KOMMUNISTISKPOLITIK

Saddam Hussein myrdet af USA s. 2 2007: Året hvor Fogh skal væk s. 3 Rædsel i andedammen s. 4 Ungdomshuset: “Godaften røvhuller!” s. 7

Revolutionær ungdom rykker s. 9 OK 2007 s. 10 På folkesundhedens alter s. 11 Ulla Røder: Hvad ønsker jeg mig i 2007? s. 12 Dagbog fra Bagdad s. 14

“Det røde kapel” s. 17 Hilsener til APKs 3. kongres s. 18 DERFOR ... gik det galt i 1989 s. 20 Debat s. 22 Snigløbet inden starten s. 24

Nr. 111. årg.

20079. januar -18. januarStøttepris 15 kr.

TEMA: DAGBOG FRA BAGDAD

Fra international demo 1./8 2006

2007: UNGDOMMEN OG FOLKENEGÅR TIL MODSTAND

Iraks præsident Saddam Hussein blev myrdet af USA ogdens marionetregering kort før daggry den 30. december2006. Som amerikansk krigsfange blev han udleveret tilhængning på amerikansk ordre.

Ifølge propagandaen var Saddam en af historiens store mas-semordere. Dette er ikke på nogen måde blevet bevist veden uafhængig domstol. Den såkaldte retssag mod Saddam vilgå over i historien som en af de skændigste skueprocessernogensinde. Den blev gennemført ved en særdomstol opret-tet af USA, fem af hans forsvarere blevmyrdet, og chefdommeren blev udskiftetpå amerikansk ordre midt under det hele.Farcen blevet kritiseret af internationalejurister, menneskeretsorganisationer og til-med FN for at være en parodi og i sig selvi strid med international lov.

Men ikke engang denne ‘retssag’ var istand til overbevisende at dokumen-tere Saddam Husseins ansvar for godt hun-drede kurdiske landsbyboeres død efter etmislykket mordforsøg på Saddam ogandre højtstående medlemmer af den ira-kiske regering i 1982 under krigen mellem Irak og Iran.Omkring 148 blev arresteret, bragt for retten og dømt fordette komplot. De dømte blev henrettet tre år efter det mis-lykkede mordforsøg.

Det var denne sag, Saddam Hussein blev ‘dømt’ og hængtfor. En række andre sager mod Saddam for andre påståedeforbrydelser blev aldrig gennemført. Der er ikke fremlagtskyggen af bevis for Saddams ansvar for massemord på detirakiske folk.

Også hans halvbroder Barzan al-Tikriti og den tidligerechefdommer for revolutionsdomstolen Awad Hamed al-Ban-dar vil blive henrettet.

Den tidligere amerikanske justitsminister Ramsey Clark,en af de internationale jurister på Saddams sagførerhold, somikke fik lov til at fremlægge deres forsvar, betegner henret-telsen som ‘sejrherre-uretfærdighed’.

På trods af mange internationale protester om ikke at gen-nemføre henrettelsen har USA og dens marionetregeringhaft travlt med at få den eksekveret. Hensigten er at svækkemodstanden mod USA’s og den imperialistiske koalitionsillegale besættelse af Irak, som er blevet stadig stærkere, atopsplitte Irak efter nationale og etniske skillelinjer og skabeen langvarig borgerkrigs-situation i landet.

Under sit fangenskab optrådte Saddam Hussein som præ-sident, som irakisk og arabisk nationalist og modstandsleder.På trods af amerikanske tilbud om, at han kunne redde sit liv

ved at appellere til den irakiske modstandom at nedlægge våbnene mod besættelses-magten, opfordrede han tværtimod gentag-ne gange under retssagen og i erklæringerfra det amerikanske militærfængsel mod-standen til at fortsætte, indtil besættelses-magterne er fordrevet og Irak befriet.

Saddam Hussein døde for sin modstandmod amerikansk imperialisme og som enirakisk og arabisk martyr.

Mordet på Saddam vil imidlertid ikkesvække modstanden mod den impe-rialistiske og kolonialistiske besættelse og

mod dens marionetter. I en advarsel fra Baath-partiet modgennemførelsen af henrettelserne hedder det, at de ‘ikke vilsvække den væbnede revolution, men blot opflamme denmere endnu og udvide dens omfang, øge antallet af mod-standskæmpere og placere ansvaret for endnu flere ameri-kanske soldaters død på den amerikanske regerings skuldre’.

Den første Irak-krig og blokaden mod Irak frem til inva-sionen i marts 2003 har kostet mere end halvanden millionirakere livet. Efter starten på den nuværende krig og besæt-telse skønnes hen ved 700.000 irakere at være dræbt. Masse-mordet på irakere er gennemført af USA, Storbritannien ogderes allierede.

Bush, Blair, Fogh og de øvrige ansvarlige for forbrydelsermod menneskeheden er endnu ikke bragt for retten.

Arbejderpartiet Kommunisterne30.12.2006

Side 2

KOMMUNISTISKPOLITIK

KOMMUNISTISK POLITIK

- Hver 14. dag -

Arbejdere i alle lande, forén jer!

Centralorgan for

Kommunistisk Politikc/o Oktober ForlagEgilsgade 24, kld.

2300 København S.Tlf. 35 43 49 50.

Arbejderpartiet KommunisterneSkibhusvej 1005000 Odense CTlf: 66 14 89 83

e-mail: apk@apk2000.dk

Redaktion og abonnementOnsdag og torsdag

15.30 - 17.30Ansvarshavende redaktør:

Klaus Riis

KP’s hjemmeside/Netavisen:

www.kpnet.dkAPK’s hjemmeside:

www.apk2000.dkISSN: 1398-3741

AbonnementspriserHalvår (13 nr.) 280 kr.

År (26 nr.) 480 kr. Institutioner

½ år 360 kr. - 1 år 640 kr.Betales til

Foreningen Oktober ForlagGiro 1-663-4271

Deadline næste nr. 12.01.07

Saddam Husseinmyrdet af USA

Side 3

For et år siden hed nytårskommentarenpå denne plads: ”2006: Den nyliberaleoffensiv må stoppes’ (KP25, 2006).Den konkluderede:

”Det er måske ikke gået op for alle,men Fogh og hans regering tonser løsmed en nyliberal offensiv til fordel formonopolerne uden fortilfælde i danskhistorie. Året 2006 – og ikke mindstdet første halvår – bliver kritisk for,om den vil lykkes. Kun en storstiletmassemobilisering vil kunne slå brem-serne i og stoppe Fogh og hans socia-le nedslagtning.

Den brede folkelige modstand fin-des allerede. Spørger man danskerne,ønsker de ikke de nyliberale reformertrukket ned over hovedet. (…) Menhvis ikke protesten samles og kunberører delområder og ikke hele dennyliberale offensiv, og lykkes det ikkeat inddrage arbejderklassen som hel-hed og langt bredere lag i en synlig ogmassiv protest, vil Fogh triumfereigen.”

2006 blev da også et år med massemo-biliseringer af et omfang, der ikke harværet set i årtier. Først på året udløsteMuhammed-provokationen ikke bareen voldsom polarisering afbefolkningen. Mange følte nødvendig-heden af at engagere sig – og da destore protester mod ’velfærdsrefor-men’ løb af stabelen den 17. maj medungdommen forrest på barrikaderneoplevede Danmark massedemonstra-tioner af et omfang, som ikke harværet set i årtier.

Protesterne fortsatte i forbindelsemed kommunalbudgetter og struktur-reform og op til folketingets åbning.Man så tilmed et syn, der har været iendnu flere årtier tilbage – nemlig enhel by, som rejser sig til kamp – somdet skete med Århus, hvor forældre,pædagoger og ansvarlige borgere iugevis prøvede at få taget nedskæring-erne af bordet.

Men kom de bagvendte reformer afbordet? Blev det nyliberale felttog dastoppet? Det kan man ikke sige. HelleThorning-Schmidts socialdemokrater

skyndte sig på banen for at reddeFoghs EU-dikterede pensionsforring-elser og andre møjtiltag. Siden er hunikke blevet træt af at gentage, at Fogher elendig til velfærd (hvad han er),mens socialdemokraterne er det mod-satte. Det sidste mangler at blivebevist. Det hele er løfter og varm luft

og nyliberal praksis.De store folkelige protester – og ikkesocialdemokraterne – satte en nydagsorden, som det hedder i parlamen-tarikersprog. Angiveligt en ’velfærds-dagsorden’, som Thorning Schmidtog Co. nu brænder for at føre videre…Men det er en indsnævring af protes-ternes indhold og karakter. Det er ind-lysende at ’velfærd for alle’ er en rødtråd, og at massebevægelsen har væretså kraftig, at det ikke kunne lykkes forde sædvanlige aktive reformister atindsnævre dem til blot at omfatteadskilte del- eller særområder. Angre-bene og de sociale nedskæringer fore-går over en bred front – og der blivereageret over en bred front, netopfordi der er en stadig stærkere forstå-else for, at der ikke er tale om en rækkeenkeltslag, men om et samlet nylibe-ralt felttog, der skal stoppes som hel-hed.

Protestbølgen har svækket Fogh oghans regering betydeligt. Den forsøgerat dukke hovedet og ride storm ogharme af. De hyperfølsomme hyperna-tionale racister i Dansk Folkepartimærkede flammerne og lagde luft tilnoget og kastede røgslør over andet.En enkelt fødevareminister blev ritueltslagtet. Fogh-regeringen søger at over-vinde krisen ved at holde lav profil ogsnakke om noget andet. Den er gen-nemskuet som en bevidst og kynisksocial bedskæringsregering – og den eren upopulær krigsregering.

Hvad er det så, der holder den vedmagten, bortset fra den stædige selv-opholdelsesdrift blandt regeringsparti-erne og deres ene støtteparti? Bortsetfra den socialdemokratiske og radikale’opposition’, som stædigt bliver vedmed at deltage i Fogh-regeringensmere eller mindre kriminelle handling-er uanset harmen på gaderne?

Det er det økonomiske opsving og’friværdirusen’. Især det sidste hargivet Fogh-regeringen en lang snorikke bare i borgerskabet, men også ismåborgerskab og mellemlag og til-med vellønnede arbejdere og laverefunktionærer.

Til gengæld er blokken imod Foghblevet stadig større og stadig fasterebesluttet på at få ham sat på porten ogde småborgerlige mellemlag erbegyndt at tvivle på hans hensigter ogrykke væk fra ham, som forældrepro-testerne i efteråret viste.

Fra unge, der er blevet klapjagtetaf nedskæringer og forfulgt af rege-ringens løgne, til ældre arbejdendemed udsigt til pensionsfjernelse, erenige i een ting: FOGH MÅ GÅ!

Også uden at den økonomiske opturklinger af i 2007 (og den vil som altidklinge af og afløses af ny nedtur) erder gode muligheder for at vælteFogth-regeringen i 2007.

Arbejderpartiet Kommunisterne gikenergisk ind i opbygningen af denbrede protestbevægelse i 2006, somrystede Fogh. Vi vil lige så energiskvære med til at sikre, at han og hanssorte regering ikke holder året ud. -lv

2007: Året hvor Fogh skal væk

KOMMENTAR

Side 4Indland

År 2006 blev afsluttet med en mennes-keofring i Anders Foghs ånd. Den retteånd lader sig nemt genkende derved, atytringer imod den resulterer i en lang-som og pinefuld død i bedste sendetid.Knap var præsident Saddam Husseinblevet barbarisk aflivet, førend Fogh pånationalt tv kunne kundgøre, at det ind-satte regime i Bagdad ordner sikkerhe-den så tilfredsstillende, at der er håbom, at danske tropper sammen med debritiske langsomt vil trække sig ud afSydirak.

Har du ikke endnu forstået, hvadFogh mener med ’hjælp til at indføredemokrati’, så var nytårstalen en friskmulighed.

