

Decamin og levertranpræparaterDa det i begyndelsen af 1900-tallet blev opdaget, at rakitis skyldes mangel på en fedtopløselig kostfaktor, og at denne fandtes i levertran, begyndte udforskningen af D-vitamin (33, p. 496). Samtidig blev det erkendt, at der i levertran foruden den anti-rakitiske faktor fandtes endnu en faktor (antixerophtalmi-faktor), senere benævnt A-vitamin (33, p. 414).

Ferrosan engagerede sig i forskning og udvikling af sådanne vitaminpræparater, og ifølge »Fortegnelse over de vigtigste Ido-Præparater« fra 1932 var vitaminpræ-paraterne standardiseret af lægen Eigil Rekling (1896-1980) (note 10) (13). I 1929 blev der indrettet et forskningslaboratorium under ledelse af Rekling, og snart gav hans arbejde konkrete resultater: Ferrosan kunne den 1. januar 1930 udsende de før-ste Ido-vitaminpræparater, nemlig Atranol, Idotran, Maltranol og Ultranol, der var standardiserede levertranpræparater (49, p. 52). Kemisk Maanedsblad fra 1932 om-taler udførligt fremstillingen af Ultranol, hvis indhold af »aktiveret Ergosterin« blev standardiseret ved at undersøge den kalcificerende virkning overfor albino rotter (8, p. 12-4).

Atranol blev karakteriseret som en biologisk undersøgt og standardiseret lever- tranemulsion med dobbelt vitaminindhold. Maltranol var standardiseret lever tranemulsion tilsat malt og gær (B-vitamin), fremstillet og påfyldt under kuldioxid til beskyttelse af vitaminindholdet (13). Ultranol var standardiseret D

2-vitamin i

jordnødolie. Senere markedsførtes Ultranol tillige i form af injektionsvæske, piller og tabletter. De nævnte præparater udgik af handelen i midten af 1950’erne.

22

Endvidere markedsførte Ferrosan et præparat under navnet Decamin som en »ren, aromatiseret Special Levertran. 10 gange saa vitaminrig som alm. Levertran. Biolo-gisk undersøgt og standardiseret« (13). Omkring 1933 fulgte et mere koncentreret oliepræparat betegnet Decamin Fortior.

Traditionelt havde man anvendt torskelevertran som det klassiske middel mod rakitis, men som Einar Marcussen anfører i sine erindringer, valgte Ferrosan »vist som de første i verden (det pralede man i hvert fald af)« at anvende helleflynderlever til fremstilling af levertran. Leveren fik man fortrinsvis fra Lofoten (64, p. 5). Ifølge

Maltranol (emulsion). (A/S Max Jenne, foto: Hans-Otto Loldrup).

23

K.O. Møller er helleflynderlevertran sammenlignet med torskelevertran ca. 50 gange stærkere med hensyn til vitamin-D og ca. 80 gange stærkere med hensyn til vitamin-A (33, p. 501). Om præparatets succes skriver Einar Marcussen (30):

»I de følgende år fabrikerede Ferrosan efter egne metoder store kvanta Decamin på sin fabrik i Frihavnen, og efterspørgslen efter helleflynderlever fremkaldte en for-melig hausse, da andre firmaer verden over fulgte Ferrosans eksempel. Helleflynder-levertran fra Ferrosan var hård valuta og solgtes til mange oversøiske lande.«

Fremstilling af doserede lægemidler med A- og D-vitaminer var på den tid en vanskelig proces, da selv de stærkeste levertrankoncentrater ikke kunne tabletteres. Imidlertid lykkedes det for farmaceuten Carl G.T.F. Wolffbrandt (1904-1985) (note 11) efter mange forsøg at konstruere en maskine i 1933, »Decaminpillemaskinen«, der uden tab af vitaminindhold kunne forarbejde den flydende Decamin til »runde, slugbare piller uden den hæslige transmag«. Maskinen blev patenteret, og licensfa-

Ultranol (dråber). (A/S Max Jenne, foto: Hans-Otto Loldrup).

Decamin (piller), ældre og ny-ere pakning. (Dansk Farmaci-historisk Fond, foto: Carsten Andersen).

24

brikation blev optaget i blandt andet Sverige, Finland, Norge, England, Tyskland og Spanien. I den industrielle lægemiddelproduktion fik maskinen en sådan status, at den i dag befinder sig på Danmarks Tekniske Museum (30; 49, p. 54-5).

Decamin (piller) blev »nærmest en guldgrube for Ferrosan og mere end opret-tede de tab, man havde lidt på Sanocrysin«. Udbruddet af Anden Verdenskrig satte på grund af råvaremangel et midlertidigt stop for produktionen, men salget fortsatte efter besættelsen (49, p. 56).

Decamin og Decamin Fortior i form af olie udgik af handelen i henholdsvis 1957 og 1970. Decamin som piller var markedsført indtil 1974.

ABCDinABCDin blev markedsført i 1934 som en videreudvikling af Decamin og indeholdt foruden helleflynderlevertran tillige gær (B

1- og B

2-vitamin) og hybenekstrakt (C-

vitamin), idet de pågældende vitaminer ikke fandtes tilgængelige som almindelige handelsvarer (48).

ABCDin fik stor og længerevarende kommerciel betydning for Ferrosan, indtil præparatet i 1970 blev erstattet af Multi-tabs, som ud over vitaminerne var tilsat de for den tid gængse mineraler (49, p. 60). ABCDin forblev dog på markedet frem til 2004.

ABCDin (tabletter), ældre pakning. (Dansk Far-macihistorisk Fond, foto: Carsten Andersen).

25

Ido-B og Ido-CI 1933 lancerede Ferrosan Ido-C i form af syrup og tabletter som et C-vitaminpræ-parat indeholdende ekstrakt af friske hyben. Året efter blev C-vitamin syntetiseret og gjort kommercielt tilgængeligt; men både Ido-C saft og Ido-C tabletter blev frem-stillet ud fra hybenekstrakt helt frem til de udgik af handelen i henholdsvis 1975 og 1966. I en reklame fra sidst i 1930’rne fremhæver Ferrosan hyben som »den danske Citron«, som derfor også indeholder »andre biologisk virksomme Stoffer end Askor-binsyre«. Disse stoffer, »Flavoner (P-Vitamin), forøger Resorption og Retention af

ABCDin (tabletter), nyere pak-ning. (Dansk Farmacihistorisk Fond, foto: Carsten Andersen).

Ido-B (tabletter), ca. 1945, og Ido-C (tabletter). (Dansk Far-macihistorisk Fond, foto: Car-sten Andersen).

26

C-Vitaminet«. Weitzmann havde valgt hyben som C-vitaminkilde, da de tillige inde-holder P-vitamin, som man dengang mente havde en positiv virkning på kapillær-tætheden. Vitamin P, P for permeabilitet, også benævnt citrin, er en gruppe stoffer, hvortil også rutin hører. K.O. Møller omtaler ikke vitamin-P i 1941, men skriver i 1965, at det »maa anses for meget tvivlsomt, om rutin og beslægtede »Vitamin-P«-præparater besidder nogen terapeutisk værdi« (33, p. 424; 34, p. 611; 49, p. 57).

I 1934 begyndte Ferrosan at arbejde med B-vitaminer, og Ido-B, som indeholdt standardiseret B

1- og B

2- vitamin, blev markedsført i form af tabletter, dråber, gra-

nulat og injektionspræparat. Ido-B som tabletter og granulat udgik af handelen i slutningen af 1940’rne. Ido-B som dråber blev i 1939 ændret til et rent B

1-præparat,

som udgik i 1955. Tilsvarende blev injektionspræparatet erstattet af et rent B1- og et

rent B2-præparat, som begge udgik i 1960.

»Vitaminernes tidsalder begyndte. Blegdamsvej stank af helleflynderlever, gården fyldtes med bjerge af hyben, kvartslamperne glødede og pillerne trillede«, erindrede den daværende prokurist Steen Andersen (1904-1985) senere (49, p. 59).

CalcidoCalcido, som var et kombinationspræparat af D

2-vitaminet calciferol og calciumfos-

fat, blev i 1935 markedsført i form af tabletter og i 1937 i form af granulat. Granulatet udgik i 1960 og tabletterne i 1980.

Ido-B1 pro injectione. (A/S Max Jenne, foto: Hans-Otto Loldrup).

27

AviminSom endnu et produkt i rækken af vitaminpræparater markedsførte Ferrosan i 1937 et rent A-vitamin-præparat under navnet Avimin Olie. Præparatet blev deklareret som »A-Vitamin-Koncentrat fremstillet af Pattedyrleverolie«, der i 1939 blev erstat-tet af hvalleverolie, da Avimin Drageer blev markedsført. Avimin udgik af handelen i midten af 1990’erne.

Calcido (tabletter), ekspeditionsdato 5. juli 1949; Calcido (tabletter), 2 forskellige pakninger, sidstnævnte med ekspeditionsdato 26. november 1940; Calcido (granulat), ekspeditionsdato 19. oktober 1946. (Dansk Farmacihistorisk Fond, foto: Carsten Andersen).

