Noter /Knud Brant Nielsen

I ’Hvad angår poesi --’ (Papirbetroelser) skriverJørgen Gustava Brandt:

Under konventionernes borg

Jeg tror ikke på muligheden af at finde ind til en slagsursprog - ‘før Babel’, så at sige. Men jeg tror på ensøgen efter et sprog for sprogets ord blev byggestenfor hensigter og magtstræb. Jeg tror på en magiensgnist i hverdagens ord bag deres ydre, vanemæssigeeller datamatiske betydning. Det er altså ikke etvirkelig glemt eller dødt sprog, men et gemtbetydningslag, der anes i visse indlysende forholdordene imellem, fulde qf mening og genfødtsansning.

“... et gemt betydningslag ... i visse indlysendeforhold ordene imellem” er netop ekspremologiensarbejdsfelt: at søge ”forhold fulde af mening oggenfødt sansning” -

- bedre kan det ikke siges!

(20.1.94)

Eksprem og motiv

De rytmiske og melodiske grundbestanddele somet musikalsk tema, en strofe eller en melodi beståraf, benævnes motiver. Motiverne er ofte intimtforbundet med et udtryk, fx kan et kvartspring optil betonet taktdel være forbundet med udtrykketbegejstring - og - et trokæisk faldende skalatrin kanvære forbundet med udtrykket lidelse (“seufzer-motiv”).

Tilsvarende består ekspremer af et eller flerebogstaver (grafemer, fonemer) forbundet med etbetydningsindhold, fx SPR forbundet medbetydningen ’sprede’ - eller KN forbundet medbetydningen ’knibe’.

Eksprem og motiv er således parallelle elementer ilitteratur og musik:

form & indhold

KVART OP & begejstring

FALDENDE TRIN & smerte

SPR & sprede

KN & knibe

(24.1.94)

Livets kendetegn er bevægelse

Martinus’ grundlæggende konstatering af at livetskendetegn er bevægelse harmonerer med atmusikkens mindste bestanddele benævnes moti-ver, ’bevægelser’ -

Og de fleste ekspremers indhold er en bevægelse,fx ’VR~vride’ ’FL~flyve/flyde’, ’STR~strække’,’GL~glide’.

Ét eksprem er centralt og udbredt, ekspremet medindholdet ikke-bevægelse, kontrasten til bevæ-gelse: ’ST~stilstand’, der indgår i mange ord, udtryk,vendinger: stå fast, stå stille, ti stille, ti så stille

(30.1.94)

Ekspressiv reduplikation/ potensering

Reduplikation betegner i sprogvidenskaben fordob-ling af en stavelse og gentagelse af et ord (fxmama, ja ja, tiktak). Ved ekspressiv reduplikationgentages ekspremet i samme ord, vending, udtryk.Ekspremet ’ST~stilstand’ forekommer to gange istilstand, stå stille, stå fast. Gentagelsen styrkerekspremet, forstærker dets potens.

(2.2.94)

’Klukflaske’ - ordet som tema

Ord kan være opbygget som musikalske temaer,bestående af motiver:temahoved (det indledendemotiv) og efterfølgende motiver. Klukfiaske er ettæt temaord: temahovedet er ekspremet over alleekspremer, når det gælder lyd, ekspremet’KL’~Iyd”. Det efterfølgende K resonerer og gørkluk til et fortættet lydord. Flaske har to motiver:temahovedet ’FL~flyde” og ’ASKE~ lyd efter skub’. Isammensætningen af kluk+flaske til klukflaskeskabes et særdeles stærkt ord, hvor tre gange “Kog to gange ’L~bølgebevægelse’ yderligerepotenserer ordet. Altså:

klukflaske

’K~lyd’ kl

’FL~flyde’ fl

’ASKE~åben lyd efter skub’ aske

’K~skub’ k k k

’L~bølgebevægelse’ l l

klukflaske

(3.2.94)

Lean Nielsen: Undskyld, hvad er klokken?

Daglige digte. 1994:

Bare stå

stille et øjeblik

og føle sig så tæt

på hele det levende liv.

Her er ekspressiv reduplikation (2.2.94) i stå stille,med raffineret resonans i tredje linies sig så tæt - ogskift til fjerde linies blødt rytmiske L-dominans i heledet levende liv:

.… st

st.... .. …….

.. … s.. s. t.t

.. ..l. … l…… l..

(5.2.94)

Lyrikeren Ulrikka S. Gernes i TidsRum 5.2.94(Informationsreportage):

hvert menneske er en stat i staten

hvert menneske et tavst centrum i verden

‘ST~stå&stille’ i stat og tavst -

stat af indoeuropæisk sta ’stå,stille’ : ST i rodtavst af tavs+t (intetkøns-t): ST ved bøjning -men ekspremet ’ST~ stå,stille’ er det samme.

Af Peter Øvig Knudsens reportage:

Vi løftes ud af TidsRummet, og alt er så tyst, at mankan høre klaverbænken knirke…

’ST~stille’ i tyst, dvs. ikke-lyd, i kontrast til bevægel-seslydordet knirke:

’KN~knibe m/lyd’ med resonans i NK i bænken og i Ki klaver og knirke.

- Er det søgt at tilskrive de tre konsonantgrupper kl,nk/kn, rk en latent, potentiel resonans:

KL~lyd NK/KN~lyd RK~lyd

klinge knirke knirke

klinke knitre dirke

klikke knipse pirke

klirre lirke

idet I i knirke minimerer lyden? Minimal art? Or tooartificial? Eller et spørgsmål om det poetiske ge-myts sanseradius? (8.2.1994)

Samme bogstaver, men koblet med forskelligebetydninger giver forskellige ekspremer hos JeppeAakjær:

Stak så Ole en dag i trav,

stod med ét ved det store hav.

