FRIDTJOF ØVREBØ En europeer fra Karmsund

UTGITT VED EN KOMITE

Haugesund 1954

Redigert av MfWg# Westbøe, Nil, Økland og Em.,. A"",ot

- som også hIN It/ttt for utgivelsen

Tegninger tW Ame Kristiansen

Trykt; Skogland, Boktrykkeri A.,

HaNgesanå 1954

Forord

Denne boken er blitt til som et minnesmerke - et minnes­merke over en mann som godt og vel et kvart hundreår etter han døde, stadig er en forunderlig levende skikkelse blant folk på vå=e kanter. Først og fremst blant de mange som ennå hus­ker ham personlig - men også blant unge som bare har hørt om ham.

At Fridtjof Øvrebøs ettermæle stadig holdes så levende i folkebevistheten i heimtraktene hans, har ikke noe å gjøre med det en i våre dager kaller for storbragder. Derimot er det uten tvil en erkjennelse av overskuddamenneskets betydning -en kulturerkjennelse i en mekanisert og materialistisk nytte-­betont tid.

Fridtjof Øvrebø var et overskuddsmenneske. Han levde for sine kulturinteresser. Han levde ,aldri av dem.. Hans skribent­virksomhet, hans lokalhistoriske arbeid, hans kamp for å redde kulturverdier - det var alt sammen uttrykk for en dyp og uegennyttig trang til livsforedling. I den ærbødighet og kjær-­lighet som folk ved Karmsundet omfatter hans minne med, tør en kanskje også se både en erkjennelse og en anerkjennelse av kulturarbeidets plass midt i det daglige strev. For Fridtjof Øvrebø var ingen fagkulturist. Han var av fødsel bonde og levde av gardsdrift og forretningsvirksomhet. Men det som andre ville kalle for hohby, ble for ham en hovedinnsats i livet.

Det er noe aven oppmuntring i en tid som vår at minnet om denne kultur-representanten ennå er så friskt. Men hans

5

sambygdinger og venner har lenge vært klar over at det nok snart vil blekne og utviskes, om ikke noe blir gjort for å holde det levende. Steinen over graven hans på Torvastad kyrkjegard eller bautaen ved Avaldsneskirken er ikke nok til å sikre det. Derfor har interesserte i flere år syslet med tanken om å kunne få gitt ut en bok, som kunne fortelle om Øvrebø og samtidig la hans egen røst lyde.

Det er denne boken som foreligger nå. Utgivelsen er blitt muliggjort ved bevilgoinger fra Torvastad, Avaldsnes og Hau­gesund kommuner, som iIlle har følt at de står i dyp takknem­lighetsgjeld til Fridtjof Øvrebø, og som derfor har villet være med og reise ham et varig minne på denne måten. Dessuten har Øvrebøs ætt ytt bidrag til utgivelsen.

Det var naturlig at det ble styret og sjefsbibliotekaren ved Haugesunds Follrebibliotek som tok initiativet til utgivel­sen av Øvrebø-boken. Ikke bare ved å etterlate biblioteket sin store sjeldne boksamling, men som venn og rådgiver gjennom mange år, kom han til å stå institusjonen og dens personale meget nær. Ingen kunne derfor være mer interresert i «Øvrebø­boken» enn biblioteketa folk. Det som sikret boken etter den opptrukne planen, var imidlertid at bibliotek-styret fikk Nils Økland til medarbeider. Han var en av Øvrebøs aller nærmeste venner, og kjente vel Fridtjof. karakter og tankeverden som ingen .annen, utenom Fridtjofs hustru. Det var derfor selvsagt at det måtte bli Nils Økland som skrev om Øvrebø. Og det boken gir av Øvrebø, er valgt ut og ordnet av Økland aammen med sjefbibliotekar Margit Westbøe og undertegoede formann i Bib­liotekstyret. De har sammen dannet utgiverkomite. Komiteen har imidlertid fått god assistanse, framfor alt at kjøpmann Peder Skeie, som ved tilretteleggeisen av arbeidet har repre­sentert slekten - og forøvrig bistått frk. Westbøe med å skaffe tilveie kildemateriale.

Bak i boken vil en finne en bibliografisk fortegoelse over det som har vært å finne av Øvrebøs artikler i aviser og tids­skrifter, og deesuten vil en finne nevnt noen særtrykk og hefter med litt mer omfattende behandliog av noe av det historiske stoffet som hadde opptatt ham særlig sterkt. Det var for det

6

første Avaldsneskirken, som for ham ble noe av et kultursym­bol, og hvis gjenreising han mer enn noen annen hadde æren av. Dernest den merkelige norsk-islandske historiografen fra 1600-tallet Tormod Torfæus, som hadde slått seg ned på gården Stangaland ved Kopervik. Og endelig «Harald Hårfagre og Karmsund., et arbeid som det blir gjengitt noen bruddstykker av i denne boken.

Ved utvalget av artiklene har vi fulgt den linjen at vi har tatt et streiftog både gjennom tid og gjennom emner - fra den tidlige ungdommen og til Øvrebøs siste leveår, og fra natur­stemninger og dikt over kritisk virksomhet til politisk disku­sjon og kulturdebatt. Av gode grunner - for å vise at kunst­nyteren og kunst- og litteraturkommentatoren Øvrebø selv hadde skapende kunstnerisk evne - er det gitt særlig god plass til hans små fine skisser og naturstemninger fra Karmøy, og til et utvalg av diktene hans.

Mangesidigheten og vidsynet i Øvrebøs skribentvirksomhet får en uvilkårlig - uten noen sammenligning forøvrig - til å minnes karskteristikken av Garborg som cJærbu og euro­peer>. Fridtjof Øvrebø var en europeer fra Karmsund. Eller en polyhistor, som Økland sier.

Svært mye av det Øvrebø skrev hadde en bestemt dags­

aktuell hensikt. Han ville slå til lyd for noe, fange oppmerk­somheten for en eller annen knlturoppgave. Men det er ikke tvil om at han under dette ble så sterkt opptatt av uttrykks­former og meddelelsesmåter i den oppgaven han hadde for seg, at han nok også følte seg som journalist. Han var som hjemme i avisredaksjonene, og hadde mange venner og beundrere der - ikke minst blant de yngre. Det kom vel for en del av Frid­tjof Øvrebøs fascinerende personlighet, med dens enestående samklang mellom en aristokratisk høvdingsskikkeIse, og en åndskultur som gjerne ville gjøre flest mulig delaktig i den skjønnhetsgleden han selv opplevde. Men den beundring han ble omfattet med i journalistkretser, kom kanskje også av at han ble sett på som et symbol for noe verdifullt som en følte holdt på å gå tapt i den stadig stigende døgnrytme: sansen for ordet og ettertanken i det som ble publisert.

7

Formen betydde mye for Fridtjof Øvrebø i alt ban skrev. Han kunne være bitende skarp og sarkastisk i en polemikk. Men det var alltid på en ridderlig og elegant måte. Og ellers var det nesten alltid det vakre og åndsoppbyggende han søkte fram til. Han var estetiker - ikke av maner, men av natur. net ga hans liv en stil og en harmoni som mange strever etter, men som få når.

For undertegnede, som hadde den lykke som ung journa­list å bli venn med Fridtjof Øvrebø, er minnet om bam uløselig knyttet til det siste møtet. Som Nils Økland peker på, elsket Øvrebø dansk dikting - og da selvsagt også H. C. Andersen. I 1927 reiste den framstående danske H. C. Andersen-tolker, skuespilleren Jacob Texiere, på turne i N orge, og hadde også Haugesund med i sin reiserute. På denne tid var Øvrebø meget syk, og hadde bestemt seg for å reise til Stavanger for å ta en operasjon. Slike opemsjoner var da en meget alvorlig sak - og Øvrebø hadde på følelsen at han kanskje ikke kom tilbake. Vi forsto det i avisen da han kom på sitt siste besøk - vi fikk straks en underlig følelse av at han kom for å si farvel. Han hadde sitt vanlige lett spøkefulle og varme vesen. Men det var noe oppgjort og egenartet bestemt i tonen. Han fortalte at han egentlig skulle ha reist til sykehuset noen dager før, men hadde utsatt det da han hadde sett at Texiere skulle komme. Og så kom det: For å si som sant er, kan det være tvilsomt om jeg kommer tilbake - og derfor vil jeg så gjeme ha denne opp­levelsen med meg. Sa Fridtjof Øvrebø siste gang vi så ham. Han kom ikke tilbake.

Men minnet om ham skal leve videre i Karmsundbygdene. net håper vi denne boken vil bidra til.

Ei'fUlT Aamot

8

\.F-h,. ,) :...., .-( . • (utCJ.., '-C' __ , ~JtJ_ "" __ '- ~....",

FRIDTJOF ØVREBØ OG BOKSAMLINGI HANS.

AV NILS ØKLAND.

Tidleg um morgonen den 1. desember 1927 døydde Fridtjof Øvrebø på Fylkessjukehuset i Stavanger etter ein fårleg opeTa­sjon. Han var fødd på øvrehø i Torvastad den 23. februar 1871, og vart soleis berre gode 56 år gamal. Livet hans vart ikkje langt, men det var likevel eit rikt og eit nyttigt liv han fekk leva.

Fridtjof Øvrebø var ein mann med evnor som peika i ymse leider og rakk langt ut over vanlege mål. Tidleg vilde han ut og søkja lærdom. Fyrst kom han på amtsskulen i Ryfylke, der han fekk Torkell Mauland til lærar. Mauland var ein stor­vaksen og sermerkt ungdomsleidar med sjeldsynt lærargjevnad og sterke historlake og nasjonale interessor. Seinare vart han kjend som ein av dei fremste millom lokalhistorikarane og ættegranskarane våre. Det fekk mykje å segja for Fridtjof Øvrebø at han kom under påverknad av ein mann som Mau­land. Alt som smågut hadde soga lokka på han. I guteårl hadde han fått vore med konservator Lorange frå Bergens Museum og grave ut sume av gravhaugane ved Karmsund. Og elles låg soga og tala til han frå alle res og rindar i Torva-

stad og Agvaldsnes. Der "ar gravhaugar og bautasteinar kvar ein vende seg. Og so det segurike Agvaldsnes med Håkon Håkonson si kyrkje! På amtsakulen svinga Mau1and troUsta­ven over alle inntrykki frå barndomen og over heile noregs­soga. Og då vart kveiken frå barneårl til ein eld som aldri slokna.

Seinare kom Øvrebø inn på den «studentfabrikken> som den kjende skulemannen Paul Berg dreiv på Voss. Men her fekk han ikkje vera lenge, for helsa slo klikk, so han laut slutta. Like vel hadde han noko med seg heim frå Vosse-akulen og. Mykje av det fri- og vidsynet som sermerkte Øvrebø til det siste, kan truleg fø~ast attende til inntrykk han fekk på Voss, og ikkje minst til innverknad frå den radikale og spiri­tueUe akulestyraren som han ofte tala um med stor vyrdnad.

Etterpå strauk han til Amerika. Ferdi vara berre eit stutt .år, men verdlaus var ho ikkje. Med vakne sansar saug han i seg rike inntrykk frå det framande landet og livet der. Det gav røynslor og vidsyn, verdi vart større for han, og evna til kritikk og verdsetjing vart kvesst.

Etter amerikaferdi vart han buande på Torvastad, fyrst heime på Øvrebø, seinare på Haugå. I 1898 gifte han seg med lærarinne Helvig Marie Hauge. Dei to høvde makelaust godt i hop, for Marie var ei mykje intelligent kvinne, frilynd som mannen og med sterke nasjonale og boklege interesssor. På Haugå bygde dei seg ein romsam og fin heim på eit jordstykke dei åtte der. Det vart ein kulturheim av dei sjeldsynte, prydd med bilete av våre store kunstuarar, med bøker i mengdevis og med fine gamle stakar og krus og glas kring på bord og skåp. I denne adelsheim.n gjekk dei to som hadde skapt han, og var glade i kvarandre. Ein laut tenkja på den greske segni um Filemon og Baucis og hytta deira. Denne heimen var ein god stad å koma til for aUe som kunde gleda seg ved ånds- og kulturverde.

Her på Haugå arbeidde Øvrebø med mangt. Han var gard­brukar og dreiv det vesle jordstykket upp til eit lite mynster­bruk. EUes var han heradskasserar i Torvastad i mange år, skri"ar i likningsnemndi, formann i fatigstyret, direktør i

10

Torvestad & Skåre sparebank o. a. Han "ar formann i forliks­rådet i Torvastad i mange år heilt til han døydde. So vart han med i ymist arbeid utanum bygdi: styrelem i Rogaland historie­lag, med i nemndi for Utstein kloster, drivande kraft i arbeidet for atterreising av Olavskyrkja på Agvaldsnes.

Gravferdi etter Fridtjof Øvrebø vart haldi i Agvaldanes­kyrkja. Etter høgtldi der vart han køyrd til Torvastad kyrkje­gard og gravlagd der. Utanfor Agvaldsneskyrkja er det reist ein bautastein til minne um han.

Alt tidleg i 1890-åri tok Øvrebø til å skriva i bladi. net fyrste eg veit um at han fekk prenta, var eit prosastykke <Jon­sokaften i Torvestad». net stod i .Stavanger Avis» for 19. juli 1890. nå "ar han 19 år gamal. Seinare flutte han over til «Haugesunds Avis», der han var fast husven alle år seinare. Det v;ar helst dikt han skreiv for det fyrste. Han skreiv under merke enno. Eg kjenner til desse merki: «0», «S" «Egil Vang. og «Klafana». Men seinare skreiv han under fullt namn eller under det lett kjennelege merke «Fr. ø.», når eg då tek undan ei skjemtebrevrekkje frå 1919/20 i «Haugesunds Avis», der han brukte merket «L B. Seehus».

Av ungdomspoesien hans tek eg med diktet «Vinterland­skab» av «Egil Vang>:

Havet mørkt og stille spejler stjærnevrimlen, nordlysflammer spille over nattehimlen.

Mørkt er havets øje, høj er sneens tinde. Nattens ro den høje vækker halvglemt minde.

Tys .. Naturen so..,.r. Guden holder tale, tausheds gud er over templets højtidssale.

11

Horizontens linjer deIger fjærne lande -Sydens skjønne pinjer, Indiens solskinsstrande.

Men på Sneglansøen dufter ingen pinjer -: Nordlysskin i sjøen, snefjælds kolde linjer.

Sortblå, stille vover stjærnegrupper male, tausheds gud er over templets højtidssale.

Diktet let seg ikkje heilt tidfesta. Men det er truleg skrive ein gong i nittiåri. Alt i dette diktet møter ein naturlyrikaren Fridtjof Øvrebø, og ein merkar den kræsne- sansen for formi som alle dagar sermerkte han. Rett nok høyrer ein noko atter­klang etter andre diktarar, og ein tykkjer formi fen ein grand stiv og tonen ein tanke for høgtidsam. Men etter kvart finn Øvrebø meir og meir si eigi form, og dikti vert fødde i sterk og varm stemning. Sjå t. d. desse stemningsrike verei or minne­diktet um sokneprest H. C. Seip frå 1902:

12

Dit kloge hjærte dømte mildt, du var saa v:arm og fin, du Jagde over strængt og vildt dit væsens sølv-sordin.

Din stemmes bløde dybe charme, dit ansigts noble fred har tystnet mangt et hjærtes larm som tungt med sorgen stred.

Den stille uge dæmred blid, og stær og lærke slau. Det var saa skjøn en afskedstid med drøm om fred og vaar.

Det var saa skjøn en afskedsstund -alt hvisked: broder, hvil. Som paaskesol paa solblankt sund, saa var dit blege smil.

e- - - det er godt mulig at det var naturelskeren og ly­rUreren i ham som er hans mest oprindelige evne», skreiv redak­tør Nils Urdal i «Haug. Avis» um Øvrebø til femtiårsdagen i 1921. Urdal hadde mykje rett i det. Og di eldre Øvrebø vart, di sterkare flødde varmen inn i lyrikken hans. Kan hende dette hekk noko ihop med den heimbygdstonen dikti fekk etter kvart.

Han hev mange heimbygdsdikt. Dei kan vera knytte til heimegarden som «lngemannsbekken>, bygt over ei segn frå Øvrebø. Eller det kan vera naturskildringar frå Torvastad som <Julinætter» eller «Junikveld på Karmøen.. Stundom vidar heimbygdi seg ut. Dikti får vidare synsring. Dei femner um heile fylket, det vert dikt um Rogaland med folk og bygder og byar:

Der binder en krans os sammen, en tone som rygernes er, en tone, som samlet stammen i tusinde år, ja fler.

I slike dikt ser han gjerne notids ting og tilhøve i historisk samanheng. Av dette slaget er dei store dikti «En saga» og «Rygebonden., dette sistnemnde skrive til 150-årsfesten for Rogaland Landbrnksselskap 1926.

Av dikti frå seinare år kan eg her berre gå noko nærare inn på det store diktet «Kormb. Eg hev valt dette diktet, av di det syner fram den heimbygdssøkjande trongi hjå diktaren, og dertil er eit godt døme på den mogne verskunsti llan&

Til opning målar diktaren Kormtlandet som det stig fram

13

or havet og havskodda når sjømannen kjem inn mot land ein grå og stormande haustdag:

Et øyland ligger langstrakt og lavt i regnveirs dis, og det er Kormt som stiger av hav på gammel vis.

So ser han attover, inn i soga. Denne same vegen inn mot Kormt som sjømannen no fylgjer, det var vikingane sin veg når dei kom heim att um haustane på myrkleitte drakeskutor frå eventyrlege vest-havsferder. Framum Kormt stemnde Harald Hårfagre med storfloten på veg til Havsfjord. Og inne på det låge, rike, flate Kormt-landet mrde livet seg sermerkt og rikt gjenom lange aldrar i soga vår. Men sers var storhendingane knytte til den gamle midstaden på øyi, - Agvaldsnes. Her gjekk det mangt stort for seg i bronsealderen, i folkevandrings­tidi, i rikssamIingstidi og seinare ut gjenom den norske stortidi, heilt til det nasjonale livet i Noreg veikna av for ei tid etter dansk og tysk pågang. Men endå nedgangstidene var lange og harde, so låg landet der like fagert, og folket heldt seg sterkt og sunnt:

14

Ja Kormt, du vårt ssgaland gjennem tusinde år, du grønnes endnu ungt medens stær og lærke slår. Og viben synger friskt over Rehei i dag, SOm dengang Asbjørn skulde til Avaldsnes i lag.

Men gnIe åkre suser i solglans over he~ hvor fordum rullestener kun synte bræens vei. Og det er folketa hæder: Av istids grus og muld, av vandsure myrer det tryller havrens guld.

De grønblå enge bølger, hvor forhen lyngen spratt. Og Kormtbonden hæver av jorden trutt sin skatt. Om templerne vekslet, han end på mark og mo som konung Ogvald dyrker den kjære, mde ko.

Med dette sluttar fyrste delen av diktet. I siste delen målar diktaren naturen på Kormt, i varme, vare fargar.

Her er eit sumarbilete :

Havet ligger blankt om Karmøys lave sletter. Lærketriller risler igjennem solblå dag. Myggen synger Unnt i de lumre julinætter, tusen såter dufter og drømmer i lag.

So kjem hausten:

Heiloen tripper på mossede tuer. Spoven tuder .""'t over sivkranset vand. Rognebærret rødmer i septembersolens luer. Kornåkre gulner over Karmøys flate land.

Diktet tonar ut i' ei elskhugsfråsegn til den kjære heim­bygdi:

Blegnende dufte av drømme og minder hyller mit sind i sit skjælvende slør. Barndommens land som i tåredis svinder, ungdoms skjønne land med midtsommers blide bør -und mig din sødme til sildigste år!

Og mens din stemning i sjælen fortoner, svinder min tanke en susende vår hen i de blå regioner.

Soleis kunde verset tona hjå Fridtjof Øvrebø dei siste åri han levde.

Men det var ikkje berre ,,"'". Øvrebø skreiv. Han var ein flittig prosaskrivar og. Der ligg etter han hundratals utklipp, av stykke han hadde skrive i dagspressa ned gjenom åri. Han skreiv i mange blad: alle Haugesundsbladi (men då serleg «Haugesunds Avis.), «Stavanger Avis» og «Stavanger Aften­blad», 'l'Bergens Tidende», «Verdens Gang», Q. fl. Det er mange

15,

emne han skriv um, men rett ofte går det um bøker og bokmenn. Han var fast bokmeldar i «Haugesunds Avis" men det hende han melde bøker i andre blad og. Bokmeldingane hans er ofte små, festlege kunstverk. Dei kan spraka av ånd og vet, og er merkte av solid bokskyn og fin litterær smak. Det hende at han skreiv kunst- og musikkmeldingar og. Han hev skrive mange brev frå Karmøy, t. d. «Fuglebrev fra Karmøy. (1915), .Sommer-aroma. (1920) og «Til Karmsunds ungdom. (1920). Det er åndfulle og poetiske kåseri, ofte utforma med fin mål­kunst. I åri 1902 - 1906 hadde han i «Verdens Gang» fleire stykke um fornfunn i Torvastad. Og i åri 1914- 1924 skreiv han mange stykke serleg i «Haug. Avis. um Agvaldsnes og atterreisingi av Olavskyrkja. I dei åri Garborg stundom ferdast i Haugesund, hadde Øvrebø intervju med han og fleire blad­stykke um han. Til regel skreiv Øvrebø bokmålet. Frå fyrst av var det noko stivt og gamalvore, men etter kvart vart det meir og meir ledugt og vart norskare r klangen. I 1908 hadde han i «Gula Tidend. eit stykke på nynorsk: «Hev Karmsunds­bygdene havt gagn av Vigsnes Kobberverk 1.. Og i seinare år kom det ender og gong bokmeldingar av han på nynorsk.

Han hadde aldri noko imot å vera med i eit friskt ordskifte um aktuelle ting og spursmål, og var det då einkvan som arga han upp, kunde han verta kvass. Ein gong låg han i blad-trette med ,ein katolsk prest og dr. theol. um «Åndsfrihet.. Då er Øvrebø hardt etter katolikane av di dei m. a. brenn protestant­iske biblar. Her segjer han: ,Det skulde bli høitidelig om vi reiste bål i Djupaskar eller kanskje på Kattanakk og brente katolske bibler! Heksebålene er jo rent avlægs nu, så en slik autodafe vilde bli et ualmindelig og meget kristelig skue». Han fortel at det står to gamle katolske bøker på ein heidersplass i boksamlingi hans. .Jeg vil håpe at katolikene ikke fortørnes over at disse skjønne verker befinner sig i en «kjetters. hus. I erindring om katolsk praksis håper jeg også at dr. M. påskjøn­ner at jeg ikke brenner disse bøker, men holder dem i ære».

På ein serskild stsd i prosa-produksjonen hans står dei store soge-utgreidingane han skreiv. Dei vart for det meste prenta i årsskrifti til Rogaland Historielag, og det vart teke

16

Fridtjof Øvrebø Helvig Marie Hauge Øvrebø

Marie og Frid t jof Øvrebøs heim på Hauge iTorvestad.

serprent av dei. Han la ned stort og umhugsamt arbeid p~ desse utgreidingane og gjekk alltid til sjølve kjeldene etter det til­fanget han hadde bruk for. Utgreidingane er velskrevne og pålitande. Dei største av dei er: «Torvestad gamle kirker 0·

(1916), «Avaldsnes» (1916), «Torvestad sogneprester fra ældre til nyeste tid. (1918), «Tormod Torfæus. (1920), «Harald H~­fagre og Karmsund. (1922), «Forhistoriske graver og oldsaker i Haugesund. (1928). Samla til eitt vilde desse verdfune ut­greidi:ngane bli ei bok, truleg p~ minst 150 sidor.

Ovanfor hev eg nemnt at Øvrebø skreiv soge. Eg nemnde og at sogesansen var levande i han fr~ ungdomen. Då var han med Lorange og grov ut sume gravhaugsr. Som vaksen mann vart han med Shetelig, Brøgger o. a. og grov ut Grønhaug, Sølushaugen og andre forngraver i Torvastad. På denne m~ten lærde han arkeologi frå grunnen av, og vart personleg kjend og ven med mange av dei vitskapsmennene som var unge den gongen, og som gjorde stort nybrotsarbeid i den norske arke­ologien, slike som ~on Shetelig, A. W. Brøgger, Helge Gjes­sing, E. de Lange, J an Petersen, Johs. Bøe o. fl. Sjølv las han i denne tidi mykje arkeologi og hener ikkje lite geologi, dette siste av di geologien gjev naudsynt hjelpekunnskap for den som vil skyna arkeologien.

I mange ~ var han ein umissande hjelpesmann for alle dei som granska dei rike fornminni i Karmsund. Og han var ein framifrå kontaktmann for musei i Bergen og Stavanger. Mange er dei fornsakene han bev berga inn til musei til vitskapleg varveitsle og gransking. Soleis det merkelege dolkefundet som vart gjort på Hanske i Torvastad 1911. Um det skriv museums­direktør dr. Jan Petersen i «Kopervik Tidende, for 30. juni 1923:

«l et enkelt ogs~ merkeligt fund fra Hauske i Torvastad ble der i 1911 fundet hele 28 dolker av flint, et flinteøksemne, et sagblad av flint, 4 skrapere og hele 213 flintskjerver. Dette fund ble meldt til Stavanger Museum av herr Fridtjof Øvrebø. Sakene er sikkert nedlagt i jorden som et offer for at vinde de høiere magters gunst og tyder på velstand og høi kultur oppe i Torvastad for 4000 år siden •.

17

Hadde det kring i bygdene funnest mange slike som Øvrebø, vilde nok mange fleire dyre fornsaker vorte berga frå under­gang, og musei våre hadde vore enno rikare enn dei er.

Dette hev og vitskapsmennene, Øvrebø arbeidde saman med, forstått. Soleis står det i eit brev, dagsett 28. mars 1923, til Fridtjof Øvrebø frå riksantikvar Harry Fett:

.r anledning af Deres skrivelse af 15. ds. skal vi som en ærbødig takk for det fortjenstfulde arbeide De har udført i fortidsvemets tjeneste på Deres kanter af landet tillate os at sende Dem et eksemplar af boken om Stavanger Domkirke. Vi er også villig til af samme grund undtagel.sesvis at bryte med vort princip og sælge Dem ill række af «Norske Bygninger fra Fortiden», løst fra selve årsskriftet>.

Vyrdnaden frå vitskapen sin kant får ein og eit sterkt inn­trykk av når ein ser igjenom soge-deildi i Øvrebøbokaamlingi. Der finn ein lange rader av bøker, skrifter, serprent o. l. sende til Fridtjof Øvrebø frå dei unge, førande arkeologane i samtidi hans. Tilskriftene frå forfattarane gjev sterke og varme ut­trykk for godhugen, takksemdi og vyrdnaden desse vitskaps­mennene hadde for venen og medarbeidaren ut på Karmøy.

Og 80 skal eg taka med nokre minneord som museums­direktør dr. Jan Petersen bar fram i Haugesund etter Øvrebø var avliden. I "Haugesunds Avis, for 20. januar 1928 står dette: <Museumsdirektør Jan Petersen ved Stavanger museum begynte sit foredrag i Folkeakademiet med en kort, vakker min­detale over Fridtjof Øvrebø. Museumsdirektøren uttalte bl. a., at når granskingen af de ældste tiders historie her i Roga­land var kommet så langt som den var, skyldtes det i første række Fridtjof Øvrebø, som i mange år på dette område havde ytet verdifullt videnskabeligt arbeid. Han var en forngransker av Guds nåde, og de gjeureiste hautastener og den restaurerte Avaldaoeskirke som også hovedaagelig skyldes ham, står nu som minner om Fridtjof Øvrebø og hans arbeid på dette felt.»

«Verdifullt videnskabeligt arbeid. og «en forngransker av Guds nåde» - slik fall vitskapen sin dom um sogemannen Fridtjof Øvrebø. Det finst vel ikkje i landet mange «lekmenn. på dette umkverve som har fått slikt ettermæle.

18

Då Fridtjof Øvrebø døydde, stod det i dei vakre stovone på Haugå mange skåp fulle av bøker. I kassar og kistor låg det og bøker. Mange bøker. Bøkene er no i Haugesund Folkebibliotek. Dei har fått sitt eige rom der. Dei er gjevne til biblioteket. Frå alle sidor set er det ei stor gåve.

Gåvebrevet frå fru Marie øvrebø til Folkebiblioteket lydde soleis:

«Medan Fridtjof Øvrebø levde, var det hans ynskje at bok­samlingi hans skulde verta haldi ved lag ut over hans eigi tid, so bøkene kunde verta til nytte for komande ætter. Han hadde samla bøkene med stor kjærleik til og høg vyrdnad for det skrevne og prenta ordet. Difor vilde han gjerne at samlarar­beidet hans skulde få varande verd ved at boksamlingi i fram­tidi vart gøymd på trygg måte og soleis at so mange som moge­leg fekk høve til å nytts henne.

I samsvar med ynskjet hans segjer eg med dette frå at eg gjev boksamlingi etter Fridtjof Øvrebø til Haugesund Folke­bibliotek til vardveitsle og full eige (men då soleis at bøkene skal verta ståande i huset mitt på Haugå i Torvastad BO lenge som eg lever).

Eg legg til at eg ynskjer bøkene må verts haldne samla i eit serskilt rom i biblioteket. Dette romet må kunna nyttast til studierom, og bøkene bør vera tilgjengelege for ungdom og andre frå Haugesund og Karmsundsbygdene eller um det so var folk lenger burtanfrå og, når dei hadde bruk for noko av det studiematerialet som finst i boksamlingi.

Eg veit eg er i samsvar med dei innste og beste hugdrag hjå Fridtjof Øvrebø når eg torer vona at boksamlingi hans på denne måten må verta til noko gleda og hjelp for folket i Hau­gesund og der ikring - at ho må vera med og stø upp under all god og gagnleg folkevokster i den landsbolken som Fridtjof Øvrebø kjende seg som ein ekte son av, og som han var BO sterkt bunden til.>

Går ein igjenom den lange og rike lists over bøkene Frid­tjof Øvrebø hadde samla - um lag 2000 band - so ser ein lett at desse bøkene ikkje er dunga ihop på slump, men er samla i kjærleik og med plan. Det ser mest ut til at samlararbeidet går

lG

attende til ein gong tidleg i 1880-åri, då Fridtjof Øvrebø var berre gutungen. Dei bøkene som då var dei kjæraste for han, reknar han upp nokre av i eit vers frå den songen han skreiv til festen for det 17. norske bibliotekmøte , Haugesund, 25.

august 1924. Der segjer han:

Vor ungdoms kjære, kjære land i gylden tåge lyser. Der Jacob Ærlig står på strand, og don Quixote fnyser. Og der Falck-Ytter var· vor fryd, der Fredag svang sit lange spyd, der Ludvig Holberg slår til lyd, så hele Anholt nyser.

Me kan rekna dette verset for eit utdrag or ein uskriven katalog over den aller fyrste boksamlingi Fridtjof Øvrebø rådde over og kanskje delvis åtte. Det er kvalitetsbøker alle ihop. Me kan merka oss det, for i so måte går det ei ubroti line frå barnebøkene hans til den store samlingi som no står i Hauge­sund. Me skal difor sjå litt nærare på dei bøkene som er nemnde i «Verskatalogen».

«Jacob Ærlig» er den fyrste. Det er ein sjøroman på burt imot 300 sidor av den engelske sjøkapteinen Frederick Marryat (1792 - 1848). Han var bokmann, og skreiv ei lang rekkje romanar. Dei var mykje lesne og umtykte, ikkje minst millom gutar, som rimeleg var, for dei er sjøsalte og friske, og rike på liv og spaning. I Øvrebø-samlingi er det mange av dei, 10 bøker i alt, i umsetjing til dansk. Millom dei er sjølvsagt «Jacob Ærlig>. Truleg hev sume av desse bøkene fylgt Øvrebø frå guteåri.

So kjem .,Don Quixote». Som ein veit, er dette eitt av dei store meistarverki i heimsbokheimen. Diktaren er spaniaren Miguel de Cervsntes-Saavedra (1547 - 1616). Denne boki må Øvrebø truleg ha lånt i barneåri, for eg finn ikkje i lista over samlingi hans nokor utgåve han sjølv kan ha ått alt då. Men

20

då han seinare tok til å samla bøker i større stil hugsa han på barndomsvenen sin. net finst i boksamlingi ikkje mindre enn tre store _non Quixote»-utgåvor: ei gamal dansk frå 1776/77 (4 bd.), ei eldre tysk utan prentingsår (4 bd.) og ei norsk

utgåve 1916/18 (2 bd.). Falck-Ytter, som deretter kjem fram i verset, var ein kjend

norsk barneforteljar, f. 1832. Han var jurist og i mange år byfut i Sarpsborg. Til «Børnenes Blad» og tidsskriftet «For Ungdommen», som han gav ut, sette han i 1860- og 1870-åri um mange gode barne- og ungdomsforteljingar, serleg frå en­gelsk. Sjølv skreiv han fleire gode forteljingar for gutar. Mest kjend millom dei er «Håkon Håkonsen», eit slag norsk robin­sonade. Øvrebø hev to årgangar av «Børnenes Blad» og dertil «Håkon Håkonsen» (2. utg., 1884). Dette må vera kjære reli­kviar han hev gøymt på frå guteåri. Og som eit vitnemål um at han ikkje let gamal kjærleik rusta, må 'ein sjå det når han so seint som ikring 1912 hev kjøpt ei ny bok av Falck-Ytter. Ho hadde slik ein forlokkande titel: .Sjørøveren og hans huJe.» net forteljarnamnet og den titelen kunde gutehjarta hans Frid­tjof ikkje stå seg imot. A lesa den boki var for han å gjera ei reis attende til «vor ungdoms kjære, kjære land».

Neste namn i «Verskatalogen» er Fredag, den edle vill­mannen i «Robinson Crusoe» av engelskmannen Daniel Defoe, (1661-1731). I boksamlingi er det ei Robinsonumsetjing som han må ha kjøpt i 1890-åri, og dertil ei tysk etterlikning av pedagogen J. H. Campe (1746 -1818). nenne boki er på dansk, prenta 1836, og Øvrebø kan godt ha havt henne frå guteåri.

Til slutt kjem Ludvig Holberg. Han er og den diktaren, som ruvar mest i Øvrebø-boksamlingi, og han var vel den dikta. ren Øvrebø sette høgst av alle. nen klåre tanken og den salte humoren hjå Holberg var rett etter Øvrebø sitt hjarta. Um der i boksamlingi no finst Holberg-bøker som Øvrebø hev gøymt på frå ungdomsåri, kan eg ikkje avgjera. Men etter prentingsåri å døma kan det i so fall ikkje godt vera andre enn« Niels Klimo, ei utgåve prenta i Kjøbenhavn 1884. Men Holberg-bøkene i Øvrebø-aamlingi lyt eg koma attende til på ein annan stad i denne utgreidingi.

21

Det religiøse innslaget i boksamlingi må ha sin umtale. Men fyrst noko uro Øvrebø sjølv og religionen. Han var ikkje nett lik alle andre her, og difor var det mange som ikkje skyna han. Ein av dei som gjorde det, var dåverande sokneprest Hougsnæs, som i Agvaldsneskyrkja tala sanne, kloke og forståingsfulle ord over Øvrebø si båre. Etter referat i «Haugesunds Avis» sa soknepresten m. a. dette:

«Om Fridtjof Øvrebø vil det måtte siges, at han higet efter det som kunde gi svar på livsspørsmålene. For hvert litet lysglimt han opdaget, strålte hans øine aven i beste forstand barnlig glede ... Jeg vet fra samtaler isildige aftenstunder at hans ånd higet mot høidene. Og når samtalen dreiet inn på evig­hetens område, da blev der dybde i stemmen, og da kunde hans øine dugges. Der kunde bli langt mellom ordene. Da kunde det hende at han brøt ut næsten med lidenskabelig kraft: «Hvad er sannheten?» Jo, han søkte - og den som søker, skal finne. Guds hus elsket han - der fandt han hvile. Livets ophav og livets mening var de store spørsmål som sysselsatte ham.::-

Ja, han elska kyrkja. Han var ein av dei mest trufaste kyrkjesøkjarar i Torvastad. Og det gamle gudshuset på Ag­valdsnes var for han det kjæraste av alle dei kjære fornminni på Karmøy. I diktet «Kormt» drøymer han seg attende til dei dagar då

«- - klokkeklangen (frå Olavakyrkja) dirret ved vesper over sjø, og svaret tonet fagert frs kirketårn på Bø.>

Ut frå gamle, kristne minne dikta han denne vesle (upren­ta) jolesalma som ein fann millom papiri hans:

22

Velkommen barndomsminder, velkommen bamdomsfest! Velkommen Jesus liten, blåøiet himmelgjest.

Kom søte barnekonge, dulm al vor bitre tvil! Lok frem i stille øine det gode gmnle smil!

Læg over herjet verden hyrdenats måneskin. Send fredens julegave til alle trætte sind.

Ut frå desse same gamle kristne minne var det og han elska kyrkja, som for han var «fedrane kyrkja i Noregs land., og difor fann han fred og kvild der, som fedrane hadde gjort før han. Men alt frikyrkjelegt og ukyrkjelegt strev var stillaust, kulturlaust og rotlaust, tykte han.

Kjærleiken til kyrkja og det kyrkjelege ser ein og klåre merke etter i boksamlingi. Det er helst gamal og kyrkjeleg kristendom som kjem til syne der. Fyrst og fremst finn me grunnboki under all kristendom: Bibelen. Av den hev han mange utgåvor. Her er nokre av dei merkelegaste: Der er ein gresk-latinsk bibel, prenta i Basel 1550, ein latinsk (Lyon 1521), ein på !stin (Leipzig 1862), ein gamal dansk utan prentingsår, og dertil norske og amerikanske utgåvor av bibelen eller ny­testamentet. So er der ymse hjelpebøker til bibelkunnskap og -forståing, preikesamlingar av Jesper Brochmand, C. Hostrup o. fl., mange salmebøker: av Luther, Kingo, Brorson, Petter Dass, Gustav Jensen o. fl. Ja, der er til og med ei songbok av Lars Oftedahl : «Basunrøst og Harpetoner.» Av dei ymse klas­siske uppbyggjingsbøkene nemner eg <Om Kristi Efterfølgelse. av Thomas a Kempis, «Tanker» av Blaise Pascal og «Evange~ liske Hjærte-Spejh ,av Heinr. Miiller. Av danebispen Peder Pal­ladius finn ein den merkelege «Visitatsbog» og den eldste dan­ske kyrkjeordinansen. Elles finn ein mange altarbøker, både danske og norske, dertil ei lang rekkje med lutherske og katol­ske katekismer og vedkjenningsskrtfter. Rett eit praktstykke av ei altarbok er den katolske «Missale Romanum. prenta i

23

Køln 1705. Men det merkelegaste stykket i kyrkjebok-samlingi er då vel eit lite trykk, berre 4 blad, prenta i .Wyttemberg. 1523. Det er eit sendebrev frå sjølve Martin Luther til «dei utvalde, kjære Guds vener, alle kristne,. Det var fulla ikkje mange privatsamlarar i landet som kunde syna fram eit ekte Luther·trykk.

Der er mange bøker um biletkunst. Det kan vera oversyns­verk um ålmenn eller norsk kunstsoge : av L. Dietrichson, Ose. Mathiesen, Karl Madsen, Jens Thiis, Fr. Beckett o.a. Eller det kan vera bøker um einskilde kunstnarar. Av våre eigne t. d. um A. Tidemand, E. Werenskiold (som han åtte bilete av), H. Egedius, Gerh. Munthe (som hadde teikna det vakre Ex Libris som pryder bøkene hans) . Av framande kunstmenn er der bøker um Rafael, Leonardo, Michel-Angelo, Rembrandt, A. Zorn, Liljefors, Thorvaldsen, Dalsgård, o. fl. Saman med kunst­bøkene høyrer ei lang rad biletverk. Soleis er der ei mappe med praktfulle reproduksjonar av Michel-Angelo sine fresker i det Sixtinske kapellet i Peterskyrkja. Dei var måla i åri 1508 - 12, og ein kunsthistorikar segjer um dei at dei er <de mest stor­ladent formede menneskeskikkeiser, malerkunsten nogensinde har frembragt>.

Eg nemner berre at han hev mange bøker um teater og skodespelarkunst.

Der er mange reisebøker, ikkje minst frå eldre tid. Øv­rebø hev lika å fylgja dei store uppdagarane på deira eventyr­lege vegar, når dei var på leiting etter nytt, ukjent land og primitive folk.

Som ein måtte venta er der eit sers rikt innslag av soge­bøker. Eg hev alt nemnt dei arkeologiske bøkene. Men der er mykje frå den ålmenne soga og, norsk og norrøn soge, heims· soge. Til å syna kor vidt denne samlingi femner nemner eg nokre bøker og bokmenn.

Or framand soge finst det frå gamletidi bøker av grekarar som Thukydides, romarar som Cæsar, Sallnst, Livius og Taci­tus, jøden Josefus. Mange av verki deira er på latin og ofte i gamle, sjeldsynte utgåvor.

Frå nyare tid er der bøker av Voltaire (<<Kong Carl d. 12 av

24

Sverrig> og «Le Siecle de Louis XIV»), Thomas Smith (<<De respubliea Anglorum», 1625), Jaques Necker (<<Over den franske Statsforfatning 1790." på dansk Kbh. 1797), Ad. Thiers (<<Soga um den franske revolutionen»). Eg nemner og «The Constitu­tion of The United States of Ameriea, estabIished March 4.

1789». Heftet er prenta i London 1794. Frå norsk soge er der mykje. Or den gamle soge-bokheimen

nemner eg: «Fornmanna Sogur» (4 bd. Kbh. 1826/30), "Old­nordiske Sagaer» (på dansk, 12. bd., Kbh. 1826/27), "Olafs saga hins helga» (Kra. 1849), «Historia Norveglæ, (Km. 1921). Av «Heimskringla» J storverket hans Snorre, er der mange ut­gåvor. Fyrst og eldst Peder Claussøn si umsetjing «Norske Kongers Cronica» (prenta i Kbh. 1683), ei ny og auka utgåve av same boki (Kbh. 1757), Jacob Aalls umsetjing frå 1839,. P. A. Munch si frå 1859 og Gustav Storm si umsetjing frå 1914. Dei andre kongesogone hev han i umsetjing ved Gustav Storm og Alexander Bugge frå 1914. Eit verk til av Peder Claussøn må eg nemna: <:Norriges oc omliggende Øers sandfærdige Be­scriffuelse» (Kbh. 1682).

Islendingen Tormod Torfæus, som vart «Norges Historio­graf», budde på Stangaland ved Koparvik i over 50 år og døydde der i 1719. Ut frå det rike islendske sogematerialet som Tor­fæns rådde over, skreiv han på latin fleire store verk um Noregs (og Danmarks) soge. Verki hans, og då sers hovudverket «Historia rerum Norvegiea., prenta fyrste gongen 1711, var som Finnur Jonsson segjer <:enestående for sin Tid.» Desse. verki var den fyrste helsingi som i nyare tid gjekk frå det av­gløymde Noreg ut til dei lærde kring i Europa og sa frå um at her var eit land som heitte Noreg, og at dette landet hadde ei soge. Fridtjof Øvrebø var mykje uppglødd for Torfæus, og­skreiv i 1920 ei liti bok um han. I boksamlingi finn ein fleire av verki hans Torfæus, sume på latin, andre i umsetjing til dansk.

Av dei mange nyare bøkene um Noregs soge nemner eg­berre P. A. Munch: «Det norske Folks Historie» (8 bd. Kra. 1852/59), Ernst Sara: «Samlede Værker» (4 bd. Kra. 1911/12) og H. Koht: «Innhogg og Utsyn» (Kra. 1921).

25

Som desse fåe boknamn og årstall syner, femner sogesam­lingi um norsk sogeskriving frå dei eldste tidene og upp til notidi.

Frå svensk soge hev han ikkje so mykje, men frå dansk er der meir. Eg nemner nokre fåe av dei merkelegaste danske sogeverki hans:

Den mannen i Danmark som kjem nærast upp under Snorre Sturlason, er Saxe eller Saxo Grammaticus (frå 12. hundaåret). Etter pålegg frå erkebisp Absalon skreiv han på latin «Historia Danica» som går frå dei eldste tidene til kong Knud VI. Boki vart meistarlegt umsett til dansk av Anders Sørensen Vedel 1525 og seinare av Grundtvig o. a. Øvrebø hev Vedel si um­setjing i to utgåvor, ei frå 1610 og ei frå 1752. Dertil hev han ei moderne dansk umsetjing ved Fr. Winkel-Horn frå 1898. Ei onnor gamal dane-soge er «Roskilde krøniken.. Av den hev han ei umsetjing frå latin til dansk frå 1883. Av sogemannen og Noregs-venen Peter Suhm (1728 - 1798) hev han «Danmarks, Norges og Holstens Historie» (Kbh. 1781), og av den roman­tiske og fantasifulle sogemannen Vedel Simonsen hev han «Ud­sigt over Nationalhistoriens vigtigste Perioder» (Kbh. 1813/16). Dertil mange nyare sogebøker.

Men storparten av bøkene i Øvrebø-samlingi er då likevel diktarverk, og ein finn her eit godt utval av dei beste og største bøkene frå mest alle land i Europa og frå antikken og upp til våre dagar.

Ein av vegvisarane hans gjenom den moderne europ~iske bokheimen, den han lita mest på og lærde mest av, var Georg Brandes. Øvrebø åtte alle Brandes-bøkene - og dei er mange - og hadde lese dei grundig. Det fortalde han til Brandes ein gong han helsa på han i Bergen. «J a, det er skam også gode bøger», svara Brandes. Men Øvrebø hadde mange andre bøker um. boksoge og: oversynsverk av Henrik Jæger, Carl Nærup, Just Bing, J. B. Halvorsen, R. Nyerup, Hans Brix o. fJ. Dertil mange bøker um einskilde diktarar, både norske og framande.

I ei stutt oversyn over diktbøkene i samlingi må eg taka til med nokre namn frå dei greske og romerske bokheimane i gamletidi. Eg nemner Homer og Æsop, tragediediktarane Ai-

26

skylos, Sofokles og Euripides, filosofane Sokrates og Platon. Frå Rom er der diktarar som Horats, Ovid o. fl.

Frå millomalderen finn me itslienarane Dante, Petrarca, Boccaccio, Tassa, spaniaren Cervantes, den gåverike, lunefegne franskmannen Villon. Der er og sume av dei romantiske folke­bøkene frå den tid. Mange av millomalderbøkene er i gamle, sjeldsynte utgåvar. Soleis er «Decamerone:;.. i ei fin utgåve, prenta i Venezia 1540.

Kjem ein til nyare tid, må ein fyrst nemna det rike utvalet av engelske bøker. Der er ikkje nokon bolk av engelsk boksoge etter renessansen som ikkje hev sine målsmenn hjå Øvrebø. Eg kan berre nemna nokre få døme. Det er då fyrst Marlowe og Shakespeare frå Elisabet-tidi. Av Shakespeare er det i alt 54 band. Millom dei er samla-verk på engelsk ved Sam. Johnson (20 bd., London 1788), samla-verk på svensk (12 bd.) og på dansk ved Edv. Lembeke (5 bd.). Frå denne tidi er og «Es­says. av Fr. Bacon. Målsmann for puritanartidi er John Milton med «Paradise Lost» og frå restaurationstidi (1660 - 1700) Sam. Butler med «Hudibras.. Frå det 18. hundraåret er der bøker av A. Pope, J. Swift, H. Fielding og T. Smollett. Frå romantikkbolken 1800 - 1850 er det m. a. bøker av Walter Scott, Byron og Shelley. Serleg mykje hev han av Byron. Frå Victoria-tidi (fram til 1900) nemner eg namn som Browning, Dickens, Thackeray, earlyle, Hardy, Stevenson og frå tidi etter 1900 Oscar Wilde og Rudyard Kipling.

Or det tyske bokriket nemner eg av eldre diktarar Lessing, Goethe, Schiller, Kleist og E. Th. A. Hoffmann og av nyare diktarar, Anzengruber, H. Sudermann, Gottfr. Keller og Fritz Reuter.

Frå Frankrik tek samlingi til med Fr. Villon (1431-1480) og Scarron (1610 - 1660). Frå tidi ikring Ludvig 14. er der bøker av Corneille, Racine og Maliere, sa,tirikaren og kritikaren Boileau og den kristIynde tenkjaren Blaise Pascal. Det 18. hun­dråret hev eit sterkt innslag av bøker av Voltaire, men der er og bøker av Rousseau, Beaumarchais Q. a. Frå det 19. hundra­året nemner eg Alfred de Musset og George Sand, Alexandre Dumas, far og son, Victor Hugo, Gustav;e Flaubert, brørne

27

Goncourt. Elles ei lang rekkje franske bokmenn fram til slutten av hundraåret.

Frå Aust-Europa er der bøker av Gagol, Lermontov, Tur­genjev, Dostojevskij Stepniak, Tolstoi, Sienkievicz, Tsjeko'! og Garki.

Av norrøne bøker er der minst på svensk. Men utvalet er godt. Der er bøker av m. a. Bellmann, Tegner og Runeberg, Rydberg, mange av Strindberg, nokre av Selma Lagerløf, Frø­ding og sume andre.

Frå dansk bokheim er utvalet serleg rikt - og fint. Øv­rebø elska dansk dikting. Av eldre bøker finn ein m. a. Peder Syvs,:Kjæmpeviser-" Eleonora Ulfeldts «Jammers Minde», ein finn samla verk av Ewald, fleire av Baggesen, Rahbek og deira samtidingar. So finn ein det meste og beste av gnllalderdik­tarane sine verk. Her ruvar Oehlenschlæger mest med 31 band, millom dei fyrste utgåva av «Digte 1803" grunnsteinen under den nyare danske lyrikken. Brandes-tidi hev målsmenn som J. P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan o. m. fJ. Der er mykje lyrikk. Eg nemner Drachmann med 12 bd og den jyske lyri­karen Thøger Larsen med 7 bd.

Sa kjem den norske bokheimen. Her er fyrst eit rikt utval av dikting frå gamletidi og miJJomalderen: gude- og skaldekvad, ættesogar og av folkedikting eventyr, segner og folkevisor.

Av våre namngjevne diktarar tek samlingi til med Petter Dass og Ludvig Holberg. Av Dass hev han ~Nordlands Trom­pet» og eit par diktsamlingar. Av og um Holberg hev han ei ruvande boksamling på um lag 150 band.

Skal me rett skyna samanhengen med Holberg-boksamlingi, må me tenkja på at Øvrebø ikkje var berre ein vanleg boksam­Iar. Han var bibliofil.

Det finst i boksamlingi hans ei liti dansk bok som heiter «Håndbog for Bogsamlere». I den står det at ein kan saml .. bøker på fleire måtar. Ein kan samla planlaust, etter skiftande lune og ynskje. Eller ein kan samla etter nytteumsyn og få til ei god spesialboksamling. Men der er ein tridje måte og. Um den står det i boki: .Saalænge Bøger har været til, har der ogsaa været Mennesker, for hvem det at være omgivet af en

28

omhyggelig udvalgt og plejet Bogsamling er en Nydelse af lignende Art som den Kunstsamleren føler ved S~-"et af sine Malerier. For disse Mennesker er Glæden over Bøgerne ikke bestemt alene af deres Nytte- og Brugsværdi, men ogsaa af den rent æstetiske Tilfredsstillelse, man kan føle ved at være i Sel­skab med gode Bøger, hvad enten man lægger Vægt på deres indre Værdi, literære og stilistiske Egenskaber, eller på den ydre Skikkelse, hvori de optræder: den typografiske og dekora­tive Udstyreise, Bogbindene '" s. v. Kort sagt - disse Menne­sker er, foruden at være Bogsamlere, Bogeiskere, eller med det græske Ord: Bibliofiler .•

Fridtjof Øvrebø var ein slik bibliofil. Han samla med kjær­leik gamle bøker, fyrsteutgåvor, bøker frå gamle, namngjetne prenteverk som Elzevier i Amsterdam og Aldus i Venezia, bøker med serleg fine band o. likn. Det var i millomkrigstidi han for ålvor tok til å gå inn for dette slag samlararbeid, 03" han rakk heller langt med det.

