Nogle mobiloperatører tillader ikke opkald til 00 800 ...ec.europa.eu/environment/nature/natura2000/management/docs/Estuaries-DA.pdf · ofte også perfekte steder at placere havne

2 EU‐vejledning om gennemførelse af EU's naturlovgivning i flodmundinger og kystvande

Europe Direct er en service, der har til formål at hjælpe

med at besvare Deres spørgsmål om Den Europæiske Union.

Frikaldsnummer (*): 00 800 6 7 8 9 10 11

(*) Nogle mobiloperatører tillader ikke opkald til 00 800-numre eller tager betaling for sådanne

opkald.

Yderligere oplysninger om EU fås på internet via Europaserveren (http://europa.eu) Katalogoplysninger findes bagest i denne publikation Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2011 ISBN 978-92-79-20338-1 doi: 10.2779/88294 © Den Europæiske Union, 2011 Eftertryk tilladt med kildeangivelse

Dette dokument udtrykker Kommissionens synspunkter og er ikke bindende. Europa-Kommissionen, januar 2011 Gengivelse er tilladt med tydelig kildeangivelse Foto: istockphoto Vejledningen tager udgangspunkt i diskussioner og oplysninger givet af eksperter fra medlemsstaterne og vigtige interessentgrupper inden for rammerne af EF-arbejdsgruppen for flodmundinger og havne.


RETNINGSLINJER OM GENNEMFØRELSEN AF FUGLEDIREKTIVET OG HABITATDIREKTIVET I FLODMUNDINGER OG KYSTVANDE

med særlig opmærksomhed på havneudvikling og –uddybning

januar 2011


INDHOLDSFORTEGNELSE

RESUMÉ .............................................................................................................5

1 BAGGRUND ....................................................................................................9 1.1 Flodmundinger, kystvande og EU's naturlovgivning.............................................. 9 1.2 Den integrerede havpolitik og den europæiske havnemyndighed ........................ 12 2 PROBLEMOMRÅDER.....................................................................................13 2.1 Pres på flodmundinger og kystvande .................................................................... 13 2.2 Hovedbekymringer inden for havnesektoren i forbindelse med gennemførelsen af fugledirektivet og habitatdirektivet ................................................................... 15 2.3 Klimaændringer: et særligt problemområde for flodmundinger og kystvande....... 16 3 RETNINGSLINJER..........................................................................................18 3.1 Bevaringsmål i dynamiske miljøer ........................................................................ 18 3.1.1 Forståelse og forvaltning af flodmundinger og kystvande som komplekse og dynamiske økosystemer............................................... 18 3.1.2 Beskyttelse af habitater og arter af fællesskabsinteresse .......................... 20 3.1.3 Fastsættelse af bevaringsmål for flodmundings- og kysthabitater ............. 21 3.2 Integreret planlægning .......................................................................................... 23 3.2.1 Forvaltningsplaner....................................................................................... 23 3.2.2 Fysisk Planlægning ..................................................................................... 24 3.2.3 Fordele af partnerskaber og offentlig deltagelse ......................................... 24 3.3 Projektudvikling og vedligeholdelsesaktiviteter ..................................................... 27 3.3.1 Integrerede projekter og arbejde med natur ................................................ 27 3.3.2 Hvordan håndteres korrekt vurdering og "sandsynlig væsentlig ................. indvirkning"? ................................................................................................ 29 3.3.3 Forholdet mellem SMV, VVM og korrekte vurderinger (KV)......................... 29 3.3.4 Kompensationsordninger og opfølgning herpå............................................ 31 3.3.5 Håndtering af uddybnings- og vedligeholdelsesaktiviteter .......................... 32 3.4 Håndtering af usikkerheder: tilpasningsforvaltning ............................................... 35 BILAG...................................................................................................................37

ORDLISTE............................................................................................................45


RESUMÉ Dokumentet giver sektorspecifik vejledning om gennemførelsen af fugledirektivet og habitatdirektivet i flodmundinger og kystvande. Vejledningen tager udgangspunkt i diskussioner i forbindelse med en specifik arbejdsgruppe med repræsentanter fra medlemsstaterne, interessentgrupper og ngo'er på miljøområdet. Udviklingen heraf skete efter opfordring fra havne- og søtjenestesektoren. Havne, navnlig i Vesteuropa, ligger ofte i eller tæt ved flodmundinger. De er dynamiske og meget produktive økosystemer og i mange tilfælde udpeget som Natura 2000-lokaliteter. Flodmundinger giver den nødvendige afskærmning og passende vilkår for havadgangen til havne. Havne har en strategisk rolle i forbindelse med udviklingen og gennemførelsen af global handel, og de bliver jævnligt nødt til at udvide. Anvendelsen og fortolkningen af miljølovgivningen, herunder EU's naturdirektiver, har medført nye udfordringer for sektoren, som tidligere ikke har været underlagt mange miljøkrav, hvilket i løbet af de seneste år i nogle tilfælde har ført forsinkede havneudviklingsprojekter med sig. Havne spiller en afgørende rolle i forbindelse med den økonomiske udvikling og søger retssikkerhed som en forudsætning for nye udviklingsprojekter. Den europæiske havnepolitik som udarbejdet af Europa-Kommissionen har anbefalet en gennemgang af de juridiske begrænsninger, der kan være til hinder for udviklingsprojekter ("fast track"-procedure). Nærværende vejledningsdokument indeholder en række anbefalinger og komponenter til god praksis med henblik på fremme af havneudvikling og -forvaltning i eller tæt ved Natura 2000-lokaliteter. Nogle af nøgleanbefalingerne er:

• Udformningen af planer eller projekter bør altid tage udgangspunkt i gensidigt gavnlige strategier med henblik på i henhold til konceptet "arbejde med naturen" at opnå begge mål, både Natura 2000-bevaringsmålene og de socioøkonomiske mål.

• Skadesforebyggelse eller undgåelsesforanstaltninger bør altid foretrækkes frem for kompensationsforanstaltninger.

• Der bør altid planlægges forudgående vurderinger til evaluering af den potentielle indvirkning af en plan eller et projekt på Natura 2000-lokaliteter. Dette er nødvendigt med henblik på at beslutte, hvorvidt en plan eller et projekt kan have betydelig indvirkning på en Natura 2000-lokalitet, og hvorvidt en "korrekt vurdering" i henhold til artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet er nødvendig.

• Grundig og rettidig høring af interesserede parter anbefales altid for at forhindre indsigelser i løbet af projektgodkendelsesprocessen.

• Vedligeholdelse af havne og søadgang skal behandles i forbindelse med integrerede forvaltningsplaner for hele vandvejen eller den berørte Natura 2000-lokalitet. Der bør udarbejdes operationer til omfattende uddybning som led i den bæredygtige uddybning og sedimentforvaltningsordninger.

• I tilfælde af resterende mindre videnskabelig usikkerhed af enhver art i forhold til indvirkningerne af en plan eller et projekt eller de forbundne afhjælpnings- eller kompensationsforanstaltninger bør foranstaltningerne omfatte en forhåndsfastsat og godkendt ordning til overvågning af de reelle indvirkninger og en ramme med henblik på tilpasning af afhjælpnings- og kompensationsforanstaltningerne til de reelle indvirkninger.


Indledning Flodmundinger og kystvande er med både høj økologisk og økonomisk nytteværdi blandt de mest produktive økosystemer i verden. De er af største betydning for det vilde dyre- og planteliv, navnlig vandrefugle og ynglefugle, og af stor værdi i forhold til deres rige naturressourcer (f.eks. som opvækstområder for fisk af kommerciel betydning). Derudover sikrer de ligeledes en lang række økosystemfunktioner såsom kystlinjestabilisering, næringsstofregulering, kulstofbinding, afgiftning af forurenet vand og forsyning af fødevarer og energikilder (millenniumvurdering af økosystemerne 2005). Som følge heraf giver de en lang række økonomiske fordele til mange sektorer, herunder fiskere, industrianlæg og velfærdstjenester såsom turisme og rekreation. Flodmundinger er ofte også perfekte steder at placere havne og skibsværfter, da de giver den nødvendige afskærmning for skibe og samtidig yderligere adgang indlands langs store floder. Flodmundinger og kystvande er dog ligeledes blandt de mest dynamiske og komplekse økosystemer i verden. De består af en lang række forskellige habitater, som findes i en til stadighed foranderlig mosaisk struktur. Typiske habitater, der udgør en flodmunding, omfatter sandbanker, mudderflader og sandflader, saltmarsk og ved deres kystkant klitter, kystlaguner, lavvandede bugter og vige, rev, øer, sandstrande, havklinter. De fleste habitattyper beskyttes i henhold til direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (ofte betegnet habitatdirektivet). Måge-vadefugle er afhængige af flodmundinger og kystvande under deres vandringer fra yngle- til overvintringssteder. Derudover yngler flere fuglearter i flodmundings- og kysthabitater. Som følge heraf beskyttes en lang række flodmundinger og kystvande også i henhold til direktiv 2009/147/EF om beskyttelse af vilde fugle (ofte betegnet fugledirektivet). Set over en lang periode og endda endnu mere i dag udgør mange af de europæiske havne logistiske knudepunkter for fragt fra alle verdenshjørner. Betydningen af og efterspørgslen efter havtransport er steget betydeligt de seneste 30 år og vil sandsynligvis fortsætte med at stige i fremtiden. Europa-Kommissionen støtter dette transportnetværk gennem dens havnepolitikker og ved hjælp af fremme af "motorveje til søs" og Short Sea Shipping. Som angivet i meddelelsen om en europæisk havnepolitik1 dækker mere end 1.200 kommercielle havne omkring 100.000 km af de europæiske kyster. De er centrale for den modale transfer og afgørende for håndteringen af 90 % af Europas internationale handel. Til støtte for EU's overordnede transportpolitik2 håndterer havnene 40 % af de ton-km, der gennemføres i forbindelse med samhandelen inden for Fællesskabet. Europa-Kommissionen har anerkendt dette faktum gennem meddelelsen om en integreret EU-havnepolitik, som fastsætter, at søhavne og shipping tillader Europa at drage fordel af den hurtige vækst i international handel og at spille en førende rolle i den globale økonomi3. Søhavne, navnlig havne med forbindelse til eller beliggende langt indlands i flodmundinger forbundet med farbare indenlandske vandveje og jernbaner kan ligeledes spille en afgørende rolle i forbindelse med reduktionen af CO2-emissioner, men vil også blive påvirket af klimaforandringerne.

1 KOM(2007) 616 2 KOM(2006) 314. 3 (Europa-Kommissionen, 2007)


Der vil i sagens natur være tilfælde, hvor havne- og farvandsudviklingerne og -vedlige-holdelsen samt Natura 2000-udpegelsen overlapper og til tider ikke passer sammen. Habitatdirektivet og fugledirektivet forhindrer a priori ikke mulighederne for yderligere udvikling og anvendelse af flodmundinger og kystområder inden for og omkring Natura 2000-lokaliteter. De fastsætter i stedet trinvise procedurer til sikring af, at sådanne udviklinger sker på en måde, som er forenelig med beskyttelsen af arter og habitater af europæisk betydning, som der er udvalgt lokaliteter for. I tilfælde af projekter af væsentlig samfundsinteresse og i mangel på alternative løsninger sikrer direktivet en mekanisme, der kan tillade skadelige udviklinger, forudsat at kompensationen og tilpasningen sikrer, at den overordnede sammenhæng i Natura-2000-netværket ikke kompromitteres. Presset på kystområder og flodmundinger har fremmet en overgang mod en mere integreret og effektiv regionsplanlægning. Dette – kombineret med en tidlig dialog med interesserede parter – har i løbet af årene vist sig at være en effektiv måde til fremme af bæredygtig udvikling i overensstemmelse med EU's miljølovgivning (herunder om naturbeskyttelse, vand- og havmiljø), den europæiske havnepolitik og den europæiske integrerede havpolitik. Dokumentets formål Europa-Kommissionen har allerede offentliggjort flere vejledende dokumenter til støtte for medlemsstaterne i forbindelse med deres gennemførelse af fugledirektivet og habitatdirektivet til beskyttelse af Natura 2000 (se bilag 1). Denne vejledning hjælper ligeledes borgerne og de interesserede parter til en bedre forståelse af direktivets nøglebestemmelser. Der er dog behov for yderligere tydeliggørelser, forklaringer og endda fremtidsholdninger vedrørende anvendelsen af EU's naturlovgivning med henblik på havneudvikling og forvaltning af flodmundinger og kystvande, navnlig i lyset af deres betydning som adgangsgivende veje for søgående skibe. Formålet med nærværende vejledende dokument er at forklare beskyttelsesordningen som fastsat i henhold til artikel 6 i habitatdirektivet, som finder anvendelse på Natura 2000-lokaliteter, navnlig i forbindelse med flodmundinger og kystvande. Hovedfokus ligger på at tydeliggøre, forklare og udvikle gennemførelsen af EU's naturlovgivning for Natura 2000-lokaliteter beliggende i flodmundinger, som overlapper med farvandskanaler og kystvande, navnlig med hensyn til havnerelaterede aktiviteter, herunder uddybning og industri (f.eks. skibsværfter). Anden miljølovgivning såsom vandrammedirektivet (200/60/EF), havstrategirammedirektivet (2008/56), direktiv 2001/42/EF om strategiske miljøvurderinger eller direktiv 85/337/EØF om vurderinger af virkninger på miljøet ligger uden for anvendelsesområdet for dette dokument og behandles derfor ikke på detaljeret vis i dokumentet. Aspekter i forbindelse med urbanisering, landbrug eller andre udviklinger i de samme områder eller forbundet med pres fra transport på de indenlandske vandveje tages ikke i betragtning i dette arbejde, men disse aktiviteter skal ligeledes tages i betragtning i forvaltningsplaner for Natura 2000-lokaliteter i flodmundinger og i integreret kystvandsforvaltning samt i forbindelse med vurderingen af de kumulative virkninger af forskellige aktiviteter. Nærværende retningslinjer har draget nytte af diskussioner inden for en specifik arbejdsgruppe for flodmundinger, kystvande og havne som oprettet af Europa-Kommissionen (GD ENV og GD TREN). Denne gruppe bestod af interesserede parter fra forskellige sektorer og mødtes seks gange i løbet af perioden 2007-2009. Der blev ud over retningslinjerne udarbejdet et teknisk støttedokument med teknisk og videnskabelig baggrundsinformation.


Det tekniske støttedokument omfatter generel information om undersøgelsestilgangen, den anvendte litteratur og resultaterne fra informationsudvekslingen mellem arbejdsgruppen og det rådgivningsfirma, som stod for den overordnede koordinering. Det tekniske støttedokument kan downloades fra den offentlige Circa-platform: http://circa.europa.eu/Public/irc/env/estuary/home. Nærværende retningslinjer skal være i overensstemmelse med ordlyden i de pågældende direktiver og de mere overordnede principper, som ligger til grund for EU's lovgivning om miljø og havnerelaterede aktiviteter. Der er ikke tale om lovgivningstekster, og de indeholder ingen nye bestemmelser, men de giver yderligere klarhed med udgangspunkt i de eksisterende retningslinjer. Retningslinjerne afspejler Kommissionens holdninger til gennemførelsen af direktiverne i flodmundinger og kystvande. De er ikke bindende. Det bør understreges, at fortolkningen af EU-lovgivning er forbeholdt Domstolen. Retningslinjerne skal være i overensstemmelse med den eksisterende retspraksis og skal muligvis tilpasses i henhold til Domstolens eventuelle opståede nye jurisprudens. Nærværende retningslinjer vil skabe overensstemmelse med behovene for havneudvikling og miljøbeskyttelse. Målgruppen og -brugerne for disse retningslinjer er lokale, regionale og nationale eller føderale kompetente myndigheder, havne- og vandvejsmyndigheder, operatører, industrier, uddybningsselskaber og -forbund, søtjenesteindustrien, ngo'er på miljøområdet, bevaringsagenturer og Natura 2000-lokalitetsmanagere.


