Embed Size (px)
Citation preview
Metalhåndværk og håndværkspladser fra yngre germansk jernalder, vikingetid og tidlig
middelalder
Rapport fra et seminar på Hollufgård den 22. oktober 2001
Redigeret af Mogens Bo Henriksen
Tilegnet mindet om Eliza Fonnesbech-Sandberg
Skrifter fra Odense Bys Museer vol. 9 Odense 2002
2
Redaktion Mogens Bo Henriksen Lay-out Rasmus Halling Lorentzen Titel Metalhåndværk og håndværkspladser fra yngre germansk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. Rapport fra et seminar på Hollufgård den 22. Oktober 2001. Forsideillustration ”Maskerade” - maskemotiver på fynske genstande fra vikingetid: Hængesmykke fra Ejby Mølle, beslag fra Hjulby og hængesmykke fra Veflinge. Tegning Claus Madsen og Steffen Maarup. Bagsideillustration Maskemotiver på fynske genstande fra yngre germansk jernalder: Fibler fra Hjulby og Maare. Tegning Steffen Maarup. Skriftserie Skrifter fra Odense Bys Museer vol. 9. Trykkested og -år Odense 2002 ISBN 87-87162-970 Tryk Odense Kommune, Kopicentralen Antal 600 Distribution Odense Bys Museer, Publikum & Kommunikation, Postboks 1255, Bangs Boder 5, 5100 Odense C FAX 65 90 86 00 E-mail: [email protected]. www.odmus.dk.
Published with support of the Culture 2000 programme of the European Union
Culture 2000
3
Indhold Forord ..................................................................................................................................... 4 Karsten Kjer Michaelsen: Indledning..................................................................................... 5 Jens Ulriksen: Håndværksspor på yngre jernalders anløbspladser....................................... 7 Claus Feveile: Støbning af ovale skålspænder i Ribe – type- og teknikvariation ................ 17 Arne Jouttijärvi: Kobberlegeringer i jernalder og vikingetid .............................................. 27 Ken Ravn Hedegaard: Yngre jernalders stempelornamentik. Teknik og formål.................. 41 Dorte Gramtorp & Mogens Bo Henriksen: Fortinning af bronzegenstande fra yngre germansk jernalder og vikingetid ..................................................................... 49 Karen Stemann Petersen: Nielloindlægninger i jernalder og vikingetid.............................. 63 Helge Brinch Madsen: Direkte og indirekte vidnesbyrd om læderhåndværk og –kunst i vikingetiden .............................................................................................. 77 Farveplancher ....................................................................................................................... 81 Program for seminaret .......................................................................................................... 83 Deltagerliste.......................................................................................................................... 84 Forfatternes adresser............................................................................................................. 86 Skrifter fra Odense Bys Museer ........................................................................................... 87
4
Forord Odense Bys Museer har hermed fornøjelsen af at præsentere en rapport fra seminaret ”Metalhånd-værk og håndværkspladser fra yngre germansk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder”. Semi-naret, som blev afholdt på Hollufgård den 22. oktober 2001, skal ses som en udløber af det publika-tionsprojekt vedr. fynske jernalderbopladser, som arkæologifunktionen ved Odense Bys Museer har arbejdet med siden 1995. På flere fynske bopladser er der gjort fund, som kan anvendes til at belyse forskellige håndværk i jernalder, vikingetid og tidlig middelalder, og nogle af disse pladser er allerede fremlagt i de første to bind i serien ”Fynske jernalderbopladser”, mens andre vil blive det i kommende udgivelser. Se-minaret på Hollufgård var en god mulighed for at få et indblik i tilsvarende materiale fra andre egne af landet, samtidig med, at udvalgte fynske fund kunne præsenteres for udenøs kolleger. Seminaret blev tilrettelagt af undertegnede i samarbejde med konserveringstekniker Dorte Gram-torp fra bevaringsfunktionen ved Odense Bys Museer. Det tværfaglige samarbejde kom også til at præge seminaret, hvis bidragydere var arkæologer, konservatorer og en civilingeniør. Fra Odense Bys Museer skal der lyde en tak til alle, der holdt indlæg på seminaret. Samtlige bi-dragydere har endvidere afleveret en skriftlig version af deres foredrag, således at det nu er muligt at gøre en bredere kreds bekendt med den for en stor dels vedkommende tværvidenskabelige forsk-ning, som blev præsenteret på Hollufgård. Af økonomiske årsager har det desværre ikke været muligt at gengive alle rapportens illustrationer i farve, men et udsnit bringes som plancher fra side 81. Det angives i hvert tilfælde i billedteksten. Denne rapport er tilegnet mindet om museumsinspektør, mag.art. Eliza Fonnesbech-Sandberg, Mu-seet på Kroppedal. Eliza deltog i seminaret, men nåede ikke at se rapporten i færdig tilstand. Gen-nem mere end to årtier var Eliza en ivrig udforsker af Fyns jernalder – ikke mindst af øens mange guldfund. Denne forskning har bl.a. udmøntet sig i indlæg på flere af de seminarer, som Odense Bys Museer har afholdt i tidens løb – og i artikler i de efterfølgende seminarrapporter. Æret være Elizas minde!
Odense Bys Museer, august 2002
Mogens Bo Henriksen
5
Indledning Karsten Kjer Michaelsen Seminaret - "Metalhåndværk og håndværks-pladser fra yngre germansk jernalder, vikinge-tid og tidlig middelalder" - afholdt på Holluf-gård 22. oktober 2001 - fokuserede både på fundmaterialets traditionelle arkæologiske side og på det mere teknisk analyserende og eksperimenterende aspekt. Af samme grund blev seminarets indlæg præsenteret af både arkæologer og konservatorer, og som følge heraf var deltagerne også bredere repræsente-ret end normalt. Og det er kun godt, for ud over det rent faglige fik man også bekræftet det vi vel alle godt ved, nemlig at ny viden ikke mindst opstår, når der gennem menings-udvekslinger og samarbejde krydses faggræn-ser. Lidt grænsekrydsning er det også blevet til med deltagere fra ikke blot Danmark, men også Sverige, Norge og Tyskland. Selv om vi er glade for at se alle - og vi påskønner den opbakning, som Odense Bys Museers éndags-seminarer altid har nydt godt af - så er det og-så rart at bemærke sig en interesse, der rækker lidt videre end til den hjemlige andedam. In-ternationale vitaminer er tillige tilført dette seminar - samt det foregående "Detektorfund
- hvad skal vi med dem?" og et kommende seminar endnu uden emne og titel - i og med, at en del af udgifterne afholdes af EU. Det skyldes at arrangementet med efterfølgende udgivelse er en del af det EU-finansierede projekt "Pathways to the Cultural Landscape", hvori Odense Bys Museer deltager med den igangværende publicering af de fynske jernal-derbopladser; Fynske jernalderbopladser, Bind 2, Odense Herred er netop udkommet i forsommeren 2002 (Skrifter fra Odense Bys Museer Vol. 1,2). Traditionen tro foreligger indlæggene fra "Metalhåndværk og håndværkspladser fra yngre germansk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder" nu - i princippet udødeliggjorte - på skrift. Det kan i denne elektroniske tidsal-der synes lidt gammeldags med den traditio-nelle rapportform med dens papir og ikke alt for dyre lay-out og trykudgifter, men vi er konservative på det punkt: Never change a winning team. Vi håber derfor, at seminarrap-porten vil finde frem til rigtig mange af de ar-kæologiske biblioteker rundt omkring - de in-stitutionelle såvel som det private derhjemme. Det fortjener indholdet nemlig!
6
7
Håndværksspor på yngre jernalders anløbspladser Jens Ulriksen Hvis man anskuer håndværksbegrebet bredt, findes der jævnligt spor efter forskellige for-mer for fremstillingsprocesser ved arkæologi-ske undersøgelser af yngre jernalders bebyg-gelser i Danmark. Det gælder i særlig grad for periodens stormandsgårde og anløbspladser, men også i dét, man kunne kalde ’ordinære agrare bebyggelser’ kan findes spor efter et eller flere håndværk. Disse spor består for det meste af redskaber, forme og modeller, råmaterialer og affald, som er tabt, kasseret eller blot efterladt ved arbejdstids ophør. For redskabernes vedkom-mende gælder, at det kun er i begrænset om-fang, at et remedie kan isoleres til et enkelt håndværk. Med andre ord kan værktøj som hammer og tang finde anvendelse i mange sammenhænge. Det samme gør sig gældende for save, file, punsler og mejsler, men alene identifikationen kan volde problemer. Red-skaber kan findes mellem et fundmateriales ofte stærkt korroderede jerngenstande, men det kræver grundig afrensning i konserve-ringsværkstedet, før arten kan bedømmes. Desuden er det ikke alle jernsager, der ligner redskaber, som man kan definere med sikker-hed. Selve værkstedet er bedst kendt, når der er tale om vævning, hvor grubehuset tydeligvis har været rammen om produktionen. Den særegne bygningskonstruktion har dannet en ’klimalomme’, der ikke mindst er hensigts-mæssig i forbindelse med hørvævning (An-dersson 1996). Andre håndværk kan kun i sjældne tilfælde knyttes direkte til grubehusene. Det hånd-værksaffald, der måtte være at finde i grube-husenes fyld, er i langt de fleste tilfælde kommet ned i forbindelse med opfyldningen af det forladte hus. At undtagelser forekom-mer, viser fundet af en bronzestøbers ildsted i hjørnet af et grubehus på anløbspladsen Sel-
sø-Vestby ved Roskilde Fjord (Ulriksen 1998:48 samt fig. 30). Det er muligt, at håndværkere har haft bedre arbejdsvilkår udendørs, både hvad angår lys og luft, men hvor almindeligt det har været, er vanskeligt at afgøre. På de ripensiske parcel-ler er hverken påvist grubehuse eller stolpe-bygninger rejst ovenpå jorden, og håndvær-kerne må derfor have arbejdet under åben himmel (Jensen 1991). De glimrende værk-stedsfund i Ribe skyldes primært, at aktivi-tetslaget er blevet dækket umiddelbart og har henligget urørt siden. De mange tusinde fragmenter af bronzestøberens lerforme ét sted og et formeligt tæppe af glasperleaffald et andet kan ikke forventes bevaret på en lo-kalitet, hvor dyrkning eller andre former for gennemgribende forstyrrelser er fremhersken-de. I heldige tilfælde kan et tykt muldlag eller lignende beskyttende omstændigheder betyde, at et værksted er bevaret som f.eks. i Gl. Lejre (Christensen 1991:54), men generelt er ildste-der og esser, der oprindelig er blevet anlagt på jordoverfladen, pløjet væk, og det ofte skrøbelige affald spredt og destrueret. Sammenligning af adskilte lokaliteters håndværk og produktion At påvise tilstedeværelsen af forskellige for-mer for håndværk ved en arkæologisk ud-gravning kræver viden om de affaldsproduk-ter, som forskellige fremstillingsprocesser af-føder. Dernæst er den rette udgravningsmeto-de helt afgørende for tilvejebringelsen af det fundmateriale, som igen er grundlaget for synteser og konklusioner. Da de nævnte for-hold ikke altid er til stede ved en udgravning, må sammenligninger af flere pladser nødven-digvis ske med en række forbehold. Det er først og fremmest vigtigt at holde sig for øje, hvor sammenlignelige pladserne over-
8
hovedet er. Der er enorm forskel på mængden af fund – både hvad angår affald, kasserede fejlproduktioner og hele genstande – fra be-skyttede bylag, hvor overflade efter overflade er blevet forseglet under gentagne tilførsler af materiale, i forhold til en lokalitet, hvor snæv-re fysiske rammer ikke har dikteret en forbli-ven på nøjagtig samme plet. Er der tilmed tale om en lokalitet i det åbne land, er forstyrrelser i forbindelse med dyrkning en åbenbar risiko. Hovedparten af fundmaterialet på danske anløbspladser er fundet ved udgravning af grubehuse og affaldsgruber eller i pløjelaget ved hjælp af metaldetektor. For grubehusene gælder, at materialet i langt overvejende grad er kommet ned efter, at bygningen er opgivet og blevet til en affaldskule. Fund fra selve gulvlaget kan i heldige tilfælde vidne om, hvilke aktiviteter, der er foregået, mens huset har været anvendt. Særligt gunstige omstændigheder kan fore-findes på kulturlagspladser, som er lokaliteter, hvor fundmaterialet findes indlejret i mere el-ler mindre forseglede lag. De forekommer, hvor landbrugsdrift ikke har været så voldsom eller slet ikke er foregået, eller hvor andre forhold har bevirket, at kulturlagene har kun-net ophobes og er forblevet intakte. Sådanne betingelser har været til stede i Lundeborg, Ribe, Hedeby, mens forholdene i f.eks. Århus er mere problematiske, fordi det middelalder-lige købstadscentrum har været det samme som det vikingetidige med deraf følgende for-styrrelser (Andersen, Crabb & Madsen 1971; Skov 1997; 1998). Der er åbenbare problemer med at sammen-ligne et genstandsmateriale fra en bebyggel-sesrest bestående af grubehuse, affaldsgruber og stolpehuller med de samme fundkategorier fra en kulturlagsplads. Alt andet lige er om-fanget af fundførende jord langt større på sidstnævnte lokalitetstype, hvorfor mængden af fund også er større. Det har ikke nødven-digvis noget med det oldtidige aktivitetsni-veau at gøre, men beror på, at flere genstande er bevarede for eftertiden at finde. Sammen-ligninger mellem pladser med vidt forskellige fundforhold bør i princippet ske på baggrund
af en omregnet ’fyld-enhed’. En sådan noget kunstig faktor kan muligvis være brugbar i konkrete tilfælde, men at opstille en formel, der kan finde almen anvendelse, er ikke hen-sigtsmæssig. Dertil er der alt for mange ube-kendte, der skal tages højde for. De arkæologiske spor efter håndværk ’Varme’ håndværk Fælles for denne gruppe er det trækulfyrede ildsted eller esse, der har givet de temperatu-rer, som er nødvendige for at bearbejde metal og glas. De høje temperaturer afstedkommer rødbrændt ler eller sand ved essens bund og sider, og der opstår klumper af forglasset sand og kvarts, der ikke er egentlige slagger med metalindhold. Disse ’falske’ slagger er meget almindelige i sammenhæng med ’varme hånd-værk’. Til essen hører blæsebælgen, af hvil-ken kun den rørformede tudbeskytter af ler og avlstenen af ler eller – netop – sten kan findes bevaret. Bronzestøbning erkendes mest i form af hamrede barrer eller emner, bronzeskrot og -smelt eller indirekte ved modeller, patricer, matricer, støbeforme smeltedigler og ikke mindst fragmenter af disse. Blandt redskaber-ne kan være små hamre, ambolte og underlag af jern. Guld- og sølvsmedning er overvejende do-kumenteret gennem smelt og barrer, eller ved ambolte og underlag af jern, raffineringsdig-ler, modeller, patricer og matricer, samt støbe-forme og fragmenter af disse til genstande, som man af erfaring ved, kan være fremstillet i disse ædle metaller. Desuden kan man ved nøje granskning være heldig at observere guld- og sølvdråber på smeltedigler. Jernsmedning giver sig almindeligvis til kende i form af esseslagger og andre jernhol-dige slagger, samt smedeskæl og lignende ’af-slag’ fra raffineringen af luppen. Hertil kom-mer barrer af varierende art og jernskrot. Glasperleproduktion ses i form af glasstæn-ger og -dråber med mærker efter redskaber,
9
tesserae/råglas og fejlproduktion, f.eks. glas-perler, hvor hullet er smeltet sammen, mens overfladen i øvrigt er intakt. ’Kolde’ håndværk Denne gruppe omfatter fremstillingsprocesser uden brug af ild. Selve værkstedet må derfor defineres ud fra redskabsfund og en særlig ophobning af affald og kasserede stumper. Ben- og takforarbejdning dækker over pro-duktion af bl.a. kamme, nåle, prene, spille-brikker og tenvægte. Råmaterialerne er – i Danmark – hjortetakker og knogler, hvor identifikationen betinges af forarbejdnings-spor, der ikke kan forveksles med slagtemær-ker. Der er hyppigst tale om mærker efter sa-ven fra opdelingen af emnet, eller det kan dre-je sig om spor efter afglatning og anden over-fladebehandling. I forbindelse med kamfabri-kation er der en række let genkendelige stum-per og forarbejder til skinner og tandplader fra forskellige stadier i fremstillingsprocessen. Blandt redskaberne er saven karakteristisk (Hansen & Høyer 2000 fig. 16), ligesom en lille dølleøkse kan have fundet anvendelse hér (Jensen 1991). Tekstilfremstilling forbindes almindeligvis med fund af væve- og tenvægte, men det er primært førstnævnte, som har betydning i nærværende sammenhæng. Spinding har praktisk talt kunnet foregår hvor som helst og når som helst, der har været en ledig stund. Vævevægtene er generelt af brændt eller ubrændt ler, typisk skiveformede med et lin-seformet tværsnit og et centralt ophæng-ningshul. Selve væven kan i nogle tilfælde spores i bunden af grubehusene i form af to pælehuller, der kan være op mod 50 cm dybe og 10-15 cm i diameter, placeret med ca. 1 m´s afstand i husets længderetning. Til væv-ningen hører vævesværdet, hvis forekomst er omvendt proportional med vævevægtene. Vævesværdene er med andre ord yderst sjældne, hvilket kan skyldes, at det op mod 50 cm lange redskab er fremstillet af jern, og der-for er hjemtaget med stor omhu, og i sidste ende formentlig smedet om. Andre fund og
anlæg, som kan relateres til tekstilfremstilling, er de ca. 10 cm lange og 3-4 mm tykke jern-tænder til uldkamme eller hørhegler, rød-ningskar eller –brønde og brydegrave til hør-forarbejdning (Hansen & Højer 2000), hvortil man også knytter et ’strygejern’ af glas, der mest af alt ligner en hinkesten. Desuden er en del bennåle knyttet til klædeproduktion (An-dersson 1996). Træhåndværk – uanset om det måtte være skibs- eller bygningstømrer, møbelsnedker el-ler trædrejer – giver sig til kende gennem en række redskaber, hvormed træ kan forarbej-des. At knytte bestemte økser, hamre, skebor, høvljern, stemmejern, søm, nagler og nitte-plader til et enkelt af ovennævnte håndværk, er imidlertid vanskeligt, og forsøg herpå vil ikke være entydige. Ravslibning og –drejning erkendes primært ved kasserede ravstumper med spor efter be-arbejdning. Håndværk på anløbspladser De håndværk, som er nævnt i foregående af-snit, er alle blevet påvist på yngre jernalders anløbspladser. Det betyder dog ikke, at alle slags findes på samtlige pladser. I stedet for-holder det sig således, at visse håndværk er almindeligt forekommende, mens andre kun findes på et lille udvalg af anløbspladser, hvilket ses angivet på skema 1. Det skal be-mærkes, at der i skemaet ikke er taget højde for vægtningen mellem håndværkene på de enkelte pladser, ligesom mængden af fund pladserne imellem ikke udtrykkes i skemaet. Det skal samtidig understreges, at en stor del af anløbspladserne er undersøgt som forsk-ningsgravninger, der er blevet hjemsøgt år ef-ter år med en nøjeregnende metodik, hvis primære formål netop har været at finde ud af hvilke aktiviteter, der er foregået. Hyppigst er jernforarbejdning, der er påvist på 85% af lokaliteterne, efterfulgt af bronze-støbning med 76% og tekstilproduktion med 73%, mens ben- og takforarbejdning findes på 50% af pladserne. Fremstilling af glasperler er
10
konstateret på 31% af lokaliteterne, mens guld-/sølvsmed med 23% og ravforarbejdning med 19% er de sjældnest forekommende håndværk. Sidstnævnte kategori findes på de mest ma-terialetunge lokaliteter som Hedeby, Ribe, Åhus og Lundeborg, hvor også guld-/sølvsmeden har været. Denne er også repræ-
senteret i Sebbersund, Aggersborg og Vester Egesborg, der alle tre udmærker sig ved man-ge grubehuse og et tilsvarende stort gen-standsmateriale. Imidlertid skal det bemær-kes, at for Vester Egesborgs vedkommende er guldsmeden kun ’til stede’ via en patrice til en dobbeltgubbe, der blev fundet med metalde-tektor.
Bel
igge
nhed
Gru
behu
se
Stol
peby
gged
e hu
se
Parc
elle
ring
Grø
ft/vo
ld
Bro
nzes
tøbn
ing
Gul
d/sø
lvsm
edni
ng
Jern
fora
rbej
dnin
g
Ben
/takf
orar
bejd
ning
Rav
fora
rbej
dnin
g
Teks
tilpr
oduk
tion
Gla
sper
lepr
oduk
tion
Aggersborg Kyst r r r r r r r r Baes Banke, Fyns Hd. Kyst r Dalgård, Mors Kyst r r r Hedeby Syd Kyst r r r r r r r Hedeby Kyst r r r r r r r r r r r Jyllinge Kyst r Karby, Mors Kyst r r r Lundeborg Kyst r r r r r r Lynæs Kyst r r Löddeköpinge I Å r r r r Nederby, Fur Kyst r r r r Næs Kyst r r r r r r Ribe Å r r r r r r r r r r r Roskilde Kyst r Sebbersund Kyst r r r r r Selsø-Vestby Kyst r r r r r r r Starup Østertoft Kyst r r Stubberup Kyst r r r r Strandby-Gammeltoft Kyst r r r r Sønderø Kyst r r r r r Vedbæk-Stationsvej Kyst r r r r Vester Egesborg Kyst r r r r r r r r Ystad Kyst r r r r Åhus I Å r r r r Åhus II Å r r r r r r r r Århus Kyst r r r r r r
Skema 1. Anløbspladser fra Danmark, Skåne og Slesvig med angivelse af beliggenhed, hustyper og hvilke typer af håndværk, som er dokumenteret på den enkelte lokalitet.
11
Et håndværk, som synes at måtte have sit na-turlige hjemsted på en anløbsplads, er skibs-bygning og –reparation. Imidlertid er doku-mentationen herfor generelt ringe, fordi både affald og produkt er af træ, som kræver vand-drukne omgivelser for at bevares. Eneste ele-ment, som ikke er af organisk materiale, er klinknagler, nitteplader og spigre. Der er ble-vet brugt mange hundrede klinknagler og nit-teplader til et klinkbygget skib på bare 15 me-ters længde, og selv om de naturligvis ikke al-le som én er blevet smidt på jorden, efter at være fjernet fra bordene, burde der kunne fin-des ganske anselige mængder, når pladsens funktionsperiode inddrages i regnestykket. Men det gør der ikke. Antallet er meget be-skedent, og det kan der være flere forklaringer på. For det første må vi antage, at kun en lille del af de kasserede nagler og nitteplader er endt i gruber og stolpehuller, hvor en arkæo-logisk udgravningsindsats ville bringe dem for en dag. Værftsaktiviteterne er foregået ganske tæt på strandlinien, hvor der kun sjæl-dent findes jordgravede anlæg, hvorfor affal-det har henligget på jordoverfladen. Med ti-den kan de være endt under jordsmonnet ved pløjning eller dyreaktiviteter, hvor de blot venter på at blive genfundet. Imidlertid bliver jern ikke altid opsamlet i forbindelse med en detektorrekognoscering, og derfor kunne der ligge en skævhed i fundmaterialet netop hér. I tilfælde hvor jern systematisk opsamles på li-ge fod med alle andre metaludslag, er resulta-tet dog stadig magert. Det kan bero på, at de kasserede nagler og nitteplader i vid udstræk-ning er blevet smedet om og brugt igen. En indikation herpå er en analyse af jern i klink-nagler fra Selsø-Vestby som viste, at der i en enkelt nagle var jern fra tre forskellige oprin-delsesområder (Ulriksen 1998:71)1. Følger man Per Lundströms opfattelse af værftsrela-terede jerngenstande, er der nogle karakteri-stiske ’flækkede’ nitteplader, der fremkom-mer, når man skal fjerne klinknaglen fra bordplankerne (Lundström 1981:74ff). Så-danne nitteplader forekommer af og til i fundmaterialet fra anløbspladserne, f.eks. på
lokaliteten Baes Banke på Fyns Hoved, der efter alt at dømme har været en rasteplads på en af ruterne gennem Kattegat, og hvor der næppe har foregået ret meget andet end sej-ladsrelaterede aktiviteter (Henriksen 1994; Ulriksen 1998:146f). En mulig skibsbyg-ningsindikator er – efter min mening – stæn-ger af halvfærdige nitteplader, der endnu sid-der sammen, forsynet med huller, og klar til at blive adskilt ved et mejselhug gennem den fu-re, som smeden allerede havde lavet (Thom-sen 1987 fig. 26c; Ulriksen 1990 fig. 11). Denne type halvfabrikata kunne være opstået i forbindelse med skibsbyggeri, hvor nittear-bejdet har været omfattende, og typisk afføder snusfornuftige løsninger. Smedning af materi-aler og værktøj til skibsbyggeri ville samtidig kunne forklare den overvældende dominans af jernforarbejdning på anløbspladserne. Men indiskutabelt er det naturligvis ikke. Mere af-gørende vil det være at finde kasseret skibs-tømmer og andet træaffald, som i heldige til-fælde vil kunne forekomme indlejret i våde sedimenter i strandliniens nærmeste omgivel-ser, som det er tilfældet i Hedeby (Crumlin-Pedersen 1997:177ff). Sammenfattende kan det konstateres, at der på anløbspladserne kan findes spor efter ad-skillige håndværk, og et simpelt regnestykke viser, at der er 3,6 håndværkstyper i gennem-snit pr. plads. De lokaliteter som ligger højere end gennemsnittet omfatter bl.a. Hedeby, Lundeborg, Ribe, Aggersborg og Vester Egesborg, som er karakteriseret af mange grubehuse eller omfattende kulturlag, og hvor i hvert fald de tre førstnævnte er fundrige og velkendte handelspladser. Lokaliteter, der lig-ger lavere end gennemsnittet, er f.eks. Baes Banke, Lynæs, Roskilde og Jyllinge, der har det til fælles, at der ikke er påvist grubehuse. Derudover bør det bemærkes, at såvel Baes Banke som Lynæs i princippet er kultur-lagspladser, men at der er tale om udpræget sejladsorienterede lokaliteter, der udgør en gruppe for sig blandt anløbspladserne (Ulrik-sen 1998:189ff). At kulturlaget er bevaret, hænger sammen med det forhold, at de på-
12
gældende lokaliteter ligger så marginalt, at de ikke har ligget i ager og derfor ikke er pløjet ned. Håndværk i gård og landsby I skema 2 er opregnet en række agrare lokali-teter, der er blevet udgravet med moderne me-toder og viden indenfor de seneste 25 år. Det betyder ikke, at metodik og kundskaber har været ensartede, og der er også stor forskel på, under hvilke omstændigheder den enkelte
udgravning har fundet sted. Der figurerer så-ledes både forskningsgravninger og hastige nødudgravninger i skemaet, og det spiller selvsagt en væsentlig rolle. Det er ligeledes af stor betydning, om anlægsspor snittes med ske eller skovl, og om gruber og grubehuse soldes gennem 4 mm-sold. For fuldstændig-hedens og de evindelige forbeholds skyld skal det også bemærkes, at oplysninger vedrørende en del af de angivne lokaliteter er hentet i de summariske publikationer AUD og ’Dan-marks længste Udgravning’, hvor detaljer af indlysende årsager ikke bringes.
