1

Kritik af liberalismen

Adam Schmidt John Keynes Margaret Thatcher

Ronald Reagan Angela Merkel Lars Løkke Rasmussen

Et kommunistisk parti bygger på den videnskabelige marxisme. Dvs. at Partiet baserer sit teoretiske grundlag på marxismen/leninismen.

Den historiske materialisme er en grundpille i marxismen. Det er den videnskabelige måde at foretage en analyse på, til brug for både at kunne nå frem til et holdbart - videnskabeligt - resultat, og til at kunne forstå, hvorfor samfundet til enhver tid ser ud som det gør, og hvordan og hvilke muligheder, der er for at ændre det.

Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) har udgivet dette lille hæfte med en kortfattet og overskuelig gennemgang af denne metode.

2

KRITIK AF LIBERALISMEN

IndledningDet er en naturlig konsekvens af kriser, at der kommer øget interessen for marxistiske løsninger, men også interesse for andre anti-kapitalistiske tendenser.

Denne interesse findes ikke kun blandt de intellektuelle men også bredere i den almene offentlighed. Anti-kapitalistiske ideer kommer til syne i varierende grad, og de fører til øget protest-aktivitet og modstand i befolkningerne i mange lande verden over.

Når det gælder studier af marxismen, er det store problem, at studierne betragtes ud fra et ensidigt perspektiv på politisk økonomi. Det vil sige, at studiet starter med Karl Marx hovedværk Kapitalen, som er det sidste produkt udarbejdet af ham.

Selv om forståelsen af Marx studier af den politiske økonomi, så vel som forståelsen af de generelle love i den kapitalistiske økonomi, uden tvivl er hjørnestenen i hans arbejder, er det den forkerte rækkefølge. Først skal man studere den marxistiske filosofi og dens nøgletræk: Dialektikken og den materialistiske forståelse af menneskehedens historie.

Dette er desværre årsagen til forskellige forkerte tolkninger af marxisme, kommunisme og revolutionær aktivitet i almindelighed.

Faktum er, at denne manglende erkendelse af det materialistiske historiebegreb er kilden til mange ideologiske fejlgreb hos liberale antikapitalistiske og antiimperialistiske intellektuelle, både hos de, som erklærer sig som marxister, og hos de som ikke gør det.

Derfor rejser det behovet for en kritisk analyse af liberalismen, da liberalismen er kapitalismens ideologiske udgangspunkt.

Målet med denne artikel er at fremstille en kort kritik af dagens globale dominerende liberalisme, en ideologi med særlige stærke rødder i den mest udviklet del af kloden.

Det er samtidigt et forsøg på at tilbageerobre arbejderklassen førerskab i den anti-kapitalistiske kamp, og minimere arbejderne fra liberal indflydelse. Det er en pligt for alle kommunister i deres kamp for et socialistisk samfund. Det primære mål er således at placere marxismen og den videnskabelige socialisme i den politiske diskussion og ind i praktisk revolutionær anti-kapitalistisk aktivitet.

Det er vigtigt ikke mindst for de sen-kapitalistiske samfund, hvor modsætningerne i de kapitalistiske økonomiske love hele tiden forstærkes.

Af den grund er første del af dette arbejde om liberalisme en kort introduktion til hjørnestenen i marxismens teori.

Når den historiske materialisme og den dialektiske metode er forstået og erkendt, er al videre diskussion om marxisme og revolutionær anti-kapitalistisk aktivitet, fremstillet i dette lys. På den anden side, uden denne erkendelse – og uden at forstå lovene for den historiske udvikling af menneskeheden, uden at forstå grundlaget for hvad kapitalisme drejer sig om, og hvad dens plads er i kontekst til evolution af økonomiske systemer i humane samfund – uden denne historiske erkendelse, har sociale bevægelser ikke nogen revolutionær brod.

3

Disse bevægelser må først og fremmest erkende det faktum, at de ideer, som de står for, ikke er uafhængige ideer, som de selv har fundet på, men ideologiske refleksjoner af forudbestemte modsætninger, som findes i den globale kapitalistiske økonomi.

Filosofferne har kun fortolket verden…Kritikken er primært rettet mod segmenter af anti-kapitalistisk aktiviteter, som falder i fælden ved at opholde sig inden for de herskende ideologiske liberale pejlinger i betydning af liberalisme og individualitet som grundlag for bevægelserne. Naturligvis er disse segmenter opstået i de mest udviklede liberale dele af verden nemlig i USA og i Vesteuropa. Lad os tage nogle eksempler. Massebevægelsen ”Occupy Wall Street” såvel som ”Real Democracy Now” er begge blevet inspireret af kapitalismens modsætninger. Men de har været politisk impotente, fordi de mangler klasseindhold.

