1

Projektet er udarbejdet af HASK (Haderslev

Stifts Skole/Kirketjeneste), Esther Jensen,

Jan Visbech Madsen og Karsten Petersen

med udgangspunkt i lignende materialer

fra skole/kirketjenesterne i Køge, Gladsaxe

og Herlev samt Frederiksværk.

Projektet er målrettet 4. – 6. klassetrin

Halloween

2

Halloween Halloween er en tradition, der i løbet af de seneste år er kommet til Danmark. For bare 10 år siden var der

ikke mange græskar i Danmark i oktober måned. I dag er de alle vegne. Det er især kommet til landet med

de amerikanske serier – et resultat af globaliseringen.

Sådan er det med mange traditioner - og en masse andre ting i øvrigt. De bliver populære et sted og spreder sig så

til andre lande. Traditionen med at tage et grantræ ind i stuen juleaften kommer eksempelvis fra Tyskland og er

ikke mere end et par hundrede år gammel, selvom vi i Danmark har fejret jul på lidt forskellig vis i over 1000 år.

Halloween er en sammentrækning af All Hallows Eve (på dansk: Allehelgensaften) og fejres den 31. oktober, altså aftenen inden

Allehelgensdag. Halloween fejres i dag især i USA. Selvom Halloween er knyttet til den kristne Allehelgensfejring, indeholder den

især elementer af gammel folketro. Den er knyttet til tanker omkring det overnaturlige og okkulte. Ifølge folketroen er alle mørkets

kræfter på spil Halloween aften: Trolde, spøgelser og hekse gæster jorden denne aften, hvor også grænserne mellem de døde og

de levendes verden ophæves.

Udklædning I Danmark klæder vi os ud til fastelavn. Det gør de i USA til Halloween, og ligesom de i USA går fra dør til dør og siger ”slik eller

ballade”, rasler vi fastelavn i Danmark.

Fastelavn og Halloween har dog ikke noget som helst med hinanden at gøre.

Fastelavn er en folkelig tradition, alle børn kender. En dag man kan få lov til at leve drømmen ud som prinsesse, Spiderman,

politibetjent, krokodille, Pippi Langstrømpe – ja, hvad som helst. En dag man kan gemme sig bag en maske!

Ved Halloween er der tradition for, at man klæder sig ud som noget, vi er bange for og utrygge ved: spøgelser, genfærd, skeletter,

Døden og så videre. Ved at klæde sig ud som det, man er bange for, skaber man en distance til uhyggen via humor, leg og

kreativitet. Det gør det på nogle måder nemmere at håndtere uhyggen.

Ved Halloween går de udklædte fra dør til dør, mens de siger:

”Trick or treat, smell my feet.

Give me something good to eat.

3

If you don't, I won't be sad.

I'll just make you wish you had!”

Den måde, man klæder sig ud på ved Halloween, kan have rødder tilbage til den keltiske fest Samhain, der i det førkristne Irland

markerede sommerens slutning og begyndelsen på den mørke tid. Ved Samhain var grænsen mellem denne verden og ”den anden

verden” – åndernes verden så tynd, at ånder – både gode og onde – kunne trænge igennem og færdes blandt de levende.

Man ærede sine forfædre, satte gaver ud til dem og inviterede dem hjem, samtidig med at man på forskellige måder værnede sig

mod onde ånder for eksempel ved at klæde sig ud. Hvis man klædte sig ud som en ond ånd, kunne man måske selv skræmme

andre onde ånder væk. Det onde er bange for sig selv.

”Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den:

Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager

syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end der

første.” (Lukasevangeliet kap. 11,24–26)

Sådan lyder en af Jesu lignelser. Tanken er, at vi som mennesker er som et hus, der er beboet. Man kan med Samhain-

tankegangen forestille sig, at personen selv klædte sig ud, for at ånden skulle tro, at huset var beboet. Så holdt den sig væk. Jesu

tanke er dog, at mennesket skal lade Gud flytte ind. Noget, der bliver fulgt op på ved pinse og Helligåndens komme.

Halloweens symboler Den amerikanske Halloweentradition er omfattende. Folk pynter op ligesom til jul, og supermarkederne er fulde af pynt og

rekvisitter. Til forskel fra Allehelgen er der en række faste symboler med tilhørende farver.

