GESTALTTERAPIEN - BEDRE END SIT RYGTE - terapeut.netterapeut.net/wp2/wp-content/uploads/2015/04/Hvad-er-gestaltterapi.pdf · teori. Man vendte sig mod sit for-kastede ophav, psykoanalysen,

NORDISK GESTALT INSTITUT

GESTALTTERAPIEN- BEDRE END SIT RYGTE

Af Hanne Hostrup, lic.psych., gestaltterapeut

Et oveblik over gestalterapiens danske historie og udvikling

2


2

videts frisættelse, livsudfoldelseog antikonformitet. Og gestalt-terapeuterne definerede afhæng-ighed og underdanighed som enslags psykisk sygdom og viste osen praksis, der tillod oprør somsund og konstruktiv adfærd. Lige-som vi tog “flowerpower-bevæg-elsen”, coca-cola og cowboybuk-serne til os, sådan tog vi den nyeterapi til os. Og den blev, sommange andre importerede ame-rikanske produkter, bærer af detkultursammenstød mellem USAog Europa, som foregik overalt iEuropa. Gestaltterapien fungere-de derfor både som en tiltrængtinspiration og nytænkningindenfor psykoterapi og samtidig

DA GESTALTTERAPIENLANDEDE I DANMARKGestaltterapien, som de kaldteden nye terapi, blev det terapeu-tiske modstykke til det oprør, derfandt sted i mange dele af voressamfund.

Cola og terapiDe første amerikanske gestalt-terapeuter kom til Danmark islutningen af 60erne og begynd-elsen af 70’ erne. De blev hilstvelkommen af de progressive, forden nye terapiform passede sågodt ind i 68ernes oprør modgamle undertrykkende livsformer.Den repræsenterede, ligesomungdomsoprøret, kravet om indi-

Gestaltterapien opstod sidst i40’ernes USA. En lille gruppe kreati-ve og dynamiske terapeuter, hvisterapeutiske baggrund var psyko-analysen, udviklede en ny terapi-form med et ganske andet livssyn

end det psykoanalytiske. Den nyeterapiform var baseret på eksisten-tiel / fænomenologisk tænkning ogværdier, og dens psykologiske teorilænede sig meget kraftigt op ad ge-staltpsykologernes forskning, ogdens terapeutiske metode blev denfænomenologiske som det naturligebindeled mellem værdigrundlag ogteori. Formen var dialogisk, proces-orienteret og holistisk og fjernede sigdermed grundlæggende fra denklassiske psykoanalyses positivistis-ke, deterministiske tænkemåde.


3

dem. Og hurtigt fik de amerikan-ske gestaltterapeuter en del ukri-tiske danske efterlignere, der af-holdt “gestaltterapikurser”. Herblev opmuntret til katarsis og tilegocentrisk adfærd i stil med:“Hvordan føler du? Hvad har dulyst til? jamen så gør det da forpokker”. “Du er ikke sat i denneverden for at leve op til mine for-ventninger” osv. Der var gang iden! De mest eventyrlystne af osrystede undertrykkelse af os. Deskrøbeligste blev kørt rystedebort. De forbeholdne og bangerystede forarget på hovedet.

Gestaltterapi blev på kort tididentificeret med normbrud,konfrontation, aggression, selv-realisation og afreagering af følel-ser og spændinger uden for meg-en refleksion.

som tilpasningskur til den ameri-kanisering, der foregik kulturelt,politisk og økonomisk.

Frederick S. Perls (også kaldetFritz), Jim Simkin, Isadore From,Paul Goodmann, Meriam og Er-ving Polster, Laura Perls og mangeandre. Men vi (terapeuter) varbegejstrede og slugte gestalttera-pien “råt”. Der var iøvrigt hellerikke på dette tidspunkt nogetfagligt forum (udover det psyko-analytiske), hvor vi kunne disku-tere og problematisere den nyeterapiform.

De amerikanske gestaltterapeutervar talentfulde og fik frie hænder,og mange af dem faldt for fristel-sen til en praksis, der bestod afshowlignende internatkurser,hvorefter de hastede hjem tilGuds eget land med de skattefrikroner og et noget oppustetselvbillede. De blev beundret og

serviceret som konger og dron-ninger, men sjældent afkrævet ennøgtern forklaring på deres gørenog laden. Derfor havde terapiim-porten ingen ordentlig sammen-hæng mellem teori og praksis ogingen ordentlig sammenhængmed vores egen kultur.

ImitationVi, som var så heldige at væremed i de første gestaltterapigrup-per, oplevede noget helt enestå-ende. Vi, borgerskabets artigesønner og døtre, blomstrede opunder gestaltterapeuternes kon-fronterende og dygtige hænder.Vi smed flinkeskolens snærendebånd og rettede ryggen og fikmod til at se vores mere frimo-dige sider i øjnene og sige farveltil automatisk konformitet. Åh!hvor vi oplevede, og åh! hvor vitrængte til det. Vi blev så impone-rede over guruerne, at vi idealise-rede dem og ville være ligesom

4


det blev tydeligt for mange, at deeffektive teknikker ikke var nok tilat gøre gestaltterapien til en psy-koterapi.

Det ser dog ikke ud til at havepåvirket “teknik-gestaltterapien”,for den udføres stadig. Den ken-detegnes bl.a. ved at terapeuten“finder på”, dvs sætter øvelser igang, helst i gruppe. Terapeutensørger for, at klienten får oplevel-ser, der eksponerer hendes /hans stærke eller svage sider.Der dyrkes afreagering af fikse-rede gestalter, iscenesat i psyko-dramastil. Barndommens (ellervoksenlivets) undertrykkere an-bringes i den “tomme stol”. Mødreog fædre, chefer og skolelærere

4

Set i bakspejlet kunne det nok ikkevære anderledes, fordi de gestalt-terapeuter, der var kommet til Dan-mark, først og fremmest var inspi-reret af de demonstrationer, somFritz Perls havde udført på vækst-centret “Esalen”. Det var folk somhavde badet i dette smukke stedseuforiske stemninger og i hele detcaliforniske terapicirkus. I deresbegejstring over gestaltterapienseffektivitet overså de, at Perls varen meget erfaren psykiater og psy-koanalytiker med stor teoretiskindsigt. Derfor koblede mange afdem hans strålende resultatersammen med gestaltterapiens tek-nikker. Og det var i høj grad det, deeksporterede på en meget talent-fuld og forførende måde.

Vi fik serveret stilen fra Perls-de-monstrationerne, og teoretiskeforklaringer og indsigt blev medet Perls’sk udtryk kaldt “elephant-shit” og erstattet med teknikker.Gestaltterapien i Danmark var nuen oplevelsesorienteret “teknik-terapi”. Noget i stil med enmental dåseåbner.