”I dag står der respekt om Danmark.Fordi vi stod fast, da vore grundlæg-gende værdier kom under pres. Vi stodvagt om ytringsfriheden, som er denmest kostbare frihedsrettighed, vi har.

Retten til frit at offentliggøre sinetanker i tale, i tekst, i tegninger. (…)

Retten til frit at tale de politiskemagthavere, de religiøse autoriteter og

de hævdvundne tankesæt midt imod, deter kernen i folkestyret. (…)

Vi har et ansvar for at forblive tromod os selv og de værdier, der har skabtfrihed, fred og fremgang i vor del af ver-den. Og dermed også støtte de millioneraf mennesker over hele verden, derønsker de samme frihedsrettigheder.

I maj besøgte jeg de danske soldateri Irak. Det er positive og engageredeunge mennesker, som har valgt at gøretjeneste for Danmark under megetsvære forhold. De skiftende hold afdanske soldater har ydet betydeligebidrag til at skabe fremskridt og hjælpeirakerne til et bedre liv.”

Så langt Danmarks statsminister omgrundlovens bestemmelser vedr. fri-hedsrettighederne.

Her fremstilles forbindelsen mellemforsvaret af mediegiganten JyllandsPostens ’ret’ til at sætte lighedstegnmellem islam og terrorisme og så det atmyrde et andet lands lovligt valgte præ-sident. De værdier, der har skabt ”fri-hed, fred og fremgang i vor del af ver-den”, er simpelthen de samme, derudløser krigen mod andre.

Hvis man i stedet for ytringsfrihedindsatte ’ejendomsretten’, så begynderdet at ligne de faktiske forhold. ”Voresdel af verden” er en gængs autokrat-sprogspasme fra den amerikanske præ-sident, når han omtaler vestmagterne,mens det mere kommer til at lyde som”Hør, hvor vi gungrer” i munden påmarkmusen Fogh.

Statsministerens personlige håndte-ring medvirkede til at udløse en inter-national krise, bl.a. med hans arroganteafvisning af ambassadører. Og somThomas Koppel skrev i februar:

”De globale folkelige protester erikke kun mod et par tegninger og sletikke imod vores ytringsfrihed. Deudspringer af en sammensparet harmeog fortvivlelse over voksende forføl-gelse af muslimer i mange lande, hvorDanmark desværre er blevet berygtetsom et foregangsland.”

Foghs tidsalder begyndte tilbage i1982, da Schlüter-regeringen afløsteAnker Jørgensen. Siden er det bare gået

bedre og bedre.”Det går bedre i Danmark end

nogensinde. Aldrig har der været såmange i beskæftigelse som nu. Ogarbejdsløsheden er den laveste i over30 år.

Lige før jul blev Danmark kåret til athave den mest konkurrencedygtige ogdynamiske økonomi i EU. (…) Og vihar en ansvarlig fagbevægelse ogansvarlige arbejdsgivere, som også serpå hele samfundets forhold, når de ind-går aftaler på arbejdsmarkedet.”

Der er bare en uheldig sideeffekt veddenne periodes kroniske offentlige ned-skæringer og kaotiske ture i konjunk-tur-karrusellen: Danskerne er tilsynela-dende holdt op med at få børn, mens deer unge og glade, familiepolitik er enby i Rusland. Hvis økonomien endeligtillader børn, er arbejdspresset så hårdt,at der ikke er liv i de nedre regioner.Kommer ønskebarnet, så er der bøvletmed boligen, lang transport, pasning ogskolegang. For slet ikke at nævne, atgodt en femtedel af befolkningen leveralene. Den danske statsminister harsom sine forgængere gjort denne side-effekt til sin hovedbegrundelse for atskære mere ned:

”Men den største udfordring i dekommende år er, at der manglerarbejdskraft. Først og fremmest fordidet er små årgange, der træder ind påarbejdsmarkedet, og store årgange, dergår på pension. Godt hver fjerde offent-

Rædsel i andedammenAf Franz Krejbjerg

Fotos fra Århusprotester sept. 2006

Side 5Indland

Den officielle ledighed er ifølge Dan-marks statistik rekordlav – 109.400’fuldtidspersoner’ i november, et faldpå knap 4000 på en måned. Det er detlaveste niveau i mere end et kvartårhundrede.

Tallet af folk, som i årets løb er ramtaf arbejdsløshed i kortere eller længeretid, er imidlertid langt højere. Det ennemlig næsten en halv million (ca.491.000), ifølge Danmarks Statistik.Folk fyres stadig, når som helstarbejdskøberne ser en fordel deri. Det

enorme ’behov for arbejdskraft’ erstærkt overdrevet af propagandistiskehensyn.

Det er de færreste, som selv sigerderes job op.

I den nuværende økonomiske cyklustoppede arbejdsløsheden i december2003 med 185.900 fuldtidspersoner.Siden er den altså halveret, knap og nap,med ca. 2200 ’fuldtids’ om måneden.

Men dette er altså de officielle tal.Den reelle, skjulte arbejdsløshed erlangt højere.

Der kan være mange flere højhuse, derrisikerer at vælte i stormvejr, end de tobygninger i Rødovre, som blev evakue-ret nytårsdag. Erhvervs- og Byggesty-relsen frygter at andre højhuse, derogså er bygget i 1950’erne kan lide afde samme skavanker, der har gjortRødovrehusene farlige at bo i. Der erbl.a. det problem, at betonen ikke harden styrke, som den er beregnet til.

Meget af dette betonbyggeri blevopført med en forventet levetid på 50 år.De er nu gået – og mange af husene ernu bo i. Kapitalismen spekulerer i dårli-ge materialer og begrænset holdbarhed.Der er der ingen forskel på brancherne.Skandalerne vil blive ved med at stormefrem – 2006 startede med manglendefødevaresikkerhed og sluttede med athøjhusene er ved at blæse ned Det kan

sikkert forudsiges, at man vil finde udaf, at dårlige veje er skyld i flere trafik-ofre – og så fremdeles.

Samtidig med at Danmark har flerehundredetusinde arbejdsløse sker deren stadig større indvandring.

Danmark har således modtaget20.000 indvandrere uden for Norden.Det er især indvandrere fra de øst eur-opæiske lande der er blevet medlem-mer af EU. Her udgør polakker denstørste gruppe med ca. 7000 polakker.

Det er det største antal, der er kom-met til Danmark for at arbejde nogen-sinde - også større end indvandringenaf tyrkere, jugoslaver og pakistanere islutningen af ‘60erne og begyndelsen

af ‘70erne. 2006 var da også året igennem præ-

get af stadig flere sager hvor udlæn-dinge og polakker misbruges somunderbetalt og løntrykkende arbejds-kraft og brud på overenskomsterne.

Når integrationsminister RikkeHvilshøj glæder sig over arbejdskraften,”der er med til at dæmpe overophed-ningen i dansk økonomi”, afdækker detkapitalens behov for hele tiden at haveen tilstrækkelig stor portion arbejdsløsetil at holde lønningerne nede.

Indvandrer-rekord for Danmark

Højhuse blæser om

En halv million danskerearbejdsløshedsramte hvert år

ligt ansatte går på pension i løbet af denæste 10 år.

Det bliver svært at finde afløserenok. Simpelthen fordi der ikke er hæn-der nok på arbejdsmarkedet. Derfor vilregeringen iværksætte en kvalitetsre-form. En reform, der sætter kvalitet ogbrugernes tilfredshed i centrum”

Regeringen har opfundet en reform,der skal få brugerne til at blive tilfred-se med den kvalitet, de får, når der omfå år kommer til at mangle den fjerde-del af de ansatte, der skal på pension.

Den mærkværdige påstand omældrebomben er blevet så indgroet, atend ikke Fogh Rasmussen selv sætterspørgsmålstegn ved det kløgtige i eteksempel, der siger, at ca. 25 % afmedarbejderne går på pension indenfor de næste ti år.

Hvis man regner efter, så er man –efter endt uddannelse – i begyndelsenaf 20’erne, når man starter på job. Så erman ca. 40 år på arbejdsmarkedet. 25% af 40 år er 10 år – og hvor blev pro-blemet så af?

Ældrebomben kommer til at spøgemange år endnu – og det er helt sikkert,at bliver du gravid, bliver du fyretprompte:

”Til nye mål og visioner hører også,at vi påtager os et personligt ansvar.”

Lad dette blive endnu et grimt år for enrædselsfuld regering.

Side 6Unge gør status

2006 har været et ubeskriveligt år forUngdomshuset.

På den ene side har vi haft nogle af destørste succeser i husets 24-årige histo-rie.

Den 23. september afholdt vi denindtil da største demonstration i Ung-domshusets historie. Mere end 3.000unge gik på gaden. Det kom bare aldrigi fjernsynet. Måske fordi der ikke varballade. Den 14. december havde støt-ter af Ungdomshuset arrangeretdemonstration, og med op imod 5.000på gaden i decemberkulden er vi stær-kere end nogensinde.

Vi har holdt den største fest i Ung-domshusets historie. Mens vejret sta-dig var til det, tog vi alle etager og helearealet i brug. Over 1.600 var med til atfyre den af til en støttefest, der aldrigvil blive glemt.

Et utal af nye støttegrupper har setdagens lys. Borgergruppen for Ung-domshuset. Præster, pensionister ogkunstnere for Ungdomshuset.

Støtte og solidaritetsaktioner overhele verden. Tyskland, Sverige, Norge,Frankrig, Irland, Holland, Polen,Schweiz og Grækenland i Europa. Også langt væk som Australien, Canada,Rusland og Japan.

2006 har helt bestemt været året,hvor Ungdomshusets popularitet ogopbakning har været allermest tydelig.

På den anden side har 2006 også væretet år med alvorlige nedture.

Vi har flere gange måtte slås for atsikre vores rettigheder.

Flere end 700 har været anholdt ipolitiets håbløse forsøg på at løse enpolitisk konflikt med vold og repres-sion. Og vi har været mødt med enpolitisk arrogance større end Weide-kamps. Men vi er her stadig.

I Ungdomshuset er årsskiftet mere endnogensinde et skæringspunkt. Vi går ind

Ungdomshuset gørstatus op til den endelige

konfrontation om Jagtvej 69:Vi ses på barrikaderne – og

husk: Du bestemmer selv, påhvilken side af dem

du vil stå.

Borgergruppen for Ungdomshuset erfortørnede over, at politiet lader Ung-domshuset og Christiania figurere pådenne måde. Begge steder har igennemmange år vist, at det kan lykkes atskabe en alternativ kulturel kultur isamspil med resten af samfundet.

Talsmand for Borgergruppen forUngdomshuset Mette Munk Hansenudtaler:

”At politiet vælger at sætte ind her,kan ikke tolkes som andet end en poli-tisk beslutning. Det skriger til himlen,at eksempelvis ikke kvindehandel hartopprioritet. Tusindvis af kvinder hand-les dagligt til et liv i prostitution, hvorde voldtages, ydmyges og bankes. Mendet har tydeligvis sekundær betydning.Kun ganske få betjente er afsat til dettearbejde. Ejendomsretten over huset påJagtvej 69 og indsatsen på Christiania

spiller altså en større rolle end lysskybagmænds handel med kvindekroppe.Var der nogen, der sagde ’ejendoms-ret’?”

Mette Munk Hansen tilføjer:”Samtidig flyder København med

stoffer. Det er ingen hemmelighed, atdet ikke tager lang tid at få tilbudtecstasy, heroin eller kokain på dekøbenhavnske diskoteker. Unge men-nesker med fremtiden foran sig får øde-lagt deres liv på et splitsekund af tid,fordi de lader sig overtale til at prøvede vanedannende stoffer. Kampen modhårde stoffer i det københavnske natte-liv har heller ikke topprioritet hosKøbenhavns Politi. I Ungdomshuset fårunge mennesker ikke tilbudt hårde stof-fer, og man er imod enhver form forkvindeundertrykkelse.

