LORENZ CHRISTENSEN

DET TREDIE TING2. Del

DANSK BOGKREDS

København 1943

Printed in Denmark A/S af 11.9.-1940. Kbhvn.

BIBL. UNIV. HAFNIENSIS

Billede

Dr. L. V. Birck.Prof. ved Københavns Universitet. Født 17. Febr. 1871 i Kbh., død 4. Febr. 1933 sst.

Medlem af Landmandsbankkommissionen.

INDHOLD

2. Del

Side5. Parlamentarismens Falliterklæring 9-139a) Lemvigh-Müller-Episoden i Folketinget i Oktober 1921 9b) Nationalbankens Støtteopkøb af Landmandsbankaktier fra November 1921 til September 1922

21

c) Hvorledes Landmandsbankens første Rekonstruktion indlededes under falske Forudsætninger. (Erklæringen af 9. Juli 1922.)

30

d) Den anden og tredie Rekonstruktion af Landmandsbanken den 22. September 1922 henholdsvis den 5. Februar 1923

67

e) Landmandsbank-Debatten i Folketinget 1.-15. Februar 1924 91

f) Den fjerde og femte (sidste) Rekonstruktion af Landmandsbanken i 1926 henholdsvis 1928

129

6. København som de jødiske Storspekulanters Eldorado 140-209

a) Alexander Helphands, alias Parvus' Levned 140b) Hvad Parvus i Samarbejde med sine Racefæller foretog sig i 1915 og 1916 149

6Side

c) Det socialdemokratiske Kulkontors Millionforretninger 161d) Parvus udvider sin Virksomhed 192e) Hvorledes Stauning forsøgte at bevise sin Sagesløshed i Parvus-Sagen ved Domstolene

198

f) Et alvorligt Memento: Sems Fjende lurer! 204

7. København som de jødiske Agitatorers og Konspiratorers Central 210-267a) Parvus’ politiske Skribentvirksomhed i København 211b) Parvus' og hans Klikes Medvirkning ved Ruslands Bolchevisering 217c) København som Zionismens Verdenscentra1. (Det københavnske Manifest.) 232d) Hvordan det jødiske Plutokrati i København, søgte at sikre sine russiske Finansinteresser

241

8.8. Hvor Spillet gik - udenfor Landmandsbanken 268-320

a) Tragikomedien omkring Harald Plum 268b) Da Overretssagfører Laurits Heine og Departernentschef Busck-Nielsen blev kompromitterede

284

c) Da Theo. Kliatschko paa Københavns Børs i 1924 baissede og - Erik Glückstadt i 1925 fra New York haussede Kronen

301

d) Nogle Betragtninger vedrørende Rabbiner Melchiors nærmeste Slægt 312

9 Professor L. V. Bircks Kamp mod Jødevældet 321-474

a) Birck contra Alberti 324b) Bircks. Kamp for Bank- og Børskontrol før Verdenskrigen 334

7

Sidec) Birck contra Ballin. (Sammenstødet den 6. August 1918.) 339d) Bircks Gæstespil som konservativ Folketingsmand 1918-1920 365e) Bircks Indsats i Kampen mod Landmandsbankkorruptionen. (Birck contra Glückstadt.)

392

f) Bircks Kamp for en sund Valuta- og Kreditpolitik 425g) Birck contra C. L. David 451h) Bircks Behandling af Jødeproblemet i sit Værk »Den økonomiske Virksomhed”

462

i) Hvem skal nu sige os Sandheden? 467

Afsluttende Betragtninger 475-526'

Billedfortegnelse 527-528

5.PARLAMENTARISMENS FALLITERKLÆRINGa) Lemvigh-Müller-Episoden i Folketinget i Oktober 1921.

DET var et konservativt Folketingsmedlem, Fabrikant og Grosserer V.A.B. Lemvigh-Müller, som rettede det første alvorlige Angreb mod Landmandsbankens forrykte Bankpolitik, som Emil Glückstadt i første Række havde Ansvaret for. Det skete den 21. Oktober 1921 i Folketinget, i den Periode, da det maa formodes, at Forhandlingerne med Nationalbanken vedrørende Belaaningen af Landmandsbankens Aktier lige var bleven indledet. Rygterne omkring Banken havde allerede for længe siden sat Uro i Gemytterne, og navnlig havde Ballins Selvmord i April s. A. og den stigende Mistillid til Det transatlantiske Kompagni vakt Opmærksomhed. Men der var dog aldrig fra ansvarlig Side sagt et Alvorsord om Forholdene, og navnlig forholdt pressen sig bomstille overfor den truende Katastrofe. Paa dette Omraade herskede Ensretning i Renkultur; i et Land, hvor det tredie Ting og hvor Jøderne regerede, maatte en aaben Drøftelse af Kapitalmagtens Fejlgreb og Overgreb selvfølgelig være udelukket. Desto større Indtryk gjorde det, at en konservativ Folketingsmand tog Mod til sig og i en Rigsdagstale eftertrykkeligt pegede paa visse, navnlig for Landmandsbanken, ubehagelige Forhold, uden dog straks at nævne Tingene altfor kraftigt ved det rigtige Navn og uden at røbe, hvem han særligt vilde ramme eller tænkte paa med sin Kritik.

10

Idet Handelsminister Tyge Rothe paa dette Tidspunkt havde erklæret paa et Møde i Fredericia, at den herskende økonomiske Krise var en Følge af Kredittens Sammenbrud, bemærkede Lemvigh-Müller heroverfor i sin Rigsdagstale, at det var paakrævet at fremhæve den Fare, som truede Erhvervslivet fra Bankvældets Side. Det var nødvendigt, klart og uforbeholdent at erklære, »at Landets finansielle Ledelse, den tidligere Regering, og ikke mindst de ledende Pengeinstitutter har været, for at bruge et meget mildt Udtryk, i allerhøjeste Grad uheldige«. De ledende Banker med en særlig stor Bank i Spidsen havde paa ingen Maade forstaaet at varetage deres Spareres og Indlaaneres, Aktionærernes og Erhvervenes Interesser,

fordi de i særlig Grad i deres Bankpolitik havde søgt at fremme bestemte personlige Interesser paa hele Samfundets Bekostning. Ogsaa Lovgivningsmagten havde svigtet overfor disse Forhold. Som Begrundelse for disse Anskuelser fremhævede L.-M.: »Der er nemlig ingen Tvivl om, at adskillige Banker gennem den Forhaandsviden, de uvilkaarligt maa komme i Besiddelse af, under de opadgaaende Konjunkturer har forstaaet at varetage andre end Sparernes og Aktionærernes Interesser. Det er saaledes ikke ubekendt, at der navnlig i Aarene 1916-18 blev dannet en uhyre Mængde nye Aktieselskaber, Handelsselskaber og Industriselskaber, i hvis Bestyrelser man saa at sige aldrig savnede en af de offentlige Pengeinstitutters ledende Mænd. Naar der skulde dannes et saadant Aktieselskab, gjaldt det først og fremmest om at faa en Bank interesseret, og det fik man lettest, naar en af Bankdirektionens Medlemmer fik tildelt et Mandat som Medlem af Aktieselskabets Bestyrelse, og i Tillid til de stadig opadgaaende Konjunkturer og den som Følge deraf i Udsigt stillede betydelige Tantième førtes man ind paa Startning af det ene Handels- og Industriselskab efter det andet. Og disse startedes ikke efter almindelige Samfundshensyn, men som Regel den Gang efter Bankernes egen Interesse og i mange Tilfælde lige stik imod Bankens egne Kunders Interesse. Vi har saaledes set, at en af Landets største Banker

11

har oprettet sit eget Forsikringsselskab; nogle Banker har oprettet egne Handelsselskaber, og enkelte af Bankerne har i Fællesskab oprettet deres eget Revisionsinstitut.”

Lemvigh-Müller paapegede endvidere det uheldige i, at Banker saa ofte kritikløst havde belaant Varepartier, ikke alene for københavnske Næringsdrivende, men ogsaa i høj Grad for en Mængde udenlandske handlende, som i Krigsaarene oversvømmede Landet. I Reglen var Belaaningen sket mod en forholdsvis lille Indbetalingsmargin, og Tabene ved denne Kreditgivning havde derfor været store. De udenlandske Varespekulanter, som paa denne maade havde kunnet udnytte Storbankernes Rundhaandethed, havde, efter at der var konstateret store Tab, ganske simpelt rømmet Landet. Taleren fortsatte: De danske næringsdrivende, som har foretaget Dispositioner i Tillid til, at der kunde aabnes en stor Eksport til de østersøiske Provinser - hvad der ogsaa mislykkedes, til Dels paa Grund af den tidligere Regerings uheldige Foranstaltninger, de kunde hverken faa Varerne indført eller faa dem udført -, har ogsaa været nødt til at konstatere store Tab.« Bankerne havde derved til Tider maattet overtage Varer og havde ikke undslaaet sig for selv direkte at kaste disse ud paa Markedet, ja endog direkte solgt til Forbrugerne. Derved paaførte Bankerne ofte deres egne Kunder en paagaaende Konkurrence, medens de paa den anden Side ikke var i Stand til at give dem den absolut nødvendige Driftskredit paa rimelige Vilkaar, ja i visse Tilfælde forlangtes der ved Laangivning ikke blot Rente, men ogsaa Andel i Kundernes Avance.

Med klare, utvetydige Ord skildres derefter de særegne Forhold, som var opstaaet paa Aktiespekulationens Omraade. Her ramte Lemvigh-Müller haardest. Han fremhævede navnlig, at de Herrer Bankdirektører havde foretaget Spekulationer, idet de havde benyttet sig af den Forhaandsviden, de ofte havde, og derved personlig tjente uhyre Summer. Herunder havde disse Direktører i Reglen ikke ladet deres egen Bank foretage Aktieindkøbene, men ladet dem udføre af Vekselerere

12

og Bankierer og derved selv været medvirkende til den umaadelige Opgang, der fandt Sted i Børspapirerne, en Udvikling, som selvfølgelig i Længden maatte være uholdbar. Lemvigh-Müller tilføjede: »Den Gang Katastrofen indtraf med det pludselige Fald i Kurserne, forstod de vel ogsaa igen med den Forhaandsviden, de var i Besiddelse af, at klare sig selv ud af Skærene; men det blev uvilkaarligt til Skade for de mange, som i Tillid til det store Udbytte, der den Gang blev givet, og til de noterede Kurser havde indkøbt Aktierne til de høje Priser. Og den Gang, Katastrofen indtraadte, var der Kunder, som ikke var i Stand til at dække deres Tab, hvilket medførte, at adskillige Vekselererfirmaer, der som alle bekendt har været særlig langt

ude og har givet for store Kreditter til deres Kunder, er kommet i betydelige Vanskeligheder, og det er jo ikke ukendt, at en ganske enkelt Bankier er kommet ud i saadanne Forhold, at han er sat fuldstændig under Administration med en fast Gage af 100.000 Kr. aarlig for at fortsætte Forretningen uden Konkurs, idet det, hvis en saadan skulde indtræffe, vilde medføre en hel Del næringsdrivendes Fald og yderligere vilde medføre, at den Bank, som staar bag ved det paagældende Vekselererfirma, maatte dokumentere offentlig det uhyre Tab, den har haft.«Til Slut gav Lemvigh-Müller Udtryk for Ønsket om, at der nu endelig maatte indføres Lovbestemmelser, der kunde stoppe Aktiespekulationens Udskejelser, at der navnlig maatte anordnes, at Bankdirektører og Direktionsmedlemmer i offentlige Pengeinstitutter ikke maa have Sæde i Aktieselskabers Bestyrelser eller drive Forretning for egen Regning; de burde beskæres i deres Bierhverv, ligesom det nu var planlagt med Hensyn til Embedsmændene. Og endelig henstilledes til Finansminister Neergaard, »om det ikke var muligt, at han kunde formaa den Direktør, der ved forskellige Lejligheder er blevet benyttet af udenlandske Magter til at give Raad og Vejledning med Hensyn til andre Landes økonomiske Forhold, til at blive her i Landet og gøre sin Indsigt og Dygtighed gældende i sit

13

eget Land«. Derved var rigtignok - erklærede Taleren - ikke tænkt paa at foreslaa, at denne Mand skulde indsættes i et eventuelt Finansraad; nej, det skulde tværtimod fraraades. Men denne Direktør skulde anmodes om her i Landet at passe sin Dont.Det er selvfølgeligt, at disse Betragtninger fremkaldte Forfærdelse indenfor Bankverdenen, og at navnlig Landmandsbankens Direktion og Bestyrelse opskræmtes. Det var jo ligefrem ufatteligt, at Kortene saadan lagdes paa Bordet. Derfor saa Direktør Emil Glückstadt sig nødsaget til i Bestyrelsesmødet Onsdag den 26. Oktober 1921 udførligt at tage Stilling til den af Folketingsmand Lemvigh-Müller fremsatte Kritik.*) Glückstadt pointerede her indledende, at Folketingsmanden jo havde rettet flere af sine Beskyldninger med tydelig Adresse til Landmandsbanken, lagt Ansvaret for Kredittens Sammenbrud paa Bankerne og bl. a. ogsaa bebrejdet disse, at de havde medvirket til Start af Aktieselskaber, navnlig Forsikrings- og Revisionsselskaber. Glückstadt mente, at disse Beskyldninger ikke var berettigede, da idetmindste Landsmandsbanken havde strakt sig saa vidt som muligt med Hensyn til Kreditydelsen. Ved Oprettelsen af Søforsikringsselskabet »Baltica«**) havde det kun forfulgt det gavnlige Formaal at udelukke udenlandsk Konkurrence, idet det var stiftet for at overtage Forsikringer, der tidligere hovedsagelig var tegnet i Tyskland. Med de to store Rederier Ø.K. og D.F.D.S. var det lykkedes at samle Interessenter om Selskabet for at faa disse Forretninger draget til Danmark. Han tilføjede, at de bestaaende danske Selskaber ikke havde vist tilstrækkelig Bøjelighed til at imødekomme de store Forretningers Krav. Iøvrigt støttede de nye af Land-

*) Ekstrakt-Udskriften af Forhandlingsprotokollen er offentliggjort i Bankkommissionens Beretning, Bilag, S. 97 flg.

**) Indehavere var som nævnt Max Lester og Valdemar Glückstadt; jvf. 1. Del, S. 219 flg. Af selve Sagsfremstillingen dér fremgaar det ligeledes, hvor bundfalsk Glückstadts her ovenfor i Teksten citerede Forklaring var.

14

mandsbanken startede Selskaber sig almindeligvis paa bestaaende Forretninger, som allerede i lang Tid havde hørt til Bankens Kundekreds. Kritiken med Hensyn til Varelaanene og Laan i faste Ejendomme

kunde ej heller ramme Banken; bl. a. var der ikke givet Laan til udenlandske Personer.Derefter meddelte Glückstadt ifølge Forhandlingsprotokollen følgende: »Den i Talen omtalte

Vekselerer, der skulde være sat paa fast Gage, var Chefen for J. M. Levin & Co. Dette Firma var i Øjeblikket ikke i Stand til at svare til sine Forpligtelser. Det havde lidt en Del Tab, særlig ved Direktørerne for Ballin, der havde belaant Ballin-Aktier, indkøbt til høje Priser og ved et herværende Juvelerfirma. J. M. Levin & Co. havde en stor Obligo i Banken, men det var den adm. Direktørs Mening, at naar Kurserne atter kom til at staa i Forhold til den virkelige Værdi, vilde Firmaet komme paa Fode igen. At Chefen skulde være sat paa fast Gage, var ganske urigtigt. Banken havde foranlediget, at han indskrænkede sit Forbrug.Iøvrigt var hans Forretning af den Art, at han i 1ste Halvaar 1921 havde haft en Indtægt af 350.000 Kr. Lemvigh-Müller havde sluttet Omtalen af Levins Forhold med at insinuere, at Banken holdt ham oppe for at undgaa ved Aarsopgørelsen at konstatere Tabet. Det var en Selvfølge, at Banken ved Regnskabsafslutningen ville tage fuldt Hensyn til lidte Tab. Den sidste Del af Talen, der angik den administrerende Direktørs egen Person, skulde han ganske lade ligge.« Han nævnte derefter nogle Eksempler paa det Misforhold, der i Øjeblikket bestod mellem enkelte Skibspapirers Børskurser og disse Papirers reelle Værdi og sluttede med en Henvisning til, at Banken selv var inde paa at støtte sine egne Aktier, og at de Rygter, der gik om Banken, havde faaet ny Næring ved Lemvigh-Müllers Rigsdagstale og foranlediget nye Udbud.

Det kan nok være, at denne Redegørelse affødte en livlig Diskussion. Hver følgende Sætning i Forhandlingsprotokollen lader erkende, hvor stor Opstandelsen har været. Direktør Heilbuth forespurgte, om det var Meningen at foretage Skridt

15

for paa kompetente Steder at give Oplysninger af samme Art, som de her fremsatte, til Imødegaaelse af Folketingsmand Lemvigh-Müllers Tale. Han mente, at dette var ønskeligt for at berolige Opinionen. Grosserer Collstrop sluttede sig hertil. Overformynder Friis fandt det vanskeligt at foretage saadanne Skridt, idet Insinuationerne var holdt i en vis Almindelighed, uden - formelt set i alt Fald - at nævne bestemte Banker, og idet desuden Lemvigh-Müllers Partifæller, der mente, at han havde optraat forkert, havde foranlediget, at han ikke vilde fortsætte. Et Svar nu vilde let opfordre til en Fortsættelse fra Lemvigh-Müllers Side. Admiral Richelieu meddelte, at han havde talt med de konservative Ledere paa Rigsdagen og forlangt en Desavouering af Lemvigh-Müller. Partiet overvejede nu Sagen. Det paatænktes at lade Partiformanden udtale, at Talen stod for Lemvigh-Müllers egen Regning. Overformynder Friis mente, at yderligere Udtalelser let vilde gøre det umuligt at stoppe Sagen, og at der blot vilde skabes yderligere Panik. Direktør Heilbuth mente, at Oplysningerne blot skulde stilles til Raadighed for Ministeren og Finansudvalget. Overformynderen (Friis) kunde maaske slutte sig hertil. Direktør Riis-Hansen mente at turde gaa ud fra, at Handelsministeren, naar han fik Ordet, vilde udtale sig om Sagen paa en saadan maade, at der ikke vilde blive Anledning til en Fortsættelse, og det var desuden sandsynligst, at man fra konservativ Side vilde antage en hertil svarende Holdning, idet Partiet antagelig vilde indskrænke sig til at hindre yderligere Udtalelser af Lemvigh- Müller. Denne Linje mente han ikke burde krydses. Man burde ikke fournere med Oplysninger og Ønsker, idet man da ej længere var Herre over, hvad det hele vilde føre til. Det gjaldt om at bringe Sagen ned i det Niveau, hvor den hørte hjemme. Overformynder Friis henstillede, efter at have hørt Direktør Riis-Hansens Udtalelser, at man saa Tiden an. Direktør Heilbuth gjorde gældende, at Lemvigh-Müllers Tale ikke var det vigtigste i dette Forhold, men derimod de mange Rygter, der gik om Banken. Rigsdagstalen var en god Anledning til at

16

give Oplysninger. Direktør Reimer mente ligeledes, at det ikke vilde være muligt at slaa Angrebene ned

uden at stille Materiale til Raadighed. Admiral Richelieu bemærkede, at det var ham bekendt, at det var det konservative Partis Mening, at Bankerne havde støttet Erhvervene godt under Krigen, hvorfor Lemvigh-Müllers Udtalelser stod for hans egen Regning. Men han tvivlede paa, at det vilde være rigtigt at give Handelsministeren (d.v.s. Tyge Rothe) Oplysninger. Denne maatte hellere udtale sig i al Almindelighed. Heldigere vilde det maaske være, om Finansministeren, d.v.s. Neergaard, paa hvis Opfordring den adm. Direktør gentagne Gange havde foretaget Rejser til Landets Gavn, tog Ordet. - Det vedtoges indtil videre at se Tiden an.

Hele denne lidenskabelige Diskussion lader tilfulde erkende Et: at man ikke kunde modbevise de Paastande, Lemvigh-Müller havde fremsat i Folketinget, og at man under ingen Omstændigheder vilde rykke ud med Materiale til Ministeriet, saa at det kunde orientere sig om Bankens virkelige Stilling. Man var aabenbart interesseret i at dække over disse Forhold, man ikke rigtig vilde være ved, kort sagt, man vidste, at Banken var ude for alvorlige Vanskeligheder og erfarede tilmed direkte, at navnlig J. M. Levin & Co. havde en stor Obligo i Banken. Glückstadt gav Udtryk for sin Forargelse over, at Lemvigh-Müller - som han siger - havde insinueret, at Banken holdt det nævnte Vekselererfirma oppe for at undgaa ved Aarsopgøret at konstatere Tabet, omendskønt det jo faa Maaneder senere viste sig, at Glückstadt netop saa sig foranlediget til at forelægge et manipuleret Aarsregnskab for 1921. Han undlod netop det, Lemvigh-Müller havde forudsagt, nemlig: at tage fuldt Hensyn til lidte Tab! Og sikrede sig just paa Grundlag af saadanne urigtige Oplysninger om Bankens Stilling Støtte baade fra Nationalbanken og fra Regeringen! Men det interessanteste i hele denne Kontrovers er, hvorledes de Herrer indenfor Landmandsbankens Bestyrelse mener at kunne hindre den frie Meningsytring og den aabne Kritik i Rigs-

17

dagen, idet de bl. a. anser det for en selvfølge, at det konservative Parti under alle Omstændigheder vil lystre de Direktiver, der maatte blive givet fra Landmandsbankens Side. Saavel Direktør Riis-Hansen som Admiral Richelieu lader tydeligt forstaa, at de har Magten til at lukke Munden paa Lemvigh-Müller, og at de vil benytte sig af deres Indflydelse paa de Konservative for at forhindre yderligere Drøftelse. Paa denne Maade haabede man at kunne standse enhver Diskussion, da de andre Rigsdagspartier fra Socialdemokratiet til Venstre jo alligevel var enige om, under ingen Omstændigheder at træde Glückstadts Interesser for nær. Finansminister Neergaard ansaas endog for særlig egnet til at salvere Landmandsbanken overfor Offentligheden, under Henvisning til Glückstadts omfattende Virksomhed paa Statens og Regeringens Vegne.De Herrer Bestyrelsesmedlemmers Forventninger til Richelieus og Riis-Hansens Forestillinger slog faktisk til. Regeringen overholdt nøjagtig den Rollefordeling, der blev den foreskrevet. Lydig og med dybeste Ærbødighed tog Finansminister Neergaard (der jo samtidig var Landets Statsminister!) sig af Glückstadts Forsvar i sin Finanslovstale den 12. November 1921, i hvilken han omtalte Lemvigh-Müllers Betragtninger. Ordret erklærede han: »Det ærede Medlem Hr. Lemvigh-Müller - hvis Betragtninger over Bankerne jeg i øvrigt mener maa omtales nærmere af Handelsministeren, naar han faar Ordet - anbefalede Finansministeren at søge afholdt en enkelt bestemt Bankdirektør - jeg kan godt nævne Navnet, det var ganske tydeligt, at det var Etatsraad Glückstadt - fra at foretage saa mange Rejser. Nu maa jeg sige, at den, der bestemmer Etatsraad Glückstadts Rejser, er ham selv og ikke mig, men i et Par Tilfælde kan jeg ganske vist ikke sige mig helt uskyldig i hans Rejser. Det var, da han rejste for at forhandle om Ordningen af Erstatningen for Overtagelsen af Sønderjylland, og da han rejste til Finanskonferencen i Bryssel. I disse to Tilfælde var Etatsraad Glückstadt Regeringens delegerede, og jeg skylder ham at sige, at han ikke gjorde vor Tillid til

18

Skamme, men udførte dette Hverv paa en omsigtsfuld og udmærket Maade, som jeg synes, vi alle skylder ham Tak for.Jeg maa sige, jeg forstaar ikke, at man overfor denne Virksomhed vil fremkomme med en Udtalelse som den, hvortil jeg sigter.« Det var Alt, hvad Neergaard i denne Omgang havde at sige til Sagen! Bestilt Arbejde, prompte udført. Der manglede blot et: signeret Richelieu. Men Taleren var Statsministeren! For en Ordens Skyld bemærkede han iøvrigt endnu – troligt holdende sig til det foreskrevne Program - at Lemvigh-Müllers Betragtninger vilde blive omtalt af Handelsministeren.

Saa fulgte lige saa lydig og Glückstadt-hengiven Handelsminister Tyge Rothe, tre Dage senere, den 15. November, i Stats- og Finansministerens Spor. Han var mere udførlig, men han ydede selvfølgelig ligeledes den jødiske Finansmagnat Glückstadt sin allerærbødigste Reverens ved at indlede sine Bemærkninger til Lemvigh-Müller med at sige, at denne i sine Hentydninger til en ledende Bankdirektørs Virksomhed i Udlandet som Tillidsmand for fremmede Regeringer efter hans Mening havde været »langt ude over, hvad der kan anses for passende at fremføre i denne Sal«. Handelsminister Tyge Rothe bebrejdede endvidere Lemvigh-Müller, at han paa adskillige Punkter ikke alene havde været stærkt ensidig, men ogsaa havde givet sine Bemærkninger en unødvendigt personlig Karakter, »saaledes f. Eks., da han kom indpaa en Omtale af enkelte Vekselererfirmaers Stilling og disses Forhold til Banker«. , Saadant noget kunde naturligvis ikke være Genstand for offentlig Debat! Dristigt tilføjede Handelsministeren følgende til Forsvar for dette Firma J. M. Levin & Co., der senere forvoldte Landmandsbanken, og dermed Skatteyderne, henimod de 30 Millioner Kroners Tab: »En Banks Kunder maa have Ret til at forlange, at deres Forhold til Banken ikke bliver gjort til Genstand for en offentlig Kritik; der dog næppe kan hvile paa fuldt paalidelige Oplysninger eller paa et upartisk Skøn over Forholdet.« Handelsministeren fastholdt altsaa endnu det Standpunkt, at Banksvindel og desl. skulde have

19

Lov til at trives i det skjulte, og kom i dette Øjeblik endnu slet ikke paa den Tanke, at her kunde der maaske findes et særligt passende Virkefelt for den ved Bankloven af 4. Oktober 1919 nyskabte Bankinspektion. Han revsede kun den formastelige Folketingsmand, der havde tilladt sig at raabe Vagt i Gevær overfor Kapitalmagtens samfundsskadelige Udskejelser, talte i en anmassende og overlegen Tone om sit særlige Kendskab til Banklovens Finesser og tillod sig iøvrigt de mest affejende Bemærkninger til Modparten.Han sparede sig intet og proklamerede: »Jeg maa i denne Forbindelse i det hele taget have Lov til at advare det ærede Medlem og eventuelt andre ærede Medlemmer mod fra denne Talerstol at udsaa Mistillid til Bankerne.« Han ønsker altsaa ingen Kritik. Og - fortsætter han: »Selv hvor denne Kritik i og for sig er berettiget, kunde den maaske med nok saa, megen Vægt være fremsat andetsteds og paa anden Maade.« Vær saa god! Desværre glemte Handelsministeren at give Oplysning om, hvornaar man saa maatte sætte sig til Værge mod Svindel og Bedrag fra Finansvældets Side, og hvor Kritiken skulde fremsættes. Ganske i Traad med disse Betragtninger faldt derefter Handelsministerens Afvisning af Forslaget om ,at forbyde Bankdirektører og Direktionsmedlemmer i offentlige Pengeinstitutter at have Sæde i Aktiselskabers Bestyrelser eller at drive Forretning for egen Regning. Nej, saadanne »vidtgaaende Foranstaltninger« kunde selvfølgelig hverken han selv eller Regeringen gaa med til. Ogsaa Kravet om Regler for Rentebegrænsning osv. forekom ham at være absurd.Da Folketingsmand V. A. B. Lemvigh-Müller til Slut den 18. November 1921 faar Lejlighed til at tage Stilling til disse Ministerudtalelser, røber hver en Sætning, at han ikke har ændret noget som helst i sit Syn paa Sagen. Han understreger, at Virkningen af hans Tale den 18. Oktober havde bekræftet hans Opfattelse, at de af ham behandlede Spørgsmaal i Virkeligheden krævede en Undersøgelse og i alle Tilfælde Regeringens allerstørste Opmærksomhed. Det kunde han altsaa yder-

20

ligere fremføre. Ja, hans Parti havde endda givet ham Lov til højtideligt at erklære: »Den Kritik, jeg har rettet mod Bankerne, er fuldkommen berettiget, og jeg fastholder hvert eneste punkt.« Han pointerede derefter paa ny, at der dog, som alle maatte indrømme, havde fundet saadanne Spekulationer Sted, der havde kostet Landet umaadelige Summer, og at man uden Tvivl kunde lægge skylden for disse Forhold over paa de Mænd, der havde staaet for det økonomiske Styre i Landet. Men iøvrigt tilføjer han, da han er inde paa en Drøftelse af Banklovens § 12, som omhandler Belaaning af egne Aktier: Jeg vil ikke sigte nogen som helst; det skal man være varsom med efter Handelsministerens Udtalelser.« Han var nu altsaa dog nødsaget til at lægge en Dæmper paa sine Ord, og hans Kritik indeholdt ej heller- mere noget Angreb mod Landmandsbanken og Emil Glückstadt.Og det konservative Parti sørgede derefter for, at deres Partimedlem ikke mere fik Lejlighed til at gaa ind paa dette Spørgsmaal. Afsløringen ophørte altsaa, da Landmandsbanken greb ind. Først da Katastrofen var indtraadt, saa man sig ogsaa fra konservativ Side foranlediget til at beskæftige sig alvorligt med de Forhold, Lemvigh-Müller havde bragt paa Tale allerede den 21. Oktober 1921. Men da var det rigtignok for sent.

Lemvigh-Müller maatte selvfølgelig ogsaa senere bøde for sit Angreb mod Kapitalmagten. Som Modstander af den jødiske Højfinans kunde det konservative Folkeparti naturligvis ikke bruge ham, ligesaalidt som Partiet kunde holde paa Mænd som Prof. L. V. Birck og Asger Karsrensen. L.-M. maatte endda ikke blot lide den Tort at afholde sig fra yderligere Kritik i Rigsdagen, men endog ifølge ”Social-Demokraten« (18. Jan. 1924) lade et Rygte, ifølge hvilket hans Tale havde været en personlig Hævnakt, fordi Banken havde nægtet ham Kredit«, upaatalt. I den Grad, siger Bladet, var Partityranniet haandhævet i Højre, og i den Grad var Partiet i Lommen paa Højfinansen. Bladet fortsætter:

21

”Blandt alle de afslørede politiske Skandaler er det en af de uhyggeligste, at Højre kvalte en Partifælles Ytringsfrihed paa et Bud fra Banken uden i mindste Maade at forlange, at Banken skulde afkræfte hans Angreb eller imødegaa hans Kritik. Og Regeringen leverede Ros paa Kommando - »i Almindelighed«, fordi det var bedst »ingen Oplysninger at give Handelsministeren«.«

Den 21. Febr: 1924 kunde »Social-Demokraten« endelig meddele, at Lemvigh-Müller, hvis Vælgere i Københavns vestre Storkreds havde anset hans Genopstilling til Folketingsvalget for en Selvfølgelighed, af sit Parti var bleven tvunget til at trække sig ud af det politiske Liv. L.-M. maatte under stærkeste Pres trække sit Kandidatur tilbage. Han havde altsaa ikke ustraffet forsøgt at trodse Højfinansens Magt.

b) Nationalbankens Støtteopkøb af Landmandsbank-aktier fra November 1921 til September 1922.

Af gode Grunde havde Landmandsbankens Ledelse i Oktober 1921 sat alt ind paa at faa Diskussionen om Bankens Forhold i Folketinget standset; det maatte selvfølgelig vække Forfærdelse, at den konservative Folketingsmand Lemvigh-Müller havde talt saa aabent om Korruptionen paa Aktiespekulationens Omraade og om de truende Vanskeligheder netop paa et Tidspunkt, hvor Banken selv var nødsaget til at anmode Nationalbanken om Hjælp til Støtteopkøb. Man forstaar ogsaa, at Landsmandsbankens Bestyrelsesmedlemmer i det store og hele var enige om, at der ikke skulde udleveres Materiale til Regeringen til Belysningen af Bankens Forhold, medens man rigtignok mindre forstaar, at Ministrene lodsig nøje med nogle korte Instruktioner og Ordrer fra Landmandsbankens Side og derefter følte sig beføjet til at føre et ihærdigt Forsvar i Rigsdagen for Emil Glückstadt og hans Medansvarlige i Bank-

22

styrelsen. Dog det er en Kendsgerning, at Ministeriet Neergaard ganske kritikløst lystrede Landmandsbankens Paroler paa denne Maade.

Ligesaa kritikløst og letfærdigt handlede imidlertid ogsaa Nationalbanken. Det er ovenfor blevet vist i nogle Citater fra Retsforhandlingen mod Glückstadt den 5. Februar 1923, hvorledes han mente at kunne forsvare sit Andragende til Nationalbanken om en Kapital paa 30 Millioner Kroner til Brug for Foretagelse af Støtteopkøb af sin Banks Aktier; han hævdede navnlig, at han havde været overbevist om, at Bankens Aktier havde været den af ham foreslaaede Opkøbspris værd, og at han ogsaa virkelig mente at kunne regne med, at en Stabilisering af Aktiekursen vilde blive opnaaet, saasnart et Beløb paa ca. 30 Mill. Kr. var taget ud af Markedet. Han mente derfor ikke at have erklæret mere, end han kunde staa ved. Hvad han iøvrigt havde fremført af Argumenter overfor Nationalbankens Direktion, huskede han ganske vist ikke mere, han kunde end ikke huske, om det var ham eller Ringberg eller en tredie Person, der oprindeligt var kommet paa den Idé at anmode Nationalbanken om Hjælp. Kun mente han at erindre, at han havde talt om en truende Landskatastrofe, hvis den ønskede Støtte ikke vilde blive ydet. Ogsaa med Hensyn til Sagen vedrørende Sikkerhedsmarginen, som Landmandsbanken havde tilbudt, følte han sig aldeles sagesløs; han mente, at det dog maatte være Nationalbanken aldeles ligegyldigt, om de indbetalte 10 Mill. Kr. var private Midler eller kun for Halvdelen bestod deraf, medens de øvrige 5 Mill. Kr. hidrørte fra Bankens skjulte Reserver *).

Her overfor gjorde Nationalbankdirektør Dr. C. Ussing senere gældende, at han var gaaet med til denne Støtteaktion under falske Forudsætninger. I og for sig havde han selvfølgelig ikke næret nogen Betænkelighed ved denne Sag, idet Landmandsbankens Stilling i 1921 paa ingen Maade kunde siges at

*) Jvf. hertil 1. Del, S. 466 fig.

23

være ugunstig. Der var ingen Grund til Foruroligelse, eftersom denne Bank endnu midt i Aaret 1921 kun skyldte Nationalbanken knapt 3 Mill. Kr., mod 6 Millioner paa samme Tid Aaret i Forvejen. Derfor var man ogsaa gaaet med til en foreløbig Sterilisering af de Aktier, som det aabne Marked under de forhaandenværende Omstændigheder ikke kunde optage. Hvorfor skulde man dog ikke? Man havde jo ubetinget Tillid til Etatsraad Glückstadt. Iøvrigt erfarede Dr. C. Ussing først efter, at Kommissionens Arbejde var begyndt, at Landmandsbanken indskød de 5 Millioner Kr. til Sikkerhedsmarginen, og at denne Bank selv hæftede med dette Beløb forud for de private Indskydere. Han pointerede udtrykkeligt i Forhøret den 6. Februar 1923, at Nationalbanken først erfarede dette, »efter at denne Ret var begyndt«. Han bemærkede ved samme lejlighed, at de første 10 Millioner Kr. Landmandsbankaktier kom straks efter, at Overenskomsten var truffet, og at det var kun gennem dem, de første 10 Millioner kontant blev indbetalt. Og han tilføjede: »I den Henseende var vi noget skuffede, fordi vi havde troet, at der var 30 Millioner til at købe op. Vi fik altsaa at vide, at der var 10 Millioner allerede, men vi tænkte, at det var Syndikatets Medlemmer, der havde Landmandsbankaktier, som de saa satte i Depot.« Dog samtidig indrømmer Nationalbankdirektøren, at man ikke spurgte om, hvorfra disse 10 Millioner kom, da man fra Begyndelsen af gik ud fra, at det var Syndikatet, som ejede disse Aktier, og at man forstod, at der ikke blev nævnt Navne paa Syndikatets Medlemmer, da disse Mennesker selvfølgelig ikke havde Lyst til at fortælle, hvor mange Penge de saaledes satte fast.

Nationalbankdirektør, Dr. jur. Carl Ussing føler sig selvfølgelig ikke særlig veltilpas ved denne Fremgangsmaade og ser sig derfor foranlediget til, i sin 1926 udgivne Bog bl. a. ogsaa indgaaende at behandle det her omhandlede Forhold: Støtteaktionen for Landmandsbankens Aktier ved Hjælp af Syndikatet af 10. Novbr. 1921. Det er et højst ejendommeligt Forsvar, han her fører. Han forsøger at undskylde sig med,

24

at denne Aktion blev indledet under svigtende Forudsætninger. Han understreger samtidig, at det efter hans Opfattelse maatte være Nationalbankens Pligt at gribe ind til Fordel for Landmandsbanken, da Nationalbanken ikke blot havde den Opgave at varetage Seddelbeskyttelsen - NB! d.v.s. Sikring af faste Valutakurser, en Opgave, som Nationalbanken forsømte i en ligefrem forfærdende Grad - men ogsaa saavidt muligt at gennemføre Produktionsbeskyttelsen. Nationalbanken havde desmere Pligt til at gribe ind i saa Henseende, da den under Højkonjunkturen havde samlet store Midler netop med det Formaal for Øje at kunne yde nødstedte Banker Hjælp i Nedgangstider. Det var derfor ogsaa en Selvfølge, at Nationalbanken i November Maaned 1921 gik med til at stille de 30 Mill. Kr. til Raadighed til Støttesyndikatet. Intet tydede paa, at Landmandsbanken var i større Fare end andre Banker ogsaa var, og Betingelserne for den trufne Ordning syntes fra Begyndelsen af at maatte udelukke alvorlig Risiko, da Landmandsbanken særlig nærstaaende Personer stillede en Sikkerhedsmargin paa 10 Mill. Kr. til Raadighed, saa Banken først kunde komme til at lide Tab, naar Aktieværdien kom under 70 pCt. Dertil kom, at Landmandsbankens Aktiekurser i det Tidsrum, da Hjælpen ydedes, stod paa godt 120, og at først Overførslen til 1921, Fortjenesten for Aaret 1921, Reservefond, Dispositionsfond og en 30 Mill. Kr. af Aktiekapitalen, d.v.s. ialt ca. 100 Mill. Kr. maatte gaa tabt, før Nationalbanken kunde komme i Knibe med sine egne Midler. Nej, postulerer Dr. Ussing, den af Nationalbanken godkendte Ordning var, set udfra de Forhold, som i Belaaningsøjeblikket var ham bekendt, aldeles forsvarlig. Han kunde dog, mener han, ikke ane, at han blev ført bag Lyset af Etatsraad Glückstadt.

Til Bevis for, at hans Bank var gaaet med til den her omhandlede Støtteaktion i god Tro, citerer han derefter følgende af Nationalbankens Direktionsprotokol for November 1921:

»Efter forskellige ForhandIinger med Landmandsbankens Direktør, Etatsraad Glückstadt, der under de nuværende meget trykkende Forhold

25

paa Aktiebørsen maatte anse det for sandsynligt, at Landmandsbankaktier af Mangel paa Købere vilde synke i Kurs, og at der derved kunde opstaa unødig Ængstelse hos Bankens Indlaanere, hvilket kunde bevirke et almindeligt run fra disses Side, ikke alene paa Landmandsbanken men ogsaa paa de andre Banker, gik Nationalbanken ind paa at belaane indtil 30 Mill. Kr. Landmandsbankaktier med 105 pCt. af Paribeløbet for et Syndikat, der som Margin indbetaler 10 Mill. Kr. Herved skulde opnaas, at Aktierne kunde holdes omkring den nuværende Kurs 120 pCt. Naar Nationalbankens Direktion gik med til denne Ordning, skyldes det, at den fandt Etatsraad Glückstadts Frygt for Følgerne af en stærk Kursnedgang i Aktierne begrundet i den nuværende meget trykkede Situation og maatte anse det for dens Pligt at hindre, at den frygtede unødige Ængstelse opstod hos Indskyderne.«

Dr. Ussing har Ret, naar han herefter resumerer, at Nationalbanken ved den trufne Foranstaltning havde til Hensigt at afværge et Indlaansrun, men det er meningsløst derpaa at paastaa, at »det var altsaa ikke nogensomhelst Interesse for Aktiekursen«, som bevægede Nationalbanken til at gribe ind; idet jo netop Hensynet til Aktiekursen maatte være det primære, conditio sine qua non, for Afværgelsen af det frygtede run.Men ogsaa i anden Henseende kan Nationalbankdirektør Ussings Argumentation ikke staa for en nærmere Prøvelse. Han indleder sine Betragtninger over Sagen med en Omtale af en engelsk Bankaffære, i hvilken det viste sig, at de engelske Aviser et Aarstid efter den Periode, som her behandles, d. v. s. i Efteraaret 1922, »strømmede over af Stolthed, fordi det af en verserende Retssag fremgik, at et munddigt Ord mellem londonske Finansmænd var nok, selv om det indebar Millionforpligtelser«. Saadan var det nu en gang mellem Bankmænd, mener han, og hvorfor skulde man saa fæste mindre Lid til Glückstadts Ord end til en londonsk Bankmands Ord. Dernæst understreger Dr. Ussing Glückstadts store Anseelse og Indflydelse. Han forsvarer sig derved med de selvsamme Argumenter, som Statsminister Neergaard benyttede sig af

overfor Oppositionspartierne. Han bemærker bl.a.: »Hvem var Glückstadt? Det var ingen Paria. Hans mundtlige Ord i Forhand-

26

lingerne mellem Banklederne gjaldt som de andres, og som Bankledernes i London. Ja, han ansaas som en særlig fremragende Bankleder. Begge de to Regeringer, som delte 10-Aaret mellem sig, anvendte ham som Landets financielle Repræsentant ved internationale Kongresser o.l.« Han taler dernæst om Glückstadts Medvirken som finansiel Forhandler i Nordslesvig-Sagen, om Udmærkelsen med Storkors, om Brandes' Forgudelse af den store Bankmand osv., alt gammelkendte Udflugter. Men alt dette forklarer dog ikke, hvorfor han ikke forud for Nationalbankens Støtte-Beslutning lod undersøge, hvorvidt de saglige Forudsætninger for Kreditydelsen var til Stede. Lad gaa, at han med Rette klager over uforsvarlig Vildledning af Nationalbanken, naar han erklærer, at Banken ved Overenskomsten maatte gaa ud fra, at Opkøbssyndikatet kun bestod af Privatmænd, og at alle 10 Mill. Kr. var private Midler, der indbetaltes kontant som Sikkerhed, i Stedet for kun Halvdelen deraf, lad gaa, at han med Rette klager over uforsvarlig Vildledning ogsaa med Hensyn til Glückstadts Erklæring om, at Aktierne svarede til deres Kurs - derfor kan de ansvarlige Mænd i Nationalbanken, og i første Række han selv og Meddirektørerne, deriblandt Rubin, alligevel ikke frikendes for den Beskyldning, at de ogsaa selv svigtede deres Hverv som de ansvarlige Ledere af Statens Seddelbank. Bekendelsen om, at man følte sig staaende i dyb Erbødighedsgæld overfor en Mand som Glückstadt, frigør En ikke for Ansvar, og den stærke Understregning af den helt igennem ukritiske Hengivenhed kan her ikke tages som andet end som Vidnesbyrd om den aldeles utilstedelige og samfundsskadelige Afhængighed af den jødiske Finansmagnat, som ogsaa kendetegner Statsminstrene Zahle og Neergaards og deres Regeringers Færd.Ussings fortvivlende Ubehjælpsomhed overfor Glückstadt viser sig ogsaa paa anden Maade i det, han fremfører til sit Forsvar, ikke mindst i hans Begrundelse for, hvorfor Glück-

27

stadt saavel fra Regeringens som fra Nationalbankens Side nød en Præferencestilling ved Forhandlinger om udenlandske Kreditter, indenlandske Stats- og Kommunelaan, Valutaspørgsmaal osv. Alle Forklaringer herpaa tjener kun som Bevis for, at Nationalbanken var helt i Lommen paa Glückstadt, og at Højesteretssagfører Bülow efter bedste Evne bidrog til, at dette Forhold opretholdtes i sin Dobbeltstilling som Formand for Nationalbankens Repræsentantskab og som den samtidigt særligt betroede juridiske Raadgiver for Landmandsbanken. Bevidstheden om denne Afhængighed førte endog Dr. Ussing saa vidt paa Afveje, at han til Forsvar for sin Holdningsløshed gør sig skyldig i absolut misvisende Paastande ved Skildringen af Resultaterne af Nationalbankens Støtteaktion. Han mener nemlig at kunne afvise den fra visse Aktionærkredse mod Nationalbanken rettede Bebrejdelse, at den trufne Ordning havde favoriseret en vis Del af Aktionærerne paa den øvrige Dels Bekostning, paa følgende højst besynderlige Maade (Sst. S. 218 flg.):

»Begivenhederne har ganske vist vist, at de, som har faaet solgt de 30 Millioner Aktier til Støttekonsortiet, paa Nationalbankens Bekostning har faaet en uberettiget Fortjeneste, siden Aktierne senere viste sig at være værdiløse. De øvrige 70 Millioners Aktionærer, som maatte mene, at ved faldende - ikke opretholdte - Aktiekurser vilde de have kunnet skille sig af med Aktierne, altsaa kunnet kaste Tabet over paa andre, synes mig ikke forurettede ved, at denne uberettigede Fordel er gaaet fra dem - hvis de overhovedet havde kunnet skaffe sig den Fordel; thi hvis de 70 Millioner under faldende Kurser var kommet paa Markedet, var Sammenbruddet jo sket, og Aktierne havde været værdiløse. Det eneste betænkelige Hensyn er til dem, der maatte have købt til den støttede Kurs. Naar Kursstøtte foretages er det imidlertid som Regel, fordi andre Købere holder sig borte, og der er saavidt vides ikke oplyst overfor Landmandsbankaktiers Vedkommende, at der har været andre Købere end Opkøbssyndikatet - fraregnet Forholdet

ved de Banksammenslutninger med Landmandsbanken, som har fundet Sted.« (Udhævelser af Forf.).

28

Denne Bevisførelse er paa to Punkter aldeles urigtig. For det første er det galt, naar der tales om de 70 Millioners Aktionærer, som ikke naaede at skille sig af med deres Papirer til den ved Nationalbankens Støtteaktion forbedrede Kurs. Saa længe Opkøbssyndikatet var i Aktion, blev der købt for mindst 60 Mill. Kr. Aktier til en Kurs over Pari! Og dem, der profiterede ved denne Ordning, var naturligvis de Kredse, som havde deres Forbindelse i Orden til den indviede jødiske Børs- og Bankverden, der jo allerede siden Efteraaret 1921 var vel orienteret over Landmandsbankens virkelige Stilling. For disse Kredses Skyld paadrog Nationalbanken sig et Tab paa 21 Mill. Kr., og Staten maatte senere dække Resten af de Tab, der opstod ved Opkøbet indtil den 16. September 1922! Men da havde de jødiske Interessenter sikkert ogsaa i det store og hele klaret rent Bord; Listerne over de indtil nævnte Dato ved Støtteaktionen overtagne Aktier kunde sikkert give interessante Oplysninger herom.

Naar Dr. Ussing endvidere paastaar, at der ikke har været Købere, der købte til Støttekursen, er det ogsaa vitterlig urigtigt. Det amerikanske Bankfirma Hallgarten & Co. havde f. Eks. gjort det og fik i denne Anledning senere tilkendt en Erstatning paa ca. 1½ Million Kroner. Ogsaa danske Købere fandtes, men en Proces, som Læge S. Deuntzer, Fredensborg, indledede for ligeledes at faa Erstatning for Aktiekøb, han havde foretaget i Tillid til Aarsregnskabet 1921, tabtes. Deuntzer havde den 1. Juni købt 2.000 Kr. Aktier til Kurs 112½ med Tillæg af Provision og Stempel, ialt 2256 Kr. 41 Øre. Han krævede efter Bankens Sammenbrud Refundering af dette Beløb med Renter mod Aktiernes Tilbagelevering med den Begrundelse, at Landmandsbanken havde handlet svigagtigt overfor ham ved Aktiekøbet, da Aktierne paa Købets Tid var værdiløse, og da Bankens Ledelse fuldt ud var paa det rene med Regnskabets Urigtighed og Aktiernes Værdiløshed. Bankens Kunder havde ved Bedømmelsen af Aktiernes Værdi kun at holde sig til Aarsregnskabet og de maanedlige Balancer og

29

maatte selvfølgelig ved deres Dispositioner kunne stole paa dem. Sagen tabtes saavel ved Østre Landsret som ved Højesteret. Ifølge Højesteretsdommen af 24. December 1924 statueredes, at Retten ikke kunde anse det for godtgjort, at det nævnte Regnskab havde været bestemmende for Sagsøgerens Køb af de ommeldte Aktier, hvilket Køb fandt Sted flere Maaneder efter Regnskabets Offentliggørelse, og endmindre, at det havde været kendeligt for Banken, at Sagsøgeren bestemte sig til Købet paa Grund af Regnskabet. Højesteret ansaa det endvidere for relevant, at Landmandsbanken i dette Tilfælde kun var optraadt som Kommissionær og ogsaa som saadan maatte anses for ikke at have paadraget sig noget Ansvar overfor Sagsøgeren. Højesteretsdommen gik derfor ud paa, at Landmandsbankens Frifindelsespaastand maatte tages til Følge. Bortset fra, at den af Retten givne Domsbegrundelse ikke virker overbevisende, kan det herved altsaa konstateres, at indenlandske Købere i dette Forhold ikke kunde opnaa samme Retsbeskyttelse overfor Bankledelsens svigagtige Handlemaade som udenlandske. Ejendommeligt, at Nationalbankdirektør Ussing slet ikke har haft sin Opmærksomhed henvendt paa dette Forhold, men tværtimod drister sig til at paastaa, at der efter Bekendtgørelsen af Aarsregnskabet for 1921 ikke har været andre Købere af Aktier end Opkøbssyndikatet.

Ogsaa i en omfattende Redegørelse, Direktørerne W. Stephensen og C. Ussing i Efteraaret 1922 forelagde Nationalbankens Repræsentantskab, forsvares Laanetilsagnet med de selvsamme Argumenter som ovenfor behandlet. Her meddeles endvidere, at Direktør Glückstadt allerede i Begyndelsen af November 1921 anmodede om et saadant Tilsagn under Henvisning til, at et Syndikat af Bankens Velyndere eventuelt var villig til paa passende Maade at støtte Landmandsbankens vigende Aktiekurser. Da

det saa senere viste sig, at der kunde stilles en Sikkerhedsmargin paa 10 Mill. Kr. til Raadighed, havde Nationalbanken erklæret sig rede til at belaane Bankens Aktier med Kurs 105, omendskønt den efter gældende Regler

30

kun havde kunnet yde Laan til 75 pCt. af Bankaktiernes Køberkurs, d. v. s. til Kurs ca. 90, idet Køberkursen paa nævnte Tidspunkt androg ca. 120 pCt. Man vilde ikke løbe den Risiko at lade Landmandsbanken blive udsat for et Indkøbsrun; derfor havde man grebet ind.

1 September 1922 havde Nationalbanken ialt opkøbt 29.989.800 Kr. Landmandsbankaktier for laante 31.221.776 Kr., og desuden sad Banken med 10 Millioner Landmandsbankaktier kontant. Støtten blev altsaa udnyttet til sidste Hvid!

Glückstadts Trick lykkedes. Der kan ikke være Tvivl om, at han - trods den til Stadighed viste Optimisme udadtil - var klar over Landmandsbankens virkelige Stilling og ud fra denne Erkendelse allerede siden Efteraaret 1921 var fast besluttet paa at redde sine egne og sine Racefællers Interesser ved først at paabyrde Nationalbanken en større Risiko for den truende Katastrofe. Var det første Skridt taget, maatte det andet følge af sig selv. Og Glückstadt vidste, at han ved klog Taktik vilde vinde Spillet, d.v.s. i sidste Instans vilde kunne paabyrde Skatteborgerne de Tab, hans Bank havde lidt. Han havde jo Nationalbanken og Regeringen i sin Haand.Nu, det første Kup var gjort, kunde Glückstadt dristigt skride videre ad den Vej, han var slaaet ind paa. Maalet stod klart! At han nøjagtigt vidste, hvad han vilde, skulde Juli-Affæren 1923 tilfulde afsløre.

c)Hvorledes Landmandsbankens første Rekonstruktion indlededes under falske Forudsætninger (Erklæringen af 9. Juli 1922).

Hvis de Forhandlinger, som førtes i Juli 1922 vedrørende Bankens Rekonstruktion, og som aabnede Vejen til den mere generelle Statsgaranti for alle under Spekulationen fremkaldte Tab, ikke var saa dybt alvorlige i deres Tendens og Konse-

31

kvenser, kunde man næsten fristes til med Beundring at skrive om den drevne Taktik, med hvilken Glückstadt gennemtrumfede alle sine Krav overfor Nationalbanken og Regeringen og derved endog foranledige baade den førstnævnte Banks Direktører som enkelte af Regeringens Medlemmer til at vildlede det danske Folk paa en Maade, som man aldrig før har set Magen til. Naar man vil nævne de Ting, der skete i Juli-Dagene 1922, ved det rigtige Navn, er der ikke andet, man kan kalde dem, end Løgn og Opspind fra først til sidst. Det var et grænseløst frivolt og ansvarsløst Spil, Mænd som Dr. Ussing, Statsminister Neergaard og Handelsminister Tyge Rothe under den aldeles dominerende Indflydelse af Storspilleren og Storsvindleren Emil Glückstadt tillod sig overfor Folket, et Spil, der tilslut havde til Resultat, at Skatteborgerne maatte skaffe Dækning for et Par Hundreder Millioner Kroners Tab, - blot for at den passive Kapital - og det vil her i første Række sige Jødernes Kapitalmagt - kunde bevare sin Magtposition indenfor Samfundet. Dr. Ussing og Neergaard har som de Hovedansvarlige for denne Ordning i omfattende Indlæg forsøgt at fri sig for det tunge Ansvar, de har paadraget sig ved Juli-Affæren 1922, men der er intet som helst, som kan tjene til Undskyldning for deres Handlemaade, allermindst den ligefrem taabelige Paaberaabelse af, at de var bleven ført bag Lyset af Glückstadt, og at de af Samfundshensyn havde set sig foranlediget til at lade Staten overtage Risikoen for Landmandsbankkatastrofen.Det er en Skandale, Svindel og Bedrag uden Lige, der foregaar i den her omhandlede Periode.

Handelsminister Tyge Rothe, der i Oktober 1921 i Folketinget saa fanatisk havde forsvaret

Aktiespekulanternes Sag mod Lemvigh-Müller og efter Ordre af Glückstadt bl. a. havde fastholdt Kravet om, at Bankdirekører burde have Lov til at beklæde Bestyrelsesposter indenfor de Selskaber, der financieredes ved deres Bank o.s.v., havde dog langt om længe erkendt Nødvendigheden af, at Bankinspektøren foretog en Under-

32

søgelse af Landmandsbankens Forhold. Det varede dog nogle kostbare Maaneder, inden han naaede til denne Erkendelse. Bankinspektøren tog paa Handelsministeriets Foranledning fat paa Revisionsarbejdet kort efter, at Aarsregnskabet for 1921 var offentliggjort og kunde i de første Dage af Juli 1922 forelægge Tabsopgørelsen pr. 31. Maj s. A. Hovedkontiene paa denne Opstilling var som følger:

Store Engagementer, deriblandt Transatlantisk Kompagni og Ballin 90½ Mill. Kr.Bankforretninger 11½ Mill. Kr.Børsforretninger 34 Mill. Kr.Beholdning af Obligationer og Aktier 3 Mill. Kr.Egne Aktier 5 Mill. Kr.

I alt 144 Mill. Kr.

Denne Opgørelse fandt altsaa Sted pr. 31. Maj 1922. Undersøgelserne gennemførtes i dybeste Hemmelighed. For Guds Skyld maatte der ikke sive noget ud om dette Arbejde, da der jo nu skulde lægges et dristigt Kup tilrette overfor Rigsdag og Regering. End ikke Nationalbanken fik noget som helst at vide om denne Undersøgelse, Bankinspektøren havde foretaget, omendskønt man skulde antage, at Nationalbanken var nærmest til at faa Besked herom, eftersom den havde særligt store finansielle Interesser at varetage i Anledning af den i November 1921 indledede Støtteaktion. Men den fik altsaa ingen Oplysninger. Det finder endog Nationalbankdirektør Dr. Ussing ejendonmeligt, idet han i sit ovennævnte Skrift S. 234 ff. bemærker, at han saa sent som først i Juli 1922 havde en Samtale med Glückstadt, uden at denne røbede noget som helst om Undersøgelsen. Let bebrejdende siger han: »Under denne Samtale sad Gl. inde med Kendskab til en Ting, som var skjult for os, men som vi ikke burde være holdt i Uvidenhed om,

33

nemlig at Bankinspektøren i Løbet af de sidste Maaneder havde underkastet Banken en hemmelig Undersøgelse, som nu nærmede sig sin Fuldendelse.« Da Nationalbankdirektøren 1926 skriver sin Bog, harmes han altsaa ikke over, at han saadan blev ført bag Lyset. Han føler vel en vis Utilfredshed over denne Sag, men har iøvrigt en Undskyldning for Glückstadts Tavshed paa rede Haand, idet han tilføjer, at denne sikkert handlede ud fra den bedste Mening. Han havde dog ogsaa i Samtalen givet en lille Antydning om, »at der om faa Dage vilde ske noget, som paa en glædelig Maade vilde overbevise Nationalbanken om Urigtigheden af verserende ilde Børsrygter om Landmandsbanken«. Ussing erklærer hertil i sin paatagne Naivitet, at han vanskeligt kunde tro andet, end at Glückstadt imødesaa Undersøgelsens Resultat med de bedste Forventninger. Ja, saamænd!

Resultatet var imidlertid anderledes. Lørdagden 8. Juli 1922 begyndte Spillet.Denne Dag overleverede Bankinspektøren sin afsluttende Redegørelse til Handelsministeren og samme

Dag indlededes Forhandlingerne med Nationalbankens Direktion, Repræsentantskabets Formand (og Landmandsbankens fast ansatte juridiske Konsulent) HRS. Frits Bülow, Bankinspektøren, Statsministeren og Handelsministeren. Efter Behov blev Landmandsbankens Direktører tilkaldt. Bankinspektørens Opgørelse viste, at ikke blot alle Bankens Reserver samt Aarsoverskuddet var tabt, men ogsaa 70 pCt. af

Aktiekapitalen. Og Spørgsmaalet var nu i første Række, om Banklovens § 16 skulde træde i Kraft, Bestemmelsen om, at Aktionærerne ”uopholdelig« skulde indkaldes til Generalforsamling, saasnart der i et Bankregnskab var konstateret Tab udover Halvdelen af Aktiekapitalen. § 16 indeholdt endvidere den Forskrift, at det manglende Beløb senest skulde tilvejebringes i Generalforsamlingen, og at Banken skulde træde i Likvidation, hvis denne Forskrift ikke kunde opfyldes. Ifølge Banklovens Bestemmelser maatte der altsaa straks indledes Skridt til Likvidation af Banken.

34

Nationalbankens Direktion og de to nævnte Ministre ansaa det imidlertid for rigtigere at sætte sig ud over Lovens Bestemmelser.

Der er senere bleven spildt meget Blæk paa at forsvare denne Handlemaade. Navnlig har Nationalbankdirektør Dr. Ussing beskæftiget sig indgaaende med de herhen hørende Problemer baade i den Repræsentantskabet i Efteraaret 1922, efter September-Rekonstruktionen, forelagte og af ham selv og Direktør Stephensen underskrevne Betænkning og i sit 1926 udgivne Værk om Nationalbanken. Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt Banklovens § 16 under de givne Forhold skulde træde i Virksomhed, bemærkes i det førstnævnte Memorandum:

»Vi svarede med følgende Spørgsmaal til Bankinspektøren:Mellem Dem og Landmandsbanken er navnlig Uenighed om tre Aktivposter, som De sætter til 0 og som Landmandsbanken sætter til henholdsvis 34,19 og 14,4 Millioner. Er Stillingen denne, at det efter Deres Mening ikke er godtgjort at de er mere værd end Nul, eller mener De endog, at det er godtgjort at de ikke er mere værd end Nul?Bankinspektørens Mening viste sig at være den førstnævnte; det var ikke bevist, at Værdierne var mere end Nul; men Muligheden kunde ikke udelukkes.Vi bad derefter Landmandsbanken forklare, hvilke Muligheder man haabede paa, og efter denne Udredning fandt vi, at Mulighederne ikke var saadan hen i Vejret. De kunde ikke forkastes som Mundsvejr, ja de lød endog troværdige, og vi mente derfor ikke, at Staten, som Sagen i Øjeblikket stod, havde Ret til at gaa frem efter Paragraf 16. Landmandsbankbestyrelsens Pligt til efter Paragraf 16 at skaffe sig Aktiekapital var endnu ikke bevist; den krævede nøjere Undersøgelse, naar Banken selv bestred. At tvinge Bestyrelsen til »uopholdelig at indkalde Generalforsamlingen« paa Grundlag af Bankinspektørens af Banken bestridte Opgørelse, med andre Ord at tvinge Banken til at hidføre en Katastrofe, som uvægerlig vilde følge med et saadant Skridt - hvilket Ansvar for Staten!

Bankinspektøren nyder med Rette almindelig Anerkendelse for Varsomhed og Forstaaelse i sin Gerning, men da Undersøgelsens Resultat var bestridt af den anden Part, og det ikke drejede sig om uafvendelige, bevislig lidte Tab, men om Tabsmuligheder - saa kræver enhver juridisk

35

Retfærdighed, at under Tvivl maa Afgørelsen falde til den Anklagedes Gunst.Handelsministeren erklærerede, at han tog Ansvaret for denne Opfattelse, og efter vort Skøn kunde han slet ikke

tage Ansvaret eller paadrage Staten Ansvaret for det modsatte.« (Udhævelserne som i Betænkningen.)

Denne Erklæring af Nationalbankens Direktører til Bankens Repræsentantskab lader tydeligt erkende, at Seddelbankens Ledelse ønskede, at Landmandsbanken skulde reddes, hvilke Midler man saa end skulde benytte sig af for at naa Maalet. Til Forsvar for dette Standpunkt manipulerede man med Begrebene om konstaterede og kalkulerede Tab, ansaa Glückstadts Paastande for mere tilforladelige end Bankinspektørens Beregninger og resumerede, at det nu maatte være Samfundets Opgave at sikre Landmandsbankens Eksistens. Handelsminister Tyge Rothe, som altid havde været lydig overfor Glückstadts Ordrer, erklærede sig rede til at tage Ansvaret. Og Neergaard støttede selvfølgelig Rothes Opfattelse.

Men hvad skulde herefter ske med Bankinspektørens Udersøgelse?Ogsaa her vidste de Herrer, der var mødt til hemmelig Raadslagning, at finde Udveje. Nationalbankens

Standpunkt var, at Bankinspektørens Opstilling ikke skulde holdes hemmelig, saafremt Handelsministeren vilde paatage sig Ansvaret for at gaa frem efter Banklovens Bestemmelser; saa maatte altsaa Størrelsen af de af ham udfundne Tab bekendtgøres. Men hvis Handelsministeren ikke vilde gaa frem efter Bankloven, havde han - siges der bl. a. i det ovenfor omtalte Referat til Repræsentantskabet - »ikke Ret til at bringe Hemmeligheden videre til Nogensomhelst - til ingen Verdens Nytte og kun til Fare for, at Hemmeligheden siver ud, til Foruroligelse for Offentligheden og til Fordel for dem, der indvies; og paa de andres Bekostning«. Overvejelserne førte altsaa til, at man blev enige om, at Bankinspektørens Tabsopgørelse under ingen Omstændigheder maatte frem i Offentligheden. Man mente ikke at

36

kunne give ren Besked, saa længe det endnu var givet, at der vilde blive indledet alvorlige Skridt for at holde Banken oven Vande. Efter at man saaledes var blevet klar over, hvilke særlige Forholdsregler man vilde tage for at gennemføre Rekonstruktionen af Banken, maatte der tages fat paa Spørgsmaalet om, hvad der nu umiddelbart skulde gøres.

Emil Glückstadt havde naturligvis Lørdag den 8. Juli 1922, da de første Forhandlinger fandt Sted i Anledning af Bankinspektørens Tabsberegning, sine Planer fuldt udarbejdede hos sig. Han var godt forberedt og vidste nøjagtigt, hvad han vilde opnaa. Efter at Handelsministeren havde tilkendegivet, at han vilde tage Ansvaret for Tilsidesættelsen af Banklovens § 16, kunde Glückstadt uden Betænkelighed lægge yderligere Pres paa. Gl. fortalte altsaa, at Banken befandt sig i en meget truende Situation, at Aktiekursen var stærkt faldende, og at Indlaanene ogsaa var begyndt at sive ud. Der maatte derfor efter hans Skøn straks indledes en gennemgribende Hjælpeaktion, der kunde forhindre Panik. Han anmodede derfor Nationalbanken om straks at yde en Reservefond paa 30 Mill. Kr. til Betryggelse baade for Aktionærerne og Indskyderne. Dog, Nationalbanken vilde i første Omgang ikke gaa med til en saadan Ordning. Derved opstod der en meget vanskelig Situation, da ej heller Staten kunde hjælpe. De to Ministre, som var Deltagere i Forhandlingerne, kunde selvfølgelig ikke træffe nogen Afgørelse udenom Ministeriet og uafhængigt af Rigsdagen. At det var ganske klart, maatte ogsaa anerkendes af Glückstadt. Men alligevel ønskede sidstnævnte, at der straks blev truffet en Afgørelse. Forhandlingerne førte imidlertid trods alle indtrængende Henstillinger fra Glückstadts Side ikke til noget Resultat denne Dag. Blot om eet Punkt opnaaedes som nævnt absolut Enighed: der burde bevares absolut Tavshed om Bankinspektørens Opgørelse! Ussing argumenterer herom i sit Skrift om Nationalbanken som følger: »Da denne ikke blev effektiv, da Handelsministeren havde lagt andre Vurderingssynspunkter til Grund, saa tilhørte Bankinspektørens Rapport

37

Ministeriets Arkiv, og enhver Omtale af den fra de Indviedes Side vilde være for Landmandsbanken katastrofal og for de Paagældende en efter Banklovens § 18 og Straffelovens § 139 strafbar Indiskretion.« (Udhævelser som i Ussings Bog.) Forhandlingerne sluttede med, at Landmandsbankens Direktion fik en indtrængende Henstilling om at disponere forsigtigt og kun at lukke Banken i Tilfælde af et uimodstaaeligt Run. Nationalbanken var endvidere fast besluttet paa saa hurtigt som muligt at naa til Forstaaelse med Staten vedrørende de fremtidige Hjælpeforanstaltninger til Gunst for Banken.

Dog hermed vilde Glückstadt ikke give sig tilfreds, og med Benyttelsen af den af ham særlig yndede Chok-Taktik mødte han allerede den følgende Dag, Søndag den 9. Juli 1922, frem med nye Krav. Hverken Nationalbanken eller Regeringen var forberedt paa, at de saa hurtigt skulde sammenkaldes paany, men lystre maatte de. Indkaldelsen kom saa overraskende for Nationalbankens Ledelse, at en af Direktørerne, som havde deltaget i Lørdagsforhandlingerne, var taget bort fra Byen om Søndagen og derfor ikke kunde give Møde. Indbydelsen kom fra Handelsministeren!

I Søndagsmødet fremsatte Direktør Emil Glückstadt først de kraftigste Trusler. Han erklærede, at der trods alle Forsigtighedsforanstaltninger var sivet adskilligt ud om de Dagen i Forvejen afholdte Forhandlinger, at talrige Opringninger til Banken havde ladet erkende, at der var Fare paa Færde, og at man af denne Grund sikkert vilde være tvunget til at lukke Banken næste Dag, hvis der ikke forud var bleven truffet en Ordning, der garanterede Bankens Opretholdelse og Ro til fremtidigt Arbejde. Glückstadt mente, at Panik var umiddelbart forestaaende.

Det hjalp. Neergaard og Rothe fastholdt rigtignok det Standpunkt, at de ikke uden videre kunde forpligte Staten til at yde den fornødne Støtte. Men da de ansaa det for absolut paakrævet, at Lukning af Banken blev undgaaet, anmodede de nu Nationalbanken, som dog havde den specielle Opgave

38

at sikre stabile Pengeforhold og Ro paa Kapitalmarkedet, om at sætte alt ind paa at redde Landmandsbanken. Hjælpen skulde herefter ydes ved Supplering af Landmandsbankens Reservefond med 30 Millioner Kroner. Men ogsaa denne Gang sagde Nationalbanken Nej, under Paaberaabelse af, at man ikke kunde indse, at Bankens Forhold kunde have forværret sig i den Grad fra den ene Dag til den anden, eller at et saadant Jag ved Hjælpeforanstaltningerne var paakrævet i det foreliggende Tilfælde. Forhandlingerne trak ud til langt hen paa Natten. Ministrene vilde ikke paatage sig bindende Forpligtelser, men erklærede dog, at de vilde støtte et Andragende om Statsgaranti for et eventuelt af Nationalbanken ydet Reservefond.

Dr. Carl Ussing meddeler derefter i sit ofte nævnte Skrift, at han sammen med sin ene Meddirektør – formodentlig Stephensen - der var Deltager i disse Søndagsforhandlinger i de sene Nattetimer til Mandagen besluttede, at Nationalbanken skulde afgive et betinget Løfte om en fremtidig Støtte, som skulde afgives i Forventning om Statens Garanti. Et saadant Tilsagn blev derefter givet, hvorved der fuldstændig blev set bort fra Nationalbankens Støtteopkøb, som under de givne Forhold ikke mere kunde drøftes. Nationalbanken mente at kunne gaa med til en saadan Ordning, da man gik ud fra, at »hvis det viste sig, at Banken kunde føre sin Virksomhed igennem til Aarets Slutning blot ved et Løfte om Støtte til den Tid, blot ved et saadant Tegn paa, at man ikke vilde lade den Bank falde, saa var meget vundet.« (Udhævelser som hos Ussing.)Derefter fortæller Nationalbankdirektør Ussing paa S. 243 i sin Bog følgende:

»Det var nu bleven meget sent, og alle trængte til Hvile efter den bevægede Dag, men Gl. mente det nødvendigt allerede samme Nat om det skete Støttetilsagn at give Pressen en Meddelelse. For at Banken kunde aabnes næste Morgen uden at blive stormet af run, maatte Morgenbladene indeholde en Erklæring om det skete, og han fremtog derom et Udkast, som

39

forud var udarbejdet, men som indeholdt to Ting, vi efter Mødets Resultat maatte have ændret. Udkastet var udarbejdet med det for Øje, at Nationalbanken vilde gaa ind paa straks og uden Betingelser at sætte ind i Banken 30 Millioner som Reservefond, hvad vi altsaa ikke vilde. Og det angav det kalkulerede Tab til 30 Millioner, altsaa mindre end det Beløb, som Landmandsbanken under Møderne selv havde erkendt, hvad vi altsaa protesterede imod. I disse to Henseender blev der derfor foretaget Rettelser; Gl. fik sit Papir tilbage, og dermed skiltes vi«. (Fremhævelser af Forf.).

Disse Sætninger viser særlig indtrængende, at alt var et tilrettelagt Spil, hvorved Regeringens Medlemmer aabenbart havde faaet den Rolle tildelt at tvinge Nationalbanken ind i en stærkere Risiko overfor Landmandsbanken for derved at skabe Grundlaget for en senere Indgriben fra Statens Side. Det Udkast, Glückstadt forelagde, lod tydelig erkende, hvad han vilde opnaa. Helt faldt Nationalbankens

Direktører imidlertid ikke tilføje; de strittede imod, men Glückstadt vurderede dog ikke deres Moral og Viljestyrke højere, end at han troede, de vilde gaa med til at akceptere en vitterlig falsk Erklæring. Helt slog disse Forventninger dog ikke til, og Glückstadt har sikkert nok været noget skuffet. Men han kunde dog alligevel være tilfreds: thi Stat og Nationalbank var nu bundet overfor Landmandsbanken; de første Betingelser for senere Statshjælp var skabt. Statsgarantien vinkede i det Fjerne.

Resultatet at disse to Dages højtspændte Forhandlinger var den ominøse Meddelelse til Offentligheden, som offentliggjordes i Landets Blade næstfølgende Mandag, den 10. Juli 1922. Communique'et, dateret fra 9. Juli, lød som følger:

»Fra Landmandsbanken udgik i Nat følgende Meddelelse:Trods de betydelige Afskrivninger, som Landmandsbanken foretog ved Afslutningen af forrige

Regnskabsaar, er Banken blevet klar over, at der som Følge af de fortsat herskende Konjunkturer ogsaa i

40

de kommende Aar maatte regnes med yderligere Afskrivninger til Imødegaaelse af indtrædende Tab.Efter en af Banken for kort Tid siden sket Vurdering, viste det sig, at Bankens egen Kapital,

saafremt der ud over de alt konstaterede Tab ogsaa skulde tages Hensyn til, hvad der lod sig forudse som sandsynlige, vilde blive nedbragt til, hvad der svarer til Aktiernes nuværende omtrentlige Kursværdi, og man har da ogsaa som Følge deraf været indstillet paa, at der ved Afslutningen af indeværende Aars Regnskab maatte tages Hensyn hertil.

Da imidlertid en af Bankinspektøren foretagen Gennemgang af Landmandsbankens Engagementer nu er afsluttet, har man efter Samraad med Handelsministeren og Nationalbanken ment det rigtigt allerede paa nærværende Tidspunkt at fastlægge den Linje, der bør følges, og give Offentligheden fornøden Meddelelse herom.Det er i Overensstemmelse hermed Landmandsbankens Hensigt ved Afslutningen af indeværende Regnskabsaar ekstraordinært af foretage Afskrivninger til et samlet Beløb af 55 3/4 Millioner Kroner, hvorved Bankens Reserver, herunder Overførslen fra forrige Aar, nedbringes til godt 5 Millioner Kroner.

For imidlertid under de nuværende vanskelige Konjunkturer at tilføre Banken al fornøden Styrke, har Nationalbanken paataget sig Forpligtelsen til, naar den ovennævnte ekstraordinære Afskrivning ved Regnskabsaarets Afslutning har fundet Sted, at indskyde en ny Reservekapital paa 30 Millioner Kroner. Den af Nationalbanken tegnede Reservekapital tilbagebetales efterhaanden som der paa sædvanlig Maade og i Overensstemmelse med Bankens Statuter oparbejdes nye Reserver til dens Afløsning.

41Ved Regnskabsaarets Afslutning vil Bankens Aktiekapital og Reserver herefter udgøre 135

Millioner Kroner«.

Det kan nok være, at denne højtidelige Meddelelse, som skulde tjene til Offentlighedens Beroligelse, senere gav Anledning til vidtløftige Kommentarer og voldsomme Diskussioner.

At den var egnet til at vildlede Befolkningen har ogsaa de mest lidenskabelige Forsvarere af Erklæringen, Dr. Ussing og Statsminister Neergaard, ikke helt kunnet bestride. Men den var ogsaa anlagt paa at vildlede. Den indeholdt allerede i selve Begrundelsen for Hjælpeaktionen en dundrende Usandhed, idet der hævdedes, at det var de »fortsat herskende Konjunkturer«, der var Skyld i de opstaaede Vanskeligheder. Jødens grænseløse Løgnagtighed træder netop i denne Udtalelse særlig grelt frem, da Emil

Glückstadt selv var klar over, at hans egne fantastiske Aktiespekulationer havde paaført Banken Tab til flere Millioner Kroner, og at der var opstaaet Tab i Det Transatlantiske Kompagni ifølge en helt igennem evne- og samvittighedsløs Ledelse, som af Carl J. Michaelsen var takseret til 110 Mill. Kr.; han kendte endvidere de mægtige Milliontab, Jødefirmaer som J. M. Levin & Co., Ballin-Koncernen, Max Levig & Co., Levin & Salomonsen osv. osv. havde forvoldt; men denne Mand, som i Aarevis havde ført sit Bankraad bag Lyset ved blandt andet at holde Februar-Kontoen fra 1917 skjult, og som til sidst havde ladet aflægge falsk Regnskab for Aaret 1921 for paany at vildlede Offentligheden med Hensyn til Bankens sande Stilling, denne Mand taler nu om de »fortsat herskende Konjunkturer« som den egentlige Aarsag til Bankens Vanskeligheder! Og Mænd som Dr. Carl Ussing, Statsminister Neergaard, Handelsminister Tyge Rothe gaar med til at godkende denne Formulering!! De gjorde det, omendskønt de bedre end nogen anden vidste, at Landmandsbanken i Aarevis havde været Centret for den mest løsslupne Svindel og Spekulation,

42

og at Bankens Tab netop var forvoldt ved denne tøjlesløse Spekulation og den vilde Hazard. De godkendte altsaa Formuleringen mod bedre Vidende. De lystrede Diktatet!

Ogsaa paa de andre Punkter var Erklæringen saaledes affattet, at den under alle Omstændigheder maatte føre til en fuldkommen fejlagtig Vurdering af Landmandsbankens Forhold. Den fremkaldte for det første det Indtryk, at der med den i Meddelelsen bebudede Ordning vilde være gennemført en Sanering til Bunds, for det andet det Indtryk, at de Afskrivninger, som foretoges, svarede til den Tabsopgørelse, der var udarbejdet af Bankinspektøren, og for det tredie det Indtryk, at de Mænd, der bar det egentlige Ansvar for Juli-Erklæringen – d’Hrr. Nationalbankdirektører, der deltog i Forhandlingerne, samt Ministrene Neergaard og Rothe - stolede paa, at den trufne Ordning vilde være tilstrækkelig til at forhindre Katastrofen. I alle tre Henseender var Erklæringen aldeles misvisende. Vel var den med ægte jødisk Snilde affattet saaledes, at den ikke indeholdt noget urigtigt i selve de materielle Paastande. Men Begrundelsen var falsk, et typisk Udtryk for den sociale Løgns Systematisering: Paastandene taget hver for sig var rigtige, men taget i Sammenhængen var de falske, falske i den Grad, at de mest passende kunde betegnes som infamt løgnagtige. Derfor maa ogsaa Nationalbankdirektør Ussings Opfattelse, at Erklæringen af den 9. Juli intet urigtigt indeholder, blot man forstaar at Læse, paa det kraftigste tilbagevises. At han iøvrigt selv har Forstaaelse for, at der er noget muggent i denne Sag, kan man slutte sig til af det højst karakteristiske Faktum, at han baade i sit Skrift om Nationalbanken og i sin 1922 afgivne Betænkning til Nationalbankens Repræsentantskab bringer Erklæringen i to Afsnit, idet andet Afsnit begynder med Ordene: »Det er i Overensstemmelse med …« Det er kun en Bagatel, som kunde synes at være uden nogensomhelst Betydning, men som alligevel her betyder overmaade meget, hvad man uden videre vil erkende ved en Gennemlæsning af Teksten. Netop dette viser imidlertid ogsaa Viljen til

43

at føre Folk bag Lyset. Alle Dagblade bragte Erklæringen saaledes som ovenfor gengivet i seks Afsnit! Naar Dr. Ussing herefter har valgt en anden Inddeling, er der god Grund til at formode, at det er sket med velberaad Hu, da Forstaaelsen af Erklæringen allerede derved til en vis Grad utydeliggør det væsentlige Punkt i selve den trufne Overenskomst.

Det første, som tilstræbtes med denne Meddelelse om betinget Støtte til Landmandsbanken, som imidlertid ikke i Erklæringen fremhæves som betinget, var, kraftigt at imødegaa de saakaldte ilde Børsrygter og at skabe Ro om Banken. Ro for enhver Pris, for at give Glückstadt Chancen til at opretholde Aktiekursen endnu for en Stund og at udnytte de af Nationalbanken i November 1921 til Raadighed stillede Midler til det sidste. Der var vel nok endnu nogle Jøder, der var i Knibe med deres Aktier, og som skulde reddes, eller nøjere sagt, der var det famøse Opkøbssyndikat »Ergor« (Emil Raphael Glückstadt og Ove

Ringberg), som var interesseret i at udnytte Nationalbankens Støtteopkøb til egen Fordel. Det er endog et Forhold, den radikale Folketingsmand og Verdenskrigstidens Indenrigsminister Ove Rode har været opmærksom paa, idet han i sin Tale om Loven angaaende en Reorganisation af Den danske Landmandsbank m. m. den 19. Septbr. 1922 i Folketinget bl. a, bemærkede:

»Jeg siger om denne Udtalelse, at den er affattet saaledes, som den skriver, der ikke vil sige noget positivt usandt, men som vil skjule den positive Sandhed. Jeg siger endvidere, at Befolkningen har haft den allerbedste Grund til at tro, at en saadan Maade at skrive paa vilde Nationalbankdirektør Ussing ikke anerkende. Enhver, som erindrer, hvad Bankdirektør Ussing har sagt om saadanne Forhold, maa give mig Ret heri *).

*) Rode sigter her til Carl Ussings 1909 i Anledning af Alberti-Affæren udgivne Pjece: »Offentlig Moral«, i hvilken han gjorde grundigt op med visse Skavanker i det offentlige Liv, idet han hævdede som Grundprincip, at alle Samfundsforhold maatte hvile paa Tillidsmoralen. Der, hvor denne Moral manglede, truede Opløsning og Fordærv. Kampen rettedes navnlig mod Benvæsenet og de saakaldte Dobbeltstillinger, der medførte Muligheder for Interessekonflikter. Pjecen vakte uhyre Opsigt, men førte ikke til noget som helst positivt Resultat, bortset fra Nedsættelsen af »Benkommissionen«, hvis Virksomhed ikke fandt nogen særlig Forstaaelse i Befolkningen. (Jvf. ogsaa C. Ussing, Nationalbanken 1914-1924, S. 223).

44

Jeg siger saa videre: Hvad kom saa denne Erklæring til at betyde? Ja, paa dens Autoritet, saaledes som den uden Modsigelse blev læst, skete det, at Indskuddene bevaredes, Aktier købtes - maaske det ikke har været i noget stort Omfang - af Folk, der købte dem, fordi de troede derigennem at faa en Værdi. Der skete fremdeles det, at der overfor Aktieejerne fremkom en Forskel i Behandlingen, idet enhver, der var i Stand til at se igennem denne Erklæring, fordi han maaske havde en Viden stammende fra et eller andet Sted, i denne Tid har kunnet sælge sine Aktier og faa fra 110 ned til 73 pCt., medens de, der har stolet paa denne Erklærings Autoritet, nu faar deres Aktier nedskrevet formelt maaske til 20 pCt. *), og enhver vil kunne se, hvad denne Formalitet betyder. Derfor er det urigtigt, hvad Nationalbankdirektør Ussing siger, at Børsjobberne er blevet narret og ingen andre. Nej ikke en eneste af Børsjobberne er blevet narret; thi der er ingen Børsjobber, der har købt Landmandsbankaktier i den Tro, de vilde stige. Andre er derimod blevet narret, og da først og fremmest alle saadanne Smaafolk, der sidder, saaledes som andre Ordførere har udtalt, med disse Aktier, købte i god Tro for at have et Papir liggende, eller arvede; de er blevet narret, og det er for dem kun en ringe Trøst, at man nu kan sige: hvis man havde ladet være med at udstede den Erklæring den Gang og gennemført en Ordning straks, da vilde deres Aktier ingen Værd have haft allerede den Dag, saaledes som de nu i Dag ingen har. Saadanne Distinktioner kan man ikke faa Folk til at gaa ind paa, de vilde holde sig til dette: Landets højeste Autoriteter, Handelsministeren, Regeringen, Nationalbanken, sagde om Aktierne, at de var 110 pCt. værd«. (Fremhævelserne af Forf.).

Mere skandaløst var det imidlertid, at Erklæringen intetsomhelst antydede om, at der til Grund for denne laa to Tabsvurderinger, Bankdirektørens paa 55 3/4 Mill. Kr. og Bankinspektørens paa 144 Mill. Kr. Endog søgte man i den oprindeligt af Glückstadt (eller Riis-Hansen) udarbejdede og af en af Nationalbankdirektørerne tildels omredigerede Meddelelse ved Anordningen af Teksten at fremkalde det Indtryk,

*) I Virkeligheden tabte de saa godt som alt.

45

at Bankinspektørens Tabsopgørelse havde været bestemmende for den i Julidagene trufne Ordning:

Tredie Afsnit lød: »Da imidlertid en af Bankinspektøren foretagen Gennemgang af

Landmandsbankens Engagementer nu er afsluttet, har man efter Samraad med Handelsministeren og Nationalbanken ment det rigtigt, allerede paa nærværende Tidspunkt at fastlægge den Linie, der bør følges, og give Offentligheden fornøden Meddelelse herom«.

Og i fjerde Afsnit fortsættes: »Det er i Overensstemmelse hermed Landmandsbankens Hensigt ved Afslutningen af indeværende Regnskabsaar ekstraordinært at foretage Afskrivninger til et samlet Beløb at 55 3/4 Millioner Kroner, hvorved Bankens Reserver, herunder Overførelsen fra forrige Aar, nedbringes til godt 5 Millioner Kroner.

Det grænser til det fantastiske, hvad Nationalbankdirektør Dr. Carl Ussing har ment at maatte fremføre for at forsvare denne Formulering. Overlegent bemærker han bl. a. i sin Bog om Nationalbanken, at der ikke stod noget galt i denne Meddelelse, men at det dog viste sig senere, at der var nogle Folk, der havde faaet det forkert i Halsen. Han gaar ud fra, at Folket slet ikke havde Krav paa at faa Sandheden at vide, specielt ikke at faa Nys om den Tabsregning, Bankinspektøren havde foretaget. Det var, siger han, Deltagernes Pligt at tie.

Han begrunder det med Ordene: »Angaaende den Tabsberegning, som ikke gøres effektiv, er Hemmeligholdelse en juridisk Embedspligt, naar de Interesserede forlanger det«. Men naar Dr. Ussing endelig nærede denne Opfattelse, er det uforstaaeligt, hvorfor man da overhovedet røber noget om Bankinspektørens Undersøgelser i Erklæringen. Hvorfor gav man da Antydninger herom? Ja, det skete naturligvis til Beroligelse for Offentligheden, men det skete aabenbart ogsaa, fordi Fol-

46

ket ikke mere fæstede Lid til Emil Glückstadts Forsikringer, og derfor skulde beroliges derved, at Landets fornemste Autoriteter sagde god for Erklæringens Sandhed. At ogsaa disse Autoriteter var upaalidelige, kunde Folket dengang ikke ane, og derfor gælder Dr. Ussings Ord ogsaa ad Hækkenfeldt til, naar han til sit Forsvar bemærker: »Det er forstaaeligt, om flygtige Læsende ved disse dels manglende, dels forkerte Forudsætninger har læst Meddelelsen forkert, men hvad det er mig umuligt at forstaa, er, at man virkelig har villet tillægge de Mænd, der hin Aften var forsamlede til Mødet, imod deres Benægtelse, den Hensigt at vildlede«. Der skal mere end blot - ja, lad os sige Dristighed - til her at benægte Viljen til at vildlede, der skal et moralsk forkvaklet Sind til at gaa med til at argumentere paa saa urimelig en Maade.Bedre bliver Sagen ikke ved, at Nationalbankdirektør Ussing i Beretningen til sin Banks Repræsentantskab udtrykkeligt fremhæver, at man under Hensyn til Bankinspektørens Redegørelse var betænkelig ved at gaa ind for Glückstadts Tabsberegning. Ordret erklæres her:

»Natiohalbanken har altid, naar Henvendelser derom fremkommer, afslaaet at give offentlige Beroligelseserklæringer om andre Bankers Forhold, selv om vedkommende Bank er nok saa sikker. Det Ansvar paatager vi os ikke. Vi vilde derfor heller ikke finde paa at underskrive nogen Beroligelseserklæring for Landmandsbanken. Men i nærværende Tilfælde vilde vi endog gaa videre end blot Passivitet. Selve det Forbehold, vi tog, var jo netop et Udtryk for, at vi turde ikke sige god for Landmandsbankens Opgørelse. Vi troede paa den, men vi kunde ikke have Førstehaandskendskab til den.«

Paa et saa usikkert Grundlag gik altsaa Nationalbanken med til at give Landmandsbanken Tilsagn om at yde den en

47

ny Reservefond paa 30 Mill. Kr., ud over de 30 Mill. Kr., der allerede var stillet til Raadighed til

Støtteopkøb! Paa et saa usikkert Grundlag gav Neergaard Tilsagn om at fremskaffe Statsgaranti! Under saadanne Forhold gik de nævnte Instanser med til i Meddelelsen af 9. Juli 1922 at sige god for en Beroligelseserklæring overfor Offentligheden, omendskønt Nationalbankdirektør Ussing ved at sætte Tingene fuldstændig paa Hovedet drister sig til at hævde, at hans Bank ved sin Adfærd, i det foreliggende Tilfælde ikke blot havde indskrænket sig til »blot Passivitet«, men netop ved sit Forbehold (som man vil lede forgæves efter i hele Erklæringen) havde givet Udtryk for, at man ikke kunde sige god for Landmandsbankens Opgørelse. Hvor staar det? Hvor ymtes der noget om, at Nationalbanken ikke kunde sige god for Landmandsbankens, d. v. s. Glückstadts Opgørelse? Kunde man iøvrigt sige kraftigere god for denne Opgørelse end ved at give Tilsagn om 30 Mill. Kr. Reservefond, endog med Rang bag Aktiekapitalen!! Man skulde egentlig forsværge, at saa megen jødisk Rabulistik kunde fødes i et kristent Menneskes Hjerne. Naar iøvrigt Nationalbankdirektørerne ikke mente selv at kunne sige god for Glückstadts Beregninger, skulde det vel ogsaa kunne anses for en Statsforbrydelse af Rang, at Nationalbank og Regering til Trods herfor indledede Hjælpeaktionen i Henhold til netop disse Beregninger, medens Embedsmandens, Bankinspektør Greens Opgørelse, forblev upaaagtet! Dr. Carl Ussing sparer sig overhovedet intet med Hensyn til uvederhæftig Bevisførelse. Bl. a. er han i sit Skrift om Landmandsbanken (S. 250) inde paa, at Pressen jo almindeligvis havde forstaaet, hvad det i Virkeligheden drejede sig om ved Erklæringen! Det var jo først senere, i September, da den offentlige Diskussion for Alvor satte ind, at man betegnede Meddelelsen som vildledende, og det skulde saa være Tidsafstanden, der begunstigede denne Paastand. Hvis Pressen - mener Ussing - oprindelig havde misforstaaet det Hele, vilde det sikkert være kommet til Udtryk i Børskommentarerne, og saa

48

»vilde vi«, (d. v. s. Nationalbanken!), »uagtet der ikke paa den Tid var synderlig Tid i Banken til at studere Aviser, vistnok være gjort opmærksom paa en saadan Fejltagelse - og derved faaet Anledning til at retlede den«. Dette hævder altsaa Ussing, og han tilføjer endog: »Men det blev vi ikke, og det vides heller ikke, at man, da Angrebene i September begyndte, havde Presseudtalelser at vise hen til som Bevis paa, at der var læst forkert«. At han turde paastaa saadan noget! Selvfølgelig var Pressen meget forbeholden i sin Omtale af Juli-Erklæringen, thi den jødekøbte Presse skulde selvfølgelig nok hytte sig for paa nogen Maade at træde Kapitalmagtens og da navnlig Glückstadts, Interesser for nær. Alle Blade var derfor enige om, at det jo her drejede sig om en med Tilslutning af de højeste Myndigheder gennemført Redningsaktion; om en Hjælpeforanstaltning, som dækkedes af baade Regering og Natiorialbank! Alt aandede Tilfredshed! Selve Regeringsorganet »København« nævnede end ikke, at Redegørelsen var udsendt fra Landmandsbanken, beretter tværtimod, at det drejede sig om en »officiel Meddelelse«, der gik ud paa, at »Nationalbanken har givet Tilsagn om at forøge Landmandsbankens Reserver med 30 Millioner Kroner«; at »dette Beløb ikke tegnes i Aktier, men rykkes tilbage efter Aktionærers og Kreditorers Interesser” og at »Handelsministeriet, har godkendt dette Arrangement, der er truffet, efter at Bankinspektøren har gennemgaaet Landmandsbankens Engagements«. Det havde altsaa selve Regeringsorganet forstaaet af Sagen. De her gengivne Citater bringes i fedt i Overskriften; det er beklageligt, at Neergaard ikke straks har foranlediget, at disse, paa Baggrund af Dr. Ussings Paastande ligefrem uhyggelige Fejltagelser, omgaaende blev korrigeret. Her nævnes intetsomhelst om Landmandspankens Initiativ, konstateres tværtimod kort og godt følgende: »Med Tilfredshed er man Vidne til, at Landmandsbanken og Nationalbanken har set Situationen som den var, og været enige i Beslutningen om straks at gøre rent Bord i Stedet for at trække Afskrivningerne ud i aarevis«. Naar Ussing herefter paastaar,

49

at der ikke var kommet nogen »urigtig Læsning« frem i Pressens Børskommentarer, viste det sig allerede

ved Meddelelsen i Regeringsorganet, at denne Fremstilling ikke holdt Stik.

Nationalbankdirektør Dr. Ussings kraftige Forsvar for 9. Juli-Erklæringen og specielt hans Paastand om, at Erklæringen ikke var bleven misforstaaet i Bladene, virker dog end mere uforstaaelig, naar der tages Hensyn til, at en af Landmandsbankens skarpeste Modstandere, Grev Bent Holstein, allerede 1923 i en Artikelrække i »Aarhus Stiftstidende” (13. Jan. og følgende Dage) særlig indgaaende havde paavist, hvorledes alle Dagblade i hele Landet, med Undtagelse af Venstres Organer og et enkelt Hovedstadsblad, paa det afgørende Punkt var kommet til en fuldkommen fejlagtig Bedømmelse af Erklæringens Mening, idet der regelmæssigt var gaaet ud fra, at det i Erklæringen nævnte Tab paa 55 3/4 Mill. Kr. svarede til Bankinspektørens Opgørelse og idet der ikke regnedes med - ej heller kunde regnes med - at der forelaa to stærkt divergerende Tabsberegninger. Det paavistes her, at alle Aviser, som ikke - saasom Venstres Blade og »Berlingske Tidende«*) - havde faaet særlige Instruktioner under Haanden, havde gjort sig skyldig i selvsamme Fejltagelse, og som Følge deraf ogsaa var naaet til uholdbare Konklusioner i deres Kommentarer. Højst besynderligt, at Dr. Ussing endnu i 1926 ikke er klar over dette Forhold, omendskønt han jo umuligt i Sommeren 1922 har kunnet Overse alle de vildledende Presseudtalelser og idetmindste meget nøje kendte den sammenfattende Redegørelse, Grev Holstein bragte i »Aarhus Stiftstidende« den 24. Januar 1923 om Temaet: »Hvorledes. Offentligheden blev ført bag Lyset.«Efter denne Artikel bringes her nogle af de mest karakteristiske Presseudtalelser i Anledning af 9. Juli-Erklæringen.

*) Grev Holstein bemærker, at der er ingen Grund til at antage, at »Berlingske Tidende« havde søgt Orientering hos Regeringen angaaende Erklæringen af 9. Juli. Thi - fortsætter han: »Dette Blad havde i sin Bestyrelse saa absolut første Klasses Kilder til at opnaa Underretning om Landmandsbankens Forhold, at en Henvendelse til Hr. Neergaard eller Hr. Tyge Rothe var upaakrævet. Naar - foruden selve Erklæringens Forfatter, Direktør i Landmandsbanken Riis-Hansen - ogsaa Overformynder M. P. Friis (Næstformand i Landmandsbankens Bankraad), og Højesteretssagfører Bülow (Landmandsbankens juridiske Konsulent) indtog betydningsfulde Pladser i Bladets Udgiverkreds, saa behøvede ”Berlingske Tidende« ikke nogen Ministers Vejledning hverken i Læsning eller Skrivning.«

50

Der peges først hen paa de Kommentarer, som fremkom i den specielt sagkyndige Presse, i »Finanstidende« og i »Børsen«. Redaktør Carl Thalbitzer skrev i »Finanstidende« den 12. Juli 1922 bl. a.: »Den nu udsendte Erklæring fra Landmandsbanken bygger paa en af Bankinspektøren foretagen Undersøgelse. Hvor megen Vægt man tør tillægge den, skal vi lade være usagt. Med al Respekt for Hr. Green kan man ikke undlade at tænke paa hans svenske Kollegas Erklæring vedrørende »Sydbanken« og at rejse det Spørgsmaal, om noget Menneske virkelig tør udtale nogen Mening om, hvorledes en Bankstatus vil se ud et halvt Aar frem i Tiden.«

Thalbitzer gaar altsaa ganske tydeligt ud fra, at det er Bankinspektøren, der har opgjort Tabet, og han regner ganske aabenbart med, at det af Bankinspektøren beregnede Tab er Opført i Erklæringen, og herefter andrager 55 3/4 Mill. Kr. Ogsaa »Børsen« mener, at Landmandsbankens Stilling nu er ført til en endelig Klaring, »gennem en af Bankinspektøren foretagen Undersøgelse og et i Tilslutning dertil med Nationalbanken truffet Arrangement«.*)Iøvrigt skal i denne Sammenhæng fremhæves, at ”Børsen”, som havde bragt saa ovenud rosende Betragtninger over Landmandsbankens Aarsregnskab i Begyndelsen af Februar 1922 (jvf. 1. Del, S. 423), dog nu følte sig temmelig skuffet og under Henvisning til den foreslaaede Afskrivning paa 55 3/4 Mill. Kr. bemærkede: »Efter Regnskabsaflæggelsen for nogle Maaneder siden og de i Forbindelse dermed fremkomne Oplysninger kan det jo ikke nægtes, at denne meget betydelige ekstraordinære Afskrivning kommer noget overraskende. Man maatte gaa ud fra, at man virkelig ved Aarsopgørelsen havde søgt i højere Grad til Bunds end det nu viser sig at være Tilfældet, og at de Skader, der yderligere kunde melde sig, vilde være forholdsvis begrænsede. Dette er altsaa en Misforstaaelse. Først ved den nu foretagne Opgørelse har man gjort helt op med de konstaterede Tab og desuden taget Hensyn til de Tab, der »lader sig forudse som sandsynlige«. Dette bemærker »Børsen«, som altsaa nu paa ny lod sig føre bag Lyset. Thi selvfølgelig anede det ikke nogetsomhelst om, at Bankinspektørens Tabsvurdering laa væsentlig højere end den Afskrivningssum, der nævntes i Erklæringen. Dernæst bringer Grev Holstein en Række Citater efter Hovedstadsbladene.

»Nationaltidende« bemærkede ifølge hans Redegørelse i Aftenudgaven den 10. Juli: »Naar Landmandsbanken nu, efter Bankinspektørens Opgørelse, maa afskrive yderligere 55 3/4 Mill., undgaar man ikke det Spørgs-

*) Om det saa var Prof. L. V. Birck, som jo ellers formaaede at se til Bunds i hele det højfinansielle Rænkespil, viste det sig, at ogsaa han lod sig dupere. Jvf. nedenfor S. 405 f.

51

maal, om Februar-Regnskabet har været fuldt forsvarligt opstillet. Skulde to Trediedele af Landmandsbankens Tab virkelig falde paa Regnskabsaaret 1922? - - - Herfra gaar nu de nye Afskrivninger paa 55 3/4 Mill. Kr., og tilbage bliver ca. 5 Mill., hvortil kommer Nationalbankens 30 og Aktiekapitalens 100 Millioner, altsaa en Reserve paa 135 Millioner. Mere end paa disse Reserver lægger vi imidlertid Vægt paa, at den nye Ordning er truffet efter Bankinspektørens Opgørelse og med Nationalbankens og Regeringens Billigelse. Det forekommer os, at man deri har den bedste opnaaelige Garanti for, at man nu er naaet til Bunds i Landmandsbankens Engagementer.« I »Nationaltidende«s Morgenudgave den 11. Juli uddybes denne Tankegang, hvorved det navnligt fremhæves, at nu havde det vist sig, hvilken Betydning det nydannede Bankinspektørembede havde med Hensyn til Gennemførelsen af en virksom Bankkontrol.

Paa samme Maade fastslog »Social-Demokraten« den 11. Juli 1922: »De 80 Millioner, som dels er afskrevet og dels skal afskrives i dette indeværende Regnskabsaar, betegner altsaa Bankens eget Tab, og da det nu ikke længere blot er Banken, der paastaar, at Bunden er naaet, men dette garanteres af Bankinspektøren, af Handelsministeriet og Nationalbanken, kan Offentligheden sikkert føle sig forvisset om, at det virkelig er Tilfældet, og at der ingen Anledning er til Panik.«

Og endelig lod ogsaa »Politiken« føre sig grundigt bag Lyset. I dette Blads ledende Artikel sagdes den 10. Juli 1922 bl. a.: »... Hvorved ogsaa er at bemærke, at Nationalbanken næppe havde valgt den Vej, at gøre et Indskud i Reservefonden, hvis ikke denne Banks Ledelse paa Grundlag af Bankinspektørens Indberetning og i fuld Overensstemmelse med Handelsministeren var kommet til den Overbevisning, at Landmandsbanken rummer saadanne Værdier, at et saadant Indskud fra alle Sider set er forsvarligt«. Godt to Maaneder senere erkender Bladet, at det er blevet Offer for et infamt Bluffmageri, og da giver Forargelsen over dette Bedrag sig kraftigt Udtryk i forskellige Betragtninger. Saaledes bemærkede »Politiken« den 19. September: »Landmandsbankens Erklæring maatte fornuftigvis forstaas saaledes, at Bankinspektørens Undersøgelse havde givet til Resultat, at naar 55 ½ Mill. blev afskrevet, vilde alle mulige Skader være bortopereret. Umuligt at tænke sig, at de 55 ½ Mill. Kr. beroede paa Bankens egen Vurdering, og at Bankinspektøren havde afgivet en helt anden og langt mere pessimistisk Beretning. Hele Ofjentligheden blev faktisk narret af Meddelelsen - - « Og den følgende Dag (20. Septbr.) bringer Bladet en endnu skarpere Kommentar, idet det bl. a. skriver: »At Landmandsbanken Søndag den 9. Juli om Aftenen, udsendte en vildledende Erklæring, kan ikke bestrides. Heller ikke, at Meningen var, at den skulde virke vildledende. To Ministre kendte den og tre Nationalbankdirektører. Hr. Rothe undskyldte sig i Gaar med, at

52

der ikke stod et eneste usandt Ord i den. Hvad nytter det, naar den faktisk med Hensigt bibragte Læseren et urigtigt Indtryk? - - For at bedømme det, der skete den 9. Juli, denne Sammensværgelse mellem Landmandsbanken, de to Ministre og de tre Nationalbankdirektører om at skjule Sandheden, maa man se at gøre sig klart, hvorfor det skete - -.« Saaledes skrev altsaa Hovedstadsbladene.Grev Bent Holstein kan dernæst i sin omfattende Dokumentation paapege, at ogsaa Provinsbladene i Almindelighed har faaet en fuldstændig fejlagtig Forestilling om Situationen. I de Blade, som lod sig forsyne med Materiale fra den konservative Generalkorrespondance, bragtes saaledes en orienterende Artikel, i hvilken man - ejendommeligvis - beklagede, at man fra ledende Sted altfor længe havde vendt det døve Øre til den af Professor Birck og Folketingsmand Lemvigh-Müller mod Landmandsbanken rejste Kritik. (Besynderligt virker disse Betragtninger, naar man mindes, at disse to Mænd, som altsaa nu atter skulde gælde som gode konservative Mænd, var sat ud af Spillet af den jødiske Kapitalmagts Lejesvende i den konservative Rigsdagsfraktion og ikke mere taaltes som Konservatismens Repræsentanter paa Tinge, netop fordi de havde rettet Kritik mod Landmandsbanken og mod Højfinansens forrykte og samfundsskadelige Udskejelser. Det mente man vel nu at kunne se bort fra!) I

Generalkorrespondancens Artikel hed det endvidere: »Man vil muligvis indvende at man ikke har Sikkerhed for, at den foretagne Operation virkelig fjerner alt, hvad der er sygeligt; man har muligvis kun fjernet det helraadne. Over for en saadan Indvending maa man have Lov til at henvise til Nationalbankens Garanti, Bankinspektørens Revision og Samraadet med Handelsministeren. Der er handlet klogt ved at sige Sandheden og, som vi maa formode, den fulde Sandhed.«Med Hensyn til den socialdemokratiske Provinspresse citerer Grev Holstein Kommentaren i »Demokraten« i Aarhus, i hvilken der den 12. juli 1922 bemærkedes: »Foruden de godt 25 Mill. Kr. fra sidste Aar har Banken nu ved Bankinspektørens Lygte fundet Værdipapirer og Tilgodehavender til et Beløb af 55 3/4 Mill. Kr., som faktisk er værdiløse og maa slettes af Bøgerne. - Og da det nu ikke længere blot er Banken, der paastaar, at Bunden er naaet, men da dette garanteres af Bankinspektøren, af Handelsministeren og Nationalbanken, kan Offentligheden sikkert føle sig forvisset om, at det virkelig er Tilfældet, og at der ingen Anledning er til Panik.

Og endelig kommer de samme Tanker frem i hele den radikale Provinspresse, hvis førende Blad, »Fyns Venstreblad«, i en ledende Artikel gav Udtryk for, at der nu uden Tvivl var gjort rent Bord. Thi - fortsatte Bladet: »Man har gravet ned for at finde den faste Grund, hvorpaa der med Sikkerhed kunde bygges, og at man har gravet dybt nok, derfor

53

staar Bankinspektøren og Nationalbanken som Garanter: Bankinspektøren har foretaget en kritisk Gennemgang af samtlige Bankens Engagementer og man tør vel gaa ud fra, at naar Nationalbanken er traadt støttende til, saa har den ogsaa foretaget en nøje Undersøgelse. - - - Det vil sikkert ogsaa nu fra forskellige Sider blive paastaaet, at man ikke er naaet til Bunds, men deroverfor maa det være tilstrækkelig at henvise til Bankinspektørens og Nationalbankens Garanti; den maa være fuldt betryggende.«

Saaledes var altsaa Bedømmelsen af 9. Juli-Erklæringen i den ikke instruerede danske Presse. Bedømmelsen er absolut ensartet. Den gaar ud paa:

1) Erklæringer, som udstedes af Landmandsbankens Direktion og Bestyrelse, er upaalidelige, men2) en Erklæring, som udstedes med Bankinspektørens og Nationalbankens Garanti, maa formodes at sige den fulde Sandhed.3) Den foreliggende Erklæring fastslaar, at Bankinspektørens Tabsvurdering paa 55 ¾ Mill. Kr. danner Grundlaget for den ny foretagne Rekonstruktion og4) at man, da Rekonstruktionen er foretaget efter Bankinspektørens Opgørelse med Nationalbankens og Regeringens Billigelse, maa gaa ud fra, at der dermed ogsaa er gennemført en Ordning til Bunds, en Ordning, der holder!

Overfor alt dette tillader nu som nævnt Nationalbankdirektør Dr. jur. Carl Ussing sig, i sin 1926 udgivne Bog om den af ham ledede Bank dristigt at paastaa, at ingen Steder var Erklæringen bleven misforstaaet, ingen Steder var der røbet nogen Formodning om, at de nævnte 55 3/4 Mill. Kr. skulde støtte sig til Bankinspektørens Opgørelse o.s.v. Erklæringen af 9. Juli havde paa ingen Maade virket vildledende, og Pressen havde ogsaa forstaaet den rigtig. Hvis det ikke havde været Tilfældet, vilde det dog efter hans Mening have været »sandsynligt, at den urigtige Læsning var kommen frem i Pressens Børskommentarer«. Men saadan en Fejllæsning har han ikke lagt Mærke til. Slet ikke!! Dr. Ussings Ord om dette Problem skal her gentages. Han erklærer kort og godt, at hvis Kommentarerne i Bladene havde vist, at Publikum ikke havde fattet Sandheden, havde misforstaaet Sagen,

»saa vilde vi (d.v.s. Nationalbanken), uagtet der ikke paa den Tid var synderlig Tid i Banken til at studere Aviser, vistnok være gjort opmærksom paa en saadan Fejltagelse - og derved faaet Anledning til at retlede den«.

54

Han hævder endvidere, at man ej heller i September var bleven gjort opmærksom paa, at Juli-Erklæringen var bleven læst forkert. Saa dristigt - lyver denne iøvrigt saa hæderlige og uangribelige Mand. Saa stærkt er han ved Berøringen med Landmandsbankens Svindlerklike indoptaget i jødisk Aand, at han ikke mere kan skelne mellem Sandhed og Løgn, ej heller føler Pligt, end ikke har Evnen til at sige Sandhed!

Nationalbankdirektøren finder i sit Forsvar paa talrige andre Taabeligheder. Dr. Ussing bebrejder bl. a. Prof. Axel Nielsen, at denne i første Bind af sin Bankpolitik (S. 375) om de 55 Millioners Tab urigtigt bemærkede, at »en d. 9. Juli udsendt Erklæring meddelte, at Bankinspektøren havde opgjort Tabet hertil”. Harmfyldt spørger Nationalbankdirektøren, hvorfor det ikke meddeles til de Unges Belæring, hvem der havde afgivet Erklæringen, hvorfor det ikke omtales, »at de, der havde set Erklæringen, før Landmandsbanken udsendte den, nemlig to Ministre, Bankinspektøren, Nationalbankens to Diektører og Repræsentantskabets Formand ikke har læst Erklæringen paa den Maade, som Professoren refererer den«. Ogsaa her overser Dr. Ussing, at det ikke er afgørende, hvorledes Deltagerne i Forhandlingen saa paa Sagen, da de jo kendte de to Tabsopgørelser, men derimod, at disse Herrer lod en Erklæring komme frem i Offentligheden, som læst i Sammenhæng maatte føre til en urigtig Bedømmelse af Situationen og altsaa maatte betegnes som bevidst vildledende.

Naar Ussing saa endelig taler om, at han jo kun havde det Formaal med Foranstaltningerne at redde Tusinder af sine Medborgere fra Ruin, maa heller ikke saadanne Fraser tages altfor højtideligt, naar hele Aktionen lader erkende, at Alt kun var anlagt paa, med List og Lempe at lede Regeringen ind i Hjælpeforanstaltninger, der skulde sikre den særligt i Landmandsbanken interesserede jødiske Kapitalmagt mod Tab paa Skatteborgernes Bekostning. Og en topmaalt Skandale er det, at den Udvikling, der indlededes med den famøse Juli-Erklæring, tilsidst kostede Samfundet flere Hundrede Millioner

55

Kroner, og middelbart forvoldte uendelige andre Vanskeligheder af økonomisk Art.Hele den Holdning, Nationalbankdirektør Ussing viste i den her omhandlede Sag, virker overhovedet komplet meningsløs og inkonsekvent. Det er absurd, at en Mand, som før Verdenskrigen kæmpede for Moral og Sømmelighed i det offentlige Liv, senere skulde svigte sine egne Idealer. Mere ejendommeligt er det, at han beklager at have maattet erfare, at han ikke kunde stole paa Glückstadts Ord, idet han derved som nævnt pointerede, at det jo netop hørte til Bankmænds Ære at vise streng Ordholdenhed. Han synes her at have glemt, at han selv var - Bankdirektør, endog den ansvarlige Leder af Landets fornemste Bank. Erklæringen af 9.Juli 1922 viste kun altfor tydeligt, at hans Ord ikke gjaldt mere end Glückstadts, thi de var begge lige enige om at føre Folket bag Lyset. Men Glückstadt undlod dog at pynte paa sin Handlemaade, medens Nationalbankdirektør, Dr. juris Carl Ussing i sin Betænkning til sin Banks Repræsentantskab ikke undsaa sig for højtideligt at erklære, at den foreliggende Sag kun kunde blive et Spørgsmaal om Lovfortolkning, men ikke om Moral. Thi:

»Fortolkningen kan være gal eller rigtig; men ingen kan laste Folks Moral, fordi de mener, at der i et Forhold er Hemmeligholdelsespligt, og fordi de samvittighedsfuldt søger at efterkomme denne Pligt. At køre op med Leveregler som »Aabenhed«, »Ærlighed«, »Offentlighed i alle Forhold«, det falder for de Moralkrænkede saa let, naar det gaar ud over andres Ære, indtil deres egne Interesser bliver gaaet for nær ved ulovlige Indiskretioner.«

Disse Fraser havde Overretsassessor Carl Ussing ikke ved Haanden i 1909; ellers var hans i 19.000 Eksemplarer udgivne Piece »Offentlig Moral« næppe blevet til. Men Fraserne kunde selvfølgelig være gode nok for Nationalbankdirektøren, selv om man herefter ikke rigtigt vil kunne indse, med hvilken

56

Ret han er moralsk forarget over Glückstadts Adfærd. Mest besynderligt er det imidlertid, at Hr. Carl Ussing, som ifølge sit eget Skrift følte sig skuffet over Glückstadt allerede i November 1921, da Sikkerhedsmarginen fra Opkøbssyndikatet indbetaltes i Aktier i Stedet for kontant, dog uden videre senere

hen, i Juli 1922, da næsten alle 30 Mill. Kr. mod Forventning var gaaet med til Støtteaktionen, stoler paa Glückstadts Tabsberegning og vrager Bankinspektørens, og paa dette Grundlag giver fast Tilsagn om yderligere 30 Mill. Kr. som Reservefond. Man fristes nærmest til heroverfor at konstatere i Overensstemmelse med Grev Bent Holstein, at saadan noget kan kun en intellektuel og moralsk Analfabet præstere.

Noget ærligere er derimod Stats- og Finansminister Niels Neergaard, som den 19. September 1922 i Folketinget fremsatte følgende for en Parlamentariker særlig karakteristiske Betragtninger:

”… Nu siger man, at det var et vildledende - ja, der er endogsaa nogle, der har været saa langt ude, at de har antydet, at der var et bevidst vildledende Communiqué. Dette Communiqué er jo Landmandsbankens, men det blev forelagt Nationalbanken og de to tilstedeværende Ministre, og den Form, det gik ud i, gjorde vi ikke Skridt for at forhindre. (Munterhed.) Nej, det har jeg erkendt fra først til sidst, og det er vi forsaavidt ogsaa medansvarlige for, skønt vi ikke har affattet det. Men der staar ikke noget urigtigt deri. (En Stemme: Jo!) … Nej, det gør der ikke, naar man læser det rigtigt. (Afbrydelse.) Bemærk blot det: Naar man læser det rigtigt, staar der ikke noget deri, som ikke er i Overensstemmelse med de virkelige Forhold. (Afbrydelse.) Men man bebrejder altsaa, at dette Communiqué ikke gav fuld Besked. Nej, thi hvis man skulde have givet fuld Besked, saa havde det hele været slaaet i Stykker i samme Øjeblik. Naar Nationalbanken besluttede sig til denne Hjælpeaktion, var det en nødvendig Betingelse for, at den kunde lykkes, at man ikke vidste, at der var to Vurderinger, der stred mod hinanden. Men hvad der ikke er sagt i Communiqué'et er det, at det er bygget paa Bankinspektørens Erklæring. Det staar intetsteds deri, og det er aldeles ikke en Følge af en logisk Analyse af Erklæringen. . . .

En Betingelse for, at Arrangementet kunde gennemføres den Gang, var, at ingen udenfor den Kreds, der var samlet i Nationalbanken, fik Kundskab om Sagen, det vil sige fik Kundskab om Bankinspektørens af-

57

vigende Erklæring. Og dette afgav vi Løfte om. Følgen deraf var, at jeg ikke forelagde mine Kolleger i Ministeriet Bankinspektørens Erklæring, og det Forhold, som hang sammen med den, men nøjedes med at forklare, hvad der var sket og paa hvilket Grundlag der var sket en Vurdering, saaledes den, som Nationalbankens Hjælpeaktion var baseret paa. Og denne Bevarelse af Bankinspektørerklæringens absolutte Hemmeligholdelse maatte opretholdes, lige indtil Nationalbankens Hjælpeaktion var strandet. Som Følge deraf har ingen af Ministrene vidst noget derom, før dette er indtraadt for faa Dage siden. Dette gælder ogsaa Justitsministeren. Nu er det klart, at under saadanne Forhold er det absolut kun Handelsministeren og mig, der har Ansvaret - jeg vil endda slet ikke hænge mig i, at kun Handelsministerens Navn staar under Communique'et, jeg stiller mig fuldt ud ved Handelsministerens Side og deler fuldtud Ansvaret med ham, fordi jeg den Aften var enig i det der blev gjort. Men mine øvrige Kolleger har intet som helst Ansvar for, hvad der den Gang skete. Derfor er det ganske naturligt, at der i Ministeriet er afvigende Meninger om Rigtigheden af, hvad der skete, og at der er dem af mine Kolleger, som mener, at det var urigtigt, og at man hellere skulde være gaaet en anden Vej. Jeg er heller ikke i Tvivl om, at det samme er Tilfældet for flere indenfor mit Parti.«

Statsministerens Ord er Tvetydighedens Tale. Han erklærer, at der ikke er noget vildledende i Erklæringen, endsige bevidst vildledende, men indrømmer samtidigt, at Communiqué'et ikke giver fuld Besked og at det navnlig ikke indeholdt noget om Bankinspektørens afvigende Beregning. Hvordan disse to Ting kan forliges med hinanden, vil til alle Tider blive Ministerens Hemmelighed, men aaben og redelig Mands Tale er det ikke. Det hævdedes i Meddelelsen, at Landmandsbanken skønnede, at Bankens egen Kapital maatte have en Værdi paa ca. 105 Mill. Kr., der maatte desuden ifølge Meddelelsen gaas ud fra, at der bestod Overensstemmelse mellem Bankdirektørens og Bankinspektørens Tabsberegning, eftersom der ikke antydedes nogen Dissens, at altsaa Bankinspektørens Opgørelse dannede Grundlaget for Hjælpeaktionen o.s.v. - og alt dette stemte i Virkeligheden ikke. Til Trods herfor paastod Neergaard, at der fandtes ikke noget urigtigt i Communiqué'et, hvis man - ja, hvis man da forstod at læse det rigtigt.

58

Naa, der var desværre kun faa, der evnede at sætte sig ind i den rabulistiske Tankegang, Statsministeren saa ihærdigt forsvarede, og derfor maatte han selvfølgelig ligesom Dr. Ussing se sig udsat for de haardeste Angreb. Dem var han først ude for i den overordentlige Rigsdagssamling i September 1922, senere i Pressen. I Bladene gik bl. a. Grev Bent Holstein grundigt i Rette med Dr. Ussing og de to Ministre i den allerede foran nævnte Artikelrække i »Aarhus Stiftstidende« (13. Januar 1923 og følgende Dage, genoptrykt i Piecen: »Landmandsbankens Dødskamp og Livlægernes Bulletiner -«, Kbh. 1926), i hvilken bl. a. endnu fremhævedes, at Communiqué'et allevegne var blevet opfattet som en Embedserklæring, der rigtignok manglede Underskrift, men dog gav Udtryk for et Arrangement, der var tilvejebragt efter en officiel, embedsmæssig Undersøgelse og som saadan var af absolut forpligtende Karakter.

Selve Angrebene gav Statsminister Neergaard Anledning til to Gange at indlede Fornærmelsesproces mod de Personer, der beskyldte ham for usandfærdig Tale. I det første Tilfælde sagsøgte han Formanden for Kirkelig Forening for indre Mission i Danmark, fhv. Sognepræst Carl Moe, fordi denne i et Møde i Harboøre Kirke den 5. November 1922 (ifølge Referat i »Ringkøbing Amts Dagblad”) bl. a. havde sagt, at Statsministeren havde gjort sig skyldig i bevidst Løgn. Præstens Ord havde været: »Djævlens Væsen er Løgn, og han er Løgnens Fader. Og ude i Verden ophøjes Løgnen; hvor er denne Verden gennemtrukket og gennemsivet af Løgn. Vi møder Løgnen hos Statens Styrere, Konger, Fyrster, Ministre, Rigsdagen - hele Regeringsmaskineriet er gennemtrængt af Løgn. De lyver, naar det passer dem og dementerer bagefter. Vi har nylig haft et Eksempel med den danske Landmandsbank, hvor Regeringens Chef gjorde sig skyldig i bevidst Løgn; men alligevel sidder han stadig paa sin høje Ærespost, uagtet han vitterlig har løjet. Det er forfærdeligt, at det kan ske.« I Retsmødet

59

i Odense vægrede den gamle 74-aarige Præst sig ved at indgaa Forlig, idet han gjorde gældende, at han ikke havde nævnt Statsministeren ved Navn, men havde talt om Regeringens Chef og iøvrigt blot havde villet revse Tiden uden at fornærme Statsministeren. Det havde navnlig været ham om at gøre at faa konstateret, om Statsministeren virkelig havde gjort sig skyldig i bevidst Løgn. En Fornærmelse kunde ikke foreligge, naar det, han havde sagt, beroede paa Sandhed. Dommen faldt den 23. Decbr. Den lød paa Mortifikation af de to mod Statsministeren benyttede Udtryk »skyldig i bevidst Løgn« og »vitterligt har løjet«, endvidere paa en Bøde paa 400 Kr. til Statskassen. I Domspræmisserne gaves der imidlertid Præsten Ret i det afgørende Punkt, idet der udtaltes, at der maatte gives Pastor Moe Medhold i, »at Erklæringen var affattet saaledes, at Publikum i Almindelighed maatte forstaa den, som om der ingen Uoverensstemmelse var mellem Bankens og Bankinspektørens Vurdering af Bankens Tab«. Da imidlertid Neergaard nægtede, at der var noget urigtigt eller vildledende i Erklæringen og Pastor Moe ikke mentes at have godtgjort, at han havde Føje til at sigte Neergaard for bevidst Løgn, faldt der Dom efter Straffelovens § 216. (Jf. Politiken, 24. 12. 1922.) Ogsaa i den senere afgivne Landsretsdom tales om »den Uklarhed i Meddelelsen (d.v.s. Juli-Erklæringen), der kunde give og har givet Anledning til urigtig Opfattelse af de i Meddelelsen omhandlede Forhold«. Ogsaa Grev Bent Holstein blev dømt for Fornærmelse af Statsministeren, fordi han i en Artikel om den politiske Situation i »Nationaltidende«, den 1. Decbr. 1922 havde udtalt, at Neergaard havde gjort sig skyldig i Løgn, ligesom før ham Edvard Brandes i Forhandlingerne om de vestindiske Øer; ganske vist ikke direkte, men paa en finere Maade«. Til Begrundelse for denne Opfattelse tilføjedes: »Den berygtede Bankerklæring har ikke hans Underskrift, for den var overhovedet ikke underskrevet, men han kendte den dog og havde givet den sit Samtykke. Der stod heller ikke en positiv Løgn i den, men den var dog affattet

60

saaledes, at den for almindelige Medborgere skulde skjule den uhyggelige Sandhed.« Ogsaa i dette Tilfælde faldt der Dom, omendskønt Retten anerkendte, at Erklæringen af 9. Juli var objektivt falsk og vildledende.

Særligt graverende var det endelig, at den saa omstridte Erklæring bidrog til at fremkalde det Indtryk, at de for den trufne Ordning ansvarlige Personer var sikre paa, at Ordningen vilde holde. Ogsaa heri forelaa en skæbnesvanger Vildførelse af den offentlige Mening. Thi Nationalbankdirektør Ussing har selv maattet indrømme, at han ikke rigtigt stolede paa Glückstadts Beregninger, og blandt Ministrene var der idetmindste een, som ikke kunde underkende Bankinspektørens Skøn, nemlig Handelsministeren. Han kunde ikke fæste Lid til det af Banken vurderede Tab paa 55 3/4 Mill. Kr., naar Bankinspektørens laa 90 Mill. Kr. højere, og han maatte fra Begyndelsen af være klar over, at Ordningen aldrig vilde føre til det ønskede Resultat, saasnart man maatte gaa ud fra, at der endnu udover det i Communiqué'et nævnte Tab maatte regnes med den formidable Difference paa 90 Mill. Kr. Derfor resumerer Grev Bent Holstein med Rette i sin ovennævnte Piece:

»Konsekvensen af 9. Juliordningen maatte være et af to. Enten Bankinspektørens Afskedigelse, eller en officiel, om end diskret Billigelse af, at Landmandsbanken i en Række Aar skulde fortsætte med at afgive urigtige Regnskaber, indtil Differencen mellem de to forskellige Vurderinger var udlignet.«

Handelsminister Tyge Rothe havde et særlig tungt Ansvar for den Udvikling, der førte til Juli-Forhandlingerne. Han var i Tide bleven advaret mod den truende Katastrofe. Han burde straks efter at den konservative Folketingsmand Lemvigh-Müller i Oktober 1921 kraftigt havde paatalt Spekula-

61

tionens Udskejelser og samtidig havde paavist Nødvendigheden af en energisk Bankkontrol, have foranlediget Bankinspektøren til at undersøge Landmandsbankens Forhold. Det gjorde han ikke. Hvis han havde opfyldt sin embedsmæssige Pligt, vilde den falske Regnskabsaflæggelse for 1921 være blevet forhindret, og det vilde ogsaa have været muligt i Tide at stoppe Nationalbankens Støtteaktion. Neergaard vilde næppe have haft Mulighed for at gennemføre sit Dollarlaan i Decbr. 1921 med Glückstadts Hjælp, hvis Bankinspektøren i Tide havde faaet Ordre til at indlede Revisionen. Denne Forsømmelse, der iøvrigt ogsaa muliggjorde Videreførelsen af omfattende Aktiespekulationer fra Landmandsbankens Side, kom Samfundet dyrt at staa og dannede navnlig Forudsætningen for Juli-Ordningen, hvorved Begyndelsen blev gjort til Overførslen af Risikoen ved Banksammenbrudet fra Bankens Kunder og Aktionærer til Samfundet. Som Forholdene idag et oplyst, ligger det klart for Dagens Lys, at netop dette blev tilstræbt, og at Handelsministeren derved blot udførte de Ordrer, han modtog fra Glückstadt, henholdsvis den jødiske Kapitalmagt, men dette gør ikke Ansvaret mindre, snarere større. Hvilket Komediespil Handelsministeren drev, viste sig ogsaa netop i Julidagene deri, at han kendte Bankinspektørens Opgørelse flere Dage, før han berammede Forhandlingerne til Lørdag den 8. Juli, og at han ogsaa paa Glückstadts Henstilling pressede Nationalbanken til at gaa med til yderligere Forhandlinger Søndag den 9. Juli. Han var Højfinansens Mand, talte om Nødvendigheden af et grundigt Tilsyn med Bankerne, om Bekæmpelse af Aktiespekulationen o.s.v., men undlod at respektere sine egne Love overfor Landmandsbanken. Ogsaa herom fremsatte Bent Holstein nogle grundlæggende Betragtninger i sin ovennævnte Piece, idet han bl. a. bemærkede:

»Men i hvilken Bank havde Aktiespekulationen sit fornemste Rygstød? I Landmandsbanken. Og i hvilken Bank trivedes den mest haardhændede og hasarderede Dividendepolitik? I Landmandsbanken. Hvilken Bank flottede sig med de mest ekstravagante Vekselererforbindelser?

62

Landmandsbanken. Og i hvilken Bank støttede man mest systematisk sine egne Aktiers Kurs? I Landmandsbanken.Hr. Tyge Rothe var taktfuld. I syv Maaneder efter at Hr. Lemvigh-Müller i Folketinget havde opfordret ham til at

mobilisere Bankinspektoratet, holdt Hr. Rothe sig beskedent tilbage, han vilde ikke forstyrre den mægtige Etatsraad Glückstadts Cirkler. Og Hr. Glückstadt spillede videre, fik Den private Laanebank i sine Garn (imod Bankinspektørens Protest, men med Sanktion fra de Herrer Neergaard og Rothe) og klædte igennem det berømte Konsortium »Ergor« Nationalbanken af for en Snes Millioner, hvor det lykkedes at holde Landmandsbankens Aktier 10-12 Procent over Pari (!) lige indtil Katastrofen kom den 9. Juli.

Da afsluttede de Herrer Neergaard og Rothe den taktfulde Periode med en sidste Cadeau til Hr. Glückstadt. De godkendte en officiel Erklæring, som angav Landmandsbankaktiens Kursværdi til cirka 110. Den var cirka 0.« -

Tyge Rothe maatte til sidst tage Konsekvensen af sin Handlemaade. Efter at han i September-Dagene havde været udsat for kraftige Angreb i Tingene, maatte han den 9. Oktober 1922 træde tilbage fra sin Post som Handelsminister.

Under Forhandlingerne Natten mellem 9. og l0. Juli havde Statsminister Neergaard lovet at arbejde hen imod, at Staten overtog Garantien for den af Nationalbanken bevilligede Reservefond. Senere viste det sig, at Ministeren ikke rigtigt vilde være ved, at han havde lovet at hjælpe i denne Retning. Stemningen i Folket var jo endnu ikke rigtig forberedt. Med Hensyn til Statsgarantien fremsattes derfor i den officielle Redegørelse, Direktørerne W. Stephensen og C. Ussing aflagde til Repræsentantskabet - efter September-Rekonstruktionen, 1922 - følgende meget oplysende Betragtninger:

»Hvad angaar den os ved nævnte Lejlighed af Staten stillede Udsigt til Statsgaranti, vil Repræsentantskabet erindre, at Regeringen viste sig villig til at forelægge Forslaget for Rigsdagen allerede i Juli, og mente da at kunne faa det vedtaget, dog ikke uden stærke Rivninger, og mange Udfald mod Landmandsbanken, hvorimod man ikke kunde love, at Garantien vilde kunne gennemføres i næste Rigsdagssamling. Af Hensyn

63

til den for Landmandsbanken nødvendige Ro gav Nationalbanken Afkald paa Statsgarantien. Det var at ønske, om Pressen ogsaa kunde vise Resignation.«

Nationalbanken havde altsaa forbigaaende givet Afkald paa Statsgarantien. I Mellemtiden havde Forholdene ogsaa ført med sig, at de 30 Mill. Kr., som var bleven stillet i Udsigt i Juli-Deklarationen, klart maatte erkendes som tabt, da Forhandlingerne om Rekonstruktionen i September 1922 indlededes. For at sikre Nationalbankens Interesser, gik Regeringen derfor ogsaa først med til, at de som Reservefond bevilligede 30 Millioner Kroner skulde omlægges og indgaa i den nytegnede Præference-Aktiekapital.Men dermed havde ogsaa hele Transaktionen fra Julidagene opfyldt sit Maal. Hensigten var, som Neergaard ogsaa fremhævede i September-Forhandlingerne i Rigsdagen, at præparere Stemningen i Folket for den planlagte Ordning, at gøre Folket fortroligt med, at Samfundet overtog Risikoen ved den truende Katastrofe, at forberede Skatteborgerne paa, at de i dette Tilfælde maatte bringe store Ofre for at forebygge en Landskatastrofe. Det skulde, som Børskommissær Julius Schovelin saa drastisk forklarede i sin Tale i Landstinget den 21. September 1922, gaa Trip, Trap, Træsko. Schovelin udtrykte derved Haabet om, at det nu maatte blive ved Trap, og at der ikke maatte komme nogen Træsko! Ak, Haabet var forfængeligt. Der kom ikke blot Træsko, der kom tre Gange Træsko, 1923, 1926 og 1928, og Katastrofen blev af et Omfang, der oversteg langt de uhyggeligste Forventninger.

Den Rekonstruktion, som senere vedtoges af Rigsdagen, blev gennemført under Forudsætning af, at baade Landmandsbankens Direktion og Bankraad vilde træde tilbage. Dette Krav blev opfyldt, dog forvoldte det

Nationalbanken store Vanskeligheder ogsaa at faa Bankdirektør Emil Glückstadt til at nedlægge sit Hverv. Dr. Ussing beretter i sin Bog om Nationalbanken, at hans Banks Direktion efter Julibegivenhederne

64

»orienterede sig hos de andre Hovedbanker, hos Statsministeren og ledende Forretningsmænd og overalt fik den Mening tilbage, at Gl. maatte anses som den eneste, der kunde føre Banken igennem«! Klogere var de altsaa ikke. Ejendommeligt er det imidlertid, at ogsaa Nationalbankens ledende Mænd, i Modsætning til Dr. Ussings Fremstilling, skal have modsat sig Glückstadts Afsættelse. Det fortæller idetmindste Glückstadt selv (jvf. Fru Laura Glückstadts Skrift S. 156). Her fortæller Glückstadt bl. a., at »stærke Kræfter, der vilde mig til Livs, fandt Ordningen af 8.-9. Juli alt for gunstig for Landmandsbanken og derfor ikke kunde helme, før den var stødt omkuld.«»De sigtede« - fortsætter han, »paa mig, og de ramte baade mig og Banken.« De kunde nemt have naaet det tilstræbte Maal; thi han havde - erklærer han - ikke klamret sig til Banken. Han havde straks efter Ordningen af 9. Juli saavel overfor Bankraadets Formand som overfor Nationalbankens Direktion tilbudt sin Demission, men ingen vilde høre Tale derom. Og Glückstadt tilføjer: »Da nu Angrebene imod mig forstærkedes, henvendte jeg mig paany til Bankraadets Formand, som til dets Viceformand og anmodede atter om min Afsked. De henvendte sig i Nationalbanken for at høre dens Mening. Jeg modtog samme Dag det Svar, at man absolut modsatte sig et saadant Skridt fra min Side. Det var tværtimod min Pligt trods Angrebene at fortsætte Arbejdet.«

Her staar Erklæring mod Erklæring. Hvem der har Ret af disse to upaalidelige Mænd, kan ikke afgøres. Kun kan bl. a. konstateres, at Nationalbanken allerede den 13. Juli 1922 meddelte Landmandsbankens Direktion, at man ønskede at føre nøjere Kontrol med Bankens Dispositioner, bl. a. med den daglige Handel med Landmandsbankens Aktier, vedrørende de formentlig nødvendige Nedsættelser i Bankens Administrationsudgifter, større Laaneaktioner i Ind- og Udland, Aarsregnskabets Udarbejdelse o.s.v. Og Skrivelsen sluttede: »Uagtet vi ikke er i Tvivl om, at den ærede Bank er enig i ovenstaaende, vilde vi sætte Pris paa en Udtalelse desangaaende ved Paateg-

65

ning paa nærværende Skrivelse, der bedes tilbagesendt.«Glückstadt kviede sig ved at gaa med til en saadan Ordning, og der gik nogle Dage, inden han bekvemmede sig til sammen med en af de andre Direktører at underskrive. Samtidig gik han sine egne Veje, paa Trods af Nationalbankens Ønsker, navnlig ved at dirigere Syndikatets daglige Opkøbstaktik efter eget Forgodtbefindende. Han købte stadigvæk ind til en højere Kurs end det passede Nationalbanken, da han - ifølge Ussing, »med Støtte af samtlige børskyndige Medarbejdere i Banken frygtede en Katastrofe ved at gaa hurtigere end sket ned i Kursen og satte denne Opfattelse igennem«. Da Opkøbene standsede, var Kursen endnu omkring 80! Disse og andre Vanskeligheder, som opstod i Samarbejdet mellem Nationalbanken og Landmandsbanken, lader formode, at Ussing har Ret i sin Paastand. Paa den anden Side kan henvises til, at Glückstadt endnu efter Udnævnelsen af Grosserer Ernst Meyer til Meddirektør i Landmandsbanken lod meddele i »Politiken”, at han til Stadighed var den administrerende Direktør og vedblivende vilde være det, mens Direktør Meyer maatte betragtes som Direktør Harhoffs Efterfølger og vilde virke som Bankdirektør Nr. 2. Ej heller dette borger for Rigtigheden af Glückstadts Paastand om, at han selv havde tilbudt sin Demission. Hvis den skulde være rigtig, bliver iøvrigt ogsaa Ernst Meyers Forbehold uforstaaeligt. Denne havde nemlig - ifølge den Redegørelse, Fru Glückstadt giver i sit tidt nævnte Skrift S. 177 - kun taget imod Opfordringen til at overtage Direktørstillingen »paa den udtrykkelige Betingelse og efter modtaget Forsikring fra Nationalbanken om, at min Mand vilde forblive i sin Stilling som Landmandsbankens administrerende Direktør«. Dette Forbehold havde jo været unødvendigt, hvis Glückstadt alligevel vilde gaa.

Meyers Tiltrædelse skete omkring den 1. September. Den 4. September tog Glückstadt sammen med sin Frue ud af Landet, til England og Frankrig. Ussing taler i denne Sammenhæng om Gl.'s »frivillige« Rejse. Opholdet i Udlandet varede fra

66

4. til 17. September. Den 18. s. M. nedlagde Glückstadt sin Post som Direktør, og umiddelbart derefter drog han atter udenlands, til Paris, for dog nogen Tid senere at stille sig til Raadighed for den ifølge Lov af 21. September nedsatte Bankkommission.Alt imens havde Dr. Ussing haft nok at gøre med at overbevise Personer, der stod Glückstadt nær, om Nødvendigheden af, at denne maatte vige sin Stilling. Racefællen Ernst Meyer ønskede som lige nævnt Glückstadts Forbliven, Edvard Brandes havde endnu den 9. Aug. 1922 i en Skrivelse til Gl. udtalt Haabet om, at denne ikke maatte lade sig paavirke af ondsindede Bestræbelser, der kunde rettes mod ham, og det lykkedes først Ussing efter indgaaende Forhandlinger at foranledige Brandes og Bankens snævrere Bestyrelse til at se anderledes paa Sagen. Endelig, den 17. September 1922, kunde det meddeles Offentligheden, at alle de Medlemmer af Direktionen saavel som af Bankraadet, der havde underskrevet det misvisende Regnskab, som udsendtes for Aaret 1921, vilde gaa af.Som »fremragende« Personligheder, der vilde komme i Betragtning for Nybesættelsen af Direktion og Bankraad, nævntes samtidig bl. a. Direktør Cold, Generalkonsul Wilhelm Weimann og Direktør Hassing Jørgensen. Altsaa: To af Glückstadts intimeste Spillebrødre og den Mand, som senere vandt »Navn« som Direktør for Revisions- og Diskontobanken, blev først nævnt som Emner for ledende Poster i Banken! Den 21. September var der Tale om, at to af Bankens Underdirektører, Mik-Meyer og Oluf Nielsen, skulde forfremmes til Direktører. Oluf Nielsen blev det sammen med den jødiske Grosserer og Formand for Grosserer-Societetet Ernst Sally Meyer. I det nydannede Bankraad blev Jødernes haandgangne Mand, Kammeradvokat Vagn Aagesen Formand, medens Kvartjøden, Grosserer Emil C. Hertz, fandtes blandt Medlemmerne. Af Hensyn til sin Formandspost i Grosserer-Societetet traadte Ernst Meyer den 1. April 1923 tilbage fra Direktørposten; han byttede ved denne Lejlighed Gaarde med Emil Hertz, idet han selv blev

67

Bankraadsmedlem, medens Hertz indtog Stillingen som ledende Direktør i den rekonstruerede Bank.

d) Den anden og tredje Rekonstruktion af Landmandsbanken den 22. September 1922 henholdsvis den 5. Februar 1923.

Juli-Arrangementet kunde selvfølgelig ikke holde. Det har uden Tvivl alle Deltagere i Forhandlingerne været klar over, ogsaa de to medansvarlige Ministre. Heller ikke ude i Folket stolede man helt paa de Oplysninger, der blev givet i Communiqué'et. Pressen tav. Dog indenfor de indviede Kredse havde man tydeligt paa Fornemmelsen, at Tabene var væsentlig større end 55 3/4 Mill. Kr. Schovelin berettede i Landstinget den 21. Septbr. 1922: »Man sagde Mand og Mand imellem - Gud ved, hvor mange Gange jeg har hørt det paa Københavns Børs -: Ja, der maa vel lægges mindst 50 Mill. Kr. til.« Han pointerede endvidere, at de Herrer Ministre burde have vidst, at Bankdirektørens Opgørelse var fuldkommen forkert, fordi de havde den rigtige Opgørelse liggende for sig. Glückstadt burde her have været den sidste til at give Raad, da han selv sad paa Anklagebænken.

De Medvirkende til Juli-Arrangementet var senere ogsaa ude for anden Kritik, navnlig som skildret i Rigsdagens Forhandlinger i September. Det bebrejdedes dem bl. a., at de ikke straks i Juli havde indledet alvorlige Skridt til Rekonstruktionen. Denne Anskuelse imødegaas udførligt af Dr. Ussing i det ofte omtalte

Memorandum til Nationalbankens Repræsentantskab. Der er flere Grunde, han fremfører til sit Forsvar. I første Række fremhæver han Glückstadts Trusel om Bankens Lukning. Han mener heroverfor, at det i og for sig maatte være ret ligegyldigt, hvor megen Vægt man mente at burde lægge herpaa; for Forhandlingsdeltagerne maatte det være afgørende, om Glückstadt paa Grund af truende Run blev nødt

68

til at lukke, og en saadan Fare var nu engang til Stede. I September havde man derimod Tid til at forberede de fornødne Foranstaltninger, da Henstilling til Nationalbank og Regering om yderligere Hjælp allerede skete den 9. September. I Juli maatte man ogsaa holde sig til Glückstadts Tabsberegning, som ikke gjorde yderligere Skridt end de allerede foretagne fornødne og først senere maatte man erkende, at Bankinspektørens Skøn var det rigtige. Man maatte endvidere ogsaa i Juli tage Hensyn til, at Regeringens og Rigsdagens Stilling ikke var afklaret og Folkeopinionen ikke forberedt. Hertil gives følgende yderst interessante Oplysninger i Beretningen til Repræsentantskabet:

3. I Juli kendte vi ganske vist Statsministerens og Handelsministerens Opfattelse af det nødvendige i at holde Banken oppe ved Statshjælp. Men ingenlunde det øvrige Ministeriums Opfattelse, hvad ogsaa under Forhandlingerne blev fremhævet. Og endnu mindre Rigsdagens Opfattelse. Et fik vi i hvert Fald tydelig at vide, dette at Forhandlingerne paa Rigsdagen vilde ikke gaa glat, men under meget stærke Gnidninger, og altsaa efter al Sandsynlighed tage skæbnesvanger lang Tid.

De to Ministre gik altsaa ud fra, at de handlede stik imod deres Regeringskollegers og Rigsdagens Ønsker, men de satte sig glat ud over det parlamentariske Livs Krav for at varetage den jødiske Kapitalmagts Interesser. Og bagefter var de for fejge til at staa inde for deres Forræderi mod deres politiske Principper ved straks at fremskaffe det statslige Garantitilsagn, de havde lovet Nationalbanken. Men Sagen var endnu værre. Thi næste Punkt i Beretningen lyder:

4. Fremdeles havde Nationalbankens Hjælpeløfte i Juli hos mange skabt den Overbevisning, at det Offentlige ikke vilde lade Banken falde, og paa Grundlag af denne Overbevisning, som Pressen bidrog til at befæste, kunde de offentlige Forhandlinger i September foregaa uden Katastrofe.

Her slap det ud! Her røbes, hvad der var den egentlige Hensigt med Juli-Arrangementet. Man akcepterede Glückstadts

69

Synspunkter for at vinde Tid til at præparere Stemningen, for at lave Landmandsbankens Rekonstruktion til et Statsanliggende. De jødiske Aktionærers Interesser var jo allerede reddet ved Nationalbankens Opkøbsaktion siden November 1921, nu skulde de jødiske Indskyderes (og dermed selvfølgelig ogsaa andre Indskyderes, som imidlertid i Forhold til jødiske Kapitalisters Interesser sikkert har været relativt ringe) sikres ved Statshjælp. Dette var Maalet, og den jødekøbte Presse faar i Punkt 4 Ros for at have ydet en god Indsats i dette »Oplysningsarbejde«.

Saa kunde man altsaa i September i Rigsdagen tage fat paa den anden Rekonstruktion. Ca. 12 Dage fandt i al Hemmelighed og i Ro og Mag Forhandlinger Sted mellem Regeringen, Landmandsbanken, Nationalbanken, Ø.K. og det Store Nordiske Telegrafselskab, og efter at disse var afsluttet, blev Rigsdagen indkaldt for, med Pistolen paa Brystet, inden 24 Timer at godkende den Ordning, Regeringen ønskede gennemført. Overfor Rigsdagen skulde Sagen gennempiskes i en forrygende Fart. Da Ove Rode den første Forhandlingsdag hen paa Aftenen spørger Statsministeren, ”om det er rigtigt, at Statsministeren har

erklæret, at denne Sag maa være færdig i Rigsdagen inden i Morgen tidlig«, svarer Neergaard:»Ja!« Men helt saadan vilde Rigsdagen dog ikke lade sig diktere. Det besluttedes, at Lovforslaget om Landmandsbankens Rekonstruktion skulde gaa i Udvalg og den 20. fortsattes Forhandlingerne i Folketinget, den 21. i Landstinget. Neergaard havde altsaa ikke helt saa meget Held med sin chok-Taktik den 19. Septbr. som Glückstadt den 9. Juli 1922.

Folket erfarede for første Gang om de nye Forhandlinger gennem en officiel Redegørelse, som udsendtes den 17. September 1922 om Aftenen. Heraf citeres:

»Angaaende Rekonstruktionen af Landmandsbanken meddeles følgende:Da det har vist sig, at den i Juli Maaned i Aar af Nationalbanken

70

tilsagte Støtte til Landmandsbanken ikke har skabt den nødvendige Ro og Tillid til Banken, har der i de seneste Dage været ført indgaaende Forhandlinger mellem Regeringen, Nationalbanken, Østasiatisk Kompagni, Store Nordiske Telegrafselskab og andre Institutioner samt Bankinspektøren. Som Resultat af disse Overvejelser er det bestemt, at Landmandsbankens finansielle Grundlag skal yderligere styrkes, ligesom Bankens Ledelse bør undergaa en gennemgribende Rekonstruktion.

For at udelukke enhver Tvivl om Bankens Soliditet er der tegnet en Præferencekapital paa 100 Mill. Kr., der overtages af Staten, Østasiatisk Kompagni, Store Nordiske og Nationalbanken, som i Stedet for de tidligere tilsagte 30 Mill. Kr. Reservekapital tegner 35 Mill. Kr. Præferencekapital.

Til Godkendelse af Statens Andel, som udgør 40 Mill. Kr., samt af nedennævnte Garantitilsagn, hvilket er Betingelserne for Ordningen, vil Rigsdagen blive indkaldt til førstkommende Tirsdag.

Af Staten garanteres i det Omfang, som Finansministeren maatte finde forsvarligt, Nationalbanken de Laanetilskud, som denne maa anse det for fornødent at yde Landmandsbanken i Anledning af eventuelle Vanskeligheder i Overgangstiden… Indtil den vedtagne Ordning er endelig fastslaaet gennem Rigsdagens Godkendelse, begrænses Bankens Udbetalinger saaledes, at der paa hver enkelt Indlaanskonto eller Kontokurrentkonto kun kan hæves indtil 1.000 Kr.«

Ogsaa Begrundelsen i denne officielle Redegørelse er selvfølgelig falsk. Hvis man vilde have sagt Sandheden, burde man have meddelt Offentligheden, at den af Glückstadt foretagne Tabsregning, der dannede Grundlaget for Juli-Arrangementet, havde svigtet, og at man derfor nu maatte indlede mere omfattende Hjælpeforanstaltninger. Men en saadan Kritik vilde man naturligvis ikke tillade sig overfor den jødiske Storbedrager. Iøvrigt kunde Glückstadt selv være tilfreds med den nu indledede Ordning, da Staten nu var bundet til Landmandsbankens Skæbne! Dermed var Alt naaet. I denne første Omgang gik Staten ind i Sagen med 40 Mill. Kr. samt en begrænset Statsgaranti, over hvis Omfang Finansministeren senere skulde træffe nærmere Bestemmelse. I Redegørelsen meddeltes endvidere, at der vilde blive indkaldt en ekstraordinær Generalforsamling i Landmandsbanken, hvor der skulde tages Beslutning vedrørende Nedskrivningen af den nuværende Aktiekapi-

71

tal, og at H. N. Andersen havde lovet at indtræde i det nye Bestyrelsesraad.Tirsdag den 19. Septbr. maatte Regeringen endelig ogsaa give Folketingets Finansudvalg ren Besked.

Her erklæredes bl. a., at man havde fortiet de Forhandlinger, der havde fundet Sted i Juli Maaned for ikke at skabe Uro paa et Tidspunkt, hvor man endnu ikke havde Klarhed over Forholdene. Det oplystes endvidere, at Bankinspektør Green paa det Tidspunkt havde opgivet Tabet til 144 Mill. Kr. Disse Erklæringer affødte selvfølgelig en lang Række Forespørgsler i Finansudvalget, og gav derefter Anledning til en indgaaende Debat i begge Ting, en Debat, som navnlig drejede sig om Juli-Ordningens Betimelighed og om det Ansvar, der paahvilede Deltagerne i disse Forhandlinger, fordi de var gaaet med til at give Offentligheden

en fuldkommen vildledende Fremstilling af Landmandsbankens Stilling. Episoder fra denne Diskussion er gengivet foran. Det siger sig selv, at Kritiken navnlig satte ind fra Socialdemokratiets og de Radikales Side, som ikke kunde føle sig direkte medansvarlige for den nu opstaaede Situation. Socialdemokraten Hauge pegede bl. a. hen paa, hvorledes et menigt Medlem af Tinget (Lemvigh-Müller) nogle Maaneder i Forvejen »spagfærdigt stod op paa denne Talerstol og prøvede at øve Kritik og sige et advarende Ord -- den høje Regering var der straks med en Lovprisning af den Mand, der satte Landmandsbankens Eksistens paa Spil«. Det var - mente den socialdemokratiske Folketingsmand - de frie Kræfters Spil, der havde fremkaldt Katastrofen, og netop deri viste det sig, hvor nødvendigt det var, at Statsmagten øvede strengere Kontrol. Og Moralen havde lidt Skade. De ledende Mænd i Samfundet havde boltret sig i overdaadig Luksus, fabelagtig Flothed i deres Optræden osv., og dette slette Eksempel havde smittet nedadtil. Han fortsatte: »De ledende Mænd tjente ikke 10.000, 100.000, de skulde tjene Millioner; de skulde jo bruge dem for ret at vise sig, ofte paa den mest udfordrende, for ikke at sige paa den mest skamløse Vis. Og det kunde de gøre i

72

Kraft af det Spil, der blændede saa mange, det Spil, som man animerede til, det Spil, som man satte saa højt i Modsætning til Samfundskontrol, Samfundsindseende med Virksomhederne. Og hvad var saa det meste af Spillet, hvad var det andet end Svindel, Svindel, Svindel?« Men nu maatte det være Slut hermed, nu maatte det ogsaa undersøges, om disse Mænd havde handlet forbryderisk i juridisk Henseende. Hauge krævede derefter, at det nu endelig maatte forbydes ved Lov, at Bankdirektører maatte tage Sæde i alle mulige Bestyrelser. Det konservative Medlem Pitzner var nu ligeledes naaet til Erkendelsen af, at det var rigtigt at indføre en saadan Bestemmelse, og iøvrigt forlangte de Konservative nu paa det bestemteste, »at alle Underskrivere af det falske Regnskab fjernes, enten de sidder i Direktionen eller i Bankraadet«. Og alle Partier var nu enige om, at en saadan Omdannelse af Bankledelsen var fornøden, og at der skulde gennemføres en Undersøgelse til Bunds.

Samtidig lagdes Spiren til en Debat af principiel Betydning, nemlig Debatten om, hvilken Regering der er ansvarlig for Landmandsbankens Sammenbrud. Da Ove Rode gav en lille Antydning af, at det var den store Indførsel til Spekulation og Luksus, som havde ødelagt alt, replicerede Neergaard prompte, at »denne store Indførsel til Spekulation og Luksus foregik netop i langt det største Omfang i den Tid, der gik forud for denne Regerings Dannelse«. Neergaard havde jo Ret. Men han skulde ikke have sagt det; thi det var et farligt Tema, han her rørte ved. Her blev jo netop Ledemotivet anslaaet for de vidtspændende Forhandlinger om Skyldspørgsmaalet i Januar-Februar 1923 og navnlig i første Halvdel af Februar 1924.

At Neergaard selv var klar over de farlige Konsekvenser, en alvorlig Drøftelse af Skyldsspørgsmaalet nødvendigvis maatte have for det parlamentariske Styres Anseelse, fremgik med al ønskelig Tydelighed af den Erklæring, han sammen med Venstres daværende Formand, S. Brorsen, udsendte den

73

21. September umiddelbart efter Rigsdagsforhandlingerne gennem Ritzaus Bureau. Den havde følgende Ordlyd:

»Paa dertil given Foranledning ønsker vi i Overensstemmelse med vore Udtalelser i Folketinget at udtale, at vi meget maa advare imod, at man fra nogen Side lægger Ansvaret for den store Landsulykke, som er hændt, paa dette eller hint politiske Parti. Politik bør holdes ude fra denne Sag; ellers vil det blive umuligt fra alle Sider at mødes i Samarbejde for paa bedste Maade at raade Bod paa Ulykken.«

Den af Rigsdagen vedtagne Lov, som nu tog Bankinspektør Greens Beregning af Tabet til Grundlag for

Forhandlingerne, svarede i det store og hele til det Forslag, der var udarbejdet af Regeringen. Dog blev det bestemt, at ikke alle 100 Mill. Kr. skulde tegnes som Præferenceaktier, men kun 70 Mill. Kr., medens 30 Mill. Kr. skulde overføres til Bankens Reservefond efter Nedskrivning af den gamle Aktiekapital. Af de 70 Mill. Kr. skulde ifølge Loven Staten overtage 40 Mill. Kr., Østasiasiatisk Kompagni 20 Mill. Kr., Nationalbanken 5 Mill. Kr. og Store Nordiske Telegrafselskab 5 Mill. Kr. De 30 Mill. Kr. til Reservefond skulde indskydes af Nationalbanken. Med Hensyn til sidstnævnte Beløb udtaltes i Folketingets Udvalgsbetænkning, at man under Hensyn til Juli-Arrangementet ansaa det for rigtigt, at Kapitaltilskudet skete paa den Maade. Grev Bent Holstein, som i og for sig ansaa hele Ordningen for betænkelig, og som rettede en sønderlemmende Kritik mod Ministrene Neergaard og Rothe, var den eneste af Medlemmerne, der undlod at stemme. Bortset herfra stemte alle Rigsdagsmænd i begge Ting for Loven. Det samtidigt forelagte Lovforslag om Oprettelse af en Undersøgelseskommission fandt enstemmig Tilslutning.

I Lov om Statens Medvirken til en Reorganisation af Den danske Landmandsbank af 21. Septbr. 1922 bestemtes det end-

74

videre, at der af Bankens regnskabsmæssige Aarsoverskud forlods skulde tillægges Præferencekapitalen 5 pCt. Udbytte. Den nydannede, af Nationalbanken til Raadighed stillede Reservefond paa 30 Mill. Kr., som først skulde indbetales, efter at de gamle Aktier var nedskrevet til 10 pCt., skulde dernæst forrentes med 5 pCt. til Indskyderen. Der indførtes endvidere i Loven, at det af Staten indskudte Aktiebeløb skulde holdes udenfor Udtrækningen, indtil de af andre tegnede Præferenceaktier var udtrukket. Efter at der saa var fastsat nærmere Regler vedrørende Bankens Ledelse, indføjedes i § 3's sidste Afsnit følgende ligefrem revolutionerende Bestemmelser:

»Ingen af Bankens Direktører kan være Medlemmer af erhvervsdrivende Selskabers Bestyrelse eller Direktion eller være Deltagere direkte eller indirekte i Forretninger. Ingen Statstjenestemand maa have Sæde i Bankraadet som Repræsentant for private Interesser«.

Siden Tiden før Verdenskrigen havde Spørgsmaalet om Indførelsen af saadanne Bestemmelser været til Debat, men altid var de bleven afvist. I Krigstiden syltedes Sagen hen af Ministeriet Zahle, og senere var det Ministeriet Neergaard, der hævdede det Standpunkt, at man vilde træde Kapitalisternes og Bengnavernes Interesser alt for nær, hvis man gennemførte saadanne »vidtgaaende Foranstaltninger«; jævnfør Handelsminister Rothes overlegne og skarpe Afvisning af dette Krav endnu den 15. November 1921. Nu maatte de Herrer Parlamentarikere altsaa gaa til Biddet. Men nu var Skaden ogsaa sket.

