Gunvor Reynberg - Pelle & Petra og en hel masse walla - læseprøve

Pelle & Petra og en hel masse wallah

35092_pelle_og_petra_en_hel_masse_wallah_2u1o_140x210.indd 1 26-06-2015 15:45:07


Af samme forfatter:

Pelle & Petra og den sygeste redningsaktion

Gunvor Reynberg

og en hel masse wallah

Tegnet af Peter Heydenreich


Gunvor Reynberg

Illustreret af Peter Heydenreich

HØST & SØN

Gunvor Reynberg

og en hel masse wallah

Tegnet af Peter Heydenreich


Pelle & Petra og en hel masse wallah

© Gunvor Reynberg (tekst) og Peter Heydenreich (illustrationer) og

Høst & Søn/rosinante & co, København 2012

2. udgave, 1. oplag, 2015

Omslag: Alette Bertelsen/Aletteb.dk

Romertal: Pelle Pophår

Bogen er sat med Charter hos Christensen Grafisk

og trykt hos Livonia Print, Riga

ISBN: 978-87-638-4149-8

Printed in Latvia 2015

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov

om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

rosinante-co.dk


Indhold

Kapitel 1 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Kapitel 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Kapitel 3 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26

Kapitel 4 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38

Kapitel 5 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47

Kapitel 6 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59

Kapitel 7 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68

Kapitel 8 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76

Kapitel 9 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83

Kapitel 10 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95

Kapitel 11 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107

Kapitel 12 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117

Kapitel 13 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 126

Kapitel 14 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 136

Kapitel 15 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 150

Romertal . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 158



7

Kapitel 1

»Hells Angels« stod der med flammeskrift på den skumle bygning. Der lurede en ildevarslende stilhed over stedet. Mindst 15 Harley Davidson-motorcykler stod linet op udenfor. »Stop!« sagde PP dæmpet, og Terminatoren, der var på vej ind i huset, adlød øje-blikkeligt. Cool at have sin egen robot, der lystrede hans mindste vink. Terminatoren stirrede afventende på ham. Musklerne på den nøgne kæmpekrop spillede i skæret fra gadelygten. Nøgen! Det gik ikke. Hvis man var kommet fra fremtiden for at frelse menneskeheden fra den visse død, måtte man have tøj på. »Fortsæt!« sagde PP, og Terminatoren gik hen til den arme-rede dør og flåede den af, som om den var lavet af pap. Der gik kun få sekunder, så blev stilheden brudt af høje råb og skudsalver. En affarvet blondine med enorme bryster kom styrtende ud af huset. Hvinende og skrigende vrikkede hun om på sine stiletter og faldt, så lang hun var, for fødderne af PP. En rude blev knust, og en gigantisk, skaldet mand kom fly-vende ud ad vinduet i en sky af glasskår. Han landede på maven ved siden af blondinen. »PRÆSIDENTEN! HAN HAR NAKKET PRÆSIDENTEN!« skreg hun. »Nakket« var noget af en overdrivelse, for fyren var langtfra død. Til gengæld havde Terminatoren åbenbart fundet én, han passede tøj med, for bortset fra et par solbriller var Præsidenten splitternøgen. Han havde tatoveringer over hele kroppen, og på


8

hans balder stod der MA-MA. Rolig som en klippe kom Termina-toren ud af huset igen, han havde en maskinpistol over skulderen og var iført store støvler, cowboybukser og læderjakke med Hells Angels’ rygmærke. Det mærke måtte de hellere se at få fjernet, inden de skulle i gang med at redde verden. PP var udmærket klar over, at folk ikke ligefrem ventede nogen heltegerning fra Hells Angels. Terminatoren trådte hen til Præsidenten, der kæmpede for at komme fri af blondinen, som klamrede sig til ham. Han bøjede sig ned, tog rockerens solbriller af, rejste sig igen og satte sig overskrævs på den nærmeste motorcykel. »Nej, ikke min kværn!« tiggede fyren, men Terminatoren tog bare solbrillerne på. Imens satte PP foden mod en af de andre Harley Davidsons, og motorcyklerne væltede som dominobrik-ker. Inde fra huset kom resten af rockergruppens medlemmer spur-tende. PP hoppede op bag ved Terminatoren og klappede ham på ryggen. »Kør!« Motorcyklen startede med et brøl og svingede ud på vejen. PP så sig tilbage over skulderen. Præsidenten havde rejst sig og kom løbende efter dem med knyttet hånd og dinglende klokkeværk. Bag ham hørtes blondinens skrig: »Bare vent! Præsidenten kom-mer næste fredag!«