1. BAGGRUND

1.1. Flodmundinger, kystvande og EU's naturlovgivning, Den Europæiske Union har som følge af den hurtige globale biodiversitetsnedgang et mål om "at standse nedgangen i biodiversiteten inden 2010"4 og at "genskabe levesteder og naturlige systemer"5. Denne forpligtelse er nu fast forankret i alle aspekter af EU's politik. "Natur og biodiversitet" er et af de prioriterede områder i henhold til det sjette miljøhandlingsprogram6, som fastsætter rammen for miljøpolitikken i EU for perioden 2002-2012. Det sjette miljøhandlingsprogram fremmer endvidere i overensstemmelse med traktaten fuldstændig integration af beskyttelseskrav, herunder krav forbundet med biodiversitetsbevaring, i alle EU's politikker og handlinger. Fugledirektivet og habitatdirektivet udgør i fællesskab hjørnestenene i EU's biodiversitetspolitik. De muliggør samarbejde mellem EU-medlemsstaterne inden for den samme stærke lovgivningsramme med henblik på at beskytte Europas mest værdifulde arter og habitater på tværs af hele deres naturlige spændvidde i EU, uagtet de politiske eller administrative grænser. Begge direktiver kræver, at medlemsstaterne skal udpege specifikke jord- og havlokaliteter, som sammen udgør Natura 2000-netværket. Dette netværk består af særlige beskyttelsesområder – til beskyttelse af fuglearter og særlige bevaringsområder – til beskyttelse af habitater og andre arter af bevaringsinteresse i EU. Formålet med Natura 2000-netværket er at sikre den langsigtede overlevelse af Europas mest truede arter og habitater. Andre bestemmelser i direktiverne omfatter et strengt system til artsbeskyttelse og overvågnings- og afrapporteringsordninger. Artikel 6 i habitatdirektivet spiller en central rolle i forbindelse med forvaltningen af de områder, der udgør Natura 2000-nettet. I henhold til integrationen indeholder den en række proceduremæssige sikkerhedsordninger til sikring af, at den økonomiske udvikling går hånd i hånd med naturbevaringen. Det er medlemsstaternes ansvar at gennemføre direktiverne i deres respektive nationale lovgivninger og at iværksætte passende mekanismer til gennemførelse af bestemmelserne i praksis. Artikel 6 i habitatdirektivet taler om tre former for foranstaltninger:

1. gunstige bevaringsforanstaltninger for særlige bevaringsområder som fastsat i artikel 6.1, hvilket omfatter f.eks. forvaltningsplaner og retsakter, administrative bestemmelser eller aftaler7

2. forebyggende foranstaltninger for alle lokaliteter som fastsat i henhold til artikel 6.2 til forhindring af forringelsen af naturhabitater (samt betydelig forstyrrelse af arter) og i henhold til artikel 6.3 til vurdering af nye planers og projekters indvirkning

3. proceduremæssige sikkerhedsordninger, herunder en undtagelses- og kompensationsordning i henhold til artikel 6.4 for autorisationsplaner og -projekter, som sandsynligvis har negative konsekvenser for Natura 2000-lokaliteter.

4 Formandskabets konklusioner - Det Europæiske Råd i Göteborg, den 15. og 16. juni 2001. 5 KOM(2001) 264 endelig. 6 Afgørelse nr. 1600/2002/EF (EFT L 242 af 10.9.2002, s. 1). 7 For særlige beskyttelsesområder finder kravene i artikel 4.1 og 4.2 i fugledirektivet anvendelse, og der tages ligeledes gunstige foranstaltninger i betragtning.


Habitater i kystvande og flodmundinger, som er beskyttet i henhold til habitatdirektivet, dækker over et samlet område på 45.000 km2 af EU's territorium (se tabel 1, kun hav- og tidevandsområdet, dog ikke klitsystemer eller andre tilknyttede friske vådområder). Disse beskyttede habitater fungerer ligeledes som hvileområder for fugle og sæler, gydeområder for fisk, fodringsområder for pattedyr og særlige plantehabitater. Økosystemer i flodmundinger og kystvande kan ligeledes omfatte andre beskyttede habitater af fællesskabsinteresse såsom grå klitter (habitatkode 2130).

Tabel 1: Område med habitater i kystvande og flodmundinger beskyttet i henhold til EU's naturlovgivning (i henhold til Natura 2000-databasen – november 2009)

Natura 2000-habitater i kystvande og flodmundinger af betydning for dette dokument

Samlet område i EU-27-området (2009)

Flodmundinger – habitatkode: 1130 (306 lokaliteter) 643.704,44 ha Kystlaguner* – habitatkode: 1150 (644 lokaliteter) 503.263,71 ha Store lavvandede bugter og vige – habitatkode: 1160 (373 lokaliteter) 1.250.743,52 ha

Sandbanker med lavvandet vedvarende dække af havvand – habitatkode: 1.110 (517 lokaliteter) 2.436.613,35 ha

Mudderflader og sandflader uden lavvandet vedvarende dække af havvand – habitatkode: 1140 (422 lokaliteter) 809.204,53 ha

I alt 5.643.529,55 ha

Nedenstående EU-direktiver på miljøområdet vedrørende miljøvurderinger har ligeledes relevans for udviklingsplaner og -projekter i flodmundinger og kystvande (se kapitel 3.3.3):

- Direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (ofte benævnt SMV-direktivet8). Formålet med SMV-direktiv 2001/42/EF er at sikre, at de miljømæssige konsekvenser af bestemte planer og programmer fastsættes, vurderes og tages i betragtning i forbindelse med deres forberedelse og inden deres vedtagelse.

8 EFT L 197 af 21.7.2001, s. 30–37 – jf. http://ec.europa.eu/environment/eia/home.htm.

Artikel 6 i habitatdirektiv 92/43/EØF 1. For de særlige bevaringsområder iværksætter medlemsstaterne de nødvendige bevaringsforanstaltninger, hvilket i givet fald kan indebære hensigtsmæssige forvaltningsplaner, som er specifikke for lokaliteterne eller integreret i andre udviklingsplaner, samt de relevante retsakter, administrative bestemmelser eller aftaler, der opfylder de økologiske behov for naturtyperne i bilag I og de arter i bilag II, der findes på lokaliteterne.

2. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, for så vidt disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for dette direktivs målsætninger.

3. Alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne…giver de kompetente nationale myndigheder først deres tilslutning til en plan eller et projekt, når de har sikret sig, at den/det ikke skader lokalitetens integritet…

4. Hvis en plan eller et projekt, på trods af at virkningerne på lokaliteten vurderes negativt, alligevel skal gennemføres af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, træffer medlemsstaten alle nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes…Hvis der er tale om en lokalitet med en prioriteret naturtype og/eller en prioriteret art, kan der alene henvises til hensynet til menneskers sundhed og den offentlige sikkerhed ...


- Direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet som ændret i 1997 (97/11/EF), 2003 (2003/35/EF) og 2009 (2009/31/EF) – (i fællesskab benævnt VVM-direktivet9.) Imens SMV-processen køres på niveauet for offentlige planer og programmer, gennemføres vurderingerne af virkningerne på miljøet (VVM) på niveauet for offentlige og private projekter.

Flodmundinger og kystvande behandles ligeledes i vandrammedirektivet (2000/60/EF). Vandrammedirektivet fastsætter en ramme for beskyttelsen af alle overfladevande (floder, søer, overgangs- og kystvande) samt grundvand på EU-niveau og har til formål at opnå en god økologisk status (eller et godt økologisk potentiale for stærkt modificerede vandområder) og en god kemisk status inden 2015. Flodmundinger og kystområder identificeres som overgangs- eller kystvande. I henhold til vandrammedirektivet bør forringelsen heraf undgås, og deres vandøkosystemstatus bør beskyttes og styrkes. Der ses jævnligt et geografisk overlap mellem vandområderne i Natura 2000 og vandrammedirektivet i økosystemerne i flodmundinger og kystvande. Selvom vandrammedirektivets og Natura-direktivernes nøglemål er at beskytte økosystemerne, kompletterer deres mål, foranstaltninger og redskaber ikke helt hinanden. Der bør lægges vægt på synergierne mellem naturdirektiverne og vandrammedirektivet i de tilfælde, hvor de begge finder anvendelse. I henhold til vandrammedirektivet blev der udviklet en fælles gennemførelsesstrategi (FGS) med henblik på at tage udfordringerne op på en kooperativ og koordineret måde, og der er blevet udarbejdet en række vejledende dokumenter (se bilag 1). Det er vigtigt at huske på, at artikel 4, stk. 2, i vandrammedirektivet fastsætter, at hvis bevaringsmålene i habitatdirektivet er strengere end kravene i vandrammedirektivet, skal bestemmelserne i førstnævnte finde anvendelse. Det samme gælder, hvis det modsatte er tilfældet. Se nedenstående websted for detaljerede oplysninger og retningslinjer om gennemførelsen af vandrammedirektivet: http://ec.europa.eu/environment/water/water-framework/index_en.html Havstrategirammedirektivet (HSRD, 2008/56/EF) giver en mere omfattende oversigt og behandler ligeledes økosystemfunktioner i havområder. Det fastsætter en ramme for beskyttelse og genopretning af havøkosystemer. I henhold til dette direktiv skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at opnå en god miljømæssig status i havmiljøet inden 2010. HSRD's geografiske anvendelsesområde overlapper med vandrammedirektivet i kystvande. Den miljømæssige status i henhold til HSRD finder udelukkende anvendelse i sidstnævnte tilfælde, for så vidt som særlige aspekter af den miljømæssige status i havmiljøet ikke allerede behandles i henhold til dette direktiv (f.eks. affald, støj, hvaler). HSRD finder dog ikke anvendelse på overgangsvande såsom flodmundinger. De to nyere direktiver supplerer naturdirektiverne ved at sætte større fokus på økosystemernes rolle. Som nævnt ovenfor er flodmundinger økosystemer med meget dynamiske kendetegn: De oplever daglige og årstidsbetingede forandringer samt hydromorfologiske udviklinger. Deres biodiversitetsparametre og typiske arter udvikles over tid. Selvom bekymringen for biodiversiteten er en almindelig fællesnævner, er det ikke svært at forestille sig, at mens habitaterne forandrer sig som følge af den morfologiske udvikling, kan nogle habitater endda forsvinde eller forandre sig betydeligt. Det er navnlig i flodmundinger vigtigt at anerkende den dynamiske natur af dette miljø.

9 EUT L 156, 25.6.2003, s. 17, EUT L 140, 5.6.2009, s. 114 – jf. http://ec.europa.eu/environment/eia/home.htm


1.2. Den integrerede havpolitik og den europæiske havnepolitik Den økonomiske betydning af de europæiske kyster blev understreget i Kommissionens meddelelse om en integreret havpolitik10. Havregionerne tegner sig for omkring 40 % af EU's BNP og befolkning. Skibsbygning og skibsfart, havne og fiskeri er fortsat centrale aktiviteter med tilknytning til havet, men også offshore-energi samt turisme ved og på havet kaster store indtægter af sig. I henhold til den europæiske havpolitik skal kapacitetsudviklingen af havne og kystfarvandskanaler afspejle væksten i Europas nationale og internationale handel, og dette skal ske på en måde, som er i overensstemmelse med de tilknyttede EU-politiske mål, navnlig EU's miljømæssige og konkurrencemål. Meddelelsen vedrørende en europæisk havnepolitik11 har til formål at skabe et ydedygtigt europæisk havnesystem, som er i stand til at håndtere de fremtidige udfordringer i forbindelse med europæiske transportbehov. Et af målene i handlingsplanen er i henhold til meddelelsen at øge havnenes bæreevne med henblik på at muliggøre en yderligere stigning i sø- og flodtransporten. Europa har over 1.200 kommercielle havne, og disse omfatter knudepunkter for modal transfer og er af afgørende økonomisk interesse, idet de håndterer 90 % af Europas internationale handel. Selvom disse tal svinger grundet de økonomiske op- og nedture, vil den langsigtede tendens forevise vedvarende vækst. Samtidig betyder transport ad vandvejene lave CO-2-emissionsrater sammenlignet med andre transportformer (navnlig vej, men også jernbane). Under høringsfasen og forud for vedtagelsen af meddelelsen om en europæisk havnepolitik dukkede de miljømæssige bekymringer i forbindelse med havne op. Interesserede parter på havneområdet udtrykte deres bekymring vedrørende den juridiske usikkerhed i forbindelse med konsekvenserne af deres aktiviteter som følge af fugledirektivet og habitatdirektivet. På den anden side: For at kunne generere en vækstgodkendelse har havnene i større grad valgt en mere bæredygtig udviklingstilgang. Mange havne og navigationskanaler ligger i flodmundinger og kystvande, som omfatter miljømæssigt følsomme områder med høj økologisk værdi. Behovet for at udpege Natura 2000-lokaliteter i flodmundinger og kystvande og behovet for at øge havnenes bæreevne med henblik på at opfylde de europæiske transportbehov er en udfordring for mange medlemsstater. Dette har medført lokale tvister og flere afgørelser og jurisprudens truffet af Domstolen. Som følge af denne udfordring har en række medlemsstater dog allerede udviklet tilgange til fremme af havneudviklingen i overensstemmelse med kravene i habitatdirektivet. I meddelelsen om en europæisk havnepolitik anerkender Kommissionen udfordringerne i forbindelse med kombinationen af havneinfrastrukturer og miljødirektiver. Som følge heraf har Kommissionen efter en anmodning fra havneindustrien besluttet at udarbejde retningslinjer vedrørende fortolkningen af begge naturdirektiver. Dette danner den politiske baggrund for nærværende retningslinjer, som har til formål at skabe overensstemmelse med behovene for havneudvikling og EU's miljøbeskyttelsesstandarder.

10 Europa-Kommissionen (2007), En integreret havpolitik for Den Europæiske Union, KOM (2007) 575. 11 Europa-Kommissionen (2007), meddelelse om europæisk havnepolitik, KOM (2007) 616 af 18.10.2007.


2. PROBLEMOMRÅDER 2.1. Pres på flodmundinger og kystvande De menneskelige aktiviteter i kystvande og flodmundinger omfatter navigation, uddybning, udvinding af tilslagsmaterialer og sandgravning, fiskeri, vandkultur, industri (herunder olie- og gasudvinding, udvikling af vindmølleparker), udledning af kloakvand og spildevand, vandudvinding (f.eks. til elektricitetsværker og industri), sikkerhed (herunder søværn og oversvømmelsesbeskyttelse), genopretning, herunder overvågning af fugle og jagt, urbanisering, beklædning til kabler, rør og tunneler, militæraktiviteter og forskningaktiviteter. Alle disse aktiviteter kan enkeltvis eller samlet generere betydelige effekter på naturbevaringsmålene for flodmundinger og kystvande. Nedenfor er de indvirkninger, der direkte er forbundet med vandveje og havnerelaterede aktiviteter, vist. 1. Uddybning Omfattende uddybning og vedligeholdelsesuddybning samt flytningen af opmudret materiale påvirker den hydrodynamiske struktur og geomorfologien i flodmundingen. Der sker en naturlig aflejring i flodmundingerne alt efter de hydrauliske kræfter i bassinet og mængden af sediment. Sediment opstår enten som følge af erosion i afvandingsområdet eller havmiljøet eller begge. Ud over et specifikt punkt opnås der en slags balance, og flodmundingen begynder at frigive sediment i stedet for at ophobe det. Enhver faktor med indflydelse på den hydrodynamiske struktur og/eller geomorfologien kan forandre balancen og sedimentstrømmen og medfører forandringer i lokaliseringen af de habitater, der udgør økosystemerne i flodmundinger og kystvande (f.eks. mudderflader eller sandflader). Der skal navnlig tages højde for omfattende uddybning, da dette kan omvende tendensen med flodmundingernes efterbedringer og påvirke flodmundingens ligevægtstilstand. Dette sker, fordi fordybningen af en flodmunding muliggør indtrængen af saltkiler, så de flytter sig længere opstrøms, øger bølgeudviklingen i vandkanten, ændrer tidevandsintervallerne og strømmene samt opslæmmet sedimentbelastning og aflejring. Derudover kan de hydrodynamiske forandringer og deres indvirkning på sedimenterosion, -aflejring og -transport medføre sekundære geomorfologiske forandringer væk fra uddybningsstedet, herunder den mulige erosion af mudderflader og saltmarsker. Vedligeholdelsesuddybning er den periodiske eller vedvarende aktivitet, der er nødvendig for at bevare den navigerbare dybde i en flodmunding eller den åbne kyst. Indvirkningerne af vedligeholdelses- og omfattende uddybning på en lokalitet kan være ens. Den afgørende forskel er, at mens omfattende uddybning medfører en omfattende forandring, forhindrer vedligeholdelsesuddybning systemet i at vende tilbage til den oprindelige tilstand, om end i mindre etaper. Det betyder, at der vil være problemer, som skal løses, hvis habitaterne og arterne skal bevares på et gunstigt bevaringsniveau. Nogle af disse indvirkninger kan udbedres ved at ændre uddybningspraksis og ved at anvende sedimenttilføringsteknikker, men de kan ikke anvendes overalt. Der findes ligeledes forhold, hvor opmudret materiale kan bruges på gavnlig vis, eksempelvis ved at øge sedimentforsyninger til strande, selvom der skal tages højde for forhindringen af ødelæggelse af vigtige sublittoralområder. Dette viser behovet for en omhyggelig vurdering af de hydrodynamiske effekter i flodmundinger og kystvande. Omhyggelig udformning af


