Embed Size (px)
Citation preview
________________________________________________________________________________________________
Afdeling for Sygeplejevidenskab, Institut for Folkesundhed
Aarhus Universitet
nr. 238/2011
Kandidatspeciale
Kritisk diskursanalyse af konstruktionen af
hjernedød og organdonation
af
Charlotte Hald Laursen
Copyright © Charlotte Hald Laursen og Afdeling for Sygeplejevidenskab, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
Elektronisk udgivelse på http://www.folkesundhed.au.dk/kandidatspecialer
ISSN 1602-1541. ISBN 978-87-92552-52-5
Dette kandidatspeciale har i 2011 udgjort grundlaget for tildeling af kandidatgraden i sygepleje (cand.cur.) ved Aarhus
Universitet
KANDIDATUDDANNELSEN I SYGEPLEJE
Navn: Charlotte Hald Laursen
Modul: Kandidatspeciale
Måned og år: Juni 2011
Vejleder: Kirsten Frederiksen
Anslag: 119.858
Kritisk diskursanalyse af konstruktionen af
hjernedød og organdonation
af
Charlotte Hald Laursen
Afdeling for Sygeplejevidenskab
Institut for Folkesundhed
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Aarhus Universitet
Høegh-Guldbergs Gade 6A
Bygning 1633
8000 Århus C
2
Resume
Titel: Kritisk diskursanalyse af konstruktionen af hjernedød og organdonation
Formål: At undersøge hvilket billede der konstrueres af hjernedød og
organdonation i Danmark.
Metode: Fairclough inspireret diskursanalyse over avis-‐ og tidsskriftsartikler og
sundhedspolitisk informationsmateriale fra 2006 til marts 2011. Undersøgelsen
placeres i en socialkonstruktivistisk kontekst.
Konklusion: Der ses dominans af en biomedicinsk diskurs, efterfulgt af en
politisk, en forbruger-‐, en konkurrence-‐ samt en etisk og en religiøs diskurs. Der
fremstilles forskellige billeder af både hjernedød og organdonation indenfor de
respektive diskurser. Det mest fremtrædende billede er hjernedøden som en
patofysiologisk begivenhed og den endegyldige død. I kontrast hertil ses
hjernedødskriteriet som et konstrueret fænomen, der er i strid med det kulturelt
forankrede hjertedødskriterium.
Organdonation italesættes dels som en solidarisk forpligtelse og en næstekærlig
handling. Specialet argumenterer for at alle synspunkter får taleposition i
debatten om organdonation.
Specialet anbefaler en bevidsthed overfor pårørende til hjernedøde patienter
omkring at hjernedødskriteriet kan være svært at integrere.
3
Abstract
Title: Critical discourse analysis of the construction of brain death and organ
donation
Aim: Examine what representation is constructed by brain death and organ
donation in Denmark.
Method: Fairclough based discourse analysis of newspaper and periodical
articles and health policy informational material (2006 to March 2011). The
study is placed in a socio-‐constructive context.
Conclusion: A biomedical discourse predominates, followed by political,
consumer, competition, ethical and religious discourses. Different
representations of brain death and organ donation are portrayed in the
respective discourses. Brain death is predominantly represented as a
pathophysiological event and definitive death. In contrast, the brain death
criterion is seen as a constructed phenomenon, which runs contrary to the
culturally-‐rooted cardiac death criterion.
Organ donation is discursively constructed partly as a solidary obligation and a
charitable action. The thesis reasons that all of the viewpoints should be heard in
the organ donation debate.
The thesis recommends an awareness of just how difficult it can be for the next
of kin of brain dead patients to assimilate the brain death criterion.
4
Indholdsfortegnelse
1. Indledning .......................................................................................................................6 1.1. Organdonation ...................................................................................................................7 1.1.1. Om manglen på organer ........................................................................................................... 7
1.2. Hjernedød .............................................................................................................................8 1.2.1. Ændring af dødskriteriet ......................................................................................................... 8 1.2.2. Ny opfattelse af døden .............................................................................................................. 9
2. Hjernedød, organdonation og sygepleje ............................................................ 11 2.1. Sygeplejerskers oplevelse af hjernedød.................................................................. 11 2.2. Pårørendes oplevelser af hjernedød ........................................................................ 12 2.3. Sygeplejerskers holdninger til organdonation ..................................................... 13 2.4. Pårørendes oplevelser af organdonation ............................................................... 14
3. Konstruktionen af hjernedød og organdonation ............................................ 15 3.1. Italesættelse...................................................................................................................... 15 3.2. Medialisering.................................................................................................................... 16 3.3. Problemformulering ...................................................................................................... 17
4. Metode ........................................................................................................................... 17 4.1. Søgestrategi....................................................................................................................... 18 4.1.1. Databaser og søgestreng ....................................................................................................... 19 4.1.2. Udvælgelsesstrategi ................................................................................................................ 20 4.1.3. Karakteristik af ekskluderede artikler............................................................................ 21 4.1.4. Anden litteratur ........................................................................................................................ 22
4.2. Valg af empiri.................................................................................................................... 22
5. Praksis omkring organdonation........................................................................... 22 5.1. Organturisme ................................................................................................................... 23
6. Kritisk diskursanalyse ............................................................................................. 24 6.1. Analysemodel .................................................................................................................. 26 6.1.1. Tekstanalysen ............................................................................................................................ 26 6.1.2. Den diskursive praksis........................................................................................................... 28 6.1.3. Den sociale praksis .................................................................................................................. 28
7. Analyse af tekst .......................................................................................................... 29 7.1. Ordvalg ............................................................................................................................... 29
5
7.2. Modalitet ............................................................................................................................ 32 7.3. Transitivitet ...................................................................................................................... 33 7.4. Interaktionel kontrol ..................................................................................................... 37 7.5. Ethos .................................................................................................................................... 39
8. Analyse af diskursiv praksis.................................................................................. 41 8.1. Intertekstualitet .............................................................................................................. 41 8.2. Interdiskursivitet............................................................................................................ 43 8.2.1. Biomedicinsk diskurs ............................................................................................................. 43 8.2.2. Politisk diskurs.......................................................................................................................... 45 8.2.3. Forbrugerdiskurs ..................................................................................................................... 47 8.2.4. Konkurrence diskurs .............................................................................................................. 48 8.2.5. Etisk diskurs ............................................................................................................................... 49 8.2.6. Religiøs diskurs......................................................................................................................... 52
9. Analyse og diskussion af social praksis............................................................. 54 9.1. Perifere diskurser........................................................................................................... 55 9.2. Hegemoni og social forandring................................................................................... 56 9.3. Konsekvenser for debatten om organdonation.................................................... 57 9.3.1. Informeret eller formodet samtykke............................................................................... 59 9.3.2. Mangler vi organer? ................................................................................................................ 61
11. Metodediskussion ................................................................................................... 63
12. Konklusion................................................................................................................. 65
13. Perspektivering........................................................................................................ 67
14. Bibliografi .................................................................................................................. 68
15. Bilagsfortegnelse ..................................................................................................... 75
6
1. Indledning
I min kliniske praksis som sygeplejerske på et neurointensiv afsnit, har jeg ofte
ydet sygepleje til mennesker med akut opstået eller kritisk sygdom på eller i
hjernen. I svære tilfælde har hjernen taget så meget skade, at dens funktion
ophører og personen erklæres hjernedød. Ved siden af patienten står oftest
pårørende i dyb krise over, at deres elskede pludselig er svært syg, og de skal
miste vedkommende. Oveni den ubegribelige sorg bliver de i de fleste tilfælde
konfronteret med spørgsmålet: ”kender I hans holdning til organdonation?”.
I den situation siger ca. 50% af pårørende til hjernedøde nej til at donere
organerne til trods for, at 84% af danskerne ifølge Sundhedsstyrelsens
undersøgelse fra 2006 erklærer sig positive eller meget positive overfor
organdonation (1).
Undersøgelser viser, at det er svært for pårørende at tro på, at et menneske de
holder af er dødt, når det er erklæret hjernedødt (2-‐4). Døden er camoufleret i en
sygeseng. De kan se, at der er farve i kinderne, hænderne er varme, brystkassen
bevæger sig, og de kan mærke, at hjertet slår. Alle sanselige tegn, der skal
understøtte troen på, at døden er indtruffet, er udeblevet (5).
Ifølge Macdonald et al1 (4) oplever pårørende det, som om deres elskede sover.
De håber på, at han vågner op igen lige om lidt. De er overvældede og vrede over
situationen. Kontrollen er ude af deres hænder, og de kan ikke takke nej til det
ubegribelige tab (5). Ifølge Flodén og Forsberg 2 (6) beskriver Sanner endvidere,
at for pårørende til hjernedøde er et spontant ”nej” er en måde at tage ikke-‐
stilling. Tidligere formand for Etisk Råd Overlæge Ole Hartling mener, at det kan
være en protest mod en stigende tingsliggørelse af den menneskelige krop (7).
Macdonald et al skriver endvidere, at hjernedød kan ses som en medicinsk,
juridisk og kulturel kategori, der er konstrueret for at opfylde et vigtigt behov,
der er opstået som følge af en udvikling af medicinsk teknologi og praksis (4).
1 Se bilag 1 2 Se bilag 1
7
Måden vi italesætter fænomener på med til at forme den måde vi opfatter dem,
derfor er formålet med denne opgave at undersøge hvilket billede af
organdonation og hjernedød, der konstrueres i Danmark (8).
1.1. Organdonation
I 1954 fandt den første nyretransplantation sted. Den foregik mellem enæggede
tvillinger. Her var den fordel, at der var vævsforligelighed, og nyren blev ikke
afstødt af modtagerens immunsystem, hvilket ellers er en af
transplantationskirurgiens største udfordringer (9). Med udviklingen af
immunsuppressive midler blev det senere muligt at transplantere raske organer
fra ikke-‐beslægtede og afdøde donorer til kronisk syge mennesker. I 1962
gennemførtes den første nyretransplantation mellem ikke-‐beslægtede, og i 1967
transplanteredes det første hjerte. På trods af at ringe livskvalitet og overlevelse
hos de transplanterede i starten var der stor teknologisk begejstring.
Transplantationsteknologien udvikledes og forbedredes over tid, og i 1990
gennemførtes den første hjertetransplantation i Danmark (9).
1.1.1. Om manglen på organer
I takt med udviklingen af transplantationsteknologien, øgedes efterspørgslen
løbende på egnede organer fra frivillige donorer imidlertid (10). Der opstod en
mangel på organer. Når vi i dag hører udsagnet ”der er mangel på organer”, ved
vi, hvad der menes. Vi ved, at der menes, at der står mange kronisk syge
mennesker på venteliste for at få transplanteret et raskt organ fra en egnet
donor. Vi ved, at der hentydes til, at der er flere på venteliste, end der er egnede
organer til rådighed, og at der dør mennesker på venteliste hvert år (7). Men det
samme udsagn havde formodentlig ikke givet mening for 50 år siden. Man ville
have undredes. Går der mennesker rundt uden organer? Eller hvad menes der?
Udsagnet giver kun mening, fordi vi gennem flere år har levet i en virkelighed
med mulighed for organtransplantation og med hjernedødskriterium (7).
Det er svært at tale om organdonation uden også at tale om hjernedød og
omvendt. De to fænomener forudsætter hinanden, eftersom det er svært at
forestille sig, at hjernedøden var blevet et dødskriterium, hvis man ikke havde
8
brug for det i forbindelse med fremskaffelse af organer. Ligesom organdonation
juridisk set er forudsat af hjernedøden (9).
1.2. Hjernedød
I den tidlige historiske anvendelse af respiratorbehandling af kritisk syge i
1950’erne oplevedes af og til dødsfald, som ikke kunne forklares. Senere
undersøgelser viste, at patienternes hjerner var ødelagte og dermed hørt op med
at fungere. Patienterne var hjernedøde (11).
Hjernedød kan opstå, når der er sket svær skade på hjernevævet. Der opstår
ødem i hjernen, og det intracerebrale tryk stiger så voldsomt, at der blokeres for
hjernens blodtilførsel. Hjernestammens funktion og dermed bl.a. respirationen
ophører. Patienten er inkarcereret. Når hjernens funktion ophører, er
dødsprocessen i gang. Hjertets funktion ophører efter et stykke tid pga.
manglende stimulation fra hjernestammen. Modtager den hjernedøde imidlertid
intensiv terapi i form af bl.a. respiratorbehandling, kan hjertedøden kunstigt
udsættes med timer eller få dage, idet hjertet fortsat får autonom stimulation fra
sinusknuden (12). Der er en betydelig risiko for cirkulatoriske komplikationer i
forbindelse med inkarceration. Umiddelbart inden ses en voldsom stigning af
blodtrykket, og efter ses ofte bradykardi og hypotension med risiko for
hjertestop (12).
De udløsende årsager til hjernedød kan være svære hovedtraumer;
drukneulykker, intrakranielle blødninger; meningitis eller encephalitis;
intracerebrale tumorer eller kortvarigt hjertestop. Ofte er der tale om tidligere
raske yngre eller midaldrende mennesker (13). Ifølge neurokirurg Benedicte
Dahlerup vågner en hjernedød aldrig op igen (12).
I starten var den almindelige opfattelse blandt læger, at respiratorbehandling
ikke burde fortsætte, når patienten havde fået diagnosen hjernedød (11).
1.2.1. Ændring af dødskriteriet
Med opdagelsen af hjernedød samt muligheden for at udsætte hjertedøden og
dermed sikre perfusionen af organerne gennem kunstig ventilering og intensiv
terapi, opstod nu et formål med respiratorbehandling af hjernedøde. Nemlig at
kunne udtage raske organer med henblik på donation til kronisk organsyge (11).
9
På daværende tidspunkt var der i Danmark imidlertid ikke lovhjemmel til at
udtage organer fra ikke-‐hjertedøde patienter. Derfor kunne kun nyrer og
hornhinder transplanteres, da de er de eneste organer, der kan overleve hjertets
død, ligesom en nyre kan transplanteres fra en levende donor (14).
I 1987 blev der efter debat og rådgivning fra diverse eksperter og udvalg stillet
lovforslag fra Justitsministeriets side om at ændre det eksisterende
dødskriterium, med henblik på at give bedre muligheder for
organtransplantation i Danmark (15). Tidligere havde staten sendt kronisk syge
til udlandet for at blive transplanterede (15). Forslaget medførte yderligere
debat om, hvorvidt hjertedødskriteriet skulle erstattes af et
hjernedødskriterium; om de to kriterier skulle supplere hinanden; eller om man
skulle bibeholde hjertedødskriteriet og i stedet give tilladelse til organdonation
fra hjernedøde, der forud havde givet samtykke hertil. Etisk Råd anbefalede i
1988 den sidstnævnte (11).
I 1990 blev ”Lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v.” imidlertid
ændret, således at fremover kunne et menneskes død konstateres ved ”1)
uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed, eller 2) ved uopretteligt
ophør af hjernefunktion” (15). Det skete ud fra en argumentation om, at det ville
være svært for folk at acceptere donation fra ikke-‐døde (15).
1.2.2. Ny opfattelse af døden
Med indførelsen af hjernedødskriteriet vedtoges også, at hjernedøden
udelukkende kan konstateres gennem en række undersøgelser for
hjernestammereflekser af to læger, hvoraf den ene er speciallæge i neurologi
eller neurokirurgi (se figur 1). Disse undersøgelser skal gentages efter en time.
Forud for undersøgelserne skal visse forudsætninger være opfyldte. Ifølge
Macdonald et al konstateres hjernedød generelt kun i tilfælde, hvor
organdonation kan være relevant for at sikre, at det ikke er selve fjernelsen af
organer, der er den juridiske dødsårsag (4).
For at efterkomme kravet om at organer kun må udtages fra døde personer og
samtidig være sikker på, at organerne ville være i bedst mulig stand, besluttedes
at dødstidspunktet skulle anføres som tidspunktet for 2.
hjernedødsundersøgelse (15).
10
Figur 1: Hjernedødsundersøgelsen (16)
På trods af at fagfolk så hjernedøden som starten på en dødsproces, markeredes
det alligevel dermed som en hændelse. Dette kan ifølge Zøllner også ses som
udtryk for at mennesket gennem århundreder havde haft behov for at markere
både starten og slutningen af livet som hændelser ved at kunne sætte et
klokkeslæt på (15). Indførelsen af hjernedødskriteriet er begyndelsen til en
ændring i den almindelige opfattelse af, hvor livet ophører og døden begynder
(15).
Hjernedødsundersøgelsen (udføres af to læger, hvoraf en er speciallæge i neurofag, og en er den
behandlende læge)
Følgende betingelser skal være til stede: Årsagen til hjernedød skal være kendt Hjernelidelsen er utilgængelig for behandling og vurderet som dødelig Læsionen er sktrukturel, og påvist ved CT eller MR Min. 6 timer siden spontan respiration Min. 6 timer siden ophør af relaksantia og sedation Legemestemperatur ≥35°C; Systole ≥ 90 mmHg Pupiller middeldilaterede eller større
Der tjekkes for følgende hjernestamme-‐renlekser: Pupil/lysrenlekser Cornearenlekser Okulocefale renlekser (Dolls eyes) Okulovestibulære renlekser Motorisk respons ved smertestimulation af ansigt Motorisk respons i ansigtet ved smertestimulation af ekstremiteter Hosterenlekser Svælgrenlekser Apnøtest
Hvis alle prøver er negative, gentages efter en time.
Hvis ikke undersøgelsen er sikker kan suppleres med Cerebral artiograni
11
Ifølge Frid et al3 (2) beskriver hhv. Walter og Lamb en ændring i synet på døden
fra værende et spirituelt fænomen til en naturlig proces, sekulariseret og
sygeliggjort. Det bliver en biologisk proces med et irreversibelt tab af et
overlegent biologisk system som skæringspunktet (2). Åkesson skriver ifølge
Frid et al at vores kulturelt konstruerede koncept af døden er i konflikt med
såvel biologiske forklaringer som lovgivning (2). Dette er i tråd med
Sundhedsstyrelsens undersøgelse af befolkningens holdning til organdonation,
der bl.a. viser, at der hersker usikkerhed blandt danskerne om hjernedød, bl.a.
tror 19%, at personer er ”vågnet” igen efter at være blevet erklæret hjernedøde,
mens 40% er i tvivl herom (1).
2. Hjernedød, organdonation og sygepleje
Ifølge Manuel et al4 (3) viser flere undersøgelser, at sygeplejersker er et vigtigt
led i en organdonationsproces, eftersom de angiveligt er de første
sundhedsprofessionelle til at identificere en potentiel donor. Manuel et al
fortsætter, at det er sygeplejersken på intensiv afdelingen, der er tættest på den
potentielle organdonor i kraft af at skulle yde sygepleje til vedkommende,
ligesom sygeplejersken har tæt kontakt med de pårørende (3).
2.1. Sygeplejerskers oplevelse af hjernedød
Flere studier finder hos sygeplejersker ambivalente opfattelser af hjernedød
(6,17). Ifølge Whites undersøgelse accepteres hjernedøden utvetydigt hos 25%
af sygeplejersker på intensiv afdelinger, mens 27,5% accepterer men er
selvmodsigende i deres italesættelse. 22,5% udtrykker også accept af hjernedød
men ser den som den ”næstsidste” død og 12,5% afviser hjernedøden som
dødskriterium. 48% opfatter hjernedød som ”næstendød” eller inkomplet død
(17).
Denne ambivalens ses endvidere i Floden og Forsbergs studie, hvor hjernedøden
opleves som noget unaturligt og stilles i opposition til ”den normale død” (6).
3 Se bilag 1 4 Se bilag 1
12
Watkinson5 (18) finder på den anden side, sygeplejersker der intuitivt ved,
hvornår patienten er hjernedød: ”You just feel there’s something missing, that
the essence has gone”.
Bothamley6 (19) finder i et litteraturreview, at operationssygeplejersker oplever
etiske kvaler over at skulle medvirke til at fjerne organer fra en patient, der er
død i juridisk forstand, men ligner en levende operationspatient. Det opleves
som et problem, at de ikke har overværet hjernedødsundersøgelsen (19).
2.2. Pårørendes oplevelser af hjernedød
Frid et al finder i et studie af pårørendes oplevelser af hjernedød en oplevelse af
kaotisk uvirkelighed (2). Konstateringen af hjernedød hos en elsket beskrives
som at være i et tomt rum med kaos inden i, eller at befinde sig i dødens
venteværelse, hvor det at slukke for respiratoren føles som mord. Et indre
kollaps hvor man stiger ned til helvede. De klamrer sig til et håb, hvor den
hjernedøde overlever: ”It’s hard to imagine someone is dead when she/he is still
breathing. Yes, I suppose one is hoping in spite of everything”. At være
pårørende til en hjernedød beskrives som en følelse af alenehed (eng.:
forlornness), at man befinder sig i en glasbowle (2). Samme studie fortsætter, at
den hjernedøde opleves både som værende til stede og fraværende. En
pårørende sammenligner det med at fjerne hukommelsen fra en computer, den
kan ikke fungere uden. Kroppen sammenlignes endvidere med en tom skal, der
holdes i live af ekstern manipulation fra medico-‐teknisk udstyr. Der opstår først
en forsoning med døden som en realitet, når der er slukket for respiratoren (2).
MacDonald et als studie viser, at forældre oplever det som værende svært at
vente på kliniske tegn på, at deres barn er hjernedødt for at kunne donere
organerne. Det er endvidere vigtigt for dem at have adgang til og være i stand til
at ”trøste” (eng.: comfort) det døende barn (4).
5 Se bilag 1 6 Se bilag 1
13
2.3. Sygeplejerskers holdninger til organdonation
Ifølge to spørgeskemaundersøgelser fra 19907 (20) og 1994 (18) erklærer 90-‐
95% af adspurgte intensivsygeplejersker sig positive overfor organdonation.
Tilslutningen falder dog, når det gælder sygeplejerskernes vilje til at donere egne
(86%) eller pårørendes organer (66%) (20). Et lignende billede tegner sig i
Dansk Center for Organdonations holdningsundersøgelse fra 2010 blandt
personale på intensivafdelinger (21). Her erklærer 91% af sygeplejerskerne i
Region Midtjylland og Region Nordjylland sig for organdonation, mens 67% vil
donere egne organer. Der spørges ikke til pårørendes organer (21).
På trods af 95% positive tilkendegivelser blandt sygeplejersker om
organtransplantation som livsforlængende behandling, mener 9,7%, ifølge
Watkinsons studie, at det er krænkelse af menneskerettighederne at fjerne
organer fra en hjernedød, mens 10,7% er uafklarede herom (18). Studierne viser,
at der er sammenhæng mellem et højt vidensniveau hos sygeplejersker og
erfaring med organdonation og en positiv holdning (18,20).
Day8 (22) skriver endvidere, at sygeplejersker oplever, at patienten gennemgår
en transition fra at være en hjerneskadet patient til at blive et fysiologisk objekt.
De oplever frustration over et gråzoneområde inden patienten erklæres
hjernedød. Her opstår der ambivalens mellem på den ene side at skulle behandle
patientens hjerneskade og på den anden side at skulle tænke på vedligeholdelse
af organer med henblik på eventuel organfremskaffelse samt ”offering the
patient’s familiy the option of organ donation” (tilbyde pårørende mulighed for
organdonation) (22). Ifølge Floden og Forsberg fokuseres i stedet på potentielle
recipienter, når patientens liv ikke står til at redde (6).
