inform særudgave

DESIGN MED ANDRE ØJNESÆRUDGAVE

2008-2011/

: : : : : : indhold: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :

: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :

Kvalitet i højeste gear

Fra ko til sko

Grafikeren, maleren, farveeksperten, designeren…

Idéen om det gode liv

Du skal IKKE ha’ en rød termokande

Fra kælder til kvist

Grænser for grøn markedsføring

Det poetiske produkt holder og overrasker

The sushistainable way

Afrikansk tigerspring

Passion for grafisk design

side 3

inform udgives af

Danske Designere

Strandgade 27A

1401 København K

[email protected]

T. 3313 7230

danishdesigners.com

REDAKTION

Helle Lorenzen, redaktør og

kommunikationsmedarbejder

(DJ), Danske Designere

Steinar Valade-Amland,

direktør, Danske Designere

LAYOUT

2010 – 2011 samt opsætning

af jule- nytårsinform:

Pernille W. Ferdinandsen,

Stendhal Grafik,

stendhalunit.com

2008 – 2010: Anna Falcon

Falcon Grafisk Design

falcon-grafiskdesign.dk

Gæstegrafikere:

Martin Ransby Friedrichsen:

The sushistainable way.

Jane Register: Passion for

grafisk design

Kære designer,

2011 har været et udfordrende, spændende og arbejdsomt år for både sekretariatet og bestyrelsen, og vi har opnået gode resultater. På trods af fortsat afmatning – omend i mindre grad end det, vi havde forudset – er økonomien stabil, og nye aktiviteter er på vej i 2012.

Alt imens fortsætter fusionsdiskussionen med Danish Design Association. Oprindeligt var planen, at vi ville afholde en ekstraordinær generalforsamling i december og gøre fusionen til en realitet januar 2012. Processen er generelt forløbet godt, og vi er enige om hovedparten af fusionselementerne. De sidste områder, vi mangler at blive helt enige om, er den nye organisationsmodel og de endelige vedtægter. Disse er meget væsentlige for implementeringen af DDO og det videre arbejde med at udvikle en organisation, der skal varetage alle medlemmers interesser på behørig vis.

Processen har vist sig at tage længere tid end beregnet. Derfor har vi udsat den ekstraordinære generalforsamling til det nye år. Det vil give os god tid til at gennemarbejde de sidste punkter og få alle facetter belyst, således at det endelige resultat får et indhold, vi alle kan identificere os med.

Der er ingen tvivl om, at DD’s medlemmer ønsker en forening med dynamik og energi samt større engagement fra og blandt medlemmerne. Det er det, vi pt. arbejder for, enten ved at gennemføre fusionen eller gennem en revitalisering af Danske Designere. Vi glæder os til at dele de nye tiltag med dig i det nye år, og håber du fortsat støtter os i arbejdet.

God fornøjelse med denne jule- og nytårsudgave af inform, hvor vi har samlet nogle artikler fra de seneste fire års inform – alle afspejler de på hver sin måde den tredobbelte bundlinje: Design for People, Design for Profit og Design for Planet.

Mange varme jule- og nytårshilsner

Karen BlincoeSteinar Valade-AmlandHelle Lorenzen

Hotel Nimb

0608

18

Selv hard core forretningmænd, som går ind og ud

af femstjernede hoteller over hele verden, bliver

betaget af Nimb. Det fortæller adm. direktør

Helena Thomsen, da vi, sammen med køkkenchef

på Restaurant Herman, Thomas Herman, sidder

i hotellets bar med fem meter til et loft kantet

med sølvstuk, prismelysekroner, høje mørkegrå

paneler, blankpoleret flygel, spejldøre og knit-

rende pejs.

Her dæmpes lyset om aftenen, og om søndagen

diverterer man med afternoon tea og pianomu-

sik. Baren har plads til 50 gæster, men her kunne

sagtens være 400, hvis det var dét, men det er

det bare ikke.......

De tre kvaliteterDer er tre overskrifter, når det gælder kvaliteten

på hotellet og i restauranten: råvarer og ma-

terialer, plads og rum samt tid og ro. Og der er

ikke gået på kompromis med noget. Man kunne

have valgt standardmøbler til baren i stedet for

polstrede engelske antikviteter, hjembragt og

ombetrukket med mørkt silke. Man kunne have

valgt et smallere, billigere parketgulv i stedet for

brede, massive Douglas-planker. Man kunne have

valgt at plastre til med værelser i stedet for de

13, der findes bag de sorte højglanspolerede døre

– alle udstyret med antikviteter og det ypperste

moderne design, og alle, på nær ét, med pejs og

udsigt til Tivoli. Og så en lille detalje: der er ikke

værelsesnummer på døren. I stedet er der, foran

hver dør, nedlagt en firkantet Ølandssten i hvis

nederste højre hjørne nummeret er udhugget

med romertal. Som sagt, bare en lille detalje.......

”Vi ønsker den luksus, der ligger i at frådse med

pladsen, tillagt fornemmelsen af tid og af ro. Det

kan godt være at personalet pisker rundt i kulis-

sen, men det skal gæsten ikke mærke. Gæsten

skal falde helt ned og føle sig hjemme. Man skal

føle, at man er på privat besøg hos nogen. Og så

længe vi er her,” siger Helena Thomsen og skæver

til Thomas Herman, der nikker, ”kommer der ikke

loungemusik og cocktailbar med kulørte drinks

eller andet balfaldera fredag og lørdag aften”.

”Kvalitet går over alt andet, det er, når man væl-

ger det absolut bedste,” supplerer køkkenchefen.

”Jeg er så bevidst om kvalitet, at hvis der ikke var

en økonomidame, som bankede mig i hovedet,

ville jeg bruge alle pengene på gæsterne. Altså,

hvis jeg skal købe en due, er der tre forskellige

prislejer, og jeg køber helt automatisk den i det

dyreste leje, for jeg ved, det er den, der smager

bedst.”

Jacob Grønlykke, bestyrelsesformand i Løgismose

Holding A/S, der sammen med Tivoli A/S ejer

Nimb, har været den drivende kraft i udviklingen

af konceptet Nimb. Og, som Thomas Herman

udtrykker det, så er hele modellen i Grønlykke-

koncernen, der også omfatter Falsled Kro og Kong

Hans Kælder, at man ikke bygger og indretter

noget, der går af mode om ti år.

”Det er af samme årsag, at jeg nede i min restau-

rant har Wegners Kina-stol, for den vil også være

der om 15 år. Den ægte kvalitet bliver smukkere

for hver dag, den bruges,” understreger Thomas

Herman.

”Men”, erkender Helena Thomsen, ”det her hus

har også kun kunnet lade sig realisere, fordi det er

Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder (DJ)

Kvalitet i højeste gearHotel Nimb og Restaurant Herman forfører med personlighed, omhu og den umiskendelige kvalitet, der møder gæsten overalt. Det hele garneret med en velgørende uhøjtidelighed.

0608

19

Huset Nimb omfatter Nimb Hotel med 13 værelser, Restaurant Herman, Restaurant Nimb, Nimb

Bar, Vinotek, Løgismose Butik og Grillbar, Løgismose Mejeri samt selskabs- og mødelokaler.

Ejerforhold: Løgismose-Nimb A/S er et joint venture-selskab stiftet mellem Tivoli A/S og Løgismose

A/S. Løgismose A/S har det fulde driftsansvar for husets ca. 5.000 m2 faciliteter.

Der er mellem 60 og 100 fuldtidsansatte, afhængig af sæsonen. House-keeping, økonomi og opvask

er outsourced.

Familiedynastiet Løgismose – opkaldt efter et gods på Sydvestfyn – blev etableret af ægteparret

Lene og Sven Grønlykke og består, foruden Huset Nimb, af Falsled Kro, Restaurant Kong Hans Kæl-

der, Løgismose Vinimport, Løgismose Mejeri og Løgismose Delikatesse- og Vinbutik. Sønnen Jacob

Grønlykke er bestyrelsesformand i Løgismose Holding A/S. Han brugte to år på at udvikle konceptet

for Huset Nimb sammen med blandt andet Restaurant Hermans køkkenchef Thomas Herman.

www.nimb.dk

en privat mand, der i et par år havde tid og over-

skud til at udtænke projektet. Det ville sandsynlig-

vis ikke kunne lade sig gøre i en hotelkæde, hvor

man må betale arkitekter og designere formuer

for samme engagement. Derfor har kvalitet også

en overligger. Hvis du skal udvikle det sublime,

tager det tid, de rigtige mennesker og et økono-

misk overskud. Et sådant projekt ville nok ikke

være rentabelt på koncern- eller kædebasis, da

det kræver et personligt engagement fra ejerne,

med nøje fokus på detaljerne og fleksibiliteten,

hvis en afdeling ikke performer som ventet – lige-

som du heller ikke kan kopiere det hjerteblod, der

er indlagt i hele Nimb-huset fra både Tivolis og

Løgismoses side.”

Vi vil kende gæstens behovDog er smukke og gennemførte rum ikke nok.

Nimbs forførelse og forkælelse af gæsterne grun-

der sig nok så meget i personligheden, omhuen

og den velgørende uhøjtidelighed.

Det er indtil videre ikke muligt at booke værelse

på hotellet via en web-portal med automatisk

bookingsystem. I stedet sender man en mail til

hotellet via hjemmesiden.

Man vil nemlig gerne kende lidt til gæstens behov

på forhånd – ikke fordi man vil snage, men for, at

personalet kan fornemme, hvor meget og hvilken

slags opmærksomhed, gæsten ønsker og har brug

for under sit besøg.

”Er det forretningsmanden, som vil være i fred

og arbejde på sit værelse og bare have en hurtig

bolle med kaffe, før han skal ud af døren om

morgenen. Eller er det ægteparret, der er ude på

den store tur med restaurantbesøg, sightseeing,

massage og personal shopper,” forklarer Helena

Thomsen og fortsætter:

Køkkenchef Thomas Herman

0608

20

Restaurant Herman

0608

21

”Ved vi, at gæsten har specielle interesser, eller

hvilken virksomhed de skal besøge, kan vi ved

ganske lidt forarbejde opfylde de forskellige be-

hov hos gæsten, når han eller hun ankommer. På

den måde koncentrerer vi os om gæsten allerede

før vedkommende træder ind ad døren.”

Personlig opmærksomhedNimb er et gourmethus med gæsteværelser, hvor

man skal bibringes følelsen af at være en privat

gæst. Derfor bydes alle personligt velkommen,

der gives hånd, og man følges til værelset, hvor

der serveres et glas champagne og en skål med

årstidens frugt. Det er vigtigt at ankomme stille

og roligt, puste ud, falde ned.

Hotel Nimb har ingen reception, ej heller receptio-

nister – eller bartendere og tjenere i klassisk for-

stand, for den sags skyld. I stedet tager værter og

værtinder hånd om gæsten, som udstyres med den

pågældende værts eller værtindes mobilnummer til

eventuelle forespørgsler – derfor ligger der heller

ingen A til Z mappe på værelset. Gæsterne tilbydes

endvidere en rundvisning, hvor de bliver præsente-

ret for alle afdelinger og muligheder i huset.

”Alle tager hånd om alle her på hoteletagen,

og gæsterne siger, at de føler sig hjemme. Den

omsorg, vi viser, oplever de ikke på de store kæ-

dehoteller. De kan så meget andet, men ikke den

kontakt, vi ønsker med vore gæster,” siger Helena

Thomsen, der også erkender, at det kræver sit

personale. Her går det ikke med en frisk og nyslået

hoteluddannet fra Schweiz. Der skal erfarne folk til.

”De skal selvfølgelig være top professionelle, men

nok så vigtigt, skal de være menneskekendere. I

det sekund de står over for gæsten, skal de kunne

fornemme, om det er én, der gerne vil være i fred,

eller om det er kæresteparret, der har sparet op i

et helt år eller har fået et ophold i gave og derfor

Foto

: Cla

es B

ech

-Poulse

n

Bar Hotel Nimb

0608

22

skal have ”hele pakken”. Hvert ophold bliver

skræddersyet,” fastslår hoteldirektøren, som

også fokuserer meget på uhøjtideligheden.

”Når du kommer ind her, kan du måske blive lidt

skræmt, fordi det er så ”fint”. Derfor skal vi være

lige så jordnære, som designet er overdådigt.

Det vigtigste for mig som chef er, at vi har fød-

derne solidt plantet i plankerne. Internt forsøger

vi at nedbryde det klassiske hotel-hierarki. Vi

har forskellige ansvarsområder, og vi behandler

hinanden ordentligt, hvad enten man er stuepige

eller administrerende direktør. Og alle gæster er

lige velkomne, uanset om de skal have en hotdog

til 49 kroner i Nimb Grillbar eller det største

værelse til 8.500 kroner pr. nat. Eneste krav er,

at man opfører sig pænt over for alle i huset – og

er i stand til at betale regningen – sagt med et

smil.”

Gæsterne betaler for hygge og stemningDen holdning deler Restaurant Hermans køkken-

chef, Thomas Herman, som hellere vil undvære

en af sine kokke end opvaskeren, for ”jeg kan

sgu’ selv lave mad, men jeg har ikke tid til at

vaske op”.

Det bærende princip i restauranten med udsigt og

terrasse mod Tivoli er hygge, komfort og gen-

kendelighed. Det gælder designet, og det gælder

maden. Thomas Herman foretrækker at påvirke

gæsternes følelser, snarere end deres smagsløg.

”Selv om restauranten i sit design er minimalistisk

og ”koldt” – ligesom min mad er det – er der en

varm stemning, når tjenerne er der. Det er deres

fortjeneste. Jeg har valgt at ansætte tjenere, der

er meget ”loose” i betrækket – de er dygtige og

ved, hvad de har med at gøre – men der er ikke

noget stone face over dem. Jeg lægger vægt på

personality.”

Tjenerne følger gæsterne til toilettet, skifter

servietten hver gang de er væk fra bordet og hjæl-

per damen med at få stolen ind under sig – alle

de basale håndværksmæssige ting, der ligger i

tjenerfaget, men dét, som gæsterne dybest set

betaler for, er hygge og stemning.

Thomas Herman er konsekvent i sin holdning til

gæsterne og restauranten, og gæster, der tror,

at de kan få alt, bare de har penge nok, er ikke

specielt populære.

”Selv om det er en dyr restaurant, kan gæsten ikke

betale sig fra alt. Du kan ikke få to retter, du kan

få fire. Du kan ikke få Fanta, men Luscombes-saf-

Hotel Nimb

0608

23

ter fra Løgismose. Det er mig, der sammensætter

menuen hver måned, og det står at læse i menu-

kortet,” siger han bestemt. ”Der er jo masser af

alternativer i huset, så det er vigtigt, vi er tro mod

konceptet i hver enkelt afdeling – også for ikke at

forvirre hverken gæsten eller personalet”.

”Det er vigtigt, at personalet ved, at det er vores

restaurant. Selvfølgelig er vi til for gæsterne,

men de skal også sætte pris på, at det er rigtigt

sølvbestik man spiser af, at det er duge i egyptisk

bomuld fra Geismar, som det kongelige porcelæn

og Nimb-glassene (designet af Cecilie Manz, mDD,

red.) står på. Ellers er der andre udmærkede spise-

steder at opsøge i København. Det er den eneste

ordentlige måde at drive en restaurant på.”

Genkendelighed med et tvistDer er ikke meget, der slår en placering i Tivoli,

mener Thomas Herman. Så kan man komme med

nok så mange havudsigter, men en lun sommer-

aften med åbne terrassedøre, og Tivoligarden, der

musicerer forbi, fås ikke andre steder.

”Selv om jeg nu har oplevet det mange gange og

egentlig er lidt småtræt af det, er det alligevel

fantastisk, for gæsterne farer jo op og ud og

fotograferer på livet løs. Det er med til at løsne

stemningen i en stramt og køligt designet restau-

rant, der ved første øjekast godt kan virke sådan

lidt ”nu er vi godt nok ude og spise med kniv og

gaffel”. Men når du hører Tivolis liv og nogle lidt

højrøstede turister, der går forbi, ja, så letter det

lidt,” smiler han.

Køkkenchef Herman laver som udgangspunkt

mad, som gæsterne kan lide. Han lægger vægt på

genkendelsen i stedet for overraskelsen. Ingre-

dienserne i den enkelte ret kan have en anden

kombination end hjemme på villavejen, men det

er en anden sag. Smagene skal man kende. Sam-

mensætningen kan tvistes.

Der er fx ungdue, som de færreste nok laver

derhjemme. Dertil champignon ala creme, som

i Hermans version tilberedes med Karl Johan

svampe: ”Meget simpelt, men tusind gange mere

velsmagende end almindelig champignon. Retten

genkendes, og så glider ungduen sikkert også

bedre ned.”

Eller æbleskiver med røget ål og kirsebærsauce

som snacks til champagne: ”Det lyder fuldstændig

sindssygt. Men æbleskiver er i sig selv en salt ting,

derfor kommer du sødt på. Ål spiser du sagtens

med citron, og da kirsebær har samme syre i sig,

så hvorfor ikke? Jeg ved, at det smager godt, hvis

man ellers kan lide de enkelte dele hver for sig.”

