KINABLADET udgives af Dansk-Kinesisk Forening og udkom- mer fi re gange om året (marts, juni, september og december). Foreningens medlemmer får bla-det tilsendt gratis. Et årsabonnement på bladet uden medlemskab koster 175 kr.

Kinabladet er medlem af Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter.

Dansk-Kinesisk Forening er af Københavns kommune godkendt som en folkeoplysende forening.

Redaktion:Flemming Poulsen (ansvarshavende)Fresiavej 3, 3450 Allerød. Tlf. 4817 4409 E-mail: efpou@vip.cybercity.dkMads Holst Jensen, Anette Kruse, Jette Mechlenburg, Signe Overgaard, Claus Seiden, Henrik Strube. Layout: Torsten ValeurKalligrafi : Lan Wang Valeur

DANSK-KINESISK FORENINGblev stiftet 25. januar 1999. Dens formål er at være samlingssted for alle med interesse for Kina samt at formidle oplysning om Kina. Vedtægter, indmeldelse og abonnements-tegning ved henvendelse til sekretæren.

Hjemmeside: www.dansk-kinesisk.dk

Formand: Kjeld A. LarsenKochsvej 16, 1812 Frederiksberg CTlf. 3860 6619 E-mail: kjeld.a.larsen@get2net.dk

Sekretær og kasserer: Lene LøgstrupEngelholmvej 15, 2700 BrønshøjTlf. 6114 3340. E-mail: lene@imbg.ku.dk

BG Bank 1551 1683 0593

Bogsalg og leje af skolekasser:Gudrun Lindhard, Istedgade 27, 1.tv., 1650 København V. Tlf. 3325 6262 E-mail: guan@wanadoo.dk

WEB-master: Henrik StrubeKastanie Allé 2H, 3.tv. 2720 VanløseTlf. 3879 1437. E-mail: hs@dansk-kinesisk.dk

Medlemskontingent:Enkeltmedlemmer .......................... 200 kr Parmedlemmer ............................... 250 kr.Pensionister, unge under 18 år og studerende ........................ 120 kr.Pensionistpar .................................. 170 kr.Kollektivt medlemskab .................... 300 kr.

ISSN 1600-1273

Tryk: Birkerød Bogtryk

2

KINABLADET NR. 27 EFTERÅR 2005

Kritisk biografi om Mao .....................................................3„Vilde Svaner”s forfatter kan ikke lide ham

Kinas livskraftige skrifttegn.................................................4Kinesisk kulturs centrum i over 3000 år

Lykkemønter og rismål ......................................................8Ny Kinabutik i København

Den Ensomme Lykkes Tempel ..........................................10Et andet udfl ugtsmål fra Beijing

Krop og kosmologi i oldtidens Kina .................................12 En dansk forskers studier

In the mood for Wong Kar Wai................................................ 18Instruktøren bag otte kinesiske spillefi lm

Mere soap end doku........................................................19Anmeldelse af romanen Himmelbegravelsen

På opdagelse i hutongerne ..............................................20– inden de alle sammen er forsvundet!

Naturkræfterne hærger Kina ............................................22Jordskælv og oversvømmelser en evig trussel

Nyt om kinesernes liv og færden .....................................26

Arrangementer.................................................................28

ForsidenEn båd med grøntsager, fotograferet i en af Suzhous kanaler af den svenske sinolog og skrifttegnsforsker Cecilia Lindqvist, her gengivet efter hendes bog „Tecknens Rike“. Tværgående adskillelser deler båden i sektioner. Konstruktionen, der er speciel for Kina, har været i brug siden Shang-dynastiets tid (1523–1028). Det kan man se af, hvordan tegnet for båd har udviklet sig siden Shang-dynasiet, gengivet over tek-sten her. Cecilia Lindqvist har holdt foredrag i Dansk-Kinesisk Forening om skrifttegnene. Referat af foredra-get side 4.

3

KRITISK BIOGRAFI OM MAO – MILDT SAGT„VILDE SVANER“S FORFATTER KAN IKKE LIDE HAM

Var Mao Zedong en stor leder eller en hensynsløs ogselvoptaget struggler, der endte med at græde af rørelse over sine egne propaganda-fi lm? Bestsellerforfatteren Jung Chang har skrevet en biografi , der er udkommet på et engelsk forlag med titlen „Mao – The Unknown Story”, og hun har i hvert fald ikke meget tilovers for ham. Bogen udkommer snart på dansk.

800 sider tykke Mao-biografi , som både bygger på kilder, parret selv har opsøgt, og et utal af kinesiske og udenlandske værker om Mao og hans tid. Det er en grundig, detaljeret og ha-defuld skildring.

Mao og ZhouEt af de spørgsmål, historikerne har stillet sig om Kinas revolution, er: Hvorfor blev det Mao og ikke Zhou, der blev den absolutte topfi gur? Var der et makkerskab mellem den vilje-stærke og magtbevidste Mao og den hurtigttænkende og skarpt analyse-rende Zhou, eller var Zhou Maos redskab? Jung Chang hævder, at Zhou Enlai livet igennem var præget af frygt for Mao. Den havde sit udspring i en episode i 1932, da Mao – ganske vist med Moskvas støtte – var blevet ud-nævnt til præsident for de befriede

røde områder, men stadig var under-givet Zhou Enlai, der var partichef. Det var kort efter at borgerlige bla-de havde offentliggjort en artikel, der fordømte kommunistpartiet og afsvor kommunismen, og som var under-skrevet med Zhous pseudonym. Par-tiet fastslog hurtigt, at der var tale omen forfalskning, men Zhou anede Maos hånd bag den og så den som et tegn på, at det kunne være livsfarligt at komme i vejen for Mao, der allere-de havde udmanøvreret fl ere andre partiledere. I følge Jung Changs opfattelse sad denne skræk så dybt i Zhou, at han så sent som i 1972 parerede ordre, da Mao beordrede ham til at øve selvkritik. Det skete ved et møde med 300 højtstående partifolk – eller rettere sagt ved møder med dem, for det tog tre aftener for Zhou at læse hele sin selvkritik højt. (Fortsættes side 17

Billedet af Mao sammen med Stalin og DDRs Walter Ulbricht er taget ved Stalins 70-årsdag i Moskva i december 1949. Det var første gang, Mao rejste uden for Kina, og det var ikke noget vellykket besøg. Mao brød sig hverken om maden, hovedpuderne eller de russiske wc’er – og slet ikke om at blive skældt ud for at være på vej til at blive en kinesisk Tito. (Billede fra bogen).

Af Claus Seiden

Over 70 millioner mennesker havde mødt deres undergang i fredstid som resultat af Mao Tsedongs misregi-mente, men Mao havde kun ondt af sig selv. Selvmedlidenhed, som han altid havde haft en hang til, var den dominerende følelse hos Mao i hans sidste dage... Han græd, når han tal-te om gamle fremskridt og alderens svækkelse, ja, når han så sine egne, gamle propagandafi lm, løb tårerne ned ad hans kinder... Sådan fremstilles den døende leder i en bog, der begynder med at be-skrive ham som en kvik, men ulydig dreng, der skulkede fra alt fysisk ar-bejde, og som karakteriserer den he-roiske Lange March som en relativt overkommelig rejse for Mao. Han lod sig hele vejen bære på en blidt vuggende bambusbåre, selv på bjerg-stier, hvor bærerne måtte kravle opad på hænder og knæ. Jung Chang er født i Sichuan i 1952, var rødgardist som 14-årig, blev barfodslæge, elektriker og så en-gelskstuderende. Hun kom til Eng-land på et legat som 26-årig og blev boende der. I 1991 udgav hun best-selleren „Vilde Svaner” – historien om tre generationer af kinesiske kvin-der. Den kom et par år senere her-hjemme. Hun giftede sig med den britiske historiker Jon Halliday, og de sidste ti år har parret arbejdet på den

4

KINAS LIVSKRAFTIGE SKRIFTTEGNKINESISK KULTURS CENTRUM I OVER 3000 ÅR

Cecilia Lindqvist havde en ganske særlig tekande med til foredraget om skrifttegn. (Foto: Flemming Poulsen).

Gamle skriftsprog som hiero-glyfferne og kileskriften er døde for længst, men ikke de kinesiske skrifttegn. De har været særdeles livskraftige, de har holdt til uafbrudt brug, siden de blev skabt for om-kring 3500 år siden. Den svenske sinolog og forfatter Cecilia Lindqvist, en kapaci-tet på de kinesiske skrifttegn, førte sine tilhørere vidt om-kring i tegnenes verden, da hun holdt foredrag i Dansk-Kinesisk Forening i Køben-havn den 11. maj 2005.

Af Flemming Poulsen

Der fi ndes ikke noget andet land i verden, hvor skriften har betydet så meget som i Kina. Den har haft afgø-rende indfl ydelse på hele samfundet og har været kulturens centrum, si-den den blev skabt, ikke mindst når det gælder undervisning og udvikling af kunst og design. Sådan præsenterede Cecilia Lind-qvist aftenens emne og kædede skrifttegnene sammen med kalligrafi -en og maleriet. De er søsterkunstar-ter, de laves med samme slags pens-ler og tusch og på samme slags papir. Kalligrafi en er den fornemste kunst-art, Kinas største bedrift, en så højt specialiseret kunstart, at den ikke kan sammenlignes med noget andet, fastslog Cecilia Lindqvist. Det er en stærk tradition, som stadig er spille-vende. Man har i Kina hele tiden ud-stillinger af kalligrafi sk kunst, og kal-ligrafi er en meget udbredt beskæf-tigelse blandt pensionister og andre ældre. Rundt omkring i boligkvarte-rerne er der lokaler, hvor man mødes og laver kalligrafi og malerier.

Aftryk af digte på stenCecilia Lindqvist gav, ved hjælp af mange lysbilleder, eksempler på, hvordan skrifttegnene bruges i hver-dagen og ved særlige lejligheder. I et tempel i Suzhou, bygget til ære for en munk ved navn Han Shan – navnet betyder Det Kolde Bjerg – fi n-des en sten med et digt indhugget. Der er mange af den slags sten rundt om i Kina, og aftryk af et sådant digt er eftertragtet af turister. Japanerne er helt vilde med dem, de betaler fx fl e-re tusinde kroner for et aftryk af en berømt sten, der står ved det hellige bjerg Taishan. Et aftryk laves på et stykke tyndt papir. Det fugtes og lægges oven på stenen med indskriften. Når det er tørt, og papiret er faldet ned i ind-skriftens fordybninger, dupper man det med farve, og når farven er tør, har man et aftryk af indskriften. Af-trykkene hænger man op hjemme for at kunne beundre kalligrafi en og mindes et smukt digt. Et andet eksempel på brugen af skrifttegn: Tegnet for fu, der betyder lykke og rigdom, så Cecilia Lindqvist

første gang hængt op omvendt på dø-ren til nogle venners hjem. Det var en spøgefuld anvendelse af et skrift-tegn, forklarede vennerne. Der fi ndes et ord, dao, der kan betyde både an-komme til og omvendt. Når tegnet fu er vendt på hovedet, kan det spøge-fuldt læses som at lykken er kommet til dette hjem. Tegnet for lykke fi nder man også skrevet omvendt på små træstykker, som man kan købe i et tempel. De bliver hængt op af besøgende rundt om i templet med påskrifter som „Jeg håber at bestå eksamen”, „Jeg håber at blive gift med lille Li” osv. Skrifttegnene har også fundet vej til et af hverdagens husgeråd, en speciel tekande, som Cecilia Linqvist havde taget med til foredraget. Den er lavet af bronze og har en hank i form af en drage – kejserens kendetegn. Forsi-den er formet som et skrifttegn, der betyder høj position, dvs. at man gør karriere i samfundet. Når fi ne herrer mødtes og drak te fra en sådan tekan-den, blev de mindet om, at de skul-le stræbe opad, forsøge at blive bed-re til at varetage deres høje embede. Tegnet på tekanden bruges ved man-ge andre lejligheder, fx som dekora-tion, og der fi ndes andre af den slags tegn med en symbolsk betydning.

Kontakt med forfædreneDen næsten eventyragtige historie om, hvordan man for blot hundrede år siden pludselig kunne spore skrift-tegnenes historie mere end 3000 år tilbage, kan tåle at blive fortalt igen og igen. Her er den i Cecilia Lind-qvists udlægning: For 3200-3300 år siden boede der en gruppe mennesker ved Den Gule Flod, der fører gigantiske vandmasser fra det tibetanske højland ned til løss-plateauet og videre til Det Gule Hav. Vandmasserne er fyldt med enorme mængder af sand og slam, som afl ej-res på sletten, hvilket den gang som nu medførte store oversvømmelser og ødelæggelser. Disse naturkatastro-fer kom uvarslet, men beboerne i ka-tastrofeområdet fandt på en metode til at være forberedt: man henvendte sig til forfædrene, der jo befandt sig i det hinsides hos „den øverste her-

5

Skildpaddeskjold og skulderblade fra okser blev brugt af præsterne, når de ville sende spørgsmål om fremtiden til forfædrene i det hinsides. I tu-sindvis af skjolde og ben fortæller noget om de kinesiske skrifttegns historie.

Cecilia Lindqvist udgav i 1989 et værk på 423 si-der om de kinesiske skrifttegns historie og anven-delse.

sker” og måtte kunne fortælle, hvor-når en oversvømmelse var i anmarchog hvad de i øvrigt vidste om frem-tiden. Fra udgravninger i første halvdel af 1900-tallet ved man, hvordan man søgte at få kontakt med forfædre-ne. Man tog det underste skjold fra en skildpadde eller et skulderblad fra en okse. Man borede fordybnin-ger i dette materiale og stak en glo-hed bronzepind ned i dem, samtidig med at præster råbte spørgsmålene op til forfædrene. Skjoldet eller be-net slog revner, når den varme pind blev stukket ned i fordybningerne, og revnerne opfattedes som ånder-nes svar. Præsterne fortolkede rev-nerne som et ja eller nej til spørgsmål om fremtiden, fx om der kunne ven-tes oversvømmelser, om en invasion af „barbarerne” nordfra kunne stand-ses, hvor man skulle gå på jagt osv. I mange tilfælde blev spørgsmål og svar ridset ind på skjoldene og bene-ne med de skrifttegn, man anvendte den gang, og på den måde kan man nu dokumentere, at man har at gøre med over 3000 år gamle skrifttegn, som bruges den dag i dag. Opsendelsen af spørgsmål til for-fædrene foregik under festlige for-mer, for man var sikker på, at guder-ne og ånderne var stærkt interessere-de i mad og drikke, så der blev serve-ret herlige måltider med kød og vin, når man skulle i kontakt med ånder-ne. Skildpaddeskjoldene og okseskul-derbladene – som med en fælles be-tegnelse kaldes orakelben, dvs. spå-domsben – var værdifulde dokumen-ter, så de blev omhyggeligt gemt i store forrådskamre, der efterhånden blev dækket af mudder fra Den Gule Flod. Det følgende dynasti var ikke interesseret i at spørge forfædrene til råds, så de historiske dokumenter fi k lov at ligge urørte i tre tusinde år.

Apotekerens „drageben“I 1899 så en forfatter og videnskabs-mand i Beijing på et apotek, hvor han skulle have noget medicin, hvor-dan apotekeren knuste nogle ben-stykker i en morter, når han skulle fremstille et lægemiddel. Han opda-

gede, at der på benstykkerne var ind-ridset noget, der lignede skrifttegn. Apotekeren fortalte, at det var „dra-geben”, og når man knuste dem, fi k man et middel mod mange sygdom-me. Videnskabsmanden og en ven tog rundt til alle byens apoteker og opkøbte, hvad de havde af „drage-ben”. De fandt ud af, at benene med de mærkelige tegn kom fra et områ-de ved Den Gule Flod, hvor Shang-dynastiets sidste hovedstad, Anyang, havde ligget. Her begyndte man så arkæologiske udgravninger i 1927–1928, forøvrigt de første af den slags udgravninger i Kina. De måtte ind-stilles i 1931, da japanerne begyndte deres invasion i Nordkina, og efter Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 fulgte borgerkrigen mellem kommu-nisterne og nationalisterne, så først efter at den var forbi i 1949, kunne udgravningerne genoptages, og de kastede lys over oprindelsen af skrift-tegnene. Da man næsten hver dag spurgte forfædrene til råds om det ene og det andet, var der brug for mange skild-padder og okseskulderblade. Indtil i dag har man fundet over 175.000 orakelben, hvoraf 50.000 har ind-skrifter. I 300-tallet før vor tidsreg-ning begyndte man at skrive på silke. Også bambusstokke blev efterhånden anvendt, indtil papiret blev opfundet.