Det dårlige rygteEfterhånden som det psykotera-peutiske miljø udviklede sig her-hjemme, mistede gestaltterapiennoget af sin glans og tabte prestigeblandt de mere tænksomme be-handlere. Gestaltterapien præ-senterede sig nemlig stadig somen oprører. Som en a-teoretiskog teknikbaseret terapiform, og


5

får “sandheden” at vide af klient-en, hvorefter de “slås ihjel” medpuder eller tennisketchere pålivet løs. Følelser anses for vigtig-ere end tanker eller ord, og manopmuntres til at realisere sig selv,til at sige “sandheden” lige ud afposen (ofte uafhængig af tid ogsted). “Assertionstræning” er enaf de discipliner, der er opståether, fordi det at gøre sig gæld-ende, at gøre sig synlig og uaf-hængig som individ, anses forsund udvikling.

Ungdomsoprøret er forbi, mendette har ikke påvirket “teknik-gestaltterapien”, som er stivnet isin tidlige form. Den kan værenyttig for de mennesker, der

hænger godt sammen, og somselv er i stand til at sortere skidtfra kanel, og som udvikler siggennem udfordringer. Også endel af erhvervslivet er glad for deeffektive teknikker. Her spørgesefter resultater og ikke efter vare-deklaration. Men skrøbelige sjæleeller mennesker i nød kan udentvivl forføres og skades af “teknik-gestaltterapi”. Desuden kan den ide forkerte hænder reproducereden dårligste side af ungdomsop-røret, som udviklede og under-støttede psykopatiske tendenser.

Teknik-gestaltterapi” er naturligvisikke psykoterapi, men må side-stilles med de aktiviteter, derforegår i forbindelse med oplev-elses-og overlevelseskurser, hvorden enkelte lærer sin selvtillid(eller det modsatte) at kende ogsom sådan kan den være bådemorsom og effektiv.

En nødvendig udviklingVores første møde med gestalt-terapien stivnede i “Teknik-gestaltterapi”. Men det blevheldigvis ikke enden påhistorien. For da det gik op foros, hvad vi havde slugt råt, blevmange af os så forskrækkede, atvi slog kontra. Vi “spyttede”vores indlæring ud, men i bareiver for at komme af medmisforståelserne kom vi til atkassere en stor del af grund-ideen bag gestaltterapi. Og hervar vi så i et tomrum praktisksom teoretisk men stadig meden stor kærlighed til resterne afgestaltterapien, som vi nuønskede at udvikle til en seriøspsykoterapi.

Teknik-gestaltterapi”er ikke psykoterapi

6


6

Også denne gang kom hjælpenfra Amerika. En lind strøm af træ-nere 2. generations gestalttera-peuter strømmede til og fyldtetomrummet med de ideer, derhavde udviklet sig i de gestaltte-rapeutiske miljøer i USA. Ogsåher havde man vendt sig modden meget kontante form for ge-staltterapi, som man kaldte “tju-bang-terapien”. Dette havde re-sulteret i to retninger med geo-grafisk placering i en westcoastog en eastcoast-retning (Califor-nien / Cleveland). Disse to retnin-ger var nogenlunde enige om ge-staltterapiens grundtanker, menhavde hver sit fokus, som de hav-de travlt med at undersøge ogrendyrke.

“Westcoast-terapien”var særligt optaget af at “renovere”gestaltterapiens metode, den fæ-nomenologiske metode. De var såoptaget af at følge og undersøgeog klargøre klientens organise-ringsproces fænomenologisk i nu-et, at det af og til kammede over ien slags empirisme og i en ukritiskaccept af det enkelte individs ople-vede “sandhed”. Dette næsten fun-damentalistiske fænomenologiskeforhold til det positivt givne blevikke problematiseret i forhold tildet, mennesker i fællesskab hardefineret som virkeligheden. Der-med fortonede gestaltterapienseksistentialistiske værdigrundlagsig, og metoden i sig selv var ved aterstatte metateorien.

“Eastcoast-terapien”fastholdt nok den fænomenolo-giske metode, men koncentredesig om at udvikle den psykologisketeori. Man vendte sig mod sit for-kastede ophav, psykoanalysen,for der at tilbageerobre et psyko-logisk begrebsapparat, som detetablerede behandlingsmiljøgodtog. Det var objektrelations-teoriernes forståelse af person-lighedsdannelse, der blev stude-ret og integreret i terapien. End-videre var man optaget af detselvpsykologiske begreb empatiskbekræftelse. Forståelsen af ogmedfølelse med klientens lidelserblev hovedsagen.


7

klientens fænomenologi endvores egen. Og vi lagde ofte helevægten på at “rumme” klientenog indføle os i, spørge “ind til” ogforstå lidelsens årsag. Detindividualistiske aspekt blevkamufleret som omsorg, og detdialogiske forsvandt til fordel fordet dynamiske.

Interessen for det indrepsykiskevar stor, hvilket af og til gav ge-staltterapien et næsten psyko-analytisk præg og derfor ind-byggede et dilemma i gestalt-terapien: Den kom til at udtrykkeen dualistisk tankegang (indre-ydre, subjekt-objekt, krop-sjæl,osv.), som konfliktede med helegestaltterapiens grundantagelser,der er funderet i en dialogiskhelhedstænkning.

Ny imitationVi blev undervist af amerikanere,hvis bestræbelser var udtryk for enudforsknings- og differentierings-trang og ikke nødvendigvis mentsom et udtryk for, at “dette ergestaltterapien”. I løbet af 80ernesmeltede de to retninger da ogsåsammen i en fælles teoridannelse,men det fik vi ikke helt fat på iDanmark. Vi lagde heller ikkemærke til, at de to amerikanskeretninger begge indeholdt et

skjult budskab om, at ethvertindivid er sit eget lille univers,med ret til sin egen fortolkning af“virkeligheden”. Vi opfangede denye toner, lavede én melodi ud afdem og sørgede for, atgestaltterapien passede ind i det,vi egentlig var i gang med: nemligat sone vores fortids frække oga-teoretiske synder.

Derfor passede det os fint atsammenblande en “respektfuld”følgen af klientens fænomenologimed nypsykoanalytiske begrebersom “det indre (sårede) barn” og“den gode mor”. Vi blev ofte mereoptaget af indhold end af proces.Vi blev ofte mere optaget af

”Ethvert individ er sit eget lille

univers med ret til sin egen fortolkning

af ”virkeligheden.”

8


arbejder med en individualiseret“fænomenologisk” metode på ethalvfærdigt psykoanalytisk grund-lag. Noget af en rodebutik.