Rigsdagen selv gik kun meget modstræbende med til den af Regeringen foreslaaede Ordning; ogsaa indenfor Venstre var Modstanden ikke ringe. Men man føjede sig imidlertid, da Udviklingen nu var ført saa langt, at man ikke mere mente at kunne trække sig tilbage. Forholdet karakteriseredes her træffende i de Radikales Betænkning, hvori der bl. a. sagdes: »Hele Reorganisationen er paa en saadan Maade foregrebet dels

75

ved det den 9. Juli af to Ministre og Nationalbanken uden Rigsdagens Vidende og Medvirkning iværksatte Hjælpeforsøg, dels ved de forud for Regeringsforslaget førte Forhandlinger, hvori Rigsdagen heller ingen Del har haft, at enhver Tanke om at tilvejebringe en anden Ordning til Sikring af Landets Erhvervsliv mod de uoverskuelige Følger af Bankens Sammenbrud har været udelukket«. I skarpeste Modstrid med det parlamentariske Livs Regler blev altsaa denne den alvorligste Sag, Rigsdagen nogensinde havde staaet over for, gennemført. Og saa overskuede man endda stadig ikke Konsekvenserne af den trufne Ordning, idet Finansminister Neergaard i Finansudvalgets Møde udtrykkelig havde erklæret, at det i Øjeblikket var

umuligt at sige noget bestemt om, hvorvidt Bunden var naaet, men at der var Grund til at antage, at Bunden var naaet.

Bunden var ikke naaet, og Skandalen blev større fra Aar til Aar.Allerede ved 2. Behandling af Forslaget til Finanslov for 1923-24 i Januar 1923 satte Diskussionen for Alvor ind ved Drøftelserne om Justitsministeriets Etat. Det var den saakaldte Cold-Sag, der gav Anledning hertil. Oppositionspartiernes Ordførere samt Grev Holstein rettede alvorlige Bebrejdelser imod Regeringen, fordi den ikke vilde forelægge de Dokumenter, der kunde tjene til Belysning af Spørgsmaalet, hvorvidt Udenrigsminister Cold i sin Tid selv havde været med i Spekulationen i sit eget Selskabs Aktier osv. Han sigtedes her navnlig for ved en Erklæring af 11. Juli 1916 at have forsøgt at influere paa sit eget Selskabs Aktiekurs og at have udnyttet den ved Erklæringen fremkaldte Baisse i Papiret til egen Fordel. Han skulde have været med til nogle Dage umiddelbart før 11. Juli 1916 at sælge og umiddelbart efter igen med til at købe tilbage. Denne Sigtelse viste sig hurtigt at være uberettiget, men Angrebene standsede ikke alligevel. Thi nu konstateredes det, at Cold til andre Tider havde været med i omfattende Kon-

76

sortialspekulationer sammen med Glückstadt, Richelieu osv. Et Par Maaneder havde denne Sag været fremme i den offentlige Diskussion, for dernæst at blive bragt paa Tale i Folketinget den 19. Januar 1921. Den kom saaledes til at danne Grundlaget for en endeløs Debat, medens selvfølgelig den egentlige Spekulation og Svindel, der prægede hele Landmandsbanksagen, ikke kom til Behandling; Undersøgelserne paa dette Omraade var dengang endnu langt fra afsluttet og kunde derfor ej heller drøftes allerede paa dette Tidspunkt.Men alligevel kom det til heftige Kontroverser, fordi Regeringen principielt havde afvist Kravet om at fremlægge Materiale fra Undersøgelseskommissionen, saalænge Undersøgelsen endnu stod paa. Navnlig var Grev Bent Holstein i sin Tale den 23. Januar 1923 meget aggressiv, da han mente, at Kommissionen ikke bød den fornødne Garanti for en Undersøgelse til Bunds, bl. a. fordi et af Medlemmerne, Bankinspektør H. Green, selv var Part i Sagen og naar som helst kunde kræves afhørt i Anledning af, at han ikke i Tide tilraadede Undersøgelsen af Bankens Forhold i Henhold til Instruksen af. 29. Juni 1921. Det maatte ogsaa - mente Holstein - undersøges, hvorvidt Bankinspektørens Overordnede, Handelsministeren og Finansministeren, havde gjort deres embedsmæssige Pligt. Og under Henvisning til Rigsretsprocessen mod Ministrene J. C. Christensen og Sigurd Berg tilføjede han, at »det er udenfor enhver Tvivl, at den højtærede Statsminister (Neergaard) og Hr. Tyge Rothe er mindst lige saa modne til Rigsretten efter deres Gerninger og Forsømmelser…« Grev Holstein krævede endvidere undersøgt, hvorvidt de Oplysninger, Bankerne skulde tilstille Bankinspektøren samtidig med deres Maanedsbalancer, for Landmandsbankens Vedkommende havde været i Overensstemmelse med Handelsministerens Cirkulære for Bankerne af 21. September 1921, og om de ikke havde afgivet noget Grundlag til Paatale. Han fortsatte: »Endelig paahviler det Bankkommissionen at redegøre for 9. Juli. Ordningen - naturligvis… Hele Juli-Ordningen stod og faldt med de 4 svige-

77

fulde Linier i Communiqué'et om Bankinspektørens Vurdering«. Dertil knyttedes den yderst sigende Bemærkning, at den Provinsbankdirektør, som eventuelt paa samme Maade havde benyttet sig af Bankinspektørens Navn til en vildledende Fremstilling af Forholdene som i 9. Juli-Erklæringen, efter al Sandsynlighed vilde være blevet tiltalt for Svig efter Straffelovens § 257. Den Omstændighed, at Nationalbankdirektører og Ministre havde været med i Transaktionerne, gjorde dem selvsagt ikke bedre. Grev Holstein pointerede fra først til sidst, at Folket krævede en Undersøgelse til Bunds, og at ogsaa

Rigsdagen ved Forhandlingerne om Nedsættelsen af en Undersøgelseskommission i tilstrækkelig Grad havde ladet forstaa, at man ikke vilde slaa sig tiltaals med en Etatsraad-Kommission, men at der skullde tages haardt fat. Han citerer hertil forskellige Taleres Betragtninger og fremhæver ogsaa Socialdemokraten Hauges Ord: »Den høje Regering kan jo dog ikke mene, at Rigsdagsmænd er en Flok Faar, der kan gennes sammen i en Fold for at bræge, saa at sige paa Befaling fraoven«. Nu skulde alt sættes ind paa at vinde Folkets Tillid igen, nu burde man vaage over, »at den harske og ildelugtende Olieplet, der fra de hidtil toneangivende Landmandsbankkredse har bredt sig saa beskæmmende i vort lille Samfund, ikke ogsaa faar Lov til at sætte en Plet paa dansk Retspleje”.Det er betegnende for Ministeriet Neergaards Indstilling, at disse Betragtninger blev kraftigt tilbagevist. Nej, man ønskede ingen Diskussion, saa længe Undersøgelsen stod paa, og man ønskede at bestemme over, hvilke Forhold der skulde gøres til Genstand for Undersøgelse. Man søgte, som Grev Holstein ganske rigtigt bemærkede, at strø Sand paa det meste af Skandalen. »Forsøget«, siger han, »mislykkedes i sin direkte Form, fordi den offentlige Mening var imod det, men maaske lykkes det nu i den indirekte Form, den gode Villie mangler det aabenbart ikke paa, hverken fra Regeringens eller fra det tredie Tings Side«. Det konservative Partis Ordfører, Generalauditør Victor Pürschel, som i Forhandlingerne gjorde sit

78

bedste for at dysse Sagen ned og utvivlsomt ogsaa savnede enhver Forstaaelse for denne Sags rette Sammenhæng, mente meget overlegent, at »overfor den Art Angreb, der her var Tale om, har den sigtede ingen Forpligtelse til at rense sig«, og han beklagede, at Justitsministeren ved sin Tale »selv har baaret Ved til det Baal, der skal brænde her i Dag under Svingning af Tomahawker og Dansning af Krigsdanse«. Større Ansvar følte altsaa Pürschel ikke overfor den Landsulykke, Landmandsbankens Sammenbrud havde paaført Samfundet, end at han troede med saadanne taabelige Bemærkninger at kunne unddrage sig og Tinget ubehagelige Kontroverser. Men det var jo den samme Mand, som allerede den 8. December 1922 i Studenterforeningens konservative Forening havde givet Udtryk for den Opfattelse, at Bankkommissionens Mandat var meget begrænset, og at man stærkt skulde fastholde denne Begrænsning. Han endte her med at udtale Ønsket om en skærpet Injurielovgivning for at forhindre Afsløringen. Han ønskede altsaa ikke mere en Undersøgelse til Bunds, og hans Tanker faldt dermed godt i Traad med Regeringens, eftersom Justitsminister Rytter nogle Dage senere, den 11. Decbr., i »Politiken« udtalte, at Kommissionsdomstolen naturligvis ikke var stillet som Domstole i Almindelighed, der kunde inddrage, hvad den vilde i Undersøgelsen; det kunde den ikke. Den maatte holde sig til, hvad der var fastsat i Loven.

Det var netop denne Obstruktion overfor en grundig Undersøgelse, som fremkaldte Mistillid og dermed gav Stødet til disse endeløse Diskussioner. Meget positivt kom der ikke frem. Dog gav Socialdemokraten Borgbjerg den 25. Januar 1923 i Anledning af den flere Dage varende Debat om Colds Interview fra 1916 en nøjere Skildring af de med dette Interview forbundne Spekulationer. Deraf fremgik bl. a., at den saa haardt omstridte Erklæring havde ligget hos ”Berlingske Tidende« nogle Dage, før den kom frem i Offentligheden den 11. Juli 1916, og at der allerede om Eftermiddagen den 10. Juli var Rygter fremme om den paa Børsen, saaledes som det blev bevidnet af Grosserer Ernst Meyer, der nu var ledende Direktør af Landmandsbanken. At Interviewets Indhold var blevet bekendt indenfor en vis Inderkreds, kunde, som Borgbjerg doku-

BillederKonservative Mænd.

Højfinansens Modstandere, som sattes ud af Rigsdagen.

Lemvigh-Müller, f. 1881.

Asger Karstensen, f. 1874.

Storkapitalens Mænd.

Arnold Fraenkel, f. 1851.

Laurits Heine, f. 1867.

79

menterede, ene og alene skyldes Cold! Borgbjerg paaviste endvidere, at »Berlingske Tidende«s Børsmedarbejder, Overretssagfører Ejnar Christensen, havde hausset D.F.D.S.-Aktierne fra Februar til Marts 1916, haussede, »»indtil Pæren anses for moden, indtil Springet, det store Spring paa 10½ pCt., sker fra 15. til 16. Marts. De Herrer Glückstadt og Cold realiserer deres Aktiebeholdning og stryger den vældige Gevinst ind, og det er fra dette Øjeblik, at Overretssagfører Ejnar Christensen, »Berlingske Tidende«s Børsmedarbejder, begynder at baisse, modarbejder Haussen; det kan følges Dag for Dag i »Berlingske Tidende«. Den 11. Juli sælger Overretssagfører Ejnar Christensen, »Berlingske Tidende«s Børsmedarbejder, og tjener en Formue derpaa, paa Grund af sin Viden om, at dette Interview vilde fremkomme«.« Omsætningen paa Børsen denne berømte eller berygtede 11. Juli i D.F.D.S.-Aktier beløb sig til ikke mindre end 2 1/3 Mill. Kr. Borgbjerg knyttede dertil følgende afsluttende Betragtning: »»Der er sikkert dem, der heraf kunde slutte - jeg drager ikke denne Slutning med det Kendskab, jeg har til Sagen, - men der er sikkert dem, der kunde drage den Slutning, at Overretssagfører Christensen, »Berlingske Tidende«s Medarbejder, var en Presseattaché for Det forenede Dampskibsselskabs Direktør; han følger nøjagtig Direktørens Bevægelser, han hausser, hvor det er Direktøren belejligt, at han hausser; han baisser, hvor det er Direktøren belejligt, at der baisses; han faar i Forvejen at vide, hvad ingen anden kan have røbet end selve Direktøren for Det forenede Dampskibsselskab, og han bruger denne sin Viden saadan, at han derved tjener en Formue«.« (Jvf. Folketingets Forhandlinger 1922-23, Sp. 3353-3367).

Billede

Direktør C. M. T. Gold.Født 10. 6. 1863 Kbh., død 7. 12. 1934 sst. Direktør for D.F.D.S. 1908-21. Udenrigsminister i Venstre-Regeringen 1922-24.

Stormløbet mod Udenrigsministeren førte ikke til noget Resultat. Det blev derimod Tale om Parlamentarismens Fallit. Bl. a. erklærede Justitsminister Rytter, Torsdag den 25. Januar til Slut, at, »hvis vi bliver ved paa den Maade, vi her er begyndt med, saa tror jeg, det vil blive Parlamentarismens Fallit«. Jødepressen er aldeles rasende over, at man paa Tinge i den Grad holder Storvask for aabent Tæppe. Mest karakteristisk er maaske den Forbitrelse, der kommer til Orde i »Finanstidende«, hvor det bl. a. bemærkedes (31. 1. 1923): »Ingen polsk Rigsdag har kunnet afgive et mere beskæmmende Billede af Forvirring, intet Balkanparlament afsondre en Atmosfære mere depraveret. Man bruger ikke i den danske Rigsdag at levere korporlige Slag med Blækhuse og Pulte, men man

80

har i forrige Uge drevet det til at sænke Taleniveauet saa lavt, at adskillige vilde have foretrukket Korporlighederne. Det, (som er sket), er i hvert Fald for Parlamentarismen et Sammenbrud, der i nogen Grad minder om Landmandsbankens«.-

Dog, dermed var Spillet ikke endt.Kun godt en Uge senere brød Stormen atter løs, og denne Gang med særlig Voldsomhed.Lørdag den 3. Februar saa Handelsminister Jørgen Christen sig nødsaget til at fremsætte Ændringsforslag

til Septemberloven vedrørende Landmandsbankens Rekonstruktion, ifølge hvilken der søgtes Hjemmel til,

»at den Garanti, som Staten i Henhold til Bestemmelsen i Lov Nr. 411 af 21. September 1922 § 1,2. Stykke har paataget sig for de Laan, Nationalbanken finder det paakrævet at yde Landmandsbanken i den ved Reorganisationen skabte Overgangstid, bliver ændret til en direkte Garanti overfor samtlige Landmandsbankens Kreditorer samt derhos bliver gjort bindende for Staten i et vist Aaremaal«.

I Bankraadets Skrivelse, som begrunder dette Andragende om ubegrænset Statsgaranti, bemærkedes, at Nettooverskudet for 1922 vilde beløbe sig til 10,6 Mill. Kr., som foresloges til Afskrivning. Men Bankraadet skønnede det nu fornødent at foretage Afskrivninger til et samlet Beløb af 232 Mill. Kr., medens det til Afskrivninger nødvendige Beløb i September 1922 blev anslaaet til 184 Mill. Kr. og i Juli 1922 til 144 Mill. Kr. (Glückstadt anslog det som bekendt kun til 55 3/4 Mill. Kr.!) Efter denne Afskrivning, manglede der regnskabsmæssig Dækning for Reservefondens 30 Mill. Kr. og for ca. 31½ Mill. Kr. af den i September skabte Præferencekapital 70 Mill. Kr. Dernæst siger Bankraadet god for den nye Tabsberegning, idet det dog paa enkelte Punkter tager Forbehold (de russiske For-

81

dringer og Aktierne i Rekylsyndikatet), fordi Værdiansættelserne her kun var skønsmæssige. Men Bankraadet mener, at saafremt den nu fornødne Støtte ydes, vil Banken kunne fortsætte sin Virksomhed paa et sundt Grundlag. Ogsaa Bankinspektøren siger god for Sagen, idet han i en skriftlig Erklæring af 2. Februar bemærker, »at den foreliggende Opgørelse dels er saa omfattende og dels er saa kritisk, at den som samlet Helhed maa siges at give et virkeligt Billede af Bankens nuværende Stilling«. En Antydning af Forbehold findes dog altsaa i Bankinspektørens Erklæring. Mest uforbeholden og selvsikker ytrer imidlertid Handelsminister, Købmand Jørgen Christensen fra Vejle sig, idet han i sin Fremlæggelsestale i Folketinget fremsatte følgende beroligende Ord:

”Under Forudsætning af normal Udvikling vil denne Garantiforpligtelse ikke bringe Staten Tab, det er endogsaa sandsynligt, at Aktiekapitalen i Løbet af en Aarrække atter kan indtjenes, idet Landmandsbankens normale Forretning er god og indbringende«.

Ministeren erklærede samtidig, at Banken naturligvis maatte træde i Likvidation, hvis Staten ikke som foreslaaet vilde træde til.

Dette var Optakten til den mest storstilede Afpresningsmanøvre, den danske Regering nogensinde har været ude for, men den laa rigtignok ganske paa Linie med de Gangstermetoder, Emil Glückstadt i første omgang med saa stort Held havde bragt i Anvendelse. Denne Gang var det Statsminister Neergaard, der lagde Sagen saaledes tilrette, at Tingene maatte træffe Afgørelsen under Tvang. Ogsaa denne Gang krævede han hurtig Vedtagelse, Godkendelse inden halvandet Døgn; en Lørdag Middag Kl. 2 blev Lovforslaget forelagt, og inden den følgende Mandag Morgen skulde det være vedtaget! Resultatet var, at denne tredie Rekonstruktion beskæftigede Folketinget hele Søndagen til langt ud over Midnat, og at Landstinget derefter kunde begynde med Drøftelserne af Ændringsforslaget

82

Kl. 2 Nat og i 3. Behandling afsluttede Sagen Kl. 4,55 Mandag Morgen. - Og Banken behøvede altsaa ikke at lukke.

Hovedstykket i Regeringens Forslag gik ud paa at affatte § 1, 2. Stykke i September-Loven som følger:

»Staten overtager med bindende Virkning indtil 1. Januar 1930 fuld Garanti for alle retsgyldige Fordringer paa Landmandsbanken saavel fra Indskydere som fra andre Kreditorer, for saa vidt disse Fordringer ikke kan dækkes af Bankens Aktiekapital, Reservefond og øvrige Midler«.

De øvrige Bestemmelser var af administrativ Art. Ved Afstemningen blev to Ændringsforslag, som stilledes fra det konservative Parti, vedtaget. Herefter blev Tiden for Statsgarantien begrænset til 1. April 1928, og samtidig vedtoges Nedsættdse af et Nævn, der skulde søge at sikre Landets øvrige Bankvirksomhed mod den statsgaranterede Banks eventuelle Overlegenhed i Konkurrencen om Indlaansmidler.I Forhandlingerne rettedes selvfølgelig meget haarde Angreb mod Regeringen, og navnlig spurgtes fra Oppositionens Side, hvilke de Forhold var, som havde gjort det nødvendigt, at man atter saa pludselig kom til Rigsdagen med nye Krav. Hvorfor en saadan usædvanlig Indgriben? Hvorfor skulde der nu straks ydes Statsgaranti helt og fuldt ud overfor Landmandsbanken, under Trusel af, at Banken ellers gik sin Undergang i Møde? Disse Spørgsmaal blev naturligvis ubesvaret. Socialdemokraten Hauge fandt det uhørt, at man fem Maaneder efter, at der var tilvejebragt en ny Aktiekapital og en ny Reservefond, stod overfor den Situation, at ogsaa dette uhyre Beløb var formøblet. »Hvor kan«, spørger han, »Regeringen dog mene, at den nu kan komme og faa Rigsdagens Tilslutning een Gang til? Det er mig ufatteligt, at nogen i denne Sal eller i Befolkningen kan have Tillid til den i dette Spørgsmaal. Men denne Regering er jo i Besiddelse af en overordentlig stor Selv-

83

sikkerhed«. Zahle beretter om de ejendommelige Krumspring, Handelsminister Christensen havde tilladt sig overfor det Rigsdagsudvalg, som skulde holde Kontrol med Landmandsbanken. Dette Udvalg havde konstateret, at de 40 Mill. Kr., Banken havde laant hos Nationalbanken, var bleven tilbagebetalt, efter at de 100 Mill. Kr. Præferencekapital plus Reservefond var bleven indbetalt; Staten hæftede altsaa ikke mere for noget Laan. Men saa erfarede man nu pludseligt, at Landmandsbanken paany havde optaget Laan, Fredag den 2. Febr. 25 Mill. Kr. og Lørdag den 3. Febr. - selve Forhandlingsdagen - yderligere 16 Mill. Kr., ialt 41 Mill. Kr. til de 40 Mill. Kr., som var i Forvejen! »Saaledes« - fortsætter Zahle (Sp. 3678) - »at Staten nu er engageret i Landmandsbanken med 81 Mill. Kr.« (NB.: At Nationalbanken ud over dette havde udlaant 164 Mill. Kr. til Landmandsbanken mod Sikkerhed i Veksler og andre Værdipapirer, har tilsyneladende ved denne Lejlighed ikke været Zahle bekendt.) Stauning gør gældende, at man allerede paa et tidligere Tidspunkt havde ment at maatte konstatere, at Tabene vilde blive væsentlig større. Han bemærker, at Ruslands-Overenskomstens Stranding havde kostet mange af de tabte Millioner, andre Tab skyldtes Svindel og Spekulation eller forfejlede Investeringer i industrielle Virksomheder. Som saadanne Foretagender, der var afhængige af Landmandsbanken, nævnede han: Porcelænsfabrikker, Papirfabrikker, Skotøjsfabrikker, Metalvarefabrikker, Gummifabrikker, Tobaksfabrikker, Hattefabrikker, Beklædningsindustrien, Møbelfabrikker og saa fremdeles. Det er Stauning, der retter det Spørgsmaal til Ministeriet, hvilke politiske Konsekvenser det agter at tage, hvorpaa Neergaard udtalte, »at Regeringen har fremsat et Forslag af rent saglig Art, som den ønsker sagligt behandlet, og som den ikke agter at drage politiske Konsekvenser af«. Særlig skarp er den Kritik, Grev Bent Holstein fremfører, som iøvrigt eftertrykkeligt pointerede, at ogsaa den nu forelagte Tabsberegning uden Tvivl ikke vilde holde, og at han ligesom Zahle mente snarere at maatte regne »med et

84

Tab paa omkring 300 Mill. Kr.« Kort og knapt bemærkede Holstein endvidere: »Hvis de sunde og lægende Kræfter i vort Samfund og i vort Folk fik Lov til at virke frit, vilde noget af det første, der skete, være, at

Ministeriet Neergaard blev fjernet.« Det konservative Medlem Lemvigh-Müller maatte endnu fremsætte den for Systemet saa karakteristiske Beklagelse, at »disse Forhandlinger, som er af saa overordentlig Betydning for hele vort danske Samfund, foregaar for saa at sige tomme Ministerbænke«. Naar Handelsministeren endelig overfor Grev Holstein bemærkede, at de af denne fremsatte Udtalelser ikke gik ham til Hjertet, da der nu engang var altfor stor en Forskel mellem deres Opfattelser, var dette ogsaa aldeles forstaaeligt, idet Venstre-Regeringen nu ved flere Foranstaltninger havde vist, hvor magtpaaliggende det var den, under alle Omstændigheder at lægge de svære Byrder, der var forbundne med Landmandsbankens Rekonstrution, paa Skatteborgernes Skuldre, for paa denne Maade at tjene den jødiske Kapitalmagts Interesser.

I tredie Behandling understregede, Grev Holstein endnu engang, at Landmandsbanken efter hans Opfattelse var pilraadden, og at han fandt det baade sørgeligt og beskæmmende, at den ansvarlige danske Regering ansaa det for nødvendigt nu for tredie Gang at rekonstruere og for anden Gang, nu med udvidet Statsgaranti, at sikre en saadan Institutions Opretholdelse og Bevarelse. Det konservative Medlem Dr. Frænkel var betænkelig ved at stemme for Lovforslaget, da man ikke kunde overse dets Konsekvenser, og da man atter skulde tage den største Beslutning, som ogsaa Holstein havde sagt »med Pistolen for Brystet«. Men han var ogsaa betænkelig ved at godkende Regeringens Forslag, da man nu endelig maatte være opmærksom paa, »hvorledes der ligesom begynder at oparbejde sig en Stemning imod Parlamentarismen, og jeg tilstaar, at jeg frygter denne Stemning noget, fordi den arbejder meget stille og meget roligt, og fordi jeg ikke ved, hvad man skulde sætte i Stedet, naar man overhovedet vilde Folkestyre«. Det

85

radikale Partis Ordfører udtalte, at det sagligt vilde være aldeles uforsvarligt at paadrage Staten en Kautionsforpligtelse paa ca. 1200 Mill. Kr. eller et lignende Beløb; og at Partiet derfor vilde stemme imod. Regeringen mente trods alle de fremsatte Betænkeligheder at maatte fastholde Forslaget.Dog lykkedes det denne Gang ikke Ministeriet at faa saa stor en Tilslutning som ved September-Ordningen. Da den afsluttende Afstemning skulde finde Sted efter Udvalgsbehandling og langvarige Forhandlinger, blev LovforsIaget vedtaget:

i Folketinget med 73 Stemmer (Venstre og de fleste Konservative) mod 18 (de Radikale og Holstein), medens 48 Medlemmer (Socialdemokraterne, Frænkel, Fru Hauschultz og Lemvigh-Müller af de Konservative, samt det frisindede Landsparti) svarede: Stemmer ikke; 10 var fraværende;i Landstinget med 37 Stemmer mod 8 (de Radikale); Socialdemokraterne stemte ikke.

Socialdemokratiet vilde have stemt for Statsgarantien, hvis Venstre-Regeringen var traadt tilbage; de gjorde altsaa Sagen til et Kabinetsspørgsmaal, og da de ikke opnaaede en Regeringsændring, afholdt de sig fra Stemmegivning. At ogsaa de Radikale gik imod virker højst besynderlig, naar man holder i Erindring, hvorledes de under Verdenskrigen bidrog til Forøgelsen af Statsgælden og Statsudgifterne. Alene de sidstnævnte steg i Finansaarene 1914/15 til 1918/19 fra 111,4 Mill. Kr. op til 615,8 Mill. Kr. Nu vilde de altsaa være sparsommelige! Men det var jo alt kun det sædvanlige parlamentariske Spilfægteri. Alle de bundraadne parlamentariske Partier, ønskede faktisk endnu denne Gang, at Ordningen skulde gennemføres, men idet Socialdemokraterne og de Radikale var sikre paa, at Regeringen fik Flertal for sit Forslag, ønskede de at manøvrere sig frem imod det næste Valg ved formelt at stemme imod! Kort og godt: den ubegrænsede Statsgaranti for Landmands-

86

banken blev givet. Skatteborgerne hæftede med ubegrænset Ansvar for alle de Tab, Banken havde haft, og som den maatte udsættes for i den kommende femaarige Periode. Alt ialt androg Tabene, efter som

Stillingen nu var, i det Femaar, der gik forud for Rekonstruktionen i 1923, ikke mindre end 326 Mill. Kr. Ydermere havde Hjælperne allerede siden November 1922 lidt umaadelige Tab, Nationalbanken 55 Mill. Kr., Østasiatisk Kompagni 20 Mill. Kr., Store Nordiske 5 Mill. Kr. og Staten i hvert Fald 40 Mill. Kr. Situationen ved Rekonstruktionen karakteriseredes endelig derved, at Landmandsbanken i dette Øjeblik stod med en Gæld til Nationalbanken paa mindst 235 Mill. Kr. Hvorvidt disse Beløb var dækket gennem Aktiver, kunne dengang ikke oplyses. Men at Gældsforholdet endnu langt fra var afklaret maatte erkendes af alle og enhver, der vilde se Sandheden i Øjnene; givet var det ogsaa, at Forrentningsforpligtelserne under disse Omstændigheder maatte være enorme.

Skæbnesvangert for Bankens fremtidige Trivsel maatte det selvfølgelig blive, at ogsaa det nye Hold Landmandsbankledere havde samme Samfundsopfattelse som dem, der gik forud, de var Mænd, som navnlig var behersket af den Opfattelse, at det maatte være Statskassen, Skatteborgerne, der skulde betale. I saa Henseende var der slet intet ændret. Hovedledelsen laa fremdeles i en Jødes Haand, og Formanden for Bankraadet, Kammeradvokat Vagn Aagesen, var en Mand, der efter hele sin Indstilling følte sig inderlig knyttet til Jødedommen. *) Den nye Bankstyrelse veg heller ikke tilbage for, straks fra Begyndelsen af systematisk at vildlede Offentligheden med Hensyn til Bankens virkelige Stilling. Hvorfor skulde man dog sige Sandheden, naar man havde set, hvorledes Glückstadt med sin Gangstermoral havde gennemtrumfet sine Krav og i første Omgang havde bundet Nationalbanken og de kompetente Mænd indenfor Regeringen til Bankens Skæbne. Hvorfor skulde man

*) Jvf. ovenfor 4c, 1. Del, S. 439 flg.

87

dog ikke spille videre i samme Dur! Naar man listede sig varsomt og forsigtigt frem, vilde man jo - som Erfaringen tilfulde viste - naa meget videre, og derfor fastholdt den nye Bankledelse ogsaa den Uvederhæftighedens og Tvetydighedens Politik, som havde været bestemmende allerede for den gamle Bankledelse.

Da »Berlingske Tidende« anmodede Kammeradvokat Aagesen om Oplysninger vedrørende Bankens Udvikling efter September-Rekonstruktionen den 18. Nobr. 1922, da der gennem talrige Rygter atter var opstaaet Røre om Banken, og der navnlig var Tale om en paaviselig Aftagen i Forretningerne, svarede denne: »Det er mit bestemte Indtryk, at der er nu ved at falde Ro over Banken, og at man nærmer sig normale Forhold.« Med Hensyn til Udnyttelsen af Statsgarantien fremsatte Bankraadets Formand dernæst følgende fortrøstningsfulde Ord: »Finansministeren har med Rigsdagsudvalgets Billigelse tilskrevet Nationalbanken, at Staten uden Begrænsning af Beløbets Størrelse garanterede for de af Nationalbanken ydede Forstrækninger, men heldigvis ligger Situationen saaledes, at Landmandsbanken ikke har Brug for yderligere Midler og derfor slet ikke benytter denne Kredit.«. Til yderligere Beroligelse tilføjedes endvidere, at Bankbogindskudene (Aagesen taler om Sparekasseindskud) i Løbet af første Halvdel af November Maaned var bleven forøget med ca. 2 Millioner Kroner.

Altsaa var der slet ingen Grund til Foruroligelse. At Landmandsbanken allerede paa dette Tidspunkt havde begyndt at laane i Nationalbanken mod Depositum af Veksler og Værdipapirer, røbes der selvfølgelig intet om. Men denne Gæld var, som nævnt, indtil Begyndelsen af Februar 1924 steget til ialt 235 Mill. Kr., af hvilke 110 Millioner var optaget mod Depositum i Veksler, 54 Millioner mod Depositum af Værdipapirer og 71 Millioner mod Finansministeriets Kaution. De sidstnævnte Penge optoges umiddelbart før Rekonstruktionen indlededes. Situationen var altsaa katastrofal, i den Grad katastrofal, at det nye Bankraad, hvis Formand var den ligenævnte Hr. Vagn

88

Aagesen, truede med at lukke Banken Mandag den 5. Februar, hvis Staten ikke indtil dette Tidspunkt havde ydet ubegrænset Statsgaranti. Det var altsaa denne Udvikling, om hvilken denne Hr. Vagn Aagesen havde paastaaet den 18. November 1922, at den nærmede sig normale Forhold. Man maa herefter atter konstatere, at Grev Bent Holstein havde Ret, mere end Ret, naar han i denne Anledning hævdede den Opfattelse, »at den 3. Februar 1923 for Hr. Vagn Aagesen blev en Dommens Dag, som burde have sat Punktum for hans Virksomhed som Bankraadsformand«. Selvfølgelig fandt Holstein ikke Medhold i saadanne Anskuelser hos Regering og Rigsdag. Jøderne vidste, hvor god en Mand de havde i Hr. Aagesen, der gennem sin fremragende Indsats i Administrationen for den mosaiske Ungdoms Anbringelse til Kunst og Haandværk o.s.v. havde vist, at han fortjente deres Tillid, og naar Jøderne holdt ham, var det selvfølgeligt, at han ogsaa var Regeringens Mand.Og Komediespillet fra denne Kant førtes videre. Der var jo endnu saa mange jødefirmaer, der skulde holdes oven Vande saa længe som muligt, og derfor var det nødvendigt at holde skjult overfor Offentligheden længst muligt, hvor fortvivlede Forholdene var. At der ved denne Udskyden af en virkelig gennemgribende Ordning paaførtes Staten stadig stigende Tab, kunde selvfølgelig ikke forurolige disse Kredse, da det for dem nu engang var en uomstødelig Grundsætning, at den jødiske Finansmagts Reorganisation maatte ligge i Samfundets Interesser og at Landmandsbanken til Opnaaelse af dette Maal maatte kunne stille ubegrænsede Krav til Staten. I Efteraaret 1923 var det atter galt fat. Da tillod Grev Bent Holstein sig i Rigsdagsforhandlingerne angaaende Oprettelsen af en Kursegaliseringsfond den 15. Novbr. at paastaa, at Statsministeren nu i flere Forhold havde handlet ud fra falske Forudsætninger til ubodelig Skade for Landet, og at han nu atter var i Færd med at gaa paa Afveje. Thi, fortsatte han, »vi har set den højtærede Statsminister 3 Gange forudsætte, at een Rekonstruktion af Landmandsbanken vilde være tilstræk-

89

kelig; og nu har han beredt Sindene paa den fjerde og maaske største og mest skæbnesvangre Rekonstruktion af Landmandsbanken, idet det vistnok kan forudsættes, at den Ordning, vi nu har, ikke vil kunne holde til 1928«.

Hvad svarede Finansminister Niels Neergaard herpaa? Ja, han replicerer som følger:

»Jeg maa dog blot gøre en enkelt Bemærkning til det ærede Medlem Hr. Holstein. Der er mig intet som helst bekendt om, at den nuværende Ordning af Landmandsbankens Forhold ikke skulde kunne holde til 1928, ja, Udtalelser er mig tilmed bekendt fra dem, der har med denne Ledelse at gøre, og dem, der har Tilsyn dermed, som gaar ud paa, at Rygter, som har været fremme i den Henseende, er ganske grundløse og tilmed meget skadelige.«

Og Kammeradvokat Vagn Aagesen, hvis Ord saa sandelig dog maatte have det samme Upaalidelighedens Præg som Finansministerens Ord, dristede sig til i »Berlingske Tidende« for 17. November, at fremsætte følgende anmassende Erklæring:

»Grev Holstein har gjort sig til Talsmand for løse og uholdbare Forlydender, som jeg allerede tidligere har stemplet som forrykte. Jeg forstaar ikke, hvordan en Rigsdagsmand paa saa upaalideligt et Grundlag kan fremsætte offentlige Udtalelser af denne Art og derved bidrage til at skade Landet.

Iøvrigt er det umuligt, hver Gang Banken bliver angrebet, at tage til Genmæle derimod. Man maa vente, indtil Aarsopgørelsen foreligger, saa meget mere, som dette kun vil vare 3-4 Maaneder. Maaske kan Resultatet allerede være opgjort i Midten af Februar.

Det, som er det vigtigste, det, som det først og fremmest kommer an paa, er, at Banken er sund og levedygtig. Naar dette tages i Betragtning, er det mindre væsentligt, om den kommende Opgørelse vil udvise, at Stillingen er nogle faa Millioner ringere end det Resultat, man tidligere er naaet til, og mere kan jeg aldeles ikke tænke mig, at det drejer sig om. Selvom det bliver Tilfældet, forekommer det mig at være af ret underordnet Betydning for Statens Garanti,

sammenlignet med den Omstændighed, at den daglige Virksomhed er saa god, som man kan forlange, saaledes at Banken paa sin store gamle Forretning er i Stand til at indtjene et passende Overskud.«

90

Grev Bent Holstein blev ikke Svar skyldig, hverken overfor Kammeradvokaten, som allerede kort Tid forinden paa tilsvarende Maade havde imødegaaet Rygter i »Fyns Venstreblad«, eller overfor Finansminister Neergaard. Begge fik kraftigt Svar paa Tiltale i en Artikel: »Landmandsbankens 4. Rekonstruktion under Opsejling«, som offentliggjordes i »Nationaltidende« og i »Aarhus Stiftstidende« den 23. November 1923. Og Finansministeren (alias Statsministeren) blev desforuden allerede i Forhandlingen den 15. Novbr. gjort opmærksom paa, at han næppe havde Kompetence til at give Irettesættelser i det Spørgsmaal efter de tre Rekonstruktioner, han havde foretaget, hvorved Holstein pegede hen paa, at han selv allerede om begge de første havde forudsagt, at de ikke kunde holde. Og han knyttede til denne Tilbagevisning en Bemærkning om, at det forekom ham parodisk, at det var netop Statsministeren, der allerivrigst gjorde sig til Talsmand for, at Erhvervslivet skulde sanere sig selv. Hvorledes, spørger han, skal herefter til Eksempel alle de insolvente Debitorer i Landmandsbanken, som opretholdes alene ved Landmandsbankens statsgaranterede kredit, sanere sig? Og han kunde for den Sags Skyld ligesaa godt have spurgt, hvorfor Neergaard saa ikke fra Begyndelsen af havde krævet, at Landmandsbanken ligesom alle de andre danske Banker, der var kommet i Vanskeligheder, skulde sanere sig selv eller ogsaa likvidere. Og hvorfor krævede Neergaard det ikke nu?!-

Det kom, som Grev Bent Holstein og andre med ham havde forudsagt. Det kom, som Julius Schovelin allerede formodede i Forhandlingerne i Februar 1923, til den fjerde og femte Rekonstruktion. Dog lykkedes det det socialdemokratiske Ministerium, som tiltraadte i April 1924, at udskyde den næste Afgørelse til Foraaret 1926. Slutstenen i Reorganisationsarbejdet sattes derefter i 1927-28 af Ministeriet Madsen-Mygdal. Og Systempartierne, som i September 1922 havde rakt Fanden den lille Finger, maatte langt om længe give hele Haanden; havde man sagt A, maatte man ogsaa sige B, og de naaede ogsaa,

91

som Bent Holstein engang ironisk bemærker, at sige C og D og at komme hele Alfabetet igennem, indtil Æ, Ø og Aa.

e) Landmandsbank-Debatten i Folketinget 1.-15. Februar 1924.

Da Rigsdagen i September-Dagene 1922 vedtog Nedsættelsen af en Kommission til Undersøgelse af Landmandsbankens Forhold, bestod der Enighed ikke blot om, at der fra de Sagkyndiges Side skulde udarbejdes en grundig og udtømmende Redegørelse over Bankkatastrofens Aarsager, men ogsaa om, at Undersøgelsesresultaterne til sin Tid skulde gøres til Genstand for Forhandlinger i Rigsdagen. Da Bankkommissionens Beretning i Januar 1924 forelaa, svigtede imidlertid Modet hos Regeringen, og ligesom de borgerlige Partier allerede kort Tid i Forvejen efter Dommen over Harald Plum havde vist Betænkeligheder ved at lade det komme til en indgaaende Drøftelse og en kritisk Vurdering af de med Landmandsbanksvindelen sammenhængende Problemer *), saaledes søgte Regeringen nu efter Offentliggørelsen af Kommissionsberetningen at afværge en Debat. Der kan ikke være Tvivl om, at ogsaa det radikale Venstre helst vilde have undgaaet en Diskussion. Men Betænkelighederne indenfor dette Parti maatte vige navnlig af Hensyn til, at Koalitionspartiet, Socialdemokratiet, var forhippet paa at faa et Agitationsgrundlag for de tilstundende Valg, som skulde bringe det (eller dem begge) Sejren og Magten. Og da man nu fra denne Side trængte paa, maatte Venstre-Regeringen til sidst give Adgang til en Rigsdagsdebat. Storvasken skulde altsaa finde Sted, Storvasken for aabent Tæppe.

Den voldsomme og næsten endeløse Kontrovers fandt Sted i Sammenhæng med 1. Behandling af

Forslag til Lov om Tillægsbevilling for Finansaaret 1923-24. Det var sandelig ikke

*) Jvf. nedenfor Afsnit 8a, S. 272 flg.

92

Smaating, de Herrer Rigsdagsmænd i denne Omgang skulde have hinanden sagt. Dog: saa bunduenige de i mange Punkter vedrørende Landmandsbanken var, i eet var de selvfølgelig helt igennem enige, nemlig deri, at der aldrig maatte være Tale om Jødernes Ansvar. Paa dette Punkt var det betegnende nok Socialdemokratiets Førstemand Thorvald Stauning, som mente at maatte give Udtryk for en vis Utilfredshed med Undersøgelsens Resultater. Han syntes nemlig, at Beretningen maaske nok havde naaet at faa alle Jøder trukket frem, men at man sikkert havde glemt at stille de hvide Mænd, der var med i Spillet, i den rette Belysning. Stauning var som god Marxist særligt omsorgsfuld overfor de Fremmede og haabede vel, ved denne Manøvre at kunne lede Offentlighedens Opmærksomhed bort fra det specielle Ansvar, de jødiske Finansmænd havde.Men iøvrigt lagde Stauning sandelig ikke Fingrene imellem i sin Tale den 1. Februar 1924 i Folketinget, i hvilken han lagde Alt an paa at tvinge Regeringen til at gaa med til en Realitetsbehandling af Bankkommissionens Beretning.I denne Tale bemærkede han bl. a. indledende, at det ikke saa særlig godt ud, at Ministeriet søgte at hindre en saadan Forhandling. Han understregede fra først af, at der saa sandt ikke kunde være Tale om »Affære-Politik«,og at den borgerlige Presse ikke havde Grund til at bebude en »Skandaledebat«, da det ikke var dem, som ønskede en Debat om Sagen, der gjorde sig skyldig i Skandale, men at det vel var nok saa rigtigt ”at rette Bebrejdelsen mod dem, der har lavet Skandalerne, lavet det, der har givet Anledning til Debatten herom, til … Kapitalismens Kæmpeskandale i Danmark i de senere Aar«. Han pointerede, at det er »dette kapitalistiske Selskab, som har regeret heri Landet og regerede den Dag i Dag, regerer i Kraft af deres Penge, dette kapitalistiske Selskab, som støttes, værnes og beskyttes af de nuværende Magthavere, der har lavet Skandalen«. Og han fortsatte: »Hvis der er nogen Skandale at tale om, saa ret Bebrejdelsen derhen, hvor Svindelen er foregaaet, og hvor i øvrigt en Række mislige Affærer har fundet

93

Sted.« Efter denne Optakt foretog Stauning - som eneste Rigsdagsmand! - i sin 3 Timer lange Tale en indgaaende Undersøgelse af de i Beretningen fremførte Kendsgerninger, og gav derved i mange Henseender en rammende Karakteristik af det kapitalistiske Systems Udskejelser. Navnlig var det Børsjobberiet, der gjordes til Genstand for en sønderlemmende Kritik.

Et større Afsnit skal vise, hvortil Stauning sigtede med sine Angreb. Efter at have konstateret, at Billede for Billede i Bankkommissionens Beretning afslørede Misbrug og storstilet Svindel og vidtforgrenede Spilleselskaber med Milliontab, der sluttelig maatte bæres af det hele Samfund, bemærkede han bl. a: (Sp. 3437):

»Men der findes ikke blot Tab i denne Bog; der er ogsaa konstateret Gevinst for de mest beregnende, for de forsigtigste Spillebrødre, men Død og Ødelæggelse for Hasardspillerne. Den fortæller ogsaa om den danske Industris sørgelige Skæbne, om Højfinansens Herredømme over Industri og Handel paa den Maade, at Industrien og Handelen blev Indsats i et vildt forkasteligt Spil. Det drejede sig slet ikke om at fremme en Industri; det interesserede Spillebrødrene uendelig lidt, hvorledes det gik med Industrien, om det gik den godt eller daarligt, om den gav stort eller lille Overskud; i alt Fald i en vis Periode var det ganske underordnet.Det var et Spil om Aktier, en Spekulation i egne Aktier, udøvet af Direktørerne og deres Medspillere, de saakaldte Konsortier, og det synes at have været Hovedsagen for dem, der sad som de officielle Ledere af den danske Handel og Industri. Om Konsolidering af de industrielle Bedrifter, om Konsolidering af Skibsfart, Handel og Industri var der

slet ikke Tale; hvis man opsamlede Penge i en Periode, var det for at faa tilstrækkelig mange til en skønne Dag at kunne foretage en Fordeling til den Vennekreds, som i Forvejen havde bemægtiget sig alle Aktierne. Der var aldrig eller sjældent Tale om, at 20 Mill. Kr., som var opsamlet, skulde anvendes til nye industrielle Fremskridt, gavnlige Maskiner eller Indretninger i den industrielle Bedrift; nej, naar der laa 20 Mill. Kr. i Kassen, var man sikker paa at se 100 eller 200 Aktionærer halse frem for at faa fat i disse 20 Mill. Kr. Vi ser Bankens Ledere - Lederne af denne store Landmandsbank, som i sig selv var et Kæmpeforetagende, og hvor Lederne fornuftigvis, naar de skulde lede en saadan Bank paa en for Samfundet betryggende Maade, havde fuldt op at gøre med at lede denne Bank –

94

vi ser dem som selvstændige Ledere af talrige Selskaber, Skotøjsselskaber, Handelsselskaber, Kabel- og Traadfabrikker og meget andet, Dampskibsselskaber o.s.v. Rundt om i disse Selskaber, der var ledet i en stor Svindelperiode med Spil rundt om, ser vi Lederne af Landmandsbanken gaa igen som Ledere af disse industrielle Foretagender, der atter financieredes af den Bank, der i Grunden var Leder af dem. At dette Forhold i Tider som dem, vi har oplevet, maatte blive skæbnesvangert, er jo selvfølgeligt. At Bankens Ledere sidder og bevilger Kapital til en Række Selskaber, hvis Topfigurer de selv er, kan ikke være betryggende. Det viser, hvilken Mangel der har været ved den hidtil bestaaende Aktie- og Banklovgivning; al Kontrol og sund Bedømmelse af disse mange Foretagender, der skulde financieres, var jo udelukket; det drejede sig for dem, der sad ved Ledelsen i alle disse Selskaber, om at holde Møllen gaaende det længst mulige for at skaffe Tantième og Penge til Uddeling, om at skaffe Avancer til Spekulation i Aktier og om at skaffe nye Aktieemissioner, etableret med Salg af nye Aktier til mægtige Kurser tilsyneladende, men vel at mærke uddelt til en snæver Vennekreds til en lav Kurs med det Formaal, at de Dagen efter kunde skaffe sig en mægtig Fortjeneste. Saaledes har Livet været for Industrien og Erhvervsvirksomheden under Kapitalmagtens Herredømme. Der var jo mange, der lod sig blænde af disse Spekulanter, mange godtroende, som, naar de saa Spekulanterne kaste sig ind i dristige Opkøb af Aktier til vanvittige Priser, fulgte efter og tænkte: Gud bevares, det maa være guldrandede Papirer - var det ikke det, man kaldte Papirerne med de mægtige Udbytter og høje Kurser? - godtroende Folk kastede sig, følgende det slette Eksempel, over disse Spekulationer, og de led altid Tab, fordi de manglede Kendskab til de virkelige Love for denne landsskadelige, landsfarlige Spekulation, som foregik i de Tider.«

Det kan ikke nægtes, at der her gives en ligefrem glimrende Fremstilling af det kapitalistiske Systems samvittighedsløse Børsjobberi, blot forstaar man ikke, at netop Stauning, som indtraadte i Regeringen Zahle den 30. Septbr. 1916 og dermed selv var Minister i det Tidsrum, da den mest løsslupne Spekulation og Svindel hærgede Landet, skulde være kaldet til at udøve en saadan Kritik. Men han gør det, og han fortsætter ufortrødent med saadanne Anklager. Han beskæftiger sig bl. a. med Emissionen af Ballin-Aktierne i Efteraaret 1916, citerer Bircks Betragtninger om Sagen i Beretningens Bilag S. 309 og hæfter sig navnlig ved Bemærkningen om, at der blandt dem,

95

som stræbte efter at faa fat i nogle af de nye Aktier, fandtes mange smukke Navne, »som ifølge deres Stilling var en Vennetjeneste værd«, og at det overfor saadanne Forhold vilde have været halsløs Gerning at kritisere Aktieemissionen. Han beklager, at disse Navne paa Finansmændenes særlige, nærstaaende Venner, som ansøgte om en Naadegave, en Foræring af Ballin, ikke var bleven offentliggjort. Men i Forvisningen om, at han om føje Tid selv vil være Landets Statsminister - det var ogsaa et Fjerdingaar senere Tilfældet - trøster han sig med, at denne Mangel engang vil blive afhjulpet. Offentliggørelsen vilde saa nok vække adskillig Forundring, saadan som Februar-Kontoens Bekendtgørelse i netop dette Øjeblik havde gjort det. Selvsikkert bemærker han: »De kommer nok frem en Gang, det nærer jeg ingen Tvivl om.« Han kræver fuld Klarhed over Glückstadts Vennekreds og forlanger derfor, at ogsaa Navnene paa de andre Konti, som svarede til Februarkontoen, skulde blive gjort tilgængelige for Offentligheden, og han henstiller til Regeringen Neergaard at foretage det fornødne. Thi, siger han: »Ellers tvinger de jo os, som har en eller anden Viden, til før eller senere at bruge den paa Trods af Bestræbelserne for at holde den skjult.« *)

Efter at have beskæftiget sig med Højfinansens forskelligartede Bestræbelser for at udøve Indflydelse paa Rigsdag og Regering gik det socialdemokratiske Partis Ordfører til Slut over til en mere indgaaende Behandling af den Stilling, Landstingets Formand Højesteretssagfører Bülow samt Finansministeren (Neergaard) og Udenrigsministeren (Cold) kom til at indtage efter Kominissionsberetningens Offentliggørelse. Stauning gjorde gældende, at alle tre Mænd gennem de nu foreliggende Oplysninger var bleven kompromitteret i den Grad, at det

*) Jvf. ovenfor 3f, 1. Del, S. 378. Det skal her gentages, at Stauning hverken i den ene eller anden Retning skaffede yderligere Klarhed, efter at han selv var kommet til Magten. Alle disse Forsikringer, som fandt kraftig Genlyd i ”Socialdemokraten«, var Bluff, det rene Bluff!

96

næppe mere kunde forsvares, at de bevarede deres Stillinger i det offentlige Liv. Beretningen havde paavist, at Bülow ofte havde bidraget til at fremskaffe tvivlsomme Resultater ved sine Aktioner til Fordel for Landmandsbanken, og at hans Sammenblanding af Interesser ved Lejlighed havde forvoldt mere Skade end Gavn. Ved utallige Lejligheder havde det vist sig, hvor betænkeligt det var, at han indtog en Dobbeltstilling som Nationalbankens Formand, som Sagfører og Raadgiver for Landmandsbanken og ovenikøbet som Landstingets Formand, bortset fra, at han havde ladet sig honorere fra Landmandsbankens Side paa en Maade, der aabenbart maatte virke anstødelig i Kredse, der endnu holdt paa offentlig Moral. Særligt indgaaende dvælede Stauning derefter ved Colds Transaktioner. Selvom det blev paastaaet - endog af Prof. Birck - at Cold paa ingen Maade havde forset sig, maatte det fastholdes, at Cold siden 1912 havde været Medlem af et Konsortium - i hvilket bl. a. ogsaa Richelieu og Glückstadt var Medlemmer - for at opkøbe sit eget Selskabs, - D.F.D:S.s, - Aktier, forsaavidt de endnu befandt sig paa tyske Hænder. Disse Transaktioner skulde vidne om patriotisk Virksomhed, men de indebar ikke desto mindre Handlinger, som i en Række Lande ansaas for saa skadelige, at de var strafbare. Stauning beskæftigede sig ogsaa med Cold-Interviewet af 11. Juli 1916, samt med D.F.D.S.s Opkøb af Gorm-Aktier for 54 Mill Kr., d.v.s. til en Pris, der efter Bankkommissionens maatte have ligget 24 Mill Kr. over den reelle Værdi. Stauning bemærkede endvidere, at Cold ved sit Samarbejde med Glückstadt i de omhandlede Transaktioner, saavidt det i det enkelte lod sig paavise, gennem tre Aar havde haft en Fortjeneste paa 434.000 Kr. Iøvrigt gjorde han gældende, at Stats- og Finansminister Neergaard altid havde været afhængig af Glückstadt, og at navnlig Stiftelsen af de fire Dollarlaan havde vist, »i hvilken Grad Glückstadt havde en Finger med i Spillet«. Bankkommissionens Beretning lod klart erkende, »at det var ved disse Laan ikke Finansministeren (Neergaard), men Glückstadt, der

97

ledede paa en ganske anderledes Maade, end man fik Indtrykket af, da Finansministeren for nogle Maaneder siden gjorde Rede for Sagen her«.

Dog den alvorligste Anklage rettede den socialdemokratiske Partifører mod Venstre og de Konservative, idet han paapegede, at Staten var gaaet med til en omfattende Statsgaranti for den rekonstruerede Landmandsbank, uden at Staten samtidig sikrede sig den fornødne Indflydelse og kontrollerende Myndighed. Han mente herom, at netop derved, at man i Realiteten havde givet den private Bank »Statskassen til Anvendelse uden virkelig Kontrol«, havde man sammen med alt det andet givet »fældende Vidnesbyrd om Regeringens privatkapitalistiske Karakter og om dens Interesse for Højfinansens Redning«. De borgerlige Partier havde aldrig villet rejse Hindringer for Spekulantmuligheder.

»Jeg minder,” fortsatte han, »i den Henseende om, Behandlingen af den sidst vedtagne Lov om

Banker, ved hvilken man positivt modsatte sig Foranstaltninger, som Forbud mod Spekulation i egne Aktier og Forbud mod, at Bankers Ledelse deltog i Ledelsen, af industrielle Selskaber o.s.v., Forslag, som blev fremsat fra socialdemokratisk Side, og som, hvis de var blevet vedtaget, vilde have forskaanet Samfundet for i alt Fald en Del af de Ulykker, som Landmandsbankkorruptionen nu har ført med sig.«

Stauning resumerer, at Regeringen skulde tage Konsekvensene af de nævnte Ministres Fejlgreb og lette sig Besværet ved at faa nye Valg udskrevet snarest muligt.

I Folketingets Forhandlinger den 5. Februar 1924 forsøgte Landsdommer Victor Pürschel at beskytte sit Parti, de Konservative, mod den Beskyldning, at det ikke havde foretaget sig noget effektivt for at stække Højfinansens Magtvilje. Pürschel mente, at Lemvigh-Müllers Fremstød i Oktober 1921 dog

98

var et Bevis paa, at Partiet i Tide havde erkendt den Fare, Landmandsbanken som Følge af de Glückstadt'ske Spekulationer var stedt i. Pürschel vovede at fremsætte en saadan Paastand, uden naturligvis paa nogen Maade at kunne afkræfte den mod Partiet rettede Beskyldning, at det fra Højfinansens Side havde faaet Mundkurv paa, og at man senere »intet hørte fra det konservative Parti, før alle vidste Besked«.

Den radikale Venstremand Ove Rode, som i selve Spekulationsperioden som Landets Indenrigsminister havde udøvet en aldeles afgørende Indflydelse paa Samfundets økonomiske og sociale Forhold, kom i Anledning af Thorvald Staunings Fremstød i den for ham selv og hans Parti mindre behagelige Situation nu ogsaa at maatte slaa Følge. Han havde allerede i Forhandlingen den 1. Februar 1924 i nøje Overensstemmelse med Stauning stillet det formelle Andragende, at der ikke blot maatte gives »en fuldstændig Udskrift af Kontoen for Konsortiet af 1. Februar 1917, men ogsaa af Kontoerne British Bank of Northern Commerce, de forskellige Konsortier af 24. April 1918, Østasiatisk Kompaginis Opkøbskonto A og de andre af Bankens Kontier, hvorpaa der til forskellige Tider optoges de i Bankkommissionens Beretning omtalte »særlige Kunder«, for hvilke Banken direkte eller indirekte spekulerede, og som derfor ifølge Beretningen nød særlige Begunstigelser««. Da Rode derefter i sin store Tale den 5. Februar 1924 forsøgte at vælte Hovedskylden for de ved Landmandsbankens Sammenbrud forvoldte store Tab over paa Venstreministeriet Neergaard, bluedes han ikke over ved dristige Paastande at frigøre Zahle-Ministeriet for alt Ansvar. Bl. a. hævdede han, at Landets samfundsøkonomiske Tilstand og Statens finansielle Tilstand var usædvanlig god, da det sidstnævnte Ministerium, som han selv tilhørte, fratraadte i Slutningen af April 1920. I skarpeste Modstrid med Sandheden erklærede han, at »samfundsøkonomisk var Landets Tilstand den, at medens vi før Krigen havde haft en mægtig Gæld til Udlandet, var denne nu fuldkommen afviklet, et Tilgodehavende paa 1000 Mill. opnaaet, og dette

99

var anvendt til at fylde de tømte Lagre, til at genoprette Besætningerne og forbedre Virksomhederne.« Han paastod endvidere, hvad maaske ikke var helt urigtigt, at Landets Driftsvirksomheder ved Slutningen af Krigen i Virkeligheden var i langt bedre teknisk Stand end før Krigen. Men iøvrigt kunde den førstnævnte Paastand selvfølgelig aldrig holde Stik, tværtimod gjorde den fhv. Indenrigsminister sig her skyldig i en uvederhæftig Argumentation, man længe skal søge Magen til. Thi en Kendsgerning var det, at dette Nettotilgodehavende overfor Udlandet paa ca. 1000 Mill. Kr. var tilstede ultimo 1918, men at Finansminister Edvard Brandes allerede i Foraaret 1919 i Rigsdagen varslede den truende Finanskatastrofe, og at de mægtigste Tab blev paaført Samfundet netop gennem den store Importspekulation, der blev paabegyndt under Krigen, og som naaede sit Højdepunkt 1919, samt gennem Børssvindelen, der havde saa rige Udfoldelsesmuligheder netop under det radikale Ministerium. Naar de rene Spekulationstab, som er

opstaaet efter Krigen, ifølge det statistiske Udvalgs Beretning til Valutakommissionen maa opgøres til godt 1 Milliard Kroner (godt 500 Mill. Kr. ved Landmandsbanken, samt 600 Mill. Kr., som paa anden Maade har unddraget sig den regnskabsmæssige Opgørelse) staar det uden for enhver Tvivl, at Hoveddelen af disse formidable Tab falder under Zahle-Ministeriets Ansvar. Allerede ultimo 1920 beløb Danmarks Nettogæld overfor Udlandet sig til 800 Mill. Kroner! Paa samme Maade gør Rode sig skyldig i en helt igennem uforsvarlig Bevisførelse, naar han søger at gøre Venstre-Regeringen ansvarlig for Inflationen og den derved fremkaldte Dyrtid. Inflationen satte ligeledes ind, da Zahle-Ministeriet endnu sad ved Styret; ultimo 1918 stod Kronen endnu i Pari, men dennes Guldværdi var sidenhen for nedadgaaende, og Kronens Købeevne var allerede under Krigen bleven kraftigt forringet og sank - naar Detailprisniveauet for 1914 sættes lig 100 - i 1915 til 86 pCt., i 1916 til 74, 1917 til 65, 1918 til 55, 1919 til 47, 1920 til 38! Forsaavidt Rode i sin Tale polemiserede

100

mod de saakaldte Madsen-Mygdalske fejlagtige Valuta-Teorier, der gik ud paa, at en faldende Valuta vilde give fordelagtige Afsætningsbetingelser for de indkøbte Lagre, burde han have taget Hensyn til, at det var hans eget Ministerium, Zahle-Ministeriet, der paaførte Samfundet Inflationen med velberaad Hu, fordi det gik ud fra, paa denne Maade bedst at kunne tjene Højfinansens Interesser. Dette vidste Rode selvfølgelig bedre end nogen anden; desto dristigere er det, at han den 4. Februar 1924 rettede Bebrejdelser af den her omhandlede Art mod Venstreregeringen for den Inflation, for hvilken hans eget Ministerium i første Række havde Ansvaret.

Iøvrigt afholdt Rode sig fra en altfor indgaaende Omtale af selve Spekulationen, saaledes som den skildres i Bankkommissionens Beretning; han indskrænkede sig nærmest til at konstatere, at Bankens Sammenbrud i det væsentlige var en Følge af, at den blev organiseret som Spekulationsbank, og at den samlede alt for meget af Bankens Kapital paa visse enkelte, store Grupper. Om Sammensætningen af disse Grupper røbes selvfølgelig intet som helst. Rode mener at maatte hæfte sig ved nogle Uklarheder og Uoverensstemmelser i Beretningen, beskæftiger sig med Bankens særlige Kunder, hvorved han navnlig retter en ondskabsfuld Kritik mod de Personer, der nævnes paa Februar-Kontoen og mod den Kreds, hvori Glückstadt færdedes, adelige Damer, Hoffet, Prinser og tillige andre, som Glückstadt mente at kunne have Nytte af. Han fortsætter: »Der nævnes ofte Spekulationer af Damer, som synes foretaget uden deres Mænds Vidende, bag disses Ryg. Jeg maa sige, jeg tror nu ikke saa overmaade meget paa denne Spekulation af en Hustru bag Mandens Ryg. Derimod véd jeg, at Eva er let at friste, og at naar Slangen henvender sig til Eva, og Eva byder Adam Æblet frem, saa nyder Adam deraf, navnlig naar han kan æde Æblet uset«. Rode beskæftigede sig endvidere med de specielle Kunders retslige Stilling overfor Banken og behandlede særligt indgaaende Emissionen af Ballin-Aktierne i Efteraaret 1916 og den dermed forbundne skandaløseSpeku-

101

lation, henholdsvis Favorisering af bestemte Spekulantkredse, som ganske tydeligt i Beretningen, Bilag S. 339, karakteriseredes som Bestikkelse. »Hvad Nytte er det for Samfundet«, spurgte det radikale Venstres Ordfører, »at 3 Mænd sidder med Kendskab til denne Liste og maaske den Minister, under hvem Kommissionen har sorteret«. Nej, her maatte Navnene frem for Offentligheden for at faa undersøgt, om Sigtelsen for Bestikkelse var rigtig og for at forhindre, at det store Værk skulde blive et nyt Arnested for Mistillid, Tvivl og Mistænkeliggørelse. Rode søger altsaa krampagtigt at bevare Skinnet, hykler Harme over Raaddenskab i offentlige Forhold, en Harme, han ikke følte, saalænge han selv var ansvarlig Minister. Sit egentlige Sindelag røber han imidlertid, naar han forarget vender sig mod Prof. L. V. Birck, fordi denne havde tilladt sig at offentliggøre Undersøgelser ud over det, der allerede var bekendtgjort i Beretningen.

Dristigt beskylder han Birck for Partiskhed. »Jeg har«, siger han, »det Indtryk, at Professor Bircks Mening er denne, at han vejer Menneskene, undersøger, hvad der efter hans Skøn har betydet noget, noget godt eller daarligt; og hvis han saa efter sit Skøn faar et Minus ud, falder der en haard Haand, men hvis han efter sit Skøn faar et Plus ud, glider der en let Haand henover vedkommende«. Ved anden Lejlighed bemærkede Rode, at han nærede megen Sympati for Birck, men at han, dog havde det Indtryk, at han til syvende og sidst løftede Sløret for noget for derefter at sænke det over noget andet, han ikke rigtigt vilde være med til at fordømme (hvorved Rode navnlig tænkte paa Cold-Sagen), og at han derved søgte at undgaa hensynsløst at blotte det, saaledes som det ellers var hans Opgave. Og da Rode hertil knyttede en lille Fortolkning af den Opfattelse, Birck selv maatte have haft om sit Hverv, med disse Ord: jeg kan maaske sige: saaledes som han har gjort det til sit Livs Opgave«, replicerede det konservative Medlem af jødisk Æt Arnold Fraenkel paa meget karakteristisk Maade med Ordene: "Ok Gud, han er saamænd ikke saa indviklet”.-

102

Det centrale i hele det Rode'ske Indlæg var imidlertid Angrebet mod Ministrene Cold og Neergaard. Her slog han haardt til, og selvom dette Fremstød skulde tjene til at bortlede Opmærksomheden fra den ansvarsløse Politik, Zahle-Ministeriet havde paa sin Samvittighed, kan det ikke hævdes, at de i denne Sammenhæng fremsatte Anklager savnede Berettigelse. Tværtimod! Lad gaa, at Cold, som Birck hævdede, ikke havde forset sig i særlig Grad, en Kendsgerning blev det, at han havde spekuleret i sit eget Selskabs Aktier - ogsaa efter den Periode, da denne Spekulation efter Foregivende skulde have tjent patriotiske Formaal - en Kendsgerning var det, at han var en af Glückstadts Spillebrødre (ikke mindst som Medaktionær i det famøse Nordisk Oversøisk Handelsselskab, hvor Terminsspekulanterne Theo. Kliatschko og Mayer Katz høstede deres store Triumfer!), en Kendsgerning var det endvidere, at Cold-Interview'et af 11. Juli 1916 efter Omstændighederne maatte give - og ogsaa gav - Anledning til al Slags Mistænksomhed. Rode mener ikke, at Cold gav dette Interview i Spekulationsøjemed, thi en saadan Handling kunde man ikke tiltro ham. Han havde snarere handlet saadan, som det dengang var almindeligt gængs, idet det jo endnu ikke ansaas for forkasteligt, at Mænd spekulerede i deres eget Selskabs Aktier og derved udnyttede »den sikre Viden, man havde om Selskabet, som noget, man havde Lov til«. Men det maatte bebrejdes ham, at han havde handlet uforsvarligt, og at Interview'et havde givet Anledning til Misbrug. Og Rode spørger desuden med Rette: »Hvad vil den Mand sige, som i Tillid til denne Erklæring har skilt sig af med sine Aktier, naar han senere ser, at Direktøren - han, som vidste Besked - selv har solgt disse Aktier tidligere til 50 pCt. over den Værdi, som han siger, at de virkelig har, og senere atter har købt ind til en langt, langt højere Pris? Med hvilken moralsk Ret kan en Direktør, der selv har været inde i en Spekulation med sit eget Selskabs Aktier, træde saadan frem?« Ove Rode slutter heraf, at Cold aldrig burde have modtaget Statsministerens Tilbud

103

om at lade sig udnævne til Udenrigsminister. Ligesaa bestemt vedkender han sig den Opfattelse, at Neergaard manglede alle Kvalifikationer som Finansminister, eftersom han havde vist sig som et viljeløst Redskab i Glückstadts Haand. Bankkommissionens Beretning havde godtgjort, at Glückstadt havde presset de udenlandske Laan igennem, da han navnlig vilde benytte sig af den fremmede Valuta for at forhale sin egen Banks Sammenbrud. Rigsadvokatens mærkelige Ord, hvorefter Glückstadt havde ladet Staten optage Dollarlaanene, var nu fuldt opklaret, thi nu vidste man, at disse dyre Laan var bleven stiftet paa Glückstadts Foranledning. Til Slut paapegede Rode, at Neergaard ogsaa i Efteraaret 1921 havde fulgt Landmandsbankens Direktiver den Gang, han den 12. November 1921 tog Ordet i Folketinget for at imødegaa Lemvigh-Müllers Kritik mod Landmandsbanken og Firmaet L. M. Levin & Co. og for derved at sikre Glückstadt mod Statens Indgreb.

Dog, haardest ramte Rode Udenrigsminister Cold, da han henviste til, at det netop var ham, der havde talt mod Indførelsen af den af Regeringen foreslaaede Fragtskat, som havde kunnet udnytte en Del af de kolossale Fragtstigninger til Fordel for Samfundet, til Sikring nemlig af Midler til en senere Genopbygning af Handelsflaaden. Cold havde i bevægede Ord protesteret mod denne Fragtskat og selvfølgelig fundet Støtte hos de borgerlige Partier, idet han bl. a. havde hævdet, at man vilde fratage hans Selskab ikke mindre end to Skibe af Frederik VIII's Størrelse, hvis man ophøjede Skatteforslaget til Lov. Derved vilde man berøve Selskabet Muligheden for Konsolidering og Udvikling. Alt sattes ind paa at skræmme Regeringen fra Indførelsen af en Fragtskat - og derefter satte D.F.D.S. hele Formuen til ved vanvittige Spillekøb om andre Skibe, hvorved der bl. a. betaltes 24 Mill. Kr. for meget for enkelte Skibe, som købtes af Søfartsselskabet, Dampskibsselskaberne Gorm, Viking osv. Hvor lykkeligt vilde Landet ikke have været stillet, hvis den vanvittige Stigning i Skibspapirer, som dannede det egentlige Grundlag for det fantastiske Børs-

104

jobberi, var bleven forhindret ved Indførelsen af en klækkelig Skibsfragtskat? Men, føjer Rode til:»Det er ikke blot for at sige dette, men ogsaa for at sige, at underligt virker det at vide nu, at den 1. Februar 1916,

da Direktør Gold kom i Rigsdagens Udvalg for at holde denne Tale, var hans Spekulationer i Landmandsbanken, i Det Forenede Dampskipselskabs egne Aktier i rivende Udvikling. Det er just dette Tidspunkt, da Spekulationen finder Sted. Det er herom, der staar i Bankkornmissionens Beretning: »I Aaret 1915 blev der spekuleret livligt hos Vekselerfirmaet I. M. Levin & Co. i D.F.D.s. Aktier, saaledes at Direktørerne E. Glückstadt og O. Ringberg deltog i disse Spekulationer, der som Regel financieredes fuldstændigt af Landmandsbanken. Spekulationerne angik hyppigt samme store Papirposter, der gik fra Konsortium til Konsortium, saaledes at Deltagernes Kreds udvidedes eller indsnævredes, efter som Forholdene opfordrede dertil. Det maa antages, at Direktør Cold har deltaget i nogle af disse Konsortier, idet der i Tiden fra 13. September 1915 til 17. Marts 1916 er krediteret hans Konto i Banken i alt ca. 180.000 Kr. hidrørende derfra«. Altsaa, den 1. Februar, da Kampen om Fragtskatten havde taget den Højde, at Direktør Cold indfandt sig i Udvalget, var disse Spekulationer i Gang; man havde foretaget nogle Udbetalinger, og der forestod nogle endnu. Jeg skal gøre opmærksom paa, at da jeg mødte Direktør Cold i Landstinget ved en Tale, som jeg holdt den 17. Marts til imødegaaelse af Udtalelser af ham andetsteds, fremhævede jeg, at i den korte Tid, i de 3 Maaneder, Lovforslaget havde været til Behandling i Rigsdagen, var Aktierne steget 54 pCt. Denne Dag, den 17. Marts, da jeg konstaterede dette, var netop den sidste Dag, da Direktør Cold spekulerede, den Dag, da hans Spekulationer slutter«.

Der kan næppe være Tvivl om, at disse Betragtninger ramte særlig haardt, og det er forstaaeligt, at disse haarde Angreb, rettet saavel af Stauning som af Rode mod Regeringens Medlemmer, og sandelig rammende et ømt Sted, maatte afføde en heftig Reaktion fra Modpartens Side.

Ikke mindre end fire Ministre tog Ordet til Imødegaaelse af Angrebene: Stats- og Finansminister Neergaard og Udenrigsminister Cold den 6. Februar, Justitsminister Rytter og Indenrigsminister Krag den 7. Februar 1924.

Statsminister Niels Neergaard imødegik straks Paastanden om, at Glückstadt paa nogen Maade skulde have tilskyndet til

105

Optagelsen af de udenlandske Laan; ej heller Bankkommissionens Beretning gav noget Holdepunkt for Rigtigheden af en saadan Formodning. Det første Laan af 1920 var af alle bleven anset for en ubetinget Nødvendighed, og Spørgsmaalet havde kun været, om det skulde være et indenlandsk eller et udenlandsk

Laan. Med Hensyn hertil havde han desuden holdt sig til det Standpunkt, som ogsaa Nationalbanken og Valutakommissionen havde indtaget, det Standpunkt, at det vilde være umuligt at fremskaffe de til Overtagelsen af Nordslesvig fornødne Midler paa det indenlandske Pengemarked, og at man derfor var henvist til amerikansk Kapital. *) Udenrigsminister Cold ansaa sig for ligesaa uangribelig. Han paastod ligesom Neergaard med Hensyn til sin Stilling til Glückstadt, at han aldrig havde hørt til denne Mands Tafelrunde, at han tværtimod stod Bankdirektøren personlig fuldkommen fjern.

Sine spekulative Transaktioner ansaa han aldeles ikke for betænkelige, ligesom han mente, at Opkøbene af Skibene fra »Søfarten« og »Gorm« var aldeles upaaklagelige, da den Pris, der betaltes, laa omkring Halvdelen af den dengang gældende Markedspris; medens han rigtignok aldrig burde have købt Selskabet »Viking«. Selve de Kendsgerninger, som dannede Grundlaget for de mod ham rettede Angreb, afkræftedes imidlertid ikke ved denne hans Redegørelse.

Da endelig Ministrene Rytter og Krag tog Ordet den 7. Februar, kom det til et kraftigt Opgør mellem de to stridende Parter. Justitsminister Svenning Rytter forsvarede overfor Rode den Undersøgelsesmetode, der var bleven anvendt, og gjorde derefter en - rigtignok mislykket - Indsigelse mod Rodes Paastand om, at Bankinspektørens Undersøgelse af Landmandsbankens Forhold i Juni 1922 var ”udefra foranlediget«. Rytter postulerede haardnakket, men Rode protesterede ligesaa haardnakket. Om Ordskiftet beretter Rigsdagstidende: »Rytter: Det er offentligt sagt, at Bankinspektøren greb ind,

*) Jvfr. ovenfor 2d, 1. Del, S, 167 flg.

106

fordi det Medlem af Ministeriet, der har med Bankvæsenet at gøre, foranledigede det. (Rode: Paa Foranledning af en anden!) Rytter: Altsaa fordi det Medlem havde foranlediget det. (Rode: Paa Foranledning af en anden!) Rytter: Altsaa var det ikke udefra foranlediget. (Rode: Udefra foranlediget!)« Efter at Folketingets Formand derefter havde gjort Rode opmærksom paa, at han ikke maatte diskutere fra sin Plads, bemærkede Justitsministeren: »Det er Ministeren, der har Ansvaret, og Ministeren greb altsaa ind i Juni 1922«. - Hvorefter det altsaa, hvis man ellers kan vurdere Sammenhængen, maa konstateres, at Rodes Erklæring i dette Tilfælde maa staa til Troende, og at det ikke var daværende Handelsminister Tyge Rothe, men en anden Instans, der gav Stødet til Undersøgelsen.Dog var Rytter heldigere med sit Forsvar, da han senere gjorde opmærksom paa, at de Radikale selv i 1921 sandelig ikke var interesserede i en almindelig Undersøgelse af Landmandsbanken, og at deres Finansminister jo følte sig nærmere knyttet til Emil Glückstadt end nogensomhelst anden Minister. Og derefter foretog Rytter sig noget, der nærmest virkede, som om der blev kastet en Bombe, idet han nemlig citerede et Brev, som Brandes saa sent som Oktober 1921 havde sendt til Glückstadt i Anledning af Landmandsbankens Jubilæum. Af Rytters Tale, med Rodes Afbrydelser, citeres hertil følgende:

»Hvad skrev da den daværende Finansminister, den Minister, som det ærede Medlem Hr. Rode har sluttet sig til i en længere Aarrække? Han skrev: » Jeg iler med at lykønske Banken til, at der i Spidsen for den staar en Personlighed, hvis Lige dansk Bankvæsen ingen Sinde har kendt i Evnerigdom, Villiesikkerhed og verdenskendt Indsigt og Vidsyn«. Og den tidligere Minister slutter med en Udtalelse om, at Landets økonomiske Trivsel nu er knyttet til Bankens Virksomhed.

107

Saaledes var Ordene. (Rode: Hvad er det for et Dokument, De læser op?) Jeg har nu anført, hvad den tidligere radikale Finansminister ... (Rode: Hvorfra har De det?«) ... Dr. Brandes har udtalt ved

Landmandsbankens Jubilæum. Det var hans Ord. Jeg mener derfor, at naar det ærede Medlem Hr. Rode udtalte, at der blev grebet ind ude fra, saa er det forkert«.

Justitsminister Rytter var ogsaa i anden Henseende meget ubehagelig overfor de Radikale, specielt overfor Hr. Rode. Han spurgte, hvorfra dog de Personer, som saa drabeligt kæmpede for at faa Ballins Aktier i Efteraaret 1916, skulde vide, at de i Virkeligheden modtog Bestikkelser, eftersom dog Ballin dengang »i stor Udstrækning var Regeringens T'illidsmand« og dens Raadgiver paa store Omraader. De Folk, som her tog Aktier, beholdt dem dog kun i Tillid til, at de befandt sig i godt Selskab, og hvorledes kunde de ogsaa tro anderledes. Thi, fortsatte Justitsministeren:

»De vidste om Hr. Ballin, at han var Regeringens Raadgiver og Tillidsmand, som jeg har sagt. De vidste yderligere, at det ærede Medlem Hr. Rode havde sagt god for vedkommende. Den 29. Oktober 1917 sagde det ærede Medlem Hr. Rode god for Ballin her i Rigsdagen. Det ærede Medlem drog andre Medlemmer frem, der havde kritiseret, at man benyttede Hr. Ballin og Hr. Heilbuth saa stærkt som man gjorde, og sagde til disse Medlemmer: Vil De ikke sige mig, hvorfor De kritiserer dette? Og det ærede Medlem optraadte meget kraftigt derimod. Hvordan skulde saa Folk egentlig tro, at de ikke kunde have Tillid til det Selskab? Foruden det ærede Medlem Hr. Rodes Udtalelser var der ogsaa Udtalelser, af den tidligere radikale Minister Hr. Weimann, som ved en Generalforsamling i Juni 1918 udtalte følgende, som jeg med den højtærede Formands Tilladelse skal oplæse: »Selv under den nuværende væsentlig paa privat Initiativ baserede Samfundsorden kan Hovedvægten imidlertid ikke ligge paa, at Aktionærernes økonomiske Interesser fremmes og betrygges. Hovedsynspunktet maa være at fremme og betrygge dansk Arbejde«. Og senere: »Naar saa mange Mennesker tillidsfuldt lægger deres Midler i Deres, Hr. Direktør Ballins, Haand, saa er det ikke Styverfængere, der kommer for at stryge Rigsorterne; vi er »Godtfolk«, som mener, at vi, samtidig med at varetage vor Egeninteresse, bærer Sten til en samfundsmæs-

108

sig Bygning«. Naar saa gode Folk som de Herrer Rode og Weimann har sagt god for Hr. Ballin, hvorledes skulde saa de, der tegnede Aktier, egentlig vide, at det var at modtage Bestikkelser? …«

Dog, dermed var den bitre Kalk endnu ikke tømt. Der var endnu mangen besk Draabe, Justitsminister Rytter lod flyde i Bægeret, og det var saa sandelig ikke blot de altfor begærlige Aktionærer i Ballins Selskaber, som tages saa kraftigt i Forsvar. Svenning Rytter følte sig aabenbart særlig forpligtet til at varetage de Personers Interesser, som paa den ene eller anden Maade havde kunnet nyde godt af Konsortial-Godgørenhedens Foræringer, og han ønskede, at naar endelig de Mennesker, der havde faaet Gaver hos Ballin, Glückstadt, Ringberg osv., skulde stilles i Gabestokken, saa skulde ogsaa andre med, ogsaa de, der hørte til den radikale Front! Men da maatte der ogsaa en Gang spørges, hvor man vilde sætte Grænsen med Hensyn til Refundering af modtagne Gaver; Rytter spurgte:

»Hvor skal man saa sige Stop? Skal vi saa ogsaa til at undersøge, om de er juridisk eller moralsk forpligtede i saadanne Tilfælde?Skal vi ogsaa til at undersøge det? Jeg tænker her paa en Mand, der paa et vist Tidspunkt var kommet til at skylde Landmandsbanken 16 Millioner. Han stod samtidig som Regeringens Raadgiver, man kaldte ham endog "Rigsforstanderen her i Landet. Han skyldte paa et vist Tidspunkt 16 Mill. Kr. til Landmandsbanken. Det var en særlig Begunstigelse, der blev ydet ham. Han kunde igen yde særlige Begunstigelser til andre. Han kunde opholde en Del Bladforetagender rundt omkring. Vil nu ogsaa det ærede Medlem have rodet op i dette? Skal vi nu ogsaa her til at se paa: Er det juridisk eller moralsk rigtigt, at han har gjort det? Kan han muligvis ikke betale flere Penge tilbage, idet disse Bladforetagender selvfølgelig vil sige: Vi har tilføjet ham et Tab paa et vist Tidspunkt, men vi er moralsk forpligtet til at betale

109

det tilbage. Jeg synes, det vilde være forkert, om man i den Grad fortsatte, men jeg ser ikke, hvordan vi, naar det ærede Medlem vil have alt frem for Offentligheden, overhovedet skal komme til en Begrænsning ... Det ærede Medlem siger saa tidt rundt om ved Møder til Folk: I maa være stolte og vigtige af, at I er Kautionister for den fine Landmandsbank! Jeg synes, at det ærede Medlem skulde føje til: I maa være stolte af, at I nu har betalt en Gæld for den tidligere saakaldte Rigsforstander, en stor Gæld, hvoraf maaske en hel Del Penge er anvendt i almene Øjemed: til Underholdning af den radikale Presse osv. Det maa det ærede Medlem ogsaa samtidig med det andet«.

Det var jo ikke særlig elskværdige Betragtninger, Justitsministeren fremsatte, og selvom han var saa hensynsfuld overfor Modstanderen ikke ligefrem at nævne Herman Heilbuth ved Navn, var Angrebet dog ikke til at misforstaa. Derimod lyder det dog virkelig ejendommeligt, at Landets Justitsminister hævder denne netop for hans Stilling saa besynderlige Ide, at man dog ikke bør spørge altfor indtrængende om juridiske og moralske Forpligtelser! Og endnu mere besynderligt virker det, naar Justitsministeren advarer en mod Spekulation, som skulde være hæsligere end de afskyelige Spekulationer i Landmandsbanken, nemlig mod det, han kalder Spekulation i Skændsel. Som om det at kræve alle Svindlerier, Bedragerier, alle forbryderiske Transaktioner, der havde forvoldt Samfundet Tab paa utallige Millioner Kroner, belyst til Bunds, havde nogetsomhelst med Spekulation i Skændsel at gøre!

Dog - indrømmes maa det – Rytters Angreb virkede. Det var imidlertid ikke Bemærkningerne vedrørende Glückstadt, Ballin og Heilbuth, der fremkaldte stormende Protest, men Citatet af det Brev, Edvard Brandes i Oktober 1921 havde sendt til Glückstadt i Anledning af Landmandsbankens Jubilæum. Rasende krævede Ove Rode Oplysning om, hvorfra

110

Justitsministeren havde det Brev, der var bleven oplæst. Rode kendte det, men han vilde vide, hvem der havde udleveret det til Justitsministeren. Og da Ministeren erklærede, at han havde det fra Sagens Akter, at Birck havde givet ham det med Tilladelse til at bringe det i Rigsdagen, fandt Forbitrelsen ingen Ende. Brevet sagde jo ikke noget nyt, det illustrerede kun et Forhold, som allerede var blevet belyst i anden Sammenhæng; men alligevel var de Radikale, Socialdemokraterne og de Konservative fuldt enige om, at der her forelaa et skandaløst Diskretionsbrud, en enestaaende Statsforbrydelse, og i Stedet for at gaa videre i en Realitetsbehandling, ansaa de Radikale nu Øjeblikket for kommet, til at indlede en Generalaktion mod Regeringen. Nu skulde Ministeriet styrtes! Brevet skulde give Grundlaget for et saadant Krav, Nu skulde det være Slut med Venstre-Styret. Der skulde handles straks! Og straks erklærede Socialdemokratiet sig villig til at marchere med. Men inden der stilledes nye Dagsordener, fik dog ogsaa Indenrigsminister Krag Ordet, og hvad han sagde, tjente saa sandelig ikke til at berolige Gemytterne.

Ogsaa Indenrigsminister Oluf Krag var inde paa en Række Spørgsmaal, Oppositionen ikke gerne saa drøftet i Offentligheden. Han haanede det, Brandes træffende havde betegnet som Stemmeskraldet, karakteriserede Stauning som den Mand, der nu engang var Tingets store Leverandør af Teatertorden, tomt Bulder, og Ove Rode som den Mand, der leverede de giftige Vaaben, med hvilke man vilde snigmyrde Modstanderen. Krag var særlig nærgaaende i sine Spørgsmaal til Ove Rode, navnlig om Max Ballin og Herman Heilbuth, og mente at det virkede fuldkommen komisk og parodisk, at Rode paaberaabte sig Samfundshensyn, naar man blot tænkte paa den højst anstødelige Forbindelse, i hvilken Zahle-Ministeriet havde staaet til Mænd som disse to. Rode havde den 29. Oktober 1917, da han maatte forsvare Heilbuth i Folketinget, gjort gældende, at denne ikke havde været aktiv Forretningsmand siden 1913, omendskønt han burde have vidst bedre Besked. Thi »ingen

111

havde i stærkere Grad end det radikale Venstres ledende Mænd Lejlighed til at konstatere Dybden og Bredden af den Guldstrøm, som fra dette Centrum flød ud til den radikale Presse over det hele Land«. Og Krag spørger videre: »Hvorfra troede man, at Midlerne til Indkøbet af Malerisamlingen hidrørte? Hvorfra fik man Midlerne til Festerne paa Landstedet, hvoraf der gik Landsry i sin Tid? ... Jeg spørger ham (Rode), om han ikke nu faar en vammel Smag i Munden ved at mindes den svundne Tid og de Lovsange, han har sunget over et Par af hans mest kompromitterede Mænd, om han ikke kan se, at hans Aktion i disse Dage maa tage sig noget mærkelig ud paa den Baggrund, som han ved sine egne Udtalelser, ved sin egen Mangel paa Evne til at bedømme Personer, og Forhold har skabt«. Overfor Stauning peger Indenrigsministeren endelig hen paa, hvorledes Socialdemokratiet 1920 under Udnyttelse af Generalstrejken søgte at danne et nyt Ministerium med - Landmandsbankens Mænd! - en Bemærkning, der fik Borgbjerg til at skraale op om »Majestætsfornærmelse«. Der gjordes ogsaa opmærksom paa den særligt rosende Omtale, Landmandsbankens Regnskab for Aaret 1921 fandt i »Social-Demokraten« endnu den 7. Februar 1922, i hvilken det bl. a. pointeredes, at Landmandsbanken var en aldeles solid Pengeinstitution, som følte sig stærk i sin Stilling, og »at de fantastiske Rygter intet har med Virkeligheden at gøre«. Til Regnskabet, som senere viste sig at være falsk, havde det socialdemokratiske Hovedorgan endog knyttet den Bemærkning: »Det er da heller ikke alle Værdier, der er gaaet nedad. Landmandsbanken er blevet et Kæmpeforetagende, det største i sin Art i Skandinavien«.Endelig henviste Indenrigsminister Krag til at Socialdemokratiet endnu i December 1921 ved selve Stauning var repræsenteret i Forhandlingerne med Landmandsbanken vedrørende Boligproblemets Løsning med denne Bank som finansiel Basis.Nej: de Radikale og Socialdemokraterne havde saa sandelig ikke nogen Grund til overfor Regeringspartierne at fremstille sig som de seende og forudseende, der i Tide havde taget Af-

112

stand fra Børsjobberne og havde rettet deres Kamp mod det økonomiske Anarki, der var blevet fremkaldt ved Kræfternes frie Spil paa Aktiespekulationens Omraade. Endelig retter ogsaa Dr. Krag ligesom før ham Stauning - men rigtignok med anden Adresse - sit Skyts mod de Kredse, der var med i den utilbørlige Udbyttejagt, de utilbørlige Børsmanøvrer, mod den vilde Spekulation, der havde kunnet trives i Ly af og trods den gældende Lovgivning. Og da rammer han særlig haardt. Da er det Jødedommens særlig hengivne Drabanter, som maa staa for Skud, og Ord siges, som ellers aldrig hørtes i Rigsdagen. Krag bemærkede her bl. a.:

»Men jeg spørger: Under hvilket Styre er det, de frie Kræfters Spil har udformet sig som utilbørlige Spekulationer? Under hvilket Styre har denne Vildskab taget en saadan Fart som i ingen anden Tid og i sit Følge haft et Forbrug af Værdier, som man kun i Indbildningen besad? Gennem hvilken Periode var det, at Dansen om Guldkalven fandt Sted, at en taabelig Byggen paa Fremtidens Fata Morgana tog Fart som ingen Sinde før med Diskontering af Veksler paa Fremtiden, som det var vanvittigt at tro, denne nogen Sinde skulde kunne indfri? Og jeg spørger: Under hvis Styre har alt dette floreret, blomstret? Det ærede Medlem Hr. Stauning talte for nogen Tid siden her i Tinget om Kapitalismens Giftblomst. Jeg spørger: Under hvis Styre er det, at denne har udfoldet sig i en hidtil uset Pragt? Ja, ærede Medlemmer ved det, det var under de ærede Medlemmer Hr. Staunings, Hr. Zahles og Hr. Rodes Styre. Ser vi - og det kan vi faa Oplysninger om gennem Bankkommissionens Beretning - paa Børsomsætningen gennem syv Aar, ja, saa vil man finde, at den 1916 androg 5,4 Milliarder, i 1917 3,5 Milliarder, i 1918 7,9 Milliarder, i 1919 3,4 Milliarder; medens den tilsvarende

Omsætning i det nu-

113

værende Ministeriums Tid har andraget ca. 2 Milliarder. Naar man nu sammenholder disse Tal fra de to Perioder, tror jeg, man vil faa et ganske levende Billede af den utilbørlige Spekulation i fiktive Værdier, som gennem hele den Periode udfoldede sig.

Og naar saa det ærede Medlem Hr. Stauning siger, at man maa spørge sig selv, om der virkelig fra en god, jævn Samfundsborgers moralske Synspunkter overhovedet findes nogen Undskyldning for at deltage i Børsspil - ja, saa kan det være ganske naturligt, at man spørger saaledes, men jeg spørger, om det ærede Medlem Hr. Stauning virkelig mener, at han er den rette til at stille det SpørgsmaaI. Thi aldrig har jo Børsen genlydt af Skrig og Skraal fra de af Spillelidenskaben ophidsede Mennesker som netop i denne Periode. Hvis man en Sommereftermiddag passerede ned igennem Slotholmsgade, bølgede jo Larmen ud ad Børsens aabentstaaende Vinduer, saa man skulde tro, at det gamle, smukke Hus var forvandlet til et Galehus. Lyden af dette Vanvids Udfoldelse har i det ærede Medlem Hr. Staunings Ministertid slaaet imod hans Kontorvinduer. Den daværende Stats- og Justitsminister, Hr. Zahle, har fra sine Kontorvinduer Aar ud og Aar ind i denne Periode, kunnet følge, hele denne Heksedans. Men intet, intet som helst foretog man sig. Kræfternes frie Spil lod man ganske simpelt foregaa, Vildskaben lod man rase …” (Udhævelser af Forf.).

Det var drøje Sandheder, Indenrigsminister Krag her fik sagt overfor Oppositionspartierne, og bedre blev det ikke, da Zahle blev spurgt direkte, om det nu ogsaa var aldeles sikkert, at ingen radikal Minister havde staaet i Forbindelse med Spekulationen gennem Landmandsbanken. Krag afviste tillige kraftigt Staunings Angreb, idet han gjorde gældende, at Socialdemokratiets Fører saa sandelig »paa Baggrund af Tolere-

114

ringen af disse Svindelens Højkonjunkturaar og af den Tillid til Kredsen af Landmandsbankens Mænd, som man tilkendegav i Paaskedagene 1920, og som fandt sit Udtryk i Taksigelser til, ja, Lobhudling af selve Sjælen i det hele, det Midtpunkt, hvori alle Svindelens og Spillets Traade samlede sig, Glückstadt, paa Baggrund af alt dette« havde god Anledning til at afholde sig fra en altfor nærgaaende Kritik af Regeringspartierne.

Da Rigsdagspartierne langt om længe blev klar over, at denne Storvask for aabent Tæppe i det lange Løb kunde blive farlig for alle Partier, fandt Ove Rode det for belejligt at aflede Opmærksomheden fra det centrale i Sagen ved at gøre Justitsministerens Oplæsning af Brandes' Brev til Glückstadt i Anledning af Landmandsbankens Jubilæum i Oktober 1921 til Basis for et Mistillidsvotum. Først burde Regeringen give et udtømmende Svar paa, hvorvidt Justitsministeren havde været berettiget til at offentliggøre dette Brev, som Rode mente at maatte betegne som privat. Thi, erklærer Rode i Folketinget den 8. Februar, denne Handling havde vist, at »Justitsministeren var ude af Stand til at forstaa sit Embedes Værdighed og de Pligter, som naturligt paahviler ham som Indehaver af dette«; han kunde nu engang ikke disponere over en af Undersøgelsens Aktstykker som sket var. Rode insinuerede i denne Sammenhæng, at Prof. Birck maaske ogsaa paa anden Maade havde forsynet Justitsministeren med Afskrifter af Dokumenter og desl. Han fremsatte derefter følgende Paastand paa Overgang til Dagsordenen:

»Idet Folketinget misbilliger, at Justitsministeren i Folketingets Møde i Gaar oplæste et privat Brev med den Tilføjelse, at han havde modtaget en Afskrift af Brevet af et Medlem af Bankkommissionen med Tilladelse til at anvende det, beslutter Tinget at henvise det forelagte Lovforslag til et Udvalg paa 15 Medlemmer«.

I den senere Forhandling udtalte Justitsminister Rytter sin Beklagelse over, at han havde brugt Brevet, og undskyldte sig med, at det var sket af Indignation, af Bitterhed over Modpar-

115

tens Mistænkeliggørelse, som havde til Formaal paa uretmæssig Maade at støde to af hans Ministerkolleger ud af det politiske Liv. Denne Undskyldning fremsattes, omendskønt Rytter indledende pointerede, at der selvfølgelig ikke var noget ulovligt ved, at han havde oplæst et faktisk eksisterende Brev, skrevet af Landstingsmand Brandes til Glückstadt, et Brev, som efter hans Opfattelse ikke var et Privatbrev, men en Lykønskningsskrivelse til Banken i Anledning af dennes Jubilæum, hvilket ogsaa fremgik af Brevets Indledning. Ja, og saa var han ogsaa forbitret over, at man vilde mistænkeliggøre de Personer, som saa kraftigt havde stræbt efter at faa fat i Ballin-Aktier i Efteraaret 1916 (hvorved jo ogsaa et Medlem af Regeringen, Cold, ramtes, der havde tegnet 20.000 Kr. Aktier i De Forenede Skotøjsfabrikker, men rigtignok, som Cold selv meddelte i Forhandlingen den 6. Febr., ikke havde kunnet afhænde dem med Profit.) Endelig afviste Justitsminister Rytter Formodningen om, at han havde modtaget yderligere Materiale af Prof. Birck.

Der fulgte nu en omfattende Dagsordens-Debat. Statsminister Neergaard erklærede, at et Mistillidsvotum til Justitsministeren vilde blive betragtet som et Mistillidsvotum til hele Regeringen. Socialdemokratiet var selvfølgelig straks rede til at støtte de Radikales Dagsorden, og Stauning, erklærede, at man ønskede hele Regeringens Fald, Tilbagetræden af et Ministerium, som stod »i den mest afgjorte Afhængighed af Højfinans og Storagrarer«. Stauning ønskede Valg, hellere i Morgen end i Overmorgen. Pürschel som de Konservatives Ordfører beklagede Oplæsningen af Brandes' Brev, men ønskede ikke valg og foreslog derfor en egen Dagsorden med følgende Ordlyd:

»Idet Folketinget slutter sig til Statsministerens Udtalelse i Tinget den 6. d. M., hvori Statsministeren fremhævede: Forholdet er jo blevet saadan, at jo mere de politiske Argumenter brister, desmere anvender man Landmandsbanksagen til snigende Mistænkeliggørelse overfor politiske Modstandere. Hertil hører ogsaa de evige Forlangender om nye Oplysninger, og idet Folke-

116

tinget udtaler, at denne Henstilling bør paaagtes fra alle Sider - idet Tinget afviser ethvert Forsøg paa partipolitisk Udnyttelse af Landmandsbanksagen - og udtaler, at Tiden er inde til positivt Arbejde for Landets økonomiske Stilling, gaar Tinget over til videre Behandling af den foreliggende Sag«.

Ove Rode var meget utilfreds med denne Dagsorden og mente, at de Konservative maatte tage yderligere Konsekvenser, da det jo ikke var bleven skjult, »hvilken oprørt Tilstand det konservative Folkeparti var i i Gaar efter Justitsministerens Optræden«. Han mente ogsaa fremdeles, at Udenrigsminister Colds Forhold ikke var upaaklagelige, navnlig efter at det nu ogsaa var kommet frem for Offentligheden, at denne Mand havde været blandt dem, som ved Udstedelsen af Ballin-Aktierne i Efteraaret 1916 favoriseredes med 20.000 Kr. Aktier. Bankkommissionens Bemærkninger til denne Sag trængte iøvrigt til nøjere Oplysning, efter at der var fremsat en utilsløret Sigtelse for Bestikkelse mod de Mænd, der ved Overtagelsen af Aktier havde taget mod en Foræring paa næsten det tredobbelte af det tegnede, f. Eks. pr. 10.000 Kr. tegnede Aktier havde haft en ren Fortjeneste paa 19.000 Kr. Tildelingen var sket til Folk, der nok var en Vennetjeneste værd, og som saadan havde Cold modtaget den Post, som ifølge Bankkommissionens Beretning blev forbeholdt de store Ledere, Finansmænd og saadanne. Ja, en saadan Undtagelse var altsaa Udenrigsministeren, siger Rode. Og han fortsatte: »Deri er der intet mærkeligt. Naar man sidder i den Stilling, som Udenrigsministeren den Gang gjorde, er der intet mærkeligt i, at han, naar

han tegner sig for Ballin-Hertz Aktier, bliver foretrukket, thi saadan er Ordningen, at de store Selskaber begunstiger hinandens Ledere paa den Maade, at naar man laver en Emission, der udbydes til 110, skønt man ved, at Aktierne Dagen efter er 300 værd, fordeler man dem ved Aktietegningen paa den Maade, at de tilfalder saadanne Mænd, ja, som f. Eks. daværende Direktør Cold. Saadan foregaar det, og det er der formentlig ikke noget

117

at sige til, saalænge man tilhører den Kreds, som man den Gang tilhørte, for saadan gjorde de alle. Men det danner ikke Basis for at være Udenrigsminister i en Tid, hvor man undersøger disse Sager, at have tilhørt denne Kreds og have nydt de særlige Fordele, som knytter sig dertil«. At Rode iøvrigt ligesaa lidt som Neergaard mente at maatte fælde nogen Dom over Storsvindleren Emil Glückstadt, som tværtimod alligevel fandt Sympati, kan man slutte sig til af Rodes noget besynderlige Bemærkning, at man kunde have ønsket, »at den ulykkelige Mand, der døde i Vestre Fængsel, havde faaet Lejlighed til at høre den storslaaede Tale, som Statsministeren nu har holdt”.

Og endelig gjorde Rode grundigt op med Venstre-Partiet, specielt Justitsminister Rytter, som ved Oplæsning af Brandes' Hyldestskrivelse til Glückstadt havde forsøgt at yde sit Bidrag til den saa harmfuldt afviste, snigende Mistænkeliggørelse af politiske Modstandere. Lad gaa, mente han, at Brandes aldrig har svigtet sin gamle Ven og intime Medarbejder, hvad gjorde da de andre Partiers Mænd paa samme Tidspunkt? Hvor stod de henne? Vilde de mon ikke, da Jubilæumsfesten fandt Sted, være med blandt Gratulanterne? Lad os se, siger Rode. Og saa giver han efter samme Recept som den af Krag saa virkningsfuldt benyttede de ærede Medlemmer fra Regeringssiden det glatte Lag, idet han triumferende beretter Enkeltheder om denne Festdags Interna:

»Jeg har«, bemærkede han, »set efter i Referatet i »Berlingske Tidende« fra 5. Oktober 1921 for at se, hvorledes denne Festdag forløb. Det skildrer Festligheden i det hele taget, de Visitter, Besøg, Deputationer og Gratulationer, som kom, og siger følgende: ”Blandt de Besøgende nævner vi Statsminister Neergaard, Handelsminister Rothe, Etatsraad H. N. Andersen, Nationalbankdirektør Rubin, Bankinspektør Green, Børskommissær Schovelin, Højesteretssagfører Bülow, De-

118

partementschef Busck-Nielsen. . .« - det er de første af den Række fremtrædende Navne, som findes paa denne Liste. Da den højtærede Justitsminister ikke var til Stede, har han formodentlig ikke nogen Afskrift af de veltalende Ord, hvormed Statsminister Neergaard overbragte Ministeriets Lykønskning til Hr. Glückstadt ved denne Lejlighed. Jeg ved ikke, om den højtærede Statsminister endnu selv skulde have i Erindring eller have nedskrevet, med hvilke Udtryk for Beundring overfor Glückstadt han den Gang bragte sin Lykønskning. Endvidere mødte af Direktørerne for Østasiatisk Kompagni Schmiegelow, Schiøtt og Madsen-Mygdal, fra Arbejdsgiverforeningen Bogtrykker Langkjær og for Det Forenede Dampskibsselskab - ikke Direktør Cold, som jo den Gang ikke var der mere, fra Sparekassen for København og Omegn Overretssagfører Axel Bang o. s. v. Og saa tilføjes der, hvordan ”Kl. 11 modtages Admiral Richelieu og Etatsraad Glückstadt i Audiens hos Hans Majestæt Kongen. Bankraadets Formand og den administrerende Direktør overrakte Hans Majestæt ved denne Lejlighed Bankens Medaille i Guld og et pragtfuldt indbundet Eksemplar af Jubilæumsskriftet«. Naar det saaledes var en Medaille af Guld, der blev overrakt, og den ikke kunde gengældes ved denne Lejlighed med en Udmærkelse, var det af den simple Grund, at den 19. December 1920 havde man foranlediget fra Ministeriets Side, at Glückstadt fik Storkors af Dannebrog«.

Da Dagsorden-Debatten var sluttet, blev den konservative Dagsorden med 71 Stemmer mod 60 vedtaget, og Ministeriets Levetid sikret for yderligere to Maaneder *).

*) Ministrenes Rytters og Neergaards Angreb skaber selvfølgelig voldsomt Røre i Pressen. Den borgerlige Presse beklager, at Rytter har frem draget Brandes' personlige Brev til Glückstadt, da han i anden Sammenhæng havde set sig foranlediget til at tilbageholde Navnene fra Ballin-Materialet for at undgaa en altfor vidtgaaende personlig Skandalisering. Prof. Bircks Handlemaade betegnes som usømmelig. Flere Blade synes rørende enige om, at det nu maatte være sidste Gang, Birck havde været Medlem af en Undersøgelseskommission. Rædsomt var det efter Pressens Opfattelse ogsaa, at »Heilbuths ministerielle Krigsmiddage« kom paa Tale. »Berlingske Tidende« mener, at Krags hensynsløse Polemik kun skyldes Venstre-Ministerens Trang til at tækkes Provinsen, »hvor en automatisk indstillet Presse betjener ham«, men at man nok om føje Tid skulde erkende, at Stemningen i Hovedstaden indenfor alle Kredse, fra Intelligensen til de bredeste Lag, ikke kan begejstres ved denne Slags Hovedjagter. Bladet mener, at denne Spionagens, Angiveriets og Nervøsitetens Atmosfære ikke er til at aande i og understreger, at Partiernes Mænd ikke kan fordeles, mellem Anklagebænken og Dommersædet efter Partilinier, men at Pladserne begge Steder tilfalder alle Partier i Flæng. Det var saa sandt som det var sagt. At et Organ som »Ekstrabladet« særlig harmes over Krags Form for Polemik, der skulde være ensbetydende med en Sænkning af Niveauet, krænkende for en Rigsdags Værdighed osv., kan næppe undre. »Finanstidende« resumerer: »Har ikke snart de politiske Partier faaet nok af Legen. Intet af dem er dog gaaet fri af Smudset«. Og det tilføjer: »Hvilket Billede af politisk Forsumpning«. Alt saare rigtigt. Men det var jo ogsaa Parlamentarismens Høvdinge, der holdt Hovedrengøring.

119

Den 12. Februar fortsattes Diskussionen. Nu var det den udenfor Partierne staaende Folketingsmand Grev Bent Holstein, der tog Ordet, men som iøvrigt ikke beskæftigede sig særligt indgaaende med selve Bankkommissionsbetænkningens Resultater, derimod med de af Ministeriet Neergaard foretagne Rekonstruktionsforsøg. Han bebrejdede Kommissionen, at den ikke havde undersøgt 9. Juli-Rekonstruktionen. Til Trods for den varme Anerkendelse, han yder Beretningen - om hvilken han bl. a. siger med Goethe, at her havde Professor Birck rakt Folket Digtningens Slør af Sandhedens Haand: »Aus Morgenduft gewebt und Sonnenklarheit, der Dichtung Schleier aus der Hand der Wahrheit« - beklager han, at disse Juli-Begivenheder, som uvægerligt hørte med til Sagen, og i hvilke Statsministeren, Handelsminister Tyge Rothe (der rigtignok havde maattet tage Konsekvenserne deraf), Nationalbanken og Glück-

120

stadt havde prøvet deres sidste kompromitterende Hasardtræk, ikke var belyst. Fire alvorlige Forsømmelser havde det siddende Ministerium gjort sig skyldigt i. Det havde for det første ikke i Tide lyttet til de Advarsler, som tydeligt nok fremsattes mod de i Forbindelse med Landmandsbanken staaende Transaktioner, bI. a. mod Det Transatlantiske Kompagnis Forhold allerede i første Halvdel af 1921,og mod Bankens Børsengagementer osv. i anden Halvdel af samme Aar. Folketingsmand Lemvigh-Müllers velgrundede Forespørgsler var bleven afvist med Utilstedelige Reprimander. Statsminister Neergaard havde for det andet begaaet »den utrolige embedsmæssige Skødesløshed« at tage Glückstadts Henstillinger om Optagelse af udenlandske Statslaan for gode Varer og havde til Begrundelse af dette Forhold fremført en

Række Argumenter, som ikke kunde bestaa overfor en nærmere Prøvelse. Ministeriet havde endvidere ladet det mangle paa den fornødne Agtpaagivenhed ved Forhandlingerne om Landmandsbankens Overtagelse af den sammenbrudte Diskontobank, som ganske vist ikke blev til noget, og ved den paafølgende Sammenslutning af den private Laanebank med Landmandsbanken og endelig ved sidstnævnte Banks Aarsregnskab for Aaret 1921. Dog, den sidste og værste Forsømmelse var Udstedelsen af den objektivt urigtige og vildledende 9. Juli-Erklæring, som havde bundet Staten overfor Landmandsbanken og senere havde haft den Konsekvens, at Staten maatte overtage ubegrænset Garanti for de af Banken forvoldte Tab. Hele denne Ordning beroede dermed paa et uredeligt og uforsvarligt Grundlag. Med Henblik paa Statsminister Neergaards uheldige Stilling i denne Sag bemærkede Grev Holstein med bidende Ironi, at dersom man her havde overset en Paragraf i Straffeloven, nemlig § 134, der lyder saaledes: "Har nogen i Embeds medfør forsætlig undladt i Attest eller Forklaring at oplyse Omstændighederne, der maa anses væsentligt at høre til den omhandlede Sag, straffes han med Embedsfortabelse, simpelt Fængsel eller under formildende Omstændigheder med Bøde«, maatte det vel betragtes som hænde-

121

lig Uagtsomhed. Grev Holstein udtalte til Slut Haabet om, at man nu endelig maatte faa rigtige Regnskaber forelagt; thi »tre Gange, ja, hvis vi tager Aarsregnskabet fra den gamle Direktion med, fire Gange er Offentligheden ført bag Lyset, femte Gang skulde Regnskabet gerne være sandfærdigt og redeligt i Overensstemmelse med Banklovens og Aktielovens Foreskrifter«. Det er altsaa saadanne Formaninger, som rettes til Regeringen, og som viser sig at være nødvendige! Endelig henstiller Grev Bent Holstein til Regeringen, at man ved Nybesættelsen af Bestyrelsesmedlemsposterne i de ved Hjælp af Statsmidler rekonstruerede Selskaber maatte udelukke saadanne Personer, som har været med til at køre disse Selskaber i Grøften. Ogsaa en saadan Henstilling var altsaa nødvendig! Greven hentydede hermed til Selskabet Ballin & Sønner, i hvis Bestyrelse ogsaa efter Rekonstruktionen Mænd som Overretssagfører Konrad Levysohn, Direktør Justus Nathanson og Højesteretssagfører Otto Bang var blevet siddende, endog som valgte af selve Statsbanken Landmandsbanken, omendskønt der ikke kunde være Tvivl om, »at dersom disse Bestyrelsesmedlemmer og Ledere af Ballin & Sønner blev set efter i Sømmene, vilde det vise sig, at de var skyldige ganske analogt med Landmandsbankens gamle Direktører«.

Det konservative Medlem Ingeniør P. Korsgaard harmedes over, at Listen over de Personer, som stod opført paa 1. Februar-Kontoen, var bleven offentliggjort, og beklagede, at Finansudvalgets Modstand mod denne Offentliggørelse ikke var blevet tilstrækkeligt fremhævet i den borgerlige Presse. Han og hans Partifæller havde været aldeles enige om, at Finansudvalget, som ikke var kaldet til at udøve Politimyndighed, maaske nok af økonomiske Grunde kunde have rimelig Anledning til at faa konstateret, hvilke Personer der havde paaført Landmandsbanken de Tab, der siden maatte overtages af Staten, men at disse Oplysninger ikke burde interessere Offentligheden. Desforuden kunde en saadan Offentliggørelse jo ogsaa skade Bankens fremtidige Drift ved at virke afskrækkende paa Aktie-

122

spekulationen. Korsgaard erklærede endvidere, at han slet ikke kunde indse, med hvilken Ret der i Sammenhæng med Ballin-Aktiernes Fordeling kunde være Tale om Bestikkelse og henholdt sig her til Otto Benzons »dybsindige« Ord: »Bestikke! Jeg kender mange Mennesker, og jeg kender ingen, som lader sig bestikke, men jeg kender heller ingen, man ikke kan arrangere sig med«. Korsgaard synes vældig godt om denne Betragtning, da den var saa velegnet til at forflygtige Begrebet »Bestikkelse« og at give de Favoriserede i den saa ofte omtalte Ballin-Sag et Hæderlighedens Præg. Stauning understregede endnu engang, at det var saglig nødvendigt at fremkalde en Diskussion om Bankkommissionens Beretning, omendskønt Korruptionen jo heri langtfra var udtømmende behandlet. Uforstaaeligt var det, naar netop

Venstres Ministre var saa ivrige efter at citere de rosende Breve, Finansminister Edvard Brandes havde sendt til Etatsraad Glückstadt, eftersom Neergaard havde ydet Glückstadt det største Tillidsbevis ved at lade ham sidde som Landmandsbankens Direktør ogsaa efter 9. Juli-Erklæringen og ovenikøbet nu havde forherliget ham i Rigsdagen, saa Glückstadt blev ligefrem kanoniseret, blev stillet op som en hel Helgen, der havde gjort uhyre meget godt; »jeg ventede” slutter Stauning ironisk, at »han (Statsministeren) havde sluttet med at foreslaa en offentlig Subskription til et Mindesmærke for den afdøde Etatsraad«.De vidtløftige Forhandlinger om Bankkommissionens Beretning fortsattes endnu den 13., 14. og 15.

Februar, hvorunder navnlig Udenrigsminister Colds Holdning var Genstand for indgaaende Diskussion. Bent Holstein og Ove Rode fortsatte deres Angreb mod Statsminister Neergaard og beklagede navnlig, at Bankkommissionen ikke havde videreført Undersøgelserne indtil det Tidspunkt, da Landmandsbankens Sammenbrud i September 1922 blev endeligt konstateret. Rode fastholdt Kravet om, at Navnene paa de 400 Personer, der var blevet favoriseret i Ballin-Sagen, skulde bekendtgøres. Ende-

123

lig gav Ove Rode en kort, kronologisk Oversigt over de Fejlgreb og Forseelser, Neergaard i sin Ministertid havde gjort sig skyldig i. Da denne Redegørelse indeholder Hovedpunkterne i knappeste Form, skal den her gengives som Afslutning paa Fremstillingen af Debatten om selve Landmandsbankskandalen. Rode erklærede i sin store Tale den 13. 2. 1924 derom følgende:

»I Oktober 1920 optog Glückstadt et Statslaan paa 25 Mill. Dollars, i December udnævntes Glückstadt til Storkors, i Januar 1921 optog han et Kommunelaan paa 15 Mill. Dollars, om hvilket det oplyses, at Indenrigsminister Berg pressede Kommunerne til at modtage det. Den 28. Juni 1921 udsendte Glückstadt en Serie paa 10 Mill. Kr. i Kommuneobligationer for at skaffe sig likvide Midler: Dette fik han Indenrigsministerens Tilladelse til, skøndt Maaden, hvorpaa dette skete, efter Bankkommissionens Beretning er uberettiget. Den 21. Oktober gik der endelig Hul paa den Byld af Rygter, som opfyldte Landet, ved en Tale af det ærede Medlem Hr. Lemvigh-Müller her i Salen. Den 11. November 1921 holdt Statsministeren sin Takketale til Etatsraad Glückstadt. I December optog Glückstadt et Statslaan paa 30 Mill. Dollars, som Statsministeren maskerede ved at paastaa, at det var Bankerne i Fællesskab, som havde optaget det. I December 1921 overdrog Landmandsbanken 7 Mill. Kr. Telefonaktier, som laa hos den for Statens Regning, til Nationalbanken, og senere betalte Finansministeren disse Penge af de Penge, han havde faaet gennem det amerikanske Laan; i Finansudvalget har han sagt, at han fandt det rigtigt at betale Landmandsbanken tilbage. Han vidste altsaa, at Landmandsbanken var saadan i Bekneb for Midler, at den havde overdraget disse Aktier til Nationalbanken.

I Februar 1922 overtog Landmandsbanken Laanebanken, mod Bankinspektørens Indsigelse og trods Bebudelsen af en skriftlig Redegørelse, i Henhold til en Tilladelse fra Handelsministeren… Den 6. Juni optoges der gennem Landmandsbanken et Kommunelaan paa 2 Mill. Pund Sterling, om hvilket det er oplyst i Kommissionsberetningen, at Købstadsforeningen ved den Lejlighed nærede stor Bekymring for, om det blev anvendt paa rette Maade, og gav dette Udtryk overfor Ministeriet. Endelig den 9. Juli kom saa Rekonstruktionen, efter at Bankinspektørens Opgørelse var afgivet, og denne Opgørelse blev holdt hemmelig og en vildledende Erklæring udstedt. Dette er - erklærede Rode til Slut - Skildringen af det Angreb, jeg har rettet paa Finansministeren: at han efterhaanden indfiltres saaledes i Glückstadts Transaktioner for at redde Banken, at han ikke længere tør sige Folket og Rigsdagen Sandheden«.

124

Alt dette kom altsaa frem for Offentligheden i Opgøret mellem Rigsdagsmændene i Dagene fra den 1. - 15. Febr. 1924.

Selve Diskussionen med dette Utal af gensidige Beskyldninger og voldsomme Angreb er et Mønster paa parlamentarisk Ansvarsløshed. Alene det, at hele Debatten var anlagt som ren og skær Valgpropaganda, lader erkende, hvor lidet disse Folketingsmænd forstod Betydningen af den Landskatastrofe, der var paaført Samfundet ved Højfinansens forbryderiske Spil under og efter Verdenskrigen. Men værre var det, at disse

Rigsdagsmænd altid talte om de andres Skyld, aldrig erkendte deres egne Fejlgreb. Vilde man tage ved Lære af de Undersøgelsesresultater, Bankkommissionen var naaet til, burde Rigsdagsmedlemmerne i allerførste Række være gaaet ind paa en Realitetsbehandling, saaledes som den blev planlagt ved Nedsættelsen af Undersøgelseskommissionen i September 1922. Og naar det ved en saadan Realitetsbehandling maatte erkendes, hvilket Ansvar der paahvilede dem selv, burde den enkelte, der havde et Ansvar, have taget Konsekvensen og være gaaet. I saa Henseende var Henstillingen tiI Udenrigsminister Cold, der havde været Spillebroder sammen med Glückstadt, aldeles berettiget, ligeledes til Neergaard, der som Stats- og Finansminister altid havde været et viljeløst Redskab i Glückstadts Hænder. Men paa den anden Side var Mænd som $tauning og Rode sandelig ikke de rette til at stille et saadant Forlangende, eftersom de selv ved Justitsministerens og Indenrigsministerens fyndige Taler blev overbevist om, at Højfinansens vildeste Orgier udfoldede sig netop i den Periode, da de selv sad paa Taburetterne.

Endnu skal bemærkes, at Striden om Cold affødte adskillige interessante Betragtninger. Stauning havde mindet om, at hans Parti havde maattet tage Konsekvenserne, da Venstre-Pressen rettede en endeløs Kritik mod en Arbejdsmand Oluf Olsen, fordi denne paa Sukkerfabrikken i Nakskov i et enkelt Tilfælde havde leveret mere Roeaffald til en af Roedyrkerne, end det var berettiget, og derved uretmæssig havde opnaaet en ringe Fordel af vedkommende Dyrker, som foruden at være Husmand ogsaa var,

125

Skomager og til Gengæld for det noget rigeligt udleverede Roeaffald havde udført noget Reparationsarbejde for Arbejdsmanden. Sidstnævnte blev afskediget af Fabrikken, paa hvilken han havde været beskæftiget i mange Aar, og han maatte afskediges som Hjælpekasseformand. Stauning mente, at naar en Arbejdsmand for saa ringe en Forseelse maatte vige Pladsen som Hjælpekasseformand, var det rimeligt, at ogsaa en Minister Cold, udfra de samme principielle Overvejelser, maatte vige sit Sæde. Indenrigsminister Krag tordnede derpaa i denne Anledning løs mod Socialdemokratiet, som om han havde tabt al sund Sans, og erklærede, at man selvfølgelig ikke Aar ud og Aar ind vilde finde sig i, at en Person, der var overbevist om Bedrageri og Falsk, af Socialdemokratiet sattes til at forvalte offentlige Midler. Endeløs var Debatten om denne Sag, som om den overhovedet taalte nogen Sammenligning med den Kapitalsvindel, Jøderne og deres Drabanter havde været inde paa! Sandelig, her havde den socialdemokratiske Borgmester Bresemann i Nakskov mere end Ret, naar han hævdede, at Arbejdsmanden Oluf Olsen havde betalt mere end rigeligt for »de Par Støvlesaaler«, idet han havde tabt sin Stilling, var bleven offentligt stemplet som Forbryder i et Utal af Avisartikler og maatte vige Sædet som Hjælpekasseformand, efter at have forsynet en god Ven noget rigeligt med Roeaffald, som alligevel leveredes gratis til Roedyrkerne, medens han ejendommeligvis endnu efter Affæren paa Sukkerfabrikken var blevet udnævnt til Nævning paa Foranledning af netop den Bestyrer, der selv havde foranlediget hans Afskedigelse. I Diskussionen om denne Sag kunde Liberalismens Tilhængere for en Gangs Skyld vise deres sande Ansigt, idet de ansaa det for opportunt at rumle løs paa denne Sag, der i Sammenligning med Landmandsbankens vejede mindre end intet, til Afværgelse af Angrebene mod Cold; men det hører jo ogsaa til Liberalismens hævdvundne Principper, at man gerne lader de store Tyve løbe, naar de hører til ens egen Baas, for des haardere at slaa løs paa den lille Mand. Her var Stauning uden Tvivl stærk i Forsvaret for sin Partifælle.*)

*) For en Gangs Skyld havde ogsaa »Ekstrabladet« Ret her, naar det hævder, at de Cold'ske Børsmanøvrer dog maatte veje mere end Arbejdsmand Olsens Forseelse. ”Der er,« siger Bladet, »især den Forskel, at hin Olsen er ikke længere Bestyrer af en Hjælpekasse i Nakskov. Men fhv. Direktør Cold er stadig Danmarks Udenrigsminister, han sidder i Højheden og regerer over 80 juridiske Kandidater og et mindre Antal statsvidenskabelige, han er Leder af vor største og fineste og dyreste Administration med Kontorer paa et Kongeslot i Kjøbenhavn. Det er dog en vældig Forskel!« Skulde der virkelig stilles mindre Krav angaaende Renlighed og offentlig Moral til en Minister end til en Arbejdsmand? Denne Begrebsforvirring var virkelig for stor.

126

Ikke mindre vægtige var Staunings Argumenter i Angrebet mod Cold, da han pegede paa den højst besynderlige

Kendsgerning, at denne paastod, at han ikke havde kunnet huske sin Overtagelse af 20.000 Kr. Forenede Skotøjsfabrikkers-Aktier i Efteraaret 1916, før han blev mindet om det af Diskussionen, der fandt Sted om denne Sag i Folketinget i Februar 1924. Udenrigsministeren havde altsaa rent glemt, at han ogsaa havde ansøgt om en Post af disse Papirer, der, som det nu fremgik af Bankkommissionens Beretning, havde givet saa store Indtjeningsmuligheder. Men da han blev mindet om denne Sag, havde han jo rigtignok straks konstateret, at denne Post Aktier, som var bleven henlagt i hans Depot i Landmandsbanken den 8. November 1916, betalt med 22.000 Kr., senere, den 14. Juni 1918, var bleven ombyttet med 14.000 Ballin & Hertz-Aktier, som nu laa i Depot hos Privatbanken og havde en Kursværdi paa kun 490 Kr. Se, saadan noget kunde altsaa gaa i Glemmebogen, ligesom Udenrigsministeren heller ikke mere huskede, at han havde spekuleret i sit eget Selskabs Aktier ikke blot fra 1914 til 1916, men ogsaa senere, d.v.s. at han havde foretaget et Aktiekøb i Juni 1917 til en Kurs paa 320, som afvikledes i Midten af April 1918, da Kursen laa mere end 100 Points højere. Hertil knyttede Stauning i sin Tale den 12. 2. 1924 følgende træffende Bemærkninger: »Helt galt kan det jo ikke staa til for en Overklasse, der gaar og glemmer Aktier rundt omkring i Boksene. Og ganske naturligt spørger det menige Folk, hvorledes det saa i Grunden forholder sig med denne Overklasses Opgivelser til Skattevæsenet af Indkomster og Formue. Naar man kan glemme Poster af en saadan Størrelse, faar man jo let den Mistanke, at de Skatteangivelser, der opgives, ikke er udtømmende, at der er en eller anden Boks stoppet fuld af Værdipapirer, som bliver glemt. Kan det tænkes, at 20.000 Kr. ligger hen og bliver glemt, og kan det tænkes, at en Spekulationsperiode paa et Aars Tid helt glider ud af Erindringen, kan der jo glemmes mange Ting, saa behøver det ikke blot at være 20.000 Kr., der glemmes, men mange flere Tusinder.« Det kan ikke nægtes, at den socialdemokratiske Ordfører her atter havde Ret.

I øvrigt viste ogsaa denne omfattende Diskussion i Februar 1924, i hvilken Grad alle Rigsdagspartier endnu følte sig afhængige af Finansmagten og paa ingen Maade var villige til at gribe ind overfor de Kredse, der ved deres fantastiske Transaktioner saa skammeligt havde sat den under Krigen indtjente Nationalformue over Styr. Der var jo aldrig Tale om det særlige Ansvar, som netop Jøderne havde, og man undlod sim-

127

pelthen i de endeløse Debatter, om saa kun med en eneste Stavelse, at gaa ind paa dette Problem, som dog maatte anses for at være af afgørende Betydning for Bedømmelsen af hele Landmandsbankaffæren. Kun Stauning nævnte Ordet Jøde, men ikke for at anklage disse Fremmede, men for at forsvare dem, ved des kraftigere at understrege den hvide Mands Skyld. Og da hele Diskussionen for ham kun var et rent og skært Valgpropagandanummer, søgte han herved at vælte et Ansvar over paa Udenrigsminister Cold, der ikke skulde være ringere end Glückstadts. To Gange var han under Forhandlingerne inde paa den Tanke, at Bankkommissionens Beretning ikke havde fordelt Lys og Skygge ligeligt mellem Parterne, idet den hvide Mand - for at benytte den af Stauning yndede Terminologi - var sluppet alt for billigt fra det i Undersøgelserne. Paastanden var urigtig, eftersom Beretningen i intet Punkt giver Holdepunkter for, at man vilde skaane Jødelakajerne. Men Folketingets Forhandlinger lod derimod til fulde erkende, hvor stærkt det var alle Partier magtpaaliggende at skaane Jøderne.

Alene den Omtale, Glückstadt fandt, gav det til kende.Stauning ironiserede over Neergaards Forherligelse af Glückstadt, men han havde selvfølgelig ikke noget imod, at det Ministerium, han selv tilhørte, havde indledet det nærmeste Samarbejde med de jødiske Finansmænd som Glückstadt, Heilbuth, Ballin o.s.v., og at hans Ministerkollega Edvard Brandes til det sidste bevarede sin Hengivenhed for Glückstadt. Der maatte sandelig heller ikke siges haarde Ord om dette store Finansgeni i den her behandlede Debat. Da Venstremanden Gaardejer A. Stengaard-Kirkegaard i sit Forsvar for Cold den 15. 2. 1924 bl. a. gør opmærksom paa, »at det er det omvendte, der er Tilfældet, idet det var Landmandsbanken, der paa en slyngelagtig, snedig, og lumsk Maade tappede 30 Mill. Kr. ud af det Forenede Dampskibsselskabs Kasse”, griber Folketingets Formand ind, fordi Udtrykkene forekommer ham for stærke. Thi, siger Formanden, »selv om de er anvendt om en Mand, som, hvis han havde levet, vel nok var blevet idømt Straf, vil

128

jeg dog ønske, at det ærede Medlem undlader her i Tinget at benytte slige Udtryk«. Man bemærke, at Glückstadt efter Formandens Opfattelse »vel nok« var bleven dømt; han var altsaa ikke helt sikker paa det, selvom Domspræmisserne i flere Punkter havde fastslaaet, at der forelaa Bedrageri i største Maalestok! Bemærkningen lyder unægteligt ejendommelig, men har naturligvis trods alt sin Berettigelse, naar man ved, at en Mand som Harald Plum paa indflydelsesrige Kredses Foranledning slap med en fantastisk ringe Pengebøde for Landets største Millionsvindel, og naar man erfarer, at visse Kredse indenfor Partierne, inclusive Socialdemokratiet, var ivrige efter at faa Processen mod Glückstadt standset.Ligesaa oplysende om de parlamentariske Partiers Stilling overfor den jødiske Højfinans var endvidere

Justitsminister Rytters Betragtninger, da han advarede Oppositionen mod at gaa altfor aggressivt til Værks mod Regeringen. Var man, spørger han i Forhandlingerne den 7. 2. 1924, da ikke blevet enige om at tilstaa Landmandsbankens Debitorer en mindelig Ordning? Skal vi saa bI. a. til at undersøge, hvorvidt en Mand som Herman Heilbuth kan være juridisk eller moralsk forpligtet til at godtgøre Staten de Penge, som denne har maattet yde som Dækning for de ved denne Mand forvoldte Tab?Skulde saa mon saadanne Undersøgelser generelt gennemføres?! Nej, det var man dog vel blevet enig om, ikke maatte ske. Og det skete saa heller ikke. Staten overtog Tab til mere end to Hundrede Millioner Kroner, men aldrig er der kommet noget frem om, at de jødiske Storspekulanter og deres Drabanter paa forsvarlig Maade er blevet holdt til selv at erstatte de Tab, de havde paaført Landmandsbanken. *) Alt dette er endnu omgivet af et tæt Slør.

Efter de stormfulde Dage i Februar 1924 er der langsomt faldet Ro over Gemytterne, omendskønt Rigsdag og Regering senerehen maatte gaa videre paa den tunge Offergang, som de

*) Jvr. ovenfor 4d, 1. Del, S. 448 flg. og nedenfor S. 492 flg.

129

ved ansvars- og karakterløse Statsmænds Handlinger blev presset ind paa ved Arrangementerne af 1922. Hvad der imidlertid i den her omhandlede Debat afsløredes af Korruption, Svindel, Bedrag, Mangel paa offentlig Moral og Sømmelighed, det kan i Sandhed tages som det mest indtrængende Vidnesbyrd om den danske Parlamentarismes Falliterklæring. Værre Demaskering kunde næppe tænkes.

f) Den fjerde og femte (sidste) Rekonstruktion af Landmandsbanken i 1926 henholdsvis 1928.

I Foraaret 1926 maatte der skrides til en ny Rekonstruktion. Den 5. Marts fremsatte Erhvervsministeren (Statsminister Stauning) Forslag om Forlængelse af Statens Garanti i fire Aar, indtil April 1932, under Opretholdelse af de herfor gældende Bestemmelser, hvorved imidlertid Forbeholdet, »for saavidt disse Fordringer ikke kan dækkes af Bankens Aktiekapital og Reservefond« skulde falde bort, da der alligevel ikke mere kunde være Tale om en saadan Dækning. Ved Fremsættelsen af Lovforslaget erklærede Erhvervsministeren, at man under Opgørelsen for 1925 havde foretaget en omhyggelig og fornyet Gennemgang og Nyvurdering af samtlige Aktiver, saaledes at de Aktiver, der skønnedes at være af mindre solid Karakter, var nedskrevet til, hvad man maatte anse for Likvidationsværdi. Derved var man naaet til det Resultat, at der udover det for Regnskabsaaret 1924 opførte Underskud af 88 Millioner burde afskrives og hensættes Beløb, der tilsammen udgjorde ca. 120 Millioner. Heri var de saakaldte Rekylinteresser, som Banken havde medindbefattet, ligesom der for Bankens russiske Interesser, som beregnedes til 27,3 Mill. Kr., blev hensat et tilsvarende Beløb til Imødegaaelse af Tab. Ved Opgørelsen for 1925 maatte herefter foretages Afskrivninger eller Hensættelser til et samlet Beløb af ialt ca. 150 Mill. Kr. Stauning trøstede sig

ved denne Lejlighed med, at hans Parti allerede

130

i Februar 1923 tydeligt havde givet Udtryk for, at man regnede med væsentligt større Tab end dem, der dengang blev nævnt af Ministeriet Neergaard. Partifællerne havde allerede dengang nævnt, at Staten sikkert vilde komme til at staa overfor et Tab paa 300-400 Millioner i Stedet for de Bagateller, som nævntes ved de første Rekonstruktioner. »Jeg erindrer godt,« fortsatte Ministeren, »at disse store Tab blev afvist som umulige. Jeg ser imidlertid, at de af mine Partifæller, der har udtalt sig paa den Maade, har været for optimistiske, thi det er blevet til endog mere, end de den Gang spaaede.«

Stauning gav samtidig en kort Oversigt over Udviklingen af de ved Landmandsbanken opstaaede Tab, idet han oplyste følgende: »Der blev i Aaret 1921 afskrevet saakaldte skjulte Reserver og afskrevet af Overskuddet ifølge Regnskab for 1921. Tilsammen udgør de to Afskrivninger i 1921 52,3 Millioner. Saa kom Afskrivningen i Henhold til den saakaldte Julierklæring, som ugjorde 55,7 Millioner. Nogen Tid efter, i 1922, mente man at have konstateret, at Bankinspektørens Opgørelse ved Julierklæringen alligevel var rigtigere, og at der maatte tillægges 77,3 Millioner. I September samme Aar naaede man til at konstatere yderligere Tab paa 40 Millioner og December samme Aar yderligere 59 Millioner. Alene paa Regnskabet for 1922 naaede man saaledes op til 232 Millioner. Af disse var en Del dækket gennem gammel Aktiekapital, Reserver, Overførsel fra 1921 og Overskud for 1922, i alt 171 Millioner, men allerede ved Udgangen af 1922 var der et Underskud paa 61 Millioner. Desuden ansaas i Foraaret 1922 7 Mill. Kr. for at være tabt, men de er senere dækket ved Erstatninger, der indgik fra Glückstadts og Ringbergs Bo. I 1923 er der afskrevet 36,7 Mill. Kr. og paa Regnskabet 1924 14,1 Mill. Kr. Det vil sige, at der hidtil er afskrevet 324 Mill. Kr., og nu møder man med en formentlig konstateret Nødvendighed af Afskrivning af 116,6 Mill. Kr., plus de saakaldte russiske Interesser, 27,3 Mill. Kr. Ja, det vil sige altsaa ca. 500 Mill. Kr., det er det samlede Tal.« Det udækkede Beløb skulde herefter endnu andrage 115,8 Mill. Kr.

Ministeren gjorde endvidere opmærksom paa, at selvfølgelig kunde den nuværende Ledelse af Banken ikke gøres ansvarlig for disse Tab, da deres Oprindelse rakte længere tilbage, og han tilføjede: »Det, der nu er sket, er i Virkeligheden det, at nu er man kommet saa langt, at man mener det nødvendigt

131

at tage Mod til sig og foretage Afskrivninger og sige den fulde Sandhed om, hvorledes det forholder sig. Saa vidt man kan skønne efter de Betragtninger, Bankinspektøren har anstillet, maa jeg gaa ud fra, at man nu har skaaret saa dybt til Bunds, at man skulde være forskaanet for Overraskelser i hvert Fald af større Omfang i den kommende Tid.« Ministeren pointerede i denne Sammenhæng, at kun en lille Del af de nu foretagne Afskrivninger var nødvendiggjort ved Deflationen. Naar man vilde se paa de Forretningsforbindelser, som Banken var inde i fra Tiden før 1922, vilde man være overrasket ved at konstatere, hvor faa af dem der var bleven lukket i Tide, og »man vil forstaa, at de i Virkeligheden kun er blevet aflivet noget langsommere, end de maaske burde være«! Mange Engagementer havde for længe siden været modne til den Nedskæring, som først nu blev etableret! *) Til Slut bemærkedes, at en endelig Ordning af Bankens Forhold uden Statsgaranti havde været under Overvejelse, men at man i Øjeblikket ansaa en saadan Nyordning for ubelejlig, da dens Gennemførelse vilde kræve Statsmidler i meget betydeligt Omfang.Regeringspartiets Ordfører, Redaktør N. Andreasen, be-

*) Jvf. herved Afsnit 4c i 1. Del samt Professor Bircks Oplysninger om Sagen, citeret nedenfor S. 422. Der kan her ogsaa være Anledning til atter at fremhæve, at talrige af Landmandsbankens mere eller mindre tvivlsomme

Engagementer ogsaa under den nye Bestyrelse, med Emil C. Hertz som ledende Direktør, blev ført videre. Dertil hørte bl. a. det udprægede Jødefirma Herman Raffel A/S, hvis Bestyrelse ved Likvidationen i Januar 1928 bestod af Grosserer Alfred Raffel, Højesteretssagfører C. L. David og Landmandsbankens egen Direktør Philip Mik-Meyer! Firmaet, som arbejdede med en Aktiekapital paa 2 Mill. Kr. og drev Handel og Agentur i Jern og Metaller, kostede ved Likvidationen Landmandsbanken mange Penge. Hvor stort Tabet talmæssigt har været, er imidlertid aldrig bleven oplyst. I lang Tid laa A/S Hermann Raffel inde med Aktierne i ”Dansk Staalbeholderfabrik«, der væsentlig fabrikerede Transportspande. Denne Aktiekapital, stor 240.000 Kr., blev - iflg. »Social-Demokraten” af 16. 12. 1928 - overtaget af et Konsortium, der dannede et nyt Firma ”Dansk Aluminiumsindustri«, idet Landmandsbankens Repræsentanter samtidig traadte ud af Bestyrelsen.

132

mærkede indledende, man maatte haabe, at den nu foreslaaede Rekonstruktion maatte blive 3die og sidste Akt i Landmandsbank-Farce-Tragedien. Socialdemokratiet havde i Februar 1923 afvist at stemme for den ubegrænsede Statsgaranti, men var nu tvunget til at gaa frivilligt med. Vel havde man ikke nu som dengang under Natteforhandlingerne Pistolen for Brystet, men dog haabede man at komme til en hurtig Afslutning. Vigtigt var det, at Rigsdag og Regering nu fik Mulighed for at faa et virkeligt Indseende med Banken, nu, da den specielle Landmandsbankskat havde naaet en saa utrolig Højde. Urimeligt var det, at man Dag for Dag sad i Finansudvalget for at overveje, om man ikke under Hensyn til Sænkningen af Prisniveauet kunde spare paa Smaabevillinger paa tusind Kroner og mindre, og samtidig stod overfor dette, »at det saakaldte tredie Ting kommer og lænser Statskassen og Befolkningen for Hundreder af Millioner«. »Det aabner,« tilføjede han, »et Perspektiv ud over den kapitalistiske Raaddenskab, som man vel i Grunden ingen Sinde troede var saa forskrækkelig. Naar man fra Bankforhørene i sin Tid erfarer, at et af de Selskaber, der i Særdeleshed bevirkede, at Skuden løb i Sænk, det Transatlantiske Selskab, blev organiseret paa en saadan Maade, at man engagerede godt tyveaarige Mennesker til Direktører, f. Eks. engagerede en nogle og tyveaarig Købmandssøn fra Lolland og gav ham 90.000 Kr. om Aaret i Direktørgage - ja, jeg sagde før Tragedie, Farce-Tragedie -, kan man saa egentlig undre sig over, at Billedet er blevet, som det er?« Andreasen mente til Slut, at hvis Nationalbanken under og efter Krigen havde magtet sin Opgave, at opretholde stabile Valutaforhold og sunde Pengeforhold, saa havde Danmark »sikkert været det Land, der havde staaet bedst, erhvervsmæssigt og økonomisk set, af alle Lande i Verden, trods alt hvad Krigen ødelagde ogsaa for os, og det er for mig i Virkeligheden forsmædeligt, at det er kommet dertil, at Styret er taget fra Lovgivningsmagten, taget af det tredie Ting, og at det tredie Ting har været repræsenteret af Folk, der brød sig fejl om Samfundets

133

Interesser.« C. Th. Zahle erklærede, at hans Parti ikke vilde stemme for Forlængelse af den ubegrænsede Statsgaranti, som man fra Begyndelsen af havde afvist af principielle Grunde, fordi man ansaa det for paakrævet, at den nye Bank i Forvejen frigjorde sig for indbildte Værdier. Han bebrejdede Venstreregeringen, at den den 9. Juli 1922 var gaaet med til at kautionere for hele den økonomiske Misère, som da var til Behandling, men nævnte selvfølgelig ikke noget om sit eget Ansvar fra den Tid, da han selv var Statsminister, eller med Hensyn til September-Ordningen 1922, som jo ogsaa var godkendt af ham og hans Parti.

Ogsaa Gennemførelsen af dette Lovforslag blev til det rene Hastværk. Men ellers forløb Diskussionen meget stilfærdig og rolig. Nu havde man jo vænnet sig til Tanken, at Staten skulde punge ud, saa længe Banken meldte nye Tab. Dog foretoges smaa Ændringer i Regeringsforslaget: Tidsfristen for Statsgarantien blev fastsat til 1. April 1932, og samtidigt indsattes en Bestemmelse i Loven om Forberedelse af et Forslag til Afvikling af Garantien. Forslaget vedtoges med stort Flertal i Folketing og Landsting. Blot de Radikale afholdt sig fra at stemme.

Efter at Ministeriet Madsen-Mygdal var blevet dannet i December 1926, paalagdes det i Juli 1927 Ministeren for Industri, Handel og Søfart, M. N. Slebsager, inden 15. Februar 1928 at forelægge Rigsdagen et Forslag til endelig Ordning af Landmandsbankens Forhold. Forslaget skulde udarbejdes saaledes, at Banken, der hidtil havde virket som statsgaranteret Privatbank, fremtidigt kunde videreføres som privat Aktiebank. Samtidig bemyndigedes Finansminister N. Neergaard til om fornødent at tilvejebringe en Kassekredit for højst eet Aar paa indtil 20 Millioner U.S.A. Dollars. I Hovedlinierne for Lovforslaget blev bI. a. fastsat, at Landmandsbankens Balance ved Nyordningen skulde nedbringes til en passende Størrelse, at Aktiver, som det paa Grund af disses Karakter maatte anses for ønskeligt at udskille og som burde afvikles, skulde udskilles

134

af Bankens Aktivmasse og overføres til en Afviklingskasse. Og endelig blev som Hovedprincipper foreslaaet, at Staten skulde betale Underskudet, Status udviser, efter at denne Udskillelse havde fundet Sted, og at Basis for den fremtidige Virksomhed skulde være en ny Aktiekapital paa ca. 50 Mill. Kr., tegnet i Ind- og Udland. Dernæst bemyndigedes Erhvervsminister Slebsager til at nedsætte et Udvalg paa 2 Personer til at udarbejde Forslag til en endelig Ordning af Landmandsbankens Forhold.

Dette Forslag skulde allerede ved Fremsættelsen fremkalde alvorlige Brydninger i Rigsdagen. Erhvervsminister Slebsager *), der paa samme Maade som før ham Neergaard saa sin særlige Opgave i at varetage Højfinansens Interesser, satte alt ind paa at lade Storkapitalisterne faa Magt over Landmandsbanken paany. Hans Forslag gik derfor bI. a. ud paa, at Bankens svækkede Aktiver, som det paa Grund af deres Karakter maatte

*) M. N. Slebsager, Bondesøn fra Varde-Egnen og oprindelig Lærer, hører til de liberale Politikere, som i ganske særlig Grad har været et villigt Redskab i den jødiske Kapitalmagts Hænder. Det viste han ved sin Holdning over for baade Landmandsbankens og Privatbankens Rekonstruktioner. For ham var der aldrig Grænser for, hvad Samfundet kunde paatage sig af Ofre over for Kapitalmagten i Landet. Han troede jo ogsaa - som andetsteds paavist (S. 454) - at han ligesom Neergaard ved private Afgørelser kunde forpligte Staten til at sanere en falleret Storbank. Hans Planer slog fejl, men i al den Skuffelse reddede han dog sit ”Ben«, idet han 1928 blev Formand for Københavns Telefon-Aktieselskab og siden 1932 virker som dette Selskabs Kommitterede.

Den Solidaritet, Slebsager følte med det tredie Tings store Mænd, har senere faaet sit specielle Udtryk i, at han gennem sine Børn er kommet i nær Slægtsforbindelse med flere udprægede Jødefamilier: Sønnen, Landsretssagfører Laust Slebsager, blev 1934 gift med Heljødinden Helen Michaelsen, og Sønnen, cand. jur. Erik Slebsager, 1940 med Bodil Kierulff, hvis Moder Gerda, født Koppel, er mosaisk. Oven i Købet er Datteren Astrid Slebsager gift med Sekretær i Undervisningsministeriet, cand. jur. Henning Rohde, som paa sin Side gennem Moderen Asa, født Zøylner, er i nærmeste Familie med særlig fremtrædende Jødeslægter. Asa Zøylner er nemlig Søster til Grosserer Carl Zøylner, gift med Heljødinden Jutta Birgitte Meyer, og til Maria Zøylner, gift med Herman Heilbuth. (Jvf. ogsaa 1. Del, S. 446.)

135

anses for ønskeligt at skille ud og som burde afvikles, skulde overføres til en særlig Afviklingskasse. Afviklingen af disse Engagementer skulde saa gennemføres ved Statens Hjælp.Naar Staten paa denne Maade havde sørget for Dækning af alle ved Rekonstruktionen opstaaede Tab, skulde den derved sanerede Bank videreføres som rent privat Foretagende, enten under det bestaaende eller under ændret Firmanavn. Venstre og Konservative stemte for Forslaget, efter at der var foretaget nogle Ændringsforslag gaaende ud paa: 1) at der hurtigst muligt skulde fremsættes Forslag til en endelig Ordning af Landmandsbankens Forhold, saaledes at Statens Garanti for Banken kunde afvikles, 2) at Landmandsbankens Ledelse ikke maatte benytte Statens Garanti til at optage nye Laan eller at forny de

allerede bestaaende. De Radikale undlod at stemme, medens Socialdemokraterne stemte imod det af Venstre-Ministeriet fremsatte Lovforslag, da de ikke ønskede, at Højfinansen atter skulde faa Magt over Banken. I Medfør af Loven om Forberedelse af en Nyordning af Landmandsbanken nedsattes der efter den 22. Juli det i Loven foreskrevne Tomandsudvalg. Det kom til at bestaa af Departementschef Dalhoff som Repræsentant for Erhvervsministeriet og af Nationalbankdirektør Green som Repræsentant for Nationalbanken. Erhvervsminister Slebsager forfulgte alt imens underhaanden sine Bestræbelser til Fordel for den kapitalistiske Løsning, og derved støttedes han særlig af »Politiken«, som fra Tid til anden forsøgte at forberede Stemningen for en saadan Løsning. »Politiken« ansaa det herunder den 15. Jan 1928 for en umulig Tanke, at Staten - som ejendommeligvis af »Børsen« foreslaaet - skulde indskyde en ny Reservekapital paa 50 Mill. Kr. i Landmandsbanken som Reservekapital og mente, at det vilde være mest rimeligt at lade den private Kapital overtage den sunde Del af Banken mod »en vis Betaling« til Staten, efter at denne havde betalt hele Underskudet. Bladet gav derved aabent til Kende, at der var stærke Kræfter i Bevægelse for at opnaa denne Løsning og pointerede ganske frimodigt, at »de Kræfter,

136

der skal føre den nye Bank videre, søger ret naturligt at faa fat i saa meget som muligt til saa lav en Pris som vel muligt«. Efter »Politiken«s Opfattelse maatte Kapitalmagten i denne Kappestrid være den absolut stærkeste. Selvfølgelig vilde Staten forsøge at holde sig saa vidt muligt skadesløs og saaledes »sikre sig et Plaster paa det Saar, den havde faaet ved Landmandsbanken«, og selvfølgelig vilde Rigsdagen have et Ord med at sige i denne Sag. »Men,« tilføjer Bladet, »paa den anden Side kan man uden at fornærme nogen hævde, at Bankens fremtidige Ejere er større Finansmænd end de Ministre og Embedsmænd, som skal udarbejde Forslaget. Spillet er ulige, og der er al Anledning for Rigsdagen til at vogte nøje over, at Statens Interesser ikke trædes for nær.« Spillet er ulige! - erklærer »Politiken«, og med en ligefrem forbløffende Selvsikkerhed erklærer Bladet, at Storkapitalisterne vil være »Bankens fremtidige Ejere«. Og det allerede nu i 1928! For »Politiken« er det simpelthen en afgjort Sag, at de større Finansmænd nu ogsaa er stærke og overlegne nok til at opnaa deres Maal. Bladet sætter derved sin Lid til, at Venstre-Regeringen under alle Omstændigheder nu igen vil lystre Højfinansens Paroler og meddeler triumferende, at Nyordningen allerede drøftes i vide Kredse og at der allerede er Enighed om visse Hovedlinier.

Men denne Gang slog Kapitalmagtens højtflyvende Forventninger imidlertid ikke til. Det var Socialdemokraterne, som strittede imod, og det var dette Partis Hovedorgan, som den 16. Jan. 1928 bemærkede, at det dog først »vil se denne kapitalistiske Frækhed i Lovforslags Form« før den vilde tro, at Forsøget skulde gøres, saaledes som af Slebsager foreslaaet. Samtidig meddeltes, at den ligesaa stærkt som Slebsager til Højfinansen hengivne Hassing Jørgensen, fhv. radikal Minister og Direktør for Diskonto- og Revisionsbanken, havde regnet ud, at Statusunderskudet, ved Landmandsbanken ud over det forventede Beløb vilde blive forøget med 45 Mill. Kr. Dette Merbeløb var blevet udregnet for at sikre den Spekulationsgruppe, der stod parat til at udnytte Statsgarantien ud over alle rimelige Grænser, nye Millioner paa Samfundets Bekostning. »Social-Demokraten« afviste kraftigt Berettigelsen af det af Hassing-Jørgensen afgivne Skøn, karakteriserede det som et Falskneri, et Gætteværk, og pointerede derved ligeledes, at Formaalet hermed kun kunde være »at presse flere Millioner ud af Statskassen til Fordel for den Klike, der bereder sig paa at optræde som Ejere af den nye Bank«.

Socialdemokratiets Obstruktion mod Højfinansens Planer førte denne Gang som nævnt til et Resultat. Venstre-Regeringen søgte ganske vist endnu i Januar 1928 at gaa Kapitalmagtens Ærinde, bI. a. ved gennem sin Presse at gøre gældende, at Landmandsbankens Tab ikke blot som forudset vilde andrage 130 Mill. Kr., men ligge 40 Mill. Kr. højere. Og Slebsager mente i Forhandlingerne i sit Partis Møder paa Rigsdagen den 19. Januar, at det var bedst at frigøre Staten for ethvert Forhold til Banken, og at der blev betalt, hvad der maatte betales ved Afviklingen. Slebsager optog til Gennemførelsen af sine Planer ogsaa Forhandlinger med det konservative Folkeparti og fandt her selvfølgelig kraftig Tilslutning til sin Plan om

at tilbageføre Landmandsbanken i de større Finansmænds, Jødekapitalens, Eje, efter at den var blevet saneret med Skatteborgernes Penge. Men da det kom til Stykket, strandede alle disse Planer paa Socialdemokratiets Modstand.

Forhandlingerne om den sidste og afgørende Rekonstrution optoges i Rigsdagen i Februar 1928. Det viste sig her bI. a., at der alligevel maatte foretages nye Afskrivninger. Bankraadet satte Underskudet i Regnskabet for 1927 til ca. 136 Mill. Kr., medens Tomandsudvalget (Dalhoff og Green) i sin Betænkning gik ud fra, at der yderligere maatte afskrives ca. 36 Mill. Kr. eller, naar Hensyn toges til det anslaaede Driftsoverskud, ca. 34 Mill. Kr. Det var disse Forhold, der førte med sig, at den ledende Direktør Emil Hertz besluttede at træde tilbage fra sin Post. Grundlaget for Forhandlingerne i Rigsdagen dannede Tomandsudvalgets »Beretning om en Nyordning af Landmandsbankens Forhold« (offentliggjort som Bilag til Lovfor-

138

slaget i Rigsdagstidende 1927-28, Tillæg A, Sp. 4781 ff.). Til Beretningen var vedføjet Udkast til Lov vedr. Nyordning af Banken. I det paa Grundlag af disse Undersøgelser udarbejdede Lovudkast foresloges en Deling af Landmandsbanken i to Afdelinger, hvorved alle de Engagementer, som fandtes at burde afvikles, skulde henlægges til Afviklingskassen, medens de fuldt ud gode Engagementer og Aktiver tilligemed Bankens Aktiver og Passiver af ikke tilstrækkelig afklaret Karakter skulde henlægges til selve Banken, som derefter under det gamle Firmanavn skulde videreføres som Aktiebank. Denne Ordning blev ogsaa senere vedtaget i Rigsdagen. Ejendomsretten overgik imidlertid til Staten, efter at Erhvervsministeren var bleven bemyndiget til sammen med Finansministeren at indskyde en Aktiekapital paa 50 Mill. Kr. i Banken, hvorhos det i Loven bestemtes, at det af Staten tegnede Aktiebeløb paa nærmere af Ministeren fastsatte Vilkaar skulde udbydes underhaanden eller ved offentlig Emission, til Salg til Pari eller en saadan højere Kurs, som Forholdene muliggjorde. Nu viste det sig altsaa, at Muligheden for straks ved Nyordningen at omdanne Banken til en privat Aktiebank ikke var tilstede. Statsgarantien skulde herefter bortfalde den 1. April 1932; med Henblik herpaa blev det i Loven fastsat, at Bankens Midler skulde være at anbringe saa likvidt som muligt. For Differencen mellem Bankens og Tomandsudvalgets Opgørelser paa ca. 34 Mill. Kr. skaffedes der Dækning ved, at Staten indskød en Statsforskrivning paa ca. 34 Mill. Kr. som Reservefond.Selve Drøftelserne i Rigsdagen forløb denne Gang atter i meget urbane Former. Regeringen holdt saavel i Landmandsbankforhandlingerne i 1927 som i 1928 stærkt paa, at man ikke fordybede sig i gamle Skader, da det altid havde svækket Bankens Stilling, naar saadanne Diskussioner havde fundet Sted. Partierne var i det store og hele denne Henstilling følgagtig. C. Th. Zahle beklagede bl. a., at Nationalbanken ikke havde varetaget Erhvervslivets Interesser, da Landmandsbanken brød sammen; Staten burde aldrig tilnærmelsesvis i den

139

Grad som sket var være blandet ind deri. Retsstatsmanden Axel Dam gjorde gældende, at det var mere Storkapitalen end Rigsdagen, der beherskede Situationen i det nuværende kapitalistiske Samfund, og at det maatte høre med til en forsvarlig Løsning af Sagen, at Folkets Øjne aabnedes for dette Forhold, som endnu var en lukket Bog for mange. Det var nu paa Tide at trække den rette politiske Lære af dyrekøbte Erfaringer, i Stedet for at forsøge at strø Sand over Fortiden. Grev Holstein konstaterede, at der i Forhandlingerne havde vist sig en »i høj Grad tiltalende og anerkendelsesværdig Enighed om, at det foreliggende Regeringsforslag er lovgivningsmæssigt uforsvarligt, sagligt værdiløst og parlamentarisk uantageligt« og han stillede derefter følgende tilsvarende Dagsorden: »Da Tinget i det foreliggende

Lovforslag savner behørigt Grundlag for en Forhandling med Ministeriet om Landmandsbanksagens Løsning, henviser Tinget Forslaget til fornyet Bearbejdelse af Ministeriet og gaar hermed over til Dagsordenen.« Hans Forslag forkastedes imidlertid med 73 Stemmer mod 70. Tilsidst lykkedes det Regeringen at samle et overvældende flertal om sit Forslag til Nyordning af Banken, efter at nogle mindre væsentlige Ændringer var foretaget.I Folketingets Landmandsbankudvalg var det yderligere den 27. Marts 1928 bleven vedtaget, at Finansministeren skulde indkalde Tilbud paa et udenlandsk Laan, der skulde anvendes til denne sidste Rekonstruktion af Banken. Det skulde derefter forsøges at fremskaffe et Laan paa 50 - 55 Mill. Dollars. Senere blev det i Rigsdagen vedtaget, at Finansministeren skulde forelægge et Lovforslag angaaende Tilvejebringelse af særlige Indtægter til Forrentning og Afdrag af de Statslaan, der optoges til Dækning af de med Loven om Nyordningen af Landmandsbanken forbundne Udgifter.

Bankraadet reorganiseredes. Den 26. April 1928 udnævnte Handelsminister Slebsager Skibsreder A. P. Møller til Formand og Højesteretssagfører Steglich-Petersen til Næstformand for Landmandsbanken, medens iøvrigt de tidligere Medlemmer,

140

Grosserer Ernst Meyer, Direktør Vilhelm Nielsen, Direktør Poulsen, Godsejer Theilmann og Konsul WiIlemoes forblev Medlemmer af Bestyrelsen. Den 13. Juli 1928 udnævntes endvidere Kontorchef Poul Ingholt til ny Direktør for Banken, i Stedet for den fratraadte Emil Hertz.*) Regeringen var altsaa nu endelig kommet til Erkendelse af, at Landmandsbanken ogsaa vilde kunne trives, naar der ingen Jøder sad i Direktionen.

*) Jvf. ogsaa 1. Del, S. 440 flg.

6. KØBENHAVN SOM DE JØDISKE STORSPEKULANTERS ELDORADO

Naar den danske Hovedstad skal skildres som eet af de jødiske Spekulanters og Konspiratorers fornemste Tilholdssteder under og efter den første Verdenskrig, er det nødvendigt i første Række udførligt at skildre Parvus' Bedrifter i denne Periode saavel paa det økonomiske som det politiske Omraade. Parvus er Forfatternavn for Dr. Alexander Helphand (parvus, latinsk Ord = liden, ringe, ubetydelig). Tre Aar igennem havde denne Mand fast Bopæl i København og virkede her som den gyldne og den røde Internationales Repræsentant, og hvad han udrettede, grænser til det utrolige.

a) Alexander Helphands, alias Parvus’ Levned.