Alligevel vælger Københavns Politiat jage borgere og kriminalisere dem,uagtet at de har skabt levende, kreativeværesteder. De udskriges som sam-fundsfjender af værste karat. Propor-tionsforvrængning er et mildt ord fordenne praksis!

Vi kæmper fortsat for en politisk løs-ning på problemet omkring Ungdoms-huset.”

Det har længe været fremme at Fader-huset havde planer om at nedrive Ung-domshuset på Jagtvej 69. I dag sprangbomben så: Faderhuset har nu officieltsøgt Københavns Kommunes Bygge-og Teknikforvaltning om lov til at rivehuset ned.

Faderhusets planer om nedrivningviser med al tydelighed at de ligesågodt kunne have købt en byggetomt, ogsolgt Ungdomshuset til Fonden Jagtvej69.

Borgergruppen for Ungdomshusetforstår ikke hvordan en hjernevaskendereligiøs sekt uhindret kan få lov til atsætte dagsordenen som de gør.

Ungdomshuset har været et godtkulturtilbud for en masse unge mennes-ker igennem mere end 24 år. Det er détFaderhuset uigenkaldeligt vil smadre.

Udspillet er en hån mod alle som

kæmper for Ungdomshusets bevarelseog ikke mindst de unge brugere afhuset. Ruth Evensen og hendes sektfortsætter med at smide brænde påbålet og gnide salt i såret uden atansvarlige politikere griber ind.

Jagtvej 69 har ikke bare en historieder kan dateres tilbage til 1982, menrummer også arbejderbevægelsens his-torie. Det er et bevaringsværdigt hus ogdet må nu være på tide at arbejderbe-vægelsen for alvor kommer på banen.

Vi fra Borgergruppen for Ungdoms-huset vil opfordre til at ingen organise-ret arbejdskraft deltager i nedrivningenaf Jagtvej 69.

Vi kæmper fortsat for en politisk løs-ning af problemet omkring Ungdoms-huset Jagtvej 69.

København den 3.januar 2007

Faderhuset håner UngdomshusetAf Borgergruppen for Ungdomshuset

Proportionsforvrængende politiAf Borgergruppen for Ungdomshuset

Københavns PolitidirektørHanne Bech Hansen harudtalt, at Ungdomshuset,

patruljeringen på Christianiaog borgervendt kriminalitet hartopprioritet hos politiet i 2007.

Side 7Unge gør status

i det nye år med en trussel hængendeover hovedet. Det er en skræmmendetid, men vi er klar, og vi er afklarede.

I begyndelsen af det nye år vil vi sekonsekvensen af den plan, som politi-kerne satte i værk i 2000, da de satteUngdomshuset til salg. Københavnseneste selvstyrende ungdomshus vilblive angrebet af politiet, og vi vil væretvunget til at forsvare os.

Det er ikke noget, vi har set frem til.Tværtimod har vi gjort alt for at undgådet.

Der har været protester, lige sidenpolitikerne solgte Ungdomshuset. Isæri det år, vi nu forlader, har vi gjort alt,hvad vi overhovedet har kunnet for atfå politikerne og overborgmesteren tilat gøre noget for at sikre, at der også idet nye år kan være ungdomshus iKøbenhavn.

Vi har omdelt op imod 50.000 løbe-sedler og ophængt tusinder af plakater.Vi har indsamlet mere end titusindeunderskrifter. Vi har demonstreret, ogvi har lavet spektakulære aktioner. Herskal nævnes, at vi sågar har hængt etbanner fra Rådhustårnet for at gøre demopmærksomme på vores sag.

Til sidst lykkedes det os at komme tilmøde med nogle politikere. SelvomUngdomshuset i sin tid blev overrakt tilos af en overborgmester, så ville RittBjerregård dog ikke deltage i et møde,mens der stadig var tid til at diskutereløsninger.

Det kunne dog være det samme.Trods fine ord i deres pressemedde-lelser fortalte politikerne, at de ikkeville gøre noget.

Men der har været positive overras-kelser i 2006. En handlekraftig fondtrådte til og tilbød, hvad politikerne forlængst burde have gjort: De forsøgte atkøbe huset tilbage.

Igen og igen bød fonden ind medstadig flere private midler, mens politi-kerne så passive til. Til trods for, at detvar politikerne, der skabte konfliktenved at sælge huset, så blev der ikke til-budt én eneste kommunal krone i forsø-get på at købe huset tilbage.

Selvom politikerne ikke selv ville

skyde penge i redningsforsøget, så vistedet sig hurtigt, at de intet problemhavde med at bruge andres penge.

Pludselig mente politikerne, at fon-den – der ellers hed Jagtvej 69 – skullekøbe et andet hus. Efter nogen forvir-ring meldte fonden ud, at det måske varen mulighed. Fonden konstaterede dog,at det krævede, at politikerne viste reelinteresse i at gøre noget.

Det kom aldrig, og her kort før nytårgav fonden op. Der var ikke mere atgøre. Den manglende støtte fra politi-kerne gjorde sagen umulig. Fondenvalgte at forlade mødet med politikerne– simpelthen fordi det var spild af tid.

Her til aften, når vi skåler i Ungdoms-huset, så vil der gå mange varme tankertil fonden Jagtvej 69 for deres bestræ-belser. Det vil aldrig blive glemt af os.Vi har mødt mere vilje og forståelse forungdomskultur fra jer, end vi nogen-sinde har mødt fra politikerne.

Vi er kede af, at politikerne ikke hartonet rent flag fra starten, så I ikke skul-le spilde jeres tid

Selv efter, at fonden rejste sig og giket møde på rådhuset, har politikernedesperat forsøgt at give verden det ind-tryk, at det er os i Ungdomshuset, derikke vil finde løsninger.

Hvis vi husker én ting, når vi går indi det nye år, så lad det være dette:

Det er politikerne, der har solgt Ung-domshuset. Og de har de INTET, abso-lut intet gjort for at sikre, at Ungdoms-

huset kan bestå. Hverken dette konkre-te hus eller idéen.

De har ikke vedtaget en lokalplan. Dehar ikke tilbudt én eneste krone i et for-søg på at købe huset tilbage. Selvom derer spurgt til nedrivningstilladelse, har deikke tilbudt en af kommunens tommegrunde i stedet for den under Ungdoms-huset. De har ikke stemt for et enesteforslag, der måske kunne have ført til enløsning. De har ikke tilbudt os et andetsted, og de har ikke forsøgt at mægle.

De vil end ikke mødes til konflikt-løsning.

I de seneste dage har der været enmasse snak om nye ungdomshuse. Allemulige steder er blevet diskuteret flit-tigt i medierne. Det har været fremlagt,som om vi bare skulle pege på noget, såkan fonden købe det, og så kan Ung-domshuset flytte, og så er alt godt.

Så simpelt er det ikke. Der er ikkenoget andet sted. Det findes kun i medi-ernes og debattens verden. Det er seksår siden, politikerne solgte Jagtvej 69.Hvis deres plan var, at vi bare skulleflytte, så havde de nu nok sagt det til os.

Planen med salget var at lukke Ung-domshuset. Og planen i dag er stadig atlukke Ungdomshuset. Derfor er derikke kommet andet end udenomssnakfra politikerne.

I Ungdomshuset har vi aldrig disku-teret alternativer til Jagtvej 69, fordipolitikerne aldrig har givet os noget atdiskutere.

Godaften Røvhuller!Ungdomshusets nytårstale

Mod fundamentalistiske sekter, politi, VU og rådne lokalpolitikere

Side 8Unge gør status

Og der er stadig ikke noget at disku-tere. Dagen før politiet kan komme bra-sende, spilder vi ikke tiden på at disku-tere luftkasteller uden gang på jord. Fon-den har sagt direkte, at de ingen midlerhar uden konkret politisk opbakning.Den opbakning er ikke kommet.

I de sidste dage har politikerne ogsærligt overborgmester Ritt Bjerregårdså krævet, at vi skal gå fra Jagtvej 69,før hun vil diskutere med os.

Den hopper vi ikke på. Det kan det godt være, at Socialde-

mokraterne er historieforladte, og detkan godt være, at Ritt Bjerregård ikkemener, der eksisterede et København,før hun blev overborgmester. MenUngdomshuset har eksisteret i 24 år, ogvi kender vores by.

I 1983 forlod BZ’erne Allotria igen-nem en tunnel. Det gjorde de mod løf-ter om forhandlinger. I 1986 forlod manbarrikaderne i Ryesgade. Også her varman lovet guld og grønne skove frapolitikerne, hvis blot man gik fredeligt.Igen i 2003 forlod Børnemagt Børne-huset i Skt. Pederstræde mod løfter omgenhusning. Ingen af disse løfter ernogensinde blevet indfriet af politiker-ne. Dette er kun eksempler på en kon-sekvent politik gennem mere end 20 åri København. Går man, får man intet.

I dag ligger politikerne, som de selvhar redt. 20 års tomme løfter har ført tilen fundamental og velbegrundet mistil-lid. Det har de kun dem selv at bebrejde.

Politikernes krav til os er et forgæ-ves forsøg på at skjule, at det netop erdem selv, der har skabt problemet ogaldrig har gjort noget for at løse det.

Vi forlader ikke Ungdomshuset forat undgå en konflikt.

Der er nogle ting, der er så store og vig-tige, at det simpelthen ikke er en mulig-hed at føje sig. Selv om det betyder, atman skal gøre noget, man ikke har lysttil, og selv om man risikerer straf og

skader. Ungdomshuset er en af de ting. Vi har en forpligtelse over for den

næste generation af Ungdomshus-unger. Vi, der har fundet noget i Ungdoms-

huset, som ikke findes andre steder iKøbenhavn, vil gå ufatteligt langt for atsikre, at også de unge, der kommerefter os, får muligheden for at kommeind i Ungdomshuset og for første gangnogensinde føle sig velkommen.

Ungdomshuset passer ikke ind i enkommunal klubtankegang. Pædagoger,stramme rammer og faste åbningstiderkvæler kreativitet. I Ungdomshuset harvi i 24 år selv taget beslutningerne ogselv ført dem ud i livet.

Vi får ikke løn for det arbejde, vi læg-ger i Ungdomshuset. Men vi har opbyg-get et kultursted og en musikscene, der idag høster international anerkendelse.

Når vi kan drive et kulturhus, dersparker alle kommunens ungdomstil-bud af banen, er det, fordi vi har valgtikke at bruge vores tid på at konkurre-re. Vi har valgt at gøre tingene sammenog tage beslutningerne i fællesskab.Det er succesen bag Ungdomshuset, ogdet står enhver frit for at kopiere den.

Vi vil gerne bruge denne lejlighed til atkorrigere en misforståelse, således atden ikke trækkes med ind i det nye år.

Flere personer i den offentlige debat,herunder overborgmester Ritt Bjerre-gård, har haft været af den opfattelse, atder er to forskellige grupper af unge heri Ungdomshuset. Én gruppe, der arran-gerer koncerterne, teaterforestillinger-ne, laver folkekøkken, spiller musik,driver dagcaféen, holder foredrag ogtrykker T-shirts. En anden gruppe sidderså nede i kælderen med sort tøj og styrt-hjelme på og venter på enhver anled-ning til at gå ud og slås med politiet.

Der er ikke to forskellige grupper i

Ungdomshuset. Der er én stor gruppemeget kreative og handlekraftige unge,der lever for at skabe kulturel værdi,som kan komme alle til gode. Og det erde samme folk, der gik på gaden d. 16.december. Og det er de samme folk, Ivil se på taget og på gaden igen, hvispolitiet forsøger at lukke Ungdomshu-set med magt.

Vi har givet København et kultur-sted, som politikerne burde sætte prispå og understøtte. I stedet sælger dehuset og lader, som om de intet har medkonsekvenserne af salget at gøre.

Det er ikke bare provokerende. Deter også dumt.