Det er ifølge Watkinson vigtigt for sygeplejersker at have tid til de pårørende; at
bevare patientens værdighed samt efterkomme pårørendes ønsker (18).
Omvendt finder Floden og Forsberg, at sygeplejersker oplever frustration, når
pårørende afviser organdonation i tilfælde, hvor afdøde ikke aktivt har
tilkendegivet sin holdning, idet ”the deceased had been deprieved the possibility
of donation” (den afdøde blev frarøvet muligheden for donation) (6). 7 Se bilag 1 8 Se bilag 1
14
Sygeplejerskerne tolker det som de pårørendes og ikke afdødes ønske (6).
Omvendt er det ifølge Floden og Forsberg også vigtigt for sygeplejerskerne, at de
pårørendes beslutning er ægte og taget af fri vilje (6). Day skriver, at det er
vigtigt for sygeplejerskerne, at pårørende mærker forståelse for, at afdødes krop
stadig repræsenterer deres kærlighed (22).
Watkinson finder, at sygeplejerskerne oplever, at pleje af en organdonor giver
mening i en tragedie, og at det er frustrerende, når donation ikke lykkes af
logistiske årsager (18).
Ifølge Unkle et al9 (23) har pårørendes erkendelse af skadens livstruende
karakter, samt deres ressourcer indflydelse på, hvorvidt sygeplejersker
overvejer en svært hjerneskadet kritisk syg patient som potentiel organdonor.
Patientens race, køn eller sociale status har ingen indflydelse herpå. Alder er
derimod en væsentlig faktor, og børn betragtes sjældnere som potentielle
organdonorer af sygeplejersker (23).
2.4. Pårørendes oplevelser af organdonation
Ifølge Manuel et al oplever pårørende med vantro en kamp for at anerkende
døden (3). Tilkendegivelsen af organdonation efterrationaliseres med et behov
for at se et positivt resultat af tabet af en elsket. Herigennem kan de skabe et
positivt minde gennem følelsen af altruisme. Tilsagnet kan købe dem mere tid
sammen med den hjernedøde, hvor de håber, at vedkommende enten vågner op,
eller at de kan nå at få sagt farvel. Endvidere oplever de adspurgte pårørende
også en mangel på forklaringer samt medinddragelse i beslutninger om pleje og
behandling (3).
Ifølge Lone Bøghs masterafhandling fra sygeplejevidenskab (24) oplever
pårørende til organdonorer beslutningen om organdonation som ”en
meningsfuld belastning”. Efter at have accepteret organdonation oplever
pårørende en vanskelig periode med associationsforvirring pga. manglende tegn
på død. Der er behov for at sige farvel efter organudtagningen, hvor de tydelige
dødstegn ses. Det er en trøst i sorgen at blive informeret om recipienterne til
organerne (24).
9 Se bilag 1
15
Anja Bornø Jensen finder i sit kandidatspeciale fra antropologi (25), at pårørende
til organdonorer i USA oplever at give en gave og at deres kære udødeliggøres,
ligesom de pårørende har et behov for at fejre dem som helte på lige fod med
krigshelte (25).
3. Konstruktionen af hjernedød og organdonation
Gennem litteratursøgningen så jeg en tendens til at megen sygeplejefaglig
forskning om hjernedød og organdonation undersøger især sygeplejerskers men
også pårørendes oplevelser af og holdninger til hjernedød og organdonation. Det
ses, at især hjernedøden er svær at begribe for både sygeplejersker og pårørende
(3,4,6,17,19,26). Der er en uoverensstemmelse mellem dels det medicinske og
det juridiske syn på hjernedød som dødskriterium og dels de
sygeplejevidenskabelige fund, der bl.a. ses i Whites studie, hvor flere
sygeplejersker havde et ambivalent eller negativt syn på hjernedødskriteriet
(17). Ligesom fundene fra Frid, Halmjamäe, Öhlen og Bergboms studie, hvor
pårørende har svært ved at forsone sig med døden, samt giver tilsagn om
organdonation for bl.a. at købe mere tid sammen med den hjernedøde og for at
finde mening er tankevækkende (2).
Under litteraturgennemgangen bemærkede jeg til tider et ensidigt syn på
organdonation, hvilket undrer mig, da både organdonation og ikke mindst
hjernedød som dødskriterium tidligere har været meget omdiskuteret.
Ikke mindst hos Flodén og Forsberg, hvor forfatterne skriver ”The nurses felt
frustrated when they percieved that the deceased had been deprived of the
possibility of donation” (6). Hvorvidt det er sygeplejerskernes eksakte ord eller
forskerens tolkning fremgår ikke, men valget af ord som ”deprive” (frarøve) og
”possibility of donation” (mulighed for donation) tillægger organdonation en
udelukkende positiv værdi. Gennem ordvalget og italesættelsen kan forfatterne
påvirke vores syn på organdonation.
3.1. Italesættelse
I eksempelvis en debat italesættes udvalgte fænomener på bestemte måder, som
kaldes diskurser. Ordet diskurs betyder samtale eller sammenhængende kæde af
16
udsagn og dækker over en forestilling om, at sproget er struktureret i mønstre, som
vore udsagn følger, når vi agerer indenfor forskellige sociale domæner (8).
Ifølge Norman Fairclough er diskursiv praksis som en materiel form for ideologi.
Diskurser bliver processer mellem mennesker. Ideologien er placeret både hos
den der producerer teksten, og den der konsumerer den (8).
Gennem italesættelsen formes det, der tales om og måden, hvorpå vi opfatter det.
Virkeligheden konstrueres på en bestemt måde i kraft af vores udsagn om den.
Ved at vælge at tale om verden gennem nogle begreber og udsagn frem for andre
skaber vi en virkelighed, ligesom virkeligheden også er med til at forme den
måde, vi taler om verden på (8).
Diskurser udgør kulturelt specifikke måder at give betydning til verden eller
aspekter af verden på, der gør andre måder at udlægge verden på mindre
plausible og naturlige, eller helt udelukker dem (27).
3.2. Medialisering
I kraft af medialisering indtager medietekster ifølge Phillips og Schrøder (27) en
central kulturel rolle. Medialisering er et begreb, der indfanger en tilstand i det
senmoderne samfund, hvor en stor del af vores viden og oplevelser formes af
medietekster. Samfundet underlægges medierne og bliver afhængig af deres
logik (27). Ifølge Hjarvard (28) er samfundet gennemsyret af medier i en sådan
grad, at de ikke længere kan tænkes adskilt fra samfundets øvrige institutioner.
Medierne er på en og samme tid inden i samfundet og en selvstændig institution,
der står mellem de øvrige institutioner og koordinerer deres indbyrdes
interaktion (28). Det er derfor svært at sige sig fri for, at vi som
sundhedspersonale påvirkes af diskurserne gennem dagspressen, fagtidsskrifter,
sundhedspolitisk informationsmateriale, tv og internet.
Organdonation og hjernedød som fænomener bliver altså skabt gennem den
måde vi taler om dem på bl.a. gennem medierne, ligesom vores måde at tale om
dem på dannes gennem den måde, de kommer til syne for os. Spørgsmålet er, om
vi som sundhedspersonale, der skal støtte pårørende til den hjernedøde i den
svære situation, får formidlet et bestemt billede af organdonation og hjernedød
ud fra de herskende diskurser i samfundet? Og om vores formidling af et bestemt
billede kan komme til at lægge pres på de pårørende. Uagtet at pårørende og til
17
dels os selv som sygeplejersker ifølge flere studier har et ambivalent eller
uafklaret forhold til hjernedød som dødskriterium.
3.3. Problemformulering
Derfor ønskes at undersøge følgende problemformulering:
Hvordan konstrueres hjernedød og organdonation i den
landsdækkende dagspresse, sundhedspolitiske og sundhedsfaglige
tidsskrifter samt informationsmateriale?
Hvilke virkemidler og diskurser benyttes? Hvor ligger hegemoniet? Hvilke
konsekvenser får det for debatten om hjernedød og organdonation?
4. Metode
I kraft af ord som ”konstrueres” og ”diskurser” placerer min problemformulering
sig indenfor en socialkonstruktivistisk kontekst og en foranderlig ontologi (29).
Indenfor en socialkonstruktivistisk kontekst skal dokumenter og kilder ikke ses
som et neutralt vindue, idet der ikke kan opnås et stabilt billede af virkeligheden.
Der sker hele tiden et samspil mellem virkeligheden og teorien. I følge Phillips og
Schrøder har man indenfor socialkonstruktivistiske tilgange et syn på
videnspåstande som situationsbestemte og kontingente repræsentationer af
verden (27).
Den foranderlige ontologi positionerer sig som en blandingsform mellem to
yderpunkter: en stabil og en flydende ontologi (29). Indenfor en flydende
ontologi mener man, at videnskaben er determinerende for genstanden og stiller
sig dermed i kontrast til den stabile ontologi, hvor teorien repræsenterer
genstanden. Indenfor en foranderlig ontologi er teori på den ene side en
repræsentation af tidligere indsigter, men det kan aldrig tages for givet at en
indsigt fra et andet studie kan bruges i den sammenhæng man arbejder i nu (29).
Her ses videnskab som et værktøj, der på den ene side kan afspejle erfaringer fra
virkeligheden, men på den anden side er med til at skabe den virkelighed, der
skal undersøges. Dermed mener man sjældent at kunne forstå alle aspekter af et
fænomen, det kan først ske gennem sammenligningen af flere forskellige
18
undersøgelser. Her mener man, at alt kan undersøges på mange forskellige
måder (29).
Gennem denne undersøgelse agter jeg dermed ikke at opnå forståelse for alle
aspekter af hjernedød og organdonation, men derimod at få en forståelse for
hvilket billede der formidles af de to i medierne. Ligesom resultaterne af min
undersøgelse ikke vil kunne anvendes til at forudsige begivenheder eller
reaktioner, dertil kræves en stabil ontologi (29).
For at besvare min problemformulering har jeg valgt at bygge resten af opgaven
op på følgende måde: Først redegør jeg for den strukturerede litteratursøgning,
der har belyst baggrunden for mit emne. Dernæst redegør jeg for mit valg af
empiri på baggrund af min problemformulering. I afsnit 5 redegør jeg kort for
den danske praksis omkring organdonation, da denne viden er nyttig for at
kunne gennemføre analysen. I afsnit 6 redegør jeg for analysemodellen,
hvorefter jeg redegør for resultaterne i afsnit 7, 8, og 9. I løbet af afsnit 9
diskuterer ligeledes jeg konsekvenserne for den sociale praksis og herunder
debatten om hjernedød og organdonation.
4.1. Søgestrategi
For at belyse baggrunden for mit emne gennemførte jeg en struktureret
litteratursøgning. Jeg har udvalgt litteratur, der viser, hvordan
sygeplejevidenskabelig forskning har belyst hjernedød og organdonation.
Litteratursøgningen skal ses som et udsnit af den eksisterende
forskningslitteratur og som et bud på sandheden, da undersøgelser der belyser
det samme, kan nå frem til modsatrettede konklusioner. Ligesom der kan være
områder, hvor der ikke foreligger forskningslitteratur (29). Jeg supplerede
derfor søgningen gennem kæde-‐ og håndsøgning, for at belyse andre aspekter af
fænomenerne.
Jeg lavede bloksøgning på tre blokke bestående af blok 1: organdonation; blok 2:
hjernedød og blok 3: sygepleje (se tabel 1).
19
Bloksøgning
Emne Blok1:
Organdonation
Blok 2:
Hjernedød Blok 3: Sygepleje
Søgetermer
Organ
procurement;
organ donation;
tissue donation;
tissue and organ
procurement
Brain death;
brain dead;
brain damage
Nurs*
Søgeoperatør OR OR -
Kombination AND
Tabel 1. Bloksøgning med søgetermer
4.1.1. Databaser og søgestreng
I den sygeplejefaglige database Cinahl valgte jeg følgende Cinahl-‐headings som
søgeord i subject heading: 1. Blok: organ procurement; 2. Blok: brain death; og 3.
Blok: nurs*. Alle blev kombineret med den boolske søgeoperatør ”AND”. Jeg
afgrænsede til forskningsartikler fra fagfælle bedømte tidsskrifter og følgende
sprog, jeg behersker: engelsk, dansk, norsk og svensk. Der fremkom 18
referencer, som jeg lagde ind i referencehåndteringsprogrammet RefWorks.
I Cambridge Scientific Abstracts (CSA) valgte jeg søgeord fra tesaurussen som
keywords. Jeg søgte i den samfundsvidenskabelige database, der også omfatter
PsycINFO. I 1. blok valgte jeg følgende keywords tissue donation fra PsycINFOs
tesaurus, organ procurement og organ donation, alle blev kombineret med ”OR”. I
2. blok brain damage fra tesaurussen, brain death og brain dead, som jeg igen
kombinerede med ”OR”. 3. blok bestod af nurs* i trunkeret form. Blokkene blev
kombineret med ”AND” med begrænsning på sprog samt fra fagfælle bedømte
tidsskrifter. De 5 fremkomne referencer blev overført til RefWorks.
I PubMed søgte jeg på MeSH termerne: tissue and organ procurement i blok 1;
brain death i 2. blok og nursing i 3. Blok. Blokkene blev kombineret med ”AND”
20
og jeg afgrænsede til artikler på engelsk, dansk, norsk eller svensk. 27 referencer
blev overført til RefWorks.
4.1.2. Udvælgelsesstrategi
De i alt 50 referencer blev først tjekket for dobbeltgængere. Derefter læste jeg
abstracts, for at se om artiklerne faldt ind under de nedenstående inklusion eller
eksklusionskriterier. 13 artikler måtte bestilles hjem fra biblioteker i udlandet,
før de kunne in-‐ eller ekskluderes (se figur 2).
Figur 2. Udvælgelsesstrategi
50 hits
11 dobbeltgængere
39 abstracts til gennemlæsning
1 kunne ikke skaffes hjem
4 omhandlende andet emne
3 kulturelle forskelle
3 for stort frafald
8 ikke forsknings-‐artikler
7 omhandlende andre faggrupper end sygeplejersker
Ialt 13 titler
21
Jeg lagde ikke så meget vægt på artiklernes valg af metode, som
gennemskueligheden i fremstillingen af studiet og stringens overfor valgte
metode. Jeg inkluderede både studier med kvalitative og kvantitative
forskningsmetoder, da jeg vurderede, at flere typer designs kan belyse
forskellige aspekter af den sygeplejefaglige forskningslitteratur. Jeg lagde vægt
på, at artiklerne er afrapporteringer af empiriske studier eller litteraturreviews.
Artikler der ikke tydeligt omhandlede organdonation fra hjernedøde blev
ekskluderet. Ligesom artikler der omhandlede andre faggrupper end
sygeplejersker, også blev ekskluderet. Det samme blev artikler, jeg vurderede til
at være af svag metodisk karakter. Ligesom jeg ekskluderede artikler over
studier, der geografisk er foretaget, hvor jeg vurderede, at kulturelle og
lovmæssige forskelle kan gøre at resultaterne afviger meget fra danske forhold.
Søgningen endte op med 13 artikler (2-‐4,6,13,17-‐20,22,23,26,30)10.
4.1.3. Karakteristik af ekskluderede artikler
7 artikler blev ekskluderet, da de omhandler andre faggrupper end
sygeplejersker eller flere faggrupper, og det ikke fremgår tydeligt hvilke fund der
er relaterede til sygeplejersker.
3 spørgeskemaundersøgelser ekskluderedes pga. for stort frafald, op mod 50%
og manglende frafaldsanalyse. Det kan have fået betydning for fundene, da det
ikke kan udelukkes, at det eksempelvis kun er sygeplejersker med stor viden om
hjernedød eller organdonation, der besvarer. 8 artikler ekskluderes, da de ikke
er afrapporteringer af empiriske studier eller litteraturreviews. 4 artikler
omhandlede andre emner: 1 var test af et måleinstrument; 1 omhandlede
palliation; 1 omhandlede transplantation fra hjertedøde donorer, og 1 blev
ekskluderet, da det ikke fremgik tydeligt, om der var tale om hjertedøde eller
hjernedøde donorer.
Yderligere 3 artikler blev ekskluderet pga. kulturelle forskelligheder, herunder et
græsk studie, da det fremgår at landets lovgivning under henvisning til forbud
mod eutanasi, ikke tillader afslutning af respiratorbehandling, det kan give store
afvigelser i forhold til synet på hjernedød. To iranske studier ekskluderes, da jeg
10 Se bilag 1
22
vurderede, at der kan være for store kulturelle forskelle, ikke mindst da der ofte
sker en kommercialisering af organdonationen.
4.1.4. Anden litteratur
Derudover valgte jeg gennem kædesøgning at supplere min litteratursøgning
med hhv. en masterafhandling og et kandidatspeciale om pårørendes oplevelser
af organdonation, da der var begrænset materiale herom (24,25).
4.2. Valg af empiri
Ifølge Norman Fairclough bestemmes udvælgelsen af materiale af
forskningsspørgsmålet (8). På baggrund af min problemformulering valgte jeg at
analysere materiale, der når ud til mange modtagere og søgte derfor primært på
avis-‐ og tidsskriftsartikler i artikeldatabasen Infomedia. Infomedia er ejet af hhv.
JP/Politikens Hus og Berlingske Media og indekserer store mængder af danske
avis og tidsskriftsartikler. Derudover søger jeg på søgemaskinen Google.com. Jeg
vælger at inddrage empiri fra perioden 2006 – marts 2011.
Det resulterer i en masse på
• Avisartikler (142 stk.)
• Tidsskriftsartikler (27 stk.)
• Undervisningsmateriale for 9. og 10. Klasser (1 stk.)
• TV spot (OBS) om hjernedød og organdonation (1 stk.)
• Reklamebilleder (6 stk.)
• Websider (1 stk.)
• Pjece (1 stk.)
• Dokumentarfilm (1 stk.)
• Fjernsynsudsendelser (3 stk.)
(Se bilag 2)
5. Praksis omkring organdonation
I Danmark kan man aktivt tilkendegive sin holdning til organdonation i et
centralt register; ved at udfylde et donorkort eller ved at tale med sine nærmeste
pårørende herom. Ca. 12% af den danske befolkning er tilmeldt Donorregistret
23
(1). Undersøgelser fra Sundhedsstyrelsen viser at stadigt flere erklærer sig
positive overfor organdonation, men antallet af organdonationer er uændret de
sidste 20 år, ca. 70 om året (1).
Pårørendes nej til organdonation samt sundhedspersonalets manglende
identifikation af potentielle donorer og tilbageholdenhed overfor at nærme sig
de pårørende med spørgsmålet om organdonation er ifølge Etisk Råd årsag til
manglen på organer (9).
I Danmark er praksis, at medmindre man har afvist donation i det centrale
register, bliver de pårørende hørt om organdonation. Juridisk set kan pårørende
ikke modsætte sig organdonation, såfremt den hjernedøde har givet ubetinget
samtykke i det centrale register (9).
Aktuelt diskuteres det om vi i Danmark skal skifte praksis fra informeret
samtykke til formodet samtykke. Således at alle automatisk er tilmeldt
donorregistret fra det fyldte 18. år med mindre man aktivt melder fra.
Spørgsmålet er om det reelt vil fjerne det store ansvar fra de pårørende? Ifølge
hospitalspræst Henning Nabe-‐Nielsen vil det i praksis stadig være de pårørende,
der skal tage stilling til organdonation, såfremt den hjernedøde ikke aktivt har
tilkendegivet sin holdning (5).
Kritikere diskuterer, om man ikke den måde formynderisk vil gøre organerne til
statens ejendom (9).
5.1. Organturisme
Manglen på organer medfører et andet problem organturisme. De syge
mennesker på venteliste til nye organer kan blive desperate over udsigten til
måske at skulle vente i flere år på det organ, der forhåbentlig vil kunne hjælpe
dem til en højere livskvalitet, eller måske forhindre dem i at dø af deres sygdom.
Derfor ses, at nogle er villige til at betale for et nyt organ og rejser til lande, der
tillader kommercialisering af organtransplantation, ofte fattigere lande for at
købe sig til en organtransplantation. Ifølge en rapport fra Verdens Sundheds
Organisation WHO er organturisme et stigende fænomen (31). Organturisme
kaldes også ”trafficking” og ofte har donationen store konsekvenser for donoren.
Det er hyppigst fattigdom og udsigten til umiddelbart let tjente penge, der får
24
donoren til at sælge en nyre. Bagefter efterlades mange i endnu større fattigdom
end før og med svære helbredsproblemer (9).
Filminstruktøren Anja Dalhoff har lavet den danskproducerede dokumentarfilm
”Kidney on Ice”, hvor organturisme bliver illustreret som et stigende problem for
fattigere lande (32). Ifølge WHO bliver nyredonoren lovet af bagmændene, at
mennesker kun har brug for en nyre, og de derfor ikke risikerer noget ved at
sælge den anden (33). Dalhoff fremstiller flere eksempler på især fattige yngre
familiefædre fra Østeuropa, der i drømmen om at kunne brødføde deres familier
manipuleres til at sælge den ene nyre meget billigt. De bliver efterladt med store
smerter og risiko for infektioner og uden de fornødne papirer til at kunne rejse
tilbage til deres hjemland (32).
I nogle land ses ifølge Goering ligeledes at bagmænd kidnapper mennesker, især
fattige daglejere, og stjæler deres organer med henblik på at sælge dem videre til
kronisk syge fra Vestlige lande (34). Ligesom Kina ifølge WHO kritiseres for at
sælge organer fra dødsdømte fanger (33).
Tidligere troede man at organturisme og organtyveri primært var et problem i
asiatiske lande, som Kina, Pakistan og Filippinerne, men det ses også i stigende
omfang i flere afrikanske lande og Østeuropa, især i Moldavien (31).
Ole Hartling opstiller det som en eviggyldig konflikt mellem den rige og den
fattige verden. Han sammenligner det med tidligere tiders kolonisering af
afrikanske og asiatiske lande, hvor vestlige lande tog slaver og drænede
kolonierne for råstoffer, for at efterlade landene i fattigdom og uden arbejdskraft
(10).
6. Kritisk diskursanalyse
For at besvare min problemformulering har jeg analyseret den valgte empiri
med inspiration fra Norman Faircloughs11 kritisk diskursanalytiske tilgang. Jeg
har taget udgangspunkt i hans bog ”Discourse and Social Change” fra 1992. Den
kritisk diskursanalytiske tilgang adskiller sig ifølge Fairclough fra ikke-kritiske
tilgange ved ikke blot at beskrive den diskursive praksis, men ved også at vise
11 Professor i lingvistik ved Lancaster University (8)
25
hvordan diskurserne skabes gennem magtrelationer og ideologier (8). Det er i kraft af
den sociale dimension, jeg vælger Fairclough som inspirationskilde. Ligesom der
gennem Faircloughs lingvistiske tilgang ifølge Jørgensen og Phillips er større
sandsynlighed for at finde træk i teksterne, som man ikke ville finde ved
almindelig gennemlæsning (35).
