O m h e l h e d e n majoritet & minoritet

Dette indlæg i kulturkonferencen, Castberggård 1992, om døve, døvblevne, hørehæmmedes, under-visningsmuligheder og kommunikationsformer er et forsøg på at vise at døveverdenens TEGN og høreverdenens ORD mødes i EKSPREMet, udtryks-enheden der afspejler tiden som historie og tiden som tilblivelse.

Efter den forløbne måneds inspirerende arbejde med indlægget er spørgsmålet for mig ikke, om ekspremologien er relevant for døve, døvblevne, hørehæmmede, men - hvordan?

Indlægget er således et stort spørgsmål: Hvad har disse tre - TEGN, EKSPREM, ORD - at sige hinanden?

Den gyldne middelvej er ikke midten

Hvad kan minoriteten give majoriteten - og dermed helheden? David slyngede Goliat en sten for pan-den. Det var hans løsning: “Der fik du den - og så er du død.” Det var dengang.

I dag ved vi at minoritet & majoritet er komple-mentære: når de kommunikerer, skabes udvikling for helheden.

Hvad kan døve, døvblevne og hørehæmmede som mindretal give det hørende flertal - og dermed hel-heden? Noget at tænke over!

Selvfølge og nødvendighed

For de fleste hørende er sproget så selvfølgeligt, at de knap skænker det en tanke. Sproget er der bare: man kan bruge det efter forgodtbefindende eller lade være.

For døve, døvblevne og hørehæmmede er sproget en tvingende nødvendighed. Nøden vender minoritetens opmærksomhed mod sproget og kan åbne for en særlig oplevelse af hvad sprog er, kan føre til en særlig viden om sprogets skjulte indre side.

Digtere er også minoritet. Også de arbejder med ordenes indre side. Og også de af indre nødven-dighed.

Nøden kan føre døve, døvblevne og hørehæmmede - og digtere - ind til sprogets bankende hjerte, tæt på det pulserende liv, nær det evige nu, hvor fortid og fremtid mødes i det poetiske, skabende.

Udforskningen af sprogets indre er opgave og gave til minoriteten: indlevelse i det ringeagtede og

upåagtede, i det der ikke råber højt men virker i det stille.

Arkitekten le Corbusier beundrede musikkens skrift-sprog og søgte et tilsvarende skriftsprog for arki-tekturen.

Løsningen fandt han i DET GYLDNE MÅL, hvori minoritet forholder sig til majoritet som majoritet forholder sig til helhed:

Idet minoritet og majoritet vekselvirker med hinanden og med helheden, opstår livets bevægelser og former.

Ordet omkring er opbygget af 10 ekspremer – ud-tryksenheder - og er selv som udtryksenhed det 11. EKSPREM.

Her ses syv af ekspremerne med nogle af de mange ord, der svinger med (resonerer ~ giver resonans) i ordet omkring:

O M R I

‘rund’ ’omslutte’ ’rund’ ’indeni’

sol mur rund prik

klode rum rulle i

korona mund trille inde

bold lomme dreje lille

pose vams rotere bitte

pokal skærm skrue kim

OM KR RING

’om’ ’krum’ ’ring’

om kreds ring

tom krave kringle

krans

krone

krukke

Holger Drachmann indleder sit digt om kong Valde-mars kærlighed til Tove med at male Gurre Sø i ord:

Rundt omkring ved søen

stritter sivets ringmur

Ro og ro er to sider af samme mønt: ikke-bevægelse (hvile) og bevægelse (kredsløb). Og det ligger i bogstaverne:

R bruges ofte til at angive bevægelse, og 0 ofte om det runde. Altså ’R~bevægelse’ + ’O~rund’ ~ kredsende bevægelse ~ ro.

Men det runde bogstav 0 bruges også ofte om harmoni, balance: når ’R~bevægelse’ falder til hvile i ’O~harmoni’, opstår ro.

Således bruger folkeviddet ordenes indre liv - oftest uden at være sig det bevidst. Det er ordenes her-og-nu-liv, men det er også historie og tradition. Således skriver filosoffen Platon:

“For det første synes jeg, bogstavet r ligesom er et middel til at udtrykke al bevægelse” og

“0 er tegnet for det runde”.