FARVE SYMBOLER

Orange: Græskar, ild

Sort: Død, nat, sort kat, flagermus, heks, vampyr

Grøn: Monstre, zombier

Hvid: Spøgelser, mumier, fuldmåne

Rød: Blod, dæmoner

Lilla: Det overnaturlige

4

Græskarlygterne er en vigtig del af Halloween. Med dem lyser man op i mørket – man forsøger at "tæmme" de mørke kræfter. I

USA kaldes græskarlygterne populært for Jack O-Lantern – et navn er trukket sammen af "Jack of the Lantern" og forbindes med et

irsk sagn om manden Stingy Jack:

Jack var en mand, der ikke bestilte andet end at drikke, lyve og bande. Det fortælles, at han en aften sad på en skummel kro

og drak med selveste Fanden! Men da kroen lukkede, ville ingen af dem betale for det, de havde drukket. Jack fik Fanden til

at forvandle sig til en sølvmønt, som de kunne betale med. I stedet for at betale, lagde han dog mønten ned i sin pung. Her lå

der også et lille kors, og det forhindrede Fanden i at antage sin sædvanlige skikkelse. Jack og Fanden indgik så en aftale

om, at Fanden ikke måtte genere Jack i et år, og at han ikke måtte kræve hans sjæl – og så blev korset fjernet.

Året efter narrede Jack Fanden til at klatre op i et træ. Da han var kommet op i træet, skar Jack et kors i stammen, så han

ikke kunne komme ned igen. Det magtfulde kristne symbol kunne han ikke forcere. Fanden ville selvfølgelig gerne ned og

måtte atter indgå en aftale med Jack.

Da Jack var død og stod foran Himmerigets port, blev han afvist på grund af sin ukristelige livsførelse. Og da han henvendte

sig i Helvede, blev han også vist væk på grund af sin gamle aftale med Fanden!

Men Fanden gav ham et lille stykke gloende kul, som kunne lyse for ham på vejen tilbage til jorden. Det glødende kulstykke

lagde Jack i en roe, og med lyset fra denne må han nu vandre hvileløst mellem himmel og jord, på evig jagt efter et sidste

hvilested.

På denne måde blev Stingy Jack til Jack of the Lantern. Efterhånden er navnet forkortet til Jack O’ Lantern, der er det amerikanske

navn for græskarlygter.

5

Halloween og Allehelgen Mange af de traditioner, vi har i Danmark, kommer fra kristendommen. Det gælder faktisk også Halloween. Det mærkelige er, at vi

engang fejrede dagen i Danmark, så holdt vi op med at gøre det, og nu er traditionen på vej tilbage. Halloween og Allehelgen har

rødder tilbage til den samme tradition, men har udfoldet sig på to forskellige måder.

Halloween har rødder tilbage i den katolske helgendyrkelse. Mange helgener fik fra den tidligste kristendom tildelt en særlig dag,

hvor man kunne mindes dem og bede til dem. Efterhånden som året kom til at rumme flere og flere helligdage, blev det svært at få

arbejdet fra hånden, da folk også dengang havde fri på helligdage. For at løse problemet indførte paven omkring år 610

Allehelgensdag som en fælles helligdag for alle de helgener, der ikke havde deres egen dag.

Fra det tiende århundrede blev den efterfulgt af Allehelgensdag som de dødes dag. Der gik man i forbøn for de døde – særligt dem,

man troede, var i skærsilden. Man afholdt sjælemesser, processioner og andagter på kirkegårdene.

Med reformationen skete der et opgør med den katolske helgendyrkelse. Luther ønskede hverken Allehelgensdag eller

Allesjælesdag. I Danmark og Nordeuropa blev Allehelgensdag slået sammen med Allesjælesdag som mindedag for alle de kristne,

der var døde. Man valgte den 1. november som mindedag – måske fordi det var Allehelgensaften, Martin Luther i 1517 satte sine

teser op på kirkedøren i Wittenberg og dermed startede reformationen.

I de senere år er traditionerne omkring Allehelgen blevet genopdaget og genoptaget bl.a. på grund af påvirkning fra den

angelsaksiske verden med den amerikanske tradition Halloween. I Danmark fejrer Folkekirken Allehelgensdag den 1. søndag i

november.

Halloween og Allehelgen er to meget forskellige måder at omgås døden på. Hver tradition benytter sig af både ritualer og symboler,

og begge kredser om lyset og mørkets kraft og betydning.