Der hviler en ejendommelig Mystik over denne Mands Skæbne og Virke. Født August Maaned 1867 i Beresin i Rusland som Søn af jødiske Forældre, der tilhørte Middelstanden - Bourgeoisiet, som han selv siger - tilbragte han sin Barndom i det Kubanske Omraade og sin Ungdom i Odessa. Tidligt sluttede han sig i sit HjemIand til Soclalismen; selv fortæller han – i sit 1918 udgivne Skrift: ”l Kamp for Sandheden« - at den ukrainske National- og Frihedsdigter Schwetschenko var den første, der bibragte ham Klassekampens Idé, og at han begejstredes for den Rejsning af Bønder, Kosakker og Smaaborgere i det 18. Aarhundrede, kaldet Haidamaki, der navnlig var rettet mod

det polske Herredømme og i høj Grad støttedes af Munke; hans aandelige Udvikling bestemtes paa afgørende Maade af fremtrædende radikale Samfundsreformatorer, som Michailowski og Schtschedrin. Snart blev han Medlem af Datidens revolutionære Bevægelse i Rusland, det saakaldte »Narodnaje Wolja«

142

(Folkeviljen). Han beretter endvidere, at han besluttede at lære et Haandværk og til det Formaal sammen med en Revolutionær af samme Slags, Schargaridski, der senere forvistes til Jakutsk, »ca. et Aar vandrede gennem Smede- og Maskinværksteder«. Saadan gik det til i hans Læretid. For at vinde Klarhed over sine politiske Formaal drog han endelig i en Alder af 19 Aar udenlands. 1886 kom han til Schweiz, hvor han i Zürich ivrigt studerede den russiske illegale Presse siden Alexander Herzens Dage og i Basel besøgte statsvidenskabelige Forelæsninger hos den ansete Professor Karl Bücher, kendt bI. a. som Forfatter af: »Die Aufstände der unfreien Arbeiter 143-129 v. Chr.« Hele hans Interesse samlede sig derefter om Proletariatets Kamp. Marx og Lassalle blev hans Læremestre, de yderliggaaende Revolutionære i Tyskland, næsten allesammen Jøder som han selv, hans nærmeste Omgangskreds. Da han i sin Agitation for Socialdemokratiet var udsat for Forfølgelser fra Politiets Side, henvendte han sig 1891 til

Wilhelm Liebknecht med Bøn om at forskaffe ham tysk Borgerret. Som Udlænding kunde han ikke, som han ønskede det, uhindret kæmpe for sine Ideer. Kynisk bemærker han i Skrivelsen til Liebknecht: ”Jeg søger et Fædreland; hvor er der til at faa et Fædreland for en biliig Penge?« Dog saa let var et »Fædreland« alligevel ikke tilfals i disse Tider; der forløb mange Aar, inden han fik et saadant, forsaavidt der overhovedet kan være Tale om, at han nogensinde har besiddet det hellige Gode, andre Mennesker forstaar ved Fædreland. Selv trøster han sig ogsaa med, at han fandt sit aandelige Hjemsted i det tyske Socialdemokrati. Udtrykkeligt erklærer han i sit ovennævnte Skrift: »Det tyske Socialdemokrati blev mit nye Fædreland.« Han fortsætter: »I mere end et kvart Aarhundrede var hele min aandelige Virksomhed, mine Drømme og Forhaabninger flettet sammen med det tyske Socialdemokratis Virke: sammen med dette blev jeg begejstret, og sammen med dette oplevede jeg Skuffelser. Der var Stridigheder og Meningsforskelligheder imellem os, jeg havde Ret, og jeg havde til Tider ogsaa Uret, jeg var fortørnet og indigneret, jeg kritiserede, og jeg vil vedblive at kritisere, kun eet er jeg ikke i Stand til, nemlig at stille mig udenfor Socialdemokratiet.«

Dog var det ikke blot de tyske Socialister, han fandt Tilknytning til. Ligesaa intime var stadig hans Forbindelser med de russiske Revolutionære, og ogsaa med talrige Socialdemokrater i andre Lande, bl. a. ogsaa Veteranen i den danske Arbejderbevægelse, Forretningsføreren for »Socialdemokratisk Forbund«, P. Knudsen. Dog var og blev Parvus' Særlige Interesse vendt mod Rusland. 1892 publicerede han bI. a. nogle Artikler om Hungersnøden i dette mægtige Rige, i hvilke han samtidigt forudsagde en fremadskridende Rationalisering af Industrien og en tilsvarende Tiltagen af den revolutionære Bevægelse i Landet. I samme Tidsrum deltog han

143

i Grundlæggelsen af »Det russiske Socialdemokratis Forbund«, til hvilken de allerførste Spirer allerede var lagt i 1880erne. Organisationen blev oprettet 1893, dens Arbejde stod imidlertid i Stampe i de følgende Aar. 1896 var Parvus Medlem af den russiske Delegation paa den Internationale Socialistkongres i London, og 1899 tog han med sin Ven Karl Lehmann længere Tid Ophold i Rusland for at besøge Hungerdistrikterne. For at undgaa Tsardømmets Politi rejste han under Navnet August Pen og foregav at være Tjekker; Turen gik gennem Gouvernementerne Kasan, Wjatka, Ufa, Samara og Simbiask. Da Lenin, som ved Aarhundredskiftet fattede Planen om at udgive et radikalt Socialistorgan paa Russisk, til dette Formaal søgte Kontakt med de i Emigration levende Revolutionære som P. B. Axelrod, Plechanow og Vera Sasulitsj, skete der ogsaa Henvendelse til Parvus. Denne regner sig det, - i sit foran nævnte Kampskrift, - særligt til Fortjeneste, at det var ham, som foranledigede Lenin, Martow og Potressow til at dette radikale socialistiske Tidsskrift, der fik Navnet »Iskra« (Gnisten), blev udgivet i München. N. K. Krupskaja, Lenins Hustru, blev Sekretær for Bladet. Parvus fremhæver bI. a. ogsaa, at Tidsskriftets sidste Numre sluttede med hans Artikler, i hvilke det navnlig understregedes, at Intelligensen nu havde udspillet sin Rolle i den russiske Arbejderbevægelse, men samtidig rigtignok ogsaa havde opfyldt sin Mission.

Store Dage oplevede disse russiske Konspiratorer i München i den Tid, da Meddelelsen om de talrige Terrorakter i Rusland indløb, da f. Eks. Indenrigsministeren, Dmitrij Sergejewitsch Sipjagin den 15.4.1903 blev skudt af Studenten Bolmaschow, da den næste Minister i Embedet Wjatschelaw Konstantinowitsch Plehwe den 28.7.1904 i Petersburg

ryddedes bort ved et Bombeattentat, eller da den Revolutionære Kaljajew den 17.2.1905 i Moskva beredte Storfyrst Sergius Alexandrowitsch samme Skæbne. Efter disse Sammensvornes Opfattelse nærmede sig nu Tiden for Opgøret med det forhadte tsaristiske Styre, det Styre, som havde drevet dem ud af Landet. Da brændte den store Nihilist Parvus' Hjerte af Begejstring. Og da Efterretningerne om Attentater paa Ministre, Generaler, Politikere o.s.v. fulgte hinanden i stadigt stigende Tempo, kunde Konspiratorerne selvfølgelig ikke holde sig tilbage i München. Da drog nogle af de mest forvovne atter tilbage til Rusland. Helphand-Parvus blev 1905, ved den første russiske Revolution, Leder af Arbejderraadet i Petersburg og var i Moskva sammen med sin Racefælle Leo Trotzki Chefredaktør af Arbejderoprørernes Organ »Natchalo«. Paa Massemøder prædikede Parvus den blodige Revolution. Men Oprøret blev endnu engang slaaet ned, og disse Marxismens to Bannerførere havnede i Peter-Pauls-Fæstningen, medens Rosa Luxemburg paa samme Tid arresteredes i Warschau. I August 1906 kan »Leipziger Volkszeitung« meddele,

144

at Kammeraterne Alexander Helphand og Leo Deutsch er bleven hentet ud af Fæstningen i Petersborg og deporteret til Sibirien. I et lille Hul af en Landsby ved Navn Turuschansk, beliggende ved Floden Jenissei i Nærheden af Polarkredsen og i nogle hundrede Kilometers Omkreds omgivet af Steppe, trøstesløs Udørken, Sne, Sne og atter Sne, fik den Revolutionære Helphand anvist sig Bosted.

Dog snart vendte han atter tilbage til Europa, frigivet ved Kejserens Amnesti. Nogen Tid senere møder han igen op i Berlin, afmagret, udslidt, men alligevel ved godt Mod. Straks stilles han ogsaa her over for nye Vanskeligheder. Da han nogle Aar i Forvejen af Rosa Luxemburg var bleven kaldet til at redigere: »Die Sachsische Arbeiterstimme«, for fra dette Forum bI. a. at rette sin Kritik mod Bernstein og Revisionisterne, var han for sine aggressive Artiklers Skyld blevet jaget ud af Saksen og senere blevet udvist af Berlin for siden at falde nogenlunde til Ro i München. Nu, i 1907, gentager dette sig; Berlin sætter ikke Pris paa at huse en Udlænding, der har været Førstemand i den russiske Revolution, og Parvus maa derfor paa Politiets Foranledning flytte til Wien, hvor Trotzki sammen med A. Joffe udgiver et socialistisk Organ »Prawda« og naadigt antager ham som Medarbejder. »Prawda« bringer nu ofte Smaastykker af Alexander Helphand under Pseudonymet Parvus (den lille, uanselige, beskedne). Hele to Aar bliver Revolutionsmanden her, men han keder sig forfærdeligt i det af ubekymret Livsglæde prægede Wien. Det passer ham heller ikke at maatte slide haardt for blot at skaffe et kummerligt Udkomme for sig, Kone og Børn. Han higer efter andre og større Opgaver, bryder sig fejl om en hæderlig, borgerlig Tilærelse; han vil se Brand. Men det syngende og dansende Wien var saa sandelig ikke Stedet til at fremkalde Omvæltning, Attentater og blodige Optøjer. Her var altfor fredsommeligt.Derfor drager den erfarne Revolutionære i 1910 videre til Tyrkiet, hvor han ikke blot paatager sig et omfattende journalistisk Arbejde i Ungtyrkernes Tjeneste, men nu samtidigt paabegynder de storstilede finansielle Transaktioner, der paa kort Tid gør ham til Multimillionær. Takket være sin Virksomhed som Handelsredaktør ved Bladet »Jeune Turque« faar han Adgang til alle officielle Institutioner, til diplomatiske Kredse, han knytter Forbindelser med Banker, Forretningsmænd, videnskabelige Kredse o.s.v., han faar Informationer fra alle mulige Sider vedrørende politiske Foreteelser og økonomiske Forhold. Iøvrigt orienterer han sig selv ved talrige Rejser i Landet, hvor han møder op paa Markeder, træffer Aftaler med Købmænd, indhenter Oplysninger over Forraadene i Korn og Levnedsmidler og meget andet. Og han begynder selv at handle, hvorved hans Samarbejde med Racefæller, der hører til de mest driftige Forretningsmænd, kommer ham særligt tilgode. Han køber Ladninger

145

af Varer ind og forstaar glimrende ved Bestikkelser og andre Kneb at sikre sig særlige Fordele. Han kender jo ikke til Skrupler, naar det gælder om at udnytte en Situation. Hvor det er fornødent, lader han Bakschisch'en springe. Og alt er Spekulation, alle Opkøb af Levnedsmidler, Klædestoffer o.s.v. sker i Forventning om at kunne udnytte de Indtjeningsmuligheder, der vil opstaa, saasnart der atter udbryder en Krig. Det er Leverancer til den tyrkiske Værnemagt, der skal sikre ham de store Fortjenester. Timen er inde, da Balkankrigene bryder ud i Oktober 1912, henholdsvis Juli 1913. Krigsspekulationen har lønnet sig; fantastiske Formuer indtjentes. Selv forsvarer Parvus i sit førnævnte Forsvarsskrift sin Fremgangsmaade med, at han har forstaaet at udnytte sine videnskabelige Forskningsresultater til at drage Nytte af de kapitalistiske Udbytningsmetoder; det var hans Analyse af

Finansforholdene, der viste ham Vej til at blive Storkapitalist.Parvus argumenterer her bI. a. saalydende: »I Konstantinopel fandt jeg netop det, jeg havde ventet: Diplomatiske

Forbindelser og Krogveje, Kombinationer af Bankgrupper og imperialistiske Intriger laa næsten utilhyllet for den videnskabeligt forberedte Iagttagers Blik.«. Han fortsætter, at det netop drejede sig om at erkende de objektive Berigelsesmuligheder, der skabes ved Industriens kapitalistiske Udvikling. I Tyrkiet havde disse Muligheder aabnet sig for ham. Alligevel havde det været vanskeligt for ham at gøre Brug af disse Muligheder, saalænge han ingen egen Kapital besad og ikke havde Handelsforbindelser. Men med Tiden havde han saa erhvervet sig saavel Kapital som Forbindelser.

En fransk Forfatter, der har gjort sig grundigt fortrolig med Parvus' Forretningsmetoder, J. la Meilleray, giver i »Paris soir« af 29. 3. 1936 følgende uden Tvivl mere rammende Karakteristik: »Den tyrkisk-balkanske Krig bryder ud. Ingen er forberedt derpaa, undtagen Alexander Helphand. Han har besøgt Markederne, i Tide afsluttet Kontrakter, oplagret store Varemængder. Han har alt til Raadighed, Faarehjorde, Metalbeholdninger, enorme Mængder af Textilvarer. Han handler i Korn og Levnedsmidler, er Karavanebesidder, Transithandler, Befragter. Det viser sig, at Udrustningen af de tyrkiske Hære i Virkeligheden er afhængig af hans gode Tjenester, som kun tilstaas mod højeste Tarif. I alle Lande er den Slags Forretninger lukrative. I Orienten bliver deres Udbytte i forrygende Fart fabelagtigt. I de tyske Banker stiger Doktor Helphands Tilgodehavender - rigtignok udenfor de tyrkiske Autoriteters Kontrol - i et ligefrem forrykt Tempo og i ligefrem forbløffende Dimensioner. Knap nok er det sidste Kanonskud døet hen, da Alexander Helphand, bebyrdet med et imponerende Antal af Millioner, skynder sig at rejse bort med første Tog. Men han standser ikke i Wien for at se til sin Kone og sit Barn. Parvus - den lille, den beskedne, den svage - Marxisten Parvus, de

146

Undertryktes Forsvarer, rejser direkte til Berlin. Han lugter et nyt Blodbad. Han vil profitere deraf.«Nu kom først rigtig Parvus’ store Tid, hans Glansperiode som den formaaende Kapitalist, den hensynsløse og

drevne Konspirator, der havde alle Traade i sine Hænder, og som, paa Trods af alle de Angreb, der rettedes mod ham hele Verden over, kunde gennemføre nye Millionforretninger i sin specielle Rolle som »tysk Socialdemokrat« og til Tider holdt Nationers Skæbne i sin Haand. Da han i 1914 vendte tilbage til Berlin, mærkede han straks Omslaget i Stemningen imod ham. Nu var han persona grata, med de allerfineste Forbindelser. Han, den forhenværende radikale Socialist, der i Ledtog med Rosa Luxemburg og Karl Kautsky havde kæmpet mod Revisionisterne, stillede sig nu paa de moderate Socialdemokraters Side, blev Scheidemanns intime Ven, kom efter Krigsudbrudet hurtigt i intim Forbindelse med de Regeringskontorer, som havde med Ordningen af den udenlandske Handel at gøre og i langt overvejende Grad stod under jødisk Ledelse. Allevegne blev han vel modtaget. Han, der før var bleven jaget af Politiet, blev nu forsynet med særlige Pas og kunde allerede paa et tidligt Tidspunkt af Krigen forlægge sin Virksomhed til København, ikke blot som det tyske Socialdemokratis, men som den tyske Regerings Tillidsmand.

Kort Tid i Forvejen havde han løst endnu en Specialopgave paa Balkan. Her fandt han for en Tid sit Virkefelt i Athen og Sofia. Tre Maaneder efter, at han var vendt hjem fra denne Tur, sluttede Bulgarien sig til Tyskland og Østrig-Ungarn. Saasnart Tyrkiet den 6. September 1914 havde afstaaet Maricadalen til Bulgarien, indgik denne Stat ligeledes et Forbund og en Militærkonvention med Centralmagterne. Den drevne Konspirator var ikke forgæves bleven sendt til Balkan. »Neues Wiener Journal« bemærker hertil: ”Parvus har bearbejdet Bulgarien, indtil det besluttede sig til at skride ind mod Rusland.«Hvad Parvus nu under Verdenskrigen udrettede under sit langvarige Ophold i København, vil i de følgende Afsnit blive udførligt behandlet. Her skal kun, som Afslutning paa Levnedsbeskrivelsen, de sidste Aar af hans Liv kortelig behandles.

Da Tysklands Stilling i Løbet af 1918 viste sig at blive betænkelig, rejste Parvus til Schweiz, hvor han havde erhvervet sig den gamle ærværdige Ridderborg Alt-Wädenswyl i Kanton Zürich, herligt beliggende ved Züricher See. *) Slottet lod han overdaadigt indrette og residerede her

*) Byen Wädenswyl, med henimod 10.000 reformerte Indbyggere, ligger paa venstre Bred af Züricher-Søen, Ruinerne af Borgen Alt-Wädenswyl 2 km Sydøst for Byen.

147

i nogen Tid med Pomp og Pragt. Dag for Dag modtog han under sit Ophold mægtige Kufferter, omhyggeligt forseglede Kasser, plomberede Tasker o.s.v., alt beskyttet som Kurerpost. Ogsaa om disse Forhold giver den franske Forfatter J. la Meilleray en fængslende Skildring. »Wädenswyl, Wädenswyl, Wädenswyl«, skriver han, »stadig Wädenswyl. Postmesteren kan knap nok magte at udsortere Sagerne. Hver Dag indløber Bunker af Breve, Anvisninger, Pakker, en uoverskuelig Post til Godset Wädenswyl ved Zürich, hvor Hr. Dr. Alexander Helphand for nogen Tid har taget fast Bopæl. Og hvilken Mængde af Besøgende, hvilken Ødselhed og Vellevned! En Sværm af Tjenere. En Hær af Gartnere. En veritabel Bilpark. Overalt taler man om disse Ting. Det maa dog være en meget mægtig Herre, denne nye Slotsherre. I alle Kantoner er hele Færdselen strengt reglementeret siden Krigens Begyndelse; Trafikken er begrænset til nogle Timer om Dagen. Kun Kongen af Grækenland, som bor i Eksil i Schweiz, er berettiget til at benytte Bil og saa - Hr. Dr. Helphand. «Hvad betyder alt dette, spørger den ene den anden. Ingen ved det. End ikke Politiet, Finansdepartementet, ja ej heller Forbundsraadet kan forklare sig dette. Imens stiger Mængden af Pakker o.s.v., jo mere Rigets Opløsning bliver aabenbar. Umuligt, at alt dette, der kommer til Wädenswyl, kan være Helphands Ejendele; Bankernes Bokser og Pengeskabe er fyldt til sidste Tomme, og paa selve Slottet er de store Loftskamre stoppet med alle Slags Varer helt ud i de yderste Kroge og Hjørner, stoppet med Ting som herskabeligt Indbo fra de store Perioder, Kunstmalerier, Guld- og Sølvvarer, Ædelstene o.s.v. o.s.v. Hvad er her paa Færde? I maanedsvis gaar denne Trafik videre. Da springer Bomben. Da viser det sig, at her drejer det sig om intet andet og mindre end en velorganiseret og storstilet Kapital- og Vareflugt fra Tyskland. »Stykke for Stykke og Million efter Million lader Helphand overflytte fra Tyskland«, konstaterer la Meilleray. Rigmændene er blevet bange for deres Værdier, og nu sender de alt det, de formaar, til deres gode Ven i Schweiz. To Bankmænd, Milliardærer, Erzberger, Scheidemann og talrige andre store Mænd fra Novemberdagene søger paa denne Maade at redde saa meget som muligt. Af de 50 Milliarder Værdier, som skaffedes ud af Tyskland alene til Schweiz, menes Parvus at have besørget Hovedparten. Da det schweiziske Politi til Slut begynder at interessere sig for Manden, efterdi han faar saa mange Besøg af mistænkelige udenlandske Politikere og ikke blot af det tyske Socialdemokratis Førstemænd, maa han frigives efter indtrængende Henstillinger fra den i Schweiz akkrediterede tyske Gesandt.

Snart ændrer Billedet sig imidlertid. Da Parvus snuser efter nye Omvæltninger, forsvinder han pludseligt. Den 7. November, før Vaabenstilstandstraktaten er underskrevet, har Kurt Eisner sammen med de mest yderliggaaende Røde tilranet sig Magten i München. Dog, Regeringen

148

dannes i første Omgang af saavel Socialdemokrater - Paryus' Mænd - som af de saakaldte Ufhængige, de mest radikale Marxister. Ved at udgive forfalskede Akter vedrørende Aarsagerne til Verdenskrigens Udbrud, som efter hans Mening skulde bidrage til at skabe en for Tyskland gunstig Verdensopinion, kom Eisner imidlertid i Modsætning til Udenrigsministeriet i Berlin, og Resultatet var, at Eisner derefter blev Separatist og proklamerede Bajerns Løsrivelse fra Riget. Der kan gaas ud fra, at Parvus ved Udbrudet af denne Novemberrevolution havde en Haand med i Spillet og var en af Hovedmændene, men at han senere saa sig foranlediget til at gaa imod den Radikalisering af de politiske Forhold, Ministerpræsidenten tilsigtede. Da Kurt Eisner den 21. 2. 1919 falder for den unge Greve Arco Valleys Kugler, den Deputerede Osel skydes i Parlamentet og Raadsrepublikken udraabes, forsvinder Parvus lige saa pludseligt, som han var kommet. Fra München vender han tilbage til WädenswyI. Langt om længe ser de schweiziske Myndigheder sig dog foranlediget til at sætte den ubudne Gæst en Frist til atter og for stedse at forlade Landet. Terminen sættes til den 11. Februar 1920. Parvus indvilliger. Og han hævner sig over for sin Værtsstat ved senere i Nummer 48 af sit Tidsskrift »Die Glocke« at udgyde al den Haan og Foragt, han mener at kunne byde de Edsvornes Republik. Han siger sit »Farvel, Schweiz, du Spidsborgernes Republik!«; det var Takken for den Asylret Landet havde ydet en forløben Hebræer.Paa Øen Schwanenwerder, et herskabeligt Sæde nær Berlin, slog han sit nye Paulun op, sit sidste. Her fejredes endnu nogle Aar de vildeste Orgier med Rigets »store« Mænd, Novemberheltene Scheidemann, Wels, Hänisch, Ebert o.s.v. Herfra gav Parvus som den mægtigste Mand sine Direktiver til Regeringen. Thi Scheidemann var nu ikke mere som i Wädenswyl blot Parvus' Ven, men her sad han, som J. la Meilleraye saa træffende bemærker, »paa dennes Knæ«. Endog Noske lystrede Jøden og ansaa sig bI. a. for forpligtet til paa Parvus' Ordre at sende Stabler af antibolschevikiske Kalendre østpaa under militær Bevogtning; de naaede rigtignok aldrig Bestemmelsesstedet, men

blev liggende i Kowno.Den førnævnte franske Forfatter giver yderligere Skildringer af denne politiske Eventyrers sidste Bedrifter. Han fortæller bI. a.: ”Parvus overtager mægtige Opgaver, leder dristigt Hundreder af Finansoperationer og styrter sig ind i Fornøjelserne. Mellem en Børsordre og et galant Stævnemøde, en Audiens hos en Minister eller Deltagelse i en Folkeforsamling redigerer han sit Tidsskrift »Die Glocke« og skriver en revolutionær Afhandling for at forklare, hvordan man kan slaa Mellemstanden i Stykker, ekspropriere Produktionsmidlerne, koncentrere og socialisere en Nations økonomiske Værdier, og paa hvilken Maade man

149

kan fremskynde det Øjeblik, i hvilket Kapitalisterne selv beder om Socialiseringen af deres Foretagender for at undgaa deres fuldstændige Ruin.«

Dagen vies paa denne Maade de revolutionære Opgaver, Natten Lystens, Sansernes hemningsløse Udskejelser. Nu ødsles de Penge bort, som denne Mand med det ejendommelige Dobbeltvæsen, - selv Storkapitalist og samtidig efter sin Paastand Kapitalismens svorne Modstander - har tjent i de mest forrykte og samvittighedsløse Spekulationer. Nu haaner han Pengemagten, søger han at bilde sig og andre ind, at Pengene i saa stor Grad fandt Vejen til ham, fordi han foragtede dem. Og i Folkeforsamlinger, fortæller la Meilleray, udfordrer han Skæbnen med kyniske Pralerier. Da raaber han op: »Siden Vaabenstilstanden er der i Tyskland begaaet 376 politiske Forbrydelser. Man har myrdet Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg, Erzberger og Rathenau. Man har forsøgt at dræbe Scheidemann og Maximilian Harden. Men jeg, jeg lever endnu!« Og derved slog han sig paa sit brede Bryst. Men Praleriet var snart endt. I Efteraaret 1924 blev Alexander Helphand, kaldet Parvus, syg, hans Aandedræt blev svagt. Da han i den yderste Time befordres til en Klinik for at underkastes Lægens Behandling, kan han kun stakaandet hviske nogle faa Ord: »Jeg har … sluppet … Stormen … løs. Efter mig … vil der komme … « Man ved ikke, hvordan han vilde afslutte Sætningen; han døde, uden nogensinde at have givet Løsningen til sin Livsgaade. Dog samtidig med hans Død var ogsaa hans Formue hensmuldret. Et Testamente fandtes ikke, kun en Konvolut med 10.000 Mark, som ikke paa nogen Maade var tilstrækkelig til at dække den mægtige Gæld, han efterlod sig. Hvad hans mægtige Formue i det enkelte er medgaaet til, er aldrig bleven opklarett.Dermed var Parvus' Saga endt.

b) Hvad Parvus i Samarbejde med sine Racefæller foretog sig 1915 og 1916.

Der hviler, som allerede nævnt, en ejendommelig Mystik over Parvus' Levned og dette gælder ikke mindst for den Periode, han opholdt sig i København. Mangt og meget berettes om Manden, men alt hvad der fortælles er saare omstridt, saa det har sine meget store Vanskeligheder at trænge til Bunds i Parvus' Virksomhed i de nævnte Aar. Han var jo de skjulte Gerningers Mand, baade paa det økonomiske og det politiske

150

Omraade. Og det, han fortæller om sig selv, maa almindeligvis tages med alt muligt Forbehold. Som hele hans Liv var et Komediespil, en evig Skiften i Rollen snart som Proletar, snart som Kapitalist, saaledes var ogsaa hans Optræden i den politiske Kamps offentlige Debat som oftest rent og skært Komediespil.

Alligevel kan der dog fremskaffes nogenlunde tilforladelige Oplysninger om det, han foretog sig under Verdenskrigen. Hvad han specielt udrettede under sit Ophold i København, er meget udførligt bleven behandlet i en lang Række Artikler, Dagbladet »København« publicerede i Løbet af Vinteren 1917 - 18, første Gang den 24. 11. 1917. Materialet til disse Artikler stammede, som Parvus selv meddeler i sin Piece: »I Kamp for Sandheden«, for største Delen fra de russiske Korrespondenter i København, »de Herrer Wugmann, Karo, Leitis, Trotzki (ikke Socialisten, men en anden)«. Der tilføjes: »Disse Navne maa nævnes for at deres Bærere kan komme i Gabestokken - paa deres Jagt efter Sensation og Bladhonorar har de kolporteret notorisk falske Meddelelser, skønt de maatte vide, at de derved bragte Snese af Ruslands bedste

Mænd i Nærheden af Galgen«. Parvus fortæller endvidere: »»København« offentliggjorde over et halvt Hundrede Artikler mod mig, der var ligefrem struttende fulde af Ordgyderi, Bagvaskelse, Insinuation, Løgn og simpelt Vrøvl. De almindeligste velkendte Fakta er fordrejede, og alt er flettet sammen med de mest meningsløse Absurditeter. Det hele gør Indtryk af et Fantasmagori i Smag med den bekendte Betragtning: Maanen bliver lavet i Hamborg, og det er en lam Bødker, der laver den. De fleste af disse forrykte Artikler blev saa samlet i en Brochure, der uddeltes gratis over hele Danmark.««

Denne skarpe Afvisning af de i »København« af Redaktør Harald Witzansky publicerede (og af Redaktør Anders Vigen forfattede) Beretninger betyder intet, da de i Bladet offentliggjorte Kendsgerninger - trods al Modsigelse ogsaa fra andre i Sagerne implicerede Personer - har vist sig at være

151

rigtige. Blot er Bladet i Bedømmelsen af Forudsætningerne og Tendensen i Parvus' Handlemaade kommet til delvis fejlagtige Slutninger. Artiklerne er skrevet ud fra en udpræget Tysk-fjendtlighed. Derved overses, at det her drejer sig om en Jøde, der først og fremmest har sat sig til Maal at fremme sine og sin Races Formaal. Derfor støttede han snart det ene, snart det andet Parti. Saaledes undsaa han sig ikke for først at forsyne Tsarismens Hære med Medicinalvarer o.s.v. i en lang Periode under Krigen for simpel Vindings Skyld, medens han senere haabede ved Bolcheviseringen af Rusland at naa frem til Magtens højeste Tinde sammen med sine Racefæller Trotzki, Radek, Joffe o.s.v. Parvus var gennemglødet af et vildt, hemningsløst Magtbegær, saaledes som kun en Jøde kan føle det og udøve det. Dette Faktum, som dog er af væsentlig Betydning ved Bedømmelsen af hele denne Mands Adfærd, tilsløres omhyggeligt i »København«, ligesom det i de talrige Artikler, som under og efter Verdenskrigen publiceredes om Parvus i andre danske Blade, aldrig nævnedes, at han var Jøde. »København« selv er blot i den allerførste Artikel i Sagen (publiceret 24. 11. 1917) inde paa dette Punkt, idet der bemærkes: »Hans stasborgerlige Oprindelse er uklar. Rimeligvis er han russisk Jøde. Selv kalder han sig tysk Socialdemokrat«. Rimeligvis, siges der. Altsaa med et vist Forbehold. Men Jøde var han alligevel, og som saadan nævnes han bI. a. i »Jüdisches Lexikon«. Hvornaar Parvus kom til København, er ikke helt klart. Formodentlig allerede mod Slutningen af Aaret

1914, da det er blevet konstateret, at han allerede i den første Krigsvinter (d.v.s. 1914-15) har haft Mulighed for at gennemføre Kulleverancer til Danmark. »København« (5. 12. 1917) bemærker desangaaende: ”Med den Viden, vi nu besidder, stiller Sagen sig saaledes: Arbejdernes Brændselsforsyning begyndte virkelig i den første Krigsvinter som et jævnt dansk filantropisk Foretagende; men i sin nuværende Skikkelse er det Parvus' Værk.« Altsaa - Kulspekulationen, som behandles særskilt i næste

152

Afsnit - begyndte allerede i Begyndelsen af 1915. Samme Aar paatog Parvus sig - bortset fra sin Afstikker til Balkan - imidlertid ogsaa andre store Ting i den danske Hovedstad.

Forretninger var selvfølgelig det første, han tog fat paa. Det var ham, der satte Penge i »Københavns Plakatsøjler«, og som fik Koncession den 9. Juli 1915. Sammen med Racefællen Fürstenberg-Ganetski paabegyndte han samtidig Opbygningen af nye Handelsforbindelser, til hvilket Formaal der paa Østergade indrettedes et af ham financieret Import- og Eksportkontor. Ifølge de Informationer, »København« (28. 11.) havde faaet, har Parvus under sit første Ophold ogsaa været inde paa Tanken om at oprette en egen Bank, der skulde financiere Forretninger paa Rusland. Han planlagde ogsaa, i nærmeste Samarbejde med Fürstenberg og en russisk Polak Koslovski, Udgivelsen af et dansk (tysk)-russisk Handelsblad. Denne Plan maatte opgives, men derimod grundlagdes et Transport- og Dampskibsselskab, der senere fik en meget stor Betydning, da de store tyske Kulleverancer til Danmark satte ind. Her var, saavidt der er fremkommet Oplysninger om Sagen, Georg Sklarz sammen med Parvus Hovedmanden.Bortset herfra begyndte Parvus ogsaa 1915 sit Propagandaarbejde, idet han oprettede »Selskabet til

Forskning af Krigens sociale Følger«. I dette Selskabs Statutter bestemtes bI. a. i Punkt 3: »Hele Styrelsen af Selskabet beror hos et Styrelsesraad«. Punkt 4 lød: »Styrelsesraadet sammensættes paa følgende Maade: Selskabets videnskabelige Medarbejdere vælger af deres Midte 2 Medlemmer paa 6. Maaneder, og de udgør sammen med Stifteren Styrelsesraadet.« Endelig blev i Punkt 5 fastsat, at alle Styrelsesraadets Beslutninger skulde være enstemmige, og i Punkt 7, at StyreIsesraadet kunde udnævne Repræsentanter for Selskabet i forskellige Lande og overdrage dem at repræsentere Selskabet. Hvilket Arbejde dette Selskab, som udelukkende financieredes af Parvus, har udrettet, er ikke kendt; dog paastaar Parvus i sit ofte nævnte Forsvarsskrift, at Selskabet »i København har samlet et Bibliotek, som er tilgængeligt for

153

enhver, der vil arbejde videnskabeligt«, og at »Selskabets videnskabelige Arbejder har skabt det international Anseelse«, saaledes at dets Publikationer skal være blevet citeret af autoritative Tidsskrifter i alle de krigsførende Lande, saasom England, Rusland, Tyskland, Østrig, o.s.v.

Mere Interesse fortjener imidlertid den omfattende Transithandel, Parvus i nærmeste Samarbejde med Fürstenberg-Ganetski gennemførte fra Tyskland til Rusland, hvorunder Jøder benyttede deres tyske Forretningsforbindelser til at forsyne en overfor Tyskland fjendtlig Stat med livsvigtige Varer.Herom bragte »København« (8. 12.) interessante Oplysninger, idet der bI. a. bemærkedes, at Fürstenberg - som i Mellemtiden paa Grund af sine lovstridige Transaktioner var bleven sat i Fængsel og senere udvist - ifølge autentiske Meddelelser ligefrem gageredes af Parvus for at drive visse Forretninger, til hvilke Parvus stillede den fornødne Kapital til Raadighed. Disse Forretinger havde for en væsentlig Del bestaaet i Udsmugling af Medicinalvarer og lign. af tysk Oprindelse via Danmark og Sverige til Rusland. Bladet kommenterer disse Oplysninger med følgende ironiske Bemærkninger: ”Man kan sige derom, hvad man vil, der var dog, ikke sandt, et forsonende patriotisk Skær over denne risikable Forretning! Thi det russiske Røde Kors trængte haardt til disse Lægemidler o.s.v. og de Herrer Parvus og Fürstenberg rakte det en hjælpende Haand. Jamen de gjorde det ikke gratis! Hr. Fürstenberg forlangte de blodigste Aagerpriser, Priser, som selv det nødstedte russiske Røde Kors vægrede sig ved at betale. Og han tjente store Summer til Parvus.” Bladet fortsatte: »Forretningen blev opdaget ved, at nogle Kufferter med forbudte Varer blev beslaglagt i Frederikshavn, hvorfra de skulde sendes til Gøteborg. Det var først umuligt at finde Afsenderen; men paa Grundlag af en Gisning og et fjernt Indicium, lykkedes det Retfærdigheden at faa fat i Hr. Fürstenberg, som ogsaa langt om længe tilstod og tillige indrømmede, at han blev lønnet af Parvus og arbejdede med dennes Penge. Der var imidlertid ikke

154

tilstrækkelig Grund til at skride ind mod Parvus selv, da Fürstenberg haardnakket fastholdt, at hans Herre ikke havde været vidende om Forretningens Art! Hr. Fürstenberg fik en stor Bøde og blev udvist, medens det betydedes Hr. Parvus, at han vilde faa samme Skæbne, hvis hans Navn oftere blev truffet i Forbindelse med illegitime Forretninger.«

»København« oplyste endvidere, at Socialdemokratiets Ledelse i Tide fra rette Vedkommende var bleven underrettet om disse Forhold, men at man rigtignok samtidig kunde afvise Paastanden om, at Ministrene Stauning og Borgbjerg skulde have virket for og opnaaet en lempelig Ordning af Hr. Fürstenbergs Mellemværende med Straffeloven. Denne oprindelig i russiske Blade fremsatte Paastand havde dog vist sig at være urigtig:- »Ret skal være Ret«, fortsættes der, »disse Rygter er misvisende Overdrivelser. Fürstenbergs Bedrifter var desuden saa oplagte, at det første Tilløb til en Intervention stoppede op ved den første Meddelelse om Resultaterne af den retslig Undersøgelse.«

At disse Meddelelser var rigtige, har senere tilfulde vist sig i Undersøgelserne mod Georg Sklarz, som

gennemførtes i Berlin. Derved konstateredes, at vældige Varemængder under Krigen var bleven udsmuglet af Riget, og at ved Siden af Fürstenberg-Hanutzki (Ganetski) andre »ærbare« Købmænd som Mendelssohn, Gurewicz, Lwowicz, Adler, Cohn, Kleymann, Zitron, Senefelder, Mühlhausen, samt en Forretningsmand ved Navn Henk, selve Scheidemanns Svigersøn, var Deltagere i denne Transithandel. Sendingerne gik over Frederikshavn-Gøteborg. Ifølge Optegnelserne i Sklarz-Akterne blev der bI. a. ad denne Vej sendt ud af Tyskland med Rusland som Bestemmelsesland:

14. 4. 1916: Undertøj18. 4. 1916 25.000 Tons Fiskekonserves10. 6. 1916 20.000 Sække Santos Kaffe15. 6. 1916 80.000 Sække Santos Kaffe

155

01.07.1916 50.000 Sække Santos Kaffe05.07.1916 Melton, Serges, Velour og andre Stoffer;07.07.1916 Skrivepenne08.08.1916 Damestrømper01.11.1916 Kakao og Kaffe20.11.1916 Thermometre01.12.1916 327.000 kg tysk Værktøjsstaal05.01.1917 Laboratorieapparater og -materialer01.04.1917 Azitum Salyzilikum, Antipyrin, Salol samt andre Medikamenter i store Mængder.

Men der kan gives yderligere Oplysninger om disse smarte Forretningsfolks Transaktioner. 1915 oprettedes som nævnt Handels- og Eksportkompagniet AIS, som 1917 havde en Aktiekapital paa 80.000 Kr. I Bestyrelsen sad Østjøden Fürstenberg som Formand, desuden Grossererne V. P. A. Lemche og Chaim Witkin. Fürstenberg var tillige Prokurist i Foretagendet. Forretningslokalerne laa 1917 Nørrevoldgade 15; Telegramadressen var Kopenester. NavnIig dette Firma besørgede de krigsvigtige Leverancer til Rusland. Da det tyske Folk i Sommeren 1916 maatte nøjes med at spise Kaalrabi, sendte Kopenester 80 Millioner Stk. Bouillon, hvis Analyse udviste en høj Fedtprocent, fra Tyskland tiI Rusland. Juni 1916 var store Mængder Skosøm gaaet samme Vej, og i August s. A. fulgte to Vognladninger Saltsyre. I en Periode, hvor Klædemangelen allerede gjorde sig meget stærkt gældende i Tyskland, sendtes - alt endnu i Aaret 1916 - Masser af Strømper og Handsker, Klædnings-, Kaabe- og Buksestoffer til Rusland. Derfor gav Kopenester i en telegrafisk Ordre udtrykkelig Anvisning om at forsyne Sendingen med en nevtral Stats Paaskrift: »Ohne deutsche Aufschrift; neutral verpackt«, men i en Ordre bemærkedes udtrykkeligt, at Partiet var solgt til Petersburg. Alt taler for, at ved denne Transithandel ogsaa andre Lande end Rusland er blevet forsynet med Varer, som har været af livs-

156

vigtig Betydning for det tyske Folks Ernæring og Underhold. Allerede i November 1915 begyndte det nævnte Firma desuden med Eksporten af Medicinalvarer og Artikler til Sygebehandling, hvorved alt kunde gaa med ind i Omsætningen, lige fra Fluefangere og Haarklipningsmaskiner til det smertedulmende Morfin. Da Kopenester 1916 meddelte sine Forretningsforbindelser, at man var villig til at købe alt, hvad der kunde bruges i Rusland, blev alle mulige Varer leveret, deriblandt endog Dieselmotorer!

Man bør her lægge Mærke til, at denne Trafik med Udsmugling af Varer fra Tyskland paabegyndtes allerede i Efteraaret 1915, og at det ved denne Transithandel tildels drejede sig om meget store

Vareforsendelser, hvis Transport maa have gjort Indsættelse af hele Vognstammer fornøden. Naar det saa endvidere kan slaas fast, at alle disse Varer er blevet solgt til Aagerpriser, kan man foresiille sig, at alene denne Gren af Parvus’ talrige Foretagender maa have afkastet mægtige Avancer. *)

Helt uden Myndighedernes Indgriben kunde denne Transithandel dog ikke gennemføres. Adskillige af disse paagaaende Handelsmænd maatte stifte Bekendtskab med Assessor Thorups Særdomstol for Klausulbrydere, Kædehandlere osv. Allerede i Januar 1917 ramtes Jacob Fürstenberg af Nemesis, idet han for Udsmugling af Morfinsprøjter, Salvarsan og desl. fik en Bøde paa 10.000 Kr. og blev udvist af Landet. Samtidig blev to andre russiske Opkøbere dømt for samme Art Forseelser: Stanislaus Zarnowski til 10.000 Kr. og Suszkiewitz til 1.000

*) Jvf.- Grosserer Joh. P. Sørensens Livserindringer i sit 1937 udgivne Skrift: »30 Aar til Lands«, hvor han beretter om følgende Oplevelse fra de første Krigsaar:»I Lüdenscheid kom jeg i Forbindelse med et stort Metalværk, og det førte til en betydelig Transithandel med Rusland. Russerne vilde gerne købe, og Tyskerne vilde gerne sælge, selvom det var til Fjenden. Jeg maa her dog sige, at det var Jøden paa begge Sider, som drev denne Forretning, nogen ren Tysker, eller som det nu hedder Arier, gjorde det ikke«.

157

Kr. i Bøde, og begge udvistes. I den store Klausulsag mod Apotekerne J. V. Trojel og Victor Hans Meyer fra det Det kongelige Vajsenhus’ tidligere tilhørende Apotek, i hvilken Medicinalvarer, som var behæftet med tysk Klausul, gennem Mellemmænd, Grossererne Eschricht, Bäncke og Menck, var bleven solgt videre til udenlandske Opkøbere, spillede ogsaa visse Jøder en større Rolle. Saaledes fandtes blandt de russiske Opkøbere Mænd som Auerbach, George Cohn og Ginsbury. Dommen i Sagen faldt den 10. Marts 1917. Ginsbury (alias Læge Gänsburg) var iøvrigt 1916-17 saa at sige Fürstenbergs Afløser og stod ved Udsmuglingen af Medicinalvarer i Samarbejde med Grosserer Egelund, som af Thorup 1917 blev idømt en Bøde paa 15.000 Kr. og 1919 forgæves forsøgte at opnaa en Ændring af Dommen. *)

Den 5. 12. 1917 gjorde »København« desuden opmærksom paa den særlige Interesse, Parvus viste for Opkøbet af russiske Rubler. Dette Opkøb foretoges i Samarbejde ikke blot med danske, men ogsaa med udenlandske Personer; naar Papirrublen til Tider var blevet saa stærkt jobbet op, kunde det maaske forklares ved, at der fandt et stort Forbrug af russiske Pengemidler Sted i Egnene bagved den tyske Østfront, hvor de af Tyskerne (som ifølge denne Fremstilling fik de russiske Pengemidler tilført gennem jødiske Mellemmænd) blev afsat til Pari. Udbudet af denne Valuta bestemtes iøvrigt uden Tvivl ogsaa ved, at Rubler ikke mere kunde udføres over den russiske Grænse paa legitim Vis. Bladet gjorde endvidere gældende, at andre Fremgangsmaader rigtignok ogsaa lod sig anvende, navnlig ved den finske Grænse, og at det paa denne Maade kunde forklares, at der fandtes saa mange Rubler i København. Hvortil bemærkes: »»Blandt Opkøberne er et Vekselererfirma, med hvis Chef ”Parvus« stadig har staaet i nær Forbindelse, og hvis socialistiske Referencer er af fineste Slags«.«Herved tænktes paa den meget fremtrædende socialdemokra-

*) Jvf. »København«, 6. April 1919.

158

tiske Borgerrepræsentant, Heljøden Aron F. Lamm, Indehaver af Vekselererfirmaet M. H. Cohen & Lamm, som ganske rigtigt var Parvus’ nærmeste Bankforbindelse. Afsluttende konstateres det saa endnu engang, »»at disse Opkøb foretages for tysk Regning eller med Salg i Tyskland som Formaal, at man finder notoriske Rubelopkøbere blandt »Parvus« nærmeste Forbindelser, og at disse Forbindelser har en udpræget

socialistisk Partifarve«.«

Transithandelen og Spekulationen i russiske Rubler laa altsaa under Krigen hovedsagelig i polske og russiske Jøders Hænder. Disse smarte Forretningsmænd havde en Slags Central i Paladshotellets Vestibule, som af denne Grund ogsaa af L. V. Birck i hans Rigsdagstale den 17. 6. 1919 betegnedes som Helvedets Forgaard. *) Det var det værste Udskud af galiciske Ghettojøder, som var Deltagere i dette Spil om Varer og Valutaer, og det var dette Rakkerpak, der for en Tid satte Præg paa Hovedstadens Gadeliv omkring Raadhuspladsen. **) En lille nydelig Skildring af disse Samfundets Snyltere, som saaledes hørte til Parvus’, Fürstenberg-Ganetskis, Lamms og Konsorters nærmeste Forretningsvenner, gives i »E. H. Magazinet«s December-Nummer 1916, hvor Jens Locher bl. a. fortæller følgende om »Københavnske Krigsprofiler«:

»Jøden fra Lodz. Spionen. Den internationale Dame. Det er de tre skarpe Profiler, vi atter og atter møder blandt de nye, fremmede Ansigter, der er dukket op paa Strøget og i Kafeerne siden den skæbnesvangre 1. August 1914.

Da v. Mackensen stod 25 km fra den gode polske By Lodz, og de tyske Granater allerede begyndte deres paatrængende Illumination af Horisonten, sagde Moses og Aron og Jacob Adieu til Vekselerer-Boden, Guldsmedeforretningen og Lagret med de færdige Herreklæder og drog med sin tro Hustru og sit frugtbare Afkom til den fjerne By Kjøbenhavn, om hvilken sære Tidender var naaet til Lodz. Det hed sig, at Byen flød med

*) Jvf. nedenfor S. 375.**) Jvf. de vedføjede Karrikaturer.

159

Mælk og Honning, og at Kurser og Priser steg og steg evindeligt paa en gylden Jacobsstige helt op i den syvende Himmel.

Og hverken Moses, Aron eller Jacob er blevet skuffede. Se paa dem, naar de hver Dag præcis Klokken 12 mødes med de andre Lodz'ere paa Raadhuspladsen. De fiffige Ansigter med de pompøse Skæg glinser af Tilfredshed med Tilværelsen. Som et særligt Udtryk for deres inderlige Glæde har de iført sig det mest højrøstede Tøj, Byen overhovedet ejer.Skrigende Farver af alle Kalibre. Cremefarvede Velourhatte, knaldrøde Slips, blommefarvede Ulstre, græsgrønne Habitter og lynende Lakstøvler med kanelbrune Gamascher. Og glem saa ikke at lægge Mærke til den lille Udvækst i Farvepragten - der hvor Tegnebogen skal sidde. Hvordan de har skaffet sig al denne Pragt? Spørg mig ikke - Krigen ejer ikke en Chance: Gullasch, Hausse, Valuta-Spekulation og Import inclusive, som de glade Lodz'ere ikke har fæstet deres graadige Munde paa og suget ud til sidste gyldne Draabe. Og d'Hrr. har meget fine Næser. Det sker aldrig, at de sætter Munden over en tom Aare.Er det da saa underligt, at de er glade, og at de ikke agter at forlade det forjættede Land, saa længe Krigen endnu giver Solskin til en eneste Drue paa Spekulationens grønne Stok? De har opslaaet deres Pauluner her - de og deres frugtbare Afkom, og de er kloge nok til ikke at kny, naar de københavnske Værter skærer smaa Strimler af deres velnærede Hud. De ønsker ikke at abonnere paa de kommunale Klasseværelser og Barakker. Det lader de de indfødte om.

Lodz-Kolonien gør ingen Røverkule af sit Hjerte. Dens Medlemmer flokkes dristigt paa Raadhuspladsen og lægger utvungent og absolut ikke stiltiende Beslag paa store Brøkdele af vore mondæne Kafeer. Jøden fra Lodz, viser os sin Profil i fuld Belysning.«*)

*) Det er meget karakteristisk, at disse sarkastiske Betragtninger kom frem i et af de store københavnske Forretningshuses Magasiner, som ellers udmærket forstod at snobbe for den hjemmefødte Højfinans. 1916 og 1917 bragtes her Maaned for Maaned Virak og Ros til Landets store Mænd, med gode Billeder, bI. a. af Cold, H. P. Prior, Heilbuth, Ballin, H. N. Andersen, C. C. Clausen, Edvard Brandes o.s.v. Næsten allesammen Landmandsbankens Mænd. Dog mangler heller ikke Mænd som Prins Aage, Borgmester J. Jensen, Udenrigsminister Erik Scavenius og

Vekselmægler Just Cohen. Naar E. H.-Magazinet saaledes rakker de galiciske Jøder ned, maa disse Spekulanters Konkurrence vel have været meget generende for Landmandsbankens Inderkreds. Det var jo ogsaa disse fremmede Forretningsmænds Transithandel, der tildels gav Stødet til, at Det transatlantiske Kompagni oprettedes.

160

I Forsvarsskriftet, i hvilket Parvus behandler alle mulige Angreb, som rettedes mod ham, og i hvilket han gaar voldsomt i Rette med sine Modstandere, ikke mindst med Bladet ”København«, nævnes ikke med et eneste Ord hverken de ovenomtalte Smugleraffærer eller Rubelspekulationen, en Spekulation, der senere viste sig at have forvoldt Landet mægtige MiIliontab. *) Der var altsaa alligevel Ting, den ellers saa dristige Mand helst ikke vilde drøfte.

Saa ubehagelige de ovenfor behandlede Spørgsmaal nu var for Parvus, var det dog værst, at Sagen vedrørende det socialdemokratiske Kulkontors Forretninger blev sat paa Dagsordenen af Witzanskys »København«. Thi det var denne Sag, der vakte allerstørst Opmærksomhed i den danske Offentlighed, ikke mindst i Provinsen, og fremkaldte en Diskussion, hvis Efterdønninger strakte sig til langt ind i Efterkrigstiden. Thi specielt i denne Sag ydede Parvus sit Mesterstykke i kapitalistisk Udbytning og viste, hvordan politiske Forbindelser kunde udnyttes til Varetagelse af rent egoistiske Formaal og - i politiske Øjemed. Her viste han sine særlige Evner i at lave sort til hvidt, og i at misbruge sine Medmenneskers Godtroenhed til en ligefrem djævelsk Kapitalplyndring, medens hans Medhjælpere selvfølgelig satte alt ind paa at bortdisputere de mest forvorpne Spekulationer og Transaktioner og at give dem Udseende af at være Beviser paa ædel social Daad. Parvus siger selv etsteds i sit Forsvarsskrift: »Da Verdenskrigen begyndte laa Vejen til kapitalistisk Ophobning pludselig vidt aaben for mig.« Herved tænkte han naturligvis i første Række paa de talrige Guldmillioner, han tjente ved sine Leverancer af Kul til det socialdemokratiske Kulkontor i København. Men Skam faa den, som tror, at de danske Socialdemokrater nogensinde selv har indrømmet denne Sags sande Sammenhæng.

*) Jvf. Bircks Beregninger nedenfor S. 414.

161

c) Det Socialdemokratiske Kulkontors Millionforretninger.

I »Registreringstidende for Aktieselskaber«, udgivet paa Foranstaltning af Handelsministeriet, Aarg. 1918, staar paa S. 238 følgende:

Register-Nummer 746:. Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning, Aktieselskab, hvis Formaal er Handel en gros og en detail med Kul, Kokes og Briketter samt andet Brændselsmateriale, o. lign. Virksomhed. Selskabet har Hovedkontor i København; dets Vedtægter er af 13. Juni 1916 med Ændringer, senest af 27. December 1917. Den tegnede Aktiekapital udgør 25.000 Kr., fordelt i Aktier paa 100 Kr. Aktietegningen er ophørt; Aktiekapitalen er fuldt indbetalt. Hver Aktie giver 1 Stemme, dog kan ingen Aktionær afgive mere end 5 Stemmer. Aktierne skal lyde paa Navn og skal noteres. Aktionærer kan ifølge nærmere i Vedtægternes § 5 indeholdte Regler kun saadanne Arbejdsorganisationer være, der er Medlemmer af Arbejdernes Fællesorganisation i København eller som har erholdt Samtykke dertil fra Repræsentantskabet. Ophører nogen Organisation at tilhøre Arbejdernes Fællesorganisation i København eller sker der Udlæg i eller rettes anden Retsforfølgning mod en Aktie, kan Repræsentantskabet fordre Indløsning af Aktien mod Udbetaling af dens Paalydende. Transport og anden Overgang af Retten til en

Aktie kan kun ske med Repræsentanskabets Samtykke. Bekendtgørelse til Aktionærer sker i »Social-Demokraten«. Bestyrelse: Formand Karl Frederik Madsen, Elmegade 2, Direktør Karl Johan-Kristian Kiefer, Stefansgade 14, Hovedkasserer Anton Emanuel Svendsen, Jens Juelsgade 14 og Bestyrer Valdemar Georg Alexander Walther, Hillerødgade 30, alle af København. Direktør: Nævnte K. J. Kiefer. Selskabet tegnes af 3 Medlemmer af Bestyrelsen i Forening, ved Afhændelse og Pantsætning af fast Ejendom af den samlede Bestyrelse. Prokura er meddelt Direktøren i Forbindelse med et af Bestyrelsens Medlemmer. (Selskabet var tidligere meldt til Handelsregistret i København.)

Saa uskyldigt ser altsaa Foretagendet ud, naar man slaar efter i Aktieselskabsregistret. Men Historien viser, at det her i Realiteten drejer sig om en Forretning af særegen Beskaffenhed, ikke blot, fordi rent socialdemokratisk prægede Fagforeninger stod som dets Indehavere, men navnlig fordi det kunde sikre sine Interessenter uhyrlige Millionoverskud, uden at det derved

162

nogensinde, overfor vide Befolkningskredse, mistede Udseendet af at være et udpræget socialt, om ikke rent filantropisk Foretagende.

Den socialdemokratiske Brændselsforretnings Historie begyndte med, at Parvus, omendskønt han selv aldrig havde haft med Kulhandel at gøre og ikke havde Gnist af Sagkundskab paa dette Omraade, saavidt vides allerede i Begyndelsen af 1915 fik Lov til at eksportere tyske Kul til Danmark. Dette skete trods skarpeste Modstand fra det tyske Kulsyndikats Side, hvis Monopol i dette ene Tilfælde blev brudt tiI Gunst for Alexander Helphand Parvus, formentlig under Tilskyndelse, idetmindste med Billigelse, af det tyske Erhvervslivs daværende Diktator Walther Rathenau. Parvus har altsaa - under Forhold, som endnu ikke er klarlagt - allerede i Krigens første Periode tiltvunget sig en Særrettighed, som han siden forstod kraftigt at udnytte, saaledes at han til sidst overtog ikke mindre end godt to Tredjedele af de tyske, Kulleverancer til Danmark. Og Parvus kunde paa samme Maade gennemtrumfe, at hans politiske Meningsfæller i Danmark, d.v.s. Socialdemokratiet og Fagforeningerne, fik Aftagermonopolet paa de af ham leverede Kul. At han i disse Bestræbelser tillige fik sine Racefællers og deres nærmeste Venners særlige Understøttelse maa vel anses som en Selvfølge. Daværende Statsminister Zahle gik ved given Lejlighed med Lidenskab ind for det af Socialdemokratiet med Parvus trufne Arrangement, Finansministeren Edvard Brandes fremmede det, og Hovedmanden for Financieringen af denne mægtige Import var selvfølgelig atter en Jøde, Direktør Aron Frederik Lamm, dengang Formand for Revisionshankens Bankraad.

Det socialdemokratiske Kulforetagende var født i Dølgsmaal, og det skulde dø i Skam. Det var ogsaa straks fra Starten af et alvorligt Stridens Emne, den stadige Forargelsens Kilde. Da Kampen om Arbejdernes Kulkontor stod paa det højeste, forsøgte Statsminister C. Th. Zahle i en Valgtale, som han den 10. Febr. 1918 holdt i Ringsted, at paavise, at det var det

163

tyske Kulsyndikat, der i Begyndelsen selv var interesseret i at sikre sig en forsvarlig Fordeling af Eksportvaren i Danmark og af denne Grund saa sig foranlediget til at fravige den gængse Ordning af Eksporten. Ordret erklærede han, at det var »ogsaa af økonomiske og ikke af politiske Grunde, at en Del af Kultilførslen overdroges til Arbejdernes Brændselsforretning. De tyske Eksportører savnede nemlig Fordelingsagenter for deres Varer i Danmark, og de maatte bestræbe sig for at overvinde denne Vanskelighed. De tyske Eksportører kunde ikke henvende sig til de almindelige Kulhandlere, da disse var

forhindrede i at forhandle tyske Kul.” Paa denne Maade mente Zahle altsaa at kunne forklare, hvorfor de tyske Eksportører var bleven udelukket fra at levere til Arbejdernes Brændselsforretning, medens han ikke med en Stavelse forklarer, hvorfor Parrus skulde være saa meget bedre egnet til at skaffe de fornødne Fordelingsagenter i Danmark og i denne Henseende have bedre Forudsætninger end Landets erfarne Kulimportører. Ja, Zahle nævner end ikke Parvus med saa meget som blot et eneste Ord. At Argumentationen iøvrigt var i Bund og Grund forløjet, kunde »København« straks paavise, idet det fremhævedes, at Kulforretningen ifølge den Redegørelse, »Socialdemokraten« publicerede den 19. Decbr. 1917, oprindelig fik sin direkte Udførselstilladelse annulleret, fordi danske og tyske Kapitalister i Forening krævede, at Importen skulde gaa gennem en dansk Kulimportør, til hvilken Kulforretningen skulde svare en lille Afgift. Nej, erklærer det socialdemokratiske Hovedorgan, denne Ordning kunde de Herrer Importører naturligvis ikke gaa med til, og bringer hertil følgende Begrundelse: »Da der ikke var Spor af Mening i en saadan Komedie, og da Arbejderne ikke har Grund eller Raad til at øve Godgørenhed over for Kul-Importørerne, afsluttedes den oprindelige Virksomhed, Regnskab aflagdes for Fællesorganisationen og i Juni 1916 besluttedes Oprettelsen af et Handelsselskab, der var en Nødvendighed for at undgaa Udredelsen af Tribut til danske Kulfirmaer … Arbejdernes Brændsels-

164

forretning optog Forhandlinger saavel med Kulgrubernes Forretningsledere som med de tyske Regerings-Myndigheder og overvandt heldigt de kapitalistiske Intriger, som allerede dengang var særdeles tydelige.« I Fortsættelse hertil bemærkede »Social-Demokraten« af 20. December 1917, at Dr. Helphand »som den indflydelsesrige Partifælle, han er, medvirkede til, at de tyske Fagforeninger brugte deres Indflydelse til at overvinde tyske Kapitalisters og Autoriteters Uvilje mod at sælge til et dansk Arbejderselskab«. Kraftigere kunde Statsministerens Paastande sandelig ikke føres ad absurdum. Men allerede selve denne Kontrovers viste tillige, at der var noget raaddent i Sagen. I Anledning af Statsminister Zahles Tale stilledes tillige det Spørgsmaal til Diskussion, hvorvidt politiske Momenter kunde have været bestemmende for den trufne Ordning. Ogsaa herom gav »Social-Demokraten« (d.v.s. Folketingsmand Borgbjerg) allerede den 19. December en Forklaring, som ikke var til at misforstaa, idet der bemærkedes: »At de tyske Myndigheder ogsaa tillagde en saadan Virksomhed (Brændselsforretningen), til hvilken de altsaa bidrog, politisk Betydning, er muligt, men Hovedsagen for det danske Folk var at faa Brændsel …«Hvoraf kan sluttes, at Parvus uden Tvivl har benyttet sig af politiske Argumenter over for tyske Myndigheder for at faa overdraget Særretten til at levere Kul til det socialdemokratiske Kulkontor i København udenom de ellers berettigede tyske Eksportører. For Jøden gik altsaa i denne Sag Politik og Gescäft Haand i Haand.

I selve Statutterne for Arbejdernes Brændselsforretning var der, som den ovenfor gengivne Meddelelse i Registrerings-Tidende viser, draget grundig Omsorg for, at Foretagendet under alle Omstændigheder forblev under Partiets Kontrol, og at det i Foretagendet opnaaede Overskud kun kom specielle Partiformaal tilgode. I Bestyrelsen blev kun gode Mænd af Arbejdernes Fællesorganisations Bestyrelse valgt, saaIedes Formanden for de samvirkende Fagforbund Carl F. Madsen, Sekre-

165

tæren i Fællesorganisationen Karl Kiefer, Forretningsføreren for Socialdemokratisk Forbund Thorvald Stauning, Hovedkassereren for de samvirkende Fagforeninger E. Svendsen o.s.v. Det blev senere bekendt, at 150-200 københavnske Fagforeninger, som stod i Fællesorganisationen, var Aktionærer i Foretagendet. »København« kunde imidlertid den 15. 12. 1917 meddele, at en enkelt mindre københavnsk Fagforening ejede Aktier for 1.000 Kr., altsaa 1/25 af Aktiekapitalen, og at der kun var bleven 10.000 Kr. indbetalt, hvorefter det gennemsnitlige Bidrag af Fagforeningerne kun beløb sig til omkring 50 Kr. Med en saadan

ringe Aktiekapital klarede man en Forretning, der i Løbet af et Aarstid havde en Omsætning paa mangfoldige og en Fortjeneste af adskillige Millioner Kroner. Ejendommeligt ved dette Selskab var det ogsaa, at den engang dannede Kreds af Interessenter ifølge Statutternes Bestemmelser var ubrydelig, medens der paa den anden Side ikke fandtes nogen Bestemmelse, som hindrede at Aktierne ejedes af Privatmænd. Selv om det nu hævdedes, at ingen private Personer havde Aktier, kunde der dog - mente Bladet »København« - næres Tvivl i saa Henseende, da der i denne Sag jo allerede var bleven paastaaet ét og andet, som siden havde vist sig ikke at være rigtigt. Saaledes stod der i »Socialdemokraten« af 16. Juni 1917 at læse om Minister Stauning:

»Han har ikke under nogen som helst Form faaet en eneste Øre af den omtalte Brændselsforretning, hverken som Løn, Udbytte eller Tantième, og han skal heller ikke senere have nogen Udbetaling. Han er Næstformand for Arbejdernes Fællesorganisation, men Brændselsforretningen som saadan er et selvstændigt Selskab, i hvis Bestyrelse Stauning ikke har Sæde og heller ikke har haft Sæde.«

»København« konstaterer hertil, at denne Fremstilling i det mindste for det sidste Punkts Vedkommende indeholdt en dundrende Løgn, da det af den Anmeldelsen til Firmaregistret vedlagte Udskrift af Selskabets Forhandlingsprotokol fremgik, at Stauning var bleven valgt ind i Bestyrelsen.

166

Hvad nu angaar Financieringen af det socialdemokratiske Forretningsforetagende, har Veksellerer A. F. Lamm i sit i 1928 udgivne Skrift »Erindringer og Tanker« givet nogle meget værdifulde Oplysninger. Han fortæller, at det var ham, der som Formand for Revisionsbankens Bankraad fik Lejlighed til paa afgørende Maade at støtte det af Fagforeningerne oprettede Importforetagende. Den første Tilskyndelse i Sagen havde han en skønne Dag faaet af Karl Kiefer, som havde afsluttet store Kontrakter om Leverancer af tyske Kul og Koks paa meget fordelagtige Betingelser og nu ønskede, at Revisionsbanken skulde financiere denne Sag. Lamm var for sit Vedkommende gerne rede til at støtte Forretningen. Han erklærer, at Brændselsmaterialet ifølge de af Kiefer givne Oplysninger kunde leveres langt billigere til Aftagerne i København, end andre kunde købe det i Tyskland, for ikke at tale om de stigende Priser paa Englands Kulleverancer. Kiefers Tanke var herefter, »at købe Kul og Koks, der dengang vilde komme til at koste her paa Pladsen 3 Kr. pr. Hektoliter Koks og derefter sælge igen til Befolkningen, vel i første Række til Arbejderorganisationernes Medlemmer til en Pris af 2 3/4 Kroner, idet Københavns Kommune som en Dyrtidsforanstaltning skulde betale Differencen 25 Øre pr. hl.« Lamm bemærker derefter, at Revisionsbanken overtog Financieringen af den omhandlede Import, efter at de socialdemokratiske Kommunalrepræsentanter Chr. Christiansen og Carl Becker havde lovet at støtte den Kieferske Plan. Disse Forhandlinger maa have fundet Sted før Juni 1916, da det i Sammenhæng hermed konstateres, at Arbejderorganisationerne nu overtog hele det nydannede Selskab »Arbejdernes Brændselsforretning«s Akiiekapital paa 25.000 Kroner, og at Importen derefter kom i Gang paa sædvanlig forretningsmæssig Maade. Lamm skal først senere have erfaret, at »den Mand, der havde faaet Kiefer ind paa Planen og ogsaa senere interesserede sig derfor var Dr. Helphand, en Rigmand, der vistnok (!) var Kommunist og maaske (!) virkede for politiske Interesser« og bemærker der-

Billede

Dr. Alexander Helphand (Parvus).Født 1867 i Beresin (Rusland), død 1924 i Berlin.

BilledeTo af Socialdemokratiets Mænd.

A.F. Lamm. Vekselerer. Født 3. 5. 1856 Kbh., død 7.4.1928 sst.

Sven Trier. Socialøkonom. Født 8. 6. 1877 Kbh., død 27. 11. 1931 sst.

Arbejdernes Brændselsforretnings Lagerplads med Kæmpekran.

167

efter, at »denne Dr. Helphand dog ydede Landet en meget betydelig Tjeneste, som man herhjemme ingensomhelst Grund havde til at beklage sig over«. Lamm skal iøvrigt kun engang være truffet sammen med denne Landets Velgører. Naar han herved søger at fremkalde det Indtryk, at han ikke kendte nærmere til denne fremmede Konspirators politiske Bestræbelser, lyder det unægtelig ejendommeligt, naar man ved, at Parvus ikke mindst var bleven kendt i Landet ved sine politiske Skrifter og havde drevet en Propaganda, der næppe kan være blevet en saa fremtrædende Socialdemokrat og saa ivrig Tilhænger af Karl Marx og Ferdinand Lassalles Ideer som, A. F. Lamm ubekendt.Lamm beretter ydermere om en anden Episode i Brændselsforretningens Historie, som fortjener nærmere Undersøgelse.Han fortæller, at Arbejdernes Kulkontor efter Blokade-Erklæringen af 31. Januar 1917 praktisk talt var i Stand til at importere saa store Mængder Kul, som det ønskede, naar blot Pengene til Indkøbet kunde skaffes. Derfor havde han selv ogsaa glædet mange Privatpersoner med i den værste Tid at skaffe dem Kul og Koks og bI. a. foranlediget Frederiksholms Tegl- og Kalkværkers Direktør til at hjælpe sig paa denne Maade. Endelig var ogsaa Trafikminister Hassing Jørgensen bragt til den Erkendelse, at det var hensigtsmæssigt at sikre Statsbanerne Kul paa denne Maade, og derved kom en stor Handel med Staten i Stand! Staten købte ikke mindre end 90.000 Tons Brændselsmateriale. Men Gennemførelsen af denne Forretning stødte paa særlig store Vanskeligheder. Saaledes havde England i Løbet af 1916 rørt paa sig. Man truede f. Eks. Bykommunerne, som viste sig villige til at aftage tyske Kul, med en fuldstændig Standsning af de engelske Leverancer og tillige forsøgte man paa alle mulige andre Maader at forhindre Forbruget af tyske Kul. Skibene, der sejlede paa England, kunde kun under særligt strenge Betingelser faa engelsk Bunkerkul. Forsaavidt de brugte tyske Kul, truedes der med Beslaglæggelse af deres Kulforraad. Under disse Forhold var Revisionsbanken

168

betænkelig ved at stille 1 Mill. Kr. til Raadighed til Opkøb af 90.000 Tons til Staten, saalænge Finansministeriets Udbetalingsordre til Nationalbanken ikke var i Orden, til Trods for, at ikke blot Trafikministeren, men ogsaa Finansminister Brandes og Udenrigsminister Munch havde givet Tilsagn om, at Ordren vilde blive effektueret. Brændselsforretningen kom derved i en ikke ringe Forlegenhed, og det er formodentlig ved denne Lejlighed, at Parvus for nogle Dage maatte springe ind med en Kredit paa 1 Mill. Kr. for at forhindre, at denne Import gik i Staa. Men tilsidst blev Knuden løst. Lamm fortæller, at han til Slut, da den endelige Afgørelse havde ladet vente paa sig i Maaneder, og da Kalamiteten var paa sit højeste, selv besøgte Departementschefen i Finansministeriet og efter adskillige forhandlinger med forskellige Embedsmænd opnaaede, at Udbetalingsordren udgik, inden han forlod Ministerialbygningen.Hvor vanskelig Stillingen for den socialdemokratiske Importforretning i Perioden før Blokadeerklæringen var, fremgaar af Parvus’ Skrift: »I Kamp for Sandheden«, hvor han bI. a. beretter, at i Oktober og November 1916, under den engelske Boykot, der kraftigt støttedes af de danske private Kulimportører samt det danske Arbejdsgiverforbund, var Københavns Red overfyldt af Dampere, som havde bragt Kul til

Fagforeningerne og nu ventede paa deres Losning. »Lagerpladserne i København var fyldt til Randen med Kul, medens det i Provinsen var umuligt for Fagforeningernes Kulkontor at faa Lagerpladser. Der maatte betales Hundredtusinder i Konventionalbøder for Overskridelse af Dampernes Losningsfrist. Man kunde ikke faa solgt Kullene og maatte indskrænke sig til at aftage Halvdelen. Fagforeningerne havde 200.000 Tons paa Lager, saa at Bladene kunde gøre sig lystige over Københavns »sorte Bjerge«. Situationen var overordentlig kritisk.« Værre blev det deraf, at Kulkontoret netop i dette Øjeblik var ude for, at det ikke kunde faa Bankkredit. I denne Situation opnaaedes der imidlertid, at A. F. Lamm som ovenfor skildret

169

rakte de nødstedte socialdemokratiske Storspekulanter og sin formaaende Racefælle Helphand en hjælpende Haand. Et Held ogsaa, at Tyskland den 31. Januar 1917 erklærede den uindskrænkede Undervandsbaadskrig, da Brændselsforretningen ellers simpelthen vilde være brændt inde med de opstablede Varer og derved ganske eftertrykkelig vilde have brændt fingrene.

Efter at Bladet »København« næsten Dag for Dag i et Par Uger havde beskæftiget sig med Parvus’ mystiske politiske Konspirationer og Gang paa Gang havde peget paa den ejendommelige Stilling, det danske Socialdemokratis ledende Mænd indtog overfor den russiske Bolchevismes Blodregimente, satte Kritiken endelig i de første Decemberdage i 1917 ind mod selve Arbejdernes Brændselsforretning A/S. »Social-Demokraten« tav. Ikke med en Stavelse gik Bladet ind paa de haarde Angreb, der rettedes mod Partiet, ej heller efter at »Vort Land«, Redaktør Erik Hansens »Kolding Avis« og andre Provinsblade havde begyndt at stille nærgaaende Spørgsmaal. »Social-Demokraten« bevarede haardnakket Tavshed i Ugevis. Og Navnet Parvus blev aldrig nævnt.Men omsider saa man sig dog fra socialdemokratisk Side nødsaget til at give Svar. Det skete paa den højst ejendommelige Maade, at der i Huj og Hast, med blot en Dags Varsel, blev indkaldt en saakaldt »Generalforsamling« i Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning til den 10. Decbr. 1917. I Referatet om dette Fællesmøde, til hvilket Bestyrelserne for Fagforeningerne var indbudt, bemærker »Social-Demokraten« Dagen efter Mødet, at Fællesorganisationens Sekretær Karl Kiefer havde aflagt Beretning om Kulkontorets Virksomhed, dens Fremgang o.s.v., hvorved understregedes, at de indførte Kul, Koks og Briketter fordeltes til de forskellige Virksomheder efter Anvisning af Statens Kulfordelingsudvalg. Til Befolkningens Forbrug skete Fordelingen gennem Kommunerne, der ved Hjælp af Dyrtidsloven kunde sælge under Indkøbs-

170

prisen. Det var alt, hvad Mødets Deltagere fik at vide. Regnskab blev ikke aflagt. Derimod blev det i den paafølgende Diskussion skarpt fordømt, at den saakaldte Chauvinistpresse havde rejst en Kamp »mod dette landsgavnlige Arbejderforetagende, der har frelst Tusinder af Arbejdere fra Arbejdsløshed og holdt mangfoldige Virksomheder i Gang, som ellers forlængst vilde være standsede.« »Dette er«, fortsætter Bladet, »naaet i Kraft af de danske Arbejderes gode internationale Forbindelser, solide Organisationer og en dygtig Administration«. Man søgte derefter at forklare de Angreb, der blev rettet mod Kulkontoret, paa den ene Side med den Utilfredshed, der herskede indenfor de danske Importørers og Grossereres Kredse, som saa deres hidtidige Monopolstilling truet, paa den anden Side med Utilfredshed hos de tilsvarende udenlandske Interessenter, som gerne vilde have hele Kulimporten til Danmark i deres Haand, for paa denne Maade at kunne opnaa Indflydelse paa Landets Politik og derved hindre Danmark i at bevare sin handelsmæssige og politiske Nevtralitet. I Sammenhæng hermed tilkendegav Forsamlingen, at Socialdemokratiet nu - uden Tvivl efter Parvus’ Tilskyndelse - ønskede yderligere Indflydelse paa Ordningen af Eksport- og Importforholdene, efter at man fra chauvinistisk Side »var kommet til at afsløre,

at de danske Erhvervs Fohandlere med Udlandet har benyttet Lejligheden til at opfordre Tyskland til at boykotte Arbejdernes Brændselsforretning, mod til Gengæld at være villig til at byde Tyskland Indrømmelser paa dansk Erhvervslivs Bekostning«. I Erkendelsen af, at Angrebet var den bedste Parade, krævede Fagforeningernes Bestyrelsers Fællesmøde dernæst, at man vilde have nærmere Indseende med alle Statens Forhandlinger vedrørende Handelsaftaler, saa de ikke mere udelukkende laa i Storkapitalisters som Foss’ og Ballins Haand, at der skulde sættes alt ind paa at dæmme op for den overhaandtagende Tendens til Monopoldannelser - Ringe, Karteller og Truster - og at Storkapitalismen navnlig skulde hindres i »at konspirere med en fremmed Stat og dens Kapita-

171

lister til Skade for den danske Arbejderklasse og hele det danske Folk«. (Alle de fremhævede Perioder trykte med fedt i »Social-Demokraten«.)

Denne Diskussion mundede ud i en Resolution med følgende Ordlyd:

»Idet Fællesmødet udtaler sin Anerkendelse af Repræsentantskabets Virksomhed og tilsiger sin Støtte til den kommende Tids Arbejde og Kamp, opfordres Arbejderpartiets faglige og politiske Ledelse til at sætte al Kraft ind paa, at den danske Arbejderstand gennem dens faglige og økonomiske Organisationer kommer til at deltage i de Forhandlinger, der føres med Udlandet om Danmarks Erhvervsinteresser under Krigen.«

Derhos bemærkes, at denne Resolution straks vil blive behandlet i De samvirkende Fagforbunds Forretningsudvalg og i Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe og at der derpaa vil ske en Henvendelse til Regeringen om Sagens Gennemførelse. Der staar nu - bemærkes der til Slut - direkte Repræsentanter for 100.000 danske Arbejdere bag dette Krav. Husmændenes Foreninger havde stadig været med i Landbrugets Forhandlinger. Nu vilde Arbejdernes Organisationer kræve at komme med i de Forhandlinger, Industrien, Handelen og Skibsfarten førte med den danske Regering og Udlandet. Derefter fører det socialdemokratiske Organ (den 12. Decbr. l917) endnu et drabeligt Forsvar for Fagforeningernes Importforretning i Artiklen: »Kapitalismens sidste Selvafsløring«, i hvilket der bI. a. gøres gældende, at det saa lidenskabeligt omstridte kooperative Foretagende jo ikke havde andet Formaal end at sikre Folkets, ikke blot Arbejdernes, men ogsaa Middelstandens Interesser mod Kapitalistklikens Udbytningsmetoder. Modstandernes Forargelse, ja Raseri, kunde blot forklares ved, at Arbejderne her havde forsøgt at trænge ind i det moderne Sam-

172

funds Livsnerve, Kullene, og derved overtog et nyt og overordentlig betydeligt Felt idenfor Produktion og Omsætning. Thi selvfølgelig maatte de erkende, at den Dag, da Arbejdet og dets Administration og Organisation var i Arbejdernes egne Hænder, da vilde Socialismen være virkeliggjort. »Da«, erklærer »Social-Demokraten«, »kommer Verden - efter vore Begreber - paa ret Køl.« Dette politiske Formaal svarede iøvrigt ogsaa nøje til den Politik, Bolchevismen var inde paa, den Politik, der i første Række havde til Formaal at sikre Arbejderne Kontrol med Industri og Handel; det var ikke hele Socialismen, men dog et Stykke af vejen derhen. Og saa lader Bladet med rene Ord forstaa, hvad der er tilsigtet, idet der bemærkes:

»Det er for Ruslands Vedkommende et Ideal, der alene ved sin Opstilling virker begejstrende og samlende og derigennem fremmaner sin egen Virkeliggørelse, men hvis praktiske Gennemførelse forudsætter en velorganiseret, vel oplyst, moden og dygtig Arbejderklasse. Gennem 30-40 Aars fagligt, kooperativt og politisk Arbejde er vi her i Danmark naaet dertil, at Arbejderne har en vis Kontrol, en vis Medbestemmelsesret i Indutrien. Men vi skal videre ad denne Vej, og nu har

Arbejderne paa Fællesorganisationens Generalforsamling i Forgaars vedtaget, at de ogsaa vil have Haand i Hanke med de internationale Forhandlinger, der føres paa Industriens Vegne. Danske Kapitalisters sidste skandaløse Forsøg paa Sammensværgelse med tyske Kapitalister og tysk Statsmagt imod danske Arbejder- og Samfundsinteresser har bragt Arbejderne til klar Bevidsthed om, at de maa have Foden indenfor overalt, hvor det er muligt.«

Det var Parvus’ Paroler fra først til sidst. Ja, Borgbjerg er jo netop inde paa de Betragtninger, Parvus Gang paa Gang havde udviklet i sine teoretiske Undersøgelser over Marxismen,

173

og naar der her fra Socialdemokratiets Side kræves større Indflydelse paa Landets Handel og Industri, sker det denne Gang ikke blot til Fremme af Partiets og Hr. Parvus’ forretningsmæssige lnteresser, men samtidigt til Fremme af de revolutionære Formaal, Parvus i sine talrige Skrifter paa Tysk og Dansk havde prædiket for det tyske og det danske Socialdemokrati. Her gaar »Social-Demokraten« endog saa vidt i sin Lydighed overfor Parvus, at det for en Stund paa godt og ondt sværger til selve Bolchevismens Paroler og først opgiver denne Holdning, da Parvus siger sig løs fordi Lenin ikke vilde lade ham vende tilbage til Rusland. Parvus forfulgte, som det her viser sig, ganske aabenlyst den Plan med det af ham skabte socialdemokratiske Kulforetagende at gribe ind i Danmarks indre Forhold og at fremme Socialiseringen ved at hjælpe Socialdemokratiet til at faa Foden indenfor overalt, hvor det var muligt!

Dog disse Bestræbelser stødte i denne Omgang paa en meget kraftig Modstand. Omgaaende gav først Erhvervenes Fællesudvalg gennem Ritzaus Bureau et meget eftertrykkeligt Gensvar, idet der erklæredes:

»I Anledning af det i Social-Demokraten for den 11. ds. fremkomne Referat fra Generalforsamlingen i Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning, i Følge hvilken »de danske Erhvervs Forhandlere med Udlandet har benyttet Lejligheden til at boykotte Arbejdernes Brændselsforretning, til Gengæld var man villig til at byde Tyskland Indrømmelser paa dansk Erhvervslivs Bekostning!” skal Erhvervenes Fællesudvalg herved erklære den saaledes fremsatte Paastand at være i fuldkommen Modstrid med Sandheden. Naturligvis kan Erhvervene og da ganske særligt Industrien ikke med Glæde se en Ordning, der har tilladt og fremdeles tillader Arbejderorganisationerne at indkassere en endog meget betydelig Fortjeneste paa Leveringen af et af Industriens vigtigste Raastoffer, men saaledes som Forholdene har været med Hensyn til Kulforsyningen, har man fra dansk Industris Side under de nuværende ganske abnorme Forhold maattet mene det nødvendigt at acquiescere ved den Ordning, som de danske socialdemokratiske Arbejderorganisationer paa et tidligt Tidspunkt af Krigen har afsluttet med de paagældende tyske Myndigheder.Under Forhandlingerne om Danmarks Tilførsler af Kul fra Tyskland

174

har i Tyskland flere Gange Tanken været fremme at tilbyde de danske Industriorganisationer en lignende Særstilling som Arbejdernes, men denne Tanke er stedse bestemt afvist fra de danske Forhandleres Side, da man ikke ønskede at skaffe Industrien nogen økonomisk Fordel paa andre danske Kulforbrugeres Bekostning.

Erhvervenes Fællesudvalg skal til Slut opfordre Social-Demokraten til saavel at optage nærværende Berigtigelse som at erkende det fuldkommen ubegrundede i det mod de danske Delegerede rettede Angreb.«

»Social-Demokraten« maatte erkende Berettigelsen af denne Tilbagevisning, men mente, at Erklæringen var præget af Klasseaand, og at Erhvervenes Fællesudvalg ikke kunde anses for at være kompetent til uden videre at optræde som Erhvervenes Repræsentanter, da ingen Arbejder var Medlem af Udvalget, og at man endelig ikke kunde undslaa sig for at tage Stilling til Kravet om at ogsaa Arbejderne blev repræsenterede ved Erhvervenes internationale Forhandlinger. Bestræbelserne for at bryde Industriherre-Monopolet vilde

blive videreført. Paa samme Maade forsvarede Folketingsmand C. Hauge sit Partis Fremgangsmaade, idet han bl.a. gjorde gældende, at det jo navnlig var tyske Millionforetagenders Filialer i Danmark, der var bleven ramt ved den trufne Ordning, og at den saa udpræget tyskfjendtlige Presse som »København« og andre Blade saa sandelig ikke havde nogen Grund til ”at give alene det tyske Millionærfirma Hugo Stinnes og andre af tilsvarende Karakter Fortjenester ved at sælge Kul til Danmark!«

Denne Form for Forsvar kunde selvfølgelig med Lethed imødegaas. Navnlig gav Bemærkningen om, at danske Kapitalister havde gjort et skandaløst Forsøg »paa Sammensværgelse med tyske Kapitalister og mod den tyske Statsmagt«, Anledning til nogle for Socialdemokratiet meget kompromitterende Betragtninger. Saaledes kunde der med Føje peges hen paa, at det ikke var de saakaldte Kapitalister, men Socialdemokratiet, som allerede paa et tidligt Tidspunkt - d.v.s. i Begyndelsen af Krigen - havde søgt Forbindelse med tyske Myndigheder og ved Hjælp af den berømmelige Dr. Helphand havde opnaaet

175

en Særoverenskomst vedrørende Kulleverancerne, som siden hen trods al Modstand fra Kulgrossisternes Side var bleven opretholdt. I denne Sag havde Socialdemokratiet handlet ganske paa egen Haand, udenom Regeringen! Medens Erhvervenes Delegerede faktisk stadig havde forhandlet paa Regeringens Vegne, under dens Kontrol og med Forbehold af dens Godkendelse, havde de socialistiske Partiledere forlods sikret sig denne Overenskomst. Her kunde der altsaa være Tale om en Sammensværgelse, men ogsaa kun her.

»Man betænke«, bemærker »København« (den 12. 12. 1917), »hvilke Forhandlinger de selv (d.v.s. de Mænd, der nu beskylder Kulgrossisterne o.s.v. for Konspiration) har ført, hvorledes de gennem Parvus er traadt i Forbindelse med det tyske Gesandtskab, den tyske Regering, de tyske Kul-Kapitalister. Kapital havde de ikke, Sagkundskab endnu mindre. De havde intet, som fra et dansk Synspunkt kunde give Garantier. Men netop derfor forstod Tyskland, hvilket Fund Parvus havde gjort i dem. At indfange dem betød simpelthen at grunde et tysk Monopol i Danmark, og ansætte et stort politisk Partis Førere som dets fuldkommen afhængige Funktionærer … Hævet over enhver Tvivl er det, at det danske Socialdemokrati med sin nuværende Ledelse er et under fremmed Indflydelse staaende, ved fremmed Gunst bundet, under fremmed Kontrol virkende, i Bund og Grund afhængigt Parti, hvis Afhængighed baade direkte og indirekte kan medføre de alvorligste Følger for Landet.« Og Dagen derpaa, den 13.12. bemærker det samme Blad: »Takket være det store danske Arbejderpartis Ledelse har en fremmed Magt bragt et vigtigt Omraade af dansk Marked og samtidig dansk offentlig Mening, for saa vidt den beherskes af Socialdemokratiet, under sin direkte Kontrol. Metoden er saa velkendt, som den er farlig og frygtet. Den medfører ikke blot umiddelbart Afhængighed; endnu langt værre er det, at den baade forudsætter og avler Korruption i det offentlige Liv.«

Paa samme Maade afvistes Socialdemokratiets Krav om at blive stærkere repræsenteret ved erhvervsmæssige Forhandlinger med Udlandet. Partiet som saadant kunde allerede ved den bestaaende Ordning paa fuldt betryggende Maade varetage sine Interesser. Det havde et Medlem i begge de af Ministeriet nedsatte Kulnævn; saaledes sad I. A. Hansen - hvis særlige Forretninger sammen med Hr. Parvus behandles nedenfor -

176

i Nævnet vedrørende de tyske Kul og kunde der erfare alt, hvad han ønskede. løvrigt maatte man vel gaa ud fra, at Fagforeningerne som Indehaverne af Arbejdernes Fællesforenings Brændselsforretning A/S havde deres Grossererborgerskab i Orden, derved eo ipso var Medlem af Grosserersocietetet og ogsaa allerede herved kunde faa tilstrækkelig Indseende med »de internationale Forhandlinger, der førtes paa Industriens Vegne«!

Men Kritikken rykker det socialdemokratiske Foretagende endnu nærmere paa Livet. Det paapeges, at denne Institution paa ingen Maade kunde gøre Krav paa den Anerkendelse, at det havde skaffet mere Kul til Landet, end man ved en anden Ordning kunde have indført. Thi det samlede Import-Kvantum var nemlig

fastsat ved en dansk-tysk, af Regeringen godkendt og paa Kompensation hvilende Overenskomst. De tyske Kul maatte betales med danske Varer, hvorved det imidlertid viste sig at Kulpriserne var steget relativ meget stærkere end Priserne for de danske Eksportvarer. Denne Prisstigning laa for Kullenes Vedkommende cirka tre Gange højere end for de danske Levnedsmidlers Vedkommende. Dertil kom, at Indkøbspriserne for de tyske Kul ogsaa laa væsentligt højere end for de engelske Kul, og at disse højere Priser maatte betales, omendskønt Transportomkostningerne for de tyske Kul almindeligvis var væsentlig lavere end for de engelske. Engelske Kul fordyredes netop saa umaadeligt ved Fragterne og ved Torpederingerne. Naar man endelig vilde gøre gældende, at Fagforeningerne overtog Kulimporten fra Tyskland i saa stor Udstrækning som sket var for at hjælpe den nødstedte danske Arbejderbefolkning, skulde man - mente »København« og andre borgerlige Blade – idetmindste have sørget for, at Priserne for de af dem indførte Kul og Koks holdtes nede paa et rimeligt Niveau. Men i Stedet for var man gaaet med til at jobbe Priserne opefter, saa deres Overskud naaede ligefrem fantastiske Højder. Ja, denne socialdemokratiske Brændselsforretning havde endog ved ”Konspiration« med tyske Statsmyndig-

177

heder sikret sig en lavere Indkøbspris end de andre danske Importfirmaer, uden imidlertid af denne Grund at levere Brændselsmaterialet billigere til sine Aftagere her i Landet!

Disse og talrige andre Bebrejdelser rettes mod Staunings, Borgbjergs og Kiefers Importforetagende. Men haardest rammer dog Paastanden om, at Socialdemokratiet ved disse Transaktioner maatte have opnaaet Fortjenester til flere Millioner Kroner, der for en stor Del skulde tjene til Fremme af politiske Formaal. Der blev nævnt Tal op til 22 Millioner Kroner. Venstre-Folketingsmanden Jensen-Flø hævdede i et Møde den 10. Decbr. 1917, at Overskudet havde andraget mellem 15 og 22 Mill. Kr., og at han kunde bevise det. Atter andre fandt, at 8 Mill. Kr. maatte komme Sandheden nærmere. Jensen-Flø havde behandlet Spørgsmaalet for at forsvare sit Parti mod den Beskyldning, at Krigens og Dyrtidens Venner skulde findes i det. Nej, mente han, i denne Henseende maatte Socialdemokratiet gribe i sin egen Barm, navnlig under Hensyn til, at det var gaaet med til Oprettelsen af Brændselsforretningen, der, selv om Overskudet kun skulde andrage 15 Mill. Kr., dog havde opnaaet en kolossal Fortjeneste. »Jeg ved ikke«, fortsatte Folketingsmanden, ”om Aktieselskabet har skaffet billig Brændsel, men jeg véd, at det indvudne Beløb i Forhold til Aktiekapitalen er saa enormt stort, Procentudbyttet saa højt, at Papirer, der er knyttet til Foretagender, som i den offentlige Debat kendetegnes ved Navnene Max Ballin og Heilbuth, ikke nær naar op i Procentudbytte med disse …«Overfor saadanne Beregninger saa endog »Finanstidende« sig foranlediget til at gaa alvorligt i Rette med Socialdemokratiet, idet det pointerede, at 10 pCt. vilde have været en passende Avance for et Kapitalforetagende, og at det derfor ved en Aktiekapital paa 25.000 Kr. maatte have været tilstrækkeligt, hvis Overskudet havde andraget 2500 Kr. Men at tjene Millioner paa den omhandlede Maade var uforsvarlig. Skulde Fortjenesten ogsaa kun beløbe sig til 8 Mill. Kr., saa vilde det svare til en Dividende af 32.000 pCt. »Selv i disse Gullash-

178

tider«, siger »Finanstidende«, »er dette en Rekord, og selvom Merindtægtsskattens 35 pCt. drages fra, en pæn Dagløn for de lykkelige Indehavere af Aktierne«. Dette Finansorgan understregede samtidigt, at det socialdemokratiske Foretagende var baseret paa et Monopol af mere udpræget Karakter end f. Eks. det, Standard Oil indehavde før Krigen, og at det desuden umiskendeligt havde sin politiske Side. Derfor var det under de givne Forhold rimeligt at henstille til Parvus, af egen Drift at vise de danske Myndigheder det Hensyn snarest muligt at forlade Landet. Fagforeningerne advaredes endvidere paa Grund af deres Kulmonopol mod at stille altfor yderliggaaende Krav vedrørende Medvirken ved handelsmæssige

Forhandlinger og anmodedes om i Tide at overveje en forsvarlig Fordeling af Overskudet, og iøvrigt at lægge Kortene paa Bordet, »saa at den grimme Beskyldning, der klæber ved dette Aktieselskab for, at det udnytter Befolkningen til egen Fordel, kan blive aftvættet«.Da der saaledes faldt Slag paa Slag og Hug paa Hug, da de saakaldte antikapitalistiske Marxister i stigende Grad var udsat for de haardeste Angreb, og Hr. Borgbjerg var ude for særlig nærgaaende Bemærkninger - saaledes i »København«, der hævdede, at sidstnævnte, hvad Lugten angik, ikke var til at kende fra det Stinkdyr, med hvis Vædsker han var vakcineret - maatte Forsvaret for Kulkontoret tage rigtig fat.

Den første, der tog Ordet, var Smede- og Maskinarbejderforbundets Formand l. A. Hansen. Han fremsatte, som den uhildede og uinteresserede Mand han mente at være, sine Meninger om Sagen i et Interview, som publiceredes i »Politiken« den 17. Decbr. 1917. Han maatte først indrømme Parvus’ Forbindelse med Foretagendet, men hævdede samtidigt, at Brændselsforretningen fra Begyndelsen af var tænkt som en rent social Foranstaltning. Derved var Hr. I. A. Hansen i forskellig Henseende noget uheldig med sine Erklæringer. Ifølge Interviewet sagde han bI. a.:

179

»Hvad Helphands (Parvus’) udenrigspolitiske Virksomhed angaar, kan jeg blot sige, at ham maa Tyskland tage paa sin Kappe. Han - den tidligere fattige socialdemokratiske Litterat - indtager en indflydelsesrig Stilling i Kraft af sine Forbindelser med officielle tyske Kredse.«

Der slap det ud. Socialdemokratiet kendte altsaa til denne russiske Emigrants politiske Konspirationer, og det blev erkendt, at han ikke blot var det tyske Socialdemokratis, men selv »officielle tyske Kredses« Repræsentant. Det var selvfølgelig ubehændigt af Jakob Andreas Hansen saadan at buse ud med Sandheden. »Politiken« maatte derfor ogsaa den 19. Decbr. bringe følgende højst besynderlige Berigtigelse:

»I et Interview med mig har deres Medarbejder spurgt mig om Dr. Helphand (Parvus), men ikke opfattet mit Svar helt rigtigt. Hvad jeg har ønsket at sige er, at den fattige socialdemokratiske Journalist havde vist sig i Besiddelse af saa stor Dygtighed og politisk Forstaaelse, at han nu har faaet megen Indflydelse blandt PartifæIIer og derved paa almindelig tysk Politik.«

Det kan ikke forbavse, at »København« hertil knytter nogle ironiske Bemærkninger, mener, at naar J. A. Hansen retter, retter han, saa det klodser, og iøvrigt spørger, hvorfra da denne fattige socialdemokratiske Journalist havde de Kapitaler, han stillede til Raadighed for Brændselsforretningen, da den var i Bekneb. Men Bladet kan endvidere fremhæve, at Hansen gør sig skyldig i en dundrende Usandhed, da han jo selv var med i et privatkapitalistisk Foretagende, ”Dansk Handels- og Industri A/S«, som arbejdede med en Aktiekapital paa 250.000 Kr., fuldt indbetalt, og uden Tvivl indbetalt af Dr. Parvus’ Midler.

Hvad J. A. Hansen ellers meddelte i sit Interview til »Politiken«, var ligesaa taabeligt og selvmodsigende. Aabent indrømmede han bI. a., at det danske Socialdemokrati havde været

180

i Stand til at faa sit eget Kulfirma, fordi det tyske Socialdemokrati vilde være behjælpelig ved denne Sag, med en Tilføjelse om, at »de tyske Socialdemokrater for Tiden er Trumfen blandt de politiske Partier«. Det var altsaa saa at sige det internationale Proletariats Solidaritet, der havde været afgørende for, at det »antikapitalistiske« Parti, Socialdemokratiet, havde faaet sit eget storkapitalistiske Foretagende. Hansen understregede denne Tanke ved yderligere at fremhæve, at de tyske Arbejderrepræsentanter havde »haft baade Viljen og Evnen til at hjælpe de danske Arbejdere paa en Tid, da det saa ud til, at Tilførslerne af Kul og Koks vilde svigte.« Men ogsaa denne Gang indvikledes han i Selvmodsigelser, idet han lidt senere

udtaler: »Foretagendet (d. e. Brændselsforretningen) begyndte under smaa Former og under ringe Opmærksomhed paa et Tidspunkt, da Købelysten efter tysk Kul og Koks var aldeles minimal.«Netop heroverfor kunde der med Rette fra Modstandernes Side peges hen paa, at det socialdemokratiske Kulkontor var ude for en meget kritisk Periode navnlig i Tiden mellem Stiftelsen (Juni 1916) og Blokade-Erklæringen af 31. Januar 1917, da det ikke kunde slippe af med de store Mængder af tyske Kul, det havde indført. Det var jo ogsaa ved denne Lejlighed, at Parvus maatte træde hjælpende til, og endog Hansen mindes denne Episode ved at oplyse, at han »var ikke bange for at vove den nødvendige Sum for at holde Foretagendet oppe«. Hertil bemærker saa »København« (den 19. 12. 1917) meget træffende:

»Nej, for Parvus vidste, at den uindskrænkede Undervandskrig vilde komme. Og Hr. J. A. Hansens Udtalelser skaber en stærk Formodning om, at hele Kulforetagendet fra første Færd var en Spekulation med denne Viden som Forudsætning.«

I sit Forsvar for Brændselsforretningen bemærker Hansen endelig i sit Interview til »Politiken«, at der kun er opstaaet »en rimelig, jævn Fortjeneste« og at denne Fortjeneste var

181

legaliseret af de højeste Autoriteter. Derved saas imidlertid bort fra, at Legaliseringen først blev gennemført efter det Tidspunkt, da Forretningen under Udnyttelse af de ved den skærpede Undervandskrig skabte Konjunkturer kunde afkaste ligefrem fantastiske Avancer til Fordel for de socialdemokratiske Kulimportører samt - for de jødiske Leverandører, der maatte anses for at være de virkelige Kontrahenter overfor Arbejdernes Brændselsforretning. Hansen sluttede med at konstatere, at Brændselsforretningen havde været den første, der havde erkendt Betydningen af det tyske Marked, og at den derfor, »paa Trods af mange og ihærdige Bestræbelser og Intrigespil fra private Forretningsmænds Side - baade tyske og danske –” var blevet et stort og godt Foretagende.

Da Kritikken ikke lod sig standse og ved forskellige Lejligheder ogsaa Regeringen blev anmodet om at tage Stilling til Sagen, saa Udenrigsminister Erik Scavenius sig nødsaget til, Onsdag den 19. Decbr. 1917, at aflægge Beretning om Brændselsforretningen i et lukket Møde i Rigsdagen. Enkeltheder om dette Mødes Forløb kom ikke frem i Offentligheden, blot erfarede man, at Ministerens Udtalelser ikke havde fremkaldt nogen Debat. Regeringen Zahle havde altsaa ikke haft noget at erindre mod (Socialdemokratiets Storspekulation og kapitalistiske Udbytningsmetoder.

Da en Mand ved Navn Andr. Pallesen den 18.- s. M. bragte et Indlæg i »København«, maatte ogsaa Minister Stauning frem med en Erklæring. Pallesen paastod bl. a. at han, nærmest af Vanvare, havde haft Lejlighed til at se Brændselsforretningens Regnskab, og at han herved havde konstateret, at Indtægten var imellem 11 og 22 Mill. Kr. Med Hensyn til enkelte Lønninger kunde han meddele, at Direktør Kiefer fik en Gage paa 16.000 Kr. aarlig. Hvad Stauning med flere af Spidserne havde tjent, kunde han ikke opgive paa 500 Kr. nær, og derfor vilde han ikke i saa Henseende nævne Tal for ikke at være udsat for Redaktør Borgbjergs »dementerende og dokumenterende« Nægtelse, men han kunde dog sige, »at

182

Hr. Stauning, takket være Kullene, nu kan lægge sit Hoved til »Elverhøj« ved Køge uden fremtidige Næringssorger«. Derpaa svarede Stauning omgaaende:

»Dagbladet KØBENHAVN indeholder i Dag en med Navnet Andr. Pallesen underskrevet Artikel, hvori der fremsættes den Paastand, at jeg har modtaget endog meget betydelige Beløb som Betaling eller Udbytte af Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning. Denne Paastand er en før afvist Usandhed. Jeg har ikke

under nogen som helst Form modtaget noget som helst, hverken som Løn, Tantième, Udbytte eller noget andet af nævnte Selskab eller af nogen, som staar i Forbindelse dermed, ligesom jeg heller ikke har Krav paa noget som helst.

Den fremsatte grove Usandhed tilbagevises paany ved nærværende.

København, 18. December 1917.

Th. Stauning.«

Hertil bemærker »København«, at Stauning, da han nu engang var Medlem af Bestyrelsen, jo ganske naturligt maatte modtage noget i Vederlag for dette sit Hverv. En Arbejder var dog vel sin Løn værd. »Eller« - spørger Bladet - »mener Hr. Stauning, at man bør arbejde gratis og tjene sine Penge til Villaer og andre statsborgerlige Bekvemmeligheder som Aktionær og Spekulant? Hvortil ellers dette kolossale Dementi?« Desuden vilde det have været nok saa rart, hvis Stauning havde givet nærmere Oplysninger om Parvus-Komplottet og Kulfilialen. »Hvornaar«, spørger Bladet ironisk, »havde De sidste Gang den Fornøjelse at hilse paa Fürstenberg-Ganetzki, Hr. Minister?«I denne Sammenhæng skal nævnes, at det nye Højres Organ »Vort Land« Gang paa Gang fremhævede det urimelige i, at Socialdemokratiet skulde have Lejlighed til at udnytte Kompensationsordningen mellem Danmark og Tyskland til Fremme af egne partipolitiske Formaal. Her laa efter Bladets Opfattelse Sagens Kærne, der sammen med den Kendsgerning, at Partiet ved denne do ut des-Politik bragte sig i et skandaløst

Billeder

Europakortet ordnes»Svikmøllen 1917«.

Audiens ved Parvus-Hoffet i Waedenswyl.»Hovedstaden«, 8. 1. 1920.

183

Afhængighedsforhold til Tyskland, fortjente særlig Opmærksomhed. De danske Landbrugere - siger Bladet bI. a. den 19. December 1917 - burde vide, at naar de udførte deres Produkter til Tyskland, skaffede de Millioner i Socialdemokratiets Kasse, Millioner, som anvendtes til at bekæmpe Landbruget og dets Mænd. »Og« - fortsættes der - »Industrien er stillet paa lignende Maade. Ved at købe Kul hos d'Hrr. Kiefer & Co. er de med til at skaffe Millioner til Brug for dem, der vil bekæmpe den frie og selvstændige danske Industri!« Der spørges i denne Anledning, hvorfor Staten ikke selv har overtaget Importen af Kullene, naar den endelig mente, at der skulde foretages en Nyordning med Hensyn til Importen fra Tyskland. Og hvorfor har Socialdemokraterne ikke selv krævet, at Staten skulde tage dette Job, da de jo ellers ønskede, at Staten allevegne skulde socialisere? Dog hertil gives Svaret straks, idet det bemærkes, at det saakaldte antikapitalistiske Socialdemokrati her aabenbart selv ønskede at benytte sig af de kapitalistiske Udbytningsmetoder for paa denne Maade selv at indtjene mægtige Beløb til Partiformaal. »Social-Demokraten« havde jo selv fortalt, at Fortjenesten »bliver i Danmark, og Arbejdernes Organisationer styrkes derved i Kampen mod Kapitalismen.«

Samtidig understreges, i hvilken forfærdende Grad Løgnen benyttes for at dække over det, der er foregaaet med Hr. Parvus som Mellemmand. Den konservative Splittelsesgruppes Organ »Vort Land« retter i denne Anledning tillige en skarp Kritik mod de store borgerlige Hovedstadsblade, navnlig »Nationaltidende«, som dølger Sandheden i denne Sag og aabenbart er meget betænkelig ved at stille sig

paa Tværs af »Hr. Scheidemanns Venner«, specielt Hr. Parvus. Mest eftertrykkeligt tilbagevises imidlertid det konservative Folkepartis faktiske Leder, Folketingsmand Asger Karstensen, som i sit Organ »Frederiksborg Amtstidende« erklærede, at han ansaa det for klogest ikke offentligt at tale om Ting, der var skikkede til at ophidse baade i England og Tyskland. Karstensen

184

havde hævdet, at intet var bevist, og at det var bedst at lade hele denne Sag behandle i Fortrolighed og under Ansvar i Regering og Rigsdag. Indrepolitiske Sympatier og Antipatier burde her ikke spille nogen Rolle. Parvus’ Kampagne ansaas for farlig, da den var en Udæskning mod Syd, men ogsaa mod Vest, forsaavidt den kunde bibringe Vestmagterne den Tro, at Danmark var en Slags Konspirationscentral for russisk-tyske Intriger. »Vort Land« tilbageviser denne Opfattelse og betegner derved Højremanden Asger Karstensen som et værdigt Medlem af den nationalt og moralsk holdningsløse Borgbjerg-Parvus-Rode-Klike og som en tro Discipel af den radikal-socialistiske Lære. Bladet bemærker, at »hele hans Frygt for at støde nogen, hans Manen til hellere at tie om Korruption og Geschæft falder fuldstændig i Traad med Ministeriets hele Optræden under Krigen«. Dog var det uværdigt paa denne Maade at dølge Sandheden og at tillade, at et politisk Parti lod sig indrullere som rent og skært Forretningsforetagende, der tjente Millioner for til Gengæld at yde Forretningsvennerne paa den anden Side gode Tjenester. Det var dette, man kaldte for Korruption.Efter at Venstremanden Jensen-Flø paa et offentligt Møde i Frederiaia havde paastaaet, at Brændselsforretningen i de første to Regnskabsaar havde haft en Fortjeneste paa 15 Mill. Kr., røg nu ogsaa Socialdemokratiets anden Stormand, Redaktør F. Borgbjerg, i Harnisk. Han fandt Afløb for sit Raseri ved i »Social-Demokraten« af 20. 12. 1917 i en Artikel betitlet »Føj for -« grundigt at gøre op med alle de Kredse, der tillod sig at kritisere hans Partis og Fagforeningernes Importforretning. Han paastod her mangt og meget uden at bevise nogetsomhelst, hævdede bI. a., at Regnskabet for 1917 jo ikke var kendt endnu, og at der derfor slet ikke kunde siges noget om den opnaaede Fortjeneste, at denne højst kunde anslaas til en Femtedel af Jensen-Fløs Tal, at Parvus paa ingen Maade var finansielt interesseret i Foretagendet, og at Arbejderne ved Oprettelsen af Brændselsforretningen jo kun havde grebet til

185

Selvhjælp for at forebygge alt for hensynsløs Udsugning fra Kulimportørernes Side o.s.v. o.s.v. Blandt de mere end letkøbte Argumenter i hans Redegørelse skal blot nævnes, at Fortjenesten ifølge Borgbjergs Fremstilling for henved Halvdelens Vedkommende vilde gaa med til Skat, en yderligere Del af Aarsoverskudet til Krananlæg og Kajplads, og Resten skulde saa gaa »til de Organisationer med deres 100.000 Medlemmer, som danner Selskabet, til Anvendelse efter deres Bestemmelse - vi antager, bI. a. til Brændsel for Arbejdsløse«. Senere fortæller Borgbjerg, at tyske og danske Kapitalister havde været enige om, at den danske Kulimportør, der fik Importbevilling for tyske Kul, skulde »have 1 Kr. pr. Ton; uden Arbejde, uden Risiko!« Da der havde været Tale om Import af 90.000 Tons, skulde vedkommende altsaa tjene 90.000 Kr., og det vilde Socialdemokratiet ikke gaa med til. Derfor havde man sat alt ind paa at komme i direkte Forbindelse med de tyske Leverandører, og det var - takket være Dr. Helphands dygtige Bistand - ogsaa lykkedes. Selvfølgelig nævner Hr. Borgbjerg derved ikke noget om, at den Fortjeneste, Fagforeningerne sikrede sig, laa langt højere end 1 Kr. pr. Ton, at de interesserede Organisationer derved faktisk opnaaede Millionfortjenester, bortset fra, at Parvus som tysk Eksportør havde en Fortjeneste, der ifølge tyske Oplysninger androg 32 Millioner Guldmark og som saadan omregnet pr. Ton, har maattet ligge endnu væsentlig højere end Brændselsforretningens Krigsgevinst.Borgbjerg mente endvidere at kunne give sit Svar til de Blade, som havde beskæftiget sig med det

socialdemokratiske Kulforetagende, særlig Vægt ved at fastslaa den Kendsgerning, at paa ansvarligt Sted, i

Rigsdagen eller overfor Regeringen, har ingen vovet at deltage i Bagvaskelsesfelttoget, thi der kender man Sandheden, og der vil Løgnerne og Bagvaskerne straks blive naglet til Skampælen.« Dér havde Jensen-Flø ikke talt. Og den gæve Stridsmand tilføjede, at hvis man vilde have rigtig Besked, kunde man jo f. Eks. spørge Kontrolminister I. C. Christensen, thi - fortsætter han -: ”Han

186

kender nøje Brændselsforretningens Forhold til Tyskland. Han har selv været med til at købe Kul til Staten af Arbejdernes Brændselsforretning. Han ved, at Staten fik dem til den Pris, hvori de stod Brændselsforretningen, og at Staten, d.v.s. alle danske Skatteydere, derved - da Kullets Markedspris i den følgende Tid stadig steg - tjente 1 Million Kroner.«

Med et saadant Argument burde Borgbjerg aldrig være mødt frem. Thi han blev grundig desavoueret af l. C. Christensen, som den 21. Decbr. overfor Offentligheden afgav en Erklæring, i hvilken han pure afviste Borgbjergs Paastand. Han bemærkede her bI. a., at han ikke kendte noget til, om Staten netop fik Kullene nøjagtig til den Pris, »hvori de stod Brændselsforretningen«, saa at Staten derved tjente 1 MilI. Kr., og at han heller ikke kendte Forretningens Forhold til Tyskland i Henseende til, hvorledes Aftalerne om Kul fra Tyskland til Forretningen var kommet i Stand, hvem der havde truffet disse Aftaler, og hvad de gik ud paa i alle Enkeltheder. Han erklærede endvidere: »Jeg kender ikke Hr. Parvus, eller hans Medvirken ved Aftalerne. Jeg kender ikke, om danske Socialdemokrater har lovet Gentjenester overfor deres Partifæller eller andre i Tyskland. Man kan derfor ikke sige, at jeg »nøje kender Brændselsforretningens Forhold til Tyskland«. Jeg afventer lige som Offentligheden Oplysninger om adskillige Spørgsmaal denne Forretning vedrørende.«

Dette Gensvar var pinligt. Mere ubehageligt var det imidlertid, at Borgbjerg ogsaa med Hensyn til en anden Paastand kørte grundigt fast. Han havde nemlig under Henvisning til de kort forinden afsluttede Forhandlinger mellem danske og tyske Delegerede om Vareudvekslingen med Tyskland hævdet, »at Agrarerne under Forhandlingerne med Tyskland forlangte og fastholdt en saa voldsom Pris som 4 Kr. pr. Pund Smør, og for at opnaa denne Pris gik ind paa, at Tyskland fik mere for Kullene, end det ellers vilde have taget«. Hertil erklærede Industriraadets Formand Alex. Foss kort og fyndigt, at Med-

187

delelsen var »i aabenbar Modstrid med Sandheden og i absolut Modsætning til de eneste autentiske Meddelelser, hvorigennem Folketingsmand Borgbjerg kan have hentet Kendskab til det omtalte Forhold«.

Saadan gik Diskussionen videre. ”Social-Demokraten« fastholdt Berettigelsen af, at Arbejderorganisationerne nu selv var gaaet over til at regulere Indførslen af et af de betydeligste Importartikler, Kullene, og drog heraf paany vidtgaaende politiske Konsekvenser. Her havde Kooperationen vist, at den kunde ramme det privatkapitalistiske Samfund i Hjertet, at den kunde udfolde Initiativ og Dygtighed uden Profit som Forudsætning; derved viste det sig bedst, at Kapitalistklassen var overflødig i et ordnet socialistisk Samfund. Den radikale Presse var ligesaa ivrig efter at forsvare Brændselsforretningen; ogsaa det radikale Venstre kunde ikke se noget betænkeligt i, at de københavnske Fagforeninger og Socialdemokratisk Forbund var Interessenter i Kulimporten. Tværtimod! Alle radikale Blade erklærede i Dagene efter Julen 1917 enstemmigt, at denne Import kun havde haft gunstige Virkninger, fordi »Københavns Kul- og Koks-Kompagni«, der var et tysk Foretagende, derved var bleven trængt tilbage, fordi endvidere de billige tyske Priser - takket være den trufne Ordning - opretholdtes og paavirkede hele Prisniveauet herhjemme og fordi Landet derved i den for Tilførslerne allermest kritiske Periode havde faaet flere tyske Kul end det ellers vilde have faaet. Altsammen Paastande, der i de afgørende Punkter stod i skarpeste Modstrid med Sandheden. Endelig saa ogsaa Direktøren for det socialdemokratiske Kulkontor Karl Kiefer sig foranlediget til at ytre sig om Sagen. I et Interview med en Korrespondent til det svenske

»Socialdemokraten« roste han den store Indsats, der her var ydet til Fordel for Arbejderbefolkningen, idet han navnlig fremhævede, at Virksomheden havde faaet det store Omfang paa Grund af »den kraftige Bistand, som vi har faaet af vore tyske Partifæller Dr. A. Helphand (den i hele

188

Internationale bekendte Parvus), Scheidemann, Ebert m. fl.« *)Men Oplysninger, som de altsaa ogsaa efterlystes af I. C. Christensen, blev ikke givet. Man erfarede

ikke, hvor mange Millioner Socialdemokratiet og Fagforeningerne tjente paa de af Parvus leverede Kul, man erfarede selvfølgelig heller ikke, i hvilken fantastisk Grad Parvus kunde berige sig selv paa denne Konto, hvorledes han under sin Virksomhed i København Uge for Uge kunde indbetale mægtige Beløb i fremmed Valuta bI. a. paa Berner Volksbank, hvorledes det var ham, der paa denne Maade blev Multimillionær, medens danske Kulimportfirmaer holdtes udenfor. Der blev ikke meddelt Offentligheden noget om, hvorledes det socialdemokratiske Forretningsforetagende disponerede over de indtjente Midler, kun viste det sig senerehen, at Brændselsforretningen havde givet Stødet til Oprettelsen af Arbejdernes Landsbank og af Internationalt Eksportkompagni, og det ansaas for givet, at Overskudet tildels var kommet Arbejdernes Oplysningsforbund og partipolitiske Formaal tilgode o.s.v. Borgbjerg har anset det for klogest aldrig at tage Stilling til denne Side af Sagen, og som han tav alle de andre, der var indviet i Sagen. Dog kunde det 1921 udgivne Festskrift: »Det danske Socialdemokratis Historie fra 1871 - 1921« oplyse, at Omsætningen i Brændselsforretningen i 1918 havde andraget ca. 69 Mill. Kr., og i 1919 ca. 41 Mill. Kr. og at »det kooperative Foretagende anvendte sit Overskud, der efter den uhyre Omsætning maatte blive

*) Det kan være paa sin Plads, her at pege paa en Bemærkning af den kendte Chefredaktør for »Vossische Zeitung« Georg Bernhard, som - ifølge Sigilla veri - bragte en Meddelelse om, at Wilhelm Jansson havde afsluttet en stor Millionkredit med de nordiske (der menes danske) Fagforeninger, men derved imidlertid desværre havde undladt at fremhæve det nære Samarbejde, der bestod mellem ham, den dygtige tyske Fagforeningsmand Jansson, og Dr. Helphand. Herefter skulde altsaa endog de danske Fagforeninger være blevet finansielt understøttet fra de tyske Fagforeningers Side!

189

meget stort, til Konsolidering med Fremtidens Opgaver for Øje«.Mere koncise var de Oplysninger, der kom frem i den nedenfor omhandlede Fornærmelsesproces, som

Stauning indledede mod Redaktør Erik Hansen ved ”Kolding Avis”. Her oplystes det af Højesteretssagfører C. B. Henriques i Retsforhandlingen den 23. Januar 1920, at Brændselsforretningen havde givet et Overskud paa over 7 Mill. Kr. Dertil svarede - ifølge »Kolding Avis«, d. 26. Jan. 1920 - Højesteretssagfører Fich: »Paa eet Aar har Brændselsforretningen givet et Overskud paa 8 Mill. Kroner. Aktionærerne, de københavnske Fagforeningemedlemmer - har faaet 1500 Kr., 6%, men man maa ikke glemme de 5 Mill. Kr. henlagt til Fonds og til Brug for Partiet.« *)

Det kan under disse Omstændigheder ikke undre, at Fællesorganisationens Brændselsforretning paa den den 27. Decbr. 1917 afholdte Generalforsamling indskrænkede sig til en Diskussion om nye Love og Vedtagelsen af en højtidelig Protest mod den Bagvaskelseskampagne, Kapitalisterne havde indledet mod det ak saa veIsignelsesrige kooperative Foretagende. Der tales om, at Forbitrelsen kun skal have sin Grund i de interesserede Kredses Misundelse samt i »Chauvinisternes Vrede over, at Arbejdernes KuIindførsel paa et kritisk Tidspunkt har lettet Opretholdelsen af Danmarks ligelige, til alle Sider uafhængige Nevtralitet ogsaa i handelspolitisk Henseende«. Da

*) Hvorledes Socialdemokraterne forstod at benytte deres Kulforretning tiI Valgformaal, skildrer »Kolding Avis« af 24. 4., 3. og 15. 5. 1917. Den 13. Marts var der Valg til Borgerrepræsentationen i København. Forud for denne

Valgdag solgte Staunings Kul- og Koksforretning saakaldte Koks, der var rigelig med Smuld og Snavs i, for ca. 1,50 Kr. pr. Hektoliter, og som leveredes i Portioner paa ikke over ½ Hektoliter. Da kunde Smaafolk faa om ikke særlig godt, saa dog billigt, Brændsel. Men paa Dagen efter Valget var Fællesorganisationens Koksvogne forsvundet fra Storbyens Fattigkvarterer. Da solgtes kun hele tyske Koks for en Pris af 4 Kr. pr. Hektoliter. Nu kunde de mere Velhavende købe, og de kunde oven i Købet faa indtil 6 Hektoliter leveret. Der blev tjent Formuer paa denne Forretning, som ogsaa gav Firmaet Mulighed for at flytte Kontorerne fra Kompagnistræde til Frederiksberggade 16 i Nærheden af Raadhuspladsen. Naar Redaktør Erik Hansen i Anledning af denne Affære saa eftertrykkeligt krævede Oplysning om, hvem der var Aktionærer i Forretningen og derved ytrede en Formodning om, at det var Socialdemokratiets Overklasse, der klippede Kuponerne, har dette sikkert væsentligt bidraget til, at »SociaI-Demokraten« nogle Maaneder senere maatte give nogle Oplysninger, bortset fra, at Stauning - saa sent som i Januar 1918 - kom til det Resultat, at disse Maaneder gamle Artikler var fornærmeIige mod ham.

I en Artikel i sit Blad den 1. Septbr. 1917 mener Redaktør Erik Hansen, at de 150-200 Fagforeninger til Trods for Anmeldelsen til HandeIsregistret - ikke kan være Ejere af Forretningen alene. Han fortæller bI. a., at A/S BalIin købte to Skibsladninger paa tilsammen 1000 Tons, der var afskibede fra tysk Havn til 55 Kr. pr. Tons. Disse Kul blev først faktureret til Z. E. G.'s Repræsentant Emil Henius, Bernstorffsgade 21, som modtog Varen for 86½ og fakturerede den videre til BalIin for 125. Der tilføjes: »Paa denne Vis gaar Papirerne gennem Grosserer Henius, der for sin Part faar Fortjenesten paa adskilIige Tusind Tons om Maaneden og igen gør Afregning med Tyskland, som saaIedes er direkte Parthaver i A/S Arbejdernes FæIlesorganisations Brændselsforretning.« Den RoIle, Henius spillede ved Omfaktureringen af Ordrer, er aldrig bleven opklaret, ligesom det ej heller er oplyst, hvorvidt Arbejdernes Brændselsforretning har faaet hele Forskellen mellem KuIlenes Indkøbspris og den Pris, Kullenes endelige Aftagere har betalt.

190

endelig Frk. Henriette Crone paa en stor socialdemokratisk Fredsdemonstration den 23. Decbr. roser den udmærkede Dr. Helphand, som havde viet sit Liv til Proletariatets sociale Frigørelse, i højen Sky, bemærkede »København« ironisk, at denne saa højtbetroede tyske diplomatiske Agent - om Forladelse: ”denne bramfri Bibliotekar fra Østerbro” - jo egentlig var den Mand, som var en af de Hovedansvarlige for de uhyrlige Blodofre, Krigen havde krævet, da han jo ansaa det for sin Mission at frigøre Rusland ved Hjælp af Tysklands Hærmagt. Man kunde ikke have Tillid til en Mand, der drev Propaganda for Verdensrevolutionen, samtidig med, at han i

191

Samarbejde med Socialdemokratiet besørgede sine egne Forretninger.Det sidste Ord i denne Kontrovers tog Alexander Helphand-Parvus selv! Samtidig med, at »Social-

Demokraten« i Juledagene 1917 publicerede store Uddrag af Parvus’ Skrifter, bragte Bladet den 26. December 1917 et Billede af Parvus og følgende højtidelige Erklæring fra denne Aandshøvding i Marxismens Rige:

Ærede Redaktion!Et herværende Blad »København« kaster sig i en Række Artikler over mig med Bagvaskelser og

Smædeord i Anledning af min politiske Virksomhed. Det betjener sig derved af forfalskede Citater og ogsaa andre større Falsknerier.

Mit Svar paa disse Angreb er simpelt og lige til: Jeg lader mine Skrifter om Krigen oversætte og udgiver dem paa det danske Sprog. Den Omstændighed, at min politiske Virksomhed er foregaaet udenfor Danmark, og at man derfor ikke kender mine Hensigter, har ene og alene skabt Muligheden for, at man kan diske op med taabelige Eventyr om min Person.

Jeg betror mig til det danske Folks Aabenhed og Retskaffenhed, idet jeg forelægger mine Skrifter.Man vil af disse se, at jeg bekæmper Imperialismen i begge Former, den tyske saavel som den engelske - overhovedet hvor den fremtræder.

Fra en Side forekaster man mig, at jeg er Militarist, fra en anden Side bekæmper man mig samtidig, fordi jeg gerne vil hidføre Freden.

Denne Modsigelse viser klart, at det hele kun er bestilt Arbejde i de Folks Tjeneste, der vil forhindre Freden. Men det hjælper ikke. Freden er i Anmarch og kan ikke mere holdes tilbage. Skulde ogsaa jeg for

192

min Del kunne bidrage noget dertil, saa vil jeg ganske sikkert ikke ved saadanne Midler lade mig afholde derfra.

Med HøjagtelseDr. A. Helphand.

Lad os altsaa - mener Parvus - ikke mere tale Forretninger, lad os nu tale Politik. Jeg er Verdensrevolutionens Bannerfører, og jeg vil nu derigennem, at jeg publicerer mine Bøger paa Dansk, bidrage til, at den jødiske Marxisme ogsaa her i Landet vinder Sejr. Men Sandheden om sig selv, Sandheden om sine kapitalistiske Udplyndringsmanøvrer, sin umættelige Trang efter at sætte en Verden i Brand, den grænseløse Korruption, der prægede hele hans Færd og gjorde ham til en af de mest samvittighedsløse politiske Eventyrere, Europa lærte at kende under den første Verdenskrig - ja, alt dette skulde han nok vare sig for at røbe noget om. Og det danske Socialdemokrati skulde nok hytte sig for at fortælle noget om disse Ting. Dertil tjente det for godt paa de ved Parvus’ Hjælp indledede Forretninger.

d) Parvus udvider sin Virksomhed.

Den socialdemokratiske Brændselsforretnings Oprettelse var Hr. Alexander Helphands Mesterstykke. Men han havde jo stadig mange Jern i Ilden, kunde heller ikke nøjes med Handelsforetagender som Handels- og Eksportkompagniet A/S og Dansk-Svensk Import A/S, som han financierede, men maatte tage fat paa stadig nye Opgaver. Paa Initiativ i denne Retning manglede det aldrig. A. F. Lamm fortæller bI. a. i sine Erindringer, at Helphand en skønne Dag, kort forinden den store Hausse i Kul satte ind - det maa altsaa have været tidligt i Foraaret 1917 - mødte frem i Revisionsbanken for at foreslaa Oprettelsen af et Konsortium til Indkøb af Kul, hvori

193

ogsaa Banken skulde være Parthaver. Arbejdernes Brændselsforretning vilde dog ikke gaa med til denne Ordning, da den ikke ønskede at faa Privatpersoner interesserede i Foretagendet.

Den 25. Jan. 1917 mødtes ifølge Firmaregistret Fabriksbestyreren Dr. phil. Alexander Helphand, det daværende Medlem af Bestyrelsen for Arbejdernes Fællesorganisation og for Brændselsforretningen V. G. A. Walther og Smede- og Maskinarbejderforbundets Formand Jakob Anton Hansen hos en københavnsk Overretssagfører for at oprette et Aktieselskab, som kunde drive Forretning med og Fabrikation af Maskiner og andre industrielle Artikler, eventuelt overtage herværende Fabrikker eller industrielle Anlæg. De Herrer I. A. Hansen og Walther tegnede paa dette Tidspunkt for et mindre Aktieselskab »Aurora«, der arbejdede med en Aktiekapital paa 12.000 Kr, og var startet af Smede- og Maskinarbejderforbundet.

Selskabets Værksteder laa Hillerødgade 30. Nu gik disse to Mænd sammen med Parvus ind i et nyt Firma, som den 19. Februar 1917 indregistreredes under Navnet »Dansk Handels- og Industri A/S « med Domicil sammesteds som Firmaet »Aurora«, d.v.s. Hillerødgade 30. Her havde den nævenyttige Storkapitalist Parvus altsaa paany gjort et Arbejderforetagende til Genstand for sine Spekulationer. Ved Grundlæggelsen af Dansk Handels- & Industri A/S bestemtes det, at Firmaet foreløbig skulde arbejde med en Kapital paa 50.000 Kr., af hvilken en af Herrerne - »København« gaar ud fra, at det herved kun har kunnet dreje sig om Parvus - straks tegnede 40.000 Kr. Selskabets Formaal ændredes i en Generalforsamling den 20. Oktober 1917 til, at der kun skulde drives Handel en gros. Men samtidig udvidedes Selskabskapitalen med 200.000 Kr., og hele Beløbet indbetaltes kontant. Med Hensyn til Udvidelsen af Aktiekapitalen oplystes det, at forskellige af Foretagendets Laangivere »var villige til at overtage Aktier for deres Tilgodehavender«. Endelig oplystes, at ogsaa Direktør Kiefer fra Brændselsforretningen den 17. August s. A. var bleven indvalgt i det nye Foretagendes Bestyrelse, og samtidig blev det bekendt,

194

at dette Selskabs Generalforsamlinger afholdtes i Brændselsforretningens Lokaler i Kompagnistræde 14. Foretagendet havde iøvrigt ved Starten den specielle Opgave at drive Forretning med defekte russiske, italienske, engelske og franske Automobiler, som var bleven indkøbt i Tyskland. Det drejede sig altsaa om en ren Spekulation i tysk Krigsbytte og ovenikøbet om et rent kapitalistisk Foretagende, da Aktierne udstedtes med et Paalydende paa 1000 Kr. og overtoges af Privatpersoner. Her drejede det sig saa sandelig ikke om et kooperativt Foretagende! Desuden laa det klart, at denne Forretning ene og alene var muliggjort ved, at Parvus her paa en ny Maade forsøgte at udnytte sine gode internationale Forbindelser til Varetagelse af egne, egoistiske Interesser. *)

Det er ikke bekendt, hvilke Fortjenester Parvus har opnaaet sammen med sine socialdemokratiske Forretningsvenner i dette Foretagende.

Ligesaa lidt har Offentligheden erfaret Enkeltheder om de Forretninger, det som Udløber af Brændselsforretningen oprettede »Internationalt Eksportkompagni A/S« har været inde

*) Disse Oplysninger om Indførsel af tysk. Krigsbytte i »København« dementeres paa den højst besynderlige Maade, at »Berlingske Tidende« den 30. Januar 1918 meddeler, at »efter hvad vi erfarer fra paalidelig Kilde, foreligger der ikke for danske Autoriteter noget som helst Holdepunkt for Rigtigheden af en saadan Beskyldning«. Dementiet bragtes i Anledning af tilsvarende Meddelelser i franske og engelske Blade. Muligvis har Autoriteterne i denne Sag, hvor jødiske Krigsspekulanters Interesser stod paa Spil, været ligesaa desorienterede som i Sagen om Kopenesters omfattende Transithandel, som gik over Danmark, og hvis Rækkevidde først afsløredes i Sklarz-Processen i Berlin 1920. Den 27. 11. 1919 meddelte »Berlingske Tidende« endvidere i et Telegram fra Berlin, at der i Anledning af Afsløringerne af alle de fabelagtige Svindlerier, der knyttede sig til Parvus’ og Georg Sklarz’ Navne, ogsaa var fremkommet Oplysninger om, »at Kumpanerne af Helphand-Konsortiet foruden de Hundredtusinder maanedlig indbringende Kulforretninger med de danske Socialister tillige drev Handel med Automobiler, tilsyneladende begunstigede af visse højerestaaende Militærpersoner«. (Jvf. ogsaa Berl. Tid. af 26. 11. 1919). »Social-Demokraten« forholdt sig aldeles tavs overfor de opsigtvækkende Oplysninger, som fremkom i Slutningen af November 1919!

Iøvrigt skal der hertil bemærkes, at Karl Kiefer endnu i en Vidneforklaring, som han maatte afgive i Sø- og Handelsretten den 2. Febr. 1924 i Anledning af en Proces, som Dr. Helphand havde indledet mod Firmaet Louis Wolf i Lübeck, havde Mod nok til at erklære, at Helphand-Parvus »aldrig har ejet en Ton Kul selv og derfor ikke tjente noget paa Brændselsforretningen«. Men han havde rigtignok sammen med Brændselsforretningen været medvirkende ved Oprettelsen af Befragtningsselskabet, i hvilket ogsaa tyske Aktionærer var interesseret, og han haabede, at Parvus havde tjent noget ved dette Selskab. Brændselsforretningen havde han ydet Tjenester kun af moralsk og politisk Interesse. Da Retsformanden spurgte, om Parvus havde haft Kul paa Lager i Tyskland, forhindrede ORS. Kalko Vidnet Kiefer i at udtale sig om denne Sag. Jvf. »Arbejderbladet« af 8. Febr. 1924, som ogsaa bringer udførlige Oplysninger om Brændselsforretningens Søsterselskaber.

195

i, omendskønt der næppe kan være Tvivl om, at Parvus ogsaa her har haft en Finger med i Spillet. Dette Selskab stiftedes i Juni 1919 med en Aktiekapital paa 500.000 Kr. Formaalet skulde være Handel en gros, derunder Import- og Eksporthandel, og Forretningen skulde drives som et rent privatkapitalistisk Foretagende. Heller ikke her drejede det sig altsaa om nogen Kooperation. Aktierne kom til at lyde paa Ihændehaveren og kunde transporteres til Navn og noteres. Stifterne var den socialdemokratiske Folketingsmand Sigvard Olsen (Fmd.), Direktør Kiefer, Bankdirektør Frederik Kier fra Arbejdernes Landsbank, den socialdemokratiske Borgerrepræsentant E. Svendsen samt Bestyrer Walther, tildels gammelkendte Navne fra Brændselsforretningen. Under 5. Oktober 1920 meddeltes det ifølge Registreringstidende til Handelsministeriet, at Aktiekapitalen var udvidet til 1 Million Kroner, fuldt indbetalt. Da Folketingsmand Olsen i Mellemtiden var afgaaet ved døden, blev Karl Kiefer nu ansat som Direktør, og samtidig meddeltes der ham Prokura. Nu forstod Socialdemokraterne at udnytte de Chancer, den formaaende Storkapitalist Parvus havde budt dem, efter rent privatkapitalistiske Prin-

196

cipper. At Parvus ligeledes har forstaaet her at mele sin egen Kage, kan der sikkert ikke være Tvivl om.

Alle disse Foretagender led senere en krank Skæbne. Værst gik det ud over Arbejdernes Brændselsforretning, som i August 1925 var kørt fuldkommen fast. Den forudgaaende milde Vinter havde ført med sig, at Forretningen blev siddende med store Kullagre, for hvilke der ikke kunde skaffes Afsætning. Hos en enkelt Kunde maatte der afskrives 350.000 Kr. Da den endelige Opgørelse fandt Sted, viste det sig, at Reservebeholdningen paa ca. 2 Mill. Kr. var tabt, og at Brændselsforretningen ovenikøbet skyldte Arbejdernes Landsbank 5 ½ Mill. Kroner. For at undgaa Likvidation, maatte det stolte Fagforeningsforetagende nu føres over i privatkapitalistiske Hænder og træffe Overenskomst med et engelsk Firma. I Sammenhæng med det socialdemokratiske Kulkontors Sammenbrud maatte Banken, som havde stillet de store Laan til Raadighed, rekonstrueres. Den 17. Juni 1927 kunde »Nationaltidende« meddele, at de samvirkende Fagforeninger havde laant Banken 1.2 Mill. Kr. af deres Strejkemidler og udbetalt Pengene paa Stedet. Af de under den forudgaaende Storlockout indsamlede store Midler - der var blevet udbetalt til de Strejkende 21 Mill. Kr. i Understøttelser, hvoraf 4 3/4 Mill. Kr. var kommet fra Udlandet - tilførtes der altsaa nu Arbejdernes Landsbank en større Andel til Dækning af Tab, forvoldt af det efter rent kapitalistiske Principper ledede Eksportkompagni foruden af Brændselsforretningen. Pengene skulde oprindelig have været uddelt til Organisationerne, men maatte altsaa nu stilles til Raadighed til Afskrivninger i Landsbanken. Brændselsforretningens Gæld til Banken androg paa det nævnte Tidspunkt endnu 5 Mill. Kr.Det er i denne Sag senere blevet bekendt, at der i Oktober 1927 tilstræbtes en Formindskelse af denne Gæld ved at overføre den Del af Bankens Aktiekapital, som Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning havde indskudt ved Oprettelsen af Landsbanken, til Fagorganisationerne. En saadan Ord-

197

ning blev den 28. Oktober 1927 vedtaget i Fællesorganisationen. Der overførtes 1,2 Mill. Kr. Aktier. Som det her havde udviklet sig, drejede det sig atter om en Bankskandale, der i mange Henseender laa paa

Linie med selve Landmandsbankaffæren. I den offentlige Diskussion paavistes forskellige mislige Forhold, som klart lod erkende, at der her havde været tilstrækkeligt Grundlag til en kraftig Indgriben fra Bankinspektoratets Side, noget, som desværre udeblev. BI. a. konstateredes det, at det Engagement paa 5 ½ Mill. Kr., Arbejdernes Landsbank havde i Brændselsforretningen, svarede til en Sjettedel af Bankens Balance, og at Brændselsforretningen og Arbejdernes Landsbank i vid Udstrækning havde fælles Ledelse, Forhold, som var i Strid med den gældende Banklov. Det viste sig ogsaa, at Banken i Anledning af den store Gæld i stor Udstrækning havde taget Sikkerhed i egne Aktier, idet Bankens Beholdning af Aktier og Obligationer i Foraaret 1925, ialt 1.830.000 Kr., for en væsentlig Del bestod af Brændselsforretningens anselige Anpart i Landsbankens Aktiekapital. Da Bankinspektøren anmodedes om at skaffe Klarhed vedrørende dette Forhold, afgav han et undvigende Svar. Nogen Tid senere blev Bankinspektør Hald afskediget paa graat Papir i Anledning af denne Affære.

En Kendsgerning er, at Forholdene indenfor Brændselsforretningen, Københavns Befragtnings- & Transportkompagni, Dansk Handels- & Industri-Aktieselskab, Internationalt Eksportkompagni og Arbejdernes Landsbank, d.v.s. alle disse de ledende Socialdemokraters kapitalistiske Foretagender (hvortil vel ogsaa det i Brændselsforeningens Lokaler indrettede Arbejdernes Bogførings- og Revisionsinstitut maa medregnes), aldrig er blevet belyst til Bunds, men at man kun ved, at Parvus ved sine storstilede Transaktioner bidrog afgørende til Oprettelsen af disse Foretagender. Det var Kommunistorganet »Arbejderbladet«, der bragte de første Afsløringer om »Arbejderkul«s Milliontab og om de Vanskeligheder, som derved var opstaaet for Landsbanken. Da Afsløringerne var blevet bekendte, viste

198

det sig hurtigt, at Bladet havde Ret. Da »Social-Demokraten« senere erklærede, at Arbejdernes Repræsentanter havde faaet nøjagtige og aldeles tilforladelige Oplysninger om Bankens Forhold, stillede »Arbejderbladet« (14. 8. 1925) endnu nogle meget pinlige SpørgsmaaI. Bladet spurgte bI. a.:

»Er der da givet fuld og klar Besked om Forholdet mellem Arbejderkul og Befragtningskompagniet? Er der givet udtømmende og tilfredsstillende Meddelelser om de Skibskøb, der blev foretaget gennem Overretssagfører Faurschou og Utzon Buchs Rederi »Østersøen«, hvorpaa d'Herrer aabenbart stak betydelige Beløb i Form af Returprovision (det drejede sig herved om en lovstridig Returkommission paa 125.000 Kr.) i deres egne Lommer? Er der givet fuld og klar Besked paa, i hvilket Omfang disse Transaktioner har paaført Bank- og Brændselsforretning Tab? Er der givet Arbejdernes Repræsentanter fuldstændige Oplysninger om Forholdet til Internationalt Eksporkompagni, og hvilke Tab dette har paaført Arbejdernes Foretagender? Kender Repræsentanterne dette Selskabs Forretninger og Transaktioner med Berlins Magistrat? Ligger Hr. Kiefers Transaktioner og Forhold til Barmat-Koncernen fuldt belyst for Arbejdernes Repræsentanter?«*)

Disse Spørgsmaal blev aldrig besvaret.

e) Hvorledes Stauning forsøgte at bevise sinSagesløshed i Parvus-Sagen ved Domstolene.

Ved Siden af »København« var det navnlig »Kolding Avis« (Redaktør Erik Hansen), der allerede fra Foraaret 1917 rettede utrættelige Angreb mod Stauning for det nære Samarbejdes Skyld, han havde med Parvus. Og Erik Hansen, der var renlivet Antisemit og desuden fanatisk Nationalist, lagde ikke Fingrene imellem, naar han slog løs paa Modstanderen. Da Stauning derfor senere indledede Fornærmelsesproces mod den aggressive Pressemand i Kolding, var der nok af kraftige Beskyldninger at vælge imellem, men de havde imidlertid den

*) Jvf. hertil ogsaa det samme Blads Artikel: »Kul-Kiefer og Konsorter«. (8. 2. 1924).

199

for Stauning ubehagelige Egenskab, at de i det store og hele var bevislige og derfor ikke særlig godt egnede sig til at afgive Grundlag for en Fornærmelsesproces. Dertil kom, at Angrebene for største Delen var af ren politisk Karakter og som saadan rettet ikke mod Privatmanden Thorvald Stauning, men mod Partilederen, henholdsvis Socialdemokratiets Førere i Almindelighed, og som saadan ikke kunde ramme Stauning personlig paa hans Ære. Forsaavidt Stauning derfor regnede med, at Processen maatte kunne bidrage til at rehabilitere Partiet og navnlig til at standse Kritiken mod Arbejdernes Brændselsforretning, maatte han selvfølgelig blive skuffet; i saa Henseende kunde der nu engang heller ikke gives Oprejsning ad Rettens Vej, saadan som Forholdene laa.

Blandt de særligt indklagede Vendinger i Redaktør Hansens Artikler skal enkelte gengives. I en Artikel med Titlen: »Dansk Minister som Tysklands Bydreng« bemærkedes, at Stauning havde »kompromitteret den danske Regering (og os alle!)«, i en anden taltes der om, »hvor lumpent det tyske Socialdemokratis danskfødte Filialbestyrer« havde ført de danske Arbejdere. En Artikel blev bragt under Titlen: »Hvem trækker i Traadene?« og her taltes der om »den tyskinspirerede Agitation blandt de tysk-jødisk ledede russiske Arbejdermasser - den Agitation, ved hvilken den danske Minister Stauning har været Mellemmand -«. Erik Hansen nævnte endvidere bI. a., at franske Blade i Artikler om Stockholmer-Konferencen, for hvilken ogsaa Stauning havde været virksom, havde talt om, »en Bande betalte Udsendinge«. Dog værst var Kolding-Redaktørens Kritik gaaet ud over Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning, i hvilken det stadige Omkvæd var: »Hvem ejer Aktierne?«, BI. a. havde Erik Hansen i denne Sag stillet Spørgsmaal som: Hvem sidder i Bestyrelsen, hvem faar Provisionen fra Tyskland, Tantièm'en og Renterne? … Hvorfra stammer den tyske Velvilje? Hvor kan det være, at Hr. Staunings Aktieselskab kan faa 60 Procent af den tyske Tilførsel, og alle andre Handlende maa slaas om Resten? … Det

200

er vel ikke Minister Stauning og den øvrige Partiledelse, der ligger inde med alle Aktierne? o.s.v. Der var i de Artikler Tale om »Hr. Staunings dansk-tyske Kulforretning«, der spurgtes om, »hvilke Betingelser Tyskerne stillede Politikeren Stauning for at indlade sig med Kulgrossereren Stauning«, hvorhos Redaktør Ingvald Kieler i sit Organ »Fædrelandet« engang bemærkede om disse Angreb: »... Erik Hansens Afsløringer har vist os hele den privat- eller partiøkonomiske Forudsætning for og Underbygning af Socialdemokratiets Tyskerkurspolitik. D’Hrr. synes at være godt lønnet for deres Forræderi mod vor Nevtralitet og vor nationale Fremtid.« I Anklagen ansaas det for graverende, at Erik Hansen havde bragt denne sidste Sætning i sit Blad uden at tage Afstand derfra. Gang paa Gang rettedes der dernæst Bebrejdelser mod Stauning og Borgbjerg paa Grund af »deres Judasgerning«, »deres Maskepi« med den ene Part af de krigsførende Magter; i hvilken Sammenhæng det ved Lejlighed erklæredes, at det var Scheidemann, der havde engageret de »danske« Partifæller Borgbjerg og Minister Stauning som Haandlangere.

I »Kolding Avis« Nr. 133 af 13. Juni 1917 havde endvidere en anonym Forfatter, som underskrev sit Indlæg med: »En gI. Socialist« - og som ifølge de Oplysninger, Højesteretssagfører Fich gav i Retsforhandlingerne, havde dokumenteret, at han havde været Medlem af det socialdemokratiske Parti i 35 Aar og Medlem af Partiets Hovedbestyrelse i 5 Aar - rettet følgende kraftige Salut mod Stauning: »Det er mig bekendt, at i tre Aar har det danske Socialdemokratis Overklasse beriget sig i Ly af Krigen, ikke mindst gennem den i »Kolding Avis« omtalte Kulforretning paa Tyskland - -. Jeg vil bemærke til Partifælle Borgbjerg, at tilbage staar først og fremmest den danske Kapitalisme, saaledes som den i sin Tid blev startet af Hr. Borgbjergs Forgænger i Københavns femte Kreds, Skræddermester P. Holm, og saaledes som det nu blomstrer giftigt i det socialdemokratiske Partis Overklasse gennem denne Overklasses Forbindelse med

Børsspekulationer og tyske Spekula-

201

tioner - - Hvis nemlig Minister Stauning ejer blot en eneste Aktie i dette enestaaende Kapitalistforetagende, da er jeg villig til med Navns Underskrift at stemple ham som en politisk - - -, uværdig til at sidde i Kongens Raad, endnu mere end han viste sig uværdig til at sidde i Folketingets Formandsstol. - Svarer Ministeren ikke, da bør han have at vide, at han indtil videre gaar med sort Stempel paa sig.«

Hof- og Stadsretten i København idømte den 13. Jan. 1919 Redaktør Erik Hansen 800 Kr. i Bøde for enkelte Sætninger, deriblandt den sidst citerede Indsender-Artikel, og mortificerede et Mindretal af de brugte Udtryk. I Præmisserne hed det, at Minister Stauning ikke med Føje kunde føle sig personlig ærekrænket ved Indholdet af Artikler, der indeholdt Angreb mod selve Partiet og dets Førere, selvom han var Partiets Repræsentant i Regeringen og indtog en ledende Stilling indenfor Partiet. Da der fremkom et Forlydende om, at Erik Hansen agtede at appellere Dommen, giver »Social-Demokraten« Udtryk for det Haab, at han maa gøre Alvor af Udtalelsen, »saa det i Højesterets Skranke kan blive dokumenteret, at hele den smudsige og forbryderiske Kampagne kun var ren Svindel, opdigtet af d’Hrr. Witzansky og Erik Hansen, bistaaet af udenlandske Spioner og lejede Banditter«. - Dommen blev derpaa appelleret af Stauning!

Til Domsforhandlingen i Højesteret, som fandt Sted den 22. og 23. Januar 1920, havde Stauning som Forsvarer engageret den jødiske Højesteretssagfører C. B. Henriques, som i sit Forsvar for Stauning gik ud fra, at det her ikke drejede sig om en Kamp mellem politiske Partier, men udelukkende om Bagvaskelser over for en bestemt Person. Bagvaskeren havde, hævdede Henriques, beskyldt Minister Stauning for at have handlet unevtralt og for at have gjort det af Grunde, der stammede fra pekuniære Interesser. Værre Tankegang lod sig næppe tænke overfor ens eget Lands Minister. Beskyldningerne var saa meget mere uforsvarlige, som det socialdemokratiske

202

Parti efter hele sin Oprindelse og Opgave havde et internationalt Præg. Under Krigen havde det faaet den Opgave at knytte de sprængte Traade. Alt dette maatte selvfølgelig gøre Partiformanden Staunings Stilling særlig vanskelig. Der var blevet lagt Gift, og gennem Sigtelserne skabt Grundlag for udenlandsk Mistanke. Erik Hansens Virksomhed kunde være blevet skadelig for Landet, den havde været og var skadelig for Stauning. Ved Gennemgangen af Brændselsforsyningens Regnskab for 1916-17 udtalte C. B. Henriques sin Beundring for den Forudseenhed og Dygtighed, med hvilken Foretagendet var blevet ledet. Han tilføjede, at Overskudet var blevet fordelt paa højst anerkendelsesværdig og forbilledlig Maade. Endvidere bemærkede han: »Med Hensyn til den russisk-tyske Politiker og Eventyrer Parvus, har Stauning kun talt een Gang med den Mand og har i øvrigt intet haft med ham at gøre. Der findes endvidere intet om Løfter eller lignende fra danske Socialdemokraters Side.« Naar Tyskerne havde støttet Leverancerne til Brændselsforsyningen, var det kun sket, fordi de var interesseret i at faa Modydelser fra Danmark. C. B. Henriques krævede til Slut Erik Hansen dømt for »Forhaanelse, Injurier og grove Sigtelser« og nedlagde Paastand paa den indankede Doms Skærpelse, Straffelovens strengeste Straf, altsaa Fængsel.

Erik Hansens Sagfører, HRS. Oskar Fich, udtrykte sin Forundring over, at Minister Stauning, som ved Hof- og Stadsretten havde faaet Dom over den Sagsøgte, vilde appellere og absolut have sine gamle Skader drøftet i Højesteret. Hr. Fich kunde - ifølge »Politiken«s Beretning - ikke se, at der var nogen Grund til at ønske Erik Hansen strengere straffet. Det, Redaktør Hansen havde gjort, var at kritisere den Virksomhed, Stauning havde øvet udadtil, og som i flere Tilfælde havde forekommet ham og adskillige andre unevtral. Endvidere havde Erik Hansen angrebet de socialdemokratiske Ledere, fordi Arbejdernes

Brændselsforretning blev drevet i Forbindelse med Tyskland, og fordi Driften ikke havde hvilet paa socialistiske Principper. Ministeren havde ved Arbejdet i Anledning af

203

Stockholmer Konferencen været udenfor den ligelige Nevtralitets Grænse, hvilket var saa meget farligere, som hans Handlemaade kunde opfattes som stemmende med Regeringens Opfattelse og faktisk blev angrebet som kompromitterende for Danmark over for Ententen. Heller ikke Ministeriets Besørgelse af det tyske Socialdemokratis Lykønskningstelegram til den russiske Bolchevik-Regering i Anledning af Revolutionen var i Overensstemmelse med den ligelige Nevtralitets Krav. Staunings Navn stod under Telegrammet. I dette Tilfælde havde han ikke handlet som Forretningsfører for det danske Socialdemokrati, men som dansk Minister; og en saadan Handling havde intet med Nevtralitet at gøre … Med Hensyn til Brændselsforretningen var det ikke en Smule for meget at sige, at de danske Socialister havde været godt lønnede af den tyske Regering for deres Tjenester; derfor behøvede man ikke at mene, at de havde forpligtet sig. Her var ikke Tale om Bestikkelse, men om Nydelse af en Fordel, der kunde skabe Afhængighed. Og den Mystik, der havde hvilet over Brændselsforretningen, havde været egnet til at skabe Mistanke. HRS. Fich sluttede med at konstatere, at »Stauning ikke een, men flere Gange havde talt med Parvus«, behandlede indgaaende enkelte Udtryk i Erik Hansens Artikler og krævede Underretsdommen stadfæstet.

Dommen blev et alvorligt Nederlag for Minister Stauning. Hof- og Stadsrettens Dom stadfæstedes; Højesteret vilde altsaa ikke gaa med til en Skærpelse af Dommen, saaledes som af Stauning krævet. Kun fremhævede Højesteret udtrykkeligt, at det maatte anses for ubestridt, at Minister Stauning ikke havde været Aktionær i det i den indankede Dom nævnte Selskab, og at han overhovedet ikke havde oppebaaret nogen Fortjeneste af Selskabet *). »Kolding Avis« kunde den 13. August 1925

*) Jvf. Dommen i »Højesteretstidende«, Aarg. 1919, S. 968-972. Højesteretssagfører Fichs Forsvarstale bringes udførligt i »Hovedstaden« af 24. 1. 1920.

204

meddele, at Stauning desuden ved Højesteret blev idømt en Bøde for unødig Trætte og bemærker endvidere, at han ikke fik »afkræftet vore Oplysninger om Forbindelse med Agent Parvus og denne Persons Karakter som Agent«.

Samtidig med Processen mod Erik Hansen anlagde Minister Stauning Sag mod Redaktør H. Witzansky som ansvarlig Redaktør for Bladet »København« i Anledning af Artikler, som her var blevet publiceret i December 1917 og Januar 1918. Ogsaa i denne Sag faldt Dom ved Hof- og Stadsretten den 13. Januar 1919, en Dom, der ligeledes blev en dundrende Fiasko for Sagsøgeren. Den Del af Artiklerne, som angik Brændselsforretningen, fandtes ogsaa i dette Tilfælde overhovedet ikke at være ærefornærmende. Ej heller Bemærkningen om, at Selskabet i Løbet af ca. 1 ½ Aar havde haft en Indtægt af ca. 8 Mill. Kr., mortificeredes. Endvidere bemærkedes det i Præmisserne, at det heller ikke kunde anses for ærefornærmende mod Stauning, at han sagdes at have indbringende Fortjeneste af sin Stilling som Bestyrelsesmedlem og Aktionær i Selskabet, idet ingen af de paagældende Artikler kunde anses for at indeholde nogen Sigtelse mod ham for paa uhæderlig Vis at oppebære Fortjeneste gennem det nævnte Selskab. (Denne Gang bestrider ej heller »Social-Demokraten«, at Stauning var Bestyrelsesmedlem, men Bladet hævder igen, at han ikke havde modtaget een Øre fra Brændselsforretningen). Derimod ansaas bI. a. følgende Udtryk i Witzanskys Artikler for fornærmelige: at Socialdemokratiets Førere har optraadt »skamløst«, at de er grebet paa fersk Gerning i den »lumskeste« Unevtralitet, - »Parvus-Komplottet« -, at

»Citanten optraadte som Parvus’ Udsending i Fürstenbergs Sag«, nemlig i Sagen mod sidstnævnte ved Københavns Kriminalret for grove Smuglerier og Klausulbrud, der havde den Tiltaltes Udvisning i Januar 1917 til Følge.

Redaktør Witzansky blev ligesom Redaktør Hansen fra Kolding dømt til 800 Kr. i Bøde den 13. Januar 1919. Ogsaa denne Dom appellerede Stauning til Højesteret, hvor Ind-

205

stævnte efter Samraad med Sagsøgeren lod Sagen behandle skriftligt. Dog, da Stauning i Januar 1920 led saa skamfuld et Nederlag ved højeste Instans i Sagen mod Kolding-Redaktøren og endda blev ikendt Bøde for unødig Trætte, tabte han Humøret. Han frafaldt derfor Appellen mod Witzansky.

f) Et alvorligt Memento: Sems Fjende lurer!

Der gaar Frasagn om den Sybarittilværelse, Parvus og hans Medspekulanter og Spillebrødre førte, her i Landet i København, efter Krigen i Wädenswyl i Schweiz og paa Havel-Øen Schwanenwerder. J. la Meilleraye har i sin ovenfor citerede Levnedsbeskrivelse allerede givet nogle Hovedtræk af Parvus’ Udsvævelser, af et orientalsk Kraftmenneskes hemningsløse, ordinære og gudsforladte Nydelsessyge. Parvus raser gennem Tilværelsen, han øder Formuer bort i Svir og Sold, han misbruger Kvinder, altimens han indenfor sit »Fædreland«, kaldet Socialdemokratiet – det tyske og det danske med - anses for at være en af de mest fremragende Forkæmpere for Proletariatets Frigørelse, Banebryderen for et nyt jordisk Paradis, hvor Arbejderbefolkningen skal opbygge et lykkeligt Samfund i Frihedens, Lighedens og Broderskabets Navn. Han er en Svindler- og Bedragernatur, en politisk Gøgler, som sætter en Verden i Brand og søger hen overalt, hvor han lugter Blod.

I sine Kampskrifter retter han Bandstraalen mod sine Modstandere og Fjender Verden over. I første Række mod dem i Rusland, der ikke vil makke Ret, mod Kerenski, Alexinski, Burtzew, den Mand, som beskyldes for at have anvendt »den umotiverede Mistænkeliggørelses-Metode, den mest modbydelige af alle, den forhenværende tsaristiske Ochranas Metoder«, endvidere mod Semenow, Mennesket »med et Hestehoved og en Faarehjerne« osv. Dernæst mod de tyske Partifæller, Revisionisterne, mod dem, som kræver, at der skal være Overensstemmelse mellem Tanke og Handling og mener, at et asocialt Menneske ikke kan udrette social Gerning, at et Menneske, som hemningsløst udfolder sine dyriske Instinkter og sanselige Lyster, ikke kan prædike Moral eller fortjener Tillid som politisk Fører. Parvus farer hensynsløst frem mod dette Utal af »Bagvaskere«, som angriber ham i den russiske, den bulgarske, den rumænske, den chauvinistiske italienske Presse og den franske dito, han protesterer forbitret mod denne Bladkampagne, der bliver »kastet fra Land til Land, svulmende stadig mere op og antagende større Dimensioner, indtil der fremstod en uhyre Blodpolyp, der omfattede den halve Verden, var

206

formløs og uoverskuelig og lod alle Udgangs- og Endepunkter forsvinde i sig selv«.Det er ikke et Menneske, det er en Djævel, som raser, da Parvus tager det sidste Opgør med sine Modstandere og Fjender i

Skriftet, der bærer den for hans Færden og Handlen saa højst besynderlige Titel: »I Kamp for Sandheden« (Kbh. 1918). Som om han nogen Sinde har vidst, hvad Sandhed var. Han skriver her:

»Menneskehedens kulturelle Fremskridtsbevægelse kræver skaanselsløst og ufølsomt Tankearbejde. Det er det Omraade, som jeg stedse er parat til at møde Jer paa. Her kan I vise, hvad I er værd.

Naar jeg ser tilbage paa det Smaakravl, der kryber rundt dernede og søger at kaste Snavs paa mig, føler jeg, at der ligger hele Kulturtrin imellem mig og dette Publikum.Ved at tillægge mig lave Motiver har de røbet den lave Tankegang, der besjæler dem selv.Denne aandelige Pøbel, dette Rendestenssnavs!Tankens Renegater, som slæber deres forlængst sønderrevne, pjaltede socialistiske Kappe efter sig for at tilhylle deres aandelige Nøgenhed med den. Journalistisk Kramvare, Skrammel, Vandedderkopper, der svirrer rundt paa Overfladen af den offentlige Mening, frække Tiggere, der skal have Trynen i alt, og som ogsaa er trængt ind i den videnskabelige Socialismes Forstue, men ikke længere, Fuskere, hvis aandelige Elendighed jeg engang lejlighedsvis har betegnet som Socialismens Lakajstue og Lakajstuens Socialisme.

Middelmaadigheder, Civilisationens Spild, Tankens Pøbel, Sjuskere!De bedste af dem er kun istand til at hæve sig over Hverdagslivet ved Hjælp af et Reb, der allerede er fastspændt af en anden.Naar der er flere sammen, udgør de en Hob; de bliver ikke klogere derved, men blot frækkere.

Deres Dyd er pyntet som en rig Købmandskone og paatrængende som en Tigger. Den holder sig kun saa længe, som den føler fremmede Øjne hvile paa sig; overlades den til sig selv, brister den som en Boble, af hvilken der kun fremkommer Snavs og værdiløst Slam.At karakterisere dem er det samme som at slutte af med dem.De kravler omkring som Muldvarpe, ligger i et evigt Klammeri og fylder Atmosfæren med deres raadne Dunster. Den menneskelige Nederdrægtigheds afskyeligste Skumspil. Bedst er det ikke at blive staaende derved. »Se og gaa forbi«, som Dante siger.Jeg gaar videre ad min Vej - til nye, til gamle Opgaver«. - Saaledes afslører Parvus sig selv. I en Skældsordenes Kavalkade, som man længe skal søge Magen til. Saadan præsenterer han sig som den Mand, der rager op over alt Folket i Intelligens og Dygtighed, i Ædelmo-

207

dighed, Snille og Ansvarsfølelse, - - og var derved dog ikke andet end en Pjalt og - en Folkenes Fordærver.

