s:1/ * f i inRl MW^&

Carolineren MONSUNEN ved kaj i Svendborg 1967.

Skibet har fået fjernsyns antenne.

Foto: HMP.

u li f) (; u o ^^^^^^^^^^^^^^^^^^^•^^h

Holger Munchaus Petersen

Småskibsfarten og tolderne

Søfolk contra toldere er et populært fjendebille­de. Forholdet imellem de to grupper sammenlig­nes gerne med det, der findes mellem Uunde og katte. lUvertfald er det en opfattelse, som oftest genfindes Uos mennesker, der ikke Uar særlig berøring med nogle af parterne, men det Uar ikke meget bund i virkeligUedens verden. Dette afsnit bygger på samtaler meUem Told®Skat Museets leder Holger MuncUaus Petersen og tre tidUgere toldere, nu told-skattefolk, Hans Helge CUristian-sen, Svendborg. Flemming Sundahl, Vejle og Bo Larsen, Maribo. Samt en domsudskrift fra Vestre Landsret fra 1993.

Skibets ankomst

Tolderne var i 1950- og 60'erne de første menne­sker, søfolkene mødte, når deres skib kom i dansk farvand. Det kunne være til søs fra et af Toldvæsenets patruljefartøjer, ellers skete det uafvendelige møde, når skibets fortøjninger var bundet fast til Danmark. Tolderne var også de sidste, søfolkene så ved afsejlingen.

Ved et skibs ankomst var der sædvanligvis et leben af folk ombord, og for dem alle måtte skip­peren være den perfekte vært. Koner og børn kom, mægleren var der med post og penge og fortalte om skibets næste rejse, skibshandleren ville sælge proviant, arbejdsformanden fra vare­

modtageren, der skulle Uelst Uave været i gang dagen forinden, Havnevæsenet o.s.v., o.s.v.. Ganske vist Uavde ingen af disse mange mennesker adgang, førend tolderne var færdige med deres arbejde, men det forbud blev sjældent hånd­hævet. I alt dette virvar skulle tolderne så udfær­dige en større samling deklarationer og attester, forsegle overskydende tobak og spiritus, stemple rationen af samme slags varer, der måtte tages i land o.s.v. Derefter skulle tolderne igennem alle skibets rum og gemmer, Uvor de private ejendele Ueller ikke gik ram forbi, men det var søfolk vant til, så det voldte ingen problemer i det daglige, med mindre der da lige var noget, man havde »glemt«, men så var det et betalingsspørgsmål med det offentlige og ikke med den person, der Uavde udført sit arbejde. Tolderne var desuden ofte de fortrolige, med Uvem man kunne diskute­re de aktuelle begivenbeder ude og hjemme, efter at man måske havde gået og set sig sure eller trætte på de øvrige besætningsmedlemmer på en besværlig rejse.

Toldboden

Den mest markante bygning i Danmarks mange søkøbstæder var i 1950'erne Toldkammeret eller Toldboden. Her samledes trådene fra det hekti­ske liv på havneområdet. På selve Toldkammeret var der et sammenrend af folk, der skulle klarere

93

gods fra udlandet, chauffører der skulle Uente eller bringe gods, skippere, mæglere, skibspro­vianteringshandlere og mange flere, der alle Uavde ærinder af den ene eller den anden slags. Alle skulle Uave attester, stempler og i det Uele Uave ordnet deres papirer Uos myndigUeden. Tol­derne klarede faktisk de allerfleste opgaver om­kring søfarten lige fra udryddelse af rotter, til bevilling af brændevin. Sådan er det ikke helt mere. Toldetaten er rationaliseret og lagt sammen med det statslige skattevæsen, og mange steder Uar etaten fraflyttet de smukke toldbygninger til fordel for mere moderne og hensigtsmæssige kon­torbygninger borte fra havneområdet.