»Præsidenten?« Pelle stirrede på sin klasselærer, Vibeke, der sendte ham et opgivende blik. »Nej, Pelle! Ministeren!« »Hvilken minister?«


9

Vibeke sukkede dybt. »Hele skolen deltager ved minister-besøget næste fredag. Hvilken gruppe har du lyst til at være med i?« Ministerbesøg? Gruppe? Han kikkede på tavlen bag Vibeke, hvor der stod en masse punkter under overskriften: Int ... In-tegr ... Pelle opgav at tyde det og vendte sig spørgende mod Petra, der sad ved siden af ham. »Integrationsministeren besøger Rødkilde Skole næste fre-dag!« hviskede hun. »Hvorfor?« »Vi er blevet valgt ud ...« »Pelle og Petra, hvad sidder I og hvisker om?« »Sorry, Vibeke,« sagde Petra, »men du ved, hvordan Pelle ikke er til at stoppe, når først han er kommet i gang. Ideerne vælter bare ud af ham.« »Dem glæder vi os til at høre, Pelle.« Klassen fnisede. Ligesom Vibeke kendte de kun alt for godt til Pelles »gode ideer«. Vibeke pegede på tavlen og fortsatte: »Som sagt skal I hver især skrive navnet på de tre grupper, I helst vil være med i. Man kan f. eks. vælge scenebygning, ud-smykning eller mad fra hele verden. Der bliver arbejdet på tværs af alle klasser.« Pelle så igen op på tavlen, hvor alle grupperne stod opført. Ud over de tre Vibeke havde nævnt, stod der dans, sang og fakta om alle lande. »Dagen starter med, at Merete taler, og bagefter får mini-steren ordet.« Merete Nordstrøm var skolens inspektør og gik under navnet Merete Ordstrøm, fordi hun elskede at høre sig selv snakke. »Med hensyn til underholdning er jeg åben for


10

ideer, men husk, at de skal godkendes først!« Nu så Vibeke alvorligt på Pelle, som nikkede højtideligt. »Naturligvis, Vibeke. Må jeg have lov til at spørge, hvorfor integrationsministeren besøger vores skole?« »Det har hun lige forklaret, spade!« hviskede Petra. Vibeke sukkede dybt. »Er der én, der vil forklare jeres uop-mærksomme klassekammerat, hvorfor vi får så fornemt be-søg?« En skov af hænder skød i vejret. »Hjalmar?« »Fordi vi er skidegode til det dér med ... altså integration og sådan noget!« »Tak, Hjalmar, det er også en måde at sige det på.« Vibeke pegede på Nicita, som ivrigt viftede med hånden. »Ja, Ni-cita?« »Rødkilde Skole har mange tosprogede elever, som klarer sig rigtig godt, og derfor har Københavns Kommune valgt os


11

som et eksempel på en vellykket integration!« Hun så på Hjal-mar med overlegen mine. »Papegøje,« lød det dæmpet fra Petra. »Hvad kaldte du mig?« Nicita så fornærmet ud. »Bare en papegøje. Du er dygtig til at gentage, hvad de voksne siger. Vil du have en sukkerknald?« »Tak, så er det godt!« Vibeke afbrød, inden de to piger for alvor kom op at skændes. »Der vil uden tvivl komme en masse journalister, og hvis vi er heldige, laver de et indslag i nyhe-derne.« »I fjernsynet?« »Nemlig, Thor. Så det er vigtig at gøre et godt indtryk. Det hele kommer til at foregå i skolegården, så den skal males og pyntes rigtig flot. Ja, Zaki?« »Hvad hvis det regner?« »Så sørger vi for, at der bliver overdækket.« Vibeke rejste sig. »Jeg er nødt til at gå fem minutter. Imens kan I finde ud af, hvilke grupper I vil være med i. I skal vælge en første, anden og tredje prioritet. Vi arbejder koncentreret hele næste uge, så alle har god tid til at gøre det ordentligt. Spørgsmål? Ja, Mo-rad?« »Hvis man melder sig til en af de grupper, der skal lave mad, behøver man så at tage madpakke med hele næste uge?« »Selvfølgelig gør man det, Morad! Skolen betaler for de ud-gifter, grupperne har til stof, maling, mad og så videre. Men alt skal selvfølgelig først bruges – eller spises – næste fredag!« Så snart Vibeke var ude ad døren, begyndte alle at snakke i munden på hinanden. Pelle anede ikke, hvilken gruppe han