Det betyder, at såfremt overnævnte bevægelser var rettet mod kapitalismen som system, har de taget fejl af, hvad der er basis i det system. Dvs. at de ikke har forstået betydningen af hvad ejendomsretten til produktionsmidlerne har af betydning. At fejlen er så karakteristisk for den liberale forestilling om samfundet er bevist gennem den store betydning, som disse bevægelser bliver tildelt af liberale ”radikale” som Slavoj Zizek.

Det vil gavne vort formål at inkludere andre personer, som også bekæmper kapitalismen. David Harvey, en kendt professor i økonomi, har gjort et hæderligt arbejde ved at undervise i marxisme ved universiteter i USA. Han har anvendt marxistisk politisk økonomi i forsøget på at forklare den kapitalistiske krise. Selv om det afgjort er noget, som vi må

byde velkommen og opmuntre, må vi samtidig konstatere, at David Harvey reducerer argumenterne til en debat om ”hvilket økonomisk system kapitalistisk eller socialistisk, der er bedst for menneskeheden”, og ofte fulgt op med moralske dyder.

Kommunister prædiker ikke moralske dyder, som Marx og Engels sagde i deres værk ”Den Tyske Ideologi”. Endvidere kan man tydeligt se, at den revolutionære ide er elimineret, når man udelukkende tager Marx politisk økonomi i betragtning. Realiteten er, at kapitalismen og socialismen ikke er abstrakte systemer, som man kan vælge fra hylderne i butikkerne, men historiske bestemte systemer, som står i et dialektisk modsætningsforhold til hinanden. Kapitalismen ophævede feudalismen og socialismen ophæver kapitalismen og det kan ikke gøres på anden måde end med en kæde af skærpet klassekamp og revolutioner.

En anden velkendt person i kampen mod kapitalismen og imperialismen er Noam Chomsky. Han definerer sig selv som anarkist. Hans definition retfærdiggør hans manglende evne til at forstå principperne for materialistisk filosofi, nemlig at økonomien er basis for samfundet som helhed.

Det fører ham til, at imperialisme kun drejer sig om USA, NATO og Vesteuropa, eftersom den økonomiske kapitalistiske basis for imperialismen ikke eksisterer for ham. På den måde er imperialistiske politik udført af lande som Kina, Japan, Brasilien, Indien osv. – om ikke så højt grad militariseret som vestlige stater, men fortsat imperialistiske – elimineret.

Det andet aspekt ved Noam Chomsky passer bedre ind i vor analyse. Det er hans

4

forestilling om, at der ikke var socialisme i Sovjetunionen og at arbejderne var slaver, der var i statens vold. For ham er et reelt socialistiske samfund et samfund, hvor arbejderklassen har kontrol over produktionsmidlerne, og ifølge anarkisten Chomsky var Sovjetunionen det modsatte.

Denne fejl angående ”kontrollen over produktionsmidlerne” skyldes en dybtliggende misforståelse af de økonomiske love. Vi oplever det samme om det kommer fra anarkister, socialdemokrater, liberale og ”demokrater”, deres formål er altid at bagvaske den socialistiske konstruktion i det daværende Sovjetunionen.

En af de mest prominente advokater for liberalismen er den slovenske filosof Zizek. Han fører sig ofte frem som advokat for den kommunistiske ide. Dette hykleri bliver afdækket i denne tekst.

I ”Filosofiens elendighed” bemærker Marx, at hvert princip eller hver værdi har sit eget århundrede for sin historiske eksistens. Autoritet eller tillid var dominerede i det 11. – 12. århundrede, mens individualisme er en af hovedpælene i liberalismen, som dukkede op i det 18. århundrede og har bestået frem til vore dage.

Svaret på spørgsmålet om, hvad der er årsagen til en sådan udvikling, og hvad der er grundlaget for tankerne, bevidstheden og forståelsen af verden i de forskellige samfund, er genspejlet i følgende citat fra Marx og Engels værk ”Den Tyske ideologi”, som er en kritik af tysk ideologi på deres tid.

”Vi begynder med det virkelige og aktive menneske, på basis af dets reelle livsproces viser vi udviklingen af ideologiske reflekser og ekko af denne livsproces. Fantasibilleder

formet i menneskenes hjerne, er også, nødvendigvis, sublimat (overgangsformer) af menneskets materielle livprocesser, som erfaringsmæssigt er efterprøvebar og bundet til materielle præmisser”.