Der er også stegt fois gras med jordbærgrød:

”Det er jo ikke den søde grød med fløde, men en

vi laver på balsamico og portvin, hvori vi vender

umodne, grønne og saftige jordbær – en syrlig

smag, der går godt med fois grasen.”

Men det er ikke dét at tænke skridtet videre,

der gør en god kok. I følge Thomas Herman er

der mange gode kokke, der ikke tænker særligt

meget, og han har selv haft masser af kokke, der

ikke kunne koge en kartoffel.

”En god kok er en, der er god til at lave mad.

Punktum. En, som har gefühl. Når jeg får en ny

kok, beder jeg tit vedkommende om at koge en

kartoffel. Den skal jo behandles med lige så me-

get respekt som en trøffel. Hvordan man behand-

ler de basale råvarer, kan adskille den gode fra

den dårlige kok.”

Så dyrt som en Gran Canaria-turEn god aften for køkkenchefen er at gå ind i sin

restaurant og mærke en fantastisk stemning, at

opleve, at gæsterne hygger sig, at det hele bare

”flyder” derinde, og at tjenerne har tid til hver

gæst. Så bliver han stolt over hele set-uppet, over

at han og alle medarbejderne på et halvt år har

skabt en restaurant, der er hyped som en af de

bedste i Danmark.

”Alle gør deres bedste, fordi de ved, at det her

er et professionelt sted. Tjenerne behøver ikke

at være nervøse for om den mad, de bringer til

bordet er tilberedt perfekt. Det er den, for der

må ikke ske fejl på sådan en aften. Og det giver

medarbejderne en stolthed, som er et stort drive.

Gæsterne skal have en fed oplevelse, for de skal

af med stort set lige så mange penge som for

en tur til Gran Canaria. Har de haft det, så er jeg

glad,” fastslår Thomas Herman, som netop har

vundet prisen som Årets kokkeprofil 2008 i Den

Danske Spiseguide.

0608

24

Restaurant Herman

0608

21

side 32

FRA KO

TIL SKOAt have kant og at være folkelig kan umiddelbart

lyde noget modsætningsfyldt.

Men det er det ikke for den sønderjyske

skoproducent Ecco, som heller ikke

går på kompromis med komforten,

men altid har foden som

udgangspunkt.

side 33

På denne tidlige og klare aprildag har den

kraftige blæst frit løb hen over den fl ade land,

hvor der er højt til loftet og frit udsyn mod

alle verdenshjørner. Vejskiltet på omfartsve-

jen fortæller, at der er ni kilometer til Rudbøl

Grænse.

Her på kanten af Tønder bor Eccos design-

og udviklingscenter. På toppen af en lille bakke

foran huset tårner en kæmpefod af bronze,

udført af Peter Brandes, sig op. Foden har til

alle tider været det ultimative omdrejnings-

punkt for Ecco. Ikke skoen, men foden. Uanset

om det drejer sig om en børnesko, en højhælet

damesko eller en løbesko, skal foden have det

godt.

”Vi er kompromisløse, når det gælder

komforten. Selvfølgelig er der nogle begræns-

ninger, når vi designer en forholdsvis spids og

højhælet damesko, men den kan alligevel godt

være bedre at gå i end den fra konkurrenten,”

påpeger chefdesigner Ejnar Truelsen, som har

designet for Ecco i noget, der nærmer sig en

menneskealder. Hans hede ambition er at lave

folkeskoen.

”Broby Johansen udgav engang en bog,

som hedder ”Hverdagskunst – Verdenskunst”.

En af vore sko var nævnt her, og det var en

dejlig sammenhæng at optræde i. Jeg kan lide

det folkelige, og jo fl ere mennesker vi kan til-

fredsstille, jo bedre. Mit mål er altid at designe

en superfed sko, som kan bruges i mange sam-

menhænge og købes til en fornuftig pris,” siger

chefdesigneren og tilføjer:

”Tag nu Converse All Star – det er et meget

bredt produkt, alle kan gå i en Converse, men

den ser forskellig ud på alle mennesker. Det

er en kunst at ramme den balance, og det kan

smarte forretningsfolk ikke planlægge. Sådan

en udvikling lever sit eget liv.”

”Hvis teknikerne river sig i håret, er vi på

rette vej”

Produktet og designet har skabt, hvad Ecco er

i dag, og virksomheden bliver da også i højere

og højere grad styret og udviklet af design og

innovation. Virksomheden kan direkte afl æse

designets betydning i de økonomiske opgø-

relse, og der er seriøs forståelse på direkti-

onsgangen for, at designet er afgørende for,

om Ecco lykkes med sine produkter. Den adm.

direktør Dieter Kasprzak har i øvrigt selv en

designbaggrund.

”Naturligvis er der altid tale om en ba-

lancegang i forhold til en virksomheds ud-

vikling. Det afhænger af, hvilket perspektiv

du anlægger; design, produktion, salg eller

markedsføring,” mener designchefen Jakob

Møller Hansen. ”Salgsleddet fx giver en masse

værdifuld information om, hvad der er brug

for ude i butikkerne – i sidste ende er det jo en

virksomhed, vi driver, og der skal tjenes penge.

Men der træffes også beslutninger, hvor det

forretningsmæssige er mindre væsentligt.”

Designchefen påpeger, at nogle af de

produkter, der ikke vokser ud af kommercielle

behov, men som er mere ”rene” og idealisti-

ske og dermed udstyret med mere kant, er

nødvendige for at give et skub til imaget og til

forbrugernes opfattelse af, hvad og hvem Ecco

er. Her er virksomhedens seneste løbesko Biom

et godt eksempel.

Ecco satte sig for at lave verdens bedste

løbesko – ingen grund til falsk beskedenhed –

smed alle konventioner overbord og fordybede

sig i erfaringerne med at lave komfortable sko.

Et samarbejde med en tysk professor, som er

ekspert i biomekanik, altså koblingen mellem

sport, udøver og krop, blev etableret, 3.000

fødder blev scannet, og der blev analyseret,

researchet, tegnet, undersøgt, udviklet og

designet i over to år før, Biom kunne sættes på

plads i butikkerne.

”Biom har kant. Du kan se, det er en løbe-

sko, men den ser anderledes ud og har andre

funktioner end andre løbesko. Jeg synes, at

Biom repræsenterer det, som Ecco står for;

et godt håndværk kombineret med avanceret

teknologi,” siger Ejnar Truelsen.

”Og hvis vi i den proces udelukkende havde

haft de kommercielle briller på, var produktet

ikke blevet så godt, som tilfældet er. Der var

ingen indblanding i udviklings- og designpro-

cessen. Vi fi k lov at være kompromisløse,”

understreger Jakob Møller Hansen.

Designchefen mener, at en af Eccos vigtigste

opgaver er at udfordre de konventioner, der er

i skobranchen:

”Den måde vi laver sko på i dag, skal ikke

være en begrænsning for, hvordan vi ønsker at

gøre det i morgen – og det gælder både med

hensyn til design og den tekniske konstruktion.

Og de store, fremadrettede spring kommer

altid fra designet. Hvis teknikerne længere

henne i forløbet river sig i håret, ved vi, at vi

har fat i noget af det rigtige.”

Kollegaen i Thailand udvælger skindet

Man tænker ikke umiddelbart på, at det

er 15 – 16 designere i et stort hus placeret i

et fl adt og forblæst landskab, der er hovedår-

sagen til, at de over 10.000 medarbejdere og

deres familier i Indonesien, Thailand og Kina

har mad på bordet og kan betale deres husleje.

Sådan groft og generelt sagt.

Ikke desto mindre er de fuldt ud bevidste

om det forhold hos Ecco i Tønder. Hver dag.

--------------------------------------------Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder (DJ)--------------------------------------------

--------------------------------------------< Ecco’s nye løbesko, Biom--------------------------------------------

Det understreger designchefen. Ecco ejer og

driver, som en af de få store skoproducenter i

verden, nemlig hele produktionsprocessen fra

ko til sko – dog har virksomheden ikke egne

køer, men opkøber i stedet skind fra slagterier

i hele verden.

”Det er en meget kompliceret proces at

designe og producere en sko, og det, at vi

ejer alle led i værdikæden, betyder en øget

opmærksomhed på de processer, der ikke lige

foregår i ens egen afdeling. Og det er vigtigt

at vide, at det er ens kolleger i blandt andet

Thailand, der udvælger det rigtige stykke skind

til overlæder og producerer skoen,” siger Jakob

Møller Hansen.

For Ecco betyder kvalitet, at skoen lever

op til og meget gerne overstiger de forvent-

ninger, som brandet skaber og kommunikerer. I

den forbindelse har det stor betydning at drive

hele produktionsprocessen selv.

”Vi kan gå ind og kontrollere hver instans,

hvert et led i processen meget grundigere, når

vi har alt i eget hus. Vi er ikke tvunget til at gå

på kompromis,” pointerer Ejnar Truelsen.

Risikovillighed erstattes af påpasselighed

Tidligere har Eccos image hældet mest

mod det fodformede, hvor brandet i dag

fremtræder mere moderne og – ja, undskyld –

fremme i skoene. I hvert fald betragtet udefra.

Og der har da også været en årrække, hvor

virksomheden har kæmpet specifi kt mod det

fodformede look.

”Men det pudsige er, at vi jo altid samtidig

med at producere de mere fornuftige sko også

har designet elegante damesko – ikke i samme

grad, men de har altid optrådt i vores kollek-

tioner. Men tiden har også arbejdet for os, for i

dag er det mere legitimt at gå i komfortable og

fornuftige sko. Forbrugerne er blevet mere be-

vidste om, hvad de stikker fødderne i,” mener

Ejnar Truelsen, som også påpeger, at Eccos sko

aldrig har haft parisisk catwalk-potentiale.

”Vi laver relevante og smukke sko, som har

en opgave i en sammenhæng. Og den problem-

stilling kan være løst godt, uden at skoen nød-

vendigvis falder i alles smag. Det har vi da vist,”

smiler han. ”Men i vore kataloger fra 80’erne

optræder faktisk de samme skotyper, som du i

”Vi er kompromisløse, når det gælder komforten. Selvfølgelig er der nogle begrænsninger, når vi designer en forholdsvis spids og højhælet damesko, men den kan alligevel godt være bedre at gå i end den fra konkurrenten.”

dag ser i vores fashion-del for damesko.”

1980’erne var en spændende epoke for

Ecco med grænsesøgning og fanden-i-voldsk-

hed – ”hvis noget ikke kunne lade sig gøre,

skulle vi nok modbevise det” – men i 1990’erne

var udviklingen af designet stillestående, me-

ner chefdesigneren. I de år voksede virksomhe-

den betydeligt, nye markeder kom til, og risiko-

villighed blev erstattet med påpasselighed.

”Det var mere et spørgsmål om at få fun-

damentet til at holde i en periode, hvor der var

mange tilpasninger og hvor der blandt andet

også kom nye folk til, som nok var mere resul-

tatorienterede. Det var en tid med brydninger

på godt og ondt. Først nu er vi ved – igen – at

få styr på, hvad står for, hvad vi tør stå for. Det

kræver mod at sige: det her er os, tag det eller

lad være.”

Det genfundne mod har blandt andet bety-

det, at Ecco de seneste fi re til fem år har luget

voldsomt ud i sine kollektioner. Alt unødven-

digt er skåret væk, så der nu hver sæson ”kun”

præsenteres 700 – 800 sko omfattende alle

varianter – mod dobbelt så mange tidligere.

”Vi var blevet så brede, at vi kunne til-

fredsstille alle slags forbrugere. Og så forsvin-

der kanten, der bliver for meget leverpostej,”

siger Ejnar Truelsen.

”Det skærpede fokus har ikke betydet

mindre arbejde til designerne – tvært imod. For

når du skærer ind til benet og dermed bliver

mere nøgen, er det endnu tydeligere, at desig-

net skal være i top,” understreger Jakob Møller

Hansen.

Gensidig inspiration

De seneste par år har Ecco engageret sig i

samarbejde med designskolerne på forskellig

vis. I marts indledte virksomheden et tre-årigt

strategisk samarbejde med Designskolen

Kolding. Ligesom man også med to årgange

af studerende har haft to projekter kørende:

Walk! Shoes for sustainable future i 2010 og

i år My Shoe – personal dream shoes for the

real world. Derudover udskrev Ecco i septem-

ber 2010 idékonkurrencen, 360-challenge,

hvor de studerende på Arkitektskolen Aarhus,

Kunstakademiets Arkitektskole, Designskolen

Kolding og Danmarks Designskole blev indbudt

--------------------------------------------

Ecco blev etableret i 1963 i

en lille fabriksbygning ved

Bredebro, Sønderjylland,

af Birte og Karl Toosbuy

– bygningen er vokset

betragteligt, men her ligger

hovedkvarteret stadig.

Design- og udviklingscen-

teret Futura har sit eget

hus i Tønder, hvor blandt

andet de cirka 15 in-house

designere arbejder.

Virksomheden har cirka

18.000 ansatte fra mere

end 50 lande. Salgssteder

fi ndes i over 90 lande.

Skoproduktionen foregår i

Thailand, Indonesien, Slova-

kiet, og Kina.

Ecco ejer og driver som den

eneste større skoprodu-

cent alle led i skoprodukti-

onsprocessen.

Virksomhedens årsrapport

2010 viser et resultat på

631 mio. kroner før skat.

Det er en stigning på 37

procent i forhold til året

før. Også omsætningen er

steget fra 2009 til 2010

med 21 procent.

--------------------------------------------

side 34

til at komme med forslag til fremtidens Ecco

butik.

Ejnar Truelsen og Jakob Møller Hansen er

enige om, at der er fl ere gode grunde til denne

involvering med de designstuderende.

”De studerende har frihed og mulighed til

at skabe innovation. De tænker meget koncep-

tuelt, er ikke afhængige af forretningsmæssige

interesser og hensyn eller præget af, hvordan

tingene plejer at være. Så vi får rig inspiration

til vore kollektioner. De studerende tilbyder en

masse skæve tanker og detaljer, som vi kan ar-

bejde videre med. Og så får vi en anden indsigt

i fremtidens design og begyndende trends.”

Den anden vej rundt kan samarbejdet med

Designskolen også fungere som rekrutterings-

grundlag for Ecco.

”Herhjemme er der ingen uddannelse

specifi kt i skodesign. Måske kan vi, når vi gen-

nemgår vores design- og produktionsproces-

ser, åbne nogle studerendes øjne, så de kan se

skodesign som en karrierevej, ligesom vi også

håber at kunne tiltrække dygtige designere

til Ecco,” siger Ejnar Truelsen og Jakob Møller

Hansen. �

--------------------------------------------

ECCO OG DESIGNUDDAN-

NELSERNE

Ecco har indgået en treårig

strategisk samarbejds-

aftale med Designskolen

Kolding til en værdi af tre

mio. kr. Samarbejdsaftalen

indeholder en række fælles

aktiviteter, bl.a. aftale om

praktikforløb, deltagelse

i designfaglige udviklings-

projekter og input fra Ecco

til studenterprojekter. Her

er det seneste My Shoe –

personal dream shoes for

the real world. Før afta-

len i 2010 samarbejdede

Ecco med en årgang om

projektet Walk! Shoes for

sustainable future.

I september 2010 udskrev

Ecco idékonkurrencen,

360-challenge, hvor de stu-

derende på Arkitektskolen

Aarhus, Kunstakademiets

Arkitektskole, Designsko-

len Kolding og Danmarks

Designskole blev indbudt til

at komme med forslag til

fremtidens Ecco butik.

--------------------------------------------

En sko bliver til. ECCO ejer og driver hele produktionsprocessen fra ko til sko

side 35

side 9

Uanset hvad Finn Sködt arbejder med, er det glæden ved materialet, der er dominerende.

Det er sanseligheden og æstetikken, oplevelserne og begejstringen kombineret med en stor viden,

følsomhed og indlevelse, der gemmer sig i skatkisten.

GRAFIKEREN, MALEREN,

FARVEEKSPERTEN, DESIGNEREN

...Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder (DJ)

< Magenta, Kvadrat

side 10

Somme tider er der nogen, der lukker skabet op

Finn Sködt har været med i den grafi ske bran-

che helt fra han som litografl ærling, i et bog-

trykkeri, slæbte papir og siden som studerende

på Den Grafi ske Højskole i København, så han

kan til enhver tid spotte en tryksag med forkert

baneløb.

”Jeg bilder mig ind, at jeg kan faget – selv-

følgelig ikke til bunds, det kan vel ingen – men

jeg ved i hvert fald, hvad der er op og ned på

et stykke papir. Det er så grimt, når papir bliver

behandlet forkert. Desværre ser man det mere

og mere.”

Og papir er helligt hjemme hos Finn Sködt, for

papir er et fantastisk materiale, og børnene har

lært, at når man er færdig med at tegne eller

skrive på den ene side, så vender man det om

og bruger den anden side. Og til slut kan man

jo altid lave en papirfl yver eller noget origami.