Halloween er knyttet til tanker om døden, mørket, det uhyggelige, spøgelser og genfærd, overtro og mærkelige væsener. Som

kulturelt fænomen kan Halloween forstås som en måde at konfrontere døden og tæmme mørket: Folk klæder sig ud som de

væsener og symboler, der i den folkelige tradition siges at befolke mørket og symbolisere døden. De forsøger herved at tæmme

døden og mørket visuelt og sprogligt gennem masker, udklædning og remser. Græskarlygten kan ses som et symbol på selve

6

denne mekanisme, for her tilhører lygten/græskaret det uhyggelige, mens lyset er placeret inden i for at lyse mørket op. Et vigtigt

redskab i denne placering sig midt i mørket er humoren. Når man kan forholde sig ironisk eller humoristisk til noget, forsvinder

noget af det farlige. Vi udfordrer det, vi er bange for, ved at le af det og gøre grin med det. Humor er en måde at takle det

forfærdelige på. Ved at le holder mennesker afstand til noget, der berører dem for meget.

Når folkekirken fejrer Allehelgen, er det ikke humoren, men eftertænksomheden og mindet, der kommer frem. Her har lys og mørke

også stor betydning. Her drejer det sig om mørke som sorgens mørke. Vi mindes nemlig de døde. Mange steder holder man en

særlig gudstjeneste, hvor alle, som er døde i løbet af det seneste år, bliver nævnt ved navn, og derefter følger en vandring på

kirkegården, hvor der er tændt levende lys ved gravene. Lyset hjælper os med at mindes den afdøde.

Lyset kan symbolisere for os, at selvom personen er død og borte, kan tanken om personen, og det at snakke med andre om den

afdøde, stadig være med til at lyse op for os og gøre os glade på trods af sorgen over at have mistet. Den afdøde kan stadig skabe

lys, glæde og varme, fordi han eller hun betød meget for os, da han/hun levede.

Derfor er det også dejligt at have et billede af den afdøde eller en ting, som tilhørte vedkommende. Det kan f.eks. være fra vores

bedstemor eller bedstefar, som er død, men som vi gennem billedet eller den arvede ting kan huske. På den måde kan vi blive ved

med at huske dem og mindes de mange dejlige ting, vi har lavet sammen.

Lyset og mørket har altså symbolsk betydning for såvel Halloween som Allehelgen, men man omgås lyset og mørket på to vidt

forskellige måder. Halloween omfavner mørket, udstiller det og griner ad det – altså forsøger at ’kaste lys over mørket’ med mørket.

Alle Helgen bruger lyset som en anledning til at være i sorgen og mindes, men også til at ’varme sig ved’, som symbol på håb og liv

på trods af døden.

Ved Halloween griber man mørket og døden an gennem humor og fest, og man afmystificerer døden ved at klæde sig ud.

Ved Allehelgen skaber man et rum, hvor man kan mindes. Man giver plads til, at man kan være ked af det og savne, sørge

og mindes sine døde

I begge tilfælde er det afgørende, at lyset på den ene eller den anden måde gør en forskel i forhold til døden og de mørke kræfter.

7

Døden og håbet Med til lyset knytter der sig også et håb indenfor den kristne tradition, nemlig et opstandelseshåb. Kristne tror på, at døden ikke skal

få det sidste ord, men at Gud har ødelagt mørkets og dødens kræfter, og at vi efter døden kommer hjem til Gud. Hvordan det lige

nøjagtigt kommer til at ske, er der ingen der ved, kun Gud. Og det er jo sådan set også nok.

Troen er, at selvom den døde er væk fra os, så er han ikke væk fra Gud, men netop hos Gud. Det kan være trygt og godt at høre,

hvis der er en, som vi savner meget.

Døden & kristendommen

De fleste mennesker oplever døden som meningsløst. Døden griber ofte brutalt ind i livet og veksler nærhed til fravær, glæde til

sorg - mening til meningsløshed og smerte.

Erfaringen af døden som meningsløs svarer til det bibelske syn på døden. I både Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente

er døden noget entydigt negativt - en fjende af det oprindeligt skabte liv.

Døden i Det Gamle Testamente

I mytens sprog udfoldes den negative erfaring af døden i syndefaldsberetningen (1. Mosebog kap. 3). Her udlægges døden som en

straf og en forbandelse, som kom ind i verden og ødelagde livet, sådan som det oprindeligt var tænkt.

