KONSERVATISME

OG KULTURKAMP

Det radikale stormløb i kulturkam-

pen i Danmark i sidste trediedel af

1800-tallet og konservatismens svar

JON A. P. GISSEL

Konservatisme og kulturkamp

© Jon A. P. Gissel og Munch & Lorenzen

Århus, 2014

Bogen er sat med Minion Pro

ISBN: 978-87-995294-4-5

www.munch-lorenzen.dk

Indholdsfortegnelse

Forord v

Indholdsfortegnelse vii

Indledning 1

Første del: Kampen 18

Henrik Scharlings synspunkter i tilbageblik og fremblik 18

Rudolf Schmidt og For Idé og Virkelighed 28

Oehlenschläger og Rasmus Nielsen 32

Radikalismen 36

Georg Brandes’ synspunkter 54

Konservative synspunkter 63

Peter Hansens tidsskrift Nær og Fjern 68

Julius Paludan og Nær og Fjern 79

Den Conservative 89

For Romantik og Historie 95

Literatur og Kritik 96

Nogle senere tidsskrifter 98

Præsterne 103

Andre konservative kritikere 115

Kulturkonservatismens vanskelige vilkår 119

Det kongelige Teater 128

Studenterforeningen 132

viii Indholdsfortegnelse Skole og undervisning 134

Kritik af radikalismen fra en lidt anden kant 143

Nogle konservative udsagn efter 1900 – nogle yngre forfattere 147

Radikalismens herredømme i eftertiden 154

Hvordan kunne det komme så vidt? 162

Socialismen og kritik af den 166

Anden del: Viden 177

Holdning til viden og videnskab 177

Hvad er viden? 190

Om ordenes betydning 191

Viden og retorik 196

Erfaring og hukommelse 200

Aagesen 202

Teologerne: Martensen, Rørdam, Ussing 203

Nation og forskning 217

Ernst von der Recke om metrik og retskrivning 218

Johannes Steenstrup og Normannerne 221

Harald Westergaard om Quetelet og statistikken og Westergaards personlige standpunkt 225

Holdning til darwinismen 230

Julius Paludans kritik af Zola 238

Viljens Frihed 243

Karakteren af den historiske Vished 254

Den senere periode, manglen på kontinuitet 258

Indledning

Denne bog handler om kulturkampen i Danmark i sidste trediedel af 1800-tallet, og den samler sig om tre punkter: Det radikale angreb på den eksisteren-de kultur og især kristendommen, de direkte konservative svar herpå og ende-lig de konservatives opfattelse af viden og videnskab, som var et af de centrale stridspunkter. I det omfattende og mangeartede tekstlandskab er der et tema, som er gennemgående: Det er velkendt, at det radikale slagord i striden om kulturens indhold var ”den frie tanke”, velkendt fordi den senere litteratur i alt væsentligt har beskæftiget sig med den radikale side. Ganske ukendt er det vist derimod, at et gennemgående tema hos konservative skribenter i samme tid var ”den frie vilje”: Mennesket har i denne tankegang en fri vilje; omgivelser og drifter, arv og miljø øver deres indflydelse, men er ikke enerådende. Menne-sket er ikke et værgeløst offer, men har en mulighed for selvstændig indflydel-se på sit liv, en mulighed for et valg. Dermed kan mennesket også arbejde med sig selv. Ved at vise den frie viljes betydning i den konservative tankegang mener jeg, at bogen kan give ny og frugtbar viden. Det er også vigtigt at under-strege, at viljens frihed er et af de helt store spørgsmål i europæisk åndshisto-rie; dens modsætning til nødvendighed angives med fremmedord som forhol-det mellem indeterminisme og determinisme. Dette dybt rammende spørgsmål kommer frem på en markant måde i modsætningerne i debatten i sidste tredie-del af 1800-tallet.