Det ser ein ikkje minst på den store Holberg-samlingi. Ho er som eg nemnde på um lag 150 band. Mange av Holberg sine beker er i sers gamle utgåvor, soleis storparten av dei 6 «Niels Klim»-utgovone han hev. Det er nokre fyrste-utgovor og, soleis av «Moralske T.anker~, «Dannemarks og Norges Beskrivelse:', «Dannemarks Riges Historie». Av «Peder Paars» og Komediene er der mange utgåvor. Av dei siste nemner eg den fine .::Tegner­

utgåva. (Kbh. 1896). Eg nemner og «Udvalgte Skrifter. ved K. L. Rahbek (21 bd. Kbh. 1804/14). Dertil ei mengd bøker um Holberg og diktingi hans.

Av norske bøker frå seinare tid nemner eg verk av Wessel og dei andre diktarane frå «Det norske Selskab. si tid.

Men sjølvsagt er utvalet rik"st frå Wergelandstidi og ut det 19. hundraåret, Ein kan her segja at han hev samla det mest verdfulle som er skrive av norske diktarar i denne tidbol­ken. Når det gjeld Bjørnson og Ibsen, Lie og Kielland, Garborg og Hamsun hev han storparten av verki deira i sjeldsynte fyr­steutgåvor av stort verde. Sers rik er samlingi på lyriske verk. Der er ingen norsk l3'rikar Bom fortener namnet, frå Claus Fri­mann til Wildenvey og Nordahl Grie!!, som han ikkje hev fått

29

med. Men so var han no og sjølv lyrikar av hug og gJevnad. Boksamlingi hans Fridtjof Øvrebø vil gjenom tidene stå i

Haugesund og halda uppe minnet um ein av dei aller mest ser­merkte åndsmenn Karmsunds-bygdene hev fostra, diktaren, sogemannen og bokvenen Fridtjof Øvrebø. Og dei to teikningane på veggene i bokromet vil gøyma dei mannslege, harmoniske dragi hans: det fine, aristokratiske andlitet med kloke augo under den høge panna.

Etter ein hev arbeidt seg igjenom den rike, store boksam­lingi hans, der somange sider av ånds- og kulturlivet vert av­spegla, trivlar ein etter ei nemning som kunde høva på denne rike åndi med det vide vengjefanget. Eg finn ikkje noko betre enn det gamle ordet polyhistor, mangvitar. Der "ar ikkje so få slike i eldre tider. I den spesialiseringsepoken me no lever i, er det slag folk heller sjeldsynte.

Men å skriva ned desse fatige rsdene uro Fridtjof øvrebø og boksamlingi hans er som å segja takk til eit gjævt og rikt menneske for venskap og gjevande samvær gjenom mange gode år.

30

OR BREVMAPPA HANS

FRIDTJOF ØVREBØ. AV NILS ØKLAND

Fridtjof Øvrebø var ein skrivande mann. I blad og tids­skrift strøydde han med rik hand essays og dikt og artiklar kring seg.

Men han skreiv og mange brev. Han skreiv til ungdoms­vener, og han skreiv til vener han fekk gjenom det arkeologiske og det litterære arbeidet sitt. Han skreiv mange brev, og han fekk mange brev. Det ligg fleire hundra brev i mappa etter han.

MiIlom brevi frå ungdomsvener er det serleg dei frå Jon Line som skil seg ut både i mengd og i innhald.

J on Line var jærgut, frå Time sokn. Han gjekk seminariet på Stord, var lærar litegrand, m. a. framhaldsskulelærar i Tor­vastad ein vinter; det var då han og Øvrebø vart vener for livet. Men han slutta snart med skulearbeidet, for han var diktar, lyrikar, trudde han, og so vart han journalist, m. a. i .Dagbla­det i Oslo. So for han heim att til Jæren og sat som bonde på heimegarden sine siste år. Nokon stor litterær innssta kom han ikkje til å gjera. I 1888 gav han hjå Litlere i Bergen ut ei samling forteljingar .Unge år", i 1890, «Malerovende, i 1891, <Af mappen». Same året hadde han eit stykke i samlarverket .Småstubbar», i 1892 om Maurits Kartevold og i 1927 «Gonge­vegar», vers. Stvgr. 1927. Elles let han prenta mange dikt i bladi. Han skreiv ikkje få artiklar, soleis hadde han i «Ringer­en», det fine radikale tidsskriftet som Sigurd Ibsen gav ut, eit stykke ,.:Anelser og tankeoverføring» i 1898.

Jon Line var eit ekte barn av 90-åri, lyrisk lettrørd, tvilande

31

og truande, stundom høgt oppe, oftare djupt nede i angst og vonløyse. Fridtjof Øvrebø var som ein skriftefar for han. Til Øvrebø gjekk ban med si glede og si sorg, sine vonbrot og sine tvil. Der ligg i mappa um lag 50 brev fm Line. Dei gjev eit eine­'ståande innsyn i ei sjæl og hennar V:~Bkar i dei åndeleg upp~ rivne 90-åri. Men dei er mykje for intime og personlege til å verta framtekne her.

Fm venene Øvrebø fekk millom dei vitskapamennene han var til hjelp for, er der mange brev. Soleis var han i åri 1902 -1908 i brevskifte med geologen professor Carl Fred. Kolderup ved Bergens Museum. Kolderup saumfor i desse åri jordlagi i Torvastad og var der heller ofte. Fridtjof Øvrebø var den sjølv­skrivne kontakt- og hjelpesmannen hans. Øvrebø hev i denne tidi sendt til Museet ikkje lite tilfang frå myrane og skjellban­kane i Torvastad: skjell, kvalbein, hjortehorn o. a. som hadde kome for dagen ved grefUng og onnor dyrking, og professoren seier seg mykje takksam for at Øvrebø hev teke vare på sakene og berga dei for M\U3eet.

Der er ingen av vitskapsmennene som Øvrebø hev stade i slikt intimt samband med som arkeologen, konservator, seinare professor dr. Håkon Schetelig ved Bergens M\U3eum. Dei var unge båe tvo då dei fyrst møttest til s:ml.arbeid i Torvastad i 1902. Det året grov dei ut ei skipsgrav frå vikingtidi i GTøn­haug ved Bøkrossen i Torvastad. Dei grov gravi ut fyrst på sumaren, og alt 11 august sender Schetelig eit brev til Øvrebø med ei fyrebils vitskapleg verdsetjing av fundet.

Der kjem tre brev til frå Schetelig utover hausten same året. Det gjeld nye fund, Øvrebø hev spurt upp i bygdi, det er takkebrev for fornsaker han hev teke hand over og sendt til Museet, eller det kan vera svar på spursmål frå Øvrebø um eldre fornfund i Torvastad. Ein merkar at Øvrebø hev teke til å studera arkeologi no.

Seinare frametter åri går det mange brev millom dei tvo. I åri millom 1902 og 1926 hev Øvrebø fått i alt 45 brev frå dr. Schetelig. Det går mykje om utgravingsplanar, um prisar på og kjøp av fornsaker som folk hev funne og Øvrebø hev spurt upp og teke vare på. Det kan og vera tilvising på arkeologiske bø-

Fra utg ravningen på Gunnarshaug i Torvestad. På nederste bildet ser en som nr. 3 fra venstre konservator, senere professor A. W . Brf}gger og foran ham Fritjof Øvrebø (i skjorteermer og skyggelue) . De Øvrige er assisterende Tor­vastadbuer - fra venstre: Kristian Olsen, Kristian Faltinsen og etter Brøgger

og Øvrebø, Johannes Knutsen (?) På øverste bilde ser en i forgrunnen BrØgger og Øvrebø. Foto. H . Shetelig.

øverst Rehaugene i Torvastad. I midten til venstre Karmsundet sett fra Salhus mot Avaldsneskirken - til høyre Fridtjof Øvrebøs bauta ved Avaldsneskirken.

Nederst Haraldshaugen sett moe innseilingen til Karmsundet.

ker som Øvrebø bør kjøpa eller kan få låna i Museet sitt biblio­tek. Frå 1910 kjem Agvaldsneskyrkja på tale. Tanken um å restaurera dette dyrverdige byggverket hev alt kome upp hjå Øvrebø, og dr. Sehetelig hjelper trufast til med å finna fram litteratur og anna som vedkjem kyrkja. I eit brev frå 18. okte­ber 1912 seier dr. Sehetelig: «Jeg ønsker Dem til lykke med arbeidet for kirken. Det er jo et langt skridt at være kommet så langt at spøramålet er tatt op, og De vil gjøre landet og oss alle en stor tjeneste om De kan føre det frem til at denne skjønne bygning blir bragt i en værdigere skikkelse.»

Elles er det underleg av brevi å leggja merke til korleis verlaget etter kvart vermest millom desse tvo arkeolog-entusi­astane som møttes i sams kjærleik til arbeidet. Dei arbeider seg saman til venskap som varer livet ut. Og frå dr. Sehetelig si side kjem det stødt fleire og sterkare uttrykk for hans takk­semd for all den trufaste hjelp Øvrebø hev gjort han sjølv og vitskapen. Soleis talar han i eitt av brevi um «Deres velvillige hjælp som i disse år har været en så værdifull støtte for mig og Museet.. Eller han seier: <Igjen min beste tak for for det sjeldne stykke De har sendt os. Jeg føler det altid som en ud­mærketbetryggelse at ha en medarbeider som Dem i det viktige distrikt på Karmøen. - - - hvad jeg skatter som den stere nytte er at De er der, at De med intelligens og interesse holder øie med disse ting og får dem bevaret når de forekommer.:> Ein gong dr. Sehetelig hev bede Øvrebø um ei teneste, orsaka han seg på denne måten: «Jeg håber at De for sagens skyld vil undskylde at jeg igjen lægger beslag på Deres velvilje; jeg vover at gjøre det netep fordi jeg kjender Deres levende inter­esse for vore fortidsminder.» Og alle som hev kjent Fridtjof Øvrebø og livsverket hans vil vera samde med dr. Sehetelig når han i eit brev seier: «Meget vilde være gået tapt på Karmøen uten Dem.»

Ari gjekk, og det kom lov for at kvart Museum skulde ha sitt distrikt. Karmøy vart lagd under Stavanger Museum. Den unge drivande arkeologen A. W. Brøgger vart den fyrste direk­tøren der etter nyordningi. No vart Øvrebø kontaktmann for Stavanger som han fyrr hadde vore det for Bergen. Og det vart

3 33

det same gode samarbeid med venskap og brevskifte millom han og dr. Brøgger som det hadde vore millom han og dr. Sehetelig. Frå tidi frå 1910 til 1918 finn eg 18 brev frå dr. Brøgger i brevmappa.

Det fyrste storvarpet Øvrebø fekk gjera til beste for Sta­vanger Museum og den største arkeologiske dåd han i det heile gjorde, var at han berga for Museet det rike flintfundet frå Hauskje (Hausken) i Torvastad. Då dr. Brøgger fekk den fyr­ste meldingi frå Øvrebø um fundet, skreiv han 11. des. 1911: «Min hjerteligste tskk for den sjeldne meddelelse som natur­ligvis har sat mit arkeologiske humør på høidepunktet! Først og fremst Museets takk for den store omhu De har utvist og dernæst takk for den udmerkede fundbeskrivelse De har sendt! - - Det var jo et enestående held at man her hadde en mand som Dem!':·

So fskk Øvrebø pakka fundet og sendt det til Stavanger. For dette kvitterar dr. Brøgger på denne måten: «Nu har jeg pakket ut flintfundet, og det første jeg gjør er at sende Dem en hjertelig og varm takk for Deres omhu med dette enestående smukke fund! Det er så vidt jeg kan se, det største som endnu er gjort i Norge, og det kommer til at konkurrere sterkt med danske og svenske!» Og i eit brev litt seinare skriv han: «Det er et storartet fund, og jeg må på ny uttrykke min takk til Dem for Deres udmerkede forståelse og for Deres arbeide for at sikre dette for Stavanger Museum!»

Den siste tidi dr. Brøgger er i Stavanger er han formann i Stavangerdeildi av Fortidsminnesmerkeforeningen, og det vert no brevskifte millom han og Øvrebø um den store saki, Øvrebø hadde teke upp: restaureringi av Olavskyrkja på Agvaldsnes. Dr. Brøgger og Stavangerdeildi i det heile studde av beste makt upp under planen. Som ein veit fekk Øvrebø nok den lukka å sjå kyrkja atterreist og fager, men kyrkja vart fyrst vigsla og teken i bruk i 1929, 2 år etter at Øvrebø var død.

Eg finn i mappa ei rekkje brev frå dei som var styrarar for Stavanger Museum etter dr. Brøgger: Helge Gjessing, Ey­vind de Lange og Jan Petersen, og der er altid den same tru­faste samarbeidsviljen og det same venskapelege tillitshøve

34

millom Øvrebø og dei som hev ansvar for Museet sitt arbeid. Ein vitskapsmann som ikkje var arkeolog, men som Øvrebø

kom i brevskifts med, var professor Magnus Olsen. Det finst i mappa 9 brev frå han, frå 1915 til 1923. I det fyrsts av brevi, dagsett 16. nov. 1915 svarar professoren på nokre spursmål frå Øvrebø um sume stadnamn i Torvastad og bed um å få nytta upplysningane frå Øvrebø i «Mål og Minne». Millom desse namni er det gamle namnet på prestegarden i Torvastad som av O. Rygh er tolka som Hauglanri, men som Øvrebø trur heller må koma av Hovland. Magnus Olsen er langt på veg samd med Øvrebø i detts. I eit brev frå 5. mars 1918 skriv Magnus Olsen um gatsnamni i Haugesund i samhøve med eit bladstykke um «Haugesunds gatsnamn: som Øvrebø hev sendt han. Det er ei glede, tykkjer professoren, at der er sa mange norske, nasjonale namn millom dei. Det syner, meiner han, at der i denne unge byen som er i slik sterk økonomisk vokster ogso er nasjonal vilje, for slike namn er uttrykk for «en i bedste forstand natio­nal åndskultur - - - Haugesund må ikke blive et kulturelt rodIøst Chicago.. Han tykkjer og at Haugesund burde taka upp eit arbeid for vitskapleg gransking av målet i byen. «Det falder mig ind at sprogforholdene i og omkring det raskt voks­ende Haugesund må kunne frembyde meget Rf videnskabelig -og også Rf praktisk interesse .•

På spursmål frå Øvrebø um «Torvastad Sælehus;, vilde høva til namn på den nye gamleheimen i bygdi svarar professoren at namnet er høvelegt, men han er litegrand redd for at sume av bygdefolket ikkje vilde ha lett for å skyna kva namnet verkeleg tyder.

Eitt av dei sogeproblemi Øvrebø streva med, var spursmålet um kvar Harald Hårfagre er gravlagd. Snorre fortsl at gravi ligg attmed ei kyrkje «på Haugar ved Karmsund». Då må Snorre ha meint ei gamal steinkyrkje på Garå som det fanst leivder etter heilt ned i 19. hundraåret. Og her vart Haralds­stytta reist i 1872. Men Aagrip, ei stutt norsk kongesoge frå fyre år 1200, seier at Harald vart «hauglagd upp frå Hasleyar­sund». Alle i Haugesund veit kvar det er. Fridtjof Øvrebø såg at der ikkje var samsvar millom Snorre og Aagrip her og peikar

35

på dette i den store artikkelen «Harald Hårfagre og Karmsund. (1922). Denne artikkelen hev han sendt til professor Edvard Bull som kvitterar med eit brev frå 1. april 1922, der han m. a. segjer: «Takk for særtrykkene aom har interessert mig meget. Det forekommer mig ganske klart at Aagrips stedsbestemmelse (Hasleyarsund) av Haralds grav må være rigtig. Aagrip er eldre enn Snorre - - - det må vel være sikkert at ordet Has­leyardsund ikke kan være opdiktet, det gir utvilsomt den faste­ste stedsbestemmelse.»

Her samstavar den strenge vitskapmannen med autodidak­ten frå Karmøy.

Frå sogemannen Torkel Mauland er der fleire brev. Han hadde vore læmr for både Fridtjof og Marie Øvrebø på amts­skulen i Rogaland. I eitt av brevi takkar Mauland for ei helsing dei hadde sendt han til 50-årshøgtidi hans som lærar i 1913. I same brevet sender han dei eit bilete av seg sjølv med desse ordi: «Eg sender dette biletet her innlagt og bed dykk taka det som ei takk og ei helsing til tvo elevar som låg sa nære hjarta mitt at eg laut nemna dei på den festen me hadde her den L oktober. Kan det vem til hugnad i heimen dykkar, ao gjerer det ei god gjerning, det vil bera fram minnet um meg på ein stad som eg gjerne vil dei skal gøyma meg i minnet».

Fridtjof Øvrebø var ein kunstkjær mann. Han hadde ein fin og var sans for biletkunst, ein sans han hadde kvesst gjenom mykje lesnad og ved å sjå ikkje lite kunst. Han hadde og gode vener millom kunstnarar. Fyrst og fremst Ole Frøvig, Lars Osa og Mons Breidvik. Frå Frøvig og Osa er det ikkje brev i mappa hans. Men frå Breidvik er det 14 brev frå åri millom 1913 og 1923.

Merkelegare er det då likevel å finna 2 lange brev og 7 kort frå Gerhard Munthe, frå tidi 1915 til 1922. I 1915 hev Øvrebø skrive eit blRdstykke uro Munthe og kunsti hans (i «Haugesunds Avis»), og hev sendt stykket til Munthe som tak­kar soleis: «De fortjener sandelig en tak for Deres forståelse af min mangfoldige production. Det som glæder mig i Deres artikler er ikke at De roser mig, men at De skriver i en avis uden å rose Dem selv - sætte Dem litt høiere, være bitte lidet

36

gran klogere end den kunstner De skriver om. Det hænder næs­ten aldrig, og er dog den eneste mMe at tale om kunst på.» I eit anna brev frå seinare på same året greier Munthe til svar på eit brev frå Øvrebø ut um sitt syn på kunst i det heile, men det hev eg ikkje rom til å gå nærare inn på her. I 1922 hev Munthe og Øvrebø eit langt brevskifte um det vakre bokmerket (Ex Li­bris) som Munthe teikna til Øvrebø, og som no pryder bø­kene hans.

Eit kort frå ein annan stor kunstnar fmn eg og i brev­mappa. Det er frå bilethoggaren Stephan Sinding som i 1921 gav ut boki «En billedhuggers liv'. Øvrebø melde boki og sende meldingi til Sinding. Han svara soleis: «Det hører til de sjeld­ne overraskelser, livet byder på, at se sig stående ansigt til ansigt med en begavet og dannet mand. Den glæde havde jeg igår da jeg modtog Deres elskværdige og åndfulle anmeldelse av min bog.»

So var det noko um brevi frå litterære folk som finst i mappa. Då må ein fyrst minnast at Øvrebø var ein flittig, grundig og åndfull bokmeldar. Og der var ikkje få av dei som hadde skrive bøkene som fekk hug til å takka meldaren for skynsam og klok kritikk. Me skal sjå nokre deme på dette.

Eg finn fyrst eit brev dagsett 25. februar 1913. frå pro­fessor J. E. Sars. Han er gamal no og skjelv på handi, men kan likevel gleda seg over ei melding Fridtjof Øvrebø hev skrive um dei samla bokverdi hans. Han takkar soleis: «Jeg takker Dem herved på det bedste for Deres vakre og venlige ord om mine «Værker» i Bergens Tidende. Det var en stor opmuntring for mig, som kom så meget bedre med, da jeg i denne tid har det så ilde - dårligt humør, dårlig helse, liden ener ingen ar­beidskraft..

Ein annan stor norderlendsk sogemann takkar og for ei melding frå Øvrebø. Det er kulturhistorikaren, professor Troels Lund i København, som skriv 27. mars 1915: «Deres varme ord om mine bøger har glædet mig, og jeg beder Dem modtage en tak derfor samt en venlig hilsen.»

Og den norske kulturhistorikaren professor Knut Liestøl skriv 5. januar 1921: .Mi beste takk for den melding! i «Hau-

37

gesunds Avis;" som De var so gild å senda meg! Når ein hev streva med desse visone so lenge som eg hev gjort, er det hug­nasamt å sjå at folk skynar på arbeidet, soleis som eg av mel­dingi kann sjå at De gjer. Det er diverre so altfor få som tek seg til å leva seg inn i visone» (folkevisone).

Av diktarar som er ute og takkar nemner eg fyrst Knut Hamsun som skriv frå Sollien 25. august 1909: -Tusen takk

for Deres elskværdige artikeI. Det er godt at ha venner.» Ejlert Bjerke skriv 8. januar 1914: «Deres anmeldelse av

«Livsfyrsten» i ~Haugesunds Avis» bærer præg av så megen følsomhet og intim forståelse at jeg føler trang til at bevidne Dem min opriktige takk. - De har været i kontakt med vibrati­onerne i <:Livsfyrsten» og det er for mig det avgjørende.»

Eit takkebrev frå Peter Egge frå 3. januar 1918 lyt eg taka med noko meir av, då det gjev slik ein makelaust fin og god k •. rakteristikk av Fridtjof Øvrebø si bokmeldarkunst : «Hjerte­lig takk for Deres velskrevne og forståelsesfulde anmeldelse av mit skuespil «Narren» - -. Den er så velsignet enkel og in­tim; hver av de korte, klare sætninger er opfyldt av det, De tenkte og følte, mens De læste stykket. Bevisst eller ubevisst har De latt dets stemning farve Deres artikkel. Anmeldelsen speiler boken. Og efter min mening er det netop det, som en god anmeldelse skal. Derfor har det ikke faldt Dem ind at gjen­fortelle bokens indhold. - - - Endnu engang tak, fordi De lot læserne se min bok i Deres klare, rene speil ....

Personleg kjende Øvrebø fleire av diktarane våre. M. a. Knut Hamsun, Per Sivle, Jens Tvedt og Arne Garborg. Serskilt godt kjende han dei tvo sistnemnde. Tvedt råka han ofte både i Stavenger og i Haugesund, men det var ikkje noko større brevskifte millom dei. Berre nokre takkebrev for helsing til årmålsdagar og liknande.

Garborg var han saman med både i Haugesund og på Karm­øy, og Garborg var i all fall ein gong gjest i heimen hjå øvrebø. Frå 1909 til 1922 er der 14 brev frå Garborg. Sume av dei er lange, upp til 2-3 ark. Garborg skriv um mangt: arbeidet og planane sine, attersyn på sume av bøkene, eller han dryfter kulturelle, nasjonale, politiske eller religiøse spursmål. I det

38

fyrste brevet er tilskrifti «Herr Fridtjof Øvrebø», BO vert det .Kjære Fridtjof Øvrebø. ener .Kjære vener på Øvrebø.. Men kjennskapen og venskapen millom dei veks, og frå 1914 vert det gjeme .De Øvrebø" og i 1922 hev det vorte til «Du Øvrebø •.

I eitt av brevi takkar han Øvrebø for «dømingi» av <l hel­heim» og seier m. a. .De hev fenge Tankar i Boki betre fram enn nokon av mine andre Domarar».

I eit brev, dagsett 5/2-22 skriv han «Glad er eg for at du hev fenge vestlendingen og jærbuen i meg BO godt og klaart fram, det er ikkje mange av dei vanlege, som fær tak paa sovore».

Men desse spreidde glytt inn i brevmappa hans Fr. Ø. skal slutta med det fagre prosadiktet venen dr. C. Magne Rønnevig 1924 skreiv til han i eit takkebrev for ei heIsing til ein års­målsdag:

«Men nu et par ord til Dem kjære Fridtjof Øvrebø, drøm­meren, digteren, det gode menneske Fridtjof Øvrebø. De er må­ken i landskapet her, den Jitt ensomme, drømmende, lengtende fugl, med de rike krefter til lang flugt over hav og med det rene, hvite bryst. De har bragt poesien inn i Kartabuens liv og arbeid. De har lært ham at se tilbake til fedres hus og tun - også til oldefedres -, og De har lært ham at se frem til op­gaver som samtid og framtid stiller. De har lagt skjønhet over den gamle øy .•

SKISSER OG STEMNINGER FRA KORMT

'AN PER NIGAR (Bmddrø8 fra Kormt)

(1896)

'An Per Nigar ja! Ja det var gut som kunde fortelja sogur og dikta skrjonur og lygner.

Ja reint ein meistar var 'an, og, eg ynskjer no berre det, at nokon kvar av dykk skulde ha set 'an, naar han stod og preikte og laug paa sin seine, langdregne maate.

Ja, han var glup til aa fortelja, den kam! Sogestubbar uro trodlog tussar som gjeng og luskar og labbar millom berg og bakkar, huldre-rægler og fæle daudingsegner - - og so slike rare, forvitnelige hende, han sjølv altid kom upp i, naar han var ute og fiska, elder naar han gjekk og dilta heime paa gar­den sin.

Han var no slettes ikkje ulik ein tusse elder ein huldrekal! helder! Svert liten og turr og smaa1imen, stilferdug og logn med skalken glyttande fram or augnekrærne.

Men anlitet, det rukkute, turre, fortenkte anlitet, var altid fælande aalvorslegt.

So stod han no der og fortalde, truverdug og aalvorsleg og anakkad so seint og BO sikkert, so ein maatte no tru, det var Gussens sanning mindst, kvart einaste ordet. Og so kom han med dei drostelegaste lygnerne, ein skulde ha haurt.

Han var no slik ein sver kar til aa fiska og, ser du. Laag stødt og rek ut i holmarne og øyarne du veit, der utfor Karm.

Urter det er ein liten dott av sovorne holmar, som ligg godt ei mil veg fraa land, midt ute i havet. Her er korkje havn elder logn nokonstad her, havet bryt paa allestader; men fisk

40

er her nok av, og i den væne sumarnotti, naar havet og alle dei smaa sund ligg stille og blanke, og alle holmarne ligg rundt um som store, svarte sjødyr og speglar seg - daa er det fint i Urter! Der er mengder med fugl i holmarne. Er og skarv og and. Og maskar og ternur. Egg og fugleungar ligg isneisevis framfyre foten.

Hummarn og høvringen ligg og lurar paa botn nedfor urerne, og store aater av sei og mort brest upp, so det kokar i det stille vatnet. Her dreg dei torsk og laanga og brosma. Og ein og annen gongen kjem lina upp 0 med ei drusteleg kveita, som med raad og lempe blir innberga og mest fyller baaten.

Upp i steinuri paa land gjeng otteren og luskar, og kobben ligg og latsr seg rundt paa skjerjaa. Nisa pustsr i det store, blanke havet utfyr holmame ...

Her var 'an Per Nigar og fiska um sumaren. Han budde i den vesle hyttsa, som daa stod derute. No er der komet upp slikt eit grepa hus no.

Daa hyttsa vart riven, og 'an Per Nigar flytte yver til det store fisk.ver, der det aJldri skal skorta paa agn, der det er blankt solver kvareinaste dag, og der det kjem berre gullkveita og sylvtorsk Innyver baatrlpa - - dd vart det slutt med fisken og. Og i det store, tome huset er det no ikke so hugnadslegt og trøysamt som i den vesle hyttaa i Per Nigar sine dagar. Daa var der noko meir enn fisk i Urter! Der var poesi. Og den stør­ste diktaren Urter har havt - det var akkurat 'an Per Nigar. Han kortsd tidi for karane, naar dei sat aaleine der ute i Nord­sjøen, stormdagame, naar havbaara gjekk kvit og vill rundt dei smaa øyarne. Han sat og fortalde, naar havet laag blankt som ein spegil og og kurde den lange sumarnott. - -

Ute i havet, utfyr Urter, stikk der seg ein høg bratt stein beint upp or sjøen. Som ein bauta yver ein bliven sjøkonge stend han der, bratt som utfyre ei ups paa alle sider. Dei kal­lar 'an Faks.n. Her sit skarven og stirer ut yver sjøen.

«Det var eingong, me kom roande forbi Faksen», fortalde 'an Per, «der sat slik ein mengde med skarv deruppe. Me rodde burtaat, eg treiv byrsaa, som eg hadde med meg i baaten, og flaug upp yver steinen - eh! - Eg var no noko lettare i ham-

41

.sen i dei dagar enn no! - Og so smelte eg laust, og Jamensan skaut eg ikkje sju og tredive skarvar spent ihel.»

«- A - dette kann 'kje vera sannt! meinte ein av dei, som haurde paa.

«Jomensann er det sannt!» sa 'an Per. «Ja men, det er no umogelegt for anna enn fugl aa koma

upp i Faksen::'J meinte ein annan . .":Eh - jomen kom eg upp h sa 'an Per, «eg var lett i ham­

sen daa, og sa hadde eg nye, umkirle skinnsko - eg flaug upp­yver som ein 'Veng!:.

- ~Det var eingong me kom til Urter, eg og 'an litle Tor­

keU Tre. Fint, blankt solver var det; 'an laag berre og humra bort paa skjerjaa; men daa me kom til Urter laag der seks svarte fillebaatar i legeren.) Daa me BO kom i1and: jamensan var kje hyttaa pikka ludle med I a n t !

Eg viste 'kje korleids i alverden me skulde fara aat med dette. Hyttaa trong me no saart um. Og me var no 'kje tenkte aa liggja ihop med fanten helder netupp - eh!

Eg prøvde aa telja dei til aa reisa: Det er no slikt eit maka­laust ver idag, as eg - reint blekstiala. De maa reisa til Sira idag, godtfolk! - Neimen rikka dei seg ikkje!

Men han litle Torkel! Tre, det var gut, som visste raad! Daa han saag, at me ikkje fekk dei ut, so jamensann sette 'an 'kje eld på bauset!

Men jamen kom fanten seg iveg! Ut or hyttaa og ut i baa­tadne og ut yver havet paa ein bonjeror til Sira - nett sa du skulde skvett verme paa dei - sa me og gjorde.

- .Det var 'eingong, eg fekk sjaa slikt eit styggelegt syn yver Avaldsnæs prestegard. - Ein stor, raud loge blenkte um kvelden upp yver husi.

Eg fekk 'an Eivind Brække med meg, og sa laggad me iveg til gamle presten Hadeln og fortalde, ka me hadde set. - Hvad slags sludder er det, de kommer med! sa 'an.

- Nei men san um det er noko sludder, meinte eg. Og eg vil raa dykk til aa lova vekk noko til Spedael i Bergen. Dei plar gjera so i Bovoret tilfelle - for aa a'Vvenda 'Varslet, meinte eg.

"" Se til at komme dem hjem med dette vrøvlet svarte 'an.

42

Ja me daska heimatt me igjen. Men same kvelden fekk me sjaa synet att yver prestegar·

den, og so maatte me iveg igjen til Hadein, kann de tenkja. Eg og 'an Eivind Brække, de veit. Me torde 'kje anna.

- Ja me kjem no att me igjen! meinte eg. - Kommer de igjen med dette sludderet! ropte 'an. - Neimensan er 'kje det noko sludder!! og me vil aalvor-

leg raa dykk til aa agta paa varslet! ropte eg. - A·ja svarte 'an, - jeg kan jo gjerne give bort et par

læster korn.» Og difor gjekk det 'kje brand yver prestegarden den gon·

gjen. -- «Det var ein seine haustakveld, eg skulde gaa forbi Kyr­

kjeberget, de veit. Eg var no liten, eg daa, og myrkt var det, og aaIeine var eg og.

Um eg var redde? Eh - neimensan var eg ikkje redde nei! Best som det var, var det liksom eg ikkje hadde magt til

aa gaa lenger; eg vart standande still og kunne 'kje røra meg av flekkjen. Neimensan kunne eg ikkje rikka meg. Det var huldefolket og dægerspakket i Kyrkjeberget, som heldt meg fast, ser de.

Eg visste no god raad eg! Eg drog trøyaa av meg og drog 'na paa meg raange igjen og les jadervaaret. Men jamensan fekk eg føter aa gaa paa! Eg for avstad, som eg skulde havt vengjer.~

- «Det var eingong me laag i Urter, eg og 'an litle Torkell Tre. So var det ein dag, me sat utfor hyttaa og glytte paa veret. Det var slikt eigande fint ver. Sjøen var stidle so blek.

Best som det var - jamensgn tok det 'kje til aa spela ein lause monnevitt sør i Kisteberget ! Dei spelte so det dunad med feler og lurar - midt inn i berget.

- Eg skal gaa sø og velta noken svære steinar utfor berget og skræma det dægerstyet av, meinte 'an Torkell.

- Neimensan skal du 'kje rikka deg! seier eg. Du kann koma til aa arga fanteskapen paa oss. So kan dei koma upp i hyttaa i nott og skamfara oss. So let 'an det vera.»

Litla Sve er eit lite skjer elder stein, som ligg langt ut i

43

havet, nordfyre Urter. Og mest altid ligg havbaara og bryt yver denne vesle knatten.

- Nei de snakka um. godt ver, gutar, sa 'an Per. - Nei eg kann hugsa ein gong, det var godt ver! De var so sjøkurt, og det var slik ei kvite stidla paa sjøen, at eg og 'an litle TorkeIl Tre me Ia baaten fast i LitIa Sve og gjekk uppaa skjeret og Ia

os til sova. Aa du, aa du, kor godt eg sov! Aa det var no vel ikkje nokor svevn meinte ein. - Jomensan sov eg, i ein times tid, 80 eg raut! sa 'an Per. - Det var ein dag, eg og 'an litle TorkeII Tre var ganske

aaleine i Urter. Sa rauk det upp med ein fæl storm, reint ein orkan. Det

var no 'kje raad aa faa fiska den dagen. Havbaara kom veltande inn yver Urter som svære holmar. Mest halve Urter laag unda.

Men so seier no eg til '.an TorkeIl: - Lat oss prøva aa setja baaten ut og kaata ut ei teina elder to ned i TeinhoZm­sundet.

Ja me so gjorde. Fekk gryta nokre teinur ut - der var no 'kje snak um aa venta, til dei hadde laatt botn - berre gryta paa sjøen!

Daa me var ferduge og skulde slita oss iland - - jamen­san kom der 'kje ein gamall, svart baat roande uppyver fraa StOTe Senjen! - Gud fader hjølpe oss alle, sa 'an TorkeIl, kasIags folk er det, som er komne til Urter idag i dette him­melBveret. Eg Ba 'kje eit ord, eg. Baaten stemde beint paa Teinholmssundet, og daa dei kom paa sida av oss, saag me, at alle kararne i baaten var so underlege aa Bjaa til. Dei hadde svære, svarte, vide hattar, so vide, at me kunne ikkje sjaa an­Bigtet paa mennerne.

Det var nokon rare folk det, som har slike undarlege hattar, Ba eg.

Ja me rodde iland og venta, at dei framande kararne skulde koma upp i hyttaa. Men me venta i Bju longe og BjU breide -ingen kom.

Sa segje eg til 'an Torkeli: Løyp vest i legeren og seg til dei, at dei maa 'kje liggja i baaten. Her er godt rom i hyttaa.

44

Ja han so gjorde. Men 'an kom igjen og sa, at der fannst ikkje

folk aa sjaa. _ Ja so maa du springa aust i austre legeren, segje eg

- dei kann vera der. Ja han Torkell flaug iveg. _ Nei, sa 'an, daa han kom igjen - der er 'kje hyren aa

sjaa av baat elder folk i heile Urter.

- Ja ja, sa eg. So la me OBS til sova. 'An Torkell sov no snart som ein

stokk. Men eg fekk 'kje sova. Berre laag og tenkte paa deS"Se undarlege kararne, med dei vide rare hattarne. Men daa det leid

til midnat, var eg um aa slumra. I det sama var der noko, som strauk meg nedyver ansigtet

med lange, løne hender. Det strauk meg yver augo fleire gon­

ger med løne klør! J au no maa du upp, Torkell! skreik eg. Her er kome u'Vøre~

magt i hyttaa ! Det var 'kje under, me saag dei rare kararne i den svarte baaten idag. - Ta øksaa og flyg upp og hogg i bjødnaryggjedne, so spønedne ryke! 8taalet skal jaga fante­

skapen paa dør! Han Torkell upp or banjerten og til aa hogga og banna

- eh - jamensan kom uvøremagtet or hyttaa! -Slik kunne han gamle Per Nigar sitja og lyga, sandferdugt

og varlegt, i timevis. Han budde i gamaldags hus, han Per. Lange og laage med

ørsmaae rutor i vindaugo og jarnsprinklar utanfyre. Desse jarnsprinklarne, det var no minne fraa den tid, her var 80 tjukt med tju som vitjad Karm.

Løda 'ans Per var laag og kruski med grøntorva til tak og gamle, graae trenaglar i bordkledningen istadenfyre jarnsaum. Men i veggjerne og yver dei laage dørene var der so yrande fullt av krossar og krusedullar, pallsmurde med tjøra eller inn­hogde med øks - ja det var no for aa mana væk trodlsmagtet det, veit du.

Og det gamle kværnhuset daa! - so likt 'an Per sjølv, at dei gjerne kunne voret syskin. Lite og rart - som eit huldrehus med torv og gras paa taket og so ei dør! - nei du skulde set den døri! Laag og firkanta, just so stor at ein sau kunne koma

45

passeleg inn men 'an Per! han gjekk no rett inn korso han, der andre maatte krjupa.

Per Nigar var no 'kje nokon agronom netupp. Han prøvde aldri med noko nytt paa garden. Han gjekk og slo og gnagde og filte paa dei same gamle mosebakkarne. Sveid av mosen og vid­jeblokkurne, turkad dette høygnasket og køyrde det heim paa slike smaa meidsledar, de veit. Lasset var kneppt ihop med ei tretong og eit reip. Dei brukte ikkje aa slipa Ijaaen helder i dei dar. Dei maatte ha 'an i smidja for aa gjera 'an kvass for kvar gong. Tynnsleljaar kallad dei det slag Ijaar. -

Um hausten stod dei og daska med tusti paa leirlaaven ratt til jol og lenger mangeingong. Um vaaren, naar dei tok ut stalden, brukte dei tregreiper og køyrde i smaa, tunge kjerrer med svere, heilgjorde trehjul under.

Dei pløygde og horvad med treplogar, (arar) og trehorver. 'An Per hadde no desse gamle aakrarne til aa tru paa han,

maavita. Desse gamle, mørkbrune tunaakrarne, som vart pløyg­de upp igjen og upp igjen i mange hundrad aar. Reinarne var vortne som store bolverk rundt aakren. Og desse reinarne maat­te no aldri rikkast. Per var so redd for dei, som dei skulde voret gull.

- Du skulde leggja att den gamle storaakren din no Per! sa dei med 'an.

- Eg kunde leggja att augo med det same då! sa 'an Per. Slik var han, den gamle, koselege kallen. Han høyrde til dei

gamle rare sellarne, som no diverre snart er ·burtdøydde.

VlBEN OG MYRERNE PAA KARM (1897)

Folk fra de store, yppige skovbygder, hvor pragtfulde land­skaber med skov og fos, stride floder og stejle stup henriver øjet, vil vel finde Karmøen øde og interesseløs. Men den, som lærer at holde af disse lave bakker og sletter, han vil nok faa øjnene op for deres zarte, fordringsløse ynde.

46

Denne natur har ikke smil til alle og enhver. For den frem­mede synes den nok øde og trøstesløs. Det er kun for sine elskere, at disse landskaber viser sig i sin bly, fine poesi. Kun den, som elsker og forstaar, vil føle den sære stemning, som dvæler over hei og myr paa Karm. -

Her er ingen lyng at trave om i paa disse heier. Kun lave bakkedrag, dækkede af blødt graabrunt mos og saa en og anden stor, blaa rullesten, og myrer med store torvgrave, snart dybe og sorte, snart tilgroede med høie rør, der vaier Bom en skov for vindstødene.

Rundt om staar i mængdevis sorte torvstakke, der paa af­stand ser ud som højtidsklædte mennesker. Og saa lange sumpe, hvor pors, myruld, myrebær og andre myrplanter og myrblom­ster vokser paa den gyngende mosebund. En saadan sump (løk) er som bekjendt levning efter et tjærn, og som regel finder mån ogsaa resten af dette midt i løken, omkranset af siv. Saa­dant et lille, rundt tjærn med den mørke sivramme om sig er noget af det vakreste, en kan se. Blank ligger den lille vand­flade med brede nøkkeblade udbredte som tepper rundt bredden. Hvide og gule roser kigger leende op af vandet, hvilende sine yndige hoder cpaa silkebolster blaab. Nede i det dyndede dyb snor sig fede aal mellem de tykke nøkkeblad-rodstokker, og rundt om den lille idylligger sumpen melankolsk og tyst, mens·

47

aftenen skumrer, og hvide taager, «dampen fra mosekonens bryggerb, svæver let henover.

Her bor viben og sneppe og and. Ændeme ligger nuom­stunder og rigtig nyder tilværelsen i de smaa tjæm. De vældige jægere har rast, og stormene tuder ikke længere. Sivene staar lodrette og tætte som en smuk, grøn skjærm rundt vandet, hvor fru and svømmer glad omkring, medens de gule puslinger triller om hende som smaa nøster. Sneppen, «rødstilken», flyver lavt henover myren, snart langsomt, snart trillende hurtig, Bretter sig her og der paa sine «røde stilker» og bukker ironisk, mens den kaster sine grove injurier: sju! tju! tju! hurtig til alle kanter - i ophøjet foragt for sparsomhedens store tanke.

Gaar man hen gjennem mosen en dag, kan man se en rød· stilk flyve skjældende op, og man finder da en lille, lun rede og fire æg med gulagtig grundfarve, prydede med røde pletter, der liguer bloddraaber. Over dette smukke hjem bøjer nogle myrbregner sine blade, saa man kun skimter de rødspættede æg inde under de grønne dekorationer.

Det hele er noget af det smukkeste en kan Se for sine øjne. Men viben! hun er nu herskerinde alligevel, i myr og mose.

,Og det ved ingen bedre end hun selv. Hun kan skalte og valte som hun vil med sin ejendom, og mennesker og krager, høge og hunde faar ikke sætte sin fod paa vibens ejendom. Vover de det spil at komme ind paa hendes enemærker - saa kan det nok hænde, de faar vide besked!

Menneskene - dem hader hun nu ikke saa svært da. Men lidt kjæft gir hun, naar der kommer noget Adams barn i hendes vej. Og saa er det bare en enkelt vibe, som paatager sig det hværv at læse synderen teksten. Kommer derimod en høg eller en krage, saa er det, som pokker var løs. De vevre, livlige fugle viser et samhold, en nationalfølelse, som kunde være et glor­værdig exempel for - naa! - - noksagt!

Med sine skarpe øine ser viben høgen komme langt, langt borte. Øjeblikkelig er alle «klar til batalje», strømmer til fra alle kanter og jager røveren, hver flok over sit distrikt, og saa styrter fortvæk andre viber til og fortsætter jagten langs hele vibens territorium, og under et øredøvende akkompaguement

48

fra de sinte fugle blir den ubudne gjæst ledsaget ud af myren,

og ro indtræder igjen. Men ellers optræder aldrig viben med saadan en vild hast

som nasr hun forjager ildeseede gjæster - helst svæver hun om i luften med flotte, nonchalante bevægeiser i sin ",.,1I .... P,

sortgrøngyldne silkekjole, hvide undertej og med sort, glinsende fjær i hatten. - Henover myren ligger hundreder af smaa grønne tuer. Disse tuer synes viben rigtig godt om. Paa den finder man hendes rede med de graa, sortepættede, kegledan· nede æg, og mellem tuerne tripper hun overmaade zirlig afsted og kalder paa sine unger. -

Der er digternatur i viben. Hun er lykkelig og livsglad, naar vaaren kommer. Da sværmer hun i de lange, disige vaar­aftener og digter og synger sine gammeldagse sange til sine myrers og vaarens pris. - Hun minder om troubadourerne. Thi rørende og naive lyder hendes sange,som folkeviser og ridder· kvad. Man kan ikke spore den ringeste paavirkning af deka· deneen i hendes digte. Gammel romantiker har hun været, og det vil hun forhaabentlig vedblive at være - ialfald til de en· somme sumpe og myrer er opdyrkede, hvilket tidspunkt vi haaber maa være fjærnt.

Hun er vort første og fagreste vaarbud. N aar vi hører den første vibe i mars eller slutningen af februar, da stanser vi og lytter -betagne til de gamle toner, da «aner vi vaaren», og derfor ventes hun med længsel og hilses velkommen med glæde!

Hvilken stemning kan hun ikke med sine sange brede over en stille, skumrende vaarkveld. Hvor staar vi ikke hensunkne i drøm og lytter, mens hundrede viber kappes om at kvæde klingende kvad.

Kjærligheden og vaaren, disse gamle men dog evig unge emner for digtere, er hendes motiver. Og saa fædrelandet ja! Myrerne. Hvor hun elsker dem. - Hun er fri for snobbernes unoder. Hun bevarer sit eget, sine ejendommeligheder, sine traditioner med den største troskab . Hun kjender ingen stands· jOTskjel; kommer der en lægprædikant, en kolporter eller en kvaksalver ind paa hendes myrer, forfølger hun ham lige ubarm· hjertig som den værste kjæltring. Skjønt hun forsaavidt er

• 49

kosmopolit, som hun rejser og bor næsten i hele verden, ser man dog aldrig skjæmmende mærker ai det fremmede hverken i hendes sprog eller i hendes sæder.

Med hensyn til hendes form kan det bemærkes, at den er elegant og frisk. Man kan nærmest betegne hende som impro­visator. Hun filer ikke paa sine «udkast» som de moderne digtere. Hendes digtning er født og givet i det beaandede øje­blikk. Hun er kort sagt dikter ai Guds naade.

Aldrig har hun nedskrevet en linje. Hun sværmer om paa Guds skjønne jord og synger selv sine sange, ødselt og sorgløst - som troubadourerne.

Hun har aldrig været saa unational at henvende sig til Gyldendal i noget literært anliggende. Hende. forlægger er den Herre Gud, som bevilger hende honorar in natura, da vihen ligesom alle ægte poeter slet ikke kan styre mynt.

Hun er heller aldrig blevet bevilget nogen digtergage, og skjønt hun foretager vidtløftige kunstrejser til syden, til ltali­ens ruiner og statuer, til Ægyptens pyramider og palmer, har hun dog heller ikke erholdt noget stipendium. Og dog er hende. kunst efter vor mening aldeles uundværlig for vort lille Norge. Aldeles uundværlig. - Tag viben bort fra vore vestlandske sletter og myrer, og størstedelen ai deres charme vil svinde ; de vil blive triste og uigjenkjendelige; thi viben gir vore moser noget ai deres præg, deres ejendommeligheder. Fik hun end ikke noget stipendium, rimeligt vilde det dog være, at hun slap at være fredløs, hvad hun vitterlig nu er, idet den første den bed­ste bandit ai en søndagsjæger kan lemlæste hende, skyde hende ned.---

Men naar vaaren er forbi - da slutter viben at digte. Det ser ikke ud til at hun vil «føre poesien ud i livet.» Elskov og digtning for sig og hverdagslivet for sig ser ud til at være hen­des princip. Og derfor stikker hun henad sommeren sin lyre i sækken. Og den, som da kommer hertil for at studere vibens digtning, vil komme til at opleve en styg skuffelse. Thi han hører kun spektakkel og kjævl' den hele dag. Ingen sværm ai sinte bikkjer holder værre halloj end denne vibeflok. Og almin-

50

delig stemmeret har viben, den fik hun paa «myren», hun lige­

som visse andre noksagter. Viben ligner ellers i mangt og meget paa os kristenmenne­

sker. Naar livet begynder med sin prosa og møje, da slutter saamangen en at synge, og netop det samme gjør viben. Hendes skrig om sommeren er tydelig præget af sut og sorg for børne­nes nutid og fremtid - af dit og dat - poesien er borte. -Men næste vaar er viben atter den glade sanger - og det er ikke vi! Hvert aar gjør os til stadig større filistre. -

Lad os lære af viben foryngeisens kunst, lære at fornye os med vaaren og bevare vor aand ung selv da, naar haarene graaner.

FRA KARMØEN (1906)

Naar jeg en sollys august- eller septemberdag tager en fod­tur gjennem Torvestads udmarker og udyrkede strækninger, hænder det ufravigelig, at jeg blir greben af eguens og høstens dybe, fine stemning. Der hviler ro og oprindelighed, en urtidens fred over land og vand. Bakkerne hæver og sænker sig i lange, stille linjer, og mosset på deres ryg eier ødets bløde, tyste farvetoner. Rullestenene stikker sine blaa, troskyldige hoder ap her og der. Rullestenene er saa koselige, saa komiske i sin runde klodsethed, og dog alligevel saa ærværdige med sin blaa­graa patina. Naar rullestenene engang er forsvundne fra Karmø­land, vil landskabet have mistet noget af det mest dekorative i sit præg: de synlige troldehoveder.

Mellem rullestenene, helst oppe paa bakkekammen, hæver sig gjeme en enlig, rund gravhaug: Det er historien, menne­sket, der optræder blandt urtidens væsner. Her ligger grav­monnumenter fra de mest forskjellige tidsaldere. Ældre og yngre broneealder, ældre og yngre jernalder har sat hinanden stevne.

Men overalt hvor en gravhaug ligger, eller en bauta har faaet plads - der er der herligt udsyn over hei og hav. Høit og frit - slig som de gamle nordmænd elskede at leve - saa­dan skulde de ogsaa hvile i døden . . . " ,

51

En flok spov tuder monotont over heieme. Her er saa en­somt, stemningen er saa blødj høstens luft er saa mild og klar.

* Mange af disse bakker og rullestensdækkede bøidedrag er

gamle moræner eller afleiringer af bræelve, svære ler- og rulle­stenslag, mangfoldige meter dybe. Saaledes Reheien ved Bø, den gamle valplads, hvor nu Bø teglverk ligger. Hele denue lange, høie slette bestaar af ler, sand og rullesten. Men paa bakkekammen ligger gravhauger i rækker og rad.

Skjæringerne ved Bø teglverk er mange meter høie, og dybt inde i disse lag findes skjælarter fra ældre tider. Saaledes fandt jeg i 1902 flere exemplarer af forskjellige arter, som blev be­stemte af professor Kalderup ved Bergens museum.

Blandt prøverne fandtes den tykskallede mya tTuncata og pecfen islandicus. Dengang disse lag dannedes, var da klimaet meget koldere end nu. Bræen, der har bevæget sig henover dette sted, har gaaet fra nordost mod sydvest, og de rullestene, som findes i leren, er af samme art som de fjelde der findes paa fastlandet i nordøstlig retning fra Bø.

Ingen af skjællene forekommer hele eller i sin oprindelige stilling. Lagene maa derfor være oprodede af bræen.

Der er 3 saadanne svære bræelvafleiringer paa Karmøen, og alle har de samme struktur og samme retning. Det er altsaa Reheien ved Bø, Kongsheien i Avaldsnes, bvor Nygaard tegl­verk ligger, og Heien søndenfor Kobbervig.

Ifjor tørlagdes en stor, temmelig langstrakt myr nedenfor lersletten ved Bø. Myren eller sumpen, hvori fandtes flere amaadamme (rester af den oprindelige indsjø), har været brugt som mølledom fra Arilds tid. Den er blit opdæmmet om høsten og tømt ud igjen senest om vaaren. Om sommeren ble der saa skaaret torv over hele myren. - Der blev med statshjelp ført en tunnel gjenuem den fjeldryg, som stængte for sumpen, der saa blev gjennemskaaren i bele sin længde af en svær grøft. Paa det smaleste sted, hvor der er ligesom et sund mellem my­rens to store hoveddele, fandtes, dypt nede under muldlagene, vældige lag af skjæl, nedleirede ganske bele i oprindelig stilling i almindelig strandsand. I de prøver, jeg sendte til Bergens

52

museum, fandtes 17 forskjellige arter, hvoraf 12 arktiske. I disse lag: Underst strandsand og skjæl, derpaa torv, kan en mangetusenaarig historie læses. Først sank havet lidt efter lidt tilbage, hvorved en lille indsjø dannedes. Denne blev om­sider til et tjærn med vandplanter, der efterhaanden raadned og fyldte tjernet, der saa omdannedes til en sump, som endelig gjennem lange tider forvandledes til torv.

Ogsaa andre steder paa øen finder man skjællag, der viser, hvilke store forandringer Karmøen og hele N orge har under­gaaet i aarhundredemes løb. Ved Storesund i Torvestad, et par kilometer nordenfor Bø, har man i ler paa ca. 4 meters dybde fundet skjæ!. I de prøver, Bergens museum bestemte, fandtes exemplarer af macoma calcaria} littorina littorea og myfilus eduli •. Sammen med disse skjælrester fandtes to fossile brud­stykker af hjortehorn. (Hjort findes ikke paa Karmøen i vor tid). Stykkeme, der ikke hørte sammen, var ca. 20 cm. lange. Dette sted ligger ca. 12-15 meter over havet og er dannet som en stor gryde med høie bakker rundt om.