Ifølge Fairclough er diskurs et komplekst begreb, der kan defineres på mange
forskellige måder fra adskillige teoretiske standpunkter. Indenfor lingvistikken,
som Fairclough læner sig op ad, dækker diskursbegrebet over måder at bruge
sproget på indenfor forskellige domæner. Det er gennem sprogbruget og vores
fremstillinger af verden, at vi får mulighed for at beskrive vores oplevelser og
tolkninger af virkeligheden. Diskurs er en vigtig form for social praksis, der både
reproducerer og forandrer viden, identiteter og sociale relationer, og samtidig
formes af andre sociale praksisser og strukturer. Hver af de kommunikative
begivenheder, som f.eks. tekster, reproducerer eller udfordrer diskursorden.
Derved er diskurs tæt forbundet med magt. Magt operer gennem diskurser ved
at skabe vores sociale verden og identiteter på bestemte måder. Magten skaber
vores verden, herigennem er den produktiv, men idet den skaber den på måder, der
udelukker alternative former for social organisering er den samtidig begrænsende.
Kritisk diskursanalyse har til hensigt at påvise og bidrage til udligning af ulige
magtrelationer og arbejde for social forandring hen imod mere retfærdige sociale
relationer. Den har til opgave at afdække, hvorledes den diskursive praksis spiller
en rolle i opretholdelsen af den sociale praksis (8).
En diskussion generelt indenfor diskursanalyse er i hvilket omfang, diskurserne er
konstituerende for virkeligheden, eller til hvilken grad virkeligheden genererer
diskurserne. Er det dermed diskursen, der skaber ændringerne i samfundet, politiske
beslutninger, folkestemninger etc. Eller befordrer den sociale virkelighed nye
diskurser, således at ændrede forhold skaber ny diskurs. Placeres disse modpoler på et
kontinuum, befinder den kritisk diskursanalytiske tilgang sig i midten med
forestillingen om, at der hersker et dialektisk forhold mellem modpolerne. Indenfor
kritisk diskursanalyse mener man, at folk både er ”sprogets herrer og slaver”. (35).
Diskurserne former således den sociale virkelighed ligesom den sociale virkelighed
også former diskurserne (8).
26
6.1. Analysemodel
Ifølge Fairclough laver han ikke en opskrift på, hvordan man laver en diskursanalyse.
Derimod opstiller han nogle principper og retningslinjer man kan følge (8). Det er
dem jeg har ladet mig inspirere af. Min analysemodel er derfor bygget op efter
Faircloughs tredimensionelle model, der består af analyse af teksten, den diskursive
praksis og den sociale praksis. I hans model indgår en række elementer eller
analyseredskaber. I det følgende redegør jeg for, på hvilken måde jeg anvender hans
teori.
6.1.1. Tekstanalysen
Først underlagde jeg et udsnit af empirien en analyse af teksten, som ifølge
Fairclough er analysens inderste dimension. Her er diskursens mindste men også
konstituerende enhed udsagnet det primære analyseobjekt. Gennem en
lingvistisk tilgang arbejdes der helt ned på linjeniveau af teksterne. Jeg opstillede
inspireret af Fairclough en række hovedoverskrifter for den tekstnære analyse:
1) Ordvalget, der belyser de enkelte ord, hvilket billede konstruerer producenten
ved at anvende netop disse ord frem for andre. Anvender producenten f.eks.
metaforer fra en bestemt terminologi, kan det fremstille nogle billeder frem for
andre (8).
2) Det grammatiske element modalitet der viser noget om producentens
tilhørsforhold til udsagnet. Objektiv eller kategorisk modalitet udtrykker magt
eller ønske om at opnå magt over betydningsfastsættelse. Ifølge Fairclough kan
en lav affinitet, tilslutningsgrad, tyde på manglende magt snarere end manglende
overbevisning eller viden (8).
3) Et andet grammatisk element transitivitet siger noget om, hvordan
begivenheder og processer placeres i forhold til subjekter og objekter. Hvilke
aktører tillægges hvilke handlinger? Udelades aktøren? Fremhæves nogle
forhold eller personer mere end andre. Det kan være med til at placere ansvar
for begivenheder eller forhold. Fairclough nævner desuden elementet
sammenkædning, der belyser hvordan sætninger og bisætninger kædes sammen
i større tekststrukturer. Herigennem kan producenten ligeledes konstruere
kausale forhold og tidsmæssige relationer. Jeg vil primært fokusere på, hvordan
kausalitetsforhold skabes gennem transitivitet (8).
27
4) Analysen af interaktionskontrol vil kunne belyse, hvem der er magtfuld i det
samspil der foregår under dialogen, f.eks. i interviews, konversation og dialoger.
Eftersom jeg ikke inddrager de sidstnævnte i min empiri, anvender jeg
interaktionel kontrol som redskab i forhold til at analysere, hvem producenten
lader få ”taletid” i den kommunikative begivenhed, eksempelvis hvordan
prioriterer journalisten mellem informanterne og deres udsagn (8).
5) Derudover anvendte jeg delelementet ethos, der ifølge Fairclough er
aktørernes kropssprog og andre ikke-‐sproglige træk. Det kunne også være
illustrationer eller andre visuelle virkemidler (8).
Tekstanalysen kan belyse dels konstruktionen af sociale relationer og selvet,
altså hvordan fremstilles personer og deres indbyrdes forhold, f.eks. gennem
interaktionel kontrol: hvordan udtaler eksempelvis en overlæge og en
sygeplejerske sig i samme artikel? Er det overlægens udsagn, der fremhæves i
overskriften, og får vedkommende mere plads i artiklen end sygeplejersken, kan
det konstruere overlægen og dennes udsagn som vigtigere end sygeplejersken.
Eller gennem ordvalget eller ethos, hvilke virkemidler er med til at fremhæve
personerne, der udtaler sig? Fremhæves en læge eksempelvis som ekspert, er
det med til at konstruere vedkommende og dermed skabe større sandhedsværdi
bag vedkommendes udsagn. Illustreres vedkommende endvidere i hvid kittel
frem for i sit private tøj, er det med til at understrege ekspertstatussen.
Derudover kan tekstanalysen belyse konstruktionen af den sociale virkelighed,
altså hvilken virkelighed der fremstilles i eksempelvis en artikel. Hvorledes
skabes kausalitetsforhold og sandheder? Fremstilles eksempelvis subjektive
holdninger som objektive sandheder eller kædes to begivenheder sammen i
samme sætning på en sådan måde, at den ene forklarer den anden? Dermed er
producenten med til konstruere sandheder og årsagsforklaringer (8).
Fairclough vælger selv en lille mængde empiri, som han så analyserer helt i
dybden. Grundet min store mængde empiri har jeg valgt at lave grundig
tekstanalyse på et udsnit af empirien12. Gennem tekstanalysen har jeg opnået
belæg for de identificerede diskurser og indsigt i, hvorledes tekster konstruerer
12 Se bilag 3
28
bestemte versioner af virkeligheden (8). Resten af empirien blev gennemlæst
med henblik på indplacering i de respektive diskurser.
6.1.2. Den diskursive praksis
Formålet med analysen af den diskursive praksis er at specificere de sociale
praksisser af tekstproduktion og tekstkonsumption. Forbindelsen mellem
tekster og den sociale praksis medieres af den diskursive praksis. Det er
herigennem, folk bruger sproget til at producere og konsumere tekster, og
tekster former og formes af den sociale praksis (8). Derfor er den anden dimension
en analyse af den diskursive praksis.
To vigtige elementer indenfor analysen af den diskursive praksis er
intertekstualitet og interdiskursivitet.
1) intertekstualitet er et udtryk for i hvilket omfang en kommunikativ
begivenhed henviser til andre begivenheder, enten manifest hvor det gøres
åbenlyst ved eksplicit reference, gennem brudstykker af tekster eller henvisning
til andres talte ord eller gennem interdiskursivitet (8).
2) Interdiskursivitet er en form for intertekstualitet, hvor de enkelte tekster
trækker videre på diskurser og betydninger, der allerede er dannet. Der
retfærdiggøres for diskursen gennem tekstanalysen. Jeg har redegjort for de
enkelte diskursers karakteristika, og hvordan hjernedød og organdonation
konstrueres her indenfor.
Jeg har først ridset kort op for intertekstualitet, og derefter har jeg taget
udgangspunkt i interdiskursiviteten og yderligere inddraget intertekstualitet
herunder.
6.1.3. Den sociale praksis
Det generelle formål for den tredje dimension er at kortlægge den sociale praksis
som den diskursive praksis er en del af. Hvordan placeres de to øvrige
dimensioner i forhold til den bredere sociale praksis. Ifølge Fairclough er social
praksis som en rutinepræget institutionaliseret og socialt forankret måde at
handle på. Gennem analysen af den sociale praksis kontekstualiseres tekst og
diskursiv praksis i forhold til bredere samfundstendenser. Den sociale praksis
har indflydelse på, hvordan virkeligheden betegnes og sættes i tale i den
29
diskursive praksis. Denne italesættelse virker tilbage som en konstituerende
effekt på den sociale struktur. Herved vises det dialektiske forhold mellem
diskursiv praksis og social praksis (8).
Det er her jeg undersøger diskursernes interne positionering og magtforhold.
Hvor ligger magten over betydningsfastsættelsen, og på hvilke måder arbejdes
der mod social forandring. Analysens tredje dimension indeholder også et
diskuterende element i kraft af, at den diskursive praksis diskuteres i forhold til
den sociale praksis. Ligesom jeg diskuterer konsekvenserne for debatten om
organdonation.
7. Analyse af tekst
I dette afsnit fremlægger jeg fundene fra tekstanalysen. De mest udbredte
karakteristika fremhæves i tekstbokse under hver enkelt underafsnit.
Gennem tekstanalysen har jeg opnået belæg for diskurserne ikke mindst gennem
de kommunikative begivenheders ordvalg, hvilket jeg vil uddybe i det følgende.
Eksempel på tekstanalyse kan ses på bilag 3.
7.1. Ordvalg
Gennem en gruppe af valgte ord og metaforer kan producenten ifølge Fairclough
skabe en mening hos fortolkeren. Grupper af ord giver mening inden for
bestemte terminologier (8). Jeg har fundet generelle ordvalg, der skriver de
respektive kommunikative begivenheder ind i bestemte diskurser. Der gives et
billede af stillingtagen til organdonation som en almengyldig handling, noget vi
alle bør gøre, idet vi helt uventet kan komme i en situation, hvor vores pårørende
skal tage stilling for os. Her opstår endvidere forskellige konstruktioner af dels
det formodede samtykke og menneskers organer.
Ligesom hjernedøden fremstilles på to måder. På den ene side som
dødskriterium, og på den anden side afsløres et ikke helt afklaret syn i form af en
ambivalent retorik.
For at starte med det sidste vil jeg fremhæve et debatindlæg af
folketingskandidat Lars Gaardhøj: ”(…) For i så fald skal den afdøde, som nu
mekanisk holdes i live af respiratoren, køres på operationsbordet.(…)” (36). Her
30
Figur 3:Typisk ordvalg
ses en ambivalens i kraft af ordene ”afdøde” og ”holdes i live”. Et andet eksempel
er journalisterne Nüchel, Lohse og Bangsgaard, der modsiger sig selv i et
debatindlæg med sætningen ”(…) Det er nemlig dyrt at holde en hjernedød
patient i live (…)” (37). På trods af at hun ikke fortryder, italesætter en mor til en
ung organdonor hjernedødskriteriets kompleksitet gennem udsagnet:
”(…) vi følte ikke, vi forlod et lig inden donoroperationen, men vi kom og så et lig bagefter. (…) at man ikke selv oplever og konstaterer døden, men at man må stole 100% på de læger, der foretager hjernedødsundersøgelsen”
(38)
Med ordet ”lig” menes et dødt menneske, hun oplevede ikke, at sønnen var død,
da han blev kørt til donoroperation.
Daværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech sår mere eksplicit tvivl om
hjernedødskriteriet gennem et udsagn om at donorer ”(…) må udsættes for
livsforlængende behandling (…)” (39). Hun stiller sig endvidere i opposition til
det formodede samtykke: ”menneskets organer ikke er statens ejendom, og det
tilkommer ikke staten ved lov at gennemtvinge, at den der ikke helt frivilligt har
doneret sine organer, automatisk er donor.” Gennem anvendelsen af bl.a. ordene
”statens ejendom” og ”gennemtvinge” bliver den hjernedødes organer til et
privat anliggende, og ikke noget staten skal blande sig i. Hun skriver endvidere:
”Det er et forrået menneskesyn at mene, at det ene eksemplar kan erstatte det
andet” (39). Her gør ordene ”forrået” og ”erstatte” organdonation til en barbarisk
handling.
Ordvalg Hjernedød er et dødskriterium Isolationsfængsling Det er et frit valg Næstekærlighed En hjertesag Organer går tabt Dødssyge mennesker Køre på fribillet Udbud og efterspørgsel
Tryghed, respekt, værdighed Autonomi, integritet, selvbestemmelse Privat ejendomsret Propaganda Tvungen organdonation Reservedelslager Ambivalent syn på hjernedød Den hjernedøde holdes i live
31
Modsat Rønn-‐Hornbechs tvivl om hjernedødskriteriet garanterer
Transplantationsgruppen13 gennem et OBS-‐indslag med hjerneforsker Peter
Lund Madsen herfor (40). Lund Madsen starter med at konstruere sig selv som
en erfaren autoritet gennem udsagnet: ”Dengang jeg var reservelæge for mange
mange år siden (…)” Han iscenesætter gennem sit ordvalg en oplevelse, der har
gjort indtryk på ham som privat person, om et forældrepar der ”en kold nat på
Rigshospitalets skadestue ” skulle tage stilling til, om de ville donere deres søns
organer efter en motorcykelulykke. Stillingtagen til organdonation bliver gjort
almengyldigt gennem udsagn om, at den unge mand ”var taget af sted
fuldstændig sund og rask”, og at Lund Madsen ”på egne vegne” har ”givet
tilladelse til organdonation” . I den sidste scene konstruerer han hjernedøden
som et dødskriterium gennem udsagnet:
”Jeg kan som ekspert med 100% sikkerhed sige, at når man efter grundige undersøgelser er erklæret hjernedød, så er det fordi hjernen er død. Så er den kaput. Der er intet. Den fungerer ikke. Den kommer aldrig aldrig aldrig nogensinde til at fungere. Der er ingenting. Er man erklæret hjernedød, så er det kun andre, der kan få glæde af ens organer”.
(40)
Lektor i filosofi Thomas Søbirk Petersen kritiserer i et debatindlæg i Politiken i
2008 den gældende praksis i forhold til organfremskaffelse under overskriften
”Hjernedød regel om organdonation” (41). Han fortsætter i underoverskriften, at
”Det er umoralsk, at eksperimentere med dødssyge patienter på ventelisten til
organer, når vi kender den ”medicin”, der redder liv.” Gennem brugen af ordet
”medicin,” omend han sætter det i citationstegn, konstruer han hjernedøde som
et objekt, der kan redde kronisk syge mennesker (41).
EU-‐parlamentariker Karin Riis-‐Jørgensen bruger sit ordvalg til at sætte
menneskelige organer ind i en samhandelskontekst (42). Hun tager
udgangspunkt i en problematik om europæeres illegale handel med organer fra
fattigere lande udenfor EU: ”For når europæere køber sig til nye organer, er vi
nødt til at se på udbuddet, som jo unægtelig hænger sammen med
efterspørgslen”. Med ord som ”udbud ”og ”efterspørgsel”, bliver menneskers
13 Sammenslutning af patientforeninger, der varetager interesser for
transplanterede og personer på venteliste.
32
organer gjort til en handelsvare. Dels i forbindelse med den illegale
organturisme, men også i et samhandelsperspektiv i EU. Ikke mindst
overskriften ”Danskernes donorrate er i bund” kan føre tankerne hen på et
produktionsapparat, hvor vi skal producere en vis mængde organer for at leve
op til nogle standarder (42). Riis-‐Jørgensen skriver endvidere: ”at organer går til
spilde i et medlemsland, fordi der ikke er en passende modtager i det
pågældende land” dermed bliver genanvendelsen af hjernedødes organer til et
anliggende for det europæiske fællesskab.
I opposition hertil står læge og kandidat til EU-‐parlamentet for Det Konservative
Folkeparti Julie Broe (43). Hun anvender i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad i
2009 udsagn om, at organdonation ”er og bør være(…)en privat sag” og at EU
ikke skal ”(…)blande sig i ejendomsretten til vores organer(…).” Indførelsen af et
formodet samtykke gennem en EU-‐parlamentsbeslutning kommer herved til at
krænke den private ejendomsret. Ligesom hendes ordvalg ”Nej til tvungen
organdonation” konstruerer formodet samtykke som en formynderisk og ufri
gerning (43).
7.2. Modalitet
Ved at vise sin grad af tilslutning til udsagnet kan producenten overbevise
modtageren om sit budskab. Jeg så, at kategorisk modalitet ofte anvendes,
hvorigennem der skabes en sandhed, der er med til at danne
betydningsfastsættelse. Subjektive holdninger, komplicerede sammenhænge o. l.
kan fremstilles som objektive sandheder. Andre gange er der tale om
konklusioner, der er taget ud af en sammenhæng. Politikere benytter sig oftest af
kategorisk modalitet.
Jeg vil først fremhæve Line Vaabens interviewartikel fra 2010 i Kristeligt
Dagblad om filosofiprofessor Lars-‐Henrik Schmidt (44). Han fremstiller sin
subjektive holdning som en objektiv sandhed:
”De færreste mennesker forstår kroppen. De tror ikke, man har brug for sin krop. De betragter kroppen operationelt og maskinelt som noget, der betjener dem. Sådan noget, som bare skal få os til at fungere”.
(44)
Han sammenligner organdonation med kannibalisme: ”Jeg ser det som
kannibalisme: Du æder et andet menneskes organer (…)”. Den første del af
33
sætningen ”jeg ser (…)” afslører imidlertid en lidt lavere tilslutningsgrad, end
hvis han mere kategorisk havde sagt, at organdonation er kannibalisme. Det
samme gør sig gældende for udsagnet: ”Jeg tror, mange mennesker forestiller sig,
at de giver en gave” (44). Ifølge Fairclough tyder en lav grad af affinitet på
manglende magt over betydningsdannelsen. I Schmidts udtalelse om
kannibalisme, afslører han dermed en manglende magt over debattens udfald.
Julie Broe, problematiserer i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad i 2009 en
eventuel indførelse af formodet samtykke i Danmark (43). Hun skriver, at:
”Formodet samtykke betyder, at hvis man ikke har sagt klart nej, så har man sagt ja. (…) Vores liv og vores organer er altså vores – og ikke samfundets ejendom. (…) Masser af mennesker vil aldrig få taget stilling til organdonation – og det vil være helt urimeligt at tage et manglende nej fra disse mennesker som et ja til, at man kan tage deres organer”.
(43)
Hun viser en høj tilslutningsgrad til sit udsagn bl.a. gennem ordene ”betyder”,
”vil være helt” fremstiller derved sine subjektive holdninger som objektive
kendsgerninger og er dermed med til at fastsætte en betydning.
Figur 4: Modalitet
7.3. Transitivitet
Formålet med transitivitet er primært at skabe kausalitetsforhold. Herigennem
placeres ansvaret for processer og begivenheder, ligesom tidsmæssige forhold
kan skabes. Det sker ved, at nogle forhold fremhæves mere end andre.
Producenterne skaber bestemte billeder af virkeligheden ved at argumentere på
bestemte måder og kæde sætninger sammen på bestemte måder og tillægge
Modalitet
Der anvendes ofte kategorisk modalitet Subjektive holdninger gøres til objektive sandheder Politikere anvender ofte kategorisk modalitet
Udsagn som "jeg tror"eller "jeg formoder" tyder på manglende magt over betydningsfastsættelsen. Komplicerede sammenhænge fremstilles som objektive sandheder.
34
noget mere betydning end andet. Som resultat kan ses, at flere artikler kan
forklare den samme begivenhed eller proces på flere forskellige måder og alle
stadigvæk lyde plausible. Hvilket jeg vil fremhæve i det følgende.
Der gives i flere kommunikative begivenheder forskellige forklaringer på
danskernes tøven overfor tilmelding til donorregisteret ikke mindst fra
journalisterne Terkelsen og Schnabel (45). De skaber i artiklen ”Uvidenhed
bremser stadigvæk for organdonation” et kausalitetsforhold mellem danskernes
manglende tilmelding til donorregistret og en uvidenhed om hjernedød.
”Frygt for, at patienten ikke er rigtigt død eller skal gennemgå en kynisk
operation blot for, at sundhedsvæsenet kan høste organer, får på tyvende år
danskerne til at sige nej til organdonation” (45). Dermed bliver danskernes
manglende viden om hjernedød og organdonation gjort til årsagen til
organmanglen, og problemet kan derfor løses med oplysning om hjernedød.
Omvendt kommer lektor i filosofi Thomas Søbirk Petersen med et alternativt
forslag til en løsningsmodel på den lave donorrate.
”For det første vil en økonomisk gulerod hjælpe folk til at handle i overensstemmelse med deres egentlige ønske – nemlig at lade sig registrere som organdonor (…) Med et skattefradrag har vi et godt instrument til at fjerne organmangel i Danmark, og det vil betyde, at organturister fra Danmark til f.eks. Pakistan i mindre grad vil kunne udnytte fattige i udviklingslande.”
(46)
Danskernes manglende initiativ og egoisme fremstilles her som årsag til den lave
donorrate. Han nævner ikke oplysning om hjernedød som en mulighed, men
fremhæver her, at en økonomisk belønning i form af et skattefradrag til tilmeldte
til donorregistret vil være løsningen på organmanglen. Danskerne skal have en
økonomiske fordel af at lade sig registrere, ellers tager de sig ikke sammen til at
gøre det. Samtidig mener han også at det vil mindske problemet med
organturisme.
Karin Riis Jørgensen har imidlertid også en løsning på organturismen:
”I Irak kan man, ifølge Transplantationsgruppen, købe en ny nyre for 110.000 kroner. I Pakistan kan den erhverves for mellem 80.000 og 220.000 kroner, og i Tyrkiet skal man af med op mod 800.000 kroner. Et sted mellem 150-‐250 europæere benytter sig af den mulighed hvert år.
Det gør de, fordi der er mangel på organdonorer i Europa. (…) Jeg er sikker på, at de fleste danskere vil stille sig positive overfor at modtage organer fra andre EU-‐lande, såfremt der er en passende donor et andet sted i EU. Men hvis vi selv er meget tøvende, og ikke registrerer os som donorer, har jeg svært ved at forestille mig, at andre lande særlig velvilligt vil give organer til nogen, der ikke selv bidrager”.
(42)
Ved at problematisere overfor den illegale handel gør hun dem, der ikke aktivt
siger ja til organdonation ansvarlige for, at mennesker i fattige lande bliver
misbrugt gennem europæiske statsborgeres organturisme. Ligesom danskernes
tøven overfor tilmelding til donorregistret bliver gjort til årsag til at syge
medborgere ikke kan få nye livreddende organer.
