Umiddelbart er det de voldsomme klokker der ringer, når navnet lars møller dUkker op. men

bag navnet gemmer der sig en af det danske jægerkorps mest erfarne soldater, der Udover

missioner i afghanistan, irak og på balk an, også har deltaget i adventUre races i sydamerik a og

besteget nogle af verdens højeste bjerge. lars møller er ikke længere akt iv jæger, og brUger

nU sin t id på erhvervs coaching og t v-prodUkt ioner – bl.a. bs og basserne. v i har talt med lars

om hans fort id i korpset, hans nUværende arbejde og den spændende fremtid der venter ham.

TeksT Kristian KlarsKov · FoTo Henning Kristensen, lars Møller, Pelle rosell olesen

LarsMøller2 3Dobbelt A · December 2010

Du er københavner, men valgte i 1984 at flytte til Aalborg for at blive en del af Det Danske Jægerkorps. Var det en drøm, du altid havde haft, eller manglede du simpelthen bare noget at give dig til?Umiddelbart har jeg ikke tænkt, at det var Jægersoldat, jeg ville være. Da jeg blev soldat i 1982, var det bare min mening, at det skulle være de 9 måneder. Derefter ville jeg gerne være fotograf. Men jeg havde succes som soldat og hungrede efter oplevelser og aktivitet. Jeg oplevede, at mine interesser og ev-ner løb sammen i en utrolig og udviklende positiv spiral i mine måneder som værnepligtig, og jeg var totalt fanget. Allerede før, min værnepligt var slut, søgte jeg til Jægerkorpset, og alle mine overordnede grinede af mig. Det var for dem noget uopnåeligt. Noget, man ikke kunne. Jeg havde jo ikke engang afsluttet vær-nepligten, og der var mange nedværdigende bemærkninger, som jeg opdagede bare motiverede mig endnu mere og gjorde mig stærkere!

At være ude i naturen og forholde sig til alle de militære disci-pliner, var så befriende let for mig, og jeg nød at blive udfordret mentalt og presset fysisk. Jeg blev menig gruppefører, og i de af-sluttende tests viste det sig også, at jeg med min infanterigrup-

pe overhalede de gamle garvede sergenter med deres infante-rigrupper i præstationerne, og jeg fik topkarakterer. Jeg kunne virkelig det her. Jeg var i stand til at motivere mine folk til bedre ydelse, måske fordi jeg netop ikke var ”mere end dem” på skuld-rene, fordi jeg ikke var sergent, men måtte bruge andre metoder.

25 år i jægerkorpset er lang tid – specielt, hvis man kigger på, hvor længe de nuværende jægere bliver i korpset. Var det noget andet med de mænd, der meldte sig i 80’erne. Havde I en anden mentalitet dengang?For de soldater, der kommer igennem til Jægerkorpset, er op-skriften næsten den samme. Optagelsesprøverne er jo naturlig-vis gjort mere tidssvarende. Men dele af den er, med små juste-ringer, helt tilbage fra korpsets start. Uddannelsen var mere simpel, dengang jeg kom ind, og tekno-logien har jo nærmest taget kvantespring. Når jeg tænker på det materiel, vi skulle i den kolde krig med, så kan jeg bare ryste på hovedet. Også dengang havde korpset jo også verdens bedste materiel. Det var bare utroligt dårligt i forhold til i dag.Min optagelse var hård på den mentale side, og man kørte me-get personligt på aspiranterne. Man gik mere efter manden, end efter bolden. De, der klarede alle opgaverne, bestod prøverne

der er jeg måske lidt mere af et ”kasse menneske” – forstået på den måde, at jeg godt kan lide at have styr på mine ting. jeg kan da godt være impUlsiv, men har det godt med at vide, at jeg f.eks. har en Uddannelse at falde tilbage på, hvis nU det ikke kommer til at gå med håndbold pga. en skade eller sådan

og samtidig kunne klare at blive røvrendt i et halvt år, kunne bli-ve Jægere. Sådan er det ikke mere. Nu træner man mere folk ind i jobbet, og den gamle skole er dømt ude. Det er der desværre også noget skidt ved.

