Mit liv - givdetvidere2017.dk … · ERINDRINGER om min læretid i “sortekunstens” tjeneste på Merkantil Tryk *** Omsider var Klokken 20. Sommetider fik jeg lov til at løbe

Mit liv

de første år

1937 - 1943

* * *

Ragnhild Annelise Nielsen

Skolen i LangøreCarl Christian, Henry, Avena og Cordelia

er med på billedet.

Mormor og morfar Henry, Kirstine, Emilie og Alfred

ERINDRINGER om min læretid

i “sortekunstens” tjenestepå Merkantil Tryk

***

1

Kære børn og børnebørn!Jeg har altid ønsket mig, at jeg kunne skrive en krønike om min families liv. Det er så vigtigt at få fortalt sin historie - at få videregivet den til næste generation.Tit og ofte har jeg gået og tænkt på, hvorfor dette eller hint skete lige netop på det tidspunkt. Hvor meget har skæbnen bestemt? Hvad har vi selv gjort?Jeg tror på, at man skal tage hånd om sit eget liv. Jeg tror på, at man til en vis grad er sin egen lykkes smed.



***

Mor fortæller sin historie fra dengang. . .

I Aaret 1925 startede min “skønne Ungdom”. Jeg blev konfirmeret den fjerde Oktober det Aar. Vi var 10 Konfirmander i min Klasse.

En dag spurgte vores Lærer, om der var nogen af os, der skulle ud at tjene?Det skulle vi alle - saadan var det dengang. Den samme Dag mødte han op hos mine Forældre for at fæste mig, som det hed - min Løn var 25 Kr. pr. Maaned. Jeg var stolt over, han havde foretrukket mig Naa, Skolen sluttede først den 31. Oktober og jeg skulle begynde i Pladsen den 1. November. Jeg glædede mig. Endelig oprandt “Den store Dag”.

Det blev Begyndelsen til to aars Mareridt for mig.Jeg mødte klokken tre om Eftermiddagen og blev modtaget i køkkenet af “Fruen”. Straks gav hun mig Instrukser om, hvad der var mine Pligter og om, hvad jeg kunne tillade mig: Toiletpapir 20 cm pr. Gang - Sækkelærreds Haand-klæde i Køkkenet til mit brug - En halv Skive Paalæg til en Skive Rugbrød - Siddepladsen paa Kanten af Vasken, saa jeg kunne springe, naar noget manglede. Jeg blev anvist et usselt Værelse paa Loftet. Døren kunne ikke lukkes. Jeg var hundeangst for at sove der. Hver Aften gik jeg rundt paa det store Loft med en Petroleumslampe for at kigge, om der var nogen ikrogene. Først da turde jeg lægge mig i min Seng.Min Arbejdsplan startede Klokken 6,30 om Mor-genen. Jeg maatte ikke tænde det elektriske Lys. Først Ild i Komfuret, saa over i Skolen og fyre op.

2


Slæbe Brænde derover, stadig med Petroleumslampen i Haanden, saa tilbage til Privaten. Der skulle tages Aske ud af to Kakkelovne. Det skulle gøres saa for-sigtigt, at det ikke kunne ses paa et sort poleret Kla-ver, som stod ved siden af. Jeg maatte heller ikke støve det af, for saa kunne Fruen ikke se, om jeg havde været forsigtig nok. Saa tilbage til Køkkenet og koge Havregrød, dække bord og sætte Chefens tøfler frem.

Klokken 7,30 skulle børnene vækkes. De var tre og seks Aar gamle. Pigen skulle møde i Skolen Kl. 8. Hun havde langt Haar, som skulle friseres og flettes. De skulle have Mad. Drengen skulle klædes paa. Han ville ikke selv spise. Jeg maatte saa made ham og fortælle Historier. Han kunne nemlig ikke fordrage Havregrød. Klokken 7,45 dukkede Chefen op, saa fik han sin grød. Det var ikke altid, at han naaede at faa Kaffe. Han skulle jo over paa Skolen. Han dukkede saa op lidt senere. Omsider mødte Fruen op i Natkjole og klædte sig paa. Ogsaa hun fik Havregrød. Herskabet kunne saa nyde Kaffen sammen; imens skulle jeg gaa paa Mejeriet og hente: to l. Kærnemælk, en l. Sødmælk , to dl. Fløde og 1/2 l. skummet Mælk, som Katten og jeg skulle dele. Den fik saa oven i købet lidt Fløde oven i - ikke jeg.