Skrevet for 2400 år siden!

Og i Dansk-Tegn Ordbog bruges den runde bevæ-gelse for at angive fx. omkreds, omgås, omsætning, sol, hel~komplet~total~ verden.

Og digteren Gustaf Munch-Petersen tegner i digtet Rids ved hjælp af mange R en enkel skitse af vibens flugt:

viben skriger

en cirkel sort

skriger en kurve

hvid i luften –

saltengen drejer sig

Digteren og folkesjælen mødes i fortættede og udtryk:

Johannes V. Jensen ønskede ”at bekræfte de raske i retten til riget” - og den energiske aktivitet ses i vendingen ’at gøre karriere’. Karrierens vrængbillede er ræset. Heraf i protest mod konkurrence-stress det rammende rotte-ræs.

Når bogstav(er) og udtryk forener sig til en udtryks-enhed, skabes et eksprem, fx. ’R~bevægelse’, ’O~rund’, ’O~harmoni’

- og ’OMKRING~omkring’!

’Krum’ og ’ret’ er i årtusinder oplevet som modsætningspar: Produktet af reciprokke tal er tallet 1, f.eks. 1/4 x 4/1 ~ 1: der er absolut symmetri omkring aksen 1/1, énheden.

Tilsvarende er der absolut balance, om de lodrette linier er strenge på et instrument: til venstre for 1/1 høres da - 1/4- 1/5- 1/6 - en dur-treklang, til højre - 4/1- 5/1- 6/1 - en mol-treklang.

De to tonekøn.

I absolut harmoni om aksen 1/1.

Robert Jacobsens skulptur bærer det franske navn Statique, der betyder både statisk og ligevægtslære. Og ligevægt er der - mellem krum og ret.

’Krum & ret’-komplementariteten er tidløs og objektiv.

Af KR og ’krum’ dannes ekspremet ’KR~krum’ både som udtryk for bevægelse (fx at kredse) og som ud-tryk for form (fx en kreds). Af ST og ret/ lige’ dan-nes ekspremet ’ST~ret/lige’, der også både udtryk-ker bevægelse (fx at stige) og form (fx en stige).

Her-og-nu-liv

Vekselvirkningen, spændingen mellem krum og ret som komplementært par, ses i grundvidenskab og billedkunst - og i poesi:

Rundt omkring ved søen

stritter sivets ringmur

og

Kræfter stemmer kræfter til styrke

ruden krummes - stormen står på

- og verdenshistorisk drama

Mennesket var for 2400 år siden i krise og kæm-pede for at komme ud af det net af myter, det følte sig spundet ind i. Det lykkedes: ud af den cykliske tids kredsen frigjordes den lineære tids mål-rettethed.

Fra O til →

Kulturhistorikeren Jean Gebser påviser krisens sproglige sammenhæng, der - helt bogstaveligt – findes i spejlrødderne ‘gher-regh’! idet bevidst-heden havde behov for at komplettere den hidtil dominerende ‘gher’ med ‘regh’:

’bevægelse i kreds’: ‘gher’ –

‘regh’ : ’bevægelse i ret linie’

’gher’ ’regh’

kreds, kurve, cirkel regel, erigere, dirigere;

krone, kreere; kræve række; ret, rigtig

- og globalt opbrud

I vort århundrede opleves en voksende uro, der varsler undergang eller et nyt højere kulturtrin - som for 2400 år siden.

Nu gælder det frigørelse af mental bevidsthed til den mere om fattende integrale bevidsthed, fra lineær tid til radiær tid, idet den lineære tænkning har fortabt sig i udadrettethed og må forvandles i radiær tids besindelse:

�

Nytænkning på alle områder også sprogets - er nødvendig!

- og fremtidsvisioner

Sproget er i fokus i disse år. Overalt søges analogier til det. Ikke mindst forbindelsen musik, matematik, geometri - og sprog. En ny menneske-forståelse? En neo-renæssance?