Denne “støtte-gestaltterapi” kanføre til uheldige resultater. Nårklienten opfører sig barnligt ogumodent, kan terapeuten i mis-forstået omsorg møde hende, somom det “indre barn” blot behøverrespekt og “forælder-omsorg”. Såryger virkeligheden og kontaktensig en tur. Terapeuten bliver så op-taget af klientens indre univers ogdermed af hendes skrøbeligheder,at meningen med dem drukner imedfølelse og forståelse af deresårsager. Terapeuten møder ikkeklienten som et voksent menneskeog glemmer, i sin iver for at “væresød” at konfrontere klienten meddet faktum, at barndommen erforbi, og at den omsorg, hun hav-de brug for dengang ikke er tilmegen gavn i nutiden.

at dække hendes behov for kær-lighed og støtte (”den gode mor”).De mere ubehagelige sider afklientens person, mente vi, villegå væk, hvis hun fik kærlighed ogstøtte, nøjagtig som man i pæda-gogikken mente, at barnet villeblive et godt barn, hvis det blevstøttet, og man fjernede smerten.

“Støtte-gestaltterapi”Selvom vi lærte meget om metodeog nyere psykologiske teorier, såfik vi ikke vurderet dem kritisk iforhold til hinanden. Det var nokdet nødvendige trin i vores be-stræbelser på at afvikle de værstemisforståelser. Det kedelige varimidlertid, at en stor del af detgestaltterapeutiske miljø ikkeopdagede, at det førte os lige påhovedet ind i et nyt terapeutiskmiskmask. Derfor stivnedeudviklingsbestræbelserne igen.Denne gang i noget man kankalde “Støtte-gestaltterapi”, der

Vi fik ikke undersøgt, om denneform for fænomenologi og dissepsykoanalytiske begreber kunneforenes, og om de sammen kunnevære indenfor en eksistentialis-tisk fortolkningsramme. Vi varstadig de ydmyge lærlinge, derslugte vores indlæring råt.

Desuden fandt vi støtte til denteoretiske forvirring i den modernepædagogik, som blomstrede iDanmark. Her var hovedideen, atbarnet behøver støtte og kærlig-hed for at udvikle sig. “De moder-ne forældre” er på barnets sideog sætter sig ind i, hvad barnetmener, synes og føler og støtterdet i at handle på det.

Sådan også med klienterne. Vilagde hovedvægten på at “følge”klienten derhen, hvor hun/hanførte os. (“Det er klienten, derbestemmer, hvad der skal arbej-des med”). Og vi blev optaget af


9

I de fleste psykoterapeutiske mil-jøer har der op ennem 90erneværet tendenser til at integrereteo�rier, metoder og teknikker fraforskellige terapiformer i en pæ-revælling. Den såkaldte eklektisketerapi har kronede dage i Dan-mark.

Det, vi som gestaltterapeuter harlært af det, er imidlertid, at man

Terapeuten forholder sig respekt-fuldt til respektløs opførsel oggør sig selv til et offer for klient-en, som kræver tilfredshed fremfor klarhed. Resultatet bliver altfor ofte “tilfredse” men selvcen-trerede klienter, som er fornær-mede over, at verden ikke er nærså god som terapeuten/mor.

“Støtte-gestaltterapi” kan dermedkomme til at understøtte narcis-sistiske tendenser i den enkelte(og i samfundet).

Der eksisterer således en “Teknik-gestaltterapi” og en “Støttege-staltterapi”. Ingen af dem er vitilfredse med, fordi ingen af demfungerer som psykoterapi, ogfordi begge har fjernet sig fravæsentlige aspekter i gestalttera-pien.

Det er imidlertid ikke kun gestalt-terapien, der er blevet “grumset”.

”I de fleste psykoterapeutiske miljøer harder op igennem 90erne været tendenser tilat integrere teorier, metoder og teknikker

fra forskellige terapiformer i enpærevælling. Den såkaldte eklektisketerapi har kronede dage i Danmark. ”

ikke kan sammensætte metoderog teorier, som modsiger hinan-den, uden at der går kludder iden terapeutiske proces. Derforer vi i gang med at rense gestalt-terapiens “rødder” for fremmed-elementer og finde grundideernefrem af diverse sammenbland-inger således, at gestaltterapiensviderudvikling hele tiden over-sættes ind i disse grundideer.

10


10

Hvad er da psykoterapi?Forudsætningen for at kan kaldeen bestemt terapiform for psyko-terapi er, at den bygger på trefaktorer:

1. For det første må den haveen veldefineret metateori,som indeholder terapiensoverordnede værdigrundlagog angiver, hvad der menesmed “det gode liv”. Denbesvarer spørgsmålet om,hvad terapien skal bruges tilog giver den derfor enretning.

2. For det andet må den vælgeen bestemt psykologisk

teori, dvs en bestemt forstå-else af det psykiske, der kor-responderer med metateori-en. Denne teori angiver de“data”, som terapeuten harbrug for at fokusere påundervejs i den terapeutiskeproces, for at kunne vejledeklienten i den retning, sommetateorien angiver.

3. For det tredie må terapeutenindsamle og behandle disse“data” på en sådan måde, atmetateori, psykologiskteori og metode tilsammenudgør et hele. Til détanvender terapeuten en be-stemt terapeutisk metode.

I gestaltterapi bygger metateorienpå en eksistentiel-filosofisk tænk-ning og eksistentielle værdier.Den psykologiske erkendelses-teori bygger hovedsageligt pågestaltpsykologien, og den tera-peutiske metode er den fænome-nologiske metode.

Dette udgør rammen omkringgestaltterapi, og hvis terapienbevæger sig udenfor denne ram-me er det ikke mere gestaltterapi.Rammen sørger for teoretisk ogværdimæssig sammenhæng ogsætter samtidig grænser for,hvilke teorier, metoder og teknik-ker, der kan anvendes (integreres)i en gestaltterapi.


11

Gestaltterapeuten mener, at eksi-stensen er en opgave, man vælg-er at tage på sig for at kunne følesig levende og engageret tilstedei sit liv eller vælger ikke at tage påsig. Hvis man vælger det første,betaler man prisen med eksisten-tiel skyld og angst (ikke at forvek-sle med patologisk skyld ogangst) men vinder til gengældlivsfølelse og engagement.Vælger man det sidste, betalerman prisen med følelser aftomhed og forskellige former for(patologisk) angst og føler sigfremmedgjort og må leve iautomatisk konformitet.

Gestaltterapeutens opgave er atgøre det muligt for klienten atopleve, hvordan ethvert valg harsin pris, og at hun/han ikke kanundlade at vælge. Friheden til atvælge er ikke på valg. (Vi er for-dømt til frihed, siger Sartre). Det,vi kan, er at vælge meningsfuldt

I det praktiske terapeutiske arbej-de væver de tre ting sig sammenhele tiden, men for at gøre detforståeligt, hvilken betydning dehar i terapien, vil jeg kort gørerede for dem hver for sig.

MetateorienMed et eksistens-filosofiskgrundsyn er gestaltterapeutenforpligtet til at lede klientensterapeutiske proces på en sådan

måde, at hun/han har mulighedfor at “træde i eksistens”.

Derfor er det ikke gestaltterapeu-tens opgave at give gode råd, atgøre klienten lykkelig, at lappeægteskaber, at få folk i arbejdeeller på invalidepension, at fåforældre til at blive gode forældre,at få folk til at forstå sine årsager,osv. Det er ofte sådan, at disseting finder sine løsninger hen advejen, men det er en følge afprocessen og ikke målet i sig selv.