I en myr paa Nedrehauge fandtes siste sommer flere dele af et svært hvalskelet. Benene laa nede i blaaleren tæt ved en liden bakkeskrænt. Der var blandt andet et fossilt ribben, som blev indsendt til Bergens museum, der bestemte det som 2det høire ribben af knølhvalen. Der er antagelig gaaet en 8-10,000 aar, siden denne hval strandede her, hvor nu Nedrehauges agre og enge breder sig. Strax nedenfor findes ogsaa store skjællag. Især er den før omtalte mya troncafa repræsenteret.

Ja, rullesten og minder fra istiden er her nok af paa Karm­øen. Men her er ogsaa stene af andre former. Minder fra andre tider. Vakre vaaben fra stenalderen paatræffes hyppig. Helst dolke- eller spydspidser af flint. Paa Bø fandtes for flere aar siden to saadanne dolke, tveeggede og smukt tilhugne. Paa Øv­rebø er ogsaa fundet to saadanne vaaben af flint, ligesaa paa Storesund, hvor en mand først fandt en smuk, tveegget dolk af gul flint med vakkert haandtag og siden paa samme sted et sagblad af flint med gul patina. Saadanne sagblade hører til de sjeldneste flintevaaben. «I sveitsiske pælebyer har man fun­det exemplarer med bevaret skaft. De maa have været ført med

53

haanden og brugt til at skjære furer i ben ener træ, kan.ke og­saa i sten. I stenalderen havde naturligvis sagen en meget mere begrænset anvendelse end nu; det havde den forresten meget senere ogsaa, selv i vikingetiden var øxen det eneste større ar~ beidsredskab.»

For et par aar siden fandtes paa Osnes en meget smukt forarbeidet, spids dolk af blaagraa flint og af en form, som paa Bergens museum var sjelden. Paa Haaland fandtes ifjor et brud.tykke af et andet redskab af flint, muligens en sag, og

. paa Dale blev for en del aar siden fundet en stor, fint sleben flinteøxe. Ifjor blev der ogsaa gjort et større stenaIderfund paa Udvig, hvor man i en myr fandt 2 flintedolke og ca. 40 me­get karakteristiske større og mindre flintefliser samlet i en hob. Dette fund var af stor interesse. Der er gjort en række fund paa Vestlandet af samme art. Disse fund viser tydelig, at flint­vaaben og flintfliser er nedlagt paa et sted i en bestemt hensigt. Da nedleggelsen vanskelig kunde have noget praktisk formaal. pleier videnskaben at tænke sig religiøse motiver som grund. "Flintsagerne skal være et offer til guderne, og de talrige til praktisk brug værdiløse flintfliser har formodentlig kunnet re­præsentere de kostbare flintvaaben til religiøst brug.»

Paa flere steder er der ogeaa fundet affaldsflis spredt ud­over lerbunden i saadan mængde, at det maa være levninger efter gamle stenalderbosteder.

Vaaben af andre stenarter forefindes ogsaa jevnlig. Saa­ledes fandtes paa U dvig for 3 aar siden en sleben grønstenøx, paa Øvrebø er fundet 2 øxe, den ene meget svær og med paa­begyndt skafthul. Den hører altsaa til den vaabentype, der beviser, at stensagerne er forarbeidet her i landet. Paa Grøn­ningen fandtes ogsaa en øx med vel boret skafthul. Den var smukt sleben over det hele. Endelig fandtes i fjor paa Gunnars­haug en hakke af sten.

Alle disse stensager, som findes hist og her over hele Norge, er det eneste, vore allertidligste forfædre har efterladt sig. Det er altsaa vore kildeskrifter saaatsige om stenalderen, som saa· danne dyrebare og uerstattelige og skikkede til at vække vor dybeste interesse.

54

Mai.

VAAR PAA KARM0EN (1911)

eSe DU eT VjødelJf: mildf!. V • .uen bar ilandet p/J Lullen •

Det er virkelig sandt: Folk her paa Karm begyndte for Alvor at blive ængstelige over den uhyggelige Vinter. I Mindet dukket frem, hvad man havde læst om det store Isdække, der har dækket og atter en Gang skal dække vor Jord. Nu begyn­der det. Skandinavien blir ubeboelig - Solen slukner ... Fim­bulvetter . . Ragnarok . . -

De vilde Storme legede Himmelspræt med vore fra Sandnes dyrekjøbte Tagsten. Fra Dag til Dag levede vi under «rystende. Indtryk. Og da det led til den Aarstid, da vi forhen vented Vaartegn, satte han ind med hujende Nattefrost, Haglbyger og Nordenkuling, Dag ud og Dag ind. Det var ikke frit for, at vi tænkte paa at realisere og indskibe os til Rivieraen.

Men Norge er nu det velsignede blandt Lande alligevel. Og vi kom til at drye en Stund. Og nu er alle mørke Tanker om Istid og Ragnarok svundne. Thi «Vaaren har aandet paa Luf­ten:;., Vaaren er virkelig kommen ogsaa iaar. Vi vil næsten ikke tro vore egne Sandser. Saa fint og festligt, saa mildt og gam­meldags er dette Fomar. Gammeldags ja. Sol og lune Vinde. Stille Aftendis over nakne Myrer og Sletter. Og saa har Vaaren paa Karm en egen Duft. Vistnok blomstrer .Smalablom» og .Seka.blom. og andre Markens vilde Urter her paa vor kjære 0. Men det er ikke blomsterduften, der er det fremherskende ved Vaaren paa Karmøen. Den Duft, der vækker Vaarminder og giver Vaarstemningen dens fulde, betagende Magt, det er frisk - Staldgjødsellugt over varme, grønne Marker og Bakker. Solen brænder og bager. Varmen giddrer over Hauger og Ham­rer, og om i den hede stille Luft vifter Bølger, Duftbølger ai Stald, Stald.

.Underlige Aftenlufte hvorhen vinker I min Hu?::-

55

Da først er det Vaar paa Karm. Og derfor er Staldluften os kjær og fin. -

Men kun om Vaaren! om vi maa be! .-J a det er en yndig Mona,t Mai i Aar! Dagen er lidt skyet

og lidt lummer paa Formiddagen. Og ingen brølende Storme længer. Alt tyst og stille. Paa enkelte Bakker staar store Flok­ker a,f kridende hvide Maager. De store, vakre Fugle staar stille og værdige og ser med alvorlige, snøgge Blik udover La,nd. De er hvide som det fineste Stivetøi og med pra,gtlulde, sorteblaa Vinger. En og anden lader høre et lille, klingert Skrig, en tendre Tone, der synger, som om ma,n splintrede et filjt G1a,s: KUiu !-i-u! Kli-i-i! Kliii-u. Men saa tier atter Flokken. Uvilkaarlig toner Sa,ngerens Ord i vore øren: «Den store hvide Flok vi se!»

Men ellers er ikke Maageflokkerne saa stille og værdige. Det er ligesom denne skjønne Vaar dæmper deres Munterhed og Spektakkel. Thi Spektakkel er her, naar al Sildegjødselen, Rogn og «Ga,n» er spredt over Aker og Eng. De vældige Maage­flokker svæver som Skyer over Byttet, og Fuglene skriger som besatte. Scenen ligner fuldstændig de store «Aster» ude paa Havet d. v. s. oventil, for Hval og Sjø mangler jo. Og saa slaar Flokken sig med stort Rabalder ned pa.a Ageren og spiser op «Mold og Mark», som skrevet staar. Da faar Maagen ingen blide Øieka,st fra Jordbrugeme. Og Fiendskabet mellem Maager og Mennesker udarter ofte rent ud sagt til «Haa,ndgribeligheder». Thi den kjære Sild har en meget merkelig og beklagelig Evne til at volde Kiv og Strid. Baade i «fersk og saltet Sfa,nd •. Lige­fra Notbaserne kjævles om Kastelagene, og til Jenterne slaaes med Maageflokkeme om Sildebenene, vedbliver Silden at være Tvistens - hm - Tvistens - Sild.

Jeg tror alligevel, at Maagen er vor renUgste Fugl. Den kan ligge lange Stunder og bade og plaske i Tjernet, slaa med Vin­gerne, dukke og ryste sig. Bagefter tørrer den sig med Vingeme udbredte i Solvarmen. Saa kan det hænde sig, den blir lækker og fin. Vestla,ndet har rene Fugle. Viben og cRaugstylken» (Sneppen) er, trods de er «Sumpfugle», saa nette og rene og zirlige som hvidklædte Brudepiger paa et Kirkegulv.

56

J a selv Kraaken, den gamle Fantekjærringen, tax sig et" Plask og spyler Vingerne, naar Vandet mildnes lidt om Vaaren. Det er kun de Oivilisationens Produkter Hønsene, der finder' Livets høieste Lyksalighed i et Støvhul, og som begraver sig i Skidt før tiden. Naturens frie Fugle elsker Vand og Sol. - -

Det grønnes, det grønnes. En hed Formiddag, en plaskende lille skur. Saa ligger Markene friske og fine, skinnende grønne i et Lys, der er ligesom afklaret i sin intense Gjennemsigtighed. Herlig ligger den store Stasstue under Guds høie Tag. Markerne er grønne hjemmevævede Tepper. Mosebakkerne, det er Vor-­herres Sofaer. Og Maagerne er hvide, aa saa hvide Nipsfigurer, med smukt farvede røde Fødder og gule Næb. Vi savner bare Storken og Vindmøllen. Saa havde vi en smuk lille, H. C. An-· dersen. Men det er bare et Karmøbillede. Vi kjender det paa. Duften af Stald og Silderogn, vi kan skjønne det psa de magre, rustrøde Akerflækkerne, «Raugmørjeaakrar», kransede af salt­flekkede, tomme Sildetønder.

Landskabet er fattigt men kjært. Maagerne er saa hvide, Snepperne springer her saa deiligt spinkle, Kraakerne er her' saa hjemligt graa!

Men udenfor skinner et Hav saa blaat som Rajahen av' Indiens herligste Silketeppe.

JULI-ADAGIO (1916)

Utmark og myr og løk har altid fanget mit sind. Der var naturen frisk og vild og oprindelig. Og i kvæld vil jeg gaa over heien til det øde tjern mellem bakkerne. Julinatten er saa. skjøn og lummer. Den eier ingen hast, nei ingen hæsblæsen, ingen rastløshed. Kun fred og hengivelse, samfølelse, harmoni" strømmer gjennem naturen og natten. Der suser en tyst tone· gjennem menneske og dyr og straa og stene; slægtskabets hem­melige strænge klinger. Hvorfor brøle og rase og mase! Hvor-· for slaas og knuse hinanden og røve og rane og skovie sammen. penger i mørke dynger? Sandelig de vise i østen, den indiske·

57

munk, som foragter gods og guld og og søger efter den store, uselviske ro - han har ret. Det føler man i julinattens kon­templa,tive ro.

«En saadan nat da luftningen saa sagte kyssed træet, at knapt det sused - - »

"om Lorenzo siger saa skjønt til lille J essiea. Jeg gaar over torvmyrer med dybe, stille torvegraver. Græs­

set gror i store graablaa dotter hist og her. Myrgræsset skaber "ig ikke. Her staar det og luder og visner hver sommer og høst og gjennem aarhundreder og bliver til torv og jord igjen, hvad vi jo alle skal hlive. Men af jorden opstaar det atter hver vaar og grønnes og vifter og visner. Det er saa kjært, dette fattige græs. Det brøler ikke, det præker ikke. Det hvisker og hvisler lidt i vinden, det visner og dør og blir til torv. Se alle de store, smukke, sorte torvstakkerne ! Det er myrgræs, svundne aar­tusinders myrgræs, som har hvisket i sommervinden her i denne myr. For tyve tusen aar siden vifted denne sorte torv som myrgræs og myrplanter i julinatten.

Paa disse torvstakkeme staar smaa, spinkle snepper og nikker og fløiter, eller de flyver henover myren med korte stød­vise vingetriller og tuder nogen toner i samme trilletempo. Det lyder saa nært og kjært og sommerlig her nede i den øde, stille myr. Snehvide skyer af myruld breder sig henover enkelte vass­seg og myrfen. Disse myrulddusker de er saa morsomme og staar og nikker med sine tykke, hvide hoder. De er saa bløde og skjønne og læner sig søsterlig mod hinanden isommematten. Kan noget være renere og blidere end dem! Og de vokser paa myrseg i ødemarken. Hvad bryr de sig om østfront og vestfront og aktier og valutakurser. «Om hundra år ar allt glOmL. Og myrulden og millionærerne og Wilhelmsen og Sarussen er -torv.

Natten dimmes og dunkles, sneppeme blir stille. Kun nu og da lyder endnu et «tju!» «tju!» fra en tue eller torvstsk.

Jeg vandrer tilfreds og langsomt rundt torvgravene, forbi

.58

store halvfossile træstammer, som ligger i myrkanten, hvide

af ælde og ro. Oppe paa en liden grønning, mellem store graa stene og

brune, raggete lyngtuer ligger en flok røde og sorthvide kuer. De jamser og gnssker i trygg ro. Med store, blide øine ser de paa mig, da jeg klapper de svære troskyldige hoder. De snuser og kjender mig: «Det er mennesket, som gaar og rusler i my­ren» J siger de stille og gumler fornøiet videre.

To kalver jabber om med runde, spændte maver som kin­derne paa en af barokkens basunengle. Halerne hænger korte og enfoldige og dasker. En rødroset kvige reiser sig og støder godslig sit hode mod mennesket. J eg klør den paa næsen og ser ind i dens øine, som er blanke og sorte som et dybt myr· tjærn. Jeg er forundret over dens tryghed og prøver at fortælle den lidt om krigen; men den ryster uvillig paa hodet, de svære, røde næsebor bIaaser foragtelig. «Krig er krig», siger den, idet den citerer en tysk u-baatfører. «Jamen bedste melkekvige!. roper jeg. «Hør nu her! engelskmændene kjæmper for de smaa nationer, Tyskland kjæmper for «en plads i solen L,.,

«Møh!» siger kvigen, og det klukker tydelig i dens hals, ja det risler en sagte, frodig latter lige ned i dens bug. Og saa siger den ikke mere. Ikke et ord. Den vender sig tvertlmod fra mig, den vører ikke mennesket mere end som saa! Den lægger en svær, sort klat lige for synet paa mig. «Se saa!:!> siger jeg. Der har vi skandalen. Dette er en uvenlig handling med de krigførende. Hvad tænker du paa, ulyksalige kvæg! Sligt er kuagtig! Fornærme stormagterne med kogjødsel! De tar aldrig imod det! Aldrig! Hvad er Tyskland, hvad er Rusland? «Tju!. <Tju!» skriger en enlig sneppe nede paa myren. Og alle kuerne tier dg samstaver. - -

Og natten dimmes mer og mer. Jeg forlader kuernes for­samling og gaar videre. En spov flakser forskrækket i veiret med megen larm og forsvinder i det graa mulm med nogen korte skrig.

Men der ligger Vatne med sine to cirkelrunde, blanke tjærn, kransede af dybgrønne tætte sivmasser, en skjøn idyl, bortgjemt mellem høie, øde bakker. To runde, dybe, stille kredser, skilte

59

ved en smal sivrand. Det er vasstroIdets øine, nøkkens øine, som stirrer i evigt tungsind opad fra de dunkle dybder.

,Han ved at til bimlen han aldrig kan naa».

En mængde svære nøkkeblade breder sig med hvide og gule roser rundt sivkanten. En vandhøne med hvidt blis løber hurtig henover bladene, som sprang den henad marken. Den gjøyr stundom ud i natten som en bitte liden hund. Jeg sidder og fun­derer paa, om vi heller skulde kalde vandhønen for vandhund, siden den gjøyr. Men jeg ved ikke, om den vilde like det. Jeg lar det fare.

Nu seiler en svær heire henover mig. Den slaar nogen svære, slaapne vingeslag, omtrent som den skulde vifte med to høi­saater. Den roper noget ned til mig. Er det et skjældsord?

«Greisb siger den. (Nei ikke grisl) «Greis!» siger den høit et par gange til, mens den med sine

subbete høisaater føiser sig vestover. Greis? Den heiren maa være trsk. Den skjælder mig ud

for olding, siden jeg sidder her og tøiser og drømmer. N aa ja, jeg gir den en god dag, jeg svarer den paa engelsk.

«Never mindl. siger jeg. «Go to Hel-goland, din tyske him­melsaatel» «Greisl» klinger det tilbage langt vesterfra «8æpo­liner l, roper jeg rasende. Det hjælper. Det er for grovt. Jeg hører den ikke mere.

Ja, ja man bliver gammel. Det er saa sandt som det er sagt.

Jeg sidder taus i natten og stirrer paa nøkkens blanke øine. Store bregner, «ormagras» gror mellem stenene rundt mig. Pragtfulde paimer i stenvaser l

En kjølig vind stryger nu linnt mod mig fra de nordlige bakker. En fjærn, hvidlig lysning kløver mulmet i nord. Ja saa! Saa ved jeg, hvad klokken er slagen! Den er mindst slagen en eller to - hvis man skaI regne med den nye tid, naar man er paa natterangel mellem kuer og nøkker.

Jeg reiser mig modstræbende, gaar ned til vatne og smager paa sorten. Hm l Det var virkelig noksaa brakt. Myrvand er

60

myrvand. Lidt røgsmak havde ikke skadet. Myrvandet er for ensfarvet graabrunt. Lidt flere farver. Black and white. Men nøkken vilde vel ikke like det. Han vil ha vandet som det er. -

Paa bredden ligger en masse gamle hvide sivstubber og vis· ner. N aar jeg træder paa dem, knirker det med en svag bris­tende lyd, som oversat til artikulert tale klinger omtrent som: Forgjængelighed, forgjængelighed!

Men nu hører jeg ganske tydelig nøkken spille en sommer­natvise:

Julinætter, julinætter! Duft af hø fra lumre laaver. Saater over alle sletter; unge viber flakser over. Kjelden tuder svalt og spanker om i røde pusselanker .

Julinætter, julinætter! Disig ro paa mo og myrer. I dit sind sig tyst fortætter stemning fra naturens lyrer. Ingen ufred murrer, mæler, tanken dvæler, tanken dvæler.

Julinætter, julinætter sødmefyldte, toner, tynger. Gjennem skumringens kv:artetter fjærne vemodsklange synger. Sommernattens susen siver mod Nirvanas perspektiver.

Julinætter, julinætter. Græs og blomst sin sjæl udaander. Myggen dandser menuetter, edderkoppen væver blonder. Fjærnt bag somrens blomsterbuer høsten truer, høsten truer.

61

Julinætter, julinætter! Kløverem i frodig varme. Honningduft og amouretter, brus og brand i alle barme. havren blaaner, byggen sprætter. Julinætter, julinætter ! -

SOMMER-AROMA (1920)

Her er saa bløtt aa ligge paa mOBBet ! min bakke, mellem yndige blasklokker og gamle, graanede rullestener.

Sommerens klokker! - I vide felter blaaner de bortover, ringer og klinger med toner fra svunden tid, toner fra "kjøn­hetens evige riker.

Jeg hviler saa bløtt, saa bløtt i naturens skjød. Gule terli­tunger kildrer min hals og hvisker i mine ører, hvisker hemme­lige, magiske formler, dype ord om stilhet og fred. «Bævende hjerter. staar som bly, intime minder - sk, det er jo de sam­me, som vi plukket i barnedagene og bar hjem til mor i store, friske kvaster, lørdagaftenen. De skulde pryde "storstuen» til helgen. .. Nu synes jeg, jeg ser den lille stuen med et gammel­dags, blaamønstret ·,:træk», som farvet av, hvis vi strøk haanden fast langs veggen. Og derfor strøk vi barn hænderne over ~træk­ket» ret som det var. I hjørnet gulmalet himmelseng med blomstret sirts- eller lærredsforhæng og med en stor rødroset «ring. av træ hængende under «himmelen.. Den skulde vist forestille solen. Poleret, gammeldags kommode med bugede skuffer og med nøkkelskilter av ben. Paa kommoden et blankt fanjaneekrus dekorert med en gul springende hjort. Polerte stoler med flettede rørsæter. Over «slagbordet» mellem vindu­erne hang et speil med en følelsesfuld rosenklase i øverste felt. Paa væggen over sofaen mange smaa, ovale rammer med bleg­nede fotografier av kvinder og mænd i pene, gammeldags drag­ter og oftest med foldede hænder. Paa de andre vægger olietryk:

62

«Luther som Munk og som Reformator. og «Genfersjøen ved Solnedgang». I vinduerne «Luk mit Øie. og kalaer, "Arons Stav», «Christi Blodsdraaber». Og i hjørnet «krohylde. med en blaafigurert «Steinty-mugge«, fyldt av bævende Hjerter> ...

«Bævende Hjerter!. Hvilken gammeldags, lyrisk festlighet bare over navnet. Det er som en tone fra Brorsons salmer.

Og ingen moter, ingen smagens nykker har skjæmmet dem. De har den evige ungdoms trylleri og stod slik og skjælvet i sin bly charme der paa haugen allerede i vikingtiden. Ingen plante eier en rikere skjønhet, men heller ingen en saadan for­dringsløshet, en farve, en glans saa intim, saa diskret.

Bævende hjerter. De er symbolet paa den stille, bly følelse. De forsvinder i mængden. Ingen ser dem, ingen merker deres dype glans i alt det prangende grønne. Ingen - uten elskeren.

Og der nede vokser det sterke, skinnende «silkegras.. Det er som store, festlige faner, silkefaner.

Oppe paa den graa bergknatt dekorerer klungeren med roser, og indlmellem smutter gule spurver som smaa, gyldne nøster. Hvilket spil av farver! -

* I mine rognebusker er der hver eftermiddag sorl; at> stare:

Det myldrer av levende, sorte nøster, det flakser og vifter og ret som det er bruser det fra et stort naturens orkester med hundrede stemmer og instrumenter. Den tause rognebusk er bare musik ifra øverst til nederst, et stort, statelig instrument som utstrsaler lydbølger. Som en bæks blide rislen over kisel­stener strømmer dette tonemylder, stundom mørkner det i friak fylde, stundom stilner det, blegner hen som farende vindpust og skygger over en blaa vandflate. Pludselig, ganske som efter en taktstoks vink, er det stsns, pause; der indtrær en lyttende stil­het. Der kvidres lidt hist og her, der konverseres, der stemmes, og saa bruser det igjen for fuldt verk.

Etsteds maa der være en leder, en dirigent, som gir sig­nalet.

Inde i tonehavet lyder klare, singulære fløiter, pludselig atter et signal, stilhet, lytten. En vældig ny stsreflok skjærer i. hastige, retvinklede kast gjennem luften og slaar sig ned med

63

~pludder og kvidder i den før overfyldte busk. Og umiddelbart .efter bruser det atter - dobbelt rikt og fyldig. Slik gaar det i

"timevis. Der er et ord, som helt karakteriserer denne musik. Det er

jubel. Disse smaa, sorte, glindsende bryst, disse spæde struper og nebb - de skjælver av jubel, dirrer i livsens fulde fryd .....

Over mig paa dypblaa grunn seiler mægtige skyformatio­:ner, hvite, skinnende tinder og topper, vældige, runde kupler paa vredne søller, skjønne kolonnader med dype, uendelige per­spektiver imellem -, hele svævende alpekjeder, drømmende,

-fjerne, unærmelige jotunheimar. - Og det skifter og hildrer i ·evig forandring. Pelion stables paa OSBa hvertandet minut.

Det er kysthimlens skjønne sommereventyr. - - -

Nu her om kvelden var der vældig summen og surren ned med aakeren. J eg tror der fløi i hundredevis av store gulrandete humler rundt i ring. Det var som svingende, smaa kloder i et ·bittelite solsystem. Denne ensformige, varme summen var gan­ske hypnotiserende. Honning, honning! jordhomlebøle, hamle­søta ! surret det i solvarmen, mens kløveren stod spruttende rød ·og fyldig omkring.

«Horniesøta» var min barndoms hete lyst og eier nu trylle­,duften. Jeg fik saan hug aa forsøke mig paany efter mange aars forløp, forsøke mig som honningjæger.

Men det er nu saa sin sak aa grave ap et jordhomlebøle. "Det er mest Bom aa trænge ind i en fiendtlig skyttergrav. De angripende ~f1yveres» antal vokser meget hurtig. Larmen, sum­mingen blir stadig sterkere, hetere. Op fra smaa huller i jorden myldrer de frem i hundredevis, og blir centrum i en vild hek­sedans av surrende, gule, lodne dæmoner. Da gjelder det aa ha nerver. Bare rolig! Ikke for store fagter! Mindst mulig av prædikantbevægelser. Ingen vidnesbyrd av nogensomhelst art! Blikket stivt selvom en liten, gulrandet djævel fyker like

·lukt i synet paa dig. «La humlen Buse»! sier vismanden. Det er et sandt ord. For en honningjæger.

Humlerne har en lysende intelligens. Ser de det mindste . tegu til frygt, suser de efter dig med rasende energi; flygter

64

du, forfølger de dig ubønhørlig, uten ophør, uten avladeise, du kan springe dig fordærvet, humlen gir ikke tapt, den er efter dig, tæt inde i ,ansigtet paa dig med sin rasende summen, du ser stadig ind i dens frygtelige blik, dens øine som to lodrette kniver. Du slaar om dig med voldeomme fagter og slag men træffer aldrig den lille, tapre kriger, som stadig er inde i dit ansigt og søker aa faa fotfæste, og pludselig er den der, du faar et stikk, saa hele dit væsen skjælver, et stikk fyldt aven vild, ætsende gift, en gift som syder i dit blod, piner dig dagevis derefter.

Jeg kjender folk, som har sprunget en hel kilometer i ræd­sel med en enkel hvinende humle om ørene.

Ja de er saa hete} disse humler. Der staar en eggende, hvis­lende varme fra deres vilde dans. Der er en gul, elektrisk tone baade i deres farve, i deres summen og i deres temperament. For temperament har de! Mexican girls, you know! Deres attaque er som susende piskesmeld. De har likesom fyr i krop­pen, de er skapte, ernærte av solvarmen} av het blomsteressens, av selve naturens fineste, hidsigste livskraft. Det er denne hete, som gjør humlehonningen saa berusende og besnærende. Den dufter av sol, av søt kløveraroma, av hele sommerens glødende deilighet.

Er man rolig, ubevægelig, narrer man imidlertid humlerne. De tror, du er en filister, som argumenter ikke biter paa. De oppgir snart sine anfald, og saa maa du arbeide, likegyldig og flegmatisk, uten stora gester!

Men honninglageret nede i jorden er vanskelig aa finne. Det er ikke liketil som med et «maasahomlebøle», som ligger nede i en liten fordypning med en dyne ,av bløtt mos over sig, befolket av iltre, lysegule eller fredelige, sorte smaahumler.

Nei den svære sort- og gulrandete humle, jordhumlen, adels­humlen har dype, krokete ganger nede i jorden, jægeren mister ofte sporet, tunnelaapningen blir tilstoppet. Da maa han trampe paa jorden omkring. Og straks svares der med en hvinende frygtelig summen derindefra. Denne vilde hvinen var min barn­doms skræk og fryd! - Saa er det aa grave videre efter lyden,

• 65

og pludselig aapner sig et stort rum! et svært lager av sam­menkittede «kopper", smaa, runde pergamentballoner fulde av honning!

Jeg husker fra mine barnedage, at vi krysted den gylden­brune nektar i medicinflasker. Tro ikke, at homI.søta er det samme som bihonning! Nei bihonning er dagligdags og sen­timental og tam; men humlehonningen eier naturens. vilde pikante sødme. Bare en draape - og dit sind fyldes av som­merbilleder !

Mor gjemte altid en flaske som saarsalve. Homlesøta var saa go til aa grø. «Der e løv i hornIesøta!» sa mor. Ja løv (lyv) er der i denne varme, sødmefyldte essens. Løv er et gammelt norsk ord for lægedom, helsebot, noget mildt, helsebringende, noget signende, lindrende, Iægende.

Saaledes berører extremerne hinanden i det lille, skjønne naturens under, humlen. Den lille, tapre destillator lager av livets urter den bitreste gift og den søteste lægedom. Og saa­dan er ogsaa livet selv: en sydende retorte av bitterhet og sødme.

SEPTEMBERELEGI (1919)

September, Vestlandets fuglemaaned, er atter kommen. Og i alle heieme, myreme og markeme rører sig et fugleliv, som hører til det skjønneste, mest tiltsIende og tillokkende, vor na­tur har aa by os.

Flokker av unge viper, heiloer, stær springer i broket blan­ding henover bøen mellem kjørene. Stærene sætter sig endog paa dyrene, med jublende rislende triller flokker de sig paa markerne, i træerne, paa hustakene, sitter paa kjørenes rygg og paa deres horn og fløiter skjønne sange, det er et naturens broderskap, det er Paradiset, tusenaarsrikeL

Det glinser og lyner i grønne ailkebryst, det sortner av smaa, lubben, glad fugl, fugl. Hør musikken, hør de brusende akkorder fra det store orkester!

66

I kveldingen suser lykkelige viper rundt dig, mellem tu­erne springer smaa, tungsindige, bange heluner og fløiter gan­ske stilt. De har så blide, alvorlige øine, de har et tendert uttryk av uskyld og skjøn værgeløshet, som kan røre til taarer.

Markerne breder sig henover friske, grønne; kornaakrer gulner, septemberhimmelen blaaner mellem hvite, maleriske skyfoxmationer, som speiler sig i blanke tjern.

net dufter sterkt fra kaalhesjer og grøntsakaakrer - det er høstens friske, stemningsvækkende aroma. - Dette er jo Paradiset. Alt er godt, saare godt.

- Da lysner en hvit røksky bortpaa sletten, der følger et knald, en flok heluner skvætter op, fjær ryker, og igjen paa pladsen ligger nogen stakkels blødende fugler. En lang rækel styrter til - det er mennesket, seierherren! Han triver efter de døde eller lemlæstede smaa legemer, slaar dem til stenene, myrder, pæser og puster.

Hvilken daad! Hvilken karslig sport aa traske omkring og dræpe stær og

viper. Hvor stolt drar han ikke avsted med de blodige sønder­skudte fugler, som for et øieblikk siden glæded sig ved livet i den skjønne septemberkveld. -

Kan der tænkes noget mer oprørende end dette hensigtsløse myrderi midt i naturens dype fred?

61

Der er neppe en søndag nu utover høsten, uten at en ser lange gutunger eller drabelige mandfolk vandre avsted over markerne og ihærdig plaffe løs paa disse aldeles uskadelige, vakre fuglene. -

net er nu en ved videnskabsmænd og sakkyndige fastalaat kjendsgjerning, at fuglene spiser op en utallig mængde insekter og insektslarver , ja at fuglene er saa uundværlige i naturens husholdning, at hvis de blev utryddet, vilde jordens plantevekst med tiden bli aldeles fortæret av insekter. Hvad insektlarverne kan ødelegge, naar omstændigheterne er gunstige for dem, ser man slaaende exempler paa i de sidste misvextaar, for en stor del foraarsaket ved larvearter i havreaakrene. Hver dræpt stær eller sneppe er et nationaløkonomisk tap. - Bare nyttehen­synene skulde da tilsi os alle aa værge fuglene med alle midler. Men saa kommer dertil, at de utgjør vor naturs skjønneste pryd. de besjæler vort landskap, de skaper stemning og poesi over vort liv baade kvardag og helg.

Kan der tænkes noget uskyldigere end en stær, som farer omkring dagen lang og kvidrer og søker larver og snegler? Eller noget uskadeligere eller mere indtagende end en sneppe, som pusler ute i myren, ute i ensomheten, fløiter to, tre toner om kvelden, pusler i myrgræsset og bare vil faa være i fred? -

Alle skapninger tilhører et stort hele, et brodersamfund, og fuglene er vore svake, værgeløse søskende. -

net heter, at jagt er sport og en herlig fornøieise. Nuvel, der er en jagt, som er mands værk og mands daad. Det er at skyte rovdyr og rovfugler, som skader baade den øvrige dyre­verden og menneskenes interesser. Jagt paa virkelig matnyttige dyr og fugle er ogsaa nødvendig, livets lover nu engang haard. nerfor nødes menneskene til at slagte og æte andre dyr. Men aa «gaa paa jagt» og dræpe v,,!rgeløse og uskadelige fugler, drive myrderi fOT sin fornøielse} det er aa gjøre sig selv værre end et rovdyr, som dog kun dræper for aa æte.

Aa skyte ned sine smaa medskapninger, sine søskende for mOTTO! net maa bli til det, at slikt blir dømt aa være umoralsk og sjofelt, for aet er aet!

Naar man ser en saadan helt bærende en bitteliten dræpt

68

fugl, en stakkels mager heilo eller en liten sort glinsende stær, naar man ser en saadan vældig jæger bærende sit usle bytte, da koker sinnet op i en, og man fristes til aa si som prinsessen i eventyret: Tvi fan! - --

OKTOBERGLANDS (1920)

Det er ganske sælsomt: I aar skinner oktober i et deilig, forklaret sommerskrud!

Forklaret. Thi disse morgener, disse dage er fri somme~ rens lumre og hidsende luft. Der ulmer ingen lidenskap i okto­berdagens hvite lys. Morgenen gryr i kjølig ro. I myrerue ligger stine dalaskodd) og hauger og humper svømmer som øde øer i et hvitt hav. Saa viker skodden for «høsthimlens farvefine varhet» og vidunderlige klarhet og lys. Denne høihet, dette gjennemsigtige blaa aander mot dig Paradisets svale fred. Buknfjeldets skjønne, blaanende pyramide ligger omrsmmet av lette, yndige skydrapperier som en eventyrprinsesse i lysblaa silke og hvitt slør. Fjerne aaser og fjellrygger toner i zarte farvesymfonier - lilla og violett. Vesterute drømmer verdens­havet og stiger likesom op - op mot horisonten. Og som et sælsomt symbolum tegner sig høit oppe paa himmelkartet graa­gaasflokkens store spidsvinkel. Og fuglene roper til oss. De roper! Det er den skjønne høsthilsen fra frihetens elskere.

Som en mægtig bølge svulmer glæden og længeelen i dit bryst, glæden over naturens skjønhet og længselen mot dens overjordiske klarhet og fred. Denne høie himmel, dette svale, hvite lys gir en følelse av frihet.

«Jeg elsker luften, naar den kjøles og høi og klar en renhet har, en vidde der som frihet føles»

sier Bjørnson i sit digt til Hegel. Ja det er likesom graagaasen roper ned til oss av fuldt

6f'

~~ - '-­- --o..:!..-:, :..:::

bryst: befrielse, befrielse! Og mens "pidsvinkelen langsomt svinder høit mot syd, dukker frem i mindet kommandørens ord i Zolas «Lourdes. : «Det er godt veir til aa gaa borb.

* Høsten har baade sit eiendommelige lys og luft og duft.

Hvem har ikke en høstkveld - pludselig - kjendt en nuance av duft, som med en gang trrllet svundne, herlige opievelser frem i sindet. En halvmørk kveld tidlig i oktober, sorte kaal­hesjer med denne besnærende hyggelige duft av tørt potetkaal - - det er likesom ens sind lettner , og brystet svulmer av gjenkjendeisens glæde. Eller merk denne krydrede, gode duft fra næpekaalet, som staar og vissner litt i kanterne eller fra en kaalrabiaaker - duften treffer dig som en svinnende tanke, den er saa blek, saa svak, den toner fjernt inde i din sjel men du formaar iltke aa fange den, du merker en tendre tone, en blek duftnuance et øieblik, og saa er det borte. Og du veirer og lytter ut i den stille, lune kvelden.

* net er jo alt sent paa høsten. Rognebærene er borte. Korn­

aakrene er øde - bare hvite stubber. Hør hvor det knirker, naar en vandrer g:tar over aakeren i kvelden. Det knirker saa tørt i hahnen. Og potetaakrene ligger der sorte og vel ran­sagede. Bare hr.uger av graa stylkjer ligger igjen. Saa her er jo litt øde.

70

Men klungeTen den spiller mester og lyser ap i ødet. Alle klungerbusker, alle tornebusker staar levende fulde av kjuper, som strutter saa røde som blod mitt i denne deilige oktobersol. Det er likesom kjupene smiler til solen. Og hvor solen smiler igjen!

Røde kjupe, du er sommerens hete avskedshilsen til okto­bers stille, blanke kjølighet, ja du brænder med dit røde bluss like ind i sneen og vinternatten, før du dør!

I heien er der en ubeskrivelig ro i dette stille oktoberveir. Fuglene og insekterne er borte; alt er øde. Og heiens farver smelter aldeles sammen med denne dype fred. Brunt og graa­brunt danner grunnstemningen. Lyng med vissne, brune blom­ster og saa indimellem mange graa og graahvite mose- og lavarter, som gror bortover bakkerne og har ingen håst med livet.

N ei ingen hast! Det er heiens bedaarende charme: Den har ingen hast. Den dvæler, den hviler i sin egen tilfredshet. Tuerne staar saa troskyldige og fornøiede bort gjennem myr­seget. Nogen av dem frisker ap som grønne farveklatter i alt det brune. Det er mellebær- og tyttebærlauv og krypende, de­korative slyngplanter, som graver sig stilfærdig frem gjennem mosen - der er «kattaklo. og krekjebær og mangt andet rart. Det er heiens kjære flora. Men grunnstemningen er et brunt, mildt øde, hvor alt er ro og dvælen.

Oppe i luften hersker solen uindskrænket. Men der klinger ingen reflekser fra de lave, brune lyngbakker, de ligger likesom i sit eget lys eller sin egen skj'gge og drømmer.

Et stille vand ligger bortgjemt mellem bakkerne med to cirkeIrunde, blanke bassiner, men forøvrig aldeles overgrodd med brunt, vissent siv, som staar og falmer og forgaar. Paa bredderne ligger masser av gamle Bivrester ; de er blekede og hvite av sol og opløsning. Men den store flate med hele somme­rens frodige fylde av sivmasser smar vissenbrun og aldeles deilig. Det er nøkkens hveteaaker, som staar færdig til skuren, stormskuren i november. Den staar færdig og venter, fredfuld og stille, venter paa døden ...

71

MIDTVINTERPASTEL FRA KARM (1915)

Lavt over heien ligge tunge, bløte skyer. Og over alle de bølgende bakker og sorte sumper og myrer hviler stilheten, død

og tyst. Det yrende fugleliv og dyreliv som fylder egnen i vaarens

og sommerens tid er likesom manet væk. Ikke et vibeskrik, ikke et vingeslag, ikke en rauten, ikke et humlesurr, ikke en eneste bitte liten lyd. Denne stilhet er liksom en sterilisert stilhet. Hver livets lyd er død.

Og dog føler en ingen tristhet, ingen tyngsel, ingen forlatt­het i denne dype, tunge taushet. De tyste, mørke farver over bakkene og myrene og luften føles ikke triste men bløte, aa saa fløielsbløte. Og denne stilhet er ikke som en snevinters kalde likstemning. Den bløte, regntunge stilhet over Karmøivinteren er saa død, saa død og likevel er det som bakkene og græstuene lytter} der suser noget, en anelse, en drøm gjennem dette milde øde. Livet tier, livet sover, livet ligger bedøvet og venter. Ja denne stilhet venter.

Der er en usigelig ren fattigdom over disse marker og myrer. Her findes ikke et eneste et av naturens almindelige skjønhetstræk. Ingen granskog med sin rikdom og sin lunhet, intet blaat sølvhjelmet fjeld, ingen styrtende pragtfuld elv og foss. Her er intet at lage julekort av. Ikke vanlige julekort. Farverne er saa fattige, saa brune og milde.

Men denne stille fattigdom er saa rørende, saa usigelig kjær. Bakkene ligger likesom og ser paa dig. Myrgræsset er saa inderlig vissent og graat, tuene tier og bier.

Der strømmer mot dig en venlig bløt duft. Det er den øde, fugtige jord, det er heiens brungraa markmose, som gir, hvad den har, sin friske, rene, hjemlige aande.

Flytblokkene avegte norsk granit ligger rundt om i mose­bakkene som store, runde, troskyldige troldhoder. De ligger der saa blaagraa og rolige. Kulsort eller hvitgraa, tør stenmose gror paa de haarde pander som buskete bryn.

Hvor de er sikre og hjemlig paalidelige. Den runde, store

72

kampesten har ligget i bakkeheldet saamangen en jul, saa­mangen en mittvinter likefra istidens fjerne evighet. Den har erfaring! Den kjender verdens furanderlighet; men selv er den ærlig og gammeldags og altid ens.

Slik laa den ogsaa i vor barndoms lyse dager. Den graa runde sten l En kunde godt graate ut sin sorg og sin træthet med sit hode ind til dens rynkede kind.

I dette stilferdige, fordringsløse land, som er vort, som er vort, dukker der op sære skjønheter for den trofaste elsker. blik. Se den skraanende bergvæg, som helder mot syd. Den er klædt med et yppig, svulmende lag av dypgrønt mos, saa bløtt som en kvindes dunkeltgyldne haar, med en farve, som suger i mystisk fylde, med skiftende nuaneer som fløil i dype folder.

Men selve ødet, selve tystheten, selve blekheten over dette flate land er herlig. Brølet og braket fra livets strid dulmes og glemmes. Sindet stilner, og freden gror. Tanken dvæler og haster ikke. Her suser anelser om Nirvana over svarte myrer. Her er hverken liv eller død, hverken svulmende knopper elle .. blod og myrden, bare lyttende stilhet under uldne vaate skyer ...

Saa siger skumringen som en fortrolig lunhet lavt indover land ....

Men rundt heier og utmarker bor menneskene. Hus og løer stikker sine tak op bak knausene. Og midtvinteren er fremdeles mild og vaat. I mørke nætter regner det støtt og tungt. Det drypper fra ops, det suser om nov. Saa rinder dagen med bløt, disig luft og en søt, kjølig duft av muld og mose fra de sydvest­lige heier.

En mand lakker i graalysningen paa sine træsko bortetter veien. «Gomaaraa», sir manden, og <:gomaaraa igjen!» lyr det i halvmørket .• De e lengje fyr 'an lyse, de e so korte darl. sir manden igjen. «Men eg trur, me faar anna ver, det stak sa i storataanaa mi i nott, og daa blir de allti verabyte ; de gleka 'kjel 'An braka holt i vestl Ja ja de e godt aa vara paa Ia:nd­joraal.

- - Nu lysner det mer. Fra skorstenspipene stiger en mat, blaa røk mot de lave skyer. Luftdraget fører med sig en svak em av torvrøken.

73

Dunkelt og disigt og stille er alt. Men her er dog litt igjen av sommerens liv. Haner galer bak løene hist og her. En flok kraaker i friske graa og 'Sorte vadmelsfarver flakser og skravler med kjæften. Bortom en husnov smutter næsten lydløst en ens­lig brun dat. Det er tommeliten, som lever sit stilfærdige ene­boerliv vinterdag rundt menneskeboligene.

En kat river forsigtig i nogen tarmer, henslængt paa en mødding. Den ryster labbene pertentlig og snuser stille. Dens .hale løfter sig tillitsfuldt. Dens øine er klare og optimistiske: Livet er ikke saa værst! Mitvinteren er mild og vaat. Det er «taave'r» hver dag, og der slænger jevnlig nogen tarmer og andet avfald igjen efter slagtningen. Pessimistene har uret, mener pus, idet den atter rister zirlig paa labben og snuser med sin lillebitte snute.

Et par høner jamrer bedadigt over tidene. En jente rister gulvtepper bortpaa bakken, saa støvet ryker for de korte smeld. Ekkoet buldrer skarpt borti husvæggen.

.. Det er ved juletide paa Karm.

HAUGAVAAJEN (1916)

Haugavaajen er et indestængt saltvandsbassin, som engang med tiden vil bli et ferskvandstjærn. Det er allerede nu fyldt af brak sjø og smager næsten ferskt. Thi det lange krogede sund, som snor sig mellem høie, steile bakker fra vaagen ud til havet, er næsten igjengrodd paa sine steder av søyla og sjøgras, og paa det grundeste og smalleste (ved Staangaa) er det netop ·saavidt, en kan stage en liden baad igjennem..

Havet viger jo tilbage paa vore kyster i denne jordperiode. Om tusen aar er Haugavaajen en løk. Om ti - tyve tusen aar 'er den vel en torvmyr.

To lange nes, Btaanganesjaa og Landanes J som springer ud fra modsatte kanter, det ene fra Torvestad i nord, det andet fra Avaldsnes i syd, løber side om side i modsat retning og

74

danner to lange «stænger>, hvorav antagelig Staangaa (Staan­gom) har sit navn. Imellem disse nes flyder da Straumen, sun~ det, som fører fra Haugavaajen ud til havet paa Karmøens vestside. - N aar sjøen falder, dannes der paa det smalleste en strid foss, et virkeligt vandfald, en sjelden foreteelse isaltvand.

Haugavaajen er et fredelig sted, en ren idyl, bortgjemt baade fra sjølivets og landlivet. stræv og larm. Her er ingen sjøhuse eller salterier, thi hvad skulde der være at salte i Hau­gavaajen? Blaaskjæl og aaleunger? Og ingen isedampere kan forcere Straumen. Det er tusen umuligt. Og hvad skulde man ise der? Terneæg eller klu!1gerroser? Heller ikke dokker kan det nytte at anlægge her. Vistnok er her en voldsom dybde. Haugavaajen er egentlig en eneste stor dak, hvor vore Amerika­baater, ja «Titanic:> selv, kunde flyte let og smukt som spaaner i et spand. Men det blev vanskelig at tappe dokken lens! Og hvorledes skulde oceanracerne komme ind mellem Landanes og Staanganesjaa. De vilde fylde dalføret lige til tops.

Nei denne indseiling greier ingen. Undtagen kanske Olaf den hellige, om han havde levet. Han seilede e'lgang paa flaae fjældet just nordenfor Straumen, men han styrte i nord og skar ut en tredjedel av b)"gden, før han med sit langskib naadde havet igjen nord ved SkjølJ.ngstad. Kjølfuren efter skibet hans er til den dag i dag, saa hvem tjorn vil studere kanalbyg­ning i middelalderen kan se den. Den kaldes nu Viking.taddalen.

Saa hadde Hellig' Olaf levet saa -! Men nuomstunder greier ingen skibsstevn at lage denslags

revner i Norge. Danskebaaten ·:Hellig Olaf» har nok forsøgt at plagiere ,sin store navnefader. Den trodde vel at samme navn gjør samme gavn. Men nei! Det ble bare assuranceudgifter.

Og «Christianiafjord. prøvde jo po>a at sprænge sig en kanal op gjennem Stav!\nger torv til Breiavatne. Den vilde i dok deroppe hos de svarte svanerne. Og den gjorde jo et vældig snit i gadelegemet, den naadde næsten op til H. Hauge med baugen.

Men saa var det og slut med avanceringen. Den greidde det ikke. N ei i vore dage skulde man helst ikke forsøge paa slikt.

Men tilbage til vor vaag.

75

Hauga"aajen ligner i topografisk henseende overmaade meget - Dynekilen. Men havde Karl den tolvte været saa slu at gjemme sin transportflaade i Haugavaajen den gangen, saa havde vi nok ikke faat feiret noget Tordenskjoldsjubilæum i

sommer. Nei Haugavaajen tror jeg faar ligge i fred for verdens­

larmen endnu i nogen tusen aar. Den ligger ligesom bageufor sjauen. Eller til siden. Langt til siden for dagens liv. Derfor liker ternerne og maskerne at bo her paa skjær og odder. Kjeld og viber tripper om paa de grønne strænder, hvor græs og blomster gror lige ned i sjøen, og om høsten kan her ligge ande­flokker paa flere hundreder, som kan lette sig med et svare sus og rabalder i luften. Omtrent som en skulde høre en mængde snærrende hjul. Men det er ogsaa heldigvis den eneste _maskin­larm», man hører her.

Haugavaajen er som sagt gruelig dyb. Især paa nordost­siden. Her styrter bakker og brot sig flere steder lodret i sjøen som sortner udfor, tilsyneladende uden bund. Bund er der vel men gruelig langt nede. Bergsiderne er aldeles klædt med blaa- ' skjæl fra høieste vandstand og saalangt en kan øine nedover. Og saa plasker auren rundt om især om høsten, naar den kom­mer ned gjennom bækkene, som falder i Vaagen. Stort flere mindeIser om havets fauna findes ikke. Men slig har det ikke altid været. Haugavaajen har engang været en ægte havbngt fyldt af fisk og sild til sine tider. I en asker ved Nerhaugo fandt man for nogen aar siden et fossilt hval "keiet nede i leiren. Myrsænkningen her har i en tidligere jordperiode dannet en vik af Haugavaajen. Og saa har hvalen i hine fjærne tider jaget efter et sildestim, kanske jaget lige ap i stranden her og er biet liggende. Og i vore dager gik plogen og harven over de vælelige ryghvirvler og ribber. Nu findes de forresten paa Bergens mu­seum. Saa den hvalen kom da til værdighet ligevel, men først længe efter sin død! Det er en skjæbne som ofte rammer de store! -

En spekulation i hvalfangst i Haugavaajen nu for tiden vilde imidlertid sikkert mislykkes. Dog er jeg Ikke et øieblik i tvil om, at sktier i et «selskab for hvalfangst i «Haugavaajen.

76

vilde finde kjøbere i mængdevis og blive gjenstand for livlig

omsætning. -Her grasserer en masse smaa hvide og askeblaa maaker i

vaagen her og i myrer og tjærn rundt om. De har rent ut sagt lagt sjøen paa land disse maaker, de har sluttet med silde­spekulationen for i aar. Her oppe i brakvandet fisker de aal og andet desIige. Det er rart med disse smaa maakerne. Om Bom­meren er de landfugle, husfugle, færdes blandt høns og kraaker og spiser insekter, regnormer og hvad der kan falde sig. De vandrer taalmodig efter hyppeplogen eller efter slaamaskinen, og de søger over alle marker og myrer og tjærn, de er altmulig­maaker, de er chanceseilere, jobbere, som overalt finder for­tjeneste. Faar de ikke sild, nu saa er der brisling eller makreIs­pir. Slaar brislingen ogsaa feil, tar de tiItakke med mossa eller makk, regnorm, padder, æg og bUIer (nei ikke biler). De gir alle maksimalpriser pokkeren.

Stengraa bergvægger med klunger og vivendel i kløfterne danner omgivelserne rundt Haugavaajen. Eller bløde bakkedrag med gammel, uforstyrret vegetasjon, kU8om, rævebjælder) has­selbusker, gammelt eikekrat, bergflette, hagtorn, rester fra den store perioden, da svær eikeskog dækked land og strand, Karm­øens stortid, da kronhjorten spadserte omkring herude, og vildsvinet gryntet og gravet. - -

Carl Ploug har engang titulert Dynekilen som Torden­skiolds døbefont. En saa pompøs betegnelse kan ikke give. Haugavaajen. Den er ingen døbefont for helter. Men den har dog i vore dage stor betydning som badebalje for de omliggende gaardes unge og gamle drengebarn, der her lever omtrent som Adam i Hagjen, før Eva forstyrred ham og lokkte an te aa stela nepa, nei epler.

Her hoppes og stupes og plaskes og klaskes i det dybe, milde vand, som er blødt som «havremarvsæbe» fra Mauritzen & sønner. Her svømmer menneskeunger og teisteunger og andre unger omkap til de smaa holmerne, her skriges viltert og hidsig baade sf folk og fugl. Og paa land staar skrækslagne sauer og maaber.

Og solen bager i den blaasorte sjøen. Paa de graa knatterne

77

lyser nakne, gyldengule legemer, som engang i Paradishaven~ Det pæser og puster fra ungdommelige hoder, som runder od­derne. Tri-ægg! Tri-ægg! - Tri - tri - triii - - ægg! skriger ternerne fra luften. Hei! Hoi! roper gutterne fra van­det. Hei! Holloy! Hurra! Herlig er Haugavaag!

TIL KARMSUNDS UNGDOM

I Torvastsd ungdomslags håndskrevne blad ,Prøven> skrev- Fridtjof ØyrebØ fØlgende som «Haugesunds Avi .. gjenga 14. mai 1921:

Der er to herligheter, to interesser, to opgaver som i særlig betydning tilligger norske bygder og norsk ungdom. Det er natur og historie samt kjennskap til og værn om denne natur og historie.