Avimin (drageer) og Avimin (piller). (Dansk Farmacihisto-risk Fond, foto: Carsten An-dersen).

28

BecoplexBecoplex indeholdt, som navnet antyder, flere B-vitaminer. Præparatet blev lanceret i 1939 som injektionsvæske og i 1942 som tabletter. Præparaterne udgik af handelen i 1990’erne.

Becoplex (ampuller), ældre pakning. (Dansk Farmacihistorisk Fond, foto: Carsten An-dersen).

Becoplex (ampuller) og Beco-plex (tabletter), nyere pakninger. (Dansk Farmacihistorisk Fond,foto: Carsten Andersen).

29

Andre præparaterSideløbende med den innovative fremstilling af vitaminpræparater engagerede Fer-rosan sig ligesom de fleste andre danske lægemiddelfirmaer på den tid i markedsfø-ring dels af kopier af gængse, ældre, men kommercielt interessante lægemidler og dels af nyere lægemiddelstoffer, udviklet af udenlandske firmaer, som endnu ikke havde en etableret salgsorganisation i Danmark. På samme måde som flere andre danske lægemiddelfirmaer engagerede Ferrosan sig også i repræsentation af uden-landske firmaers specialiteter.

RepræsentationFerrosan indgik en aftale med C.H. Boehringer Sohn, Nieder-Ingelheim, om at re-præsentere firmaets præparater, Lobelin, opiumspræparatet Laudanon og to kam-ferpræparater, Cadechol og Perichol, men dette blev ikke en succes (36, p. 140). Se-nere markedsførte Ferrosan udenlandske firmaers præparater i Ferrosan-design, fx Dexedrine, som omtales senere.

Tonika»Ved »tonika« forstaaes meget yndede, ofte meget sammensatte blandinger, beregnet som »styrkende midler« ved forskellige træthedstilstande. Lecitin, hypofosfiter, og glycerofosfater, alle uvirksomme, udgør meget hyppigt bestanddele af disse tonika. Ofte indeholder disse endvidere minimale mængder jern (hyppigt i daarlig resorber-bar form) samt bittermidler og velsmagende stoffer, de sidste formentlig som de vig-tigste. En del tonika indeholder stryknin, der kan udøve en virkning, hvis dette findes i tilstrækkelig mængde. … Almindeligvis maa virkningen af de saa hyppigt benyttede og ofte kostbare »tonika« antages udelukkende at være af suggestiv karakter« skrev K.O. Møller i 1941 og genoptrykte det næsten uændret i 1965 (33, p. 537; 34, p. 759). Udbuddet af tonika var stort gennem det meste af 1900-tallet (note 12).

Som tidligere nævnt indeholdt Idoton i form af tabletter foruden jern tillige arse-nik, kinin og stryknin.

Ferrosans længstlevende tonika blev Ido Tonicum og Ido Tonicum c. Ferro, som begge blev deklareret på farmaceutlatin. Ido Tonicum indeholdt: Extractum hepatis, Natrii glycerinophosphas, Strychnini phosphas, Spiritus concentratus og Syrupus ce-rasi. Ido Tonikum c. Ferro indeholdt tillige: Solutio ferri hydroxydi colloidal. De to tonika blev markedsført mellem 1932 og 1935 og forblev på markedet frem til begyn-delsen af 1990’erne, hvor de sammen med de sidste i en lang række af tonika udgik af lægemiddelsortimentet.

En nyere pakning af Ido Tonicum er vist på side 30.

30

Idobutal, Butapyrin og Idobutal c. coffeinoI 1932 blev Ferrosans præparat Brom Ferrosan Comp. anbefalet til læger som et »Brom-Baldrian-Jernpræparat«, der skulle doseres barneskefuldvis (13). Derefter fulgte en lang række forskellige beroligende midler, der udgjorde de første led i den kæde af psykofarmaka, som Ferrosan gennem tiden producerede (49, p. 37-8).

Et af de tidligste af disse beroligende præparater var det syntetiske Idobutal, som Ferrosan introducerede i 1932, og som blot var ét af de utallige barbiturater, der var blevet syntetiseret og markedsført siden F. Bayer & Co.s lancering af det første bar-

Ido Tonicum. (Dansk Farmaci-historisk Fond, foto: Carsten Andersen).

31

bital under navnet Veronal i 1904 (note 13) (42, p. 365-6). Ferrosan markedsførte Idobutal som et »Sovemiddel med stor Virkningsbredde« og karakteriserede stoffet som »en Forbindelse der har stærkere Virkning og mindre Toxicitet end andre Bar-bitursyrederivater« (13). I Medicinal-Kartoteket var indikationen »De fleste Former for Søvnløshed, samt som Beroligelsesmiddel« (31).

Ferrosan tilsatte amidopyrin til Idobutal og markedsførte i 1932 denne kombi-nation under navnet Butapyrin som et »Hurtigt og sikkert virkende Analgeticum« (note 14) (13).

Ferrosan tilsatte også koffein til Idobutal og lancerede i 1933 denne kombination med et navn, der havde rødder i apoteksverdenen, nemlig Idobutal c. coffeino. Kom-binationen af et barbiturat og et analgetikum var dog ikke en nyskabelse (note 15) (66).

Efter ikrafttrædelsen af apotekerloven af 1954 blev Idobutal, i lighed med alle andre på markedet værende industrielle lægemidler, »registreret«, det vil sige godkendt og indskrevet i Sundhedsstyrelsens specialitetsregister. Denne godkendelse var en rent administrativ sag og gyldig i en 5-årig periode. Derefter skulle lægemidlets forbliven i registeret revurderes.

Apotekerlovens bestemmelser vedrørende de medicinske specialiteter var en ba-lancegang mellem hensynet til medlemmerne af Danmarks Apotekerforening og hensynet til lægemiddelindustrien. På den ene side mente lovgiverne, at de danske apotekers fremstilling af gængse lægemidler, der var spredt ud over hundredvis af små enheder i hele landet, var en fordel i et land, som med rette følte sig truet af om-fattende ødelæggelser, hvis »Den kolde Krig« skulle blive varm (note 16) (44). På den anden side var lovgiverne også blevet klar over, at nye og bedre lægemidler nu alene kom fra industrien, samt at den velfungerende danske lægemiddelindustri var blevet en mere og mere vigtig eksportforretning for landet (note 17). I alt betød apoteker-

Idobutal (tabletter), ældre pakning, og Idobutal c. coffe-ino (tabletter), nyere pakning.(Dansk Farmacihistorisk Fond, foto: Carsten Andersen).

32

lovens bestemmelser vedrørende de medicinske specialiteter dog en begunstigelse af de apoteksfremstillede lægemidler. Hertil bidrog blandt andet en bestemmelse i § 73, stk. 4, om, at ved udløb af en registreringsperiode kunne registreringen af en medi-cinsk specialitet kun fornys, såfremt det pågældende lægemiddel måtte anses for vær-difuldt og den ved fremstillingen af specialiteten ydede indsats stadig ansås for særlig værdifuld for befolkningens lægemiddelforsyning, samt yderligere en bestemmelse i § 74, stk. 2, om, at efter udløb af en registreringsperiode kunne registreringen af en medicinsk specialitet ikke opretholdes under særnavn, såfremt de virksomme eller tilsvarende stoffer kunne købes i en til fremstilling af lægemidler passende mæng-de, kvalitet og pris, og tilsvarende præparat kunne fremstilles på apoteker (12; 27, p. 57-9).

Det var derfor ikke overraskende, at Ferrosans barbiturat, Idobutal, fik problemer med apotekerloven i forbindelse med, at Sundhedsstyrelsens Specialitetsnævn få år efter lovens ikrafttrædelse fik til opgave at vurdere værdien og lovligheden af læge-middelindustriens præparater, idet der på dette tidspunkt var adskillige barbiturater på markedet, dog ingen i kombination med koffein (note 18).

Efter endt vurdering af Idobutal c. coffeino (note 19) sendte Specialitetsnævnet i juni 1959 en bemærkning tilbage til Sundhedsstyrelsen om, at nævnet ikke fandt, at præparatet opfyldte »kravene i apotekerlovens § 73 til optagelse og forbliven i specia-litetsregistret« (66). Nævnet, hvis formand ikke var apotekerstanden uvenligt stemt, havde set frem til en vurdering af de ældre specialiteter med henblik på en gennem-gribende udrensning i registret (21), og han mente med andre ord, at der ved Fer-rosans fremstilling ikke var ydet en indsats, som måtte anses »for særlig værdifuld for befolkningens lægemiddelforsyning«.