Fælles skriftsprogDa Qin Shi Huang Di i 221 fvt. hav-de samlet de mange småstater til ét rige og gjort sig selv til Kinas første kejser, var en af hans reformer at lave et fælles skriftsprog for hele riget. Han indførte også fælles mål, mønt og vægt for hele det nye rige. Men kejseren af Qin var en hård-hændet hersker, med Cecilia Lind-qvists ord en bisse, rå og udannet. Alle de gamle fi ne, dannede embeds-mænd opponerede mod hans meto-der, de kom med deres bøger og sag-de, at sådan havde de aldrig gjort før, der står ikke noget om alt det i vore skrifter, hvorfor opfører du sig på denne ubehøvlede måde. Kejse-ren svarede: „Til helvede med alle je-res bøger, saml dem sammen (undta-gen dem om jordbrug og astronomi,

6

Tretegns-kanon, en lærebog for børn. Her lærer de, at mennesket af natur er godt.

Skrifttegn indhugget på en bjergvæg – en gammel skik, der stadig følges. (Foto: Cecilia Lindqvist).

for de emner var han interesseret i) og brænd dem”. De fulgte kejserens ordre, en enorm mængde bøger blev brændt. Kun få blev reddet, men på det tids-punkt skulle embedsmændene lære alle skrifter udenad, og da kejseren var død, satte de sig til at nedskrive de klassiske tekster igen efter hukom-melsen. De vigtigste af teksterne blev hugget ind i sten for at sikre, at de ikke igen blev brændt. Stenene blev anbragt på skildpadder, der blev be-tragtet som et evighedssymbol, så teksterne kunne bevares i tusinder af år. Man tog aftryk af de indhuggede tekster til dem, der skulle studere dem. Aftrykkene blev klistret op på et langt stykke hvidt papir, der side efter side kunne foldes sammen som en harmonika. Det var praktisk og bil-ligt, og alle kunne gøre det. På den måde blev den første kinesiske pa-pirbog til. Men den ældste kinesiske bog, man har fundet, er fra 179 fvt., nemlig Laozis Dao de jing – Vejen, og den er skrevet på silke.

Skriftsproget sikrer karrieren Det fælles skriftsprog satte kejseren i stand til at styre landet. Det kejser-lige hof måtte være sikker på, at de-kreterne blev forstået korrekt, så alle embedsmænd skulle lære at skrive og læse på samme måde ved hjælp af de fælles skrifttegn. De, der ville have en karriere i kejserens tjeneste, måtte begynde skolegangen allerede i 6-7-års alderen. Skrifttegnene er svære at lære, så hvis børnene ikke begynder meget tidligt med undervis-ningen, er det vanskeligt overhovedet at komme til at skrive smukt. De kommende embedsmænd skul-le lære de konfutsianske klassikere udenad og sætte sig ind i, hvordan en fyrste skulle være, hvordan et menneske skulle opføre sig over for andre, og hvordan man skulle fi nde sin plads i samfundet. Konfutsianis-men blev en form for religion, men det havde ikke noget med det hin-sides at gøre, understregede Cecilia Lindqvist. I skolen brugte børnene en lære-bog, der hedder „San zi jing” – „Tre-tegns-kanon”, og den møder man

stadig i form af tegneserier. Hver en-kelt sætning består af tre tegn. På før-ste side læser børnene ren zhi chu og xing ben shan, dvs., at alle men-nesker grundlæggende er gode. „Det sammenligner jeg med, hvad der står i biblen ... jeg fattige, syndige men-neske og den slags. Men mennesker er fra naturens side gode, det er det første, børnene i Kina, i Vietnam, i Japan og i Korea har lært i 2000 år. Det synes jeg, er en smuk tanke”, sagde Cecilia Lindqvist.

Udenadslære: 431.000 tegnUddannelsen til embedsmand bestod blandt andet i at lære udenad teksterpå ialt 431.000 tegn. Man lærte nor-malt 200 tegn om dagen, repeterede dem næste morgen, lærte igen 200 tegn osv., og om lørdagen repeterede man de tegn, man havde lært i ugens løb. Den sidste dag i måneden repe-terede man alt, hvad man havde lært i månedens løb. Når man beherske-de alle teksterne, kunne man gå op til eksamen. Mange sled og slæbte i årevis uden at klare eksamen. De, der bestod, skulle lave en afhandling, hvor de skulle diskutere den aktuelle situation, og hvordan man skulle løse samfundets problemer. Hvis indhol-det såvel som håndskriften blev god-kendt, kunne man gå op til den store eksamen, hvor man blandt andet skulle skrive digte på indviklede vers-mål. Var skriften, kalligrafi en, ikke tilfredsstillende, blev man straks dis-kvalifi ceret. De, der bestod den store eksamen, fi k chefstillinger rundt om i landet, men hvert tredje år skulle de til en ny eksamen for at dokumentere, at de ikke havde glemt, hvad de havde lært. Disse embedsmænd udgjorde kun et par procent af befolkningen, men det var dem, der styrede landet direkte under kejseren, så han havde styr på hele administrationen. Deres talesprog var forskelligt, men skrift-sproget det samme.

Revolutionære kalligraferBlandt de måder, skrifttegn anvendes på, viste Cecilia Linqvist også, hvor-dan skrifttegn er indhugget i en bjerg-væg. Det er meget almindeligt. Må-

7

Et maleri, der har alt – natur, kalligrafi og menne-sket som en lillebitte detalje. Et daoistisk ideal-landskab.

ske en kejser er redet forbi engang, han skrev måske et digt om, hvad han havde oplevet. Så huggede man digtets skrifttegn ind i bjergvæggen, det gør man stadigvæk ved specielle lejligheder. Til et billede af Mao Zedongs håndskrift fortalte Cecilia Lindqvist, at Mao og de andre revolutionære le-dere var dygtige kalligrafer. De hav-de også lært at skrive digte, og det gjorde de, så tit der var lejlighed til det. Så når soldaterne ventede på gunstige betingelser for at angribe ja-panerne eller Chang Kai-sheks hær, tilbragte lederne tiden med at kalli-grafere digte på tusind år gamle vers-mål. Lederne var revolutionære, men uddannet i den klassisk-kinesiske kultur.

Lær af bambussen!Bambus er en utrolig dejlig plante, den vokser hurtigt og er nem at pas-se, den har et smukt og let løv og blev derfor kunstnernes foretrukne objekt, forklarede Cecilia Lindqvist til et billede af denne plante, der er ble-vet et symbol på, hvordan mennesker skal klare sig i modgang. Hvis vinden hyler, bøjer bambussen sig, men når stormen løjer af, rejser den sig igen. „Sådan skal mennesker forholde sig til livets vanskeligheder: bøj dig, gå ikke imod, tag det roligt, til der kom-mer andre tider, vær ikke som en eg eller en gran i stormvejr ... bum ... så ligger de der, fældet af stormen. Lær af bambussen”! Kineserne har malet bambus i frost, fx i 1989 i forbindelse med begiven-hederne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Da lavede en gruppe en udstilling med malerier af bambus i frostvejr, udstillingen kaldte de blot „Bambus i frost” samt datoen for mi-litærets indgriben mod demonstran-terne. Symbolikken var åbenbar, for arrangørerne fi k besked på straks at lukke udstillingen. Et billede af Altet kaldte Cecilia Lindqvist et berømt kinesisk maleri, som nu befi nder sig i Japan. Nede i vandet er der en lillebitte hytte med et menneske, høje bjerge tårner sig op, der er mange skrifttegn rundt om-kring. Det kan se ud, som om det

blot er et landskabsbillede, men det er et ideallandskab, et daoistisk bil-lede. Her er det hele, forklarede Cecilia Lindqvist: Vandet, som står for det kvindelige, bjerget, som står for det mandlige, og mennesket, som er en lillebitte detalje i helheden. Her er træerne, stenene, og vi er bare en lil-le del af det, der fi ndes, altså må vi indordne os derefter. Daoismen er den kunstnerisk mest produktive af de kinesiske ideologier, som man har kendt siden 300-tallet fvt., præ-cis som konfutsianismen, som er lidt ældre, og de har eksisteret side om side. Konfutsianismen har fastlagt regler for, hvordan man skal forhol-de sig til samfundet og til hinanden, mens daoismen i langt højere grad har fokuseret på menneskets rolle i naturen. „Den ganske stærke miljøbevægel-se, der nu er vokset frem i Kina, lig-ger utroligt tæt på denne gamle dao-isme. Den er ikke glemt, den befrug-ter den nye bevægelse, fx når man skal frede smukke områder og sørge for, at skove ikke bliver fældet”, sag-de Cecilia Lindqvist. „Et sådant male-ri har det hele – kalligrafi en, menne-sket i naturen ... og egentlig også mu-sik, for megen kinesisk musik er net-op skrevet til sådanne malerier”.

Cecilia LindqvistAftenens foredragsholder har beskæfti-get sig med kinesisk sprog og kultur ihele sit voksenliv. Hun studerede i Bei- jing i 1961-62 og har siden besøgt Kina jævnligt. Hun har en magistergrad i ki-nesisk og har lavet programmer om Kina for svensk tv. Foruden „Tecknens Rike”om skriftsproget har hun udgivet blandt andet „Kina inifrån“ fra 1963 og „Vad skulle Mao have sagt“ fra 1979. Og så er hun forøvrigt uddannet foto-graf, hvad „Tecknens Rike“ nyder godt af. Fra 1994 til 2005 var hun formand for Svensk-Kinesiska Föreningen og 1998–2004 redaktør af foreningens tidsskrift „Kinarapport“.

8

LYKKEMØNTER OG RISMÅLOG MEGET ANDET I NY KINABUTIK I KØBENHAVN

Et år i Shanghai overbeviste en 31-årig dansk kvinde med en juridisk embedseksamen ibagagen om, at hendes frem-tid skulle have noget at gøre med salg af specielt udvalgte kinesiske og andre asiatiske varer. Efter et par års forbere-delser åbnede hun sin butik den 1. juni 2005 under mottoet: Et lille stykke af Kina midt i København.

Af Flemming Poulsen

Mens Christina Kruse læste jura på Københavns Universitet, arbejdede hendes mand, Janus Hartvig, i et fi r- ma i Hillerød, der laver komponenter til mobiltelefoner. Firmaet besluttede at lave en afdeling i Shanghai, og hendes mand fi k tilbudt at stå i spid-sen for projektet. Det var i december 2001. Christina Kruse kunne på grund af sine studier ikke tage med, men det var helt i orden, at han sagde ja til denne mulighed for at op-leve Kina og være med til at opbygge en helt ny afdeling der – og det skulle jo kun vare et år. Men arbejdet i Shanghai blev mere og mere spændende, Janus

Det gik lettere, da Christina Kruse kunne begynde at bruge sine nyer-hvervede kinesiske sprogkundskaber, – at kunne gå ind i en butik og bede om et halvt kilo te, spørge om vej, præsentere sig selv, fortælle hvor man kommer fra osv. På den måde fi k hun et tættere forhold til kineser-ne.

Ville være selvstændigParret boede på 23. etage i et ejen-domskompleks i ambassadekvarteret. I nærheden var der en forretning, hvor man kunne købe silkenotesbø-ger, fotoalbum, lamper og meget an-det i brokadesilke. Indehaveren var en kinesisk kvinde, som Christina Kruse kom i snak med. Hun havde tre forretninger i Shanghai, og hun havde sin egen fabrik, hvor hun fi k fremstillet de ting, hun solgte i sine butikker. Interessen for at komme i gang med noget lignende i København var vakt hos den danske jurist. „Jeg har altid haft i baghovedet, at jeg gerne ville være selvstændig, be-stemme selv, tage ansvaret selv, og jeg har altid været stærkt interesseret i alt, hvad der har at gøre med indret-ning og at gøre tingene indbydende. Så jeg tog med ud til den kinesiske forretningskvindes fabrik og så, hvor-dan det hele blev til. Der sad en halv snes mænd og lavede varer til hen-des butikker, forholdene på fabrikken var fi ne“. Det næste skridt var at få forbindel-se med indehaveren af en møbelfa-brik uden for Shanghai – kunderne skulle jo have noget at stille tingene på. Han havde møbler af fi n kvalitet og til en rimelig pris. Han havde et kæmpelager, og Christina Kruse kun-ne pege de ting ud, hun var interes-seret i.

Ingen mellemmændEfterhånden som hun fi k mere kend-skab til fremstilling og salg af disse varer, blev hun klar over, at det var her, hendes fremtid lå – som indeha-ver af en butik i København, der im-porterer varer direkte fra de leveran-dører, hun har fået personlig forbin-delse med i Shanghai.

En ny kinabutik i København. Navnet Asian Decor er valgt, fordi butikken også har varer fra andre lande i Asien end Kina.(Foto: Flemming Poulsen).

Hartvig fi k fl ere og fl ere opgaver og mere og mere ansvar, og tingene gled ikke så let som han var vant til herhjemme. Da året var gået, viste det sig, at det tog længere tid end be-regnet at lave en ny afdeling i Kina. Og nu har han så været der i fi re år, når han kommer hjem til december 2005. Da det trak ud med hendes mands hjemvenden, fl yttede Christina Kruse i september 2003 til Shanghai. Hun læste sit sidste fag færdigt i Shang-hai, tog hjem og fi k en juridisk em-bedseksamen i januar 2004. Hendes drøm var at blive politifuldmægtig, men der blev skåret ned på stillinger inden for retsvæsenet, så hun måtte opgive drømmen om en fremtid i en retssal. Hun tog tilbage til Shanghai. „Jeg begyndte at læse kinesisk på et kinesisk sproginstitut for udlændinge. Der var tre timers undervisning hver dag plus noget hjemmearbejde. Det lærte jeg meget af. Efter det første se-mester, der varede fi re-fem måneder, havde jeg behov for mere udfordring, så jeg gik i gang med at lære skrift-tegnene. Tre timer om ugen, det var spændende, og jeg gik også til kalli-grafi og fi k lærte tegnene på en ny, mere kreativ måde”.

Mødet med kineserneDa Christina Kruse var i Kina første gang, oplevede hun mødet med kine-serne som noget helt overvældende. „Der var så mange af dem, og jeg følte det, som om de alle sammen stirrede på mig, fordi jeg har lyst hår, som nogle af dem lige skulle røre ved. Der bor 17 millioner mennesker i Shanghai. Man skal vænne sig til, at der blive puffet og skubbet til en, og at en eller anden pludselig løber ind foran en, når man går på gaden. Men jeg opdagede, at når jeg var på tomandshånd med en kineser, på en restaurant eller på besøg hos nog-le af min mands kinesiske kolleger, så var det noget andet. De var meget åbne, de havde let ved at le, de af-slørede en humoristisk sans, der lig-ner vores, de havde let til latter, det var dejligt at mødes med dem på den måde”.

9

Christina Kruse med en 80 år gammel kinesisk træskål. Når den var fyldt med ris, vidste kunden, hvor meget der var, og hvad det kostede. Men i det overtroiske gamle Kina havde den også et andet formål. Når den blev sat op på loftet fyldt med ris kunne familien være sikker på lykke og fremgang. Nu kan den bruges som en meget dekorativ skål, der kan fyl-des med frugt eller bruges til opbevaring af blade og bøger. De kalligraferede tegn på skiltet er en hyldest til Sichuans bedste maler. (Foto: Flemming Poulsen).