Ikke noget med bare at smide væk.

Men tilbage til begyndelsen. Her er Den Gra-

fi ske Højskole det absolutte fyrtårn. Finn Sködt

pjækkede én dag i løbet af de tre års skoletid,

og det fortryder han stadig.

”De år ændrede alt. Hvad jeg jyske bonde-

dreng ikke fi k ud af at gå på den skole, det er

ikke værd at nævne. Du ved, der er mennesker,

man støder på undervejs ... Nogle mener, at

man ikke kan lære noget af nogen, men der

er fandme nogen, der får lukket skabet op

engang imellem. Der var fantastiske lærere på

Aftenen før vi skal mødes, modtager jeg denne

mail: ”Kære Helle. Husk lige, at vi bor “hvor lan-

det er forlænget med spånplader”. Her er koldt

og sumpet! Vi ses. Finn”.

Der kører godt nok busser ud til det yderste

af Helgenæs på Djursland, men det er ikke

mange, så på Rønde busterminal bliver man

hentet og modtaget med kindkys af manden

i støvfrakke og det lange, hvide, fl orlette hår

strøget bagud.

Ude ved det hvide hus er der højt til loftet, og

man kan se vandet, hvis man altså går op på

taget. Og godt nok er der koldt og vådt udenfor,

men inden døre breder den gode varme sig fra

brændeovnene.

Ad en hvid trappe går vi op på første sal, hvor

en stor, lys og luftig stue breder sig ud om-

kring et blankt sort klaver, et rødt selv-indkøbt

lakskab fra Kina, ”det er godt nok ikke gammelt,

men det er da meget smukt alligevel”, fi re læne-

stole i lyst læder og stål fra Friis & Moltkes 2000

serien, designet af den mangeårig ven Ove Rix,

en sofa draperet med et farvestrålende tæppe

fra Mexico, et stort 1700-tals skrivebord, en

neongrøn modelstol, som vist er mere til pynt

end til ”sidning” samt et stilrent spisebord i lyst

træ.

I det lige så lyse køkken, også på første sal,

er der dækket op med laks, rejer, gedeost og

Chablis, som vi nyder i selskab med Finn Sködts

kone, Else Marie, mens vi taler om børn, at bo

på landet samt fordele og ulemper ved at have

kæledyr.

Finn Sködt Star, Kvadrat

”I skolen under-holder min datter med, at jeg griner med den røde, pjatter med den gule og diskuterer med purpur …”

Divina, Kvadrat

side 11

den skole. Bent Rohde, det store forbillede, der

gennem kalligrafi en lærte os kærligheden til

bogstaverne, maleren Kjeld Jensen, verdens

bedste lærer og værste pædagog. Han er nok

den, der har lukket mest op for mig, hold da op.

Han kunne fortælle, hvad det hele handler om

uden egentlig selv at have svaret. Han kunne

fortælle om den sandhed, der ikke fi ndes og

endda angive den retning, hvori den ligger.”

Efter endt uddannelse i 1968 tog Finn Sködt

tilbage til Aarhus sammen med grafi keren

Bruno Hansen med hvem, han etablerede

tegnestue. Sammen med mange andre på den

tid ”forspiste” han sig på plakaterne, hvor den

massive inspiration og påvirkning kom fra Po-

len. Finn Sködt slap sig selv løs som den evige

freelancer – han har aldrig været ansat andre

steder end i sin læreplads – og arbejdede en år-

række som grafi ker for blandt andet forskellige

jyske møbelvirksomheder, hvilket skulle vise sig

at blive en god ballast.

Afgørende indfl ydelse på Kvadrat

I fi lmkunsten arbejder man med historiens

point of no return, og et sådant kan også

optræde i menneskers liv. Finn Sködt mødte

sit point i begyndelsen af halvfjerdserne, da

han blev præsenteret for den forholdsvis nye

virksomhed Kvadrat.

”Den havde vel eksisteret i fi re, fem år, og når

du kom ind af døren, kunne du nøjes med at

bukke en gang, så havde du sagt goddag til alle.”

Arbejdet for Kvadrat begyndte med tilret-

telæggelsen af tryksager og farvekort. Enga-

gementet udviklede sig til udarbejdelsen af en

gennemgribende grafi sk identitet, som natur-

ligvis også blev et vigtigt element i Kvadrats

udstillingsdesign. Finn Sködt blev derfor helt

naturligt også koblet på her. Og en dag ønskede

”den gamle Byriel”, den ene af de to daværende

direktører, en grafi kers og malers syn på virk-

somhedens farver. Det skulle vise sig at blive

et klogt træk, for siden da har Finn Sködt været

”en del af familien” og har udviklet en uende-

lighed af farvesætninger og -skalaer og på den

måde haft en helt afgørende indfl ydelse på

Kvadrats fornemmelse for farver.

Farverne har altid været der

Det er tid til et besøg i ateliet og arbejdsrum-

met, som befi nder sig i en sidebygning udstyret

med glastag. Hele den ene væg er dækket af en

reol, hvor alskens farvepigmenter i glaskrukker

og andre beholdere er linet op. Pensler er ord-

net i snorlige rækker, malerierne, færdige som

ufærdige, læner sig op ad væggen i pæne stakke

og på det ene arbejdsbord ligger kunst- og gra-

Quijote, 2005, i anledning af 400 året for Cervantes Don Quijote, Venezuela

< Plakat for Aarhus Kommune, 1999

<

side 12

fi kbøgerne stablet i sirlige bunker. Den seneste

med tegninger af mestrene fra den italienske

renæssance kom til i aftes efter endnu et besøg

i Milano, hvor Finn Sködt er tilknyttet et galleri.

”Farverne har altid været der for mig, og det

er lige før jeg går og taler med dem. I skolen

underholder min datter med, at jeg griner med

den røde, pjatter med den gule og diskuterer

med purpur... Det fascinerende ved farver er, at

de er så lette at have med at gøre og samtidig

svære. De er på samme tid håndgribelige og

abstrakte. Og de er umiddelbart synlige for dit

øje, men prøver du at systematisere dem, bliver

de fl ygtige. Selv computeren, som praler med 16

millioner farver, kan vel dårligt håndtere mere

end 25,” siger Finn Sködt og fortsætter:

”Glæden ved farverne ligger ikke i teorien,

men i materialet. Hvis du fx er i Rom er det en

stor fornøjelse at gnide et stykke papir mod en

husvæg og på den måde tage en nuance med

hjem, ligesom det er en fryd at fi nde en farve-

handler i en sidegade og købe en tube zinnober-

rød af et andet fabrikat end det, du plejer, fordi

zinnoberrød varierer meget.”

”Farvernes historie er fantastisk og en meget

stor del af fornøjelsen ved at arbejde med dem.

Kendskab til hvad de er lavet af, hvem der har

lavet dem, hvor de kommer fra, hvorfor er netop

den blevet populær – ved du fx, at zinnober

betyder ”kinarød”? Eller at ultramarin, som

udvindes af halvædelstenen lapis lazuli, betyder

”farven fra den anden side af havet”, fordi den

blev bragt hertil fra Kina eller Afghanistan. Når

du kender farvens historie, ser du den på en

helt ny måde og arbejder anderledes med den.

Mange løsninger ligger ofte i denne viden.”

Man vælger selv sin farve

En sydkoreansk indkøber stillede engang Finn

Sködt spørgsmålet: ”Are you fi nding colours or

are you inventing colours?”

”Dér ramte han lige spørgsmålet, man næsten

ikke kan svare på. Det handler i langt de fl este

tilfælde om at vælge farver. Som i al design og

kunstnerisk arbejde handler det om at vælge.

Farverne fi ndes jo, forstået på den måde, at de

pigmenter, der er tilgængelige, danner de ud-

gangsfarver, man har at arbejde med, så på den

måde opfi nder man ikke noget, men blander sig

frem til sine egne versioner. Samlingen af eksi-

sterende pigmenter har naturligvis ændret sig

op gennem historien. Men den tid er forbi, hvor

den udøvende selv graver farven ud af jorden.

Fremstillingen er nu i hænderne på den kemiske

industri, hvilket giver nye og farvekraftige og

ikke mindst billigere pigmenter. Men der ryger

også nogle af de klassiske af i svinget.”

Finn Sködt kan godt fornemme og genkende

sine egne farver, når han støder på et møbel

eller et panel, herhjemme eller i udlandet –

”purpur fx, som jeg altid lægger lidt til højre for

midten.” Og selv om han, med egne ord, ikke

er ”tekstilmand”, er han ret forelsket i uld, som

er et meget taknemmelig materiale at indfarve

– ”uld kan farves så dybt, at man nærmest bliver

rørt og får lyst til både at spise og kramme

materialet.”

”Af og til kan man jo godt blive i tvivl om,

hvad det er, man bruger sit liv på, men jeg synes,

at tekstil, næsten på linie med brød og vin, er et

klassisk lødigt materiale at arbejde med. Som

kulturbærer har det altid haft sin plads. Hvor

var verdenssamhandlen, hvis vi ikke havde haft

Silkevejen og søhandelsruterne, som bragte

tekstiler og farvestoffer fra Orienten til Europa.”

Det præcise anslag

Finn Sködt er ikke meget for at tale tingene

derhen, hvor han ikke føler, at de hører hjemme.

Det er sanseligheden og æstetikken, oplevel-

serne og begejstringen kombineret med en stor

viden, følsomhed og indlevelse, der gemmer

sig i skatkisten. Alt det, der ligger til grund for

autoriteten og det præcise anslag.

”Hvis jeg er klog på noget, så er det placering

af elementerne, eller rettere forvaltning af af-

standene mellem dem. At være præcis omkring

farve, rum og afstand. I billederne, også afstan-

den fra objektet til beskueren. I virkeligheden

eksisterer æstetik jo ikke i sig selv. Den kommer

med det, man laver og er gemt i formen. Du

kan ikke købe 100 g af det eller stille den ind

som en stol. Men er æstetikken og dermed også

sanseligheden til stede, føler du et velvære. Der

er noget, der falder på plads. Tingene skal gå op

– og så skal du alligevel ikke kunne afkode det

ved første øjekast. Derinde tror jeg, at vi fi nder

æstetikken.”

Antidesign som protest

De seneste år her der svirret en masse begre-

ber, tolkninger og defi nitioner rundt i luften,

når talen falder på design. Det kan Finn Sködt

godt blive lidt svedt over. For bliver vi egentlig

klogere af det? Bliver vi ikke bare mere forvir-

rede? For nogle år siden, hvor han mente, at

alt det med design var gået hen og blevet lige

lovligt helligt, forsøgte han at opstille sin anti-

design tese i forbindelse med et interview til et

japansk tidsskrift.

”Jeg syntes virkelig, at jeg havde fat i noget

der,” griner han, ”men interviewet blev aldrig

trykt, for de fattede ikke, hvad jeg mente … Det

var vel også en provokation. Men essensen var,

at jeg gerne ville gøre op med, hvad jeg så som

noget anstrengt og kunstigt omkring design.

side 13

”Uld kan farves så dybt, at man nærmest bliver rørt, og man får lyst til både at spise og kramme materialet.”

Jeg følte, at design som sådan havde mødt en

mur. Det er som om, vi har glemt, at design på

latin betyder at tegne. Jeg kan godt lide, når

ting fi nder deres form hen over en udvikling,

hvor produktet forfi nes mere og mere. En violin

står for mig som det ypperste designprodukt,

selv om den jo aldrig er blevet designet i den

forstand, vi kender. Og fi nnerne har en evne til

at få begreberne bragt helt ned til basis. Same-

kniven, fx, ethvert forsøg på at re-designe den

bliver betænkeligt. Men den er et smukt eksem-

pel at have i tankerne, hvis man skal arbejde

med kniv-design.”

Man gør ikke sig selv til kunstner

Lige nu arbejder Finn Sködt med skriftvalg og

farvesætning for Danmarks Grafi ske Museum.

Typografi en spøger stadig. Bogstaver og fontde-

sign optager ham meget, for der er man nede

i en detaljeverden, hvor det ikke er muligt at

snyde. Det er nøgent og med rigtig mange regler

om funktion og æstetik, der skal overholdes,

hvis ”stadset” skal kunne læses.

”Det er en større tilfredsstillelse at arbejde

med, end man umiddelbart skulle tro,” siger

han.

Tilknytningen til Kvadrat er bevaret om end i

en rimeligt nedtrappet form.

I dag er det kunsten, der optager den største

plads, selv om der egentlig altid har været fl y-

dende grænser i Finn Sködts univers.

”Det har været spændende, men også givet

nogle forhindringer og en gang imellem følelsen

af at befi nde sig i et ingenmandsland. Kunstner

er jo i princippet ikke noget, man gør sig selv til.

Det må andre vurdere. Du kan arbejde med dine

ting, og du kan stå ved det, du gør.”

�

”Hvis jeg er klog på noget, så er det placering af elementerne, eller rettere forvaltning af afstandene mellem dem. At være præcis omkring farve, rum og afstand.

Magenta, 2008, akryl på lærred, 100 x 100 cm

> Manoscritto, 2008,akryl på hørlærred, 100 x 100 cm

>> Oscillazione, 2008, akryl på lærred, 100 x 100 cm

<

side 14

www.danskedesignere.dk

POLITISK

Danske Designere har adgang til det politiske system, erhvervslivet

og pressen. Vi påvirker holdningen til design og professionelle desig-

nere, bidrager til styrkelse af uddannelse og forskning på området

samt sikrer fl ere midler til udvikling og fremme af design som driv-

kraft og kompetence.

na

tion

.dk +

idi.d

k

DD_annoncer_02.indd 1 1/27/09 2:56:22 PM

side 25side 24

Det gode liv er et andægtigt udtryk, nærmest

religiøst, men som Tobias Jacobsen udtrykker

det, så er ”det sgu vigtigt at få det gode ud

af det liv, man har, af sit talent, sit kald, eller

hvad det nu hedder.”

Før han kom på Danmarks Designskole,

kreerede og skabte han ting – smykker og

andet – uden den store tankevirksomhed

bag – det var en leg, et sted med former, let

og lykkeligt. Det gjorde designskolen en ende

på med sine teoretiske overvejelser og sin

kritiske indstilling. Design blev pludselig en

problematisk og uhåndterbar størrelse.

”Det måtte ikke være let. Nej, det var

svært at designe en stol, det skulle være svært

at arbejde med design. Lidt efter lidt sneg der

sig sådan en følelse af, at det nok slet ikke

kunne lade sig gøre, ind på mig. Og med den

kom en vis ulykkelighed til stede i processen.

Jeg var ikke glad. Det var ikke fedt hele tiden

at være usikker og bange. Nu har det i årenes

løb aldrig kun været en jubel at designe – det

er en tvetydig proces – men dengang var det

meget, meget hårdt. Blandt andet også fordi,

at jeg stillede mig spørgsmålet: hvorfor skal

denne ting overhovedet være i verden?” for-

tæller Tobias Jacobsen og fortsætter:

”Det spørgsmål skal man bare ikke stille

sig selv. Det betyder ikke, at man ikke skal

tænke sig om og bare sprøjte produkter ud,

slet ikke, men man må finde den vej i formgiv-

ningen, der interesserer en – er det skulptur

eller flyvemaskiner, man er optaget af? Og så

må man forfølge det for at gøre det interes-

sant for sig selv at kreere og formgive.”

Jeg har lov til at koble tankerne fra

Tobias Jacobsen har i hele sit designerliv søgt

efter det gode liv – faktisk havde det allerfør-

Lige siden tiden på designskolen har designer mDD Tobias Jacobsen søgt og øvet sig i det gode liv, hvor sanseligheden og intuitionen er de drivende kræfter i jagten på formen.

Af Helle Lorenzen,

kommunikationsmedarbejder (DJ)

IDÉEN OM DET GODE LIV

------------------- Designer mDD Tobias Jacobsen

Carat Raadvad. Design: Tobias Jacobsen mDD. Produktion: Raadvad

Vio Button. Design: Tobias Jacobsen mDD. Produktion: Fashion 4 Home

”Ting og sager er med til at holde mine sanser vågne og opmærksomme og er dermed også en stor del af det gode liv.” Foto: Michael Daugaard

-------------------

”Men jeg har fundet ud af, at formen skal nok komme, og at jeg har lov til at koble tankerne fra det, jeg sidder med. Det har hjulpet på processen og mit liv med den.”

side 27side 26

det største, når det sker.”

Musikken er en uomtvistelig følgesvend i

jagten på formen, og på gulvet i kvistværelset

står gule skokasser fyldt med cd’er.

”Den musik, jeg hører på tegnestuen, kan

jeg ikke holde ud, når jeg er derhjemme. Det

er sådan noget, jeg ved ikke rigtig, hvad det

hedder, samplemusik, computermusik, house…

Især er Trentemøller god at arbejde til. Hans

musik har ekstremt mange lag, som afslører

sig, når man skruer op for volumen. Musikken

er poetisk, næsten klassisk. Jeg lytter ikke

decideret til den, men jeg bliver mere modig,

fordi den er energigivende.”