Gestaltterapeuten koncentrerersig om at skabe opmærksomhedoverfor eksistensens dilemmaerset gennem de individuelle ogkollektive eksistensvilkår såledesat klienten stilles overfor frihedentil / ansvaret for at træffe et valgmellem væsentligt og uvæsent-ligt, dvs et meningsfuldt valg. Ikkeet rigtigt eller forkert valg, men etvalg, klienten kan stå inde for.

12


Eksistentielle temaer som tiden,døden, friheden, valget, skylden,angsten, ansvaret, bringes påbane i processen, indvævet i deindividuelle og kollektive livsvilkår.Det er tvetydigheden i disse tema-er (tid/nu, liv/død, jeg/de andreosv.), klienten får mulighed for atforholde sig til, og som fremkaldes

med åbne øjne eller at lukkeøjnene for vores valg og dervedblive kastet ud i meningsløsheden.

Naturligvis holder terapeutenikke eksistentialistiske foredragfor klienten, men i sin holdning tilklienten og til det, klienten brin-ger frem, bringes livssynet ind iterapien. Derfor er det helt nød-vendigt, at gestaltterapeutenseget værdigrundlag er eksisten-tialistisk, og at han/hun kan be-skrive dette enkelt og ærligt forklienten, så der ikke bliver taleom forførelse. Et livssyn er jo ikkeblot en hat, man tager på, nårman sidder i terapeutstolen. Detgennemsyrer det engagement,den medfølelse og interesse,terapeuten viser klienten og sigselv og livet og udtrykkes i deinterventioner, hun/han vælgerog har som sådan store konse-kvenser for klientens terapi.

så klart, at hun/han ikke kan und-lade at kende dem. Og det erklientens forhold nu-og-her tildisse temaer, som viser hvordanhan/hun vælger at leve sit liv.

Den kulturelle påvirkningI vores bestræbelser for at udvik-le en moderne gestaltterapi hardet været vigtigt at minde os selvom, at gestaltterapiens eksisten-tielle grundlag i første omgang erformidlet gennem amerikanskpraksis, for at se på hvilken be-tydning det har.

Eksistentialismen har europæiskerødder, og det har langt de flesteamerikanere også. De er næstenalle oprindeligt flygtet til USA fraundertrykkelse og fattigdom oghar ønsket at lægge afstand til alden skam, smerte, tvivl og skyld,deres situation i Europa var bun-det sammen med.


handlinger, lægger europæerenvægten på individets frihed til atforholde sig til dilemmaerne ogser det som forudsætning forengagement og livsfølelse. Hvisman forsøger at bringe modsæt-ninger ud af verden ved at afskaf-fe dem eller reducere dem tilnoget andet, så er der ikke meretale om en eksistentialistiskholdning.

Det har derfor afgørende indfly-delse på terapien, at tvetydig-heden fastholdes. Det betyder, atterapeuten ikke foregøgler klien-ten, at smerten, tvivlen og angst-en kan afskaffes, men fastholdertværtimod, at værdighed og livs-følelsen indtræffer, når kliententør forholde sig til sig selv og sinevilkår med åbne øjne og træffemeningsfulde valg.

13

aspekter ved eksistensen. Detafskaffer den tvetydighed, somnetop karakteriserer eksistentia-lismens grundsyn, hvor vægtenlægges på dilemmaerne, somman ikke kan afskaffe, men måforholde sig til. Nok anses men-nesket for frit, men denne frihedbetyder, at der ikke er en be-stemt mening med os fra fødseltil død. Overfor dette tomrumsættes menneskets bevidsthed,som altid er bevidst om noget, iforhold til noget. Mennesket erdermed sat i en tvetydig situati-on: udenfor tingene og samtidigaltid i forhold til. I denne situa-tion aftvinges mennesket et valg.Det kan ikke afskaffe tvetydig-heden ej heller tvivlen, smerten,angsten, skylden, men det kanvælge i forhold til det og dermedleve meningsfuldt.

Hvor amerikaneren vægter indi-videts frigørende følelser og

Dette forhold kan også aflæses ide amerikanske træneres hold-ninger. For nok er deres gestalt-terapi baseret på et eksistenti-alisk grundsyn, men det er magt-påliggende for dem at fremhævevisse dele af dette grundsyn fremfor andre. Det, de vægter, er indi-videts mulighed for ja ret til atvælge frit. De lægger vægten påindividets frie handlinger (vilje),engagement, livsfølelse og oprørmod konformitet, hvilket går fintsammen med den amerikanskedrøm om “størst mulig frihed forden enkelte til at søge lykken” ogtroen på, at denne lykke opnåsved at afskaffe tvivlen, smerten,angsten og skylden, dvs. ved atgøre sig til “herre” over det, derstiller sig i vejen for lykken.

Dette livssyn er vi mere eller min-dre blevet så vant til også i Dan-mark, at vi dårligt lægger mærketil, at det forfladiger væsentlige

14


En klient kommer i terapi, fordihendes ægteskab er forfærdeligt.Hun beklager sig over sit ægte-skab, sin mand, sit liv i ét væk,uden at det hjælper.Sådan har hun levet i mange årog er blevet mere og mere ulyk-kelig og nedslidt og mere og mereutålelig for alle, der er i hendesnærhed.

Ingen orker at høre på hendesbeklagelser mere, og ingen orkermere at give gode råd, som hunikke følger. Hun har ganske mis-tet sin værdighed og selvrespekt iforhold til andre, men bliver ikkedesto mindre ved og ved og vedmed at beklage sig.


15

Det terapeutiske arbejde går man-ge veje og kan ikke klare sig alenepå metateorien. Her er den psyko-logiske teori og den terapeutiskemetode nødvendige medarbejde-re i processen. Men målet fast-holdes: at klienten skal have mu-lighed for at opdage sine valg ogmeningen med dem.

Når klienten ved, at drivkraftenbag det, hun gør er at ville trædeind i det medmenneskelige fælles-skab, kan hun vælge at søge dettepå andre måder end hidtil. Ja, detkan være, at det går op for hende,at hun kun kan få medfølelse fraandre (fx. sin mand), hvis hun sø-ger den i en relation med et men-neske, der er i stand til at føle medandre. Det er klart, at de helt indi-viduelle livsvilkår (alder, køn, kul-tur, klasse, fysisk og psykisk habi-tus, økonomi osv) spiller sammenmed de fælles eksistensvilkår (ti-den, friheden, døden osv), og at

forsøg på at få medfølelse(=meningen) og ikke et forsøgpå at lave noget om.

