Embed Size (px)
DESCRIPTION
Danmarks GRATIS jagtmagasin
Citation preview
11•MASSER AF SOMMERLÆSNING!
Nummer 5-2014
REAL HUNTING ADVENTURES
EN LEGENDE ER TILBAGE
SIDE BY SIDEJÆGERPAR I 40 ÅR
NAVN
LØVEJAGT I
VIDENSKABENS
rigby
5NUMMER
MAGASINET
Mit Jagtblad
2•
Magasinet Mit Jagtblad påtager sig intet ansvar for materi-ale, som indsendes uopfordret .Alt materiale lagre digitalt og kan finde anvendelse i markedsføring.
Magasinet Mit Jagtblad er helt gratis for læserne. Det financieres gennem annoncer og sponsorater. I bladet linkes der til producenter, distributører, bu-tikker og forskellige arrangører
REDAKTØRJens Ulrik Høgh, som altid er meget interesseret i feed-back og gode ideer til kommende ar-tikler! [email protected]
ANNONCERGitte Bach Høgh, er ansvarlig for annoncering. Er du interes-seret i de mange muligheder, så tøv ikke med at kontakte hende på (+46) 765 67 07 13 eller [email protected]
©
Hjælp os med at udbrede bladet Like og del!
F O T O J E N S U L R I K H Ø G H
s78Newfound-land
32•
INDHOLDNummer 5-2014
Leder ....................................................s4-5Rigby - en legende er tilbage ............s6-12Vildtforskning: Løvejagt med kanyle ..................... s14-23Konkurrence: Gæt og vind! .......... s24-25Portræt: Side by side i 40 år ......... s26-31Real hunting adventures: vampyrer ........................................ s34-47Riffeljagt: Stortyrenes hjemland . s48-57Anmeldelse: Ny hundetræningsbog....................s58Bygones............................................s60-61Hunde: Masterclass med Billy Steel.......................................................... s64-70Riffeljagt: Forsvundet i ni år ........ s72-75Riffeljagt: Moosejagt på Newfoundland ........ s78-95Mad: Kebab og højreb ................... s98-107 After Hunt med Lundén ............. s108-110
s76
4•
I år er det 130 år siden, at danske jægere tog initiativ til at stifte en landsdækkende jagt-forening med det erklærede formål at bedre vilkårene for vildtet og dermed sikre jagtens fremtid. Foreningen – Dansk Jagtforening – blev siden fulgt af to landsdækkende foreninger mere og tilsammen udgjorde de godt 100 år senere grundlaget for det Jægerforbund, vi kender i dag.
I mere end et århundrede lå jagtens fremtid stort set udelukkende i hænderne på disse foreninger som repræsenterede os i forhold til andre interesseorganisationer og beslutnings-tagerne på Christiansborg. Det gør Jægerfor-bundet såmænd stadig, men i det sidste årti har teknologien totalt ændret spillereglerne.
Digitale medier i form af et mylder af tv-ka-naler, Facebook, Twitter, Instagram, Linkedin, Youtube, nyhedsmails, blogs, hjemmesider, debatfora, digitale magasiner (gratis er godt) osv. osv. opleves overalt døgnet rundt. Dette har – ikke overraskende – ført til en informa-tions-tsunami, hvor alle kan få ørenlyd, hvis de forstår at sno sig rundt i det evigt pulserende cyberspace.
Nogen forstår det bedre end andre og vi har på relativt kort tid set en masse fine jagt-am-bassadører gøre sig gældende i mediebilledet i Danmark. Her tænker jeg f.eks. på Steen Andersen (DK4), David Carsten Pedersen (Vildmanden) og holdet bag ”Nak & Æd”, som i den grad har sat jagten på danskernes mentale landkort. Men også i hundredvis af mindre ”spillere” har været på banen her og der og hvert eneste konstruktive bidrag er af stor be-tydning. Jagtens sag tales i vore dage i høj grad af en masse individualister gennem et mylder af kanaler - der skal ydes en stor samlet indsats for at sprede budskabet, men hvis vi alle bidrager
en lille smule, når vi enkelt i mål. Mange bække små...
Min egen recept er simpel: Det koster hverken meget tid eller penge at dele et godt indspark, kommentere et initiativ eller rose en bedrift. Det handler om positiv forstærkning af budskabet. Jeg accepterer ”venskabsanmod-ninger” på de sociale netværk fra alle jægere, som jeg ikke direkte kender for noget dårligt for at udbygge mit personlige jægernetværk maksimalt. Af samme årsag er jeg tilmeldt et mylder af jagt-relaterede grupper. Jo flere der gør det samme, desto stærkere bliver vores interne kommunikation. Jeg ”liker” alle indlæg, sider og virksomheder, som jeg synes tegner et positivt billede af jagten og kommenterer dem gerne for at holde dem aktuelle i debatten. Jeg giver både positiv og negativ feedback, men mest af den positive, som jeg helst giver offent-ligt og mindre af de sure opstød, som jeg helst sender i en mail eller en pm. Det er enkelt og effektivt og det virker begge veje.
Præcis hvor stor en forskel positiv forstærk-ning gør, oplevede jeg på egen krop i slutningen af juni, da Jyllands-Posten bragte min kronik ”Mordene på Ligustervænget 14”, som handler om omfanget af en dansk gennemsnitsfamilies oversete drab på dyr. Vi delte den på Mit Jagt-blads Facebookside og Jægerforbundet delte den på deres. Herfra deltes den gennem vore respektive netværk og efter godt et døgn var den alene på Facebook delt op imod 1.000 gan-ge! Jeg har ingen anelse om, hvor mange som har læst den på JP’s hjemmeside, men den lå på listen over de fem mest læste debatindlæg i fem dage og jeg fik henvendelser fra både Storbri-tannien, Tyskland og Holland med ønsker om at bringe den der. Det var aldrig gået uden et aktivt netværk. Jens Ulrik Høgh
LEDEREN
Nye tider - nye muligheder
54•
Nye tider - nye muligheder Min ven Arild Støen efter en seriøs omgang skydetræning i Ulfborg, hvor vi voldtestede Sauer, Zeiss og RWS. Arild var en del af mit netværk længe inden jeg rent fysisk mødte ham!
En legende er tillbage
Tiderne er forandrede siden dengang Rigbys rifler i hænderne på engelske eventyrere,
professionelle jægere og indiske fyrster nedlagde storvildt i hele imperiet. Men nu er ”The Big Game”
riflen fra Rigby tilbage...
T E K S T S I M O N K B A R R F O T O T W E E D M E D I A
6•
rigbyEn legende er tillbage
76•
Europa har i de seneste år været igennem en
dyb økonomisk krise uden mange lyspunkter på jagt-våbenhimlen. Ikke desto mindre er der for nylig sket noget, som burde kunne bringe europæiske jagtvåbe-nentusiaster ud af dvalen. To af Europas våbenfabri-kanter har genoptaget et gammelt samarbejde, som vil vække genklang i våben-branchen mange år frem. En savnet våbenklassiker er genfødt.
INTET NAVN klinger mere eksklusivt i riflernes verden end engelske John Rigby & Co. Virksomheden blev grundlagt i 1775 og flyttede for nylig tilbage til London efter at have levet en hensygnet tilværelse i 15 år i U.S.A. I samme ombæring er det gamle sam-arbejde med den tyske våbenfabrikant Mauser atter kommet på banen.
Allerede i starten af det forrige århundrede arbejdede de to virksomheder tæt sammen. Dengang var Rigby distributør af Mauser i Storbritanien og importerede først og fremmest låse med piber, som blev bygget færdige efter alle kunstens regler i Rigbys værksted og solgt til jægere over det vidtstrakte imperium som et driftsikkert – og billigt – alternativ til engelske dobbeltrifler.
I 2013 fandt Rigby og Mauser atter sammen om at udvikle en riffel for storvildtjægere. Marc Newton, direktør for Rigby, og Mausers in-geniører planlagde i hemmelighed en moderne udgave af Rigbys klassiske storvildtriffel baseret på Mausers legendariske model 98 Magnum. Modellen, som er en forstørret Mauser 98, har været ude af produktion siden 1930’erne, men
den er blevet flittigt plagieret, kopieret og videreudviklet af små og store våbenproducenter over hele verden uden dog nogensinde at blive overgået i rent teknisk forstand. Der fås ganske enkelt ikke nogen bedre repeterriffel til jagt på farligt storvildt end denne. Et ganske inponerende faktum i betragtning af at kon-struktionen i bund og grund er 116 år gammel!
Bare tanken om, at Mauser genoptager produktionen af den efterspurgte Magnum lås får det formentlig til at risle ned ad ryg-gen på enhver storvildtjæger med et gran af interesse for klassiske
jagtvåben. At hæderkronede Rigby desuden kommer til at forfine disse i sit Londonbaserede bøssemagerværksted – præcis som dengang for længe siden – gør ikke nyheden mindre interes-sant.
NAVNET RIGBY hænger uløseligt sammen med storvildtjagt. Ud over riflerne er virksomheden kendt for udvikling af banebrydende historiske storvildtkalibrer såsom .416 Rigby og for en imponerende kundeliste omfattende kendte storvildtjægere såsom elfenbensjægeren W. D. M. ”Karamojo” Bell og Major Jim Corbett samt stort set alt hvad der kunne krybe og gå af kong-elige jægere i perioden 1900-1950.
Samarbejdet med Mauser lagde utvivlsomt fundamentet for Rigby’s succes. Det var Rigby, som fik Mausers ingeniører til at videreudvikle 98’eren til magnum-modellen specielt med tanke på kraftige kalibrer til storvildtjagt. Det er ingen overdrivelse at sige, at alliansen mellem Rigby og Mauser ændrede vilkårene for storvild-jagt for altid. Med et slag kunne repeterriflerne præstere det samme som de store dobbeltrifler,
MARC NEWTON tjekker produk-tionen i London.
8•
rigby98•
10•
rigby
E N L E G E N D E E R T I L L B A G EMAGASINET
Mit Jagtblad
1110•
men billigere og med mulighed for flere skud.Rigby’s nye storvildtriffel har helt enkelt fået
navnet ”The Big Game”, hvilket jo ikke overlad-er meget til fantasien.
Riflen er formgivet efter en klassisk førkrig-smodel i kaliber .416 Rigby og færdiggøres i hånden af bøssemagerne på Rigby’s værksted i Vauxhall, London. Hjertet i konstruktionen er den nyfremstillede Mauser magnum lås fremstillet af Mauser i Isny efter tegninger fra 1930’erne. Intet er ændret inklusive det berøm-te udtrækker/udkastersystem og tre-punkt flag-sikringen på bundstykket. Riflerne trykprøves og stemples i London – præcis som for 100 år siden.
MODEL ”THE BIG GAME” fås i en single og en double square bridge version. Single square brid-ge udgaven er bygget til den professionelle jæger i kaliber .416 og .450 Rigby og denne udgave findes kun med åbne sigtemidler klar til indsats i tæt bush mod farligt storvildt. Riflen er udstyret med klassisk flagsikring og 22” pibe. Vægt uden patroner er 4,8 kg og skæftelængden er 36,8 cm.
Double square bridge udgaven fremstilles i kalibrerne .375 H&H og .416 Rigby. Denne model er udstyret med en 24” letvægtspibe og en horisontaltvirkende tre-punkt sikring a’la Winchester 70 – alt sammen for at lette brug af kikkertsigte. Riflen vejer 4,5 kg. uladt og det 36,8 cm. lange skæfte afsluttes med den klassis-ke røde gummibagkappe.
E N L E G E N D E E R T I L L B A G E
12•
rigbyRIFLERNE FREMSTÅR i klassisk Rigby-design med ganske små tilpasninger for at imødegå den moderne jægers behov. Skæftet er lidt kraftigere end på de gamle modeller og skæfteryggen er lidt højere for bedre ergonomi og rekyloptagelse. Alle metaldele er overfladebehandlede med en slidstærk, ikke.reflekterende og rustbeskytten-de finish. Rigby express-sigtet er indfældet i sigteskinnen med sigteblade for 65, 150 og 250 meter. Magasinbunden er Rigbys eget design som giver riflen en magasinkapacitet på 4 + 1 – en fordel på bøffeljagten, hvor man for alt i verden ikke vil tømme magasinet.
RIGBY HAR OPLYST mig, at rifler som disse kostede cirka 47 pund da de kom frem. Om-regnet til dagens pange svarer det nogenlunde til prisen på den nye riffel som er 9.270 € - en pris som overraskede den internationale våben-presse, da riflen blev afsløret på et pressearrang-ement forud for IWA 2014. Alle troede, at en
riffel med det navn ville koste 50-100% mere. Os bekendt er det første gang nogensinde, at en Rigby Mauser i .416 Rigby kan erhverves for mindre, end det koster at tage til Afrika og ned-lægge en bøffel.
Rigby’s kunder bestod i gamle dage af even-tyrerere, opdagelsesrejsende og passionerde jægere – det er Rigby’s erklærede mål at finde tilbage på det marked. Med den nye prislap er dette bestemt muligt.
RIGBY DRIVES idag med den passionerede Marc Newton som direktør og den håndfaste Patricia Pugh som finanschef. Marc lærte sig en hel del om virksomheden gennem 6 års arbejde med bøssemager Paul Roberts som også Patricia har arbejdet for i tre årtier inden Rigby rykkede til U.S.A.
Det lader til, at John Rigby & Co. (Gun-makers) Ltd. er kommet i gode hænder og med støtten fra sin ældste allierede – Mauser – tegner fremtiden lys.
Læs mere på:www.johnrigbyandco.com
1312•KORSHOLM JAGT • KORSHOLM FISKERI • KORSHOLM JAGTREJSER • KORSHOLM SKYDEARENA • INTERSPORT • WWW.KORSHOLM.DK • [email protected] • JÆGERVEJ 5 • SKJERN • TLF 96 80 20 20
KUN 12.499,- KUN 8.999,-
T I LY K K E M E D T E G N E TKære Nyjæger Korsholm byder dig velkommen i jagtens verden. For at du kan komme bedst muligt igang har vi sammensat 2 forskellige
og nøje udvalgte startpakker. Alt hvad man har brug for, til uhørt lav pris. Knæk og bræk!
BASICBEGYNDERPAKKE
LUXUSBEGYNDERPAKKE
SPAR 2000,- Vejl.10.999,- Vejl.14.999,- SPAR 2500,-
Rensesæt kal. 12
Rensesæt kal. 12
Rensesæt kal. 12Rensesæt kal. 12
Rensesæt kal. 12
100 ÅRS ERFARINGPROFESSIONELT VÆRKSTEDSARBEJDE
GRATIS SKÆFTETILPASNING – en selvfølge !!
Alt sammen for Alt sammen for
Huglu 103DE Black eller Silver o/u kaliber 12/76
EOS kaliber 12/76
Huntly våbenskab til 5 våben Huntly våbenskab til 5 våben
WileyX Saber AD skydebrille WileyX Saber
AD skydebrille 2 farver glas
SportsEar elektronisk høreværn
Sordin Basic elektronisk høreværn
Uncle Mike foderal – sort Uncle Mike
foderal – sort
Klikpatroner kaliber 12 2 stk.
Klikpatroner kaliber 12 2 stk.
Still Crinn våbenolieStill Crinn våbenolie
Geværrem Basic Geværrem Basic
250 stk. Kent Champion Club Steel
fl ugtskydningspatroner
250 stk. Kent Champion Club Steel
fl ugtskydningspatroner
STORSTE UDVALG AFVABEN & UDSTYRMED GARANTI !
DANMARKS
K O N K U R R E N C E -D Y G T I G E P R I S E R
JVV. Nyjæger ann Aug 14.indd 1 01/07/14 19.27
14•2•3
Moderne teknologi har revolutioneret vildtforskningen. Med radio- og gps-halsbånd er
det i dag muligt at kortlægge vilde dyrs færden ned i mindste detalje og dermed få sig et ganske
dybdegående indblik i dyrenes adfærd.