Karmsundsnaturen er eiendommelig og rik. Landskapet er stemningsfyldt, men diskret og beskedent ; dyrelivet, planteliv-et eier en mangfoldighet av former som alle gaar ind i landskapet som en uadskillelig del av dette og eier fullt og helt landskapeta stilfærdige, blide stemning og fordringsløse skjønhet. Vore langstrakte utmarker, vore lave bakker, marker, vore sund,. odder, holmer eier de bløte bølgende linjers rytmer. Her er in­gen voldsomme overgange, ingen himmelstræpende tinder og topper. Alt glider i langelige, prunkløse linjer ut mot horison­ten, stundom som brune, stille lyngheier , stundom som graa­grønne bakker og høidedrag, som øde myrvidder, som «smukke skyer>, lufttoner, blaanende, vikende havflate.

Langs høidedragene ligger vore store fædres minner, grav­haugene, i stolte rækker, som i kveldingen danner skarpe sil­houetter mot den bleke himmel. De sorte, runde kupler eier en sælsom majestet, som de ligger der i tyst ensomhet. Det er like­som nutiden viker mot kvelden, fortiden toner frem og staar der mørk og monumental, talende med aartusenernes mektige røst.

I dette landskap bygger og bor en mængde fugl, som i høi grad forøker landskapets tiltrekning og ynde. Vore myrer og

78

heier, holmer og skjær er ,"-befolket» av smukke, fine fuglearter:­viper, lerker, spover, snepper, stær, svaler, erler, kjeld, ender,. maaker, terner osv. osv. Alle eier de en intim skjønhet og præ­ger land og hav med sin levende stemning, be.jæler vort land­

skap, fylder det med livets ufattelige glede. Tenk engang paa hvordan det vilde være, om fuglene plud­

selig forsvandt! Tenk paa en vaar uten vipens kjære, hjemlige syngen om kvelden, en april uten lerketriller rislende mot blaa luft, en juni uten raugstylkjen flagrende i myren! Tenk en sommer uten maaker og terner og en høst uten heluna og spov!

Alle føler at uten fugl vilde vor smukke natur være som

avsjælet, «øde og tom». Men naar vi er saa lykkelige at eie en saa vakker heimbygd

med en fugleverden saa kjær, saa uendelig dyrebar - da skulde det synes en hjertets nødvendighet, at vi elsket denne natur, denne levende akjønhet, elsket den med vor sjæIs fulde varme_ Alt vurderes i vore dage i penger, i kroner, ører, mark, dollars, pund. Men vor heimbygds heIlige naturrigdom er en av de faa. værdier, som ikke kan vurderes i kroner, ja end ikke i dollars­eller pund sterling. Den er uvurderlig, uerstattelig. Den hører til de aa.ndelige rigdomme, som kun ka.n erhverves og nytes med et varmt hjerte, et aapent godt sind.

Kjærlighet, følelse for a.ndre og andet enn jeget - kjærlig­het skjænker den dypeste, ædleste, reneste glede. Og kjærlighet til naturen er i særlig grad fri for egoistiske, urene best&nddele. Naar vi gleder os i vipernes uskyldige liv mellem myrtuerne en vaardag, kommer vi i en stemning, hvor vi glemmer os selv og vort graadige jag, vi blir stille i sindet, vi fylles avalnaturens, av Guds harmoni og fred.

Vor heimbygd, Karmsund, eier en gammel, rik historie. De ensomme gravhauger paa høider og heier er monumenter over vore dyre minner, som vi bør holde i ære. I myr og mark finnes· kiler og kniver, økser og spidser av flint eller sten - det er de ældste vidnesbyrd om Norges og Karmsund. mennesker, om vore første fedre her pa.a Karmøy, her i Torva.stad. Og vi finner merkelige minner om bronsetidens mennesker, om folkevan­dringstidens og om vikingerne. Senere fortæller saga og historie

79

om folkete liv, og om alle de store skikkelser, som færdedes I Karmsund og på Kormt. Alt dette er dyrebare, uforglemmelige minner, særlig for os. Det er om vore fædre, oldtidsminner, saga og sagn beretter, og det hører til kulturens ufravigelige kjendetegn og fordringer, at vi kjenner og elsker vore egne fædres historie. Denne fordring har endog faat et pregnant uttryk I Guds evige lovværk, de ti ,bud. Hædre din far og din mor, at det kan gaR dig vel og du må lenge leve i landet. Den som ikke kjenner sine fædres, sin fødebygds, sit fædrelands historie, han synder mot dette bud, og han kan heUer ikke gjøre fordring paa at kalles et kultivert menneske.

Og det som kan sies om fuglene, at de besjæler vor natur, det kan ogsaa i en anden tydning sies om minnerne, de hiBto~ riske minner: de besjæler vort landskap. Historien føler sin stemning og hølhet til naturens og vi gripes av den dype, fuld­tonende samklang.

Her er da to kjære opgaver, ja plikter for vor ungdom: aa kjenne, elske, verne om vor natur og historie. Det maa bli en skam ikke aa kjenne vore bygders fuglearter t. eks. En skam ikke aa kjenne vort lands, vort fylkes, grends beskaffenhet og historie. Enhver gut og jente maa ha rede paa sin fædregaards naturforhold, og de maa være kyndige i sin heimbygds topo­grafi. De maa kjenne alle sletter, heier, fjell, viker, sund, nes, øer, holmer, skjær osv. Deres navn, deres flora, fauna. Deres karakter. Alt dette er en kjær og utviklende viden.

Og 'saa er det ikke den mindst vigtige apgave aa verne om vor natur og historie. Uten beskyttelse kan det let hende, at vor natur blir ødelagt. Vore fuglearter t. eks. er uteatte for øde­læggelse baade paa den ene og den andre maaten. Men naar ungdommen virkelig har aapent øle for vor fugleverdens skjøn­het og værdl, vil det bli en kjær oppgave at beskytte disse vore uskyldige medskapninger, forhindre alt som gaar ut paa at mishandle og ødelægge dem.

Ogaaa vor historie trenger beskyttelRe! Vor forhistorie er i det heletat kun blit mulig ved bevarelsen av de synlige minner fra vore gamle fædres liv. Det er saadanne minner: graver, jordfundne oldsaker, redskaper, vaapen, som kan ødelægges for

80

stedse, og som ogsaa i stor utstrækning er blit tilintetgjorte, spolert for altid ved en utrolig dumbet og interesseløshet hos vort folk. En uendelig mængde av vigtige graver er blit øde­lagte, er forsvundne, og store felter av vor forhistorie er ukjent land, fordi vi ikke har hatt vet og kultur nok til at ta vare paa vort lands oldtidslevninger.

Og saaledes er det ogsaa gaat med vor senere histories minnesmerker og bygdernes gamle inventar. Mangfoldige be­tydningsfulde kunstverker, bygninger, møbler, husgeraad, red­skaper er ødelagt eller tapt for altid ved vor egen taapelige uvorrenhet.

Det maa engang bli slut paa denne ødelæggelse. Ungdom­mens interesse og kjærlighet maa værne ogsaa vor historie og dens syulige minner. Ta vare paa enhver levning fra vor fortid. Graver og oldsaker maa aldrig forstyrres eller forkommes. Resterne av vort gamle husgeraad, gamle redskaper, vor gamle husflid maa beskyttes og bevares. Mundtlig tradisjon, folke­digtning, bygdehistorie maa samles og dyrkes.

Oldsakerne, antikviteterne, tradisjonen, sagnene er yderst vigtige dokumenter. Taper vi dem, ødelegger vi kilderne til vor viden om os selv og vor oprindelse. - - -

Ved at betragte og elske naturen er der en uendelighet av glede og aandelig berikelse aa høste hjemme ved vor egen stuedør. Ved at elske og dyrke historien utvides sindet og fries fra fordomme og vankundighet.

I det hele: ungdommen skal elske. Naturen, menneskene, minnerne. Det gjælder at ha «kjærlighet nok,.

• 81

_ .. \..lJ.~ --.~ ...

MINNER OG MENN

BAUTASTENER I KARMSUND

«De fem daarlige jomfruer .• (1926)

Dette er vel det stateligste forhistoriske gravmæle i hele vaart land. Fem bautastener paa en grav. Og «de fem daarlige jomfruer. ved Karmsunds smalleste punkt, <noret» ved Salhus og Noreim, er da ogsaa blit landskjendte. Navnet er vistnok, likesom «jomfru Marias synaa!», opstaatt i den katolske tiden, da de fremgroende sagn antok bibelsk eller legendarisk preg. Under, forvandlinger, forhexelser, «forsteninger» preger ogsaa vaar gamle, nationale folkedigtning. Navnet viser, at disse vakre bautastener, fem i tallet, har tiltrukket opmerksomheten, beskjeftiget folkefantasien. Jeg har fundet dette navn første gang paa trykk hos amtmann de Fine, som i 1745 skriver:

«Der findes og Gravsteder anlagte i en Kvadrat med en liden høj midt paa, dog disse ere faa. Andre dog rare, ere an­lagte i en Triangel, fornemmelig vises saadan en ved Salhus ved Karmsund strax ved Søen; paa samme er opreist 5 Bautastene, de 2ne sf 6 Alens Høide og de tvende nordliget mindre; Grav­stedet er fra den ene Ende til den anden 42 Skridt langt paa hver 'side; Bautastenene blive ,av de Søfarende saavelsom Land~ manden kaldet de 5 daarlige Jomfruer; de 3ne Stene staa fra

82

nord til syd i Rad nemlig fra Hovedet til Fødderne, de 2ne andre fra øst til vest, en for hver Arm; der vises nu intet mere af Højen uden de runde Stene, der ere h'gte uden omkring Kan­terne; ingen af de nu levende Mennesker ved Aarsagen, hvorfor samme Stene ere satte,. (.Stavanger Amptes udførlige Beskri­

velse., Norske Magasin s. 214). Ogsaa Kraft (1829) har navnet de fem daarlige Jomfruer.

( «Kongeriget Norge», s. 269). Antikvar Nicolaysen skriver (1862): ,Paa Norheim staar

tæt nede ved søen 5 bautastene af 4----8 alens højde, abnindelig kallede de fem daarlige jomfruer, i en svagt ophøjet, nu noget udjevnet, men neppe udgraven trekant; i følge en tegning af 1825 var formen meget skarp, som en treoddet stjerne, hvoraf den ene spids gik imod nord, den annen mod sydvest og den tredje mod sydost ; fra enden af hver spids til midten var 41 alen, og hver spids havde der, hvor den stedte sammen med de to andre, en brede af 18 alen; omtrent midt imellem enden af hver spids og centrum stod en af de opreiste stene og i selve centrum de 2 andre. Tæt ved trekanten var i 1842 en sammen­sunket haug med en stenring om og lenger mod syd en aflang haug med en Uden opreist sten i søndre ende; nordenfor tre­kanten var der flere hauger, hvoraf der i en stor haug, kallet Jøneshaugen, blev funden en kobber~ eller messingkjedel med aake og brendte ben, samt nordøst derfor en meget større for­styrret haug, kallet Kjemparhaugen-. (<<Norsk fornlevninger», s. 349).

Et par andre gravminneamerker av samme sjeldne type som ,-,de 5 daarlige jomfruer. fandtes før paa Jæren (Haaland herred). Se Kraft 246-47.

«De fem daarlige jomfruer» kan dateres til romers'!ce jer~'/,­alder eller samme tid som Ogvaldagraven. Omkring 1. aurh. e. Kr. Graven under monumentet blev fundet i 1901. I en lav røys paa vestre siden av de to bautastener i centrum stod en romersk broncevase Iig den ene vasen :i Avald!3nesfundet. Det kunde da godt tænkes, at den fyrste, som fikk det vakre monu­mentet ved Salhus over sig var en fæIle eller slektning av lw'r'.g Ogvald. Vasen var omhyggelig innpaklæt i næver. Den inde-

holdt brendte ben i et hylster af fint brunt «vendavemmaal., meget fint spunnet ,av fin, hvit ull og f,arvet med plantef,arve. Flere bjørnekIør l,aa mellem benene. Dette har nok sammen­heng med gammel tro. Det kan maaske ogsaa tas som vidnes­byrd, om, at her da levet bjørn i Karmsund.

Monumentet og graven ved Salhus hører med i den rekke «romerske» begravelser, (<<Av:a1dsnes~omraadeb) som arkeolo~ ger og historikere tar som et vidnesbyrd om en innvandring i denne tiden av fremmede germaner til Rogaland. (<<Rygerne,). (H. Shetelig: «Vestlandske graver fra jernalderen, s. 29 f., 58 f.)

Presterne JaTles (i Torvastad 1804-1827) og Kaunn (i Torvastad 1827-1851) har skrevet om disse bautastener i Torvastad kaldsbok. Jalles' bemerkninger er, som en kunde vente meget uhistoriske. Saaledes skriver han bl. a.: ,Uden all Tvivl ere disse Steene oprejste, i Anledning af de Heltes J ordefærd, som faldt udi Slaget mellem Kong Hagen Adelsteen og Erich Blodøxes Sønner, der holdtes paa Hejen imellem Aug­"aidsnes og dette Stæd,. Navnet ~de daarlige Jomfruer. har han og opgir den længstes høide til 7 alen og 22 tommer over jorden.

KauTin derimot har nedskrevet følgende bemerkning som lyder overraskende riktig: «I Nærheden af disse Stene er fundne flere Urner og Antiqviteter, der ligesom Antiqviteterne, der fandtes i Kong Augvalds Høi ved Augvaldsnes, der brugtes til Fyld paa dennes Kirkegaard, vidner om, at Beboerne paa disse Steder maa have hentet disse Kar hjem fra Lande, vi maa til­lægge en langt høiere Cultuur, end Beboerne paa disse Steder formentlig den Gang havde.. Man huske, at dette er skrevet i 30-40-.aarene. Det er bare beklagelig, at disse av Kaurin nevnte «Urner og Antiqviteter» fra dette gravfeltet vistnok er tapt. (Kaurin var meget interessert i oldtidsforskning. Han var medlem baade av «Det Kongelige Nordiske Oldskrtftselskab» i Kjøbenhavn og av «Det Bergenske Musæum»).

Disse bautastener stsar ved det vigtigste knutepunktet for samferdselen i Karmsund i eldre tid. Her gik sjøveien gjennem sundeL Her var det eldgamle fergestedet mellem Kormt og

84

Fastlandet. Her møttes de eldgamle landeveiene, den over Kormt og de innover til Ryfylke og Sunnhordland. I middel­alderen var her et «saaluhus», et herberge for farende folk. Atter minnes vi her Haavamaalverset.

Bautastenene kroner bakken her; meget fremtredende staar de opfar den gamle veien, medens der oppefra er en meget smuk utsigt over Karmsundet, nordover til Haugesund, vest~ over til Karten og sydover til Avaldsnes.

JOMFRU MARIAS SYNAAL VED AVALDSNESKIRKEN

(1926)

Denne stenen er en av de faa historiske bautastener i Norge. Man faar gaa ut fra som givet, at den pragtfulde konge­graven, som var indrettet i «Flaghaugen» (nordøst for og nær kirkens kor, utgravet og fjernet i 30-40-aarene) var kong Ogvalds grav, og at bautastenen nær haugen er minnestøtten over Ogvald, en av Rogalands konger i den ældre jernalder. Dette er hvad sagaerne melder (Olaf Trygvesøns sagaer), og det stemmer meget godt med, hvad gravgodset fortæller om den hauglagde høvding. De pragtfulde oldsaker tilhørte den romerske jernalder, og graven maa stamme fra den romerske periodes siste del, ca. 400 e. Chr. Ikke mindre end fire indførte. romerske broneekar fandtes i haugen, foruten et vældig arm­baand av gull, flere gullringer, et drikkehorn med sølvbeslag, et sølvbæger, et sølvspeil, et pragtfuldt sværd med sølvbeslag og en mængde spillebrikker av glass.

Professor Magnus Olsen holder det noksaa sandsynlig, at kong Ogvald var en høvding for en n!'lig innvandret germansk stamme, Rygerne, som har git vaart fylke navn. Og prof. Shetelig sier, at det pragtfulde gravgods og den storstilte grav­leggning, som særmerker Flaghauggraven og flere andre graver her fra denne tid (Bø, Norheim), tydelig synes aa vidne om en indtrængen av fremmede Germaner, som br:agte med sig nye

85

skikker og en mængde inventar, stammende fra klassisk in­dustri.

Bautastenen er altsaa minnestøtte over en Avaldsneskonge, - et for alle Nordmenn men særlig for oss dyrebart og sjeldent monument. Ja sjeldent! Vaare gamle kongegraver er alle øde­lagte. Ingen gamle mausoleer, ingen monumenter er levnet. Dog jo. Paa Avaldsnes har vi dog en urørt mi,mestøtte .- kan­skje den eneste nogenlunde sikre - over en norsk konge. En minnestøtte halvannet tusen aar gamme!. Det er et tegn paa betydelig kultur, at da Haakon Haakonsen i det 13. aarhundrede foretog det svære byggearbeide med kirken, blev stenen om­hyggelig skaanet, skjønt den stod tæt ind til byggetomten. Kirkens nordre vegg er endog bygget temmelig skjev, vistnok fordi man ikke har villet røre bautastenen.

Biskop Thomas Wegner, av hvem der finnes et skrift om runestener i Stavanger stift (Arne Magnussons haandskrift­samling nr. 368 fo!.), har her nedtegnet en ruineindskrift, som han paastasr fandtes paa Avaldsnes-bautastenen saa sent som i 1639. Disse runer maa isaafald være bortvittrede. Der kan ikke nu lenger paavises runer på stenen.

Avaldsnesstenen er likesom Avaldsnes idetheletat omspun­net av gamle sagn. Allerede navnet har sagntone. «Jomfru Marias S~'nsal:. er et tydelig minne - ikke fra kong Ogvalds tid, ikke fra jernalderen men fra den katholske kultus. Sagnet

86

(navnet) kan ikke være ældre end kirken (13. aarh.) Avaldsnes­kirken hadde et særlig alter for jomfru Maria (Mariestuku) , betjent av egen prest (i 1341 het han Hallst",n Sigurdson. D. N. XI, s. 33). I den tiden var jomfru Maria sikkert en skik­kelse, som levende beskjæftiget A valdsneafolkenes fantasi. De hørte jevnlig messer og bønner ved hendes alter.

Ave Maria gratia plena! Dei mater alma!

Hun var en overveldende megtig skikkelse, en guddom. Guds mor. Og saa danner sig legenden, navnet paa den merke­lige stenen der ved kirken, hellig Olafs og jomfru Marias kirke.

Et annet sagu om stenen aven ganske anden art paastaar Johan Koren Ohristie (Urda) aa ha hørt i Avaldsnes. (Christie var huslærer paa Avaldsnes i 4Q-årene). Det er et av de vanlige Olafssagn. Kong Olaf den hellige fik en rise til aa bygge kirken, og da risen holdt paa med taarnhjelmen, ropte kongen hans navn, saa risen blev til sten, styrtet ned og blev staaende ved kirkens vegg, og der staar han den dag idag.

Endda et sagn om stenen - alle kjender det: naar stenen, som helder indover mot kirken, naar veggen, skal verden forgaa. Og det fortelles, at i ældre tid folk i Avaldsnes spaltet av stenen i toppen, naar de syntes, den kom for nær veggen. De vilde forhale verdens undergang. Man ser, at denne høie stenen der ved kirkeveggen i ældre tider, da sindene i særlig grad var ind­stillet paa det mystiske og hinsidige, stadig har beskjæftiget folkefantasien.

Oprindelig var her (ifølge sagaerne) to bautastener her paa Avaldsnes, men den ene blev (sier Torfæus) ødelagt av en brand i 1698. Kun en stump blev staaende igjen. Det er maa­ske denne stump, en ser paa et av professor Dahls Avaldsnes­billeder (paa søndre siden av kirken).

Avaldsnesstenen er ifølge Nicolaysen «utvilsomt den høy­este i hele landet». Der er imidlertid det merkelige ved dens høide, at den synes aa ha vokset! Det motsatte vilde jo være rimeligere: At den hadde minket" især naar man husker, at

87

det gjaldt aa hindre stenen i aa naa kirkeveggen, saa verden kunde svive, ialfald til paaske. Den ældste forfatter som om­taler Avaldsnesstenen efter sagatiden er biskop Wegner i Stav­anger. Han opgir i sitt forannevnte runeverk stenens høide til 10'12 alen. Dette var i aaret 1639.

Amtmand de Fine skriver 100 aar senere i sin Stavanger Amts Beskrivelse (1745) (Norske Magasin m, s. 218): dblandt de mange Bautastene, som endnu findes i Amtet, fortjener den store og mægtige Steen, der staar tæt ved den nordre Mur af

Augvaldsnæs Kirke, først at meldes om. Samme forunderlige store Steenhelle er 12711 Alen høi fra Jorden, 1'12 bred, 711 Alen tyk. Paa denne er udhuggen et lidet Kors en Mandshøide fra Jorden, som efter Sagn siges at være Kong Christiani quarti Høide, da han maalede sig ved samme Steen dog er slutteligt, at J orden fra den Tid er noget lidet ophøiet. Denne Steen er den høieste Bautasteen i Amtet, og er det forunderligt, hvorfra de gamle have bekommet en hel Steen af saa mærkelig Storlig­hed og faaet uskadet henbragt til den Sted, den staar paa, og saaledes nedsat paa sin Ende i Jorden».

I 1819 skriver sogneprest HadeIn, at stenen er <26 Fod høy over Jorden», ligesom sorenskriver Kraft i 1830 opgir Avalds­nesstenens høide til 13 alen. Endelig skriver Jacob Aall i 1838, at stenen er 13'12 alen,. (Norske Kongesagaer, s. 81, noten). Likesaa biskop Neumann i <Urda» 13'12 alen.

Fra 1639 til 1839 (i to hundrede aar) har altsaa «Marias Synaal> vokset 3 alen! Det er godt gjort aven bautasten. Og da stenen skraaner indover er det merkelig, at den ikke for­længst har naadd kirkeveggen, merkelig at verden endda er til.

Avaldsnesstenen er en rigtig «Kongssten. . Den er reist over kong Ogvald. Harald Haarfagre har vandret omkring den. Likesaa Eirik Blodøks, dronning Gunhild, Haakon den gode, Olaf Trygvason, Olaf den hellige, Haakon Haakonson og Haa­kon Magnusson. Christian Kvart og andre OIdenburgere har maalt sig paa den. Det synes jeg var en utmerket maalestokk ! Kong Christians virkelige dimensjoner blev her fastslaatt. Han naadde neppe fjerdedelen av stenens høide. Og derfor blev han hetende .Christian Kvart •.

88

TORVESTAD GAMLE KIRKER

Dette er den siste av tre artikler QIIIl «Tor'V\eS.tad gam­le kirker. fra november 1914.

Der har ganske sikkert været malerisk og vakkert i Torve­stadkirken i 1600 aarene.

Altertavlen og prækestolen straalende i farver og med all", de mærkelige udskaarne figurer. Alle de udskaarne, malede' stolestader og. nederst i kirken pulpituret ogsaa med smukke stolestader. Crucifixet og guldgalonerne lysende fra de <blom­mede» messeklæder; skarlagen og «guldpossementer», sølvkar og dekorative stager paa alteret. I koret hang den 12-armede· messinglysekrone. Og paa stolen hr. Bent ener den hvidhaarede. hr. Erik Leganger!

Nu i vor tid saa kirken rigtig rar og fordums. ud med en. ubeskrivelig duft af alder, af historie over sig. Den ligned en liden gammel gubbe, der ligesom lever i forgangenheden.

Kirken var liden og lav, bordkIædd og tjærebredd, med:. høit, spidst tag og tagtækning af de smaa gammeldagse, hol·· landske «pannero. I vestre ende et spidst, slankt taarn med' veirhane av jern.

I denne ende var ogsaa «forhuset» ener <vaapenhuset,. Ol' gjennem taarnet en liden «vindeltrappe •.

Den svære indgangsdør til skibet var af eik og oversaadd' med indskaarne navn, forbogstaver, bumerker og aarstall. Det var de afdødes slægtninger, som havde skaaret ind alt dette for at hindre de døde i at søge hjem til sine paarørende og for-· volde dem en sygdom, som kaldtes «elsk».

Kirkens interiør var morsomt og hyggelig. I det lille ski]), var vanlige, lukkede stolestader med blaamaIte, lidt blegede· fyldingsdøre. Paa en del af disse døre var felterne firkantede, paa andre kronede med smukke rundbuer. Hver dør var paa-· malt et nummer i sort, snirklet skrift. Foran langs hele stol-· rækken gik et lavt «forsete», hvorover man maatte træde som over en høi tærskei, naar man skulde ind i stolene.

Udskaaret døbefont malet i samme blaablege farver som

89"

stoldørene, med et messingfad hvorpaa mdgraveret <M. O. E. 1836) •.

I baggronden den lille, lave <lem» med et «galleri» af hvid­malte, dreiede søiler.

Oppe ved korindgangen den før beskrevne prækestol. I det lille, firkantede kor præstestol og klokkerstol fremst

paa hver sin side og bagerst paa hver side ogsaa stolerader for menighedslemmer - alle av samme type som stolene i skibet.

Foran prækestolen stod en svær, firhugget stok op fra gulvet. Den var dypt udhulet i øvre ende med jernbeslag over og lass. Det var «fattigblokken». •

Det gammeldagse lille alter bar den før beskrevne maleri­'ske altertavle. Paa alterbordet barok-lysestager af messing. Ned fra taget i koret hang den lille lysekrone, som i 1702 blev foræret af sognepræst Barsøe. Baade i skib og kor var fladt bjælkeloft.

Væggene var holdte i samme blegblaa farve som stolesta­deme men havde derhos et bredt, blegrødt felt eUer «fod. langs gulvet. Tømmeret var hugget, ikke saget.

Paa skibets nordre væg var der kun et eneste lidet vindu, længst nede ved døren. Det var firkantet med fire smaa dun­kelgrønne ruder. Paa søndre langvæg var tre vinduer. Saa vintersøndagene kunde det være temmelig mørkt inde i det lille, lave rum.

Paa loftet stod en svær, jæmbeslagen kiste, antagelig den samme, som nævnes i inventariefortegnelsen for 1617. Den indeholdt nu gamle dokumenter etc.

Bag alteret gjemtes «gabestokken», et minde om det kriste­lige tvangsstyre i svundne dage. - -

Det var ligesom hverdagsligheden ikke fulgte med herind i dette lille, rare gammeldagse rum med sit dekorative men troskyldige og hyggelige interiør. At komme ind her fra dags­lyset udenfor var som at komme fra den lyse kolde nutid lige ind i det 17de aarhundrede. Her raaded fortidens stemning. Alt havde faat staa i fred. Ingen skjæmmende overmalinger noget sted. Alt dufted af fortid og fred. Her havde fædrene

90

fra aarhundreder tilbage siddet med sine tanker og sine sorger. Her havde de drømt om evigheden og de store gaader. Her var de baaret frem som smaa, her havde sangen lydt ved bryllupper og glædens høitider, her havde klokkeslagene tonet, naar de trætte, hvidhaarede gamle endelig havde udstridt og bares til graven.

Hvad havde ikke disse alvorlige apostelhoder paa alter­tavlen set sf sorg og glæde ned gjennem tiderne. Det var lige­som fædrenes aander dvæled her i dette dunkle rum, hvor den travle, grimme nutid ikke kom ind.

Tænk om vi havde havt denne lille, gsmle kirken nu! Hvil­ken seværdighet midt i vor saa hverdagslige bygd! Og saa faa aar det er, siden vi havde den i al sin gammeldagse troskyl­dighet! I 1880 stod den der. Og saa rev man dette hellige minde fra hinanden. Rev til grunda uden barmhjærtighed, feiet det væk paa en skrabauktion. Ligetil de gamle, røde alterdu­gene solgtes for nogen øre. Den gamle mærkelige kisten med dokumenter: væk med den. Og for rigtig at være kvit hvert pust sf det gamle lod man en skrabhandler faa det vigtigste sf det sjældne inventar. Havde de enda gjemt den mærkeJige alter­tavle, prækestolen og lysekronen! Nei, væk er alt. Ingen ved, hvorhen det er kommen.

Paa universitetets samlinger, paa folkemuseet paa Bygdø, paa kunstindustrimuseet, paa Bergens og Stavanger museer har jeg søgt ihærdig efter dette inventar i det haab, at muligens opkjøberen kunde ha afhændet det til en offentlig samling. Men intet spor af sagerne findes paa de nævnte museer.

Jo, «gabestokken» er paa Stavanger museum. De store, gamle lysestaker findes i kirkeregnskabet for 1882 at være solgt for 24 kroner. Det var antagelig dem, som blev givet sf sogne­præst Bentsen i 1635, da kirken var nybygget. Og da der blev betalt 24 kroner for dem ved et tilfældig salg i 1882, kan man være vis paa, at de har været interessante.

- - Saa bygden er ordentlig sopt for minder om sin gamle kirke. Det eneste, som er levnet er enkelte blaamaJte stoIdøre. som findes hist og her paa gaardene. Jeg har set enkelte av

91

dem brugt i fjøs eller stald som dører i grisegarer eller som dører i potetkjældere.

Tre smukke gravplader, som fandtes ved den gamle kirke, blev brugte som trappetrin ved sakristiet paa den nye kirke, indmuret og tilsølet i kalk og cement. Det er vakre, ornamen~ terede stene med versificerede indskrifter og personalia, en over Grønlandsmissionæren Oaspar Dreyer (præst iTorvestad 1772 -1788), en over provst Ohristian Bendi", Røthing (1788-1803) og en over prost Jalles frue, Karen Marie, født Garman.

Om disse gravstene, deres indskrifter OSV., se min artikeI i «Karmsundsposten» for 9de september 1902.

Det nuværende kirketilsyn har besørget stenene udtagne af

trappen, rensede og opstillede ved kirkegaardsmuren. -Endelig er det før omtalte døbefad samt den mindste kirke­

klokke levninger fra Torvestad gamle kirke. r Torvestad gamle kaldsbog, begyndt 1812, sluttet af Jes­

persen i 1884, findes næsten intet om kirken og kirkeinventaret, medens smaating ved kaldets indtægter, reparationer ai ovne, spisekamre i præstegaarden osv. er omtalt i stor udførlighed.

Da kirken og inventaret blev raseret, var Jesper Jespersen sognepræst. r kaldsbogen har han skrevet datoen for grund­stensnedlæggelsen af den nye kirke. Det er alt. Ikke et ord om den gamle og dens mærkelige prydeiser. Derimod har han skre­vet meget vidløftig om sine egne personalia og om sin optræden mod de haugesundske methodister, som han grundig tmpone­rede. -

Kirken blev revet og en nybygget antagelig fordi den gamle var saa liden. Det var ikke paa grund av brøstfældighed.

Kirkens indre var ialfald bentfrem i udmerket stand. Den var bygget .af et aldeles storartet tømmer, svært, alrikt og hardt som sten. Der findes endnu mange svære stokker, bjælker og bord af kirken rundt i sognet. Gule, haarde øk8ede malm­furustokker, som ligner pitchpine.

Ogsaa af denne grund var det sørgelig, at den blev revet ned. Den kunde staaet længe endnu uden nogen større repa­ration.

Tømmeret og materialerne indbragte ved salget efter sigen-

92

de den svære sum af et hundrede kroner. Saa Torvestadfolkene fik en storartet betaling, fordi de rev ned den gamle rare kirken.

Der er vel neppe en bygd i landet, som i den grad er blottet for ældre mindesmærker fra historisk tid som Torvestad. Old­tidsminder har vi jo en mængde av. Gravhauger og oldsager fra forhistoriens forskjellige perioder findes jo rundt om i byg­den. Grunden var ligesom ove~saad af oldtidsminder , saa det har ikke været mulig at faa ødelagt alt, omendskjant meget ai dette ogsaa er borte nu.

Men alle ældre mindemærker fra den historiske tid - byg­ninger, kirker, inventar er fulstændig bortryddet og forsvundet.

Torvestad har ikke i roands minde havt nogen interessan­te verdslige bygninger fra ",Idre tid. Bygden er i denne hen­seende biet temmelig hverdagslig og interesseløs. Ikke mindst av den grund er det tregelig, at et mindesmærke som Torvestad gamle kirke skulde biet nedrevet og ødelagt og det saa sent som i ottiaarene.

Om vi havde havt den idag! Den kunde jo ogsaa vært brugt til gudstjeneste ved enkelte mærkelige anledninger. Ved aarhundreskiftet t. eks. Uller 17. mai 1914. Det ville være godt at faa sidde der i fædrenes gamle rum fra 1635. Ombølget av hundreaarenes mindesus.

Der findes rundt om i landet flere saadanne gamle kirker, som er biet staaende igjen, selvom nye er bygget. De er overalt bIet minder, som ingen vil miste. -

HAAKON HAAKONSONS VERK (1916)

Framfor noen annen enkeltperson hadde ØvrebØ æren av at Olav.skirken på Avaldsnes, Håkon Håkon­sons «kongelige kapel1~ ble gjenreist. Som en opptakt til sin utrettelige pressekampanje :fjor saken, og som en innledning til sine seinere historiske artikler om denne kirken ----< engang en norsk riksinstitusl1QTI -skrev ØvrebØ denne artiklen med titelen: <Haakon Haakonsons verk.~

Der skrives nu mange gyldne ord om, at rigdom forpligter, om de store kulturelle opgaver, som ligger og venter, venter

93

~1 '\ J).; -:';

-v '. ...... -

paa at bli løst, som hax ligget og ventet paa løsning i aartier, ja i aarhundreder. Ventet fordi samfundet var for armt, for ringe, økonomisk og moralsk, fordi man ikke evnet at løfte i flok, eller fordi der ingen storherrer var, ingen økonomiske grand seigneurs, som kunde fløte sakerne over stængende baaer og skjær paa en guJdbølge.

Der er dog i aarenes løp blit løst overmaate store og smukke samfundsopgaver baade ved enig arbeide av de mange og ved enkeltmænds storsindede tiltak. Og i vore dage med deres eksceptionelle tilgang av kapital baade til de enkelte stor­kapitalister og til hele samfundet, i vore dage er der allerede øvet stordaad.

Tillat mig, i denne merkelige tid at henlede oppmerksom­heten paa en stor opgave, som ligger og venter og vinker her hos os, en oppgave som i kultureI og historisk henseende har den største betydning: En værdig restauration av Avaldsnes kirke.

Dette gamle monument fm Norges storhetstid har det ikke rigtig godt. I dansketidens økonomiske og nationale nedgangs­periode blev kirken, som alle vet, yderlig mishandlet, idet folket var for fattig til at verge og verne sin store arv. Som vor nationale selvstændighet forfaldt og taptes, saaledes seg ogsaa

94

vore nationale mindesmerker litt efter litt i ruiner. Jeg skal bare peke paa verker som Trondhjemsdomen og her hos os vor" bygders helligdom, Avaldsnes gothiske stenkirke paa den gamle kongsgaards grund, hvor Harald, vor store samlingskonge, en­gang bygged og bodde, hvor vor histories herligste kongeskik­keIser, Olaverne, var hjemmevante.

Trondhjemsdomen er reddet ved hele nationens tiltak. Den skjønne kathedral hadde jo baade national og international be­tydning. Avaldsneskirken, vort minde fra storhetstiden, er likesom glemt sammen med vor landsdel, Ryfylke, - engang en av Norges vigtigste dele, nu - ja hvad skal jeg si - lig­gende noget i skyggen.

Den nødtørftige restauration, som Avaldsneskirken under­gik i l830-aarene, hadde et foreløbig præg. Den reddet kirken fra ødelæggelse, men den gav den ikke dens vældige skikkelse tilbake. Og endnu venter den paa sin renaissance.

Avaldsnes kommune har saamange andre tunge løft at ta_ Og høikonjunkturen skyller ikke sin gyldne brænding ret langt ind over landsbygderne. Staten har ogsaa nok med sig selv, kjæmper med dyrtid og slaas med - nøitralitet, hadde jeg nær sagt; og AvaIdsneskirken venter. Mere og mere mørknes dens mine.

Var der ikke her en smuk apgave for et friviIlighetens verk, nu, netop nu!

Mon ikke en ener flere storsindede rikmænd skulde ville avsætte et fond av krigskonjunkturens gold, mane krigens gyldne fos8 i sten paa Avaldsnes? Bygge et skjønt minde paa Haralds egen gaard, fuldføre det verk, som engang hadde til bygherre kong Haakon Haakonson !

Der foreligger neppe en finere oppgave for vore rikmænd og mæcener.

I vor akonomiske vanmagt sank Avaldsneskirken ned i uværdig forfald. Vore fædre i l803-aarene strævet haardt i vor selvstændighets strenge, kalde morgendæmring. De evnet dog at berge kirken fra den visse undergang. Nu morknes tak og taarn igjen. Revner gaper i murene, stygheten gliser fra det indre. Skal kirken kanske falde for godt i grus i - Norges

95

guldalder? Det kan ikke være mulig. Det vil vistnok ikke ske! Fra den norske histories glanstid og fra gothikens mæg­

tige tidsalder vinker Avaldsneskirken som vore bygders eneste ·minde. Vor historiske folkefølelse, som ikke er saa særlig sterk, har ikke raad til at miste dette synlige tegn paa, at vi er et :folk, og at vi ogsaa var et folk engang langt tilbake, et folk med gammel civilisation. Vor bygningshistorie, vor stilhistorie, vore bønders og byfolks skjønhetsfølelse, alt kræver, at Avalds­:neskirken skaanes og utbedres. Sammen med Haraldsstøtten, de fem hautaer ved Salhus og «Maries synaai» maa Avaldsnes­:kirken bevares som Karmsundsbygdenes umistelige skatte.

EN KONSERT AV JOHANNES HAARKLOU

(1903)

Komponisten Johannes Haarklou, gav Søndag Aften Kon­,'cert i Avaldsnes Kirke.

Herr Haarklou spillede udelukkende egne Værker, og Kon­certen blev derfor i dobbelt Betydning et Møde med denne eien­

-dommelige dybe Tonekunstner. Særlig tre af Kunstnerens Kompositioner præget sig dybt

'i Mindet. Det var den storslagne, gribende Herlig Olaf-Legende, Sørgemarsch over Mathias Skeibrok og Norsk BryllupsmarBch.

Der bølgede en sær Stemning gjennem den gamle Kirke 'under Hellig Olaf-Legendens rige Akkorder. Her - just her :har disse Toner sælsom Magt. Mægtige Skikkelser dukker frem af Glemselens Mørke. Vi er paa Avaldsnes for 900 Aar siden . . Messen lyder. Kongen heder .... Udenfor Gny af Hærfolk og ·Vaaben. Det er Erling Skjalgson og hans Mænd. Men Kongen beder. Hellig Olaf ræddes ei ...

Sørgemarschen over Skeibrok eier en vild, knugende Haab­løshed. Fortvilelsen gjalder gjennem disse monotone, mægtige Tonebølger. Død og Mørke. Uforglemmelig blir denne Sorg i Toner, især naar man mindes, at Billedhugger Skeibrok var

96

Haarklous nærstaaende Ven. To dyrbe, rige Naturer, som rives fra hinanden. Mørk og mægtig er denne Sorg.

Men Norsk Bryllupsmursch var dog det akjønneste, han spillede. Komponisten har i dette Bryllupsdigt formaaet at fremmane og fastholde den norake, nationale Tonedigtnings Aand. Der er en Daam af Tradition, af Minder, af norsk Bryl­lupspoesi gjennem 500 Aar over dette fagre Digt. Vi hører den fjærne, svagtbrusende Ljom af norsk Folkeliv i svundne Dage. Et ekko af Huldrelaat og Æventyr. Brudekrone og Søljer skin­ner. Hvide Ærmer og røde Liv, Elskov og Glæde, Hallingdans og Felesang. Og ligesom i Fossegrimens Spel synger Tungsindet bag Glæden og gjør Poesien over det hele rigere. Og blaanende Fjælde med Skog og Foss er Rammen om det romantiske Bil­lede. --

PROFESSOR A. W. BRØGGER (1917)

Nyheden om, at prof. Brøgger vil holde foredrag i Hauge­sund om Osebergfundet, er egnet til at vække interesse og glæde i vor by og vore bygder.

Professor Brøgger hører til det kuld af unge norske viden­akabsmænd - professorerne Sehetelig, Magnus Olsen, Halvdan Koht, rigsantikvar Fett o. fl. - som i arkæologi, kulturhistorie etc. har afløst den gamle garde, mænd som Rygh, Sophus Bugge, Gustafson.

De nye mænd er rundne af de gamles rod. De har samlet sig et grundfond af lærdom og begeistring fra de gamle føreres store viden og store opdagelser; men det kan dog trygt siges, at det nye kuld har tilført norsk kulturarbeide ny friakhed, udvidet syn, nye horizonter, nye tanker.

Professor Brøgger er en ove-rmaade sympatisk og fremra .. gende repræsentUlt for denne nye fylkingen i norsk kulturhisto­riak forskning. Han har en graadig lyst til at gi sig i kast med og komme om bag problemerne, til at prøve nye kombinationer og tankerækker, til at ta spørsmaalene ud af den tyngsel af dogmer, slagord og vanemeninger, som indklamrer og forste ..

7 97

ner dem og se dem i ny, fri belysning, se omkring dem, se dem i deres nakne oprindelighed.

Han ser paa de herskende, hævdvundne opfatninger med en viss kritisk respekt - ja han Ber endog paa sin egen ret­ningB meninger med klar, kritisk opmerkBomhed. Ikke mindst denne vennesæle kritik, denne kritiske velvilje, om jeg saa maa sige, gjør ham til en saa indtagende personlighed.

Prof. Brøgger er levende interessert for kulturelt arbeide i detheletat, alsidig, mangeartet i sine hugmaal og sympatier. Han hører ikke til de fanatiske sagkyndige, som optræder, som om deres fag var det ene fornødne, og som er trangsynte og mærkelig stupide, naar det gjælder andres fag og interesser. Men begeistret er Brøgger for oldtidsvidenskaben og til det yderste interesseret for dens mange indviklede problemer. Og over flere at de dunkle gaader har han i sine værker kastet overraskende lysstreif. (.øxer af Nøstvettypen», Chr. 1905; <Vistefundet>, Stavanger 1908; «Den arktiske stenalder i Nor­ge», Chr. 1909 o. fl.).

Han har det skarpe blik for detaljer og antydninger; men han drukner ikke idetaljerne, overvældes ikke af stoffet. Han Bøger overalt de store linjer, udviklingen, sammenhængen. Den~ ne hans evne til at se det store i alt det smaa, til at øine og gjenskabe livslinjerne, livsfylden af alle stumperne og skaarene og alle de dunkle mærkerne - denne evnen kommer paa en særlig tiltalende og smuk maade tilByne i hans populære virk­somhed, i hans foredrag og avisartikler, hvor han med omhu og kjærlighed eftersporer vore fædres levevis, følemaade, tren­kesæt.

Denne popnlære virksomhed (foredrag, artikler, museums­arrangements) kjendetegner ogsaa et andet karaktertræk hos prof. Brøgger: Hans folkelige sympatier, hans i fineste for­stand demokratiske tænkemaade. Videnskaben skal være den evige søgen mod og erobring af det høieste: sandheden. Men videnskabens resultater skal ikke gjemmes i magasiner «for de lærde blot», de skal snarest mulig i klareste form gjøres til­gjængelige for folket, videnskaben skal nyttiggjøres. For fol­ket er kun det bedate godt nok.

98

Denne vanne kjærlighed til oplysning og folkedanneise synes kanske endog gammeldags og umoderne i vor tid med dens storarlede herremoralsnak og overmenneskevrøvl. I virke­ligheden er den (oplysningskjærligheden), trods sit slægtakab med svundne dages bedste tanker, i fuld hannoni med de nyeste og friskeste strømninger i vore dages aandsliv.

Vanne, sympathi er idetheletat et fremtrædende element i prof. Brøggers virksomhet. Det mærkes i hans velvilje for al­mendannelsen og i den vanne følelse med henfarne slægters liv, i denne stræben efter inderlig at forstaa svundne tidsaldres, svundne menneaketypers smag, stilfølelse, kunstneriske eller religiøse higen.

Endnu et træk ved Brøggers personlighed : en svær energi, en brusende kraft, som gaar løs paa opgaveme med graadighed.

En saadan opgave fik han at løse sammen med sin ven prof. Schetelig: Beakrivelsen og tolkningen af det store Oseberg­fundet. En herlig opgave men en kjæmpeopgave. Der fandtes dog efter prof. Gustafsons død inge" videnskabsmand saa selv­akreven til dette arbeidet som de to unge arkæologer, lige ypperlig udrustede ved evner og studier og begge deltagere i den berømte udgravningen, sommeren 1904 under prof. Gustaf­Bons ledelse, han som udførte den stordaad at præparere alle de tusen betemeaf Osebergskibet og sætte dem sammen igjen som de engang var.

Osebergsamlingen er som et rent mirakel i vort arkæologi­ske materiale. Tilskuerne spiler sine øine op og tror dog at drømme. Det «seige, graae aartusind» svinder, han rykkes til­bage i vikingetiden, som ligesom ser paa ham med store, stille øine.

Og saa gribes man af begeistring for de mænd, som med uendelig omhu og taalmodighed har løst disse skrøbelige herlig­heder ud af jordens knugsnde favntag.

Det er virkelig en sjælden anledning: - at faa høre om dette mærkelige fundet af en mand som professor Brøgger, en sagkyndig baade ved studier, ved deltagelse i udgravningen og ved arbeidet med det store Osebergværk. Og en foredragsholder

99

med en blændende fremstillingskunst, gjennemsigtig klar -og fast.

Saa faar Haugesund, skibsbyen par excellence, baademes, skøiternes, galeasemes, briggernes, fuldriggemes, sildedamper­nes, nitusentonnernes by, høre nyt om sin første skibstype, den som i vikingetiden speiled sig og neied sig i Haugesundet.

PROFESSOR DR. HAKON SHETELIG (1927)

Professor Håkon Shetelig, Bergens Museums oldsamlings høit ansette bestyrer, fyller idag 50 år.

Han synes vel selv, at et tidsrum av halvhundrede år er så forsvinnende lite, at det ikke er noget å hefte sig ved. Professor Shetelig er i sin videnskap, arkeologien vant til å regne med ganske andre tidsbolker enn halve århundreder.

Allikevel: Et halvt århundrede betyr jo noget ganske an­net i utviklingen nu enn t. ex. i stenalderen. Og de siste 50 år har ikke minst i arkeologien vært et merkelig tidsrum, hvis mest karakteristiske trekk er arbeide, arbeide, arbeide. Og en av dem som med utmerket resultat har deltatt i dette trofaste arbeide for «lys, mere lys» også over norsk fortid, det er pro­fessor Shetelig. Derfor er dette 50-år 1877-1927 - for oss betydningsfullt. Det er et vigtig avsnitt i en fremragende og avholdt norsk videnskapsmanns liv, og det er et viktig avsnitt i norsk arkeologi - ikke minst på grunn av professor Sheteligs arbeide.

Norsk videnskab har hatt flere merkelige blomstringsperio­der, da et heit sett av utmerkede forskere er stått frem og med forenede krefter gitt studiet av norsk historie, forhistorie, sprog ny dybde og kraft.

En sådan renaissance hadde vårt folk den lykke å opleve i 1830-60-årene, da menn som P. A. Munch, Keyser, Unger Lange, Nicolaysen o. fl. arbeidet i norsk kulturhistorie og flyt­tet grensepelene langt frem over. En lignende epoke inntraff i 1870--90-årene, da professorerne Rygh, Sara, Storm, Bugge,

100

Undset, skapte nye veie for utforskningen av vår fortid. Mennene ma gå bort, deres tidsavsnitt svinner - hvilken

lykke da, at arbeidet ikke eldes og stanser med dem men fort­settes, fornyes, !orynges av nye friske krefter. Etter Rygh­Sars-Buggeperioden rykker da den unge garden frem: Shetelig, Brøgger, Jan Petersen, Magnus Olsen, Koht, Harry Fett 0 fl. I denne utmerkede fylking er professor Shetelig særlig 'vår, Vestlandets mann: Han har foretatt en mengde utgravninger her vest både i Hordaland og Rogaland, han har søkt gjennom de svære gravhaugenes jbrdmasser, plukket sammen skår, beter, spidser og splinter, samlet og satt sammen med kjærlig hånd, tatt vare på og tolket alle de tusenårige minner fra vår fortid: økser, kiler, meisler, dolker av flint, bronce, jern. Sverd, kniver, redskaper, krukker, smykker, runestener, båter OSV., restene av vår svundne, gamle kultur.

Med varsomhet, kyndighet, kjærlighet, har professor Shete­lig etterhvert tolket disse aaker, sammenlignet dem med deres slektninger i vårt og andre land og på dette grunnlag søkt å bygge vår viden om vår fortid lengere opover og innover, søkt å kaste stadig nye lysstreif inn over de mange mørke områder i vårt folks forhistorie.

Og det er ganske selsomt, hvordan flere av disse mørke områder har lysnet nu i de siste årtier ved dette tålmodige ar­beid. Stenaldermenneskenes liv t. eks. På Bømlo, i Vespesta­myrå har Shetelig hver sommer i mange år gravet frem en hel verden av minner, rester fra eldre stenalder. Han tok disse gravninger, dette studium så grundig, at der nu foreligger en bred, sikker basis for vår viden om viktige deler av stenalderen på Vestlandet. Shetelig arbeider med mange mål. Han gjorde ikke en kort visitt på Vespestad. Han innrettet sig for frem­tiden, skaffet sig eget hus her, er hjemme her.

Vi vet nu at der på Bømlo for 4-6000 år siden har vært en hel stenalderindustri, hvorfra økser, pilespidser og andre sten­redskaper - mest alt aven hård grønsten - fant vei til hele Vestlandet. På bostedet finnes ca. 1000 - et tusen - bearhei­dede grønstenstykker på hver kwdratmeter. Man har også fun­net selve bruddet, hvor grønstenmaterialet er brutt ut.

10,.

Shetelig har gravet ut flere slike store bosteder. Således Ruskeneset, et av det yngre stenalderfolks «sommerbruk:--, et jagtfelt hvor man reiste hen og bodde i sommermånedene, jaget og fisket og samlet vinterforråd - kjøtt, skin, horn, ben -alt dette som stenaldermannen hadde bruk for - til føde, klær, redskap.

Ja det er merkelig, hvorledes den iherdige, tålmodige forsk­ning litt etter litt kan finne vei selv gjennem tidsrum, som kunde synes helt stengt for menneskelig erkjennelse.

Jeg forestiller mig stundom Shetelig som en ingeniør foran et mørkt, bunnløst dyp -: tidsavgrunnen. Han begynner å bygge - man kunde kalle det et brokar - hvad? Et grunnlag. Han bygger av skaldynger, dyreben, flintspidser, krukkebeter et brok"r. Det går sent, for det må gjøres forsiktig. Bygger, bygger, b~·gger. - Men det er ikke nok med denne forsiktige byggingen. Der kommer en tid, da man ikke kann bygge lenger sten for sten. Avgrunnen er så dyp og bred, at broen, den sam­menbindende første, svake, svingende brobuen må kastes over svelget. De virkelige opdagere blandt arkeologene prøver å klare denne vanskelige apgaven. Forskere som Shetelig, Brøgger, Magnus Olsen eier foruten den tålmodige evne til minutiøs, exakt gransking også fantasien) den sikre, skapende fantasi, som på det opbyggede grunnlag kan kaste brobue'" ut over av­grunnen.

Naturligvis kann det hende, at buen var for svak, den skjel­ver, den brister! Det kann hende. Men mest hender det, at den skjønne, veke konstruksjon blir hengende ubrutt, og så over~ føres på dens svingende buer, forsterkninger, sterke, solide materialer; der bygges, der bygges, - flere urneskår, flere flintøkser, flere benharpuner, ornamenter, dyretegninger, hin­dingsmidler, cement! - -

Og så står broen over tidsavgrunnen der en dag ferdig! Vi kann vandre trygt inn i et forhen stengt, ukjent avsnitt av vår forhistorie.

I mange, fortrinlige publikasjoner har professor Shetelig tolket egne og andres gravninger og funn og belyst vestlandsk oldtid. Jeg nevner Bømloavhandlingen, «Ruskeneseb (Kristi-

102

ania 1920), det store verk .Vestlandske graver fra jernalderen. (Bergen 1912). «The cruciform Brooches of Norway« (Bergen 1907). «Spandformede lerkar fra folkevandringstiden. (Kristi­ania 1905). «Kar av klebersten fra jernalderen» (1912), «Tune­.. kibet» (Kristiania 1917), «Ship burials. (1906), «Primitive tider i Norge. (Bergen 1922), «Norges forhistorie. (Oslo 1925), .Vestlandets eldste kulturhistorie. (Bergen 1909), «Arkeologi­ske tidsbestemmeIse .. (Kristiania 1914), flere avhandlinger om Vestlandske utgravninger. I et par årtier har Shetelig utgitt årlige tilvekstforetagender for museets oldsamling.