At blive i en smertefuld situationer netop forudsætningen for atkunne opnå medfølelse. Klientenhar aldrig oplevet medfølelse fraandre (fx mor og far) og har der-for altid oplevet sig udenfor detmedmenneskelige fællesskab.Klagerne er et forsøg på at kom-me “ind i eksistensen” ind i med-menneskeligheden. Men da dettevalg er truffet med lukkede øjne(ganske tidligt), så bruger hunautomatisk samme metode, somhun altid har brugt (at græde,klage), og som altid har givet detsamme resultat: ingen hjælp ogmedfølelse. Derved kommer hundybere og dybere ind i en følelseaf angst, tomhed og fremmed-gørelse.

� Terapeuten gør ikke forsøgpå at afskaffe klientenssmerte og tvivl. Hun interes-serer sig ikke for at få klager-ne til at holde op ved at giveråd om, hvad hun skal gøreeller ikke gøre. Tværtimod.

� Terapeuten tager klientenalvorligt og tror på, at det,hun gør er meningsfuldt forhende.

� Terapeuten leder efter dennemening og ikke efter at fåelendigheden til at holde op -vel vidende, at det kun erklienten selv, der kan ændresin tilstand.

� Terapeuten er optaget afklientens valg, og sammenfinder de ud af, hvad mening-en er med dette valg. Påforskellig måde finder defrem til, at klagerne er et

16


16

livsnødvendige forbindelse mel-lem organisme og verden.

Normalt er denne forbindelsesikret via en automatisk selvregu-leringsproces, hvor de påvirknin-ger, vi får indefra og udefra sam-menfattes i helhedsindtryk. Dissehelhedsindtryk også kaldet oplev-elser er organiseret i et mønster,en gestalt, med det vigtige somforgrund og det mindre vigtige

for, og hvordan denne mening be-stemmer vores handlinger. Da detikke er muligt at studere psykendirekte, interesserer terapeutensig for resultatet af de psykiskeprocesser, dvs. for strukturen i ogorganisering af dette: hvordan.Gestaltterapeuten opgiver for såvidt at gøre sig klog på, hvordanpsyken “ser ud”, og koncentrerersig i stedet for om at opdage ogundersøge og klargøre de psykiskefænomener, der opstår imellemklienten og verden (terapeuten).

Opmærksomhed er omdrejnings-punktet i erkendelsesprocessenog derfor også i terapien, fordidet er vores medfødte evne tilopmærksomhed, der er i stand tilat opfange de signaler fra verdenog fra organismen, som er vigtigefor vores overlevelse. Når denneopmærksomhed på en elleranden måde er mangelfuld ellerblokeret går det ud over den

dette må undersøges nærmerefør, hun kan komme frem til enerkendelse af de valg, hun hartruffet og de valg hun vil træffe.

Og i denne undersøgelsesproceser det ikke nok, at terapeutenforholder sig til værdigrundlaget.Her er der i høj grad brug for et“landkort” over det psykiske ogen metode, der kan “navigere” ilandskabet for at nå frem.

Den psykologiske teoriMålet med gestaltterapi er somnævnt at hjælpe et menneskefrem til erkendelse af sin eksi-stens. Derfor er det vigtigt at vide,hvordan mennesket bærer sig admed at erkende.

Denne viden henter gestalttera-peuten i gestaltpsykologien, somnetop har forsket i og beskrevet,hvordan det går til, at vi får me-ning i de påvirkninger, vi udsættes


17

som baggrund, således at den“besked, vi får af vores oplevelserkan udløse relevante handlinger.Den gestaltningsproces, der dan-ner oplevelserne, følger visse lov-mæssigheder, gestaltningsprin-cipper (fx. lighedsloven, lukket-hedens lov, prægnansloven,nærhedsloven samt Kurt Lewinsfeltteori), som “sørger for”, at vihurtigt kan orientere os i voressituation og handle spontant.

Disse gestaltningsprincipper spa-rer os for at tage omvejen overreflektion, før vi handler, hvilket ervigtigt i livsfarlige situationer, mensamtidig kan denne automatikmedføre, at vi overforenkler kom-plicerede forhold og derfor reagerer“forkert” i forhold til vores situati-on. Det er derfor en stor hjælp iterapien, at se klientens kontakt iforbindelse med disse organise-ringsprincipper. Det gør det let-tere at opdage, hvordan organi-

sering af komplicerede forholdfører til en “besked”, der uløserirrelevante handlinger i forhold tilklientens situation.

Når klienten ikke kan handle rele-vant skyldes det som sagt, athendes opmærksomhed overforaktuelle indre og ydre vilkår ersvækket. Derfor undersøger tera-peuten forholdet mellem påvirk-ning, oplevelse og reaktion for atfinde ud af, hvor i organiserings-processen (erkendelsesproces-sen), denne hindring eller mang-el, som har ført til kontaktbrudmellem organisme og verden, eropstået.

I gestaltterapi opereres derformed forskellige former for kon-taktafbrydelse alt afhængig af,hvordan gestaltningen er blo-keret, og hvor i kontaktprocessen,den foregår.

Når selve organiseringsprocessengøres til genstand for opmærk-somhed bliver klienten ikke aleneklar over kontraktbruddet, detskarakter og betydning, men ogsåover hvordan det går til, dvsbliver klar over sin organiserings-proces. Denne klarhed er bag-grund for, at klienten selv kangribe aktivt ind i processen oggenoprette en levende forbind-else mellem sig selv og verden.Det terapeutiske arbejde består i,at skærpe klientens opmærksom-hed overfor kontaktafbrydelsenog dens fænomenologi. Da kon-taktafbrydelser logisk nok kunkan undersøges i en nu-og-her-kontakt, er kontaktens karaktermellem terapeut og klient afcentral betydning i gestaltterapi.

Tilbage til eksempletHvis vi går tilbage til eksemplet,vil en del af det terapeutiske ar-bejde bestå i at finde ud af, hvor-

17

18


dan det kan være, at der er etmisforhold mellem påvirkning ogreaktion. Når klienten klager sinnød over manden, ægteskabet,menneskene og livet, vil terapeu-ten naturligvis interessere sig for,hvad der klages over (årsagen).Men hun opdager hurtigt, at kli-enten ikke er interesseret i selv atgøre noget ved sin situation. Hunbeder nok om hjælp, men fore-tager sig intet af det, terapeutenforeslår. Ikke desto mindre bliverhun ved med at klage. Terapiensfokus er nu undersøgelse af (op-dagelse af), hvordan klientenbærer sig ad med at blive vedmed at klage uden at føle trang tilat handle. Hvad er meningenmed klagerne?

Påvirkningerne (mandens adfærd)og reaktionen (klagerne) er lige-som slutresultatet (dårlig kontaktmed verden) kendte faktorer,men hvordan er sammenhængen?

Hvad sker der med hende, nårmanden er grov og hensynsløsmod hende, dvs. hvordan organi-seres disse input, og hvilken op-levelse kommer der ud af det? Oghvordan organiserer hun verdensreaktion på klagerne?