Det er nødvendigt at vise, hvilke modstandere de kristne og konservative stod overfor som et bidrag til en almen kulturkritik. De konservatives argumen-ter over for modstanderne er samtidig væsentlige for hele den kulturelle situa-tion, og det er vigtigt at se på, hvilke udtalelser hos konservative forfattere, der kan bidrage til at forstå og forklare, hvad der skete i kulturkampen, hvad bag-grunden for den var, og hvorfor det gik, som det gjorde. I over 100 år har tan-kegangen været domineret af to retninger, radikalisme og marxisme, hvor ha-det har været den grundlæggende drivkraft, som vi skal se; derfor er det ikke overraskende at se hadets flammer slå op fra megen debat og videnskab. Man har smykket sin hadefuldhed med ord som ”kritisk”, ”frigørende” m.m. Når tilhængerne af disse retninger taler om det ”kontroversielle” og ”ønsket om at provokere”, er dette et forsøg på at fremstille hadet som noget rationelt, som et rationelt middel i ”fremskridtets” tjeneste og dermed undgå at vise det som drivkraft. Hadet går ind i selve tankegangen, præger hele sprogbrugen. Man fjerner sine egne og systemets modstandere; det kan både være udtryk for fana-tisme og et ønske om selv at komme frem. Kulturradikalismen fik lov til at sejre trods en forbavsende ringe argumentationskraft, men med en høj grad af postulater og skældsord; den havde tidsånden på sin side, men det var ideologi mere end argumenter. ”Det moderne” betyder i sig selv ikke andet end det, der

2

er nu, men moderniteten som ideologi, f.eks. ”Det moderne Gennembrud” gør krav på nutiden som sit territorium og derudfra retten til at fælde domme over fortiden. Holdningen bag denne tankegang har i høj grad været materialisme, en opfattelse som anser materien for den eneste sande virkelighed. Den blev forbundet med naturvidenskaberne og en mekanisk verdensbetragtning. Som livsanskuelse fra slutningen af 1700-tallet mener den, at mennesket kun er et fysisk væsen, og den blev fornyet efter romantikken. Ifølge den er den ydre håndgribelige verden udgangspunktet for al viden1, og dette synspunkt er ka-rakteristisk for de konservatives modstandere i slutningen af 1800-tallet. Konservatisme er ikke nogen entydig sag. Skal man tale om ”konservatis-men” eller ”konservatismer”? Først må man gøre sig klart, at konservatisme findes på forskellige områder og til forskellige tider: Derfor med forskellige emner og forskellige modstandere. Der findes af samme grund ingen recept på konservatisme, men denne bog skulle gerne bidrage til en nærmere bestemmel-se, så vel som en dybere forståelse af den. I sidste trediedel af 1800-tallet re-præsenterede Henrik Scharling, mest kendt for Ved Nytaarstid i Nøddebo Præ-

stegaard, en teologisk konservatisme. Allerede i 1860’erne advarede han imod farerne – set fra et kristent konservativt standpunkt – ved den materialisme og naturalisme, som bredte sig i Europa. Han var dermed opmærksom på disse fænomener, før de trådte frem her i landet. Han fortsatte det arbejde, som Sjæl-lands biskop Mynster havde udført, og hans efterfølger Martensen fortsat, på at bevare en klassisk kristendom inden for Folkekirkens rammer og på at bevare kristendommens betydning for kulturen. Dette bragte især Scharling i konflikt med Grundtvigs tilhængere. I en ikke særlig velvillig artikel om Scharling be-skrives hans teologiske standpunkt som “meget konservativt”;2 det er tydeligt ikke positivt ment. Det bruges til at lægge afstand, samtidig med at det er vagt. Scharling er konservativ, men tilføjelsen “meget” bruges til at placere ham som yderliggående, uden at man særlig konkret får at vide, hvad der indholdsmæs-sigt ligger i det. Inden for den teologiske konservatisme kan Martensens Den christelige