Egon Weidekamp, der var den over-borgmester, som i sin tid gav os Ung-domshuset, sagde om aftalen: ”De fåret hus, og vi får fred.” Nu står de klartil at tage huset. Hvordan kan vi se detsom andet end en krigserklæring?

Det er forkasteligt, at vi skal spildevores ungdom på krig.

Igennem 24 år har vi bevist, hvorforUngdomshuset skal være her, og hvilkebehov det er, vi imødekommer. Der erandre, der aldrig har skullet forklare sig.

Hvorfor skal der være plads til etoperahus, hvis der ikke er plads til enpunkscene?

Hvorfor skal der være plads til ejen-domsmæglere, når ingen har råd tilderes boliger?

Hvorfor skal der være plads til fast-foodkæder, når der ikke er plads tilvores folkekøkken?

Hvorfor skal der være plads tilDansk Folkeparti, når der ikke er pladstil flygtninge?

Hvorfor skal der være plads til dyrecaféer, når der ikke er plads til et billigtalternativ?

Hvorfor skal der være et rådhus, hvispolitikerne ikke lytter?

Hvorfor skal der være plads til Maga-sin, når der ikke er plads til Usmalia?

Hvorfor skal der være plads til derige, hvis der ikke er plads til fattige?

Når vi forlader dette år og går ind i etnyt, så lad os bruge lidt tid på at reflek-tere over, hvad det er for et København,det er, vi vil have.

Vi ses på barrikaderne – og husk: Dubestemmer selv, på hvilken side af demdu vil stå.

Kommunistisk Politikpå nettet - hver dag

www.kpnet.dk

Der har været solidaritetsaktionermed Ungdomshuset i mange lande

- her Athen, Grækenland

Side 9Unge gør status

Vi har netop overstået endnu et årsskif-te, og det er tid til at gøre status overåret, der er gået, og opstille forsætterfor det næste år. KP har talt med for-manden for DKU, Cathrine Pedersen,om hendes syn på det forgangne år, ogom hvad det nye år vil bringe for ung-dommen og DKU.

Hvordan ser ungdommens situation udher ved årsskiftet?

2006 har på mange måder været et godtår for den progressive ungdom i Dan-mark. En stor velfærdsbevægelse erblomstret op i protest imod de brutalenedskæringer i kommunerne og modFoghs bedrageriske nyliberalistiskepolitik. Denne bevægelse, der har truk-ket hundredetusinder mennesker pågaden over hele Danmark 17. maj og 3.oktober, har i høj grad været ledet fremaf ungdommen, som har været forresthele vejen.

Politikerne og de borgerlige medier hargjort et stort nummer ud af at svine vel-færdsbevægelsen til, kalde den for ”enflok socialistiske ballademagere” ogforsøge at bortforklare nedskæringernemed flere løgne. Det stoppede ikkebevægelsen.

Her i slutningen af året har borgerre-præsentationen i København igenafsløret deres lede ved unge mennesker,der organiserer sig i erklæret oppositiontil udbytterDanmark. Ungdomshuset, etcentrum for progressiv kultur i Køben-havn, ønskes ryddet af pamperne pårådhuset. De er ikke interesseret i enpolitisk løsning og slet ikke interessereti et selvstyrende progressivt ungdoms-kulturcentrum.

Det er i denne forbindelse lykkedesat skaffe massiv opbakning til ung-domshuset, og tusinder har været på

gaden for at forsvare de unges ret tilhuset.

Hvad har DKU’s rolle været?

DKU har været med hele vejen og støt-tet op om ungdommens protester imodkapitalens uhyrlige overgreb. Vi hardeltaget aktivt i velfærdsprotesterne ogi forsvaret af ungdomshuset.

Derudover har DKU spillet en væsent-lig rolle i den antiimperialistiske kamp.I sommers var vi værter for den 20.internationale ungdomslejr imod fas-cisme og imperialisme, hvor der deltogrepræsentanter fra 18 forskellige landeog fra de fleste kontinenter. Desudendeltog der på lejren omkring 500 dan-skere. Lejren gav vigtig viden omimperialismens overgreb i andre landeog måtte også konkludere, at selvom vier så forskellige, er fjenden, vi bekæm-per, den samme. Den imperialistiskerovdrift og krig rammer arbejderung-dommen overalt i verden.

I forbindelse med lejren lykkedes det osat skabe årets bredeste manifestationimod Israels angreb på Libanon ogkombinere denne protest med et forsvaraf Christiania og en protest mod denfortsatte danske deltagelse i besæt-telsen af Irak og Afghanistan.

Hvad vil 2007 bringe? Og hvad erDKU’s planer?

DKU er ikke i tvivl om, at 2007 vilbringe mange nye udfordringer. Det serud til, at overgrebene på de rester, derer tilbage af velfærden, definitivt skaludryddes, hvis det står til Fogh, hans

regering og hans støtter. Dette skal ikkeske uden protester. DKU vil opfordretil, at kampen om velfærd fortsætter ogvokser, også i forbindelse med overens-komstforhandlingerne, som kommerher i starten af 2007.

Den antiimperialistiske kamp vil ogsåfortsat være på dagsordenen. Så længedanske soldater agerer besættelsestrop-per i Irak og Afghanistan, vil der væremodstand. Modstand i Danmark ogmodstand i de besatte lande. DKU vilfortsat opmuntre og støtte denne mod-stand, indtil besættelsesmagten har tabt.

Lige nu er Ungdomshuset et vigtigtomdrejningspunkt. Vi må vise, at ung-dommens kultur ikke er til salg og ikkeovergiver sig og lader sig ensrette sånemt, som politikerne tror.

Desuden vil DKU støtte arbejderne ogungdommens krav om bedre arbejdsbe-tingelser i forbindelse med overens-komstforhandlingerne, der kommer iher i starten af 2007.

En helt særlig opgave nu er at organise-re og mobilisere bredere end hidtil. Deter vigtigt, at vi forstår at forbinde deforskellige kampområder med hinan-den. Vi skal organisere og mobiliserearbejderungdommen og unge indvan-drere og flygtninge, som mere endnogen andre bliver ofre for den nylibe-ralistiske umenneskelighed.

Det er vigtigt nu, at endnu flere ungesåvel som ældre indser nødvendighedenaf at kæmpe for vores rettigheder. Ret tilvelfærd, fristeder og fred. Hvis vi ikkeorganiserer os, får vi bare mere fattig-dom, mere ensretning og mere krig.

DKU: Revolutionær ungdom rykkerFor de unge kommunistervar 2006 et travlt kampårmder for alvor rykkede. Og

2007 vil ikke byde på færreudfordringer, siger DKUs

formand Cathrine Pedersen

Demonstration mod Israels aggression, arrangeret af IUL 2006

Side 10Fra arbejdsplads og fagforening

Her ved indgangen i 2007 og igangsæt-telsen af overenskomstforhandlinger erder sikkert mange, der har gjort person-lig status. Vi knokler som aldrig før,tempoet stiger, stress er blevet en fol-kesygdom. I Danmark er vi blandt demennesker og familier i Europa, somarbejder hårdest, set i sammenhængmed, at vi er et af landene med denstørste erhvervsfrekvens for kvinder,viser en OECD-undersøgelse.

Arbejdstidens reelle længde går ikkened, men er stadig stigende, samtidigmed at flere hundrede tusinder er luk-ket ude fra det almindelige arbejdsmar-ked og der tales om behov for indvan-dring. Og for at det skal ”gå os godt pålængere sigt”, skal der knokles endnumere i fremtiden, fremfører kapitalensspecialister i OECD.

Men på trods af efterspørgsel afarbejdskraft på visse områder har detikke ført til væsentlige lønstigninger.Det, der stiger, er arbejdstidens længde,forskellen mellem rig og fattig, direk-tør- og bestyrelseslønninger samt aktie-udbytter.

Det, de ”to parter” lægger op til ved dekommende overenskomstforhandlinger,er ikke forhandlinger om en væsentlignedsættelse af arbejdstiden eller envæsentlig hævelse af mindstelønneneller markante lønstigninger. I stedettales der fra forbundenes side især om atholde sig på moderate lønkrav oguddannelse, og de har på trods af deresmedlemmer helt accepteret Socialdemo-kratiets medansvar i angrebet på efter-lønnen sammen med Fogh-regeringen.

Omkring 600.000 inden for det privateområde skal have ny overenskomst tilforåret med en køreplan, som starter opher i begyndelsen af januar måned ogforventes afsluttet i april måned, hvis

ikke et nej ved urafstemningerne for-hindrer det og der udbryder konflikt påtrods af udemokratiske regler. Meninden da har virksomhederne og statenstadig forligsinstitutionens mulighedfor at mikse overenskomstområder, såkonflikt er endnu sværere. Udbryder derkonflikt igennem længere tid, har rege-ringen mulighed for ”andre metoder” iform af regeringsindgreb. Så det er såsom så med de ”frie forhandlinger”.

De såkaldte decentrale ”forhandlinger”er startet op 5. januar, hvor DanskIndustri og CO-Industri mødtes. Indus-trien er i år som oftest før tiltænkt rol-len som retningsgivende forligsområdefor de andre overenskomster på det pri-vate område. Herefter forventes det, atder vil blive indgået forlig på transport-området mellem HTS og 3F, og herlægges linjen for nomallønsområdet(dvs. uden løfteparaf-forhandlingersom på CO-Industri-området). Herefterskal der først og fremmest laves forliginden for Handel og Service

Men det er så som så med spænding-en om, hvad topforhandlerne igennem”hårde forhandlinger” kan finde ud af.Den reelle enighed om rammerne erstor. Sceneriet leder ikke uretfærdigttankerne hen på et teaterstykke medoppustet dramatik og modsætninger.

På trods af stor efterspørgsel efterarbejdskraft må det ikke rigtig kunneudnyttes til arbejdernes fordel. Størrelønstigninger vil give ”overophed-ning”, er parterne enige om.

Det er en ting, statsminister Anders

Overenskomst 2007Overenskomstforhandlinger-

ne er gået i gang. LOsforhandlere har sørget for

ikke at mobiliseremedlemmerne. Der er brug

for ok-bevægelse, somfremsætter klassens krav.

Malere i blokade modforsvarsministeriet

Forsvarsminister Søren Gade ram-mes nu af blokade og sympatikon-flikt på grund af to entrepriser iNyboder. Malernes fagforening iKøbenhavn har i et åbent brevopfordret forsvarsministeren til atpålægge Forsvarets Bygningstjenesteat afbryde samarbejdet med detsvensk indregistrerede firma Buil-ding Technology Concept SwedenAB, der ifølge Malernes Fagforeninganvender underbetalt polsk arbejds-kraft. Det andet selskab, der ogsåarbejder for Forsvarets Bygningstje-neste i Nyboder, vil ikke underskriveoverenskomst med malerne.

Lærlinge fastholder OK-kravOverenskomstforhandlingerne skalresultere i klare forbedringer for lan-dets mere end 90.000 lærlinge. 3FUngdom, der organiserer 5.800 lær-linge, har rejst fire krav til de nyeoverenskomster.

Formand for 3F Ungdom MattiasTesfaye kræver blandt andet somhovedkrav, at lærlingelønnen sættesop med ti kroner i timen. - Lærling-ene får simpelthen ikke den løn, deer værd. Den nuværende lærlingelønkan være fin nok, hvis man er 16 år,men ikke når man er voksen, sigerMattias Tesfaye til Fagbladet.

Håndværkere vil ikke riveUngdomshuset ned

Organiserede håndværkere vil ikkevære med til at rive Ungdomshusetned, siger formand for Bygge-, Jord-og Miljøarbejderes Fagforening,Henrik Lippert, til dagbladet Infor-mation. - Håndværkernes overens-komst sikrer nemlig, at medlemmer-ne ikke er forpligtet til at arbejde,hvis situationen er tilspidset, somdet er tilfældet med Ungdomshuset,siger han. Er der folk, der kunnetænke sig at være med til den ned-rivning, som den fundamentalistiskesekt Faderhuset har ansøgt om,anbefaler han dem at lade være. Deskal nemlig i så fald arbejde underpolitibeskyttelse.