Hvorledes Kredsen omkring Parvus levede sine glade Dage i København, Kredsen af hebræiske Snyltere fra Verdens forskellige Lande, navnlig fra Tyskland og Rusland, ogsaa det er noget, som den foran nævnte franske Forfatter J. la Meilleraye har faaet Indblik i. Han bringer Spisekortet fra et af de festlige Lag, hvor Sviren og Sværmen var Trumf. Gildet holdes hos en Professor Philipp, som opholder sig i Landet paa falsk Pas, og som ikke er nogen anden end Parvus’ Medspekulant i Kulforretningen, hans intime Spillebroder Georg Sklarz. Parvus har selv ved Lejlighed givet Udtryk for, hvor intimt han følte sig knyttet til denne fra Øst indvandrede Racefælle.Menuen lyder paa:

Consommé de tortue verte en tasse Homard à l'américaineLièvre à la crèmeSalade mimosaMandarines givrées au marasquinCliquot brut à flots.

Altsaa: Skildpadde-Bouillon, Hummer, Haresteg i Flødesauce, og som Dessert Salat Mimosa og Appelsiner i Maraschino-Likør, og endelig fineste fransk Champagne.Gode Retter, herlige Retter. Ikke særligt beskedne, naar man betænker, at det er Krigstid, hvor ogsaa et nevtralt Land som Danmark har maattet foretage Restriktioner paa Næringslivets Omraade. Dog, man forstaar at indrette sig. Den forbudte Transithandel med klausulbehæftede Varer, Kædehandelen, Kullene bringer jo Penge, mange Penge til de driftige Hebræere. Hvorfor skulde de saa ikke nyde Tilværelsen?

Om denne Professor Philipp fortæller den franske Skribent, at han har Britternes distingverede Optræden, er den lette Underholdnings charmerende Mester, overordentlig elskværdig, og særligt modtagelig for det svage Køn. Han giver den ene Diner efter den anden. De yndigste skandinaviske Kunstnerinder og Danserinder danner den nydelige Ramme om Svirelagene, og Invitationerne fører et taknemmeligt Publikum sammen. »Hele København« - siger la Meilleray, som i sin Fremstilling, støtter sig til et dokumenteret Materiale - »hele København berømmer denne galante Husherre for hans Charme og hans overdaadige Gæstfrihed«. Er han Englænder, spørges der? Thi han taler Engelsk som en Indfødt, et rent og

208

absolut upaaklageligt Engelsk. Ingen kan formode, at han er Russer. Og dog er han det. Tysk Agent, siger Franskmanden. Og Parvus’ højre Haand, med hvem han har oprettet »Københavns Befragtnings- og Transport-Kompagni«, et mægtigt kommercielt Foretagende, som staar i nærmeste Kontakt med »Dansk og Svensk Import A/S«, og som sikrer de to driftige Forretningsmænd Indtægter paa Millioner og atter Millioner. Men alt imens

Forretningen florerer, og Dansen gaar, spioneres der, og Traadene lægges tilrette til den store Revolution, der skal komme, der skal rende Rusland overende, saa vel som Tyskland, Østrig-Ungarn osv., og Danmark med. Jo, sandelig har denne Kreds omkring Dr. Helphand og Prof. Philipp, d.v.s. omkring Parvus og Georg Sklarz og Fürstenberg-Ganetski osv. det travlt. De har mange Jern i Ilden, saa mange, at det næsten kunde tage Vejret fra En. Det gaar heller ikke altid saa glat. Haardt rammes disse Kredse allerede i Januar 1917, da Fürstenberg stedes for Dommer Thorup, og da det ogsaa gik ud over andre saakaldte »russiske« Opkøbere. 1918 ramtes Kopenesters driftige Kommissionærer, endog selve Hr. Sklarz. Men Spillet gaar trods alt videre. Spillet paa Handelens, paa Politikens, paa Selskabelighedens Omraade. Spillet, det vanvittige Gøgl - og det i en Alvorstid, hvor Millioner og atter Millioner af Mennesker ved Fronterne kæmper og gløder for en Sag, der er dem hellig, hvor Millioner af Mennesker lider Nød, ubeskrivelig, forfærdende Nød.Da spiller og danser Jøden!

Det er ejendommeligvis en tysk Jøde, der mest indtrængende har advaret Parvus og Konsorter om ikke at overdrive Spillet, ikke at fremmane Katastrofen over deres egen Race og i denne Sammenhæng skrev det manende Ord: »Sems Fjende lurer!« Og denne Mand var Maximilian Harden, alias Isidor Witkowsky, Udgiveren af det i Systemets Tyskland berømte og berygtede Tidsskrift »Die Zukunft«. I en Række Angreb, som han i Aarene 1919-21 retter mod November-Socialisterne, Scheidemann, Hänisch, Lensch, Noske osv., som havde indladt sig paa et altfor intimt Samarbejde med de værste Bisser indenfor den rod- og holdningsløse jødiske Spekulantverden, gaar han ogsaa kraftigt i Rette med Snyltere som Brødrene Sklarz, Parvus og deslige Kanutter. Han revser disse Mænd haardt, blotter dem hensynsløst i sit knudrede, kunstlede Sprog, sit »Desperanto«, og han rammer forbistret haardt.

Harden fortæller bl. a. (1919, S. 278), hvorledes Parvus i det af ham udgivne og financierede, af Konrad Hänisch (den tyske Kultusminister) redigerede Maanedsblad »Die Glocke«, under Krigen agerede tysk-patriotisk, og hvorledes han opnaaede store Statstilskud for sit fornemt indrettede »Verlag für Soziale Wissenschaften« i Regentstrasse i Berlin. Og saa fortsætter Harden: »Hans Kompagnon blev Georg Sklarz, ogsaa en

209

fra Øst indvandret Israelit, som efterfulgtes af tre Brødre; han blev gode Venner med d’Herrer Ebert og Scheidemann, som af Mistillid først havde afvist ham. Han har i København, med umaadelige Omkostninger, indrettet et »Institut til Forskning af Krigens sociale Følger«, gennem billig Kulimport har han forpligtet de danske Fagforeninger til Taknemmelighed; ogsaa (Alt i G. m. b. H. med Hr. Sklarz, som samtidig skal have staaet i den tyske Efterretningstjeneste) skaffet Biler til Danmark; og endelig, i Overensstemmelse med den øverste Hærledelse, have muliggjort de Herrer Lenins, Trotzkis og andre Bolchevikkers Rejse fra Schweiz til Rusland ... Parvus piloterede dem i plomberet Vogn gennem Tyskland og Skandinavien«. Idet han kraftigt polemiserer mod Ministeren for Videnskab, Kunst og Undervisning, Konrad Hänisch, spørger Harden bl. a. denne, som ikke mener at maatte tvivle om sin gode Vens, Parvus’ personlige og politiske Hæderlighed, (1919, S.314): »Har det slet ikke været paafaldende for Dem, at denne gamle Ven, der, som russisk Revolutionær flere Gange blev udvist af Tyskland og i Tagkamre levede kummerligt af Forlæggeres Forskud, siden Krigens Begyndelse har skovlet Millioner ind, fik tysk Statsborgerret, erhvervede sig en Villa først ved det Gyldne Horn, dernæst ved Søerne i København, og en tredje i Schweiz, i Berlin boede enten i en egen Etage eller i Pragtværelserne i »Kaiserhof«, overalt færdedes med Excellencer, (henkastede 80.000 M. - for ham en Bagatel – til Ferierejser for slet ernærede Børn) og til den af Dem ringede »Glocke« ydede 1400 Tusinde Mark? De vidste, at han lever som en overdaadig Nabob, en Krøsus, en Marcus Crassus, men De var paa det inderligste overbevist om, at personlig Redelighed, og politisk Idealisme kunde bidrage til at Parvus i en Haandevending fik de til saadan Ødselhed fornødne Midler ... Det var Dem ej heller paafaldende, at en anden af Deres Arbejdsgivere, den fra Galizien indvandrede Hr. Sklarz har indrettet sig paa samme Maade, disponerer over umaadelige Mængder af Levnedsmidler osv ...«

Harden fortæller paa denne Maade løst og fast om Parvus og Konsorter, antyder, at der er mange Historier i Omløb om denne Kreds af Mænd, smudsigere, modbydeligere end dem han fremsætter, og han knytter dertil det Memento: »Sems Fjende lurer. Den, som tøver, vilde gøre sig mistænkelig. Og enhver, som frygter Marx's foragtelige Blik, og som kræver, at Synderne skal straffes, kan endnu tidligt nok faa Hævnlysten mættet.« Maximilian Harden ser tydeligt Faren, der truer, og han frygter Hævnen, paa sin Races Vegne! Frygter den Hævn, som navnlig en Parvus’ aarhundredprægende Forsyndelse mod Evropas Frihed og Fremtid engang, naar Tidens Fylde

er kommet, maa afføde. Og derfor varskoer han: ”Sems Fjende lytter, han lurer!«

210

7. KØBENHAVN SOM DE JØDISKEAGITATORERS OG KONSPIRATORERS

CENTRALI deres Kamp om Verdensherredømmet følte Jøderne sig aldrig nærmere Maalet end under den første Verdenskrig. Derfor kunde en Louis Levy i denne Tid tale om sin Races verdenshistoriske Mission i »Jøden som Fredsstifter«, derfor kunde den jødiske Højfinans for aabent Tæppe dirigere Landets Handel, Bankvæsen og Politik, derfor kunde ogsaa de værste jødiske Elementer fra udenlandske Ghettoer og Kommunistreder under Krigen samles i København for herfra at revolutionere, eller, som Parvus siger, at demokratisere de forskellige Samfund. Det var herfra, een Retning blandt den internationale Jødedom under og efter Verdenskrigen knyttede Traadene til Bolcheviseringen af de europæiske Lande, en anden Retning organiserede Bestræbelserne for Virkeliggørelsen af de zionistiske Maal. Og endelig var det her, den hjemlige jødiske Kapitalmagt forfulgte gigantiske Planer for at sikre sine finansielle Interesser ud over hele Jordkloden og for derved at lave København til et kommercielt Verdenscentrum.Jøderne vejrede en ny Tids Morgenrøde. Hvilken Vej, de saa end valgte til Opnaaelsen af de sidste og højeste Maal, i eet var de enige: deri, at de vilde danne den kommende Verden i deres Billede. Ved et ejendommeligt Skæbnens Træf blev det Danmarks Hovedstad, der for en vis Periode skulde være Udgangspunktet for de mangfoldige Bestræbelser, Jøderne udfoldede for at naa frem til Verdensmagten.

211

a) Parvus’ politiske Skribentvirksomhed i København.

Da Diskussionen om Parvus’ mystiske Forbindelse med den socialdemokratiske Brændselsforretning var paa sit højeste, lod han som nævnt i et Indlæg i »Social-Demokraten« bekendtgøre, at han nu vilde vise, hvem han var, og hvad han i Virkeligheden tilstræbte, ved Publikation af sine Skrifter paa Dansk. Han mente, at naar dette var sket, maatte ogsaa al Mistænkeliggørelse af hans Virksomhed standse. At han ved denne nye Form for Propaganda tilsigtede noget helt andet, nemlig Revolutioneringen af det danske Folk, røbede han selvfølgelig ikke i sin Erklæring af 26. December 1917.

I og for sig havde det ikke været nødvendigt, at Parvus paa saa højtidelig en Maade meddelte den danske Offentlighed, at han agtede at udgive nogle af sine Skrifter paa Dansk, da han allerede i den første Periode af sit Ophold her i Landet havde lagt godt for med dette Arbejde. Thi saa tidligt som 1915 udkom hans Piece: »Socialdemokratiet og Parlamentarismen«. Noget andet var, at han sidenhen havde indskrænket sig til i det store og hele at virke i det skjulte; endog hans Selskab for Forskning af Krigens sociale Følger havde næppe bidraget til, at hans Navn blev videre kendt i Offentligheden her i Landet*). Selve »Social-Demokraten« saa sig først i December 1917, da ”København« havde indledet sine Angreb mod Brændselsforretningen, foranlediget til at nævne Parvus.

Allerede i det Skrift om »Socialdemokratiet og Parlamentarismen«, Socialdemokratisk Ungdomsforbund udgiver i 1915, prædikes Klassekampens Parole og vises, hvordan Proletariatet gennem Klassekamp skal virkeliggøre den sociale Revolution. l Forordet karakteriseres Forfatteren som »en af det internationale Socialdemokratis dygtigste Teoretikere«, og Skriftet som et Arbejde, der i de forskellige Lande har vundet stor Udbredelse, bl. a. ogsaa i Sverige og Norge. Parvus udreder heri efter de

*) For den Taktik, Parvus anvendte for at vinde Fodfæste her i Landet, er denne skjulte Virksomhed særligt

karakteristisk. Omendskønt han allerede fra 1915 var bosiddende i Landet, introduceres han for første Gang overfor Offentligheden i Juli 1917 - som Filantrop! Da er det »Politiken«, som meddeler, at der den 19. s. M. om Aftenen var ankommet et Par Hundrede tyske Børn, ledsaget af tre Lærerinder, »som paa Bekostning af en herboende Tysker, Dr. Helphand, skal anbringes i Hulerød Hotel«. Oberstløjtnant Jenssen-Tusch beskæftiger sig indgaaende med denne Sag i »Vort Land« (29. 7. 1917) og beklager, at »Landet oversvømmes af Tyskere, at derpaa Hotellerne, Caféerne, Badestederne, paa Handelskontorerne, bag Diskene i Butikerne, i Jernbaner og Sporvogne, overalt snakkes Tysk«. Han har selvfølgelig ikke lagt Mærke til, at disse tysktalende Mennesker oftest er Jøder, og at de ligesaa selvfølgeligt maa virke generende indenfor Samfundet paa Grund af deres særlige Forretningsærinder. Med Hensyn til Børneholdet, der skal til Rekreation til Hulerød, spørger Jenssen-Tusch dernæst, om hele denne Aktion maaske ikke betales af tyske Statspenge. Og han knytter hertil den ikke saa helt uberettigede Betragtning, at »naar Hr. Helphand virkelig tjener saa meget Guld her i Landet, at han har Raad til at betale en 4--500 Kr. om Dagen for disse Børn, og naar der er andre Tyskere, der er blevne eller bliver velhavende hos os«, saa maatte ogsaa Tanken være nærliggende, at disse Herrer i første Række anmodedes om at yde en rigelig Skærv til Understøttelse af de Sømandsfamilier, der har tabt deres Forsørgere ved Skibstorpederinger.

212

velkendte marxistiske Principper bl.a., at det udelukkende maa være Proletariatets Sag at føre Kampen om Arbejdsløn og Arbejdstid mod Arbejdsgivervældet, dog at denne Kamp foreløbig maa føres i Samarbejde med Bourgeoisiet, saalænge dette ogsaa vilde forsøge at bryde Herremandsregimentet og det reaktionære Styre. Denne Kamp vilde, naar den engang var begyndt, med indre Nødvendighed blive radikaliseret, og Proletariatet vilde derefter, i Erkendelsen af, at der ved Siden af politisk Ulighed ogsaa bestod en økonomisk Ulighed, i sidste Instans se sig nødsaget til at overtage Produktionsmidlerne. Denne Kamp maatte udkæmpes under Modsætningen: Arbejderklassen mod Kapitalistklassen. Det er Karl Marx’ Ideer om igen, naar Parvus bemærker: »Jo mere Kapitalistklassens Spidser hæver sig i deres sociale Stilling over det Folk, som den økonomisk behersker, desto mere forvandler Proletariatet alle Love, alle den kapitaistiske Produktionsudviklings Foreteelser til Midler, ved hvis Hjælp det bekæmper det kapitalistiske Herrevælde. Industrielt Opsving eller industriel Tilbagegang, Agrarkriser eller Dyrtid, høje Priser eller lave, kapitalistisk Koncentration saavel som Bedrifters Sønderdeling, f. Eks. i Husindustrien, Børserne saavel som Haandværket, Frihandel eller Beskyttelsestold, Krig eller Fred, Republik eller Monarki - overalt og i alt efterforsker Proletariatet den kapitalistiske Særinteresse, plukker den ud, holder den frem i Parlamenterne, i Kommunerne, i Bladene, paa offentlige Møder, i lukkede Forsamlinger, paa hvert Værksted, i hvert Hus - slynger hele den kapitalistiske Virkelighed som en endeløs, vældig, Dag for Dag stigende Anklage mod Kapitalistklassen!« Saadan ser Parvus paa Udviklingen.

Medens han indledende i sit Skrift gaar ud fra, at Proletariatet til en Begyndelse maa gaa sammen med Bourgeoisiet i sin politiske Kamp, at man maa forsøge at naa frem til Magten ved parlamentariske Midler, og at netop Socialdemokratiet havde erkendt Nødvendigheden af denne Kampmetode, erklærer han, til Slut aabent og klart, at Maalet uanset

213

denne Taktik maa være, efterhaanden at dæmme op for Bourgeoisiets Indflydelse, saa Proletariatet tilsidst er i Stand til at sætte en selvstændig Politik og en selvstændig Idéverden mod det borgerlige Samfund. Den derved indledede Omformningsproces maatte fremkalde en fremadskridende Skærpelse af den nøgne Interessekamp, som nu i Hovedsagen udkæmpedes af de store kapitalistiske Grupperinger uden for Parlamenterne, og dermed vilde det endelig blive Proletariatet muliggjort at besætte den ene Position efter den anden indenfor Samfundene. Parlamenternes Afmagt vilde blive aabenbar for alle og enhver, dets politiske Tomhed og hele Utilstrækkelighed vilde grine et sejrende Proletatiat imøde. Parvus mener til Slut, at nu var Tiden inde, da man maatte forsøge at gennemtrumfe den endelige Revolution med de i den politiske Kamp prøvede Midler. »Fagforeninger,

Socialdemokratiet, revolutionær Kamp, parlamentarisk Virksomhed, Klassekampens Selvstændighed og Samvirke med andre for at kunne gennemdrive Arbejderkrav, politisk Demokrati for at udvikle Klassekampen, Dagspolitik og Kraftkoncentration i Kampen om Endemaalet - alt dette er Ting, - som vi nu skal være paa det Rene med. Nu staar kun et tilbage: Vi maa lære samtidig at kunne bruge alt og flere Kampmidler. Tiden for de smaa Skærmydsler, for de lokale Kampe, om ogsaa tilfældigt i større Omfang, snart med Fagforeningerne, snart i Parlamentet eller i Politiken i videste Forstand er forbi; i det 20. Aarhundrede fører Proletariatet sine største Kampe med kombinerede Vaaben«.

Saaledes prædiker den fra Rusland emigrerede Jøde Revolutionen i sit i 1915 udgivne Skrift og opfordrer til Kamp mod Parlamentarismen, til Indførelse af Proletariatets Diktatur. Og det er de selvsamme Tanker, der uddybes i de i December 1917 bebudede Skrifter, navnlig i det store Værk fra 1918: »Proletariatets Klassekamp« (oversat af C. L. Skjoldbo) og det af K. O. Vedel-Petersen oversatte »Socialdemokratiet og Krigen« (ligeledes Kbh. 1918).

I en af de Afhandlinger, som det sidstnævnte Skrift indeholder, behandles Kapitalismens og Imperialismens Indflydelse paa den første Verdenskrigs Udvikling og Forløb. Parvus hævder her, at det er den kapitalistiske Industri, som i de enkelte Lande har avlet Rivninger og Konflikter med hele Verden, da hvert Lands Industri nu engang stræbte efter at erobre Verdensmarkedet. Denne Udvikling var i de senere Aar blevet yderligere accentueret ved de imperialistiske Bestræbelser, der prægede de to førende Verdensmagters, Tysklands og Englands, Politik. Det var disse Forhold, der havde gjort Verdenskrigen uundgaaelig; de formelle Omstændigheder, der havde ført til Krigsudbrudet, var heroverfor kun af ringe Betydning. Dertil kom, at den vældige Koncentration af den industrielle og finansielle Kapital havde trængt Bourgeoisiet ud af dets selvstændige Rolle i Foretagenderne og kastet det i Armene paa Børsen.

214

Bourgeoisiet var saaledes bleven forledet til at tage Del i Spil og Hasard og havde derved sat sin hævdvundne Soliditet over Styr. Dermed var tillige Forudsætningen skabt for denne Klasses Deltagelse i det politiske Hasardspil. Han fortsætter: »Den borgerlige Parlamentarisme, som allerede tidligere prisgav sine Idealer, udartede fuldkomment til Demagogi og Klikespil under Indflydelse af Børsen og Imperialismen. Korruptionen blev netop værst der, hvor Parlamentarismen var stærkest. Pressebøller, Børsjobbere, Storfinansens og det parlamentariske Livs Kliker ødelagde Staten, korrumperede den offentlige Mening, bekæmpede indbyrdes hinanden og slog sig stadig sammen i Skriget efter Magtudvidelse, Verdensherredømme og Imperialisme«. Dertil knyttes en Bemærkning om, at Socialisterne meget ofte var blevet forraadt af deres Ledere, som havde sluttet sig til dette kapitalistiske Eventyrerpak. Og i disse Betragtninger, som blev nedskrevet i 1914, konkluderer Parvus derefter: »Kapitalismen, der under sit historiske Forløb allerede har ført hele Samfundsklasser ud i Ødelæggelse, har i dette Øjeblik stukket Europa i Brand paa alle Kanter, stukket det i Brand ved Sammenstødet mellem de konkurrerende Kræfter i de forskellige Lande paa det økonomiske, politiske og militære Omraade, de Kræfter, den selv har bragt til Udvikling, i Forbindelse med Opløsningen af den samfundsmæssige Moral, med Korruption og Degeneration. Den ødelægger nu med det uhyre Værktøj, den har skabt sig i Vaabenteknik og sine Hærorganisationer, den Industri i Europa, som er Resultatet af Videnskabens og de civiliserede Nationers Arbejde gennem Generationer, den ødelægger den Rigdom og den formelle Civilisation, den stedse har paaberaabt sig som den sidste og afgørende Retfærdiggørelse af sin grænseløse Udbytning af Folkemasserne, ja, den tilintetgør endog den Ejendomsret, hvis Ukrænkelighed den har prædiket og forsvaret med alle Statsmagtens Midler…”Ufatteligt, at en Mand, der fælder en saadan Dom over Kapitalismens Udskejelser, selv kunde finde paa at drive en Kulforretning i Samarbejde med Socialdemokratiet her og der, som »ved grænseløs Udbytning af Folkemasserne« sikrede de i Handelen umiddelbart interesserede Parter en Fortjeneste, der maa have ligget alt ialt mellem de 30-40 Mill. Kroner, hvoraf han selv forstod at sikre sig Broderparten. Ubegribeligt, at et saa amoralsk og asocialt Individ som Parvus kunde tolke Medfølelse med de smaa i Samfundet ved talrige andre Lejligheder, tale om, at den Retfærdighed, man forlangte af Bourgeoisiet, skulde man først og fremmest selv udøve, og at det drejede sig om at give Proletaren hans Menneskeglæde og -lykke.

Kravet om den hensynsløse Klassekamp, om Proletariatets fuldkomne Sejr, opgives først af denne Forkæmper for Verdensrevolutionen i det

215

Øjeblik, da han ikke ser sine personlige ærgerrige Haab opfyldt, og ikke ved Hjælp af sine bolchevikiske Venner, som Lenin, Trotzky, Fürstenberg og Radek, er naaet frem til Magtens Tinder. Thi da Forventningerne herom slaar Klik, retter Parvus i sit 1919 udgivne Skrift: »Verdensrevolutionen. Breve til Arbejderne om Socialismen og Verdensrevolutionen« sit haardeste Skyts mod Bolchevismen. I det andet Brev i denne Samling gør han op med dette Styre, som efter hans Opfattelse nu ikke er andet end et enestaaende, gigantisk Forræderi mod Socialismen, et System nemlig, der glat havde sat sig ud over det, Marx og Engels havde lært i »Det kommunistiske Manifest« om Bourgeoisiets historiske Mission og revolutionære Rolle. Den hensynsløse Undertrykkelse af enhver Opposition i Rusland havde ikke gjort det af med Kapitalismen, men derimod ført den tilbage til dens mest primitive Form: Rov og Aager. Det hele var mundet ud i Brandskatning, almindelig Demoralisation, Vilkaarlighed, Usikkerhed. Herom siges der: »I Stedet for den tidligere Slave-Eksistens er der traadt en Snyltertilværelse. Det russiske Proletariat er ikke mere den arbejdende Klasse, paa hvilken Socialismen bygger; den er forvandlet til en romersk Pøbel, der raaber paa Brød og Forlystelser«. Katastrofen laa efter Parvus’ Opfattelse navnlig i, at Proletariatets Diktatur her var blevet til enkelte Personers Herskermagt, og at den almene Interesse var blevet trængt tilbage af alle Slags Særinteresser, ogsaa der, hvor den almene Interesse alene burde være repræsenteret, som f. Eks. i Retsplejen, Undervisningen osv.Han mener derfor nu, at der saa sandelig ikke er nogen Grund til at anbefale at efterligne dette russiske Raadsrepublik-System. Thi - spørger han: »Har Europa arbejdet sig kulturelt frem til det elektriske Lys, for tilsidst at æde moskovitiske Tællelys?« Han kommer endelig til det Resultat, at Bolchevismen vil betyde en varig Fare for Socialismen, som den diskrediterer og desorganiserer, for derved i Virkeligheden at hjælpe Kapitalismen til en ny Glans.

I sit første Brev om Kapitalismens økonomiske Besejring i Bogen om »Verdensrevolutionen« dvæler Parvus navnlig ved Spørgsmaalet om en Socialisering af Statsvirksomhederne og fremhæver i Tilslutning hertil, hvilken Betydning det maatte have, hvis Staten overtog alle Samfærdselsmidler, al Bjergværksdrift samt Jernindustrien: Han erklærer kort og godt, at »naar Staten har Jernbanerne, Kullene og Jernet i sin Haand, behersker den Landets hele økonomiske Liv«. Der kan ikke næres Tvivl om, Parvus bestræbte sig for saa vidt muligt at faa Monopol paa Kulimporten til Danmark og samtidig sikre det danske Socialdemokrati en førende Stilling paa Kulhandelens Omraade ogsaa ud fra denne Art teoretiske Overvejelser. At Socialdemokratiet ogsaa knyttede vidtgaaende politiske Forventninger til denne Ordning, har ikke mindst Fr. Borgbjerg ladet for-

216

staa i sine Artikler til Forsvar for Brændselsforretningen. Ogsaa her kombineredes altsaa forretningsmæssige Interesser med de politiske *). Ja, sandelig udfoldede Parvus et kraftigt Initiativ i de forskelligste Retninger.Den store Revolutionære publicerede endvidere i 1917 Piecen: »Krigens sociale Balance«, desuden i 1918 to udprægede Kampskrifter, nemlig den danske Udgave af »Mit Svar til Kerenski & Co.« med særlig Indledning, og »I Kamp for Sandheden«. Indholdet af disse to Skrifter behandles mere udførligt oven- og nedenfor. Ogsaa her viser det sig, at Verdensrevolutionen for ham er det højeste Maal. Selvom han i sine teoretiske Undersøgelser til Tider virker tør og nøgtern, bryder dog altid den vilde Fanatisme, det orientalske Had igennem. Han gav sig maaske den bedste Selvkarakteristik, da han i sit 1907 i Dresden udgivne Skrift: »In der russischen Bastille während der russischen Revolution« bemærkede: »Vi Revolutionære af Profession er meget gunstigere stillet end de, som først rives med af Revolutionens Malstrøm. Vi ved fra først af, hvad vi maa indrette os paa og er rustet mod alle Skæbnens Prøvelser. Det stærke Omslag mellem Glæde og Lidelse er vort Livselement. Vi elsker Livets høje Bølgegang«. »Social-Demokraten« af 21. Jan. 1918 bringer iøvrigt et større Afsnit af denne Bog under Titlen »Parvus og Trotzki i den russiske Bastille« og knytter dertil en Bemærkning om, at Parvus’ Haab ved Overførelsen til Peter og Paul-Fæstningen i Aaret 1907 om snart atter at mødes igen med Trotzki og at grundlægge en ny Æra i Socialismens Historie ikke gik i Opfyldelse. Der tilføjes: »Først nu, 10 Aar efter, har de kunnet træffe hinanden som Revolutionens’ Førstemænd paa Ruinerne af det Tsardømme, der troede at kunne knuse dem og deres Idéer«. Her lægges der altsaa ikke Skjul paa, at Parvus har ydet en fremragende Indsats til Leninismens Sejr, og at den gode Socialdemokrat Parvus, Borgbjergs nære Ven, tillige var yderliggaaende Bolchevik.

*) Denne radikale revolutionære Tendens, som Præger hele Parvus’ Færden, satte ogsaa sine ejendommelige Spor i den her omhandlede Tids indre Politik. Fr. Borgbjergs Søn, Jødeætlingen Hjarne Borgbjerg (hvis Moder, Harriet

Doloris Meyer var Halvjødinde) var den 1. Maj 1917 med i Spidsen for de Unges Maj-Tog, i hvilket der bl.a. udfoldedes et Banner: ”Bryd Kronen, styrt Kirken, knæk Sablen«. Det var altsaa en udfordrende Demonstration mod Kongehuset og mod Kirken, en Tendens, som paa samme Maade fandt Udtryk paa Bannere med Inskriptionen: »Leve den sociale Republik« eller »Ned med Lærlingeloven. Kronprinsen har 4.000 Kr. om Maaneden, en Lærling har kun 16 Kr.«. Ved denne Lejlighed kom det til en kraftig Indskriden fra Politiets Side, hvorved navnlig Togets Leder, den unge Borgbjerg, blev slemt forslaaet.Kulproblemet var iøvrigt i Krigens Aar gaaet mange Mennesker paa Hjernen, deriblandt endog Georg Brandes, som i »Pressens Magasin« (Juli 1917) i en Artikel om »Kong Kul« fremsatte følgende Ord: »Det Rigmandsvælde, som Samtiden kender, er opført paa undermineret Grund.Det hviler ikke paa Granit, men paa Gruber. Det lever og aander i Lyset, fordi det har Tusinder elendige under sig i Mørket. Det lever og aander i en Frihed, som det er stolt af, fordi det har Tusinder af Slaver under sig, for hvis Trældom denne Frihed er købt«. »SociaI-Demokraten« er sevfølgelig begejstret for disse Ord, og Bladet beder om, at man vil lægge Mærke til, at det er Masserne, der er underst. De undertrykte er de mange. Men de er ogsaa de stærkeste. Brandes’ Ord kunde derfor sikkert ikke forstaas anderledes, end at Masserne opfordredes til at slutte sig sammen og til at tage Magten. Tag Magten! lyder Parolen.

217

b) Parvus og hans Klikes Medvirkning ved Ruslands

Bolchevisering.

1917 og 1918 var den mest djævelske Periode i Parvus’ Levned. Det var i disse Aar, han først søgte at hjælpe Lenin til Sejren i Rusland, og dernæst var medvirkende til at stifte Revolution i Tyskland.Som en første Begyndelse til denne uhyggelige Konspiration mod to Kejserriger, hvis Arnested var København, maa uden Tvivl den Institution betragtes, som Parvus allerede 1915 Oprettede paa Østerbro med det foregivne Formaal at fremme Forskningen over Krigens sociale Følger. Sekretær for dette Foretagende var cand. mag. Svend Trier *), en Mand, der selv hørte til de særligt yderliggaaende Marxister og som saadan bI. a. tilstræbte Kongedømmets Afskaffelse her i Landet. Desuden beskæftigedes en Række af Parvus’ revolutionære Landsmænd i den nævnte Institution. »København« kunde hertil den 28. Novbr. 1917 bI. a. meddele, at Parvus til Selskabet for Forskning af Krigens sociale Følger ikke blot knyttede Danskere som Medarbejdere, men ogsaa »russiske Emigranter, som

*) Heljøde, 1920-26 og 1928-31 socialdemokratisk Folketingsmand.

218

tilkaldtes fra Schweiz, og som han vidste at skaffe Gennemrejse gennem Tyskland«.Før Martsrevolutionen 1917 var navnlig tre russiske Emigranter, der efter Lenins Sejr indtog

fremtrædende Stillinger inden for Bolchevikstyret, godt kendt i København: nemlig Fru Kollontay, der ved Bolchevismens Gennembrud i Efteraaret 1917 blev Understatssekretær i det sovjetiske Socialministerium, Vladimir Spiro, der blev Understatssekretær i Post- og Telegrafvæsenet, og Uritzky, der blev Understatssekretær i Udenrigsministeriet, og 1918 var Leder af Petrograds Tcheka, indtil han myrdedes ved Attentat den 30. August s. A. Alle tre hørte ligesom Fürstenberg-Ganetski, Koslowsky o.s. v. til Parvus nærmeste Medarbejderkreds og havde formodentlig i det nævnte Institut det samlende Midtpunkt. Aleksandra Michailovna Kollontay var 1916 blevet udvist fra Sverige, fordi hun der stod i Forbindelse med Ungsocialisterne og drev Propaganda for de socialrevolutionære Ideer. Fra Sverige drog hun til København,

hvorfra hun efter et halvt Aars Ophold rejste til Amerika for at samle Penge til revolutionære Fonds. Michail Solomonovitsj Uritzky, som tilhørte den saakaldte Zimmervald-Bevægelse, kom allerede ved Krigens Udbrud til København og boede Lykkeholmsalle 5 A. Han var her Korrespondent for Maximilam Gorkis Tidsskrift Ljetopis og for Novoja Shisn i Petrograd. Ved Udbrudet af den første russiske Revolution vendte han tilbage til Rusland; Bortrejsen skete den 14. Marts 1916. »Politiken« (20. 11. 1917) beretter, at Uritzky - ligesom Parvus og Trotzky - 1905 havde deltaget i den første russiske Revolution, og ved denne Lejlighed var blevet forvist til Sibirien, men blev senere ligesom de andre benaadet. Ogsaa Wladimir (alias William) Spiro var ved Krigens Begyndelse kommet til Landet. Han ejede en Villa paa Sommervej i Charlottenlund og havde Ansættelse som Prokurist i Sø- og Transportforsikringsselskabet Volga, Vestre Boulevard 33. Den 10. Juni 1917 drog han efter telegrafisk Ordre fra Sovjet-Regeringen til Petrograd, hvor han bI. a. blev Departementschef i Indenrigs-

219

ministeriet og Delegeret i Central-Arbejder- og Soldaterraadet. Alle tre var fanatiske Bolchevikker, Uritzky og Spiro desuden Heljøder.

Det var formodentlig ogsaa i Sammenhæng med det ovenfor nævnte kulturpolitiske Arbejde i Selskabet for social Forskning, at Parvus ved Forhandling med den tyske øverste Hærledelse opnaaede Ludendorffs Tilladelse til at Bolchevikkernes Førere, deriblandt Lenin-Uljanoff og dennes Hustru, kaldet Krupskaja, Karl Radek, Gregor Sinowjew *) og andre Revolutionære i Begyndelsen af April 1917 maatte rejse gennem Tyskland i plomberet Vogn, paa deres berømte Tur fra Eksilet i Schweiz hjem til Petrograd, til Rusland. **) Formaalet med at skaffe Lenin og hans nærmeste Kampfæller til Rusland var i første Række at fremme den defaitistiske Bevægelse og hurtigst muligt at foranledige de russiske Hære til at nedlægge Vaabnene. Parvus var af den Opfattelse, at Proletariatets Sejr kun vilde blive opnaaet ad denne Vej, og Lenin var af samme Mening. Derfor kunde de for en Stund staa sammen i Kampen mod Kerenskis Styre, som jo vilde undgaa Nederlaget i Haab om, senere ad Evolutionens Vej at kunne føre Socialismen til Sejr. Hvad Parvus tilsigtede, siges tydeligt nok i det mod Kerenski rettede Kampskrift »Mit Svar til Kerenski & Co.« (udgivet paa Dansk i Slutningen af December 1917), i hvilket Forf. aabent vedkender sig sin nære Forbindelse med Bolchevikkerne. Han erklærede, at han ikke har givet Lenin

*) Han hed ifølge »Jüdisches Lexikon” egentlig Gerson Radomyslski og nævnes ifølge samme Kilde fejlagtigt oftere Apfelbaum.

**) Ludendorff bemærker hertil i »Meine Kriegserinnerungen«. (Berlin 1919), S. 407: »Gennem Lenins Forsendelse til Rusland havde vor Regering paadraget sig et særligt Ansvar. Militært set var Rejsen forsvarlig, Rusland maatte falde. Men vor Regering maatte ogsaa passe paa, at vi ikke selv faldt.« Andetsteds, S. 327, fortæller han, hvor stærkt lettet han i Foraaret 1917 følte sig, da Revolutionen brød ud i Rusland. At den ogsaa senere skulde underminere Tysklands egen Kraft, kunde han dengang ikke ane.

220

og Konsorter Penge. »Men«, fortsatte han, »jeg har givet dem noget andet og værre end Penge og Dynamit. Jeg er en af dem, der har givet de russiske Proletarers revolutionære Vilje aandelig Næring.«

Parvus viger ikke tilbage for her at røbe sit Sinds inderste Tanker. Han peger paa sin Indsats i den første russiske Revolution i Aaret 1905, da bI. a. Miljukoff - som 1917 blev Udenrigsminister i Kerenskis første Regering - havde rettet de haardeste Bebrejdelser mod Arbejder- og Soldaterraadet, fordi dette havde ladet sig forlede til at anvende den af Parvus foreslaaede revolutionære Taktik. Ud fra de samme Grundsynspunkter krævede Parvus ogsaa nu Anvendelsen af en hensynsløs revolutionær Taktik, en Taktik, der imidlertid kun vilde kunne blive virkeliggjort, naar det lykkedes at faa de russiske Hære besejret. Som Følge heraf maatte Tysklands Sejr over Rusland være en ufravigelig Betingelse for Marxismens

Gennembrud og Proletariatets Frigørelse i det russiske Folk. Til Begrundelse for denne Opfattelse bemærkede Parvus bI. a.: »Lykkedes Kerenskis Offensiv, saa vilde Patriotismen i Rusland leve op igen; derved vilde ogsaa de borgerlige Elementer kunne gøre sig mere gældende, de vilde genoptage deres politiske Planer, Miljukoff vilde komme op igen, og snart vilde det russiske Bourgeoisi skubbe Straamanden Kerenski og hans Medhjælpere, af hvem de foreløbig har maattet betjene sig, til Side og tage Sagen i deres egen Haand. Men de russiske Hære har atter hentet sig et Nederlag (i Galizien) - derfor tager den russiske Revolution et andet Forløb. De tyske Sejre har skabt den russiske Revolution, og den maa stadig hjælpes videre ved militære Midler. Jo mere fuldstændigt Ruslands militære Nederlag bliver, desto større den russiske Revolutions demokratiske Virkninger. Ethvert militært Held for Rusland eller for Ententen fører derimod til et politisk Tilbageslag. «Som værdig Repræsentant for sit »Fædreland«, det tyske Socialdemokrati - man huske altid, at Partiet var hans Adoptiv-Fædreland - tilføjede han: »Det er de Kendsgerninger, der

221

aabenbarer sig for os (d.v.s. de tyske Højresocialister). Nu har vi det historiske Bevis for, at vi havde styrtet Riget (d. e. Tyskland) og Europas Demokrati i Afgrunden, hvis vi havde fulgt Karl Liebknechts og de russiske Revolutionæres Raad og bekæmpet de russiske Hære ikke med væbnet Magt, men derved, at vi slap en Revolution løs i vort eget Land.«

Parvus var herefter Militarist i Tyskland og Bolchevik i Rusland. Efter at det var lykkedes ham at faa de førende revolutionære Mænd med Lenin i Spidsen til Petrograd, var det ham meget magtpaaliggende at komme i direkte Forbindelse med de Revolutionære, som paa dette Tidspunkt endnu samledes i Arbejder- og Soldaterraadet dèr. Til Opnaaelse af dette Formaal sendte han straks i Slutningen af April 1917, det danske Socialdemokratis ledende Pennefører, Folketingsmand og Redaktør Frederik Borgbjerg, afsted. Borgbjerg sendtes til Petrograd i hemmelig Mission, medens det udadtil hævdedes, at han tog til Ruslands Hovedstad for at orientere sig over Forholdene i Landet. Parvus havde lagt hele Rejseplanen tilrette; Enkelthederne for Fremgangsmaaden var forud blevet drøftet sammen med Scheidemann, som under sit Ophold i København havde boet i Parvus’ Villa paa Vodroffsvej. Overfor den svenske Socialistfører Hjalmar Branting havde Borgbjerg under Rejsen nordpaa hævdet, at han vilde til Rusland i rent Studieøjemed, og til Fremme af dette Formaal havde Branting ydet ham Hjælp. Kort efter viste det sig imidlertid, at Borgbjerg bI. a. havde overbragt Bolchevikerne Indbydelsen, til en socialistisk Fredskonference i Stockholm.

Borgbjerg selv berettede herom i et Telegram til sit Blad ”Social-Demokraten« (offentliggjort den 11. 5.1917; jvf. ogsaa Numrene af 9. og 10. s. M.) bI. a. følgende: »Efter at den politiske Krise af 3. og 4. Maj var overvundet, kom min Opfordring til Russerne om Deltagelse i den internationale socialistiske Fredskonference til Behandling i Arbejder- og Soldaterraadet den 6. Maj. Jeg havde inden Afrejsen fra Danmark faaet Underretning om, paa hvilket Program det tyske

222

Socialdemokratis Flertal og Fagforeningerne vilde møde paa Konferencen. Mine Oplysninger om Situationen i Europa spredte mange af den borgerlige Presses Tendensefterretninger. Raadet bragte mig sin Tak. Udførligt Referat af Forhandlingerne fremkommer i »Isvestia«. Det fra Petrograd udsendte Resumée er ikke helt korrekt. Den 8. Maj fortsatte Raadet Forhandlingerne og vedtog enstemmigt at bifalde Tanken om Fredskonferencen. For at sikre Tilslutning fra alle Lande og alle Fraktioner indenfor Arbejderbevægelsen tager Raadet, der omfatter alle Fraktioner, Sagen i sin Haand og udsender Indbydelser. Man venter da sikkert, at ogsaa Franskmænd og Englændere møder.« I dette Telegram bemærkede Borgbjerg endvidere indledende, at han var kommet til Petrograd den 27. April, Dagen efter var

bIevet modtaget og hilst Velkommen af Arbejder- og Soldaterraadet; at han havde forhandlet bI. a. med Tscheidze og Skobelew og den 1. Maj havde en lang Samtale med Kerenski. *)

Men herefter forbeholdt Russerne sig altsaa selv at foretage

*) Jvf. Borgbjergs Beretning om sin Rejse til Petrograd i »Socialdemokraten«, den 15. Maj 1917.Ved Lejlighed faar man iøvrigt i Pressen nærmere Besked om Borgbjergs russiske Forbindelser under

Verdenskrigen. Saaledes fortæller Borgbjerg selv i sit ovennævnte Referat om Oplevelserne i Petrograd i April-Maj 1917, at han dér mødte Fru Kollontay, som han før Marts-Revolutionen havde lært at kende i København. I Juli 1917 kom en skønne Dag den russisk-jødiske Marxist Chasanovitch, der var Medlem af den til Stockholm sendte russiske Fredsdelegation, til København for at forhandle med Stauning samt med Borgbjerg, med hvilken han stod i Venskabsforhold. Her blev den ubudne Gæst imidlertid arresteret ved Ankomsten og den følgende Dag udvist. »Mosaisk Samfund« er forfærdet over denne Udvisning og meddeler, at det havde haft en Samtale med nogle af Chasanovitch’s i København boende Venner, som udtrykte deres Forbavselse over det skete og mente, at Borgbjerg kun havde slaaet Haanden af Chasanovitch, fordi denne var temmelig tyskfjendtlig og fremfor alt en Hader af den tyske Kapitalisme. »Mosaisk Samfund« (4. 8. 1917) ønsker nærmere Oplysning, navnlig fordi de Herrer Borgbjerg og Stauning har et saa intimt Forhold til »Renegaten Parvus«, hvem den russiske Koloni i Byen netop havde beskyldt for ”at have tjent ikke mindre end en enorm formue paa ca. 10 Millioner Kroner i Provision paa sin Virksomhed som Agent for de tyske Kul her i Skandinavien.” Dette lod de Herrer Socialdemokrater glat passere, medens de, som ”Mosaisk Trossamfund” paataler, ”ignorerer en Henvendelse fra en russisk jødisk Meningsfælle, der stadig er forbleven sit Fædreland tro, som her er tilfældet med Chasanovitch”. Og Jødeorganet slutter: ”De russiske Jøder er – derom kan der roligt forsikres – det nye frie Rusland hengivne med Liv og Sjæl. Dets Fjender er deres Fjender … Og det har ogsaa vist sig, at Antisemitismen i det nye Ruslands Ledere har faaet uforsonlige Fjender.” To Aar senere, i Juni 1919, har den samme Jøde, Dr. Chasanovitsch, nu Leder af den zionistiske Bevægelse ”Paole Zion”, igen opholdt sig nogle Dage i København, paa Gennemrejsen fra Amstedam til Stockholm. Doktoren synes nu atter at være taget til Naade hos Borgbjerg, eftersom ”Social-Demokraten” (den 11. 6. 1919) bringer et Interview med ham, i hvilket der gives udførlige Rædselsberetninger om Pogromerne i Polen, navnlig om Blodbadet i Pinsk.

223

de fornødne Skridt til Indbydelserne til en Fredskonference. Faa Dage senere kunne Bladene meddele fra Petrograd, at ”… Konferencen (Bolchevikkerne) besluttede at udtale, at Borgbjerg direkte eller skjult er agent for de tyske Imperialister …« Af denne Grund mente konferencen i Principet ikke at kunne deltage i Forhandlinger om Freden, i hvilke Borgbjerg og Scheidemann deltog. De russiske Revolutionære erklærede, at deres Opgave ikke var at sammenslutte de imperialistiske Regeringers Agenter, men de Arbejdere i alle Lande, som allerede Under Krigen havde ført en revolutionær Kamp mod deres imperialistiske Regeringer. Til Trods for de her opstaaede Vanskeligheder førte den senere Udvikling med sig, at den alrussiske Arbejder- og Soldaterkongres sammen med den HolIandsk-skandinaviske Komité for Internationale enedes om, at der skulde indkaldes til en international Socialistkonference i Stockholm i midten af Augst s. A *) For de talrige forberedende Møder o.s.v. til denne Konference er det særligt karakteristisk, at det atter for en stor Del var Jøder, der fremtaadte som de

*) Jvf. Herman Müller: Det russiske Initiativ og Stockholmer Konferencen. ”Social-Demokraten”, 23. Juli 1917.

224

socialistiske Partiers Repræsentanter. Naar man blot hører Navnene paa de Delegerede, som her og der bliver nævnt - fra Tyskland bI. a. Dr. David, Bernstein, Kautsky, fra Østrig bI. a. Dr. Renner og Dr. Ellenbogen, fra Rusland Goldenberg, Ehrlich o.a.v. - da véd man Besked.

Modsætningen mellem Kerenski og Lenin uddybedes nu meget hurtigt og førte allerede i de første Majdage til blodige Optøjer i Petrograd. Alexander F. Kerenski gør udførlig Rede for denne Konflikt i sin i 1927 i London udgivne Bog: »The Catastrophe. Kerensky’s own story of the russian revolution«. Han fortæller her bI. a., at han i de kritiske Maaneder i Sommeren 1917 kun een Gang mødte Lenin, nemlig paa den AIrussiske Sovjetkongres den 15. Juni 1917, hvor sidstnævnte var tilstede med nogle af sine nærmeste Medarbejdere, saasom Kamenew, Sinowjew, Lunatscharski og Trotzki. Lenin havde ikke sagt noget særligt paa dette Møde, men i Hovedsagen indskrænket sig til at kræve, at »et Hundrede af de mest velhavende Kapitalister maatte blive arresteret«. Paa selve Kongressen havde han altsaa ikke udrettet noget, men des mere opnaaede han udenfor Kongressen, hvor han ved hemningsløs Agitation, ved stadig at opægge det ”klassebevidste Proletariat« til Demonstrationer, skabte stigende Uro og en fremadskridende Radikalisering af Masserne. Da det langt om længe ogsaa viste sig, at Bolchevikerne under Lenins Førerskab satte sig højere Maal og ganske aabenlyst søgte at underminere de russiske Hæres Modstandsevne, saa Kerenski sig tilsidst foranlediget til at gribe kraftigere ind.Kerenski gør gældende, at Planerne til Lenins Oprørsbevægelse var fastlagt i Overensstemmelse med den tyske øverste Hærledelse, og at det i disse kritiske Dage havde været Fürstenberg-Ganetskis Mission at skaffe de til Gennemførelse af Revolutionen udarbejdede Planer til Petrograd. Han bemærker imidlertid, at det aldrig lykkedes at fremskaffe de afgørende Beviser for dette Forhold, da denne Lenins Tillidsmand ved sin Tilbagevenden fra Tyskland over Sverige ikke naaede

225

ind over den finsk-russiske Grænse. Der regnedes med hans Ankomst omkring den 17. - 18. Juli, og alt var tilrettelagt for hans Arrestation, saasnart han passerede Grænsen. Men Aktionen glippede. Uventet tog Fürstenberg fra Finland tilbage til Stockholm og »med ham gik det afgørende Anklagemateriale tilbage, om hvilket vi vidste, at han førte det hos sig« (S. 240).Uheldigvis havde Justitsminister Pereverzew allerede i Forvejen ladet tilgaa Pressen nærmere Oplysninger om de fortrolige Informationer, han havde faaet vedrørende Fürstenbergs Mission, og den forhastede Meddelelse af disse Forhold i Bladene allerede den 18. Juli havde haft til Følge, at Fürstenberg i Tide undveg, og at Lenin og Sinowjew straks ved Flugt til Finland unddrog sig den Arrestation, som netop var bleven beordret i Anledning af disse Informationer.

Til disse Foreteelser knytter Alexander. F. Kerenski endvidere følgende meget interessante Kommentar: »Til Forsvar for Justitsministerens Aktion kan kun siges, at han ikke vidste noget om Forberedelserne til Ganetski’s Arrestation, som vilde have beseglet Bolchevikernes Skæbne. Men - selv bortset fra disse Omstændigheder - var Frigivelsen af saa uhyre vigtigt Materiale som det foreliggende til Offentliggørelse uden den provisoriske Regerings Tilladelse absolut utilgivelig. Efter en meget livlig Samtale om dette Spørgsmaal saa Justitsminister Pereverzew sig derfor nødsaget til at træde tilbage fra sin Post. Det staar uden for enhver Tvivl, at de senere Begivenheder i Sommeren 1917, ja Ruslands Historie i Almindelighed, vilde have taget et helt andet Forløb, hvis Terestschenko havde magtet sin vanskelige Opgave at afsløre Lenin, og hvis det som Følge heraf havde været muligt i Retten paa absolut uangribelig Maade at bevise, at Lenin havde gjort sig skyldig i den mest uhyrlige Forbrydelse: Landsforræderi.«

Kerenski beretter dernæst, at han den 19. Juli indledede yderligere Foranstaltninger mod Bolchevismens Ledere, idet han den nævnte Dag udstedte Arrestordre mod en Række Personer, der blev sigtet for Landsforræderi, nemlig Lenin,

226

Sinowjew, Koslowsky, Mme. Sumenson, Fürstenberg-Ganetski, Alexander Helphand (Parvus), Alexandra Kollontay og Oprørets militære Ledere Løjtnant Iljin (Raskonlinkoff), Roschal og Underløjtnant Semaschko. Alle disse Personer blev ogsaa arresterede med Undtagelse af Lenin og Sinowjew, som unddrog sig Anholdelsen ved Flugt, og af Parvus og Ganetski, der opholdt sig i Udlandet. Faa Dage senere blev ogsaa Trotzki og Lunatscharski anholdt. (S. 243).

Det er denne Indgriben fra Kerenskis Side, som foranlediger Parvus til hans ovennævnte »Svar til Kerenski & Co.«, hvori han gør den skarpeste Indsigelse mod den mod ham rettede Beskyldning om at have været delagtig i Forsøg paa »med væbnet Magt at omstyrte Statsmagten«. Han sparer sig derved intet i sine Angreb paa den, som han siger, »halvt forstyrrede Nar Kerenski« og skælder den provisoriske Regerings Mænd ud for Hyklere og Bedragere og for selv at være Høj- og Landsforrædere. Han raser. Intet Under! Thi det var jo Personer, der før Martsrevolutionen hørte til hans allernærmeste Omgangskreds i København, som nu blev arresteret i disse Julidage sammen med Trotzki og andre, f. Eks. Polakken Koslowsky, der ansaas for at være en af Hovedpersonerne i Komplottet mod den russiske Stat, Surabov, der netop skulde udnævnes til Borgmester i Tiflis, og Perasitsch, der havde været Sekretær i Arbejder- og Soldaterraadets Afdeling for udenlandske Anliggender. Af disse Personer havde Koslowsky under sit Ophold i København ifølge Bladet »København« været Parvus’ juridiske Konsulent og befuldmægtigede Tillidsmand! I Anklageskriftet mod de sidstnævnte 3 Personer, som offentliggjordes i Petrograd i August 1917, blev det nævnt, at de uomtvisteligt var tyske Agenter, at de havde samarbejdet intimt, i Fællesskab havde foretaget Rejser mellem København og Berlin, at deres Korrespondance tilsyneladende havde drejet sig om Forretningsanliggender, men efter alt at dømme dog havde været Skalkeskjul for Spionage. De skulde ogsaa have sendt store Rubelbeløb til Rusland, een Dag 800.000, en anden

227

250.000 Rubler. Det var altsaa en meget alvorlig Mistanke, der rettedes mod Parvus og nogle af hans allernærmeste Medarbejdere. Og det viste sig navnlig, at Fürstenberg-Ganetski som hans særligt betroede Kurér beskyldtes for det gemeneste Landsforræderi.

Hvorom alting er: Retssagen mod de anklagede blev aldrig ført igennem *), og Bolchevismen sejrede faa Maaneder senere ved November-Revolutionen. Herunder havde ogsaa Parvus - trods sit personlige Modsætningsforhold til Lenin - til Stadighed bevaret et intimt Samarbejde med Bolchevikerne, et Samarbejde, som førte til vidtrækkende politiske Konsekvenser, da Bolchevikerne efter Magtovertagelsen erkendte, at de nu ikke havde nogen anden Udvej end hurtigst muligt at slutte Særfred med Tyskland. I Oktober 1917 fandt der i Paladshotellet i København Forhandlinger Sted mellem Scheidemann, Parvus, Fürstenberg (som kom til Landet igen, til Trods for at han i Januar samme Aar var bleven udvist) og et Par andre Herrer, og her blev selvfølgelig de Skridt drøftet, som maatte foretages, saasnart det af Bolchevikerne planlagte Statskup var gennemført. Man kan gaa ud fra, at Parvus var nøje orienteret om alt det, Lenin og hans Mænd vilde foretage sig, og at han i Virkeligheden 1917 var den Mand, der udefra ydede den største Indsats til Gennemførelsen af den bolchevikiske Revolution.

Da Kerenski i Natten mellem den 6. og den 7. November, maatte flygte fra Petrograd, og da det godt en Uge senere stod klart, at den provisoriske Regerings Forsøg paa atter at naa frem til Magten var definitivt strandet, kunde Bolchevikerne indlede yderligere Skridt til Sikring af deres Stilling udadtil.

Det var i denne Situation, at Parvus paa de tyske Flertalssocialisters Vegne optog sine Forhandlinger med Lenin-Rege-

*) »Berliner Tageblatt« af 5. August 1917 meddeler rigtignok, at Parvus paa Grund af sin bolchevikiske Virksomhed var bleven dømt til Døden af Kerenski.

228

ringens Repræsentanter i Stockholm. Den 19. November var han i Stockholm for at overbringe det tyske Socialdemokratis Lykønskninger til Bolchevismens Sejr. Allerede den følgende Dag, den 20. November 1917, kunde »Vorwarts« meddele, at Radek-Sobelsohn og Fürstenberg-Ganetski med Særtog var taget fra Stockholm over Torneå til Petrograd for der »efter Sigende at forhandle i en Mission vedrørende Fredsforhandlingerne«. Da havde de deres Instrukser med fra Parvus. Derefter indledede Minister Stauning Forhandlinger vedrørende en socialistisk Særfredskonference i Stockholm, i hvilken Anledning Udenrigsminister Erik Scavenius anmodedes om at gøre Skridt til en neutral Fredsmægling. Ministeriet afviste Henvendelsen. At iøvrigt denne Aktion fra Staunings Side var i Overensstemmelse med den russiske Regerings Ønsker, kunde man erkende deraf, at Udenrigsminister Trotzki paa samme Tidspunkt ligeledes anmodede om neutral Fredsmægling i en Henvendelse til de neutrale Magters Gesandter i Petrograd.

I hvilken Grad Thorvald Stauning i disse Novemberdage 1917 var interesseret i at faa en Særfredskonference i Stand, fremgik tydeligt af en Skrivelse, han i denne Anledning sendte til den hollandske Socialist Troelstra, og i hvilken han bI. a. skrev følgende:

»De seneste Begivenheder i Rusland synes mig at være af en saadan Karakter, at man nu maa forsøge at afholde en international Sammenkomst og gennemføre denne i det Omfang, som Partierne i de forskellige Lande selv ønsker… Det forekommer mig …, at denne Mulighed (om en Fredsslutning paa Østfronten), om hvis Tilstedeværelse jeg har modtaget Underretning, og som maaske ogsaa er nærliggende, gør en Optræden fra Socialdemokratiets Side meget ønskelig. I det mindste kan der ventes Repræsentanter fra Rusland, Finland, Tyskland, Østrig-Ungarn, Rumænien og Serbien, fra de neutrale Lande og sandsynligvis ogsaa fra Italien … Hvor beklagelsesværdigt det end vilde være, om vore Partivenner i England, Frankrig og Belgien blev borte, forekommer det mig, at vi under de foreliggende Omstændigheder maa finde os i denne Situation for ikke at afskære os fra alle Muligheder. En frugtbringende Overvejelse vilde sikkert kunne finde Sted, og den vilde maaske ogsaa øve Indflydelse i de ikke-repræsenterede Lande.«

229

Saa sikkert det er, at den Aktion, Stauning her indledede, ikke blot laa i Ruslands, men ogsaa i Tysklands Interesse, er den dog særligt Udtryk for de specielle Bestræbelser, Parvus udfoldede, Bestræbelser, som i sidste Instans sikkert ikke helt faldt sammen med de Endemaal, Stauning tilstræbte. Staunings højeste Ønske var uden Tvivl en Genskabelse af Verdensfreden, samtidig med at han haabede, at Arbejderne vilde opnaa en uhørt Magt indenfor Samfundene, naar det lykkedes dem at skabe Forstaaelse og Fred mellem Folkene. For Parvus og hans jødiske Racefæller, der nu havde Sikret sig afgørende Indflydelse paa Ruslands Skæbne, drejede det sig imidlertid i første Række om at benytte Marxismens Kamp som et Led i den jødiske Verdensplan.

Lenin og Sinowjew havde aabent givet Udtryk for den Opfattelse, at Bolchevismens Sejr i Rusland vilde være Indledningen til Verdensrevolutionen og inden et halvt Aar ogsaa føre til Proletariatets Magtovertagelse i alle vesteuropæiske Lande. Revolutionens Brand skulde altsaa tændes over hele Europa. Stauning, Borgbjerg o.s.v. var med i dette store Spil om Nationernes Skæbne og lystrede derved Jødens, Parvus’ Paroler, og fremmede Leninismen. Og H. Witzansky havde atter Ret, mere end Ret, naar han i denne Anledning kraftigt gaar imod Socialdemokratiets Førere, der, som han træffende bemærkede i sit Blad »København« den 1. Decbr. 1917, »skamløst optræder som socialistiske Pionerer for den Fredspolitik, der officielt er knyttet til Navnene Helphand - Uljanow (d. e. Lenin) - Brunstein (d. e. Trotzki) - Aron Abram.« Og Witzansky havde Ret, naar han under disse Omstændigheder ansaa det for at ligge i Landets Interesse at befri det danske Socialdemokrati for Konspiratoren Parvus, som i hele sin Færd kun bragte Forbandelse og Fordærv over alle Nationer.

I Januar 1918 fik det danske Socialdemokratis Samarbejde med Parvus et vist udenrigspolitisk Efterspil.

Adskillige Entente-Blade som »Le Temps«, »Matin«, men navnlig ”Echo de Paris«, ”Gazette de Lausanne« og »Daily Mail« havde

230

allerede siden Sommeren 1917 beskæftiget sig ret indgaaende med Parvus’ politiske Manøvrer, uden imidlertid at trænge til Bunds i de med denne Virksomhed forbundne Mysterier. Men i Begyndelsen af 1918 beretter de udførligere om Brændselsforretningen o.s.v. og »Daily Mail« bringer (ifølge »Social-Demokraten« af 25. Jan. 1918) en Artikel om Scheidemanns Venner, som ifølge Bladets Fremstilling »omfatter i Danmark den socialistiske Minister Stauning, Socialistføreren Borgbjerg og Russerne Parvus, Koslowski og Sklarz”. Det engelske Blad paastod endvidere, at denne Gruppe af Mænd havde arrangeret Fredsforhandlinger med Lenin til Gengæld for politiske Kompensationer. Scheidemann skaffede de ovennævnte Personer en enorm Mængde Kul, og de solgte til ublu Priser. Den samme Gruppe havde dannet et andet Syndikat til Salg af Motorvogne, der var røvede i Belgien, Frankrig og Rusland.Det danske socialdemokratiske Hovedorgan proklamerer i denne Anledning: »Slaa Landsforræderne ned!« (Sst. 27. 1. 1918) og bringer den 28. Januar stort opslaaet en Meddelelse om, at der eksisterer et »Komplot i København mod Danmarks Neutralitet«, et Komplot, der nu havde til Hensigt ved gratis Udbredelse af »København«s Parvus-Artikler i en særlig Piece til alle Landets 1.400.000 Vælgere at tvinge Danmark ud af sin Neutralitet. Bladets Kritik retter sig denne Gang navnlig ogsaa mod Syndikalisterne, der forsøgte at skabe Splittelse indenfor Arbejderbevægelsen ved Angreb paa Brændselsforretningen. Hele Kontroversen ender med, at »Times« den 2. Februar 1918 retter en meget indtrængende Advarsel til det danske Socialdemokrati, idet det gør opmærksom paa, at Magten over Raamaterialer, Bunkerkul og Tonnage ogsaa i Fremtiden vil forblive paa de samme Hænder som hidtil, og at Danmark derfor »lige som andre Stater i lignende Stilling skulde betænke, om dets sande Interesser ligger hos de Allierede eller deres Fjender«. Der tilføjedes: »Afgørelsen skulde ikke være vanskelig«. »Times« mener endvidere at kunne konstatere en stigende

231

Indflydelse fra tysk Side paa den danske Presse og hævder, at »tyske Agenter som den bekendte Parvus (Helphand), som menes at have været brugt til at intrigere med Bolchevikerne og nu er optagne af at korrumpere de danske Socialister, mødes med Overbærenhed«. Og det engelske Blad knytter dertil Truslen om Handelsboykot, idet det ganske nøgternt konstaterer: »Danmark maa ikke blive forbavset, hvis Ting af denne Art fremkalder en vis Ændring i de Allieredes Holdning under de kommercielle Forhandlinger. De er ikke af den Art, at de vil gøre det lettere at opnaa Indrømmelser.«

Naar »Social-Demokraten,« afviser disse Trusler med Henvisningen til, at det bekæmpede Imperialismen, Militarismen, Annektionismen, hvad enten den viste sig paa tysk eller paa de AIlieredes Side, og at det var Modstander saavel af den tyske Undervandsbaadskrig som den engelsk-amerikanske Udsultningskrig og netop derved forsøgte at hævde en ligelig Neutralitet mod begge Parter, havde Bladet saa afgjort Ret. Men Fejlen laa jo heller ikke i Bladets Holdning overfor de her omhandlede Spørgsmaal, men deri, at det danske Socialdemokrati under Krigen indlod sig i et saa uforsvarlig intimt Samarbejde med en bestemt Gruppe indenfor den internationale Jødedom og derved lod sig forlede ikke blot til storstilet Krigsspekulation og Kapitaludbytning, men desuden til efter Evne at støtte aljødiske (in casu bolchevikiske) Planer, der aldrig burde have været tolereret af en nordisk Stats Arbejderbevægelse.

Da Sklarz-Processen indlededes i Berlin i Efteraaret 1919, og »Berliner Korrespondenz« i Novemberdagene bragte en Række Afsløringer om Parvus’ internationale Konspirationer paa det tyske

Socialdemokratis Flertals Vegne og med førende danske Socialdemokrater som Mellemmænd, bringer »Berlingske Tidende« et Forlydende om, at Vestmagterne paatænkte at forlange Parvus udleveret sammen med de øvrige tyske Personer, som de Allierede havde sikret sig fredstraktatlig Ret til at afkræve Forklaring med Hensyn til Verdenskrigen. I denne

232

Anledning spørger »København« (27. 11.), hvorledes Danmark mon vil forholde sig overfor et saadant Krav, da Parvus jo endnu havde Bopæl i København og hørte til Telefonselskabets faste Abonnenter. Man øjnede her en mængde pikante Kombinationer og diplomatiske Problemer. Faren for Parvus drev imidlertid over. Nu var det iøvrigt den tyske Presse, der for Alvor beskæftigede sig med denne politiske Eventyrers Bedrifter. Man ønskede ham sat ud af Spillet; endog »Vorwarts« tog til en vis Grad Afstand fra ham. Scheidemann dementerede bI. a. Lørdag den 29. November 1919 den fra Frankrig stammende Meddelelse om, Parvus skulde til København for at forhandle med Litwinow. *) Man vilde officielt ikke mere have noget at gøre med denne Mand. Langt om længe isoleredes han ogsaa indenfor sin tyske Vennekreds, og navnlig gled han langt om længe ud af Politiken. Da han døde i December 1924, var hans Rolle som Konspirator for længe siden udspillet.

c) København som Zionismens Verdenscentral (Det københavnske Manifest).

København blev under Verdenskrigen endvidere et særligt Centrum for Verdensjødedommen derigennem, at den verdensomspændende »Zionistische Organisation« i Februar 1915 oprettede sit Hovedsæde her i Hyskenstræde 10. Grunden til Overflytningen af Bureauet fra Berlin var den, at denne Orga-

*) Det bemærkes, at Litwinow ankom til København den 25. Novbr. 1919 Kl. 10 om Formiddagen med den engelske Hjælpekrydser »Princess Margareth«. Formaalet var en Forhandling med de engelske socialistiske Delegerede Mr. James O’Grady, Mr. R. Nathan og Mr. L. K. M. Galt vedrørende den russisk-engelske Fangeudveksling. Københavnerne var dengang ikke særligt begejstret for dette Besøg; hverken »Terminus« eller »Phønix« vilde give Litwinow Husly, og kun med Nød og næppe lykkedes det ham at faa et Værelse paa Turisthotellet for nogle Dage.

233

nisation her kunde indrette sig i et neutralt Land og herfra havde gunstigere Forbindelsesmuligheder til alle Verdens Lande. Organisationen er en Sammenslutning af de saakaldte Schekelbetalere, d.v.s. af Jøder, som giver deres Samtykke til Baseler-Programmet vedrørende Oprettelsen af et nationalt Hjemsted i Palæstina og som betaler deres Bidrag (Schekel) til Gennemførelsen af dette Program. Zionisterne gaar ud fra den Opfattelse, at de danner en egen Nation og ikke alene kan skelnes fra den øvrige Verden som en særegen Konfession, men at deres Væsensart er præget af deres racemæssige Herkomst og at deres Opgave navnlig ligger i at bevare denne Race. De er altsaa principielle Modstandere af Assimilation og føler i en ganske særlig Grad en i Racen grundet Solidaritet, som gaar ud over alle Landegrænser.

Dermed er ogsaa Retningslinierne givet for den Propaganda, »Zionistische Organisation« udfoldede under Verdenskrigen. I første Række gjaldt det selvfølgelig om netop i en Tid, da der viste sig Muligheder for Oprettelsen af en Jødestat i Palæstina, at vække Forstaaelse for en saadan Statsdannelse Verden over ved den af Bureauet udgivne Korrespondance »Mitteilungen des Kopenhagener Bureaus der Z. 0.«. Denne Propaganda gennemførtes ogsaa systematisk, navnlig under stadige Henvisninger til, at ledende Mænd indenfor Verdensjødedommen som Jacob Schiff, Morgenthau, Lord Reading, Herbert Samuel og andre Finansmænd, Statsmænd, Videnskabsmænd o.s.v., tog positiv Stilling til denne Sag. Den zionistiske

Organisations Meddelelser af 15. 11. 1918 bringer herom bI. a. et Referat af et Foredrag, Ingeniør S. Kaplansky holdt den 2. s. M. paa et Møde i det Belgiske Zionistforbund. Taleren gav ved denne Lejlighed Udtryk for den ejendommelige, men under Hensyn til den jødiske Imperialisme ikke netop forbavsende Opfattelse, at »Folkeforbundets Sæde burde være i det Land, hvor Tanken om Folkenes Forbund og om Afvæbning blev forkyndt af J e s a j a s«. Gang paa Gang kræves, at det maa blive Folke-

234

forbundets Opgave at sikre Jøderne et nationalt Hjemsted, samt at Jøderne skal respekteres som ligeberettiget Nation og som saadan faa en egen Repræsentation i Forbundet.

Et andet Hovedemne i det københavnske Bureaus Meddelelser var Jødeforfølgelserne, hvorved der navnlig bragtes omfattende Undersøgelser over Pogromer i Rusland, Polen, Rumænien o.s.v. Medlidenheden med det arme fortrykte og forfulgte Folk skulde vækkes. Med Forfærdelse genoptrykker den førnævnte Korrespondance i Nr. 86 af 15. 12. 1918 antijødiske Flyveblade fra Tyskland og betegner dem som kontrarevolutionære. Rædselsslagen er man over, at der deri tales om en Jøderepublik, i hvilken Tyskerne fremtidigt kun skulde arbejde for Jøderne, og hvor Mænd som Hirsch, Ledebour, Eisner, Haase, Bernstein, Landsberg, Cohn, Nathan, Simon, Rosenfeld, Schlesiriger, Wurm, Katzenstein, Weyl o.s.v. o.s.v. er det republikanske Samfunds første Mænd. Man beskæftiger sig bI. a. indgaaende med den rumænske Fremmed-Naturaliseringslov (16. 1. 1919), og med de til Kolonisationen i Palæstina gennemførte Foranstaltninger, bI. a. med Grundlæggelsen af det hebræiske Universitet i Jerusalem. Den jødiske Forfatter Achad Ha’am knytter de største Forventninger til Universitetet og erklærer (Nr. 77 af 11. 10. 1918), at Jødedommen nu staar foran en ny Periode af dens nationale Arbejde i Palæstina og bemærker, at Jøderne nu maaske snart »vil have med Problemer og Muligheder af overordentlig Rækkevidde at gøre«. I Nr. 87 af 20. 12. 1918 berettes om den jødiske Hjælpekonferences Kongres i København, paa hvilken der bI. a. vedtoges en Resolution gaaende ud paa, at det maatte være Verdensfredskonferencens Opgave at sikre Jøderne, som har maattet lide mest under Krigen og har bragt saa store Blodofre, Erstatning for de lidte Tab. Kravene gaar atter ud paa Ligeberettigelse som selvstændig Nation og Oprettelse af et nationalt Hjemsted i Palæstina.

Til det københavnske Bureaus specielle Opgaver hørte ogsaa Fordelingen af de Midler, der indkom til Understøttelse for

235

den betrængte Jødedom i fremmede Lande. I Løbet af Krigsaarene blev der saaledes fra København overført ikke mindre end godt een Million Kroner til disse Formaal i Udlandet.

Den zionistiske Organisations Bureau stod fra Februar 1915 til 1916 under Ledelse af den 1867 i Browary ved Kiew (Rusland) fødte zionistiske Politiker Leo Motzkin, som i Krigsaarene organiserede Hjælpeaktioner for Jøder i alle Krigsomraader og senere blev Generalsekretær for »Comité des Délégations Juives«. »Jüdisches Lexikon« meddeler, at Motzkin 1908-1914 var Redaktør af »Russische Korrespondenz«, som var viet den russiske Frihedsbevægelse (hvorunder vel ikke kan forstaas noget andet end Fremme af de revolutionære antitsaristiske Bevægelser!) og de russiske Jøders Kamp om deres retslige Emancipation. 1910 havde Motzkin endvidere publiceret et 2 Binds-Værk om Jødepogromerne i Rusland. Motzkins Efterfølger fra 1916-1920 blev den 1869 i Simferopol (Krim) fødte Dr. Viktor Jacobson, der navnlig udøvede en stærk Indflydelse paa den zionistiske Bevægelses udenrigspolitiske Anliggender og fra 1925 var den zionistiske Eksekutives Repræsentant i Paris og ved Folkeforbundet i Genève. Takket være sin Virksomhed i Beirut, Konstantinopel o.s.v. før Verdenskrigen, havde han særlige Forudsætninger for at fremme Planerne vedrørende Skabelsen af en selvstændig Jødestat i Palæstina. Det var ogsaa ham, der 1918 affattede det saakaldte

Københavnske Manifest,den zionistiske BevægeIses Magna Charta, som altsaa har Navn efter Danmarks Hovedstad og som i Oversættelse lyder som følger: .

Det Jødiske Folks Krav.Øjeblikket er rykket nærmere, da Fundamenterne for en varig og retfærdig Fred skal lægges.

En saadan kan imidlertid kun komme i Stand, naar alle Nationers, saavel de store som de smaa Nationers, Krav opfyldes, og naar enhver Nation faar Mulighed for, ved Udfoldelse af alle sine Kræfter og Evner, at stille sig i Menneskehedens Tjeneste.

236

Ogsaa det jødiske Folk stiller i denne historiske Skæbnetime sine Krav.I Fredsinstrumentet maa der tilsikres denne Nation:

1) at Palæstina, indenfor de ved den historiske Tradition og ved politiske og økonomiske Nødvendigheder bestemte Grænser, overdrages det Jødiske Folk som nationalt Hjemsted;2) at Jøderne i alle Lande opnaar fuld og faktisk Ligeberettigelse;3) at der indrømmes national Autonomi paa det kulturelle, sociale og politiske Omraade, ikke blot til den jødiske Befolkning i Stater med samlet Massekolonisation, men ogsaa i alle andre Lande, hvis den jødiske Befolkning stiller tilsvarende Krav.

Vi opfordrer de zionistiske Organisationer indenfor alle Lande til at fremføre disse det jødiske Folks Krav overfor deres Lands Regering og overfor Landets offentlige Mening, samt eftertrykkeligt at kræve dem gennemført i Fredstraktaten og derigennem virksomt at understøtte Fællesorganisationens politiske Bestræbelser.

Paa Fredsslutningens Dag, da Menneskeheden vil nærme sig Virkeliggørelsen af det jødiske Ideal om en Folkeforsoning og en evig Fred, maa det jødiske Folks 2000-aarige Martyrium, som tynger som en Brøde paa alle Nationers Samvittighed, sones og gøres god igen.

Det jødiske Folk maa indtræde i de frie Nationers Forbund som et ligeberettiget Medlem.

Dette var altsaa Zionisternes officielle og højtideligt bekendtgjorte Krav: Ret til at være en Nation og til ved uindskrænket national Autonomi omfattende ikke blot det kulturelle, men ogsaa det sociale og politiske Omraade, at danne en Slags Stat indenfor Staterne, og Ret til fri Udfoldelse af jødisk Magtstræb indenfor de forskellige Samfund ved samtidigt at besidde et eget saakaldt nationalt Hjemsted i Palæstina. Desuden fordres Soning af det Martyrium, Jøderne efter egen Mening uforskyldt har været udsat for fra alle ikke-jødiske Nationers Side i utallige Generationer, ja i 2000 Aar! Ja, Folkene skal sone, for at Jøderne kan triumfere, Folkene skal yde dem Ligeberettigelse, for at de som Fremmedelement indenfor Samfundene kan udnytte denne Ligeberettigelse som Forrettighed, som Privilegium og blive Samfundets »Vogtere af Helligdomme«. Zionisterne ønsker kort og godt, at de som tilhørende en fremmed Race skal anerkendes som Nation inden-

Billeder:

Zionismens Forkæmpere i Danmark under Verdenskrigen.

Henri Nathansen.

Leo Motkin.

Louis Levy.

Victor Jacobson.

De jødiske Repræsentanter paa Stockholm-Konferencen.»Social-Demokraten«, 2. 12. 1917.

237

for de Samfund, der har ydet dem Gæsteret, d.v.s. som Nation indenfor Nationerne og ud over dette som en Nation over Nationerne, med det samlende Midtpunkt i Palæstina, i Jerusalem.

I dets Propagandavirksomhed udgav det københavnske Bureau nogle Piecer, deriblandt Henri Nathansens Protest mod de jødiske Pogromer, et Foredrag, som den nævnte Forfatter holdt paa et Protestmøde i København den 27. Novbr. 1918 mod Pogromerne i Polen og andre Lande. Nævnte Piece publiceredes paa flere Sprog. I Talen hørte man den gamle Frase om igen, om de arme fortrykte, forfulgte Jøder, som altid var udsat for Overlast, naar deres Værtsfolk blev ramt af en Ulykke. Saa søgte saadan en Stat altid efter En, den kunde hævne sig paa, og som Regel blev saa Jøderne den Syndebuk, det gik ud over. Saaledes ogsaa nu, efter Verdenskrigen, i Rusland, Rumænien, og navnlig i Polen. Nathansen føler sig berettiget til at rette en voldsom Anklage mod alle ikke-jødiske Nationer, spørger, med hvilken Ret disse Folk klager over egen Nød, naar de aldrig har villet erkende det jødiske Folks ældgamle Martyrium. Han spørger bI. a.: »Hvem følte sig forurettet, saaret, oprørt i sine menneskelige Følelser, naar han hørte, hvorledes et Folk (d.v.s. dette mit Folk) forfulgtes Dag efter Dag, Aar efter Aar i Aarhundredvis, et Folk, som ikke kender til noget nationalt Hjemsted, nogen Retfærdighed, nogen Hjælp, ej heller til Venner«. Han mener, at den saa højt priste vesteuropæiske Kultur viser sig som en modbydelig og frygtelig Karrikatur i Jødernes Skæbne. Alt dette tør altsaa Henri Nathansen fremføre i en Periode, da alle europæiske Nationer mere eller mindre var blevet et Offer for den jødiske Races djævelske Spil om Verdensmagten, det Maal, som næppe nogen har vedkendt sig mere aabent og eftertrykkeligt end netop Nathansen selv. Men iøvrigt konstaterer han, at han ikke venter sig noget godt fra Europa, som er smittet af Jødehadets afskyelige Pest, »hvis Broderskabsfølelse kun er et Ord, hvis Menneskelighed kun er et Begreb«. Nej, Frigørel-

238

sen vil efter hans Overbevisning komme fra det yngste af Landene, fra det yngste af Kulturerne, fra den nye Verden mod Vest - fra Amerika. Thi, fortsætter han: »Det Land er ved Gudernes Naade udset til at føre det vildledte Europa ad nye Veje mod nye Maal. Det Land er ved Gudernes Naade udset til i Spidsen for Folkene at føre ogsaa vort Folk til det rette Hjem, efter den lange Hjemløshed.«Dog samtidigt maner Henri Nathansen sine Racefæller til at frigøre sig for en altfor udpræget Materialisme, at stræbe efter større Inderlighed og Fordybelse i det egne Jeg, at udvikle en dybere Idealisme, saaledes som den prægede Forfædrenes Tænken og Færden. Folket maatte naa frem til en større Selvagtelse, en alvorligere Selvopdragelse og Selvfornægtelse. Og Maalet, det sidste og store Maal maatte saa være Genskabelsen af dets eget nationale Hjemsted, Virkeliggørelsen af en tusindaarig Drøm: Racens Tilbagevenden til Fædrenes Land efter en endeløs Landflygtighed. Nathansen slutter derefter med følgende Apotheose: »Huset maa bygges saa højt, at Verden kan se det, at vi fra dets Top kan skue ud over Verden. Strømmene fra vort gamle Land vil da kunne naa ud til de yderste Egne, hvor Jøder i Verden bygger og boer. Og Strømmene derudefra fra Nord og Syd, og Øst og Vest, vil da søge ind mod det samlende Midtpunkt, Centret, for den ledende Tanke i vor Handel og Vandel, i vor Stræben og i vort altomfattende

Broderskabs Idé: Det forjættede Land.« For at komme til Bunds i Zionismens Problematik, har Henri Nathansen dernæst - ligeledes med kraftig

Tilslutning i det zionistiske Bureaus »Meddelelser« (Nr. 94 af 31. 1. 1919) - forsøgt i en Fortælling: »To Breve« (Vor Tid, Aarg. 1918, S. 813 flg.) at retfærdiggøre Zionisternes Bestræbelser for at bevare deres Races Integritet overfor den assimilerede Jødedom. Han lader Repræsentanter for disse to Yderpunkter indenfor Jødedommen drøfte Berettigelsen af deres modstridende Anskuelser, søger at lade dem begrunde deres Meningers indre Nødvendighed og deres endelige Maal, og giver derved ud fra

239

sin principielle Indstilling selvfølgelig den Jøde Ret, der vil fastholde sin Races Renhed. Den ene i Fortællingen, Karl Marcus, er Assimilationsjøde, som hverken ønsker at vende tilbage til Ghettoen eller at naa frem til Palæstina. Han er Jøde, føler sig som Jøde, men vil, - erklærer han – aldrig bringe den samme uforskyldte Skæbne over andre. Derfor har han ladet sine Børn døbe og han paaberaaber sig til Forsvar for at have valgt denne Udvej, Ordene: Skik følge eller Land fly. Børnene skal, siger Assimilationsjøden, ikke fra Fødslen være stemplet med et uautoriseret Stempel, der gennem hele deres Liv stiller dem i et skævt Forhold til det Almene. Og han forklarer: »Daab er for mig ikke Religion. Den er en Attest som Kokoppeattest og Konfirmatidnsbevis. En præventiv Forholdsregel mod lumske Smittestoffer fra en Omverden, der er inficeret af Overtro og Fordom.« Denne assimilerede Jøde pointerer lidenskabeligt, at han er dansk, føler sig som dansk, at Alt for ham er knyttet til dette Land: Slægt, Venner, Sprog, Arbejde, ja hele Livet. Han ønskede kun at være et fuldgyldigt Medlem af Samfundet, og iøvrigt kun Fred og Stilhed om sit Navn som Jøde. For ham var det sidste Haab, at Navnet Jøde engang maatte uddø som Navn, og han anser Selvudslettelsen derigennem, at man slipper sit Racemærke, for at være den eneste Løsning af Jødespørgsmaalet.

Herimod vender Modparten Gotfred Hirsch sig, den Mand, som i Fortællingen tolker Henri Nathansens inderligste Tanker, som prædiker Zionismens sidste og højeste Maal. Hirsch hævder Nødvendigheden af, at Jøden bevarer sin egen Folkelighed, da han kun i sin egen Races Samfund kan finde Vejen frem til sjælelig Harmoni, til en Sindets Overbærenhed, en Forsonlighedens Aand, en Broderskabsfølelse højt hævet over al Forstand. Han vedkender sig sit Folk, og han gør det saa aabent og saa redeligt, at man vil møde denne Form for Bevisførelse med Respekt, selv om man forfærdes ved det Vrangsyn paa vor Tids dybeste Problemer, som ytrer sig i hans Ord. Det er Louis Levys Parole om Jødens Verdensmission om igen, naar

240

Nathansen kræver sit Folks Ret, saaledes som han opfatter den, anerkendt ved at fortælle om sit Folks oprindelige Ansigt og oprindelige Sjæl: »Et Folk, der har gennemlevet alt, overlevet alle andre. Et Folk, der gennem Moses og Jesus, har givet Verden den moralske Grund, hvorpaa al aandelig Udvikling hviler. Et Folk, der selv gennem Marx og Lasalle har opbygget socialt, hvad det underbyggede moralsk. Har ikke dette Folk bevist sin Eksistensberettigelse mellem Folkene? Kan den Verden, der nu kæmper sin uhyre Kamp for Nationernes Ret, forholde dette Folk, naar Opgørets Time slaar, dets ældgamle Ret til paa hjemlig Grund at samle sine spredte og splittede Kræfter for at udvikle sig i fuld Harmoni med Omverdenen til en Højde som maaske aldrig før? Har Verden under det store Sammenbrud Raad til at udmønte de sidste og dyrebareste Værdier i den jødiske Natur, Ret til at udpine denne Kraftkilde, der maaske endnu en Gang fra uanede Højder kunde sprede sit forklarende og forsonende Lys over Landene?«Ja, saaledes spørger Nathansen, og aner tilsyneladende Intet om, at hverken Moses eller Talmud, hverken

Marx eller den helt igennem jødisk prægede kulturødelæggende Bolchevisme kunde tænkes at foranledige et sundt følende arisk Folk til at give den jødiske Imperialisme, som ogsaa her viser sit Ansigt, frit Raaderum blandt Nationerne, men at simpel Selvopholdelsesdrift maa forbyde ikke-jødiske Nationer at give sig den zionistiske Bevægelses Imperialisme i Vold.

Den københavnske Zionist-Central har til Fremme af sin propagandistiske Virksomhed udgivet endnu nogle andre Pjecer, saasom R. Ottolenghi, Appel aux amis de la justice international, og S. Bernstein, Der Zionismus, Sein Wesen und seine Organisation. (Kbh. 1918.) Den første Leder af Bureauet, Leo Motzkin, udgav desuden sammen med Leon Chasanowitsch en Dokumentsamling under Titlen: »Die Judenfrage der Gegenwart«. (Stockholm 1919.) Bureauets Sekretær var 1916-17 den 1894 i København fødte Joseph Davidsohn, som 1923 blev Dr. phil. og som bI. a. siden 1928 har holdt Forelæsninger i

241

Sociologi ved Københavns Universitet. Hans Efterfølgere var den i Rusland hjemmehørende Dr. phil. S. Bernstein og den i Tyskland hjemmehørende Dr. phil. Rosenblüth. »Mosaisk Samfund« (26. Maj 1917) betegner de to som Russere henholdsvis Tyskere og knytter dertil den meget karakteristiske Bemærkning: »De to Herrer føler sig dog ikke som Fjender. Tværtimod! De føler sig som hørende til et Folk - det jødiske.«

Det zionistiske Centralbureau havde sit Sæde i København i 5 Aar og flyttede derefter i Foraaret 1920 (ifølge Meddelelse i »Mosaisk Samfund« af 6. 3. 1920) herfra til London.

d) Hvordan det jødiske Plutokrati i København søgte at sikre sig sine russiske Finansinteresser.

Da alt styrtede sammen i Øst efter Bolchevismens Sejr i Rusland, og de store dansk-russiske Foretagender som f. Eks. Russisk Handelskompagni, Dansk Rekylriffel Syndikat og Russisk Asiatisk Kompagni næppe kunde gøre sig Haab om at faa deres store, i Rusland beroende Værdier tilbagegivet ad Forhandlingens Vej, følte de ledende Mænd indenfor Russisk Handelskompagni og Moderselskabet, Det Transatlantiske Kompagni, sig ogsaa for en Stund kaldet til at gribe ind i den almindelige verdenspolitiske Udvikling. De kunde ikke forestille sig, at den af Lenin indledede Nationalisering af al privat Ejendom i det lange Løb kunde opretholdes, men var tværtimod endnu i 1919 overbevist om, at Bolchevismen let vilde kunne blive styrtet igen og satte deres Lid til, at de hviderussiske Legioner i Samarbejde med engelske og franske Tropper paa kort Tid vilde kunne gøre op med det nye Regime. Vanskelige blev Forholdene imidlertid ved, at Ententemagterne tilsyneladende ikke kunde enes om de Foranstaltninger, der skulde gennemføres overfor det bolchevikiske Styre og at aabenbart Krigstrætheden afholdt dem fra at gribe ind med militære Midler. Denne Tøven førte med sig, at Bolchevismen

242

i Rusland lidt efter lidt erobrede den ene Position efter den anden, og at dermed ogsaa de Forventninger, som næredes af de ledende Mænd indenfor de dansk-russiske Foretagender, brast.

Saaledes viste det sig, at England allerede i Slutningen af 1919 saa sig foranlediget til at trække sine Tropper tilbage fra Murmansk og Archangelsk. Derved svækkedes tillige den hvide-russiske General Koltschaks Stilling i Sibirien; hans Hær inficeredes nu ligeledes af den bolchevikiske Idé, og Følgen blev, at hele hans Regering og Administration brød sammen i Foraaret 1920, hvorefter Sibirien og Ural-Omraadet kom ind under Lenins Styre. Koltschak selv blev taget til Fange og skudt i Irkutsk. Paa samme Maade maatte Denikin, der i 1918 havde sluttet sig til Kornilow og Aleksejew og efter disse Generalers Død overtog Overkommandoen, havde holdt Ukraine besat og var trængt frem nordpaa ud over Charkow med sine Tropper, nu i Efteraaret 1919 trække sig tilbage, da det var lykkedes Trotzki, at gennembryde

Koltschaks Front ved Kupjansk ved Hjælp af Budjennis Tropper. Denikins Hær var dermed udsat for at blive omgaaet. Denikin havde alt imens ved sin haardhændede Fremgangsmaade ogsaa tabt Befolkningens Sympati og saa sig tilslut i Marts 1920 foranlediget til at overdrage Kommandoen over Resterne af sin Hær til General Wrangel, medens han selv flygtede til England. Wrangel maatte snart vige tilbage til Krim overfor den bolchevikiske Overmagt, og da de røde Tropper i Dagene fra den 7. til den 11. November 1920, brød igennem Perekop-Tangen, der skiller Krim fra Fastlandet, maatte Wrangel faa Dage senere sammen med 140.000 Flygtninge forlade Sewastopol. Armeens Stumper reddede sig til Konstantinopel eller til Serbien. Endelig havde ogsaa den hviderusslske General Judenitch oprettet et Korps af Frivillige, med hvilket han i August 1919 søgte at støde frem fra Reval mod Petersborg. Han blev imidlertid slaaet af Bolchevikerne, og da England svigtede ham, fratraadte han den 18. Novbr. 1919 Kommandoen. Kun Finland lykkedes

243

det, under Ledelsen af General Mannerheim, som kraftig blev støttet af Grev v. d. Goltz’ Frivillige at befri sig for den røde Terror i Løbet af fire Maaneder i Foraaret 1918.

Det er paa denne historiske Baggrund, de Foranstaltninger maa ses, som Harald Plum og Fætteren Erik Plum - støttet af Emil Glückstadt - søger at faa gennemført i 1919. De ønskede ligeledes, at Bolchevismen skulde udryddes, dog ikke for at bringe det russiske Folk Friheden, men for at bevare deres store Kapitalinteresser i Rusland og Sibirien. Og de regnede med, at navnlig Frankrig under Hensyn til dets store finansielle Krav paa Rusland vilde gaa med til en kraftig Indskriden, men haabede ogsaa paa, at England vilde gribe ind.Derved følte navnlig Harald Plum sig som den stærke Mand, der - omendskønt han ikke havde nogensomhelst officiel Mission - kunde glæde sig ved meget gode Forbindelser, ja, til Tider endog kunde foranledige fremtrædende danske Embedsmænd som Gesandt Harald Scavenius og Generalkonsul Haxthausen til i særlig Grad at varetage hans Kompagnis Interesser. I sine »Dagbogsblade«(1. Bd., 1925; 2. Bd. 1927), hvor han fortæller løst og fast om sine Oplevelser, Planer og Anskuelser, beretter han ogsaa ved Lejlighed (Bd. II, S. 128) om sit Bridgeparti med Udenrigsminister Erik Scavenius faa Aftener før Dagbogsindførelsen den 15. Decbr. 1918. Dog særligt karakteristisk for den Indflydelse, selv Mænd indenfor det fremmede Diplomati mener at maatte tillægge ham, er de Forhandlinger, Plum i November 1918 har med Officerer fra det franske Gesandtskab. I sine Optegnelser fra 24. Novbr. 1918 fortæller han bI. a., at en Officer fra den nævnte Legation havde henvendt sig til ham »med energisk Henstilling om, at jeg definitivt skulde afbryde Forbindelsen (!) med Bolchevikerne i Moskva«; og - fortsætter Harald Plum, »han blandede dette Spørgsmaal, sandsynligvis dog uden Kompetence dertil, sammen med det sønderjydske Spørgsmaal.” Tre Timer forhandledes om Sagen, og Plum overvejede allerede herefter, om han skulde optage »en ny Konference med Udenrigsministeriet

244

om det russiske Spørgsmaal«, da den følgende Dag en anden Officer fra den franske Legation blev meldt. Denne Gang blev der bedt om Hjælp for de endnu i Moskva tilbageværende Franskmænd; man kom altsaa nu fra fransk Side med »en Anmodning, der var direkte i Strid med en hurtig Afbrydelse af vore Forbindelser i Rusland«. Dertil knytter saa Harald Plum følgende Bemærkninger: »Jeg forlangte nu en skriftlig Opfordring fra den franske Gesandt. Denne har jeg modtaget i Dag, og dermed er altsaa den første Henstilling indtil videre bortfalden, - - saa meget mere som jeg har præciseret, at den sidste Henvendelse af os opfattes som en Handling af Frankrigs Gesandt ikke som Privatperson, men som Repræsentant for sin Nation. Jeg har som Følge deraf da videregivet Meddelelse derom til Udenrigsministeriet.« Saa helt uberettiget synes det herefter ikke at være, naar Plum i denne Sammenhæng mener, at det ogsaa hos

Sejrherrerne skorter paa sund Sans, og at den sidste Rest af Logik er forsvundet hos dem.Men hvorom alting er: Plum’erne og den Kapitalmagt, de repræsenterer paa godt og ondt, gaar ud fra, at

de nu, efter at den diplomatiske Forbindelse med Sovjetstaten er fuldstændig afbrudt, er berettiget til, med alle Midler at varetage deres Interesser mod Øst, om det saa skulde være med militære Foranstaltninger. l Prof. L. V. Bircks Redegørelse over de i saa Henseende fulgte Planer, som af udenrigspolitiske Hensyn ikke blev offentliggjort i Bankkommissionens officielle Beretning, men ad Omveje faldt Uvedkommende i Hænderne og derefter publiceredes af Aage M. I. C. Jensen i Kristiania under Titlen »Bankkommissionens hemmelige Beretninger«, gives der vigtige Oplysninger herom. Dog ogsaa Erik Plum selv fortæller i sit i 1923 udgivne Skrift om det russiske Handelskompagni et og andet, bI. a. bemærker han paa S. 97: »Unddraget Offentlighedens Lys blev der imidlertid arbejdet paa forskellige Planer, og med Kendskab til, hvor usikkert Fodfæste Sovjetregeringen paa det Tidspunkt havde i Rusland, navnlig i militær Henseende, maatte man den Gang tro, at en

245

eller anden af Planerne maatte føre til en ny Omvæltning i Rusland.« Erik Plum lægger heller ikke Skjul paa, at »der opstod Planer om at danne en international Organisation, der skulde være parat til at søge at beskytte og paa mest effektiv Vis varetage de udenlandske Interesser i Rusland og Sibirien«, og at Transatlantisk Kompagni ganske selvfølgelig maatte være særlig interesseret i saadanne Planer. Derfor var det ogsaa ganske selvfølgeligt, at den engelske Højkommissær, General Gough, efter sit Ophold i de baltiske Lande og i Finland ved Tilbagerejsen tog Ophold i København for at forhandle med Harald Plum og fremsatte Forslag om, at Kompagniet maatte stille sin Personalestab til Raadighed, saasnart den planlagte engelske Aktion maatte have fremkaldt en ny Omvæltning i Rusland, d.v.s. maatte have slaaet Bolchevismen ud. Erik Plum stadfæster udtrykkeligt, at »Sagen blev drøftet med Generalen og hans Folk i nogle Møder; men Løfte om Samarbejde erholdt General Gough dog ikke«. Og han fortsætter:

»Hans Planer om en militær Aktion direkte mod Petrograd syntes straks at vinde Bifald i London og Paris, men hans Afskedsord om, at han om 14 Dage vilde være igen her i København for at konferere videre, blev aldrig opfyldt. Saavidt jeg kan bedømme, strandede hans Pianer dels paa Arbejderpartiets Modstand, dels paa at det engelske konservative Parti ikke vilde acceptere, at de baltiske Randstater, fik »de jure« Anerkendelse. Dette var vistnok Forudsætningen for deres Støtte af Aktionen, og denne Støtte var af principal Betydning, da Opmarchen mod Petrograd efter General Gough’s Plan skulde ske derfra. Sporløse blev dog General Gough’s Planer ikke, idet det var dem, der gav Anledning til, at den engelske Regering støttede den russiske General Judenitch’s mislykkede Forsøg paa med nogle faa Tusinde Mand fra Narva at marchere mod Petrograd...«

At Harald Plum og hans nærmeste Medarbejdere fra Efteraaret 1918 efter Evne har støttet alle Slags Planer om Militærinterventioner mod Rusland kan der herefter ikke være Tvivl om. De staar ogsaa hele Aaret 1919 i nærmeste Kontakt med de hviderussiske Generaler Judenitch, Koltschak og Wrangel,

246

desuden med Mannerheim. Da Interventionsplanerne maatte opgives, slog de samme Kredse ligesaa pludselig om paa en anden Bov i 1920, var de medvirkende ved Oprettelsen af en international Komité, der under Navnet »The International Relief and Reconstruction Committee« skulde støtte og fremme det russiske Riges Genoprejsning ved økonomiske Hjælpeforanstaltninger.

Enkelte Episoder af denne Udvikling skal her skildres paa Grundlag af det Materiale, der foreligger i Bankkommissionens saakaldte hemmelige Beretninger.

Ifølge denne Publikation gav Harald Plum i et Brev til Direktør Johannes Larsen i Bech, van Siclen & Co. i New York i Begyndelsen af 1919 Udtryk for sin Sorg over, at R.H.K. fuldstændig har maattet standse Forretningerne i Rusland. Men han trøster sig med, at en hurtig Omvæltning snart maa følge og bemærker desangaaende: »Forhaabentlig sker Interventionen i Rusland saa hurtigt som muligt. I Sammenligning med Verdenskrigen er Kampen mod Bolchevikerne kun en lille Batalje. Vi har varetaget de Allieredes Interesser, specielt Franskmændenes, i Rusland«. I en Skrivelse af 27. 2. 1919, som adresseres til Glückstadt i Paris, giver Plum en Oversigt over de Bestræbelser, der er rettet mod Oprettelsen af internationale Hjælpekomitéer og mener i Sammenhæng hermed, at »det kan tænkes, at Levnedsmiddelspørgsmaalet vil rykke i Forgrunden, det militære Spørgsmaal mere tilbage.” Deraf fremgaar, at Glückstadt var orienteret om Interventionsplanerne, og at han maa have samtykket i Harald Plums Foranstaltninger. I det Opraab, der tilsendtes Glückstadt, gives der med Beklagelse Udtryk for, at Pariserkonferencen muligvis vil lade Rusland hjælpe sig selv, idet dog Verdenskrigen ikke kunde betragtes som afsluttet, »før Rusland er frelst ud af den Rædsel o.s.v.« I Opraabet, der er stilet »Til alle Borgere«, hed det endvidere:

247

»Rusland maa ... have kraftig Støtte udefra i Form at frivillige Soldater til en International russisk Hær, der kan tilintetgøre Morderne og Røverne.

Den internationale russiske Liga er stiftet med et Repræsentantskab og en Direktion i hvert Land, bestaaende af praktiske Forretningsfolk og mindst een Militær. Ligaens Formaal er: Oprettelse af en folkevalgt national russisk Regering, Hvervning af en Hær, Tilvejebringelse af Pengemidler til Udrustning og Underhold til denne.

Til Chef for Hæren, som forventes meget hurtigt at kunne samle Tusinder af Soldateruddannede Russere udenfor Rusland, saasnart der er sikret Udrustning og Supplering af frivillige internationale Officerer og Soldater, er valgt den russiske General … og en Stab internationale Hærførere, hvoriblandt …”

Opraabet slutter med, at der skal være ½ Million passive Medlemmer, og at Folk skal melde sig til den internationale russiske Hær, som samles ved Ruslands Grænser for at foretage den Opmarch, som i Løbet af kort Tid vil befri Europa for Bolchevikerne.

Harald Plum er iøvrigt ogsaa selv i sine Dagbogsblade inde paa de Planer, han i Foraaret 1919 søger gennemført for at styrte det russiske Bolchevikstyre. Han beretter den 18. Februar, at General Mannerheim er kommet til Byen og er Kongens Gæst, og at han virkelig vil være den Befrier, der kan frelse Finland fra de Rødes Bøddelregimente og ikke blot for sit eget Land, men for hele Skandinavien kan skabe et Bolværk mod Bolchevismen. Han tilføjer: »Jeg har i Dag sendt Mannerheim en anden Officer. Det gælder nu en større Sag en Finlands Velfærd, det gælder Ruslands Befrielse. Mannerheim bifalder Planerne, men Afgørelsen hviler hos de allierede Magter, der for Tiden er samlet til Verdensfreds-Konference i Paris«. I andre Notitser fra Februar Maaned giver Plum Udtryk for den Uro, han nærer med Hensyn til Afgørelserne i Paris og for det Haab, at Mænd som Wilson og Clemenceau maatte træffe deres Afgørelse i Tide. Den 22. Febr. 1919 bemærker han, at han dog har faaet et Svar paa det Forslag, han fire Dage i Forvejen havde ovetbragt Mannerheim, idet han havde faaet et Telegram fra Paris - privat,

248

men underskrevet af den danske Militærattache i Paris – i hvilket meddeles: »H. communique, qu'il est bien recu par autorites competents, Général Americain, Churchill tres content de sa visite et d'écouter nouvelles de colonel S. Affaires vont bien, on peut attendre résultats dans dix jours environ«. *) Plum er forbitret over denne Ventetid.

Af et Brev, Plum nogen Tid senere sender til Glückstadt, fremgaar det, at Generalkonsul Haxthausen er nøje inde i Sagen og ogsaa staar i nær Kontakt med Harald Plum. Haxthausen har overladt sidstnævnte sin

Dagbog, hvoraf Udskrift sendes til Glückstadt med Bøn om at tilintetgøre den, saasnart den er læst. Plum tilføjer: »De vil se, at Marchal Foch har akcepteret Forslaget, men det er formentlig for sent. Noget maa der gøres. Naar De kommer til Paris, tilkald Dessau (ment er: Direktør Aage L. Dessau fra D.T.K.’s Datterselskab Continental & Qversea Trading Co.) og nævn, hvad der er sket i de sidste Dage, idet Ungarn nu endelig har sat Fart i Spørgsmaalet i Paris«. Hvor stærkt Plum er optaget af Militærinterventionsplanerne i denne Periode, fremgaar ogsaa af et Brev, der paa den her omhandlede Tid blev sendt til Direktør Kay Reinhardt, Bankraadsmedlem i Landmandsbanken.Reinhardt modtog ligeledes et Eksemplar af Opraabet, om hvilket bemærkes, at det: »i Principet er vedtaget af danske og udenlandske militære og civile Autoriteter«; endvidere Udskrift af Generalkonsul Haxthausens Dagbog samt endelig Afskrift af et Brev fra Oberstløjtnant With angaaende et antibolchevikisk Kontor, som Plum havde oprettet efter Aftale med Justitsministeriet. (Justitsminister var paa dette Tidspunkt Statsminister ZahIe!)

Den 10. April 1919, da Harald Plum maa have opholdt sig

*) Meddelelsen lyder i Oversættelse: H. meddeler, at han er blevet vel modtaget af de kompetente Autoriteter, af den amerikanske General (Meningen er ikke helt klar. Forf.) Churchill er meget tilfreds med sit Ophold her og med at spørge Nyt fra Oberst S. Sagerne staar godt, og man kan vente Resultater om cirka ti Dage«.

249

udenbys, sender han Telegram til Det Transatlantiske Kompagni i København, i hvilket han anmoder om, at det meddeles Fætteren Erik Plum, at den russiske Ligas Kontor er traadt i Funktion med en Leder, der skal træne Agitatorer, og faar den Opgave rundt omkring i Landet at etablere lokale Komiteer for at skaffe Medlemmer. Erik Plum skal samtidig opfordres til at søge en Konference med Frithjof Nansen for ogsaa at faa denne Mands Tilsagn om Støtte. Af to Telegrammer, der afsendtes nogen Tid senere, formodentlig rettet til Harald Plum, fremgaar det, at Nansen ikke har villet gaa med til militære Ekspeditioner, men kun har erklæret sig rede til at støtte Hjælpeforanstaltninger uden politiske Bihensigter. I Telegrammet af 18. April tilføjes, at de Allierede har akcepteret Nansens Plan. Af en udateret Rundskrivelse, der tilsyneladende er udgivet omkring April 1919, fremgaar det endvidere, at det danske Repræsentantskab for den internationale russiske Liga er dannet med Højesteretssagfører Martensen-Larsen som Formand, og at man regner med, at de aktive Medlemmer (Hæren) til en Begyndelse maa udgøre 200.000 Mand.

Ogsaa efter at Frithjof Nansen havde afvist Tanken om en militær Intervention, fortsatte Harald Plum med yderste Energi i sine Bestræbelser for at sætte en kontrarevolutionær Bevægelse i Gang. Han har mange Jern i Ilden, sætter dog navnlig sin Lid til, at Generalkonsul Haxthausen og Gesandt Harald Scavenius kan udrette noget. I Maj 1919 meddeler Plum Direktør Aarestrup: ”Erik Plum har været i London og Paris for at tale med Mannerheim, og det hele er kolossalt vanskeligt«. Paa den anden Side ytres fra Stockholm Ønsket om, at Plum skulde vinde Branting og Marcus Wallenberg for Sagen, hvorhos der i en Skrivelse fra Direktør Weidel i Stockholm gives Udtryk for den Formodning, at »den i Pariseratmosfæren paavirkede Branting, muligvis kan vindes«.Om Harald Scavenius’ Virksomhed meddeles der nærmere i et Telegram, som Kaptajn Aarestrup - formodentlig i Juli 1919 - sender til Firmaet Beck, van Siclen & Co. i New

250

York. Deri berettes bI. a., at Scavenius er vendt tilbage fra Helsingfors og fra Mannerheim har faaet Tilsagn om fuld Støtte, »naar definitivt Arrangement mellem Koltschak og Finland foreligger«. Scavenius har endvidere meddelt, at det er umuligt at samarbejde med de Mænd, som Judenitch vil have indsat som Ministre. Kaptajn Aarestrup havde derfor, som han selv meddeler i Telegrammet, faaet Ordre til hurtigst muligt at faa en Konference med Koltschak, hvorfor sidstnævntes Fætter, Pozokoff, skulde hjælpe ham til

en hurtig Passage fra Vladivostok til Koltschaks Hovedkvarter. Udførligt beretter derefter Harald Plum om dette Forhold i en Skrivelse af 1. Juli 1919 til Direktør Aarestrup:

»Kammerherre Scavenius tog i sidste Uge til Helsingfors for paa Ligaens Vegne at konferere dels med Mannerheim, dels for at slutte endelig Aftale med Judenitch, Koltschaks Repræsentant paa denne Front. Forhandlingerne med Finland er tilfredsstillende. Med betydelig Styrke vil Mannerheim understøtte Koltschak paa denne Front, naar de er blevet enige om det russisk-finske Mellemværende; det kan ordnes, naar Mannerheim har en dygtig Mellemmand, og hertil vil han gerne have Scavenius, men vi mener, at De (Aarestrup) er den rette Mand. De skal faa telegraferet Mannerheims Betingelser. De Folk, der har dannet det saakaldte Ministerium omkring Judenitch, er en broget Forsamling; de har i den sidste Tid faaet trængt de Personer ud, hvorpaa vort Samarbejde er baseret; det er ikke russiske »Patrioter«. Der er kun én Russer tilbage blandt Ministrene, Resten er Armeniere og Jøder, Folk, der kun vil mele deres egen Kage. Foreløbig maa vi anse alt Samarbejde for haabløst og forudse Muligheden af, at vi og Mannerheim maa forlange, at Koltschak stiller den Betingelse, at Judenitch i Stedet for at sidde i Helsingfors og politisere overtager Ledelsen personlig over Nordarméen og overgiver alle ikke militære Spørgsmaa til Koltschaks Delegerede, der igen maa være vore Medarbejdere. Det er nødvendigt, at De er Ligaens Repræsentant hos Koltschak, indtil Rusland er befriet! Jeg haaber, at De for den civiliserede Verdens Skyld vil paatage Dem denne Opgave. Som det er for hele Evropa, saaledes er det ogsaa for vore Firmaer afgørende, at det bliver Civilisationen og ikke Bolsjevismen, der sejrer. Først og fremmest sætter vi vore Kræfter ind derpaa, alt andet er BagateIler«.

Man kan vel nok sige, at Harald Plum vilde have Haand i Hanke med Ordningen af de russiske Forhold, og at han

251

forstaar at tale i pluralis majestatis. Den Selvbevidsthed, som har præget ham fra Barnsben op, giver sig her ligefrem voldsomt Udslag. Han kender ikke mere til nogen Begrænsning for sin Egenraadighed. Han vil herske og mener tilsyneladende at holde den russiske Nations Skæbne i sin Haand. Ud fra en saadan overdreven Selvfølelse kunde han ogsaa den 19. Juli 1919 tilskrive den kontrollerende Direktør for samtlige D.T.K.’s brasilianske Virksomheder, Hr. Aage Paulli, følgende: »Jeg tror, at vi ved Hjælp af Ligaen begynder at nærme os Maalet; saa kan Hr. Lenin forsvinde«.

I de følgende Breve til Kaptajn Aarestrup - af 24. Juni, 21. og 29. August 1919 - berettede Plum om de fortsatte Bestræbelser for at faa en kraftig Aktion mod Bolchdvikerne i Gang. Rodianko, Nordvestarmeens General, skal herefter slaa løs med 60.000 Mand, Mannerheim mener, at Finland kan stille 100.000 Mand til Disposition. Plum trøster sig her med, at Det Transatlantiske Kompagni havde sine Kapitaler udenfor og derfor vilde staa langt fordelagtigere end andre, »hvis Europa ramler sammen økonomisk«. Det var taabelig Snak, saa sandt som Kompagniet var brændt inde med en mægtig Kapital i Rusland og ogsaa i europæiske Havne havde mægtige Varelagre liggende, for hvilke der ikke kunde findes Afsætning. Ovenikøbet havde Kompagniet ogsaa lidt store Tab ved de oversøiske Firmaer, navnlig i Brasilien. Men alligevel mente Plum altsaa i yderste Nød at kunne redde sig ved Hjælp af den udenfor Europa investerede Kapital. Ogsaa andre Overvejelser finder Udtryk i Brevene. Der gaar ikke saa godt for Koltschak, meddeler han. Den engelske General Gough har været i København Lørdag og Søndag den 23. og 24. August, havde lovet meget, men Samarbejdet var alligevel ikke bragt i et fast Leje. Til Slut - den19. 9. 1919 - maa Plum meddele sin gode Ven Aarestrup, at Planerne om en militær Aktion maa lægges hen; til Trods for, at han af en af sine Venner, »den ledende General Gough« havde faaet Meddelelse om, at nu kunde Aktionens Foretagelse anses for sikret, havde han dog allerede Dagen

252

efter faaet Besked fra Paris, at man der paa Konferencen var kommet til det Resultat, at nu maatte alt stilles i Bero.

De Kredse, der var interesseret i den kapitalistiske Udbytning af Rusland, og som ifølge Erik Plums’ Meddelelse til Asbjørn Thon i Kristiania havde Organisationen i København, London, Paris og New York i Orden, maatte altsaa til Slut dog give op. Men før det havde endog Morgan og Vanderbilt i Forhandlinger med Eskild Yding, givet Tilsagn om at følge med i Foretagendet, hvis de danske Finansmænd gik med (hvem anden havde mon formidlet disse Samtaler end Emil Glückstadt med hans fremragende internationale Forbindelser !), og Harald Plum var i sine Forberedelser til Reorganisationen af det russiske Rige endog naaet saa vidt, at han den 20. August 1919 kunde sende Emil Glückstadt sit Udkast til Ordning af den nye russiske Nationalbank til Gennemsyn!

Da Kampagnen føres videre i Aaret 1920, sker det paa et helt nyt Grundlag. Nu havde de Nansen'ske Ideer slaaet igennem, nu vilde man indskrænke sig til at yde Sovjetstaterne økonomisk Hjælp. Nu oprettedes det saakaldte »International Russian Reconstruction & Relief Committee« med Professor Troels-Lund som Ærespræsident og Højesteretssagfører Martensen-Larsen som Formand. Som Medlemmer af denne Komité nævnes endvidere to Jøder, Ingeniør Martin A. Abrahamson og Raadsformand Gustav Philipsen, endvidere: Generalkonsul C. F. Haxthausen, Borgmester Ernst Drechsel, Direktør H. P. Prior, Direktør Grev Harald Holstein, Prof. Dr. jur. Frantz Dahl, Højesteretssagfører Harboe, Overretssagfører de Coninck Smith, Grosserer Carl Holbek og Direktør, fhv. Godsejer A. F. I. C. Lassen. Som man ser, drejede det sig her for en stor Del om Mænd, der hørte til Landmandsbankens Inderkreds. Den 13. Februar 1920 telegraferede Glückstadt til »National City Bank« i New York, Rockefellerbanken, hvor han selv havde staaet i Lære, at disse Komitémedlemmer var alle »of high standing«, og den 17. Febr. takkede Plum Glückstadt for dette Telegram, idet han vedføjede en ham af Udenrigsministeriet

253

tilsendt Skrivelse, som indeholdt et Telegram fra New York, der skulde vise, at Glückstadts Indsats havde vakt Opmærksomhed i Amerika.

Komitéens Program var fastlagt i 3 Punkter. Dens Qpgave var herefter udelukkende at bringe det russiske Folk Hjælp, hvorved den vilde holde sig udenfor al Politik. Punkt 2 lød: »Komitéen har kun til Hensigt at hjælpe de Distrikter, hvor der er Mulighed for en sund og demokratisk Udvikling af Tingenes Tilstand«. Endvidere vilde Komiteen bidrage til, at der atter skabtes Forudsætninger for Genoptagelsen af Handelssamkvemmet paa en sund og legitim Basis. Medlem af Komiteen var oprindelig ogsaa Kommandør Maegaard paa Grund af sin Stilling som Medlem af Ø.K., men han maatte senere paa Etatsraad H. N. Andersens Forlangende, som det nedenfor vil blive nærmere omtalt, træde tilbage. Kammerherre Harald Scavenius var Medlem som uofficiel Repræsentant for Udenrigsministeriet. Tilsvarende Organisationer oprettedes ogsaa i London og i Paris, og ifølge Erik Plums Redegørelse stod ligeledes den amerikanske Højfinans positivt til Sagen, idet den dog lagde Vægt paa følgende Principielle Punkter: »Privat Initiativ, international Organisation, Tyskland skal med.«

Nu havde Piben altsaa faaet en anden Lyd, nu var der ikke mere Tale om militære Foranstaltninger. Nu vilde man, i Fortsættelse af de Forhandlinger om Fangespørgsmaalet og Handelsforholdene, der var optaget mellem den engelske Arbejderfører O'Grady og Sovjetkommissæren Finkelstein-Litwinow, støtte Foranstatninger, der kunde hjælpe det økonomiske Liv i Rusland paa Fode igen. I denne Sammenhæng gør ogsaa »Politiken« den 26. Jan. 1920 opmærksom paa, at en Magnus Svensson havde opholdt sig i København for at organisere Amerikas Levnedsmiddelhjælp, og at en Mr. Hapgoods havde forsøgt at skabe Forstaaelse for den særlige Opgave, de russiske Cooperativer havde faaet overdraget efter Bolchevismens Sejr.

Bladet tilføjer: »Fælles for alle disse Bestræbelser var, at Traa-

254

dene krydsedes her i København, hvor England og Amerika oprettede deres Centraler for Støtte af enhver Art til Østersølandene. Adskillige Danske har deltaget i Arbejdet, thi faa Nationer har saa godt Indblik i russiske Forhold som vi igennem vore hjemvendte Repræsentanter.« Ved denne Lejlighed faar saa ogsaa Landets store Autoritet paa dette Omraade, Harald Plum, Lejlighed til at fremsætte sine Synspunkter, og her maa man sige, at Plum, om end hans Bedømmelse af Bolchevismens rædselsfulde Virkninger er den samme, dog nu regner med, at Omvæltningen i Sovjetriget maa naas ad andre Veje. Koltschaks, Denikins og Judenitch’s Nederlag i Aaret 1919 har altsaa dog gjort Indtryk paa ham. Harald Plum giver nu Udtryk for den Opfattelse, at Kommunismen altid paa mangfoldige Punkter har haft stor Betydning i Rusland, for samtidig at pointere, at det fuldstændige Sammenbrud af det russiske Samfund, er fremkaldt ved bolchevikiske Eksperimenter. Han mener ikke, at Ophævelsen af Blokaden vil kunne bidrage noget væsentligt til atter at skabe ordnede Forhold i Landet, og at der heller ikke dermed er skabt Betingelser for at genoptage Handelen med Rusland. Sine nye Anskuelser præciserer han paa følgende Maade: »Dette ved sin Størrelse enestaaende Sammenbrud kan ikke bekæmpes ved Krudt og Kugler, hvad enten de er røde eller hvide, det kan kun ophjælpes ved et gigantisk Organisationsarbejde, der forudsætter Assistance fra alle de Magter i Verden, der endnu besidder Kræfter til at hjælpe, og dette Arbejde maa tillige være under tilstrækkelig Beskyttelse overaIt, hvor Arbejdet sker.« Denne Understøttelse, mener han, maa ydes efter fuldstændigt upolitiske Linier, da man kun paa dette Grundlag vilde kunne genskabe den Tillid, der maatte være Forudsætning for Genoptagelsen af Handelen. Endelig giver Plum ogsaa Udtryk for, at Handelen, efter som Forholdene laa, først og fremmest maatte opbygges i Samarbejde ”med de store gamle Organisationer i Rusland, Semstvoerne og Cooperative«. Ud fra saadanne Overvejelser var ogsaa den danske Hjælpekomité bleven dannet.

255

Dog: Ogsaa hele denne Aktion lider en brat Ende. Faa Maaneder senere viser det sig, at Arbejdet med denne Hjælpekomité er opgivet, og at man nu i Forhandlinger med Repræsentanter for den russiske Regering er inde paa den Plan at oprette et Clearing House i København til Regulering af den dansk-russiske Handel. Den 6. April 1920 kan Harald Plum meddele sin Ven Yding, at Krassin kommer til København og har Interesse for Oprettelsen af et Clearing House, og at Erik Plum har meddelt fra Amerika, at de amerikanske Delegerede vil blive udnævnt i April. I Virkeligheden var Krassin allerede i Slutningen af Marts s. A. kommet til København for at deltage i de Delegationsforhandlinger vedrørende Udvekslingen af Krigsfanger, som allerede nogen Tid havde staaet paa mellem den af Litwinow ledede Sovjetdelegation og Repræsentanter for den engelske Regering under Ledelse af Arbejderføreren O’Grady. Krassin var Leder af Sovjetregeringens Handelskommissariat i Moskva og repræsenterede samtidig »Centrosojus«, den mægtige Sammenslutning af de russiske Cooperativer.

Efter faa Ugers Forhandlinger mellem Krassin (samt Litwinow og andre Repræsentanter for Centrosojus) paa den ene Side og Ingeniør M. A. Abrahamson (Medlem af Det Transatlantiske Kompagnis Bestyrelse) og Carl Holbek (som særlig Repræsentant for de russiske Handelsinteresser, der støttedes fra Handelsbankens Side) paa den anden Side blev der den 23. April 1920 afsluttet en Overenskomst om Oprettelse af et Clearing House i København, hvis Bestemmelser i det enkelte dog havde en mere vidtrækkende Betydning end kun at gavne den dansk-russiske Handel. Der blev mellem de nævnte Parter oprettet hele tre Dokumenter, hvis engelske Tekst gengives i Erik Plums i 1923 udgivne Skrift om »Russisk Handelskompagni A/S«, S. 103 ff.

Ifølge det første Agreement forpligtede Abrahamson og Holbek sig til at sætte alt ind paa, at Handelssamkvemmet mellem Danmark og Rusland genopbyggedes snarest muligt og at faa et Clearing House oprettet,

256

som skulde fremme Importen og Eksporten mellem de nævnte Lande. En Repræsentant for de russiske Kooperativ-Kompagnier og for den russiske Udenrigshandel skulde være berettiget til at føre en effektiv Kontrol med dette Clearing House. Krassin og de danske Repræsentanter forpligtede sig endvidere til, fra hver sin Side at arbejde hen imod, at Erstatningsspørgsmaalet toges op til Forhandling snarest muligt, saaledes at de danske Firmaer i Rusland, der havde lidt Tab eller paa anden Maade var bleven krænket i deres Interesser, kunde faa deres Krav ordnet, faa »a satisfactory and fair adjustment with a view of facilitating the resumption of business and commercial relations«. Alt skulde altsaa lægges tilrette for atter at kunne opbygge Handelssamkvemmet. Krassin forpligtede sig endog til efter Evne at bidrage til, at der skabtes et Tillidsforhold mellem de af ham repræsenterede Cooperativer og den danske Handelsverden, og at der sikredes danske Firmaer og Kompagnier passende Godtgørelser ved fremtidige Konfiskationer og desl.

Paa Grund af det andet Agreement erklærede de danske Repræsentanter sig rede til at træffe Forberedelser til en international Konference, der skulde indkaldes i København den 20. Maj. Til denne Konference skulde Repræsentanter for de interesserede Lande indbydes for at drøfte de nærmere Detailler vedrørende Overenskomstens Gennemførelse og for at skabe Sikkerhed for, at der ikke udefra vilde opstaa Vanskeligheder, der kunde skade den praktiske Gennemførelse af den vedtagne Plan. De danske Repræsentanter forpligtede sig til at træffe de til Indkaldelsen af den internationale Konference fornødne Foranstaltninger saa betids, at Forhandlingerne kunde begynde den 20. Maj, viste det sig, at den internationale Konference ikke kunde komme i Stand til nævnte Tidspunkt, skulde Overenskomsterne være bortfalden.

Endelig bestemtes der i »Hovedprincipperne for Oprettelsen af et Clearing House«, at denne Institution skulde have sit Sæde i København, og at den skulde tjene til Understøttelse af Vareomsætningen mellem Sovjetrusland og de fremmede Lande. Den skulde imidlertid, forsaavidt den raadede over tilstrækkelig Kapital, ogsaa være berettiget til at financiere Vareomsætningen mellem Lande udenom Rusland. Dette skulde imidlertid forstaas saaledes, at Handelen med Rusland skulde nyde en Fortrinsstilling, idet den Kredit, der ydedes Rusland, maatte andrage indtil det firedobbelte Beløb af den Værdi i Guld, som Rusland vilde deponere til Fordel for Clearing House. Aktiekapitalen skulde andrage mindst 10 Millioner £, men maatte ikke overstige 100 Millioner £; af Kapitalen maatte højst 5 pCt. tjene som Driftskapital, medens de øvrige 95 pCt. udelukkende skulde tjene til Financiering af Forretningerne.Endelig skulde det planlagte Clearing House kun være berettiget til at financiere mellem Parter, hvor Køber og Sælger var henholdsvis en Rege-

257

ring eller en Handelsorganisation, som var i Stand til at yde Regeringsgarantier; forsaavidt havde Rusland altsaa sat igennem, at ogsaa Modparten ved fremtidige Handelsaftaler vilde lade kommunistiske Principper være gældende, og at Handelen med rent private Foretagender skulde være udelukket. Ved Bevilling af Laan skulde Debitor ifølge denne tredje Overenskomst principielt være forpligtet til at stille 25 pCt.’s Sikkerhed for Laanet i Guld. Dividenden maatte højst ligge 2 pCt. højere end den almindelige Rentefod; alt yderligere Overskud skulde indbetales til Reservefonden o.s.v. Endelig krævedes det fra russisk Side, at russiske Repræsentanter, som allerede fastsat i det første Agreements første Paragraf, skulde være berettiget til at føre en effektiv Kontrol med det Internationale Clearing House, som efter Planen skulde oprettes i København.

Her drejede det sig altsaa om en Aftale af overordentlig vidtrækkende Betydning, som ogsaa maatte faa særlig Vægt ved, at Krassin paa alle Stadier i Forhandlingen havde handlet efter de Direktiver, han modtog fra Moskvaregeringen. Her var der skabt en Chance for, at de store Værdier, danske Firmaer og Kompagnier endnu havde i Rusland, kunde reddes.At der ogsaa i andre Lande var Stemning for, at Planen gennemførtes, kunde meget hurtigt konstateres. Endog Tyskland ytrede Interesse for Sagen. Erik Plum beretter endvidere i sit ofte nævnte Skrift, at hans Fætter Harald Plum, der var Ophavsmanden til disse Planer, »under Forhandlingerne gennem Herr Abrahamson holdt sig i nøje Føling med en Sagkyndig i russiske Spørgsmaal, som den engelske Regering

havde sendt til København, og denne havde ikke blot godkendt, men endog redigeret Hovedafsnittet i Punktet om de internationale Erstatningsregler«. Erik Plum tilføjer: »Harald Plum blev tillige gennem Udenrigsministeriet holdt nøje a jour med de daværende politiske Meninger i Verden om Rusland og havde selv gennem sine Venner og Repræsentanter rundt om i Verden nøje Kontakt med de forskellige Opfattelser. Han mente endvidere gennem de mange Repræsentanter for den danske Handel, Industri og Finansverden, der var indtraadt i Relief-Komiteen, at kunne regne med fuld Støtte her i Landet.«Forventningerne, som knyttedes til denne Ordning, var

258

meget store. Pressen, som ved en Indiskretion fik Nys om Aftalen, stod aldeles positiv til Sagen. Navnlig var »Social-Demokraten« begejstret, Ordene: »I disse Dage skrives der Verdenshistorie i København«, som indledede dette Organs ledende Artikel den 30. April 1920, viste det tilfulde. I et Interview med Folkekommissær Nogin, der bI. a. var Formand for de russiske Arbejderes kooperative Raad og Leder af Sovjetstatens Tekstil-Departement, og som saadan et af den russiske Delegations befuldmægtigede Medlemmer, fik Bladet oplyst, at denne Delegation nu stod i Forhandlinger med Sverige, Norge, Amerika, Spanien, Italien og Østrig, og at det her drejede sig »om Levering af Varer saa store, at Verden næppe har set noget tilsvarende«. For at kunne bevare Overblikket over denne Kæmpemæssige Omsætning, var det nødvendigt at skabe en fast Institution, hvorigennem alle Forretninger mellem Sovjetrusland og det øvrige Europa kunde føres. Fra russisk Side var man straks rede til at tage fat, og fra denne Side vilde Institutionen enten blive ledet af det russiske Handelsministerium eller af Centrosojus, de russiske kooperative Foreninger. Krassin erklærede senere, i Marts 1923, til et af Moskvabladene netop med Henblik paa de her omhandlede Forhandlinger: »I 1920 var Danmark det eneste Land, gennem hvilket Rusland kunde være traadt i Handelsforbindelse med Verden.« Naar endog russiske Delegationsmedlemmer saa saa lyst paa det, kan man forstaa, at ogsaa visse danske Handelskredse regnede med store Muligheder, saasnart København var blevet Centret for Ruslands Handelsforbindelser med den øvrige Verden, og at man haabede, at denne Ordning ikke blot vilde komme de umiddelbart interesserede Kredse, men hele Landet tilgode.Alligevel blev det Hele kuldkastet.Modstanden kom fra de officielle Institutioner, Industriraadet og Grosserersocietetet, og Modstanden kom navnlig fra Ø.K.’s Direktør H. N. Andersen og Landmandsbankens Direktør Emil Glückstadt! For de nævnte Erhvervsorganisationer var Sagen aabenbart et rent og skært Prestigespørgsmaal.

259

De havde under Krigen opnaaet, at de alene havde Afgørelsen i alle handelspolitiske Aftaler, og at Regeringen lystrede de af dem givne Anordninger. Derfor brød de sig ogsaa her fejl om Udenrigsministeriets gentagne Henstillinger om at tage Stilling til de trufne Aftaler og om at gaa med ind i Forhandlingerne. De forblev afvisende. Grunden hertil skal iøvrigt ogsaa have været, at man gik ud fra, at Harald Plum kun var interesseret i at mele sin egen Kage, omendskønt det ved en saglig Vurdering af Sagen maa erkendes, at Overenskomsterne af 23. April 1920, saadan som de var udarbejdet, ikke gav nogetsomhelst Holdepunkt for en saadan Formodning. Hvor afvisende de nævnte Institutioners Holdning har været, fremgaar bI. a. af, at et Brev, som Krassin endnu den 19. Maj 1920 sendte til Industriraadet under sin Rejse til London med Henstilling om dog hurtigst muligt at træffe en Afgørelse, blev først besvaret den 6. Oktober, ifølge de af Kammerherre Harald Scavenius givne Oplysninger!

Med Hensyn til d’Herrer H. N. Andersens og Emil Glückstadts Stilling til de den 23. April 1920 trufne Aftaler giver to Breve, som offentliggøres i »Bankkommissionens hemmelige Beretninger«, de bedste Oplysninger. Disse Breve taler for sig selv.

Etatsraad H. N. Andersen skriver den 3. Maj 1920 til Glückstadt følgende:

»Lørdag Eftermiddag (1. Maj) meddelte Kommandør Maegaard mig, at han paa et afsluttende Møde, hvor man havde vedtaget at oprette et Clearing House her i Byen med det Formaal at fremme Vareudvekslingen mellem Rusland og andre Lande, og efter Anmodning af de andre Deltagere i Mødet overgav Kommandør Maegaard mig et paa Engelsk affattet Agreement.*) Af Kommandørens Udtalelser udledte jeg, at det projekterede Clearing House var Det Transatlantiske Kompagnis Værk, og at Kaptajn Aarestrup, medens jeg var ved Rivieraen, havde anmodet

*) Her mangler aabenbart en Eftersætning. Der skal formodentlig staa: » … meddelte Kommandør Maegaard mig at han var tilstede paa et afsluttende Møde. . .«

260

Kommandør Maegaard om at medvirke til Planens Realisation. Da Kommandør Maegaard udtrykte Betænkeligheder, fordi han ikke kendte min Stilling til et saadant Projekt, havde Kaptajn Aarestrup svaret, at han vidste, at Sagen havde min Sympati. Jeg skal her indskyde, at jeg ikke har kendt noget til disse Planer, før jeg for nylig læste derom i Bladene. Jeg sagde til Kommandør Maegaard, at hvis det var qua Medlem af nævnte Foretagende, og hans Navn som saadant skulde benyttes, maatte jeg bestemt protestere saavel imod hans Delagtighed deri som mod den valgte Fremgangsmaade. Med Henblik paa Ø.K.’s hele Karakter ønskede jeg at henvise til den Fare, det paa forskellig Vis kan rumme, at et Medlem af Kompagniets Bestyrelsesraad qua saadan udenom Ledelsen (Direktionen) optræder som Repræsentant for Kompagniet. Af Bladene for i Gaar fremgaar med al Tydelighed, at var Kommandør Maegaard ikke traadt tilbage, havde Kompagniet figureret som Medstifter af Clearing House.

Jeg behøver næppe at fremhæve, at jeg ikke misbilliger noget, der er til virkelig Gavn for Danmark - tværtimod. Hvad jeg derimod misbilliger er Maaden, hvorpaa et Selskab, for hvilket De ligesom i Ø.K. er Formand for Bestyrelsesraadet, udenom Direktionen forsøger at tage det til Indtægt for dette forsaavidt uvedkommende Planer, som efter Agreementet at dømme er af international storpolitisk Natur. Hvad dette eventuelt kan føre til, kan jeg paa Grundlag af de under Krigen indsamlede Erfaringer maaske tillade mig at have en Forestilling om.«

Naar Etatsraad Andersen paa denne meget rigoristiske Maade frasiger sig ethvert Samarbejde med Det Transatlantiske Kompagni, er det ikke andet end Videreførelsen af en Kamp, som allerede Aar i Forvejen var bleven indledet mod et ubekvemt Konkurrenceforetagende, som - bortset fra de fantastiske spekulative Dispositioner - gjorde sig særlig bemærket ved en overmaade aggressiv Udvidelsespolitik. Etatsraadens Reaktion synes derfor at være nogenlunde forstaaelig. *) At han var rede til om fornødent med yderste Hensynsløshed at vare-

*) Der kan her henvises til, at Det Transatlantiske Kompagni sammen med dets Datterselskaber 1920 raadede over en Aktiekapital paa mere end 100 Mill. Kr. og i denne Henseende næsten stod paa Højde med det mægtige Ø.K. Dette Kompagnis Kapital androg i 1919 50 Mill. Kr.; dertil kom som betydeligste Datterselskaber Ø.P. (20 Mill. Kr.), Orient (10 Mill. Kr.), Assurance Co. Baltica (17 Mill. Kr.), Dansk Sojakagefabrik (8 Mill. Kr.), Nakskov Skibsværft (8 Mill. Kr.), Fa. Ota (2 Mill. Kr.) osv. Ø.K. med Datterselskaber disponerede tilsammen over ca. 120 Mill. Kr. Aktiekapital.

261

tage sit Selskabs Interesser overfor en paagaaende Konkurrence, havde han ogsaa vist allerede 1915, da han gjorde Indsigelse gældende mod United Export Co.’s Forsøg paa at begynde egen Rederivirksomhed. Nævnte Kompagni maatte derefter standse den allerede begyndte egne Skibsfart. Ved andre Lejligheder blev det baade Det Transatlantiske Kompagni og dets Datterselskaber ligefrem forbudt at lave Forretninger indenfor de Felter, som Ø.K. krævede anerkendt som sit Domæne. Landmandsbanken kom ved saadanne Interessekollissioner ofte i en meget prekær Stilling. Overfor H. N. Andersens Krav bøjede Glückstadt sig

regelmæssig; her var han alligevel den lille. Derfor var det ogsaa uundgaaeligt, at Harald Plum langt om længe maatte vige, saasnart Vanskelighederne meldte sig, og Glückstadt saa sig stillet overfor Valget, enten at vrage den ene eller den anden Part. Men i den foreliggende Sag havde Glückstadt desmere Grund til nu at lade Plum falde, da han ved en nøjere Prøvelse af den Ordning, der var blevet vedtaget i Forhandlingerne med Krassin og Litwinow, vel maatte erkende, at det paatænkte Internationale Clearing House kunde blive en farlig Modspiller ogsaa for Landmandsbanken og praktisk talt kunde føre til, at Banken med Hensyn til Handelssamkvemmet med Rusland, til hvilket der jo næredes de allerstørste Forventninger, blev sat mere eller mindre ud af Spillet.

Men endnu mere Grund havde Glückstadt til at tage Hensyn til de politiske Forviklinger, som var opstaaet en Maaneds Tid i Forvejen, og som mere end noget andet havde vist, at den mægtige Leder af Ø.K., den Mand, som var Bankens betydeligste Forretningsforbindelse, ikke mere var til Sinds at tage med Fløjlshandsker paa Forholdene. Ministeriet Liebe var H. N. Andersens Værk! Vel var der otte Dage efter dette Mi-

262

nisteriums Udnævnelse tilvejebragt et Kompromis mellem Glückstadt og H. N. Andersen, og han havde selv i Samarbejde med de Radikale og Socialdemokraterne gennemtrumfet Dannelsen af Ministeriet Friis, som han nærmest kunde betragte som en i Landmandsbankens Interesse dannet Regering. *) Men alligevel: Konflikten med H. N. Andersen maatte ikke yderligere tilspidses, og derfor maatte Glückstadt nu lade Harald Plum falde og i Sammenhæng hermed sørge for en Standsning af de dansk-russiske Forhandlinger, selvom det skete paa Bekostning af det Russiske Handelskompagni, henholdsvis D.T.K.Af to Onder vælger man nu engang det mindste, navnlig naar man maa gaa ud fra, at det største Onde alligevel i det lange Løb vilde være overmægtigt, uovervindeligt. Ogsaa selve Dagens indrepolitiske Situation maatte gøre det nærliggende for Glückstadt at søge Fred med H. N. Andersen. Thi da han Modtog Ø.K.-Direktørens Brev, dateret den 3. Maj, var det klart, at de Radikale ikke mere vilde komme til at overtage Regeringen. Venstre havde sejret, og Ministeriet Neergaard var paa Trapperne; den nye Regerings Udnævnelse skete den 5. Maj. Sandelig, nu var det paa Tide, at Landmandsbankens ledende Mand tog Reb i Sejlene, hvis han ikke helt vilde tabe Spillet. Thi den nye Regering følte sig paa det inderligste knyttet til H. N. Andersen, saa nært, at den endog paa et Tidspunkt, i Efteraaret 1922, var inde paa Planer om at overdrage ham Landmandsbankens Ledelse. Situationen var altsaa meget alvorlig for Etatsraad Glückstadt. Han maatte nu lade Harald Plum falde.Og den drevne jødiske Finansmand forstod da med Elegance at foretage den politiske Koldbøtte, som nu, eftersom Forholdene havde artet sig, maatte anses for bydende nødvendig. Der havde allerede i nogen Tid bestaaet principielle Uoverensstemmelser mellem ham og Direktøren for Det Transatlantiske Kompagni. Der var allerede givet alvorlige Varsler

*) Jvf. hertil ovenfor Afsnit 2b, 1. Del, S. 142 flg.

263

om den Spænding, som nu, faa Maaneder senere, førte til aabent Brud mellem de to Mænd. Nu, i Anledning af Etatsraad H. N. Andersens Skrivelse af 3. Maj 1920, fandt denne Spænding paa højst besynderlig Maade sin Udløsning, idet Glückstadt i sin Svarskrivelse til Plum (hvis Datum desværre ikke nævnes i »Bankkonimissionens hemmelige Beretninger«, men som efter al Sandsynlighed er bleven affattet og

afsendt efter Udnævnelsen af Ministeriet Neergaard den 5. Maj 1920) kopierer H. N. Andersens Tankegang og endog med denne sin store, Modspillers egne Formuleringer gaar kraftigt i Rette med Harald Plum! Ifølge den nævnte Beretning havde Glückstadts kostelige Brev følgende Ordlyd:

»Af nogle tilsendte Memoranda og Aviser har jeg set om Planerne til Oprettelse af et Clearing House her i Byen med det Formaal at fremme Vareudvekslingen mellem Rusland og andre Lande.

Uden at skulle komme nærmere ind paa, at der sluttes Aftaler med en Regering, som den danske Stat ikke har anerkendt, behøver jeg næppe at fremhæve, at jeg ikke misbilliger noget, der er til virkelig Gavn for Danmark - tværtimod. Jeg vil heller ikke udtale mig om Formaalstjenligheden af paa nærværende Tidspunkt at tage denne Sag op, navnlig paa Grund af dens internationale storpolitiske Natur, men jeg kan ikke undlade paa det skarpeste at misbillige den Maade, hvorpaa de Navne offentliggøres, der har givet Sagen Støtte. Naar f. Eks. H. P. Prior nævnes ikke som Direktør for Nordisk Kabel- og Traadfabrikker, men som Medlem af Landmandsbankens Bankraad, saa foreligger her i denne Forbindelse i første Række et Falsum overfor Offentligheden. Thi den Fremgangsmaade, ved de enkelte Personers Navne at fremføre Institutioner, hvortil de er knyttede som Bestyrelsesmedlemmer rundt om i et Lands Erhvervsinstitutioner, uden om vedkommende Institutioners Direktion, kan bibringe det Indtryk, at de paagældende optræder som Repræsentanter for Institutionen.

For Offentligheden ser det nu saaledes ud, at de forskellige Institutioner - endskønt de ikke har været hørt - staar som Medstiftere af det omtalte Clearing House; da dette imidlertid ikke stemmer med de faktiske Forhold, og da Banken ikke kan tiltræde Sagen uden at være sikker paa Tiltræden fra visse andre Sider, ser jeg mig nødt til at nedlægge mit Mandat som Medlem af Bestyrelsen for Transatlantisk, da dette jo ifølge Sagens hele Natur staar som Ophavsmand for det paagældende russiske Forehavende«. (Udhævelser af Forf.).

264

Nu fulgte Tilbageslag paa Tilbageslag for R. H. K. Endnu mens Krassin og Litwinow var i København, blev Kravet vedrørende Erstatning for de Værdier, Kompagniet havde liggende i Havnene i Murmansk og Archangelsk, forelagt dem. Selve Trotzki’s Fætter, en Hr. Braunstein, havde foretaget Mængdeopgørelsen over Varerne og overfor Kompagniets Repræsentanter erklæret, »at Moskva-Regeringen overfor Udlændinge hverken vilde rekvirere eller nationalisere, men vilde købe deres Lagre til de Priser, som man i Fællesskab blev enige om«. (Jvf. Erik Plums Skrift, S. 110.) Hr. Braunstein udstedte derefter Fakturaer for hver enkelt Varepost, ialt til et Beløb paa ca. 5 Mill. Kr., udstedte Kvittering for Modtagelsen af Varerne og henviste med Hensyn til Betalingen til d’Hrr. Repræsentanter for den russiske Regering i København. Her blev derefter Regeringen præsenteret, men de russiske Delegerede holdt paa, at Betalingen først kunde ske, naar Handelsoverenskomsten var kommet endeligt i Stand. Krassin harmedes over, at de officielle danske Institutioner for Handel og Industri ikke traf nogen Afgørelse, ogsaa over at Forberedelserne til den planlagte internationale Konference vedrørende Oprettelsen af et Clearing House ikke kom videre, og besluttede derefter, allerede før den i Aftalen fastsatte Frist, den 20. Maj, var naaet, at rejse videre til London.I London kom derefter kort Tid senere den engelsk-russiske Handelsoverenskomst i Stand. De med Hensyn til Erstatningsspørgsmaalet opnaaede Indrømmelser var her væsentlig ugunstigere end dem, der var opnaaet ved Affattelsen af det dansk-russiske Agreement. Danske Interesser kom selvfølgelig overhovedet ikke til Behandling ved Forhandlingerne i London.

Da Clearing House trods alt oprettedes i København, og Rusland lod sende for 3 ½ Mill. Kr. Guld som Sikkerhed for Vareindkøb, kom denne Ordning kun nogle faa danske Firmaer tilgode. Hoveddelen af det deponerede Guldbeløb maatte senere benyttes til Betaling af engelsk Eksport til Rusland, da det Transatlantiske Kompagni ansaa det for betimeligt ikke at

265

indlade sig paa Forretninger i dette Tilfælde, »for at undgaa, at der med nogen som helst Berettigelse kunde siges, at Clearing House kun var oprettet for dets Selskaber«. (Plum, S. 109.) Dertil knytter Erik Plum følgende afsluttende Kritik:

»Den Chance, som dansk Handel, Skibsfart og Industri gennem Kontrakten med Krassin havde haft for at blive det første vigtige Mellemled for Ruslands Handel med de store Magter, var gaaet tabt, en mægtig Indsats, et stort Arbejde i den største almene Interesse og en betydelig Kapital anvendt til Forarbejderne var gaaet til Spilde.«

Betragtningerne er ikke helt uberettigede. At der var ofret noget paa Sagen, viste sig senere, da det af Det Transatlantiske Kompagnis Bøger fremgik, at der var debiteret Kontoen 749.492,91 Kr. i Understøttelser og Forskud til dem, der havde med Sagen at gøre. Blandt de Understøttede nævnedes bI. a. General Pozokoff og Prinsesse Lwoff. Om Sagen nogensinde virkeligt var lykkedes, saaledes som af Plum’erne forventet, maa imidlertid betvivles, da netop disse to Mænd altfor ofte viste særlig Tilbøjelighed til at indlade sig paa hasarderede Dispositioner og derfor næppe havde Forudsætninger for at føre den her omhandlede sunde og rigtige Ide ud i Livet paa fornuftig Maade.

At idetmindste Harald Plum var ved at gaa over Gevind, mens han var optaget at de Forhandlinger, der fandt Sted med Krassin, lader de Optegnelser erkende, som findes i hans »Dagbogsblade«s 3. Bind, og som »Politiken« kunde optrykke efter hans Død den 3. November 1929 *) I sine Optegnelser den

*) »Politiken« beretter ved denne Lejlighed, at tredje Bind var trykt og udsendt til Slægtninge og enkelte Venner, samt til de tre Landsretsdommere, som dømte i Transadantisk-Sagen. Men iøvrigt var den ikke offentlig tilgængelig. Et Eksemplar var henlagt i forseglet Tilstand paa Det kgl. Bibliotek. I dette tredje Bind skal Harald Plum navnlig berette om sine Forhandlinger med Judenitch og de andre antibolchevikiske Hærførere. Heri findes ogsaa Oplysninger om den Indflydelse, han mente at kunne tillægge sig ved Dannelsen af Ministeriet Friis, her berettes endvidere om Forhandlinger med meget højtstaaende Personer, deriblandt med Dronningen Paaskelørdagaften 1920. Jf. 1. Del, S. 149 flg.

266

19. April 1920 fortæller han her bI. a., at det er de russiske Forhandlinger, som gennem nogen Tid har beslaglagt al hans Tid baade Dag og Nat. Han beretter derefter, at disse Forhandlinger har ført til, »at der i Gaar Aftes blev udvekslet Dokumenter mellem Ingeniør Abrahamson som Repræsentant for danske Handelsvirksomheder og Krassin som Repræsentant for Sovjet-Regeringen i Rusland, alias Levin, hvilke Dokumenter ikke alene skal danne Grundlaget for Danmarks Genoptagelse af Forbindelsen med Rusland, men tillige for hele den Ordning, der tilvejebringes mellem Rusland og den øvrige Verden«. Han fortsætter:

»Jeg sidder og venter utaalmodigt paa, at Abrahamson telefonisk skal meddele mig Krassins Holdning over for de afsluttende Bemærkninger, som jeg har instrueret ham om at fremføre mundtligt sammen med Overbringelsen … Antager han dem, skal Overenskomsten telegrafisk forelægges Lenin i Moskva og samtidig Grosserersocietetet og Industriraadet, hvis Tilslutning jeg i Virkeligheden allerede har sikret mig. Derefter vil de være at underskrive og telegrafere ud over hele Verden, for at en international Konference i Slutningen af Maj kan finde Sted i København paa den derved oprettede Basis, og snart efter skulde Ruslands indre Opbygning, vistnok det vanskeligste Arbejde af den Art, der nogen Sinde har foreligget, kunne begynde. Hvor det lyder skønt. Ak, alt for herligt til, at jeg selv ret tør fæste Lid til, at det kan gennemføres. Lenin er, takket være sit Efterretningsvæsen, sikkert paa det rene med, at naar Abrahamson fører Forhandlinger paa danske Handelsfirmaers Vegne, saa er det mig, der staar bagved. Og han maa være klog nok til at se, at hvis vi nedsætter os i Rusland med planmæssig Organisation, saa betyder det Begyndelsen

til Enden paa hans kommunistiske Regimente.«

Plum har dog en Trøst for Lenin. Hvad Plum har skabt, er et - foreløbigt Kompromis paa et Omraade »hvor i Længden intet Kompromis er muligt«. Lenins Ideer maa praktisk

267

talt udslettes: »Men naturligvis,« tilføjer han, »hvis ikke alt for meget Blod klæber ved ham personligt, og dersom han fjerner enhver af sine nuværende Venner, med hvem dette er Tilfældet, vil han maaske kunne bjærge sig personlig.«

Harald Plum tiltror sig altsaa i ramme Alvor baade Evnen og Viljen til at ordne det russiske Kaos. Han føler sig som den stærke Mand og har ifølge en Indførsel i Dagbogen endnu den 30. April Haab om, at Overenskomsten kommer i Stand, omendskønt Grosserer-Societetet og Industriraadet har besluttet at udsætte Afgørelsen. Og han regner med en mægtig propagandistisk Virkning af sit Fremstød til at genskabe Handelssamkvemmet med det mægtige russiske Rige. 10.000-20.000 Blade Verden over vil, mener han, modtage den af ham ydede Indsats med et Befrielsens Suk, da det russiske Spørgsmaal, som truede Verden med Undergang, takket være denne vil blive løst. Overfor saadanne Fantasterier er det unægtelig forstaaeligt, at H. N. Andersen gik imod, at Emil GIückstadt blev betænkelig, at Industriraadets Mænd, Benny Dessau og Alex. Foss, forholdt sig afventende. Men samtidig maa dog fastslaas, at denne Modaktion paa afgørende Maade bidrog til, at den danske Handelsverden satte al sin Kapital i Sovjetriget, som dog maaske kunde være blevet reddet ved en Gennemførelse af de med Krassin trufne Aftaler, over Styr.

8. HVOR SPILLET GIK - UDENFOR LANDMANDSBANKEN

a) Tragikomedien omkring Harald Plum. Da denne Mand, som ved sit nære Samarbejde med Emil Glückstadt forvoldte Samfundet de største Kapitaltab,

ogsaa efter Landmandsbankens Sammenbrud fik Mulighed for at fortsætte med sine Spekulationer, trods den ham overgaaede Dom, indtil han for anden Gang fremkaldte en Kæmpeskandale, kan det være paa sin Plads at gøre nærmere rede for hans ejendommelige Levned og jammerlige Endeligt.

Det er karakteristisk for denne Hasardspiller, at han altid følte sig inderligt knyttet til Jøderne. Hans »Dagbogsblade« (Bd. 1, 1925; Bd. 2, 1927) giver mangfoldige Vidnesbyrd derom. Selv fortæller han bI. a., at allerede Moderen i sine unge Dage ved de aarlige Ophold i København i Vintermaanederne havde haft sin nærmeste Omgangskreds i jødiske Hjem. Han skriver herom (Bd. 1, S. 6): »Blandt de Familier, som hun derved kom til at staa nær, kan nævnes Carl Plougs højt ansete Hjem og de toneangivende Melchiors, af hvilke særlig Etatsraad Moritz Melchiors Hjem nu er vel kendt paa Grund af H. C. Andersens Tilknytning dertil.«Da Plum senere begynder sine egne Forretninger, staar han stadig i Samarbejde med Jøder. Emissionen af The Crown Butter Export Co.’s Aktier 1907 skulde efter den oprindelige Plan foretages af Grundejerbanken med Støtte af D. B. Adler & Co., hvis Seniorchef var Bankier Valdemar Goldschmidt. I Bestyrelsen for hans Foretagender sidder fra Begyndelsen af Glückstadt som Førstemand, og det er jo ogsaa Glückstadt, der overtager Financieringen af Det Transatlantiske Kompagni og dets talrige Datterselskaber og bliver Formand for Kompagniets Bestyrelse.Da Plum i 1912 opgiver sin Sagførerforretning, sælger han den til sin Fuldmægtig, Overretssagfører Poul G. Cohn. Moses Melchior - som han karakteriserer som »en af Landets største og kyndigste Storhandelsmænd« -- var den, der efter hans egen Fremstilling tilskyndede ham til at paabegynde Handelen med Rusland. I sine Dagbogsblades II. Bind, S. 108,

269

beretter han endvidere om sine Oplevelser i Hamborg, hvor han allerede før Verdenskrigen var stærkt interesseret i Brasilien-Firmaet Siegl & Schlodtmann, et Firma, som 1913 ved hans Medvirkning blev rekonstrueret og fik Firma-Navnet Schlodtmann & Co., saaledes at Hovedsædet blev flyttet til København, og Yding blev Foretagendets europæiske, Schlodtmann dets brasilianske Direktør. I denne Sammenhæng taler Plum om »Ballins Hamborg, Amerika-Liniens Stifters, Kejserens Dusbroders«, og fortæller bI. a.: »Hyppigst og helst mindes jeg Køre- og Spadsereture ud gennem Staden med den gamle, fine Jurist Dr. Goldfeld, Formand for Schlodtmann & Co.; han var Medlem af Raadet i Hamburg og viste mig med Stolthed alt, hvad der var udrettet i Løbet af de sidste faa Aar, lige fra Opførelsen af de smukke Villabyer i de ydre Bydele til de brede pragtfulde Anlæg ned mod Alsteren inde i Byens Hjerte.«

Adskillige Jøder - men dog forholdsvis faa - fandt senere deres Opgaver i Det Transatlantiske Kompagni. BI. a. beretter Harald Plum, hvorledes Aage L. Dessau - gift med en Datter af Borgmester Drechsel i Aarhus og som saadan Svoger til Eskil Yding - blev Direktør for Continental & Oversea Trading & Co. i Paris, efter at der for dette Firmas Vedkommende var opstaaet mangfoldige Komplikationer under Krigen. Endvidere var to af Odense-Konsulen Fabrikant Harry Dessaus Sønner, Fætre til Aage L. Dessau, ledende Mænd indenfor enkelte af det transatlantiske Koncerns Selskaber, nemlig den i 1893 fødte Poul Dessau, der havde været Direktør for Firmaet P. W. Heyman i Melbourne og 1917 blev den meget smarte Direktør for Dansk Italiensk Export Co. i Genua, samt den i 1895 fødte Willy Dessau. Om Poul Dessaus særlige Meriter ved Likvideringen af de brasilianske Selskaber er der foran berettet nærmere. Som Direktør for Det transatlantiske Kompagni virkede i Lissabon cand. jur. Poul Rée, Søn af Højesteretssagfører Gerhard Müller Rée og Svoger til den senere Formand for Grosserer-Societetet Holger Laage-Petersen. Endelig maa fremhæves, at Martin A. Abrahamson, som paa Grund af, at han var født i London, af Plum betegnes som »Englænder af Fødsel«, fra 1917 var et særligt fremtrædende Medlem indenfor Det transatlantiske Kompagni’s Bestyrelse. Abrahamson spillede ved forskellige Lejligheder en betydelig Rolle; saaledes havde han at gøre med Organisationen af Hjemsendelsen af Englændere og Franskmænd fra tysk Krigsfangenskab, forsaavidt denne foregik over København. I den Anledning kom Abrahamson i selve Revolutionsmaanederne ofte til Berlin, og Plum fortæller den 1. Jan. 1919, at han nede i Tyskland »naturIigvis havde haft Lejlighed til at konferere med alle Regeringsmedlemmer og Partiførere, saa vi vel i Øjeblikket veed bedre Besked om alt end nogen anden herhjemme« (Bd. II, S. 186). Abrahamson var ogsaa i 1920 Hovedmanden fra dansk Side i Forhandlingerne med Krassin og Litwinow.

270

Blandt jødiske Forretningsvenner skal endvidere Valdemar Glückstadt nævnes, som sad i Bestyrelserne for Continental & Oversea Trading Co. og Dansk-Italiensk Handelskompagni. Endelig skal bemærkes, at det russiske Frøselskab »Trifolium«, Holten & Bondarzewski, som havde Kontorer og Pakhuse i Riga og Kiew og i 1917 omdannedes til et Aktieselskab, hvorved det overtoges af Russisk Handelskompagni og det danske Frøselskab »Trifolium«, som Direktør havde Bent August Holten von Mauchenheim, kaldet von Bechtolsheim, gift med Heljødinden Elna Ingeborg Levison. Er det maaske ikke mere end et Tilfælde, at denne Direktørs Broder, Højesteretssagfører Viggo Holten-Bechtolsheim, var Harald Plums Forsvarer i Processen vedrørende Det transatlantiske Kompagni i 1923 og Eskil Ydings Forsvarer i Straffeprocessen mod de Anklagede i Harald Plum-Sagen 1930? *) Last not least skal nævnes, at Generalkonsul Valdemar Glückstadt var Medlem af Bestyrelsen i Dansk-Italiensk Eksport-Kompagni.

I hvilken Grad Harald Plum som Leder af Det Transatlantiske Kompagni kunde faa fremtrædende og højtansete Personligheder til at træde ind i Bestyrelserne for de af ham ledede Selskaber, er allerede bleven omtalt. Her skal blot gengives de vigtigste Navne, der gik igen i de forskellige Selskabers Bestyrelser som Tordenskjolds Soldater, ikke for at tage Medansvar for disse Selskabers solide Drift, men for at skabe en Tillidens Atmosfære om disses ledende Direktører og navnlig for paa en let og behagelig Maade at tjene de store Tantiemer. Denne Inderkreds, som frem for noget kunde regnes til Glückstadts Tafelrunde, viste sig jo ogsaa stærk nok til i det afgørende Øjeblik at forhindre en forsvarlig Afstraffelse af Harald Plum og i eet og alt at gøre sig Regeringen og Rigsdagens borgerlige Partier følgagtige.

Her er Navnene paa nogle af disse Mænd, som allerede indenfor den transatlantiske Koncern skabte Glans om de Plum’ske Selskaber:

Højesteretssagfører Fritz Bülow;Kaptajn Oluf AarestrupGodsejer A. P. Lassen - Høvdingsgaard pr. Mern, Direktør Kay Reinhard,

*) HRS. Holten-Bechtolsheim saa sig efter Offentliggørelsen af Bankkommissionens Betænkning beføjet til at beklage sig over, at den ikke i tilstrækkelig Grad tog Hensyn til Landsretsdommen i Plum-Sagen, og at Kommissionen endog tillod sig at udtale en Opfattelse, som var i Strid med Dommens Resultater. Den endelige Dom burde have været den endelige Afgørelse! (»Social-Demokraten«, 1. 2. 1924.)

271

Ingeniør Martin A. Abrahamson,Højesteretssagfører Emil Harboe,Overretssagfører V. de Coninck Smith,Konsul Frederik Hey, Billeshave Hovedgaard, Købmand Aage Berlème,Kommandør Henri Konow,Højesteretssagfører J. F. Fenger,Direktør K. F. Knudsen, London,Disponent N. O. Joung Fearnley, Kristiania,Grev Emil Krag-Juel-Vind-Frijs.