’ST~støde’ i stak og ’ST~stå,stille’ i stod - begge medbogstav-gentagelse ST i store.

Altså kontrasten ‘bevægelse – ikke-bevægelse’imellem de to liniers første ord.

Ganske parallelt i første vers’ første linie og sidstevers’ sidste linie hos Jakob Knudsen:

Se, nu stiger solen af havets skød,

…

Lyset stander stille på livets kyst.

Først som sidst stor kunst af sprogets elementæreord, ladet med alheds ’saft og kraft’, det egentligtal-minde-liges bestandige regenerering somlevende ord i folkemunde.

(9.2.1994)

Talsystemers strukturer - den forjættende arbejds-titel på Chronomatisk Instituts store årsprojekt: deto utrættelige forskeres digre værk om alle tal-systemer, hvormed 10-talsystemet får sin retteplads som ét blandt mange

En tæt titel, hvor tre bogstaver dominerer:

talsystemers strukturer

s s s s

t t t t

r r r r

12 ud af 22 bogstaver - og 4 af hvert!

Af Gyldendals fremmedordbog 1983 dissedefinitioner:

system: (af græsk synistanai stille sammen) ensammenstilling eller opbygning af dele til et i sigselv sluttet og ordnet hele.

(jf. struktur)

struktur: (af latin struere opstille, opbygge) indreopbygning; den særlige (dynamiske) form for sy-stem der opstår ved beskrivelsen af et viden-skabsområde idet systemets elementer kun be-skrives gennem deres indbyrdes forhold, reglernefor deres mulige kombinationer og transfor-mationer.

Definitionerne viser vej til de ekspressive indhold:her er lykkelig overensstemmelse. Nøgleordet erdet parentetiske (dynamiske) der markerer for-skellen og spændingen mellem de to ord: et systemstår - en struktur strømmer, som ordene udtrykkerved ekspremerne ’ST~stå’ og ’STR~strømme’, fintsuppleret og præciseret af ordenes afsluttendekonsonanter, der rummer/ bærer/ udtrykker eks-premerne ’M~i sig selv hvilende rum, harmoni’ isysteM og ’R~bevægelse’ i struktuR.

Nudansk Ordbog viser at tal kommer af oldnordisktal: samtale, tale, tælling, tal. ’Samtalesystemersstruktur’.

Ti-tyrannens styrt! (11.2.1994)

Af Niels Lyngsø: Metafor og erkendelse - Om vissekognitive aspekter af Sophus Claussens lyrik(Kritik, nr. 106, 1993):

Tilgængeligheds- og nærhedsprincipperne

Der er i Sophus Claussens lyrik en lang række billed-metaforer, der beskriver den ydre verden, især

naturen, men også visse kulturfænomener. Eteksempel:

”… tæt som Børn, der gaar i Ring og synger,

de krumme Gader Kirkens Mur omslynger,

hvis Spir til Midnatsklokkens Troldelyd

staar ret mod Himlen som et stenet Spyd.”

Der er to metaforer: ‘en slynget formation af gaderer en slynget formation af børn’ og ‘et kirkespir er etspyd’.

Ekspremer og metaforer følges smukt ad. SophusClaussen viser selv vej: anden linies første betonedestavelse har krum og fjerde linies første betonedestavelse har ret. Det er ikke blot bøjet i neon, det erskiltet for turister: den pythagoræiske komplemen-taritet ’krum-ret’ af spejlrødderne ’gher-regh’ (jf.Jean Gebser).

Første metafor udfyldes af tre ekspremer i:’KR~krum’, ’R~rund’ og ’M~omsluttende’, derbehersker metaforens to linier: grafemerne svingermed - resonerer - som krystal: KRum-kiRKe, kRuM-MuR (retrogradt (musikalsk:) krebsvendt), kruM-oMkRum-Ring - og - gaaR syngeR gadeR omslyngeR (denanaloge oplevelse er ikke grænsedragende, menbruger også suffikserne - her for nutid og flertal). Erdet at gå for vidt? Eller et spørgsmål om detoplevende gemyts oplevelsesradius? Personligtoplever jeg resonansen og finder også i dette

perspektiv Niels Lyngsøs indledende tese bekræftet:Lad det være en tese at jo tættere man går påordene, desto tættere kommer man på verden og påden måde vi generelt begriber den. Den analogeoplevelse er netop inddragende, medsvingende –resonerende.

Anden metafor domineres tilsvarende af ekspre-merne ’(S)P(I)~spids’: Spir, SPyd og ’ST~stå/ lodret’:Stå STenet midnaTS(krebsvendt) reT – og(resonerende) - Til Troldelyd eT steneT.

Metaforens rum initieres af fire stavelser med I:hvis, spir, til, mId med ekspremet ’I~Iillebitte’ i spirsom ekspressiv dynamo: i fugleperspektiv er spir ogspyd som prikker i gadernes og kirkens flader.

Til disse to - visuelle - oplevelsesstrukturer kommerden tredje - auditive - der udtrykkes som ekspremet’(K)L~klinge,lyde’ i -KLoKKens troLdeLyd, idet derimende y’er svinger med: sYnger sYnger lYd spYd.

Også denne tredje, auditive oplevelsesstrukturfalder fint ind i den metafortænkning, som Lakoffo.a. har afdækket. Niels Lyngsø refererer, at 1.kapitel af Lakoff & Turners: More than Cool Reason -A Fields Guide to Poetic Metaphor (1989)“gennemgår diverse metaforer for Liv, Død og Tid”.Og lyd udstrækker sig netop i tid, det er densvæsen som frekvens, dvs. som hyppighed i forholdtil et tids-rum, hvilket Sophus Claussen også klartangiver med midnat- : atter et punkt (mid-) i enflade (-nat) - for nu at udtrykke tid i rummets termi-nologi, som vores mentale bevidsthed hører hjem-me i: i det krumme og det rettes kendthed (denperspektiviske, kendte 3. dimension (Gebser)optræder det ukendte som foruroligende troldelyd(den integrale, ukendte 4. dimension), der bankerpå i midnatsmørket, hvor lyden kan kile sig igennemsynets trygge vaneliv.