”Moralske forhold såsom religion, metafysik og den liberalistiske ideologi og deres korresponderende former for bevidsthed indebærer derfor ikke et skind af uafhængighed. De har ingen udvikling, men mennesket, som udvikler dets materiale produktion og dets materiale samvær, ændrer løbende med deres reelle eksistens og dermed dets tanker. Livet er ikke bestemt af bevidstheden, men bevidstheden af livet”.

Derfor er mennesket en del af naturen, og for at overleve og eksistere har mennesket ubevidst samkvem med naturen. Fra den tager mennesket de nødvendige objekter for sin eksistens og gør det sammen med andre medlemmer af samfundet. Af den grund bliver mennesket et social væsen. Alle medlemmerne af samfundet deltager på den ene eller anden måde i denne proces.

Totaliteten af dette samkvem er produktionsmåden – det økonomiske system som konstant udvikler sig i forhold til produktivitetskræfterne i den materielle produktion. Samtidig med udviklingen af det økonomiske system/produktionsmåde i samfundet ændres bevidstheden hos samfundets medlemmer løbende.

I sit arbejde om politisk økonomi ”Bidrag til kritikken af den politiske økonomi” siger Marx: ”Det var ikke før det 18. århundrede, at det borgerlige samfund med dets forskellige former for social struktur konfronterer individet som ene og alene et middel for sine private gøremål, som en udvendig ydre nødvendighed”.

5

Grundlaget for hele liberalismens ideologi er den kapitalistiske materiale produktionsmåde baseret på den private ejendomsret og lønarbejde, som fuldførte sin tilblivelse i det vestlige Europa i det 17.-18. århundrede og som i dag er spredt globalt. Der efter har liberalismen været en hyldest til individualismen.

MenneskerettighederDet økonomiske system, produktionsmåden, bestemmer fordelingen af materielle produkter mellem samfundets medlemmer. Når Karl Marx i ”Kritik af den politiske økonomi” skriver, at det er et sjældent undtagelsestilfælde og set i en større sammenhæng en absurditet, når et enkeltindivid producerer noget uden for et samfunds rammer (som f.eks. hvis et civiliseret menneske ved et tilfælde er kastet ud i vildnisset), bevises hans ord hver dag af virkeligheden.

De enkeltstående tilfælde, hvor et individ alene eller sammen med sin familie vælger den vilde natur i stedet for det civiliserede moderne samfund for at tilfredsstille sine fysiske behov, er undtagelser, der bekræfter reglen. Det økonomiske system – produktionsmåden med dens ejendomsforhold – bestemmer distributionen af rigdom i et samfund.

I et kapitalistisk samfund er produktionsmidlerne i hænderne på en ikke-arbejdende gruppe af mennesker i kraft af de private ejendomsforhold, mens evnen til at arbejde – arbejdskraften – er den eneste ejendom, som det ejendomsløse flertal har. Dersom produktionens elementer er fordelt på denne måde, vil også de produkter, der produceres i samfundet, være fordelt på tilsvarende måde. Det forklarer, hvorfor store

folkemasser globalt set ikke har adgang til de nødvendige mængder af mad, tøj, drikkevand og midler til opvarmning – kort sagt er uden adgang til det, et menneske behøver for opretholdelse af livet. Men det er ikke en krænkelse af ”menneskerettighederne”.

FN’s resolution om drikkevandDen 28. juli 2012 blev der i FN vedtaget en resolution om, at også adgangen til drikkevand og sanitære installationer skulle betragtes som tilhørende de grundlæggende ”menneskerettigheder”. Denne opfattelse var så ny, at hele 41 stater i stedet for at stemme for resolutionen undlod at stemme, og den har stadig ingen praktisk betydning i virkelighedens verden. Begge dele viser tydeligt ”menneskerettighedernes” klassebaserede oprindelse: den nuværende liberale epoke har udviklet sig af de konkrete ejendomsforhold i den kapitalistiske økonomi. For at berøve et menneske midlerne til livets opretholdelse er det ikke nødvendigt at ty til voldsanvendelse. Det er tilstrækkeligt, at kilderne til de produkter, mennesket behøver for at overleve, og midlerne til at tilegne sig dem overlades i private hænder, og at dette lovfæstes gennem den private ejendomsret.

Når et individ er nægtet direkte adgang til drikkevandskilder, fordi disse tilhører et selskab i den private eller statslige sektor, er individet nødt til at agere inden for varecirkulationen, dvs. på markedet, for at skaffe sig dette nødvendige produkt.

Når man kun ejer evnen til at arbejde, og ingen vil købe ens vare – arbejdskraften – så er man berøvet sin lovlige ret til de varer, i dette tilfælde drikkevand, som er nødvendige for at opretholde livet. Men det er ”menneskerettighederne” ikke i stand til at

6

rumme – det vigtigste for dem er at sikre, at individets politiske rettigheder og frihed til at tale og tænke er beskyttet, at han ikke bliver diskrimineret osv.