Der ses også eksempler på, at producenten har flere informanter, der kommer
med forskellige forklaringer, men nogle forhold fremhæves frem for andre. Ifølge
journalist Line Vaaben ses der en stigning i tilmeldinger til donorregistret. Det
forklarer hun gennem flere udsagn i en artikel i Kristeligt Dagblad. Hendes
informanter nævner følgende forklaringer:
”-‐ Det er en erkendelse af, at hvis man selv en dag kommer i vanskeligheder og gerne vil have et organ, så må man stille op som leverandør (…) myndighederne har gjort en stor indsats for at reklamere for det (…) Hvis man kommer i en situation en dag, hvor man selv har nytte af for eksempel et nyt organ, kan man jo ikke så godt få det, hvis alle kører på fribillet (…) danskerne er blevet mindre forskrækkede over den teknologiske udvikling (…) generel samfundsmæssig opprioritering af kroppens betydning (…) opgør med den forestilling om, at krop og sjæl er to forskellige ting, hen imod en opfattelse af de to ting som en biologisk enhed.”
(47)
På trods af at hendes informanter nævner en række forklaringsmodeller,
gentages forholdet med, at danskerne har erkendt ”at man må yde for man kan
nyde” flere gange. Dermed bliver det den mest plausible forklaring på hvorfor
danskerne melder sig til donorregistret.
I en anden artikel af Vaaben, som i øvrigt fysisk placeres lige under den første,
kommer filosofiprofessor Lars-‐Henrik Schmidt med en anden forklaring: ”Det er,
fordi det gør dem godt at gøre noget godt for andre. Så kan man sige til sig selv:
Det var dagens 25-‐øre (…)” (44). Villighed til donere sine organer bliver dermed
en gerning, mennesker gør for at få det godt med sig selv. Tilmeldinger til
donorregistret forklares her med, at det er en måde, hvorpå man kan få bedret
sin samvittighed og dermed føler sig som et bedre menneske.
36
Figur 5: Transitivitet
Lene Terkelsen fremhæver i et interview med antropolog og ph.d. stipendiat
Anja Bornø Jensen blandt flere faktorer en forklaring på, hvad der får pårørende
til en hjernedød til at sige ja til organdonation: ”Det er sjældent, at familier har en
positiv fortælling om tab, men for mange ender det alligevel med at blive
meningsfuldt, fordi tanken om at hjælpe andre får dem til at føle, at det ikke har
været helt forgæves. (…) Det ja, familien giver, bliver lindrende” (48). De
pårørendes behov for at skabe en mening i det meningsløse bliver den
dominerende ikke mindst i kraft af, at det fremhæves i overskriften. På trods af
at jeg har anvendt citatet før vil jeg vise, hvordan sammenkædning af to
uafhængige faktorer også kan fremstille et ønske om en bestemt adfærd. Ved at
sammenkæde to sætninger i Transplantationsgruppens OBS-‐indslag skabes et
Transitivitet
Dem der ikke tager stilling til OD er medskyldige i organturisme Indførelse af skattefradrag og formodet samtykke kan give nlere donorer Den hjernedødes personlighed bliver afgørende for tilsagnet om organdonation Hjernedøde er medicinen, der kan redde syge mennesker Pårørende der siger ”nej” fortryder det. Det gør dem der siger ”ja” ikke Pårørende siger ”nej” i affekt Den første danske nyretransplantation sidestilles i vigtighed med nederlaget i 1864 Information om hjernedød kan give nlere donorer Når man er hjernedød er det kun andre der kan få glæde af ens organer
Det giver mening for pårørende at den hjernedødes organer lever videre i et andet menneske Hjernedødskriteriet blev opfundet for at man kunne høste organer Har man ikke sagt klart ”nej,” har man sagt ”ja” Formodet samtykke vil gøre at forholdet mellem stat og borger skrider Organerne kommer primært fra unge mænd Tilmelding til OD register er for ens egen samvittigheds skyld Et andet menneske skal dø, før den lille pige kan få et nyt organ De gode melder sig til ODregister. De onde står udenfor Politikere og læger vil bestemme over det enkelte menneskes død
37
forhold, hvor et ”ja” til organdonation bliver det eneste rationelle at gøre. Lund
Madsen siger i slutningen af indslaget:
”Jeg kan som ekspert 100% garantere, at når man efter grundige undersøgelser er erklæret hjernedød, så er det fordi, hjernen er død. (…) Når man er erklæret hjernedød, er det kun andre, der kan få glæde af ens organer. Tag stilling til organdonation, mens du kan”.
(40)
7.4. Interaktionel kontrol
Gennem den interaktionelle kontrol kan producenten af den tekstuelle
begivenhed opnå kontrol over, i hvilken rækkefølge flere informanters udsagn
læses. De vigtigste udsagn samt udsagn fra mere dominerende positioner
trækkes frem i begyndelsen af teksten. Dermed er der større sandsynlighed for
at budskabet bliver læst, såfremt modtageren ikke læser artiklen eller
debatindlægget til ende. Ofte anvender især journalister autoriteter til at skabe
større sandhedsværdi bag deres udsagn. Der er også en tendens til at placere en
kronisk syg på venteliste til et nyt organ overfor en donor eller en potentiel
donor. Andre gange når der er tale om et interview bestemmer producenten,
hvilke spørgsmål der skal stilles, og dermed også hvilket budskab der fremstilles
som det vigtigste.
Der ses flere tilfælde, hvor producenten styrker nogle udsagn gennem andre
autoriteters udsagn. Et eksempel er Terkelsen og Schnabels artikel ”Uvidenhed
bremser stadigvæk for organdonation”. Antropolog Bornø Jensen laver ph.d. om
pårørende og organdonation, og hendes udsagn bliver lidt vagt:
”-‐ Det er min fornemmelse, at nogle siger nej, fordi de er bange for, at det foregår en smule voldsomt, siger hun. Anja Bornø Jensen bakkes op af overlæge Michael Kosteljanetz fra neurokirurgisk afdeling på Rigshospitalet, der også oplever, at forkerte forestillinger holder folk fra organdonation. -‐ Hjernedøden er svær at forstå, for man kan ikke se på patienten, at vedkommende er død, og derfor opstår der myter, siger han.”
(45)
Her ses, at Bornø Jensens udsagn ikke får lov at stå alene, måske i kraft af hendes
lave modalitet. Ved at lade hendes udsagn underbygge af en anerkendt autoritets
mere kategoriske udsagn opnår hendes udsagn større sandhedsværdi. Der er
tilmed tale om en autoritet fra den biomedicinske og mere positivistiske
38
videnskab. Derved har producenterne opnået tilstrækkelig belæg til at
konstruere danskernes uvidenhed om hjernedød som årsag til den lave
donorrate. Til sidst lader de dog en skeptiker i form af professor i filosofi Lars-‐
Henrik Schmidt så tvivl om hjernedødskriteriet ved at stille sig i opposition til
biomedicinen og dermed åbne op for danskernes skepsis:
” Videnskaben ved ikke nok om bevidstheden og selve dødsprocessen – om hvor lang tid det tager at dø, før ens sanser er slukkede. Vi ved ikke nok om bevidstheden, og derfor mener jeg, der er en chance for at vågne op igen, selvom man er erklæret hjernedød, siger han”
(45)
Schmidts udsagn bliver imidlertid ikke underbygget af andre autoriteter.
Figur 6: Interaktionel kontrol
Enkelte af de kommunikative begivenheder benytter sig af at sætte en donor
eller en potentiel donor overfor en organtransplanteret eller en syg på venteliste,
som det ses på et dobbeltsidet opslag i B.T i 2007 (49,50). På den ene side står
den unge mand Martin, der gerne vil donere sin ene nyre men er blevet afvist af
lægerne, under overskriften ”Ta’ bare min nyre” (49). På det ledsagende billede
ses en ung mand, der løfter op i sin bluse og blotter det sted, hvor lægerne ville
skulle operere hans ene nyre ud. På den modsatte side ses en artikel om en ung
kvinde Marianne, der fortæller om livet med sin nyresygdom under overskriften
”Jeg drømmer om et normalt liv” (50). Marianne er på venteliste til en ny nyre.
Ved at stille de to artikler overfor hinanden konstrueres en løsning på
nyremangel (49,50).
Interaktionel kontrol
Producenten anvender autoriteter til at underbygge udsagn. Journalisten bestemmer, hvem der skal spørges til en artikel Autoriteter skaber sandhedsværdi, og autoriteter underbygger hinanden
Fremhævelse af udvalgte udsagn med store typer Donor og recipient placeres overfor hinanden
39
7.5. Ethos
Et meget anvendt virkemiddel er ethos. Ofte illustreres en tekst af et klinisk
billede af et organ, oftest et hjerte, der holdes i hænderne af en handskeklædt
sundhedsprofessionel, hvor man evt. kan se kittel, maske og hue (51,52). Billedet
er ofte taget på en operationsstue. Hjertet har en vigtig symbolsk betydning, da
det ofte forbindes med det organ, hvor følelserne sidder. I kraft af det velkendte
og kulturelt forankrede hjertedødskriterium fremstår hjertet dermed også som
det organ, der kan redde liv. Organdonation bliver derved sat i tale som en
klinisk og livreddende handling.
Et andet eksempel på en illustration der ofte ses, er en oplysende skematisk
tegning af organets vej fra donor til recipient. Desuden placeres ofte små
faktabokse med oplysninger om hhv. hjernedød og organdonation, der er med til
at aflive eventuelle myter og oplyse borgeren om statistik og patofysiologi
vedrørende hjernedød eller organdonation.
Figur 7: Eksempel på illustration (53)
En illustration kan også understrege et budskab som i Riis Jørgensens
debatindlæg fra 2008 med titlen ”Danskernes donorrate er i bund” (42). Det
illustreres af en tegning af en mand, der overrækker en meget stor pakke med
EU-‐flaget på til en anden mand, der derimod overrækker en meget lille pakke
med Dannebrog på. Dette understreger Riis-‐Jørgensens udsagn om danskerne
som ”klassens dårlige eksempel” i forhold til udveksling af organer i EU.
Illustrationen kan hurtigt formidle artiklens budskab til læseren (42).
En anden måde at understrege en artikels hovedpointe er ved at fremhæve
udvalgte citater med hovedbudskabet med store typer på et iøjnefaldende sted i
teksten. Dermed kan producenten formidle det væsentligste budskab overfor
dem, der ikke nærlæser teksten. Det ses bl.a. i artiklen af Albrecthsen i Kristeligt
40
Dagblad i 2010, hvor anledningen til artiklen er en ny EU-‐beslutning (54). Det
der fremhæves i underoverskriften er derimod EU-‐parlamentariker og præst
Margrethe Aukens forbehold om, at det vigtigste er hensynet til de pårørende til
den hjernedøde (54). Flere producenter benytter sig også af at sætte billede og
ansigt på de syge mennesker på venteliste. Et eksempel ses i en artikel fra B.T. i
2007 hvor overskriften ”Har ventet i 69 år på et rigtigt liv” skrives med store
røde typer (55). Det fremgår imidlertid længere nede på siden, at de 19 nyresyge
ikke hver har ventet 69 år på en nyretransplantation men tilsammen. Der
bringes små portrætter af hver enkelt med opremsning af oplevelsen af
konsekvenserne for livskvaliteten. De nyresyges skæbne bliver nærværende
(55).
Figur 8: Ethos
I førnævnte OBS indslag med hjerneforsker Peter Lund Madsen anvendes
ligeledes flere visuelle og ikke sproglige virkemidler (40). I første scene zoomes
ind på et billede af Rigshospitalets hovedindgang. Hvorefter Lund Madsen ses i
sit private tøj på skadestuen. Hans titel som Dr. Med. og hjerneforsker
fremhæves med store hvide typer. Han gør fortællingen levende ved dels at pege
i den retning, hvor den tilskadekomne motorcyklist blev bragt ind og dels i den
retning, hvor forældrene skulle se ham. I et sceneskift zoomes der først ind på
nogle handsker, manometer, iltaggregat, sug og andre instrumenter på en
undersøgelsesstue, hvorefter der panoreres over på Lund Madsen. Han placeres i
en klinisk og professionel kontekst siddende på kanten af en undersøgelsesbriks
nu iført hvid lægekittel.
Ethos
Faktabokse med organets vej fra donor til modtager Faktabokse med statistiske oplysninger Portrætter af syge mennesker på venteliste
Typogranisk fremhævelse af udvalgte udsagn Understregelse af ekspertstatus gennem titler Billeder af operationspersonale med et hjerte i hænderne
41
Hans ansigt er meget tæt på kameraet, han kigger direkte ind i linsen og læner
sig frem mod seeren. Flere gange understreger han vigtigheden af budskabet ved
at holde små pauser mellem ordene, spærre øjnene op og løfte øjenbrynene.
I det sidste klip sidder Lund Madsen med en plasticmodel af en hjerne i
hænderne. Han slår ned på den med hånden, mens han garanterer for
hjernedødskriteriet. Han understreger budskabet ved at gestikulere kraftigt med
hænderne og hæve stemmen. Til sidst løfter han pegefingeren, mens han
fortæller, at når man er erklæret hjernedød, er det kun andre, der får glæde af
ens organer. Der panoreres ned på plastichjernen igen og billedet fader over i
Transplantationsgruppens logo, hvorefter en stemme siger ”Tag stilling til
organdonation mens du kan” (40).
8. Analyse af diskursiv praksis
Under arbejdet med tekstanalysen har jeg identificeret seks diskurser: en
biomedicinsk diskurs, en politisk diskurs, en forbrugerdiskurs, en
konkurrencediskurs, en etisk diskurs og en religiøs diskurs. Diskurserne
identificeres ikke mindst gennem intertekstualitet.
Der benyttes artikler om mennesker, der venter på et nyt organ; mennesker der
har fået et nyt organ, og hvilken konsekvens det har haft for dem; mennesker der
har mistet en, der er død mens de ventede på et nyt organ; mennesker der har
doneret pårørendes organer og hvilken betydning det har givet for dem;
mennesker der arbejder professionelt med organdonation; interessenter der
brænder enten for eller imod organdonation; tvivlere, der ser organdonation
som et dilemma.
8.1. Intertekstualitet
Når en producent af en tekst refererer manifest eller implicit til en anden tekst,
trækkes der på betydninger, der allerede er dannet hos læseren. I debatten om
hjernedød og organdonation benytter flere af producenterne sig også af
intertekstualitet.
Der ses ofte manifest intertekstualitet, når en producent kommenterer på en
aktuel avisartikel eller debatindlæg, dvs. at der refereres direkte til en anden
42
kommunikativ begivenhed. Det ses f.eks. da daværende kirkeminister Birthe
Rønn Hornbech i april 2008 skriver et debatindlæg i Kristeligt Dagblad under
titlen ”Kampagne for: Organdonation uden hjernedød” (56). Debatindlægget
provokerer en række læsere, således at det afføder endnu flere debatindlæg og
avisartikler. Heriblandt en artikel af journalisten Line Holm Nielsen under titlen
”Læger: Birthe Rønn vrøvler om organdonation” (57). I artiklen inddrages
kommentarer af læge Svend Aage Mortensen, hvor han beskylder Rønn
Hornbech for at trække debatten 20 år tilbage. Ligesom neurokirurgen Michael
Kosteljanetz også kommenterer på Rønn Hornbechs indlæg i Holm Nielsens
artikel, han kalder det usagligt ævl og påpeger en række faktuelle fejl og
fejlslutninger i hendes debatindlæg: ”Han understreger, at en hjernedød
vitterligt er uigenkaldeligt død og kun ”ånder” og ser levende ud, fordi en
respirator sørger for det” (57). Producenten formoder dermed, at læseren har
læst Rønn Hornbechs debatindlæg og behøver derfor ikke uddybe, at hun har
sået tvivl om hjernedøden som dødskriterium og har fremhævet, at læger ikke
må skrive dødsattest umiddelbart efter konstatering af hjernedøden.
Intensivsygeplejerske Dorthe Jensen kritiserer også Rønn Hornbechs
debatindlæg og beskylder hende for at forvirre om dødstidspunktet (58). De
kommunikative begivenheder indgår dermed i en intertekstuel kæde, hvor man
kan se den oprindelige tekst i flere udformninger.
Flere tekster refererer i 2007 til ”Det Store Nyreshow”, som var et hollandsk TV-‐
show, hvor tre nyresyge skulle konkurrere om seerens sms-‐stemmer i kampen
om en døende kvindes nyre (59-‐65). Umiddelbart inden resultatet skulle
offentliggøres, fortalte værten, at showet var fup. Kvinden var skuespiller og ikke
syg i modsætning til de tre nyresyge, der dog var fuldt informerede om plottet.
Tv-‐stationen ville skabe opmærksomhed om manglen på organer. Showet vakte
så stor opsigt og megen debat både før og efter transmissionen, at flere tekster
blot refererede til det som ”Det Store Nyreshow” og dermed formodede, at
modtagerne vidste, hvad det drejede sig om (59-‐65).
Ved at benytte sig af intertekstualitet slipper producenten for at skulle forklare
en del ”mellemregninger” og kan dermed nemmere lade budskabet træde klart
frem. Det har dermed mindre risiko for at forsvinde i mængden af oplysninger.
43
Derudover ser jeg flere eksempler på kommunikative begivenheder, der mere
implicit benytter sig af intertekstualitet til at få sig skrevet ind i forskellige
diskurser, men det vil jeg komme nærmere ind på i løbet af næste afsnit.
8.2. Interdiskursivitet
I det følgende argumenterer jeg for, hvorledes de kommunikative begivenheder
trækker på de identificerede diskurser. Jeg har visuelt tydeliggjort for
interdiskursiviteten på bilag 4. Ved at skrive sig ind i en bestemt diskurs opnår
producenten at drage nytte af nogle betydninger og en konsensus, der allerede er
dannet hos modtageren. Producenten får noget forærende, så han ligesom ved
manifest intertekstualitet kan ”springe” nogle mellemregninger over. Inden for
de respektive diskurser er dog kun nogle udsagn og påstande gyldige, hvorimod
de vil være ugyldige indenfor andre. Den ene diskurs udelukker ikke
nødvendigvis de andre. Flere af de kommunikative begivenheder skriver sig
derfor ind i flere diskurser, en såkaldt blandingsdiskurs. Ifølge Fairclough er det
et tegn på et ønske om forandring af diskursen og dens positionering (8).
I det følgende argumenterer jeg for, hvorledes diskurserne manifesterer sig, og
hvad der kendetegner dem, mens jeg i afsnit 9 vil diskutere deres indbyrdes
positionering. Afsluttende kan ses, at hjernedøden oftest konstrueres i en
biomedicinsk diskurs, hvor organdonation hyppigst omfattes af en religiøs eller
etisk diskurs. Diskussionen af eventuel indførelse af det formodede samtykke
findes hyppigst i en politisk diskurs.
8.2.1. Biomedicinsk diskurs
En af de mest fremtrædende diskurser indenfor debatten om hjernedød og
organdonation er en biomedicinsk diskurs. Den biomedicinske diskurs er
baseret på positivistiske antagelser fra naturvidenskaberne, hvor al sygdom har
en årsag, og hvis denne årsag er kendt, kan der søges helbredelse eller
forebyggelse (66). Her påpeges faktuelle fejl og mangler i andres udsagn.
Diskursen ledsages her hyppigt af illustrationer af kittelklædt
operationspersonale med et hjerte i hænderne, eller en strukturel tegning af
organets vej fra donor til recipient. Hjernedøden er en patofysiologisk proces og
organdonationen er en livreddende rutineoperation, der hjælper kronisk
44
organsyge mennesker til et bedre helbred eller redder deres liv. Der anvendes
udsagn som ”vi opfordrer altid pårørende til at se afdøde, efter at organerne er
fjernet” (67). Ligesom organdonationen ofte præsenteres gennem faktabokse om
antal donationer og antal transplanterede organer eller skematiske tegninger
over organets vej fra donor til modtager (se figur 7).
Karakteristika Biomedicinsk diskurs
Udsagn Er man hjernedød er man død; påpeger faktuelle fejl og
fejlslutninger
Virkemidler
Billeder af kittelklædt operationspersonale, der holder et
hjerte i hænderne; Illustrationer af organet vej fra donor til
recipient
Konstruktion af
hjernedød
En patofysiologisk proces, hvor hjernen har mistet sin
iltforsyning. Kroppen bliver dermed til et tomt hylster, der
ikke har brug for sine organer.
Konstruktion af
organdonation En rutineoperation, der kan hjælpe kronisk syge
Hvor Sundhedstidsskrifter, artikler og debatindlæg
Hvem Ses i sin reneste form skrevet af læger, men også i en
blandingsform af lægmand og journalister.
Formål At aflive myter; fremstille fakta
Tabel 2: Karakteristika for biomedicinsk diskurs
Formålet med den biomedicinske diskurs er at fremstille fakta og aflive myter.
Det er at tale til danskernes fornuft og rationalitet, og mange udsagn kan
underbygges med videnskabelige undersøgelser. Den optræder i alle typer
medier, men ses i sin reneste form i sundhedstidsskrifter eller i tekster skrevet af
læger. Men den optræder også i debatindlæg og artikler skrevet af journalister
eller lægmand. Indenfor den biomedicinske diskurs er man hyppigst fortaler for
tiltag der kan fremme organdonation (se tabel 2).
Et eksempel på den biomedicinske diskurs ses bl.a. i en artikel af journalist Line
Holm Nielsen fra 2008 i Kristeligt Dagblad, hvor neurokirurg Michael
Kosteljanetz har et modsvar til en udtalelse fra daværende kirkeminister Birthe
Rønn Hornbech:
45
”-‐ Med en død hjerne vil hjertet kun slå i omkring 20 minutter, siger han, der påpeger en række faktuelle fejl og fejlslutninger i Birthe Rønn Hornbechs debatindlæg, f.eks. at lægerne ikke vil skrive dødsattester på hjernedøde. De skrives for alle afdødes vedkommende først, når stivhed og ligpletter indtræder flere timer senere.”
(57) Her skriver Holm Nielsen sig ind i en biomedicinsk diskurs, da hjernedøden
fremstilles som en biologisk proces, hvor blodforsyningen til hjernestammen er
kompromitteret. Hjernens funktion ophører på lige vilkår med andre organer,
der mister deres iltforsyning. Hjernen bliver det organ, der definerer hvorvidt et
menneske er levende. Et hjernedødt menneske er altså ligeså dødt som et
hjertedødt menneske. Kroppen bliver et tomt hylster, der ikke har brug for sine
organer. Der forsøges hermed at gøre op med danskernes skepsis overfor
hjernedødskriteriet (1).
8.2.2. Politisk diskurs
Flere af teksterne skriver sig ind i forskellige politiske diskurser. Jeg har for
overskuelighedens skyld valgt at samle dem i en politisk diskurs vel vidende, at
der kan findes flere retninger her indenfor, med en overvægt af tekster der
trækker på en liberal diskurs. En stor del er debatindlæg, der oftest er skrevet af
politikere.
Indenfor den politiske diskurs beskæftiger man sig ikke så meget med
hjernedøden men i højere grad organdonationen og især i forbindelse med debat
om eventuel indførelse af formodet samtykke. Her diskuteres især, hvem der har
ejerskabet til menneskers organer. Tilhører de den enkelte person oftest under
henvisning til den private ejendomsret? Eller bør organerne tilfalde fællesskabet
under henvisning til solidaritetstanken og med reference til, at alle er fritstillede
til at vælge fra?
