Upload
peter-thomas-ban
View
223
Download
0
Embed Size (px)
Citation preview
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
1/49
Friedrich Nietzsche
Diktat til Louise Rder-WiederholdSils-Maria, 8. juni - 6. juli 1885
MappeMp XVImed lse blade fra tiden
efter Also sprach Zarathustra, og
trykmanuskript D 18til Jenseits von
Gut und Bse
[Mp XVI, Bl. 36 recto] Ogs endnu i dag er
den europiske nds fineste og videste
kultur at finde blandt franskmnd og i
Paris: men man m forst at vre god til at
sge den. Disse udsgte holder sig mere
skjult nu end nogensinde; de har med stille
raseri lst sig fra alle massens
smagsbevgelser og er flygtet fra det
demokratiske bourgoisis rasende dumhed ind
i svrt tilgngelige hjrner. Disse nutidige
aristokrater af den franske nd, en sart art
mennesker, som ikke ligefrem str p de
strkeste ben og ogs talmssig kan vre
ringe, som deres forfdre og mestre
anerkender de samlet sdan noget som de
flgende hjere nder. Frst Stendhal, som
ogs enhver rimelig udlnding m give de
frste resbevisninger, som et
forudgribende, sandt napoleonsk menneske,
der blot synes at have levet to generationer
for tidligt. Nu kommanderer han, som sagt,
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
2/49
Friedrich Nietzsche2
en befalende for de udvalgteste; og hvem der
er begavet med fine og afvigende sanser,
nysgerrig indtil kynismen, logiker af kel,
gdegtter og ven af sfinxen, som enhver
retmssig europer, m g efter ham. M han
end ogs flge ham deri, fuld af skam over
for lidenskabens og den dybe sjls
hemmeligheder at blive stende! Denne
noblesse i, at kunne tie, at kunne blive
stende har han til fortrin, for eksempel
over for Michelet, og isr over for de tyske
lrde. Hans elev er Mrime, en fornem
tilbagetrukken kunstner og foragter af de
sumpede flelser, som en demokratisk
tidsalder lovpriser som dens dleste
flelser, streng imod sig selv og fuld af
de hrdeste krav til hans kunstneriske
logik, bestandigt parat til at ofre sm
sknheder og pirringer for en strk vilje
til ndvendigheden: en gte, om end ikke
rig sjl i en ugte og beskidt omgivelse, og
tilstrkkeligt pessimist til at kunne spille
med p komedien uden at brkke sig. En
anden elev af Stendhal er Taine, nu Europas
frste levende historiker, et beslutsomt ogindtil fortvivlelsen tappert menneske, som
hverken modet eller viljeskraften er get i
stykker p under det fatalistiske pres, der
kommer af at vide, en tnker, som hverken er
blevet hmmet af Condillac med hensyn til
dybde, eller af Hegel med hensyn til
klarhed, en, der snarere forstod at lre og
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
3/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)3
som for lang tid vil forst at belre: i
ham har den nste generation af franskmnd
deres ndelige tugtmester. Det er i
srdeleshed ham, der trnger Renans og St.
Beuves indflydelse tilbage, hvilke begge er
uvist skeptiske helt indtil deres hjertes
sidste grund: Renan, en slags katolsk
Schleiermacher, sdlig, bonbon, med en
fornemmelse for landskaber og religioner:
St. Beuve, en afbrndt digter, som har
forlagt sig til sjlesnuseriet og alt for
gerne ville skjule, at han hverken har holdt
i viljen eller i filosofien, ja sgar,
hvilket efter dem begge ikke er noget
mirakel, mangler en egentlig fast smag in
artibus et litteris. Til slut mrker man
hensigten hos ham, af denne mangel ogs [Mp
XVI, Bl. 37 recto] at danne en slags princip
og metode for kritisk neutralitet: men alt
for ofte lader leden sig gtte, een gang
derover, at han, for visse bger og
mennesker, nogle gange faktisk ikke har
vret neutral, nemlig begejstret han ville
gerne bortstrege, bortlyve disse skrkkelige
petits faits fra sit liv men s over detlangt mere ubehagelige grand fait, at alle
store franske menneskekendere ogs endnu
havde deres egen vilje og karakter i
kroppen, fra Montaigne, Charron, La
Rochefoucauld frem til Chamfort og Stendhal:
over for alle dem er St. Beuve ikke uden
misundelse, og i al fald uden forkrlighed
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
4/49
Friedrich Nietzsche4
og forforstelse. Langt mere velgrende,
ensidig, duelig i enhver forstand er
Flauberts indflydelse: med hans overvgt af
karakter, som endda udholdt ensomheden og
modgangen, noget overordentligt blandt
franskmnd regerer han for jeblikket i
romanstetikkens og stilens rige. Ganske
vist mangler han ogs, som Renan og St.
Beuve, den filosofiske tugt, tillige et
egentligt kendskab til de videnskabelige
procedurer: men et dybt behov for analyse og
endda for lrdhed har sammen med en
instinktiv pessimisme banet vejen for ham,
forunderligt mske, men kraftigt nok til at
afgive et forbillede for de nutidige
romanforfattere i Frankrig. Og faktisk gr
det tilbage til Flaubert, hvad angr den
yngste skoles nye ambition om at fremture
med videnskabelige og pessimistiske
attituder. Hvad der blomstrer frem af
digtere i Frankrig nu, str under Heinrich
Heines og Baudelaires indflydelse, mske med
undtagelse af Leconte de Lisle: for ligesom
Schopenhauer allerede nu bliver mere elsket
og lst i Frankrig end i Tyskland, er ogskulten om Heinrich Heine flyttet over til
Paris. Hvad den pessimistiske Baudelaire
angr, s hrer han nu til de amfibier,
nrmest utrolige, der bde er tyske og
parisiske; hans digtning har noget af det,
som man i Tyskland kalder gemyt og uendelig
melodi. I vrigt var Baudelaire mennesket
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
5/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)5
for en mske fordrvet, men meget bestemt og
skarp, selvbevidst smag: dermed tyranniserer
han nutidens uvisse. Var han p sin side den
frste profet og fortaler for Delacroix:
ville han mske i dag blive den frste
wagnerianer fra Paris. Der er meget Wagner
i Baudelaire.
Victor Hugo, et sel af geni
udtrykket er fra Baudelaire som altid har
haft modet til sin drlige smag: han forstod
at kommandere dermed, han, snnen af en
napoleonsk general. I hans rer havde han
behovene for en slags militr retorik, han
gjorde kanonskuddene og knaldet fra raketter
efter i ord; den franske esprit synes hos
ham at vre ligesom fordunklet gennem damp
og larm, ofte helt indtil den bare ngne
dumhed. Aldrig har en ddelig [Mp XVI, Bl.