Lovens favorisering af de apoteksfremstillede lægemidler var imidlertid ikke til hinder for en fortsat forskydning af salget væk fra de apoteksfremstillede DAK- og farmakopépræparater og over til de fabriksfremstillende specialiteter (27, p. 58-9); men lægemiddelindustrien frygtede for de økonomiske konsekvenser af lovens be-stemmelse om, at specialiteter ikke kunne sælges under et særnavn, såfremt de virk-somme eller tilsvarende stoffer kunne købes i en til fremstilling af lægemidler passen-de mængde, kvalitet og pris, og tilsvarende præparater kunne fremstilles på apoteker. Industriens bekymring smittede af på lovgiverne, navnlig fordi bestemmelserne om særnavne kunne skabe problemer i »handelssamkvemmet udadtil, ikke mindst under de nuværende og kommende markedsvilkår i Europa« (14).

Til trods for, at modstanderne af en lovændring hævdede, at der var tale om »et beskedent antal«, samt »at den aldeles overvejende del af de danske medicinalfabrik-kers eksport sker under fællesnavne og ikke under særnavne, og at næppe en eneste af de her i landet fremstillede gamle specialiteter overhovedet har en eksportchance under det danske særnavn« (14), så resulterede lægemiddelindustriens og det po-litiske flertals bekymringer i, at regeringen måtte forelægge og Folketinget vedtage

33

ændringer af apotekerloven i 1959, blandt andet en ændring, som fastsatte, at en medicinsk specialitet efter ansøgning kunne få forlænget registreringen med 10 år ad gangen »under uændret navn« og så længe, det pågældende lægemiddel måtte anses for »værdifuldt« (29).

Det er ikke overraskende, at der var skuffelse i Apotekerforeningen. Apoteker Poul Claussen (1889-1973), som også var medlem af Folketinget, beklagede det skete og antydede, at det skyldtes industriens lobbyarbejde (2). Foreningen af Danske Me-dicinfabrikker, MEFA, forudså derimod, at der med dannelsen af det europæiske fællesmarked og det europæiske frihandelsområde var indtrådt en ny situation, og forventede derfor, at flere ændringer, det vil sige lempelser, i den danske apotekerlov-givning ville blive nødvendige som følge af Danmarks tiltræden af frihandelsområ - det (47).

I 1973 skrev MEFA, at daværende statsminister H.C. Hansen (1906-1960) havde indset den danske lægemiddelindustris betydning for landet og derfor »greb ind over for de restriktioner, som Bertel Dahlgaard havde været talsmand for ved apotekerlo-ven af 1954«. »Bertel Dahlgaard, der var indenrigsminister ved revisionen af apote-kerloven i 1932 og formand for apotekerlovkommissionen 1947-52, bevarede i alle sine år som aktiv politiker den opfattelse, at apotek og industri var en slags jævnbyr-dige parter. Det var ikke så forkert i 1932, som det var i 1954. Og i dag er det ganske åbenbart, at den eksplosive udvikling, industrien har gennemgået i efterkrigsårene, nødvendiggør, at man ser på den som et væsentligt led i det moderne Danmarks image som industrination. Det var en lykke, at H.C. Hansen forstod dette og tillod, at industrien fra indtægter på veletablerede præparater kunne finansiere ny forskning og fortsatte fremskridt.« (37, p. 38).

Som følge af ændringerne af apotekerloven fremsendte Sundhedsstyrelsen i ja-nuar 1960 til Specialitetsnævnet nogle af nævnets tidligere behandlede ansøgninger om forlængelse af registreringen af en række medicinske specialiteter, heriblandt Ido-butal c. coffeino, med anmodning om »en fornyet udtalelse vedrørende de enkelte ansøgninger«. I marts sendte Specialitetsnævnet denne sag tilbage til Sundhedsstyrel-sen med bemærkning om, at nævnet havde underkastet sagen en fornyet behandling og med henvisning til den reviderede apotekerlov nu kunne anbefale præparatets forbliven i specialitetsregistret, i hvilket det så kunne forblive »under uændret navn for et tidsrum af 10 år fra den 1. januar 1960 at regne« (66).

Da Ferrosan i maj 1980 ansøgte Sundhedsstyrelsen om forlængelse af registrerin-gen for Idobutal c. coffeino, var firmaet i defensiven: I ansøgningen anmoder Ferro-san om at måtte bibeholde indikationerne »Vasodilatorisk hovedpine« og »Dagseda-tion« med følgende begrundelser (66):

»Vi mener, at behovet for præparater indeholdende barbiturat og coffein fortsat er til stede jvf. Lægemiddelkataloget … Derfor ville en konsekvens af evt. afregistre-ring være, at brugerne nødsages til at benytte andre præparater af tilsvarende sam-

34

mensætning, f.eks. Koffazyl® eller flytning af ca. 1,4 mio. patient dagsdoser. Ferrosan er fuldt bevidst om at præparatet efter moderne medicin-opfattelse nærmer sig det obsolete, men en sådan flytning vil ikke hjælpe forbrugerne, som – så vidt vi ved – i hovedsagen er gamle mennesker.«

Til trods for det store udbud af forskellige barbiturater holdt Idobutal og navnlig Idobutal c. coffeino sig i lang tid på markedet. Idobutal udgik først af handelen i 1975 og Idobutal c. coffeino så sent som i 1981. Dette skete ca. 20 år efter, at de første benzodiazepiner var markedsført, og længe efter, at Ferrosan selv havde lanceret et benzodiazepinpræparat, Serepax (note 20); ligesom det indtraf på et tidspunkt, da barbituraterne med rette var miskrediterede, og kun 5 år inden, at Sundhedsstyrelsen efter grundige og langvarige overvejelser besluttede at afregistrere samtlige barbitu-ratholdige hypnotika og sedativa (41).

Idoparfin, Idorol, Idorol fortior og RegalIdoparfin indeholdt »50 % fineste Paraffinolie af høj Viscositet, emulgeret med Agar-Agar, uden Tilsætning af yderligere Afføringsmiddel« (note 21) (31). Idorol og Idorol fortior var paraffinolieemulsioner »tilsat et mildt virkende syntetisk Afføringsmid-del«, nemlig acetphenolisatin. Dette stof markedsførte Ferrosan som monosubstans under navnet Regal i form af tabletter som »mildt og sikkert« (13). Acetphenolisatin var en substans, der kun gav ringe eller ingen »kneb« og derfor havde fået »stor an-vendelse« (33, p. 108). Blandt andre havde Danmarks Apotekerforening i 1934 lance-ret en tilsvarende emulsion som DAK-præparat under navnet Parisatin (4).

AtonylAtonyl blev markedsført i 1941 i form af tabletter indeholdende karbakolin. Stoffet var syntetiseret i 1932 af Merck, som selv havde markedsført det i Danmark under navnet Doryl siden midten af 1930’rne (33, p. 243-4). Ferrosans navn var velvalgt, da stoffet skulle anvendes mod tarm- og blæreatoni. Apotekernes kopipræparater, Injec-tabile carbacholini og Tablettae carbacholini, blev optaget i Pharmacopoea Danica 1948 (9).

Sulfonamider»Fremstillingen af Salvarsan i 1909 blev indledningen til et straalende afsnit af farma-koterapiens historie, der i løbet af de følgende ca. 25 aar resulterede i fremkomsten af en lang række stoffer, med hvilke vi nu er i stand til definitivt at helbrede et stort antal universelle infektionssydomme, … der uden behandling forløber dødeligt«, skrev K.O. Møller i 1941 og fortsatte: Med fremkomsten af Prontosil i 1935 »indled-tes imidlertid en ny æra i farmakoterapien, der kuldkastede al skepsis, og som allerede har ført til, at vi i dag kan helbrede en række bakterielle infektioner, som vi tidligere stod næsten hjælpeløse overfor.« (33, p. 304-7).

35

Ferrosan engagerede sig også inden for dette område og markedsførte i 1940 sul-fathiazol under navnet Chemosept i form af tabletter. Senere fulgte en række andre

Atonyl (tabletter). (Dansk Farmacihistorisk Fond, foto: Carsten Andersen).

Chemosept (tabletter), forskellige pakningsstørrelser, og Chemosept (strøpulver). (Dansk Farmacihistorisk Fond, foto: Carsten Andersen).

36

lægemiddelformer, injektionsvæske, salve og suppositorier i 1941, efterfulgt af strø-pulver og steril substans i rør a 4 g i 1942 og gaze i 1943.

Interessen for sulfonamider var stor, og firmaet Ciba markedsførte også i 1941 sulfathiazol i form af tabletter og injektionsvæske under navnet Cibazol.

Chemosept udgik af handelen i begyndelsen af 1960’erne, salven dog i 1975, mens substansen fortsat er på markedet.

I 1943 markedsførte Ferrosan endnu et sulfonamid, sulfanilylguanidin, under navnet Guasept, og senere, i 1949, yderligere et, phthalylsulfathiazol, under navnet Ftalysept. De to stoffer er karakteriseret som »tungt absorberbare, mod tarminfek-tioner, etc.« (1, p. 16), og begge præparater var i handelen indtil midten af 1970’erne.

Det skal bemærkes, at Danmarks Apotekerforening allerede i 1946 havde mar-kedsført tabletter med phthalylsulfathiazol som DAK-præparater, så her var der ikke tale om Ferrosans egne innovationer.