Visionært formulerer digteren Paul la Cour:

“At bryde Brødet ...! Det er som en Tonerække hos Bach. Vi staar paa Tærsklen til Kundskab om Ordenes Liv.”

Hermann Hesse skriver i fremtidsromanen Glasperlespillet:

“Spillet blev periodevis overtaget og efterlignet af næsten alle videnskaber, dvs. anvendt på deres do-mæne; bevidnet er dette for den klassiske filologis og logikkens domæner. Den anaiytiske af musik-værkerne havde ført til, at man indfangede musi-kalske forløb i fysisk-matematiske formler. Kort efter begyndte filologien at arbejde med denne metode og at måle sproglige strukturer på samme måde, som fysikken målte naturprocesser; derpå fulgte under-søgelsen af de bildende hvor der via arkitekturen alle-rede længe havde bestået en forbindelse til mate-matikken. Og nu opdagede man mellem de ad denne vej tilvejebragte abstrakte former stedse nye rela-tioner, analogier og paralleller.”

Filosoffen og matematikeren René Thoms yndlings-citat stammer fra en anden matematiker, Riemann:

“Når vi tænker en tanke, så er denne tankes mening intet andet end den underliggende fysiologiske pro-ces’ form. Semiotikken er derfor studiet af de former der opstår, når vi tænker... Problemet er (-) at søge at beskrive de simplificerede, stabile former i tænk-ningen, der resulterer af denne underliggende, kom-plicerede dynamik, på en enkel og brugbar måde.”

- og nu?

Filosoffen Mark Johnson er i The Body in the Mind fra 1987 måske nærmest på en vej ind i en realistisk, livsnær fremtid:

“Forestillingsstrukturer er gentagne dynamiske møn-stre i sansning og motorik, som gør at vi oplever og erfarer sammenhængende og struktureret ...“

Omkring år 1000 fik Guido fra Arezzo ideen om et musikalsk skriftsprog med linier og noder.

Først mere end 500 år senere var klaviaturet afklaret. Men så sent som i 1970’erne opdagede Frede Schandorf, at både skriftsprog og klaviatur er resultat af et enkelt matematisk princip, ’+2-tabel modulo 7’: et ur med 7 timer, hvor man tager 2 timer ad gangen.

Altså først SKRIFTSPROG, så INSTRUMENT - og sidst ERKENDELSEN af sammenhængen: sprog og klaviatur skabes samtidig - gennem veksel-virkningen mellem minoritet & majoritet og helhed - ved de enklest mulige tal 1:2:3:4.

Venter på ordets område tilsvarende afsløringer af sammenhænge mellem DØVES TEGNSPROG og HØRENDES BOGSTAVSPROG?

Måske samtidig med en intuitiv afdækning af, at tegnsprog og bogstavsprog indgår i en større, sammenhængende udvikling mod en ny kulturs mere præcise, rigere og endnu mere LEVENDE FÆLLESSPROG?

Sprogforskeren Otto Jespersen troede på en lignende UDVIKLING:

“Jeg tror ikke på en første gylden tidsalder, hvor alt i sproget var ekspressivt og havde præcise betydnings-indhold, men snarere på en langsomt fremad-skridende tendens mod fyldigere, lettere og mere adækvate udtryk (også emotionelt) - og i denne ud-vikling udgør det voksende antal lydsymbolske ord et ikke ubetydeligt element.”

DANSK-TEGN & DANSK- EKSPREM

ORDBOG ORDBOG

(1164) ’BR~brække’

itu brase sammen

afbryde brakmark

beskadige brase sammen

brud(et) brat

brække breakdance

defekt breakdown

destruere breche

forstuve brik

havari briket

hæve (møde) briste

i stykker brodsø

knække brokkasse

skade brokke sig

spolere brud(et)

ødelægge bryde

bræ

brække

brøde

brøk

Dansk-Tegn Ordbog og en ’Dansk-Eksprem Ordbog’ ville have meget at sige hinanden.

Ekspremologi – spotlights og flash

Livets kendetegn er bevægelse. Ekspremerne er livets udtryk: Jeg modtager, oplever og udsender bevægelser/ udtryk/ sprog.