I «Norsk Kunsthistorie. avhandlingen «Norsk kunst i de eldste tider».

Sist, men ikke minst, må minnes om hans avhandl~ng i .Osebergfundet», ill bind, hvor han med imponerende lærdom cehandler den i norsk forhistorie og kunst overordentlig viktige o..ebergornamentikk og vikingetidens kunst.

Professor Shetelig har nylig med sin mektige oldsamling fått flytte inn i den nye, store bygning ved Bergens museum. Vi lykkønsker professoren med denne viktige begivenhet! Ber­gens universitet, Vestlandets universitet er igrunnen allerede hermed en kjensgjerning. Og vi IYkkønsker Shetelig med fød­selsdagen, 50-årsdagen! I den neste 50-årsperiode ønsker vi han må finne nogen vestlandske palæoliter, nogen vestlandske stenalder dysser, nogen runestener fra romerske jernalder og mere sånt. Ingen fødselsdagspresenter vilde glede ham mer.

103

KUNST OG KUNSTNERE ANNA NORRIE

(1904)

Hun kommer altsaa igjen. Jeg tror, at dette Budskab har bragt mange en stor Glæde. Thi det er ubestrideligt, at Fru Anna Petterson-Norrie er en af Nordens ypperste Kunstnere, lige eminent begavet baade som Sangerinde og Skuespillerinde.

Fru Norries Kunst er præget af varm, frisk Realisme, af vittig, djærv Komik; men Vingesuset af den store Fant .. si for­nemmes over Realismen, og Fruens suveræne Begavelse høiner alt, selv en <Polkes. flabbede Grin, til Kunst. Hun har Geniets Overlegenbed, hun har Seierssmilet.

Det er umuligt at afgjøre, hvor hun naar høiest: naar hun er yndefuld, naar hun er majestætisk eller blot vittig. Hendes Stemme gjengiver lige fuIdkomment i samme Minut Lidenskab, latterlighed, den blødeste Ynde, den staalhaardeste Vilje.

Fru N orrie exeIlerer især i en enkelt Kunstart: Visen. Og alt, hvad hun rører ved, blir Guld - d. v. s. alle de Viser hun synger, blir Kunstværker. De gamle, kjendte, ofte dunkle Folkeviser blir nye, klarere, rigere. Skjemteviserne blir krafti­gere, vittigere, mere fantasirige. «Roselil» blir yngre og aødere, .,hendes Moder. meget, meget klogere, og Herr Peder blir saa bold og udholdende en Beiler som aldrig før.

104

I den lille Vise «Det haver saa nyligen regnet>, som altid før har været yndig og intet videre, og som i norsk Bearheidelse er biet sentimental og intet videre - i den Vise faar Fru N orrie lagt ind en sælsom, betagende Kraft, et gribende Udtryk for Sjælstyrke, som aldrig glemmes. «De tre Skalke, gir hun med en rig vittig og dramatisk Karakteristik, «Proletarbarnet» med en rørende Ynde, det er et lille, spædt Hjærtesuk, den fineste Psykologi i Toner. «Der var dans bort i Vagen» .• Lelle Karl Johan», "Ut på Landsviigen», er realistiske Folkevisebilleder med varme og kraftige Farver. I «Tre Karinger i en Backe», er det, som man ser alle tre Sladderkjærringer paa en Gang og hører de tre haarde, stærke, indignerede Røster smælde imod hverandre. I «Akta dig», .Oeh nar jag kommer hem, er det den kaade Vittighed og det forførende Skjælmeri, som river os med. I dethele synes Gustaf Frødings Viser at passe ypperlig for Fruens Kunst. Disse Viser har hun da ogsaa git ny Glans.

Men ksnske hun dog ingensinde naar høiere, end naa:- hun i en stram, sort Silkerobe synger «Soldatgossen». Den dybeste Følelse, Storhed, Adel faar her et uforglemmelig Udtryk. Denne Sang maa vi faa denne Gang. Vi haaber Fruen med sin be­kjendte Elskværdighed imødekommer dette Ønske.

Det er en Eiendommelighed ved Fru Norrie og en god Maa­lestok for hendes store Begavelse, at hun kan spille aldeles for­skjelligartede Roller med den stærkeste illuderende Virkning uden Kostiime, ja jeg tror, hun spiller dem bedst uden Kostiime. Hun er staalklædt Ridder med vaiende Fjær i Hatten, hun er lille Sørens fattige Kammerat. Hun er Sladderkjærring, hun er lykkelig Elsker, kongelig Majestæt og .Tosa på Sviiltera. -alle ser vi lyslevende, men det er en Kvinde, en genial, pragtfuld Kvinde uden Forklædning som spiller Rollerne, og netop derfor lykkes de kanske saa godt. Der kommer over dem ikke bare Sandhed, men Poesi. Og dette Spil er lige glimrende, enten vi tænker paa Ansigtets Liv, der gjenspeiler Sindsstemningens fineste Afskygninger, eller paa Stemmens skiftende Nuaneer, denne Stemme, der til Tider kan gjalde som Slag paa Skjolde og dog stundom dø hen som en melodisk Susen i Sivet en sildig aften.

105

Fru Norrie er aldeles fri for det Theaterskaberi og de Theaterfagter, som saa ofte belemrer Scenene Børn. Hun eier Umiddelbarhedens Behag, derfor vinder hun alle hjærter.

KAJA EIDE

Det var den gilleste koneert, vi har havt paa lange tider! Fru Kaia Eide erobrer baade ved sin sangs friskhed og umid­delbarhed som ved sin stemmes skjønhed og fylde. Her er ingen sentimentale fagter og forlorne kunstigheder, intet traditionelt slor af affektation og himmelblaa vidtløftighed. Fra fru Eides personlighed og kunst bruser sundhed og friskhed; en usnerpet naturlig godhed har forenet sig med den høieste kunst, den Teneste stil.

Hvilken exotisk stemning over de indiske sangene! Disao toner fremkalder dybt i vort sind sk)·ggebilleder, drømmebille­der fra Benares pragtfulde tusenaarige templer, omsuset a f palmeskogens bløde mørke - fra Bengalens mægtige, stille floder, hvor Iigene driver i maaneskin, flyder rolig mod havet og evigheden.

Men fra rndien rykkes vi ind i Norge, Norge! Gjennem Kierulfs Lokketoner tolked hun skogens poesi og tungsind og fjærnhed. Disse toner var bogstavelig talt farvet af naturens skiftende Iys og stemning. Ja farverne skifted. Det var et dramatisk-lyrisk fata morgana, snart lyste solen, snart mørk­ned billedet pludselig i skogens uendelige fjærnhed. Det sukked saa langt, langt bort i skoge. Det var Pans fløite, som lød.

At fremtryIIe en naturstemning, et landskabsbillede i toner, at illudere med farver som skifter og lyser, at tolke naturens sjæl, det maa vel være den høieste kunst. Men det er ikke kunst alene dette! Det er ikke kunst og teknik og studium og øvelse bare! Det er hjærte og følelse, samfølelse, samhørighed med naturen, med det skabte og levende. Var denne hjærtets varme samfølelse med det skabte, med altets store tause sjæl, var denne følelse trængt ind i menneskeheden, saa havde vi ikke nu helvede paa jorden. -

~06

I Griegs Svane og Kjerulfs Ingrids vise følte jeg ikke den friske originalitet saa intenst som i de øvrige numre. Men til gjengjæld ble fru Grøndahls smaa capriciøse naturbilleder al­deles betagende sunget. «Skjærene» blev et lille mesterverk. Det var drama, lyrik og komedie i forening. Toner kan ogsaa tolke vid, ja bli vid. Og sommerfuglelegen! Hvor trilled ikke vingerne i rytmisk viften, hvor skinned ikke det gyldne støv!

Alnes Vaarlengsler og et par extranummere havde det sam­me præg af suveræn kunst og svulmende følelse i intim for­ening.

Fruen havde i Nils Larsen en værdig «medspiller». Hans tolkning af Grieg var festlig ~g bragte en den heftige glæde som en stunder mod i al kUMt. -

Tillad mig, hr. redaktør, dette mit lyriske udbrud ved siden af Deres kunstanmelders faglige bedømmelse.

GEORG BRANDES SOH TALER (1911,)

Fire gange paa rad telte Georg Brandes i Bergen. Over­fyldt hus hver gang og stigende begeistring fra tilhørernes side. Han sa i de par ord, hvormed han tog afsked fra Bergen, at noget saadant ikke kunde ha hændt ham i nogen anden by i verden, selv ikke i London.

Og dog - den som hørte Brandes finder denne «ellestaa­ende, tilslutning ganske naturlig og liketil.

For at høre og se Georg Brandes tale, det er virkelig en uforglemmelig opievelse.

Allerede indtrykket af hans skikkelse, hans ydre er beta­gende. En noget undersætsig, meget fast og tæt figur med dette herlige hode, dette ansigt, hvis linier rent fysisk virker som en udstraaling af aand, ,af vid, af <:menneskeIig kvintessens:l.

Enkelte af de portræter, man ser af Brandes, er virkelig meget gode. Særlig Krøyers billede, hvoraf en gjengivelse fin­des i spidsen paa Brandes «Samlede Skrifter» er et ganske over-

107

ordentlig godt portræt. Det har fanget ind noget .af det dybt eiendommelige, eier bentfrem en levende glands af originalen.

Intet billede kan dog gi noget helt indtryk af dette ansigts dybe, forunderlige trylleri. Disse rynker, hvori forstand, vid og aandfuld spot ligesom ligger og lever. Det kan gaa glimt i glimt over dette ansigts speil af overlegen satire og skjælmeri, det kan lyne fra disse øine hvasse hugg som fra en rovfugls øine, linierne fortrækker sig i antipati, ja væmmelse over uret og dumhed, det hele betagende ansigt kan mildnes i dyb medfølelse, i elskelig vennesælhed, hvor det muntre, aandfulde smil er Bom et kjært solskin.

Ansigtet og hodet i sin helhed er som et stykke god, fast arkitektur. Det har høit hvælvede spænd og buer af gelassen selvfølelse, der er linier, som krummer sig i besk foragt, der er flader og felter, som ligesom jastner i energi og kraft.

Han begynder at tale. Ganske rolig og behersket. Han er ikke en orator, som pranger, som river med i sansesløs begeist~ ring. Nei man rives ikke egentlig med, men man fasthold6S, ja formelig fjettres ved undersøgeisens strænge, skjønne logik, ved tankens gjennemsigtige klarhed og fine, sobre kjølighed, ved den vittige, træfsikre, kunstnerisk gjennemarbeidede ka­rakteristik.

Hans videnskabelige kunst exeUerer i fremstillingen af den historiske personlighed. Han ridser op en skisse af land og folk, tegner milieuet, de herskende raceeiendommeligheder, lader personligheden dukke frem af dette hav med en hel del af sin slægts arvede tilbøieligheder, viser saa opdragelsens, tidsaan­dens virkninger paa denne saaledes disponerede personlighed, lader ham stige frem i en vidunderlig klarhed, belyst fra alle sider, ved snøgge streiflys, ved store afslørende blaff, ved vittige indfald og bemærkninger, ved lyskastere indvendig og udvendig, saaledes at tilhørerne tilslut sidder bundne, tvungne til at tro, til at 'Vide, at saadan er manden, og saadan maa han være.

I Bergen talte Brandes om Garibaldi, Goethe, Napoleon og keiser Wilhelm. Skildringen af Garibaldi var naturligvis for­træffelig. Alligevel var Goetheforelæsningen enda mere fæng­slende, og den høieste grad af pragtfuld skildring og original,

108

spirituel karakteristik naaede Brandes i de to foredrag om Napoleon og keiser Wilhelm.

Hans GaribaldifremstiIling var gjennemglødet ai kjærlig­hed til friheden, til heltemodet, tapperheden, ai uvilje, ai væm­meise over undertrykkelse og despoti.

I foredraget om Goethe savned man et helt billede av dig­teren og mennesket. Brandes fandt antagelig, at et enkelt fore­drag "anskelig kunde give noget helhedsbillede ai Goethes liv og digtning. Han havde i stedet valgt at gi os et rids i store, faste træk ai Goethes intellektuelle og kunstneriske udviklings­skala. Vi saa ham som pur yngling smægte i rokokoens hyrd­indeynde, fulgte svingningerne over til folkepoesien, til gatiken, antiken, rennaissaneen.

net blev indgaaende paavist, hvad det var ved de forskjel­lige aandsbevægelser, som tiltrak ham, og hvor/or det maatte tiltale ham. net ble ogsaa slaaende vist, hvilke sider han ikke

forstod hos disse kunstretninger, og hvorfor han ikke kunde forstaa disse sider, ja det viste sig ikke sjelden, at det kun var bevægeisens eller kunstretningens ydre skal, han sværmed for, evned ikke at trænge ind i dens dybeste væsen. Alligevel­hvad han blev greben ai om han forstod helt eller kun delvis: stedse affødte hans grebethed de skjønneste digtninger. Thi han var et geni.

Forelæsningen over Napoleon blev en opieveise av sjældent værd. Giganten, uhyret, den forhadte, vældige egoist blev til et menneske} som man forstod, og fordi man forstod, følte man sympati. Ja, da Brandes i en vidunderlig skildring fremstillet indtoget i Tulleriene efter Napoleons tilbagekomst fra Elba, skildret den nesten vanvittige glæde hos Napoleons venner, skildret marschal Lefebvres bevægelse, da han veg baglænds foran keiseren opad trap!len og hvisked i dybeste betagethed: «det er nem! det er nem!» da følte man bevægeisen knugende i halsen, graaden skjælve i øinene.

Tænk, dyb sympati med Napoleon! Saadan er det at /or-8taa. Saadan er Brandes' kunst.

Og enda forstyrret han ikke egentlig vor gamle opfatning, at Napoleons virksomhed var unyttig for menneskeheden. Han

109

referered, hvad franske opdragere nu mener, at Napoleons hi~ storie har pædagogisk værdi, at ungdommen og samtiden kan lære heroisme, storsind, udholdenhed hos keiseren. Han nævnte ogsaa den tanke, vi kjender fra et essay i Brandes' skrifter, at 15 aars frygtelig reaktion havde været umuliggjort, om Napo­leon havde seiret ved Waterloo.

Men det var ikke dette, som vakte vor sympati. Det var den intime jOTstaaelse af Napoleon som et menneske, et mærke~ Iig, genialt, fænomenaIt begavet menneske, men dog et menne~ ske med dybe følelser, med store feil, med betagende egenskaber.

Og saa skildringen .af de store omslag i den europæiske folkemening! De vældige overgange i opfaining og følelse, fra had og foragt til kjærlighed og forgudelse! Garib.ldi blev mis­kjendt og mishandlet, hundset og haanet i hans kraftfulde ung­dom men hævet til skyerne i hans alderdom, mens statuerne af ham voksed op i alle italienske byer. «Men», la taleren til «da kunde han ikke gaa».

Brandes analyserer. - Tidsalderen, raeen, folket, slægten, personIigheden, alt analyseres, sondres, bestemmes, sættes sam~ men igjen, og alt gjøres saaledes, at man synes det maa være rigtig! Man sidder ikke skeptisk og kalder fremstillingen vovet, dristig, fantastisk o. s. v. Nei, sammenIigningerne, samm.enstiI~ lingerne, citaterne, bevisIighederne, kjendte træk, sprogbrug, dagligdagse mundheld o. s. v. alt dynger sig op paa en aldeles afgjørende maade, og mRlj tænker: «dette er soleklart!»

Og saa denne form, denne klassisk klare form. Det andre siger med mange ord, ord som rammer Tundtomkring men aldrig lige i blinken, det former Brandes i epigramatisk tilspidsede træffere, i antitheser. Som f. ex. naar han skildrede modsæt­ningen mellem det tyske og franske samfund: d Frankrig ser man som motto paa offentlige bygninger helst ordene «frihed, lighed, broderskab.. I Tyskland mødes man hyppigst af ind­skriften: .. es ist verboten !» Saadanne træk, stillet op paa en virkningsfuld maade gjør billedet muntert, livfuldt, klart. De følger slag i slag og virker som hele rækker af beviser ligesom i arkæologien eller naturvidenskaben, hvor sandheden søges af~ dækket gjennem en vrimmel af typer, som alle siger det samme.

110

I sine definitioner og skildringer af engelsk og tysk sam­fundsaand og tænkemaade, eller af romansk og germansk folke­karakter naaede han saaledes resultater af høieste værd.

Naar han har konstateret og skildret en egenskab hos et folk eller en personlighed, gir han sig straks til at søge denne egenskabs aarsag, dens oprindelse. For hver gang han har sagt: «saaledes er han», spørger han stadig: «Men hvorfor er han saaledes?, Paa denne maade blir skildringen underbygget og figuren fast.

Maaske naaede Brandes allerhøiest i sin kraftige, vittige karakteristik ai keiser Wilhelm. Her var rigdom, liv, ironi, sandhed. Det var en skisse; men linierne var saa storstilede, trækkene saa slaaende sande, at denne skisse fik karakteren af et monument.

Det er en overvældende masse stof, som Brandes mestrer med legende lethet. Han behersker umaadelige felter af det menneskelige aandsliv. Litteraturhistorie, kunsthistorie, krigs­historie, digtning, politik, geografi, alt underlægger han sig, alt benytter han, naar han bygger op sine monumenter over verdenshistoriens personligheder.

Naar en hører Georg Br:andes taIe, er det med undren, en mindes den uvilje, den forbitrelse, som har raset om hans navn. Man har beskyldt ham for ligt og uligt, slynget efter ham de mest absurde paastande, paadyttet ham ganske urimelige hen­sigter og maal. Han hader Christus, er det sagt. Hvilken vild­fareIse! Georg Brandes har i grunden kun en fremhevet liden­skab: Den heftige trang til at forstaa. Skal der endelig tales om had og kjærlighed, kan man si, at der er to ting, han hader: uretfærdighed og dumhed og to ting, han elsker: frihed og fred.

GABRIEL SCOTT: «JERNBYRDEN:. En roman og et stykke Norgeshistorie

(1915)

Gabriel Scotts nye bok er en bok for folket. Den store læsende aImenhet har her faat et godt verk, som bør spredes vitt og bredt.

111

Ja, det kan kanske høres overraskende; men det er virkelig saa: «Jernbyrden» har en virkelig folkeboks besste egenskaper.

Med folkebok mener jeg ikke noget andenrangs i literær henseende. Tvertimot. «Jernbyrden. har utmerkede literære for­trin; men de er ,av særegen art. Denne fortælling om sørlands­bønder i det 18. aarhundre er ikke merket av forfinet raffine­ment eller lummer lidenskap. Den har ingen maner, ingen dekadente stemninger hverken i indhold eller i stiltone. For­tællingen er haardfør i sit væsen, i stil og klang. Bondeliv og bondeskjebner paa sørlandskysten i den senere dansketid - ja det er emnet. Men det har lykkedes forfatteren at gi stoffet en form, som trygt kan kaldes klassisk. Skildringen toner av primitim kraft og sundhet. Den er «reinsmaka.'}, den er urnorsk i sin robuste, strænge troværdighet. Stiltonen minder om de islandske ættesagaer. Samme usentimentale, enkle robusthet. Men saa strømmer det allikevel saa vart et hjertelag som en undertone gjennem beretningen.

«Jernbyrden> er et gripende billed av vore forfædres liv og slit og strid i Christian den syvendes dager. Forfatteren har samlet en mængde merkelige, frygtelige eller morsomme histo­riske træk; men han smelter dem helt og organisk sammen med fortællingen og dens tone. Tidsfargen er umiskjendelig, scener og begivenheter, sæder og liv lever op i friske, klare billeder, det forgangne rykkes nær.

«Jernbyrden» er en god roman, spændende, underholdende, men boken er samtidig et stykke norgeshistorie av besste sort, en gammel, troskyldig klingende krønike saa god som nogen, snørklet og merkelig som et gammelt skjønt skap eller kiste fra rokokotiden.

Sproget er gammeldags farget men kraftig og naturlig, 'Skikkelsene enkle} klare. Hovedpersonen, Jan Vibe, er en usæd­vanlig og overordentlig sympatisk bondekarakter, haard og knudret som en bjørn og dog samtidig bløt som et barn. Hans kjæreste, «lille Inger baan»} er likeledes en eiendommelig og vakker fremtoning.

«Jernbyrden> er altsaa ogsaa et digterverk. Den har store, rene naturskildringer, besjælede av ærlighet og tungsind. Den

112

har sælsomme optrin, graverede, prægede som gamle kobber­stik. Scenen paa «Biskopskjæret> t. eks., da gamle Kristoffer dør, mens hans hustru holder hans trætte hode i fanget og synger for ham Kingos skjønne, tidstonende gravsalme, mens kvelden skumrer i stille fred, og fjorden ligger i fjerne, døende lysvirkninger - denne scene eier en sublim, uforglemmelig stemning.

Med denne bok har Gabriel Scott faat et fast tak i Norge.

KNUT HAMSUN: «MARKENS GRØDE. (1917)

Som en frisk vaarmorgen med solglitter og duftende dugg over heier og dale - saaledes toner denne Hamsums nye for­tælling ind i vort sind. Vi staar betagne og aander begjærlig ind dette stilens og forestillingernes aprilveir, denne forunder­lige, altid nye og dog evig gamle duft af natur, denne strøm­mende friskhed fra mark og mose, fra vaarvind og stjærne­kvælder, dette uutgrundelige, som er naturens sjæl.

Han har fanget den. Han lar den strømme gjennem sit sinde dybde, gjennem

sit sprog, gjennem sin poesi, gjennem sin fortælling om men­nesker og dyr om marker og myrer, om skoger og stængende fjæld. Sprog og indhold smælter sammen, det synger i vort øre som selve livets sang.

Livets og arbeidets høisang, Arbeidet med jorden, dyrkningen, forædlingen af naturen,

livet i og med naturen, det er lykken, det er velsignelsen. Dette evangelium er jo ikke nyt. Men Hamsun forkynder

det paa en ny maade. Det er sagen. Han mener ikke, at livet i naturen er nogen egentlig paradisisk tilværelse, idyl og uskyl­dighed. Han er ikke «naturfilosof» eller natursværmer. Der staar en frisk jordlugt ap fra hans naturtilstsnd. Der er ingen hyrdinder med blaa silkebaand om og hvide lam, ingen bekran­sede hyrder i himmelske landskaber. Menneskene i Hamsuns

• 113

nordlandske nybygge eier en ram, raa naturlighed. De er malet med svære farveklatter, med uvorren, enkel kraft, med suveræn overlegenhed og humør. Skildringens rigdom spruter frem som fra et bundløst væld. Digteren ser og følger sine mennesker i alle hverdagens og søndagens mangfoldige situationer, i alle slags belysning, i kvældsol og morgenglans, i stjærneskin og taagemulm. Han skildrer dem i primitiv lykkelig samklang med naturen og med sig selv, og han skildrer dem paa afveie i blind­gader, løftede ud af sit spor, skakkjørte, skadede af fremmede, falske indflydelser. Han skildrer naturens primitive, sunde barn forsvarsløst kastet ud i et nyt milieu, hvor de overrevne rødder ikke kan gro, hvor personligheden ødes, forkomme .. fortabes. -

Hvem kan fortælle om hverdagens smaating, bagateller, om en kvældsstund, et maaltid mad, en ko med horn duvende forbi en vinduesglug i sommernatten, en sten, en samtale borti skogs~ brynet, en liden, lakkende hest hjemover markveien - hvem kan fortælle om dette fængslende, fortroldende ? - Hamsun, Hamsun!

Hans rigdom strømmer, hans sprog, hans stil skifter, lever, viser farver, skimrer i nuancer; stenene taler, skyggerne veks­ler i sælsomt spil som grønt, blødt mos i decemberdagens vaade lys.

J a dette Hamsuns sprog! Det er fuldt af uregjerlighed og regelløshed, det klukker af lune, det yrer af løier og paafund og snodige spring, udfordrende galskaber ; et legende, leende anarki. Det speiler det primitive nordlandsmenneske, men kan­ske som gjennem en mærkelig klumprude. Hvad? «Han var som set gjennem en Hvirvel i Ruten •. - Nordlandsmenneskets forunderlige sprogbarok krøller og krammer sig om primitive, enkle tanker og forestillinger.

- Gjennem skildringen af individuel eller social humbug, krambodhumbugen, <hoteh-humbugen blandt bønder, sindeta humbug, uægthed, forlorenhed skjærer satiren som kvasse kni­ver. Ynkeligheden, den moralske ynkelighed og usseldom er vel sjælden biet klædt saa ubarmhjærtig naken som af Hamsun.

Yen stuar de der saa afklædte disse menneskehedens ussel-

114

rygger, saa skyller der lysbølger over dem fra digterens leende humor og vid, lysbølger som forsoner, fordi de viser sammen­hængen, viser skikkelsene lovbundne vækst ud af sin oprindelse, opdragelse, omgivelse. -

GERHARD MUNTHE (1915)

Kunstforeningens to saler er i disse dager saa festlig som aldrig før: Gerhard Munthe har fyldt dem med sin aand og sit væsen. Og vi bør straks gjøre os det klart, at Munthes utstilling er en begivenhet her, en sjelden og merkelig begivenhet.

Alle sider og tider av Munthes fornemme kunst er repræ­sentert, saa utstillingen gir et stort og fyldig billede av mesteren og hROS utvikling: Malerier og skisser fra 70- og 80-aarene med patina og historisk duft over sig, deilige akvareller, teppemøn­stre, bokutstyr, bokbind og saa de vidunderlige utkast til ut­smykning av Haakonshallen - og alt - midt i sin brogede rikdom - dog eiendommelig farvet og præget aven enestes væsen, gjennemildnet aven eneste mands sjæl: Gerhard Mun­the. En eneste blandt de mange.

nen som kunde gjøre et utvalg her! Erhverve alt, hvad hjertet begjærte! Det blev ikke nogen faa stykker! Mest alle de herlige eksteriører: net brilliante «Røisheimstunet», «Kvar­berg i Vaage>, «Rødt hus i Eggedal», eSkomakerstuen ved Røis­heim», «Hus i Vaage», .Stabur i Hallingdal., «Landsby i Bay­ern», «Bygningen paa Vik» - maleriske, dekorative, farvelækre. - eller landskaper: «Kongsnuten ved Finse»: et mægtig natur­sceneri speilet i en dyp menneakesjæl: Forklareisens berg! El­Ier den merkelige blanding av natur, eventyr, poesi Bom heter <Stryk i elven»! -

Ja eventyrene, folkevisene, hvor de lever, hvor de skjælver! Hvilken fantasiens og poesiens guldgrupe! Se paa <;Dansen i bergi»! Men se længe. Se og glem hverdag og nutid. nvæl og drøm dig ind i folkevisens væsen, som er fanget og tolket med

115

--i-I

/ -~ /'Yf~

vidunderlig kunst. Stemningen svulmer i naiv skjønhet og mørkner i ængstende anelse som store, stille øine. Her lever og synger alt. ... Hvad lever, hvad synger? Det er kunstnerens sind. ~Det vaagner og klinger i eventyr».

Se paa «To Gygrer» og «Blodtaarneb. Eller «Eventyrsko­gen», en tryllende blanding, ja en identificeren av omamentik og vegetation - av overordentlig dekorativ virkning. Et digt i farver og rythmer, gjennemtrængt av dyp symbolik. «Even­tyrskogen» blir et gripende billede av Gerhard Munthes egen utviklingshu.torie. Som gutten red ind i skogen med al dens sælsomme skjønhet, med den gyldne fugl som lokkende fører til skogens fjerne, unge fe, saaledes rykket Munthe, saaledes stev­ner den føtte kunstner ind i kunstens og digtningens evige land, hvor rythmer leker, hvor farver skinner.

«Der synger musik i kildene der, og paradisfugle bruser."

Saa dvæler vi atter ved en ny skjønhetsaapenbarelse: De klassisk kl.xe, dekorative «Neptun. og «Merkur». Vi fastholdes en stund av det enkle, storstilte teppemønster : «Havets heste» og forvilder os tilslut ind i den fantasiens rikdom, som heter «Utkast til Haakonshallens utsmykning». Her vrimler det av geniale ideer. Vinduer, portaler, beslag, smijernsdører, gittere, forhæng, tepper, hyndetræk osv. holdt i middelalderens stem-

116

ningstone, skapt i gothikens aand. Her er en ornamentikens og motivenes rikdom og variation, som synes uten grænse.

Og saa er Munthes billeder saa <godt gjort». - net ser ut som digt og drøm. Og dog er det i en viss forstand raffinert beregning, bevidst avveining, det er en fargenes, linjenes., ryth­menes, motivenes, stiltonens, stemningens videnskap.

Gerhard Munthes særlig dekorative kunst, hans friser og tegninger til «Kongesagaene», hans motiver til utsmykning av Haakonshallen, hans eventyr- og folkevisebilleder, alt er gjen­nemtonet av norsk aand, har sine røtter dypt i vor kulturs nationale bestanddeler, i oldtidssagnenes mythologiske mørke, i kongesagaenes haardhet og monumentale enkelhet, i Oseberg­skibets, vor middelalderske billedkunst og stavkirkenes orna­mentik, i vor gamle vævkunst, i folkevisens naivitet, i even­tyrets dekorative skikkelsesverden, - men denne kunst, som saa overlegent tolker tidsaldrenes væsen, er ogsaa gjennem­strømmet av frisk, rik originalitet. -

.Saa friskt det klinger, det er dog likt. et hedenolda billed, et eddadigt.» -

ARNE GARBORG 70 AAR (1921)

Arne Garborg er bIet det norske aandslivs kjæreste navn. Ingen har pløiet dypere med sin tanke, ingen har med stren­

gere alvor og større vederheftighet forsket i sjælens mørke skakter, ingen har taalmodigere grublet og gransket og saa helt uten fordomme prøvet aa løse de svære sinds- og samfunds­problemer.

Han var en satiriker, hvis svøpe satte røde strimer, som endda svier baade her og der i vort samfund og dets menne­sker. Men samtidig dirret hans digtning av sympati og forstaa­eise. Uendelig medfølelse aandet os imøte; thi han følte livets uendelige vemod og menneskenes uendelige hjelpeløshet.

117

Og gjennem alt hans virke - i lidenskabelig, frygtløs pole­mik, i uavladeIig søken, grubIen, forsken, i vemodstung lyrik, i virkelighetsnær, magtfuld samfundsskildring , ubarmhjertig sjæleanalyse - gjennem alt følte vi mennesket, som ærlig led og stred for aa finde sandheten.

Derfor er Arne Garborg biet det norske aandslivs kjæreste personlighet.

Og nu er han 70 åx! Ingen nulevende norsk forfatter repræsenterer nyere norsk

litteratur- og aandshistorie saa selvfølgelig som Arne Garborg. Han har opievet, gjennemlevet det alt: Romantikens svindende aftenrøde, 70-aarenes spredte vaarbud, 80-aarenes sturm und drang, 90-aarenes romantiske pessimisme, det 20. aarhundredes mægtige litterære og politiske forskyvninger. Hans liv og ut­vikling er likeløpende med og indvævet i samtidens høieste kultur, den han i betydelig mon har befordret.

Som J ærens lynghei er han herjet av stormene: tankens vilde storme som har suset gjennem hans sind. Oktobers og novembers havbrak og mørke, regndrev og skodd har ruget over ham.

118

«Det store ligtog gaar gjennem verden. Mefisto synger som klokker foran færden».

«Trætte mændd, «Hjaa ho mor», «Fred», «Helheim», er alle som mørke høstkvelder i Jærheierne.

«Som havsus tung uro nakne nes naar nordanvinden uro notti blæs, som sudragssog gjenom vind og væte so marmar og tyt dette !'yrgjelæte •.

Men lyngheien i august-september eier skjønhetens evige farvedrøm, som den ligger der i usigelig tendre nuancerJ for­tonende sig mot blekblaa aaser under høsthimlens skjære lys.

Og saadan har ogsaa Garborgs digtning sine skjønne aars­tider. Den er like frisk og farvetendre, stemningsvar, hvilende i sin egen harmoniske vemod.

Til dig du hei og bleike myr med bukkeblad, der hegre stig og heilo flyr eg gjev mit kvad!,

«Men heluna, vene brune fuglen med svarte fløyels barm, -kvar gong ho fløytar paa lynggraa tuve. daa vert eg i hjarta varm.

Men helunaJ vene brune fuglen, som stig meg so stilt imot, -kvar gong ho fløytar paa lynggrsa tuve, det græt meg i hjarterot».

Føl den avklarede fred i «Heimkomin son. - det er som en blid oktoberdag med høi, sval, stille luft efter svære storme. Ja luften er saa klar og stille, at man kjender tydeligere og

119

tydeligere solens milde varme. Eller læ. Garborgs siste verk, Homer-oversættelsen - en sprogets oprindelighet og friskhet, som om selve den 12-aarige eventyrets prinsesse ser paa os med sine store barneøine, eller Bom kjendte en den vilde, levende duft av fuglene paa Jærens lyngheier, al den brune fugl, som «ligg i løynde reir og blinkar og blundar .• - -

Arne Garborg er den store dobbeltskikkelse i vor litteratur­historie. Han var den frie, kritiske aand, det friske pust fra det store aandsliv ind i vor nationale trangsynthet. Garborg var europæeren midt i vor hjemmegjorte, indekrænkede selvgodhet. Sammen med vore bedste menn i videnskab, kunst, politik, menn som s'ars, Alexander Kielland, Jonas Lie, Ullmann, Konow S.B., Bjørnson stod Garborg og stred i lange aar mod national bor­nerthet og reaktion. Arne Garborg og de andre «europæere. var som isbrytere, som sterke dampbaater, der brøt islaget dag ut og dag ind og holdt den trange fjorden aapen ut mot det store friske hav.

Arne Garborg var den store spotter over norsk, aandelig indskrænkethet; der ljomet fra ham en klang fra den store ver­denskultur, en myndig klang med frie toner og signaler.

Men Arne Garborg var 8amtidig den varme elsker av Norge, ,av norsk nationalitet, norsk maal, norsk aand. Han var den store lyriker og den store psykolog, som med indtrængende forstaaeIse og magt tolket norsk natur og norsk lynne. Arne Garborg var hel europæer og hel nordmand paa en gang og i Bikker harmoni. net er ikke mindst dette som gir ham en saa særegen positlon og en høvdingsplads i norsk aandsliv.

Ingen har saa fint, saa varmt, saa vart tolket Vestlandet og vestlandske sind, som han. I hans digtning lever den vestland­ske naturs, Jærens Bjæl. I hans digtning lever vor Bjæl. Han har gransket vor natur og vore Bind og fundet alt det inderste, alt det stedegne, alt det særmerkte, han har gjenskapt det i sin kunst. I verker som «Bondestudentar», «Fred», «Haugtussa», «Helheim. har han git os en uvurderlig eBBen8 av vestlandsk natur, aand og væsen.

En anden side av hans kunstnerpersonlighed træder ogsaa frem med intens magt i disse verker: Hans sproglige mester-

120

skap. Vort gamle norske maal er aldrig biet skrevet med slik friskhet og fynd og fyldt med en aaadan digteri3k rigdom og dybsind siden Eddaens, sagaens og folkevisens dage. Versene er som fyndsprog, graverte i ædelt metal.

Og «Trætte Mænd» har Garborg formet i et norsk-dansk aven særegen ædel art og saa elegant og skjælvende av stem­ning, at han her kun kan sammenlignes med Alexander .Kiel­land.

Arne Garborg har søkt aa forklare de mest motsatte ret­ninger, søkt aa finne grunntanken og det inderst menneskelige i dem alle. Han har loddet tilbunda baade i det fritænkerske, det «mystiske. og det kristelige sind. Han har overalt fundet vildfareIser men ogsaa overalt sandhetsmomenter. Han har søkt aa gjøre sig til et med den retning, han studerte for aa gjøre sig fortrolig med den, oppleve den. Han har «glemt. sig selv og sin egen opfatning, har opfostret sympathi for nye, vildfremmede tanker - alt ut fra sit sinda dypeste trang: aa. forstaa..

Og aldrig, selv i tankens dypeste og mørkeste skakter, i pessimismens avgrunner er han brudt sammen - som Strind­berg, som Johannes Jørgensen, som Ola Hansson, som Nietz­sche. Stadig paany er han dukket frem av dybderne, med mørke fund men altid p4 ret kjøl.

Fortvilelsen har ikke faat sluke ham. Mysticismen har ikke forvirret ham. Han er modnet og avklaret i en etisk, uselvisk visdom.

«Tanken gjev uro, tanken gjev sut. Enddaa maa me tenkja vaare tankar ut..

Han har været og er vor litteraturs frieste aand. -

ARNE GARBORG SOM FOREDRAGSHOLDER Forsøk til en karakteristik

(1921) Han taler rolig, næsten koldt. Stemmen er svak, litt hæs,

uten fylde, uten omfang, uten klang, uten pral. Den vækker ikke opmerksomhet. Ordene er almindelige, hverdagslige, sætnings-

121

bygningen likesaa, uten sensation, uten sproglige krydderier . .sproget i det hele tørt, sobert, en smule spotsk i undertonen, likesom merket av skuldertræk.

Dersom tilhørerne befinder sig litt borte fra talerstolen saa har de vanskelig for at høre, dersom det videre er av den sort tilhørere, hvis øren ikke er øvede til skarpt at opfatte hvad en mand sier, tilhørere som ikke har begrep om ords valør, bare vante til at opfange et grovt, taaket indtryk av talestrømmen, et omtrentlig indtryk av hvad der er sagt, præparerte til at kildres av store ords sus og et smukt organ - dersom tilhørerne er av denne art, vil de under en forelæsning av Garborg snart faa nok. Dette er jo ingenting, synes de. Stemmen er saa veik, ordene saa almindelige, der er ingen sterke uttryk, ingen under­strekede slagord. Disse tilhørere har jo intet klart begrep om hvad foredragsholderen sier, men de synes dog at det er ganske almindelige ting.

8aa roligt, soo fordringsløst taler Arne Garborg. Men den tilhører, hvis aand og sanser er vaakne og skarpe,

den tilhører som vet hvad værd og valør ord har, den tilhører som har <øren til at høre med» - han vil fængsles helt fra første stund, naar Garborg er paa talerstolen. La ikke den ro­lige, fordringsløse stemme og de hverdagslige, litet opsigtsvæk­kende ord narre dig. Bak denne ytre dragt, der med flid er gjort saa litet avstikkende, dølger sig tanker og synsmaater, som ofte revolutionerer vore begreper, omstyrter vore tilvante forestillinger, omjusterer vore historiske «sandheter». Det er ganske merkelig: Ordene er dagligdagse, og dog er talemaa­ter} vanesnak banlyst. Sætninger, paastande, beviser er for­fatterens egen eiendom, omhyggelig gjennemtænkte, ofte fyldte av originalitet eller farvet av skepsis. Ubønhørlig men stilfer­dig kan han gjøre det av med hævdvundne, tomme talemaater, autoriserte, stemplede, urørlige «sandheter». Og saa rolig som han gjør det! Uten stridbare fagter, uten skrik, uten spetakkel. Kun et mindretal skjønner hvad det gjælder. Det høres saa fredelig. Stemmen, ordene vækker en følelse av selvfølgelighet. Men derfor er ogsaa Arne Garborg en farlig mand - for den

122

humbug og svulst som kan findes her og der i vor historieskriv­ning, vor tænkning, vort sprog, og som. præger mange av vore foredragsholderes frembringeiser.

Garborg har altsaa sin egen metode som forelæser. Selv naar han taler over et «brændende spørsmaab, maalsaken for eksempel, saa agiterer han ikke. Han sprækker ikke av dydig selvgodhet og krænkethet. Hans fremstilling har ingen patos, ingen iver, ingen grepethet, ingen fanatisme.

Jeg vil ikke hermed ha sagt at patos, iver, grepethet er at foragte. Aldeles ikke. Men foredragsholderen Garborg har ikke disse egenskaper.

Selv naar han fremfører de vigtigste sætninger understre­ker han ikke. N ei da er han kanske allermest nøgtern i sprog og stemme.

Han hater ikke sin motstander, hvad enten motstanderen er en person, et begrep eller et system. Han forstaar og forkla­reT. Hans forelæsning er videnskap, klar undersøkelse, kold analyse. Og hans stilfærdige maate, hans litt tørre ord, selv hans svake stemme synes her at være et fortrin, det samme fortrin som en enkel beskjeden ramme om et kunstverk besitter: Den trækker ikke opmerksomheten bort fra billedet men lar dette virke med sin fulde kraft. Hos Garborg fængsIes man bare av tankernes dybde.

Arne Garborgs metode passer ikke for vore med lægpredi­kanter og «folketaleree tilvante tilhørerskarer. Han blir ikke populær - endnu. Dertil er vore øren for litet kultiverte, for meget vante til snak, svulst og ageren. De udmerkede ting, Garborg har at si, gaar derfor forbi de mange der ikke blir op­merksomme uten at hvert postulat er understreket med rødt, hver sætning utstyrt med svovlede frynser. Dog, en utvikling av høre~ og opfattelsesevnen, av smaken, av den kritiske sans hos vort tilhørerpublikum maa komme, dersom vi ikke skal overskylles helt av talemaater og tomt snak. Og en saadan utvikling vil forelæsninger som Arne Garborgs kraftig fremme. Deri ligger ikke deres mindste fortjeneste.

123

«FRED» (19~~)

Arne Garborgs Skriftir i Samling, 4. bind·, er netop utkommet. Bindet indeholder den berømte roman «Fred» samt Garborgs merkelige religiØse studier «Den bu.rtkomne Faderen» og cHeimkonUn Son» samt det gripende drama «Læraren:.. Det er iaar 30 aar,_ siden «Fred», et av den. norske Jitteraturs monumentale verker kom ut fØrste gang. For anledningen avtrykker vi Fridtjof øvrebØ. an­meldelse fra 1892 av fØrste utgave.

Stemningen sænker sig dypt i sjælen mens man læser denne bok tilende. Man lægger den ikke sammen, naar man er ferdig, men blir sittende urørlig, dypt grepen, fastboldt av den beta­gende stemningsfylde.

Man gjenkjender straks den glimrende stilist og udmer­kede menneskekjender. Han har her grepet en jædersk bonde og lagt hans sjæIeliv aapent for vore blikke, stillet os ansigt til ansigt med ham i aUe hans utviklingsfaser, lar as følge ham fra de første stænk av helvedesforestillingens angst begynder at formørke hans sind paa hans lange, krokede vei ind i den dype nat.

Forfatteren har trevlet denne mands sjæleliv op i alle dets sammenfiltrede traade, han har spaltet op hans sjæl og viser os dens hemmelige mm.

Det er en sjæleanalyse. Og ingen komme og si: «Det er besynderlighedsgeschåft,

det er en abnorm karakter, han skildrer». Denne mand med de bevægede indre kriser, han maa gjen­

nemgaa, er jo saa typisk for vort land, at fortællingen om ham saa langt fra at være en abnorm sjæls saga meget hellere er et historiak aktstykke, der for efterslægten vil vise vestlandsbøn­dernes sjæleIige kampe ved det nittende aarhundredes slutning.

Gang paa gang s,er vi i en eller anden avis denne korte, tørre beretning om, at den elJer den ute paa landsbygden er grepen av religiøst vanvid, eller er dreven i døden av sin for~ tvilede rædsel for hevnens gud.

Vi læser disse beretninger og forstaar dem ikke.

124

Men nu forstaar vi dem saa godt! Nu vet vi, hvordan det gik til. Vi har læst «Fred», en norsk grubIers og søkers gri­

pende saga. -Forfatteren viser os, hvordan denne mands liv blir saa sør­

gelig fonnørket, hvorledes hans søns opdragelse næsten syste­matisk blir forkvaklet, hvordan denne gut blir dreven ind i fordærvelsen. Om han ikke gaar helt i hundene, er det ikke hans fars skyld.

Hustruen blir plaget og matret i det uendelige av hans følelsesløse, religiøse barbari. Og selv lider han saa frygteUg av sine religiøse grublerier, der piner ham dag og nat, indtil han langsomt, men sikkert, ubønhørlig drives over i hallucina­sjon og vanvid.

Det er en sand, fint nuancert, skildring. Vi ser den religiøse overtro, som lar alle foreteelser og

fremtoninger i livet bU hemmelighetsfulde virkninger av den akjulte guds haand.

En liten hændelse blir for denne bonde til en betydnings­fuld, mystisk tilkjendegivelEe av guddommens vilje. Han raver om i bUnde, ledet avalverdens træf og tilfælders store hær.

Det er denne sjælerædsel, denne blegnende skræk for hvert uskyldig fænomen, hver virkrrlng av naturens love - det er disse sindsbevægelser vi ser hos de sorte fetichdyrkere, som i alt ser virkninger av sine grusomme guddomme, disse aander som er saa vanskelige at tilfredsstille, som er saa vanskelige at mætte med blod.

net er sudanesernes næsegruse ærefrygt for alle tildragel­ser fra de største til de mest intetsigende, det er denne over­troiske fetischfrygt, som vi her gjenkjenner. net er just a!min-' deUg overtro, som kan se en ulykke i en katugle og en kraake.

Det er en storartet kunstnerisk sikkerhet, som udmerker denne roman. Ingen snakken «ved siden av», ingen filosoferen over, hvad fabelen kan lære os, ingen harme, ingen spot over dette tankens barbari, over denne fanatiske uforstand, bryder den sikre fremstilling paa et eneste punkt.

Han bare tegner.

125

Rolig og overlegent objektivt skildrer han baade det til­talende og det frastøtende. Han maler illusjonens skin, saa det ogsaa for os antar virkelighetens skjær. Han skildrer alt med samme omhyggelighet og med samme digterkjærlighet; ti han elsker sit stof gjennom hele den udmerket fortalte historie. Netop paa grund av denne kunstneriske fuldendthet virker

skildringen saa dypt og rammende. Bondeforestillingerne brister ikke paa noget sted. Det er

merkværdig saa sandt, saa inderlig han skildrer bondens sind. merkværdig saa indgaaende han har studert og levet sig ind i bondens tankesfære.

Smukt indflettet i romanen er endel billeder av taterne og taterlivet i Norge, skarpe karaktertegninger og høist interes­sante kulturbilleder av blivende værd.

Grupperet om hovedpersonen er endel andre for romanens gang mere eller mindre vigtige bifigurer, der er yderst karak­teristiske og tegnede med forfatterens sædvanlige sikre, geni­ale strøk.

Og saa skriver han om naturen med en kjærlighet, der av­føder en stilens og sprogets rigdom, som henriver. Hans natur­skildringer er saa fine, saa malende, at de kan maale sig med Kiellands bedste. Der er en eiendommelig dunkel jæderisk luft over dem.

De vil bli staaende i vor litteratur som klassiske.

ARNE GARBORGS SAMLEDE SKRIFTER (1922)

Arne Garborg: Skriftir i Samling.

Det er med den største glæde en paany læser Arne Garborgs bøker. Ak hvor mange gange gjennem de svundne aar har vi ikke levet op igjen disse uforglemmelige livshistorier: «Bonde­studentar.. «Mannfolk,·, «Trætte Mænd., ~Fred» - ja allesam­men. Og like friske og forlokkende er de fremdeles. Ja de eier nu en tiltrælming større end nogensinde. De levende scener, re-

126

pliker, skildringer, stemninger eier nu ogsaa den skjønne, litt bleknede tidsfarvetone fra 80 og 90 aarene, de eier for os, som dengang læste dem i ungdommens dype betagethet, minderne" dyre glæde. Faa norske forfatteres produksjon eier en saa Bterk erindringens eS8ens som Garborgs. Det kommer vel av, at de dengang grep os Baa sterkt, fyldte vort Bind, tonte ind i os ufor­glemmelige tanker og typer. Og det kommer av, at Garborgs romaner har indfanget deres tids aandstype, mennesketype, tidsfarven er over dem, tidstonen ljomer saa klart, saa dypt, saa dirrende varm, at den vil vække gjenklang i menneskers Bind langt frem gjennem kommende sekler.

Alle norske mænd og kvinder burde eie Garborgs samlede skrifter. DiBBe værker hører i særegen betydning med til vore nasjonale værdier. Garborg er ikke bare en av vore store klasi­kere, men han er den mest norske av dem. alle samtidig som han i aandstype, fordomafrihet, aandelig horisont er verdensborger. Hans mennesker, natur, milieu eier stedegenhetens sandhet, styrke, charme, hans tanker, hans sjæleanalyse naar Ind i det evigt menneakeliges dybder.

Tænk f. eks. paa <Bondestudentar» med sin gripende akil­dring av den fremadskridende personIighetfortabelse hos en jædersk bondegut. Eller paa ,:Trætte Mænd», hvor Garborg har loddet menneskesjælens dybder, som det kun er gjort av ver­densliteraturens største, samtidig som han har tolket tidsalde­rens inderste længsler og lidelser. Tænk paa <Fred», den paa engang ubønnhørlige og inderlig forstaaeisesfulde analyse av Vestlandsbondens religiøse mørke. Eller «Manufolk:· , det dypt realistiske, sterkt stedegne billede av 80 aarenes kunstner- og studenterliv. Eller Garborgs overordentlig fængslende selv­biografi i «Kolbotnbrev> og «Knudaheibrev». Eller «Hjaa ho Mor:, den indtrængende, varmt medfølende studie over en kvin­desjæls utvikling og skjæbne. Eller den syrufoni av betagende naturlyrik, folkepoesi, følelser, længsler, som heter ..:Haugtussa». Eller den rystende etiske dommedagsbasun «I Helheim.. Eller de moralske problemers gjærip.g og brytning i .Læraren». nen burtkomne Faderen» og den høie, svale fred i «Heimkomin Son» - det er alt uforglemmelig, det er et helt menneskelivs rigdom,

127

en uselvisk digters og tænkers møisommelig tilkjæmpende re­

sultater. Garborg har Z.v.t alt det han skrev. Hver ny bok var en

gjennemstridt skjærsild, en overvunden lidelse, en tankens og føleIsens flamme. Hans digtede personer - hovedperSOlll.rne - og deres tanker og strid er ofte ham selv og hans egne tan­ker og strid. Eller kanske rettere: personerne repræsenterer -ofte 'L'isse sider} visse grunddrag i hans eget sind. Med andre ord: hans digtning er historie: hans egen sjæls historie.

STEPHAN SINDING (1921)

Stephan Sinding : «En billedhuggers Liv>.

Dette nye memoireverk eier megen interesse. Det er i en -viss forstand eventyret om Askeladden. Sinding fortæller selv, at han som gut helt til 24-aarsalderen «døset Livet hen som mislykket Eksemplar, en Sinke», som ingen (undtagen hans elskede mor) trodde noget paa. Minst av alt var han anset som lovende av sine kjære landsmænd.

Men som Askeladden reiste Sinding ut i verden og slog sig igjennem ved egen kraft og eget arbeide og vandt sin prinsesse og ikke bare halve riket, nei, vi kan vel si, han vandt tre riker. Han er hyldet som den store kunstner baade i Danmark, Frank­rig og tilslut ogsaa i Norge.

«En Billedhuggers Liv» interesserer forresten ikke bare ved, hvad boken fortæller om forfatterens liv, skjæbne og ut­holdende strid i kunstens tjeneste - nei den dypeste interesse knytter sig til det •• Zvporlræt, Sinding gir i dette verk. Han skildrer sine egenskaper og sine følelser aapent og klart, og han lar sine karaktereiendommeligheter tone frem ved de sær­lige store og smaa anledninger, fortæller ærlig og umiddelbart om sine tanker, fornemmelser, optræden ved den eller den leilig~ het - alt saaledes at mennesket Stephan Sinding former sig

128

lyslevende for os. Og selve fortælle-maaten og umiddelbarheten i hans ord blir vigtige træk i billedet. Sindings selvbiografi er med andre ord ogsaa bIet et plastisk verk, et litterært skulptur­verk, om jeg saa maa si. Han har modellert sig selv i litteratur. Han er og blir billedhuggeren.

Der er en indtagende oprigtighet i disse skildringer. Livs­opfatning, stemning, følemaate er overordentlig sund og helt usentimental. Han eier en sterk selvbevissthet, en selvfølelse som dog aldrig er blind og aldrig blir overmot men er forbunden med sikkert syn for egen begrænsning og egne mangler. Og aldrig klynker han.