IvoranKlorfenotan (klofenotan) eller DDT, som stoffet blev benævnt i folkemunde, var ble-vet syntetiseret allerede i 1873; men først i 1940’rne erkendte man dets »fremragende

Guasept (tabletter). (Dansk Farmacihisto-risk Fond, foto: Hans-Otto Loldrup).

Ftalysept (tabletter). (Dansk Farmacihisto-risk Fond, foto: Hans-Otto Loldrup).

37

insekticide virkning« (34, p. 130), og DDT blev i mange år derefter anset som et mirakelmiddel.

Ivoran liquid., som senere blev benævnt opløsning eller sprit, blev markedsført i 1944 og pudderet året efter i 1945. Ivoran anvendtes mod hovedlus og pediculi pubis. Da æggene ikke påvirkes, måtte behandlingen gentages efter 3-6 dage (34, p. 132). Pudderet udgik af handelen i begyndelsen af 1960’erne og opløsningen i slutningen af 1970’erne.

Ferrosans DDT-præparater har dog ikke fået meget omtale i de senere jubilæums-skrifter, da stoffet i 1969 blev forbudt at anvende som bekæmpelsesmiddel i Danmark (54) og senere blev totalt forbudt.

Overø skrev i 1970, at DDT førte Ferrosan ind på plantebeskyttelsesområdet, læ-gemidlet hed Ivoran og plantebeskyttelsesmidlet Idosect. Videre anførtes i MEFA’s jubilæumsskrift fra 1973: »Det fik også betydning for Danmark, at man under krigen arbejdede med DDT på Ferrosan. Man havde fra Schweiz fået nogle små portioner af dette stof, der havde været kendt i næsten 100 år, men det nye var muligheden for at bruge det i bekæmpelsen af parasitter«. Supplerende har Overø oplyst: »Da freden

Ivoran (opløsning) og Ivoran (pudder). (Dansk Farmacihi-storisk Fond, foto: Carsten An-dersen).

38

brød ud i maj 1945, lå der 5 tons Ivoran pudder ved den danske grænse, og vi undgik den plettyfusepidemi, som mange havde frygtet, da flygtningestrømmen skyllede op gennem Jylland.« (37; 51).

Metyltiouracil og ProthyranTiourinstof og derivater deraf var ældre stoffer, som først blevet indført i behandlin-gen af thyreotoksikose i 1943. I Danmark blev methyltiouracil introduceret i 1945 (34, p. 748-51).

Ferrosans præparat var kun på markedet i en kort periode, fra 1945 til 1955, muligvis på grund af konkurrence fra det tilsvarende apotekspræparat, Tablettae methylthi-ouracili, og Lundbecks Metacil. Et analogt stof, propyltiouracil, blev markedsført af Ferrosan i 1948 under navnet Prothyran og fandt desuden optagelse i Pharmacopoea Danica 1948, Addendum, i 1953. Prothyran udgik af markedet i 1958, men stoffet er fortsat i handelen.

PropynalinAstmamidlet Propynalin, der indeholdt isoprenalin, blev markedsført af Ferrosan i 1945 i form af tabletter og opløsning, betegnet »pro inhalatione«. Isoprenalin var et

Metyltiouracil (tabletter). (Dansk Farmacihi-storisk Fond, foto: Hans-Otto Loldrup).

39

nyt stof, en videreudvikling af adrenalin, og i Danmark markedsført af Boehringer Ingelheim i 1944 under navnet Aleudrin (20).

Propynalin opløsning blev i 1965 moderniseret til dosisspray, betegnet »Pre-nomiser«. Denne udgik af handelen i 1972. Propynalin tabletter udgik i 1974.

Paradryl og Paradryl med efedrinLægevidenskaben havde i begyndelsen af 1900-tallet erkendt, at histamin var en vig-tig faktor i den allergiske reaktion. Det blev derfor nærliggende for lægemiddelindu-strien at finde eller fremstille stoffer, som kunne blokere eller begrænse virkningen af histamin, og der blev derefter fremstillet en lang række antihistaminer. Antihista-minerne blev uhyre populære i slutningen af 1940’rne, og de blev nærmest betragtet

Propynalin pro inhalatione. (A/S Max Jenne, foto: Hans-Otto Loldrup).

40

som mirakelmidler. Skønt den primære indikation for stofferne var behandling af høfeber og nældefeber, blev de derudover anvendt mod lettere lidelser som forkø-lelse. Salgspotentialet resulterede i fremstilling og markedsføring af en overflod af ensartede stoffer, som alle var mere eller mindre sederende. Senere og nærmest ved et tilfælde opdagede man, at visse af stofferne også havde en virkning på »bevægel-sessyge« (42, p. 405-6). I 1941 beskriver K.O. Møller histamins virkninger som læge-middel, men nævner ikke antihistaminerne (33, p. 40). I 1965 konstater han: »Der findes ikke mange lægemiddelgrupper, hvor det antal af stoffer, der staar til lægernes raadighed, er saa forvirrende stort som ved antihistaminerne.« (34, p. 460-3).

Ferrosan kunne i 1949 markedsføre et af de første antihistaminer i Danmark, di-fenhydramin, under navnet Paradryl.

Substansen difenhydramin var dog ikke udviklet af Ferrosan, men af Parke Davis & Co., som omkring 1946 havde fået stoffet godkendt som lægemiddel i USA. Parke Davis må have anset salgspotentialet i Danmark for betydeligt, for parallelt med Fer-rosans lancering af Paradryl lod Parke Davis stoffet markedsføre af Medicinalco un-

Paradryl (tabletter), ældre pakning; Paradryl (tabletter), ekspeditionsdato 3. juni 1960; Para-dryl med efedrin (mikstur). (Dansk Farmacihistorisk Fond, foto: Carsten Andersen).

41

der navnet Amidryl, og på samme måde som Medicinalco, der tilsatte amfetamin for at modvirke den sederende virkning af difenhydramin (18), tilsatte Ferrosan efedrin (note 22).

Paradryl blev først lanceret i form af tabletter og salve. I midten af 1950’erne til-føjedes et liniment og en saft. Disse præparater udgik af handelen i henholdsvis 1978 og 1984, hvorimod Paradryl med efedrin, der blev markedsført i 1955, først udgik mellem 2002 og 2005.

PasidoI modsætning til, hvad der var tilfældet med Sanocrysin, blev tuberkulosemidlet Pa-sido en stor succes for Ferrosan. Det aktive stof, p-aminosalicylsyre, kaldet PAS, var udviklet af AB Ferrosan i samarbejde med den dansk-svenske læge Jørgen E. Leh-mann (1898-1989) og markedsført i 1949.

Pasido fandtes udelukkende som granulat. Døgndosis var 14 g granulat fordelt på 4-6 doser.

Pasido satte gang i eksporten, således at afhængigheden af det danske medicin-marked reduceredes, skrev Overø i 1970, der karakteriserede PAS som »et af de mest værdifulde præparater i tuberkuloseterapien« (51; 52). Denne status havde præpa-ratet indtil 1953, da Hoffmann-La Roche markedsførte et nyt præparat, Rimifon, til behandling af tuberkulose. Rimifon, der indeholdt isoniazid, var et langt billigere præparat end Pasido og forelå i tabletform, der var mere bekvemt at indtage end et granulat (38, p. 172; 49, p. 120). Pasido udgik af handelen i 1973.

SpongostanFerrosans laboratorier kunne, efter flere års intens forskning og forsøgsvirksomhed, i 1947 præsentere et nyt præparat, som skulle blive en virkelig succes, nemlig Spon-gostan (49, p. 121-2).

Spongostan er karakteriseret som en steril, resorberbar gelatinesvamp med hæ-mostatisk effekt til anvendelse ved kirurgiske indgreb til standsning af blødninger.

»Der blev reklameret for stoffet i kirurgiske kredse … og i løbet af relativt kort tid blev Spongostan eksporteret til mere end 50 lande, som den dag i dag aftager store mængder af Spongostan fra Ferrosan«, skrev Overø i 1995 (49, p. 121-2).

DexedrineDet amerikanske firma Smith, Kline & French fik i 1942 patent på dexamfetaminsul-fat og markedsførte det i form af tabletter under navnet Dexedrine (40; 43). Firmaet, der ikke var tilstrækkelig repræsenteret i Danmark til selv at kunne markedsføre præ-paratet, gik derfor i samarbejde med Ferrosan, som fra 1954 repræsenterede Smith, Kline & French og frem til 1973 markedsførte Dexedrine i tabletglas, hvis etiketter fulgte Ferrosans design (se side 42).

42

K.O. Møller skrev i 1941, at amfetamin anvendes ved narkolepsi, postencephalitisk Parkinsonisme og ved rhinitis acuta samt »i ret stor udstrækning som psykisk sti-mulerende middel ved banale træthedstilstande, lette depressioner og lette neuroser«, og han tilføjede: »En blot nogenlunde stadig anvendelse maa indtil videre anses for meget betænkelig.« (33, p. 354-5). Trods denne udtalelse anføres i Lægeforeningens Aarbog 1957 indikationen »Appetitnedsættende virkning ved affedningskur« for Dexedrine (28).