Ethik nævnes som et hovedværk. Men Scharling var også aktiv inden for den kulturelle konservatisme, der lå uden for den teologiske, særlig ved sine skrif-ter om dramaet, om forholdet mellem romantik og realisme. Den kulturelle konservatisme bevarede en kontakt til den danske litterære Guldalder, arbejde-de på at fastholde kristendommen som kulturgrundlag og hævdede menneskets ansvar i forbindelse med dets frie vilje. I denne sammenhæng virkede Carl Ploug som digter og redaktør af avisen Fædrelandet og litteraturhistorikeren Julius Paludan med kritik af den radikale bannerfører Georg Brandes og af andre internationale personer af samme observans. Her findes også Ernst von der Recke med en omfattende romantisk digtning, forskning i metrik og folke-viser og kamp for at bevare retskrivningen med de store bogstaver.

1 F.C. Krarup: ”Materialisme” i Kirke-Leksikon for Norden III, København 1911 s. 195-197. 2 Holger Mosbeck i Dansk biografisk Haandleksikon III, København 1926, s. 333f.

3

Som det tredie var der en politisk konservatisme, der i J.B.S. Estrups perio-de samledes om kampen for kongens ret til at vælge sine ministre og imod Venstres krav om en parlamentarisme baseret alene på Folketinget, samt om forsvarsspørgsmålet. Men den politiske konservatisme, der blev til partiet Høj-re, var selv sammensat af to forskellige elementer, de nationalliberale, som havde kæmpet for en fri forfatning og for hele Slesvigs tilslutning til Danmark, og de gammelkonservative, som var helstatsfolk, indtil 1864, med en linie til-bage til Enevælden. Jakob Davidsen, redaktør af tidsskriftet Den Conservative, kan nævnes som en af de sidstnævnte. Augustforeningen i 1860’erne havde kæmpet for et stærkt kongedømme og bekæmpet de nationalliberale. En senere fremtrædende politiker i Højre, Jakob Scavenius, var f.eks. i en ung alder med-lem af Augustforeningen og havde udpræget ønske om at fratage de nationalli-berale deres indflydelse.� Dette var på et tidspunkt, da helstaten ikke eksistere-de mere, men ønsket om et stærkt kongedømme var der stadig. Men i 1870’erne kom de gamle modstandere til at kæmpe for samme sag. Den teologiske, kulturelle og politiske konservatisme støttede i mange til-fælde hinanden: Martensen og Scharling, udtalte sig således meget positivt om monarkiet, ligesom Ernst von der Recke var en varm tilhænger af kongedøm-met. Men man kan ikke uden videre regne med, at det er tilfældet: Den natio-nalliberale Carl Ploug var i kampene efter 1870 en stærk forkæmper for kultu-rel og politisk konservatisme, men han stod Martensens og Scharlings teologi-ske konservatisme fjernt, og i debatterne i 1860’erne om Folkekirkens forhold tog han parti for grundtvigianismen imod dem.� Biskoppen og politikeren D.G. Monrad er politisk meget svær at placere, nationalliberal, men med stærke udsving til venstre og højre. Han forsvarede i 1870’erne liberalismen over for kollegaen, biskop Martensen. Men nogle af hans ytringer er bemærkelsesvær-digt konservative, og i den kulturelle debat, debatten om livsanskuelse i samme tiår, stod han klart på konservativ side mod radikalismen. Den kulturelle kon-servatisme fik i 1870’erne bemærkelsesværdigt lidt støtte af den politiske, f.eks. kultusministrene Fischer og Scavenius, og dette er en faktor, som må tages med i betragtning, når man vil forklare udfaldet af kulturkampen. Det har således ikke været nogen enkel sag, at få de forskellige former for konserva-tisme til at samarbejde, og dermed kan konservatismen ikke sættes på en for-mel. Den kulturelle og teologiske konservatisme er denne bogs emne.

3 Sigurd Rambusch i Dansk biografisk Leksikon, 3. udg.12. bd., 1982, s. 659-661. Den politiske historie og godsejernes deltagelse heri er ikke emnet for denne bog, men se hertil nu, især for forfatningsspørgsmålet: Jens Lei Wendel-Hansen: De Jordbundne.