Intuitionen er formgivningsprocessens

styrende kraft. Det værste er, når bevidsthe-

den blander sig. Og brugeren er ikke i centrum

på den måde, som er beskrevet i alle mulige

designkoncepter nu om dage.

”Hvis jeg skal tegne en sofa, kan jeg godt

finde på at lægge mig ned, lukke øjnene og

forsøge at se denne sofa for mig, forestille

mig, hvordan ser den ud, når den står i et hjem.

Og så skynder jeg mig at tegne den form. Det

er faktisk forholdsvist ofte, at jeg kan se pro-

dukter, der ikke eksisterer endnu. Selvfølgelig

er det ikke altid den holder, når det kommer

til stykket, men alligevel …,” fortæller Tobias

Jacobsen og fortsætter:

”Jeg er gået bort fra at fokusere på, hvem

der skal bruge produktet. Det gør processen

meget værre. I stedet tænker jeg meget på,

hvad jeg selv kan lide, men selvfølgelig skal

ting være til at bruge, det behøver vi slet ikke

tale om. Jeg vil jo også selv have produkter,

der er gode, smukke og rare at have med at

gøre. Men i sidste ende er det min egen lykke-

tilstand, der er afgørende – ellers kan jeg ikke

designe noget som helst.”

I

nogen ting. Det er, når du bliver forstyrret, at

intuitionen går i gang. Jeg kan ikke både være

koncentreret og intuitiv på samme tid,” siger

Tobias Jacobsen.

”Jeg tror ikke, at disse udflugter eller over-

springshandlinger, kan man også kalde dem,

umiddelbart bliver til noget bestemt design,

men jeg har trænet mig til at hive alle mulige

sanseindtryk frem, som jeg så kan omforme

og bruge i dele af mit design. Når det lykkes.

Det er ikke altid.”

En østers med bikini

Også derhjemme sammen med børnene bliver

sansetræningen ihærdigt praktiseret. Tobias

Jacobsen har købt en bog, som vinsmagere

anvender for at lære at dufte og smage, så

de, så nøjagtigt som muligt, kan beskrive de

forskellige vines smagssammensætninger.

Småbitte flakoner, indeholdende duftprøver,

er sat fast på hylder i bogen; blåbær, tobak,

citron, lakrids, tjære …

”Hvis børn genkender en duft, er de me-

get præcise. Det er en helt vidunderlig bog, og

vi får nogle sjove snakke, når vi øver os på at

beskrive, hvordan noget smager. Nu holder jeg

meget af østers, og jeg kan godt om en østers

sige, at den her har sgu bikini på, for jeg ser

de der revler og sandet, noget Limfjord og de

smukke piger. Det er selvfølgelig en krukket

måde at beskrive noget på, men den skaber

billeder. Og det er jo det samme jeg gør, når

jeg designer en gryde fx. Så skaber jeg et bil-

lede af, at den er god at lave mad i og hyggelig

at have stående i køkkenet.”

Formen skal gøre lykkelig

Engang begyndte Tobias Jacobsen ofte sin

formproces med ord, men de endte med at

bremse ham, så nu arbejder han meget mere

åbent, når det handler om at finde frem til en

form, der gør ham lykkelig, for ”det er noget af

ste foredrag, han skulle holde, titlen ”Drøm-

men om det gode liv”. Ikke nok med, at det

foregik i Cirkusbygningen i København over to

dage og med 2.500 publikummer, han skulle

også være ”opvarmningsband” for Johannes

Møllehave.

”Jeg gik op og ned ad gulvet derhjemme

og blev mere og mere akademisk med det

foredrag. Det gik slet ikke. Nu var jeg lige

blevet gift på det tidspunkt, så jeg tænkte,

jeg smider sgu hele gavebordet ind på scenen.

Vores gæster havde jo givet de her gaver, fordi

de ville give os et godt liv. Så jeg talte om

tingene, og hvad de udtrykte omkring forestil-

lingerne om det gode liv.”

For et par år siden begyndte det at gå

bedre med det der liv. Tobias Jacobsen er ved

at finde frem til den gode proces, lade san-

serne og intuitionen råde i tillid til, at designet

vil tage form, selv om der nok altid vil være

lige dele lykke og ulykke for ham i søgningen

efter en form.

”Jeg har fundet ud af, at formen skal nok

komme, og at jeg har lov til at koble tankerne

fra det, jeg sidder med. Det har hjulpet på

processen og mit liv med den. Derudover er

der jo også det helt banale faktum, at jeg er

blevet ældre og har fået børn. Jeg har ikke

mere tid til at sidde og blive ved og ved til kl.

4 om morgenen. Det betyder ikke at tingene

ikke er gennemarbejdede, for det hænger ikke

altid sammen med tid. Formmæssigt laver jeg

væsentligt bedre ting nu, end jeg gjorde for ti

år siden.”

Det gode liv er i udstrakt grad præget af

det at være designer. Dog er der pauser ind

imellem, og de indfinder sig, når Tobias Jacob-

sen står oppe ved huset i Sverige, fælder træer

og hugger brænde.

”Og dog … designeren er jo også med der.

Men der er da i hvert fald noget mandehørm

over det og sved på panden. I virkeligheden

er det jo det, jeg er bygget til med mine 193

cm, og bomstærk som jeg er. Jeg skal sgu da

ikke sidder der med en blyant og tegne små

dimser,” griner han, ”og jeg bliver i sindssygt

godt humør af den der træfældning.”

Ting holder sanserne i live

Cykler, ure, parfumeflasker, tøj, kameraer,

modelbiler, sko, legetøj, gadgets i alle varian-

ter og besynderlige indretninger som en Storm

P-agtig kaffemaskine – you name it. Tobias

Jacobsen har ting i så store mængder, at hans

kone engang spurgte, om han ikke bare kunne

være glad for, at tingene eksisterer i verden.

”Men alle de ting og sager er jo med til at

holde mine sanser vågne og opmærksomme

og er dermed også en stor del af det gode liv.

Jeg leder hele tiden efter former – jeg finder

ikke en ny idé som sådan – og jeg stjæler, hvor

jeg kan,” siger han, som en bevidst del af sin

designproces opsøger og dyrker mange for-

skellige sanseindtryk.

Under førersædet i bilen har Tobias Ja-

cobsen lagt en bunke ubehandlet skind, som

spreder sin markante duft i kabinen, så han

hele tiden har følelsen af at køre i læder. Han

sætter sig gerne i Lagkagehuset på Christians-

havn uden anden grund end at nyde duften

af brød og kaffe og synet af livet på kanalen.

Han opsøger skibshandler udelukkende for at

gå rundt og se og mærke de smukke hånd-

værksgjorte messingprodukter. Eller han tager

til Lund i Sverige for at beundre domkirken og

indsnuse den internationale stemning, som de

50.000 studerende fra hele verden er garanter

for.

”Jeg har perioder, hvor jeg bliver nødt til

at forstyrre mig selv. Så har jeg skitseblokken

med, men på den måde bliver det hvide papir

eller den stol, jeg sidder og skitserer, ikke den

farlige autoritet. Det bliver bare til noget, jeg

gør et sted, hvor andre mennesker også gør

------------------- LaFamilia. Design: Tobias Jacobsen mDD. Produktion: Hjellegjerde A/S

-------------------

------------------- Carat. Design: Tobias Jacobsen mDD. Produktion: Raadvad

HWAM 3650. Design: Tobias Jacobsen mDD og Henrik Sørig Thomsen mDD. Produktion: HWAM A/S

-------------------

”Lidt efter lidt sneg der sig sådan en følelse af, at det nok slet ikke kunne lade sig gøre, ind på mig. Og med den kom en vis ulykkelighed til stede i processen.”

”Men i sidste ende er det min egen lykketilstand, der er afgørende – ellers kan jeg ikke designe noget som helst.”

Loungestol#102

Silo-dk.com

UNU, garderobe tilbehør

Frost A/S

Nordic, LED baseret udendørs lamper Schmidtz GmbH

petencer er en selvfølge – så der bliver lagt

stor vægt på de ansattes holdning og tilgang

til arbejdet som designer.

”Hvad laver de, når de ikke er på arbejde?

Hvilken tilgang har de til verden? Er man også

designer, når man går ud af døren her, eller

har man bare fri? Efter min mening kan man

ikke slå designeren til og fra på klokkeslæt

– indtryk, irritation og inspiration er jo lige

dér, i verden og samfundet omkring os. Det

skal ikke forstås sådan, at vi går rundt og

designer hele tiden, men vi oplagrer indtryk og

observationer – dem tærer vi på, bearbejder

og omsætter til brugbart design – også når vi

bare lige ryster noget ud af ærmet!”

Hvad er det reelle behov?Bønnelycke’s design skal tilføre kunderne dét,

de ikke selv så – dét, de ikke fik sig analyseret

frem til på egen hånd.

Hvis to opgaver eller kunder ligner hinanden,

bliver der ikke hevet ringbind ned fra hylderne

og sendt ”stangtøj” til kunden. I stedet finder

Bønnelycke nye udfordringer i hver enkelt

opgave.

Hver gang går man bag om opgaven. Hvad

er det egentlig, kunden har brug for? Er den

opgave, de umiddelbart stiller, nu også den

rigtige?

Tegnestuen går dybt ind i hver opgave og kig-

ger til alle sider, så kunden også præsenteres

for de sammenhænge, designet skal gøre sig i.

Konsekvensen er adskillige udløbere i forhold

til den stillede opgave.

”Det er jo ikke godt nok at designe en pæn

stol, hvis den er ”ude af sync” med omgi-

velserne, eller ikke passer til producentens

image, eller der er en dårlig holdning til

produktionsmetoden eller, eller, eller.... Der er

mange faktorer at tage hensyn til, og måske

endda bearbejde for at nå målet. Dén måde at

arbejde på betyder, at nogle kunder har svært

ved at forstå, at vi kun er ti mand og magter

så mange forskellige dele af faget.”

Design af hele virksomhedenDet er en lang proces med mange facetter

at finde frem til de rigtige svar. Det kan godt

være, at kunden vil have en rød termokande,

for det har konkurrenten, og den sælger rigtig

godt.

”Men dér kan vi med det samme sige, at det

er det bedste argument for, at du ikke skal

have en rød termokande,” fastslår Henrik

Bønnelycke og erkender i samme åndedrag,

at mange kunder – specielt de veletable-

rede – efterhånden har gjort sig klart, at det

nok er en lidt større øvelse end farven på en

termokande, de skal ud i, når de kontakter en

designvirksomhed.

Men stadig er der mange virksomheder, der

tror, at det med design lige kan klares i en

håndevending.

0208

07

”Den seneste lampe designede vi til Mathisen,

de fik også resten af caféen. Den nyeste seng,

vi har designet, er til Karup, de fik også nyt

shop design og ny grafik. Det seneste website

var for Silo, de fik også designet møbler og fik

rådgivning om produktion i Kina. Det seneste

køkken og badtilbehør var for Frost, de fik

også firmaprofil.......”

Og sådan bliver det ved på Bønnelycke MDD’s

hjemmeside. Uden så mange fine ord, får

virksomheden fortalt, hvor vidt den favner, og

hvordan den arbejder. Alle kompetencer. Hele

vejen rundt. Hver gang.

En stor opgave at holde linen stramBønnelycke MDD blev etableret af Henrik Bøn-

nelycke for 20 ”korte år siden”. De ti medar-

bejdere, repræsenterer grafisk, web, industri-

elt, møbel- og rumdesign samt arkitektur og

kommunikations design. Og de skal ikke være

flere.

”Det er klogt at gøre sig nogle tanker, inden

man ansætter medarbejdere, for det er godt

nok noget helt andet,” mener Henrik Bøn-

nelycke. ”Dengang jeg startede tegnestuen,

regnede jeg mig frem til, at ti var grænsen for

det økonomisk ansvarlige. Ellers skal man op

over 40 medarbejdere – spændet mellem 10

og 40, er alt for dyrt.”

Det er den merkantile del af beslutningen,

men der er også den rent menneskelige.

”Som person kan jeg ganske enkelt ikke

overskue flere mennesker på én gang. Fagligt

supplerer vi hinanden rigtig godt, men det er

noget af en opgave at ”holde linen stram” til

alting – og det er en stor social ting. Der er en

masse familier...... Selv om man ikke nødven-

digvis har lyst, så er det nødvendigt, at tage

stilling til det, og så får man faktisk lyst. Det

er jo ikke en-dimensionelle, men veluddannede

mennesker, de er vant til at bruge hovedet,

har meninger og holdninger, der former deres

liv, og de former jo også en stor del af mit. Så

man får lyst.”

”Tilfældigvis klarer jeg at holde sammen på

det hele. Det kan da godt være, at et leder-

kursus ville være godt både for tegnestuen og

for mig, men helt ærligt, det har jeg slet ikke

lyst til. Det interesserer mig ikke særligt. Det

interesserer mig at designe,” fastslår Henrik

Bønnelycke.

Det vigtigste i forhold til medarbejderne er,

at det svinger, at man er i overensstemmelse

med hinanden som individer – de faglige kom-

Du skal IKKE ha’ en rød termokande!


Bønnelycke MDD i Århus undersøger hver gang, hvad kunden egentlig ønsker sig.

Briller Kilsgaard Eyewear

0208

06

Bellinger A/S

– men det er det ikke. Jeg ved, hvad det er i

forhold til et specifikt produkt eller kunde. Så

kan jeg se det og definere det, men generelt

er det ikke muligt for mig at forklare,” siger

Henrik Bønnelycke.

De målrettede tilfældighederDet lå ikke lige i kortene for Henrik Bøn-

nelycke, at han skulle gå på design- eller arki-

tektskole, så han har lært sig selv dét, han kan

– og en væsentlig del af dét er, at han altid

har været omgivet af dygtige mennesker.

”Egentlig kan jeg ikke beskrive den udvikling,

jeg nødvendigvis må have gennemgået. Jeg er

blevet dygtigere, fordi jeg har øvet mig – og

måske også mere nuanceret, selvom jeg fort-

sat har mine meningers mod,” smiler Henrik

Bønnelycke.

”Jeg ser det nok sådan, at jeg engang tryk-

kede på startknappen, og jeg har ikke trykket

på stop endnu. Alle mine år i branchen har vel

altid bestået af målrettede tilfældigheder.

Og så har jeg været heldig, men det held skal

naturligvis forfølges. Jeg har aldrig tænkt, at

jeg skulle udvikle mig i én bestemt retning,

det har været og er fortsat bestemt af, hvem

jeg kommer i berøring med. Måske er det også

derfor, at virksomheden er blevet så bred i

sine kompetencer – MultiDisciplinært Design.

Nu er dét så blevet en beslutning, men det var

det ikke fra starten.”

Henrik Bønnelycke peger i stedet på en udvik-

ling, han har iagttaget hos kunderne:

”De er blevet bedre til at lytte. Det kan hænge

sammen med, at designerne generelt også er

blevet mere lydhøre. Det kan igen hænge sam-

men med, at vi er blevet bedre til at respek-

tere vores fag og det arbejde, vi skal udføre. Vi

er blevet bedre til at respektere, at kunstnerne

er nogle andre. Det er ikke os. Vi er produkt-

folk – en lidt forfinet del af produktet.”

0208

09

Bønnelycke MDD ligger i Århus. Tegnestuen er multidisciplinær, har levet i 20 år og består af ti

designere inden for møbel, produkt, grafik, web, rum og arkitektur.

Virksomheden er ISO-certificeret.

Kundelisten er alenlang og omfatter blandt andet Bellinger A/S, Emmerys, Kilsgaard Eyewear, Eibizz,

Frost A/S, Café Römer, Restaurant Grappa, Cafe Viggo, Nordisk Film, Femilet, Jyllands Posten, Inter-

studio A/S, Statsministeriet, Cafe Castenskiold, Multiform A/S, Brdr. Andersens Møbelsnedkeri A/S,

JL Møllers Møbelfabrik, QuMei Furniture, Schmitz Leuchten GmbH, ByPack GmbH, Ry Park Hotel,

Mazda, Smag Verden, Sørensen Læder A/S, Bell Xpress osvosvosv.

www.bonnelycke.com

”De siger måske, at de skal have designet

nogle hårspænder.... bumbumbum… der ligger

ikke de store overvejelser i det – den eneste

overvejelse er at ville tjene penge, og helst

hurtigt – men her kan vi bistå i en udvikling

med lidt større perspektiver. Måske er det slet

ikke hårspænder, der er det interessante, når

det kommer til stykket, måske er det at bringe

økologiske produkter til frisørerne, så kunder-

ne ikke taber håret, eller hvad ved jeg.”

Bønnelycke har på den måde været med til at

forme mange virksomheder, hvor de bruger

designprocessen på virksomheden og så at

sige designer hele pakken, og hvor det konkre-

te produkt egentlig bliver det mindste af det.

”Det er hamrende interessant at være med til,

både når det er helt nyetablerede, og når det

er mere veletablerede virksomheder,” bemær-

ker Henrik Bønnelycke.

Produktet skal forrest på podietDesignvirksomhedens grundlæggende holdning

til tilværelsen udtrykker sig i to ofte brugte

sætninger: ”Det kunne være sjovt at lave den

der” og ”Selvfølgelig kan det lade sig gøre”.

