Aarhus Universitet - Medievidenskab

Skriveøvelse 3 - Forgotten Silver

Mikkel Andersen

Hvordan er fortælleren troværdighedsskabende i mockumentaren Forgotten Silver?

7101 tegn inkl. mellemrum samt fodnote

201223/11

Indledning

Dagen efter at den New Zealandske tv-station TVNZ havde vist ”dokumentaren”

Forgotten Silver, måtte de to instruktører Peter Jackson og Costa Botes gå på

landsdækkende Tv, og forklare den ”dokumentar” de havde begået – det hele var

nemlig løgn, og TVNZ havde oplevet en sand seerstorm, af seere der måtte vide, om

udseendelsen var sand (University of Waikato). Forgotten Silver er uden tvivl

fiktion, men da udseendelsen bærer præg af dokumentaren, en såkaldt

Mockumentary, snyder den de fleste. Fortælleren har en afgørende rolle for

troværdigheden i udsendelsen, og det er dette dokumentariske træk, der vil blive

gjort rede for, samt analyseret i det følgende. Derfor lyder problemformuleringen:

Hvordan er fortælleren troværdighedsskabende i mockumentaren Forgotten

Silver?

Metode og Teori

For at svare på problemformuleringen vil jeg bruge relevant litteratur bl.a. bogen

Faking it af Roscoe & Hights, der så glimrende redegør for mockumentaren lige fra

afsender til modtager. Desuden vil jeg ud fra en dokumentarisk genreanalyse

analysere Forgotten Silver. Selvom Forgotten Silver ikke er en dokumentar i sin

oprindelige forstand, er det nødvendigt at finde konkrete dokumentariske træk for

at bevise modtagerens opfattelse af medieteksten – i dette tilfælde som værende

sand, selvom teksten er falsk.

I det følgende vil der blive redegjort for mockumentaren, forudsat

dokumentaren, med henblik på Forgotten Silver.

Documentary & Mockumentary

Der hersker endnu ikke konsensus omkring definitionen af dokumentaren, men vi

ved, at dokumentaren forsøger at gengive fakta, dog ikke umedieret, og derfor

opstår der konstant diskussion om dokumentarens troværdighed (Roscoe &

Hights, 2001: p. 8). En definition man umiddelbart kan bruge er Nichols’:

”Documentary suggests fullness and completion, knowledge and fact, explanations

2

of the social world and its motivating mechanisms” (Nichols, 1993: p. 174).

Dermed har dokumentaren en troværdig og privilegeret position i samfundet, da

det er dokumentaren, der præsenterer det mest troværdige portræt af verdenen –

vi ved med andre ord, at når vi opfanger dokumentarudsendelsens koder,

forbinder vi det med fakta (P. H. Larsen, 1990: p. 197-198). I lyset af den definition

samt de dokumentariske koder der er at finde i Forgotten Silver, kan denne sagtens

opfattes af modtageren som værende en dokumentar, og derfor altså fakta, men

indholdet er fiktivt – altså en mockumentary.

En Mockumentary er karakteriseret ved, at der bliver ”gjort-grin-med” (jf.

Mock) den førnævnte status og troværdighed, dokumentaren besidder.

Mockumentaren er fiktiv, men koderne eller det æstetiske er taget fra

dokumentaren, og Forgotten Silver forsøger således, at bringe publikum igennem

det faktiske, for så at seeren selv skal opfatte det fiktive, men mange opfattede det

ikke (Roscoe & Hights, 2001: p. 47).

Derfor vil Forgotten Silver i det følgende blive analyseret, med henblik på

fortælleren som en dokumentarisk genremarkør, der får seeren til at føle, at

udsendelsen er troværdig.

Analyse af fortælleren i Forgotten Silver

Forgotten Silver begynder med, at Peter Jackson tager os tilbage til åstedet (P. H.

Larsen, 2003: p. 205) imens han taler direkte til kameraet – til os. Dermed får han

den umiddelbare rolle som Stand-up reporter on location, hvilket giver ham en

særlig sandhedsautoritet, da han både har øjenkontakt med seeren, samtidig med

at han står på det aktuelle sted som der reporteres om (P. H. Larsen, 1990: p. 118).