Selv om Medicinalco allerede i 1937 havde markedsført amfetamin under navnet Mecodrin (18), var der for Dexedrines vedkommende ikke tale om et kopiprodukt, idet Dexedrine indeholdt d-amfetaminsulfat, mens Mecodrin indeholdt det racemi-ske d,l-amfetaminsulfat.

EfterskriftEtableringen af Ferrosan i 1920 og selskabets tidlige succes som en ny dansk læge-middelindustrivirksomhed, der ikke kun kunne forsyne hjemmemarkedet, men også eksportere sine præparater, skyldtes en kombination af innovative ideer inden for udvikling og fremstilling af lægemidler, muligheden for at fremskaffe startkapital samt evnen til at drive forretning.

Ferrosans tidligste, innovative præparater Idozan, Kathiolan og Exhepa blev læn-gerevarende terapeutiske og dermed kommercielle succeser. Disse gjorde, at Ferrosan ikke alene var i stand til at overleve de manglende succeser med Incitamin og Sano-crysin, hvilke selskabet ellers havde satset på, men også var i stand til at fortsætte med at udvikle innovative vitaminpræparater, i første række de animalsk baserede A- og D-vitaminer og senere de komplekse sammensætninger af fedt- og vandopløselige vitaminer tilsat mineraler.

Dexedrine (tabletter), ældre pakning, og Dexedrine (tablet-ter), ekspeditionsdato 22. juni 1962. (Dansk Farmacihistorisk Fond, foto: Carsten Andersen).

43

Det kan på baggrund af det forhåndenværende kildemateriale konkluderes, at In-citamins manglende succes i Danmark ikke kun skyldtes uviljen blandt lægerne til at udskrive recepter på grund af den svulstige markedsføring, som præparatet havde været genstand for. Der var uden tvivl tale om et nyt lægemiddel, der ikke kunne leve op til de kliniske forventninger.

Den samtidige diskussion om, hvorvidt Incitamin var et arkanum eller et læge-middel med en så omstændelig fremstillingsmåde, som fordrede, at den fandt sted i en industriel virksomhed, kan i dag synes kuriøs; men den kan også ses som et møn-stergyldigt eksempel på, at fremstillingen af industriens nye lægemidler ikke i alle tilfælde nemt ville kunne kopieres af og fremstilles på landets apoteker.

Idozan kan på samme måde ses som et mønstergyldigt eksempel på, at udviklin-gen af nye lægemidler for alvor var gledet apotekerne af hænde. Blandt mange danske apotekere herskede der i begyndelsen af 1900-tallet den opfattelse, at de (danske) fabriksfremstillede lægemidler blot var gængse farmakopépræparater, som industri-en markedsførte under let genkendelige, mundrette særnavne. Dog måtte de danske apotekere erkende, at Idozan var en galenisk innovation, der ikke uden videre lod sig fremstille på ethvert dansk apotek, og som derfor ikke alene blev anerkendt af syge-kasserne og optaget i Sundhedsstyrelsens specialitetsregister, men som senere hen også blev inkorporeret i officielle farmakopeer.

Det var banebrydende, at Idozan i 1929 blev klassificeret som »Sygekassemedi-cin«, da reglerne for ydelse af tilskud til medicin på dette tidspunkt var udformet netop med henblik på at holde industrielle lægemidler ude, når der kunne findes lignende og billigere apoteksfremstillede præparater.

Det var, hvad vi i dag vil kalde kliniske forsøg foretaget på Bispebjerg Hospital, der havde demonstreret fordelene ved Severin Søren Marcussens nye jernpræparat. Effekten af Ferrosans tonika, som var videreudviklet på basis af Idozan, nemlig com-posita med arsenik, kinin, kobber og stryknin, var ikke på samme måde klinisk ret-færdiggjort; men disse præparater blev sammensat med inspiration fra det gældende sortiment af danske og udenlandske tonika.

Sideløbende med den innovative fremstilling af vitaminpræparater engagerede Ferrosan sig, ligesom de fleste andre danske lægemiddelindustrivirksomheder i begyndelsen af 1900-tallet, i markedsføring af ikke alene kopier af gængse, ældre, kommercielt interessante lægemidler, men også af nyere lægemiddelstoffer, som var udviklet af udenlandske firmaer, der endnu ikke havde etableret egne salgsorganisa-tioner i Danmark.

Det kan heller ikke for Ferrosans vedkommende siges, at der var tale om en snæ-ver terapeutisk strategi, idet mange af kopipræparaterne dækkede et bredt udvalg af det daværende håndkøbssortiment, analgetika, laksantia, levertran samt kalk- og vi-tamintilskud, og disse varer var gjort let genkendelige for patienterne både ved hjælp

44

af et homogent etiketdesign og ved udnyttelsen af betegnelsen »IDO« enten som præfiks eller som suffiks i præparatnavnene.

Den samtidige lancering af paraffinolieemulsionerne fra henholdsvis DAK og Ferrosan kan ses som et mønstergyldigt eksempel på den interessekonflikt, der længe havde hersket mellem det danske apotekervæsen og lægemiddelindustrien, og som var blevet skærpet i de første årtier af 1900-tallet. Apotekervæsenet kunne ikke læn-gere udvikle nye lægemidler og kunne heller ikke forhindre, at industrien udover at udvikle og markedsføre innovative lægemidler tillige fremstillede gængse lægemidler og markedsførte disse under egne særnavne.

Ferrosans tidligste virksomhed som importør og repræsentant for udenlandske firmaer blev ikke en succes; men det gik senere bedre med at markedsføre udenland-ske firmaers lægemiddelstoffer i pakninger med Ferrosans design. Sulfonamiderne er eksempler herpå. Dexedrine (dexamfetamin) og Ivoran (DDT) er klassiske ek-sempler på, at (lægemiddel)stoffers egenskaber, deres »farlighed« eller deres »benefit/risk-forhold«, ikke er en absolut medicinsk størrelse, men er afhængig af andre ting, herunder de samfundsmæssige forhold. Begge præparater blev ved deres fremkomst betragtet og brugt som værdifulde innovationer, mens man i dag vil betragte dem som værende udelukkende skadelige, henholdsvis som narkotikum og som miljøgift.

Med Folketingets vedtagelse af den reviderede apotekerlov i 1954 havde det po-litiske flertal fulgt apotekernes ønske om at vanskeliggøre markedsføringen af »fa-briksmedicin«; men der gik imidlertid overraskende kort tid, inden lovgiverne måtte indse, at der var behov for at foretage ændringer i apotekerlovgivningen alene af hen-syn til lægemiddelindustrien og især den danske.

Til trods for at modstanderne af en sådan lovændring gav udtryk for, at det kun var få og terapeutisk betydningsløse, gamle industrielt fremstillede lægemidler, som ville blive berørt af lovens bestemmelse, må man erkende, at bestemmelsen ville ram-me ikke så få af præparaterne fra Ferrosan, der jo som nævnt konsekvent udnyttede betegnelsen IDO i præparatnavnene. Når man tillige kan se, hvor mange af disse præparater der forblev salgsvarer i mange år derefter, det være sig Ido Magnesia, Ido-parfin, Ido Phenacetyl, Idorol, Idoton, Ido Tran, Idotyl og Ido Vismuth Magnesia, kan man godt forstå modstanden i den danske lægemiddelindustri imod at skulle opgive brugen af sine varemærkenavne.

Idozan og Exhepa blev tidlige eksportsucceser for Ferrosan. Det samme blev både Decamin og Decaminpillemaskinen. Senere blev de mange vitaminpræparater samt Pasido og Spongostan betydelige eksportartikler. Ferrosans succes som dansk ekspor-terende lægemiddelfremstiller var ingenlunde enestående, så det var ikke kun af hen-syn til hjemmemarkedet, at regeringen måtte foretage ændringen af apotekerloven.

Udviklingen af lovgivningen inden for lægemiddelområdet havde hidtil ikke væ-ret præget af hastværk. Medicinalforordningen af 1672 var gældende for lægemiddel-området indtil apotekerloven af 1913, som efterfulgtes af apotekerlovene af 1932 og

45

1954. Ændringen af 1954-lovens bagstræberiske bestemmelser vedrørende de indu-strielt fremstillede lægemidler i 1959, knap 5 år efter lovens ikrafttræden, må ses som et udtryk for, at lovgiverne havde indset de negative virkninger, som bestemmelserne ville få, og om end sent havde erkendt den betydelige rolle, som den danske lægemid-delindustri, blandt andet Ferrosan, længe havde spillet ikke kun i sygdomsbehandlin-gen, men også i samfundsøkonomien.

Ferrosan fortsatte som selvstændig virksomhed frem til 1982, da firmaet blev op-købt af Novo. I 1995 blev Ferrosan atter selvstændigt, men i 2003 overtaget af en inve-steringsfond. Siden 2011 har Ferrosan været ejet af det amerikanske medicinalfirma Pfizer.