Gru
behu
se
Stol
peby
gged
e h
use
Bro
nzes
tøbn
ing
Gul
d/sø
lvsm
edni
ng
Jern
fora
rbej
dnin
g
Ben
/takf
orar
bejd
ning
Rav
fora
rbej
dnin
g
Teks
tilpr
oduk
tion
Gla
sper
lepr
oduk
tion
Bytoften, Rønninge2 r r Ejstrup3 r r r Emmerske II4 r ? r Endebjerg, Besser5 r r r r Gl. Hviding6 r r r Gl. Lejre7 r r r r r r r Gevninge8 r r r r Haughus9 r r Katrinelund10 r r r r Kirke Hyllinge11 r r r r r r Langvang, Randers12 r r r r Lindholm Høje N og V13 r r r Lisbjerg14 r r r Nørre Felding15 r r r Omgård16 r r r Stentinget17 r r r r r Strøby-Toftegård18 r r r r r r Syvsig19 r r r Sædding20 r r r r Trabjerg21 r r r r Uldal Nord22 r r r Varpelev23 r r r r Vojensgård Vest24 r r r Vorbasse25 r r r r r r Åparken, Sdr. Felding26 r r r Skema 2. Agrare bebyggelser med angivelse af påviste håndværk indenfor samme katego-rier som i skema 1.
13
I den agrare bebyggelse er der i gennemsnit 2,0 håndværk pr. lokalitet, og tekstilproduk-tion er topscorer med 84%, mens jernforar-bejdning kommer ind på en klar andenplads i hyppighed med 52%. Bronzestøbning er fundet på 28% af plad-serne, mens indikationer på guld-/sølvsmed er belagt i 20% af tilfældene. Ben- og takforar-bejdning udgør 8%, mens glasperleproduktion med 4% er det sjældnest forekommende håndværk. Det bør bemærkes, at der for de to sidstnævnte kun er tale om henholdsvis to og én lokalitet. Konklusion Der er næppe tvivl om, at de forskelle mellem agrare bebyggelser og anløbspladser, som fremgår af ovenstående skemaer, bunder i et reelt forhold, selvom man bør afholde sig fra at benytte tallene for firkantet, det begrænsede antal lokaliteter in mente. Hvis vi ser bort fra statistiske usikkerheder, springer det umiddelbart i øjnene, at det gen-nemsnitlige antal håndværk pr. anløbsplads er 3,6, mens det for de agrare bebyggelser er 2,0 håndværk pr. lokalitet. Der er desuden en klar forskel på hvilket håndværk, der dominerer på de to pladskategorier. Mens det for anløbs-pladserne er metalhåndværk med en tydelig overvægt af jernforarbejdning, er det for de agrare bebyggelser tekstilfremstilling, hvorfra der er et markant spring ned til næsthyppigste type: jernforarbejdning. En årsag hertil kan være, at de agrare be-
byggelser i stort omfang har været selvforsy-nende, og forarbejdningen af tekstiler og jern har været til eget forbrug. Hvorvidt sporene efter bronzestøberen også er udtryk for, at jernsmeden har syslet med andre metaller, el-ler om der er tale om en besøgende håndvær-ker, er vanskeligt at bedømme. Forarbejdning af ben og tak samt glasperleproduktion er yderst sjældent forekommende i agrare be-byggelser, mens ravforarbejdning overhove-det ikke er påvist i agrare bebyggelser. Anløbspladserne har haft andre primære funktioner end landbrug, hvilket for hoved-partens vedkommende understreges af deres topografiske placering, deres struktur og fre-kvensen af håndværk. Hertil kommer, at der er nogle håndværk, der i særlig grad er knyttet til denne pladskategori, nemlig ben- og tak-forarbejdning, glasperleproduktion og rav-forarbejdning, ligesom der kan være spor efter masseproduktion og fremstilling af højkvali-tetsgenstande. På dette punkt minder aktivite-terne på anløbspladserne om forholdene på periodens stormandsgårde som Lejre, Strøby-Toftegård og Tissø på Sjælland. Derfor er det også nærliggende at tro, at anløbspladserne om noget har været anlagt og styret af sam-fundets elite, der har haft rådighed over det overskud, som samfundet kunne producere. Det er i dette befolkningssegment, at der har været en interesse i udfarende virksomhed, og det er hér, at man har kunnet hyre særligt dyg-tige håndværkere til at fremstille brugs- og luksusgenstande af de råmaterialer, som man enten selv har rådet over eller som man har erhvervet andre steder.
14
1 Samme forhold er i øvrigt dokumenteret for en jernkniv, fundet i en vikingetidsbebyggelse i Kregme i Nordsjælland (Bodilsen 1993:122). 2 Henriksen & Porsmose 1995. 3 Michaelsen 1990. 4 Danmarks længste udgravning, lb.nr. 1575 (H.C. Vorting). 5 AUD 1988, AUD 1989, AUD 1990 (C. Adamsen). 6 Jensen 1987. 7 Christensen 1991. 8 Upubliceret udgravning ved forfatteren, Roskilde Museum j.nr. 1994. 9 Danmarks længste udgravning, lb.nr. 1314. (D.K. Mikkelsen.) 10 AUD 1984, AUD 1985, AUD 1987, AUD 1988, AUD 1989, AUD 1990, AUD 1992, AUD 1993 (C. Fischer). 11 Ulriksen 1999. 12 AUD 1987 (H.H. Sørensen). 13 AUD 1985, AUD 1986, AUD 1987, AUD 1988, AUD 1989, AUD 1990, AUD 1991 (Erik Johansen). 14 Jeppesen & Madsen 1990 og 1997. 15 Olesen 1999. 16 Nielsen 1980. 17 Nilsson 1990. 18 Tornbjerg 1998. 19 Danmarks længste udgravning, lb.nr.1529. (E. Jørgensen.) 20 Stoumann 1980. 21 Jørgensen & Eriksen 1995. 22 Danmarks længste udgravning, nr.1539 (P. Ethelberg). 23 Tornbjerg 1991 og pers. medd. 24 Danmarks længste udgravning, nr.1542 (P. Ethelberg). 25 Hvass 1980. 26 AUD 1996, AUD 1997 (B. Steen/H. Rostholm).
Noter 1 Samme forhold er i øvrigt dokumenteret for en jernkniv, fundet i en vikingetidsbebyggelse i Kregme i Nordsjælland (Bodilsen 1993:122). 2 Henriksen & Porsmose 1995. 3 Michaelsen 1990. 4 Danmarks længste udgravning, lb.nr. 1575 (H.C. Vorting). 5 AUD 1988, AUD 1989, AUD 1990 (C. Adamsen). 6 Jensen 1987. 7 Christensen 1991. 8 Upubliceret udgravning ved forfatteren, Roskilde Museum j.nr. 1994. 9 Danmarks længste udgravning, lb.nr. 1314. (D.K. Mikkelsen.) 10 AUD 1984, AUD 1985, AUD 1987, AUD 1988, AUD 1989, AUD 1990, AUD 1992, AUD 1993 (C. Fischer). 11 Ulriksen 1999. 12 AUD 1987 (H.H. Sørensen). 13 AUD 1985, AUD 1986, AUD 1987, AUD 1988, AUD 1989, AUD 1990, AUD 1991 (Erik Johansen). 14 Jeppesen & Madsen 1990 og 1997. 15 Olesen 1999. 16 Nielsen 1980. 17 Nilsson 1990. 18 Tornbjerg 1998. 19 Danmarks længste udgravning, lb.nr.1529. (E. Jørgensen.) 20 Stoumann 1980. 21 Jørgensen & Eriksen 1995. 22 Danmarks længste udgravning, nr.1539 (P. Ethelberg). 23 Tornbjerg 1991 og pers. medd. 24 Danmarks længste udgravning, nr.1542 (P. Ethelberg). 25 Hvass 1980. 26 AUD 1996, AUD 1997 (B. Steen/H. Rostholm). Litteratur Andersen, H., P. Crabb & H.J. Madsen 1971: Århus Søndervold, en byarkæologisk undersøgelse.
Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter IX. Århus. Andersson, E. 1996: Textilproduktion i arkeologisk kontext. En metodstudie av yngre järnålder-
boplatser i Skåne. University of Lund. Institute of Archaeology. Report Series No. 58. Lund. Bodilsen, I. 1993: Kregme i vikingetiden. Arkæologi i Frederiksborg amt 1983-1993, s. 115-140. Christensen, T. 1991: Lejre - Syn og sagn. Roskilde Museums Forlag. Crumlin-Pedersen, O. 1997: Viking-Age Ships and Shipbuilding in Hedeby/Haithabu and
Schleswig. Ships and Boats of the North, Vol. 2. Roskilde. Det Arkæologiske Nævn & Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat (red.) 1984ff: Arkæologiske
udgravninger i Danmark. Hansen, K. M. & H. Høyer 2000: Næs – en vikingetidsbebyggelse med hørproduktion. Kuml 2000,
s. 59-89. Henriksen, M.B. 1994: Vikinger på Fyns Hoved. Fynske Minder 1994, s. 181-191. Henriksen, M.B. & E. Porsmose 1995: Bytoften - et oldtidslandskab på Østfyn. Kerteminde. Hvass, S. 1980: Vorbasse. The Viking-age Settlement at Vorbasse, Central Jutland. Acta Archae-
ologica Vol. 50, 1979, s. 137-172.
15
Jensen, S. 1987: Gårde fra vikingetiden ved Gl. Hviding og Vilslev. Mark og Montre 1986-87, s. 5-26.
-1991: Ribes vikinger. Ribe. Jeppesen, J. & H.J. Madsen 1990: Stormandsgård og kirke i Lisbjerg. Kuml 1988-89, s. 289-310. -1997: Trækirke og stormandshal i Lisbjerg. Kuml 1995-96, s. 149-171. Jørgensen, L. B. & P. Eriksen 1995: Trabjerg. En vestjysk landsby fra vikingetiden. Jysk Arkæolo-
giske Selskabs Skrifter XXXI:1. Højbjerg. Lundström, P. 1981: De kommo vida... Vikingars hamn vid Paviken på Gotland. Uddevalla. Michaelsen, K. K. 1990: Ejstrup – en landsby fra yngre germansk jernalder og vikingetid ved Sæby.
Vendsyssel nu og da 1989/90, s. 38-58. Nielsen, L.C. 1980: Omgård. A Settlement from the Late Iron Age and the Viking Period in West
Jutland. Acta Archaeologica Vol. 50, 1979, s. 173-208. Nilsson, T. 1992: Stentinget, En indlandsbebyggelse med handel og håndværk fra yngre jernalder
og vikingetid. En foreløbig meddelelse. Kuml 1990, s. 119-132. Olesen, L. H. 1999: Vikingegårde ved Nørre Felding kirke. Holstebro Museums Årsskrift 1998, s.
27-40. Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat (red.) 1987: Danmarks længste udgravning. Arkæologi
på naturgassens vej 1979-86. Poul Kristensens Forlag. Herning. Skov, H. 1997: Udgravningerne ved Aarhus Katedralskole i 1994-95. Kuml 1995-96, s. 189-206. -1998: Udgravningerne i Århus Midtby 1994-97. Kuml 1997-98, s. 227-294. Stoumann, I. 1980: Sædding. A Viking-age Village near Esbjerg. Acta Archaeologica Vol. 50,
1979, s. 95-118. Thomsen, P.O. 1987: Lundeborg I. Havn og handelsplads fra 3. og 4. århundrede efter Kr. Årbog
for Svendborg og Omegns Museum 1986, s.12-52. Tornbjerg, S.Å. 1991: Varpelev gennem 2000 år - Rapport fra et arkæologisk rekognoscerings- og
udgravningsprojekt i Varpelev ejerlaug. Køge Museum 1990. Årbog for Køge Museum 1990, s. 75-94.
-1998: Toftegård - en fundrig gård fra sen jernalder og vikingetid. I: L. Larsson & B. Hårdh (red.): Centrala platser, centrala frågor. Samhällsstrukturen under Järnåldern, s. 217-232. Uppåk-rastudier 1. Acta Archaeologica Lundensia, Series in 8o, No. 28. Lund.
Ulriksen, J. 1990: Teorier og virkelighed i forbindelse med lokalisering af anløbspladser fra germa-nertid og vikingetid i Danmark. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1990, s. 69-101.
-1998: Anløbspladser. Besejling og bebyggelse i Danmark mellem 200 og 1100 e.Kr. En studie af søfartens pladser på baggrund af undersøgelser i Roskilde Fjord. Roskilde.
-1999: En ejendommelig sag. ROMU. Årsskrift for Roskilde Museum 1998, s.7-28. -2000: Vindeboder - Roskildes tidlige havnekvarter. I: T. Christensen & M. Andersen (red.): Civitas
Roscald – fra byens begyndelse, s. 145-198. Roskilde Museums Forlag.
16
17
Støbning af ovale skålspænder i Ribe - type- og teknikvariation Claus Feveile Metalstøberens affald er et af de mest infor-mationsgivende affaldstyper, der findes fra de forskellige håndværkere i markedspladslagene fra 8. og 9. århundrede i Ribe. Det samlede affaldsmateriale består dels af rester af blæse-bælgsbeskyttere – også kaldet avlsten – dig-ler, smelteklumper af metal, vægtlodder af bly, enkelte modeller ligeledes af bly, samt ikke mindst de ituslåede fragmenter af lerstø-beforme. Herigennem får man et direkte ind-blik i de teknikker, der blev anvendt for at kunne foretage de til tider ret komplicerede støbninger, dels giver støbeformsfragmenter-ne et indblik i, hvilke genstandstyper der blev produceret, både totalt set, samt i de enkelte værksteder. I det følgende vil der blive foku-seret på støbeformsfragmenter til skålspæn-der, især de typer der kan henføres til Berdal-gruppen1. Udgangspunktet er det støbe-formsmateriale der fremkom ved Posthusud-gravningen i 1990-91. I Ribe er der indtil videre fremkommet ca. 10.000 støbeformsfragmenter ved en lang række udgravninger, hvoraf kun materialet fra 1970’ernes udgravninger er publiceret (Mad-sen 1984). Langt hovedparten er uden spor af tekniske elementer og uden aftryk af den gen-stand der blev støbt - de såkaldte ”busse-mænd” - mens det enten alene eller i kombi-nation er til stede på de resterende ca. 2000-2500 stykker. Støbeformsfragmenter findes på næsten alle udgravninger, der har berørt markedspladsens lag, men med en tilsyneladende klumpning omkring pladsens centrale del (fig. 1). På en række af udgravningerne har de stra-tigrafiske forhold været så gode, at der har kunnet etableres en meget finmasket faseind-deling. Ud over en relativ kronologi, har det tillige været muligt ud fra dendrokronologi, møntdateringer samt en arkæologisk datering af de fundne genstandsgrupper, at fæstne den-
ne relative kronologi absolut. Det er således muligt at datere de enkelte faser ved f.eks. Posthusudgravningen indenfor ét eller få årti-er (fig. 2) (Feveile & Jensen 2000). Teknik Formfragmenterne til de skålformede spænder af Berdalgruppen udviser en række tekniske elementer, der gør det muligt at opdele mate-rialet i tre formtyper, mens den fine stratigrafi muliggør en kronologisk placering af disse. Grundlæggende er der tale om flerdelte for-me, der tilsammen danner én form. Formen kan kun anvendes én gang, idet den må slås itu for at få det støbte skålspænde ud af for-men. Underformene er ganske dårligt repræ-senteret, ganske enkelt fordi det i nogen grad har været nødvendigt at ”grave” formmassen
Fig. 1. Bykort med udgravningernes placering, samt an-givelse af de væsentligste forekomster af støbeforms-fragmenter.
18
ud af spændets indre, hvorved underformen er blevet helt knust. Som det fremgår af figur 3a, består den ene type af en todelt form med enkelt indløb. De to formdele fastholdes i forhold til hinanden ved hjælp af en række styrehakker og -tappe rundt langs standfladen. Overformen er nor-malt nogenlunde jævnt tyk. En anden type (fig. 3b) er mere kompliceret, idet overformen er delt i enten to eller tre de-le. Delingen fremkommer ved, at formen er delt på langs, enten fortsættende ud gennem ”enkelt”-indløbet, eller indløbet udgør en selvstændig formdel. Det kan iagttages, at den langsgående inddeling ikke tager hensyn til skålspændets ornamentik – eller omvendt – således gennemskæres de gribedyr, der findes placeret på spændets ryg- og endefelter. Som det også var kendetegnende på den første ty-pe, er overformen jævntyk. Standfladen er flad og der er kun få styrehak og -tappe, som regel placeret helt yderligt ved formdelenes ender. Der ses ingen styrehak/tappe i delefla-den mellem de to overdele – antagelig fikse-res de to formdele i kraft af de styrehak/tappe der er mellem overform-delene og underfor-
men. Endnu et særkende ved disse forme er, at de som regel er helt sorte på indersiden. Den tredje hovedtype (fig. 3c) er en todelt form, i lighed med den første type. Den ad-skiller sig dog på en række områder. Således deler indløbet sig i to kanaler – et såkaldt Y-indløb. Overformens standflade er ganske smal – kun ca. 2-4 mm – og hele ydersiden er skråt afskåret, således at der dannes en styre-facet. Denne modsvares på underformen af en omkringløbende styreliste, hvorved de to formdele fikseres i forhold til hinanden. Over-formen aftager kraftigt i tykkelse opad. Inder-siden er normalt ganske lys på disse forme, enten gulbrun eller lysegrå. For alle tre typer gør det sig gældende at indløbene kan variere ret betragteligt. På nog-le spænder er det kort, på andre langt og beg-ge kan kombineres med enten ret brede eller smalle indløbskanaler. Disse forskelle kan tolkes på flere måder. F.eks. at udformingen ikke har haft den helt store betydning, eller at den netop har været vigtig og at man har eks-perimenteret med forskellige udformninger, eller at der f.eks. har været forskellige varian-ter af indløb, afhængig af den enkelte støbe-forms udformning.
Mønter Keramik StøbeformsfragmenterImporteret
Fase
r
Dat
erin
g
Scea
ttas
<> W
/M
Scea
ttas
= W
/M
Dirh
emer
, ara
bisk
e
"Hed
eby"
-møn
ter
Bysa
ntin
sk b
lyse
gl c
. 840
Mus
chel
grus
s
Bad
orf
Rel
ief B
and
Ørs
næs
type
N
Rib
e 9
Berd
al s
pænd
er
Lige
arm
ede
spæ
nder
Run
d-sp
ænd
er
Hja
ltefo
rmed
e sp
ænd
er
Rek
tang
ulæ
re s
pænd
er
Fase
r
J 12.-13. Årh. 1 3 J
H og I 820-850 > 5 1 21 17 5 161 11 2 1 19 H og IG 800-820 2 37 2 2 1 120 40 9 4 3 GF 790-800 4 45 2 12 81 2 2 FE 780-790 1 7 > 4 33 11 2 ED 760-780 2 5 5 3 DC 725-760 16 12 CB 705-725 7 2 B
A AAA AA
Vikinge-tiden
Yngre germansk jernalder
Fig. 2. Kronologisk fordeling af støbeformsfragmenter m.m. ved Posthusudgravningen. Jf. Feveile & Jensen 2000.
19
a
b c
Fig. 3. De tre formtyper der kan iagttages i Ribe-materialet.
20
Den første formtype (fig. 3a) findes i alle fa-serne med støbeforme til Berdalspænder. Der er altså tale om en gennemgående type. Typen med delt overform og evt. løst indløb (fig. 3b) er særlig hyppig i fase F og G, hvorefter den næsten forsvinder, mens typen med Y-indløb,
styrefacet og lys inderside er særligt domine-rende i den yngste fase H/I. Formene gen-nemgår altså med andre ord en klar teknisk udvikling gennem de op til max. ca. 60 år, som støbeformene til Berdalspænderne repræ-senterer (fig. 4).
FaseDelt overform
Enkelt-indløb Y-indløb
Flad standflade Styrefacet
Sort inderside
Grå inderside
Gulbrun inderside
H/I 7 5 12 5 60 18 17 95
G 29 19 7 8 10 22 10 25
F 14 11 4 13 1 16 7 8
E 3 6 1 2
D 1
C 2
B Fig. 4. Forekomsten af udvalgte tekniske elementer, fordelt på faser. I tilfælde, hvor f.eks. 2 fragmenter er sammen-limet og udviser delt overform, sættes forekomsten til værdien 1. Tallene afspejler således antallet af forekomster, ikke antallet af fragmenter med et særligt teknisk element.
Fase Skå
lform
et
spæ
nde
Lige
arm
et
spæ
nde
Hes
t/ ry
tter
Rek
tang
ulæ
rt sp
ænd
e
Run
d-sp
ænd
e
Mas
ke
Rin
g/ s
kive
Svæ
rd-h
jalte
Nål
Ove
rfald
Nøg
le
Bar
re
Uke
ndt
Ude
finer
et m
ed
aftry
k
Ude
finde
ret u
den
aftry
k
Tota
l
U. fase 42 2 1 2 2 12 354 415
J 3 1 17 21
H/I 216 11 20 18 2 2 2 2 17 28 1434 1752
G 231 36 2 5 15 3 3 2 55 56 2190 2598
F 160 2 1 2 1 2 15 33 1464 1680
E 27 1 4 1 8 5 287 333
D 10 3 11 44 6 12 22 11 189 308
C 20 1 5 2 1 13 7 76 125BAAATotal 709 51 22 25 19 4 5 11 53 4 16 17 133 152 6011 7232
Fig. 5. Fordeling af fragmenter fra Posthusudgravningen på hovedtyper1. Faserne AA og A er henholdsvis muldlag og fygesand. Bemærk, at der ikke fandtes støbeforme i den ældste markedspladsfase, fase B.
21
Typevariation På overformenes inderside er der til tider be-varet et aftryk af den støbte genstand. Ud af Posthusmaterialets 7232 støbeformsfragmen-ter var dette tilfældet på i alt 1221 fragmenter. Heraf kan 709 fragmenter henføres til skål-formede spænder (fig. 5). De i alt 709 fragmenter fra skålformede spænder med et bevaret aftryk, kan opdeles i en række typer (fig. 6). Som det fremgår fin-des fragmenter til Ørsnes type N kun i fase C og D – de findes altså ikke sammen med fragmenter til Berdalspænder. I fase E frem-kommer en helt ny type, her kaldet Ribe 9 (fig. 7a). Det er en selvstændig type, der både er erkendt i støbeformsmaterialet fra Posthus-udgravningen samt gennem et spænde fra Fyn. I lighed med Berdalspænderne har også Ribe 9 et midterfelt på langs og 6 symmetrisk placerede cirkler. Ribe 9-typen savner imid-lertid Berdalspændernes gribedyr. På hver af sidefelterne ses her et dyr, som primært består af to kraftige fødder og lårbuer, mens hovedet kun er antydet som en udetaljeret knop. De to endefelter er udfyldt med et ophøjet parti, hvis tydning er uklar. Ribe 9-typen har såle-des en række fællestræk med Berdalspænder-ne, men savner disses gribedyr. På baggrund
af deres forekomst i Posthusstratigrafien er det en nærliggende tanke at opfatte Ribe 9-typen som prototype for Berdalspænderne. Fra og med fase F findes der ret store mængder støbeformsfragmenter til Berdal-spænder. Et særkende ved støbeformene til Berdalspænderne er, at de oftest er ret ”rå”. Næsten alle elementerne står blanke og rene uden yderligere ornamentik end den, der fremkommer ved den plastiske virkning (f.eks. Ribe 9, JP13A, JP15B og JP17 jf. fig. 7). Dette er i stor kontrast til de færdige spænder, som især kendes fra grave. På disse spænder er de fleste flader og krumninger næ-sten fladedækket af indstemplinger og –punslinger. Der foregår med andre ord en kraftig efterbearbejdning af spænderne efter støbning. En enkelt anden detalje må også bemærkes. I Ribe-materialet til JP15 findes gennem faserne F-H/I kun én kantvariant, be-stående af nederst en grov perlekant, herover et blankt felt, der afløses af en ligeledes blank vulst. Herover findes cirkel- og gribedyrsfel-terne. Denne kanttype kan kun danne grund-model til et fåtal af de JP15 spænder der er fremkommet i grave rundt om i Skandinavien – Ribe var altså tilsyneladende ikke det eneste sted, disse spænder blev fremstillet2.
Fase N Ribe 9 JP 11 JP 11B JP 12 JP 13 JP 14 JP 15 JP 16 JP 17 Ukendt Udefineret Total
U. fase 1 4 1 3 18 1 1 2 11 42
J 3 3
H/I 1 46 102 1 17 3 46 216
G 2 6 11 27 30 3 31 4 42 6 69 231
F 11 1 1 3 3 5 31 32 4 11 58 160
E 11 2 1 13 27
D 6 4 10
C 18 2 20BAAATotal 25 28 7 12 32 84 8 186 38 64 22 203 709 Fig. 6. Fordeling af fragmenter til skålformede spænder fra Posthusudgravningen. N = Ørsnes type N. Ukendt: etfragment der er så godt bevaret og så stort, at det med sikkerhed IKKE stammer fra én af de udskilte typer. Udefineret:et fragment der er så dårligt bevaret eller så lille at det ikke kan bestemmes nærmere. Sidstnævnte må således oftestformodes at stamme fra én af de udskilte typer.
22
a
b
c d
23
e f
g
h
Fig. 7. Eksempler på rekonstruerede støbeforme. a: Ribe 9, b: JP11B, c: JP12, d: JP13B, e: JP15B, f: JP17, g: Ligearmet fibel, ASR 1085 og h: rektangulær fibel.