38 recto] skrevet sdanne dumpe plaskende
antiteser. For det andet gav han ogs maler-
begrene herskabet over hans nd: han
strutter af pittoreske indfald og gr ofte
intet andet end nje at afskrive, hvad han
ser, hvad malerhallucinationerne stiller ham
for je. Han, plebejeren, som ville sinestrke sansebegr, jeg mener hans rer og
jne, med nden ogs det er nemlig
grundkendsgerningen for den franske
romantisme, som en plebejisk reaktion fra
smagen : han er dermed p den modsatte bane
og vil netop det omvendte af det, som
digterne fra en fornem kultur som for
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
6/49
Friedrich Nietzsche6
eksempel Corneille ville af sig. For disse
havde deres nydelse og ambition derved, med
begreber at overmande deres mske endnu
strkt udartede sanser, og imod de brutale
fordringer fra farver, toner og skikkelser
at hjlpe en fin klar ndelighed til sejr:
hvormed de, som det synes mig, var p sporet
af de store grkere, s lidt de end mtte
have vidst derom. Netop det, som giver vores
plumpt sanselige og naturalistiske smag af i
dag misbehag ved grkerne og de ldre
franskmnd, var hensigten med deres
kunstneriske vilje, og ogs deres triumf:
for de bekmpede og besejrede netop sanse-
pblen, som det er vore digteres, maleres
og musikeres ambition at hjlpe til en
kunst. Til denne kunstneriske vilje hos
Victor Hugo stemmer hans politiske og
moralske: han er flad og demagogisk, p
maven for alle store ord og gebrder, en
folkesmigrer, der med stemmen af en
evangelist taler til alle de nedrige,
undertrykte, mislykkede, forkrblede, og
ikke aner et pust af, hvad ndens tugt og
redelighed er, hvad intellektuelsamvittighed er, i det hele taget en
ubevidst skuespiller, som nsten alle
kunstnere i den demokratiske bevgelse. Hans
geni virker p massen ligesom en alkoholisk
drik, der bde beruser og fordummer. Samme
slgt af sympatier og antipatier og mangt
lignende i begavelsen besidder en anden
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
7/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)7
fortaler for folket, historikeren Michelet,
blot i stedet for maler-jnene en
beundringsvrdig evne til at efterfle
sindstilstande, p musikernes mde. Dog er
der noget ptrngende i hans omgang med og
bering af fortidige mennesker, han gr til
sit flelsesarbejde med en iver, s man
frygter, at han har haft ndig at trkke
frakken p dertil. P en vis hjde af
ophidselse overkommer der ham hver gang
anfaldet fra folketribunerne, han kender
ogs af egen erfaring pbelens anfald af
rovdyrs-raseri. At bde Napoleon og
Montaigne er hans ven, betegner ham
tilstrkkeligt. Slsomt, at ogs han, den
arbejdsomme sdeligt-strenge lrde, har s
rigeligt del i gallernes nysgerrige
knslystenhed. Demokratisk, endelig, og
flgelig skuespillerisk er talentet hos
George Sand; hun er veltalende p dn [Mp
XVI, Bl. 39 recto] slemme mde, at hendes
stil, en broget, tugtlst overdreven
kvindestil, hver halve side gennemtrnges af
hendes flelser, ikke omvendt, hvor meget
hun end nsker, at man skal tro detomvendte. Og vitterlig, man har troet alt
for meget p hendes flelser: mens hun var
rig p skuespillerens kolde behndighed, som
forstr at skne sine nerver og fr alverden
til at tro det modsatte. Man m medgive
hende, at hun har en stor begavelse i at
fortlle; men hun fordrvede alt og for
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
8/49
Friedrich Nietzsche8
altid gennem hendes hidsige kvindekoketteri
med at vise sig i lutter mandsroller, som
netop ikke passede til hendes figur: s at
hendes bger kun for en kort tid bliver
taget alvorligt, og allerede i dag regnes
til den ufrivilligt komiske litteratur. Og
hvis det mske ikke kun var koketteri, men
ogs klgt der drev hende til, altid at
drapere sig med mandsproblemer og mandligt
tilbehr, iberegnet bukser og cigarer: til
slut springer det ganske kvindelige problem
og hendes livs ulykke alligevel i jnene,
nemlig at hun havde for mange mnd ndig, og
at hendes sanser og hendes nd ogs i disse
krav var uenige. Hvad kunne hun gre for, at
mndene, som hendes nd fandt velbehag ved,
hver gang var for sygelige til at stille
hendes sanser tilfreds? Deraf det evige
problem med to elskere samtidig, og en evig
trngsel for den kvindelige skam, til at
bedrage om denne tingenes tilstand, og at
give sig sdan, som stod andre langt mere
almene, langt mere upersonlige problemer i
forgrunden hos hende. Eksempelvis
gteskabets problem: men hvad kom gteskabethende ved? [D 18, Bl. 11]
Der gives stadigvk harmlse
selviagttagere, som tror, at der gives
umiddelbare visheder, for eksempel jeg
tnker, eller, som det var Schopenhauers
overtro, jeg vil: som fik erkendelsen her
rent og ngent sin genstand at fatte, som
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
9/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)9
ting i sig selv, og der s hverken fra
subjektets side eller fra objektets side
fandt en forfalskning sted. Men at
umiddelbar vished, ligesom absolut
erkendelse og ting i sig selv, implicerer
en contradictio in adjecto, vil jeg gentage
hundrede gange: man skulle da endelig gre
sig fri fra ordenes forfrelse! kan folket
end tro, at erkendelse er en kenden-til-
ende, m filosoffen sige: nr jeg
analyserer den hndelse, som udtrykkes i
stningen jeg tnker, s fr jeg en rkke
af forvovede pstande, hvis begrundelse er
vanskelig, mske umulig, for eksempel, at
jeg er den, der tnker, at der overhovedet
m vre et Noget, der tnker, at tnkning er
en aktivitet og virkningen af en rsag, at
der gives et Jeg, endelig, at det s
allerede str fast, hvad der er at betegne
som tnken. For havde jeg ikke allerede
besluttet mig derom, hvorved skulle jeg s
mle, at, hvad der netop sker, s ikke langt
snarere er en villen eller flen? Det
rkker, hint jeg tnker forudstter, at
jeg [D 18, Bl. 11] s sammenligner minjeblikkelige tilstand med andre tilstande,
som jeg kender ved mig selv, for frst at
sl fast, hvad det er: alts har det for mig
ingen umiddelbar vished. I stedet for
denne umiddelbare vished, som folket i det
givne tilflde kan tro p, fr filosoffen
sledes en rkke af metafysikkens sprgsml
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
10/49
Friedrich Nietzsche10
i hnde, ret s egentlige
samvittighedssprgsml for intellektet, som
siger: hvorfra tager jeg begrebet om
tnkningen? Hvorfor tror jeg p rsag og
virkning? Hvad giver mig retten til at tale
om et Jeg og endda om et Jeg som rsag og
endelig endda om et Jeg som tankersag?
Hvem der tiltror sig pberbelsen af en
slags intuition om erkendelsen, til, straks
at besvare hine metafysiske sprgsml, som
den gr det, der siger: jeg tnker og ved,
at dette er sandt, han vil hos en filosof
hjest finde en ironisk latter parat. Min
herre, vil filosoffen mske sige, det er
usandsynligt, at De ikke tager fejl. [Mp
XVI, Bl. 23 recto]
Tanken er, i den skikkelse den kommer, et
flertydigt tegn, som har udlgningen behov:
mere prcist, en vilkrlig indsnvring og
begrnsning, indtil tanken endelig bliver
entydig. Den dukker op i mig hvorfra?
hvorved? det ved jeg ikke. Den kommer,
uafhngigt af min vilje, sdvanligvis
omringet og formrket af en trngsel af
flelser, affekter og andre tanker, ofte noknrmest uskelnelig fra en villen eller
flen. Man trkker den ud af denne
trngsel, renser den, stiller den p sine
fdder, man ser, hvordan den gr: hvem gr
alt det, jeg ved det ikke og er derved mere
tilskuer, end ophavsmanden til denne
hndelse. Man sidder da som dommer over den,
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
11/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)11
man sprger: hvad betyder den? hvad m den
betyde? har den ret eller uret? man
kalder andre tanker til. Tnkning er p den
vis en slags velse og udvelse af
retfrdighed, hvorved der gives en dommer,
en modpart, ogs et vidnesforhr, som jeg m
lytte en smule til ganske vist kun en
smule: det meste undflyer mig. At enhver
tanke frst er flertydig og svmmende, og i
sig selv kun er en foranledning til
interpretations-forsget, endelig til den
vilkrlige fastlggelse, dt er en
erfaringsstning, som enhver god iagttager
vil medgive mig. Tankens oprindelse
forbliver forborgen; sandsynligheden er stor
for, at den kun er et symptom p en
omfattende, os ubevidst tilstand, lig enhver
flelse, som ogs kun kommer som tegn; deri,
at netop den kommer og ingen anden, at den
netop kommer med denne strre eller mindre
klarhed, og undertiden sikker og nrmest
befalende, undertiden svag og
stttekrvende, i det hele taget altid
opildnende, sprgende for bevidstheden er
enhver tanke nemlig en stimulans : i altdt er der et eller andet i vores
totaltilstand, der udtrykker sig i tegn.
Sdan str det ogs til med enhver flelse,
den betyder ikke noget i sig selv: den
bliver, nr den kommer, frst interpreteret
af os, og ofte [Mp XVI, Bl. 24 recto] s
slsomt interpreteret! Prv dog at overveje
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
12/49
Friedrich Nietzsche12
alle indvoldenes nd, de sygelige tilstande
i nervus sympathicus og hele sensorium
commune : kun den anatomisk uddannede
gtter derved til den rette slgt og det
rette omrde for rsagerne; men enhver
uvidende, i det hele taget nsten alle
mennesker, alts, s lnge der gives
mennesker, sger ved sdanne smerter ikke
efter en fysisk, men derimod en moralsk
forklaring og skyder en falsk begrundelse
ind under kroppens faktiske forstemmelser,
idet de i omkredsen af deres ubehagelige
erfaringer og befrygtelser trkker en grund
frem, til, at de befinder sig s drligt. P
pinebnken bekender nsten enhver sig
skyldig; ved den smerte, hvis fysiske rsag
man ikke kender, udsprger den udpinte s
lnge og s inkvisitorisk sig selv, indtil
han finder sig eller andre skyldig: som
eksempelvis den puritaner gjorde det, der
vanemssigt udlagde den til en ufornuftig
levevis vedhftende spleen moralsk, nemlig
som samvittighedsbid.