SummaryJørgen V. Grevsen, Hanne Kirkegaard, Edith Kruse & Poul R. Kruse:Early achievements of the Danish pharmaceutical industry – 5Ferrosan

The establishment of Ferrosan in 1920 and its early success as a new Danish medi-cinal company – which did not only manage to supply the home market, but also to export its products – was enabled thanks to a combination of innovative ideas within the development and the manufacture of medicines, the possibility to procure a start capital and the capability of making business.

The earliest innovative preparations of Ferrosan, Idozan, Kathiolan and Exhepa, became long-lasting therapeutical and hereby commercial successes. They allowed Ferrosan not only to be able to survive its lack of success with Incitamin and Sano-crysin, on which the company had staked, but also to continue developing innovative vitamin preparations – first the animal-based vitamins A and D, and later the com-plex compositions of fat- and water-soluble vitamins to which minerals were added.

Based on the source material available we can conclude that the lack of success of Incitamin in Denmark was not only based on the physicians’ unwillingness to pre-scribe the product due to the bombastic marketing. Undoubtedly it was a question of a new medicinal product which could not fulfil the clinical expectations.

The simultaneous discussion whether Incitamin was an arcanum or a medicinal product with such a complicated manufacturing process that it had to take place in an industrial environment and not at a pharmacy may seem odd today. However, it can be seen as a paradigm for the fact that the production of new industrial medi-cinal products could not always easily be copied by and manufactured in ordinary pharmacies.

Likewise, Idozan can be seen as a paradigm for development of innovative me-dicine which had now slipped out of the hands of the pharmacists for good. At the

46

beginning of the 20th century many Danish pharmacy owners were of the opinion that the (Danish) manufactured products were simply ordinary pharmacopoeia pre-parations which the industry marketed under special and easily recognised brand names. But the pharmacists had to admit that Idozan was a galenic innovation which could not be manufactured in ordinary pharmacies. As a consequence Idozan was not only recognised by the health insurance societies and taken up in the Danish Board of Health’s list of authorised medicines, but also incorporated in official phar-macopoeias later on.

The fact that Idozan was reimbursed in 1929 made history since the rules to achieve reimbursement for medicines were then framed to exclude industrial me-dicines when similar and cheaper pharmacy-produced preparations were available.

It was what we would today call clinical trials, performed at Bispebjerg Hospital, which had demonstrated the benefits of hospital pharmacist Severin Søren Marcus-sen’s new iron preparation. The effects of Ferrosan’s tonics developed later on the ba-sis of Idozan – i.e. compositions with arsenic, quinine, copper and strychnine – were not clinically justified in the same way. But these preparations were inspired by the existing assortment of Danish and foreign tonics.

Concurrently with the innovative production of vitamin preparations, Ferrosan – just as most other Danish medicinal companies in the beginning of the 20th cen-tury – involved itself in marketing not only copies of ordinary, old, commercially in- teresting drugs, but also newer drug substances developed by foreign companies which had not yet established their own sales organisations in Denmark.

For Ferrosan it was not either a question of following a narrow therapeutical strategy since many of these copy preparations covered a large selection of the over-the-counter product assortment e.g. analgesics, laxatives, cod-liver oil, and calcium and vitamin supplements, and these products were made easily recognisable to the patients both thanks to a homogeneous label design and to the use of the designation “IDO” as a prefix or a suffix in the name of the preparations.

The simultaneous launching of liquid paraffin emulsions by the Association of Danish Pharmacies’ Medicine Committee (DAK) and Ferrosan respectively can be seen as a paradigm for the conflict of interest which had been reigning for a long time between the Danish pharmaceutical sector and the medicinal industry, and which had intensified in the first decades of the 20th century. The pharmaceutical sector could no longer develop innovative products, nor hinder that the industry also pro-duced generics and marketed these under their own names, besides developing and marketing innovations.

Ferrosan’s earliest activities as an importer and representative of foreign compa-nies were no success, however, the situation improved later on with the marketing of drug substances from foreign companies in packaging materials bearing Ferrosan’s design, e.g. the sulphonamides. Dexedrine (dexamphetamine) and Ivoran (DDT) are

47

classical examples demonstrating that the properties of (medicinal) substances, their “dangerousness” or their “benefit-risk ratio” are no absolute medical elements, but are depending on other factors, among these the social conditions. At their first ap-pearance, both preparations were considered and used as worthy innovations while today they would be considered exclusively as deleterious, as a narcotic and an en-vironmental poison respectively.

With the Danish Parliament’s adoption of the Pharmacy Act in 1954, the political majority had complied with the pharmacy owners’ wish to make it difficult to market “industrial” medicinal products. However, surprisingly short time passed before the legislators had to recognise that there was a need to carry out changes in the legisla-tion, merely in the interest of the medicinal industry – and especially the Danish one.

Though the adversaries of such an amendment to the Act expressed that only few and therapeutically insignificant, old, industrially manufactured medicines would be affected by the provision of the Act, it is obvious that the provision of the Act would affect quite a number of Ferrosan’s preparations which, as mentioned, used the de-signation “IDO” in their brand names. Bearing in mind that a lot of these products remained on the market many years after, whether it be Ido Magnesia, Idoparfin, Ido Phenacetyl, Idorol, Idoton, Ido Tran, Idotyl or Ido Vismuth Magnesia, the opposition in the Danish medicinal industry of having to abandon the use of its brand names is understandable.

Idozan and Exhepa were early successes in Ferrosan’s exports. So were Decamin and the Decamin pill machine. Later on the many vitamin preparations as well as Pasido and Spongostan became significant export articles. Ferrosan’s success as a Danish exporting medicinal manufacturer was in no way exceptional, so it was not only in the interest of the home market that the Government had to make a provision in the Pharmacy Act.

The development of the legislation within the medicinal sector had so far not been characterized by haste. The Medical Ordinance of 1672 remained valid for the medicinal sector until the Danish Pharmacy Act of 1913. This was followed by the Pharmacy Acts of 1932 and 1954. The amendment to the reactionary provisions of the 1954 Act regarding the industrially manufactured products in 1959 – only 5 years after the Act came into force – can only be seen as an expression of the fact that the legislators had realized the negative effects the provisions would imply, and they had even though late recognised the significant part the Danish medicinal industry, in- cluding Ferrosan, had been playing for a long time, not only in the treatment of dis-eases but also in economics.

Ferrosan existed as an independent company until 1982, when it was bought by Novo. In 1995 Ferrosan became again independent, but was taken over by an invest-ment fund in 2003. Ferrosan has been owned by the US medicinal company of Pfizer since 2011.

48

Noter 1. Johannes Keiding havde arbejdet sammen med Marcussen på Bispebjerg Hospitals Apotek fra 1914

til 1916, og senere blev han teknisk leder i AB Leo. Keiding var med til at stifte A/S Ferrosan, hvor han var med i ledelsen frem til 1943 (36, p. 79).

2. I jubilæumsskriftet fra 1995 forklares navneskiftet fra Ferrosan til Idozan med, »at navnet ikke du-ede, idet Sundhedsstyrelsen ikke ville indregistrere produkter under navne, der angav noget om deres egenskaber« (49, p. 18). Dette er ikke korrekt, da den gældende apotekerlov ikke gav myndig-hederne mulighed for at mene noget om navngivningen af industrielt fremstillede lægemidler (19, p. 324 ff.). Senere markedsførtes da også et andet præparat under navnet Ferrosan. Dette præparat var en »Neutral Jernmikstur med 1 % Fe«, om hvilken det blev fremhævet, at den kunne »blandes med Brom- og Jodsalte, Liqv. Arseniit. kalic., Tinct. nuc. vom. uden Udfældning af Jern« (13). Fer-rosan Lax indeholdt også Extractum fluidum Rhamni Purshianae examaratum. Præparaterne udgik i slutningen af 1940’erne.

3. For nemheds skyld bruges i denne artikel betegnelsen »arsenik« i forbindelse med omtalen af Ferro-sans præparater indeholdende forskellige forbindelser af arsen. Udbuddet af lægemidler med såvel uorganiske som organiske arsenforbindelser var på den tid omfattende (33, p. 538-56).

4. Easton-præparaterne var tonika navngivet efter den engelske professor J.A. Easton (1807-1865). Det »originale« præparat blev i begyndelsen af 1900-tallet markedsført af Burroughs, Wellcome & Co. (3; 22; 46). Navnet »Easton« havde tilsyneladende en salgsfremmende værdi også i Danmark, da mange af de danske lægemiddelfremstillere benyttede betegnelsen Easton for deres egne tonika. Tabletter med navnet Easton Syrup »Leo« fra Løvens kemiske Fabrik blev promoveret, blandt andet i 1921, som et præparat med »nøjagtig samme Sammensætning som de engelske, men bør foretræk-kes for disse, fordi 1) de er billigere i Brugen og 2) Dansk Fabrikat« (59).