Ganske naturligt kendte tolderne såvel skibene som Uavnens og skibenes folk, ofte af navn og stilling, for nok skulle der kontrolleres, men der skulle jo også arbejdes sammen med disse men­nesker.

Sydfyn

Toldinspektør Hans Helge Christiansen er født i Svendborg, vokset op i Marstal, begyndt i etaten 1955 som toldelev i Svendborg og har så siden været turen rundt i det Sydfynske Øhav med tjenestesteder i Ærøskøbing, Marstal og Rud­købing. 11995 er han ansat ved Told- og Skatte­region Svendborg.

Hans tjeneste har, bortset fra enkelte weekend­vagter på havnene som assistent i 1960'erne, hovedsageligt foregået inde på Toldkamrene, og resultatet af opdagede smuglerier, fulgte han fra regnskabskontorerne, der forestod afviklingen af rapportsagerne og dermed indbetalingerne på de bøder, som lovbryderne skulle betale.

Smuglerier

Hans Helge er af den overbevisning, at nogle småskippere ind imellem skaffede sig lidt ekstra

indtægter ved at smugle. »Fra 1950 og opefter var det jo en Uård tid for skibsfarten med de ret lave fragter. De lå jo omkring 18 kroner pr. tons fra Flensborg når de slæbte koks op. En god ting for skibene var så, at de kunne proviantere med, hvad de havde lyst til i Flensborg området, ja i hele det Nordtyske område, hvadenten det var Lybæk eller Stralsund, der skulle slæbes fragt fra, så kunne man forøge sine indtægter med lidt »skarpe varer« som spiritus og cigaretter. Der går iUvertfald ry om tidligere kontrollør Stocklund, der lå på lur ovre på Thurø efter nogle af de der­værende skippere, som inden de anløb Svend­borg Havn lige kunne gå indenom ved Blaaby og sætte varerne i land. »En af de senere Caroliner-ejere Uar formentlig købt sit skib for en del af de penge, som har givet sig i forbindelse med »gode fragter« fra det nordtyske område. Fra min elev­tid kan jeg ihvertfald huske, at han kom og be­talte sine afdrag prompte på Toldkammeret i Svendborg, for de forbrydelser, han havde begået og som toldkontrollør Stocklund Uavde opklaret i tiden fra 1950 til 1955«. Alligevel må det Uave givet overskud.

Skibsbygningsgodtgørelse

Der var told på næsten alle varer, der importere­des fra udlandet. En undtagelse var skibe, de var toldfri. Som kompensation til de danske skibs­værfter blev den betalte told erstattet med en skibsbygningsgodtgørelse. Som så mange andre opgaver blev også denne løst hos Toldvæsenet. Hans Helge fortæller, at det normalt var en op­gave, som Uørte under kontorkontrolløren. I fællesskab med en assistent udarbejdede han på grundlag af oplysninger fra værftet nogle ret store opstillinger, for eksempel på så og så mange skruer af den og den toldsats.

De godtgørelser, der blev udbetalt, var lig med toldsatserne på de pågældende varer. Det dreje­de sig om alt lige fra stålplader til det udstyr, der blev monteret i styrehuset som radar, radio og så

94

videre, alt hvad der blev installeret i skibet og hørte til det faste udstyr, skulle med i opgørelser-

Registrering

Tolderne Uavde deres gang på værftet, blandt andet i forbindelse med den foreløbige registre­ring af skibene, for man skulle give en attest på, at skibet var køllagt, for så kunne værftet få en foreløbig registrering i skibsregistret. Denne foreløbige registrering gik videre til bankerne, så kunne der opnås de forhåndslån, som var mulige på det tidspunkt.

Senere blev der indgivet en endelig registrerings-anmeldelse, samtidig med at bilbrevet (bygge-attesten) blev udfærdiget på værftet.