Side 11Bag kassen

Så sprang Moder Danmark ind i 2007.Det er meget, at diverse bygherrerikke har undskyldt deres faldefærdigehøjhuse, idrætshaller og broers dårligekonstruktioner og billige materialermed, at det skyldes godt fem millionermenneskers ”hop” til det nye år.

Ifølge al ”troværdig, demokratiskog specielt pålidelig” presse fejredehele verden igen nytåret startende meddatolinjen i Stillehavet og derefter timefor time bevægende sig kontinuerligtvestover - for 24 timer senere at sluttepå samme datolinje. Det udelukkerbare kineserne, muhamedanerne, hin-duerne og buddhisterne, der hver forsig har deres egen tidsregning. Disseudgør omkring en tredjedel af verdensbefolkning, og det er vel ret beset til-strækkeligt nok til også at blive regnetmed. Eller er det kun den vest-lige, kristne tidsregning, derstår til troende?

Nuvel. På dagcentret vågnedevi ved mødetid på årets førstearbejdsdag op til nye udfor-dringer, der kunne få smerterneved ethvert ”tømrerværksted” til atblegne. Længe varslede planer ogbeslutning var over en nytårsnat blevettil realiteter. Dekretet udstedt for flereår siden fra Københavns rådhus vartrådt i kraft, som kom det fra selvestePontius Pilatus:Rygeforbuddet!

Dagcentret er en del af en selvejen-de institution og derfor faktisk ikke erunderlagt dekretet, men ledelsensynes nu alligevel, at det er fornuftigtat være på ”god fod med udvikling-en”, som det så smukt udtrykkes.

Dekretet havde derfor gennemgåeten demokratisk proces, hvor det bru-gervalgte dagcenterråd med delta-gelse af dagcentrets leder gennem etårs tid havde diskuteret, hvordan dethellige skrift skulle udmøntes. Resul-tatet blev, at det næsten mindste rum –på 10-12 kvadratmeter – blevudnævnt til rygerum for de cirka 50-60 dagligt besøgende brugere. Lidtmere moderate forslag, der muliggjor-de rygning i fællesrum en gang hveranden time, og lignende, blev aldrigtaget op til seriøs høring.

Nu er det jo vanskeligt at forestil-

le sig, hvad den enkelte har tænkt,mens processen kørte, men der var ihvert fald en del brugere, der på deførste dage efter nytår nærmest virke-de overraskede over, at truslerne tråd-te i kraft. Dagcentrets leder og med-lemmerne af dagcenterrådet virkedehelt upåvirket af irritationen ved ryge-forbuddets ikrafttræden.

Til rygernes forsvar skal det nok poin-teres, at de jo ikke var blevet tilvænnetnikotinens afhængighed på en nytårsaf-ten, men havde røget, siden de var 15,for manges vedkommende i hvert fald.Det skal også nævnes, at mange – ryge-re som ikke-rygere – opholder sig i”faste grupper”, hvor de nyder godt afhinandens selskab, hvorfor rygerum-mets indførelse ødelagde det sociale

samvær for såvel rygere somikke-rygere.

Dagcentrets leder var uan-fægtet:

- Jeg har hele tiden vidst, detville få sociale konsekvenser.

Spillebulen, hvor ”hajerne”,”køerne”, ”tyrene” og billardbordenebefandt sig, var nok det sted, hvor dertraditionelt blev røget allermest. Detligger i sagens natur, at det også vardisse brugere, beslutningen ramte hår-dest. Robert, der var den største ryger,havde ganske vist i hele forløbet for-holdt sig aktivt til dekretets truendeog nærmende gennemførelse. Da hanhavde været på centret en halv dag,blev det for meget for ham. Hanopsøgte skranken:

- Jeg troede ikke, vi havde diktaturi Danmark. Det hører sig da kun til ibananrepublikker. Jeg er et voksentmenneske og mener, at jeg i hele mitliv under behørig hensyntagen tilmine medmennesker har kunnet ind-tage de cigaretter, jeg har haft brugfor. Det forstår jeg, at jeg ikke længe-re kan i samvær med mine venner. Jeghar derfor valgt at melde mig ud afDagcentret.

Robert forlod centret. Det er derflere andre, der har gjort. Det er sværtat spå, om dekretet forøger summenaf folkesundheden.

Reno

På folkesundhedens alterFogh forstod at påskønne i sin nytårs-tale til nationen. Da han roste den”ansvarlige” danske etablerede LO-fagbevægelse, var det dens ansvarlig-hed over for kapitalen. Og ikke blotsom smiger og forhåbning, men ud fraerfaringer. Det er også et forsøg på atsende en melding til os om ”nødven-digheden af løntilbageholdenhed”. I degode tider skal der holdes tilbage til dehårde tider, og i de hårde tider skal derholdes tilbage, fordi de er hårde. Enremse hørt så ofte før, senest i forbin-delse med velfærdsforringelserne, menmed stadig mindre lydhørhed. Tværti-mod brød vreden ud i folkelige protes-ter og strejker på dagsinstitutionsområ-det, til stor overraskelse for mange.

Tidligere tiders centrale overenskomst-forhandlinger var alt for ”besværlige”og er med LO’s accept blevet afløst afde decentrale forhandlinger. Her er detmeget lettere at spille os ud imod hin-anden og hindre fælles fodslag

Under de centrale forhandlingerkunne der langt lettere holdes fast i ogkæmpes for fælles solidariske kravsåsom nedsættelse af arbejdstiden oghævelse af mindstelønnen. Derfor blevde med LO’s accept fjernet, samtidigmed at DA og LO blev enige om atsætte fleksibilitet og individualisme icentrum. Uanset hvad LO & Co.påstod og påstår, er det sket på bekost-ning af solidaritet og fællesskab. Ikkeunderligt, at den etablerede fagbevæ-gelse kan melde om drastisk krise ogmedlemsflugt. En udvikling, der hartaget fart igennem de seneste år og seerud til at fortsætte.

Medlemshvervning og charmefrem-stød gør det ikke. Deres ide om fagfor-eninger som ”moderne individualistis-ke serviceorganisationer” er garantienfor sådanne organisationers død pålang sigt.

En reel overenskomstbevægelse måvære en klassebevægelse, som frem-sætter arbejderklassens brændendekrav. Derfor er det heller ikke svært atforestille sig, at overenskomstforligbør stemmes ned, og at en OK-konfliktmå rejse krav om drastisk nedsættelseaf arbejdstiden og drastisk forhøjelse afmindstelønnen, ud over generelle løn-forhøjelser, og forbindes med forsvaraf velfærd og modstanden mod krig.

Side 13Side 12

Jeg ønsker, at min familie og venner fortsat vilvære lige så aktive, kærlige og varme som i detherrens år 2006, at de aktivt viser deres ansvar forhjem og arbejde og øser af deres overskud tilandre, er kritiske og ansvarlige samfundsborgere,der står sammen om at få skabt nogle strengt nød-vendige forandringer i det nære såvel som globalt.

Jeg ønsker at se hælene på præsident Bush, hansadministration, de neokonservative tænketanke,alle lobbyisterne og spindoktorernes exit ud af banenefter at have fået det røde kort, at se deres stjerne-krigsoprustning blive forpurret af verdensomspæn-dende protester mod den globale våbenindustris sti-gende fremmarch, at det vil lykkes at få bremsetopbygningen af lagre af USA’s nye små taktiskeatomvåben og spredningen heraf i NATO-alliancenog EU, at resten af verdens nuværende atommagterog lande på spring ikke følger med i dette kapløb, atMellemøsten vælger fredens vej.

Jeg ønsker, at der bliver sat en stopper for dennuværende regerings ansvarsløse politik i detnære såvel som globalt, så vi ikke skal se gabetmellem dem, der har, og dem, der ikke har, blive tilen uoverstigelig kløft, at Mohammed og Gud vilgå hånd i hånd og overskue verdens elendigheder,at de højere magter vil kridte banen op og bringerige og fattige borgere til et møde på midterstregenmed fremstrakte hænder efter kampene.

Jeg ønsker, at krigen i Irak slutter, den dag trop-perne trækkes hjem, at den begyndende borger-krig vil vise sig at være oppisket propaganda, bort-ledning af opmærksomheden fra taberne USA ogkoalitionen af de villiges nederlag, og at Iraksmodstandsbevægelse viste verden, hvordan folketkæmper, når det ender med at stå sønderflået medryggen op ad muren og med en atomvåbenmagtsmasseødelæggelsesvåben rettet mod sig og allige-vel viser viljen og vejen til livet.

Jeg ønsker, at den korte lænke, som Fogh og hansregering med hans nedskæringsreform harspændt om benene på de ringest stillede borgere,bliver udskiftet med en meget lang elastik, lang noktil at kunne deltage i samfundets opbygning somansvarlige borgere på lige fod med alle andre, at defår deres overførselsindkomst og diverse aktive-ringstilbud skiftet ud med reelt arbejde på ordentli-ge vilkår og til en løn, der er værd at tale om, og atalle arbejdere fra alle verdenshjørner er velkomnepå arbejdsmarkedet, så længe de ikke bruges somindustriens forlængede arm, som løntrykkere ogballademagere.

Jeg ønsker, at arbejdsløsheden afskaffes, at nyearbejdspladser vil blive skabt ved anvendelse afflest mulige menneskelige ressourcer til afskaf-felse af helbredelige sygdomme i de underudvikle-de lande, at der afsættes midler til afskaffelse afalle de forskellige sygdomme, der følger af under-eller fejlernæring, at forskningen i aids, kræft ogandre livstruende sygdomme får endnu højereprioritet, at midlerne skaffes ved nedlæggelse afdet militære magtapparat.

Jeg ønsker, at vores samfund vil finde nye ogbedre løsninger på verdens kriser, nød og fattig-dom end brug af vold og militær magt, at verdensunderprivilegerede folk vil blive mødt med ube-tinget respekt for deres liv og rettigheder som men-nesker, uanset deres sociale status, etniske bag-grund eller religiøse overbevisning.

Jeg ønsker en fredelig verden, at de ansvarligedanske borgere vil stille krav om, at de dansketropper omgående trækkes hjem fra Afghanistanog Irak, og at de statsledere, der startede den ulov-lige krig mod Irak, med tab af millioner af med-borgeres liv til følge, vil blive stillet for krigsfor-bryderdomstolen i Haag.

Jeg ønsker, at en kommende ny dansk regeringvil se dagens lys og vil stoppe Mærsk-dynastietsudnyttelse af danske studerendes og andre arbejde-

res arbejdskraft til deres og andre i Dansk Industrisimperiums samarbejde om gennemførelse af deamerikanske planer om global kontrol og domi-nans gennem krigsførelse fra rummet og i rummet.

Jeg ønsker, at borgere med lidt længere visionerend pendlen til og fra planeterne, månen ogMars for at opbygge et nyt amerikansk klondike,vil stille danske politikere ansvarlige for at haveløjet om Thulebasens anvendelse til Bushs globalekrigsførelse og stjernekrigsprojekt, at grønlænder-ne fastholder de politiske løfter og kræver aftalenophævet, at Thulebasen bliver lukket og områdetfremover udelukkende anvendes til civil brug iaktivt arbejde for at redde det grønlandske dyrelivog miljø til de kommende generationer, at isbjørne,hvaler og andre truede dyrearter får en chance forat overleve også i 2007.

Jeg ønsker, at vor planets og det ydre rums res-sourcer kun vil blive brugt til fredelige formål,og at alle tiltag til kommerciel udbytning af voreuniverselle fælles goder vil blive mødt med et uni-verselt forbud, at overtrædelse af et sådant forbudvil blive betragtet som forbrydelser mod mennes-keheden og straffet derefter.