uddybning og flytning af opmudret materiale udgør en grundlæggende del af sedimentforvaltningsordningerne. 2. Vedligeholdelsesaktiviteter Vedligeholdelsesaktiviteter, dog ikke vedligeholdelsesuddybning, såsom vedligeholdelse eller erstatning eller installation af sømærker, pæle, lys, skibstrafiksystemer og fortøjninger, udvidelsen af beddinger og kajer samt vedligeholdelse af bløde moler, oversvømmelsesværn og bølgeværn kan have negative indvirkninger på bevaringsmålene i flodmundinger og kystvande. 3. Kommerciel shipping Kommerciel shipping i havne kan opdeles i to store kategorier, nemlig skibsdrift og -bevægelser samt fragt. Bevægelsen af skibe gennem flodmundinger og kystvande kan påvirke et habitats kendetegn, både som følge af dannelsen af bølger og skibsskrueinduceret turbiditet i vandsøjlen. Skibsbevægelsens indvirkninger kan enten være skadelige, f.eks. tidevandserosion i flodmundinger og/eller aflejringer tilbage i suspension, eller gavnlige, f.eks. luftning af vandsøjlen. Støj (over og under vand) forbundet med shipping kan skabe forstyrrelser for beskyttede havdyr. Forankringen af skibe (uden for et forankringsområde) kan forstyrre eller ødelægge dyr og planter på havbunden (f.eks. skaldyrsbunde, bløde koraller, søgræs). Skibsemissioner til luften, affaldshåndtering og ballastvandbehandling kan have en indvirkning på de omkringliggende kysthabitater. Fragthåndtering af tørlast i bulk kan medføre støvemission og luftforurening (nitrogen, svovl). Håndtering af flydende stoffer i bulk kan nødvendiggøre udledning gennem rør, hvilket udgør en mulig risiko for lækager, emissioner og spild. Utilsigtet udslip af last i havmiljøet kan have afgørende miljøvirkninger. Spredningen af invasive fremmede arter fra ballastvand eller skibe kan ligeledes have en negativ indflydelse på beskyttede områder. Sidst, men ikke mindst, udgør skibsbevægelser en risiko for katastrofer (olie- eller lastudslip). Driftsaspekterne ved kommerciel shipping (affaldshåndtering, forvaltning af ballastvand, luftforurening…) er genstand for nationale og internationale bestemmelser og regler (såsom Den Internationale Søfartsorganisations traktat om ballastvand og MARPOL-protokoller, bilag 1-6). Derudover findes der et frivilligt havnemyndighedsinitiativ til fremme af "grøn shipping" gennem oprettelse af et miljøindeks. Dette indeks har navnlig fokus rettet mod luftforurening fra skibe. 4. Havnereklamation og arealudnyttelse Havnen har i sig selv indvirkning på Natura 2000, fordi den medfører oprettelse af nye infrastrukturer (terminaler, jernbane, rør, veje, nye industrier og store områder til logistikselskaber), som kan påvirke de omkringliggende Natura 2000-lokaliteter. I visse områder er den tilgængelige plads utilstrækkelig, hvorfor havnene i nogle tilfælde inddrager arealer fra havet. Arealreklamation i Natur 2000, både på land og på havet, nødvendiggør i de fleste tilfælde naturkompensationsordninger. 5. Industrianlæg Havneområder omfatter ofte industrianlæg såsom raffinaderier, kraftværker, knudepunkter for tørlast og flydende last i bulk samt containerterminaler. De kumulative effekter af


industrioperationer, shipping og trafik kan medføre negative økologiske effekter på de omkringliggende Natura 2000-lokaliteter. Miljøproblemer såsom luftkvalitet, støj og affald reguleres af specifik lovgivning og politikker, som dog ikke er omhandlet i nærværende retningslinjer. Anvendelse af de bedste teknologier på markedet er ofte obligatorisk og kan således også begrænse det miljømæssige pres på de beskyttede lokaliteter. 2.2 Hovedbekymringer inden for havnesektoren i forbindelse med gennemførelsen af fugledirektivet og habitatdirektivet Et af nøgleproblemerne for havnesektorens udvikling er evnen til at planlægge nye projekter et godt stykke tid i forvejen og på et sikkert grundlag. Mange europæiske havne har i de seneste år oplevet forsinkelser i de planlagte datoer for terminaludvidelse. Den europæiske søhavneorganisation mener, at disse forsinkelser skyldes en række forskellige ting lige fra interne bestemmelser inden for havneområdet, miljømæssige indvendinger, undersøgelser inden for indvirkninger på markedsandele, finansieringsproblemer, sager ved domstole osv. (den europæiske søhavneorganisation, 2007). Den europæiske søhavneorganisation offentliggjorde allerede i 2007 sin adfærdskodeks vedrørende fugledirektivet og habitatdirektivet (den europæiske søhavneorganisation, 2007), som indeholder en række anbefalinger til havnemyndighederne, som står over for de retsmæssige indvirkninger af bestemmelserne i fugledirektivet og habitatdirektivet i forbindelse med deres bredere havneudviklingsområder. Sidste kapitel i denne adfærdskodeks indeholder en liste over emner, som der ønskedes yderligere vejledning om fra Europa-Kommissionen. Nedenstående er nogle af de bekymringer, der blev udtrykt ud fra en havnemyndigheds synspunkt, hvad angår udviklingen og driften af havne i nærheden af eller i beskyttede flodmundinger eller kystvande. Med undtagelse af emnet omkostningsdeling blandt de pågældende interesserede parter behandles de fleste af disse bekymringer i nærværende vejledende dokument.

1. Hvordan kan en proaktiv tilgang og integreret planlægning medføre større retsmæssig sikkerhed?

2. Hvordan kan tidlige aftaler mellem alle interesserede parter opnås gennem bred offentlig høring og inddragelse af interesserede parter i projektudformningen?

3. Hvordan kan omkostningerne deles blandt alle de relevante interesserede parter, som kan drage nytte af integrationen af målene og socioøkonomisk udvikling og naturbevaringsmålene i Natura 2000-områder?

4. Hvordan kan kompensationskrav undgås gennem den systematiske anvendelse af effektive afhjælpningsforanstaltninger, således at de negative virkninger kan undgås på forhånd?

5. Hvordan kan samarbejdet mellem projektudviklere, miljøagenturer og ngo'er styrkes med henblik på at fremme fleksible tilgange og situationer af fælles interesse?

Et andet vigtigt emne for havne- og vandvejsoperatørerne er, hvordan vedligeholdelsesaktiviteterne håndteres, f.eks. uddybning inden for eller ved Natura 2000-lokaliteter. Imens der allerede findes omfattende retningslinjer i forbindelse med artikel 6 i habitatdirektivet, hvad angår nye planer og projekter, er de igangværende aktiviteter ikke blevet behandlet i nævneværdig grad. Kapitel 3.3.4 vil derfor give yderligere vejledning inden for dette område.


Det er ligeledes vigtigt for havneudviklerne at vide, hvor høj en detaljeringsgrad der er brug for i forbindelse med en tilstrækkelig vurdering af de potentielle indvirkninger af nye planer og projekter med henblik på at opfylde kravene i fugledirektivet og habitatdirektivet. Vejledning i usikkerhedshåndtering er i denne sammenhæng et vigtigt emne. Den europæiske havneorganisation har udarbejdet en tjekliste, der fungerer som et dokument til egenvejledning (se bilag 3). 2.3 Klimaændringer: et særligt problemområde for flodmundinger og kystvande Kystvande og oversvømmelsesområder er blandt de mest sårbare områder, hvad angår klimaforandringer, da de er sårbare over for stigninger i havniveauet i forbindelse med øget risiko for storm, intens nedbør og pludselige stærke oversvømmelser, hvilket medfører vidtrækkende skader på opbyggede områder og infrastrukturer. Foranstaltninger til oversvømmelsesbeskyttelse såsom digekonstruktion, arealreklamation og andre typer havforsvar kan medføre fænomenet kysterosion, hvilket betyder, at der bliver mindre og mindre plads til rådighed til naturlige kystprocesser til optagelse af erosionskræfter eller tilpasning til forandringer såsom stigninger i havniveauet. Kysterosion forekommer navnlig i lavtliggende og littoralområder, som helt naturligt tilpasser sig forandringerne i havniveauet, storme og tidevand, men ikke kan gøre dette grundet konstruktionen af ufleksible barrierer såsom veje, diger, urbanisering, havne og industriinfrastrukturer. Der bør træffes innovative foranstaltninger til forebyggelse af kysterosion i flodmundinger og kystvande. Naturlig erosion med lignende indvirkning forekommer i de områder, hvor kysten støder op til en skrånende undergrund, og der findes ingen steder for eroderede habitater, da jorden skråner.

Figur 1: Kysterosion opstår, når habitatmigration (som følge af stigninger i havniveauet) forebygges af tidevands-/oversvømmelsesværn (miljøagenturet, Storbritannien, 2005).

Klimaændringerne vil i mærkbar grad påvirke Europas naturmiljø og næsten alle dele af dets samfund og økonomi. Stigningerne i havniveauet vil reducerede molernes og kajmurenes afskærmende virkning, men der findes ligeledes perioder med øget nedbør i flodafvandingsområder, hvilket kan føre til lavere rater for afstrømning af ferskvand og højere aflejringsrater inden for flodmundingen. Lave flodvandsniveauer under tørre sommerperioder kan også være til fare for indenlandsk shipping til indenlandske havne.


Stigninger i havniveauet som følge af klimaforandringer medfører tydeligvis ændringer i tidevandskendetegnene såsom højere flodhøjde og ændrede strømningshastigheder. Dette kan medføre en yderligere stigning i tidevandspumpningen, hvilket yderligere kan reducere de værdifulde lavvandsområder og medføre utilsigtet aflejring, hvilket endvidere kan føre til et biodiversitetstab og sidst, men ikke mindst, øge behovet for uddybning. Men hovedproblemet med stigningen i havniveauet er, at der muligvis ikke er tilstrækkeligt sediment til dannelse af mudderflader og sandflader til at kunne følge med stigningen i havniveauet. I disse tilfælde kan der opstå en stigning i sublittoralhabitater. Der kan være et problem i et meget begrænset antal europæiske havne som følge af sublittoral aflejring, mens der foreligger et større problem i forbindelse med den mulige sedimenteksport og øgede erosion som følge af utilstrækkelig aflejringsplads til fornyelse.


3. RETNINGSLINJER Nærværende retningslinjer har til formål at give de nationale kompetente myndigheder, havne- og vandvejsmyndigheder samt operatører og ngo'er på miljøområdet et praktisk sæt anbefalinger vedrørende gennemførelsen af fugledirektivet og habitatdirektivet i flodmundinger og kystvande, navnlig i forbindelse med havneudvikling og -uddybning. Nedenstående nøgleaspekter er blevet behandlet: bevaringsmål i dynamiske miljøer, integreret planlægning, nye udviklinger og tilpasningstrategier. Anvendelsen af disse retningslinjer bør medføre mere effektive planlægning- og udviklingstilgange samt støtte til "fast track"-procedurer til havneudvidelse i henhold til meddelelsen om strategiske mål og anbefalinger for EU's havnetransportpolitik indtil 2018, KOM(2009) 8. Praksis har vist, at tidligt samarbejde blandt de interesserede og påvirkede parter ofte er en forudsætning for en succesfuld planlægning og undgåelse af forsinkelser. Flodmundinger og kystvande er meget komplekse og dynamiske miljøer, som vækker interesse i en lang række sektorer. De har overordnet set en yderst rig naturbevaring og er af socioøkonomisk interesse. Dette gør planlægningen af udviklingsprojekter til en kompleks proces, men ikke desto mindre en proces, som kan gennemføres på en afbalanceret, omkostningseffektiv, rettidig og integreret måde. Et nøglemål er, forudsat at alle parter er opmærksomme på de forpligtelser, de får pålagt i henhold til loven, en grundlæggende forståelse for, hvordan flodmundinger fungerer som økosystemer. 3.1. Bevaringsmål i dynamiske miljøer 3.1.1. Forståelse og forvaltning af flodmundinger og kystvande som komplekse og

dynamiske økosystemer Inden fastsættelsen af bevaringsmål i forbindelse med dynamiske miljøer såsom flodmundinger og kystvande er det vigtigt at forstå, hvordan disse komplekse økosystemer fungerer, hvordan de udvikler sig "morfologisk", og hvordan de kan blive påvirket af antropologiske pres og klimaforandringer. Balancen mellem de forskellige komponenter (fysiske, kemiske, biologiske og hydromorfologiske) i økosystemerne i flodmundinger og kystvande er meget kompleks og kan meget nemt påvirkes af menneskelige aktiviteter såsom havnerelaterede aktiviteter, landbrug eller foranstaltninger til bekæmpelse af oversvømmelser. Både økosystemernes økologiske og økonomiske værdier skal opretholdes for at kunne opfylde samfundets behov. En økosystemtilgang som angivet i havstrategirammedirektivet12 er på passende vis tilpasset forvaltningen af komplekse systemer såsom flodmundinger og kystvande. Økosystemtilgangen tager højde for økosystemet som en økologisk enhed med typisk struktur, processer og funktioner, som interagerer med det omgivende miljø. Økosystemtilgangen løfter analysen til et højere rumligt niveau end blot habitat-/vandområdetilgangen. Klimaforandringer vil have potentiel indvirkning på biodiversiteten og

12 2008/56/EF (EUT af 25.6.2008): Almindelige bestemmelser, artikel 1.3: økosystembaseret tilgang til forvaltning af de menneskelige aktiviteter, der sikrer, at det samlede pres fra sådanne aktiviteter holdes inden for niveauer, der er forenelige med opnåelsen af bevaringsmål, en god økologisk tilstand og miljøtilstand, og at flodmundingerne, kystvandene og de marine økosystemers evne til at håndtere menneskeskabte forandringer ikke bringes i fare, samtidig med at en bæredygtig udnyttelse af havets goder og service-ydelser muliggøres.


hydromorfologien i flodmundinger og kystvande samt på menneskelige aktiviteter såsom havneudvikling og -drift.

Retningslinjer til planlægning og beslutningstagning med udgangspunkt i viden om økosystemer

• De fysiske processer og den morfologiske udvikling af specifikke flodmundinger og kystvande bør undersøges til bunds. De ansvarlige myndigheder bør oprette en bedste tilgængelig og omfattende videnskabelig viden om disse komponenter som grundlag for udarbejdelsen af naturbevaringsmål for sådanne økosystemer.

• Inden fastsættelsen af naturbevaringsmål i flodmundinger og kystvande som udpeget som Natura 2000-lokaliteter bør der gennemføres en detaljeret undersøgelse af forekomsten, den geografiske distribution og reelle bevaringsstatus for alle habitater og arter, som er beskyttet i henhold til naturdirektiverne samt de potentielle trusler forbundet med disse komponenter.

• Der bør udarbejdes og gennemføres integrerede forvaltningsplaner for flodmundinger som et vigtigt instrument til bevaring og beskyttelse af kritiske processer, områder og arter, imens der sikres plads til bæredygtig økonomisk udvikling. Om muligt skal disse forvaltningsplaner indgå i den overordnede vandområdeplan.

• Naturbevaringsmål og socioøkonomiske udviklingsmål bør behandles samlet med henblik på udarbejdelsen af integrerede forvaltningsplaner for Natura 2000-lokaliteter. En økosystemtilgang bør finde anvendelse. Dette sikrer den bæredygtige anvendelse af varer og tjenester, som fuldt ud er i overensstemmelse med lokalitetens bevaringsmål.

• Når der udvikles flodmundinger eller kystvande, udvikles der ligeledes en forekomst eller mangel på arter og habitater. Bevaringsmålene og -foranstaltningerne for Natura 2000-lokaliteter bør derfor tage højde for de systemspecifikke dynamikker og udviklingstendenser. Der er ligeledes behov for at tage højde for forskellen mellem naturlige tendenser og menneskeskabte tendenser, navnlig kysterosion og morfologiske forandringer som følge af kanalfordybning.