T E K S T O G F O T O J E N S U L R I K H Ø G H
V I LDTFORSKNINGgps-halsbånd
1514•2•3
V I LDTFORSKNINGgps-halsbånd
16•
Jeg besøgte i efteråret 2013 det store jagtområde Etosha Height Ga-me Safaris i det nordlige Namibia. Det er er fantastisk område på
godt 60.000 hektar, som grænser direkte op til Etosha nationalparken med et hegn på mere end 50 km.
Hegnet er ikke elektrificeret og derfor bryder elefanter dagligt igen-nem hegnet for at komme til vandhullerne i jagtområdet fra den ganske tørre nationalpark. Løver kommer også hele tiden ind i området fra parken og mæsker sig i jagtområdets stærke vildtbestand. Dette har ejerne af området ikke de store problemer med – områdets vildbestand kan sagtens klare løvernes jagttryk.
JEG VAR SÅ HELDIG, at mit besøg faldt sammen med, at min ville forsøge at sætte et gps-halsbånd på en af områdets løver. I dagene forud for dyrlægens besøg havde vi derfor afskudt et antal blue wildebeest køer og kalve og forberedt et antal lion baits (foderpladser) i håbet om at lokke løverne ind på skudafstand af vildtdyrlægens bedøvelsesgevær.
Dyrlægen kom fredag formiddag og planen var at han skulle placere sig i et af vore skjul samme aften. Da vi imdlertid havde middagspause foreslog min PH at vi allesammen kørte ud for at kigge efter en løve ved et af vandhullerne – en usandsynlig plan, men dyrlægen skulle afsted allerede næste morgen så vi kunne ikke lade nogen chancer passere...
1/8 sekund senere hersker der ingen tvivl om reaktionen. Løvinden løber bort med den tomme kanyle i skindet.
1716•
Vi skyder fra den åbne bil på cirka 25 meters afstand. Billedet er taget i samme øjeblik som kanylen rammer skulderen og den indbryggede drivladning fyrer bedøvelsesmidlet af.
Et sindrigt system. Nederst en ubrugt kanyle. Når den rammer dyret bremses den voldsomt op og en lille inertivægt anslår en fænghætte i den bagerste del. Drivgasserne driver stemplet frem og medikamentet indsprøjtes effektivt. Øverst den brugte kanyle sortsværtet af affyringen.
18•
Den tysk-namibiske dyrlæge Karl Heinz Moeller arbejder udelukkende med vildt. Bedøvelses geværet er en knæklås-riffel, som virker ved hjælp af drivgassen fra en .22 blank.
GPS-halsbåndet er designet til at sende løvinden position hver 4. time døgnet rundt i cirka to år. Prisen for det håndlavede halsbånd inklusive satellit tiden er ca. 3.000 USD.
1918•
GPS-halsbåndet er designet til at sende løvinden position hver 4. time døgnet rundt i cirka to år. Prisen for det håndlavede halsbånd inklusive satellit tiden er ca. 3.000 USD.
Løvinden er bedøvet men sover ikke og ligger med øjnene åbne. Dette er helt normalt og det første man sikrer er, at øjnene ikke tørrer ud.
20•
Dyret undersøges grundigt og alle data noteres omhyggeligt. Løvinden er sund og rask og har en anslået alder på 3-4 år. Hendes ånde er dog lidt gnu-agtig...
gps-halsbånd
2120•
Halsbåndet monteres omhyggeligt. Batteriet er tungest og sikrer med sin tyngde at GPS-enheden altid vender opad.
gps-halsbånd
22•
gps-halsbånd
2322•
Det tager 20-30 minutter for løvinden at komme på benene efter at hun har fået sin ”vågn-op-sprøjte”. Da hun er et nemt bytte for hyænerne bliver vi på stedet til hun er helt frisk.
gps-halsbånd
24•
MAGASINET
Mit Jagtblad
Härkila Crome er en let, lyd-løs fleecejakke i OPTIFADE™ Ground forest camo skræddersyet til aktiv jagt. Jakken har en slank pasform og er ekstremt strækbar med hætte med elastikkant, huller til tommelfingre og lynlåslomme på ærmet til iPho-ne 5.• Radiolomme med lynlås• Udgang til radioantenne• Lynlåslom-me på ærme til iPhone 5
I denne måned deltager man i lodtrækningen om en Härkila Crome fleecejakke til en værdi af kr. 1.399,- hvis man svarer rigtigt på månedens quiz-spørgsmål
1 399,-
i
2524•
www.mitjagtblad.dk afholder en jægerkonkurrence i hvert nummer af magasinet. Man deltager ved at trykke på ”Svar her!” knappen, svare på spørgsmålet og opgive en gyldig email-adresse som afsender. Der kan kun svares en gang pr. email-adresse. Vinderen offentliggøres i det nyhedsbrev, der bliver udsendt, når næste nummer udkommer. Delta-gelse i konkurrencen er samtidigt tilmelding til nyhedsbrevet, som dog altid kan afmeldes med et enkelt klik, hvis man ikke længere ønsker at modtage dette.
SVAR HER!J
Hvilket dyr kommer skelettet fra?
26•
40 år sammen
Side by side
2726•
40 år sammen
Side by side
To fine steenbucks nedlagt med få minutters mellemrum i Namibia på en af parrets mange ture sammen. Ankers er i rekordklasse, men det er jagtoplevelsen og ikke trofæstørrelsen, der har gjort det største indtryk.
Der blev liv på Øxenhavegaard, da Inge flyt-tede ind hos ungkarlen Anker med sine tre
børn tilbage i 1977. Han var tredje generation på slægtsgården, hvor han producerede slagtesvin. Hun kom fra et liv i den lokale ”storby” Svend-borg og var slet ikke vant til at færdes i naturen. Blandt andet var hun ikke tryg ved at gå i skoven – og slet ikke om natten!
Anker er på den anden side født og opvokset i den milde sydfynske natur. Han har været jæger, siden han som 16-årig købte sit første jagttegn for 4 kroner hos landbetjenten. Det var kort tid efter besættelsen. De første mange år jagede han som langt de fleste andre jægere udelukkende med hagl, men i 1970 købte han den Voere jagtriffel, som har tjent ham lige siden. Han begyndte i samme anledning at interessere sig mere for bukkene. Udover fødehjemmets 54 hektar havde han tilgang til jagter rundt om i na-bolaget og kom på mange fynske selskabsjagter i sæsonen.
En eftermiddag i 1977 stak Anker hovedet ind i køkkenet og sagde: ”Rigger du an med kaffe? Vi skal gå rævegravene efter!”. Anker havde be-søg af en flok jagtkammerater, og det var blevet tiden at se, om nogle af kunstgravene husede en ræv. Inge lavede kaffe og gik af nysgerrighed med. Det blev et uventet vendepunkt i hendes liv.
”Jeg syntes bare, det var så spændende”. Inger husker stadig dagen ved rævegraven, som var det i går. I tiden efter havde hun snakket og spurgt
Inge og Anker Christensen har gået på jagt sammen stort set siden de fandt hinanden for snart 40 år
siden. Jeg mødte parret over en kop kaffe på gården nord for Svendborg en råkold dag i marts.
T E K S T O G F O T O J E N S U L R I K H Ø G H
meget om jagt, og det stod hurtigt klart for både hende og Anker, at hun havde brug for et jagt-tegn. Så måtte tiden vise, om interessen holdt ved. Anker fandt det både sjovt og spændende, at hans kone i den grad havde fattet interesse for jagten og bakkede hendes dengang usædvanlige beslutning om at erhverve et jagttegn helhjer-tet op. Når jagtkammeraterne lidt undrende spurgte ind til, hvad en hustru, der gik på jagt, skulle til for, svarede Anker blot, at han havde brug for en passende galionsfigur på de mange selskabsjagter.
DENGANG VAR ET jagttegnskursus ikke noget, som var overstået på en intensiv kursusweekend. Inge startede på aftenskole i Svendborg med ud-sigt til ti teorilektioner i løbet af vinteren inden prøven. Kvinder til jagttegnsundervisning var et særsyn og blandt de få piger, som fik et jagttegn, var frafaldet fra de aktive jægeres rækker stort. Men Inge hang i, og kursusforløbet kølede ikke hendes glødende interesse for jagten. Anker bakkede hende energisk op og hamrede rød hvi-de pæle i marken omkring gården, så hun kunne træne afstandsbedømmelsen, som de fleste aspi-ranter dumpede på.
Da prøvesæsonen nærmede sig, fik Inge be-sked på at møde til prøve den 1. juli hos den frygtede prøvesagkyndige Jessen Holm, som var berygtet for at dumpe fynske jagttegnsaspi-ranter på stribe. Kun hendes egen død var lovlig undskyldning for ikke at møde op på aftalte
40 år sammen28•
40 år sammen
Inge er ikke bare med for hyggens skyld – hun er mindst lige så brændende optaget af jagten som Anker.
2928•
30•
tid og sted. Det var nu en væsentligt mindre uhyggelig årsag, som faktisk forhindrede hende i at gå til prøve den dag. Det var nemlig lige på den tid, at hun var sat til at skulle føde hendes og Ankers første fælles barn, og den forhærdede prøvesagkyndige måtte medgive, at selv en begi-venhed så vigtig som jagtprøven næppe udsatte fødselstidspunktet. Inge fik derfor lov til at gå op til prøven en måned tidligere. Højgravid og med plukveer gennemførte hun prøven med glans. Det var formentlig både første og sidste gang, at Jessen Holm bøjede sine principper og lod jagt-tegnsaspiranten forklare sig ud af, hvordan hun agtede at forcere hegnet og grøften uden rent faktisk at klatre og springe…
INGE KOM STILLE og roligt mere og mere på jagt. I starten foregik det oftest i selskab med Anker. En dag sad de sammen og ventede på en buk, som, hvis den ellers dukkede op, ville blive Inges første. Inge var bevæbnet med Ankers riffel. En lille buk nærmede sig. Langsomt kom den tættere og tættere på. Anker lod roligt Inge bestemme takten og undrede sig måske en lille smule over, hvorfor bukken skulle SÅ tæt på, in-den hun hævede riflen. Til sidst blev spændingen for meget og Inge rakte pludselig Anker riflen med ordre til at skyde. Var den kommet nærme-re, havde de kunnet klappe den. Rom blev ikke bygget på en dag – heller ikke på Fyn! Siden er Inge kommet efter det med bukkejagten. Hun fik sin første i 1983 og har nedlagt betydeligt flere end de fleste andre jægere nogensinde kom-mer til.
”Det værste var, at jeg ikke længere havde en til at fodre grisene, når jeg var på jagt!”. Anker smiler. I en tid hvor ”jægeruniformen” var det grønne army sæt fra Effektlageret, en flaske Gammel Dansk og en ruhåret hønsehund (som oftest hed ”Møgkøter!”), var det alt andet end normalt at slæbe sin hustru med på jagt. Men Hr. og Fru Christensen var ligeglade, og Inges
passion for jagten voksede bare, jo mere hun fik lejlighed til at dyrke den. Da det gik hedest til, skulle parret passe 20 fynske selskabsjagter ind i kalenderen i løbet af et efterår.
”Det passer altså ikke, når de siger, at det er halvt så sjovt og dobbelt så dyrt at tage ko-nen med på jagt. Det er langt dyrere end som så!”Anker griner ,mens Inge sender ham et let bebrejdende blik, som hun har svært ved at skju-le, at hun overhovedet ikke mener.
DA INGE EN DAG så udsendelsen ”Danske
40 år sammen
3130•
piger og polske bukke” om et pürschkursus for kvinder med Mogens Andersen og Carl Grøn-bjerg som undervisere, blev hun optaget af tan-ken om at dygtiggøre sig som jæger. Anker var ikke sen til at opfordre hende til at melde sig til, og i 1997 drog Inge for første gang på bukkejagt i Polen. Hun var en af i alt otte piger på pürsch-kursusholdet, og de havde en fantastisk oplevel-ses- og lærerig tur sammen. To år senere drog tøserne atter afsted med et par deltagere mindre på holdet, og da de skulle afsted for tredje gang i 2001, var der kun fire pi-
ger tilmeldt. Inge spurgte derfor Anker, om han ikke ville med.
Anker havde aldrig været på jagt i udlandet før – ”han taler jo ikke andet end fynsk”, som Inge udtrykker det – og måske havde det også været klogere at sige nej dengang? Det havde i hvert fald været billigere, for Anker blev bidt af det, og parret har siden været afsted efter polske bukke hvert eneste år. Desuden er det blevet til en hel del ture hver for sig efter hjort, svin og muflon.
De fleste ture går til det samme revir i det
40 år sammen
Anker er 83, Inge er tæt på pensionsalderen. I maj går turen atter til stamreviret i Polen, hvorefter bukkesæsonen fortsættes på de hjemlige jagtmarker.
32•
nordvestlige Polen, hvor Anker og Inge efter-hånden kender både jagtpersonalet og reviret ind og ud. De kører altid selv derned, og hver eneste gang, de drager afsted, står det lokale jag-trejsebureau i Svendborg - Diana Jagtrejser – for det praktiske. ”Man skruer ikke på en maskine, der virker”, som Anker udtrykker det. ”- og vi bliver aldrig trætte af den polske bukkejagt!”, supplerer Inge med et bredt smil på læberne.
Påstanden er ikke svær at tro på – parret fej-rede f.eks. deres 30 års bryllupsdag den 10. maj (premieredatoen i Polen) på stamreviret.
JÆGERPARRET PÅ Øxenhavegaard er ud-prægede trofæjægere. Men de er ikke som trofæjægere er flest. Hvert eneste nedlagte trofæ hænger sirligt ordnet side om side i den fine stue på slægtsgården. Snart er der ikke plads til flere bukkeskalpe, hjortegevirer og keilertænder på væggene. I entreen pynter Ankers fars og farfars gulnede trofæer, og i havestuen hænger resulta-tet af to ture til Namibia.
Inge fører metodisk dagbog over alle hendes jagtoplevelser, mens Anker kan huske hver enes-te buk, hjort og svin. Når man ser sig om i stuen, er det tydeligt, at minderne om gode oplevelser har førsteprioritet i dette jægerhjem. Nogle af bukkene er meget små afskudsbukke, de fleste er helt almindelige trofæer, og nogle få er store. Men størrelsen betyder absolut ingenting her. Det bevises til fulde, da vi under rundvisningen når til ”Afrika-stuen”. Jeg bemærker, at en del af trofæerne er usædvanligt stærke – bl.a. hænger der en massiv eland. Da vi senere støder på op-målingspapirer imellem dagbogsoptegnelserne, viser det sig da også, at trofæet på opmålings-tidspunktet rangerede som nummer tre i verden (!) Det havde Inge og Anker ikke bidt mærke i, men de husker tydeligt, hvor stolt deres datter havde været, da hun havde nedlagt det store dyr på deres fælles Afrika-tur.
Anker kommer langsomt op af stolen, da jeg
gør klar til et foto i den fine stue. Han vånder sig lidt, da han retter sig op. ”Man kan godt mærke, at man ikke er firs længere”, siger han tørt, da
40 år sammen
3332•
han stiller sig ved siden af sin hustru og jagtkam-merat gennem snart fire årtier. Bag dem hænger et lille udpluk af deres mange bukketrofæer.
Små horn – men store oplevelser. Det er ikke svært at tvinge smilet frem på de
fynske modeller….
40 år sammen
Jagten er en familietradition på Øxen-havegaard. Her et billede af Ankers far i 1940’erne med en hvid hjort nedlagt i skoven bagved ejendommen.
34•
Real hunting adventures
Følg med Jens på jagt i december- mørket efter en af de mærkeligste
jagtbare vildtarter i Europa.... Fredag den 13.
