NY MISSION 21 (2011), side 69-76, © Dansk Missionsråd

MOSAIK - en historie om discipel-refleksion og -praksisAf Henrik Holmgaard

Artiklen fortæller historien om tilblivelsen af MOSAIK-menigheden i Aalborg,hvor kirken forstås som et discipelfællesskab formet omkring en fælles praksisfrem for en søndagsgudstjeneste-event. Der har i kirkens tilblivelsesproces, derhar stået på siden 2005, været tre hovedudfordringer: Hvordan kan studerendeog unge familie tage udfordringen til at være disciple op? Hvilket sprog kan mantale om discipelskab i? Hvilken form kan give struktur til fællesskabet? Detgrundlæggende spørgsmål bag disse udfordringer er imidlertid: Hvad er det heltcentrale, som definerer kirken og dermed dens praksis, form og aktiviteter? En afartiklens konklusioner er, at gudstjenesten ikke er det mest hensigtsmæssige ’sty-resystem’ for kirken. Discipelskabet må være styresystemet, og gudstjenesten enaf ’applikationerne’, som kan ’installeres’ ovenpå styresystemet.

Der er en spænding mellem liv og lære, mellem ortodoksien i bekendelserne ogortopraksien i tilværelsen - mellem søndagens fællesskab og livet i hverdagen.Som evangelikal kan man være opsat på at holde det første højt, og ortopraksienkan ende med at blive reduceret til den praksis, som udfoldes som gudstjeneste-fællesskabets liturgi. Der er intet galt med søndag, men spørgsmålet er, om ’kir-kens styresystem’, den event, vi samles om denne ene dag om ugen, er det bedsteudtryk for et fællesskab af disciple, som er i gang med at lære, indøve og udleveet liv i efterfølgelse af Jesus? På den ene side har vi brug for, at kirken kontinuer-ligt arbejder med sand og meningsgivende ortodoksi, men samtidig skal kirkensom et fællesskab af mennesker ligeledes være identitetsskabende, meningsfuld,og have betydning for livet i hverdagen og ikke kun til højtider eller lignende.

Denne udfordring er jeg selv meget optaget af. Særligt i forhold til, hvordan visom kirke, som et fællesskab af disciple, kan proklamere og demonstrere evange-liet i en dansk kontekst under stadig forandring? Hvordan kalder og lærer vi dan-skerne at være disciple, ikke af kirken, men af Jesus? I denne artikel vil jeg for-

6699NNyy MMiissssiioonn nnrr.. 2211

tælle historien om et ’teologisk work in progress’, fællesskabet MOSAIK, hvorjeg er præst, og dele nogle af vore refleksioner over, hvordan kirken som et fæl-lesskab kan formes omkring fælles praksis fremfor kun at kalde mennesker til atvære event-deltagere. Det, som jeg beskriver, er både en fortælling om tilblivel-sen af et fællesskab og et forsøg på at give discipelskab et hverdagsudtryk. Det erderfor vigtigt fra starten af at understrege, at jeg lægger MOSAIK´s proces frem iydmyghed og anerkendelse af, at vi selv er på vej og ikke har nået målet endnu -men i håbet om, at det kan skabe genkendelse og inspiration.

MOSAIK’s historie MOSAIK er en menighedsplantning, udplantet fra Apostolsk Kirke i Aalborg.Menigheden tog sin begyndelse i foråret 2009, men har sin oprindelse tilbage i2005, hvor historien begynder som et fællesskab af studerende, der dengang hav-de navnet Re:Search. Det var et forsøg på at etablere et fællesskab, et missionalteksperiment, som var knyttet tættere på studiekulturen i Aalborg end på en kirke-bygning. Med tiden blev fællesskabet til mere end blot et fællesskab af studeren-de. Folk blev færdige med at læse, blev hængende i byen, fik børn, og med tidenbegyndte ideen om at plante en ny menighed at tage form.