»Registreret skibe Uar jeg, målt Uar jeg ikke, målingen var gået over til Statens Skibstilsyn på det tidspunkt. Jeg har registreret en mængde af de skibe, som har været hjemmehørende i både Marstal, Ærøskøbing og i Svendborg området, Rudkøbing for den sags skyld også, idet vi havde registreringsdistrikterne nr. 8 og 9 i vores områ­de,« siger Hans Helge.

Normalt foregik en registrering sådan, at der kom et bilbrev fra værftet, hvis det var et nybyg­get skib; såfremt det var et brugt skib, kom man med et bill of sale fra udlandet. I begge tilfælde skulle der afgives en registreringsanmeldelse. Det var grundlag for en registrering i det danske skibsregister.

Disse papirer blev sendt via Toldkammeret til Skibsregistret i København. Statens Skibstilsyn blev derefter anmodet om at foretage måling af skibet. Statens Skibstilsyn udstedte internationalt målebrev og Skibsregistret udstedte nationali-tetsbevis. Det Uele samledes på Toldkammeret. Men inden papirerne kunne udleveres, skulle tol­derne kontrollere, at skibet var mærket med ken­

dingsbogstaver. Til sidst skulle papirerne påføres navnet på skipperen og der skulle udfærdiges bemandingslister, Uvis man Uavde mønstrings-kontor. Svendborg Uavde egen udskrivnings­kreds, bemandingslisten blev derfor udfærdiget her og så forelagt hos Toldvæsenet i forbindelse med skibets udklarering.

Hjælp til publikum

»Normalt måtte overassistenten eller kontrol­løren på kontoret hjælpe de pågældende skippere på gled med papirerne. Det var jo også noget af det, der på det tidspunkt blev honoreret på en rimelig måde med en tyve eller femogtyve kro-

HELIKA passerer for nordgående sukkerfabrikkerne i København, langs kajen ses nogle af småskibs­fartens største konkurrenter, jernbanevognene, der efterhånden overtog meget af sukkerfabrikkernes trafik.

Foto: HMP.

95

ner. Det var en slags sportel man fik. Skipperne vidste jo nok, Uvad de skulle give for det, Uvis de skulle til en sagfører eller andetsteds. Det var ikke noget, der var fastsat noget som Uelst beløb for. Det blev bare erlagt på skranken pr. kulance. Sådan nogle ordninger er siden blev afskaffet«.

Salg til ud- eller indland

Når et skib blev solgt, udfærdigedes mellem kø­ber og sælger et skibsskøde eller bill of sale. Dette dokument blev sammen med en anmeldel­se indleveret på Toldkammeret, der var skibsregi­strets forlængede arm. Papirerne sendtes ind til skibsregistret, hvor dokumentet fik en påtegning, hvorefter en kopi kom tilbage til Toldkammeret, hvor skibet blev slettet i registreringsprotokolien. Dermed kunne de sagsakter, som Toldkammeret Uavde på skibet, gå på plads i arkivet.

»Hvis skibet blev solgt inden for landets grænser, blev de normale akter på skibet overført til det nye registreringsdistrikt, og det fik vi anmodning om at gøre fra skibsregistret. Det skete ved en almindelig journalsag, Uvor alle skibets gamle papirer sendtes til det nye registreringsdistrikt«.

Havnetjeneste i Vejle

Flemming Sundahl blev ansat i Toldvæsenet 1. december 1949 som toldbetjent og har siden gjort tjeneste ved skibsfart, inkvirering og havnetjene­ste i København, i Århus, i Vejle, og som afløser i Grenå. I 1971 kom han på kontoret ved Vejle Distriktstoldkammer. I 1993 blev han pensione­ret fra Told- og Skatteregion Vejle.