12

havde lyst til at melde sig til. Han så spørgende på Petra, som trak på skuldrene. Hjalmar kom over til deres bord. »Hey, Pelle, skulle vi ikke hjælpe Axel med at bygge scene?« Axel var deres sløjdlærer, og Pelle kunne faktisk ret godt lide faget, men det irriterede ham, at de aldrig selv fik lov til at bestemme, hvad de ville lave. Det havde ført til mange diskus-sioner mellem ham og læreren. »Jeg gider sgu ikke rigtig ham Axel ...« Han blev afbrudt af Thor, der råbte henne fra sin plads: »Jeg mødte forresten din mor i SuperBest i går. Hun havde ikke cykelhjelm på! Hvad sker der for hende?« Hele klassen fnisede. Pelles mors pink cykelhjelm var en stående joke i 5.A. Hun havde den altid på, når hun kiggede forbi med Pelles glemte idrætstøj eller madpakker. »Kunne du ikke forære hende en lidt smartere én til jul!« supplerede Amalie og inkasserede endnu et latterhyl. Hun fortsatte opildnet: »Er der ikke noget med, at din mor er sund-hedsplejerske? Ved du godt, at vi skal have pubertetsunder-visning snart? Og det er sundhedsplejersken, der kommer og underviser os!« »Nu er min mor ikke tilknyttet Rødkilde Skole, så I går des-værre glip af hendes undervisning,« sagde Pelle. »Hun er ellers berømt for sine spændende metoder.« »AD!« sagde Nicita, »tænk at have en mor, der underviser i sådan noget!« »Hun vejer da osse babyer,« sagde Hamdi, der ellers sjæl-dent åbnede munden. »Og måler dem og alt muligt. Sådan et job kunne jeg godt tænke mig.«


13

Men Nicita var ikke til at stoppe. »Har din mor så også sådan en taske med kondomer og menstruationsbind og andre klamme ting?« Pelle rejste sig og gik roligt op til katederet. Han tog en hånd op til håret, som takket være en halv dåse hårspray stod lige op i vejret. »Lad mig fortælle jer noget om puberteten, venner ...« Klas-sen blev stille. Når Pelle åbnede munden, vidste man aldrig, hvad der kom ud. Kun, at det ikke blev kedeligt. »Jeg har nu igennem et halvt års tid gået til pubertetsundersøgelser på Rigshospitalet.« »Hvorfor?« spurgte Rasmus dybt forundret. »Jeg mener ... du ligner da os andre?« »Gu’ gør han ej!« udbrød Thor. »Med den frisure og det dér latterlige armbind!« Omkring venstre arm bar Pelle det gamle BOPA-armbind, han havde fået af sin oldefar. Selvom far havde foreslået, at han kun brugte det ved specielle lejlighe-der, insisterede han på at bære det hver dag. »Det er alt sammen ydre ting, lille Thor!« Pelle pegede på sin tinding. »Det, der tæller, befinder sig herinde! Vores krop er bare et hylster. « »Helt ærligt, skulle vi ikke gå i gang med det, Vibeke bad os om ...« begyndte Sofie, men de andre tyssede på hende. »Det viser sig, at min IQ ligger omkring de 140 ...« »Din hvad?« Sofie kendte åbenbart ikke ordet. »Min intelligenskvotient. Faktisk 144 for at være helt præ-cis. Man mener, at Leonardo da Vinci, Einstein og Newton var oppe på over 150 ... Begavede mennesker udvikler sig totalt