Han har meget av renaissaneemenneskets sunde glæde og mot. Hans aapne, usentimentale, selvbevisste væsen, hans barn· lig-umiddelbare kunstnersind minder til tider slaaende om en stor renaissaneekunstner, som ogsaa skrev en berømt selvbio­grafi : Benvenuto Oellini.

Foruten det som er hovedinteressen: Sindinga psykologi, er her mange overordentlig interessante episoder i denne bok. Forunderlige kunstneropleveIser i Rom, Paris, Kjøbenhavn, Sindings berømte verkers historie, hans kjærlighetshistorie, hans kunstneriske betagethet og intensitet i arbeidet, hans tan­ker om elskov, gripende minder og indtrykk fra krigen (Sinding var i Frankrike under hele krigen) osv. Litt ujevn er skildrin­gen stundom. Et par gange noget skissemæssig og overfladisk, likesom forfatteren ikke har git sig rigtig tid, men som regel overmaate fængslende og underholdende.

Stilen er helt uten omsvøp og kunstlerier, til tider litt tør men altid klar og uttryksfuld, mandig.

Vi sitter efter læsningen igjen med et rikt indtrykk aven kraftig, rank kunstnersjæl, enkel, umiddelbar, usnerpet og uraf­finert, charmerende i sin tillidsfulde livsglæde som et stort, modigt barn. En begeistret skjønhetsdyrker - uten krinkelkro­ker og uten fusk.

Boken har faat et nydelig utstyr med mange portrætter og billeder av Sindings verker. Rundt om i teksten er desuten hen­kastet flot og pittoresk mange smaa gjengivelser av hans skis­ser og utkast.

• 129

OMKRING HOLBERG Jeppe paa B;erget

Torsdag Aften gav altsaa vor gamle og dog evig unge Fader Holberg Fest i vor By.

Behøver vi at tilføie, at Festen blev straalende ? Sikkert ikke, især da alle ved, at en sf Holbergs Aandsfrænder, vor kjære Bernt, spillede Jeppe. Og han spillede sHg, at vi fornam Holbergs Aand, den store Vittigsheds-raads Stemning vifte om os.

Man taler om «Festivitas., naar det gjælder Holberg. Om Bernt Johannessens «Jeppe. kan dette Ord anvendes i dybeste Betydning. Der hvilede over hans Fremstilling den lysende Lystighed, den Glans, den Glæde, som var Fader Holbergs !~yst. Sikkerlig havde den gamle ~Bruder Lystig. glædet sig, om han havde været paa vort Theater Torsdag Aften og set den Vittig­hed og det Talent, hvormed Bernt Johannessen ødslede. Thi sligt var efter Holbergs Hode.

Hr. Johannessens Mimik og Diktion er et sikkert Vidnes­byrd om det minutiøse Studium, han har viet sin Rolle. Hver Sætning, hvert Ord er gjennemarbeidet, hver situation hver Replik har den geniale Skuespiller afluret noget pudsigt, noget vittigt, noget lattervækkende. Han har indtil de yderste Detal­jer skabt Jeppes legemlige Menneske; medens Holberg har leveret hans Sjæl; eog disse to er blevne et .• ..

Der kan da egentlig ikke blive Tale om nogen Kritik over­for et scenisk Kunstværk sf en saadan Skjønhed og Rigdom. Skulde man absolut maatte indvende noget, maatte det være, at Johannessens «Jeppe. er altfor vittig, altfor kvik, altfor ud­studeret rig paa frivillig og ufrivillig Komik.

Men Holbergs «Jeppe» er jo heller ingen Dumrian, saa at ovenstaaende «Indvending» ligesaavel kan være «Ros».

Den vidner ialfald om Skuespillerens skabende Evne. -Forøvrig fortjener Hr. Otto som Jacob Skomager stor Aner­

kjendelse. Hans Spil maa betegnes som ypperlig og som i visse Maa­

der Hr. Johannessens jevnbyrdigt.

130

Den gamle, garvede, fordrukne Kjæltring, Jacob Skomager, fik en ypperlig Karakteristik; kanske enkelte vil mene, at Hr. Ottas Spil endog var mere realistisk end Hr. Johannessens; men dette kan jo ligge i Rollen.

Frk. Borghild Hammer lykkedes det ikke at akabe den Nille, som har levet i vor Fantasi. Hun virkede for tyndt, for spædt, for lidet karakt6ri.tisk.

Dommeren - Hr. Sandal - kunde have slynget Dommen ud med større naragtig Applomb og Kraft. Han fattedes den fornødne Thi-kjender-jeg-for-Ret-Majestæt, som Barok-Tidens Dommere eiede i saa fuldt Maal.

Men en udsøgt Nydelse og Glæde voldte denne Forestilling os, takket være D'hrr. Johannessens og Ottos Spil.

Sjelden har der vel ogsaa været saadan Jubel blandt vort Theaters Publikum. Bifaldet antog efter hver Akt Karakteren af stormende Ovationer for Hr. Johannessen.

Et jubileum. brev fra Bergen (1922)

Naar det gjælder Holberg, synes selve naturen at maatte straale i smil og solskin. Til Holbergsfesten maatte det bergen­ske regn gi tapt. Efteraaret lyste op i en solhimmel saa char­merende, som man kun finder den i vestlandske septemberdage og - i Holbergs humor.

Saa stod han der paa Torvet - vor litteraturs far, «TviJ­lingrikernes» opdrager, bergenseren og europæeren - saa stod han da der og saa smilende ut over menneskehavet i 1922. Og han syntes vel, han kjendte os, kjendte os igjen. Men da prof. Wilh. Andersen holdt sin blændende tale om Holbergs fødeby med vaarens friske bølgesprøit og de hvite, akinnende maake­vinger og skibene som gav Holberg utfærdslyst - og da han takket Bergen fra regeringen i Kongens København - takket Bergen for Holberg, - da syntes jeg grangivelig, at Holberg­støtten vokste, den høined sig: Saa blev det da virkelighet, at hans navn akulde leve i de svindende aarhundreder - saa fik

131

han da den udødelighet, som syntes ham saa skjøn allerede i

ungdommens higende aar. J a Bergen fik tak baade fra den danske og den norske regje­

ring. Utenrigsminister Mowinckel talte, og sikkert glædet han sig over, at Holbergs fødeby ogsaa var hans fødeby. Det vrim­let av store bergensere rundt fader Holberg, mens tonene fra Griegs Holbergsuite la rokokostemning over pladsen. Stats­minister Michelsen med de mægtige, monumentale ansigtsdrag under det graanende haar sang med i da vi elsker». Det slog mig, at han mindet sterkt om god, kraftig skulptur: Hans statue vil bli en brilliant tilvekst til den samling store mænd i kobber, som skal repræsentere det svundne Bergen.

Tirsdag aften gik da <Den politiske Kandestøber» over «sjenen». William Ivarson var en pragtfuld Herman von Bre­men med et opsyn og en applomb, som syntes helt i Holbergs aand. Fru Maria Irgens-Hansen var kandestøbennadam. Hun spillet som altid med kraft og saft. Hun er robust og morsom; men hun nægter sig intet i retning av grove løier. Og kanske en lidt finere nuanceren vilde være nok saa god. Hun optraadte (efter Holbergs anvisning) med ei svær garabikkja paa fanget, en rigtig lænkehund, som i en av spetskeloptrinnene blev rent vild og optraadte paa egen haand og gjødde rasende ad de svæ­re parykker. Det var jo til aa le sig ihjel over denne «ststist., denne umælende aktør, som slet ikke var umælende.

Den fineste Holbergfremstilling fik vi imidlertid igaar, da professor Wilhelm Andersen gaven Holberg matine i theatret. Det blev en fin litterær studie, illustreret med oplæsning av holbergske scener - Holbergfiim kaldte han det selv - en glimrende, dramatisk præstation! Han gav Den «stundesløse» og ægtemanden i ... BarseIstuen». De blev levende, aldeles leven­de! Man glemte tid og sted, man sat fjettret foran den gamle rokokoægtemand, som er komisk og tragisk, latterlig og rør­ende paa en gang - ingen theaterfigur men et menneske, et menneske! Hvilken kunstnerisk overdaadighet og glans! Og professoren belyste et par av utviklingslinierne i Holbergs digt­ning, utviklingen «fr:a satire til humorl., saaledes at vi blev overbevist om at Holberg baade i .Den stundesløse» og i Cor-

132

fitz egentlig har skildret - sig selv. I satiren ler han ad andre. I komediernes humor er han helt fri og ler ogsaa ad sig selv.

Jubelen var overdaadig. Wilh. Andersen kunde ikke klage over at Holbergs bysbarn var melankoliske. Theaterchefen hyl­det ham tilslut, og han fik sig nogen voldsomme bergenske hur­

raer. -Baade Holbergklubben og Bergens Bibliotek har arrange­

ret Holbergsutstillinger med en mængde Holberglitteratur i sjeldne tryk, som sætter en bokelskers og Holbergselskers hjerte i gavotte-takt.

NILS KJÆR (192~)

Nils Kjær: Siste epistler.

To av norsk litteraturs fineste sprogmestre er iaar gaat ind til den store ro: Arne Garborg og Nils Kjær. To uforglemmelige pennens charmeurer. Altid vil norske sind vende tilbake til dem og deres tid med en særegen længsel. Og begge sender de nu fra sit Elysium. sit siste ord. Men hvor er ikke disse to, trods likhe· ter i sproglig mesterskap, istilens kunr;t, i viddets braa, kvasse blink - dog umaatelig forskjellige! Arne Garborg, den utrætte­lige, umætteIige søkeT} i hvileløst jag gjennem tilværelsens, tan· kens og sjælens dybder. Nils Kjær, den geipende, leende faun, den respektløse haaner, den uvørne forvrænger, som boltret sig i likeglad munterhet, i munter tilfælwghet, hvorsomhelst der var plass for en spøk, for et paradoks, for en munter malice.

Og dog var de begge søkere. Begges saa forskjellige væsen var uttrykk for den samme skepsis, den samme ukuelige higen efter aa gripe .andheten, det tilforladelige, det egte bak al til­værelsens skinvæsen og humbug.

Nils Kjærs <,Epistler,· - der er vel ialt 5 bind - vil bli hørende til den norske litteraturs klassiske værker. De vil i tidenes løp bli indregistrert sammen med et andet berømt «brev»­verk i vor litteratur: Ludvig Holbergs «Epistler» - ogsaa i 5 bind (.V tomer' het det forresten dengang). Her vil naturlig-

130

vis ogsaa forskjelligheten være enorm - men likhe-4:en dog alli­kevel sJaaende, i sprogete, stilens og viddete levende glans.

Nils Kjær hadde som skribent en feil: Han lot sig stundom friste av sin sproglige virtuositet, av sin fonneIle glans og blev for flott, blev braakende, storsnutet. Det hændte en og anden gang, at han likesom tapte den indre verdi. Gemyttet, følelsen, varmen blev borte. N aar han i den foreliggende samling prokla­merer Mussolinis storhet og parlamentarismens forsmædelige ende, blir han stundom altfor storartet. Hans henrykkelse over fascismen blir endog from, hvad der klær den gamle ironiker ilde. Den antisemitisme han led av virker heller ikke flatterende.

Dog alt dette er bare de uundgaaelige pletter paa den vid­dets sol, som straaler tropisk i Nils Kjærs noget uryddige land­skap med de lysende tinder, de mørke skogbryn med kvasse graner og naaler og de sprudlende fossefald av komik. Læs hans «studie» over spiritismen t. eks. eller om kattene og de klassiske ruiner. Det er en ren skyskraperkomik og en aldeles pragtfuld sprogkunst.

Der er mangeslags maater aa skrive paa. Man kan bruke en «trepinne» eller en kost. Man kan bruke en kniv - penne­kniv, tollekniv (men det blir ofte stygge risper i bordplaten av det). Man kan male med kridt paa en plankevegg, man kan kradse med griffel eller med spiker paa en «tavle», man kan tusle og væte paa en blyant.

Arne Garborg og Nils Kjær brukte pen, naar de .krev. ..

SIGRID UNDSET (1925)

Sigrid Undset: Olav AudiunsBØn i Hestviken.

Man kunde kalIe denne bok en manns og en kvinnes lykke­fylte lideiseshistorie. Det er en bok om sorgens lyst og om gle­dens jammer, om lykkens røde flamme og sorgens «edle malm •.

Denne kvinne fra det 13. aarhundredes N orge, Ingunn, bo-

134

Ji:ens hovedperson, er utforsket og tegnet med en kjærlig sympa­ti, som forstaar alt, fordrager alt, tror alt, haaper alt, taaler alt. Ingunn heter hun. Hør hvor er ikke navnet hløtt, varmt, intimt! Og naar en har læst hendes saga, saa skjelver i hendes navn den dypeste ulykke, den ømmeste elskov, den skjønneste sorg, den elskeligste vergeløshet. Men ogsaa mannen, Olav Audunssøn, den anden hovedperson, er følt og fremstillet med den samme varme medfølelse, samme dype forstaaeise, samme kjærlighet. Sigrid Undset er forstaaisens, sympatiens forfatterinne. Der skjelver dypt i hende en uendelig medfølelse med mennesket, ikke bare med kvinnen, ikke bare med mannen, ikke bare med oldingen, ikke bare med barnet, nei hendes sjel svulmer i med­følelse med al menneskelig lidelse og lyst. Hendes hjerte er stort nok, rikt nok, varmt nok til aa omfatte baade det evig kvinnelige og det evig mannlige med kjærlighet. Hun er fylt av varme og sødme.

Det er da den sjelelige analyse som er mest fremtredende I denne bok. Men milieuet, norsk liv i middelalderen, er ogsaa ~e­handlet med omhu og overlegen evne. Dog ikke som død kul­turhistorie. Dette samfund, dette gamle døde samfund: her i Sigrid Undsets bok, her lever det. Det lever og aander og glim­ter og straaler. Her elskes og lides og matres og myrdes midt for vaare øine. Vi faar livet til hverdags med dets sæder, dets sprog, myldret, tummelen, farverne, ja farverne ! vi faar det alt. Og det er ikke <voksbilleder~, ikke lysbilleder, ikke film. Der er liv. Læseren rives med, betat, beklemt, det skinner, dufter, toner, graater om ham. Det er liv fordi det er følt og født i et menneskes sjel.

Ut av krøniker, segner, diplomer og lover, ut av folkeviser, legendesamlinger, messebøker, bønnebøker, kirkeinteriører, an­temensaler, antependier, miniaturer og ut av sin egen diktersjel har Sigrid Undset lyttet sig til norsk sind, norsk sjel i middel­alderen. Lyttet sig til menneskers sind, menns sind, kvinners sind, børns sind, træIlers sind. Hun har gjenskapt norsk middel­alders psyke.

Og vi føler det middelalderske sinde oprindelighet og frisk­het, dets farveglede, dets naive religiøsitet, dets blidhet, dets

135

vildskap og voldsomhet. Disse sind er paa engang blide, barnlige og barbariske. Vi ser hvordan stemninger, lengsler og bratte hugsviv glider over dem som skygger over en gylden aaker en klar høstdag.

Kvinnens stilling i dette gamle, norske samfund interesse­rer sterkt. Lovene, sederne favoriserte jo mannen i hans rett til «hederen», og kvinnens heder det v:ar først og fremst den, at hun ikke kom bort i noget, som i tidens opfatning kunde være til misheder for den mann, som var hendes lovlige verge, noget som kunde kaste minste skygge paa hans rett til aa være hov­modig. Kvinnen var igrunnen Dokaaa rettløs. Naar mannen med odd og egg og blod og drap vogtet hendes heder, var det ofte bare sin egen stolthet, han vogtet. Hendes vilje, ønske, lengsel blev ofte skutt tilside som ganske likegyldige.

Det var vel den urgamle opfatning, at kvinnen hørte til mannens gods) Bom gikk igjen. Det var den, som ogsaa farvet middelalderens vedtegter og lover, selvom kvinnen nu hadde naad et meget høiere stade i samfundslivet end i fortiden. Denne opfatning har holdt sig noksaa godt ogsaa i nyere tid.

Der rinner mig i sinde en av verdenshistoriens gripende tragedier. De oldenburgske konger hadde i aarhundreder gledet sig uhindret med sine mange elskerinner (ofte to, tre, tilmanns) medens folket og presterne kvad æresdigt til <landsfaderen». Naar saa den stakkels Caro/ine Mathilde, som var gift med en sindss:rk grobian, fikk en elsker, saa sattes hele Per Paars­statens høieste magter i bevegelse, der mobilisertes høiesterett og skafott, og elskeren og hans venn blev pint og henrettet un­der de forferdeligste grusomheter, og Caroline Mathilde selv blev plaget og hundset og ungikk kun ved et magtbud fra sine engelske frender aa maatte døie den forsmedeligate lodd.

Naar man tenker paa slike foreteelser, oprøres man i sit inderste over den forferdelige ~urett som gjennem aarhundreder har været øvet mot kvinnen.

Tro nu ikke, at der finnes kvinnesaksagitation og krav i Sigrid Undsets bok. Det finnes der ikke den svakeste antydning til. Hun skildrer tiden, og saa føler læserne kanske hver paa sin maate, hvordan menneskene var bundne, ikke blott av de

136

virkelige moralbud men kanske mest av de juridiske, de kirke­lige og de vedtegismessige, som jo ofte var uttrykk for høi ethik men ogsaa ofte kun former for den sterkestes magt, retthaveri, hovmod. -

Der er naturligvis en mengde glimrende detaljer i denne bok. La mig faa nevne livet i den gamle gaarden, hvor et barn vokste op alene mellem gamle menn og en gal. Hvordan gutten kun saa andre barn og kvinner, naar han fik være med til messe, og hvordan han trodde, at kvinner det var bare noget vakkert, som hørte med til kirken og messen. Denne analyse av et barns sindstype er makeløs fin og inntagende. Eller den over­ordentlig friske, lydhøre skildring av hvordan den erotiske følelse vaakner hos de to lekesøskende. Eller Ingunns drømme­leke i hendes ensomhet og forlatthet. De griper oss fast om hjertet. Eller lad mig nevne noget saa barokt, noget saa fan­tastisk fælt som skildringen av den gale i Hestvik.

Naturens stemninger følger stadig med og farver livet. Og det er likesom naturens indre, hemmelighetsfulle skjønhet, na­turens sjel vi føler, naturens minespil, som veksler som drøm­men i vaart eget sind. Der føles som et stadig samspil mellem naturen og menneskene.

Sproget er saa friskt og kraftig, saa oprindelig, saa farvet av norske forestillinger og ord, saa rørende troskyldig og tro­hjertig, at det drar læseren lempelig inn i tiden.

Litt jertegntro, undertro, mystikk synes jo Sigrid Undset aa ha. Men det gjør bare boken kunstnerisk fastere, rikere, det smitter paa læserne, det suggererer. Kunstnerisk set er Sigrid Undsets katholske undertro en vinding. I en saga fra middel­alderen hører det med, at fortelleren tror paa underet.

Innvendinger kunde kanske ogsaa gjøres her og der. Det er et overdrevet uttrykk, og det er uvirkelig og det er neppe rimelig, og det er for omstendelig osv. Men jeg gidder ikke sitte og hugge nogen smaafliser og pedante mig med betenkelige kritikerbryn. J eg vil heller gi mig over i stemningen, la mig rive med av denne usigelige ømhet og medlidenhet med alt som lever og lider og t ynges og trettner, la mig rive med, beklemt og angst.

137

EN UTSTILLING AV ERIK WERENSKIOLD (1927)

Den som vil se noget rigtig vakkert, den som ønsker sig et mektig skjønhetsinntrykk nu som motvekt mot høstens tyngsel - han skal gå op i kunstforeningen og se Werenskiold-utstillin­gen. Fra regn og mørke kommer man inn i et skjønnhetens tem­pel og står blendet i et strålende spill av sol og farver og former. Dette er en av de fineste, rikeste kunstutstillinger, som nogen­sinne har vært i Haugesund.

De to Haugesundsmalere, Frøvig og Valand, som har æren av ophengningen av Werenskiolds billeder, har skilt sig fra sitt hverv på en utmerket måte. Det må jo medgis, at de har hatt noget å rutte med i denne bunke av skjønne billeder; men de har også nyttet materiale helt ut. Begge langvegger er blitt 'aldeles monumentale, den venstre med det mektige, myndige karakterfulle portrett av Ibsen som dominerende mittpunkt. Her er herskeren i skjønnhetens rike. Billedet har eminent be­tydning i flere henseender: Det er et av hovedverkene i norsk kunst og åndshistorie, det stammer fra den store tiden i norsk litteratur og har bevaret for oss, sandt og levende, dens merke­ligste skikkelse. I storslagen harmoni til dette centrum er så på begge sider anbragt to svære tavler, mektige både i rent yttre forstand og mektige ja aldeles monumentsle som kunst­verker. Det ene kaller kunstneren «Fortrolighet>. To nakne .kvinner av blennende skjønnhet med et praktfullt lysveid over .sig; formerne, farvene skjelver av liv, figurene er levende, det er arten menneske i sin høieste prakt. Der ligger en bløt stem­ning av godhet, blidhet, kvinnelighet over billedet. «Det evig kvinnelige». Det er et skjønt symbol: «Fortrolighet».

Det annet av de store fløibilleder er portrettet av Weren­skiolds datter, malt aldeles con amore, ytterst delikat i farvene {lg med en eiendommelig, nænsom og fin behandling.

Hvor det skinner i den blaa silken. Disse tre mektige billeder med alle de mindre gruppert om

sig gir hele veggen en monumentsl likevekt, både i kunstnerisk,

138

malerisk og rent yttre henseende. Og så eier Werenskiold en så velsignet klarhet.

Der er mange andre betydelige billeder. Jeg kann bare nevne nogen av dem: Det selsomme draumkvedebillede med de røde ildsluer, det stemningsfulle, dekorative høstbillede med de bronceskinnende trær, «Lørdagskveld, akten med det dype, varme lys, de gule toner og reflekser, «Høifjell» I og Il, drøm­mende farvestemninger. «Verdenskrigen», gripende ved sin gru, men fengslende ved alle farvene. «Sulten», et symbol som om· klamrer ditt sinn med macaber stemning. «De underjordiske», døkkt og dimmt i farvene. Clair-obskur. Figurene, karakteran­siktene fyllt av norsk folkeånd, norsk gemytt. «Norske toner, norske toner::.

Den høire vegg har sitt faste polpunkt i det svære portrett av Collet Vogt, meget flott, meget karakterpreget, levende. Figuren, fast og sikker, tegner sig mot et malerisk bakgrunn­landskap.

«På verandaen» fengsler ved lyset og farvene. Likeså «Gerd og Frøy» (Vårguden som vekker den frosne jord). <Ensomhet», akten med det mektige lys over kvinneskikkeisen inne i den mørke skogen. Det er likesom en hører toner fra slike billeder som «Ensomheb, "Fortroligheb, «Sulten», «Verdenskrigen». De eier ide, sjel. Bøcklins diktninger toner sådan.

Mødrene som lenges til sine døde barn griper også med symbolets fascinerende makt. Alle de søte, små udødelige: De lever l mødrenes sjel.

EN HAUGESUNDSMALER (1918)

Frøvig fortsætter med at arbeide sig fremover, ærlig og stilfærdig, uten braak og uten fagter men støtt og sikkert. Han er sig selv, prøver ikke paa at være nogen anden. Hans farver er bIet rikere og dypere med aarene. Han modtar impulser; men han lar sig ikke rive med av moter eller bløff. Hans nye utstilling overrasker ved sin mængde av nye ting. Det er for

139

en stor del frugten aven imponerende flid i den forgangne som­mer. Og i hans atelier staar der fremdeles billeder paa staffeliet.

Det er billeder av mennesker, portrætter, figurbilleder, fol­kelivsbilleder, som er Frøvigs specialitet. Man har stundom det indtryk, at han savner et rikere utvalg av figurer, av optrin som sujetter for sin kunst, at han i nogen grad savner modeller, at hans milieu, som er hans styrke, ogsaa i enkelte henseender indsnevrer hans kunstneriske omkreds. Han vilde utvilsomt føle det befriende for sit kunstneriske syn nok en gang at lade det streife videre ut, ut over en anden farveverden, at se rike, bro· kete optrin med mennesker og fysiognomier og lysvirkninger og pittoreske bybilleder - kort, hans Went vilde sikkert be­frugtes av et ophold ute i den store verden. En utenlandsreise har han jo ogsaa tænkt paa længe.

Paa utstillingen glæder man sig over det brilliante portræt av overlærer Halvorsen. Det er som en sang i lyse, lækre far­ver. Karakteristiken er utmærket, likheten fortræffelig. Og se den delikate farvesammensætning, det friske, levende ansigt til den fine, sjøgrønne bakgrund. Middelskolen har her faat et gildt billede av sin første mangeaarige leder.

Jeg liker svært godt de tre smaa portrætter av kunstnerens mor. De er særlig interessante ved sine maleriske egenskaper. De er mørke med stærke lyseffekter over ansigtet, det er clair-

140

obskurbilleder. Man mindes gamle hollændere. Det hvor den gamle dame sitter og læser i avisen eller det lille i profil -hvor er det ikke fast i tegningen og godt, gammeldags, ja rigtig gammeldags i farve og lys. Skulde det være saa farlig at være gammeldags en og anden gangen? Nei! Naar man bare har noget interessant at byde, maa det gjærne, ja saa gjærne være i en gammeldags dragt. Eller i en ny! Gjærne i en ny. Kun et er forkastelig: det kjedelige, det slette. Men det blir ikke bedre, om det kalder sig «radikalt» eller «moderne».

De nævnte tre smaa billeder har noget av romantiken over sig.

Det store portrætmaleri av Frøvigs mor er aven anden art. Det er realisme, sand ærlig realisme. Det er malt med nænsom kjærlighet og troskap mot virkeligheten.

Der er ogsaa flere landskapsbilleder og exteriører, som fan~ ger interessen. Kortanes med de stærke farvene, de røde væg­ger og lys- og farvespil utover sundet. Eller de røde sjøhusene med hvit sne paa takene. De er maleriske de røde vægger med de kolde skyggerne og de hvite tak. Der er en skisse med et vand inde i skog, den eier stille stemning, og vandets blaa og skogens grønne synger sammen. Eller se den med det hvite hus i skogen ved den blaa bugten. Det er saa rent i stemningen, saa fordringsløst og dog saa friskt. Det er som et lite, blidt vers.

Der er mange andre: skissen fra sundet med sjøhusveggene som farveflater bortigjennem ; ,.(Graaveir:> med sin stengraa ensomhet, «Morgenstemningen», hvis bløte dis drar tanken hen paa den gamle romantiker fra Skjold, Knut Baade.

(1921,)

Frøvigs kunst er et tro speilbillede av Vestlandet og vest­lændingene. Hans nye utstilling viser endda engang hans kjær­lighet til Rogalandsfolket og Rogalandsnaturen, til vort hav, vor kyst, vore «huse og herligheter». Frøvig er en trofast elsker. Han kommer aldrig til å forlate sin første kjærlighet.

141

Se engang inn i disse hyggelige, morsomme smaagater fra Skuten ... , hvilken charmerende troskyldighet i motivet, hvilken nænsomhet, ja ømhet i utførelsen. Her faar en lyst å bo med sin hjertenskjær resten av sit livsdage og stelle med urtepotter bak disse blanke ruter, stelle med «prinsregenter», «kaketusser» og kalaer og glemme,fremskridt» og forholdstalsvalg og krig og knag og Kattsnakk. Bli fri alle kattsstrofer og kommunister og kommunikations-kommitteer!

«Men stop!» Hvad sier jeg! Det er jo her i Skutenes de sistnævnte har sit egentlige smuthul. Saa det blir med os som med manden, som vilde flytte fra nissen eller som med socialist­ene, naar de flytter til Moskva: Egede Nissen flytter med. Men nu vet jeg minsanten «ikke hvor vi er~, som prof. Fearnley sa. Jeg blir gammel og gaar atti hoddno. Jodet var om Frøvigs billeder: Paa billederne ialfald er der fred og idyl. Her kan man hvile, hvile i beskuelsen. Se dette perspektivet. Er det ikke illuderende ! Gaten klemmer sig mellem smaabusene laangt bortigjønaa. Er det ikke godt gjort at faa dette frem paa et flatt stykke lærred ! Og saa dette friske havet - hvor det bru­ser, hvor det suser.

Frøvigs kunst er saa ærlig. Aldrig bluff. Aldrig. Enkelhet, klarhet, troskyldighet. Disse pittoreske gate- og havnebilleder - Det er Kormt, som speiler sig i et kunstnersind.

Frøvig utstiller ogsaa nogen gode portrættegninger, som viser at han arbeider med sin teknik og finder nye artistiske virkemidler. Der er noget flott, fransk over disse studiehoder. Og maleriet av skipperen ved rattet paa sin skute - hvad eier det ikke av klar, kraftig karakteristik ! Et saadant billede vil om hundre aar være et værdifuldt historisk dokument.

N. Valand utstiller nogen faa billeder sammen med Frøvig. Det er morsomt aa se forskjellen paa disse to kunstnere. Valand har et helt andet fysiognomi, mere reflektert, mere moder­nistisk.

Man fæster sig særlig ved et veltruffet portræt av S. Loge. Og saa er der etpar fortræffelig tilskaarne «byprospekter. som med sin levende farvetone fanger interesse.

142

POLITIKK

POLITISKE CAUSERIER I (1896)

«Nei, det ser nok ud til at være ude med Norge. Den norske nation har nok naaet sin højeste udvikling. Den for alt existe­rende uundgaaelige tilbagegang og død synes at være i an­marsch. Folket er dømt af historien, af tiden. Dets rolle er ud­spillet. Det er uklogt at rase og skjælde over den nationale mangei paa kraft og æreafølelse. Det vidner om mangel paa. historisk sans og forsta.aelse at give højrepartiet i Norge skyl­den for forfaIdets jammer. Raser vel træets grene mod hinanden fordi stammen hentørres og dør! Bare se og forstaa - og Dlan vil naa forsoning og resignation.»

SUg sad jeg og murred med mig selv her forleden, men" jeg tænkte paa gamle dage og nu - paa gamle guder og nye.

Og - alvorlig talt: Er der ikke meget, som synes at give migret?--

Det er nu allerede en forIængst kjendt og fastslaaet grund­sætning; at udviklingens, forvandlingens og forgjængrilighedens store lov gjælder for alle ting og alle foreteelser, for det levende og det livløse. Alt forandres, udvikles, «blomstrer» og - dør. Kun et bestaar, et er uforgjængeligt. Det er udvIklingen selv. -

143

De store menneskesamfund, de blomstrende riger er da ogsaa underlagt den ubønhørlige skjæbne. Vi behøver bare at kaste et flygtigt blik paa historiens blade. Og vi har strax be· viser ihænde. Ægypten, Assyrien, Jødeland, Fønikien, Venezia - og fra vor egen tid China og Tyrkiet er allerede exempler fler end nok. Stater som har vokset frem paa andre samfunds ruiner, udviklet sig, blomstret og endelig naaet forfaldets sørge­lige dage, da enden ikke er langt borte.

- Skulde denne lov kanske være aarsagen til Norges van­magt, aarsagen til den flaue stemning, der hviler over vort Norges selvstændighedsstræben?

Norge er jo egentlig en noksaa gammel stat. Norge har jo havt sin blomstringstid, sin store guldalder, der blegned og svandt.

Paa vikingernes tider og senere i Haakon Haakonsons og Sverres dage, da dvæled jo historiens gudinde i Norges dale.

Men nu?--Hvor minder ikke vort patriotiske skryd om de latterlige

bravader, vor usseldom om den moralske fejghed hos chine~ serne! - Ligner vi vel et eneste af de folk, som har kjæmpet og sejret for friheden ? Eller ligner vi vel et eneste af de folk, som har kjæmpet og tabt for friheden ?

Hvorledes kjæmped ikke Nederlandene for sin selvstændig­hed mod en overmægtig fiende! En rasende, tænderskjærende blodkamp, en langvarig kamp med tusender af martyrer, en kamp i fortvilelse, men en kamp med sejrens glorie om sig. En frihedsfejde til uendeligt gavn og glæde for Nederlandenes folk.

Hvem husker ikke Montenegrinerne, der har kjæmpet haardnakket, sejgt, fortvilet i aartier mod en mangefold større fiende. Kjæmpet, sejret og høstet sejrens, frihedens uvurder­lige velsignelser.

Og spanierne! som kjæmped og tabte mod den store Napo­leon - tabte men fortsatte kampen lige rasende, da alt syntes tabt, kjæmped, skjød, stak fra sine vinduer, fra sine kjældere, fra sine sovekamre ! Kjæmped med dødens vilde, blege trods -og forvandlet sit nederlag til sejer, tvang, pinte frem en sejer.

Hvor gløded ikke americanernes sind 1 begeistring, hvor

144

h!llldled de ikke hurtig og kraftig i sin uafhængighedsstrid med Engl!llld! Og hvilke frugter har de ikke høstet!

For ikke at tale om sehweitzerne, der overstraaler alle med sin heroiske strid for friheden - en heltedaad som har gjort Sehweitz til det lykkeligste bl!llldt alle Europas riger.

Polakkerne har kjæmpet fortvilet for frihed og hjem. En­dog kvinderne «stod op og strede, som de vare mænd». Neder­laget har vistnok knuget og kvalt de stærke længsler. Men, Polakkerne har dog kjæmpet. De saa dog ikke med slappe sind og viljer, at fordærvelsen kom. De har en herlig skat af store minder fra sine vilde oprør mod undertrykkerne. Og disse min­der giver haabl Et folk som rejser sig i slig spændt, vild energi, et saadant folk kan have haab.

Men Norge!-Vi ved jo, hvord!lll det uden sværdslag, uden kamp ved

sløvhed og forsumpelse lidt efter lidt misted sin selvstændighed. Det var før. Og nu holder det jo paa at gaa akkurat samme vej.

Det synes derved godtgjort, at nordmændene ikke kan reise sig i stolt trods til forsvar for sine livsinteresser.

Da Filip af Makadonien med lumske intriger, med listige planer, med lokkende ord, bag hvilke ild og sværd trued, om man ikke faldt tilføje - vilde bringe Grækenland under seepte­ret - da rejste den store taler Demosthenes om i det lille, skjønne land og holdt sine verdensberømte, ildnende, ophid­sende taler mod den farlige forfører.

Men hans folk hørte ikke paa ham, og ulykken kom derfor over dem. Norge har ogsaa en Filip af Makedonien at frygte for. Og her drager Jacob Sverdrup, en af landets største talere omkring og holder smukke foredrag om broderfolket. oprigtige følelser for os. Kun godt kan vi vente i forening med Makedo­nien. Og kan man da tvile om resultatet? Hvor gjerne lytter ikke de slappe, sløve sind til den fredsommelige, tungesnilde præst! - --

Tja - det var altsaa om udviklingens, forgjængelighedens lov vi begynte. Skulde vi her have forklaringen paa de siste tiders dekadenee? Skulde det vi kalder kongeriget N orge bare være et gammelt kadaver af et samfund, den endelige opløsning

10 145

nær? Et Tyrkiet eller et Grækenland? (Uden al sammenligning forresten.) -

Ja Gud maa vide det! Et er sikkert: Det staar slet ikke «vel til i Norge nu!»

Il (1896)

Jo nu er der kommet liv i vor politik! Jo nu er der greihed og fart i stortingets forhandlinger, i avisernes debatter, jo nu er der fastbed og holdning hos mænd og partier!

Det vrimler af «beslutninger», «interpeIlationer», brautende selvstændighedserklæringer, skjælvende div og blod»-erklærin­ger fra venstre; de fosser med unionskjærlighed, med brorskabs­vrøvl, med kunster og fortolkninger og forvridninger ar sven­skernes brorshandlinger - fra højre; det flommer ar modera­tion og centrumshumbug og «sindighed» og «nøgternhed. og crolig fremadskriden paa det ·bestaaendes grund, - hos de «moderate».

Og hele det prisværdige, storartede, trøstefulde, men nu ellers ret forbandet kjedsommelige stræv og snak løber saa gan­ske gemytlig - ud i sandet.

Det har vi ved Gud endelig opdaget! De fede floskler, de ret fuldvoxne fraser, de højvigtige programmer, de under store anstalter og uvurderlige debatter afleverede «beslutninger-' synes - for det blotte øje - kun at leve og trives i et dræbende kjedsommeligt avisvæveri. Vi har staaet midt ude i vandet, saa prøved vi at kravle os op paa det tørre - og nu stsar vi rigtig trygt og sikkert tilknæs i mudderet. Og der vil vi nok komme til at forblive.

Men tal ikke om at der er dødt og slapt i mudderet! Nei dernede er der liv! Det yrer og kryr ar taburet­

<:marigler», af sindigheds-rumpetrold, af overvejelses-, udsæt­telses- og retræt-kryb og ar store, fede frasepadder.

Og aar gaar ud, og aar gaar ind. Vaarsolen skinner, og vaarregnen strømmer befrugtende ned og skaber frodighed og grønt og lyst og haab og frugt og gylden høst - hos de lykke-

146

lige folk, Bom er forstandige og lever paa det tørre; men i mud­deret sees ikke nogen videre følger ai vaarglansen og solglæden. Man venter spirer og blomster og frugt - ak nei! Ingenting gror. Kun bliver padderne federe og 'blodsuger-iglerne lidt tykkere.

Thi mudder er og blir mudder, og i det mudder staar Ola Normand tilknæs.

•

Nei det gaar nok ikke godt at tjene to herrer. net er dog en gammel, god, gyldig sandhed.

Se nu bare de norske politiske partier! Højre gaar omkring og snakker - højt og dyrt lover og snakker højre - snart det ene og snart - det andet.

net stakkcls højrc ved jo ikke, hvad det skal tage sig for; thi højre skal jo tjene to herrer: nen svenske gre/ve og det norske fædreZand.

Venstre gaar omkring og lover og sværger og laver præg­tige programmer hvor reformerne, prægtige reformer, staa saa greie og numererede og sikre som Baa! Men, hm! - Hvordan gaar det?

Ja stakkels venatre skal jo tjene to herrer: Frisindet og saa de forsigtige, pene, borgerlige hensyn.

Men ~de moderate:to er dog værst farne. Thi de prøver og­saa paa at tjene to herrer nemlig - - højre og venstre!

Da nu højre har to herrer og venstre to, saa faar ~de mode­rate., som skal tjene baade højre og venstre jo igrunnen fire herrer - og det er dog vistnok over ævne for os arme dødelige mennesker.

net kan nok ha sine vanskeligheder at tjene Gud og mam­mon, det vil vi villig indrømme. Men at skulle tjene /ædrelandet og hensynene og friheden og svenska gre/van - og saa atpaa være csindige», cnøgteme», «paa det bestaaendes grund» - -! Hm!

Sandelig - ved Jacobs skjæg! er det ikke et modigt folke­færd, disse moderate! Arme mennesker, som skal være sindige og nøgterne, naar alt synes saa vanvittigt. - __

141

Hja saa gaar nu højre om da og svanser og smisker for kongen - og slaar i bordet og drager kniven til forsv"r for fædrelandet. «Alt staar vel til i Norge nu, Deres Majestæt!» «Hei! Det er nok galt fat i Norge. Disse Hoffunktionærer glemmer nok, at det er Norge, de skal tjene!» - <;Aldrig dra~ ger jeg mit sværd mod Sverige!» .Vil Sverige anfalde os med væbnet haand, saa skal nok Norge vide at møde som en mand!» - «Sverig ja! Det rækker os altid broderhaanden. Det er kun skammelige bagvaskelser af radikalerne, naar der tples om, at Sverig vil paaføre os krig!» - «8ituationen er alvorlig og kan bli kritisk.» -

Og venstre! Ja - :sparsommelighed istatshusholdningen> staar jo

højt paa venstres program. Det er en af partiets grundpiller, heder det. Nuja - handles der om en bagatel af en 100,000 kr. til en

konge, som aldrig har vist folket nogen varm kjærlighed netop (husk hans telegram om ,den betydeIsesfulla festen» ianled­ning av at Jæmteland og Hærjaadalen blev røvet fra Norge) -naar der handles om at spare en 100,000 paa denne «højstsam­me», som alligevel faar 286,000 af vort lille, fattige land -hja, mener Astrup t. ex. «man bør tage hensyn, man bør ikke være smaalig, lad ham faa de tusener bare! ~ J a, lad os for Guds skyld ikke være smaalige vi! Lad ham bare faa 336,000. Lad os bare betale ham godt, fordi ban kommer og stanser hver en af frisindede love og beslutninger i N orge. Hvorfor skulde han ikke have betaling for det arbeide! Det kan da ikke lønnes højt nok! God løn: godt arbeide!

Klem bare paa, venstremænd! «Stortinget har ret til at nægte budgettet, naar landet er

bebeftet med en regjering, som ikke har tinget. tilIid», mener Qvam.

Stortinget er suverænt. Vi nægter pengene. Det er en frisindet tanke.

Hja - mener andre venstremænd. Vi maa dog tage enkelte hensyn. De faar faa pengene alligevel for at styre did, ven­stre ikke vil komme.

148

<Almindelig stemmeret er en av venstres hovedreformer. Ingen venstremand kan svigte her. Alle vil her føle sig bundne .• Ja mener Rinde) folkets mand par eæellenc6} - «det vilde være heldigere at udvikle den paa det nuværende grundlag. Man op­naar i realiteten det samme. Jeg kræver 14 dagers betænk­ningstid!.

Spare, spare vil man. Den meningsløse ødselhed med løn­ninger til unyttige embeder bør stanses. J a men vi maa dog tage hensyn til det og til det! - Skatter og forældede afgifter paa landmanden bør lettes. J a men det bør ske forsigtigt -man maa dog tage nogen hensyn. - Saadan en øres lettelse i hvert aarhundrede var ikke saa galt.

Summa summarum - nuller og nitter og vrøvl og væv af det hele reformstaak.

Men de moderate da! Ja, vi maa le, naar vi tenker paa «de moderate». Vi kan

ikke holde os. De er saa rasende komiske. De bare snakker. De er snart moderate, snart gamle, nationale venstre, Uelands og Joh. Sverdrups venstre! snart liberale, snart sindige, snart rolige fremskridtsvenlige, snart forfatningstro, snart konserva­tivIiberale - overalt forvildede.

Vi tror nok «det bestaaendes grund» «sejler> lidt under dem stundom. Det er ikke saa greit at holde sig ganske «nøg­tern».

De snakker med skjælvende stemme om unionen og dens velsignelser, de «elsker» det rene flag, de elsker udvidelse af stemmeretten, de elsker højre, de elsker venstre, de gjøgler for Stang, de smisker for Sivert Nilsen, de elsker bonden og hans forarmede gaard, de elsker kongen og hans tusinder -; men efter al denne elskov kommer de «i omstændigheder» med baade højre og venstre, og ynkelige bastarder - sækkeforslagenes rare skabninger - blir deres livsens frugt. De moderate kryber først ind i sækken, saa kryber højre og venstre efter. Saa gjem­mer de sig allesammen. - De moderate er srekkenes parti. - -

Og partierne i Norge støjer og strides. Om udstillinger i Stockholm, om ære og om skjændsel, om fællestog og faner med den indskrift og den indskrift, om skylden for det og om skyl-

149

den for det. Her er man fælles og der er man separeret - - -men den norske bonde og arbeider - staar og klynker med beg­ge ben nede i mudderet.

Ikke har han penge til at grøfte, saa det raadne vand kunde rinde ud sf hans myr; ikke ved han, hvordan han skal faa smud­set sf sine ben og dumheden og raaheden ud sf sin sjæl. Der er bare en tanke som lyser saa smaat cp 'i hans hjærne: Ame~ rika, Amerika . . "

III (1897)

En af højres førere, Vogt, har sagt at Bjørnson er venstres klareste hode og hvad han sagde idag, det vilde hans parti gjøre imorgen.

Kjendsgjerningerne viser, at hr. Vogt har ret. Men venstTe

synes ikke at ville anerkjende Bjørnsons førertalent. Hvergang han med sit politiske fjærnsyn øjner langt i fremtiden en ny vending paa sagen og han i overensstemmelse hermed opstager en ny vej, splinterny, overraskende, original, hvergang hans klarsyn tvinger ham at bryde ud fra alfarvejen, - raabes der fra alle kanter: Bjørnson svigter, Bjørnson er gammel, Bjørn~ son er fantast, venstre faar klare sig uden Bjørnson OSV.' osv.

N aar saa et par aar er gaaet, og sagerne klarner og kan sees i sine konsekvenser og resultater ogsaa af andre - saa finder en eller anden sf partiets koryfæer med sejersstolt mine en løsning - som nøjere undersøgt viser sig at være - anvist for længe siden sf Bjørnson.

For at nævne et exempel: Alle husker hvilket "krig sf skuffelse og harme det vskte, da Bjørnson paa et vanskeligt punkt i vor politiske udvikling tog tyren ved hornene og skrev sine bekjendte ord: «Krigsfrygten maa dræbes! Bevilg 10 ja 20 miljoner, men dræb krigsfrygten.»

Man havde saalenge talt om, hvor frie, hvor tapre vi var, hvor godt sagerne stod - men man svigted hvergang det gjaldt at være fri og modig. Der sad noget bagom, der var lig i lasten; men ingen vilde ener kunde pege paa spøgeIset.

150

Og Bjørnson, som gjorde det, maatte staa alene. De dydig­ste, .mest indignerede artikler skreves mod hans forslag.

Men - om et par aar saa alle spøgeIset og - bevilged saa det røg efter.

Bjørnson ser den nye løsning fortidlig; man blir ikke op­mærksom; der er ikke jordbund for frøet. Han er den hurtig­flyvende med langkikkert væbnede spejder, som recognoserer terrænet, opdager fienden og finder den rette, sikreste marsch­linje, længe før den store, tungt marscherende, trætte hær kom­mer efter.

Og hæren synes spejderen fører den gale vej, skriger for­ræderi! og vil følge den gamle bane.

Nu har igjen Bjørnson foretaget en af sine ilmarscher mod fremtidens land og afstukket en ny linje for venstres marsch.

Han har foreslaaet, at Norges ret og ære i det unionelle spørsmaal gjøres til alpha og omega i den forestaaende valg­kamp, de unionelle spørsmaaIs løsning til eneste sag paa ven­stres program.

Denne Bjørnsons signalforandring har vakt en voldsom motstand inden venstrepartiet. Saagodtsom enstemmig ved­tager foreningene landet rundt, at alt skal blive ved det gamle og det nummerstærke program bibeholdes.

Det synes mig dog, at Bjørnsons tanke var en stor, en fri­baaren tanke, en ægte kongstanke, som vilde sprede den nu­værende politiske taage og git stillingen en hidtil ukjendt klarhed. «En klarhed, som vilde ført til sejer før eller senere».

«Det unionelle spørsmaab er nu, som Gud og hvermand ved, bIet den store bøjgen, som alle frisindede mænd og refor­mer maa «gaa udenom».

Unionelle spørsmaal er blevet den sump, hvori vor hele po­litik, theorier, sager og mænd gaar og vasser iblinde uden at kunne naa land. Intet, .absolutt intet lydefrit fremskridt vil kunne gjøres, før den unionelle vase er grejet.

Konsulatsag, deltagelse iverdensutstillinger, nøjtralitets­arbejde, handelspolitik, komandosager, forsvarsvæsen, fredssag, flagsag - alt, alt og mere til blir jo direkte forfusket af unions­vrøvlet. Og indirekte er jo unionsspørsmaalene skyld i, at hele

151

statslivet kommer i stampe. Unionelle hensyn og forhold og farer lurer overalt.

Ligesom om den store, sleipe sjøormen gaar der vilde rygter snart her og snart der, uden at nogen i virkeligheden kan faa se eller faa tag paa udyret. Og ormens hale slynger sig i usyn­lige klamme bugter om det norske samfund og vækker. utryg­hed, forsagthed ja rædsel allevegne.

Og ligesom den store sjøormen i gamle dage slynged sig om skibene og tog mennesker og inventar med sig i dybet, saa­ledes har det unionelle uhyre ogsaa draget mange gjæve mænd ned I sit slimede gab.

Vi mindes med vemod mænd som gamle Ueland og stats­minister Richter.

Og konsulatsagen, voldgiftsadressen og mange andre sager har havt samme akjæbne.

Derfor var Bjørnsons forslag: Unionelle spørsmaal -eneste programsag - en genial, klar tanke.

Det var ved en rask vending at tage tyren ved hornene eller, for at blive ved det brugte billede, træde slangen paa hodet.

Naar flere andre sager skal komme op paa siden af det unionelie uhyre, vil venstres kræfter Ikke slaa til. Det store spørsmaal vil forfuske de andre og omvendt. Venstre vil split­tes i en stemmeretsgruppe, i en selvstændighedsgruppe osv. osv., og resulatet vil blive et spredt, vegt arbeide og et lidet, afmæg­tigt flertal.

Bjørnsons forslag skulde samlet hele venstre og halve højre i .m tæsluttende, stærk fylking. Som en vældig, ensfarvet, enkel fane skulde programmet vajet under valgkampen, paaskrevet ordene: Til valg, til valg paa den unionelle sjøorms drab! -

Og naar ormen var dræbt og prinsesse Nora reddet, da vilde det bli trygt i Norig. Venstre vilde kunne tage fat paa sit fri­sindede reformarbeide, uden at nogen «unionelle vanskelighe­der» kom og spændte ben. Højre vilde bli fri den trykkende mare og samle ,alIe landets forsigtige, prøvende elementer til, hvad et højreparti skal være - en konservativ fylking, Som vejer og sigter nøje, som med pietet bevarer, hvad der findes

152

af godt hos de gamle, og som lader de nye, uprøvede reformfor­slag lutres i kritikens skjærsild.

Et saadant højreparti vilde kun være til gavn for udvlk­lingen, en Bund, klar udvikling, fremover fra vrøvlete sump.

IV (1897)

Almindelig stemmeret er det altsaa, som volder al den staa­hei mod Bjørnsons programforslag. ner er dog ingen principiel forskjel mellem Bjørnson og venstre i dette stykke. Begge par­ter holder paa almindelig stemmeret. net er bare tidspunktet, som volder uenigheden.

Tillad mig imidlertid, hr. redsktør, at se paa almindelig stemmeret med mine egne øjne, uden at have hverken Bjørnsons eller venstres briller paa.

Almindelig stemmeret er en smuk tanke. ner er brorsind, højsind i de mennesker, som vil give alle stemmeret, og tilsyne­ladende er det selvfølgeligt, at alle burde have denne rettighed, menneskereftighed, som enkelte kalder det.

Men naar vi søger nøjagtig at bestemme denne rettigheds karakter, vil sagen faa et lidt andet udseende.

At alle mennesker bør have ret til at bestemme over sig 8el" - det er jo en af frihedens grundsætninger. nette er en hellig menneskerettighed.

Men er nu stemmeTet ret til at bestemme over sig selv bare? Vi maa svare nej. Naar vi faar rett til at 8temme ved valg, faar vi rett til at

bestemme ogsaa over andres ve og vel. Vi faar ret til at be­stemme over andre mennesker - muligens tvers imod deres egen vilje og tarv; følgelig kan stemmeret ikke være nogen menneskerettighed; thi det hører Ikke med til vor ret som men­nesker at byde og bestemme over andre.

Nu saa kan man svare: Saa har heller ingen anden ret til at bestemme over 08! Konsekvensen heraf er anarkismen! Meget sandt.

153

Imidlertid har man jo - ai hensigtslnæssighedahensyn -en forening, et samfund, en stat. Og til en stat hører der nogen, der give. den ret - at bestemme over andre. Mellem hvert menneskes hellige ret til at bestemme fuldt og helt over sig .selv - altsaa mellem anarkismens princip - og hensigtamæ8-.sighedshensynene indgaaes der et kompromis, og individerne giver saa ,endel mennesker fu!dmagt til at bestemme over sig, - hos os fuldmagt til at stemme. Da dette Ikke er nogen men­neskerettighed, men kun en ret som gives disse mennesker) har man ret at fordre noget igjen for denne tilstaaede rettighed. :Man har ret til at fordre, at de mennesker, som gives en rettig­hed fremfor andre individer, at de mennesker er kvalificerede til at bruge denne rettighed.

Dersom stemmeret var en menneskerettighed, kunde ingen forbyde selv en tosk, en gedigen tulling at bruge denne ret. Men da stemmeret kun er noget som efter overenskomst gives ai hvert individs naade, saa fordrer vi med billighed, at de der gives denne ret, har saamegen og saa udviklet forstand, at de ved bl. "-, hvad stemmeret er og kan gjøre sig op en selvstæn­dig, bevist mening om, hvordan den best bruges. Med andre ord: Naar det gjælder stemmerets erhvervelse, saa sætter vi en grænse.