Hvis der forekommer usikkerhed, eller der stadig mangler viden om fysiske, morfologiske eller biologiske processer, bør disse minimeres så vidt muligt ved hjælp af supplerende forskning. Hvis der fortsat hersker usikkerhed, skal der fastsættes passende overvågningsprogrammer. Nye beviser og videnskabelige oplysninger bør genindføres i forvaltningsplanen og om nødvendigt medføre en passende tilpasning af forvaltningsforanstaltningerne og overvågningsordningerne.

Mulige tilpasningsforanstaltninger til klimaforandringer bør ligeledes tages under overvejelse i forbindelse med fastsættelsen af bevaringsmål. Der bør navnlig tages højde for regional sedimentubalance. Sedimentknaphed kan føre til yderligere erosion, f.eks. fra marsker, vadehavsområder (1110, 1130 og 1140), sandbanker, strande og diger.

Der bør udvikles proaktive og strategiske tilgange til kystforvaltning, idet øget kystsikkerhed og økosystemernes modstandsdygtighed samt bevaringen af en god sedimentbalance i kystvande og flodmundinger prioriteres.

Naturområder bør om muligt udvides proaktivt i stedet for at reagere på indvirkninger fra katastrofer eller klimaforandringer. Spredningskorridorer for arter skal anses som et vigtigt tilpasningsredskab.


I de tilfælde hvor forandringer i aflejringsraterne medfører tab af vigtige habitater såsom lavvande, bør der overvejes tilpassede sedimentforvaltningsordninger som et instrument til opnåelse af bevaringsmålene.

3.1.2. Beskyttelse af habitater og arter af fællesskabsinteresse Atlanterhavets nordøstlige kyster, flodmundinger påvirkes af tidevandet. Flodmundingerne er kystindløb, hvor der generelt er en betydelig ferskvandspåvirkning – i modsætning til store lavvandede bugter og vige. Blandingen af ferskvand og havvand samt de reducerede strømme i flodmundingens læ medfører aflejring af fine sedimenter, som ofte danner omfattende tidevandsbetingede sand- og mudderflader. Økosystemerne i flodmundinger kendetegnes ved sublittorale og tidevandshabitater (slikke), herunder saltmarsker (bredder). Udløb ved Østersøen, Middelhavet og Sortehavet anses som undertyper af flodmundinger med brakvand og næsten ingen tidevand. Flodmundinger og kystvande er dynamiske systemer, der består af både en række habitattyper og artshabitater. Sandbanker (111013), sandflader og mudderflader (1140), rev (1170) og saltmarsker (1310 til 1330) kan ligeledes udgøre en komponentdel til habitat 1130 Flodmundinger. De omfatter også korridorer til migrerende arter (såsom fisk) og hvileområder for mange fugle. Flodmundinger og kystvande er nogle gange forbundet med kystlaguner (1150*) eller store lavvandede bugter og vige (1160). Kanaler og/eller sejlruter udgør i påkommende tilfælde en integreret del af habitattypen "Flodmundinger" under alle geografiske betingelser. De spiller en rolle i den hydrologiske funktion i flodmundinger og omkringliggende kystvande, herunder cirkulationen af vand og aflejringen af sedimenter. En flodmunding kan generelt anses som et kompleks af forskellige habitater. Der skal tages højde for andre tilstødende kystområder, når der skal fastsættes bevaringsmål for flodmundinger eller kystvande. Manualen vedrørende habitater i Den Europæiske Union indeholder yderligere vejledning med henblik på definitionen af habitater. Manualen blev revideret i 2007 for nogle habitater (f.eks. havhabitater 1110, 1170 og 1180). Der findes ligeledes en række nationale vejledende dokumenter. Der findes dog forskellige definitioner/fortolkning af habitattype flodmundinger-1130 alt efter medlemsstaten. Flere nøgleparametre fastsætter den biologiske funktion inden for flodmundinger og kystvande. Forekomsten af eller manglen på arter (dækfrøede planter, bentisk invertebrantfauna, fiskefauna, fugle og pattedyr…) afhænger af systemets adfærd og dets økologiske fødenet. De påvirkes af fysiske parametre såsom turbiditet og saltholdighed. Betydelige ændringer i de fysiske komponenter i flodmundinger og kystvande såsom havne- og vandvejsudviklingsprojekter kan muligvis påvirke nogle arters overlevelse i fødekæden. Hvad angår særlige vandhabitater som omtalt i habitatdirektivet bidrager de kemiske, biologiske og hydromorfologiske komponenter som dækket af god økologisk status i henhold til vandrammedirektivet allerede til opnåelsen af målene i naturdirektiverne. Nogle af de typiske arter i habitaterne som angivet i bilag 1 anvendes som indikatorer for vurderingen af den økologiske status i henhold til vandrammedirektivet (dækfrøede planter, bentisk fauna, fisk).

13 Habitatkode i henhold til habitatdirektivet.


Bevaringsstatus for de arter og habitater, der er beskyttet i henhold til naturdirektiverne, beror ikke fuldstændig på den gode økologiske kvalitet af vandområderne som fastsat i henhold til vandrammedirektivet, selvom dette sikkert er en nøglefaktor. Den lokale bevaringsstatus for arter kan bero på andre specifikke komponenter, som skal fastsættes fra tilfælde til tilfælde. Foranstaltninger, der går ud over dem som fastsat i vandrammedirektivet, men som muligvis er nødvendige i henhold til fugledirektivet og habitatdirektivet, kan eksempelvis være: rolige hvileområder for sæler eller fodringsområder på tidevandshabitater for oddere eller fugle ved lavvande eller endda oprettelsen af passende redebygningspladser for fugle. Hovedudfordringen bør være at søge en tilgang, der skaber gensidige fordele, og at harmonisere mål, formål og foranstaltninger fra både vandrammedirektiv og Natura 2000 på et tidligt tidspunkt. Retningslinjer vedrørende udpegelsen af Natura 2000-lokaliteter og integration med vandrammedirektivet

Flodmundinger og kystvande udgør en økologisk enhed med omgivende jordbundne og sublittorale kysthabitattyper. I forhold til naturbevaringen bør disse forskellige habitattyper ikke behandles for sig. Denne realitet bør tages i betragtning i forbindelse med fastsættelsen af lokalitetsgrænserne.

Navigationskanaler og/eller sejlruter udgør fortsat en integreret del af de udpegede Natura 2000-lokaliteter og bør omhandles af forvaltningsplanerne.

Medlemsstaterne og de lokale myndigheder bør koordinere fastsættelsen af bevaringsmål og gennemførelsen samt overvågningen af foranstaltningerne i henhold til natur- og vandrammedirektiverne. Der bør om muligt udarbejdes integrerede forvaltningsplaner i henhold til vandrammedirektivet og Natura 2000.

3.1.3. Fastsættelse af bevaringsmål for flodmundings- og kysthabitater Udviklingen af bevaringsmål for flodmundinger og kystvande udgør en reel udfordring, da disse områder er meget komplekse og dynamiske økosystemer. Det endelige ansvar for udviklingen af passende bevaringsmål, prioriteter og instrumenter, der er tilpasset de nationale, regionale og lokale kontekster, ligger under alle omstændigheder hos medlemsstaterne. I denne sammenhæng kan følgende spørgsmål opstå: - Hvordan fastsættes bevaringsmål på nationalt/lokalt niveau? - Hvordan kan Natura 2000-forvaltningsplaner følge en økosystemtilgang og stadig støtte

kvantificeringen af bevaringsmål og træffe bevaringsforanstaltninger for habitater og arter?

- Hvordan kan socioøkonomiske mål integreres i Natura 2000-bevaringsmålene og -forvaltningsplanerne?

Der skal både fastlægges bevaringsmål og bevaringsforanstaltninger på nationalt og lokalitetsniveau. I henhold til artikel 2.1 i habitatdirektivet er formålet med direktivet at bidrage til at sikre biodiversiteten ved at bevare naturtyperne samt de vilde dyr og planter inden for "medlemsstaternes område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse" . I henhold til artikel 4.4 i habitatdirektivet skal medlemsstaten udpege lokaliteterne af fællesskabsinteresse som særligt bevaringsområde, "idet prioriteringen fastsættes i lyset af lokaliteternes betydning for opretholdelse eller genopretning af en gunstig bevaringsstatus


for en naturtype i bilag I eller en art i bilag II og for sammenhængen i Natura 2000 og i lyset af den fare for forringelse eller ødelæggelse, som lokaliteterne er udsat for". I henhold til artikel 6.1 skal medlemsstaterne træffe bevaringsforanstaltninger for hvert særligt bevaringsområde. Særlige lokalitetsrelaterede bevaringsmål tager højde for de prioriteter, der er fastsat i artikel 4.4. De hjælper til at træffe de specifikke lokalitetsrelaterede bevaringsforanstaltninger. Bevaringsmålene på medlemsstatsniveau og lokalitetsniveau har en supplerende funktion, da Natura 2000 er et netværk, hvor hver lokalitet har en særlig funktion i den overordnede systemsammenhæng. Det betyder, at bevaringsmålene på lokalitetsniveau ligeledes vil bidrage til opnåelsen af bevaringsmål på nationalt niveau. I forbindelse med fastsættelsen af specifikke bevaringsmål på lokalitetsniveau, tillader artikel 2.3 i habitatdirektivet at "tage hensyn til de økonomiske, sociale og kulturelle behov og til regionale og lokale særpræg". Denne hensyntagen må dog ikke bringe det overordnede mål i Natura 2000-netværket i fare: "sikre opretholdelse eller i givet fald genopretning af en gunstig bevaringsstatus for de pågældende naturtyper og levestederne for de pågældende arter i deres naturlige udbredelsesområde". Alle lokaliteter skal på specifik vis bidrage til målet, men bidraget er ikke nødvendigvis ens fra alle lokaliteter. Der kan beskrives tre former for forpligtelser for de særlige bevaringsområder: proaktive bevaringsforanstaltninger som fastsat i artikel 6.1, forebyggende foranstaltninger som fastsat i artikel 6.2 til forhindring af forringelse af naturhabitater og specifikke foranstaltninger til vurdering og godkendelse af nye planer og projekter som fastsat i artikel 6.3 og 6.4. Bevaringsmålene for en specifik lokalitet skal tage disse forpligtelser i betragtning. De særlige bevaringsforanstaltninger i henhold til artikel 4 i fugledirektivet nødvendiggør foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i habitatdirektivet for særlige beskyttelsesområder. Bestemmelserne i henhold til artikel 6.2, 6.3 og 6.4 finder ligeledes anvendelse på de særlige beskyttelsesområder i henhold til fugledirektivet. Retningslinjer for fastsættelse af bevaringsmål

Når en lokalitet af fællesskabsbetydning er udvalgt efter fremgangsmåden i artikel 4, stk. 2, i habitatdirektivet, udpeger den pågældende medlemsstat denne lokalitet som særligt bevaringsområde hurtigst muligt og inden for højst seks år, idet prioriteringen fastsættes i lyset af lokaliteternes betydning for opretholdelse eller genopretning af en gunstig bevaringsstatus for en naturtype i bilag I eller en art i bilag II og for sammenhængen i Natura 2000 og i lyset af den fare for forringelse eller ødelæggelse, som lokaliteterne er udsat for (artikel 4.4 i habitatdirektivet).

De nationale kompetente myndigheder bør i forbindelse med bevaringsmålene overveje den dynamiske natur af flodmundinger og kystvande samt de tilknyttede naturlige udsving i beskyttede arter og habitattyper.

Hensyntagen til bevaringsmålene bør fuldt ud tage de morfologiske, kemiske og biologiske processer i betragtning. De økologiske funktioner af flodmundinger og kystvande bør anerkendes såsom de hydrologiske funktioner, funktionen som gydeområde, udklæknings- eller årstidshabitater for migrerende arter.

Bevaringsmål og -foranstaltninger for en Natura 2000-lokalitet bør tage udgangspunkt i vurderingen af den lokale bevaringsstatus for de beskyttede habitater og arter, den relative betydning af lokaliteten for Natura 2000-sammenhængen og for vedligeholdelsen eller genoprettelsen, ved en gunstig bevaringsstatus af sådanne habitater og arter. De bør ligeledes afspejle trusler fra forringelsen eller


ødelæggelsen, som lokaliteten udsættes for. Indvirkningerne af en plan eller et projekt på lokaliteten som helhed skal vurderes (artikel 6.3) i henhold til lokalitetens bevaringsmål.

Bevaringstatus på datoen for udpegelsen af lokaliteten bør anvendes som referenceværdi for vurderingen af forringelsen (artikel 6.2). I denne sammenhæng skal de gevinster, der er opnået som følge af de afhjælpende foranstaltninger, der er truffet, eller andre forbedringer, f.eks. stigende fuglebestand, grundet pres andre steder eller som modvirkning til klimaforandringer samt tab som følge af naturlige udviklinger eller klimaforandringer også tages i betragtning. Lokalitetens standarddataformular er fortsat et vigtigt referencedokument i denne henseende.

Der bør søges rådgivning hos havne- og vandvejsmyndigheder i de tidlige processer for udvikling og gennemførelse af bevaringsforanstaltninger for de Natura 2000-lokaliteter, der ligger i nærheden af havne eller i forbindelse med navigationsadgange. I forbindelse med fastsættelsen af bevaringsforanstaltninger for en særlig lokalitet bør der tages højde for økonomiske, sociale og kulturelle krav samt regionale og lokale kendetegn såsom den reelle situation i havne og de forventede fremtidige økonomiske udviklinger, imens bidraget fra den pågældende lokalitet til opnåelse af det overordnede mål med Natura 2000-netværket og sammenhængen i Natura 2000-netværket ikke bringes i fare.

Bevaringsmål bør ikke være statiske. I modsætning hertil skal de være tilpasset den reelle udvikling af bevaringsstatus af arter og habitater og til udviklingen af andre økologiske faktorer i et komplekst og dynamisk miljø.

Overvågningsordninger bør oprettes til overvågning af den kortsigtede og langsigtede udvikling såsom de morfologiske dynamikker og sedimentcirkulationen/-redistributionen. På grundlag af de målte tendenser kan bevaringsmålene og forvaltningsforanstaltningerne om nødvendigt ændres (i henhold til principper om tilpasningsforvaltning).

3.2. Integreret planlægning 3.2.1. Forvaltningsplaner Forvaltningsplaner anbefales for Natura 2000-lokaliteter, men er ikke obligatoriske i henhold til habitatdirektivet. De ser ud til at være en passende løsning til afspejling af gennemsigtige bevaringsmål og udviklingsforanstaltninger til bevaring eller styrkelse af naturlige værdier i overensstemmelse med systemets processer. En forvaltningsplan skaber muligheder for at skabe overensstemmelse mellem bæredygtig økonomisk udvikling, sikkerhedsproblemer, tilgængelighed til naturbevaringsmål. Den skaber muligheden for at integrere tilbagevendende og rutinevedligeholdelsesaktiviteter i bevaringsmålene. Forvaltningsplaner danner ligeledes et passende redskab til skabelse af overensstemmelse mellem tilbagevendende og rutineaktiviteter såsom vedligeholdelsesuddybning med miljøbeskyttelse og til inddragelse af havnemyndigheder og andre interesserede parter i forvaltningen af Natura 2000-lokaliteter. Hvis vedligeholdelsesaktiviteterne er direkte forbundet med forvaltningen af lokaliteten og således integreret i en Natura 2000-forvaltningsplan, udformes de på en måde, så de ikke har negativ indvirkning på lokalitetens integritet eller kompromitterer bevaringsmålene. Under alle omstændigheder kan sådanne aktiviteter godkendes uden korrekt vurdering i henhold til artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet.


Integrationen af strategiske havneplaner, vandområdeplaner i henhold til vandrammedirektivet og Natura 2000-forvaltningsplaner kan skabe muligheder for at reducere den administrative byrde, forsinkelse og juridiske usikkerheder. Retningslinjer for Natura 2000-forvaltningsplaner:

Der bør udarbejdes integrerede forvaltningsplaner for Natura 2000-lokaliteter, navnlig for lokaliteter, som støder op til havnedrift eller andre industrielle aktiviteter.

Havne- og vandvejsmyndighederne bør inddrages aktivt i udarbejdelsen af forvaltningsplaner for Natura 2000-lokaliteter ved havne og forbundne vandveje.

De strategiske havneplaner, vandområdeplanerne i henhold til vandrammedirektivet og Natura 2000-forvaltningsplanerne bør koordineres og om muligt integreres, således at der fuldt ud kan drages nytte af mulige win win-situationer.

Tilbagevendende vedligeholdelsesaktiviteter, der er nødvendige i forbindelse med fremme af havnedrift og navigationsadgang, bør integreres i forvaltningsplanerne og udformes på en måde, så de ikke er til fare for bevaringsmålene for lokaliteten.