Flemming har aldrig haft opfattelsen af, at Caro­linerejerne smuglede. De var småskippere, og »det var ærlige mennesker, som Uellere ville lave forretning med det skib, som de nu Uavde, og ikke ville over i de andre måder at tjene penge på. Skibet var deres levebrød, som de ikke spule­

de Uasard med. Hvis man nu skulle tage dem for smugleri, så skulle de betale afgift og bøder. Det ville jo være penge, som var smidt ud, og det var slet ikke deres natur. De var gedigne søfolk, flin­ke og Uyggelige mennesker, og forUoldet til dem var godt, sådan som det altid Uar været imellem toldere og søfolk«.

HELIKA af Marstal

Flemming Uusker udmærket de CaroUnere, der enten Uørte Ujemme i Vejle, eller som ofte kom i Uavnen. »Blandt andet var der HELIKA, Uvis ejer og skipper var Klaus Hansen. Han startede med at sejle 25 brunkulslaster på KøbenUavn, og det var til meget, meget små penge dengang i fragt, men Uan gjorde det og overlevede også med ski­bet. Han var iøvrigt også en af de sidste, der sejle­de brunkul.

HELIKA var som de andre Carolinerne et vældig Uyggeligt skib, dejlig sofa, sofapuder, blomster og hvad Klaus altsammen havde. Han var også hyg­gelig at sidde og snakke med om skibsfart og sådan noget. Han havde jo et stort problem, for når han ikke ville sejle mere, hvem skulle så sejle med skibet? Svigersønnen var styrmand og ville desværre ikke, og sønnen havde ingen eksamen, så han kunne heller ikke overtage den. Skipperen kaldtes iøvrigt Klaus HeUka.«

MONSUNEN af Svendborg

MONSUNEN var fint Uoldt og Uavde flotte farver, grøn, rød og Uvid. Den var altid ren og pæn - og Monsun-Andersen, som vi kaldte ejeren, sejlede iUvertfald ikke med kul, for det gjorde et skib meget beskidt, og det ville Uan altså ikke. Det sagde Uan kort og godt: »Uverken kul eller bri­ketter«. Det var ikke noget for ham. Han sejlede også med udstillinger. Jeg kan Uuske engang, Uan lastede Uerinde i Vejle. Herfra gik han til Færøer­ne med en udstilling af skolemøbler og skolema-

96

teriel fra en fabrik her i Vejle, og så sejlede de det derop og demonstrerede det. Det var jo enormt godt, at man kunne lave sådan et lille fragtskib om til udstillingsskib - og det virkede ret stort, når man kom ned i lasten og så sådan en udstil­ling«.

STELLA RASK af Vejle

»Carolinerne var også gode søskibe ude på de store verdensbave. STELLA RASK af Vejle sejlede i timecUarter nede på Ceylon. Jeg snakkede engang med skipperen om den lange sejlads der­ud, og Uan sagde - Det var pragtfuldt, vi klarede den meget bedre end de store skibe. - Det gjorde

de jo også i de danske farvande, de kom altid frem. Mange andre småskibe måtte gå ind og lægge sig på grund af meget ringe maskinkraft, og de kunne jo ikke bruge sejl, ihvertfald ikke når der var noget med kuling. STELLA RASK til­hørte S. P. Christensen her i Vejle og har også sej­let i timecharter mellem England og Jersey«.

STEVNSLAND af Rødvig

»Årsagen til, at den kom til at sejle med ammuni­tion, var, at der i ÅrUus var en Uavnearbejder, som hed Peter Madsen, han var meget klog, jeg syntes ihvertfald han var for klog til at være havnearbejder, det er da et ærligt arbejde, men

•mmr—-f-\

3tf

4\-

Carolineren STELLA RASK

. ved kaj i Fredericia.

HMP's samling.

97

KAMINA, den tidligere BALLEN, der blev berygtet som

smuglerskibet TAMINO, her i Københavns Havn 1988.