Når saa morgenarbejdet var slut, kom Dagens an-dre Pligter. Sengene skulle redes, blot ikke min. Den kunne godt klare sig med at blive redt een gang om Ugen, sagde Fruen. Jeg redte den nu alligevel. Der-hjemme havde jeg aldrig kravlet i en uredt Seng. Saa skulle der vaskes Gulve, moppes, bankes Tæpper, fyres op i et par Kakkelovne og bæres Brænde ind.

3



***

Omsider var der Tid til at tænke paa Middagsmaden. Der skulle skrælles Kartofler. Forretten var næsten altid Kærnemælkssuppe - den skulle jeg fabrikere. Jævning til Sovsen skulle ogsaa staa klar.Der var saa mange Pligter - og oh ve, hvis jeg glemte noget: “Saa faar du ikke fri paa Søndag.” Det var den største Straf, jeg kunne faa.

Min fridag var hveranden Søndag var fra Kl. 14 - 22. Opvasken fra Aftensmaden stod saa til mig næste Morgen. Jeg havde 1/2 Times Gang til mit Hjem, naar jeg løb stærkt. Efter Middagsmaden skulle der vaskes op, pudses Komfur og Køkkengulvet skulle vaskes. Fruen sov til Middag. Klokken 14 skulle jeg være fær-dig og have Kaffen parat. Jeg fik saa 10 Min. til at gaa op paa mit Værelse og klæde mig om.

Om eftermiddagen skulle jeg sy for Fruen. Et eller andet Haandarbejde eller stoppe Strømper - til hele Familien. I de to Aar, jeg tjente der, rørte Fruen dem aldrig, eller redte selv en Seng.Jeg har aldrig kendt saa dovent og ondt et Menneske i hele mit Liv.Når Klokken saa var blevet l6,30 skulle der lægges Varmedunke i Sengene, men ikke i min. Saa en Gang Fruens Mor var paa Besøg, sagde hun til mig: “Naar jeg nu gaar i Seng Kl. 21, maa du tage min Varme-dunk og læg ge i din Seng.”Jeg glædede mig, det var den helt store Luksus. Men, Fruen opdagede det, saa ikke Tale om, du kan lægge to i min Seng. Kl. 17,30 skulle Aftensmaden staa klar. Derefter igen Opvask og Børnene skulle vaskes og lægges i Seng. Kamillethe til Fruen skulle staa klar.

4



***

Omsider var Klokken 20. Sommetider fik jeg lov til at løbe en Tur hjem, men jeg skulle være tilbage Kl. 22. Det var næsten umuligt at naa, saa hvis jeg var lidt sent paa den, løb jeg i Strømpesokker over Gaards-pladsen. Jeg vendte Vækkeuret om, saa kunne jeg ikke se, hvad Klokken var. Jeg vidste, at Fruen ville spørge mig næste Morgen: “ Hvornår var du hjemme?” Jeg kunne saa blot sige, at jeg ikke saa paa Uret.For Lyve - det maatte man ikke.

Hvis Herskabet skulle i Byen om Aftenen skulle jeg sidde i Køkkenet. Der blev lagt et par Tørv i Kom-furet, ikke mere. Hvis jeg frøs, kunne jeg jo bare tage en Frakke paa. Jeg skulle sidde ved Børnene til Kl 22. Lyset maatte jeg heller ikke tænde. Jeg skulle nøjes med Petroleumslampen.Et Aar fik de alle fire enfluenza og laa i Sengen, Nytårsaften. Jeg sad i Køkkenet. Min menu den aften: et stykke Rugbrød med leverpostej. Jeg skulle jo være parat til at varte dem op, hvis nogen manglede noget - helt i orden.Da de var oven Senge igen og jeg skulle have min Løn, 25 kr. - lagde Chefen 5 kr. oveni: “ Dem skal du have, fordi du var saadan en Stadspige til at passe os,” sagde han. Det opdagede Fruen - han har nok fortalt hende det - saa “Dem kan du bruge til at betale den Rude, du knallede forleden”- hun tog dem.

Hver Mandag om Vinteren fik vi en stor Torsk. Den skulle renses og skrabes til den var helt blank. Jeg skulle staa i et iskoldt Vaskehus til det Job. Derefter maate jeg ud til Pumpen og skylle fisken i to Spande Vand. Ligeledes skulle fiskekludene skylles.