3.2.2. Fysisk Planlægning Fysisk planlægning og integreret forvaltning med udgangspunkt i mulige og proaktive tilgange kan bidrage til opnåelse af gennemførelsen af bevaringsforanstaltninger på lokaliteter og større juridisk sikkerhed for havneudviklingsprojekter. Integreret planlægning er en måde at søge efter synergier og komplementaritet. Den fungerer som et redskab til fremme af socialt ansvar og bæredygtig udvikling. Den skal hjælpe med til at undgå paradokser, konflikter og endelig konkurrence om arealer. Det at kunne foregribe spændinger vil spare tid og forhindre proceduremæssige "kampe". Europa-Kommissionens henstilling 2002/413/EF om integreret kystzoneplanlægning baner vejen for bedre strategisk planlægning. Integreret kystzoneplanlægning skal gennemføre en "miljømæssigt bæredygtig, økonomisk ligevægtig, socialt ansvarlig og kulturelt følsom kystzoneforvaltning, som bevarer denne vigtige ressources integritet, samtidig med at der tages hensyn til traditionelle lokale aktiviteter og skikke, som ikke udgør nogen trussel for følsomme naturområder og for opretholdelsen af den status, som vilde arter har i kystfaunaen og -floraen" (Janssen, 2005). Den strategiske tilgang som foreslået i den integrerede kystzoneplanlægning fokuserer på beskyttelse af kystmiljø (med udgangspunkt i en økosystemtilgang til bevaring af dens integritet og funktion), men ligeledes truslen som følge af klimaforandringerne eller de ubæredygtige økonomiske aktiviteter og jobmuligheder. Henstillingen om den integrerede kystzoneplanlægning foreslår en række principper såsom "anvendelse af en kombination af instrumenter, der skal bidrage til sammenhæng mellem sektorpolitiske mål og mellem planlægning og forvaltning". På samme måde kræver havstrategirammedirektiv 2008/45, at medlemsstaterne inden 2016 skal vedtage programmer for foranstaltninger, som kan omfatte "rumlige og tidsmæssige fordelingskontroller: forvaltningsforanstaltninger, der har indflydelse på, hvor og hvornår en aktivitet må finde sted" (bilag VI). Det fastsætter således et lovgivningsmæssigt grundlag for fysisk havplanlægning for havvande i henhold til anvendelsesområdet af havstrategirammedirektivet.


Integreret fysisk planlægning giver muligheder for at forudsige vanskeligheder og negative miljøindvirkninger samt undgå mulige konflikter og forsinkelser i projektudviklingen. Afhjælpning af problemer på et rumligt niveau betyder, at de enkelte projekter skal omfatte færre vanskeligheder i forbindelse med godkendelsen, såfremt projektlederne og godkendelsesmyndigheder kan stole på de overordnede planer i løbet af en beslutningsproces med udgangspunkt i de prædefinerede og korrekte vurderinger, der er blevet gennemført på det rumlige plan. Fysisk og integreret planlægning er ikke i modstrid med konceptet om fast track-procedurer som foreslået af Europa-Kommissionen14, da foregribelse kan løse de problemer, der muligvis opstår på et senere tidspunkt. Bedre planlægning kræver ekstra tid. Men som konsekvens heraf undgås konflikter i løbet af godkendelsesprocedurerne, og endelig bidrager en bedre planlægning til fjernelsen af "usikkerheder" og årsagerne til forsinkelse. Planer for arealudnyttelse og sektorplaner, herunder risikostyringsplaner ved oversvømmelser har tydeligvis relevans. Nogle har direkte retlige konsekvenser for arealanvendelsen, andre kun indirekte virkninger. F.eks. finder regionalt eller geografisk omfattende strategier for fysisk planlægning kun sjældent direkte anvendelse. De udgør i stedet grundlaget for mere detaljerede planer eller tjener som ramme for udviklingstilladelser, som dernæst har direkte retsvirkning. Integrerede strategiske planer har til formål at forhåndssikre, at de grundlæggende betingelser er opfyldt til gennemførelse af integrerede planer. Sådanne planer bør være genstand for strategiske miljøvurderinger og korrekte vurderinger inden for rammerne af artikel 6.3 i habitatdirektivet. Planlægningen af arealudnyttelse er en integreret proces, hvor forskellige anvendelsespåstande underlægges en evalueringsproces. Korrekte vurderinger i henhold til artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet evaluerer på kritisk vis de mulige indvirkninger af planen på Natura 2000-lokaliteter og fastsætter mulige ændringer til politikker eller forslag, således at negative virkninger på Natura 2000-lokaliteter undgås. En af de grundlæggende fordele ved den korrekte vurdering på planniveau er, at den kræver, at der træffes beslutninger vedrørende planens indhold, som vil bidrage til forhindringen af mulige betydelige negative virkninger på Natura 2000-lokaliteter og således også mulige konflikter og forsinkelser på projektniveau. Således udgør bestemmelserne i artikel 6 ikke kun et juridisk krav, men også et værdifuldt redskab i forbindelse med den strategiske planlægning. Bevaringen af økosystemerne i flodmundinger og kystvande kan styrkes gennem proaktive naturudviklingsforanstaltninger. Sådanne foranstaltninger kan ligeledes gennemføres på arealer ejet af havne- eller vandvejsmyndigheder, og som arbejder inden for fremtidig udvikling af havne og vandveje, men som på nuværende tidspunkt ikke anvendes til sådanne formål, eller arealer ejet af andre aktører (regering, naturbevaringsorganisationer eller private jordejere). Integrerede forvaltningsplaner for Natura 2000-flodmundinger giver en ramme for håndteringen af forvaltning og beskyttelse af sådanne områder. Endelig er det vigtigt at fremhæve, at inddragelsen af offentlige myndigheder og ngo'er via en participatorisk tilgang er afgørende for en succesfuld planlægningsproces. Gennemsigtighed og en kvalitativ tilgang bør lette den offentlige inddragelse og bevilling, selvom dette ikke nødvendigvis forhindrer risici ved omstridte handlinger.

14 Europa-Kommissionen (2009), meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, EU's søtransportpolitik frem til 2018 – strategiske mål og anbefalinger, s. 13.


Retningslinjer for fysisk planlægning

Planlægning af arealudnyttelse bør tage udgangspunkt i en solid og velfunderet viden, som omfatter alle de nødvendige oplysninger, både om naturbevaringsmål og om havne og havnerelaterede udviklingsprojekter. Økonomisk behov for yderligere kapacitet på vandveje og i havne udgør et vigtigt emne, som på tydelig vis skal fastlægges gennem strategisk planlægning på mellemlangt/langt sigt, og anvendelsen af eksisterende kapaciteter bør optimeres (herunder forbedret koordinering af infrastrukturer og kapaciteter mellem forskellige europæiske havne).

Fysisk planlægning bør gennemføres på det passende niveau (kompetente nationale, regionale eller lokale myndigheder, havnemyndigheder…).

Integreret fysisk planlægning, som er underlagt strategisk miljøvurdering, bør så vidt muligt finde anvendelse som en måde til forudsigelighed af vanskeligheder og negative miljøvirkninger samt undgåelse af potentielle konflikter og forsinkelser i projektudviklingen.

Der bør med henblik på en bedre integration af natur- og havnepolitikker udvikles strategiske planer for de mest præcise økologiske enheder (f.eks. flodmunding, vandområder…).

Fysisk planlægning bør vise en tydelig adskillelse af det strategiske niveau og projektniveauet. Vurderinger på strategisk niveau kan forenkles, når det undgås at tage højde for rene projektrelaterede detaljer.

Integrerede fysiske planer bør finde den rette balance mellem økonomiske og naturbevaringsmål. De bør anses som instrumenter til afhjælpning og integration af forretningsmæssige og biodiversitetsmål.

De nationale, regionale og lokale kompetente myndigheder med ansvar for Natura 2000-lokalitetsudvælgelsen og -forvaltningen bør arbejde tæt sammen med myndighederne med ansvar for fysisk planlægning. Alle de relevante interesserede parter, herunder havne- og vandvejsmyndigheder, terminaloperatører, ngo'er på miljøområdet og andre offentlige interesserede parter bør inddrages fra en tidlig planlægningsfase med henblik på at skabe overensstemmelse mellem de sociale og økonomiske interesser og naturbevaringsmålene i eller ved Natura 2000-lokaliteter.

Havnemyndigheder og vandvejsadministrationer bør inddrages i alle relevante planlægningsopgaver (herunder Natura 2000-forvaltningsplaner), da strategisk planlægning vil hjælpe til sikring af synkroniserede investeringer, til løsning af grænseoverskridende problemer, til identificering af mindre skadelige alternative løsninger og i påkommende tilfælde inddragelse af nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser og til fremme af proaktiv naturudvikling.

Hvis en strategisk plan eller et strategisk program ikke er detaljeret nok til gennemførelse af en fuldstændig korrekt vurdering i henhold til artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet, skal miljørapporten som udarbejdet i henhold til den strategiske miljøvurdering (SMV) være med til at bane vejen for på projektniveau at gennemføre en korrekt vurdering og om nødvendigt at bidrage til gennemførelsen af en undtagelsesprocedure i henhold til artikel 6.4 i habitatdirektivet. I dette tilfælde skal SMV allerede identificere de projekter, der muligvis har betydelige negative virkninger på Natura 2000-lokaliteter, og som skal være genstand for en korrekt vurdering i henhold til artikel 6, stk. 3, under projektets godkendelsesproces.

Kumulative effekter af projekter bør allerede identificeres og vurderes under udarbejdelsen af de fysiske planer.


Havne- og vandvejsmyndigheder bør tilstræbe en effektiv arealudnyttelse ved at optimere den fysiske tildeling af havneindustrielle aktiviteter og gøre optimal brug af forskellige transportformer såsom shipping, indenlandsk navigation og jernbane.

Havne- og vandvejsmyndigheder bør overveje muligheden for proaktive naturudviklingsforanstaltninger til forbedring af overensstemmelse af økosystemerne i flodmundinger. Skabelsen af midlertidige naturområder bør tages i betragtning, hvis arealet til havneudvikling midlertidigt ikke bliver anvendt til dette formål. Forvaltningen og beskyttelsen af disse arealer bør derefter gennemføres i forbindelse med de integrerede forvaltningsplaner.

3.2.3. Fordele af partnerskaber og offentlig deltagelse Retningslinjer for offentlig deltagelse:

Udviklere af nye projekter bør forhåndsvurdere virkningerne af udviklingen og rådføre sig med de kompetente naturbevaringsmyndigheder om, hvorvidt planen kan have betydelig negativ indvirkning på Natura 2000-lokalitetens integritet eller dens bevaringsmål. Planlægningsmyndigheder bør påbegynde høringer af de kompetente myndigheder og ikkestatslige organisationer (ngo'er) tidligt i planlægningsprocessen.

I lyset af kompleksiteten af miljø- og zoneinddelingsloven anbefales der strukturerede høringer og kommunikationsprocesser mellem forskellige kompetente myndigheder, interesserede parter og ngo'er. Transport- og miljøadministrationer bør være i jævnlig kommunikation og samarbejde for at sikre, at processen forløber effektivt på både plan- og projektniveau. Havne- og vandvejsmyndigheder, operatører eller brugere samt ngo'er på miljøområdet bør være repræsenteret i gennemførelsesprocesserne, herunder i grænseoverskridende forhold.

Der skal tages særlig hensyn til de planer og projekter, som vil have en indvirkning på tværs af de nationale grænser. Nabolande bør underrette hinanden og samarbejde tidligt i planlægningsprocessen.

3.3. Projektudvikling og vedligeholdelsesaktiviteter Der hersker den forkerte opfattelse af, at EU's naturdirektiver tager udgangspunkt i en "ikke-medmindre"-tilgang. Dette er en fortolkning, der baseres på den holdning, at miljøpolitiske mål altid har forrang for økonomiske politiske mål. Denne tilgang er ikke i overensstemmelse med principperne om bæredygtig udvikling, som balancerer mellem miljømæssige fordele og sociale og økonomiske krav (se artikel 2.3 i habitatdirektivet). En tidlig integrerende planlægning og udviklingen af integrerede projekter er af afgørende betydning, da de vil fremme en "ja, hvis"-tilgang og bane vejen for win win-løsninger. På vandvejs- og havneområdet bør EU's TEN-T-status eller andre nationale prioriteter hjælpe projekterne med at blive af væsentlig samfundsinteresse. Hvis en plan eller et projekt dog godkendes af nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, kræver habitatdirektivet en begrundelse for argumenterne for de nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser. Alternative løsninger med mindre eller ikkenegative virkninger skal altid tages i betragtning i tilstrækkelig grad og på forhånd, og en plan eller et projekt med væsentlige negative virkninger på en Natura 2000-lokalitet kan kun godkendes, hvis der ikke foreligger sådanne alternative løsninger. Godkendelsesprocedurer kan medføre juridisk usikkerhed, da


godkendelser muligvis kræver gennemgang, opdatering eller eventuelt opsigelse. En korrekt anvendelse af bestemmelserne i habitatdirektivet og integrationen af naturbevaringsmål på et meget tidligt planlægningsstadie vil dog nedsætte denne usikkerhed. Nedenstående retningslinjer foreslår en række anbefalinger vedrørende konceptet om integrerede projekter, korrekt anvendelse af den korrekte vurdering og problemer med "væsentlig virkning", anvendelse af tilpasningsforvaltning og vurdering af nødvendig kompensation som sidste udvej. 3.3.1. Integrerede projekter og arbejde med natur I 2008 offentliggjorde PIANC, verdenssammenslutningen for vandtransportinfrastruktur15, et holdningsdokument med titlen "Working with Nature". Det opfordrer til en betydelig ændring af tankegangen bag tilgangen til navigationsudviklingsprojekter med henblik på at kunne bidrage til løsninger af gensidig interesse. Det fremmer en proaktiv, integreret tilgang, som fokuserer på:

- at opnå projektmålene i en økosystemkontekst i stedet for at vurdere konsekvenserne af et prædefineret projektdesign,

- at identificerede løsninger af gensidig interesse i stedet for blot at minimere den økologiske skade.

- "Working with Nature" tager således højde for projektmål, i første omgang ud fra hensyn til natursystemet i stedet for til den tekniske udformning. Der er tale om en tilgang, der finder anvendelse tidligt i projektet, når der stadig er mulighed for en større fleksibilitet. En proaktiv tilgang såsom "Working with Nature" bør ikke kun finde anvendelse på projektniveau, men også til udvikling af strategiske planer og programmer (se integreret planlægning).

Hvis designkonceptet for et projekt har taget form, inden de miljømæssige problemer et taget under overvejelse, bliver vurderingen af miljøvirkningen til en opgave med afhjælpning eller skadesbegrænsning, hvilket kan medføre suboptimale løsninger og forpassede muligheder. "Working with Nature" handler om mere end at skulle undgå eller afhjælpe miljøvirkningerne af et prædefineret design. Der er således i højere grad tale om, at der fastsættes måder til opnåelse af projektmålene i forbindelse med arbejdet med naturprocesser og leveringen af miljøbeskyttelse, -genopretning eller styrkelse af resultaterne. Der er ligeledes blevet afprøvet en lignende tilgang inden for projekter til oversvømmelsesbegrænsning i Nederlandene, og denne tilgang er ligeledes blevet udviklet inden for Interreg SAND-projektet. Det blev kaldt "Integreret design" og tog udgangspunkt i forskellige planer, som integreres på en måde, som maksimerer fordelene for alle, imens det overordnede mål sikres på en omkostningseffektiv og effektiv måde. Den overordnede tilgang kan stærkt anbefales, da den er i overensstemmelse med princippet om, at miljøskaden som prioritet bør undgås eller afhjælpes ved kilden. Den er i overensstemmelse med habitatdirektivet. Der bør dog stadig anvendes en passende vurdering (artikel 6.3), hvis en væsentlig virkning på en Natura 2000-lokalitet stadig ikke kan udelukkes. Som generel regel foretrækkes forebyggelses- eller undgåelsesforanstaltninger frem for kompensation.

15 http://www.pianc.org


Retningslinjer i forbindelse med arbejdet med natur:

Projektudformningen skal sikre et udgangspunkt i win win-strategier med henblik på at opnå duale mål for både Natura 2000-bevaringsmål og socioøkonomiske mål.

Projekter bør "udformes" under anvendelse af "Working with Nature"-konceptet. Det betyder, at de pågældende Natura 2000-bevaringsmål på et tidligt stadie af projektudformningen og -udviklingen bør tages i betragtning sammen med de tekniske projektmål.