I enkelte Selskabers Bestyrelse sad desuden bl. a. Bryggeridirektør Vagn Jacobsen, Kontorchef Hertel Wulff, Kammerjunker V. Brinckmann, daværende Fuldmægtig i Undervisningsministeriet (nuværende Chef for Det kgl. Teater og Kapel) cand. jur. Cai Hegermann-Lindencrone, Overretssagfører Holger Zahle, Byretsdommer F. Troels Lund, Fabrikant Th. B. Thrige, Generalløjtnant Christian Lutken, Overretssagfører Just Lund, Ingeniør N. M. Plum, Grev F. Moltke og af selve Landmandsbankens ledende Mænd foruden Glückstadt og Grosserer Andreas Collstrop, der sad i forskellige Selskabers Bestyrelser, desuden i Selskabet »Dansk Staalindustri« Direktør Emil Rasmussen og Vicedirektør Philip Mik-Meyer.

Over Koncernens Virksomhed er der allerede blevet berettet udførligt i de foregaaende Afsnit. Her skal blot tilføjes, at de voldsomme Tab, som paaførtes Landmandsbanken og de enkelte Selskabers Aktionærer fra denne Koncerns Side, gav Stødet til, at Bankkommissionen foretog særlige Undersøgelser med Hensyn til disse Selskaber, og at Direktør Plum tiltaltes for Bedrageri, svigagtigt forhold og urigtig Regnskabsaflæggelse. Tiltalen i Anklageskriftet af 21. Juli 1923 gik bI. a. ud paa, at Plum havde ladet Det transatlantiske Kompagnis Regnskab for Aaret 1919 udvise et Overskud paa 5.018.317 Kr. og i Medfør heraf indstillet, at der skulde udbetales et Aarsudbytte paa 15 pCt. af Aktiekapitalen lig 3 Mill. Kr., omendskønt han vidste, at dette Regnskab indeholdt imaginære Indtægter og heller ikke tog Hensyn til lidte Tab, som specielt var opstaaet i Brasilien, ved Nordisk Oversøisk Handelsselskab, A/S Fabriksanlæg osv., ligesom der heller ikke var foretaget de fornødne Nedskrivninger. Han tiltaltes endvidere for at have ladet sig - eller »H. Plums Legatstiftelse« - uberettiget udbetale 252.522 Kr. 97 Øre af Overskudet for Aaret 1919. Tilsvarende falsk Regnskabsaflæggelse tiltaltes han for med Hensyn til en Række Datterselskaber som A/S Bech, van Siclen & Co. i New York, A/S Union Trading Co. i Buenos Aires, A/S Brandt & Co. i Kairo, A/S Winkel & Gedde i Kobe osv. Omendskønt der i Anklageskriftet krævedes Straf efter Straffelovens strengeste Bedrageriparagraf, § 21, blev denne Tiltale under

272

Domsforhandlingen fra Anklagemyndighedens Side frafaldet, og Anklagen omfattede derefter kun den Tiltaltes Forhold ved Regnskabsafslutningen for Aaret 1919 i Det transatlantiske Kompagni samt ved Regnskabsafslutningen i

A/S Bech, van Siclen & Co. for Aarene 1919 og 1920. Uanset det derefter i Retsforhandlingerne, hvis stenografiske Beretning foreligger, blev godtgjort, at Koncernens Organisation havde været overmaade mangelfuld, at de af Harald Plum ansatte Direktører ofte var aldeles uegnede til deres Hverv, og at Dilletantisme og helt igennem spekulative Engagementer havde haft afgørende Indflydelse paa Koncernens Sammenbrud, og uanset det endvidere baade for Anklagemyndigheden og for Kommissionen stod klart, at der for Harald Plums Vedkommende forelaa groft Bedrageri i flere Tilfælde, kom Dommen dog blot til at lyde paa - en Bøde paa 4.000 Kr. for Overtrædelse af Aktieselskabslovens § 55.

Denne Kendelse, som faldt ved Østre Landsret den 10. November 1923 og nærmest maatte opfattes som en Frifindelse, vakte selvfølgelig stor Opmærksomhed i Offentligheden. For Menigmand maatte det simpelthen være ufatteligt, at der ikke var fundet Grundlag for en skarpere Dom. Større blev Forbavselsen, da det, faa Dage efter at Dommen var faldet, blev bekendt, at Rigsadvokaturen havde frafaldet Appel til Højesteret, og bedre blev det selvfølgelig ikke, da den fungerende Rigsadvokat, Statsadvokat Bohn-Rasmussen, til Begrundelse herfor afgav en højst besynderlig Erklæring til »Politiken«, lydende saaledes: »Den foreliggende Dom statuerer, at Direktør Plum har gjort sig skyldig i bevidst urigtig Regnskabsaflæggelse, og selvom denne Dom ikke falder sammen med Anklagemyndighedens Opfattelse af Domfældtes Forhold, er man dog veget tilbage for at indbringe Sagen for Højesteret paa Grund af dens kolossale Omfang og Bevismaterialets Uhaandterlighed«. Altsaa: fordi Svindlerierne var af et saa ualmindeligt Omfang og saa utroligt forviklede, mente man fra Straffemyndighedens Side at maatte afstaa fra en gennemgribende Undersøgelse af Det transatlantiske Kompagnis Forhold og at lade Harald Plum slippe saa billigt som muligt.

Endog den konservative Folketingsmand Christmas Møller, som principielt var enig med Anklagemyndigheden i, at der nu ikke skulde rodes mere op i de med Landmandsbankkatastrofen sammenhængende Sager, var klar over, at den af Statsadvokat Bohn-Rasmussen afgivne Erklæring var meget uheldig og saa sig derfor foranlediget til at fremsætte en Dagsorden i Folketinget for at berolige den offentlige Mening. Dagsordenen stilledes den 30. Novbr. 1923 og kom til Forhandling den 14. Decbr s. A. Herunder indrømmede Justitsminister Rytter, at Statsadvokatens Erklæring rigtignok »ikke var tilstrækkelig gennemtænkt«, og at der selvfølgelig burde have været givet en mere udtømmende Forklaring, forsaavidt Anklagemyndigheden overhovedet kunde føle sig forpligtet til overfor Offentlig-

273

heden at gøre Rede for, hvorfor Appel frafaldtes. Justitsministeren understregede derefter, at Sagen var ikke blevet videreført, »da der, saaledes som Sagen forelaa, ikke var Sandsynlighed for en saa væsentlig Skærpelse af Straffen, at der var Grund til at appellere«. Med denne Erklæring var Christmas Møller straks fuldkommen tilfredsstillet! Mod selve Dommen havde han - selvfølgelig! - intet som helst at indvende; det havde kun været ham om at gøre, at der rammedes en Pæl gennem den givne Motivering, som intet havde med Realiteterne at gøre. Venstremanden, Redaktør J. A. Hansen, kunde naturligvis paa sit Partis Vegne ligeledes give sin uforbeholdne Tilslutning til Justitsministerens Erklæring, og det Hele vilde saaledes være endt i det rene Idyl, hvis ikke det socialdemokratiske Partis ledende Mænd havde givet Stødet til en mere indgaaende Drøftelse af al den Svindel, der knyttede sig til Det transatlantiske Kompagni.

Stauning ironiserede i Forhandlingerne den 14. Decbr. 1923 over Christmas Møllers Forespørgsel, der aabenbart kun havde haft til Hensigt »at bibringe Vælgerne den Tro, at der virkelig ogsaa i konservative Kredse var Interesse for Opklaring og retfærdig Domfældelse«. Hvad Meningen var, havde Justitsministeren jo selv røbet ved at fremhæve, at det her kun drejede sig om det rent formelle, og ikke om en Realitetsbehandling. Men Befolkningen vilde næppe give sig tilfreds »med dette lille aftalte Intermezzo i Dag«. Han mente, at netop fordi Sagen havde et saa kolossalt Omfang, trængte den saa meget mere til Opklaring, grundig Undersøgelse og fuld Belysning, end om det var en lille, sølle Sag, det var let at overse. Det var jo ikke nogen Bagatelsag, det her drejede sig om, eftersom Det transatlantiske Kompagni havde »formøblet til Skade for Landmandsbanken, hvad der i hvert Fald til en vis Grad vil sige det samme som til Skade for Staten, 100 eller 150 Mill. Kr.«. Hvordan nu end Forhandlingernes Gang ved Landsretten havde været, havde det jo vist sig, at Statsadvokaten selv aabenbart ikke havde vist sig særligt befaren i Anklagematerialet, saa endog Dommerne maatte erklære, at den Fremstilling, Statsadvokaten havde givet, var »saadan, at de ikke kunde følge den«. Stauning fortsatte: »Her er jo ikke blot Tale om et Selskab, der har drevet Transaktioner af en besynderlig Art til Skade for den Bank, der financierede Kompagniet - dette er i sig selv en i høj Grad alvorlig Affære -, men vi har ogsaa netop i dette Selskab et af de kapitalistiske Systems mest karakteristiske

Eksempler, et Udslag af den moderne og stadig mere, om jeg saa maa sige, fremskredne Kapitalisme, som det er af samfundsmæssig Værdi at faa belyst. I Transatlantisk Kompagni var det jo store, vidtspændende Planer, man søgte at bringe til Udførelse, baade kommercielle og storpolitiske. Der blev rejst store Fantasislotte paa Transatlantisk Kompagnis Foranledning, der blev indledet vilde Spekulationer, der blev planlagt en kæmpemæssig Handelsvirksomhed, kædet sammen med

274

en omfattende Verdenspolitik. Der var jo utvivlsomt meget at lære i denne Sag. Men Kapitalismens Justitsminister afværgede, at det skarpe Lys faldt over denne Sag; det var nok med den uforstaaelige, ogsaa for Dommerne uforstaaelige Redegørelse, som Statsadvokaten leverede for Landsretten«. Stauning stillede derefter flere nærgaaende Spørgsmaal, spurgte f. Eks., om Justitsministeren billigede den fungerende Rigsadvokats Afgørelse, spurgte, hvorfor kun Det transatlantiske Kompagnis Regnskab for 1919 var taget som Grundlag for Tiltalen, ikke ogsaa Regnskaberne for 1920 og 1921, paa hvilke Kædehandelens Virkninger vilde være meget mere fremtrædende. Man kunde dog ønske oplyst, »om man vilde være fri for at have med de nye Mænd at gøre, som i 1920 eller 1921 satte deres Navne under Regnskabet«. *) Endelig efterlyste det socialdemokratiske Partis Formand Bankkommissionens Betænkning, som dog nu forhaabentlig snart vilde være afsluttet. Han gjorde gældende, at Ministeriet Neergaard havde »Medansvar for de kolossale Tab, som Transatlantisk Kompagni led ved de Varebeholdninger, som opgjordes til meget store Summer, og som henlaa i Rusland og ikke kunde blive passet af Selskabets Repræsentanter paa Grund af, at man ikke fik Overenskomsten fra 1920 i Stand, som, da det nuværende Ministerium overtog Magten, havde al mulig Udsigt til Gennemførelse«. Ogsaa Traktatforhandlingerne med Rusland i 1921, som kunde have ført til et positivt Resultat, blev ifølge Staunings Opfattelse paa Ministeriets Ansvar afbrudt af daværende Udenrigsminister Harald Scavenius. Til Slut foreslog Stauning at slutte Sagen med følgende Paastand paa Overgang til Dagsordenen: »Idet Folketinget beklager, at Østre Landsrets Dom over Direktør Harald Plum ikke blev appelleret til Højesteret, og at Sagens fulde Opklaring saaledes blev forhindret, gaar Tinget over til næste Sag paa Dagsordenen«.

Denne Dagsorden bragte alvorlig Forstyrrelse ind i Forhandlingerne, da de to borgerlige Regeringspartier var gaaet ud fra, at - som det bemærkedes af Stauning - hele Sagen vilde være afgjort paa 5 Minutter. Venstremanden, Redaktør J. A. Hansen tog til Orde og mente, at det ikke hørte til Rigsdagens Kompetence at blande sig i Domsmyndighedernes Afgørelse og foreslog som egen Dagsorden: »Idet Folketinget tager Justitsministerens Udtalelser til Efterretning, gaar Tinget over til Dagsordenen«. Derefter rykkede Christmas Møller frem med en tredje Dagsorden: »Idet

*) I Begyndelsen af 1920 var der bleven aftalt, at Kontorchef i Udenrigsministeriet Knud Sthyr skulde indtræde i Direktionen for Det transatlantiske Kompagni som Landmandsbankens Repræsentant. Han tiltraadte denne Post hen paa Aaret, men senere blev Carl Johan Michaelsen som Kommitteret for Selskabets Bestyrelse den reelt administrerende Direktør i Kompagniet.

275

Folketinget udtaler sin Tilfredshed med, at Justitsministeren ikke billiger den i et Interview offentlig fremsatte Motivering af at undlade Appel i Sagen mod Direktør Harald Plum, gaar Tinget over til Dagsordenen«.

Men nu saa den radikale Venstremand, Overretssagfører Niels Petersen, sig tilskyndet til at rette alvorlige Bebrejdelser mod Justitsministeren. Hvis denne virkelig havde erkendt, at den af Statsadvokaten fremsatte Begrundelse var betænkelig, var det højst besynderligt, at han ikke for længe siden havde taget til Orde herimod. Anklagemyndighedens Motivering havde rørt ved selve Grundprincipet: ens Ret for store og smaa, og nærmede sig i en betænkelig Grad en ren Falliterklæring. Thi: »Det, der blev fremhævet, var, at Landsretsdommen ikke faldt sammen med Anklagemyndighedens Opfattelse; man skønnede, at Direktør Harald Plum havde gjort sig fortjent til en strengere Dom, og dog veg man tilbage for at gaa til Højesteret«. Hvorfor havde Justitsministeren da ladet denne Motivering staa uanfægtet Dag efter Dag og Uge efter Uge? Og naar den forblev uimodsagt, hvorledes skulde da Offentligheden erkende, at der var andre og vigtigere Motiver? Bortset herfra gjorde ORS. Niels Petersen opmærksom paa, at Socialdemokratiets Dagsorden ikke betød noget Skridt udover Tingets Kompetence, da den endelige Afgørelse jo netop hvilede hos den overfor Rigsdagen ansvarlige Justitsminister. Da Justitsminister Rytter overfor disse Erklæringer søgte at frigøre sig for Ansvaret, læste ORS. Niels Petersen Retsplejelovens § § 712 og 714

op, der udtrykkeligt siger, at Justitsministeren har den endelige Afgørelse. Overfor denne Paavisning havde Ministeren kun den ynkelige Udflugt, at han jo dog nu ikke mere kunde gribe ind, da Fristen for Appel var udløbet. *) Stauning tog imidlertid Ordet og fastholdt Debattens Kærnepunkt, hvorved han navnlig pointerede, »at Komedien mellem d’Herrer ved Debattens Begyndelse var arrangeret«. Han mente ogsaa, at Sagen jo kunde blive endnu værre end den allerede var, hvis det skulde være rigtigt, at Justitsmisteren havde undladt at lade sig denne Sag forelægge, før det var afgjort, om der skulde appelleres eller ikke. »Det er«, bemærkede han, »jo ikke en isoleret lille Sag om en Direktør, der har beriget sig eller ikke beriget sig. Det er et Led i den store, landsfarlige, landsskadelige Landmandsbanksag. Det er et Led i den Sag, for hvilken Staten har maattet paatage sig en Garanti for 1000-1200 Mill. Kr. Det er i sidste Instans Staten, der skal betale det Tab, som Transatlantisk Kompagni har paaført Landmandsbanken. Skulde det ikke være en Sag, der vel egnede sig til, at den fulgtes med Interesse

*) Hertil kunde og burde der passende have været svaret, at ifølge gængs Praxis giver Justitsministeriet jo netop ofte Appelbevillinger til Private, efter at Lovens ordinære Appelfrist er udløbet - saa meget nemmere da til Anklagemyndigheden!

276

ogsaa af Landets Justitsminister?« Ligesaa haardt tog Grev Bent Holstein fat, idet han ogsaa gjorde gældende, at Sømmelighedshensynet baade overfor Lovgivningsmagten og overfor den almindelige Retsbevidsthed burde have foranlediget, at Landsrettens Dom var bleven indanket. Uvilkaarligt rejste sig her paa ny Spørgsmaalet, om det atter var de skjulte Kræfter, det tredie Ting, der havde forhindret Sagens Appel til Højesteret. »Er der nemlig«, bemærkede han, »nogen Sag, hvori det tredie Ting er interesseret, og hvori det tredie Ting er delagtigt, saa er det Spørgsmaalet om Transatlantisk Kompagni. Under Forhørene i Landmandsbanken har det Gang paa Gang vist sig, at saa snart der var Tale om Transatlantisk Kompagnis Forhold, det Russisk-Østasiatiske Dampskibsselskab og Østasiatisk Kompagni, blev Tæppet rullet ned; saa blev der ikke undersøgt videre, saa gik man udenom«. Det var kraftige Anklager - men der var ingen i Rigsdagen, der havde Mod til at imødegaa dem.

Konservative Mænd som Grev Bent Holstein og Grosserer Lemvigh-Müller stemte for den socialdemokratiske Dagsorden, som imidlertid forkastedes med 67 mod 61 Stemmer. Venstres Dagsorden forkastedes ligeledes, medens det konservative Partis vedtoges med 23 Stemmer, hvorved 113 Rigsdagsmedlemmer tilkendegav, at de hverken ønskede at stemme for eller imod. Omendskønt Regeringspartiet Venstres Dagsorden var bleven forkastet, drog Regeringen ikke den nærliggende Konsekvens, i det mindste at lade Justitsministeren falde. Den bevarede hellere sine Taburetter. Og Harald Plums Sag var reddet. Plum havde fundet sine Vaabendragere i Rigsdagen: i Venstreregeringens Medlemmer og - n a v n l i g i Christmas Møller!

Harald Plum, der sammen med sin Fætter, Erik Plum, overværede Folketingets Forhandlinger, modtog selvfølgelig denne Udgang af Forhandlingerne som en særlig Oprejsning. Naar Domstolene kom til en i Realiteten fuldkommen Frifindelse, og Rigsdagen saa eftertrykkelig som skildret gav Udtryk for, at de af ham begaaede Forseelser mod Lovens Bestemmelser var tilstrækkelig sonet med en Bødestraf paa 4.000 Kr., var der selvfølgelig ikke noget at sige til, at han følte sig som et fuldt rehabiliteret Medlem af det danske Samfund, der nu kunde begynde forfra med sine saa vel estimerede Forretningsmetoder. Han behøvede iøvrigt paa det Tidspunkt slet ikke nogen særlig Tilskyndelse til at fortsætte, da han allerede den Dag, han blev dømt, var langt inde i nye Millionbedragerier!

Som Leder af Det transatlantiske Kompagni havde han altid holdt The Crown Butter Export Co. udenfor. Desuden The Scandinavian Preserved Butter Company (Busck jun. & Co.), som var det Foretagende, der først, allerede i Aaret 1874, havde begyndt med Eksport af Smør til de oversøiske Pladser, men i Efteraaret 1915 indledede et Samarbejde med The

277

Crown Butter Export Co. og derved fra 1. Januar 1916 stod under Harald Plums Ledelse. I 1918 blev han endvidere Indehaver af Firmaet P. F. Esbensen. Med Hjælp af Kreditter, som Plum, efter at Landmandsbankkrakket var overstaaet, fik hos Folkebanken, Privatbanken og udenlandske Forbindelser, lykkedes det ham nu, efter 1923, ved Siden af de nævnte Selskaber at udbygge de ældre og at trænge ind i nye Foretagender, i hvis Bestyrelser der atter

figurerede et stort Antal gode og fine Navne. Da Harald Plum 1929 var ude for en ny Katastrofe, var han igen ledende Mand indenfor flere Aktieselskaber, hvoraf skal nævnes:

The Crown Butter Export Co. I Bestyrelsesraadet sad 1929 bI. a. Oberstløjtnant Torben Grut, ORS. E. Falk Jensen, Prof. Heinr. Wenck, Højesteretssagfører Martensen-Larsen og Viceadmiral Henri Konow. Direktionen dannedes af Harald Plum, Eskil Yding og N. C. Mikkelsen. (1928 Akt. Kap. 1 ½ Mill. Kr.).Mælke-Eksport-Kompagniet med d’Hrr. HRS. Martensen-Larsen, Harald Plum og N. C. Mikkelsen i Bestyrelsen. (Akt. Kap. 500.000 Kr.).TheScandinavian Preserved Butter Company (Busck jun. & Co.). Bestyrelsesraadet bestod 1929 af Ing. N. M. Plum, Professor Hans Brix og Oberstløjtnant Torben Grut. Direktør var Harald Plum. (Akt. Kap. 300.000 Kr.).The United Danish Butter Preserving Co. Ltd. Medlemmer af Bestyrelsesraadet var Borgmester Ernst Drechsel, Aarhus, Kommandør V. C. L. Schlüter og Kaptajn Georg Schack, Direktører var Harald Plum og Yding. (Akt. Kap. 175.000 Kr.).

Desuden havde han faaet stærk Indflydelse paa talrige andre Selskaber saasom:

A/S L. E. Bruun, Eksportforretning, hvor Højesteretssagfører Viggo Holten-Bechtolsheim, Direktør Percy Ibsen, Generalløjtnant Gørtz, Generalkonsul Norstrand, ORS. Krarup, den chilensiske Minister Wessel og Godsejer Tranberg sad i Bestyrelsen. (Akt. Kap. 3 Mill. Kr.).A/S Det Forenede Danske Mælke Eksport Co., i hvilket Bestyrelsen dannedes af de lige nævnte HRS. Martensen-Larsen, Direktør Percy lbsen og Generalkonsul Franz Norstrand. (Akt. Kap. 2 Mill. Kr.) Dette Selskab startedes 1925 for at redde den Eksportvirksomhed, som var brudt sammen for Andelsmejeriernes Sammenslutning.A/S Det Nordiske Trust Co. (The Northern Trust Co., Ltd.), i hvis

278

Bestyrelse Vekselerer A. de Conninck Smith sad som Delegeret, som Medlemmer desuden ORS. V. de Conninck Smith, Grev Frederik Otto Moltke, Baron Axel Blixen Fineke, Sevedøgaard, Grosserer H. N. Hansen, Hestkøbgaard og 4 Herrer i New York, deriblandt en Bankier H. C. Schwab. (Akt. Kap. 4 Mill. Kr.).A/S Christian Wulff & Co., i hvis Bestyrelsesraad Overretssagfører Carl Plum sad som Formand, samt Ingeniør Niels Munk Plum, Greve Emil Juel-Vind-Frijs, Malmø, og ORS. V. de Conninck Smith. Direktør var Vilh. Meyer. (Akt. Kap. 1 Mill. Kr.).A/S Vitamin Mælkekompagniet. Bestyrelsen bestod af Direktørerne N. C. Mikkelsen, R. Aistrup, Eskil Yding, HRS. Martensen-Larsen, Grosserer S. Burmeister, Vekselerer Erik Heiberg og Kammerherre Fred. Tesdorpf.

Det sidstnævnte Selskab, som i Virkeligheden lededes af Harald Plum, havde Brugsret til Udnyttelse af Mælketørringsmetoden »Niro« og stod i nærmeste Tilknything til Itaminfoder-Kompagniet, det tyske Vitamin-Kunstmælk Co. og Vitamin-Foderforretningen i Malmø. lalt var Harald Plum i 1928 atter interesseret i henimod 20 Selskaber, igennem Nordisk Trust bI. a. ogsaa endnu i Dansk Rekylriffel-Syndikat, desuden i Maskinfabriken og Jernstøberiet »Vølund«, De forenede Jernstøberier og i Skandinavisk Vaaben- og Ammunitions-Kompagni. *)En mægtig Ring af store Foretagender var altsaa paany opbygget under Plums Lederskab, og fremragende Mænd havde ikke undset sig for atter med deres gode Navne at dække over Forretninger, der senere afsløredes som ren Svindel og Bedrag. Alt dette var saa meget mere uforstaaeligt, som Harald Plum under den første Proces om Landmandsbankens Krav havde afstaaet hele den Plum’ske Legatstiftelse og sin egen Formue, der tilsammen var vurderet til 635.000 Kr., hvor udover Plum forpligtede sig til straks at betale 200.000 Kr. og derefter 400.000 Kr. i Løbet af 6 Aar. Plum havde ikke holdt Ord, men de Personer, der senere stillede sig til hans Raadighed, burde dog have vidst, at han i Virkeligheden havde afstaaet alt, hvad han ejede, og at det derfor idetmindste var ejendommeligt, at han til Trods herfor disponerede over store Midler. Men den Mistanke opstod altsaa ikke. Tværtimod: Harald Plum skulde atter blive en af Landets mægtigste og mest ansete Forretningsmænd. Han kunde atter faa alle de Laan, han ønskede, kunde udvide sine gamle Interesser i Smør- og Mælkeeksporten, kunde oprette en ny Mælketørringsindustri, atter leve sig ind i Rollen som den formaaende og formuende Handelsfyrste.

*) Jvf. Art.: Mændene omkring Harald Plum, i »Politiken«, 26. 10. 1929.

279

Og Selvfølelsen hos Manden voksede sig atter stærk. 1926 blev for ham det store Aar, da han kunde spejle sig i sin genvundne Anseelse og til Minde om sig selv paa Øen Thorø udenfor Assens, som han allerede havde erhvervet 1917, oprette sine Mindesmærker samt Mausoleet for sig selv og sine Hunde, for ogsaa udadtil at bevidne, at han atter var blevet Hersker i sit eget Rige. Thorø skulde være hans Domæne, skulde være hans Hvilested. I sine Dagbogsoptegnelser fortæller han allerede den 3. Decbr. 1919, at han har haft et Udkast til sit Gravsted paa Thorø under Overvejelse. Han fortæller, at det har oplivet ham i høj Grad, omendskønt der sandelig ikke skulde saa lidt til at kvikke ham op. Og saa trøster han sig med, at han dog i sit »forholdsvis begivenhedsrige Liv vil have opnaaet paa et eneste Punkt at udrette noget varigt og værdifuldt til Fordel for sig selv«. Snart tog han fat paa Planen. Endnu før Processen i Sagen om Det transatlantiske Kompagni var endt, var Gravmonumentet, hvis Rejsning kostede 100.000 Kr., oprettet. Ogsaa Gravstederne for Hundene kostede adskiIlige tusind Kroner. Den 3. Juli 1926 indviedes paa Øen Carl Bonnesens mægtige Broncegruppe »Thors Kamp med Jætterne«, paa hvilken den bageste Jætte, der angriber bagfra, efter Plums Ønske bar H. N. Andersens Ansigtstræk. Ved Afsløringen holdt prof. Hans Brix Festtalen, i hvilken han fejrede Tordenguden og Jættedræberen Thor, saaledes som han dyrkedes i Oldtiden, og som han i det nittende Aarhundrede var genskabt af Digtere og Kunstnere. Nu bares Thor atter højt af sin Ø i det fri Bælt, og vide skulde han ses fra Thorø af søfarende Mænd fra alle Verdens Egne; naar de paa deres Skibe styrede ned gennem Bæltet; her vilde Thor nu staa »som et BiIIede paa den Aand, der har raadet, og som i Fremtiden skal raade i Danmark«.*) Der var Fest paa Øen og Fest i i Byen Assens i Anledning af denne Begivenhed. Selvsamme Dag om Formiddagen lod Plum ogsaa afsløre et Monument til Minde om den engelske U-Baad »E 13«, som løb paa Land ved SaItholmen og derefter blev sammenskudt af tyske Torpedobaade. Paa Monumentet fandtes Undervandsbaadens Anker. Ved Middagen i SkovpavilIonen fejredes Slægten Plum bI. a. af Billedhugger Bonnesen og Statshovedrevisor Hertel Wulff, og Plum fejrede i Anledning af det sidstnævnte Monuments Afsløring Englands Nation som det danske Folks Ideal til Lands og til Søs, hvorefter en engelsk Presserepræsentant, Mr. Calvar, holdt Takketalen. Endelig afsløredes den 30. November s. A. paa Øen Thorø en Mindesten for Rolf Krake. Til alt dette var der Penge til Raadighed, men aldrig faldt det den nye Bestyrelse for Landmandsbanken ind at kræve Plum for Betalingen af det Tab, han havde paaført Banken, end ikke Legatstiftelsens Midler blev ham af-

*) Jvf. Professeor Hans Brix’ Tale paa Thorø, Kronik i »Assens Amts Dagblad«, den 2. og 3. August 1926.

280

krævet. I Stedet for kunde Plum hos gode Venner i Landmandsbanken købe 200.000 Kr. Aktier i Rekylriffel-Syndikatet og paa disse laane 300.000 Kr. hos andre Banker. Og laane kunde han, saa meget han vilde, hovedsageligt hos Folkebanken for København og Frederiksberg, hvor hans Fætter, F. C. Bretteville Plum, var en af Direktørerne.Men i Oktober 1929 brast Sæbeboblen.Atter, som i 1920, var det Etatsraad H. N. Andersen, der førte det dræbende Slag. Han foranledigede, at Privatbanken sagde en Millionkredit i Crown Butter Co. op, krævede, at der skulde føres en Undersøgelse til Bunds i dette Firma, og at Plum omgaaende skulde fjernes. Dermed kom Lavinen i Skred. Folkebankens Aktier faldt den 23. Oktober 1929 fra 105 ½ til 89, og samme Dag maatte Bankens Direktion i Forhandlinger i Nationalbanken bede om de andre Storbankers Hjælp til Rekonstruktion af Banken. Det havde vist sig, at Banken havde lidt Tab ved Engagementer i Aktieselskaberne Crown Butter & Co., E. L. Bruun og de dermed forbundne Selskaber, og at disse Tab var opstaaet paa Grund af Besvigelse og falsk Bogføring indenfor Selskaberne, foretaget af Harald Plum. Engagementerne beløb sig til ialt 5 Mill. Kr. Den følgende Dag maatte det Plumske Finansieringsselskab Christian Wulff & Co. standse sine Betalinger, og Bestyrelserne for Crown Butter Bt Co. og A/S E. L. Bruun besluttede deres Selskabers Likvidation, mens Det Nordiske Trust Co. midlertidig standsede sin Betalinger.

Samtidig begik Harald Plum Selvmord paa sin Gaard paa Thorø. Ogsaa i sine sidste Levedage spillede han imidlertid Komedie. To Gange skød han sig. Ind imellem skriftede han sine Synder overfor sin nære Ven Højesteretssagfører Martensen-Larsen, som han havde tilkaldt fra København. Selve Tildragelserne paa Thorø var

meget mystiske og er til Stadighed bleven omgivet af et tæt Slør. Den 28. Oktober besluttede rigtignok Rigsadvokat Goll, at Plums Selvmord skulde gøres til Genstand for en retslig Undersøgelse, men den 25. Decbr. s. A. meddeltes der, at der ikke vilde blive yderligere foretaget i denne Sag!Allerede den 24. OktobeD blev det bekendt, at Justitsministeren vilde lade den nye Bedragerisag undersøge ved en særlig Kommissionsdomstol. En Uge senere arresteredes Eskil Yding, og i Foraaret foretoges omfattende Kommmissionsundersøgelser. Ved den endelige Opgørelse af Tabene indenfor de forskellige Selskaber, som havde tilhørt den nye Plum’ske Ring, viste det sig, at disse beløb sig til ialt 36 Mill. Kr., hvoraf Tabene ved Harald Plums Bedragerier androg ikke mindre end 15 Mill. Kroner. Der blev indledet Straffeproces mod syv af Plums nærmeste Medarbejdere, og den 16. December 1930 faldt der Dom. Direktør A. de Conninck Smith, som var tiltalt for Bedrageri efter Straffelovens § 251 ved at have formaaet Folkebanken til at staa i Bankforbindelse med Nordisk Trust, blev dømt

281

til 3 ½ Aars Forbedringshus og Revisor Henning Rothe til et Aars Forbedringshus efter Paragrafferne 251 og 257 for at have udarbejdet en urigtig Status og tillige for i Strid med Sandheden at have erklæret, at Harald Plum ikke stod som Debitor i Nordisk Trust. Chr. Wulff fik samme Straf som Rothe. Eskil Yding blev kendt skyldig i Bedrageri og dømt til 2 Aars Forbedringshus, medens Prokurist Starup blev dømt til 40 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost efter § 253 jævnfør § 58, 1. Stk.

Endelig - i Foraaret 1931 - indlededes ogsaa Undersøgelse mod Bestyrelsesmedlemmerne i del Plum’ske Selskaber for Overtrædelse af Aktieselskabsloven. Mod disse faldt Dommen den 13. Marts s. A. Alle Tiltalte blev ikendt Bøder, nemlig:

HRS. Martensen-Larsen og Direktør Vilhelm Meyer hver 4.000 Kr., Ingeniør Niels Munk Plum 3.000 Kr.,

Kontorchef Carl, Plum, ORS. V. de Conninck Smith, Greve Emil Juel-Vind-Frijs, Direktør Niels Chr. Mikkelsen, Revisor Marius Smith, Direktør Albert Jørgensen og fhv. Direktør Andreas Grut hver 2.000 Kr.,Grev Frederik Otto Moltke 1.500 Kr.,

Viceadmiral Henri Konow, Generalmajor Torben Grut Hansen, Professor Heinrick Wenck, ORS. Ejnar Falk Jensen, pens. Overintendant Baron Carl August Blixen Fineke hver 1.000 Kr.

Tre af de Anklagede appellerede Byretsdommen, saa Sagen tildels kom til Behandling ved Østre Landsret. Denne Ret stadfæstede den 3. Juli 1931 Byretsdommen for Viceadmiral Konows Vedkommende, medens Bøderne for Højesteretssagfører Martensen-Larsens og N. M. Plums Vedkommende nedsattes til 3.000 Kr. De erkendtes for strafskyldige efter Aktielovens § 56.

Dermed var sidste Akt i Harald Plum-Affæren udspillet. Den kunde være undgaaet, hvis Regering og Rigsdag i 1923 havde draget grundig Omsorg for Afstraffelsen af de Personer, der havde drevet deres forbryderiske Spil med Samfundets Værdier, og hvis de navnlig havde sørget for, at Harald Plums og Eskil Ydings Tilbøjeligheder til Svindel og Bedrag var bleven stillet i kraftig offentlig Belysning. Men en saadan Retshaandhævelse laa aabenbart ikke i de borgerlige Partiers Interesse, og Kapitalmagten var som nævnt stærk nok til at forhindre den.

Med Hensyn til Dommen over Plum havde L. V. Birck givet Udtryk for sin dybe Skuffelse over for »Jyllandsposten« (11. 11. 1923), idet han erklærede:

282

»Dommen viser i hvert Fald, at der i mange Tilfælde sker de mest skadeliggørende Handlinger paa den mest skadeliggørende Maade, som Loven ikke kan eller vil ramme, og hvor det undertiden kan være tilladeligt at tage en Bondedom af samme Art, som Christian den Anden tog over Peder Oxe. Jeg tror, Plum skal være tilfreds med, at en Nævningedomstol af Købmænd med almindelige Købmandsidéer ikke har afsagt Dommen. Jeg er altsaa ikke Jurist. Men jeg kan ikke glemme Tabet af 150 Mill. Kr.«

Ligesaa skarp en Kritik havde han rettet mod Eskild Yding, idet han bl. a. engang erklærede, at man ikke kunde sidde til Bords med ham uden derved at tabe sin Kaste.*) Offentligheden var altsaa advaret. Ogsaa Politikerne var blevet tilstrækkelig oplyst. Men aIligevel slap Plum saa billigt fra det, at Grever, Baroner, Officerer, Sagførere og en Haandfuld Direktører ansaa det for aldeles ubetænkeligt igen at flokkes om ham, at HRS. Martensen-Larsen i Retsforhandlingerne i 1931 endog mente at kunne anføre til sit Forsvar, at han havde næret ubegrænset Tillid til Plum og ligefrem havde oplevet et Chock, da han opdagede, at denne Mand var Svindler i stort Format. Et Held iøvrigt for disse Bestyrelsesmedlemmer, at den nye Aktieselskabslov endnu ikke var traadt

*) Da Skandalen indtraadte i 1929, gav Birck atter paa forskellig Maade Luft for sin Harme over den Mangel paa Karakter og Ansvar, som Landets ansete Mænd havde vist. Det berettes f. Eks., at han den soIklare Eftermiddag, da det nye Krak kom, dukkede op blandt Journalisterne, som ventede uden for et af Dagens vigtige Møder, og gav sin Opfattelse af Situationen tilkende ved at erklære: »Jeg havde først ventet Krakket til Foraaret. Nu maa man blot haabe, at det er Amerikanerne, det er gaaet ud over. Det maa dog være en Gud velbehagelig Gerning at snyde det Rak i disse Tider!« Det andet Plum-Krak betød i Virkeligheden en Oprejsning for ham, som 1923 havde ønsket, at Undersøgelsen maatte blive gennemført til Bunds og Plum afsløret som den Bedrager, han var. Det lyder derfor ogsaa meget troværdigt, naar »Politiken« (4. 2. 1933) fortæller, at Birck den Nat, da Plum brød sammen, sad ovre i sit Værelse i Hotel »Kongen af Danmark«s Stueetage, hvor han bag et Vindue spændt fulgte Bankmændenes Kommen og Gaaen til Mødet i Nationalbanken ved Siden af. Da Bilerne kørte frem og tilbage, bemærkede han: »De holder Blodbryllup derinde«. Og da en Lysbombe i det samme Øjeblik sprang, tilføjede han: »Der skulde hellere være kastet en rigtig Menneskebombe derind. Det er saa sjældent, vi har dem alle paa et Bræt.«

283

i Kraft paa det Tidspunkt, da Processen blev indledet; de vilde ellers have faaet en væsentiigt haardere og dermed efter almindeligt Omdømme ogsaa en retfærdigere Straf. Den mangeaarige Medarbejder ved »Social-Demokraten«, Jøden Marius Wulff, har i en Piece »Sandheden om Plum« (Kbh. 1929), villet give en psykologisk Forklaring paa denne Mands fantastiske Svindelaffærer og hans egentlig ubegribelige Indflydelse paa en Række Medmennesker. Han erklærer, at det var visse sygelige Tilbøjeligheder, der havde ført Plum, Glückstadt og Yding sammen. Han hævder, at Plum var homoseksuel, og at Glückstadt og andre ligeledes var det og af denne Grund var fuldstændigt underkastet Plums Indflydelse. »Det er«, siger Wulff, »denne homoseksuelle Tafelrunde, der beherskede Danmarks økonomiske og politiske Liv under Krigen og som en vædskende Kræftskade aad sig ind i det danske Samfundslegeme.« Man kunde lægge en saadan paastand stiltiende tilside, hvis den ikke fandt nogen Støtte i nogle ejendommelige Bemærkninger, Højesteretssagfører V. Holten Bechtolsheim fremsatte som Forsvar i Domsforhandlingen mod Yding den 28. April. 1930 ved Østre Landsret. I en nærmere Redegørelse for Forholdet mellem Plum og Yding bemærkede Højesteretssagføreren nemlig, at »Yding i sin Ungdom havde sluttet et Venskab af ideel Natur med Plum, hvorved de havde drøftet alt mellem Himmel og Jord«. Med Hensyn til den skandaløse Dom fra November 1923 hævder Wulff, at »hvis Sandheden om, hvorledes han frelste Plum fra en vanærende Dom, kom frem, vilde det afføde en Skandale uden Lige«. Det lyder meget troværdigt, selvom Wulffs Paastand om, at det hovedsageligt var Plums homoseksuelle Forbindelser i den højeste Embedsstand, der gjorde Udslaget, i hvert Fald er overdreven.

Helt ved Siden af er det, naar den nævnte jødiske Skribent søger at frikende sin Racefælle Glückstadt for al Skyld og alt Ansvar i Landmandsbankkatastrofen under Henvisning til, at Glückstadt under de givne Forhold skal have været et viljeløst Redskab i Plums Haand. Det er uden Tvivl fri Fantasi. Emil Glückstadts Magt, som jo strakte sig meget, meget videre end til Det transatlantiske Kompagni, havde større Formaal, til hvis Opnaaelse alle, der var med i Spillet, og ikke mindst Mænd som Harald Plum og Ove Ringberg, blot var Objekt, mens Glückstadt selv var den drivende Kraft. Det var Glückstadt, der skabte Grundlaget for den vilde Spekulation. Men den hasarderede Spilleaand, han skabte til Landets og Folkets uendelige Fordærv, fandt sin sidste betydelige Udløber i Harald Plum-Affæren. Derfor maa Sagen ogsaa ses i denne Sammenhæng. Jøderne var ikke selv med i dette sidste Afsnit af Gøglespillet, men det var jødisk Aand, som allerede havde givet Forretningsmetoderne

284

i den transatlantiske Koncern sit Præg, og derfor ogsaa var bestemmende for den Svindel og det Bedrag, der kom til Udfoldelse i de Plumske Selskaber efter 1923.

b) Da Overretssagfører Laurits Heine ogDepartementschef Busck-Nielsen blev kompromitterede.

Til de særligt fremtrædende Mænd indenfor dansk Konservatisme hørte i sin Tid - foruden talrige af de Mænd, som hørte til Landmandsbankens Inderkreds - ogsaa Overretssagfører Laurits Heine, Heljøde, Søn af Overretssagfører Nathan Heine og Hustru f. Trier. Om denne Mand siger Dr. H. J. Hansen i sin 1923 udgivne Piece: »Jødespørgsmaalet« S. 44 følgende:

»I Følge Kraks »Blaa Bog« fra 1922 var den jødiske Overretssagfører L. Heine Formand for den konservative Vælgerforening i København 1913-18, Medlem af Højres Repræsentantskab fra 1908, Formand for Højres Aktionsudvalg fra 1913, for det konservative Folkepartis Forretningsudvalg fra 1915, og min Smule Kendskab til den Mand hjælper mig noget til at forstaa Slapheden i det konservative Parti og særligt i den københavnske Konservatisme med Presse igennem de sidste 10 Aar! Stakkels Konservatisme, stakkels Danmark.«

Det skrev Dr. Hansen 1923, i en Periode, da han formentlig ikke har vidst noget om Overretssagfører Heines Samarbejde med Racefællerne, Vekselerer Carl O. Meyer og Direktør James Meyer i »Dansk Produkt« og endnu ikke kunde vide noget om denne Jødes ansvarsløse Holdning som Formand i Bestyrelsen for »Internationalt Assurance-Kompagni«. Dengang var Heine endnu ikke politisk set en død Mand. I den sidstnævnte Affære var han iøvrigt ikke den eneste Højremand, som blev kompromitteret. Foruden ham hørte nemlig ogsaa Højres Hovedkasserer, Landstingsmand Th. Jensen til det nævnte Kompagnis Forretningsudvalg. Desuden Departementschef i Handelsministeriet Gunni Busck-Nielsen, hvis Hustru, født Küster,

285

fra mødrene Side nedstammer fra den odenseanske Jødeslægt Weimann, og som selv hørte til Wilhelm Weimanns nærmeste Vennekreds.

Laurits Heine havde sine særlige Meriter som Foregangsmand paa det økonomiske Omraade. Han var saaledes under Krigen Medlem af Repræsentantskabet for »Private Laanebank«, som i Februar 1922 rekonstrueredes ved Sammenslutning med Landmandsbanken. Heine var Repræsentantskabsmedlem baade paa den Tid, da Stuhrs Værft i Aalborg ved Transaktioner, som senere viste sig at være kriminelle, havde paaført Banken MiIIiontab, og paa den Tid, da denne Banks hovedkuls Fusion med Landmandsbanken fandt Sted. Han var desuden Medlem af Bestyrelsen for Nordeuropæisk Reassurancekompagni sammen med nedennævnte Direktør Wiingaard fra det Internationale Assurance-Kompagni og fhv. Borgmester Carl Lehmann. Det førstnævnte Forsikringsselskab, der arbejdede med en Aktiekapital paa 3 Mill. Kr., hørte med til dem, der hurtigt gik nedenom og hjem. Hele Aktiekapitalen, og mere end det, gik tabt.

Dog Heines Stilling karakteriseres bedst ved to andre Forhold, som mere indgaaende skal behandles i det følgende.

Til en ren Farce blev Sammenbruddet af A/S F. F. Olsen & Co., Dansk Produktforretning, København, i hvilket ORS. Laurits Heine var Formand for Bestyrelsen. Firmaet var blevet stiftet 1. Maj 1913 under

Navnet A/S Dansk Produktforretning og havde den 1. August 1916 overtaget Firmaet J. Meyers Hude-, Skind- samt Garverstof-Forretning. Ved Generalforsamlingens Beslutning af 30. 6. 1917 blev dernæst ogsaa Firmaet F. F. Olsen overtaget. Firmaet handlede navnlig med Affaldsprodukter. I Bestyrelsen sad under Krigen foruden Heine Trafikinspektør Arne Jensen, Direktør Ivar B. Goldschmidt, Vekselerer A. F. Lamm, fhv. Borgmester Carl Lehmann, og administrerende Direktører var indtil Januar 1918 M. Samson og James Meyer, en nær Slægtning til Carl O. Meyer. Det drejede

286

sig altsaa om et meget udpræget jødisk Foretagende. »Dansk Produkt« havde før Krigen kun arbejdet med en Aktiekapital paa 400.000 Kr., en Kapital, som imidlertid senere successive udvidedes, indtil den i 1917 kom op paa 2,5 Mill. Yderligere Udvidelse var planlagt, men maatte opgives. Firmaet havde gode Overskud indtil 1917/18, da det beløb sig til henimod 1 Mill. Kr. 1918/19 opstod imidlertid et mægtigt Underskud paa ikke mindre end 2.072.200 Kr. 37 øre. Udbyttet androg

1914/15 10 % + 10 % Bonus,1915/16 10 % + 5 % Bonus,1916/17 20 % (nye Aktier 10 %),1917/18 27 %,1918/19 0.

Aktierne noteredes 10. Januar 1918 til Kurs 184 ½%, 2.Januar 1919 til 213 %.Paa Aktieselskabets Generalforsamling i Juni 1918 havdeFormanden meddelt, at Foretagendet var i en »Udvikling, som varslede godt for den Fremtid, man kan vente den Dag, normale Forhold indtræder«. Omkring Aarsskiftet 1918/19, da Aktierne endnu stod i omtrent 200 pCt., søgte Dansk Produktforretnings Bestyrelse Generalforsamlingens Bemyndigelse Til Udvidelse af Aktiekapitalen med 3 Millioner Kroner! Til Begrundelse for dette Andragende udtalte Formanden, ORS. Laurits Heine bl. a. følgende:

»Jeg kan i den Anledning meddele, at den første Halvdel af indeværende Regnskabsaar - Regnskabsaaret løber som bekendt fra 1. Maj til 30. April - er forløbet særdeles godt for Selskabet, idet vi har været fuldt beskæftiget paa alle Omraader, og Salget af vore Raaprodukter i dette Tidsrum naar tilnærmelsesvis op til Forretningens Omsætning i hele det forrige Regnskabsaar. De os nærstaaende Virksomheder har ligeledes arbejdet særdeles tilfredsstillende, saaledes at vi for disse 6 Maaneders Vedkommende kan regne med et passende Resultat. Den i den sidste Tid indtrufne Forandring paa hele Verdensmarkedet har selvfølgelig ogsaa haft Indflydelse paa vor Forretning, men Forholdene er dog ikke ander-

287

ledes, end at vi uden Ængstelse paa noget Punkt kan imødese den kommende Tid«.

Det mente altsaa Hr. Heine at kunne fortælle paa Generalforsamlingen i December 1918. Kort Tid senere, den 22. Januar 1919, kunde »Børsen« meddele, at Direktør James Meyer havde besluttet at trække sig tilbage fra Direktørstillingen. Dertil knyttede Bladet en Bemærkning om, at »som Forholdene har udviklet sig herhjemme, hvor Regeringens Indgriben paa saa godt som alle Omraader træder i Vejen for ethvert Initiativ og hindrer den enkelte i hans købmandsmæssige Dispositioner, vil det ikke virke

overraskende, om en god Mand som James Meyer … finder Tidspunktet egnet til at trække sig ud af Forretningsvirksomheden og se Tiden og Forholdene an«. Naa ja, helt saadan laa Sagen nu alligevel ikke, da Direktør James Meyer i Virkeligheden efterlod sig et fuldkomment falleret Selskab, og da hans Fratræden ikke netop skete paa Grundlag af en saakaldt »venskabelig Overenskomst«.

Sagen var den, at James Meyer sammen med Vekselerer Carl O. Meyer netop i Slutningen af 1918 og i Begyndelsen af 1919 havde været med til at udsprede Rygter om, hvilket stort Udbytte »Dansk Produkt» vilde give for Aaret 1919 og derved havde drevet Kurserne paa dette elendige Papir op i ligefrem fabelagtige Højder. I Januar 1919 stod Aktierne saaledes i Kurs ca. 190 og holdt sig et Stykke ind i Februar i Kurs godt 100. Da var det navnlig Carl O. Meyer, som drev udstrakt Handel med Selskabets Aktier og Aktiekuponer; en Mængde Købere hoppede paa og led store Tab, medens Hr. Meyer skummede Profiten. Imidlertid anede Børsen Uraad, og Aktierne faldt derefter, handledes ultimo 1919 til 26 ½. Det viste sig da ogsaa, at Resultatet for »Dansk Produkt« trods ORS. Laurits Heines lyse Profetier blev til et Underskud paa mere end 2 Mill. Kr. Kurserne var udelukkende blevet holdt oppe af Børsjobbere og Rygtesmedene med Vekselerer Carl O. Meyer som førende Mand.

288

Skandalen var stor! Jovist! Men den kunde selvfølgelig ikke skade Laurits Heines Anseelse som en af Konservatismens faste Støtter.

Dog værre blev det, da ogsaa Heines andet Domæne, det Internationale Assurance-Kompagni, brød sammen.

Her drejede det sig om et Forsikringsselskab, der ligesom saa mange andre Selskaber i samme Branche var blevet til i Krigstidens gyldne Gründerperiode. Næstefter det fra Landmandsbanksagen kendte Forsikringsselskab »Baltica« (Direktører: Vald. Glückstadt og Max Lester; Aktiekapital 17 Mill. Kr.) var det det største blandt de 13 Forsikringsselskaber, som oprettedes i Aarene 1915-16. Internationalt Assurance-Kompagni (I.A.C.) stiftedes i Juni 1916 med en Aktiekapital paa 10 Mill. Kr. Forretningsudvalget bestod 1918 af L. Heine (Fmd.), Grosserer Theodor Jensen og den administrerende Direktør Aage Wiingaard. I Selskabets Bestyrelse sad bI. a. Grev W. Ahlefeldt Laurvig fra Møllerup, Kammerherre G. Krag, Dampskibsreder Carl Drost, fhv. Borgmester Carl Lehmann, Professor ved Polyteknisk Læreanstalt Edouard Suenson, Vekselerer Johan Levin og den kendte socialdemokratiske Politiker Emil Marott. Store Forventninger knyttedes til dette Foretagende, ikke mindst med Hensyn til dets Virksomhed i Udlandet.Stillingen for dette Forsikringsselskab var imidlertid allerede fra det første Regnskabsaar ikke særlig gunstig og blev for Alvor vanskelig i 1921. Paa Generalforsamlingen den 29. Juni 1921 meddeltes det derfor Aktionærerne, at der maatte regnes med en Indkaldelse paa den ikke fuldt indbetalte Aktiekapital, og en saadan, paa 20 pCt. af den tegnede Kapital, blev den 23. Septbr. s. A. vedtaget. Efter en fornyet Undersøgelse af Selskabets Forhold fra Sagkyndiges Side tilbød en Koncern af Forsikringsselskaberne Skandinavia, Absalon og Rossia at staa delvis delcredere for en Kredit paa 3 ½ Mill. Kr., som Kjøbenhavns Handelsbank og Diskonto- og Revisionsbanken

289

vilde tilstede det nødstedte Selskab. Denne Hjælp blev ydet sidst i Januar 1922, efter at Selskabets Forhold var blevet grundigt undersøgt fra sagkyndige Assurandørers Side, hvorved det konstateredes, at navnlig Genforsikringsselskaberne havde forvoldt det saa store Tab, at det ikke kunde fortsætte ved egne Kræfter. Efter at der derpaa var disponeret over en Del af de nye, til Raadighed stillede Midler, erkendtes det

imidlertid, at ogsaa denne midlertidige Ordning ikke kunde holde, navnlig fordi visse udenlandske Fordringer ikke indgik i det Omfang, som man havde ment at kunne regne med, og Resultatet var, at der blev indkaldt til en ny ekstraordinær Generalforsamling den 27. Maj 1922, i hvilken Selskabets Opløsning vedtoges.

Paa denne Generalforsamling oplyste Bestyrelsens Formand, fhv. Borgmester Lehmann, bl.-a., at Aarsagen til Vanskelighederne i første Række maatte søges i at Debitorerne svigtede i stedse stigende Grad paa Grund af de mange Sammenbrud, der i den sidste Tid havde fundet Sted i Forsikringsverdenen. Men Fejlen var ogsaa, at Virksomheden fra Begyndelsen af havde været slaaet for stort op, hvilket bI. a. foraarsagede, at de aldeles uventede store Skader blev overvældende for Selskabet. Hertil bemærkede Kontroludvalgets Formand, HRS. Winther, at det nu havde vist sig, at den administrerende Direktør Wiingaard havde været aldeles uegnet til sin Post, *) og at han havde afsluttet 997 Kontrakter, af hvilke de fleste var slette. Som Eksempel paa hans Dispositioner oplyste Taleren, at Udvalget var gaaet ud fra, at en bestemt

*) Prof. Westergaard havde engang erklæret, at Danmark havde to fremragende Kapaciteter paa Forsikringsvæsenets Omraade, nemlig Konferensraad V. Falbe-Hansen og - Direktør Wiingaard. Hvad laa da nærmere, end at I. A. C. sikrede sig netop Konferensraadens Søn, der var Forsikringsmand og oven i Købet Laurits Heines Svoger, som Medarbejder. Desværre havde Forsikringsmanden Falbe-Hansen ikke de samme Evner som Faderen; i Retsforhandlingerne fremhævedes tværtimod Gang paa Gang hans fantastiske Evneløshed.

290

engelsk Kontrakt var udløbet, og man gjorde derfor Regning paa Frigørelse af et Depot paa 13.000 £, men det viste sig, at Kontrakten - formentlig ved en Middag paa Hotel d’ Angleterre - var fornyet af Direktøren, og i Stedet for at eje et Depot skyldte Selskabet 10.000 £. Ved en rent foreløbig kalkulatorisk Status havde man konstateret, at af Aktiekapitalen paa 10 Mill. Kr. var de 7 Mill. Kr. tabt.

I Aktionærernes Kritik fremkom naturligvis den gammelkendte Anke mod Bestyrelsens Medlemmer, om hvem man var gaaet ud fra, at de med deres gode Navne maatte indestaa for, at alt var i Orden. En Dr. Jacobsen ønskede, at der maatte vedtages et Mistillidsvotum til Selskabets Ledelse; han havde, erklærede han, ikke kendt Ledelsen, men i Tillid til de gode Navne, der fandtes i Bestyrelsen, Navne, der moralsk kaverede for en god Ledelse, havde han tegnet sine Aktier. Paa samme Maade udtalte Overretssagfører Bentzen fra Aalborg paa sine Mandanters Vegne, at man i Aalborg havde tegnet Aktier dels paa Grundlag af Bestyrelsens Navne, dels fordi Virksomheden omfattede Universalforsikring, men Bestyrelsen havde ikke holdt sit Program, som den burde, og ikke i de gode Aar begrænset sine Tantiemer. Heroverfor hævdede ORS. Laurits Heine, at det maatte bestrides, at Bestyrelsen ikke havde holdt sine Løfter. Der var ført et effektivt Tilsyn med Direktionen, og da man ikke fik forstaaelige Oplysninger, havde man henvendt sig til første Klasses Forsikringsteknikere. Heller ikke Løftet om Universalforsikringer var tilsidesat. Men samtidigt maatte han dog indrømme, at Wiingaard ikke havde vist sig som tilstrækkelig Ekspert, ligesom Bogholderiet heller ikke havde holdt Regnskabet a jour.

Det viste sig senerehen, at hele Aktiekapitalen var gaaet tabt og langt mere end det; Tabet opgjordes i Juni 1924 til ialt 21 Millioner Kroner.I Juli 1922 rejste Aktionærudvalget Kravet om, at der maatte indledes kriminel Undersøgelse mod Selskabets Ledelse, og den socialdemokratiske Folketingsmand Niels Andreasen

291

stillede under Finanslovdebatten den 20. Novbr. 1922 i Folketinget et tilsvarende Krav. Andreasen henviste til, at den Mand, der havde ledet Likvidationen, HRS. Bache, selv havde udtalt, at Regnskabet var misvisende, og Andreasen pointerede selv, at det var meget misvisende, navnlig da:

»de mellemeuropæiske Valutaer, Reichsmark, østrigske Kroner osv., er opført til Pari. Altsaa: Selskabets Tilgodehavende i Østrig paa et Tidspunkt, da en østrigsk Hundredekroneseddel ikke er det Papir værd, den er trykt paa, opføres til Pari, tyske Mark ligesaa, naar Talen er om Selskabets Tilgodehavender. Og Gælden til Sverige, til Amerika, til England, Landene med den høje Valuta - den er ogsaa opført til Pari. Jeg betegner det som oplagt Bedrageri«.

Andreasen erklærede, at saadanne Regnestykker kun kunde finde Sted, naar man ønskede at putte de Folk, der har betroet Selskabet deres SpareskilIinger, Blaar i Øjnene, og han resumerede, at der overfor Ledelsen nu maatte gøres Strafansvar gældende efter Aktieselskabslovens §§ 54 og 55. Handelsminister Jørgen Christensen forsvarede imidlertid endnu den 23. Novbr. de ledende Mænd indenfor Internationalt Assurance-Kompagni og hævdede, at der ikke fandtes noget Grundlag for en kriminel Undersøgelse. Men da saa senere Direktør Wiingaards Arrestation og Direktør Kiersings Selvmord fulgte, kunde den offentlige Undersøgelse ikke mere undgaas. »Social-Demokraten« gør herom gældende (13. 12. 1923), at hvis der var skredet ind i Foraaret 1922, da endnu kun 25 pCt. af Aktiekapitalen van tabt, vilde Tabet kun være blevet 3 Mill. Kr. Handelsministeren vilde senere, da denne Sag paany kom paa Tale i Finansudvalget, ikke rent ud forsvare sin Fremgangsmaade, men undskyldte sig med, at det feberhede Forretningsliv i sin Tid havde forhindret ham i at se til Bunds i Sagen. Den 12. Decbr. 1923 maatte Handelsministeren tage yderligere Konsekvenser af Sagens Forløb ved at suspendere Departementschef Gunni Busck-Nielsen i Henhold til Tjenestemandsloven, efter at denne havde paadraget sig begrundet Mistanke

292

om et Forhold, der betog ham den Tillid, som TjenestestiIlingen krævede. I den meget omfattende Forundersøgelse var det da blevet konstateret, at Departementschef Gunni Busck-Nielsen som Bestyrelsesmedlem havde beregnet sig Provision af Aktietegning hos sig selv, at han trods Advarsler undlod at skride ind mod den bedrageriske Direktør, og at han sammen med andre Bestyrelsesmedlemmer havde tilbageholdt 200.000 Kr. af den uberettiget oppebaarne Tantième for at opnaa en mindelig Ordning.

I Forundersøgelsen mod den arresterede Direktør Wiingaard i December 1923 fremkom der meget graverende Oplysninger om Selskabets Forhold, hvorved Wiingaard navnlig beskyldte Heine for at have udøvet en uheldig Indflydelse paa Bestyrelsens Dispositioner. Derved atsløredes der forskeIIige fantastiske Planer, Selskabet havde været inde paa. Saaledes havde I.A.C.’s Kontorchef ORS. Aage Frost i 1918 været i Petrograd for at sætte sig i Forbindelse med det russiske Handelsselskab »Rossia«, og Aaret efter havde samme Mand været i Sydrusland og Frost mente, at der her var indledet et godt Samarbejde. Paa Dommerens Spørgsmaal under Retsforhandlingen den 14. Decbr. 1923, hvorfor I.A.C. da ikke havde tjent noget paa den Forbindelse, svarede Frost: »Den Direktør, jeg havde hentet, Hr. Katz, stillede sig straks uviIIig overfor I.A.C. Han havde gamle Forbindelser i København, og disse maa have paavjrket ham imod Selskabet«. Katz blev senere afløst af Gouda, der kom med i Scott & CO. Forbindelsen med det russiske Forsikringsselskab »Rossia« var opnaaet ved en Assurandør Lubowitz’ Mellemkomst. Det oplystes tillige, at Wiingaard paa samme Tid efter Forhandlinger med Lubowitz havde faaet den Idé at starte et verdensomspændende Assurancefirma, der ogsaa blev stiftet og fik Navnet »International Reassurance

Brokers Company«. Dette Selskab skulde skaffe Kontrakter til I.A.C. ORS. Frost blev Forretningsfører ogsaa for I.R.B.C.,og efter hans Forklaring var Wiingaard praktisk talt den eneste Aktionær.

293

I Forhøret over Wiingaard den 15. Decbr. 1923 blev det endvidere oplyst, at Lubowitz oprindeligt havde været Medaktionær i I.R.B.C., og desuden I.A.C.’s Kontorchefer Lund og Lytting for et Syns Skyld med en Aktie hver. Men Lubowitz flygtede til Amerika, og derefter sad Wiingaard alene med Aktierne og med Ansvaret; dog erklærede sidstnævnte, at han altid havde betragtet Broker som en Afdeling af I.A.C., der da ogsaa maatte bære Risikoen. Lubowitz havde iøvrigt, før han rejste, faaet udbetalt 20.000 Kr. i Honorar og 15.000 Kr. i Rejseudgifter for sin Medvirkning ved Forhandlingerne med »Rossia«. Hvad angik Aktiekapitalen i I.R.B.C., konstateredes det endvidere, at den var ansat till 100.000 Kr., og at Overretssagfører Heine skaffede den i Haandværkerbanken, mod at det Internationale Assurance-Kompagni (I.A.C.) kautionerede. Til Oprettelsen af Forsikringsselskabet »Rossia« havde Wiingaard skaffet 6 Mill. Kr. i Diskontobanken, af hvilke I.A.C. tegnede 2 Mill. Kr. I.A.C. garanterede desuden for de 4 Mill. Kr., medens »Norddeutsche Ree« garanterede for I.A.C.'s 2 Millioner.

Da den konservative Landstingsmand Theodor Jensen blev afhørt den 18. Decbr., vilde han bI. a. ikke rigtigt indrømme, at han i Tide havde erfaret, at den i I.A.C. ansatte Direktør Kiersing før sin Ansættelse havde været straffet for Bedrageri. Jensen erklærede, at han i 1920, da der var opstaaet Ebbe i Kompagniets Kasse, havde talt med Direktør Ringberg fra Landmandsbanken, og at han derefter havde standset Wiingaard i Starten af store Forretninger i Amerika, hvortil der skulde anvendes mange Millioner DoIIars. Skønt de Forretninger, man havde haft med Amerika, viste sig at være de bedste, var hele Forholdet ikke rigtigt, idet det ikke drejede sig om Forsikring, men om Valutahandel. Jensen maatte indrømme, at han for at faa 215 Aktier tegnet, fik en Provision paa 4300 Kr., og samtidig for 150 egne Aktier en Provision paa 3000 Kr.! I Anledning af, at Bestyrelsesmedlemmerne af de af I.A.C. oprettede Datterselskaber havde faaet 200.000 Kr.

294

erklærede Th. Jensen, at man jo dog var blevet klar over, at man havde faaet disse Penge uberettiget, efter at man havde set Højesteretsdommen i Landmandsbanksagen. Derefter havde man ogsaa tilbagebetalt hele Beløbet. »Vi har«, erklærede Jensen, »arbejdet saa ærligt, som vi kunde«. løvrigt havde Jensen glemt mangt og meget, der var ham ubehageligt, og Gang paa Gang paaberaabte han sig, at han jo havde haft blind Tillid til Direktør Wiingaard, som han havde anset for at være ligefrem genial. Han oplyste endvidere, at Wiingaard i Internationalt Assurance-Kompagni havde haft Ansvaret for det forsikringstekniske, Heine for det juridiske og han selv for det kommercielle.Da ORS. Laurits Heine den 19. Decbr. var i Forhør, vilde han ligesaa lidt som Jensen anerkende de Protokoltilførsler, de selv havde sat Navn under. Heine havde bI. a. konciperet en Instruktion til Revisorerne, ifølge hvilken der skulde afstaas fra kritisk Revision. Han havde ogsaa selv underskrevet den. Da Dommeren fremlægger denne Instruktion, erklærede Heine - ligesom Dagen i Forvejen Landstingsmand Jensen - at den kendte han ikke noget til.Derefter fulgte følgende Replikskifte:

Dommer Pihl: De vedstaar vel deres egen Underskrift?Heine: Jeg tør ikke fragaa den.Pihl: Den gaar jo ikke ud paa en kritisk Revision.Heine: Nej, det gør den ikke.

Pihl: Synes De ikke, det er underligt?Heine: Jo-o.Pihl: Jeg kan forstaa, at Wiingaard var interesseret i en lempelig Revision. Men hvorledes kunde han faa Dem og Theodor Jensen til at underskrive dette Papir? De var dog interesseret i en skarp Revision.Heine: Jeg kan ikke forstaa det. Jeg kan ikke huske det. Det ligner min Underskrift.Pihl: Jeg maa have klar Besked.Heine: Jeg kan ikke huske det. Jeg ved, at den ikke har været fremlagt.Pihl: Hvorledes er den da bleven underskrevet?Heine: Ja, det véd jeg ikke.

295

Ogsaa i andre Spørgsmaal svigtede Hukommelsen hos Heine. Saaledes huskede han ikke, om han havde taget Provision af egne Aktier, og ogsaa hans tidligere Kompagnon ORS. Ludvig Bing, som var tilstede ved Forhørene, huskede intet om dette Forhold. Heine havde faaet 13.240 Kr. udbetalt i Provision, men det var ham ikke klart, om der deri var indbefattet Provision af egne Aktier. Han erklærede, at han havde underskrevet Regnskabet ubeset, at han aldrig havde foranlediget, at de Opkøb, som Wiingaard havde foretaget af Selskabets Aktier, var bleven betalt af Selskabet selv, samt at Wiingaard herunder havde været Straamand for Bestyrelsen. Han bestred at have skaffet sin Svoger Falbe-Hansen og Mølbach en fordelagtig Kontrakt med I.A.C., omendskønt det fremgik af SelskabsprotokoIlen, at Heine selv havde foreslaaet at give denne Kontrakt. Heine bestred Rigtigheden af Protokollatet, men kunde ikke bestride, at hans Underskrift var ægte nok. Han maatte indrømme, at han ikke selv havde opdaget, at han var indført som Forslagstiller.

Den 21. Decbr. var Departementschef Busck-Nielsen, den 22. Decbr. fhv. Borgmester Lehmann i Forhør; den første søgte at hjælpe sig ud af Forlegenheden med, at han ikke rigtigt havde tænkt over Forholdene, eller at han ikke huskede, hvad der var foregaaet, medens den sidstnævnte ligesom de andre hævdede, at Protokollaterne var urigtige eller ogsaa, at han ikke rigtigt havde forstaaet dem, da de blev oplæst. Med Hensyn til den Provision, han havde modtaget for egne Aktier, erklærede Lehmann, at han havde henvendt sig til Johan Levin for at faa at vide, om det var Sædvane at modtage en saadan Provision. Levin havde sagt, at det var Sædvane!

Undersøgelserne resulterede i, at der den 12. Maj 1924 blev rejst Tiltale mod Direktør Wiingaard og 4 Medlemmer af Selskabets Forretningsudvalg, nemlig mod ORS. Heine, Departementschef Busck-Nielsen, Landstingsmand Grosserer Theodor Jensen og fhv. Borgmester Carl Lehmann, medens de to øvrige Medlemmer, Højskoleforstander, Folketingsmand Fr. Nørgaard

296

og den daværende Biografdirektør og tidligere socialdemokratiske Folketingsmand Emil Marott slap for Tiltale. Da Tiltalen rejstes, var Th. Jensen endnu Medlem af Landstinget; han havde endog faa Dage i Forvejen indtegnet sig som Taler til Forsikringsloven, men da hans Parti kom under Vejr med, at alle andre Partier havde besluttet at forlade Landstingssalen, hvis han besteg Talerstolen, maatte han frafalde Ordet! Den 12. Maj 1924 fremlagdes derefter i Tinget en Meddelelse fra Justitsministeriet om, at Rigsadvokaten udbad sig Tingets Samtykke til at rejse Tiltale mod et af dets Medlemmer, en Episode, der virkede som en Haan, tilføjet Tinget af det konservative Parti, idet Partiet indtil denne Dag havde vægret sig ved at lade Jensen nedlægge sit Mandat.

Domsforhandlingen fandt Sted den 24. - 28. Juni 1924. Det oplystes her bI. a., at Wiingaard i sin Stilling som Direktør for I.AC. havde haft en samlet Indtægt paa mere end én Million Kroner, d.v.s. en

gennemsnitlig Maanedsindtægt paa 100.000 Kr. De TiItalte havde i Honorar modtaget: Theodor Jensen 145.000 Kr., Heine 141.000 Kr., Lehmann 90.000 Kr. og Busck-Nielsen 75.000, Kr. »Dette er«, erklærede Politiasessor Stamm, »omtrent ½ Million Kr., for intet at bestille.« I Forsvarstalerne erklærede Højesteretssagfører Fich bI. a., at Landmandsbanksagen og den foreliggende var diametrale Modsætninger, da Bestyrelsen i førstnævnte Sag var vidende om Depotet af »egne Aktier«, medens Bestyrelsen i »Internationale« var uvidende derom. Højesteretssagfører Knutzen, der forsvarede Landstingsmand Grosserer Jensen, gjorde gældende, at Bestyrelsen simpelthen ikke havde Mulighed for at forlade deres Stillinger, ogsaa efter at de havde indset, at de ikke var deres Opgave voksen. Forsvareren sagde herom:

»De var lænket paa Hænder og Fødder paa de Pladser, de havde indtaget. Direktør Ringberg i Landmandsbanken tvang dem til at blive, thi da Grosserer Th. Jensen en Gang var nede og tale med Direktør Ringberg, og der blev Tale om, at nogle af Bestyrelsesmedlemmerne vilde trække sig tilbage, saa bemærkede Ringberg, at hvis nogen af »Nav-

297

nene« gik ud, saa vilde Landmandsbanken opsige sin Kredit! De var lænkede til Vognen. Nej, de blev som de honette Folk de er.«

Den 4. Juli faldt Dommen. Aage Wiingaard blev dømt for Bedrageri til 2 ½ Aar i Forbedringshuset. ORS. Laurits Heine og Grosserer Th. Jensen blev hver idømt 2000 Kr. i Bøde, Lehmann og Busck-Nielsen hver 1000 Kr. i Bøde. For Bestyrelsens Vedkommende blev Tiltale frafaldet efter Aktieselskabslovens § 56 for urigtig Regnskabsaflæggelse, medens den blev dømt efter § 55 for at have beregnet sig Provision paa Tegning af egne og Venners Aktier. I de samme Dage, den 28. Juni, blev det paa I.A.C.'s Generalforsamling vedtaget, at Bestyrelsen skulde betale 200.000 Kr. i Erstatning til Kreditorerne, hvortil ORS. Levinsen rigtignok mente, at det var altfor billigt sluppet, eftersom denne Sum ikke udgjorde 1 pCt. af det samlede Tab paa ialt 21 Mill. Kr.

Dommen blev appelleret fra Anklagemyndighedens Side. Ved Østre Landsret blev alle fire Bestyrelsesmedlemmer dømt til at betale en Bøde paa hver 3.000 Kr. for Overtrædelse af Aktieselskabslovens §§ 55 og 56. De dømtes efter § 55, fordi de havde undladt at optage de 134.000 Kr. egne Aktier i Regnskabet, og efter § 56 for at have vist grov Uagtsomhed ved Regnskabsaflæggelsen.

Processen mod »Internationale Assurance-Kompagni«s Mænd havde faaet sin særlige Betydning derigennem, at det her var særligt fremtrædende Ledere indenfor det konservative Parti, som var Impliceret: ORS. Heine var Hovedbestyrelsens Formand, Grosserer Theodor Jensen Hovedbestyrelsens Hovedkasserer, og Partiet kunde endnu i December 1923 ikke rigtigt affinde sig med at sætte disse Mænd ud af Partiarbejdet. Først den 14. Decbr. meddeltes det, at de to Mænd havde besluttet at træde tilbage fra Forretningsudvalget og Repræsentantskabet.

Denne Sag forvoldte stærke Brydninger indenfor Partiet, da konservative Kredse ude i Provinsen, navnlig i Nørrejylland, krævede, at der nu skulde gøres grundigt rent Bord. Det var

298

under Hensyn til de saaledes opstaaede Vanskeligheder, at Højres Sekretær, Folketingsmand Christmas Møller, i samme Tidsrum saa sig foranlediget til at stiIIe sin Forespørgsel i Folketinget vedrørende Plum-Sagen, for paa denne Maade at aflede Opmærksomheden fra Partiets egne Skandaleaffærer og saavidt

muligt at fremkalde det Indtryk, at de Konservative var interesseret i en hensynsløs Kamp mod Højfinansens Svindel og Bedrag. Men det konservative Organ »Jyllands-Posten«, som til Stadighed havde hævdet en selvstændig Stilling og var uforsonlig overfor den københavnske Svindlerklike, der blev saa eftertrykkeligt støttet af Højres Ledelse, tog kraftigt til Orde i Anledning af de her drøftede Forhold.

Dette Blad hævdede den 16. Decbr. aabent, at som Højre selv »sidder i det, kan Partiet ikke nære Interesse for virkelig Udrensning«. Bladet fortsatte:

»Det er forstaaeligt, at det i vide Kredse er smaat med Tilliden til Udrensningen efter Krigsaarenes Udskejelser. Landmandsbank-Affærens Forløb i de fofskeIlige Stadier og Hr. Plums Bøde paa 4.000 Kr. for at formøble 150 Millioner, er just ikke tillidvækkende. Og det er heller ikke de Forhold, der knytter sig til Forespørgslen i Folketinget. Man mærkede altfor meget, at Forespørgerne generedes af det gamle Ord, at man skal feje først for sin egen Dør. Den Maade, hvorpaa den konservative Ledelse har taget Afsked med d’Hrr. Heinø og Th. Jensen, vidner ikke om nogen Forargelse paa Partiets eller Samfundets Vegne, tværtimod læser man tydeligt Forsvaret mellem Linierne. Og specielt Hr. Heine er dog ellers bleven slemt kompromitteret under Forhørene over fhv. Dir. Wingaard. Herefter hører han ikke hjemme paa de Poster, hvor der er Brug for Tillid. Det er iøvrigt ikke første Gang, man faar Indblik i hans jødiske smartness, og da han altid har været ilde lidt af Partiets Menige, er det ufatteligt, at »Kredsen« har holdt paa ham saa længe. Men Klikens Interesser maa vel have været stærkere end Partiets.

Et Parti, der bruger den Slags Folk som Vimpel, er i hvert Fald ikke skikket til at føre an i den offentlige Udrensning. Og jævne, hæderlige Mennesker har det Indtryk, at saadanne Folk fremdeles spiller en stor Rolle i de indflydelsesrige Cirkler, ikke mindst dem, der virkede bag Kulisserne. Derfor kniber det med Tilliden til at der bliver renset tilstrækkeligt ud.«

299

Det var sandelig tydelige Ord. Men Bladet havde ogsaa Grund til at tage meget energisk fat, da Partiets Ledelse Dagen i Forvejen havde ekskluderet Aarhus konservative Vælgerforening, fordi det støttede Valgkredsens konservative Folketingsmand Grev Bent Holstein og ikke vilde lade sig foreskrive fra Partiet, hvad det maatte tro og tænke om den endeløse Svindel, der bredte sig indenfor Hovedstadens Overklasse. »Det er,« bemærkede »Jyllands-Posten« ved samme Lejlighed, »et Vidnesbyrd om det uhyggelige Omfang af Krigsaarenes politiske og økonomiske og mange andre Slags Udskejelser, at man endnu ikke er færdig med Udrensningen, endskønt samtlige Statsadvokater og adskillige af Landets Domstole i flere Aar har fuldt op at gøre med disse Sager.« Det var chokerende for Partiets Ledelse, at et konservativt Organ saaledes tog paa Vej og brød sig fejl om Christmas Møllers og Pürschels Direktiver, ja, endog tilIod sig simpelthen at putte Pürschels Direktiver i Papirkurven. Men den jydske Konservatismes Organer - »Jyllands-Posten« og »Aarhus Stiftstidende« - lod sig altsaa ikke kue.

En kostelig Situation var iøvrigt ogsaa skabt derved, at den i ovennævnte Sag medskyldige Departementschef Gunni Busck-Nielsen som Embedsmand havde den specielle Opgave at overvaage Aktieselskabslovens Overholdelse og ovenikøbet netop paa det her omhandlede Tidspunkt havde forberedt Udkastet til en ny Aktieselskabslov - den samme Mand, som var Medlem af Bestyrelsen i Svindelforetagendet »Internationalt Assurance-Kompagni«, som ved grov Forsømmelighed ved Regnskabsaflæggelsen havde gjort sig strafskyldig og endvidere ved Aktietegningen havde sikret sig en uberettiget Fordel paa de øvrige Aktionærers Bekostning! Ogsaa det var altsaa muligt. Det Forslag til Lov om Aktieselskaber, som Handelsminister Jørgen Christensen fremsatte i Landstinget den 19. Decbr. 1923, var affattet under den nævnte Embedsmands Auspicier. Denne Herlighed varede imidlertid ikke længe; allerede den 12. Decbr.

300

var Busck-Nielsen som ovenfor nævnt blevet suspenderet, og den 24. Juni 1924 blev han af Statsminister Stauning indstillet til Afsked.Dog dermed led hans Anseelse udadtil selvfølgelig intet Afbræk. Ogsaa som straffet Person - 3000 Kr. Bøde – stod han ligesom sine Medskyldige, Heine, Theodor Jensen og Carl Lehmann, der var straffet paa samme Maade, fremdeles i den Blaa Bog. Og der findes Busck-Nielsen den Dag i Dag!

Hvortil der saa kun endnu en Gang skal bemærkes, at det atter maner til Eftertanke, at en Mand som Christmas Møller dristigt turde hævde, Danmark intet Jødespørgsmaal havde. Han, der som Vekselerersøn kom fra et Milieu, hvor Jøderne var særlig fremherskende, og som ovenikøbet fra 1923 var Sekretær for det konservative Partis Forretningsudvalg, hvis Formand var - Laurits Heine! Et saadant Gøglespil vilde være aldeles ufatteligt, hvis man ikke var klar over, at Christmas Møller netop paa denne Maade har troet at kunne tjene den jødiske Finansmagts Interesser bedst. At dette var Formaalet, viste sig iøvrigt i den her omhandlede Periode ogsaa deri, at Christmas Møller satte alt ind paa at forhindre Grev Holsteins Valg til Folketingsmand i Aarhus. Han haabede jo derved at kunne fortrænge den Mand, som i ganske særlig Grad havde gjort op med Landmandsbanksvindelen og nu tilsidst i Folketinget havde taget kraftigt til Orde mod den skandaløse Dom i Plum-Sagen, stik mod Christmas MøllersØnsker. Saadan en Mand skulde efter Kapitalmagtens Opfattelse naturligvis sættes hurtigst muligt ud af Spillet, og Storkapitalismens Talsmænd indenfor den københavnske Konservatisme var selvfølgelig altid rede til at lystre saadanne Paroler.Men de jydske Højremænd saa alligevel dengang anderledes paa Sagen, og deres Opfattelse fandt kraftigt Udtryk i »Jyllands-Posten« den 11. Novbr. 1923, hvor der udtaltes Ønsket om, at Tiden snart maatte være inde, »da Regimentet Pürschel-Christmas Møller-Heine har udspillet sin Rolle - og en ny Ledelse forstaar, at Aarhuskredsens programtro, trofaste Væl-

301

gere har mere Ret end et Rigsdags Koteri til at udpege Kredsens Folketingsmand«.

c) Da Theo. Kliatschko paa Københavns Børs i 1924 baissede og - Erik Glückstadt i 1925 fra New York haussede Kronen.

De alvorlige Bestræbelser, som fra Efteraaret 1923 udfoldedes fra Regeringens Side for at stabilisere Kroneværdien og om muligt at genindføre Pariværdien, fulgtes selvfølgelig med største Interesse fra den internationale Kapitalmagts Side, da den her vejrede nye Muligheder for ved Valutaspekulation at tilvende sig Kursgevinster paa Landets Bekostning. Rigsdag og Regering inviterede jo ligefrem til en saadan Spekulation ved i første Omgang mod Slutningen af Aaret 1923 at oprette det saakaldte Kursegaliseringsfond. Efter at Staten hos Hambros Bank i London (som i denne Sag stod i Samarbejde med fire andre engelske Banker) og hos National City Bank i New York havde faaet det fornødne Laan paa 100 Mill. Kr. i udenlandsk Valuta (2,7 Mill. £ og 10 Mill. $), kunde Livtaget mellem de jødiske Spekulanter i Ind- og Udland paa den ene Side og Egaliseringsfondet paa den anden Side sætte ind. Fondet trak naturligvis det korte Straa. Til Trods for de store Midler, som nu stod til Raadighed for Nationalbanken og Regeringen til Stabilisering af Kronekursen, satte bI. a. den 21. Januar 1924 et voldsomt Valutabegær ind, og dermed brast i første Omgang Forudsætningerne for Valutaegaliseringsfondets heldbringende Virksomhed. Landet var nu ude for en Prisstigning, der var stærkere end paa Verdensmarkedet. Børsen maatte tage Konsekvensen af denne Udvikling ved bl. a. i nogle Dage at udsætte Noteringen for Korn, Foderstoffer, Mel og Klid, Nationalbanken ved at forhøje Diskontoen fra 6 til 7 pCt. og Regeringen ved i

Huj og Hast at indføre kraftige, midlertidige Toldforhøjelser for udenlandske Varer som tørrede Frugter, Figener,

302

Dadler, Korender, Krydderier, visse Manufakturvarer osv. og ved at indføre Omsætningsafgift af Motorkøretøjer. Dog, intet hjalp! Stærke Kurssvingninger fortsatte i Februar og Marts 1924, og Kursegaliseringsfondets Midler var i Løbet af faa Uger opbrugt. Staten maatte betale Gildet med ca. 100 Mill. Kr., da de fire private Hovedbankers Andel i et eventuelt Tab, ifølge Lov af 15. 11. 1923 om Oprettelsen af Fondet, ialt ikke skulde overstige 3 1/4 Mill. Kr.

Om Aarsagerne til den hurtige Standsning af Kursegaliseringsfondets Virksomhed, som efter den oprindelige Plan skulde have strakt sig over to Aar, oplyser »Social-Demokraten« den 27. Febr., at den i væsentlig Grad, skyldes »Kronesnylternes Færd«. Der bemærkes endvidere: ”I sagkyndige Kredse hævder man den Opfattelse, at Baissisterne simpelthen har organiseret Opkøb, af den Valuta, som Nationalbanken kastede ud. At Nationalbanken ikke har været opmærksom derpaa, og at Regeringen intet har gjort for paa et tidligere Tidspunkt at komme Uvæsenet tillivs, staar særdeles vel til den Passivitet, disse to Faktorer er vant til at udvise overfor Samfundets økonomiske Ulykker«. Disse Paastande indeholdt en frygtelig Anklage mod Landets finansielle Styre; men Bladet havde uden Tvivl Ret. Katastrofen var de internationale Børshyæners Værk; det var dem, der spandt Traadene fra København til Malmö, til London, Paris, Amsterdam osv. og de spekulerede i Baisse, indtil Kursudjævningsfondet var tømt til sidste Hvid. Saadan laa Landet. Men det søgte den borgerlige Presse naturligvis at holde skjult; højst kom det til, at der i denne Presse taltes om, at de handelsbalanceforbedrende Foranstaltninger ikke havde været tilstrækkelige. Og dog havde de været mere end nok Anledning til eftertrykkelig at pege hen paa Børsjobbernes djævelske Spil netop i denne Sag, da Baisse-Spekulanternes Færden jo til dels ogsaa kunde iagttages her i Landet og gav grundigt Syn for Sagen.

Om Egaliseringsfondets sørgelige Endeligt meddeltes i »Kristeligt Dagblad« den 28. Februar saa at sige i Forbigaaende at

303

»saalænge det endnu var i Virksomhed, dannede det en Modvægt mod Spekulationerne i fremmed Valuta. Nu er i Virkeligheden Fondets Midler brugt saaledes op, at man ikke kan forsvare at anspænde det yderligere, og det spiller derfor for Tiden ingen som helst Rolle«. NB: Da Pengene var opbrugt, standsede ogsaa Spekulationen! O, sancta simplicitas! Neergaards Laan paa eet Hundrede Millioner Kroner, som den danske Stat skulde betale tilbage i 1925, var - borte med Blæsten. -

Den mest ejendommelige ved denne Sag er, at hverken Rigsdag eller Regering nogen Sinde har krævet Regnskab over de mægtige Milliontab, som opstod ved de her omhandlede Kursudjævningsforanstaltninger. Det var jo ganske aabenlyst, at her havde de anonyme Finansgrupper atter været paa Spil; den internationale jødiske Finansmagt, der bestemmer Nationernes Skæbne. Det var denne Magt, der ydede Danmark Laanet paa de hundrede Millioner Kroner i engelsk og amerikansk Mønt, som Veksel- eller Overtrækskredit, og senere ved Baissespekulationer borteskamoderede disse Penge, tilranede sig dem i Løbet af ganske faa Uger. Men det danske Folkestyre saa sig altsaa ikke heraf foranlediget til at undersøge, ved hvilke Transaktioner Kursegaliseringens Midler gik tabt, og man indskrænkede sig til at konstatere Faktum! Saa skamløst satte Parlamentarismen sig ud over Skatteborgernes Interesser. Kun en enkelt Sag, Kliatschko-Affæren, blev modstræbende undersøgt; men ellers forstod man at strø Sand over det Hele!

En første Antydning om, hvem der havde været med til at baisse Kronen her i Landet, fremkom den 20. Februar 1924 i »Ekstrabladet«, idet der meddeltes, at »et kapitalstærkt Konsortium har en væsentlig Skyld i Kronens Fald«. I Artiklen hed det endvidere: »Banden, der bestaar af kendte danske Sam-

304

fundsstøtter, har efter Sigende kaaret en Udlænding med en ikke helt ren Fortid til deres Leder, og deres Operationer foregaar dels her i Byen, dels i London og dels i andre europæiske Hovedstæder«. Paa Spørgsmaalet, hvem der er de fem Jobbere, kan »Social-Demokraten« allerede den følgende Dag meddele, at i det mindste fire af dem, der tilhører »det LandsskadeIige Konsortium, der slaar Kronen ned«, kan nævnes. Det drejede sig herved om Theo Kliatschko, Glückstadts forhenværende Kornekspert, hvis Navn før i Tiden navnlig havde været knyttet til det »af Landmandsbanken startede Nordisk Oversøisk Handelsselskab«, desuden Grosserer Dethlef Jürgensen og de to Outsider-Vekselerere Carl O. Meyer og Oscar Siesby. Operationerne udførtes dels i København, dels i London og dels gennem Medhjælpere i Malmö. En særlig stor Dag havde disse Spekulanter haft Lørdag den 16. Februar 1922, da det lykkedes dem at jobbe Sterlingkursen op til 27,35 mod 27,00 Dagen i Forvejen, hvorved Kursen endda om Lørdagen efter Børsens Slutning var drevet helt op til 27,55. Den 22. Febr. 1924 kan »Social-Demokraten« meddele, at ogsaa Vekselerer Poggensee hører med til den Kreds af Personer, der havde baisset Kronen.

I denne Anledning blev efterhaanden forskellige Enkeltheder med Hensyn til denne storstilede Transaktion bekendt. Det store Opkøb i Sterling var blevet indledet den 5. Februar. Køberen havde i rent Spekulationsøjemed ønsket 200.000 £ og forskaffet sig denne udenlandske Valuta gennem enkelte Vekselerere i Leveringen af 5.000 à 10.000 £. Denne forcerede Efterspørgsel paa et Valutamarked, som allerede i Forvejen viste store Kurssvingninger, havde en Prisstigning paa den udenlandske Mønt til Følge og foranledigede, at nu ogsaa andre, der havde Brug for Sterling til reelle Formaal, saa sig tilskyndet til hurtigst muligt at dække deres Behov i fremmed Valuta af Frygt for yderligere Prisstigning. En Bankmand, der gav disse Oplysninger til »Social-Demokraten«, tilføjede, at Kliatschko's Manipulationer havde gjort en Kapital paa muligvis 1 Mill. Kr.

305

fornøden og bemærker dertil: »Dette er, kort sagt, Gangen i denne landsskadelige Manipulation. Vedkommende Person har lavet en Terminspekulation paa kort Sigt - og er sluppet godt fra det! Han har formentlig tjent ca. 50.000 Kr.«.

Der fandtes Hovedstadsblade, der langt om længe i denne Anledning kom til det Resultat, at den Slags Spekulation i den danske Krones Nedgang var landsskadelig, og at der maatte gribes ind fra Lovgivningsmagtens Side for at forhindre, at Kronen baissedes paa denne uansvarlige Maade. Dog, den bedste Forstaaelse for denne Sags uhyggelige Alvor viste »Landmandstidende«, som krævede aldeles omgaaende Politiundersøgelse iværksat og eventuelt ogsaa en Undersøgelse fra Regeringens Side. Og vi ved«, fortsætter Bladet, »at dersom det skulde vise sig at være rigtigt, da vil snart sagt ingen Straf være haard nok overfor en saadan Forbrydelse. Det vil ikke være nok, at tage disse Forbrydere og Landsforrædere ved Vingebenet. Thi man bør da være bombesikker paa, at de ikke har været ene om det. Vi maa da kræve en omgaaende og indgaaende Undersøgelse, hvori det i Løbet af den kortest mulige Tid oplyses, hvem der beskæftiger sig med disse uhyggelige Forretninger, om det er deres egne Midler, de »arbejder« med, hvilken Pengeinstitution der eventuelt forstrækker dem med Midler, og hvilke Midler Samfundet har i sin Haand til paa den mest haardhændede Maade at uskadeliggøre disse vort Samfunds Vampyrer. Dette kræver vi - og det skal ske straks. Det er den første Betingelse for, at vor Krone kan indtage den Stilling, der tilkommer den«.

Det konservative Landstingsmedlem, Børskommissær Julius Schovelin, ser selvfølgelig helt anderledes paa Sagen. De to gæve jødiske Spekulanter Carl O. Meyer og Oscar Siesby henvendte sig straks til ham som deres »naturlige Værge«, og Schovelin fører straks et kraftigt Forsvar for disse Baisse-Spekulanter i »Berlingske Tidende«! Denne Mand anser Sigtelsen mod Siesby for grundløs, erklærer, at han ikke kan tage Stilling til Kliatschko's og Jürgensens Dispositioner, og at han

306

endnu ikke kan udtale sig om Meyers Transaktioner. Men saa fortsætter Børskommissæren:

»I mine Øren klinger den Tale ganske fantastisk om et sligt »landsskadeligt Konsortium, der systematisk slaar Kronen ned«. Det manglede bare, at vi paa Grundlag af slige løse Forlydender skulde have en ny Restriktionslovgivning, som vilde hæmme den glædelige Udvikling, hvori Københavns Devisehandel befinder sig - København turde være i Færd med at blive en vigtig Valutaplads i Nordeuropa. Men - hvad kan Klodrian’er og Rygtesmede ikke ødelægge«.

Disse af utrolig Storhedsvanvid og Ansvarsløshed prægede Anskuelser vovede altsaa Julius Schovelin at fremsætte overfor Offentligheden i en Periode, da netop Devisehandelen paaførte Statskassen, Skatteborgerne, et nyt Tab paa cirka eet Hundrede Millioner Kroner!

Hans Betragtninger blev imidlertid ikke upaatalt. Udviklingen viste nemlig meget hurtigt, at det her drejede sig om en utrolig Børsskandale, og at de Børshyæner, som oprindeligt beskyldtes for at have baisset den danske Krone, ogsaa havde baisset Franc’en og derved endda var saa dristige i en Annonce paa første Side i »JylIands-Posten« den 9. Januar 1924 ganske aabent at meddele at »Baisse-Operationer foretages«. Vilkaarene kunde man erfare ved Henvendelse under Mærket »Baisse« til et københavnsk Annoncebureau. Det franske Blad »Journal« kunde senere henvise til, at netop to Dage efter, at denne Annonce var fremkommet, begyndte Baissen i den franske Valuta.Her var Theo. Kliatschko ligeledes Hovedmanden. Og samtidigt oplystes det, at den samme Mand allerede i 1922 sammen med Vekselerer Carl O. Meyer havde indledet kæmpemæssige Baisse-Spekulationer i den czekoslovakiske Krone, Spekulationer, som det først lykkedes at slaa ned, efter at Regeringen i Prag havde grebet kraftigt ind. Da disse nye Afsløringer kom, maatte Schovelin ogsaa overfor »Nationaltidende« lavmælt indrømme, at han dog maaske med Hensyn til Kliatschkos Virksomhed havde taget fejl.

307

Ved nærmere Undersøgelse af Kliatschkos Forhold fremkom iøvrigt endnu nogle særligt interessante Oplysninger. Han var kommet til København i 1903 som Repræsentant for Korn- og Bankfirmaet Louis Dreyfus & Co. i Paris. Hans Firma medvirkede i 1910 til Optagelse af Laan i Frankrig for Hr. Neergaard, der da var Finansminister i Ministeriet Berntsen. Trods de store Tab, Kliatschko senere forvoldte »Nordisk Oversøisk Handelsselskab«, bevarede han selv en betydelig Formue og var navnlig under Krigen en Forgrundsfigur i Storstadens Natteliv i en Kreds af meget tvivlsomme Elementer. Uden at være dansk Statsborger havde han i 15 Aar haft dansk Grossererborgerskab. Man var gaaet ud fra, at han havde polsk Indfødsret; men da det kom til Stykket, og da der nu var Planer fremme om at udvise ham, viste det sig, at han savnede Beviser for sit polske Statsborgerskab; saa han var nødsaget til at søge et nyt »Fædreland«. »Politiken« nærede af denne Grund ogsaa Betænkeligheder ved at lade ham udvise, da han efter at have forladt Landet kun vilde begynde paa at spekulere i den danske Krone andetsteds. Dertil svarede »Social-Demokraten«: »Vi beklager naturligvis, at der savnes lovlig Hjemmel til at uskadeliggøre ham i længere Tid, men vi tillægger det stor Betydning, baade at hans Operationer besværliggøres ved, at han fjernes fra sine gode Forbindelser i København, men navnlig at Københavns Børs befries for at være Pladsen for de

internationale Aadselgribbes Sammenkomst. Ry for at være et saadant Samlingssted kan gøre Danmark umaadelig Skade i Udlandet«. (24. 2. 1924).

For at berolige Offentligheden foranledigede Børskommissær Schovelin derefter selv en Undersøgelse af Baisse-Spekulanternes Forhold. Denne Undersøgelses foreløbige Resultat forelaa den 9. Marts 1924. Deraf fremgik, at Hans Poggensee og Oscar Siesby havde drevet større Arbitrageforretninger, hvorved førstnævnte som Mellemmand for Eksportforretninger og Importører havde haft baade Hausse- og Baissespekulationer i den danske Krone. Poggensee og Carl O. Meyer havde lavet Tids-

308

forretninger à la baisse i fremmed Valuta, ikke i danske Kroner. Hos Theo. Kliatschko havde den samlede Omsætning i Pariser Francs fra 2. Jan. - 26. Febr. andraget 41 Mill. Francs, og desuden havde hans samlede Hausse- Engagements (Køb) andraget 245.200 Pund Sterling og 130.000 Dollars. Da han midlertid samtidigt havde solgt 230.000 Pund Sterling og 120.000 Dollars, kunde der efter Schovelins Opfattelse kun med Hensyn til Differencen (15.000 £ og 10.000 $) være Tale om, at de kunde udøve en uheldig Indflydelse paa Kronekursen.Bankkommissæren mente altsaa, at Sagen slet ikke var saa farlig endda! Heroverfor riposteres kraftigt i »Social-Demokraten«, hvor der bI. a. spørges, hvilke Penge Kliatschko har benyttet til de store Køb, da han jo ifølge Undersøgelsen havde foretaget alle Spekulationerne for egen Regning, endvidere, hvem der har forsynet denne Mand med de fornødne Penge, og hvorledes man kunde bevise, at det var de samme Penge, der benyttedes til baade at baisse Franc’en og at hausse Dollar’en og Pund Sterling. »En gammel Vekselerer«, som af gode Grunde ikke kunde nævne sit Navn, gjorde endvidere Børskommissæren opmærksom paa, at hans Forklaring var bundfejlagtig, da enhver, der købte udenlandsk Valuta uden at have Brug derfor, enten til Indkøb i Udlandet eller til Betaling af Gæld i Udlandet, var regulær Nedgangsspekulant i Kronen - Baissist. Naar han, som af Schovelin hævdet, havde solgt, var det jo ganske selvfølgeligt, da han jo maatte sælge for at bjærge Fortjenesten. Og han maatte have tjent godt. Havde han f. Eks. købt Sterling til Kurs 26 Kr. pr. Stk. og solgt til 26 Kr. 50 Øre, havde han tjent pr. Sterling 50 Øre, paa 1000 Sterling altsaa 500 Kr.

»Social-Demokraten«s Angreb mod de navngivne Baisse-Spekulanter fulgtes af to Sagsanlæg, som Vekselererne Poggensee og Carl O. Meyer indledede mod Redaktør Borgbjerg for Fornærmelse. De tre andre angrebne Personer tav. Retsforhandlingen fandt Sted den 17. Marts 1924., Poggensee led et dundrende Nederlag. Det paavistes bI. a., at han paa faa Dage

309

tjente 23.000 Kr. ved Franc-Spekulationerne. Han havde iøvrigt 5 Aar i Forvejen slaaet sig op med Markspekulationer. Det bevistes endvidere, at han paa uforsvarlig Maade havde jobbet »Atlas«-Aktier op. Med Hensyn til det af Carl O. Meyer indledede Sagsanlæg idømtes Borgbjerg imidlertid en Bøde paa 800 Kr.; desuden tilkendtes Meyer en Erstatning paa 6000 Kr. Ved Kliatschkos Vidneførsel konstateredes, at denne, der knapt nok kunde tale Dansk, havde staaet i nær Forretningsforbindelse med Carl O. Meyer. Kliatscko bestred selvfølgelig ogsaa, at han med sin Valutahandel havde baisset Kronen.

Theophil Kliatschko blev udvist kort efter, at Processen var afsluttet. Da han den 24. April 1924 forlod Landet, stod han i Restance med et Skattebeløb paa 175.000 Kr. Allerede den 15. Juli s. A. vendte han tilbage til Danmark, da der ikke fandtes noget Land, som vilde give ham Tilladelse til varigt Ophold. End ikke Polen vilde tage imod ham og vægrede sig ved at anerkende hans polske Indfødsret. Saa forblev han i

København til sin Død den 28. Maj 1939.

Ved Aarsskiftet 1923-24 vilde Rigsdag og Regering stabilisere Kronen. Disse Bestræbelser forpurredes imidlertid af den internationale Kapitalmagt. Et Aar senere laa Situationen omvendt. Da ønskede Regeringen en langsom Gennemførelse af Deflationen, indtil den saakaldte »ærlige Krone« var skabt. Men da Højfinansen nu indsaa, at det kunde tjene ved at købe dansk Valuta, som siden Februar 1924 havde holdt en Kurs fra ca. 57 til ca. 66, sattes fra denne Side alt ind paa at gennemtvinge en hurtig Stigning, og nu røg Kronen paa nogle faa Maaneder i Sommeren 1925 op, henimod Pari, i et Tempo, som aldeles ikke svarede til Regeringens eller Nationalbankens ønsker. Og atter var det Børsjobberne, som jo gennem dansk Lovgivning havde faaet Forvisning om, at det nu vilde være en god Forretning at hausse Kronen, der tjente de store Penge paa Samfundets Bekostning.Blandt disse Børsjobbere befandt sig denne Gang den til

310

New York udvandrede Erik Glückstadt, Emil Glückstadts Nevø. Fabrikant, tidI. mangeaarig Fuldmægtig i Landmandsbankens Børsafdeling, Kay Thomsen, drager i sin 1932 udgivne Piece »Valutakrisen« til en vis Grad Sløret fra disse Tildragelser, idet han bI. a. fortæller:

»... Opskrivninger af Kronen foregik Sommeren 1925, medens hele Landet var hærget af Lockout, og Devisemarkedet saaledes laa stille, idet der ingen Aftræk var af fremmede Deviser paa Grund af Handelens Stagnation. Opskrivningen blev ikke ordnet administrativt, men spekulativt ved Arbitrageopkøb af danske Kroner, og det var særdeles velorienterede dansk-amerikanske Spekulationskoncerner, der udførte Transaktionerne med en tidligere meget kendt, ung, dansk Bankmand som Mellemled mellem noksom kendte danske Finansgrupper og hans Hjemland«.

Denne Mellemmand var E r i k G l ü c k s t a d t, paa denne Tid Underdirektør i en Storbank i New York. Han vidste selvfølgelig, at Rigsdag og Regering ønskede at sætte Kronekursen op til Pari, og han ydede saa sin Hjælp ved denne af Idioti fødte »Saneringsproces« ved gennem sine »særdeles velorienterede dansk-amerikanske spekulationskoncerner« at købe Kroner til lav Kurs for efter nogen Tids Forløb atter at kunne sælge dem til en Kurs omkring Pari. Atter kunde den udenlandske, in specie den amerikanske Kapital, leve højt paa det danske Folks Bekostning.

Kay Thomsen fortsætter: »Vi skal ikke her komme for meget ind paa DetailIer om disse Ting, dertil er det for mørkt et Kapitel i vor finansielle Historie, men alene det Faktum, at en Samling inden- og udenlandske Spekulanter var i Stand til, lig en hærgende Græshoppesværm, at plyndre og udplyndre Landet, uden at nogen lagde dem blot den fjerneste Hindring i Vejen herfor, skulde man tro var uforeneligt med en Regerings - særlig da en socialdemokratisk Regerings Pligter.Saaledes gik det i hvert Fald, og dette Faktum vil sikkert ogsaa tage sig mærkeligt ud set med en dansk Arbejders Øjne.Sent skal det glemmes, at Storbankerne, der fik Parolen om Kreditindskrænkning overfor Erhvervene, aabnede i Snesevis af Spekulations-

311

konti paa Margin over for Spekulanterne, og at denne Trafik fik Lov til at foregaa aldeles uantastet.Det er autentisk, at skandinaviske Borgere, saa langt borte som f. Eks. i Sydamerika, i Buenos Aires eller Rosario,

saa at sige alle spekulerede i danske Kroner; de forstod det vel sagtens som en Slags Cadeau til dem, »for alle vidste jo, at Kronen skulde i pari«…

Ordningen var i høj Grad uretfærdig... Den blev særlig anbefalet af de store monopoliserede Aktieselskabers

Direktører, de hvis Formuer ikke var i Drift, og disse betydelige passive Kapitaler, der for Størsteparten var indtjent i Papirkroner under Krigen, fik i Virkeligheden en Nettogevinst forærende paa indtil 70 % af Paalydende. De havde vel nok Grund til at være »Socialministeren« taknemmelig, og har da ogsaa siden været det.

Dog var det selv for de monopoliserede Direktører af stærke Drikke (Anm.: her er selvfølgelig i første Række tænkt paa Benny Dessau!) ikke for stærk en Drik for Samfundet, navnlig for »Dansk Arbejde«, det danske Arbejde, som ved denne Manøvre sprængtes i Stumper og Skaar!Sandelig, Molbohistorierne har Livskraft i Danmark!«

Dette fortæller Kay Thomsen, som har været hele den fantastiske Deflationssvindel paa nært Hold og kan tale med af Selvsyn. Og atter spørger man: Hvad foretog den danske Regering og den danske Rigsdag sig for at forhindre, at de hemmelige internationale Finansgrupper, om hvilke der her er Tale, ved deres Spekulationsmanøvrer udplyndrede Landet? Intet som helst. E r i k G l ü c k s t a d t, som vitterligt har været en af Hovedmændene i dette Spil om Samfundets Værdier, har Aar senere paany kunnet tage fast Ophold i København, uden at der skete ham noget, og B e n n y D e s s a u, som maaske var Deltager i de indenlandske Finansgrupper og i hvert Fald agiterede for Genindførelsen af Pari-Kronen sammen med Grosserer E r n s t M e y e r og hele det øvrige Slæng af Finanssjakaler, hørte til Stadighed til det danske Folkestyres mest betroede finansielle Raadgivere. Dette er selvfølgelig ogsaa Forklaringen paa, at Haussespekulanternes Kup i Sommeren 1925 blev ligesaa lidt undersøgt som Baissespekulanternes Kup ved Aarsskiftet

312

1923-24; man skulde sandelig nok tage sig i Vare for at røre ved disse Ting. *)

d) Nogle Betragtninger vedrørende Rabbiner Melchiors nærmeste Slægt.

Til de Mænd indenfor Jødedommen, som i det sidste Aarti har ført en utrættelig Kamp mod Nationalsocialismen her i Landet, og som har gjort alt for at holde Hadet glødende mod den Bevægelse, der har sat sig til Formaal endelig at befrie Europa for Jødekapitalens Kvælertag, hører Rabbiner, Dr. phil. Marcus Melchior. *) Maaned for Maaned har han - indtil Marts 1940 - offentliggjort sine Artikler i »Jødisk Familieblad« og derved givet en grundig Anskuelsesundervisning i jødisk Tænken og Følen. Og hvad han ikke fik sagt i disse stadige Hetzartikler mod Talmudfjenderne, det har han fremført i sit noksom kendte Kampskrift, udgivet 1937: »Man siger, at Jøderne-«. Paa Argumenter skorter det selvfølgelig ikke hos denne i rabulistisk Bevisførelse saa vel bevandrede Talmudist.Han har ogsaa endnu sin Racestolthed i Behold. Da han i Februar-Nummeret 1936 af nævnte Familieblad beskæftigede sig med Problemet »Dansk Mentalitet«, saa han et særligt Udtryk for denne Mentalitet deri, at Danskerne viser Agtelse for jødisk Individualitet. Her dvæler han bI. a. ved en Bemærkning, som engang rettedes til ham i en Forsamling af kristne Mennesker, hvor han havde haft Lejlighed til at tale Jødedommens Sag. En af Tilhørerne havde her efter Foredraget sagt til ham:»Det maa være en stolt Følelse at være Jøde«. Disse Ord gik Rabbineren til Hjertet. Og i overstrømmende

*) Jvf. hertil ogsaa nedenfor Afsnit 9f, S. 425 flg.**) Marcus Melchior var ved Nationalsocialismens Gennembrud Rabbiner i Beuthen i Schlesien, flyttede senere til København og har siden Februar 1934 her været fast Medarbejder ved »Jødisk Familieblad«.

313

Taknemmelighed for saa megen Anerkendelse knytter han saa følgende Betragtninger til disse Ord:

»Saaledes har vi jo altid følt det selv: Vi har følt AdeIsmandens Stolthed over sin Afstamning, over sin Slægts Ydelser, over sin Evne til at give og gavne, som vor egen. Vi har, fjernt fra alt Hovmod, kendt det for stort at være Bogens Folk, at tilhøre Verdens ældste Kultursamfund, at spore Aartusinders Sus gennem vor Historie, at give Beviser for vor Standhaftigbed og Livsvilje. . .«

Jo, Marcus Melchior har sin Racestolthed i Behold og føler sig afgjort som et værdigt Medlem af Guds udvalgte Folk. Og det er netop ud fra en saadan Følelse, der har sin Grund i Blodet, at han i sine talrige Artikler røber et rasende Had og den dybeste Foragt overfor de ariske Folk, som efter hans Opfattelse kun af ren og skær Misundelse rettede saa haarde Angreb mod hans Stammefrænder. Og hvad har han ikke i Aarenes Løb at sige de Modstandere paa, som ikke kan begribe, at Jøderne danner Verdens ældste Adel og naar langt ud over alle de Nationer, de beærer med deres Nærværelse; i Moral og fornemt Sindelag, Offervilje og Retsindighed.

Rabbiner Dr. Marcus Melchior skulde ikke være saa højt paa Straa. Den Type, han sammen med saadanne Kaldsfæller som den forlængst afdøde Overrabbiner Dr. A. A. Wolff eller Svigerfaderen, Rabbiner Dr. Schornstein frembyder, er ikke netop egnet til at vække Sympati for Jødernes Sag. Tværtimod! Men naar Rabbi Melchior ovenikøbet tillader sig dristigt at tale om den Stolthed, han ligervis som Adelsmanden føler over sin Afstamning, naar han paaberaaber sig »sin Slægts Ydelser«, da kan det være paa sin plads at gøre opmærksom paa, at en saadan Paaberaabelse netop for hans Vedkommende synes at være særlig malplaceret.

Til Begrundelse herfor skal blot bemærkes følgende: Rabbiner Marcus Lazarus Melchior (født 1897) er Søn af Arnold Melchior og dennes anden Hustru, »Præste«-datteren

314

Berta Wallach. Faderen, der i Halvfemserne bI. a. var Vekselerer og Fabrikant, naaede i sine gode Manddomsaar at blive dømt to Gange, første Gang ved Fredericia Købstads Ekstraret den 21. April 1897 for Offentliggørelse af utugtige Skrifter til en Bøde paa 500 Kr. subsidiært 2 Maaneders Fængsel, og senere baade ved Underretten i Fredericia og ved Viborg Landsret i 1899 til 4 Maaneders Fængsel for svigagtig Fallit.Vedrørende dette sidstnævnte havde han i Løbet af Aaret 1896 drevet sin Kreditgivning til usolide Kunder i Forening med Vekselrytteri saa vidt, at Vekselgælden i Løbet af Aaret steg til ca. 283.000 Kr., deraf ca. 132.000 Kr. hidrørende fra leverede Varer, medens Ryttervekslerne udgjorde ca. 151.000 Kr. Han drev Svindelen videre i største Maalestok, indtil han senere erklærede sig fallit, hvorved der til Konkursboet blev anmeldt og anerkendt Fordringer til et Beløb af 318.381 Kr. 09 Øre, medens Aktiverne kun udgjorde 33.081 Kr. 46 Øre. Der manglede altsaa Dækning for mere end en kvart Million Kroner, et efter Halvfemsernes Forhold ligefrem forfærdende Resultat. Til Trods for den mægtige Konkurs nedsattes Straffen ved Højesteret til 1 Maaneds Fængsel, idet Tiltalen efter den daværende Straffelovs § 263 bortfaldt og kun opretholdtes i Henhold til Straffelovens § 262, 2det Stykke og Konkurslovens § 148 (Jvf. Højesteretstidende 1899, S. 503-508).

I Efteraaret 1908 var den samme Arnold Melchior impliceret i Skandaleaffæren omkring Etatsraad Oscar Køhlers Fallit, Forløberen for Alberti-Sagen. Thi det var ham, der sammen med sin Kollega, Thorvald Borre, begge Redaktionssekretærer ved Johannes Hansens temmelig berygtede Dagblad »Middagsposten«, tilegnede sig det af Justitsminister Alberti til Redaktør Johannes Hansen rettede Brev, der indeholdt Anmodninger om at standse Offentliggørelsen af Afsløringerne vedrørende hans gode Ven Oscar Køhlers Millionfallit. *) Til Belysning af de særlige Omstændigheder, der førte med sig, at Borgbjerg

*) Jvf; nedenfor 9a, S. 326 flg.

315

den 18. Oktober kunde oplæse dette Brev i Folketinget, meddeles i »Middagsposten« den 19. Oktober bI. a. følgende:

»Begge disse Fyre (d.v.s. Melchior og Thorvald Borre) kom hertil, ukendte og i laset Forfatning. Der gaves dem her Virkefelt og rundeligt lønnet Livserhverv. De fik her Chancer for at skabe sig en Position udadtil; at de har ødelagt disse Chancer, kan de takke deres egen aandelige Defekthed for. Man høre, hvorledes disse to Kavallerer har misbrugt den Tillid, deres Arbejdsgiver har vist dem… Dette Blads Redaktør overlod, i privat Øjemed, og paa Arnold Melchiors derom fremsatte indstændige Anmodning og »selvfølgelige« Forsikring om at ville opføre sig som Gentleman, et Brev, som Justitsministeren privat har tilstillet Johannes Hansen med høflig Anmodning om at ophøre med visse »Afsløringer«, som Arnold Melchior havde bebudet angaaende Aktieselskabet Oscar Køhler… Saa kommer de to Slubberters Benyttelse af dette den ene af dem privat overladte Brev. De lod det først kalkere i flere Eksemplarer og foreviste derpaa Originalen til Vidner. Derpaa henvendte de sig, skønt de var ansatte ved og havde deres Udkomme af »Middagsposten«, til Bladet »Kl. 12«s Redaktør, Hr. Adolph Pederstrup. De tilbød ham for gode Ord og Betaling Brevet! Det er vidnefast, at de har gjort dette tre à fire Gange i Løbet af to Dage.”

»Middagsposten« meddeler derefter, at de to Redaktionssekretærer var bleven smidt paa Porten i denne Anledning og derefter havde tilbudt Borgbjerg Brevet til Offentliggørelse i »Social-Demokraten« og tilføjer: »Dettes politiske Redaktør, Hr. Borgbjerg, har altsaa ikke undset sig for at benytte sig af Jøden Melchiors Judasgerning. Ja, Judasgerning, det er Ordet. Og den øves endda af en Jøde, hvis Fader gik under det betegnende Tilnavn »Lille Vorherre«... De to Kumpaner staar ribbede for alle Fjer, de to Judas’er har faaet Forrædernes Løn: Alle hæderlige Folks Foragt!«*)

Ogsaa denne Affære var altsaa mindre pæn. Da endelig »Mosaisk Samfund« den 3. Novbr. 1918 klager over, at der desværre endnu altid findes Racefæller, hvis Navne er knyttede til tvivlsomme Foretagender, er Arnold Melchiors Bedrifter atter paa Tale. Denne Gang klages der over, at Melchior, hvem

*) Alberti mente i sin Rigsdagstale den 21. Okt. 1907, at »Social-Demokraten« havde betalt 200 Kr. for Brevet, men Borgbjerg bestred Rigtigheden af denne Paastand.

316

Adgang til Børsen er forment, er Udgiver af et Organ »Børsreferenten«, som her henregnes til den Kategori af Børsorganer, »hvis Forretningsgang næppe altid taaler at ses nøje efter i Sømmene«. Hertil bemærkes endvidere: »Netop paa Børsspekulationens Omraade fejrer Antisemitterne ofte deres vildeste Orgier, og dobbelt beklageligt er det derfor, naar Blade af denne Art har intime Forbindelser med Jøder.«

Som med Faderen, saaledes ogsaa med Vekselererdrengen Ludvig Melchior, Rabbiner Marcus Melchiors Lillebror, født 1898. Denne fik efter bestaaet Præliminæreksamen i ca. 2 Aar sin Uddannelse hos en Vekselerer i Hamborg, var derefter et Aarstid Medarbejder ved sin Faders Organ »Børsreferenten« og begyndte tilslut i Foraaret 1917 egen Vekselerervirksomhed. Da han senere maatte forsvare sine Bedragerier for Domstolene, oplyste han, at han havde begyndt Forretningen med en Egenkapital paa ca. 15-16.000 Kr.; deraf havde imidlertid 7-8.000 Kr. været udestaaende Tilgodehavender. Forretningen førtes paa et af en fuldmyndig Broder (formodentlig Halvbroder, da Rabbiner Marcus Melchior er den eneste rigtige Broder) erhvervet Borgerskab, og de ham betroede Ordrer udførtes af to noteringsberettigede Vekselererfirmaer, hvor han havde Konto. Samtidig foretog han større Børsspekulationer paa sine egne Konti, Spekulationer, som skal have forvoldt ham Tab paa ca. 80.000 Kr. løvrigt holdt han sig oven Vande ved omfattende Besvigelser mod sine Kunder, idet han tilegnede sig deres Depoter og tilsendte dem

fingerede Afregninger. Saaledes fik en af Kunderne, som havde indbetalt kontant 34.000 Kr. som Margin for Udførelse af Børsforretninger, og som havde haft en Fortjeneste paa ca. 50.000 Kr., hvis Ordren var bleven rigtig udført, kun 7.500 Kr. tilbagebetalt. I et andet Tilfælde tilegnede Ludvig Melchior sig svigagtigt Børspapirer til Kursværdi 19.800 Kr. samt kontant 2.500 Kr. En Mand, som stillede et Depot paa 11.000 Kr., tabte 3.000 Kr. plus en Fortjeneste paa 3.000 Kr. En fjerde Kunde tabte 11.000 Kr.; en

317

femte 16.000 Kr. og en sjette 12.000 Kr. Blandt Kunderne befandt sig ogsaa en, der i Tiden fra 13. September til 9. Oktober indbetalte ialt 55.000 Kr. kontant og deponerede Børspapirer af Paalydende 21.000 Kr., men til Kursværdi ca. 37.200 Kr., hvilke Værdier alle skulde tjene som Margin ved de Børsforretninger, unge Ludvig Melchior skulde forrette efter hans Ordrer. Præmisserne konstaterer hertil, at »Arr. har svigagtigt tilegnet sig og forbrugt samtlige disse Penge og Værdipapirer«. Saaledes røgtede altsaa denne Jødedreng sit Hverv, i Samarbejde med to noteringsberettigede Vekselerere! *)

Og alle de ved disse svindleragtige Transaktioner erhvervede Midler ødsledes bort ved Sold og Svir. Ludvig Melchiors Forbrug androg i det halve Aar, da han levede flot paa sin Forretning, 10-15.000 Kr. om Maaneden. »Politiken« fortæller om Vekselererdrengens lystige Tilværelse bI. a.: »Han var fast Gæst hos Wivel. Ved hans Bord, der var Samlingsstedet for en vis Kreds af yngre Levemænd, blev der kun drukket Champagne. Melchior havde et lille Trick, som han gentog adskillige Gange hver Aften. Han drak et Par Glas af en Flaske Champagne og lod saa Flasken falde ned i Køleren med et Bump, der hørtes vidt omkring. Umiddelbart derefter slog han til Køleren, saa den gled ned af Bordet, og Isstykker og Champagne flød hen over det tykke Tæppe. Øjeblikkelig sprang tre Tjenere til med Spand og Gulvklude, der var holdt i Beredskab, og tørrede op efter den fine Mand, og naar det var besørget, bragte en fjerde Tjener bukkende og smilende en ny Flaske til Hr. Vekselereren. Ti Minutter efter gik denne Flaske samme Vej som den forrige under Latter og Bifaldsraab fra Melchiors yderst oprømte Vennekreds... I adskillige Maaneder boede Melchior samtidig paa Paladshotellet og Klampenborg Badehotel og lagde her ligesaa ødsle Vaner for Dagen som alle andre Steder. Drengebarnet holdt 4 Automobiler. Da han i Sommer tilfældig lærte en ung Dame at kende, sendte han hende næste Dag som en lille Opmærksomhed - et Automobil.«

Dette vilde Spil fandt en brat Ende. Mod Slutningen af December 1917 blev Ludvig Melchior arresteret, Januar 1918 blev hans Bo taget under Konkursbehandling, og den 18. Juni

*) Jvf. »Børsen«, 19. Juni 1918.

318

1918 faldt Kriminalrettens Dom. Til Trods for, at man havde gjort sig store Anstrengelser for at faa ham erklæret for sindsyg, viste det sig ugørligt at fri ham for Straf. I en Erklæring af Overlægen paa Kommunehospitalets 6. Afdeling blev bI. a. udtalt, »at meget i hans Væsen og Opførsel, saaledes som det er oplyst i Akterne, kunde passe godt paa den Antagelse, at Arrestanten i al den Tid, hvori han har spekuleret, har lidt af en manisk Eksaltation, men at disse ogsaa kan have været af sekundær Natur«. Overlægen erklærede til Slut, at Ludvig Melchior trods alt maatte anses som fuldt tilregnelig. Han idømtes derefter en Straf paa 18 Maaneders Forbedringshusarbejde, hvorhos han skulde udrede forskellige Erstatninger.Efter at have afsonet Straffen, rodede den unge driftige Mand sig meget hurtigt ind i nye Affærer, hvor han atter kun med Nød og næppe klarede sig fri for Kriminalrettens Klør. Da i dette sidste Tilfælde endogsaa Faderen Arnold Melchior maatte IideTab, ansaa denne det dog for klogt at henstiIle til Sønnen at søge sig et andet Fædreland. Det Hele endte med, at Ludvig Melchior mod Slutningen af Oktober 1920 tog Afsked

med sine talrige Venner og Soldebrødre og drog udenlands. I Bladene meddeltes, at »Drengen« afsejlede til Kina.Dette var altsaa LiIIebrors Tragedie.Og saa følger endnu et liIIe Kapitel om den højst ærværdige Ypperstepræst, Marcus Melchiors Svigerfader, Dr. phil. Schornstein, som 1907 kom til København og til en Begyndelse havde sine meget alvorlige Bryderier med Overrabbiner, Dr. Lewenstein. Denne Dr. Schornstein var det mosaiske Trossamfunds Sjælehyrde helt til 1919, men maatte saa af visse Grunde meget hurtig tage Afsked fra Landet. Og hvorfor? Jo, simpelthen, fordi der dengang fandtes en Assessor, nuværende Højesteretsdommer Thorup, her i Landet, som interesserede sig for KædehandeIssager, Smugleriaffærer og deslige og derved beklageligvis saa sig foranlediget til ogsaa at undersøge en Række mistænklige Jøders Adfærd noget nøjere, hvorved han ikke blot afklapsede Mænd som Morfinsprøjteudsmugleren Fürstenberg-Ganet-

319

ski og Medicinsmugleren Apfelbaum-Sinowjew, *) men ogsaa Dentalgummiudsmugleren Schornstein. Denne sidste Sag var temmelig kompliceret. Rabbineren havde sendt sine Venner og Bekendte i Østrig Dentalgummi i talrige Breve, men vilde overfor Dommeren ikke rigtigt indrømme, at han havde forset sig mod Loven. Saadant gør jo en Jøde aldrig, og da allermindst en Rabbiner. Men der var dog adskilligt mistænkeligt i denne Mands Færden, i hans hyppige Rejser til Sverige, hvor han hentede Varer, og i hans mistænkeligt omfattende udenlandske Korrespondance. Sverig-Rejserne førte Politiet paa Spor.Om Forhandlingerne i Kommissionsdomstolen berettes, at Dr. Schornstein i det første Forhør hævdede, at han kun havde sendt 10 Breve afsted med Dentalgummi.Det er Løgn, sagde Assessor Thorup, og slog i Bordet.Siger De, at den mosaiske Menigheds Overhoved lyver?Ja, for jeg har Beviser for, at De har sendt mindst 1600 Breve med Dentalgummi ud af Landet.Saa maatte 0verrabbineren tilstaa.Og derefter maatte han rejse og gaa.

Og naar Rabbiner Marcus Melchior, som er gift med sin Forgængers Datter Meta Schornstein (Vielsen fandt Sted i Dresden den 23. 8. 1921), derefter endnu hævder, at han altid har følt Stolthed over sit Racemærke paa samme Maade som Adelsmanden føler Stolhed over sin Afstamning og sin Slægts Ydelser, saa skal denne Stolthed være ham vel undt. Der er intet i denne overspændte jødiske Selvbevidsthed, som kan imponere et arisk Menneske. Men forbavsende virker det rigtignok, at en Rabbiner, der i sin nærmeste Familiekreds har Eksempler som de paaviste paa særligt uheldige Elementer, kan være saa overlegen og ovenikøbet føler sig kaldet til at belære det danske Folk om det, man skal tro og tænke om hans Stammefrænder. Det er simpelthen en Anmasselse.

*) Jvf. »Folket«, 16. Okt. 1920.

320

Dog: hvorfor skulde Marcus Melchior ikke! Han handler jo netop saadan som Jøderne til alle Tider har gjort det, og han er jo selv en renlivet Repræsentant for sin Race, velbefaren i talmudistisk Bevisførelse og samvittighedsløs nok til at lave sort til hvidt og hvidt til sort, at fordreje Sandheden, saa det forslaar noget. Det er ham, som ogsaa i sin 1938 udgivne Bog bl.a. hævder om Antisemitterne (S. 86):

»De har forskanset sig bag den moderne Fraseologi om Jødernes nedbrydende Indflydelse paa det Samfund, de lever i, om deres Fremmedartethed i Race og Karakter, og om deres Evne til at tilrane sig Føringen i Politik, Økonomi, Videnskab og Presse, som dermed - til Skade for Land og Folk - »forjødes«.«

Som om disse Paastande ikke var sande, Ord til andet! Som om der ikke med Rette kunde tales om Jødernes nedbrydende Indflydelse. Men det tillader en Rabbi sig at bestride, som har en Arnold Melchior til Fader, en Ludvig Melchior til Broder og en Rabbi Schornstein til Svigerfader. Fy for F . . . . . ! Og en Marcus Melchior tør tillade sig at benægte Jødernes Indflydelse paa alle offentlige Forhold, ja tør endda bestride deres Fremmedartethed i Race og Karakter. »Spørg hver Gadedreng, han ved bedre Besked« - siger Louis Levy. Og Levy fortæller jo ogsaa om den lille Cohn, der kender sin Adel, »thi Cohnerne er jo født til at være Ypperstepræster i Jehovahs Tempel«, paa samme Maade som Marcus Melchior selv! Melchior gør sig altsaa skyldig i en Selvmodsigelse. Han anser det endvidere for en Fornærmelse mod det danske Folk, for en udpræget Spekulation i Uvidenhed, naar der tales om, at Jøderne har forstaaet at tilrane sig Føringen i alle Grene af det offentlige Liv. Ogsaa her var Louis Levy ærIigere, naar han fortæller, at Jøderne »af klog Selvopholdelsesdrift har sat sig fast i Samfundets Kirtler, er blevet »Vogtere af Helligdomme«. Og saa viser Historien om det tredie Ting, saaledes som den er bleven skildret i dette Værk, tilfulde, hvor liden Tillid en Rabbiner Marcus Melchiors Ord ogsaa i dette Punkt fortjener.Denne Rabbi er i Sandhed Løgnens Apostel!

321

9. PROFESSOR L. V. BIRCKS KAMP MOD JØDEVÆLDET

Paa Baggrund af al den Slaphed og Usseldom, der karakteriserer saa mange højtstaaende og ansete Mænds Handlen og Færden i Landmandsbank-Perioden, virker L. S. Bircks mandige Optræden i Kampen for Bevarelsen af offentlig Moral ogsaa i økonomiske Forhold forfriskende og befriende. Birck var i næsten en Menneskealder den Mand, som Finansmagten frygtede mest. Hans Styrke laa ikke blot deri, at han havde sine Meningers Mod, men at han var i Besiddelse af en ualmindelig Intelligens og som Nationaløkonom havde et overmaade grundigt Kendskab til Erhvervslivets Love. Han var og er uden Tvivl vor Tids mest fremragende danske Nationaløkonom. Han var i mange Henseender genial, og hans Anseelse rakte langt ud over Landets Grænser. Men hvor stor end hans Betydning som Videnskabsmand har været - hans særlige Betydning vil sikkert en Gang erkendes at ligge deri, at det var ham, som i Tide paaviste de Farer, der truede Samfundet fra Finansmagtens Side og som i Kampen mod Jødernes hensynsløse Tyveri-Politik eftertrykkeligt lod forstaa, at han stadig havde sin Racebevidsthed i Behold. Han kendte dette Folkefærd fra sine talrige Rejser, og han havde navnlig under sit Ophold i sine unge Aar i U.S.A. lært at forstaa, hvad det betød at være en hvid Mand. *) Paa Rejser i Østeuropa efter

*) Prof. Birck var kendt for sine drastiske Talemaader. Det fortælles, at han som en Reminiscens fra Opholdet i De forenede Stater yndede at minde om en af Amerikanernes Talemaader: ”You must not kill a man; but if you kill a Jew, even God will forgive you«. Nu skal man ikke tage den Slags bonmots friere, end de er. Mordlysten var Birck ikke, heller ikke, da han ved anden Lejlighed erklærede, at han ikke kunde udstaa gamle Mænd, at det vilde være bedst, om Mænd, der kom op i Tredserne, blev slaaet ihjel. Men han elskede det pointerede og maatte vel ogsaa, for at kunne sætte sig ud over Hverdagslivets Urimeligheder og Tossetheder, blive en Paradoksmager. Han udtalte ogsaa engang som den udprægede Antikapitalist han var, at »det vilde være en af de skønneste Dage i mit Liv, naar jeg kan

være med til at hænge de københavnske Bankdirektører, en Del Vekselerere og en Skok Aktieselskabsdirektører i Træerne paa Børsrampen«. Sandelig, han skaanede ikke sin Modpart, naar det kom til Stykket. Den blodige Ironi tonede ogsaa frem, da han i en Tale i et Studentersamfundsmøde, der fandt Sted paa Hotel »Kongen af Danmark«, udstrakte begge Arme med Udraabet: »Jeg hænger som Christus mellem to Røvere«. Den, der kender Hotellets Beliggenhed midt imellem Landmandsbanken og Ø.K.s Hus, kunde ikke være i Tvivl om Hentydningen til de to Røvere. Bemærkningen kunde næsten opfattes som Blasfemi, og var det dog ikke; dertil var Birck for oprigtigt religiøs. Men saaledes reddede han sig bedst ud over Verdens Daarskab, ved bidende Spydighed, rammende Ordsnært. Han mente jo ogsaa ved Lejlighed, at saasom Verden var blevet et Galehus, maatte fornuftige Folk jo indrette sig paa at leve blandt de Gale. Indrette sig, det er Sagen.

322

Aarhundredskiftet havde han ydermere haft Anledning til specielt ogsaa at beskæftige sig med Jødespørgsmaalet. Han var som Journalist en særligt opmærksom Iagttager, som Videnskabsmand en fremragende Teoretiker, og han havde i sjælden Grad common sense.

Til de vigtigste Resultater i hans videnskabelige Forskning hører Behandlingen af Kapitalproblemet. Her skelner Birck mellem den sociale Realkapital, ved Hjælp af hvilken nye Værdier produceres og Arbejdet holdes i Gang, og den private Kapital, der udelukkende har til Formaal at sikre og forøge den arbejdsfrie Indtægt. Problemet om Kapital som produktiv Faktor og Kapital som Indtægtskilde, behandler han ved forskellige Lejligheder, saaledes i den allerede nævnte tyske Afhandling »Realkapital contra Privatkapital« (jvf. ovenfor I, S. 192, Fodnote) og i det 1927-28 udgivne Hovedværk »Den økono-

323

miske Virksomhed«, I-II. Det var dette Problem, som aabenbart interesserede ham mest. Men netop disse Undersøgelser havde ogsaa deres specielle Forudsætninger i den aarelange Kamp, han havde maattet føre mod den jødisk-danske Højfinans’ Udbytningsmetoder, og de havde deres specielle Maal, nemlig Beskyttelsen af Arbejderen og Bonden mod Udmarvning og Udplyndring af den passive Kapital. Saaledes forenes Teori og Praksis i hans Livsgerning. Alt, hvad han ydede, er gennemglødet af hans stærke Retsindighed, der gjorde hans Indsats paa det her omhandlede Omraade til en indre Nødvendighed for ham, og som forhindrede, at han i sin ydre Virken nogen Sinde gik paa Akkord med Uretten. Lad gaa, at han var en Enspændernatur, med særegne Vaner, at han koketterede med sine smaa Bohemetilbøjeligheder, at hans Nag til den, han een Gang havde fordømt, kunde udarte til Forfølgelse, ligesom han ogsaa krævede at kunne frifinde efter egen Overbevisning: det ændrer ikke ved den Kendsgerning, at han var sin Tids mest fremragende Nationaløkonom her i Landet, og at han var mere end det - en helstøbt Karakter, et sjældent Fænomen i det Danmark, der oplevede det tredie Tings dristige og forbryderiske Færd i et helt Aarti, uden at der ved Siden af ham, Laurits Vilhelm Birck,-fandtes blot saa meget som en eneste Mand, der ligesom han kæmpede for Befrielsen af de produktive Erhverv og deres Udøvere i Landbrug, Haandværk og Industri fra Privatkapitalismens Kvælertag. l denne Kamp ydede han det uhørte og enestaaende. Hvor dybt det danske Folk var sunket i den her omhandlede Periode, da Parlamentarismen afslørede sig som et udpræget Mindremands Styre og som den demokratiske Raaddenskabs Domæne, kan næppe paavises tydeligere end deri, at Prof. L. V. Birck i det store og hele stod ene i sin Kamp, sjældent blev rigtigt forstaaet af de brede Lag i By og paa Land, hvis Sag han tjente som ene Mand og bedre end nogen Mand ellers, og at han paa Tinge nærmest virkede som en Udfordring, eller, om man vil, som en Fejltagelse.

324

Overfor de lovgivende Forsamlinger, Folke- og Landsting, havde den hemmelige Overregering, det tredie Ting, Jødernes fint spundne Forbindelsessystem indenfor Samfundets Centrer, let Spil. Thi trods den danske Folkekulturs Storhed manglede Parlamentet, taget som Helhed, dog den indre Kraft, den Ansvarsbevidsthed, Sandhedskærlighed og Viljestyrke, som kunde have gjort det stærkt nok til at modstaa Jødernes paatrængende Magtbegær og samvittighedsløse Gangstermoral. Kun Birck lod sig ikke bluffe. Han var for fast i sin i en vis Religiøsitet bundende Moral og for dybt gennemglødet af Pligten til personlig Sandhed og Retfærdighed til at lade sig skræmme. Derfor forblev L. V. Birck ogsaa den absolut sikre, den stærke og den overlegne overfor Jøderne.

Hans Styrke laa i, at han kun kendte den lige Vej, hans Storhed i, at han troede paa det Gode i Menneskelivet og udmøntede denne Tro i Gerning. Derfor interesserer denne Side af hans Livsgerning os her. Og for at give et samlet Overblik over denne hans Livskamp, skal ikke blot hans Indsats i den i Skriftet omhandlede Periode 1914-24 behandles, men ogsaa enkelte Episoder, som ligger forud henholdsvis efter denne Periode. Det vil da vise sig, at det til Stadighed var de samme sociale Grundideer, den samme Moral, der bestemte Bircks Holdning overfor Finansmagten og dens fornemste Component: den internationale Jøde.

a) Birck contra Alberti.

Sin første Indsats i Kampen mod Korruptionen i det offentlige Liv ydede Birck allerede i Perioden 1906-08, da den forcerede Bankdannelse skabte al Slags Usundhed i det økonomiske Liv ved Overkapitaliseringer og navnlig gav Stødet til en omfattende Byggesvindel. I Sammenhæng med denne Kritik, som han førte baade i Dagbladet »Vort Land« og i Folketinget som konservativ Folketingsmand, saa han sig ogsaa for-

325

anlediget til, i Samlingen 1907-08 at beskæftige sig med den saakaldte Alberti-Affære. At han derved rettede sine Angreb mod en Mand, der havde Jødeblod i Aarerne *), har formodentlig ikke været ham bevidst, selvom han allerede dengang, 36 Aar gammel, havde gjort sig fortrolig med Racespørgsmaalet paa sine omfattende Rejser og bI. a. ved Lejlighed havde offentliggjort interessante Betragtninger om det østrigske Jødeproblems Stilling.

I Rigsdagsdebatterne 1907-08 vedrørende daværende Justitsmlnister Adler Alberti drejede det sig i første Omgang om Afsløringen af en gemen Svindler, hvis forbryderiske Virksomhed rigtignok til en ikke ringe Grad blev muliggjort ved det herskende Middelmaadighedernes Styre. Birck stod dengang ikke ene i sin Kamp. Han støttedes bI. a. i Folketinget af Socialdemokraten F. Borgbjerg og de radikale Venstremænd Ove Rode og Herman Trier. Men medens Angrebene mod Alberti fra de sidstnævnte Mænds Side kun var et Led i den parlamentariske Interessekamps Tovtrækkeri, og kun havde til Formaal at opnaa partipolitiske Fordele **), var det for Birck ene og alene Sagen om at gøre. Han tilbød derfor ogsaa i sine Indlæg i Alberti-Sagen at staa inde med sin Person for sine Anklager,

*) Albertis Bedstemoder paa mødrene Side, Sophie Magdalene Nyeborg, var Halvjødinde, Datter af Marcus Salomonsen, der efter Daaben den 18. 10. 1769 i Holmens Kirke førte Navnet Ludvig Jørgen Nyeborg og 1774 blev gift med Frederikke Aagaard. Han selv var altsaa Ottendedels-Jøde, Fætter til Nationaløkonomen, Prof. Dr. polit. jur. Harald Westergaard, som paa samme Maade havde en lille Draabe Jødeblod i Aarerne. Jvf. Stamtavlen Salomonsen, S. 121.**) Særligt typisk for dette Forhold er de Betragtninger, som den radikale Venstremand Bransager knyttede til Jøden, Folketingsmand Hermann Triers Angreb paa Alberti i Folketinget den 30. 10. 1907 i sit Organ »Venstres Folkeblad«

i Ringsted. Bransager bemærkede bl. a.: »Den Kamp, som nu indledes med det Formaal at fjerne den nuværende Justitsminister fra vort offentlige Liv, - det er en stor og betydningsfuld Kamp om, hvorvidt Typen Herman Trier eller Typen Alberti skal være den herskende i Landets Politik«. Der tilføjes: »Det er Kampen om, hvorvidt det politiske Liv hos os skal være et Operationsfelt for magt- og vindesyge Spekulanter eller en Arbejdsmark for Mænd af Retskaffenhed og fast Overbevisning«. Den sidstnævnte Front - hvis fremtrædende Mænd altsaa var af Typen Herman Trier og Edvard Brandes - sejrede kort derefter. Det radikale Venstre kom til Magten. Men til I. C. Christensens Ære skal siges, at hans Regering med Hensyn til at skabe et »Operationsfelt for magt- og vindesyge Spekulanter« dog var de rene Sinker sammenlignet med Regeringen C. Th. Zahle og dens fornemme jødiske Koryfæer.

326

tilbød de af ham angrebne Mænd, foruden Alberti ogsaa HRS. Winther, at gentage sine Beskyldninger ogsaa uden for Tinget for at give dem Lejlighed til Retorsion.

De meget omfattende Debatter vedrørende Alberti-Sagen i Rigsdagssamlingen 1907-08 behandlede imidlertid kun Spørgsmaal, som laa i Periferien af Albertis samfundsskadelige Virksomhed. Der fremdroges talrige Beviser for, at Justitsministeren havde gjort sig skyldig i Embedsmisbrug, der ymtedes ogsaa noget om, at han kunde have gjort sig skyldig i Bedrageri, men han sigtedes endnu ikke direkte for at have begaaet forbryderiske Handlinger. Borgbjerg spørger f. Eks. i Folketinget den 23. Okt. 1907, om der ikke skulde eksistere nogle Breve om det store albertiske Byggekrak ude i Jægersborggade, hvor den sjællandske Bondestands Sparekasse havde mange Penge staaende. Han bemærker endvidere: »Senere endte det, i Efteraaret 1905, med et stort Krak; Ejendommene maatte sælges af Indehaverne, nemlig den højtærede Justitsminister, Cloëtta og Murermester Schioldan, med ganske overordentlige Tab; man anslog den Gang, og vist med Rette, det samlede Tab for disse 3 Mænd til over 1 Million, altsaa ret betydelige Tab for hver enkelt af dem….« Anledning til de omfattende Rigsdags debatter gav i første Række Albertis Anmodning til »Morgenposten«s Redaktør Johannes Hansen om ikke at behandle hans afdøde Ven, Etatsraad Otto Köhlers Fallit, ved hvilken der var opstaaet et Underskud paa 1 Mill. Kr. Denne Henstilling vakte Røre og tilskyndede navnlig Birck til at sætte sig grundigt ind i de Köhler'ske Forretninger.

327

Mandag den 28. Oktober 1907 giver derefter det konservative Folketingsmedlem Prof. L. V. Birck en omfattende Redegørelse om Forudsætningerne for det store Krak i de Köhler'ske Foretagender, hvor imidlertid Kritikken endnu ikke rettes mod Alberti, men mod Kammerraad Winther, som efter Talerens Opfattelse havde et Hovedansvar for Aktieselskabet »Oscar Köhler«s Sammenbrud ved som Bestyrelsesformand at lægge Navn til dets Regnskaber. Kammerraadens Forseelse laa ifølge Bircks Fremstilling i, at han havde sat sit Navn under Regnskaber, der var skikkede til at vække urigtige Forestillinger hos Trediemand til Skade for denne. Netop i dette Tilfælde havde det vist sig, hvor nødvendigt det var, hurtigst muligt at skabe en Aktielov, ikke for at beskytte Aktionærernes Interesser, men for at sikre Kreditorernes Interesser. Da tilsyneladende hverken Kammerraad, Højesteretssagfører Winther eller Justitsminister Alberti havde Forstaaelse for dette Synspunkt, fremsatte Birck dernæst bl. a. følgende Betragtninger til Begrundelse for sine Synspunkter:

»Jeg skal give et Eksempel. Hvis jeg personlig gør Gæld, hæfter jeg med alt, hvad jeg ejer og ejendes vorder, med mit Navn, min Ære, Formue og Samvittighed. Et Aktieselskab derimod har ingen Sjæl, som kan fordømmes, intet Navn, som kan besudles, og intet Legeme, som kan kastes i Fængsel. Alt det, som gør, at man eventuelt kan give mig Kredit, er ikke til Stede hos Aktieselskabet. Der maa være noget andet, der maa være Kredittens Basis, og hvad er det? Det er Selskabets Formue, Aktiekapitalen. Man kan i Tillid til mit Navn og min eventuelle Hæderlighed give mig Kredit, men et Selskab kan man kun give Kredit i Tillid til Selskabsformuen, for hvis Tilstedeværelse

Bestyrelsen hæfter, den og ingen anden. Jeg kan ikke vide, om et Selskab ejer Selskabsformue. Det ved Bestyrelsen, og den alene ved det. Det er ogsaa kun derfor, at man i Bestyrelsen vil have saa mange gode Navne, Eksministre, EkscelIencer, Kammeradvokater, alt, hvad der er smukt og godt i dette Land. Man gør det ikke for det Arbejdes Skyld, de kunne præstere, men netop fordi det er Navnene, man har Tillid til, idet Selskabet paa Grund af disse Navne kan faa Kredit. Der knytter sig Tillid til disse Navne. Selvom alle Aktierne ere paa een eller to Hænder, vil man forstaa, at Status maa være rigtig og paalidelig. Alene i Kraft af Status er det jo muligt at bedømme, om man kan give et Selskab Kredit«.

328

Lidt senere bemærkede han i sin Tale vedrørende Bestyrelsesmedlemmerne: »De Herrer sidde der ikke for at sikre sig Tantiémer... De sidde der som Garanter overfor Publikum, overfor Kreditorerne, overfor Aktionærerne. Det er derfor, de Herrer faar deres Løn, ikke af anden Grund. Saa kunde de Herrer sige: Vi ønske ikke at sidde i Bestyrelserne. Men da maa jeg svare, at Ulykken ikke er saa stor. Vi se rundt omkring Mænd, som sidde i 14, 15, 16, 17 Bestyrelser, hvor de ikke kunne have Tid til noget som helst. Det, jeg forlanger, er, at Bestyrelsernes Medlemmer i hvert Fald deres Formænd, skulle forstaa deres Ansvar, at naar jeg har med et Selskab at gøre, er det i Tillid til, at Selskabets Formue virkelig er til Stede, og at dets Regnskab er rigtigt, og den Tillid faar jeg i Kraft af det fine, det bærende Navn: Staa ved Deres Navn, mine Herrer! Det er det eneste, jeg forlanger«.

Prof. Birck søgte derefter i en indgaaende Dokumentation at føre Bevis for, at Kammerraad Winthers Navn stod i et omtvisteligt Forhold til det her omhandlede Selskabs Regnskaber og derved paa aldeles utilstedelig Maade havde vildledet Selskabets Kreditorer. Forholdene laa herefter i det enkelte som følger: 1. Januar 1906 til helt ind i 1907 havde Kammerraad Winther garanteret, at der var 125 pCt. til Aktionærerne og 110 pCt. til Kreditorerne, i Juni 1907 garanterede han 40 pCt. til Aktionærerne, men stadig 100 pCt. til Kreditorerne, i September 1907 garanterede han 12 pCt. til Aktionærerne og 100 pCt. Til Kreditorerne, men det faktiske Forhold maatte nu være: intet til Aktionærerne og 12 pCt. til Kreditorerne! Mere end een Million Kroner var gaaet tabt. Saadanne Forhold kunde ikke tolereres, ogsaa i økonomiske Sager havde en offentlig Moral sin Betydning. Han sluttede med at erklære, at han stadig vilde være rede til at tage Konsekvensen af sine Angreb, som han vidste var en vægtig og alvorlig Anklage mod en Mand, der indtog en smuk og stor Stilling indenfor Samfundet. Han mente, at »naar denne Anklage bliver bevist, kan denne Mand ikke indehave en offentlig Stilling, hvis der er Ære i Landet«. Og han sluttede:

»Jeg maa nu sige, at naar jeg har talt om denne og andre Affærer fra Forretningslivet, maa det staa fuldstændig for min

329

egen Regning, jeg føler mig ikke dækket af min Rigsdagsukrænkelighed og ikke dækket af mit Parti. Jeg alene maa tage Ansvaret, og jeg tager Konskvensen deraf, den Konsekvens, at hvis jeg har Uret, hvis mine Beviser ere falske eller uforstaaede, maa jeg som Mand af Ære nedlægge mit Mandat. . .; thi for mig gælder det i hvert Fald: en Mand er en Mand«.

Birck presser derefter paa med Hensyn til sine saglige Krav, forelægger bI. a. den 29. Okt., efter at have hørt, at der blev forberedt en Aktielov, et Forslag til Lov om autoriserede Revisorer, en Institution, som efter hans Opfattelse maatte skabes straks, saafremt en Aktielov skulde være effektiv. Allerede paa dette Tidspunkt er han altsaa meget stærkt inde paa Tanken om en skærpet Kontrol af Aktieselskaber, grundet hovedsagelig i den omfattende Byggesvindel, der havde sat ind 1906 med den begyndende Spekulationsperiode. Han advarer navnlig ogsaa Bankerne mod altfor letsindige Kapitaldispositioner, saaledes som de i 1907 var blevet afsløret ved den Warburg'ske Fallit, hvor »alle Banker havde indladt sig paa at give Kredit til det samme Firma i meget stort Omfang, uden at underrette hinanden derom«. (Tale holdt den 19. Okt. 1907).

Ved 3. Behandling af Finansloven den 14. Marts 1908 retter Prof. L. V. Birck sit Angreb direkte mod Alberti, idet han henholder sig til, at Justitsministeren havde forsøgt at fremme sin private Jordspekulation ved at give Koncession til Foreningen »Den ædle Hesteavl« til Anlæg af en Væddeløbsbane ude ved Ordrup Krat. Det Areal, som Foreningen havde købt til dette Formaal - efter at Sagen havde affødt mangehaande Konflikter og Intriger indenfor Foreningen - omfattede et Stykke af Christiansholms Jorder, et lille Hjørne af Ordrup Krat, som havde tilhørt Justitsministeren og Dr. Mollerup, og 10 ½ Tønder Statsskov, som Finansudvalget havde givet Tilladelse til at bruge. Da imidlertid »Den ædle Hesteavl« var betænkelig ved selv at ofre altfor store Beløb paa det nævnte Areal, havde Justitsministeriet givet Koncession paa et Landbrugslotteri, som skulde udgive Lodsedler til et Beløb paa ialt

330

3 Mill. Kr., hvorved der gaves Mulighed for at indtjene et Overskud af ½ Mill. Kr. Den ene Halvdel af dette Overskud skulde derefter stilles til Raadighed for Foreningen til Anlæg af Væddeløbsbanen, den anden Halvdel skulde tjene til Fremme af det lille Landbrug. Birck paapeger ved sin Omtale af denne Sag, at de 250.000 Kr. i Virkeligheden ikke var et Tilskud til den ædle Hesteavl, men til Væddeløbskonsortiet, og at Bevillingen i og for sig var i afgjort Modstrid med Lotteriloven af 1869, bortset fra, at den ogsaa blev gennemført uden Landbrugsorganisationernes og Landbrugsministeriets Billigelse. Men Justitsministeren havde altsaa alligevel givet Koncession til Oprettelsen af Landbrugslotteriet den 26. Maj 1907, og derefter indledet videre Foranstaltninger, idet han selv samtidigt sammen med sin Svoger og Kompagnon Dr. Mollerup havde købt nogle Grundstykker beliggende ved Siden af Væddeløbsbanen i Ordrup, saaledes at han var personlig interesseret i den Grundværdistigning, som maatte fremkaldes i Forbindelse med det af ham selv koncessionerede Lotteri. Grundværdistigningen for de Jorders Vedkommende, der tilhørte Justitsministeren, var yderligere bleven øget ved, at Vejanlæget ved Klampenborgs Væddeløbsbane var anlagt over Holmegaards Jorder, og ved at Sporvejslinien nu førtes op til Justitsministerens egen Grund. Slutteligt kunde Prof. L. V. Birck endnu pege paa, at Aktieselskabet, der skulde have den 1/4 Million Kroner udbetalt af Landbrugslotteriet, straks havde pantsat denne Andel i Landbrugslotteriet og for Laanet havde udstedt en Hovedobligation til Københavns Grundejerbank paa 625.000 Kr., d.v.s. at Koncessionen, det kgl. Regale, straks var blevet gjort til Kreditmiddel! Det var den rene Farce, siger han. Og han fortsætter: »Jeg taler om Farce, ikke om Indignation, det sidste venter jeg mig ikke hos det danske Folk paa disse Punkter. . . Det, der er sket her, er af en saadan Art, at den højtærede Justitsminister maaske i Danmark, men i hvert Fald ikke i Kongeriget Preussen kunde vedblive at være Minister«. Alberti beskyldes altsaa ikke alene for at have benyttet sin Bevillingsmagt til at frem-

331

kalde værdiskabende Foretagender, som han selv drager Fordel af, men ogsaa for indirekte at sikre sig Fordele gennem Vejanlæg osv. Og Birck harmes over, at Indignationen - desværre - er en sjælden Vare i Danmark, og at Københavnerne er for tilbøjelige til Grinet og til »at le himmelhøjt« i Stedet for at klargøre sig det Ansvar, der bør gøres gældende overfor en saadan Korruption.

Men da han saaledes er klar over, at han ikke paa det Sted, hvor han staar, vil finde nogen Forstaaelse for sine Krav om Bevarelse af offentlig Moral, retter han en indtrængende Appel til de sunde Kræfter i Folket om at være paa Vagt overfor Svindel og Bedrag i det offentlige Liv. Han retter følgende Appel til den danske Bondestand:

»Naar vi da se tilbage paa alle de Affærer, der have været, naar vi se tilbage paa alt det, hvad der er sket her i Landet i den Tid, den højtærede Justitsminister har siddet, ja, saa skammer man sig uvilkaarligt, skammer sig over sit Land, skammer sig over sit Folk, over, at der alligevel ikke er en eneste, der siger, at der dog er Grænser for, hvad man kan byde dette Folk - Grænser er der ikke. Men De, mine Herrer, som tilhører det danske Demokrati, De, mine

Herrer af den danske Bondestand, som have kæmpet længe for at komme til at regere dette Land, De, som have kæmpet en haard Kamp - og jeg vil sige, at det er heldigt, at De have kæmpet denne Kamp, thi i den modnedes den danske Bonde; havde Estrup ikke været, havde De faaet Magten fortidligt, nu modnedes De, idet De bleve tvungen til at vokse ude i Befolkningen, og skabe Dem et Adelsbrev, i Kraft af hvilket det er sket, at en dansk Bonde sidder i Kronens Raad -: De, mine Herrer, skulde passe paa, at man ikke med Rette kunde sige til Dem: I have forstaaet at sejre, I have forstaaet at faa Magten, men have I ogsaa forstaget at bruge Magten? De, mine Herrer, skulle sørge for, at naar Historien en Gang skrives om, hvortil den danske Bonde brugte den Magt, som han forstod at vinde og fortjente at vinde, der saa ikke bliver skrevet: I den højtærede Justitsministers Person er Svaret. De, mine Herrer, skulle ikke rive en Flænge i det Adelsbrev, De selv have skrevet«.

Der var Alvor bag Bircks Ord, dybeste Alvor, mere Alvor, end Demokratiets Mænd, specielt de gæve Venstrebønder, aabenbart kunde fatte.

332

Birck selv forstod ogsaa denne Gang at drage Konsekvensen af sine Angreb, idet han sluttede med Kravet om Justitsministerens Afskedigelse. Hans Salut var til Slut:

»Jeg spørger: Kan det ske, bør det ske, naar næste Samling kommer, at det højtærede Medlem for Køge (Alberti) vedblivende er Medlem af Hans Majestæt Kongens Raad, vedblivende repræsenterer Kronens Purpur her i Landet?«

Saaledes talte Prof. L. V. Birck den 14. Marts 1908 i Rigsdagen. Da det samme Spørgsmaal faa Dage senere, den 24. Marts, behandledes i Landstinget, fremhæver bI. a. Højremanden Ludvig Bramsen de Beskyldninger, Birck havde rettet mod Justitsministeren som de vægtigste, der var blevet fremført i Folketinget. Han havde ønsket, at Justitsministeren midlertidigt vilde overdrage sit Embede til en anden, saalænge det ikke var modbevist, at han havde misbrugt sin høje Stilling til at sikre sig økonomisk Fordel. Ogsaa Edvard Brandes rettede (den 25. Marts) haarde Angreb mod Justitsministeren og behandlede hans mangesidede Virksomhed som Bladudgiver, Sparekassedirektør, Smørhandler, Teglværksejer, Grundspekulant og sluttelig som Sagfører. Naar man havde saa mange Jern i Ilden, maatte der nødvendigvis ved Lejlighed opstaa Interessekollissioner. Brandes lod nu ogsaa skinne igennem, at man ikke nærede rigtig Tillid til Ministerens Pengetransaktioner; saaledes var det blevet konstateret, at Ministeren i Privatbanken havde et Laan paa 3 Millioner Kroner, en Bank, i hvilken Finansminister Vilhelm Lassen af Statens Midler havde indsat et Beløb paa 4 Mill. Kr. Det maatte - erklærede Brandes - anses for meget uheldigt, at Landets Justitsminister gjorde Milliongæld i det samme Pengeinstitut, hvori Finansministeren anbragte Statens Penge. Da Alberti senere i Landstingets Forhandlinger havde erklæret, at det maatte være Prof. Bircks Opgave at gentage sine Angreb udenfor Rigsdagen, hvert

333

Ord, og uden en Tøddels Forandring, svarer Brandes, at han betragtede dette slet og ret som et Sagførerræsonnement, et Sagførerforslag, og ikke som noget Ministerforslag, da Alberti aabenbart blot ønskede at gennemføre en Injurieproces. Overfor de ret skarpe Angreb, som Alberti ser sig udsat for i Landstinget, foruden fra Bramsens og Brandes’ Side ogsaa fra det konservative Medlem Grev Frijs’ Side indskrænkede den Angrebne sig til at afvise Paastanden som Sladder og løse Rygter.

Men kort Tid derefter brast Sæbeboblen. Da Bondestandens Sparekasse den 30. Maj 1908 havde holdt sin Generalforsamling, paa hvilken der forgæves stilledes Spørgsmaalet til Formanden, Justitsminister Alberti, om Sparekassens Obligationer nu ogsaa virkelig var, hvor de skulde være, greb Mistanken først rigtigt om sig. Og Uhyggen voksede, da bI. a. Ove Rode rettede stadigt heftigere Angreb mod Ministeren i

»Politiken«. Den 24. Juli meldte Bladene, at Alberti var traadt tilbage; officielt begrundedes det med hans svigtende Helbred. Samtidig udnævntes han til Gehejmekonferensraad.

Den 8. September 1908 meldte Alberti sig endelig i Opdagelsespolitiets Vagtlokale i Domhuset - for Falsk og Bedrageri. Ikke mindre end ca. 15 Millioner Kroner havde han tilvendt sig, baade fra Sparekassens og Smøreksportforeningens Midler, og Svindlerierne havde været i Svang helt siden 1894! -

Det var ikke Birck alene, der fældede Alberti, men han ydede det afgørende Bidrag til at fremme Afsløringen. Hans uvisnelige Fortjeneste blev, at han gennemskuede Justitsministerens Uredelighed og i nøje overvejede og vel begrundede Angreb førte Bevis for, at Alberti havde gjort sig skyldig i Embedsmisbrug. Hans Rigsdagstaler i Anledning af Alberti-Sagen fik iøvrigt særlig Betydning ogsaa derved, at han mere eftertrykkeligt end nogen anden ved denne Lejlighed stillede Krav om Indførelse af en Aktielov og derved fremførte Argumenter, som han ofte nok - altfor ofte - fik Anledning til at gentage i de følgende 15-20 Aar.

334

b) Bircks Kamp for Bank- og Børskontrol før Verdenskrigen.