”Spørgsmålet om organdonation er naturligvis meget svært for den enkelte. Og den spanske model (red.: formodet samtykke) er ikke mindre svær, da modellen jo som udgangspunkt gør kroppen til fællesskabets ejendom. Men man kan jo bare melde fra. Der er frit valg. Ingen tvinges til noget som helst.”
(68)
Indenfor liberalismen ser man borgeren som en fri og myndig person, der selv
kan træffe sine valg. Gennem ordvalget ”frit valg” henviser EU-‐parlamentariker
46
for Venstre Karin Riis-‐Jørgensen, til, at borgeren altid har et frit valg, her til at
vælge fra, hvilket også er en liberal værdi. På trods af sit engagement for
indførelse af formodet samtykke problematiserer hun, at det ”som udgangspunkt
gør kroppen til fællesskabets ejendom”. En anden liberal kerneværdi er at
arbejde for minimalstaten og derigennem give staten mindre magt.
Karakteristika Politisk diskurs
Udsagn Menneskets frie valg; Ejendomsrettens ukrænkelighed;
Demokrati; totalitærstat
Virkemidler Skabelse af kausalitetsforhold; intertekstuelle henvisninger
til Grundloven
Konstruktion af
hjernedød
Italesættes oftest ikke, når den gør er det som en biologisk
forudsætning, der skal være til stede hos donor.
Konstruktion af
organdonation Konstrueres oftest gennem det formodede samtykke;
Hvem Oftest politikere
Hvor Oftest i debatindlæg
Formål Påvirke den politiske dagsorden
Tabel 3: Karakteristika for politisk diskurs
På trods af en modstand mod indførelse af det formodede samtykke trækker en
anden kandidat til EU-‐parlamentet men for Det Konservative Folkeparti Julie
Broe på en politisk diskurs, blot på en anden måde:
”Der er ingen tvivl om, at det ville være mest optimalt, hvis alle danskere var tilmeldt donorregistret, så færre mennesker døde på ventelister til et nyt organ. Men løsningen er altså ikke – mere eller mindre – tvungen organdonation. Vores liv og vores organer er altså vores – og ikke samfundets ejendom. Her må ejendomsrettens principper altså gælde, og et fundamentalt princip er, at skal man give afkald på sin ejendomsret, så kræver det at man giver sit samtykke til det. ”
(43)
Her problematiserer hun både, hvor meget magt staten bør tildeles samt dens
ageren, dette refererer igen til den liberale tanke om minimalstaten. Endvidere
henviser hun til den private ejendomsret, der er et klassisk politisk element. Hun
sidestiller retten til at eje ejendom med retten til at eje sin krop. Hun henviser
dermed intertekstuelt til Grundloven gennem referencer til ejendomsrettens
ukrænkelighed (69). Grundloven opleves som noget af det mest ukrænkelige og
47
urørlige vi har i Danmark. Den sikrer borgeren et minimum af rettigheder såsom
demokrati og ytringsfrihed. Vi har dedikeret vores nationaldag til Grundloven og
hædrer den som noget af det mest danske og bedste vi har, noget vi alle er enige
om og skal værne om (70). Indførelse af formodet samtykke bliver gennem en
fremstilling som grundlovsstridigt gjort udansk og udemokratisk.
8.2.3. Forbrugerdiskurs
Indenfor forbrugerdiskursen er et kronisk organsygt menneske en forbruger i
kraft af sin status som skatteyder og har derfor krav på at få et nyt organ, og
vedkommende må ikke vente for længe. Indenfor forbrugerdiskursen er
patienten forbruger og lægerne er leverandører af sundhed (66). I denne
kontekst drejer det sig om at efterkomme en efterspørgsel på organer.
Hjernedøden nævnes ikke meget indenfor forbrugerdiskursen, derimod er der
fokus på organdonation. Hvis hjernedøden nævnes i samme kommunikative
begivenhed som forbrugerdiskursen, skrives den oftest ind i en biomedicinsk
diskurs, en såkaldt blandingsdiskurs.
Karakteristika Forbruger diskurs
Udsagn Udbud og efterspørgsel; rettigheder; krav
Virkemidler Tale om rettigheder og krav
Konstruktion af
hjernedød
Ses stort set ikke; Skrives ind i en biomedicinsk diskurs
(blandingsdiskurs)
Konstruktion af
organdonation
Den kronisk syge fremstilles som en kritisk myndig
forbruger, der har krav på et nyt organ. Organerne bliver en
handelsvare
Formål Skabe fokus på den kronisk syges rettigheder og muligheder
i kraft sin status som skatteyder.
Tabel 4: Karakteristika for forbrugerdiskurs
Gennem forbrugerdiskursen kommer der fokus på patientens rettigheder og
muligheder. Der tales til den kritiske myndige person, der risikerer at blive
fanget på en venteliste pga. af samfundets utilstrækkelighed.
48
Karin Riis-‐Jørgensen trækker gennem en fremstilling af organer som en
handlesvare på en forbrugerdiskurs i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra
2008:
”(…) Rapporten lægger blandt andet vægt på den stigende illegale handel med organer og på bedre udveksling af organer på tværs af grænser. For når europæere køber sig til nye organer, er vi nødt til at se på udbuddet, som jo unægteligt hænger sammen med efterspørgslen”
(42)
Gennem ord som ”udbud ” og ”efterspørgsel bliver organer en handelsvare, der
ikke produceres nok af. Omvendt tager Charlotte Ettrup i en kronik fra Kristeligt
dagblad fra 2007 afstand fra forbrugerdiskursen, gennem udsagnet:
”Det at få et nyt organ er ikke længere en gave. Det er noget, man har krav på. Vi så for nylig en nyrepatient i en nyhedsudsendelse, (…): ”Jeg ved godt, at det er forkert, men jeg er parat til at tage til udlandet for at få en ny nyre.” Det var ment som et opråb til alle os, der ikke melder os til organregistret. Men det viser også, at der er opstået en ny mentalitet, hvor det at modtage andres organer er noget, man i yderste konsekvens har ret til og krav på.”
(71)
Hun problematiserer, at ”kræve-‐mentaliteten” bidrager til ”legitimering af det at
rejse ud for at købe sig et organ”
8.2.4. Konkurrence diskurs
Indenfor konkurrencediskursen konstrueres hjernedøden stort set ikke. Når den
nævnes, figurerer den som en biologisk forudsætning, der skal være tilstede
forud for en donation. Gennem en konkurrencediskurs sammenlignes Danmarks
donorrate med de øvrige europæiske landes donorrate. Her halter Danmark
bagefter, vi har ikke så mange hjernedøde donorer pr. million indbyggere.
Succesen for organdonation bliver antallet af organdonationer:
”Danmark har en kedelig nordisk bundrekord, når det gælder antallet af hjernedøde organdonorer, som bliver brugt til at redde livet for alvorligt syge mennesker, der venter på at få en organtransplantation. (…) den såkaldte donorrate – antal hjernedøde donorer pr. million indbyggere – herhjemme kun ligger på knap 14, mens den i eksempelvis Norge er over 21 og i Spanien hele 34”.
(72)
Indenfor konkurrencediskursen gives et ret ensidigt billede af den danske
praksis omkring organdonation. Den bliver hermed gjort til en fiasko, og det
49
bliver lidt pinligt, at vi i Danmark slet ikke er gode nok til at hjælpe de kroniske
syge.
Karakteristika Konkurrence diskurs
Udsagn Kedelig bundrekord; donorrate
Virkemidler At gore Danmark til en fiasko indenfor donation
Konstruktion af
hjernedød Figurerer stort set ikke
Konstruktion af
organdonation Antallet af organdonationer er et mål for succes
Formål At øge den danske donorrate
Tabel 5: Karakteristika for konkurrence diskurs
Omvendt dukker en enkelt historie op, som dog ikke får meget opmærksomhed.
Billedet af en dansk donationspraksis, der prioriterer kvalitet frem for kvantitet:
”Danmark, der ellers er udskældt for at halte efter resten af Europa i forsøget på at finde organdonorer, er blandt verdens bedste til at gennemføre transplantationer, særligt på hjerte-‐lunge-‐området, viser tal fra Europarådet. Opgjort på indbyggertal havde Spanien i 2006 tre gange så mange donorer som Danmark, og i en lang række europæiske lande dobbelt så mange. Alligevel ligger vi på linje med eller langt over andre lande – inklusive duksen Spanien – når det gælder antallet af hjerte-‐ og lungetransplantationer i forhold til indbyggertal”.
(73)
Dermed transplanteres der godt 250 organer om året. Denne side af
konkurrencediskursen, at de danske transplantationslæger tilsyneladende er
gode til at udnytte en sparsom mængde organer, fordrer ikke
konkurrencediskursen og er ikke med til at skaffe flere donorer. Den vinkel ses
ikke andre steder.
8.2.5. Etisk diskurs
Indenfor en etisk diskurs diskuteres normativt, hvilke holdninger man ”bør”
have, hvad man ”bør” gøre, og hvad der er acceptabelt. Her opfordres mennesket
til at tænke sig om. Der italesættes flere facetter af hjernedød og organdonation,
ligesom der ikke er konsensus om en bestemt holdning. Der er dog en tendens til
at organdonationen hyppigst italesættes som en solidarisk borgerpligt for at få
50
samfundet til at hænge sammen. Hvis du selv vil modtage et organ, må du også
være parat til at afgive organer (38).
Inden for den etiske diskurs gives også et billede af, at hjernedøden kan ramme
os alle, og det sker, når vi mindst venter det. Den forestilling giver bl.a. Bornø
Jensen i Kristelig Dagblad gennem udsagnet om pårørende, der står ”i en
situation, hvor de har kysset konen, barnet eller manden farvel om morgenen, og
om eftermiddagen sidder de pludselig på hospitalet og har mistet
vedkommende” (48). Det er også indenfor den etiske diskurs at organdonationen
bliver til en altruistisk gerning. Ikke mindst gennem faderen til en ung
organdonors udsagn: ”Det giver lidt mening i en situation med dyb, dyb sorg
over at miste” (74).
Karakteristika Etisk diskurs
Udsagn Hvilke holdning man bør have; og hvilke handlinger man
bør gøre; kynisk; etisk ønskværdigt
Virkemidler Stille dilemmaer op
Konstruktion af
hjernedød
Kan ske for os alle, og når vi mindst venter det. Pårørendes
rolle italesættes
Konstruktion af
organdonation En pligt; altruistisk handling;
Hvor Oftest i Kristeligt Dagblad
Formål Primært for tiltag der fremmer organdonation; enkelte imod
formodet samtykke; ganske få er helt imod organdonation;
Tabel 6: Karakteristika for etisk diskurs
Omvendt gøres der gennem en leder i Kristeligt Dagblad opmærksom på
eventuelle moralske farer ved organdonation:
”At man kan transplantere organer fra et menneske til et andet er en videnskabelig og menneskelig gevinst. Men det er en gevinst, man skal håndtere varsomt, så vi ikke ender i en situation, hvor mennesker kynisk betragter medmennesker alene som leverandør af organer”
(75)
Der opstilles altså en risiko for at organdonation kan blive en glidebane, således
at der kan ske en ændring af samfundets menneskesyn.
51
Eventuel indførelse af formodet samtykke bliver også genstand for debat inden
for den etiske diskurs. Underviser i medicinsk filosofi Torben Andreassen gør det
etisk stridigt med danske lægers praksis gennem en principiel diskussion:
”(…) Vi har i stort set alle andre sammenhænge mulighed for selv at vælge. Det gælder også i den lægelige verden. Her operer man med et princip om informeret samtykke. Det vil sige, at lægen normalt ikke kan agere, før patienten har truffet et informeret valg. (…) problemet med formodet samtykke er, at det slet ikke er et samtykke. Man formoder blot, at patienten ønsker at donere sine organer væk, men reelt ved man det ikke. (…) en del af rationalet er, at mange mennesker simpelthen vil glemme at melde sig fra.”
(51)
Hermed appelleres til at det formodede samtykke er stridigt med de gældende
principper der findes i det danske sundhedsvæsen, og det bliver dermed
usandsynligt.
Det er også i den etiske diskurs, at de pårørende til den hjernedøde sættes i tale.
Lektor i filosofi Thomas Søbirk Petersen kommer bl.a. med flere argumenter for
og imod pårørendes indflydelse på en organdonation, men han argumenterer sig
frem til, hvad han mener er det etisk rigtige at gøre. Samtidig konstruerer han et
billede af pårørende til hjernedøde:
”(…) Pårørendes ønsker om at sige farvel på en bestemt måde bør næppe veje tungere end folks ønske om at overleve ved at få et nyt organ. Og hvad med de pårørende til dem, der venter på et nyt organ? Deres ønsker om, at deres pårørende overlever, bør vel veje tungere, end at andre pårørende kan sige farvel på en bestemt måde til en person, der er død! (…) En tilsidesættelse af de pårørendes vilje ville medføre, at f.eks. en sygeplejerske skulle ringe til politiet for at anmode dem om at fjerne de pårørende, der nægter personalet adgang til at fjerne organer fra en hjernedød patient. (…) Men konsekvenserne ved ikke at gøre dette er jo, at folk på ventelisten dør! At politiet fjerner folk, der prøver at forhindre læger og sygeplejerske i at redde liv, er i denne situation etisk ønskværdigt.”
(76)
Søbirk siger, at på nuværende tidspunkt er de pårørende til den hjernedøde
nøglen til organerne. Det er dem, der skal give tilladelse men omvendt også dem,
der vil obstruere en organdonation. Han diskuterer om det er dem, der skal have
det sidste ord, og kommer frem til at de skal lægge følelserne til side, være
rationelle og give sig for fællesskabet.
52
8.2.6. Religiøs diskurs
Flere tekster skriver sig ind i en religiøs diskurs. Det sker bl.a. med udsagn om at
organdonation er en næstekærlig gerning. Næstekærligheden er en kerneværdi i
den kristne tro og under andre benævnelser også i andre religioner. Indenfor en
religiøs diskurs bliver man til et bedre menneske, og man finder en mening med
tilværelsen (77). Ifølge bl.a. Kristendommen og især Det Nye Testamente har vi
mennesker en religiøs forpligtelse til at elske vores næste betingelsesløst. Det
danske samfund er traditionelt forankret i kristne værdier, så når organdonation
bliver sammenlignet med næstekærlighed, bliver det en religiøs og kulturel
forpligtelse. I den religiøse diskurs fremstilles organdonation som en handling i
kærlighed til medmenneskene, en kærlig forpligtelse. I Vaabens artikel gøres
organdonation også til en religiøs forpligtelse med en lidt humoristisk reference
til et amerikansk slogan: ”Don’t take your organs to heaven. Heaven knows we
need them here” (47).
Karakteristika Religiøs diskurs
Udsagn Næstekærlighed; kærlighed,; ritual
Virkemidler Eksistentielle dilemmaer
Konstruktion af
hjernedød Ses ikke meget her
Konstruktion af
organdonation
Næstekærlig handling; et mere nuanceret billede; flere
holdninger
Hvor Hyppigt i Kristeligt Dagblad; indgår ofte i
blandingsdiskurser
Hvem Flere forskellige
Formål Primært at fremme organdonation; men enkelte er imod
organdonation
Tabel 7: Karakteristika for religiøs diskurs
Den religiøse diskurs ses hyppigt i Kristeligt Dagblad, men dukker også frem
andre steder som f.eks. i et undervisningsmateriale til 9. og 10. Klasser. Generelt
tegner Kristeligt Dagblad sig for en stor del af debatten, også den mere
facetterede del af debatten. Her repræsenteres flest forskellige synspunkter.
I Line Vaabens artikel ”Er kroppen blevet et reservedelslager?” fra Kristeligt
Dagblad fra 2010, fremhæves en holdning fra den katolske kirke:
53
”Erling Tiedemann (red.: tidl. formand for Det Etiske Råd) er katolik, og i den katolske kirke opfordrer man direkte til organdonation, som man kalder en persons sidste frie kærlighedserklæring her på jorden. Selv ser Erling Tiedemann intet problematisk i at dele ud af kroppens dele: -‐ Det er kun en tingsliggørelse af kroppen, hvis det ikke er frivilligt. Jeg synes det er smukt at give sig hen for andre, siger Erling Tiedemann”
(47).
Der refereres her intertekstuelt til 1. Korintherbrev, hvor der står ”(…), men
størst af dem er kærligheden” (78). At donere sine organer fremstilles som en
kærlighedserklæring til ens medmennesker.
Intensivsygeplejerske Dorthe Jensen referer også til den religiøse diskurs
gennem et udsagn i et undervisningsmateriale til 9. og 10.klasse:
”Når der ikke er stillingtagen fra den afdøde, kan man ofte se, at de pårørende ikke kan samle sig. De går hvileløst rundt, og man kan se, at de tænker og tænker. Derfor mener jeg også, at det er omsorg for hinanden – ja, næstekærlighed – at man får taget stilling i levende live, så de pårørende ikke skal tage den store beslutning midt i sorgprocessen, hvor man bare har brug for at være ked af det.”
(38)
Her er det ikke om, hvorvidt selve organdonationen er næstekærlighed eller ej.
Men her drejer det sig om omsorgen og hensynet til ens efterladte. Nemlig at
beslutningen om hvorvidt ens organer skal doneres eller ej, ikke ligger hos ens
sørgende pårørende, hvis det skulle blive aktuelt.
Indenfor den religiøse diskurs diskuteres også betydningen af indførelse af et
ritual i forbindelse med organdonation. Sognepræst Finn Kappelgaard tager i et
debatindlæg dog afstand fra den debat:
”Hvorfor skal kirken absolut medvirke til at sovse de pårørendes og personalets urolige samvittighed ind i et kirkeligt ritual, der ikke har noget belæg i Biblen?(…) Der er forskellige meninger om organdonation også blandt kristne, men de, der kan gå ind for hjernedødskriteriet, bliver nødt til at påtage sig ansvaret uden at dække sig bag et fromt lydende floromvundet ritual”.
(79)
Her tager han afstand fra både et donationsritual og organdonation, og gør det til
en ukristen handling og dermed stridigt med værdierne i det danske samfund.
54
9. Analyse og diskussion af social praksis
I det følgende vil jeg analysere og diskutere, hvordan den diskursive praksis
hænger sammen med den sociale praksis. Jeg vil redegøre for diskursernes
indbyrdes positionering. Samt hvilke konsekvenser den diskursive praksis har
for den sociale praksis. Jeg vil diskutere betydningen af magtfordelingen i
debatten, og jeg vil kort nævne perifere diskurser. Ligesom jeg vil komme med
eksempler på, hvordan udvalgte kommunikative begivenheder medvirker til
reproduktion eller forandring af diskursorden.
Jeg har identificeret flere grupperinger indenfor debatten om organdonation og
hjernedød. Der er dels en stor gruppe, der er tilhængere af organdonation.
Indenfor den gruppe ses en majoritet, der taler for indførelse af formodet
samtykke i Danmark og en mindre gruppe der er modstandere heraf. Endvidere
ses en lille gruppe, der ikke accepterer, at mennesker vælger at sige nej til
organdonation. Derudover ses en mindre gruppe, der er for organdonation, men
ikke selv ønsker at donere. Sidst ses en lille gruppe, der er modstandere af
organdonation.
Generelt er alle de identificerede diskurser forholdsvis fremtrædende, men med
dominans af den biomedicinske. Forbrugerdiskursen og konkurrencediskursen
positionerer sig sammen med den biomedicinske i den gruppering, der
argumenterer for tiltag, der øger antallet af organdonationer. Jeg har ikke
identificeret diskurser, der entydigt taler mod organdonation, men den etiske,
den religiøse og den politiske positionerer sig i begge grupperinger. Dog alle med
størst tilslutning i gruppen der er for organdonation.
Figur 9 skal illustrere diskursernes positionering i forhold til holdningerne til
organdonation og indførelse af formodet samtykke. Jo længere mod en pol, jo
mere rendyrket for eller imod er diskursen og i højere grad arbejdes der for
ændringer af den sociale praksis.
55
For organdonation
Imod organdonation
Figur 9: Diskursernes positionering
9.1. Perifere diskurser
Der ses eksempler på andre diskurser, som ikke repræsenteres ret hyppigt, men
jeg vil kort nævne dem her. Der er eksempel på en militærdiskurs i en artikel fra
Ritzau bragt i Jyllands-‐Posten, hvor overskriften lyder ”Kirkeminister angriber
donorkampagne” (80). Jeg har dog valgt ikke at analysere den nærmere, da
militærdiskursen generelt ikke præger debatten om hjernedød og
organdonation.
Ligesom der også ses eksempel på en miljødiskurs i en artikel af Anne-‐Marie
Pahuus i Information, hvor hun sammenligner organdonation med organgenbrug
(81). Herigennem trækker hun på betydninger og forestillinger, der allerede er
dannet hos modtageren om det gode og nyttige og korrekte i genanvendelse.
Konkurrence Forbruger
Biomedicinsk
Politisk
Etisk Religiøs
For formodet samtykke
Imod formodet samtykke
56
Ligesom der også ses enkelte eksempler på en sundhedsøkonomisk diskurs, bl.a.
i Anthony Aconis artikel i Berlingske Tidende under titlen ”Tag stilling: 200
kroner for en lever” (82).
Det danske velfærdssamfund har op gennem moderne tid udviklet sig til et
samfund, hvor den syge kan få behandling på statens regning (83). Man kan
derfor undre sig over, at jeg ikke i højere grad har identificeret en
velfærdsdiskurs, hvor den syge trænger til hjælp. Det er imidlertid ikke tilfældet,
velfærdsdiskursen ses kun meget begrænset. Det kan skyldes, at de kronisk syge
slutter sig sammen i patientforeninger og foreningsnetværk, som
Nyreforeningen og Transplantationsgruppen. Den kronisk syge fremstilles
snarere som en myndig forbruger med rettigheder og et magtfuldt netværk bag
sig end en trængende syg, der har brug for støtte.
9.2. Hegemoni og social forandring
Hegemoniet over debatten om hjernedød ligger i øjeblikket hos den
biomedicinske diskurs. Hvorimod den primært ligger hos den politiske diskurs
for debatten om organdonation, hvor man især diskuterer eventuel indførelse af
formodet samtykke. Hegemoni betyder herredømme, og dækker hos Fairclough
over en dominans over økonomiske, politiske, kulturelle og ideologiske områder
i et samfund. Enhver udøver af diskurs indgår i en kamp om at få mest mulig
indflydelse på den herskende diskurs i samfundet. Udfaldet af denne kamp er
midlertidigt og åben for forandring (8).
Ifølge Fairclough handler hegemoni om at konstruere alliancer og integrere frem
for at dominere underordnede klasser. At vinde deres tilslutning og accept
gennem indrømmelser eller ideologiske midler. I hegemoniet ligger der et fokus
på en konstant strid omkring ustabile punkter mellem klasser og grupperinger,
her igennem konstrueres eller ødelægges alliancer og interne
dominansrelationer (8).
Ud fra min analyse kan tolkes, at de ustabile punkter indenfor debatten om
hjernedød og organdonation er diskussionen for eller imod indførelse af det
formodede samtykke. Når f.eks. Karin Riis-‐Jørgensen forsøger at vinde tilslutning
til indførelse af det formodede samtykke gennem en politisk diskurs, forsøger
hun at få mest mulig indflydelse på netop den politiske diskurs. Senere ses f.eks.