“Lad det være en tese, at jo tættere man går påordene - jo mere strengt tekstintern man er i sinanalyse - desto tættere kommer man bag om psyko-logi, socialitet og historie - på verden og den måde vigenerelt begriber den”.

En givende tese - hvortil ekspremlæren yder sit.

(19.2. 1994)

Af George Lakoff and Mark Turner: More than Cool

Reason - A Field Guide to Poetic Metaphor

(Chicago,London 1989): The Metaphoric Structureof a Single Poem: William Carlos Williams’ TheJasmine Lightness of the Moon

…

As we have seen, the central metaphor of the poemconcerns force: the steepletop ornament trying tohold back the lines of the steeple and the linesescaping. At this point, that central metaphor ispicked up again:

But observe

the oppressive weight

of the squat edifice! Observe

the jasmine lightness

of the moon.

Weight is a downward force; something heavypresses down on whatever under it. The church is‘squat’. The choice of the word reflects its sound-symbolic value. ‘Squ-‘ is an onset cluster that occursin such words as ‘squeeze,’ ‘squish’, ‘squash’, and‘squint’, where it has the semantic-value of‘compression’. The compression image evoked by‘squat’ reinforces the image of the church in thepassage, which is one of oppressive weight. Thedownward force of the church is contrasted with“the jasmine lightness / of the moon”.

…

Oversat: ’Squ-’ er en forlydsgruppe der fore-kommer i ord som ’squeeze’, ’squish’, ’squash’ og’squint’ hvor dets semantiske værdi er’compression’ (sammentrykning, kompression).(Det er første gang jeg møder eksprem-analyse ikognitiv semantisk litteratur!) Ekspremologiskudtrykt:

’SQU~sammentrykke’, der kalder på en sammen-ligning med den tilsvarende danske forlydsgruppeSKV. Opslag af de nævnte ord viser vej:

’squat’: hugsiddende, undersætsig, sammenkrøben

‘squeeze’: presse, klemme, knuge

’squish’ = ’squash’, ’squelch

’squelch’: trampe på for at knuse, undertrykke helt:

’quell’ (Middle English: kvæle); kvase; svuppe,frembringe slubrende, gurglende lyd.

’squash’: kvase, presse, mase flad; blød masse;sjaskende lyd

’squint’: skele; se på med sammenknebne øjne.

Det ekspremologiske sammenfald mellem engelsk/amerikansk og dansk er påfaldende, men måske erder også forskelle, hvilket en grundigere under-søgelse må afgøre. Betydningen ’sammentrykke’ eri hvert fald i dansk nært knyttet til KV:

’KV~sammentrykke’:

kvæle, kværke, kværne, kvase, kvæste, kvast,kvalme (- i øvrigt modstillet ’KV~fri, levende’: kvik,kvæg, kvie, kvinde), mens SKV er (endnu) merelydpræget:

’SKV~ der giver (upræcis) lyd’:

Skvatte, skvætte, skvulpe, skvadre(!), skvaldre(!) -jævnfør ’squash’, der både betyder ‘kvase’ og‘sjaskende lyd’, samt ’squelch’, der betyder såvel‘kvase’ som ‘frembringe slubrende, gurglende lyd’ -jeg hører en dansk kaffeslabberads med skvalder.

Hvilket lægger op til en sammenlignende eksprem-ologi med i hvert fald alle indo-europæiske sprogsom område - måske med alverdens sprog. Kunnefor eksempel ekspremet ’O~rund’, som Sokratesomtaler i Kratylos-dialogen, være globalt?

(25.2.1994)

Ekspremet ’SKV~(upræcis)skub/tryk der giver(upræcis) lyd’ er en meget tæt komposition, derforener tre to-klynger i én tre-klynge:

’SK~skubbe’: skubbe, skyde, skodde, skudder-mudder.

’KV~kvase’: kvase, kvæle, kværke, kværne, kvæste.

’KV~fri, levende’: kvik, kvæg, kvie, kvinde

’SV~svulme/udvide’: svinge, svaje, svuppe, svulme,svanger, svamp

--------------------------------------------------------------------------------------

’SKV~(_)bevægelse med (_)lyd’:

skvatte, skvætte skvulpe, skvadre, skvaldre.

De to KV-ekspremer kommer begge til deres rether: både den igangtvingende og den frigørendebetydning. Sammen med SK- og SV-ekspremetresonerer de mere eller mindre latent, når SKV-ekspremet er virksomt. Bogstaverne er som tregode karakterskuespillere, der spiller optimalt op -snart til hinanden og snart til hverandre - og dervedskaber et helstøbt fælles udtryk, ladet med reso-nerende betydninger i skrevne og uskrevne ord, idet åbenbare og det latente - som hardangerfelen,hvor spillestrengene aktiverer de underliggenderesonansstrenge, som til gengæld understøtter ogbærer de spillede strenges klang frem, - i et stadigt,levende vekselvirkende samspil.

(27.2.1994)

’in nihilo’ / ’inden i intet’

Det latinske nihil er en sammentrækning af ne(ikke)+ hilum (en smule). In nihilo betyder altså egentlig’inden i ikke en smule’. Tilsvarende er intet opståetaf udtrykket ’ne ein-gi’ (ikke nogen som helst, be-stående af den senere bortfaldne nægtelse ’ne’ +tal-ordet ’en’ + den almindeliggørende partikel ’-gi’+ intetkønsendelsen ’t’).

Her fungerer to ekspremer uanfægtet af 2000 årsinterval: ’I~bittelille’ og ’N~nægtelse/ikke’.