”Vi går jo alle rundt i vores egen lille verden

og ser, iagttager, taler og lytter. Når man så

forbinder forskellige indtryk, når man opdager,

at det ville være naturligt at forbinde dén der-

henne med dén her, så må det prøves – og det

er da en enorm tilfredsstillelse, når en kunde

så siger ”wau!””

”Vi gør godt nok et stort nummer ud af at

være voldsomt beskedne, men alt vi gør, er

jo, når alt kommer til alt, et forsøg på at få

vores design forrest på podiet – selvfølgelig

er det dét. Hvorfor skulle man ellers tegne et

produkt? Det er jo ikke for, at det skal stå bag

alle de andre”, mener Henrik Bønnelycke og

understreger:

”Men det er ikke det samme som den der

mærkværdige fascination af hele tiden at ville

se ”kamelen”. Det er ikke til at holde ud, at

der over det hele skal stå ”design af ditten og

datten”. Lad nu rockmusikerne være rockmusi-

kere, det er de rigtig gode til. Det er vi ikke, og

det skal vi heller ikke være. Designet skal tale

for sig selv.”

På tegnestuens hjemmeside er det da heller

ikke muligt at finde ud af, hvor mange og

hvem designerne bag Bønnelycke er.

”Det er helt bevidst. Det er virksomheden, kun-

derne og deres produkter, der skal fremhæves

– ikke enkeltindivider på tegnestuen.”

Det der ”dét”Det er vigtigt, at man gør sig umage. Hver

gang. Ikke hver anden gang eller hver tiende

gang – men hver gang.

”Vores arbejde handler om at yde det allerbed-

ste, vi overhovedet kan. Der er ingen und-

skyldninger, hvis vi ikke gør det. Heller ikke,

at kunden ikke er til at forstå, eller vi fik lavet

en halvdårlig aftale – det gælder ikke. Man

hører jo ofte: ”Joh, den er da ok, men det ku’

da godt være, at man lige skulle ha’ gjort etel-

lerandet”. Jamen, hvorfor har man så afleveret

det, når det nu kunne være bedre ? Det forstår

jeg ikke,” siger Henrik Bønnelycke.

At det er holdningen på tegnestuen, betyder

ikke, at alt design, der kommer ud derfra, er

behæftet med det der lille ”dét”.

”Det er altid gennemarbejdet design, hvor alle

regler er overholdt. Men ikke alle designs har

det der ”dét”, der markant adskiller det fra

andet og som måske gør en klassiker – men

selvfølgelig stræber vi efter det hver gang.

Nogle gange er den der – heldigvis.”

Designet skal også have et strejf af intel-

ligens, og hvad det er, lader sig ikke lige

forklare, det afhænger af produktet, og af

kunden.

”Hvis det nu var en bestemmelig, entydig stør-

relse, ville det jo blot kunne læres på en skole

0208

08

Midt i og alligevel langt fra al verdens larm og jag

– på Nørrebrogade i København – ligger Rud. Ras-

mussens Snedkerier. Og det har de gjort i 140 år.

Fra kælder til kvist arbejder de 25 snedkersvende

og møbelpolstrere kompromisløst og tålmodigt

med at skabe møbler tegnet af blandt andet

Kaare Klint, Mogens Koch, Mogens Lassen og Poul

Kjærholm.

Rud. Rasmussens Snedkerier er under ledelse af

fjerde generation, snedkermester Jørgen Rud.

Rasmussen. Hustruen Elisabeth la Cour styrer

polsteriet øverst oppe på kvisten, og datteren

Malene la Cour Rasmussen tager sig af salg og

markedsføring, blandt andet i den tilhørende

møbelbutik.

I anledningen af Rud. Rasmussens 140 års fød-

selsdag har fotograf Kim Ahm fulgt møbelpro-

duktionen gennem tre måneder.

Vi lader et lille udvalg af billederne tale for sig selv.

til kvist0309

13

Klassisk kompromisløshed

fra kælder

0309

12

0309

15

0309

14

0309

17

0309

16

side 51

Efterspørgslen på bæredygtige produkter designet og produceret miljørigtigt og etisk ansvarligt stiger. I samme takt stiger også antallet af udbydere, der reklamerer med miljømæssige og etiske påstande i form af slogans, mærkningsordninger, symboler, certifi kater og meget mere. Det er fristende at benytte denne form for markedsføring. Men det er også krævende, hvis man vil undgå at komme i konfl ikt med fx markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik og vildledende markeds-føring. For at beskytte forbrugerne mod vild-ledning og uetisk markedsføring har Forbru-gerombudsmanden lavet en vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande i markedsføringen. Denne artikel behandler nogle af de problemstillinger, der berøres i vejledningen, og som kan være relevante at forholde sig til, ved brug af såkaldt ”grøn” markedsføring af designprodukter over for forbrugerne.

Hvad er en miljømæssig eller etisk påstand?

Miljømæssige påstande drejer sig om produk-tets påvirkning af miljøet generelt eller som resultat af udledninger til dele af miljøet – luft, vand, jord eller undergrund. Etiske påstande kan vedrøre bæredyg-tighed, eller at produktet er fabrikeret under hensyn til fx børns og arbejdstageres forhold, naturbeskyttelse, sundhed, dyrevelfærd, med fokus på særligt samfundsansvar (CSR) eller til støtte for velgørende formål. Miljømæssige og etiske påstande kan optræde som led i marketingaktiviteter, men også i navnet på virksomheden fx ”Økode-signeren”, eller som led i et produktnavn, fx

”Miljøinteriør” eller ”Den Grønne Garderobe”. Det er ikke kun teksten, der er med til at udgøre en påstand. Også layout, farvevalg, billeder, lyde, symboler, markedsførings-

Enhver påstand, der bruges i markedsføringen, skal være korrekt, præcis, relevant og klart formuleret. Forbruger-ne skal umiddelbart kunne forstå den og må ikke kunne blive vildledt af den.

side 50

Der er visse over-vejelser, man skal gøre sig i forbin-delse med ”grøn” markedsføring. Forbrugerom-budsmanden har i den anledning lavet en vejled-ning om brug af miljømæssige og etiske påstande i markedsføringen. Af advokat Christine Ulrich Andersen

Illustration: Liselotte Risell, designer mDD

GRÆNSER FOR ”GRØN” MARKEDSFØRING

Brug af mærkningsordninger, undgå ”grønvaskning”

Hvis et produkt har licens til et miljømærke fra en offi ciel miljømærkningsordning som fx Svanen og Blomsten vil det dog normalt være helt uproblematisk at markedsføre pro-duktet som ”mindre miljøbelastende”, ”mere miljørigtigt”, ”mere skånsomt for miljøet”

”bedre for miljøet” eller lignende. Det samme gælder, hvis et produkt er fremstillet efter reglerne for økologisk produktion og mærket som ”økologisk”. Ved brug af mærkningsordninger skal man oplyse om betydningen af mærket på emballagen, i annoncer og andet markedsfø-ringsmateriale. Men selv om man opfylder kriterierne for brug af mærkerne, er der stadig grænser for, hvad man må sige. Fx vil det sandsynligvis være vildledende blot at sige ”Brug XX-mærket tøj og shop amok med god samvittighed”. Hvis man vælger at bruge sin egen mærk-ningsordning (eller en brancheordning) for et produkt, skal produktet have særlige og målbare fortrin frem for andre tilsvarende produkter. Ellers vil mærkningen kunne være vildledende i sig selv. Desuden bør der være klare kriterier for at opnå og/eller anvende et mærke, og ordningen må ikke kunne forveksles med andre, fx offi cielle, mærkningsordninger. Brug af mærknings- eller certifi cerings-ordning for en hel produktserie i tilfælde, hvor det kun er et eller få af produkterne, der er mærket eller certifi ceret, er vildledende og betegnes som ulovlig ”grønvaskning” af hele produktserien.

Hvem er ansvarlig for markedsføringen?

Den, der markedsfører produkterne, og som dermed udarbejder og udsender markeds-føringsmaterialet, kan gøres ansvarlig for markedsføringen. Typisk vil det være produ-centen eller detailhandleren og måske begge parter. Det kan ikke udelukkes, at også et

reklamebureau el. lign. der har medvirket markedsføringen (fx udformning af annonce eller rådgivning), kan blive medansvarlig for markedsføringen. Overtrædelse af markedsføringslovens regler om vildledning kan blandt andet med-føre strafansvar i form af bøde. Men sæd-vanligvis vil den dårlige omtale, og dermed faldende salgskurver og tab af oparbejdet goodwill, der følger i kølvandet på en even-tuel sag, opleves som en langt alvorligere konsekvens af lovovertrædelsen end selve bøden. Artiklens format gør det ikke muligt at berøre eller gå i dybden med alle de problem-stillinger, som ”grøn” markedsføring kan give anledning til. I tillæg til markedsførings-lovens regler vil fl ere forhold også skulle bedømmes efter særlovgivning på det givne område. Artiklen kan derfor ikke erstatte juridisk rådgivning, men alene give et billede af, hvilke overvejelser det kan være relevant af gøre sig ved brug af ”grøn” markedsføring. Enhver påstand, der bruges i markedsførin-gen, skal være korrekt, præcis, relevant og klart formuleret. Forbrugerne skal umid-delbart kunne forstå den og må ikke kunne blive vildledt af den.

�

Når man bruger etiske på-stande med forklaring skal det klart og tydeligt fremgå, hvad den etiske påstand refe-rerer til fx arbejdsvilkår, bør-nearbejde, dyrevelfærd eller forbedring af forholdene hos lokale producenter.

side 53side 51






side 51






>

Copper Shade. Design: Tom Dixon

”Hvis man tager en Mac og trækker en Dell fra, får man poesi. Tager man en Alfa Romeo og trækker en Toyota fra, får man poesi.Et Arne Jacobsen-æg minus en Ikea-lænestol giver poesi.Det er ikke et faktum, men en overbevisning”.

Ovenstående står at læse på bagsiden af bogen

”Pris eller Poesi”, som Anders Knutsen og Helle

Katholm Knutsen udgav i februar. Parret går til

kamp mod de allestedsnærværende discountpro-

dukter, erklærer den ligegyldige mainstream for

døende og priser kvaliteten og poesien i det gode

produkt. Knutsens er helt på linje med BAUHAUS-

filosofien i, at ”bedre produkter gør en bedre

verden”.

”Det er ikke ligegyldigt, hvordan et produkt er

designet, og hvordan det ser ud. De æstetiske

dimensioner betyder blandt andet noget for,

hvordan mennesker trives, hvordan vi opfører os,

og hvilke relationer vi har,” mener Helle Katholm

Knutsen.

Bogen indeholder parrets samlede mangeårige

viden og erfaring sammenstillet med deres tanker

om, hvordan verden for produkter ser ud i fremti-

den – materielle såvel som immaterielle.

Nogen har gjort sig umageEt poetisk produkt kan fortolkes på 117 forskel-

lige måder. Poesien er dét, man i forretningsver-

denen kalder for ”added value” – det, som rækker

længere end den rene funktion, og som dermed

appellerer til hjertet og følelserne. I modsætning

til pris-produktet, som kalder på forbrug for

forbrugets egen skyld, og som kun skal opfylde en

funktion.

”Poetiske produkter giver dig hele tiden ople-

velser, ligegyldigt om det handler om biler, sko,

møbler, mad eller køkkenredskaber. Der er en

indbygget betydning i produktet – dét, som Alessi

kalder ”den poetiske tæthed”. Produktet afgiver

hele tiden historier, og du forholder dig til det

hver gang, du ser på det eller bruger det. Når det

gælder pris-produkterne kan du køre, sidde ned,

blive mæt, eller hvad det nu måtte være. Mere

er der ikke at komme efter dér,” forklarer Helle

Katholm Knutsen.

”Når du vælger et poetisk produkt, kommunikerer

det noget til dig,” siger Anders Knutsen og slår

ud med armen mod den anden stue, hvor Ægget i

Det poetiske produkt

holder og overrasker


Discountbølgen har bildt os ind, at den bedste oplevelse er at få noget nyt, at købe, bruge og smide væk i en uophørlig og bevidstløs rundgang. Den mentalitet skal ændres, hvis det står til ægteparret Anders Knutsen og Helle Katholm Knutsen, henholdsvis tidligere direktør for Bang & Olufsen og PR chef samme sted.

0209

25

>

0209

24

tiden vil opleves menneskeligt fru-

strerende og utilfredsstillende,”

siger Helle Katholm Knudsen.

Demokratisk design er snydAnders Knutsen og Helle Katholm

Knutsen ønsker at konfrontere påstan-

den om, at de billige produkter er lige så

gode som de dyre. Ligesom de kraftigt op-

ponerer mod begrebet ”demokratisk design”.

”Det er løgn og snyd at bilde folk ind, at de får det

samme uanset pris, eller hvis de køber en kopi-

vare. Det er uetisk. Problemet er ikke de billige

produkter isoleret set. Men det er et problem,

når man påstår, at det billige produkt er lige

så godt som kvalitetsproduktet, at man får det

samme. Det skal forbrugeren være bevidst om.

Der er ikke noget, der hedder demokratisk design.

Det er noget vrøvl. For betyder det, at jo billigere

et produkt er, jo mere demokratisk er det også,”

spørger Knutsens, som også mener, at designerne

skal tage sig lidt sammen.

”Mange designere – også de, der udvikler poeti-

ske produkter – tør efterhånden ikke sige fem

ord uden at have ”demokratisk” med. Det er vores

indtryk, at de har solgt deres sjæl til den politiske

korrekthed, og de undergraver på den måde deres

eget fundament, for så bliver design reduceret til

at male fartstriber på næste års model. Vi træn-

ger til en diskussion om det her.”

Virksomhederne må træffe et bevidst valg”Pris eller ”Poesi” er en business-bog, der også

rummer et budskab til virksomhederne. De

opfordres til at se på deres egen eksistensberet-

tigelse, for hvis man nu ikke er verdens største

virksomhed, kan det være vanskeligt at konkur-

rere på pris. Og hvad så?

”Markedet deler sig, og midtermarkedet, main-

stream, vil forsvinde mere og mere, fordi det er

et område, hvor produktet hverken er bedst eller

billigst. Hvis du tror, at du får lidt af begge dele,

bliver du snydt. Denne tendens betyder, at virk-

somhederne er nødt til at træffe et bevidst valg

om, hvilken slags produkter de ønsker at produ-

cere,” mener Anders Knutsen.

Men bogen er også en opfordring til virksomhe-

derne om ikke at hyre en designer som en slags

pauseklovn, der kommer ind på scenen i sidste

øjeblik for at kaste lidt tryllestøv over produktet.

”Den slags virker ikke på lang sigt. Men arbejder

man med en designkultur i virksomheden, får

man et helt andet givende udbytte,” siger Helle

Katholm Knutsen.

Arne Jacobsens Æg i Tal R’s fortolkning ”Bertha”

>

0209

27alfa-rød læder står i hjørnet: ”Den stol er en daglig

nydelse og glæde for mig,” siger han og fortsæt-

ter:

”Godt design og de poetiske produkter udstråler,

at nogen har gjort sig umage, og det vil få en

renæssance sammen med menneskeligheden.”

”Discountbølgen går i bund og grund ud på at

udradere mennesket så meget som muligt: så få

som muligt, så lidt som muligt, så automatiseret

som muligt, så meget selvbetjening som muligt.

Og det er jo ligegyldigt, hvad det handler om, en

ting, et restaurantbesøg, et indkøb, så er det

alt det udenom, alt dét, du mere får, som giver

den gode oplevelse. Det er dét, du husker. Man

kan kalde det et menneskeligt

marked,” siger Helle Katholm

Knudsen.

”Der tror jeg, at designer-

ne har en stor opgave. De

skal designe det menne-

skelige marked. De skal

ikke tænke produktet

som enkeltstående,

servicedelen skal med,

hele det psykologiske

rum og hele forløbet fra

fabrik over forretning

til forbruger,” påpeger

Anders Knutsen.

Ikke et enten-eller, men et både-og

Nu er verden skruet sådan

sammen, at vi hver især har

meget forskellig økonomisk

formåen. Ikke alle råd til at

Helle Katholm Knutsen, tidligere PR-ansvarlig for Bang & Olufsen.

Senere forfatter, debattør, medstifter af Den Skandinaviske Designhøj-

skole i Randers mm. Har skrevet bøgerne ”Længslen flytter med”, ”Be-

slutningens skønhed” og senest ”Kig dine kvindelige kunder i kortene”.

Anders Knutsen, adm. direktør for Bang & Olufsen indtil 2001. Heref-

ter blandt andet bestyrelsesformand for Danisco, Copenhagen Busi-

ness School og Ladegaard A/S, næstformand i Top Danmark og Fritz

Hansen, formand for regeringens tænketank ”Fremtidens vækst” og

medlem af Globaliseringsrådet.

købe en sofa til 40.000 kroner, en brødkurv til 500

kroner eller en affaldsspand til 3.000 kroner –

ligegyldigt hvor mange gode historier den i løbet

af tiden vil fortælle os.