Mands Mod til at sige sin Mening viste L. V. Birck ogsaa, da han 1910-14 i nogle Artikler i Harald Nielsens Tidsskrift »Ugens Tilskuer« beskæftigede sig med forskellige Børsmanøvrer, som efter hans Opfattelse maatte være betænkelige for Erhvervslivet. Her er han atter inde paa Problemet: Realkapital contra Privatkapital. I en mod Vekselerer Eduard Rée rettet Kritik betitlet »I Strid med sig selv« (U. T., 18. Nov. 1910) behandler Birck i denne Sammenhæng for første Gang de Børsmanipulationer, der var bleven foretaget med Sukkerfabrikkernes Aktier. 1907, fortæller han, var der udstedt for 10 Mill. Sukkeraktier til Kurs 180, saaledes at Aktiekapitalen dengang nominelt var 18 Mill. Kr. værd. Siden var der udstedt yderligere 5 Mill. Kr., og Kursen var, takket være Opkøbene fra Vekselererfirmaet Ed. Rées Side, bleven jobbet op til en Kurs paa 250 til 265. Den indbetalte Kapital paa 15 Mill. Kr. var dermed presset op til en Værdi paa ialt ca. 38 Mill. Kr., og androg dermed - naar den gældende Kurs paa 250 tages som Grundlag for Beregningen - 23 Mill. Kr. mere end indbetalt.Dr. L. V. Birck fremhæver ved denne Lejlighed meget eftertrykkeligt den ejendommelige og meget betænkelige Stilling, Vekselerer Ed. Rée indtager. For ham som Chef for det førende Spekulationskonsortium i Sukker maatte det i Realiteten kun være magtpaaliggende at sikre Aktionærernes Interesse af rent egoistiske Hensyn. At denne Interesse ogsaa var alt overvejende, havde vist sig bl.a., da Rée stillede Krav om, at der skulde udstedes for 5 Mill. Kr. Friaktier, og da han kun frafaldt dette Krav, efterat Direktør Gammeltoft havde truet med at træde tilbage, hvis det blev gennemført. Nu maatte det selvfølgelig ogsaa være den selvsamme Mand om at gøre, at Kursen holdtes, for ved denne kunstige Udvanding af Aktiekapitalen at trække saa mange Millioner ud af Publikums Lommer som muligt. Disse Penge skulde imidlertid ikke anvendes til Fremme

Billede

Direktør Eduard Rée.Født 6. 9. 1867 Kbh., død 13. 6. 1918 sst. Formand for Direktionen i Creditkassen for Landejendomme i Østifterne siden 1913. Svigerfader til baade Emil og Valdemar Glückstadt.

Billeder

»Social-Demokraten« s Karrikaturer.

Karrikaturen th. bragtes, da det konservative Landstingsmedlem, Børskommissær Jul. Schovelin, traadte i Skranken for Kronebaissisterne og navnlig for Theo. Kliatschko. (Jvf. S. 301 flg.) Bladets Ironiker Pipperup bemærker, at Schovelin var helt bedrøvet ved nu ikke mere at kunne beholde »en saa sjælden fremmed Rovfugl« og at han altfor gerne vilde »bekoste et Bur paa Børsen, hvor denne sjældne fremmede Rovfugl kunde sidde fredet og spekulere i Valuta«.

G. M. Rée

Karrikaturen tv. publiceredes i Anledning af, at HRS. G. M. Rée i en Forhandling ved Sø- og Handelsretten i Januar 1918 forsvarede Rhederiet »Grønlandsk Minedrift A/S«, som 1916-17 havde sendt Skrueskibet »Danmark« paa en Polarekspedition uden at hverken Skibet eller Besætningen var udrustet dertil. Ifølge Underskriften til Tegningen erklærer HRS. Rée: - Det er ingen Ting at tale om at mangle Tøj og Mad i 30 Graders Kulde!

Theo Kliatschko

335

af selve Sukkerindustrien, men derimod til Henlæggelse i Konsortiets private Pengeskabe. Uheldigvis, fortsætter Birck, er selvsamme Ed. Rée ogsaa Medlem af Bestyrelsen for Sukkerfabrikkerne. I denne Egenskab burde han jo være forpligtet til at sørge for, »at Produktionen staar paa et højt og hæderligt Standpunkt«. Her maatte Eduard Rée »komme i Strid med sig selv«. Thi han kunde selvfølgelig ikke samtidig varetage paa den ene Side Aktionærernes, paa den anden Side Publikums og Arbejdernes Interesser. Resultatet var, at Fabrikkerne under de givne Forhold maatte forrente 15 Millioner Kroners Overkapital - hvilket Beløb var Stigningen siden 1907 - og at der dertil maatte anvendes 900.000 Kr. aarlig.

»Vilde det«, spørger Birck derefter - »for Aktionærerne, der har købt eller skal købe Konsortiets Beholdning, ikke have været billigere, om de paa Kontoret havde haft en à to uærlige Eschricht’er *) end det legitimt og efter gængs Fonds-Børsmoral handlende Konsortium repræsenteret indenfor Ledelsen? Thi den Skade, der kan gøres ved saakaldet legitim Spekulation, er til Tider større end den, Uærlighed paafører Samfundet. Men hvad siger Handelsstanden til den Bank (NB: Landmandsbanken!), som paa en Tid, hvor dansk Erhvervsliv trods bedre Konjunkturer sukker under Mangel paa Penge, binder Millioner i spekulative Værdier?«

Efterat Sukkerfabrikkernes Aktier ved systematiske Manipulationer fra Rée-Konsortiet i længere Tid var gjort til Genstand for uforsvarlig Spekulation og derved i stigende Grad havde fremkaldt offentlig Kritik - i den Grad, at endog Socialdemokraterne for Alvor drøftede Spørgsmaalet om en Socialisering af Fabrikkerne, saa L. V. Birck sig i Januar 1912 paany foranlediget til, i en Artikel om »Justum pretium«, -

*) Der tænkes her paa J. F. Eschricht, Kontorchef og Hovedkasserer i Østifternes Kreditforening, som arresteredes for Bedrageri den 24. Septbr. 1910. Det viste sig, at han havde bedraget sit Firma for 80.000 Kr., havde begaaet Falsk og ovenikøbet var Albertis direkte Medskyldige og Medhjælper i Millionbedragerierne.

336

den rimelige, retfærdige Pris, - at undersøge denne Aktiespekulation. Eftertrykkeligt understreger han her, at den Maade, paa hvilken Sukkertrusten misbrugte sin Magt, naturligvis maatte afføde en kraftig Reaktion i Befolkningen, da den ved den gældende Ordning »gennem Sukkerpriserne betaler en Afgift til Fabrikkerne, som, hvis den blev paalagt som Skat, vilde koste Finansministeren baade Hovede og Taburet«. Sukkerringen havde, konstateres der, udnyttet sit Monopol uden sentimentale Svinkeærinder. Atter fremhæves, at denne Ordning navnlig virkede paa Konsumenternes og paa Arbejdernes Bekostning, at Fabrikkerne under Hensyn til Direktør Rées hensynsløse Kursjobberi nu maatte »udpresse Monopolet baade overfor Konsumenterne og overfor Arbejderne til yderste Draabe«. Han fortsætter: »Fabrikkerne har da ikke blot tvunget et stort Udbytte aarligt ud af Befolkningens Lommer, men ogsaa en Gang for alle gennem en vældig Kursavance suget Millioner ud af Mellemkapitalisternes Hænder,- ene til Fordel for en bestemt Familieklike med børsagtigt Præg, og muligvis ogsaa for en eller flere Journalister, der enten i Uvidenhed eller i egne Venners Interesse bruger Familieklikens Organ til at gøre Propaganda for de Papirer, hvori Kliken p. t. er interesseret - enten det saa er Dampmølle-, Sukker-, Tekstil- eIler muligvis ogsaa ØIaktier«. Birck harmes over, at der nu i al Evighed skal skattes til dem, der har afkøbt Hr. Rées Klike deres Aktier, dog ikke saaledes at Køberne fik Udbyttet, idet det nu en Gang for alle var gaaet til Kliken. »Nu har vi« - bemærker han afsluttende til dette Kapitel - »intet mod at skatte til en teknisk og produktiv Dygtighed; men den blotte jobberagtige Snuhed, et formelt Kendskab til Børsmanipulationens Teknik og Slægtskab til et Bankinstitut, der traditionsmæssigt udstrækker det fjerde Bud til Descendens- og Sidelinier, er ikke tilstrækkelig Adkomst til at kræve Afgift af Folket«.

Samtidig vender L. V. Birck sig i Artiklen om »Justum pretium« mod Forhøjelsen af Ølprisen, som begrundedes med, at den egentlige Arbejdsløn var steget med 3 Øre pr. Pot Øl.

337

Med bidende Ironi spørger han, hvorfor »Politiken«, hvis ene Redaktør ellers var saa bekymret for Folkets Forbrug, nu ikke vendte sig indigneret mod Hr. Dessaus Ølbeskatning. Dog nej - tilføjer han - »Bladets smaa Børsprofeter - som Kandidat Koppel og Ridder Horwitz eller hvem anden - fandt det var all right«. Men her som ved saa mange andre Lejligheder sattes dermed den forsvarlige Pris, justum pretium - fair price - ud af Kurs -, den Pris, der lod Sælger leve vel, og som ikke forurettede Køber eller gjorde den nominelle Arbejdsløn utilstrækkelig. En saadan Udvikling var imidlertid i det lange Løb utaalelig. Og derfor maatte det kræves, at Trustdannelsen, der ved saadan en Prispolitik rider Samfundet som en Mare, sættes under kraftig Statskontrol. Birck resumerer:

Hvad herhjemme er sket i de ledende Industrier i de senere Aar, er ikke et isoleret Faktum; det er et symptomatisk Udslag af en Verdensbevægelse. Mænd som Rée og Dessau har aandsbeslægtede over den ganske Verden. Mod deres »Lad os tage, hvad vi kan faa - fair or foul« - maa Staten stille principet: Justum pretium - fair price.

Det er forbavsende, hvorledes Birck allerede før Verdenskrigen er trængt til Bunds i de her omhandlede Spørgsmaal. Men mere Anerkendelse værd er det, at han havde Mod til saa kraftigt, som sket er, at kritisere disse »Rée, Dessau og aandsbeslægtede«, som allerede paa denne Tid ydede deres store Indsats til at forvandle Børshandelen til det rene Spil og Hazard ved Spekulation og andre Manipulationer. Ingen har som han gennemskuet det uredelige Spil, Børsherrerne mente at kunne tillade sig med Samfundets Værdier. Hensynsløs er han i sine Angreb, hvor han mener, at Samfundets Vel kræver det. Det viser sig bI. a. igen, da han kritiserer den Børsreform sønder og sammen, Kursnoteringens Børsudvalg havde udarbejdet (jvf. U. T., 27. 5. 1914). Eller da han - allerede 1910

338

- offentliggør en udførlig Analyse af Forslaget til en Aktielov og derved fremhæver, hvor nødvendigt det er, at der snarest muligt skaffes faste Regler for en offentlig Kontrol med Aktieselskaber, uanset Modstanden mod den i »la haute finance«, som ifølge Bircks Mening »er ligesaa sejg og udholdende som Indignationen over Svindel plejer at være stærk og kortvarende«. Punkt for Punkt undersøger han Lovforslagets enkelte Bestemmelser, paapeger navnlig de Forhold, som gør den skarpeste Statskontrol bydende nødvendig og anbefaler til Slut Kontrol med og Offentlighed i Andelsselskaber. Under Hensyn til, at Andelsbevægelsens Mænd selv paa uforsvarlig Maade satte sig imod den foreslaaede Kontrol af Andelsselskaberne, bemærker han til Slut bittert: »Alberti kunde ikke med større Iver have modsat sig Reglen om et Mindretals Ret til at tilkalde kyndige Revisorer eller Bestemmelsen om Regnskabets KIarhed og Offentliggørelse, end Direktør Jørgensen har gjort det. D’Herrer Sørensen og Jørgensen kan tilskrive sig »Æren«, hvis Aktieloven strander, thi denne Lovs Modstandere - f. Eks. Brødrene Dessau - kan med samme Ret frabede sig Offentlighed og Kontrol som Andelsdirektøren«.

Det skrev Prof. L. V. Birck i »Ugens Tilskuer«, den 20. og 27. Januar 1910. Aktieloven blev selvfølgelig ikke til noget. Naar Jøderne var imod, var der intet at udrette. Hvordan det saa gik senere med Aktieselskabslovgivningen, er ovenfor vist.Først da Katastrofen var indtraadt, blev ogsaa d’Herrer Rigsdagsmænd klar over, at der maatte foretages noget. Men heller ikke før! Bircks Formaninger brød de sig naturligvis fejl om.

Der var iøvrigt ogsaa andre Punkter, hvor L. V. Birck sagde advarende Ord i Tide, men som desværre faldt i daarlig Jord. Saaledes protesterede han i »Ugens Tilskuer” for 29. Marts 1912 mod Sammenslutningen af den 1842 stiftede Lollands Spare- og Laanebank med Landmandsbanken, ved hvilken den sidstnævnte kunde suge over 30 Mill. Kr. i Indlaansmidler til sig. Eftertrykkeligt bemærkede Birck herom, at det altid er uheldigt for Egnen, at et dygtigt virkende, selvejende Spare-

339

institut ombyttes med en egoistisk, profithungrende Bank. Og han slutter med følgende Alvorsord:

»Vort Raad til de Mænd fra Lolland og Falster er: Vogter Eders Øers økonomiske Selvstændighed, Eders Hjems og Slægts Velvære og Fremtid. Thi I behøver ikke at lade Eder sælge. Men bortset fra det uheldige i en Koncentration af Kapitalen, der suger Midlerne fra det flade Land, hvortil de hører, til Hovedstadens Banker, er der tillige Grund til at andre Betænkeligheder: raader Landmandsbanken i sin Ledelse over den Almensans, over den Dygtighed, den Koldblodighed uden Hjerteløshed, den Fantasi uden Spillelyst, som man kan kræve af et Bankinstitut, der vil lægge det ganske Land, hele Danmarks Økonomi under sig?«

Tænk, disse Ord offentliggjordes den 29. Marts 1912! Hvilket næsten profetisk Fremsyn! Og hvilket Ansvar følte ikke den Mand, der med saadanne indtrængende Ord forsøgte at advare danske Bønder, jævne Provinsboere, om ikke at begaa økonomisk Selvmord ved at begive sig ind under den jødiske Kapitalmagts Kontrol.

c) Birck contra Ballin.(Sammenstødet den 6. August 1918.)

Verdenskrigstidens hemningsløse og vilde Spil, som allerede 1916 udartede til det utrolige, gav selvfølgelig Prof. L. V. Birck mere end Anledning nok til at rette sit Søgelys mod de Steder, hvor Aktiespekulationen drev de vildeste Orgier. Det var ganske selvfølgeligt, at han navnlig beskæftigede sig med denne Tids største Trustdannelse, Sammenslutningen af de store Garveri- og Skotøjsfabrikker i Ballin-Koncernen. Den Konflikt, som derved opstod med Lederen af dette mægtige Foretagende, den meget indflydelsesrige

Direktør Max Ballin, er allerede i Hovedsagen bleven behandlet ovenfor i Afsnit 3f. Her skal imidlertid endnu to af de væsentlige Episoder i denne Kontrovers behandles: Bircks Angreb paa Koncernen i November 1916 samt det endelige Opgør med Direktør Max Ballin

340

den 6. August 1918 i Prisreguleringskommissionen. I begge Episoder viste Birck sig atter som den klartskuende, ansvarsbevidste Stridsmand, der ikke kendte til Hensyn, naar det gjaldt om at beskytte Folket mod den graadige jødiske Kapitalmagts Udplyndringsmanøvrer.

Prof. Bircks Kritik af den storstilede Aktiespekulation, som fremkom samtidigt med Dannelsen af Ballin-Koncernen i Efteraaret 1916, kunde selvfølgelig ikke finde Optagelse i de af Jøderne underkøbte Hovedstadsblade. Artiklen om dette Spørgsmaal offentliggjordes derfor den 2. November 1916 i »Jyllandsposten« under Overskriften: »Er Maalet fuldt?« Her skildredes indledende de Farer, der efter Bircks Opfattelse maatte knytte sig til den nye Aktieudstedelse paa 9 Mill. Kr. Birck ansaa det navnlig for betænkeligt, at det var to af Landets største Garverier, som nu igennem Trustdannelsen kontrollerede de sammensluttede Fabrikker og bestemte deres Arbejdsvilkaar. Prof. Birck erklærede, at han i og for sig ikke vilde have noget imod, at Publikum kom til at betale en Trust-Præmie under Hensyn til den ved Sammenslutningen opnaaede Rationalisering af Produktionen, men at han var betænkelig ved det i Anledning af Aktieudvidelsen udsendte Prospekt, som endog forsmaar det tilslørende Hykleri, der er Lastens Kompliment til Dyden, og som vilde have været umuligt, hvis vi havde haft en Aktielov«.Prospektet udbød 9 Mill. Kr. Aktier uden at give nærmere Oplysninger om, hvorvidt denne nye Kapital var nødvendig, og hvilket Formaal den skulde tjene. Efter egne Undersøgelser kommer Birck her til det Resultat, at en tilsvarende Stigning i Aktivernes Værdi ikke kunde paavises, selvom Hertz’ Garverier og Ballin skulde ligge med relativt store, paa et tidligere Tidspunkt billigt indkøbte Beholdninger af Huder. Des ejendommeligere var Kapitalforøgelsen, da det ej heller kunde antages, at d’Hrr. Ballin, Hertz eller Seligmann, Müller eller Nathan var blinde for deres Aktivers Værdi. Og hensynsløst aaben erklærer Birck, at Prospektet tydeligt lod erkende, at

341

det her drejede sig om en Aktion til Fremme af ren og skær Aktiespekulation, at Hovedinteressen ved Aktieudstedelsen knyttede sig ikke til den fremtidige Drift og dennes Resultat, men til Forventningen om en Kursavance. Ved straks at oplyse i Prospektet, at Hensigten var at søge Selskabets Aktier optaget til Notering paa Børsen og ved at lade en indflydelsesrig Vekselerer som Johan Levin underskrive Prospektet var der givet et Slags Løfte om Notering, som maatte stimulere Interessen for Aktierne. Efterspørgselen maatte yderligere piskes op ved den saa besynderlige Bemærkning i Prospektet, at Landmandsbanken vilde forbeholde sig Ret til at reducere det af Publikum tegnede Beløb efter sin egen Bestemmelse«. Birck harmes over dette forbryderiske Spil, anser Prospektet for lidet sømmeligt, og han tilføjer, at »man har Ret til at forundre sig over, at en af »det sidste Hold af Mænd«, de Radikales første Handelsminister, Formanden for Store Nordiske, fhv. Generalkonsul Weimann har kunnet glemme, hvad han baade overfor Indland og Udland skylder sin Stilling, og staa som første Mand under dette Prospekt.«

Dog, fortsætter Birck, saa skandaløs end Sagen er, Spekulationen er lykkedes: »I Stedet for de 2 tegnedes der 200 Millioner af Folk, der vilde sikre sig og derfor, naar de kun kunde betale ti Tusinde, abonnerede paa mindst hundrede Tusinde. Tilstrømningen har allerede virket, og kyndige Herrer har spaaet, at det skal lykkes at drive Aktierne op til 300 - en Kurs, som vilde give de 7 Mill., Hertz og Ballin i Selskabet har faaet for deres Aktiva, en Værdi af en Snes runde Millioner, selvom denne Kurs ikke kan forrentes.« Og nøgternt knytter Birck hertil en Bemærkning om, at der maaske blandt alle de Personer, der tegnede Aktier, ikke var een, for hvem Ønsket var en fornuftig og varig Pengeanbringelse, men at det var

Kursavancen, Løftet, der blev givet i Prospektet, der lokkede. Han forfærdes ved denne hemningsløse Pengebegærlighed, dette infame Gøgl, Finansherrerne tillader sig overfor godtroende Medborgere, og han harmes over disse Samtidige, der lader

342

sig forlede til de mest ubesindige Kapitaldispositioner. Han spørger: »Er Maalet fuldt?« Skal det da nu ikke endelig være Slut? Er der da ingen, der forstaar Tidens Alvor og under Hensyn hertil afslaar at gaa med til dette Galmandsværk? Sandelig: det er bitre Ord, en rystende Anklage, der gaar til Hjertet, naar han bemærker:

»… Har vi Danske maaske ikke Forstand eller Hjerte nok til at ane Krigens Ulykke for de Andre, skulde vi dog have Fantasi nok til at forstaa, at ogsaa vi skal betale vor Skærv paa Ulykkens Alter. Europa er fattigt, ogsaa vi: største Delen af vor nyerhvervede Rigdom er Løgn og Blændværk, et oppustet Papirbjerg, som skal falde sammen. Og dog vover nu, i Krigens sidste Fase, hvor Sulten ogsaa skal banke paa de Neutrales Vinduer, saakaldte ansete Mænd at skabe endnu flere imaginære Værdier, at kalde paa Publikums Begærlighed, som Skøger efter drukne Matroser. Hvorlænge. Quosque tandem! Skal jeg minde disse rige Mænd om en fattig juridisk Professor, der med sit Liv mente at maatte bøde for, hvad vitterligt var en Ubesindighed i et Prospekt? *) Nej, hvorfor minde om en sygelig ømfindtlig Æresfølelse, naar et jævnt Æresbegreb er tilstrækkeligt...«

Professor Birck udtaler Haabet om, at Grosserer-Societetets Komité vil afvise, at Ballin-Koncernens Papirer optages til Notering, og at det »paa Københavns, Tietgens, Børs, ikke bliver Landmandsbankens Venneklike, der bestemmer, hvilke Papirer der skal optages til Notering«. Dog han nærer vel selv Tvivl om, hvorvidt Fornuften paa Børsen vil sejre, og under Indtrykket af denne haabløse Forsumpning, som nu har grebet om sig allevegne i Erhvervslivet, dog navnlig der, hvor de orientalske Snyltere er paa Spil, udbryder han i følgende forbitrede Udraab:

*) Der hentydes her til Professor L. A. Grundtvigs tragiske Død den 28. April 1913. Som Formand for Filmsselskabet »Danmark« foranledigede han, at der i Selskabets Love indføjedes en Bestemmelse om, at Aktionærerne ved Udvidelsen af Aktiebeløbet skulde forbeholdes Retten til at tage en Del af de nye Aktier til pari, omendskønt han vidste, at denne Bestemmelse var angribelig. Den haarde Kritik, han i denne Anledning var udsat for, tog han sig saa nær, at han besluttede frivilligt at gaa i Døden.

343

»Svindelperioden har nu naaet sit Maximum: Alt i Danmark er lavet til Kurser, som staar uden Forbindelse med de faktiske Forhold; fra den Kreds af Mænd, der samler sig om Landmandsbanken, er der udgaaet en Værdioppustning, som i Øjeblikket truer Landets hele økonomiske Liv med en Krise, hvis Omfang vi ikke har haft 100 Aar samtidig med, at den har forrykket Godtfolks Hoveder, saa Danmark gør Indtrykket af at være et Galehus.«

Disse Ord offentliggjorde Prof. L. V. Birck den 2. November 1916 i »Jyllands-Posten«! Han kunde dengang ikke ane, i hvilken Grad den senere Udvikling vilde give ham Ret; dog han fik jo Ret, i en forfærdende Grad.

Max Ballin reagerede iøvrigt meget hurtigt paa dette Birck'ske Angreb, idet han allerede den 3. November tilbød Birck Adgang til alle Aktstykker vedrørende Dannelsen af De forenede Skotøjsfabrikker. Birck akcepterede dette Tilbud ved en Skrivelse af 6. Novbr., i hviIken han imidlertid gjorde opmærksom paa, at der i Ballins Svar kun var taget Stilling til et af de i hans Artikel i »Jyllands-Posten« behandlede Punkter, nemlig Paastanden, at Prospektets Oplysninger havde været ufyldestgørende og utilstrækkelig til at være Basis for en Bedømmelse af Værdien af de

overtagne Aktivers virkelige Værdi. Der var intet svaret paa de andre to væsentlige Punkter, nemlig 1) at Prospektet til Aktietegningen som særligt Lokkemiddel henviste til, at Aktierne vilde blive søgt noterede paa Børsen, og 2) at Landmandsbanken havde forbeholdt sig Ret til at fordele Aktierne efter eget Skøn blandt Aktionærerne.Paa disse Bemærkninger gav Ballin den 8. Novbr. 1916 et meget overlegent Svar, som selvfølgelig straks fandt

Plads i »Berlingske Tidende«. Direktøren for den store Skotøjskoncern tillod sig heri henvendt til Dr. L. V. Birck, bI. a. indledende at konstatere, »at De vel har fundet Tid til i ganske ubeherskede Udtryk at angribe hæderlige Folk, men ikke kan finde Tid til at overbevise Dem om, hvorvidt de Paastande, paa hvilke De bygger Deres i de stærkeste Ord holdte Beskyldninger, er rigtige eIler ikke rigtige«. Og han fortsatte: »Skønt nu hele Deres impulsive Art og Deres ubestridelige Evne til at finde og bruge Kraftudtryk har noget Krav paa Overbærenhed, forekommer det mig dog, at De her sætter Overbærenheden paa en vel haard Prøve.« Ballin behandlede derefter i det

344

enkelte Vilkaarene for Sammenslutningen og mente derefter at kunne hævde, at de fusionerede Fabrikker var overtaget til den almindelige Handelspris, og at der ved Overtagelsen ikke kunde være Tale om, at der var betalt en Overpris. Direktøren mente endvidere, at der ikke kunde indvendes noget imod, at de tidligere Ejere af A/S Ballin & Hertz havde overtaget 4,6 Mill. Kr. Aktier af de nye Aktier til Emissionskurs, da de ved Overtagelsen havde forpligtet sig til ikke at sælge dem i de første 35 Aar. Og endelig gjorde han gældende, at Bemærkningen i Prospektet om, at Aktierne senerehen vilde blive noteret paa Børsen, ikke kunde anses for at være noget særligt »Lokkende«, da Aktierne i næsten alle store og betydelige Selskaber udstedtes i denne Form. »Og« - fortsætter den selvgode Børsmagnat - »jeg tør paastaa, at Børsnoteringen i Dag ikke omfatter noget Papir, der er fremgaaet af en honettere og solidere Start.« Det var derfor efter hans Opfattelse heller ikke forbavsende, »at der allerede længe før Emissionen i Landmandsbanken forelaa flere Tusinde skriftlige og telegrafiske Anmodninger om Tegning fra hele Landet, ligesom jo Tilstrømningen i København var ganske overvældende«.

Birck er ikke særlig imponeret af disse Indvendinger og anmoder Ballin om at vente med yderligere Konstateringer, indtil Undersøgelsen er foretaget. Med den ham særegne Ironi bemærker han endvidere, at han skal forberede sig til denne dybtgaaende og fuldstændige Undersøgelse af Trustens Forhold, »ikke blot for at vurdere de Fakta, som De i den rette Belysning vil stille til min Disposition, men ogsaa for at værne mig mod Deres fra alle Sider saa beundrede charmerende Egenskaber«. Han tilføjer: »Jeg gyser paa Forhaand ved at forestille mig, hvorledes De paa overbevisende elskværdig Vis vil kunne godtgøre for mig, at Hvidt er Sort og Sort er Hvidt. Thi jeg gaar ud fra, at det bliver Dem selv i egen høje Person og f. Eks. ikke Deres Prokurist, der overfor mig vil afgive Garantierklæringer angaaende Trustens Financiering.« Der indvendes til Slut bI. a., at den af de tidligere Aktionærer overtagne Forpligtelse til ikke at sælge i 35 Aar ikke er nævnt i Prospektet, ikke er bindende overfor Offentligheden, men kun mellem de kontraherende Parter indbyrdes; og altsaa kan ophæves af disse.

Det afsluttende Ord til Sagen sagde Prof. L. V. Birck efter den foretagne Undersøgelse i en omfattende Redegørelse, som publiceredes i ”Jyllands-Posten« den 23. Decbr. 1916. Nu viste det sig alligevel, at der var et Svælg mellem de to modstridende Parters Bedømmelse af Skotøjskoncernens Kapitalforhold. BI. a. konstaterede Birck indledende i sin Redegørelse, at Ballin fastholdt sine Beregningers Rigtighed, men dog nu vilde indrømme, at den Kurs, til hvilken Aktierne handledes før og efter Emissionen (mellem 250 og 300), ikke havde nogen Støtte i hans Rentabilitetsberegninger. »Jeg derimod,« erklærer Birck, »fastholder ikke

345

alene, at det høje Kursniveau er rent ud vanvittigt, men ogsaa, at selve Aktiebeløbet, 9 Mill. Kr., er for stort, og at de 6 Mill. Kr., der gives for de 10 Enkeltforetagender, er mere end rigeligt.« I indgaaende Beregninger kommer han derefter bI. a. til det Resultat, at 2,4 Mill. Kr. vilde have været en passende Kapital for de 10 sammensluttede Fabrikker, men at de 9 Mill. Kr. ikke var andet end en uforsvarlig kraftig Overkapitalisering, som man aldrig vilde kunne forrente selv kun nogenlunde tilfredsstillende. Endnu mindre vilde det være muligt at betale store Dividender svarende til den gældende abnorme Overkurs. Til Begrundelse for denne Opfattelse beregner Birck det Netto-Udbytte pr. Arbejder, som skal opnaas aarligt for at kunne tilfredsstille Aktionærernes Forventninger. Herom bemærker han bI. a.: »I Hertz var Skotøjsforretningens Kapital i 1913 3.000. Kr. pr. Arbejder. Med 10 pCt.’s Forrentning af Aktiekapitalen - hvad disse Selskaber iøvrigt sikkert ikke har givet i Gennemsnit - skulde Hertz til sin Aktiekapital

indtjene et aarligt Netto-Udbytte Pr. Arbejder af lidt over 300 Kr. - men i det nye Selskab skal dette Beløb blive op imod 1.000 Kr. Ja, hvis en Kurs af 250 à 270 skal hævdes, da mindst 1.800 Kr. pr. Arbejder!« Et saadant Udbytte kunde naturlig kun betales ved urimeligt høje Fodtøjspriser og naar Staten gik med til en højere Skotøjstold, en Told, der allerede nu var ligesaa stor som Arbejdslønnen. Til Slut begrunder Prof. Birck udførligt sin Anke, at der ved Emissionen forelaa en Kursopskruning af uberettiget Omfang og understreger, at »et vanvittigt Kursniveau, enten det er i Læder- eller Skotøjsbranchen, vil føre til en panikskabende Deroute«. Og i denne Artikel, publiceret den 23. Decbr. 1916, kan han allerede hertil knytte Ordene: »De sidste 3 Ugers Begivenheder paa Københavns Børs har givet mig tilstrækkelig Ret.« Han henstiller endelig til Max Ballin »at forelægge Offentligheden sin Rentabilitets-Beregning, saa at denne kan dømme om det Punkt, hvorom vi er uenige«.Herpaa blev Ballin ham Svar skyldig.

I et lille Efterspil i Januar 1917 gik Birck derefter kraftigt i Rette med Skotøjsfabrikant E. F. Jacob. I en Artikel »Om Maksimal- og en anden god Støvle« (Nationaltidende, 20. Jan. 1917) behandler Birck Prisudviklingen for Læder og Huder og paaviser, hvorledes saavel Ballin som Jacob er ivrige for at skrue Priserne i Vejret. Vanskelighederne paa Skotøjsmarkedet var blevet væsentlig forøget derigennem, at der i 1915 var blevet eksporteret altfor mange Færdigfabrikata, ca. 600.000 Par, og at tillige Eksporten af levende Dyr var blevet tilladt. Hvis det sidste ikke var sket, kunde man i større Grad have sikret Garverierne det nødvendige Antal Huder. Han bemærker hertil bl. a.: »Hvis Regeringen ikke har taget Forholdsregler, som sikrer Læderprisernes forholdsmæssige Fald, vil

346

det gaa som saa ofte før, at Landbrugerens Gevinst blot overføres paa Garverierne, uden at Publikum mærker det. Og meget taler for, at Garverierne vil bruge deres stærke Stilling til at hævde Lædermarkedet.« Birck omtaler derefter ironisk den forjættede Maksimalstøvle, som nu nogen Tid havde spøget Mand og Mand imellem. Han skildrer, hvorledes Rigsdagsmænd og Blade var sat i Bevægelse for at skabe Stemning for Sagen o.s.v. Denne Støvles Holdbarhed skulde herefter afhænge af, med hvilken Omhu Ballin vilde anvende sine Hestehuder, som han skulde sælge under Dagsprisen. Til yderligere Oplysning bemærker Birck bl. a.: ”Angaaende Udstyret, da erklærer Hr. Ballin til »Social-Demokraten«, at den er uden Luksus; men til »Politiken« siger han, at den ikke helt er blottet for Luksus - altsaa ligesom Aslaug nøgen og dog ikke uden Klæder.« Iøvrigt revser han Fabrikant Jacobs Spilfægteri ved fra Tid til anden i bitre Ord at optræde som Ballins Modstander, medens han samtidig staar i Kartelaftale med Ballin og Hertz, og i sidste Instans altid gør fælles Sag med disse Mænd. »Naar vi«, slutter han, ”erindre dette og tilmed ved, at Flertallet af Skotøjsfabrikanternes Bestyrelse sidder i den Ballinske Skotøjstrust, saa faar denne Drosselduet mellem Herrerne Ballin og Jacob, hvori denne repræsenterer Grumheden og hin Mildheden, en Bitone.«

Harmfyldt giver Fabrikant E. F. Jacob Svar i en Artikel: ”Videnskaben, Skotøjet og Læderet.« (Nationaltidende, 22. Jan. 1917). Han mener ikke at kunne optrævle hele dette Væv af forvrængede Fremstillinger o.s.v. i Bircks Artikel, men vil dog »anholde nogle af de mest usandfærdige Paastande«. Og saa hævder han bl. a., at Skotøjsfabrikerne fuldtud er upaaklagelige, dansk Overlæder endog meget fortrinlig, at de om Skotøjseksporten givne Oplysninger er fejlagtige o.s.v. Til sidst giver Jacob Udtryk for sin Forbavselse over, at en af Lederne for Konservatismen, altsaa for et Parti, som man i industrielle Kredse havde betragtet som sig venligt stemt, kunde tillade sig paa denne Maade at mistænkeliggøre en Industrigren. Heller ikke denne Gang lader Svaret vente længe paa sig. I en Artikel: ”Røsten er Jacobs, men Skindet Ballins«. (Nationaltidende, 23. Jan. 1917) replicerer L. V. Birck, at han fastholder Rigtigheden af alle de af ham fremførte Paastande, og han dokumenterer dem. Han understreger derved paany det utilstedelige i den Art Kispus, Ballin og Jacob tillader sig, idet han bl. a. siger: »Denne Form, hvor de Herrer udadtil staar som Modstandere og indadtil arbejder hinanden Spillet i Hænderne, er baade overfor Regeringen og overfor Publikum ganske unfair.« Noget senere tilføjes: »Her kommer vi til den ejendommelige Form for et forargeligt Dobbeltspil. Hr. Ballin holder Skotøjsmændene til Ilden og lover Offentligheden en billig Støvle. Hr. Jacob henviser til, at Hr. Ballin er saa dyr med sine Løg, og derfor kan Støvlen ikke blive billig. Da Hr. Ballin faktisk har købt store Raavarelagre op og Læderpriserne derefter

347

siden Trustens Dannelse er kørt i Vejret i en rasende Hast, saa maa jeg have Lov at sige, at Hr. Ballin baade kunde

levere sit Chevreaux, sit Saalelæder og sine garvede Hestehuder til Priser, der tillod Skomagerne at levere Maksimalstøvler til fair Pris. Thi Skindet (som Sindet) er i mere end een Henseende Ballins.« Han slutter denne Polemik med følgende Ord:»Jeg har været ude for ret meget, naar jeg har søgt at tvinge enkelte Medborgere til ikke at misbruge en økonomisk Magtstilling, men jeg vil tilstaa, at det er nogle Aar siden, at jeg har set en Polemik, som bestaar i Benægtelser af Kendsgerninger, i dristige Paastande, i Fremhævelse af ligegyldige Smaafejl for at tilsløre Hovedspørgsmaalet, i Underfundigheder, Uartigheder og Morsomheder, som da f. Eks. Ballin i Tilsvar til en Undersøgelse af hele hans Industris Forhold fortæller, at han vil ikke forære mig en Pibe. Denne Form for Polemik, som jeg sidste Gang var Offer for, da jeg stod overfor Alberti, gør, at jeg efter denne Paavisning vil foretrække, at d’Hrr. lægger Sag an imod mig, frem for at tvinge mig ind i en Debat, hvori jeg føler mig stiIlet som Magisteren overfor Tateren i Strindbergs Tschandala.«Nu blev Jacob ham Svar skyldig. Og Sagsanlæget udeblev.

Den umiddelbare Virkning af denne Kontrovers var naturligvis, at de jødiske Finansmænd mødte Birck med stigende Mistillid og bekæmpede ham, hvor Lejlighed bød sig. Navnlig Ballin-Koncernens Mænd søgte at isolere ham saa stærkt som muligt. Men for Koncernen var han jo ogsaa i Virkeligheden en farlig Mand, da han som Medlem af Prisreguleringskommissionen havde et Ord med i Laget, hvor der var Tale om Skotøjs-Trustens Prispolitik. Derfor maatte det ogsaa langt om længe komme til aaben Konflikt med denne Trusts Leder, Max Ballin, en Konflikt, hvis enkelte Faser allerede er bleven behandlet ovenfor (Afsnit 3f). Her skal endnu blot Afslutningen af denne Kamp skildres, som fandt sit Højdepunkt i det store Opgør, Birck havde med Jødedommens Repræsentanter, Max Ballin og Benny Dessau, den 6. August 1918, i et dramatisk Optrin af ligefrem historisk Rang.

Angaaende det Sammenstød, som nævnte Dag fandt Sted i den overordentlige Kommission, blev der i de første Dage i September 1918 udgivet et lille Skrift: »Birck-Ballin«, af K. J.

348

Østrin, som nøje gør Rede for Max BaIlins - formodentlig ogsaa for Industriraadets - Syn paa Tildragelserne i Prisreguleringskommissionen. Piecen blev udgivet til Forsvar for BalIin. Naar Forfatteren indledende erklærer, at det af ham offentliggjorte Materiale skal tjene »til fuld Belysning af en Episode, der kan virke beskæmmende for en Mand, der er Danmarks betroede Mellemled ved Vareudvekslingsforhandlingerne med Udlandet«, uden at den i Virkeligheden er det, gives jo straks tilkende, i hvilket Øjemed Skriftet er affattet. Haanden er Østrins, men Røsten Ballins, og Publikationen er ganske tydeligt anlagt paa at godtgøre, at det var Birck, der havde gjort sig skyldig i en meget grov Forløbelse.

Til Trods for denne Tendens giver Skriftet gode Holdepunkter til Bedømmelsen af det, der skete hin 6. August 1918.

Efter Østrins Skrift var Anledningen til Striden for det første Bircks mod Ballin rettede Beskyldning, at han havde leveret Læder til Skomagerne for en Pris af 10 ½ Kr., der af Kvalitet var rent ud slet, omendskønt han havde lovet Ministeriet, at Læderet skulde blive af særlig god Kvalitet. Ballin beskyldtes altsaa for at have brudt sit Ord. Heroverfor søger Østrin paa Grund af Skrivelser, som enkelte Forhandlere af Læder havde sendt til Foreningen af danske Læderfabrikanter, henholdsvis Direktør Max Ballin direkte, at paavise, at Paastanden var uholdbar, grebet ud af Luften. For det andet havde Birck ifølge Skriftet i særlig Grad bidraget til en Skærpelse af Konflikten derved, at han overfor »Dagblad for Industri og Haandværk« i et Interview, som publiceredes den 19. Juli, erklærede, at han vilde vende sig imod Oprettelsen af den planlagte Hudecentral, da en saadan kun vilde gavne Garverierne og Landmændene, men aldrig være til Fordel for Forbrugerne. I denne Sammenhæng skulde han tillige have bemærket: »Forøvrigt mener jeg, at en tilfredsstillende Ordning først kan træffes, naar Fællesforeningen (af Danmarks

Brugsforeninger) har overtaget Garveriindustrien.« Det var navnlig denne sidste Erklæring, der havde medført, at Ballin-Koncernens

349

Ledere var uvillige til at give nærmere Oplysninger om deres Fabrikkers Produktion, Priser o.s.v. til et Udvalg, i hvilket Birck var Medlem.

Saavidt Østrins Fremstilling af de umiddelbare Aarsager til Konflikten. I Virkeligheden maatte Grundene til Fabrikherrernes og da navnlig BaIlins, Obstruktion søges et helt andet Sted.

I Juli 1918 havde Skotøjsforhandlerne ved Bekendtgørelse faaet fastsat de Maksimalavancer, de maatte beregne sig i Detailhandelen med Fodtøj. Efter denne Ordning gjorde der sig overalt det Ønske gældende, at nu ogsaa Skotøjsfabrikanterne og Garverierne maatte blive underkastet tilsvarende Bestemmelser for at standse Klagerne over den alt for høje Prisstigning af Sko og desl. Dette gav Stødet til, at Trustkontrollen, i hvilken Prof. L. V. Birck var medvirkende, allerede i Juli Maaned 1918 udsendte Spørgeskemaer, hvori den udbad sig Oplysninger om Priser og Produktion indenfor de i Betragtning kommende Virksomheder. Skemaerne sendtes ogsaa til de til Ballin-Koncernen hørende Fabrikker, men blev kun besvaret af en enkelt Fabrik, Hertz’ Garveri og Skotøjstabrik. 11 Fabrikker svarede ikke. Det viste sig, altsaa, at Fabrikanterne ikke var villige til at give de fornødne Oplysninger til en forsvarlig Prisregulering, og det var dette, der gav Anledning til Konflikten. Thi for at finde Støtte for denne Modstand anmodede Ballin - hvad Østrin rigtignok ikke fortæller - Industriraadet, af hvilket han selv var Medlem, om at tage Affære i denne Sag. At dette er rigtigt, fremgaar tilfulde af det Referat, »Politiken«, den 11. August giver af Sammenstødet mellem Birck og Ballin, idet der herom bI. a. berettes følgende:

»Man husker, at Industriraadet for nogle Dage siden indsendte en skriftlig Protest til Prisreguleringskommissionen i Anledning af, at denne havde afæsket Skotøjsfabrikanterne visse Oplysninger om deres Drift. Industriraadet, til hvilket Skotøjsfabrikanterne havde klaget, mente ikke, at det var tilstrækkeligt (ment er sikkert: tilladeligt) at kræve saadanne Oplysnin-

350

ger, som sædvanligvis hemmeligholdes, og for at give Protesten Eftertryk var det, at Industriraadet in pleno indfandt sig i Prisreguleringskommissionen«.

Den 6. August 1918 var nu Sagen til Behandling i Den overordentlige Kommission. Ballin var inviteret, og samtidig mødte de andre Medlemmer af Industriraadet frem, dog med Undtagelse af Formanden Alex. Foss. Et over Forhandlingen ført stenografisk Referat gengives nu her efter Østrins ovennævnte Skrift: *)

Referat:Formanden for Den overordentlige Kommission, Overformynder Friis, aabnede Forhandlingerne, idet han

redegjorde for Grunden til, at man var samlet, og hvad der skulde forhandles.Derefter togDirektør Dessau Ordet og redegjorde for Industriraadets Stilling til den foreliggende Sag, idet han særlig gjorde opmærksom paa, at de Oplysninger, der forlangtes, var det aldeles umuligt at give, dels vilde det berede mange Vanskeligheder og lang Tid at fremskaffe dem. Man var endvidere ikke paa det rene med, hvortil Oplysningerne om et saa langt tilbageliggende Aar som 1910 skulde tjene. Endelig udtalte han, at Industriraadet var betænkelig ved at give Oplysninger, naar man var udsat for, at de kunde benyttes, som Tilfældet havde været med Professor Birck, der i Avisartikler havde udtalt, at man ikke kunde stole paa de Svar, der af Industridrivende var givet, paa Forespørgsler fra Kommissionen, og at det ikke blev godt for Befolkningen, før Industrien gik over til Andelsfabrikkerne. En Del af de ønskede Oplysninger var af en saadan Art, at man ved at give dem vilde røbe Fabrikationshemmeligheder, som det

vilde være skæbnesvangert at udlevere.Det er alle disse Betænkeligheder, der har medført, at man har sendt den overordentlige Kommission Skrivelsen af

2. August d. A., i hvilken

*) Desværre er det ikke oplyst, hvilken Part, der har foranlediget, at Forhandlingerne blev refereret. Da der imidlertid næppe er Grund til at antage, at Den overordentlige Kommission har overladt sine Tilførsler til Protokollen til Ballins Afbenyttelse, maa man gaa ud fra, at d’Hrr. Ballin og Dessau ved egen Stenograf har ladet Forhandlingernes Forløb nedskrive. Dette vilde saa være et yderligere Bevis paa, hvor nøje Herrerne i Industriraadet havde tilrettelagt hele denne Aktion mod Birck.

351

man anmodede om at faa en Forhandling med Kommissionen. Man er imidlertid beredt til at give enhver rimelig Oplysning, der maatte ønskes.

Overformynder Friis svarede herpaa, at det dels drejede sig om Oplysninger angaaende Produktionen, der i Forvejen gives til det Statistiske Departement og nu i de fleste Tilfælde forelaa trykt, dels om Oplysninger vedrørende Regnskaberne. At man ønskede Oplysninger saa langt tilbage som fra 1910, var, fordi man gerne vilde vide, hvorledes Forholdene laa normalt. Vi forlanger imidlertid ikke det umulige, og skulde det vise sig, at enkelte Fabrikker ikke kan give Oplysninger til Kommissionen, der ligger saa langt tilbage i Tiden, maa man naturligvis finde sig deri; vi fordrer ingen egentlige Forretningshemmeligheder. Det er en Selvfølge, at Oplysninger ikke vil blive stillet til Raadighed for nogensomhelst uvedkommende, saasom Andelsforetagender, og at rette Kritik mod Udtalelser, fremsat af et enkelt Medlem af Kommissionen, hører formentlig ikke hjemme under denne Forhandling. Hvis der fra Industriens Side vil blive øvet Obstruktion med Hensyn til Udleveringen af Oplysninger, vilde man komme i en meget prekær Situation.

Direktør Dessau præciserede, at man ikke havde udtalt sig mod at give Oplysninger, men maatte holde paa, at man forinden saadanne fremkommer, maatte sikres mod, at Oplysningerne kunde anvendes til Skade for Industrien. Vi er villige til at give Oplysninger, ogsaa fortrolige Oplysninger, men vi maa have Garanti for, at disse ikke misbruges.

Professor Birck afbryder: De vil altsaa ingen Oplysninger give? Direktør Dessau: Jo, enhver rimelig Oplysning, naar den ikke misbruges.Direktør Ballin: De Oplysninger, der kræves, falder i tre Grupper. For det første ønskes Oplysninger om Regnskaberne, og her er man næppe gaaet for langt i sine Krav, saaledes at man fra Industriens Side ikke nærer Betænkeligheder ved at give de ønskede Oplysninger. Dernæst ønsker man Oplysninger om Produktionsforholdene; herom vil jeg sige, at man kan give alle de Oplysninger, man hidtil har givet Statistisk Departement, idet vi dog maa forbeholde os ikke at skulle gaa saa langt tilbage som til 1910, bI. a. fordi Skemaerne, der besvares til Statistisk Departement, først blev indført i 1913 og 1914; der kan saaledes ikke gives Oplysninger fra tidligere Aar. Han gjorde udtrykkelig Rede for, hvorledes Forholdene laa hos hans Selskab og udtalte, at det vilde være umuligt at skelne den producerede Varemængde fra den solgte, med andre Ord, at skelne Handelsvirksomhed fra Fabriksomkostningerne. Omkostningerne blev opførte under et, og det vilde bero paa et vilkaarligt Skøn, hvorledes man skulde fordele disse. Paalidelige Oplysninger kan derfor ikke gives herom.Professor Birck: Dette er urigtigt!

352

Direktør Ballin: Jeg gør endvidere opmærksom paa, at det er meget vanskeligt for ikke at sige umuligt at opgive en bestemt Dagspris gældende for et eller andet Tidspunkt, idet der ofte afsluttedes om Vareleveringer for en længere Periode; saaledes er Forholdet i mit Selskab. Det, der kan være Tale om at give, vil være en Gennemsnitspris for en bestemt Vareklasse over et længere Tidsrum. Man kan saaledes give Oplysninger om f. Eks. Prisen paa Huder og Garvestoffer og Arbejdsløn, men at udlevere de rent tekniske Oplysninger vedrørende Sammensætning af Materialer, Vægt og Maaludbytte ved de forskellige Processer osv. vil være umuligt under Hensyn til Industriens Interesser og navnlig ogsaa, naar man er udsat for, at saadanne Oplysninger bringes til uvedkommendes Kundskab og gøres til Genstand for Angreb i Bladene, saaledes som det er sket.

Han kom derefter ind paa de Angreb, der er rettet paa ham, og udtalte: Jeg har ikke noget imod at blive angrebet. Naar man staar i Skyttegravene, maa man jo finde sig i, at der bliver skudt paa en, men der maa dog være Grænser for alt, naar man staar som Repræsentant for Læderindustrien og i Spidsen for en stor Koncern og tillige repræsenterer Industriraadet saavel indadtil som ved Forhandlingerne udadtil med fremmede Magter, kan man ikke vedblivende finde sig i de fuldkommen løse Beskyldninger og Udtalelser, som et Medlem af Kommissionen, Hr. Prof. Birck, fremkommer med i Pressen og andre Steder. Professor Birck har saaledes ikke undset sig for at beskylde mig for, at jeg havde brudt mit Ord, og han bygger sine Angreb paa det mest løse Grundlag. Jeg tillægger mig selv lige saa megen Samfundsfølelse, som Professor Birck tillægger sig. Naar jeg skal give Oplysninger, maa jeg kræve at blive troet paa mit Ord.Professor Birck afbryder: Det sagde Alberti ogsaa!Direktør Ballin: Efter denne Udtalelse kan vi ikke længere fortsætte Forhandlingerne, det vil ikke være muligt for Industriraadets Medlemmer at forhandle videre her.(Der fandt nu en Ordveksling Sted, som det var umuligt at referere).Professor Birck til Ballin. Jeg har jo opfordret Dem til at møde mig ved en offentlig Forhandling eller at anlægge Sag imod mig for mine Artikler.Direktør Ballin. Jeg gider ikke anlægge Sag mod Professor Birck for hans beskidte Kæft.Overformynder Friis greb nu ind og udtalte en bestemt Misbilligelse af Professor Bircks Angreb paa Direktør Ballin. Han haabede, at det ikke maatte føre til, at man afbrød Forhandlingerne uden at være naaet til et Resultat. Maaske er det rigtigt, at en Del af de Oplysninger, vi har krævet, ikke kan gives. Direktør Ballins Udtalelser angaaende dette Forhold synes for mig i saa Henseende at være vægtige. Det vilde være en Fordel

353

for alle Parter, om vi naar til et Resultat, idet det er i Industriens Interesse, om der i Befolkningen bliver skabt den fornødne Tillid til den.*)

D i r e k t ø r B a l l i n : Professor Bircks Angreb kan kun foraarsage Uro og Forstyrrelse, og overfor det, Professoren i Dag har sagt her, er jeg glad ved i saa mange gode Mænds Paahør, og hvad jeg længe har ønsket (sic!!), at stemple ham som en gemen Løgner og Æreskænder.**)

Professor Birck farer ophidset op og styrter henimod Direktør Ballin. Idet han griber en Stol for at slynge den imod ham, raaber han:

»Jeg er en hvid Mand, Du er en Jøde, og en Professor ved Københavns Universitet kan ikke finde sig i den Slags Beskyldninger fra Dig!«

Direktør Ballin: Professor Birck viser ved denne Udtalelse, at han foruden at være Professor ved Universitetet altsaa ogsaa er en Gadedreng.Professor Birck: De er en ringe Mand!Direktør Ballin: Jeg gentager, at De opfører Dem som en Gadedreng. Professor Birck: Nu skal Du passe paa, om lidt faar Du en Lussing.Kaptajn Rambusch træder nu imellem Professoren og Direktør Ballin, og Departementschefen (F. C. Martensen-Larsen) holder paa Professoren og søger at berolige ham, medens Overformynder Friis forgæves forsøger at faa Forhandlingerne genoptaget, idet han paany udtaler en Misbilligelse af Professor Bircks Adfærd.***)Efter at Professor Birck igen er bragt hen paa sin Plads, udtaler Direktør Ballin: Man vil antagelig erkende, at det er ganske umuligt for Industriraadets Medlemmer at lade sig behandle paa denne Maade. Professoren sammenligner mig med Alberti og paaberaaber sig overfor mig at være hvid. Jeg ved ikke, hvorvidt Industriraadet herefter skal henvende sig til Regeringen, men forhandle videre kan vi ikke. Hvad Professor Birck

*) Der skal her lægges Mærke til, at Friis ikke misbilliger Ballins frække Ord om Professor Bircks »beskidte Kæft« men kun misbilliger Bircks Hentydning til Alberti. Havde Friis gjort Industriraadets Herrer og specielt Ballin opmærksom paa, at man maatte frabede sig usømmelige Angreb paa et af Kommissionens Medlemmer, vilde den videre Disput formodentlig være undgaaet. Men Formanden Friis’ holdningsløse Optræden opmuntrede Jøden Ballin

til nu først rigtig at slaa løs!**) Ballin giver altsaa aabent tilkende, at han selv er kommet til Mødet for at provokere, og faar alligevel ingen Irettesættelse!***) Friis forbigaar altsaa atter Jøden Ballins utrolige Frækhed i Tavshed!

354

angaar, har han for mit Vedkommende sat sig udenfor, jeg regner ikke mere med ham, og for mig er han en død Mand. Jeg kan godt nære Respekt for Professor Birck som Videnskabsmand, men som Menneske regner jeg ham for intet.Direktør Dessau: Efter det, der her er passeret, kan Industriraadet ikke fortsætte disse Forhandlinger.Professor Birck, henvendt til Direktør Dessau: Det gælder ikke Dem denne Gang!Direktør Rambusch*) erklærer sin Tilslutning til det af Direktør Ballin og Direktør Dessau tagne Standpunkt og maatte ogsaa holde paa, at det var umuligt for Industriraadet at forhandle videre efter det skete.

Samtlige Mødets Deltagere rejste sig her for at bryde op fra Mødet.Direktør Heilbuth: Jeg kan godt forstaa Direktør Ballins Følelser, men jeg mener, at det vilde være meget

uheldigt, om vi paa Grund af en personlig Strid afbrød Forhandlingerne om et sagligt SpørgsmaaI. Vi maa sagtens kunne forhandle disse Sager færdige. Jeg var glad ved at høre Direktør Dessau udtale, at Industriraadet er villig til at give Oplysninger, saaledes at vi dog kan komme til et Resultat i den nærmeste Fremtid.

Fabrikant Jarl **): Jeg er enig med Direktør Ballin i, at en Forhandling med Professor Birck er umulig. Optages Forhandlingerne, hvad vi er villige til, maa vi fra Industriraadets Side fordre, at Professor Birck ikke er med i det Udvalg, som Industriraadet kommer til at forhandle med.

Professor Birck: Ja, Hr. Jarl, jeg er villig til ikke at være til Stede sammen med Direktør Ballin, og jeg ønsker at udtale, at det vilde se mærkeligt ud, om Fabrikanterne, der har været raadgivende ved Forhandlingerne om Detailhandelens Ordning, nu da Turen kommer til dem, ikke vil afgive de ønskede Oplysninger. For at slippe fri herfor ønsker man at benytte Striden med mig til at vælte det hele. Denne Stilling er ikke holdbar; og jeg skal gøre Befolkningen bekendt med, at Direktør Ballin benytter denne Anledning til fremdeles at udplyndre Befolkningen.Direktør Ballin: Min Opgave her i Dag var at fremkomme med Ud-

*) Generalkonsul F. H. J. Rambusch var administrerende Direktør i Firmaet A/S Nielsen & Winther fra 1905. Det var ham, der i Foraaret 1919 kom i Konflikt med Formanden for sit Firmas Bestyrelse, Direktør i Diskontobanken Sundberg, og derefter foranledigede, at Forbindelsen med Diskontobanken blev brudt og at i Stedet for Landmandsbanken overtog Financieringen af Selskabet. Samtidig blev Jøden Wilhelm Weimann Formand for Bestyrelsen i Stedet for Sundberg. Jvf. ovenfor 4a.

**) BI. a. Medlem af Bestyrelsen for A/S M. J. Ballins Sønners og Hertz Garverier og Skotøjsfabrikker. Som saadan selvfølgelig ogsaa stærkt interesseret i den Ballin’ske Koncerns Aktiekurser!

355

talelser, paa hvilke der kunde bygges videre; jeg har sagt, at der ikke kan gives rent tekniske Oplysninger af to Grunde, for det første fordi Oplysningerne kan blive misbrugte, og for det andet, fordi de kun kan forelægges et saadant Forum, der har den fornødne Sagkundskab til at bedømme dem. Vi maa søge at forhindre, at Oplysningerne bliver misbrugte, vi mener, at vore Interesser er truede, og derfor har vi i Dag søgt at værne dem. Jeg kan ikke tro, at nogen fra Industriraadets Side herefter vil forhandle med Professor Birck.

Overformynder Friis tilbød nu Industriraadets Repræsentanter en privat Samtale med sig næste Dags Eftermiddag, men paa Forslag af Direktør Rambusch kom denne Samtale til at finde Sted straks.

Ved Samtalen mellem Industriraadets Repræsentanter og Overformynder Friis gentog denne den under Mødet fremsatte levende Beklagelse af, at Professor Birck havde forløbet sig i saa høj Grad og gjorde paa Kommissionens Vegne en uforbeholden Undskyldning herfor. Han erklærede, at han den følgende Dag selv vilde gøre Indenrigsministeren bekendt med Sagen, og derefter igen sætte sig i Forbindelse med Industriraadets Repræsentanter for at søge opnaaet et Grundlag for en videre Forhandling.

Et til KI. 12 fastsat Møde med Repræsentanter for Skotøjsindustrien udsattes efter Henstilling fra Industriraadets

Repræsentanter indtil videre under Hensyn til, at saavel Direktør Ballin som Professor Birck skulde have deltaget i Mødet.---------------

Saavidt det af Forhandlingerne optagne Referat om Sammenstødet, som K. J. Østrin har faaet Lejlighed til at offentliggøre i Ballins Favør.

Skildringen viser til fulde, at de to Ordførere for Industriraadets Repræsentanter, d’Hrr. Benny Dessau og Max Ballin, fra Begyndelsen af har søgt et Paaskud for at unddrage sig den af Prisreguleringsraadet tilsigtede Kontrol. Maalet skulde opnaas derved, at Birck blev fjernet. At de selv ved en Racefælle som Direktør Heilbuth var repræsenteret i Den overordentlige Kommission, var dem ikke nok, de ønskede den Mand, der havde vist sig som skarp Modstander af Trustdannelser og ovenikøbet havde ytret Ønske om, at Brugsforeningerne eventuelt maatte tage Del i Fabrikationen af Læder og Skotøj, udelukket fra Forhandlinger med dem, for paa denne Maade at kunne blive fritaget for at give nøjere Oplysninger om deres

356

Prispolitik osv. Dette var den reelle Hensigt. Men dertil kom, at disse to formuende og formaaende Finansmænd følte sig som den stærkere Part, der kunde tillade sig at diktere den af Staten indsatte Prisreguleringskommission sine Krav. Det var d’Herrer fra Industriraadet, der mente at kunne foreskrive, hvilke Medlemmer af Prisreguleringskommissionen, der maatte forhandle med dem, det var Direktørerne Dessau og Ballin, der ved deres Aggressivitet udæskede Birck, for derved at skabe et Grundlag for deres yderligtgaaende Krav. At Ballin ikke kunde taale at høre Navnet Alberti, er en Sag for sig, men det kunde jo rigtignok ikke berettige ham til at overfuse Prof. L V. Birck med de mest uforskammede Grovheder.

Bircks Svar var derfor det eneste rigtige. Og Bircks faste og selvbevidste Holdning overfor Ballin finder sin naturlige Forklaring i, at han gennemskuede det i Bund og Grund uredelige Spil, Modstanderen havde indledet ved sin Koncerndannelse og den dermed forbundne forbryderiske Udvanding af Aktiekapitalen. Han havde forlængst erkendt, at det for Skotøjstrustens Førstemand var en Livsbetingelse saa længe som muligt at holde sine Transaktioners Rækkevidde skjult overfor Offentligheden for ikke at blive afsløret som den gemene og samvittighedsløse Storspekulant i Varer og Aktier, han i Virkeligheden var. Birck var ogsaa klar over, at naar en maalbevidst Prisregulering blev gennemført overfor Ballins Koncern, vilde det uundgaaeligt have de alvorligste Konsekvenser for Foretagendet, og at han derfor ogsaa maatte møde Erklæringer fra den Mands Side, der havde Ansvaret for den hemningsløse Kapitaludvanding i Ballin & Hertz’ Koncernen, med den dybeste Mistillid. Han havde saa sandelig ingen Grund til Skaansomhed.Dog, det viste sig, at L. V. Birck i første Omgang ikke fandt særlig Forstaaelse for sin Holdning indenfor den Kreds af Mænd, der tog Del i Mødet den 6. August 1918. Overformynder Friis - som faa Uger senere blev forsvaret af Birck mod den af den socialdemokratiske Nationaløkonom Jak. Kr.

357

Lindberg ytrede Mistanke, at han i sin Gerning som Formand for Prisreguleringskommissionen skulde føle sig bundet ved sit Medlemsskab i Landmandsbankens Repræsentantskab - foretager sig intet. *) Heilbuth tager selvfølgelig sine Racefællers Parti. De øvrige Repræsentanter for Industriraadet, Rambusch og Jarl, lystrer Jødernes Direktiver og støtter Kravet om at blive fri for Forhandlinger med Birck.

Selve Sammenstødet føltes naturligvis af Forhandlingsdeltagerne som overordentlig pinligt. Man forsøgte derfor ogsaa først at holde Sagen skjult overfor Offentligheden. Men den 11. 8. kunde »Politiken« bringe en autentisk Beretning om de »skandaløse Scener i Prisreguleringskommissionen«, da »Professor Birck fornærmede Ballin og vilde kyle en Stol i Hovedet paa ham«. To Dage senere (den 13.) bringer »Dagens Nyheder” et Interview med Prof. Birck, ifølge hvilket denne erklærede, at han ikke nærede

nogensomhelst Betænkelighed ved at give en Skildring af det passerede. Bladet beretter derefter i det væsentlige følgende om Tildragelserne:

»Hr. Ballin og Hr. Dessau brugte under Forhandlingerne meget stærke Ord om Hr. Birck, som at han havde en beskidt Kæft, at han misbrugte de Oplysninger, han fik i Kommissionen, at han havde en løs Mund, og det tilføjedes, at Ballins Oplysninger stod til Troende og ikke behøvede nærmere Bekræftelse.Her afbrød Birck med den Replik: »Det samme sagde ogsaa Alberti til mig i sin Tid.«Hr. Ballin for nu op og erklærede, at Hr. Birck var en Løgnhals, en Æreskænder og en Gadedreng.Professoren fandt - som han udtrykte sig - at dette var en »grov Fornærmelse imod en Embedsmand i Funktion« og gik hen til Ballin,

*) I en af Birck og det socialdemokratiske Medlem i Prisreguleringskommissionen C. N. Hauge affattet Erklæring hedder det vedr. Friis: »Efter vor Opfattelse har Formandens Evne som Forhandlingsleder, hans Taalmod og hans Vilje til at gøre Ret og Skel været til uvurderlig Nytte for Kommissionens Arbejde. Vi maa derfor gribe Lejligheden til ogsaa her at advare mod at gøre snart det ene snart det andet af Kommissionens Medlemmer inhabil«. (Jvf. »Social-Demokraten«, 3. 9. 1918).

358

lagde Haanden paa hans Skulder og sagde noget lignende som »Jeg er en hvid Mand, hvem en Person som De ikke maa tale saaledes til«.

Birck karakteriserede Ballins Personlighed med et Udtryk, han ikke ønsker gengivet, da det dels var brugt i Hidsighed og dels kunde kaste Skygge paa andre. Birck tilføjede, at hvis Ballin gentog sine Ord, vilde han faa en Lussing.

Derpaa erklærede d’Hrr. Dessau og Ballin, at de ikke kunde være i Stue sammen med Birck og gik ud, fulgt af de andre to Medlemmer af Industriraadet, d’Hrr. Rambusch og Jarl.

Birck erklærede, at han havde paa Fornemmelsen, at d’Hrr. ønskede ham spændt ud af hele den store Læderundersøgelse og sluttede med at udtale, at han personligt intet havde imod Ballin og heller ikke imod Dessau: al Strid med disse Herrer havde altid bundet i Spørgsmaalet om Priser eller Børskurser. Han tilføjede: »Samme Dag Hr. Ballin giver os en god Læderordning, og han bevæger sin Fætter Hr. Jacob til at give os en god »Støvleordning«, vil Hr. Ballin faa absolut Fred for mig - men før heller ikke!«

Den 11. s. M. havde ligeledes »Social-Demokraten« bragt et Interview med prof. L. V. Birck, i hvilket de samme Begivenheder ved Sammenstødet drøftes. Her bemærker Birck bl.a., at han, kort før Jarl og Hammerich var gaaet, havde tilbudt dem at forlade Kommissionen, hvis Direktør Jak. Kr. Lindberg kunde træde i hans Sted, og hvis de saa vilde aflevere Regnskaberne til Udvalget. Men - fortsætter Birck - det var der ikke Tale om. Fabrikanterne vilde i det hele taget ikke paa nogen Maade ud med Regnskaberne. Han konkluderer: »Efter min Mening bør de tvinges til at udlevere Regnskaberne. Det er dog for galt, at vi skal finde os i den Magt, de tror at sidde inde med.«

Med den Fremstilling, Prof. Birck gav af Sammenstødet, var d’Hrr. Repræsentanter for Industriraadet ikke tilfreds. Derfor fremkom de den 12. August med en Erklæring, hvilken de bemærkede: 1) at Forhandlingerne den 6. August slet ikke havde drejet sig om Læder- og Skotøjsindustrien, men om Skemaer, der var sendt ud til forskellige Industrier, 2) at Direktør Friis havde udtalt sin uforbeholdne Undskyldning i Anledning af, at Birck var gaaet langt ud over Grænserne for

359

sømmelig Optræden og at 3) Grundlaget for fælles Forhandlinger mellem Industriraadet og Prisreguleringskommissionen endnu var til Stede, rigtignok under Forudsætning af, at Birck ikke deltog i saadanne Forhandlinger.

Dermed korrigeredes i og for sig intet i den af Birck givne Fremstilling, men det kunde derved dog overfor Offentligheden konstateres, at den af Ballin (og maaske ogsaa af hans Fætter) tilstræbte Plan med Forhandlingen, at sætte Birck ud af Spillet ved provokatorisk Optræden, tildels var lykkedes. At det blev en Pyrrhussejr, var en anden Sag.

Interessant er Pressens Stilling til Kontroversen Birck-Ballin. »Politiken« beretter den 14. August, at Prisreguleringskommissionen nu skulde have et nyt Møde med Industriraadets Medlemmer og at der nu uden Vanskelighed vilde blive opnaaet Enighed, eftersom »den hvide Mand« ikke vilde være tilstede. Benny Dessau og Max Ballin havde altid indtaget det Standpunkt, at selvfølgelig skulde Kommissionen have alle de Oplysninger, den havde Brug for, naar blot man vilde se bort fra at strække Undersøgelserne altfor langt, da Udfyldningerne i de fremsendte Skemaer jo dog voldte en Del Ulejlighed og Bryderi. Industrien maatte selvfølgelig ogsaa kræve, at man gav Afkald paa visse Oplysninger af teknisk Art, og at man endelig kunde stole trygt paa at være beskyttet mod Prof. Bircks Indiskretioner. Den 15. August tager »Politiken« derpaa rigtig fat paa Kritiken mod den formastelige, som havde vovet at nævne Jøden med Navn. Bladet ligefrem fnyser af Harme. Det erklærer, at det ikke vil beskæftige sig stort med Dr. Bircks Skældsord og bemærker desangaaende: »Han valgte i sin Ophidselse Gloser, hvormed han vilde vinde Tilslutning fra de mest pøbelagtige Instinkter i Folket, og hvis denne Tilslutning er ham en Tilfredsstillelse, er den ham vel undt.« »Politiken« mener dernæst at kunne paavise, at Prof. Birck paa forskellige Punkter havde forsyndet sig mod Sandhedens og Ærlighedens Krav, bI. a. ved i sine Interviews at undlade at omtale de mest graverende Skældsord, ved at paastaa, at Fabrikanterne havde

360

nægtet at give de begærede Oplysninger og ved sluttelig at hævde, at han af Prisreguleringskommissionen enstemmig var bleven opfordret til at fortsætte som Medlem. Dette sidste var dog ikke sket, mente Bladet, ellers havde man ogsaa »maattet undre sig over Prisreguleringskommissionens tilsyneladende holdningsløse Optræden«.Derefter slutter Bladet med følgende meget sigende Overvejelser: »Prof. Birck paaberaabte sig under Ordskiftet med Direktør Ballin sine to Kvalifikationer, dels som hvid Mand, dels som Universitetsprofessor. Vi ved ikke, om der er nogen særlig Grund til at lykønske enten i Almindelighed den hvide Race eller mere specielt Kjøbenhavns Universitet. Af en hvid Mand at være fremtræder Prof. Birck, efter hvad der nu er oplyst, i temmelig grumset Skikkelse, og hvorvidt han qua Universitetsprofessor ved denne Lejlighed har givet Udtryk for den højeste akademiske Dannelse - ja, det overlader vi Fakulteterne at dømme om.« Det viser sig altsaa her, at Bladet ikke blot mener at kunne udtale sig om, hvem der optræder »i temmelig grumset Skikkelse«, men at det endog forventer, at selve Universitetet tager Affære mod Birck! Med Hensyn til Prisreguleringskommissionens Holdning fremhæver det, at dens Formand havde gjort Ballin en Undskyldning for Prof. Bircks Optræden, og at den paa sidstnævntes Forespørgsel, om man ønskede hans Udtræden, havde svaret, »at man nu ikke ønskede mere Uro om Kommissionens Arbejde og helst saa, at han blev«.Den Fremstilling, »Politiken« her havde givet, blev ikke uimodsagt. I et Indlæg, som Overformynder Friis den 15, August sendte Bladet, erklæredes følgende:

»Redaktionen af Politiken.I Deres ledende Artikel i Dag udtaler De, at den overordentlige Kommission paa Professor Bircks Forespørgsel, om man ønskede hans Udtræden af Kommissionens Skotøjs- og Læderudvalg, svarede, at man nu ikke ønskede mere Uro om Kommissionens Arbejde og helst saa at han blev.

361

Maatte det være mig tilladt at oplyse, at denne Version gør baade Kommissionen og Professor Birck Uret.

Samtlige Kommissionens Medlemmer ønskede Professor Bircks Forblivende af Grunde, som jeg formulerede saaledes:

1) At Professor Birck er en betydende Arbejdskraft, og at han paa Forhaand har gjort et stort Arbejde for at trænge ind i de Emner, hvormed det paagældende Udvalg beskæftiger sig.

2) At det vilde være principielt urigtigt, om Sammensætningen at Kommissionens Udvalg med større eller mindre Ret kunde siges at blive bestemt ved Indflydelser udefra.

3) At Resultatet af Kommissionens Arbejde paa dette Omraade, uanset hvorledes det bliver, - og i forhøjet Grad jo mere det lykkes at gennemføre det i Samstemning med Industrien - vil kunne mistænkeliggøres, naar den Mand, der i den offentlige Mening staar som Industriens skrappeste Kritiker, er bortelimineret fra Deltagelse i Arbejdet.

Disse Bemærkninger mener jeg at skylde Kommissionen, Professor Birck og Sandheden. Og da det tillige er en af min Stillings vigtigste Pligter at give enhver Sit og at søge at stifte Fred og skaffe Arbejdsro, og da Freden og Arbejdsroen kun kan blive brøstholden, dersom der finder fortsat Strid Sted i Pressen om den ominøse Episode den 6. August, vil jeg gerne benytte Lejligheden til at nævne, endnu et Punkt, der for Professor Birck maa være af en vis Betydning. Den beklagelige antisemitiske Ytring, som Professor Birck i Heftighed fremsatte, har han, selv om den savnedes i Referatet i et af de Blade, der interviewede ham, ikke lagt Dølgsmaal paa over for Offentligheden. Den vedkendes af ham i hans Meddelelse til Dagens Nyheder, idet han samtidig beklagede den. Forholdet er jo overhovedet det, at der blandt Professor Bircks Fejl ikke er den at være bange.

Kjøbenhavn, den 15. August 1918.Friis

Overfor denne Argumentation - som selvfølgelig ikke nævnes i Østrins Skrift, omendskønt der ellers berettes udførligt om Kontroversens Efterdønninger - anser »Politiken« det for klogt at trække sig skønsomt tilbage; det vil ikke, som det siger, optage nogen Diskussion med Overformynder Friis, men mener dog at maatte bemærke, at det af ham omtalte Punkt ikke forekom Bladet at være Affærens væsentligste. For Bladet var selvfølgelig det væsentligste, at Jødernes Tabu var blevet krænket, og at dette havde fortjent strengeste Straf, Bircks Ude-

362

lukkelse af Kommissionen o.s.v. Dette Haab blev altsaa ikke opfyldt. Ja, »Politiken« oplevede endog en endnu større Skuffelse. Det maatte nemlig yderligere lide den Tort, at Friis’ Betragtninger fandt Tilslutning hos »Kristeligt Dagblad«, som - i en ledende Artikel den 17. August s. A. - ansaa det »for fuldkommen meningsløst, at det anerkendt mest sagkyndige Medlem af Kommissionen udelukkes fra vigtige Forhandlinger bIot til Ære for en Hr. BaIlin« og iøvrigt advarede Prisreguleringskommissionens Formand mod at være altfor lunken i Sagen, som han havde været det i Forhandlingerne den 6. August, da »Sagen ellers let kunde tilspidses til et Valg mellem Birck og Friis«. Det var mere, end »Politiken« kunde tage, og her kunde det dog tillade sig at sige sin uforbeholdne Mening.Jødebladet anbefalede desaarsag Modparten dog at overlade det til Prof. Birck selv at forsvare sin Sag, da han sikkert kunde gøre det meget bedre »end Kristeligt Dagblad, der fumler rundt, ikke ved Besked om noget og ikke har mere intelligens end en Træsko«. (Pol., 18 8. 1918.)»Berlingske Tidende« og »Nationaltidende« tager ikke Stilling til Episoden i Prisreguleringsudvalget. Derimod er ”Social-Demokraten« forfærdet over, at Prof. Bircks »ganske fjollede Antisemitisme« har forledet ham til en saadan »ualmindelig grov Forløbelse«. Bladet erklærer, at man ligefrem faar Kuldefornemmelser i Rygraden ved at se en Universitetsprofessor i 1918 paa denne Maade »stille sig paa samme aandelige Standpunkt som Gadens Bærme for et Aarhundrede siden”. Man docerer endvidere, at Hr. Birck formodentlig ikke var klar over sine Handlingers Rækkevidde, da hans Udraab sagtens kunde udnyttes af Demagoger, som søgte at vække Racehadet og andre lave Instinkter i Kapitalismens Interesse. Birck havde gjort den Sag, for hvilken han ydede sin Indsats, en meget daarlig Tjeneste, da det ved Prisreguleringen ikke kunde dreje sig om at ramme de jødiske Udbyttere, men det kapitalistiske System

som Helhed. Vi skal, erklærer Bladet, ikke have Historien med Gedalia om igen, »ikke have Overklassen og

363

Bærmen til i Forening at fremkalde et Jødehad, som kan blive Skalkeskjul for en Foss og andre »kristne« Storkapitalister«.

Ude i Provinsen øgedes Bircks Popularitet naturligvis ved det kraftige Fremstød, han havde foretaget mod Ballin-Koncernen. Den 14. August blev han i Hudeudvalget indenfor Prisreguleringskommissionen valgt til Formand. Og han førte Kampen videre. I en Tale, han den 22. August holdt i Folkets Hus paa Enghavevej, meddeler han, at baade han og Lindberg regnede med, at Prisreguleringskommissionens Arbejde ogsaa efter Krigen vilde blive videreført som Trustkommission efter amerikansk Mønster. Ejendomsretten maatte begrænses efter Almenvellet. Kraftigt vendte han sig mod Trusterne. Stillingen maatte nødvendigvis være en anden overfor den enkelte Fabrikant end overfor et Aktieselskab, »thi det er sagt, at et Aktieselskab har ingen Sjæl, der kan gaa til Helvede, intet Legeme, der kan straffes og intet Navn, der kan brændemærkes«.Trusterne var en Samfundsfare; ikke blot det tredie Ting, men en anden Konge. Med Hensyn til sit Sammenstød med Ballin bemærkede han, at dette ikke skulde tages som Udtryk for Antisemitisme. Han havde haft lige saa haarde Sammenstød med andre Mænd, f. Eks. med Peschcke Køedt, som ikke var Jøde - i hvert Fald ikke af Fødsel. *) Men han var rigtignok en uforsonlig Modstander af Overkapitaliseringen af Industrien,

*) Peschcke Køedt beskæftiger sig indgaaende med disse Betragtninger i to Kroniker: »Professor Birck paa Enghavevej« og »Professor Birck paa Krigsstien« i »Nationaltidende« af 28. og 29. August 1918. Han hæfter sig navnlig ved Bircks Paastand om, at de store Erhvervsvirksomheders Ledere var meget klogere end Embedsmændene og klogere end Politikerne og mener derefter, at ogsaa de to Videnskabsmænd, der var Medlemmer af Prisreguleringskommissionen, passende kunde vise mere Forstaaelse for de fra erfarne Grossister fremførte Argumenter. Hvem der ikke i praktisk Gerning havde erhvervet sig Forudsætninger for sagkyndig Vurdering, skulde afholde sig fra at udfolde dømmende og straffende Myndighed paa det her omhandlede Omraade. Prof. Bircks Kompetence sætter Peschcke Køedt ikke særlig højt, efter som han bI. a. erklærer: » Ved at gennemgaa samtlige Poster blandt mit Personale finder jeg kun en eneste betroet Stilling, en Mand som Prof. Birck eventuelt vilde kunne udfylde paa tilfredsstillende Maade. Det er Posten som Bankbud. Her vilde hans absolutte Ærlighed tale i den lærde Mands Favør. Men hvis han paa Vejen til eller fra Banken med en fyldt Portefeuille under Armen tilfældigvis mødte en Medborger med en mørkere Hudfarve, vilde Naturen let gaa over Optugtelsen og Portefeuillen blive glemt. Selv til denne beskedne merkantile Tillidspost vilde Professoren ved nærmere Eftertanke ikke egne sig.« Efter et Forsvar for Jøderne omtaler Forf. med Forfærdelse Bircks Forslag om at opretholde en Trustkommission efter Krigen. Han mener, at de 2 lærde Herrer (hvormed han mente Prof. Birck og Docent Lindberg) dermed overvurderer deres ordensskabende Evne og deres priskontrollerende Myndigheds Varighed.

Hvilken Skæbnens Ironi, at netop denne Storkøbmand, Peschcke Køedt, der siden 1917 ud fra sit praktiske Købmandssind forsvarede bI. a. Kædehandel og med Lidenskab bekæmpede enhver Statskontrol med Prisforholdene, senere selv blev idømt en Bøde paa 200.000 Kr. for Overtrædelse af Kædehandelsforordningen af 19. Maj 1917, og at det navnlig var hans Konflikt med Herman Heilbuth, der gav Stødet til den mod ham indledede Proces.

*) Jvf. Bircks Undersøgelser i »Jyllands-Posten« den 23. 12. 1916 gengivet ovenfor S. 344f.

364

af Børsmanøvrer og desl. Han bemærkede i sin Tale bI. a.: »For at forrente Ballins Overkapitalisering skal hver Arbejder tjene 5 Gange saa meget ind til Driftsherrerne som Arbejderne hos Hertz.« *)

I hvilken Grad Birck havde Ret i sit skarpe Fremstød mod Ballin viste sig senere, da Repræsentanterne for denne Koncern, de Herrer Hertz og Jacob, havde godkendt, at Fabrikanternes samlede aarlige

Nettoavance ikke maatte overstige 10 pCt. af Varernes samlede Salgssum indenfor Regnskabsaaret.Denne Ordning blev (jvf. ovenfor 3f) vedtaget den 4. September 1918, men Ballin forsøgte, til Trods for, at hans Koncerns officielle Repræsentanter havde accepteret den, endnu i sidste Øjeblik at faa den kuldkastet. Atter mobiliserede han Industriraadet; men denne Gang helt uden Resultat. Ved Bekendtgørelse af 18. September blev Bestemmelsen om 10 pCt.’s Nettoavance ophøjet til Lov. De Ballinske Fabrikers Regnskaber var

365

endnu paa dette Tidspunkt ikke blevet afgivet til Prisreguleringskommissionen, saa »Social-Demokraten« (d. 15. 9. 1918) med Rette kunde hævde, at det var en ganske utrolig Komedie, der her blev udspillet. Rædslen for Kontrollen var øjensynlig den væsentlige Aarsag, og Bladet havde mere Ret end det dengang selv kunde ane, da det i sin Kommentar bemærkede: »Hvis Industriens Regnskaber - og her er ikke alene Tale om Skotøjsindustrien - laa fuldt oplyste til almindelig Beskuelse, da vilde der utvivlsomt rejse sig en uendelig stærk Harme mod de Mænd, der benyttede de onde Aar til at brandskatte Befolkningen.«Saavidt om Kontroversen mellem Birck og Ballin.

d) Bircks Gæstespil som konservativ Folketingsmand 1918-1920.

Stor Opstandelse fremkaldte det i den radikale og socialdemokratiske Presse, da den konservative Vælgerforening i Aalborg i December 1917 besluttede at tilbyde Prof. Birck et Kandidatur indenfor begge denne jydske Bys Vælgerkredse. Man forstod ikke, at de Konservative kunde være tjent med saadan en Mand, der dog i politiske Spørgsmaal helt gik sine egne Veje, erklærede sig for stats-konservativ, i Anledning af Diskussionen om Indførelsen af Tobaksmonopolet havde ytret, at Statsmonopoler aldeles ikke stred mod god konservativ Opfattelse, og som ovenikøbet havde ladet forstaa, at han brød sig fejl om Partiprogrammet. Sine Meningsfæller i Aalborg havde han meddelt, at han, i Fald han skulde blive valgt, vilde føle sig som »Kronens og Samfundets Tjener«, men ikke som den, der skulde »repræsentere Vælgerne i deres lokale, økonomiske eller sociale Særinteresser«. Han mente paa denne Maade at være »bedre egnet til at føre Landet gennem Krigens og Revolutionens Kriser end Mænd, der stiller sig snævert som Repræsentanter for Klasser og Interesser«. Han satte altsaa

366

Statens, Samfundets Vel, højere end den enkeltes Vel, og han var desuden udpræget socialistisk i sin Tankegang, konservativ af Navn, men Socialist af Gavn; han interesserede sig bI. a. for Arbejdsløshedskassernes Virksomhed, han ønskede Lønarbejdernes Rettigheder beskyttet og at hele Befolkningen skulde kunne leve, han nærede dyb Mistillid baade til Penge- og til Aandsaristokratiet, som ikke havde nogen Forstaaelse for Kravet om social Retfærdighed, han var radikal Modstander af Trustdannelser o.s.v. Helt uberettiget var Betænkelighederne i Oppositionspressen mod denne Kandidatur altsaa ikke; man vilde virkelig kun vanskelig kunne forstaa, hvorledes Birck vilde kunne gaa i Spand med Middelstandspolitikeren Asger Karstensen og højkonservative Mænd som Admiral Richelieu og Theodor Jensen. Men - alligevel. Aalborgenserne fastholdt hans Kandidatur.

Alt imens stod der selvfølgelig atter Gny om Navnet Birck. En Episode fra denne Valgkampagne fortjener særlig Omtale.

Da Syndikalisternes Stormløb mod Børsen fandt Sted den 11. Febr. 1918, paastod Bladet »Solidaritet«, at Prof. Birck ikke var helt fri for Ansvar for dette Opløb. Han skulde nemlig have sagt: ”Dersom nogen

iblandt Jer har en Paarørende, en Ven, der spiller paa Børsen, ja, selvom det er Jeres egen Broder, saa slaa ham ned som en Hund.« Skønt Birck tænkeligt kunde have sagt saadanne Ord, eller dog tænkt saadanne Tanker i sin forbitrede Kamp mod Kræftskaden i denne Tids Økonomi, den vilde Aktiespekulation, protesterede han dog overfor »Nationaltidende« telegrafisk mod »Solidaritet«s Paastand, idet han hævdede, »at han ikke havde sagt noget ondt om Børsspekulanter, højst havde opfordret til Vold mod socialdemokratiske Journalister, der spekulerede«. Til nærmere Oplysning udtalte Birck endvidere, at hans særlige Hensigt havde været at sige: »Kender De en socialistisk Journalist, som spiller paa Børsen, saa slaa ham ned, thi han har ikke selv Penge til at spille for og er derfor købt af og afhængig af Vekselereren i det han skriver, og mod Dem er han en Forræder.« Han vidste

367

iøvrigt, at der var mange kapitalistiske Journalister, der havde tjent Formuer paa Børsen.Der synes paa dette Tidspunkt at have ligget et Mellemværende i Luften mellem »Social-Demokraten«s

vel bestaltede Medarbejder, den sensationslystne Hebræer Marius Wulff og Prof. Birck. Og da Folketingsvalget er nært forestaaende, insinuerer Marius Wulff i sit Blad den 16. 2. 1918 i Anledning af Bircks Bemærkning, at Birck ved et saadant Angreb aabenbart vil indbyde Syndikalisterne i Aalborg, hvor han er opstillet som konservativ Kandidat, til Valgalliance. Hvorefter han i ubehersket Rasen kaster et depraveret Sinds Perfidier ud over den forhadte Modstander. Han afslutter Angrebet med disse Ord: »Det er almindelig bekendt, at ret alvorlige Sindsformørkelser af og til sætter Dr. Bircks aldrig stærkt udviklede Selvkritik ud af Funktion. Alle hans Bekendte ved bI. a., at han lider af et fanatisk Had til Jøder. Han vælter sig over enhver Jøde uden Hensyn til, om det er en Læderhandler eller en Journalist. I denne forvirrede Valgkandidat legemliggøres Højres og Syndikalisternes Alliance mod Socialdemokratiet.« Faa Maaneder i Forvejen havde »Social-Demokraten« rettet sit haardeste Skyts mod Sko- og Lædertrustens Førstemand, navnlig under Paaberaabelse af Bircks kritik; nu erklærede dette Blads Redaktør Marius Wulff sig solidarisk med Max Ballin - qua Racefælle!

løvrigt kan man vel gaa ud fra, at dette Angreb tillige var Wulffs og Borgbjergs Kvittering for nogle Betragtninger, som Birck et Aar i Forvejen, i Maj - Juni Heftet af »Nationaløkonomisk Tidsskrift”, havde offentliggjort vedrørende dansk Presses Stilling. Her erklærede han bI. a.:

»Aviserne er Virkemidler i en umoralsk Kapitalismes Tjeneste … Idealiteten har forladt Journalisten ... Det er Annoncedirektøren, der regerer det moderne Blad … Den moderne Udgiver er i en lykkelig Grad blottet for Overbevisning ... Det ene Blad kommer til at ligne det andet … De socialdemokratiske Blade danner forsaavidt ingen Undtagelse, de

368

bæres af deres Annoncer og har den samme Stab af Journalister som de kapitalistiske Blade …«

Prof. L. V. Birck var af »Social-Demokraten« bleven stemplet som Idiot. Trods alt blev han valgt. Det lykkedes de Konservative i Aalborg, paa Valgdagen den 22. April 1918 at faa ham ind i Rigsdagen paa Tillægsmandat.

Fra Bircks Rigdagsvirksomhed i Aarene 1918 til 1920 fortjener tre Episoder, i hvilke han paa den ene eller anden Maade fandt Anledning til at hævde sit Standpunkt overfor Jødemagten, særligt at blive fremhævet. Der tænkes her paa Finanslovtalen den 25. Oktober 1918, Bircks Kontrovers med den »jødiske Dansker« Ivar Berendsen den 19. Juni 1919 og paa hans Tale vedrørende Lovforslaget om Afholdelse af Fondsbørs den 28. August 1919.

Finanslovtalen er et Mesterstykke for sig: Den røber mangt og meget om de Vanskeligheder, Birck maa kæmpe med indenfor sit eget Parti, men den lader ogsaa tilstrækkeligt erkende, at det ikke er lykkedes Partiet helt at kue ham, selv om han under Partiets Pres har maattet anse det for tilraadeligt at trække noget i Land i enkelte Forhold for desmere eftertrykkeligt at kunne gøre sine Anskuelser gældende i andre Henseender. Talen blev ret beset en Fortsættelse af den Polemik, han allerede havde maattet føre under Valgkampen. Han bemærker ogsaa, at han navnlig synes at maatte forsvare sig mod Angreb, som var bleven rettet mod ham fra Storindustriens Side forud for Rigsdagssamlingen, mens han havde opholdt sig i Norge. »Jeg fik,« bemærker han, »tilsendt 100 Udklip, hvori man angreb mig paa usandfærdig Maade, ofte paa Punkter, som jeg mener angik min Ære. Det var hele den ejendommelige Kollektion, dette Rædselskabinet af nuværende og forhenværende Sekretærer, som staar omkring Industrien, særlig omkring en

369

bestemt Person *); disse Personer, synes jeg, gik udenfor Grænsen for den Maade, hvorpaa man maa angribe en Mand.« Han mener, at der dog maatte være Grænser for, hvor langt Modkritikken har Lov at sætte ind paa Ting, man gør som kongelig Embedsmand, men han erklærer samtidig, at han uanset alle disse Angreb vil fortsætte sin Kamp.

Birck føler det som en Pligt at kæmpe for Sandhed og Ret, og han paaviser Berettigelsen og Nødvendigheden af denne Kamp ved bI. a. at anføre følgende: »De Herrer viI kunne huske, hvorledes under Bankkrisen, da Amtmand Brun, den daværende Finansminister, vilde gøre mig til Medlem af den overordentlige Bankkommission, afdøde Geheimeraad Glückstadt erklærede, at saa vilde de sprænge Bankkommissionen, og de Herrer har vel senere set de Sammenstød, jeg havde med Vekselererne om Kursskæring og grove Provisioner paa udenlandske Papirer; jeg havde Ret, og jeg angreb ikke en eneste Mand, som ikke senere er blevet dømt eller har maatte betale for at slippe væk fra Hr. Rump. Jeg ønsker nu at sige en Gang for alle, at de Angreb, jeg har rettet, hverken har været rettet mod Klasse eller Race, men har været rettet mod Misbrug af den økonomiske Magt; og saa længe jeg lever, vil jeg vedblive dermed; trods alle Forsætter kan jeg, hver Gang jeg ser det, ikke holde mig tiIbage.« Her afviser Birck altsaa Beskyldningen for at være Antisemit. Det samme gjorde han - uden Tvivl ligeledes under det Pres, det af jødiske Bagmænd ledede og beherskede konservative Folkeparti har udøvet paa ham - da han omtaler Sammenstødet med Ballin den 6. August 1918. Herom siger han bI. a.: »Der forefaldt et Intermezzo, som jeg ikke skal omtale nærmere, men hvor jeg i Anledning af, at jeg var blevet

*) Formodentlig er her tænkt paa de Angreb, Birck var udsat for i den af Alex. Foss financierede Pressekorrespondance »Riget«. Dog er det ogsaa muligt, at Birck her vender sig mod det af Max Ballin financierede »Erhvervenes Pressetjeneste«.

370

kaldt med meget fornærmende Invektiver, reagerede med meget uforsigtige Udtryk *), og der blev gjort Forsøg, ogsaa indenfor Kommissionen, formentlig i Nervøsitet, paa at faa mig ud af Forhandlingerne; senere forsøgte lndustriraadet at spænde mig ud ved at prøve paa at boykotte mig og nægte at forhandle med mig.Jeg antager, det ogsaa var lykkedes de Herrer at gennemføre deres Plan, hvis ikke to Medlemmer af dette Ting havde traadt til, nemlig det ærede Medlem fra Bjerre (Jørgen Jensen) og det ærede Medlem fra Sæby (Pinstrup), hvem jeg gerne vil takke; thi det er første Gang i mit Liv, naar Jeg har staaet i en Kampstilling, at jeg ikke har frygtet at faa en Dolk i Ryggen. Det er en sjælden Følelse, og jeg vil have Lov til at være taknemmelig.« Dette erklærer Birck i Folketinget den 25. Oktober 1918, og det kan vel næppe nægtes, at

disse Ord karakteriserer ikke blot den Hensynsløshed, med hvilken Finansmagten, i dette Tilfælde specielt Industriraadet, rettede deres Angreb mod Birck, men tillige den Holdningsløshed, Rigsdag og Prisreguleringskommissionen - trods alt - viste overfor Højfinansens Magtstræb.

Saa bestemt Birck nu her frasiger sig antisemitiske Anskuelser, saa eftertrykkeligt understreger han, at han ikke vil lystre Højfinansens Paroler. Han fremfører som sin Opfattelse, at Kompensationsprincippet vil være afgørende for den fremtidige Udenrigshandel, at den frie Handel altsaa ikke mere vil vende tilbage, og det af denne Grund ogsaa vilde være nødvendigt, »at vi herhjemme i lang Tid vedblivende vil komme til at lægge megen Myndighed i Udenrigsministeriets, i Industriraadets og Grosserer-Societetets Haand«. Og han konstaterer i denne Anledning; »at den Myndighed, som har været lagt hos disse Institutioner under Krigen, har været overordentlig stor i Virkeligheden langt større end den, som f. Eks. den overordentlige Kommission paa noget Punkt har haft, eller som

*) Der gaas ud fra, at Birck ogsaa med denne Bemærkning har villet fralægge sig antisemitiske Synspunkter.

371

den almindelige Embedsmand har haft«. Han mener ogsaa at kunne nære visse Betænkeligheder ved, at en ganske lille Kreds af store Forretningsdrivende faar en saadan Magt over Udenrigshandelen, selvom han maa indrømme, at større Angreb paa de mindre Købmænd ikke kan paavises. Men dernæst vender han sig lidenskabeligt mod Kravet om, at ogsaa Partierne skal føje sig efter Industrimagnaternes Anvisninger, og det er i denne Sammenhæng, at han vedkender sig sin saakaldte »statskonservative« Samfundsopfattelse for derved at pointere, at han »ikke paa noget Punkt vil være Organ for en enkelt Klasse eller Organ for Besiddelsen«. »Derfor,« fortsatte han, »vil jeg ogsaa, hvis der er Bestræbelser fremme - heldigvis tror jeg, de er meget svage her i Landet - for at faa de Konservative til at danse efter Bankernes Pibe eller efter Sværindustriens Pibe - og disse Fordringer høres ikke blot fra konservativ Side, men i fuldt saa høj Grad fra radikal-kapitalistisk Side, i den Retning er der ikke stor Forskel - have Lov til at sige, at det vil jeg aldrig gaa med til … I dette Forhold skal Staten hævde sin Magt overfor Erhvervene, skal den gøre sig fri for Sværindustriens og Protektionismens Politik; thi »al Politik maa være statlig samfundsomfattende«. Ogsaa Arbejderne og Bønderne hører med til Samfundet, og hvor Kravet om Ejendomsrettens Uangribelighed stilles, burde det altid fastholdes, at »min Forventning om at kunne leve af Lønnen er Iigesaa berettiget som de andres Forventning om at bruge deres Ejendom«.

I Drøftelserne vedrørende Prisreguleringen behandler Prof. Birck ogsaa de Konflikter, han navnlig har været ude for i Forhandlingerne med Skotøjstrusten. Han fremhæver det meningsløse i den vanvittige Prisopskruning for Fodtøj, Ballin havde ment at kunne tillade sig, og peger paa de Farer, der maatte følge af et altfor højt Prisniveau, da der efter Krigen maatte regnes med et kraftigt Prisfald, som efter al Sandsynlighed navnlig vilde gøre sig gældende i 1920. I Rigsdagstalen den 25. Okt. 1918 erklærer han desangaaende, at »hele det

372

forrykkede Prisniveau, som er skabt ved Statsgæld, ved offentlig Hjælp, ved Seddeludstedelse, ved Kreditudvidelse, vil falde sammen, og jeg tager næppe fejl, naar jeg siger, at allerede i 1920 vil Priserne være det halve af, hvad de er i Dag«.

Gang for Gang dvæler Birck ved Jødernes Færden, uden naturligvis at betegne disse Mennesker efter deres racemæssige Tilhørsforhold. Han advarer bI. a. mod den Gruppe af Snyltere, som boltrer sig i Kædehandelen og mener, at der ikke føres tilstrækkelig Kontrol med dem, og at denne Fremmedindvandring endda ikke medtages i den officielle Statistik, da de ved stadig at flytte frem og tilbage mellem Malmø og København eller paa anden Maade unddrog sig Tællingen. Herom bemærker

han: »Jeg skal nævne nogle Navne fra en stor Kædehandelssag det vil være tilstrækkelig talende: Hirom, Klotech, Wolf, Garfunkel, Eickenskik, Rubinstein, Polarsky og Alter Katz! Jeg tror, at det er ikke ønskeligt at have denne Samling Handelsborgere i Landet, og at baade Grosserer-Societetet og Regeringen har den Opgave at hindre den Slags Folk fra let at faa Adgang til Næring. En stor Del af de Handlende af den Art, som er kommet her til Landet, har været baade Smuglere og Kædehandlere, det er et Folkeelement, som det er meget lidt ønskeligt at have i Landet. Jeg tror, at vi har Lov at passe paa, at København ikke bliver en Hansestad i en gal Betydning, vi har Lov at sige, at hele Agenthandelen bør vedblive at være paa danske Hænder, og der er Fare for, at denne Handel allerede i stort Omfang drages fra de Danske.« Birck gør derefter udførligt Rede for forskellige Kædehandelssager og bemærker, at det værste ved disse Kædehandeler er, at Mellemleddene ikke altid er danske.

I øvrigt retter han den skarpeste Kritik mod Bankvældet, Aktiespekulationen og Trustdannelserne ud fra den Overvejelse, at den Fortjeneste, der ikke beror paa Samfundstjeneste, maa skæres væk. Overfor Julius Schovelins Paastand om, at der ikke eksisterede Truster i Danmark, og at Landet derfor heller ikke behøvede nogen Trustlovgivning, paaviser Birck, at

373

en stor Del af de betydeligste danske Industriforetagender - saasom De forenede Bryggerier, Kastrup Glasværk, Cikoriefabrikkerne, Læder- og Skotøjsfabrikkerne, Spritfabrikkerne, Sukkerfabrikkerne og Papirfabrikkerne er opstaaede ved Sammensmeltning, at Cementfabrikkerne, Teglværkerne og Svovlsyrefabrikkerne er rene Karteldannelser, og at bI. a. Nordiske Kabel- og Traadfabrikker samt Schiønning & Arvé’s Gummifabrikker er blevet Truster. Og han tilføjer, at det sandelig var fornødent at forhindre disse Truster i at opnaa en økonomisk Magtstilling, der satte dem i Stand til at slaa ned baade paa deres Konkurrenter og paa Publikum. Samtidig fremhæver han, at Landet ikke blot har sine Truster, men tillige sin Inderkreds af Finansmænd, der styrer det Hele. »Ogsaa her,« siger han, »har vi det Begreb, som Amerikanerne kalder interlocking directorates, d.v.s. jeg sidder i Deres Direktion, og De sidder i min, viklet ind som et Nøgle Garn. Hvis jeg nævner de Herrer, som sidder i over 10 Selskabers Bestyrelse: C. C. Clausen, Ballin, Alfred Benzon, Benny Dessau, Hey, Johan Levin, Lester Levig, Ringberg, Schack-Eyber, Overretssagfører Olesen o.s.v. eller for at tage den, som har sat Rekorden, Bankdirektør Glückstadt, som har Sæde i henimod 40 Selskaber, forstaar man, at det er de samme Mænd, vi møder overalt - i forskellig Iklædning, men med samme Sindelag.« Birck beklager derved bI. a., at Privatbanken under C. C. CIausens Styre mere og mere er kommet under Landmandsbankens Indflydelse, og at Landmandsbanken derved har faaet en aldeles overmægtig Stilling, saaledes at denne Bank, der i 1900 af de københavnske Bankers Aktiekapital paa 85 Mill. Kr., kun havde haft de 25 pCt., nu af de 250 Mill. Kr. repræsenterede over 50 pCt.!

Derefter retter L. V. Birck i sin Tale fra Oktober 1918 en sønderlemmende Kritik mod Landmandsbanken, en Kritik, som ligefrem kan tages som Optakt til den Storm, der faa Aar senere brød løs. Nogle Betragtninger vil vise, hvor fremsynet Taleren var, og hvor klart han tillige erkendte de Farer, der truede Landets Økonomi fra Bankvældets Side. Han bemærker

374

bI. a.: »Det er i sig selv farligt at give en enkelt Bank en saadan Magt, og særlig da for saa vidt Banken fører en Politik, som ikke altid er til Gavn for Landet; Landmandsbanken fremmer i høj Grad Vekselerernes Belaaning af Aktier, den laaner Vekselererne og derigennem Spekulanterne de Midler, hvorved de holder Spekulationen gaaende; og denne Spekulation har jo ret faa og ret simple Midler. I Øjeblikket er det jo en Manipulering gennem faa Konsortier af Børsen, der sker. Bladene skriver aabent om, hvilke Konsortier der nu er ude for at kurspaavirke den og den Aktie. Ligeledes ser vi den Politik, Landmandsbanken fører ved de

gentagne Emissioner af Aktier …« Derefter fortæller Birck Enkeltheder om den lille og store Skotøjstrusts Kursmanipulationer, skildrer, hvorledes Bladene - ved »en ualmindelig smuk-Reklame« forledte Godtfolk til at hoppe paa Limpinden og at sætte deres Sparepenge i Ballin-Aktier, og hvorledes man forstod ved Hjælp af Rygter og andre ringe og tarvelige Midler at franarre Medmenneskene deres Penge. Han harmes paa ny over Landmandsbankens Opkøb af Provinsbankerne og er i dette Punkt enig med Prof. Axel Nielsen i, at disse Opkøb ikke sker for at faa fat i den lille Bankkapital, der kan være Tale om, men for at faa det brede Lands Indskud. Han drager heraf følgende Slutning: »Med andre Ord, Landets Indskud, Provinsbyernes Indskud og Sparemidler trækkes fra Landet, hvor de virker befrugtende, herind og bruges i Spekulationen, og hvis Landet vil have dem igen, kommer de tilbage til højere Renter. Det er Københavneri i daarligste Forstand, at ødelægge vore Spareinstitutter paa denne Maade.«

Saaledes afslører Prof. L. V. Birck med hensynsløs Aabenhed de Metoder, som Kapitalmagten benytter for at tilrane sig Magten indenfor Samfundet. Mangt og meget siges der endnu, som fortjente at blive nævnt. Saaledes fremhæver han, hvorledes det ved Industrireguleringen har haft sine Vanskeligheder at fremskaffe rigtige Kalkuler, og hvorledes bI. a. med Hensyn til Kalkulen over et meget lille Margarinekvantum Arbejdslønnen var sat til 2400 Kr., men Handelsomkostnin-

375

gerne til 10.000 Kr. Med den ham særegne Ironi knytter han hertil følgende Betragtninger: »Om disse Kalkuler er der en Gang sagt, at der er noget, som i Positiv hedder Usandhed, i Komparativ hedder det Løgn, i Superlativ: Statistik, og i Oversuperlativ: indleveret Overslagskalkule.« Birck skildrer, hvorledes den organiserede Kapital behersker Pressen, betegner ironisk det af Alex. Foss støttede Organ »København« som »Fossische Zeitung«, og bemærker, at »her i København viser det sig, at en vis Storkapital kan købe Blade og desforuden har Indflydelsen paa andre Blade - gennem Venneforbindelse - baade i den konservative og i den radikale Lejr.« Endelig udtaler han aabent, at »vor Papir-Økonomi er Humbug«. Jo, sandelig taler han aabent om Tidens Skrøbeligheder, paapeger eftertrykkeligt den Fare, som han anser for det betydeligste Faktum i det økonomiske Liv - Faren, som truer fra den passive Kapital, personificeret ved Jøderne og deres Slæng.

Det er selvfølgeligt, at Jøderne var forbitrede over disse idelige Angreb. Det er derfor ogsaa forstaaeligt, at Birck kalder en Mand som Ivar Berendsen frem til kraftig Imødegaaelse, efter at han i Rigsdagstalen den 17. 6. 1919 atter havde angrebet Finansmagten. Denne 17. Juni behandlede Birck Forslaget til Ændring i Nationalbankens Oktroj i en udførlig Tale og bebrejdede derved bl.a. Nationalbanken, at den havde svigtet sin Opgave ved ikke eftertrykkeligt nok at kontrollere Bankernes Kreditgivning og ved ikke at hæmme Valutaspekulationen o.s.v. Om Rubel-Spekulationen fortalte han her bl. a.: »Rublerne kommer stadig her til Landet, de maa ikke komme her til Landet, men de kommer alligevel, de kommer i Kurerpost, de kommer i Pengebreve, paa mange smukke Maader, og jeg vil gerne have Lov til at sige, at der var her i Landet, hvad de Herrer ved, en Art Børs her for en Maanedstid siden - jeg har ikke undersøgt det i den sidste Maaned - hvor Rublerne blev omsat, nemlig i den Helvedes Forgaard, hvortil Paladshotellet under Krigen er blevet. Det er de mest underlige

376

Mennesker, der lever der og under hele Krigen har levet der, og de handler bI. a. med Rubler og østerrigske Kroner. De kan ogsaa se det udenfor B.T., kort sagt, der er kommet en hel Del mærkelige Firmaer, der fører denne Rubelforretning her i Landet, og den er farlig for os ...« I Anledning af sin Omtale af et Falskmønteri i Kolding ytrer han Mistanke om, at den russisk-bolchevikiske Regering vil følge Napoleons Politik ved ikke blot at arbejde med sit eget Lands Sedler, men ogsaa med andre Landes Sedler og eventuelt at

efterlave dem. Han haaber, at Regeringen ikke vil lade Danmark blive dumping ground for mere eller mindre falske Penge, som maaske her fra Landet sendtes til Holland, eller til England, eller til Amerika. Og han knytter hertil følgende karakteristiske Betragtninger: »Jeg tror, man maa passe paa den Samling polske, tyske og russiske Jøder, som fører en meget lyssky Pengehandel. Jeg vil haabe, at Regeringen paa dette Punkt navnlig lægger Mærke til aIle de Bankfirmaer, der er oprettede siden 1914, og hvoraf mange har nogle mærkelige Navne. Jeg skal minde om en Tid, da den engelske Sterling stod i en Pris af 16 Kr., da kostede her i Landet en Papirsterling 20-21 Kr., og paa et Tidspunkt, da Dollaren stod i Kr. 3.40, skulde man, hvis man vilde have en Pengeseddel, give over 4 Kr. for den. Det var nemlig et ganske bestemt Firma, som den Gang opkøbte de engelske og amerikanske Sedler, som var her i Danmark. De gik herfra til Sverige og derfra til Tyskland, og fra Tyskland udsmugledes de til Amerika for at hjælpe de syndikalistiske »Worldworkers«, og til Irland for at hjælpe Oprøret der. Det vil altsaa sige, at der har været og er en Pengehandel her i Landet, som ikke er legitim, og mod hvilken jeg mener, Regeringen maa bruge hvilke Midler, den vil og kan.«Da Ivar Berendsen, rasende over denne Kritik mod Racefællerne og de øvrige af Birck bragte Afsløringer om fremmede Jøders illegitime Valutahandel, den 19. 6. 1919 har Ordet, søger han med meget affejende Bemærkninger at afvise Modpartens Betragtninger. Han mener overlegent, at Profes-

377

soren ikke skulde kede sine Kolleger med vidtløftige teoretiske Undersøgelser, da Tinget nu engang havde en bestemt Fornemmelse af at være en politisk Forsamlingssal og ikke en Foredragssal. Den Belastning, som han tillod sig at underkaste Rigsdagsmændenes Taalmodighed, skulde han ikke have Lov til at skyde over paa en Mangel paa Agtelse for teoretisk Viden. Birck kunde have sparet sig meget af sine »overfladiske og periferiske Betragtninger om Ting, som slet ikke ligger for«. Men - paastaar Ivar Berendsen - Birck generede sig sandelig ikke, heller ikke ved første Behandling af Finansloven.

Birck blev ikke Svar skyldig. Da han kort derefter fik Lejlighed til at imødegaa Berendsen, bebrejdede han denne hans forfærdende Uoprigtighed i Anskuelserne, noget, der svarede til det, Tyskerne kalder for Gesinnungslosigkeit. Da han haabede, at denne Uoprigtighed ogsaa udstrakte sig til de uelskværdige mod ham rettede Bemærkninger, vilde han lade disse passere. Til Slut replicerede Birck, at naar Berendsen havde ment, at han havde lagt en altfor stor Belastningsprøve paa Tinget, saa troede han, at Modparten havde været en lille Smule uretfærdig imod Folketinget. Hvortil føjedes en maliciøs Bemærkning om, at det jo var en kendt Sag, at hvis man belaster en Kæde over dens Bæreevne, saa springer det skøreste Led først.

Bladene beretter, at Folketinget efter denne, Bemærkning var daanefærdig af Jubel. ”Rigsdagstidende« har rigtignok ikke lagt Mærke til denne Jubel og indskrænker sig til Ordene: »Hermed sluttede Forhandlingen«.Det kraftigste og alvorligste Opgør med Finansverdenen foretog Prof. L. V. Birck imidlertid i sin Tale i Folketinget den 28. 8. 1919, da han beskæftigede sig med Lovforslaget om Afholdelsen af en Fondsbørs. Denne Tale er fuld af historiske Reminiscencer, viser i talrige Enkeltheder, hvorledes Birck i Aarevis havde kæmpet for at faa ordnede og forsvarlige Forhold paa Børsomsætningens Omraade, men hvorledes alle hans

378

Bestræbelser for at raade Bod paa al Slags Børssvindel var strandede paa Rigsdagens og Regeringens Modstand. Han paapeger bI. a. indledende, at Børsordningen af 1914 ikke var andet og mere end et jammerligt Makværk, at Handelsminister Hassing Jørgensen her havde forraadt den gode Købmandskabs Princip, og at baade Statsmagten og Grosserer-Societetet i denne Sag paa uforsvarlig Maade havde givet op overfor Børsens mægtige Mænd. Thi hvad var det, der skete? spørger han. Og han svarer selv: »Det var, at

indtil 1914 havde de kursnoteringsberettigede Vekselerere udviklet sig til et sluttet Laug, og fra et Laug havde de udviklet sig til en Klike, og fra en Klike til en Sammensværgelse.« Birck karakteriserer i denne Sammenhæng Baggrunden for den Ordning, der gennemførtes 1914.Forud havde Kursnoteringsudvalget udøvet saa at sige Hals- og Haandsret over Vekselererstanden. De gennemførte bl a. kollegiale Regler, saa det faktisk gjordes umuligt for en Vekselerer at bryde ud, hvis han vilde gøre op med det Misbrug, der havde indsneget sig. Situationen karakteriseres bI. a. paa følgende Maade: »De havde gennemført Regler om, at de havde Lov til at laane Aktier, der laa hos dem, til Baissister, de havde gennemført Selvindtrædelsesreglen, det vil sige, at en Vekselerer, der var ens Fuldmægtig, havde Lov til uden Varsel at være ens Modpart, uden at man endda fik det at vide, og endelig havde de gennemført en Manipulation af Børsen paa alle mulige Maader; en saadan er i Virkeligheden gennemført saa stærkt her i Landet, at selv Wall Street, New Yorks Børs, som i sin tid har været anset for at være en af de værste, er en ret tam Affære ved Siden af den københavnske.« Saa kom de store Skandaleaffærer, Processerne mod »Bendix & Steen« og Firmaet Monies, samt mod Vekselerer Philipson, og Forudsætningerne for en kraftig Nyordning af Børsvæsenet var dermed givet. Men alligevel blev den ikke til noget, da Socialdemokratiets Mand, den jødiske Vekselerer A. F. Lamm, vilde noget andet, og Resultatet var - ifølge Birck - at »denne Børsreform var i Virkeligheden det rene Humbug«. 79 københavn-

379

ske Grosserere havde protesteret mod denne paa Velanstændighedens Vegne, de konservative Hovedstadsblade havde gjort kraftige Indsigelser gældende, men alt var forgæves. Birck beklagede, at »Social-Demokraten« ikke var blandt dem, som angreb den. Men - siger han: »Grunden var den, at Vekselerer Lamm var Fader til denne Børsordning. Lamm var jo ikke en almindelig Vekselerer, han var en meget fin Mand, var Borgerrepræsentationens Formand, var Partiets Hofgænger, den, der repræsenterede det ved Hoffet, kort sagt, han var en Ideolog paa mange Omraader. I det hele taget blev der ikke fra den radikale Fløj rejst nogen Kritik.«

I sine Bebrejdelser mod Børsreformen af 1914 fremhæver Birck endvidere bl. a., at Vekselererne bevarede deres Ret til at bestemme, hvem de vilde optage som Medlem, og at de uden at angive Grunde kunde afslaa at optage en Mand. Tillige fik Vekselererne deres Kurtage forhøjet. De fik Ret til Selvindtræden, Ret til Kompensation, Ret til Udlaan af Aktier. Mangt og meget var nu ændret og forbedret i det nye Lovforslag, dog var Bestemmelsen om Forhøjelsen af Kurtagen bibeholdt omendskønt dens uheldige Virkninger navnlig med Hensyn til Outsidernes Virksomhed var traadt klart frem i Dagens Lys. Birck beklager ogsaa, at der ikke blev taget klare Forholdsregler mod Kursskæringen og karakteriserer denne som en Forbrydelse. For at gøre Menigmand dette Spil med Børskundernes værdier forstaaelig, fortæller han nøjere, hvorfor han er en afgjort Modstander af, at Vekselerere faar Ret til Selvindtræden og til Kursskæring. Han bemærker: »De vil forstaa det af følgende: Hvis De sender Deres Avlskarl hen at købe en Ko og han giver - lad os tage en Sum, der passer i vore Dage, - 500 eller 600 Kr. for den Ko, og han siger til Dem, at den har kostet 650, saa er De ikke i Tvivl om, at den Mand er Bedrager. Eller omvendt, hvis han sælger Koen under den Pris, han opgiver til Dem. Nu sker det saaledes, som ærede Medlemmer ved, at paa Københavns Børs noteres i Løbet af de faa Timer, Børsen holdes, det samme Papir adskillige Gange,

380

idet Coutumen er, at der sælges 400 Kr. Aktier ad Gangen. I Øjeblikket kan der være 2 – 3 – 4 - 5 pCt. Forskel mellem den Kurs, hvortil en Post af et Papir er solgt, og den, hvortil en anden Post af samme Papir er solgt. Hvis vi nu siger, at Omsætningerne har ligget mellem 117 og 122 pCt., vil Vekselereren være

tilbøjelig til at sige til den Kunde, der har købt Papiret: Jeg har givet 122, og til den, der har solgt Papiret: Jeg har faaet 117, og hvor der er Ret til Kompensation - det vil sige, at Vekselereren slet ikke udfører Handelen, men afgør den i sine Bøger ved en Art Salg og Køb -, bærer han sig ad paa samme Maade, og derigennem faar han en umaadelig stor Indtægt.« I denne Sammenhæng fremhæver Birck, at disse Transaktioner stadig havde været paa Tale i Vekselerer-Processerne, som behandledes i Rump-Kommissionen, at det først var blevet bestridt, at saadan illoyal Kursskæring var sket, men at Vekselerer Lamm til syvende og sidst, da han blev presset, havde indrømmet, »at dette irregulære Forhold at afregne Kunderne ugunstigere Kurs end opnaaet ikke blot har været anvendt af Vekselererne i enkelte Tilfælde og for Spekulationsforretninger, men overhovedet har været anvendt af de allerfleste Vekselerere - som almindelig Skik og Brug«. Og Vekselererne Reimann og Trier havde senere i et Protokollat erklæret, at Vekselererne ved Udførelsen af Kommissionsordrer paa Børsen som Regel burde afregne med Kunderne til de virkelig opnaaede Kurser, men at ”det er deres Overbevisning, at de fleste Vekselerere i en lang Aarrække i adskillige Tilfælde har afregnet til Kurser, der var noget fordelagtigere for dem«! Birck polemiserede endvidere mod den høje Kurtage, der beregnedes ved Spekulation i udenlandske Aktier og berettede om sit Sammenstød med Philipson i Anledning af dennes Misbrug af Kurtageretten mod en svensk Konsul. Birck havde i en Artikel i »Nationaltidende« betegnet Philipson som Aagerkarl og anmodet denne om at anlægge Sag mod sig. Det gjorde Philipson dog ikke, men han havde i Stedet for besøgt ham og bedt om at standse Angrebene, da det var Synd at rette saadanne Beskyldninger mod ham.

381

Birck fremhæver derefter det meningsløse i, at en Vekselerer samtidig kan være Kundens Modpart i Spekulationen, at bI. a. »en Mand, der efterhaanden er blevet en af vore største Vekselerere i Omsætningen, Johan Levin, en Mand, der i sin Tid af en af vore Blades Børsmeddelere blev kaldt for »Børsens Napoleon«, mindre kunde ikke gøre det, en Mand, der faktisk kan Manipulationens Kunst paa Børsen, som forstaar at holde et Papir eller slaa det ned, denne Mand er samtidig andres Befuldmægtigede, uagtet han selv har en Mængde Interesser«. Han nævner endelig, at en Outsider-Vekselerer, kendt under Navnet Massage-Levin, ansaa det som Fremtidens Ideal, at enhver Husmand engang vilde have lært at spekulere i Majs o.s.v.

Birck mente, at meget vilde blive bedre ved den nu omhandlede Børsreform, men at der dog endnu maatte foretages yderligere for at lede Børshandelen ind i en sund Udvikling, og at der bI. a. ogsaa burde udstedes et Forbud mod HandeI med Kuponer. Og han fortsatte med at fastslaa, at Europas Børser i Almindelighed er blevet Spillebuler, og at efter hans Mening ”Københavns Børs er blevet fuldt saa slem som nogen anden«. Børserne var blevet det Sted, hvor man saa at sige skabte den falske Kapital, der er i Verden, hvor Udbyttet lavedes om til Aktiekurser og til Aktier, og hvor enhver Fordel kapitaliseredes, og der saaledes skabtes en Mængde Papirformue. Men derved lod sig desværre intet ændre, dette laa nu engang, kunde man fristes til at sige, i Sagens Natur. Børsloven her maatte indskrænke sig til at holde god Købmandsmoral i Hævd. Slette Vaner maatte ikke faa Alderstids Hævd, blive berettigede Interesser, saa det blev umuligt at røre ved dem. »Jeg tror« bemærkede Birck til Slut, »det er et farligt System at komme ind paa, at naar Fanden bliver gammel, faar han hvide Whiskers, bliver ærværdig og er hellig og ukrænkelig.«

Helt upaatalt gik Professor Bircks Angreb mod VekseIerer Lamm ikke hen. Den socialdemokratiske Folketingsmand Hans Nielsen ønskede nærmere Beviser. Birck replicerede atter paa

382

sin Maner: ”Jeg bebrejdede ingenlunde hverken Lamm eller Socialdemokraterne, at Lamm gik til Hoffet. Jeg udtalte kun, at den Mand, de sendte til Hoffet som Borgerrepræsentationens Formand, havde en saa

udmærket Stilling indenfor Socialdemokratiet, at hvad han gjorde, var i Virkeligheden Socialdemokratiet medansvarlig for. Det var ikke det, jeg angreb Lamm for, jeg angreb ham for den sørgelige Ting, at Socialdemqkraternes Lamm i Virkeligheden afslørede sig som en meget kapitalistisk Ulv ved hele den Maade, hvorpaa han optraadte i Børsudvalget”.

I April 1919 rygtedes det i Bladene, at Prof. Birck havde udarbejdet en Trustlov, et Arbejde, som formodedes at være fremskyndet af den Mand, der i 1915 tog Initiativet til Grundlæggelsen af det konservative Folkeparti, d.v.s. af Middelstandspolitikeren, Folketingsmand Asger Karstensen. Mod Maanedens Slutning bebudede ogsaa Birck selv, at Forslaget var paa Trapperne. »Det kommer!« erklærede han i et Interview. »Straks efter Paaske bliver det forelagt i et Partimøde, og jeg venter derefter, at det skal blive forelagt (ment er: i Rigsdagen!) en Gang i Maj.« Dog disse Forventninger brast, og selve det Birck’ske Trustforslags Bestemmelser er aldrig kommet til Offentlighedens Kendskab. Selve Planen strandede paa Industrimagnaternes beslutsomme og kraftige Modstand.

Hvorledes Højfinansens Repræsentanter og specielt Industriraadets Mænd stillede sig til Prof. Bircks Lovforslag, fremgaar meget tydeligt af den beske og haanende Medfart, de giver deres statskonservarive Kollega i Bladet »København«, der netop i denne Periode var overtaget af Landstingsmand Alex. Foss og Folketingsmand Theodor Jensen. Her er det cand. polit. Ivar Moe, som i en utrolig perfid Artikel: »Professor Birck bliver interviewet« (offentliggjort den 28. 4. 1919) raillerer over Professorens formentlig overdrevne Selvfølelse og over den overordentlige Kommission, hvis Virksomhed efter Forfatterens Opfattelse skal have forvoldt Samfundet umaade-

383

lig stor Skade ved Medlemmernes enestaaende Evneløshed og Forhandlingsmetodernes Sendrægtighed og Vidtløftighed og kun havde haft den Virkning at pumpe Statskassen tom. Det er Industriraadets Forbitrelse mod den Prisreguleringskommission, som ikke vilde sætte Birck ud af Spillet, der her kommer til Orde. Da Birck i særlig Grad holder paa Professorembedets Værdighed, taler Moe spottende om denne »troskyldige Selvfølelse, som vidner om, at der i hans (d.v.s. Bircks) Sjæls Kamre endnu findes et stille Rum, som Videnskaben har skaanet, og hvor lille Laurids rider til Hest paa Bedstefaders Knæ med Sabel og trekantet Hat«. Denne Spydighed vil man kunne tage let. Men værre er det - og for Situationen i April 1919 overordentlig karakteristisk - at Ivar Moe, ligesom samtidigt den konservative Folketingsmand Julius Schovelin – pure benægter Nødvendigheden af en Trustlov ved simpelthen at paastaa, at Danmark ejer ingen Truster. Saadant hævdes af Industriens bestaltede Mand, faa Maaneder efter at Prisreguleringskommissionen med Birck i Spidsen har haft de voldsomme Sammenstød med Skotøjstrusten, i et Tidsrum, da Trusternes førende Mænd som Max Ballin og Benny Dessau aabent stiller Krav om alene at maatte beherske Landets Erhvervsliv og at dirigere hele Udenrigshandelen! Thi saaledes laa Landet jo i Virkeligheden. Endnu den 30. 4. 1919 udtalte »København«, at det vilde være klogt, »at Statsmagten snarest muligt bliver trukket ud af Handelen med vore Udførselsvarer«, da Erhvervene ifølge Foss’ Opfattelse selv »er i Besiddelse af langt større Smidighed til at rette sig efter Markedet«. I et Øjeblik, altsaa, da Trustmagnaterne føler sig som Landets Herrer, tør Moe bestride Eksistensen af Truster i Danmark ved at udtale ønsket om, at Professor Birck i Motiverne til sit Forslag maatte bringe en Fortegnelse over de danske Truster eller i alt Fald dokumentere, at den danske Rigsdag agter at føre en Toldpolitik, som vil muliggøre Dannelsen af indenlandske Truster til Befolkningens Plyndring. Nej - Industriraadets Presselakaj kender ikke noget til storindustrielle Sammenslut-

384

ninger, og Alex. Foss’ Blad ønsker ogsaa blot, at den overordentlige Kommission snarest muligt maatte

forsvinde, selvom Birck skulde have det Ønske her at »skabe sig et fast Laboratorium for sine Studier over Menneskenes Umedgørlighed«. Moe havde altsaa ingen Respekt for Problemet »den danske Trust«.

Samtidig med at dette Angreb rettedes mod Prof. Birck i den saakaldte »Fossische Zeitung«, behandledes hans Udkast til en Trustlov i et Partimøde. Den 30. April kunde det samme Blad, »København«, meddele om denne Forhandling, at det »vilde vistnok være at omgaas Sandheden noget letsindigt«, naar man vilde paastaa, at Forslaget »havde nogen glimrende Sukces hos det konservative Folkepartis Medlemmer”. Og Bladet tilføjede: »Tværtimod skal man i Partimødet have vist megen Kølighed mod Professorens Hjertebarn, som foreløbig henvistes til et Udvalg, hvorfra det næppe vil se Dagens Lys - saaledes forsikres der os. Vinteren er gaaet, og Vaar vil gaa med, maaske næste Sommer med, før Folketinget bliver delagtig i den Nydelse, det altid er, naar Professor Birck fremsætter Lovforslag i Tinget«.Større Haan kunde Bladet vel ikke tillade sig overfor et af Partiets Medlemmer. Men selvfølgelig! Naar de Storindustrielle, de Storhandlende og Storkapitalisterne rørte paa sig, maatte Birck naturligvis hurtigt blive den lille, og - Asger Karstensen med.Karstensen gav rigtignok i første Omgang den brovtende og anmassende Finansklike, der vilde foreskrive de Konservative, hvad de maatte tro og tænke om Monopolerne, det glatte Lag i sit Organ »Frederiksborg Amtstidende«. I Nummeret for 1. Maj 1919 advarer han Storindustrien og Storhandelen, der nylig gennem de Konservative, Ingeniør Alex. Foss og Grosserer Theodor Jensen, har erhvervet Aktiemajoriteten i »København«, mod at fremsætte altfor urigtige Meddelelser om Folkepartiets Stilling til Trusterne. De storindustrielle Specialister vilde, hvis de ikke var forsigtige, eIlers ogsaa denne Gang »faa

385

samme kranke Skæbne, som da de søgte at dække Hr. Max Ballin ved en politisk Offensiv« (det vil vel sige ved Fremstødet mod Prof. Birck i den overordentlige Kommission). Derefter siges nogle borgerlige Ord om det danske Folks Stilling til Kapitalmagtens Hegemonibestræbelser, som i og for sig kunde være ideelle nok for et Folkepartis Vedkommende, men som rigtignok overfor Kapitalistpartiet, kaldet »Det konservative Folkeparti«, ramte helt ved Siden af.Asger Karstensen skrev nemlig:

»Det er overhovedet umuligt for den lille Kreds af Storindustrielle at faa anden offentlig og politisk Støtte her i Landet og paa Rigsdagen end den, hvortil den kan forhandle sig. Det skulde man tro, at den lille Kreds af Storindustrielle maatte kunne sige sig selv. Danmark er ikke og bliver, Gudskelov, aldrig et storindustrielt præget Land, det er og bliver de jævne Befolkningsklassers, Landbostandens, Haandværkernes, de Handlendes og Arbejdernes Danmark.

Dette Danmark rummer afgjort Modstandere af al Storvirksomhed paa Enkeltmandshænder. Langt den overvejende Del af den danske Vælgerbefolkning hører til disse Modstandere. Resten erkender, at der ogsaa bør gives Plads for Storinitiativet, men, vel at mærke, som et Led i Helheden - ingenlunde førende eller dominerende - og med Samfundets Indseende, hvor Storvirksomheden bliver en saadan, at den prismæssigt dominerer Samfundet. Kravet om dette Indseende med den monopoliserede Storbedrift er Landbostandens, den almindelige Forretningsverdens og alle Forbrugeres naturlige Krav. Det er vel det stærkeste Krav i hele Landet! Skal det overhovedet lykkes at hævde Storinitiativets berettigede Interesser gennem Forhandling mod de Retninger, der staar stærkt imod det, maa det selvfølgelig ske med Respekt for dette Krav om, at Samfundet har Reguleringsret overfor Monopolet. En Politik, der støttede Privatmonopolet, vilde være intet mindre end den farligste for selve Privatejendomsretten«.

Den 6. Maj 1919 beskæftiger Asger Karstensen sig endnu engang i en Artikel: »Trust-Politiken og Partierne« med det her omhandlede Spørgsmaal og fremhæver som det grundlæggende Princip for en sund MelIemstandspolitik, at det fri Initiativ skal have Lov til at udfolde sig i Handel og Haandværk, Agerbrug

og Industri, men at Samfundet skal have Indseende

386

der, hvor Kapitalsammenslutninger ved Ringdannelser og Truster dræber al Konkurrence og dikterer Markedet sine Priser. Her ønskes Kontrol. »Der findes ganske vist«, fortsætter Forf., »i Folkepartiet som hos de Radikale som forøvrigt ogsaa andre Steder visse Storvirksomhedsindehavere, der vil søge at indvirke paa Partiernes Politik i den Slags Spørgsmaal. Men de har ingen Ret og vil ingen Ret faa til at dreje Politiken bort fra dens klart afstukne Baner«.

Asger Karstensen, som før i Tiden havde vist en ejendommelig Iver i at støtte Parvus’ Interesser, repræsenterede her for en Gangs Skyld et udpræget antikapitalistisk Synspunkt. Men iøvrigt tog han grundig fejl, naar han troede at kunne sætte den storindustrielle og højmerkantile Fløj indenfor sit Parti til Vægs. Det tredie Tings Mænd, Børsmatadorerne, var stærkere end han, og han synes heller ikke at have set helt til Bunds i det Intrigespil, som netop Jøderne tillod sig indenfor hans eget Parti. Det viser sig allerede deri, at han i sin Piece »Et Opgør«, der udkom 1921, og i hvilken der gøres Rede for de Forhold, der foranledigede hans Udtrædelse af Partiet i Sommeren 1920, stiller sig aldeles ukritisk overfor Laurits Heine, Formanden for det konservative Partis Forretningsudvalg. Om ham bemærker han, at Heine som Medlem af en anset københavnsk Patricierslægt og »ifølge Fødsel, Omgivelser og Natur« stod ham fjernt, da han selv saa udpræget foretrak et Menneske af Folket fremfor et Overklassefænomen, naar man skulde vælge Type. Men han havde fattet Sympati for Heine, der hurtigt havde vist sig »at være en loyal Kampfælle, en forstaaende Mand og, bag en facil Optræden, en fast og trofast Karakter«. At Heine selv var Foregangsmand i den forrykteste Spekulation og Topfigur i en Række Foretagender, der senere afsluttede deres Virksomhed med Milliontab *), at han var den mest udprægede Kapitalisttype, som tænkes kan, var tilsyneladende ikke gaaet op for Karstensen. Denne retter

*) Jvf. ovenfor Afsnit 8b,. S. 284 flg.

387

ogsaa skarpe Angreb mod Redaktør Erik Hansen i Kolding for hans jødefjendtlige Indstilling. Derimod anerkender han Bircks Indsats og fremhæver, at hans egen Strid med Partiet havde sit Udgangspunkt netop i hans Stilling til Birck, der jo efter Storkapitalisternes Opfattelse »havde fortrinsvis den Fejl, at han opfattede Arbejderne som Mennesker og ikke som Maskiner.« Asger Karstensen fortæller endvidere, at Alex. Foss allerede i Efteraaret 1918 havde indledet et Stormløb mod Birck i Anledning af Ballin-Affæren i Prisreguleringskommissionen, hvilket imidlertid blev »afpareret ved en af mig foreslaaet Dagsorden«. Det var denne Episode, der gav Stødet til, at Storindustrien oprettede Korrespondancebureauet »Riget«, med Hensyn til hvilket Karstensen fastslaar, at det »blev ledet uden Hensyn til almindelige Regler for Pressevirksomhed, alene i Kraft af og ved Hjælp af Penge«.

Den sidste Erkendelse, Asger Karstensen maatte drage i denne sin politiske Kamp, var, at hans Parti var bukket under for Finansmagtens Kvælertag og havde udleveret sig til den vildeste og brutaleste Kapitalisme. De Konservative havde derfor ikke mere Ret til at kalde sig et Folkeparti. Han anmoder derfor sine forhenværende Partifæller om at fjerne denne Titel og at benævne Partiet ved et ærligt Navn. Med kynisk Foragt havde det saakaldte Folkeparti brudt med et af Hovedpunkterne i Programmet, det, som tilsagde det forbrugende Folk Indseende med monopolagtige Virksomheder; Samtidig havde det atter sat den gamle forstøvede Højretradition, »Snobberiet, Naadigherredyrkelsen, den tankeløse Løben-i-Flok omkring en af Nationens Stormænd«, i System. Dette Forræderi mod Konservatismen vilde Karstensen ikke godkende. Han drog Konsekvensen. Han gik.Prof. Birck naaede som nævnt aldrig saa vidt som at faa sit eget Forslag til en Trustlov frem i Rigsdagen.

Dertil havde det, ifølge en Bemærkning i det af Alex. Foss financierede »Kolding Avis«, en altfor »socialistisk Tendens«, var det i altfor udpræget Grad »en videre Udbygning af Prisregulerings-

388

systemet«. Den gik ikke. Men dermed var denne Sag ikke taget helt af Dagsordenen. Thi allerede den 27. August 1918 havde Regeringen fremsat et i det store og hele af den overordentlige Kommission udarbejdet Udkast til »Lov om offentligt Tilsyn med visse Virksomheder«, ifølge hvilket saadanne enkelte eller sammensluttede Virksomheder af monopolagtig Karakter indenfor Produktion og Omsætning, derunder indbefattet Transport, som var i Stand til at udøve en bestemmende Indflydelse paa Pris- og Omsætningsforhold i det indenlandske Marked eller en betydende Del deraf, skulde stilles under offentlig Kontrol. I Rigsdagssamlingen 1918/19 naaede man blot saa vidt som til at fremme Sagen til Udvalgsbehandling, men i den følgende Samling skulde netop dette Forslag give Anledning til meget vidtløftige Diskussioner, hvori Folketingsflertallet – deriblandt ogsaa enkelte Medlemmer af det konservative Folkeparti! - var absolut positivt indstillet overfor Lovforslagets Bestemmelser, men hvor det saa alligevel tilsidst lykkedes de hemmelige Kræfter at faa Sagen standset. Forslaget havnede, efter at det var blevet vedtaget i Folketingets tre Behandlinger, i et Landstingsudvalg, og her syltedes det endeligt!

I Diskussionen om denne Trustlov var Konservatismens Repræsentant, Jøden Arnold Fraenkel, den eneste, der aabent talte imod. Han havde i og for sig ikke noget imod, at der indførtes Foranstaltninger, som kunde begrænse de saakaldte »koncentrerede Bedrifter«s uhyre sociale Magtstilling, den overmægtige Indflydelse, som Lederne af disse Storbedrifter sad inde med, saalænge de raadede over de mægtige Kapitaler og en stærk Koncentrering af Produktionsmidler og af Mennesker. Men Fraenkel ønskede ikke Indgreb i Trusternes Prispolitik, fordi han, som han erklærede i første Behandling af Lovforslaget den 9. Septbr. 1919, nu engang ikke var Modstander af den private Kapitalopsamling, og idet et sundt Samfund netop trængte til Rigmænd, der kunde bane Produktionen nye Veje. Den private Kapitalopsamling - mente han - var »ganske nødvendig for at føre Erhvervslivet, Produktionen, det, som

389

til syvende og sidst det hele beror paa baade for de enkelte Medlemmer af Samfundet og for Staten, igennem paa en saadan Maade, at Samfundet kan eksistere«. løvrigt erklærede A. Fraenkel, at det efter hans Mening var yderst uheldigt at fremsætte Forslag til en Trustlov netop i et Øjeblik, da alt maatte sættes ind paa at fremme, i Stedet for at hæmme Produktionen. Da Sagen igen stod paa Dagsordenen den 25. Febr. 1920, havde Fraenkel atter mange Slags Indvendinger, bI. a. den besynderlige, at Kontrol af Monopolerne strengt taget var altfor kompliceret til at gennemføres af et enkelt Udvalg. Sammen med et Fraktionsmedlem fremsatte han flere Ændringsforslag, bl. a., at kun Virksomheder, »hvis Indflydelse paa Varepris og Omsætningsforhold er tilstrækkelig til at ophæve Virkninger af Konkurrencen baade for Ind- og Udlaan«, skulde indbefattes under Lovens Bestemmelser. Den skulde herefter udelukkende gælde for virkelige Monopoler og ikke for Storbedrifter uden udpræget monopolagtig Karakter.

Heroverfor gik Prof. Birck energisk i Brechen for Regeringens Lovforslag, hvis Definitioner efter hans Opfattelse var vel gennemtænkt, og hvis Kontrolbestemmelser han ansaa for nødvendige i det foreslaaede Omfang. Ikke blot Monopolerne i egentlig Forstand, men ligeledes Karteller, Truster, Fusioner og desl. skulde kontrolleres. Disse Sammenslutninger skulde være forpligtet til at fremlægge virkeligt Regnskab til Erhvervenes Tilsynsraad; thi naar »et Koncern er saaledes, at det har overtaget Leveringen af en bestemt Vare i et Land og er ret eneraadende paa det Omraade, er dette Koncern ikke at betragte som en privat Institution, men saa er det en social, en offentlig Institution med Pligter overfor det øvrige Samfund«. Paa samme Maade skulde der skabes Muligheder for at overvaage Koncernernes Financiering, da det jo almindeligvis var deres Overkapitalisering, som ødelagde dem hele Verden over. Kapitalens Udvanding

skulde under Kontrol, og der skulde drages Omsorg for, at disse store Virksomheder vænnede sig til en fair Optræden overfor de mindre Virksomheder og til at

390

afholde sig fra en unfair Konkurrence. Birck viste paa Grundlag af talrige Eksempler, hvorledes Storvirksomhederne i saa Henseende forstod at misbruge deres Magtstilling. Og han paaviste paany Trusternes Udvikling her i Landet, som allerede havde været godt i Gang før Krigen og havde været i stærk Udvikling under og efter Krigen. »Trusterne er stærke,« sagde han. Og han fortsatte: »Og her i Danmark er de dobbelt stærke af den Grund, … at det danske Folk, saa udmærket det end er, holder mest af at gaa i Flok, og det moralske Mod, der hører til for at staa op og slaas for sig selv og sin Idé, ikke er den enkelte Mands Mod. Saa meget fysisk Mod, det danske Folk end har, dets moralske Mod tror jeg er ikke saa stærkt …«Bircks Meningsfælle Asger Karstensen troede i denne Rigsdagsforhandling endnu at kunne lempe sig tilrette, han ansaa det for forsvarligt at godkende de fra hans Parti (A. Fraenkel og Korsgaard) fremsatte Ændringsforslag og troede, at Storindustriens Mænd, som endnu regnede med at kunne kuske med Folket som det passede dem bedst, nu havde lidt et afgjort Nederlag. Han præciserede igen som sit Hovedsynspunkt til Sagen, at det drejede sig om at værne Samfundet mod en ensidig KapitaIkoncentrations Eneherredømme paa visse afgørende økonomiske Omraader, og at »det vilde være nødvendigt, hvis man overfor Socialismens og Radikalismens overfor det frie Næringsliv fjendtligsindede Politik skulde kunne hævde Mellemstandens, det frie Erhvervs naturlige Stilling, da resolut at slaa fra der, hvor det frie Erhverv slaar over i sin Modsætning, gaar bort fra den frie Konkurrence over til Monopolet, der betyder Udelukkelse af enhver Konkurrence«. Hvad Birck og Karstensen her fremførte, vidnede om redelig Vilje til at beskytte Folket mod Trusternes Udplyndringsmanøvrer, men Borgbjerg kunde allerede under Drøftelsen den 27. 2. 1920 gøre opmærksom paa, at disse to Mænds Betragtninger jo ikke var bindende for det konservative Folkeparti; men at derimod Dr. Arnold Fraenkel maatte betragtes som de Konservatives Ordfører. Ja, og denne Højrepartiets Ordfører sparede sig saa

391

sandelig intet i Fremførelsen af Indvendinger mod Trustloven - og i uforskammet anmassende og personligt nedsættende Bemærkninger mod sin egen Partifælle Birck, hvis helt igennem saglige og grundige Bevisførelse han bI. a. affejende betegnede som »en Bunke Hø og Hakkelse«. Men denne Gang giver Birck atter raat for usødet i en Form, som selv Jøden Fraenkel ikke har kunnet misforstaa. Han pointerede, at hans Modstander aldrig vilde faa Lejlighed til at undgaa ham. Kampen vilde blive videreført: Harmfyldt, bidende ironisk, men ogsaa i Bevidstheden om at kæmpe for en retfærdig Sag, afsluttede Birck Kontroversen med følgende Ord:

»Her i Danmark undgaar man ikke Folk, ikke en Gang det værste Bæst kan man blive af med. I det offentlige Liv vedbliver jeg at være under en eller anden Form, saa længe jeg lever, jeg er uundgaaelig. Derfor skulde det ærede Medlem se at vænne sig til mig, til at taale mig. Det var sundt for ham, og det var sundt for Partiet. Jeg vil gerne hjælpe det ærede Medlem. Kunde det hjælpe noget, at jeg forærede ham mit Fotografi til at stille op paa sit Skrivebord, saa han paa den Maade kunde blive vant til at taale at se mit Ydre?«

Jøden Fraenkel blev Svar skyldig overfor denne mandige Afvisning.Ligesom Asger Karstensen maatte dog ogsaa. Prof L. V. Birck tilsidst tage Konsekvenserne af sit Partis

stadige Obstruktion mod Kravet om en offentlig Kontrol med Truster, Karteller og desl. Det blev des mere

uomgængeligt, idet han ogsaa kom i skarpeste Modstrid med sit Parti paa et andet Punkt, nemlig med Hensyn til Bedømmelsen af den grænsepolitiske Ordning i Nordslesvig. Birck havde i denne Sag til Stadighed fastholdt den Anskuelse, at Retsprincippet skulde være afgørende for Løsningen af Nordslesvig-Spørgsmaalet, og havde bI. a. den 25. 10. 1918 i Folketinget udtalt, at Maalet for Freden ogsaa i det, som angik Danmark, var, at Uret skal slettes og ikke flyttes. Da de Konservative i Modsætning hertil i de kritiske Martsdage 1920 krævede en Internationalisering af Mellemslesvig o.s.v., var Bruddet med Birck uundgaaeligt.

392

Efter at han fra Partiets to Formænd var bleven anmodet om at udtræde af Partiet, foretog han sin Udmeldelse i en Skrivelse til Partiets Formand af 20. Marts 1920, i hvilken han bI. a. bemærkede:

»Idet jeg indser, at mit Syn paa, hvad der kræves for at sikre Samfundet indadtil (d.v.s. Værn mod Storkapitalens Sammenslutninger) saavelsom min Overbevisning om, at den Regering, der vil modtage Flensborg paa Trods af Selvbestemmelsesretten vil bringe Danmarks Sikkerhed og Selvstændighed i Fare, kan jeg forudse, at jeg ikke vil være istand til altid at bøje mig for Flertalsbeslutninger indenfor Partiet.«

Partiets Modstand mod offentlig Kontrol med Trusterne var altsaa det primære, det i første Række afgørende for Birck’s Beslutning. Da Partiet ikke vilde gaa med til at indsnævre Kapitalmagtens Indflydelse paa Samfundslivet, maatte han gaa. Han opgav dermed rigtignok ikke sin Plads i Rigsdagen. Men hans umiddelbare Indvirkning paa den politiske Udvikling tabte dog for nogen Tid i Betydning. Ogsaa i dette Tilfælde viste det sig altsaa, hvor uhyggelig en Magt det tredie Ting sad inde med.

e) Bircks Indsats i Kampen mod Landmandsbank-korruptionen. (Birck contra Glückstadt.)

Længe før der var gaaet Hul paa Bylden, nærede prof. L. V. Birck Mistillid overfor Landmandsbanken. Derfor advarede han bI. a. i sin Rigsdagstale den 25. Okt. 1918 mod at yde de store Finansmagnater, som nu forherligedes i nogle Ugeblade som »Verden og Vi« og »Ugens Tilskuer«, altfor megen Ros og tog derved navnlig Sigte paa Glückstadt, Herm. Heilbuth, H. P. Prior, Ballin o.s.v. Da han den 17. Juni 1919

393

i Folketinget behandler Lovforslaget om Ændring i Nationalbankens Oktroj, øver han atter en meget aaben Kritik mod Landmandsbankens Forretningsmetoder, bI. a. ved at henstille til Nationalbankens Direktion at holde strengere Kontrol med de private Bankers Regnskaber og med Aktiespekulationens Udvikling. Han anbefaler i Særdeleshed at have Opmærksomheden henvendt paa de københavnske Bankers Maanedsbalance, hvorved man bI. a. vilde se, »at der er en Gryde, hvori man putter alt muligt - den hedder Diverse Debitorer«. Kontoen var, forklarer han, steget fra 136 Mill. Kr. før Krigen til 600 Mill. Kr. hos disse Banker. Det indeholder en slet dulgt Mistanke om, at Landmandsbanken ikke disponerer særlig heldigt over Indskudsmidlerne, naar Birck i denne Anledning hævder, at denne saakaldte »Gryde« for en bestemt Banks Vedkommende tjener til at skjule de virkelige Forhold for Befolkningen, og derefter siger: »Handelsbanken har en Konto Diverse Debitorer paa kun 1/4 Million paa en Balance af 612 Millioner Kroner. Privatbanken har 22 Mill. Kr. paa en lignende Balance, men Landmandsbanken har 380 Millioner paa en Balance af 1200 Millioner.« Man kan herefter ogsaa forstaa, at Birck kræver ensartede Regler for alle Bankregnskaber, saa man virkelig kan se, hvorledes Pengene er anbragt, og hvem Banken skylder Pengene til.

Birck rettede ogsaa i de følgende Aar jævnligt Kritik mod Landmandsbankens Virksomhed og vakte særlig Opmærksomhed, da han den 11. Marts 1922 paa den ekstraordinære Generalforsamling i Kjøbenhavns Private Laanebank tog Stilling til den tidligere omtalte Plan om Sammenslutning af denne Bank med Landmandsbanken. *) Generalforsamlingen forløb nogenlunde roligt, omendskønt der fra Aktionærside rejstes adskillig Kritik mod den Holdning, Bankledelsen havde vist i de kritiske Dage. Forskellige Aktionærer talte mod Sammenslutningen, deriblandt ogsaa Prof. L. V. Birck. Han hævdede, at Situatio-

*) Jvf. 1. Del, S. 421 flg.

394

nen var meget vanskelig for Aktionærerne, thi de solgte deres Aktier, »men de fik en Kat i en Sæk ved at modtage Landmandsbankens Aktier. Vel vidste de, at det var en gammel og stor Bank, der havde haft et godt Aar efter Regnskabet at dømme. Der var afskrevet 25 Mill. Kr., som var en stor Sum, men det var kun en lille Afskrivning, hvis der var disponeret forkert. Ingen kunde vide, hvad Landmandsbankens Aktier var værd i 1923.« Det skulde altfor hurtigt vise sig, hvor uendelig berettiget denne Skepsis var. Dog Birck regnede dengang endnu ikke med et totalt Sammenbrud, og naar han her henviser til Aarsregnskabet for 1921, fremgaar heraf tydeligt, at han dog endnu troede at kunne fæste nogen Lid til Glückstadts Ord. Men han var forberedt paa, at der vilde opstaa store Vanskeligheder, og han advarede ogsaa i den følgende Tid mod at være altfor optimistisk med Hensyn til Landmandsbankens Evne til at lede Landets Politik. Det stod ham klart, at nu var Situationen ved at tilspidse sig. Nu blev det Alvor.

Det er under disse meget usikre og uklare Forhold, umiddelbart før det store Banksammenbrud toner frem, at Birck skriver sit vidunderligt ironiske Bidrag om de forskeIIige Kategorier af Bestyrelsesmedlemmer, som repræsenterer Aktieselskaberne udadtil og som, uden at have eller at føle nogetsomhelst Ansvar, lader sig deres, - for Erhvervslivet dels skadelige og dels aldeles intetsigende Repræsentation, - betale i dyre Domme. Det er den Kreds af Medborgere, som figurerer i Selskabernes Ledelse for Tantiemernes Skyld, det gaar ud over i Bircks saakaldte zoologisk-finansielle Studie: »Om Pengegrise«, som »Politiken« første Gang offentliggjorde den 24. Maj 1922 og genoptrykte efter Harald Plums Selvmord den 27. Oktober 1929.

Karakteristiken indledes med følgende fornøjelige, men samtidig dog saare sarkastiske Betragtninger:»Mest yndefuld blandt Gnaverne er det kaninagtige Marsvin – paa Engelsk Guinea-pig - graciøs, blød af Skind,

lydløst springende, med lille Baghoved, gode Bideredskaber, sværmavet, alt ialt harmløs, næsten elskelig. Naar den ligger i Solen, tyggende, fordøjende, afbidende sin Føde med hurtige og sky Ryk, kigger den sig omkring med store, forskræmte øjne, hvori naturlig Fejghed, Uansvarlighed og samtidig en lav

395

Snuhed giver sig Udtryk. Men næppe opfanger dens lange Øren Bondens Traad, før den sætter af i et langt Spring, løber hen ad Marken og skjuler sig bag en Jordhøj, men den kommer frem igen, naar alt er roligt, og fortsætter fræk som en Vandregræshoppe sit afbrudte Maaltid. Optræder den enkeltvis, er den uskadelig, nærmest dekorativ; men kolonivis er den en Landeplage, som man rettest behandler paa samme Maade, som de avstralske Bønder dens Frænder Kaninerne, driver dem sammen i et Indelukke og knuser deres Rygrad med tykke Stokke.

Som i Gnaververdenen har vi ogsaa i Menneskeverdenen en Varietet, der kaldes Guinea-Grise; i England var det Reglen, at Bestyrelsesmedlemmerne i Aktieselskaber fik 21 Shillings - en Guinea - for hvert Bestyrelsesmøde, de overværede; Folkevittigheden og derefter Sproget betegnede dem som Giunea-pigs, Guinea-Grise. Hr. Schovelin har, inden han selv gik ind i Aktieselskaber, oversat Ordet paa Dansk for en Snes Aar siden, da han kaldte dem Pengegrise med en veludviklet Revne i Ryggen. I Danmark nøjedes Pengegrisene ikke med 21 ShiIIings pr. Møde, deres Honorar gaar op i Tusinder; det vakte i sin Tid Jubel paa Dannebrogs Generalforsamling, da en urimelig Aktionær forlangte, at intet Bestyrelsesmedlem maatte faa mere end 20.000 i Tantième; men Pengegrisen kan ogsaa

tage mindre, og vi ser da ogsaa, at smaa Selskaber kan faa agtede Navne, uagtet Tantièmen og Lønnen ikke naar 1.000 Kr.«

Birck anslaar AntaIlet af disse »Pengegrise« til 10.000, Revisorer og Direktører iberegnet. Trangen til at faa et Bestyrelsesben skal efter hans Fremstilling selv hos meget agtbare og velhavende Mænd gøre sig gældende i ligefrem forfærdende Grad. Men der er, bemærker han, jo heldigvis ej heller saa faa Sinecure-Poster at løbe efter. Han fortæller, at en af de større Banker, der kom i Nød, havde 29, en anden 24 Bestyrelsesmedlemmer. Lidet smigrende analyserer han denne Mennesketypes Karakteranlæg: »Pengegrisen er absolut parasitær, den sætter sig i Stilhed paa en dygtig Forretningsmand, smigrer ham, roser ham, gaar hans Ærinder, og navnlig lukker Øjnene paa rette Sted; dens Hovedkarakter er ligesom dens dyriske Genparts, Harmløshed; den bør ikke straffes, thi den ved ikke, hvad den gør (det gør nu ikke saa meget, thi den gør ingenting), men den forstaar heller ikke, hvad andre gør, og det er slemt, thi den skal kontrolere og indestaa med et agtet Navn. Pengegrisen skal helst være en god og agtet Borger, der hverken har været konkurs eller straffet. Man venter af den Diskretion og absolut Tavshed, ogsaa i Bestyrelsesmøderne. Baade af Træning og af Mangel paa Begavelse forundrer den sig ikke. Pengegrisen stiller ikke generende Spørgsmaal, den spiser af Haanden … Den danske Pengegris holder af god Mad, er vennesæl, dunker paa Maven, klapper paa Skulderen og har, naar Tantièmen udbetales, et uimodstaaeligt Smil, som med Held konkurrerer med Mary

396

Pickford og Ernst Rolf, og som kunde gøre den anvendelig som Odol-Reklame.« Ja, sandelig, det er blodig Ironi, som her rammer de ansvarsløse og pengebegærlige Personer, der lægger Navn til selv de vildeste Spekulationsforetagender, naar de derved blot paa nem Maade kan opnaa en særlig Profit. Birck afslutter disse Betragtninger med at konstatere, at det højeste Antal Selskaber, en enkelt Mand her i Landet skræver over, er 50, at Reglen for et bedre Navn er 10 à 15, og at bI. a. »de Direktører, der fik deres Afsked fra Laane- og Diskontobanken, fordi de ikke havde passet paa der, sad hver og drog Tantième fra et Dusin Selskaber«.Den maliciøse Iagttager sondrer derpaa nøjere mellem forskellige Variationer af formaaende Mænd, som har faaet deres Ben under Bordet i de forskelIige Selskabers Bestyrelse. Der nævnes først een Gruppe, omfattende Bankdirektører og Konsortialledere samt Spekulanter, som til Tider disponerer over betydelige Aktieposter og ene og alene er interesseret i Kursernes Udvikling; men ikke i Selskabets Stabilisering over det lange Løb. Den næste Gruppe er Ringen af de store Aktiedirektører, som belønner hinanden gensidigt ved at sidde i hinandens Selskaber efter Recepten: Du faar 10.000 hos mig, saa skal jeg have 12.000 hos dig.Birck regner med, at denne Gruppe raader over 1.000 »Ben«, fordelt over 50 Personer. Som tredie Gruppe opføres Vekselererne, der for et Konsortiums eller en Banks Regning jobber i vedkommende Selskabs Aktier og dernæst - som fjerde Variation - Korporationssagføreren, »en mundstærk, formalistisk og af egen Værdighed gennemtrængt Højesteretssagfører, der ved Paapasselighed, gode Albuer, Trofasthed og Villighed, varetager dette Selskabs Rettigheder og faar Lov til at skrive dets Skøder og Dokumenter«. Det er Videnskabsmanden Birck, der i denne Anledning harmes over, at det danske Erhvervslivs Repræsentanter i Almindelighed har en almueagtig Foragt for Videnskab og Teori, medens de har en ligesaa almueagtig Overtro paa Højesteretssagføreren, der kan redde dem i en Klemme, hvor det kan dreje sig om 100.000 Kr.

Og derefter er der i Bircks lille Studie Tale om en femte Gruppe, nemlig alle de højadlige Herrer, høje Embedsmænd, Universitetsprofessorer o.s.v., der pynter godt paa Bestyrelseslisten og som netop i hele deres Færden svarer til den som Indledning givne Skildring. Om denne Variant i Bestyrelsernes Flor bemærker han: »Endelig er der en stor Gruppe af gode Borgere, agtværdige Nulliteter, som har et godt Navn, uden nogen kan sige hvorfor, og en god Bankkonto, om hvis Oprindelse ingen spørger. De hører til Jabrødrenes Fagforening, og Maalestokken for deres Sukces og Livsfremgang er markeret med de Datoer, hvor de kom ind i et nyt Selskab. De er stolte af deres Stillinger, de faar dem opført i den blaa Bog paa samme Vis, som Stærkodder indridsede sine Sejre paa en Karvestok; men gaar det galt, er de forsvundet, som Storken om Efteraaret

397

eller som Haren og Marsvinet paa Saamarken, naar Bonden viser sig. Ved dette Aars Generalforsamlinger stod mange Stole ledige, der var reserveret Bestyrelses- og Repræsentantskabsmedlemmer; men Gudskelov! de er gemte,

men ikke glemte. Naar Stormen er ovre, stikker de deres smaa, rosenrøde Snuder frem igen, hvæsser deres Fortænder og bliver atter indvalgt i Bestyrelser. Nogle har ikke Taalmod at vente saa længe; i Hr. Wiingaards Assuranceselskaber*) saa vi de samme Bestyrelsesmedlemmer, der kontrolerede Selskabet i Hundene, paa ny træde frem som Kontrolkomité ved Reorganisationen, eller for at tage Nielsen & Winther, efter at Hr. Rambusch havde kørt sit Selskab i Sænk og derfor var gaaet, bliver han virkelig forleden Dag igen indvalgt i Bestyrelsen. Nej! Visselig deres Orm dør ikke - hverken deres Ærgerrigheds Orm eller deres Begærligheds Ild.«

Dog fremhæver Birck herefter tillige, at der gives Personer, der staar udenfor de her omhandlede Grupper, og som virker enten i god eller - hvis det er muligt - i en endnu mere udpræget skadelig Retning. Der findes, siger han, ved Lejlighed samvittighedsfulde og hæderlige Personer, Mænd, besjælet af den gamle Købmandsaand, som søger at røgte deres Hverv indenfor Selskabsbestyrelserne paa forsvarlig Maade og som skammer sig ved de Forhold, der har faaet Raaderum paa dette Omraade. Det er disse Personer, som efterhaanden trækker sig tilbage og i voksende Grad giver Afkald paa baade Æren og Fordelen. Og endelig haves der - siger Birck - et Underlag af mere eller mindre velstilIet Bourgeoisie, som finder sin Tilfredsstillelse i at være repræsenteret i Ledelsen af anden eller tredie Rangs Selskaber og derved blive Ofre for de mest raffinerede og groteske Svindlerier. Det drejer sig her nærmest om Selskaber, »hvis Bestyrelse virker som Figurerne i en Offenbachs Operette«.