Ultrakort kan Re:Search´s historie opsummeres som en tid med de- og rekon-struktion af forståelsen af kirke i mødet med en kultur under forandring.MOSAIK så dagens lys i begyndelsen af 2009, efter ca. et års forberedelse. En afde vanskelige udfordringer ved at være kirke i mødet med studiekulturen og deforandringer, som sker i kulturen i og omkring kirken, har været positivt at nyfor-mulere kirken i mødet med forandringerne. Det er forholdsvist enkelt at analyse-re, kritisere og dekonstruere eksisterende former og traditioner. Det er noget heltandet at give det nye indhold sprog og positivt at definere indhold, praksis ogform. Denne proces har været undervejs i flere år, og derfor betragter vi fælles-skabet som et ’teologisk work in progress’.

I processen har der været tre nøgleudfordringer, som vi har arbejdet med, og somhar været katalysatorer for indhold og form på den discipelpraksis, vi samles omsom netværk i MOSAIK. Det første er selve udfordringen ved at være disciple,som studerende eller unge familier, dernæst det sprog, vi har til at tale om disci-pelskab, og sidst selve formen eller det, som giver struktur til fællesskabet. Set ibakspejlet er der ét overordnet tema, som har været grundlæggende for processen

7700 NNyy MMiissssiioonn nnrr.. 2211

eller arbejdet med discipelpraksisser for kirken. Man kunne sige, at det er spørgs-målet om, hvilket styresystem vi har i kirken. Hvad er det centrale, der definererkirken og dermed dens praksis, form og aktiviteter?

Har kirken et styresystem? Kirken har et styresystem. Styresystemet er en metafor hentet fra computerverde-nen, som imidlertid passer meget godt til kirken, fordi styresystemet er bestem-mende for indhold og funktion, og dermed kan hjælpe til at beskrive den måde,vi forstår, hvad kirke er. Vi kender overvejelserne, når vi står nede i Fona, serhenover maskinparken af nye computere og spørger: “Hvilken skal jeg vælge?”.Ofte afgøres valget af udseende, og hvilke programmer computeren har, eller det,vi kender fra tidligere computere, vi har haft. Hvis spørgsmålet derimod var rettetpå funktionalitet, fremfor det, vi kender, eller det, vi kan se, så ville styresystemethave været afgørende for valget.

Styresystemet er i og for sig det mest afgørende i en computer. Uden styresyste-met er computeren blot en kasse af plastik og metal. Det er styresystemet, der erbestemmende for, hvilke programmer der kan installeres, og dermed funktionali-teten, brugervenligheden og anvendeligheden. Billedet kan overføres på spørgs-målet om discipelpraksis, og hvordan vi er kirke. Min påstand er, at gudstjenestener blevet styresystemet for kirken, og igen vil jeg understrege, at der intet galt ermed gudstjenesten i sig selv. Det, som er spørgsmålet, er, hvorvidt det er det bed-ste styresystem i forhold til kirkens natur og opgave. Jeg vil hævde, at kirkensstyresystem skal være discipelskabet. Gudstjenesten er en af ’applikationerne’,som kan ’installeres’ ovenpå styresystemet. Virkeligheden er, at det nok seranderledes ud, og det er udfordringen for os som kirken, når vi skal lære menne-sker at leve som disciple. Når styresystemet er en event, så lærer folk at være del-tagere og forbrugere af en event. Eventen kan i og for sig godt medvirke til, atmennesker bliver disciple, men den kan ikke være styresystemet i sig selv. Jesusidste ord i Matthæusevangeliet 28,20 stiller skarpt på, at mennesker bliverdisciple igennem dåben og ved at lære det, Jesus har lært os. Jeg tror, gudstjene-ste kan være et godt sted at døbe folk, men jeg er ikke sikker på, at er det bedstested at “lære dem at holde alt det, jeg har befalet jer”.