14

anderledes end andre. Einstein, for eksempel, sagde ikke et ord, før han var tre år, men så talte han til gengæld fejlfrit tysk.« Pelle havde talt sig varm, og alle i klassen lyttede op-mærksomt. Bortset fra Sofie, der stadig ikke var helt med. »Tysk? Hvorfor det?« »Albert Einstein var tysker, Sofie.« »Hvad har IQ med pubertet at gøre?« »Hånden i vejret, Zaki!« Pelle var begyndt at nyde rollen som lærer. Zaki rakte hånden op og gentog sit spørgsmål. Pelle nikkede alvorligt. »Når man har en så høj IQ som jeg, påvirker det ens fysiske udvikling!« »Hvordan det?« spurgte Hjalmar med hånden oppe. »Fordi min hjerne bruger så meget energi, at min krop ikke helt kan følge med. Til forskel fra jer udvikler jeg mig i ryk ...« Pelle var langt ude nu, han måtte se at få afsluttet sit foredrag. »Leonardo havde det ligesom mig. Han var lille og spinkel af sin alder, men pludselig en dag vågnede han op og var fuld-voksen.« »Med skæg og alting?« Rasmus havde glemt alt om at række hånden op. »Fuldskæg. Dyb stemme. Hår på dilleren. Hele svineriet, ja.« Der blev fniset, men Pelle ignorerede det. »Mens Leonardo da Vincis hjerne holdt et velfortjent hvil, benyttede kroppen lejligheden til at få puberteten overstået i en fart. Så I kan godt forstå, at de holder øje med mig på Riget, ikke?« »Hold da kæft, Pelle!« Hjalmar grinede smørret, han var vild med Pelles historier.


15

»Så en almindelig pubertetsundersøgelse på en almindelig skole? Ikke mig, venner. Beklager.« I det samme trådte Vibeke igen ind ad døren. Hun så over-rasket på Pelle. »Nå, har I fundet ud af noget?« »En hel masse, Vibeke.« Pelle smilede høfligt, »men nu må du gerne overtage undervisningen igen.« Han daffede ned på sin plads og gav Rasmus og Hjalmar high-five på vejen. »Nå, lad mig så høre.« Vibeke satte sig afventende bag ka-tederet. Amalie rakte hånden i vejret. »Jeg synes, det er fedt, hvis man i sanggruppen laver et kor ligesom den dér udsendelse i fjernsynet, hvor alle mulige mærkelige mennesker fra Volls-mose skulle synge sammen ...« »Du er jo osse en mærkelig dansk pige, så det passer fint!« lød det fra Thor, men Vibeke tyssede på ham, og Amalie fort-satte. »Jeg går jo til kor, og jeg kan en japansk sang ...« »Så vidt jeg ved, har skolen ingen japanske elever,« ind-vendte Vibeke. »Men ellers er det en god idé, som jeg vil give videre til musiklæreren. Er der andre, der vil melde sig til sang-gruppen? »Jeg skal i hvert fald ikke synge!« sagde Rasmus, og flere af drengene var helt enige. Vibeke lod øjnene falde på Petra, som havde trukket hætten på sin røde trøje op over hovedet. »Af med den!« Petra adlød, og Vibeke fortsatte, mildere i stemmen: »Kunne det ikke være sjovt at gå sammen med Amalie og lave sådan et kor, Petra?« »Næ.«


16

Pelle kastede et blik på hende og kunne godt se, at hun ikke ligefrem lignede de andre tøser med sin trøje, de slidte gum-misko og hullede jeans. »Hun er i hvert fald mærkelig!« hviskede Morad så lavt, at kun de nærmeste hørte det. »Jeg er sikker på, du har talent for at synge.« Vibeke var ikke den, der gav op så let. Hun havde godt bemærket, at Pelle var den eneste i klassen, Petra talte med. »Pelle og jeg har andre planer.« »Nå.« Vibeke så skeptisk på hende. »Lad mig høre.« »Vi melder os til udsmykningsgruppen.« Pelle så overrasket på hende. Udsmykning? Vibeke smilede og nikkede. »Vi er fire lærere på udsmykning. Jeg står for flaggruppen og har fået den idé, at der skal males et flag for hvert land, skolen repræ-senterer. Når ministeren ankommer, skal de rulles ud fra alle vinduerne, fra første til fjerde sal.« Selvom Pelle ikke havde set sig selv i udsmykningsgruppen, lød det med flagene egentlig meget fedt. Hjemme på gæste-toilettet hang der en flagplakat, som han havde brugt mange timer på at studere. Faktisk havde han rimelig tjek på, hvordan alverdens underlige flag så ud. »Men Petra, kunne du ikke tænke dig at gå med i danse-gruppen, så kan Pelle lave flag?« forsøgte Vibeke igen. »Jeg vil gerne danse!« sagde Nicita og puffede til Sofie, som sad ved siden af hende. »Og det vil Sofie osse.« Sofie nikkede. »Mig og Nicita har gået til dans sammen, siden vi var fem.« »Så det bliver måske lidt svært for Petra at følge med,« til-