[Bl. 29 mangler]
[Mp XVI, Bl. 29 recto] -inger, for
fornemmelses-grupper. For at forst sig p
hinanden er det endnu ikke tilstrkkeligt,
at man bruger de samme ord: man m ogs
bruge de samme ord for den samme slgt af
indre oplevelser, man m til slut have sin
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
13/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)13
erfaring tilflles med hinanden. Derfor
forstr mennesker fra eet folk sig bedre
indbyrdes, end menneskene fra forskellige
folkeslag, selv hvis de taler samme sprog;
eller snarere, nr mennesker lnge har levet
sammen under lignende betingelser (klimaet,
jorden, faren, behovene, arbejdet), s
opstr et folk. Et vist antal genkommende
oplevelser vinder i alle sjle overhnd over
de mere sjldent kommende oplevelser: dem
forstr man sig p, hurtigt og stadigt
hurtigere, p denne hurtige forsten
forbinder man sig, snvrere og stadigt
snvrere. Jo strre faren, desto strkere
behovet for, hurtigt og let at komme overens
om det forndne: ikke at misforst hinanden
herom, dt er, hvad der binder menneskene
fastest til hinanden. Selv ved ethvert
venskab eller krlighedsforhold erfarer man
det samme: at intet af den slags har
varighed, s snart man kommer bagom, at man
ved de samme ord fler, vejrer, nsker noget
forskelligt. Hvilke grupper af fornemmelser
der nemlig str i forgrunden af en sjl, og
hurtigst opildnes, dt afgr hos dem omrangordenen af deres vrdier, dt bestemmer
til slut deres tavle for det Gode. Et
menneskes vurderinger lader noget gtte om
opbygningen af hans sjl og hvori den ser
sine livsbetingelser. Livsbetingelsernes nd
har fra fordums tid kun tilnrmet sdanne
mennesker til hinanden, som med lignende
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
14/49
Friedrich Nietzsche14
tegn antydede lignende oplevelser, lignende
behov: i andet fald frte tilnrmelsen til
intet, det vre sig da til misforstelser og
gensidig frygt. Deraf giver sig i det hele
taget, at oplevelsernes lette meddelbarhed,
alts ogs det, kun at love gennemsnitlige
og jvne oplevelser, har en udvlgende og
tugtende magt. De mere lignende, mere
sdvanlige mennesker har en fordel, de mere
udsgte, mere fine, vanskeligt forstelige
forbliver alene og forplanter sig ikke. Man
m pkalde uhyrlige modkrfter for at krydse
denne ndvendige videredannelse af mennesket
i det lignende, sdvanlige, flokdyrsmssige.
Hvordan er syntetiske a priori domme
mulige? I kraft af en evne svarede den
gamle Kant, men s omstndeligt og med s
tysk et dybsind, at man overs det artige
niaiserie allemande som gemmer sig i et
sdant svar. Alverden var snarere lykkelig
over denne nye evne, og jublen kom p sin
hjde, da Kant ad en lignende vej s ogs
opdagede en moralsk evne. Dette var den
tyske filosofis hvedebrdsdage: alle ungeteologer fra Tbinger Stift gik i buskadset,
alle sgte efter evner. Og hvad fandt
man ikke altsammen! For eksempel [Mp XVI,
Bl. 30 recto] en evne til det oversanselige:
Schelling dbte den den intellektuelle
anskuelse. Til slut svandt den sknne drm
bort, man gned sig for panden, det gr man
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
15/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)15
endnu i dag. Havde den gamle Kant mon drmt?
I kraft af en evne. Er dt da en
forklaring? Eller ikke snarere blot en
yderligere opstilling af det, der skal
forklares, en gentagelse af sprgsmlet?
Hvordan fr opium en til at sove? I kraft
af en evne, nemlig vis soporifica svarede
lgen hos Molire. Men den slags svar hrer
komedien til. Jeg mener, hint kantiske
sprgsml, hvordan er syntetiske a priori
domme mulige? skulle man erstatte med et
andet sprgsml: er sdanne domme virkelig
ndvendige? Rkker det ikke allerede til en
forklaring af, hvordan organiske vsener af
vores slags kan opretholde sig, at fastsl,
at sdanne domme bliver troede som sande? Og
efter denne konstatering ville det nye
sprgsml vre at stille, hvordan er troen
p syntetiske a priori domme opstet? Til
den virkning, som denne tro frer med sig,
rkker det for os, at aflre det kantiske
sprgsml. Det forstr sig af sig selv, at
for enhver, der kun lader en historisk
opfattelse af tilvrelsen glde, bliver
ingen udvej tilbage andet end groft oggrundigt at besvare det kantiske sprgsml
syntetiske a priori domme er slet ikke
mulige, det er falske domme.
Intet er mere beklageligt end den
moralistiske litteratur i det nuvrende
Europa. Isr de engelske utilitarister,
plumpe som hornkvg vandrende i Benthams
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
16/49
Friedrich Nietzsche16
fodspor, sdan som han allerede selv
vandrede i Helvtius fodspor; ingen ny
tanke, ikke engang en virkelig historie for
det tidligere tnkte, men derimod altid de
gamle engelske laster af cant, det moralske
Tartufferi, under den nye form af
videnskabeligheden, ved siden af hemmelige
afvrgelser mod samvittighedsbid, sdan som
de plejer at angribe en race af
forhenvrende puritanere. De ville for hver
en pris overtale sig om, at man er ndt til
at g efter den egne nytte, for s vidt den
almene nytte, de flestes lykke, bliver
bedst tjent dermed: alts, at strbelsen
efter engelsk lykke, jeg mener efter comfort
og fashion, s ogs tillige er den rette sti
for dyden, ja at, s meget der har fandtes
dyd i verden, s har den bestet i den slags
strben efter egen, flgelig ogs efter
almen lykke. Ingen af alle disse
ubehjlpsomme, i samvittigheden foruroligede
flok-dyr dt er de allesammen vil vide
noget om, at der gives en rangorden for
menneskene, og at flgelig een moral for
alle er hmmelsen af netop de hjestemennesker, at hvad der er rimeligt for
een, aldeles endnu ikke kan vre rimeligt
for den anden, at de flestes lykke for
enhver snarere er et ideal at brkke sig
over, som til-
[Bl. 30 mangler.]
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
17/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)17
[Mp XVI, Bl. 27 recto] -ste, som hin brave
Guyau, bver derved, om de s end gr nok s
god en mine til deres positivisme: hvor
tror dem p, hvad de med deres ironi gerne
ville overtale os om, at denne bven ogs
skal hre til livets pirringer? Ganske vist:
gyset er menneskets sknneste del det
har Goethe sagt, og Goethe havde lov at sige
det! Endelig fremhver jeg det polemiske
skrift fra en tysk halv-englnder, som
indeholder nok nd, syre og videnskab til,
grundigt at at henstte hin forening af
btise og darwinisme, som Herbert Spencer
under titlen: Data of Ethics har sat i
verden: Rolph, Biologiske problemer, 1881.
Ganske vist, bortset fra det polemiske er
der intet at lovprise ved bogen; og i
grunden fornrmer her, ligesom ved den bog,
som han bekmper, dette, at ubetydende
mennesker vil tale med, p omrder, hvor kun
en udsgt art af erkendende og oplevede
kommer til orde uden ubeskedenhed.
Forhbentlig var al hidtidig filosoferen,
hvor hjtidelig den end har gebrdet sig,
dog blot del barnagtighed og nybegynderi;og tiden er nr, hvor man igen og igen vil
begribe, hvad der egentlig hidtil har vret
tilstrkkeligt, for at afgive grundstenen
til ophjede og gruopvkkende filosof-
bygningsvrker: et eller andet ordspil,
mske, en forfrelse fra grammatikkens side
eller en brutal generalisering af meget
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
18/49
Friedrich Nietzsche18
snvre, meget personlige kendsgerninger.
Filosofien var hidtil et lfte henover
rtusinder, ligesom astrologien var det, i
hvis tjeneste der mske er blevet brugt mere
arbejde, penge, skarpsind, tlmodighed, end
for nogen virkelig videnskab: for dens
overjordiske fordringers skyld opstod den
store stil i byggekunsten. Det synes som om,
at alle store ting til, at menneskeheden
skal indskrive sig i hjertet med evige
fordringer, frst mtte vandre over jorden
som uhyrlige og frygtindgydende grimasser:
en sdan grimasse var filosofien hidtil og,
i nogle tilflde, sgar filosoffen.
[Bl. 26 mangler.]
[Mp XVI, Bl. 26 recto] gennem tnkningen
bliver Jeget sat; men hidtil troede man som
folket, at der i jeg tnker skal ligge
noget af det umiddelbart-sikre, og dette
Jeg skal vre den givne rsag til
tnkningen, i analogi til hvilken vi s
ville forst alle andre rsagsforhold. Hvor
tilvant og uundvrlig den fiktion nu end mvre, dt beviser endnu intet imod dens
opdigtethed: en tro kan vre livsbetingelse
og trods dette falsk.
Sandhed: det betegner inden for min
tnkemde ikke ndvendigvis en modstning
til fejltagelsen, men derimod i de mest
principielle tilflde kun forskellige
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
19/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)19
fejltagelsers stilling til hinanden: sdan
at den ene er ldre, dybere end den anden,
mske endda uudryddelig, for s vidt et
organisk vsen af vores slags ikke ville
kunne leve foruden; mens andre fejltagelser
ikke sledes tyranniserer os som
livsbetingelser, men snarere, mlt ved
sdanne tyranner, kan skaffes af veje og
gendrives. En antagelse, der er
uigendrivelig, hvorfor skulle den allerede
derfor vre sand? Denne stning forarger
mske de logikere, som stter deres grnser
an som grnser for tingene: men denne
logiker-optimisme har jeg allerede for
rtier siden taget parti imod. [Mp XVI, Bl.