Foto: Ove Nielsen.

hans evner rakte længere. Han havde fået en idé. Ude i Koralrevet (Koraldybet, ved Studstrupvær-ket oppe i Århus bugten), lå der i hundredtusind tons af ammunition. Den måtte kunne fiskes op og sælges, - og han gjorde det. Han fik fat i nogle tyskere som dykkede og bjergede ammunitionen. Og der kom STEVNSLAND ind i billedet. Han lastede fra de dykkerskibe, der lå derude. Skibet måtte ikke komme ind i Århus Havn. Det lå altid ude ved noget, der hedder Regnormen. Tolderne sejlede så ud og klarerede dem derude. Det var Thomas Hansen nede fra Rødby, der havde skibet. På en eller anden måde eksploderede STEVNSLAND nede i Tyskland. Styrehuset blev i hvert fald fornyet bagefter. Og jeg kan også huske, at der blev vrøvl med forsikringen, for han havde ikke fortalt, at han sejlede med spræng­

farlig last, som han skulle. Det var farlig sejlads, så der Uar nok været gode fragter«.

DORA og JENS WAL

Fra sin tjenestetid i København erindrer Bo Lar­sen i Maribo specielt to af Carolinerne, der sejle­de meget på København. »De var altid så pæne og rene, det var simpelthen en fornøjelse at kom­me ombord på dem. Den ene var DORA, som normalt kom ind tidligt om morgenen, og skipper CUarles Jensen var altid uUyre gæstfri og bød på en morgenbitter. Han var en af de tidligste og største fortalere for Gammel Dansk. Skipperen på JENS WAL var ivrig jæger, og på skibets mange rejser mellem Danmark og Polen kunne Uan

98

finde på at stoppe skibet, finde riflerne frem og sætte jollen i vandet, - så skød man ænder til middagen«.

En smuglerhistorie

ForUoldet mellem skippere og toldere var således præget af et personligt bekendtskab. Det gjorde sig også gældende i en sag af en Uelt anden karak­ter, omend det ikke kommer til udtryk i doms­udskriftet, som ligger til grund for det følgende.

Landene omkring Østersøen Uar i mange år sam­arbejdet for at dæmme op for spritsmugling. Alligevel kan det af og til friste svage sjæle, for specielt i Norden er der begrænsninger af for­skellig art. I Danmark er vi liberale, alle kan købe spiritus, men prisen er også derefter - efter danskernes mening. Svenskerne har deres ratio­nering, og i Norge er det ikke alene svært at få lov til at købe, men priserne - uha!

For en skipper med dårlig økonomi kan det være en stor fristelse at få »en god fragt«, men omkost­ningerne kan være høje. Det kom ejeren af et skib ved navn TAMINO til at sande.

TAMINO var oprindeligt Tnurineren BALLEN, se­nere KAMINA, der i 1992 skiftede ejer for 500.000 kroner i kontanter. Navnet blev til R I E og hjem­stedet ændret til Hov. Senere i 1992 skiftede skibet navn til TAMINO og hjemstedet til San Lorenzo, flaget var Honduras, men det blev ikke udslettet af det danske skibsregister.

Som TAMINO kom det til nogle enkelte rejser i de indre danske farvande og til Hamborg, men fragterne har næppe været de bedst betalte. Anderledes betaling har der nok været på rej­sen i november måned fra Hamborg til Tvede­strand i Norge, hvor ladningen bestod af 12.000 flasker whisky, men vel ankommen til Norge »glemte« skipperen at melde sin ankomst til det norske Toldvæsen. Det var ellers trist, for tolder­

ne vUle gerne Uave opkrævet told- og afgifter på 2.280.000 norske kroner for denne ladning.

TAMINO kom endnu engang til Hamborg, det var i december måned, med en ladning foderstoffer fra Aalborg. Hjemgående var der sojabønner til Holbæk i lastrummet. Fra Holbæk gik rejsen i ballast til Aalborg, Uerfra videre til Nykøbing Mors, Uvor skibet lå jul og nytår.