24
Væsentligt er det endvidere, at alle hovedty-perne optræder samtidigt og fra starten. Der er altså ikke tale om, at nogle af disse spænder i deres grundformer er væsentligt yngre eller ældre end andre – de produceres samtidigt. Måske er der en lille tendens til, at fragmenter af ukendt type er hyppigst i de ældste faser, hvorefter de gradvist forsvinder. Tallene er dog små, og en enkelt koncentration af støbe-formsfragmenter kan helt forrykke balancen. Det tyder dog på, at der i starten af produktionsperioden har været en ”eksperi-menterende fase”, repræsenteret ved Ribe 9-typen og flere ”Ukendte” typer, hvor hånd-værkerne har prøvet de nye udtryk af. Kun-dernes efterspørgsel – eller andre hensyn? – har herefter fastlagt det udbud og den udtryks-form, som spænderne er et udtryk for. Samtidig kan der måske også anes en ind-skrænkning i typeudvalget, idet JP 13, JP15 og JP17 er næsten enerådende i fase H/I. Igen må man dog være forsigtig med for bastante konklusioner – muligvis er der blot tale om, at den håndværker der har leveret hovedparten af affaldsmaterialet i fase H/I kun producere-de disse typer, mens man måske kun få meter derfra fremstillede helt anderledes typer. Der er flere eksempler i Ribe på, at én eller flere typer af spænder er godt repræsenteret ét sted og fraværende andre steder.
Til belysning af dette skal der her præsente-res to koncentrationer af støbeforme frem-kommet ved udgravninger to forskellige ste-der i Ribe. Den ene koncentration stammer fra Posthu-set, fase H/I og består af i alt 436 fragmenter, der fandtes samlet indenfor ca. en halv gange en halv meter, smidt ud i grøften fra et nær-liggende værksted (fig. 8). Sammen med stø-beformskoncentrationen fandtes også en blæ-sebælgsbeskytter af sten. Fragmenterne stammer hovedsagelig fra tre smykketyper: En hest med rytter (Jensen 1991:35), et rektangulært spænde i gennem-brudt arbejde (fig. 7h), samt det skålformede spænde af typen JP 15B (fig. 7e). Det antages endvidere, at de 21 fragmenter af JP15, der ikke i sig selv kan bestemmes til variant B, alligevel tilhører denne variant. Årsagen til dette er, at det kun på særlige steder af spæn-det er muligt at adskille JP 15 variant A og B3. Yderligere er det muligt at knytte koncen-trationen til en række værksteds- og gulvlag på en nærliggende parcel. Her går en række af de samme typer igen, men i værkstedet findes også andre typer af skålformede spænder, nemlig JP13A, JP13B og JP17. I dette tilfælde er det altså sikkert, at håndværkeren i det samme værksted – og på samme tid – produ-cerede både JP13A, JP13B, JP15B og JP17, samt flere andre smykketyper.
Skålformede:
Udef.Hest m.
rytterRektangulært
spænde Ukendt JP13BJP15 u.var. JP15B JP17
Udef. Skålf. Total
329 17 12 1 1 21 41 1 13 436 Fig. 8. Støbeformskoncentration, Posthusudgravningen, fase H.
Skålformede:
Udef.Ligearmet spænde Nål Nøgle JP12 JP15
Udef. Skålf. Total
372 62 1 1 82 1 11 530 Fig. 9. Støbeformskoncentration, Gasværksudgravningen, ASR 1085.
25
Den anden koncentration fandtes i 1993 ved udgravning på Gasværksgrunden og består af 530 fragmenter. Den fremkom i toppen af en meget stor grube. Stratigrafien kan ikke umiddelbart tilknyttes faserne på Posthuset og der fandtes heller ingen værkstedslag i umid-delbar tilknytning, men der er dog ingen tvivl om, at fundet fremkom i en sammenhæng, der kan sidestilles med Posthusudgravningens fa-se G/H/I (fig. 9). Koncentrationen indeholdt næsten udeluk-kende fragmenter af én type ligearmet spænde (fig. 7g), samt det skålformede spænde JP 12 (fig. 7c), som ellers er ret fåtalligt repræsente-ret andre steder i Ribe. Væsentligt for de to fund er, at der i begge koncentrationer – der uden tvivl hver især re-præsenterer ét samlet udsmid fra en produkti-on – findes mere end én type repræsenteret. Håndværkeren var altså ikke så specialiseret,
at han udelukkende begav sig af med smykker af én type eller for den sags skyld med kun én type af skålformede spænder. Derimod har hans typeudvalg været ret varieret og omfattet både smykker og brugsgenstande som. f.eks. nøgler, nåle, overfald til skrin m.m. På det foreliggende grundlag har der altså ikke været tale om en specialist i skålformede spænder. Metalstøberen i Ribe var ikke be-grænset i sit typeudvalg til kun én type; han var i stand til at støbe vidt forskellige gen-standstyper, hvor Berdalspænder blot er en enkelt af dem. Indenfor gruppen af Ber-dalspænder er det endvidere tydeligt, at den enkelte håndværker på samme tid producere-de helt forskellige typer. Mens metalstøberen således ikke var specia-liseret i sit typeudvalg, er der dog på den an-den side ingen tvivl om, at han var en specia-list i sit fag.
Noter 1 Artiklens resultater bygger primært på mit upublicerede hovedfagsspeciale: ”Støbeforme til ovale skålspænder fra Ri-be – fragmenter af en produktion”, Aarhus Universitet 1994. Støbeformene til de skålformede spænder er grundlæg-gende opdelt efter Jan Petersens ”typologi” i mangel af bedre inddelinger. ”Berdal”-gruppen omfatter typerne JP11 til JP24, med enkelte modifikationer, som det ikke er muligt at gøre nærmere rede for i denne sammenhæng. 2 Der kendes da også støbeformsmateriale til Berdalspænder i Hedeby, bl.a. JP 15, JP 23/24, JP47. Paulsen 1933, s. 27,Capelle 1968 og 1970, Jankuhn 1986. I Birka findes ligeledes et meget stort støbeformsmateriale. Der er dog udeluk-kende tale om typer, der ikke genfindes i Ribe-materialet (Ambrosiani 1992; 1996). 3 Det er ikke muligt ved denne lejlighed at dokumentere forskellene. Grundlæggende kan det dog siges, at JP 15A har cirkulære cirkelfelter, mens det midterste cirkelfelt ved JP15B er uregelmæssigt rundt. Ligeledes er der forskelle i ud-formningen af de lodretstående rhomber, der afslutter cirkelfelterne ned mod kantbåndet.
26
1 Artiklens resultater bygger primært på mit upublice-rede hovedfagsspeciale: ”Støbeforme til ovale skål-spænder fra Ribe – fragmenter af en produktion”, Aar-hus Universitet 1994. Støbeformene til de skålformede spænder er grundlæggende opdelt efter Jan Petersens ”typologi” i mangel af bedre inddelinger. ”Berdal”-gruppen omfatter typerne JP11 til JP24, med enkelte modifikationer, som der ikke er muligt at gøre nærmere rede for i denne sammenhæng. 2 Der kendes da også støbeformsmateriale til Ber-dalspænder i Hedeby, bl.a. JP 15, JP 23/24, JP47. Paul-sen 1933, s. 27, Capelle 1968 og 1970, Jankuhn 1986. I Birka findes ligeledes et meget stort støbeformsmateri-ale. Der er dog udelukkende tale om typer, der ikke genfindes i Ribe-materialet (Ambrosiani 1992; 1996). 3 Det er ikke muligt ved denne lejlighed at dokumente-re forskellene. Grundlæggende kan det dog siges, at JP 15A har cirkulære cirkelfelter, mens det midterste cir-kelfelt ved JP15B er uregelmæssigt rundt. Ligeledes er der forskelle i udformningen af de lodretstående rhom-ber , der afslutter cirkelfelterne ned mod kantbåndet.
Litteratur Ambrosiani, B. 1992: Gjutformar i Birka – en sensation. Birka vikingastaden. Vol. 2, s. 34-42.
Stockholm. -1996: De tvo sista grävningsåren 1994-95. Birka vikingastaden. Vol. 5, s. 6-44. Stockholm. Capelle, T. 1968: Der Metallschmuck von Haithabu. Studien zur wikingischen Metallkunst. Neu-
münster. -1970: Metallschmuck aus Haithabu (Ausg. 1963-64). Berichte über die Ausgrabungen in Haithabu.
Bericht 4. Neumünster. Feveile, C. og S. Jensen 2000: Ribe in the 8th and 9th century. A Contribution to the Archaeological
Chronology of North Western Europe. Acta Archaeologica. Vol. 71, s. 9-24. Jankuhn, H. 1986: Haithabu. Ein Handelsplatz der Wikingerzeit. 8. udgave. Neumünster. Jensen, Stig. 1991: Ribes Vikinger. Ribe. Madsen, H. B. 1984: Metal-casting. Techniques, Production and Workshops. I: M. Bencard (red.)
Ribe Excavations 1970-76 Vol. 2. Esbjerg. Paulsen, P. 1933: Studien zur Wikinger-Kultur. Neumünster. Petersen, J. 1928: Vikingetidens smykker. Stavanger. Ørsnes, M. 1966: Form og Stil i Sydskandinaviens germanske jernalder. Nationalmuseets Skrifter
XI. København.
27
Kobberlegeringer i jernalder og vikingetid Arne Jouttijärvi Indledning Der er gennem de sidste 30 år lavet et meget stort antal analyser af arkæologiske genstande af kobberlegeringer. Skønsmæssigt er det samlede antal nok omkring 50.000. Bortset fra enkelte større projekter, som udelukkende behandler materiale fra bronzealderen, fore-ligger de fleste af analyserne som mindre ana-lyseserier i publikationer om enkelte lokalite-ter. Der er indtil nu ikke gjort noget forsøg på at skabe et samlet overblik over udviklingen i anvendelsen af kobberlegeringer i hele perio-den fra bronzealder til middelalder. Det er det der forsøges gjort i denne artikel, som er baseret på en database, foreløbigt in-deholdende ca. 12.000 publicerede og upubli-cerede analyser, som er indsamlet af forfatte-ren. Det vil være uoverkommeligt på en begræn-set plads at gøre rede for alle de legeringsty-per, som gennem jernalderen er blevet an-vendt til forskellige typer genstande. I denne artikel beskrives den overordnede udvikling derfor med udgangspunkt i to genstandstyper, nemlig små støbte genstande som fibler og brocher og større smedede beholdere. Baggrunden i bronzealderen For at forstå kobberlegeringernes udvikling i jernalderen er det nødvendigt at kende lidt til baggrunden. Ved begyndelsen af 2. årtusinde f. Kr. hav-de tinbronzen udkonkurreret de arsenholdige legeringer og siden været den totalt domine-rende kobberlegering. Arsen forsvandt dog ikke fra bronzerne med det samme. Ved gen-opsmeltning af gamle genstande fordampede en del, og ved tilførsel af ny kobber blev ar-senindholdet yderligere fortyndet. Man kan dog stadig finde arsenindhold på op mod 1%
helt frem til slutningen af førromersk jernal-der. Man ser tit anført, at bronzealderens bronze var en legering med ca. 10% tin, men så ens-artet var bronzens sammensætning dog ikke. Den kunne således indeholde fra ca. 3 til ca. 15% tin. Inden for dette interval varierer bronzens egenskaber væsentligt, idet større tinindhold gør metallet hårdere, men også sprødere. Ved tinindhold under ca. 10% kan bronzen ikke blot støbes, men også smedes. Bronzer af denne type var derfor meget an-vendt til smedede arbejder som spande og kar. Bliver tinindholdet højere, er bronzen så hård, at den kun i mindre grad lader sig forme ved andet end støbning. Til gengæld kan disse legeringer gøres ret hårde ved koldsmedning af f. eks. et ægparti. De var derfor ideelle til redskaber og våben som økser og sværd. Førromersk jernalder Umiddelbart synes overgangen til jernalderen ikke at medføre nogen større ændringer i an-vendelsen af kobberlegeringer. Det var stadig tinbronzen, som var altdominerende. Blot ske-te der naturligvis en ændring i de genstands-typer, som støbtes i bronze. De store genstan-de som redskaber og våben forsvandt, og bronzen fik nu primært en dekorativ betyd-ning i form af fibler, dragtnåle og beslag. De mindre genstandstyper gav sig udslag i anvendelsen af mindre digler. De store pære- eller træskoformede bronzealderdigler for-svandt således og erstattedes af mindre, pære-formede digler, som kendes fra flere danske fund, bl. a. Vitved og Vildbjerg (Andersen & Madsen 1984). Desuden kom der ude i Euro-pa en ny digeltype til, nemlig den oprette, me-re eller mindre cylinderformede digel. Denne type optræder dog ikke herhjemme i førro-mersk jernalder (fig. 1).
28
Digelstørrelsen er dog ikke det eneste støbe-tekniske forhold, der ændrede sig. De store bronzealderdigler er altid tykke i godset og fremstillet af en ler med en relativt dårlig ild-fasthed. De er altid glaseret på indersiden, medens ydersiden ikke er særlig kraftigt var-mepåvirket. Jernalderens digler er tyndere i godset og er altid kraftigst varmepåvirket på ydersiden. Desuden er de fremstillet af væsentligt mere sandmagret, og dermed ildfast, ler. De små pæreformede digler har desuden oftest været overdækket med en form for ”låg” af ler. Som det er blevet foreslået af Helge Brinch Madsen, Konservatorskolen, skyldes disse ændringer sandsynligvis en ændring af ildste-dets udformning. Bronzestøberne havde gen-nem flere tusinde år brugt bælge med vinkel-formet blæsetud for at blæse luften ned i træ-kul, som lå ovenpå diglen. Med jernteknolo-gien kom den sideblæste esse, og denne tek-nik blev tilsyneladende overtaget af bronze-støberne. Ved brug af sideblæst sker opvarmningen omkring diglen og ikke ovenpå selve metallet. Diglen bliver derfor varmere og må være me-re ildfast, samtidig med at dens sider helst skal være tynde, da de ellers isolerer for me-get til at tilstrækkeligt med varme kan komme igennem til metallet. En mulig årsag til, at jernhåndværket på denne måde fik indflydelse på bronzestøbe-rens teknik, kan være, at det var de samme håndværkere, som arbejdede med begge me-taller. Sammen med de førromerske digler fra Vitved fandtes således små stykker af jern-slagge, og som et andet eksempel kan nævnes et værksted fra Kværndrup på Fyn (Thomsen 1999), dateret til romersk jernalder. Hånd-værkeren her har tilsyneladende ikke blot ar-bejdet med støbning af kobberlegeringer, men også støbt sølv og guld. Tilstedeværelsen af slagger synes også her at vise, at han desuden har smedet jern. Det nye metal er derfor ikke nødvendigvis blevet fulgt af nye håndværke-re, men er blevet overtaget af de håndværkere, som i forvejen arbejdede med metaller.
Selv om den altdominerende kobberlegering i førromersk jernalder stadig var tinbronzen, var der dog sket visse ændringer i dens sam-mensætning. Allerede i slutningen af 2. årtu-sinde f. Kr. kom der således et nyt element ind, nemlig bly. I begyndelsen af 1. årtusinde f. Kr. havde anvendelsen af blyholdige bronzer bredt sig til størstedelen af Europa. Analyser af gen-stande fra England viser således, at blyind-holdet i mellemste bronzealder (MBA, 1600-1200 f. Kr.) er lavere end 0,2%, medens det i den sene bronzealder (LBA, 1200-600 f. Kr.) sjældent er under 2%. Anvendelsen og mængden af bly i bronze synes generelt at være noget tilfældig. Kun få genstandstyper, specielt betalingsmidler, sy-nes at have et konsekvent indhold af bly. An-vendelsen er dog begrænset til støbte gen-stande. Dette skyldes, at tilsætning af bly, i det mindste op til ca. 2%, gør det smeltede metal væsentligt mere letflydende. Samtidig nedsættes smeltepunktet af legeringen (også
Fig. 1.
29
over 2% bly). Herved gøres støbningen lette-re. Desuden er de støbte emner lettere at ef-terbearbejde ved boring, filning eller slibning. Blyholdige bronzer egner sig derimod ikke til smedede emner. Grunden er, at blyet ikke er opløseligt i kobberen. Det vil derfor samle sig til runde kugler, eller, hvis indholdet over-stiger et par procent, til større "søer". Hvis emnet deformeres ved smedning, vil det have en tendens til at revne i grænsefladerne mel-lem bly og kobber. Bly har desuden en tendens til at koncentre-res ved overfladen. Dette bly vil blive tværet ud ved polering, så etruskiske og græske spej-le er sjældent fremstillet af blyholdig bronze. De romerske spejle indeholder derimod oftest bly. Her blev spejlfladen dog heller ikke dan-net af bronzen selv, men af en pålagt fortin-ning. Blyinklusioner ved et emnes overflade vil også umuliggøre en lueforgyldning, da bly er opløseligt i kviksølv. Theophilus skriver såle-des: ”hvis du ser hvide pletter fremkomme på
forgyldningen, så den ikke vil tørre jævnt er fejlen denne.... af bly fordi kobberet ikke var renset og raffineret fri for det”. Støbte emner, der skulle forgyldes, var der-for ofte fremstillet af kobber med blot én eller to procent tin, medens smedede emner var af rent kobber. Et kendt eksempel på en lege-ring, som er støbt for at skulle forgyldes, er hestene på Markuskirken i Venedig. De består af kobber med kun omkring 1% tin og må ha-ve været overordentligt svære at støbe. Introduktionen af bly i kobberlegeringer kan være affødt af den begyndende produktion af sølv til udmøntning. Af speciel betydning kan Athens sølvminer ved Laurion have været, idet sølvproduktionen her startede netop i slutningen af 2. årtusinde f. Kr., samtidig med at bly begynder at forekomme i bronzen. Bly blev således oftest produceret som et biprodukt ved sølvudvinding, idet sølv bliver fremstillet på baggrund af blymalme indehol-dende 0,1-1% sølv. Først reduceres både bly og sølv ud af malmen ved en simpel redukti-
Fig. 2. Udviklingen i det gennemsnitlige blyindhold i kobberlegeringer.
30
onsproces. Ved en efterfølgende kupellation oxideres blyet igen, medens sølvet bliver ladt tilbage som metal. Kupellationen foregår ved, at der bliver blæst luft på overfladen af det smeltede metal. Den dannede blyoxid skum-mes hele tiden af, så nyt metal bliver frilagt. Til sidst kan blyet igen omdannes til metal ved en simpel reduktionsproces. Blyproduktionen var derfor stor, og metallet var derfor billigt. Det er derfor sandsynligt, at blytilsætning primært er blevet brugt for at ”strække” bronzen og dermed gøre den billi-gere. Der er således intet, der tyder på, at bly skulle være brugt som erstatning for tin. De to metaller blev ellers anset for at være to sider af samme sag, og de bliver af Plinius omtalt som henholdsvis: ”hvidt bly” (tin) og ”sort bly” (bly). Hvis man fraregner blyindholdet, får man et relativt ensartet tinindhold i legeringerne med en middelværdi på ca. 9% tin (fig. 3). Dette viser, at udgangspunktet for de blyholdige bronzer har været almindelige tinbronzer, som man derefter har tilsat varierende mængder bly.
I 1. årtusinde f. Kr., medens bronzens ud-bredelse var på sit højeste, udvikledes en ny legering et sted mellem Lilleasien og Indien. Det var messing, en legering bestående af kobber og zink. Zink forekommer yderst sparsomt som me-tallisk materiale i oldtiden, hvilket skyldes at der kræves en helt speciel teknik til udvindin-gen. Det er da også betegnende, at zink aldrig fik et selvstændigt navn på græsk eller latin. Det blev blot betegnet som “falsk sølv”. Det specielle ved zink, er at det har et lavt kogepunkt (906oC). I en almindelig skaktovn vil det derfor fordampe og forsvinde op gen-nem skorstenen. Det eneste metalliske zink, man vil få ud af en sådan proces, vil være små dråber, som tilfældigt er kondenseret på ov-nens inderside. En sådan afdampning af zink fra blandede malme må antages at have været almindelig ved udvinding af bly og sølv. Drå-ber af såkaldt “falsk sølv” eller “conterfei-tum” kunne således i 1500-talet findes i sølv- og bly-udvindingsovne i Goslar i Harzen. Man kendte dog også til zinkmalm, som omtales i Strabos "Geografi" (8. bog): ”Der
Fig. 3. Tinindhold i kobberlegeringer før blytilsætning.
31
findes en sten nær Andreia, som afgiver jern når den brændes. Efter behandling i en ovn med en speciel jord afgiver den dråber af falsk sølv. Ved tilsætning af dette til kobber fås blandingen som nogen kalder oreichalkos. Teksten er taget fra en tidligere forfatter Theopompus af Chios' værk "Philippica”, skrevet i 4. årh. f. Kr. Andreia var en by i Frygien i det nuværende vestlige Anatolien. Den tidligste produktion af messing var så-ledes baseret på små mængder metallisk zink, som ved et tilfælde var fremkommet under sølvudvinding og var derfor af meget begræn-set omfang. Dette har nok været årsag til, at legeringen i tidlige græske tekster omtales som et sjældent og kostbart materiale. Også til Danmark nåede der enkelte gen-stande af messing, allerede i bronzealderen (Liversage 2000), således en ring fra Brunhøj (periode II, 20,1% Zn) og en ring fra Nustrup mark (periode VI, 13,9% Zn). Ellers viser zinken sig primært som en generel stigning i antallet af bronzer med en markant forurening af zink (0,5-5,0%).
Romersk jernalder På græsk kaldtes messing for "Oreichalkos", hvilket betyder "kobber fra bjerget". Efter-hånden ændredes navnet til det latinske "Au-richalcum", som betyder "gyldent kobber". Netop den gyldne farve er nok også, sammen med gode støbeegenskaber, de faktorer, som har haft mest betydning for udbredelsen af messing. Det blev romerne, som for alvor indførte den nye legering. Fra midten af 1. århundrede f. Kr. indledte de således en produktion af messing i stor skala. Denne produktion var baseret på en ny teknologi, og anvendelsen af metallisk zink ved fremstilling af messing blev en undtagelse. Ved den romerske messingproduktion blev zink og kobber legeret ved en proces, som kaldes cementation eller indsætning. Metoden skal dog ikke nødvendigvis tilskrives romer-ne, men synes at opstå omkring 100 f. Kr. i Lilleasien, hvor der på dette tidspunkt be-gyndte at forekomme mønter af messing. Det
Fig. 4. Udviklingen i kobberlegeringens zinkindhold.
32
vedblev at være den almindeligste metode indtil 1800-tallet. Cementationen foregår ved, at zinkmalmen (ofte zinkkarbonat) renses for eventuel bly-malm, hvorefter den ristes for at drive vand af. Zinkmalmen blandes med trækul og an-bringes i en lukket digel sammen med findelt kobber. Diglen opvarmes i en ovn til ca. 1000 oC. Ved opvarmningen reduceres zinkmalmen til zinkdamp, som derefter opløses i kobberet. Temperaturen er meget kritisk, da reaktionen ikke kan foregå ved meget lavere temperatur. Bliver temperaturen derimod ret meget over de 1000oC, smelter den dannede messing og samles i bunden af diglen. Da overfladen her-ved bliver meget mindre, nedsættes den vide-re optagelse af zink kraftigt. Messing fremstillet ved cementation har to karakteristiske egenskaber. Den ene er, at zinkindholdet ved denne proces ikke kan brin-
ges højere op end 28%. Den anden egenskab ved cementations-messing er, at forureninger, specielt jern, fra zinkmalmen også vil blive reduceret og kan gå i opløsning i messingen. Dette gør messin-gen sværere at forarbejde og kan give mis-farvning. I 1700-tallet omtaltes dette som et problem ved fremstilling af kompasser. Jern-indhold i kompashuset kunne således give misvisninger. Indholdet af jern i messing, fremstillet ved cementering, er højere end i samtidige bronzer. Først i 1700-talllet blev messing fremstillet i Europa ved blanding af metallisk kobber og zink, og det blev da bemærket: ”Messingen er fri for knuder og hårde steder som skyldes jernet som findes i andet messing, og denne kvalitet er, siden den respekterer kompasnåle, af stor betydning ved fremstilling af kompas-ser”.
Fig. 5. Forekomsten af zinkholdige legeringer i romertid.
33
Foruden jern vil legeringer fremstillet ved cementering også kunne indeholde en væsent-lig mængde bly, stammende fra zinkmalmen. Der vides ikke meget om romernes produk-tion af messing, og kun i enkelte tilfælde er messingværker lokaliseret ved arkæologiske udgravninger. En stor produktion vides dog at have fundet sted i det nordlige Gallien nær det nuværende Aachen og Stolberg. Desuden fo-regik der en messingproduktion i Anatolien i det nuværende Tyrkiet. Det er da også tyde-ligt, at forekomsten af zinkholdige legeringer er størst netop omkring disse to produktions-centre (fig. 5). Hvor tinbronzen ofte var blevet fremstillet af den enkelte bronzestøber ved blanding af afvejede mængder tin og kobber, var messing centralt fremstillet og skulle blot smeltes og støbes. Bronzestøberne kunne dog også bruge mes-singen som basis for en anden ny legeringsty-pe, som fremkom i romersk jernalder, nemlig rødgods. Rødgods er en legering, som inde-holder både tin og zink, og ofte også bly. Det
mest bemærkelsesværdige ved denne lege-ringstype er, at den har fremragende støbe-egenskaber. Det smeltede metal er således meget letflydende, og man er derfor i stand til at støbe meget fine overfladedetaljer og meget tyndt gods. Sammensætningen af romertidens rødgods er ikke særligt veldefineret, især ikke i yngre romertid. Det er derfor ikke med sik-kerhed muligt at afgøre, hvorvidt udbredelsen af rødgods er et udtryk for en bevidst brug af blandingslegeringernes bedre støbeegenska-ber, eller om det helt eller delvist skyldes en opblanding af messing og bronze ved gen-opsmeltning af gamle genstande. Ren messing blev udelukkende anvendt til små støbte genstande som fibler og seletøjs-beslag. I løbet af 2. århundrede skete der dog en ændring i retning af mere diffuse legeringstyper. Typisk for denne udvikling er sammensætningen af de legeringer, som an-vendtes til fibler (fig. 6-7). Herefter forsvandt messing i det store hele ud og blev erstattet af tinbronze og rødgods.
Fig. 6.
34
Fig. 7.
Fig. 8. Udviklingen i anvendelse af kobberlegeringer.