„Jeg ville ikke have nogen mellem-mand, der svævede ude i periferien. En mellemand er et fordyrende led, og man bliver let snydt. Ofte er mel-lemmanden forduftet, når der er no-get at klage over. Jeg ville gå direkte til indehaverne af de fabrikker, hvor varerne bliver fremstillet. Jeg ved helt præcist, hvor det bord og den lampe er blevet lavet, hvad varerne er lavet af, hele processen. Hvis der er noget i vejen med en vare, ved jeg, hvem jeg skal brokke mig til. På den måde kan jeg gøre kunderne trygge og give dem en bedre service. Jeg kan sætte mit eget præg på varerne ved at være med til at designe dem”.

IværksætterkursusI december 2004 var planerne om egen butik så faste, at hun tog hjem for at ordne alt det praktiske, ikke mindst at få en bank til at låne sig penge. Det lykkedes, og hun fi k også hurtigt et lejemål til en butik i Sankt Pederstræde midt i København. En revisor blev taget med på råd, og hun var på fl ere forskellige iværksæt-terkursus. Der blev hun fx sat ind i, hvordan man beskriver ideen med den forretning, man har i tankerne, hvordan man lægger budgetter og hvad der iøvrigt kræves for at drive en forretning. Så tog hun tilbage til Shanghai for at få ordnet transport af varerne til den nye butik i København. Det gav en del vanskeligheder og erfaringer,fx at der er noget, der hedder et op-rindelsescertifi kat. Da varerne var nået frem til Københavns Frihavn, kunne hun ikke få dem udleveret, fordi hun manglede et oprindelses-certifi kat, som man skal have de ki-nesiske myndigheder til at lave. Det dukkede op få dage før hun skulle åbne butikken den 1. juni 2005. Næ-ste gang går det sikkert nemmere, for da er i hvert fald nogle af faldgruber-ne dækket til.

Flere leverandører i AsienChristina Kruse har nu tre leverandø- rer, to i Shanghai og en i Bangkok, og dem vil hun besøge en eller to gange om året. Den thailandske fi k hun kontakt med under en ferie, da

hun købte en taske i en af boderne på et marked. Det viste sig, at inde-haveren havde en større virksomhed og var klar til at eksportere sine ta-sker. Christina Kruse har også impor-teret enkelte varer fra Filippinerne og har planer om import fra Indonesien. Men hun understreger, at varer fra Kina er det centrale i sortimentet.

Eftertragtet lykkemøntDer har været en jævn strøm af kun-der, siden butikken blev åbnet 1. juni 2005. Blandt de mest efterspurgte va-rer er en notesbog med en lykkemønt fastgjort. Notebogen fi ndes også i en

anden, lidt billigere, udgave, men det er den med lykkemønten, folk køber. Varesortimentet er omfattende – lam-per, tasker, borde, stole, kister, skåle, puder, tørklæder og endnu mere. Og en slikdåse. Når en mand var på fri-erfødder, opsøgte han den udkårnes forældre medbringende en dåse fyldt med søde sager, i håb om, at de ville acceptere ham som svigersøn. Christina Kruse har givet sig selv et år til at fi nde ud, om butikken kan løbe rundt. Kan den det, er hun parat til at åbne endnu en butik.

10

På den årlige ferietur til Kina fandt to kinaentusiaster et nyt udfl ugtsmål fra Beijing, nem- lig et over 1000 år gammelt buddhistisk tempel, der be-tegnes som et mesterværk inden for kinesisk bygnings-kunst.

jin-området, 120 km nordvest for Tianjin by i skyggen af Den Kinesiske Mur ved Huangya-passet.

Kulturhistorisk monumentHele området er rigt på kultur. Dets placering på vejen mellem det nord-lige Kina og Beijing, på overgangen fra sletterne til bjergene mod nord, har fået generationer til at kæmpe for at få kontrol over denne „port“ til ho-vedstaden. Qing-dynastiets kejsere gjorde gerne ophold her på vej til og fra de østlige gravpladser. I en af byg-ningerne på templets område kan den besøgende studere blandt andre kejser Qianlongs kalligrafi , der er meget smuk og efter sigende kopier af klassiske forlæg. Der er adskillige historiske bygnin-ger og steder i amtet med fund, der er mere end 8.000 år gamle. I Forårs- og Efterårsperioden var Jixian hoved-stad i Wuzhongzi-staten, og i de se-neste 2000 år har byen været amtets hovedstad. Templet er ifølge templets egne op-lysninger bygget i 636 under Tang-dynastiet og ombygget i 984 under Liao-dynastiet. I 1932 undersøgte ar-kitekturhistorikeren Liang Sicheng Dule-templet og mente, at det var mindst fra tidlig Tang-dynasti. Udover en række freskoer og bud-dafi gurer er templet bemærkelses-værdigt ved, at der er brugt 24 slags sammenføjninger for at samle de lod-rette søjler og vandrette bjælker. Efter Folkerepublikkens indførelsekom templet i 1961 på listen over nationale monumenter og er dermed bevaringsværdigt, som vi kalder det hos os. Efter Kulturrevolutionen, i 1979, begyndte man lokalt et målret-tet arbejde for at bevare og beskytte de kulturhistoriske levn i området. I 1990 bevilgede staten otte mio. yuan (i dagens kurs ca. seks mio. danske kroner) til en gennemgribende re-staurering, der varede otte år. Temp-let åbnedes for publikum i 1998, og da var det også med på top-10 listen over de kinesiske bud på steder, der var værdige til at blive udpeget til verdenskulturarv. Som påskønnelse af det lokale en-gagement udnævnte Kulturministeriet

i 2003 Jixian til Nationalt Modelamt For Beskyttelse Af Kulturlevn.

Overlevet tyve jordskælvFor udenlandske turister er det inte-ressant at gå på opdagelse og fi nde ud af sammenhængene. Ud over sel-ve tempelanlægget er der mod vest en række udstillingslokaler med fund gjort ved udgravninger i området for-uden en model af templet og en re-konstruktion af en lerklinet væg, som får den besøgende til at forstå, hvor-dan Dule har klaret mere end tyve jordskælv: træet har givet sig, og ler-kliningen har også vist sig at være elastisk. Det største jordskælv i vor tid fandt sted i 1976 og var en kata-strofe for hele Tianjin-området. Alene i millionbyen Tangshan omkom over 200.000 mennesker, og det meste af byen blev ødelagt.

Barmhjertighedens GudindeTemplets mest berømte seværdighed er en 16 meter høj terrakottastatue af en af kinesisk buddhismes mest po-pulære buddhaer, kendt som Guan-yin eller Barmhjertighedens Gudin-de. Hun har over sit eget hoved ti små buddhahoveder og er derfor også kendt som Buddhaen Med De 11 Hoveder. Det er den største lersta-tue i Kina, lavet for over 1000 år si-den. Har man tid, kan man gå hen til Dule tempelpagoden, som ligger 300 meter syd for templet og tyde-ligt kan ses fra vejen. Den 30 meter høje, hvide pagode blev i følge kil-derne genopbygget i 1058 og er alt-så fra før den tid, men blev stærkt be-skadiget ved jordskælvet i 1976. No-get positivt kom der dog ud af kata-strofen her: da man fi re år senere be-gyndte restaureringen af pagoden, fandt man et tårn inden i tårnbygnin-gen, og mere end 100 antikke gen-stande kom samtidig for dagens lys. I bogen Lonely Planet (1996) næv-nes templet og pagoden, og desuden fremhæves det nærliggende Yuqiao-reservoire, der byder på vand og frisk luft, næsten som ved havet.

En ekstra oplevelseFor bekvemt anlagte som nærværen-

DEN ENSOMME LYKKES TEMPEL ET ANDET UDFLUGTSMÅL FRA BEIJING

Af Anne-Lise Walsted

Dule tempel ligger i Tianjin kommu-ne midt i byen Jixian, hvor den 16.500 kvadratmeter store grund er et åndehul midt i en travl gade med butikker. I tidens løb har templet kla-ret over tyve jordskælv og er stadig i god form. Templet er hovedsagelig af træ. Kombinationen af træ og ler, udskæringer og freskoer er et syn ud over det almindelige. Templet er bestemt et besøg værd. Om ikke andet så for at se Kinas æld-ste eksisterende og bedst be-varede fl eretagers bygningsværk af træ. Jixian amt ligger 90 km øst for Bei-jing i det nordvestlige hjørne af Tian-

Jixian med Dule-templet ligger ca. 90 km nord-øst for Beijing og ca. 120 km nord for Tianjin. Fra begge byer er der forbindelse til Jixian med tog eller ad landevejen.

11

de forfatter er privat bil en måde at komme dertil, men efter sigende kan man også tage på guided tur i bus fra Beijing til de østlige Qing-grave og Zunhua, hvor der er inkluderet fro-kost i Jixian. Er man interesseret i ar-kitektur, vil dette arrangement dog næppe levne tid nok til at se sig om i templet. Det er nok bedre at tage en rutebil fra Beijing eller Tianjin eller prøve toget fra Tianjin. I maj 2005 var der nye jernbaneanlæg i nærheden, men det kræver nærmere undersøgelser at fi nde ud af tider og stop – alt for-andrer sig i disse år, ikke mindst på grund af de olympiske lege i 2008, så det er svært at komme med nøjagtige oplysninger. Selv tog vi den lette måde: En ven i Beijing lånte sin søns bil og chauf-før for at tage os med derud. Køretu-ren tog to timer hver vej og gav med kontrasten mellem de nyeste kvarte-rer i Beijing-Øst besøget i templet et ekstra perspektiv. Når man først har lagt Beijing og forstæderne bag sig,

ser alt landligt ud med æselkærrer, traktorer, lastbiler osv., som ikke ses inde i byen mere. Undervejs pas-serer man et område med åbne kalk-brud, så alt er indhyllet i hvidt støv. Mod nord tårner bjergene sig op, og man passerer en kilometerlang by, San He Shi, hvis huse alle ligger langs landevejen. På vejen hjem spi-ste vi frokost i denne by i en glimren-de Mongolian barbecue-restaurant, men der var adskillige andre spiseste-der at vælge imellem.

Generalen og navnetTemplets navn − Dule − skyldes iføl-ge legenden en general, der ville gøre det af med en af Tang-dynasti-ets kejsere. Inden han startede oprø-ret, samlede han sine folk i templet i Jixian og gav ved den lejlighed temp-let navnet „Den Ensomme Lykkes Tempel“. Forklaringen er, siges det, at han ikke ønskede at dele sin lykke med andre. Hvis man allerede har set de be-rømte steder i Beijing, kan man tage

Dule si – Den Ensomme Lykkes Tempel – er Kinas ældste, eksisterende træbygning i fl ere etager. Det er et velegnet udfl ugtsmål to timers kørsel fra Beijing. Templet er et arkitektonisk mesterværk, der har overlevet over tyve jordskælv. (Foto: Mads Gregersen).

herud – eller også kan man starte herude for at få sat de andre lidt i perspektiv. Næste stop kunne pas-sende være arkitekturmuseet i det gamle tempel Xiannong Tan (Land-brugsmuseet) vest for Himlens Tem-pel i Beijing.

Den ottekantede „Hvide Pagode“ er en af sevær-dighederne i nærheden af Dule-templet. Den er formentlig over et tusind år gammel og regnes for et mesterværk inden for pagodearkitekturen. (Foto fra bogen om Dule-templet).

– – –I Dule templets butik sælges en fl ot illustreret bog om templet for ca. 40 yuan. Klik på www.jx-travel.com Siden er på kinesisk, klik på et foto af templet i øverste strimmel, og der kommer tekst på engelsk.

12

Den over 2000 år gamle ki-nesiske helbredelsesmetode daoyin er emnet for to artik-ler, skrevet på grundlag af et foredrag, forfatteren holdt i Dansk-Kinesisk Forening i januar 2005. Dette er artikel nr. 2. Den første artikel blev bragt i Kinabladet nr. 26.

KROP OG KOSMOLOGI I OLDTIDENS KINA

Af Thomas Meldgaardcand. phil. i Kinesisk Kunst og Kultur

Billeder fra Han-dynastiet viser, at kunstnerne ikke gjorde noget nævneværdigt forsøg på at af-bilde kroppens fysiske strukturer. På dette lille udsnit af Dao-yin-tu [Anskueliggørelse af dao-yin] ses det, hvordan de påklædte fi gurer er tyn-de og ukropslige, mens fi guren nederst til højre med nøgen overkrop er plump og bullen.

I den første artikel skrev jeg om de to ældste kilder til daoyin-metoden, maleriet Dao-yin-tu [Anskueliggørel-se af daoyin] og teksten Yin-shu [Bo-gen om at trække]. Daoyin er en me-tode til behandling af sygdomme og smerter ved hjælp af fysisk bevægel-se, og de to kilder giver et meget de-taljeret indblik i, hvad denne metode gik ud på for over 2000 år siden. I og med at daoyin-metoden er en fysisk terapi, fortæller den noget om kine-sernes syn på kroppen, og jeg mener, at kilderne kan bruges til at undersø-ge, hvordan kineserne udviklede de-res holistiske opfattelse af kroppen. Kilderne er imidlertid problematiske, fordi de ikke giver et fuldstændigt billede af daoyin-metoden. Ofte mangler der informationer om, hvor-dan bestemte dele af øvelserne udfø-res, og det tyder på, at teksten og bil-ledet blev stykket sammen af materi-ale fra mange forskellige kilder. Alligevel tegner kilderne et klart billede af, hvilke elementer daoyin- metoden bestod af. Side om side med øvelser, der kun består af den fysiske bevægelse af kroppens lem-mer, fi nder vi øvelser, der inddrager forskellige måder at trække vejret på, og i nogle få tilfælde sågar øvelser, der ser ud til at inddrage elementer af magi. Denne sammensathed skyl-des, at daoyin-metoden ikke opstod som en isoleret terapi, men derimod blev formet under påvirkning af den fi losofi ske og videnskabelige udvik-ling, der fandt sted i Kina i århundre-derne op til Kristi fødsel. Derfor har det i særlig grad interesseret mig at se på kilderne til daoyin-metoden i lyset af deres samtid. Ved at under-søge forholdet mellem udviklingen af det holistiske syn på kroppen, der præger kinesisk lægekunst, og det in-tellektuelle miljø, denne udvikling er foregået i, mener jeg, at vi kan nå til en forståelse af, hvordan kineserne har udviklet en opfattelse af sygdom og helbredelse, der adskiller sig så markant fra vores egen.

Yang-sheng fænomenetSom jeg redegjorde for i den foregå-ende artikel, er maleriet Dao-yin-tu og teksten Yin-shu fundet i grave da-

teret til starten af Det vestlige Han-dynasti (206 f.Kr.–9 e.Kr.), og daoyin-metoden blev udviklet i løbet af De Stridende Staters tid (481–221 f.Kr.). I denne periode var der blandt kine-siske læger, fi losoffer og lægfolk en stor interesse for, hvorledes man kun-ne sikre sig godt helbred og et langt liv. Dette fænomen går under beteg-nelsen yang-sheng, der betyder „at nære livet”, og det var udtryk for en ambition om at indrette sin livsstil ef-ter rytmerne i naturen og kosmos for at bevare sin sundhed og derved leve så længe som muligt. I moderne vest-lig terminologi kan yang-sheng over-sættes med makrobiotik, et ord, der første gang blev anvendt af den tyske læge Christoph Wilhelm Hufeland (1762–1836) i bogen „Makrobiotik oder die Kunst, das menschliche Le-ben zu verlängern”. Hvor makrobiotikken først og frem-mest er en kostlære, var yang-sheng imidlertid et noget bredere fænomen, der ud over regler for kost også om-fattede seksuelle praksisser, ånde-drætsteknikker etc. Det fremgår klart af Yin-shus indledning, hvor de års-tidsbestemte regler for kropshygiejne, spisning og seksuel aktivitet beskri-ves, og dens afslutning, der beskriver åndedrætsteknikkernes og den seks-uelle adfærds betydning, at daoyin-metoden ikke bare var en helbredel-sesmetode, men også en yang-sheng-teknik.