Dersom nu omtrentlig alle mennesker var saapas udviklede som ovenfor er fordret og denne regel blev fulgt, - nu saa

havde man almindelig stemmeret; og kunde vi faa den paa denne maade, er det vistnok sikkert, at den vilde være et fremskridt.

Som forholdene nu er, betviler jeg imidlertid dens fortrin. Uvidenheden er saa fænomenal hos mange af dem, som vilde faa eller som allerede har stemmeret, at det simpelthen er be­grædeligt at se dem sjokke frem til valgurnen.

Kan der være nogen nytte for dem selv eller andre i, at saadanne mennesker har eller faar stemmeret ? Er det virkelig -nødvendigt, hvad der ofte paastaaes, at de har eller faar denne ret? Er det ikke meget hellere en dem selv og andre nedvær­digende komedie?

Der behøves vel neppe svar paa disse spørsmaal. Det er jo jammerskade, at disse forresten brave og hæderlige mennesker

154

forledes til at latterliggjøre sig selv ved at <stemme» d. v. s. med en værdig mine gjøre et skridt ud i det dybeste mørke, et skridt som kan have vidtrækkende betydning for dem selv og deres medkristne.

Bør man sætte en blind lods til at styre et skib mellem frygtelige rev? Maa man ikke først gjøre ham seende?

Fornylig var jeg tilstede ved et møde om Rolfsens læsebags indførelse i en skole.

Her havde vedkommende med støtte i loven ikke givet for­samlingen adgang til at stemme. M de trodsige miner, af de faa, knurrende repliker, som kom fra forsamlingen, kunde man imidlertid skjønne, at havde der været almindelig stemmeret, var den gode reform gaaet i aakeren med glans, enstemmig saa~ atsige. Og saaledes gaar det og vil det gaa, overalt og til ane tider, hvor uvidenheden gives et ord i raadet. Saaledes vil det gaa, om almindelig stemmeret bliver indført. Bornertbeden, for­dommene vil faa en vældig tumleplads. Uhæderlig, samvittig­hedsløs agitation vil faa et frugtbart virkefeldt blandt de aan­delig umyndige.

Disse paapegede misligheder er imidlertid tilstede allerede nu. Der dndes en mængde stemmeberttigede, som stemmer <:hen i taaget». En mængde som burde være udenfor, ligesom der ogsaa ganske vist nu findes en stor mængde udenfor, som har gode betingelser for at kunne afgive sin stemme paa en anstændig maade.

Den grænse som nu skiller mellom bukkene og saueme mellem mening.berettigede og umyndige, er jo aldeles latterlig. Ja det er ligefrem uanstændigt at lade spørsmaalet, om hvem der bør have steromeret eller ej, afgjøre af, hvormange hund­rede kroner han tjener, eller om han ejer en sumpe myr eller betaler 50-60 øre i skat til fattigkassen.

Det maa have været nogen lystige, vittige hoder, Bom har laget disse bestemmelser. Det ser ialfald gruelig ironisk ud.

Men nu burde det have en ende med denne vittige ironi. Den er kostbar. Det er altfor storslaaet, altfor lystigt af et lidet land at gjøre sine love til dræbende vittigheder.

Disse indviklede, krogede bestemmelser burde stryges.

155

Istedetfor burde sættes bare en enkelt bestemmelse om, at hver denJ der vil «lade sig indskrive i mandtal» som stemmebe­rettiget maa, foruden troskapseden til fædreIandet, besvare tre-fire enkle, klare, forud fastsatte spørsmaal om de vigtig. ste punkter i samfundslæren.

Tyk uvidenbed i norske partiforhold og statsforfatning -idetheletaget i norsk historie - burde forskaane sin mand fra at gaa til urnerne.

En saadan ordning vilde ikke fremeIske hverken et konge· styre, et adelsstyre eller et rigmandsstyre. Heller ikke et tal· eller nummerstyre (flertaIstyre).

Et 7>undskabs8tyre kunde vi maaske have lov til at vente. «Kunskap skal styra rike og land», synger den gamle, kloge

folkedigter. En energisk virksomhed for bedre og bedre skoler og for let

adgang til skolerne, let adgang til ypperlige foredrag; gode bibliotheker; højskoler eller middelskoler for de evnerige, ud· deling af vort lands nationalværker og vigtigere love paa stats· bekostning osv. - dette burde være venstres arbejde for al­

mindeUg stemmeret.

TIDSTEGN (1898)

Det er en betydningafuld Sammenhæng mellem vor Tids forskjellige, aandelige Foreteelser. U de i de store Lande sker der opsigtsvækkende Ting, lyder der uensartede, aandelige Sig. naler, som i første Øieblik kunne synes isolerede fra hinanden, angaa vidt forskjellige Sager, men som dog i Virkeligheden paa det nøieste hører sammen, er kun forskjellige Udtryk for den samme Trang, de samme Tanker, forskjellige sider af samme sag.

I Frankrige kjæmper Zola for Dreyfus, for Retfærdigheden, for fuldt Lys ind i Rettergangens Mørke. I andre Lande fylker sig Fredssagens og Voldgiftstankens Mænd. Paa interparla· mentariske Møder tales og arbeides der for den Tid, da ,Lov

156

- ikke Krig» skal skifte Ret mellem Rigerne. I Rusland raser Nihlisterne paa en alt andet end fredelig Maade. Paa Kuba luer Frihedskrigens Flammer. I Amerika kjæmper Menneskene mod MillionG:JTerne. I Tyskland bygges Arbeiderforsamlingshuse, i Norge - Skytterlaglokaler og Panserskibe.

Arbeiderreformer indføres, Totalafholdaforeninger stiftes, lyse Skolehuse reises, Kunstværker skabes, vidunderlige Opfin­deIser gjøres, Urskovens Mørke ransages, Forskeren gjennem­støver det ganske Universum, fra Menneskets Sjæl og Legeme med alle de farlige Baciller til Himmelens vældigste Kloder, fra Polernes Is og Mørke til Stjernernes Ild og Farvepragt, til Uendelighedens sole, til evighedens dybe Ro. Religioner stiftes, Guder opfindes.

Og alt, alt er blot Frihedsil:leen, som giver sig tilkjende, Menneskaanden, som vil kjæmpe sig fri, fri, fri! -

Zola der kjæmper for Dreyfus mod Krigerkasten og Krigs­retterne - virker han ikke nøiagtig mod det samme Maal som Fredsforeningerne, der kjæmper for Afvæbning?

Han sige jo stundom smukke Ord om den franske Hær, men hvem tviler paa, at hans Taler er aandelige Bomber, der giver Militarismen farlige Grundskud og dermed Afvæpningstanken den uvurderligste Stotte ? Afvæbning raabes der paa fra alle Kanter. Man skulde tro, at hele Menneskeheden var enig om denne Sag. Det er ogsaa Tilfælde med en UndtageIse -: Fyr­

sterne, Undertrykkerne. Thi Kongerne er det, som holder Hæ­ren oppe. Da Kirkens Magt er knækket, da de parlamentariske Forsamlinger har væltet Enevældet og Adelen, er det netop ved Hærene at Tyranniet endnu kan holde sig, endnu kan hold~ Folkene i, som det synes, ligesaa tunge lænker som forhen. Alt­saa: De, der kjæmper for Freden, kjæmper i Virkeligheden for Friheden, kjæmper mod Kongerne og Tyrannerne.

Hærene, som for den ukyndige staar som Folkenes V æm, Krigen, der fremstilles som en uundgaaelig Følgesvend til Civi­lisationen, er blot den moderne, maskerede Form. for Tyranni. Militarismens Fald betyder altsaa en ligesaa stor Seir for fr;: heden som for Freden.

Nihilisternes Voldsgjerninger, Kubanernes Kampe, Norges

157

Rustninger er, trods mange kan synes det modsatte, dog ytrin­ger av den samme Frihedsstræben.

I Rusland og paa Kuba kan Friheden kun naaes gjennem Kamp. Og i Norge synes det nødvendigt at beskytte Friheden med væbnet Haand. For Nordmændene blir det maaske paa­krævet at bekjæmpe den kongelige Militarisme med Folket i Vaaben. Og de to Ting repræsenterer Tyranni og Frihedstrang.

Striden mellem Kapitalen og Arbeidet er Frihedstankens Kamp mod Pengevældet. Totalavholdsbevægelsen er det ikke Menneskenes Stræben efter at blive fri - fri for Lastens Herre­dømme? Skolen, Kunsten, Videnskaben - er det ikke Aandens Strid mod Mørkets Vælde, mod Uvidenhedens Aag, frem til Lys og Uavhængighed. Lægen, som møisommelig studerer Mikro­berne, kjæmper han ikke mod Sygdommens grusomme Despoti.

Og endelig den religiøse Sandhedssøger, der møisommeligt granaker Skrifterne og lytter efter Guds Røst gjennem Histo­rien, i Naturen, i sin egen Sjæl - er han ikke besjælet af den samme Frihedslængsel?

Han kjæmper for at blive fri Synd og Smerte, fri Sjælens dybe Vaande, fri for Dødens tilintetgjørende Gru.

Fri! - fri! det er Menneskehedens evige Feltraab.

POLITISK FRIHED var længe anseet som ensbetydende med Lykke.

Naar man havde Nationalforsamling, Præsident og en fri­sindet Forfatning, saa var Folket velbjerget og lykkelig. Hvor værdiløs den politiske Frihed er, naar den ikke understøttes af økonomisk Frihed og Selvstændighed, hvor lidet det hjælper at blive kvit de poIitiake Tyranner, naar Pengesækkene uhindret faar herske, kan man se af en lille pudsig Historie fra Amerika.

I Centralamerika ligger der en liden Republik, som heder Honduras. Den har Kongres, Præsident, men et Børssyndikat af nordamerikanske Millionærer har faktisk - kjøbt hele Re­publiken, der er overordentlig frugtbar, fyldt av vældige Ur­skove af kostbare Træer og med Guld- og Sølvieier i Overflod. Millionærerne besætter herefter Embederne, forvalter Finan-

158

serne, Jernbanevæsenet Militærvæsenet osv. - kort er Herrer over Folket. Pengene - de regjerer i vore Dage med en saadan Enevælde, at Menneskenes Frihed er i en alvorligere Fare nu,. end i Middelalderen, ds de kronede Enevoldsfyrster styrede.

FORLØSNING (1898)

Endelig er der kommet Bud fra de absolute Hemmelig­heders, det mysteriøse Mørkes Hovedsæde: Unionskomiteen. Og naar man læser om det fleraarige Arbeides yderst t ynde Resul­tat, og man saa samtidig husker paa Høirepressens hæsblæ­sende «Tuden i Luren» for Unionskomiteen og Forhandlingen -da kan man med fuld Ret anvende det gamle Ord, som en hvis Mand lod falde, ds han klippede sin So: <Stort Skrig - men lidet mdi>

Venstrepressen har bekjendtgjort Unionskomiteens Resul­tat og behandlet det efter Fortjeneste, længe førend «de diver­gerende Retninger i Unionskomiteen havde faaet arbeide sig sammen til. - en haabløs Uoverensstemmelse. Naar det nu blir bekjendt, at Unionakomiteen er falden i Stumper og Styk­ker, at .Fællesskabeb for «tredje og sidste Gang» er blevet til et ubønhørligt «Modsigelsens Tegn», saa kommer ikke dette som nogen Overraskelse for Venstre. Man er forberedt og udstøder intet forfærdelig Suk ved den tredje Unionskomites begrædelige Ligbegjængelse.

Naar Høires menige Mænd derimod faar høre den overrask­ende Hændelse, at endog Høire og Svenskerne er komne i Oppo­sltion til hinanden, saa vil de arme bedragerne føle den bitre Skuffelses Pine.

Thi Høires godtroende Sjæle har naturligvis lyttet til Høi­repressens Ord om, at naar man blot vilde forhandle med «Bro­derrigeb, saa skulde den skjønneste Enighed komme istand.

Ak, hvor falsk er ikke denne Verden, naar man endog kan blive saa grundig snydt af sine egne. Hvad Høire nu vil gjøre, er ikke saa godt at sige. Sandsynligvis gaar de igjen paa med

159

friskt Mod og erklærer, at ny Forhandling vil bringe et bedre

Resultat. Ny Forhandling vil skabe det rette, vrøvlede Fællesskab,

hvorefter Høire stunder. Og i Høires store Hob vil allesammen give sig til at raabe

paa ny Forhandling, ny Unionskomite ; thi Høire er nøisomme, Høires Presse lader ikke af med at tale om Forhandlingens Vel­signelse, selvom ny Unionskomite gjorde en ny Fiasko. Høires Faar har allesammen den rette, urokkelige Tro i Enfoldighed til sin Presse, og bræger sUg, som Hyrdeme siger, det sømmer sig at bræge for rigtige Høirefaar.

Venstres Opgave blir derimod strax at slaa Pæl gjennem det nye og dog gamle Helstatsspøgelse, som griner os Imøde fra de svenske Komitemedlemmers og delvis, men ikke saa fælt fra Høires Forslag. Den stygge Gjenganger har dennegang taget et mindre afskrækkende Gevandt paa sig. SpøgeIset vil narre os til at tro, at det ikke er noget SpøgeIse. Men her maa Venstre træde til og fælde Gespensteret og slaa Folkevetoets Pæl saa dybt gjennem det, at det ikke magter at reise sig mere.

Vi skal bare nævne de værste af Svenskepartiets Angreb paa norsk Selvstændighed gjennom det svenske Forslag. Rigs­akten skal fuldstændig omarbeides. Fælles Udenrigsstyre med Sæde i Stockholm skal lovfæstes. Dette fælles Udenrigsstyre, hvis Chef kan være norsk eller svensk, og hvis Medlemmer skal være to fra hvert Rige, skal være ansvarligt for en union-el Rigsret (!l Altsaa: Om norske Medlemmer af Udenrigsstyret gjør sig skyldige i Forgaaelser mod Norges Interesser i Udlan­det, ikke befordrer Rigets Vel og Folkets Ønske - saa kan disse Mænd ikke stiIles for norsk Ret. Stortinget, Folkets Repræsen­tant, kan ikke byde Stop! naar Norges Rettigheder ikke vare­tages af det unionelle Styre.

Med andre Ord: Norge skal ved Lov fraskrive sig Retten til ved egne Myndigheder at dømme de af Rigets Repræsentan­ter, der muligens kunde optræde overfor Udlandet paa en for Norge skadelig Maade.

Udenrigsbudgettet skal være som i 1897. «Til Forandring udkræves Enstemmighed i begge Riger».

160

Dette er jo lidt taaget. Kun saameget er klart, at herved vilde Norge til e"ige Tider "ære afskaaret fra at foretage mind­ste Reform i egen Fa"ør "ed Udenrigsbudgettet; thi man kan være overbevist om, at en Besparelse eller anden Forandring i Budgettet til Fordel for Norge aldrig vilde faa «Enstemmighed

i begge Riger». «Uopsigelig, uforandret Mellemrlgslov» undtagen Enighed

i begge Lande. Samme Forhold. Kongens og Kronprinsens Apanager fastslaaes og bliver

uforanderlige, medmindre den famøse «Enighed inden begge Riger» kommer istand. I Virkeligheden vilde disse Bestemmel­ser gjøre det af med norsk Selvstyre. Vort Fædreland vilde for altid være svinebundet og afhængigt af denne vanvittige «En­stemmighed mellem begge Riger .•

Endelig skal den norske Grundlovs § 25 ophæves. Herved blir der aabnet Adgang til at anvende den norske Hær udenfor Rigets Grænser. «Unionskongen» kan frit benytte vore Soldater paa et af den farlige Alliancepolitik foranlediget Krigstog f.

Eks. mod Rusland. Kongens Raadighed over Hæren skal nemlig heller ikke

indskrænkes. Som man ser, plages ikke de «unionelle» af nogen over­

dreven Undselighed; de klemmer paa med Forslag og «Tilbud», der maa føles som den største Haanaf det Folk, som det gjælder.

OMKRING BJØRNSON OG FOLKEAFSTEMNINGEN (1905)

Dette er den siste av to artikler om BjØrnson og BP,råkstriden.

Hvordan har Grundlovens vise Fædre ordnet det med Hen­syn til Folkeviljen? Jo Stortinget skal være Folkets Repræsen­tant, Tillidsmand, Fuldmægtig. Men hvordan realiseres denne Ide, naar Folket ved «Folkeavstemning. skal kunne desavouere, fornægte efterpaa, hvad Fuldmægtigen har gjort. Hvad Slags Fuldmægtig, hvad Slags Repræsentant blev da Stortinget! Det

11 161

hele blev jo Uvederheftighed - Intet andet. En Principal der hist og her underkjender sin Fuldmægtig l Det er jo en IDovlig­hedl Og Stortinget vilde hurtig reduceres til en blot forbered­ende, expederende Institution. Hvor mon der saa blevafAnsvar og ansvarsfølelse'

Det er Partityranniets yderste vildeste Konsekvens, B. B. forfægter. Repræsentanterne skal indkjøres og mulebindes og forsværges til hver eneste Sag, og kommer der i Mellemtiden en ny Sag op, saa «tør de ikke stemme», saa skal de spørge sig for om Lov l Bort med den Slags Slaveri for frie Mænd l En Mand, en Stortingemand er da ikke en Fonograf-Automat, der spiller det Nummer, som sættes ind i den. Han har da vel ligesom en lille Mening selv, som han endog holder i Ære, og ved at lade sig vælge som en Tillidsmand, mister han da ikke Respekten for sine egne Meninger. Det fortælles om en vestlandsk Stortings­mandekandidat, at han aagde til sine Vælgere: «Eg skal gjera alt, nett so de vil ha detl»

Ja saaledes ser de ud de «hæderlige» «B. B.-Repræsentan­ter», som ikke tør stemme, før de faar spurgt sig for, selvom de er aldrig saa sikre paa sin egen Mening. «Høibaarne Karak­terer.? ,Rake Rygger»? Og «Fornemheden, dal

«Stortinget skal lyde Folkeviljenb siger B. B. Det staar der ingenting om i vor Forfatning. Stortinget er Folkeviljen. Stor­tinget er suverænt paa sit Omraade. Stortinget er da vel noget andet end en Samling Dagleiere, der udførte det Arbeide, de er sat til.

Vor N ationalforsamling skal bestaa af StortIngsmænd, ikke af Stortingsslaver.

Der har ofte været gjort Forsøg paa at knægte Stortinget ovenfra. Baade Karl Johan og Oscar Il ligesom forskjellige af vore Regjeringschefer har gjort denslags Attentater, der dog heldigvis oftest mislykkedes. Nu ser det ud til, at Forsøgene skal moderniseres, rettes nedenfra. Men Stortinget modtager ingen Befalinger - hverken fraoven eller franeden. Stortinget er Nationens eget Livsorgan, der ikke paa nogen Maade maa søges kuet. eVor bedete Arbeider i Fredens Dage og vort Nød­anker i Farens Stund», som Johan Sverdrup saa vakkert sagde.

162

Selvom Stortingets Beslutninger gaar paatvers af vore Ønsker, vi maa ikke derfor kue eller ydmyge Nationens Repræ­sentation. Vi faar arbeide paa lovlig Vis for at gi denne Repræ­sentation en anden Sammensætning, en anden Farve.

Se hvor yderlig vagteomme Engelskmændeme er for at

ikke Underhusete Privilegier skal krænkes. La os vælge de dygtigste frisindede Mænd vi har, til Stor­

tingsmænd. Saa faar de minsandten faa Lov til at bestemme efter eget bedste Skjøn og paa eget Ansvar. Og vi er ligeglade, om de ikke forsværger sig paa hvereneste Sag. Mange af Sa­gerne forstaar vi jo ikke Døiten af, vi Vælgere. Derfor maa vi vælge en Mand, hvis Overbevisning og Omdømme vi har Tillid til og respekterer. Ja selv vor Tillidsmand skjønner sig mang­engang ikke paa Sagerne før efter lange Studier. (Expl. Kon­cessionsspørsmaalet). Skal vi da svinebinde ham? Nei, Nei! Men selvfølgelig vælger vi en Mand, hvis Hovedsynspunkter og aandelige Retning vi er i Overensstemmelse med. Det er en an­den sag.

Men vor Repræsentant skal være (og er) udrustet med Fuldmagt og Ret ti! selv at tænke og bestemme, naar han kom­mer i Tinget, uden at det strax skal hede: - Nei her gjælder ikke din Afgjørelse og der gjælder ikke din Afgjørelse. Her stemmer vi selv! Det er saa fine Sager! Din Fuldmagt nytter ikke, Ven min!

Og det selvom Repræsentanteme som i Maalsagen endog paa Forhaand har fremlagt og «besvoret» sin Mening!

Det blir nok ingen anden Raad end at lade Fuldmægtigens Be­stemmelser gjælde. Folket kan kun herske ved Stortinget. Kun ved Stortinget ifølge vor udmærkede Forfatnings Bestemmelser. Folket kan ikke herske ved Siden af Stortinget eller modsat Stortinget. Hvordan det kan gaa, naar ikke disse Regler over­holdes, saa man i Frankrige i Rædselstiden. (Uden al Sammen­ligning forresten.) Da styrte Masserne Konventet, regjerede ved Siden af Konventet. - Stortinget er Folket, derved at det er Folkete Repræsentant, fremgaaet af dets frie Valg. Skal disse 17. Mai-Grundlovens Principper forfuskes ved dette opviglende Folkeafstemningssnak ?

163

Alle parlamentarisk styrede Lande har Garantier paa en eller anden Maade mod Misbrug ai Massernes Magt. Dette at Folket kun kan give Love, bevilge etc. gjennem sine ypperste valgte TiIIidsmænd - det skulde da være vore Garantier. Vi har hverken «Overhus», «Andet Kammer», .;-Landsting» eller «Senat». Men hvor blir Garantien, om «Folkeavstemninger» skulde kunne omstøde Stortingets Arbeide?

Det er betegnende, at de samme, der raaber paa Folkeav­stemning som Modtræk til Stortingsavgjørelser, de raaber ogsaa paa Opløsningsret. Hvormange Muligheder aabner der sig ikke herigjennem for at faa kværke vidtrækkende Reformer, der har Flert91 i Stortinget. Hvergang en frisindet Reform, der ikke smagte reaktionære Magthavere, kom paa Dagsordenen, kunde man jo opl"se Stortinget, og kom det nye Storting paany paa­tvers med de reaktionæres Ønsker - nuvel der er endnu Raad -: Man kan skrike paa «Folkeavstemning i det vanskelige Spørsmaai». «Folkeviljen ren og klar!» Kanbænde Massefana­tismen kunde oparbeides ved Hidsen og Mistænkeliggjørelse, ved som Bisp Nikolas at hidse Bagler mod Birkebeiner eller som B. B. Østlændingerne mod Vestlændingerne.. (<<Lad dere ikke styre fra Vestlandet!») «En Folkeaistemning, begrændset til et enkelt foreliggende Spørsmaal, vilde gi Folkeviljen ren og klar, befriet fra alle Sidehensyn», siger V. G. Jo jo san! Det kunde hænde der blev Renhed og Klarhed ja!

Man kan vel snart vente Forlangende om Folkeaistemning ogsaa angaaende udenrigske Sager. Den ansvarlige, ai Stortin­gets Flertal fremgaaende Minister kunde jo handle paatvers ai Bjørnsons eller andre Folkevenners Ønsker. Og saa maatte vel Folkeviljen paakaldes gjennem en Folkeavstemning?

Det kunde kanske blive morsomt nok, vel morsomt! Men det er jo ogsaa morsomt som det er. At Stortinget har

brugt sin Myndighed og bl. a. git os Maallovene og Maalbestem­melserne (gjennem et Tidsrum ai over 20 Aar med mange Stor­tingsvalg) - dette faar ai Bjørnson følgende Betegnelse blandt meget andet smukt: «Letfærdigste Misbruk ai tilfældigt Stor­tingsflertai», <Ugjærning" «uredelig Trafik., «politisk Forbry­delse:), «oprørske Lovgivere», «daarlig Moral».

164

Ja meget morsomt er kommet frem fra den store Profet i Maalstriden. Naar Landsmaalsmændene jussom vil troppe ap med sine store Profeter - ja saa slaar B. B. dem ned - man kunde fristes til at sige, at han som Samson slaar sine Mod­standere ned med en «Asens Kjæft».

Wergeland er «ung og ufærdig"·. Prof. Gjelsvik er en «SkrulL Aasen er «tusset og almue­

agtig», Vinje og Garborg er «saagu ikke normale», de er Maal~ eiere, som sælger Varen~, ingen Autoriteter .. Johan Sverdrup, Rektor Steen, Biskop Bang bør Maahnændene cstryge», thi de er heller ingen Autoriteter. Hovden - ja han staar saa lavt, at Løvland maatte sUge lavt ned for at faa hans Tak; men Løv­land var ikke stort bedre han heller, for han fortjente denne lavtstaaende Tak!

Derimod er Rigsmaalets Forskere, Jurister, Forfattere altid de første i Landet.

Morsomt er det ogsaa, naar B. B. blir indignert. Han bruger voldsomme Ord paa Liestøl, fordi Liestøl har sagt noget som at «Dansk er et Sprog fra et Pannekakeland». Nu det var ikke svært vittig sagt af Liestøl, og saadan haanlig Karakteristik af

et sprog hører jo iogensteds hjemme. Alle Sprog eier for sine Dyrkere Skjønhed og Storhed, og Dansk er jo et meget vakkert Maal, et yderst fiot og villig Instrument for Tanken. Men Bjørn­son nøier sig ikke med at paavise det urimelige i Liestøl. Ord. Neida. Dette lidt flaue men noksaa uskyldig Pannekakesnak gir ham Anledning til en Flom af Skjældsord mod - Lands­maalet! Er ikke dette yderst pudsigt. Han dadler Liestøl for en Forseelse, som han selv begaar i samme Øieblik men ti Gange værre. Der ligger Raahed i vort ældre Sprog (Bondesproget), sier han. Det fostrer ~misundeligt, mistænksomt Smaasind, som lægger skitne Bevæggrunne iod under alt, som de kjæmper mot!» Der «staar ram Lugt, af Maalmændenes Sprog «fra Ti­der da man ikke vasket sig saa ofte som nu.»

Ja er ikke dette nydeligt! «Smukt, meget smukt?» Dette er da et Sprog som har «vlJ8kef» sig. Mod dette var jo Liestøis Ord den rene Idyl. Men det er netop disse Liestøis oveneiterede Ord om «Pannekakelandet» , som B. B. mener at karakterisere

165

med sin grusomme Salve. LiestøIs Ord «ligner den Raahed» -osv., siger han. Men Bjørnsons Ord da - hvad ligner de! Jeg vil ikke netop sige at de ligner en Raahed.

«Se, hvad der ble for et Slags Ordskifte om offentlige Ting i vort Land, om dette fik brede sig!. siger han tilslut med Salvelse. Og vi stemmer i med. Se!

Man husker kanske ogsaa Ordene om de Dyr, som rautede paa Maalet, Huleboerne, de lodne Folk i Fedraheimen? Man husker vel ogsaa Foredraget til Indtægt for Røværulykken, hvori B. B. bl. a. sagde: <Bondens Sprog indeholder rent ud en Fristelse til at blisiddende igjen i alle gamle Forestillinger, alt som er smudsigt, trægt og uklart. Det er utjenligt til Ud­viklingsmiddel.>

Men skal vi bruge Bjørnsons Taktik og sige, at denna smukke Skrivemaade, Diskussionsmaade skyldes Bjørnsons Sprogform?

Vist ikke. Saa yukelige er vi da ikke. Dansk og Dansk­norsk og «Rigsmaal> er lige gode, selvom B. B. fylder Sproget med .aldrig saa mange Skjældsord.

Løvland skrev forleden en Artikkel, hvori han eiterede et Bjørnsonsk Vers, men husked det ikke ganske klart og kom derfor til at eitere en Smule feil. Istedetfor «mest af det hele: Fortidens Ansvar og Fremtidens Ære. skrev han «hele vor For­tid og Fremtidens Ære.» Angaaende denne Feil insinuerer Bjørnson, at Løvland bevidst forfalsker hans Vers. Han «om­gjør. det.

Mon dette skulde kunne kaldes «mistænksomt Smaasind, der lægger skitne Bevæggrunde ind» osv.? Skal vi sige, .det er «riksmaaleb som har fostret det? Nei, Baa «skrullete::-- er vi da ikke.

N aar vi ser paa ovenstaaende Flom af Ukvemsord mod Landsmaalet og dets Dyrkere og saa ser, at Bjørnson Gang paa gang gjentager, at han ikke har sagt et ondt Ord om Maalet ener Dialekterne, at han aldrig, aldrig har «kastet Foragt for Bondemaalene» - ja saa blir vi slagne med Forbauselse! Det er næsten utroligt, at noget sligt virkelig er passert. Og saa

166

mindes vi med et Smil <Manden med den ideale Fordring i Bag­lommen., mindes alle Slagordene om at «være i Sandhed., min­des og smiler.-

EN NY 7. JUNI (1908)

I en polemisk Artikel mod Statsminister Løvland skriver .Verd. Gang. bl. a., at «det er Løvland, som har Skabt Slag­ordet: Nu var det det største Arbeide, som forelaa, at skabe en Maalets Uafhængighedserklæring. En SplitteIsens og Sprog­kløvningens 7. Juni istedetfor den, som - takket være ogsaa Hr. Løvlands fremragende Andel - samlede det norske Folk!:;, (V.G.276).

Hvor vidner dog ikke disse Ord om Usans eller det som værre er.

Har da V. G. allerede glemt Unionskampenes Forløb? Eller hvordan kan Bladet skrive, at Løvland vil en SplitteIsens og Sprogkløvningens 7. Juni? Løvland selv har udtalt i en Ar­tikel netop i V. G., at han havde haabet, at den Vilje til Samling, som viste seg i Blomst 7. Juni 1905, den skulde ogsaa gi sig Udslag i Maalsagen. Og han syntes at have set Tegn til dette. Samling er altsaa Løvlands Hensigt .• Splittelsens og Sprogkløv­ningens 7. Juni>! Dette maa man vel kunne kalde Sludder. Og ovenikjøbet ondartet Sludder. 7. Juni er jo netop Dagen for Samling ja Samlingens Symbol. Men V. G. forvrænger Løvlands Ord paa den værste Maade. Rigtignok blir det bare Vrøvl; thi «en Splittelsens og Sprogkløvningens 7. juni. vil vel akkurat sige det samme som <en Splittelsens Samdrægtighed!» Er ikke den storartet?

Det kan nok hænde, det blir Kampe og Rivninger, før Løv­lands Drøm: Vort maals 7. juni, virkeliggjøres. Nu synes V. G. at ville faa det til, som om der altid havde været Enighed om 7. Juniværket. Men Sammenhængen er jo, at den Linie, der seirede hel og afgjørende den 7. Juni 1905, den havde i Aarevis voldt den bitreste Strid. Venstres Unionspolitik, der tilslut

167

naturnødvendig samled alle Nordmænd, Venstres Politik var ligesaa forkjætret og haanet, ligeaaa ihærdig bekjæmpet som nu Arbeidet for at skaffe vort eget Sprog Selvstændighedens Ret. Vort Høire kjæmped i lange Aar den seigeste Kamp mod Selv­stændighedspolitiken, kjæmped for Unionen med Sverige og for det Afhængighedsforhold, som deraf fulgte for Norge. Og paa samme, præcis samme Maade kjæmper nu Rigsmaalsmændene mod vort nationale Maals Frigjøreise og for Sprogunionen med Danmark og den Mangel paa fuld nationa! Selvstændighed, som denne Union drager med sig.

Alligevel taler V. G. som om vort politiske Selvstændigheds­arbeide var bare Enighed og Samling, men MaaJarbeidet det skal være og altid blive bare Strid og Splittelse. Løvland stilles ap som en Splitteisens Apostel. Ak ja, Løvland var ogsaa under Unionskampene en Splitteisens Apostel. Den svenske Presse kaldte ham endog aaa sent som ved hans Udnævneise til State­minister i Stockholm i 1905 for «Unionsfienden Løvland». Men det varede dog ikke længe, før han blev Samlingsmanden Løv­land.

* Jeg er ingen fanatisk Maalmand. Jeg tror ikke, at det er

saa umulig for norske Barn at komme ind i og greie sig med «Rigsmaaleb. For mange kan det nu endog være naturligst. Jeg tror ikke, Landsmaalet er absolut nødvendig for Skoleunder­visningen og Opdragelsen. Jeg tror ogsaa, at det vil volde et svært Arbeide at utdanne Landsmaalet til et saa fint og villigt Redskab for den moderne Kulturs mangegrenede Tankearbeide som det danske Sprog er.

Jeg erkjenner villig, at Dansk er et udmærket Sprog og meget mere udarbeidet, meget mere skikket til Brug for den høiere moderne Kultur end Landamaalet. Det er en naturlig Ting, at saa er Tilfælde. Og Rigsmaalsmændene har Ret i det. Ikke heller støder Dansken mig, fordi den ikke er norsk.

Det kan ogsaa hænde, at Arbeidet med at utdanne Lands­maalet vil bringe et aandeligt Tab paa andre Omraader, sinke vor Fremgang paa andre af Aandslivete Felter. :Men det synes ogsaa klart, at for vort lille Land og Folk, hvis Selvstændighed

168

er saa ung og saa lidet konsolideret, er det af den allerstørste Betydning nationalt set, at vi gjenreiser, gjenskaber det utve­tydige Organ og Mærke for vor Nationalitets Egenartetbed, som findes i vort eget gamle Maal. Lykkes dette arbeide, vil den norske Nationalitet have gjenvundet sit seigeste, varigste Værn. Og for dette var det vel værdt at ofre noget.

Altsaa af nationale Hensyn, af samme Grund som vi havde for at skaffe os Selvstændighedens politiske Organer, maa vi ogsaa kjæmpe os frem til en M arilets Bamlingsdag, en Norsk­maalets 7. Juni. Og vil dette volde os Arbeide og kanske Tab i kulturel Henseende - nuvel saa faar vi tage dette Arbeide, dette Tab! Det er nødvendig. Og Tabet opveies - det maa vi Iægge Mærke til - det mulige Tab paa enkelte af Aandslivets Omraader opveies delvis netop af dette Arbeide paa Sprogets U ddsnnelse, af den Vinding som dette Arbeide vil skaffe os ved at gjøre Udviklingen frisk, Aandslivet ungt. Der er ikke bare Tab ved dette. Der kan her ogsaa med Grund tales om Renais­sanee, Gjenfødelse. Og vi ved alle, hvad Renaissance har havt at betyde for Aandslivet i ældre Tider.

Den danske Lærdom og Videnskab fandt det vel ogsaa svært, faJldt det ogsaa at være et Tab, da Latinen degrade­redes, Latinen som havde været Enehersker paa Videnskabens Omraade, saalænge som der overhodet havde været Videnskab i Danmark.

Det blev vel fundet at være et svært Tab, naar dette Viden­skabens Sprog skulde erstattes med - Dansken, hvorpaa der' før kun var skrevet

«Æventyr brugbart i Kakkelovnskrog og Vise til Spinderskens Stue .•

Men ingen vil nægte, at dette at Morsmaalet ble gjenreist i Danmark, det blev en Aandslivets Gjenfødelse, og og det var mere - det var Livsbetingelsen for den danske Nation, der vel nu neppe havde eksisteret, om ikke Morsmaalet var reist af sin Fornedrelse, og Latinen, Fransken og Tysken, alle de fine Maal, var styrtet fra det Enevoldsherredemme, de havde paa forskjel­lige Omraader i det danske Samfund.

16~

Og bedst ser vi Morsmaaleta overordentlige Betydning for Nationens Livsevne - netop i den danske Historie, i Sønder~ jylland, hvor Tvang og Mishandling, Undertrykkelse af alle Slags fra Tyskernes Side ikke nytter: Sønderjydernes Nationa­litet synes ukuelig, udødelig, fordi de eier og elsker sit danske

Sprog, sit Modersmaal. En saa liden Nation som vor har ikke Raad til at kaste

bort et saa udpræget Mærke paa egenartet Nationalitet som eget Sprog, naar man er saa lykkelig at besidde et saadant, selvom det skulde koste adskillig Stræv og Møie at pudse dette .sprog op igjen, fordi det i vor Forfaidstid laa ubenyttet, hen­"Iængt paa Mørkeloftet.

Vi maa ogsaa huske, at dette Arbeide med Maaleta Ind­føreise ikke skal ske i et Ryk, men lidt efter lidt og i Overgangs­tiden benytter vi den gode Dansk-norsk til Hjælpesprog.

Som sagt: Vi Maalmænd kan nok erkjende, at Dansken er et rigt og vel udviklet Sprog. Og vi kan ogsaa godt indrømme, at Landsmaalet ikke er saa smidigt endnu, saa vel skikket for det moderne Livs mange nye Felter. Men Askeladden i Æven­tyret var heller ikke rar, da han sad i Gruen - han blev dog .Prins og fik den skjønne Prinsesse tilslut. Det Æventyret kunde vort Folk ville digte en Gang til-

Og om Dansk er et smukt og godt Sprog, saa er det nu en Gang ikke vort.

Terje Vikens Ord vil vi, som elsker Landsmaalet, gjøre til vore, naar Rigsmaalsmændene finder vort Maal simpelt i Mod­sætning til deres:

170

«Din rige Ladyer Iys som en Vaar, hendes Haand er som Silke fin, -min Hustrus Haand den var grov og haard men hun var nu alligevel min.»

Et rikssymbol og dets betydning

Harald Hårfagre og Karmsundet

Fridtjof Øvrebøs off-faltende historiske interesse var dypt forank­ret i hans sterke, men samtitl.'g sunne, nasjonal/ølelse. NM han i ørenes løp sd ofte vendte tilbake til de Haraldsminner som er knyttet til K41'm­sundet, var det ikke rett og slett et uttrykk 101' alminnelig historisk eller lokal-historisk mtet'esse. For Øvrebø var riksg1'U'nnleggeren og hans residens og gravmæle ':led Karmsund-et ikke bare minner, men påmin­ne/Stff'. Han så og f;jlte dem som levende symboler med oppgaver i dagens politikk og kulturliv. Dette kommer seørtig IydeUg fram i en avhandling han skr81J i Rogaland Historielags Mshefte i 1922 med titelen cHtWald Hårfagre og Karmsund", Avhandlingen ble s6i1l81'8

mgitt i seertrykk, med flere illustrasjoner. Dens første avsnitt beskjef­tiger seg med det kulttwmiliø i Vestfoldriket som måtte ha Pf'eget døn første r:kskongen VM, og som han rimeligvis ogsd førte med seg til sin riksresidens Avaldsnes. De h'l'Ulidstykker av avhandlingen som (11' gien­gitt nedenfor, er tatt fra avsnitt Il og avsnitt IV.

Vestlandet, eller som Snorre kalder det «Midtlandet» -fra Agder til Møre, - blev Haralds egentlige rike. I de andre provinser, som Viken, Møre, Haalogaland, satte Kong Harald jarler, som styrte noksaa enevældig. Senere fik hans sønner disse landsdele under sig. De stod naturligvis under kong Ha­ralds overhøihet; men forholdet synes dog aa ha været noksaa løst. Kun i Midtlandet, Vestlandet, styrte kong Harald selv direkte. Og hans hovedresidens var Avaldsne.. Karmsundet det var Harald den haarfagres egen havn.

Det sagnomspundne nes ligger der stolt og frit som et høi­stevnet langskib, omsuset av vindens og bølgernes evige sang. Det var sikkert et sted som talte til kong Haralds sjre!.

Allerede paa Harald den haarfagres tid eiet Avaldsnes ældgammel historie, som maatte gi stedet ry og glans. Jæren og Kormt, de vigtigste dele av Rogaland i vikingtiden, var gam-

171

" l

~/

'-'-~\

; -, '"1, , ""l) /, .

Karmsuodet mot Avaldsneskirken. (Slik som den så ut før restaureringen). Tegning av Arne Kristiansen etter reproduksjon aven FrØvig-tegning i «Harald Haarfagre og Karmsund.,

le kulturbygder allerede i stenalderen. I Torvastad er den yngre stenalder rikt repræsentert. Man har her fundet flintdolker, flintsage, økser etc., forarbeidet med en saadan kunst og smag, at de kan maale sig med det fineste av den ,art i Norden, ja i hele verden. Paa Hausken i Torvastad fandtes for nogle aar siden 30 fine blaasorte flintdolker, øksemner, sagblad o.s.v. -en stenaIdermanns skatkammer. Paa Bø fandt man i sin tid to flintdolker, den ene paraielhugget. Det er den smukkeste paa hele Stavanger museum. Den er mindst 4000 aar gammel.

Denne kultur utviklet sig videre i ældre broncealder, som ogsaa er usædvanlig rikt repræsentert i Torvastad og det nord­lige Avaldsnes herred, hvor mange svære, rike fyrstegraver fra ældre broncealder er utgravet.

Den romerske jernalder (de første aarhundreder efter Kristus) har efterlatt sig rike spor ved Avaldsnes. En svær kongshaug !aa ganske nær kirken. Den blev utgravet i 1834. Den hadde et pragtfuldt gravgods for størstedelen stammende fra klassisk industri. Antagelig hører den store bautaen tæt ved kirken til samme tid, maaske til aamme grav. Fra Torva­stad foreligger flere fund av samme art. Saaledes fra Bø og Noreim, hvor det skjønne gravmæle, «de 5 daarlige jomfruer», repræsenterer den romerske jernalder. Flere andre bautaer findes rundt om i Avaldsnes, paa Uvik en og likeledes en paa Vaaraa.

Den konge, som efter Snorre har gitt Avaldsnes navn, Ogva14, holdt til her i denne tiden eller i begyndelsen paa fol­kevandringstiden (5.-8. aarhundrede efter Kristus).

I dette kulturomraade, Rogaland-Kormt, var Avaldsnes det store religiøse og verdslige centrum fra de ældste tider. Her stod sikkert i den hedenske tid et hov, her var tingstedet, rettergangsstedet, og hvor loven blev sagt, og her bodde kon­gen, her var kongsgården. Mægtige fylkeskonger hadde fra de ældste tider residert her.

Der var sikkert flere ting, som gjorde, at Harald den haar­fagre valgte Avaldsnes til residens, men traditionen, den histo­riens patina, som Iaa over stedet, var kanske allikevel det av· gjørende.

173

Professor Magnus Olsen skriver: «Efter den fortid, som sagn og gravfund lar os ane, turde

bygden om Karmsund være mere værdig end nogen anden til aa danne et bindeled mellem oldtidens fylkeshistorie og mid­delalderens rikshistorie.» (<<Maal og Minne», 1913).

Nu er det logisk aa tænke sig, at Harald Haarfagre førte Vestfold-kulturen ind paa Avaldsnes. Den samme kunst og pragt, som hørte hjemme ved hans fædres hof, søkte han sik­kert aa gi mm ved sit eget. Vi kan være visse paa, at likesom Avaldsnes i tidligere epoker var hjemstedet for den fineste nor­ske kultur, saaledes blev stedet ogsaa i vikingtiden midtpunk­tet i «Midtlandets» liv, særlig efter at kong Harald hadde ind­ført Borrehoffets smag og sæder.

Søker vi aa rekonstruere kong Haralds personlighet efter de foreliggends kilder og ut fra vor tids syn, saa blir det ikke netop noget idealbillede, som fremkommer. For aa faa de rette dimensjoner paa hans skikkelse og for aa vise ham rimelig retfærdighet er det imidlertid nødvendig aa see ham ut fra hans egen tid og dens forutsætninger, dens menneskeideal, følemaate, tænkemaate.

Han var som en personifikation av sin tid, vikingetiden, denne mægtige opløsningens og nyformningens epoke, storm.­og trængselstiden, da «det gamle falder og det nye faar fæste», Han var religiøst likegyldig som tidsalderen, hvis digteriske monument er den ældre Edda, hedenskapets skjønne svanesang, fyldt av resignation og dypsindig visdom.

Men Harald Haarfagre er ogsaa det vordendes første he­rold; han grundlegger fremtidens norske samfund og han aner dunkelt kristendommens store tidsskifte.

Et er sikkert: Harald Haarfagre er en av vor histories merkeligste skikkelser. Og ikke mindst historien, kunnskapen om hans verk har havt og vil fremdeles ha overmaate stor be­tydning for det norske samfunds vekst og sammenholdsevne. Harald Haarfagrefortællingen, Harald Haarfagretanken, er i vor digtning, vort folkeliv, vor folkesjæl bIet et symbol, en mægtig fane, som samler oss alle.

174

•

Dikt

lO

Boken

" \, \

Prolog ved festen for 17de norske biblatekmøte i Hauge8lJJ1l.d den 25. august 1924.

178

VArt liver en sælsom møie helt fra vår første entre, et vanskelig nåleøie, en økende lengselens ve et kaos av tusen kvaler, en strid mellom menn og land, en gryte full av skandaler i kok over selvsykens brand.

Og kjedsomhetens dæmoner og livsledens drage fæl røver fra menn og koner lyset i sinn og sjæl. Lengselen snøres og Bnæres i vanens stivnende stål. Tankene tørres og tæres, så hjernen blir tom som en skål.

Vi plages av egne sorger, vi pines av andres nød. Vi sliter oss fram og borger og svindler for d •. glig brød. Vi jages av gråt og latter, inntil vi blir tynne og grå. Vi t ynges av svære skatter, så neppe vi orker å stå.

Men - når vi trues med plager, når venner og kjære slår feil, når ergrelser gnal og klager står mot oss for fulle seil, når mismotets tunge sjøer slår drønnende inn mot strand, og håpets lysende øer går under i brått og brand

da er der et stille rige vi plutselig kommer ihu, hvortil vi ei blott tør hige men komme i neste nu, -hvor vi tross farten på ferden kan gi oss tid og tål -: bøkenes rike verden bak livslarmens skrik og skrål.

Så kom da til bokens tempel, når hverdagen faller sur, når kemnerens strenge stempel er satt på din siste bonjour, når tungsinnet kloen krummer, når kjæresten slår seg stram, når nettene tar din slummer, når forbudet tar din dram.

171)

180

Her kan du leke gjemsel med hverdagens nisseflokk. Her kan du søke glemsel i diktningens lek og lokk. Her kan ditt sinn få hvile i fortid og fantasi. Snart er du tusen mile bak døgneta potpourri!

Bøkenes glede skinner i middelalderens natt, begeistrer menn og kvinner for åndens rike akatt. Og Gutenbergs dåd slår flammer i verdenshistoriens hall. Og tankenes tunge hammer slår sønder fordommens skall.

Og bokens glede skinner, fremdeles i tidens natt. Vi ildnes av tonende minner, vi hever historiens skatt. Og tankens og kunstens heroer tolker oss livsens lov og bygger for ånden broer til gudenes høie hov.

Vær hilset da - bibliofiler ! Vær hilset til bøkenes fest egder, vikværinger, striler! Vær hilset hver bokgal gjest! Vær hilset boktrykkerahner og ånder fra bøkenes hall! V ær hilset bibIiomaner og bokormer uten tal!

I som fjetrede fabler om frisers og farvers pragt, om speilbind og inkunabler -og elsker å gå på jakt -på jakt etter Gutenbergs bibel og Gotfried av Gbemens papir, apostelen Peters fibel -, og Aldus - og Elzevier -

og I som videnskap hylder og velger og vraker strengt i tankers og bøkers mylder -, og I som det gamle har slengt og krever, at tidens bøker skal møte hvert tidens krav og være hver ærlig søker og sannhetens støttestav -:

J eg hilser jer alle, dIe I bokens kvinner og menn! Tross gullkrigens rå basseralle I virker for tanke og penn. I kjemper, tross livets gråhet, trofast for lys og esprit. I øver mot tidens råhet bøkenes hvite magi.

181

182

Festsang til biblioteklandsmøtet (I Haugesund 1924)

Hos pharaoner f'1aver slet med billedfyldte stener. I Babylon et fakultet hver tegl beskrev med prener. Hver bokhall var en stabel stein bedekt med gamle tidens tegn, som trodset tørke, rusk og regn og ørkenens hyæner.

Og Norges første bokverk var et fjell med hugne huller med skib og hjul og fotefar og alskens kruseduller. Og bautastein med runerad var Norges første skrevne blad, med galderim og tryllekvad som første sort hanbuller.

Men siden fikk vi klerk og munk. Så streng en bokbestyrer ! Han skrev på skinn og i sin dunk han brygget munkesyrer. Han malte gull og purpurflod på frontbokstaven, zirlig snod, og himlens blå og helgenblod og gloende uhyrer. - -

I tidens dype perspektiv vi ser os nu tilbake. Århundrer svant i bokens liv med minner sterke, svake. De toner urfriskt fra Homer, de ler ubændig hos Moliere, og enn kan verden hos Voltaire se viddete gnister sprake.

Et vældig spænd i tidens trin fra teglstenstavler fjerne! Nu vi i bokens helgenskrin forvarer Shakespeares hjerne. Nu stråler høit i vår reol i gyllne bind hver åndens sol. Og borte er hvert monopol på tankens korn og kjerne.

Vår barndoms kjære, kjære land i gylden tåke lyser. Der Jakob Ærlig står på strand, der Don Quichote fnyser. Og der Falck-Ytter var vår fryd, der Fredag svang sitt lange spyd Der Ludvig Holberg slår til lyd, så hele Anholt nyser.

Og nu vi gjeter folk og fe langs bokens tusen veie. Vi åpner grinder, lukker le, vår lyst er bokens pleie. Thi alt geni og sjæl har tænkt: i bokens bæger er det skjænkt. I folkets liv det må bli sænkt til evig arv og eie.

183

184

Sigrid Undset 1925

Som barn fikk hun ride ranke til Sjællands og Møens klint og leke med økser blanke av fineste, guleste flint. Og dypt i småmøens tanke klang lurlåt så lokkende lint.

Hun elsket en fager ridder. Hans skjegg var så rikt og sort. Tett inn til hans bryst hun sidder, de rider så høit og så fort. Hans hu stod til oldtids vidder. Og Ingvald der stod på hans bryst.

Og alt, hvad hun hørte og så, det varmen og lengslen nærte som dypest i sjelen lå. Det skinnet i jomfruens hjerte av magiske blomster blå.

Fra Danmarks lyse lunde kom møens milde mor. Og frendebarder blunde i Skotlands gamle jord. Men Norges skaldemunde f"Ikk seir i slektens kor.

Og Norges broncelurer og sverdtids hårde klang og Jesu trubadurer og Domens din-ding-dang: ti seklers grå kulturer fikk liv i møens sang.

Hun tolket kvinnens lengsler og mamtens hete hug. Hun tolket tidens trengsler og tidens dåd og dug. Og sjelens fæle fengsler og savnets såre sug.

Og lystens sæle sødme hOB kvinne og hos mann, og elskovs hete rødme i lidenskabens brand. Og sorgens bitre sødme i ensomhetens land.

Smaamøens dunkle drømme hos ridder Ingvald huld sprang frem som roser ømme i Norge. sagamuld. Og kvinnens tankestrømme blev fagrest hodeguII.

I hendes hjerte bølger den store sympati. I hendes fottrinn følger en engel varm og blid. Og hendes. panne dølger en sjel så høi og fri.

I hende. hjerte ånder medlidenhetens mø. Hun følte tidens vånder på evighetens ø. Ja hendea hjerte ånder for dem, som vist skal dø. _.

185

186

Arne Garborg 1924

Lerkesang i brune heier, kvellsolstreif paa gjetervei, heiloklynk og spov som tuter, høstregnsdrypp paa jæderruter.

Vaarvinnslek i unge sanser, trollskap som i hjertet danser, drømmens spil i flugten tatt, havbruks brøl i sindets natt.

Sol han var og storm tillige, helvedavgrunn, himmelstige, folkedrøm som høiest sigter, verdensaand og Jæderdigter.

Junikveld paa Karm (1911)

Solguld gjennem disig Sky, Mark og Bakke grøn og ny. Stilhed over haugdækt Val, Vibesang i Myr og Dal.

Friske Farver over Land: Dybgrøn Mark og stengraa Strand Sjøen staalhvid, Himlen blaa, malt med hvide Skyer paa.

Gule Blomster staa ved Bæk, drømmer hele Kvælden væk. Men paa Næsset -, hvid og rø' speiler sig en Ke> i Sjø.

Over Tjærn og liden Aa danser Myggen, let paa Taa. Hør, den spiller, vart og linnt Drømmedans paa høistemt Kvint.

Og derude, fjærnt og dimmt, Sund og Bugter, Glimt i Glimt. Sorte Odder, tystnet Bris, Øer svøbt i sølvgraa Dis ...