Jeg ønsker, at 2007 vil blive året, hvor borgernefår deres ytringsfrihed tilbage og vil bruge fløj-terne flittigt, når de møder magtmisbrug og uret-færdighed i samfundet, at alle uden undtagelserskal have et sted at bo og midler til deres forsør-gelse, at det nye år vil være året, hvor bøtten blivervendt, hvor folk vil vende sig mod enhver mis-handling af andre og vores omgivelser i krig, vedtortur eller misrøgt, at ignorance over for hjemløseog andre nødlidende bliver strafbart, at virksomhe-dernes ledelser kan stilles personligt til ansvar fordet hærværk, de giver ordrer til at begå mod men-nesker og natur med deres hensynsløse rovdrift ijagten efter større og større fortjenester.

Jeg ønsker, at en generation af unge får alle debedste muligheder for uddannelse, så voressamfund har en ny generation til at fortsætte envidere udvikling af vores samfund, at de unge viltage ved lære af de tidligere generationers fejlta-gelser i deres jagt efter rigdom og magelighed påbekostning af moder jord og vil være ansvarsbe-vidste og videreføre og kæmpe for bevarelsen af degoder, der findes, hospitaler, plejehjem, skoler ogandre institutioner, at Ungdomshuset, Folkets Hus,Christiania, og andre fristeder vil holde stand i2007 og vil få al mulig opbakning, at Ritt Bjerre-gård og politikerne på Rådhuset bliver deres sam-fundsansvar bevidst, trækker sig tilbage og ind-rømmer deres fejl ved salget af Ungdomshuset.

Jeg ønsker, at borgere verden over vil danneikkevoldelige aktionsgrupper, at de vil træne ogarbejde for at skabe en bæredygtig verden, at desammen vil skabe et modstandsmiljø, der ved brugaf civil modstand vil vise politikerne, at verdensborgere tager deres ansvar alvorligt og ikke fortsatlader sig affærdige med tomme valgløfter, at detskal være slut med politikere, der klistrer til derestaburetter i årevis, hvis de ikke dur, at vi er færdi-ge med blot at stå og flagre med en stofklud ogblive tæsket, skudt, jævnet med jorden eller muretinde, som det palæstinensiske folk og mange andreer blevet det. Jeg ønsker, at det danske politikorpsvil lære noget af ikke-voldelige aktivister i 2007 oghjælpe borgerne med at skabe et sikkert og frede-ligt samfund, der er værd at opholde sig i.

Jeg ønsker at rigtigt mange vil melde sig sommilitærnægtere i 2007 og i årene fremover vilvære med til at afskaffe alle producenter af krigs-materiel og våben samt militære anlæg og kaser-ner, hvor de end måtte befinde sig, at alle vil følgederes samvittighed, stå frem og nægte at lade sigtryne til lydighed, at folk vil få modet hertil i troen

på en verden fyldt med dejlige mennesker, der vilgribe ind og støtte dem til hver en tid, hvor endcivil modstand er nødvendig.

Jeg ønsker i 2007, at det danske retssamfund vilkomme til at fungere, så vi igen kan være os selvbekendt som danskere, at alle flygtninge kommerud af deres tomrum i flygtningelejrene, at de vilblive sat fri i samfundet og vil tjene dette efter bed-ste evne, at de svageste og syge vil blive hjulpet tilet tåleligt liv. Jeg ønsker, at integrationsmyndighe-der og folk, hvor end de bor, vil se på fremmedesom venner, de endnu ikke kender.

Det, jeg mest af alt ønsker i 2007, er at fåmulighed for at være en ansvarlig borger –uden at blive arresteret, slæbt i retten, fængslet ogundertrykt af Bush, Blair, Fogh og alle deres med-løbere og håndlangere i det ny århundredes krigmod alle aktive modstandsfolk. 2007 er året forfolkefrontens frigørelse, og hvor viljen til proaktivcivil modstand vil sejre over tyrannernes nye glo-bale imperiebygning. Landet, vandet, luften oguniverset tilhører hele menneskeheden.

Godt nytår!

Ulla Røder: Hvad ønsker jeg mig i 2007?

Fredsaktivisten Ulla Røder

1999: Tre aktivister fra Trident Ploughshares2000 trænger ind på det militære forsøgscenter

Marytime ved Loch Goil ved Glasgow, Skot-land. De ødelægger et privat ejet flydende

laboratorium, hvori der forskes i atomubåds-teknologi.f omkring en million danske kr.. Akti-visterne varetægtsfængsles og anklages for

‘ondsindet hærværk’ for omk. 1 mio. danske kr.– men frikendes i sidste ende.

I 2001 modtager de tre aktivister den alternati-ve nobelfredspris Right Livelyhood Award for

deres aktion . Fra venstre Ellen Moxley AngieZelter og Ulla Røder

Fredag 29. december 2006

Du ved, dit land har problemer,

- når FN må åbne en særlig instansblot for at holde øje med kaos og blod-sudgydelser – UNAMI.

- når ovennævnte instans ikke kanoperere fra dit land.

- når politikerne, som arbejdede forat bringe dit land i denne sølle forfat-ning, ikke længere kan spores inden foreller bare i nærheden af dets grænser.

- når det eneste, USA og Irak kanblive enige om, er nationens stadig hur-tigere forfald.

- når en otte år lang krig og en 13-årig blokade ligner landets ’gyldne år’.

- når landet angiveligt ’sælger’ tomillioner tønder olie om dagen, men dumå stå i kø i fire timer for at få benzintil generatoren fra det sorte marked.

- når man for hver fem timer udenelektricitet får en times offentlig elektri-citet, og regeringen så bebuder, at den vilskære ned på forsyningen af denne time.

- når politikere, som støttede krigen,bruger tv-tid på at debattere, om det er’sekterisk blodbad’ eller ’borgerkrig’.

- når folk synes, de er heldige, hvisde faktisk er i stand til at identificereliget af en pårørende, der har været sav-net i to uger.

En dag i en gennemsnit-irakers liv erblevet reduceret til at identificere lig,undgå bilbomber og forsøge at holde sigorienteret om, hvilke familiemedlem-mer som er arresteret, hvem som er gåeti eksil, og hvem som er blevet bortført.

2006 har afgjort været det hidtil værsteår. Det har det virkelig. Denne krig ogbesættelsens enorme dimensioner ram-mer først nu landet med fuld styrke.

Det er som at have et stort stykkehård og tør jord, som du er fast beslut-tet på at brække i stykker. Den førstekile sætter du ind i form af ødelæggelseaf infrastrukturen med missiler og dennyeste våbenteknologi, og de førstesprækker begynder at danne sig. Enstribe nye små kiler kommer i skikkelseaf politikere som Chalabi, Al Hakim,

Talebani, Pachachi, Allawi og Maliki.Sprækkerne begynder langsomt at bliveganget op og udstrækker sig over detengang så solide stykke jord, mens desøger hen mod dets hjørner som lige såmange skelethænder. Og så sætter dupres på. Du omringer det fra alle siderog skubber og trækker. Langsomt, mensikkert, begynder det at falde fra hinan-den – en stump hist, et stykke der.

Det er Irak lige nu. Amerikanernehar gjort et godt stykke arbejde for at fådet til at brække i stykker. Det sidste århar overbevist næsten enhver om, at detvar planen lige fra begyndelsen. Dervar alt for mange fejltrin til, at det rentfaktisk kan være fejltrin. ‘Fejlta-gelserne’ var for katastrofale. De folk,som Bush-regeringen valgte at støtte ogfremme, var forfærdelige, åbenlyst ogoffentligt – fra bondefangeren ogsvindleren Chalabi til terroristen Jaffariog militslederen Maliki. Beslutninger-ne, som at opløse den irakiske hær,afskaffe den gældende forfatning og til-lade, at militser har overtaget sikkerhe-den i Irak, har været alt for ødelæggen-de til at være andet end bevidste.

Spørgsmålet nu er: Hvorfor? Det harjeg virkelig spurgt mig selv om de sid-ste dage. Hvad kan Amerika overhove-det vinde ved at ødelægge Irak i detteomfang? Jeg er sikker på, at kunrablende idioter stadig tror på, at dennekrig og besættelse drejede sig om mas-seødelæggelsesvåben eller en reel frygtfor Saddam.

Al Qaeda? Det er latterligt. Bush hareffektivt skabt flere terrorister i Irak ide sidste fire år, end Osama kunne haveuddannet i ti forskellige terroristlejre iAfghanistans fjerne bjerge. Vores børnleger nu ’snigskytte’ og ’hellig kriger’og lader, som om den ene rammer enamerikansk soldat mellem øjnene ogden anden vælter en Humvee.

Især det sidste år har været et vende-punkt. Næsten alle irakere har mistetutrolig meget. Utrolig meget. Der eringen måde, man kan beskrive de tabpå, vi har oplevet med denne krig ogbesættelse. Der er ingen ord, som kan

sættes på de følelser, som kommer meden viden om, at der dagligt findes næs-ten 40 lig i forskellige grader af lem-læstelse og opløsning. Der findes ingenkompensation for den tykke sorte skyaf frygt, som hænger over hver enesteirakers hoved. En frygt for ting, der iden grad er uden for ens kontrol, at detgrænser til det glade vanvid – som omens navn er ’for meget’ sunni eller ’formeget’ shia. Frygt for de større ting –som amerikanerne i tanksene, politiet,som patruljerer i dit kvarter iført sortetørklæder og grønne indskrifter, og deirakiske soldater, som bærer sorte mas-ker ved tjekpunktet.

Jeg kan ikke lade være med igen at spør-ge mig selv om, hvorfor alt dette er sket.Hvad er hensigten med at brække Irak istykker i en sådan grad, at det ikke kanrepareres? Iran synes at være den eneste,der har fordel af det. Den iranske tilste-deværelse i Irak er så veletableret, at detgrænser til selvmord at kritisere en gejst-lig eller en ayatollah offentligt. Er situa-tionen i den grad kommet ud af kontrolfor Amerika, at den nu er irreversibel?Eller har det hele tiden været en del afplanen? Det gør ondt i hovedet, baredisse spørgsmål stilles.

Hvad der lige nu forekommer migmest gådefuldt, er: Hvorfor hælde ben-zin på bålet? Sunnier og moderate shi-’iter fordrives fra de større byer modsyd og fra hovedstaden. Bagdad rives istykker, og shi’iter forlader sunni-kvar-terer, og sunnier forlader shi’itiskekvarterer – nogle af trusler og nogle affrygt for angreb. Folk bliver åbenlystskudt ved tjekpunkter eller ved drab fraforbikørende biler … Mange universi-teter og gymnasier har indstillet under-visningen. Tusindvis af irakere er holdtop med at sende deres børn i skole – deter simpelthen for usikkert.

Hvorfor gøre tingene værre ved atinsistere på at henrette Saddam nu?Hvem vil vinde, hvis de hænger Sad-dam? Iran, naturligvis, men hvemellers? Der eksisterer en reel frygt for,at denne henrettelse vil være det ende-lige stød, som sønderslår Irak. Nogle

Side 14TEMA: Dagbog fra Bagdad

Et år til er slutAf Riverbend, Baghdad Burning (1)

sunni- og shia-stammer har truet med atbevæbne deres medlemmer mod ameri-kanerne, hvis Saddam henrettes. Iraker-ne følger i almindelighed nøje med forat finde ud af, hvad der nu vil ske, ogforbereder sig på det værste.

Det er, fordi Saddam nu ikke længererepræsenterer sig selv eller sit regime. Ikraft af den voldsomme amerikanskekrigspropaganda repræsenterer Saddamnu alle sunni-arabere (uanset de fleste ihans regering var shi’iter). Amerikaner-ne har gennem deres taler og nyhedsar-tikler og irakiske marionetter gjort detmeget klart, at de mener, at han perso-nificerer den sunni-arabiske modstandmod besættelsen. Med denne henret-telse siger amerikanerne grundlæggen-de set: ’Se her, sunni-arabere – det herer jeres mand, det ved alle. Vi hængerham, han symboliserer jer.’ Og tag ikkefejl: Denne retsfarce og dommen oghenrettelsen er 100 % amerikansk.Nogle af skuespillerne var nok irakiske,men produktionen, indstuderingen ogklipningen var ren Hollywood (om endpå lavbudget).