17

føjede Nicita, men blev helt stille, da hun mødte Vibekes blik. »Sådan noget pjat, Nicita! ALLE kan være med!« »Tak for tilbuddet,« Petra sad tilbagelænet med hænderne over kors, »jeg ville sygt gerne hoppe rundt og vrikke med numsen sammen med de andre, men Pelle kan ikke undvære mig til malerarbejdet.« Nicita og Sofie så lettede på hinanden, mens Petra fortsatte: »Pelle og jeg kunne tage ind til det teater, min far arbejder på, og male nogle flotte flag, du ved sådan nogle lange nogle ...« »Bannere,« sagde Vibeke. »Nemlig. Bannere. Hvor vi skriver Velkommen minister – el-ler noget i den retning.« Pelle så på Petra. Fed idé. »Meningen er, at vi arbejder sammen i grupper her på sko-len,« sagde Vibeke. »Hvis I to har lyst til at male nogle bannere i jeres fritid, er det i orden. Men husk, at de skal godkendes af mig inden næste fredag.«

Da det ringede ud, fulgtes Pelle og Petra ned ad gangen. Det var endt med, at de valgte scenebygning som anden prioritet og mad fra alle lande som tredje. »Det havde ellers været fedt at slippe for at gå i skole og stå og male inde på din fars teater.« »Hvis du har lyst, kan du tage med ind at hilse på ham i morgen. Jeg skal alligevel ind på Strøget og købe noget tøj. Teatret ligger lige i nærheden.«


18

»Køber du selv dit tøj?« Pelle havde aldrig købt så meget som et par underbukser selv. »Selvfølgelig. Gør du ikke?« Han rystede på hovedet, og Petra så på ham med et grin. »Det burde én med din IQ da el-lers sagtens kunne finde ud af.« De cyklede hjemad, og da de-res veje skiltes, råbte Petra: »Ses i morgen. Og lov mig at bar-bere fuldskægget af, hvis det pludselig vokser ud i nat.«


19

Kapitel 2

»En tøsefilm, jeg vidste det!« »Skrid op på dit værelse, hvis du ikke gider se den!« hvæ-sede Freja. »Hvorfor kan det ikke være en, vi alle sammen gider se!« »Fordi det er min tur til at bestemme, din lille røv!« »Tal ordentligt!« Mor så irriteret på Freja og vendte sig så mod Pelle. »Sidste gang fik du lov at vælge. « »Ja, og var vi måske ikke alle sammen enige om, at Termi-nator var en fed film?« »Ikke mig!« Freja sad i den ene ende af den gamle hjørne-sofa, Pelle i den anden. Mor og far vidste, hvor galt det kunne gå, hvis der ikke var god afstand mellem dem. »Start nu bare den film!« Liva satte sig ved siden af Pelle og tog ham om skulderen. Han sukkede. Liva kunne man ikke skændes med. Det irriterede ham bare, at han var tvunget til at se noget romantisk pladder, når han havde den fedeste dvd-samling oppe på sit værelse. »Filmen er lavet over et af Shakespeares skuespil, der hed-der Trold kan tæmmes,« sagde mor, mens de første tekster rul-lede over skærmen. »Den handler om en pige, der er så hidsig og besværlig, at ingen tør date hende.« »Hvis de kysser hele tiden, så skrider jeg!« »Snup et stykke kage, Pelle,« sagde far og rakte fadet med gulerodskage hen mod ham. Var der noget, der kunne få Pelle