Piet Hein grukker det således:

At jeg er hele verdens centrum, er ingen hasarderet dom; jeg slutter mig rent logisk til det, for resten er jo udenom.

Ekspremerne fokuserer ofte på en bestemt sansekanal:

motorisk: ’SPR~sprede’: sprække, sprætte, sprælle, sprøjte

visuel: ’KR~krum’: krone, krans, krave, kringle, krikke

taktil: ’KN~knibe/knække’ : kno, knæ, knogle, knyst, ’knop’

kinæstetisk: ’FN~luftstrøm’: fnise, fnyse, fnug, fnok

auditiv: ’KL~’lyd’’: klinge, klokke, klukke, klirre, klaske

Ekspremerne sætter ofte hinanden i relief som modsætninger:

’ST~lige’ & KR~krum’

’ST~stav/stiv’ & ’SL~slange/slynge’

’ST~sammentrækkende/centripetal’ &

’SV~udvidende/centrifugal’

’SM~mund-’ & ’SN~næse-’

Ekspremerne kan (af og til) udvikles af hinanden:

’ST~lige’ + ’R~bevægelse’ ~ ’STR~langstrakt’

’S~bevægelse’ + ’KR~krum’ ~ ’SKR~skrabe’

’SK~skubbe’ + ’R~rund’ ~ ’SKR~skrabe’

Ekspremerne skaber - ved ekspressiv resonans — sam(men)spil mellem ord på kryds og tværs af andre sproglige spilleregler:

-umpe -aske

kl- klumpe klaske

d- dumpe daske

sl- slumpe slaske

b- bumpe baske

pl- plumpe plaske

’rumpe-----------dasker’

Ekspremerne kan forene sig til skabende kraft (poetisk kohæsion) i digtets tætte væv af ord: ’L~let/bevægelig’ & ’I~fin/liflig’ fletter sig til fælles udtryk for ånden i Grundtvigs pinsevers:

Det ånder himmelsk over støvet,

det vifter hjemlig gennem løvet,

det lufter liflig under sky fra paradis,

opladt på ny,

og yndig risler ved vor fod

i engen bæk af livets flod.

HISTORIENS SANG

Som dybest Brønd gir altid klarest Vand,

og lifligst Drik fra dunkle Væld udrinder,

saa styrkes Slægtens Marv hos Barn og Mand

ved Folkets Arv af dybe, stærke Minder.

Din egen Dag er kort, men Slægtens lang;

læg øret ydmygt til dens Rod forneden:

Aartusind toner op i Graad og Sang,

mens Toppen suser imod Evigheden!

Livets træ - sprogets træ

Sproget - livets udtryk - er som et træ med rod og stamme, grene og blade, blomster og frugter, krone og top, frø og kim.

Stammen gennemstrømmes at’ safter fra rod til krone og fra krone til rod, begge veje: såvel sprog-forskningens beskrivelse af rod og stamme som den skabende bevidstheds stadige virken: ud-vekslingen mellem krone (kommende, nuværende og tidligere sprog) og rod (arketypernes, urbillede-ernes udtryk) - mellem nærvær og oprindelse, mellem nutid og altid.

Oplevet sådan er den ekspressive livssaft ikke blot fortid eller abstrakt sprogteoretisk fænomen, men altidig oprindelse, tilblivelse, skabelse.

Denne evige vorden er statisk-dynamisk, således at ordet ’stå’ ikke blot i fortid er skabt at’ roden ’sta-’, men stadig dannes, permanent bliver til, hver gang ordet handles, siges, tænkes.

Heraf springer naturligt hypotesen, at ordet ’stå’ og dets rod ’sta-’ er udtryk for samme arketype, samme urbillede, som står bag kropsholdningen ’stå/opretstående’ som homo erectus’ adelsmærke: evnen at stå, som i fortid var én af udviklingens store erobringer, som i nutid er tindrende fryd hos småbarnet og dets omgivelser, som i fremtid vil minde mennesket om dets opgave som varetager af jordklodens skabende kraft: arketypen ’stå’, som i al tid var, er og vil være.