Således oplever jeg:

’N~nægtelse/ikke-’ intonerer i Nihilo og resonerer iiN og kalder på det forstærkende kontrapunkt’I~bittelille’: In nihilo (- er det overdrevet at oplevedet afsluttende o som ekspressivt, idet vokal-artikulationen fra de brede i’er bevæger sig moddet lukkede i det runde o?).

Tilsvarende, dog i lidt anden rækkefølge oplever jegat det danske ’I~bittelille’ intonerer i det isolerede Iog resonerer i Inden i Intet forstærket af modspilletfra ’N~nægtelse/ikke’ i iNtet, der resonerer i iNdeN(- her oplever jeg at den ligesom vokalen ihøjformante konsonant t spiller med i forsøget påat udtrykke ’ingenting~noget der ikke er’).

Nihilisme - hvilket vellykket høj-ekspressivt ord. Oghvilken selv-ironisk, dybt tragisk filosofi, der doglykkeligvis negerer sig selv: et forsøg på at udtrykkeingenting er dog noget - ret (eller slet?) beset ikkeuden komik. En nitte?

På nordsiden har erantiserne i to måneder muntert-kækt trodset kulde og sne med livsens ukuelighed:

’Tro hvad du vil

- vi er dog til!

(12.3.1994)

Det mest givende og inspirerende udgangspunktfor en eksprem-lære finder jeg i MichaelAschenbrenners Das Doppelantlitz der Sprache(Verlag Die Kommenden, Freiburg i. Br. 1952/1973)og Die Sprache als Kunstwerk (Novalis Verlag,Schaffhausen 1975). Aschenbrenner er inspireret afRudolf Steiner og levende: livsnær og sprognær.Eksemplerne er naturligt nok overvejende tyske -og derved udfordrende: hvilke danske ord mod-svarer? Og der er et væld af materiale, et eksprem-ologisk eldorado - til overvejelse.

Den første bog har desuden en litteraturliste. Her errigtig meget at hente. Alt sammen tysksproget. En

central placering har for mig Otto Jespersensartikel om vokalen i (Linguistica 1933), hvor han harstillet sig den opgave at ”forsøge at vise, at vokalen isom høj-foran-urundet og især i den snævre ellertynde form meget ofte tjener til at angive det, der erlille, spinkelt, ringe, ubetydeligt, tyndt og svagt.”

Artiklen er skrevet på engelsk og præciserer megetklart forholdet mellem traditionel etymologi ogekspremologi:

”Når jeg giver ordlister, hvori lyden i har den anførtesymbolværdi, må jeg samtidig straks bede læserenundgå to mulige misforståelser:

For det første: jeg vil ikke sige at vokalen i altidbetyder lidenhed, eller at lidenhed altid angives vedhjælp af i. Intet sprog er konsekvent på den måde:det er nok at nævne de engelske ord big og smalleller at thick og thin har samme vokal. Dette viserhvor absurd tanken ville være. For det andet: jegtaler ikke om ordenes oprindelse eller etymologi. Jegsiger ikke, at de har deres oprindelse i tidernesmorgen ud fra et ønske om at udtrykke små tingsymbolsk. Det er sandt, at jeg tror, at nogle afordlistens ord er opstå et på den måde - mange afvore i-ord er således af forbavsende sen dato, menfor mange andre ords vedkommende er detvelkendt, at vokalen i er sent udviklet, idet ordenetidligere havde en anden vokal. Hvad jeg hævder, erda simpelthen, at der er en eller anden forbindelsemellem lyd og betydning i disse tilfælde, hvornår denså end kan have taget sin begyndelse og hvor sendenne forbindelse så end kan være. (-) Men jeg erfast overbevist om, at det faktum, at et ord derbetyder lille eller lille ting, indeholder lyden i, at dettefaktum i mange eller i de fleste tilfælde har væretstærkt medvirkende til, at ordet har opnået folketsgunst. Lyden har været en bevæggrund til, at netopdette ord er valgt og foretrukket - og til, at man hardroppet brugen af andre ord med samme betydning.Med andre ord: lydsymbolik gør nogle ord mereegnede til at overleve og giver dem en betydeligstyrke i deres kamp for eksistensen.

(-)

På denne måde bliver sproget mere og mere rigt påsymbolord. Jeg tror ikke på en første gyldentidsalder, hvor alt i sproget var ekspressivt og havdepræcise betydningsindhold, men snarere på enlangsomt fremadskridende tendens mod fyldigere,lettere og mere adækvate udtryk (også emotionelt) -og i denne udvikling udgør det voksende antallydsymbolske ord et ikke ubetydeligt element.”

Grundlæggende væsentlig er også orientalistenHermann Beckhs Neue Wege zur Ursprache(Urachhaus, Stuttgart 1921/1954):

“Ordet etymologi er græsk og kommer af etymos,der betyder sand, ægte, virkelig. Alene i ordetetymologi ligger, at den konventionelleordbetydning ikke fortæller os den egentligesandhed om ordet, at vi må trænge dybere ind for atkomme til ordets udspring eller oprindelse, om vi vilerkende dets sande betydning, indhold og værdi.”

Hermann Beckh citerer digteren Novalis’ fragment:“Etymologi er forskellig - genetisk - pragmatisk” ogkommenterer: “Som udtrykket “genetisk etymo-logi” (af græsk genesis oprindelse) peger på sam-menhængen mellem lyd og lydbetydning, såledespeger udtrykket pragmatisk etymologi (af græskpragma: det gjorte, det skete, handlingen, jf. indiskkarma) på det allerede skabtes videre skæbne pådets vej gennem tid og rum, så at sige ordets karma,efter at det er blevet grebet af de d kræfter, derudvisker og tilslører ordets åndelige oprindelse.”