Liberalismens doktrin ser strengt på subjektiv vold i alle dens former. Den er imidlertid komplet blind for den kendsgerning, at mennesket selvsagt er afhængig af at kunne tilfredsstille sine materielle biologiske behov. Det liberale koncept om ”menneskerettigheder” er ikke af nogen værdi, da det tager udgangspunkt i det abstrakte isolerede individ.

Eftersom konceptet ”menneskerettigheder” side om side med liberalismen er et produkt af en epoke, hvor den private ejendomsret er hellig, bør man ikke blive overrasket over det faktum, at fattigdom, underernæring og arbejdsløshed ikke er en krænkelse af disse ”rettigheder”.

Definerbare begreberVold af enhver slags er uforenelig med liberalismen, men samtidig er liberalismen uforenelig med en universel tilvejebringelse af de vilkår, der nødvendige for menneskenes eksistens. Det er nemlig i modstrid med den økonomiske basis for liberalismens ideologi og de ejendomsforhold, der udspringer af denne basis. Tilsvarende konklusioner når man til ved et andet aspekt af kategorien ”menneskerettigheder”: forbuddet mod slaveri.

I artikel 4 i den universelle erklæring om menneskerettigheder kan vi læse: ”Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt”.

Det er ærgerligt, at der mangler en konkret definition på, hvad der her betragtes som slaveri; nu bliver denne højsindede erklæring bare til en abstrakt frase om slaveri og slavehandel ”under alle former”.

Det kan tænkes, at denne del af erklæringen sigter på den bedst kendte form for slaveri, nemlig når en person eller gruppe af individer bortføres med magt og tvinges til at arbejde. Imidlertid lader ordene ”under alle former” os forstå, at forbuddet ikke kun begrænser sig til den historisk mest almindelige form for slaveri. Sandsynligvis omfatter det også de tilfælde i f.eks. De Forenede Arabiske Emirater (FAE), hvor en person – ofte en illegal immigrant – i sin desperate søgen efter et udkomme af egen fri vilje sælger sig selv til arbejde i en slavelejr.

Men det er ikke ensbetydende med, at liberalismen målbevidst vil bekæmpe det slaveri, der skyldes de potentielle slavers selvopholdelsesdrift. Så måtte liberalismen jo bekæmpe sig selv!

I de civiliserede kapitalistiske lande har de frie arbejdere samme frihed til at vælge at arbejde eller lade være som de illegale immigranter i FAE. Selv om de frie arbejdere i virkeligheden er lønslaver, arbejder de juridisk set af egen fri vilje og kan tjene måske 1.000 euro om måneden; i kulminer i de mindre udviklede dele af verden får minearbejderne, som også er frie arbejdere, måske 2 dollars om dagen under arbejdsforhold, der ikke er bedre end dem, kontraktslaverne i arbejdslejrene arbejder under. I begge tilfælde har arbejderne den samme retslige status, og derfor har menneskerettighedsaktivister ingenting at komme efter her.

7

Sammenlignet med det arbejde, slaven udfører, har den frie arbejder større produktivitet, fordi arbejdsprocessen er optimeret. Slaven arbejder kun styret af frygt, og det er ikke hans eksistens i sig selv, der står på spil, eftersom den er garanteret, selv om den ikke tilhører ham selv. Den frie arbejder er derimod drevet af sine behov.

Bevidstheden om at være sin egen herre og den følelse af ansvarlighed, der er forbundet hermed, gør ham til en bedre arbejder. Enhver, som sælger varer, er jo ansvarlig for, at de leverede varer er af en vis kvalitet, for ellers risikerer han at blive udkonkurreret af andre sælgere af samme vare, nemlig arbejdskraft.

Liberalisme er en doktrin i det kapitalistiske økonomiske system – den kapitalistiske produktionsmåde – som er baseret på privat ejendom og frit lønarbejde. Forestillingen om det naturlige menneskes frihed er blot en illusion i liberalismen og skjuler virkeligheden. Mennesket er et biologisk væsen, en del af naturen, og dets eksistens er direkte afhængig af dets dygtighed til at tilfredsstille sine biologiske behov med produkter, som det på en eller anden måde har tilegnet sig fra naturen.

I en kapitalistisk økonomi er alle naturressourcer, produktionsmidlerne til at udnytte disse ressourcer, transport- og kommunikationssystemerne og alle andre bestanddele af den økonomiske totalitet på private eller statslige hænder.

