Kaptajn Bimse og den forstenede skat

Kaptajn Bimse i Ottomanien

Bjarne Reuter

Illustrationer af Annette Reuter

Gyldendal

Kaptajn Bimse og den forstenede skat

Illustrationer af Annette Reuter

Gyldendal

KaptajnBimseOgdenforstenedeskat_Mat_1opl.indd 5 14/03/12 09.31

gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal

Kaptajn Bimse og den forstenede skat

Tekst © Bjarne Reuter og Gyldendal 2012

Omslagsillustration og tegninger © Annette Reuter og Gyldendal 2012

1. udgave, 1. oplag

Bogen er sat med ITC Legacy af Marianne Bisballe

og trykt hos Livonia Print

Printed in Latvia 2012

ISBN 978-87-02-12139-1

www.gyldendal.dk



INDHOLD

FøRSTe kAPITeL: SIDe 9Om en vindøjet pirat og en slukøret raket

ANDeT kAPITeL: SIDe 15 Om et drøn i disen og en tud i tågen

TReDje kAPITeL: SIDe 21Om en lodden sørøver med en piratos i panden

FjeRDe kAPITeL: SIDe 28Om tre englevinger fra Odsherred

FeMTe kAPITeL: SIDe 38Om pegefingeren og søndenvinden

SjeTTe kAPITeL: SIDe 44Om at jodle i en tønde

SyveNDe kAPITeL: SIDe 50

Om vaffelis med stiv kylling

OTTeNDe kAPITeL: SIDe 57Om en hel oksesteg, en halv damecykel og

en ophidset regnorm

NIeNDe kAPITeL: SIDe 63Om en brugt vingummi og to frivillige

TIeNDe kAPITeL: SIDe 71Om at danse lumbago efter aftensmaden



eLvTe kAPITeL: SIDe 79Om en bule i hovedet og en revne i skallen

TOLvTe kAPITeL: SIDe 86Om at gå i tykt og tyndt

TReTTeNDe kAPITeL: SIDe 97Om den hellige Sankt Gertrud

FjORTeNDe kAPITeL: SIDe 107Om en gravhund fra Albanien

FeMTeNDe kAPITeL: SIDe 120Om himlens kompas og jordens bogstaver

SekSTeNDe kAPITeL: SIDe 132Om Afrikas Lysende Øje

SyTTeNDe kAPITeL: SIDe 142Om en bananflue og en bukseknap

ATTeNDe kAPITeL: SIDe 150Om et kys og en fortryllelse

NITTeNDe kAPITeL: SIDe 159Om den forstenede skat

SIDSTe kAPITeL: SIDe 166

Om et glædeligt gensyn og en ildsprudende afsked



9

FøRSTe kAPITeL

Om en vindøjet pirat og en slukøret raket.

Historien om Annas rejse til Ti Hiti begyndte på en grå vinterdag i bunden af året, faktisk den allersidste dag i december.

Anna sad som en lille fugl ved frossen rude og stir-rede ned i haven, der lå gemt i en tæt tåge oplyst af et svagt lysglimt, som nok skulle forestille solen, selvom den lignede en klat smør i en skål havregrød. Sådan var vejret, og sådan var humøret, for på årets sidste dag var det bare så trist at sidde i sin seng med en



10

trekantet sørøverhat, et forskruet træben og otteog-tredve fem i feber. Feberen var kommet dagen før på kælkebakken, hvor Anna var blevet iskold og glohed, og inden hun nåede hjem, havde hun ild i halsen og ondt i hovedet, og derfor sad hun med dynen trukket op under hagen, mens hun tænkte på alt det dejlige, hun ikke kunne være med til.