”Men de allerfleste mennesker kan begynde i det

små, fx købe en ordentlig kuglepen, der kan holde

i 50 år, i stedet for at købe 50 billige plasticpenne,

som bare bidrager til affaldsbjergene. Det handler

om holdning,” mener Helle Katholm Knutsen.

”Eller man kan spare op, selv om mange ikke

synes, de har tid til det i dag. Dog ser vi flere

og flere unge mennesker, der bevidst vælger at

prioritere få, men gode ting i stedet for at plastre

til med Ikea... Og her er det vigtigt at sige, at vi

ikke som sådan er imod discount – vi køber også

visse produkter i Netto og Ikea. Det er ikke et

enten-eller, men et både-og. Mange mennesker

har det da også sådan, at de skelner mellem, hvad

der betyder noget for dem, og hvad der ikke gør –

og køber ind derefter. Det vigtigste er, at man er

bevidst om, hvad man gør,” understreger Anders

Knutsen.

Før bogudgivelsen var Knutsens lidt nervøse for

reaktionerne. Ville sangen lyde: ”ja, det kan de jo

sagtens komme og sige, de har jo deres på det

tørre”? Derfor var det vigtigt for parret at sætte

luksusbegrebet i perspektiv.

”Vores bog handler ikke om den tomme luksus.

Den buldrer og brager – vi kalder den ”masstige”,

prestige for masserne – og det er ren show off.

Den tomme luksus repræsenterer et forbrug og

en materialisme nøjagtig som discountbølgen gør

– det er bare på et prismæssigt højere plan. Det

er snobberi og har intet med de poetiske produk-

ter, med kvalitet og holdbarhed at gøre. Jeg tror,

at den slags materialisme, uanset prislejet, med

>

Design: Henning Koppel. Georg Jensen

0209

26

”Ja, og det er vigtigt at understrege, at når man

køber et produkt fra poesiverdenen, så køber men

også hele virksomheden. Designeren er derfor

med til at skabe hele virksomhedens værdisæt,

som i sidste ende kommunikeres ud gennem

produkterne. I B&O’s vision talte vi om mod, om

mod til at skabe oplevelser, der overrasker og

holder – det siger alt. For det er hvad godt design

og det poetiske produkt handler om. At designe-

ren skærer helt ind til benet, så produktet holder

både i konkret og overført betydning,” påpeger

Anders Knutsen.

Holdbarhed får større og større betydningI slipstrømmen af discountbølgen har devisen

i mange år været, at ”det gør ikke noget, det

sviner, bare det er billigt”. Den går ikke længere.

Produkternes holdbarhed vil få større og større

betydning, og egentlig var Knutsens bog ”Pris

eller Poesi” ikke tænkt som så kraftigt et indlæg i

miljødebatten, som den er blevet.

”Men den passede som fod i hose til både bære-

dygtighedstanken og krisesnakken. At vi skal til at

opføre os ordentligt, passe på vores ting og ikke

være så grådige. Ansvarlighed vil blive et meget

stort emne – der kommer en helt ny dagsorden,

når krisen er overstået,” mener Anders Knutsen.

”Og jeg tror ikke, at det kun er en kort periode,

hvor de gode og holdbare produkter er i fokus,

og så ryger vi ind i endnu en discountbølge.

Det miljømæssige og bæredygtige vil i mange,

mange år ud i fremtiden være den afgørende

faktor, som ”overruler” alt andet i alle mulige

dimensioner. Vi kommer ikke tilbage til tiden

før miljøet kom på dagsordenen,” fastslår Helle

Katholm Knutsen.

Fiat 500

Kammuslinger i kokos. Irma ”Krydderiet”.

Foto: Henrik Freek. © Irma AS

0209

28


PERSONLIG

Danske Designere rådgiver om dine muligheder

og hjælper med at fi nde, styrke og udvikle din

professionelle identitet, så designkarrieren bliver

både spændende og bæredygtig – hvad enten du

er studerende, ansat eller selvstændig. Desuden

er medlemskab nøglen til et værdifuldt netværk

af professionelle.

na

tion

.dk +

idi.d

k


THESuSHiSTainablEWaY

S

Sticks’n’Sushi har de seneste tre år satset hårdt på bæredygtighed i hele værdikæden. Virksomheden

arbejder med begrebet i tre dimensioner.

Gæstegrafiker: Martin Ransby Friedrichsen, MediehøjskolenBilleder venligst udlånt af Sticks’n’Sushi


0409

13THESuSHiSTainablEWaY

S

Sticks’n’Sushi har de seneste tre år satset hårdt på bæredygtighed i hele værdikæden. Virksomheden

arbejder med begrebet i tre dimensioner.

Gæstegrafiker: Martin Ransby Friedrichsen, MediehøjskolenBilleder venligst udlånt af Sticks’n’Sushi


0409

12

unfisken linefanges ved Senegal og er en del af Atlanter-havsbestanden, som ikke er udryddelsestruet. Restauran-terne får kun strøm, der kommer fra vedvarende energikil-der: vindmøller, vandkraft og biobrændsel.Affaldet leveres til et biogasanlæg, som omdanner en del af affaldet til gas. Plastikemballage er lavet af 85 procent genbrugsmateriale – ofte 100 procent. Nye rutiner minimerer mængden af rengøringsartikler betydeligt. Transportruter og transport-midler er kortlagt og klimavenlig transport, skib og bane, bliver favoriseret. Det er Sushistainable. Det er Sticks’n’Sushi. Og det er ikke for sjov, når restaurantkæden arbejder med bæredyg-tighed. Filosofisk og moralsk ønsker virksomheden, der omfatter cirka 400 medarbejdere og otte restauranter, at efterlade en bedre verden til de kommende generationer. ”Det kan lyde både højtravende og religiøst, men er der noget galt med den ambition? Det modsatte ville jo være meningsløst,” siger medstifter og administrerende direktør Kim Rahbek Hansen og tilføjer: ”Vi er også inspireret af Brundtlandrapporten, der siger, at bæredygtighed blandt andet handler om at gøre produkter og processer bedre.”

En integreret procesSticks’n’Sushi omfatter hele værdikæden, derfor gik Kim Rahbek Hansen for tre år siden og funderede over, hvordan CSR (Corporate Social Responsibility) kunne blive en inte-greret del af virksomheden. Samtidig var et par af tjenerne,

Jacob Gaard og Frederik N. Busck, optaget af miljøarbejde. ”Vi havde altså de samme tanker, og jeg aftalte med Ja-cob og Frederik, at jeg gerne ville bruge tid og energi på det her, hvis de ville skippe deres tjenerjob og – i samarbejde med vores kommunikationschef – bruge de samme timer på at formulere, hvordan vi kunne gribe bæredygtighed an hos os,” fortæller Kim Rahbek Hansen, som regnede med, at det ville tage et halvt års tid, højt sat, og så var virksomheden kørende med bæredygtighed. ”Men vi har været to og et halvt år om den handlings-plan, du kan se på vores hjemmeside, og jeg har indset, at arbejdet med bæredygtighed aldrig stopper. Det er en inte-greret proces og er blevet en lige så forankret værdi, som det er hele tiden at udvikle og forbedre vores menukort.”

Bæredygtighed forankret i organisationenSticks’n’Sushi har oprettet en fuldtidsstilling, som udeluk-kende beskæftiger sig med bæredygtigheden og formidler restaurantkædens krav til nye leverandører. ”Hvis leverandøren ikke lever op til vore forventninger, hjælper vi gerne på vej, og flere og flere siger ja tak til den

hjælp. Hvis ikke, må vi droppe dem,” bemærker Kim Rahbek Hansen. Alle lederne er med i en løbende dialog om, hvad arbejdet betyder, hvilke konsekvenser det har, og virksom-heden har etableret et ambassadørkorps bestående af syv unge medarbejdere, som ude i den enkelte restaurant holder fanen højt. ”De går vildt op i det her og udveksler idéer og erfaringer med fuldtidsmedarbejderen og vores kommunikationschef på et lukket Facebook forum, så der hele tiden følges op og udvikles nye initiativer. Det er fint, at vi her i administratio-nen sidder og kloger os og er specialisterne, men det er ude

”DET kan lYDE båDE HøjTravEnDE og rEligiøST, mEn Er DEr nogET galT mED DEn ambiTion?"

Sticks’n’Sushi Lyngby

i restauranten hos gæsterne, at det skal mærkes,” understre-ger direktøren.

Tre dimensionerArbejdet med Sushistainable forgår i tre dimensioner: i eget hus, over for leverandørerne og over for gæsterne.Medarbejderne plukker de lavthængende frugter først og ser på, hvad de selv umiddelbart kan gøre. Hvordan kan den daglige adfærd reguleres og ændres? Helt banale handlinger – men nok så vanskelige at gøre noget ved, fordi de sidder

T0409

15

unfisken linefanges ved Senegal og er en del af Atlanter-havsbestanden, som ikke er udryddelsestruet. Restauran-terne får kun strøm, der kommer fra vedvarende energikil-der: vindmøller, vandkraft og biobrændsel.Affaldet leveres til et biogasanlæg, som omdanner en del af affaldet til gas. Plastikemballage er lavet af 85 procent genbrugsmateriale – ofte 100 procent. Nye rutiner minimerer mængden af rengøringsartikler betydeligt. Transportruter og transport-midler er kortlagt og klimavenlig transport, skib og bane, bliver favoriseret. Det er Sushistainable. Det er Sticks’n’Sushi. Og det er ikke for sjov, når restaurantkæden arbejder med bæredyg-tighed. Filosofisk og moralsk ønsker virksomheden, der omfatter cirka 400 medarbejdere og otte restauranter, at efterlade en bedre verden til de kommende generationer. ”Det kan lyde både højtravende og religiøst, men er der noget galt med den ambition? Det modsatte ville jo være meningsløst,” siger medstifter og administrerende direktør Kim Rahbek Hansen og tilføjer: ”Vi er også inspireret af Brundtlandrapporten, der siger, at bæredygtighed blandt andet handler om at gøre produkter og processer bedre.”

En integreret procesSticks’n’Sushi omfatter hele værdikæden, derfor gik Kim Rahbek Hansen for tre år siden og funderede over, hvordan CSR (Corporate Social Responsibility) kunne blive en inte-greret del af virksomheden. Samtidig var et par af tjenerne,

Jacob Gaard og Frederik N. Busck, optaget af miljøarbejde. ”Vi havde altså de samme tanker, og jeg aftalte med Ja-cob og Frederik, at jeg gerne ville bruge tid og energi på det her, hvis de ville skippe deres tjenerjob og – i samarbejde med vores kommunikationschef – bruge de samme timer på at formulere, hvordan vi kunne gribe bæredygtighed an hos os,” fortæller Kim Rahbek Hansen, som regnede med, at det ville tage et halvt års tid, højt sat, og så var virksomheden kørende med bæredygtighed. ”Men vi har været to og et halvt år om den handlings-plan, du kan se på vores hjemmeside, og jeg har indset, at arbejdet med bæredygtighed aldrig stopper. Det er en inte-greret proces og er blevet en lige så forankret værdi, som det er hele tiden at udvikle og forbedre vores menukort.”

Bæredygtighed forankret i organisationenSticks’n’Sushi har oprettet en fuldtidsstilling, som udeluk-kende beskæftiger sig med bæredygtigheden og formidler restaurantkædens krav til nye leverandører. ”Hvis leverandøren ikke lever op til vore forventninger, hjælper vi gerne på vej, og flere og flere siger ja tak til den

hjælp. Hvis ikke, må vi droppe dem,” bemærker Kim Rahbek Hansen. Alle lederne er med i en løbende dialog om, hvad arbejdet betyder, hvilke konsekvenser det har, og virksom-heden har etableret et ambassadørkorps bestående af syv unge medarbejdere, som ude i den enkelte restaurant holder fanen højt. ”De går vildt op i det her og udveksler idéer og erfaringer med fuldtidsmedarbejderen og vores kommunikationschef på et lukket Facebook forum, så der hele tiden følges op og udvikles nye initiativer. Det er fint, at vi her i administratio-nen sidder og kloger os og er specialisterne, men det er ude

”DET kan lYDE båDE HøjTravEnDE og rEligiøST, mEn Er DEr nogET galT mED DEn ambiTion?"

Sticks’n’Sushi Lyngby

i restauranten hos gæsterne, at det skal mærkes,” understre-ger direktøren.

Tre dimensionerArbejdet med Sushistainable forgår i tre dimensioner: i eget hus, over for leverandørerne og over for gæsterne.Medarbejderne plukker de lavthængende frugter først og ser på, hvad de selv umiddelbart kan gøre. Hvordan kan den daglige adfærd reguleres og ændres? Helt banale handlinger – men nok så vanskelige at gøre noget ved, fordi de sidder

T0409

14

”jEg vil ikkE SigE, aT bærEDYgTigHED gør vorES arbEjDE mErE bESværligT, mEn DET Er Da En uDforDring"på rygraden – som fx at slukke lys i rum, man ikke benyt-ter, sørge for, at printere og andre kontorinstallationer ikke står og brænder strøm af om natten samt at sortere de store mængder af affald i køkkenet. Den anden dimension hand-ler om restaurantens leverandører. ”Det er jo fint, at vore kokke nu har lært at sortere affald – og det var vanskeligt at forandre en mangeårig arbejdsru-tine – men hvad nytter det, hvis vores renovationsselskab bare hælder det hele i en stor dynge? Det tog lidt tid at få den på plads, og vi måtte skifte til et selskab, der fulgte trop på sorteringen,” fortæller Kim Rahbek Hansen.

Sticks’n’Sushi’s leverandører, som er spredt over hele verden, må forholde sig til den nye code of conduct, og restauranten hjælper dem gerne ind på bæredygtighedens vej. Emballagen er biodynamisk produceret, spisepindene er nedbrydelige og produktionen af dem udrydder ikke bambusskovene. ”Vi har også selv, så godt som det nu har været muligt, været på besøg hos leverandører i Japan, Afrika og Thailand for at tjekke op på deres arbejdsprocesser. Er der fx tale om børnearbejde, eller bruger man klor i rengøringen? Hele den proces tog vel omkring et års tid."

Det er planen, at leverandørerne på et tidspunkt kan opnå et bæredygtighedens blåstempel i form af ”Sushistaina-ble”, som Sticks’n’Sushi har fået beskyttet som væremærke.Tredje og nok så væsentlige dimension er restaurantens gæster – og øvrige omverden. ”Kan vi påvirke flere til at tænke bæredygtigt og forholde sig til bæredygtighed, kan vi få 20.000 familier i København til at slukke lyset og affaldssortere, ja, så har vi været med til at sætte et endnu større aftryk,” påpeger Kim Rahbek Hansen.

Økologi er ikke det samme som bæredygtighedDer er en hårfin balance mellem økonomi og det, der er mu-ligt, når Sticks’n’Sushi foretager sine prioriteringer. Det er ikke lige let, og jævnligt bliver virksomheden stillet over for valg og dilemmaer, som kræver sine overvejelser og diskus-sioner. Et af dilemmaerne har handlet om økologi og ris. ”Det er vanskeligt at skaffe økologisk ris i den kvalitet, som vi ønsker. På et tidspunkt fandt vi frem til en producent i Mongoliet, og stolte var vi, lige til jeg undersøgte konse-kvenserne for lokalsamfundet.....,” fortæller Kim Rahbek

Hansen. Risen var faktisk beregnet på befolkningen på den mongolske højslette, og fordi de rige europæere var i stand til at betale en høj pris, øjnede mellemhandleren en god økonomisk gevinst. Der var bare lige det, at mongolerne så ikke selv havde råd til risen. ”Vi var altså med til at smadre et mikrosystem, og det havde jeg det vildt dårligt med. Risen var økologisk, men det var bestemt ikke bæredygtigt, så det droppede vi og blev ved med den gode, men ikke økologiske ris, vi serverer.” Et andet dilemma handler også om økologi. Sticks’n’Sushi aftager rigtig mange grøntsager, men det er ikke muligt at få de samme økologiske grøntsager herhjem-me året rundt. Det kan man til gengæld i Thailand, men så har vi problemet med flytransporten...... ”Desuden er økologiske grøntsager af uransagelige grunde meget dyrere end traditionelt dyrkede, og det forstår jeg ikke helt. Godt nok kræver økologi mere ”man power”, men ikke så meget, at det betinger de priser, der er. Derfor er det vanskeligt at vælge 100 procent økologisk, for det bli-ver en alt for stor belastning for virksomheden. Godt nok er en af vore grundværdier, at vi skal opføre os ordentligt, men vi skal også tjene penge. Vi vil gerne blive ved med at leve, så vi kan påvirke andre mennesker med vores tænkemåde,” understreger Kim Rahbek Hansen.