5



***

Fruen stod i Vinduet og saa til, at jeg ikke snød. Aah, hvor jeg frøs. Mine hænder var revnede og blaa. Jeg tror ligefrem, at hun nød at pine mig. - En Tjenestep-ige var der jo ikke nogen, der regnede for noget.

Eftertanke . . . Jeg sad, som Nummer eet i min Klasse, saa det gjorde ondt at blive degraderet til at være den nederste paa Ranglisten. . .Et Aar skulle “de” nogle Dage til Fyn til hans Hjem. Jeg glædede mig. Men der var tænkt paa min “Ferie”. Hele Gaarden laa fyldt med Træ til hele næste Aars Forbrug. Det skulle jeg bære ind. Min Bror kom og hjalp mig, saa jeg kunne faa en Fridag og være hjemme i mit Hjem. Det var mit Himmerige - bare det at faa lov til at spise med ved Bordet - at blive behan-dlet som en jævnbyrdig. Jeg nød at hjælpe til - og vide, at mit Arbejde lettede Mor, som ikke var saa rask.

Naar vi skulle vaske Storvask lagde Fruen sig i Sengen Dagen før. Hun skulle samle Kræfter til det uvante Arbejde. Hun var en stor, kraftig Dame. - Der var ingen, der spurgte mig, om jeg kunne holde ud.Vasken foregik paa den Maade, at naar Familiens Tøj var vasket - kom mit i den snavsede Lud. Mine Lagner maatte kun blive vasket hvert halve Aar - og imens de var i Vask - maatte jeg ligge uden Lagner.

Eftertanke . . .Min Mor havde givet mig pænt tøj med, da jeg beg-yndte i Pladsen. Hun havde syet blaaternede Fork-læder til om Formiddagen og hvide Forklæder til om Eftermiddagen - ogsaa pænt Undertøj havde jeg med. Mor lagde mærke til. at mit Tøj blev saa graat og jeg

6



***

maatte fortælle hende Grunden.: “Saa tager du dit Tøj med herhjem”, sagde Mor. Hun havde ellers Arbejde nok i Forvejen.Et Aar havde vi to Gæs, der gik løse omkring. Hver Aften, den Sommer, efter Kl. 8 maatte jeg samle lort op efter dem i Skolegaarden og paa Legepladsen.En Søndag Eftermiddag, jeg havde fri, havde jeg glemt at give Katten Mælk. Om Mandagen fik jeg en Reprimande af Fruen. (Hun maatte selv gaa i Kælderen efter Mælk) Saa hun tordnede: “Hvis du mister Kærligheden til Kat-ten - saa mister jeg Kærligheden til dig. Den var ikke stor i Forvejen. Man skulle ikke tro, at hun var rigtig Klog. Lidt Ros fik jeg dog . Hun sagde, at hun vidste, hun kunne stole paa mig og at jeg ikke gik hjem og sladrede. Hvor var jeg dum, jeg græd mine modige Taarer og asede videre.Dette er kun et lille Udpluk af de Episoder, som ind-traf i løbet af de to Aar og endelig var det ved at være slut. Den sidste Morgen blev Havregrøden klumpet. Det var sket før - jeg havde jo ikke tid til at røre i den. Kællingen nægtede at spise den. Den blev gemt til mig til om middagen. Det blev min Afskedsmenu.Afskedstimen slog endelig - Befrielsens Time - efter Opvask og Gulvvask m.m. Jeg kunne næsten ikke fatte, at mine trængsler var slut. Fruen stod i døren i bare bukser, brune og med lodden vrang. Hun græd:” Du er den bedste Pige, jeg nogen sinde har haft.”Endnu, mange Aar efter, nager bitterheden mig. Men dengang var det saadan, at en Pige ikke løb af sin Plads. Det ville i saa fald være Pigen, der var noget i vejen med - og da slet ikke et Lærerpar.

7



***

8

Frederiksberggade, hvor det hele begyndte . . .

Min far var enkemand og havde søgt sig en husbesty-rerinde og ekspeditrice til at passe sit brødudsalg. Han blev alene med fire børn efter sin kones død. Den ældste var Henry. Han fortalte mig mange år senere, at han ikke kunne glemme synet af mor, der kom spadserende ned ad Frederiksberggade, iført hat og smart frakke. Han kunne næsten ikke tro, at så flot en dame ville komme og arbejde hos dem.