Jesus model var mesterlære, et fællesskab af efterfølgere, som sammen oplevede,indøvede og udlevede et liv, formet omkring det faktum, at Gudsrige var kommet

7711NNyy MMiissssiioonn nnrr.. 2211

nær i Kristus. Jeg tror, at der er noget arbejde foran os, som kirke, som vi ikke erfærdige med, hvis discipelskabet, efterfølgelsen af Jesus som noget, der former ossom fællesskab, skal have krop. Jeg tror ikke, at der er ét bestemt udtryk, somman kan pege på, og sige, ”Sådan ser det ud”, men jeg er overbevist om, at ind-holdet i discipelskabet og styresystemet for kirken er centrale spørgsmål, hvis viskal se nogle nye former og udtryk. Udfordringen er at begynde med indholdetog derefter vælge formen og udtrykket, som støtter indholdet. I det følgende viljeg fortælle historien om MOSAIK og nogle af de udfordringer, vi stødte ind ived arbejdet med at lade indholdet bestemme formen.

Kirke, kontekst og kompleksitet En af de første udfordringer, vi mødte, var realiteterne ved at være kirke for stu-derende. Erfaringen, vi sad med, var, at mange studerende oplevede, at forholdetmellem studium, kirke, Gud og videnskab skabte stor kompleksitet. Livet blev letopsplittet og skulle leves forskelligt i de livsverdener, de studerende befandt sig i.Kort sagt, så kunne det beskrives som spændingen mellem at leve sit liv i ’kirke-ligheden’ og i ’virkeligheden’. Videnskaben gav svar på, hvad og hvordan verdenvar, men spørgsmålet om ’hvorfor’ og dermed refleksionen om mening blev ikkepå samme måde besvaret af et videnskabeligt verdensbillede. Vor refleksion var,at hvis vi som mennesker grundlæggende er i gang med at besvare spørgsmålene“Hvilket liv vil jeg gerne leve, og hvilken person vil jeg gerne blive undervejs?”,så havde vi brug for kristendommen, fordi den tilbød en alternativ livstolkning iforhold til indhold i og mening med livet.

Samtidig havde vi også brug for kirken som et identitetsskabende fællesskab,hvor teologi blev til praksis, fælles læring og dermed erfaringen af, at kristen-dommen var en gyldig livstolkning, som kunne udleves. Studiemiljøet og studie-livet oplevedes af mange som en tid præget af høj kompleksitet, mange spørgs-mål, udfordringer og krævende opgaver. Derfor var erfaringen også, at kirke,discipelskab og praksis ikke skulle bidrage til yderligere kompleksitet. Det varsimpelthen vigtig at finde nogle måder, som vi kunne være disciple sammen på,og som ikke krævede mange timers forberedelse, særlige ledere og arrangemen-ter, for at det kunne fungere.

Når vi læste beretningerne om Jesus, hvordan han helt enkelt sagde, “Kom ogfølg mig”, forvandlede menneskers liv, lærte dem at være disciple og sendte dem

7722 NNyy MMiissssiioonn nnrr.. 2211

ud som tjenere i verden, så var der noget, som sagde os, at kirken, som vi kendteden, var blevet til noget andet og mere kompliceret. Det at være kristen var ikkelængere helt så enkelt, som vi kunne læse om i evangelierne.

Det vigtige indhold var, hvordan vi på en enkel måde kunne lade ’Den storehistorie’ være et spejl og inspiration for vores liv. Vi skulle både forblive ’viden-skabeligt ansvarlige’ som studerende og bibeholde troen på Guds mysterium ogJesus som en model for livet i hverdagen. Senere har det vist sig, at lignendeudfordringer har også unge familier med børn. Det at være kirke og disciple skul-le ikke bidrage til større kompleksitet til hverdagen. Der var brug for håndtag,som gjorde det enkelt, men samtidig bibeholdt niveauet af udfordring højt, sådiscipelskab førte til læring, fornyelse og forandrede liv. Det spørgsmål, vi stodtilbage med, var derfor, hvordan vi kan leve som disciple på en enkel måde, somikke kræver en masse aktiviteter, lang forberedelse og et højt niveau af vedlige-holdelse og lederskabsopgaver?

Efter nogen tid besluttede vi, at vores udgangspunkt skulle være den enkelhed, vifandt i Bibelens beskrivelse af fællesskabet af disciple, som levede sammen medJesus. Derefter begyndte vi at gå på opdagelse i kirkens rige tradition af praksisfor bøn, bibel, refleksion og handling. Praksisser, som igennem tiden har formetkristne i lyset af Jesus liv, person og lære. Selvom vi forsøgte at gå tilbage til ’kil-derne’ og søge efter noget, der kunne være springbræt til udvikling af indholdetfor fællesskabet, så manglede vi stadig sprog til at beskrive den udfordring vistod med.