T E K S T O G F O T O J E N S U L R I K H Ø G H
3534•
Real hunting adventures
36•
Real hunting adventures
Vi var på jagt efter asiatiske indvandrere. Helt eksakt en lille hjorteart kaldet
kinesisk vandrådyr. Der er tale om en ganske lille hjort - en voksen buk vejer kun omkring 18 kg. levende vægt og den er fuldstændigt hornløs. Den tykke vinterpels får den til at ligne et bedårende tøjdyr. Men det mest bemærkelsesværdige ved denne lille art er, at bukken har ekstremt lange hugtænder, som den anvender flittigt i blodige brunstkampe om hunnernes gunst. Et krammedyr med bid i - og gennem lang tid en art som havde været højt placeret på min ønskeliste....
MEN LAD MIG starte historien fra begyn-delsen. Diana Jagtrejsers partner i Bedfords-hire Paul Childerley - min outfitter - har jagten i blodet. Hans far var gamekeeper og han har aldrig selv beskæftiget sig professio-nelt med andet. Jeg havde valgt at besøge ne-top ham, fordi han på sine jagtmarker rundt om Woburn Abbey i Bedfordshire råder over verdens formentlig stærkeste bestand af kinesiske vandrådyr som har levet i området siden de af flere omgange slap ud ud af par-ken og etablerede en vildtlevende bestand.De er så rigelige, at han år efter år kan høste 150 modne bukke og det kan ingen andre gøre ham efter.
Paul var fuldstændigt sikker på, at vi fint kunne finde og nedlægge en stærk buk i løbet af et par dage. Det ville overhovedet ikke være noget problem! Men ved fælles hjælp og en god portion uheld skulle vi endnu engang få bekræftet, at jagt altid vil være jagt og jagt og begår man den fejltagelse at forudsige re-sultatet vil jagtens højere magter næsten al-tid se til at udfaldet bliver et ganske andet.....
DEN FØRSTE MORGEN kørte vi fra lands-byens hotel klokken 06:30. Det var midt i
3736•
Real hunting adventurest
december og ganske mildt med temperaturer over nulpunktet både nat og dag. Det var bul-dermørkt. Der var et par timer til solopgang og tågen lå tykt over landskabet, da Paul bad mig gå til en hochsitz i skovkanten og jage på egen hånd. Det primære bytte var ”kinesis-ke vandbukke” med synlige hugtænder der ragede ned under underkæben, men kom der ræv eller grå egern for, var jeg mere end velkommen til at hjælpe med reguleringen af disse arter også.
Jeg fandt hurtigt på plads og gav mig i blin-de til at lade den medbragte Mauser M12. Jeg havde valgt at skyde med .243 Winchester på denne jagt og havde indskudt riflen med Geco Express. En relativt let kugle med høj hastighed og voldsom ekspansion. Som nævnt er kinesiske vandrådyr ganske små hvilket i sig selv berettiger valget, men endnu mere afgørende havde det været, at jagten forgik i relativt tæt befolket landbrugsland, hvor det virkelig giver god mening at minimere risiko-en for rickochetter.
JEG ELSKER AT sidde for mig selv og opleve naturen vågne. Jeg havde kun lige sat mig, da det begyndte at pusle i skovbundens visne blade.Jeg stirrede ud i mørket, men kunne intet se imellem træerne. Hvad det end var som passerede mig, gik tæt forbi mit skjul og ud på marken foran. Der gik ikke længe, før jeg hørte endnu et dyr og siden endnu et, så flere og til sidst en hel hær af dyr på vandring fra skoven til brakmarken i ly af nattemørket. Inden det kom så vidt havde jeg dog indset, at jeg formentlig sad midt i fasanernes morgen-trækrute og altså ikke havde anledning til at få bukkefeber af den grund... En grønspætte sad længe et par meter fra min udkigspost og nød morgenen sammen med mig, men ellers skete der ikke det store.
Solen dukkede op og afslørede et typisk engelsk kulturlandskab med lange klippede hække mellem markerne og store krogede egetræer som langsomt tonede grå og nøgne frem af tågen. Langt ude så jeg et vandrådyr gå over køresporet mellem skoven og marken, men jeg nåede ikke engang at løfte kikkerten inden den var væk. I det fjerne kunne jeg høre Pauls firehjulstrækker nærme sig og jeg skulle netop til at aflade for at klatre ned og gå ham imøde, da jeg ud af øjenkrogen fangede en bevægelse i skoven.
Et gråt egern - en uvelkommen amerikansk gæst i den engelske natur - sprang frem gen-nem skovbunden med kurs direkte imod mig. Jeg skruede kikkerten ned på laveste forstør-relsesgrad og fandt den grå hårbold i sigtet. Han bevægede sig i hastige ryk og var ikke sådan lige at få hold på. I et splitsekund stand-sede han imellem to stammer men ikke længe nok til at jeg kom til skud og han forsvandt hurtigt bag nogle tætte buske. Jeg sænkede opgivende riflen, men han dukkede næsten øjeblikkeligt op igen nu ganske tæt på stigen. Jeg hævede atter riflen og fulgte ham gennem skovbunden. Han bevægede sig målrettet imod mig. Først en en halv meter fra selve stigen standsede han for at orientere sig og skuddet faldt i samme sekund næsten lodret ned i skovbunden på knap fire meters afstand! Turens første stykke vildt - et angribende gråt egern - hørte med garanti aldrig braget. Paul mente bestemt, at den grå djævel var ude efter mine nødder...
SAMME EFTERMIDDAG var Paul fast be-sluttet på at finde en passende buk og vi kørte ud til en del af reviret, hvor han kendte til et par stykker af disse meget stedfaste dyr. Men heldet var ikke med os og vi begav os til andre dele af reviret, hvor vandrådyrene var talrige. t
38•
Real hunting adventures
dyr - noget som Paul med sikkerhed kunne iden-tificere som en moden buk. Da solen gik ned og lyset begyndte at svinde kørte Paul os hastigt ud til et sted, hvor han havde set en gammel buk aftenen inden. Vi skyndte os ud af bilen og pürshede i iltempo nogle hundrede meter ind langs et skovbryn. Der var kun få minutters skydelys tilbage.
PAUL STANDSEDE OG betragtede en mørk klump gennem sin kikkert. ”Kan du se dyret?”,
hviskede han. Og ja, jeg kunne sagtens se at der gik et dyr og æsede i den retning han kiggede omkring 100 meter ude. Han satte hurtigt sin trebenede skydetok op foran mig. ”Skyd den hvis du kan!”, sagde han lavmælt og jeg lagde stille an efter hurtigt at have sikret mig at cen-terbelysningen i Zeisskikkerten – en Duralyt - var tændt.
I KIKKERTEN var den lille hjort ganske tydelig. Den stod med bringen imod os i en vinkel på
K I N E S I S K E VA M P Y R E RMAGASINET
Mit Jagtblad
3938•
t
Real hunting adventures
cirka 45 grader. Jeg førte lyspunktet ind på den nærmeste skulder og lod skuddet gå. Som altid blev jeg blændet af mundingsflammen, men jeg kunne tydeligt høre et betryggende kugleslag.
Jeg kiggede over på Paul. Han så tilfreds ud. ”Ligger den?”, spurgte jeg og han bekræftede med en håndbevægelse. Vi ventede et par mi-nutter inden vi gik ned mod dyret. Jeg havde en klar mavefornemmelse af, at jagten nu var over-stået og at morgendagen eventuelt kunne bruges på lidt ræveregulering på egen hånd. Men da vi
kom tæt på blev Paul underligt stille.”Så du at der var to dyr?”, spurgte han lav-
mælt. ”Næ”, svarede jeg ærligt. ”Sagde du noget om det, da jeg skulle skyde?”. ”Næ”, svarede han lige så ærligt. Foran os i mørket lå en død kinesisk vandrå. Heldigvis nedlagt i sæsonen og dertil et ganske velsmagende stykke vildt, så den eneste virkelige skade, der var sket, var på vores profesionelle stolthed.... Det andet dyr - bukken som Paul havde genkendt på et splittet øre - hav-de stået 30 meter tættere på os...
K I N E S I S K E VA M P Y R E R
Real hunting adventures
DEN NÆSTE MORGEN talte jeg ialt mere end 70 vandrådyr. Men igen var vi uheldige og bukkene, vi så, var enten for unge eller for langt ude til sikker identifikation. Ironisk nok så et par engelske jæge-re, som samtidigt var ude på andre dele af reviret med skyttemedhjælperen for at skyde hundyr, næsten udelukkende fine gamle bukke.
Vi kørte rundt og rundt på de åbne marker efter-hånden som lyset tog til og var ude på lange pürsch-runder langs de lave hække i markskellene. Til sidst kørte vi ud for at tjekke markerne langs hovedvejen og endelig spottede Paul en rigtig god buk i en lille flok på fem eller seks dyr. Problemet var blot, at dy-rene stod på en mark i det yderste hjørne af reviret med en motorvej på den ene side og en landevej på den anden.
Vi havde intet at tabe, så vi indledte en pürsch langs hækken mod landevejen i håbet om, at vi kun-ne nå helt ned til hjørnet og få en skudchance ind i reviret. Utroligt nok lykkedes det hurtigt at kravle helt frem, uden at vi blev opdagede af den lille flok vandrådyr. Formentlig skal Hurricane-tøjet fra Här-kila have en del af æren, for udover at det udvisker konturerne glimrene, er det faktisk både lydløst og let at røre sig i. Desværre befandt dyrene sig nu på toppen af en ganske lav bakke, som dog var rigeligt høj til at placere de små hjortedyr direkte i horison-ten uden noget som helst kuglefang. Vi måtte derfor flytte os igen og den eneste løsning var at snige os direkte mod flokken i håbet om, at de af sig selv ville trække længere ind på marken uden at se os.
VI KRAVLEDE FREM på alle fire. Pludselig kom et hoved til syne over horisonten og vi lod os hurtigt glide ind i hækken, hvor vi anspændt afventede si-tuationen i nogle minutter. Snart gik det lidt frem-ad igen og så lidt tilbage, mens vi ængsteligt fulgte dyrene som travede lidt rundt foran os. Pludselig satte dyrene i løb ud på marken. Måske var vi opdagede, måske havde noget andet skræmt dem. Paul sprang op og løb 30-40 meter frem
K I N E S I S K E VA M P Y R E RMAGASINET
Mit Jagtblad
Real hunting adventures
K I N E S I S K E VA M P Y R E R
med mig lige i hælene. Det sidste dyr travede over marken og og Paul rejste skydestokken i en enkelt hurtig bevægelse.
”Det er bukken - skyd, når du kan!” hviskede han bestemt. Tro mig kære læser.... hvad der skete i løbet af de næste syv sekunder vil for evigt stå indprintet i min hukommelse. Jeg fik lagt riflen an og fandt med det samme bukken i kikkerten. Han gik fra venstre mod højre på omkring 70 meters afstand, mens han stirrede imod os og prøvede at vurdere, om vi var farlige eller ej. Med trådkorset på hans skulder fulgte jeg hans bevægelse og lagde an til skud. Min hjerne sendte signalet til pegefingeren om at gennemføre og på de to-tre tiendele af et se-kund, der gik inden det sagde bang, så jeg som i slow-motion trådkorset overhale bukken og sende et skud ud i tomrummet mellem ham og Gibraltar!
Forståeligt nok nåede bukken meget hurtigt til en konklusion i sin risikovurdering og var snart på vej over stepperne. Både Paul og jeg kunne i den anledning en masse ord, som jeg ikke vil gentage her. Det korte af det lange var, at jeg ikke var kommet så langt for at skyde for-bi, men at jeg netop havde gjort præcis det! Jeg kan ikke engang diske op med en god forkla-ring. Måske standsede bukken op et øjeblik, måske fik jeg en pludselig muskelspasme, mås-ke, måske, måske.... forbi var det i hvert fald!
EFTER EN LANG RÆKKE succesfulde jagt-ture var det som om jagtens guder ikke længere var mig venligt stemte. På aftenens pürsch på en helt anden del af reviret så vi masser af vand-rådyr, men endnu engang var der ikke en rigtigt gammel buk imellem dem. Jagten var slut. Jeg havde nedlagt et hundyr og et egern.
Heldigvis skulle jeg først flyve sent om efter-middagen den efterfølgende dag og Paul havde både tid og lyst til at yde en ekstra indsats. Vi aftalte derfor et sidste forsøg næste morgen -
Real hunting adventures K I N E S I S K E VA M P Y R E R
MAGASINET
Mit Jagtblad
n n
Real hunting adventures
Epicenteret for Englands stærke bestand af kinesisk vandrådyr er Paul Childerleys jagtmarker!
K I N E S I S K E VA M P Y R E R
44•
Real hunting adventuresfredag den 13., men det kunne jo dårligt gå
værre end det allerede havde gjort.Vi var ude længe inden det blev lyst og kunne
skimte adskillige vandrådyr på marken foran os i tusmørket. På den stille morgen kunne vi også høre, at årets brunst langt om længe var ved at komme igang. Et par bukke udfordrede hinan-den et sted foran os og udstødte serier af karak-teristiske klikke-lyde. Da lyset kom var der dog kun hunner og ungbukke tilbage på marken og i de næste timer pürschede vi målrettet rundt på reviret bedste områder. Desværre uden held.
Frustrationen indsneg sig - hvor uheldige kan man egentlig være? Vi jagede hele morgenen uden at komme til skud. Klokken var ved at være ti og dyrene havde lagt sig på markerne. Men netop som vi skulle til at give op, spottede Paul en lovende buk. Han lå selvfølgelig på det værst tænkelige sted på et hjørne af en vintergrøn mark mellem en trafikeret landevej og en flittigt benyttet fodgængersti for gæsterne i Woburn Abbeys parkanlæg. Afstanden var små 300 me-ter og det var fuldstændigt udelukket at komme nærmere uden at blive opdaget. Det kunne også være lige meget, for selv om det ved et mirakel skulle lykkes, var det umuligt at afgive et sikkert skud på de flade marker.
DETTE VAR IKKE blot den sidste chance den morgen, det var den sidste chance på hele turen. Jeg vidste det og Paul vidste det. Vi havde intet at tabe og Paul udtænkte derfor en dristig plan, som helt enkelt gik ud på at sende skyttemedhjælperen bag om dyrene via fodgængerstien og forhåbentlig trykke dem i vores retning. Et hurtigt mobilop-kald senere var planen under eksekvering.
Desværre gik det ikke som håbet. I stedet for at trykke dyrene stille og roligt imod os fik medhjæl-peren skræmt dem, så de i panik passerede os på flere hundrede meters afstand og forsvandt ud af syne ind på de tilstødende marker. Endu et hurtigt mobilopkald afslørede endnu flere af den form for gloser, som ikke er egnede til videregivelse.
Lettere modløse gik vi i den retning dyrene var flygtet. De var ikke på den næste mark, så vi fortsatte i rask tempo uden at veksle et ord. Da vi nærmede os den næste hæk faldt vi på knæ for at se igennem den bladløse hæk og jo.... der gik faktisk dyr på den anden side. Stemningen var endnu engang vendt fra modløs til håbefuld - spændningen var tilbage for fuld kraft.
VI TURDE DÅRLIGT trække vejret da vi snoede os igennem hækken ved et stort gammelt egetræ. Dyrene gik der endnu og de havde ikke opdaget os. Paul rejste skydestokken med uendelig forsig-tighed og jeg fik placeret mig med riflen i anslag og med solid rygstøtte mod den knudrede eg.
Der var ialt ni eller ti dyr men de befandt sig lige imellem os og en lade. Vi kunne ikke skyde og vi kunne ikke risikere at flytte på os. Så vi ventede.