Arbejderklassen er tvunget til at søge efter potentielle købere af deres vare, nemlig arbejdskraften, og til at arbejde og skabe produkter for kapitalistklassen og købe de selvsamme produkter, de med egne hænder

skaber, af de samme mennesker, som de arbejder for. Et lukket byttekredsløb, som kun har ét motiv: forøgelse af kapitalen.

KlassekampHer kommer vi til det grundlæggende aspekt ved hele menneskehedens historie: klassekampen, som liberalismen ikke kan fatte, fordi liberalismen stammer fra det økonomiske system, hvor klassemodsætningen er på sit højest udviklede stade.

Spørgsmålet for analysen drejer sig om de forskellige økonomiske interesser for grupper af mennesker inden for samfundet, dvs. for klasserne. Samtidig med udviklingen af produktivkræfterne i samfundet udvikles i historiens løb særlige produktionsmåder med tilsvarende ejendomsforhold, og disse bestemmer inddelingen af samfund i klasser, i uforligelige økonomiske kategorier.

Det er ikke en abstrakt kamp mellem gode og onde, mellem skattebetalere og korrupte regeringer eller mellem 99 % af befolkningen og grådige bankfolk og kapitalejere. Inden for hvert kapitalistisk samfund eksisterer der meget konkrete og virkelig uforligelige interesser. Lenin skriver i sit værk ”Marxismen tre kilder og bestanddele”: "Upartisk" samfundsvidenskab kan der ikke findes i et samfund, der er bygget op på klassekamp. Måden kan være forskellig, men hele den statsautoriserede og liberale videnskab forsvarer lønslaveriet, mens marxismen har erklæret dette slaveri uforsonlig krig. At vente upartisk videnskab i et samfund med lønslaveri ville være en lige så tåbelig naivitet som at vente upartiskhed hos fabrikanterne i spørgsmålet om, hvorvidt man skal forhøje arbejdernes løn ved at formindske kapitalens profit”.

8

Dette klasseaspekt ved samfundet er blevet påpeget af den materialistiske historieopfattelse, men liberalismen vil ikke vedkende sig det. I stedet har liberalismen – som følge af bestemte historiske erfaringer, især den socialistiske konstruktion i Sovjetunionen – haft held til udpege sin nyeste fjende: totalitarismen. Den er et begreb opstået i den liberale epoke, og det var netop kun i denne epoke, fremkomsten af begrebet ”totalitarisme” var mulig. Af den grund er det nødvendigt at undersøge det nærmere.

Det er ikke vanskeligt at forstå, hvorfor liberale er så fjendtligt indstillet til ”totalitarisme” – for dem er der intet, der har større værdi end individet og dets frihed i den abstrakte liberale betydning.

Imidlertid er såvel individualiteten som liberalismens doktrin opstået af de kapitalistiske produktionsforhold. Derfor er individualitet og liberale frihedsrettigheder slet og ret illusioner i tankegangen hos samfundets medlemmer i den kapitalistiske epoke. Her spiller et andet vigtigt moment ind, nemlig marxismens materialistiske historieforståelse.

”Den herskende klasses tanker er i hver epoke de herskende tanker, dvs. den klasse, som er den herskende materielle magt i samfundet, er tillige dets herskende åndelige magt. Den klasse, som råder over midlerne til materiel produktion, disponerer tillige over midlerne til åndelig produktion [...] De herskende tanker er ikke andet end det ideelle udtryk for de herskende materielle relationer; de herskende materielle relationer, opfattet i form af tanker; dvs. de relationer, der netop gør den ene klasse til

den herskende, dvs. dens herredømmes tanker”.

Det skrev Marx og Engels i deres kritiske ”Den tyske ideologi” og påviste sammenhængen mellem det økonomiske system i enhver epoke og de ideer, som er fremherskende i disse epoker. Hvorfor var det f.eks. sådan, at i den tid, hvor aristokratiet herskede, blomstrede idéer om ære og loyalitet, mens det i borgerskabets tid som herskende klasse var frihed og lighed, der blev den dominerende ideologi?

Det har altid været i borgerskabet interesse, og særlig da det indtog sin plads som herskende klasse, at indskrænke arbejdernes rettigheder så meget som muligt. De forskellige ”demokratiske” rettigheder og friheder, som eksisterer i de udviklede vestlige stater, er et resultat af disse sociale lags egne kampe og af den omstændighed, at de økonomiske forudsætninger for en sådan udvikling var opfyldt.

Derfor er kampen for borgerlige frihedsrettigheder i bestemte historiske øjeblikke også en del af proletariatets kamp for sine egne interesser. Men når den revolutionære situation opstår og arbejder-klassen overtager den politiske magt, består proletariatets kamp også i at nægte modstanderen, kapitalistklassen, disse rettigheder.