Som generel regel foretrækkes skadesforebyggelses- eller -undgåelsesforanstaltninger frem for kompensationsforanstaltninger.

3.3.2. Hvordan håndteres "korrekt vurdering" og "sandsynlig væsentlig indvirkning"? Europa-Kommissionen har allerede offentliggjort vejledende dokumenter til støtte for medlemsstater og operatører med henblik på forståelsen og anvendelsen af artikel 6 i habitatdirektivet (se bilag 1). Nærværende retningslinjer indeholder anbefalinger i forbindelse med vandvejs- og havnerelaterede aktiviteter. Økologi og biodiversitet afhænger af de lokale betingelser (variabilitet og kompleksitet af abiotiske og biotiske faktorer) samt af udviklingen i rum og tid. Ordene "korrekt" eller "væsentlig" udgør ikke normative koncepter, og vurderinger skal tage højde for de lokale betingelser (fra sag til sag). Som nævnt af Stojanovic & al. (2006) betyder "det faktum, at hver havn er unik i forhold til dens geografi, hydrografi og kommercielle profil, at "en størrelse passer til alle"-strategien for den fastsatte miljøforvaltning muligvis ikke er passende, selvom der er mange fællestræk". Det samme gælder for forvaltningen af flodmundinger, da økosystemernes kendetegn blandt andet afhænger af flodmundingens geografiske placering. Der er derfor brug for en lokalitetsspecifik analyse. En "korrekt" vurdering betyder, at der er tale om en vurdering, som tager højde for alle lokale faktorer og bevaringsmål. Den skal ligeledes tage udgangspunkt i det bedste tilgængelige videnskabelige grundlag. 3.3.3. Forholdet mellem SMV, VVM og korrekte vurderinger (KV) Der findes en del ligheder mellem procedurerne for SMV og VVM samt de korrekte vurderinger som gennemført for planer eller projekter med indvirkning på Natura 2000-lokaliteter i henhold til habitatdirektivet. Det betyder dog ikke, at de er fuldstændig ens, da der ligeledes er en række betydelige forskelle. En SMV eller en VVM kan derfor ikke erstatte eller træde i stedet for en korrekt vurdering, da ingen af procedurerne tilsidesætter en anden. De kan naturligvis godt gennemføres parallelt, eller oplysningerne vedrørende den korrekte vurdering kan udgøre en del af SMV-/VVM-processen, men i sådanne tilfælde bør den korrekte vurdering klart adskilles og kunne identificeres i SMV's miljørapport eller i VVM's miljødokumentation, eller denne bør indberettes separat, således at resultaterne kan adskilles fra resultaterne fra den overordnede VVM eller SMV. En af hovedforskellene mellem SMV/VVM og habitatdirektivets korrekte vurdering er ud over det faktum, at de måler forskellige aspekter ved det naturlige miljø og har forskellige kriterier for fastsættelse af "væsentlighed", den metode, der benyttes til opfølgning af vurderingsresultatet. I denne kontekst fastsætter vurderingerne i henhold til SMV og VVM væsentlige proceduremæssige krav og fastsætter ikke obligatoriske miljøstandarder. I


modsætning hertil fastsætter vurderingen i henhold til habitatdirektivet vigtige forpligtelser, navnlig da den indfører en miljøstandard, dvs. bevaringsmålet for en Natura 2000-lokalitet og behovet for at bevare dens integritet. Med andre ord: Hvis den korrekte vurdering ikke kan fastslå, at planen eller projektet ikke vil have negativ indvirkning på Natura 2000-lokalitetens integritet, kan myndigheden ikke godkende planen eller projektet som sådan, medmindre de i særlige tilfælde kræver specielle procedurer for planer eller projekter, som der ikke findes nogen mindre skadelige alternative løsninger for, og som er af væsentlig samfundsinteresse. SMV/VVM har på den anden side til formål at gøre planlægningsmyndighederne opmærksomme på de miljømæssige indvirkninger af den foreslåede plan eller projekt, således at de tages i betragtning i forbindelse med deres endelige beslutning. Ovenstående overvejelser er sammenfattet i tabellen i bilag 4. Retningslinjer for vurderinger:

Betydningen af effekterne af en plan eller et projekt afhænger i høj grad af lokalitetens kendetegn og bevaringsmål (som angives i standarddataformularen, dokumenter til udnævnelse af særlige bevaringsområder, bevaringsprioriteter, forvaltningsplaner…).

Når der foreslås et havne- eller relateret vandvejsudviklingsprojekt, skal der i første omgang gennemføres en forhåndsvurdering. Såfremt denne forhåndsvurdering viser, at der ikke vil være nogen væsentlig indvirkning på Natura 2000-lokaliteter, kan den kompetente myndighed fjerne kravet om gennemførelsen af en korrekt vurdering af konsekvenserne for lokaliteten i henhold til lokalitetens bevaringsmål i henhold til artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet. Vurderingen af risiciene af de væsentlige indvirkninger skal gennemføres på grundlag af videnskabelige kriterier og inter alia i henhold til kendetegnene og de specifikke miljøforhold for lokaliteten i forbindelse med en sådan plan eller projekt. Faktorer såsom omfanget, styrken, kompleksiteten, sandsynligheden, varigheden, hyppigheden og den mulige reversibilitet af indvirkningen skal tages i betragtning. De kompetente myndigheder er ansvarlige for denne opgave.

Hvis det på grundlag af objektive oplysninger ikke kan udelukkes, at et projekt vil have en væsentlig indvirkning på en Natura 2000-lokalitet, enten individuelt eller i kombination med andre planer eller projekter, skal projektet være genstand for en korrekt vurdering i henhold til artikel 6, stk. 3.

Som følge af en grundig korrekt vurdering, som omfatter indsamling af alle relevante data, og som er genstand for reversibiliteten af handlinger, bør fortsatte usikkerheder dog ikke blokere eller tilbageholde projektet på ubestemt tid. Dette afgøres fra sag til sag. I tilfælde af usikkerhed vedrørende særlige mekanismer for komplekse økosystemer i flodmundinger eller kystvande bør havne- og vandvejsudviklere vurdere arten af de fortsatte usikkerheder og forvalte disse gennem målrettede overvågnings- og tilpasningsstrategier. Overvågningsordninger bør udformes på en måde, så de viser enhver uventet udvikling på et stadie, hvor der stadig kan træffes effektive afhjælpende foranstaltninger.

Manglende negative virkninger er nogle gange forbundet med forventede effekter, som ikke overstiger de angivne grænseværdier. Overvågningen af effekterne i forhold til grænsen er i disse tilfælde af afgørende betydning. Grænseværdierne bør altid sikres på grundlag af videnskabelige kriterier.


I forbindelse med en korrekt vurdering bør der gives oplysninger om de fuldstændige kendetegn ved projektet eller planen, som kan have påvirkning på lokaliteten, det samlede omfang eller område, som vil blive påvirket, kendetegnene ved andre projekter eller planer, som kan medføre kumulative indvirkninger i forhold til projektet, planlagte eller eksisterende naturbevaringsinitiativer, som muligvis vil komme til at påvirke lokalitetens status i fremtiden, forholdet (f.eks. afstand...) mellem projektet eller planen og Natura 2000-lokaliteten, kravene (f.eks. VVM/SMV) fastsat af godkendelsesorganet eller -agenturet.

Oplysningerne vedrørende den beskyttede lokalitet bør omfatte: bevaringsmålene for Natura 2000-lokaliteten, bevaringsstatussen og andre nøgleaspekter for habitater i henhold til bilag I eller arter i henhold til bilag II på lokaliteten, de fysiske og kemiske kendetegn ved lokaliteten, som kan påvirkes af projektet, dynamikkerne i habitaterne, arterne og deres økologi, aspekter ved lokaliteten, som er følsomme over for forandring, overordnede strukturelle og funktionelle forhold, som skaber og bevarer lokalitetens integritet, andre bevaringsproblemer med relevans for lokaliteten, herunder sandsynlige fremtidige naturlig forandringer, der finder sted, og den nødvendige forvaltningsgrad for disse forandringer med henblik på opnåelse af lokalitetens bevaringsmål.

Foranstaltninger til fjernelse eller reduktion af væsentlige indvirkninger (afhjælpning) bør planlægges i løbet af projektudformningsfasen. De kan om nødvendigt suppleres under den korrekte vurdering (revision af udformningen, supplerende afhjælpning). Projektet kan derefter muligvis opnå et niveau, hvor det ikke vil have nogen negative konsekvenser for lokalitetens integritet.

3.3.4. Kompensationsordninger og opfølgning herpå Vigtigt! Kommissionen har udarbejdet retningslinjer, der har direkte forbindelse til bestemmelserne i artikel 6.4 i habitatdirektivet, som skal læses sammen med nedenstående afsnit (se bilag 1). Retningslinjer for kompensation:

I enheder, hvor skadelige udviklinger ved mangel på alternative løsninger skal tillades med henblik på fortsættelse, vil der være behov for kompensationsforanstaltninger med henblik på udligning af tab eller skade på lokaliteten. Disse bør præcist tilpasses den indvirkningstype, der er forudset, og bør fokusere på sammenhængen i Natura 2000-netværket og navnlig de komponenter, der er påvirket på lokalitetsniveau. Dette kræver, at foranstaltningerne henviser til de strukturelle og funktionelle aspekter ved lokalitetsintegriteten, de relaterede habitattyper og artspopulationer, der påvirkes, og disse komponenters bidrag til den overordnede sammenhæng i Natura 2000-netværket.

Kompensationsforanstaltninger skal være opnåelige og operationelle i forbindelse med beskyttelsen af den overordnede sammenhæng i Natura 2000-netværket. Den vurderede tidsramme og enhver vedligeholdelseshandling som påkrævet med henblik på at styrke ydeevnen bør angives så tidligt som muligt i projektforløbet. Så snart der er aftalt en kompensationsordning, godkendelserne er tildelt, og der er iværksat et overvågningsprogram, bør uforudsete usikkerheder i princippet ikke ødelægge kernen i en plan eller et projekt betydeligt. Sådanne mulige nye usikkerheder bør dog medføre målrettede undersøgelser og om nødvendigt udvidet overvågning og tilpassende eller afhjælpende foranstaltninger.


"Tab" beregnes i henhold til nøglehabitater og -arter: ifølge nuværende viden og ekspertvurdering. Kompensationsforanstaltninger skal udformes på grundlag af den bedste videnskabelige viden og bør opfylde de økologiske funktioner, der er nødvendige til støtte for de påvirkede arter og habitater.

Miljøskade/miljøfordel fra kompensationsforholdet bør vurderes: Der findes en bred anerkendelse af, at kompensation/skadesforholdet overordnet set bør ligge et godt stykke over 1:1. Kompensationsforholdene på 1:1 skal således kun tages i betragtning, så snart det påvises, at disse foranstaltninger vil være 100 % effektive i forbindelse med genopretningen af en god struktur og funktion inden for en kort tidsramme.

Der skal udvælges passende kompensationslokaliteter i henhold til følgende: (a) kompensation inden for Natura 2000-området, forudsat at de nødvendige

elementer er til stede til at sikre den økologiske sammenhæng og nettets funktionsdygtighed,

(b) kompensation uden for Natura 2000-området, forudsat at det samme bidrag er muligt for det økologiske netværk. Det nye sted kan være et andet område, der er udpeget som Natura 2000-område, eller et ikke-udpeget område. I sidstnævnte tilfælde skal området selv udpeges som et Natura 2000-område.

Kompensationsforanstaltningerne skal sikre kontinuititeten i de økologiske processer, som er afgørende for bevaringen af den overordnede sammenhæng i Natura 2000-netværket. Kompensationsordningen bør være "effektiv", når de negative indvirkninger indtræder i det pågældende område. Tidlig gennemførelse er helt essentiel. Det kan være nødvendigt at anvende specifikke afhjælpningsforanstaltninger med henblik på at få bugt med midlertidige tab.

For at undgå uventede forsinkelser, der kan mindske foranstaltningernes effektivitet, bør alle forholdsregler af teknisk, juridisk eller finansiel art, der kræves til gennemførelsen af kompensationsforanstaltningerne, være på plads, før gennemførelsen af planen eller projektet påbegyndes.

Finansiering, overvågning og rapportering: Kompensationsforanstaltninger indebærer, at der på forhånd sikres et fornuftigt juridisk og finansielt grundlag for langsigtet gennemførelse, beskyttelse, overvågning og vedligeholdelse.

3.3.5. Håndtering af uddybnings- og vedligeholdelsesaktiviteter I tilfælde af havne beliggende i eller ved flodmundinger er det almindeligt, at navigationsadgangen løber gennem udpegede Natura 2000-lokaliteter. For de fleste havne er uddybning en nødvendighed for at kunne holde vandveje og sejlruter tilgængelige. Potentielle konflikter med kravet om at bevare en Natura 2000-lokalitets integritet kan opstå. Ikke desto mindre kan aktiviteter inden for vedligeholdelsesuddybning såsom vedvarende eller periodisk vedligeholdelsesuddybning ofte udformes, således at de ikke påvirker integriteten af Natura 2000-lokaliteter eller deres bevaringsmål på negativ vis. Der foreligger muligheder for at håndtere opmudret materiale på en flodmundings-venlig måde. I påkommende tilfælde anvendes der strategier for sedimentplacering (f.eks. i tilfælde med flytning af sedimenter i en del af en flodmunding, hvor der mangler sedimenter), og uddybningsaktiviteterne kan endda have positive effekter for flodmundingers bevaringsstatus. Nylig viden og bedste praksis har vist, at velovervejede flytteplaner kan bidrage til genopretningen af værdifulde morfologiske strukturer inden for flodmundinger med interessante miljøfordele.


Udviklingen af innovative uddybningskoncepter ledsaget af strenge overvågningsordninger kan bidrage til opnåelsen af både navigationsmål og Natura 2000-bevaringsmål. I forbindelse med fastsættelsen af passende løsninger til bæredygtig vedligeholdelsesuddybning foretrækkes konceptet med en bæredygtig uddybnings- og sedimentforvaltningsordning. Disse ordninger kan bidrage til at undgå problemer, konflikter og forsinkelse og så vidt muligt maksimere potentielle positive effekter på flodmundingers og kystvandes bevaringsstatus. Anvendelsen af bæredygtige uddybnings- og sedimentforvaltningspraksisser vil yderligere nedsætte vedligeholdelsesaktiviteternes potentielle indvirkninger i navigationskanalerne. Dette betyder dog stadigvæk, at der er behov for vurdering i henhold til artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet. Bæredygtige uddybningsstrategier bør sikre den nødvendige baggrundsviden til den kompetente myndighed med henblik på at kunne vurdere sandsynligheden for mulige negative virkninger på en Natura 2000-lokalitet. Som en tilbagevendende aktivitet kan vedligeholdelsesuddybning og flytning af sedimenter anvendes i forbindelse med en bæredygtig uddybnings- og sedimentforvaltningsordning med henblik på både at opfylde navigationsmålene og bidrage til Natura 2000-bevaringsmålene. Nedenstående seks etaper er af afgørende betydning i forbindelse med forberedelsen og gennemførelsen af bæredygtige uddybnings- og sedimentforvaltningsordninger:

- forståelse af de fysiske rammer (morfologi, hydrologi, saltholdighed osv.) for det pågældende område,

- indsamling af de nødvendige oplysninger om uddybningsaktiviteter med henblik på at vurdere den miljømæssige indvirkning til bunds,

- påbegyndelse af vurderingen af uddybningsaktiviteternes indvirkning på det naturlige miljø (på flodmundingers morfologi og hydrodynamik, på følsomme habitater og arter, på kort og lang sigt),

- udvælgelse af optimale praksisser, der beskriver alle de mulige løsninger med henblik på afhjælpning af negative virkninger og som sidste udvej undersøgelse af mulige kompensationsforanstaltninger, som skal træffes, hvis alle de væsentlige negative virkninger ikke kan undgås gennem anvendelse af afhjælpningsforanstaltninger,

- gennemførelse af et overvågningsprogram til fastsættelse af resultaterne i forbindelse med miljømålene,

- sikring af inddragelse af de interesserede parter i løbet af hele processen med henblik på at undgå klager og forsinkelse af proceduren.

Vurderingen af uddybningsaktiviteterne og bortskaffelse af opmudret materiale i havmiljøer reguleres i henhold til de internationale konventioner såsom Londonkonventionen, OSPAR-, HELCOM-, Barcelona- og Bukarestkonventionerne. Retningslinjer for omfattende uddybning

Der bør udarbejdes operationer til omfattende uddybning som led i den bæredygtige uddybning og sedimentforvaltningsordninger. I de tilfælde hvor de væsentlige indvirkninger på en Natura 2000-lokalitet ikke kan udelukkes, også i kombination med andre planer eller projekter, skal de underlægges en korrekt vurdering i henhold til artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet.