Med dansk skipper og to danske besætningsmed­lemmer ombord afgik det Uonduranske TAMINO så fra Nykøbing Mors 6. januar 1993 mod Ham­borg i ballast, og 17. januar 1993 dukkede skibet op i Aalborg. Som vanligt kom en tolder ombord for at skrive de fornødne papirer, blandt andet en ankomstdeklaration. På dette dokument skrev skipperen under på, at han siden skibets afgang fra Nykøbing Mors ikke havde anløbet nogen havn.

Forklaringen på rejsen var, at skibet skulle være klasset i Hamborg, men da det viste sig, at der ikke var plads på værftet, blev skibet nede i Sto­rebælt omdirigeret til Arendal i Norge, hvor der skulle være plads på det lokale skibsværft. Kur­sen blev derfor sat mod Norge. Men da TAMINO var kommet op i Skagerak blev det orkan, og man måtte søge nødhavn. I Skagen var der ikke plads, Frederikshavn var lukket på grund af stor­men, derfor søgte TAMINO læ for vejret inde på Limfjorden, hvorfra skibet så fortsatte op til Aal­borg. Under indsejlingen Uertil kom skibet på grund og måtte have assistance af en bugserbåd.

VirkeligUeden var imidlertid en anden. TAMINO Uavde nemlig været i Hamborg og der lastet 19.200 flasker wbisky, og det fremgik af papirer­ne, at de våde varer var bestemt til St. Petersborg. De tyske toldere fortalte deres danske og norske kollegaer om lasten, så skibet blev boldt under observation på dets færd i de danske farvande.

Dansk Told og Skat tog så kontakt med kollega­erne i Tyskland, Norge og i Rusland. Fra Tyskland

99

indløb dokumentation for de 12.000 flasker spiri­tus, der var lastet i november samt januar ladnin­gen på 19.200 flasker. Russerne kunne berette, at TAMINO i Uvertfald ikke Uavde været i St. Peters­borg. Men den allerstørste interesse viste nord­mændene, som mente, at ladningerne var bestemt til og smuglet ind i Norge, og derfor ville de meget gerne Uave told og afgifter betalt til den norske statskasse. De regnede ud at beløbet var 3.648.000 for denne ladning, og så var der iøvrigt den tidligere Uistorie, som de godt ville Uave afklaret ved samme lejligUed.

Der var således rigeligt af interessant samtalestof til et nyt besøg af tolderne ombord på TAMINO. Skipperen indrømmede, at han havde givet falske oplysninger i ankomstdeklarationen, for han hav­de været i Hamborg, og det var også ganske rig­tigt, at de mange flasker var kommet ombord. Flaskerne var bestemt til St. Petersborg, men i Østersøen var de blevet lastet over til en russisk trawler. Fragten for denne ladning var 60.000 kroner, som skipperen dog endnu havde til gode hos en ukendt mand.

En ny samarbejdspartner kom nu ind i sagen. Det var politiet, for sagen skulle for Vestre Landsret. Her blev også mellemværendet fra november 1992 taget under behandling.

Skipperen blev fundet skyldig i de to smuglertog­ter og blev idømt 10 måneders fængsel. TAMINO blev konfiskeret til fordel for Statskassen, og fragtbetalingen på 68.046 kroner blev ligeledes konfiskeret. Et af besætningsmedlemmerne blev idømt fængsel i 3 måneder, det andet blev fri­kendt, fordi Uan Uavde været søsyg på Uele rej­sen. Så alt i alt blev det en kostbar historie.

Men mon ikke den gamle skipper bør afholde sig fra at søge Norge som turistmål de første par år? Nordmændene vil stadig gerne have nogle penge, for et fængselsophold dækker ikke mellemværen­det med betaling af told- og afgifter.

Efterspillet blev afviklet ved retten i Aalborg, Uvor Staten i september 1993 afboldt frivillig auktion over det beslaglagte skib. Højstbydende og ny ejer blev Flying Turtle Shipping & Trading Company Limited i Kingstown, St. Vincent med et bud på 160.000 kroner.

•*-—

100