Terapeutens interventioner rettersig mod en afklaring af spørgs-målene : “Hvad hører du, ser du,mærker du, tænker du osv?” Deter langtfra altid, at svarerne kanfås verbalt men må findes i klien-tens adfærd. Derfor foreslår tera-peuten ofte eksperimenter, derbringer problemstillingen ind inuet i kontakten mellem terapeutog klient. Det kræver terapeutiskerfaring og kreativitet og vil ikkeblive beskrevet nærmere her.

Der er dog en vis rækkefølge i in-terventionerne, idet opmærk-somheden først henledes på,hvad klienten rent faktisk gør og

derefter undersøges den oplev-else, der har ført til disse hand-linger. Det, der er organiseret iforgrund af gestalten, er naturlig-vis det, der kan undersøges først,men de vigtigste dele af gestaltenopdages ofte, når baggrund gø-res til genstand for opmærksom-hed. Det kan være sanseindtryk,som klienten nok kender til, menikke rigtig har hæftet sig ved, ogsom når, de bliver genstand foropmærksomhed, forandreroplevelsen fuldstændig og derforudløser andre handleimpulser.

Undersøgelsen viser, at klientenregistrerer sanseindtryk udefraog indefra, dvs både hører og serog mærker mandens (og omverd-enens) hån og krænkelser. Mende tanker og følelser, dette ud-løser, domineres imidlertid afnogle tidlige erfaringer medkrænkelser, der dels “fortæller”hende, at der er noget i vejen


19

først, når den styrende faktor,den ufærdige gestalt, genopda-ges i alle dens elementer og ind-sættes i tiden (fortiden), kan enreorganisering af input ske. Nuoplever (mærker, føler, ved)klienten sin mands handlingersom hensynsløse og dumme.Hun forstår, at meningen medhendes klager fra dengang varmed til at opretholde håbet omat kunne tilkalde moderen, når

faderen var grov. Hun forstårogså, at klagerne dengang var ennødvendighed for det lille barn,men at hendes klager nu aldrigkan komme til at hjælpe hende,men tværtimod er med til at fast-holde hende i skam og hjælpe-løshed og med til at støde andremennesker fra sig. Denne ny-gestaltning / nyerkendelse sætterhende overfor valget: at leve medet destruktivt håb om, at derkommer hjælp og omsorg udefraeller at opgive håbet og handleanderledes.

Det er en del af en vellykket tera-peutisk behandling at skærpe kli-entens opmærksomhed overforsin gestaltningsproces, fordi deter forudsætning for, at hun selvkan gribe ind i den og dermedigen blive selvregulerende. Denproces, der skærper opmærk-somheden kaldes awareness-træning, hvilket fører til konfron-

med hende, når hun bliver kræn-ket og dels fortæller hende, athun intet selv kan gøre.

Denne gamle gestalt er aldriglukket og producerer derfor tilstadighed så megen energi, atden fungerer som en organise-rende faktor, der bestemmer,hvad der skal være forgrund, oghvad der skal være baggrund i enoplevelsen. Forgrund er følelseraf angst, skam og hjælpeløshed,som udløser et behov for at fåhjælp udefra, omsorg og med-følelse, hvilket naturligvis fører tilbestemte handlinger (klager).Baggrund er alle de sanseindtrykog erfaringer, der fortæller hendeom egne ressourcer og i det heletaget giver oplysninger om for-skellen mellem dengang og nu.

De enkelte dele af gestalten un-dersøges grundigt i forbindelsemed reaktioner her-og-nu. Men

20


tation med data. Konfrontationer nødvendig og har ikke noget atgøre med at være uforskammeteller grov (sådan som mangeopfatter det). Noget andet er, atdet kan virke rystende. Hindrin-gen for selvreguleringsprocessenhar jo “levet” sit eget automatiskeliv, og når klienten går ud af sit“automatgear” og vågner op tilsin virkelighed, sådan som dener, er det næsten altid forbundetmed ubehag eller angst (eksi-stensangst) i større eller mindregrad. Dette ubehag kan og skalikke tages væk (med trøst ellerforklaringer), men terapeutenkan være vidne og støtte i pro-cessen.

Gestaltningens kulturelleaspektNår man undersøger gestalt-ningsprocessen, er det vigtigt athuske, at erfaringer altid spillerind og gør oplevelsen både sub-

jektiv og kollektiv. Hvis man glem-mer erfaringernes mangetydigekarakter og forholder sig til op-levelsen, somom den udeluk-kende repræsenterer en subjek-tiv sandhed, kan man komme tilat understøtte en individualise-ring, som skader klientens for-hold til sin sociale og kulturelleplacering i verden. Erfaringer erhandleberedskaber, der udløses isituationer, der minder om densituation, hvori erfaringen er ind-lært. Derfor repræsenterer denogså en speciel klasses forhold tilfx. ægteskab, familie, køn, alder,økonomi og en bestemt kultursdefinition af, hvad virkelighedener samt en kropslig virkelighed.

Man kan derfor nok tale om op-levelsen som en helt igennemsubjektiv oplevelse, men det ervigtigt at undersøge de forhold,hvorunder oplevelsen er dannet.Mangetydigheden i vores oplev-

elser kan ikke reduceres til entenen realistisk (kollektiv) virkelig-hedsopfattelse eller en relativis-tisk (subjektiv) virkelighedsopfat-telse uden at medføre forenkling-er med alvorlige konsekvenserfor klienten.


21

22

I enhver psykoterapi er det vig-tigt, at terapeuten benytter sig afen metode, der sørger for, at teo-ri og metateori forbindes orga-nisk. Hvis disse tre ting ikke hæn-ger sammen, bliver terapien præ-get af inkonsekvens og forvirring.

Når den gestaltterapeutiske me-tode er den fænomenologiskemetode, er det netop, fordi den,ligesom gestaltpsykologien ogeksistentialismen, er holistisk ogdialogisk og derfor formår athjælpe klienten og terapeuten tilat forholde sig til virkeligheden,sådan som den opfattes af voressanser.

Det betyder, at terapeuten ikkeskal lede “nedenunder” det sagteog gjorte og oversættefænomenerne til bevidsthedenssprog. Oplevelse og bevidstheder én og samme sag. Derfor foku-serer terapeuten på det, der viser

sig, og klienten opfordres til atforholde sig til det, hun er og gør,sådan som det fremstår.

M. Merleau-Ponty taler om krop-pens betydning for vores percep-tion og husker os dermed på vo-res artspecifikke position i ver-den, som repræsenterer engrundlæggende organiserendefaktor i erkendelsesprocessen.Metoden folder det værende ud,og terapeuten tilføjer ikke noget(fx. det ubevidste eller årsagsfor-klaringer) til det værende, menfordyber sig i det ved at dvæleved oplevelsen, dens struktur ogorganisering.