57
at en anden EU-‐politiker Julie Broe forsøger at gøre det samme, blot arbejder hun
på at vinde tilslutningen gennem en argumentation for bevarelse af det
informerede samtykke. Her bliver deres ideologiske midler hhv. borgernes frie
valg og ejendomsrettens ukrænkelighed. De forsøger hermed begge at vinde
tilslutning og accept fra grupperinger, der ikke er helt afklarede i deres holdning
til formodet samtykke. Eller ved at anvende den samme diskurs strides de om de
samme læsere. Et andet ustabilt punkt er de pårørendes indflydelse på
beslutningen om organdonation. Gennem diskussionen af pårørendes rolle
opnås tilslutning indenfor den etiske diskurs, hvor de pårørende som nævnt
tidligere primært italesættes.
Enhver diskursiv begivenhed bidrager enten til at bevarelse og reproduktion af
hegemoniske forbindelser og trækker derfor på allerede problematiserede
forhold. Eller den kan bidrage til transformation af disse forbindelser gennem
hegemoniske kampe og vil forsøge at løse dilemmaerne gennem innovation (8).
Denne innovation kan ske gennem kombination af flere forskellige diskurser. Det
ses f.eks. i en lille artikel bragt i Kristeligt Dagblad, hvor overskriften lyder:
”Organdonation skal være lettere på tværs af EU-‐grænser” (54). Her trækkes der
på en politisk diskurs, hvorimod underoverskriften refererer til EU-‐
parlamentariker Margrethe Aukens udsagn om, at man har glemt de pårørende.
Dermed trækkes der også på den etiske diskurs. Ved at bringe de to diskurser i
samme kommunikative begivenhed, forsøges der at forandre den politiske
diskurs. Ifølge Fairclough produceres strukturelle forandringer i den diskursive
orden gennem kombination af forskellige diskursive konventioner, elementer og
koder. Den eksisterende diskursorden dekonstrueres, mens nye diskursordner
og hegemoniske forhold artikuleres (8).
9.3. Konsekvenser for debatten om organdonation
Når jeg ser overordnet på den fortløbende debat, fylder hjernedøden ikke meget
sammenlignet med organdonation og diskussionen for eller imod formodet
samtykke. Når den figurerer konstrueres hjernedøden oftest indenfor den
biomedicinske diskurs, hvor der bibringes faktuel viden om organdonation.
Hjernedøden kommer derved til at fremstå som et patofysiologisk fænomen.
58
Neurokirurg Benedicte Dahlerup skriver i sin bog fra 1992 ”Hjernedød og
hjertedød”, at ”Man kan ikke være for eller imod hjernedødskriteriet.
Hjernedødskriteriet er et faktum” (12). Med det ignorerer hun, at folk kan have
svært ved at begribe hjernedøden som dødskriterium på trods af indførelse af
hjernedødskriteriet i 1990. I kraft af hjernedødskriteriet bliver det ifølge den
engelske filosof David Lamb endvidere en levedygtig hjernestamme, der
konstituerer et menneskes liv, hvor det tidligere udelukkende har været et
levende hjerte (84).
Gennem min analyse fandt jeg, at der i medierne kan ses et komplekst og ikke
helt afklaret syn på hjernedødskriteriet og dermed yderligere belæg for, at
hjernedødskriteriet er svært at begribe. Selv om den biomedicinske diskurs
hersker over betydningsdannelsen, kan det være svært at begribe
hjernedødskriteriet især for pårørende til hjernedøde. Det er ikke udelukkende
et spørgsmål om, at pårørende blot skal have forklaret patofysiologien bag
hjernedøden. For selv sundhedsprofessionelle med en del erfaring med
hjernedødskriteriet, kan den være svær at integrere (6,17,19,26). Men der
fordres snarere en øget opmærksomhed på, at hjernedødskriteriet strider mod
sanserne og den kulturelt forankrede opfattelse af døden som værende lig med
hjertedøden.
Denne skepsis eller ambivalens dukker op i nogle af de kommunikative
begivenheder oftest implicit, som i beretningen om en ung organdonor, hvor
journalisten bliver selvmodsigende om dødstidspunktet. Han skriver, at drengen
”(…) døde på Rigshospitalet efter at transplantationslægerne havde udtaget hans
organer”. Samtidig skriver journalisten længere ned om ”det fodboldmål, han
døde i” (74). Hvis hjernedødskriteriet var så ligetil, må man formode at en
tekstproducent ikke ville skrive, at man holder en hjernedød i live, som det er
tilfældet i Nüchel, Lohse og Bangsgaards artikel, hvor de skriver at det er dyrt at
holde den hjernedøde i live (37). Det der formodentlig menes er, at organernes
kvalitet sikres gennem kunstig ventilering.
Få er mere eksplicitte i deres tvivl, som Birthe Rønn Hornbech, der skriver at
hjernedøden er en konstruktion, dannet på lægevidenskabens foranledning:
”Den hjernedøde har røde kinder, hjertet slår, og de pårørende kan både se og h øre, at vejrtrækningen fortsætter.
59
I den situation er det, at lægen erklærer donoren død, når hjernen er uafvendeligt død, og hjerte og vejrtrækning kun fortsætter med maskiners hjælp. Men patienten er altså ikke mere død, end at man ikke kan se det. Dødsattest må ikke udfærdiges, og begravelse må ikke foretages. Dertil kræves nemlig, at hjertedøden er indtrådt. Hjernedødskriteriet er alene indført på foranledning af videnskaben for at transplantation kan udføres”.
(39)
Ole Hartling udtrykker i en fjernsynsudsendelse på DR2, at vores sprog ikke
rummer nuancerne til at håndtere hjernedødskriteriet (10). Når den hjernedøde
skal til donation, er det vanskeligt at sige ” liget bliver kørt til operation”, eller
”den dødes hjerte slår endnu”. Det er svært for sproget at favne ambivalensen.
Macdonald et al understreger også vigtigheden af sprogbrugen overfor de
pårørende. De advarer mod at anvende ambivalente og forvirrende udsagn som
at den hjernedøde ”holdes i live” af respiratoren eller ”at han vil dø rigtigt efter
udtagning af organerne” (4).
9.3.1. Informeret eller formodet samtykke
I de tilfælde hvor den hjernedødes holdning er kendt, sker det sjældent, at
pårørende modsætter sig donation. Kender de derimod ikke vedkommendes
holdning, svarer ca. 50% nej til organdonation (1).
Man kan rejse spørgsmålet, om flere pårørende ville sige ja, hvis alle mennesker
som udgangspunkt var født som organdonorer gennem indførelse af det
formodede samtykke. Det diskuteres, hvorvidt pårørende overhovedet skal
spørges i tilfælde, hvor den hjernedøde ikke har meldt fra (9). Det formodes af
medlemmer af Etisk Råd, at man vil kunne vende holdningen i landet til, at alle
gerne vil donere deres organer, med mindre man aktivt melder fra, fordi det er
en imod (9).
Man kan diskutere, om den hjernedøde reelt havde et ønske om at donere sine
organer i kraft af, at han ikke er afmeldt. Dermed ville hans manglende afmelding
kunne betragtes som et uægte ja. Måske havde han bare ikke lige fået det gjort,
ligesom han heller ikke havde fået bestilt en tid hos tandlægen. I den situation
kan man diskutere, om det så ikke i lige så høj grad vil være de pårørende, der
skal tage stilling til, om den hjernedøde skal donere sine organer. I så fald vil det
ikke fjerne belastningen fra de pårørendes skuldre. De ville stadig skulle tage
beslutningen, som det er tilfældet med den eksisterende praksis med informeret
60
samtykke, hvor man vil risikere, at den hjernedøde står registreret som uægte
nej-‐siger i kraft af manglende tilkendegivelse (9).
En eventuel ændring af samtykke praksis kan imidlertid rykke på vores
menneskesyn. Vi vil i højere grad være tvunget til at blive defineret i kraft af
vores position i forhold til organdonation. Går jeg aktivt ind på
www.tagstilling.nu for at tilkendegive min holdning, har jeg selv besluttet, at jeg
vil positionere mig i forhold til organdonation. Får jeg sendt en folder ind ad
døren sammen med mit sygesikringsbevis, har andre besluttet for mig, at jeg bør
positionere mig. Er jeg derimod automatisk donor fra fødslen, har samfundet
defineret min position for mig. Vælger jeg imidlertid aktivt at framelde mig,
bliver jeg defineret som en potentiel donor, der har afslået. Jeg bliver altså
tvunget til at definere mig i kraft af min position i forhold til organdonation.
Ifølge lektor i filosofi Thomas Søbirk Pedersen er pårørende for emotionelt
involverede. De kan ikke træffe et rationelt valg og bør slet ikke involveres i
beslutningen om, hvorvidt den hjernedødes organer skal doneres (41).
Spørgsmålet er, om det bør være et rationelt valg. Kan vi forlange, at menneskers
sorg skal overtrumfes af rationalitet. Den hjernedøde symboliserer stadig de
pårørendes kærlighed, og det der sker med vedkommendes krop, er noget der
sker med det menneske, de stadig elsker. Her vil jeg fremhæve et citat fra en
pårørende til en hjernedød i en svensk undersøgelse fra 2006:
”That’s what was so extremely difficult. He was supposed to be dead and yet you could see that he was breathing. It was certainly difficult to grasp. It was like a sort of murder”
(2).
Her ses en pårørende, der har svært ved at tro på, at hendes pårørende er død.
Hvis vi nu antager, at vi som samfund har vedtaget, at organdonation er etisk
godt, og målet, nemlig at sikre overlevelsen og livskvaliteten hos kronisk
organsyge mennesker, helliger midlet nemlig at fjerne organer fra hjernedøde
mennesker, der alligevel ikke har brug for dem mere. Hvorfor har vi som
samfund så ikke taget skridtet fuldt ud og vedtaget, at alle hjernedøde skal have
fjernet alle levedygtige organer uanset samtykke eller ej?
Det har vi ikke, fordi organdonation fra hjernedøde ikke blot er et spørgsmål om
at gøre størst mulig gavn. Organdonation er meget mere komplekst. Vi har bl.a. i
Danmark en straffelov, der fortæller os, hvordan vi skal omgås de døde, de
61
repræsenterer altså en betydning for os (85). Man må for eksempel ikke tage sin
afdøde far med ud at køre motorcykel. Ligesom Etisk Råd påpeger, at det ikke
anses for etisk legitimt at lave indgreb i en afdøds krop uden formål (9).
For nogle pårørende giver det mening at donere deres elskedes organer. Derved
bliver en alt for tidlig og uventet død ikke meningsløs (3). For nogle er det bare
meningsløst, og vi kan ikke ud fra et deduktivt perspektiv gøre os til eksperter
på, hvordan andre mennesker føler eller bør føle (2). Dermed ikke sagt, at vi ikke
ud fra en foranderlig ontologi kan lade os inspirere af forskningslitteraturen.
9.3.2. Mangler vi organer?
Etisk Råds anbefalinger for organdonation fra 2008 rejser spørgsmålet, om
hvorvidt et godt formål helliger et hvilket som helst middel. Der lægges
endvidere vægt på, at det er svært at afgøre om organdonation som
behandlingsform er et middel, der legitimeres af det formål at hjælpe andre
mennesker. Gennem længere tid har debatten flyttet fokus fra berettigelsen af
organdonation til et fokus på organmangel, og igennem den offentlige debat er
organdonationens berettigelse blevet en selvfølgelighed (9). Journalist Martin
Tønner fremhæver i en artikel i Berlingske Tidende om praksis af donation i
Spanien, bl.a. at transplantationslægerne går stuegang på intensivafdelingerne
morgen og aften. Det medfører tilsyneladende, at 99% af potentielle donorer
opdages i tide, så deres organer kan transplanteres (86). Her vil man kunne
diskutere, hvorvidt målet helliger midlet. Hvordan mon de pårørende til
intensivpatienterne oplever det? Eller de vågne intensivpatienter? Her kan man
diskutere, hvorvidt transplantationslægerne bliver som nogle gribbe, der sidder
på lur, eller om vi er nødt til at lægge de sarte følelser væk for at en større sag,
nemlig at skaffe raske organer til syge mennesker.
Patientens behov for et organ er en konsekvens af en sygdom. Med muligheden
for at behandle ved hjælp af andre menneskers organer er afstanden mellem
”udbuddet og efterspørgslen” af organer imidlertid et samfundsskabt fænomen
(9). I følge Etisk Råd er organdonation derfor ikke en behandlingsform man kan
forvente som en selvfølgelighed af sundhedsvæsenet. Den såkaldte mangel på
organer er ikke udelukkende et resultat af alvorligt syge menneskers behov, men
62
også en konsekvens af en samfundsmæssig beslutning om det etisk gode i
organdonation (9).
Man kunne forestille sig at konstruere problemet fra en andet perspektiv, nemlig
at i stedet for at sige, at der er for få organer, kunne man som samfund beslutte,
at der er for mange syge. Derigennem kan man diskutere, om der ville komme
mere fokus på at forebygge, at folk bliver så syge, at de får brug for et nyt organ.
Dermed ikke sagt at de kronisk organsyge selv er skyld i deres situation, for der
er vel næppe nogen mennesker, der selv vælger at blive dødeligt syge. Men det er
vigtigt, at der i samfundet hele tiden sker en afvejning af, om der forskes
tilstrækkeligt i medicinsk behandling og højnelse af livskvaliteten for mennesker
med kroniske sygdomme. Ifølge WHO er et vigtigt element i løsningen på den
såkaldte organmangel netop også at forebygge sygdom (33). Således at vi ikke
begynder at betragte vores medmennesker som en ressource.
Man kan endvidere rejse det spørgsmål om, hvorvidt man som borger i et
samfund, der har vedtaget det etisk korrekte i organdonation kan tillade sig at
være imod organdonation eller tvivle på det gode heri. Hvor langt skal vi som
samfund gå for tiltag, der kan fremskaffe flere organer? Etisk Råd påpeger f.eks.
det uacceptable i at undlade at forebygge ulykker og sygdom, der kan medføre
hjernedød med henblik på at sikre et konstant tilbud af raske organer fra
hjernedøde (9). Ligesom man heller ikke vil stille krav til tilmeldte til
donorregistret for at de kan holde organerne i så god stand som mulig.
Med denne opgave har jeg vist at de synspunkter, der repræsenterer
modstanderne af organdonation eller tvivlerne har en meget lille taleposition i
den danske debat. Det bliver ”ukorrekt” at udtrykke sin tvivl eller modstand.
Kritikere af mine synspunkter vil kunne mene, at jeg forsøger at skrue debatten
20-‐25 år tilbage i tiden, at jeg forsøger at ride på en død hest. Men omvendt må
man formode, at modstanderne og tvivlerne stadig findes, siden halvdelen af de
adspurgte pårørende til hjernedøde patienter siger nej til organdonation.
Jeg argumenterer derfor med denne undersøgelse, at alle synspunkter i debatten
om hjernedød og organdonation bør have en taleposition, og at vi som samfund
skal passe på at tage organdonation som en selvfølge og med tiden risikere at
betragte vores medmennesker som en medicinsk ressource.
63
11. Metodediskussion
Jeg oplevede nogle udfordringer i arbejdet med Faircloughs kritiske tilgang til
diskursanalyse. Han opstiller den tredimensionelle analyse, men det er uklart,
hvor grænsen går mellem især diskursiv praksis og social praksis. Det er svært at
analysere den diskursive praksis uden at nævne den sociale praksis. Ligesom
kriterierne for indholdet af analysen af den sociale praksis er uklare (35). Ifølge
Jørgensen og Phillips mener Fairclough selv, at det ikke er vigtigt at adskille de to
dimensioner med det formål at indplacere fænomener. De skal snarere ses som
redskaber til analytisk fokus. Jørgensen og Phillips problematiserer, at
undersøgeren skal vise det dialektiske forhold mellem det diskursive og det ikke-‐
diskursive, hvis det ikke er tydeligt hvor grænsen mellem de to går (35).
Endvidere oplevede jeg uklarhed i betydningen og skelnen mellem nogle af de
forskellige analyseredskaber især de tekstuelle elementer. Ikke mindst i
anvendelsen af de to redskaber, der skulle kunne belyse konstruktionen af
kausalitetsforhold, transitivitet og sammenkædning. Jeg valgte derfor at fokusere
på deres fælles formål frem for at skelne mellem dem.
En generel svaghed hos kritisk diskursanalyse, ifølge Jørgensen og Phillips er at
der mangler empirisk forskning indenfor folks konsumption af tekster, på trods
af at alle tilgangene lægger vægt på, at folk er aktive i fortolkningsprocessen
(35).
Jeg valgte at lave grundig tekstanalyse på en lille udsnit af den samlede empiri.
Gennem denne analyse læste jeg den øvrige store mængde empiri med henblik
identifikation af diskurserne. Det strider mod Faircloughs tilgang, da han som
tidligere nævnt udvælger en lille mængde empiri, som han laver grundig analyse
af. Jeg ønskede imidlertid at belyse en debat, der har fundet sted over flere år,
derfor fandt jeg det relevant at inddrage en stor mængde empiri, da jeg
vurderede det kunne sige noget om generelle tendenser. Jeg ser det som en
styrke, at jeg anvender tekstanalysen til se et bredere perspektiv over en
længere periode frem for isoleret til ganske få kommunikative begivenheder.
Diskursanalysens nylige udbredelse indenfor sundhedsvidenskaben er genstand
for kritik fra bl.a. Niels Buus, idet han mener, det er uklart, hvad diskursbegrebet og
diskursanalyse dækker over. Der er uklarhed blandt kilderne, og der mangler
konsensus om, hvordan man finder diskurserne (87). Buus antyder endvidere, at her er
64
tale om et modefænomen, der hænger sammen med en postmodernistisk og
socialkonstruktivistisk bevægelse, der påvirker de traditionelle akademiske grænser.
Buus ser anvendelsen af diskursanalyse indenfor sygeplejevidenskab som udtryk for
ønske om at differentiere faget fra medicin, og at skabe sig en unik og specifik viden.
Diskursanalysens popularitet er derfor ifølge Buus en naturlig konsekvens, eftersom
medicinen har ejerskabet over rationalitet, etik og kvantitativ forskning.
Sygeplejevidenskaben har måttet tage det, der var til overs (87).
Den metodiske kritik findes også hos Koch og Nexø, der skriver, at diskurserne ikke
bare ligger ”derude” og venter på at blive fundet. Diskursen i en analyse er en
konstruktion (88). I arbejdet med diskursanalyse er det ikke påkrævet at redegøre
for undersøgerens forforståelse i hermeneutisk forstand, eftersom udsagnene
analyseres i deres positivitet og ikke tolkes (35). Men en af udfordringerne i
arbejdet med diskursanalyse er at se ud over egne selvfølgeligheder. Diskurser
man er tæt på er svære at betragte som konstruerede betydningssystemer og
dermed diskurser. Ofte vil undersøgeren være præget af sin kontekst, eftersom
objektet typisk er en del af vedkommendes egen kultur. Der findes ikke et
privilegeret punkt, hvorfra man kan observere virkeligheden, befriet for den
subjektive byrde (88). Dermed opstår en risiko for at træde ved siden af den
hårfine grænse mellem diskursanalyse og hermeneutisk analyse. Undersøgeren
har altid en position i forhold til genstandsfeltet, og der vil kunne findes andre
positioner, hvorfra verden ville se anderledes ud (29). En diskursanalyse vil
derfor ikke kunne være en fremstilling af sandheden men derimod
undersøgerens repræsentation af verden.
I og med jeg har konstrueret diskurserne ud fra min viden og position, vil andre
kunne finde andre diskurser og dermed nå frem til andre resultater (88).
Resultaterne af en diskursanalyse kan ikke efterprøves og genskabes af andre,
sådan som naturvidenskabens krav om reproducerbarhed kræver.
Men diskursanalyse er ifølge Koch og Nexø stadig en relevant metode i forsøget
på at skabe ny viden, idet den kan hjælpe os til at respektere udsagn som
meningsfulde i den kontekst de optræder i. Den kan hjælpe os med at skabe
orden i et umiddelbart kaos af en række modsatrettede udsagn. Ligesom det
analytiske blik kan bidrage til at opretholde en kritisk sans overfor
konstruktioner af sandheder, selvfølgeligheder og nødvendigheder (88).
65
12. Konklusion
På baggrund af problemformuleringen:
Hvordan konstrueres hjernedød og organdonation i den
landsdækkende dagspresse, sundhedspolitiske og sundhedsfaglige
tidsskrifter samt informationsmateriale?
Hvilke virkemidler og diskurser benyttes? Hvor ligger hegemoniet? Hvilke
konsekvenser får det for debatten om hjernedød og organdonation?
Gennem kritisk diskursanalyse kommer jeg frem til, at der konstrueres flere
forskellige billeder af hjernedød og organdonation, alt efter hvilken diskurs
producenten skriver sig ind i. Den dominerende diskurs er den biomedicinske,
men der ses også en magtfuld politisk, en forbruger-‐ og en konkurrencediskurs,
samt en fremtrædende men ikke så magtfuld etisk og en religiøs diskurs.
Indenfor den biomedicinske diskurs dannes et billede af hjernedøden som et
biologisk fænomen, der er opstået på baggrund af en syg og meget skadet hjerne.
En hjernedød har ikke brug for sine organer og kan derfor ligeså godt donere
dem til kronisk syge mennesker, der kan få glæde af dem. Indenfor den
biomedicinske diskurs er hjernedøden den sidste død. Der ses dog enkelte
eksempler på ambivalente udsagn som: ”den hjernedøde holdes i live af en
respirator”. Disse ses sjældent i en ”ren” biomedicinsk diskurs, men hyppigst når
lægmand trækker på flere diskurser i samme kommunikative begivenhed,
herunder den biomedicinske, og der opstår en blandingsdiskurs. I den
biomedicinske diskurs er organdonation en rutinemæssig operation og en
rationel foranstaltning, der kan være med til at kurere meget organsyge
mennesker.
Den politiske diskurs beskæftiger sig typisk med tiltag, der kan fremme
organdonation herunder eventuel ændring af samtykkepraksis.
Organdonationen bliver et mål i sig selv, og hjernedøden figurerer stort set ikke.
Når det sker er det som en biologisk forudsætning, der skal være til stede hos
donor. Den politiske diskurs har til formål at påvirke den politiske dagsorden,
med henblik på at ændre eller bevare eksisterende lovgivning.
Indenfor forbrugerdiskursen er den kronisk organsyge en kritisk og myndig
forbruger, der i kraft af sin status som skatteborger har krav på at få
66
transplanteret et nyt organ, og ventetiden skal helst ikke være for lang. Her
italesættes hjernedøden stort set ikke.
På sidstnævnte område ligner forbruger-‐ og konkurrencediskursen hinanden.
Her bliver donorraten, dvs. antal hjernedøde donorer pr. million indbyggere et
succeskriterium for organdonation. Der gives et billede af en dansk
donationspraksis, der ikke fungerer tilfredsstillende sammenlignet med det
øvrige Europa.