Norge, Norge, kjært og smukt, i mit Hjærte indelukt, -som en elsket Kvindes Smil er din lyse Sommers n. -

*

Rundt hvert furet, fattig Vær, rundt hvert saltgraat Vesterskjær lægger Havet blødt sin Arm. -Det er Junikvæld paa Karm.

187

188

Ingemannsbekken (Med motiv fra et gammelt sagn).

1925.

Ved Ingemannsbekken en sommerdag er herlig å hvile og drømme. Vinden vifter med milde drag. nen grønne kløft har det gamle lag med mos og småblomster ømme. Og humler summer i ro og mag.

Ved Ingemannsbekken en sommerkveld er herlig å drømme og dvele. Tordivlen stemmer sin violoncell og spiller og danser en tarantell; og vipene svinger seg sæle. Og torvstskker ruger i bakkeheld.

Og L ø k j e n ligger i disig ro. En raugstylk så fredelig fløiter. Porsen dufter så frisk og fro, rørene stille og stive gro, hvor forhen vi gikk på skøiter .... Men bekken mumler ved In gemanns bro.

Ved Ingemannsbroen en sommernstt bekken så blidelig sildrer. net fløitespill har mig titt betatt, tonene drypper så fjernt, så matt, og minnet i lengselsdis hildrer, mens silkjegras dugges ved klungerkratt ....

Ved Ingemannsbroen en kveld ved høst du engstes, og hjertet bever. Spøkelseshult lyder vindens røst. Mørket er tett. I vest og øst trollskapen lurer og lever. Og bekken toner ei lenger trøst.

Sort og dyp den velter avsted med fart som fredløs og fælen. Stundom Isrmer den vill og vred med koglende skrål og skremmende skred, med mumIen og murrende mælen og hikster hult, som med ondt den stred.

Ved Ingemannsbroen en høstnatt sort dirrer dig redsel i sjelen. Du leser et fadervor høit og fort; der smyger noget i kløftens port, der lyder en vimrende vreIen. FortroUet er dalen - forhekset, forgjort!

Så høres et underlig, jordtungt smeU. Og Ingemann demrer i natten: et hodeløst troU så stort som et fjeU med klover på fot og med ragget feU stamper i bekkens vattn. En regntung høstnatt jeg så det sel' ....

Og redselen isner dit hold og hår, og regnet i natten pisker. Og lyktemenn borte i Løkjen går, og bakkene svære og svarte står og hør! .... hvor det selsomt hvisker og flakser i myren og trssker og trår! - -

Ja fælent det er ved I n ge n m a n ns bro i høstens regntunge netter. -Men sælt der er på myr og på mo, når rossegauker sig villsomt Bno

og snerrende våren forjetter, og bekken sildrer i kveldens ro.

189

190

,

En gammel lade 1897

Der ligger en lade fra fjærne old saa graa i det bakkehæld; den er fra de dage, da tusser og trold pusled i skov og fjæld.

Lavt er taget, af jord fabrikert ; væggen er raadden og graa; de egebjælker af onne fortært, og mosbunker gror derpaa.

Men taget det straaler iglorieglød ; tbi - nu i de sildigste aar -i græssets masse saa tyk og blød violer i tusindvis staar.

Den blænder mit øje, den himmel­blaa pragt

af violer og glemmigej, og fløjlsblød, brunlig chattering

er lagt henover den gudevej.

De blaanende masser de sprængte ud; nu lyser det synkende tag: En Sydens berusende blomsterbrud med skjælvende amil mod dag.

Du gamle ruin fra det fjæme old, du har dog en saga sær: I smuldrende rester af Ymer-trold gror skjønheds smaa roser og trær,

du gamle forfaldne bygning du trøster mig sødt i kviden, fordi paa din faldende rygning der blaaner violen liden.

Ja - styrter sig end min drøm i grus og stivner mit haab i kulde, --i sekler lyder dog livsglædens brus, og violen den blomstrer af mulde.

Og synker aarhundredet træt i grav, og gaar vi fortvilet i døden, -evig dog bruser det dejlige hav, og evig er morgenrøden. -

191

Rygebonden Tilegnet Rogaland landbruksselskap på 15D-årsdagen i 1926-

192

Ti tusen år er svunne i gamle Rogaland. Tidsaldre grå er runne mot evighetens strand. Mot oldtids strev og strider vi nu tilbake ser, og fedres tunge tider vi føler ganske nær.

V år eldste mor har sanket og skrapet skjell og skinn og villsvinknokler banket og suget margen inn. V år stamfar slo av stenen en gnist og tente bål. Han tygget bjørnesenen og drakk av muslingskål.

Så tentes det i skogen et håp, et lys, et syn: I mulmet skinnet plogen som fremtids fjerne lyn. Stenaldermannens kvinne stod krøkt og grov i jord. Slik demret vårens vinne for første gang her nord.

De sådde ringe grøde, som spirte hist og her. Somt villdyr lagde øde, en flekk dog gyllent ler. Ja åkerflekken skinner mot kvinnens flintesigd. Og dag for folket rinner! Vår framtid inn er vigd!

Rundt Rygers gamle gårde gikk kyr på mark og vang Og barn som gråt så såre, fikk melk, mens moren sang. Ja, kongen selv inviet til hellig trygd og tro det dyr, som Ymer diet gullklavet rygeko.

Og seklers gråe rader forsvinner stilt bak sky. Aartusenene glader i nye tiders gry. Og folk og slekter skifter, og nye seder rår. Men jordens kraft og drifter forynges år for år!

Og vikingbonden pløide såvel den blåe fjord rundt Hjaldtlands øde høide som Karmt og Jadarjord. Og Erling Skjalgson aner, at jordbruks korn og kål skal løfte bondens baner mot frihets høie mål.

Så blev ei bonden knekket av greve og baron. Ei Jeppe, arm og svekket, står krum for sin patron. Han hjelper livete makter; det er hans lykkes grunn Av sol han drar extrskter til mat for sultne munn.

193

194

Fra fylkets brune heler hensvinner lyngens lød. Og gjeterpikens veier er skjult av kløver rød. Stenaldrens åkerpletter forsvant i seklers il. Nu skinner Jærens sletter i kornglans mil på mil.

J a hellig, moden grøde forgyller myr og mo. Og blid i aftenrøde står Ogvalds kjære ko. Ei lenger kvinnen banker med flinten bjørnens ben. Hun verner hjemmets tanker med nål og tråd og ten.

Snart tusenåret glader i Rygers land og by. Ti seklers dunkle rader passerer stilt revy. Nu bondens id og yrke og plogens blanke stål gir folket seirens styrke på marsj mot frihets mål.

,_c "./ _. c;:: '.1

I • ,,). '1 ..... \....' to

'-<--

En saga Mørke mulm, oldtids natt over Jadar-landet ruget og kun svære eker suget til sig jordens rike skatt. Intet korn i solen skinnet, intet hus og ingen vei. Kun den mørke ek står tett på

myr og hei.

Da var Jær-mannen hård, og sin kniv av flint han laget, og med flint han villsvin jaget, slukte skjell og bjørnelår. Gik tilsengs i Vistehulen uten laken og madrass. na var Jadar-mannen hård og

vill og kvass.

Men vår fjord lå så blank, som idag den solen fanger. net var just den samme angr uten navn og damp og tank. nen kun speilet tette skoger, men der leket fisk som nu. Brislingstimen bruste titt rundt

holm og flu.

19b

196

Og så svandt tusen år, ja titusen år gikk under, og så mangen flintmann blunder, og forglemte er hans sår. Broneetidens demring lyste rundt om øy og fjell og fjord. Åkerflekker glimtet frem på

Jadar-jord.

Der hvor fjordbugten når næsten inn til tjernets flate tømres hytte, brukes spade. Det blir fjordens første gård. Ensom står den der på holmen. Se en mann går i sin båt, og fra hyttens glugg der lyder

barnegråt.

Og vår fjord skifter ham, medens sekler går og kommer. Se nu stimer hver en sommer vikingsnekker att og fram. Og den mørke urskog lysner. Hør blott tømmerøksens sang! Hør fra vik og val den ville

våbenklang!

Slit og slæp, stræv og stri gjennem fjerne, hårde tider slik vår saga langsomt skrider. Åk vi ødet os med splid! Men her grodde dog ved fjorden frem et lite samfunds ly, og omsider er den der Stavanger

by.

Tjernets speil gjengir smukt kathedralens runde buer. Farvet glar i stenvinduer tolker troens høie fJugt. Munkesangens toner skjelver under domens høie hvelv. Og der kneler Sigurd Jorsalfarer

selv.

Rov og ran retten rev under dansketidens storme. Og i lønn gnog niddets orme på vår sagas billedvev. Men i svarte nedgangstider glimtet åndens lyn dog titt: biskop Jørgen, Peter Reimers,

Andrew Smith.

Og så gryr nutids dag med de tusen krav og krefter, røken driver langt sørefter fra fabrikkers travle jag. -Og du heiste åndens faner, blomstret rikt i kunst og kvad, Arne G~rborg8, Aleksander

. Kie!!ands stadi

Ja så gryr håpets dag og så svuhner håpets krefter. Og vi skyver alle efter oplor bakken, slag i slag! -Tauken glir fra Vistehulen gjemmen seklers liv påny: Heill ok sæll og stor og skjøn,

Stavanger by!

197

Hellas, Hellas! (1914 - gjentrykt med visse endringer etter et dikt som

først ble offentliggjort 1897.)

198

I tidens morgen Hellas' rige liv henrev den ganske jord til glad forgudelse. Da raabte Zeus til kunstnerne sit «Bliv!. og Eros løb omkring med sød bebudelse. Apollo rørte sagte lyrens stræng, saa mænd og viIddyr taus i undring lytted ; da trodset Mars det ganske Persiens slæng og lo, da Xerxes vred sin næve knytted.

Men splidens gift og Filips søde ord fik lægge Hellas frie aand i lænker. Saa stilned lyrens Bang i gudekor ; saa døde bort hver taler og hver tænker. Aarhundrer svandt og Rom ble verdens pol; Byzants sig prydede med keiserhatten. -Saa gik den under helt, Antikens sol; den halve maane steg i Tyrkernatten.

Den natten vared fire hundred aar. (Ei sandt, en skjæbnesvanger periode?) Og ingen drømte, at en folkevaar at tyrkervældets blod og rædsler grode. Men - førend nogen saadant kunde ane -det braged løs, saa Orienten bæved, I Hellas var for stærk den gamle vane. Olympens guder end hos folket leved!

Men tvilen bodde hos Europas mænd: Det var vel blot en mindete sidste susen? En stolt honnør før folket helt sank hen i Letheflodens melankolske brusen. Saa tænktes der; men tvilen blir tilskamme. En sælsom undring griber Vestens puslinger. Den græske oldtids gudebaarne flamme slaar ud paany og blænder <notens. uslinger.

Se frihedsilden tænder alle land! Den blusser høit bag Kinas gamle kyster, forgylder Hellespontens dybblaa vand og tyrkerlyranniete mure ryster. Og Hellas vaagner til sin nytids dag i glansen fra den klassiske historie, fra Missolonghis røde martyrglorie, i seieregny fra Balkankrigens slag.

En svunden tid, hvor daad og ungdom gror, er kaldt til liv og seklere søvn henvifter. En frihedsluftning suser over jord med bud fra saga's stolteste bedrifter. End faar begeistring, storsind løse tøiler og stormer atter mod Olympens top. Og se -! Vi skimter Byrons heltetrop, som gaar at reise Spartas sunkne søiler.

199

200

Tidsskifte 10. november 1918

Nu synker de gamle samfunds dag. Historiens klokker toner. Nu løsner despotemes kvælertag om folkenes livsensvoner.

Nu sprænges lænker og bom og bur, nu smuldrer de morkne stængsler. Nu ljomer frigjøreisens oprørslur f~a staternes foIkefængsler.

Og aIle de gamle drømme og haab som faJmed og sank og døde -de stiger av graven med livsens daab i ny tidens morgenrøde.

Ja gamle længsler faar liv, faar liv! Aarhundreders sorg blir svaiet. Og klart i fremtidens perspektiv straaler paany idealet:

Frihed og fred for hvert folk paa jord, brorskap i menneskehytter. Retten som dronning i folkenes kor, arnaa og stores beskytter. - - -

Nu rystes det gamle vældes grund av frihedens broncelure ! Nu rinder fornyeisens store stund. Nu falder Jerikos mure. -

r ,

~ ... ~,=- -(lg>

lIaraid llaarfagre

Skrevet etter det nye norske panserskip .Harald Haar­fagres» besøk i Haugesund 1898 og gjengitt i flere aviser.

Der lyser i Vikingeoldeis Nat en enligJ flammende Kjærte; et Navn rager frem fra det vildsomme Krat, og Navnet skal gjemmes som dyreste Skat ved Norriges bankende Hjerte.

Norge fortærtes af Splidens Larm og bavde ei værnende Skranke. Fremmede Mænd voldte Landet Harm, da fødtes i Harald H aar/agre. Barm den glimtende, gudgivne Tanke.

Han slag for Enhed saa tungt et Slag, han vilde de Slagsbrødre knække. Han reiste ung N arrige. V ægge og Tag, han heiste Samlingens seirende Flag paa sin straalende Vikingesnekke.

201

202

Han lagdes i Haug, den Herre bold; men Bandhed var Norges Rige. Om Landet han bygged en varig Vold, og Hafrsfjord staar skrevet paa Sagas Skjold med Glans, som aldrig skal vige.

Og N orge fortæres av Splidens Larm og har ingen værnende Skranke. Fremmede Mænd volder Landet Harm, og kold er Harald Haarfagres Barm, og glemt er hans gudgivne Tanke.

Da glider et skib ind paa Karmsund Havn, en Kjæmpe i Panser og Plade. Men Guldskriften funkler fra staaldækt Stavn, thi «Harald Haar/agre» er Skibets Navn, -det tystner paa Torv og Gade.

Og Gravhaugen skjælver og Harald ser udover Vikingeleden. M gyldne Drager der ingen er. Da skimter Blikket bag Øer og Skjær det stolte Staalskib paa Reden.

Han studser, den gamle, erfarne Gast: Et Byn han tror sig at skue. Hvad er det for Staalmur saa vældig og fast? Er det Gudernes Mærke, som vaier fm Mast -eller Jøtner, som Landet true? - -

Det er Norge, Harald! som der seiler opi Det er H aar/agres gudbaarne Tanke: Norges Mænd skal i sluttet Trop raabe til fremmede Ransmænd: Stop! og staa som hin Staalmur blanke.

Og Kjæmpen synker i Haugen ned, han ser, at hans Værk er trygget. Den Drage, som ligger saa blank og bred og skinner i Solen paa Karmsund Red, er Staalborg om Norge bygget. - -

Sas dugges vort Øie, og Blodets V æld strømmer til Hjertekammer. Vi hvisker: Gud give Haar/agre HeIdI og skjærme vort Hjem ved Fjord og ved Fjeld og Bamle de stridende Stammer!

203

204

Fridtjof øvrebø In memoriam

Eit ljos er slokna. Det vart so dimt, og skuggarne vart SD kalde. I heimsens rekning, ein augneblink er lagnsd og dagar talde.

Ei ånd er burte. Det vart so audt -Det gret i lyng yver heidi. Ei stråla leika -so vart det daudt - -og havet dyn kringum leidi. -

Ei ånd er burte, ei edel sjel -og stussleg står me og grundar - -Kring vidda susar eit syrgjespel og fuglen sit der og stundar -.

Christine Haga H auge.und, 3112 - 1927

Bibliografi Avaldsnes. Hev KarmØYbygderne havt gagn av Vigsnes I:::oparverk? (Gula Tidend 18/3-

1908). Avaldsnes. Historiske nocicer. (Hgsd. Avis 24/12-1910. innb. årg.). Avaldsues. (Hgsd. Avis 28/7-1914). Avaldsnes. Et gammelt kulturcenttum. (Stvgr. MtenbI. 28/1-1918).

Avaldsnes kirke. Avaldsnes kirke. Historiske noticer. (Hgsd. Avis 31/12-1910, innb. årg.). Avaldsnes kirke. (Hgsd. Avis 14-7-1914). Haakon HaakonseDS verk. (Hgsd. Avis 2/9-1916) ø. Avaldsnes kirke. (Stvgt. Altenbl. 31-1-1918). Avaldsnes kirke og dens restauration. (Hgsd. Avis 3/3-1918). 600 år. 8. mai 1319-8. mai 1919. (Hgsd. Avis 8/5-1919). Olafskirken på Avaldsnes. (Hgsd. Avis 5/4-1924)-

Biogf'aji. Et minde om W. Konow. (S. B.) (Hgsd. Avis 14/1-1896, innb. årg.). Læter og kirkesanger O. Storsten 50 aar. (Hgsd. Avis 4/9-1897). V. Doktor John Adolph VaIentiDSen. (Hgsd. Avis 24/12-1898). Fjonar'n. Bo gammel spillemand, 60 aar. (Karmsp. 8/11-1900). Carl Lumholtt. (Hgsd. Avis 16/10-1903). Arne Garborg som foredragsholder. (Hgsd. Avis 25/9-1909, 26/1-1921). Georg Brandes som taler. (Hgsd. Avis 24/2-1914). Torvestad sognepræster fra ældre til nyeste tid. 1301-1916. (Hgsd. Avis 1916). Johan Fredrik ViDSnes. 50 aar. (Hgsd. Avis 27/3-1916). Ved orglet i 25 aar. Ingarrh Rojahn. (Hgsd. Avis 19/8-1918). Tre ordførere. Thomas Haaland, Bendik Stange, Nils Økland. (31/12-1919). Samson Uren. (Hgsd. Avis 2/3-1920), innb. årg.). Herbert Spenser. 27. april 182G-27. april 1920. (Hgsd. Avsi 27/4-1920).

I

Ame Garborg. 70 aar. 25. jaa. 1851- 25. jan. 1921. (Hgsd. Avis 25/11921) GrØnlandspionerer. To Karmsundspresrer i det l8de aath. Provst Jørgen

Sverdrup. Sogoeprest Caspar Drejer. (Stvgr. Aftenbl. 3/3-1923). En 25-aars dag. Lauritz Lie i Torvestad. (Hgsd. Avis 1/4-1924). ø. Jens Tvedt 70 år idag. (Hgsd. Avis 14/6·1927). Professor dr. Håkon Shetelig. (Hgsd. Avis 25/7-1927). Nils Øklaad. (Hgsd. Avis 31/8-1927). Brev /r4 U,.ler. Om sjøormer, miner og duuer m. m. (Hgsd. Avis 17/8 1919). Lauritz

Boldemann Seehus. Forhenv. Lods~Oldermand. Brev fra Uner. (Hgsd. Avis 1/9 1919). Lauritz Boldemann Seehus. For­

henv. Lods-Oldermand. TraadlØst telegram fra Urter. (Hgsd. Avis 16/12-1919). Lauritz Boldenrann

&ehus. Forhenv. Lods-Oldermand. Hjul i Urther. (Hgsd. Avis 24/12-1919). Lauritz Boldemann Seehus. For­

henv. Lods-Oldermand. Brev fra Urther. (Hgsd. Avis 13/3 1920). L. B. Seehus. Forhenv. Lods­

Oldermaod. Brev fra Urter. (Hgsd. Avis 3/8 1920). L. B. Seehus. Forhenv. Lods-

Olderrnand. Dikt. Musik. (Karmsp? 1888/89?) fr. Til frihedsgudinden. (Stvgr. Avis 20/6-1895). E. Vang. Vinrerlandskab. (Julehefte?). E. Vang. Til Polen. (Hgsd. Avis 21/12-1895, 11/12-1918). Stemning ved jul. (Hgsd. Avis 24/12-1895). E. Vang. Farvel ril det garule aar. (Hgsd. Avis 31/12-1895). E. Kristofer Jaason. (Hgsd. Avis 2/1-1896). E. Vang. En gammel lade. (Hgsd. Avis 2/1-1897). Hellas, HeUas. (Hgsd. Avis, 16/3-1897, Bergens Tidende 22/2-1914). Julesang. Hgsd. Avis 23/12-1897). E. V. To digre. (Stygt. Avis). Harald Haarfagre. (Moss Avis, 2/2-1898). Juletoner. (Hgsd. Avis, 24/12-1898). Sognepræst H. C. Seip. (Kannsp. 3/4-1902). Vaar. (Hgsd. Avis 11/5-1911). ø. Junikveld paa Karmt. (Hgsd. Avis 22/6-1911). Tidsskifte. (Hgsd. Avis, 13/11-1918). Karmt. (Hgsd. Avis, 3/12·1920). Arne Garborg. (Hgsd. Avis, 16/1-1924). Til Gerhard Munthe paa 75-aarsdagen. (Tidens Tego 1924). Festsang ril biblioteklaodsmØtet. (Hgsd. Avis, 27/8 1924). Prolog ved festen for 17de norske bibliorekmøre i Haugesund, 25/8-1924.

Hgsd. Avis, 27/8-1924).

Il

Fødselsdagsrulsen til dr. Rønnevig, 30. okt. 1874-30. okt. 1924. (Hgsd. Avis 30/10-1924).

Ingemannsbækken. (Jul ved Karmsund, 1925). Sigrid Undsec (Hgsd. Avis, 3/12-1925, innb. ug.). Rygebonden. Tilegnet Rogalands landbruksselskap pi 150-årsdogen. (Stvgr.

Aftenbl. 25/9-1926). Dr. Henrik Lyngbolm. (Hgsd. Avis, 12/5-1927). En saga. (Stvgr. Aftenbl. u. å.).

FMIR/ellige Mlikler. Fagerdom. (Stvgt. Avis, 20/8-1890, innb. hg.). E. Vang. Jubilæet. (Stvgr. Avis, 17/3-1891, innb. årg.). E. Vang. Min sidste aften i Stavanger. (Stvgr. Avis, 4/4-1891). Brev fra England. (Stvgr. Avis, 15/4-1891). E. Vang. Brev fra Amerika p.r. Rochelle, llIinois. «Stvgr. Avis, 617-1891, innb. ug.).

E. Vang. Brev fra Amerika, p.t. Great Falls, Montana. (Stvgr. Avis 10/8-1891, innb.

årg). E. Vang. Nyraarsepistel. (Hgsd. Avis 2/1·1896). Nationernes hylderi. (Hgsd. Avis, 16/1-1896). Haugesund svinger mod indwtrien. Vo.rm.edals uldvarefabrikker. (Hgsd. Avis,

12/2-1896). -ø. Fra den yderste ø. (Hgsd. Avis 25/2-1896). Foredrag om Kongo. (Hgsd. Avis 12/3-1896). O. Ligbrænding. (Hgsd. Avis, 21/5-1896). Fra en Christiaoiatur 1894. (Hgsd. Avis 23/5,9/6,2/7,30/7 1896). O. Ophjælp ai landbruger. (Hgsd. Avis 13/6-1896). O. Nytten ai Naosens Nordpolsfærd. (Hgsd. Avis, 27/8-1896, gjenopttykt 27/6-

1925. Den siste finnes i innb. ug.). Vonbelm folkehØiskole. (Hgsd. Avis 10/9-1896). O. Den skjønne verden. (Hgsd. Avis 24/11-1896). Cuba. (Hgsd. Avis 9/1-1897). Tyskland. (Hgsd. Avis 21/1-1897). Karmsundpostisk journalistik. (Hgsd. Avis, 26/1 1897). Madonnas kirke. (Hgsd. Avis 28/1-1897). Tanker om friheden. (Hgsd. Avis 13/2, 18/2-1897). Det nye straffelovsudkast foreslaar dødsstraffen ophævet. (Stvgr. Avis, 25/2-

1897). En amerikansk ævenryrby. Groar FaUs, Montana. (Hgsd. Avis, 25/5-1897). Paa reisefod. (Segr. Avis, 6/8-1897). Egil. Olavsfesten i Trondhjem. Olavsdagen. (Stvgt. Avis, 10/8-1897). O. V. Augustdager. (Hgsd. Avis, 14/8, 17/8-1897). Tak for sommerbrev fra GeIline. (Hgsd. Avis, 28/8·1897, innb. årg.).

E. Vang.

ill

Fra Sophiaøen. En samtale med Hans Johan Jensen, matros paa cSe1adon_. (Hgsd. Avis, 2/11-1897).

Vor yngste industri. Vormedals fabrikker. (Hgsd. Avis 2/12~1897J innb. årg.). Dreyfus-historien. (Hgsd. Avis 11/12-1897). -ø. GalgenhumØr. (Stvgr. Avis, 17/12-1897). E. Vang. Spioner. (Hgsd. Avis, 8/1-1898). Ævenryret om prinsesse Nora og bjørnen. (Stvgr. Avis, 20/1~1898). Dyrebeskyttelse. (Hgsd. Avis 29/1·1898). Menneskets skjæbne. (Hgsd. Avis 17/2-1898). Forfalskede børn? (Hgsd. Avis, 26/2-1898). E. V. Brev fra udsrillingens by. (Hgsd. Avis 21/6-1898). V. St. Hans-Rokoko. (Hgsd. Avis 23/6-1898). Klafana. Intelligente fiske. (Hgsd. Avis 27/6-1898). Krigen. (Hgsd. Avis 29/6-1898). Overtro. (Hgsd. Avis 30/6-1898). KI.fana. Vor lokale dampskibsfart. (Hgsd. Avis 4/2-1899). Menneskeaandens stØrste seier. Bogttykkerkunsten. (Hgsd. Avis. 15/8~1900). Kultur. (Hgsd. Avis 23/5-1908). O. AImendannelse. (Hgsd. Avis, 16/8-1912). Badesæsangen. (Karmsp. 11/10-1913). ø. Funderinger. (Hgsd. Avis 5/3-1914). Napoleons fødselsdag. (Hgsd. Avis 11/3-1914). Grubliseringer. (Hgsd. Avis, 16/3-1914). Fraa Tysvær. (Hgsd. Avis 28/4-1914, innb. årg.). E. V. Kvinder og mænd og barn. (Hgsd. Avis 8/3~1915). Skandalen. (Hgsd. Avis, 19/11-1915). Krigsret? (Hgsd. Avis, 19/11-1915). Sæpolinerfaren. (Hgsd. Avis, 20/7-1916). Old Fax. Paa fodtur gjennem Skaare, Vikebygd, Skjold og Avaldsnes. Septemberdage.

(Hgsd. Avis, 23/9-26/9-1916). ø. Tidstegn. (Stvgr. Aftenbl., 31/3-1917). Tre aat. Seier eller nederlag? (Hgsd. Avis 3/8,4/8-1917). Rogaland. (Hgsd. Avis, 16/2-1918). Haugesunds gatenavn. (Hgsd. Avis, 19/2--1918). Folkemindekurset. (Hgsd. Avis, 16/8-1918). Fædrelandskjærligbed. (Hgsd. Avis 3/12, 4/12, 6/12-1918). Haugesunds folkebibliotek. (Hgsd. Avis, 24/1-1920). ø. Haugesunds-trykk. (Hgsd. Avis 25/10-1920). Haugesund raadhus. Et apropos til bystyredebatten. (Hgsd. Avis 29/11~1922,

innb. årg.). Folkedannelsen i Rogaland. (Hgsd. Avis, 15/9-1923). Domen og bispen. (Hgsd. Avis 1/4-1924). Minne frå amtskulen i Ryfylke. (Stvgr. Aftenbl. 28/10, 29/10-1925). IFØresfjorden. (Hgsd. Avis, 4/9-1926, innb. årg.).

IV

Fortids'Ininner. OIdfund paa Vaaraa i Avaldsnes. (Hgsd. Avis, 24/6-1897, innb. årg.). Det nye baadfund. (Verdens Gang, 12/8-1902). Det sidste gravfund i Torvestad. (Verdens Gang, 25/9-1902). OIdsager og uforstand. (Verdens Gang, 12/7-1903). OIdfund i Torvestad. (Verdens Gang, 28/8-1906). Et forhistorisk hvalskelet. Aartusener gammelt. (Verdens Gang, 12/1O~1906). Om oldsager fra Torvestad. (Hgsd. Avis, 24/12-1908). Oldfund iTorvestad. (Stvgr. Aftenbl., 11/12-1911). Et ravfund i Avaldsnes. (Hgsd. Avis 12/8-1912). sølushaugen. (Hgsd. Avis, 13/8-1912). Professor A. W. Brøgger. (Hgsd. Avis, 11/1-1897, 13/2, 18/2-1918). Oldfund i Torvestad. (Hgsd. Avis 1917). Oldfund paa Bø i Torvestad. (Hgsd. Avis, 2/9-1920). Professor Haakon Shetelig. (Hgsd. Avis 10/12, 13/12-1921). Oldsaker. (Hgsd. Avis, 6/5-1925). Bautastener i Karmsund. Rehaugsteidn. (Hgsd. Dagblad, 23/1-1926). Bautastener j Karmsund. De fem daarlige jomfruer. (Hgsd. Dagblad. 30/1~

1926). Bautastener i Karmsund. Jomfru Matias synaal ved. Avaldsneskirken.( Hgsd.

D.gbl. 30/1-1926). Bautastener i Karmsund. Vaaraasteidn. (Hgsd. Dagbl., 6/2-1926). Bautastener i Karmsund. Srølesteidn i Skaare. (Hgsd. Dagbl. 27/2-1926). B.utastener i Karmsund. Ausrreimsteidn i Skaare. (Hgsd. Dagbl., 6/3-1926).

H",a/d HaM/"Ve. Harald Haarfagre og hans æt i Karmsund. (Nidaros, 26/6-1918). Harald Haarfagre og Karmsund. (Hgsd. Avis, 12/6, 19/6-1920).

Ha,aldshaugøn. Er det ikke en meningsløshed «25 aars jubileum,. for HaraldstØtten. (Hgsd.

Avis, 24/6-1897, innb. ug.).

H.raldstØtten. (Hgsd. Avis, 5/4-1917). Harald Haarfagres grav. (Hgsd. Avis, 21/1, 23-1, 28/1, 14/2-1919). Vore helligdornme paa Garaa. (Hgsd. Avis, 26/3-1919). Grunnlov og gravmonument. (Hgsd. Avis, 26/3-1919). Bør der ikke reises en Harald Haartagrestatue i Haugesund? (Hgsd. Avis,

29/3-1919). Harald Haarfagres statue. (Hgsd. Avis, 9/5-1919). Statuen. (Hgsd. Avis, 16/5-1919). Gravmæle og kafe. (Hgsd. Avis, 6/10-1920). Haraldshaug eller trappetaarn? (Hgsd. Avis, 8/12-1920). Garmeri og stilrenseri. (Hgsd. Avis 28/12-1920). Stilrenseriet. (Hgsd. Avis 3/1-1921).

v

Det oprindelige utkast. (Hgsd. Avis, 10/1-1921).

K41'møy· Jonsokahan i Tanastad. (Hgsd. Avis 19/7~1890). Fraa Karmøy. (Om den nye skolelov). (Stvgt. Avis, 24/7-1890, innb. årg.).

E. Vang. Brev fra Karm. (Stvgr. Avis, 18/3-1891, innb. årg.). E. Vang. Brev fra Karm. (Srvgr. Avis 20/3-1891). E. Vang. Brev fra Karm. HØstbilleder. (Karmsp., 22/12-1894). Vang Brev fra Karm. Septembercauserie fra 1894. (Karmsp. 21/9-189.5). Egil Vang. Fra Karmøen. (Hgsd. Avis, 16/4-1896). V. 'An Per Nigar. Smaadrøs fraa Karm. (Hgsd. Avis, 3015-1896). O. Sommerbrev. (Hgsd. Avis, 16/6-1896). O. Septemberbrev fra Karm. (Hgsd. Avis, 12/9-1896). Presbyter Old Fuchs. Marts-epistel. (Hgsd. Avis, 6/3-1897). Brev fra bygden. (Hgsd. Avis 18/5-1897). National vandalisme. (Hgsd. Avis, 1/6-1897). Viben og myrene paa Karm. (Hgsd. Avis, 3/6-1897). Dampskibsselskabet -Karmø-s generalforsamling. (Hgsd. Avis, 5/10-1897,

innb. årg.). E. Bygdebrev. (Hgsd. Avis, 2/12-1897, innb. årg.). E. Brev fra Torvestad. (Hgsd. Avis, 16/12-1899, innb. årg.). -E. Sammenslutning mellem dampskibene cAvaldsnæs- og «KarmØ.. (Hgsd.

Avis, 16/12-1897). Salhus. Et historisk sted. (Hgsd. Avis 1898). Fuglebrev. (Hgsd. Avis, 18/6·1898). Evangelius. Aftenbillede. (Et sommerminde). (Srvgr. Avis, 12/10·1898). Brev fra Torvestad. (Hgsd. Avis, 16/12-1897, innb. årg.). E. Brev fra Karm. Min gamle ven. (Hgsd. Avis 15/5-1900). Klafana. Brev fra huset ved Mosen. Aften- og morgenstemninger. (Hgsd. Tidende,

24/9, 26/10·1900). Klafana. Kltkeligt brev fra Torvestad. (Karmsp. 9/9-1902). Karmøbrev. (Stvgr. AltenbI. 26/9-1903). Fra KarmØ<n. (Stvgr. Aftenbl. 11/4-1906). Jordbrugsbrev. (Hgsd. Avis 29/7-1909). ø. Vaar paa karmøen. (Hgsd. Avis 18/5-1911). Torvestad gamle kirker. (Hgsd. Avis, 9/11, 16/11, 21/11-1914). Midrvintetpastel fra Karm. (Hgsd. Avis, 6/2-1915). Fuglebrev fra Karm. (Hgsd. Avis, 28/8-1915). Juli-adagio. (Hgsd. Avis, 26/7-1916). Haugavaajen. (Hgsd. Avis, 19/8-1916). Salhus. (Hgsd. Avis, 14/12·1916). ø. Haugavaajen ved vinter. (Hgsd. Avis, febr. 1917). Stedsnavn paa KarmØY. (Hgsd. Avis, 28/3-1917, 9/3-1918).

VI

Trampbrev fra Kårmt. (Hgsd. Avi" 28/6,4/7,7/7, 12/7-1917). Septemherelegi. Brev fra Karmt. (Hgsd. Avis 29/9-1919). Sommer-aroma. (Hgsd. Avis 16/8-1920). Et :;:ælehllS for Torvestad. Forslag fn den nedsatte gamlehjemskomire. (Hgsd.

Avis, 23/8-1920). Torvestad sælehus. Et apropos til debatten i herredstyret og en lektien i

national ABC. (Hgsd. Avi, 1920 og 11/12-1920). Ikke vrøvlehus. (Hgsd. Avis 1920). Oktobergland,. (Hgsd. Avis 13/10-1920). Til Karmsund, ungdom. (Hgsd. Avi" 14/5-1920). Torvestadhus. Jakob Nordbø, hu, paa Nordbø. (Hgsd. Avi, 11/6-1921). Torvestadhus .• Vaagehuset. paa BØ. (Hgsd. Avis, 18/6-1921). Torvestadhus. Johannes Bø's hus paa Bø. (Hgsd. Avis, 25/6-1921). Torvestadhus. Huset 'ans gamle Nils paa Hauga. (Hgsd. Avis, 2/7-1921). Torvestadhus. Sven Torvastads hus opføn 1845 av den nuværende eiers bed-

stefar Lars Svensen Torvastad. (Hgsd. Avis 9/7-1921, innb. årg.).

Torvestadhus. Den forrige presregaard. (Hgsd. Avis, 29/7-1921). Torvestadhus. Den nuværende presregaard. (Hgsd. Avis, 6/8-1921). Sælehuset. (Hgsd. Avi" 30/8-1921, innb. årg.). Nordhøhuset skal rives. Et stykke av det gamle Torvastad skal atter forsvinne.

Hgsd. Avi" 31/5-1924, innb. !.tg.). Rehaugene. (Hgsd. Dagbl. 4/8-1925). Var Karmsund i forhistorisk rid eit kulturcentrum. Dei rike gravfunn etc.

skulde tyde på det. Eit utdrag av eit foredrag av Fr. Øvrebø. (Hgsd. Avis 16/5·1927, innb. årg.).

Katolisismen. Kjætterdommere. (Stygr. Afrenbl. 13/2-1904). Provin,ialbrev. Svar til den katolske præst. (Stygt. Aftenbl. 16/4-1904). Sidste provinsialbrev til den katolske præst. (Stvgt . .Aftenbl 25/6-1904). Frisind. (Stvgt. Avi" 28/10-1906) . • Methoden •. (Stvgt. AftenbI. nov. 1906). Reprimanden. (Stvgr. Avis. 16/12-1906). «Maaden~ endnu engang. (Scvy. Avis, 11/2-1907), .Mnderkirken •. (Hg,d. Avi, 7/5, 12/5-1927). Det vesentlige. (Hgsd. Avis, 19/5-1927). Katholsk metode. (Hgsd. Avis 25/5-1927). Aand,frihet. (Hgsd. Avis, 2/6-1927). Resultatet. (Hgsd. Avi, 10/6-1927).

Kunstkl'itikk. Dr. Aubert. Dekorative farver og norsk: farveinstinkt. (Hgsd. Avis. 16/4-

1896). o.

Vll

Uhyre flot. (Hgsd. Avis 19/7-1898). Mons Breidvik. (Hgsd. Avis 1912, 27/3-1917). Under udstillingens tegn. (Udstilling av FrØvig, Jacobsen, Hinna). (Hgsd.

Avis, 26/2-19l3l. Gerhard Munthe. (Hgsd. Avis 24/7-1915). Ole Frovig. (Hgsd. Avis, 6/10-1918). I Kunstforeningen, Frøvig, N. Valand. (Hgsd. Avis, 21/2·1924, innb. årg.). Kunstforeningen. Mons Breidvik og Bjarne Halvorsen. (Hgsd. Avis 27/5-

1924, innb. ug.). Grafisk kunst (Mons Breidvik). (Hgsd. Avis 4/3-1925, innb. ug.). Erik Werenskiold. (Hgsd. Avis, 1/10, 24/10-1927).

Musikk- og teaterkritikk. Jeppe paa Bierget. (Hgsd. Avis). Fra vor egen by. Kunsmerparret Fahlstrøm. (Hgsd. Avis, 14/3-1896). Olav. Fru og frk. Sperati. (Hgsd. Avis, 4/7-1896). O. Sophie Reimers. Anna Scharffenberg. (Hgsd. Avis, 16/6-1896). O. MØrner, Birger: "Salig Baronessen». (Hgsd. Avis, 8/4-1897). Romerne. (Hgsd. Avis, 14/10-1897). Beørecz. (Hgsd. Avis 16/11-1897, innb. årg., Karmsp. 9/1, 13/1-1906). Mattin Knutsen. (Hgsd. Avis, 26/4-1898). Fru Petterson-Norrie. (Hgsd. Avis, 7/9-1899)_ Johannes Hauldou i Torvestad. (Karmsp.? , mai-1903). Komponisten Johannes Haarklou. (Karmsp., 30/5-1903). Anna Nortie. (Karmsp., 8/10-1904). Thorvald Lammets. (Karmsp., 22/8-1905). Thorvald og Mally Lammets. (Karmsp., 26/8-1905). Anna Norries kunst. (Hgsd. Avis, 15/9-1908). Bernt Johannesen. (Hgsd. Avis, nov. 1908?) Orkesrerforemngens konsert. (Karrnsp. 12/12-1911). Orkesrerforeningens 2den koncert. (K.u-msp. 27/2~1912). Koncerren. (Karrnsp., 30/4-1912). Sommerglæder. (Hgsd. Avis, 21/6-1913). ø. Sanger-festen 1914. (Hgsd. Avis, 3/7-1914). Konserten. (Hgsd. Avis, 31/5-1920, innb. ug.). ø· . Olav Trygvason. (konsett). (Hgsd. Avis, 7/4-1925, innb. ug.). Kaja Eide. (Hgsd. Avis u. a.) ~Ø·

Litteratmkritikk: Historiske verkef. BØrnenes verdenshistorie. (Hgsd. Avis, 2/5~1899, innb. årg.). Sars, J. E.: Udsigt over den norske historie. (Stvgr. MtenbI. 18/11~1905). Vott beds .. jubilænmsskrift. (Berg. Tidende, 15/2-1914). Oldtiden. (Hgsd. Avis, 25/11-1914).

vm

Norges kon,gesagaer. (Hgsd. Avis, 16/2-1916). Bygdehistorie. (Hgsd. Avis, 29/4-1916). Bygdesoga. ·SunnhordJaod. 1918. (Hgsd. Avis, 19/2-1920). Haonaas, T.. Norsk aarbok 1920-1926. (Hgsd. Avis 1920-1926). LiestØl, K. og Moe, M.: Norske folkevisor. (Hgsd. Avis, 31/12-1920, 19/12-

1924). Bygdehistorie. (Hgsd. Avis, 10/2-1921). Norges land og folk:. Topografisk-statistisk beskrivelse over SØndre Bergen­

hus amt. (Hgsd. Avis, 28/10-1921). Koht, H.: Innhogg og utsyn i norsk historie. (Hgsd. Avis 19/11-1921). Et historisk minneskrift. Haakonarvarde. Minningar um Haakon Adelsteins-

fostre. (Hgsd. Avis, 23/12-1921). Espeland, Anton: Losna-ætten. (Hgsd. Avis, 3/1-1922). Boken om Sturlungerne. (Hgsd. Avis, 12/12-1922, innb. årg,). Norrøne-sagaer. (Hgsd. Avis, 16/1-1923). Leem, Knud: Norske maalsamlingar fraa 1740-aari. (Hgsd. Avis, 29/3-1924). Berge, Rikard: Norsk sogulrunst. (Hgsd. Avis, des. 1924). Salveson, Åmund: Folkeminne. (Hgsd. Avis, 23/12-1924). Omvurdering av vår forhistorie. A. W. Brøgger. Det norske folk i oldtiden.

(Hgsd. Avis, 22/12-1925). Olsen, Magnus: Ættegard og helligdom. (Hgsd. Avis 1926). Salveson, Amund: Bygdesoga for Sand i Ryfylke. (Hgsd. Avis 14/11-1927).

Litteraturlritikk: Littermre artikler. BjØrnson, Bj.: Dyer Ævne. (Hgsd. Avis, 4/1·1896). Fr:l vor egen by. Per Sivles foredrag. (Hgsd. Avis, 29/2·1896). O. Paa besøg hos Aasmund Olavson Vinje. (Fra en Christianiatur i 1894). (Hgsd.

Avis, 4/7-1896). O. Mauland. Foredrag om Arne Garborg. (Hgsd. Avis 17/10-1896). Maulaods Garborgsforedrag. (Hgsd. Avis, 20/10-1896). Kristofer Jansons foredrag om ægteskab og skilsmisse. (Hgsd. Avis. 27/l0·

1896). E. Lirrerarurprat. (Hgsd. Avis, 23/3-1897). Om bøger og 'prakværker·. (Hgsd. Avis, 29/1-1898). Klike--uvæsenet. (Hgsd. Avis?, 17/2·1898). Knut Hamsun. (Hgsd. Avis, 21/10-1899). Hamsun. K: Fra det moderne Amerikas aandsliv. (Hgsd. Avis 11/11·1902). Nogle visdomsord af BjØrnson. (Stvgr. Avis, 25/5·1907). Arne Garborg. (Hgsd. Avis 1909). Norsk-amerikaosk. (Hgsd. Avis 5/8-1909). Den «store_ poesi og den «lille~. (Stvgr. Aftenblad. 12/5·1917). Garborg-Homer. (Hgsd. Avis, 14/8-1917). Skal der kjæles eller dægges for slurveriet blandt landsmaalsforfatteme? (Hgsd.

Avis, 24/11-1917).

IX

Der skal kjæles eller dægges. (Hgsd. Avis, 2/12·1917). Skal der kjæ1es eller dæggesl (Hgsd. Avis, 14/12·1917). Gierløff, Chr.: .. Gjennem Finmarken--. (Hgsd. Avis 1/10-1918). Garborg, Arne: Politikk. (Hgsd. Avis, 13/12·1919). G..rborg, Arne: Straumdrag. (Hgsd. Avis, 23/12·1920). Brandes, G.: cHovedstrømninger .. (3. nov. 1871-3. nov. 1921. (Hgsd. Avis

3/11·1921). Omkring Holberg.jubllæet. (Hgsd. Avis, 29/9·1922). Bull, F. og Paasche, Fr. Litteraturhistorie. (Hgsd. Avis, 19/9-1923). Garborg, A.: Dagbok 1905·1923. (Hgsd. Dagbl. 17/11·1924, 15/10-1927). Kjær, Nils: Siste epistler. (Hgsd. Avis, 8/12-1924), Heiberg, Gunnar: Salt og sukker. (Hgsd. Avis, 16/12.1924). To festskriftet. Stavanger 1125-1425-1925. Bergens museum 1925. (Hgsd.

Avis 4/8·1925, innb. lrg.). Caspari, Th.: Fra bygdevei og sa:tecsti. Brix, H.: Danske diktere. (Hgsd. Avis.

1926). Collett, c.: Optegneiser fra ungdomsårene. (Hgsd. Avis, 24/12·1926).

Litte1'4ttHkmikk: SkjfinnUtterdtur. Garborg, Ame: Fred. (Srvgr. Avis 2/2·1893, Hgsd. Avis, 20/9·1922). Bourget, Paul: Løgn. (Bergens Tidende, 4/9·1893). Hansson, 0.: Tolke og seere. Kritiske essays, Kjær, N.; Essays. (Hgg1. Avis,

5/3·18%). Olav. Obstfelder, S: Korset. En kjærlighetshistorie. (Hgsd. Avis, 4/2-1897). Kaptein Marryats romaner. (Stvgr. Avis, 28/1-1898). Srepniak, Serge: En nihilisL (Srvgr. Avis, 9/3·1898). En fortælling fra Østettig. Skampletten. (Srvgr. Avis, 1/7·1898). William Shakespeares dramaer. (Hgsd. Avis, 4/4-1899, innb. årg.). Etlar, c.: Mine kjæreste danske fortællinger. Jensen, J. V., Inrermeno. (Hgsd.

Avis 13/5·1899). Gunrer, Archibald c.: «Baron Montez fra Panama og Paris'" eMiss Turnbull

fra London •. (Hgsd. Avis 1/11·1899). En uventet gjæst. Novelette. (Overs. for Hgsd. Avis af Fr. ø.). (Hgsd. Avis

nov. 1899). Knut Hamsuns skrifter. (Hgsd Tidende, 20/6·1900). Christiansens bogsamling eller Christiansens serier. (Hgsd. Tidende, 3/9-1900). Hamsun, K.: Ny jord. (Karmsp. 18/6·1901). Hamsun, K.: Sult. (Srvgr. Avis, 20/6·1901). Garborg, A.: I helheim. (Haugtussa 11). (Hgsd. Avis, 2/11·1901). Hamsun, K.: Livets spil. (Hgsd. Avis, 13/5·1902). G..briele d'Annunzio. (Srvgr. AltenbI. 4/3·1903) . • Korsarens aarsrevue 1903-. (Hgsd. Avis, 1903). Hamsun, K.: Victoria. (Karmsp. 24/3·1903). BØger. (Karmsp. 1904).

x

Eide, Bjarne: Caelina. (Hgsd. Avis 4/12-1912). Normann, Regine: «Dengang-. (Hgsd. Avis, 7/12-1912). Krag, n.: Frank Hjelm. (Hgsd. Avis 10/12-1912). Krag, Vilhelm: Hos Maarten og Silius. (Hgscl. Avis, 16/12-1912). Christensen, Hjalmar: BrØdrene. (Hgsd. Avis, 20/12-1912). Kittelsen, Th.: Løgn og forbandet digt. (Hgsd. Avis, 23/12-1912). Singdahlsen, O. Lie: Bjørnefelden. (Hgsd. Avis, 27/12-1912). Heiberg, G.: Paradesengen. (Hgsd. Avis, 28/11-1913). Normann, Regine: Eiler Hundevart. (Hgsd. Avis, 3/12-1913). Mathiesen, Sigurd: Under knrsets tegn. (Hgsd. Avis, 15/12-1913). Egge, Peter: De unge dage. (Hgsd. Avis, 22/12-1913). Gengsngere. (Hgsd. Avis, 17/4-1914, innb. ug_l. e. Uppdal, Kr.: RØysing/olke. (Hgsd. Avis 4/11-1914). C>spari, n.: Nyere dig'" (Hgsd. Avis, 17/11-1914). Bjerke, Ejlert: Livsfyrsten. (Hgsd. Avis, 24/11-1914). Vinsnes Joh. Fr.: Et gatekryds. (Hgsd. Avis, 8/12-1914). Hamsun, K.: Segelfoss by. (HgsJ. Avis, 4/12-1915). Scott, G.: Jernbyrden. (Hgsd. Avis, 8/12-1915). Økland, Nils: «Heime og ute-. Vers. (Hgsd. Avis, 18/11-1917). Egge, Peter: Narren. (Hgsd. Avis, 4/12-1917). Hamsun, K.: Markens grøde. (Hgsd. Avis, 15/12-1917). Yiosn .. , Joh. Fr.: Dans. (Hgsd. Avis, 16/12-1917). Scott, G.: .Bnok Rubens levnetsløb •. (Hgsd. Avis, 19/12-1917). Hamsun. K.: Konerne ved vandposten. (Hgsd. Avis 25/11-1920). Sinding. Stephen: .En billedhuggers liv». (Hgsd. Avis 20/12-1921). Garborg, A.: .Hjaa ho mor'. (Hgsd. Avis, 12/5-1922). Garborgs digtning. Skriftir i samling. ]ubilæumutgaave. (Hgsd. Avis 10/12-

1921). En norsk klassiker (Garborg: skriftir i samling. JubilæumsutgaS.ve. (Hgsd.

avis, 12/5-, innb. ug., 27/11-1922). Wildenvey. (Hgsd. Avis, 18/2-1924, innb. ug.). Seippel, Alexander: Ein hØgsong. (Hgsd. Avis, 20/12-1924). Undset, Sigrid: Olav Audunssøn i Hestviken. (Hgsd. Dagblad .. 1/12-1925). Nordahl Grieg: Stene i strømmen. (Hgsd. Avis, 12/12-1925, innb. årg.). Gran, G.: Charles Dickens. (Hgsd. Dagb!., 31/12-1925). Hamsun, Knut: Landstrykere. (Hgsd. Dagblad 22/10-1927). Jær-viser. Jon Line: Gonge-vegar: (Hgsd. Avis, 29/11-1927, innb. årg.).

Polit·kk. Det store blodbad i Tyrkiet. (Hgsd. Avis, 3/12-1895, innb. årg.). Vang. Politiske <auserier. (Hgsd. Avis, 7/1, 28/S-1896 -0., 14/1, 19/1-1897,

Karmsp. 13/9-1902). Ki. Almindelig stemmeret? (Hgsd. A-:-is, 30/1-1897). Sensadonel skilsmisseproces. (Hgsd. Avis, 22/1-1898). E. Vang-Elius.

XI

Utidig bitik. (Stvgr. Avis, 24/2-1898). Tldstegn. (Hgsd. Avis, 5/3-1898). Politisk frihed. (Hssd. Avis, 5/3-1898). Forløsning. (Srvgr. Avis, 30/3-1898). Omkring BjØrnson og folkeafstemniogen. (Hgsd. Avis, l3/10, 17/10-1905). En ny 7. juni. (Hssd. Avis, 31/10-1908). Soga um Abraham Fylkesmann og Johan Ludvig Vinstrejarl. (Hgsd. Avis,

20/10-1924, innb. ug.). Skall.grim. Worm-Miiller. (Hssd. Avis, 6/12-1924).

Hvor intet er anmerket bruktes merket Fr. ø. eller fullt naVD.

Avaldsnes (Tidsskrift for Rogaland historielag 1916). Torvastad gamle kirker (Tidsskrift for Rogaland historielag 1916). Torvestad sognepræstet (Tidsskrift for Rogaland historielag 1918). Tormod Torfæus (Tidsskrift for Rogaland historielag 1920). Harald Haarfagre og Karmsund (Tidsskrift for Rogaland historielag 1922). Forhistoriske graver og oldsaker i Haugesund (Tidsskrift for Rogaland historie-

lag 1928).

Træk av næringslivets utvikling i Karmsund i den sidste mandsalder. Stvgr. 1921.

Utsigt over Haugesunds økonomiske historie. Stygt. 1921. (Tillegg til Tor· vestad og Skaares sparebank, Haogesund. Srvgr. 1921).

Haogesunds meieri i 50 år 1877-1927. Hgsd. 1927.