Fra sit vindue kunne hun se de tolv fakler, der stod langs stien op til huset, nemlig en for hver måned i det gamle år, som man i aften skulle sige farvel til. I stuerne og på trappen havde Annas far pyntet op med serpentiner, balloner og sjove paphatte. Anna kunne høre ham fløjte den melodi, han altid fløjtede, når det var nytårsaften, nemlig den om kokosnød-den. Den plejede at gøre Anna i fnisehumør, men i dag gjorde den hende stangsur. Intet i hele verden var så tåbeligt som en voksen mand i zebratøj, der fløjtede en melodi om en kokosnød. Tænk, at skrive en sang om en pige, som ikke kunne få hul på en ko-kosnød, og tænk, at klæde sig ud som en halv zebra, oven i købet en fløjtende zebra, men det var åben-bart sådan, faderen ville gå ind i det nye år, hvor man skulle – som han altid sagde – slå gækken løs. Anna vidste ikke, hvad det var for en gæk, faderen talte om, men hun vidste udmærket, hvad han mente, nemlig liv og glade dage til den lyse morgen.

ja, godmorgen. Anna lagde nakken tilbage og sukkede. Hun hav-

de glædet sig til nytårsaften lige siden jul. Hun og



11

moderen havde haft travlt med at sy karnevalstøj, og Annas piratkostume lå fikst og færdigt sammen med Afrikas Lysende øje, en blodrød fingerring, som skulle forestille en ægte rubin, samt en skinnende krumsabel, der var lavet af en gammel persillehak-ker. Anna havde oven i købet øvet sig i at sige alle- mand-på-dæk og må-djævlen-ta-de-sidste med en ægte sørøverstemme, men det blev der ikke noget af, når man var viklet ind i ti kilometer halstørklæde.

Anna skævede til hr. johnson, som i dagens anled-ning var iført lasede sørøverbukser og en sort klap for det ene øje. Han så forventningsfuld ud. Men den fest kunne han glemme alt om. Hvis Anna skulle have otteogtredve fem i feber, så skulle hr. johnson også have otteogtredve fem i feber, selvom det selv-følgelig passede meget dårligt til sørøverklappen, ef-tersom pirater jo ikke fik feber. Anna havde i hvert fald aldrig hørt om en sørøver med snue, og slet ikke om én, som fik taget temperatur.

Men det var ikke det værste, det værste havde man nemlig til gode, for om to timer ville yndige prinsesser, tykmavede tudser, egyptiske mumier og mosgroede bjergtrolde marchere ind i huset, og de ville hygge sig



12

og more sig og danse runddans og fyre raketter af, mens festens naturlige midtpunkt sad i sin seng med en ildrød hals.

Det var i sandhed en køn afslutning på det gamle år.

Anna skævede til sin mor, som var dukket op i dør-åbningen. Moderen havde et forklæde uden på sine stribede bukser. Hun var nemlig den anden halvdel af zebraen. Hun spurgte, hvordan det gik med halsen.

Anna vendte ryggen til hende. – jeg vil ikke høre mere om den hals, den er totalt

tuba. – Det hedder tabu. – Så siger vi tabu. Det er i hvert fald forbudt at

nævne ordet hals. Moderen rettede på Annas hoved-pude.

– Du lyder som en rigtig vred sørøver. – jeg er overhovedet ikke nogen sørøver, og for øv-

rigt ville jeg meget hellere have været astronaut, men det er alt sammen lige meget nu.

– Okay, jeg har taget en sugetablet med til dig, det plejer at hjælpe på en rød hals. Anna satte sig op i sengen.

– For det første gider jeg ikke snakke med en halv zebra, og for det andet skal jeg ikke have nogen suge-tablet, og for det tredje er det stanghamrende uret-færdigt, at I holder karneval, mens jeres datter sidder og kukkelurer med to serpentiner og en udbrændt stjernekaster, men det skal I ikke tage jer af, bare I



13

kan slå gækken løs med alle jeres venner og deres feber-fri skrigeunger.

Annas mor lagde hovedet på skrå. – Lille skat, vi kan da ikke aflyse nytårsaften, bare

fordi du har fået halsbetændelse. Tænk på, hvor me-get gæsterne har glædet sig. De har lavet karnevals-kostumer hele december måned.