Den »zoologisk-finansielle Studie« slutter med følgende snertende Analyse af Pengegrisens Tilværelsesform; »I Modsætning til den rigtige guinea-pig, der har to Køn og føder levende Unger, er den Varietet af den Species (Art), der har Frækhed nok til at kalde sig homo sapiens, nemlig Pengegrisen, kun han-kønnet; den formerer sig ved Knopskydning - og i Danmark i et rasende Tempo. Den vil helst ind i etablerede Selskaber, men er der ingen, saa danner man nye Selskaber, hvoraf der er mange, som med en Variété-Soubrette har det tilfælles, at deres Eksistensberettigelse ene ligger i, at de er udstyret med gode Ben.«

Paa denne Maade gaar Prof. L. V. Birck i Rette med de Kredse, som havde bidraget ganske væsentlig til, at den forrykte

*) Jvf. ovenfor Afsnit 8b, S. 288 flg.

398

Dans om GuIdkaIven var udartet til det næsten ubeskrivelige og groteske aIene derved, at de dækkede al Slags Raaddenskab og Vildskab med deres fine gode Navne. *) Hans Betragtninger havde deres store Berettigelse allerede i Maj 1922, altsaa forud for Landmandsbankens Sammenbrud, men fandt dog deres særlige Bekræftelse faa Maaneder senere, da denne store Skandales hele Rækkevidde blev bekendt og - paa ny godt syv Aar senere, da det viste sig, at der stadigvæk fandtes agtværdige Mænd i Danmark, der ikke undsaa sig ved at støtte Svindelforetagender for Tantièmernes Skyld og saaledes havde været med til at give Harald Plum den sidste Chance. **)

Snart skulde han faa Lejlighed til at give sine Angreb en mere direkte Adresse.

Emil Glückstadts systematiske Vildførelse af Offentligheden var ude for en særlig haard Belastningsprøve paa Det transatlantiske Kompagnis Generalforsamling den 10. Juni 1922. Det var den Dag, Landmandsbankdirektøren endnu engang forsøgte at sikre dette mægtige Foretagendes Videreførelse, ved at camouflere dets sande Stilling. Glückstadt kendte de Bereg-

*) L. V. Birck var som ingen anden berettiget til at udøve Kritik mod det herskende Bestyrelses-Uvæsen, allerede af den Grund, at han selv aldrig havde ladet sig forlede til at modtage noget »Ben”. Paa Muligheder i saa Henseende havde det ikke manglet. Selv fortæller han: »Heide (Konferensraad Axel Heide, Direktør for Privatbanken efterAarhundredskiftet) kom en Dag op til mig, der var død en Mand, og et Par Bestyrelsesben var blevet ledige. Jeg saa et Øjeblik paa dem; det var mere end en Professorgage, der kunde tjenes uden noget Arbejde. Og saa sagde jeg: Det er forfærdeligt pænt af Dem at tænkepaa mig, men jeg kan ikke tage imod det, jeg føler mig ikke dygtig nok til at sidde i de Bestyrelser.« En anden Gang sagde Birck: »Jeg har kun en Gang siddet i en Bestyrelse, men sprang fra

efter en Maaned eller to, fordi jeg opdagede, at jeg ikke kunde stole paa mine Medbestyrelsesmedlemmer. Og jeg har altid ment, at den, der skriver under paa et Regnskab, ogsaa har Ansvaret for det.«**) Jvf. ovenfor Afsnit 8a, S. 276 flg.

399

ninger, som Direktør Knud Styhr og Kommitteret Carl Michaelsen forud havde foretaget om Kompagniets finansielle Stilling; han vidste, at den Tabsregning, som Michaelsen havde sendt ham den 13. Januar s. A., gik ud paa, at der maatte regnes med Tab paa ca. 120 Mill. Kr., og han vidste, at Direktør Riis-Hansens Opgørelse anslog Tabet til 75 Mill. Kr. Uden at tage Hensyn til disse Opgørelser meddelte Glückstadt imidlertid paa Generalforsamlingen, at der i Aaret 1921 var tabt ca. 33 Mill. Kr., nemlig Aktiekapitalen paa 30 Mill. Kr. og yderligere 3 Mill. Kr. Han beklagede det sørgelige Resultat dybt og bemærkede, at Grunden hertil var den i 1920 paabegyndte og gennem 1921 fortsatte Depression paa Verdensmarkedet, som nødvendigvis maatte forvolde store Vanskeligheder. De mange forskellige udenlandske Selskaber, i hvilke Kompagniet var interesseret, havde haft betydelige Tab paa deres Lagre o.s.v. Han meddelte endvidere, at Direktør Harald Plum og hans Meddirektør Eskild Yding var traadt tilbage, og at de ikke havde nogen Forbindelse mere med Kompagniet. Det var desværre klart, at en Likvidation ikke vilde udbringe nogetsomhelst til Aktionærerne, og Bestyrelsen stillede derfor Forslag om at overdrage hele Kompagniets Forretningsvirksomhed til et nyt Selskab »Externa«, hvis Kapital Bestyrelsen vilde fremskaffe. Dette Selskab skulde Overtage Kompagniets Aktiver og Passiver og aItsaa udrede hele Underskudet og herudover yde Kompagniet et saa stort Beløb, at Aktionærerne fik 15 pCt. af deres Aktier.

Overretssagfører Mortensen gik alvorligt i Rette med Glückstadt, fordi han Aaret i Forvejen paa Generalforsamlingen havde meddelt, at 75 pCt. af Aktiekapitalen (d.v.s. ca. 22 ½ Mill. Kr.) paa dette Tidspunkt endnu var i Behold. Nu var hele Aktiekapitalen tabt og ud over denne 3 ½ Mill. Kr. Mortensen var bitter i sine Bemærkninger, mente bI. a., at Etatsraad Glückstadt som Danmarks Konsulent og Repræsentant i Udlandet havde handlet moralsk forkasteligt, at, »naar Fanden tog Faarene, kunde han ligesaa godt tage Bukkene

400

med«, og opfordrede de gamle Aktionærer til at forære Selskabet de 15 pCt. Dog haardest tog Prof. L. V. Birck fat. Han var ikke til Sinds at tage Jødens Forklaringer for gode Varer, nu da den stigende Mistillid til Finansmagtens Transaktioner havde skærpet hans Opmærksomhed. Atter sagde han Ord, der ramte og atter hævdede han, som den stærke Personlighed han var, sine Anskuelser aabent og frimodigt; han viste paany, at han formaaede at se igennem det Gøglespil, Landmandsbankens Direktør igen tillod sig overfor godtroende og intetanende Aktionærer. Sandt nok; disse Aktionærer havde lidt Tab, de følte sig dybt forurettet, men der var alligevel ingen af dem, der søgte at trænge til Bunds i denne Affære eller havde Mands Mod til at sige Sandheden. Atter var Birck ene Mand om at udkæmpe Striden mod en overmægtig Privatkapitals Svindel og Bedrag.L.V. Birck gjorde i sin Tale *) indledende opmærksom paa, at de af Glückstadt foretagne Beregninger sikkert ikke var rigtige; herved anede han selvfølgelig ikke noget om Michaelsens og Riis-Hansens Tabsberegninger, men han mente paa Grund af egne Overvejelser at kunne gaa ud fra, at Underskudet maatte andrage mindst 8 ½ Mill. Kr. Han mente, at det højeste Beløb, der kunde tabes paa Koncernen, vilde være ca. 100 Mill. Kr., og at Tabet næppe kunde beløbe sig til de fantastiske Beløb, der ellers havde været Tale om. Han havde selv undersøgt Forholdene nærmere for de 6 største Datterselskabers Vedkommende - af ialt ca. 40 Datterselskaber - og var derved kommet til det Resultat, at Passiverne - naar Forholdstallene for disse 6 Selskabers Vedkommende overførtes paa alle Datterselskaber - ialt maatte ansættes til mindst 25 - 30 Mill. Kr. Bankgæld, samt 23 Mill. Kr. Gæld til Transatlantisk Kompagni og 50 Mill. Kr., der udgjorde

anden,

*) Offentliggjort i »JylIandsposten«, Nr. 135 af 13. Juni 1922. De københavnske Blade skulde sandelig nok vogte sig for at bringe saa kraftigt et Angreb mod Finansmagnaten Emil Glückstadt.

401

væsentligst indbyrdes Gæld. Dertil kom en Aktiekapital paa 42 Mill. Kr. hos Datterselskaberne. Naar alle Versurposter holdtes udenfor, maatte de regulære Passiver udgøre ca. 100 Mill. Kr. Ved en kritisk Gennemgang af de enkelte Selskabers Aktiver kom Birck til det Resultat, at United Export Company efter al Sandsynlighed vilde berede de største Skuffelser. Det var iøvrigt vanskeligt at trænge til Bunds i Forholdene, da Æskesystemet gjorde alting uoverskueligt, navnlig ved at give Anledning til enorme Versurposter. Ogsaa Regnskabsopstillingen var umulig. Nu var - fortsatte Birck - det Mirakel sket, at man tilbød at købe et Underskud paa 3 ½ Mill. Kr. ud over Aktiekapitalen for 4 ½ Mill. Kr. Det saa ud til at være en Samaritergerning, men Ædelheden viste sig hurtigt ikke at være saa stor, naar man mindedes, at den ædle Køber paa samme Tid var Hovedkreditor og Hovedaktionær, enten han nu ejede eller havde belaant Aktierne. For Landmandsbanken drejede det sig altsaa kun om en Ompostering fra den ene Bukselomme til den anden, fra dennes Kreditor- til dennes Aktiekonto. Der skulde jo ogsaa kun udbetales en Femtedel à en Fjerdedel til de udenforstaaende Aktionærer. Og: Paris er vel en Messe værd. Man betaler gerne 3/4 Mill. for at se glade Aktionæransigter og for at faa det, som Etatsraad Glückstadt sætter mest Pris paa i denne Verden: Udsættelse. Dernæst gjorde Prof. L. V. Birck Rede for de Aarsager, der havde fremkaldt Krakket indenfor Det

transatlantiske Kompagni. Det føles nu bagefter, som om der med denne hans Redegørelse blev sat et Punktum bag den Spillets og Spekulationens Periode, for hvilken Dommedag nu var kommet. l fem Punkter undersøges Aarsagerne til Sammenbrudet med hensynsløs Saglighed, men ogsaa med en dyb Ansvarsbevidsthed, som man ellers i dette af den jødiske Højfinans Mænd saa fuldkomment underkuede Danmark skulde have anset for en Umulighed. Dog Birck sagde her netop det, det kom an paa, og sagde det saa kraftigt og med de for ham særegne drastiske Vendinger, at Glückstadt heroverfor maatte give fuldkommen

402

fortabt. De fremsatte Argumenter var simpelthen sønderlemmende.Birck gav følgende Forklaring paa Krakket:

»1) Bestyrelsens Formand siger: »Konjunkturerne«. - I de gode Aar hed det: Ledelsens Dygtighed. I de daarlige Aar faar Vorherre Skylden. Men man behøver hverken at være en Økonom eller en Historiker for at vide, hvorledes Verden ser ud efter en Højkonjunktur eller en Krig; der er Gudskelov i Danmark mange konservative Købmænd, hæderlige og fornuftige, der i 1919 afviklede deres Engagementer, og naar Hr. Glückstadt har opkastet sig til vort Erhvervslivs Leder, maa han ikke gerne være blandt de taabeligste eller mest optimistiske. Jeg giver en Margin baade for Uheld og for Dumheder; naar Etatsraad Glückstadt henviser til d’Hrr. Yding og Plum - og om den Enes Karakter og den Andens Forstand burde der ikke være Tvivl -, saa har Hr. Glückstadt ikke vist sig at have haft den Menneskekundskab i Valget af sine Medarbejdere, som man kunde vente af Landmandsbankens Direktør.

2) Værre er det, at Tabet ikke er blevet mødt i Tide. Hr. Glückstadt har faaet Advarsler baade fra en kyndig Mand udefra og fra et Medlem af et af Datterselskabernes Bestyrelse; men Hr. Glückstadts Optimisme og Uvilje mod i Tide at anerkende Fejl gjorde, at man ikke solgte ultimo 1919, men fortsatte, til det var for sent. Følgen af at holde læk Skude paa Pumperne er, at Svikmøllen fortsattes, og det kostbare Administrationsapparat holdtes i Gang, og at Renter og Rentes-Renter akkumuleredes, øgede Gælden for Debitor og Mængden af tvivlsomme Fordringer for Kreditorer.

3) En tredje Grund er Administrationens Slethed og Kostbarhed, hvorom man har Byen fuld af morsomme Historier: Naar det kan hænde, at to Søsterselskaber under Transatlantisk Kompagni har deres Forhold saaledes, at

det ene, da det indkræver en halv Million Kr. hos det andet, opdager, at det ikke er Kreditor, men selv skylder over 1 Million, saa er der en svigtende Forbindelse mellem Direktion og Bogholderi - og saa har Folk nogen Grund til at vægre sig ved at tro paa Regnskabernes absolutte Rigtighed. Og til Uorden og Udygtighed føjer sig Dyrhed: I United Export er Gagekontoen for sidste Aar stegen med 33 pCt., og ogsaa Omkostningskontoen er stegen trods mindre Handel. Her kommer Kræftskaden ved Æskesystemet: 1.000 Kr. er kun 1.000 Kr. i økonomisk Virkning, selvom jeg lader Moderselskabet tage Aktier for dem i Selskabet B., som igen bruger den til at tage Aktier i Selskabet C; det er kun Papir. Men paa eet Punkt har det Konsekvens: for hvert nyt Selskab er der en ny Bestyrelse, Direktion, Kontorhold og Bygning, der alt skal

403

betales, og hver Gang en optjent Profit gaar fra det ene Selskab til det andet, afgiver det Tantième. Naar Hovedselskabet i Aarene 1917-20 har udbetalt 1 Million i Tantième, er der i Datterselskaberne mindst en anden Million i Tantième paa den oprindelig samme Profit til Selskabernes Bestyrelsesmedlemmer, der er de Samme, om end i forskellig Rækkefølge; den reelle Fortjeneste er kun een, men Tantièmen for den er flere Gange.

4) Værst er Handelens Art. Der foreligger en ren Kædehandel; idet Varen gaar fra det ene Selskab til det andet, afsætter den hver Gang (paa Papiret) Fortjeneste eller Kommission, men set fra Hovedselskabets Stade, der ejer alle Selskaberne, er der intet tjent, selv om Varen skifter Pakhus eller ligger for en Andens Regning. Jeg kan se det af Regnskabet, hvis jeg ikke allerede vidste det. I 1919 har United Export en Varebeholdning for 31 Millioner, der forsvinder de to følgende Aar, men giver Plads for Fordringer paa Søsterselskaberne. (Jeg maa sige, at jeg tror, at United Export vil vise sig at være Deres største Skuffelse). De 15 Millioner, som Transatlantisk Kompagni har indtjent i de fire Aar 1917-20, har da ikke altsammen været virkelig Indtægt ved Salg udadtil, men en delvis Posterings-Indtægt.5) Jeg kommer nu til den værsre Fejl, for hvilken Etatsraad Glückstadt alene bærer Skylden, nemlig Selskabets Finansiering.

Transatlantisk Kompagnis Kapital er fra 4 Millioner vokset til 30 Millioner. Først har man købt de Forretninger, hvorpaa man byggede Datterselskaberne, meget dyrt, saaledes at de 30 Millioner Aktier næppe svarer til 30 Millioner i gode Aktiver. Yderligere har Transatlantisk Kompagnis Aktier været børsmanipulerede af de berømte Konsortier, og Aktierne har været drevet op til over 200. For at skaffe Forretninger for den saa store Kapital - tilmed kursopskruet - maatte man fra en sund Forretning gaa over til Spekulation. Det, der var muligt, var at erobre nogle Kommissionsforretninger fra Hamburg; men en saadan gøres kun med smaa Procenter; Kapitalen var for stor til, at man kunde nøjes med smaa Procenter, og man gik derfor hen og købte for egen Regning; men efter den vilde Varespekulation viste det sig, at der ikke var Kapital nok; thi ellers maatte Koncernen ikke have behøvet at optage de store Banklaan paa ca. 50-60 Mill. Kr. Denne Finansiering forværredes ved Æskesystemet, der tillod og fristede til at overføre baade Varer, Fordringer og Gæld fra det ene Selskab til det andet, saa at Hoveddirektionen ved at skabe en Taage til Slut blændede ikke blot Publikum, men ogsaa sig selv.

Det er ikke mod Etatsraad Glückstadt personlig, at jeg optræder, men mod hans ulykkelige Finanssystem, som for at skaffe Forrentning til den store Kapitalisation tvinger den ene Industri efter den anden ud i For-

404

retninger, som maa ødelægge dem. Denne Finansiering er en Snylteplante paa dansk Erhvervsliv, og naar dertil slutter sig Mangel paa Vilje til i Tide at trække i Land, saa bliver Resultatet, som vi har set, at hvor Etatsraad Glückstadt har traadt med sin Finansierings-Kunst, der vokser der aldrig Græs mere.

De, Hr. Etatsraad Glückstadt, er en stor Mand - efter den københavnske Presses enstemmige Udtalelser i 5 Aar af Dimensioner, som næsten sprænger vort stakkels lille Lands Økonomi. De har Magt og Forbindelse, og dog - dér ligger dansk Erhvervsliv, der ligger dansk Industri, svækket og ødelagt paa Grund af Deres Finanspolitik og Deres Uvilje mod at tage den endelige Opgørelse. At sunde og nye Foretagender ikke kan faa den nødvendige Kapital, fordi denne skal bruges til at holde Værdier oppe, der forlængst er forsvundne, derfor har De Æren og Ansvaret. Jo, visselig er De en stor Mand!

Nu ender De med dette Fyrværkeri: for 4 ½ Million Kr. Køb af et Underskud, der angives til 30 Million, men efter mit Skøn er 80. Det er en ganske net Afslutning for Aktionærerne, men for selve det Transatlantiske Æventyr, for Koncernen og maaske for Dem selv er det ikke en Afslutning, men en Udsættelse - en Frist.«

Dette Opgør med Direktør Glückstadt var Optakten til den store Indsats, Birck skulde yde ved Udredningen af de mangehaande indfiltrede og komplicerede Forhold, der nu skulde føre til Landets største Finansskandale, Landmandsbankens Sammenbrud. Han havde klart givet til kende, at Glückstadt kun regnede med at kunne redde sig fra Katastrofen ved Hjælp af Udsættelse og Udsættelse, men han lod ogsaa forstaa, at han selv ikke troede paa, at Finansmanden vilde være hjulpet dermed.

Fra nu af saa Birck sig ifølge Forholdenes Udvikling nødsaget til i stigende Grad at beskæftige sig med Landmandsbankens Forhold. Da 9. Juli-Erklæringen offentliggjordes, var det selvfølgeligt, at Offentligheden i særlig Grad havde Opmærksomheden henvendt paa netop hans Bedømmelse af Situa-

405

tionen. Da viste det sig imidlertid, at han endnu ikke havde nogen rigtig Forestilling om den store Katastrofe, der var i Anmarch. I et Interview til »Klokken 5« (den 11. Juli 1922) erklærede han bI. a.: »Om selve Afskrivningens Nødvendighed eller Tilstrækkelighed er jeg ikke i Stand til at sige noget som helst. Bankinspektør Green, Nationalbankens Direktører og Hr. Bülow maa dele Æren og Ansvaret.« Han gaar altsaa, ligesom hele den øvrige Presse, der kun kunde holde sig til Erklæringens Ordlyd, endnu ud fra, at det er Bankinspektørens Skøn om Bankens Stilling, der har afgivet Grundlaget for den ved 9. Juli-Ordningen trufne Rekonstruktion, og han havde selvfølgelig ikke i sine vildeste Drømme regnet med, at Nationalbankdirektør Dr. Ussing, Statsminister Neergaard og Handelsminister Tyge Rothe var gaaet med til at sige god for en Erklæring, der intet havde med Virkeligheden at gøre, ovenikøbet havde ladet sig true til at gøre det ved en regulær Afpresningsmanøvre. Men iøvrigt røber Bircks korte Bemærkning nok om den Skepsis, han nærede, og ogsaa de øvrige Udtalelser i Interview’et viser tilfulde, at han ikke har ladet sig dupere.

Han understregede her i første Række Emil Glückstadts Ansvar paa Valuta- og Aktiespekulationens Omraade samt for Overkapitaliseringen af den danske Industri. Til Belysning af dette pointerede han, at det ikke blot var Verdenskrisen, der havde fremkaldt Vanskelighederne i Landets Økonomi, men at det specielt var fire Ting, som havde forstærket Verdensprisfaldets Virkninger i Danmark, nemlig:

»1) Vor Forbindelse med den tyske Mark, hvoraf vi, da Marken stod i 10, vel havde 1500 Millioner. Halvdelen indkøbte til 30 - 40, og Halvdelen til 12 - 14, gennemsnitlig maaske omkring 20;

2) at vi havde overkapitaliseret næsten hele vort Erhvervsliv ved for høj Vurdering af overtagne og ejede Værdier, ved Friaktier o. I.3) at disse overkapitaliserede Værdier ved Børsmanøvrer

406

var skruet yderligere i Vejret (som Eksempel nævnes her atter Ballinkoncernens Aktiespekulation); og4) I 1918 - 19 købte vi ind i Udlandet som forrykte uden at tænke paa, at Krigens Følger ret snart maatte vise sig.«

Og L. V. Birck resumerede: »For alle fire Punkter i denne Politik bærer Landmandsbankens Direktør Hovedansvaret.«

Det var ikke Johan Levin, man maatte gøre ansvarlig for Katastrofen, men Glückstadt, som først gav Levin Mulighed for de hasarderede Børsmanøvrer ved Hjælp af den Belaaningspolitik, Landmandsbanken førte med Hensyn til Belaaning af Aktier. Birck bebrejdede paany Landmandsbanken, at den havde

overtaget saa mange Provinsbanker og var navnlig forarget over, at den ved Forelæggelsen af Aarsregnskabet 1921 foretagne Nedskrivning havde vist sig ikke at kunne holde. Om den nu foretagne yderligere Nedskrivning paa 55 Mill. Kr. ved han ikke, om den kan anses for at være tilstrækkelig, men han ytrer Formodning om, »at Bankinspektør Green jo maa have undersøgt Bankens Tab ved Transatlantik og Ballin, begge Steder baade Aktier og Gæld, paa dens Vekselerer og paa den Aktietegning, Banken selv har indladt sig paa.« Meget forundret er han imidlertid over, at Nationalbanken, hvis Aktiekapital er 27 MilI. Kr., nu ved Juli-Ordningen har skudt 30 Mill. Kr. ind og - »hvad der aldrig før er sket, er gaaet bagud efter Aktionærerne, d.v.s. at Nationalbanken i givet Tilfælde paatager sig første Tab, ikke Aktionærerne.«

Hertil knytter han følgende meget sigende Oplysninger: »Det vilde Nationalbanken aldrig have gjort, hvis Aktierne laa ude hos Publikum. Da ikke en eneste Landmandsbankaktie det sidste Aar er kommen til Anbringelse af Privatfolk, og da Omsætningen har været særdeles stor, særlig efter Kl. 4 Eftermiddag, idet de Folk, der opkøbte Landmandsbankens Aktier, ønskede Levering efter den officielle Noterings Slutning, for at Omsætningen ikke skulde komme i Statistiken, maa jeg gaa ud fra, at det er et Konsortium, der opkøber Landmandsbankens

407

Aktier, et Korps, der direkte eller indirekte er garanteret af Landmandsbanken selv. Forsaavidt forstaar man, at Nationalbanken har set sig nødsaget til ogsaa at dække Aktionærerne.« Herved siges med rene Ord, at Nationalbankens Støtteaktion i første Række havde til Formaal at sikre Storkapitalisternes Interesser, specielt at hjælpe de Finansmænd ud af Kniben, der hørte til Landmandsbankens Inderkreds.

Endelig saa Birck sig foranlediget til at skære igennem al den Taagesnak, der bragtes i det officielle Kommuniqué og i de københavnske Blade om Aarsagerne til Bankens Vanskeligheder, idet han kort og klart konstaterer, at det ikke var Konjunkturerne, ej heller de saakaldte Rygter om Banken, der var Skyld i Fadæsen, men i alt overvejende Direktør Glückstadts og hans Medsammensvornes forrykte Dispositioner, deriblandt ikke mindst Landstingsmand, Højesteretssagfører Bülows forargelige Spil ved samtidigt at være Raadgiver for Venstre i økonomiske Forhold, Landmandsbankens ledende Sagfører i juridiske Forhold og Formand for Nationalbankens Repræsentantskab, som i Realiteten ikke var andet end »en ret enestaaende Tjenen Gud og Fanden paa samme Tid«.

Disse Birck'ske Betragtninger affødte naturligvis adskillig Diskussion. BI. a. saa Oberstløjtnant Hedeman sig foranlediget til privat at indkalde Nationalbankens Aktionærer til en særlig Forhandling, da han gik ud fra, at disse Aktionærer maatte have Krav paa nogle Oplysninger fra deres Bank, efter at det var bleven bekendt, at »hele Nationalbankens Kapital var flyttet over i Landmandsbanken«. Han havde ogsaa, som meddelt i Bladene, rettet en skriftlig Forespørgsel til Nationalbanken om Sagen, men fra Direktionen faaet det Svar, »at det, der var foretaget, var Forretningshemmeligheder«. Oberstløjtnant Hedeman giver derved Birck Medhold i, at der maa foretages en Generaludrensnirig, at det nu viste sig, at Birck havde Ret, men at han alligevel ikke taaltes i det gode Selskab.

Interessant var det, at den internationale Kapitalmagts Repræsentanter i London og Paris saa sig foranlediget til at afgive

408

beroligende Erklæringer i Anledning af 9. Juli-Erklæringen, at bI. a. Direktøren for Hambros Bank i London, Sir Eric Hambro, udtalte, at Landmandsbanken nu stod saa godt som nogensinde, idet det nye Arrangement ikke paa nogen Maade berørte Bankens Uafhængighed. Ogsaa ”Times« mente at maatte afgive tilsvarende beroligende Erklæringer, medens Franz von Jessen paa Kapitalmagtens Vegne afgav Forsikringer fra Paris om, at alt nu maatte anses for at være ordnet paa bedste Maade. Naar saadanne internationale - og sikkert meget vel instruerede Kilder - sagde god for Juli-Ordningen, hvad betød saa vel

denne Bagatel af en Afskrivning paa nu ialt 81 Mill. Kr., og hvad betød da navnlig Prof. Bircks paagaaende Kritik? Naar den internationale Finansmagt følte sig beroliget, kunde vel ogsaa Godtfolk i Danmark være tilfredse! Prof. Bircks Kritik medførte foreløbig, at Højesteretssagfører Bülow kom til at ligge paa sine Gerninger. Angrebet mod Bülow uddybedes i et Interview til ”Klokken 5« af 20. 7. 1922, hvor Birck navnlig pointerede, at Nationalbanken, som forvaltede Statens Møntvæsen, burde være uafhængig ikke blot af de skiftende Finansministre, men ogsaa af private Interesser.Forsaavidt var det uheldigt, naar enkelte af Direktionens Medlemmer - som f. Eks. Hr. Winther - var Parthavere i private Interessekonflikter. Men det samme maatte gælde for HRS. Bülow, hvis Virksomhed som Bestyrelsesmedlem i et af det Transatlantiske Kompagnis Datterselskaber samt Medvirkning ved Stiftelsen af de udenlandske Kommunelaan og ikke mindst ved Ordningen af Statens Forhold til Spritfabriken ”Fortuna« - hvorved Staten paa uretmæssig Maade skulde unddrages et Beløb paa 2 ½ Mill. Kr. - var af en saadan Art, at den stred ”mod den Værdighed og Ubestikkelighed, som maatte forudsættes hos Repræsentantskabets Formand i vor Seddelbank”. Disse Angreb førtes videre og havde til Resultat, at Bülow langt om længe maatte tage Konsekvensen og træde tilbage fra Formandsposten. Efter at Bankkommissionens Beretning forelaa, maatte han - den 14. Febr. 1924 - ogsaa vige sit Sæde

409

som Landstingsmand. Dr. Carl Ussing har senere i sin ofte omtalte Bog om Nationalbanken forgæves forsøgt at forklejne det Ansvar, Bülow og han selv med havde for de Komplikationer, der opstod i Forholdet mellem Nationalbanken og Landmandsbanken, og N. Neergaard har anset det for rigtigt, i sit Bidrag om Frits Bülow til Dansk Biografisk Leksikon, med nænsom Haand at gaa hen over den ejendommelige Dobbeltstilling, dette geskæftige Partimedlem indtog under hele Landmandsbankens forbryderiske Spil med Samfundsværdierne. Men alt dette har naturligvis ikke kunnet ændre noget ved den knusende Dom, der er overgaaet Bülow i den offentlige Mening, hvortil dog maa bemærkes, at det er forstaaeligt, naar netop fhv. Statsminister Neergaard søgte at pynte paa Bülows Anseelse, da han jo selv var altfor stærkt impliceret i Landmandsbanksagen og ovenikøbet derved forsvarede en Mand, der 1910-13 havde været Justitsminister i Venstre-Ministeriet Berntsen.

I al denne første Hurlumhej om Landmandsbanken havde Birck Lejlighed til at gøre sit Regnskab op med Finansmagtens Mænd paa et af de sjællandske Husmænd arrangeret Møde, som fandt Sted den 22. Juli 1922. Talen var atter spækket med mange vittige og paradoksale Betragtninger, men samtidig præget af videnskabelige, sagligt vel afvejede Overvejelser og ikke mindst baaret af den dybe moralske Ansvarsfølelse, som altid var ledende i Bircks Bedømmelse af de samfundsøkonomiske Problemer. Af hans Foredrag skal her gengives et lille Afsnit, i hvilket han gjorde Rede for Aarsagerne til Krisen. Han bemærkede hertil bI. a.:

»Nu er Besværlighederne der. Hver Lørdag Nat træder Bankdirektørerne, Ministrene og Departementscheferne sammen og holder hemmelige Møder, medens i det fjærne hele Orkestret spiller: Det er Nat, det er Nat, nu ta’r Bankerne fat! Og næste Morgen takker og tysser den københavnske Presse. En lang Række Generalforsamlinger har vi set. Hvert eneste Selskab var fallit. Men altid blev der sagt, at det dog ikke var saa slemt; men hvert eneste Regnskab var falsk. Havde vi haft en engelsk

410

Lovgivning, var samtlige Underskrivere af Aktieselskabsregnskaberne blevet sat i Fængsel. Men Gudskelov, vi ikke har en engelsk Lovgivning, thi vi har ikke Raad til at bygge alle de Fængsler.

Der gøres alt for at skjule de virkelige Tilstande, fortsatte Birck. Der raabes paa Ro, der uddeles store og fine

Ordner. En Konge kan give en Mand Kommandørkorset, men ikke Ære. Et Ministerium kan give en Mand en Stilling, stor og fin, men ikke give ham Forstand. Og hvor meget man raaber paa Ro, hvor meget man end lyver, Kendsgerningerne bliver staaende. Sandheden bliver den samme. Hvorfor da ikke se Kendsgerningerne i øjnene og se Sandheden, som den er?«

Han vidste til Slut ikke at give Husmændene bedre Raad end at sige: »Jeg beder Dem nu gaa hjem og have i Minde, at det er Deres Opgave at arbejde og slide, at arbejde haardt. Tænk blot paa, at De har et Kjøbenhavn, der kan bruge, hvad De tjener.«

Da det den 19. September rygtes, at Landmandsbanken, trods Juli-Ordningen, paany staar foran Sammenbrud, udtaler Birck overfor »Klokken 5« bI. a., at nu maatte der hurtigst muligt ryddes op i Nationalbanken, og i første Række maatte d’Hrr. Stephensen og Winther, som han mente havde Hovedæren for at Landmandsbanken var kommet saa langt ned, gaa. *) Den Ledelse af Seddelbanken, der var gaaet med til

*) Bircks Kamp mod Bankvældet førte selvfølgelig oftere med sig, at Bankdirektørerne maatte staa for Skud. Til Nationalbankdirektør J. P. Winther havde han meget ringe Tillid, navnlig fordi han var Konferensraad Heides Elev. I sin Rigsdagstale den 19. Okt. 1907 henstillede han til Winther, der dengang lige var bleven kongevalgt Direktør i Nationalbanken, at han maatte »lære mere af Nationalbankens Tradition end af sin tidligere Velgører og Mester«; det at være Heides Elev kunde være fortræffeligt til mange Ting, »f. Eks. tilstrækkeligt til at faa et Abe- og Biografteater«; men, fortsatte han: »om det just er den bedste Adkomst til at være Bankdirektør, det er jeg aldeles ikke sikker paa«. Derfor vilde det være bedst om Winther vilde holde sig til Nationalbankens Tradition, som var den at hjælpe de solide Firmaer ved Vekseldiskonteringer og Sparekasserne og solide Folk i det hele, »men ikke at indlade sig paa noget, som kan kompromittere Banken selv«. Winther fik altsaa saa at sige straks ved Starten Raad, som var værd at lægge Mærke til.

I Januar 1917 havde Birck atter Anledning til at beskæftige sig med Nationalbankdirektør Winther. Da havde Direktøren nemlig offentlig

411

paastaaet, at Grunden til den danske Krones Synken i Sverige maatte søges i, at Sverige havde en forholdsvis stor Udførsel til Danmark, medens Udførslen i den modsatte Retning var relativ ringe. Dertil bemærkede Birck i »Ekstrabladet« den 9. Januar 1917: »Hvis en Nationalbankdirektør i ethvert som helst andet Land var fremkommet med en saadan Udtalelse som den, der tillægges Hr. Winther, vilde han øjeblikkelig blive afskediget. Den viser, at Hr. Winther ikke har begrebet et Muk af det hele.« Birck paapegede derefter, at Grunden til den danske Krones Værdiforringelse i Forhold til den svenske maatte søges deri, at Danmark stadig fastholdt at holde de tyske Mark og den russiske Rubel i en højere Kurs end den, der betaltes i Sverige, saaledes at Svenskerne lod den nævnte Valuta omveksle i København, hvor de paa denne Maade kunde opnaa en lille Ekstraindtægt. Her betaltes for Tiden 61 Kr. for 100 Mark mod 57 Kr. i Sverige. Konsekvensen heraf var, att svenske Eksportører saavidt muligt lod deres tyske og russiske Tilgodehavender omveksle i København i dansk Mønt, og at der samtidig strømmede alt for store Mængder af danske Penge og Veksler til Sverige, som Svenskerne nu værgede sig imod ved at tage Agio af dansk Mønt.I den samme Periode retter han ifølge »Ekstrabladet« (1. Febr. 1917) ogsaa et kraftigt Angreb mod Direktør Ove Ringberg i Landmandsbanken, i Anledning af, at Banken i stærkeste Grad havde fremmet Hausse-Spekulationen. En saadan Handlemaade var uforsvarlig, saalænge Banken endnu modtog Sparekasseindskud. Birck rettede her følgende meget karakteristiske Kritik mod Ringberg: »I en Maanedstid har Baissen regeret paa Kjøbenhavns Børs. Den er hverken værre eller bedre end Haussen. Naar Rygterne har udpeget Direktør Ringberg som Baissespekulant, er dette ikke værre, end hvis Rygterne havde tillagt ham Haussespekulation. Han benægter at være Baissist. Man bør egentlig tro ham. Men naar han i et Interview tilføjer, at dette maa være hans private Sag, saa maa jeg sige, at en Bankdirektør har ikke Lov at spekulere. Han har for let Adgang til at lade sin Vekselerer laane i Banken: Papirer til Baissen og Penge til Haussen. En Tro- og Love-Erklæring fra Ringberg om, at han ikke hører og ikke har hørt til noget af de mystiske Konsortier, som optræder paa Børsen, vilde nu alligevel gøre mægtigt godt.« Tænk, det

erklærede Birck i et Interview i Slutningen af Januar 1917!Ringberg blev selvfølgelig Svar skyldig. Han havde saa sandelig ogsaa Grund til at tie.

412

uden forudgaaende Undersøgelse at yde Landmandsbanken et Laan paa 30 Mill. Kr., fortjente ikke nogen Tillid. Ligesaa uheldigt var det, at de ledende Embedsmænd indenfor de Ministerier, der nu vilde faa med Ordningen af Landmandsbanksagen at gøre - Departementschef Busck-Nielsen i Handelsministeriet og Departementschef, Statsgældsdirektør P. O. A. Andersen i Finansministeriet - var kompromitterede ved deres Medlemsskab i Bestyrelsen af krakkede Aktieselskaber. Ogsaa her maatte der ryddes op; thi, spørger Birck: »Hvilken Tillid kan man have til disse to Mænds Bedømmelse?« Og endelig, mener han, at Hr. Bülows RoIIe som Nationalbankens og Regeringens Raadgiver nu endelig maatte være udspillet.Paa samme Tid, den 18. September, offentliggør Bladet »København« et grundlæggende Bidrag af L. V. Birck under Titlen: »Hr. Emil Glückstadt som Bankleder«. Her behandles de dybere Aarsager til Banksammenbrudet, og der gives navnlig en indgaaende Skildring af Glückstadts Karakter og Kvalifikationer. Om den gamle Direktør Isaac Glückstadt siger Birck, at han ikke manglede Vovemod, som hans Forhold til Ø.K. havde bevist, men hvilket ogsaa viste sig deri, at han i kritiske Perioder altid søgte at holde længst muligt paa svækkede Foretagender og ikke kappede af i Tide. Den sidstnævnte Tradition blev til Overmaal videreført under Sønnen Emil Glückstadt - og havde derved de mest skæbnesvangre Følger.Den unge Direktør havde faaet en god bankteknisk Uddannelse, tildels i udenlandske europæiske og amerikanske Banker, havde derved knyttet personlige Forbindelser med de Mænd, der senere blev Direktører ved Udlandets førende Banker og havde paa denne Maade skabt sig en bemærkelsesværdig Position indenfor den internationale Bankverden. Men han manglede Skoling i økonomisk Tænkning, Evnen til at forstaa den økonomiske Sammenhæng, som nu engang var absolut nødvendig for Ledelsen af en Storbank: »denne Viden«, erklærede Birck, »kunde undværes hos et Geni som Tietgen og kunde erstattes hos et Talent som gamle GIückstadt, men var uerstatteligt hos et Dusinmenneske som Emil Glückstadt«. Med Bircks egne Ord lyder Personkarakteristikken saaledes: »Hans Aktiver var foruden en arvet Privatformue og et bankteknisk

413

Kendskab ogsaa Bekendtskab til jævnaldrende Bankmænd i Udlandet, gode Forbindelser i den tyske Bankverden, arvet fra Faderen og forstærket ved, at Firmaer som Bleichroeder og Frankfurter-Rothschilderne var store Aktionærer i Landmandsbanken, Anlæg for at tale fremmede Sprog samt en personlig Elskværdighed, hvor denne var nødvendig. Hans Passiver var hans Mangel paa økonomisk Kundskab og hans fuldstændige Almindelighed«.

Til de uheldige Foranstaltninger, Glückstadt indledede, regner Birck i første Række hans systematiske Opkøb af Smaabanker og Sparekasser, som ikke skete for Aktiekapitalens Skyld, men for at faa Magt over Indskudene. Derved var Landmandsbanken blevet det store Sugerør, der drog Provinsens Kapital, som skulde have befrugtet Erhvervslivet paa Aastedet, ind til København. Dernæst havde det vist sig som skæbnesvangert, at Glückstadt havde særlige Tilbøjeligheder til at fremme den mest løsslupne Aktiespekulation; saadanne Tendenser havde allerede vist sig før Verdenskrigen i Landmandsbankens Forhold til adskillige fripostige Vekselerere saasom den berygtede Paul Philipson og den til Hasardspil hengivne Johan M. Levin, som i Faldets Dage i August 1914 selv havde ment, at han var fallit, men derefter reddedes ved Moratoriet og ved den senere ved Krigskonjunkturerne fremkaldte almindelige Kursstigning.

Landmandsbanken var til Stadighed gaaet foran i den i lang Tid berettigede Optimisme, men ogsaa langt ud over denne Periode, og derved var endog Bankdirektørerne højstpersonlig gaaet med ind i Spillet. Kurslotteriet blev forceret, fordi Landmandsbanken lombarderede de af Børsens Papirer, som Folk var interesserede i, til en meget høj Procent. Derved havde det vist sig som særlig betænkeligt, at Landmandsbanken kunde strække sin Indflydelse saa vidt ud over Landet gennem de overtagne Banker, saa derved »Provinsernes Købmænd, Embedsmænd og mange Proprietærer kom med i Heksedansen«. Birck bebrejder dernæst Nationalbanken, at den ikke havde forsøgt at holde Kurserne i Ave ved en kraftig

414

Diskontoopskrivning og bemærker kort og fyndigt om den omfattende Aktiespekulation: »Konsortialdannelsen var allerede uforsvarlig, dobbelt uforsvarlig, fordi Bankens Direktion selv deltog i den, og tredobbelt uforsvarlig, fordi det faktisk var Bankens Penge, de spillede med«. Og han fremhæver herom, at Værdien af de paa Københavns Børs dag- og torsdagsnoterede Aktier i 1913 havde en Værdi af ca. 800 Millioner, paa Højdepunktet under Krigskonjunkturerne vel ca. 3200 MiII., som imidlertid ved Aarsskiftet 1922 atter var faldet til ca. 800 MiII., og han spørger: »Hvem har tabt de over 2000 Millioner, her er Tale om?«

Glückstadts Virksomhed blev efter Bircks Opfattelse Samfundet til Fordærv, fordi denne Bankmands Interesser ikke var Realiteterne, men Børspapirerne; og fordi han ikke kendte til det redelige Købmandsskab. Derfor kunde han ogsaa faa sig til at støtte en Mand som Kliatschko, da denne forsøgte at bestemme Hvedepriserne i Chicago. Han vidste intet om Markedsforholdene, havde kun Forstaaelse for, at en Grundervirksomhed under Højkonjunktur fylder godt i Kassen, naar man trøstigt pisker Overkapitaliseringen fremad, og derfor disponerede han galt. Bagslaget blev derved uundgaaeligt; jo letsindigere, der var disponeret, desto større maatte Katastrofen blive. Birck resumerer »Glückstadt havde tabt Ligevægten. De gode Tider havde udviklet hans Optimisme og hans Spillelidenskab. Baade derfor, og ogsaa for at holde sine Selskabers Aktier i Vejret, hvilket nu for ham var det afgørende, financierede han den Varetilførsel til Landet i 1918 - 19, som skulde blive saa ruinerende. Endnu paa et Punkt vil Fremtiden dømme ham: hans store Medskyld for Danmarks Oversvømmelse med fremmed Valuta, som vel har kostet Landet 1000 Mill. Kroner. *) Der var ingen Holden igen, da Marken stod højt. Maa-

*) Dette Beløb er sikkert grebet for højt. Da Birck den 11. Oktober 1923 taler i Danmarks kristelige Studenterforbund om Valutaspørgsmaalet, oplyser han selv, at Danmark efter hans Mening har tabt 5-700 Mill. Kr. paa russiske Rubler og tyske Mark.

415

ske ligger Fejlen heri, at han efter sine nedarvede Bankforbindelser holdt paa den gale Hest og troede paa Tysklands Sejr. For saavidt vil han bære sin Del af Ansvaret for den Forbindelse mellem vor Krone og Marken, som kunde have været katastrofal«.

Birck slutter med at tegne et Billede af Glückstadts Natur og viser, hvordan Heldet, Publikumstækket havde ægget hans Selvovervurdering »ud over den sunde Sans’ Grænse«. Hans Forfængelighed kendte ingen Grænser, og den fandt Næring navnlig deri, at de skiftende Regeringer stadig havde valgt ham som deres fornemste Raadgiver. Hans Længslers Maal havde imidlertid dog ikke fundet den fuldkomne Tilfredsstillelse. Trods sine gode Forbindelser i Udlandet var det bI. a. ikke lykkedes ham at opnaa det af ham saa stærkt attraaede Medlemskab i den eksklusive St. Jamesklub i London, endda han var anbefalet af den daværende danske Gesandt i London, Greve Henrik Grevenkop-Castenskiold. Hans Forfængelighed var ogsaa bleven styrket ved den uafladelige Overrosning i Pressen. Han var jo i den offentlige Mening virkelig en stor, ja en meget stor Mand.

»Han stod«, siger Birck, »ved den Maskine, der malede Guld. Han emitterede de Aktier, man vidste, skulde stige, og han manipulerede vore Børspapirer til Stigning eller Fald ved sine suveræne Opkøb og Belaaningsregler for Aktierne. Han kunde give Tips, der var værd at følge. At blive inviteret til hans daglige Frokostbord i Landmandsbanken var et Privilegium, Landets indflydelsesrige Mænd ikke kunde lade gaa fra sig. At komme med i hans Konsortier, var Vejen til Formue. Som Kong Midas skabte han om ikke Guld, saa Papirværdier, og han forstod som ingen anden at skaffe sig Publicitet … Omkring sig skabte han et Hof af Palladiner. Flertallet af vore Selskabers Aktier var i afgørende Øjeblikke belaante i hans Bank. Vor Industris Ledere, høje Embedsmænd, store Købmænd flokkedes om ham, som kunde bestemme, hvem der skulde sidde i Aktieselskaber. Personligt udfoldede han ligesom Johan Levin en lidt vulgær Pragt, som blændede et Folk, hvis Bourgeoisi alligevel er meget jævne Mennesker. Han var gæstfri og hjælpsom. Som mange af den Slags Mænd, der hensynsløst opererer med andres Penge, hjalp han dem, der kom ham

416

for Øje og undertiden gik ham under Øjne. Dette vil forklare, at saa mange Mennesker trods alt har holdt paa Glückstadt saa længe. . .«

Det var det sidste direkte Opgør, Birck havde med Landmands bankdirektør Glückstadt. Faa Dage efter Offentliggørelsen af den her omhandlede Artikel blev han under Trykket af den offentlige Mening udnævnt til Medlem af Bankkommissionen - omendskønt Regeringen kun gik modstræbende med til det - og derefter afholdt han sig fra enhver Deltagelse i den offentlige Debat om selve Glückstadt. Hans Arbejde var nu godt et Aars Tid hovedsagelig viet Udarbejdelsen af Kommissionsberetningen.

Kun i Sommeren 1923, efter at Dommen i Landmandsbankprocessen var afsagt, saa han sig for en Gangs Skyld tilskyndet til at give en Skildring af det Indtryk, han havde faaet af Landets førende Mænd paa Erhvervslivets Omraade under sit Arbejde i Bankkommissionen. Det skete den 21. Juli i et Interview med »Aftenbladet«. Her erklærede han igen kort og fyndigt, at disse danske Stormænd kun havde vist sig at være af Lommeformat. I et lille Land som Danmark fremvoksede der kun engang hvert tyvende Aar en Tietgen. »Men«, fortsatte Birck, »under Krigen blev Danmark ligefrem hjemsøgt af Stormænd i skokkevis. Medlemmerne af Industriraad, Grosserer-Societet, Højesteretssagførere, Vekselerere og Bankdirektører, blev alle udnævnt til Elefanter med de mest pragtfulde Stødtænder«. Alle følte sig store, og endog en Mand som den rare Pitzner (Bagermester og konservativ Folketingsmand) havde ladet sig forlede til Storhedsvanvid og udtalte »sin ubegribelige Mening om Verdenssituationen, for ikke at tale om H. P. Prior og Dessau, der med sonor Stemme oplæste den Statistik, som Povl Drachmann m. fl. havde samlet«. Ironisk bemærker Birck, at disse Mennesker troede, at de bestilte noget, fordi de sad i hinandens Selskaber. I Virkeligheden havde det været forargeligt nu at konstatere, »hvorledes de har kunnet ødelægge danske Industrier efter det System at gaa ind i hinandens Selskaber og bebyrde disse med Pensioner og med Løfte om et kontrollerende Arbejde, som aldrig blev udført«. Industrien havde kun spillet op til Højfinansen, hvis Interesser kun var Kursavance og ikke Industriens Trivsel.

Erhvervenes Ledere havde, erklærede Birck endvidere, ladet sig lede af altfor megen Følelse af egen Storhed, af det, som Grækerne kaldte Megalomani. Alle burde nu igen ned paa det jævne; ikke i deres Bestræbelser og i deres Dom over andre Mennesker, men i Dommen over sig selv. Og

417

de store Mænd burde ikke mere tage deres Formue, deres Antal af Bestyrelsespladser osv., eller Evnen til »at købe sig en grevelig Svigersøn«*), som Maalestok for deres Værd, men ene og alene den Arbejdsindsats, de ydede til Gavn for det Land, de tilhørte.

Det varede 16 Maaneder, inden den ved Lov af 21. September 1922 indsatte Undersøgelseskommission

kunde forelægge Resultatet af sit Arbejde i et vægtigt Værk betitlet: »Beretning om Forholdene i Den danske Landmandsbank, Hypotek- og Vekselbank m. m.«. Bogen blev omkring den 12. Januar 1924 udleveret til Justitsminister Rytter i 2000 Eksemplarer og den 15. s. M. gjort tilgængelig for Offentligheden, efter at Rigsdagens Medlemmer og Pressen havde faaet deres Eksemplarer. Oplaget var holdt tilpas lavt, saa Betænkningen ikke kunde finde altfor stor Udbredelse. Selve Beretningen bestod af to Dele; den indeholdt i første Del en almindelig Redegørelse over Aarsagerne til Bankens Sammenbrud paa 318 Sider, i anden Del Bilag paa ialt 421 Sider. Hovedberetningen var underskrevet af de tre Kommissionsmedlemmer Rump, Green og Birck. Selvom Processerne i Landmandsbank- og Transatlantik-Sagen, der gik forud for Offentliggørelsen af Beretningen, havde bragt talrige Oplysninger om de Forhold, der førte til Bankens Sammenbrud, viste det sig nu, at Kommissionen med Hensyn til Udforskningen af Bankkatastrofens Aarsager var naaet betydeligt videre frem. Her forelaa en virkelig i alle Enkeltheder dokumenteret Beretning over de Forhold, der voldte, at Banken maatte møde sin Skæbne. Paa denne Maade blev Værket tillige en sønderlemmende Anklage mod Landets Højfinans, der under Ledelse af de Mænd, om hvis racemæssige Præg og Anlæg der efter de i Beretningen givne Oplysninger ikke mere kunde tvistes, havde ført Landet mod Afgrundens Rand ved forbryderiske Transaktioner, ved Spil og Hasard.

Det kan uden Betænkning fastslaas, at Kommissionsberet-

*) Valdemar Glückstadts Datter Ella var den 3. 6. 1920 bleven gift i Hørsholm med fhv. Premierløjtnant af Flaaden, Grev Erik Moltke.

418

ningen i første Række er Prof. L. V. Bircks Værk. Efter de Oplysninger, som kom frem i Pressen ved Udgivelsen af Beretningen, har han navnlig gennemgaaet Ballins og Det transatlantiske Kompagnis Virksomhed, som findes i Værkets Bilag. Det meddeles endvidere, at Birck helt siden Kommissionens Oprettelse overhovedet ikke har beskæftiget sig med andet end med Betænkningen. Der gaas samtidig ud fra, at Nationalbankdirektør Green hovedsageligt har bidraget til at lægge Materialet til Rette til den civile Undersøgelse, medens Landsdommer Rump havde gennemarbejdet hele Stoffet ud fra et kriminelt Synspunkt og desuden forberedte og ledede alle offentlige Retsforhandlinger saavel i Landmandsbanksagen som i Forhøret om det transatlantiske Kompagni. Birck giver i et Interview til »Politiken« (17. Januar 1924) yderligere Oplysninger om den betydelige og Værdifulde Indsats, den til Kommissionen knyttede Medarbejdetstab har ydet og lod den vederfares fuld Anerkendelse ved paa den ham særegne Maade at bemærke, at Samarbejdet med hans Sekretærer havde lært ham, at »Vorherre hellere maa give en Embedsmand en god Sekretær end en god Forstand«. Birck nævner her bI. a. cand. polit. Holger Koed, der lagde Materialet tilrette til nogle af de betydeligste Afsnit (iflg. »Politiken« af 19. 1. navnlig til Afsnittene Ballin, Svovlsyre, Nordisk Oversøisk, Fortuna, Statslaanene) og til den almindelige økonomiske Oversigt. Han beretter endvidere, at cand. polit. T. B. Riber nærmest indtog Stillingen som Kommissionens Kontorchef og desuden hjalp med den beskrivende Del af Søfarten og de Ballinske Spekulationer. Om cand. phil. W. Juul siges, at denne hovedsagelig beskæftigede sig med Afsnittet om D.F.D.S. og da navnlig med de Transaktioner, der foretoges gennem Søfartsselskabet, desuden med det 140 Underselskaber omfattende holding company: Det transatlantiske Kompagni. Birck knytter til denne Oplysning en Bemærkning om, at han antager »at Juul er den eneste her i Landet, der virkelig har Rede paa Koncernen - bedre end Plum!« Endelig bemærkes, at cand. polit. E. Kaufmann, som dengang sam-

419

men med Riber var ansat i Banktilsynet, specielt havde med Bankens indre Forhold at gøre og navnlig havde støttet Revisionsarbejdet. Derved var han tillige med Revisor Torner fra Revisions- og Forvaltnings-

Institutet blevet til uvurderlig Hjælp for Rigsadvokaten.Med Hensyn til Undersøgelsernes Resultat mente Birck i Interview’et til »Politiken« den 17. Januar

1924 at maatte fastslaa, at man i det store og hele var naaet til Bunds i alle Forhold. Indenfor Kommissionen havde man selvfølgelig ikke altid været enig i Bedømmelsen af de enkelte Forhold, da de tre Medlemmer ifølge deres forskelligartede Uddannelse, Arbejdsmetode og Orientering maatte se forskelligt paa Sagerne, men at den fælles Vilje til Enighed dog havde gjort det muligt uden Vanskelighed at skabe Enstemmighed om den afgivne Beretning.

Iøvrigt fremhæver Professor Birck, at det ved Undersøgelserne havde vist sig paafaldende, hvor jødehengivne saa mange fremtrædende Mænd indenfor Samfundet havde vist sig. I de Breve, som var skrevet til Glückstadt af Hundreder af Mennesker, deriblandt af meget højtstillede Borgere, havde Tiltalen ofte været præget af »en Slaves groveste Smiger«. »Dernæst«, fortsætter han, »er de Breve og Telegrammer, der er vekslet imellem Landmandsbankens Direktører indbyrdes og hvis Stil er mere end drengeagtig, fulde af Øgenavne og Slangudtryk, ofte uforstaaelige. Disse Breve røber i Virkeligheden, at Ringbergs og Glückstadts Uddannelse og Dannelsestrin var, skal vi sige en ung Vekselerers«. Med Hensyn til det almindelige Resultat mener Birck, at det havde været forbavsende at konstatere, af hvor ringe Format mange af de Mennesker karaktermæssigt og intellektuelt var, der stod frem som Erhvervslivets Ledere. Og han henstiller i denne Anledning indtrængende til Offentligheden: »Hold op med at persondyrke Industriselskabernes og Bankernes Ledere. De kan ikke taale det, de er ikke store nok. Danmark er et lille Land. Vi har haft en Tietgen og en H. N. Andersen, Resten er i almindeligt Lommeformat.

420

I økonomiske Spørgsmaal er den offentlige Kritik, navnlig gennem Pressen, mere vigtig end i politiske Spørgsmaal, thi Samfundsmagten ligger uden for Rigsdagen«.

Det, som efter Offentliggørelsen af Landmandsbankkommissionens Beretning i særlig Grad beskæftigede Pressen, var bI. a. Februarkontoen, Bülows, Colds og Heilbuths Stilling indenfor Landmandsbankskandalen, og specielt den forrykte, af Landmandsbanken forcerede, Spekulation i Skibspapirer, Fortunasagen osv. *) Det vakte Interesse, hvorledes de Forenedes Kasse i Løbet af faa Aar var bleven tømt for 144 Mill. Kr. ved Glückstadts underfundige Arbejdsmetoder. Bladenes Kommentarer stiller ofte de i Kommissionsberetningen offentliggjorte og saglige Detailler i en skarpere Belysning. Saaledes karakteriserer »Politiken« (16. Jan. 1924) særlig eftertrykkeligt Bülows mere end uheldige Rolle. Bladet pointerer bI. a., at Kommissionen aabenbart ikke har akcepteret HRS. Bülows Forklaring om, at det for 1921 udbetalte Ekstrahonorar paa 50.000 Kr. skulde tilskrives hans Medvirkning ved Overtagelsen af Svendborg-Banken, men tværtimod mente, at han havde faaet dette Honorar »for den omhyggelige Tilrettelæggelse af Opkøbssyndikatet af 10. Novbr. 1921, derunder Tilsikring af Nationalbankens uundværlige Bistand ved Aktiernes Belaaning!« Tjenesten ved Overtagelsen af Svendborg-Banken kunde næppe anslaas til at være saa stor, da Bülow selv ved Vurderingen af Bankens Status havde anslaaet de fornødne Afskrivninger til 700.000 Kr., medens Tabene senere androg 6.875.000 Kr.! Ogsaa Bülows Medvirkning ved Ordningen af Kjøbenhavn Kommunes Dollarlaan af 1919 havde været mindre heldig, bI. a. fordi Kommunen ved denne Lejlighed maatte betale Provision til Banken to Gange, direkte 16.200 Dollars og indirekte 22.600 Dollars og dobbelt Sagførersalær, nemlig 23.000

*) Jvf. hertil bl. a.: »Da Bülow og Glückstadt søgte at unddrage Staten 2 ½ Mill. Kr.« i »Social-Demokraten« (25. 1. 1924) og Artiklen: »Heilbuths Garant« i »Børsen« (19. 1. 1924).

421

Kr. til Hr. Bülow og 10.000 Dollars til Brown Brothers Sagfører i New York. Bülow kræves fjernet fra det offentlige Liv efter det nu oplyste om hans uforsvarlige Handlemaade. Ogsaa Cold maatte atter staa for Skud. Dog mest harmes man - som allerede før fremhævet *) - i radikale og socialdemokratiske Kredse over, at Kommissionsberetningen ikke bringer udtømmende Oplysninger om Kontoen af 1. Februar 1907, men indskrænker sig til at behandle enkelte Forhold under Betegnelser som Direktør R., Frk. B. J., Fru O., Hr. A. N., Konto B. T. osv. og dermed giver frit Spillerum til alle Slags Gisninger.

Overfor saadanne Angreb ser Birck sig foranlediget til at forsvare Kommissionens Fremgangsmaade. Vedrørende Hemmeligholdelsen af Navnene paa Februar-Kontoen bemærkede han bI. a. i »Social-Demokraten« den 18. Jan. 1924, at det dog formentlig vilde være Uret, i et Værk, der senere hen vilde blive benyttet som en Art officielt Kildeskrift, at opføre en Mængde Navne, hvis Forhold ikke var specificeret, og som til dels helt uforskyldt var kommet med paa Listen. Hvis disse Navne kom frem, kunde derved ogsaa de allerede indledede Forhandlinger om Tilbagebetaling af de paa Kontoen opstaaede Tab muligvis blive forstyrret. Udtrykkeligt understreger han til Forsvar for sit Standpunkt, at »nogle slet ikke ved af, at de er kommet paa Kontoen, og mange ved ikke noget om Tabet«. Det socialdemokratiske Organ mener herimod, at denne Oplysning paa ingen Maade kan betragtes som tilfredsstillende, men at Forklaringen paa Bircks ejendommelige Holdning formodentlig maatte søges i, at han ikke havde haft med Februar-Kontoen at gøre. Den havde hørt til Hr. Greens Undersøgelsesomraade, og da Hr. Green som bekendt var overordentlig diskret, navnlig naar det gjaldt Rangspersoner, var det selvfølgeligt, at Kontoens Navne var blevet hemmeligholdt. Da Birck iøvrigt havde henvist til, at det var Rigsdagens og Regeringens Sag at tage Stilling til denne Sag, drager »Social-Demokraten«

*) Jvf. bI. a. ovenfor S, 75 og 78 flg.

422

deraf den Slutning, at han dermed selv havde villet give Rigsdagen Anvisning paa at forlange Kundskab om, hvem den er Garant for. En saadan Anvisning maatte man selvfølgelig ikke sidde overhørig.

I denne Sammenhæng giver Birck endvidere særlig interessante Oplysninger med Hensyn til den i Beretningen offentliggjorte Liste over Bankens Tab, opgjort per ultimo 1922, idet han udtrykkelig siger, at »denne kun er foreløbig og for saa vidt ikke udtømmende, som der paa en Del Personer, paa hvilke der til Dato er tabt meget, ikke er afskrevet Tab, idet deres samlede, anslaaede Tab blot dækkes af en Konto i Henlæggelser«. Dette skulde være sket, fordi man først vilde se, hvorledes Overenskomsten om Akkord med dem vilde holde Stik. Altsaa ogsaa paa dette Punkt var efter Bircks egne aabne Indrømmelse den i Beretningen givne Oversigt ikke udtømmende. Ja, Opstillingen var end ikke ført helt à jour. *)Endelig saa Birck sig ejendommeligvis ogsaa foranlediget til at tage Cold i Forsvar i et stort Indlæg i »Social-Demokraten« den 30. Januar 1924 (Art. ”Et Brev fra Dr. Birck om Cold«). Borgbjerg blev ikke Svar skyldig og havde derved let, alt for let Spil. Og »Landmandstidende«, som ligeledes behandler denne Sag særligt indgaaende, giver i denne Anledning Udtryk for den dybeste Skuffelse over Bircks Holdning ved bI. a. at bemærke: »Hr. Udenrigsminister Cold har faaet en Forsvarer, hvor man mindst skulde vente det. Professor Birck har dog hidtil ikke lagt Fingrene imellem, naar det drejede sig om Revselsen af Krigsspekulationens Bajaderer. Men en Spekulant er aabenbart ikke det samme som en Spekulant - i hvert Fald ikke, naar han er Udenrigsminister«. »Landmandstidende« fastslaar derefter som Kendsgerning, at Cold har spekuleret i egne Aktier, derved har tjent mange Penge og at det paa ingen Maade er bevist, at hans saa meget omstridte Interview fra 11. Juli 1916 ikke skulde tjene egne Formaal, og at Bankkommissio-

*) Jvf. 1. Del, S. 450 flg, og Fodnoten ovenfor S. 131.

423

nen endog i dette ene Tilfælde ikke stod i den heldigste Belysning ved gennem Erklæringen af 1. Decbr. 1922 overfor Offentligheden at hævde, at Cold ikke havde spekuleret efter den 11. Juli 1916, ligesom det ikke talte til Gunst for Hr. Cold, at denne »mod bedre Vidende har ladet Regeringen fremsætte denne positive Løgn«.

Birck unddrog sig yderligere Drøftelse af disse Spørgsmaal, tog straks efter denne Kontrovers for længere Tid til Udlandet og har senere aldrig set sig tilskyndet til atter at beskæftige sig med de her omhandlede Spørgsmaal. Den mod ham rettede Kritik, saa berettiget den aabenbart har været, kunde selvfølgelig heller ikke ændre nogetsomhelst ved den Kendsgerning, at det var ham, det havde ydet den betydeligste Indsats ved Opklaringen af Aarsagerne til Landmandsbankens Sammenbrud og af det Ansvar, den jødiske Kapitalmagt havde for denne kæmpemæssige Svindel. Muligt, at Birck havde sagt mere om Forholdene, hvis han havde staaet mere frit, end han gjorde.Det afgørende Faktum er, at han har fremsat et absolut paalideligt, uomstødeligt, fast tømret Materiale vedrørende svindleriske Transaktioner, der, uanset de mangeartede økonomiske og politiske Konsekvenser, kostede Landet direkte mere end en halv Millard Kroner, og at dette Arbejde bygger paa Sandhed, paa den Klippe, som ingen rokker.Selvfølgelig er den københavnske Højrepresse forfærdet over disse Afsløringer: »Berlingske Tidende« mener, at den Dom, Birck herefter fældede over Kapitalmagtens Koryfæer ved at betegne dem som Mænd af almindeligt Lommeformat, dog gik altfor vidt, og »Nationaltidende« er utilfreds med, at Kommissionen ikke koncentrerede sit Arbejde om Udredelsen af de rent økonomiske Aarsager til Sammenbrudet. Dette Blad er for ramme Alvor forarget over, at Navnene paa Svindlerne og Spekulanterne er offentliggjort i Kommissionens Beretning og anfører som Begrundelse bI. a.: »Vigtigere end at nagle de paagældende Personer til Skampælen eller sætte Kriminalretten i Virksomhed overfor dem er det at faa belyst de erhvervs-

424

mæssige Forsyndelser, vi har begaaet herhjemme. (Sic!) Det maa til enhver Tid være ikke saa meget Personerne som Systemet, man maa se at komme til Livs. Og man kunde have ventet, at Kommissionsberetningen i højere Grad havde været sig denne Retningslinie bevidst«. (Nat. Tid., 15. 1. 1924). Nej, selvfølgelig, efter disse Blades Opfattelse var og vedblev Mænd som Glückstadt, Ballin, Heilbuth, Weimann, Dessau osv. at være store Mænd, betydelige Mænd, og ligesaadan alle disse Jøders lydhøre Lakajer i det højeste Bourgeoisi - sandelig var de ikke Middelmaadigheder - og lige saa sikkert maatte der fra denne Kant naturligvis advares mod uværdig politisk Blodhævn, personlig Skandalisering og desl., der efter disse Blades Mening kun vilde være egnet til at skade Danmarks Renommé i Udlandet. Dette var Kravet om, at Jødernes Tabu skulde respekteres, om igen, et Krav, som altsaa opretholdes selv paa det Tidspunkt, da hele den jødiske Kapitalmagts forbryderiske Færden var afsløret i næsten alle dens Enkeltheder, og da man for Landets og Folkets Skyld burde have krævet, at denne Finansklike fjernedes radikalt. Sandelig: »Landmandstidende« havde Ret, naar det skrev: »Hvilken Uretfærdighed og hvilket Vidnesbyrd om Tidens og Ledelsens Demoralisation, at disse Spillere endnu skal have Lov at færdes blandt os, som om intet var sket, ja endog vedblive med at indtage ledende Stillinger i Samfundet«.

Men hvilken Lykke for Landet, at det dog havde een Mand i Landets Skæbnetime, der havde Mod til at sige Sandheden og Evnen til at finde sig tilrette i dette fantastiske Væv af Svindel og Korruption, de jødiske Spilleuhyrer havde spredt over Landet. Man fristes til at spørge: Hvad havde vi vel vidst idag om alle disse Forhold, hvis Prof. Laurits Vilhelm Birck ikke havde været til? Næppe særlig meget ud over det, at Landet under og efter den første Verdenskrig ved Spekulation og Spil tabte mere end en Milliard Kroner. Nu ved vi dog ogsaa i det store og hele, hvordan og hvorfor disse Penge gik tabt.

425

f) Bircks Kamp for en sund Valuta- og Kreditpolitik.

Efter Landmandsbankkrakkets Efterdønninger i det store og hele var overstaaet, meldte Spørgsmaalet om, hvorledes man vilde forholde sig overfor Landets Valuta, sig for Alvor for Landets Finansstyre. De stadige Kurssvingninger, som allerede 1919 og 1920 havde været diskuterede i offentlige Undersøgelseskommissioner, foranledigede endelig i Sensommeren 1923 Nationalbanken til at indkalde Erhvervslivets Repræsentanter til den saakaldte Valutakonference, som traadte sammen i August Maaned og dernæst i 15 Møder indtil Slutningen af Oktober behandlede de herhen hørende Problemer. Det var her, Kampen stod om Deflation, Kroneopskrivning, eller Devaluering, d.v.s. Stabiliseringen af Kronens Værdi til en tilpas nedskreven Værdi. Ogsaa Spørgsmaalet om Aarsagerne til Valutamiseren og om Midlerne til at genskabe stabile Pengeforhold stod naturligvis til Drøftelse, men Hovedproblemet var, om Kronen skulde tilbageføres til sin oprindelige Guldværdi eller ej. *)

Nationalbankdirektør Dr. Carl Ussing antydede allerede i sin Indledningstale i Valutakonferencens første Møde den 16. August 1923, at man i Forhandlingerne formodentlig ikke burde blive staaende ved Kravet om at standse Kronens Kursfald, men at man derudover maatte overveje, om det ikke ogsaa var hensigtsmæssigt at arbejde paa dens Opgang. Som om Stikordet dermed var givet, erklærede Formanden for Grosserer-Societetet, Jøden Ernst Meyer, at set fra et Handelssynspunkt var en kunstig Indgriben af en hvilken som helst Art absolut af det daarlige, at man iøvrigt »fra Handelsstandens Side ganske kunde slutte sig til det Hovedsynspunkt, at Maalet er en Stabilisering af Kronen og derefter en successiv langsom Forbedring«. Landbrugets Repræsentant Folketingsmand P. P. Pinstrup bemærkede derefter, at han helst saa, at Kronen blev

*) Jvf. til det følgende: Valutakonferencens Forhandlinger August-Oktober 1923. Kbh. 1923.

426

tilbageført til Pari, men Opgangen skulde gaa saa langsomt, at der kunde gaa 20 - 30 Aar, inden Maalet var naaet.

Dog, Professor L. V. Birck vidste ogsaa i dette Tilfælde straks, hvad Maalet maatte være, og sagde det saa fyndigt og saa indtrængende, at modsatte Anskuelser i dette Møde slet ikke vovede sig frem. Han erklærede bI. a.:

»Jeg vil gerne gøre Direktør Ernst Meyer, som siger, at kunstig Indgriben ikke er nødvendig, opmærksom paa, at vi i Øjeblikket har en meget afgørende kunstig Indgriben i Form af Suspension af Sedlernes Indløselighed.

Der bliver sagt, at man ikke vil have Kronen længere ned, men jeg tror, De Herrer skal formulere det noget tydeligere: det er ikke blot det, at man ikke vil have Kronen længere ned, men man vil være fri for de store Svingninger, med andre Ord: Maalet maa blive en Stabilisering, en Fastlægning af Kronen i Modsætning til de nuværende Svingninger fra Maaned til Maaned. Det synes jeg bliver det første MaaI.

Jeg agter ikke nu at argumentere, men skal kun sige, at mit Ønske er ikke at naa pari, og navnlig ikke at naa det i Løbet af 30 Aar, thi Danmarks økonomiske Historie synes at vise, at hvis galt skal være, maa vi hellere tage den Depression i Erhvervene, der fører til en øjeblikkelig Ruin, og derefter lade nye Mennesker komme til; dette i 30 Aar langsomt fra Dag til Dag at lade Priserne falde vil være fuldkommen ruinerende for dansk Handel og Industri paa en Maade, som De Herrer ikke er klar over.

Derfor tror jeg, at Stabilisering er det første Maal, og jeg tilstaar, at jeg ikke ønsker Kronen stabiliseret højere end ved 75.« (Udhævelser af Forf.)

Socialdemokraten, Direktør J. Kr. Lindberg, gav straks sin Tilslutning til Prof. Bircks Betragtninger, idet det ogsaa efter

427

hans Opfattelse maatte være det højeste Maal at gøre Kronen indløselig med Guld, og at Kronens Stabilisering gennemførtes hurtigst muligt - »naturligvis ikke ved pari, men ved en lavere Kurs«, for paa denne Maade at bevare det bestaaende lndtægts- og Prisniveau. Paa samme Maade gav Børskommissær Julius Schovelin til Kende, at han var betænkelig ved at anbefale Indførelsen af den gamle Guldparitet. »Jeg kan,« sagde han, »saa lidt som Professor Birck - ikke ret forestille mig, at det danske Erhvervssamfund virkelig vil udsætte sig for et saadant stadigt Pres paa Priserne og derigennem paa hele Erhvervslivet, som en gennemført Deflation vil sige. Derfor mener jeg, man maa forsone sig med den Tanke at faa Kronen skrevet ned til en Værdiparitet med Guld, som ligger omkring det nuværende Niveau.«

I det andet Møde den 21. August løb Nationalbankdirektør Dr. Carl Ussing straks Storm mod Devalueringskravet, mod Tanken om at »nedskære Kronen«. Han mente, at en saadan Ordning maatte afvises af juridiske, moralske og praktiske Grunde og gav i Tilknytning hertil en nærmere Begrundelse for denne Opfattelse. BI. a. gjorde han gældende, at dette »at nedsætte Nationalbankens og alle Debitorers Betalingspligt saadan uden videre, det vilde være en Ekspropriation til Fordel for Debitorklassen og til Skade for Kreditorklassen; ja ikke en Gang Ekspropriation, for det vilde jo ske uden Erstatning«. Kreditorerne maatte selvfølgelig sætte sig imod den endelige Nedskæring af deres Krav, og et Kaos af juridiske Forviklinger maatte blive Følgen. Navnlig maatte der opstaa Vanskeligheder med Udlandet, hvad der vilde være desmere betænkeligt, da dette raadede over andre Tvangsmidler end netop Søgsmaal ved Domstolene, naar det vilde gøre Krav gældende. Udlandet kunde jo ogsaa paa anden Maade udøve Tryk paa et lille Land. Mest betænkelig maatte dog den moralske Virkning være: Danmark vilde blive anset for et Land, der nedskærer sine Forpligtelser. To nationaløkonomiske Professorer, Westergaard og Axel Nielsen, spillede i Valutakonferencen samme Melodi.

428

Efter førstnævntes Fremstilling vilde Danmark komme til at staa som et deklasseret Land, hvis Kronen nedskreves; det vilde »komme til at staa i Klasse med nye Lande, som endnu ikke er kommet rigtig i Gang, eller hvor Lovgivningen er i Uorden«, og man vilde atter ymte om, at der er noget raaddent i Danmark. Prof. Axel Nielsen konstaterer kort og godt: »En Nedskæring af Kronen vil udadtil virke som at stryge Flaget og vil kun vække pinlig Opsigt.«

Derefter meldte den passive Kapitals Repræsentanter, Vekselerer C. O. Henriques og Grosserer Ernst Meyer, sig og afviste begge eftertrykkeligt Forslaget om en Devaluering, en Nedskæring af Kronens Værdi. At de derved varetog deres egne finansielle Interesser, at de dermed søgte at gennemtrumfe et gigantisk Kapitalrov overfor de producerende Erhverv, røbede de naturligvis ikke. De forstod tværtimod ganske udmærket at skjule deres sande Hensigt ved at fremsætte de mest taabelige Fraser. Henriques mente bI. a., at det jo i og for sig var aldeles forstaaeligt, naar udenlandske Nationaløkonomer anbefalede Danmark at nedskære Kronen, noget, der bedst kunde gennemføres i valutaødelagte Lande, da disse udenlandske Eksperter naturligvis meget gerne vilde have fat paa den danske Krone for at faa en god Forsøgskanin ind paa Laboratoriet«! Men det kunde man dog ikke gaa med til. Han begreb ikke, at saa udmærkede Nationaløkonomer som de, der er gaaet i Spidsen i dette Devalueringsspørgsmaal, vil være med til at gøre den danske Krone til Invalid for Livstid, før de har forsøgt de fornuftige og mere blide Kure, som den

danske Krone skulde bruge for den Forstoppelse, den lider af, og som efter min Mening er opstaaet ved Befolkningens uheldige Dispositioner gennem Krigsaarene, vor høje Levestandard og den Omstændighed, at Befolkningen bruger alt for meget«. Paa samme Maade erklærede Ernst Meyer: »... Vi maa bestemt modsætte os en Nedskrivning af Kronen til en bestemt lavere Paritet. Jeg tror, en saadan Nedskrivning vil virke til Skade for Landet. Den vil svække Tilliden til Danmarks Erhvervsliv og gøre det

429

fuldstændig umuligt for Handelen at arbejde med Udlandet. Handelen kan jo ikke arbejde med Udlandet uden at nyde Udlandets Tillid og Kredit, og begge Dele vilde blive i høj Grad svækkede, hvis man gik til at nedskrive Kronen, oven i Købet som det eneste Land, der endnu har gjort noget saadant. Det er muligt, at hvis vi vilde gøre det herhjemme, vilde andre blive nødt til at følge med, men jeg synes, det vilde være sørgeligt, om Danmark skulde være det Land, der gik i Breschen med Hensyn til at søge Akkord, og det er dog faktisk en Akkord.«

Prof. Birck skar atter hensynsløs igennem al denne Taagesnak, idet han spurgte som Pilatus: Hvad er her Moral, hvad er Sandhed. Hvis personlige Interesser skulde varetages, maatte han gaa ind for en Deflation, da han jo selv hørte til de passive Kapitalister. Dog fortsætter han:

». . . Jeg maa spørge mig selv: Hvem skal hænges, den aktive Kapitalist eller den passive Kapitalist? Og jeg vil tilstaa, at min Sympati er og altid har været hos den aktive Kapitalist«.

Disse Indvendinger gjorde selvfølgelig intet Indtryk paa Modparten. Bankdirektørerne, Repræsentanterne for Industri og Handel og naturligvis ogsaa Landbrugets Repræsentanter var enig med Jøderne i, at Guldpariteten maatte naas ved en stille og rolig Deflation; blot var man ikke helt enig om, hvorvidt Prof. Axel Nielsens Opfattelse, at det bedste Middel til Opnaaelsen af Maalet var en kraftig Diskontopolitik, kunde godkendes. Hurtigt enedes man imidlertid om, at der skulde oprettes et Stabiliseringsfond.

Diskussionen om Aarsagerne til de vanskelige Valutaforhold efter Krigen osv. beskæftigede Konferencens Medlemmer i flere Møder, hvorved der navnlig i det 10. Møde den 21. Septbr. 1923 blev fremført mange interessante Ting om Krigs- og Efterkrigstidens forrykte Spekulationer indenfor Industrien. I Mødet den 7. Septbr. 1923 beskæftigede Direktør C. C. Clausen fra Privatbanken sig med Bankernes Kreditgivning og indrøm-

430

mede, at Bankerne uden Tvivl havde været medvirkende til at fremkalde og opretholde Inflationen, men at de ikke havde kunnet unddrage sig at give store Kreditter svarende til det i Krigsaarene abnormt høje Prisniveau. Da dette Prisniveau ikke havde forandret sig før Krisen indtraadte, havde man ikke kunnet begrænse Kreditterne, og Privatbanken havde til Dato ikke indskrænket Kreditten for en eneste af sine Kunder. Iøvrigt gjorde Direktør C. C. Clausen gældende, at Hovedstadsbankerne i det store og hele indtil Udgangen af 1919 havde været ude af Stand til at kontrollere de industrielle Foretagender, da de indtil da havde haft allerstørste Besvær med at anbringe Penge paa lønnende Maade og med fuld Sikkerhed; Kunderne havde disponeret over tilstrækkelige Midler uden Bankernes Hjælp og havde derfor ikke Grund til at følge Bankernes Direktiver. Med lignende Argumenter forsvarede C. C. Clausen derefter ogsaa Nationalbankens passive Holdning overfor Bankerne; Nationalbanken havde efter hans Opfattelse gjort alt det, den kunde, for at opretholde nogenlunde sunde Valuta- og Kreditforhold. Paa denne Maade mente han i det hele taget at kunne afvise Paastanden om, at Inflationen var Resultatet af en fejlagtIg Bankpolitik.Julius Schovelin spurgte straks i Anledning af Clausens Redegørelse, hvem der da ellers skulde gøres

ansvarlig for Inflationen; om ikke Bankerne, som til Stadighed havde hævdet Nødvendigheden af at opretholde det bestaaende Prisniveau for at holde Produktionen i Gang og for navnlig ikke at ødelægge Eksportindustrien, der skulde forbedre Landets Handelsbalance. Og Birck knytter dertil følgende nøgterne Overvejelser:

”Hvis vi havde et Samfund, der var reguleret ovenfra, vilde der være et Departement, som skulde udregne, hvorledes Kapitalen skulde fordeles blandt de forskellige Erhverv. I et borgerligt liberalt Samfund som vort paahviler denne Opgave Bankerne. Det er Bankerne og Bankdirektørerne, særlig de 4 eller 5 ledende Direktører, der skal sige: Der er Brug for saa og saa megen Kapital til Skibsbygning, saa og saa meget til Forsikrings-

431

væsenet osv., men det er en Opgave, vore Banker har forsømt under Krigen. Ellers vilde vi ikke have saa mange Skibsværfter, at vi ved Hjælp af dem kan forny vor Flaade hvert 3. Aar«.

Ejendommelige Intermezzi oplevede Valutakonferencen med den fra Ballin-Koncernen kendte Skotøjsfabrikant E. F. Jacob. Denne jødiske Industrimand ansaa det selvfølgelig ligesom sine Racefæller Henriques og Meyer for nødvendigt, »at Kronen atter gaar op mod Pari, hvis vi skal have sunde økonomiske Forhold her i Landet« (S. 248). I Mødet den 13. September 1923 beskæftigede samme Jacob sig mere indgaaende med de internationale Handelsforhold og bemærkede herom, at det vist var i 1920, at der blev indført for 3 Milliarder Kr. Varer til Landet, og at der næppe kan være Tvivl om, »at det ogsaa var i høj Grad skadeligt derved, at disse Varer ikke var 3 Milliarder Kroner værd«, saa C. C. Clausen sikkert med Rette havde paastaaet, at de rimeligvis var solgt for en Brøkdel af det, de blev indført for. Da Jacob under disse Bemærkninger talte, som om dette Forhold ikke umiddelbart berørte hans egen Virksomhed, bremsede Prof. Birck ham med Tilraabet: »Deres egen Industri indførte ogsaa, det var ikke alene Handelsimporten«. Dertil svarede saa Hr. Jacob lidt lavmælt: ”Ja, det siger jeg ikke nogetsomhelst til. Jeg kender meget godt de Synder, vi selv har gjort os skyldig i, men vi søger at lære af dem og ikke at gentage dem«. Værre gik det denne Stormand paa Industriens Omraade, da han forsøgte at beskylde Haandværket for Prisaager. I Mødet den 16. Oktober berettede han fra sin Medvirkning i Erhvervenes Priskontrolkomité, at det var gruopvækkende, hvad han der havde erfaret. Han erklærede bI. a.: »Man troede, at naar man gik ind i en Butik, kunde man handle, men nej, der var Prisaftaler. Det grelleste var Bagerne, hvor Oldermanden bestemte, hvilke Priser Bagerne skulde tage.« Da Repræsentanten for Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Haandværk, Folketingsmand J. Pitzner, senere blev gjort opmærksompaa denne Fremstilling, erklærede

432

han kort og godt: »Det, som Direktør Jacob der har sagt, er for at bruge et Udtryk, som nu er blevet parlamentarisk bundløgnagtigt«. Da Mødets Leder, Direktør Dr. Ussing, hertil bemærkede, at det maatte være andre Steder sligt kunde siges, men ikke i Nationalbanken, replicerede Pitzner: »Ja, saa er jeg glad ved, at jeg har faaet det sagt alligevel«.

L. V. Birck førte i alle disse Forhandlinger en stadig Kamp for sit Nedskrivningskrav; han vilde have Kronen nedskaaret til Kurs 75. Husmandsføreren Folketingsmand Niels Frederiksen viser nogen Forstaaelse for dette Forslag, da han ogsaa kan indse, at »det er farligt for Landbruget at forpligte sig til i Fremtiden at betale een Ko tilbage med to, fordi man laante den ene Ko paa et Tidspunkt, da den var meget mere værd, end man kan regne med, den bliver, naar man skal betale den tilbage«. Men da han anser det for nødvendigt, at Prisniveauet sænkes kraftigt, mener han til Slut, at Landbruget vil være bedst tjent med at faa den redelige Krone tilbage: Thi »selv om det vil gaa ud over enkelte, som i de senere Aar har disponeret ret stærkt, vil efter min Opfattelse de Fordele, som kan ventes, i rigt Maal opveje dette, og i hvert Fald vil det

senere medføre mindre farlige Forhold for Landbruget«. Birck ironiserede derefter over, at man »af sentimentale, moralske og skandinaviske Grunde« vil have Parikronen genindført. løvrigt ønskede han, at Kronen snarest muligt atter bindes til Guldet, og at Guldindløseligheden atter etableres for at fritage Nationalbanken for det Besvær at ordne Valutaforholdene og at lede Landets økonomiske Liv. I dette Spørgsmaal havde Nationalbanken grundigt svigtet sin Opgave og, sluttede Birck, »jeg foretrækker en automatisk Bremse frem for en Konduktør, jeg ikke er sikker paa«.

Til de Mænd, som særlig haardnakket kæmpede for Gennemførelsen af en radikal Deflation sammen med de jødiske Repræsentanter, hørte endvidere Direktør Hassing Jørgensen, det forhenværende Medlem af den radikale Regering. Det var

433

i denne Anledning, Birck gjorde grundigt op med denne Modstander. Det skete, da Birck i Valutakonferencens sidste Møde kritiserede, at den foreslaaede Stabiliseringsplan, ifølge hvilken Kronekursen skulde stabiliseres ved Hjælp af en med 100 Millioner Kroner udstyret Egaliseringsfond, »i Virkeligheden giver en Antydning af, at Kronen skal op paa sit tidligere Niveau«. Han konstaterer, at det ikke siges direkte, hvad der dog havde været bedre end at sige en Uærlighed dulgt. Derefter fortsatte Diskussionen ifølge Beretningen om Forhandlingerne videre som følger:

»Birck: Faktum er, at her (d.v.s. i selve Møderne) er der ikke Tanke om at bringe Kronen op paa dens gamle Niveau. Tanken er faktisk at stabilisere ved en Kurs omkring 65. Jeg synes, at det skal siges til Befolkningen, at det er de Herrers Aspiration, højere ønsker de ikke at gaa. I øvrigt anser jeg det personlig for galt at blive staaende ved 65, fordi Prisniveauet efter min Mening ligger ved 75. Det har i Henhold til det sidste Pristal endnu ikke indhentet den sidste Stigning i Sterling- og Dollarkursen. Jeg ønsker vedblivende, at vi faar Kronen lagt fast, ikke ved 65, men ved ca. 75, for der ligger Prisniveauet i dette Øjeblik. Men det er ikke det, vi gør her. Vi lader den blive liggende ved 65 med stort Besvær og meget Maskineri, og antyder saa for Befolkningen, naar Konferencen nu hører op, at den hæderlige Krone har sejret; de Hallunker, der vilde ødelægge vor Kredit, er sejrrigt blevet slaaet tilbage af de gode Patrioter, den hæderlige Krone er reddet, og vi har gjort en god Mands Gerning, medens Sandheden dog er den, at Kronen ligger ved 65.

Bankdirektør Hassing Jørgensen talte om dette Paafund, vi havde haft. Jeg tror, det er et Paafund, som er meget gammelt. Hvis Hr. Hassing Jørgensen ved siden af sin udmærkede Bankuddannelse havde anvendt nogen Tid paa at skaffe sig teoretisk Uddannelse, hvad en Bankmand ikke har Skade af at have, havde han undgaaet denne Bemærkning. Fordi han ikke har forstaaet hele denne Sag, behøver den ikke at være særlig dybsindig.Ussing: Jeg tror, at Professor Birck skulde afholde sig fra Personligheder.

Birck: Ja, men Hr. Hassing Jørgensens Optræden var, som ikke saa sjældent, Udtryk for Hr. Hassing Jørgensens Had til Bøger og Folk, der læser Bøger, noget, som gentagne Gange har ført ham paa Vildspor. Saa maa man have Lov til at værge sig. . .«

434

At Valutakonferencens Udgang har været en bitter Skuffelse for L. V. Birck, der af Hensyn til det arbejdende Folk, til de saakaldte aktive Kapitalister, søgte at forhindre en Deflation, fremgaar med tilstrækkelig Tydelighed af denne sidste Kontrovers. Men dermed havde jo Jøderne ogsaa vundet Sejr. De vidste nu, at der vilde blive indledet statslige Foranstaltninger til Stabilisering af Kronen, og at Tidspunktet dermed var inde til atter at lænse Statskassen tom ved snedigt tilrettelagte Valutaspekulationer. Syn for Sagen giver først de ovenfor omhandlede Baissespekulationer, Theo Kliatsehko er inde paa i Januar-Februar 1924, og godt et Aar senere Erik Glückstadts og Konsorters Haussespekulation. (Jvf. Afsnit 8c). Det kom netop saaledes, som Prof. L. V. Birck forudsagde i Valutakonferencens Møde den 28. August 1923, da han ganske tydeligt forklarede, hvad der vilde ske, naar man straks genindførte Parikronen. »Jeg vil«, erklærede han, »have Lov til at sige, at hvis vi virkelig fik Kronen op til 27 cents i Morgen, vilde

Nationalbanken blive drænet, fordi der er saa megen Fortjeneste for de Udlændinge, der har danske Kroner eller danske Obligationer eller overhovedet danske Kronefordringer, at de straks kan realisere den Gevinst, idet de har faaet dem til 20 cents, og naar man kan bringe 7 cents hjem af hver Krone lige straks, antager jeg, at de fleste vil gøre det«. Naa, saadan spekulerede Jøderne ogsaa. Nu satte først en mægtig Kapitalflugt ind, og da saa Tiden var inde, i Sommeren 1925, piskede en forceret Efterspørgsel efter Kronen fra de internationale Finanshyæners Side som nævnt Kronen op imod Pari i Løbet af 3 til 4 Uger (fra en Guldværdi paa ca. 60 ved Aarets Begyndelse og ca. 70 i Slutningen af Juni til en Guldværdi paa godt 90 i Slutningen af Juli 1925) - og dermed var Forretningen gjort.

Diskussionen om Parikronen førtes iøvrigt naturligvis ogsaa videre efter, at Valutakonferencen var endt. De stadigt vedvarende Kurssvingninger og de dermed i Sammenhæng staaende Valutaspekulationer gav mere end nok Anledning dertil. F. Eks. drøftedes Spørgsmaalet meget indgaaende

435

paa de jydske Landboforeningers Delegeretmøde i Aarhus den 10. Novbr. 1923, hvor Lægmanden, Seminarieforstander Jens Byskov og den Sagkyndige Prof. L. V. Birck tog en Tørn om dette saa haardt omstridte Problem. Her krævede Jens Byskov, at Guldindløseligheden atter maatte indføres, men at det ikke mere maatte være Storbankerne, der skulde have Bestemmelsesret over Pengeforholdene. Han vilde ikke have Kronen ”nedskrevet«, thi: »Det vil i Virkeligheden sige, at vi maa gaa Fallit. Saa skulde vi jo tro, at det var Nationalbanken, der var insolvent; men den har jo indtil nu betalt det sædvanlige Udbytte, og den har nylig udsendt en Erklæring om, at den godt kunde indløse alle Sedlerne mod Guld. Skal Staten da gaa fallit og nedskrive sine Obligationer? Men Valuta-Kommissionen siger jo, at Staten sidder godt nok i det, og hvis den saa kun betaler 60 pCt. af sin Gæld, er der intet andet Navn herfor end svigagtig Fallit. Hvad Privatfolk angaar, maa de virkelig betale deres Gæld med de samme Guldkroner, som de stiftede den med… (Inflationsgæld lader den moralske Jens Byskov naturligvis fuldkomment ude af Betragtning! Forf.). Der sker ingen Uret ved at give Kronen dens Guldværdi igen; men der sker blodig Uret mod de virkelige Sparere ved ikke at gøre det«.

Byskov blev her imødegaaet af Prof. L. V. Birck, som atter gjorde gældende, at Valutaspørgsmaalet kun maatte betragtes ud fra rent økonomiske Synspunkter, og at man maatte spørge, hvilken Ordning der vilde gavne Erhvervslivet bedst. Han tvivlede ikke om, at det danske Folk forlangte en ærlig Valuta, men man maatte være klar over, at den kunde ogsaa opnaas ved at stabilisere Kronen paa et nedskrevet Kursniveau. løvrigt vilde det, erklærede Birck, ikke være tilstrækkeligt, hvis man kun forsøgte at naa frem ad Devisepolitikkens Vej; den maatte følges af en maalbevidst Diskontopolitik og en Regulering af Udenrigshandelen. Betænkeligt vilde det være at aabne for Guldet, da det næppe kunde antages, at det danske Folk straks kunde tage et Prisfald paa 30 pCt. »Det er«, fortsatte Birck, »et Offer, man skal erklære sig villig til at bringe, og her gælder ingen Snak om Hæderlighed i Almindelighed; thi Prisfaldet er en Realitet, som man maa tage Stilling til«. Og han resumerer: »Der vil vist være overvejende Enighed om, at vi ikke kan aabne for Guldet til Pari Kurs«. Han uddybede denne Tankegang ved senere i Diskussionen at tilføje: ”Jeg mener, at man i Løbet af 2-3 Aar vil faa et lavere Prisniveau for Landbrugsprodukter. Men kan Landbruget saa taale det 30 pCt.s Fald, som vil blive Følgen af Stabilisering til Pari nu?«

Saavidt om de divergerende Meninger paa det store Landbomødei Aarhus.

Regeringen gik naturligvis sine egne Veje og fulgte atter Højfinansens Paroler.

436

Egaliseringsfonden blev en Katastrofe, men dermed blev planen om at stabilisere og samtidigt kursforbedre Kronen ikke opgivet. Tværtimod! Umiddelbart før Jul 1924 gennemførtes en ny Lov om Valutaforanstaltninger paa Rigsdagen, ifølge hvilken det atter blev fastslaaet, at Staten med alle Midler vilde gennemtvinge en Deflation. Det bestemtes her bI. a., at Staten skulde medvirke ved Tilvejebringelsen af en Kredit for Nationalbanken paa indtil 40 Mill. Kr. U.S.A. Dollars og yde Statsgaranti for dette Beløb,

og at Nationalbanken derefter ved Hjælp af Dollarkreditten skulde »opretholde en saadan Kurs for U.S.A. Dollars, at Kursen paa Københavns Børs ikke overstiger i Tiden indtil 1. Juli 1925 5,74, i Halvaaret indtil 1. Januar 1926 5,60, i Halvaaret indtil 1. Juli 1926 5,46 og i Halvaaret 1927 5,32«. Det var klar Besked. For iøvrigt ogsaa paa anden Maade at demonstrere, at man var fast besluttet paa at gennemføre Deflationen, tog Seminarieforstander Jens Byskov (senere Undervisningsminister i Ministeriet Madsen-Mygdal) nu paany fat, idet han i Foraaret 1924 i Horsens udgav sit ominøse Skrift: »En ærlig Krone«, i hvilket han forsøgte - for at benytte hans egne Udtryksmaader - som Svend Due - »at tænke selv, saa godt som vi forstaar« *) og derved rigtignok ogsaa dummede sig saa godt som nogen kunde gøre det. Byskov dømte selv ikke saa fejl endda, forsaavidt han forsøgte at tegne et Billede af den herskende finansielle Situation. Da er det ligefrem forbløffende, saa klart han ser. Ganske nøgternt indrømmer han, at Landet strengt taget ikke har noget Rigsdags-Styre, snarere et Finansudvalg-Styre. Men dog heller ikke dette. Nej, erklærer han ganske frimodigt: »Det vilde være rigtigere at sige, at vi styres og regeres af Højfinansen«,

*) Her er tænkt paa Helten Sven Duva i Runebergs »Fänrik Ståls sägner«, om hvilken der siges i Digtet, at han »tog till at tänka själv, så gott han det forstod«.

437

hvorved han rigtignok trøster sig med, at dette Forhold saamænd ogsaa hersker »i de fleste andre Lande, der har den Lykke at styres parlamentarisk«. Altsaa: Parlamentarisme og Højfinansdiktatur hører sammen - og saa betegnes det ovenikøbet som en Lykke, at Landet styres parlamentarisk. Byskov bemærker endog:

»Højfinansen er i alt Fald en Magt i vore Samfund, som vi skulde se at faa Øje paa; det er paa høje Tid, at det sker. Det har været os et dyrt Styre; og det bliver meget dyrere endnu; vi har ikke mere end lige begyndt at se de Regninger strømme ind, som det Styre har skaffet os at betale«.

Dette siger altsaa Venstremanden Byskov med rene Ord, taler aabent om denne Magt i Staten og om dens infame Afpresningsmetoder, saaledes som de anvendtes af Glückstadt i Forhandlingerne med Neergaard osv. Og derefter ofrer selvsamme Forfatter 40 Sider i sin Pjece paa 1) at bevise at han ikke forstaar det bitterste om Valutaspørgsmaalet og 2) til Trods herfor at give gode Raad til Løsning af dette Problem ikke ud fra nøgterne økonomiske Synspunkter, men under Hensyn til et etisk Imperativ. Og Resultatet bliver, at han - just som den jødiske Højfinans - krævede den »ærlige« den »hæderlige«, den »redelige« Krone - eller hvad Barnet ellers skulde hedde - genindført, og at han, - i nøje Overensstemmelse med de af d’Herrer Henriques, Meyer, Jacob osv. i Valuta konferencen fremsatte Anskuelser - taler om, at det maa være en Æressag for gamle Danmark, at Kronen atter bliver den gamle ærlige Krone. Hvad Skidt, om derved de Hundrede og atter Hundrede Millioner Kroner, der er stiftet som Gæld i Inflationsaarene, skal betales tilbage i Guldmønt - det gør intet; thi selvom det ogsaa blot kan gavne den passive Kapital - Højfinansen, der regerer Landet - saa maa man tage det med i Købet, naar blot Landets Ære reddes. Jens Byskov postulerer bI. a., at Landbruget maa kunne bære det, og hvis ikke - ja, »hvis det virkelig var saaledes, hvis vort Land-

438

brug kun kan bestaa paa den Betingelse, at vi kører med uærlige Penge, altsaa skal holdes oppe ved kunstige Midler, saa skal man da lade være med at kalde det vort bærende Erhverv«. Ikke sandt: det var dog en ligefrem genial Indvending. Hvad duer Landbruget vel til, hvis det ikke kan forrente og afbetale en Klatskilling paa flere Hundrede Millioner Kroner Svindelgæld!? Ogsaa Katastrofen i Industrien vil, mener Byskov, blive overkommelig, selvom den ogsaa i stor Udstrækning arbejder med Inflationsgæld. Og han

holder sig i Bedømmelsen af denne Sag til - »Finanstidende«! Dette Organ havde nemlig sagt: »Opgaven, som hele Nationen skælver for, og som vore ledende Finanskredse famlende tøver overfor, er ikke Hekseri. Faren ligger mest i den tøvende Frygt. Tager man handlekraftigt paa Ondet, da lader det sig udrydde som et giftigt Kryb«. Se, det er Betragtninger, Byskov kunde godkende, efter at han havde taget Beslutning om at efterleve Sven Duvas Leveregel, at »tænke selv saa godt han det forstod«. Og Byskov fremmaner til Slut al Verdens Ulykker over det syndige danske Folk, hvis det ikke efterkommer Højfinansens Paroler og støtter Kravet om Genindførelsen af den saakaldte ærlige Krone. »Vi gaar til Bunds«, siger han, ”uden nogen som helst Undskyldning, og kommer vel derfor ogsaa blandt Folkene til at bære paa den Foragt, som vi i fuldeste Maal har gjort os fortjente til«.

Med saadanne Betragtninger vakte Byskov i den Grad Opmærksomhed hos jævne Folk, at han straks anerkendtes for at være en særlig Ekspert paa Valutaspørgsmaalets Omraade og nogen Tid senere blev valgt ind paa Rigsdagen!

Naa: Landet fik jo den »ærlige« Krone. Ikke fordi Lovgivningsmagten ønskede at gennemføre en langsom og lempelig Deflation, indtil Guldpariteten var naaet, men fordi Højfinansen gennemtrumfede den efter de Retningslinier, den ansaa for rigtige. Det var udenlandske Kræfter, der ved storstilede Valutatransaktioner pressede Kronens Kurs opad og derved indtjente fantastiske Millionbeløb, og det var den indenlandske

439

Kapitalmagt, som ved Genindførelsen, af Parikronen atter havde konsolideret sin Stilling og nu mere effektiv end nogensinde før kunde videreføre sin Udplyndringspolitik overfor de producerende Erhverv, Landbrug og Industri.

»Finanstidende«, det udprægede Talerør for Finansmagtens Interesser - et Organ, som i denne Periode i første Række støttedes af Vekselererfirmaerne R. Henriques jr., I. S. Hahn’s Enke og Brødr. Trier - kendte selvfølgelig i hele denne Sag intet større Maal end en fortsat Højnelse af Kronens Værdi. Gang paa Gang hævdes dette Krav. Bladet er derfor ogsaa glad for Valutaloven af December 1924, i hvilken der efter dets Opfattelse endelig var bleven lagt en fast Retningslinje for Landets Valutapolitik, og det jubler, da Kronen i Sommeren 1925 ryger i Vejret med rasende Fart, trods Regeringens gode Ønsker om blot at naa langsomt frem til Maalet. Glædestraalende konstaterede dette Finansorgan i Løbet af Foraaret 1925, at den engelske Valuta var godt paa Vej henimod Pariværdien; saa maatte jo vel ogsaa den danske Krone følge efter. Der viste sig ogsaa snart Antydninger af en forholdsvis hastig Deflation; den 16. April 1925 peges bI. a. hen paa, at den danske Valuta godt et Aar i Forvejen havde staaet 11 à 12 Øre lavere end nu, idet dens internationale Værdi var steget fra 57 Øre til 68 øre. Den 20. 5. fremhæves, at det internationale Prisfald er i Færd med at øve et stærkt Tryk paa Erhvervslivet, og at Valutastigningen kan gøre Trykket utaaleligt. Men alligevel erklærer »Finanstidende«: »Vi fastholder i hvert Fald, at Kronen bør med alle Midler søges tilbageført til sin Guldparitet«. Og saa kommer den herlige, den dejlige Tid, da den internationale Højfinans bemægtiger sig Kronen, da Erik Glückstadt derovre i New York trækker i Snorene,*) og da Kronens internationale Værdi stiger fra Uge til Uge, i Forhold til Dollaren fra

*) Jvf. ovenfor Afsnit 8c, S. 309 flg.

440Kurs 521 den 22. Juni til - 507 - 29. - , dernæst til - 485 - 6. Juli, til - 488,75 - 18. - , - - 469 - 20. - , -

- 439,50 - 27. - , og til - 416 - 24. Aug. henholdsvis til - 401 - 31. - , medens

373,15 var Parikurs. Usigelig og ubeskrivelig den Glæde, Kapitalens Vogtere oplevede i disse Dage!Og hvem var det saa, der fremtvang denne hurtige Stigning i den danske Krones Værdi?! Ja, det er

bedst, at Finansmagtens eget Organ, ”Finanstidende«, selv fortæller det, da det er særlig godt inde i Sagen og for en Gangs Skyld giver temmelig god Besked. Dette Ugeblad meddeler den 8. Juli 1925 i en Artikel: »Kronestigningen «, bI. a. følgende:

»Hvor mange reelle Forhold der endnu kan anføres som medvirkende Aarsager til den Stigning i Kursen paa danske Kroner, som den sidste Tid har bragt - man har saaledes og sikkert med Rette henvist til Bankernes Kreditstramningspolitik, Forbrugsindskrænkningen under Lockouten, de gode Høstudsigter m. v. - tør det dog betragtes som givet, at Udviklingen aldrig vilde have antaget en saa voldsom, ja man kunde fristes til at sige katastrofal Karakter, om der ikke havde været udenlandsk og da i særlig Grad amerikansk Spekulation med i Spillet. Man behøver blot at se paa Bankernes Maanedsbalancer, der bærer Vidne om en saa rigelig Tilstrømning af udenlandske Kapitaler, at Privatbankerne i vidt Omfang har set sig i Stand til at nedbringe deres Rediskontering hos Nationalbanken, eller paa Obligationsmarkedet, hvis Dag for Dag stigende Kurser taler et ikke mindre tydeligt Sprog. Og som en yderligere Bekræftelse paa, at det for en stor Del er udefra kommende Kræfter, der gør sig gældende, kan man henvise til den mærkelige Paralellitet, der i den senere Tid har præget danske og norske Kroners Bevægelser.

Hvad er det da for Forhold, der har bevirket, at man i den sidste Tid fra amerikansk Side har næret en saa paafaldende Interesse for vor ellers lidet paaagtede Valuta? Ja, først og fremmest er Aarsagen naturligvis den, at der er et Overskud af Kapital paa det amerikanske Pengemarked.Ovenpaa den Aktivitet, som prægede Erhvervslivet i Aarets første Maane-

441

der, er der nu indtraadt en vis Stagnation, der maaske ikke helt lader sig forklare ved Begrebet Sommerstilhed alene, og dette har ganske naturligt haft til Følge, at betydelige Kapitaler, som under andre Forhold vilde være blevet anbragt i Raavarer o.l., nu har fundet Vej tii Pengemarkedet...«

Artiklens Forfatter gør derefter Rede for Forholdene paa det amerikanske Obligationsmarked og fremhæver, at den stærke Stigning i Obligationskurserne, der i Løbet af det sidste Aar har medført, at den effektive Rente, som kan opnaas ved Købet af saadanne Obligationer, ikke er overvældende stor. Og dernæst fortsætter han: »Det er derfor kun, hvad man maatte vente, at de, der ligger inde med likvide Midler og er parat til at tage Chancen, hvor den maatte melde sig, i den senere Tid i voksende Grad har rettet Blikket mod de forhaandenværende udenlandske Investeringsmuligheder. Saalænge den engelske Valuta endnu manglede et Stykke i at have naaet Pari, var det ganske naturligt først og fremmest denne, der tiltrak sig Amerikanernes Opmærksomhed. Men efter at yderligere Gevinstchancer nu er udelukket her, har man set sig om efter andre Valutaer, der kunde give Haab om en lignende Kursavance. Og her har man da Forklaringen paa, at Efterspørgslen efterhaanden særlig har rettet sig mod danske og norske Kroner samt spanske Pesetas, de eneste ustabile Valutaer, der har Mulighed for engang at naa Pari. Hvorvidt denne Mulighed nogensinde viI blive realiseret, er en Sag for sig, men hidtil staar alle tre Lande i hvert Fald officielt paa det Standpunkt, at de ønsker Valutaen hævet, og fra amerikansk Side har man derfor faaet den Opfattelse, at her var der noget at gøre«.

Finansorganetgiver altsaa ganske aabent til Kende, at Kronen er blevet til et Spekulationsobjekt for den internationale Kapital, og at det navnlig er amerikanske Kredse, der i Tillid til den danske Statsledelses gentagne Forsikringer om, at man vilde genskabe den saakaldte ærlige Krone, i Tide begyndte med at hausse Kronen. Denne Udvikling strakte sig imidlertid over flere Maaneder, idet Bevægelserne paa Nationalbankens Vekselportefølje allerede fra Efteraaret 1924 tydeligt lod erkende, at Kronestigningen var paa Vej. I hvilken Grad Kapitalen udefra atter var begyndt at strømme ind, viste sig som nævnt i første

Række deri, at Nationalbankens Vekselportefølje forringedes. Den sank fra ultimo August 1924 til ultimo August 1925 med ikke mindre end 200 Mill. Kr. Paa »Veksler med Indlandet« indestod ult. August 1924 endnu 277,3 Mill.

442

Kr. Den var sunket pr. 29. 11. 1924 til 230,9 og pr. 31. 12. s. A. til 186,9 Mill. Kr. Den 30. 4. 1925 udviste denne Post rigtignok 197,6 Mill. Kr., men derefter gik det atter strygende nedad, den 30. 5. til 181,8, den 30. 6. til 111,2, den 31. 7. til 80,2 og den 31. 8. 1925 til 75,6 Mill. Kr. Dertil maa bemærkes, at denne Udvikling var godt forberedt, da der allerede siden Efteraaret 1923 var blevet klaget over stigende Kapitalflugt, et Fænomen, som er af allerstørste Betydning, men som tilsyneladende er undgaaet »Finanstidende«s Opmærksomhed. I Virkeligheden laa Sagen jo saadan, at de Penge, som før i Tiden var blevet brugt til at hausse fremmed Mønt, nu vendte tilbage. Iøvrigt pointerer Finansorganet endnu udtrykkeligt, at det ikke var den socialdemokratiske Regerings Fortjeneste, ej heller Nationalbankens, at Kronekursen atter var naaet op imod Pari, ligesom det fremhæver, at Nationalbankens saa stærkt attraaede Kreditindskrænkning ikke var opnaaet ved egen Hjælp, men at den, takket være Kronestigningen, var kommet »som en Tyv om Natten«.Da nu Deflationen var saa godt i Gang, var det naturligvis tilsidst »Finanstidende« meget om at gøre at faa Kronen op til Guldpariteten saa hurtigt som muligt. Den maatte for Guds Skyld ikke mere nedskrives. Da Valutaraadet henimod Slutningen af Juli 1925 genoptog Forhandlingerne om Kronens Stabilisering, advarede Bladet indtrængende mod at genoptage Planen om en Stabilisering ved 80. Det erklærede herom bI. a.: ”En saadan Pengereduktion svarer, om ikke til en Statsbankerot, saa til en Akkord, som ikke lader sig vedtage uden Kreditorernes Samtykke eller ifølge en Lov. Men endvidere vil en saadan Konfiskation af privat Ejendom stride mod Grundlovens § 80 og derfor til sin Gennemførelse kræve en Grundlovsændring«. (Sp. 960). Saadanne kraftige Varselsord mente dette Kapitalmagtens Organ at maatte rette til Valutaraadet for at skræmme det bort fra Nedskæringsprojektet. Nu var Inflationen selvfølgelig grundlovsstridig, lig en Statsbankerot osv., men da Inflationen i Aarene 1916-23 gennemførtes i

443

Kapitalmagtens Favør, var der naturligvis ikke Tale om saadanne Ting. Nu havde de internationale jødiske Børsjobbere tjent tykt ved Hausse-Spekulationen i danske Kroner; da vilde det selvfølgelig være en Skandale, hvis man berøvede dem en Del af Spekulationsgevinsten ved at stabilisere Kroneværdien f. Eks. i 80. Derfor Halløjet! Rigtignok er man nu klar over, at Prisniveauet under de nye Forhold maa sænkes hurtigst muligt, helst i Løbet af 3 Maaneder; »Finanstidende« mener, at »naar Valutaen stiger 10 pCt., skulde Løn, Husleje, Skatter, Renter etc. automatisk reduceres med 10 pCt.«. Men Nedskæring af Kroneværdien maatte under alle Omstændigheder undgaas.

Det nævnes i denne Sammenhæng i "Finanstidende«, at de sjællandske Husmænd havde krævet Kurs 80, et Aar i Forvejen paa Prof. Bircks Foranledning endog Kurs 70; men »Finanstidende« siger hertil Nej, Nej og atter Nej. Og herefter retter det en bidende Haan mod Landbruget, som nu tuder, fordi dens Indtægter gaar ned, omendskønt Landboerne, ja hele Folket i lange Baner havde »brølt paa Nationalbanken for at faa den til at redde Kronen fra Undergang« og netop nu havde faaet deres Ønske opfyldt. Da Socialdemokraterne kræver en Formueskat indført, bemærker dette Vekselerernes Standsorgan, at Kravet lyder meget besnærende, eftersom Kreditorerne i Landet jo nu havde tjent op til 30 pCt., naar Kronen skulde gaa i pari, og hvorfor skulde de saa ikke aflevere noget deraf til deres Medborgere, som bærer Tabet. Men saa afviser det alligevel denne Tanke med en flot Haandbevægelse, idet det hævder, at »rent principielt

betyder Kronens Tilbageføring til pari kun, at Kreditor faar sin retmæssige Ejendom tilbage«. Det var fuldkommen urigtigt, da Finansbladet selvfølgelig godt vidste, at en meget betydelig Del af den bestaaende Gæld var stiftet i Inflationskroner, og at man jo nu ogsaa krævede hele denne Gæld forrentet og tilbagebetalt i Kroner med en væsentlig forbedret Købeevne. (F. Eks. var Grænselandet Nordslesvig to Gange bleven bogstaveligt snydt og be-

444

draget, ved først at faa det ved Markinflationen opstaaede Formuetab paa ca. 300 Mill. Kr. erstattet med en Femtedel ved Valutaudligningen, 60 Mill. Kr., udbetalt i Inflationspenge, og dernæst ved at være tvunget til at stifte Kronegæld ganske udelukkende i Inflationskroner. En ærlig Krone blev jo dengang for Landsdelen et fuldkommen ubekendt Begreb!)

Hvorom alting er: Finansmagtens Haab og Forventninger med Hensyn til Valutaforholdenes Udvikling gik fuldkomment i Opfyldelse; ogsaa i 1926 steg Kronekursen jævnt og støt, og fra 1. Januar 1927 havde Landet atter en lovfæstet Guldparitet.At dette Resultat maatte have en gennemgribende Forskydning i Velstandsforholdene til Følge, var forudset, og navnlig havde Prof. L. V. Birck fremhævet denne Konsekvens og advaret mod Følgerne af en saadan Pengepolitik. Spørgsmaalet bliver herefter, hvad de indenlandske Kreditorer, Kapitalmagten, har kunnet tjene ved den Forskydning i Kronens Købeevne, som var en nødvendig Følge af Genskabelsen af Guldpariteten. Med Hensyn til Fondsejerne lader denne Fortjeneste sig nogenlunde beregne. Det viser sig nemlig, at

den samlede Prioritetsbehæftelse i Aarene 1919 til 1926 er steget med mere end 3 Milliarder Kroner. Ifølge »Statistisk Aarbog« beløb den samlede Sum af indtegnede Behæftelser i de nævnte Aar sig til ialt 7.593.293.000 Kr., og den samlede Sum af udslettede Behæftelser til 4.399.465.000 Kr. Tilgangen i Prioritetsbehæftelsen androg herefter i denne Inflationsperiode ikke mindre end 3.193.828.000 Kr. Heraf faldt i Aarene 1921-26 *)

paa København og Frederiksberg 515.168.000 Kr.

paa Provinsbyerne 461.584.000 »

paa Landdistrikterne 1.317.807.000 »

*) For Aarene 1919-20 giver »Statistisk Aarbog« ikke særskilte Oplysninger vedrørende Fordelingen af Prioritetsgælden.

445

Hovedparten af de ny indtegnede Behæftelser var Kreditforeningslaan, idet de i Kredit- og Hypotekforeningerne optagne nye Laan i Aarene 1919-26 beløb sig til ialt 2.032.956.000 (incl. 96.045.000 Kr. hos Kreditforeningen af Kommuner i Danmark). Da der overfor de godt 2 Milliarder Kroner nye Laan stod ca. 350 Mill. Kr. indfriede Laan, androg Forøgelsen af Kredit- og Hypotekforeningsgælden alene i denne Periode netto ca. 1.7 Milliarder Kroner.Naar der nu kan gaas ud fra, at Kreditorerne for den i Inflationsaarene stiftede Prioritetsgæld ved Indførelsen af Guldpariteten, som »Finanstidende” ganske rigtigt oplyser, har tjent ca. 30 pCt., vil det sige,

at Kreditorerne til Prioritetsgælden, hvis Stigning udgjorde 3 Milliarder Kroner, ved Deflationen tjente ca. 900 Mill. Kr. I Virkeligheden kan denne Fortjeneste imidlertid sættes væsentlig højere, da der her ses bort fra Debitorernes Tab som Følge af de lave Obligationskurser i Overgangsaarene efter Krigen. Men dertil kommer den Forbedring af Velstandsforholdene for Besidderne af den passive Kapital, som opnaaedes derved, at ogsaa Statsobligationerne, som udstedtes i de første Efterkrigsaar, steg tilsvarende i Værdi. Herved tænkes paa de i denne Periode optagne indenlandske Statslaan, som beløb sig til yderligere 350 Mill. Kr. Tages saaledes alt i Betragtning, kan det uden Betænkning fastslaas, at den Formuetilvækst, den passive Kapital, Finansmagten opnaaede ved Deflationen, i Virkeligheden har andraget mere end een Milliard Guldkroner! (Alene Nordslesvigs Gældsbyrde overfor Kapitalmagten udenfor Landsdelen laa, ifølge cand. Polit. Johan Paulsens Beregninger, maalt i Realgoder ca. 200 Mill. Kr. højere end de overtagne Forpligtelser!) *)

*) Jvf. L. Christensen, Nordslesvig venter -. Kbh. 1935, S. 292.

446

Det var denne Gave, Forkæmperne for den ærlige Krone, hvadenten de tilhørte Finanskliken eller ogsaa var Systempartiernes haandgangne Mænd som Jens Byskov, Thorvald Stauning, Christmas Møller o.s.v., mente at maatte forære de saakaldte passive Kapitalister, specielt Jødemagten. *) Denne Transaktion var jo strengt taget ikke andet end en kæmpemæssig Ekspropriation af de brede Befolkningslag, af den saakaldte aktive (arbejdende) Kapital, til Fordel for Højfinansen. Naar man holder sig denne kæmpemæssige Formuekonfiskation i Erindring, væmmes man ved den helt igennem uredelige Parole om den »redelige« Krone, ved de forlorne Fraser om den »ærlige« Krone, som desværre i ganske væsentlig Grad

*) Det kan ikke fremhæves stærkt nok, at det var Kapitalmagten, der gav Stødet til, at Rigsdagen gik ind for Genindførelsen af Parikronen, og at det var jødiske Finansmænd her i Landet og paa det internationale Kapitalmarked, der gennemtrumfede Deflationen. Og det er bundløgnagtigt, naar man vil gøre andre Kredse end netop den jødiske Finansverden ansvarlig for denne Udvikling. Til Trods herfor forsøger de herskende Systemkredse selvfølgelig nu Gang efter Gang at forplumre disse Kendsgerninger og at frikende Højfinansen, som i saa utrolig Grad profiterede ved Genindførelsen af Parikronen, for ethvert Ansvar. I denne Henseende præsterede »Politiken« noget ganske enestaaende, ved for ganske kort Tid siden at give fhv. Statsminister Madsen-Mygdal hele Skylden for Deflationen. Dette Blad bemærkede nemlig i Anledning af hans Død den 23. Februar 1943: »Det var Madsen-Mygdal, der som Formand for Landstinget Valutaudvalg i 1925 fik gennemført en Valutaordning, der i Løbet af faa Uger jagede Kronen i Pari, og fra denne Pariføring stammer en meget væsentlig Del af de Vanskeligheder, som det gældbundne Landbrug i lange Tider derefter maatte slaas med«. Det lyder meget pænt, men det er ikke sandt. Thi Agitationen for Kroneopskrivningen var som ovenfor paavist indledet allerede 1923, altsaa længe før Madsen-Mygdal blev Formand for Landstingets Valutaudvalg, og det var ikke hans Værk, men Regeringens og Rigsdagens Værk i det hele, at Forudsætningerne for den forrykte Kronedeflation skabtes. Det var Jøder, der stod bagved, Jøder og nok engang Jøder, der fremtvang den rapide Stigning af Kroneværdien og derved opnaaede Millionfortjenester, medens Erhvervslivet samtidig udsattes for de alvorligste Rystelser. Saadan ligger Landet. Men »Politiken« anser det altsaa for klogt at fremstille Sagen, som om Madsen-Mygdal af egen Drift skabte den Situation, der i Sommeren 1925 skulde invitere den internationale Spekulationskapital til at styrte sig over den danske Krone. Derved røbes der selvfølgelig intet om, hvorledes de københavnske Storkapitalister har forstaaet at faa Tag i Landets ledende Politikere og at tvinge dem ind i den for Samfundet saa skæbnesvangre Deflationspolitik. Det havde været interessantere, hvis Bladet havde gjort Rede for denne Side af Sagen og havde givet Oplysning om, hvem der i dette Tilfælde gav Mænd som Stauning, Madsen-Mygdal osv. de fornødne Direktiver, omendskønt det jo i og for sig ikke er vanskeligt at faa Øje paa de Forbindelser, Statens ledende Mænd ogsaa i den her omhandlede Periode havde med Kapitalmagtens Forgrundsfigurer, med Ø.K.’s Direktører (deriblandt Statsminister Madsen-Mygdal’s Broder), med store jødiske Industrimænd som

Benny Dessau, Ernst Meyer osv.Naar iøvrigt »Politiken« i Anledning af Madsen-Mygdals Død bemærker, at denne i udpræget Grad

havde Evnen til at forme Slagord og derved tillægger ham Æren for at have skabt Udtrykkene: »Den ærlige Krone« og »Kræfternes frie Spil«, saa er dette selvfølgelig ogsaa ved Siden af. »Den ærlige Krone« er efter al Sandsynlighed Jens Byskovs Opfindelse; i det mindste er det Seminarieforstander og Venstres Undervisningsminister Byskov, som igennem sin forvirrede Piece om: »En ærlig Krone« skabte Sangbund for dette Slagord i de brede Befolkningslag. Og Talen om »Kræfternes frie Spil« er jo Liberalismens Grundidé og har sin Oprindelse langt tilbage i Tiden. Dette Udtryk opstod allerede i sidste Halvdel af det 18. Aarhundrede, da det brugtes meget i Diskussionen mellem Adam Smith og Fysiokraterne. Det er derfor næsten altfor megen Ære for Madsen-Mygdal, naar han nu skal gøres til Ophavsmand ogsaa for denne Parole.

447

skulde bidrage til at vække Folkestemningen for en hurtigst mulig Deflation. Det er ikke gjort med at karakterisere Byskovs kummerlige Aandsprodukt som »Bænkevælling« - saaledes som det skete i »Nationaløkonomisk Tidsskrift«, men Pjecen er ikke mindre end en paa Prent udført Statsforbrydelse, og Forbrydelsen bestaar ikke, som Dr. Carl Ussing søger at give Udseende af i sin Bog om »Nationalbanken 1914-1924«, deri, at Byskov krævede Guldindløseligheden indført, men deri, at han krævede Parikronen genindført. Guldindløseligheden kunde, som af Birck allerede paavist i Valutakonferencens Forhandlinger, ogsaa have været indført ved Stabiliseringen af en nedskreven Krone. Byskov skraalede op: »Vi gaar til Bunds!«

448

og kommer til at bære Alverdens Foragt, hvis vi ikke genindfører Guldpariteten - men han glemte at tilføje, at den Formueforskydning, han dermed tilsigtede, skulde beløbe sig til een Milliard Kroner og mere end det og at det i første Række vilde blive den jødiske Højfinans her og i Udlandet, der skulde faa denne - lad os sige: Klatskilling - forærendes. At han iøvrigt ved denne Ordning ogsaa vilde fremkalde Landbrugets Ruin, kunde selvfølgelig være ham som Venstremand og Hr. Neergaards værdige Partifælle revnende ligegyldigt.Hvis man nu tror, at Byskov og overhovedet de parlamentariske Partier har faaet Tak fra Kapitalmagtens Side for den Milliardgave, den fik, tager man grundigt fejl. Da Systempartierne erkendte Virkningerne af Deflationen, bragtes naturligvis nu i den første Rædsel den Tanke igen paa Tale, om man ikke nu kunde bremse Kronens hurtige Stigning og alligevel foretage en vis Kronenedskrivning. Dette Problem drøftes bI. a. ogsaa i Valutaudvalget den 16. - 19. Februar 1926. »Finanstidende beretter imidlertid, at Nedskæringstilhængerne nu var slaaet fuldkommen ud, i den Grad, at endog den radikale Venstremand Niels Frederiksen havde opgivet Ævred og var blevet Tilhænger af Parikronen. Og dernæst giver »Finanstidende« (den 24. Febr. 1926) følgende ikke særligt smigrende Skildring af de parlamentariske Partiers Evneløshed, Letsindighed, og Raadvildhed:

»I deres Nød greb de romantiske Politikere i Lommeformat til den store Gestus; paa deres Foranledning var Valutaudvalget bleven indkaldt, nu gjaldt det om at bringe Forfjamskelse i Situationen, en Taktik, disse Herrer altid har været Mestre i, og som ogsaa altid har en Mulighed for at føre til Resultat i et Land, hvor Øllebrød og Kompromisser er Nationalretter. De Radikale gik saa vidt som til at indbringe et Forslag om Kronens Stabilisering i 5 Aar - var det i 5 Aar? - før man højnede den yderligere. Saaledes forsøgte de at holde paa Skillingen og lade Kronen gaa. Venstre stod i en slem Kattepine; for ikke længe siden var dette Parti ude af sig selv af Raseri over den usle Nationalbank, der havde ruineret Landets Mønt og bar Eneansvaret for Finanskatastrofen.

Venstre havde det smukkeste Program udarbejdet om Guldindløsning

449

samtidigt med, at det overfusede Banken med Injurier. Og nu, da Socialdemokratiets Ministerium var ved at komme i Pari med Laurbærkrans og Palmedekorationer, nu viste de smukke Venstreidéer sig kun at være store Ord og fedt Flæsk i Halsen. Venstre turde hverken sige Bu eller Bæ, og paa denne Platform fik Hr. Statsminister Stauning den taknemlige Rolle at optræde som Parikronens Frelsermand, uden Ængstelse for at sætte Ministeriets Existens ind paa dette Standpunkt.”

Saaledes hoverer Vekselerernes Hoforgan nu, da Kuppet i det store og hele er lykkedes. Og Socialdemokratiet nyder den Ære at være i Kridthuset hos Storkapitalisterne, idet »Finanstidende« til Slut anerkender, »at Regeringen er optraadt med Fasthed i denne forkvaklede Politik« og at den - »støttet af Nationalbanken og hele den offentlige Mening inclusive det meste af den radikale og Venstrepressen uforbeholdent er gaaet ind for Parikronen med Guldindløsning før Aarets Udgang«. Højfinansens Direktiver vil altsaa fremdeles blive fulgt, som før under Zahle og Neergaard, saaledes nu ogsaa under Stauning. Om de Konservative er her ikke Tale. Om deres Mening kunde der jo ikke være Tvivl, saalænge det blot var Storkapitalisterne, der lavede Profitten.

Før Aarets Udgang var som foreskrevet Guldindløsningen genindført.Da Deflationen var afsluttet, foreslog Prof. L. V. Birck at foretage en generel Nedskrivning af

Paalydendet paa alle Obligationer, baade paa Kredit- og Hypotekforeningsobligationer samt paa Statsobligationer, med 10 pCt. Han blev imidlertid fra rette Hold kraftigt afvist og beskyldtes for med saadant Forslag at gøre sig til Talsmand for Krav, man ellers kun vilde høre fremsat paa en syndikalistisk Talerstol. Omendskønt »Finanstidende« selv i Juli 1925 havde anset et saadant Krav for rimeligt, maatte der nu altsaa ikke mere være Tale om en saadan Ordning. Nu havde Kapitalen jo sit paa det Tørre. Og herefter kunde det naturligvis ene og alene dreje sig om at frembringe en Sænkning af det almindelige Prisniveau, og navnlig at faa Arbejdslønnen reduceret. Men Ren-

450

terne - helst ogsaa Skatterne - skulde der sandelig ikke røres ved.

Da Danmark nogle Aar senere, 1931, under Indflydelse af Sterlingkursens Udvikling atter maatte forlade Guldpariteten, gik Prof. L. V. Birck med den Konsekvens, der før havde præget hele hans Stilling til Valutaspørgsmaalet, ind for Shilling-Kronen. Da der i Marts 1932 forbigaaende var Tale om, at Sterling muligvis vilde blive tilbageført til Pariværdien, mente han, at Kronen i et saadant Tilfælde ikke burde følge helt med, men fastlægges ved 90. Den 9. April 1932 erklærede han imidlertid, at han ønskede Kronen guldstabiliseret ved 75. Ogsaa denne Gang var han selvfølgelig udsat for alle Slags Angreb fra Højfinansens Side. Kapitalmagten er forfærdet over, at Landbruget nu muligvis vilde opnaa en betydelig Indtægtsforøgelse; »Berlingske Tidende« (4. 2. 1933) regner i en Artikel »Valuta-Deprecieringen og Landbruget« med, at Stigningen i Landbrugernes Indtægter for Aaret 1933 maatte komme til at ligge ca. 173 Mill. Kr. højere end Aaret forud og gav til Kende, at denne Merindtægt maatte udredes af den øvrige Befolkning nøjagtigt i samme Grad, som de var Forbrugere af Landbrugsvarer og importerede Varer. Bladet mente samtidigt i en Nekrolog over L. V. Birck, at denne havde selv følt den senere Udvikling af Valutaforholdene, hvorved Kronen var gledet ned under Shilling-Kronen, som et Nederlag, omendskønt det var ham, »der selv havde været med til at berede sig den Lod at komme for sent, selv havde ryddet Vejen frem til den Shillingkrone, mod hvilken det agrariske Gennembrud uvægerligt vilde blive rettet«. Alle disse Bekymringer var aldeles malplacerede, da Shilling-Kronen i det lange Løb opretholdtes, og da

Nedsættelsen af Kronens Guldværdi jo ikke indebar nogen Deflation, d.v.s. Forringelse i Kronens Købeevne, Højfinansen derfor ej heller tabte noget af den, realkapitalmæssig set, mægtige Formuetilvækst, den kunde glæde sig ved siden 1925.

451

g) Birck contra C. L. David.

Til de efter Krigen i særlig Grad overkapitaliserede Bedrifter hørte ogsaa Aarhus Oliemølle, i hvis Bestyrelse Kvartjøden, Højesteretssagfører C. L. David, sad som Medlem fra 1918, som Formand fra 1923. Foretagendet (hvis Historie gaar tilbage til 1871, da det stiftedes af Firmaet Adler, Wulff og Meyer under Navnet Aarhus Palmekærnefabrik) ejedes oprindeligt af en snæver Kreds af Aarhusborgere og overtoges 1915 af det engelske Maypole Dairy Company, som i Marts 1918, efter at Tilførsel af alle RaamateriaIier var standset, solgte det til et dansk Konsortium til en vanvittig Overpris paa ca. 18 Mill. Kr. Dette Konsortium dannede straks et nyt Aktieselskab til Overtagelse af Virksomheden. For ved denne Lejlighed at kunne sikre sig en lille Gevinst, »omvurderedes« Fabriksanlægene til et Beløb af 12 Mill. Kr. og Varebeholdningerne til 9 Mill. Kr. Konsortiet kunde saaledes fordele en fortjeneste paa 3 Mill. Kr. og skal ovenikøbet have beholdt Reserver paa flere Millioner Kroner, som det oprindelige Selskab havde haft. Da det under Kontroversen mellem Birck og David i 1928 navnlig fremhævedes, at David allerede i 1918 indtraadte i Selskabets Bestyrelse, kan man sikkert ogsaa gaa ud fra, at HRS. David har været medvirkende ved den lige nævnte Ordning, som idetmindste ikke skjuler, at det i første Række har været spekulationsmæssige Interesser, der var afgørende for det danske Konsortiums Overtagelse af Foretagendet. Bestyrelsen kom iøvrigt nu til at bestaa af Direktør i Aarhuus Privatbank D. A. Andersen, ORS. P. Stampe i Aarhus, Direktør for Korn- og Foderstof-Kompagniet i Aarhus Chr. G. Hansen, Direktør i Privatbanken i København Peter Reyn, HRS. David og Fabrikant C. F. Jarl, de sidste bosiddende i København. Det nye Selskabs Aktiekapital fastsattes til 15 Mill. Kr., hvoraf Stifterne overtog 3 ½ Mill. Kr. 7 ½ Mill. Kr. afsattes efterhaanden, og 4 Mill. udbødes offentligt til Kurs 108 og overtegnedes flere Gange. Nu gik der Spekulation i Foretagen-

452

det. September 1918 var Kursen steget op til 228. Rammerne for Oliemøllens Virksomhed udvidedes, nye Anlæg opførtes, og efter at man endnu 1918 under Hensyn til den stærke Kursstigning havde forøget Aktiekapitalen med 1 Mill. Kr., forøgedes den allerede 1919 yderligere med 8 Mill. Kr., saaledes at man var oppe paa 24 Mill. Kr. eller 6 Gange saa meget som ved Krigens Udbrud. 1920 gav Driften imidlertid et Underskud paa 9 Mill. Kr. og i 1921 paa 21 Mill. Kr. Resultatet heraf var naturligvis en voldsom Nedgang af Kurserne, som i Foraaret 1923 laa mellem 10 og 15.Da det ikke var muligt at bringe de store Tab ud af Verden paa normal Vis, maatte der i Maj 1923 gennemføres en Rekonstruktion. Aktiekapitalen i Aarhus Oliefabrik A/S blev ved denne Lejlighed nedskrevet fra 24 Mill. til 6 Mill. Kr. Samtidig konverterede Privatbanken i København og Aarhus Privatbank en Del af deres Tilgodehavende til 8 Mill. Kr. Præferenceaktier; disse ejede paa dette Tidspunkt ca. 10 Mill. Kr., som de havde overtaget efter de oprindelige, tidligere engelske Ejere af Oliemøllen for 72 ½ pCt. mod Pant i Oliemøllen for det hertil svarende Beløb. Da Rekonstruktionen gennemførtes, opnaaede Selskabet tillige Lettelser i en overordentlig tyngende Kontrakt angaaende Befragtning*), som den paa en temmelig letsindig Maade var indgaaet med det af i Privatbanken financierede »Oversøisk Kompagni«. Paa det nævnte Grundlag lykkedes det at føre Selskabet videre.

*) Jvf. hertil Processen, som Ø.K. anlagde mod »Jyllandsposten« i Anledning af, at dette Blad havde sigtet Ø.K. for hemmeligt at have ydet fhv. Direktør Ørum-Pedersen ved Aarhus Oliefabrik en Kaution paa 600.000 Kr. Processen giver et Indtryk af den Konkurrence, som bestod mellem Ø.K. og Oversøisk Kompagni vedrørende Befragtningsforholdene. Kassekreditten ydedes ifølge Direktør Schmiegelows Erklæring af Hensyn til, at Ø.K. i Krigsaarene havde gjort nogen Forretning med Ørum-Pedersen, og at man ikke havde tænkt sig Mulighed af, at Oliefabriken vilde ophøre med at benytte Ø.K.'s Skibe. Jvf. bI. a. »Politiken«, 12. Maj 1923.

453

Om Aarsagerne til de Vanskeligheder, den her omhandlede Virksomhed kom ud for, udtalte den administrerende Direktør for Privatbanken, der ved Rekonstruktionen i 1923 maatte tage det største Tab, sig meget uforbeholdent i Valutakonferencen den 21. September 1923. Her udtalte Direktør C. C. Clausen nemlig bI. a. følgende om Foretagender, der havde været særligt uheldige i deres Dispositioner:

»Jeg vil da sige, at Institutioner som Aarhus Oliefabrik og Svovlsyrefabrikkerne er gamle Foretagender, som havde det Uheld at tjene for mange Penge i de gode Aar, saaledes at de slap bort fra enhver Kontrol fra Bankernes Side. Deres Direktører blev, kan man vistnok med Rette sige, grebne af noget Storhedsvanvid, og derfor satte de Størstedelen af de Penge, som de havde tjent, til paa Foretagender, som de aldeles ikke skulde have noget med at gøre, ganske eksotiske Foretagender uden for Landets Grænser, uden nogen som helst Forbindelse med Landet, og da saa Tilbageslaget kom i deres egen Virksomhed, gik det ud over deres Aktiekapital. Dette gælder dem begge to...« I Forhandlingernes Forløb kom Direktør C. C. Clausen endnu en Gang tilbage til denne Sag og bemærkede: »Jeg vil saa nødig ind paa en nærmere Diskussion angaaende Olieindustrien; saa kunde jeg maaske komme til at sige Ting, jeg helst vilde lade være at sige. Men ved disse store Selskaber var der den Skavank, at deres Direktører blev grebet af Storhedsvanvid; de vilde vist allesammen være Storkors af Dannebrog for at blive hængt op paa Frederiksborg Slot til evig Erindring, og derfor traf de Dispositioner og indlod sig paa Forretninger, som ikke kom deres egentlige Virksomhed ved; derved tabte de deres Penge, og som Følge deraf maatte de ophøre med Virksomheden. Men f. Eks. Aarhus Oliefabrik eksisterer jo vedblivende i sit fulde Omfang. Den har ikke likvideret eller indskrænket sig i nogen som helst Retning; den er, hvad selve Fabrikken angaar, stadig den samme som før. Det, der er likvideret, er Virksomheden ude i Østen og Amerika, hvor de har handlet med Gummi . . . (Himmelstrup: og Copra), ja, maaske ogsaa med Copra, men i hvert Fald har de vistnok i Hovedsagen sat Pengene til i Gummi og andre Virksomheder af den Art, og da saa Nedgangen kom for det Lager, de laa med af egne Varer, gik det ud over deres Aktiekapital. Men Fabrikken gaar videre...«

Ja, Foretagendet førtes videre, fra 1923 med Højesteretssagfører C. L. David som Formand i Bestyrelsen. Men faa Aar senere, 1928, var det galt fat igen. Atter maatte der gennem-

454

føres en Rekonstruktion, ved hvilken Privatbanken i København kvitterede 8 Mill. Kr. af sit Tilgodehavende. Denne Bank maatte samtidigt sammen med Aarhuus Privatbank gaa med til at stille Beholdningen af Præferenceaktier (ca. 7.700.000 Kr.) til Raadighed for Selskabet; Resten blev nedskrevet til 5 pCt. og senere indløst. HRS. David meddelte paa »Aarhus Oliefabrik«s Generalforsamling den 13. Okt. 1928, at det samlede Tab maatte sættes til 16,5 Mill. Kr., og at dermed hele Aktiekapitalen (15 Mill. Kr.) maatte afskrives.

Med de her opstaaede Vanskeligheder stod tillige Privatbanken i København, Landets ældste private Storbank, Tietgens Bank, til hvilken der knyttede sig særligt stærke Traditioner, overfor Sammenbrudet. Den 28. Sept. Kl. 5,40 meddelte Privatbankdirektør Eigtved Pressen, at Banken havde standset sine Betalinger, og samme Dag om Eftermiddagen Kl. 2 ½ meddeltes, at Handelsminister Slebsager havde indgivet sin Demissionsbegæring, da den af ham foreslaaede Plan til Reorganisation af Banken ikke var

bleven godkendt af Regeringen. Det viste sig senere, at Slebsager i Forhandlinger bl. a. med Formanden for Landmandsbankens Bestyrelse, Skibsreder A. P. Møller, havde bundet sig til Planerne om en Bankrekonstruktion paa Basis af Overflytningen af Privatbankens tunge Engagementer til Landmandsbankens Afviklingskasse. Denne Plan blev blankt afvist af Statsminister Madsen-Mygdal; Venstre-Regeringen vilde dog ikke endnu engang gaa med til at holde Storkapitalen skadesløs paa Skatteborgernes Bekostning! Derefter indlededes Genrejsningsbestræbelserne med nogle af Bankens Venner, med Direktør A. O. Andersen og Direktør Benny Dessau i Spidsen, og Rekonstruktionen blev derefter gennemført paa det Grundlag, at der fremskaffedes en ny Aktiekapital paa 28 Mill. Kr., at den gamle Aktiekapital blev nedskrevet til 20 pCt., d.v.s. fra 60 til 12 Mill. Kr., og at der desuden tegnedes en ansvarlig Indskudskapital paa 15 Mill. Kr. Det sidstnævnte Beløb stilledes til Raadighed af et Konsortium, bestaaende af Nationalbanken, Handelsbanken og Landmandsbanken samt af Stockholms En-

455

skilda Bank, Hambros Bank i London og Guarantee Trust Comp. i New York. Den i Gullasch-Perioden saa stærkt fremtrædende Direktør C. C. Clausen, som var en af de mest ivrige Deltagere i de mægtige Spekulationsforetagender, og Direktør P. Reyn, der sammen med C. L. David havde siddet i Aarhus Oliefabriks Bestyrelse allerede fra 1918, maatte nu fratræde som Bankens Direktører. Dog, denne Ordning gennemførtes under den Betingelse, at Oliefabrikken i Aarhus nu fuldkommen udsondredes som Bankens Kunde; her var der altsaa nu gaaet Penge nok tabt. Paa Bankens Generalforsamling den 10. Oktober 1928 i den store Børssal mente een af Kritikerne, Magister Harald Nielsen, at Bankens Direktion havde været alt for lempelig i sin Behandling af det store Foretagende i Aarhus, som man bI. a. havde skænket 8 Mill. Kr. Partialobligationer uden at spørge Aktionærerne. Oliefabrikkens Aktier noteredes ogsaa efter Rekonstruktionen stadig til 200! Harald Nielsen mente endvidere, at Ekspropriationen overfor de gamle Aktionærer var altfor haardhændet. Han ønskede, at den nye Kapital ikke burde vente andet Udbytte, end hvad der stod i Forbindelse med det, som Banktilsynet havde regnet med, og bemærkede dernæst: »Magten alene bør ikke alene raade; vi skulde nødigt ind i den Aand, at i Danmark kan man gøre, hvad man vil, blot man gør det«. Ogsaa Arbejdsdirektør Vater stillede Krav om en større Hensyntagen til de gamle Aktionærers Interesser. Men her var intet mere at redde. Magister Harald Nielsen erklærede til Slut i Privatbankens Generalforsamling den 13. Oktober, at »den trufne Ordning er ufuldkommen, og af Hensyn til hele det Milieu, fra hvilket den er udgaaet, bør den ikke være endelig«.

Nogen Tid senere blev Højesteretssagfører C. L. David indvalgt som Medlem i den rekonstruerede Privatbanks Bestyrelse! Uanset det var en Forudsætning for Rekonstruktionen, at Privatbanken trak sig helt og holdent tilbage fra Aarhus Oliefabrik og altsaa heller ikke maatte have yderligere Interesser i Foretagendet, tilstod man dette Fallitforetagende flere Mil-

456

lioner Partialobligationer og valgte ovenikøbet dette Fallitforetagendes Hovedmand ind - i Bankens egen Bestyrelse!

Det var denne Udvikling, der gav Prof. L. V. Birck Anledning til Protest.I »Nationaltidende«s Aftenudgave af 15. 12. 1928 rettede han sit første Aabne Brev til

Højesteretssagfører cand. Jur. C. L. David. Indledende bemærkede han her: »I sin Tid kritiserede De mig fordi jeg, uagtet økonomisk Teoretiker, som Medlem af Landmandsbankkommissionen undersøgte og fattede Domme om Forretningsforhold. Min Retorsion var et Spørgsmaal, om det at behandle Boer og skrive Skøder kunde forlene en Mand med særlig praktisk Indsigt, som f. Eks. kunde gøre ham skikket til at

udøve et Bestyrelsesmedlems kontrollerende Virksomhed i Selskaber, hvis Sukces var afhængig af teknisk og økonomisk Forstaaelse hos de ledende. Senere læste jeg med Fornøjelse Deres Indlæg til Fordel for Emil Glückstadt, som gav mig en stærk Overbevisning om, at det er ligesaa fordelagtigt at antage Dem som Defensor, som det er livsfarligt at sætte Dem ind i et Selskabs Ledelse, at dømme efter de Meninger om en Direktørs store Rettigheder og smaa Pligter, Deres Tale gav Udtryk for«.

L. V. Birck udtalte dernæst, at han »med Forfærdelse« havde set, at David var indtraadt i Privatbankens Bestyrelse, »som Repræsentant for den nye Aand«, eftersom det var ham, der var Bestyrelsesformand i to Selskaber, som havde paaført to Hovedstadsbanker særligt store Tab, nemlig i Firmaet »AIfred Olsen & Co.«, der »efter Glückstadts Død har paadraget sig en Milliongæld til Landmandsbanken, hvorpaa Nettotabet anslaas til 5 Mill. Kr.« og i »Aarhus Oliefabrik«, hvis Tab var i friskt Minde og havde været mindre, hvis Formanden i Tide havde gjort sin Pligt. Birck pegede her hen paa, at rette Vedkommende - d.v.s. Direktør Thomsen - i rette Tid havde henledt HRS. Davids Opmærksomhed paa de afgørende Misligheder, hans Meddirektør, Tychsen, havde gjort sig skyldig

457

i, men at David havde ladet de store Tab, der var forvoldt ved Tychsens kommercielle Dispositioner, uænset. Birck sluttede bI. a. med følgende: ”Folk er nu engang, desværre, tilbøjelig til at slutte fra Fortid til Fremtid, fra Deres, i hvert Fald ikke for de to nævnte Selskaber og de to bagved staaende Banker, profitable Virksomhed som Bestyrelsesmedlem, til Værdien af Deres fremtidige Virksomhed, ogsaa i Privatbanken; derfor henstiller jeg til Dem i Bankens Interesse i hvert Fald at udtræde af Bankraadet, idet De ihukommer Deres udmærkede Bedstefader, som aldrig vilde have føjet Spot til Skade ved at gaa ind i Ledelsen af en Bank, han havde skadet ved en, ganske vist for denne samvittighedsfulde Nationaløkonom utænkelige Pligtforsømmelse.«

HRS. David gav straks (Nat.-Tid. 17. s. M.) et meget overlegent Svar, i hvilket han til en Begyndelse mente at maatte pointere, at han rigtignok aldrig havde lagt Skjul paa, »at jeg ansaa Dem (Birck) for at have saadanne Egenskaber, at De burde have været udelukket fra enhver Deltagelse i Bankkommissionen«. Denne Storbedrageren Glückstadts Forsvarer mente endog at maatte tilføje, at han med denne Opfattelse »kun gav Udtryk for den almindelige Mening blandt dem, der havde Kendskab til Forholdene«, hvormed det altsaa fastsloges, at Folket, som netop i Bircks Udnævnelse til Kommissionsmedlem saa en vis Betryggelse for en forsvarlig Undersøgelse, savnede saadant Kendskab. David afviste dernæst Beskyldningerne vedrørende hans Virksomhed i »Alfred Olsen & Co.« og »Aarhus Oliefabrik«, og forklarede om det sidstnævnte Punkt:

»I Aarhus Oliefabrik traadte jeg til som Formand i 1923 paa et Tidspunkt, hvor Virksomheden var overordentlig haardt ramt som Følge af Verdenskrisen og fejlslagne Dispositioner. Paa Rekonstruktions-Generalforsamlingen i Juni 1923 gjorde jeg rede for de mørke Skygger, som Fortiden endnu vilde kaste over A. O. og dets Fremtid. Under mit Formandskab har A. O. lidt den dybe Skuffelse med Teutonia, hvori A. O. i 25 Aar havde været interesseret. A. O.s øvrige Tab stammer fra før 1923”. (Udhævelser af Forf.).

458

HRS. David beskæftigede sig endvidere i sin den 17. 12. 1928 offentliggjorte Erklæring med Direktør Thomsens Oplysninger om Direktør Tychsens bedrageriske Transaktioner, som nogle Dage senere paa virksom Maade blev imødegaaet af Direktør Thomsen selv. Prof. L. V. Birck replicerede straks meget skarpt (Nat. Tid., 18. Decbr., Aften), idet han bI. a. i sit Gensvar bemærkede: »Jeg giver Dem Ret i, at Deres Udtalelse om, at jeg burde have været holdt ude fra

Landmandsbankkommissionen, er Udtryk for en Mening i en stor Kreds af Mænd, hvis Navne De iøvrigt

vil finde i Kommissionens Beretning. Jeg betragter nemlig et Hverv ikke som et Ben, men som en Pligt - og denne var da at lægge Forholdene saa klart for Dagen, at man kunde foretage de for vort Erhvervslivs Trivsel saa nødvendige Personskifter, saa sandt som det var vort Erhvervsliv og ikke de mange kompromitterede Personer, der skulde have været »genrejst«.« Birck fastholdt Paastanden om, at Firmaet »Alfred 0lsen & Co.« havde haft et Tab paa ca. 5 Mill. Kr., ja, at dette Tab snarest var ansat for lavt, og han paaberaabte sig paany de Oplysninger, Direktør Thomsen havde givet. Han sluttede derefter med følgende Betragtninger:

»De mener, at mit Brev i »Nationaltidende« var en Tak for sidst. Fra 1916-1923 er jeg baade offentlig og privat ærekrænket i saa stærke Ord, at Deres Bemærkninger om »Teoretikere« ikke kunde gøre Indtryk og kun kom i mit Minde, da De nu traadte frem som den praktiske og tillidsindgydende Mand. Mit Brev til Dem havde en bredere Basis, nemlig Overbevisningen om, at Personer, der har kompromitteret vort Erhvervsliv, skal holde sig tilbage, og at den Omstændighed, at man har været med til at køre et Selskab i Sænk, ikke er Adkomst til at indtræde som Redningsmand i det Selskab, som det førstes Sammenbrud trak

BillederTo af Birch's Modstandere.MariusWulff.Redaktionssekretær ved »Social-Demokraten«.

Ivar Berendsen. Radikal Folketingsmand 1910-20.

H. Bendix karikerer Birck i »Social-Demokraten«, 18. 12. 1928.

459

med i Ulykken. Jeg beklager da at maatte fastholde min Bedømmelse og henstiller vedblivende til Dem at træde ud af Privatbankens Bankraad. Da De sidder i ca. en Snes Bestyrelser, hvoraf i Hælvten som Formand, kan dette, bortset fra at aflaste Dem til Gavn for de øvrige Selskaber, ikke skade Dem saa meget, som det vil gavne Banken«.

Dermed havde Birck for sit Vedkommende sagt det sidste Ord i denne Sag. Men HRS. C. L. David geraadede i Anledning af dette Angreb i stærkeste Forbitrelse og rettede et afsluttende Svar til sin Modstander, som atter var vel forsynet med Grovheder og Personligheder. David mente her navnlig at kunne diskvalificere Modparten ved at citere den Karakteristik, han havde givet af ham i sin Forsvarstale for Glückstadt den 14. Juni 1923.

Forbitrelsens Aarsag viste sig derved tydeligt nok: Bircks Forsyndelse laa i, at han ikke holdt tæt med de Anklager, der kunde rettes mod Jødernes Kæmpesvindel, og han tillod sig at røbe saa meget, bl. a. i Bankkommissionens Beretning, som efter HRS. Davids uforgribelige Mening aldrig burde være blevet nævnt overfor Offentligheden. David gør her endogsaa Krav paa kun at have tilladt sig en nænsom Kritik og drister sig til at paastaa, at Birck derimod, naar han havde faaet noget imod en Mand, yndede at kaste sig over ham »med en jesuitisk Voldsomhed, der intet smaaligt Hensyn tager til Sandheden, men kun har det Maal at slaa den paagældende ned«. David søgte derefter med vanlig Udenomsnak at frigøre sig for alt Ansvar og at forplumre Kendsgerninger og sluttede - som den Mand, der er indlevet i jødisk Tanke- og Følemaade - med følgende Replik: »Jeg ved, at De ikke ynder Det gamle Testamente og navnlig ikke de Mænd, der har Tilknytning til dette. Men husker De alligevel ikke en Mand ved Navn Urias? Vilde det ikke - ogsaa efter Deres Begreber - være Synd,

460

om man bebrejdede Urias, at David (en af mine Forfædre, som De ikke har omtalt i Deres første Artikel) havde sat Urias paa en udsat Post«.

HRS. David gik ud fra, at han dermed havde afsluttet Diskussionen for sit Vedkommende, og at han uden videre kunde beholde sin Bankraadsmedlemspost i Privatbanken. Men denne Kontrovers skulde dog sætte dybere Spor, end C. L. David aabenbart regnede med.

Det viste sig nemlig, at den offentlige Mening aldeles afgjort stod paa Bircks Side. Det var ved Privatbankens Rekonstruktion som nævnt bI. a. bleven fremhævet, at det for Banken maatte være en bydende Nødvendighed fremtidigt at afbryde alle Forbindelser med Aarhus Oliefabrik. Nu, da dette Krav ikke var sket Fyldest, voksede Utilfredsheden med Davids Valg til Bankraadsmedlem, der bI. a. ogsaa førte til Drøftelse af det Spørgsmaal, hvorlænge en Mand som Formand i et Selskabs Bestyrelse kunde sætte sit Navn under falske Regnskaber uden derved at sætte sin Anseelse over Styr. David havde paaberaabt sig, at Tabene i de af ham ledede Selskaber var »gamle Skader«, men havde ikke desto mindre dog Aar for Aar sat sit Navn under Regnskaber, som ikke gav Udtryk for disse Tab. Ufatteligt syntes det, at han kunde fri sig for Ansvaret for en saadan Handlemaade! Men værre blev det, da det til Slut opdagedes, at David ikke som af ham selv oplyst kun havde været Bestyrelsesmedlem i Aarhus Oliefabrik siden 1923, men allerede siden 1918, og efter at ogsaa forskellige Indlæg af fhv. Direktør T. C. Thomsen fra nævnte Fabrik havde vist, at David paa uforsvarlig Maade havde siddet rettidigt fremsatte Klager mod den bedrageriske Generaldirektør Tychsen overhørig og iøvrigt i sin Polemik mod Prof. L. V. Birck havde gjort sig skyldig i absolut uholdbare Paastande. (Jvf. »Nationaltidende«, 23. 12. Morgen og »Berlingske Tidende«, 25. 12., Morgen og 28. 12. Morgen).Den Haardnakkethed, med hvilken C. L. David forsøgte at fastholde sit Ben som Medlem i Privatbankens Bestyrelse trods den alvorlige Kritik, der rettedes imod ham, affødte ogsaa adskillige andre interessante Afsløringer af hans Færden. Saaledes kunde »Social-Demokraten« (den 30. 12. 1928) oplyse, at Hr. Davids »Virksomhed« i dansk Erhvervsliv havde kostet Samfundet ikke mindre end 44 Mill. Kr. Han havde saaledes været Medlem i Bestyrelsen for D/S Oceana, som stiftedes 1916, og som til Slut krakkede med et Tab paa 1.540.000 Kr. + 420.000 Kr. til upriviligerede Kreditorer. D/S Rollo, der ligeledes var bleven stiftet 1916, med HRS. David som Bestyrelsens Formand, havde afsluttet sin mindre heldige Virksomhed med et Tab paa 1.425.000 Kr., hvorved David 1920 formaaede at sikre sig en Særindtægt ved at blive udnævnt til den ene af Selskabets

461

Likvidatorer. Endelig stiftedes 1916 som det tredie af de David’ske Dampskibsselskaber A/S Hamlet, hvor Tabet ved Likvidationen androg 3.921.688 Kr., og hvor David ligeledes sikrede sig en Biindtægt som Likvidator. Ved »Oceana« og »Hamlet« reddedes intet af Aktiekapitalen, ved »Rollo« udbetaltes 30 pCt. af Aktiekapitalen, d.v.s. 75.000 Kr. Det pointeredes hertil, at det udelukkende var Bestyrelsens Ansvar, naar disse Selskaber gik nedenom og hjem. Navnlig havde de ladet bygge Skibe til Fantasipriser, og David havde desforuden ikke kunnet forhindre, at hans Selskabers Skibe traadte i indbyrdes Konkurrence. I Frøavlsfirmaet A/S L. Dæhnfeldt i Odense, der yderligere hørte til Davids Domæne, var Aktiekapitalen i 1923 blevet nedskrevet fra 2,4 Mill. Kr. til 240.000 Kr., altsaa reduceret med 2.160.000 Kr., og hos Aarhus Oliefabrik samt Firmaet »Alfred Olsen & Co.« beløb Tabene sig til ialt 35 Mill. Kroner. Saaledes stod det til med de Selskaber, hvor Hr. David ydede sin Indsats.

»Social-Demokraten« (20. s. M.) oplyste ved anden Lejlighed, at HRS. David foruden en klækkelig Formandsgage i Aarhus Oliefabrik ogsaa havde faaet et Par Hundred Tusinde Kr. i Rekonstruktionssalær saavel 1923 som 1928, samt desuden juridiske Honorarer. Da »Berlingske Tidende« derefter spørger, hvorledes det kan rime sig, at en Formand for en Bestyrelse beregner sig særlige Godtgørelser for Deltagelse i Arbejde af den her omhandlede Art, svarer Højesteretssagføreren, at »man kan virkelig ikke være juridisk manager for et Selskab uden at faa en passende Kompensation for sit Arbejde«. Han bemærkede endvidere, at der heIler ikke under ekstraordinære Forhold var Grund til at arbejde gratis, og at han iøvrigt ikke til nogen Tid ønskede at komme i offentlig Polemik om sine Salærer. Disse Betragtninger vakte særlig Opmærksomhed, da det som nævnt samtidig oplystes, at David allerede siden 1918 havde siddet i Oliefabrikens Bestyrelse og samtidig var Direktør Lausens juridiske Konsulent. Thi i denne

Periode havde han, der allerede dengang i Virkeligheden var Selskabets egentlige Leder, udarbejdet og undertegnet »de store tabbringende Kontrakter, deriblandt Fragtkontrakterne med Oversøisk Compagni, som har bragt Oliemøllen mange Millioner Tab, og af hvilke en Del i Hr. Davids Tid er blevet losset over paa Oversøisk Compagni«. (Jvf. Soc.-Dem., 22. s. M.) Først kørte David altsaa Selskabet i Sænk ved uheldige Fragtkontrakter, dernæst virkede han med ved Rekonstruktionen af den af ham ødelagte Erhvervsvirksomhed, og til Stadighed beregnede han sig ekstra fede Honorarer. Efter 1923 kørte han Videre med Foretagendet i Aarhus, med dobbelt Bestyrelseshonorar og passende juridiske Salærer, indtil han for anden Gang kørte Aarhus Oliemølle i Sænk og i al denne glorværdige Virksomhed havde paaført Privatbanken alt ialt Tab paa de 30 Mill. Kr. Derved havde han gjort sig skyldig i grov Pligtforsømmelse ved bl.a. at holde Haanden over Direktør Tychsen, der senere afløredes som Million-

462

bedrager. Da saa alt dette var overstaaet, og det ved hans Hjælp var lykkedes at rekonstruere Aarhus-Foretagendet paa ny - til Dels paa Bekostning af de gamle Aktionærer i Privatbanken - fandt Privatbankens nye Aktionærer paa den absurde Ide at overdrage ham - et Bestyrelsesmandat! Da Sagen om Hr. Davids Ekstra-Salær for Rekonstruktionsarbejdet blev bekendt, skrev »Nationaltidende« (30. s. M.) resigneret:

»Vi maa tilstaa, at det først ved denne Lejlighed er gaaet op for os, at der er Bestyrelsesmedlemmer, der indtager en saadan kvalificeret Stilling, at de under alle Omstændigheder er i Salveten: leder de Selskabet godt, faar de Tantième af Overskudet - leder de det daarligt, faar de Salær for Rekonstruktionen!«

Hvorom alting var: Spillet var dog i dette Tilfælde drevet for vidt. Enkelte Blade gav Udtryk for, at denne Ekspert i Ødelæggelse af Erhvervsvirksomheder gjorde bedst i at trække sig helt tilbage fra Ledelsen i saadanne Selskaber. Saa vidt kom det ikke. Men den 29. 12. 1928 saa HRS. David sig trods alt foranlediget til at tilsende Bankraadet en Skrivelse med følgende Ordlyd:

»Da min Indtrædelse i Privatbankens Bankraad har givet Anledning til Kritik fra forskellig Side, og da jeg ønsker at gøre mit til, at der gives Privatbanken den størst mulige Arbejdsro, tillader jeg mig at meddele, at jeg nedlægger mit Mandat som Medlem af Bankraadet«.