***

Kirstine og Carl Christian fandt hurtigt sammen og den 4. juli 1937 stod brylluppet i Frederiksberggade.

Den 24. december 1937 kom jeg til verden i Frederiks-berggade i Horsens. Jeg blev døbt: Ragnhild Annelise.

Min far havde fortalt Edith, som da var fem år, at hun blot skulle lægge sukkerknalde i vinduet, så ville hun få en lillesøster. Hun havde sådan glædet sig, men blev hurtigt skuffet. Det lille uhyre skreg hele tiden.

Drengene, Henry, Svenn Aage og Finn var henholds-vis 14, 12, og 11 år gamle. Det var bestemt heller ikke sagen, at min ankomst lige skulle være juleaften. Skuffelsen var stor og deres juleaften blev ødelagt. Det fik jeg fortalt mange gange i min barndom.

Engang, hvor drengene var blevet sat til at passe mig var jeg nær blevet kvalt. De havde proppet en ispind i halsen på mig. Så længe jeg havde den i halsen, skreg jeg da ikke.

Jeg selv har mange gode minder om mine store søskende. De var søde imod mig og ville gerne give mig omsorg. Edith var rigtig god til at fortælle historier. Hun digtede dem selv. Det var dejligt at ligge under dynen og gyse sammen, når hun fortalte sine bloddryppende spøgelseshistorier.

Men det var trange tider og mine store søskende måtte ud at tjene, så snart de var konfirmerede. Der kom flere børn til i familien. På tre år var Poul-Erik, Ragna og jeg kommet til. Mor måtte passe os, hjemmet og forretningen.

9



***

10

Vi fik ung pige i huset, som skulle hjælpe til. Det passede min mor fint. Særligt husker vi alle Lizzie. Hun blev nærmest et familiemedlem og var enestående sød. Hun omtalte os altid som: ”mine børn” .Min far arbejdede som mejerist på Andelsmejeriet.

I sin fritid udfyldte han skatteskemaer for folk. Under krigen var far også vagtpost om natten. Han skulle bære gasmaske og holde øje med vores boligblok, så der ikke skete noget under sabotagerne. Jeg husker tydeligt, når han stod op om natten og iførte sig udstyret. Det virkede så uhyggeligt. På det tidspunkt boede vi i Sønderbrogade i noget helt nyt byggeri. Det var en hjørnelejlighed med stor altan. De store drenge havde værelser på kvisten og vi andre seks boede i den to-værelses lejlighed med kammer. Der hørte også en kolonihave til. Det var helt fantastisk for min far.



***

11

Min mormor, kaldet bedste, boede i Dagnæs i eget hus. Den underste lejlighed var lejet ud til familien Jessen. Bedste boede i den øverste lejlighed. Hun var en utrolig støtte for min mor og hjalp til med at passe os. Hun strikkede tøj til os og reparerede vores tøj. Tiderne var ikke til ødselhed, alt skulle anvendes. Mor var rigtig dygtig og kunne få noget ud af alting. Engang havde hun anskaffet sig nogle saltsække. De blev sprættet op, kogt og strøget. Ud af dem fik hun syet de fineste kjoler til Edith, Ragna og jeg. Ovenikøbet med flotte broderier på bærestykkerne og rundt på nederdelene.

Jeg var bedstes første barnebarn og vi blev meget gode venner. Hun lærte mig så mange ting.



***

12

Der var så hyggeligt i bedstes lille lejlighed. I køkkenet var der komfur. Der sov vi. Om morgenen tidligt stod hun op, tændte op i komfuret og gik ned og fodrede sine dyr. Derefter lavede hun havregrød til os. Det var så hyggeligt, trygt og godt. Jeg opholdt mig meget tit hos bedste.Nogle gange kom mor og far om aftenen og hentede mig. De havde Ragna og Polle med i barnevognen.Da husker jeg også, hvor bange jeg var, når der blev luftalarm og vi gik hjemad i mørket sammen.

Jeg har ikke så mange minder fra dengang jeg var fem år. Men jeg husker, hvordan mine forældre måtte ud og lede efter Polle, når han var løbet væk. To gange måtte politiet tilkaldes.

Jeg husker også mine legekammerater fra dengang: Putte, Søster og Svend-Erik. Vi blev ved med at mødes i mange år efter, at vi var flyttet fra Sønderport til Vestermarken.