Huang-lao fi losofi enDet var en naturlig konsekvens af den naturfi losofi ske tankegang, der prægede Kina i denne periode, at kroppen blev opfattet som en fuld-stændig uadskillelig del af det omgi-vende univers, og det havde indfl y-delse på de yang-sheng-teknikker, ki-neserne udviklede. I starten af Vest-lig Han havde man nået et stadie, hvor alle fænomener var blevet tænkt sammen i et overordnet paradigme, der kom til udtryk i en fuldstændig holistisk naturopfattelse; kosmos, samfund og individ var uadskillelige niveauer underlagt universelle kræf-ter, og de fænomener, der forekom på det ene niveau, slog automatisk igennem på de andre. Den tids domi-

13

Tian-wen qi-xiang za-zhan [Diverse astronomi-ske og meteorologiske forudsigelser] er et ma-nuskript, der blev fundet sammen med Dao-yin-tu [Anskueliggørelse af daoyin]. Manuskriptet eksemplifi cerer, hvordan kineserne forsøgte at gennemskue og forstå naturen; skyer blev iden-tifi ceret med dyr, qi iagttoges gennem træernes vajen i blæsten, og tåger blev iagttaget som cirk-ler eller linier. Til de forskellige iagttagelser knyttede sig bestemte forudsigelser, som i dette manuskript er af militær karakter.

nerende fi losofi var Huang-lao-fi lo-sofi en, der dannede grundlag for ud-viklingen af teknikker til at gennem-skue og forstå naturens og tilværel-sens lovmæssigheder. Den byggede på idéen om, at alle fænomener kun-ne forstås og gennemskues via iagtta-gelse, og det dannede grundlag for at træffe de rette beslutninger om, hvor-dan man skulle handle i bestemte si-tuationer. Ordet Huang-lao er sat sammen af Huang-di (Den Gule Kejser), der iføl-ge kinesisk mytologi havde grund-lagt civilisationen og var forbundet med magi og lægekunst, samt Lao-zi, den mytiske grundlægger af dao-ismen, og Huang-lao-fi losofi en kan opfattes som en nytteorienteret udga-ve af daoismen. Det kinesiske ord for daoisme, dao-jiao, betyder Læren om dao [vejen], og i kinesisk fi losofi erdao et helt centralt begreb, der i bred almindelighed blev anvendt til at be-skrive grundlæggende moralske eller kosmiske principper. Daoisterne an-vendte begrebet til at beskrive det skabende grundprincip i universet og dermed grundlaget for al væren, og dermed var dao en måde at beskrive naturens gang i ét ord.

Yin og yangNaturens gang kommer til udtryk i årstidernes evige vekslen, og for at beskrive dette fænomen udviklede kineserne begreberne yin og yang. Den grundlæggende betydning af de to ord, yin og yang, er henholdsvis skyggesiden og solsiden af et bjerg, men i klassisk kinesisk fi losofi blev de anvendt som udtryk for to modsat-rettede kræfter, der indgik i en kon-stant vekselvirkning med hinanden, og derfor brugte kineserne dem til at defi nere parvise modsætninger i for-hold til hinanden. Yin står for det mørke, passive og kvindelige, mens yang står for det lyse, aktive og mandlige. Det er imidlertid vigtigt for forståelsen af yin og yang, at de net-op ikke opfattes som dualistiske modsætninger, men derimod som komplementære kræfter, der er af-hængige af hinanden. De to kræfter skal forstås i forhold til hinanden og ikke isoleret fra hinanden, idet den

ene ikke kan eksistere uden den an-den. Årets gang blev forklaret på grundlag af vekselvirkningen mellem yin og yang; om vinteren var den mørke yin-kraft på sit højeste, men i løbet af foråret voksede den lyse yang-kraft frem mod sin kulmination om sommeren, hvorefter yin-kraften igen tog til i styrke i løbet af efter-året. På dette grundlag udviklede ki-neserne deres opfattelse af, hvad der var rigtigt og forkert i alle menneske-lige forhold.

Begrebet qiDen evige vekslen mellem yin og yang blev holdt i gang af den energi, der strømmer gennem universet, og som kineserne kalder qi. Ordet qi er vanskeligt at oversætte, fordi vi ikke har noget dækkende udtryk på dansk. Derfor har jeg valgt at lade det stå uoversat, men jeg vil forsøge at give en fornemmelse af, hvor kom-plekst qi må opfattes. Da der er tale om en energi, der strømmer, kunne en mulig oversættelse være energi el-ler strøm, men det er ikke dækkende, fordi ordet også har en valør af sub-stans som damp eller ånde. I Yin-shu [Bogen om at trække] fi ndes qi for det meste anvendt uden nogen an-tydning af, hvordan det præcist skal opfattes. Sandsynligvis er der tale om en mere eller mindre håndgribelig substans, der er i evig bevægelse og er i stand til at trænge igennem de mindste åbninger. I en af øvelserne i Yin-shu fi nder vi dog en beskrivelse, hvor der ikke kan være tvivl om, at qi skal opfattes som en substans. Øvelsen er atypisk, fordi den ikke består af en fysisk bevægel-se med det konkrete formål at helbre-de en sygdom eller lindre en smerte, men derimod er en åndedrætsøvelse, der sigter mod at øge den qi, der er forbundet med yin-kraften, og en del af den lyder således: „Støt med ven-stre hånd på jorden, hold risen med højre hånd og før den tæt op til mun-den. Inhalér derpå risdampen så dybt som muligt og spis derefter [yin-qi]”. Dampen fra risen er den konkrete substans, der inhaleres som et led i åndedrætsøvelsen, og derved om-dannes dampen til qi. Pointen er, at

ordet for damp, qi, her anvendes både i sin konkrete og sin abstrakte betydning, og det er i forbindelsemed øvelsen, at qi skifter karakter. Den konkrete substans symboliserer så at sige den abstrakte energi.

Kroppens kanalerDen opfattelse, at kosmos, samfund og individ var gensidigt forbundne og underlagt de samme kræfter, betød, at den universelle qi også måtte strømme gennem den menneskelige krop. Derfor forsøgte kineserne at fi n-de en måde at beskrive kroppen på, som kunne forklare, hvordan det lod sig gøre. Kroppen måtte have åbnin-ger, som qi kunne trænge ind og ud af, og den måtte have hulrum, hvor qi kunne cirkulere og opbevares. Det er da også fra denne periode vi har

14

Billedet viser en kopi af lakdukken fra Sichu-an. Originalen mangler højre underben og venstre hånd. Linierne på dukken falder no- genlunde sammen med de samtidige beskri-velser, vi har af kanalernes forløb. Det er nær-liggende at se dukken som en forløber for de senere akupunkturdukker, hvor meridianerne er tegnet op.

de tidligste kilder til teorien om, at kroppen er i besiddelse af såkaldte kanaler. Det ord, mai, der i de gamle tekster blev brugt om kanalerne, er det samme, som på moderne kinesisk betyder blodkar, og der er da også forskere, der foretrækker at oversætte det med kar. Der fi ndes fl ere samtidi-

ge kilder til kanalerne. For det første er de detaljeret beskrevet i tekster fra både Mawangdui, hvor Dao-yin-tu blev fundet, og Zhangjiashan, hvor Yin-shu blev fundet. Selvom de to lo-kaliteter ligger fl ere hundrede kilome-ter fra hinanden, er teksterne næsten identiske, og de beskriver 11 kanalers forløb fra fødderne og hænderne op gennem kroppen til hovedet. En anden kilde til kanalerne dukke-de op i forbindelse med udgravningen af en grav i 1993 i Sichuan-provinsen. Blandt gravgaverne fandt de kinesiske arkæologer en 28 cm høj, sortlakeret trædukke med røde linier, der har det samme forløb som de kanaler, der er beskrevet i de førnævnte tekster fra Mawangdui og Zhangjiashan. Der er ingen tvivl om, at linierne på dukken skal illustrere kanalerne, men der er kun malet 10 kanaler på dukken i modsætning til de 11, der er beskre-vet i teksterne. Det betragter jeg som et bevis for, at der i Kina eksisterede forskellige regionale traditioner inden for teorien om kanalerne, og at vi i dette materiale ser denne teori i sin tidligste dannelsesproces. I teksterne fi nder vi udover en beskrivelse af de enkelte kanaler en liste over de syg-domme og lidelser, der er forbundet med hver af dem. Ved at slå sin syg-dom op i teksten kunne man få at vide, hvilken kanal der skulle be-handles for at helbrede den. Spørgs-målet er, hvilken forestilling kineserne havde om kanalernes funktion.

Kanalernes rolleI Mai-shu [Bogen om kanalerne], en anden af de tekster, der blev fundet sammen med Yin-shu i Zhangjiashan, står der følgende: „Altså: Knoglerne er dem, der [fungerer som] søjler. Sener-ne er dem, der binder [dem] sammen. Blodet er det, der holder [dem] fugti- ge. Karrene er dem, der [fungerer som] vandingskanaler. Kødet er det, der hænger ved. Qi er det, der siver hvislende ud”. Her bliver kanalerne altså sammenlignet med landbrugets kunstvandingskanaler. I Yan-tie-lun [Diskussionen om salt og jern], en tekst fra det 1. årh. f. Kr., der refererer en økonomisk debat mellem embedsmænd og intellektuel-

le ved Han-kejserens hof, bliver ska-belsen af økonomisk vækst i samfun-det sammenlignet med den behand-ling, en læge giver en patient i form af varmechok og akupunktur for at skabe cirkulation: „[De steder, hvor] strømmen var gået i stå, blev behand-let med varmechok og gennemboret med nåle, og derved åbnedes profi t-tens hundrede kanaler. Dette [blev gjort], for at de utallige varer kunne transporteres rundt og rigets materi-elle velstand blive rigelig”. Det viser, at kineserne opfattede kanalerne som hule, og at de skulle være åbne for cirkulation. Citatet fra Mai-shu viser også, at kineserne skelnede mellem blod og qi, og kilderne giver ikke no-get entydigt svar på, om det var både blod og qi eller en af dem alene, der cirkulerede i kanalerne. Vi kan kun gisne om, hvordan kine-serne fi k idéen til kanalerne. Måske erdet tidlige iagttagelser af kroppens blodårer, der ledte de kinesiske læger ind på idéen om kanaler i kroppen. Et muligt hint fi nder vi i beskrivelsen i Yin-shu af, hvordan man behandler tuberkulose i lymfekirtlerne. I denne øvelse er kanalerne beskrevet, som om de befi nder sig i musklerne, og det interessante er, at linierne på lak-dukken også til en vis grad synes at følge kroppens muskler. Et andet sted i teksten kan man læse følgende fore-byggende øvelse: „En runde i kanaler-ne, der følger huden, er til gavn for hænder og fødder”, og det kunne tyde på, at kanalerne blev anset for at ligge lige under huden og måske oven i kø-bet være synlige uden på kroppen.

ØvelserneTeorien om kanalerne er ikke altdo-minerende i Yin-shu. I hovedparten af øvelserne drejer det sig først og frem-mest om at bevæge kroppens lemmer (fødder, hænder, arme og ben domi-nerer i beskrivelser), men derudover optræder der tre former for terapi, som kun giver mening i lyset af teori- en om kanalerne og qi. Den første omfatter direkte behandling af kana-lerne i form af massage eller „træk-ning”. For at behandle smerter i øjne-ne skal man „presse kanalen inderst [i øjenkrogen] med højre hånds fi ngre”

15

Figuren stammer fra en af gravene i Mawang-dui. Den 84,5 cm høje fi gur er skåret i træ og er som noget helt usædvanligt ikke blot malet, men også klædt i rigtig brokade-stof. Figuren forestiller en mandlig tjener, og den er typisk for, hvordan kroppen blev fremstillet i billed-kunsten.

eller presse „kanalerne i den inderste krog af begge øjne”. I den øvelse, derbehandler tuberkulose i lymfekirtler- ne, er det beskrevet, hvordan man „trækker” forskellige af kroppens ka- naler ved at bevæge hovedet. Den anden form omfatter (gen)ska- belse af cirkulation på et mere gene-relt plan. Et eksempel fi nder vi i en øvelse til behandling af mangel på qi: „Hvis du lider af, at begge arme mangler qi, det ikke udligner sig, når du løfter dem, og [cirkulationen] i fi ngerspidserne er helt afskåret fra [det øvrige kredsløb], skal du lade, som om begge albuer er bundet fast til ribbenene og ryste dem kraftigt. [Udfør øvelsen] om morgenen, midt på dagen og om natten, hver gang 1000 gange. [Fortsæt gennem] 10 døgn og stop”. Det angives slet ikke, hvilke symptomer den manglende qi manifesterer sig i, men det er tyde-ligt, at det er den legemsdel, hvor cir-kulationen er gået i stå eller blokeret, der skal bevæges. Endelig er der den tredje form, som omfatter åndedrætsteknikker. Formå-let med at kultivere åndedrættet er for det første at skifte gammel qi ud med ny, og Yin-shu indeholder fl ere forskellige udtryk for, hvordan man ånder ud og ind. For det andet skal åndedrætsteknikkerne i mere abstrakt forstand hjælpe med til at skabe cir-kulation i kroppen. Som jeg allerede nævnte i den foregående artikel, bliver kroppens indre organer i Yin-shu omtalt som De fem Depoter (hjerte, lever, nyre, milt og lunger), hvor blandt andet kroppens qi opbevares, og kroppens åbninger omtales som De Ni Åbnin-ger (øjne, ører, næsebor, endetarm, mund og genitalier), mens huden er beskrevet som et organ, der kan åbne og lukke sig. Der skelnes ikke mel-lem de enkelte åbninger og organer ud fra deres specifi kke funktioner, men derimod beskrives de som dele af et system, hvis formål er at optage, cirkulere og bevare den livsvigtige qi.

Betydningen af qiPå det fysiske plan er formålet med cirkulationen af qi at skabe balance mellem kulde og varme. I indlednin-

gen til Yin-shu, hvor det er beskrevet, hvilke regler man skulle følge i over-ensstemmelse med årstidernes veks-len, er det i forbindelse med vinteren nævnt, at „hænderne skal være kolde og fødderne varme, ansigtet skal være koldt og kroppen varm”. Denne beskrivelse fi nder sin pa-rallel i Mai-shu [Bogen om kanaler-ne], hvor det er nævnt, at „den ind-sigtsfulde har et koldt hoved og var-me fødder”. I samme tekst er det be-skrevet, hvorledes qi søger nedad i kroppen, væk fra kulden mod var-men. Hindres qi i at strømme, er det kilde til sygdom. I teksten Shi-wen [Ti spørgsmål], der blev fundet sam-men med Dao-yin-tu, fi nder vi betyd-ningen af qi og åndedrættet detaljeret beskrevet: „Måden at samle qi på, er:Det er nødvendigt, at det når ud i de yderste [dele af kroppen], så jing bringes til live og ikke falder til ro. Foroven og forneden skal der overalt være jing […]. Når indåndingen er dyb og langvarig, er den friske qi let at passe på. Den qi, der er gået i stå, gør én gammel, den friske qi giver én et langt liv. Den, der er god til at sty-re qi, sørger for at sprede den qi, der er gået i stå, om natten og samle den friske qi om morgenen”. Kineserne anså betydningen af qi for at være så stor, at mangel på den manifesterede sig i det ydre, således som det er beskrevet i Guan-zi, en tekst opkaldt efter premierministeren i staten Qi i det 7. årh. f.Kr., men samlet og redigeret i det 1. årh. f.Kr., i kapitlet Nei-ye [Indre mekanismer]: „Når jing er tilstede og livskraften [fl yder] naturligt, er éns fremtoning rolig og klar”. Jing skal forstås som en særlig koncentreret udgave af qi.