Indenfor en religiøs diskurs ses imidlertid flere billeder af både hjernedød og
organdonation. Det er her den mest facetterede debat ses. Hyppigst fremstilles
organdonation som en næstekærlig handling. I kraft af samfundets religiøse
fundament er mennesker gensidigt forbundne og forpligtede til at hjælpe
hinanden. At donere sine egne eller sine pårørendes organer er en handling i
kærlighed til medmennesker. Ligesom stillingtagen via donorregistret er
næstekærlighed overfor ens pårørende.
Den etiske diskurs ligner den religiøse på flere måder. Her har mennesker også
en forpligtelse, men den er ikke nødvendigvis religiøst forankret. At donere sine
organer er en solidarisk handling, mennesker gør for at få samfundet til at hænge
sammen: ”hvis man vil nyde, må man yde”. Det er indenfor den etiske diskurs,
man diskuterer, i hvilket omfang pårørende til hjernedøde skal have indflydelse
på, hvorvidt den hjernedøde skal donere.
Konkurrence-‐ og forbrugerdiskursen arbejder entydigt for at indføre formodet
samtykkepraksis. Den biomedicinske og den politiske diskurs arbejder også
primært for ændring af samtykkepraksis. Hvorimod den etiske og den religiøse
er mere flertydige men med en tendens til at ville arbejde for indførelse af
formodet samtykke.
Der er en stærk repræsentation af positioner argumenterer for tiltag der
fremmer antallet af organdonationer. I øjeblikket ligger hegemoniet i debatten
om hjernedød og organdonation hos den biomedicinske diskurs, men ifølge
Norman Fairclough er en magtbalance indenfor diskurser midlertidig og åben for
forandring. Jeg efterlyser derfor en nuancering af debatten og et forum, hvor det
er tilladt at tvivle på eller være imod organdonation, uagtet om man har forstået
patofysiologien bag hjernedøden eller ej.
67
13. Perspektivering
Denne undersøgelses resultater kan tjene som et bidrag til en debat om
hjernedød og organdonation. Gennem denne kontinuerlig debat kan
sundhedspersonalet på intensivafdelingerne bevare opmærksomhed på, at
hjernedødskriteriet og organdonation ikke altid er så ligetil at integrere, især
ikke for de sørgende pårørende. Sundhedspersonalet kan være opmærksomme
på, hvorledes de interdiskursive magtforhold påvirker måden, hvorpå vi
italesætter hjernedød og organdonation dels i samspillet med pårørende og dels
internt i personalegruppen.
I denne undersøgelse valgte jeg at lave kritisk diskursanalyse på baggrund af
avis-‐ og tidsskriftsartikler samt sundhedspolitisk informationsmateriale.
Dermed har jeg belyst, hvordan hjernedød og organdonation italesættes i den
offentlige debat. Et generelt kritikpunkt af kritisk diskursanalyse er imidlertid, at
der mangler empirisk forskning, der viser, hvordan diskurserne konsumeres hos
modtageren. Der mangler derfor empiriske undersøgelser, der viser hvordan
sundhedspersonale og pårørende konstruerer hjernedød og organdonation i
deres samspil. Med en viden om at diskursordenen påvirker den måde, vi
opfatter fænomenerne på, må vi formode, at dialogen på intensivafdelingerne
påvirkes heraf. Dette vil imidlertid kunne undersøges gennem feltobservationer
og kvalitative interviews af sundhedspersonale og pårørende til hjernedøde.
Heri der kan tages udgangspunkt i, hvordan pårørende til hjernedøde oplever
dialogen med den sundhedsprofessionelle.
Vi lever i et samfund, der tilbyder organtransplantation til svært organsyge
mennesker. Så længe videnskaben ikke kan skaffe organer på andre måder er
disse svært syge mennesker afhængige af andre menneskers hjernedød. For at få
adgang til organerne må vi som samfund respektere de pårørende til den
hjernedøde og acceptere, at de formodentlig befinder sig i deres livs største
krise. Vi må ikke forlange, at de sætter rationalitet over følelser. Derfor fordres
der mere empirisk forskning omkring pårørende til hjernedøde, både dem der
siger ja til organdonation, og dem der siger nej til organdonation.
68
14. Bibliografi
(1) Sundhedsstyrelsen. Undersøgelse vedr. befolkningens holdning til
organdonation. 2007; Available at:
http://www.sst.dk/~/media/Planlaegning%20og%20kvalitet/Organdonation/
holdning%202006/Undersogelse_organdonation_juli07.ashx. Accessed 03/30,
2011.
(2) Frid I, Haljamae H, Ohlen J, Bergbom I. Brain death: close relatives' use of
imagery as a descriptor of experience. J Adv Nurs 2007 04;58(1):63-‐71.
(3) Manuel A, Solberg S, MacDonald S. Organ donation experiences of family
members. Nephrol Nurs J 2010 May-‐Jun;37(3):229-‐36; quiz 237.
(4) Macdonald ME, Liben S, Carnevale FA, Cohen SR. Signs of life and signs of
death: brain death and other mixed messages at the end of life. J Child Health
Care 2008 Jun;12(2):92-‐105.
(5) Danmarks Radio. Kroppen som genbrug. 2010; Available at:
http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Sundhed_Sygdom/Kroppen_som
_genbrug.htm. Accessed 10/5, 2011.
(6) Floden A, Forsberg A. A phenomenographic study of ICU-‐nurses' perceptions
of and attitudes to organ donation and care of potential donors. Intensive Crit
Care Nurs 2009 12;25(6):306-‐313.
(7) Hartling OJ. Organdonation. Vi forstår det, og vi forstår det ikke. Kristeligt
Dagblad 2010 13/11;Bøger & Kultur:7.
(8) Fairclough N. Discourse and social change. Reprint ed. Cambridge: Polity;
1998.
(9) Etisk råd. Organdonation -‐ etiske overvejelser og anbefalinger. 2008;
Available at: http://etiskraad.dk/upload/publikationer/organdonation-‐og-‐
obduktion/organdonation-‐etiske-‐overvejelser-‐og-‐
anbefalinger/organdonation.pdf. Accessed 5/26, 2011.
(10) Danmarks Radio. Danskerne og organdonation-‐ Ole Hartling. 2010;
Available at:
http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Samfund_Jura/Danskerne_og_org
andonation_1.htm. Accessed 5/5, 2011.
69
(11) Det Etiske Råd. Dødskriteriet : en redegørelse. Kbh.: Det Etiske Råd; 1988.
(12) Dahlerup B. Hjernedød og hjertedød : hospitalspraksis, organdonation og
etiske perspektiver. København: Munksgaard; 1992.
(13) Frid I, Bergbom-‐Engberg I, Haljamae H. Brain death in ICUs and associated
nursing care challenges concerning patients and families. Intensive Crit Care
Nurs 1998 02;14(1):21-‐29.
(14) Andersen B, Det Etiske Råd. Så længe der er liv : et oplæg til debat om
hjernedødskriteriet. Kbh.: Thorup i komm.; [1989].
(15) Zøllner L. Liv og død : en undersøgelse af holdninger til organdonation og
obduktion. Vejle: Krogh; 1999.
(16) Kosteljanetz M, Perner A. Hjernedødsdiagnostik og organdonation. In:
Larsson A,f.1952-‐12-‐03, Rubertsson S, Perner A, editors. Intensiv Medicin Kbh.:
FADL; 2008. p. 149-‐-‐160.
(17) White G. Intensive care nurses' perceptions of brain death. Aust Crit Care
2003 Feb;16(1):7-‐14.
(18) Watkinson GE. A study of the perception and experiences of critical care
nurses in caring for potential and actual organ donors: implications for nurse
education. J Adv Nurs 1995 11;22(5):929-‐940.
(19) Bothamley J. Organ donation-‐-‐a review of the literature. Br J Theatre Nurs
1999 Nov;9(11):521-‐530.
(20) Stoeckle ML. Attitudes of critical care nurses toward organ donation. DCCN
1990 1990;9(6):354-‐361.
(21) Dansk Center for Organdonation. Undersøgelse af hospitalspersonalets
viden om, sikkerhed i og indstilling til organdonation. 2010; Available at:
http://www.organdonation.dk/files/Subsites/DCO/Sp.skema%20unders%C3%
B8gelsen/Samlet%20Rapport%20final.PDF. Accessed 03/22, 2011.
(22) Day L. How nurses shift from care of a brain-‐injured patient to maintenance
of a brain-‐dead organ donor... CE online. Am J Crit Care 2001 09;10(5):306-‐312.
(23) Unkle DW, Smolinski SE, Nathan HM, Abrams JD, Engel JD, La Duca A.
Factors influencing referrals of patients as potential cadaveric organ donors. J
TRANSPLANT COORD 1992 12;2(3):131-‐135.
70
(24) Bøgh LL. En meningsfuld belastning: interview om pårørendes oplevelse af
beslutningsprocessen om organdonation. Århus: Afdeling for
Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet; 2006.
(25) Jensen AM. Those who give and grieve -‐ an antropological study of american
donor families. 2007; Available at: http://www.anjajensen.dk/pdf/Speciale-‐
AnjaMarieJensen.pdf. Accessed 5/26, 2011.
(26) Borozny M. Codman Award Paper -‐-‐ the experience of intensive care unit
nurses providing care to the brain dead patient. AXON 1990 09;12(1):18-‐22.
(27) Phillips L, Schrøder K. Diskursanalytisk tekstanalyse. In: Järvinen M, Mik-‐
Meyer N, editors. Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv: interview,
observationer og dokumenter. 1. udgave ed. Kbh.: Hans Reitzel; 2005. p. 275-‐
302.
(28) Hjarvard S. Medialisering er ikke mediering. 2008; Available at:
http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/medialisering-‐er-‐ikke-‐
mediering. Accessed 03/14, 2011.
(29) Høyer K. Hvad er teori, og hvordan forholder teori sig metode? In: Vallgårda
S, Koch L, editors. Forskningsmetoder i Folkesundhedsvidenskab. 3. udgave ed.
Kbh.: Munksgaard Danmark; 2008. p. 17-‐41.
(30) Wolf ZR. Nurses' experiences giving postmortem care to patients who have
donated organs: a phenomenological study. Sch Inq Nurs Pract 1991
Summer;5(2):73-‐87; discussion 89-‐93.
(31) Shimazono Y. The state of the international organ trade: a provisional
picture based on integration of available information. 2007; Available at:
http://www.emu.dk/gym/3verden/dokumenter/WHOreportOrgan.pdf.
Accessed 5/5, 2011.
(32) Dalhoff A, Radu A. Kidney on ice. 2008.
(33) World Health Organization. Ethics, access and safety in tissue and organ
transplantation: Issues of global concern. 2003; Available at:
http://www.who.int/transplantation/en/Madrid_Report.pdf. Accessed 5/25,
2011.
(34) Goering L. Nyremangel er årsag til organtyveri. Politiken 2008
9/4;Udland:12.
71
(35) Winther Jørgensen M, Phillips L. Det diskursanalytiske felt; Kritisk
diskursanalyse; På tværs af tilgangene. Diskursanalyse som teori og metode. 1.
udgave ed. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag; 1999. p. 9-‐-‐33; 72-‐104;
143-‐168.
(36) Gaardhøj L. Organdonation: 650 syge venter på et organ -‐ vi må tænke nyt
omkring donation. Politiken 2009 16/11;Kultur:7.
(37) Nüchel J, Lohse G, Bangsgaard J. Læger ved for lidt om organdonation.
Berlingske Tidende 2006 8/8;1.:7.
(38) Hybel U, Laursen T,1972-‐06-‐03, Det Etiske Råd, Etisk Forum for Unge 2011
(projekt). Organdonation -‐ livet og døden : et undervisnings-‐ og
demokratiprojekt for 9.-‐ og 10.-‐klasser. Kbh.: Det Etiske Råd; 2010.
(39) Hornbech BR. Debat: Hvad er et menneske? Kristeligt Dagblad 2007
29/06:19.
(40) Transplantationsgruppen. OBS-‐indslag -‐ Peter Lund Madsen. 2008;
Available at: http://www.transplantation.dk/peter-‐lund-‐madsen-‐
2/transplanta1mbps_strea.mov/view. Accessed 14/04, 2011.
(41) Petersen TS. Debat: Etiske valg: Hjernedød regel om organdonation.
Politiken 2008 09/08;Debat:1.
(42) Riis-‐Jørgensen K. Debat: Organdonation: Danskernes donorrate er i bund.
Weekendavisen 2008 23/05;1:12.
(43) Broe J. Debat: Organer i EU. Nej til tvungen organdonation. Kristeligt
Dagblad 2009 23/05:16.
(44) Vaaben L. Interview: Vampyrisme og kannibalisme. Kristeligt Dagblad 2010
12/02;1:4.
(45) Terkelsen LH, Schnabel LE. Uvidenhed bremser stadigvæk for
organdonation. Kristeligt Dagblad 2009 06/03;1:1.
(46) Petersen TS. Organdonation og skattefradrag. Ugeskrift for Læger 2011
31/1:72.
(47) Vaaben L. Er kroppen blevet et reservedelslager? Kristeligt Dagblad 2010
12/02;1:4.
(48) Terkelsen LH. Et ja til organdonation bliver en forklaring i sorgen. Kristeligt
Dagblad 2009 06/03;1(1):4.
72
(49) Lundsteen J, Karker A, Sørensen M. Martin: Ta' bare min nyre. B.T. 2007
10/06;1.:6.
(50) Karker A, Lundsteen J. Jeg drømmer om et normalt liv. B.T. 2007 10/06;1.:7.
(51) Debat: Med hjertet på rette sted: Organdonation er det etisk rigtige, men
uden tvang. Politiken 2007 16/6;Debat:6.
(52) Nystrup M. Øget indsats for en hjertesag. Morgenavisen Jyllands-‐Posten
2008 16/6;JP Århus:4.
(53) Skovmand K. En organdonor kan redde seks liv. Politiken 2007
14/6;Indland:6.
(54) Albrechtsen R. Organdonation skal være lettere på tvært af EU-‐grænser.
Kristeligt Dagblad 2010 20/05;1.:5.
(55) Lundsteen J, Karker A, Sørensen M. Har ventet i 69 år på et rigtigt liv. B.T.
2007 10/06;1:8.
(56) Hornbech BR. Debat: Kampagne for: Organdonation uden hjernedød.
Kristeligt Dagblad 2008 11/04;1:17.
(57) Nielsen LH. Angreb: Læger: Birthe Rønn vrøvler oom organdonation.
Berlingske Tidende 2008 12/4:7.
(58) Jensen D. Debat: Minister blander begreberne. Morgenavisen Jyllands-‐
Posten 2008 5/5:8.
(59) Olsen MB. Tv-‐show starter seriøs debat om organdonation. Kristeligt
Dagblad 2007 2/6:1.
(60) Tv-‐indsamlinger:Danske organisationer roser snyd. Politiken 2007
3/6;Udland:8.
(61) Kristensen SH. Debat: Pårørende skal give samtykke til donation. Kristeligt
Dagblad 2007 28/6:10.
(62) Hansen KD. Modig patientforkæmper. Kristeligt Dagblad 2007 17/8:15.
(63) Pedersen CC. O.k. at vinde en nyre i tv-‐show. B.T. 2007 29/5;1.:10.
(64) Ritzau. Organdonation: Fupshow gavner donorlyst. Information 2007
5/6:10.
(65) Kjærsgaard C. Nyreshow blev til narreshow. B.T. 2007 2/6;1.:11.
(66) Hvas L, Gannik DE. Discourses on menopause-‐-‐Part I: Menopause described
in texts addressed to Danish women 1996-‐2004. Health (London) 2008
Apr;12(2):157-‐175.
73
(67) Sivertsen S. 5 spørgsmål: En lille hjælp i sorgen. Morgenavisen Jyllands-‐
Posten 2010 12/8;1.:7.
(68) Riis-‐Jørgensen K. Debat: Organdonation: Flere lig på bordet? Politiken 2006
10/09;Debat:5.
(69) Folketinget. Danmarks Riges Grundlov. 2010; Available at:
http://www.ft.dk/Dokumenter/Publikationer/Grundloven/Danmarks%20Riges
%20Grundlov.aspx?page=all. Accessed 5/27, 2011.
(70) Folketinget. Derfor grundloven. 2010; Available at:
http://www.ft.dk/Dokumenter/Publikationer/Undervisning/~/media/Pdf_mat
eriale/Pdf_publikationer/Undervisning/Derfor%20Grundloven%20pdf.ashx.
Accessed 5/27, 2011.
(71) Ettrup C. Kronik: Debatten om organdonation ændrer menneskesynet.
Kristeligt Dagblad 2007 27/6:9.
(72) Sørensen TK. Jagten på de indre organer. Morgenavisen Jyllands-‐Posten
2010 23/11;Puls:4.
(73) Nielsen LH. Organmangel: Få donor-‐organer redder mange liv. Berlingske
Tidende 2008 7/4;1.:4.
(74) Bagge T. Vi giver vores søns organer væk. B.T. 2009 16/03;1:8.
(75) Ledende artikel: Organdonation. Kristeligt Dagblad 2007 22/6:18.
(76) Sørensen TK. Filosof: Giv organdonorer skattefradrag. Morgenavisen
Jyllands-‐Posten 2010 30/11;Plus:4.
(77) Kilbourne B, Cummings SM, Levine RS. The influence of religiosity on
depression among low-‐income people with diabetes. Health Soc Work 2009
05;34(2):137-‐147.
(78) Det Danske Bibelselskab. Det Nye Testamente. 3. opl. ed. Kbh.: Det Danske
Bibelselskab; 1993.
(79) Kappelgaard F. Debat: Ritual for organdonation. Nej tak! Kristeligt Dagblad
2009 19/1:7.
(80) Ritzau. Kirkeminister angriber donorkampagne. Morgenavisen Jyllands-‐
Posten 2008 12/4:7.
(81) Pahuus AM. Organdonation er organ-‐genbrug. Information 2008
11/4;Paradoks:44.
74
(82) Aconis A. Synspunkt: Tag Stilling: 200 kroner for en lever. Berlingske
Tidende 2008 11/4;Business:2.
(83) Vallgårda S. Sygehusvæsenet i dansk politik 1930-‐1990. Arbejderhistorie
1996;1996(4):48-‐61.
(84) Lamb D. Death, brain death and ethics. London: Croom Helm; 1985.
(85) Retsinformation. Straffeloven. 2010; Available at:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=133530. Accessed
5/27, 2011.
(86) Tønner M. Som man spørger, får man svar. Berlingske Tidende 2006 9/8:10.
(87) Buus N. Nursing scholars appropriating new methods: the use of discourse
analysis in scholarly nursing journals 1996-‐2003. Nursing Inquiry
2005;12(1):27-‐33.
(88) Nexø S, Koch L. Diskursanalyse. In: Vallgårda S, Koch L, editors.
Forskningsmetoder i Folkesundhedsvidenskab. 3. udgave ed. Kbh.: Munksgaard
Danmark; 2008. p. 116-‐137.
75
15. Bilagsfortegnelse
Tematisering af videnskabelige artikler………………………………………………….. Bilag 1
Uddrag af oversigt over empiri……….……………………………………………………… Bilag 2
Eksempel på tekstanalyse…………………………………………………………………..….. Bilag 3
Eksempel på interdiskursivitet………………………………………………………………..Bilag 4
Tematisering af videnskabelige artikler
Bilag 1
Præsentation af inkluderede artikler i indledende litteratursøgning
Titel
Forfatter
År*
Metode
Tem
aer
Fund
A phenom
enographic
study of ICU-‐nurses’
perceptions of and
attitudes to organ
donation and care of
potential donors
Floden A,
Forsberg A 2009
Fænomenografisk
interview
undersøgelse
Sygeplejerskers
holdning til og
oplevelse af
organdonation
Intet m
å gå galt; sygeplejerskens holdning
påvirker om vedkommende bliver donor;
frustration når afdøde frarøves muligheden
for donation; hjernedøden opleves unaturlig
A study of the
perception and
experiences of
critical care nurses
in caring for
potential and actual
organ donors:
implications for
nurse education
Watkinson
GE,
1994
Spørgeskem
a-‐undersøgelse og
fænomenologiske
semi-‐
strukturerede
interview
Sygeplejerskers
oplevelse/
opfattelse af
organdonation
91,3% billiger organdonation, og 95,2% er
positive overfor at forlænge liv gennem
human organ transplantation på trods af at
9,7%
mener fjernelse af organer fra en
hjernedød er en krænkelse af
menneskerettighederne, mens 10,7%
er
uafklarede herom
. Generelt er der sammenhæng mellem højt
vidensniveau om organdonation og en
positiv holdning.
Det er vigtigt at have tid til pårørende; ved
intuitivt hvornår pt er hjernedød ”essensen
er væk”; Bevare pts værdighed og
efterkom
me familiens ønsker; frustrerende
når donation ikke lykkes pga logistiske
problemer; ambivalente følelser når det er
unge mennesker og børn; Mange
tilkendegiver at pleje af en organdonor giver
mening i tragedien; vigtigt m
ed kollegial
Tematisering af videnskabelige artikler
Bilag 1
støtte;
Attitudes of critical
care nurses towards
organ donation
Stoeckle M 1990
Spørgeskem
a-‐undersøgelse
Sygeplejerskers
holdning til
organdonation
90-‐95%
: positiv eller m
eget positiv
holdning; mindre positiv overfor donation af
egne (86%
) eller pårørendes organer (66%
); viden om
og erfaring med organdonation har
betydning for spl.s holdning
Brain death: close
relatives’ use of
imagery as a
descriptor of
experience
Frid I,
Haljamäe
H, Öhlen J,
Bergbom I
2006
Hermeneutisk-‐
fænomenologisk
fortolkning af
narrativer
Pårørendes
oplevelser af
hjernedød
Pårørende oplever: kaotisk uvirkelighed (”et
tomt rum
med kaos inden i”, ”dødens
venteværelse”, ”at slukke respiratoren føltes
som et slags mord“); indre kollaps (”synke til
bunds”, ”nedstige til helvede”); følelse af
alenehed (”som at være adskilt fra den
døende af en glasvæg”, ”behandlet af
plejepersonale som havende sekundær
betydning”, ”hospitalet som
en fabrik eller
myretue”, ”glasbowle”); klamrer sig til håbet
om overlevelse (”stige til vejrs på vinger af
håb”, ”svært at tro på at nogen er død, når de
stadig trækker vejret”); forsoning med
døden som realitet (opstår når respiratoren
er slukket) ; modtager omsorg der giver
tryghed (”at blive set”, ”at få tilbudt en kop
kaffe”, ”som
at være omsluttet i en
livmoder”)
Den hjernedøde opleves både som værende
til stede og fraværende; (”som at fjerne
hukommelsen fra en computer”, ”en tom
skal”); kroppen holdes i live af ekstern
manipulation gennem
medico-‐teknisk
Tematisering af videnskabelige artikler
Bilag 1
udstyr;
Modsatrettede repræsentationer: Den
delelig og den udelelige krop
Brain death in ICUs
and associated
nursing care
challenges
concerning patients
and families
Frid I,
Bergbom-‐
Engberg I,
Haljamäe
H.
1998
Journalaudit
Epidem
iologi og
sygeplejefaglige
udfordringer
Den typiske hjernedøde patient i Sverige er
en midaldrende og tidligere rask person, der
pludselig udvikler intracerebral blødning
med eller uden eksternt traume. Ved hver
anden rejses spørgsmålet om
organdonation. Hver tredje forespørgsel
accepteres.