Birck havde altsaa sejret. Privatbanken havde iøvrigt allerede i Forvejen en Jøde, Benny Dessau, som Medlem i den nye Bestyrelse, saa det saa sandelig ikke var nødvendigt at faa yderligere en udpræget Repræsentant for jødiske Kapitalinteresser som Kvartjøden C. L. David med ind i Bankledelsen.

h) Bircks Behandling af Jødeproblemet i sit Værk »Den økonomiske Virksomhed”.

I sit 1928 udgivne grundlæggende samfundsøkonomiske Værk: »Den økonomiske Virksomhed«, beskæftiger Prof. L. V.

463

Birck sig Gang paa Gang med de Problemer, som saa ofte havde kaldt ham frem til Kamp i det politiske Liv, og her paa et videnskabeligt Grundlag. Først og sidst interesserer ogsaa her Spørgsmaalet om den Stilling, Kapitalmagten, henholdsvis Jøderne som denne Magts bærende Element, indtager indenfor Samfundet ham. Han fremhæver bI. a., at det er den koncentrerede Kapitalbesiddelse, som i Øjeblikket er den stærkeste Samfundsmagt, at Samfundene saadan set er underkastet et Faamandsvælde, styres oligarkisk, navnlig paa Økonomiens Omraade, medens »Staten er formelt demokratisk«. Meget eftertrykkeligt pointerer Birck at det saakaldte Demokrati, Folkestyret, almindeligvis slet ikke svarer til sit Navn, men at Udviklingen viser, at i en Konflikt mellem Samfundsmagt og Statsmagt er det for det meste det kapitalistiske Oligarki, som bærer Sejren hjem. Herom bemærker Birck saaledes (Bd. 1, S. 574):

Denne Konflikt fører »ogsaa, og det ofte til, at Samfundsmagten faar sin Vilje og gør sig Parlamentarikere og Statsembedsmænd følgetro ved paa dem at anvende sine Overtalelses- og Magtmidler, naar det da ikke er tilstrækkeligt, at de repræsenterende Personer er »grebet« af Overklassens Milieu. Demokratiet synes med Held at have løst den Opgave at regere for de faa mod Folket ved Hjælp af Folket, d.v.s. ved de af dette udpegede og af dettes bredeste Lag udgaaede Personer, hvis Karakterfejl og manglende Indsigt gør, at Samfundsinteressen vanskelig bliver deres Ledetraad. Parlamentet udpeges af Partimaskinen, der igen kontrolleres af Kapitalen.« (Udhævelser af Forf.).

Birck resumerer herefter, at den demokratiske Stat ikke har fundet den rette Styrelsesform; den er blevet afhængig af Storkapitalen, ser sig undertiden bI. a. tvunget til at laane sin Magt og sin Samlingsevne til Fremme af de nationale Koncerndannelser, for at disse kunde hævde sig i det internationale Kappestræb. Den moderne Stat vilde under disse Forhold stedse ind-

464

tage en svag Stilling, da de store Sammenslutninger inden for det økonomiske Liv havde faaet Overtaget, og da Storkapitalen ovenikøbet havde bragt Staten i direkte finansiel Afhængighed ved den mægtige offentlige Gæld. Birck beskæftiger sig dernæst indgaaende med Principperne for den økonomiske Magtkoncentration gennem Aktieselskaberne, knytter sine ironiske Bemærkninger til disse Selskabers Administration paa lignende Maade som i sin forhen citerede Aviskronik »Om Pengegrise« (S. 394 flg.), idet han her navnlig understreger, at Bestyrelserne er blevet parasitære takket være det System, ved hvilket Bestyrelsespladserne var blevet Gaver mellem Direktørerne indbyrdes. Kortelig fastslaar han: »Gennem den sidste Forholdsregel, at Direktørerne sidder i hinandens Selskaber, i Forbindelse med at Finansgruppen i Virkeligheden raader over Stemmeretten, paa Generalforsamlingen, er vi naaet til, at Ledelsen i vort Erhvervsliv er kommet paa en Klikes Hænder, hvis Magt - saa sandt som Magt i Erhvervslivet er den afgørende i Samfundet - er stærkere end nogen anden Samfundsmagt inclusive Statsmagten; den udøver denne Magt ene i egen, og det den snævreste Interesse og med det korteste Sigt for Øje«. (Bd. 1, S. 608).

Birck giver dernæst nærmere Oplysninger om, hvilke ejendommelige Forhold Bestyrelsesfællesskabssystemet har ført til specielt i Danmark, paa Grundlag af nogle Uddrag, cand. jur. Robert Mikkelsen havde foretaget af Greens »Fonds og Aktier«; han beretter paa S. 441: »Af de danske Aktieselskaber, hvis Aktie- og Obligationskapital er ca. 2 ½ Milliarder Kr., har de 100 største Halvdelen af Kapitalen; disse havde ca. 800 Bestyrelsespladser, fordelt blandt 560 Personer. Naar vi ser bort fra Datterselskaber og kun regner med Moderselskaber, sad afd. Emil Glückstadt i 1913 i 11 (i 1918 med Datterselskaber i mindst 50); i 1925 sad der en anden Bankdirektør i 8. De 11 Hovedselskaber, Glückstadt sad i, repræsenterede 1/8 af Landets Aktiekapital. De fire Banker (Landmands-, Privat-, Handels- og Nationalbanken) havde Bestyrelsesfællesskab i 1913 med Selskaber, der repræsenterede 200, i 1925 med Selskaber, der repræsenterede en Kapital af 570 Mill. Kr. De 5 Herrer, der sidder i de fleste Selskaber (maalt efter

465

Kapitalstørrelse), sad i Selskaber, der i 1913 repræsenterede 30, i 1925 40 % af Landets Aktiekapital.*) Forholdet er i Virkeligheden mere grelt i et lille Land end i et stort og Magtkoncentrationen mere farlig, fordi der i et stort Land er Plads til flere Tigre i Junglen end i det lille, og fordi den enkeltes moralske Selvstændighed og økonomiske Uafhængighed er og maa være svagere i det lille Land. Hvad der forundrer i ovennævnte Oversigt er, at Nationalbanken, den øverste Leder og Regulator af Valutaen og Prisniveauet, den uafhængige Vogter af økonomisk Sundhed og af Investeringens Harmoni, har Bestyrelsesfællesskab med Selskaber, der i 1913 har 36, i 1926 172 Mill. Kr.s Kapital. Paa Trods af Octroyens klare Forbud mod, at Direktørerne driver borgerlig Næring (og derved kan blive afhængige af udenforstaaende Interesser) sidder nu flere af denne Seddelbanks Direktører i andre Selskabers Bestyrelse, idet man modsætningsfortolker Forbudet mod Deltagelse i »noget ansvarligt Firma«; dette er vistnok noget, Danmark er ene om«.

Det er i denne Sammenhæng, at Prof. L. V. Birck i et særligt Afsnit ogsaa behandler Jødernes Stilling inden for Samfundene som »et særligt Element indenfor Plutokratiet«. Hans egen Bedømmelse af Spørgsmaalet belyses allerede tilstrækkeligt ved det Forhold, at han støtter sig til den østrigske Socialøkonom Friedrich v. Wiesers Bevisførelse i Bogen »Das Gesetz der Macht«, der gaar ud paa, at Jøderne maa betragtes som det ledende Fremmedelement inden for Samfundene, med Vilje til ikke blot at beherske et Land, men hele Verden«, og at de alle Vegne, hvor de samler sig, søger at danne »et jødisk Klike-Plutokrati, der baade socialt og økonomisk tager Magten«. Birck selv fremhæver Betydningen af det jødiske Sammenhold og af Racens internationale Forbindelser, bemærker bl. a., at »en Storkøbmandsfamilie holder sig i alt Fald i Danmark ikke over tre Generationer; den jødiske Bourgeois danner Slægt«. Om Jødedommens almindelige Position Verden over i vor Tid fremsættes derefter følgende grundlæggende Betragtninger:

*) Det vil altsaa sige, at disse 5 Herrer sad i Aktieselskaber, hvis samlede Aktiekapital udgjorde een Milliard Kroner!

466

»En Verden, hvis Maal er at skabe Papirformue, som er fyldt med et Hav af Aktier, Obligationer og Statsgældsbeviser, hvor alle arbejder paa Kredit, hvor de forgældede Stater er paa Højfinansens Naade, og hvor Ihændehaverpapiret har gjort al Formue mobil og dermed udstrakt de besiddendes Aktionsradius, gør dermed ogsaa Jøden til et Magtcentrum. Han er Fører for Børs- og Bankkapitalismen, Leder af Valutahandelen, af Aktiebørsen, af profitable internationale Handelsgrene og af Pressen, Filmen og Fornøjelseslivet og endelig af den begyndende økonomiske Imperialisme, som vil skabe en uden for Staterne staaende international Magtgruppe, hvis Opgave bliver at gennemføre den internationale Industri- og Kapitalkoncentration. Hertil medbringer det jødiske Element i Storstæderne mægtige Rigdomme, som det mere end andre Folkeelementer har forøget under Krigen og Inflationen og delvis bevaret under Deflationen, bøjeligt som det er i sine Kapitalplaceringer; ogsaa Tallet paa Jøder i Plutokratiet er forøget, ved Tilgang neden fra, selv om nogle af disse nye Mænd - som Castiglioni - endte som Fallenter; den mellemeuropæiske Antisemitismes Voldsomhed er i noget Mon en Reaktion mod »les nouveaux riches«. Paa denne Vis synes det jødiske Element, at skulle faa en Indflydelse uden Forhold saavel til dets Tal som til dets produktive og tekniske Indsats«. (Bd. 1, S. 445).

Birck advarer altsaa ogsaa i dette sit store videnskabelige Værk mod den Fare, der truer Samfundene fra det jødiske Hegemoni og haaber, at den fremmede Race i Fremtiden dog maatte være i Stand til at frembringe Mænd, »som vil betragte Gojim« som Brødre og ikke som Exploiteringsobjekter«. Han

467

mener selv at kende ædle Skikkelser indenfor Jødedommen og nævner som saadanne Filosofferne Spinoza og Maimonides, samt den fra Københavns Universitet kendte Dr. Siesby, men tilføjer, at »endnu findes de fornemt og ædeltænkende Jøder væsentlig uden for Forretnings- og Presseverdenen«. Det jødiske Element karakteriseredes til Stadighed for det meste ved Magtstræb, Materialisme og et over for Helheden hensynsløst Profitbegær.

Ogsaa i dette sit Hovedværks afsluttende Betragtninger giver Birck tydeligt Udtryk for de Betænkeligheder, han nærer over for den jødiske Kapitalmagts aggressive og imperialistiske Tendenser. Udfra den Betragtning, at der maa sikres Staterne sunde og stærke Udviklingsmuligheder, paapeges paany Nødvendigheden af, at den navnlig ved jødiske Rigmænd repræsenterede Overklasse, som almindeligvis er

fjendsk og illoyalt indstillet over for Staten, maa holdes i stramme Tøjler, og at den paa en Gruppe af internationale Finansmænd beroende Kapitalmagt, som er blevet baade stærk og udenstatlig, paa samme Maade maa holdes i Ave. Det selviske Individ maatte tvinges til at bøje sig ind under en Fællesinteresse. »Maalet«, skriver Birck til Slut, »synes mig ikke Kapitalismens akvisitive, egoistiske Mammonsdyrker, saa lidt som Leninismens mekaniserede tusindbenede Kollektivmenneske, men frie og værdifulde Individer, rationelt samarbejdende under det etiske Imperativ«.

i ) Hvem skal nu sige os Sandheden?

Intet kan være bedre egnet til at karakterisere Jødedommens fremherskende Indflydelse paa det økonomiske og politiske Liv i Danmark under og efter den første Verdenskrig end Professor L. V. Bircks her foran skildrede utrættelige Kamp mod de fremmede Elementers Magtstræb. Dog, intet er ej heller bedre

468

egnet til at klarlægge det danske Folks og dets statslige og politiske Organers Stilling overfor Jødemagten.Bircks Kamp havde sine klare Forudsætninger og sine klare Maal. Han følte det som sin dybeste Pligt,

som Menneske at være sandfærdig og retfærdig, at - som han selv engang siger - »kæmpe for det, man anser for rigtigt«, som Statsborger at vise Samfundssind ud over alle Klassemodsætninger og i al sin Gerning at tjene Folk og Stat efter bedste Evne. Og baade som Menneske og som Statsborger viste han sig tro overfor sine Principper. Ikke blot som Videnskabsmand, men ligesaavel som Politiker, som Karakter rakte han langt ud over Jævnmaal. Dette distancerede ham fra Folket, der ikke altid kunde følge med i hans Kamp, ikke altid forstod, hvad han tilsigtede, og navnlig ikke begreb, hvilket Mandsmod der skulde til for at kæmpe for Sandhed og Ret paa saa ubønhørlig en Maade. Birck følte sig derfor ogsaa ensom. Selv udtaler han beklagende i sin Folketingstale den 25. Oktober 1918, at han havde paa Fornemmelsen ikke at være særlig elsket i større Befolkningskredse i København, og ved samme Lejlighed giver han som ovenfor (Afsnit d) nævnt, Udtryk i gribende Ord for, hvad det betyder for ham at blive svigtet af sine Folkefæller. Altfor ofte har han maattet sande, at han stod ene, og altfor ofte saa han sig udsat for de smudsigste og gemeneste Angreb fra Kapitalmagtens Side. De hensynsløseste Modstandere herunder var næsten altid Jøder, ikke blot Kapitalmagnater som Max Ballin og Benny Dessau, men ogsaa som paavist Politikere som Ivar Berendsen og Arnold Fraenkel, og ikke mindst den berygtede socialdemokratiske Smudsskribent Marius Wulff. Denne Kamp forbitrede Bircks Tilværelse, men han opgav trods alt ikke Kampen, fordi han følte det som et moralsk Bud at staa denne Kamp igennem, at sige Sandheden der, hvor ingen andre havde Mod til at sige den, og kræve en retfærdig Ordning af Samfundsforholdene der, hvor ingen anden turde trænge til Bunds i Problemerne, ingen anden kunde vise Vej, kort sagt at turde sætte haardt mod haardt i Kampen mod Kapitalmagten. Hvor

469

ofte har Birck ikke maattet gøre den bitre Erfaring, at netop de Befolkningskredse, hvis Sag han førte bedre end nogensomhelst anden, altid var de første til at falde ham i Ryggen. Han var Socialist helt igennem, ikke Klasseborger, men Samfundsborger, Folkets Mand, og som saadan den radikaleste Modstander af et plutokratisk Regimente. Og dog stod Socialdemokraterne ham altid imod, ligesom den saa udprægede konservative Mellemstandspolitiker Asger Karstensen ofte gjorde det. Begge disse politiske Retninger viste sig ved utallige Lejligheder solidariske med Birck i mangt og meget; ja, de kunde simpelthen ikke undvære hans Støtte! Men - naar det kom til Stykket, svigtede de ham, og det, som skilte, var i Reglen Jødespørgsmaalet. Dette erkendtes ogsaa af Prof. Birck selv. Det var jo netop ud fra denne Erkendelse, at han erklærede i sin ovenfor citerede Folketingstale af 25. Febr. 1920, at Jøderne var dobbelt stærke her i

Landet, fordi det danske Folk bedst fulgtes i Flok og Følge, og fordi Enkeltmand for det meste savnede Mod til at handle efter egen Overbevisning og »at slaas for sig selv og sin Idé«.

Professor L V. Birck havde sit eget politiske Program, der i denne Sammenhæng fortjener særlig Omtale. Ikke blot, fordi det i Virkeligheden gik paa tværs af alle Systempartiers programmatiske Krav og paa virksom Maade afslørede disses forlorne Tendenser, men fordi det giver den dybeste Forklaring paa hans lidenskabelige Kamp mod Jødemagten. Han kalder sig selv statskonservativ, gjorde det allerede før Verdenskrigen, da han første Gang var Rigsdagsmedlem som konservativ Folketingsmand. Da han dengang den 14. og 15. Februar 1910 indgaaende beskæftiger sig med Forholdet mellem Arbejdsgivere og Arbejdere, kraftigt fremhæver Fagforeningernes Betydning for den fremtidige Udvikling og fremsætter grundlæggende Betragtninger vedrørende Tarifpolitikken og Voldgiftsordningen til Bilæggelse af Interessekonflikter, da erklærer han til Slut, at han føler sig som statskonservativ, som Borger, for hvem «Statens Idé er hellig«, og at han ikke kan se Konservatismens

470

Opgave bestaaende deri kun »at holde paa det bestaaende, selv de mest faldefærdige Lygtepæle«. Det er den samme Tankegang, han er inde paa i sin Rigsdagstale den 25. Okt. 1918, hvor han bI. a. erklærer, at »al Politik maa være statsligt samfundsomfattende«, at »der maa være en vis Sammenhæng, og det Samfund, der forstaar den ny Tids Krav paa Solidaritet, nu en Gang bliver det stærkeste«. Og han anmoder derefter i disse Krigens sidste Dage Landbruget og Borgerstanden om ikke at ribbe de brede Befolkningslag mere end sket er og at være beskedne i deres Fordringer; thi »der er alligevel, naar alt kommer til alt, tjent, hvad der skal tjenes«. Ogsaa Arbejderen, siger han, har Ret og har Krav paa, at hans Eksistens sikres. Ejendomsretten, Besiddelsen, maatte derfor finde sin naturlige Begrænsning i, at den berettigede Forventning beskyttes, den Forventning, et Menneske har med Hensyn til sin Stilling og Økonomi. Forklarende tilføjer Birck: »Men den berettigede Forventning omfatter ikke blot dem, der har Gods og Guld, men ogsaa dem, der lever af deres Arbejde, af deres Løn; med andre Ord: min Forventning om as kunne leve af Lønnen er lige saa berettiget som de andres Forventning om at kunne bruge deres Ejendom«. Birck advarer dernæst mod at være altfor afvisende overfor saadanne Krav. Thi: »Den Tid, vi lever i, er vældig. Men den er ogsaa farlig«. Hvor mørke Skyer, der truede, havde vist sig i Øst, hvor Bolchevismen havde overtaget Magten i Rusland, og hvor den røde Terror havde hærget og regeret i Finland. Nu maatte man i Tide erkende, hvor nødvendigt det var at skabe retfærdige Samfundsforhold, ved bl. a. om fornødent at holde Befolkningen beskæftiget gennem ekstraordinære Arbejder, eller at skabe en relativ Omfordeling af Indtægterne ved Skatter, der kunde neutralisere Kapitalens Ophobning osv. Udfra disse principielle Betragtninger kommer Prof. Birck ganske naturligt til det Resultat, at alle Statsborgere maatte gælde lige meget, fordi de alle udretter en Samfundstjeneste, hvor de end staar, og at det afgørende for Bedømmelsen

471

af det enkelte Menneskes Værd maatte være, om han opfylder sin Samfundsfunktion. Om det samme bemærkede Birck noget senere i Rigsdagstalen den 25. Febr. 1920 bl. a.: »Det at lave Papir, Støvler og Petroleum er nok saa vigtig en Samfundsfunktion som det at være Lærer for Ungdommen, i hvert Fald ikke mindre vigtig, og i den Funktion har Samfundet sin Rettighed … Vi er Samfundets Tjenere. Jeg maa have Lov til at sige, at det er, fordi jeg bygger paa dette Synspunkt, at jeg ofte ikke forstaar de Mennesker og de ikke mig«.

Prof. L. V. Birck betegner denne Tankegang som Statskonservatisme. Man kan ligesaa rigtigt betegne den som national Socialisme. Politikeren Birck var i dette Spørgsmaal som i saa mange andre langt forud for sin Tid.

Sine Ønskers højeste Maal har han endelig givet den mest indtrængende Formulering i Slutningsordene i

sin ofte nævnte Rigsdagstale den 25. Okt. 1918. De lød:

»Det er en Erfaring, som enhver Historiker vil bekræfte, at Krigens Had gaar bort til sidst, og det er aldrig Krigen, som avler den næste Krig, men det er en uretfærdig Fredsslutning. Det er mit Haab, at mit Fædreland altid vil være paa Retfærdighedens Side, baade fordi det er rigtigt, og fordi det er klogt, og det er mit Haab, at vi i de Krav, vi stiller, i den Indsats vi gør og kommer til at gøre i den kommende Tid, vil være med til at virkeliggøre den Retfærdighedens Idé, som det er saa ophøjet for de store og saa klogt for de smaa at tjene«.

Den Mand, som hylder saadanne Grundprincipper, maatte med bydende Nødvendighed være Dødsfjende af det Pengearistokrati, det være sig Jøder eller Jødelakajer, som ved Børs- og Banksvindel, ved Prisaager, Kædehandel, Valutaspekulation osv. søgte at udplyndre Folket og ved Guldets Magt beherskede Rigsdag og Regering. Han maatte blive det tredie Tings Døds-

472

fjende, men ogsaa - dets Banemand. Og han var det, han blev det. Overalt og altid, hvor Højfinansen søgte at udbygge sin Magtstilling, var Birck paa sin Post; det viste sig bI. a. i hans utrættelige Iver for at faa en Banklov, en Aktieselskabslov, en Børslov og en Trustlov gennemført efter de af ham som rigtige erkendte Principper. Han satte efter hinanden Mænd som Alberti, Ballin, Glückstadt, David paa Plads, han skaanede saalidt Socialdemokraten Aron F. Lamm som den radikale Venstremand Iver Berendsen eller som den konservative Laurits Heine. Han gav ogsaa de Radikales store Mand Edvard Brandes Skudsmaal for slet udrettet Finansministergerning ved den 21. Juli 1923 paa de sjællandske Husmænds Aarsmøde at udtale: »Den største Rovmorder er ingen Ting mod den Regering eller Nationalbank, som tillader et Lands Pengevæsen at gaa i Stykker. At forfalske Mønten er den største Uret, der kan gøres et Folk«.

Hvad vilde det ikke have betydet, hvis Bircks Krav var bleven opfyldt i Tide, hvis der allerede før den første Verdenskrig var blevet skabt en forsvarlig lovmæssig Ordning for Bank-, Børs og Aktieselskabsvæsen efter de af ham foreslaaede Principper? Landet kunde have sparet Tab paa et Tusindtals Millioner Kroner, det kunde have undgaaet hele Landmandsbanksvindelen med de dertil knyttede Virkninger, det kunde have opretholdt stabile Valutaforhold, forhindret Inflation og Deflation, det havde været fri for de sidste Aartiers Overkapitalisering af Landbrug og Industri og for den derved fremkaldte Arbejdsløshed, det havde undgaaet den voldsomme Stigning i Statens og Kommunernes Gæld, den stigende Afhængighed af den internationale Kapitalmagt osv. osv. Alt dette kunde i det store og hele have været undgaaet, hvis Bircks Krav var bleven gennemført; den af Birck anbefalede offentlige Kontrol vilde for største Delen have hindret Udskejelserne. Men i Stedet for lystrede man Glückstadts, Ballins, Brandes’ og Heilbuths, Lamms og Weimanns, og senere i Valutakonferencen C. O. Henriques’ og Ernst Meyers Paroler; man lod i Landets

473

Politik Løgnen faa Magt over Sindene i den Grad, at den enkelte Mands Sandhedsrøst ikke kunde trænge igennem.

Laurits Vilhelm Birck døde den 4. Februar 1933.I de talrige Nekrologer, Bladene bragte om ham, fremhævedes som et ganske særligt Karaktertræk hos den afdøde hans ubønhørlige og ubetingede Sandhedstrang. »Han var et af de mest sanddru Mennesker, jeg har kendt«, siges der engang. Julius Schovelin bemærker, at han var al Svindels svorne Fjende. »Og«, -

fortsætter Schovdin - »vist er det, at han havde Næse - han kunde vejre Svindel paa lang Afstand, advarede da i Tide og har ofte erhvervet sig store Fortjenester af sit Land.«. Carl Thalbitzer attesterer, at han var en redelig Samfundsrevser, og at »bag det arrogante og usoignerede, det impulsive og famlende laa som en urokkelig Ballast hans Retfærdigheds- og Sandhedstrang og hans utrættelige Forskerlyst«. En af hans Elever, Inspektør ved Tobaksbeskatningen, cand. polit. Jens Toftegaard, vidner om hans etisk opdragende Kraft, idet han erklærer: »Jeg tror, at han hos enhver af sine Elever, der har haft et ungt Sind, har rejst et Alter for Sandhed og Ret, som Aarene vel kan pille ved, men som aldrig vil falde sammen«. Ja, endog »Social-Demokraten« bekender: »Han søgte Sandheden, og han sagde Sandheden. Der var ikke Svig i hans Mund... Han afslørede Samfundets Brøst, han var den altid vaagne Samvittighed, og han var i hele sin Færd og Stræben en Vejviser mod et nyt og bedre Samfund, en Profet, der varslede om en Fremtid, hvor Svindel og Bedrag var bandlyst«. Og endelig omtales Birck i »Berlingske Tidende« som en Oplevelse, der kun kunde times hans Landsmænd, som han tilhørte. »Thi«, sluttes der, »hvem føler ikke, at han, naar alt kom til alt, var Sind af Danmarks Sind, en mærkelig Dansker, men i Fortrin og i Fejl til enhver Tid med Blodets fulde Ret Danskeren L. V. Birck«.Saadan var Ordene i danske Blade, Ordene om den Mand, der havde ydet den største Indsats for at skabe Forstaaelse

474

for den jødiske Kapitalmagts Forbandelse, som i Livet isoleredes, forhaanedes for sin ubrydelige Troskab overfor sin Idé, men som man i Døden dog ikke havde andet end Ros og Hæder tilovers for.

Da Bisættelsen fandt Sted den 10. Febr., tog endnu een af Bircks Elever Ordet, nemlig Inspektør i Banktilsynet Holger Koed. Atter fremhæves den Afdødes Kamp for Sandhed og Ret, hans frygtløse Indsats for det, han ansaa for rigtigt. Her udtaltes ogsaa de gribende Ord:

»Professor Birck var sit Lands aarvaagne Samvittighed. Viden og Indsigt var for ham ikke blot et Stof for videnskabelig Tænkning, men et personligt Ansvar. Naar han talte, lyttede Danmark. Derfor skal gennem min Mund ikke alene lyde en Tak for, hvad han betød for hver især af sine nærmeste Venner, der her er samlet, men tillige en Tak fra de mange rundt om i Landet, der siger: Birck er død, hvem skal nu sige os Sandheden!”

Der kan ikke være Tvivl om, at disse Ord giver bedst Udtryk for den Sorg, den sundt og redeligt tænkende Del af det danske Folk følte ved Bircks Baare. Den var Udtryk for Sorgen over Eneren, den ene Sandhedsfanatiker, som Landet havde haft i en af sine mest skæbnetunge Perioder, og for Sorgen over, at Landet nu fattedes Mænd, som kunde hæve Arven efter ham, var rede til at følge i hans Spor og med samme Ildhu og samme Sanddruhed kunde vise Vejen frem paa den sociale Retfærds Bane. Hvor berettiget denne Sorg var, har ogsaa den senere Udvikling vist. Thi ogsaa efter 1933 har det danske Folk ofte nok maatte sande, hvor bittert denne store Samfundets Revser savnes.

475

AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER

Naar man nu retter et Tilbageblik paa hele den Udvikling, som ovenfor er skildret, er det indlysende, at der melder sig en lang Række Spørgsmaal af principiel Betydning, man gerne vil have nærmere Rede paa. Man vil f. Eks. spørge, om den Inderkreds af Mænd, som ifølge den ovenfor givne Fremstilling dannede det

tredie Ting og derved udøvede en afgørende Indflydelse paa Regeringens og Rigsdagens Beslutninger, ja havde sine Forbindelser paa allerhøjeste Steder, nu ogsaa var Jøder i hvert Fald for den væsentlige Del? Om det nu ogsaa netop var Jøder, der havde Magten og dermed Ansvaret for al den Svindel og Bedrag, der præger Erhvervsforholdene og det offentlige Liv i Aarene 1914-1924. Og om det ogsaa er rigtigt, at Jøderne, som af Levy skildret, med velberaad Hu havde sat sig fast i Samfundets Nervecentrer: Der kan spørges, om der da ikke ogsaa fandtes gode, anstændige Jøder, der satte sig op imod al den Svindel og Bedrag og redeligt bekæmpede Kapitalmagtens Overgreb udefra et Sindelag, som Forfatteren til dette Skrift aabenbart ikke har ment at kunne forudsætte hos den fremmede Race. Ja, hvorfor skulde der dog ikke findes ogsaa saadanne retsindige Jøder? Det er ganske givet, at man i et saa jødevenligt, for ikke at sige forjødet Folk som det danske - hvorved der navnlig tænkes paa den saa stærkt af Jødedommen prægede sociale Overklasse i København og paa dens dominerende Indflydelse paa alle offentlige Forhold i Landet - netop vil møde en saadan Indvending. Indenfor disse Kredse

476

kender man jo kun gode, intelligente Jøder, og man ønsker almindeligvis, at der tales mindst muligt om Jødernes mindre heldige Egenskaber.- Der kan endvidere spørges, om der da virkelig kan være Tale om, at Jøderne trods alle indre Modsætninger maa anses for at danne en fælles Front, og der vil her bI. a. ganske konkret kunne spørges, hvilke Forbindelseslinier der da er paaviselige fra det jødiske Plutokrati (Emil Glückstadt - Brandes - Ballin - Theo Kliatschko osv.) til den jødiske Marxisme (Parvus - Svend Trier - Arnold Glückstadt osv.) og videre til Zionismen (Henri Nathansen - Joseph Davidsohn - Louis Levy osv.) Spørgsmaalet er derpaa simpelthen: Hvilket fælles Maal har alle disse Retninger, eller om man vil, Grupper, indenfor Jødedommen?

Men der melder sig ogsaa Spørgsmaal af en anden Art. Hvorledes - vil man uvilkaarligt spørge - var det muligt, at denne mægtige Svindel, dette fantastiske Spil om Samfundets Værdier, som satte ind allerede i de første Krigsaar, kunde rase Aar igennem, 1915, 1916, 1917, 1918, til Krigens Ende, og derudover 1919, 1920, 1921 og 1922, uden at man fik Klarhed over disse Forhold? Selve Skandalen om Landmandsbanken, blev jo først aabenbar i September 1922 og da ogsaa kun i meget taagede Omrids. Rigtigt oplyst blev Aarsagerne til Katastrofen egentlig først halvandet Aar senere, i 1924, i Bankkommissionens Beretning. Da blev endelig alle de samfundsskadelige og forbryderiske Transaktioner, der stod i Forbindelse med Landmandsbankkatastrofen, grundigt belyst, uden at man dog kan sige, at det Problem, som her interesserer mest, nemlig det jødiske Plutokratis uhyrlige Folkebedrag, derved blev udtømmende behandlet. Naar man dernæst konstaterer, med hvilken Bitterhed Jødedommens Forsvarere tager paa Vej, saasnart der paa et for dem ubelejligt Tidspunkt røbes noget om disse Ting, kan man atter spørge, hvad der muliggjorde Jøderne at drive deres forargelige Spil med Samfundets Interesser i næsten et helt Aarti under de højeste Øvrigheders Beskyttelse.Thi de var jo Tabu!

477

Nogle Eksempler skal her gentages for at vise, hvor farligt det var at røre ved disse Forhold, hvorledes de højeste Instanser sattes i Bevægelse, saasnart der var nogen, som turde røre ved de herhen hørende Spørgsmaal og vovede at sige Sandheden om de Ting, der foregik.

Her tænkes for det første paa de radikale Forholdsregler, Regeringen og Rigsdagen, dog navnlig det konservative Parti, indledede mod Folketingsmand Lemvigh-Müller paa Anmodning af Landmandsbankens Bankraad, da han fremsatte sin Kritik mod Emil Glückstadt og Johan Levins samfundsskadelige Spekulationer i Folketinget den 21. Oktober 1921. For det andet tænkes paa det Raseri, Justitsminister Rytter udløste hos de daværende Oppositionspartier, da han i Februar 1924 tillod sig at oplæse Edvard Brandes’ Brev til Glückstadt i Anledning af

Landmandsbankens 50 Aars-Jubilæum i Oktober 1921, uden forud at indhente Rigsdagens Sanktion dertil. Da Undersøgelseskommissionen blev nedsat i September 1922, blev det rigtignok fra alle Partier krævet, at alle Forhold, der havde ført til Landmandsbankens Sammenbrud, skulde undersøges til Bunds, og at der intet maatte stikkes under Stolen; men da det saa kom til Stykket, var alle Partier enige om, at det af Justitsminister Rytter oplæste Brev, omendskønt det hørte til Landmandsbankens Akter og var bleven stillet til Raadighed for Ministeren af et af Kommissionsmedlemmerne, Prof. L. V. Birck, aldrig burde være gjort tilgængeligt for Offentligheden.Oppositionspartierne, de Radikale og Socialdemokraterne, mente endog i denne Anledning at maatte kræve Regeringens Demission! Naar nu denne i og for sig, ret ubetydelige Episode med Brandes-Brevet ansaas for egnet til at indlede en saadan Hof- og Statsaktion«, er der skellig Grund til at spørge, hvormeget der saa alligevel - trods de i Forhandlingerne om Bankkommissionens Nedsættelse opstillede og af alle Partier godkendte Principper - er blevet stukket under Stolen. Det kan jo have været ikke saa lidt endda! Til yderligere Belysning af disse Spørgsmaal skal det for det tredie fremhæves, at den store Korrespondance, Birck havde samlet til Belysning af Plums og Glückstadts Bestræbelser for at redde det transatlantiske Kompagnis Interesser i Rusland, ikke kom med i det officielle Materiale, at Socialdemokratiets Krav om Offentliggørelse af de Navne, der nød Ballin-Koncernens Bevaagenhed, ved Fordelingen af nye Aktier i Oktober 1916, aldrig blev opfyldt. o.s.v. Men mange andre Spørgsmaal er ogsaa siden forblevet uopklaret, saaledes Spørgsmaalet om, efter hvilke Principper Landmandsbanken har foretaget sine Afskrivninger, og hvorledes Landmandsbanken i det enkelte har ordnet sig med Debitorerne efter 1922. Hvor lidet man kunde taale Sandheden viste sig ogsaa, da Prof. Thorkild Rovsing i ”Tilskueren« 1926 fortalte nærmere om de specielle Forhold, der førte til Regeringsnydannelserne i Paaskekrisen 1920. Som ovenfor vist løb baade Ove Rode og F. Borgbjerg amok,

478

saasnart nogen blot vovede at røre ved disse Ting. Endelig skal her for det fjerde henvises til den Forbitrelse, førende Socialdemokrater saasom Stauning og Borgbjerg lagde for Dagen, da der fandtes Blade her i Landet, som afslørede den gigantiske Kapitaludbytning, der knyttede sig til Navnet Parvus og det socialdemokratiske Kulkontor og andre meget alvorlige Ting vedrørende Parvus’ politiske Intriger og Komplotter.

Jovist: Sandheden var (og er) i disse Forhold ilde hørt i Danmark. Saasnart Forhold, der stod i Forbindelse med Jøders forbryderiske Transaktioner, stiIledes til Diskussion, - lad saa Mænd som Glückstadt og Konsorter eller ogsaa som Parvus og Konsorter være - de Hovedansvarlige -, viste det sig altid, at alle Systemets Mænd, indenfor Rigsdag og Regering og alle mulige andre Instanser, ikke mindst ogsaa indenfor Partierne og deres Blade, styrtede sig over den formastelige, som havde Mod nok at tale aabent om disse Ting og sige Sandheden om dem. Man tænke her blot paa, hvad Mænd som L. V. Birck og Rigsadvokat Topsøe-Jensen har været udsat for - i Forbindelse med Landmandsbankprocessen - fra Højesteretssagfører Davids og Fru Laura Glückstadts Side. Hvad er der dog ikke alt foretaget for at afholde disse Mænd fra at opfylde deres Pligt!!!

Dog, der melder sig endnu alvorligere Spørgsmaal, Spørgsmaal, som rører ved det dybeste og alvorligste Problem, vor Tids Danmark har at gøre med. Der kan og bør nemlig spørges, hvilke særlige Forhold det er, som har kunnet medføre, at nogle af Danmarks bedste og betydeligste Mænd, Mænd som Nationalbankdirektør Carl Ussing, Statsminister Niels Neergaard og Admiral Richelieu, at Rigsdag og Regering med deres Ministre af god dansk Fødsel, saasom de forskellige Ministeriers Handelsministre - Hassing Jørgensen, Tyge Rothe og M. N. Slebsager - har kunnet lade sig bruge og misbruge af Jødevældets Ledere? Hvor ligger Grunden til denne forfærdende Kendsgerning? Lad gaa, at der blandt den Kreds af fremtrædende danske ariske Mænd, som hørte til Landmandsbankens Inderkreds, fandtes nogle, som efter deres Mentalitet var mere eller mindre disponeret til at være aktive Deltagere i Landmandsbankkredsens Spekulation og Spil, saasom Harald Plum og Ove Ringberg, eller H. P. Prior, C. M. T. Cold, Etatsraad Johan Hansen o.s.v., lad gaa, at der fandtes andre,

479

som af mere eller mindre personlige Grunde følte sig særligt nær knyttet til Glückstadt, som f. Eks. Riis-

Hansen og - desværre: H. N. Andersen - hvorfor skulde saa Mænd som Ussing og Neergaard, der dog oprindeligt stod frit og efter hele deres Indstilling og Karakter maatte have særlige Forudsætninger for at kunne hævde en selvstændig Stilling overfor Jødevældet, dog i sidste Instans alligevel ligge under overfor jødisk Indflydelse? Hvorledes vil man kunne forklare, at ogsaa disse Mænd lod sig bringe i en saa nedværdigende Afhængighed af Glückstadt og derved gjorde sig til Medansvarlige for den Millionbyrde, der efterhaanden blev paabyrdet Statsborgerne ved de af dem fremtvungne Foranstaltninger? Ja, hvorfor dog alt dette?Uvilkaarligt spørger man sig ogsaa, hvorledes det kan forklares, at jødiske Finansmænd saa dristigt disponerer over Millioner til egen Fordel og aabenbart ikke kender Grænser for deres Pengegridskhed.

Og man kan tilsidst spørge: Hvad er det for en Brist i dansk Mentalitet, der er Skyld i, at denne grænseløse Svindel og det Bedrag var mulige, eller - naar Spørgsmaalet formuleres nøjere -: Hvilke Forhold bestod der og maatte der bestaa, for at Glückstadt og Konsorter, Parvus og Konsorter fik Chancen? Og ligesaa ubønhørligt trænger det Spørgsmaal sig paa: Er disse Chancer for, at Jøden kan regere og misregere Samfundet, da endnu tilstede? Eksisterer Jødemagten da endnu den Dag i Dag? Og har den de samme Maal den Dag i Dag?Nogle af disse Spørgsmaal skal, forsaavidt de ikke allerede er bleven udtømmende behandlet ovenfor i denne Bog, her endnu finde en afsluttende Behandling.

Først nogle Betragtninger vedrørende de i Landmandsbanksagen særligt fremtrædende Mænds racemæssige Forhold; Spørgsmaalet lyder her kort og præcist: Var da Landmandsbankskandalens Topfigurer alle Jøder? Svaret lyder: Ja! De

480

danner endog nærmest en Familie, som den følgende Fremstilling vil vise.I Josef Fischers Stamtavle om Slægten Salomonsen (Kbh. 1927), der giver et Overblik over Stamfaderen

Salmen Schlaumau (alias Salomon Salomonsen, født ca. 1695 i Nyborg) og hans Efterkommere, faar man nærmere Oplysninger om Familieforbindelserne for en Række Personer, som ofte er nævnt i dette Skrift. I første Række findes her Glückstadt’erne. Blandt Gehejmeetatsraad Isaac Glückstadts og Juliette Raffels Børn og Børnebørn nævnes her bl.a. 1) Generalkonsul Valdemar Glückstadt (1868-1942), hvis Søn Erik Glückstadt var Underdirektør i New York i 1927; 2) Rosa Glückstadt (født 1872), gift med Fætteren Max Lester, en Søn af Bankier i Hamburg George Isaac Levig og Hustru Rose f. Glückstadt; 3) Etatsraad Emil Raffael Glückstadt (1875-1923). - Isaac Glückstadts Søster Rose Glückstadt, var som lige nævnt, gift med Bankier Isaac Levig, hvis ene Søn var den lige nævnte Max Lester, den anden den ogsaa fra Kommissionsberetningen kendte Bankier John Levig i Paris. En anden Søster Betty Glückstadt var gift med Grosserer Elias Raffel, som var Medlem af Bestyrelsen for Grønlandsk Grafit Compagni A/S. *) - I Salomonsen-Stamtavlen findes endvidere Vekselerer Johan Levin, Søn af Grosserer Siegfried Levin og Hustru Bona f. Philipson, og Nevø

*) En Broder til Gehejmeetatsraad Isaac Glückstadt var Joseph Glückstadt, hvis Søn, Herreekviperingshandler Arnold V. Glückstadt - d.v.s. Emil Glückstadts Fætter - var fanatisk Kommunist. Om hans Færden vidner den af ham i 1918 udgivne Piece: »Hvem er Forbryderen?«, som indeholder forbitrede Angreb paa det københavnske Politi. Selvsamme Arnold Glückstadt blev ogsaa kendt fra en Æresfornærmelsesproces, han indledede mod Redaktør F. Borgbjerg ved »Social-Demokraten«, en Proces, i hvilken der faldt Dom ved Højesteret den 11. December 1922. En Nevø af Emil Glückstadt, den i 1885 fødte Direktør Wilhelm Glückstadt, begyndte i Efteraaret 1916 Udgivelsen af et Organ: »Københavns Børstidende«, som tilsyneladende har været til stor Gene for Bankdirektøren. Idetmindste bemærker eet af Hovedstadsbladene herom: »Først og fremmest har Bladet kun til Opgave, at lokke uvidende Mennesker til at spekulere paa Børsen, formodentlig for at gavne en Bande Outsider-Vekselerere. Bladets daarlige og barnagtigt skrevne Artikler viser tydeligt, at ingen virkeligt kyndig Børsmand skriver dem. For det andet skiltes der paa lumpen

Vis med en »Direktør« ViIh. Glückstadt som Redaktør - selvfølgelig med det Formaal, at tankeløse Læsere skal bilde sig ind, at Bladet har Forbindelse med Landmandsbankens bekendte Leder. Altsaa et grovt Misbrug af et andet Navn«.Af Joseph Fischers Stamtavle over Slægten Levin-Fridericia fremgaar det endvidere, af Johan Levin samt Emil og Valdemar Glückstadt er Oldebørn af The- og Porcelænshandler, senere Schächter, Marcus Joseph Levin i Fredericia (1772-1861).

481

af Medindehaveren i Firmaet J. M. Levin & Co., Martin J. Levin. Beslægtet med denne paa forskellig Maade var Grosserer Sophus Levin, der var gift med Emil Glückstadts Niece Esther Glückstadt. - Emil Glückstadts Fætter var Frederik Moritz Salomonsen, Søn af Grosserer Moritz Salomonsen, der var gift med Rebekka Raffel, en Søster til Emil Glückstadts Moder Juliette Raffel, begge Døtre af Raadmand, Grosserer i Aalborg Albert Raffel. Endvidere skal fremhæves, at Emil og Valdemar Glückstadt var gift med to Søstre, Døtre af Direktøren i Creditkassen for Landejendomme i Østifterne og Vekselmægler, Eduard Rée, førstnævnte med Laura, sidstnævnte med Julie Rée. - Lederen af den store Skotøjskoncern Max Ballin, der var født i Hamburg af fattige jødiske Forældre, adopteredes af Garverieejer Jacob Ludvig Ballin, der var Broder til den i Salomonsen-Stamtavlen nævnte Hendrik Ballin. - I Stamtavlen er desuden som Medlemmer af Salmen Schlaumaus Efterslægt opført Dessau’erne: bI. a. Benny Dessau, Søn af Tobaksfabrikant, senere Mægler Salomon Dessau og Hustru Flora Meyer i Horsens, dernæst dennes Nevøer; nemlig Broderen Grosserer Hartvig Dessaus Søn, Direktør Aage Louis Dessau i Paris samt Broderen, Fabrikant Harry Dessaus Sønner fra Odense, Poul Michael Salomon Dessau og Villy Martin Dessau. Alle de her fremhævede Personer var med i den Spekulation, som knytter sig til Landmandsbanksagen.

482

Men ved Siden af de nævnte Personer findes der i Salomonsen-Stamtavlen ogsaa en Række andre, som i denne Sammenhæng fortjener særlig Opmærksomhed, selvom de ikke var Deltagere i Spekulationen. Her maa i første Række nævnes Edvard Brandes, Finansminister i Ministeriet Zahle, som var gift med Harriet Salomonsen. Dernæst Nationalbankdirektør Marcus Rubin. Ogsaa Administratoren ved »Berlingske Tidende« Louis Henius, som var gift med Esther Salomonsen, hvis Broder, Læge og Direktør Einar Salomonsen igen var Svoger til Johan Levin. Blandt Louis Henius Fætre befinder sig endvidere ifølge Stamtavlen bl.a. Direktør Carl Salomonsen fra De danske Cichoriefabriker (Selvmord efter Skattesvig m. m. i Decbr. 1942), som er Svigersøn til den fra Landmandsbankaffæren særligt kendte Grosserer Elias Louis Weimann (født i Flensborg), fra Firmaet E. L. Weimann & Co. Til de værdige Efterkommere af Salmen Schlaumau hørte ogsaa Justitsminister Adler Alberti, som rigtignok kun var Ottendedelsjøde. Desuden Forfatteren Louis Levy, Søn af Korpslæge Adolph Levy og Petra Wulff; ogsaa han hører med til Slægten, da hans Tiptipoldemoder var Zipora Mate Salomonsen, hvis Datter Relche blev gift med Forfatterens Tipoldefader Købmand Joseph Levy i Fredericia. Endelig nævnes i Stamtavlen bI. a. Mænd som Overretssagfører Arthur Henriques, Vekselerer C. O. Henriques samt flere Bing’er, deriblandt Overretssagfører Otto Bing og Redaktør Bertel Bing. Desuden cand. polyt. Karl Lachmann, nuværende Formand i Bestyrelsen for Porcelainsfabrikerne Bing & Grøndal og Norden samt for Akts. D. B. Adler, afdøde Grosserer Johan Melchior, fhv. Indehaver af Firmaet LudvIg Melchior, Brødrene kgl. Hof-Manufakturhandler Louis Bendix og Grossererne Georg S. Bendix og William Bendix (begge Medindehavere af Maskinforretningen Brødr. Bendix) fhv. Vekselmægler William Heckscher osv. Hvilke nære Slægtforbindelser indenfor de jødiske Storborgeres Kredse i København!

løvrigt kan det fastslaas, at de ellers i Landmandsbank-

483

skandalen særligt fremtrædende Personer som Herman og Julius Heilbuth, Berthold Nathansohn, Konrad Levysohn, A. F. Lamm, Alfred Hertz, E. F. Jacob, Aage Trier, Nikolaj Abrahamsen, Prof. Karl Meyer, H. Lotinga, P. Seligmann, L. Nathan osv. osv. alle var Heljøder, og at der dertil kom et vist Antal Personer med mere eller mindre jødisk Islæt, blandt hvilke maa nævnes Halvjøden, Generalkonsul Wilhelm Weimann. Enkelte af de særlig drevne Spekulanter kom udefra: saaledes beretter Kraks Blaa Bog om danske Mænd og Kvinder, Aargang 1917, at Direktør Theophil Kliatschko var født i Wilna som Søn af Borgmester Scheffel Kliatschko og Hustru Sarah f. Jochelsohn, og i Aargang 1920 meddeles om Direktør Hugo Rothenberg, at han er født i Kreuznach som Søn af Købmand D. Rothenberg og Hustru Jeanette f. Marx. Næsten alle Selskaber, som financieredes af Landmandsbanken, stod mere eller mindre under Ledelse af Persemer, der enten var Jøder eller dog i Slægt med Jøder. Endog Østasiatisk Kompagni stod i saa Henseende ikke helt fri, idet Direktør Schiødt var Kvartjøde (en af Bedstemødrene var Heljødinden Alma Koppel), Direktør Christian Schmiegelow var Heljøden, Grosserer Philip Ferdinand Meyers Svigersøn. (Ligesom ogsaa det senere Bestyrelsesmedlem i Ø. P. Generalkonsul de Holck og »Social-Demokraten«s Redaktør F. Borgbjerg var Ferd. Meyers Svigersønner.) Iøvrigt var Chr. Schmiegelows Søster Olivia Elisabeth gift med Grosserer Johan Peter Moritz Frigast, hvis Sønner E. P. L. og Poul Frigast og Svigersøn Ove Ringberg forvoldte Landmandsbanken flere Millioner Kroners Tab. *) Det skal endnu tilføjes, at den saa overmaade virksomme og forretningsdygtige Højesteretssagfører Frits Bülow ogsaa fra Barnsben af havde faaet sin Opdragelse i et jødisk Hjem, idet han fra han var 3 Aar gammel blev opdraget i sin Stedfaders, Tobaksfabrikant Martin Jacob Cohns Hjem i Hjørring.

*) Jvf. bI. a. 1. Del, S, 243 flg. Desuden Jul. Bidstrup: ”Stamtavler over Familierne Hauberg og Arboe, Kbh. 1911”, S. 56.

484

Undersøger man paa denne Maade alle de Mænds Afstamning, der har været delagtig i Landmandsbank-Svindelen, viser det sig, at det var Jøder, Jøder og atter Jøder, der var de Hovedansvarlige.

Men man kan gaa et Skridt videre og hævde, at ogsaa de saakaldte anstændige, gode Jøder viste en besynderlig, om man ikke vil sige karakteristisk Tilbageholdenhed overfor det storstilede Folkebedrag, Glückstadt, Ballin, Heilbuth og Konsorter satte i Scene. En Mand som Benny Dessau kunde selvfølgelig som førende Mand indenfor lndustriraadet have grebet ind mod den Overkapitalisering af de store Fabriksvirksomheder, som senere paaførte Banken de store Tab. Han kunde have fremmet Industrikontrollen osv., men han foretog sig intet i denne Retning. Han var jo selv Ballins Spillebroder og viste sit Sindelag bedst den 6. August 1918, da han sammen med Ballin som Industriraadets Repræsentant satte alt ind paa at faa Prof. Birck sat ud af Priskontrolkommissionen. Herman Heilbuth ansaas jo i den her omhandlede Periode ogsaa almindeligvis for at høre til de særligt respektable Jøder; han havde en meget stor Indflydelse paa Den overordentlige Kommissions Afgørelser, for hvilken Overformynder Friis var Formand. Ogsaa han kunde gennem sin Stilling have bidraget ganske væsentligt til at hindre det vilde Spil; men han gjorde det ikke, thi han var jo selv en af de værste Spillebrødre. I Nationalbanken sad som Direktør Marcus Rubin, næst efter Dr. Carl Ussing den mest indflydelsesrige Mand indenfor denne Institution. Han ansaas ogsaa for at være ikke blot en overmaade intelligent, men tillige en karakterfuld Jøde. Men hvad foretog han sig mod sine Racefællers forbryderiske Transaktioner, hvad gjorde han for at forhindre Glückstadts Svindlerier? Han maatte jo vide Besked og kunde have grebet ind mange Gange. Men ogsaa han forholdt sig passiv, i en saadan Grad, at endda »Finanstidende« ved hans Død den 6. Marts

1923 bemærker, at han »ikke blev istand til at hævde en saadan Autoritet indenfor den danske Finansverden, som Forholdene krævede«, omendskønt han, til

485

Trods for sit Ukendskab til praktisk Bankvirksomhed, kom til at staa som Nationalbankdirektionens egentlige Leder. Endog dette Finansorgan bebrejder Marcus Rubin, at »han nærede en for stor Beundring for de Mænd, som netop brillerede ved Initiativ og dristige Planer«. Det var altsaa ikke netop ham, der skulde forvolde Mænd som Glückstadt, Ballin osv. Vanskeligheder.

Forsaavidt det drejede sig om Aktiespekulationen, navnlig i Sammenhæng med Nyemissioner, kunde Kursnoteringsudvalget have grebet ind. En af de jødiske Finansmænd, som altid indenfor brede Befolkningskredse har nydt Anseelse for at være en særlig ansvarsbevidst Samfundsborger og som ofte rettede sine Angreb mod den overhaandtagende Spekulation under og efter Krigen*), nemlig Vekselerer Alfred Horwitz, beskæftigede sig i en Nytaarsartikel »Børsbetragtninger« (»Politiken«, 3. 1. 1917) indgaaende med Virkningerne af Højkonjunkturen i Aaret 1916 paa Børsvæsenets Omraade. Han erkendte Skavankerne og paatalte den letsindige Bortødslen af Formuer, som nu havde sat ind, men mente dog, at der under Hensyn til de mægtige Indtægter, 1916 bragte, - som ved anden Lejlighed takseredes til ca. 1.000 Mill. Kr., - ikke var gaaet alt for meget tabt. »Thi selv«, siger han, »om vi skulde have sløset maaske baade 50-100 Millioner bort til ingen Verdens Nytte, kan selv saa mægtige Tal kun betyde en ringe Procentdel af de Summer, som der i det Hele har været Tale om«. Han tillagde Fondsbørsen et væsentligt Ansvar for de stærke Kurssvingninger, som havde stimuleret Spekulationen, og navnlig havde forledet Smaafolk til at disponere letsindigt. Paa den anden Side skulde saa Børsen rigtignok efter Horwitz Opfattelse have bidraget til at sprede de store Fortjenester. Børsen skulde herved have virket som den ægte Demokrat, der sørgede for, at de store, menige Masser blev delagtige i Overfloden, som - »hvis vi ikke havde haft Aktieselskabsformen, vilde være blevet forbeholdt nogle faa »Udvalgte«.« Saadanne Fraser fremsatte denne Børskronikør, til Trods for, at han selvfølgelig ligesaa godt som Birck saa til Bunds i Sagen og vidste, at Aktieselskabsformen netop blev misbrugt af de store Industriherrer og Aktiespekulanter til ved ligefrem svindleragtige Transaktioner at ribbe Godtfolk for deres Spareskillinger i en Maalestok,

*) Jvf. Alfred Horwitz, Pengeoverflodens Udskejelser i Fortid og Nutid. Kbh. 1917; Samme, Smaa Penge, store Priser, Kbh. 1921; Samme, Minut-Millionærer. Økonomiske Tidsbilleder fra Krigs- og Efterkrigsaarene. Kbh. 1922.

486

som aldrig før set i Landets Historie. Helt blind var Horwitz rigtignok heller ikke for dette Forhold, idet han raillerer over »den Hærskare af Aktietegnere«, som med Jubel og Begejstring kastede sig over alle disse Nyemissioner og senere blev siddende med den sure Svie. Hertil gjorde han gældende, at der burde have været gennemført strengere Kontrol, og at Kursnoteringsudvalget i saa Henseende havde forsømt sin Opgave. Dette Udvalg - mente han bl. a. - burde fra første Færd have givet Paabud om, at ingen ny Aktieværdi maatte omsættes af de noteringsberettigede Deltagere »indenfor Snoren«, førend det udsendte Prospekt var blevet forelagt Udvalget og godkendt af samme. Og han hævdede som sin Opfattelse, at det burde være alle noteringsberettigede Deltagere forbudt at gøre Forretning for egen Regning. Hverken direkte eller indirekte maatte de deltage i Forretninger.

Udgangspunktet for disse Overvejelser var selvfølgelig i første Række Ballin-Koncernens Aktieemission, selvom det ikke udtrykkeligt siges. Og i og for sig var Forslagene aldeles bemærkelsesværdige. Men Horwitz var meget dæmpet i sit Angreb. Det gjaldt jo om ikke at træde de store Finansmagnater altfor nær. Dertil kom, at Kursnoteringsudvalget, som han mente at maatte give gode Raad, jo selv var stærkt jødepræget og endog blandt sine Medlemmer havde nogle, der stod forrest i det store Spil, som Landmandsbankens Direktører havde indledet. En af Kursnoteringsudvalgets Næstformænd var i 1917 Johan Levin, og Medlem var bI. a. Vekselerer A. F. Lamm. Desuden var de fra Bankkatastrofen kendte Vekselerere A. Lunn fra Firmaet Aug. Lunn & Co. og E. Lehn-Schiøler fra Firmaet Th. Schiøler Medlemmer, Firmaer, som senere begge krakkede med store Beløb og aldrig blev rekonstruerede. Medlemmer i Noteringsudvalget, som stod udenfor Landmandsbank-Kredsen, var dels Formanden

Vekselerer C. Reimann, som under Krigen ikke drev nogen Forretning, dels Jøderne Vekselerer Andreas Simonsen og Vekselmægler W. Heckscher, Brøkjøden I. M. Rée (der sammen med Johan Levin var Næstformand), og Vekselerer August Øster. Det var altsaa til dette Kursnoteringsudvalg, ledet dels af Jøder, dels af Landmandsbankens Mænd, at Alfred Horwitz rettede sin Henvendelse om at gribe ind overfor den forrykte Emissionsepidemi og dens Virkninger. At en saadan Henstilling var forgæves, var indlysende. Alfred Horwitz opnaaede imidlertid at gøre sig bemærket ved sine Skrivelser, og dette maa formodes at have været Hovedmotivet for hans Gøglespil.

Til de faa Jøder, der ved forskellige Lejligheder rettede deres Kritik mod Spekulation, Kædehandel og samfundsskadelig Udførsel af Iivsvigtige Fornødenheder, hørte ogsaa nogen Tid Aage Lotinga (dengang ortodoks Jøde, senere Katolik), som i sin Skribentvirksomhed fik Mulighed for ikke blot at offentliggøre sine Indlæg i »Mosaisk Samfund«, men samtidigt i

487

konservative Blade saasom »Vort Land« og »Kolding Avis«, tillige i kristelige Dagblade og i »Politiken«. Han havde altsaa mangeartede Forbindelser til Pressen. Den 6. November 1917 angreb han i Erik Hansens Blad i Kolding visse Kredse indenfor Højfinansen, deriblandt Formanden for Dispensationsudvalget Max Ballin. Her meddelte han bI. a. »Det er tidligere blevet fremhævet, hvorledes det Dispensationsudvalg, hvis Leder er en af Regeringens intime Venner og Raadgivere, har hjulpet Storspekulanter i Eksport af Klædestoffer til at eksportere rask væk til Finland og Sverige, medens Befolkningen herhjemme knap nok kunde faa Klæder paa Kroppen. Den dyrebare Tonnage blev Gang paa Gang stillet til Disposition for disse Storgrossister, og trods fortvivlede Protester fra Forbrugernes Side er det ikke helt lykkedes at faa Bugt med dette Onde. Et Forsøg paa at faa et Saltmonopol sikret for en snæver Kreds af Storkapitalister blev kun forhindret i yderste Øjeblik gennem en energisk Indskriden fra indflydelsesrige Landbrugskredse...« Det er jo helt artige Oplysninger, der her gives.

Særligt aggressiv var Lotinga dernæst ogsaa i en Artikel: »Dansen om Guldkalven« i »Mosaisk Samfund« af 2. Okt. 1920, idet han gav sin Tilslutning til Walther Rathenaus Betragtninger gaaende ud paa, at det maa ligge i Samfundets Interesse saa vidt som muligt at tilintetgøre de under Krigen sammenskrabede Krigsformuer, der som Regel var ganske uden rimeligt Forhold til deres Besidderes Værdi som Mennesker og Samfundsborgere. Denne Regel, mente Lotinga, var god og maatte ogsaa gælde for Danmark. Thi - fortsatte han: »Dyrkelse af Guldkalven er herhjemme udartet til næsten dæmonisk Besættelse, Pengegriskheden er steget til en epidemisk Sindssyge, der bogstavelig talt hærger det hele Land. Og Jøderne giver ikke deres kristne Medborgere noget efter. Samfundslivet former sig efterhaanden som en desperat Alles Kamp imod Alle. At udnytte og udplyndre sin Næste, synes Tilværelsens eneste Formaal . . . Og denne ubændige Pengegridskhed har yderligere til Følge, at Handelsmoralen undergraves. Danmark kan vistnok rose sig af at være ved at sætte en Rekord paa dette Omraade; det er tvivlsomt, om noget andet civiliseret Samfund kan præstere en mere gennemraadden Handelsmoral. Vi taler baade om Jøder og Ikke-Jøder. Ikke alene de obskure Elementer indlader sig paa de smudsigste Handlinger for at berige sig, men ogsaa den ”finere« Portion af Handelsstanden har efterhaanden skabt sig en moralsk Kodex, der maaske svarer fortrinligt til dens eget Behov, men ikke taaler for stærk Udsættelse for det klare Dagslys . . .« Aage Lotinga var aldeles ikke blind for, at det var en rædsom Svindel, der havde grebet om sig, men han forsøgte dog at fremkalde det Indtryk, at Jøder og Kristne var lige gode om det og dulgte det særlige Ansvar, hans Racefæller havde. Og endnu mindre raabte han op til Kamp. Han skulde nok tage sig i Vare.

488

Det er iøvrigt saa uhyre karakteristisk for den her omhandlede Periode, at Jøden, der ved en sjælden, en meget sjælden Lejlighed ytrede Betænkeligheder ved Spekulanternes Galmandsværk, aldrig om saa blot med et eneste Ord rettede Kritik mod selve Glückstadt. Denne var, som det engang blev sagt, »en Mand paa Afstand«. Han var tabu, urørlig, og det var aldeles udelukket, at hans Transaktioner nogen Sinde gjordes til Genstand for offentlig Omtale. Hele Hovedstadspressen dyrkede ham nærmest som en Afgud, som et enestaaende Finansgeni, hvis Mage næppe fandtes andetsteds i Verden. »Politiken« gik i Spidsen ved til Stadighed i de Aar, da Spekulationen kulminerede, at overøse Glückstadt med næsegrus Ros og Smiger, bI. a. den 10. Decbr. 1920 at berømme ham for at have skaffet sig »en saadan universel Anseelse og

Indflydelse, som kun de allerstørste Finansmænd kan glæde sig ved«. Saadan gik Spillet videre, helt indtil Efteraaret 1922. Men da saa dette Spilfægteri ikke kunde føres videre, da Svindelen afsløredes, da var ogsaa de saakaldte anstændige, gode Jøder meget hurtigt enige om sig imellem, at nu skulde Kritikken saa vidt muligt holdes nede. Det saakaldte tredie Ting, Landets hemmelige Overregering, traadte omgaaende i Aktion. Nu sattes, som det allerede er vist, straks Alt ind paa at faa Processen og Undersøgelsen vedrørende Forholdene i Landmandsbanken standset. Nu var det netop igen nogle af de gode Jøder, Mænd i førende Stillinger, som ikke var direkte impliceret i Landmandsbanksvindelen, der - sammen med H. N. Andersen - søgte at redde Glückstadt og hans Spillebrødre fra Forsmædelsen og fri dem for Rettens Straf. Der skal her blot mindes om Edvard Brandes’ ejendommelige Skrivelse til Glückstadt af 9. August 1922, om den højtidelige Erklæring, som de to Ærespræsidenter i Industriraadet, Alex. Foss og Harald Bing, afgav til Fordel for H. P. Prior, for derved indirekte at forhindre Emil Glückstadts Domfældelse, der skal mindes om det Opraab, Mænd som Benny Dessau og Ernst Meyer udstedte sammen med Sass og Pinstrup, efter at Harald Plum var blevet dømt, der skal

489

mindes om Overretssagfører Otto Bings Henvendelse til Ove Rode, da der var Fare for, at Bankkommissionens Beretning vilde give Anledning til Drøftelser i Rigsdagen. *) Disse Protester, - som utvivlsomt har været ledsaget af andre tilsvarende Aktioner, der har unddraget sig Offentlighedens Kontrol - lader erkende, at alle Jøder, hvad enten de regnes til de gode eller mindre gode, til de ortodokse, til de kristelige eller fritænkeriske, dog i sidste Instans følte sig som en fælles Front, og at det var Finansjøden, Kapitalmagten, der i den her omhandlede Periode i alle Tilfælde udøvede en næsten uindskrænket Magt over Samfundet, paa Trods af saakaldte gode Jøders - som f. Eks. Horwitz’ og Lotingas spagfærdige Kritik.

Ja, naar man undersøger Jødernes Stiling til Landmandsbankskandalen noget nøjere, kommer man endogsaa til det Resultat, at Jøder fra de politiske Partiers venstre Fløj har givet deres Solidaritet med Kapitalisten Glückstadt til Kende paa meget uforbeholden Maade. Til dem hører bI. a. den afdøde Landstingsmand Herman Trier, som siden 1905 stod i Valggruppe med det radikale Venstre og indtog en meget fremtrædende Stilling paa Rigsdagen. Han, der selv var Millionær, støttede naturligvis ligesom sin Parti- og Racefælle Edvard Brandes den jødiske Kapitalmagts Interesser til enhver Tid og var i saa Henseende et værdigt Medlem af sit Parti, et Parti om hvilket endog Storkapitalismens ihærdige Talsmand, den Konservative Julius Schovelin, erklærede i Landstingsforhandlingerne den 21. Sept. 1922, at det i Ordets egentligste Forstand havde knyttet til sig »hele den Klike, der stod om det Glückstadt’ske Regime«. Trier var en af de ledende i Forhandlingerne hin Nat fra Paaskelørdag til -søndag 1920 paa Amalienborg, da det til sidst vedtoges, at Overformynder Friis skulde danne ny Regering, og dermed Grundlaget skabtes for Dannelsen af netop det Ministerium, Glückstadt ønskede sig.**)

*) Jvf. 1. Del, S. 510 flg.**) Jvf. 1. Del, S. 149 flg.

490

Senere har en anden Jøde, Socialdemokraten Marius Wulff, givet Udtryk for sin særlige Samfølelse med Emil Glückstadt ved i sin 1929 udgivne Piece om Harald Plum at forsøge at skubbe al Skyld for Landmandsbankens Sammenbrud fra Glückstadt over paa Plum. *) Men mest paafaldende er det dog, at Kommunisternes Organ »Arbejderbladet« til Stadighed har været særlig ivrig for at vælte hele Ansvaret over paa en helt tredie, nemlig H. N. Andersen, og i forskellige Artikler har forsøgt at underbygge dette Postulat. Her er det Halvjøden, cand. polit. Otto Melchior, som er den egentlige Pennefører og som i en 1928 udgivet Piece: »Landmandsbankkorruptionen« særlig beskæftiger sig med Kampen mellem

Glückstadt og H. N. Andersen. Det er uden Tvivl samme Melchior, som i »Arbejderbladet« for 9. Maj 1930 under Mærket M. paany behandler dette Problem og derved mere eftertrykkeligt end ellers søger at paalægge Ø.K.’s Direktør hele Ansvaret. Dette sker ved bI. a. kort og godt at fastslaa, at det er denne Mand, der »har paadraget dette Land et Tab paa en halv Milliard Kroner, da han knuste Landmandsbanken«, og at det var den uforsonlige Kamp mellem ham og Glückstadt, der maatte anses for at være »Hovedgrunden til Landmandsbankens Sammenbrud og Afsløringen af Glückstadts Svindlerier«. M. beretter i denne Anledning endvidere, at disse Forhold skulde have været afsløret i Fru Laura Glückstadts Forsvarsskrift, men at dette Skrift, før Trykningen blev censureret af H. N. Andersens Folk. Om H. N. Andersens Taktik bemærkes iøvrigt: ”Medens Glückstadt var i Udlandet, lykkedes det Andersen herhjemme at faa gjort hans Meddirektør i Landmandsbanken, Ringberg, umulig, og da han først var trængt ud og begik Selvmord, var Vejen videre fri«. Saaledes forsvarede Kommunisten Otto Melchior Emil Glückstadts Sag! -Her viser det sig atter, at Jøderne hytter deres egne, ud over alle Partimodsætninger. Det var ikke blot det tredie Tings

*) Jvf. ovenfor S. 283.

491

store Mænd, Pengejøderne, der viste ubrydelig Solidaritet, hvor Kapitalmagtens Interesser var i Fare, men det var tillige Jøderne i de mere eller mindre marxistiske Partier, - om man vil: Proletarjøderne -, der sluttede op og søgte at skærme Glückstadt! Saadan manifesterer Racens Sammenhold, Racens Solidaritet sig.

Det mest harmelige - og for den jævne Mand i Folket uden Tvivl ogsaa det mest uforstaaelige - var imidlertid den Ubekymrethed og den Hensynsløshed, med hvilken de jødiske Kapitalister, nært knyttet til den københavnske Storborgerklike, disponerede over Millioner af Kroner til Foretagelse af deres egne Spekulationer og derved bortødslede flere hundrede Millioner Kroner af Nationens Formue. Saadan noget er ikke let at forstaa for den jævne Mand i Folket, for Arbejderen, Bonden og Haandværkeren, der maa regne med de smaa Midler og maa slide i det for at tjene til det daglige Brød. Hvor Meningmand regner med beskedne Summer i redeligt og anstændigt tjente Penge, der regner Storkapitalisten og Spekulanten med Tusinder eller Hundredtusinder, ja med Millioner af Kroner. Hvor Meningmand regner med Løn, med den regulære Arbejdsindtægt, regner Finansmanden med Kursgevinsten, med Tantième, Honorarer og deslige, med den arbejdsløse Indkomst, som et Middel til Udplyndring og Udpining af det brede, arbejdende Folk. Her skiller Verdener!

Hvorledes skulde den jævne Mand - for blot endnu engang at fremhæve et bestemt Eksempel - kunne begribe, at en Mand som Glückstadt en Gang kunde modtage et Beløb paa 1,3 MilI. Kr. uden at gøre sig Tanker om, hvilken Retshjemmel han havde til at modtage dem. Hvorledes forstaa, at Glückstadt disponerede over Pengene, som om det var hans egen Kapital, uden at fundere over, hvorledes dette Beløb var blevet indtjent. Hvorledes forstaa, at denne Rigmand kunde disponere over saa stor en Ekstrafortjeneste, uden senere i Retsforhandlingerne at kunne gøre Rede for, hvordan og hvorfor han modtog disse Penge, udbetalt kontant i 500 Kr.-Sedler, og hvordan han disponerede over et saadant Beløb, der saa at sige var kommet dumpende ned til ham. Dog, der kunde nævnes flere andre Tildragelser, som virker ligesaa ufattelige og fantastiske. Og derved er det end ikke nødvendigt at holde sig til den Personkreds, som flokkedes omkring Landmandsbanken. Ogsaa andre Banker var med i Spillet, saasom Revisionsbanken, der en Tid finansierede Parvus, Privatbanken, der var stærkt finansielt interesseret bI. a. i Svovlsyrefabrikkerne og i Nordisk-Oversøisk Handelsselskab, Folkebanken for København og

492

Frederiksberg og senere ikke mindst Arbejderbanken. Og altid var der Jøder med i Spillet, altid sattes Millioner over Styr.

Om det samvittighedsløse Spil, der blev drevet med Bankmidler under Krigen, skal endnu kun fremhæves en

enkelt Episode fra Landmandsbanksagen, som ikke er bleven behandlet af den officielle Undersøgelseskommission, men som alIigevel uden Tvivl maa anses for at være sandfærdig og atter give et interessant Bidrag til Glückstadts Mentalitet, til Karakterisering af hans Spilleraand og hans Bestræbelser for at tilkøbe sig Gunst og Anseelse hos højtstaaende Personer, som maatte anses for at være en Vennetjeneste værd. Det var Historien om en fremmed Gesandts besynderlige Aktiespekulationer, og det var »Landmandstidende«, som bragte Historien den 16. Januar 1924, Dagen efter at Landmandsbankkommissionens Beretning var bleven offentliggjort.

»Landmandstidende« berettede her, at en Danmark venlig sindet Gesandt en skønne Dag hen paa Sommeren 1915, da D.F.D.S.s Aktier stod i Kurs ca. 150, besøgte Glückstadt for at anmode ham om Hjælp. Han vilde gerne spekulere, men han havde ingen Midler til at gøre det for. Da Ansøgeren nu var en meget anset Mand indenfor Diplomatiet, vidste Glückstadt naturligvis straks Raad. Intet lettere end det. Glückstadt lod simpelthen straks overføre en Million D.F.D.S.-Aktier paa Gesandtens Konto, og da Kurserne i Løbet af Aaret, indtil Sommeren 1916, steg til 250, havde den fornemme Diplomat tjent een Million Kroner. »Landmandstidende« sluttede Fortællingen om denne vellykkede Aktiespekulation med følgende Bemærkninger: »»Saa takkede Gesandten »saa meget«. Nu vilde han ikke mere. Thi han agtede at trække sig tilbage til Privatlivets Fred. Og nu skriver han Memoirer herfra. Men forinden skaffede han dog GI. en meget høj Orden fra sit Hjemland!««

Sandelig: at saadan noget var muligt, kan vanskeligt forstaas af den jævne Mand, der skal tjene sit Brød ved redeligt Slid og Arbejde.

Men endnu mere uforstaaeligt er det dog vel, at de parlamentariske Partier, som dog skal varetage Folkets Interesser, ikke efter at Krakket var indtraadt sørgede for at raade grundigt Bod paa disse skandaløse Forhold ved at drage de Kredse, som havde været mest fremtrædende i Landmandsbanksvindelen, til Ansvar ogsaa paa den Maade, at de maatte hæfte med hele deres Formue for de Samfundet paaførte Tab. Det er en Gang sagt, og det skal gentages her, at det ikke blot var den lempelige Behandling, Spekulanterne fandt for Domstolene, der vakte Forargelse, men nok saa meget den lempelige Ordning, disse henholdsvis deres Ægtefæller har faaet indrømmet ved Afviklingen af deres Forpligtelser.*) Fru Laura Glückstadt beholdt en Millionformue ubeskaaren, en Mand som Harald

*) Jvf. 1. Del, S. 450 flg. og ovenfor S. 131.

493

Plum mere end en halv Million Kroner. Plum havde som nævnt efter den ham i December 1923 overgaaede Dom forpligtet sig til at stille sin Formue, der blev opgjort til 635.000 Kr., til Raadighed for Banken. Men den nye Bankledelse glemte at kræve Pengene hos ham, og ogsaa Rigsdag og Regering brød sig fejl om, om Plum betalte, omendskønt de jo af Hensyn til Statsgarantien maatte være særlig interesseret i, at de 635.000 Kr. krævedes betalt hurtigst muligt! Om Heilbuth fortælles det, at han følte sig stærkt forfordelt af Landmandsbanken, fordi der var saa mange, som før ham opnaaede Saldokvittering under særlig gunstige Vilkaar. Men senere slap jo ogsaa Heilbuth meget naadigt fra det. At den nye Landmandsbankledelse overhovedet var meget medgørlig, naar det blot drejede sig om at støtte Pengearistokratiets Koryfæer, skulde bI. a. ogsaa Max Lesters Hustru Rosa - Søster til Emil og Valdemar Glückstadt - erfare. Da Max Lester nemlig sammen med sin Svoger, Generalkonsul Valdemar Glückstadt maatte standse Assurancevirksomheden »Baltica«, fordi de skyldte Banken 6 ½ MilI. Kr., stillede Max Lester, efter at Selskabets Ledelse var overgaaet til andre Personer, sine særlige Krav til Banken.Hr. Lester - eller, som han oprindelig hed: Levig - fordrede nemlig, for at overlade Kreditor sin Part af det insolvente Bo, at Banken skulde forpligte sig til at give hans fraskilte Hustru, født Glückstadt, tolv Tusinde Kr. aarligt! Og Banken sagde Ja! Og paa samme storslaaede Maade ordnedes Wilhelm Weimanns Gæld. Weimann kom som nævnt til at skylde Banken 3 MilI. Kr., endda han havde ladet sit Selskab, Store Nordiske, indbetale 5 MilI. Kr. til Bankens Garantikapital, et Beløb, der senere maatte afskrives i fuldt Omfang. Weimann foreslog - ifølge den Redegørelse, »Landmandstidende« bringer den 22. Jan. 1924 - Neergaard at skaffe ham Saldokvittering for sine 3 Mill. Kr. mod at betale 35.000 Kr. i 5 Aar, d.v.s. 175.000 Kr. ialt. Derved anmodede han samtidig sit Selskabs Bestyrelse om at faa sin egen Løn forhøjet fra 30 til 60.000 Kr. aarligt, for med den saaledes opnaaede Merindtægt at kunne betale sin Gæld til Landmandsbanken. Forslaget akcepteredes af Bestyrelsen. Statsminister Neergaard forlod rigtignok Mødet, da Weimann fremsatte Forslaget, sigende, at han vilde overlade det til den øvrige Bestyrelse at træffe Afgørelsen. Forslaget vedtoges derefter under den Forudsætning, at disse 30.000 Kroners aarlige Løntillæg tillige med 5.000 Kr. af »Grundlønnen« skulde bruges til Afbetaling paa de 3 Millioners Gæld til Landmandsbanken. Og

»Landmandstidende« resumerer: ”Summa summarum: Direktør W. betaler i 5 Aar 5.000 Kr., ialt 25.000 Kr., mod at faa Saldokvittering paa 3 Mill. Kr.! Ja, saadan ligger Landet altsaa m. H. t. Weimanns Saldokvittering«.

Andre Jøder blev hjulpet paa lignende Maade. I »Social-Demokraten« af 26. Januar 1928 berettede en Indsender, at en af Krigstidens meget

494

smarte Herrer, der havde faaet en Gæld paa over 1 Million Kroner, havde faaet den kvitteret imod at betale 60.000 Kroner en Gang for alIe. Det skulde være gaaet saaledes til, at en stor Virksomhed vilde ansætte den Paagældende, men dog kun hvis han var gældfri. Han sagde saa til Banken, at han kunde skaffe 60.000 Kroner, og hvis man ikke vilde tage dem og give Saldokvittering, kunde han ingen Stilling faa, og saa kunde han slet ingenting betale. Da slog Banken til. Det nævnte Blad beretter ved samme Lejlighed, at Udgiveren af den Ferslew'ske Presse, Carl Levin, skyldte Landmandsbanken saa mange Penge, at man fandt det for rigtigst at hjælpe ham til at købe »Nationaltidende«. Herom meddelte »Social-Demokraten« endvidere, at Hr. Levin i den Anledning blev sat paa en Gage, der varierede mellem 75 og 150.000 Kr. om Aaret, og at han senere fik en Slags Pension bevilliget. »I og for sig«, siges der herom, »er det jo noget mærkværdigt, at en havareret Bank er stærkt engageret i et Bladforetagende af udpræget partipolitisk Farve, men Forholdet bliver endnu grellere, naar man betænker, at den paagældende Bank faktisk er Statens.«

Det er elIers gængs Moral, at Debitor skal svare enhver sit og betale den Gæld han stiftede. En Arbejdsmand, der faar Kommunelaan paa Socialkontoret, om det saa kun drejer sig om 10 Kroner, skal nok faa Lov til at betale Laanet tilbage, naar Indtægtsforholdene bedres. Med en Bonde elIer en Haandværker, der ikke kan klare sine Forpligtelser, f. Eks. under Deflationen ikke kunde forrente sin Gæld i værdiopskreven Mønt, haves der ingen Medlidenhed; saadant Godtfolk jages og piskes ubønhørligt af Kreditinstitutteme. Men en Jøde eller Jødelakaj, der er tilstrækkelig kapitalstærk og hører til Finansmagtens Inderkreds, kan faa Lov til at arrangere sig. Han holdes i Salveten, selv om han bærer Ansvaret for Millioner af Kroners Tab, og derved hverken bøder med sin Formue eller lider Skaar i sin Anseelse. Tænk, at selv de 120 Dages Fængsel, Direktør H. P. Prior fik, ikke gjorde ham uværdig til senere atter at figurere som en af Danmarks bedste Mænd og som saadan at blive opført i den Blaa Bog indtil sin Død!Saaledes er nu engang den mere elIer mindre jødisk prægede Storborgerklikes Stilling indenfor et demokratisk Samfund.Guderne maa vide, at den jævne Mand i Folket, ikke har nogensomhelst Forstaaelse for saadanne Forhold.

Hvorledes skulde ogsaa Godtfolk kunne forstaa, at Enken efter Storsvindleren Glückstadt, nuværende Kammerherreinde Bernhoft, som ufortrødent har ment at kunne forsvare sin Mands Forbrydelser, den Dag i Dag kan færdes i Hofkredse, og at den Blaa Bog for Aaret 1942 endnu indeholder Wilhelm Weimanns og Heilbuths Navne. Hvem kan forstaa, at Weimann, som var Bestyrelsesformand i to af de Firmaer, som for-

495

voldte Landmandsbanken nogle af de største Tab - saavel i Ballin-Koncernen som i Firmaet Nielsen & Winther, hvor der maatte foretages Afskrivninger til alt ialt mere end 40 Mill. Kroner, og hvor selve de Banken forvoldte Tab i Bankkommissionens Beretning opgjordes til melIem 15 og 20 Mill. Kr. henholdsvis 3 ½ Mill. Kr. - ogsaa efter Landmandsbankkrakket kunde bevare betroede Stillinger indenfor andre store Erhvervsforetagender. Men saadan var det jo! Wilhelm Weimann, som var en af Glückstadts og Ballins intimeste Spillebrødre, som havde Medansvar for, at to mægtige Millionforetagender kørtes i Sænk, bevarede ogsaa senerehen sin stærke Position indenfor dansk Industri. Saaledes var han fra 1916-1938 - med de skiftende Regeringers Velsignelse - Formand i Bestyrelsen for Det Store Nordiske Telegraf-Selskab, og fra 1923-37 tillige Formand i Bestyrelsen for De Forenede Papirfabriker! Jo, han forblev visselig en mægtig Mand.

Det samme var, som Hvermand ved, Tilfældet med talrige andre Mænd, der hørte til Landmandsbankens Inderkreds. De blev paa ingen Maade slaaet ud ved Banksammenbruddet. Man fristes nærmest til at sige: Tværtimod! Benny Dessau, som selv var med i Ballin-Svindelen, blev senere den mest fremtrædende Personlighed i dansk Erhvervsliv, blev endog umiddelbart efter at Bankkommissionens Beretning havde afsløret hans Aktiespekulation, valgt til Industriraadets Formand. Store Industrimænd, der havde disponeret galt, forblev trods alt paa deres Poster, saasom Frederik Salomonsen, Alfred Hertz, Brødrene Raffel o.s.v. Særlig karakteristisk er det ogsaa, at en Mand som

Kvartjøden Højesteretssagfører C. L. David, der har Medansvar for, at de af ham ledede Selskaber i Tidens Løb har lidt Tab op til ialt ca. 44 Mill. Kr., den Dag i Dag er en af de mest fremtrædende Skikkelser indenfor dansk Industri og endnu kontrollerer ca. 20 større elIer mindre Selskaber, deriblandt som Bestyrersesmedlem i Den kgl. Porcelainsfabrik og C. Schous Fabrikker, som Bestyrelsesformand i Aarhus Oliefabrik, Accumulatorfabrikken, De forenede Vagtselskaber o.s.v.

Se, det er Forhold, Godtfolk nu engang ikke kan fatte. Enkelte ansvarsbevidste Mænd som Prof. L. V. Birck og Grev Holstein har kritiseret disse skandaløse Forhold, - i nøjeste Overensstemmelse med de brede Befolkningslags Retsbevidsthed, - og kæmpet mod al denne Raaddenskab, kort sagt mod det Hegemoni, som en lille af jødiske Finansmænd dirigeret Kreds af Storborgere - det tredie Tings Mænd - har kunnet skabe sig, men disse Enkeltrøster formaaede, som Udviklingen har vist, kun at udrette saare lidt. Højfinansen bevarede sin Position, kun Kapitalmagtens store Navne er undergaaet en Forandring. Denne Slags jødisk Kontrol og Beherskelse af Erhvervslivet hører jo nu engang til i det

496

demokratisk-marxistiske Styre - det nuværende saakaldte Folkestyre!

Trods al den Kritik, der her rettes mod Jødedommen, vil man imidlertid altid til en vis Grad kunne finde et undskyldende Moment i, at Jøder jo i deres Handlen og Gøren kun lystrer den Natur, der er dem medfødt. De skal jo handle og sjakre, svindle og bedrage. Det ligger dem i Blodet. Netop fordi de til alle Tider har været saaledes, var de jo ogsaa til alle Tider Folkenes Forbandelse. Ogsaa den Frihed, de her i Landet bosiddende Jøder har kunnet nyde siden Emancipationen i Aaret 1814, har jo ikke ført med sig, at disse Israeliter opgav deres Profitbegær og Sjakreaand, deres Forkærlighed for Pengehandel og Spekulation, og at de blev som vi andre. Jøderne blev derved naturligvis ikke til Arbejdere og Bønder. Men de findes den Dag i Dag ogsaa her i Landet, ganske væsentligt kun der, hvor der handles med Penge og Varer, de har sat sig fast i Samfundets Nervecentrer og misbruger den Magt, de har, til Fremme af eget Tarv, til Fremme af Racens Formaal. De blev Kapitalister, Højfinansens store Mænd og dermed Samfundets Regerere. Det forfærdelige økonomiske Tryk, danske Arbejdere og Bønder har maattet lide under siden Inflationens og Deflationens Heksedans i de første Efterkrigsaar, vidner jo netop om den Hensynsløshed, med hvilken den jødiske Kapitalmagt har søgt at udpine og udplyndre Samfundet. Men hvorom alting er: det er ikke blot Jøderne, der maa gøres ansvarlige for disse Forhold. Thi man burde jo nu snart vide, at de er Kapitalismens Foregangsmænd, at de - som Sombart siger - har skabt den kapitalistiske Kultur, som sikrer dem en dominerende Stilling indenfor de forskellige Samfunds Økonomi. Naar man ved dette, har man jo ogsaa Mulighed for at indrette sig derefter og at træffe sine Modforanstaltninger. Forsaavidt synes Jødernes Færden altsaa til en vis Grad at være undskyldelig.Men des haardere maa Kritikken ramme den Regering, som

497

ikke tager ved Lære af dette Forhold eller sætter alt ind paa at forhindre, at Jøderne trænger ind i Samfundets Nøglestillinger, at de ved Kapitalaager tilraner sig de produktive Erhvervs Udbytte, at de udplyndrer og udsuger Folket eller ved Svindel og Bedrag bortøder Nationens Formue. Og en saadan uforsvarlig Handlemaade har de Regeringer, som stod for Landets Styre i Tiden fra 1914 til 1924, i en ganske utrolig Grad gjort sig skyldig i. Regeringerne svigtede, og Rigsdagen, Folkets kaarne Mænd, med. Utrolig er den Mangel paa Ansvarsbevidsthed, den Holdningsløshed, som de førende Mænd lagde for Dagen, naar Afgørelserne skulde falde. Da under og efter Krigen Galskaben rasede, saa enhver fornuftig Mand kunde se, at der var Fare paa Færde, fandtes der oprindelig kun en eneste blandt Rigsdagsmændene, der turde paatale disse Forhold - nemlig Prof. L. V. Birck, som derfor heller ikke passede ind i nogen

Partibaas. Først da Landet stod overfor Katastrofen, fik Mændene paa Christiansborg Munden paa Gled, først da blev de seende, virkeligt seende, først da følte de et Ansvar, de desværre i Aarevis ikke havde kendt. Men nu gjaldt det jo ogsaa først og fremmest om at bevise deres egen Sagesløshed, et Bevis, som disse Parlamentarismens værdige Repræsentanter naturligvis ikke kunde føre. Thi alle disse Partier havde jo nu deres saarede og faldne i det store finansielle Sammenbrud - alle, alle! Da det slutteligt i Februar 1924 kom til det store Opgør i Folketinget, viste det sig mere end tilstrækkeligt, at Partierne intet skulde have hinanden sagt, fordi de aIIe paa lige Fod var medskyldige i den store Landskatastrofe. Da viste det sig i Sandhed, at Parlamentarismen havde spillet fallit.

Men heraf drog det Styre, som havde vist sig ryggesløst nok til at lade de orientalske Spekulanter og Tyveknægte ødelægge Samfundets Økonomi, desværre ikke Konsekvensen. Tværtimod! Det havde været rimeligt, om alle de Personer, som paa den ene eller anden Maade havde gjort sig medskyldige i Landmandsbankkatastrofen og dennes Følger, droges til

498

Ansvar, ogsaa strafferetsligt. Det havde været rimeligt, om Glückstadts Tafelrunde, Rigmændene, som havde det største Ansvar for de ved Landmandsbanken forvoldte Tab, ogsaa var blevet forpligtet til at hæfte med hele deres Formue for disse Tab. Men saadan noget skete ikke. Efter at Bankkommissionens Beretning var blevet offentliggjort, havde der bI. a. været al mulig Anledning til bI. a. at indlede kriminel Undersøgelse mod Mænd som Hugo Rothenberg og Theo Kliatschko. Det skete ikke. Der havde været Grund til at undersøge, hvorvidt Bestyrelsesmedlemmerne i Ballin-Koncernen havde røgtet deres Hverv paa forsvarlig Maade. Det skete ikke. Det havde været paa sin Plads, straks efter at de første Angreb var bleven rettet mod Landmandsbanken i Oktober 1921, at foranledige Bankinspektoratet til at indlede en grundig Undersøgelse af Bankens Forhold. Det skete ikke. Der var senere særlig Anledning til at kræve streng Straf for de Hovedansvarlige i Landmandsbankkrakket, navnlig for Glückstadt og Plum, og dog viste det sig, at man indenfor Rigsdag og Regering til Tider var mere betænkt paa at faa baade Undersøgelsen og Processen mod disse Mænd standset. De Domme, som faldt først mod Bankraadets Medlemmer, senere mod Plum ved Østre Landsret, var skandaløse, og de var det, fordi Regering og Rigsdag var for fejge og svage til at stække det tredie Tings skæbnesvangre Indflydelse. Selve Debatten om Christmas Møllers Dagsorden (S. 272 flg.) viste tilfulde, hvor stærkt navnlig de borgerlige Partier var bleven indviklet i det jødiske Rænkespil.

Men næsten værre end alt dette er Rekonstruktionens Historie og den Rolle, Statsminister Neergaard og Nationalbankdirektør Ussing her spillede.

Dr. Ussing burde ganske selvfølgelig aldrig være gaaet med til Belaaningen af Landmandsbankens Aktier i November 1921 uden forud at forskaffe sig nøje Orientering over Bankens Stilling. Ja, han burde have krævet en Undersøgelse fra Bankinspektoratets Side, efter at Mistilliden var kommet til Orde i Folketingets Forhandlinger i Oktober 1921. Han burde senere

499

ved Juliordningen 1922 sammen med Neergaard pure have afvist Emil Glückstadts Afpresningsmanøvrer, og Rigsdagen burde under Hensyn til de anvendte Gangstermetoder aldrig have ydet en Øre til Landmandsbankens Rekonstruktion. Der skulde navnlig være gjort rent Bord i det Øjeblik Rigsdagen erkendte, at 9. Juli-Ordningen ikke kunde holde, og at den Erklæring, som Ministrene Neergaard og Tyge Rothe havde sagt god for, var upaalidelig. Det vil sige: I Stedet for at lystre Finansmagtens Direktiver burde Rigsdag og Regering straks have besluttet Landmandsbankens Likvidation. Men enhver Lejlighed til at gennemføre en hæderlig og for Samfundets Velfærd gavnlig Løsning blev forsømt.

Det er allerede i anden Sammenhæng blevet paapeget, at de jødiske Aktionærer i Landmandsbanken,

som havde deres Forbindelser til Børskredse i Orden, uden Tvivl har kunnet undgaa Tab ved i Tide at indfri deres Aktier hos Landmandsbanken henholdsvis det famøse Opkøbsselskab Ergor. De vidste Besked og lod sig - som det ogsaa eftertrykkeligt fremhævedes af Ove Rode i Folketingets Forhandlinger den 19. September 1922 - ikke narre af Erklæringen af 9. Juli 1922 (Jvf. ovenfor S. 43 flg.). Børsjobberne lod sig ikke føre bag Lyset og solgte løs, saalænge Nationalbankens Støtteaktion endnu var virksom. Dette pointeredes ogsaa af Børskomissær Julius Schovelin, idet han bI. a. i Landstingsforhandlingerne den 21. 9. 1922 bemærkede, at »Hr. Rode i Folketinget rigtigt har gjort opmærksom paa, at Børsens Jobbere lykkedes det ikke Nationalbankdirektøren af faa narret - de gik ikke i Baissen«. Der kan herefter gaas ud fra, at jødiske Aktionærer i det store og hele har faaet deres Aktier indløst til omkring Pari. Men de ikke-jødiske Aktionærer kunde, som Forholdene laa, ikke paa tilsvarende Maade bjærge sig. Thi de anede jo for det meste ikke, hvad der foregik, havde ikke de samme gode Forbindelser som Børsjobberne. Efter at Staten dernæst overtog den almindelige Garanti overfor Bankens Indskudsmidler, var ogsaa de jødiske Indskydere reddet sammen med de jødiske Aktionærer, noget

500

som i denne Sammenhæng maatte være af allerstørste Betydning, da det jo i ganske særlig Grad var jødiske Kapitalinteresser, der var knyttet til Landmandsbanken. Naturligvis nød ogsaa de andre, ikke-jødiske, Indskydere paa samme Maade Beskyttelse; men det ændrer intet ved den Kendsgerning, at Ordningen i første Række var til Gavn for den jødiske Højfinans, og Situationen karakteriseres jo netop ved, at det ene og alene var den Bank, i hvilken jødiske Interesser var særligt stærkt repræsenteret, som opnaaede ikke blot en begrænset Statshjælp, men generel Statsgaranti. Hvad det kom til at betyde for Landmandsbankens jødiske Indskydere kan ikke opgøres i Tal, men hvis der kan gaas ud fra, at Indskudsmidlerne i Landmandsbankens Hovedsæde for Tredje- eller Fjerdedelens Vedkommende - d.v.s. for 3-400 Mill. Kr.’s Vedkommende - tilhørte Jøderne, vil det sige, at denne Formue blev bevaret ubeskaaret for den jødiske Finansmagt paa Skatteborgernes Bekostning. (Hvorvidt den Andel, som Jøderne har haft i Landmandsbankens Folio-, Indlaan- og Kontokurantindskud - som f. Eks. ultimo 1920 androg 1244 Mill. Kr. - har andraget en Tredie- eller blot en Fjerdedel, eller ogsaa noget helt andet, kan der her ikke udtales noget om. Men eftersom Landmandsbankens Hovedsæde havde udlaant mere end Halvdelen af Debet-Kontienes samlede Beløb til udpræget jødiske Foretagender, er det aldeles ikke usandsynligt, at Jøderne selv hos deres Bank har haft staaende mellem 300 til 400 Millioner Kroner paa Kredit-Kontiene).

At der ved Ordningen af Landmandsbanksagen har gjort sig særlige Tendenser gældende, viser sig tydeligt, naar man derpaa undersøger, hvorledes Staten forholdt sig overfor de andre i samme Tidsrum havarerede Banker og Sparekasser. Der krakkede jo cirka 30 Pengeinstitutter, og i alle Tilfælde gik det ud over sagesløse Sparere og Indlaanere.Spørgsmaalet om Hjælp ogsaa til disse mindre Institutioner kom naturligvis oftere paa Tale siden Efteraaret 1922.Bl.a. blev i Folketingets Forhandlinger den 19. September

501

1922 om Regeringens Forslag vedrørende Reorganisation af Landmandsbanken fra Rigsdagsmedlemmers Side foreslaaet, at der ogsaa skulde ydes tilsvarende Hjælp til andre Banker, som var kommet i lignende Vanskeligheder som Landmandsbanken. Her anbefalede det konservative Medlem Pitzner, at man ogsaa under den ene eller anden Form maatte træde hjælpende til fra Statens eller Storbankernes Side overfor krakkede Smaabanker, og han erklærede paa sit Partis Vegne, at han ikke saa rettere, end at det var Statens Pligt at træde til og hjælpe, hvor Sparere uden egen Skyld var kommet i Nød. Endnu ved denne Lejlighed erklærede Statsminister Neergaard, at saadanne Overvejelser naturligvis var paa sin Plads. Og han

tilføjede: »Jeg har aldrig ment, at dette var noget, om hvilket der absolut ikke kunde forhandles«. Dermed skulde blot ikke være sagt, at Rigsdagen herefter med Konsekvensens Magt skulde være nødt til at gaa ind paa den Art Forslag. Dog til en Forhandling om saadan en Hjælp vilde Regeringen altsaa dog ifølge Neergaards Erklæringer i September 1922 altid være villig, og specielt skulde der saa bI. a. drøftes, hvorvidt der kunde ydes Støtte til Sparerne i Hellerup Banken eller andre, som uforskyldt var kommet i Vanskeligheder. Her viste altsaa Regeringen Viljen til at støtte andre nødlidende Bankers Indlaanere, og denne principielle Indstilling syntes Rigsdag og Regering at fastholde, saa længe der endnu maatte forhandles om Landmandsbankens Reorganisation, mens altsaa Jødekapitalen endnu var i Knibe. Men saa snart denne Kapital var uden for Fare, og den generelle Garanti for Landmandsbankens Indskudsmidler var blevet effektiv, fik Piben en anden Lyd. Da var der ikke mere Tale om, at Staten ogsaa skulde hjælpe andre Bankers Indlaanere. Det manglede da bare. Da var det, at »Finanstidende« gav klar Besked, hvordan man indenfor den jødiske Finansverden saa paa dette Forhold, idet det i Nr. 18 af 4. Februar 1925 tog Stilling til Sagen.

»Finanstidende« meddelte ved denne Lejlighed, at Sparerne i de sammenbrudte Provinsbanker gennem det af den nedsatte

502

Udvalg paany havde henvendt sig til Lovgivningsmagten om Støtte i Overensstemmelse med de velvillige Udtalelser angaaende denne Sag, som fra forskellig Side var blevet fremsat under Behandlingen af Lovforslagene om Landmandsbankens Rekonstruktion. For dette Organ stod det nu klart, at saadan Hjælp ikke maatte ydes, og at Rigsdag og Regering gjorde sig skyldig i en meget stor Fejl ved ikke eftertrykkelig at afvise saadanne Henstillinger. Nu skulde det være Slut med Statshjælp. Landmandsbankens Sparere havde jo nu reddet deres Kapital - og det maatte vel anses for tilstrækkeligt. Med en Kynisme, der næppe kunde overtræffes, knyttede Finansorganet hertil følgende meget aabenhjertede Betragtninger:

»At Staten er kommen i en højst uheldig Situation derved, at den for at afværge en Panik paa Pengemarkedet under en kritisk Situation har paataget sig den absolutte Garanti for en enkelt Banks kreditorer – en Garanti, hvis Berettigelse iøvrigt i høj Grad kan omtvistes (sic!) - skal ikke benægtes, men dette berettiger paa ingen Maade til Skabelse af et almindeligt Præcedens for, at Staten er moralsk forpligtet til at gribe ind, hver Gang en Bank gaar i Stykker.(!!) Vi mener tværtimod, det er paa høje Tid, det bliver endelig fastslaaet, at den Slags Skader er Statskassen ganske uvedkommende«. (Indføjelser og Udhævelser af Forf.).

Dermed havde den jødiske Kapitalmagt givet tilkende, hvorledes man nu - i Februar 1925 - saa paa Spørgsmaalet om Statshjælp til havarerede Banker. Nu ønskede man ikke mere af denne Skuffe, nu, da jødekapitalen var reddet. Men i 1922 - 23 saa man rigtignok anderledes paa Sagen, da var der saa sandelig ikke i »Finanstidende« Tale om, at Statsgarantiens Berettigelse for Landmandsbankens Kreditorer »i høj Grad” kunde omtvistes.

Selve Udviklingen af Forhandlingerne om Bankens Rekonstruktion i Sommeren 1922 viste ogsaa paa saa mange andre Maader, hvor stærkt det var Rigsdag og Regering magtpaaliggende fremfor alt netop at redde Landmandsbanken, Glück-

503

stadts Bank. Det er allerede foran skildret, hvordan Ministrene Niels Neergaard og Tyge Rothe fra første Færd regnede med en stærk Modstand i den offentlige Mening mod den af dem trufne 9. Juli-Ordning, og at de derfor ansaa det for klogt for en Tid at holde de mere eller mindre forpligtende Tilsagn, de havde givet, skjult for Rigsdagen. De vilde lempe sig tilrette, eller - for at sige det klarere - luske sig frem til Maalet. Til Forsvar for denne Taktik forklarede de senere, at de havde haabet, derved at kunne udskyde

Landskatastrofen. Men paa denne Maade føjedes Led til Led for at gennemtvinge den Ordning, Glückstadt ønskede, ved først at binde Nationalbanken til Landmandsbankens Skæbne, dernæst Staten, til en Begyndelse med et begrænset Millionbeløb, og derefter med den generelle Statsgaranti. Man tog Skridt for Skridt for at paaføre Folket Risikoen ved Bankens Rekonstruktion, og Planen om paa denne Maade atter at stabilisere Jødernes Finansmagt Iykkedes saaledes altfor godt.I Rigsdagens Forhandlinger i September 1922 blev Overrumplingen gennemført; ene og alene Grev Bent Holstein undlod at stemme for Regeringens Forslag om, at Staten skulde indskyde 40 Mill. Kr. som Præferencekapital. Da Forpligtelserne overfor Banken senere udvidedes, sprang det radikale Venstre fra, 1926 gik Socialdemokraterne med til yderligere Bevillinger, 1927 stemte de imod et Forslag om en endelig Ordning af Landmandsbankens Forhold. I Forhandlingerne i 1928 om en endelig Ordning af Statens Forhold stemte 12 Konservative mod Regeringsforslaget. Det viser sig altsaa, at Partiernes Holdning overfor Rekonstruktionen har været meget vaklende. Konsekvent i deres Stilling var kun paa den ene Side Grev Holstein, der til Stadighed forlangte en forsvarlig Likvidation, paa den anden Side Venstre - det Parti, som man skulde antage havde mindst Interesse i at støtte denne Sag. Venstre satte som eneste Rigsdagsparti fra først til sidst alt ind paa at gennemtrumfe Kapitalmagtens Krav! Den slaviske Lydighed, som Statsminister Neergaard i hele sin Regeringstid

504

havde vist overfor Glückstadt, var bestemmende for Partiets Holdning overfor Rekonstruktionsspørgsmaalet indtil det sidste.Ofte nok var det paa tale at Banken burde likvidere. Grev Holstein havde bI. a. den 3. Februar 1923 i Folketinget foreslaaet »en lempelig Likvidation i den Form, at man skyder ud, hvad der maa betragtes som usunde og uholdbare Foretagender og Aktiver og at man tager de Aktiver, der kan betragtes som levedygtige og sunde, og af dem danner en Kærne, hvoraf der kan skabes en ny og mindre Bank, og at Staten saa garanterer Landmandsbankens Kreditorer og Indskydere den Dividende, de nu maatte kunne faa ved en Likvidation af Banken”. Ja, endog Edvard Brandes havde i en Kronik i »Politiken” den 30. April 1923 givet Udtryk for den Opfattelse, at man burde have valgt en anden Udvej ved at rejse Statshjælp til en helt ny Bank, hvorved Afviklingen af de usikre Engagementer skulde have været holdt udenfor den nyrejste Bygning. Det havde været det bedste. Men, fortsætter Brandes: ”Man valgte imidlertid den Form, der i Øjeblikket var bekvemmest og hurtigst. Man gemte alting ned i samme last uden smaalig Skelen mellem Daarligt og Godt, satte Statsseglet for Skudens Læk og lod den sejle ud igen paa det aabne Hav. For Sejladsens Udfald tog ingen Ansvaret – undtagen Fremtiden, og hos den kan man søge Haab, men ingen Dækning.”

Hvorom alting er: Dr. Ussing og Neergaard besluttede at rekonstruere Banken ved Statshjælp, hvorved Ussing gjorde sig skyldig i et radikalt Brud med sine egne Principper. Naar han nemlig i sin i 1926 udgivne Bog om Nationalbanken hævder, at hans Bank aldrig var gaaet med til at erstatte Kreditortab hos saadanne Banker, som ikke blot havde tabt Aktiekapital og Reserver, men heller ikke havde Aktiver nok til at dække Indskydernes Penge, saa stemmer det ikke. Overfor Landmandsbanken blev dette Princip ikke fulgt. Dr. Ussing er meget kategorisk i sine erklæringer, naar han bl.a. paa S. 230 flg. I nævnte Skrift bemærker:

505

”Til dens (Nationalbankens) Opgave hører ikke den at give Gaver, og Erstatningsprincippet vilde være fordærveligt i sine Konsekvenser. Der er altid Risiko forbunden med at besidde Penge, hvad enten de ligger paa Kistebund, er indsat i Banker eller anbragt i ”kongelige Obligationer”. Den Pengeanbringelse, som anses for den sikreste, nemlig i Stats-, Kommunal- og Kreditforeningsobligationer, bliver til Tab, naar disse

Institutioner vedbliver at pumpe ud i Markedet nye Obligationer, saa Kursen synker; men ingen vilde falde paa, at Sparerne skulde have dette Kurstab erstattet, og hvad Banker angaar, har Staten gjort sin Pligt ved at indrette Bankforhold paa bedste Maade; den kan ikke uden at udsætte sin egen økonomiske Stilling assurere med Privatpersoners Vanrøgt af Pengene eller uundgaaelige Kriser.”

Det er tydelige Ord! Men saadanne gode Principper gjaldt altsaa, som Erfaringen viser, ikke, naar en Jødebank kom i Fare. Og iøvrigt har Direktøren tillige vist sig rede til ved Sammenbrud af en Jødebank at skaffe Dækning ikke blot for Tab, der var opstaaet ved Obligationskursers Nedgang, men oven i købet ogsaa for saadanne, som var fremkaldt ved forbryderisk Aktiespekulation og ved svindleragtige Kapitalinvesteringer. Men dette hørte maaske ogsaa med til Varetagelsen af den ”offentlige Moral”, Direktøren saa ivrigt kæmpede for – før Verdenskrigen.

Ministeriet Neergaard kunde i øvrigt ved Spørgsmaalet om Ordningen af Landmandsbankens Forhold have overvejet, om det ikke ogsaa havde været passende her at anvende de ”sociale” Synspunkter, der faa Aar i Forvejen havde været bestemmende for Opskrivningen af de Marktilgodehavender, den nordslesvigske Befolkning havde indestaaende hos Banker og Sparekasser ved Afstaaelsen af Grænselandet til Danmark. Ved denne Lejlighed drejede det sig jo om at give Indskyderne Erstatning for store Tab, der paa ingen Maade kunne tilregnes dem, nemlig for de Tab, der var forvoldt ved Markinflationen. I denne Anledning blev det bestemt, at Tilgodehavender skulde

506

udlignes ved Statsmidler efter en glidende Skala, saaledes, at der betaltes Erstatning for indskudte Midler:

indtil 5.000 Mark efter Parikursfra 5.000-10.000 - - Kurs 45- 10.000-15.000 - - 40

og saa fremdeles, efter en af Udligningskassens Forvaltningsraad fastsat Markkurs, der formindskedes med 5 for hvert 10.000 Mark, hvortil Formuen beløb sig. Dog kunde en Formue ved Erstatning ikke bringes op over 25.000 Kr. Med Hensyn til den nordslesvigske Befolkning ansaas det altsaa for en Selvfølgelighed, at Indskyderne maatte tage deres Andel af Tabene, medens Sparerne og Indlaanerne hos Landmandsbanken dækkedes for ethvert Tab. Overfor Finansmagten, overfor den jødisk-danske Kapital mente Rigsdag og Regering at maatte yde fuld Statsgaranti, medens man søgte at affinde et nødstedt Grænsefolk med en sølle saakaldt social Foranstaltning, der i selve Gennemførelsen, taget som Helhed, kun gav Erstatning for en Fjerdedel af de lidte Tab!

Der melder sig endelig det Spørgsmaal, hvorfor Rigsdag og Regering ikke har været opmærksom paa, at der eventuelt kunde blive gjort Straffeansvar gældende mod de to Ministre Neergaard og Tyge Rothe, fordi de ikke pligtmæssigt i Tide i Efteraaret 1921 havde foranlediget, at Bankinspektøren foretog en Revision af Banken, og fordi de ikke pligtmæssigt havde henvendt sig til Rigsdagen, efter at de havde forpligtet Lovgivningsmagten til at støtte den ved 9. Juli-Ordningen indledede Rekonstruktion. I begge Tilfælde drejede det sig om grov Embedsforsømmelse. Ejendommeligt, at Partierne forholder sig aldeles passive overfor dette Forhold, og at det alene var Grev Bent Holstein, der ogsaa paa dette Punkt fremsatte principielt vigtige Synspunkter. Saaledes erklærede Grev Holstein i Folketinget den 23. Januar 1923 - til stor Forargelse for Tinget - følgende: »Sigurd Berg, den afdøde Venstrefører, blev dømt ved Rigsretten efter Straffelovens § 143 for grov Embedsfor-

507

sømmelse, fordi han ikke havde ladet Sparekasseinspektøren undersøge Bondestandens Sparekasses Forhold i de nærmest foregaaende Aar før Krakket. Det er udenfor Tvivl, at den højtærede Statsminister og Hr. Tyge Rothe er mindst lige saa modne til Rigsretten efter deres Gerninger og Forsømmelser. . .« Her blev Taleren straks bremset i sine Betragtninger, idet Formanden gjorde gældende, at det laa udenfor Folketingsmandens Kompetence at tale om disse Forhold! To Dage senere, den 25. Januar 1923, gør Grev Holstein i sin Artikelrække i »Aarhus Stiftstidende« om »Ministeriet Neergaard og Landmandsbankens Krak« opmærksom paa, at Ministrenes Holdning i Anledning af 9. Juli-Erklæringen ogsaa havde sin retslige Side. Her drejede det sig, selvom Erklæringen ikke havde nogen Underskrift, uden Tvivl om et Dokument, der fremtraadte med den ydre Virkning, som om det var en Embedserklæring. Den var ogsaa almindeligvis bleven opfattet som en Embedserklæring, under Hensyn til, at Ordningen refererede til Bankinspektørens Undersøgelser og fremkaldte det Indtryk, at det var Bankinspektørens Tabsberegning, der dannede Grundlaget for den vedtagne Rekonstruktion. Holstein paapeger i den Anledning, at der om forsætlig urigtige Embedserklæringer bestemmes følgende i Straffelovens § 134 i Afsnittet om ”Forbrydelser i Embedsforhold«:

»Har nogen foretaget nogen af de i § 133 ommeldte Handlinger (d.v.s. Forfalskning, Forvanskning eller Tilintetgørelse af Embedsprotokoller, Dokumenter, m. m.) uden at Gerningen kan henføres under samme, eller iøvrigt i Embedsmedfør afgivet en falsk Attest eller Forklaring, eller forsætlig Undladt i Attesten eller Forklaringen at oplyse Omstændigheder, der maa anses væsentlig at henhøre til den omhandlede Sag, straffes han med Embedsfortabelse, simpelt Fængsel, ikke under 1 Maaned, eller under formildende Omstændigheder med Bøder«.

Naar man tager Hensyn til, at de to Ministre begik de her omhandlede Forsømmelser under Brud paa alle parlamentariske Regler ved hverken at give Oplysninger til Ministerkollegerne,

508

til Partiformændene eller til Partierne, ved overhovedet at holde Rigsdagen udenfor, samt at der faktisk forelaa meget alvorlige strafbare Handlinger, er det uforstaaeligt, at ikke eet af Partierne saa sig foranlediget til idetmindste at kræve retslig Undersøgelse foretaget. Lad gaa, at man var led og ked af Bankskandalen og derfor mente at maatte afse fra en konsekvent Retsforfølgelse mod de i selve Skandalen implicerede Personer - her havde der ikke været nogen Vej udenom. Her burde der være grebet ind fra Rigsdagens Side, ligesom det skete i 1908 i Anledning af Alberti-Affæren. Men her viste sig igen den allerede under Rigsretssagen mod I. C. Christensen og Chr. Berg paatalte Tilbøjelighed hos Partierne til at dække over »mislykkede Medlemmer af Partiet«. Og Grunden til, at det her ikke blot var selve Partiet, Venstre, men hele Rigsdagen - med Undtagelse altsaa af det ene Medlem Grev Holstein - som søgte at holde Ministrene udenfor det strafferetslige Ansvar, maa her selvfølgelig atter søges i de skjulte Kræfters Indflydelse paa Rigsdagens og Regeringens Afgørelser. Da Neergaard og Rothe, naar det kom til Stykket, blot havde tilsigtet at varetage Finansmagtens Interesser ved deres Handlemaade, var det selvfølgeligt, at det tredie Ting ogsaa sørgede for, at de ikke blev udsat for en mere vidtgaaende Forfølgelse fra Rigsdagens, endsige Domstolenes Side.

At Retsforfølgelse mod Neergaard i Anledning af 9. Juli-Erklæringen havde været paa sin Plads, opdager ogsaa »Social-Demokraten«, - rigtignok først saa sent som i Januar 1924, da der skal gives en passende Optakt til de forestaaende Folketingsforhandlinger om Bankkommissionens Beretning og da samtidig Propagandaen til det kommende Valg skal indledes. - Da stiller Bladet (22. Jan. s. A.) i en ledende Artikel Spørgsmaalet: »Bør Neergaard stilles for Rigsretten?« En lang Række Anklagepunkter mod den daværende Statsminister fremføres, hvorved der navnlig dvæles ved den Stilling, Neergaard indtog ved

Udstedelsen af 9. Juli-Erklæringen og i September 1922. Det pointeres, at saafremt han ved den førstnævnte Er-

509

klæring havde haft samme Viden som Nationalbankdirektør Dr. Ussing, burde han stilles for en Rigsret. Afgørelsen maatte ifølge Bladets Formening gøres afhængig af, hvorledes Spørgsmaal som f. Eks. de følgende maatte besvares: »Vidste Hr. Neergaard (i Juli 1922), at Landmandsbankens Udlaan laa paa ganske faa Hænder, og at Banken altsaa i Virkeligheden ikke havde den store naturlige Basis, der stadig blev fremhævet? Vidste han, at Nationalbanken i Sommeren 1922 havde 150 Mill. til Gode hos Landmandsbanken foruden 20 Millioner i Klemme i »Ergor«-Syndikatet, og at Hjælpen til Landmandsbanken i Virkeligheden var Selvhjælp til Nationalbanken? Og vidste Hr. Neergaard, at Nationalbanken i September, da Banken blev rekonstrueret anden Gang, havde en kvart Milliard til Gode i Landmandsbanken foruden et Tab paa 20 Millioner paa »Ergor«-Syndikatet?« Hvis saadanne Spørgsmaal altsaa maatte besvares bekræftende, maatte Neergaard anses for at være strafskyldig. Dernæst fastslaar Bladet, at Neergaard ligesom Nationalbankens Direktører burde have vidst Besked og dermed ogsaa have erkendt, at Statens Garanti jo ikke blot sikrede Landmandsbankens Eksistens, men tillige var Redningsplanken for Nationalbanken og frem for alt »en Garanti for den samlede Højfinans, en Ordning, hvorved Statens Midler stilledes til Højfinansens uindskrænkede Raadighed«. Hvis Regeringen havde faaet ren Besked, vilde Banken - erklærer »Social-Demokraten« endvidere - aldrig være blevet rekonstrueret, men likvideret, en ny Bank oprettet og Nationalbanken rekonstrueret under en for Staten betryggende Form.

Ogsaa Socialdemokratiets Hovedorgan har altsaa været opmærksom paa, at der her var Grundlag for en Rigsretsanklage. Men vel i Erkendelsen af, at alle Partier, og det selv med, skulde gaa varsomt med Dørene, naar Landmandsbanksvindelen kom paa Tale, indskrænkede Bladet sig til at fremsætte disse rent retoriske Spørgsmaal paa saa sent et Tidspunkt, at en virkelig Indskriden mod Statsministeren maatte anses for udelukket.

510

Neergaard - og med ham Tyge Rothe - slap jo ogsaa for Tiltale.Paa samme Maade var Regering og Rigsdag faa Aar senere eftergivende over for Fru Laura Glückstadt.

Hendes ofte omtalte i 1929 udgivne »Forsvarsskrift«, hvis fuldstændig uvederhæftige og uforsvarlige Argumentation indeholdt de mest fornærmelige Angreb mod Domsmyndighederne, kunde have givet Anledning til alvorlig Forfølgelse. Men der skete intet. Undladelsen heraf blev derved et nyt Vidnesbyrd om den hele eller halve Korruption, der stadig herskede i det danske Samfund, ogsaa efter Glückstadt-Affærens Afsløring. Havde det drejet sig om en anden end en prominent Jødinde, er det formentlig givet, at der var blevet rejst Tiltale efter den daværende Straffelovs (10. 2. 1886) § 101, som siger, at: »Den som med Haan, Skældsord eller anden fornærmelig Tiltale overfalder en Embedsmand osv. . . . under Udførelse af deres Embede eller Bestilling eller i Anledning af samme, straffes med Fængsel eller Bøde«. Nu affødte Fru Glückstadts Skandskrift mod den danske Retspleje foruden nogle uvæsentlige Bladkommentarer (jvf. bI. a. Artiklen »En Redegørelse« i »Børsen« af 14. Dec. 1929 og Artiklen »Det tredie Ting« i »Social-Demokraten« af 30. Dec. 1929) ikke andet end et yderst spagfærdigt lille Modskrift fra Højesteretssagførerne Bülow og Fenger, trykt som Manuskript og privat udsendt til et Faatal af Mennesker. Større Opstandelse var der ikke i denne Anledning.

Det blev ovenfor konstateret, at der kan regnes med, at de jødiske Kapitalister ikke led større Tab ved Landmandsbankens Sammenbrud. Alligevel var de ikke tilfredse. De stillede større Krav. Saasnart derfor de første Efterdønninger af Krakket var overstaaet, havde Finansmagten straks de nye Paroler parate, der

skulde bidrage til at konsolidere dens Stilling indenfor Samfundet: nu krævedes der først en Egaliseringsfond oprettet, derefter Genindførelsen af den saakaldte »ærlige Krone«.

511

Selvfølgelig lykkedes ogsaa disse Planer og dermed Virkeliggørelsen af det mest infame Folkebedrag, Højfinansen i Efterkrigsaarene har tilladt sig overfor Folket. Egaliseringsfonden skulde bidrage til at stabilisere Kronekursen. Da ca. 100 Mill. Kr. var sat over Styr ved denne Aktion, maatte den opgives. Deflationen, Genskabelsen af Pari-Kronen, fandt Sted under Ministeriet Stauning. Dermed fik Finansmagten den største Cadeau fra Statsmagtens Side, den nogen Sinde har opnaaet i noget som helst Land. Thi intet Land havde tilladt en saa radikal Deflation som Danmark, hvortil det endog kan siges, at intet Land var blevet mere indtrængende advaret mod Genindførelsen af Pari-Kronen fra de hjemlige og de internationale Finanseksperters Side end netop Danmark:«) (d.v.s. af Prof. L. V. Birck og den senere Nationalbankdirektør Jak. Chr. Lindberg, Englænderen J. M. Keynes, Svenskeren Prof. Gustav Cassel og Hollænderen Gerard Vissering). Deflationen, d.v.s. Tilbageførelsen af Kronen til Førkrigsværdien, betød jo intet andet end en gennemgribende Omplacering af Formuerne indenfor Samfundet: hvad man tog fra Realkapitalen, blev overført til Privatkapitalen, Spekulationskapitalen, hvad man tog fra de produktive Erhverv, kom den passive Kapital tilgode. Denne Ordning gennemførtes paa Finansmagtens Ordre under den helt igennem forløjede Parole, at Danmarks Anseelse i Udlandet gjorde Indførelsen af »den ærlige Krone« fornøden. Den gennemførtes ikke blot med Tilslutning af Finansmagtens særlige Forkæmpere paa Rigsdagen, d.v.s. det radikale Venstre og de Konservative, men ogsaa med Venstres og Socialdemokraternes Støtte, omendskønt det fra Begyndelsen stod klart, at den maatte blive ruinerende baade for Landbrug og Industri. Stauning blev Parikronens Frelsermand. Et saadant Forræderi begik det parlamentariske Styre overfor Folket.Følgerne af denne gigantiske Tyveri-Politik, som i Reali-

*) Lorenz Christensen, Nordslesvig venter - Kbh, 1935, S. 26-28.

512

teten førte til en Overflytning af mere end en Milliard Guldkroner fra de produktive Erhverv, det arbejdende Folk, til den passive Kapital, *) udeblev ikke. Resultaterne var:1) Finansmagten stod stærkere end nogen Sinde før. Kronens Købeevne fordobledes næsten. De jødiske Finansmænd, som havde reddet deres Kapital nogenlunde ubeskaaret ud af Krisen, specielt Landmandsbank-Katastrofen, kunde nu indrette sig paa en endnu mere systematisk og gennemgribende Kapitaludbytning, end de før havde haft Mulighed for. Rentebyrdernes Forøgelse blev derved den væsentlige Forudsætning for den fremadskridende Akkumulation af Kapitalen. Et vist Holdepunkt til Bedømmelse af denne Udviklings Resultater er givet i Formuestatistikken, af hvilken det fremgaar, at Hovedstadens Andel i Formuerne steg fra 28,4 pCt. i 1921-22 til 39,7 pCt. i 1933-34, for derefter at synke til 35,6 pCt. i 1941-42, medens de tilsvarende Procenttal for Provinsbyernes Vedkommende androg 16,1, 19,7 og 20,3 pCt. og for Landdistrikternes Vedkommende 55,5, 40,6 og 44,1 pCt.

2) Landbruget blev slaaet ud! Det danske Bondebrug var allerede under Inflationen blevet overprioriteret ved i altfor stor Udstrækning at stifte Laan i en værdiforringet Valuta. Nu, efter Indførelsen af Parikronen, var Landbruget ikke mere i Stand til at svare til sine Forpligtelser. Det kunde ikke bære Gældens Fordobling, der var fremkaldt ved Deflationen, navnlig da samtidig Priserne for Landbrugsprodukterne halveredes, og Skatterne øgedes. Landbruget maatte tære paa sin Kapital. Det blev fattigt i den Grad, at det ifølge den officielle Statistik om dets Gældsforhold af 15. Juli 1937 paa dette

Tidspunkt kun ejede knapt 20 pCt. af Ejendommenes Panteværdi, medens Gælden ialt beløb sig til 81,4 pCt., deraf Pantegælden til 75,7 pCt. I Jylland androg Gælden endog 90,5 pCt. af Panteværdien; paa Smaabrugene i Jylland var kun een Procent af Panteværdien ubehæftet. Landbrugerne var altsaa nu mere en

*) Jvf. ovenfor S. 444 flg.

513

nogensinde før bleven Renteslaver, Kapitalens Trælle; deres Kaar var haabløse. Af disse Grunde opstod »Bevægelserne«, Bondens Frigørelseskamp overfor den overmægtige Kapital.

3) Arbejderbefolkningen blev Offer for Arbejdsløshedens Svøbe. Socialdemokratiet havde, ved at støtte Finansmagtens Interesser ved Indførelsen af Parikronen, selv regnet med at kunne profitere ved denne Ordning. Det haabede nemlig, at Lønniveauet kunde opretholdes trods et synkende Prisniveau. Men en i Forvejen overkapitaliseret Industri kunde selvfølgelig ikke i det lange Løb holde til det gældende Lønniveau, efter at Guldpariteten var naaet. Den store Omplacering af Samfundsværdierne under Deflationen havde saaledes til Følge, at Lønningerne maatte sænkes, at Rationaliseringen af Bedrifterne maatte forceres, og at store Arbejderstyrker maatte sættes ud. Ogsaa det opnaaedes altsaa under socialdemokransk Styre, at Arbejdsløsheden blev det staaende Emne, og at Regeringen aldrig evnede paa virksom Maade at skabe en Aflastning paa Arbejdsmarkedet. Arbejdsløshedsprocenten, som 1910 - 14 havde ligget under 10 pCt. og i Inflationsperioderne 1919 - 20 og 1923 - 24 laa tilsvarende lavt, steg nu voldsomt, androg - for at nævne nogle af de værste Aar - bI. a. 1926 20,7, 1927 22,5, 1932 og 1933 endog henholdsvis 28,8 og 31,7 pCt., sank derefter noget indtil 1936, for derefter atter at stige til 21,9 pCt. i 1937 og 23,9 pCt. i 1940. *)

Jovist: Parikronen havde sine Konsekvenser. Og saa kunde den end ikke opretholdes! 1931 blev Kronen atter løst fra Guldet. Men da Møntens Købeevne derved ikke forringedes mærkbart, maatte DefIationens Virkninger alligevel stadig gøre sig gældende til Fordel for den passive Kapital og til Skade for de produktive Erhverv.

*) Den omtrentligt tilsvarende Stigning af Arbejdsløsheden i en Række andre europæiske Lande havde jo de samme Aarsager. Overalt lykkedes det Kapitalen under forskellige Former at gennemføre en Deflation med dens for Økonomien saa ødelæggende Konsekvenser.

514

Saaledes bevaredes altsaa Storkapitalens Hegemoni. De Radikales ledende Mand, C. Th. Zahle, havde paa Partiets 19. Landsmøde i Vejle den 13. Maj 1923 krævet, at nu maatte alt sættes ind paa, at Højfinansens Magt blev brudt. Han havde haabet, at - som han selv siger - »Det tredie Ting«s Mænd efter Sammebrudet havde faaet nok at gøre med deres eget og derved ikke mere vilde gribe forstyrrende ind i Landets Politik. Men Erfaringen havde vist noget andet. Desmere Grund var der til at raabe Vagt i Gevær mod den aggressive Storkapital. Et Aar senere erklærede Socialdemokratiets ledende Mand, Statsminister Thorvald Stauning, paa et fynsk Arbejderstævne i Bogense den 29. Juni 1924, »at Overklassen nu maa lære, at en ny Tid er inde i Danmark; Pengemagtens Overhøjhed kan ikke ventes opretholdt, en Demokratisering maa iværksættes«. Den saaledes proklamerede nye Tid manifesterede sig kort Tid senere i den Valutapolitik, som førte Kronen tilbage til Pari og dermed sikrede netop den Overklasse, hvis Magt de Radikale og Socialdemokraterne foregav at vilde bryde, en Magtstilling, den næppe havde haft tilforn, end ikke i selve Landmandsbankperioden. Og Jøderne forblev, hvad de var: »Vogtere af Helligdomme«, i Louis Levys Aand, medens Bonden led under Overprioriteringens Tryk og Arbejderen under Arbejdsløshedens Snært.

Den nye Tid, der skulde bringe den sande Socialismes Sejr, kom ikke.

Til Slut endnu nogle Betragtninger om Jødernes sidste og højeste Maal, de Maal, som til evig Tid har været bestemmende for Jødernes Handlen og Færden og er det den Dag i Dag.

Naar man betragter Landets økonomiske og politiske Udvikling i Aarene 1914 - 24, vil det ikke kunne nægtes, at den i eet og alt genspejler de Idéer og Tendenser, som ifølge Zions Vises Protokoller behersker Jødernes Virksomhed. Naar der bI. a. i 1. Protokol, Punkt 5 siges, at Guldets Magt skal afløse de liberale Regeringers Magt, kan man vel nok paastaa, at Danmark i den nævnte Periode giver et rystende Bevis paa

515

denne Sætnings Rigtighed. Danmark havde vel nok et Ministerium Zahle og et Ministerium Neergaard, men intet af disse Ministerier regerede Landet, begge var de afløst af Guldets Magt, af den jødiske Finansmagt, som ikke blot bestemte Udviklingen af den offentlige Gældsstiftelse, ikke blot bestemte Lovgivningen paa Bank- og Børspolitikkens Omraade, men ogsaa i andre Forhold saasom Skattepolitik, Valuta- og Kreditpolitik, Jordpolitik, Kulturpolitik osv. havde det sidste, afgørende Ord. I alle disse Forhold gjaldt kun eet Hensyn: Hensynet til det, Inderkredsen om Landmandsbanken ønskede, eller - for at bruge det gængse Udtryk: Hensynet til det tredie Ting. Og for denne Kreds var saa sandelig Princippet i 1. Protokol, 12. Punkt, normgivende, hvorefter Politik ikke har noget med Moral at gøre. Thi den her omhandlede Periode beroede først og sidst paa den sociale Løgns Systematisering: her gjaldt ingen Moral, ingen Sandhed, ingen Ret mere, her gjaldt kun den Magt, Højfinansen havde tilranet sig og de af denne Magt godkendte Spilleregler. Her tjente alt blot det ene Maal: at tilfredsstille Kapitalmagtens grænseløse Profitbegær. Her kan endog tilføjes, at denne Magt, som ellers bedst opererer i det skjulte, under de givne Forhold følte sig saa sikker paa den endelige Sejr, at den tilsidst i ligefrem forbavsende Grad gik aabent til Værks, medens den rigtignok under Krigen søgte saavidt muligt at være usynlig.Læser man endvidere i Zions Vises Protokoller første Protokols Punkt 26, mindes man uvilkaarligt alle de svindleriske Transaktioner, der knytter sig til Navnene Ballin, Heilbuth, Glückstadt, og læser man Punkterne 28 og 30, mindes man Parvus og hans Medskyldiges forbryderiske Færd. *) Og i dette som i utallige andre Forhold vil man finde de Idéer, som er udformet i Protokollerne, bekræftet gennem Begivenhederne, gennem Kendsgerninger, gennem alt det, der skete, da den internationale Jødedom i dens forskellige Forgreninger havde

*) Jvf. Afsnit 1d i 1. Del, S. 55f.

516

skabt sig en Slags Verdenscentral i København. Dette er den nøgne Sandhed.Men dermed ledes Tanken ogsaa hen paa det Spørgsmaal, om det tillige lader sig paavise, at de Jøder,

som regerede Landet, da Zahle henholdsvis Neergaard for et Syns Skyld beklædte Stillinger som Landets Statsministre og efter Evne besørgede Finansmagtens Interesser, da Parlamentarismen viste sig at være et villigt Redskab i den jødiske Verdensplan, tillige stod i den jødiske Imperialismes Tjeneste. Ogsaa til Belysning af dette Forhold kan der fremføres vægtige Vidnesbyrd.

For at blive staaende ved det danske Plutokratis Bestræbelser, skal her i første Række fremhæves, at Emil Glückstadt jo paa ingen Maade indskrænkede sig til at virke indenfor Landet, men at hans Stræben tydeligt gik ud paa at fremme og udbygge Plutokratiets Verdensherredømme ved Guldets Magt, paa den ene Side ved at bringe Danmark i Afhængighed af den udenlandske, navnlig den amerikanske Kapital, paa den anden Side ved at knytte Handelsforbindelser ud over hele Verden. Det var ham ikke nok, at det

verdensomspændende Østasiatisk Kompagni, som var blevet til ved hans Fader, Isaac Glückstadts Støtte, fremdeles havde Landsmandsbanken som Bankforbindelse og ham selv som Formand for Bestyrelsen, men han vilde selv bygge et nyt ligesaa mægtigt Foretagende op, og til dette Formaal stiftede han Det Transatlantiske Kompagni. I Bankkommissionens Retsforhandlinger er det Gang paa Gang blevet fremhævet, hvor stærkt Emil Glückstadt netop var interesseret i det sidstnævnte Finansieringsselskab. Da Spørgsmaalet om Belaaningen af Landmandsbankaktierne behandles i Retsforhandlingerne den 5. og 6. Febr. 1923, bemærker Dommer Rump ved Lejlighed, at Ringberg overfor Nationalbanken havde anbefalet at indhente nærmere Oplysninger om Kompagniets Stilling hos Glückstadt med den Begrundelse, »at Transatlantisk Kompagni var Etatsraadens Kælebarn«. Paa det samme Spørgsmaal erklærede Nationalbankdirektør Dr.

517

Carl Ussing ved samme Lejlighed, at Ringberg paa Forespørgsel havde svaret: »Denne Sag kender egentlig kun Glückstadt fuldt ud, det er hans Hjertebarn og hans Stolthed, og han mener, at her har Landmandsbanken skabt det samme, som hans Fader skabte med Ø.K.« Naar man her mindes, hvorledes der til Det Transatlantiske Kompagni knyttedes Forhaabninger om at skabe Import- og Eksportkombinationer, der skulde strække sig fra Nord til Syd og fra Øst til Vest, fra Kobe til Rio de Janeiro, fra Soerabaja til Reykjavik, omspændende hele Jordkloden, med den danske Hovedstad som et Verdenscentrum for denne Handel - ja, saa bliver den imperialistiske Tendens i Glückstadts Bestræbelser evident. Der er her Mindelser om de højtflyvende Tanker i Levys Digt, hvor han taler om »den Tryllering af Guld, der spænder over Kloden«.

Og som hos Glückstadt, saaledes møder vi ogsaa i en anden jødisk Finansmands Planer den samme Tendens, nemlig i Max Ballins. Ogsaa Ballin vilde jo i sin Koncern bygge et Foretagende op af Verdensformat. Forbindelserne rakte allerede fra Amerika over Danmark til Mellemeuropa. Men Maalet var sat højere, det gik navnlig - i nøje Overensstemmelse med Glückstadts Forhaabninger - ud paa en Erobring af det russiske og sibiriske Marked. Da Ballin begik Selvmord den 12. April 1923, brast denne Sæbeboble, og med Sorg i Sind konstaterede »Berlingske Tidende«, at Ballin greb fejl, at hans Guld hvirvledes af Hænderne som visne Blade. Men dernæst skildrer Bladet netop det, der udgjorde den Afdødes lønligste Tanker. Da bemærkes det i Nekrologen om Max Ballin: »Trods al Modstræben pressede Stormen ham ned fra den Tinde, hvor han havde staaet og set Verdens Herlighed, set det vældige Østen brede sig som en Arbejdsmark for dansk Virkekraft, set Mastehave og Skorstenshave gro op omkring Kjøbenhavn, Østersøens Hovedstad, der blandt andre store Navne ogsaa havde en Max Ballin, Skaberen af en industriel og merkantil Koncentration, som, om alt gik vel, vilde naa Verdensformatet. Højt har Ballin staaet, og dristig har han drømt...« Her er

518

altsaa for en Gangs Skyld aabent Tale om denne Verdens Herlighed, som Jødens Sind higede efter, - ikke, som det paa Skrømt blev hævdet, for at skabe større Raaderum for dansk Virkekraft, men for at bøje Verden ind under Jødens Magt.

Glückstadt og Ballin var ikke ene om at stille sig høje Maal; hele den expansive Politik, Landmandsbanken under Emil Glückstadts Ledelse var inde paa, baade udadtil og indadtil, vidner i alle Enkeltheder om, at Tendensen indenfor Finanskredsen allevegne var tilstede, raadende inden for alle Selskaber, der finansieredes af Banken, bestemmende for alt, hvad det tredie Tings Mænd foretog sig. Og de havde i disse Bestræbelser let Spil, da Forudsætningerne for en saadan Udvidelse af den økonomiske Magt for længe siden var skabt ved den brandesianske Radikalismes Muldvarpearbejde Aar igennem, da de

Radikale endnu sad i Regeringen og selve Edvard Brandes var Landets Finansminister. Nu var jo Tiden inde, da Høsten skulde bjærges i Lade, da man ved en Dølgsmaalets Politik, der holdt det almene Folk uden for det hele, skulde sikre sig Magtens Fuldbyrdelse. Hvis hele det hemmelige Diplomati, de jødiske Storborgere formaaede at udfolde i denne deres Glansperiode, ikke var saa forfærdende i sine Konsekvenser, kunde man fristes til at tale med Beundring om dette Jødernes mesterlige Rænkespil. De styrede Landet, de skovlede Penge ind, og de spandt deres gyldne Væv ud over Jordkloden. Derved sørgede de med deres særegne Klaninstinkt for, at alle gode Racefæller kunde nyde godt af det store Kapitalrov. Ogsaa i saa Henseende var alt i bedste Orden. Selvom Mænd som Glückstadt og Parvus ikke stod i Samarbejde med hinanden, selvom Mænd som Brandes og Heilbuth ikke kunde goutere hinanden, selvom Zionismens Foregangsmænd stod uden for Plutokratiets Ring, dannede de dog et Fællesskab. Blodet bandt, og paa dette Grundlag fandt de hurtigt den modus vivendi, der muliggjorde, at de alle, trods megen indbyrdes Misundelse, kunde udnytte deres Chance. Et Eksempel paa denne ejendommelige, men for jødisk Mentalitet

519

saare karakteristiske Situation er bI. a., at A. F. Lamm, der, til Trods for at han var renlivet Marxist, hørte til Landmandsbankens Inderkreds, tillige var den Mand inden for dansk Børs- og Bankvæsen, der paa den mest eftertrykkelige Maade skabte Forudsætninger for den hasarderede Børsspekulation under Krigen ved den af ham inspirerede Børsordning og samtidigt ogsaa var Storspekulanten Parvus’ nærmeste Medhjælper ved Financieringen af det socialdemokratiske Kulforetagende. Et andet interessant Eksempel er, at Plutokratiets Stormand Ballin var den eneste, der 1920 kunde afslutte Kontrakt med Bolchevikrepræsentanten Krassin (Levin) og fik sine Leverancer betalt af det Guld, Sovjetregeringen nogen Tid senere deponerede til Clearingformaal i København, og at det var en anden af det danske Plutokratis jødiske Stormænd, Ingeniør M. A. Abrahamson, som var den førende Mand ved Afslutningen af Overenskomsterne med den nævnte Bolchevikrepræsentant den 23. April 1920. Jo, Fanden hytter sine.Men Resultatet blev ogsaa derefter. Et Par Hundreder Millioner tabt i Aktiespekulation, ca. 700 MilI. Kr. tabt i fremmed Valuta, og adskillige Hundrede Millioner tabt ved fejlagtige Dispositioner paa den internationale Handels Omraade. Danmarks Indførselsoverskud i 1919 opgjort til 1654 MilI. Kr. og i 1920 til 1352 MilI. Kr.! Status over for Udlandet forringet fra ultimo 1919 til ultimo 1922 med 2 Milliarder Kroner! Det var Resultatet af den danske Jødedoms Hegemonibestræbelser.

Jøderne tabte Spillet, men de reddede dog som paavist samtidig meget af deres Kapital. Og som de gode Patrioter, de nu engang er, søgte de derefter paa deres Maade Fortrøstning i de kendte af Digteren H. P. Holst skrevne Ord:

For hvert et Tab igjen Erstatning findes:

Hvad udad tabes, det maa indad vindes.

Saasnart nemlig Landmandsbankaffæren i Sommeren 1923 var afviklet, var de ogsaa klar over, hvorledes der skulde findes Erstatning for de 2 Milliarder Kroner, der var tabt udadtil.

520

Da fandt man paa at kræve Deflationen, Indførelsen af den »ærlige« Krone, der sikrede den passive Kapital en Deflationsgevinst paa mindst en Milliard Guldkroner. Det maatte altsaa Folket udrede til Fordel for Højfinansen. Saa kan man endog sige, at Landbrug og Industri vilde være sluppet billigt fra hele denne Sag, hvis denne Gevinst var blevet overført til Kapitalmagten i rede Penge. Men det er jo saa langt fra Tilfældet,

da denne Deflationsgevinst navnlig opstod for den faste Gælds Vedkommende og derfor ogsaa maa udredes efter de Forrentnings- og Afdragsregler, der almindeligvis gælder for Obligationer. Dermed paabyrdes denne Gæld nemlig ikke blot den nuværende, men ogsaa den næste Generation, og afvikles i Tidens Løb med det 2- til 3-dobbelte af Gældens Paalydende. Erstatningen for det, der udad tabtes, ydes altsaa ved en Milliardforpligtelse, der paabyrdedes de produktive Erhverv inden for Samfundet for 1 à 2 Generationer, d.v.s. ved en infam Renteaager langt ind i Fremtiden.

Saadan ligger Landet. Saaledes maa Folket bøde for de Verdenserobringstendenser, der prægede Glückstadts, Ballins og Parvus’ og andre Jøders Værk.

Jøde er Jøde og bliver Jøde, hvadenten han er ortodoks som Zionisten Henri Nathansen, Katholik som Emil Glückstadt blev tilsidst eller Fritænker som Edvard Brandes var, hvadenten han er rig eller fattig, Plutokrat eller Proletar, hvadenten han tilhører det ene eller det andet af de parlamentariske Partier. Han er allestedsnærværende og forstaar at gøre sig gældende allevegne. Ligeledes tager han alle Slags Mennesker, »Mænd fra alle Anskuelser og Lærdomme« i sin Tjeneste, saaledes som i Zions Vises 9. Protokol i Punkterne 5 og 6 skildret. Jøden bliver altid, hvad han er, og hans bestandige Haab er, at han, som er uden Fædreland og som altid kun vil føle det sande Fællesskab i sin Races Magt, hvad Maske han end søger at skjule sig under, en Dag vil kunne opleve den jødiske Renaissance. Derfor kan det, saa ejendommeligt det end lyder, i og

521

for sig være ham ligegyldigt, om det er den røde eller den gyldne Internationale, der baner sig Vejen frem, da begge tjener hans Races Maal, og da begge efter hans Opfattelse med indre Nødvendighed maa føre til Virkeliggørelsen af den jødiske Verdensplan. Plutokratiet er jo efter den marxistiske Lære Udgangspunktet for Proletariatets Sejr. Der bestaar saadan set en indre Sammenhæng mellem Kapitalmagten og Proletariatet, da netop Modsætningen mellem disse to Faktorer er det historiedannende Element. For Verdensjødedommen drejer det sig herefter ret beset blot om at sørge for en klog Rollefordeling mellem Faktorerne, og for en saadan var der sørget i den her omhandlede Periode i København. Her havde de danske Jøder, forsaavidt de hørte til de gamle Slægter, der havde været bosiddende i Landet i Generationer, deres faste Tilhold i den førende kapitalistiske Klike og deres øverste Myndighed i Glückstadts Tafelrunde, medens det brede Lag indenfor den københavnske Jødedom, navnlig den ny indvandrede Ghettotype fra Rusland og Polen hovedsagelig fandt sit Tilhold i Zionismen. Dog Grupperne gjorde ikke hinanden Fortræd.

Ej heller bestod der noget større Modsætningsforhold mellem de russiske, tyske og danske Jøder, der stod i Zionismens Tjeneste, og Parvus eller Fürstenberg, der stod i Verdensrevolutionens Tjeneste. Thi ogsaa de havde samme politiske Maal. Zionismen er efter sin Oprindelse revolutionær, og denne Bevægelses egentlige Grundlægger, »Kommunistrabbien« Moses Hess, en Forløber for Karl Marx, gaar ud fra, at Jødedommen maa betragtes som Grundprincippet i al historisk Udvikling, hvis endelige Maal vil være Virkeliggørelsen af det jødiske Statsideal. Fra Zionismens Side er det altid blevet eftertrykkeligt understreget, at der ikke bestaar nogen Modsætning mellem Socialisme og Zionisme. Den kendte Zionistfører Max Nordau har netop fremhævet Overensstemmelsen mellem disse to Strømninger ved bI. a. at bemærke: » Vel har Socialismen som det fjerne Maal alle Menneskers Broderskab uden Hensyn til

522

Afstamning, men nøjagtig det samme Maal har Zionismen ogsaa.« Derfor er det ogsaa forstaaeligt, at Zionismens Centralorganisation i København under Krigen knyttede de største Forventninger til Omvæltningen i Rusland, og at denne Organisations Leder Dr. Victor Jacobson i Anledning af

Revolutionen udstedte følgende Opraab (jvf. »Mosaisk Samfund«, den 14. April 1917): »For Zionismen aabner der sig nye uanede Perspektiver. Nye uanede Kræfter vil opstaa. Den frigjorte russiske Jødedom raader over uudtømmelige Kilder, der vil gyde ny Begejstring over den nationale Følelse og Troskaben mod de overleverede Idealer, der uløseligt knytter det jødiske Folk til Zion. Den største Ghetto, den jødiske Historie har kendt, er faldet; det jødiske Folk er frit, og i sin rene Skikkelse vil Zionismens store Idé med fornyet Kraft virke i vort Folks Kamp for sit højeste Maal: national Genfødelse i Israels Land.«

Plutokratiet vil erobre Verden ved Guldets, Zionismen ved Aandens Magt. Jøderne her og Jøderne der er besjælet af Imperialismens Aand. Maalet er i sidste Instans det samme. Hvad Glückstadt, Ballin o.s.v. søger at skabe i Gerning, ved Oprettelse af Truster, Holding-Compagnier, ved at samle Verden »i et Net, hvis Traade glimtede af Elektricitet og Guld over Verden« (Levy), det søger Zionisterne at virkeliggøre ved Forkyndelsen af Jødedommens Idé om Oprettelsen af en ny Verden paa den jødiske Renaissances Grundlag. Og denne Retning er ikke mindre aggressiv, har ikke mindre vidtspændte politiske Formaal.

Det er Zionismens mest fremtrædende Repræsentant i Danmark, Henri Nathansen, hvis nære Samarbejde med den zionistiske Verdensorganisation allerede ovenfor er bleven behandlet, som senere engang, nemlig i Februar 1931, i et Foredrag om Temaet »Jødedom« (offentliggjort i »Nationaltidende«, 22. og 24. Febr. 1931) har udtalt sig om sin Races højeste og sidste Maal med en ligefrem forbavsende Frimodighed. Han fornægter, som allerede ovenfor (S. 239 flg.) vist ikke sin Nationalitet, ønsker ikke at blive anset for at være Dansker,

523

men at han respekteres som tilhørende den jødiske Nationalitet. Men samtidig gør han Krav paa de fulde Statsborgerrettigheder som dansk Statsborger, ja, ikke blot det. Han mener nemlig ikke, at Jøderne under det demokratiske Styre, i det af Socialdemokratiet regerede Land, er fuldtud ligeberettiget med den hjemmefødte Befolkning og har samme nationale Rettigheder som andre danske Statsborgere. Han begrunder denne højst ejendommelige Opfattelse ved bI. a. at bemærke: »Hvis vi virkelig var nationalt ligeberettigede, vilde jo f. Eks. et Ministerium af lutter jødiske Borgere være logisk tænkeligt. Er det tænkeligt? Eller blot en jødisk Statsminister, en jødisk Forsvars- eller Udenrigsminister. Da vi i sin Tid havde en Jøde paa Finansministerens Taburet - gav det saa ikke Modstanderne kærkommen Lejlighed til at stemple hele Regeringen som et Jødeministerium?« Ja, saadan argumenterer Nathansen. Den fremmede Race, som nu gennem nogle Generationer nyder Gæstfrihed her i Landet, men dog kun udgør 3 pro mille, kan efter denne Zionists Opfattelse ikke være tjent med de statsborgerlige Rettigheder, de nu har. Saalænge det ikke er tænkeligt, at Landet kan faa »et Ministerium af lutter jødiske Borgere«, har man ikke Grund til at være tilfreds.

Tydeligere kunde det dog vel ikke siges, at Jøderne ud fra deres racemæssige Indstilling mener at kunne gøre Krav paa at erhverve hele Samfundsmagten. Det er dem altsaa ikke tilstrækkeligt at regere i det skjulte, de vil højere op, op paa Magtens højeste Tinde, hvor de kan skue ud over alt Folket, de vil praktisere den aabne og uindskrænkede Magt, saaledes som de opnaaede den i Bolchevismens Rusland.

Og de vil regere i den marxistiske Socialismes Aand. Henri Nathansen vedkender sig ogsaa udtrykkeligt dette Maal ved bI. a. at sige: »Den Næstekærlighed, som altid var Jødernes helligste Bud, og som gav sig Udslag i Offervilje overalt, hvor Hjælp tiltrænges - i Lassalles og Karl Marx Kamp for den undertrykte og lidende Menneskehed - denne Kærlighed til de forurettede og forfulgte, af hvad Folk og hvad Klasse de

524

end tilhører, den skal være det aandelige og det sjælelige Bindeled mellem os og de andre Nationer.« At denne Kamp skal gennemføres i Klassekampens Aand, udrydde de andre Racers, andre Folks Nationalitet, og om det saa koster Hekatomber af Menneskeliv, det røber Nathansen selvfølgelig ikke.

Men han siger dog den sidste og dybeste Sandhed om sin Races uudslukkelige Længsel, utrættelige Higen efter Verdensherredømmet, og afslører derved det inderligste og fortroligste, der slumrer i en Jødes Sjæl, og som kun kan fødes i en Jødes Sind. Det sker, da han fortæller om Den jødiske Renaissance. Herom prædiker han:

»Dennes Grundlag er ikke som Ghettolivets et religiøst, ikke som Emancipations-Epokens et socialt – den jødiske Renaissances Grundlag er nationalt. Dens Veje mod Maalet kan være forskellige - Jiddischisme, Zionisme, Judaisme - men Maalet er eet: Genopbyggelse, Genfødelse af det jødiske Folk i Liv og Idé… Andre Retninger søgte andre Veje, men all disse Veje var kun Midler i Maalets Tjeneste. Den stolte og fribaarne Idé om en Samling i Jødedommens Navn og dens Aand…. Den Tid er maaske ikke fjern, da Samlingstanken har taget fast Form, og Samlingsraabet lyder, som det før, ogsaa fra jødisk Side, men med en anden Tendens, har lydt: Jøder i alle Lande, forener eder! Til den Tid vil maaske en Repræsentation kunne vælges blandt Jøder fra alle Verdens Lande, et Folkets Forbund med Mødested, ikke i Geneve, men i Jerusalem. Et slags Folketing af Udsendinge fra de spredte Skarer til Raadslagning om fælles jødiske Interesser og Ideer, et Værn mod Uret, Vold og Forfølgelse, med Magt til, uden Land, Regering eller Hær, blot ved sit Eksempel, sin Indflydelse og om fornødent ved sit absolutte Veto at holde andre Magter i Tømme, der er afhængig af jødisk Kapital, jødisk Intelligens og jødisk Initiativ – afholde dem fra Uret, afskrække dem fra Vold. Da – og først da – vil det jødiske Folk kunne faa sin Ligestilling mellem Folkene – et Verdensfolk af Statsborgere i alle Lande, et Fremtidsfolk udenfor afgrænsede terri-

525

toriale Rammer og dog indenfor Folkenes Forbund.” (Udhævelser af Forf.)To Forudsætninger knyttes til denne Nathansen’ske Plan om Virkeliggørelse af Jødedommens sidste store Maal: at den gennemføres 1) i Marx’ og Lasalles Aand som et socialrevolutionært Foretagende, der muliggør at genskabe Samfundene i det Fællesskabets og den Solidaritetens Tegn, som Jøderne vil tilstede Nationerne, og at den 2) gennemtrumfes ved Hjælp af den jødiske Kapital, som i samvirke med jødisk Intelligens og jødisk Initiativ ved absolut Veto ”skal holde andre Magter i Tømme”. Altsaa: Sammenhængen mellem Kapitalmagten og Proletarbevægelsen fremhæves som et Faktum, som en bydende Nødvendighed for Gennemførelsen af en jødisk Renaissance. Plutokratiet og Marxismen tjener samme Maal, et Maal, som ligger udenfor Samfundene og som finder sin Begrundelse i ”den stolte og fribaarne idé om en Samling i Jødedommens Navn og i dens Aand”.

Danmark har under Parlamentarismen haft rigelig Lejlighed til at skønne om, hvorvidt saadanne Bestræbelser, der ikke har nogen som helst Tilknytning til den danske Nations Folkelighed og historiske Traditioner, men som søger sine Maal udenfor Samfundet samt at bringe Landet i afhængighed af de jødisk-internationale Kræfter og gøre det til en Provins i det jødiske Verdensrige, er til Gavn eller Skade. Sporene fra Landmandsbank-Perioden burde skræmme! Idetmindste burde et sundt og i national Henseende selvbevidst Folk ikke besidde mindre Stolthed og Ære end Jøden og kræve Retten til at bevare sit Eget helt og ubeskaaret. Lad Nathansen saa være stolt af sin nation, saa meget han vil, og prale af, at han med sine stammefrænder tilhører en Nation ”der har givet Verden dens kulturelle og ideelle Indstilling i Moral og Etos, . . . der trods Forfølgelse og Forbandelse har overlevet andre Kulturfolk, . . . hvis Mænd som Lasalle, Marx og Einstein har præget Fremtidens Verdensbillede i Liv og Idé”. Vi hører det og vi

526

tvivler paa, om denne anmassende Tale er berettiget. Idetmindste har en Mand, der haaner Kristendommen som Nathansen, næppe Ret til at tale om Jødens Indflydelse paa Menneskehedens Etos og Moral. Og en Mand, som paaberaaber sig Marx’ klassekamp-prægede Idéer, kan ligesaa lidt vise Vej til en fælles-menneskelig social Retfærdighed. Den Næstekærlighed, som Jøderne her tilbyder Menneskeheden, er dødsens farlig. Lad Nathansen derfor holde sig til sin Races store Navne; det danske Folk har dem ikke mindre, i en N. F. S. Grundtvig, en Søren Kierkegaard, en H. C, Andersen og en Ludvig Holberg, i Brødrene Ørsted, Rasmus Rask, Tyge Brahe o.s.v. Dansk Sind, dansk Sprog og dansk Kultur har skabt nok saa store Værdier, som, selvom de ikke gør Krav paa at have givet den kulturelle og ideelle Indstilling i hele Verden sit Præg, kan staa Maal med alt, hvad Jøderne har præsteret, ja, mere end det. Og det danske Folk har ligesaa lidt som noget andet vesteuropæisk Folk Anledning til at bøje sig for Talmudmoral. Derfor burde det vel være paa Tide, at ogsaa det danske Folk - efter at det altfor længe har ladet sig føre paa Vildspor af Jødemagten - baner sig Vejen ind i en friere, lykkeligere Fremtid - udenom Jødemagten!

527

BILLEDFORTEGNELSE

Arbejdernes Brændselsforretnings Lagerplads med Kæmpekran II, S. 167Max Ballin I, S. 356Max Ballin (Tegning) I, S. 270Ivar Berendsen II, S. 459Kammerherre Bernhoft og Hustru Laura, Enke efter Emil Glückstadt I, S. 516L. V. Birck II, Bag TitelbladetL. V. Birck (Karrikatur) II, S. 459Edvard Brandes I, S. 100Edvard Brandes(Karrikatur) I, S. 101Frits Bülow I, S. 245Leon Ghasanowitsch II, S. 237C. M. T. Cold II, S. 79C. L. David II, S. 458Benny Dessau I, S. 357Domsafsigelsen i Landmandsbanksagen I, S. 463Arnold Fraenkel II, S. 78Emil Glückstadt I, S. 244Emil Glückstadt (Tegning) I, S. 270Valdemar Glückstadt I, S. 245Christopher Hage I, S. 245Herman Heilbuth I, S. 134Herman Heilbuth (Rigsforstanderen paa Vintappergaarden) I, S. 135Laurits Heine II, S. 78Alexander Helphand, jvf. Parvus

Emil Henius I, S. 357Victor Jacobson II, S. 236Asger Karstensen II, S. 78Theo. Kliatschko (Tegning) I, S. 270Theo. Kliatschko (Karrikatur) II, S. 335

528

København som kommercielt Verdenscentrum (Tegning) I, S. 271Københavnske Krigsprofiler (Tegning) II, S. 158A. F. Lamm II, S. 167Landmandsbankkommissionen I, S. 462V. A. B. Lemvigh-Müller II, S. 78Max Lester-Levig I, S. 245Johan Levin I, S. 357Louis Levy II, S. 236Konrad Levysohn I, S. 357Leo Motzkin II, S. 236Henri Nathansen II, S. 236Frithjof Nansen opdager - Polen (Tegning) II, S. 159Parvus II, S. 166Parvus (3 Karrikaturer) II, S. 182 og 183Harald Plum (Tegning) I, S. 270H. P. Prior I, S. 517Eduard Rée II, S. 334G. M. Rée (Karrikatur) II, S. 335Jacob Serubavel II, S. 237V. Topsøe-Jensen I, Bag TitelbladetSven Trier II, S. 167Marius Wulff II, S. 459