LevereglerDe tre former for terapi, massage af kanalerne, genskabelse af cirkulation ved fysisk bevægelse og åndedræts-teknik, som udgør en del af daoyin-metoden, skal ses i lyset af tidens idé om yang-sheng, at nære livet. Op-hobningen og opbevaringen af qi var afgørende for éns mulighed for at komme til at leve godt og længe, og daoyin-metodens blanding af prakti-ske øvelser og generelle leveregler

vidner om, hvordan kineserne be-tragtede sygdomsbehandling, fore-byggelse og livsforlængende teknik-ker som uadskillelige elementer. Med udgangspunkt i teorierne om yin- og

16

yang-kræfternes evige vekslen og cir-kulationen af qi blev alle sider af den menneskelige tilværelse gjort til gen-stand for udvikling af metoder til at sikre et langt liv. Det ses tydeligst på det seksuelle område. I Yin-shu opstilles der konkrete reg-ler for, hvordan man skulle regulere den seksuelle aktivitet i overens-stemmelse med årstidernes vekslen, så den er størst om foråret og der-efter begrænses i løbet af året i takt med yang-kraftens vækst, kulmina-tion og aftagen. Det skyldes en idé om, at forplantningskraften udgår fra manden og dermed er forbundet med yang. Desuden gøres der for hver an-visning af, hvor lang tid det er tilladt at dyrke sex, nøje opmærksom på, at en overskridelse af det angivne tids-rum skader qi, underforstået tærer på qi. Derfor var det kinesernes mål med den seksuelle kultivering at ud-vikle teknikker, der kunne hjælpe til at bevare og øge éns mængde af qi og sikre dens cirkulation. I en af dialogerne i Shi-wen [Ti dia-loger], hvor de to urkejsere Yao og Shun diskuterer betydningen af det mandlige kønsorgan, er det beskre-vet, hvorledes målet med den seksu-elle kultivering er at undgå udløsning i forbindelse med orgasmen: „Yao sagde: „Hvad skal man gøre for at styre den (penis)?” Shun sagde: „Man skal holde af den og glæde [sig over] den. Man skal undervise og rådgive den. Man skal give den [nok] at drik-ke og spise. Man skal sørge for, at spidsen [?] er hård og stærk og om-gås den lempeligt. Man skal lade den drikke, men ikke dele ud. Man skal [opleve] glæden [ved den], men ikke dræne den. Så vil stoffet samles, og qi hobes op”. Der er ikke noget overraskende i, at sæden er forbundet med mandens livskraft, og da kineserne anså sæd for at være en særlig koncentreret udgave af qi, måtte udløsningen na-turligvis opfattes som et tab af qi og dermed livskraft. Det betyder også, at der var en tæt forbindelse mellem seksuel kultivering og åndedrætstek-nik. Det ses tydeligt i en øvelse, som voldte mig store problemer i min op-rindelige oversættelse af Yin-shu, for-

di det ikke er udspecifi ceret, hvilken del af kroppen, der masseres i øvel-sen. Derfor foreslog jeg i første om-gang, at der kunne være tale om en behandling af benet. Jeg er siden vendt tilbage til passagen, og ved at opfatte ordet yin i sin mest konkrete betydning af kønsorgan er jeg nået frem til en helt anden og mere op-lagt oversættelse: „For at trække yin [penis]: Sid opret, spred begge lår, [hold] med venstre hånd forneden [på penis], massér med højre hånd foroven [på penis], bøj i livet, stræk den nedre del af maven og træk en-deballerne kraftigt”. Som jeg skrev i den foregående artikel, var stræknin-gen af maven (bugregionen) og træk-ningen af endeballerne en teknik til at sende qi i cirkulation, og her er den koblet sammen med en øvelse, der må opfattes som onani.

Gengivelse af kroppenDet er min opfattelse, at dette syn på kroppen også afspejler sig i kunsten. Figurerne på Dao-yin-tu [Anskue-liggørelse af daoyin] er typiske for, hvordan kroppen i øvrigt blev afbil-det i den samtidige kinesiske kunst, for eksempel på gravmalerier. Ho-vedparten af fi gurerne på Dao-yin-tu er slanke og klædt i lange dragter, og under disse forsvinder enhver for-nemmelse af, at der er en krop. Figu-rerne har arme, ben og hoveder, men den krop, der holder det hele sam-men, er skildret uden form og fylde. De få af fi gurerne, der har bar over-krop, er til gengæld meget korpulen-te, men der er stadig ingen marke-ring af kroppens strukturer. I enkelte tilfælde er navlen dog markeret med en prik. Denne naive måde at afbilde krop-pen på fi nder vi ikke kun i maleriet, men også i skulpturen. Figurerne fra gravene i Mawangdui er enestående eksempler på Han-tidens skulpturel-le stil. Gravfi gurerne, der er skåret i træ og i nogle tilfælde klædt i stof, er præget af et æstetisk ideal om slank elegance, der har været bestemmen-de for, hvordan kroppen kunne gen-gives. I mine øjne står dette ideal i skærende kontrast til gengivelsen af kroppen i den samtidige hellenistiske

kunst, hvor de synlige strukturer i form af muskler og sener blev nøje studeret og gengivet. Jeg mener, at den hellenistiske kunst afspejler en interesse for kroppens synlige, fysiske træk, som ikke er til stede i den kine-siske, og det må skyldes, at kineserne netop så på kroppen som en del af den kosmiske dynamik.

Årsager til sygdommeHvor mærkeligt det end kan synes i dag, var udviklingen af den kinesiske naturfi losofi et udtryk for et forsøg på at forstå verden på et rationelt grund-lag. Ved at opstille regler for, hvor-dan de forskellige kræfter i universet spillede sammen, og hvordan de på-virkede den menneskelige tilværelse på såvel det samfundsmæssige som det individuelle plan, forsøgte kine-serne at forudsige konsekvenserne af deres handlinger for dermed at kun-ne træffe beslutninger på et mere kvalifi ceret grundlag. Udviklingen af en kosmologi, hvor yin, yang og qi spillede centrale rol-ler, resulterede i en opfattelse af syg-dom som et resultat af sammenbrud i kroppens indre balancer, og det er det, der først og fremmest præger daoyin-metoden. Flere af de tekster, Dao-yin-tu blev fundet sammen med, vidner imidlertid om, at magi også spillede en vigtig rolle i behandlin-gen af sygdomme, og selv i Yin-shu fi ndes der spor af magiske helbredel-sesmetoder. Magiske helbredelses-metoder anvendes i sammenhænge, hvor sygdomme opfattes som et re-sultat af fjendtlige kræfter, der udefra forsøger at bemægtige sig kroppen, og det er interessant, at de to meget forskellige måder at opfatte og be-handle sygdomme på har eksisteret side om side. Daoyin-metoden vid-ner om, at der i Kina i århundrederne før Kristi fødsel langsomt skete et skift i sygdomsopfattelsen, fra en ældre idé om, at sygdomme forårsages af dæmoniske kræfter udefra, frem mod en opfattelse af sygdom som et ud-tryk for sammenbrud i kroppens in-dre dynamik. Jeg er overbevist om, at denne udvikling var en konsekvens af den holistiske opfattelse af univer-set, der afspejler sig i Huang-lao-fi lo-

17

Kritisk Mao-biografi ....fortsat fra side 3

Jung Chang og Jon Halliday:Mao – The Unknown StoryJonathan Cape 2005ISBN 0-224-07126-2

Forfatteren hævder, at Mao på dettidspunkt brugte sin indfl ydelse til athindre, at Zhou blev opereret for blærekræft før i sidste øjeblik. Og at Zhou egentlig først følte, han fi k frie hænder, da han i 1974 fi k at vide, at Mao kun havde et par år længere at leve i. Men Mao kom til at leve otte måneder længere end Zhou og ud-nyttede dem til at få fjernet Zhous al-lierede Deng Xiaoping og overlade magten til Firebanden.

Verdensmagt Jung Chang og Jon Halliday opfat-ter Mao som et menneske, der tidligt satte sig som mål at vise, at han var personlig udvalgt til at herske. De ci-terer en afhandling, han skrev som 24-årig: Noter til Friedrich Paulsens „Etisk system”. „Samvittigheden ogens tilbøjeligheder skal være ét. Alle vore handlinger bestemmes af vore tilbøjeligheder, og den kloge samvit-tighed følger dem derfor i detaljer. Samvittigheden er der for at modere-re tilbøjelighederne, ikke for at mod-sætte sig dem“. Med magten nåede Mao en enestå-ende position i Kina og udnyttede den til fulde: Han fi k sine livvagter til at gå nye sko til, fordi han mente, brugte sko var mere bekvemme, og han fi k sin ris og sine grøntsager sendt til Bei-jing fra ganske bestemte landbrug. At servere kød for Mao indebar et hektisk hurtigløb for tjenestefolkene, for på den ene side forlangte han, at den stegte mad skulle være glohed, på den anden at køkkenet skulle lig-ge så langt væk, at han ikke blev di-straheret af stegeosen. Udadtil hyldede Mao Stalin som „min mester”, men reelt var der en intens rivalisering mellem de to, hvor Maos mål i første omgang var at bli-ve anerkendt som den ledende for

alle lande i Den Tredje Verden, og senere som verdenskommunismens egentlige leder. Så sent som året før han døde, klagede han til Henry Kis-singer over, at han ikke havde fået den position, han ønskede, for „der er kun to supermagter i verden”. I stedet søgte han så tilfl ugt i et opgørmed gamle kampfæller – noget af det, han fi k læst højt for sig i sine sid-ste måneder, var hans egne opgør med andre topledere – blandt andet et voldsomt angreb på Zhou Enlai, som han havde skrevet i 1941.

„Mao – The Unkown Story“ udkom i Storbritannien i juni 2005. Forlaget Ro-sinante oplyser, at en dansk udgave er planlagt til udgivelse ca. 1. november 2005.

sofi en, og at det var det, der nødven-diggjorde en beskrivelse og forståelse af kroppen som en organisk del af omverdenen.

Et lille udsnit af bambusstavene fra ind-ledningen til Yin-shu [Bogen om at trække] er her gengivet i lidt mere end naturlig størrelse. Indledningen handler om reglerne for kropslig hygiejne i overensstemmelse med de fi re årstider.Fx betyder de 11 tegn på staven til højre: „Om sommeren skal du hyppigt vaske håret, sjældent vaske kroppen, lade være med at stå for tidligt op og spise rigeligt med grøntsager“.

Rettelsetil Thomas Meldgaards artikel i Kina-bladet nr. 26, Sygdom og helbredelse i Kina. Det var et forkert billede af tre stave, der blev bragt på side 10. Her er det rigtige billede med tilhørende billedtekst:

18

Wong Kar Wai er instruktø-ren bag otte kinesiske spille-fi lm og en del kortfi lm. Hans seneste fi lm, „2046”, havde premiere herhjemme den 29. april 2005. Den er en fortsæt-telse af hans næstsidste fi lm, „In The Mood For Love”, der havde dansk premiere i 2001.

kan lade sig hypnotisere af skønhe-den i den gennemført poetiske og magiske billedside. Wong Kar Wais seneste fi lm, „2046”, er blevet lanceret som en storstilet science fi ction fi lm fra Hong Kong. Ved nærmere gennemsyn viser det sig dog, at fi lmens sci-fi element ikke er særlig fremtrædende, men at talen snarere er om en fortsættelse af hans næstsidste fi lm, „In The Mood For Love”. „2046” foregår som for-gængeren i 1960’erne, og sci-fi delen er blot visualiseringen af en historie hovedpersonen skriver. (Dette er dog åbent for fortolkning, da fi lmen mu-ligvis kunne foregå i 2046, og hand-lingen i tresserne var minderne hos hovedpersonens alter ego). I „In The Mood For Love” fulgte vi forfatteren og journalisten Chow Mo Wan (Tony Leung Chiu Wai) og hans møde med den smukke Su Lizhen (Maggie Cheung). De fi nder ud af, at deres respektive ægtefæller har en af-fære med hinanden, og de to forel-sker sig følgende. Filmen kan opfat-tes som forfatterens tilbageblik på fortiden, en visualisering af minder-nes væsen, hvilket fordrer den visuel-le stil, hvor alt, han husker, forekom-mer fragmeteret, udvisket og uklart. For eksempel kan den noget tilsyne-ladende tilfældige hurtige klipning, med Su Lizhen løbende op og ned ad trapper og siddende i en taxa, fore-komme umotiveret, hvis man ikke er opmærksom. For hvis man kigger en ekstra gang, opdager man, at hendes tøj skifter fra klip til klip, og man bli-ver derved klar over, at der er gået adskillige dage – eller uger – i løbet af den korte sekvens. I „2046”, som er nummeret på det hotelværelse, hvor de mødes i „In the Mood...”, er Chow Mo Wan fort-sat en fange af fortiden, men han har viljen til at vriste sig fri. 2046 er ble-vet et sted, hvor folk søger hen for at dvæle ved deres tabte minder, et sted, hvor de bliver fanget, ligesom han engang var det. Chow Mo Wan fl ytter ind i rum 2047 for at kunne observere, lade sig inspirere og hjælpe beboerne i rum2046. Han indleder skiftende forholdtil kvinder, der er fanget der, bl.a.

den skønne Bai Ling (Zhang Ziyi) og Wang Jing Wen (Faye Wong), der er der, fordi hun er ulykkeligt forelsket i en japaner. Personerne, han møder, dukker op i hans sci-fi historie, som han bruger som selvterapi. Hele fi lmen igennem smelter fantasi og virkelighed, fortid, nutid og fremtid sammen i et virvar af sanseindtryk. Filmene er krydret med interessante bipersoner. Eksempelvis får man i „2046” et glædeligt gensyn med Gong Li som en gamblerdronning, en af Chow Mo Wans gamle fl ammer fra Singapore. Lydsiden i fi lmene består af musikstykker, ofte gentaget ud i det uendelige, enkelte klassiske stykker samt latinamerikanske sange, sikkert fordi Wong Kar Wais nonline-ære måde at fortælle historier på er inspireret af den argentinske forfatter Manuel Puig. Filmene er en leg med ideen om den subjektive erindring og står der-for vidt åbne for fortolkning med mange små tråde, der leder i vidt forskellige retninger. I begge fi lm bliver forløbet jævnligt afbrudt af små mellemtekster, det være sig datoer, tidspunkter, korte digte eller visdomsord, ord der ofte bestyrker fi lmens poetiske billedside. Wong Kar Wais seneste to fi lm er digtning på fi lm, der giver ny mening for hvert gensyn. Man kan forsøge at følge handlingen, eller man kan lade være, men er man i stemning til Wong Kar Wai, bliver det i hvert fald en sanselig hypnotisk oplevelse.