Og Hermann Beckh afslutter sin artikel således:“Måtte disse betragtninger give en impuls tiltankemæssig forarbejdelse af det her antydede, sådet blev muligt at grundlægge en dybere sprog-videnskab, der - med fuld hensyntagen og kendskabtil alt det, som ydre sprogsammenligning og historisketymologi kan lære os - forstår at forbinde dette pårette måde med det, som en dybere, tankestærkindføling i lydbetydningerne, i hele sprogåndensvirke, formår at åbenbare os om ordets og sprogetshemmeligheder.”

’Pragmatisk (~diakron) etymologi’ repræsenterespå dansk ved den ’Dansk etymologisk ordbog’ afNiels Åge Nielsen, nyudgivet som ’Ordenes Historie’i forbindelse med Den Store Danske Encyklopædi.

’Genetisk (~synkron) etymologi’ venter på sinbevidstgørelse i en “Dansk ekspremologiskordbog”, en kommende ekspremologi-forskningsopgave.

(23 .3.94)

KøRe i KaRRusel

Dansk karrusel modsvares af fransk carrousel:ringridning (-splads); karrusel(bane) og af italienskcarosello: kørsel i ring; rundkørsel; ridestævne.Ordet stammer fra arabisk kurradsch: leg med træ-heste, som er ordets pragmatiske/ diakrone/ histo-riske etymologi. Ordets genetiske/ synkrone/ aktu-elle etymologi gemmer sig i den faste vending kørei karrusel - og i den almindeligste reaktion påspørgsmålet “hvad er en karrusel?“, hvor detgængse svar er “noget der kører rundt!” ledsagetaf pegefingerens talende cirklende bevægelse.Vendingen køre i karrusel er klart ekspressivtreduplikatorisk (2.2.94): det gentagne ’R~bevægelse’der indgår i det ligeledes gentagne ’K(-)R~kredse’:

KøRe i KaRRusel.

Her er to sandheder om ordet: en pragmatisk/historisk/ diakron og en genetisk/ aktuel/ synkron.

Af forskelligt indhold, men begge sande,ligeværdige - og komplementære, så det ernærliggende at udvide Novalis-fragmentet til:Etymologi er forskellig - pragmatisk og genetisk -og komplementær!

Dansk rotor er anderledes enkelt: af latin rota: hjul,med aktuel betydning: “roterende del af en motorel.; (spec.) helikopter-’propel’ “. Her er næstendiakront- synkront sammenfald. Absolut overens-stemmelse (det danske ord kommer af det latinske)er der mellem dansk rotere og latin rotare medfælles betydning: dreje sig om sin akse, snurre, kørerundt. Og mens køRe Rundt fordeler den ekspres-sive reduplikation på to ord, holdes reduplikationeninden for enkeltordets rammer i RotoR og RoteRe.

Den diakron-synkrone korrespondens i rotare/rotere oplever jeg sådan, at ordet - så vidt vi kanspore det tilbage i tiden - er født fuidbårent: formog indhold er i harmoni og ændrer sig ikke(væsentligt) igennem årtusinder: ordet er helt. Ogher tror jeg at ekspremet ’R~rund bevægelse’ erfundamentalt: ordet er rigtigt, det er stærkt, det erkonkurrencedygtigt, det er ”velegnet til atoverleve” og har råstyrke i “kampen for eksi-stensen “(Jespersen).

Anderledes måtte det arabiske karrudsch på ind-vandrervilkår bakse sig igennem til ny kulturel formog betydning og har nu måske endegyldigt fundetsig selv og sin råstyrke - som i denne herligt eks-pressive og dobbelt reduplikative sammensætning:kærlighedskarrusellen: det første k-r bringes til reso-nans af det sidste ’K(-)R~kredse’ med følgende se-kundær resonans også reduplikativ - af ’L~bølge’:

KæRLighedsKaRRuseLLen, der ofte minder omRussisk RouLette... eller vi La ‘R RuLLen gå...

Var det at gå for langt: kan “L~bølge” resonere på’KR~kredse’? Hertil: Michael Aschenbrenner ordnerkonsonanterne i læbelyd, ganelyd, tandlyd, næselydog - rytmiske lyd~ ’bølgelyden L’ og ’det rytmiske R’.(At det græske rhythmos betyder bølge-bevægelse,bekræfter de to lyds samhørighed, men kræverogså en en anden karakteristik af R-lyden, måskebedre ’det drejende R’?) De to lyds nære slægtskabses af begges hyppige brug i iterativer~frekventativer (i Dansk etymologisk ordbogs artikelom -re har 32 af 46 noterede iterativer også bog-stavet l: ’iterativ reduplikation’) og af, at de hyppigtalternerer (latin arbor ~ italiensk albero: træ).

I rulle er begge rytmiske lyde aktive som eks-premer: ’R/L bevægelse’, og ’R~dreje’ udtrykkerbevægelsens art, som LL så understøttenderesonerer: RuLLe. På Cloettas DSB-reklame forchokolade var alt rundt: bogstaver, rullerne,pastillerne - og navnet roulette. Espressivissimo!(Roulette i guffen gir grunker i skuffen).

Nudansk Ordbog anfører en række eksempler påbrugen af rulle (der i øvrigt er en sen efterkommeraf latin rota: hjul - og således i familie med rotere) -in extenso:

årene ruller; tordenen ruller; lade pengene rulle; rullepå r ‘erne; rulle med øjnene; blodet rullede raskere iårerne; rulle en film; rulle vasketøj; hun ruller sig forat holde sig slank; somanden blev rullet i Nyhavn;rullende materiel; rullende trappe; rulle persiennernened for solen; rulle dej ud; rulle sig ud; det går livligttil, når han rigtig ruller sig ud.