Muligheder og begrænsningerJo dybere Sticks’n’Sushi kommer ind i arbejdet med bæredygtighed, jo flere muligheder viser sig. For hver dør, der åbnes, er der to nye. Virksomheden har i årevis købt hele laks i Norge, selv om det faktisk kun er fileterne, man bruger. Hoved, hale, skind og skrog blev kasseret, et spild på i alt 40 procent. Og med bæredygtigheden foran øjnene, kunne det jo ikke blive ved. Sticks’n’Sushi fandt derfor en ny leverandør, som fileterer laksen straks den hives op af dambruget for at lande hos restaurantkæden senest 24 timer efter. Producenten sørger for, at resten af fisken genbruges. Og endnu en gevinst er, at der ikke skal transporteres så megen vægt, hvorfor CO2 aftrykket bliver mindre. Et godt eksempel, mener direktøren, på de nye muligheder, der hele tiden åbenbarer sig: ”Hvis vi ikke havde været så langt inde i bæredygtighedstanken, tror jeg ikke, at den havde ligget lige til højrebenet,” siger Kim Rahbek Hansen. Snart åbner den niende Sticks’n’Sushi restaurant og for første gang er udgangspunktet bæredygtighed, i materialer, i energiforbrug, i arkitektur og indretning. ”Jeg vil ikke sige, at bæredygtighed gør vores arbejde mere besværligt, men det er da en udfordring, for du får naturligvis nogle begrænsninger i dine valgmuligheder. Men du kan sagtens drive en forretning, selv om det tager tid at finde de bæredygtige løsninger. Vi gør ikke det her for at tjene penge, men vi kan konstatere, at vi tjener penge, fordi vi gør det. Mange virksomheder har de seneste 12 måneder haft nul eller minus vækst. Det har vi ikke – tvært imod,” fortæller Kim Rahbek Hansen, som ønsker at arbejde mere med den tredje dimension, gæsterne og den øvrige omver-den, herunder det politiske miljø. ”Flere og flere virksomheder ønsker at høre om vores arbejde, og vi vil gerne prioritere at fortælle om vores omfat-tende handlingsplan. Men folk må selv fylde punkterne ud. Vi kan levere en template, men det er som med en madop-skrift; du må selv ud at købe ind og lave maden.”

0409

17

”jEg vil ikkE SigE, aT bærEDYgTigHED gør vorES arbEjDE mErE bESværligT, mEn DET Er Da En uDforDring"på rygraden – som fx at slukke lys i rum, man ikke benyt-ter, sørge for, at printere og andre kontorinstallationer ikke står og brænder strøm af om natten samt at sortere de store mængder af affald i køkkenet. Den anden dimension hand-ler om restaurantens leverandører. ”Det er jo fint, at vore kokke nu har lært at sortere affald – og det var vanskeligt at forandre en mangeårig arbejdsru-tine – men hvad nytter det, hvis vores renovationsselskab bare hælder det hele i en stor dynge? Det tog lidt tid at få den på plads, og vi måtte skifte til et selskab, der fulgte trop på sorteringen,” fortæller Kim Rahbek Hansen.

Sticks’n’Sushi’s leverandører, som er spredt over hele verden, må forholde sig til den nye code of conduct, og restauranten hjælper dem gerne ind på bæredygtighedens vej. Emballagen er biodynamisk produceret, spisepindene er nedbrydelige og produktionen af dem udrydder ikke bambusskovene. ”Vi har også selv, så godt som det nu har været muligt, været på besøg hos leverandører i Japan, Afrika og Thailand for at tjekke op på deres arbejdsprocesser. Er der fx tale om børnearbejde, eller bruger man klor i rengøringen? Hele den proces tog vel omkring et års tid."

Det er planen, at leverandørerne på et tidspunkt kan opnå et bæredygtighedens blåstempel i form af ”Sushistaina-ble”, som Sticks’n’Sushi har fået beskyttet som væremærke.Tredje og nok så væsentlige dimension er restaurantens gæster – og øvrige omverden. ”Kan vi påvirke flere til at tænke bæredygtigt og forholde sig til bæredygtighed, kan vi få 20.000 familier i København til at slukke lyset og affaldssortere, ja, så har vi været med til at sætte et endnu større aftryk,” påpeger Kim Rahbek Hansen.

Økologi er ikke det samme som bæredygtighedDer er en hårfin balance mellem økonomi og det, der er mu-ligt, når Sticks’n’Sushi foretager sine prioriteringer. Det er ikke lige let, og jævnligt bliver virksomheden stillet over for valg og dilemmaer, som kræver sine overvejelser og diskus-sioner. Et af dilemmaerne har handlet om økologi og ris. ”Det er vanskeligt at skaffe økologisk ris i den kvalitet, som vi ønsker. På et tidspunkt fandt vi frem til en producent i Mongoliet, og stolte var vi, lige til jeg undersøgte konse-kvenserne for lokalsamfundet.....,” fortæller Kim Rahbek

Hansen. Risen var faktisk beregnet på befolkningen på den mongolske højslette, og fordi de rige europæere var i stand til at betale en høj pris, øjnede mellemhandleren en god økonomisk gevinst. Der var bare lige det, at mongolerne så ikke selv havde råd til risen. ”Vi var altså med til at smadre et mikrosystem, og det havde jeg det vildt dårligt med. Risen var økologisk, men det var bestemt ikke bæredygtigt, så det droppede vi og blev ved med den gode, men ikke økologiske ris, vi serverer.” Et andet dilemma handler også om økologi. Sticks’n’Sushi aftager rigtig mange grøntsager, men det er ikke muligt at få de samme økologiske grøntsager herhjem-me året rundt. Det kan man til gengæld i Thailand, men så har vi problemet med flytransporten...... ”Desuden er økologiske grøntsager af uransagelige grunde meget dyrere end traditionelt dyrkede, og det forstår jeg ikke helt. Godt nok kræver økologi mere ”man power”, men ikke så meget, at det betinger de priser, der er. Derfor er det vanskeligt at vælge 100 procent økologisk, for det bli-ver en alt for stor belastning for virksomheden. Godt nok er en af vore grundværdier, at vi skal opføre os ordentligt, men vi skal også tjene penge. Vi vil gerne blive ved med at leve, så vi kan påvirke andre mennesker med vores tænkemåde,” understreger Kim Rahbek Hansen.

Muligheder og begrænsningerJo dybere Sticks’n’Sushi kommer ind i arbejdet med bæredygtighed, jo flere muligheder viser sig. For hver dør, der åbnes, er der to nye. Virksomheden har i årevis købt hele laks i Norge, selv om det faktisk kun er fileterne, man bruger. Hoved, hale, skind og skrog blev kasseret, et spild på i alt 40 procent. Og med bæredygtigheden foran øjnene, kunne det jo ikke blive ved. Sticks’n’Sushi fandt derfor en ny leverandør, som fileterer laksen straks den hives op af dambruget for at lande hos restaurantkæden senest 24 timer efter. Producenten sørger for, at resten af fisken genbruges. Og endnu en gevinst er, at der ikke skal transporteres så megen vægt, hvorfor CO2 aftrykket bliver mindre. Et godt eksempel, mener direktøren, på de nye muligheder, der hele tiden åbenbarer sig: ”Hvis vi ikke havde været så langt inde i bæredygtighedstanken, tror jeg ikke, at den havde ligget lige til højrebenet,” siger Kim Rahbek Hansen. Snart åbner den niende Sticks’n’Sushi restaurant og for første gang er udgangspunktet bæredygtighed, i materialer, i energiforbrug, i arkitektur og indretning. ”Jeg vil ikke sige, at bæredygtighed gør vores arbejde mere besværligt, men det er da en udfordring, for du får naturligvis nogle begrænsninger i dine valgmuligheder. Men du kan sagtens drive en forretning, selv om det tager tid at finde de bæredygtige løsninger. Vi gør ikke det her for at tjene penge, men vi kan konstatere, at vi tjener penge, fordi vi gør det. Mange virksomheder har de seneste 12 måneder haft nul eller minus vækst. Det har vi ikke – tvært imod,” fortæller Kim Rahbek Hansen, som ønsker at arbejde mere med den tredje dimension, gæsterne og den øvrige omver-den, herunder det politiske miljø. ”Flere og flere virksomheder ønsker at høre om vores arbejde, og vi vil gerne prioritere at fortælle om vores omfat-tende handlingsplan. Men folk må selv fylde punkterne ud. Vi kan levere en template, men det er som med en madop-skrift; du må selv ud at købe ind og lave maden.”

0409

16

side 25

Afrika er et rigt kontinent. Ikke kun målt i landområder og råvarer – en rigdom, der et langt stykke hen ad vejen er blevet vendt til kontinentets store ulykke af magtfulde multinationale virksomheder og neo-impe-rialistiske lande – men også, og måske mere end noget andet rigt på sociale og økonomi-ske ressourcer forankret i et fi nmasket net af lokale samfund. En samfundsøkonomisk model, der er med til at gøre de sociale og økonomiske strukturer mere modstands- og bæredygtige – i stand til at stå imod både de globale og regionale risici, vi kan se forude. Denne model gør, de facto, at Afrika befi n-der sig foran de fl este andre på vejen mod bæredygtighed.

Hvis vi tænker på, hvilket billede vi i Europa får igennem trykte og digitale medier, vil mange umiddelbart fi nde dette postulat gan-ske provokerende. Og det er helt bevidst, idet vi er nødt til at bryde med vores sædvanlige opfattelse af Afrika, hvis vi skal være i stand til at forestille os, hvad design kan gøre for kontinentet. Men ud over at være provoke-rende, er der også masser af dyb sandhed i udsagnet, hvilket jeg bygger ligeligt på udsagn og skriverier af alt fra nære venner til Nelson Mandela og forskningsprojektet CCSLA (Creative Communities for Sustaina-ble Lifestyles in Africa), som DIS-Indaco Politecnico di Milano (afdelingen for design, innovation og bæredygtighed) og SDS-Brus-

sels (Strategic Design Scenarios) har haft mu-lighed for at gennemføre i samarbejde med et team af fantastiske afrikanske forskere, studerende, NGO’er og lokalsamfund.

Design for social innovation CCSLA har været tredje etape på en rejse, som mit forskningsteam og jeg har foretaget ud i det lovende felt kaldet social innovation i søgen efter, hvad design kan gøre for at understøtte den. I løbet af rejsen ændrede forskningsfokuset sig fra tanken om kreative samfund eller creative communities til det meget bredere begreb social innovation og, parallelt med det, idéen om design for social innovation og bæredygtighed.

Ved ankomsten til Afrika gav forskerne fra CCSLA udtryk for, at det havde megen mening at arbejde hen imod en validering af netop begreberne social innovation og bære-dygtighed i en afrikansk kontekst. Ligeledes at få afdækket og skabt anerkendelse for, i hvilken grad social innovation kan spille en rolle som drivkraft for den gryende afri-kanske renæssance. Som en del af projektet etablerede CCSLA også – som en vedvarende sidegevinst – et netværk af designskoler med speciel interesse i social innovation og bære-dygtighed; DESIS Africa – som lokalafdeling af det internationale DESIS Network.

Levende traditioner, social innovation og design – den afrikanske vej til bæredygtighed.

Af Ezio Manzini, professor, Politecnico di Milano

––––––––––––––––––––––––––––––

Boda Boda, transport system, Kysumu City, Kenya. Et alternativt transportsystem, hvor mennesker og varer transporteres på cykel. Systemet giver arbejde og indtægtsgrundlag til en række unge mennesker

–––––––––––––––––––

side 24

Afrikansk tigerspring

side 27

grundlag for uddannelse og forskellige initiativer til understøttelse af et bedre bymiljø. Boda boda transport system i Kisumu City, Kenya er et alternativt mobilitetssystem, som transporterer både mennesker og varer ved hjælp af cykel, hvilket giver arbejde og et indtægtsgrundlag til en række unge mennesker – i tillæg til den miljømæs-sige gevinst. Guga Sthebe i Cape Town er et kulturcenter, der støtter op om lokale, kulturelle aktiviteter i byens mange townships.

Mizuka Youth Reform Group i Nairobi er en gruppe unge mennesker i byde-len Kibera, der på en og samme tid oplæres i og deltager aktivt i konkrete bæredygtighedsaktiviteter som grøn-sagsdyrkning og affaldsindsamling, hvilket giver dem både en uddannelse og et indtægtsgrundlag. Kambi ya Moto i Nairobi er en sammenslutning af indbyggere i området Huruma, hvor de i samarbejde med en lokal NGO har fået byggeteknisk uddannelse nok til,

at de selv og i fællesskab har bygget deres egne huse. Eureka Weldtech and Engineering i Gaborone i Botswana er en mikro-virksomhed, der laver pro-dukter som urtepotter, hundehuse og køletasker af udtjente bildæk – samti-dig med at de driver informationsvirk-somhed om genvinding og genanven-delse af lokale materialer og ressourcer.

Disse – og mange andre lignende – eksempler afføder naturligt forskellige spørgsmål. Jeg vil kun forholde mig til to centrale af slagsen; kan design bidrage til at gøre de nævnte initiati-ver mere effektive og til best practice i forhold til miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed? Og mere overordnet set; kan design gøre noget for at styrke deres rolle som drivkræf-ter i forhold til ansvarlig udvikling af det afrikanske kontinent?

Grønne mikro-virksomheder For de fl este afrikanere præges hverdagen og lokalsamfundet af

mikro-virksomheder og de uformelle systemer, som de er en del af. I mange afrikanske lande anses netop mikro-virksomheder som de mest dynamiske samfundsøkonomiske drivkræfter. De står samlet set for en større del af både beskæftigelsen og landenes bruttona-tionalprodukt end de mere formalise-rede virksomheder. Samtidig kan man hævde, at de er med til at skabe nye og ret interessante forretnings- og produk-tionsmodeller. Samlet set danner de et fi nmasket net af små ”værksteder”, der fortrinsvis betjener et lokalt marked, og som dermed karakteriseres af en stor grad af fl eksibilitet og omstillings-parathed i forhold til muligheder, der opstår i lokalsamfundet.

I særdeleshed er virksomhedernes dagligdag, præget af overvejende mangel på materielle ressourcer, med til at fi nde løsninger, der er med til at forlænge produkternes levetid. Det fører automatisk til at overfl ødige dele og materialer undlades. Noget

side 26

Den bærende idé i design for social innovation og bæredygtighed er at fokusere på muligheder i stedet for på problemer og ved at anerkende og bygge videre på eksisterende aktørers indsats og strategier. Denne tilgang til design er stadig ganske ny, og i særde-leshed i en afrikansk kontekst. Rent faktisk har designere – om end med de bedste og mest hæderlige intentioner

– traditionelt opfattet det afrikanske kontinent som et sted fuldt af proble-mer. Hvilket naturligvis har ført til, at deres bestræbelser har handlet om problemløsning.

Jeg hverken kan eller vil dømme denne form for tænkning, idet vi taler om en bred vifte af forskellige og ofte modstridende tilgange. Men jeg er på den anden side ikke et øjeblik i tvivl om, at man forholder sig ganske anderledes til situationen, hvis man adopterer tanken om design for social innovation og søger svar på ”hvad design kan gøre i Afrika” gennem at

identifi cere eksisterende fysiske, so-ciale og kulturelle ressourcer, der kan danne udgangspunkt for bæredygtig udvikling.

Det kræver tre ting; at man (1) fi nder lovende cases og gør deres iboende værdi mere synlig, (2) inddrager enkelt-personer og lokalsamfund i designpro-cessen for at gøre allerede eksisterende, lovende cases mere effektive, tilgæn-gelige og reproducerbare og endelig (3) fremhæver dem og den sammen-hæng, de er en del af for at understøtte afrikanernes egne bestræbelser på at udvikle et i deres egne øjne, og med deres eget kulturelle afsæt, bæredyg-tigt samfund.

Lovende cases For at gøre det hele lidt mere konkret vil jeg foreslå et par gode historier eller cases. The Greenhouse project i Johannesburg er en græsrodsbevæ-gelse, der samler praktiske erfaringer og viden om fornybart havebrug som

Eureka, Gaborone, Botswana. En mikro-virksomhed, der laver produkter som urtepotter, hundehuse og køletasker af udtjente bildæk samt informerer om genbrug

–––––––––––––––––––––––

Guga Sthebe, Cape Town, Sydafrika. Kulturcenter, som understøtter kulturelle aktiviteter i townships

Grafisk designer Jan Wilker er uddannet i Stuttgart og arbejder i New York. Mentalt og arbejdsmæssigt befinder han sig midt i Atlanterhavet, når han kombinerer den reflekterende og den legende indgang til grafisk design.

Midt på Manhattan i New York, på 6th Avenue, ligger et lille grafisk design studio, KarlssonWilker, som er etableret af Jan Wilker fra Tyskland og Hjalti Karlsson fra Island. Studioet har eksisteret i otte år, omfatter i dag endnu en designer samt en praktikant – og holder af og til party på taget. ”Studioet har en god størrelse nu. Engang var vi seks designere, heldigvis kun i en kort periode, for det var en katastrofe. Hvis du betragter dit firma som en slags udvidelse af dig selv og dit hjem, og du ikke ønsker at have magt over andre mennesker, men bare gerne vil lave dit arbejde, ja, så skal du ikke have et stort studio,” fastslår Jan Wilker.

Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder (DJ)Gæstegrafiker: Jane Register, afgænger sommer 2009, Danmarks Designskole


Puma Shoes, Waytogo

Hugo Boss Prize Catalogue, Guggenheim Museum

Doglamp, Worldstudio Foundation auktion til fordel for ubemidlede

kunst- og designstuderende

layout_korrektur.indd 2-3 7/22/09 6:37:24 PM

0309

23

Grafisk designer Jan Wilker er uddannet i Stuttgart og arbejder i New York. Mentalt og arbejdsmæssigt befinder han sig midt i Atlanterhavet, når han kombinerer den reflekterende og den legende indgang til grafisk design.

Midt på Manhattan i New York, på 6th Avenue, ligger et lille grafisk design studio, KarlssonWilker, som er etableret af Jan Wilker fra Tyskland og Hjalti Karlsson fra Island. Studioet har eksisteret i otte år, omfatter i dag endnu en designer samt en praktikant – og holder af og til party på taget. ”Studioet har en god størrelse nu. Engang var vi seks designere, heldigvis kun i en kort periode, for det var en katastrofe. Hvis du betragter dit firma som en slags udvidelse af dig selv og dit hjem, og du ikke ønsker at have magt over andre mennesker, men bare gerne vil lave dit arbejde, ja, så skal du ikke have et stort studio,” fastslår Jan Wilker.

Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder (DJ)Gæstegrafiker: Jane Register, afgænger sommer 2009, Danmarks Designskole


Puma Shoes, Waytogo

Hugo Boss Prize Catalogue, Guggenheim Museum

Doglamp, Worldstudio Foundation auktion til fordel for ubemidlede

kunst- og designstuderende


0309

22

Skrækken for telefonenI 1999 rejste Jan Wilker til New York for at være praktikant hos grafisk designer Stefan Sagmeister – her mødte han Hjalti Karlsson.Et år efter Jan Wilkers ankomst, tog Sagmeister orlov for at hellige sig mere eksperimenterende arbejde, og den unge tysker og islændingen slog pjalterne sammen.”Vi havde ingen forretningsplan. Vi er begge rendyrkede designere og kastede os bare naivt ud i det hele.”

De første to til tre år var meget hårde for det lille studio. Der var ingen penge, og de to designere var fuldstændig uforberedte på at drive en virksomhed. ”Så opdager man, hvor mange kompetencer, man mangler, og at man ikke fungerer så professionelt, som man egentlig havde regnet med. Man kommer for sent til møder, er ikke tilstrækkeligt forberedt..... Man gør det simpelthen ikke godt nok. Og så begynder man at tvivle på sig selv. Du har ingen penge, du er i et fremmed land, og du vil ikke tale i telefon, fordi du er bange for ikke at forstå alt, der bliver sagt. Det er virkelig deprimerende og går hårdt ind på dit selvværd,” fortæller Jan Wilker og fortsætter: ”Jeg mener, hallo, du er i New York, har eget studio, men når telefonen så ringer, er du bange for at tage den, fordi du ikke hele tiden vil konfronteres med, at dine sprogkundskaber er utilstrækkelige..... Man føler sig bare så dum.”

Jan Wilker og Hjalti Karlsson brugte alle kræfter på at banke studioet op og skaffe penge til husleje – en periode boede Jan Wilker og hans kæreste også på arbejdspladsen, fordi de ikke havde råd til andet, hvilket om morgenen afstedkom ”morsomme” bemærkninger fra praktikanterne, som ”I er her bare altid, I burde jo bo her....” ”Vores egen personlige succes afhang af, om vi klarede den med studioet. Hvis det gik ned, følte vi, at vi havde lidt nederlag og fejlet som mennesker. Det er en meget naturlig følelse, men den er også meget belastende oveni alt det andet. Og det kunne jo ikke blive ved på den måde, så efter de første år besluttede vi at ændre vores holdning. Vi ville have det sjovt, og hvis studioet gik ned, var vi alligevel ok mennesker. Så måtte vi bare finde ud af noget andet, og livet går videre. Siden har vi grinet hver dag, mens vi nyder vores arbejde. Af og til kan vi føle os helt skyldige over, hvor meget vi nyder vores arbejde......,” smiler Jan Wilker. Der kan dog stadig være perioder, hvor der er lavvande på KarlssonWilker’s konto, men:”Vi opfatter det ikke som en kamp mere, det stresser os ikke – det hjælper alligevel ikke noget. Du får i hvert fald ikke opgaver på den måde, det skader dig kun. Så vi har valgt at tro, at noget viser sig, at der altid sker noget.”

Jan Wilker har studeret grafisk design i byen, hvor Mercedes og Porsche kommer fra – Stuttgart, og han er opvokset i Ulm – hjemstedet for Hochschule für Gestaltung, der satte helt nye standarder for design og for professionen. ”Selv om skolen lukkede ti år før, jeg begyndte at studere grafisk design, lever dens indflydelse og ånd videre. Mine forældre havde alle disse venner blandt designere og arkitekter, og alle boede med en bestemt type, enkel, design. Så det var design for mig, og det har præget mig meget. Jeg oplever stadig forbindelsen mellem mit barndoms miljø og det design, jeg laver i dag,” fortæller Jan Wilker, som på baggrund af sin prægning betegner sin designtilgang som stærkt konceptuel.

”Den meget kontrollerede og på sæt og vis, beskyttede, proces, ligger dybt i mig. Processen giver ikke mange overraskelser, fordi du har udtænkt det hele i din hjerne på forhånd. Jeg elsker det. Men i New York oplevede jeg så en helt anden måde at gøre tingene på. Amerikanerne tror jo, at de laver koncepter, men det gør de altså ikke.””De er mindre optagede af historie og koncentrerer sig i højere grad om øjeblikket, underholdningen og følelserne. Den europæiske tilgang til design er mere logisk og lineær. Vi designer ud fra en årsagssammenhæng, og vi er forelsket i

Kontrol og følelser

vores hjerne-power. Og så har vi så megen kulturel historie og tradition at læne os op af. Vi kan ikke bare hoppe rundt, vores fyldige bagage gør os langsommere, for vi må hele tiden spørge vore døde helte om lov til at gøre sådan og sådan. I USA er de mere hurtige, flashy, og du er altid den ”første” til at gøre noget. Det gælder om at være den første på månen og plante et flag......”

”Det er helt fantastisk for mig at kende de to ekstremer. Rent mentalt og arbejdsmæssigt befinder jeg mig vel midt ude i Atlanterhavet. I starten af min tid i New York kunne jeg sidde to uger og tænke på en opgave uden at tegne eller skitsere noget som helst – for så at udføre designet på én dag. Nu prøver jeg at kombinere den legende og den reflekterende indgang. I USA har jeg også lært, at man kan have det sjovt med sit arbejde, at man har lov til det. I Tyskland er mentaliteten, at hvis det er morsomt, så er det en hobby og ikke en profession. Man skal helst kæmpe......”

”Jeg mener, hallo, du er i New York, har

eget studio, men når telefonen så ringer,

er du bange for at tage den... Man føler

sig bare så dum.”

Hattler, cd cover


0309

25

Skrækken for telefonenI 1999 rejste Jan Wilker til New York for at være praktikant hos grafisk designer Stefan Sagmeister – her mødte han Hjalti Karlsson.Et år efter Jan Wilkers ankomst, tog Sagmeister orlov for at hellige sig mere eksperimenterende arbejde, og den unge tysker og islændingen slog pjalterne sammen.”Vi havde ingen forretningsplan. Vi er begge rendyrkede designere og kastede os bare naivt ud i det hele.”

De første to til tre år var meget hårde for det lille studio. Der var ingen penge, og de to designere var fuldstændig uforberedte på at drive en virksomhed. ”Så opdager man, hvor mange kompetencer, man mangler, og at man ikke fungerer så professionelt, som man egentlig havde regnet med. Man kommer for sent til møder, er ikke tilstrækkeligt forberedt..... Man gør det simpelthen ikke godt nok. Og så begynder man at tvivle på sig selv. Du har ingen penge, du er i et fremmed land, og du vil ikke tale i telefon, fordi du er bange for ikke at forstå alt, der bliver sagt. Det er virkelig deprimerende og går hårdt ind på dit selvværd,” fortæller Jan Wilker og fortsætter: ”Jeg mener, hallo, du er i New York, har eget studio, men når telefonen så ringer, er du bange for at tage den, fordi du ikke hele tiden vil konfronteres med, at dine sprogkundskaber er utilstrækkelige..... Man føler sig bare så dum.”

Jan Wilker og Hjalti Karlsson brugte alle kræfter på at banke studioet op og skaffe penge til husleje – en periode boede Jan Wilker og hans kæreste også på arbejdspladsen, fordi de ikke havde råd til andet, hvilket om morgenen afstedkom ”morsomme” bemærkninger fra praktikanterne, som ”I er her bare altid, I burde jo bo her....” ”Vores egen personlige succes afhang af, om vi klarede den med studioet. Hvis det gik ned, følte vi, at vi havde lidt nederlag og fejlet som mennesker. Det er en meget naturlig følelse, men den er også meget belastende oveni alt det andet. Og det kunne jo ikke blive ved på den måde, så efter de første år besluttede vi at ændre vores holdning. Vi ville have det sjovt, og hvis studioet gik ned, var vi alligevel ok mennesker. Så måtte vi bare finde ud af noget andet, og livet går videre. Siden har vi grinet hver dag, mens vi nyder vores arbejde. Af og til kan vi føle os helt skyldige over, hvor meget vi nyder vores arbejde......,” smiler Jan Wilker. Der kan dog stadig være perioder, hvor der er lavvande på KarlssonWilker’s konto, men:”Vi opfatter det ikke som en kamp mere, det stresser os ikke – det hjælper alligevel ikke noget. Du får i hvert fald ikke opgaver på den måde, det skader dig kun. Så vi har valgt at tro, at noget viser sig, at der altid sker noget.”

Jan Wilker har studeret grafisk design i byen, hvor Mercedes og Porsche kommer fra – Stuttgart, og han er opvokset i Ulm – hjemstedet for Hochschule für Gestaltung, der satte helt nye standarder for design og for professionen. ”Selv om skolen lukkede ti år før, jeg begyndte at studere grafisk design, lever dens indflydelse og ånd videre. Mine forældre havde alle disse venner blandt designere og arkitekter, og alle boede med en bestemt type, enkel, design. Så det var design for mig, og det har præget mig meget. Jeg oplever stadig forbindelsen mellem mit barndoms miljø og det design, jeg laver i dag,” fortæller Jan Wilker, som på baggrund af sin prægning betegner sin designtilgang som stærkt konceptuel.

”Den meget kontrollerede og på sæt og vis, beskyttede, proces, ligger dybt i mig. Processen giver ikke mange overraskelser, fordi du har udtænkt det hele i din hjerne på forhånd. Jeg elsker det. Men i New York oplevede jeg så en helt anden måde at gøre tingene på. Amerikanerne tror jo, at de laver koncepter, men det gør de altså ikke.””De er mindre optagede af historie og koncentrerer sig i højere grad om øjeblikket, underholdningen og følelserne. Den europæiske tilgang til design er mere logisk og lineær. Vi designer ud fra en årsagssammenhæng, og vi er forelsket i

Kontrol og følelser

vores hjerne-power. Og så har vi så megen kulturel historie og tradition at læne os op af. Vi kan ikke bare hoppe rundt, vores fyldige bagage gør os langsommere, for vi må hele tiden spørge vore døde helte om lov til at gøre sådan og sådan. I USA er de mere hurtige, flashy, og du er altid den ”første” til at gøre noget. Det gælder om at være den første på månen og plante et flag......”

”Det er helt fantastisk for mig at kende de to ekstremer. Rent mentalt og arbejdsmæssigt befinder jeg mig vel midt ude i Atlanterhavet. I starten af min tid i New York kunne jeg sidde to uger og tænke på en opgave uden at tegne eller skitsere noget som helst – for så at udføre designet på én dag. Nu prøver jeg at kombinere den legende og den reflekterende indgang. I USA har jeg også lært, at man kan have det sjovt med sit arbejde, at man har lov til det. I Tyskland er mentaliteten, at hvis det er morsomt, så er det en hobby og ikke en profession. Man skal helst kæmpe......”

”Jeg mener, hallo, du er i New York, har

eget studio, men når telefonen så ringer,

er du bange for at tage den... Man føler

sig bare så dum.”

Hattler, cd cover


0309

24

KarlssonWilker har ingen overordnede beslutninger eller koncensus omkring deres fælles design. Der er ingen plan om en bestemt stil eller et bestemt udtryk. ”Vi er forskellige i vores livssyn og i vores humor, men vi formår at kombinere Hjaltis distinkte enkelhed med mit mere kraftfulde udtryk. Vi har en meget ego-fri proces, som jeg ikke har oplevet med nogen andre, og arbejder altid meget legende og ek-sperimenterende. Det er nok derfor, at vores design ofte har et element af humor. Vi sidder selv og un-dres og overraskes, og det håber vi, at vi kan give videre til andre mennesker. Vores design skal helst gå videre end normen, det skal udfordre. Og det be-høver ikke være den store gestus i designet, der gør udslaget. Overraskelsen kan lige så vel ligge i de-taljerne,” mener Jan Wilker og fortsætter:”Det er denne passion, vi kan tilbyde vore kunder, kombineret med vores kompetencer og erfaring. Vi kan

Designet skal gå ud over normen

blive ved og glemme alt, når vi graver os dybt ned i en opgave. Og vi benytter os ikke af fokusgrupper, men er mere i en gammeldags liga, hvor kunden kommer til os og har tillid til, at vi ved, hvordan opgaven skal løses. Forbindelsen til kunden er centreret om tillid.”

Jan Wilker underviser af og til designstuderende i New York og har – desværre – ofte den oplevelse, at de unge mennesker lukker ned for hurtigt.”Den studerendes opgave er at bevare et åbent sind og en ydmyghed. De skal ikke lade som om, at de er verdensmestre fra dag ét, for så går de glip af den oplevelse, der ligger i at være uvidende i fem år. De skal ikke være for kritiske, men kaste sig ud i og prøve alt muligt. Ellers går det ud over dem selv. Det samme gælder i og for sig for den professionelle grafiker – bare på et lidt mere forfinet plan.”

“Rent mentalt og arbejdsmæssigt befinder jeg mig vel midt ude i

Atlanterhavet...”New York Time Magazine

tell me why, bog om KarlssonWilkers første 24 måneder


0309

27

KarlssonWilker har ingen overordnede beslutninger eller koncensus omkring deres fælles design. Der er ingen plan om en bestemt stil eller et bestemt udtryk. ”Vi er forskellige i vores livssyn og i vores humor, men vi formår at kombinere Hjaltis distinkte enkelhed med mit mere kraftfulde udtryk. Vi har en meget ego-fri proces, som jeg ikke har oplevet med nogen andre, og arbejder altid meget legende og ek-sperimenterende. Det er nok derfor, at vores design ofte har et element af humor. Vi sidder selv og un-dres og overraskes, og det håber vi, at vi kan give videre til andre mennesker. Vores design skal helst gå videre end normen, det skal udfordre. Og det be-høver ikke være den store gestus i designet, der gør udslaget. Overraskelsen kan lige så vel ligge i de-taljerne,” mener Jan Wilker og fortsætter:”Det er denne passion, vi kan tilbyde vore kunder, kombineret med vores kompetencer og erfaring. Vi kan

Designet skal gå ud over normen

blive ved og glemme alt, når vi graver os dybt ned i en opgave. Og vi benytter os ikke af fokusgrupper, men er mere i en gammeldags liga, hvor kunden kommer til os og har tillid til, at vi ved, hvordan opgaven skal løses. Forbindelsen til kunden er centreret om tillid.”

Jan Wilker underviser af og til designstuderende i New York og har – desværre – ofte den oplevelse, at de unge mennesker lukker ned for hurtigt.”Den studerendes opgave er at bevare et åbent sind og en ydmyghed. De skal ikke lade som om, at de er verdensmestre fra dag ét, for så går de glip af den oplevelse, der ligger i at være uvidende i fem år. De skal ikke være for kritiske, men kaste sig ud i og prøve alt muligt. Ellers går det ud over dem selv. Det samme gælder i og for sig for den professionelle grafiker – bare på et lidt mere forfinet plan.”

“Rent mentalt og arbejdsmæssigt befinder jeg mig vel midt ude i

Atlanterhavet...”New York Time Magazine

tell me why, bog om KarlssonWilkers første 24 måneder


0309

26

Sådan bliver du medlem af

Danske Designere:

danishdesigners.com


PROFESSIONEL

Danske Designere tilbyder en række skræddersyede ydelser, der både

styrker faget og medlemmets professionelle virke. Rådgivning, kon-

trakter, forsikring, efteruddannelse, netværk og ny viden; kort sagt

mulighed for at være på forkant af designs konstante forandring som

begreb, profession og fag.

na

tion

.dk +

idi.d

k


http://www.danishdesigners.com/index.php?page=55

Strandgade 27A

1401 København K

Documents

inform særudgave