Der gik nogle minutter inden det første dyr bevægede sig langsomt væk fra flokken - hel-digvis i en retning, med godt kuglefang. ”Er det den?”, hviskede jeg. ”Nej”, hviskede Paul og vi ventede endnu en stund inden det næste dyr var så venligt at følge efter den første. ”Er det den?”, hviskede jeg igen. ”Nej”, hviskede Paul og sådan gentog sceancen sig over adskillige lange minut-ter mens dyr efter dyr forlod scenen. Naturligvis var bukken den sidste til at bryde op. Til gengæld udviste den så meget pli, at den i roligt tempo gik til den rigtige side. ”Dens ene tand er bræk-ket, men vi skyder den alligevel”, hviskede Paul og den var jeg mere end med på! Så da bukken standsede op på kun 50 meters afstand blev fias-koen vent til dundrende succes. Skuddet var på ingen måde vanskeligt og bukken gik ned på ste-det. Jubelscener udbrød - den fede dame kunne endnu engang synge om en vellykket tur.
Altså stort jagtheld på årets mørkeste fredag den 13. Selv den brækkede tand viste sig på mirakuløs vis at forsvinde - det var bare en klat mudder...
K I N E S I S K E VA M P Y R E RMAGASINET
Mit Jagtblad
4544•
Real hunting adventures K I N E S I S K E VA M P Y R E R
46•
Real hunting adventures
Vill du også afsted?Rejsen til Paul Childerleys
jagtmarker blav arrangeret af Diana Jagtrejser. Alt du be-
høver at vide om rejsen finder du her:
www.jagtrejser.dk (KLIK!)
Man kunne let få den mistanke at Grev Dracula under sit besøg i London i 1840’erne forgreb sig på andet end de lokale kvinder. Kaldes de mon for kinesis-ke vandrådyr for at afdramatisere, at der i virkelighweden er tale om transylvanske vampyrrådyr?
K I N E S I S K E VA M P Y R E RMAGASINET
Mit Jagtblad
4746•
Real hunting adventures
MIN UDRUSTNINGZEISS: På denne tur bruger jeg en Zeiss Duralyt 2-8 x 42 med lys. Min håndkikkert er en Zeiss HT 8X42.
MAUSER: Min riffel er en Mauser M12 Extreme some r versionen med kunststofskæfte. Kaliberet er .243 Winchester – først og fremmest valgt af hensyn til sikkerheden. Kinesiske vandrådyr lever i relativt tætbefolkede landområder og vi vil ikke risikere rickochetter!
HÄRKILA: Det nye Hurricane sær i Optifade camo er bade fleksibelt og stille. Perfekt til det våde engelske vejr i december. Skjorten er en blød flanneæskjorte kaldet Eide i 100% bomuld. Mine fødder hygger sig i Pro Hunter GTX® 10’ Armortex Kevlar støvler. Disse er lette, behagelige og slidstærke!
K I N E S I S K E VA M P Y R E R
ströms jönäsS T R Ö M S J Ö N Ä S
STORTYRENS HJEMLAND
48•
PEDER VAHLBERG ønsker Kjell-Erik Åström tillykke med den stor-kapitale elgtyr
ströms jönäsSTORTYRENS
HJEMLAND4948•
Alle jægere i Strömsjönäs husker efteråret 1978. De, som ikke selv var med, har med garanti hørt om dagen, hvor syv store tyre faldt – i løbet af 40 mi-nutter! 101 takker fordelt på syv tyre gav landsbyen tilnavnet ”stortyrenes hjemland”. Små 30 år senere er vi tilbage for at se, om stedet lever op til sit navn...
T E K S T O C H F O T O J O A K I M N O R D L U N DW W W. P R E S S P R O M E D I A . S E
De ni jægere som var med på denne regn-tunge morgen i oktober vidste ikke at
denne dag også ville gå over i den lokale jagthis-torie. Det var en af de morgener, hvor normale (læs: ikke-jagtinteresserede) mennesker var blevet i deres seng, for det våde efterår bød på endnu en regnfuld dag. En efter en samledes jægerne omkring ilden i det lille træhus ved landsbyens slagtebod. Kaffen snurrede på brændekomfuret og mens regnen trommede på taget tog planerne for dagens elgjagt form.
Landsbyen Strömsjönäs i Västerbotten har kun ni indbyggerne. Jagtområdet omfatter 2.477 hektar og Peder Vahlberg kommer altid på disse jagter i hans gamle mors hjemby. Denne morgen besluttede jægerne, at han skulle slippe sin seksårige jämthund Tris syd for søen, mens Kjell-Erik Åström skulle slippe sin 17 måneder gamle hund i et smallere stykke på en anden del
af jagtområdet. Peder Vahlberg har ejet flere jagtchampions og med næsten 400 elge i jagt-journalen, som næsten alle er skudt for hund, kunne den 48-årige jæger lige så godt tilføje titlen ”storvildtjæger” på visitkortet. Men han er ikke alene om at eje en ekstraordinær hund.
TO ÅR TIDLIGERE havde Kjell-Erik Åström købt en hvalp af jagtlederen og hundeavleren Kent-Ove Långström som driver den lokale jämthundskennel. Det skulle vise sig at være et godt valg. Den dangang kun 15 uger gamle jämt-hundshvalp indledte sin karriere med gøende at stille et elggevir som hang på væggen af som-merhusets fritliggende lokum. Hunden fortsatte i samme gode stil og samme efterår faldt der fire elge for den unge hund.
Men det skulle blive til flere – og større.Da passkytterne var kommet afsted ventede
ströms jönäs
50•
Bugåbneren og kniven tørrer efter anvendelsen i den efterårsfarvede skovbund.
ströms jönäs
5150•
Erik og Peder et kvarter med at køre, så deres jagt-kammerater kunne nå at komme på plads inden hun-dene blev sluppet. Da Kjell-Erik slap Rapp i udkanten af den 700 meter brede skov mellem den lille landevej Strömsjön kunne han blot vente og håbe på det beds-te. Foran ham lå en vildsom troldeskov med masser af gamle træer og stor variation. Der gik kun ti minutter inden skoven genlød af den smukkeste musik enhver elghundeejer kan forestille sig. Rapp havde fundet elg kun 600 meter inde og der var ingen tvivl om, at han havde stillet den eller dem.
CIRKA SAMTIDIGT havde Peder Vahlbergs hund Tric også fundet elg og nu gøede de to jämthunde lystigt i hver sin ende af jagtområdet. En passende lejlighed for jagtinteresserede landsbyboere til at skrue ned for morgenradioen, åbne vinduet og følge med i live-sen-dingen af hundeglam direkte fra elgenes enemærker!
Peder Vahlberg kom først til skud. Tric havde fun-det en ko med kalv, Den rutinerede ko, som formo-dentlig havde prøvet dette før, havde prøvet alle kneb i bogen, men da hun efter to svømmeture ikke havde rystet hunden af sig havde hun stillet sig med kalven i en tæt tykning.
Peder pürschede sig tættere på og fik til sidst en reel skudchance. Da braget havde lagt sig kunne han ty-deligt høre Rapps taktfaste gøen cirka fem kilometer borte.
EFTER AT UNGHUNDEN RAPP havde haft cirka 40 minutter til at arbejde med elgen indledte Kjell-Erik pürschen, som skulle vise sig at blive en oplevelse for livet. Med omkring 100 meter tilbage kunne han tyde-ligt høre en elg grynte.
”Jeg listede mig frem – en del af vejen på alle fire – og til sidst kunne jeg skimte omridset af en elgko”, siger Kjell-Erik.
Et sekund eller to senere hørte han noget der rørte sig bag en stor gran. Han stirrede i retning af lyden og kunne først se nogle grene røre på sig og straks derefter noget stort og mørkt, som bevægede sig. Det næste
ströms jönäs
S T O R T Y R E N S H J E M L A N DMAGASINET
Mit Jagtblad
52•
Med en sidste krampetrækning sendte elgkalven, som Peder Vahlberg havde skudt, en kaskade af vand over den allerede gennemblødte fotograf.
PEDER VAHLBERG har netop affanget elgkalven
ströms jönäs
S T O R T Y R E N S H J E M L A N D
5352•
ströms jönäs
han så fik hans hjerte til at springe et slag eller to over og derefter løbe løbsk. En del af et rigtigt stort elghorn viste sig kort i virvaret af tætte grangrene.
”Jeg tænkte bare, at nu måtte jeg hellere stramme mig an. Jeg så jo, at dette var et horn ud over det sæd-vanlige og regnede med, at det kunne være en rigtig fin tyr med 14-15 takker i kronen. Jeg var så fokuseret på, hvor hunden var og hvor vinden kom fra, at jeg ikke tænkte sæ meget mere over elgens størrelse”, siger han.
ELGTYREN SÆNKEDE hornene og gjorde udfald mod hunden, som kun var tre-fire meter borte.
”Det dundrede i marken og var ganske imponeren-de. Rapp kommer gerne tæt på elgene, men han er altid vågen og dansede også denne gang uden om de spidse takker og skarpe klove”, siger Kjell-Erik.
Den unge hanhund gøede taktfast omkring 90 gange i minuttet og Kjell-Erik kunne langsom snige sig nærmere da begge elge var hel fokuserede på hunden. Han erfaring sagde ham dog, at et enkelt fejltrin – en kvist der knækkede under hans fødder – med stor sandsynlighed ville spolere hans chancer på et split-sekund. Han var derfor ekstra forsigtig og holdt godt øje med skovbunden foran sig mens han nærmede sig skridt for skridt.
Forsigtigheden betalte sig, og skudchancen op-stod da han var nået ind på mellem 30 og 40 meter fra elgene. Grangrenene hang våde mod jorden og han måtte næsten ned på maven for at komme under og få frit skud mod kroppen.
”Normalt ville jeg skyde på halsen, men med en tyr i denne kaliber, ville jeg ikke risikere noget”, siger han.
Skuddet sad perfekt nogle centimeter over hjertet. Koen vendte og forsvandt med hunden i hølene mend tyren snurrede omkring og tordnede ind i skoven som et express lokomotiv.
”Det knagede og bragede, da tyren pløjede sig gen-nem den tætte skov og jeg kunne kun håbe på, at alt var, som det skulle være. Jeg havde en rigtig god mavefor-nemmelse, men man ved jo aldrig”, fortsætter
S T O R T Y R E N S H J E M L A N DMAGASINET
Mit Jagtblad
54•
Det kunne med et enkelt øjekast konstateres, at der uden tvivl er tale om et guldmedaljetrofæ
I sådanne tilfælde er det praktisk med et kamera i telefonen!
ströms jönäs
S T O R T Y R E N S H J E M L A N D
5554•
87 ÅR GAMLE Sixten Långström kiggede ind i jagthytten og fik en lang snak om alle de fine tyre, der er nedlagt gennem årene.
ströms jönäs
Kjell-Erik.Da han lidt senere
nåede frem, troede han ikke sine egne øjne. Cir-ka 60 meter inde i sko-ven lå en kæmpestor elg som kun var sekunder fra at vandre ind i elgenes egen himmel. Der var ingen tvivl om, at det vir-kelig var skovens konge, som var faldet.
”Den var bare så stor. Da jeg havde talt otte-ni taller på det ene horn og så, at det bare fortsatte kunne jeg knapt tro mine egne øjne”
HAN FANDT MOBILTELEFONEN frem og ringede til jagtleder Kent-Ove Långström. På kun ti minutter var to elge nedlagt og jagten blev afbrudt. Da Kent-Ove mødte Peder ved slagteboden sagde han:
”Kjell-Erik har skudt et monster af en tyr!”Stille fyldtes den troldske granskov med glade
jagtkammerater og Paul Johansson, som er jaktla-get oldermand, rakte han respektfuldt Kjell-Erik næven med ordene:
”Hold da op! Tillykke. Den var stor!!!”Han havde selv nedlagt en 22-takker i 1980’er-
ne og sammen med Bo Eriksson gik han straks igen med at tælle takkerne i kronen. At det var et ”guldhorn” herskede der ingen tvivl om og først så det ud til at være en ulige 26-takker men lidt se-nere blev jægerne enige om, at der var 24 takker i den majestætiske krone.
Da elgen var brækket og trukket op på ”jern-hesten” tog Kent-Ove Långström det store hjerte i nærmere øjesyn.
”Sikke et hjerte. Der er jo mad i dette til en hel familie i en uge. Det er dobbelt så stort, som et normalt elghjerte”
Tyren var helt tom i maven og havde sikkert tabt sig helt op til 60 kg. i brunsten, men ikke de-sto mindre var kroppen stadig imponerende.
”Siger jeg, at den vejede 300 kilo, har jeg ikke overdrevet. Inden brunsten var denne tyr
en virkelig basse”, siger Kjell-Erik.
DA ELGEN TIL sidst hang i slagteboden sam-ledes jægerne atter omkring ilden i træhuset. Den 87 år gamle jæger og ældste indbygger i den lille landsby Sixten Långström kiggede forbi og Kent-Ove Långström mindede ham om den store tyr han nedlagde i 1970’erne. Så faldt snakken naturligvis på den uforglemmelige dag, da syv store tyre faldt på 40 minutter. Og Peder Vahlberg som er jæger om en hals og er den i det lille træhus som i særklasse har skudt flest elge var strålende glad.
”Der er flere elge at jage, men på sådan en dag afbryder man jagten for sammen at glædes over jagtheldet”, siger han.
Kjell-Erik måtte igen og igen beskrive hvordan den store tyr mødte sit endeligt og når vi tænkte efter stod det klart, at denne dag ville gå over i historien. Der er skudt mange store elgtyre her, men ingen havde hørt om nogen større end denne.
Kjell-Erik Åström glemmer aldrig den dag, hvor Rapp stillede den store tyr og han kunne nedlægge en elg i særklasse.
”Billedet har ætset sig fast på nethinden. Det bærer jeg med mig resten af livet!”
Og trofæet?”Det kommer op at hænge over sengen”, siger
Kjell-Erik.
S T O R T Y R E N S H J E M L A N DMAGASINET
Mit Jagtblad
56•
Allerede i slutningen af 1970’erne fik Lövö-Ström-sjönäs navnet stortyrenes hjemland. De jægere der den-ne morgen trodsede regnen oplevede da også en stortyr, de sent vil glemme...
ströms jönäs
S T O R T Y R E N S H J E M L A N D
5756•
58•
hundeDe fleste hundeejere kender udtrykket –
Man får den hund man fortjener – I nogle tilfælde er det ikke det sjoveste udtryk, for det siger jo en hel del om os som hundeføre.... Specielt når det ikke lige går efter planen og den lille søde ”Klumpedus” af en hundehvalp udvikler sig til et mareridt, bliver ovenstående hentydning for nogle, som at få en spand koldt vand i hovedet.
Men nu behøver ingen at opgive håbet om at få en god hund ud af den lille ”djævel”. Rolf Andersen har i bogen ”Fik du den hund du fortjente?” taget systematisk fat i problemet og guider os igennem den grundlæggende træning af hundene, ved at gå tilbage til starten. Bogen er skrevet i et let forståeligt og humoristisk sprog, med stor vægt på den positive ind-læring der skaber stærke bånd mellem hund og ejer. Denne bog, henvender sig først og fremmest til hundeejeren, som et eller andet sted i sin opdragelse eller træning af hvalpen, ikke har lykkedes med at få den hund som han/hun har ønsket sig fra starten. Men bogen kan læses af alle hundeejere og vil også egne sig til kommende hvalpekøbere, som vil undgå at komme i den kedelige sitiuation, ikke at få den hund som er drømmen. Alt i alt en nem lille
bog som bør stå på enhver hundeejers boghylde i tilfælde af, at noget går galt undervejs, så det hurtigt kan rettes på den rigtige måde...Undgå ulykkerne – vælg dine kampe – at have hund er en livsstil. Se mere på: www.forlagetindblik.dk
Fin lille hundetræningsbog
F I K D U D E N J A G K A M M E R AT D U F O R T J E N T E ?