Dødens negativitet viser sig også herved, at døden i det Det Gamle Testamente er afslutningen på livet og ikke indgang til en form

for evig eksistens: Døden er karakteriseret ved Guds fravær og glemsel. Hvor døden er, er Gud ikke, og hvor Gud er, er døden

ikke. I Det Gamle Testamente er døden således først og fremmest den totale adskillelse fra Gud. Døden er indbegrebet af

gudsforladthed. Det kommer f.eks. til udtryk i Salmernes Bog:

Blandt de døde er jeg spærret inde

som de dræbte, der ligger i graven,

Dem, du ikke længere husker,

for de er revet ud af din hånd (Salmernes Bog 88,6)

Teksten skaber et stærkt billede af døden som et sted, man spærres inde. Døden er graven, dvs. mørke, isolation og glemsel.

Adskillelsen fra Gud formuleres sådan, at døden river mennesket ud af livet og ud af Guds hånd og ind i glemslen.

8

Døden i Det Nye Testamente

I Det Nye Testamente ændres opfattelsen af døden: Her hævdes det, at døden er overvundet, og at dødens problem er ryddet til

side med Jesu Kristi liv, død og opstandelse.

Det Nye Testamente fastholder synet på døden som en fjende og som straf over Adam og Evas synd i Paradisets Have. Det nye er,

at Jesus har ”betalt” straffen og besejret døden. Døden er der stadig, men nu som overvundet. I bund og grund handler denne

overvindelse om, at døden ikke længere er forbundet med adskillelsen fra Gud.

Beretningen om de mange helbredelser og dødeopvækkelser, som Jesus foretager, er udtryk for kampen mod døden og dens

virkninger. Men det er Jesu død på korset, der er kulminationen på kampen mod dødens magt. Ved Jesu korsdød er dødens magt

definitivt overvundet. Sejren over døden bekræftes ved Jesu opstandelse fra de døde.

At døden ifølge den kristne tro er overvundet, vil dog ikke sige, at den ikke mere findes som et biologisk faktum. Døden findes som

menneskelivets naturlige grænse. Men det er Det Nye Testamentes påstand, at døden har mistet sin magt. Det formuleres gennem

en direkte spørgen til selve døden i et af Paulus breve:

Døden er opslugt og besejret

Død, hvor er din sejr?

Død, hvor er din brod? (Paulus’ 1. brev til Korintherne kap. 15,54-56)

Døden forestilles som en hveps, der har mistet sin brod. Hvepsen er der stadig, men den har ikke mere magt til at stikke. På

samme måde har døden mistet sin brod – sin magt. Døden findes stadig, men den har ikke mere magt til at skræmme.

At dødens magt er overvundet betyder, at døden ikke længere er et udtryk for gudsforladthed. Gud er med i døden, så ingen

længere skal dø for sig selv, og ligesom Jesus er opstået, skal alle de døde genopstå, når han kommer igen. Denne tanke er det,

man også kalder for det kristne opstandelseshåb.

Det er vigtigt at huske på, at opstandelsestanken ikke er udførligt beskrevet og defineret i Bibelen. Det er i høj grad den folkelige

tradition, der har formuleret håbet, ligesom kunsten har beskrevet det gennem poesi og billeder. Den måde, hvorpå Jesus ifølge

Bibelen taler om et liv efter døden, handler om et liv i Guds rige. Ifølge Jesus er Guds rige ikke kun livet efter døden. Guds rige er

her allerede. Guds rige kaldes også det evige liv, fordi det er en form for liv, der har evig betydning. Det beskrives således i Lukas-

evangeliet:

Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: ”Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil

heller ikke kunne sige: Se her er det! Eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.” (Lukasevangeliet kap. 17,20-21)

9

Men hvordan skal dette rige, der på en gang endnu ikke er og alligevel allerede er, forstås? Jo, Guds rige er ifølge kristendommen

der, hvor kærligheden er. Derfor kan det være usynligt til stede mellem os og både være noget nutidigt og noget fremtidigt.

Et af billederne på gudsforladtheden på den ene side og opstandelseshåbet på den anden er motivet ”Den tomme grav”. Motivet

består af to sider:

o efter sin død lægges Jesus ind i en gravhule

o tre dage efter opstår han.