35
Ser man blot på de fire hovedtyper af legerin-ger (fig. 8), så faldt andelen af tinbronzer fra 90-95% i førromersk jernalder til en nogen-lunde konstant andel på ca. 50% gennem ro-mersk jernalder. Ændringen begyndte i 1. årh. f. Kr. ved, at først messingen og derefter rød-godset introduceredes. Messings andel udgjorde i 1. og 2. århund-rede omkring 15%. Herefter erstattedes det med rødgods. Den samlede andel af zinkhol-dige legeringer kom efterhånden til at udgøre 30-40%. Årsagen til, at man til en given genstand har anvendt en bestemt legering, kan være frem-stillingsteknisk, som eksempelvis støbbarhed, smedbarhed eller egnethed til lueforgyldning. Den kan også være begrundet i et ønske om styrke eller hårdhed, eller legeringen kan være valgt ud fra ønsket om en bestemt farve. Figur 8 viser, at smedede beholdere i romertid blev lavet af tre hovedtyper af legeringer, nemlig rødgods, tinbronze og kobber med mindre end 2% tin. Tinbronzen, der blev anvendt til dette
formål, havde forholdsvist lavt tinindhold, ty-pisk mellem 5 og 10%. Legeringens sammen-sætning er derfor, ligesom den næsten rene kobber, valgt fordi den var let at smede. Rød-gods er også ganske formbar, men kan også være valgt på grund af den mere gyldne farve. At netop farven, også af metalarbejder, har haft stor betydning både for den græske og romerske kultur, kan ses af de græske bronze-statuer, som ofte havde indsatte læber og nav-ler i rent kobber. Et andet eksempel på den romerske begej-string for farvevirkninger kendes fra våbenof-ferfundene. Undersøgelse af en række propel-formede rembeslag fra Ejsbøl har således vist, at de næsten alle har en ensidig overfladebe-lægning, så forside og bagside har stået i for-skellige farver metal. At det har været den po-lykrome virkning, man har villet opnå, kan ses ved at belægningerne i flere tilfælde består af kobberlegeringer. Der har altså ikke været nogen materialemæssig besparelse ved at op-bygge beslagene på denne måde.
Tin og zink i smedede beholdere, romersk jernalder
0
5
10
15
20
25
30
0 5 10 15 20 25Tinindhold (%)
Zink
indh
old
(%)
Fig. 9.
36
En anden kobberlegering, som romerne an-vendte udelukkende på grund af dens farve, var korintisk bronze eller ”Corinthium aes”, som var den romerske betegnelse. Den var dog allerede kendt i Ægypten fra begyndelsen af 18. Dynasti (1554-1305 f. Kr.). Her omta-les den som h´smn-km, som betyder sort kob-ber. Også i græske kilder omtales en sort kob-berlegering, således i Iliaden, hvor der i be-skrivelsen af det skjold Hephaistos lavede til Acilleus står, at dekorationen, foruden ind-lægninger af sølv og guld, også viste bl. a. sorte druer ”og dette til trods for at de var la-vet af guld”. Netop omtalen af guld er væsentlig, idet ko-rintisk bronze er en legering primært indehol-dende kobber og guld, men også ofte sølv og mindre mængder af arsen. Karakteristisk for disse legeringer er netop, at de forholdsvist nemt kan patineres i en dyb purpursort farve og derfor kunne danne en effektfuld baggrund for indlægninger i sølv eller guld. Patineringen blev udført ved behandling med kobbersalte og forskellige organiske sy-rer. En beskrivelse af Zosimus siger specielt, at der ved farvningen anvendes pimpinelle og rabarber, en god kilde til eddike-, malein- og oxalsyre. Hos romerske forfattere findes talrige hen-visninger til korintisk bronze, og det er tyde-ligt, at der er tale om et velkendt, om end eks-klusivt, materiale. Josephus beskriver således hvordan portene til templet i Jerusalem var af korintisk bronze og i værdi langt overgik døre beklædt med sølv og indlagt med guld. Der kendes en del eksempler på korintisk bronze, men endnu er legeringen ikke identificeret i skandinavisk materiale.
Efter det vestromerske riges opløsning sy-nes legeringen helt at blive glemt i Vesteuro-pa, men alkymistiske tekster fra Persien viser, at den her levede videre i middelalderen. Mu-ligvis er det herfra kendskabet til ”sort bron-ze” har bredt sig videre ud langs silkevejen til Kina, og herfra igen til Japan. Muligvis er ud-bredelsen sket endnu tidligere, idet en guld-holdig, violet kobberlegering omtales i en in-disk tekst fra 2. århundrede. I Kina og Japan lever den korintiske bronze videre den dag i dag som henholdsvis Wu Tong (sort kobber) og Shakudo (sort guld). Også i Indien fremstilles en sortpatineret lege-ring: ”Bidri-metal”. Den indeholder dog ikke guld, men er en legering af zink (90-92%) og kobber. Da der blev fremstillet metallisk zink i Indien allerede fra det 9. århundrede, kan Bidri-metal være opstået som en billigere lo-kal efterligning af sorte kobberlegeringer im-porteret fra Vesten. En meget stor del af de kobberlegeringer, som anvendtes i romertid, havde et usædvan-ligt lavt forureningsindhold. Det kan f. eks ses på koboltindholdet (fig. 11), som i førromersk jernalder ligger mellem 0,005 og 0,5, medens størstedelen af romertidens bronzer har et indhold på mindre end 0,005%. Samme bille-de ses for bl. a. nikkel-, bismuth- og arsenind-holdet. Hvad det lave forureningsindhold skyldes, vides ikke med sikkerhed, men man må for-mode, at der enten er tale om, at romerne ud-nyttede specielt forureningsfattige malmlejer, eller at den teknologi, som blev anvendt ved udvinding og raffinering af metallet, gav et meget rent metal.
Fig. 10.
37
Som det fremgår af figuren, forsvandt de for-ureningsfattige kobberlegeringer temmelig brat omkring år 400, hvilket kunne tyde på, at det specielt var den vestromerske produktion af kobberlegeringer, som var kendetegnet af det lave forureningsindhold. Efter det vestromerske riges fald Ved det vestromerske riges opløsning gik mi-nedrift og metaludvinding næsten helt i stå i det vesteuropæiske område. Det medførte et meget pludseligt skift i forholdet mellem de forskellige legeringstyper. Som det fremgår af figur 8, faldt andelen af tinbronze brat fra ca. 50% i 4. århundrede til ca. 20% i 5. årh. Også det rene kobber forsvandt i løbet af 5. og 6. århundrede, for først at dukke op igen i slut-ningen af 9. århundrede. For de små støbte bronzers vedkommende, kulminerede den udvikling mod mindre defi-nerede legeringer, som allerede var begyndt i yngre romertid (fig. 12).
Tidsrummet fra ca. 600 til ca. 900 er den eneste længere periode, hvorfra der næsten ikke kendes genstande fremstillet af rent kob-ber. Selv smedede arbejder, som før ofte var fremstillet af kobber, blev nu udført i rødgods eller tinbronze (fig. 13). I det hele taget virker valget af legeringer til forskellige genstandstyper meget mere tilfæl-digt end i romersk jernalder, og grænserne mellem de enkelte legeringstyper udviskedes. Årsagen til dette var sandsynligvis den manglende produktion af nyt metal, som nød-vendiggjorde en stadig genopsmeltning af gamle genstande. Selv om bronzestøberne i vid udstrækning var i stand til at sortere kob-berlegeringerne, kunne det ikke undgås, at tinbronzer, messinger og rødgodser efterhån-den blev blandet sammen til en slags udefine-ret rødgods. Den messing, som i figur 8 optræder i peri-oden mellem 400 og 800, er næsten udeluk-kende af byzantinsk oprindelse. I det østro-merske rige fortsatte de gamle romerske håndværkstraditioner således uændret helt op til middelalderen.
Fig. 11.
38
Fig. 12.
Fig. 13.
39
Metaludvindingen starter igen Af figur 8 kan det ses, at der i 9. årh. igen ske-te et ret kraftigt skift i anvendelsen af kobber-legeringer. Det mest markante er, at messing igen dukkede op og hurtigt kom til at udgøre en andel på 15-18% . En position legeringen bibeholdt helt til ca. år 1500. Nogenlunde den samme andel udgjorde tinbronzen, medens kobber lå på ca. 10%. De resterende ca. 60% udgjordes af rødgods. Årsagen til at messing og kobber igen duk-ker op, må være en genoptagelse af metalud-vindingen. En væsentlig baggrund for dette var sandsynligvis de europæiske rigsdannel-ser. Med Frankerriget kom der således igen en stærk centralmagt, som var i stand til at skabe den organisation, som måtte stå bag en bety-delig minedrift og udvinding af metaller. Det er i samme periode, at der igen startede en vesteuropæisk sølvproduktion, først omkring Melle i Frankrig, og i 9. århundrede i Ram-melsberg i Harzen, som det beskrives af kro-
nikøren Otfried. Ud over organisationen af metaludvindin-gen gav den stærkere centralmagt også en sikkerhed for den handel og transport, som var nødvendig for at specielt messing kunne blive bragt fra produktionsområdet ud til de europæiske bronzestøbere. Som i romertid var det nemlig områder omkring Aachen, der var centeret for den europæiske messingprodukti-on, og det var herfra, at messing som halvfa-brikata blev distribueret til bronzestøbere over hele Europa. Handelsformen af de zinkholdige legeringer har tilsyneladende været stavformede barrer med en længde på 20-25 cm, en bredde på ca. 1,5 cm og en tykkelse på ca. 1 cm. Vægten ligger gerne mellem 200 og 300 g. Barrene er blevet støbt i aflange åbne forme eller blot i render lavet til formålet i værkstedets gulv. Det er karakteristisk, at tværsnittet oftest er trapezformet med en let fordybning i oversi-den, forårsaget af metallets sammentrækning under størkningen.
Fig. 14.
40
Et depotfund af sådanne barrer kendes fra Rhinen ved Mainz, hvor der i 1891 blev fun-det i alt 57 barrer. Desværre er fundets date-ring uvis, men analyser viste, at der er tale om en type rødgods med ca. 10% zink og 5% tin. En af barrene er forsynet med et stempel, som dog ikke kan læses. I Danmark er fragmenter af rektangulære stavformede barrer ikke ualmindelige i for-bindelse med vikingetidens håndværksplad-ser. De kendes således fra Hedeby, Ribe, Ve-ster Egedesborg og Aunø Vig. Kun barrene fra Hedeby og York er blevet analyseret. I Hedeby var der udelukkende tale om egentlig messing uden noget tinindhold.
Hvis man ser på de legeringer, som anvend-tes til fibler og brocher i vikingetiden (fig. 14), så blev de nu igen ganske veldefinerede. Der er primært tale om messing (1-2) og tin-holdig messing (3). Til forskel fra romertidens messing, som indeholdt 15-25% zink, er der dog nu kommet en ny type messing til med et lavere zinkindhold på kun 5-15%. Der fulgte nu en lang periode på mindst 600 år, hvor forbruget af de forskellige kobberle-geringer var meget konstant. Set med disse øjne udgør vikingetiden derfor i højere grad begyndelsen på middelalder og renæssance, end slutningen på jernalderen.
Litteratur Andersen, S. H. & H. Madsen 1984: Et førromersk bronzestøbefund fra Vitved i Østjylland. Hi-
kuin 10, s. 91-104. Liversage, D. 2000: Interpreting Impurity Patterns in Ancient Bronze: Denmark. Nordiske fortids-
minder. Serie C, Vol. 1. København. Thomsen, P.O.: Ædelt håndværk. Skalk 1999:4, s. 5-10.
41
Stempelornamentik i yngre germanertid - teknik og formål Ken Ravn Hedegaard Stempelornamentikken er i den grad synonym med perioden yngre germanertid i Sydskandi-navien. Mon ikke alle arkæologistuderende på et eller andet tidspunkt har læst om stempel-ornamentik i Mogens Ørsnes’ hæderskronede værk ”Form og Stil” fra 1966? Ørsnes optæller her 21 forskellige stempel-typer fra yngre germanertid (fig. 1). Desværre havde Ørsnes tilsyneladende intet praktisk kendskab til stempelornamentik og derfor overså han, at mange af typerne er kombinati-
oner af ét og samme stempel. Det bliver også overset, at yngre germanertids mest udbredte fibeltype – næbfiblen - ofte har en indstemplet listedekoration med en selvstændig stempel-type - H-stempel. Disse stempler omtales iblandt fagfolk også som perlerands-punsler eller timeglas-stempler. F.eks har den velbe-varede originale næbfibel på fig. 2 en randde-koration lavet med et bredt H-stempel (Thrane 1974:21).
Fig. 1. Mønsterstempler type 1-21. Efter Ørsnes 1966 tavle 8. Indsat:Stregpunsel og H-stempler. Fig. 2. Næbfibel type G2c fra ÅsumEnggård på Fyn (OBM 138x1).Stempeltyper 7,11 og 14, samt liste-dekoration med bredt, kantet H-stempel. Foto Eigil Nikolajsen.
42
Teknik De redskaber, som jernaldersmeden havde brug for til stempelornamentik-arbejdet, ad-skildte sig ikke meget fra de redskaber, man bruger i dag. Redskaberne på fig. 3 prøver at anskueliggøre de vigtigste af disse redskaber. Her er tale om tillempede moderne redskaber - ikke rekonstruktioner af fund af forhistorisk værktøj. Sådanne fund er desværre noget sjældne. I midten er selve arbejdsemnet - en frisk-støbt lille næbfibel! Vi skal hér ikke komme for meget ind på selve støbeteknikken - der jo selvfølgelig er en forudsætning for skabelsen af en bronzefibel. Det bør dog nævnes, at der i 1999 blev fundet flere lerstøbeformsfragmen-ter til næbfibler ved Uppåkra i Skåne (Hårdh 2001 fig. 9). Her er tale om todelte lerforme med indløbet sat i forlængelse af næbfiblernes fodparti. For en mere detaljeret beskrivelse af jernalderens støbeteknik, se f.eks Hedegaard 1992 eller 1994. Det første redskab, som tages i anvendelse, er en nålefil. På fig. 4 fjernes selve indløbet til næbfiblen. Herefter bruges nålefile til at fjer-ne spor af overgang indløb/fiblens fod. Nåle-file var i øvrigt den tids nedstrygere. Den lille slanke minimejsel nederst til ven-stre på fig. 3 er et særdeles effektivt redskab til at fjerne små klart afgrænsede positivt stå-ende støbefejl og støbeflanger. Dette går be-tydeligt hurtigere end ved at bruge filene eller den lille sandsten. Et vigtigt redskab er stiklen! Ved at lægge den ned på siden er den et velegnet redskab til at skrabe små flader blanke. Det bedste resul-tat opnåes ved stikler med let konkave sider (fig. 5). Ved overgangen mellem flade og kantbånd bruges stiklen mere traditionelt. Næbfiblen er under arbejdet fikseret i en til-skåren træklods med et mellemliggende lag af bivoks. Ved slibning af bronzeemner større end en lille fibula ville man formentlig have anvendt en kombination af file, sandsten, tør-ret hajskind og stikler. Fiblens overflade gives en afsluttende pole-ring med skavgræs (Equisetum Hyemale, fig.
6). Denne kiselholdige padderokke er et frem-ragende slibe og polérmiddel. Brugt rigtigt kan det konkurrere med moderne polérskiver og pudsemidler. Det er dog vigtigt, at fiblens overflade ikke bliver helt spejlglat, når man skal til at stempelornamentere eller evt. for-tinne. På en helt glat overflade er det meget svært at få punslen til at slå lige dér, hvor man ønsker ornamentet skal være. Punslen skrider ganske simpelt ud og laver gerne en farlig ra-vage. Vi er nu klar til selve stempelornamenterin-gen (fig. 7-8). Det er vigtigt, at emnet er sat i et let eftergivende materiale - i dag anvendes gerne cicellørbeg. Her er der anvendt en blan-ding af bivoks og harpiks, kombineret med en formskåret træklods i blødt træ. Det havde været mere korrekt, om træklodsen igen var sat på en stor træstub. Den her valgte opstil-ling er mest til glæde for fotografen. På fig. 3 ses to cisellørhamre. Disse er ken-detegnet ved små kontravægte på hovederne, runde slagflader og fortykkede håndtag. Bort-set fra selve punslerne er dette det vigtigste redskab, når der skal stempelornamenteres. Fig. 3 fremviser fire punsler - heraf to om-gjorte moderne dorne. Yderst til venstre ses en såkaldt stregpunsel, dernæst en cirkulær-punsel, en dornpunsel med type H-stempel og en mere kraftig regulær type 14 (efter Ørsnes 1966) mønsterpunsel. Stregpunslen kan ved hjælp af hurtige lette slag trække meget lange linier i en støbt bron-ze og bruges også til at eftergå en støbt orna-mentik. Men den bør måske mere betegnes som et udbedringsredskab end en selvstændig mønsterpunsel. Stregpunslen adskiller sig fra en regulær minimejsel ved at have en sløv let udadsvungen “æg”. Stregpunsler blev flittigt brugt til at lægge dekorative linier på de tidli-ge yngre germanertids fuglefibler. Fugle-fiblerne viser, modsat periodens øvrige fibler, sjældent brug af regulære mønsterstempler. Cirkulær-punslen (“o-stempel”) repræsente-rer det mest almindelige mønsterstempel. Vi kender det fra samtlige historiske perioder, som har haft metalteknologi.
43
Fig. 3. Redskaber til forberedelse og udførelse af stem-pelornamentik. Foto Ken Ravn Hedegaard.
Fig. 4. Afskæring af støbeindløb. Nålefil erstatter mo-derne nedstryger. Foto Ken Ravn Hedegaard.
Fig. 5. Bearbejdning af flader med stikkel. Foto KenRavn Hedegaard.
Fig. 6. Polering med skavgræs. Foto Ken Ravn Hede-gaard.
Fig. 7. Perlerandsdekoration med rundet H-stempel.Foto Ken Ravn Hedegaard.
Fig. 8. Fladedækkende mønsterpunsling med type 14 stempel påbegyndt. Foto Ken Ravn Hedegaard.
44
Derimod er trekantspunsler (Ørsnes typer 10-13) sammen med punsler med rhombiske mønstre (Ørsnes typer 6-9) specielt typiske for fase 1 og begyndelsen af fase 2 i yngre germanertid. Til vores replika-næbfibel anvendtes først H-stemplet til midterbånd og kantbånd (fig. 7) og siden den kraftigere mønsterpunsel type 7 til fladedækkende arbejde (fig. 8). Overgan-gen mellem flade og bånd blev stedvist gået efter med stregpunslen. Når man ønsker at stempelornamentere en genstand af kobberlegering eller evt. et sølv-smykke, så må man først udgløde metallet for at rekrystalisere dette. Dette gøres ved ca. 700 oC og processen “blødgør” metallet. Uden en udglødning af et tyndt emne (genstande under ca. 2½-3 mm´s tykkelse), vil metallet på grund af slagene blive glasagtigt. Det er vigtigt at forstå at støbte bronzer og messinger er porøse og - efter udglødning - duktile. Når vi slår stemplet ned på metallet, så deformerer vi bronzen pletvis. En støbt kobberlegering er nærmest som en svamp. Men modsat en svamp kan kobberlegeringen - dér hvor punslen har ramt - ikke gå tilbage til sin oprindelige facon. Hvis man ønsker talrige stempelornamenter på en 1½ mm tyk fibel, så kan det blive nødvendigt med et par udglød-ninger undervejs - ellers kan det ske, at fiblen revner - gerne langs en række stempelorna-menter. Ønsker man også at fortinne smykket, så må denne fortinning selvfølgelig vente til efter sidste udglødning. Vigtigt ved stempelornamentik er diamete-ren på punslens stempelflade i forhold til em-nets størrelse og tykkelse, samt naturligvis le-geringens sammensætning. Hertil kommer punslens længde, vægt og tykkelse. Hvis stempelfladen er for bred, får man et dårligt og svagt aftryk. Hvis der som hér på fig. 7 er tale om en meget lille slagflade og en relativt tynd næbfibula, så kan man ved at bruge for mange kræfter og den forkerte hammer gå li-ge gennem metallet. Dette sidste var iøvrigt en populær teknik i vikingetiden til at lave små huller til pånitninges-arbejder på skål-formede spænder og ligearmede fibler.
Foto nr. 9 og 10 viser stempelornamentik på en orginal fortinnet pladefibula af type K 1 fra Toftegård Nordøst på Fyn (Gramtorp & Hen-riksen 2000 fig. 8; Henriksen 2000). Det ikke helt simple type 12 ornament på nærbilledet er kun ca. 1 mm i diameter! Her har været brugt en meget lille og meget velsmedet pun-sel. Jeg vil gætte på, at punslen har været gan-ske kort (nærmest som cirkulær-stemplet på fig. 3), og at der har været brugt en let cicel-lørhammer. Nærbilledet af Åsum Enggård næbfiblen vi-ser anvendelse af mønsterpunsler med en dobbelt så stor slagfladediameter (fig. 11). Her har en kraftigere punsel været en fordel - også på grund af, at fiblens midterbøjle hvæl-ver kraftigt.
Fig. 9. Delparti af rektangulær pladefibula type K 1 fra Toftegård Nordøst, Hjulby på Fyn (OBM 7787x1). Stempeltype 12. Fiblen er fortinnet. Foto Dorte Gram-torp.
Fig. 10. Macrofoto af Toftegård pladefibel - møn-sterstempel type 12 - ca. 1 mm i diameter. Foto Dorte Gramtorp.
45
Med så små stempler er det umuligt ikke at slå en skævert eller to! Man kan med rette stille spørgsmålet, om det ikke havde været nemmere at stempelornamentere en voksmo-del og så igennem selve støbningen (tabt voks-metoden) få skabt de ønskede ornamen-ter? Dette er støbeteknisk ikke umuligt. Men her er et problem! Bivoks er ikke duktil som en kobberlegering, og derfor vil der opstå op-skubbede volde af voks rundt om indstem-plingen. Disse “kraterrande” vil blive overført til det støbte emne, og de skal så slibes væk. Det er sjældent, at de alle bliver fjernet, og fig. 10-11 viser ingen steder rande - tværti-mod ser vi tydelige skarpe og nedad deforme-rede afgrænsninger på stempelornamentikken.
En måde at begrænse kraterdannelse ved stempelornamentik i voks er at arbejde med relativt store stempler i meget tynde vokspla-der. Her kan man få bivoksen til at give sig bagud. Dette kan ses på specielt mange bron-zealdergenstande, bla. de kendte bælteplader og de runde mundingsplader til de store bron-zelurer. På de sidste har man skubbet voksen ned i et konvekst stempel med en finger bag på vokspladen. Resultatet er, at man bagpå disse plader kan se bronzestøberens fingeraf-tryk noget så nydeligt. På bagsiden af yngre germanertids fiblerne m.v. ser vi dog aldrig de små positive knopper, som havde været det uomgængelige resultat af at trykke fladedæk-kende stempelornamenter ned i tynde voks-fibler. Yngre germanertids stempelornamentikken er helt klart domineret af regulært arbejde di-rekte i metallet. Det har dog været et tidsbe-røvende arbejde! Hertil kommer, at der først skal smedes punsler. Findes der udover perio-dens umiddelbare glæde over disse stempel-mønstre en mere konkret grund til denne energiudfoldelse? Formål 12 års erfaring med forhistorisk bronzestøb-ningsteknik har givet mod på at vurdere de forhistoriske bronzer på en kvalitetsskala - selvfølgelig udfra den givne periodes egne forudsætninger. Det kan fastslås, at der er tal-rige eksempler på mindre heldige støbninger i specielt fase 1 og begyndelsen af fase 2 i yng-re germanertid. Der er ofte utilsigtet ujævn godstykkelse, der er appelsinhud (“kogt bron-ze”), der er spor efter, at der er røget trækul ned i formen, fiblernes plastiske ornamentik er pænt sagt kluntet og mange mangler endog lidt her og der, hvor bronzen er løbet kold. Mange fiblers bagsider sladrer om støberens evner. Bagpå fiblerne har man ikke altid gjort sig ulejlighed med at fjerne alle spor af oven-nævnte fadæser. Hvis vi skal gå ud fra slidsporene på det overleverede fundmateriale, så har man flittigt
Fig. 11. Nærbillede af Åsum Enggård næbfibel. Type7 stempel synes selvstændigt og er ikke en kombinati-on af type 11 stemplet. Foto Eigil Nikolajsen.
Fig. 12. Replikaer af type 02b dyreformede fibler.Støbning og foto Ken Ravn Hedegaard.