ANMELDEL-SET E K S T O G F O T O G I T T E B A C H H Ø G H
NY DANSK
HUNDEBOG
5958•
hunde
Føres i alle velassorterede jagtbutikker. Se forhandlerliste på www.guntex.dk
www.guntex.dk
Se helekataloget påguntex.dk
Frys flåterne ud!Nyhed i daNmark
Vejl. pris i butikkerne kr. 169,-
Nyheder, koNkurreNcer, iNSpiratioN: Følg guNtex på Facebook
1. Find flåten. 2. Påfør dosis som anvist.
3. Fjern flåten med pincetten.
Ved hjælp af hurtig tørfrysning minimerer atix Flåtfrysespray risikoen for smitte med tægebårne sygdomme.
Svækkelse af flåtens opkastnings refleks
Øger sammentrækningen af flåtens mundorgan
Godkendt til anvendelse på mennesker og dyr
indeholder 60 doser og en pincet
ingen allergener eller ozon-påvirkende midler
hurtigt, nemt og effektivt
As Time Goes ByJens Ulrik Høgh presenterar
60•
Rwanda, Centralafrika 1920. Svenske prins Wilhelm, yngre bror til
den daværende kronprins, anførte en ekspediti-on til Centalafrikas mørke jungler med det for-mål at indsamle prøver af så mange arter som muligt til videnbegærlige forskere, som hung-rede efter materiale at basere deres studier på. Rwanda var en del af Belgisk Congo – en koloni, som var den belgiske kong Leopolds personlige ejendom, hvilket gjorde ham til verdens ube-tinget største jordejer. Trods det blå blod i prins Wilhelms årer tog det lang tid for ekspeditio-nen at opnå specialtilladelse fra kolonimyndig-hederne til at nedlægge 14 gorillaer. ”En på hver vulkan”, som det stod skrevet i licensen.
Et stort følge af biologer, jagtvenner, lokale hjælpere og en filmfotograf fulgte med prinsen på jagteventyret (som de hårdnakket betegne-de som en videnskabelig ekspedidition) og de havde held til at indsamle i hundredvis af vilde dyr, som krydsede deres vej. Wilhelm nedlagde langt de fleste af de større dyr med sin Rigby Mauser, som på billedet læner sig op ad den nedlagte silverback. Riflen var i kaliber .350 Rigby – et kaliber som ligger tæt op af 9,3x62 – og prinsen var ovenud tilfreds med dette vå-ben. ”Jeg tvivler på, at der findes et bedre våben end deres .350 magnum”, skrev han senere om Rigby-riflen.
Ud over alle de hjembragte eksemplarer af vilde dyr mundede ekspeditionen ud i en popu-lær bog forfattet af prinsen selv. Den udkom i en lang række lande – herunder Danmark.
Filmen fra ekspeditionen vistes i biografer over hele verden og der opstod en hel del debat om drabene på alle gorillaerne. Men det rørte ikke prinsen det mindste – jagten tjente jo et ædelt videnskabeligt formål...
6160•
BRANSCHE NOTITSERT E K S T O G F O T O W W W. M I T J A G T B L A D .
D K
Østjysk HuntingcenterDen 31/7 åbner Nordeuropas største jagt-
forretning tæt på motervejen i Heden-sted. Østjysk Huntingcenter er navnet på den nye kæmpebutik. Det er Østjysk Våbenhandel som har taget initiativ til det nye storcenter for jægere og de følges til de nye lokaler af Jelling Jagtrejser, Labrador Cargo og Konservator Erling Mørch. I alt bliver der tale om 8.700 kvadratmeter under tag. Østjysk Våbenhandel kommer til at fylde omkring 5.000 af disse og det er en betragtelig udvidelse i forhold til virksomhedens nuværende bygninger på Constantiavej som ”kun” er omkring halvt så stort.
Den officielle åbningsdag falder sammen
med Østjysk Våbenhandels 25 års jubilæum på den ”gamle” adresse i Hedensted, men virksomheden, som altså nu bliver Nordeuro-pas største detailhandel i denne branche, fik sin ydmyge start i et parcelhus i Hedensted helt tilbage i 1977. Der er sket noget siden da!
Desværre blev de oprindelige planer om et vartegn på bygningens tag i form af en live-si-ze elefant ud mod motorvejen forpurret fra højeste sted. Man mente, det var til fare for tra-fiksikkerheden. Men jægerne skal såmænd nok finde det alligevel!
www.mitjagtblad.dk ønsker stort tillykke med de nye fasciliteter, som vi er sikre på bliver et tilløbsstykke blandt danske jægere.
• Tag jagttegn som firmaaftale • Nyd naturen, mens du plejer dit sociale netværk• Vi tilbyder seriøse og målrettede jagttegnskurser
- både på Sjælland, Fyn og i Jylland
Når kuN det bedste er godt Nok
E-mail: [email protected] - Telefon 70 22 02 37 - Strandly 22, 4571 Grevinge
Jagttegn skaber netværk
og naturoplevelser
masterclass64•
FOKUS PÅ
JAGTHUNDE
MESTERBilly Steele Junior
Hunde og hundeførere fra Sverige, Åland, Finland og Tyskland og selvfølgelig Danmark samledes en
weekend i midten af maj ved Svendborg på Sydfyn til et to-dages seminar med den succesrige engelske
retriever træner Billy Steele Jr.
T E K S T O G F O T O M A R I N Ä L S É N
masterclass6564•
V arje år kommer många tränare över från Brittiska öarna för att lära oss skandinavier allt om hur
man fostrar och tränar fram hunden med stort H. Den där som alltid finner den sista fågeln och som jagar som en gud.
I takt med at skandinaviske retriever-ejere klarer sig bedre og bedre på markprøverne, stiger behovet for gæstetrænere fra retriervenes forjættede land Stor-britannien, hvor erfaringsgrundlaget i arbejdet med hunde i international topklasse, stadig er betydeligt større end her.
Hver eneste år kommer der således mange dygtige trænere til Skandinavien fra de brittiske øer for at inspirere os skandinaver til at komme endnu nærmere den perfekte hund – I ved, hunden som altid finder den sidste fugl og jager som en gud.
Iben Pytlick og Thomas Plamboeck fra Kennel Batmoors på Sydfyn havde inviteret hvalpekøbere og venner i retrierverdenen til en hel weekend med den legendariske træner, dommer og vinder af adskillige championater. Billy er en travl herre, men han havde alligevel fundet tid til dette arrangement. Til hvedag driver han kennelen Broadlaw gundogs og træner jagthunde op for andre. Han har jagthundetræningen i blodet – hans far var også en succesrig hundetræner. I 2009 fik Billy Steele desuden den ærefulde udmærkel-se ”Junior Gundog Trainer of the Year”.
OMKRING 15 HUNDE med deres ejere og dobbelt så mange tilskuere var samlet denne weekend ved Rav-nholt Gods på Svendborgegnen. Deltagerne kom fra hele Skandinavien og Tyskland. Billy præsenterede sig, og for de, som ikke forstod engelsk, oversatte Iben til dansk.
Dag et brugte Billy på at træne hunde og førere i hundeføring og problemløsning.
”Hvis alt bare kører på skinner og man ikke vover at lade hunden komme ud i situationer, hvor der sker fejl, så ved man reelt ikke, hvilke problemer, man har. Fejl-tagelser er nøglen til succesfuld hundetræning. Det er først, når fejl opstår, at man kan irettesætte hunden og vise den, hvad den skulle have gjort.”
masterclass66•
masterclass6766•
”Det er fejltagelser-ne som er nøglen”masterclass
M A S T E R C L A S SMAGASINET
Mit Jagtblad
68•
masterclass
M A S T E R C L A S S
6968•
70•
masterclass
Han gik metodisk igennem alle hundene og alle førerne fik tips og råd med på vejen. Det blev sent inden dagen var ovre og da Billy ops-ummerede, hvad han havde oplevet den første dag, havde alle stort set samme problem.
”I går for hurtigt frem med jeres hunde. De når ikke at lære sig en øvelse, før I går videre med den næste!”
En del syntes nok, at Billy var for kontant, når han satte hundene på plads. I UK har man en anden holdning til jagthundene end her i Skan-dinavien. Derovre bor hundene i hundegårde mens de hos os bor i huset og adopteres som et medlem af familien. Det giver pr. automatik vo-re hunde flere unoder og dermed mere arbejde til os som hundetrænere.
EFTER MERE END 10 timers intensiv hundetræ-ning blev der budt på grillbuffet og der blev snakket jagthunde til langt ud på de små timer.
Dag to samledes hunde og førere atter til en ny omgang træning. Enkelte var faldet fra, andre var kommet til. Ved hjælp af et stort hold frivillige hjælpere gennemførtes flere simulerede jagter, hvor hundene skulle udføre udvalgte apporteringer. En-ten i form af markering, hvor hunden ser dummyen blive kastet, eller i form af dirrigeringer, hvor hun-den bliver dirigeret ud til dummyen af sin fører. Her blev hundenes evner til at standse på stopsignalet og
følge førernes anvisninger virkelig sat på en prøve.Ikke en eneste af hundeførerne slap for på et eller
andet tidspunkt at løbe sin hund op og sætte den på plads. I reglen lettere sagt end gjort med tanke på de mandshøje brændenælder, som øvelserne ofte forgik i....
De unge hunde, som ikke var så langt i deres træ-ning, fik meget synlige markeringer samt tips og råd om, hvordan de kunne blive mere fremadgående og Billy gentog endnu engang, at fejltagelser er nøglen til fremgang.
I løbet af dagen diskutterede vi også forskellene på markprøver og praktisk fuglejagt i Skandinavien og Storbritannien. For der er faktisk en hel del forskel. Jagten er meget anderledes og det afspejles naturligvis i prøverne. Skandinavien får hele tiden bedre hunde og trænere, men der er langt op til Storbritanniens klasse.
Som afslutning fik alle hunde et par vandappor-ter. Man begyndte ganske let, men gik så længere og længere tilbage og til sidst fik de mest rutinerede hunde nogle lange og meget udfordrende apporter.
Det blev afslutningen på to lærerige dage og alle var godt tilfredse med weekenden.
”Billy er en rigtig god træner og jeg er så glad for, at han tog sig tiden til at komme”, sagde Iben senere på aftenen, da hun pustede lidt ud i en havestol hjemme på gården. Det føltes som om alle var til-fredse.
M A S T E R C L A S SMAGASINET
Mit Jagtblad
7170•
ØSTJYSK VÅBENHANDEL A/S
JAGT- OUTDOOR - F ISKERI
W W W . H U N T I N G L I F E . N E T
www.jellingrejser.dk
LABRADOR CARGO
Kildeparken 32 • 8722 Hedensted • www.huntingcenter.dk
ØSTJYSK HUNTINGCENTERDeltag i konkurrencerne om præmier for
Tilmeld dig vores nyhedsbrev på
www.huntingcenter.dkså deltager du i konkurrencen om et gavekort til brug i Østjysk Huntingcenter på kr. 5.000,-Vinderen udtrækkes på åbningsdagen!
Vi har åbent hele weekenden med masser af tilbud og rabatter i alle butikker.
Følg os på www.huntingcenter.dk samt på Facebook på adressen ”Østjysk Huntingcenter”
Torsdag den 31. juli
kl. 9.30
Kom til åbningsfest i Hedensted hos
MERE END KR. 100.000,-
210x297_Huntingcenter ann.indd 1 06/05/14 13.45
M A S T E R C L A S S
72•
enkeltMarkedet oversvømmes lige i øjeblikket af skydestokke – og det er fantastisk, for
intet øger den praktiske præcision mere på rif-feljagt end netop en god skydestok.
Der er mange funktionsprincipper i omløb og mange stokke som i princippet er variationer over samme konstruktion. Hver med deres for-dele og ulemper.
Den nye ”Rut stick” ligner ikke nogen af de andre. Den kan bruges på to måder.
Mest opsigtsvækkende er muligheden for at folde de to ben ud som et ”V” med et bånd imellem og støtte på spidsen af ”V’et”, skytten lægger an med begge arme på båndet, nogen-lunde som man finder støtte på kanten af en hochsitz. Systemet er overraskende stabilt – nogenlunde på højde med en konventionel to-benet skydestok – men bevægelsesfrihe-den er betydeligt større.
Stokken kan imidlertid også vendes om og anvendes som en traditionel tobenet skydes-tok. Riflen lægges i så fald an mod et beslag som enkelt og hurtigt kan flyttes op og ned ad den ene ben. Det betyder lynhurtig tilpasning til forskellige højder ved skift imellem f.eks. ståen-de og siddende skydestilling.
Stokken fås i hhv. fyrretræ og asketræ til 1.075 / 1.175 kr. Der arbejdes på en rejseversion som kan adskilles og medbringes i en almindelig kuffert.
Jeg fandt stokken enkel, funktionel og hurtig at anvende. God til typiske jagtsituationer, hvor skudholdene ikke bliver hysterisk lange (der findes mere stabile alterna-tiver) men hvor betjeningshastighed er afgøren-de. Da funktionsprincippet er helt nyt, kræver stokken lidt tilvænning / træning.
www. http://huntersupport.dk/varianter
Et helt nyt funktionsprincip” R U T S T I C K ” N Y TÆ N K E R S K Y D E S T O K K E N
ANMELDELSET E K S T O G F O T O J E N S U L R I K H Ø G H
NY DANSK
SKYDESTOK
7372•
enkeltEt helt nyt funktionsprincip
Gamekeeper Hunting Tours a/sVejlevej 274 · DK-7323 Give · Tel.: +45 76 70 41 00www.gamekeeper.dk
Kronhjort i Polen:Oplev spændende jagt på store brølende og brunstende kronhjorte i de dybe polske skove, hvor de dygtige og professionelle polske guider vil få dig helt ind i nærkon-takt og skudhold af de store dyr!
Kronhjort og hundyrsjagt i Skotland:Prøv kræfter med kuperede terræner og smukke landskaber i Skotland. Her er både kronhjorte- og hundyrsjagten både meget spændende og relativt fysisk krævende – så oplev det mens du kan!
Drivjagt i Polen:Du kan enten melde dig som enkelt person eller flere på vores populære samledrivjagter som vi afholder flere af i løbet af året. Mange samler også ét helt hold selv og tager afsted sammen med jagtkammerater og familie – kontakt os gerne for lige den drivjagt der passer dig bedst?
Duejagt i England:Det er ikke for tidligt at booke din duejagt til enten foråret eller sensommeren 2015 – duejagten er altid en garanti formasser af skud i haglbøssen efter de krudtblå og hurtigt flyvende skovduer i de flotte engelske grevskaber – kom-bineret med hyggelig ophold på mindre hoteller og pubber.
Bukkejagter foråret - 2015:Vi står rigtigt stærkt med bukkejagter i både Polen, Eng-land og Skotland og det er ikke for tidligt at spørge på uforpligtende tilbud på vores gode revirer til næste år – spørger og booker du nu, har du størst udvalg af revirer, der netop passer til dine forventninger og krav?
Mange forskellige jagtmuligheder:Vi kan ikke nævne alt – men vi kan bl.a. tilbyde:• IbexjagtiKasakhstan• SortbjørniCanada• Highvolumeduejagt+trofæjagtiArgentina• StorekeilereiTyrkiet• EuropæiskbrunbjørniRumænien• Trofæ-ogreguleringsjagtibådeNamibiaogSydAfrika·• GemseiRumænienogNewZealand• WisentidetøstligePolen• BekkasinjagtiMarokko• SneppejagtiSkotland• ElgjagtiEstland
Henrik MortensenMobil: +45 21 93 63 69
Kontor: +45 76 70 41 00
KennethBankeDir. tel.: +45 62 23 24 80
Mobil: +45 22 47 20 33
KONTAKTVENLIGST:
14-06 mit jagtblad 148x210.indd 1 27/06/14 09.09
NI ÅR PÅ FJELDET
På den årlige våbenmesse IWA i Nürnberg er det ikke svært at finde masser af nyheder
udstillet overalt. I år faldt vi dog over noget knapt så nyt og skinnende
... men ikke desto mindre en god historie!
gravrust
74•
NI ÅR PÅ FJELDETgravrust
7574•
En norsk jæger guidede i efteråret 2013 sin nevø på rensdyrjagt i Finndalen midt i Norge, da de fandt en
riffel i fjeldet, som bar præg af, at den havde ligget der i lang tid. Skæftet på den gamle Carl Gustaf var gråt og vejrbidt og ståldelene var kraftigt angrebne af rust. På riflen sad der en Diavari V 2,5-10 x 50 T*, som ved første øjekast så ud til at være upåvirket af det lange ophold un-der åben himmel 1.500 meter over havet.