5. De nære relationer til August Kongsted og Løvens kemiske Fabrik ses blandt andet i en hollandsk annonce fra 1922, hvor Ferrosan A.G., Kopenhagen, promoverer Idozan, Incitamin-zalf Fischer, Kathiolan-Marcussen og Digisolvin, »Physiologisch gestandariseerd door Dr.Med. M. Krogh« (36, p. 142).

6. Farmakologen Knud O. Møller, der karaktiseres som en fremragende lærebogsforfatter (56), udgav første gang i 1941 sin store lærebog »Farmakologi. Det teoretiske Grundlag for rationel Farmako-terapi«. Denne lærebog udkom i seks udgaver, den sidste i 1965. Bøgerne er i denne sammenhæng velegnede kilder, da de dels indeholder oplysninger om tidspunket for fremkomsten af mange af de omtalte lægemidler og dels indeholder oplysninger om deres særnavne. Derudover viser bøgerne udviklingen i opfattelsen af nyere og ældre lægemidler over en 25-årig periode, hvori der skete en betydelig udvikling af den rationelle farmakoterapi.

7. Et analogt stof, natriumaurothiomalat, blev bragt i handelen i slutningen af 1940’rne af May & Ba-ker under navnet Myocrisin.

8. Bacillact (tabletter) var et yderst komplekst lægemiddel bestående af »Aktiv Renkultur af Bacillus acidophilus tilsat frisk Galde og Duodenalextrakt« (se side 49). Bacillact Comp. var desuden tilsat acetphenolisatin. Præparaterne blev markedsført omkring 1935 og gik ud af handelen i slutningen af 1940’rne. Indikationen var ifølge Medicinal-Kartoteket »Kronisk Obstipation, Leverlidelse, Tarm-katarrh, Gæringsdyspepsi, Hæmorrhoider og autotoksiske Hudsygdomme« (31).

9. Medicinalcos præparater, Ventriculin og Pylorin, var, som navnene antyder, ikke udvundet af lever, men af henholdsvis svineventrikel og svineventriklens pylorusdel, der skulle give færre neurologiske bivirkninger end leverpræparaterne (18).

10. Eigil Rekling var overlæge på Finseninstitutet 1944-1963 og tillige ansat som bedriftslæge i Ferrosan 1940-1961.

11. Farmaceuten Carl G.T.F. Wolffbrandt blev ansat i Ferrosan i 1931 som kemiker. Senere blev han fabriksbestyrer, laboratorieforstander og fra 1950 til 1970 direktør.

12. I 1941 skrev K.O. Møller: »Som »tonikum« nyder stryknin stor yndest.« Hos trætte, asteniske patien-ter vil stryknin »kunne give en fornemmele af større kraft, hvilket rent psykisk kan have terapeutisk

49

værdi«. Mest rationelt vil det være at indgive stryknin i form af bittert smagende, flydende præ-parater kort før måltiderne (33, p. 230). Senere mistede stryknin sin betydning, idet Møller i 1965 anførte: »Som »tonikum« har stryknin tidligere haft stor yndest.« (34, p. 349).

13. Idobutal med den kemiske betegnelse 5-butyl-5-allyl-barbitursyre er nævnt af K.O. Møller og af Buur et al. med angivelse af særnavn, men uden tilføjelse af WHO, NFN eller andet »officielt« navn (1, p. 52; 34, p. 256). Dette synes at bekræfte, at stoffet er syntetiseret af Ferrosan og ikke fremstillet af et udenlandsk firma. Senere har Idobutal fået både et CAS-nummer og et IUPAC-navn.

14. Amidopyrin eller aminofenazon er et fenazonderivat, som ud over den antipyretiske virkning også har »ret fremtrædende analgetiske egenskaber, hvorfor det benyttes specielt som analgeticum«, skrev K.O. Møller i 1941 (33, p. 397), som dog 15 år senere fraråder dets anvendelse på grund af bivirkninger (34, p. 565).

15. I 1920-1921 havde Hoffmann-La Roche & Co. lanceret en kombination af allylisopropylbarbitursyre (allypropymal, aprobarbital) og amidopyrin (38, p. 89). Ciba markedsførte 1935 eller tidligere en kombination af diallymal (allobarbital) og amidopyrin.

16. I påsken 1948 opholdt den danske statsminister Hans Hedtoft sig på et gods på Stevns sammen med blandt andre en højtstående militærperson. Denne »blev kort før daggry vækket af en forskrækket statsminister, som troede, at lyden af tunge køretøjer og de flakkende lys skyldtes, at russerne var i færd med at landsætte styrker ad luftvejen«. »Hedtofts reaktion var et udslag af den nervøse stem-ning, der havde hersket de sidste måneder.« (44).

17. Den danske lægemiddelindustri var i modsætning til den tyske sluppet uskadt gennem Anden Ver-denskrig. »Før krigen havde ca. 50 % af verdensmarkedet været dækket af Tyskland. Nu lå landet i ruiner … I første række blev det Schweiz, der overtog, hvad tyskerne havde tabt … Andre lande kom med: Danmark, Holland og England.« (37). I 1946 havde Østasiatisk Kompagni, ØK, etableret et selskab med det ene formål at eksportere lægemidler fra danske fabrikker til fjernøstlige lande, hvor ØK allerede var på markedet (18).

Bacillact (tabletter). (Dansk Farmacihistorisk Fond, foto: Carsten Andersen).

50

18. Der var ni forskellige barbiturater optaget i Pharmacopoea Danica 1948. Desuden markedsførtes de industrielt fremstillede præparater: Cyclopental af Pharmacia, Dormin og Dorminetter af Medici-nalco, Isonal af Løvens kemiske Fabrik, Evipan, Hexemal, Prominal og Phanodorm af F. Bayer & Co., Dial af Ciba, Medomin og Soneryl af Geigy, Nembutal af Abbott samt kombinationspræparaterne Dorval af Medicinalco, Noctifen af Løvens kemiske Fabrik og Soporol af Gea. Hertil kom det apo-teksfremstillede kombinationspræparat Hypnophen (28). Så sent som i 1960 lancerede Danmarks Apotekerforening et kombinationspræparat, Koffazyl DAK, bestående af fire stoffer: ætallymal, kof-fein, propyfenazon og salicylamid.

19. Kilden til nævnte oplysninger stammer fra »Sundhedsstyrelsens Arkiv. D.sp.nr. 628, Idobutal c. cof-feino«, da »D.sp.nr. 627, Idobutal« forgæves er efterspurgt. Den kan være midlertidig fejlarkiveret.

20. Serepax tabletter indeholdt oxazepam og var i 1965 et nyt licenspræparat fra Wyeth Inc. beregnet til lægens »næste nervøse patient«. Oxazepam havde i modsætning til de tidligere benzodiazepiner in-gen langsomt nedbrydelige aktive metabolitter. Derfor mente Ferrosan, at Serepax havde »værdiulde egenskaber i form af nedsat toxicitet og færre uønskede virkninger« (42, p. 411; 63).

21. Denne kombination af en deklaration og en anprisning af paraffinolie var ikke enestående. I 1920’rne blev flasker med Nujol deklareret som værende »absolutely pure and harmless« og Parol »Jacobs« som værende »Garanteret absolut kemisk ren og uden lugt og smag« (19, p. 352).

22. Parke Davis & Co. havde været repræsenteret i mange år i Danmark, men først i 1953 blev Parke Davis’ eget brand, Benadryl, markedsført i Danmark i form af creme, elixir, kapsler og tabletter. Fra 1957 også i form af øjendråber. Tabletterne udgik i 1975. Varemærket Benadryl er fortsat på marke-det, dog med et andet indholdsstof (57).

Serepax (tabletter). (Dansk FarmacihistoriskFond, foto: Hans-Otto Loldrup).

51

Referencer 1. Buur J, Fuglsang-Smidt B, Pedersen A. Lægemiddelnavne og -formler. 2. udg. København: Den Al-

mindelige Danske Lægeforening, 1970. 2. Claussen P. Et jubilæum. Archiv for Pharmaci og Chemi 1960; 67: 23-4. 3. Crellin JK. A Social History of Medicines in the Twentieth Century: To Be Taken Three Times a Day.