20

i godt humør, så var det fars hjemmebagte gulerodskage med fed, hvid glasur. Pelle tog det største stykke, han kunne spotte, og lænede sig ind til Liva. Faktisk viste filmen sig at være okay. 10 things I hate about you hed den. Pelle sagde kun AD, da pigen, der spillede hoved-rollen, smed blusen foran sin skolelærer for at distrahere ham. »Har du et problem?« Freja var selvfølgelig straks oppe i det røde felt. »Ja, der er sgu da ingen, der kan finde på at strippe over for sin lærer! Det er da for klamt!« »Hun gør det for at tiltrække hans opmærksomhed, mens Patrick hopper ud ad vinduet! Ikke for at strippe, din lille mide!«


21

»Det er da stadigvæk klamt!« »Freja! Pelle! Så stopper I!« Far havde taget remoten og sat filmen på pause. Liva sukkede. »Hold nu op! Jeg har en opgave, jeg skal have færdig til i morgen. Tænd nu bare igen, far!« Liva gik i 2. g og havde altid en masse lektier for. Pelle var lykkelig for, at det ikke var ham. Lektier var det værste, han vidste. Far så adva-rende på ham og Freja, men da de begge sad helt stille, tryk-kede han på play.

De plejede at holde familieaften fredag, hvor de skiftedes til at bestemme, hvad de skulle have til aftensmad, og hvilken film de skulle se. Men fordi mor skulle på et todages kursus i Jylland dagen efter og ville benytte lejligheden til at besøge mormor og morfar, havde de besluttet sig for, at det undtagel-sesvis blev en onsdag. Familieaftenerne var faktisk ret hyg-gelige. Hvis bare ikke Freja altid var så sur. Hun gik i 8. klasse på samme skole som Pelle, men ignorerede ham totalt, når de tilfældigvis mødtes på gangen eller i skolegården. Dette pas-sede ham egentlig fint, for han vidste til gengæld også, at hvis han virkelig kom i knibe, ville Freja forsvare ham til sidste blodsdråbe. Så selvom det var surt at være den yngste og oven i købet den eneste dreng, så kunne søstre være okay. Liva var f.eks. i gang med at læse hele Harry Potter-serien op for ham for anden gang. Mor indvendte, at Pelle burde læse den selv, da det med at stave og læse absolut ikke var hans stærke side. Men der fandtes ikke noget bedre end at få lov til at sidde tæt op ad Liva inde på hendes værelse og få læst højt.


22

»Jeg låner lige videokameraet med i skole i morgen.« Freja havde rejst sig fra sofaen og var gået hen til skabet, hvor ka-meraet befandt sig. »Hvad skal du bruge det til?« spurgte mor, som altid var lidt hys, når det gjaldt familiens dyre ting. »Mig og Delal satser på at komme med i dansegruppen. Så vi har tænkt os at lave en koreografi og vise den til de andre på mandag.« »Dansegruppen?« »Ja, vi har tænkt os at lave en fed dans og måske nogle ko-stumer til næste fredag!« »Hvad sker der dér?« spurgte mor. »Har Pelle ikke fortalt om det? Integrationsministeren be-søger skolen.« »Integrationsministeren?« sagde far overrasket. Så fortalte Freja det med, at skolen var udvalgt blandt samtlige skoler i København, og at alle elever skulle være med til at arrangere dagen. »Hvad med dig, Pelle? Skal du osse danse?« far havde fun-det sin gamle guitar frem og sad og stemte den. Pelle vrængede ansigt. Som om! »Jeg skal male en masse flag, som vi kan hænge ud ad vin-duerne. Og Petra og jeg har tænkt os osse at lave nogle ban-nere.« »Spændende. Jeg har engang været med til at lave ban-nere,« far smilede til mor. »De skulle bare bruges til noget helt andet end et hyggeligt ministermøde.« Pelle så nysgerrigt på far.