De to tog riflen med sig og den unge jæger havde kun en halv time efter det usædvanlige våbenfund held til at nedlægge sin første renbuk. Da de efter nogle timer kom ned fra fjeldet med tungtlastede rygsække udbrød den unge førstegangsjæger begejstret; ”Det er ikkje så verst å reise på jakt med ei børse, og kome heim att med to bør-ser og ein storbukk!”
Riflen blev bragt til det lokale lensmandskontor, hvor det lykkedes at skrabe et nummer frem under det tykke lag rust. Et opslag i våbenregisteret afslørede, at riflen var meldt bortkommet i fjeldet i 2004 – altså ni år tidligere! Våbnet stod ikke til at redde, men kikkerten blev afmon-teret og sendt til eftersyn hos Zeiss i Wetzlar, Tyskland. Det viste sig, at den efter en overfladisk rengøring var klar til montage på en anden riffel uden videre tiltag – den fejlede intet!
Zeiss besluttede med det samme at købe både riffel og kikkert og udstillede dem som de blev på årets IWA-mes-se, hvor vi faldt over den spøjse histore.
N I Å R PÅ F J E L D E TMAGASINET
Mit Jagtblad
76•
På bagsiden af Zeiss standen på årets IWA-messe fandt vi den medtagne riffel udstillet i en montre uden at kende til historien bag....
N I Å R PÅ F J E L D E T
7776•
78•
MARATHON
Han valgte tidspunktet med rettidig omhu. På vejen op af en endnu en stejl stigning, hvor intervallerne mellem mine pauser blev kortere og kortere i takt med at skridtene blev tungere og åndedrættet hurtigere, kom det forsigtigt: ”Jens, hvis jeg tager din riffel op ad bakkerne,
så kan vi gå hurtigere”.T E K S T O C H F O T O J E N S U L R I K H Ø G H
7978•
Det var midt på dagen og Stefan havde for længst gennemskuet, at mine batterier var
fuldstændigt flade. Han gik vist bare og tyggede på, hvordan han skulle få det sagt uden at såre min mandlige stolthed.
Han valgte tidspunktet med rettidig omhu. På vejen op af en endnu en stejl stigning, hvor intervallerne mellem mine pauser blev kortere og kortere i takt med at skridtene blev tungere og åndedrættet hurtigere, kom det forsigtigt: ”Jens, hvis jeg tager din riffel op ad bakkerne, så kan vi gå hurtigere”.
Havde han sagt det tidligere på dagen, så var jeg sikkert blevet passende småfornærmet. Men lige her og nu, hvor blå skygger dansede for mine øjne og sveden haglede fra min pande, orkede jeg end ikke at gøre et forsøg på at iværksætte et forsvar for min jægerære.
Jeg vred blot riflen af skulderen og rakte ham den med et dybfølt ”Tak” og vi forsatte fremad og opad i et lidt hastigere tempo.
V O R E S J A G T V A R startet dagen inden efter en lang rejse til Newfoundland. Vi var fire skandinaviske jægere – tre danske og en svensk – der skulle deles om to guider. Ingen af os kendte hinanden i forvejen. Vi bestemte, at Jarl og Knud skulle jage med guiden Shane, mens Stefan – praktiserende karkirurg fra Stockholm – og jeg skulle følges med guiden Bernie.
Vi havde brugt vores første jagtdag på at spot-te elgtyre fra forskellige bakketoppe og havde i den forbindelse fået en grundig forsmag på det enestående område, der skulle danne rammerne om den næste uge af vores tilværelse.
Jagtområdet i det nordvestlige Newfoundland er enormt og kan kun nås med helikopter. Mod syd og vest grænser det op mod St. Lawrence strædets kolde vand langs en forreven og ugæst-fri klippekyst. Mod øst isolerer en dyb kløft jagtmarkerne fra resten af øen og mod nord strækker vildmarken sig længere, end nogen kan
drømme om at gå. Dette bevirker, at ingen loka-le jægere kommer der for at jage elg til kødgry-derne. Elgtyrene kan derfor nå en høj alder med dertil hørende kapitale hovedprydelser.
Men selv i paradiset kommer man ikke soven-de til succes! Al færdsel rundt i området foregik til fods – der var ingen genveje i form af firehjul-strækkere, terrængående motorcykler, amfibie-køretøjer eller andre mekaniske velsignelser.
Vi havde kun vore egne sure tæer at bevæge os rundt på og heldigvis for det. Her var der alle muligheder for virkelig at føle, at man ”arbejde-de for føden”.
D E R V A R S T O R T set ingen skov på områ-det, det kunne helt enkelt ikke gro der og derfor havde der ikke været menneskelig aktivitet i ny-ere tid. Et helt igennem jomfrueligt landskab – en rest af ægte vildmark. Fantastisk og storslået!
Bevoksningen vekslede mellem sumpede højmoser imellem bakkedragene og gigantiske flader med forkrøblede nåletræer i hoftehøjde, som dækkede de høje bakker op til trægrænsen. De uigennemtrængelige kratværk af sammenfil-trede træer – som guiderne kaldte for ”tucker-moors” – bestod af helt almindelige grantræer, der på grund af det altid barske klima simpelt-hen ikke kunne vokse sig større og derfor stod som en tæt skov af de fineste bonsaitræer.
At krydse disse stedsegrønne nålepuder var næsten umuligt, medmindre man fulgte elgenes urgamle veksler op og ned ad bakkerne. En vek-sel var sjældent mere end 20-30 cm bred og som oftest var den dækket af grangrene, der voksede ind over den, så man ikke kunne se præcis, hvor man satte sine fødder. I løbet af en dag gav dette anledning til en hel del spektakulært fumle-gængeri, når benene hang fast i genstridige grene eller når støvlerne sank ned i dyb pløre mellem de knudrede rødder.
For elgene var dette paradiset på jorden. De vidtstrakte tuckermoors var uudtømmelige t
M A R AT H O N M O O S EMAGASINET
Mit Jagtblad
80•
Den eneste vej ind- og ud er luftvejen.Knud er så klar, at han næsten er heltgennemsigtig...
Et firemandstelt med gulv og brænde-ovn og egen heliport. Bushcamp one – it aint much, but we call it home...
Der bliver brugt meget tid på at afsøge bakkerne minutiøst for gode elgtyre.
M A R AT H O N M O O S E
8180•
spisekamre, hvor de friske skud altid fandtes i mulehøjde og de naturlige fjender – primært i skikkelse af sortbjørne – var få og relativt ufarli-ge. Derfor var bestanden af elge utroligt stærk.
Man havde lovet os, at vi ville se mere end hundrede elge på en uge. Da solen gik ned efter den første jagtdag havde vi set mere end 40 - he-raf en god håndfuld kapitale skovltyre og et par enkelte monstre med kolossale skovle på et bak-kedrag langt – meget langt – ude i horisonten.
V O R E S G U I D E , B E R N I E , havde gui-det på Newfoundland igennem 43 sæsoner og det virkede faktisk som om, at han så småt var ved at forstå, hvad det hele handlede om. Eller sagt med andre ord: Vi var heldige med Bernie. Da vi fløj ind i området havde outfitteren fortalt os, at Bernie var en af de mest erfarne moose-guides på Newfoundland. Vi tvivlede, som man altid gør, når man præsenteres for skamløst praleri. Men da vi fløj ud en uge senere var al tvivl forsvundet – Bernie var bedst!
Bernie er bygget som en bjørn – lille men bred af statur. Vi så ham aldrig uden et varmt smil på læberne og et glimt i de levende øjne der afslørede, at Bernie er en mand, der tænker mere end han taler.
I det daglige var Bernie chef for den tekniske afdeling i en lokal kommune. Hver morgen året rundt sprang han en frisk tur på godt 8 km gennem skoven til byens vandværk med en tung oppakning på ryggen blot for at tjekke om alt var i orden. Han var derfor i form til at gå, gå og blive ved med at gå i sine lappede gummistøvler gennem det landskab, han nærmest havde slået rødder i gennem mere end en menneskealder. Han var snart 60 år gammel og altid udstyret med en rygsæk fyldt med tungt isenkram, der ikke vejede under 15 kg. Newfoundlands vild-mark er egentlig ikke et sted for gamle mænd,
men det vidste Bernie bare ikke. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af og Bernie trivedes som en fisk i vandet, når han brugte hele sin årlige ferie på at guide tilrejsende jægere.
V I S T O D O P klokken 6. Det var bul-dermørkt og hundekoldt. Vi rodede i mørket efter lommelygterne og vores spredte jagttøj, der hang til tørre på søm og snore rundt om den lille brændeovn. Bernie var uforskammet mor-genfrisk, glad og fornøjet.
”På Newfoundland bliver vi ikke gamle – vi ruster op længe inden!” sagde han med smil i stemmen mens han rakte hånden ud i nattemør-ket for at ”mærke på dagens vejr”. Denne morgen holdt det dog tørt, hvilket ikke gjorde gåpåmo-det mindre. Stefan lå helt stille i sin sovepose – tilsyneladende upåvirket af os andre, der tumlede omkring i teltet med jagttøj, støvler og våben. I mit stille sind håbede jeg på, at kirurgen fra Stockholm var lidt træt efter gårdagens anst-
rengelser og at tempoet i dag derfor ville være lidt mere menneskeligt end den foregående dag, der tydeligt kunne mærkes i mine tunge og stive ben.
Nogen havde tændt for bensing-eneratoren og pludselig var der lys i teltet. Guiderne ristede toastbrød og stegte æg og bacon på gasblusset. En tæt aroma af solid morgenmad blandede sig med den mindre liflige
dunst af nattefiseri og sure sokker. Der lugtede af jagttur i teltet – og det var fantastisk!
Om det var lyset, uroen eller den fortættede atmosfære der vækkede Stefan er uvist. Plud-selig sad han og spiste morgenmad og så – til min indestængte frustration – overordentligt kampklar ud.
”I dag skal vi ud efter den store elg”, sagde han fornøjet til Bernie og mig, og hentydede til det sidste store monster af en tyr, vi havde set på t
E N TA E T A R O M A A F
S O L I D M O R G E N M AT
B L A N D E D E S I G M E D
N AT T F I S E R I O C H S U R E
S O K K E R
M A R AT H O N M O O S EMAGASINET
Mit Jagtblad
82•
Elgkoen voksede nærmest ud af ingenting blot 50 meter fra os.
M A R AT H O N M O O S E
82•83
84•
den fjerneste bakke sent om eftermiddagen dagen inden. Jeg forsøgte at se lidt frømand-skorpsagtig ud og besluttede mig for ikke at tænke mere på sagen. Vi aftalte, at Stefan skulle have første chance.
V I G I K U D M O D nordøst i det første morgenlys. Landskabet lå næsten farveløst hen i svage blålige toner. Vejret var koldt og klart – nattens sidste stjerner glimtede endnu svagt på himlen over os. Der var helt stille.
Eller rettere: Der var ingen fremmede lyde. Man hørte kun sit eget åndedræt og mospuder-ne under vore fødder, der svuppede som gen-nemblødte badesvampe, for hvert skridt vi tog.
Kulden bed i kinderne og næsen løb i vand. Vi sagde ikke så meget og når vi gjorde, så hviskede vi og fattede os i korthed.
De første kilometer var benene stive og øm-me, efter gårsdagens march, men det fortog sig forbavsende hurtigt i takt med at vi gik os varme.
Vi nåede hurtigt op på den første højderyg bag lejren, hvor vi satte os og afsøgte området med kikkerterne. Lyset var allerede meget bedre end da vi forlod lejren for mindre end en halv time siden.
Elgene stod overalt omkring os – enkeltvis og i små grupper. De fleste af dem var dog enten adskillige kilometer ude eller på den anden side af en dyb kløft, som ikke umiddelbart kunne passeres til fods.
Vi kunne se mindst 15 dyr, herunder i hvert fald to gode tyre – alle sammen for langt ude i horisonten til at ændre vore planer om at gå den direkte vej til de fjerne bakker, hvor vi havde set de rigtigt store tyre dagen inden.
Vi skulle netop til at rejse os, da vi hørte en ny lyd fra dalsænkningen under os.
”Ooooah - ooah – oooah”Ud af kratværket buldrede en elgko og lige i
hælene på den en brunstig tyr, der brølede sit af-
dæmpede brunstbrøl igen og igen, uden at dette dog lod til at interesse den udkårne, der bare løb videre. Bernie betragtede indgående skovltyren i sin kikkert. ”Den er skudbar”, sagde han og fort-satte, ”lad os gå ned og kaste et nærmere blik på den. Der er en god chance for, at der er flere tyre i det kratværk”
Vi havde vel en 700-800 meter til det åbne areal, hvor tyren sprang omkring og begav os
Bernie Deshaw. Newfoundlands bedste mooseguide. Mindre kan ikke gøre det!
M A R AT H O N M O O S EMAGASINET
Mit Jagtblad
8584•
forsigtigt af sted.På vejen ned ad bakken stivnede Bernie midt i
et skridt. Foran os stod en elgko og sikrede med øjne og ører rettet stift imod os. Den dukkede tilsyneladende op af ingenting små 50 meter fra os og fortsatte roligt ud af området efter at have stirret på os i et halvt minuts tid. Jeg undrede mig stille over, hvordan etmere end to meter højt dyr kunne vokse lydløst frem af
det knæhøje krat, men blev hurtigt revet ud af tankerækken af Bernie: ”De er som spøgelser. Pludselig er de der bare. Det er derfor man skal huske at vende sig om og kigge tilbage ofte. Vi kan gå lige forbi dem uden at opdage dem”
V I K R Ø B S O M I N D I A N E R E det sids-te stykke frem mod en klynge lave og forkrøble-de grantræer. 100 meter bag dem var lysningen, hvor vi sidst havde set tyren. Man kunne skimte toppen af skovlene, når man forsigtigt kiggede op.
Bernie rejste sig langsomt for at studere tyren. ”Den er skudbar”, sagde han igen. ”En god tyr”.
Vi kunne høre på hans toneleje, at ”god” ikke var fantastisk. Og slet ikke om morgenen på den anden jagtdag.
Han kiggede spørgende på os. ”Vi skal videre”, sagde Stefan. ”Kan vi ikke gå udenom?”
”Så skal vi hele vejen bag om den næste bakke. Det bliver flere kilometer længere end det vi havde tænkt os og så er jeg ikke sikker på, at vi kan nå helt derud, hvor vi har planlagt”, sagde Bernie, der åbenbart for alt i verden ville undgå at støde tyren og dens lille harem. Han vendte sig for at studere det omkringliggende landskab i håbet om at finde en bedre rute og fik tilfældigt øje på de to andre jægere i lejren og deres guide, der skimtedes som tre mørke prikker en god ki-lometer bag os på højderyggen.
”Vi kunne måske få de andre til at skyde den?”, hviskede han.
”Ja!”, sagde Stefan, der brændte for at komme videre ”Jeg løber op og henter dem”
Allerede dagen inden havde det stået lysende klart for alle, at Stefan trods sine 58 år var i usædvanligt god form.
Derfor var Bernie og jeg ikke fuldstændigt overraskede over, at når Stefan sagde, at han ville løbe op til de andre jægere, så var det ikke blot en talemåde. Han løb. Han gik ikke hurtigt eller løb det meste af vejen. Han løb hele vejen.