***

Bedstefar fra Brædstrup. . .“Bedstefar kommer og besøger os i dag”, siger mor. “ Han kommer med rutebilen.”Uh ha - jeg er frygtelig bange for ham. Bedstefar er gammel, går med stok. Han er næsten skaldet og har kun lige en tot hår ovenpå hovedet. Han har også sådan noget mørkt tøj på og det lugter underligt. Det værste er dog hans skæg - det stikker. Han vil altid så gerne have mig til at rykke i det. Det gyser i mig, når jeg meget forsigtigt prøver at røre ved det og bedstefar griner. Nogle gange kommer han til at grine så meget, at han sidder og slår sig på maven. Bare jeg nu kan slippe væk - måske gemme mig under sengen, som Polle gjorde forleden. De fandt ham først om aftenen. Måske er det bedre med et nyt sted - men det er nu også flovt, at jeg er så bange for ham. De voksne griner af det, så de skal ikke mærke noget. Jeg kunne måske tage og gemme mig bagved kommoden.

Men, mor kalder, “Tut, kom og luk op, bedstefar er kommet”. Jeg gemmer mig bagved mor og kigger forsigtigt frem, da døren bliver åbnet. Bedstefar ser mig straks og siger med et strålende smil. “Hvis du vil følges med mig hen i legetøjsforretningen, må du få den største og fineste dukke, du kan ønske dig.”Det er utroligt - en dukke - den største - og den jeg allerhelst vil have. Rystende bange tager jeg bedstefar i hånden og følges med ham derhen. Jeg siger ikke et ord på hele turen.Det er fantastisk. Hele vinduet i forretningen er fyldt med flotte dukker. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, hvilken dukke, jeg vil eje.

13



***

Det skal være den lange slaskedukke i tøj og med den flotte kyse på. “Ja- men, siger bedstefader og ler højt. Er det den, du vil have? så skal du sandelig også have den.” Smilende betaler han dukken og velfornøjede tager vi hinanden i hånden og trasker hjemad.

Bedstefar og jeg blev fine venner, selvom vi ikke sås ret tit. Det skyldtes sikkert, at bedstemor og bedstefar var skilt. Bedste boede hos os i en lille lejlighed ovenpå. Jeg husker især engang, at bedstefar kom på besøg i Vestermarken. Han var netop ved at lægge overtøjet i entreen, da bedste kom op fra kælderen. Det huede ikke hende, at han var der. Hun nærmest fnøs. Han ville gerne have hilst på hende - men nej. -

Bedstefar kom også engang imellem og inviterede mig på en biograftur. Det var kun mig, jeg var hans ældste barnebarn, så jeg blev lidt forkælet.

Bedstefars fødselsdag, den anden maj, glædede vi os alle til. Det foregik selvfølgelig på “aldomshjemmet” i Brædstrup. Vi mødte alle op: Hans fire voksne børn, svigerbørn og 13 børnebørn. Der var dækket kaffebord i spisesalen til os alle.Vi fik serveret dejligt hjemmebag og lagkage. Bedstefar sad for bordenden og strålede.Om eftermiddagen tog vi alle ned i parken og spillede forskellige boldspil. Alle de voksne og vi børn legede sammen. Det var utrolig rart at mærke sammenholdet i vores familie. Det glædede især bedstefar.

Om aftenen var der igen dækket op til hele familen. Nonnerne var med og deltog ivrigt i snakken omkring bordet. De var altid så venlige og søde imod os.

14



***

15

Efter middagen kom der en mand fra Brædstrup og viste os sine rejsefilm.

Jeg tror, at bedstefar havde det godt i Brædstrup. Han var vellidt af alle på “Hjemmet” og deltog i de daglige gøremål. Det var ham, der passede køkkenhaven for nonnerne.Han gik også ærinder i byen for dem og for de andre beboere. Jeg hørte, at han var udnævnt til at være deres “bydreng”.

Bedstefar havde også venner i Brædstrup, som han spillede kort med i ny og næ.



***

16

Bedstemoder på sin 80 års fødselsdagfotograferet i faster Avenas have.

Jeg har skrevet dette hæfte om de første år af mit liv.

Materialet bygger på de historier jeg har fået fortalt,

men også på egne oplevelser.

Redigeret og trykt på eget forlag.Marts 2017

Documents

Mit liv - givdetvidere2017.dk … · ERINDRINGER om min læretid i “sortekunstens” tjeneste på Merkantil Tryk *** Omsider var Klokken 20. Sommetider fik jeg lov til at løbe