Klienten skal ikke ændres,men opdageDet kan føles som en ændring atopdage det, der er, fordi de flestemennesker har fikse ideer om, atde skal være noget, de hverkener eller kan være. Dette formule-

res i gestaltterapiens udviklings-paradox, der er beskrevet af Ar-nold Beisser: “Når du bliver (op-dager) hvad du er, forandres du”.

Mens den psykoanalytiske meto-de opererer med fortolkning afubevidste handlinger, “nøjes”gestaltterapeuten med at opdagedet givne som både er påvirk-


23

ger, indlært i en situation, derminder om den nuværende ( dvshar samme gestaltkvaliteter) ogoverføres til den nuværendesituation.

� Overføring ses som ennaturlig del af selvregule-ringsprocessen. Noget derforegår hele tiden i al kon-takt. Og da den for det mestesker uden opmærksomhed (ibaggrund), kan der af og tilske nogle overføringer aferfaringer, der er “upraktiske”nu-og-her. Når de undersø-ges og bringes i forgrund afbevidstheden, kan de korrige-res i forhold til den nuværen-de situation.

� Modstand forstås som det,den er: aktiv og berettigetmodvilje og modarbejde moddet, terapeuten foretager sig imødet (terapeutens vilje).

ning, adfærd og oplevelse. I te-rapien er terapeutens adfærd enmeget stor del af den påvirkning,som klienten er ude for. Terapeu-ten bliver også påvirket af klien-ten, dvs oplever noget, som igenudløser handlinger. Derfor måterapeuten nødvendigvis indragesine egne handlinger og oplevel-ser (sin egen organiseringspro-ces) som del af det, der foregår iterapien. Det terapeutiske mødeer en funktion af to menneskersfænomenologi og det er imellemterapeut og klient, de psykiskefænomener opstår.

Overføring & modoverføringDenne holdning har naturligviskonsekvenser for terapeutiskeaspekter som overføring, mod-overføring og modstand.

Overføring tolkes ikke som ud-tryk for klientens fortrængning,men ses og mødes som erfarin-

Klientens modstand er derforet signal til terapeuten om, athendes måde at møde klien-ten på ikke er egnet til at op-retholde en levende kontakt,hvor der er plads til to men-nesker, som de er.

Overføring og modstand forståsfænomenologisk, og terapeutenhverken kan eller skal være neu-tral i teknisk forstand (sådan somdet kræves i psykoanalyse), fordihun hele tiden er medansvarligfor det, der opstår i terapien. Herer terapeutisk træning (bl.a. tera-peutens egenterapi) et “must”,fordi det er af afgørende betyd-ning, at terapeuten kan skelnemellem klientens fænomenologiog sin egen. Hvis hun ikke kandet, er det ikke muligt at forholdesig åben og opmærksom og an-svarlig i kontakten.

24

Følgende eksempel giver etmeget lille indblik i hvordan:

Eksemplet, fortsatTerapeuten hørt på kvindens kla-ger et stykke tid og har forsøgt sigmed lidt snusfornuftig spørgenog rådgivning uden at det ændrernogetsomhelst for klienten. Detvarer ikke længe, før klientenssituation udenfor terapirummetbliver aktuel også i terapien, forditerapeuten, ligesom andre men-nesker, bliver irriteret på klienten.Da terapeuten imidlertid er klarover, at hun selv er ansvarlig foren del af det, der foregår i kon-takten, opdager hun hurtigt, athvis hun reagerer spontant på sinirritation, kommer hun til at del-tage i den kontaktafbrydelse, somnetop er klientens problem.

I stedet for at handle spontant påsin irritation og irettesætte klien-ten osv., retter hun i første om-

gang opmærksomheden mod sinegen oplevelse og dens fænome-nologi og registrerer, at hunefterhånden oplever klientensklager fysisk som meningsløsstøj, der udløser kropslige uro-fornemmelser. En uro hun øns-ker at omsætte i handlinger, derkan få støjen til at holde op. Hen-des spontane reaktioner (goderåd, korrektioner) vil derfor givemening for hende.

Kunsten at forblive åbenSelvom terapeuten ikke er neu-tral, er det ikke det samme som,at hun “bare skal være helt sigselv” og tillade sig at udtrykke alt,hvad hun har lyst til. Den fæno-menologiske metode forpligterterapeuten til at sætte sine for-udfattede vurderinger, dog-mer,teorier og hypoteser i parantes(det Husserlske begreb epokhé;engelsk: bracketing).

Naturligvis er det ikke muligt atglemme hvad man har lært ellermener, men man må være villigtil at “sætte det i parantes”, såman kan se, høre og mærke medåbne sanser og reflektere overdet, der viser sig, som det er.“Bracketing” gør det muligt atvære oprigtigt interesseret i allereaktioner (også hos terapeutenselv), der indeholder data, uansetom de er tanker, handlinger,forestillinger eller følelser.

En fænomenologiskholdning udelukker,

at en terapeutkan gennemføresit eget projektmed klienten.


25

Men da klientens handlinger ogsåer udtryk for mening, så må kla-gerne altså være meningsfuldefor klienten. Der er bare det vedsagen, at hverken klienten ellerterapeuten kender til denne me-ning. For at kunne undersøgedenne mening, må terapeutenderfor være i stand til at holde sinegen gestalt åben; udholde denspænding, som en ufærdig gestaltudløser. Nu kan terapeuten gribeind overfor sine automatiske re-aktioner og være oprigtig interes-seret i det, klienten rent faktiskgør. Uden at forstyrres af sin irri-tation.Terapeuten genopretter sinkontakt med klienten og undgårat deltage i den kontaktforstyr-relse, som klientens adfærd sæd-vanligvis fører til. På dette grund-lag bliver det muligt at fortælleklienten om terapeutens egne op-levelser og opdagelser og sineovervejelser - uden at klientenoplever det som en bebrejdelse

men derimod som en oplysning,der kan vække hendes egen nys-gerrighed og lyst til at opdage.Terapeuten har sat sine umiddel-bare reaktioner og fordomme i“parantes”. Hun er ikke blevetneutral eller fortolkende, men erforblevet åben. Denne åbenhedsætter hende i stand til at under-søge og forholde sig både til det,der sker i kontakten og til sinegen og klientens proces.

Meningen med metodenMeningen med en fænomeno-logiske holdning er at sørge for,at terapeuten og klienten foku-serer på det, der er som det er.Derfor er det absurd at tale omfx. “krops-orienteret gestalttera-pi” eller “gestaltorienteret sam-taleterapi” eller “relationsorien-teret gestaltterapi”. For med enfænomenologisk holdning tagergestaltterapeuten altid udgangs-punkt i (og arbejder med) det,

der viser sig i kontakten (relatio-nen) - uanset, om det er krops-udtryk, følelser, tanker eller ord.