Filosoffen Slavoj ZizekSlavoj Zizek er en af de mest fremtrædende vestlige filosoffer i vores tid. Han er en typisk repræsentant for liberalismen, og for ham er de højeste værdier den enkeltes individualitet og abstrakte frihed.

9

Selv om han ikke vover at give en konkret videnskabelig definition på begrebet ”stalinisme”, er både den og ”totalitarismen” for ham de største katastrofer i det 20. århundrede, om ikke i hele menneskehedens historie.

Han angriber i radikale vendinger den globale kapitalisme og identificerer mange trusler i den, som også er trusler mod liberalismen. Zizek retter også sin kritik mod ”det liberale demokrati” som politisk form. Nøglen til at forstå hans standpunkter er hans manglende evne til at begribe principperne for materialistisk begrebsforståelse.

Filosoffer har en tendens til at opfatte idéer og det menneskelige intellekt som abstrakte subjekter, der eksisterer adskilt fra og uafhængigt af en materiel basis. Det ville være en kæmpeopgave at bevise over for de mest selvkritiske filosoffer, at den materielle verden skaber idéer, og at det ikke er sådan, at idéerne fødes uafhængigt på et særligt sted og former verden omkring os.

Denne hjørnesten i den materialistiske filosofi i modsætning til det idealistiske verdenssyn er allerede blevet gennemgået i den første del af dette arbejde. For at vende tilbage til Zizek er et af de argumenter, han understreger kraftigst, at liberalismen ikke er i stand til at beskytte sig selv og sine værdier, og at den for at overleve har brug for en hjælpende hånd fra ”det broderlige radikale venstre”. I sådanne øjeblikke foregiver Slavoj Zizek at repræsentere den kommunistiske idé eller rettere kommunismen i den form, som han tænker sig den.

At denne filosof har en ret enestående opfattelse af kommunisme, finder vi bevis på i hans forsøg på at opfinde og udvikle en ny

betydning af kategorien ”proletariat”: ”Det, der forener os, er, at i modsætning til det klassiske billede af proletariatet, som ”ikke har andet end sine lænker at tabe”, er vi i fare for at miste alt: Truslen er, at vi bliver reduceret til abstrakte subjekter blottet for alt virkeligt indhold, berøvet vor symbolske substans – at vi med en voldsomt manipuleret genetisk basis blot kommer til at vegetere i et livsfjendtligt miljø”.

Når en økonomisk kategori – proletariatet – er ribbet for sin økonomiske basis, bliver den genstand for sådanne manipulationer og tolkninger, at selv Slavoj Zizek kan identificere sig selv som tilhørende ”proletariatet”. Det er et perfekt eksempel på, hvordan liberalismen benægter klassekampen ved at fjerne dens kerne – dens økonomiske grundlag.

Ordene om proletariatets lænker i det Kommunistiske Manifest henviser til lønarbejdernes økonomiske slaveri, deres underordning under kapitalistklassen.

Slavoj Zizek benægter de forskellige samfundsklassers uforligelige rent økonomiske interesser, som er baseret på ejendomsforholdene i økonomien, og på den måde forbliver han loyal mod sig selv og liberalismen. Som tidligere påpeget opstod denne doktrin med udgangspunkt i borgerskabets privatejendomsforhold. Et andet aspekt, som er værd at nævne, er beskyttelsen af miljøet mod klimaforandringer, forurening osv., som Zizek anser for nogle af de største farer og udfordringer, menneskeheden står over for. Han kalder den grønne politik, som er rettet mod beskyttelsen af vor planet, for vor tids mest banebrydende progressive kamp. Denne filosof bliver altså kommunist, når spørgsmålet gælder beskyttelse af miljøet,

10

fordi det tilhører hele menneskeheden. Men han bliver øjeblikkelig liberal igen, når spørgsmålet om ejendomsforholdene i økonomien bliver rejst. For at forklare alle de grønne bevægelser og oprindelsen til idéen om ren økonomi, behøver vi blot citere Karl Marx: ”Menneskeheden stiller sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når man ser nøjere til, vil man altid finde, at opgaven selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller i det mindste er i færd med at skabes”.

Slavoj Zizek er en af de store moderne filosoffer. Stor, fordi han er perfekt egnet til at illustrere liberalismens centrale mangler i den tapre ”kamp”, dens tilhængere fører mod kapitalismen, og moderne, fordi alle hans tanker og idéer svarer perfekt til det økonomiske system, udviklingen af dets produktivkræfter og de modsætninger, som fremkaldes af den moderne globale kapitalistiske økonomi.