Nyt sprog for en ny praksisEvangeliernes beretninger om Jesu liv og discipelfællesskab smagte rigtigt,men det så også anderledes ud end det, vi selv erfarede. Det sprog, vi kendte tilog brugte til at beskrive det kristne liv og vores praksis sammen som fælles-skab, var gudstjenesten om søndagen. Det var modellen og indholdet, som vihavde lært for det at være kristne, og det var inden for den form, vi mødtesmed andre kristne - både hvis vi var 100 eller blot 5. Det var ikke gudstjenesteni sig selv, der var problemet. Vores oplevelse var blot, at gudstjenesten somevent, bygningen, tidspunktet osv. blev den primære formgiver for vores sprogog dermed styresystemet for, hvad kirke og kristenliv var. Dermed ikke sagt, atgudstjeneste og kirke altid og alle steder er således. Vi konstaterede blot, at

7733NNyy MMiissssiioonn nnrr.. 2211

vores oplevelse af gudstjenesten som styresystem indtil videre ikke svarede påvores spørgsmål om discipelliv og enkelhed i praksis. Vi konstaterede, at vihavde en mavefornemmelse af, at noget skulle ændres, men det var svært atbeskrive hvad. Det var svært at arbejde med en realisering af noget nyt, endrøm, en mavefornemmelse, når sproget manglede. Det var lettere at sige det,vi ikke ville, men vi kunne ikke positivt beskrive det, vi ville, med nye ord, sådet var en af de grundlæggende udfordringer vi sad med. I arbejdet med at fin-de nyt sprog for discipelskab, gik det op for os, at vi havde brug for ord, derkunne beskrive discipelskab som en proces – ord, der kunne give indhold tildiscipelskab, uden at det endte i selvudvikling.

Igennem samtaler med andre fællesskaber, som var i en lignende proces, stødte vipå noget, som beskrev Jesus liv, lære og person som en model for discipelkaldetog processen. ’LifeShapes’, eller det som på dansk kaldes ’Livsmønstre’, hørte viom fra andre fællesskaber, som stillede lignende spørgsmål om discipelskab somen proces. Valgmenigheden i Århus, ReGen i København og St. Thomas Church iSheffield blev mennesker, som vi genkendte, og som vi kunne følge efter og værei samtale med i forsøget på at finde sprog, indhold og form på den enkelthed, derligger i Jesu ord: “Kom og følg mig”. Vi blev udfordret på, at styresystemet forkirken ikke kun er gudstjeneste eller de aktiviteter, vi ellers laver sammen i kir-ken, men derimod discipelskab, at Jesus er model for livet, og at vi først og frem-mest er kaldet til at efterfølge og udleve det liv, han viser os. LifeShapes ellerLivsmønstre blev det sprog vi havde manglet for at beskrive vores mavefornem-melse og forme en ny og enkel discipelpraksis.

Lifeshapes gav os sprog for at tale om discipelskab på en måde, så teologi og teo-ri var forbundet med praksis og proces. Vi begyndte at gå rundt og spørge hinan-den efter, hvilket ’kairos’ vi oplevede for tiden – Livsmønster-sprog for, at Gudtaler, og vi som disciple kan lytte, lære nyt og handle i troslydighed. Eller hvor-dan vi var i gang med at leve OP, IND og UD – Livsmønster-sprog for Jesu kaldtil at leve i relation med Faderen, med andre disciple og i verden. Siden kom derflere figurer til og dermed flere nuancer på efterfølgelse.