46
brugt de mange mindre gode bronzefibler. De eksempler, som er afbildet i denne artikel, hø-rer til blandt de mere ædle støbninger. Jeg sammenligner her på det groveste med den forudgående periode, ældre germanertid. De mest almindelige fibler fra denne periode - de korsformede - viser i gennemsnit en bedre kvalitet. I den efterfølgende fase 3 i yngre germanertid får vi igen en generelt bedre kva-litet og mere harmoniske plastiske ornamenter som f.eks den dyreformede replika-fibel på fig. 12. Der er mange fremragende støbte fibler, bæltespænder m.m i fase 1 og 2, men mængden af junk er nu engang imponerende! Men hvorfor så alt det besvær med ihærdigt at stempelornamentere disse sekundabronzer? Fidusen er ganske simpel! Ved at overdrive stempelornamentikken får man givet en selv meget uheldig støbning et “nyt look”. Vores øjne er meget subjektive og vil hellere følge stemplernes mønstre end give os et reelt hel-hedsindtryk af fiblen. Man bliver snydt af sine egne øjne. Faktisk er noget at det sværeste at få en bronzegenstand med store blanke flader til at virke indbydende og fejlfri. Hvor man i ældre germanertid i Sydskandi-navien er mere karrig med stemplet og spar-somt bruger det til at understrege og fremhæ-ve en plastisk eller facetteret ornamentik1, så bruger man det i yngre germanertid omvendt. Her har vi fladedækkende stempelornamentik, som kan camouflere fattig plastisk ornamentik og ofte grove fejl. I samme periode bliver for-tinning også populær i forsøg på at pynte på produktet. Måske kan man argumentere, at nødvendig-heden af at opgradere en stor gruppe “uheldi-ge” støbninger ved intens anvendelse af stem-pelornamentik - førte til skabelsen af en grup-pe dygtige “kold-metalsmede”. Øvelse bør jo før eller siden gøre til mester. Herved kan ud-viklingen være gået i selvsving - med meget avancerede stempeludsmykninger tilfølge som næbfiblen på fig. 2. Jeg har ikke noget klart svar på denne puk-kel af sekunda-bronzestøbninger. Det kan skyldes, at man havde mistet adgang til bedre legeringer og nu måtte klare sig med ringere
og/eller ukendte legeringer. Men et sådant problem plejer ikke at være så langvarigt. Det er mere sandsynligt, at der har været et for-bruger-boom med et behov for en større pro-duktion, som så blev søgt dækket af nye og mindre øvede håndværkere. De gode produk-ter forsvinder jo ikke i fase 1 og 2 - de druk-ner blot i mængden af sekunda produkter. I løbet af fase 2 aftager “interessen” for flade-dækkende stempelornamentik og det bliver mere almindeligt med rent plastiske ornamen-ter skabt direkte via støbningen. Det skal dog huskes, at stempelteknikken i princippet ikke forsvinder, selvom den ikke umiddelbart kan iagttages på bronzerne. De to dyreformede fa-se 2-3 fibler - den ene som råstøbt endnu i ler-formen - den anden som færdigt produkt - på fig. 12 fremviser ikke stempelornamentik! Al-ligevel er der til færdigørelse af fiblen til ven-stre flittigt brugt en stregpunsel og mindre of-te en trekantspunsel type 11. Dette var nød-vendigt for at fremhæve de støbte ornamenter. Normalt søger vi indenfor arkæologien en inspirationskilde til en stil-udvikling. Dette kunne for tidlig yngre germanertids vedkom-mende være de anglo-saksiske skivefibler, bæltespænder m.m. i ædle metaller fra 6-7. årh.e.Kr. Disse har udover stenindlægninger meget fine guldgranuleringsarbejder - som på en vis afstand minder meget om stempelor-namentik. I England har vi efterligninger af disse smykker i bronze, hvor stempelorna-mentik tydeligvis søger at erstatte stenene og granuleringen (Laing & Laing 1979:94-99). Afsluttende vil jeg sige, at vi i dag skal være glade for periodens udstrakte brug af stem-pelornamentik og fortinning, samt i mere sjældne tilfælde forgyldning. Stempelorna-mentikken har lukket metallets porøse over-flade og har gjort det mere modstandsdygtigt overfor indtrængende nedbrydende salte. Samme positive virkning giver en fortinning eller en forgyldning. Vi har på museerne yng-re germanertids fibler m.m., hvor stemplerne står som små forhøjninger (!) med en tydelig mønsterornamentik i et landskab af kraftig nedbrudt overflademetal. Havde disse smyk-ker ikke fået en overfladekomprimering af
47
metallet, så havde vi blot haft et meget ned-brudt smykke med nogle tågede antydninger af dets oprindelige form og stil. Hertil kommer muligheden for at spore den samme håndværker til flere fibler, bælte-spænder, beslag m.m. Et mønster-stempel er som ét fingeraftryk - da ingen stempel-punsler var helt ens (Benner-Larsen 1987:399). Dette kræver naturligvis, at fiblerne er relativt vel-bevarede. I visse heldige tilfælde er stempler-nes særpræg så tydelige, at de kan ses med det blotte øje, som f.eks. tilfældet er på ens stem-pler type 14 på to næbfibler fra Knarrehøj
grav 1 på Bornholm (Hedegaard 1989:90; 204). Men normalt må der macrofotografering til. Hidtil har et sådant fotograferings- og regi-streringsarbejde på selv et begrænset regionalt plan været regnet for være et relativt dyrt og tidstagende projekt. Men med de nye digital-kameraer kombineret med computere skulle det omkostningsmæssigt nu være så billigt, at det måske burde anses som en almindelig del af registreringsarbejdet med i det mindste de nye fund. 1 Facettering eller facetslibning: Populær arbejdsmeto-de i specielt ældre germanertid til via nålefile at skabe (eller eftergå støbte) simple geometriske ornamenter på kobberlegerings- og jernsmykker. Hovedgruppen af de korsformede fibler fra denne periode har lange slanke bøjler og lignende fodpartier, som fremmer netop så-dant arbejde. Typiske facetterings-ornamenter er riller, kryds, små afsatser, konvekse indhak lavet med små rundfile og regulær facettering af en ellers plan/let rundt overflade.
Litteraturliste Benner-Larsen, E. 1987: SEM-Identification and Documentation of Tool Marks and Surface Tex-
tures on the Gundestrup Cauldron. Recent Advances in the Conservation and Analysis of Artifacts, s. 393-410.
Gramtorp, D. & M.B. Henriksen 2000: Fint skal det være – om tinbelægning på bronzesmykker fra yngre germansk jernalder og vikingetid. Fynske Minder 2000, s. 135-156.
Hedegaard, K.R 1989: En tidlig germanertids kvindegrav fra Knarregård. Arkæologiske Skrifter 3, s. 188-207.
-1992: Bronzestøberhåndværket i yngre germanertid og tidlig vikingetid i Skandinavien - tekno-logi og organisation. LAG Vol. 3, s. 75-93.
-1994: Die Herstellung von wikingerzeitlichen tierkopfförmigen und dosenförmigen Fibeln aus Gotland. Experimentelle Archaologie. Bilanz 1994, s. 311-345. Oldenburg.
Henriksen, M.B. 2000: Lundsgård, Seden Syd og Hjulby. Tre fynske bopladsområder med detek-torfund. Skrifter fra Odense Bys Museer Vol. 5, s. 17-60.
Hårdh, B. 2001: Produktion och spridning. Näbbfibulor i Skåne. Uppåkra. Centrum och sam-manhang. Uppåkra Studier 3. Acta Archaeologica Lundensia No.34, s. 187-204. Lund.
Laing, L. & J. 1979: Anglo-Saxon England. Britain before the Conquest. Glasgow. Thrane, H. 1974: Lysglimt fra en mørk tid. To jernalderspænder fra Åsum Enggård. Fynske Min-
der 1973, s. 19-28. Ørsnes, M. 1966: Form og Stil i Sydskandinaviens germanske jernalder. Nationalmuseets Skrifter
XI. København.
Noter 1 Facettering eller facetslibning: Populær arbejdsmetode i specielt ældre germanertid til via nålefile at skabe (eller ef-tergå støbte) simple geometriske ornamenter på kobberlegerings- og jernsmykker. Hovedgruppen af de korsformede fibler fra denne periode har lange slanke bøjler og lignende fodpartier, som fremmer netop sådant arbejde. Typiske fa-cetterings-ornamenter er riller, kryds, små afsatser, konvekse indhak lavet med små rundfile og regulær facettering afen ellers plan/let rundt overflade.
48
49
Fortinning af bronzegenstande fra yngre germansk jernalder og vikingetid Dorte Gramtorp & Mogens Bo Henriksen Indledning Odense Bys Museer får hvert år indleveret en mængde bronzegenstande, som er fundet med metaldetektor, og blandt disse er der ofte old-sager, der har rester af fortinning på større el-ler mindre partier af overfladen. I slutningen af 1999 påbegyndte forfatterne til denne arti-kel en systematisk gennemgang af museets samling af jordfundne bronzegenstande med henblik på at få et indtryk af, hvor, hvornår, hvorledes og hvorfor fortinning havde været anvendt. Det stod ret hurtigt klart, at denne overfladebelægning især var knyttet til be-stemte genstandsgrupper fra yngre germansk jernalder og vikingetid. Med denne viden som udgangspunkt påbegyndtes en rundrejse til sydskandinaviske museer med det formål at gennemgå deres samlinger af bronzer fra jern-alder, vikingetid og i et vist omfang middelal-der (Gramtorp & Henriksen 2000; 2002)1. Indtil maj 2001 har vi således set ca. 15.000 danske og skånske bronzegenstande, og ud af disse er der udskilt 605 objekter med fortin-
ning (fig. 1). De 605 bronzer stammer fra 89 forskellige lokaliteter, og langt hovedparten af genstandene er fundet med metaldetektor på værksteds- og handelspladser fra yngre jern-alder, vikingetid og tidlig middelalder. Kun en mindre del er fremkommet ved egentlige udgravninger, og da især på værkstedspladser, mens gravfundne bronzer kun udgør en be-grænset andel af det samlede materiale2. De fortinnede genstande har været underkastet en nærmere undersøgelse og beskrivelse, der har haft til hensigt at afdække belægningens ka-rakter og anvendelse samt udbredelse i tid og rum. I forlængelse af den rent visuelle undersø-gelse af de fortinnede bronzer er der foretaget SEM-EDX-analyser på ca. 20 fynske gen-stande (Gramtorp & Henriksen 2000:141ff). Under analysen er der søgt på sølv, kviksølv, zink, kobber, bly og tin. Sølv og kviksølv er ikke påvist på de analyserede genstande, mens zink og bly er fundet i få tilfælde i meget små mængder. Et højt indhold af kobber og tin er dokumenteret i alle analyser.
Fyn
Skåne (U
ppåkra)
Sjælland
Nord-
Jylland
Midt-
Jylland
Bornholm
Ialt
% af alle
Ældre romersk jernalder 4 4 0,7Ældre germansk jernalder 2 1 3 0,5Yngre germansk jernalder 54 132 70 86 9 2 353 58,3Vikingetid 28 36 57 27 15 2 165 27,3Middelalder 24 23 8 2 57 9,4Nyere tid/udateret 2 13 5 3 23 3,8I alt 108 206 133 128 26 4 605 100%
Fig. 1. De fortinnede genstandes kronologiske og geografiske fordeling. Status 15. maj 2001.
50
Romerske bronzer med fortinning I Romerriget blev bronzegenstande fortinnet af praktiske såvel som af æstetiske årsager. Indersiden af bl.a. capuanske kasseroller, som er fundet i flere sydskandinaviske grave fra 1. og 2. årh. e.Kr., kan således være dækket af et tinlag, der ifølge Plinius den Ældre skulle forhindre, at kobberlegeringen afgav smag og farve til indholdet (Projektgruppe Plinius 1989:17ff). Nogle typer af bronzekar blev derimod fortinnet for at de skulle ligne de me-re værdifulde sølvkar (Wielowiejski 1990: 210f). En sådan æstetisk anvendelse af fortin-ning ser man også på en del af de ligeledes romersk producerede fibler samt bælte- og våbenbeslag, der er fundet i kasteller langs Limes. Ligesom de fortinnede bronzekar nåe-de især fortinnede beslag til våbenudstyr også i et vist omfang til Sydskandinavien, hvor de bl.a. findes nedlagt i krigsbytteofferfund fra yngre romersk jernalder (f.eks. Carnap-Bornheim 1991; Hammer 1998 Taf. 54). Introduktion af fortinning i Sydskandina-vien Sydskandinaviske fund af romerske bronzer med fortinning viser således, at de lokale me-talhåndværkere må have haft kendskab til denne overfladebehandling i hvert fald fra 2. årh. e.Kr., men alligevel blev teknikken ikke udbredt i Danmark, Norge eller Sverige. Un-der oldsagsgennemgangen har vi blot registre-ret fire3 lokalt producerede fortinnede fibler fra romersk jernalder, nemlig en fra Stentinget i Vendsyssel og tre fra Nørholm sogn nær Ål-borg. De fire fibler tilhører Almgrens serie 115-119, der dateres til sidste halvdel af ældre romersk jernalder (Almgren 1923:65f; Lys-dahl 1971 fig. 10:12). På alle eksemplarer er det kun den brede og flade hovedplade, der er fortinnet og poleret, og da denne plade på fle-re andre beslægtede fibeltyper er udsmykket med et påsat stykke guld- eller sølvblik, kan der ikke være tvivl om, at fortinningen skal efterligne sølv.
De fire nordjyske fibler har paralleller i det syd- og østlige Norge. Et fibelsæt fra Øvre Fjølstad, Ringsaker, Hedmark, har stor lighed med de nordjyske fibler, og på de norske stykker er det også kun hovedpladen, der er fortinnet (Grieg 1926 fig. 43)4. Indtil videre må de få fortinnede nordjyske/sydnorske fibler fra 2. årh. betragtes som et udtryk for en regional skik, der kun blev praktiseret en kort tid og i tilknytning til en begrænset gen-standsgruppe. I hvert fald optræder sydskan-dinavisk producerede genstande med fortin-ning først igen i ældre germansk jernalder. Også i denne periode har teknikken kun været anvendt sporadisk; der er blot registreret en enkelt fibula fra Sjælland5 samt en fibula og et spænde fra den skånske Uppåkra-boplads. Fortinning i yngre germansk jernalder Fortinning af bronzer blev genintroduceret i Sydskandinavien i den tidligste del af yngre germansk jernalder (520/30-560/70; jf. Jør-gensen 1999:120ff), og i løbet af 6.-8. årh. blev teknikken udbredt over store områder. Hele 58% af de 605 fortinnede bronzer, som er registreret i forbindelse med nærværende undersøgelse, er således fra yngre germansk jernalder. Det er muligt, at fortinningsteknikken – sammen med f.eks. forgyldning – kom hertil med internationalt orienterede håndværkere, der var oplært på frankiske værksteder (jf. Gjessing 1934:26). Også i Sydskandinavien arbejdede de specialiserede håndværkere for de evigt konkurrerende slægter og stormænd i samfundets top, og overklassens efterspørgsel har været rettet mod produkter, der kunne signalere elitens kontakt til kontinentale fyr-ster (f.eks. Jørgensen 1990:92). Produktionen af fortinnede genstande fore-gik utvivlsomt med udgangspunkt i de mange handels- og værkstedspladser, som blev an-lagt netop i løbet af yngre germansk jernalder. Det kan derfor ikke undre, at nogle af de æld-ste fortinnede genstande af lokal oprindelse er fundet på Uppåkra-pladsen, hvis fundmateria-
51
le dokumenterer, at man herfra havde gode kontakter til det frankiske område (Helgesson 2002:147ff). Centrale produktionssteder og/eller mobile håndværkere er den mest sandsynlige forklaring på, at fortinningstek-nikken hurtigt blev udbredt i store dele af Skandinavien, og at den overalt blev anvendt efter bestemte mønstre. Den ensartethed, som præger bl.a. form og ornamentik på periodens metaloldsager over store områder (Nielsen 1991), genfinder man således i anvendelsen af fortinning. Ser man på yngre germansk jernalder som helhed, udgør mandsudstyret kun ca. 10% af de fortinnede bronzer. Det er derfor påfalden-de, at hvis der alene fokuseres på materialet fra de tidligste faser – sidste halvdel af 6. årh. - var det især beslag og spænder til seletøj, våben og bælter – der blev fortinnet (fig. 2). Disse genstandstyper har overregional karak-ter, og de er tydeligvis fremstillet som efter-ligning af merovingiske stormænds udstyr. I Danmark indgår fortinnede beslag og spænder fra mandsudstyret især i våben- og ryttergrave på Bornholm (f.eks. Jørgensen 1992:175) og Sjælland, men de samme oldsagstyper findes også i begrænset mængde på flere værksteds-pladser i den øvrige del af Sydskandinavien. Typernes overregionale karakter og tilknyt-ning til de øverste sociale lag understreges af, at de nærmeste paralleller til de danske fund fra grave og værkstedspladser findes i flere af
de rigt udstyrede grave i Vendel og Valsgärde (Stolpe & Arne 1912; Arwidsson 1954:124; 1977:107f) såvel som på De britiske Øer – så-ledes bl.a. i Sutton Hoo-graven (f.eks. Bruce-Mittford 1978:102; 231, plate 2 & 6; Oddy 1980) (fig. 3). Fra især at have været knyttet til mandssfæ-rens prestigeudstyr i tidlig yngre germansk jernalder, blev fortinningsteknikken i løbet af perioden – for øvrigt parallelt med forgyld-ning - i højere grad anvendt på genstande fra kvindesfæren. Således udgør fibler, dragtnåle og andre smykker med relation til kvinde-dragten ca. 90% af de fortinnede genstande fra yngre germansk jernalder. I løbet af 7. årh. blev fortinning af et ensartet udvalg af især fibler meget udbredt i Danmark og Skåne, og at dømme ud fra publikationer og udstillings-besøg har noget lignende været tilfældet i Sverige nord for Skåne samt i Norge. Blandt kvindesmykkerne er det kun et be-stemt udvalg, der er blevet fortinnet. Hyppigt ses belægningen på fuglefibler, hvor simple eksemplarer kan være dækket af tin på hele overfladen, mens mere avancerede stykker kun er partielt fortinnet, f.eks. på halen, vin-gerne og hovedet. På særligt fine stykker er den sølvskinnende belægning suppleret med forgyldte partier og indlægning med glas eller ædelsten. Med disse virkemidler har man op-nået, at genstanden fik en polychrom fremto-ning.
Fig. 2. Fortinnet remende med stempelornamentik – et af de relativt sjældne eksempler på mandsudstyr med fortinning. Gravfund fra Jeppeshøje på Nordfyn. Foto Jørgen Nielsen. Se pl. 1.
Fig. 3. Remende fra skjoldophæng med fortinning og forgyldning. Det viste stykke er fundet på Tissø-bopladsen (FB 742), men næsten identiske eksempla-rer kendes fra Sutton Hoo (Bruce-Mittford 1978 plate 7 b & d). Foto Dorte Gramtorp. Se pl. 1.
52
Skivefibler og rektangulære pladefibler er hyppigt fortinnet på forsiden (fig. 4 & 5). På særligt fine – og ofte store – rektangulære pla-defibler kan det være bagsiden, der er dækket af tinbelægning. I disse tilfælde har forsiden ofte været forgyldt, så belægningen på bagsid-en har tilsyneladende blot skulle have ”sølv-glans” uden at fremstå spejlblank, som det kendes fra de fortinnede forsider. Det er karakteristisk, at det er et bestemt ud-snit af periodens brystsmykker, man har for-tinnet, mens andre typer aldrig eller kun und-tagelsesvis har fået denne behandling. F.eks. er ligearmede fibler fra den tidlige del af yng-re germansk jernalder kun sjældent fortinnet, og på de samtidige og meget almindeligt fo-rekommende næbfibler kendes denne belæg-ning overhovedet ikke. Vikingetidens fortinnede genstande Ca. 27% af de undersøgte genstande med for-tinning kan dateres til vikingetiden, og – lige-som det var tilfældet i yngre germansk jernal-der – er belægningen især begrænset til et be-stemt udvalg af kvindesmykker. På vikingeti-dens mandsudstyr ses fortinning kun yderst sjældent. Blandt de fortinnede kvindesmykkerne do-minerer fibler, og særligt på trefligede fibler og skivefibler har man benyttet denne over-fladebelægning. I lidt mindre omfang ses for-tinning på hængesmykker, især på den cirku-lære type, der har stor lighed med skivefibler-ne.
Fortinningen på vikingetidens kvindesmyk-ker er ofte placeret på bagsiden, hvor den ses som en tyk, upoleret og dermed mat belæg-ning (fig. 6). Mange af disse stykker har for-gyldning på forsiden, og i nogle tilfælde er den kombineret med en efterbehandlet og dermed blank fortinning, så stykket har fået en polychrom overflade (fig. 7). Også i vikin-getiden har fortinning været anvendt på ensar-tet vis over store områder (f.eks. Oldeberg 1966:190ff), og igen må forklaringen være, at genstandene er fremstillet på centrale værk-stedspladser. For fuldstændighedens skyld skal det næv-nes, at ca. 9% af de undersøgte genstande er fra middelalderen. Dette materiale er domine-ret af rem- og bæltebeslag samt beslag fra se-letøj – altså genstande fra mandssfæren, og herved skiller det middelalderlige materiale sig klart fra det forhistoriske. Sammenligning og funktion Ca. 86% af de undersøgte genstande med for-tinning er fra yngre germansk jernalder og vi-kingetid Når man sammenligner anvendelsen af fortinning i disse to perioder, fremgår det, at teknikken havde langt den største udbredel-se i førstnævnte tidsrum. I begge perioder var det især udvalgte fibeltyper, der blev fortin-net, men samtidig var der typer, som aldrig fik denne overfladebehandling. Årsagen til denne forskelsbehandling er antagelig, at smykkerne kan opdeles i to grupper, nemlig
Fig. 4. Rektangulær pladefibula med delvis fortinnetoverflade. Fra Hjulby på Østfyn. Foto Jørgen Nielsen. Se pl. 1.
Fig. 5. Skivefibula fra Uppåkra (U 3484) i Skåne. He-le forsiden er fortinnet. Foto Mogens Bo Henriksen. Se pl. 1.
53
Fig. 7. Trefliget fibula fra Bødkergården, Tryggelev sogn, Sydlangeland. Fiblens bagside har en tyk, upo-leret tinbelægning, og på forsiden veksler fortinnede partier med forgyldte. Foto Birgit Maixner. Se pl. 1.
dem, der primært har haft en praktisk funktion med at holde dragten sammen, og dem, der med en mere raffineret udført overflade tillige havde en symbolsk betydning. Det er således sandsynligt, at de særligt fine fibler har været båret synligt på ydersiden af beklædningen, mens de mere simple stykker har holdt klæde-stykker sammen under den ydre dragt. Anvendelsen af fortinning nåede sit højde-punkt i de århundreder, hvor adgangen til sølv og guld var stærkt begrænset. Det kan anta-ges, at det var manglen på ædelmetal i mæng-der, der tillod fremstillingen af massive smykker, som medførte en markant udbredel-se af fortinnings- og for den sags skyld for-gyldningsteknikken i Sydskandinavien. Først da der kom gang i tilførslen af sølv og et vist omfang guld i forbindelse med vikingetogter-ne i løbet af 800-tallet, var der igen basis for at producere massive genstande. Undersøgelsen har givet et overblik over fortinningens kronologiske og geografiske udbredelse og dens anvendelse på forskellige genstandsgrupper. Teknikken bag fortinning-en af de sydskandinaviske bronzer er imidler-tid endnu sparsomt belyst, men dette er for-søgt afhjulpet ved en forsøgsrække, som præ-senteres i det følgende. Fortinningsforsøg Efter undersøgelsen af de mange fortinnede genstande er der efterhånden dukket flere tek-niske spørgsmål op, og derfor har det været interessant at få lidt mere viden om selve for-
tinningsprocessen ved at eksperimentere med teknikken. Der er udført en række fortinningsforsøg, hvortil der er anvendt støbte bronzeplader i 90% kobber med 10% tin. De 2 mm tykke plader blev udsavet i ca. 1,5 x1,5 cm store stykker, og de blev fortinnet med rent tin. I yngre germansk jernalder og vikingetid kan man imidlertid forvente, at tinnet har været blandet med lidt kobber og måske zink og bly. Forsøg med nutidige fortinningsmetoder For at blive bekendt med arbejdet omkring fortinning blev der først gjort forsøg med at fortinne efter nyere tids opskrifter med mo-derne flusmidler og med en gasbrænder. Det kræver nogen øvelse; især temperaturen er svær at styre, da den ikke må blive for høj, men omvendt skal den op over tins smelte-punkt på 232°C. Der er alt for meget ilt til stede ved en almindelig gasflamme, så der skal et kraftigt flusmiddel til for at fjerne de oxider, som dannes ved opvarmning. Ved gennemgang af flere nyere opskrifter på fortinning er følgende metode anvendt: Bronzen renses først med kold 15% salpeter-syre i 2-5 min, og herefter skylles emnet med
Fig. 6. Trefliget fibula fra Uppåkra (U 3446). Forsi-den er partielt fortinnet, og bagsiden har en tyk, upo-leret fortinning. Foto Mogens Bo Henriksen. Se pl. 1.
54
rindende vand. Genstanden smøres med flus-middel - f.eks. zinkklorid eller ammoniumklo-rid (=salmiak). Genstanden opvarmes fra bagsiden og smø-res med en tinstang dyppet i flusmiddel, til tinnet smelter derhen, hvor man vil have det. Overskydende tin tørres af med en klud (Thwaites 1983:32ff). Det er utrolig vigtigt med et rent og glat emne; ved selv den mind-ste urenhed ødelægges fortinningen. Fortinningsforsøg efter gamle opskrifter Som en indledning til forsøgene er der gen-nemgået forskellige historiske kilder, der om-handler metalbearbejdning i tidsrummet fra 1. årh.-15. årh. e.Kr. Det drejer sig om Plinius den Ældre, Leiden Papyrus, Mappae Clavicu-la, Theophilus og Biringuccio. I de skriftlige kilder fylder beskrivelser af fortinningsteknikken ikke meget i forhold til, hvad der findes af opskrifter på andre metal-teknikker. Det kan skyldes, at fortinning har været en meget nem teknik, som ikke blev fundet værd at nævne, eller også har det været noget, man ikke udbredte sig så meget om, da det ikke er så fint som f.eks. sølv- og guldar-bejde. Essensen fra de historiske opskrifter om fortinning er uddraget til fortinnings-forsøgene, og de er vist i oversigtsform i fig. 8. Efter gennemgangen af de historiske op-skrifter på fortinning er der lavet en serie for-søg på en måde og med de midler, man kan have haft til rådighed i yngre germansk jern-alder og vikingetid. Der er afprøvet forskelli-ge flusmidler, forskellige temperaturer, for-skellige typer værktøj m.m. Forsøgene er slået fejl mange gange, og det største problem har ganske enkelt været at få tinnet til at hænge fast på bronzen. Den følgende arbejdsproces er beskrevet på baggrund af de erfaringer, som forsøgene har givet. Indledningsvis skal der forberedes et godt ildsted med trækul, som suger ilten til sig (fig. 9). Midt i trækullene kan man lægge en rist til emnet, der ønskes fortinnet (fig. 10). Diglen med tin placeres direkte i de glødende trækul.
Sammenlignet med de temperaturer, som an-vendes til smeltning af f.eks. kobber og sølv, er det ikke de høje varmegrader, der skal bru-ges. Til fortinning er det passende med en temperatur lidt over tins smeltepunkt på 232°C. Da man ikke har haft et termometer, må den ønskede arbejdstemperatur opnås ude-lukkende på fornemmelse og iagttagelse af tinnets konsistens og farve. Bronzen renses ved at skrabe overfladen med en kniv, stikkel eller fil. Dernæst dyppes emnet i syre (f.eks. frugtsyre eller eddike) el-ler base (f.eks. ammoniakvand), som renser for urenheder og oxider. Herefter smøres genstanden med flusmid-del, og der er gjort forsøg med ingredienser fra de historiske opskrifter såsom talg, plan-teolie og harpiks. Det har vist sig, at både talg og olie forkuller og derfor ikke kan anvendes; derimod virker harpiks som et udmærket flusmiddel. Dernæst opvarmes genstanden og dyppes i smeltet tin (fig. 11), men ved opvarmningen viser der sig ofte problemer med dannelse af for mange oxider, som forhindrer tinnet i at hænge fast. Omvendt er det nødvendigt at op-varme større genstande inden neddypning, el-lers størkner tinnet omkring den kolde gen-stand. Genstande med spinkel godstykkelse kan efter rensningen puttes direkte i diglen uden anvendelse af flusmiddel og foropvarm-ning. Det er vigtigt at være bekendt med pro-cessen og materialet, så man ved, hvornår ar-bejdstemperaturen er passende. For at undgå oxider på overfladen af det smeltede tin i diglen, kan der tilsættes harpiks, som smelter og lægger sig som et beskyttende lag over tinsmelten. I stedet for neddypning kan en genstand med flusmiddel også opvarmes og gnides med en tinstang, som først er dyppet i flusmiddel. En flad bronzegenstand kan også fortinnes ved at lægge den på risten i bålet med flus-middel og tinplade på. Herefter smelter tinnet og fordeler sig ud over den del af fladen, som er påført flusmiddel. Områder, som ikke øn-skes fortinnet, kan afdækkes med ler, eller man kan undlade at rense området og undlade
55
1 Samlinger på følgende institutioner er gennemgået: Odense Bys Museer, Svendborg og Omegns Museum, Nationalmuseet, Vendsyssel Historiske Museum, Mo-esgaard Museum, Djurslands Museum, Aalborg Histo-riske Museum og Lunds Universitets Historiska Mu-seum. Alle institutioner takkes for bistand og interesse for vores arbejde. Der er endnu ikke foretaget en fuld-stændig gennemgang af Nationalmuseets samlinger fra Sjælland, og kun en meget begrænset del af det born-holmske materiale er set. Fortinnede bronzer fra mid-delalder og nyere tid er antagelig underrepræsenteret i det samlede materiale, da genstande fra disse perioder ofte er sorteret fra på museet – eller ikke hjembragt af de amatørarkæologer, der har foretaget detektorafsøg-ningerne. 2 Der er ikke registreret fortinnede genstande fra Syd-jylland og det vestlige Midtjylland; dette beror nok først og fremmest på, at der ikke kendes store værk-stedspladser i disse områder, og at bevaringsforholdene
for metaller vest for hovedstilstandslinien generelt er dårlig. 3 På en rosettefibula fra Nr. Hedegård ved Ålborg, da-teret til C1, indgår der ifølge den foreløbige publikation partier af fortinnet bronze. Således har bl.a. nålen tin-belægning (Nielsen 2002:194f). Da det ikke har været muligt at undersøge fiblen i forbindelse med denne gennemgang, indgår den ikke i oversigten over fortin-nede bronzer fra ældre jernalder. 4 Førsteamanuensis Heid Gjøstein Resi, Oldsaksamlin-gen, Oslo, har venligtst oplyst, at flere norske fibler fra ældre romersk jernalder har en belægning, der svarer til stykkerne fra Fjølstad. 5 En kraftig støbt fibel fra 4.-5. årh., fundet ved Havre-holm nær Ringsted, er fortinnet på størstedelen af over-fladen (Petersen 2001:271). Fiblen er dog antagelig et kontinentalt importstykke.