Det er selvfølgelig derfor, Talebaniikke vil underskrive hans dødsdom –ikke fordi denne gangster pludselig blevudstyret med en samvittighed, menfordi han ikke vil være den, som foreta-ger hængningen. Han vil ikke kunneslippe langt nok væk, hvis han gør det.

Malikis regering kunne ikke tilbage-holde sin triumferen. Den annonceredestadfæstelsen af henrettelsesordren,inden den pågældende ret selv gjordedet. For nogle aftener siden interviewe-de et amerikansk nyhedsprogram Mali-kis departementschef Basim Al-Hassa-ni, som med amerikansk accent talteom den kommende henrettelse, som omhan skulle til karneval. Han sad og såfedtet og ikke så lidt dum ud, med entalestrøm fuld af ‘gonna’, ‘gotta’ og‘wanna’ ... Jeg formoder, det er, hvadder sker, når de eneste folk, manomgås, er amerikanske soldater.

Den eneste konklusion, jeg kankomme til, er, at amerikanerne ønskerat trække sig ud af Irak, men at de gernevil efterlade en borgerkrig i altomfat-tende skala, fordi det ikke vil se så godtud, hvis de trak sig tilbage, og tingenefaktisk begyndte at blive bedre, villedet vel?

Her er vi så ved slutningen af 2006, ogjeg er bedrøvet. Ikke simpelthen bedrø-vet over landets tilstand, men overvores menneskelighed som irakere. Vihar alle mistet noget af den medfølelseog medlidenhed, som jeg følte udmær-kede os for fire år siden. Jeg kan tagemig selv som eksempel. For fire årsiden blev jeg beklemt, hver gang jeghørte om en amerikansk soldats død.De var okkupanter, men de var ogsåmennesker, og den viden, at de blevdræbt i mit land, gav mig søvnløse næt-ter. Uanset at de drog hen over ocea-nerne for at angribe landet, så følte jegfaktisk for dem.

Hvis ikke jeg havde nedfældet dissefølelser på denne blog, ville jeg ikke

længere tro på dem. I dag repræsentererde simpelthen tal. 3.000 amerikaneredøde på næsten tre år? Virkelig? Det erantallet af døde irakere på mindre end enmåned. Amerikanerne havde familier?Det er bare ærgerligt. Det har vi også.Det har ligene i gaderne og dem, derventer på identifikation i lighuset, også.

Er den amerikanske soldat, som i dagdøde i Anbar, vigtigere end en af minefætre, som blev skudt i sidste måned,samme aften, som han blev forlovet meden kvinde, som han har villet giftes medi de sidste seks år? Det synes jeg ikke.

Bare fordi amerikanerne dør i ringe-re antal, gør det dem ikke mere betyd-ningsfulde, eller hvad?

Side 15TEMA: Dagbog fra Bagdad

27. december 2006: Børn i Tikrit passerer et murmaleri af Saddam Hussein.Hans dødsdom er netop stadfæstet.

Side 16TEMA: Dagbog fra Bagdad

Søndag 31. december 2006

Nu er det officielt. Maliki og hans folker psykopater. Dette er virkelig et nytlavpunkt. Det er oprørende – en henret-telse under Eid-helligdagene (Note 1).Muslimer verden over (med undtagelseaf Iran) er rasende. Eid er en stund forfred, hvor skænderier og vrede læggesbort – i det mindste så længe den varer.

Det lover ikke godt for det kommen-de år. Ingen kunne forestille sig, at gal-ningene faktisk ville gøre det under enreligiøs højtid. Det er religiøst uaccepta-belt, og det har været forfatningsstridigt.Vi troede i det mindste at kunne have etpar dage med fred og lidt tid til at nydeEid-ferien, som i år falder sammen mednytåret. Vi har brugt de første dage af enreligiøs højtid på at se forskellige stum-per fra en beskidt lynchning.

Amerika, frelseren … Der er gået næs-ten fire år, og Bushs største fremgang iIrak har været en lynchning. Bravo,amerikanere.

Maliki har begået sit livs fejltagelse.Hans underskrift og utilslørede skade-fryd ved hele henrettelsen, især på denførste dag af Eid Al Adha (hvor millio-ner af muslimer tager på pilgrimsfærdtil Mekka), vil blot føje ny skade tilhans flossede ry. Han er som en grib ijakkesæt (eller en skaldet væsel). Det ertil at blive helt forlegen over. Jeg for-ventede hele tiden, at Muwafaq AlRubaii ville løbe over og tørre savlet afhans mundvige, da han undertegnededødsdommen. Er det disse folk, somrepræsenterer det Nye Irak? Vi er i stør-re vanskeligheder, end jeg nogensindekunne forestille mig.

Og nej – her er ingen fest i gaderne,som BBC hævder. Med undtagelse afnogle få kvarterer er gaderne tomme.

Nu kommer vi til CNN. I bør skammejer, journalister, I er ved at blive dovne.Det mindste, I kunne, var at få de sidsteord korrekt gengivet, når I skriver enhistorie om en henrettelse. Jeres artiklerlæses verden over og vil gå over i histo-rien som kildemateriale. I er den størstenyheds-fabrik i verden – I kunne i det

mindste bruge nogle penge på enanstændig oversætter. Saddams sidsteord var IKKE ’Muqtada Al Sadr’, somMunir Haddad påstod, ifølge nedenstå-ende artikel. Hvis bare en af jer havdeset i det mindste en del af den video, derblev vist på YV, ville I vide det.

”Et vidne, den irakiske dommerMunir Haddad, sagde at en af bød-lerne fortalte Hussein, at den tidli-gere diktator havde ødelagt Irak,hvad der udløste et skænderi, hvoriflere af de tilstedeværende rege-ringsembedsmænd deltog.

Da løkken blev strammet omHusseins hals, råbte en af bødlerne”længe leve Muqtada al-Sadr”,sagde Haddad med henvisning tilden magtfulde antiamerikanske reli-giøse shiitiske leder. (Note 2)

Hussein, som var sunni, ytredesom sine sidste ord ’Muqtada al-Sadr’ i en hånlig tone, ifølge Had-dads udsagn.”

Af den lækkede video fremgår det, atdet ikke var bødlen, som råbte ”længeleve Muqtada al-Sadr”.

Dette er nemlig endnu et lavpunkt forMaliki-regeringen – den havde bekvemtnogle folk til stede ved henrettelsen, derskulle komme med tilråb. Malikipåstod, at det var ’nogle vidner fra rets-sagen’, men de var helt klart bestilt tilforhånelse. I samme øjeblik løkken låomkring Saddams hals, begyndte deenstemmigt at messe: ’Lad Guds bønnerfølge Muhammed og Muhammedsfamilie.” Så fulgte noget, jeg ikke heltfangede (men det var helt koordineret),

og så ”Muqtada, Muqtada, Muqtada!”En af dem råbte til Saddam: ”Gå til hel-vede med dig …” (på arabisk). Saddamså ned med foragt og svarede “Heya hayil marjala …?”, hvad der betyder sådannoget som ’Er det din måde at væremand på?’ (Note 3)

En eller anden udbrød halvhjertet tiltilråberne: ”Hold nu op, hold nu op –manden er ved at blive henrettet.” Deblev lidt mere stille, og så stod Saddamog sagde “Ashadu an la ilaha ila Allah,wa ashhadu ana Mohammedun rasoolAllah …” Det betyder: ”Jeg bekender,at der ikke er nogen anden gud endAllah, og at Muhammed er hans pro-fet.” Det er disse ord, en muslim (bådesunnier og shi’iter) bør bruge på døds-lejet. Han gentog dem endnu engang,meget klart, men før han afsluttede sæt-ningen, blev han lynchet.

Så nej, CNN, hans sidste ord var ikke“Muqtada Al Sadr” i et hånligt tonefald– jeg synes bare, en eller anden børgøre det klart (hør nu her, folk: I varseks om at skrive den artikel!).

Så kan man jo på den anden sidesige, at det var en dommer, som gavdem den falske information. En dom-mer fra den irakiske appelret – en af dedommere, som stadfæstede henrettel-sesordren. Og alle er jo bekendt med, atirakiske dommere under amerikanskbeskyttelse aldrig lyver – det kan for-klare CNN’s forvirring.

Muwafaq Al Rubai sagde, at han (Sad-dam) var ’svag og bange’. Tilsynela-dende overværede Rubai en helt andenlynchning, for ifølge den video, som de

En lynchning ...Af Riverbend, Baghdad Burning (2)

Side 17Lakajhumor

Åbent brev:Til DR2ProgramredaktionenDR ByenEmil Holms Kanal 200999 København C

Venskabsforeningen Danmark – DenDemokratiske Folkerepublik Korea harmed den største beklagelse konstateret,at DR2 for tiden udsender et tv-pro-gram ved navn ”Det Røde Kapel”. Nor-malt ville vi ikke have nogen meningom DR2’s programmer, hvis det ikkelige var, fordi programmet åbenlyst hartil formål at bidrage til at skabe et fjen-debillede af Nordkorea.

Som indledning til hvert afsnit af pro-grammerne ses en rulletekst med enrække udokumenterede påstande somf.eks., at sult benyttes som magtmiddel,at der sker undertrykkelse af anderledestænkende og af handicappede, og omfangelejre i Nordkorea. Den sammesmøre gentages som indledning tilhvert afsnit.

Så er seerne kommet i den ”rettestemning” og ved, hvad de skal mene.

Samtidig bedrages de koreanske værteraf den falske ”teatertrup” Det RødeKapel. Både på det følelsesmæssigeplan og fordi teatertruppen giver sig udfor at støtte Nordkorea. At truppen bli-ver meget varmt modtaget af de nord-koreanske værter, sætter ikke medi-ebossen Mads Brügger i noget moralskdilemma. Han har overhovedet ingenskrupler. For ham er Nordkorea et ondtog bedragerisk samfund, hvilket derforretfærdiggør ”teatertruppens” bedrag.Sikken en moral.

Man vil undersøge smilets vilkår idet socialistiske Nordkorea. Der gørman ved et show, der for en stor delbestår af ligegyldige talentløse plathe-der som pruttepude, hyl og skrig. Dekoreanske værter forstår naturligvis sletikke komikken. Alligevel optræder deyderst imødekommende og høfligt, ogde søger hele tiden at få et godt samar-bejde i stand.

Vi må på det skarpeste tage afstand fra,at DR2 med disse programmer har del-taget i en dæmonisering af Nordkorea –helt på linje med Bush-regeringens hetz-kampagne imod det socialistiske Korea.

Bush-regeringen har siden 2002 udråbtNordkorea til et ”ondskabsland”. Denhar en stærk interesse i at presse ogbesejre Nordkorea og de andre, derbetegnes som onde.

Dæmonisering og skabelse af fjende-billeder har i sidste ende til formål atlegalisere udslettelsen af det nordkore-anske samfund.

Nordkorea kritiseres for at være ver-dens mest lukkede land. Ikke destomindre har koreanerne her vist siggæstfrie og imødekommende. Tillid ersvigtet, og man kan ikke bebrejde kore-anerne i, at de endnu engang er blevetbekræftet i, at omverdenen ikke vil demnoget godt. DR2’s program er derfordybt beklageligt og kan kun medvirketil lukning af flere døre.

Vi må forvente, at DR2 ikke fremoverlader sig hægte på Bush-regeringenspsykologiske krig imod Nordkorea og istedet holder sig til alsidig og sagliginformation om Korea.