Danmarks godsejere og det konstitutionelle monarki 1835-1919 (ph.d-afhandling) Aarhus Universitet 2012. Om Augustforeningen se s. 72ff. 4 Et tydeligt eksempel på uenighed mellem den teologiske og den politiske konserva-tisme findes i H. Scharling: ”Ministeriet Frijs som Kirkereformator” Ugeblad for den

danske Folkekirke 1868/1 s. 297-306, i anledning af en lov om frimenigheder. Her kommer også uenigheden med Ploug tydeligt til udtryk.

4

Aviserne var vigtige i perioden, og det var også konservative opmærksom-me på. Det er her vigtigt, at to fremtrædende københavnske aviser, også vigtige kulturaviser, Dagbladet og Fædrelandet, var nationalliberale og i 1870’erne kom til at stå som konservative. Det var ikke mest i Berlingske Tidende, som var officiel avis lig det nuværende Statstidende, de aktive konservative ytrede sig; det var snarere i Dagbladet, først og fremmest indtil 1900, derefter Natio-

naltidende og Dagens Nyheder. Det er således påfaldende, at da den kulturkon-servative Ernst von der Recke havde kritiseret Det kgl. Teaters chef Fallesen, i Fædrelandet 28. april 1881, svarede Fallesen, ikke i Fædrelandet, men i Ber-

lingske Tidende 29. april 1881. Dette har måske betonet indtrykket af et autori-tativt svar. Berlingske Tidende var og er landets ældste avis; dets aftenudgave var oprindelig den vigtigste, men op til 1900 nåede morgenudgaven et højere oplag. Avisen var traditionelt det officielle blad, men med oprettelsen af en Statstidende i 1904 blev den direkte forbindelse med regeringsmagten afbrudt. Den forsigtigt konservative linie var karakteristisk for bladet, ikke partipolitisk, men med ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kon-gemagt, som det blev udtrykt ved jubilæet i 1949.5 Bestræbelsen for Berlingske

Tidende har været det redelige, mådeholdne og nøgterne, inden for rammerne af at lave en god avis.6 Et træk, der illustrerer dette, kan være bladets tilbage-holdenhed med at tale om det, der skiller, da Politiken fejrede sine 100 år i 1984.7 Avisen så, i tilslutning til Poul Schlüters linie, den konservative hoved-interesse i at arbejde for stabiliteten, en pragmatisk linie, ikke plaget af dog-mer.8 Her er ikke megen plads til principielle drøftelser, og man må vel også spørge, om visse dogmer ikke er nødvendige? Dagbladet fra 1851 var et nationalliberalt organ, først redigeret af C.St.A. Bille, fra 1872-1881 af Vilhelm Topsøe. I 1870’ernes og 80’ernes politiske kampe var avisen konservativ.9 Den konservative historiker Johannes Steen-strup var i en årrække anmelder ved Dagbladet. Kulturelt var Dagbladet noget mere forligssøgende end Fædrelandet. Man undrer sig over den ikke særlig velvillige omtale af bladet i De danske Aviser, hvor der bl.a. tales om den skånselsløse krig mod de nye strømninger i politik og litteratur;10 det var, som det vil fremgå nedenfor, ikke Hakon Stangerups opfattelse, og vi skal møde Dagbladet i en noget tvetydig rolle i kulturkampen. Avisen Fædrelandet, redi-geret af Carl Ploug, havde stor betydning i den nationalliberale periode, blev

5 Fra 1749 til i Dag. Berlingske Tidende. Grundlagt 1749, 1966, s. 11 og 21. Ingen forfatterangivelse. 6 Således beskrevet af Aage Deleuran ved avisens 225 års fødselsdag i 1974; Aage Deleuran: Lederen, København 1992, s. 25ff. 7 Deleuran: Lederen, 1992, s. 56f. 8 Leder fra 1986, Deleuran: Lederen, 1992, s. 62f. 9 J. Clausen i Salmonsens Konversations Leksikon V (1916) s. 415. 10 Jette D. Søllinge og Niels Thomsen: De danske Aviser 1634-1989, 2, 1848-1917, Odense 1989, s. 122.