Den gamle metode giver nok lidt mere hård på brystet, men jeg er helt overbevist om, at nutidens unge er meget klogere på mange andre områder. Vidensindsamling og -forvaltning og kommunikation er jo noget helt andet nu, og alt går meget hurtigere. Jeg tror, at tilbuddet til de unge er nærmest urimeligt stort, og der er mange alternativer, der hele tiden skræddersyes til den enkelte. Hvis man ikke evner eller har lyst til at yde en ar-bejdsindsats ud over det sædvanlige, tilpasse sig de ressourcer, der er til rådighed og få det bedste ud af det og så i øvrigt bare give den en skalle, så bliver man der ikke længe. Heldigvis er de fleste med på det.Men verdensbilledet har jo ændret sig. Vi havde tidligere opgaver, der varede 2-3 uger, og nu er typiske opgaver overstået på en nat. Der er nok ikke helt samme evne til at holde til det lange seje træk, og bare blive ved, selvom beløn-ningen er lille og ligger langt ude i fremtiden. Jeg er sikker på, at man nu om dage hurtigere har behov for at se, at egne mål nås, og at belønningen er forholdsvis tæt på.

Men når det er sagt, så er det personbestemt, og en del af den naturlige udvikling. Jeg kender ikke nogle Jægere, jeg ikke ville gå igennem ild og vand med. Og selv om man er ældre, må man følge med og holde sig frisk også på nye ting, der kommer ind.

Du har været med på næste alle missioner, som Korpset har været sendt ud på siden din optagelse. Har det ikke være mentalt hårdt at bearbejde alle de indtryk, man får under sådanne opgaver?Jeg har ikke deltaget i alle missioner, men har været meget aktiv. Det er noget, jeg konstant har forfulgt, for det har for mig altid været kærnen i soldater-arbejdet. Jeg har aldrig tænkt, at nu skulle jeg til at slappe af på et eller andet administrativt kontor, og spare mig selv lidt. Det har altid været det aktive operative arbejde, der har fanget mig. Det er her, der sker noget vigtig med mennesker og mig selv. Det er her, det kræver, at man udvikler sig. Men når det er sagt, så er træningen så utrolig god, og kam-meratskabet og moralkodeks er underbyggende og støttende. Desuden er alle andre jo ”tjekket ud” til at være nogle af de bed-ste. Man ved bare, at de folk, der er omkring en, er klar til at le-vere varen. Det stiller naturligvis krav til, at man også selv leverer. Men det giver også tryghed og støtter i komplekse situationer.

4 Dobbelt A · December 2010 5Dobbelt A · December 2010

Der er altid nogen, der kan hjælpe dig, og du ved, at andre må-ske trænger din hjælp, og at du har kompetencer til at træde til, hvis det er nødvendigt. Der er en slags åben fortrolighed i Jæger-korpset. Man taler om tingene, og derfor bliver problemområder hele tiden løbende behandlet. Jeg har aldrig taget noget med hjem, jeg ikke kunne bære.

Der er ingen tvivl om, at man skal være lavet af noget spe-cielt, for at blive jæger. Hvad, tror du, er årsagen til, at du har været med på så højt et niveau i så lang tid?Når man først er blevet Jæger, forandrer tingene sig. Så er man jo pludselig en del af familien, og så har uddannelsen og træ-ningen en anden form. Man kan ikke sige, det er 8-16 arbejde, men dagligdagen bliver mere normaliseret i sin tone. Man skal selvfølgelig holde sig i god form og være oppe på dupperne og kunne sine ting. Men det er jo spændende emner for en mand, og man kan vel nærmest sige, at man som børn ”leger” sig ind i færdigheder. Det er jo vildt spændende pludselig at skulle springe faldskærm, fordi man skal bruge det til en indsættelse, eller køre motocross cykler, fordi de skal anvendes operativt, el-ler skyde med alle mulige slags våben og bruge højteknologisk kommunikationsudstyr. Det har i hvert fald passet mig godt. Jeg har altid kunne se større formål med det arbejde, jeg har været i gang med, og har altid været stolt i det.