Bernie Deshaw. Newfoundlands bedste mooseguide. Mindre kan ikke gøre det!
t
M A R AT H O N M O O S E
LØB! Over svampet myr, gennem forvredne nåletræskrat over en bæk og op ad en bakke. Han løb til han blot var en af nu fire små prikker på bakken.
”Hvad er den fyr lavet af?”, spurgte Bernie stilfærdigt.
”Ingen anelse, men jeg er ret sikker på, at han er bygget af SAAB Aerotech”, svarede jeg
”Du har formentlig ret unge mand”, sagde Bernie.
Vi satte os ned og spiste en chokoladebar, mens doktoren løb tilbage.
D E R G I K K U N N O G L E få minutter in-den Stefan var tilbage – temmelig forpustet.
”Det var du længe om”, sagde Bernie, mens han spejdede i retning af de andre tre, der i deres eget tempo var på vej ned mod os.
Stefan svarede ikke men var tydeligt rastløs og let irriteret over, at vi skulle vente på de adstadi-ge danske jægere. Vi fik en god lang pause ud af det og gik derpå så langt vi kunne, i den retning vi skulle, uden at risikere at støde elgene. Ved foden af bakken ventede vi bare på, at Knud skulle skyde.
Så snart det første riffelskud flængede stil-heden, begyndte vi bestigningen af den stejle bakke. Da det tredje skud bragede indenfor få sekunder, spurgte jeg Bernie:
”Tror du han fik den?”Han vendte sig ikke om, men fortsatte frem-
ad, menshan svarede: ”Uanset hvad, har de ildkraft nok til at klare sig selv. Vi er bagude i forhold til planen!”
V I K L AT R E D E O P A D i et stenet leje skåret ud af bjerget af en lille rislende bæk. Stigningen var stejl og vi måtte tage hænderne til hjælp. Riflen blev hængt på skrå over bryst-kassen, så hænderne var fri. Hastigheden var nærmest febrilsk og efter nogle minutters kla-tring kunne jeg mærke, at tempoet formentlig
oversteg min dagsform – eller mangel på samme.Jeg var for stolt til at sige noget og fortsatte
fremad, opad, videre, indtil jeg efter yderligere nogle minutter kom vældigt tæt på det punkt, hvor jeg simpelthen ikke ville kunne fortsætte uden en pause for at genvinde pusten.
Jeg havde presset citronen for hårdt og var blevet voldsomt stakåndet. Det gjorde ondt i brystkassen at trække så megen kold luft så hur-tigt ned i lungerne.
Bernie, der altid gik forrest i kortegen, stand-sede og sagde diplomatisk, at han trængte til en pause. Det gjorde han nu ikke, men jeg gjorde - det kunne han tydeligt høre og ville ikke bringe mig i forlegenhed.
Det er den form for opmærksomhed, der ken-detegner en professionel guide.
Pausen blev for kort og det var helt og holdent min egen forfængeligheds skyld. Vi skulle jo videre og jeg ville i hvert fald ikke være klodsen om benet på de to andre. Resultatet var forudsi-geligt. Der blev til stadighed kortere tid imellem pauserne og da de ikke var helt lange nok, fors-vandt kræfterne skridt for skridt. Jeg sagde ikke så meget – åndede tungt, svedte som en lille hest og tænkte ikke længere end til den næste pause.
AT N Å T O P P E N V A R en befrielse uden sidestykke. Min trøje var gennemblødt og buk-serne klæbede til mine ben. Jeg væltede dagens anden flaske vand i halsen og maste den tomme plastflaske ned i lårlommen på bukserne, så jeg kunne fylde den i den næste bæk.
Der blæste en let brise heroppe. Det våde tøj føltes koldt mod kroppen, så snart man stod stille. Vi så os omkring. Vejret var klart og man kunne se adskillige kilometer.
Omkring os bredte sig til alle sider det smuk-keste kuperede landskab, man kunne tænke sig. Utallige bakketoppe, der fortonede sig i stadigt lysere nuancer af blåt, jo længere borte de lå.
Bag os kunne vi se havet med et mylder af be t
M A R AT H O N M O O S EMAGASINET
Mit Jagtblad
86•
J E G E R R E T S I K K E R PÅ , AT H A N E R B Y G G E T
A F S A A B A E R O T E C H . . .
M A R AT H O N M O O S E
86•87
88•
t
En god elg er spottet på en af de fjerne bakker. Forude venter en pürsch på små 5 kilometer...
M A R AT H O N M O O S EMAGASINET
Mit Jagtblad
8988•
voksede øer i glitrende blankt vand og foran os lå en bred floddal omgivet af bløde bakker, der alle var rigeligt høje nok til at nå over trægrænsen.
Stenede grå toppe omgivet af en bred krans af frodigt stedsegrønt kratværk. Enkelte flossede skyer drev ind fra havet og indhyllede nu og da en bakketop i tæt tåge. Intet sted kunne man se nogen som helst tegn på men-neskelig aktivitet. Ingen led-ninger, master, skorstene eller bebyggelser. Der var ikke et fly i luften, ikke et skib på vandet. Kun os, elgene og vinden.
Vi så kun enkelte elge langt ude og besluttede os for at krydse floddalen og bestige det næste fjeld nogle kilometer fremme, hvorfra vi ville have frit udsyn til de fjerne bakker, hvor vi tidligere havde set de store elge.
Vi gik gennem landskabet i højt tempo og kræfternevendte langsomt tilbage. At gå nedad og ligeud er bedre end holde pauser og jeg følte mig fuldt frisk, da vi startede opstigningen på den næste bakke. Op gik det ad snoede veksler gennem nålekrattet. Med akavede skridt mod vekslens sider for at undgå dybe mudderhuler og halsbrækkende balanceøvelser på visne rødder.
Vi havde ikke gået i mange minutter før jeg igen mærkede trætheden snige sig ind på mig. Men jeg var blevet klog af skade på den sidste bakke og droslede tempoet ned til et niveau, der kunne holdes. Fidusen er at gå i sit eget tempo og holde det – selv en kortvarig overbelastning hævner sig.
H A L V V E J S O P P E A F bakken holdt vi en lille pause, inden det igen gik mod himlen ad vekslen, der nu var et hak stejlere. Der blev igen kortere mellem pauserne og det var her et sted på bakkesiden, at Stefan forsigtigt tilbød at slæbe min riffel, hvis det kunne tænkes at øge tempoet.
Jeg havde efterladt min stolthed på den for-rige bjergu side og kunne egentlig kun se det fornuftige i, at den ældre herre, der var så åben-lyst i bedre kondition end jeg selv, brugte lidt af sit overskydende krudt på at booste det svageste led i kæden – mig! Det ville være til gavn for alle. Så jeg takkede gladelig ja og kunne med det
samme konstatere, at det gjorde en meget mærkbar forskel.
Vi spiste de medbragte sandwich på toppen af bjerget, mens vi afsøgte området med kikkerterne. Der lå en lille skovltyr i noget krat for foden af bakken. Ikke noget at gå efter, men på den fjerne bakke – små
fem kilometer ude – hvor vi havde set den rigtigt store tyr dagen inden, kunne vi se sollyset blinke i et sæt store nyfejede skovle i kanten af en lille lysning.
V I B E S L U T T E D E os for at gå derud. Vi kunne se, at vi på vejen skulle passere en tem-melig dyb kløft og et stort sumpet område, der slyngede sig imellem flere små bjerge. Der var langt, men der var ingen voldsomme stigninger før vi nåede bjerget, som tyren lå på.Jeg over-tog atter riflen og nedad gik det mod bunden. Siderne var sine steder så stejle, at man kurede mere på kanten af støvlerne end man gik. Det er herligt at have tyngdekraften på sin side, men jeg håbede i stilhed, at der fandtes en anden vej hjem.
I bunden af kløften løb en rivende fos med det klareste kolde vand man kunne tænke sig. Vi standsede kun et øjeblik for at drikke, inden vi krydsede det lave vand og klatrede op ad den næsten lodrette bred på den modsatte side. På toppen strakte dalsænkningen sig så langt vi kunne se og vi fortsatte med lange skridt i jævn fart mod vort fjerne mål.
Halvanden time senere stod vi for foden af t
H A N B R U G T E S I T OV E R S K Y D E N D E
K R U D T PÅ AT B O O S -T E D E T S VA G E S T E
L E D I K Æ D E N– M I G !
M A R AT H O N M O O S E
90•
bakken. Vi kunne vist alle mærke i bene-ne, at vi i løbet af dagen havde gået mange kilometer i det uvejsomme terræn.
”Er vi stadig på Newfoundland?”, spurgte jeg Bernie, da vi satte os for at hvile lidt inden den sidste opstigning.
Bernie kiggede eftertænksomt på mig. ”Er dine sokker tørre unge mand?”.
”Det tror jeg”, svarede jeg”Så er vi formentlig stadig på øen” sagde han uden at
fortrække en mine.Jeg drak det sidste af mit vand. Vel nok den femte eller
sjette flaske den dag uden at behovet for at træde af på na-turens vegne havde meldt sig en eneste gang – det hele hang som sved i den gennemblødte fleecetrøje.
Jeg skulede op ad bakken. Der var en lang og stejl græs-bevokset skrænt op til den første lille granbevoksning og guderne måtte vide, hvor langt der endnu var at gå – eller om elgene overhovedet tadig var i området. Det var trods alt snart to timer siden, vi havde skimtet dem i horisonten.
E N R A V N K R E D S E D E over vore hoveder - et var-sel om snarlig død!
“Kooorrp - krooorp”Jeg så åbenbart så afkræftet ud, at ådselsæderne var be-
gyndt at samle sig i spændt forventning om et snarligt fest-måltid. Men ravnen fortsatte ud over ødemarken.
Den fandt mig nok for mager...”Jeg har aldrig før gået så langt fra lejren”, sagde Bernie
eftertænksomt og fortsatte: ”Tyren ligger lige heroppe!”Stefan rakte sin arm frem imod mig. ”Jeg tager den” sag-
de han i et venligt tonefald med blikket rettet mod riflen på min skulder. Jeg kastede atter et blik op af bakken og rakte ham riflen.
Klatreturen var værre end den umiddelbart så ud. Nogle hundrede meter oppe fik Bernie – der havde sprunget som en stenbuk hele dagen – en voldsom krampe i lårene. Han måtte sætte sig ned og var både fortvivlet og overrasket.
Stefan sprang til med væske, salt og massage og vores so-lide guide kom til hægterne efter kun et kvarters tid og in-sisterede på at fortsætte. Ingen af os anede, at vi blot skulle klatre mindre end 50 meter længere op inden vi kunne
J E G K A S T E D E AT T E R E T B L I K O P B A K K E N O G
R A K T E H A M R I F L E N . . .
M A R AT H O N M O O S EMAGASINET
Mit Jagtblad
9190•
se den lysning, vi var på vej op til, så vi fortsatte i et roligt tempo mod toppen.
Pludselig signalerede Bernie febrilsk med tegn og fagter, at han havde fået øje på tyren, der stadig lå på lysningen på et plateau lidt under os – halvt skjult bag et bælte af forkrøblede graner. Vi stod et øjeblik som stenstøtter og stirrede mod toppen af geviret, der netop kunne ses gen-nem granerne.
V I D U K K E D E O S , lagde oppakningerne fra os og begyndte forsigtigt at krybe højere op ad bakken for at få et bedre udsyn til elgen. Blot tre-fire meter højere oppe kun-ne vi ikke bare se den gamle tyr men også en ung spidstyr, der lå ved dens side.
Bernie hviskede til Stefan, at det var en god tyr, men ikke det monster vi havde set dagen inden. Stefan betragtede den igennem riffelkikkerten, sænkede sin riffel og signale-rede til mig, at jeg skulle komme op til ham.
”Jens, hvis du vil skyde den, er du mere end velkommen. Jeg har ikke rigtigt lyst så tidligt på ugen” ”Er du sikker?”, hviskede jeg – ”Du ved aldrig, hvornår du får chancen igen”.
”Ja – jeg har ikke rigtigt lyst lige nu”, sagde han stille.”OK”, sagde jeg og krøb så langsomt jeg kunne forbi ham
og Bernie med riflen.Jeg kastede et hurtigt blik på dyrene gennem sigtekik-
kerten. Udgangspunktet var stadig for lavt. Så jeg krøb en meter længere op af skrænten og kiggede igen. Perfekt! Når elgtyren rejste sig, vil-
le jeg have et skud til dens bringe imellem toppene af nogle smågraner.
Afstanden var omkring 150 meter. Kik-kerten blev skruet op på 9x forstørrelse. Jeg trak mit højre ben op imod mig, satte hælen i bakken og lagde forsigtigt an til skud med støtte mod knæet. En ganske stabil improviseret skydestilling.
Jeg betragtede de to tyre gennem riffel-kikkerten. Den største af tyrene lå stadig ned, mens den anden havde rejst sig og stirrede stift imod mig. Den havde helt
klart lugtet, at der var ugler i mosen og ventede vist kun på, at den gamle fik rejst sig. Jeg afsikrede riflen.
E R V I S TA D I G PÅ N E W F O U N D L A N D ?E R D I N E S O K K E R
T Ø R R E E R V I F O R M E N T L I G
S TA D I G PÅ Ø E N . . .
t
M A R AT H O N M O O S E
92•
. . . N U S K A LI B A R E H Ø R E
O M D E N G A N G , M O R FA R VA R
PÅ M O O S E J A G T PÅ N E W F O U N D -
L A N D . . .
M A R AT H O N M O O S EMAGASINET
Mit Jagtblad
9392•
Riflen lånte jeg af outfitteren. En Ruger M77 Mk II ikaliber .338 WM - en rigtig feststopper!
M A R AT H O N M O O S E
B E R N I E S A D S TA D I G lidt længere ne-de af bakken. Han hviskede: ”Det er en god elg, men måske kan jeg finde en større til dig”
Jeg svarede ham ikke og fastholdt blikket mod tyren i trådkorset. Den unge tyr tog et par trip-pende skridt. Den gamle løftede hovedet.
Bernie fortsatte: ”Du behøver ikke at skyde den, hvis du ikke vil”
Tyren rykkede på sig. Den gjorde sig klar til at rejse sig. Den unge tyr tog yderligere et par skridt og så sig afventende tilbage. Jeg lagde blødt fingeren mod aftrækkeren.
”Det er et vanskeligt skud”, hviskede Bernie indtrængende.
Tyren kom vaklende på benene med bagpar-ten først.
”Du rammer grenene hvis..”KABOOOOOOOOM.338’eren bragede ud over bakkerne og elgen
sank tungt sammen i samme øjeblik, som den var kommet helt på benene.
Jeg repeterede og sagde højt: ”Men nu er den i hvert fald død Bernie!”
Der var stille et øjeblik, mens elgen rullede om på siden med alle fire ben strittende stift ud fra kroppen. Den unge tyr løb en halv snes me-ter, standsede et kort øjeblik og satte i vild flugt.
Bernie fik et spontant latteranfald og Stefan udbrød spontant: ”Hvilket skud!”
Jeg smilede taknemmeligt for komplimentet og undlod behændigt at kommentere det fak-tum, at skuddet var mere spektakulært at se på, end det var teknisk krævende at afgive.
J E G H A V D E N E D L A G T en flot new-foundlandsk 16-takker med pæne symmetriske skovle og en spændvidde på godt en meter. Et godt og repræsentativt trofæ efter en dagslang pürschjagt i særklasse – en decideret arbejdssejr – og en fantastisk fælles oplevelse for tre jægere, der overhovedet ikke kendte hinanden inden.
Sikken historie - jeg kunne ikke ønske mig det
bedre! Tilbage stod nu arbejdet med at klargøre kød og trofæ for afhentning med helikopter. En opgave vi gik til med fornyet energi.
Lad det være sagt med det samme: Lige så fremragende Bernie er til at guide jægere til kapitale elgtyre på Newfoundland, lige så ussel er han til at udbene de nedlagte dyr. Han fører sin kniv som om, han prøver at vifte gale hvepse væk med den! Resultatet er selvsagt ikke kønt for en jæger, der er puritansk svensk opdraget med elgjagt til gryden...