Praksis og form Den enkelhed, vi fik ud af sproget fra Livsmønster, blev til en beskrivelse af endiscipel som en lærling, der sammen med andre var i gang med at lytte, lære og

7744 NNyy MMiissssiioonn nnrr.. 2211

leve ud fra Guds tale og med Jesu liv som forbillede. En af de vigtige forandrin-ger, som vi oplevede som fællesskab, var et fornyet fokus på, at Bibelen var cen-tral for vores praksis. Vi havde ikke behov for en masse koncepter eller andrebøger med ideer til, hvad indholdet skulle være. Bibelen blev det sted, Gud taltetil os alle - f.eks. via en fælles praksis med lectio divina, så fællesskabet opleve-des som et sted, hvor vi alle kan modtage og bringe noget fra Gud til hinanden.Vi prøvede at flytte de praksisser for bøn, bibellæsning, refleksion, syndsbeken-delse osv., som vi kendte fra gudstjenesten, ud i nogle mindre fællesskaber, såansvarligheden for praksis var delt i fællesskabet. Et ansvar, som alle kunne tagedel i, og ikke kun noget, som skulle drives af en præst eller en særlig leder.

Fællesskabet blev det sted, hvor vi sammen lyttede, lærte og holdt hinandenansvarlige på at leve det, vi ser i Jesu liv, som disciple i vores hverdag. Når ind-holdet bevæger sig fra at være centreret omkring søndagen og eventen til et fæl-lesskab omkring praksisser, som alle kan deltage i, så betyder det noget i forholdtil formen. Fra at tænke kirke som et center, der samler deltagere, så begyndte viat undersøge hvordan kirken som et netværk af mennesker og grupper kunne seud. Ordet netværk er blevet et buzz word i dag. Alt skal være netværk - men net-værk er ikke løsningen på alle problemer, og ikke alt, som er i netværk, er godt.

I processen er vi nok gået fra at være meget begejstrede for alt, som var netværk,og opfatte kirken som institution og center som noget, der skulle dekonstrueres. Idag ser vi nok, at det netop er spændingen og sammenhængen mellem center ognetværk, mellem at samles og spredes, som kan give noget helt særligt til formenpå fællesskabet. MOSAIK samles derfor til gudstjeneste, udrustning og tjeneste-fællesskab og spredes til udlevelse af discipelskab i forskellige mindre fællesska-ber og hverdagslivet. Den form, det fik, var således, at alle stort set vil kunnelede praksisserne uden den store forberedelse. Styresystemet er discipelskab, ogderfor betyder det at lede andre i en discipelpraksis, at man selv skal være i gangmed at leve som discipel. Lederskab er ikke, at man er noget andet eller mere end’de andre’. Lederskab er heller ikke at stå for aktivitetskalenderen eller kagepla-nen, men at man er i gang med at udleve sit discipelliv, gennemsigtig foran fæl-lesskabet - at man kalder andre til at følge og udleve Jesu livsstil i fællesskab.Det tror vi ikke er noget, som kun er givet til præster eller ledere, men er enopgave for alle kristne eller disciple.

Som jeg indledte med at sige, så er MOSAIK et ’teologisk work in progress’.

7755NNyy MMiissssiioonn nnrr.. 2211

Dette her har været ét snit af historien, som den har udfoldet sig siden 2005. Deter en historie, som rummer både skridt frem og skridt tilbage, i reaktion modnoget, og i aktion for noget. Jeg håber, vores refleksion og praksis skaber genken-delse eller inspiration. Det er en udfordring at arbejde med kirkens liv og ledelse,men spændende at se hvordan kirken kan være et identitetsskabende og menings-givende fællesskab. Et fællesskab, som kan få betydning for menneskers hver-dagsliv, fordi de finder noget her, som ikke findes nogen andre steder.

7766 NNyy MMiissssiioonn nnrr.. 2211

Henrik Holmgaard, født i 1977, er cand. theol. fra Århus Universitet. Arbejder som præst ogmenighedsplanter i MOSAIK - en kirke i Aalborg, der er et netværk af mennesker. Menighedenhar sin oprindelse som et fællesskab af studerende, etableret i 2005 ud fra Apostolsk Kirke i Aal-borg, og i 2009 blev fællesskabet ’udplantet’ som en ny selvstændig Apostolsk menighed. MOSAIKhar alle aldersgrupper, men består primært af unge familier og studerende. Artiklen er baseret påMOSAIK fællesskabets bog om discipelrefleksion og -praksis. Bogen kan downloades påwww.mosaiknet.dk.