New York, London, Oxford: Pharmaceutical Products Press, The Haworth Press, Inc., 2004. 4. Danmarks Apotekerforening. DAK-Præparater 1934. København, 1934. 5. Direktør, cand.pharm. H. Weitzmann. Medicinsk Forum 1950; 3: 245-6. 6. Ehlers E. En ny Hurtigkur mod Fnat. Ugeskrift for Læger 1912; 74: 1145-53. 7. Ehlers E. Erfaringer over Fnatbehandling med Ung. Hepatis sulphuris. Ugeskrift for Læger 1917; 79:

1005-7. 8. En dansk Medicinalindustri. Dansk chemo-therapeutisk Selskab og A/S Ferrosan. Kemisk Maaneds-

blad 1932 (særtryk). 9. Farmakopékommissionen. Pharmacopoea Danica 1948. Editio 9. Vol 3. København: Nyt Nordisk

Forlag Arnold Busck, 1948: 122, 363. 10. Fischer JF. Incitamin. Et nyt Middel til Behandling af langsomt helende Saar. Ugeskrift for Læger

1920; 82: 1501-12. 11. Fischer JF. Svar til Dr. Møller. Ugeskrift for Læger 1920; 82: 1592-3. 12. Folketinget. Lov om apotekervæsenet af 11. juni 1954 med ændringer af 7. juni 1958. København:

Nordlundes Bogtrykkeri, 1958. 13. Fortegnelse over de vigtigste Ido-Præparater. I: Lægeforeningens Aarbog 1932. 14. Fra Folketinget: Første behandling af forslag til lov om ændringer i lov om apotekervæsenet. Farma-

ceutisk Tidende 1959; nr. 51: 801-10. 15. Gotfredsen E. Medicinens historie. 3. udg. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1973. 16. Grevsen JV, Kirkegaard H, Kruse E, Kruse PR. Dansk lægemiddelindustris første frugter – 2. De

mindre og næsten glemte lægemiddelindustrivirksomheder. Theriaca; vol 38. København: Dansk Farmacihistorisk Selskab, 2009: 7-71.

17. Grevsen JV, Kirkegaard H, Kruse E, Kruse PR. Dansk lægemiddelindustris første frugter – 3. Alfred Benzon. Theriaca; vol 39. Hillerød: Dansk Farmacihistorisk Selskab, 2011: 7-51.

18. Grevsen JV, Kirkegaard H, Kruse E, Kruse PR. Dansk lægemiddelindustris første frugter – 4. Medi-cinalco. Theriaca; vol 40. Hillerød: Dansk Farmacihistorisk Selskab, 2012: 9-46.

19. Grevsen JV. Arcana. En historisk-socialfarmaceutisk undersøgelse af forbrugeres, medicinalperso-ners og myndigheders holdninger til ikke-autoriserede lægemidler [Ph.d.-afhandling]. København: Danmarks Farmaceutiske Højskole, 1982.

20. Grevsen JV. Astma & rygerlunger. I: Lyngvig J et al. Staten og lægemidlerne. Regulering af lægemid-delområdet gennem tiden. København: Lægemiddelstyrelsen, 2007: 108-28.

21. Grevsen JV. Sundhedsstyrelsens farmaceutiske laboratorium 1933-1984. Rids af lægemiddelkontrol-lens historie i Danmark. København: Sundhedsstyrelsen, 1984: 54.

22. Guly HR. Medicine in the heart of the Antarctic: 1908–2001. Emergency Medicine Journal 2002; 19: 314-7.

23. Hospitalsapoteker Marcussen. Farmacevtisk Tidende 1923; 33:114-6. 24. Incitamin Fischer. Ugeskrift for Læger 1924; 86: 167-8. 25. Incitamin. Ugeskrift for Læger 1924; 86: 141-3. 26. Kaarsen AC. Den danske Medicinalindustri. Vilkaar og Virke. København: Nyt Nordisk Forlag Ar-

nold Busck, 1939. 27. Kruse PR, Møller N. Apotekervæsenets historie i Danmark. København: Danmarks Apotekerfor-

ening, 2001. 28. Lægeforeningens Aarbog 1957. 29. Lov om ændringer i lov om apotekervæsenet. Farmaceutisk Tidende 1960; 70: 56. 30. Marcussen E. I »fiskens« tegn. Fragmenter af Ferrosans virke i fortid og nutid. Medicinsk Forum

1958; 11: 169-75.

52

31. Medicinal-Kartoteket. Udgivet af O.E.H. von Blumenhagen & K. Salomonsen fra 1928 og af F.L.E.F. Gønget fra 1933 til 1940’rne.

32. Møller JS. Et nyt Arkanum. Ugeskrift for Læger 1920; 82: 1591-2. 33. Møller KO. Farmakologi. 1. udg. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1941. 34. Møller KO. Farmakologi. 6. udg. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1965. 35. Møller-Christensen V. Ex Saliva. Medicinsk Forum 1968; 21: 35-43. 36. Nylén S. Leos och Ferrosans rötter. En komplicerad och ostrukturerad berättelse om uppkomsten

(födelse och uppväxt) av AB Leo 1914-1927, A/S Ferrosan 1920-1927, AB Ferrosan 1919-1934. Ett litet bidrag till historien om hur dansk industrifarmaci och företagsamhet gick över Sundet. Sverige: S. Nylén, 1992.

37. Olaf-Hansen E. 40 år med medicin. København: MEFA, 1973. 38. Peyer HC. Roche: A Company History, 1896-1996. Basel: Editiones Roche, 1996. 39. Poulsen G. Behandlingen af Skinnebenssaar med Incitamin. Ugeskrift for Læger 1924; 86: 94-7. 40. Reynolds JEF, Prasad AB, eds. Martindale. The Extra Pharmacopoeia. 28th ed. London: The Phar-

maceutical Press, 1982: 361-3. 41. Schou JS. Læger som rådgivere/beslutningstagere i lægemiddeladministrativt arbejde. I: Lyngvig J et

al. Staten og lægemidlerne. Regulering af lægemiddelområdet gennem tiden. København: Lægemid-delstyrelsen, 2007: 129-50.

42. Sneader W. Drug Discovery: A History. West Sussex, England: John Wiley & Sons Ltd., 2005. 43. The Merck Index of Chemicals and Drugs. Rahway, N.J., USA: Merck & Co., Inc., 1952: 316. 44. Thorsen L. Hans Hedtoft. En biografi. Odense: Odense Universitetsforlag, 1998: 211-4. 45. Wøhlk A. Om nogle organiske Jernmixturer. Archiv for Pharmaci og Chemi 1913; 20: 465-72. 46. Zeuthen HR. Danske Farmakopeer indtil 1925. Formelsamling og Oversigt. København: Fr. Bagges

kgl. Hofbogtrykkeri, 1927: 273. 47. Ændringer i apotekerloven. Medicinsk Forum 1960; nr. 1: 15-19.

Jubilæumsskrifter og -artikler 48. Ferrrosan 1920-1970. A/S Ferrosan, 1970. 49. Fonnesbech-Wulff B, Zalewski B. Ferrosan 1920-1995. Søborg: Ferrosan A/S, 1995. 50. Marcussen E. Nogle erindringer om de første Ferrosan-præparaters historie. Medicinsk Forum

1970; 23: 47-9. 51. Overø K. A/S Ferrosan – 50 år. 1920 – maj – 1970. Medicinsk Forum 1970; 23: 35-46. 52. Overø K. Industrinyt. Fra jernmikstur til specifikke biokemiske substanser. Ferrosan 50 år. Farma-

ceutisk Tidende 1970; 80: 438-41. 53. Overø K. Lidt om Ferrosans tidligste historie. Archiv for Pharmaci og Chemi 1970; 77: 421-5.

Internet 54. DDT. www.denstoredanske.dk/Natur_og_milj%c3%b8/Milj%c3%b8_og_forurening/

Vandmilj%c3%b8%2c _spildevand_og_olieforurening/DDT/4. august 2013. 55. Ferrosan. www.top1000.dk/virksomheder/ferrosan/organization/historie/23. juli 2013. 56. Knud O. Møller. www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Sundhed/Farmakolog/

Knud_O._M%C3%B8ller/28. juli 2013. 57. Medicinpriser. www.medicinpriser.dk/4. august 2013. 58. Pfizer køber Ferrosan. www.business.dk/medico/pfizer-koeber-ferrosan/23. juli 2013.

Reklamer 59. Easton Syrup Tabletter »Leo«. Annonce. Ugeskrift for Læger 1921; nr. 50: XVII. 60. Idozan. Annonce. Ugeskrift for Læger 1920; nr. 45: XXIII. 61. Idozan. Annonce. Ugeskrift for Læger 1921; nr. 2: XXV. 62. Kathiolan. Annonce. Ugeskrift for Læger 1921; nr. 45: XXIII. 63. Nyt præparat Serepax Ferrosan. Tryksag. November 1965.

53

Utrykt materiale 64. Dansk Farmacihistorisk Samlings Arkiv. Marcussen E. Fra mine arbejdsår i A/S Ferrosan 1934-1962,

dateret 1979. 65. Dansk Farmacihistorisk Samlings Arkiv. Weitzmann H. 50 Aar inden- og udenfor Farmacien, date-

ret København, 20. oktober 1940. 66. Sundhedsstyrelsens Arkiv. D.sp.nr. 628, Idobutal c. coffeino.

HåndbøgerSpecialitetstakst, alle udgaver, 1935-1996.Lægeforeningens Aarbog, diverse udgaver.Lægeforeningens Medicinfortegnelse, diverse udgaver.Dansk Farmaceutisk Stat 1973.Den Danske Lægestand, diverse udgaver.Kraks Blå Bog, diverse udgaverwww.denstoredanske.dk.