25 recto]
Den logiske tnkning, som logikken taler
om, en tnkning, hvor tanken bliver sat som
rsag til nye tanker , er mnsteret for en
fuldstndig fiktion: en tnkning af den art
forekommer aldrig i virkeligheden, men den
lgges an som form-skema og filtrer-apparat,
ved hvis hjlp vi ved tnkningen fortynder
og forsimpler den faktiske, yderst
mangfoldige hndelse: s at vores tnkning iden skikkelse bliver fattelig, mrkbar,
meddelbar i tegn. Alts: at betragte den
ndelige hndelse sdan, som svarede den
virkeligt til hint regulative skema for en
fingeret tnkning, dt er det kunststykke af
forfalskning i kraft af hvilket der gives
sdan noget som erkendelse og erfaring.
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
20/49
Friedrich Nietzsche20
Erfaring er kun mulig med hjlp fra
hukommelse; hukommelse er kun mulig via en
forkortelse af en ndelig hndelse til
tegnet. Erkendelse: dt er udtrykket for
en ny ting gennem tegnene for allerede
kendte, allerede erfarede ting. I dag
snakker man ganske vist endda om en empirisk
oprindelse til logikken: men hvad der ikke
forekommer i virkeligheden, ssom den
logiske tnkning, kan heller ikke vre taget
fra virkeligheden, lige s lidt som en eller
anden tal-lov, mens der endnu ikke har vret
noget tilflde, hvor virkeligheden ville
have dkket sig med en aritmetisk formel. De
aritmetiske formler er ligeledes kun
regulative fiktioner, med hvilke vi, til
forml for praktisk udnyttelse, forsimpler
og tilrettelgger os den virkelige hndelse
ud fra vores mlestok. [Mp XVI, Bl. 41
recto]
Der gives sandheder, der bedst erkendes
af middelmdige hoveder, fordi de passer
bedst til dem: denne ubehagelige stning
bliver man netop nu stdt hen til, efter at
nden hos rvrdige englndere jeg nvnerDarwin, John Stuart Mill og Herbert Spencer
med alle ndsfattiges bifald er kommet i
overvgt i Europa. Og vitterlig, hvem ville
betvivle nyttigheden af, at sdanne nder
hersker for en tid? Det ville vre en
fejltagelse, netop at holde de hjtartede
nder for srligt egnede til at sl mange
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
21/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)21
sm flles kendsgerninger fast, at samle dem
og presse dem ind i slutninger: de er
snarere, som undtagelser, p forhnd ikke i
nogen gunstig stilling til reglerne. Til
slut har de nemlig mere at gre, end blot at
erkende, at vre noget nyt, at betyde
noget nyt, at fremstte nye vrdier! Klften
mellem viden og kunnen er langt strre, ogs
langt mere uhyggelig end man tnker: den
kyndige i den store stil, den skabende vil
mske vre ndt til at vre en uvidende,
mens p den anden side, med henblik p
videnskabelige opdagelser af Darwins slags,
en vis ndelig snverhed, trhed og
ensidighed, kort sagt, noget engelsk, mske
ikke vil vre drligt, nr det kommer an p
at disponere.
Viljen: I enhver villen er en flerhed
af flelser forenede: flelsen af tilstanden
vk derfra, flelsen af tilstanden derhen,
flelsen af selve dette vk og derhen,
flelsen af varighed derved, til slut ogs
en ledsagende muskel-flelse, som, ogs uden
at vi stter arme og ben i bevgelse, gennem
en slags vanthed begynder sit spil, s snartvi vil. Ligesom alts flelsen og vel at
mrke mange slags flen m anerkendes som
ingrediens i viljen, sledes for det andet
ogs tnkningen: i enhver viljesakt
kommanderer en tanke, og man skal jo ikke
tro, at man kan afsondre disse tanker fra
viljesakten selv, som ville der s forblive
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
22/49
Friedrich Nietzsche22
en villen til overs. For det tredje er
viljen ikke blot et kompleks af flen og
tnken, men derimod frem for alt ogs en
affekt: og vel at mrke hin kommando-affekt.
Det, som benvnes viljens frihed, er
vsentligt overlegenheds-flelsen med
henblik p ham, som er ndt til at adlyde:
jeg er fri, han m adlyde denne
bevidsthed gemmer sig i enhver vilje, og
netop hin spnding af opmrksomheden, hint
klare blik, som udelukkende holder eet for
je, hin udelukkende vurdering nu er dette
forndent og intet andet, hin indre vished
om, at der adlydes, sdan som dette alt
sammen hrer den befalendes tilstand til. Et
menneske, der vil , befaler til et Noget i
sig, som adlyder, eller om hvilket han tror,
at det kommer til at adlyde. Blot skal man
beagte, hvad der er det vsentligste ved
viljen, ved denne s komplicerede ting,
som folket har eet ord for. For s vidt vi i
givent tilflde er bde de befalende og
adlydende, og som adlydende kender
flelserne af modstand, trngsel, pres,
bevgen, der straks efter viljens akt [MpXVI, Bl. 28 recto] plejer at begynde; men
for s vidt vi har vanen for, med det
syntetiske begreb Jeg at stte os ud over,
at bedrage os ud over denne dualitet, s har
ogs en hel kde af fejlagtige slutninger,
og flgelig af falske vurderinger af viljen,
selv hgtet sig p: s at den villende i
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
23/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)23
god tro tror, at hans vilje s selv er noget
mekanisk bevgende, noget, der overvinder
mekaniske modstande. Og fordi der i de
allerfleste tilflde kun er blevet villet,
ogs selvom befalingens virkning mtte
forventes, s er til sidst opstet udseendet
af, at der gaves en ndvendighed af
virkningen: det rkker, den villende tror,
at viljen og aktionen p en eller anden mde
er eet han tilskriver ogs successen af
viljens udfrelse til viljen selv, og nyder
derved en tilvkst af hin magtflelse, som
al befalen bringer med sig. Viljens
frihed: dt er ordet for hin meget blandede
tilstand hos den villende, der befaler og
tillige som udfrende nyder triumfen ved
overlegenheden over modstande, men som
dmmer, at viljen s selv overvinder
modstandene: han lgger lystflelserne fra
det udfrende, succesfulde vrktj med til
hans lystflelse som befalende. Denne
sammenflettede rede af flelser, tilstande
og falske antagelser, som af folket betegnes
med eet ord og som een sag, fordi den
pludseligt og p een gang er til og hrertil de allerhyppigste, flgelig
allerkendteste oplevelser: viljen, sdan
som jeg her har beskrevet den skulle man
tro det, at den endnu aldrig er blevet
beskrevet? At folkets plumpe fordom hidtil
med rette har bestet uprvet i enhver
filosofi? At der, angende det, som villen
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
24/49
Friedrich Nietzsche24
er, ikke har vret nogen forskellighed i
meningen blandt filosofferne, fordi alle
troede, at man netop hr har en umiddelbar
vished, en grund-kendsgerning, og at det s
hr slet ikke er p sin plads at mene? Og at
alle logikere belrer om treenigheden
tnken, flen, villen, som indeholdt
villen slet ingen flen og tnken? Efter
alt dt fremstr Schopenhauers store
fejlgreb, da han tog viljen som den
kendteste sag i verden, ja, som den
egentlige og alene kendte sag, mindre
drefuldt og vilkrligt: han har blot
overtaget en uhyrlig fordom hos alle
hidtidige filosoffer, en folke-fordom, og,
som han har gjort det overalt, overdrevet
den.
Faren hos overordentlige nder er ingen
lille, for, at de engang lrer sig om de
frygtelige nydelser ved destruktionen,
delggelsen, den langsomme delggelse: nr
den skabende akt, gennem manglen p
vrktjer eller andet af tilfldets uvsen,
helt forbliver dem forsagt. I sdanne sjles
husholdning gives der da ikke lngere nogetEnten, Eller; og mske m de netop, hvad
angr det, som de mest har elsket, med en
djvels lyst p en fin langtrukken mde,
[Bl. 28 mangler.]