23

»Ja, din far var med til at besætte tomme ejendomme til-bage i 80’erne.« Mor begyndte at samle tallerkener og kaffe-kopper sammen. »Har han aldrig fortalt om det?« »Har du været bz’er?« Freja så vantro på sin far. »Bz’er?« Pelle anede ikke, hvad de snakkede om. »Ja, det, som man senere kaldte autonome. Du ved dem med ungdomshuset på Jagtvejen og alt det dér.« »Hold kæft, har min far rendt rundt med elefanthue og smidt sten efter politiet!« Freja grinede. »Jeg var nu aldrig med til nogen voldelige episoder. I virke-ligheden var jeg der mest på grund af spændingen. Og musik-ken.« Far spillede et par akkorder på guitaren. »Jeg var osse kun 15-16 år dengang.« »Fortæl dem om Allotria, Christian.« Mor var kommet ind fra køkkenet og satte sig i sofaen ved siden af far. Og så fortalte far om, hvordan han sammen med en masse andre unge havde besat Allotria-huset på Nørrebro i starten af 80’erne. De havde holdt til der i knap et år, men vidste også, at det kun var et spørgsmål om tid, før politiet ville angribe og smide dem ud.

Derfor begyndte de i hemmelighed at grave en tunnel fra hu-set. »Der var en, der havde hørt, hvordan nogle englændere var flygtet fra en tysk fangelejr under 2. Verdenskrig ved at grave en tunnel ...« 2. Verdenskrig. Så var Pelle på hjemmebane. »Ja, det var nogle engelske officerer, som det lykkedes at ...«


24

»Klap nu i, Pelle! Vi snakker ikke om 2. Verdenskrig nu! Hvad så, far?« Pelle så irriteret på Freja, men opgav at diskutere med hende. »I januar 1983 angreb politiet. Men da de nåede ind i huset, var det tomt. Vi var alle sammen kravlet gennem tunnelen over på den anden side af gaden, hvor vi dukkede op gennem køk-kengulvet hos en blikkenslager. Ham og hans kone fik et chok, de stakkels mennesker.« Pelle kunne ikke dy sig: »Ved I godt, at der osse blev gravet en tunnel fra Amalienborg, så kongefamilien kunne flygte fra nazisterne? Den blev bare aldrig brugt.« Freja ignorerede ham og så nysgerrigt på far. »Hvad så bag-efter?« »Så ingenting.« Far spillede igen et par akkorder. »Vi blev udråbt som helte i aviserne, og alle i Danmark fik sympati for os, men huset blev revet ned kort efter. Nå, men der hang nogle bannere til politiet, den dag de kom. På et af dem stod: »Vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås!« »Hvor var du sej, far!« Pelle kunne ikke vente med at for-tælle Petra om Allotria og tunnelen. »Egentlig ikke. Som sagt gjorde jeg det mest for spændin-gens skyld.« »Og jeg, som troede, at du var så politisk bevidst, skat!« indskød mor. Far så drillende på hende. »Næ, jeres mor derimod ...« »Så, kom nu ikke for godt i gang, Christian!« Mor så adva-rende på far, men han fortsatte smilende: »Flere år senere


25

lænkede jeres mor her sig til et amerikansk skib med giftigt atomaffald!« »HVAD?« Både Pelle og Freja stirrede på mor med åben mund. »Det er en gammel historie ...« hun tjattede ud efter far. »Jeres mor var medlem af Greenpeace, og da myndighe-derne gav skibet lov til at lægge til i Københavns havn, lænkede hun sig sammen med flere andre aktivister til skibet. Jeg har vist stadig avisudklippene et sted.« Far stillede guitaren fra sig og gik trods mors protester ned i kælderen og rodede et gam-melt album med avisudklip frem. I lang tid sad Pelle og Freja og bladrede i det gamle album, næsten uden at skændes. »Jeg stod inde på kajen og fulgte med i, hvordan denne lille, spinkle kvinde kæmpede og råbte slagord, indtil det lykkedes politiet at slæbe hende med sig.« Far klappede kærligt mor på låret. »Så skyndte jeg mig at melde mig ind i Greenpeace!« »Og jeg, som troede, at det var på grund af den gode sag!« sagde mor forarget. »Du er da en god sag!« sagde far og kyssede hende på kin-den.


Documents

Gunvor Reynberg - Pelle & Petra og en hel masse walla - læseprøve