Vendingen årene ruller er så øre-ret, at jeg reagerer:“Ja naturligvis, hvad skulle de ellers - for år er jorunde!” Her må ekspremet ’R~dreje’ i ruller re-sonere retrogradt (musikalsk: krebsvendt) i årene,idet vendingen af øje og øre sanses sekven-tielt/lineært men af sindet opleves radiært/ holis-tisk:det er faste vendingers væsen, de er orga-niskehelheder, netop vendinger, på latin ’versus’: vers,og derved løsende sig af den sekventielle tidsprosaiske tvang (latin prorsus: fremadrettet) for atnærme sig den dybere virkelighed, poesiens radi-ære tid (græsk poiein: skabe).

De fleste øvrige eksempler indledes med rulle, somslår ekspremet an, hvorpå resonansen også kansanses prosaisk-sekventielt, mens vendingen eta-bleres auditivt/ visuelt/ motorisk (! )/ kinæstetisk (!),før den - efter at være udtrykt - opleves poetisk-radiært: RuLLende mateRieL, RuLLende tRappe.

Udtrykket blodet rullede raskere i årerne er heltspecielt med det initierende ’R~bevægelse’ efter-fulgt af fire resonerende r’ er. Om udtrykket skiftertil nutid er der endda fem, med morfemdeling bliverdet: blod-et rull-er rask-ere i åre-r-ne: tre ord-stammer (rull-, rask-, -ere) og tre bøjningsendelser(-er: nutid, -ere: 2. grad, -r-: flertal) med alle trehovedordklasser repræsenteret. Hvormed komple-mentariten analog-digital aktualiseres. Det ska-bende - det poetiske - er i sit væsen inddragende,associerende, forbindende og skelner ikke mellemordstammer og endelser. Er ekspremet anslået,resonerer også endelserne. Et prægnant eksempeler ordet rotorer, morfemdelt rot-or-er:

’R~dreje’ anslås af stammen rot-, aflednings-endelsen -or (nomen agentis) resonerer, efterfulgtaf den ligeledes resonerende bøjningsendelse -er(flertal). Tilsvarende i rot-er-er med stammen rot-,afledningsendelsen -er- (udsagnsord) og bøjnings-endelsen -er (nutid).

I modsætning til ekspressive ord med deres ana-loge processer fungerer aflednings- og bøjnings-endelserne afgrænsende, dissocierende, adskil-lende og sekventielt regelbundne, fx virk-som-hed-en, ikke hed-som-en-virk. Denne strikt sekventielle,aldeles slingerløse digitale funktion er helt prosaiski sin regelbundne fremadrettethed (‘prosa’ afprorsus: fremadrettet) og vidunderlig som komple-mentaritet til ordenes permanente poetiskeregeneration, deres daglige tilblivelse som altidiggenesis.

Netop denne forskellighed, hvor det forbindende(analoge) matcher det adskillende (digitale) erkarakteristisk for komplementaritet. Ikke mod-sathed, som er dualitet. Netop forskellighed, somer foreningens forudsætning, i foreningen udfyl-dende hin andens ikke-væren. Det er yin & yang:der må være to om det.

(25.3.1994)

Om ekspressiv kohæsion

- skitse til en ekspremsyntaks -

/Knud Brant Nielsen

En væsentlig ekspremologisk opgave bliver at ud-forme en eksprem-grammatik, en eksprematik, derdels ordner ekspremerne i ekspremklasser, og delsbeskriver regler for deres sociale funktion, dvs.regler for ekspremsyntaks. Ekspremsyntaks opståraf den ekspressive kohæsion, af ekspremernessammenhængskraft, idet det er ekspremets ana-loge natur at skabe sammenhæng, at forbinde, atforene.

Efterfølgende opstiller forsøgsvis nogle regler forekspremernes kohæsion. Det er hypoteser tilefterprøvning - hvo intet vover, intet vinder!

Jeg mener naturligvis ikke at have fundet absoluttesandheder, men at være på vej. Heller ikke menerjeg at den anvendte terminologi er den ende-gyldige.

Ekspremologiens vilkår er, at ekspremets virke-radius er afhængig af den oplevende, endda måskei så høj grad, at ekspremer slet ikke eksisterer fornogle, mens andre, mere poetiske gemytter regi-strerer ekspremer hvor flertallet kun oplever prosa-isk semantisk.

Der anvendes sproglige begreber som fx distri-butio, initial, kohæsion og rim i forsøg på at knyttetil det kendte.

Det har - desværre - ikke været mig muligt at laveen progression, der ikke somme tider foregriberefterfølgende.

Opstillingen er et fragment, der kun beskriver en-kelte af ekspremernes mange sociale sammen-hænge i et forsøg på at antyde ekspremsyntaktiskemuligheder.

§ 1 Ekspremet kobler form/bogstav(er) ogindhold/udtryk/betydning ved at sætte ~tegnmellem dem.

’ST~ ikke-bevægelse’, ’KL~lyd’, ’VR~vride’.

§ 2 Ekspressiv kohæsion optræder enklest vedgentagelse af samme eksprem (ekspressivt rim).

Ekspremet ’ST~ikke-bevægelse’ gentages i sammeord i STåSTed, i samme ordforbindelse i STå faST.

§ 3 Ekspressiv kohæsion gør udstrakt brug afresonans.

I stå last og brast anslås ekspremet ’ST~ikke-bevægelse’ i STå, hvorpå ST i laST og braST svingermed: STå laST og braST. Ekspremet initierer, øvrigeresonerer;

først initiator1 (fede typer), så resonator.

§ 4 Ekspremets bogstaver kan bagvendes.

I musikalske temaer kan motiver spilles bagfra(krebsvendes). Analogt står

’ST~stå’ for ’ST~TS~stå’, som i fundaTS,STaTSSTøtte og ‘lyset STander Stille på liveTS kyST’.