Der sker mange ting, der automatisk former en, og gør dig klar til kamp. For mig har der aldrig skulle meget selv-motivation til. Jeg tror, de fleste Jægere arbejder, fordi de synes, det er sjovt og ikke fordi, der skal penge ind på en konto. Jeg har altid syntes, det var

et fantastisk arbejde, og at mulighederne for egenudvikling og nytænkning var enorm. Derfor har det været let for mig at holde mig i gang. Jeg har simpelthen altid været overordnet tilfreds.

Du har set mere fra Irak, Kosovo og Afghanistan end de fleste. Du har derfor også et indgående kendskab til, hvad der foregår de steder. Er det ikke svært at se for-skellige mediers udlægning af begivenhederne, når man kender de ”virkelige historier”?Jo. Det er jo særligt svært at berolige sin familie, fordi det ofte er alt for dramatiske billeder, der tegnes. Men når man arbejder i felten med opgaver, så er truslen naturligvis til stede, men for en soldat er den på en eller anden måde håndgribelig.

I vores alles liv findes der uforudsete hændelser, der kan ændre det hele. Sygdom, trafikuheld, ulykker osv. Soldater er jo lidt mere udsat. Men som jægersoldat har men en super god uddan-nelse, godt materiel og man ved, at alle kammeraterne omkring sig kan deres ting. Det er en god følelse at have gjort alt det, man kunne for, at der ikke sker noget, resten er tilfældigheder, og det skal vi jo alle leve med. Man skal gøre noget ved det, man kan gøre noget ved. Og så skal man slippe det, man ikke kan æn-dre. Jeg har aldrig hørt noget så tosset som, når folk brokker sig over vejret. Det er utroligt uproduktivt. Men Medierne har jo en vis berettigelse, fordi det er vigtigt at kende til sandheder. Men krigens sandheder passer ikke til, at vi alle skal vide alt. Når der bliver sat soldater på jorden, så er det desværre også på en måde lig med død og ødelæggelser. Man skal have uddannelse og er-faring for at bære det i sin bevidsthed, og derfor er det ikke bare

noget, alle skal kunne håndtere. Her er medierne ikke deres an-svar helt bevidst, og for ofte handler det om dramatik på fordsi-den. For en soldat er det ofte ikke så dramatisk, som mange tror.

Du har også fået tid til andre spændende udfordringer i dit liv – blandt andet adventure races rundt omkring i verden. Fortæl lidt om de steder, du har været, og hvad der gør, at du søger disse udfordringer?Jeg har altid været meget aktiv i sport. Jeg har flere danmarks-mesterskaber bag mig i triathlon og orienteringsløb. Men i slut-ningen af 90´erne fandt jeg det, jeg altid i sporten havde ledt ef-ter. Ultimativ udfordring, uforudsigelighed og fysisk belastning. Det var Eco Challenge. 800 km lange ekspeditions løb, hvor man ved naturlige hjælpemidler skulle komme først i mål. Mit hold deltog i Eco Challenge i Patagonien i 1999 og i 2000 i Borneos jungler. Og i Raid Gauloises i 2000 i Himalaya. Der er passager med kajakroning, mountainbike cykling, trek-king, klatring, gletchervandring, svømning, white water rafting og ridning. Man skal kunne det hele, finder selv vej på dårlige kort og medbringer selv sit udstyr undervejs. Vi startede i Patagonien med at blive det første Danske hold, der gennemførte dette løb, og allerede året efter på Borneo blande-de vi os i toppen og konkurrerede med de bedste hold fra USA, Canada og New Zealand og Frankrig. Det er sådan, at jo mindre man sover, jo bedre placering får man. Vi sov for meget de fø-ste løb, men fandt ud af at skære det ned til 1-2 timer i døgnet. Fordelt på små 20 minutters powernaps på de helt rigtige tids-punkter, så man akkurat udsatte søvndepressisonen hele tiden. Resten af tiden var man bare i bevægelse på en cykel, eller hen over et bjerg, eller igennem en bambus jungle, eller ned af en rivende vild flod i en 4 personers mahogni-kano.Det har også været spændende, fordi man på skift har op- og nedture på fysik og på den mentale side, og ikke kan stoppe og give op. Der kommer ikke nogen og henter en, og man må bare fortsætte.