Er man fx særligt interesseret ikropsarbejde kan man ikke mani-pulere klienten ind i kropsterapitilsat lidt gestaltterapeutiske tek-nikker uden at gå udenfor en fæ-nomenologisk metode. Naturlig-vis er kroppen altid del af det, derforegår, og som sådan er det al-tid muligt at fokusere på densudtryk. Men opmærksomhedoverfor kroppens udtryk, er nog-et helt andet end at gå i gangmed decideret kropsterapi. Detsamme gælder naturligvis også,hvis terapeuten ud fra egen inter-esse fokuserer på en bestemt delaf mennesket eller et bestemtproblem uden at det er opstået ikontakten imellem dem. Med enfænomenologisk holdning tagerterapeuten udgangspunkt i detpositivt givne - det som ér.

26

Det hænder ofte, at klienten ogterapeuten opdager en tanke, ensætning, en handling, der er præ-get af forholdet til det ikke-vær-ende, fx. døden, fremtiden, man-gel på mening osv. Her supplerermetode og metateori hinanden.Metoden opfanger tanken elleradfærden og undersøger denfænomenologisk, men metateo-rien forpligter terapeuten til attilføje en eksistentiel dimension,selvom klienten ikke selv bringerden direkte på bane. Hvismetoden stod alene, ville tera-peuten nok udfolde disse for-hold, som de er, men det er ilyset af en eksistentialistisk meta-

teori, klienten opfordres til attage stilling til væsentlig og uvæs-entlig i sine opdagelser, mens deter i lyset af den psykologiske teo-ri, klienten opfordres til at op-dage organisering af oplevelserog adfærd. Metoden er en åbensøgen, der opfanger det, som kanopfylde terapiens formål.

En metode anvendes altid i for-hold til noget, og den kan somsådan bruges til mange formål.Fx. kan man udmærket tænkesig, at både lærere, præster,socialrådgivere og andre, somfører professionelle samtaler,kan benytte sig af en

fænomenologisk metode. Menenhver terapeut, lærer, præsteller socialrådgiver har altid etoverordnet mål med samtalen,det være sig normalisering, for-kyndelse osv., og hvis detteformål ikke står klart, indførerman uvægerligt sit eget overordn-


27

ede mål måske uden at vide detog derfor uden at kunne fortælledet til sin klient. Dette føreruvægerligt til manipulationer.

Derfor er det vigtigt at pointere,at gestaltterapeuten anvenderden fænomenologiske metode isammenhæng med en gestalt-psykologisk teori og en eksisten-tiel/fænomenologisk metateori.

Her en ses en grafisk fremstillingaf den terapeutiske proces:

� Den øverste linie forestillerden eksistentialistiske grund-holdning, hvor * forestillerde eksistentialistiske temaer,der træder frem i terapienenten, fordi klienten bringerdem frem eller, fordi tera-peuten bringer dem frem.

� Den mellemste linie forestill-er terapeutens fænomeno-logiske åbenhed overfor det,der træder frem i kontaktenmellem klient og terapeut.Denne linie bevæger sig

søgende rundt i feltet, indtilden “støder på” et tema *,som den dvæler ved således,at det kan undersøges idybden på forskellig måde.

� Den nederste linie forestillerden psykologiske teori, hvor* forestiller de gestaltpsyko-logiske data, som træderfrem i forbindelse med denfænomenologiske søgen, ogsom skal undersøgesnærmere.

28

Der er især fokus på det udvik-lingspsykologiske område, hvorgestaltterapien har stået i det di-lemma at måtte låne psykoana-lytiske udviklingsteorier, som isagens natur konflikter med ge-staltterapiens ide på væsentligeområder.

Det ser imidlertid ud somom bl.a.især Daniel Sterns udviklingsteorikan integreres uden konflikt. Der-udover arbejdes der på udviklingaf et diagnostisk begrebsapparat,der bygger på en fænomenolo-gisk analyse.

Det er en kedelig kendsgerning,at gestaltterapeuter ikke er sær-ligt interesserede i at forske. Der-for er det nødvendigt at inddrageandres forskning, og derfor erdet nødvendigt, at disse forsk-ningsresultater kigges grundigtefter i “sømmene”, før deintegreres i gestaltterapien.

Teori om terapien og densviderudviklingDen skitserede sammenhængmellem gestaltterapiens grund-ideer udgør grundridset af enteori om gestaltterapien. Dettegrundrids er naturligvis ikke nok.Derfor foregår der løbende enteoriudvikling, der uddyberawarenessbegrebet i antagelserom selvet, personlighedsdannel-sen, psykisk udvikling, sygdom ogsundhed, som stemmer overensmed almenpsykologiske ogudviklingspsykologiske teorier.Dette uddyber begreber somkontaktkompetence og kontakt-forstyrrelser fænomenologisk.

“Oversættelse” af gestaltpsyko-logien til klinisk psykologi er etarbejde, der kræver, at de nyesteforskningsresultater indenfordette område indrages. Visionener at forhindre gestaltterapien iat stivne igen.

Gestaltterapiens udvikling op til idag er jo bl.a. præget af, hvor galtdet kan gå, når man slugerteorier råt og først bagefteropdager, at sammenhængenmed grundideerne er gået i styk-ker.

Visionerne på længere sigt er nokat se på ligheder og integrations-muligheder mellem gestaltterapienog andre terapiformer frem forudelukkende at fokusere på for-skelle. Men det er med udviklingaf terapiformer som med udvik-ling af mennesker: forudsætningfor at kunne være fælles er atvide, hvem man er og vide, hvadman kan.

©Hanne HostrupArtiklen har været bragt i Psyke ogLogos


29

Buber, M Jeg og Du Reitzel, 1997

Camus. A Sisyfosmyten Gyldendal, 1969

De Beauvoir, S En tvetydighedens moral Det lille forhold, 1997

Ellis, W A Souce Book of Gestalt Therapy N.Y- Gestalt Journal Press. 1997

From, I Reflections on Gestalt Therapy The Gestalt Journal 17 (7-17)

HangaardRasmussen, T

Kroppens Filosof Semi-forlaget

Hostrup,H. Gestaltterapi. Reitzel, 1999

Husserl, E Fænomenologiens ide Reitzel, 1997

Korb, Gorrelll, & vande Riet

Gestalt Therapy Pergamon Press., N.Y. 1989

MERLEAU-PONTY, M Phenomenology of Perception London: Routledge, 1962

Næss, A Filosofiens historie 1 & 2 Reitzel, 1991

Perls, F Gestaltterapiens metode Munksgaard, 1973

Salonia, G From We to Thou Quademi Gestalt, 1992 (31-41)

SARTRE, J.-P Eksistentialisme er en humanisme Reitzel,, 1997

Sløk, J Eksistentialisme Munksgaard, 1983

Yontef, G Awareness dialogue & Process N.Y- Gestalt Journal Press. 1997

Documents

GESTALTTERAPIEN - BEDRE END SIT RYGTE - terapeut.netterapeut.net/wp2/wp-content/uploads/2015/04/Hvad-er-gestaltterapi.pdf · teori. Man vendte sig mod sit for-kastede ophav, psykoanalysen,