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
25/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)25
[Mp XVI, Bl. 40 recto] Man er i dag overalt
bestrbt p, at undervurdere Kants virkelige
historiske betydning og navnlig, klogeligt
at slippe udenom den vrdi, som han tilstod
sig selv. Kant var frem for alt og frst af
alt stolt over sin kategori-tavle, og sagde,
med denne tavle i hnderne: Det er det
vanskeligste, som nogensinde kunne foretages
til metafysikkens hjlp han var stolt
over at have opdaget en ny evne, evnen til
syntetiske a priori domme. For os kommer det
her ikke an p, hvor meget han derved bedrog
sig selv: men den tyske filosofi, sdan som
den i hele Europa de sidste hundrede r
bliver beundret og har virket, hnger ved
denne stolthed og ved de yngres kappestrid
om, om muligt at opdage noget endnu stoltere
og ihvertfald nye evner! Det udgjorde
hidtil den tyske filosofis egentlige
bermmelse, at man gennem den lrte at tro
p en slags intuitiv og instinktiv fattelse
af sandheden; og ogs Schopenhauer, s
meget han end rasede mod Fichte, Hegel og
Schelling, var i grunden p samme bane, da
han ved en gammel velkendt evne, viljen,opdagede en ny evne nemlig til, selv at
vre tingen i sig selv. Det var virkelig
at gribe kraftigt til og ikke at skne sine
fingre, midt ind i vsenet! Det var slemt
nok, at dette vsen viste sig ubehageligt
derved, og at, som flge af forbrndte
fingre, pessimismen og bengtelsen af viljen
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
26/49
Friedrich Nietzsche26
til livet forekom aldeles ndvendig! Men
denne Schopenhauers skbne er et
mellemtilflde, som forblev uden indflydelse
p den samlede betydning af den tyske
filosofi, for dens hjere effekt: i
hovedsagen betd den nemlig i hele Europa
den opmuntrende reaktion imod Descartes
rationalisme og imod englndernes skepsis,
til fordel for det intuitive,
instinktive og alt godt, sandt og sknt.
Man mente, at vejen til erkendelsen fra nu
af er afkortet, man vil kunne g umiddelbart
i livet p tingene, man hbede at spare
arbejde: og al lykke, som dle lediggngere,
dydige, drmmende, mystikere, kunstnere,
trekvartskristne, politiske mrkemnd og
metafysiske begrebs-edderkopper er i stand
til at fornemme, blev tilregnet tyskerne til
re. Tyskernes gode ry var p een gang
etableret i Europa: gennem deres filosoffer!
Jeg hber, at man stadigvk ved, at
tyskerne havde et drligt ry i Europa? At
man ved dem troede p servile og
medynkvkkende egenskaber, den bermte
tjener-sjl? men p een gang lrte man atsige: tyskerne er dybe, tyskerne er dydige,
ls blot deres filosoffer! [Mp XVI, Bl.
34 recto]
Hvad der grundigst bringer os vk fra
alle platoniske og leibnizianske tnkemder,
det er: vi tror ikke p evige begreber,
evige vrdier, evige former; og filosofien
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
27/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)27
er os kun den videste udvidelse af
historien. Ud fra etymologien og sprogets
historie glder os alle begreber som
tilblevne, mange som endnu tilblivende; og
vel at mrke sdan, at de mest almene
begreber, som de falskeste, ogs m vre de
ldste. Vren, substans, og det
ubetingede, lighed, ting : tnkningen
opfandt sig frst og ldst disse skemata,
som bedst modsagde tilblivelsens verden,
men, ved stumpheden og indifferensen hos den
begyndende, underdyriske bevidsthed, bedst
syntes at svare til den: hver en erfaring
syntes altid p ny at understrege den, og
altid den alene. Ensheden og ligheden blev
efterhnden, med skrpelsen af sanserne og
opmrksomheden, med det mangfoldigste livs
udvikling og kamp, stadigt sjldnere
indrmmet: mens alt syntes evigt sig ens,
eet, vedvarende, ubetinget,
egenskabslst for de laveste vsener. Med
tiden mangfoldiggjorde den ydre verden sig
p den vis; men gennem uhyrlige tidsrum p
Jorden gjaldt en ting som lig og
sammenfaldende med eet eneste kendetegn, foreksempel med en bestemt farve. Flerheden af
kendetegnene ved en enkelt ting blev
tilstet med den strste langsomhed: endnu
ud fra det menneskelige sprogs historie ser
vi en modstrbelse mod prdikaternes
flerhed. Men den langvarigste forveksling er
den, at prdikat-tegnet bliver sat som lig
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
28/49
Friedrich Nietzsche28
med tingen selv; og filosofferne, som netop
har efterdannet menneskehedens ldste
instinkter i sig man kan for dem tale om
en atavisme par excellence trykte deres
segl p denne forveksling, da de lrte, at
netop tegnene, nemlig ideerne er det
sandfrdigt forhndenvrende, uforanderlige
og algyldige. Mens tnkningen faktisk, ved
iagttagelsen af en ting, lber over en rkke
af tegn, og sger efter ligheder; mens
mennesket med et lignende tegn stter,
fatter, griber tingen an som kendt: mente
det lnge, dermed at begribe den. Det, at
gribe og fatte, tilegnelsen, betd for det
allerede en erkenden, en kenden til-ende;
ordene, selv det menneskelige sprogs ord
syntes lnge og synes for folket endnu i
dag, ikke at vre tegn, men derimod
sandheder med hensyn til de dermed betegnede
ting. Jo finere sanserne, jo strengere
opmrksomheden, jo mangfoldigere livets
opgaver blev, s meget desto vanskeligere
blev det ogs at tilst erkendelsen af en
ting, at tilst en kendsgerning som
endegyldig erkendelse, som sandhed; og tilslut, p det punkt, som den metodiske mistro
i dag har presset os hen til, giver vi os
slet ikke lngere retten til, at tale om
sandheder i den ubetingede forstand, vi
har afsvrget troen p tingenes
erkendbarhed, svel som troen p
erkendelsen. Tingen er blot en fiktion,
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
29/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)29
tingen i sig selv sgar en
modsigelsesfyldt utilladelig fiktion: men
ogs erkendelsen, den absolutte og flgelig
ogs den relative, r ikke lngere. Dermed
bortfalder s ogs ndvendigheden af, at
stte et Noget an, der erkender, et
subjekt for erkendelsen, en eller anden ren
intelligens, en absolut nd: denne
endnu af Kant ikke helt opgivne mytologi,
som Platon p skbnesvanger vis har
forberedt for Europa, og som med det
kristelige grunddogme Gud er en nd truede
al videnskab med dden, denne mytologi har
nu s meget mere haft sin tid. [Mp XVI, Bl.
35 recto]
Falskheden af et begreb er os endnu ingen
indvending imod det deri klinger vores nye
sprog mske mest fremmedt : sprgsmlet er,
hvor vidt det er livsbefordrende,
livsopretholdende, artsopretholdende eller
mske endda arts-tugtende. Jeg er endda
principielt af den tro, at de falske
begreber netop er os de uundvrligste, at
hvis ikke de logiske fiktioner lades glde,
hvis ikke virkeligheden mles ved enopfunden verden for det ubetingede, det sig-
selv-identiske, kan mennesket ikke leve, og
at en bengtelse af disse fiktioner, en
praktisk given afkald p dem ville betyde s
meget som bengtelsen af livet selv. At
tilst usandheden som livsbetingelse: det
vil ganske vist sige, p en skrkkelig mde
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
30/49
Friedrich Nietzsche30
at kaste de tilvante vrdiflelser fra sig
og her, hvis nogetsteds, glder det om, ikke
at forblde ved den erkendte sandhed.
Snarere m man straks, i denne hjeste fare,
fremmane menneskets skabende grund-
instinkter, fordi de er strkere end alle
vrdiflelser, da de er mdrene til
vrdiflelserne, og i det evige svangerskab
nyder en ophjet fortrstningsfuldhed og
sikkerhed over for den evige undergang af
deres brn. Og til slut: hvilken magt var
det da, der tvang os til at tilbagekalde den
ldste, dleste tro, troen p sandheden,
hvis ikke det var livet selv og alle dets
skabende grund-instinkter? S at vi alts
ikke frst har det ndigt, at fremmane disse
mdre: de er allerede oppe, deres jne
ser p os, vi fuldfrer kun, hvad deres
trolddom har overtalt os til.
At mange taler om ting, med henblik p
hvilke de ingen oplevelser har, glder mest
for om de filosofiske tilstande: Sledes
er eksempelvis koeksistensen af en
lssluppen ndelighed, som lber presto, og
en dialektisk ndvendighed, som ingenfejltrin gr, for de fleste tnkere ukendt
fra deres erfaring og flgelig utrovrdig.
De forestiller sig hin ndvendighed som nd,
som pinefuld mtten-flge og bliven-tvunget,
ja, tnkningen selv glder dem som et slid
og vrd de dles sved og ikke som noget,
der er beslgtet med udskejelse. Her har
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
31/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)31
kunstnerne allerede en finere vejring: de
ved, at netop da, nr de ikke lngere gr
noget vilkrligt, kommer deres flelse af
frihed og fuldmgtighed, af skabende stten,
forfjen, bestemmen, p sit hjeste. Der
gives en rangorden af de filosofiske
tilstande, men der gives ogs en rangorden
af problemerne selv; og de hjeste problemer
stder uden nde, endda med hn, de tilbage,
som ikke er dem vrdige. Det gr, at disse
problemer str i forbindelse med hine hje
og overordentlige tilstande, som til alle
tider altid kun blev de f mennesker til
dels. Det er en hbls sag, nr bjelige
alverdens-hoveder (som for eksempel nu til
dags Eduard von Hartmann) eller ubjelige
brave mekanikere (som Eugen Dhring) sger
at trnge ind i sdanne problemer og ligesom
til hoffenes hof. Men p disse tpper m
sdanne store fdder ikke trde: og sledes
forbliver drene lukkede for dem, om de s
end stder hovederne imod. Ej heller skal
nogen tro, at filosoffen, mennesket for hine
overordentlige tilstande, p een gang ville
kunne vre der, som et lyn fra himlen:snarere m mange generationer allerede have
arbejdet forudgende p hans tilblivelse.