5

solgt i september 1881, men videreførtes kun et halvt år11. Avisen (fra 1834/1840) var oprindelig ret kritisk over for kong Christian IX, efter 1873 sluttede den sig til Højre. Den viste stor interesse for Norge og Sverige, tidens nationale og åndelige spørgsmål drøftedes, og der var mange afhandlinger og oversættelser. 12 Den var stærkt knyttet til Carl Ploug og kunne ikke gå uden ham; dens ophør var et stort tab for det konservative Danmark i kulturkampen. Med den mistede den mest debativrige del af konservatismen et organ. Dagens

Nyheder blev oprettet i 1868 og blev under Carl Carstensens ledelse organ for Højres politik. Den var først imod de nationalliberales og senere Venstres poli-tik og for godsejernes i Landstinget. I 1891 blev avisen overtaget af den vigtige bladmand Ferslew, ligesom Dagbladet, og Dagens Nyheder fik siden betydelig fremgang.�� Nationaltidende og Dagens Nyheder hørte sammen inden for de Ferslewske blade, grundlagt af J.C. Ferslew.�� Han levede fra 1836 til 1910 og grundlagde 1864 Kjøbenhavns Dags-Telegraph, 1873 Aftenposten og 1876 Nationaltidende, der fik Alex. Thorsøe, Angul Hammerich og Vilh. Østergaard som medarbejdere, mere overraskende også de radikale Peter Nansen og Her-man Bang, senere den katolske forfatter Johannes Jørgensen. Ferslew købte 1889 Dagens Nyheder og 1891 Dagbladet og var dermed den største bladudgi-ver i Danmark. Efter hans ønske fulgte bladene en kristelig, kongetro, konser-vativ, forsvarsvenlig linie og oplyste om tidens udvikling på alle åndelige og tekniske områder.�� Det ser dog ud til, at linien ikke altid spejlede sig i medar-bejderstaben. Nationaltidende ophørte 5. november 1954, d.v.s. skiftede navn til Dagens Nyheder, der fortsatte til 1961. Det hører også med, at mens den politiske historie i den periode, jeg be-handler, i vidt omfang handlede om at være for eller imod Estrup, og de fleste bønder var imod, fandtes der også en bondekonservatisme, som har haft væ-sentlig betydning for Danmarkshistorien. Bondestandens lange konservatisme har netop handlet om at få noget til at gå videre, og har arbejdet videre ad lini-er, der går langt tilbage. Nødvendigheden af et fast fundament. Der var også bønder, som støttede Højre. I politik er der altid interesser, også materielle; det var der også for Estrup og godsejerne.�� Men der var også en kamp for kultu-rens sammenhæng. Konservatismen må prøve at få det bedste af det hidtidige med i fremtiden. Den må forsøge at styrke og beskytte både det enkelte menne-ske og landet og kulturen som helhed.

11 Niels Thomsen: Dagbladskonkurrencen I, København 1972, s. 256. 12 E. Elberling i Salmonsens Konversations Leksikon, 2. udg. IX (1920) s. 212-4. 13 J. Clausen i Salmonsens Konversations Leksikon, 2. udg. V, København 1916, s. 417. Paul Lessøe Müller: ”Carl Carstensen” i Dansk biografisk Leksikon, 2. udg., IV København 1934, s. 556f. 14 J.D. Søllinge og Niels Thomsen: De danske Aviser 1634-1989 2, Odense 1989, s. 162- 165 om Nationaltidende. 15 Franz v. Jessen i Dansk Biografisk Leksikon, 2. udg., VII (1935) s. 3-5. 16 Dette behandles i Jens Lei Wendel-Hansen: De Jordbundne.