Slavoj Zizek er filosof – men liberal filosof, og derfor har han intet at skaffe med kampen mod kapitalistklassen.

Ønsket om at beskytte de herskende idéer og værdier (såvel som de retslige aspekter eller politiske formationer inden for samfundet), som ikke er andet end de værdier, hvormed den herskende klasse opretholder sin dominans, og samtidig at ændre samfundets grundlæggende økonomiske system, er en hån mod menneskehedens historie. Liberalisme har intet at gøre med kampen mod kapitalismen, eftersom denne kamp er en klassekamp: den er arbejderklassens kamp mod kapitalistklassen, en klasse af ejere af privat ejendom, den klasse, som netop er herskerklassen i vores epoke. Og liberalisme er denne klasses ideologi. Ingen har ret til at

erklære sig selv som forkæmper for arbejderklassen interesser eller til at hævde, han kæmper mod kapitalismen, hvis han ikke samtidig fører en hård kamp mod liberalismen.

Det betyder selvsagt ikke, at den ene eller anden form for kamp mod den liberale ideologi vil føre til revolution eller afskaffelse af kapitalismen; men erkendelsen af disse ting vil modvirke det zizekianske hykleri om, at liberalismen er en radikal modstander af de bestående forhold, mens den på samme tid udråber ”totalitarismen” til fjende. Det påstår den udelukkende for at bevare kapitalistklassens idéer og værdier.

MedierneI kapitalistiske lande på et vist udviklingstrin er der sædvanligvis et antal forskellige nyhedsmedier – fra aviser til radiostationer og fra forskellige Tv-kanaler til netsteder. Det kaldes pressefrihed, og den er ofte et af de centrale argumenter, når der drages sammenligninger mellem ”demokratiske” stater og ”totalitære”.

Men hvad skjuler der sig under idealet? Hvad er i virkeligheden pressefrihed, og hvordan fungerer den i såkaldt ”demokratiske” stater? Vi har allerede set, at i samfund, der bygger på antagonistiske (uforligelige) økonomiske relationer mellem de to forskellige samfundsøkonomiske klasser, er upartiskhed ikke mulig.

Som eksempel kan vi tage et hvilket som helst globalt nyhedsnetværk (BBC, CNN) eller lokalt kommercielt eller statsligt radio og tv-selskab i et ”demokratisk” land. Trods det faktum, at alle typer af propaganda uafbrudt bliver udbredt til masserne via disse informationskilder, selv i tilfælde, hvor redelig

11

information er til rådighed, repræsenterer medierne udelukkende den kapitalistiske klasses interesser, aldrig det arbejdende folks sande interesser.

Det bestående økonomiske system bliver aldrig for alvor anfægtet. Den private ejendomsret og vilkårene for lønarbejde fremstilles som de helt naturlige, evige og mest fuldkomne produktionsforhold. Og det er logisk nok, for borgerskabets verden er ”den bedste alle af alle verdener” – for borgerskabet.

”Pressefriheden” er i virkeligheden kort og godt kapitalistklassens frihed til at manipulere information – dens redskab til at fremstille sine egne interesser som almene interesser for alle samfundets medlemmer. I et borgerligt samfund er det netop kapitalistklassen, der har kontrollen med pengene og har magten i sine hænder, og som følge heraf er alle medier underlagt det formål at beskytte denne klasses interesser. Upartiskhed og informationsfrihed er slet og illusioner opretholdt af liberalismen, som ikke kan begribe de uforligelige klasseøkonomiske interesser, der findes inden for samfundet. Hvis der i en kapitalistisk ”demokratisk” stat er et vist antal dominerende informationskilder, som udelukkende forsvarer kapitalistklassens interesser, og hvis de ”objektive” forhold også bestemmer, at de kilder, som repræsenterer arbejdernes sande interesser, bliver marginaliseret (hvis de overhovedet er tilladt), vil det være naturligt for arbejderklassen efter en magtovertagelse at forbyde alle kapitalistklassens informationskilder og al dens propaganda. Arbejderklassen har ingen interesse i at imitere borgerligt demokrati. I modsætning til de liberale forstår arbejderklassen, at intet demokrati er muligt i et samfund, der er

opdelt i klasser, og dens mål er at afskaffe dette samfund. Som Karl Marx skriver i sit værk ”Filosofiens elendighed”: ”Betingelsen for den arbejdende klasses befrielse er afskaffelsen af alle klasser”.

Kommunistisk Parti i Danmark

Skolingsudvalget

12

2 forskellige definitioner:

Det Lille Røde Leksikon.

Bente Hansen/Jesper Jensen

LiberalismeBetyder i grunden tilhænger af frihed – man taler om, at folk kan være liberale i forskellige spørgsmål (om sex, moral, abort-lovgivning o.a.).