Anvendelsen af intelligente uddybnings- og flytningsstrategier bør hjælpe med til at afhjælpe negative virkninger og om muligt genoprette eller udvikle værdifulde morfologiske strukturer og således generere økologiske fordele ("arbejde med naturen").


Uddybnings- og sedimentflytningsstrategier bør udpeges, således at deres mulige positive effekter maksimeres. De bør understøttes af effektive overvågningsordninger.

Retningslinjer for tilbagevendende vedligeholdelsesaktiviteter, herunder vedligeholdelsesuddybning:

Tilbagevendende vedligeholdelsesaktiviteter bør udpeges og gennemføres, således at det sikres, at de ikke får en negativ virkning på Natura 2000-lokaliteters integritet eller deres bevaringsmål. Deres potentielle positive effekter på bevaringsstatus for flodmundinger og kystvande bør om muligt maksimeres gennem anvendelsen af bæredygtige sedimentforvaltningsstrategier.

Tilbagevendende vedligeholdelsesaktiviteter bør om muligt inddrages i integrerede Natura 2000-forvaltningsplaner, tilsvarende forvaltningsplaner eller vandområdeplaner til sikring af, at de vurderes og gennemgås på en struktureret måde i den overordnede kontekst for bevaringen af lokaliteterne.

Vedligeholdelsesaktiviteter i eller ved en Natura 2000-lokalitet bør specifikt udpeges for hver flodmunding eller kystvand og understøttes af en overvågningsordning, som sikrer registrering og rettidig afhjælpning af uforudsete negative virkninger på bevaringsmålene.

Hvis disse aktiviteter i henhold til navnlig reguleringen eller arten af vedligeholdelsesaktiviteter eller betingelserne for deres gennemførelse kan anses som en enkelt aktivitet, navnlig i de tilfælde hvor de udpeges til vedligeholdelse af en navigationskanal ved en specifik dybde gennem jævnlig uddybning, der er nødvendig herfor, kan disse vedligeholdelsesarbejder anses som værende ét og samme projekt i henhold til formålene angivet i habitatdirektivet.

I dette tilfælde vil projektet ikke blive underlagt en forhåndsvurdering af dets indvirkninger på den pågældende lokalitet, såfremt projektet er blevet godkendt inden udløbet af tidsgrænsen for gennemførelse af direktivet. I en Natura 2000-lokalitet vil gennemførelsen af vedligeholdelsesarbejder dog være genstand for et overordnet krav om beskyttelse i henhold til artikel 6, stk. 2, i habitatdirektivet i form af undgåelse af ødelæggelse af naturlige habitater og arters habitater samt væsentlige forstyrrelser, som påvirker arterne, som lokaliteten er blevet udpeget for16.

Vedligeholdelsesaktiviteter skal på tidspunktet for hver intervention i navigationskanalen i nogle tilfælde anses som særlige projekter til eksempelvis forandring af de teknikker, betingelser eller den regularitet, de gennemføres i henhold til. I dette tilfælde skal hvert af disse projekter, så vidt de kan have en væsentlig indvirkning på den pågældende lokalitet, være genstand for en vurdering af deres indvirkninger i henhold til artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet.

Da bestemmelserne i artikel 6, stk. 2, altid finder anvendelse, bør medlemsstaterne gennemgå, hvorvidt de igangværende aktiviteter kan ødelægge habitater eller arters habitater og om nødvendigt træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at undgå en sådan ødelæggelse.

16 Se også Domstolens afgørelse af 14. januar 2010 i sag C-226/08 (Stadt Papenburg v Bundesrepublik Deutschland).


3.4. Håndtering af usikkerheder: tilpasningsforvaltning I forbindelse med gennemførelsen af korrekte vurderinger for planer eller projekter i henhold til artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet er det muligvis nødvendigt at anvende forsigtighedsprincippet. Vurderingens fokus bør ligge ved objektivt at vise – med støttende bevisgrundlag – herunder gennemførelse af de nødvendige undersøgelser, og med udgangspunkt i den bedste tilgængelige videnskabelige viden, at der ikke vil være nogen negative virkninger på Natura 2000-lokalitetens integritet. Tilpasningsforvaltning bidrager dog ligeledes til at håndtere situationer i de tilfælde, hvor det grundet videnskabelige begrænsninger eller usikkerheder vedrørende funktionen af komplekse og dynamiske økosystemer ikke er muligt for de kompetente myndigheder at fastslå, at der ikke er nogen negative virkninger. Hvis det ikke kan fastslås, at en plan eller et projekt ikke har nogen negative virkninger på en Natura 2000-lokalitet, fastsætter undtagelsesordningen i henhold til artikel 6.4 i habitatdirektivet, at planen eller projektet udelukkende kan godkendes, hvis der ikke findes alternative løsninger, hvis planen eller projektet begrundes med nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, og hvis de nødvendige kompensationsforanstaltninger gennemføres til beskyttelse af den overordnede sammenhæng i Natura 2000-netværket. Hvis en plan eller et projekt henhører under disse bestemmelser (hvilket er sandsynligt for de fleste havneudviklingsprojekter), er det afgørende, at de forskellige aspekter tydeliggøres på et meget tidligt stadie i plan- eller projektudviklingen, da der er tale om nøgleelementer med henblik på dets udformning, finansiering og sidst, men ikke mindst, godkendelsesprocedurerne. En tilpasningstilgang for gennemførelsen af en plan eller et projekt eller en kompensationsordning kan være af særlig betydning med henblik på håndtering af sager, hvor det grundet usikkerheden forbundet med de forskellige medvirkende faktorer (placering, tillid, uventede forsinkelser) ikke er muligt at fastsætte alle planens eller projektets eller kompensationsordningens effekter i tilstrækkelig detaljeret grad, og såfremt denne usikkerhed ikke kan indregnes gennem øgede nøgletal. I en sådan situation skal der anvendes en streng overvågningsordning og en prædefineret godkendt pakke af passende afhjælpningsforanstaltninger. Disse foranstaltninger skal gøre det muligt at tilpasse afhjælpnings- og/eller kompensationsforanstaltninger til indvirkningernes virkelighed og således sikre, at de oprindeligt uventede negative virkninger neutraliseres. Der er allerede blevet offentliggjort omfattende vejledning inden for konceptet om nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, og hvordan man undersøger alternative løsninger, i eksisterende vejledende dokumenter (se bilag 1). Retningslinjer for tilpasningsforvaltning:

Hvis væsentlige negative virkninger ikke kan undgås på trods af afhjælpningsforanstaltninger, beror beslutningen og godkendelse af projektet navnlig på tilstedeværelsen af nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser og fraværet af mindre skadelige alternative løsninger i henhold til bestemmelserne i artikel 6, stk. 4, i habitatdirektivet.

I tilfælde af resterende videnskabelig usikkerhed af enhver art i forhold til indvirkningerne af afhjælpnings- eller kompensationsforanstaltninger bør foranstaltningerne omfatte en forhåndsfastsat og godkendt ordning til overvågning af de reelle indvirkninger og en ramme såsom en Natura 2000-forvaltningsplan, samlet


plan eller et foranstaltningsprogram med henblik på tilpasning af afhjælpnings- og kompensationsforanstaltningerne til de reelle indvirkninger.

Retningslinjer for overvejelse af alternative løsninger

Hvis der forventes negative virkninger, bør der findes frem til en række alternative løsninger til opnåelse af planens eller projektets mål, og disse alternativer bør vurderes i forhold til deres mulige indvirkning på bevaringsmålene for Natura 2000–lokaliteten.

De kompetente myndigheder bør ikke begrænse deres hensyntagen til alternative løsninger til de løsninger, der er foreslået af projekt- eller planforslagsstillerne. Det er den kompetente myndigheds ansvar at tage alternative løsninger i betragtning.

I forbindelse med vurderingen af alternative løsninger bør alle de relevante agenturer og andre organer høres. Der bør leveres detaljerede oplysninger om alternative løsninger og deres indvirkning på berørte Natura 2000-lokaliteter med kildeangivelse. Forsigtighedsprincippet bør anvendes i forbindelse med vurderingen af alternativer.


Bilag 1: Europa-Kommissionens meddelelser og vejledende dokumenter

EF-vejledninger vedrørende fugledirektivet og habitatdirektivet

- Europa-Kommissionen, (2000), Forvaltning af Natura 2000-områder: Habitatdirektivets artikel 6, 92/43/EØF. Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer.

http://ec.europa.eu/environment/nature/natura2000/management/docs/art6/provision_of_art6_en.pdf

- Europa-Kommissionen, (2002), Evaluering af projekter og planer, der har væsentlig indvirkning på Natura 2000-områder. Metodologisk vejviser om bestemmelserne i artikel 6, stk. 3 og 4, i habitatdirektiv 92/43/EØF. Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer. http://ec.europa.eu/environment/nature/natura2000/management/docs/art6/natura_2000_assess_en.pdf

- Europa-Kommissionen (2007), vejledning vedrørende artikel 6, stk. 4, i ’habitatdirektivet' 92/43/EØF. Belysning af begreberne: alternative løsninger, nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, kompensationsforanstaltninger, global sammenhæng, udtalelse fra Kommissionen.

http://ec.europa.eu/environment/nature/natura2000/management/docs/art6/guidance_art6_4_en.pdf

- Europa-Kommissionen (2007), vejledning vedrørende en streng beskyttelsesordning for arter af fællesskabsbetydning I henhold til habitatdirektiv 92/43/EØF, 87 ff. http://circa.europa.eu/Public/irc/env/species_protection/library?l=/commission_guidance/english/final-completepdf/_EN_1.0_&a=d

De vigtigste EF-vejledninger vedrørende vandrammedirektivet

- Europa-Kommissionen, (2003), fælles gennemførelsesstrategi for vandrammedirektivet (200/60/EF), overgangs- og kystvandetypologi, referencebetingelser og klassifikationssystemer, vejledning nr. 5, Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, 116 ff.

http://circa.europa.eu/Public/irc/env/wfd/library?l=/framework_directive/guidance_documents&vm=detailed&sb=Title

- Europa-Kommissionen, (2003), fælles gennemførelsesstrategi for vandrammedirektivet (200/60/EF), identifikation og udpegning af stærkt modificerede eller kunstige vandområder, vejledning nr. 4, Luxembourg: Office for official publications of the European Communities, pp.14.

http://circa.europa.eu/Public/irc/env/wfd/library?l=/framework_directive/guidance_documents&vm=detailed&sb=Title

- Europa-Kommissionen (2006), fælles gennemførelsesstrategi for vandrammedirektivet. Undtagelser for miljømålsætninger i vandrammedirektivet vedrørende nye ændringsforslag eller nye bæredygtige udviklingsaktiviteter (VRD, artikel 4.7), dokument om retningslinjer.

http://circa.europa.eu/Public/irc/env/wfd/library?l=/framework_directive/thematic_documents/environmental_objectives&vm=detailed&sb=Title


- Europa-Kommissionen (2006), VRD og hydromorfologiske belastninger: Fokus på vandkraft, anbefalinger for aktiviteter vedrørende navigation og oversvømmelsessikring for en bedre integration af politikker, dokument om retningslinjer, 44 ff.

http://circa.europa.eu/Public/irc/env/wfd/library?l=/framework_directive/thematic_documents/hydromorphology&vm=detailed&sb=Title

- Europa-Kommissionen (2006), VRD og hydromorfologiske belastninger, god praksis i styring af økologiske påvirkninger fra vandkraftordninger, oversvømmelsessikringsforanstaltninger og foranstaltninger for en nemmere navigation under vandrammedirektivet, 68 ff.

http://circa.europa.eu/Public/irc/env/wfd/library?l=/framework_directive/thematic_documents/hydromorphology&vm=detailed&sb=Title

EF-retningslinjer vedrørende hav- og havnepolitikker

- Europa-Kommissionen, (2006), En fremtidig havpolitik for EU: En europæisk vision for havene, grønbog, 49 ff. KOM(2006) 27.

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=COM:2006:0275:FIN:EN:HTML

- Europa-Kommissionen, (2006), Motorveje til søs: Overflytning af gods fra Europas veje, Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, 6 ff. http://ec.europa.eu/transport/intermodality/motorways_sea/doc/2006_motorways_sea_brochure_en.pdf

- Europa-Kommissionen, (2007), En integreret EU-havpolitik, 17 ff. KOM(2007) 575.

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=COM:2007:0575:FIN:EN:PDF

- Europa-Kommissionen, (2007), meddelelse om en EU-havnepolitik, 16 ff. KOM(2007) 616.


- Europa-Kommissionen, (2009), EU's søtransportpolitik frem til 2018 – strategiske mål og anbefalinger, meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, GD for Transport og Energi, 19 f.


EF-vejledninger vedrørende ICZM og kystområder

- Europa-Kommissionen, (2002), anbefalinger om gennemførelse af integreret kystzoneforvaltning i Europa (2002/413/EF).

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2002:148:0024:0027:EN:PDF

- Europa-Kommissionen, (2004b), Kysterosioner i Europa – Havbund og områder for bæredygtighed, Eurosion, Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, 44 ff. http://www.eurosion.org/project/eurosion_en.pdf


Yderligere EF-vejledninger

- Europa-Kommissionen, (2004), Udarbejdelse af en vejledning vedrørende en strategisk miljøvurdering (SMV) og kysterosion, Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, 72 ff.

http://ec.europa.eu/environment/iczm/pdf/coastal_erosion_fin_rep.pdf

- Europa-Kommissionen, (2006), Stop for tab af biodiversitet inden 2010 - og fremover, Opretholdelse af økosystemfunktioner til gavn for menneskeheden, Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, 15 ff. KOM(2006) 216.

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/site/en/com/2006/com2006_0216en01.pdf

- Europa-Kommissionen, (2007), Tilpasning til klimaændringerne – hvad kan der gøres på EU-plan, 27 ff. KOM(2007) 354.

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/site/en/com/2007/com2007_0354en01.pdf

- Europa-Kommissionen, (2007), Dagsorden for en konkurrencedygtig og bæredygtig turisme, Meddelelse fra Kommissionen, KOM (2007) 621 endelig.

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:52007DC0621:en:HTML

- Europa-Kommissionen, (2010), En ny turismepolitik for Europa – verdens førende rejsemål, meddelelse fra Kommissionen, KOM (2010) 352 endelig.

http://ec.europa.eu/enterprise/sectors/tourism/files/communications/communication2010_en.pdf


Bilag 2: Udvalgte private initiativer vedrørende havnesektoren

1. Ecoports (jf.www.ecoports.com) Ecoports er et forsknings- og udviklingsprojekt, der blev startet i 2002 og oprindeligt var samfinansieret af Europa-Kommissionen og 12 havne og havneorganisationer. Hovedformålet med Ecoports var en harmonisering af miljøforvaltningen i havneadministrationen i Europa gennem oprettelsen af et miljøforvaltningssystem samt erfaringsudveksling og implementering af bedste praksis i forhold til miljøproblemer i havneområder. 2. ESPO, Environmental Codes of Practice (miljø-adfærdskodeksen) (jf.www.espo.be) I 1994 publicerede European Sea Ports Organisation (ESPO) sin første miljø-adfærdskodeks, som skulle give udtryk for et fælles engagement for miljøforbedringer i havneadministrationen. Der blev således fremsat en række anbefalinger vedrørende integration af miljøbeskyttende politikker i alle deres arbejdsopgaver. I 2002 gennemførte ESPO en undersøgelse af fugle- og habitatdirektivernes betydning for havneudvikling. De vigtigste resultater og anbefalinger blev publiceret i 2007 i EPSO's adfærdskodeks for fugle- og habitatdirektiverne. 3. Paralia Nature (jf. www.imiparalianature.org) Paralia Nature-projektet blev i december 2000 startet som en uformel diskussionsplatform til drøftelse af habitatdirektivet og relaterede problemer og projekter. Projektet skal skabe et tværfagligt samarbejde mellem regeringer, havne, universiteter, ikke-statslige organisationer og videnscentre gennem erfarings- og informationsudveksling. 4. NY! Delta-projektet (Interreg IIIB – det nordvestlige Europa, jf. www.newdelta.org) Det NYE! Delta-projektet, som blev startet i juli 2004, beskæftiger sig ligeledes med gennemførelse af fugle- og habitatdirektiverne. Projektet har samlet 10 partnere fra fire forskellige lande i det nordvestlige Europa (England, Frankrig, Belgien og Nederlandene), herunder havnemyndigheder, regionale forvaltninger og forskningsinstitutioner. 5. SedNet (det femte FTU-rammeprogram, jf. www.sednet.org) Sediment Network (SedNet) er et europæisk netværk, som skal inkorporere problemer og viden i forhold til havbunden i europæiske strategier med henblik på at støtte miljørelaterede målsætninger og udvikle nye redskaber til sedimentforvaltning. 6.TIDE (Interreg IV B North Sea Programme, jf. www.tide-project.eu/) Interreg-projektet TIDE blev startet i september 2009. Projektet har en integreret forvaltning af flodmundinger til sigte, der anvendes som søveje til vigtige søhavne med en stor tidevandspåvirkning og en høj transport af havbund. Et partnerskab mellem havnemyndigheder, miljøagenturer og videnskab fra Elbe-, Scheldt-, Humber- og Weser-flodmundingerne vil udveksle erfaringer og udarbejde redskaber og pilotforanstaltninger for at opnå en integreret forvaltning af flodmundingerne.