Alt m hver for sig vre blevet erhvervet,
plejet, vet: beredvilligheden til store
ansvarligheder, hjheden af herskende
tanker, det, at vide sig adskilt fra
mngden, den joviale tilrettelggelse og
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
32/49
Friedrich Nietzsche32
beskyttelse, lysten ved retfrdigheden.
[Mp XVI, Bl. 31 recto]
Efterhnden har det vist sig for mig,
hvad enhver stor filosofi hidtil var,
nemlig: dens ophavsmands selvbekendelse og
en slags uvillede og unoterede memoirer;
tillige, at de moralske hensigter i enhver
filosofi udgr den egentlig
frembringelseskraftige kim, som det hver
gang er, at hele planten er vokset ud af. Og
virkelig vil man, til forklaring af, hvordan
de mest afsidesliggende metafysiske
stninger fra en filosofi er opstede, altid
frst mtte sprge sig hvilken moral vil
det vil han hen til? Jeg tror alts
ikke, at en drift til erkendelsen er fader
til filosofien, men derimod, at en anden
drift blot har betjent sig af erkendelsen
som vrktj. Og hvem der ser menneskets
grunddrifter ud fra dette, vil finde, at de
alle allerede har bedrevet filosofi og at
hver af dem kun alt for gerne ville
fremstille sig selv som tilvrelsens sidste
forml og som berettiget herre over alle
andre drifter. Ganske vist, hos de lrde,de egentlig videnskabelige mennesker kan det
st anderledes til: dr kan der virkelig
gives sdan noget som en erkendelsesdrift,
et eller andet uafhngigt urvrk, som, godt
trukket op, arbejder tappert ls, uden at de
samlede vrige drifter hos den lrde
vsentligt ville vre delagtige derved. De
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
33/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)33
egentlige interesser hos den lrde ligger
derfor sdvanligvis et helt andet sted,
ssom i familien eller i erhvervelsen af
penge eller i politikken; ja, det er nrmest
ligegyldig, om den lille maskine placeres p
dette eller hint sted i videnskaben, og om
den hbefulde unge mand gr en god filolog
eller svampe-samler eller kemiker ud af sig:
det betegner ham ikke, at han bliver dette
eller hint. Omvendt er der helt og aldeles
intet upersonligt ved filosoffen, og
navnlig hans moral afgiver et afgjort og
afgrende vidnesbyrd om, hvilken rangorden
drifterne hos filosoffen selv er stillet i
til hinanden.
Mennesket er en form- og rytme-dannende
skabning; i intet er han bedre vet, og,
synes det, intet har han mere lyst til, end
at opfinde gestalter. Iagttag blot, hvad
vort je straks beskftiger sig med, s
snart det ikke lngere fr noget at se: det
skaber sig noget at se. Formodentlig gr
vores hrelse intet andet i samme tilflde:
den ver sig. Uden forvandlingen af verden i
gestalter og rytmer gaves der for os intetlige, alts heller intet genkommende,
alts heller ingen mulighed for erfaringen,
ernringen og tilegnelsen. I al iagttagelse,
dvs. i den oprindeligste tilegnelse, er den
vsentlige hndelse en handlen, strengere
endnu: en form-ptvingelse: kun de
overfladiske taler om indtryk. Mennesket
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
34/49
Friedrich Nietzsche34
lrer derved sin kraft at kende, som en
modstrbende, og endvidere som en
bestemmende kraft afvisende, udvlgende,
tilretteformende, indordnende i dets
skemata. Der er noget aktivt derved, at vi
overhovedet antager en pirring og at vi
antager den som en sdan pirring. Det er
srligt for denne aktivitet, ikke kun at
stte former, rytmer og successioner, men
derimod ogs at vurdere den skabte dannelse
med henblik p indarbejdelse i kroppen eller
afvisning. Hele denne os alene tilhrende,
af os frst skabte verden svarer ikke til
nogen formodet virkelighed, svarer ikke til
noget tingenes i-sig-selv: tvrtimod, den
selv er vores eneste virkelighed, og
erkendelse viser sig, sledes betragtet,
blot som et middel til ernring. Men vi er
vsener, som er vanskelige at ernre, og
overalt har vi fjender og noget ligesom
ufordjeligt : over dette er den
menneskelige erkendelse blevet fin og til
slut s stolt, ogs over dens finhed, at den
ikke gerne vil hre, at den s ikke er noget
ml, men derimod et middel eller endda etvrktj for maven, om ikke den selv er en
art mave! [Mp XVI, Bl. 32 recto]
Det hjere menneske, der har ensomhed
omkring sig, ikke fordi det vil vre alene,
men derimod fordi det er noget, som ikke
finder sine lige: hvilke lidelser er
forbeholdt ham netop i dag, hvor man ikke
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
35/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)35
ved at re og at forst denne ensomhed!
Frhen rensede mennesket sig nrmest gennem
en sdan gen-til-side for mngdens
samvittighed, i dag ser enegngeren sig
omringet med en sky af drlig
mistnkeliggrelse. Og ikke fra sdan nogen
som de drlige og ynkvrdiges side: han m
ogs erfare misforstelse, forbigelse og
overfladiskhed fra enhver velvilje, som han
erfarer, han kender lumskheden ved den
begrnsede medlidenhed, som fler sig selv
god og hellig, nr den sger at redde ham
fra sig selv, eksempelvis gennem mere
bekvemme forhold, gennem ordnet
tilforladeligt selskab, ja, han vil kunne
beundre den ubevidste delggelsesdrift, med
hvilken alle ndens middelmdige er aktive
imod ham, og vel at mrke i den bedste tro
p deres ret dertil! Det er for mennesker af
denne uforstelige ensomhed ndvendigt,
dygtigt og hjerteligt at iklde sig ogs den
ydre, den rumlige ensomheds frakke: det
hrer til deres klogskab. Selv list og
forkldning vil i dag vre ndvendigt, for
at et sdant menneske skal opretholde sigselv, skal holde sig oppe. Ethvert forsg
p, i samtiden at holde det ud med samtiden,
enhver tilnrmelse til disse mennesker og
ml af i dag m han bde for som for hans
egentlige synd: og han kan forblffes over
for den forborgne visdom i sin natur, som
ved sdanne forsg straks kalder ham tilbage
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
36/49
Friedrich Nietzsche36
til sig selv gennem sygdom og slemme
ulykkestilflde.
Og ved I ogs, hvad verden er for mig?
Skal jeg vise den til jer i spejlet? Denne
verden: et uhyre af kraft, uden begyndelse,
uden ende, en fast, urokkelig strrelse af
kraft, som ikke bliver strre, ikke mindre,
som ikke forbruger sig, men derimod kun
forandrer sig, som helhed uforanderligt
stor, en husholdning uden udgifter og tab,
men liges uden tilvkst, indkomst,
omsluttet af Intet som af dens grnse,
intet hensvmmende, hendslende, intet
uendeligt-udstrakt, men derimod som bestemt
kraft indlagt i et bestemt rum, og ikke i et
rum, som et eller andet sted er tomt, men
derimod hverken tomt eller fuldt, snarere
som kraft overalt, som spil af krfter og
kraftblger, hr sig ophobende, dr sig
mindskende, et hav af i sig selv stormende
og fossende krfter, evigt sig forandrende,
evigt tilbagelbende, med genkomstens
uhyrlige r, med gestaltningernes ebbe og
flod, fra de enkleste drivende ud i de
mangfoldigste, fra de mest stille, kolde,enformige, videre ind i de mest gldende,
vilde, sig-selv-modsigende, og s atter fra
fylden vendende hjem til det enkle, fra
selvmodsigelsernes spil tilbage til lysten
ved samklang, sig selv affirmerende ogs i
denne lighed af dets r, sig selv
velsignende som det, der evigt kommer
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
37/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)37
tilbage, som ved sig selv ikke kender nogen
mthed, nogen trthed : denne min
dionysiske verden af den evige-skaben-sig,
evige-delggen-sig, denne hemmeligheds-
verden af de dobbelte vellyster, af avl og
dd, dette mit Hinsides godt og ondt, uden
ml, hvis ikke der ligger et ml i kredsens
lykke, uden vilje, hvis ikke en ring er af
god vilje til ad den egne gamle bane altid
at dreje sig om sig og kun om sig, denne min
verden hvem er lys nok til at se den, uden
at nske sig blindhed? strk nok til, at
holde sin sjl op mod dette spejl? hans eget
spejl mod Dionysos-spejlet? hans egen
lsning mod Dionysos-gden? Og hvem der
formede det, mtte han s ikke ogs gre
mere endnu? love sig selv til ringenes
ring? Med lftet om den [Mp XVI, Bl. 33
recto] egne genkomst? Med ringen for den
evige selv-velsignelse, selvaffirmation? Med
viljen til, at ville det evige Igen-og-een-
gang-til? Til en villen alle ting tilbage,
som de nogensinde har vret? Til en villen
ud til alt, som nogensinde m vre? Ved I
nu, hvad verden er for mig? Og hvad jeg vil,nr det er denne verden jeg vil?