IN THE MOOD FOR WONG KAR WAI

Af Gudmund Nielsenstud.bach., fi lm- og medievidenskab, Københavns Universitet

Til den internationale fi lmfestival i Berlin i år var Wong Kar Wais chef-fotograf Christopher Doyle blandt gæsterne. Som svar til en, der påstod, at det var altafgørende for en fi lm at have en god historie og manuskript, sagde Doyle, at han efterhånden hav-de lavet adskillige fi lm med en vis herre fra Hong Kong, der ikke benyt-tede sig af detaljerede manuskripter, og det havde efter alt at dømme fun-geret, hvis man skulle tro kritikerne. Wong Kar Wai mener, at hvis et manus er for godt, kan man ligeså godt skrive en roman, manuskriptet er fundamentet, men det er produkti-onsprocessen, der skaber fi lmen. Wong Kar Wai, er sammen med Yonfan, Hong Kongs førende kunst-fi lminstruktør. Han har med sin unik-ke visuelle stil nydt stor anerkendelse i alverdens kunstfi lmkredse. Han har siden 1988 instrueret otte spillefi lm samt en håndfuld kortfi lm. Wong Kar Wais fi lm er, takket være Doyles stilbevidste billeder, umådelig smukke. Aktørerne smelter sammen med miljøerne, i matte nu-ancer af grønt, brunt, blåt og rødt. Alt inden for billedernes ramme komple-menterer hinanden i dybt originalebeskæringer og elegant leg med fo-kus og lys, slow motion, „verfrem-dung” effekter, jump-cuts og korne-de billeder. Hvert billede er som et kunstværk i sig selv. Wong Kar Wais fi lm skal helst opleves på et stort lær-red, hvor man, om man ikke bliver grebet af de kryptiske historier, bedst

19

Den kinesiske journalist med bopæl i London, Xinran, har gjort det igen. Drevet af sin erklærede trang til at give mishandlede kinesiske kvinder deres fortjente oprejsning har hun skrevet en ny bog. „Kinas Døtre“(2002, anmeldt i Kinabladet nr. 17 Forår 2003) var en række glimt af mange kvinders skæbner, „Himmel-begravelsen” handler kun om ét menneske. Det er også en af de skæbner, Xinran har mødt gennem sit arbejde i Nanking som journalist og vært på et radioprogram, hvor folk kunne ringe ind og snakke. En lytter ringede i 1994 fra Suzhou og fortalte om en mærkelig kvinde, som måske kunne være et emne for Xinran, der da også straks tog turen til Suzhou, fandt kvinden og brugte et par dage på at få hendes livshisto-rie, der siden blev til bogen „Him-melbegravelsen”. Titlen hentyder til den måde, de døde behandles på i Tibet, hvor de gives til gribbene, og kvindens historie var kort fortalt den, at hun som ganske ung var fulgt efter sin elskede mand, Kejun, til Tibet. Han var læge og med de kinesiske besættelsestropper i Tibet i slutnin-gen af 1950’erne. I 1958 kom med-delelsen om hans død på ærens mark, 28 år gammel. Det kan den unge enke Shu Wen ikke tro er sandt, så hun fi nder udvej til at følge efter med en anden hæraf-deling. Det lader sig gøre, fordi hun selv er læge, men alle ansvarlige for-søger med god grund at få hende fra det. Forholdene i Tibet er forfærdeli-ge, hæren er hadet og frygtet af tibe-tanerne, og Shu Wen kommer til at forstå hvorfor. Hun forsvinder også selv i det mærkelige fremmede land, hvor hendes skæbne kommer til at løbe parallelt med en ung tibetansk kvindes. Zhouma er af god familie, og det går ikke under kinesisk regi-mente i 50’erne. Hun er også blevet for glad for en ung mand, der både er munk og uden en passende fami-liebaggrund. Hun er imidlertid stærk og frygtløs og bliver en kort tid tolk og hjælper for de kinesiske tropper, der får fat i hende på dramatisk vis. Hvordan og hvorfor, og at hun kan kinesisk, er en historie for sig.

De to unge kvinder, der begge sø-ger efter deres elskede, bliver venner, og efter en tibetansk guerillagruppes heldige overfald på kineserne kom-mer de bort med tibetanerne – men ak, større og nye ulykker venter. De kommer nemlig også væk fra grup-pen, da den har slagtet de kinesiske gidsler, som den havde med, og ef-ter iskolde nætter uden mad på bjer-get vågner Shu Wen dødssyg op i et tibetansk telt hos en nomadefamilie. Alle er venlige mod hende, hun kom-mer til sig selv og kommer sig, men Zhouma forsvinder, og Shu Wen læ-rer aldrig at forstå det sprog, familien taler, så det bliver tre lange og en-somme årtier, hun kommer til at leve sammen med den. Det er alligevel en tid fuld af begivenheder. Mennesker, der lever på tilværelsens grænser, møder livsfare i mange skikkelser, og sygdom, sult og overfald spiller na-turligvis også en rolle i nomadeliveti det ugæstmilde højland, hvor Shu Wen vegeterer i familiens skød uden at forstå ret meget og uden selv at gøre noget videre for at komme til det. Skildringen af de mange år er sært overfl adisk, det er, som om forfatte-ren har læst i en geografi bog og pla-ceret sin kvindelige hovedperson i bogens verden. „Himmelbegravel-sen“ er nemlig langt mere en roman, end den er en dokumentarisk skil-dring af en menneskeskæbne, og som en rigtig roman ender den da også som den skal, med at Shu Wen fi nder sin elskede Kejun. Han er gan-ske vist ikke længere i live, men hun får at vide, hvad er sket ham. Zhou-ma dukker op igen, og endelig kom-mer vor heltinde med toget hjem til sin fødeby Suzhou. Her er alt foran-dret, slægt og venner er døde og bor-te, de kendte huse revet ned, og så er hun moden til at tale, da Xinran fi n-der hende. Det kan alt sammen være rigtigt nok, og virkeligheden overgår som bekendt alt, hvad mennesker kan fi n-de på. Når „Himmelbegravelsen” al-ligevel lader læseren kold og hurtigt er glemt, er det måske, fordi Xinran med al sin retfærdige harme ikke er nogen stor forfatter, der kan få sine

MERE SOAP END DOCUOVERFLADISK SKILDRING AF EN MENNESKESKÆBNE

personer til at leve. Små nøgterne af-snit om tid og sæd og skik og politik ind imellem romankapitlerne skal give bogen et autentisk præg, men i bedste fald er den docu-soap og mere soap end docu, og på denne anmelder virker den som ren kon-struktion. Det kan man næsten også se på det alt for glatte og pæne bil-lede på omslaget. Det viser nok en smuk og karakterfuld kvinde, men ikke en gammel kone, der er gået glip af livet. Men oversættelsen er fi n.

Rikke Agnete Olsen

Xinran: HimmelbegravelsenRosinante 2005. 174 sider, kr. 199,00Oversat af Poul Bratbjerg Hansen

20

Sig nærmer tiden for de olympiske lege i Beijing, og det er muligvis grunden til, at der i øjeblikket kom-mer en mængde nye publikationer på engelsk af interesse for den for-ventede store mængde turister. Et eksempel er Foreign Languages Press’ smukt trykte og illustrerede guidebog til at tage med ud i byens gader, Hutong Alleys – former Resi-dences of Celebrities. Bogen indeholder et kapitel om hutongernes historie og det, man stø-der på ved en tur igennem dem, så-som porte, stenløver, portsten (trom-

mesten, løvesten) og sten til brug, når man steg til hest. Dernæst får man fortalt, hvordan en siheyuan – et gårdhus – er konstrueret, og hvad det indeholder, for dernæst så at sige at gå ind i husene. Der er nemlig en lang række huse, som har tilhørt hi-storiske personer og berømte kunst-nere og derfor er åbne for publikum. Blandt de kendteste er politikeren Song Qinglings residens ved søerne nord for Beihai, og Peking Opera-stjernen Mei Langfangs og forfatteren Lao Shes mere borgerlige siheyuan ejendomme, men der er mange fl ere. Der er desuden information om an-dre berømte personers gøren og la-den i forskellige dele af byen med adresser, man kan opsøge, selvom der ikke er adgang til huset. Et kapitel fortæller om nutidens liv i hutongerne, og det er fi nt nok som forberedelse for læseren til selv at undersøge sagen ved at gå rundt og kigge. Der sluttes med et kapitel om tempelfester, mest af historisk inte-resse, men der henvises også til dem, der stadig fi nder sted. Det kan være meget nyttigt at vide, da oplysninger-ne kan være svære at få fat i, når man planlægger sin rejse, og det vil være synd at gå glip af dem, når man alligevel er derovre. Bogen udkom i januar 2005 og er i et handy format, lækker udførelse og på grund af sit indhold absolut anbe-falelsesværdig. Anne-Lise Walsted

PÅ OPDAGELSE I HUTONGERNE– INDEN DE ALLE SAMMEN ER FORSVUNDET!

Hutongerne – de smalle gader med etplans gårdhuse langs begge sider – er det gamle Beijing. I de senere år er store dele af disse gamle kvarterer midt i den kinesiske hovedstad for-svundet. De har måttet vige for sky-skrabere, motorveje, supermarkeder, modebutikker, karaokebarer og hvad der ellers dukker op, når byplanlæg-gere og bygherrer moderniserer en millionby. Den beijingske byfornyelse er ikke gået stille af. Den har været til de-bat, lige siden bulldozerne tog fat på at jævne hutonger med jorden i be-gyndelsen af 1990’erne. Der bliver stadig protesteret i medierne mod at ødelægge denne kulturarv, men mange udtrykker glæde over, at de gamle, usunde boliger forsvinder til fordel for tidssvarende lejligheder i Beijings udkanter. Der har været hutonger i Beijing iover 700 år. De første er fra Jin-dyna-stiet (12.-13. århundrede). I begyn-delsen af Ming-dynastiet, der tog magten i 1368, var der 458 huton-ger, under Qing-dynastiet fra 1644 til 1911 var der 978, og da kommuni-sterne trådte til i 1949 var der 7000. De fi ndes i dag i mange udgaver. Beijings korteste hutong er ti meter lang og den smalleste 40 centimeter bred. Nogle hutonger snor sig gen-nem kvarteret med over tyve drejnin-ger. De kan ligefrem danne labyrin-ter, som man kan fare vild i. Ordet hutong kommer fra mon-golsk. Det betyder brønd, det vil sige et sted, hvor folk bosætter sig, for vand skal de jo have. I dag er en hutong en gyde, hvor der på begge sider er gamle etplanshuse, en slags atriumhuse, siheyuan, med bygnin-ger omkring en fi rkantet gård og af-skærmet mod vejen. Hutongerne er en vigtig del af bei-jingernes kultur og levevis, noterer en skribent i China Daily i 2004. „Når man går gennem hutongerne, ser man tit en gruppe ældre borgere sidde og spille kort, mahjong eller kinesisk skak på gaden. Tidligt om morgenen eller om aftenen samles de i hutongen for at dyrke de traditi-onelle former for fysiske øvelser som taijiquan, eller de danser og synger

På cykel rundt i skyggefulde hutonger kan give mange oplevelser og et indtryk af beboernes dagligdag. (Foto: Mads Gregersen).

BULLDOZERE MOD HUTONGER

Lan Peijin, red., og Li Lianxia, tekst: Hutong Alleys – former Residences of Celebrities, Foreign Languages Press, Beijing 2005. ISBN 7-119-03346-8.

21

folkesange eller arier fra en Peking Opera. Der er blevet udgydt tårer over, at de gamle huse ender som murbrok-ker efter mødet med bulldozerne. Be-boere, der har levet i hutong-kvarte-rer hele eller det meste af deres liv, kæmper en indædt, men som regel forgæves, kamp for at hindre deres hjem i at blive mast. Andre, og det eri følge de kinesiske medier ikke så få, ser frem til at fl ytte til en moderne indrettet lejlighed i Beijings udkanter. De gamle hutonghuse betegnes som usunde, de mangler nutidens facili-teter, der er ingen kloakering, og de færreste har eget toilet. Beboerne må bruge et offentligt toilet, som deles af de fl este familier i hutongen og ofte er uhygiejnisk. „Vi har i mange år længtes efter at kunne fl ytte til en moderne lejlighed. Blot det regner en smule, er der vådt over hele huset. Der er ingen fordele ved at bo her”, siger en hutong-bebo-er til Folkets Dagblad. Ifølge bladet kan mindrebemidlede familier få mu-lighed for at købe eller leje en billig lejlighed. Det synes at være den bed-ste løsning på problemet, men, tilfø-jer bladet, Beijing bliver ikke mere attraktiv med alle disse skyskrabere,og det er vigtigt at bevare noget af byens gamle, historiske atmosfære. Det går fantastisk hurtigt med øde-læggelsen af hutongerne, konstatere-des det i en udsendelse i kinesisk ra-dio i marts 2004. Af 7000 hutonger i 1949 var der i 1980’erne 3900 til-bage, og nu fjernes hvert år omkring 600 hutonger. Ifølge radioen har et stort antal vi-denskabsfolk, forskere og græsrods-bevægelser henstillet til bystyret at gøre noget effektivt for at bevare og beskytte hutongerne. Bystyret har be-sluttet at frede nogle hutong-kvarte-rer, men ikke nok”, siger kritikerne. De kvarterer, hvor myndighederne har forbudt adgang for bulldozere, erblandt andet kvartererne omkring Den Forbudte By, Beihai Parken og Lama Templet. Men eksperter peger ifølge China Daily på, at i disse kvar-terer boede de kejserlige og andre rige familier. Almindelige menne-skers huse og tilværelse er også værd

at bevare. „Deres grå mursten og blå teglsten, deres buede tagskæg, døre og kunstnerisk udsmykning er en vig-tig kulturarv fra det gamle Beijing“. Resultatet af byfornyelsen er ikke altid elegant. Som eksempel nævnes Pichai hutong, hvor en berømt maler, Qi Baishi, boede til sin død i 1957. De gamle siheyuan-huse på begge si-der af hans fredede hus er erstattet af højhuse, så nu er hans etplanshus klemt inde mellem højhuse. Myndighederne, der står for ned-rivningen og moderniseringen, anfø-rer, at noget må ofres, når der skal re-noveres. Mange af husene blev byg-get for 200 år siden. De er farlige at bo i, ikke mindst på grund af brand-faren, og det er bekosteligt eller umu-ligt at sætte dem i en forsvarlig stand,

siges det. Der er desuden stærk efter-spørgsel efter boliger og kontorer, og den stigende trafi k bruges også som argument for at rive hutong-husene ned og udbygge vejnettet, siger mod-standerne af en for hensynsløs mo-dernisering. En beboer i et hutong-kvarter, hvis hus blev revet ned, er citeret i medi-erne for at have sagt, at „det hele drejer sig om penge“. Bygherrer og myndigheder gør, hvad de har lyst til. „Vi fi k lidt erstatning, men den syner ikke meget sammenlignet med de kæmpeprofi tter, de tjener på at bygge huse og sælge dem. Man behøver ikke kende meget til fi nansielle fi du-ser for at blive klar over, at de alle sammen er nogle slamberter“. Flemming Poulsen

Ikke alle de gamle huse i hutongkvartererne ender som murbrokker. Nogle gårdhuse er be-varingsværdige af historiske grunde, fx fordi en kulturperson, politiker eller embedsmand har boet der. Disse huse bliver renoveret og fredet, som det er tilfældet med dette hus. Her boede nemlig Maos efterfølger som partileder, Hua Guofeng. Nu er huset omdannet til et hotel med alle moderne bekvemmeligheder. (Foto: Mads Gregersen).

22

NATURKRÆFTERNE HÆRGER KINAJORDSKÆLV OG OVERSVØMMELSER EN EVIG TRUSSEL

I store dele af Kina lever be-folkningen i konstant fare for at få deres tilværelse ødelagtpå grund af naturkatastrofer. Jordskælv er almindelige, og hver sommer oversvømmes marker og byer og millioner af kinesere drives på fl ugt af vandmasserne.

te, bestandigt, i millioner af år frem-over. Kontinenter slår revner, nye bjergkæder rejser sig, øer dukker op, og landmasser synker.