Bilag 3: ESPO-tjekliste vedrørende god praksis for en afbalancering af Natura 2000 gennem foranstaltninger for udvikling af havne og vandveje (december 2009)

Denne tjekliste er et eksempel, som medlemsstater kan overveje at vedtage for at kunne yde vejledning og retssikkerhed i forbindelse med foranstaltninger for udvikling og drift af havne og vandveje.

Fysisk og integreret planlægning Der foretages en grundig vurdering, behandling og afvejning af igangværende havne-

og vandvejsforanstaltninger i forhold til samtlige relevante aspekter for fysisk planlægning.

Ny udvikling og fremtidig udvidelse af eksisterende havne og vandveje er en integreret del af de relevante fysiske planlægningsprocesser.

Havne- og vandvejsforanstaltninger behandles og afvejes nøje i henhold til en afbalanceret og integreret Natura 2000-forvaltningsplan.

Planlægning af nye havne- og vandvejsprojekter

En bæredygtig havneudvikling er et nøgleelement i godkendelsen af foranstaltninger til havneudvidelse (optimering af havneindustribrug og -områder, forbedring af driftsmålestok, effektiv udnyttelse af transportformer).

Påvirkninger fra skibsfart i eller i nærheden af havneområder er underlagt internationale regler og traktater (UNCLOS; IMO; MARPOL) En bæredygtig skibsfart fremmes af frivillige ordninger (f.eks. miljøindekset for skibe (Environmental Ship Index).

Der tages fra starten hensyn til aktionærers, offentlighedens og interessenters holdninger ved hjælp af en veldefineret høringsproces af de relevante interessenter. Overenskomster er blevet nået på alle de relevante områder ved så vidt som muligt at udnytte tilgængelige videnskabelig viden.

Hvis en betydelig påvirkning ikke kan udelukkes i en forudgående vurdering, skal yderligere foranstaltninger i henhold til artikel 6 i habitatdirektivet træffes (fuldstændig vurdering, alternativer, afhjælpning, kompensation - jf. ESPO-adfærdskodeksen og særlige EU-retningslinjer).

De kompetente myndigheder skal godkende og danne grundlag for resultaterne i høringsprocessen af de relevante interessenter og for vurderingen af havneudviklingen, og disse skal inkorporeres og sikres (herunder beslutninger, der tages i processen) i den relevante integrerede planlægning.

Vedligeholdende uddybningsarbejde En vedligeholdende uddybningsstrategi er blevet udarbejdet i forhold til

hydromorfologiske og økologiske forhold.

Ud fra nyeste oplysninger og tilbagemeldingen fra de relevante interesserede parter skal uddybningsforanstaltninger – i henhold til de økonomiske og lovmæssige rammer – påvirke Natura 2000-bevaringsmålene så lidt som muligt.

En bæredygtig vedligeholdelsesuddybning eller uddybningsordning er del af en integreret forvaltningsplan. Ud fra de generelle retsprincipper for målsætninger for


bevaring er uddybning fleksibel i henhold til kravene om en dynamisk tidevandspåvirket flodmunding, flod eller kystzone.

Uddybningsaktiviteter er blevet optimeret i henhold til følgende bestemmelser:

- Teknisk gennemførlighed, tilgængelige sandsugere.

- Sikkerhed, nautiske krav, sejlads.

- Juridisk bindende økologiske krav (Fugle- og habitatdirektiverne, VRD, osv.).

- Administrative bestemmelser (f.eks. forvaltningsplaner, lokalitetsbestemte målsætninger).

- Fuld integration af langsigtede og omfattende kriterier for hydromorfologi, sediment og økologi.

- Kortsigtede og/eller lokale kriterier.

- Omkostningseffektivitet.

- Andre ikkebindende aspekter som f.eks. overenskomster med interessenter.

Natura 2000-lokalitetsforvaltning og vedligeholdelsesforanstaltninger

Formålet bør være realiserbare målsætninger for bevaring i lokaliteterne i overensstemmelse med en langsigtet udvikling af havne og vandveje.

Havne- og vandvejsmyndigheder bør fra begyndelsen involveres aktivt i udarbejdelsen af forvaltningsplaner.

I forhold til usikkerheder (viden om økosystemer, årsag-virkningsrelationer) bør forsknings- og overvågningsordninger inddrages som en del af forvaltningsplanen.


Bilag 4: Sammenligning af procedurer i henhold til KV, VVM og SMV

KV VVM SMV

Hvilke typer udvikling tilsigtes?

Enhver plan eller projekt, som – enten enkeltvis eller i kombination med andre planer/projekter – kan have en væsentlig indvirkning på en Natura 2000-lokalitet (dog ikke planer eller projekter, der står i direkte forbindelse med forvaltningen af bevaringslokaliteten).

Alle projekter opført i bilag I.

For projekter anført i bilag II skal behovet for en VVM fastsættes fra sag til sag og afhængigt af grænserne eller kriterierne som fastsat af medlemsstaterne (i henhold til kriterierne i bilag III).

Planer eller programmer af enhver art, som (a) er udarbejdet inden for landbrug, skovbrug, fiskeri, energi, industri, vandforvaltning, telekommunikation, turisme, by- og landdistriktsudvikling eller arealudnyttelse, og som danner rammerne for fremtidige udviklingsgodkendelser for projekter som anført i bilag I og II til direktiv 85/337/EØF, eller som b) i lyset af den sandsynlige indvirkning på lokaliteter har fået pålagt en vurdering i henhold til artikel 6 og 7 i direktiv 92/43/EØF.

Hvilke indvirkninger skal vurderes i forhold til naturen?

Vurderingen bør gennemføres i henhold til lokalitetens bevaringsmål (som vedrører arter/habitattyper, som lokaliteten blev udpeget for).

Indvirkningerne bør vurderes til fastsættelse af, hvorvidt de ikke har negative virkninger på den pågældende lokalitets integritet, eller på anden vis.

Direkte og indirekte, sekundære, kumulative, kort-, mellem- og langsigtede, permanente og midlertidige, positive og negative væsentlige indvirkninger på … "fauna og flora".

Sandsynlige væsentlige indvirkninger på miljøet, herunder på spørgsmål som den biologiske mangfoldighed, befolkningen, menneskers sundhed, fauna, flora, jordbund, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, kulturarv, herunder arkitektonisk og arkæologisk arv, landskab og det indbyrdes forhold mellem ovenstående faktorer.

Hvem udfører vurderingen?

Det er den kompetente myndigheds ansvar at sikre, at der gennemføres KV. I den forbindelse kan udvikleren blive pålagt at gennemføre alle nødvendige undersøgelser og give de nødvendige oplysninger til den kompetente myndighed med henblik på at sætte sidstnævnte i stand til at træffe en velbegrundet beslutning. Ved at gøre dette kan den kompetente myndighed ligeledes indsamle relevante oplysninger fra andre kilder.

Udvikleren. Den kompetente planlægningsmyndighed.


Høres de offentlige/andre myndigheder?

Ikke obligatorisk, men anbefales ("i påkommende tilfælde").

Obligatorisk høring gennemføres inden vedtagelse af udviklingsforslaget.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til, at de myndigheder, som på grund af deres særlige ansvar på miljøområdet kan blive berørt af projektet, får mulighed for at afgive udtalelse om ansøgningen om tilladelse.

Det samme gælder for offentligheden.

Obligatorisk høring gennemføres inden vedtagelse af planen eller programmet.

Myndighederne og offentligheden skal tidligt have konkret lejlighed til inden for en passende frist at udtale sig om udkastet til planen eller programmet og den ledsagende miljørapport, inden planen eller programmet vedtages, eller lovgivningsproceduren indledes.

Medlemsstaterne skal udpege de myndigheder, der skal høres, som grundet deres specifikke miljømæssige ansvar sandsynligvis vil blive påvirket.

Hvor bindende er resultaterne?

Bindende. De kompetente myndigheder kan først godkende planen eller projektet efter at have fastslået, et der ikke vil være nogen negative virkninger på lokalitetens integritet.

Der skal tages hensyn til de i henhold til VVM foretagne høringer og indhentede oplysninger i forbindelse med tilladelsesproceduren.

Både miljørapporten og udtalelserne skal tages i betragtning under forberedelsen af planen eller programmet og inden vedtagelsen heraf, eller inden lovgivningsproceduren indledes.


ORDLISTE

Alternative løsninger: Forskellige måder til opnåelse af en plans eller et projekts mål. Kommissionen foreslår, at "de kan omfatte alternative placeringer, forskellige udviklingsforhold eller -udformning eller alternative processer" (EF-vejledning vedrørende artikel 6, stk. 3 og 4, 2001).

Korrekt vurdering (KV): Processen i henhold til artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet, hvorved de potentielle indvirkninger af en plan eller et projekt på en Natura 2000-lokalitet vurderes i henhold til lokalitetens bevaringsmål med henblik på at fastslå, hvorvidt planen eller projektet ikke påvirker lokalitetens integritet negativt.

Kompensationsforanstaltninger: Et krav som fastsat i artikel 6, stk. 4, hvor skaden på en europæisk lokalitet begrundes i det faktum, at der ikke findes nogen alternativer, og af nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser. Kompensationsforanstaltninger skal være udformet til beskyttelse af den overordnede sammenhæng i Natura 2000-netværket. Dette medfører almindeligvis oprettelsen af passende habitater så tæt som muligt ved det sted, hvor skaden sker, og med komplet funktionsdygtighed, inden skaden indtræder.

Kumulative indvirkninger: Indvirkninger, der kumulerer set over rum og tid fra flere planer/projekter.

Forringelse: Fysisk nedbrydning, der påvirker et habitat eller et ynglested eller hvilested for en art. I modsætning til ødelæggelse kan en sådan nedbrydning ske langsomt og gradvist reducere lokalitetens funktion i forhold til kvalitet og kvantitet og kan i løbet af en vis tidsramme medføre fuldstændigt tab heraf.

Forstyrrelse: En midlertidig eller permanent forandring i de miljømæssige betingelser (f.eks. som følge af støj, lyskilde), hvilket kan have en negativ virkning på et naturligt habitat eller arter. Forstyrrelser kan være til fare for en beskyttet art, f.eks. ved at nedsætte overlevelseschancerne, yngleevnerne eller reproduktionsevnerne og kan medføre yderligere indirekte indvirkninger (f.eks. øget konkurrence om næringsressourcerne).

Gunstig bevaringsstatus: Bevaringsstatus for et naturligt habitat anses for at være "gunstig", når: Naturtypens naturlige udbredelsesområde og de arealer, den dækker inden for dette område, er stabile eller i udbredelse; den særlige struktur og de særlige funktioner, der er nødvendige for dens opretholdelse på lang sigt, er til stede og sandsynligvis fortsat vil være det i en overskuelig fremtid; samt når bevaringsstatus for de arter, der er karakteristiske for den pågældende naturtype, er gunstig (artikel 1.e I habitatdirektivet).

Bevaringsstatus for en art anses for "gunstig", når: Bæredygtig bestand bevares på lang sigt; artens naturlige udbredelsesområde er ikke i tilbagegang, og der er ikke sandsynlighed for, at det inden for en overskuelig fremtid vil blive mindsket; der er og sandsynligvis fortsat vil være tilstrækkeligt omfattende levesteder til, at bestanden kan bevares på lang sigt.

Habitat af fællesskabsinteresse: En naturlig habitattype i bilag I i habitatdirektivet.


Nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser: Et krav som fastsat i artikel 6, stk. 4, som under begrænsede omstændigheder tillader fortsættelsen af en plan eller et projekt, selvom en KV ikke har kunnet fastslå, at en Natura 2000-lokalitets integritet ikke vil blive påvirket negativt.

Afhjælpning: Foranstaltninger, der skal minimere eller endda fjerne en plans eller et projekts negative indvirkning under eller efter færdiggørelsen.

Overvågning: Indsamling og analyse af gentagne observationer eller målinger til evaluering af forandringer i betingelserne og fremskridtene mod opfyldelse af et forvaltningsmål.

Natura 2000-lokalitet: Lokaliteter udpeget til skabelse af Natura 2000-netværket, som omfatter særlige beskyttelsesområder og lokaliteter af fællesskabsbetydning som godkendt af Europa-Kommissionen og udpeget som særlige bevaringsområder af medlemsstaterne.

Udligning: Biodiversitetsudligninger er bevaringsforanstaltninger, som har til formål at kompensere for tilbageværende, uundgåelig skade på biodiversiteten som forårsaget af udviklingsprojekter for at stræbe efter, at der ikke forekommer nogen nettotab i biodiversiteten.

Forsigtighedsprincip: I de tilfælde hvor det videnskabelige grundlag ikke er tilstrækkeligt, ikke er entydigt eller er usikkert, og der som følge af indledende objektiv videnskabelig evaluering er indikationer for, at der et begrundet grundlag for bekymring over, at de potentielt farlige virkninger på miljøet, menneske-, dyre- eller plantesundheden muligvis ikke er i overensstemmelse med de valgte beskyttelsesniveau, må manglen på videnskabelig viden ikke bruges som årsag til udsættelse af omkostningseffektive foranstaltninger til forebyggelse af miljømæssig forringelse (Riodeklarationen, 1992 & EF, 2000).

Kvalificerende interesse: En naturlig habitattype som anført i bilag I eller en art som anført i bilag II i habitatdirektivet, en art som anført i bilag I i fugledirektivet eller jævnligt forekommende migrerende arter, som ikke er anført i bilag I, som der er udpeget en Natura 2000-lokalitet for.

Lokalitet af fællesskabsbetydning: I habitatdirektivet (92/43/EØF) er dette fastsat til at være en lokalitet, der i det eller de biogeografiske område(r), som den tilhører, bidrager væsentligt til at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for en af naturtyperne i bilag I eller for en af arterne i bilag II, og som også kan bidrage væsentligt til at sikre sammenhængen i Natura 2000, og/eller som bidrager væsentligt til at opretholde den biologiske diversitet i det eller de pågældende biogeografiske område(r). Lokaliteter af fællesskabsbetydning foreslås for Kommissionen af medlemsstaterne, og så snart de er godkendt, skal de udpeges som særlige bevaringsområder af medlemsstaterne.

Særligt bevaringsområde: Område af fællesskabsbetydning, som medlemsstaterne har udpeget ved en retsakt, en administrativ bestemmelse og/eller en aftale, og hvor der gennemføres de bevaringsforanstaltninger, der er nødvendige for at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for de naturtyper og/eller de arter, for hvilke lokaliteten er udpeget.


Særligt beskyttelsesområde: Beskyttet område som udpeget i henhold til fugledirektivet for arter som anført i bilag I til direktivet og/eller jævnlig forekommende migrerende arter, og som er indeholdt i Natura 2000-netværket.

Arter af fællesskabsinteresse: Arter som anført i bilag II og/eller bilag IV eller V til habitatdirektivet.

Interesserede parter: Personer eller organisationer, som påvirkes af eller har indflydelse på et program, et projekt eller en foranstaltning.

Opsyn: Et udvidet program for undersøgelser, som systematisk gennemføres med henblik på at give en række observationer til at kunne fastslå den variabilitet, der muligvis kan ses over tid.


Europa-Kommissionen Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor 2011 48 s. 21,0 x 29,7 m ISBN 978-92-79-20338-1

doi: 10.2779/88294

KH-31-11-028-D

A-N

Documents

Nogle mobiloperatører tillader ikke opkald til 00 800 ...ec.europa.eu/environment/nature/natura2000/management/docs/Estuaries-DA.pdf · ofte også perfekte steder at placere havne