§ 5 Ekspremet kan stå først, sidst eller inde ihelheden, idet ekspremet radierer, dvs. virkerbåde fremad og bagud (progressivt ogretrogradt).

I nationalsangen breder ekspremet sig som ringe ivandet: ekspremet ’ST~stå’ i STod resoneres ikriSTian (før Stod) i maST faST, braST (efter STod).

kong kriSTian STod ved højen maST

i røg og damp;

hans værge hamrede så faST

at gotens hjelm og hjerne braST

Nationalhymnen må afsynges stående!

§ 6 Et eksprem med flere bogstaver kan resonere ienkeltbogstaver

Ekspremet ’ST~ikke-bevægelse’ resonerer i deenkeitstående S og T i STandSeT, STaTuS, faSTSaT,SaT faST, TillidSpoST, TremaSTerS SkonnerT, Stil-Tiende SamTykke, STå Sig Selv i lySeT

§ 7 Ekspremisk tid er ikke tekstens kronologiske,narrative progression, men den rækkefølgeekspremet resonerer og opleves i.

I følgende sætning er den ekspressive rækkefølgefor ’ST~ikke-bevægelse’:

Udsagn: først som sidst: husk at STå faST!

ekspremet virker: STå faST

primær resonans: førST sidST

sekundær resonans: Som huSk aT

ekspressiv helhed: førST Som SIdST: huSk aT STå faST

§ 8 Gentagelse/ resonans kan være udvidet(gradatio) eller forkortet (antiklimaks).

Ti STille, TavST, TyST, TakTfaST, aTTeST, STøT, STaT,de STærkereS reT, STå Sig Selv i lySeT.

§ 9 Ekspremets indhold/betydning/udtryk eromtrentligt, dvs. både indkredsende og åbent -ikke præcist defineret.

’ST~stå’ (~ fast/ ret/ lodret/ stabil/ stille). Ekspremetrummer mulighed for mange betydninger ogfortolkninger - som et renæssancemusikalsknodebillede.

§ 10 Ekspremets form/ bogstav(er) er ligeledesomtrentlig, indkredsende og åben.

I ’temaet’ den standhaftige tinsoldat dominerermotivet ’ST~stå’ og bringer alle dentaler/ tandlyd iresonans: DeN STaNDhafTige TiNSolDaT, hvorved ST

detroniseres og bliver primus inter pares i et udvideteksprem ’ST/ T/ D/ N~ st’ eller kort og godt’dental~stå’. Dette udvidede eksprem er ogsåvirksomt i STøT STår DeN DaNske SømaND, ifuNDameNTaliST - og i TaND og DeNTal.

§ 11 Ekspremer kan have samme bogstaver, menforskellige betydninger.

’ST~ ikke-bevægelse’ i STå, STille; ’ST~bevægelse iret linie’ i STige

§ 12 Ekspremer kan have forskellige bogstaver,men samme betydning.

’-LE/-RE/-SE~ gentagen bevægelse’:

ringLE (af ringe), prikLE (prikke), skumpLE (skumpe),stikLE (stikke), bladRE ( blade), flagRE (flage), klapRE(klappe), trilRE (trille), flakSE (flakke), klapSE(klappe), napSE (nappe), nipSE (nippe)2

§ 13 Ekspressiv kohæsion opstår også vedekspressiv antitese.

Se nu STiger Solen af haveTS Skød

…

lyset STander STille på liveTS kyST

Alliteration st-st indrammer digtet (første og sidstelinje). I første linies STiger virker (med efter-følgende resonans) ekspremet ’ST~bevægelse i retlinie’ antitetisk til sidste linies eksprem ’ST~ikke-bevægelse’ i STander STille (med efterfølgenderesonans).

§ 14 Ekspremet er af væsen analogt (sammen-føjende, grænseoverskridende, associerende) -modsat suffikset der er digitalt (adskillende,grænsedragende, dissocierende).

I stærkest er suffikset -st digitalt klart defineret medbetydningen ‘mest’ (superlativisk), mens eks-premet ’ST~stå,fast’ i STærk analogt grænse-overskridende anslår suffiksets -st, så det resonererog bidrager til en kraftfuld ekspressiv helhed:STærkeST.

§ 15 Ekspremologi er synkron (poetisk/ her-og-nu/aktuel) etymologi, der kan afvige fra ordetsdiakrone (prosaisk/ historiske/ ’gængse’)etymologi.

Ordet ‘karrusel’ betyder diakront/ historisk‘ridderspil til hest’ og endnu længere tilbage ‘legmed træheste’. Synkront/ her-og-nu opleves ordetsindhold/ udtryk imidlertid af de fleste som ‘nogetder kører rundt’.

“At bryde Brødet ...! Det er som en Tonerække hosBach. Vi staar paa Tærsklen til Kundskab om OrdenesLiv,” skriver Paul la Cour i ‘Fragmenter af enDagbog’.

Ekspremet ’BR~brække’ breder sig synkront fra‘bryde’ til Brødet’, så Brødet’ tillægges betydningen‘noget der kan brækkes’: “at BRyde BRødet”. Mendiakront oprinder ‘brød’ af ‘bruse op ved gæring,bevæge sig heftigt’.

§ 16 I ekspremet kan en ordrytme træde i stedetfor bogstaver, så ekspremet udfylder formlen’ordrytme~betydning’.

Når Søren Ryge Petersen som overskrift til enartikel om vand skriver “rislende, klukkende,plaskende, springende” er den fælles ordrytme‘betonet- ubetonet- ubetonet’, så ekspremet bliver’daktyl’~faldende bevægelse’.

Noter:

1) Efterfølgende skrives det eksprem der initierer (erinitiator) med fede typer. I øvrigt finder jeg at det villevære naturligt at benævne initiator som (ekspressivt)initial. Gængs tænkes progressivt, ekspressivt tænkesradiært: mens det gængse initial står først, kan detekspressive initial stå hvor som helst i teksten (idet detekspressive initial således er identisk med detigangsættende eksprem).