En fundamental ændring af sprogopfattelsen an-tydes alene i oplevelsen af at stammen ikke er at forstå statisk, men dynamisk, som strømmende struktur i vedvarende udveksling mellem sprog-træets krone og rod, stadig genfødt og båret af den ekspressive livssafts informationskraft: i oplevelsen af det statiske ST forvandlet til det dynamiske STR, fra statik til strømmen ved tilføjelse af R, bogstavet for bevægelse, R, der i sanskrit - østens latin - udgør en rod med betydningen ’at bevæge sig’, sammen-faldende med grundekspremet ’R~bevægelse’.

En frugtbar arbejdsmodel?

Øverst sprogtræets krone, nederst sprogtræets rod.

Til venstre døveverdenens tegn, til højre høre-verdenens ord.

Krone og rod vekselvirker i stammen - som natur. Tegn og ord kommunikerer i fællesskabet - som kultur.

Aksen krone-rod står vinkelret på aksen tegn-ord, er som elektromagneten hvis leder og magnet skaber et kraftfelt.

Krone og rod belives af tegn og ord.

Tegn og ord oplives af krone og rod.

Helhedens stemme

Kulturminister Grethe Rostbøll udtalte i marts i år:

“Om dansk sprog og. kultur er i fare, afhænger af os selv. Ândelig dovenskab og slaphed vil true os mere end alverdens traktater om internationalt sam-arbejde.”

Majoriteten ved det endnu ikke. Den kender ikke sin egen nød. Minoriteten - der af dyb og ægte erfa-ring kender nødvendigheden - kan komme majo-riteten til undsætning ved at tage sin opgave alvorligt: at levende- og inderliggøre sproget.

Det er før set at minoritetsgrupper var majoritetens og helhedens avantgarde.

Således blev det ordblindeområdet, der fandt det radiære alfabetiseringsprincip, som nu er overtaget af lingvisterne. Tilsvarende kan døve, døvblevne og hørehæmmede - ved fælles indsats - tilføre dansk

(og indoeuropæisk) sprog og kultur ny oplevelse og forståelse af menneskelivet via pionerarbejde med sprogets inderside, den poetiske, den skabende.

I 1776 forfattede Thomas Jefferson Den ame-rikanske uafhængighedserklæring.

Lad denne store præsident - dette store menneske – begrunde og begejstre:

“Handlinger til gavn for andre giver os lyst, men hvorfra kommer det, at de giver os lyst? Fordi der fra naturens hånd er indplantet en kærlighed til andre i vort bryst, en sans for pligt over for dem, kort sagt et moralsk instinkt, som uimodståeligt får os til at føle deres nød og komme dem til hjælp.”

Afslutning på lørdagssurprise-foredraget

Uden minoritet, ingen majoritet. Uden majoritet, ingen minoritet.

De behøver hinanden, de er komplementære - og udgør tilsammen helheden.

Og helhedens - fællesskabets - kulturminister mener:

Hvad kan nu døve, døvblevne og hørehæmmede som samlet minoritet tilbyde majoriteten?

Ja, minoriteten er jo - af nødvendighed – sprog-bevidst og har et ganske særligt kendskab til sproget.

Og det er som nævnt før sket, at en minoritet ydede til majoriteten: det var således ordblinde-området, der fandt det radiære alfabetiserings-princip, som nu er overtaget af majoriteten, af lingvisterne. Og her er majoritetens ’forkant’ Mark Johnson, der i 1987 skriver:

“For mig er det vigtigste at vise, at disse forestil-lingsstrukturer er veldefinerede og findes overalt, og at de har tilstrækkelig stærk indre struktur til at binde vores forståelse og tænkning: de strukturerer vores måde at være i verden og vores måde at have en verden.”

Her - mener jeg - kunne nu døve, døvblevne og høre-hæmmede som samlet minoritet, der er tegn- og ordbevidst, konfrontere majoriteten med ople-velses/ forståelsesstruktur- og bogstav-forbin-delsen i fx ekspremerne ’KR~krum’, ’ST~lige’, ’IRRE~lille gentagen bevægelse’, ’STR~strække’, ’KN~knibe’ osv.