Affedtning/rensning Flusmiddel Fortinning Efterbehandling
Plinius 70 e.Kr Italien (Projektgrupppe Plinius (Hrsg.) 1989)
Nr.XXX s.73: Til lodning af tin nævnes olie.
Nr. XLVIII s. 243: ”Når kobberbeholdere overtrækkes med stagnum får indholdet en mere behagelig smag….” Ordet stagnum har forskellige betyd-ninger - her sandsynligvis tin tilsat bly eller kobber. s.245: ”En metode opdaget i de galliske provinser er at pålægge bronzegenstande med tin, så man næsten ikke kan skelne det fra sølv”.
Leiden Papyrus X 300-400 e.Kr Grækenland (Caley 1926)
Nr. 27 s.1155: ”Sølvfarvning: Til sølv-farvning af kobber: Tinstykker - en del, kviksølv – en del, earth of Chios (en slags ler) - en del”. Nr. 42 s.1156: ”Coating af kobber. Hvis du ønsker, at kobberet skal ligne sølv; efter rensning af kobberet, læg det i kvik-sølv og tin”.
Nr. 65 s.1158: ”Rensning af tin. Put noget gips på en klud og skrub”.
Mappae Clavicula 800-1100 e.Kr. Italien (Smith & Hawthorne (red.) 1974)
Nr. 205 s. 58: ”Tinlodning; Bland to dele fedt/talg med en tredjedel harpiks og lige så stor del tinspåner. Varm dette forsigtigt på bålet og du kan lodde”.
Theophilus 1100 e.Kr. Tyskland (Brepohl 1999)
Nr. 73 s. 201: I forbindel-se med forgyldning renses en kobberplade først med fint sand – og poleres. Nr. 81: s.220: I forbindel-se med fremstilling af orgel-piber i kobberlege-ring: ”Før fortinning er kobberet let opvarmet og de nyligt skrabede styk-ker……”.
Nr. 81 s. 220: I forbindelse med fortinning af kobber, nævnes fyrreharpiks som flusmiddel. Nr. 89 s. 263: I forbindelse med lodning af tin, nævnes granharpiks som flusmiddel. Nr. 92 s. 269: I forbindelse med fortinning af jern an-vendes talg.
Nr. 81 s. 220: I forbindelse med fremstil-ling af orgelpiber i kobberlegering: ”…de nyligt skrabede stykker smøres med fyr-reharpiks, så tinnet hæfter let og hurtigt”. Nr. 72 s. 199: ”..kobberplader graveres, bruneres og skrabes. De lægges i en skål med smeltet tin, hvorved de skrabede partier bliver hvide som om de var for-sølvede”. Nr. 92 s.269: Fortinning af jern: ” ..fil det først blankt og neddyp, uden du rører med hænderne, det nyligt filede værktøj i en skål med smeltet tin og talg, bevæg det heri med en tang, til det er hvidt”.
Nr. 88 s. 260: En tinkande poleres med padderok på en drejebænk, derudover blan-des tinspåner med kviksølv og gnides på tinnet med fingrene og højglanspoleres med en klud. Nr. 92 s.269: Efter fortin-ning af jern: ”... ryst den kraftigt, og puds den med klid og en hørklud”.
Biringuccio 1500 e.Kr Italien (Smith & Gnudi 1959)
S. 369: ”..en smule salt og vineddike koges, og be-holderen renses godt ind-vendigt med dette ”.
S. 369: Grecian Pitch (fyrreharpiks)
S. 369: I denne opskrift anbefales det at fortinne kobberbeholdere til mad med tin for at undgå afsmag. ” Herefter blandes tin med 1/4 bly og noget pulveriseret ”grecian pitch ” og smeltes. Tinnet påføres som du vil, ved at gnide det overalt udvendig og indvendig med blår bundet på et stykke værktøj eller på et par tænger”.
S. 374: Til polering af tin, nævnes en hørklud med pulveriseret tripoli (pudse-middel, måske kridt).
Fig. 8. Historiske kilder med beskrivelser af fortinningsteknikken.
56
Fig. 9. Arbejdssituation ved ildstedet. Foto Mogens Bo Henriksen.
Fig. 10. Opvarmning af fibula før neddypning i diglen. Foto Mogens Bo Henriksen.
Fig. 11. En prøveplade dyppes i diglen med smel-tet tin. Foto Mogens Bo Henriksen.
Fig. 12. Overskydende tin aftørres med blår. Foto Mogens Bo Henriksen.
57
anvendelse af flusmiddel. Overskydende tin tørres af med en klud (fig. 12), og hvis tinnet sidder i klumper, kan man lægge genstanden ind i bålet igen og smelte overskydende tin væk. Uønsket tin kan også skæres eller files bort, men man skal undlade at fjerne for me-get, da der gerne må være materiale tilbage at polere og efterbehandle på (fig. 13). Ved fortinningen begynder tinnet at legere sig med den underliggende kobber i bronzen, således at der i princippet opstår en lagdeling med et rent lag tin yderst, et lag tinrig bronze herunder, og endelig underst den egentlige bronzegenstand. Hvis man herefter polerer, vil man hurtigt komme til at polere det bløde tinlag væk. Derfor er det nødvendigt med en genopvarmning til 250-450°C, hvorved tinnet legerer sig yderligere med den underliggende kobberlegering. Herved får man en overflade, som er hårdere og kan blive mere blank end ren tin (Meeks 1986:144; Hammer 1998:198). Til polering og efterbehandling kan man f.eks. bruge pulveriseret kridt, klid, padderok, skarvgræs eller fiskeskind (fig. 14). Der er gjort forsøg med fortinning af stempelorna-menterede emner, men enten flød tinnet ned i fordybningerne og udviskede mønstret, eller
også ville det slet ikke hæfte, fordi det var svært at rense her. Det er derfor sandsynligt, at man har dekoreret fortinnede genstande med stempler efter fortinning og efter genop-varmning. Hvis der stemples i den rene og bløde tin inden genopvarmning, vil der dan-nes ”vulster” på siderne af stemplet. Det er ikke hver gang, det lykkes at få tinnet til at hænge fast overalt, hvor man ønsker det, og oxiderne er vanskelige at komme uden om ved opvarmningen. Desuden er det utrolig vigtigt at ramme den rigtige temperatur, hvil-ket kræver stor erfaring. F.eks. preller tinnet af ved for høj temperatur og ved dannelse af for mange oxider. For at få en fornemmelse af, hvordan gen-standene oprindelig har haft en kontrast mel-lem gylden bronze og sølvskinnende tin, er et par museumskopier forsøgt fortinnet og sam-menlignet med originalgenstanden. På origi-nalgenstanden ses farvekontrasten mellem tin og grøn kobberkorrosion, mens kontrasten på den nyfortinnede bronze står mellem den sølvfarvede tin, den ikke fortinnede, gyldne bronze og de sorte fordybninger. Hvis man undlader at rense revnerne i ornamentikken, og lader de sorte urenheder bestående af har-
Fig. 13. Kopi af rektangulær pladefibula efter neddypning i diglen med smeltet tin. Fiblen er aftørret, men ikke poleret. Foto Mogens Bo Henriksen.
58
1) Emnet files for urenheder og støbegrater m.m. 2) Genstanden renses i f.eks. eddikesyre eller frugtsyre. 3) Flusmiddel påføres. 4) Genstanden opvarmes. 5) Emnet neddyppes i smeltet tin. 6) Overskydende tin fjernes med klud og herefter med fil.7) Emnet genopvarmes under trækul ca. 10 min. ved 250-
450°C.
Fig. 14. Fortinningsteknikkens processer. Efter Hammer1998:197 med ændringer. Tegning Dorte Gramtorp.
1 2
3 4
5 6
7
59
piks, metaloxider m.m. være, vil den fortin-nede genstand næsten komme til at ligne sølv med indlagt niello. Det kan ikke udelukkes, at man har efterlignet niello på denne måde. Alternative fortinningsmetoder Ved en håndværkertradition, som kan spores blandt sigøjnere tilbage til 1400-tallet, blev kobberkedlers inderside fortinnet på følgende måde: Man gned den rengjorte kobberkedel med en klud dyppet i smeltet tin, zinkklorid og ammoniak, mens kobberkedlen blev op-varmet udefra (Nemeth 1982:49). På samme måde er de romerske kobberkedler antagelig fortinnet, og mindre emner som fibler kunne også fortinnes således. I nyere tid har man også anvendt kogefor-tinning (Meyer 1923:266), også kaldet hvid-kogning. Ved denne metode lægges emnet i en opløsning af vand, vinsten og tinpulver og koges, herved der udfældes tinnet på genstan-den. Ved laboratorieforsøg med hvidkogning blev der dannet et tinlag på prøverne allerede efter 15 minutter, men for at få et tykkere lag blev prøverne kogt i tre timer. Det dannede lag var utrolig sart, og det kunne ridses væk med en negl, da det ikke var legeret med den underliggende kobberlegering. Kogefortin-ning er en utrolig let proces, men vi ved ikke, om teknikken har været anvendt i oldtiden.
Fremtidige undersøgelser og analyser Forsøgene har givet et bedre indblik i fortin-ningsprocessens problemer. Vi ved nu, på hvilke måder man kan fortinne, men om det nøjagtigt er den ovenfor beskrevne procedure, man har anvendt i Sydskandinavien i oldtiden, kan man foreløbig kun gætte sig til. Vejen til yderligere indsigt i processen går gennem fle-re metallurgiske analyser af udvalgte genstan-de. Først og fremmest vil det være ønskeligt at undersøge snit i genstande under mikro-skop samt med SEM-EDX. Analysernes for-mål vil være at belyse metalsammensætnin-gen i kobberlegeringen og i tinbelægningen i henholdsvis yngre germansk jernalder og vi-kingetid. Endelig vil man med disse analyser kunne afklare, om genstandene har været op-varmet efter fortinning - og i så fald til hvilke temperaturer. Afslutningsvis skal det nævnes, at ovenstå-ende undersøgelse og artikel er et produkt af et tværfagligt samarbejde mellem arkæologer og konservatorer, og arbejdsprocessen har be-stået af en god vekselvirkning mellem under-søgelser af originalmateriale, tekniske analy-ser, diskussion med kolleger, gennemgang af skriftlige kilder og praktiske forsøg. Det er vores erfaring, at kun med denne varierede tilgang til stoffet er det muligt at komme frem til en bedre forståelse af de forhistoriske håndværksteknikker.
Noter 1 Samlinger på følgende institutioner er gennemgået: Odense Bys Museer, Svendborg og Omegns Museum, National-museet, Vendsyssel Historiske Museum, Moesgaard Museum, Djurslands Museum, Aalborg Historiske Museum og Lunds Universitets Historiska Museum. Alle institutioner takkes for bistand og interesse for vores arbejde. Der er endnu ikke foretaget en fuldstændig gennemgang af Nationalmuseets samlinger fra Sjælland, og kun en meget begrænset del af det bornholmske materiale er set. Fortinnede bronzer fra middelalder og nyere tid er antagelig underrepræsenteret i det samlede materiale, da genstande fra disse perioder ofte er sorteret fra på museet – eller ikke hjembragt af de amatør-arkæologer, der har foretaget detektorafsøgningerne. 2 Der er ikke registreret fortinnede genstande fra Sydjylland og det vestlige Midtjylland; dette beror nok først og frem-mest på, at der ikke kendes store værkstedspladser i disse områder, og at bevaringsforholdene for metaller vest for ho-vedstilstandslinien generelt er dårlig.
60
3 På en rosettefibula fra Nr. Hedegård ved Ålborg, dateret til C1, indgår der ifølge den foreløbige publikation partier af fortinnet bronze. Således har bl.a. nålen tinbelægning (Nielsen 2002:194f). Da det ikke har været muligt at undersøge fiblen i forbindelse med denne gennemgang, indgår den ikke i oversigten over fortinnede bronzer fra ældre jernalder. 4 Førsteamanuensis Heid Gjøstein Resi, Oldsaksamlingen, Oslo, har venligtst oplyst, at flere norske fibler fra ældre ro-mersk jernalder har en belægning, der svarer til stykkerne fra Fjølstad. 5 En kraftig støbt fibel fra 4.-5. årh., fundet ved Havreholm nær Ringsted, er fortinnet på størstedelen af overfladen (Pe-tersen 2001:271). Fiblen er dog antagelig et kontinentalt importstykke. Litteratur Almgren, O. 1923: Studien über nordeuropäische Fibelformen der ersten nachchristlichen
Jahrhunderte mit Berücksichtigung der provinzialrömischen und südrusischen Formen. Mannus-Bibliothek Nr. 32. Leipzig.
Arwidsson, G. 1954: Die Gräberfunde von Valsgärde II, Valsgärde 8. Stockholm. -1977: Die Gräberfunde von Valsgärde III, Valsgärde 7. Stockholm Brepohl, E. 1999: Theophilus Presbyter und das mittelalterliche Kunsthandwerk, Band 2, Wien. Bruce-Mittford, R. 1978: The Sutton Hoo Ship-Burial, Vol. 2, Arms, Armour and Regalia. London. Carnap-Bornheim, C. v. 1991: Die Schwertriemenbügel aus dem Vimose (Fünen). Kleine Schr.
Vorgesch. Seminar Marburg 38. Marburg. Caley E.R. 1926: The Leyden Pappyrus X. Journal of Chemical Education 3, s.1149-1168. Gjessing, G. 1934: Studier i norsk merovingertid. Kronologi og oldsakformer. Oslo. Gramtorp, D. & M.B. Henriksen 2000: Fint skal det være. - om tinbelægning på bronzesmykker fra
yngre germansk jernalder og vikingetid. Fynske Minder 2000, s. 135-156. -2002: I mangel af bedre. Skalk 2002:5, s. 13-17. Grieg, S. 1926: Hadelands eldste bosetningshistorie. Skrifter utgitt av Det norske Videnskabs-
akademi i Oslo 1925, s. 1-204. Oslo. Hammer, P. 1998: Verfahrenstechnische Untersuchungen. Bericht der Römisch-Germanischen
Kommission. Band 79, s. 178-199. Helgesson, B. 2002: Järnålderens Skåne. Samhälle, centra och regioner. Uppåkrastudier 5. Acta
Archaeologica Lundensia, Series in 8º, NO. 38. Lund. Jørgensen, L. 1990: Bækkegård and Glasergård. Two Cemeteries from the Late Iron Age on Born-
holm. Arkæologiske Studier, Vol. VIII. København. Jørgensen, A.N. 1992: Kobbeågravpladsen, en yngre jernaldergravplads på Bornholm. Aarbøger for
Nordisk Oldkyndighed og Historie 1991, s. 123–183. -1999: Waffen und Gräber. Typologische und chronologische Studien zu skandinavischen Waffen-
gräbern 520/30 bis 900 n. Chr. Nordiske Fortidsminder, Serie B, vol. 17. København. Lysdahl, P. 1971: Vendsyssel som lokalgruppe i ældre romersk jernalder. Brudstykker Holger Friis
tilegnet på firsårsdagen 15. oktober 1971, s. 85-115. Hjørring. Meeks, N. 1986: Tin-rich surfaces on bronze - some experimental and archaeological considera-
tions. Archaeometry Vol. 28, part 2, s.133-162. Meyer, K. 1923: Meyers Vareleksikon. Fjerde udgave. Aschehoug & Co. København Nemeth, D. 1982: A Gypsy Wipe Tinner and his Work. Journal of the Gypssylore Society. Vol. 2
No. 1, s. 31-53.
61
Nielsen, K.H. 1991: Centrum og periferi i 6.-8. årh. Territoriale studier af dyrestil og kvindesmyk-ker i yngre germansk jernalder i Syd- og Østskandinavien. I: P. Mortensen & B.M. Rasmus-sen (red.): Fra Stamme til Stat i Danmark 2, s. 127-154. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXII:2. Århus.
Nielsen, J. N. 2002: Usædvanlige grave fra yngre romersk jernalder ved Nr. Hedegård, Aalborg. I: J. Pind et al. (red.): Drik – og du vil leve skønt. Festskrift til Ulla Lund Hansen på 60-årsdagen 18. august 2002, s. 189-202. Publications from The National Museum. Studies in Archaeology & History Vol. 7. København.
Oddy, W.A. 1980: Gilding and tinning in Anglo-Saxon England. I: W.A. Oddy (red.): Aspects of Early Metallurgy. British Museum, Occasional Paper No 17, s. 129-134. London.
Oldeberg, A. 1966: Metallteknik under vikingatid och medeltid. Stockholm. Petersen, P.V. 2001: Danefæ 2000. Arkæologiske Udgravninger i Danmark 2000, s. 265-278. Projektgruppe Plinius (Hrsg.) 1989: Plinius der Ältere über Blei und Zinn. Naturalis Historia 34,
156-178 und 33, 94 und 106-108. Werkheft (E) nr. 10. Tübingen. Smith, C.S. & M.T. Gnudi 1959: The Pirotechnia of Vannoccio Biringuccio. New York. Smith, C.S. & J.G. Hawthorne 1974: Mappae Clavicula. A Little Key to the World of Medieval
Techniques. Transactions of the American Philosophical Society held at Philadelphia for Promoting Useful Knowledge. New Series – Vol. 64, part 4, s. 3-67. Philadelphia.
Stolpe, H. & T.J. Arne 1912: Graffältet vid Vendel. Stockholm. Thwaites, C.J. 1983: Practical Instructions for Hot-Dib Tinning Fabricated Articles and Compo-
nents. International Tin Research Institute, Publication No.575. Middlesex. Wielowiejski, J. 1990: Die römerzeitlichen Silbergefäße in Polen. Importe und Nachahmungen. Be-
richt der Römisch-Germanischen Kommission, Band 70, 1989, s. 192-241. Mainz.
62
63
Nielloindlægninger fra jernalder og vikingetid Karen Stemann Petersen Niello er en gråsort sulfidmasse indlagt i gra-verede eller ciselerede fordybninger i ellers blanke metaloverflader. Smykker og beslag med disse iøjnefaldende indlægninger blev udbredt fra Middelhavslandene fra begyndel-sen af vor tidsregning. Med bl.a. Romerrigets udbredelse og folkevandringer i Europa blev kendskabet til fremstillingsteknikken også spredt til vore nordlige egne. Nationalmuseets nielloindlagte oldsager fra jernalder, herunder vikingetid, blev undersøgt for nogle år siden. Resultaterne af undersøgelsen med overvejel-ser vedrørende indlægningens fremstillings-teknik blev publiceret i Journal of Danish Ar-chaeology (Petersen 1998). Min interesse for at studere jernalderens og vikingetidens nielloindlægninger blev vakt, efter at jeg havde undersøgt to remsmykker (A og B) fra mandsgraven i Jelling kirke og Jellingbægeret (mus.nr. CCCLXXII) i 1991 i et samarbejde mellem Bodil Leth-Larsen og Knud Krogh, Kunstakademiets Konservator-skole og Nationalmuseet Bevaringsafdeling (Krogh & Leth-Larsen 2002). Det var påfal-dende, at der på remsmykkerne var valgt mønstre af ret ensartede banebredder til niel-loindlægningen. Også adskillige andre forhi-storiske nielloindlægninger var udformet som ensartede banebredder. Spørgsmålet var, om dette var tilfældigt traditionsbestemt eller skyldes, at det faktisk var ensartede niel-lostrimler, der var udgangspunkt for indlæg-ningen. I det følgende fremhæves hovedessenserne fra både genstands- og teknologiundersøgel-sen med nogle uddybende beskrivelser på fle-re punkter. Den detaljerede redegørelse for undersøgelsens forudsætninger ud fra tidlige-re forskning, projektets resultater og en mere komplet litteraturhenvisning findes i oven-nævnte publikation. At der igen er grund til at berette om projektet skyldes, at resultaterne siden 1998 har opnået en vis international an-
erkendelse, og at en uddybning på vise punk-ter kan fremme forståelsen. Herunder beskri-ves nogle nyligt foretagne analyser af tre niel-loindlagte sølvsmykker fra udgravningerne ved Tissø. Baggrunden De forhistoriske oldsager indeholder niello af næsten rent sølvsulfid (sølv og svovl) og blandet sølv-kobbersulfid (sølv, kobber og svovl). Ved tidligere undersøgelser har man også fundet enkelte romerske bronzer indlagt med næsten rent kobbersulfid (kobber og svovl). I den tidligere forskning har der også været en del overvejelser vedrørende niellos natur. I middelalderlige skrifter findes der an-visninger på både fremstilling og indlægning af letsmeltelige, blyholdige sulfider (indehol-dende sølv, kobber, bly og svovl). Udgangs-punktet for tolkningen af også de forhistoriske nielloindlægninger var derfor de blyholdige sulfider. Efter sammensmeltning af kompo-nenterne blev disse påført ligesom emalje – dvs. som et knust pulver, der blev smeltet sammen i graverede fordybninger i metalfla-den (Hawthorne & Smith 1963). Man ser småhuller i disse indlægninger, som stammer fra indfangede gasbobler i den smeltede sul-fidblandning. Både den tidlige primære kilde Plinius (23-79 e.Kr.; Rackham 1968) og en-kelte middelalderlige kilder indeholder også anvisning på fremstillingen af sølv-kobbersulfid, men der er ingen anvisning på indlægning af dette eller rent sølvsulfid. Moss (1953) var opmærksom på, at de for-historiske indlægninger af rent sølvsulfid ville dekomponere før de smeltede. Nielloen kunne derfor ikke være smeltet ned i fugerne. La Ni-ece (1983) og Schweizer (1993) erkendte og-så, at ej heller indlægninger af blandet sølv-kobbersulfid kunne være smeltet på plads i
64
dekorationerne på oldsagerne, da der ikke var huller efter indfangede gasbobler. Jernalde-rens niellotyper vil langsomt begynde at de-komponere ved temperaturer over svovlets kogepunkt (444,5oC), men kan gøres bløde ved mere begrænset opvarmning. Moss (1953) og La Niece (1983) havde derfor for-søgt at indlægge disse typer niello som let op-varmet, knust pulver, der skulle gnides sam-men i fordybningerne. Det var mest nærlig-gende i forhold til den middelalderlige teknik. Schweizer (1993) havde samlet og opstillet de tidligere publicerede nielloanalyser i et di-agram (fig. 1). I den kronologiske opstilling illustreres de foretrukne niellotyper gennem tiden.
Resultater af undersøgelsen af National-museets nielloindlægninger Visuel undersøgelse I 1993 blev i alt 58 nielloindlagte oldsager re-gistreret i Nationalmuseets samlinger fra old-tid og tidlig middelalder. Nationalmuseets uddeponerede danefæ (til andre museer) var ikke med i optællingen. Museets ældste nielloindlagte genstande er en støbt sølvfibel fra en kvindegrav fra Røg-nehøj ved Ringe (fig. 2; mus.nr. dnf. 59/09; Albrectsen 1968 tav. 32f), og en fra Årslev (mus.nr. 8568) (Storgaard 1990). De er fra
Fig. 1. De publicerede udenlandske nielloanalyser(Moss 1953; Lazovia et al. 1977; Dennis & Meyers1979; Newman et al. 1982; Oddy et al. 1983 og La Niece 1983) er blev samlet og opstillet kronologisk afFrançios Schweizer (1993). De undersøgte genstandestammer fra begyndelsen af vor tidsregning og frem tilomkring 1500-tallet. Som del af Schweizers særligeinteresse for byzantinsk niello i den pågældende arti-kel, er disse udskilt som en selvstændig gruppe i detnederste diagram B.
Fig. 2. Nationalmuseets ældste nielloindlagte gen-stand er fra 3. årh. Sølvfiblen (mus.nr. dnf 59/09) er fra en kvindegrav fra Røgnehøj ved Ringe. Pladen er belagt med tyndt guldblik. Foto Karen Stemann Peter-sen. Se pl. 2.
Fig. 3. Nielloindlægninger kan indgå som et større eller mindre dekorationselement på oldsagerne. Det skålformede bronzespænde (mus.nr. C325), her vist fra siden, har seks små sølvbelagte områder med niel-lomønstre på siderne og to på oversiden. Foto Karen Stemann Petersen.