Patienten behandles ofte på et specialiseret
hospital geografisk langt væk fra hjem
met.
Dette afskærer ofte pårørende fra deres
netværk, hvilket stiller større krav til støtte
fra sygeplejersken. Sygeplejersken har en
vigtig rolle i forhold til at sikre information
til de pårørende om
patientens tilstand,
hjernedød, og spørgsmålet om
organdonation.
Factors influencing
referrals of patients
as potential
cadaveric organ
donors
Unkle DW
, Sm
olinski
SE, Nathan
HM,
Abrams JD,
Engel JD,
La Duca A.
1992
Spørgeskem
aunde
rsøgelse,
pilotstudie.
Sygeplejerskers
identifikation af
potentielle
organdonorer.
Børn overvejes sjældnere som donorer;
pårørendes opfattelse af skadens
alvorlighed; pårørendes ressourcer; alder,
køn og race har ikke betydning;
How nurses shift
from
care of a brain-‐
injured patient to
Day L.
2001
Fortolkende
fænomenologisk
interview og
Sygeplejerskers
oplevelse af at
pleje en
Transition fra hjerneskadet patient til
fysiologisk objekt; frustration over
gråzoneområdet inden pt. erklæres
Tematisering af videnskabelige artikler
Bilag 1
maintenance of a
brain-‐dead organ
donor
observationer
hjernedød
patient.
hjernedød; ambivalens ml. at skulle
behandle en pts hjerneskade og samtidig
tænke på vedligeholdelse af organer mhp
evt. organfremskaffelse;
Intensive care
nurses’ perception
of brain death
White G,
2003
Strukturerede
interview (n=40)
Sygeplejerskers
opfattelse af
hjernedød
25% accepterer hjernedøden utvetydigt;
27,5%: accepterer hjernedød, men er
selvmodsigende i deres
hjernedødsrelaterede diskurs; 22,5%
udtrykker accept af hjernedød, men ser den
som den ”næstsidste” død; 12,5%
afviser
hjernedød som dødskriterium
. I alt 48% opfatter hjernedød som ”næsten-‐
død” eller inkom
plet død
Nurses’ experience
giving postmortem
care to patients w
ho
have donated
organs: a
phenom
enological
study
Wolf ZR
1991
Fænomenologisk
interview
Sygeplejerskers
oplevelser af at
pleje en
organdonor på
operationsstuen
Sygeplejersker har etiske kvaler over, at
organerne er fjernet fra en patient som er
juridisk død, men ikke ”død død”.
Organ donation -‐
review of the
literature
Botham
ley
J 1999
Litteratur review
Operationssygep
lejerskers
oplevelser af
organdonation
Operationssygeplejersker føler sig
ubehageligt til mode ved
donationsoperationer. De har svært ved at
forholde sig til, at patienten er død, da de
ikke er til stede under
hjernedødsundersøgelsen. Der opstår indre
konflikter m
ellem kognitiv viden om, at
patienten er juridisk død, og det at m
an ikke
vil tillade donation fra sig selv eller
Tematisering af videnskabelige artikler
Bilag 1
pårørende. Generel holdning til at døden
indtræffer, når respiratoren slukkes.
Organ donation
experiences of
familiy mem
bers
Manuel A,
Solberg S,
MacDonald
S.
2010
Fænomenologisk
ustrukurerede
interview
Pårørendes
oplevelser
Kampen for at anerkende døden (svært at
forstå hjernedøden, følelse af vantro);
behovet for et positivt resultat af døden
(pårørendes død var ikke forgæves, hjælpe
andre); skabe et levende minde (afdøde
lever videre i andre); købe tid (håber at
pårørende kan nå at ”vågne op”, eller m
an
kan nå at sige farvel); betydningen af støtte
fra netværk i beslutningen om
organdonation;
Mangler forklaringer samt inddragelse i
beslutninger om pleje/behandling fra
personale.
Signs of life and
signs of death: brain
death and other
mixed messages at
the end of life
Macdonald
ME, Liben
S,
Carnevale
FA, Cohen
SR
2008
Case study
Pårørendes
oplevelser
Hverken hjernedød eller organdonation er
så ligetil for forældre til et hjernedødt barn.
Det er svært at vente på kliniske tegn på
hjernedød. Vigtigt for forældre at have
adgang til og kunne ”trøste” det døende
barn.
Der er behov for m
ere forskning og
uddannelse af sundhedspersonale omkring
kommunikation om
hjernedød og om
sorg
for pårørende.
The experience of
intensive care unit
nurses providing
care to the brain
Borozny M 1990
Fænomenologiske
semi-‐
strukturerede
interview
Sygeplejerskers
oplevelse af
hjernedød
Sygeplejersker oplever to kilder til
uoverensstem
melse, som
gør det til en
følelsesladet proces at passe en hjernedød
patient. For det første kan sygeplejersken
Tematisering af videnskabelige artikler
Bilag 1
dead patient
opleve modsatrettede overbevisninger,
oplevelser, holdninger, viden og handlinger.
For det andet sygeplejerskens personlige
værdier, viden og adfærd kan være i
opposition til hendes kollegers. Dette kan
medføre en distanceringsteknik, der kan
reducere den personlige dissonans.
* Accepteret for publikation, såfrem
t det frem
går.
Uddrag af oversigt over empiri
Bilag 2
Avisartikler
Titel
Forfatter
Hvem udtaler sig
Publikations-
dato
Trykt medie
Type
Placering i
avisen
Styrk
organdonation:
indfør formodet
samtykke nu
Karin Riis-‐
Jørgensen
Karin Riis-‐Jørgensen
2/3-‐2011
Kristeligt
Dagblad
Debatindlæg
Side 11
En etisk glidebane.
Organdonation
skal ikke belønnes
Ester Larsen
Ester Larsen
15/1-‐2011
Kristeligt
Dagblad
Debatindlæg
Side 16
Organdonation -‐
den allerstørste
gave
Birgit Nygaard
Eilertsen
Birgit Nygaard Eilertsen
5/1-‐2011
Politiken
Debatindlæg
Side 6
Så var Michaels
død ikke forgæves
Tea Krogh
Sørensen
Helle Bjerre
2/12-‐2010
Morgenavisen
Jyllands-‐Posten
Artikel
Side 6+7 i
Puls
Filosof: giv
organdonorer
skattefradrag
Tea Krogh
Sørensen
Thom
as Søbirk Petersen
30/11-‐2010
Morgenavisen
Jyllands-‐Posten
Artikel
Side 4+5 i
Puls
Politikere er
splittet om
organdonation
Tea Krogh
Sørensen
Jonas Dahl, Lone Dybkjær,
Birgitte Josefsen, Per
Clausen, Lise-‐lott Blixt,
Sofie Hæstorp Andersen
30/11-‐2010
Morgenavisen
Jyllands-‐Posten
Artikel
Side 5 i Puls
Skal vi alle fødes
som
organdonorer?
Tea Krogh
Sørensen
Lotte Hvas, Peter Agger
25/11-‐2010
Morgenavisen
Jyllands-‐Posten
Debatindlæg
Side 5 i Puls
Jeg vil ikke være
reservedelslager
Tea Krogh
Sørensen
Flem
ming Leer Jakobsen
25/11-‐2010
Morgenavisen
Jyllands-‐Posten
Artikel
Side 4+5 i
Puls
Svær beslutning
Tea Krogh
Anja Bornø Jensen, Bjørn
24/11-‐2010
Morgenavisen
Artikel
Side 7 i Puls
Uddrag af oversigt over empiri
Bilag 2
om pårørendes
organer
Sørensen
Usin Knudsen, Jan Rishave
Jyllands-‐Posten
Vi gav noget af
Marianne bort
Tea Krogh
Sørensen
Erna Andersen
24/11-‐2010
Morgenavisen
Jyllands-‐Posten
Artikel
Side 6, Puls
Jagten på de indre
organer
Tea Krogh
Sørensen
Helle Haubro, Jan Rishave,
Niels Grunnet, Søren
Schw
artz Sørensen
23/11-‐2010
Morgenavisen
Jyllands-‐Posten
Artikel
Side 4 i Puls
Organdonation: vi
forstår det, og vi
forstår det ikke
Ole J. Hartling
Ole J. Hartling
13/11-‐2010
Kristeligt
Dagblad
Debatindlæg
Side 17
Ændret holdning
til organdonation
Hanne Fall
Nielsen
Lone Bøgh, Grethe
Christensen, Bertel Haarder 27/8-‐2010
Morgenavisen
Jyllands-‐Posten
Artikel
Side 2
Tag stilling til
organdonation
L.S. Birdi
L.S. Birdi
23/8-‐2010
Morgenavisen
Jyllands-‐Posten
Debat
Side 17
Læger nægter at
tale
organdonation
med unge
Hanne Fall
Nielsen
Pia Christmas-‐Møller,
Henrik Dibbern, Bertel
Haarder
13/8-‐2010
Morgenavisen
Jyllands-‐Posten
Artikel
Side 3
Dobbelt så mange
skal sige ja til at
blive organdonor.
Hanne Fall
Nielsen
Liselott Blixt; Stig
Hedegaard; Jonas Dahl;
Sophie Hæstorp Andersen;
Birgitte Josefsen; Vivi Kier;
Helle Haubro
12/8-‐2010
Morgenavisen
Jyllands-‐Posten
Artikel
Side 6
Organdonation
skal være lettere
på tværs af EU-‐
grænser
Rikke
Albrechtsen
Margrethe Auken
20/5-‐2010
Kristeligt
Dagblad
Artikel
Side 5
Automatisk
organdonation
Paul Alring
Paul Alring
18/5-‐2010
Ekstra Bladet
Debatindlæg
Side 24
Uddrag af oversigt over empiri
Bilag 2
Vi kan godt her i
Danm
ark.
Organdonation er
styrket
Karin Riis-‐
Jørgensen
Karin Riis-‐Jørgensen
14/5-‐2010
Kristeligt
Dagblad
Debatindlæg
Side 19
Styrk
organdonation.
Indfør formodet
samtykke.
Anne Marie
Geisler
Andersen
Anne Marie Geisler
Andersen
16/3-‐2010
Kristeligt
Dagblad
Debatindlæg
Side 8
Er kroppen blevet
et
reservedelslager?
Line Vaaben
Erling Tiedem
ann; Peer
Hancke Rossel; Adam
Bencard
12/2-‐2010
Kristeligt
Dagblad
Artikel
Side 4
Vampyrisme og
kannibalisme
Line Vaaben
Lars-‐Henrik Schm
idt
12/2-‐2010
Kristeligt
Dagblad
Interview
Side 4
Ventetiden slider
Tea Krogh
Sørensen
Birthe Wahlstrøm
23/1-‐2010
Morgenavisen
Jyllands-‐Posten
Artikel
Side 5 i Puls
650 syge venter
på et nyt organ –
vi må tænke nyt
omkring
organdonation
Lars Gaardhøj
Lars Gaardhøj
16/11-‐2009
Politiken
Debatindlæg
Side 7
Ronnie døde –
men hans hjerte
lever
Kjeld
Christiansen
Patricia Zakrisen, Hans
Ladegaard Morrison
21/9-‐2009
Ekstra-‐Bladet
Artikel
Side 4
Debat: Nej til
forslag om
formodet
samtykke til
organdonation
Karsten
Skawbo-‐Jensen Karsten Skawbo-‐Jensen
2/6-‐2009
Information
Debatindlæg
Side 17
Uddrag af oversigt over empiri
Bilag 2
Tidsskriftsartikler
Titel
Forfatter
Hvem udtaler sig
Publikationsdato
Trykt medie
Type
Placering i
tidsskriftet
Organdonation skal
ikke være
fradragsberettiget
Mickey Gjerris;
Thom
as Søbirk
Petersen
Mickey Gjerris;
Thom
as Søbirk
Petersen
28/3-‐2011
Ugeskrift for læger
Debat
Side 67
Organdonation og
skattefradrag
Thom
as Søbirk
Thom
as Søbirk
31/1-‐2011
Ugeskrift for læger
Kronik
Side 72
Hjemmelavede
organer
Ida Ham
merich
Nielsen
Morten Østergaard
Andersen
25/10-‐2010
UNIvers
Artikel
Side 7
Sygeplejersker er
mere positive over
for organdonation
Christina
Sommer
Barbara Dyremose,
Christel Møllegaard,
Nina Precht
Rosborg, Heidi
Jespersen,
10/9-‐2010
Sygeplejersken
Artikel
Side 7
Læger nægter at tale
organdonation med
unge
? Bertel Haarder,
Henrik Dibbern
27/8-‐2010
Sygeplejersken
Artikel
Side 16
Læger skal tvinges til
at spørge om
organdonation
Anders Heissel
Helle Haubro,
Preben Sørensen,
Lone Musaeus
Poulsen
16/4-‐2010
Dagens Medicin
Artikel
Side 26
Aalborg Sygehus
rykker holdning til
organdonation
Helene Cheret
Preben Sørensen,
Dorthe Holdgaard
26/3-‐2010
Dagens Medicin
Artikel
Side 8
Læger får mere og
mere ondt i etikken
Helene Cheret
Dorthe Holdgaard
26/3-‐2010
Dagens Medicin
Artikel
Side 8
Eksempel på tekstanalyse
Bilag 3
Konstruktionen af sociale relationer
Konstruktionen af social virkelighed
Titel
Interaktions
kontrol
Ethos
Modalitet
Transitivitet
Ordvalg
Et ja til
organdonati
on bliver en
forklaring i
sorgen
Artikel baseret
på et
interview,
forfatteren
bestem
mer
hvad der skal
spørges om.
Faktaboks m
ed
oplysninger om
tilmeldte til
ODregister samt
patienter på
venteliste.
Kategorisk
modalitet det
udtrykkes som
en sandhed. Der
opnås
betydningsfasts
ættelse
Organdonation bliver
meningsskabende for pårørende.
Han var typen, der gav sin sidste
tier til trængende, og netop den
karakter blev vigtig for det ja,
familien gav lægerne.
Har kysset konen,
barnet eller m
anden
farvel om morgenen, og
om eftermiddagen
sidder de pludselig på
hospitalet og har m
istet
vedkom
mende.
OBS-‐indslag
med Peter
Lund
Madsen
PLM er
hjerneforsker
og fortæller en
erfaring og sin
viden.
Iscenesætter
en forfærdelig
oplevelse for
pårørende
Hvid kittel; navn og
titel (dr. Med &
hjerneforsker);
plasticmodel af
hjerne;
Sandhed/
epistemisk
(hjernen er død)
Sønnen var taget af sted sund og
rask og nu var han død; Hjernen
kommer aldrig, aldrig, aldrig til at
fungere igen
Det er kun andre der kan få glæde
af ens organer. Tag stilling. Gør
det af hensyn til sine pårørende;
Reservelæge for m
ange-‐
mange år siden Ekspert;
grundige undersøgelser;
hjernen er kaput. Kold
nat.
Hun vil
skaffe flere
organer
Interview.
Producenten
bestem
mer
hvad der skal
spørges om, og
hvad der skal
trykkes.
Faktaboks m
ed
statistiske
oplysninger om OD
og hjernedød
Kategorisk
modalitet
…70 døde danskere bliver hvert
år brugt som donorer, og det
betyder, at ventelisterne til en ny
nyre, lunge, hjerte eller lever
fortsat er alt for lange.
…døde mennesker og levende,
der kan redde livet
Baggrunden for
dannelsen af centret er
dyster; autonom
i, integritet og
selvbestem
melse;
målsætning: færre skal
dø, mens de venter på et
nyt organ; alt for m
ange
organer går tabt
Eksempel på tekstanalyse
Bilag 3
Dobbelt så
mange skal
sige ja til at
blive
organdonor
Starter m
ed
forslagsstiller;
derefter
formand for
nyreforeninge
n; en række
politikere og
leder af DCO
Placeres på samme
side som et portræt
af en yngre kvinde
på venteliste til
lungetransplantatio
n. Hun er koblet til
et iltapparat
Kategorisk
modalitet det
udtrykkes som
en sandhed
National m
ålsætning; lykkes at
hæve antallet af donorer ganske
betragteligt; sidste år døde 63
danskere, mens de ventede;
Organer fra hver anden
hjernedød dansker, der er egnet
som organdonor går til spilde;
vigtigste er at folk har taget
stilling i stedet for at overlade
beslutningen til de pårørende.
Tvunget til at tage
stilling
Er kroppen
blevet et
reservedelsl
ager?
Lægger ud
med kristent
slogan;
derefter tidl
formand for.
etisk råd; en
lektor i filosofi;
og en
kropsforsker;
Illustreres af en
tegning af en
kvinde, der er lavet
af
puslespilsbrikker,
hvoraf hun holder
to i hænderne.
”don’t take your
organs to heaven”
artiklen bringes i
Kristeligt Dagblad
Knap så
kategorisk
modalitet, men
stadig i retning
af en objektiv
sandhed
Det er kun en tingsliggørelse af
kroppen, hvis ikke det er
frivilligt;
det handler om en generel
samfundsmæssig opprioritering
af kroppens betydning
Reservedelslager; Den
sidste frie
kærlighedsgerning på
jorden; køre på fribillet;
næstekærlighed;
Vampyrisme
og
kannibalism
e
Interview.
Producenten
stiller
spørgsmålene
og bestemmer
dermed
dagsorden
Schm
idt er
filosofiprofessor.
Sidder på billedet
med et lidt fjernt
blik
Kategorisk
modalitet: ønske
om at opnå
magten over
betydnings-‐
dannelsen; er
sandhedsskaben
de
Mennesker gør det for deres egen
samvittigheds skyld
Du æder et andet menneskes
organer… hvis m
an antager at
cellerne i kroppen reproducerer
sig på syv år…..
Vampyrisme og
kannibalisme; ”det var
dagens 25-‐øre”; de
betragter kroppen som
operationelt og
maskinelt;
Eksempel på tekstanalyse
Bilag 3
Organdonati
on skal være
lettere på
tværs af EU-‐
grænser
Der fremstilles
en EU-‐politisk
løsning på
problemet. Det
efterfølges af
Aukens udsagn
om, at det kan
være lige
meget, hvis
ikke der er
respekt for de
pårørende.
Aukens pointe
frem
hæves m
ed
store typer i starten
af teksten.
Kategorisk
modalitet
…respekten for den døende og de
pårørende og skal være en del af
diskussionen, hvis m
an vil have
flere til at m
elde sig som donorer.
Sjælesørgeaspektet skal m
ed,
ellers får m
an ikke menigmand
med på det.
Overvældede flertal;
Sjælesørgeaspektet; …vil
ikke føle sig som
reservedelslager
Mange
fortryder
deres nej til
organdonati
on
Tager
udgangspunkt
i en
amerikansk
undersøgelse.
Styrkes af hhv.
dansk læge og
biskop,
sygeplejerske
Strukturel tegning
med oplysning om
hjertets vej til et
nyt m
enneske
Objektiv
modalitet
udtrykkes som
en sandhed
Dem der siger ja fortryder det
ikke, mens dem
der nej fortryder
Glæde sig over, at noget fra den
afdøde lever videre; de der siger
nej svarer i affekt;
Tryghed, respekt og
værdighed; juridisk
situation; kroppen
hjælpes mekanisk til at
fungere
Øget indsats
for en
hjertesag
Producenten
lader en
overlæge i
neurokirurgi
problematisere
i starten;
mulige
løsninger listes
Stort billede af et
hjerte, der holdes i
handske-‐klædte
hænder; Ordene
”en hjertesag i
overskriften og i
underover-‐skriften
”organer” og ”bliver
Sandhed
Mange syge mennesker har været
afhængige af menneskers organer
og dermed ulykke
En hjertesag; dødssyge
mennesker
Eksempel på tekstanalyse
Bilag 3
derefter op af 2
nøglepersoner
indenfor OD.
glem
t” skrives m
ed
fede typer;
Hvad er et
menneske?
Debatindlæg
Indlægget er
skrevet af
daværende
Kirkem
inister.
Provokerende og
sarkastisk.
Objektiv
modalitet
udtrykkes som
en sandhed.
Kategorisk
modalitet.
Unge mennesker kører sig selv i
døden. Det giver friske organer.
…love der forpligter det ene
menneske til at være
reservedelslager for det andet…
Faderskabet;
tvinges/tvang;
videnskabens såkaldte
frem
skridt; propaganda;
værdig død; politikere
truer m
ed; en biologisk
art;
Eksempel på interdiskursivitet Bilag 4
Diskurser Titel Biome-
dicinsk Etisk For-bruger
Poli-tisk
Reli-giøs
Konkurrence
Avisartikler (kronologisk rækkefølge)
Styrk organdonation: indfør formodet samtykke nu
X
En etisk glidebane. Organdonation skal ikke belønnes
X
Organdonation -‐ den allerstørste gave
X X
Så var Michaels død ikke forgæves X X
Filosof: giv organdonorer skattefradrag
X X
Politikere er splittet om organdonation
X X X
Skal vi alle fødes som organdonorer?
X X X X
Jeg vil ikke være reservedelslager X X X
Svær beslutning om pårørendes organer
X X
Vi gav noget af Marianne bort X
Jagten på de indre organer X X X X
Organdonation: vi forstår det, og vi forstår det ikke
X X X
Ændret holdning til organdonation X X
Tag stilling til organdonation X
Læger nægter at tale organdonation med unge
X X
Dobbelt så mange skal sige ja til at blive organdonor.
X X
Eksempel på interdiskursivitet Bilag 4
Organdonation skal være lettere på tværs af EU-‐grænser
X X
Automatisk organdonation X
Vi kan godt her i Danmark. Organdonation er styrket
X
Styrk organdonation. Indfør formodet samtykke.
X X X
Er kroppen blevet et reservedelslager?
X X
Vampyrisme og kannibalisme X
Ventetiden slider X X X 650 syge venter på et nyt organ – vi må tænke nyt omkring organdonation
X X
Ronnie døde – men hans hjerte lever
X X
Debat: Nej til forslag om formodet samtykke til organdonation
X X X
Organer i EU. Nej til tvungen organdonation
X X
1500 underskrifter for organdonation
X X
Organdonation skal foregå værdigt
X X X
Åbent brev: Organdonation X
Ja til organdonation. vi kan alle få brug for en livgivende gave.
X X
Vi giver vores søns X X X
Eksempel på interdiskursivitet Bilag 4
organer væk En gave i solidaritet. Lad os hjælpe hinanden og tale om organdonation
X X
Det svære valg: Vi skal give hinanden frihed omkring organdonation
X (X)
Oplys om hjernedød X X
Et ja til organdonation bliver en forklaring i sorgen
X
Uvidenhed bremser stadigvæk for organdonation
X
Tal sammen -‐ om organdonation X X X
EU-‐direktiv giver bedre sikkerhed X X
Politikerne må også tage stilling til organdonation
X X X
Godt med nyt ritual. Organdonation kræver en indsats
X X
Ritual for organdonation. Nej tak
X X
Donorritual X X Organdonation får sit eget ritual X
Organdonation: Organdonor fra vi fylder 18
X X
Mange fortryder deres nej til organdonation
X X
Kursskifte på vej ved organdonation X X