Man bevæger sig dagesvis igennem fantastiske natur scenerier, og det fangede mig, at vi oplevede, at det faktisk ikke bare var en fysisk, men i ligeså høj grad en mental konkurrence, hvor man konstant kæmper med sig selv, og må holde sig ”ren” i tankerne.

Du har bl.a. lavet programmet BS og Basserne, hvor du stod for den fysiske del af træningen med de unge drenge. Var det spændende at være en del af en sådan produktion, eller var der for meget fokus på opgaven fra medierne i forhold til det, du er vant til fra Korpset, hvor der ikke er medieindblanding overhovedet?I Jægerkorpset skal man jo stort set aldrig motivere folk, man skal bare dele viden ud, så kører det hele af sig selv. Men disse tunge drenge var jo havnet i deres fedme af én grund. Nemlig fordi de ikke havde fat i sig selv, og ikke har taget kontrol over deres eget liv. De har bare ladet stå til, og så har deres krop taget kontrol over dem. Men det var en spændende opgave, og jeg tænkte ikke så meget over, at det skulle i TV. Det var der heldigvis andre, der gjorde, og her har BS jo stor erfaring. Jeg tænkte mere på at flytte dem i den rigtige retning.På en måde kan man sige, jeg arbejdede parallelt med at bringe dem i form, så de kunne klare de aktiviteter, vi havde forberedt under vores camps hver 5.-6. uge. De var jo overhovedet ikke selv motiverede. Jeg underviste dem i træningslære, og hvor-dan de skulle lave træningsprogrammer. Jeg underviste dem i

systematik og træningsfysiologi og bragte dem i stand til at for-stå, hvad der skulle ske med deres krop. Og jeg skulle virkelig grave de store motivationsredskaber frem, for det lå ikke i dem selv. Jeg var i næsten daglig kontakt med dem for at holde dem i gang, og det var et stort arbejde, og her måtte jeg naturligvis også coache dem ind i træningen. Få dem til at forstå vigtighe-den i at fortsætte. Selve denne fysiske træningsopbygning kom desværre ikke med i TV programmet, men det var et stort arbej-de at få dem til at forstå, at det var vigtigt at træne kontinuerligt.

6 Dobbelt A · December 2010 7

Du coacher erhvervsfolk i dag, samtidig med at du bl.a. er mentaltræner for forskellige sportsklubber. Er det også her, vi ser Lars Møller om ti år – eller er der andre ting, der trækker i dig?Jeg er udviklingssøgende, så jeg arbejder sikkert i nogle andre retninger om ti år, men sandsynligvis handler det stadig om at flytte mennesker ind i bedre forståelse af sig selv, for at optimere performance. Coaching af erhvervsfolk og sportscoaching har i hvertfald lige nu min interesse, og det er spændende for mig at give min erfaring fra Jægerkorpset videre. Der har jeg jo oplevet, hvordan gode teams kan arbejde sammen og hvilket offer, der skal ydes, hvordan man skal opføre sig for at være en del af dette, og hvor gode resultaterne kan blive. Derfor har jeg en unik refe-rence, som jeg kan placere på andre mennesker også. Og uanset hvilket setting de så befinder sig i, så har jeg lavet mine koblin-ger, og der er der klare lighedspunkter.

På en måde er det jo ”back to basic” med hovedvægt på god arbejdsmoral, opføre sig anstændigt og have lyst til det, man gør. Når man begynder at tale med sportsfolk og erhvervsfolk om deres ”hængepartier”, så er det tydeligt, at alt for mange slæber rundt på for meget støj i deres liv. De rydder ikke op i

den mentale balance. Det betyder dårligere performance. Det er unge sportsfolk ikke altid bevidst om, fordi de er i en fase, hvor de begynder at blive bevidst-kompetente på det faglige. Og æl-dre dygtige erhvervsfolk er ofte blevet begravet i systemer og suget ind i arbejde og har derfor glemt sig selv. Man skal være glad og tilfreds i det, man gør, så kan man bestige alle bjerge.

coaching af erhvervsfolk og sports-coaching har i hvertfald lige nU min interesse, og det er spændende for

mig at give min erfaring fra jægerkorpset videre

8 Dobbelt A · December 2010 9