65
henholdsvis periode C2 og C3 i yngre ro-mersk jernalder. Sidstnævnte har bl.a. nogle klassisk-romerske ornamenter, men både den og førnævnte menes at være af nordgermansk evt. lokal dansk oprindelse. En tredje fibula er fra Skjerne på Falster (mus.nr. C288) fra sid-ste halvdel af ældre germansk jernalder for-modes at være af skandinavisk herkomst. Mu-seets yngre oldsager har i mere udstrakt grad nordiske karaktertræk med deres dyreformede udsmykninger. Af genstandsregistreringen kunne man se, hvilke metaller, der havde været foretrukket som underlag for indlægningen. Ud af de 58 indlægninger var 45 på objekter af sølv. Heraf var de 40 støbte sølvgenstande, medens kun fem var smedet sølv. Der var ni støbte bron-zegenstande, hvor indlægningerne findes på områder belagt med tynde sølvplader (yderli-gere tre af disse oldsager er efterfølgende fundet frem fra magasinet). Et skålformet spænde (mus.nr. 325) med kombinationen forgyldt bronze, sølvbelægning og niello er vist på figur 3. På bronzegenstandene og på
mange af sølvgenstandene er niellodekoratio-nerne kombineret med lueforgyldning. Af an-dre nielloindlagte metaller er der det støbte Randerskors af messing (mus.nr. D12124), og fra overgangen mellem vikingetid og middel-alder er der to guldringe. Museets samling af nielloindlagte oldsager er siden registreringen øget betydeligt ved de senere års detektorfund og udgravningerne i bl.a. Nydam og ved Tissø. Analyseresultaterne Ud fra den visuelle undersøgelse af de 58 genstandes indlægninger blev 21 udvalgt til analyse på DTU's scanningelektronmikroskop tilkoblet energidispersiv røntgenspektroskopi (SEM/EDX). I de fleste tilfælde blev analy-serne udført på små partikler, der blev udtaget af hver indlægning. Den grafiske opstilling af analyseresultaterne (fig. 4) var inspireret af opstillingen udført af Schweizer (1993). I min grafiske fremstilling
Fig. 4. Analyseresultaterne kunne opstilles grafisk i en kronologisk rækkefølge og med nielloind-lægningernes sølvindhold i vægtprocent afsat på y-aksen.
66
er analysernes sølvindhold i vægtprocent an-givet på y-aksen. Mineralet acanthit (sølvsul-fid) indeholder 12,94% svovl, så derfor ligger det maksimale sølvindhold på under 87,06%, såfremt prøven ikke indeholder metallisk sølv. Analyserne viste nogenlunde de samme ændringer i sulfidernes sammensætning gen-nem tiden, som der tidligere er påvist i de samlede, mere omfattende udenlandske analy-ser (Schweizer 1993). Analyserne viste, at de ældste indlægninger i de nævnte tre sølvfibler bestod af næsten rent sølvsulfid. Mange af de danskfundne, nielloindlagte oldsager fra den senere del af 400-tallet og frem til 600-tallet er meget beslægtede i deres dyreornamentik. Genstandsgruppen, som har mange nordiske sidestykker, omfatter en mængde pragtvåbenbeslag og smykker fra bl.a. bornholmske grave og fra ofringer i mo-serne. Ofte er det små punslede mønstre, som danner fordybninger til nielloindlægningen. Dette er bl.a. tilfældet med genstandene fra Nydam IV udgravet i 1990-91 (Rieck et al. 1999), hvor fem indlægninger fra denne ud-gravning indgår i mit analysemateriale. Med undtagelse af den i gruppen ret tidlige pragtfibel fra Gummersmark (mus.nr. 12524), som er indlagt med rent sølvsulfid, er de ana-lyserede stykker indlagt med sølv-kobbersul-fid. Seks ud af syv oldsager tilhørende Statens Historiska Museum i Stockholm (Häste, Gill-berga, Sjörup, Viken mv.), analyseret af La Niece (1983), er direkte sammenlignelige med gruppen. Heraf kan vi formode, at sølv-kobbersulfid har været foretrukket til niello i det skandinaviske område i perioden. I de samlede udenlandske analyser (Schweizer 1993) ser man derimod en mere sideløbende brug af begge typer niello fra den senere del af 400-tallet og helt frem til middelalderen. Blandt mit begrænsede analysemateriale er det først med nogle genstande fra vikingeti-den, at ret rent sølvsulfid igen tilsyneladende er ligeligt repræsenteret til indlægning. Vi-kingerne brugte således begge typer, indtil de begge afløses i middelalderen af blyholdige sulfider. Kun til indlægninger på guldsmykker
synes rent sølvsulfid at have være blevet fore-trukket yderligere en tid. Foruden sølv-kobbersulfid indeholdt alle de analyserede indlægninger fra Nydam IV-fundene et markant jernindhold, som ikke umiddelbart kan forklares. Enkelte andre af nielloanalyserne viste et mere begrænset jern-indhold. Nielloindlægningernes karakteristika Ligesom udenlandsk undersøgt materiale in-deholder indlægningerne på de pågældende oldsager fra Nationalmuseets samling heller ikke småhuller efter gasblærer. Nogle enkelte observationer om langsgående spor i indlæg-ningerne er beskrevet i den tidligere publika-tion (Petersen 1998). Både til indlægning af sølvsulfid og sølv-kobbersulfid har man i nogen udstrækning været afhængig af en mekanisk forankring til fordybningerne. De graverede indlægningsfu-ger har ofte ret lodrette sider og regelmæssige graverede hak i bundfladen. I fordybninger lavet som punslede zigzagmønstre og lignen-de er mønstrenes ujævne sideflader også med til at holde på indlægningen. Når niello på ar-kæologisk materiale er faldet ud, er det gen-nemgående ikke bare smuldret i overfladen men faldet ud i hele baner. Niello kan let forveksles med belægninger af sulfidkorrosion. Da den kemiske sammen-sætning af sulfidkorrosion og niello er ret ens, er der også vanskeligheder forbundet med rensning af arkæologiske objekter med niello. Når man yderligere ser på oldsagernes to-pografi, er det kendetegnende, at niello-mønstrene er lagt i graverede eller punslede fordybninger på objekternes helt plane eller højtliggende flader. Dvs. at f.eks. karvsnitde-korationer med videre ligger i et forholds-mæssigt lavere niveau. Det har så været mu-ligt at fjerne evt. overskydende niello efter indlægningen og få det helt i plan med de omgivende metalkanter. Derved fik man den skarpest mulige tegning i ornamentikken. I nogle tilfælde ser man dog alligevel, at ind-
67
lægningen er lidt hævet i forhold til grundme-tallet. Dette kan skyldes, at afretning er und-ladt, eller det kan være forårsaget af korrosion af det omgivende metal, som det forklares ne-denfor. Niello af sølvsulfid og sølv-kobbersulfid er ofte kun gråsort og ikke altid sort. Datidens guldsmede har ofte foretrukket, at niello dan-nede kontrast til forgyldte områder og ikke bare til det blanke sølv. På bronzegenstande med nielloindlægninger i de sølvbelagte om-råder blev bronzen konsekvent skjult ved lue-forgyldning. Oddy et al. (1983) og La Niece (1983) har vist, hvorledes lueforgyldninger blev påført, efter at nielloindlægningerne var på plads. Partier med niello blev fritskrabet efter lueforgyldningen. At rækkefølgen for påføringen generelt var sådan, kan også ses af småfejl på enkelte af de danske oldsager. Sulfiderne, som niello består af, er ret stabi-le og vil ikke umiddelbart ændre sig ved, at de indlagte oldsager har befundet sig i jorden i mange hundrede år. Begrænsede mængder af metallisk sølv, som jo kan forekomme i sul-fidmassen fra fremstillingen, kan dog korro-dere i jorden eller i luften på samme måde som metalgenstandene, nielloen er indlagt i. Århundreders korrosion i jorden kan som nævnt bevirke, at indlægningen vil fremstå ophøjet i forhold til sølvet, det er indlagt i. Dette ses især på forgyldt, støbt sølv (som har et vist kobberindhold), hvor der sker en lokal galvanisk korrosion af den støbte sølv-kobberlegering, hvor forgyldningen ikke er helt intakt op mod nielloindlægningen. Metallisk sølv på eller i en nielloindlægning kan, foruden at være fremkommet ved frem-stillingen, også skyldes senere reducerende forhold for indlægningen. North og MacLeod (1987) har i et tilfælde ved særlige jordbunds-forhold på fundstedet konstateret udskillelse af metallisk sølv fra nogle sølvmønters sulfid-lag.
Fig. 5. Fasediagrammet for Ag2S – Cu2S: Øverst ses smelte- og størknekurverne i systemet (i det tilfælde man i et lukket kammer kan undgå afdampning af svovl). Nedenfor i en lidt anden målestok ses syste-mets forskellige faser i størknet tilstand (Gmelins Handbuch 1974). Som supplement til molprocent er vægtprocent Ag2S tilføjet øverst på skemaet.
68
Resultater af teknologiundersøgelsen Forsøg med fremstilling og indlægning af sul-fidstrimler Teknologiundersøgelserne blev inspireret af tidligere forskning af Nationalmuseets old-sagssamling samt geologisk og kemisk metal-lurgisk litteratur indeholdende bl.a. fasedia-grammet for sølv-kobbersulfid (fig. 5; Skin-ner 1966). De nedenstående skitserede for-skelle i fremstillings- og indlægningsteknik-ken af niellotyperne er for at lette overskue-ligheden også opstillet i skemaet fig. 6. Til fremstillingsforsøgene af sølvsulfid blev der anvendt 1 mm tråde af rent sølv. Sølvet blev anbragt i en svovlsmelte i en time ved 220oC, som skitseret i kemisk litteratur (Gme-lins Handbuch 1971). Processen kan sammen-lignes med en accelereret korrosion af sølv i korrosive omgivelser. Det kan tilsvarende la-de sig gøre at fremstille sølv-kobbersulfid fra tråde af sølv legeret med kobber, men kob-berholdige sulfider i de yderste korrosionslag blokerer noget for, at også trådenes indre om-dannes. Når kobberindholdet er 20% og der-over, kræves temperaturer på ca. 350oC i læn-gere tid. De dannede sulfidtråde bliver ganske bløde og går let i stykker nede i svovlsmelten, inden man får dem op (jævnfør den kubisk fladecentrede struktur beskrevet nedenfor). Blandet sølv-kobbersulfid synes lettest at fremstille ved sammensmeltning af kompo-
nenterne som beskrevet hos bl.a. Plinius (Rackham 1968). De to metaller sammen-smeltes og blandes efterfølgende hurtigt med et overskud af svovl i en digel med låg. An-vendes denne fremgangsmåde, forbliver den nødvendige svovlmængde i blandingen. De forskelle, der er påvist i sulfidernes sammen-sætning, synes dermed at afspejle skift i niel-loens fremstillingsteknik. Selve indlægningsteknikken synes derimod at være ret ens for sølvsulfid og sølv-kobbersulfid. Ved praktisk brug af ovennævn-te fasediagram blev det sandsynliggjort, at indlægningen med begge typer niello er fore-gået på samme måde som jernalderens yndede polykrome indlægninger på metalobjekter med metaltråde - inkrusteringsteknikken be-skrevet af Holmqvist og Arrhenius (1964). Tråde eller strimler af niello skulle blot op-varmes under processen. Som fasediagrammet viser, overgår sulfidernes hårde, sprøde kry-stalstrukturer ved stuetemperatur under op-varmning til kubisk rumcentreret og kubisk fladecentreret struktur. Man kender den ku-bisk fladecentrerede struktur fra gode, form-bare metaller som kobber, sølv, guld og rød-glødende jern. Flere dekorationsvarianter med niello, set på bl.a. svenske fund, kan eftergøres. F.eks. kan strimler af sølvsulfid og sølvtråde snos sam-men. Sådanne tovsnoninger synes indlagt tæt sammen omkring et spydskaft fra Gotland. Ligeledes kan små sølvmønstre i selve niel-
Niello af sølvsulfid Niello af sølv-kobbersulfid Niello indeholdende også
bly Fremstilling af sulfidet Omdannelse af metallisk
sølv (evt. i form af tynde tråde) i svovldampe el. i en svovlsmelte
Sammensmeltning af metal-lerne og hurtig tilsætning af svovl før udstøbningen
Sammensmeltning af metal-lerne og hurtig tilsætning af svovl før udstøbningen
Viderebearbejdning af det Evt. videre udsmedning i varm tilstand til sulfidstrim-ler
Udsmedning i varm tilstand og bearbejdning til strimler
Udsmedning i varm tilstand og knusning til pulver i kold tilstand
Indlægning Sulfidstrimler indlægges i varm tilstand ved 176,7- 444,5oC
Sulfidstrimler indlægges i varm tilstand. Formbarhe-den afhænger af legering og temperatur – minimum 119oC.
Det knuste pulver blandes med lidt vand og et fluksmiddel som borax og smeltes forsigtig sammen i graveringerne.
Fig. 6. De skitserede forskelle i fremstilling og indlægning af niellotyperne kan opstilles skematisk.
69
loen eftergøres ved at banke forskellige sølv-stifter ned i den opvarmede indlægning. På en svensk pragtfibel har man f.eks. sølvstifter som skægstubbe på en mandsperson frem-bragt på den måde. Sølv-kobbersulfid bliver kubiske fladecen-teret og blødt og smidigt ved en lavere tempe-ratur end rent sølvsulfid, som fasediagrammet også viser. Ved forholdet omkring 65% Ag2S 35% Cu2S har man smidighed ved blot 119oC. Sølv-kobbersulfidets smidighed synes opti-malt udnyttet ved indlægning i de fint punsle-de mønstre, der forekommer fra sidste halvdel af 400-tallet og nogle århundreder frem. Disse kunne indlægges uden at mønstrene blev de-formerede. Bruges blandet sølv-kobbersulfid i et passende forhold har man foruden stor smi-dighed ved indlægning også sparet lidt på ma-terialeomkostningerne i forhold til rent sølv-sulfid. Det synes vanskeligt at pege på kendetegn, der adskiller vikingetidens indlægninger med ret rent sølvsulfid fra stykker med blandet sølv-kobbersulfid. Fordele og ulemper ved de to typer niello blev undersøgt yderligere, uden at resultaterne gav nogen større forståelse for vikingehåndværkernes valg af sulfid. Forsø-
gene viste, at rent sølvsulfid hæfter lidt tætte-re til fugerne i prøver af sterlingsølv end niel-lo af sølv-kobbersulfid gjorde. Også sulfider-nes tilbøjelighed til at dekomponere ved for høj varme blev undersøgt. Figur 7 viser om-fanget af dekomponering efter 5 minutter ved 500oC på henholdsvis en tråd af rent sølvsul-fid og sulfidtråde fremstillet ud fra to sølv-kobberlegeringer. Forsøget viste, at tilbøjelig-heden til at dekomponere stiger med sulfidets kobberindhold, og at det fortrinsvis er sølv (som det mest ædle af de to metaller), der først reduceres ud som krystaller. Kobberio-nerne i sulfidet må således have medvirket som reducerende faktor ved opvarmningen ved evt. at overgå fra oxidationstrin 1 til 2. Som nævnt kræver sølv-kobbersulfiderne, blandet i et passende forhold, ikke så kraftig indlægningsvarme, så faren for overophed-ning og dermed dekomponering må være be-grænset. Mulige materialekombinationer Det viste sig, at flere forhold vedrørende ma-terialevalg til oldsagernes nielloindlægninger var begrundet i metallers indbyrdes kemiske reaktioner. Tidligere har man undret sig over, at niello af sølvsulfid og sølv-kobbersulfid ik-ke forekom indlagt direkte i oldsager af bron-ze. På bronzer findes niellomønstrene som nævnt kun på sølvbelagte flader. De tynde sølvplader har let kunnet fæstnes til den støbte bronze ved hjælp af diffusionslodning (Olde-berg 1966). Det kemiske forhold, at niello in-deholdende sølvsulfid let vil blive reduceret ved kontakt med det mindre ædle kobber i bronzen, kunne dermed undgås. Forholdene blev efterprøvet ved forsøg. Havde man i ste-det forsøgt at anvende niello af rent kobber-sulfid til direkte indlægning på bronzer, ville det først blive rigtigt smidigt over 420oC og dekomponere som de andre, hvis det blev for varmt. Flere af de støbte bronzer, hvor sølvbelagte flader er platform for nielloen, er fra den ret sølvfattige periode i germansk jernalder. Som
Fig. 7. Forsøg med dekomponering blev afprøvet på sulfidtråde fremstillet ud fra rent sølv, sterlingsølv (92,5% Ag og 7,5% Cu) og en legeringen af 70% Ag og 30% Cu. I det viste tilfælde blev sulfidtrådende be-handlet i ovn ved 500oC i 5 minutter. Rent sølvsulfid var mest stabilt og den kobberrigeste sulfid mindst. Når svovlet dampede af, var det i alle tre tilfælde sølv, som blev reduceret først til små krystaller på overfla-den. Foto Karen Stemann Petersen.
70
det er påpeget af Dorte Gramtorp og Mogens Bo Henriksen (Gramtorp & Henriksen 2000) minder nogle af deres undersøgte fortinnede bronzer om nielloindlagte genstande i både type og mønsterkombinationer. I et samarbej-de med Dorte Gramtorp er en fortinnet plade-fibel af bronze, som synes at være nielloind-lagt, for nylig fundet frem fra magasinet. Det pågældende smykke (mus.nr. C7744) bliver undersøgt senere og kan evt. sammenholdes med et enkeltstående tilfælde beskrevet af Meeks (1993). Randers-korset (mus.nr. D12124) og lig-nende irske arbejder fra det 11. årh. er bevis på, at det er muligt at indlægge sølvholdigt sulfid i støbt messing. Det er messingens zin-kindhold, der hæmmer reaktionen mellem sølvsulfid og kobber. Der kan opnås en særlig god vedhæftning af niello af sølvsulfid i guldgenstande, fordi sølv og guld har ret ens atomstørrelser og er fuldt blandbare i alle forhold. På Jellingbæge-ret synes man også at have udnyttet dette ved, at niello, foruden at forekomme indlagt i selve sølvet, også ligger i nogle kun svagt hulende baner af forgyldning (Leth-Larsen & Krogh 2002). Det er foreløbig en enkeltstående ob-servation. Sammenlignende forsøg med niello i pul-verform Moss’ (1953) og La Nieces (1983) forsøg med at indlægge niello som knust, opvarmet pulver blev også efterprøvet. Rent sølvsulfid viste sig dog allerede ved knusning til pulver at give problemer, da det var for sejt til at bli-ve knust ordentligt. Sølv-kobbersulfid var me-re sprødt og lod sig lettere knuse. Ligesom ved Moss og La Nieces forsøg var sammen-gnidningsprocessen i fugerne problematisk. Det var tidskrævende, og jeg kunne ikke und-gå skæmmende porøsiteter i indlægningen. Problemerne synes ikke udelukkende at skyl-des manglende rutine. Pulveret har en stor overflade og umådeholdende opvarmning skulle undgås. Da indlægningerne i oldsager-
ne tydeligt er glatte og ret fejlfrie, mener jeg ikke, at indlægningen kan være udført med pulveriserede sulfider. Hvor f.eks. karvsnitde-korationer mv. ligger tæt omkring indlæg-ningsfugerne, må det også have været ret umuligt at holde styr på et opvarmet sulfid-pulver. Der blev også udført forsøg med middelal-derens blyholdige sulfider for at kunne sam-menligne denne med de tidligere niellotyper. Den sammensmeltede blanding var let at ud-smede i let opvarmet tilstand og let at knuse i kold tilstand. Med lidt erfaring og et passende flusmiddel blev det forståeligt, at sulfider in-deholdende bly fik udkonkurreret de tidligere sulfider til indlægning på sølvgenstande. Bly-indholdet medfører, foruden et lavt smelte-punkt, også at nielloet kan binde sig til sølv-underlaget. Det skyldes, at noget smeltet bly i sulfidblandningen bevæger sig ned i sølvover-fladen langs korngrænserne og dermed sikrer forankring. Graveringerne behøvede så ikke være særlig dybe og med yderligere mekanisk forankring af det indlagte. De blyholdige sul-fider synes også mørkere blåsorte end de an-dre. De står således mørkere mod det blanke sølv i forhold til de tidligere typer. Nielloindlægningerne fra Tissø-fundene Vikingetidens niello blev undersøgt ved ana-lyse af indlægningerne på tre forgyldte, støbte sølvsmykker fra Tissø-fundene. Dette skete i forbindelse med forberedelse af seminaret om håndværksteknikker på Hollufgård i Odense. Genstandene (fig. 8-10) er fra det 10. årh., og de er interessante, fordi lokaliteten ved Tissø, foruden at være en handels- og kultplads, og-så har været en værkstedsplads, hvor metalsa-ger af bl.a. bronze og sølv er blevet fremstillet (Jørgensen & Pedersen 1996). Sølvsmykkerne bærer dog præg af lang tids brug, så de er ikke nødvendigvis fremstillet på stedet. Hvis niel-loanalyserne viste sammenfald hvad angår sammensætningen, kunne smykkerne dog mu-ligvis stamme fra samme håndværkstradition.
71
Genstandsbeskrivelse Undersøgelsen omfattede to ret forskellige hængesmykker med gribedyrsornamentik (F6 A68 og FB 572) samt en af to dyrehovedfor-mede afslutninger til en flettet sølvkæde (KU 2337x4). Sølvstøbningerne er skabt ved cire perdueteknik. I de fladbundede fuger er der lavet de typiske små regelmæssige hak for at forbedre nielloets vedhæftning. Fugerne og de små, cirkelformede fordybninger på hænge-smykket med gennembrudt motiv (F6 A68) synes at være forberedt med punsler, hvor-imod de to andre smykkers fuger kan være la-vet med gravørstikkel. Efter nielloindlægning er smykkerne blevet lueforgyldt. Hænge-smykkerne fremstår, som de blev fundet, me-dens kæden og dets dyreformede afslutninger er renset let og lakeret på Nationalmuseets Bevaringsafdeling.
Fig. 8. Hængesmykket, F6 A68, i støbt, lueforgyldtsølv er fra udgravningerne ved Tissø. Der er ikke me-get forgyldning tilbage, og nielloen er også mangel-fuld. Smykkets ejer har på et tidspunkt valgt at få re-pareret det gennemslidte ophæng med en strimmelpånittet bronze. Foto Karen Stemann Petersen. Se pl.2.
Fig. 9. Det ovale hængesmykke, FB 572, er meget velbevaret, selv om også det er lidt slidt af brug. Foto Karen Stemann Petersen. Se pl. 2.
Fig. 10. En af to dyrehovedformede afslutninger til en flettet sølvkæde, KU 2337x4, er også af støbt, luefor-gyldt sølv. Slid har bl.a. medført, at dyrets mundvig er blevet oval. Foto Karen Stemann Petersen. Se pl. 2.
72
Analysemetode Analyserne blev udført direkte på genstande-nes overflader under lavvakuum i et scannin-gelektronmikroskop tilkoblet analyseenheden EDX og er foretaget af cand.scient. Ulrich Schnell. De udvalgte små analyseområder var forinden blot skrabet let med en skalpel, for at fjerne evt. uvedkommende metalsalte mv. på overfladerne. Smykkerne behøvede ikke at blive pådampet kul. Analyseområdet på hæn-gesmykket med gennembrudt motiv (F6 A68) er vist på figur 11, hvor også det støbte sølv, som grænser op til, blev analyseret. Der var i alle tre tilfælde den forventede dendritstruktur i den støbte sølv-kobber-legering. Sølvets kobberindhold på godt 10% har været udmærket at støbe af.
Resultat af nielloanalyserne og diskussion Resultaterne viste, at hængesmykket med gennembrudt motiv (F6 A68) var indlagt med næsten rent sølvsulfid, fig. 12. Svovlindholdet på 11% er tæt på de 12,94%, som mineralet acanthit (Ag2S) indeholder. I nielloen er der således kun ganske lidt metallisk sølv. Ifølge fasediagrammet bliver sulfidet rimeligt bear-bejdeligt i det kubisk rumcentrerede område over 176,7oC. De to andre smykker indeholdt to forskelli-ge blandede sølv-kobbersulfider. Det ovale hængesmykke (FB 572) indeholdt en ret sølv-holdig blanding, medens kædeafslutningens var mere kobberholdigt. Svovlindholdet er i begge tilfælde forholdsvis lavt, så sulfiderne indholder metallisk sølv. Det kan som nævnt være fremkommet ved opvarmningen ved fremstillings- eller indlægningsprocessen eller ved en reduktion i jorden eller ved konserve-ring. At der er metallisk sølv til stede, ser man faktisk også under lup. Det ovale hænge-smykke havde små sølvkrystaller på nielloen og kædeafslutningen havde lidt glatte, sølv-skinnende partier. For at bedømme sulfidernes formbarhed, da de blev indlagt, kan man omregne analysere-sultaternes til forholdet mellem sølvsulfid og kobbersulfid. De to sølv-kobbersulfider inde-holder så henholdsvis 61,7% og 39,96 vægt-procent Ag2S (i forhold til Cu2S). De skulle ifølge fasediagrammet, fig. 5 og 13, være i det kubisk fladecentrerede område ved henholds-vis ca. 170oC og 300oC. Vikingetidens hånd-værkere har selvfølgelig ikke så nøje kunnet vurdere arbejdsintervallerne, men en vis mærkbar forskel har der været. Kædeafslut-ningens niello har således været den mindst smidige af de to, men man har sparet lidt på sølvforbruget. Det er vanskeligt evt. at vurde-re, om det rene sølvsulfid på hængesmykket F6 A68 evt. synes at hæfte lidt bedre i fugerne end sølv-kobbersulfiderne. Selv om disse tre forskellige analyseresulta-ter ikke giver nogen enkel idé om den fore-trukne niello i Danmark eller ved Tissø i det 10. årh., kan man alligevel drage nogle
Fig. 11. Analyseområdet i scanningelektron-mikroskopet på hængesmykket F6 A68 er vist som enback-scatter gengivelse. På nielloindlægningen tilvenstre i billedet og det støbte sølv til højre er analy-sepunkterne angivet med 2 x 3 små kryds. LV-SEM/EDX udført af Ulrich Schnell. Nielloanalyser, gennemsnit angivet i vægtprocent % Ag % Cu % S F6 A68 87,5 1,5 11,0FB 572 56,1 34,8 9,1KU 2337x4 37,6 56,5 5,9 Fig. 12. Analyseresultaterne for de tre smykker. LV-SEM/EDX udført af Ulrich Schnell.