Med venlig hilsenAnders Kristensen

formand

København 24. december 2006

www.dk-korea.dk

Åbent brev til DR2 fraVenskabsforeningen Danmark – DenDemokratiske Folkerepublik Korea

lod lække, så han slet ikke skræmt ud.Hans stemme rystede ikke og han næg-tede at få en sort hætte på. Han så ud tilat have resigneret til sin skæbne, ogunder forhånelserne var han så trodsigsom nogensinde. (Det var en markantkontrast til Muhsin Abdul Hameedsoffentlige hysteri sidste år, da amerika-nerne ransagede hans hjem).

Det er noget at have militser som delta-gere i mord. Det er angiveligt detdemokrati, amerikanerne skilter med.Er det så blodtørstige og skræmmende,vi er blevet? Er det, hvad Irak nu stårfor? Henrettelser? Jeg er sikker på, atresten af de arabiske lande vil væreimponerede.

Et af de mest avancerede lande i verdenhjalp ikke med at genopbygge Irak, dethjalp ikke engang med at producere enanstændig forfatning. De bidrog imid-lertid pænt til en skueproces og enlynchning. En lynchning, som vil gåover i historien som Amerikas størstebedrift i Irak. Så hvem bliver den næste?Hvem vil hænge for de hundredtusinder,som er døde som et direkte resultat afdenne krig og besættelse? Bush? Blair?Maliki? Jaffari? Allawi? Chalabi?

2006 har bestemt været repræsentativtfor Maliki og hans regering – mordsom aldrig tidligere set, og en lynch-ning for at slutte det ordentligt af. Dødog ødelæggelse overalt. Jeg er så trætaf det hele …

Oversættelse: Stop Terrorkrigen

Noter (Stop Terrorkrigen):

(1) Den vigtigste muslimske højtid i årets løb.For sunnier påbegyndtes den lørdag den 30.december, den dag Saddam blev hængt. Forshi’iter dagen efter!

(2) De (amerikanske) internationale medierbliver ved med at betegne al-Sadr som anti-amerikansk, men denne berygtede militsledersamarbejder med amerikanerne, og hans folkdeltager både i lakajregeringen og i parlamen-tet.

(3) Et formål med de bestilte ballademagerehar været at forhindre Saddam i at dominerescenen med forberedte politiske kommenta-rer, sidste ord til irakerne og verden.

Side 18Hilsener til APKs 3. kongres

Kammerater fra ArbejderpartietKommunisterne,Workers’ Communist Party of Den-mark

Irans Arbejderparti (Toufan) sendersine broderlige hilsener ved afhol-delsen af jeres tredje partikongres. Vilykønsker de revolutionære aktivisterog de danske arbejdende med dennehistoriske og glædelige begivenhed ijeres organisations liv.

Irans Arbejderparti (Toufan) hilser dekampe, I har ført mod det danske bour-geoisi, repræsenteret af Fogh-regering-en, imod imperialismen, anført af USA,mod zionisme og al reaktion, og foropbygningen af et samfund befriet forracisme, undertrykkelse og udbytning.

Kære kammerater,

Den amerikanske imperialisme fikudsigt til et forsmædeligt nederlag, daden indledte en reaktionær krig modIrak. Det irakiske folks modstandsbe-vægelse har gjort landet til det renekviksand for besættelsesmagterne.Solidaritetsbevægelsen med det irakis-ke folk, den globale antikrigsbevæ-gelse, vil og må blive videreført, styrketog radikaliseret.

Denne bevægelse vil og må i endnustørre omfang afsløre de forbrydelser,som Bush og Blair-regeringerne ogderes danske allierede, den kriminelleFogh-regering, har begået.

Besættelsestropperne må forlade Irakog Mellemøsten, de amerikanske impe-

rialister må betale krigsskadeserstat-ninger til det irakiske folk, og krigensarkitekter må stilles for en domstol.

Irans Arbejderparti (Toufan) værdsæt-ter den betydningsfulde rolle, somkammerater fra APK spiller i antikrigs-bevægelsen.

Den globale bevægelse mod imperi-alisme, krig og bourgeoisiets neolibera-le politik har international karakter ogudtrykker solidariteten mellem verdensarbejdende. Denne solidaritet må yder-ligere styrkes, kommunisternes rolle ibevægelsen yderligere udvikles, kræn-kelserne af arbejderklassens rettighedermå besejres, og demokratiets og socia-lismens kræfter må presse sig frem!

Kære kammerater,

FN’s Sikkerhedsråd har for nylig ogunder amerikansk pres vedtaget enresolution mod Irans fredelige atom-forskning og udvikling. Vores partianser dette som en imperialistisksammensværgelse mod det iranske folkog som et forsøg på at bane vej for et’regimeskifte’ i Iran og for at gennem-føre den amerikanske politik for en ’NyVerdensorden’.

Denne sammensværgelse må afslø-res.

Kun det iranske folk, som beslutsomtmodsætter sig udenlandsk indblanding,har retten til at vælte den IslamiskeRepubliks forbryderiske styre. De ame-rikanske imperialisters hensigter i Iranmå gøres klare for verdens folk.

Kammerater fra APK,

Vi er overbevist om, at APK’s 3. kongreshar fremlagt en vej frem for revolutio-nen og socialismen i Danmark. Vore tomarxistisk-leninistiske partier er forene-de i kampene mod imperialismen, somanføres af USA, og mod bourgeoisiet.

Vi ønsker jer alt det bedste for jeresrevolutionære virksomhed.

Længe leve Arbejderpartiet Kom-munisternes 3. kongres!Længe leve solidariteten mellemarbejderklassen i Iran og Danmark!Længe leve socialismen!

Irans Arbejderparti (Toufan)30. december 2006

www.toufan.org

Hilsener til APK’s 3. kongres

Fra Irans Arbejderparti (Toufan)

Arbejderpartiet Kommunis-terne har i forbindelse medden vellykkede gennemfø-

relse af partiets 3. kongres idecember 2006 modtaget enlang række internationale hil-sener fra broderpartier, marx-istisk-leninistiske tidsskrifter

og revolutionære organisa-tioner.

Vi bringer her nogle enkelteaf disse – fra tre partier, deralle er medlemmer af den

Internationale Konference afMarxistisk-Leninistiske Partierog organisationer, IKMLPO.

Side 19Hilsener til APKs 3. kongres

Kammerater i Arbejderpartiet Kom-munisterne

I hele PCMLE’s navn sender centralko-mitéen sine varmeste revolutionærehilsner til APK’s 3 kongres.

Denne kongres er uden tvivl en begi-venhed af stor betydning for kommu-nister i alle lande, for arbejderklassen ijeres land, for arbejdere og folkene ihele verden.

Kongressens debatter, diskussioner,konklusioner og opgaver kommer til atvære vigtige skridt for at styrke dendanske arbejderklasses partis ideologi,politik og organisering og for konfron-

tationen med hele det undertrykkendekapitalistiske system, mod borgerska-bet og imperialismen.

PCMLE hejser, som en del af den Inter-nationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer,IKMLPO, og som forkæmper for denproletariske revolution i vores land, sitrøde flag som hilsen til denne sejrrigekongres. Vi ser den som et skridt frem-ad i den fælles kamp mod menneskehe-dens fjender.

Kammerater, modtag vores bedsteønsker om succes for jeres kongres ogfor styrkelsen af det kommunistiske

broderskab mellem vores partier, dervil være med til at fremme proletaria-tets verdensrevolution.

Leve Arbejderpartiet Kommunister-nes 3. kongres!Leve det internationale proletariat!Længe leve Marxismen-Leninismen!

Ecuadors Kommunistiske PartiMarxister-Leninister

CentralkomiteenQuito, Ecuador

6. december 2006

Til de delegerede til ArbejderpartietKommunisternes 3. kongres

Kære kammerater,

På vegne af medlemmerne af voresparti, Frankrigs Kommunistiske Arbej-derparti, overbringer vi jer vores bro-derlige hilsener og de bedste ønsker omsucces for jeres kongres.

Kongressen vil gøre status over denrige politiske erfaring, som jeres partihar vundet på forskellige af klassekam-pens fronter.

I de senere år har vi haft lejlighed til atføre fælles kampe med jeres kammera-ter, jeres parti, dets ungdomsorganisa-tion og dets faglige aktivister.

Sammen med jeres parti og andremarxistisk-leninistiske partier i Europaog Afrika og med demokratiske kræfterhar vi fordømt den Europæiske Unionsforfatningsprojekt. Af denne grundbetragter vi ”Nej”-sejren i Frankrigsom en fælles sejr. Vi har kæmpet sam-men mod Bolkestein-direktivet. Og vihar kæmpet sammen for, at den interna-tionale Antifascistiske og Antiimperia-listiske Ungdomslejr, som blev afholdti jeres land, skulle blive en succes.

Denne praksis af fælles kamp bliver

mere og mere nødvendig, fordi vi kon-fronteres med de samme politikker,med de samme reaktionære og imperia-listiske institutioner som den Europæis-ke Kommission i Bruxelles.

Det er særlig nødvendigt for vorespolitiske arbejde i forhold til arbejder-klassen. Det er arbejderklassen, som erdet første angrebsmål for de store mono-polers politik – en politik, som er iden-tisk med den neoliberale politik, som erudviklet i verdensmålestok af imperia-lismen. Denne politik stiller arbejderne iindbyrdes konkurrence på nationalt, eur-opæisk og globalt niveau og forringerarbejdsforholdene, lønnen og de vundnesociale fremgange for alle arbejdere.

Vore partier har som arbejderklas-sens partier den særlige opgave atudvikle international solidaritet ogåbne politiske perspektiver for arbej-derklassen, der bidrager til at fremmeklassens enhed og får den til at spilleden ledende rolle i frontpolitikken mod

monopolborgerskabets diktatur.

I anledning af jeres kongres vil viudtrykke vores stærke vilje til at udvik-le kampfællesskabet med jeres parti itæt sammenhæng med de øvrige partierog organisationer i den InternationaleKonference af Marxistisk-LeninistiskePartier og Organisationer.

Vi hilser den nye centralkomité, somvælges på denne kongres, og ønsker almulig fremgang for jeres revolutionærearbejde.

Længe leve Arbejderpartiet Kom-munisternes 3. kongres!Længe leve Marxismen-Leninismenog den internationale solidaritet!

Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti

CentralkomiteenParis 9. december 2006

Fra Ecuadors Marxistisk-LeninistiskeKommunistiske Parti PCMLE

Fra Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti PCOF

Side 20Teori & Praksis

”Staten er den form, hvori individerne,som hører til den herskende klasse, gørderes fælles interesser gældende.”

Karl Marx

Staten er ”et organ for den ene klassesundertrykkelse af den anden.”

Lenin

Det grundlæggende spørgsmål forenhver marxist-leninist, enhver, derkalder sig kommunist, enhver, der haren tanke om revolution og socialisme,er spørgsmålet om staten.

Alle stater og statsformer, historienhar kendt, har været klassestater og etredskab for den herskende klasse,KLASSEDIKTATUR.

Den nuværende borgerligt demokra-tiske kapitalistiske stat er redskabet forkapitalens KLASSEDIKTATUR overarbejderklassen og den øvrigebefolkning.

Revolutionen må tilintetgøre dengamle borgerligt demokratiske kapita-listiske stat, der ene og alene, med heledens voldsapparat, er indrettet på atsikre kapitalens KLASSEHERRE-DØMME, undertrykke arbejderklassenog den øvrige befolkning.

Arbejderklassen og revolutionen måskabe en helt ny statsmagt, en stat, derer et redskab for arbejderklassensKLASSEHERREDØMME – PROLE-TARIATETS DIKTATUR, en arbejder-klassens stat, som udtrykker og forsva-rer det store flertals interesser.

Revolutionen og arbejderklassensstat, PROLETARIATETS DIKTATUR,likviderer borgerskabets ejendomsrettil produktionsmidlerne – jord, byg-ninger, råstoffer, fabrikker – og sikrerdisse som socialistisk fællesejendom.

Revolutionen og PROLETARIA-TETS DIKTATUR likvid