Da jeg var yngre gjorde jeg bekymringer
om, hvad en filosof s egentlig skal vre:
for jeg troede at iagttage modsatstillede
kendetegn ved de bermte filosoffer. Endelig
gik det op for mig, at der gives to
forskellige arter af filosoffer, een gang
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
38/49
Friedrich Nietzsche38
sdanne, som har en eller anden stor
faktabestand af vurderinger (logiske eller
moralske) at konstatere, men s ogs
sdanne, som selv er lovgivere af
vurderinger. De frste sger at bemgtige
sig den forhndenliggende eller forgangne
verden, idet de sammenfatter og forkorter
den gennem tegn: for dem er det om, at gre
alt det hidtil skete overskueligt, tnkbart,
fatteligt, hndterligt, sledes tjener
opgaven for det menneske, der tyder alle
forgangne ting til rette til nytte for hans
egen fremtid. Men de andre er befalende, de
siger: sdan skal det vre! de bestemmer
frst menneskets Hvorhen og Hvortil, og
forfjer over de frstnvnte filosoffers
forarbejde, som over et vrktj for deres
skabende tanke. Denne anden art filosoffer
lykkes sjldent; og deres situation og fare
er vitterlig uhyrlig. Hvor ofte har de ikke
med vilje bundet jnene til, for bare ikke
lngere at vre ndt til at se den smalle
kant, der adskiller dem fra afgrunden og
nedstyrtningen: for eksempel Platon, som han
overtalte sig om, at det Gode, som hanville, ikke var Platons Gode, men derimod
det Gode i sig selv, den evige skat, som et
eller andet menneske ved navn Platon blot
skal have fundet p sin vej! I langt grovere
former rder denne samme vilje til blindhed
hos religions-stifterne: deres du skal m
i deres rer aldeles ikke lyde som jeg
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
39/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)39
vil, kun som befalingen fra en gud vover
de at efterkomme deres opgave, kun som
indgydelse er deres lovgivning over
vrdierne en byrde, der er til at bre, og
som deres samvittighed ikke bryder sammen
under. S snart nu hine to trstmidler,
Platons og Muhammeds, er faldet bort, og
ingen tnker lngere kan lette sin
samvittighed med hypotesen om en gud eller
evige vrdier, rejser sig fordringen om
lovgiveren af nye vrdier til en ny og endnu
ikke opnet frygtelighed. For disse udkrne,
hvem anelsen om en sdan pligt begynder at
dmre for, vil nu gre forsget, om de ikke
ogs til rette tid gennem et eller andet
sidespring kan snige sig fra den, som fra
deres strste fare: Eksempelvis ved, at de
overtaler sig om, at opgaven allerede er
lst, eller er ulsbar, eller at de ikke
ville have skuldrene for sdanne laster,
eller at de allerede er belsset med andre
opgaver, eller at selv denne nye fjerne
pligt er en forfrelse og fristelse, en
bortfrelse fra alle pligter, en sygdom, en
art vanvid. Nogen kan det virkelig lykkes atundvige: gennem hele historien gr sporet
efter sdanne undvigende og deres drlige
samvittighed. Men for det meste fik sdanne
mennesker for hin times skbnesvangerhed,
hin efterrs-time af modenhed og overfylde,
hvor de ville hvad de mtte: og den
gerning, som de mest frygtede sig for, faldt
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
40/49
Friedrich Nietzsche40
dem let og uvillet fra tret, som en gerning
uden vilkr, nsten som gave.
[Mp XVI, Bl. 42 recto]
1
En ny slgt af filosoffer kommer frem: jeg
vover det, at dbe dem ved et ikke ufarligt
navn. Sdan som jeg kender dem, sdan som
jeg kender mig selv for jeg hrer til
disse kommende vil fremtidens filosoffer
af mange grunde, ogs af uudsigelige grunde,
vre tilfredse med, at blive betegnet som
forsgere. Dette navn er til slut ogs selv
et forsg [Versuch] og, om man vil, en
fristelse [Versuchung].
Ogs vi elsker sandheden: alle filosoffer
elskede hidtil deres sandheder trods dette
er vi ingen dogmatikere. Det gr snarere
imod vores stolthed, at vores sandhed s
ogs skulle vre en sandhed for hvermand:
hvilket er bagtanken bag alle dogmatiske
bestrbelser. Min dom er min dom, en anden
har ikke nemt retten dertil. Man m skille
sig af med den drlige smag ved at ville
stemme overens med mange. Godt er ikkelngere godt, nr naboen tager det i munden.
Og hvordan skulle der kunne gives et
fllesgode? Ordet modsiger sig selv: hvad
der kan vre flles, har altid kun ringe
vrdi. Til slut forbliver det derved: de
store ting forbliver til overs og sparet for
de store, afgrundene for de dybe,
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
41/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)41
sarthederne og rystelserne for de fine og, i
det store hele og kort sagt, alt sjldent
for de sjldne. Derudover forekommer det som
om, at den gyselige alvor, den kejtede
ptrngenhed, som alle dogmatikere hidtil er
get til sandheden med, ikke var de
behndigste midler til at vinde dette
fruentimmer for sig: vist er det, at hun
ikke har ladet sig vinde, og al slags
dogmatik str i dag med bedrvet og modls
holdning. Hvis den overhovedet stadig str!
For der gives spottere, som siger, at den er
faldet, at al dogmatik ligger p jorden,
mere endnu, at al dogmatik ligger i de
sidste trkninger.
Og vitterlig, man har lov at udtale det
hb, at al dogmatiseren i filosofien, hvor
hjtidelig den end har gebrdet sig, dog
blot kan have vret del barnagtighed og
nybegynderi; og tiden er nr, hvor man igen
og igen vil begribe, hvad der egentlig
hidtil har vret tilstrkkeligt, for at
afgive grundstenen til sdanne ophjede og
ubetingede filosof-bygningsvrker et eller
andet ordspil, mske, en forfrelse fragrammatikkens side eller en brutal
generalisering af meget snvre, meget
personlige kendsgerninger. Dogmatikernes
filosofi var forhbentlig kun et lfte
henover rtusinder: som i endnu tidligere
tider astrologien var det, i hvis tjeneste
der mske er blevet brugt mere arbejde,
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
42/49
Friedrich Nietzsche42
penge, skarpsind, tlmodighed, end for nogen
virkelig videnskab: den og dens
overjordiske fordringer i Asien og gypten
har man at takke for den store stil i
byggekunsten. Det synes som om, at alle
store ting til, at menneskeheden skal
indskrive sig i hjertet med evige
fordringer, frst m vandre over jorden som
en uhyrlig og frygtindgydende grimasse: en
sdan grimasse var den dogmatiske filosofi.
Lad os ikke vre utaknemmelige over for den,
s sikkert det end m indrmmes, at den
slemmeste, mest langvarige og farlige af
alle fejltagelser hidtil har vret en
dogmatiker-fejltagelse nemlig Platons
opfindelse af den rene nd og af det Gode
i sig selv. Men nu, hvor han er overvundet,
hvor Europa nder ud fra dette mareridt og
har lov at nyde en sundere svn: er vi
arvingerne af al den kraft, som kampen imod
denne fejltagelse har avlet stor. Det ville
ganske vist vre at stille sandheden p
hovedet, og at forngte det perspektiviske,
grundelementet i alt liv, at tale sdan om
nden og det Gode, som Platon har gjort det;ja, som lge m man sprge: hvorfra kommer
en sdan sygdom ved oldtidens sknneste
vkst, ved Platon? har den onde Sokrates
fordrvet ham? skulle Sokrates s alligevel
have vret ungdoms fordrver? og skulle han
s have fortjent sin skarntyde? [Mp XVI,
Bl. 43 recto]
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
43/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)43
Men kampen mod Platon, eller, for at sige
det mere forsteligt, kampen imod det
kristelige tryk af rtusinder
kristendommen er forpblet platonisme har
i Europa skabt en pragtfuld spnding af
nden, som den hidtil ikke var til p jorde:
med s spndt en bue kan man nu skyde efter
de fjerneste ml. Ganske vist, man fornemmer
denne spnding som en ndstilstand; og
allerede to gange er det i stor mlestok
blevet forsgt, at afspnde buen, een gang
gennem jesuitismen, for anden gang gennem
den demokratiske oplysning: som ved
pressefrihedens og avislsningens hjlp
vitterlig har opnet, at nden ikke s let
fornemmer sig selv som nd . (Tyskerne
har opfundet pulveret al respekt for det!
men de har atter gjort det af med det igen:
de opfandt pressen.) Som nd fornemmede
eksempelvis Pascal den: ud fra hans
frygtelige spnding opfandt dette den nyere
tids dybeste menneske hin morderiske art
latter, hvormed han lo datidens jesuitter
til dde. Mske manglede der ham ikke andet
end sundhed og et tirs mere liv, for at lekristendommen selv til dde.