Det gik unægteligt stærkt med at brække tyren og flå skindet af den. Da kødet så skulle skilles fra knoglerne for at lette byrden for he-likopteren, der skulle hente det, gik Stefan og Bernie i gang fra hver sin side. Stefan arbejdede metodisk og effektivt, mens han sirligt skildte muskelgruppe efter muskegruppe fra ben og sener. Bernie angreb sin side som en løbsk heli-kopterrotor og skar brutalt på kryds og tværs i et forrygende tempo, mens han efterlod en hel del forrevne kødtrevler på knoglerne.
S T E F A N B E T R A G T E D E synet med et gran af forfærdelse malet i ansigtet. Han pegede på en stor luns efterladt kød på bovbladet. ”Skal det hele ikke med?”
”Nej, nej”, svarede Bernie, ”Det er bare musk-ler!”
Og selv om Bernie naturligvis havde ret, så var både Stefan og jeg af den klare opfattelse, at netop musklerne er det bedste på en elg – altså ud fra en rent gastronomisk synsvinkel.
Stefan, der har årelang erfaring som undervi-ser på Karolinska Universitetssjukhuset i Stock-holm, var da heller ikke synderlig tilfreds med svaret og forsøgte sig forsigtigt:
”Jamen Bernie, respekterer du slet ikke de anatomiske plan?”
Bernies kniv gik helt i stå, da han løftede blik-ket og kiggede op på Stefan.
”Jeg forsøger jo ikke at genoplive den – vi skal t
M A R AT H O N M O O S EMAGASINET
Mit Jagtblad
94•
J E G F O R S Ø G E R J O I K K E AT
G E N O P L I V E D E N – V I S K A L
B A R E H AV E K Ø D E T A F D E N
Alt kød skal i princippet bjerges. Knoglerne må efterlades til ravne og bjørne.
M A R AT H O N M O O S E
94•95
96•
bare have kødet af den!”I virkeligheden var Bernie bare utålmodig
efter at komme videre. Vi var jo stadigvæk på jagt! Og kødet led såmænd ingen større overlast – de lavede alligevel pølser af rub og stub. Det tog mindre end en time at udbene elgen, slæbe resterne væk og overdække kødet for ravne og bjørne.
M A R AT H O N M O O S EMAGASINET
Mit Jagtblad
D E R E R A LT I D E N P R I S , D E R S K A L
B E TA L E S . V I S K U L L E G Å
T I L B A G E T I L L E J R E N – S A M M E V E J S O M V I VA R
K O M M E T.
9796•
D E R E R A LT I D en pris, der skal betales. Lige her og nu var prisen for dagens eventyr, at vi skulle gå tilbage til lejren – samme vej som vi var kommet.
Det nyttede intet at fundere over sagen – hjem skulle vi – og helst inden mørkets frembrud.
Bernie regnede på det. Vi skulle gå til, hvis vi skulle nå tilbage til aftensmaden.
Som sagt så gjort. Vi gik og vi gik. Over bjer-ge, kløfter og vidtstrakte dale. Hver eneste stig-
M A R AT H O N M O O S E
ning drænede kræfterne i en grad, så den sidste halvdel af turen føltes som om, den kun gik
op ad bakke.Mine dyrebare jagtstøvler havde efter
de mange fugtige kilometer beslut-tet sig for at vise deres sande
ansigt. En led fold i læ-
deret over den højre hæl klemte på en sta-
digt ømmere plet for hvert eneste skridt jeg tog. Særlig irriterende var det ned ad bakke, hvor også tæerne smer-
tede, når de igen og igen hamrede mod inder-
siden af støvlesnuderne. Fanden stå i det!
Men jeg sagde ikke noget og der skulle langt mere til at tørre det selvtilfredse smil af mine læber. Det føles helt enkelt godt at have knoklet og jeg tog mig selv i at dagdrømme om børnebørn på knæet foran den buldrende pejs.
”Nu skal I bare høre om dengang, Morfar var på moosejagt på Newfoundland....”
P Å D E N S I D S T E stigning måtte jeg tage armene til hjælp og trække mig frem gennem granrisene for at komme helt op. Vi standsede på toppen og kunne se lejren for foden af bak-ken mindre end en kilometer borte. Solen var på vej ned bag horisonten.
”Ræk mig riflen Stefan. Jeg kan ikke komme tilbage uden den på skulderen”, sagde jeg.
Bernie grinte.Vi havde gået godt 28 kilometer henover
ti fjeldtoppe den dag. Da jeg tog støvlerne af, føltes det som om at nogle af tæerne blev hæng-ende i dem. Men jeg var for træt til at undersøge det nærmere.
98•
S U P E R G O D FA S T F O O D
krubbKebab er en ret som serveres på en række forskellige måder rundt om i verden. Retten kan tilberedes med forskellige former for kød: Okse, kylling, svin, lam og naturligvis vildt, som selvfølgelig er hovedingredien-sen i vores udgave af den populære fastfood klasik-
ker! T E K S T O G F O T O W W W. K A R N I V O R . S E
9998•
S U P E R G O D FA S T F O O D
krubbT E K S T O G F O T O W W W. K A R N I V O R . S E
madKebabSupergod fastfood
Elg- og hjortekød er magert og letanvendt. Kun fantasien sætter egentlig grænser for, hvad det kan bruges til. Det spænder lige fre steg til bøffer og sammenkogte retter – eller hvad med en skandinavisk version af klasik-keren kebab?
Elg- eller hjortekebab er et godt alternativ for alle de lidt iregulære udskæringer.
Ingredienser:400 gram tyndtskårne skiver af valgfri udskæring
Krydderi:
Paprikapulver, gerne stærkt
Oregano
Spiskommen
Sort peber
Salt
Tillbehør
Pitabrød
Salat efter smag
Kebabsauce
Færdig hvidlægssauce eller hjemmelavet
Start med at smelte en passende mængde smør i en varm stegepande. Når smøret er stille er panden klar til kødet.
Steg kødet til det er næsten gennemstegt og tilsæt krydderierne. I denne opskrift er spids-
kommen en vigtig ingrediens som giver meget smag og skal doseres varsomt.
På den ene side er det vigtigt, at kødet ”sma-ger af noget”, på den anden sider overdøver for meget krydderi vildtsmagen.
Når kødet er gennemstegt og færdigtkrydret forbereder man pitabrødet i ovnen.
Dette er et passende tidspunkt at forbere-de salaten, som naturligvis kan varieres i det uendelige. En finthakket variant med følgende ingredienser passer rigtigt godt: Tomat, agurk, peberfrugt, babyspinat og rødløg.
Når salaten og pitabrødene er klar åbner man brådet og fylder det med kebabkødet, salaten og saucen. Server gerne sammen med jalapenos som kronen på værket. Enkelt, hurtigt og godt!
Kødet er klar til krydring!
100•
madKRYDDERI MED FØLELSE!
101100•
madTacokrydderiSom alle andre ”købeprodukter” indeholder bu-
tikkernes færdigblandede tacokrydderi en mas-se unødvendige ting såsom mononatriumglutamat, stivelse og masser af salt. Jeg er kommet frem til min en krydderiblanding, som du enkelt kan blande selv. Smagen er renere og har lidt mere spark end butiksvarianten. Det er enkelt at fremstille sit eget taco-krydderi og desuden et sundere alternativ.
Karnivors TacokrydderiIngredienser: 3 tsk salt4 tsk chilipulver4 tsk paprikapulver 2 tsk vidløgspulver2 tsk løgpulver2 tsk spidskommen½ tsk cayennepeber
Skal det være stærkere? Øg mængden af cayennepeber efter smag!
102•
KEBAB - SIGER VI BARE!
103102•
104•
G R I L L E T H Ø J R E BHurtigmadHøjreb er en af de mest populære udskæringer til
grydestege og anden langtidstilberedning, det det som regel kræver lang tilberedningstid for ikke at blive sejt. Dette gælder i princippet alt kød fra dyrets forende, men skærer man det ud i mindre stykker kan det også tilberedes relativt hurtigere. Højreb anvendes ofte i fars og indeholder 10-20% fedt. Denne ret kan dog tilberedes relativt hurtigt og er særligt velegnet for den, som vil brillere ved grillen, fordi den er svær at ødelægge
Ingredienser:700 gram højreb i skiver, grill steak Kartoffelsalat – gerne hjemmelavet Grøn salat med balsimico
Grillmarinade: 1,5 dl rapsolie 3 spsk kinesisk soya Friskkværnet sort peber Salt Vidløgspulver Rigeligt cayennepeber. Dette kan byttes ud med paprikapulver, hvis man ikke er til stærk mad
Begynd med at pudse kødet for unädigt fedt og hin-der. Husk at der skal være en hvis mængde fedt på kød, som skal grilles. Når kødet er afpudset lægges det i
HØJREB, her mar-keret med rødt
105104•
madMARINERET HØJREB som grill steaks, på grillen. Dufter fantastisk!
106•
marinaden, hvor det skal ligge en times tid ved stuetemperatur. Det giver en masse smag og afslapper muskelfibrerne for den bedste konsis-tens. Skal du grille med det samme, marinerer du det i køleskabet.
Forbered grillen til direkte grillning – dvs. med et almindeligt lag gløder direkte under det, som skal grilles. Check at kullene er rigtigt var-me, inden kødet lægges på.
Tag en kold øl og grill højrebsbøfferne ved relativt høj varme. Vend dem ofte. Dette trin udløser en helt fantastisk duft!
Grill bøfferne cirka ti minutter og vær om-hyggelig med at vende dem hele tiden. Dette er vigtigt da højreb indeholder en hel del fedt, som eller let begynder at brænde.
Server bøfferne direkte fra grillen med grøn sa-lat og kartoffelsalt. Retten er både god og hurtigt lavet – og så giver den rig mulighed for at impo-nere på vennerne....
mad
107106•
”En ganske almindelig dansk gennemsnitsfamilie står bag drab hver eneste dag året igennem. På dyr, forstås. Men lad os dog tale åbent om det.”
Kronikken ”Mordene på Ligustervænget 14” var delt mere end 1.000 gange på Facebook et døgn efter at Jyllands-Posten havde udgivet den. Nu er den på vej ud i Tyskland, England, Holland....
Fik du læst den? Ellers klik her!
Skotlands magiska øer II
after hunt
Efter forrige nummers rejse til Skotlands fantastiske ø-verden og de Indre Hebrider,
hvor Skye og destilleriet Tallisker var i fokus, fortsætter vi rejsen..... denne gang til Arran – en lille perle af en ø i sundet mellem Campeltown og fastlandet eller i vigen mellem Ayrshires og Mull, om man vil. Beskrivelsen af, hvor øen lig-ger er lidt en smagssag - det er i hvert fald midt i Firth of Clyde! Mange kalder Arran for en mi-niature-udgave af Skotland. Dette er bestemt ikke helt ved siden af, men beskrivelsen passer retfærdigvis på mange af de fine skotske øer. Dog er Eilean Arainn (det gæliske navn) eller Arran som vi siger en meget spændende ø!
For eksempel er øen et populært feriested og særlig interessant for Tin-Tin fans eftersom øen med Brodick Castle var forlæg for ”Den Sorte Ø”. Verdens maltinteressede retter dog blikket mod byen Lochranza i nord, hvor destilleriet Arran ligger i naturskønne omgivelser.
Frem til midten af 1800-tallet var øen et pa-radis for hjemmebrænderier – de fleste af dem illegale. Der fandtes mere end 50 små anlæg til whiskyfremstilling på øen. Rygtet om den gode whisky fra Arran spredte sig og den kun-ne måle sig med konkurrenterne fra området omkring Glenlivet. Til sidst fandt ”Skattefar” dog vej til øen og fik slukket hele den blomst-rende industri. Det varede mere end hundrede år inden man endelig – i 1993 – atter fik gang i whiskyfremstilling på øen. Forud for byggeriet af det nye destilleri var gået et intensivt resear-charbejde, hvor man til slut valgte Lochranza, fordi vandet i området var noget af det reneste, man kunne finde i Skotland og klimaet på øen var perfekt for lagringsprocessen.
108•
AFTER HUNT med Micke LundénSkotlands magiska øer II
after huntTo år efter første spadestik kørte anlægget (den 29. juni 1995 kl. 14:29 for nu at være helt eksakt). Under konstruktionen måtte man hol-de pause i et par måneder, da et par kongeørne havde valgt at ruge på byggepladsen. Da ørnene siden valgte at flyve forbi under åbningscere-monien førte det til store overskrifter i den lo-kale presse.Yderligere et par år senere åbnedes destilleriets besøgscenter under pomp og pragt af den engelske dronning. Centeret modtager
nu cirka 60.000 årlige besøgende.”No peat, no chill filtration and no caramel”
siger en hel del om destilleriets vision om at fremstille ”the true spirit of nature”.
Tilbage til øen som rejsemål. Det anbefales at leje en bil at komme rundt med. Kan man li-de at spille golf, er det værd at tage et nærmere kig på 12-hulsbanen i Blackwaterfoot.
Den ligger utroligt smukt med havudsigt og et par huller som kæmper indbyrdes om
109108•
110•Mikael Lundén, Keeper of the
Quaich, jæger og sybarit
titlen som ”Skotlands smukkeste”. På øens vestlige side kører man konstant langs havet og Kilbrannan Sound, som byder på nogle helt fantastiske naturscenerier. Stands for at indsuge miljøet og den salte havluft! Længst i syd ligger byen Lagg. Byens ”Inn” er ekstremt charme-rende – nærmest som taget direkte ud af even-tyret om ringenes herre og det skal naturligvis opleves. Check ind et døgn med din partner og oplev, hvor langt fra hverdagens stress og jag man faktisk kan komme. Er man mere even-tyrlysten er det muligt at vandre hele vejen til toppen af bjerget Goat Fell som befinder sig 874 m.o.h. Herfra er udsigten helt fantastisk og man kan bl.a. se langt ind over det skotske fastland.
Arran destilleriet tilbyder deres whisky i 10, 14 og 16 årige udgaver samt nogle stykker i cask strenght. Stilen er ligefrem, uden røgsmag og med fastlandskarakter .... meget smagfulde! Jeg vil virkelig anbefale et besøg på denne fine lille ø. Regn med 2-3 dage til at nå det væsentlige.
Nu ønsker jeg jer alle en god sommer, vi høres ved...
after hunt
111110•
STORT TAK!
I gør Mit Jagtblad gratis - gratis er godt!
NÄR DET GÄLLER SEKUNDER
Z6 – ANDRA GENERATIONEN. DET FULLÄNDADE ORIGINALET
Den förbättrade smäckra formen och de avancerade funktionerna gör den välkända optiska överlägsenheten hos Z6 kikarsikten
fulländad. De nykonstruerade mekanismerna på Ballistiktornet och parallaxtornet gör hanteringen optimal. SWAROLIGHT-tekniken
med automatisk till-/frånslagsfunktion av riktmedelsbelysningen ökar batteriets livslängd.
SEE THE UNSEENWWW.SWAROVSKIOPTIK.COM
SWAROVSKI OPTIK NORDIC ABTel. +46 (0)8 544 715 [email protected]/swarovskioptik
H20_Jaktjournal_230x297_SV_oB.indd 1 05.02.13 10:04
JAKTMATCH - DET FØRSTE SKRIDT MOD EN SUCCESFULD JAGT!
22 FORSKELLIGE LADNINGER FRA 22 LR TIL 9,3X62
www.norma.cc
Østjysk Huntingcenter
til vore annoncører og sponsorer
NÆSTE NUMMER
F O T O M AT S G Y L L S A N D
112•
NÆSTE NUMMER
Sommerferie? Det holder vi ikke, så du kan se frem til
et nyt gratis jagtblad om en måneds tid!
Kan læses på www.mitjagblad.dk fra den 1. august 2014
113112•