Anna rullede med øjnene. – Åhja, hvor har de små nuttegrise dog glædet sig,

men ved du, hvad jeg har, jeg har mest lyst til at gå ned og suge mig fast til alle nuttegrisene, så de får ot-teogtredve fem hele bundtet.

Annas mor satte sig på sengekanten. – Det er jo ikke gæsternes skyld, at du har fået

ondt i halsen. – jeg vil ikke høre ordet hals. Det er ... hvad hed

det?



– Tabu. – Nemlig, forbudt. Moderen lagde hånden på Annas pande. – Oprigtigt talt, Anna, så slemt er det da heller

ikke, du kan da sidde i din varme seng og se på alle raketterne lige til klokken tolv. Anna bed tænderne sammen.

– jeg skal overhovedet ikke se på noget som helst, rent bortset fra at man ikke kan se en disse i den tåge, og hvor er mine kong Futse-raketter, som jeg har købt for mine egne lommepenge?

Moderen svingede med sin zebrahale. – De ligger i den gamle æbletønde i brændeskuret,

det kan være, at du og far kan futte en af dem af, når du er blevet frisk igen. Nu skal du i hvert fald putte dig under dynen og sutte på din sugetablet.

Anna rystede på hovedet. – jeg skal hverken sutte, futte eller putte, og I rører

ikke mine raketter. Moderen kyssede Anna på pan-den.

– Tak, skal du have, du er da hverken til at hugge eller stikke i. jeg kommer op og ser til dig senere.

Anna vendte ryggen til sin mor. – Gør du bare det, men når du kommer tilbage, vil

jeg være forvandlet til en sten, som du hverken kan hugge eller stikke i.

Man skulle ikke tro, at en rejse til Ti Hiti kunne begynde på den måde, men det gjorde den.



15

ANDeT kAPITeL

Om et drøn i disen og en tud i tågen.

Anna åbnede døren og listede ud på gangen, hvor hun stod et øjeblik, inden hun gik ned til trinnet midt på trappen, som var hendes specielle udkigs-post. Hvis hun gik i knæ, kunne hun se halvdelen af spisestuen, hvor gæsterne havde taget plads ved bordet. Børnene sad i den ene ende og de voksne i den anden. De var alle sammen klædt ud og lod til at være i et mægtigt humør, men Anna var strun-tende ligeglad, for hun hav-de helt andre planer. Hun var iført det lange hals-tørklæde, den røde ryg-sæk og den tonstykke dynejakke, som hun havde arvet fra sin kusine på Fyn. I den ene hånd holdt hun en stavlygte, og i den anden havde hun hr. johnson. Hans sørøver-klap var gledet op i pan-



16

den, men det var der ikke noget at gøre ved, for nu gjaldt det om at være snu, faktisk så snu, at det hed schnau, og Anna var en mester i at være schnau.

På lydløse tåspidser listede hun ned ad trappen, et skridt ad gangen, forbi reposen og de sidste syv trin, inden hun med et rejehop sprang ned til hoveddø-ren, som hun åbnede på klem.

I spisestuen blev der råbt hurra for kong volmer. Anna kunne ikke huske en nytårsaften, hvor de ikke havde råbt hurra for kong volmer. Så vidt hun vidste, havde der aldrig været nogen, der hed kong volmer, og måske var det det, som var så morsomt.

Anna trådte ud i vindfanget og mærkede straks, hvor koldt det var. Tågen var nu så tæt, at stavlygten ikke var til nogen nytte, snarere tværtimod. ekspe-ditionen måtte derfor klare sig ved at føle sig frem. Målet for udflugten var brændeskuret, hvor Anna og hr. johnson ville hente posen med fyrværkeri, nemlig de fire ildsprudende kong Futse-raketter, som havde en vidunderlig duft af kinesisk krudt og et strejf af Irma på hovedgaden.