2
Vi er ingen dogmatikere, vi er heller
ingen skeptikere. Det klinger i grunden
endnu mere fremmedt, ja, for frygtsomme
rer, som hrer i dybet, langt mere
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
44/49
Friedrich Nietzsche44
uhyggeligt. Det er som om de, ved en sdan
forfrelse, hrte et eller andet nyt
sprngstof arbejde i det fjerne: ikke
lngere blot dynamit, mske snarere en eller
anden nyopdaget russisk Nihilin, en eller
anden pessimisme bonae voluntatis, der ikke
blot siger Nej, vil Nej, men derimod gr
Nej. Imod denne art god vilje en vilje til
bengtelsen af livet gives der som bekendt
intet bedre sove- og beroligelsesmiddel end
skepsis; og Hamlet selv bliver i dag sikret
mod nden og dens rumsteren under jorden.
Har man da ikke allerede alle ren fulde af
slemme lyde? siger skeptikeren. Dette
underjordiske Nej er frygteligt: vr dog
stille, I gamle og nye muldvarpe!
Skeptikeren lider nemlig ved ethvert Nej,
hans samvittighed er indskolet til, ved Nej
som ved Ja at fle et bid; omvendt elsker
han at berede sin dyd en fest med den dle
tilbageholdelse af ethvert Ja og Nej, idet
han eksempelvis siger: hvad ved jeg? Eller
jeg ved at jeg intet ved. Eller: her
vover jeg mig ikke hen, her str ingen dr
ben. Eller antaget, at den stod ben,hvorfor straks trde ind? Eller hvad
nytter alle forudilede hypoteser? Skal man
da altid straks gre det krumme lige? Altid
udstoppe et hul med noget h? Der er tid:
dette tid har tidlad os dog vente lidt
endnu! Det uvisse har ogs sine pirringer,
sfinksen er ogs en Circe. Sledes trster
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
45/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)45
en skeptiker sig, og det er sandt, at han
har nogen trst ndig. Skepsis er nemlig det
ndeligste udtryk for en vis divers
fysiologisk beskaffenhed, som man i jvn
tale kalder sygdom eller sygelighed: den
opstr hver gang, nr langt fra hinanden
adskilte racer eller stnder p indskrende
og pludselig vis krydser hinanden. I den nye
generation, der ligesom fr forskellige
mlestokke og vrdier nedarvet i blodet, er
alting uro, forstyrrelse, tvivl, forsg; de
bedste krfter virker hmmende, dyderne selv
lader ikke hinanden vokse og blive strke, i
krop og sjl mangler ligevgt, tyngde,
perpendikulr sikkerhed. Men hvad der i
sdanne blandingsvsener p det dybeste
bliver sygt og afartet, er viljen: de kender
slet ikke lngere det uafhngige i
beslutningen, den tapre lyst ved det, at
ville, de tvivler p viljens frihed,
selv i deres drmme. Vort Europa af i dag,
skuepladsen for et meningslst forsg p
race- og stndersblanding, er derfor
skeptisk i alle hjder og dybder, snart med
den bevgelige skepsis, som utlmodigt oglystigt springer fra den ene gren til den
nste, snart grumset som en med
sprgsmlstegn [Mp XVI, Bl. 44 recto]
overbeladet sky, og dets vilje ofte mt
indtil dden. Viljeslammelse: hvor finder
man ikke i dag disse krblinge sidde! Og
hvor ofte finder man dem ikke sminkede! hvor
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
46/49
Friedrich Nietzsche46
forfrerisk ofte sminkede! Der gives de
sknneste pragt- og lyveklder for denne
sygdom; og at for eksempel det meste af det,
som i dag, som objektivitet,
videnskabelighed, art pour lart, ren
viljesfri erkenden, stiller sig frem i
vinduesbutikkerne, kun er opsminket skepsis
og viljeslammelse, denne diagnose vil jeg
endelig st inde for.
Kraften til at ville, og vel at mrke en
hel vilje lang, er i dag p sit ringeste i
Frankrig og Italien; allerede noget strkere
i Tyskland, og i det tyske nord og syd igen
strkere end i midten; betragteligt strkere
i England, Spanien og Korsika, dr bundet
til flegmaet, her til hrde skaller; men den
er p sit strkeste og mest forblffende i
hint uhyre mellemrige, hvor Europa ligesom
flyder tilbage til Asien, i Rusland. Der er
kraften til at ville gennem lang tid blevet
lagt til side og opsparet, dr venter viljen
uvist, om som vilje til bengtelsen eller
til affirmationen p den mest truende vis
p, at blive udlst, for nu at lne et
kropsord fra fysikerne. Det turde ikke vrendvendigt med indiske krige og forviklinger
i Asien, for at Europa skal aflastes fra sin
strste fare: men derimod indre
omvltninger, rigets sprngning i sm
legemer, og frem for alt indfrelsen af den
parlamentariske tbelighed, iberegnet
hvermands forpligtelse til at lse sin avis
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
47/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)47
ved morgenmaden. Jeg siger ikke dette som en
nskende; mig ville det modsatte snarere
vre efter hjertet, jeg mener, en sdan
tilvkst i truslen fra Rusland, at Europa
mtte beslutte sig for at blive lige s
truende, nemlig til at f een vilje: hvormed
den over lang tid spundne komedie med dets
smstateri og mangt-villen s kom til en
afslutning.
Viljens sygdom er alts ulige udbredt
over Europa: den viser sig strst og mest
mangfoldigt der, hvor kulturen allerede
lngst har vret hjemme, den forsvinder i
det omfang, som barbaren endnu eller
atter under det lsthngende klde af
vesterlandsk dannelse fastholder sit
privilegium. I det nuvrende Frankrig og
Italien er flgelig, hvilket man lige s let
kan slutte sig til, som man kan gribe det
med hnderne, viljen svrest syg; og
Frankrig, som altid har haft en mesterlig
behndighed til, ogs at omvende de
ubehagelige kendsgerninger ved dets nd til
det pirrende og forfreriske, fremviser i
dag ret s egenstndigt, som skole ogudstilling for al skepsissens trylleri, dets
kulturs overvgt over Europa. Derved er der
ganske vist, for venner af en mere
afsidesliggende smag, ikke mangel p grunde
til latter og grin; ikke enhver af disse
fortryllende lugter ogs i udlandet s
godt som en pariser gerne ville tro det til
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
48/49
Friedrich Nietzsche48
Paris re. Jeg tilstr for eksempel, at
Renans bldlige, ubestemte bonbon-lugt ikke
taler til mine nsebor: som den lrde, der
som en bi flagrer fra blomst til blomst,
synligvis endnu er ude af stand til, mellem
alle Orientens og Occidentens vellugte, at
vlge. Slemmere og mere betnkelig kan det
have stet til med St. Beuve, hin for tidlig
afbrndte digter og mystiker for sanserne,
som vidste at fornemme sjlene, som Renan
religion og landskaber. Hvad han bestrber
sig p at skjule, at han hverken i sig selv
eller i filosofien har noget holdt lngere,
ja endda, hvad der efter dem begge ikke er
forunderligt, selv in artibus et litteris
manglede en fast smag! Og nu ville han, den
ambitise, med alle den fine forslagenheds
midler s ogs vide denne mangel beret som
en slags princip og metode til kritisk
neutralitet! Omsonst: og rgrelsen over
dette Omsonst kom gentagent og strkest
frem, nr nogen lod den store ubefangne
mrke, at han vitterlig nogle gange, i
forhold til visse bger og mennesker, slet
ikke var neutral, men derimod prote pudor!begejstret
[Bl. 44 mangler.]
[Mp XVI, Bl. 45 recto] -inske,
hermafroditiske; og hvem der vidste, at
forflge os helt ind i vore hemmelige
7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885
49/49
Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)49
hjertekamre, ville vanskeligt der kunne
finde den hensigt, at forsone kristelige
flelser med den antikke smag og endda ogs
med den moderne parlamentarisme: sdan som
den slags forsonlighed i vores meget usikre,
og flgelig meget forsonlige rhundrede
endda forekommer selv hos filosoffer.
Kritisk tugt og enhver tilvnning, som hrer
til renligheden og stringensen i ndens
ting, vil vi vide erkendt og anerkendt ved
os: trods dette kalder vi os ikke kritikere,
og ville endda mene, ikke at gre filosofien
nogen liden forsmdelse an, hvis vi
dekreterede: Filosofien selv er kritik og
kritisk videnskab og intet videre. Ganske
vist str netop i dag denne vurdering af
filosofien i fuldt flor, hos alle Tysklands
og Frankrigs positivister: mske ville
selv de have smigret Kants hjerte og smag.
Kritikkens og videnskabens fortalere er i
det lykkeligste tilflde netop kritikere og
videnskabelige mennesker, men derfor s
langt fra filosoffer! Ogs den store kineser
fra Knigsberg var blot en stor kritiker.