På den måde rummer ”Den tomme grav” både forestillingen om den totale sorg og skuffelse som Maria (Jesu mor), Maria

Magdalene, disciplene og andre stod tilbage med efter Jesu død; og desuden rummer den glæden og lettelsen i opstandelsens

budskab om, at mennesket selv i de sværeste situationer ikke er overladt til sig selv.

Det betyder ikke, at Gud fjerner smerten fra mennesker, der tror på ham. Men det betyder, at det gode fortsat kan spire frem, selv

når livet synes mest ørkesløst og mørkt.

Begravelse og bisættelse i kristendommen Når et menneske dør, skal de pårørende tage stilling til, hvordan begravelsen eller bisættelsen skal foregå. Skal det være en kristen

traditionel begravelse? Skal afdøde brændes (efter en bisættelse) eller begraves?

Efter et dødsfald skal en læge skrive en dødsattest, der oplyser om dødsårsagen. Seneste to dage efter et dødsfald skal

kirkekontoret i afdødes sogn have besked. Det sker ved at udfylde en blanket, der fås på kirkekontoret, hospitalet eller hos

bedemanden.

De fleste efterladte vælger at tage kontakt til en bedemand. Bedemanden står for mange af de praktiske forberedelser til

begravelsen: dødsannonce, dødsanmeldelse og kistevalg. Bedemanden kan også klæde den døde på og lægge ham eller hende i

en kiste. Endelig kører bedemanden rustvognen. Det er den bil, der kører kisten hen til kirken eller kapellet, og ved en bisættelse

kører bedemanden kisten til krematoriet, hvor kisten bliver brændt.

10

Hvis familien vælger, at afdøde skal have en kirkelig begravelse eller bisættelse, tages der kontakt til præsten ved den lokale kirke.

Der fastsættes en dato for højtideligheden samt et tidspunkt forud for den kirkelige handling, hvor familien taler med præsten.

Familiens møde med præsten kan enten foregå i hjemmet eller på præstens kontor. Familien fortæller her om deres minder om den

afdøde og vælger de salmer, der skal synges ved begravelsen.

Det mest almindelige i dag er, at en begravelse kun består af den kirkelige handling. Men i nogle tilfælde finder der en udsyngning

sted. En udsyngning er en lille ceremoni for de allernærmeste pårørende. Ceremonien kan foregå i hjemmet, i et sygehuskapel eller

i forbindelse med, at den døde lægges i kisten, og låget skrues fast.

Der er forskellige måder at holde en udsyngning på. Oftest synger man en salme, en af de efterladte siger måske et par ord om/til

den døde, der kan lægges en lille ting eller en buket blomster i kisten, man beder en bøn og slutter med endnu en salme.

Senest otte dage efter et dødsfald skal ligbrændingen eller begravelsen foregå.

Begravelsesritualet i kirken er et ritual, der symboliserer vores afsked med den afdøde. Der bedes bønner, læses op fra Bibelen,

synges to–tre salmer og præsten holder en tale, som både skal hjælpe de efterladte til at tage afsked med den afdøde, og som

indeholder en kristen forkyndelse om håb og opstandelse.

En vigtig del af ritualet er jordpåkastelsen. Hvis det er en begravelse, foregår jordpåkastelsen ved graven. Er det en bisættelse,

foregår jordpåkastelsen i kirken, hvor præsten har en lille jordskuffe og en skovl. Tre gange kastes der jord på kisten, mens ordene

lyder:

”Af jord er du kommet.

Til jord skal du blive.

Af jorden skal du igen opstå.”

Ordene ved jordpåkastelsen knytter sig til: skabelsesberetningen (af jord er du kommet jf. 1. Mosebog kap. 2,7), til døden som

afslutning på livet (til jord skal du blive): når mennesket dør, skal det vende tilbage til den jord, det er skabt af. Men når det er sagt,

lyder tredje sætning: ”Af jorden skal du igen opstå”, og knytter derved an til det kristne håb om opstandelse, der grundes i

hændelserne påskedag, hvor Jesus opstod fra de døde.

11

Begravelsesritualet i dets fulde ordlyd kan findes bagest i Den Danske Salmebog. Kan også findes på

http://www.folkekirken.dk/livets-begivenheder/begravelse/begravelse-i-kirken/. Her findes også angivelser af de bibeltekster, man

typisk læser til en begravelse. Det er for det meste præsten, der vælger bibelteksten, men det kan ske, at nogle mennesker har et

særligt forhold til en tekst, som så bliver læst.