6

Frem til ca. 1900 står kristendommen, den klassiske dannelse, kongetroskab og fædrelandsfølelse som de bærende kræfter i konservatismen. Disse aspekter findes stadig efter 1900, kristendommen forsvinder således ikke, men det er også tydeligt, at den nationale følelse og tankegang får en anden plads end tidligere: Konservatismen nationaliserer sig i første halvdel af 1900-tallet, sandsynligvis med optagelse af grundtvigiansk gods, som konservatismen i sidste trediedel af 1800-tallet havde holdt sig på afstand af. Historikeren Vil-helm la Cour er et eksempel på denne tendens, i modsætning til kollegaen Jo-hannes Steenstrup i den foregående generation. Hos Knud Fabricius, der også var historiker, findes forskellen udtalt i klartekst. Samtidig med dette finder en forandring sted i den politiske konservatisme, som går fra at forsvare helheden mod liberalisme og individualisme til at forsvare det enkelte menneske mod socialisme, kollektivisme og en overmægtig stat. Der kan næppe fastslås noget entydigt årsag-virkning-forhold mellem de to samtidige forandringer i konser-vatismen; derimod kan det konstateres, at mens en helhedsorienteret konserva-tisme passer godt sammen med og i mange henseender finder sit højeste udtryk i Martensens Den christelige Ethik, kan det ikke siges at være tilfældet med en tankegang, der lægger hovedvægten på det enkelte menneskes frihed. Dog må det forbehold gøres, at menneskets frie vilje, dets mulighed for at arbejde med og i et vist omfang sætte sig ud over omgivelsernes indflydelse, ser ud til at være et gennemgående vigtigt standpunkt. Derimod taber det gradvis sin for-bindelse med kristendommen. Det er denne fremstillings synspunkt, at konser-vatismen taber væsentligt i indhold, ved at kristendommen gradvis forsvinder ud af synsfeltet, og at konservatismens mange og store problemer i Danmark i løbet af 1900-tallet og senere i vidt omfang skyldes en opgivelse af denne for-bindelse. Dette er et perspektiv, man må holde sig for øje i en undersøgelse af emnet konservatisme i Danmark. Intet parti har monopol på kristendommen, men konservatismen er for mig utænkelig uden kristendom. En konservatisme, der alene handler om skattelettelser og motorveje eller for den sags skyld alene om det nationale eller humanisme, giver for mig ingen mening. Snarere kan et sådant projekt virke farligt, som materialisme eller afgudsdyrkelse, f.eks. af nationen. Men i kulturkampen i sidste trediedel af 1800-tallet fastholdt konser-vative som Carl Ploug og K.G. Brøndsted en forbindelse til kristendommen og dens budskab, som blev angrebet af de radikale. Fordi konservatismen inde-holder en balancetankegang, en eftertanke, rummer den også en modsigelse overfor stærke moderetninger. Men når det gælder kristendommen, må man sige, at konservatismen i 1900-tallet i betydeligt omfang ikke har taget denne modsigelsens opgave op. Konservatisme er på mange måder en opmuntring til rolig efterprøvelse: Noget har vist sin bæredygtighed ved at vare længe: Derfor bør man ikke for-kaste det over for utopier, men give sig tid til at overveje, om noget er frem-skridt eller tilbageskridt, før man går videre. Man skal i hvert fald være sikker på, at man har noget bedre, før man skifter det gamle ud. Det gælder livshold-ning, og det gælder institutioner. Således har kristendommen lang borgerret her i landet. Man bør tænke sig om og måske lige frem fordybe sig i det, man har,