Den historiske liberalisme hører til den tid da kapitalismen udvikledes. Det var den politiske tænkning, der fulgte med udviklingen af frihandel og fri konkurrence i 1700 – og i 1800 tallet. Adam Smith var grundlægger af den økonomiske liberalismes filosofi. Den var udtryk for, at produktion og handel havde behov for at udvikles uden statsindgreb, som man kendte fra merkantilismens dage. Det var altså en filosofi, der som alle filosofier havde bund i de materielle samfundsforhold.

Den fik sin største blomstring omkring den industrielle revolution i midten af 1800 tallet. Selv om udviklingen for længst har passeret den fri konkurrence og fri handel så overlever den liberalistiske tankegang, retten til at udvikle sig frit og uhindret – også selv om det er på bekostning af andre. Enhver må klare sig som hun eller han bedst kan, man skal være sin ”egen lykkesmed”, for mennesker der er opdraget med denne tankegang er det svært at tilegne sig en socialistisk moral og tænkning. Det er derfor en vigtig opgave for socialister både før og under revolutionen at prøve at udrydde resterne af liberalismen. Det har Mao Tse-tung beskæftiget sig med i sine skrifter, og det var en del af ideen bag den kinesiske revolution.

IdeologiIdeer og fremstillinger, som udspringer af menneskenes placering i samfundet. Man taler om højreorienteret ideologi, venstreorienteret ideologi, liberalistisk ideologi, nazistisk ideologi o.a. Ideologien er en del af overbygningen. Den herskende ideologi i samfundet vil søge at forsvare og udbrede sin egen ideologi, og bekæmpe de andres. Især er skolen og massemedierne steder, hvor den herskende ideologi kommer til udtryk og påvirker mennesker. Denne ideologi stemmer ofte ikke, med de faktiske forhold i samfundet. På grund af en sådan ideologi eller falsk bevidsthed stemmer eksempel, mange lavtlønnede arbejdere på konservative politikere, som direkte modarbejder deres interesser. Mange har lært, at kapitalismen er nødvendig eller ligefrem gavnlig for alle samfundets medlemmer. Det er kun gennem undersøgelse og kritik af de økonomiske og ideologiske forhold man kan skaffe sig selv og andre af med sådanne falske forestillinger om samfundet – og komme frem til en

13

bevidsthed, der passer med de faktiske forhold, en klassebevidsthed.

Lille Politisk Ordbog

DKP Aarhus – 1981.

LiberalismeOpstod i kampen mod feudalismen og var oprindelig baseret på ideerne om naturretten og samfundspagten. Liberalismen var en borgerlig bevægelse, der havde som funktion af befri bønderne fra stavbinding og hoveri, således at der kunne dannes en fri og bevægelig gruppe mennesker til at deltage i den tidlige kapitalistiske produktion. Ideologisk er liberalismen i den nutidige kapitalisme forbundet med ideerne om det ”fri markedssamfund” og det ”frie pluralistiske demokrati/borgerligt demokrati”.

IdeologiSystem af samfundsmæssige (politiske, økonomiske, filosofiske, kulturelle, religiøse m.v.) ideer, der bringer materiale bestemte interesser til udtryk. Ideologi er rettet mod at påvirke menneskenes tanker og handlen og finder sit udtryk i værdinormer. Ideologi har en klassekarakter og er væsentligst bestemt af den respektive klasses stilling i det konkrete historiske samfund, primært i

forholdet til ejendomsretten til produktionsmidlerne.

Den herskende klasse vil altid forsøge at fremstille dens ideologi som udtryk for hele samfundets interesser. Ideologi er falsk bevidsthed, sagde Marx, med det menes der ikke-videnskabelige ideologier. Arbejderklassens ideologi blev grundlagt af Marx, Engels og Lenin er til forskel fra andre ideologier videnskabelig funderet, samtidig tager den åbent parti, og giver vejledning til handling. I ideologien udtrykkes klassens historiske opgave: at afskaffe kapitalismen og opbygge det klasseløse samfund. KOMMUNISMEN. Det Kommunistiske Parti tilfører klassen det videnskabelige grundlag, og gør dermed klassen i stand til at løse sin opgave.

Under opbygningen af det socialistiske samfund, og under den udviklede socialisme er det afgørende at den socialistiske ideologi bliver hele folkets ideologi og at borgerlige ideologiske forestillinger gradvis afskaffes helt. Denne opgave skal løses af Det Kommunistiske Partis ideologiske arbejde, som får stadig større betydning. Den socialistiske ideologi er ikke statisk, men beriges stadig gennem almengørelse af indvundne erfaringer.