Begravelsesritualet er en måde at tage afsked på. Herefter følger minderne og savnet.

I Danmark kan man også få en borgerlig begravelse. Det betyder, at den afdøde ikke begraves fra en kirke, men i stedet fra et

kapel, som for eksempel kan ligge på kirkegården. I en sådan begravelse er det de pårørende eller bedemanden, der holder en tale

om den afdøde. Andre kirker og trossamfund har hver deres måde at holde begravelse på.

Kirkegården På kirkegården kan man mindes de døde. Ofte er der stilhed og en særlig andagtsfuld stemning på kirkegården, der stemmer

sindet til eftertænksomhed.

Kirkegården består at forskellige slags gravsteder. Man kan enten blive begravet/bisat alene eller i et fællesskab (familie, venner

eller ukendte) og få et anonym eller et personligt gravsted. Det er også muligt at få strøet sin aske i havet, eller blive begravet på en

skovkirkegård.

Kirkegårdens gravsteder ser forskellige ud. På nogle er der gravstene med afdødes navn. Nogle er store, andre er små. Nogle er

pyntet med bamser, mens andre er enkelt pyntet med blomster og buske.

Hvis man går en tur på kirkegården, kan man se, om der har været begravelse for nylig, for så ligger der mange blomster på

gravstedet. Måske kan man også se, at der er blevet gravet i jorden.

På gravstenene finder man forskellige symboler. De bruges til at sige noget om troen, om hvordan afdøde var, eller om hvilke

ønsker man har for den afdøde. Her er nogle eksempler:

12

Engel: Englen kan henvise til den engel, der var inde i graven ved Jesu opstandelse. Der kan

også være tale om en form for skytsengel, der skal passe på den afdøde.

Rose: Rosen er symbol for det skønne – ”smuk som en rose”, siger vi. I salmen ”En rose så jeg

skyde” er rosen et symbol på Jesus.

Sidst, men ikke mindst har rosen også torne, som i Kingos salme ovenfor. Dermed bliver det et

symbol på livets dobbelthed, glæder og sorg.

Hjerte: Hjerter symboliserer kærlighed. I dette tilfælde, hvor to hjerter er viklet ind i hinanden,

viser det måske kærligheden mellem den afdøde og de efterladte.

Korset: Korset er symbolet for kristendommen. Det henviser til Jesu død og opstandelse. Man

kan sige, at korsets to linjer viser, at Guds kærlighed rækker fra jord til himmel (lodret linje) og fra

menneske til menneske (vandret linje).

Palmegren: Palmegrenen er et sejrssymbol. Den henviser til palmesøndag, den dag hvor Jesus

red ind i Jerusalem og blev hyldet af folket. I salmen ”Nu ringer alle klokker mod sky” peger englen

på Jesu tomme grav med en palmegren. Dermed bliver den brugt som opstandelsessymbol.

13

Ideer til brug af materialet

Brug tid på at snakke om Halloween

Fortæl om baggrunden for Halloween

Inddrag Allehelgen

1. Fortæl om Samhain og snak om at holde det onde på afstand

2. Fortæl legenden om Jack O’ Lantern

3. Lav græskar- eller roelygter http://www.vnat.dk/Undervisningsaktiviteter/naturteknik/01_03.pdf

4. Lav græskarsuppe og bag brød med græskarkerner

http://www.cancer.dk/Opskrifter/Supper+og+sandwich/Graeskarsuppe.htm

5. Lav collage over, hvad man er bange for – som planche eller digitalt

6. Lav kostumer – skeletter, spøgelser mv.

7. Snak om døden. Få evt. en til at komme og fortælle om at have mistet

8. Gå på kirkegården og find symboler

9. Mød præsten og snak om, hvordan vi forholder os til døden – vore døde

10. Lav krydsord. Svar: JackOLantern

Projektet er udarbejdet af HASK (Haderslev Stifts Skole/Kirketjeneste) www.haderslevstift.dk/hask

Esther Jensen, Jan Visbech Madsen og Karsten Petersen med udgangspunkt i lignende materialer fra

skole/kirketjenesterne i Køge, Gladsaxe og Herlev samt Frederiksværk.

14

Hvad siger de udklædte

børn ved Halloween?

Hvilken måned er

Halloween?

Kirkelig handling

Kirkelig handling