Eller minoriteten kunne lade sig inspirere af ’Castberggård-dynamoen’ på foregående side.

Den voksede ud af konferenceindbydelsens forside med det smukt rolige symmetriske anlæg omkring flagstangen. Tegningen genfandt jeg i en 3000 år gammel helleristning fra Bohuslen - det dynamiske solkors - og herudaf voksede ’Castberggård-dynamoen’!

’Castberggårddynamoen’ eller ’Den poetiske generator’ har fire vekselvirkende enheder i en helhed: til venstre døveverdenens tegn, til højre høreverdenens ord, øverst sprogets krone af tidligere, nuværende og fremtidige sprog, nederst sprogets rod: arketyperne, urbillederne.

I den vandrette akse kommunikerer tegn og ord i fællesskabet som kultur.

I den lodrette akse vekselvirker krone og rod i træstammens strømmende struktur som natur.

Lodret og vandret står vinkelret på hinanden, de er som magnet og leder i elektromagneten, der skaber et kraftfelt.

Det kraftfelt tror jeg på. Også at det er poetisk, altså skabende, et skabende kraftfelt, et poetisk kraftfelt. Og det er ganske vist. Om modellen virker(!) véd jeg ikke, men den er i hvert fald poetisk. Det har jeg autoritativ dækning for hos digteren Peter Plys:

En vinkel er kantet,

en cirkel er rund.

Det er jo ekspremet ’KN~knække’ i vinkel og kantet og ekspremet ’KR~krum’ i cirkel og ’R~rund’ i rund

- og dermed det rette og det krumme, 1-tallet og nullet: 1 & 0 - og hvor de mødes, kan der ske noget, her skabes livet, her genereres det gamle som evigt ungt, her er der drøn på drengen.

Måske er modellen et trin på en vej eller katalysator for noget bedre

- da har den tjent sit formål.

Uden minoritet ingen majoritet ingen helhed!

Måtte minoriteten erkende sit selvværd som uundværlig inspiration og pirkende incitament for majoritet og helhed.

Med ønske om drøn på dynamoen: et godt eksprem ’R~bevægelse’:

RRRRRRRRRRRRRRRRRRRR………………………..

Knud Brant Nielsen Castberggård, 9.5.92

Kilder/ henvisninger, ordnet sekventielt:

- Helleristning (udsnit) fra Bohuslen, Sverige – af Fred Gudnitz: Broncealderens Monumentalkunst 1962

Le Corbusier: Le Modulor 1953

1. Samuelsbog, kapitel 17

Holger Drachmann: ’Døgnets Salmer II’ 1879

Platon: dialogen Kratylos

Dansk-Tegn Ordbog

G. Munch-Petersen: ’Rids’ af ’Nitten digte’

Johannes V. Jensen: stedet ukendt: ’Bevinget ord’

Hans Kayser: Lehrbuch der Harmonik 1950

Robert Jacobsen: ‘Statique II’ 1959

Holger Drachmann : ‘Døgnets Salmer II’ 1879

Jacob Brant: ’Digte’ 1967

Jean Gebser: Ursprung und Gegeawart 1949/53

Frede Schandorf: Om chronomatik 1970-

Otto Jespersen: Linguistica 1933

Paul la Cour: Fragmenter af en Dagbog 1948

Hermann Hesse: Glasperlespillet 1943

René Thom i dagbladet Information 3.4.1992

Mark Johnson: The Body in the Mind University of Chicago Press 1987

Dansk-Tegn Ordbog 1979

Piet Hein: Gruk fra alle årene

N.F.S.Grundtvig : af ’I al sin glans nu stråler solen’ 1843/53

Jeppe Aakjær: ’Historiens Sang’ 1916

Jean Gebser: Ursprung und Gegenwart 1949/53

Grethe Rostbøll ifølge Berlingske Tidende 18.3.1992

Thomas Jefferson, citeret i Information april 1992