2) af artiklerne -le, -re, -se i Dansk etymologisk ordbog,der har flere eksempler på iteration.

Vuggekærnen

På Dansk Landbrugsmuseum sås tidligere en vugge-kærne fra Thy: en aflang trækasse på smuktsvungne gænger anbragt på langs. Under vug-ningen sættes fløden i skvulpende eller stødendebevægelse og kærnes til smør. Denne vuggekærneer for mig blevet symbol på processen bag ordenestilblivelse, den stadige, ofte kaoslignende,ubeskrivelige proces af strømninger der kærnerordene i sindet. Både den lange historiske vandringgennem generationers liv, og den aktuellespontane oplevelse af ordet som nyt, når et ord, envending, en sætning træder ud af hverdagenstrumme-rumske ordkværn og et øjeblik af detevindelige skaber det evige.

Sådan oplever jeg de kaotiske processer ordkernengennemgår i ordets stadige tilblivelse indtil det harfundet sin nuværende mere eller mindre stabileform. Sådan skabes også barnets sprog: af moder-målets mange muligheder udmøntes ord og ven-dinger, det sprog som præger mennesketslivsoplevelse.

Sansen for det levende ord vaktes langsomt i mig idet nære miljø, i familien, i skæringstiden mellembarn og voksen. Kernefamilien om mig var lille, vivar seks: mine forældre Thea og Niels Nielsen, minmoster Nicoline Larsen, min bror Axel og min fætterEdin Kjær.

Edin studerede og åbnede vinduet mod den storeverden. Hans engagement og sikre timing pirkededen endnu slumrende sproglige bevidsthed. En-gang berettede han om en oplæsning af dadaistiskedigte uden semantisk indhold, kun udtryk, ren ord-musik. Det ukendte fascinerede, dunkelt-vildtspændende. Og så lyttede han - lyttede tålmodigt tilmine ufærdige, uklare formuleringer, uvurderligtfor en ung i udvikling.

Axel havde en særdeles udviklet sans for sprogligefilurligheder. Humoristisk trak han sproget lidtskævt til sjove påfund, der kunne udvikle sig tilthyske Storm P.-somheder. Aldrig højrøstet, nejmed stille lune, uden at man fik så meget foræret,man måtte selv finde ud af det. Han kunne vende etenkelt ord og sætte det ind i en uvantsammenhæng. Somme tider skulle der tyve enørertil før tiøren faldt. Det vækkede sansen for sprogetsmange facetter og kreative muligheder i hver-dagen.

Moster var forskolelærerinde, var glad for ord og enlevende fortæller, der kunne spinde en ende omsmå ting. Engang lykkedes det mig - efter nogenlirken - at få baggrunden for den ældre generationssporadiske kommentar ’pløs, pløs’ - eller når det gikhøjt ’snakke pløs’. Jeg havde nok en fornemmelseaf hvor det bar hen, noget med tomgangssnak, orduden dækning: Moster og Mor var født på en gårdhvor det ikke hed ’kalve-diarré’ men kort og godt’pløs’, når det lystigt plaskede løs fra kalven. Etgodt ekspressivt ord, som da også havde tændtbørnenes rimtrang i “pløs pløs, slå min røv løs” -med intens, tæt ekspressiv resonans. Således var degodt rustet til voksenlivets tv-transmissioner: nårmagtens manipulerende munde talte tomgang,kom det lakoniske “pløs, pløs”.

Mor bragte ord med sig fra Heltborg-egnen. De varofte meget malende. De første kuglepenne var ligekommet frem. Endnu var de ikke underskrifts-berettigede, upålidelige som de var. Skolens stål-penne var slemme, når de klattede, men kugle-penne var uberegnelige på en anden måde, de varsporadisk løsslupne og gav så for meget blåt af sig.“Den blærber”, lød det så - det kunne for mig ikkeudtrykkes bedre: det var netop hvad kuglepennengjorde, den blærbede.

Således kunne Mor krydre den sproglige hverdagmed enkelte ord som udtrykte hvad rigsmåls-synonymet betød: i glimt lyste erfaringsfunderet ogudtryksmættet bonde-kultur op og berigede sindet,som solstrejf gennem skydækket giver horisontenpludselig og uventet dybde. Sol og sprog somåbning.

Far havde et særdeles fint sprogøre og brugte detogså til at stedfæste kunderne. Der kunne gå årimellem at kunderne kom ind fra landet for athandle på tømmerhandelen, og så lyttede han til define dialektale nuancer i den indledende samtalesom hørte til og var en del af glæden i arbejdet. (Farvar ikke en mand af mange ord men fortalte migengang at enkeltord skilte Nors Kirkeby fra NorsStationsby ...).

En situation står for mig som min første bevidsteoplevelse af ekspressive ord: Det var midt påtømmerpladsen og i høsttiden. Far talte med enlandmand, høj og rank som han selv, og spurgteikke kun af høflighed, men af ægte interesse - livetvar en helhed - til kornet. “Hvordan står det?” Ogefter den lille pause, der kan karakterisere det fødtesvar, kom det: “Det kror sig!” - ledsaget af en letsnoende kropsbevægelse der skød brystet højt:landmanden blev bonde, han var kornet. Krop og

ord gik i ét, livet var helt, i eftertankens indre pausefødtes ordet af stilheden. Hvor ofte har jeg ikkehørt Fars varme og mildt manende ord: “Lyt tilsproget!”.

Således spirede kimene til de seneste tredive årsarbejde med sproget, der hermed afrundes mederkendtlig tanke til disse fem - og særlig, naturligtaknemmelighed over for de to som skænkede miglivet:

Mor som gav mig mål og Far som lærte mig at lyttetil det.