– Det skal ligge, som Anna sagde til hr. johnson, – under min hovedpude, så jeg kan indsnuse duften af dynamit, mens jeg sover. Sådan vil jeg gå ind i det nye år, med krudt i næsen.

Nu gjaldt det om at finde brændeskuret. Anna hankede op i hr. johnson.

– Heldigvis kan vi vejen udenad, om vi så skal gå den i søvne, men for en sikkerheds skyld har vi med-



17

bragt vores allerbedste julegave, nemlig det vidunder-lige kompas, som har tilhørt vores oldefar, der sejle-de på de syv have og en enkelt gang på Peblingesøen. vi ved, at vi skal gå stik syd og skråt til højre, rundt om det lille morbærtræ, ti skridt til venstre, ind un-der blodbøgen med den mørnede rebstige, hen over skrubtudsens gravsted – goddag, lille viggo, farvel, lille viggo – uden om den gamle syren, og så er vi kun to meter fra ... av, for dælen.

Anna tog sig til panden. – Hvad pokker var det? Anna så sig om, men der

var intet at se. Hun vidste bare, at hun havde slået hovedet på et eller andet.

Noget hårdt. Noget som ikke plejede at stå midt på græsplænen. Anna trak hr. johnson ind til sig. – vi bakker, hviskede hun, for når man bakker,

kan man holde øje med, om man bliver forfulgt. Og så bakkede de, ud og ind og rundt og rundt, til de stødte ryggen mod brændeskuret.

Anna åbnede døren til det mørke rum, som lugte-de af gammel sommer, vådt træ og græsslåmaskine. Lyset fra stavlygten gled hen over gulvet og ramte den store æbletønde. Anna løftede låget af og fik straks øje på posen med fyrværkeri.

– Hæhæ, gnæggede hun, der har vi vores krudt, men nu er vi dem, der er forduftet.

Med hr. johnson i den ene hånd og rygsækken i den anden bakkede Anna ud af skuret og hen over



18

det våde græs, da hun – bang – slog hovedet på noget hårdt.

– Ikke igen, stønnede hun og tog sig til panden, sikker på at der ville komme en bule, men det var hun ligeglad med, for hvad pokker var det, hun havde slå-et sig på?

Hun kneb øjnene sammen. Selvom tågen var så tæt, at man ikke kunne se en hånd for sig, syntes hun, at hun kunne skimte omridset af et eller andet.

Hun satte sig på hug og fik fat i noget, der føltes som metal.

en aflang, spids dippedut. Anna lod hånden glide ned mod jorden, hvor der

stod noget rundt, der havde facon som et hjul. et hjul? Hvor kom det fra? ja, der sad jo et hjul på trillebøren, men det, som



stod på græsplænen, var i hvert fald ti gange større end trillebøren. Anna sank en klump.

– Det må være noget, som er kommet med tågen, hviskede hun.

Hun var ikke sikker på, at hun brød sig om, at noget var kommet med tågen. Det lød en lille smule uhyggeligt, for ikke at sige meget uhyggeligt.

I det samme var der én, der sagde „pst“. Anna lukkede øjnene og holdt vejret, men som

altid var hun mere nysgerrig end bange, og efter at have talt til ti på hjemmelavet svensk rakte hun hån-den frem.

Stille og roligt, ingen panik, bare føle sig frem. Længere og længere ind i tågen. Det var, som om hendes arm blev fem meter lang,

indtil hun fik fat i noget, der havde samme form som et båthorn.



– Aaav, blev der råbt. Det var mystisk, tænkte Anna og trykkede tre gange til.

– Av, av og av, lød det. – jamen, hvad sker der dog inde i den tågede dis?

kom det fra mørket. – Der er saftsuseme én, som står og niver mig i tu-

den, svarede en snøvlet stemme. Anna smilede til hr. johnson.

– Åhja, sagde hun, åhja. For nu vidste hun, hvad det var, som stod på græs-

plænen med hjul, vinger og propel.



Documents

Kaptajn Bimse og den forstenede skat