Mange jordskælvskatastrofer Kina ligger på den sydøstlige del af den største og mest stabile plade (længst oppe i nordvest på samme plade ligger Skandinavien). Indiens landmasser presses sydfra „ind un-der” Himalaja, som for nogle millio-ner år siden var havbund (det frem-går af forsteninger, som man har fun-det højt oppe i bjergene), men som efterhånden er blevet presset op. Må-leresultater fra 1980’erne viser, at dele af Himalaja presses fem centi-meter op om året. Det enorme tryk påvirker også jordskorpen nord for Himalaja, fx Tibets højland, men også længere mod nord i Qinghai og Gansu. Den ekstremt foldede klip-pegrund i Yunnan er også en følge af processerne i Himalaja, og bjerg-dannelser og omformning af landska-ber foregår for tiden mærkbart også i denne del af Kina. Jordskælv er derfor almindelige, men de fl este opstår i tyndtbefolkede egne i det indre af Kina. Oplysninger om dem klumpes sammen, og nyhe-derne når sjældent frem til vore avi-ser. På nettet afspejles de således:„… i løbet af indeværende år er Kina blevet ramt af 27 jordskælv, som er blevet målt til 5,0 på Richterskala-en, …. heraf 22 på det kinesiske fast-land .. som medførte, at 291 menne-sker blev dræbt og 6.700 blev såret”. (04.09.2003)“. Yunnan blev det pågældende år ramt af mange jordskælv. De fl este af dem, der mistede livet, er sandsyn-ligvis blevet ofre for de jordskred, som jordskælvene udløste på de stej-le bjergsider og i de trange fl oddale. Men de fl este kinainteresserede har nok en anden forestilling om jord-skælv i Kina – katastrofer med fl ere hundredetusind døde – og det er også rigtigt, set i et længere tidsper-spektiv. Fire af de otte største jord-skælvskatastrofer målt i antal af om-komne (i historisk tid) har ramt Kina. Det viser en statistik fra US Geologi-cal Survey 2002:

1556: Shanxi, Kina, 830.000 døde, styrke på Richterskalaen ukendt.1737: Calcutta, Indien, 300.000 døde, styrke ukendt.1976: Tangshan, Kina, 255.000 døde, styrke på Richterskalaen 8.1138: Aleppo, Syrien, 230.000, døde, styrke ukendt.1927: Xining, Kina, 200.000 døde, styrke 8,3.856: Damghan, Persien, 200.000, styrke ukendt.1920: Gansu, Kina, 200.000, styrke 8,6.1923 Tokyo, Japan, 143.000, styrke 8,3.

Millionby ødelagtIndustribyen Tangshan, hvor ca. en kvart million mennesker omkom i 1976, ligger nær kysten øst for Bei-jing og altså langt fra det ustabi-le sydvestlige Kina. Men det østlige Kina ligger nær en anden zone, som seismisk er yderst ustabil. En plade-grænse og „kollisionszone” strækker sig fra den østlige del af Indonesien via Filippinerne og Japan op til Aleu-terne (og videre til den amerikanske vestkyst). Intetsteds i verden er jord-skælv så almindelige som i Japan, og langs hele pladegrænsen fi ndes der aktive vulkaner. Pladegrænsen ligger således øst for Kina, men de kræfter, som virker i jordens indre, presser den asiatiske plade mod og op over den del af jordskorpen, som fi ndes under Stille-havet. De enorme spændinger, som hele tiden opbygges i konfrontations-zonen og nær ved yderkanten af den asiatiske plade, skal nødvendigvis udløses. Det sker sjældent, men bli-ver til gengæld desto voldsommere, og det er yderst vanskeligt at forud-sige eksakt, hvor og hvornår det vil ske. Tangshan ligger i det tætbefolkede Østkina. Ved jordskælvet i 1976 styr-tede grubegange og den undermine-rede jord sammen. Byen blev fuld-stændig ødelagt. De uhørt høje dødstal i Shaanxi og Gansu forklares sandsynligvis bedst ved at jorden er styrtet sammen. Her fi ndes Kinas mægtigste løss-lag og tidligere var grotterne i løss-jorden de

Af Solveig Mårtenssondocent i kulturgeografi Lund

I løbet af nogle uger i vinteren 2004-2005 fi k vi alvorlige påmindelser om naturkræfternes styrke. De værste jordskælv ud for Indonesien de sid-ste hundrede år blev fulgt af den vær-ste tsunami i tusind år. Over ti lande ved det Indiske Ocean blev ramt. Et par uger senere blev den sydlige del af Sverige udsat for den mest ødelæg-gende storm i hundrede år. I Sverige er naturkatastrofer sjældne, men i Kina er naturens kræfter en trussel, som bestandig kræver ofre. Naturpro-cesser foregår hele tiden og overalt. Som regel er der tale om langsomme, næsten umærkelige, forandringer i landskaber og i samfundet, i al fald i Sverige. I andre dele af verden er jordskorpen ustabil og klimaet mere usikkert. Nogle husker fra skolens geografi -timer et kort, som viser plader på jor-den og de farlige jordskælvs- og vul-kanzoner, hvor pladerne ligger op til hinanden eller presses bort fra hinan-den. I januar 2005 dukkede disse kort op i dagspressen og mindede os om, at Øst- og Sydøstasien er den seismisk mest urolige del af jordklo-den. Dér fi ndes de aktive vulkaner, og dér er risikoen for ødelæggende jordskælv størst. Det, der sommeti-der fremstilles, som om pladerne kol-liderer, er snarere et spørgsmål om, at kræfterne i jordens indre presser forskellige dele af den faste jordskor-pe mod hinanden. Pladerne bevæger sig. Det har de gjort i omkring 500 millioner år, og sådan vil det fortsæt-

23

bedste steder at bo: varme om vinte-ren og kølige om sommeren. Som re-gel var de sikre mod jordskred, men de kunne ikke modstå kraftige jord-skælv. Verden over arbejder geologer påbedre at forstå de kræfter, som be-standig virker i jordens indre, og hvad der udløser skælvene, for at kunne forudsige tid og sted for kom-mende skælv. I Sydvestkina er risiko-en således stor såvel som ude i det Østkinesiske Hav. I andre dele af lan-

det anses risikoen for at være mindre, men den fi ndes. Også der kan krafteni et skælv være katastrofal. Især er der stor risiko for, at infrastrukturen ødelægges, eksempelvis dæmninger i de store fl oder. Og det drejer sig om meget tætbefolkede områder. Naturkræfterne er de samme nu som i de forløbne millioner af år, men deres konsekvenser bliver mere og mere ødelæggende i takt med, at menneskene bliver fl ere, deres anlæg større og samfundene mere komplek-

se. Menneskene udnytter omgivelser-ne i større og større skala og gør sig dermed mere og mere sårbare over for naturkræfternes rasen. Mest tyde-ligt gælder dette bestræbelserne for at kontrollere vandet.

Oversvømmelserefter monsunregnKina ligger på verdens største land-masse, og klimaet er i højeste grad påvirket af forholdene i det indre af Asien. Om vinteren hviler et koldt

Millioner af indbyggere i de områder, der trues af oversvømmelser, må evakueres hver sommer, når monsumregnen får fl oderne til at gå over deres bredder. Sommeren 2005 var ingen undtagelse. Her er det en lille familie i Guizhou-provinsen, der må i en af politiets red-ningsbåde for at blive bragt i sikkerhed, indtil de kan komme tilbage til deres måske ødelagte hjem. (Foto: Newsphoto).

24

højtryk måned efter måned over Si-birien, og kolde, tørre vinde blæser derfra ned over størstedelen af Kina. Den milde, fugtige luft fra Det Sydki-nesiske Hav når ikke særlig langt ind over Sydøstkina. Men efterhånden som solen opvarmer jorden, fortræn-ges de kolde luftmasser, og den var-me luft trænger længere nordpå. Kina ligger i den nordlige del af Monsunasien, og i slutningen af maj kommer den varme og fugtige som-mermonsun ind over Sydøstkina. Omkring 1. juli er monsunregnen nået til Shandong og Shaanxi på høj-de med Xian. I begyndelsen af august kommer årets regnfulde uger også oppe i Indre Mongoliet. Efter den lange tørre vinter er jor-den udtørret og hård. Den kan ikketage imod så store mængder af den første voldsomme regn. Vandet fosser

ned ad skrænterne og ud i de tørre fl odsenge. Allerede i midten af juni kan den kraftige regn forårsage pro-blemer i det sydlige Shaanxi: „De ødelæggende oversvømmel-ser, som ramte distriktet 8.–9. juni førte til strømafbrydelser og fi k kom-munikationen og trafi kken til at bry-de sammen. Det oplystes, at mere end 230 personer døde eller meldt savnede”. (14-06-2002).

Vand-dragen skal tæmmesRegnvand er livsnødvendigt. Regnen kommer i løbet af nogle måneder – størstedelen af året falder der ingen regn i Den Gule Flods afvandingsom-råde i det nordlige Kina. På det tids-punkt er fl odens øvre løb og dets bi-fl oder beskedne vandårer midt i bre-de, tørre fl odsenge. Den første vold-

somme regn forandrer alt. Slam oggrus og gammel vegetation øger fl o-dernes volumen, vandstanden stiger hurtigt, og trykket øges på digerne langs fl oden. Risikoen for oversvøm-melse øges fra time til time. Jord-bruget har brug for det næringsrige vand, men vandet skal kontrolleres. Vandkontrol, magten over vandet, har været det vigtigste for indbygger-ne gennem fl ere tusind år. Flodens vand er en drage, som skal tæmmes. De største naturkatastrofer i Kina hænger sammen med dette. Gennem de sidste 2700 år har Den Gule Flod ændret sit løb mere end ti gange. Når vandmasserne har passeret den sidste bjergryg og har nået den nordkinesi-ske slette, er kraften blevet så stor, at vandet er trængt ud over fl odsengen, har oversvømmet bredderne og søgt sig en helt ny vej over sletten ud mod havet. Sporene af en gammel fl od-seng kan forskere se i omegnen af Beijing, og man kan fi nde andre spor i det sydlige Shandong fra de perio-der, hvor fl oden mundede ud syd for denne halvø. Hver ny ændring af fl o-dens løb var en katastrofe, og milli-oner af kinesere druknede i de frem-brusende vandmasser. På længere sigt medførte det også elendighed for dem, som ikke længere havde adgang til vand langs den tidligere fl odstrækning.

Indgreb i naturenMan skulle tro, at kineserne nu med moderne teknik var bedre i stand tilat beherske fl oden. Sådan er det også, men samtidig medfører skov-hugst og moderne jordbrug, at jorden i langt større skala lægges bar uden en vegetation, hvis rodsystem kunne holde på den løse jord. Den kraftige sommerregn slider mere materiale løs og transporterer mere væk end noget andet sted i verden. Den Gule Flod har den absolut højeste slam-transport af alle verdens fl oder, målt i slammængde i forhold til vandvolu-men (fx 15 gange større end Nilen). Slamtransporten øges i takt med, at kineserne udnytter landskabet om-kring fl oden mere og mere intensivt. Nu kræves der meget arbejde, for at de opdæmmede områder ved kraft-

De fl este egne af Kina er berørt af naturkatastrofer, især af oversvømmelser omkring de to store fl oder Yangtze og Den Gule Flod og deres vidtforgrenede net af bifl oder. Ved Huai-fl o-den er man gået i gang med at reparere digerne, et arbejde, der er blevet forsømt mange ste-der, fordi man har koncentreret sig om de store fl oder.

25

værkerne ikke skal slamme til.

Problemer ved YangtzeYangzefl oden er verdens tredjestør-ste med hensyn til total vandføring. Slamindholdet her er ikke noget stort problem, og svingningerne i vand-føringen er mindre end i Den Gule Flod. Men også her skal de vældige vandmasser kontrolleres på deres vej ud mod havet: „Byen Wuhan erklæredes i undta-gelsestilstand lørdag, efter at kraftig regn havde fået vandstanden i Yang-zefl oden op på 27,45 m, 15 cm over varslingslinien. Det er femte gang si-den 1865, at byen noterer en vand-stand over varslingslinien i august. ... Omkring 3500 lokale beboere arbej-der nu på at sikre digerne langs fl o-den”. (24-08-02). Usædvanlig kraftig regn påvirker givetvis fl odens vandstand. Men eks-treme vejrforhold kan være en anden årsag. Højere oppe ad fl oden lå tidli-gere Kinas største sø, Dongting Hu. Gennem de sidste årtier er søen ef-terhånden blevet inddæmmet, og den tidligere søbund er blevet opdyr-ket. Søen er ikke mere et vældigt re-servoir, som udjævner de kraftigste ændringer i fl odens vandføring. Dis-se ændrninger giver nu i stedet for alvorlige problemer ved Wuhan og endnu længere nede på fl odsletten.

Diger mod vandmasserneKampen mod vand-dragen fortsætter altså. De store fl oder „beskyttes” af et dobbelt system af diger, et indre, som udgøres af de høje barrierer langs fl odbredderne, og et ydre med kraf-tige diger op til 10 kilometer fra fl o-den. Hvis de indre diger brister, og området oversvømmes, så skal de ydre systemer kunne bremse vand-masserne. En „normal” situation blev rappor-teret i juli 2003 under overskriften: Oversvømmelserne ikke værre end normalt: „Omkring 569 personer er druknet ved årets oversvømmelser, og høsten er ødelagt på ca. 1458 mio. hektar”. (11-07-03). Men på det tidspunkt havde som-merregnen endnu ikke nået store dele af Den Gule Flods afvandings-

område og den fortsatte med fuld kraft omkring Huaifl oden, især i pro-vinsen Anhui. Der var vandstanden 35 cm højere end nogensinde, blandt andet var millionbyen Bengbu truet. Derfor måtte næsten 400.000 men-nesker evakueres i området oven for Bengbu, og digerne bblev gennem-brudt fl ere steder. De enorme over-svømmelser, som ramte agerland og byer, medførte, at vandstanden sank noget. Dette blev fra offi ciel side kommenteret på denne måde: „Kina rammes regelmæssigt af øde-læggende oversvømmelser om som-meren, når regnen fylder fl oderne, som er lukket inde mellem diger for at skaffe land til dyrkning og bosæt-telse. I nødstilfælde lader myndighe-derne digerne gennembryde nogle steder oven for store byer for at sæn-ke vandstanden ved at lade vandet løbe ud over marker og landsbyer. Det er kun et mindre offer for at be-skytte hele provinsen”. (07-07-03). Hele Huaifl oden blev reguleret i 1950’erne, men derefter er anlægge-ne ikke blevet holdt ved lige. Kine-serne har rettet interessen mod de største fl oder, frem for alt Yangze. I oktober 2003 meddelte de ansvarlige myndigheder, at Kina nu fl ytter fokus til Huaifl oden med henblik på inves- teringer i beskyttelse mod oversvøm-melser. Naturkræfterne er de samme som altid. Kinesernes muligheder for kon-trol og beskyttelse mod naturkata-strofer må være bedre end før, men samtidig er der indbygget en stor ri-siko for katastrofer i de større og stør-re samfundsprojekter for udnyttelse af naturens ressourcer og omdannel-se af landskabet i meget stor skala.

Oversvømmelserne sommeren 2005Som sædvanlig om sommeren ople-vede kineserne også i år oversvøm-melser, der krævede mange menne-skeliv og forårsagede store ødelæg-gelser. Nogle citater fra kinesiske me-dier giver et indtryk af katastrofens omfang:

Oversvømmelser i sommer har kostet 910 mennesker livet, og 218 savnes, meddeler Internationalt Røde Kors. China Daily 12. august 2005

Over 90 mio. mennesker i hele Kina er blevet berørt af sommerens over-svømmelser. Over 700.000 huse er styrtet sammen. 2.460.000 menne-sker er blevet evakueret“. Xinhua 17. juli 2005

„Hidtil er 2.864.000 blevet hjemløse som følge af oversvømmelser“. Folkets Dagblad 24. juni 2005

„Da Xiao Yang og hendes familie måtte evakueres tidligt på aftenen, havde vandet udenfor allerede nået knæhøjde. Med børn og bedsteforæl-dre søgte familien hen til et højere-liggende sted, men Xiao Yangs mand var ikke meget for at efterlade famili-ens ejendele, så han besluttede at gå tilbage for at redde, hvad han kunne tage med sig. Da han forsvandt i mørket, var det sidste gang, hans fa-milie så ham i live. Om morgenen så de, at deres hjem var skyllet væk, og Xiao Yangs mand var druknet“. China Daily 4. juni 2005

„Oversvømmelser har ramt 22 pro-vinser og regioner over hele Kina, oplyser Statens Nødhjælps Kontor. Over 44 millioner mennesker i hele landet er blevet berørt af oversvøm-melserne, og over 31 mio. ha land-brugsjord med afgrøder er ødelagt“. Xinhua 23. juni 2005

I Sichuan-provinsen i Sydvestkina har voldsomt regnvejr, der nu har varet i to uger, kostet 72 mennesker livet, og 30 savnes. Over ni millioner menne- sker er berørt af oversvømmelserne. China Daily 12. juli 2005

De anførte citater i artiklen er oversat fra www.chinatopnews.com

Artiklen er lånt fra Svensk-Kinesiska Föreningens tidsskrift „Kinarapport”, nr. 1, 2005.