7

få øget opmærksomheden på det. Udgangspunktet for en holdning eller institu-tion er også noget andet end modning gennem tiden. Vækst, både i det enkelte menneske og i kulturen som helhed, er et vigtigt konservativt tema i sidste trediedel af 1800-tallet. Vækst forstås her som åndelig vækst, ikke økonomisk. Denne holdning fører os et andet sted hen end den betingelsesløse tilbedelse af det moderne som det, alt skal indrettes efter. Romantikken fremhæver fantasien og følelserne som modsætning til en ensidig forstandsretning, og idealismen hævder, at det åndelige er det egentligt virkelige, at der findes både en synlig og en usynlig verden. Med til idealismen må i denne periode også høre, at man bevarer en vis optimisme på menneskenes vegne, mennesket som er i stand til at handle, som er i stand til at stræbe efter høje mål og til at gøre sin daglige pligt, og at man fastholder, at mennesket har en fri vilje over for naturalismens mørke og tungsind og determinismens nødvendighedsbinding af mennesket. Idealismen ser altså mennesket ikke alene som et naturvæsen, men også som et åndsvæsen, og hævder at der findes en usynlig sandhed, først og fremmest Gud.�� Edmund Burke (1729-97) var historisk og principielt en vigtig international skikkelse for konservatismen, først og fremmest hans Tanker om den franske

Revolution (1790).18 Skriftet har et politisk-historisk udgangspunkt, men om-handler i høj grad en livsholdning. Burke formulerer et centralt rammende alternativ til Den franske Revolutions ønske om at bryde med alt gammelt. Kristendommen træder på flere måder frem i Burkes argumentation. Dette er relevant i denne bogs sammenhæng, idet holdningen til Den franske Revoluti-on og holdningen til kristendommen virkelig er noget, der skiller i den debat, der skal trækkes frem her. Paradokset er, at de danske konservative ikke har vist ham megen opmærksomhed, i hvert fald ikke i den periode, der er emnet her. I min læsning af den konservative litteratur i Danmark i sidste trediedel af 1800-tallet er jeg ikke stødt på en eneste henvisning til Edmund Burkes Tanker

om den franske Revolution, som da også først blev udgivet på dansk i 1987. Disse forfatteres tankegang ligner hans, men de omtaler ham aldrig. En be-stemt udtalelse af ham virker særlig væsentlig for denne bogs emne, nemlig den, at mennesket er et religiøst væsen, og at hvis det afkaster den kristne reli-gion, vil sindet ikke tåle et tomrum, og en grov overtro vil indtage dens plads.�� Netop dette skete i kulturkampen: En ateistisk religion trådte i stedet, som viste en høj grad af fanatisme. Edmund Burke repræsenterer en side af Oplysnings-tiden, som er anderledes end de franske filosoffer og Revolutionen derved, at han anser fornuften som kun en del af den menneskelige natur: De fælles følel-ser som går forud for fornuften, er vigtige; derfor er Burke modstander af mis-brug af fornuften; hverken vore moralske pligter eller samfundets grundlag

17 Carl Henrik Koch: Den danske Idealisme, København 2004, giver en grundig indfø-ring i forfatterskaberne, men ikke nogen god forklaring på, hvad idealisme er. 18 Jeg citerer her den danske oversættelse, Edmund Burke: Tanker om den franske

Revolution, oversat af Chr. Truelsen, Tønder 1987. 19 Burke: Tanker, 1987, s. 91.