73
paralleller til de tidligere danske nielloanaly-ser fra perioden. I første omgang kan man prøve at fokuseres på andre sølvgenstande fra vikingetiden med gribedyr og dyreformer. Det gennembrudte hængesmykkes niello svarer til remsmykkerne fra Jelling kirke, til et foldet beslag fra Lundby Krat (mus.nr. D97-1982) og en stor ringnål fra Mølleløkken (mus.nr. 16370). Den blandede sølv-kobbersulfid i det ovale hængesmykke svarer lidt til Jellingbæ-gerets (mus.nr. CCCLXXII). Det høje kobber-indhold i nielloet på kædeafslutningen svarer lidt til Urnesspændet (AHM 129x1397) fra Lindholm Høje fra Ålborg Historiske Muse-um analyseret af metallurg Arne Joutiijärvi i 1995 (indeholdende 39,2% Ag, 43,8% Cu, 2,9% Fe, 13,2% S)1. Lidt uden for motivver-denen med dyreslyng findes Bonderup-korset (mus.nr. 14190) i Ringerikstil, hvis niello og-så indeholder mere kobber end sølv (indehol-dende 32,2% Ag, 60,6% Cu og 6,6% S). Det gennembrudte hængesmykkes niello af sølvsulfid svarer i renhed helt til Nationalmu-seets tidligere analyserede sølvsulfider. Hvad angår sølv-kobbersulfiderne på de øvrige to smykker er det vanskeligt at forestille sig, at det var helt tilfældigt, hvad vikingehåndvær-keren blandede sammen i sin digel, når der skulle blandes til niello. Måske har datidens guldsmed også gjort sig økonomiske overve-jelser. En anden mulighed er, at niello i nogle perioder har været et materiale håndværkeren købte som halvfabrikata, så vedkommende kun havde et begrænset kendskab til materia-lets egentlige sammensætning. En tredje mu-lighed er selvfølgelig også, at der i vikingeti-den har været skriftende traditioner for blan-dingsforhold, som vi bare endnu ikke har kortlagt. Hvis niello er blevet forhandlet som halvfa-brikata, som det bliver den dag i dag i Tyrkiet, kunne det være interessant, hvis arkæologerne kunne finde et sådant ubearbejdet, sprødt halvfabrikata på handels- og værkstedsplad-serne? Det bliver dog ikke let, idet det vil lig-ne korroderet sølv.
Fig. 13. De tre forskellige sammensætninger af niello på genstandene fra Tissø-fundene er her indtegnet med gråt i fasediagrammet fig. 5. Man ser, at nielloen på afslutningerne til kæ-den (KU 2337x4) har krævet mere opvarmning end på det ovale hængesmykke (FB 572) for at blive blødt. Helt hvorledes smidigheden af rent sølvsulfid forholder sig til de blandede, kan jeg ikke beskrive præcist, fordi der ikke er foreta-get deciderede hårdhedsmålinger på de op-varmede sulfider.
74
Konklusion Med de tre forskellige resultater af tre analy-serede smykkers indlægninger fremkom der ikke nogen enkel idé til den foretrukne niello i Danmark eller ved Tissø i det 10. årh. Analy-seresultaterne var lige så forskellige som dem fra de tidligere undersøgte danskfundne niel-loindlægninger fra vikingetiden (Petersen 1998). Analyserne af nielloen fra de tre smyk-
ker bekræfter, at det rene sølvsulfid synes at være et ret specifikt indlægningsmateriale, meden sølv-kobbersulfider varierer i bland-ingsforhold2. Når der på et tidspunkt bliver mulighed for at foretage en større mængde analyser, ville der igen være grundlag for et nøje sammen-ligning med udenlandske resultater, hvor der efterhånden også vil blive flere og flere til-gængelige. 1 Venligst oplyst 2001 af civilingeiniør Arne Joutiijär-vi, Heimdal Arkæometri, Virum. 2 Tak til Odense Bys Museer for indbydelsen til at bi-drage ved seminaret om håndværksteknikker. Natio-nalmuseets Bevaringsafdeling og mine kollegaer, Ul-rich Schnell, Peter Henrichsen, Marianne Lundbæk, Henning Mathiesen og Birgit Sørensen har bidraget ved disse nielloundersøgelser. En særlig tak til ph. d., museumsinspektør Lars Jørgensen, Nationalmuseet, for samarbejdet omkring smykkerne fra Tissø-fundene og for mundtlige oplysninger.
Noter 1 Venligst oplyst 2001 af civilingeiniør Arne Joutiijärvi, Heimdal Arkæometri, Virum. 2 Tak til Odense Bys Museer for indbydelsen til at bidrage ved seminaret om håndværksteknikker. Nationalmuseets Bevaringsafdeling og mine kollegaer, cand.scient. Ulrich Schnell, sektionsleder Birgit Sørensen, kons.tekn. Peter Henrichsen, kons.tekn. Marianne Lundbæk og forsker Henning Mathiesen har bidraget ved undersøgelsen. En særlig tak til Phd., mus.insp. Lars Jørgensen for samarbejdet omkring smykkerne fra Tissøfundene og supplerende oplysninger.
75
Litteratur Albrectsen, E. 1968: Fynske jernaldergrave III. Yngre romersk jernalder. København. Dennis, J.R & P. Meyers 1979: Niello: a technical study. Papers presented by trainees at the Art
Conservation Training Programs Conference. Center for Conservation and Technical Studies, Fogg Art Museum, s. 83-95. Harvard University.
Hawthorne, J.G. & C.S. Smith 1963: On divers arts, the treatise of Theophilus. The University of Chicago Press, s. xv-xxv, 104-115. Chicago.
Holmqvist, W. & B. Arrhenius 1964: Nordiskt guldsmide, s. 15-27. Historiska Museet, Stockholm. Gmelins Handbuch der anorganischen Chemie 1971: 8. udg., Silber Teil A3, s. 18-21. Verlag
Chemie, Weinheim/Bergstrasse. Gmelins Handbuch der anorganischen Chemie 1974: 8. udg., Silber Teil B4, s. 458-470. Springer-
Verlag, Berlin. Gramtorp, D. & M.B. Henriksen 2000: Fint skal det være – om tinbelægning på bronzesmykker fra
yngre germansk jernalder og vikingetid. Fynske Minder 2000, s. 135-156. Jørgensen, L. & L. Pedersen 1996: Vikinger ved Tissø. Nationalmuseets Arbejdsmark 1996, s. 22-
36. Krogh, K. & B. Leth-Larsen, 2002: Vikingekongernes monumenter i Jelling. Vol. II. (under udgi-
velse). La Niece, S. 1983: Niello. A historical and technical survey. The Antiquaries Journal. Vol. 63, nr.
2, s. 279-297. Oxford University Press, London. Lazovic, M., N. Durr, H. Durand, C. Houriet & F. Schweizer 1977: Objets byzantins de la collec-
tion du Musée d’arts et d’histoire. Genava, Nouvelle série bd. XXV, s. 5-62. Musée d’art et d’histoire, Genève.
Meeks, N. 1993: Surface Characterization of tinned bronze, high-tin bronze, tinned iron and arsen-ical bronze. Plating and patination: cultural, technical and historical developments, s. 247- 275. Butterworth Heinemann, Oxford.
Moss, A.A. 1953: Niello. Studies in Conservation. Vol. 1, nr. 2, IIC, s. 49-61. London. Newman, R., J.R. Dennis & E. Farrell 1982: A technical note on niello. Journal of American Insti-
tut of Conservation. Vol. 21, nr. 2, s. 80-95. North, N.A. & I.D. MacLeod 1987: Corrosion of Metals. I: C. Pearson: Conservation of Marine Ar-
chaeological Objects, s. 94. Butterworths, London. Oddy, W.A., M. Bimson & S. La Niece 1983: The composition of niello decoration on gold, silver
and bronze in the antique and medieval period. Studies in Conservation. Vol. 28. nr. 1. IIC, s. 29-35. London.
Oldeberg, A. 1966: Metallteknik under vikingetid och medeltid. Stockholm. Petersen, K. S. 1998: Danish niello inlays from the iron age. Journal of Danish Archaeology. Vol.
12, s. 133-149. Rackham, H. 1968: Pliny, Natural History Vol. IX. Book XXXIII. William Heinemann Ltd., Lon-
don. Rieck, F., E. Jørgensen, P.V. Petersen & C. Christensen 1999: ”… som samlede Ofre fra en talrig
Krigerflok”. Nationalmuseets Arbejdsmark 1999, s. 11-34. Schweizer, F. 1993: Nielle byzantin: étude de son évolution. Genava, bd. XLI, nouvelle série, Mu-
sée d’art et d’histoire, s. 67-82. Genève. Skinner, B. J. 1966: The system Cu-Ag-S. Economic Geology. Vol. 61, nr. 1, s. 1-26. The Eco-
nomic Geology Publishing Company, New Haven, Connecticut. Storgaard, B. 1990: Årslevfundet. Årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1990, s. 20-58.
76
77
Læderinspirerede nålehoveder Helge Brinch Madsen Det er ofte et tidskrævende arbejde for en konservator at rense forhistoriske bronzer for jord og skæmmende korrosionsprodukter. Med genstanden under mikroskopet må man møjsommeligt arbejde sig ned til bronzens oprindelige overflade. Her er det vigtigt at kende ornamentikkens opbygning, så man nø-je kan finde og følge liniernes forløb. Det gælder især for smykker fra yngre jernalder og vikingetid, hvor motiverne ofte er flettet sammen i sindrige mønstre. Ved tidligere lej-ligheder har jeg og Claus Haugaard argumen-teret for, at en række af de elementer, som indgår i vikingetidens ornamentik, har bag-grund i læderhåndværk (Madsen & Haugaard 1997; 1999; Madsen 2001). Læder er desværre et let forgængeligt mate-riale, så der er ikke meget, der er ladt tilbage. Men på udgravede sko og læderaffald fra vi-kingetiden og middelalderen forekommer tekniske detaljer, som let kan genfindes på smykker og runesten eller på genstande ud-skåret i træ og ben. Der er derfor stor sand-synlighed for, at datidens kunsthåndværkere
har benyttet det føjelige læder på den ene eller anden måde, når de skulle designe deres mo-tiver. Med denne idé i baghovedet kan man lettere forstå og følge de mange forskellige motiver, der optræder på bronzerne. Samtidig er det også muligt at tolke nye oplysninger ind i vi-kingetidens kunstverden og hverdag. Her skal blot gives enkelte eksempler. Bennål fra Birka I 1924 fandt en landarbejder en glatsleben bennål på Birka i Sverige. Den er 12 cm lang og har en næsten flad side. Nålen er ornamen-teret med en rundtløbende zig-zag række un-der en linie, der er indridset ca. 2 cm neden for den tykke endes topflade (fig. 1). På den flade side er der indridset en række runer, som afsluttes med en indridset hjort af samme ty-pe, som findes på mønter og tekstil fra Birka og dateres til det sene 9. årh. (Nyström 1992:68f).
Fig. 1. Tegning af ornamentikken og inskriptionerne på runenålen fra Birka. Efter Nyström, 1992 fig. 4:4.
78
På den modsatte side er indridset endnu en række runer. Det er tolkningen af disse runer, der har givet anledning og inspiration til den-ne artikel. S. Nyströms transliteration ser så-ledes ud
n i s t i t i n þ Nyström tolker disse runer som omhandlende selve genstanden. Den er sammensat af to tid-lige svenske ord, som svarer til islandsk nisti = ’broche, krog’ og tindr = ’nål, spids, pig’ og
henviser herved til genstanden selv: broche nål, krog nål, dragt nål (Nyström 1992:68f). I Fritzners ordbog oversættes nist(i) som ’krog, hægte’ og i tillægsbindet: nisti = ’vel oprinde-lig dobbeltspænde, senere et brystsmykke’ (Fritzner 1896). Tindr er her ’1) spids, pig, tak, skarp kant, 2) fjeldtap’ (dvs. dansk tin-de)1. Det er ikke ualmindeligt at finde runeind-skrifter, som kan belyse navnet på tingen selv (Moltke 1976). Således nævner Moltke en høvl fra Vimose på Fyn dateret 100-300 e.Kr.
Fig. 2. Rygknapfibel fra yngre germansk jernalder.Nørre Sandegård, Gudhjem sogn, Øster herred, Born-holm. Inv.nr. Bornholms Museum C 321044. Foto Al-lan Juhl, Bornholms Museum.
Fig. 3. Rygknapfibel fra periode VII:2 fra Gotlanduden nærmere stedangivelse. Efter Nerman 1969, fig. 849.
Fig. 4. Rygknapfibel. Fra gravfund nr. 320, periode VII:3. Fra gravfelt Stora och Lilla Ihre, Hellvi sogn, Gotland. Efter Nerman 1969, fig. 1370.
Fig. 5. Ringnål fra Høm sogn, Ringsted herred, Sorø amt. Inv.nr. NM C 6605. Foto i Nationalmuseets lys-billedearkiv, 1. afd.
79
Den bærer bl.a. runerne t a l i j o, som bety-der ’høvl’. Ligeledes fra Vimosen stammer en dupsko fra ca 250-300 e.Kr. På siden er ind-ridset runerne m a k i j a, ’sværd’. I Elisen-hof, Sydslesvig, er fundet en kam fra slutnin-gen af det 9. århundrede. På den ene side er indridset runerne k a m b r, ’kam’. Fra Lunds middelalder stammer en kam med ind-skriften : argun gaf meer kab, ’Argun gav mig kammen’. Der er adskillig flere hverdagsgenstande med runeindskrifter, som omtaler genstande-nes funktioner. Her skal blot nævnes et nyligt fund fra Højbro Plads i København dateret til ca. 1050-1100. Det er en bennål med et bredt fladt hoved, hvori der er boret to huller. På den ene side er der indridset runerne sbyta, som betegner genstanden. Indskriften svarer til vestnordisk spyta, som betyder en ’pind, stikke, nagle, hvorved man fæstner noget’ (Stoklund 1996:280-282). Der er således udemærket grund til at tage teksten på bennålen fra Birka for pålydende. Men skulle nålen have været brugt som en brochenål, ville man forvente, at der var et hul igennem den tykke ende til en ophængnings-aksel, der kunne hænge i et par nåleholdere på spændets bagside. Men måske har nålen en-gang været forsynet med en lædertut eller -hoved om nålens brede ende og strammet til, så nålen ikke kunne falde ud på grund af nå-lens koniske form, og med et hul igennem læ-derhovedet til ophængningsakselen? Til støtte for denne hypotese kan vi inddra-ge en rygknapfibel fra Bornholm og to fra Gotland, der alle er fra yngre germansk jern-alder. Den bornholmske stammer fra Nørre Sandegård, Gudhjem sogn, Øster herred (fig. 2) og de gotlandske er henholdsvis fra periode VII:2 uden nærmere stedangivelse (fig. 3) og fra periode VII:3, gravfund Nr. 320, gravfelt Stora och Lilla Ihre, Hellvi sogn (fig. 4). Alle tre har nåle med hoved og maske ved op-hængningsstedet. De er støbt i bronze, men som vi har set i andre sammenhænge kan et forlæg i læder godt have været brugt. En klar indvending imod dette synspunkt er, at Birkanålen er alt for stor i sammenligning
med rygknapfiblernes nåle. Men større bro-chenåle med masker findes. De kan have væ-ret en videreudvikling af de små nålehoveder fra yngre germansk jernalder, som senere i vi-kingetiden får lov til at udfolde sig. Her skal blot vises to. Den ene er den velkendte ringnål fra Høm sogn, Ringsted herred, Sorø amt (fig. 5). Ringen og nålen er fortinnet og de tre ho-veder samt nålens båndflet er forgyldte (Roesdahl 1990). Maskernes sammenflettede struktur peger på, at der har været brugt et for-læg i læder. Den anden er dragtnålen fra Ka-trinelund, Voel sogn, Gjern herred, Århus amt. Det er en tyk bronzenål med forgyldt maske (fig. 6). Igen aner vi, at der må have
Fig. 6. Dragtnål fra Katrinelund, Voel sogn, Gjern herred, Århus amt. Inv.nr. SIM journ.nr. 565/1984. Efter Roesdahl 1990. Foto Lennart Larsen.
80
ligget et forlæg i læder bagved. Især skal der gøres opmærksom på de to sammenkoblings-knuder, der findes dels foroven og dels forne-den på masken. Denne tekniske detalje gen-findes på mange motiver fra vikingetid og æl-dre middelalder, som kan relateres til et læ-derhåndværk (Madsen & Haugaard 1997, Madsen & Haugaard 1999, Madsen 2001). Runeindskriften på bennålen fra Birka giver anledning til flere tolkningsmuligheder. Hvis den skal læses som brochenål, mangler den en
gennemboring til ophængningsaksel. Det foreslåes, at nålen kan have haft et læderho-ved med hul igennem. Denne hypotese kan understøttes af nogle rygknapfibler fra Born-holm og Gotland, som har støbte bronzenåle med ansigtsmasker ved ophængningsstedet. Også fra vikingetiden kendes bronzenåle med masker, der kan have haft læderflet som for-billede. Disse kan ses som en videreudvikling af maskerne på rygknapspænderne. 1 Jeg takker Marie Stoklund for at gøre mig opmærk-som på Fritzners ordbog. Tak til Jan Holme Andersen for hjælp med grafisk tilrettelægning.
Litteratur Fritzner, J. 1896: Ordbog over Det gamle norske Sprog. Omarbeidet, forøget og forbedret Udgave.
3. Kristiania. Jacobsen, J. 1990: Fikserbilleder. I: P. Kjærum & R.A. Olsen (red.): Oldtidens Ansigt, s. 170-171.
Århus/København. Madsen, H.B. & C. Haugaard 1997: Vikingetidens læderteknik og ornamentik. By, marsk og geest
9, s. 22-31. -1999: Vikingekunst og tre-dimensionale lædermasker. By, marsk og geest 11, 1999, s. 13-22. Madsen, H. B. 2001: Lædertekniske detaljer på genstande fra vikingetiden - Spor efter et forsvundet
håndværk. I: L.R. Knudsen et. al. (red.): Håndværk i 2000 år, s. 57-62. København. Moltke, E. 1976: Runerne i Danmark og deres oprindelse. København. Nerman, B. 1969: Die Vendelzeit Gotlands, II. Tafeln. Stockholm. Nyström, S. 1992: Runes and runestones from Birka. I: Investigations in the Black Earth, Vol. 1, s.
64-70. Stockholm. Roesdahl, E. 1990: Viking i Høm. I: P. Kjærum & R.A. Olsen (red.): Oldtidens Ansigt, s. 174-175.
Århus/København. Stoklund, M. 1996: Runer 1995. Arkæologiske udgravninger i Danmark 1995, s. 275-286.
Noter 1 Jeg takker Marie Stoklund for at gøre mig opmærksom på Fritzners ordbog. Tak til Jan Holme Andersen for hjælp med grafisk tilrettelægning.
81
Fig. 7.
Farveplancher Pl. 1.
Dorte Gramtorp & Mogens Bo Henriksen
Fig. 2. Fig. 3.
Fig. 5.
Fig. 6.
Fig. 4.
82
Karen Stemann Petersen Pl. 2.
Fig. 2.
Fig. 8.
Fig. 9.
Fig. 10.
83
Program for seminaret 9.30-10.00 Ankomst og kaffe 10.00-10.15 Karsten Kjer Michaelsen Velkomst 10.15-10.45 Jens Ulriksen Håndværksspor på yngre jernalders anløbspladser 10.45-11.15 Claus Feveile Støbning af ovale skålspænder i Ribe - type- og teknikvariation 11.15-12.00 Arne Jouttijärvi Kobberlegeringer i jernalder og vikingetid 12.00-13.15 Frokost 13.15-13.45 Ken Ravn Hedegaard Yngre jernalders stempelornamentik. Teknik - og formål 13.45-14.15 Mogens Bo Henriksen & Fortinning af bronzegenstande fra
Dorte Gramtorp jernalder og vikingetid 14.15-14.40 Kaffe 14.40-15.10 Karen Stemann Petersen Nielloindlægninger i jernalder og
vikingetid 15.10-15.45 Helge Brinch Madsen Direkte og indirekte vidnesbyrd om læderhåndværk og -kunst i vikingetiden 15.45-16.00 Afrunding
84
Deltagerliste
Efternavn Fornavn Firma Amsgaard Ebsen Jannie Odense Bys Museer Antonsen Eva Konservatorskolen Becker Nathalie Riksantikvarieämbetet, UV Syd Billeschou Juhl Hanne Nordjyllands Amts Konserveringsværksted Billeschou Juhl Lone Nordjyllands Amts Konserveringsværksted Bjerregaard Pedersen Nanna Konservatorskolen Boye Linda Københavns Amtsmuseumsråd Brinch Madsen Helge Konservatorskolen Brock Didriksen Merethe Konservatorskolen Byrum Anne Elisabeth Odense Bys Museer Carlsson Marianne Nationalmuseet, Bevaringsafdelingen Elling Gerd Nationalmuseet, Bevaringsafdelingen Engberg Nils Nationalmuseet Feveile Claus Antikvarisk Samling Fodstad Endre Konservatorskolen Fonnesbech-Sandberg Eliza Københavns Amtsmuseumsråd Frandsen Lene B. Varde Museum Gjøls-Andersen Anders Konservatorskolen Gottlieb Birthe Nationalmuseet, Bevaringsafdelingen Gottlieb Claus Nationalmuseet, Bevaringsafdelingen Gramtorp Dorte Odense Bys Museer Gregersen Bo Odense Bys Museer Hedegaard Andersen Arne Odsherreds Museum Helgesson Bertil Arkeologiska institutionen, Lunds Universitet Henrichsen Peter Nationalmuseet, Bevaringsafdelingen Henriksen Mogens Bo Odense Bys Museer Holm Sørensen Bodil Ladbyskibsmuseet Hovgaard Anne-Kathrine Konservatorskolen Hårdh Birgitta Arkeologiska institutionen, Lunds Universitet Jacobsen Louise Vanløse Jeppesen Trine Roskilde Amts Konservingscenter Jouttijärvi Arne Heimdal Arkæometri Kirkegaard Lone Roskilde Amts Konserveringscenter
85
Kjer Michaelsen Karsten Odense Bys Museer Klitgaard Susanne Odense Bys Museer Korthauer Carsten Rødovre Lenntorp Karl-Magnus Arkeologiska institutionen, Lunds Universitet Lindell Maria Arkeologiska institutionen, Lunds Universitet Lund Jørgen Moesgård Museum Lundbæk Marianne Nationalmuseet, Bevaringsafdelingen Lyngstrøm Henriette Københavns Universitet, Institut for Arkæologi Maixner Birgit Senter for studier i vikingetid og nordisk middelalder, Oslo Marcussen Birgitte Langelands Museum Nowack Aase Kerteminde Museum Nygaard Signe Roskilde Amts Konserveringscenter Paulsson Jonas Arkeologiska institutionen, Lunds Universitet Pedersen Unn Universitetet i Oslo Prangsgaard Kirsten Esbjerg Museum Ravn Hedegaard Ken Forhistorisk Støbeteknik Salomonsen Eva Nationalmuseet, Bevaringsafdelingen Skre Dagfinn Universitetet i Oslo Sparr Anna Konservatorskolen Stemann Petersen Karen Nationalmuseet Thomsen Per O. Svendborg & Omegns Museum Ulriksen Jens Roskilde Museum Østergaard Sørensen Palle Nationalmuseet
86
Forfatternes adresser Karsten Kjer Michaelsen, Odense Bys Museer/Arkæologi, Overgade 48, 5000 Odense C. Museumsinspektør, cand.mag. i forhistorisk arkæologi og massekommunikation. [email protected] Mogens Bo Henriksen, Odense Bys Museer/Arkæologi, Overgade 48, 5000 Odense C. Museumsinspektør, cand.phil. i forhistorisk arkæologi. [email protected] Dorte Gramtorp, Odense Bys Museer/Bevaringsfunktionen, Claus Bergs Gade 3, 5000 Odense C. Konserveringstekniker. [email protected] Jens Ulriksen , Fodbygårds Vej 128, 4700 Næstved. Museumsinspektør, ph.d. i forhistorisk arkæologi. [email protected] Claus Feveile, Antikvarisk Samling, Overdammen 12, 6760 Ribe. Museumsinspektør, cand. mag. i forhistorisk arkæologi og middelalderarkæologi. [email protected] Arne Jouttijärvi, Heimdal Arkæometri, Skovledet 30, 2830 Virum. Civilingeniør. [email protected] Ken Ravn Hedegaard, Forhistorisk Støbeteknik. Kirkegårdsvej 4, Kiplev, 6200 Aabenraa. Arkæolog, cand.mag. i forhistorisk arkæologi og forvaltning for humanister. [email protected] Karen Stemann Petersen, Nationalmuseet, Bevaringsafdelingen. Brede 2800, Lyngby. Konservator [email protected] Helge Brinch Madsen, Konservatorskolen, Esplanaden 34, 1263 København K. Konservator, cand.phil. [email protected]
87
Skrifter fra Odense Bys Museer Vol. 1,1 (2. oplag 2001) Mogens Bo Henriksen, Jørgen A. Jacobsen & Asger Lorentzen Fynske Jernalderbopladser bind 1. Vends, Skovby, Skam og Lunde herreder. Odense 1997. Pris: 75,- kr. + forsendelse. Vol. 1,2 Jørgen A. Jacobsen Fynske Jernalderbopladser bind 2. Odense herred. Odense 2001. Pris: 75,- kr. + forsendelse. Vol. 2 Esben Hedegaard: Landbrugets bygninger 1850-1940. Beretning fra det 15. Bebyggelseshistoriske symposium på Hollufgård arrangeret af Odense Universitet og Odense Bys Museer 11.-12. november 1996. Odense 1997. Pris: 35,- kr. + forsendelse. Vol. 3 Mogens Bo Henriksen: Bebyggelseshistoriske projekter. Deres betydning, bearbejdning og publika-tion. Rapport fra bebyggelseshistorisk seminar på Hollufgård den 9. april 1997. Odense 1998. Pris: 35,- kr. + forsendelse. Vol. 4 Esben Hedegaard & Claus Østergaard: Haveplaner og Planteliste. Den Fynske Landsby 1998. Odense 1998. Pris: 35,- kr. + forsendelse. Vol. 5 Mogens Bo Henriksen: Detektorfund - hvad skal vi med dem? Dokumentation og registrering af bopladser med detektorfund fra jernalder og middelalder. Rapport fra et bebyggelseshistorisk se-minar på Hollufgård den 26. oktober 1998. Odense 2000. Pris: 45,- kr. + forsendelse.
Vol. 6 Camilla Mordhorst & Kitte W. Nielsen: Formens semantik - En teori om den kulturhistoriske udstil-ling. Odense 2000. Pris: 75,- kr. + forsendelse.
88
Vol. 7 Asger Lorentzen & Karsten Kjer Michaelsen (red.): European Cultural Paths. Rapport fra seminar på Hollufgård den 13. september 1999. Odense 2000. Pris: 35,- kr. + forsendelse. Vol. 8 Torben Grøngaard Jeppesen: Danskere og danskheden i USA. Rapport fra seminar på Hollufgård den 18. september 2000. Odense 2001. Pris: 35,- kr. + forsendelse. Vol. 9 Mogens Bo Henriksen (red.): Metalhåndværk og håndværkspladser fra yngre germansk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. Rapport fra et bebyggelseshistorisk seminar på Hollufgård den 22. oktober 2001. Odense 2002. Pris: 35,- kr. + forsendelse. Skrifterne kan købes ved henvendelse til: Odense Bys Museer Publikum & Kommunikation Postboks 1255, Bangs Boder 5 DK-5100 Odense C. email: [email protected] www.odmus.dk