Oversat af Anette Kruse

26

ri chang – hverdag

NYT OM KINESERNES LIV OG FÆRDENSamlet fra kinesiske medier og skrevet af Claus Seiden

Mao er deres heltKinesiske gymnasiaster er blevet bedt om at fortælle, hvem deres idoler er. Undersøgelsen er offentliggjort i bla-det „Kinas kvinder”, og den fastslår, at de unge lægger vægt på, at deres helte er omsorgsfulde og tolerante, og at de ser positivt på tilværelsen. Hvem kommer så på listen? Blandt de ti højst placerede er Kinas første astronaut, Yang Liwei, action-skue-spilleren Jackie Chan og sportsman-den Liu Xiang, der fi k guld ved de olympiske lege i Athen. Men i toppen af listen er det Mao Zedong, og han får følge af Zhou En-lai og af Lei Feng, den menige sol-dat, der blev gjort til genstand for heltedyrkelse allerede i 60’erne og 70’erne.

Kinesisk kanonKinas forfatterforening har besluttet at lave sin egen kanon – sin egen over-sigt over væsentlige, litterære vær-ker – til brug uden for Kinas grænser. Der skal udpeges i alt 100 litterære arbejder fra de seneste år. Det skal ske dels på forfatterforeningens eget kvalitetsgrundlag, dels efter samar-bejde med forlæggere i udlandet og udenlandske forfattere. Meningen med 100-bogs-listen er, at den skal præsenteres for udlandet med henblik på oversættelse, som et forsøg på at gøre nutidig, kinesisk lit-teratur mere kendt i omverdenen. Den „Panda-serie”, som kineserne selv udsendte i 80’erne med oversæt-telser til engelsk, fransk og tysk af for-fattere som Wang Meng og Chen Jiangong, har ganske vist gjort god fyldest, men forfatterforeningen me-ner, den er ved at være umoderne, ikke mindst på grund af de ret gam-meldags oversættelser.

Gifteknivs-tvOgså i Kina gør tv-stationerne i Kir-sten Gifteknivs-udsendelser. Pro-grammet „Lørdags-date” i Shanghai er netop kommet i aviserne, ikke for-di det efterhånden har fået over 200 unge gift, men fordi det nu er be-gyndt at gå den modsatte vej: Et par, der mødte hinanden i studiet, er ble-vet skilt. Yuan Yuan og Xiao Li blev præsen-teret for hinanden for åben skærm, de fortsatte bekendtskabet og giftede sig efter et halvt års forløb. Ægteska-bet holdt godt fi re år, men nu er det slut. I alt har „Lørdags-date” præsen-teret et par tusinde par for hinanden. Hver tiende af dem blev gift. Men tv-stationen behøver ikke at skamme sig, mener lektor Zhou Mei-zhen. Hun er ansat på byens sko-le for kvindelige kadrer og mener, at skilsmisser bare er et tidens tegn. Deunge behandler ægteskabet, som om det var fast food, siger hun.

Købelystne turisterKineserne har fået smag for udlands-rejser. 29 millioner var i udlandet i fjor, og det er en stigning på 43 pct. på et år. Turisterhvervene har god grund til at interessere sig for kinesi-ske gæster, ikke bare fordi der stadig er fl ere og fl ere af dem, men også fordi de er endnu mere købelystne end japanerne. Ganske vist er japanerne stadig nummer ét i verden, når man ser på, hvor meget de gennemsnitligt ofrer på en udlandsrejse, men kineserne er nummer to og klart nummer ét, hvis man ser på, hvor stor en del af rejse-udgifterne der bliver brugt til at købe ting og gaver med hjem.

Penge i jomfrudomKommune nummer To i Beichan lig-ger i Dazu-området i Chongqing. Og den er kommet til penge. Kommu-nens 286 medlemmer skal dele en større erstatning for brug af dens jord, så meget at der bliver omkring 3000 kr. til hver. Nu har indbyggerne fundet ud af, at de måske endda kan få lidt mere ud af det, hvis de følger kommune-vedtægterne strengt. I dem står der,

at kvinder, der gifter sig med uden-forstående, ikke længere kan få andel i de kommunale goder, selv om de måske stadig er registreret som kom-munemedlemmer. Altså har kommunen bestemt, at de piger, der arbejder uden for dens grænser, skal møde op på den lokale klinik for at få undersøgt, om de sta-dig er jomfruer. I modsat fald får de ikke deres del af erstatningen. Den 22-årige Tan Shuying, der de sidste tre år har arbejdet i Beijing, er nu blevet nødt til at rejse de næsten 2000 km tilbage til Beichan og lade sig undersøge. Som hendes mor siger til Chongqing Aftenblad: „Det er na-turligvis rare penge, der er tale om, men vi har først og fremmest bedt hende komme hjem, fordi der ellers bliver en masse snak om, at hun har mistet sin jomfrudom i Beijing.

Hundefl ugt30 af Beijings hunde er emigreret til USA. Reelt er der tale om et adop-tionsprogram: Byens miljøcenter har oprettet et hjem for herreløse hunde, og dem kommer der fl ere og fl ere af, men det er umådeligt svært at fi nde nye ejere til dem i Beijing. Det skyldes, at fl ere af hundene er vokset, så de overtræder de strenge politivedtægter, der ikke alene for-byder 41 specielle hunderacer, men også enhver hund, der har en skul-derhøjde på mere end 35 cm . Og i den situation er det ikke nemt at være Grand Danois. Miljøcentret søgte hjælp hos andre dyreværnsorganisationer, da det var ved at blive fuldstændigt overfyldt af herreløse hunde, og en amerikansk organisation lovede at hjælpe. Kina sørgede for opdragelse og vaccina-tion af hundene, amerikanerne for transporten med fl y. Og nu bliver de kinesiske hunde så placeret i ameri-kanske hjem.

Dansende husholderskerDet kinesiske arbejdsministerium har udsendt et dekret om husholderskers kvalifi kationer. Fremtidig skal de ind-deles i almindelige husholdersker, vi-deregående husholdersker og senior-husholdersker.

27

shenghuo – tilværelse

For at blive kvalifi ceret som senior-husholderske skal man ikke alene kunne lave mad og gøre rent, men også kunne surfe på nettet og danse mindst to vestlige selskabsdanse. Shanghai Morning Post fastslår, at siden udenlandske arbejdsgivere tit holder selskaber med dans, er det vigtigt, at husholdersken kan deltage på lige fod, og at det er en stor hjælp, hvis hun kan modtage e-mails og re-agere på dem.

Taler ikke kinesiskDer er 47 pct. af kineserne, der ikke taler kinesisk – sådan da. Det resul-tat er Kinas undervisningsministeriumnået frem til ved at undersøge, hvor mange der kan tale det offi cielle sprog, mandarin. I stedet klarer de sig med deres lokale dialekter, der jo i hvert fald nord for Yangtse ligner hin-anden temmelig meget, mens en syd-kinesisk dialekttalende ikke kan gøre sig forståelig over for en nordkineser. Undervisningsministeriet har en særlig afdeling for udbredelse af mandarin, og det er den, der har foretaget opgørelsen. Af den halvdel, der er mandarin-talende, er der tem-melig mange, der ikke bruger rigs-sproget til daglig, meddeler ministeri-et bekymret. Kampagnen for det fælles sprog er slået pænt an i kystlandet og de sto-re byer, men den er stadig vigtig i de nordvestlige provinser og de autono-me områder, hvor sprogkundskaber kan være med til at fremme den øko-nomiske udvikling, siger en repræ-sentant for ministeriet.

Triste kontorfolkEn gang var det et socialt spring opad at få et kontorjob – et, hvor man kun-ne sidde ned og arbejde. Men kon-torarbejde er bestemt ikke lykken, fastslår et kinesisk arbejdsanvisnings-fi rma, der har fået lavet en undersø-gelse af næsten 5000 kontoransattes holdning til deres arbejde. 70 pct. af de unge, der har været i arbejde under et par år, har resigne-ret: Der er ikke noget ved arbejdet, det er kun noget, man gør for at tjene penge. Pengene betyder noget for en del, men ikke for alle: 52 pct. mener,

lønnens størrelse er afgørende for, om de føler sig lykkelige. Men den anden halvdel peger på andre ting som kilde til lykke og tilfredshed: En velindrettet arbejdsplads er noget, der kan gøre folk glade, og et godt forhold til kollegerne gør det også. De væsentligste klagepunkter er, at arbejdstempoet er stressende, at der ikke er mulighed for fl extid, og at den traditionelle lange, kinesiske fro-kostpause er afskaffet.

Aids-testTabu-forestillingerne omkring HIV og aids er omsider forsvundet i Kina. Det viser den seneste udvikling i Guangdong, hvor myndighederne nu har bestemt, at alle homoseksuelle mænd kan få gratis HIV-test ved at sende blodprøver ind til aids-fore-byggelsescentret. Centret lover fuld fortrolighed og tilbyder at sende testresultaterne via e-mail, hvis folk er sikre på, at ikke andre end de selv har adgang til at læse mailen. Offi cielt er der 5051 aids-patienter i Guangdong-provinsen, men myn-dighederne siger, at der nok snare-re er omkring 30.000, fordi langt fra alle går til læge.

Den store eksamenAldrig før har så mange unge konkur-reret om at komme på universitetet i Kina. 8,67 millioner unge kinesere gik op til den skrappe optagelsesek-samen til en højere uddannelse, som holdes hvert år i juni, og dens resul-tat er afgørende for, om de unge kan komme videre til en højere uddan-nelse. Hele samfundet står på den anden ende, mens optagelseseksamen fore-går. I Shanghai havde taxiselskaberne forbudt alle biler, hvis nummerplader ender på tallet fi re, at køre med stu-denter. Sagen er, at tallet fi re udtales på samme måde som Shanghai-dia-lektens ord for fi asko. I Foshan tilbød de lokale hospitaler eksamenskandidaterne, at de kunne komme og få nogle minutter med ilt-maske på, hvis de følte sig for ner-vøse. I Beijing havde over 300 bilister

meldt sig med tilbud om at køre de unge til eksamenscentrene, efter atikke bare det største aftenblad, men også statsradiofonien havde opfor-dret til det. Sidste år var der nemlig adskillige, som kom for sent, fordi de havde siddet fast i trafi kken. Mange steder har man ledt trafi k-ken uden om eksamenscentrene, så der ikke var forstyrrende larm, og i Hanzhou var det ikke bare bilister og højtråbende gadesælgere, der blev bedt om at holde sig på afstand. Al skibstrafi k på kanalen gennem byen, der fører videre mod Beijing, blev standset mellem 22 og 6 natten før eksamen, for at motorstøj og skibs-fl øjter ikke skulle forstyrre eksamens-kandidaternes nattesøvn. Eksamens-panikken griber ikke bare de unge, men også deres foræl-dre. Et eksempel: Forældrene til en ung mand i af-gangsklassen meddelte alle venner og bekendte, at de ikke ville ringes op hjemme, før eksamen var overstå-et. Og de tilføjede: Siden han kom op i sidste klasse har vi slet ikke set tv, fordi han skal have ro til at læse. Farlig udvikling De seneste sygdomsstatistikker viser, at Kina er godt på vej væk fra under-udviklingen, skriver nyhedsbureauet Xinhua. Undersøgelser af Beijings ældre viser nemlig, at fl ere og fl e-re lider af livsstilssygdomme lige som folk i de udviklede lande. Med den tiltagende velstand kom-mer der nemlig en stigende mængde hjerte- og åndedrætsssygdomme, og eksperterne hævder, at en tredjedel af Beijings indbyggere ryger og drik-ker for meget og får for lidt motion. Problemet er stadig størst i byerne, og tal fra Guangzhou tyder på, at si- tuationen dér er endnu mere akut: 90 pct. af de over 50-årige i byen kan ikke kaldes sunde og raske. Omkring 47 pct. har for højt blodtryk.

A R R A N G E M E N T E R

Dansk-Kinesisk Foreningc/o PoulsenFresiavej 3, DK-3450 Allerød

Returneres ved varig adresseændring

Kinesiske fi losoffer om menneskets naturForedrag i Dansk-Kinesisk Forening af religionshistorikeren Klaus Bo Nielsen torsdag den 15. september 2005 kl. 19.30 i Kulturstaldene, Forsamlings-huset, Halmtorvet 11, 1700 Køben-havn V. Mennesket blev hos kinesiske fi lo-soffer opfattet som den potentielle kilde til skabelsen af det gode liv og samfund. Det afgørende var at afkla-re, hvilke fundamentale kræfter man kunne bygge den menneskelige til-værelse på. Klaus Bo Nielsen er cand.mag. i kinesisk og religionshistorie ved Aar-hus Universitet. Entré: Medlemmer af Dansk-Kine-sisk Forening 20 kr., andre 30 kr. Kejserriget og det byzantinske rigeForedrag i Dansk-Kinesisk Forening af lektor Karsten Fledelius onsdag den 5. oktober 2005 kl. 19.30 i Kulturstaldene, Forsamlings-huset, Halmtorvet 11, 1700 Køben-havn V. Ved en sammenligning mellem det kinesiske og det byzantinske kejser-rige fortæller Karsten Fledelius om styrker og svagheder ved at være et rige i midten. I mere end 1000 år var de to riger samtidige, baseret på den gennemgående opfattelse, at alle an-dre lande i en overskuelig omkreds naturligt måte være under universal-rigets overhøjhed. Foredraget læg-ger op til en debat om spørgsmålet, hvorfor de to steder med så stor af-stand opstår to på mange måder så parallelle statsdannelser.Entré: Medlemmer af Dansk-Kinesisk Forening 20 kr., andre 30 kr.

Kina i Davids SamlingOmvisning i Davids Samling ved cand.mag. Mette Bruunsøndag den 30. oktober 2005 kl. 14.30. Mødested: Davids Samling, Kronprinsessegade 30-32, 1306 Kø-benhavn K.

Vi fortsætter traditionen med muse-umsbesøg. Denne gang bliver det i Davids Samling, hvor vi bliver vist rundt i både den islamiske samling og den europæiske samling. Vi kon-centrerer os selvfølgelig om de kine-siske forbindelser. OBS: Museets pladsforhold tillader ikke grupper større end 25 personer, så til dette arrangement skal man til-melde sig hos Dansk-Kinesisk For-enings sekretær, Lene Løgstrup, tlf. 6114 3340. Tasker, overtøj m.m. må ikke med-bringes på museet, men der er gar-derobeskabe, som kan benyttes for 10 kr., der refunderes. Entré: Medlemmer af Dansk-Kinesisk Forening 20 kr., andre 30 kr.

Silke og SilkevejenForedrag i Dansk-Kinesisk Forening af mag.art. Anne Hedeager Kragonsdag den 16. november 2005 kl. 19.30 i Kulturstaldene, Halmtorvet 11, 1700 København V. Silkefremstilling har været kendt i Kina i næsten 5000 år. I godt 2000 år har der været karavaneveje til lands og vands fra Kina til Europa. Netværket af handelsvejene på land-jorden er samlet kendt under nav-net Silkevejen, fordi silke som en af de mange varer blev transporteret ad denne vej. Et af de ældste spor af kinesisk sil-ke i den vestlige verden kendes fra den syriske oaseby Palmyra. I grave fra tiden omkring Kristi fødsel er her fundet silke fra Han-dynastiet (205 f.Kr.–220 e.Kr.). Europæerne lærte silkefremstilling omkring 550 e.Kr. Der vises lysbilleder fra Palmyra, og den tidlige silkefremstilling samt fund af de kostbare stoffer i Danmark omtales. Foredragsholderen er mag.art. i forhistorisk arkæologi fra Aarhus Universitet. Hun har indsamlet stu-diemateriale i Europa og Den Nære Orient.Entré: Medlemmer af Dansk-Kinesisk Forening 20 kr., andre 30 kr.