8

bygger på, at alle kan indse deres fornuftsmæssige begrundelse. Religion, skikke og opførsel var vigtige også for økonomiske aktiviteter. For Burke var religionen frihedens grundlag. Dyd og visdom, både som noget, man besad og noget, man skulle stræbe efter, var for ham nødvendige for et land, for kultur og stat. Han forsvarede også fordomme som indeholdende en form for moralsk fornuft. Burke havde blik for Revolutionens antikirkelige forholdsregler.� Hvad karakteriserer disse danske konservative holdningsmæssigt, hvis man ser dem i lyset af Burkes tankegang? De står på kristen kulturgrund og giver i deres skrifter udtryk for tilknytning til kristendommen, de hævder menneskets frie vilje, menneskets ansvar og moralske værdier, den historiske sammenhæng er vigtig for dem. De er nationale, men vil også lade kristendommen holde det nationale på plads, undgår altså yderpunkter. Der er derfor en forskel mellem disse konservative og grundtvigianerne, men jeg inddrager dog enkelte udsagn af grundtvigianere, hvor det virker relevant. Begge modsætter sig radikalisme, ateisme og materialisme, som angreb de nævnte værdier. Det mest fundamen-tale punkt på dagsordnen må være forholdet til kristendommen. I første del fremdrages tekster, hvori de kommenterer modstanderne, og dermed er kilder-ne med til at bestemme personerne som konservative. Forskellen og modsæt-ningen mellem konservative og radikale i perioden handler i væsentlig grad om erkendelsens karakter og vilkår. Det må derfor være helt nødvendigt at lade afsnittet om polemikken efterfølge af et om konservative akademikeres opfat-telse af viden. Over for en udpræget intellektualisme hos de radikale, sætter de konservative, ikke antiintellektualisme, hvis man derved forstår modstand mod intellektet, men en bevidsthed om tankens grænser, at der findes noget uden for det menneskelige intellekts formåen. Kritik, analyse og intellekt er ikke alt. I det særlige afsnit om viden vil jeg gå ind på større tekstlige sammenhænge. Dernæst findes der direkte udsagn, ”lister”, dels fra konservativ side, dels fra modstanderne, som placerer bestemte forfattere på denne side i kulturkampen. I nogen grad karakteriseres de ved det, de er imod, men ikke overvejende. Hvad vilkårene angår, var ikke alene aviserne, men også tidsskrifter vigtige i tidens kulturdebat. Her var de konservative hæmmede af, at de ikke havde et stort samlet og vedvarende tidsskrift. Avisernes støtte var tvivlsom. I og med at bogen viser, at de kulturkonservative på mange måder stod vanskeligt i debat-ten, vil den kaste nyt lys over radikalismens sejr og i det hele taget bringe et nyt perspektiv på perioden. En konservativ luthersk teolog som Henrik Scharling sætter etikken i for-hold til den menneskelige frihed og ser den religiøse tro som dens faste funda-ment. Humanismen var først en forbundsfælle for Reformationen, men søgte efterhånden at gennemføre ”en aldeles autonom Opfattelse af Menneskelivet med Udelukkelse af al religiøs Tro paa en særlig guddommelig Aabenbaring.” Materialismen opstiller egenkærligheden som øverste moralprincip, og natur-videnskaben bliver den altomfattende viden. Den udelukkelse, som Scharling beskriver her, var det, som kampen i særlig grad stod om i sidste trediedel af

20 Gertrude Himmelfarb: The Roads to Modernity, New York 2004, s. 71-92.

9

1800-tallet. Vaklende holdningsløshed, opløsning i relativiteter ser Scharling, hvor det religiøse fundament mangler, og det må også siges, at det er proble-mer, som den samlede kultur har kæmpet med siden hans tid.21

21 H. Scharling: ”Ethik” i Kirke-Leksikon for Norden I, Aarhus 1900, s. 811-814.

Bestil bogen direkte fra forlaget!

Jon Gissels Konservatisme og Kulturkamp er

den første samlede behandling af den glemte

konservative position, der i slutningen af

1800-tallet søgte at forsvare sig mod åndsra-

dikalismen. Den er på over 350 sider, hardback og

udkommer juni 2014.

Prisen bliver 375 (inkl. Levering) hvis du kø-

ber direkte fra forlaget. Men du kan med for-

del forudbestille bogen og spare mange pen-

ge.

Forudbestiller du inden 20. maj kan du få bogen kun

325 kr. eller blot 300 kr., hvis du er abonnent på Års-

skriftet Critique.

Skriv til bestilling@munch-lorenzen.dk eller læs mere

på www.munch-lorenzen.dk

Forudbestil nu!

Om Forfatteren Jon A.P. Gissel er dr.phil. i historie og har bl.a. ud-

givet den anmelderroste bog Den indtrængende

Forstaaelse – Johannes Steenstrups historie-

syn samt en lang række forskningsartikler.