Derefter klippes der til en sync-sekvens med arkivar Jonathon Morris som er i gang

med at arbejde med gamle film, alt i mens hans egne udtalelser fra et interview

fungere som voice over. Når der efterfølgende klippes til selv samme samme

interview, er det med metonymisk baggrund som karakterisere sync-personens

sociale identitet – i dette tilfælde gamle film i et arkiv (P. H. Larsen, 2003: p. 196-

197). Alt dette er med til at styrke Jonathon Morris’ troværdig, og han fungerer

således som ekspert samt belæg for historien. På fuldstændig samme måde

introduceres Costa Botes, hvilket giver et præg af, at de filmfolk der taler, ved hvad

3

de snakker om. Efterfølgende giver hhv. Harvey Weinstein og Leonard Maltin deres

besyv med. Både Weinstein og Maltin er institutioner indenfor hver deres område,

og specielt filmhistoriker Maltin giver et ekstremt realistisk og troværdigt præg.

På 3,5 min. er fundamentet for udsendelsen altså lagt – et meget troværdigt

fundament af både øjenkontakt med seeren samt filmkyndiges udtalelser. Herefter

fortsætter Forgotten Silver så i stil med det, P. H. Larsen vil kalde Det illustrerende

faktaprogram (P. H. Larsen, 2003: p. 219ff).

Efter introen skifter fortællerrollen fra eksperterne til Jeffrey Thomas, der

fungerer som Voice of god - en alvidende fortæller som seeren aldrig får at se. Hans

rolige og dybe stemmeføring skaber tryghed og troværdighed i form af autoritet,

overblik og indlevelse. Han manifesterer sig som den klassiske krønikefortæller der

formidler historisk stof i form at gode historier (P. H. Larsen, 2003: p. 191). Men

for at troværdigheden skal opretholdes, må det der bruges bærende billeder som

Visual Proof, altså billeder der understøtter, eller er belæg for det fortalte (P. H.

Larsen, 2003: p. 201-202). Gennem hele udsendelsen er dette tilfældet. Hver gang

der bliver givet en information, dækkes det af ”autentiske” billeder eller film.

Indholdet er som sagt fiktion, men producenterne ønskede at give seeren en

fornemmelse af fakta og troværdig, og derfor er det nødvendigt at skabe en

sandhedseffekt (P. H. Larsen, 1990: p. 174f). Denne effekt opstår kun hvis

modtageren har tillid til det fortalte, og dermed skaber en slags ”overenskomst”

med fortælleren. Ifølge P. H. Larsen skabes overenskomsten via den tertiære

identifikation1 (ibid.) - altså underlægger seeren sig fortælleren, og det fortalte

anerkendes derfor som værende fakta.

Konklusion

1 Den tertiære identifikation = seeren identificerer barndommens billede af en far. Seeren oplever sig selv som et barn, til hvem faderen (fortælleren) forklarer didaktisk tillid til forældreautoritet (P. H. Larsen, 1990: p. 162).

4

Man kan altså konkludere, at på trods af at Forgotten Silver er fiktiv, så opleves

det fortalte som værende fakta, da seeren opfanger koderne fra dokumentaren,

heriblandt fortælleren som bærende aktør. Vores identifikation af forholdet

mellem seer og den autoritative fortæller er ligeledes med til at skabe en troværdig

udsendelse. Så selvom Jackson & Botes havde intentioner om, at seeren selv ville

opdage at udsendelsen var fiktiv, så gjorde blandingen af eksperter og

autoritetsfortæller, at mange troede på, hvad der blev fortalt (Roscoe & Hights,

2001: p. 47). Man kan derfor vurdere, at grænsen mellem fiktion og fakta er

flydende, og der er uanede grænser for, hvordan disse kan blandes sammen, så

længe der er elementer af hhv. fakta og fiktion – ”faktion” om man vil (P. H. Larsen,

1990: p. 12). På samme måde er der rig mulighed for at lege med modtagerens

opfattelse af troværdigheden i programmerne, hvilket Forgotten Silver er et godt

eksempel på.

Litteraturliste

Larsen, P. H. (1990): Faktion som udtryksmiddel. Forlaget Amanda.

Larsen, P. H. (2003): De levende billeders dramaturgi bind II. DR

Nichols, Bill. (1993): Theorizing documentary. New York: Routledge

Roscoe, J. & Hight, C. (2001): Faking it. Manchester: Manchester University Press

University of Waikato. (uden årstal). Forgotten Silver and its audience. Hentet den

20. November 2012 fra: http://www.waikato.ac.nz/film/mock-doc.shtml

5